KAPLØBET OM NORDPOLEN - CANADA, DANMARK OG RUSLANDS DISKURSIVE MAGT AALBORG UNIVERSITET. Geografi 4. semester 2012

Transkript

1 AALBORG UNIVERSITET KAPLØBET OM NORDPOLEN - CANADA, DANMARK OG RUSLANDS DISKURSIVE MAGT Geografi 4. semester Gruppe C2-7: Lone Overby Sarah Jeppesen Tine Kyndi Holm Cathrine Lykke Sørensen

2 2 Forsidefoto: Ice floes float in Baffin Bay above the Arctic circle. Af: Jonathan Hayward

3 Titel: Kapløbet om Nordpolen School of Architecture, Design and Planning Geografi Undertitel: Canada, Danmark og Ruslands diskursive magt Tema: Samfund, rum og sted Projektperiode: 4. semester Projektgruppe: C2-7 Deltagere: Lone Overby Sarah Jeppesen Tine Kyndi Holm Cathrine Lykke Sørensen Vejleder: Helen Frances Lindsay Carter Synopsis: Dette projekt omhandler Canada, Danmark og Ruslands aktuelle kapløb om Nordpolen, som på grund af Ilulissat-erklæringen skulle være afblæst. Målet er at undersøge om Ilulissaterklæringen har bevirket dette, og om kapløbet i realiteten er afblæst. Gennem en dokument- og diskursanalyse er de arktiske strategier for hhv. Canada, Danmark og Rusland undersøgt, og de væsentligste diskurser redegjort for, analyseret og diskuteret. Disse er endvidere blevet sammenlignet indbyrdes samt med supplerende litteratur. Til sidst er det diskuteret, hvorvidt diskurserne stemmer overens med aftalerne og fokuspunkterne fra Ilulissat-erklæringen. På baggrund af diskursanalyserne og diskussionerne vurderes det, at kapløbet om Nordpolen ikke er afblæst, men endnu er i gang. Oplagstal: 6 Sideantal: 85 Bilagsantal og -art: 4 stk: 1 stk vedlagt, 3 stk på CD-rom Afsluttet den: Rapportens indhold er frit tilgængeligt, men offentliggørelse (med kildeangivelse) må kun ske efter aftale med forfatterne. 3

4 FORORD Denne projektrapport er udarbejdet af gruppe C2-7 på Aalborg Universitet, som en del af 4. semester på bacheloruddannelsen, Geografi. Projektet er skrevet ud fra det overordnede semestertema: Samfund, rum og sted med udgangspunkt i temaerne fra Ilulissat-erklæringen, samt en diskursanalyse af Canada, Danmark og Ruslands arktiske strategier. De steder, hvor der i projektrapporten skrives vi henvises til projektgruppen, og når der skrives Danmark, menes dette som en samlet betegnelse for hele Det danske kongerige, det vil sige inklusiv Grønland og Færøerne. Herudover vil der vil være engelske uddrag, citater og definitioner, der ikke er oversat til dansk, da den oprindelige betydning kan gå tabt. Ilulissat-erklæringen samt de tre staters strategier er vedlagt som bilag. I forbindelse med udarbejdelsen af projektet vil vi gerne rette en tak til vores vejleder Helen Frances Lindsay Carter for kyndig vejledning samt til Henrik Gutzon Larsen for inspiration og hjælp til projektet. 4

5 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDNING PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING METODOLOGI OG METODE Overordnede syn på viden Dokumentanalyse Dokumentanalyse af Ilulissat-erklæringen og strategierne Diskursanalyse Begrebsafklaring jævnfør med diskursanalysen Fremgangsmåde og redskaber Opsummering af metodologi og metode BEGREBER OG TEORI Territorialitet og suverænitet Magtens fem ansigter Magtens første, andet, tredje og fjerde ansigt Magtens femte ansigt Opsamling Fra territorialitet til diskurser ARKTIS GENNEM TIDEN Lokalitetsbeskrivelse De første opdagelsesrejsende Nordpolen og Arktis betydning i det 20. århundrede Arktis i fokus Opsamling ILULISSAT-ERKLÆRINGEN Suverænitet Miljøbeskyttelse Maritim sikkerhed Samarbejde Opsummering temaer fra Ilulissat-erklæringen DE TRE STATER Canada: Our North, Our Heritage, Our Future Canada den naturlige ejer af Arktis Canada vil fortsat beskytte det arktiske miljø Canada vil integrere det oprindelige Canada vil fortsat samarbejde og have ansvar på international skala Dominerende diskurser i Canadas sociale rum Danmark Kongeriget og de fem kyststater som suveræne

6 8.2.2 Danmark som miljøvogter Kontrol forbedrer maritim sikkerhed Samarbejde er altafgørende Kongeriget Danmark Den dominerende diskurs i Danmarks sociale rum Rusland Ruslands Arktis Rusland går ind for national miljøbeskyttelse Rusland har et bredt samarbejde Udnyttelse af naturressourcer er en nødvendighed Dominerende diskurser i Ruslands sociale rum Opsummering DISKURSER - EN MÅDE AT VINDE KAPLØBET? Et net af diskurser Diskurser som en periodisk udvikling gennem tid Diskurser en diskret magtform KONKLUSION BILAGSOVERSIGT

7 1 INDLEDNING Klimaændringerne er en realitet. Temperaturen stiger. Isen smelter og Arktis forandres. Disse forandringer fører til, at nye muligheder og potentialer opstår i forbindelse med udnyttelse af det arktiske område, der rummer store økonomiske ressourcer. Isens afsmeltning betyder, at der åbnes op for nordlige sejlruter, uudnyttede råstofforekomster og muligheden for øget turisme. Alt dette gør Arktis til et eftertragtet område at besidde. Men kan man eje Arktis? Det mener Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA, som i fællesskab har stiftet Arctic 5, hvilket det kaldes på amerikansk. Sammen har de underskrevet Ilulissat-erklæringen, en politisk erklæring der understreger de fem arktiske kyststaters suverænitet over Arktis. Helt så fredeligt, som det lyder, begyndte samarbejdet om Arktis dog ikke. I over et årti har flere af staterne forsøgt at indsamle videnskabelige beviser på, at netop deres kontinentalsokkel giver dem suveræn ret til et større område af Arktis. Over en længere periode er der blevet talt, reageret og handlet frem og tilbage mellem staterne. I 2007 udtalte den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, at han betragtede Nordpolen som værende dansk. Samme år udtalte Canadas premierminister, Stephen Harper om det Arktiske område: Use it or loose it [ ] (Emmerson, 2011, s. 95.). Disse udtalelser gav udslag i, at Rusland plantede et flag på Nordpolens havbund. Danmark reagerede efterfølgende ved at indkalde til en konference om Arktis fremtid, hvor Ilulissat-erklæringen, som før omtalt, blev underskrevet af de fem kyststater. I anledning af denne begivenhed udtalte Per Stig Møller: Kapløbet om Nordpolen er afblæst, hvilket udadtil markerer afslutningen på brydningerne om Arktis. Men er kapløbet nu også afblæst? Problemstillingen vedrørende Arktis, herunder Nordpolen, er at dette figurerer som det eneste område på kloden, der endnu ikke har et defineret ejerskab det er hverken statsejet eller internationalt fælleseje. FN s havretskommission skal i år 2014 afgøre, hvilke og hvor store områder kyststaterne har ret til. Problemet vedrørende dette kan imidlertid være, at staterne kan have geologisk ret til samme område. Dette forventes at være tilfældet med Nordpolen, hvortil både Canada, Danmark og Rusland har gjort krav. 7

8 Denne diskussion er baggrunden for, at netop disse tre stater er udvalgt som udgangspunkt for projektet. Canada, Danmark og Rusland har, efter Ilulissat-erklæringen, hver udgivet en strategi for Arktis fremtidige udvikling. Ilulissat-erklæringen er, som nævnt, et symbol på kapløbets afslutning, da kyststaterne heri deklarerer deres intension om et intensiveret samarbejde om Arktis. Spørgsmålet er dog om diskurserne i de tre staters arktiske strategier indikerer, at kapløbet er afblæst? 8

9 2 PROBLEMFORMULERING Hvordan tydeliggøres Canada, Danmark og Ruslands diskursive magt over Arktis i de tre staters arktiske strategier, og hvordan stemmer dette overens med vedtagelsen af Ilulissat-erklæringen? I forbindelse med undersøgelsen af hvorledes de tre staters diskursive magt stemmer overens med vedtagelsen af Ilulissat-erklæringen, vil vi især fokusere på, om diskurserne i de enkelte staters strategier ligger indenfor rammerne af Ilulissat-erklæringens aftaler og fokusområder, for derigennem at vurdere, hvorvidt kapløbet om Nordpolen og Arktis er afblæst eller ej. 9

10 3 AFGRÆNSNING Projektet er baseret på temaerne fra Ilulissat-erklæringen, samt en diskursanalyse af Canada, Danmark og Ruslands arktiske strategier, der er udformet i årene efter Ilulissat. Diskurserne i de respektive strategier sammenlignes og diskuteres i henhold til de overordnede temaer fra Ilulissat-erklæringen. Det er dermed afgrænset til disse nøgledokumenter og tidsperioden omkring og efter konferencen i Ilulissat i maj Aktørerne er afgrænset til Canada, Danmark og Rusland ud af de fem arktiske kyststater, hvorunder også Norge og USA er med, da disse tre stater kræver det samme område omkring Nordpolen. De tre aktører prøver alle at bevise, at landets kontinentalsokkel går hele vejen til Nordpolen, for dermed at kunne kræve suverænitet over dette territorium. Af denne grund, vil kravene fra de tre stater sandsynligvis overlappe hinanden i dette område, og dermed skabe en konflikt, hvilket er grundlaget for at lave følgende magt- og diskursanalyse. Vi udelader derved at inddrage Norge og USA s roller i dette magtspil, selvom disse også er en del af Ilulissat-erklæringen. Teorien bag diskursanalysen er magtens femte ansigt af Michel Foucault. Denne benyttes til diskussion af staternes magtforhold til Arktis. Der gøres ikke rede for det juridiske aspekt, og tekniske forhold omkring olie- og gasudvinding, samt miljømæssige og sociale konsekvenser, er ligeledes udeladt, da det ikke har relevans for problemformuleringen. 10

11 4 METODOLOGI OG METODE Dette kapitel har til formål at beskrive og forklare projektets metodologi samt de valgte metoder. Vi vil først gennemgå vores overordnede syn på viden, der danner baggrund for projektet, for derefter at redegøre for og udføre dokumentanalysen. Efterfølgende udvides dokumentanalysen til en fremgangsmåde for projektets diskursanalyse med de dertilhørende relevante begreber. 4.1 Overordnede syn på viden Det følgende afsnit vil klarlægge hvilke videnskabsteoretiske rammer, der danner baggrund for projektrapporten, det vil sige den viden og overbevisning, der er grundlaget for vores virkelighedsopfattelse og dermed projektet. Denne projektrapport har sit udgangspunkt i poststrukturalismen, med vægt på den franske filosof Michel Foucault. Til forskel fra strukturalismen, hvor samfundet ses som struktureret, betragtes det i poststrukturalismen, som noget foranderligt, der ikke kan fikseres (Hansen & Simonsen, 2005, s ). Struktur er dermed erstattet med diskurs, og netop diskursanalyse er en af de anvendte metoder indenfor denne videnskabsteoretiske tilgang. En nærmere forklaring af begrebet diskurs, samt den måde hvorpå vi har valgt at benytte diskursanalyse som metode, kan læses i afsnit 4.3. Inden for videnskabsteori findes to relevante, overordnede begreber: Ontologi og epistemologi. Ontologi, dækker over hvordan noget kan være til, og epistemologi beskæftiger sig med forholdet til viden og opnåelsen af denne (Hansen, 2004, s. 397). Inden for diskursteorien er især epistemologien interessant, da viden ikke er et entydigt begreb. Vi ser verden gennem en bestemt optik, afhængig af tid og sted samt personlige oplevelser og meninger, hvilket påvirker vores måde at forstå viden på. Det vil dermed aldrig være muligt at finde en sandhed, tingenes virkelige eksistens, da denne ikke er tilskrevet en betydning. Den viden vi tilegner os gennem dette projekt, vil dermed være påvirket af vores syn på verden. Dette betyder, at selv videnskab ikke kan være neutral og universel, idet det ligesom 11

12 alt andet er diskursivt medieret (Hansen, 2004, s. 398). At noget er diskursivt medieret betyder netop, at vi ikke kan få indsigt i verden uden at befinde os i en diskurs, hvilket farver vores syn. Som det senere uddybes, i afsnit 4.3, er diskurser mulige at ændre og modificere. Denne mulighed, for modificering, umuliggør samtidig en opnåelse af endegyldig viden, hvormed sandheden aldrig kan opnås, hvilket overordnet kan ses som diskursteoriens epistemologiske konklusion (Hansen, 2004, s. 399). Vi lever efter nogle konstruerede betydninger, som er dannet af historisk betingede relationer, og derfor kan ændres over tid. I takt med, at de konstruerede betydninger ændres, forandres vores tankegang og handlemåde. Dette skaber altså ikke blot en ændring i historien, men også en ændring af vores handlinger og identitet (Dyberg, Hansen, & Torfing, 2000, s. 8-9). Gennem tiden skaber dette også ændringer i diskursen. Ifølge Michel Foucault er netop magten over sproget og måden at udtrykke sig på en meget væsentlig form for magt (Thurén, 2001). Han præciserer dog ikke magten indenfor en bestemt aktør eller form for magt, men ser den som allestedsnærværende. I denne projektrapport, vil der særligt fokuseres på, hvordan de magthavende og selve magten præger diskurserne. Dette gøres dog, modsat Foucault, i forbindelse med at se stater som aktører, hvortil den hollandske forsker Maarten A. Hajers teori omkring aktører benyttes i en simplificeret udgave. En uddybning af Foucaults brug af magtbegrebet, samt vores brug af Hajer, er beskrevet i afsnit Dokumentanalyse Dokumentanalyse er en af de mest anvendte metoder indenfor empiriske undersøgelser, idet denne metode netop er brugbar i kombination med andre undersøgelsesformer, men også kan benyttes som den eneste metode. Den er i særlig grad brugbar ved diskursanalyser, der blandt andet kan være med til at afdække processer, som har ført til en politisk begivenhed eller dagsorden (Lynggaard, 2010, s. 138). I dette projekt er udgangspunktet Ilulissaterklæringen, der gennem en diskursanalyse sammenlignes med henholdsvis Canada, Danmark og Ruslands strategier for Arktis. Der er dermed fire bærende dokumenter for analysen; Ilulissat-erklæringen og de tre landes strategier, hvortil supplerende tekster benyttes i mindre grad. 12

13 Når en dokumentanalyse anvendes som empirisk grundlag i en analyse, skal flere overvejelser tages i betragtning, herunder indsamlingskriterier, adgangskriterier, analysesystematik og præsentation af resultater. (Lynggaard, 2010, s ). Indsamlingskriterier dækker over hvilke dokumenter, der skal indsamles for at besvare projektets problemformulering. I dette projekt er fokusområdet indenfor en begrænset tidsperiode omkring konferencen i Ilulissat, maj Dette giver anledning til en analyse og sammenligning af udgivelser fra dette tidsrum. Der bestræbes efter hovedsageligt at benytte offentlige dokumenter, men ved mangel af disse, vil også nyhedsartikler samt andre publikationer inddrages. Adgangskriterier vedrører adgangen til dokumenter, da det ikke altid er givet, at der er adgang til de ønskede dokumenter. I dette tilfælde, hvor der er tale om offentlige dokumenter, kan det være svært at få adgang til mødereferater eller lignende, da disse enten ikke er offentliggjort eller også er overstreget i en sådan grad, at det ikke er anvendeligt. Ligeledes arbejdes der indenfor flere forskellige stater, der har hver sine regler for, hvad der offentliggøres, ligesom det er forskelligt, hvorvidt det kun er offentliggjort på nationalsproget eller er oversat til andre sprog. Endvidere skal dokumenternes kontekst tages i betragtning, da for eksempel afsenderen kan have indflydelse på dokumentets gyldighed samt pålidelighed. Selve analysen af dokumenterne kan laves på forskellige måder alt efter undersøgelsesspørgsmålet, hvor denne dokumentanalyse skal rette sig mod en efterfølgende diskursanalyse. Måden, hvorpå vi vil foretage analysen af dokumenter, er ved at lave en analytisk-induktiv undersøgelse af de fire udvalgte nøgledokumenter. Dette gøres ved at finde mønstre i dokumenterne, der benyttes til en teoretisk tolkning af nyopdagede sammenhænge (Lynggaard, 2010). Udgangspunktet for de begreber, indikatorer eller tematikker, der søges efter i dokumentmaterialet, kommer af undersøgelsesspørgsmålet og den valgte teori. Teorien bag kan være at se på den diskursive forandring, der har fundet sted, hvor politiske aktører, i dette tilfælde de respektive stater, tillægger for eksempel begreber en ny betydning (Lynggaard, 2010, s. 145). Vi tager som nævnt udgangspunkt i Ilulissat-erklæringen, efterfulgt af en analyse og diskussion af de tre arktiske strategier i henhold til temaerne i Ilulissat-erklæringen. 13

14 4.2.1 Dokumentanalyse af Ilulissat-erklæringen og strategierne Dette afsnit indeholder en kort dokumentanalyse af de fire nøgledokumenter, hvor de vigtigste fakta er præsenteret i oversigten på modsatte side. Udover de medtagede punkter i oversigten, er det også væsentligt for dokumentanalysen at nævne, at typologien ved alle fire nøgledokumenter er sekundær. Dette skyldes, at sekundære dokumenter for eksempel kan være lovtekster, regeringsrapporter, avisartikler eller hensigtserklæringer. Disse dokumenter har ofte været i umiddelbar nærhed med begivenheden, der refereres til, og de er generelt offentlig tilgængelige. 14

15 15

16 Ilulissat-erklæringen I år 2008 blev Ilulissat-erklæringen vedtaget og offentliggjort i byen Ilulissat på Grønland. Erklæringen er skrevet på baggrund af et møde, afholdt den 28. maj 2008 af de fem arktiske kyststater, også kaldet The Arctic 5 ; Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA, hvortil Danmark var initiativtager. Formålet med erklæringen var at fremlægge en politisk vedtagelse, der skal fungere, som rammen for et internationalt samarbejde om Arktis og de problemstillinger, der her følger. Med erklæringen har de fem stater forpligtet sig til sammen at løse de udfordringer, området står overfor i fremtiden, og gennem blandt andet ansvar og handling sikre Arktis sikkerhed og miljø samt følge gældende FN-regler. Eventuelle spekulationer om et kapløb om Nordpolen er hermed forsøgt udelukket. Med erklæringen fastslår kyststaterne ligeledes, at de har den fulde kontrol, hvormed andre staters ret til området frasorteres, og hensigten har dermed en mulig skjult dagsorden. Erklæringen er let tilgængelig flere steder på internettet, herunder på de fleste hjemmesider for staternes udenrigsministerier. Ilulissat-erklæringen er skrevet på et letforståeligt sprog, og henvender sig dermed til alle, som har interesse. Erklæringen er kort og præcis, og berører samt forklarer de fokusemner, kyststaterne har vedtaget på forståelig vis, og efterlader læseren afklaret med, hvilket budskab erklæringen ønsker formidlet. Canada I juli 2009 udgav Canadas regering deres arktiske strategi Canada s northern strategy Our North, Our Heritage, Our Future i Gatineau, Quebec. Strategien er et af flere værktøjer til at promovere deres vision for Arktis, og indeholder fire overordnede fokusemner, der danner rammen om strategiens formål; udøvelse af suverænitet, promovere social og økonomisk udvikling, beskyttelse af miljøet samt forbedret regeringsførelse og samarbejde med Canadas nordlige egne. Forud for strategien udkom samme år, Towards a Canadian Arctic Strategy af Canadas internationale råd. Denne rapport lægger op til den arktiske strategi, som i 2010 blev efterfulgt af Statement on Canada s Arctic Foreign Policy fra Canadas regering, der følger op på de relevante problemstillinger. 16

17 Canadas strategi er forholdsvis svært tilgængelig at finde frem til på udenrigsministeriets hjemmeside. Strategien er her delt op i flere mindre sektioner, og findes ikke umiddelbart som ét samlet dokument. Ved at søge på andre internetsider finder man dog hurtig frem til den samlede strategi. Strategien er skrevet på tre sprog; engelsk, fransk og inuktitut (inuitsprog i det nordlige Canada), hvilket i alt fylder 40 sider. Dette bevidner om, at de ønsker, at alle i landet kan forstå indholdet. Strategien er skrevet i et letforståeligt sprog, og benytter ingen komplicerede begreber eller vendinger, den almene læser ikke kan forstå. Dertil er der benyttet illustrationer gennem hele strategien, hvilket er med til at skabe et overblik over de omtalte emner, og gøre strategien spændende at læse for alle interesserede. Danmark Den 22. august 2011 udgav det danske udenrigsministerium, det færøske udenrigsministerium, samt det grønlandske udenrigsdirektorat sammen Kongeriget Danmarks strategi for Arktis Strategien har til formål at klarlægge Kongerigets prioriteringer i Arktis, med det overordnede sigte [...]at styrke Kongerigets samlede position som aktør. (Udenrigsministeriet, 2011, s. 11). Forud for strategien blev et forslag til strategien udformet i 2008, samme tid som konferencen i Ilulissat, under navnet Arktis i en brydningstid: Forslag til strategi for aktiviteter i det arktiske område. De strategier for aktiviteter i Arktis, der foreslås i Arktis i en brydningstid, er dermed baggrund for store dele af strategien for Danmarks strategi er lettilgængeligt på Udenrigsministeriets hjemmeside, ligesom den findes på hjemmesiderne for det grønlandske udenrigsdirektorat, samt det færøske udenrigsministerium. Derudover er strategien udgivet på engelsk, hvorvidt den også er oversat til færøsk og grønlandsk vides ikke, men det har ikke været muligt at finde sådanne eksemplarer. Strategien er formuleret i et letforståeligt sprog, uden stor brug af fagudtryk eller andet som kan gøre det svært for den almene læser at forstå. Gennem rapporten er der ligeledes gjort brug af kort, billeder og andre illustrationer, der sikrer en lettere forståelse, ligesom det giver et godt indtryk af de omtalte områder. De resterende billeder er stemningsbilleder med motiver af arktisk natur og kultur. 17

18 Rusland Den russiske strategi for Arktis blev vedtaget den 18. september 2008 af den daværende russiske præsident, Dmitrij Medvedev. Den originale strategi findes kun på russisk, og diskursanalysen er derfor lavet ud fra det engelske sammendrag: Basics of the state police of the Russian Federation in the Arctic for the period till 2020 and for further perspective. Når der gennem projektrapporten henvises til den russiske strategi, er der derfor tale om denne tekst. Strategien indeholder hovedpunkterne fra den originale strategi, og blev trykt i den officielle statslige avis Rossiyskaya Gazeta den 30. marts At strategien kun findes på engelsk i en forkortet version, kan tolkes som, at Rusland anser deres strategi for Arktis som et emne, der vedkommer Rusland mere end resten af verden. Strategien er, på trods af sine begrænsninger, imidlertid det tætteste det er muligt at komme på den originale strategi. Det må ligeledes anslås, at strategien indeholder de strategiske punkter, som Rusland ønsker at videregive til omverdenen, og strategien er af denne årsag anset, som værende gyldig til den senere diskursanalyse. Hverken den originale strategi for Arktis på russisk eller den forkortede engelske version har været mulige at finde på den russiske stats hjemmesider. Den engelske version er fundet gennem andre hjemmesider, og den originale russiske har ikke været mulig at få adgang til. Den engelske forkortede udgave er på 9 sider, har ingen illustrationer, og er skrevet i et indviklet sprog med lange sætninger, samt en rodet og til tider forvirrende opstilling. Der er mange gentagelser samt sætninger med den samme pointe formuleret på forskellig vis, hvilket fremhæver strategiens vigtigste knudepunkter. Da denne dokumentanalyse, som tidligere beskrevet, skal suppleres med en diskursanalyse af Ilulissat-erklæringen samt af de tre staters strategier, vil nedenstående afsnit redegøre for diskursbegrebet, samt hvorledes diskursanalysen udføres i det pågældende projekt. 4.3 Diskursanalyse For at uddybe og specificere dokumentanalysen har vi valgt at foretage en diskursanalyse af Ilulissat-erklæringen samt de tre staters strategier for Arktis. Den præcise definition af en 18

19 diskurs er ikke entydig, men Michel Foucault spiller en central rolle indenfor brugen af diskursanalyse. Selv definerer Foucault begrebet, diskurs således: Vi vil kalde en gruppe af ytringer for diskurs i det omfang, de udgår fra den samme diskursive formation [...] [red. diskursen] består af et begrænset antal ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for. (Jørgensen & Phillips 2010, s. 22, oversat efter Foucault 1969: 153/1972:117) En diskurs opstår derved gennem en række sammenhængende udsagn og samtaler indenfor et specifikt emne. Diskurs er et flydende begreb, og for at gøre det lettere forståeligt har Jørgensen og Phillips forklaret dette ved hjælp af et eksempel, hvor diskurser ses som knuder i et fiskenet (Jørgensen & Phillips 2010, s. 36). Knuderne holdes fast i fiskenettet ved at differentiere sig fra hinanden, og der kan være mange diskurser til stede. Selve nettet er et symbol for de relationer og betydninger, der er opstået mellem diskurserne. Fiskenettet og interaktionen mellem dennes diskurser ses på figur 1 nedenfor. Figur 1: Diskurser i sociale rum. Egen tilvirkning. 19

20 Nettet kan forandres over tid, og er et symbol på de sociale praksisser, hvis meninger og udsagn danner knuderne. Knuderne eller diskurserne kan aldrig blive så faste, at de ikke kan løsnes igen, det vil sige, at andre meninger og udsagn kan påvirke dem. Dette kan ske i form af en ændring af de eksisterende eller en nedbrydning af disse samt skabelse af nye diskurser. Diskurser stræber sig mod at være entydige i sin mening i forsøget på at bevare knuden, men dette kan som sagt aldrig ske til fulde (Jørgensen & Phillips 2010, s. 38). Den mest faste form, en diskurs kan opnå, er at blive hegemonisk, hvilket vil sige, at den har overherredømme. Der er, ifølge Maarten A. Hajer, tale om en hegemonisk diskurs inden for et givent domæne, når to forhold er opfyldt: Aktører er nødsaget til at benytte den givne diskurs for at virke pålidelige, og diskursen er institutionaliseret, hvilket vil sige, at der handles efter den (Hajer, 1995, s ). Som senere beskrevet, fører Foucault en kobling mellem magt og diskurser, og forklarer begge som noget, der producerer det sociale. Det er herigennem magt, der påvirker vores viden, identitet og relationer mellem mennesker, som kan kobles til det føromtalte fiskenet. Selve nettet kan refereres til som de tre stater, Canada, Danmark og Rusland, som ses i figuren. De tre stater kan have forskellige intentioner, der kan skifte afhængig af situationen, og komme til udtryk i staternes brug af magt, både bevidst og ubevidst. Magtrelationer er indlejret i alle aktører og bestemmes af de kontekstuelle sammenhænge, hvilke er determineret af den historiske samt kulturelle baggrund. Disse er dermed medvirkende til staternes forskellige måder at udtrykke sig på. Ydermere, er opfattelsen og fortolkningen af både staternes udtalelser og handlinger forskellige, afhængigt af aktørens hensigt og forforståelse. Overordnet set betyder det, at viden, baggrund og relationer er bestemt af tid og sted, og kan alle forandres, eller kunne have været anderledes, hvilket vil sige at magt og diskurser er både produktive og destruktive (Jørgensen & Phillips 2010, s. 49) Begrebsafklaring jævnfør med diskursanalysen For at kunne forklare, hvordan diskursanalysen skal foretages, er der en række begreber, som ligger til grund for denne, som først skal afklares. Disse vil være forklaret nedenfor: 20

21 I diskurser er der positioner. Positioner kan optages af aktører, som i dette projekt er de tre stater; Canada, Danmark og Rusland. Til de enkelte positioner findes en række forventninger om, hvordan man er, og herunder hvordan man opfører sig, samt hvad man siger og gør. Staterne udfylder ikke kun én position af én diskurs, men kan udfylde flere. En stat kan for eksempel både være miljøvenlig, bæredygtig og demokratisk på samme tid. Dette ses i figur 1, hvor der indenfor hvert sociale rum er flere diskurser i nettet. Der kan i tilfælde af modstridende diskurser opstå en konflikt, og aktøren, her: staten, er dermed overdetermineret, hvilket kommer sig af, at der ikke er én klar hensigt for aktøren. Denne har dermed flere intentioner alt efter, hvilken diskurs, det indgår i (Jørgensen & Phillips 2010 s. 56). Dette kan være i tilfælde af, at en stat udtrykker sig miljøvenligt, men samtidig beskriver deres oliestrategiske planer i stedet for vedvarende energi. Når der er en konflikt, og diskurser støder sammen kaldes de antagonismer (Jørgensen & Phillips 2010, s.60), hvilket kommer til udtryk, når intentionerne er i vejen for hinanden. Disse kaldes også for moddiskurser, og er på figur 1 symboliseret ved de modgående pile. Man kan godt have flere intentioner, uden at de er i vejen for hinanden, men konflikten opstår, når intentionerne har modsatrettede krav indenfor samme område. Det vil sige, at en diskurs blokerer for en anden diskurs, og heri ligger der, at det diskursen ustråler og står for, truer dens eksistens ved at være anderledes end den diskurs, den er i vejen for. Diskurserne er dermed antagonistiske, fjendtlige, overfor hinandens intentioner Fremgangsmåde og redskaber Ved en diskursanalyse prøver man at forstå de strukturer, som det føromtalte net består af, og den måde det er indrettet på, samt de konsekvenser diskurserne har. For at analysere diskurserne skal man betragte disse udefra, til trods for, at det aldrig er helt muligt finde frem til sandheden, da denne er en diskurs i sig selv (Jørgensen & Phillips 2010, s.62). En diskursanalyse gribes ikke an som flere andre metoder. Metoden er mindre konkret og mere filosofisk end de fleste, da det handler om at analysere sprogbrug mellem aktører, som alle er en del af nettet. I denne projektrapport gøres dette ved en diskursanalyse af henholdsvis Canada, Danmark og Ruslands arktiske strategier, for på den måde at undersøge om de tre aktører har nogle fælles diskurser og/eller moddiskurser. 21

22 Der findes ikke en guide til diskursanalysens fremgangsmåde, men i stedet en række redskaber, der kan dække over analysen. Redskaberne, samt hvordan vi vil benytte disse, er forklaret nedenfor, og inspirationen er fundet Diskursanalyse som teori og metode (Jørgensen & Phillips, 2010, s. 63). Det første skridt vil være at spore diskurserne og dermed knuderne i aktørernes strategier. For at gøre dette ledes efter tegn, der kan være medvirkende til at identificere de pågældende diskurser. Tegnene kan være ord, begreber eller vendinger, som gentages adskillige gange. Vi vil undersøge sprogbruget, ved at analysere den måde ordene bruges, i hvilken sammenhæng de benyttes, samt betydningen de tillægges. Ud over en analyse af det skriftlige, vil vi ligeledes benytte illustrationer fra de enkelte stater, da disse kan være medvirkende til at belyse aktørernes fokus og fungere som tegn i sig selv. Dette kan eksempelvis gøres ved, helt konkret, at se på, hvad illustrationen viser. Når diskurserne er identificeret, vil vi undersøge sammenhængen mellem dem. Vi vil se på om nogle diskurser er mere dominerende end andre, om der er opstået konflikter og dermed moddiskurser, samt om diskurserne går igen på tværs af strategierne. Under denne undersøgelse tydeliggøres aktørernes intentioner, efter der er set på dominansen af de forskellige diskurser. For at skabe overblik over diskursanalysen vil resultaterne simplificeres og organiseres i et net med udgangspunkt i den foregående figur 1. Her vil knuderne blive erstattet med overordnede temaer for staternes dominerende diskurser, fundet under analysen. 4.4 Opsummering af metodologi og metode Dette kapitel har klarlagt de poststrukturalistiske rammer, der er for projektet, herunder at vi er af den opfattelse, at man altid vil være påvirket af sin forforståelse. Endvidere indeholdt kapitlet en dokumentanalyse af nøgledokumenterne til projektet; Ilulissat-erklæringen samt Canada, Danmark og Ruslands strategier. Den videre analyse af dokumenterne vil foregå gennem en diskursanalyse, hvortil fremgangsmåden samt de mest væsentlige begreber er anskueliggjort, men først skal den teoretiske baggrund klarlægges. 22

23 5 BEGREBER OG TEORI Dette kapitel er inddelt i to afsnit, hvoraf det første klarlægger to væsentlige begreber, territorialitet og suverænitet, samt fortæller hvilken rumforståelse, der arbejdes med i projektet. Det andet afsnit beskriver den valgte teori om magtens fem ansigter med vægt på det femte, der omhandler magt gennem diskurser. 5.1 Territorialitet og suverænitet Dette afsnit skal klarlægge de to begreber, som senere benyttes gennem analysen og diskussionen. Afsnittet skal både fungere som en guide til begrebsforståelsen, men ligeledes danne baggrund for den problematik projektet har fokus på. Et territorium er en konkret afgrænset geografisk enhed, indenfor hvilken der udøves territorialitet, og suverænitet defineres som den adfærd eller strategi, som anvendes indenfor dette territorium (Larsen (a), 2011). Når der er tale om et territorium arbejder man med det absolutte rum. Dette kan, set ud fra en geopolitisk vinkel, være afgrænsede enheder som for eksempel de tre stater, Canada, Danmark og Rusland eller andre administrative organer, hvis afgrænsede rum også kan anskues som magtbeholdere, det vil sige steder, hvori magtpraksisser udøves (Larsen (a), 2011). Begreberne, territorium og territorialitet, findes på alle skalaer, fra menneskets intimsfære til international plan, som det ses i denne projektrapport med Canada, Danmark og Rusland, som aktører. Territorialitet kan være biologisk eller samfundsmæssigt bestemt, hvor der til stadighed er uenighed om, hvilket er mest korrekt. I dette projekt tages udgangspunkt i teoretikeren Robert Sack, da denne er den mest udbredte indenfor kulturgeografi. Sack arbejder indenfor den samfundsmæssige tilgang, hvor territorialitet ses som en tillært strategi. Sack definerer territorialitet som et individs eller en gruppes forsøg på at påvirke, influere eller kontrollere mennesker, fænomener og forhold ved at afgrænse og hævde kontrol over et område (Larsen, i.d., s. 3, efter Sack 1986: 19). For at der er tale om territorialitet, skal der, ifølge Sack, foretages en klassificering af et geografisk område, 23

24 dertil skal det hævdes gennem forsvar eller kontrol (Larsen (b), 2011, s. 8, slide 16). I henhold til projektet, samarbejder fem arktiske kyststater om Arktis territorium, som ikke tilhører nogen stat, hvilket forårsager en konflikt om området. Grænserne skal fornyes, gennem blandt andet kontinentalsokkelprojekterne og Arktis skal deles op, med mindre det bliver fredet eller gjort til internationalt eje. Udadtil er dette en fredelig proces, men gennem diskursanalysen vil eventuelle bagvedliggende intentioner eller konflikter tydeliggøres. Diskurser findes i forskellige sociale rum. Dette rum eksisterer ikke i sig selv, men skabes ud fra dets indhold, som er et produkt af samfundsmæssige forhold og menneskelig aktivitet. Denne måde at forstå det sociale rum på, kaldes for den relationelle-rumforståelse (Hansen & Simonsen, 2004). Diskurser eksisterer i forbindelse med den relationelle rumforståelse, da disse ligeledes er et produkt af samfundet. I denne forbindelse er det et relationelt rum på national skala, men kan også fungere på international skala. Dette er tilfældet i denne projektrapport, hvor Arktis ligeledes er et socialt rum, der sættes i relation til suverænitetsønsker fra de forskellige arktiske kyststater. Suverænitet på national skala, ses ved at en stat er berettiget til at beslutte, lovgive og straffe de pågældende borgere indenfor statens territorium. De enkelte stater har dermed suverænitet indenfor eget statsterritorium. Samtidig er det ensbetydende med, at de opgiver indflydelse og magt indenfor andre staters territorier, hvilket kan være grunden til, at kampen om Arktis er vigtig for alle de medvirkende stater, da de alle blandt andet ønsker indflydelse. En karakteristisk juridisk definition på suverænitet er det forhold, at en stat ikke skal tåle indblanding i sine indre anliggender fra andre stater (Wind, 2004, s. 209). Gennem tiden har der været flere forståelser af, hvad suverænitet indebærer, og i dag er man af den overbevisning, at suveræniteten ikke er absolut. Dette grunder i, at der med årene er kommet flere traktater og samarbejder på international skala, som er medbestemmende på love og regler indenfor de pågældende staters territorier (Wind, 2004, s. 210). I dag har EU indflydelse på bestemte love indenfor EU-landene, ligesom FN og NATO kan udøve magt indenfor en stats territorium, hvis statens magtudøvelse eksempelvis modstrider menneskerettighederne. Det er i projektets henseende FN, der skal bekræfte, hvorvidt de enkelte staters kontinentalsokkel når op til Nordpolen, og dermed hvor stort et område af Arktis de har suverænitet over. Dette faktum kan medføre en problematik, da flere stater er tvunget til at opdele et territorium (Arktis) og hermed 24

25 suveræniteten. I denne projektrapport anerkendes det, at suverænitet i dag påvirkes på flere forskellige skalaer. Der fokuseres på staternes ønske om fælles suverænitet omkring Arktis samt de enkelte staters suverænitetshævdelse gennem sprogbrugen i deres arktiske strategi, som led i brugen af magt. 5.2 Magtens fem ansigter Dette afsnit omhandler teorien om magt, som benyttes til den senere analyse. Afsnittet er, med mindre andet er angivet, skrevet ud fra Jens Peter Frølund Thomsens skrift Magt og indflydelse (Thomsen, 2000). Thomsens bidrag til magtudredningen er et sammendrag af forskellige magtteoretikere og deres teorier; inddelt efter fem forskellige måder at udøve og forstå magt på kaldet Magtens fem ansigter. Groft sagt, kan magtbegrebet inddeles i to grupper. Den første gruppe indeholder magtens fire første ansigter, hvor magt omtales, som noget man allerede besidder og udøver. Magtens femte ansigt ser magt som noget, der konstruerer det sociale (Jørgensen & Phillips 2010, s.49), og kommer blandt andet til udtryk gennem sproget herunder ved brugen af diskurser. Den metodiske tilgang til projektet går på en analyse af sprogbruget i Canada, Danmark og Ruslands strategier, og af denne grund er der fokus på magtens femte ansigt og diskurser. For at give en bedre forståelse af magt og teorier herom, samt hvad der ligger forud for magtens femte ansigt, indledes teoriafsnittet med en kort introduktion til magtens første fire ansigter. Herefter følger et mere dybdegående afsnit om magtens femte ansigt Magtens første, andet, tredje og fjerde ansigt Fælles for magtens første to ansigter er, at dem, der udøves magt imod, er bevidste om magtudøvelsen. Ved magtens første ansigt, defineret af Robert Dahl, er konflikten synlig, og det siges, at magten udøves ved direkte adfærdskontrol af dem, der har magten, eksempelvis gennem grænsekontrol. Ved magtens andet ansigt, defineret af Peter Bachrach og Morten S. Baratz, er konflikten skjult, og magten udøves gennem indirekte adfærdskontrol, ofte af en elite eller moderne stat, til opretholdelse af regler og love eksempelvis gennem selektionsfiltre, der frasorterer upassende emner. 25

26 Magtens tredje ansigt, defineret af Steven Lukes, er forskellig fra de to foregående, da magtudøvelsen her er en latent konflikt, hvor magt opnås ved undertrykkelse af de domineredes reale interesser. De dominerede er ubevidste om magtudøvelsen grundet bevidsthedskontrol eller bevidsthedsmanipulation, eksempelvis gennem censur eller tilbageholdelse af informationer. Magtens fjerde ansigt nærmer sig mere magtens femte ansigt ved ikke længere at have en direkte udøver. Magtens fjerde ansigt er tilskrevet især Anthony Giddens, og bygger på en strukturel magt, hvis konflikt er systematisk, da magten knytter sig til samfundsmæssige strukturer som ens position i hierarkier, besiddelse af økonomiske ressourcer og ekspertviden, der påvirker samfundet. Fælles for de fire nævnte magttyper er, at den dominerende allerede har magt, og brugen af denne er forskellig. Projektet tager, som før nævnt, udgangspunkt i magtens femte ansigt, men dette udelukker ikke, at brugen af de foregående ikke udøves af de tre stater. For eksempel Ruslands forsøg på at markere sit territorium ved at sætte sit flag på Nordpolens havbund. Dette er en direkte magtudøvelse, hvor både magtudøveren samt den, der udøves magt imod, er bevidste om handlingen, og det hører derfor til magtens første ansigt. Det femte ansigt vil forklare, hvordan magten ikke kan besiddes, men derimod er noget der opstår Magtens femte ansigt Hovedpersonen bag magtens femte ansigt er den franske filosof og professor i tankesystemernes historie, Michel Foucault, og han beskriver magten mindre håndgribeligt end ved de første fire ansigter. Foucault forklarer magt som en proces, der ikke længere er tydelig for beskueren. Den mere filosofiske tilgang fra Foucault gør en analyse, med brug af magtens femte ansigt, mere abstrakt. Der vil, på grund af de mange tekster og analyser af Foucault, være udvalgt de vigtigste og mest relevante emner, i forhold til projektet, til brugen af denne teori. Magtens femte ansigt kan ifølge Foucault defineres således: at magten ikke som sådan kan lokaliseres (i f.eks. et centralt statsapparat). Magt og kontrol bringes snarere i anvendelse via en flerhed af grupper, og kontrolstrategier indlejres i en mangfoldighed af institutionelle og organisatoriske netværk, det 26

27 være sig i offentlig og privat regi (Thomsen, 2000, s. 44, efter: Foucault, 1987:234). Foucault ser ikke magt som noget, en aktør kan besidde, men ser konfliktens karakter som noget, der bunder i en række effekter, opstået af institutionelle og organisatoriske komplekser. Magten kan ikke forstås som en envejsproces, men er langt mere komplekst, hvorfor alle involverede bliver påvirket. Det centrale er ikke, som ved de andre fire ansigter, hvem der har magten, men relationerne mellem dem, der er indblandet i de magtstrategiske udviklinger, og hvordan disse relationer påvirker de involveredes hensigter. Det vil sige, at det er selve processen, der er det essentielle, og at magten skal sættes i relation til dette. Foucault har ligeledes udviklet en teori om sammenhængen mellem magt og viden, hvor magt bliver sat i forbindelse med diskurser; viden skaber diskurserne og dermed magtrelationerne mellem de involverede. Diskurs er, ifølge Foucault, ikke noget der besiddes og udøves mod andre, men noget der er med til at skabe den sociale omverden, og som noget regelbundet, der definerer, hvad der giver mening (Jørgensen & Phillips, 2010, s ). Der er dog dele af Foucaults teori, hvortil der er rettet kritik, blandt andet i forbindelse med aktør-aspektet. Den tidligere omtalte hollandske forsker Maarten A. Hajer, benytter sig af Foucaults teori, men tilføjer aktøren, idet han mener, at dette er en mangel ved Foucault. Han ser aktørerne som aktive; de udvælger, tilpasser og skaber diskurserne i forsøget på at overtale andre, eventuelle rivaler, til at se virkeligheden gennem deres diskurser (Hajer, 1995, s ). I projektet er det væsentligt at Canada, Danmark og Rusland ses som aktører, der aktivt skaber egne diskurser og måske tilmed indordner sig under hegemoniske diskurser. Af denne årsag benyttes der i projektets diskursanalyse og diskussion dette aspekt af Hajers teori, som et supplement til Foucaults magtteori. Det ses deraf, at der i dette projekt opereres på den nationale skala i en international sammenhæng; Der ses på nationale strategier, herunder diskurser, hvor disse sammenholdes og analyseres i forhold til et internationalt niveau gennem Ilulissat-erklæringen. Udøvelsen af magt kan forklares og diskuteres på forskellig vis, og det er vigtigt at være opmærksom på, at de fem ansigter er idealtyper, og at det dermed ikke altid er sådan, at virkeligheden hænger sammen. På trods af dette kan teorien om det femte ansigt være med til at 27

28 forklare de tendenser, vi ser på gennem analysen af Canada, Danmark og Ruslands arktiske strategier. 5.3 Opsamling Fra territorialitet til diskurser Ud fra kapitlets første afsnit blev det tydeliggjort, hvad begreberne territorialitet og suverænitet dækker over. Disse begreber er helt essentielle for projektets problemstilling, da den omhandler staternes krav om suverænitet over et endnu ikke opdelt territorium. Det andet afsnit klarlagde Foucaults teori om magt igennem diskurser, med supplering af Hajer i forbindelse med den aktive aktør. Disse begreber samt teorier vil blive benyttet i den senere diskursanalyse. 28

29 6 ARKTIS GENNEM TIDEN Diskurser kan, som beskrevet i afsnit 4.3, ikke stå alene, men er dannet af den tid, der ligger forud. Af denne årsag er formålet med dette kapitel at give den nødvendige historiske baggrundsviden om det arktiske område. Kapitlet er endvidere tiltænkt som værende en introduktion til den senere analyse, idet dette vil give en bedre forståelse af situationen i dag. Dette gøres ved at give en kort lokalitetsbeskrivelse samt at belyse relevante perioder og vigtige hændelser op gennem Arktis historie. Ud over specifikke hændelser, vil afsnittet belyse de tre staters tilknytning og forhold til området. Dette skrives med fokus på nyere tid, og bruges senere til analyse og diskussion af staterne. 6.1 Lokalitetsbeskrivelse Arktis dækker området nord for Polarcirklen, som ses på billede 1 nedenfor, og består hovedsageligt af hav (Haugaard, 2006). Billede 1: Kort over Arktis. (Breum, 2011, efter Steen Frimodt). 29

30 En stor del af havet i Arktis er dækket af pakis, hvilket også gælder ved Nordpolen, som er det nordligste punkt beliggende på 90 grader nordlig bredde. Nordpolen har de seneste år været et omstridt territorium, som både Canada, Danmark og Rusland gør krav på. Med de tiltagende klimaforandringer smelter isen, hvilket giver mulighed for at udnytte hidtil utilgængelige naturressourcer, herunder olie og gas, samt muligheden for nye sejlruter (Udenrigsministeriet, 2011). Det forventes at cirka 90 procent af ressourcerne i Arktis, ligger indenfor staternes allerede definerede grænser (Breum, 2011, s. 14). De sidste 10 procent har fået stor opmærksomhed fra både de omkringliggende arktiske stater og andre interesserede, som for eksempel Kina, Japan og EU (Breum, Hillary Clinton er nu med i Arktis Råd, 2011). Ydermere har flere miljøorganisationer rettet opmærksomheden mod nord, og krævet en ny lovgivning, hvor området gøres til internationalt eje, og den sårbare arktiske natur fredes (WWF, 2007). I dag er det dog stadig FN s lovgivning, der danner rammerne for et eventuelt ejerskab af disse områder, hvor de omkringliggende stater kan gøre krav på områder, hvortil deres kontinentalsokler går. Af denne årsag har både Canada, Danmark og Rusland sat forskningsprojekter i gang, for at påvise, at netop deres kontinentalsokkel når hele vejen til Nordpolen. Omkring Nordpolen har de tre stater overlappende krav, da de alle prøver at påvise deres ret til området, hvilket danner baggrund for kapløbet om Nordpolen og Arktis, og dermed baggrund for dette projekt (Breum, 2011, s. 2011). 6.2 De første opdagelsesrejsende Nordpolen, der er indbegrebet af Arktis, har igennem flere århundreder været et omtalt geografisk område, hvor historier om den uspolerede og storslåede natur, har vakt interesse og nysgerrighed rundt om i verden (Rubin, 2002). Indtil 1800-tallet var området endnu ikke udforsket, og blot tanken om dette gjorde området eftertragtet. Ideer og antydninger af mere kommerciel karakter kom dog også på tale i forbindelse med et tempereret hav mod nord, der kunne åbne muligheder for sejlruter og handel (Rubin, 2002). De første ekspeditioner til Arktis og Nordpolen, var først og fremmest drevet af fascinationen af området, dog med undertoner af videnskabelige formål. Af kendte frontfigurer inden for 30

31 polarfarer er blandt andet Fridtjof Nansen, Robert Peary og Ronald Amundsen, der alle foretog skelsættende ekspeditioner i området. På daværende tidspunkt kendte man dog endnu ikke til områdets mange naturressourcer, idet der var en generel overbevisning om, at området kun bestod af is og vand (Rubin, 2002). I takt med de teknologiske fremskridt blev det muligt at nå Arktis og Nordpolen på langt kortere tid ved hjælp af flyvemaskiner, hvilket bevirkede at den russiske præsident, Joseph Stalin, i 1948 sendte de første russere til Nordpolen for her at plante det russiske flag (Emmerson, 2011). På den måde ville russerne vise verden, at også de havde været der. Netop denne enkle magtudøvelse har senere skullet vise sig at blive gentaget fra russernes side, og dette drager dermed paralleller til nutidens eventuelle kapløb om Nordpolen og Arktis. 6.3 Nordpolen og Arktis betydning i det 20. århundrede Siden polarfarernes første skridt på Nordpolen er interessen kun vokset. Det er gået fra at være et tomt landskab, der skulle udforskes, til i dag at være et område, der ikke blot skal ejes for territoriets skyld, men højest sandsynligt fordi det gemmer på en stor mængde naturressourcer. Rusland har gennem det 20. århundrede draget fordel af det arktiske områdes ressourcer indenfor russisk territorium, især olie og gas, hvilket har haft en afgørende betydning for landets økonomi. Stalin udtalte i 1932 følgende: The arctic and our northern regions contain colossal wealth. We must create a Soviet organization which can, in the shortest period possible, include this wealth in the general resources of our socialist economic structure (Emmerson, 2011, s. 35) Det kommunistiske styre havde hertil ønsker og visioner om at udvide det russiske territorium længere ud i Arktis for blandt andet at skabe nye sejlruter (Emmerson, 2011, s. 41). For en daværende stormagt, som Rusland i 1900-tallet og især fra 2. Verdenskrig og til og med Den kolde krig, ville udvidelse af sit territorium ikke kun skabe økonomiske, men i høj grad også strategiske fordele (Baev, 2009). Gennem første del af 1900-tallet blev det arktiske område hovedsageligt benyttet som russisk forsyningsbase, hvilket af logistiske årsager især gjorde sig gældende under 2. Verdenskrig. 31

32 Kun i det tidligere Sovjet var det arktiske område en del af den nationale strategi. Her var flyindustrien længere fremme end i noget andet land, hvilket gav Sovjet en militær fordel, der blev brugt til at sikre det arktiske område (Emmerson, 2011, s ). Det lader til, at især Rusland har spillet en mere markant rolle i forhold til Nordpolen over en længere periode, og grundet manglende informationer om Danmark og især Canada fra starten af 1900-tallet må man formode, at landene først senere er blevet mere dominerende i forhold til Nordpolen. Den danske stat etablerede i 1950 erne forsvar i Grønland, hvor Grønlands kommando i Grønnedal blev det militære hovedkvarter. Mindre militære enheder blev senere oprettet for at overvåge og håndhæve suverænitet på Grønland, hvis nordlige område er en del af Arktis (Jensen, 2011, s. 38). Danmarks rolle på Nordpolen og i Arktis har gennem tiden været af mere symbolsk betydning, der med mere beskedne militærmidler ikke har markeret sig i samme omfang som Rusland (Mogensen (b), 2011). I stedet har Danmark søgt indflydelse ved deres deltagelse i blandt andet Arktisk Råd; et råd med repræsentanter fra de otte arktiske lande, der består af Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA samt seks organisationer, og ved udformningen af Ilulissat-erklæringen, som vil redegøres for senere (Miljøstyrelsen, 2012). På samme måde har den danske stat især brugt sin nære tilknytning til Grønland til at markere sit territorium i det arktiske, da det netop er i kraft af denne, at Danmark har tilhørsforhold til Arktis. Med undtagelse af Mellemøsten har Rusland i dag den største andel af verdens olie (Emmerson, 2011, s. 232) og dominerer en fjerdedel af verdens gasforekomster. Ruslands økonomi, herunder eksport, afhænger af disse, hvilket fordrer fortsat arktisk afhængighed og udvikling. Rusland har dog ikke rygte for at skabe udvikling, men snarere produktion, sammenlignet med andre stormagter, og vil derfor sandsynligvis være afhængig af et samarbejde med andre lande, for at udvinde de kommende tilgængelige ressourcer i Arktis (Emmerson, 2011, s. 237), men er dette deres ønske? Flere handlinger og udsagn tyder på, at de ønsker suverænitet, og føler, at området er deres. Dette kom til udtryk i år 2008, hvor præsident Dmitri Medvedev udtalte: Our first and main task is to turn the Arctic into a resource base for Russia in the twenty-first century (Emmerson, 2011, s. 220). Farvandet omkring Rusland er 32