Referat af FFD s generalforsamling 6. juni 2013

Transkript

1 Referat af FFD s generalforsamling 6. juni 2013 Velkomst v/formand Helga Kolby Kristiansen Velkommen til alle og mange tak til Askov Højskole. Velkommen til Årsmøde Og selvfølgelig skal der lyde en særlig velkomst til vores minister Marianne Jelved. Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til en minister, som har stor forståelse for - og indsigt i - højskolerne og folkeoplysningen. Men også en minister, der har forventninger til højskolerne. Fra dag ét har vi mærket det. Det var ikke en sag, der var opfundet til lejligheden. Du var stærkt optaget af Folkeoplysningen og nødvendigheden i Folkeoplysningen. Vi glæder os over, at du er her, og vi glæder os til at høre din tale til os. Tale v/ Kulturminister Marianne Jelved Tak for ordet. Inden vi begyndte, tænkte jeg på, at jeg har stået mange gange på denne talerstol. Ikke med folkelige organisationer i den forstand, med det det parti, jeg tilhører og repræsenterer. Jeg har faktisk også stået her på det tidspunkt, hvor der var den største krise i De Radikale i den tid, jeg har været leder af partiet. Det var i vinteren , hvor vi var nede på to komma et eller andet i meningsmålingerne. Derfor er det fornøjelse at være her i dag. Det er en drøm at stå her 6 måneder efter, at jeg er blevet kulturminister. Men når det er sådan en forsamling som jer, så er jeg er lidt nervøs så derfor har jeg taget min seneste lykkemønt, som jeg fandt på hotellet i Cannes, med. Den bringer mig lykke. Jeg er meget glad for at være her, og jeg har benyttet lejligheden til at foreslå Grundtvigs sang Folkeligt skal alt nu være. Han skrev sangen i en meget afgørende periode i Danmarkshistorien. I sommeren 1848, hvor det danske demokrati blev født, og der blev opildnet til borgerkrig både i København og i hertugdømmerne. Sangen indeholder nogle nationale afsnit, som det er umuligt at forklare børn i dag. Den udspringer af den tid, den er skrevet i, og det er sådan set ikke de nationalistiske træk, jeg vil forholde mig til men jeg vil se den som en fødselssang for demokratiet. Den afspejler også Grundtvigs bekymring for, om man ud af stændersamfundet kunne skabe et selvbevidst folk. Og det var den udfordring, han så, der gjorde, at højskoletanken rigtig fik vind i sejlene. Det var afgørende også på den tid, at folk skulle tage del i de store og afgørende eksistentielle samfundsspørgsmål, og ikke bare brød og skuespil, men folkelig oplysning skulle være midlet til det. Det var oplysning og dannelse, der skulle føre til at myndiggøre folk, så de kunne tage ansvar for landet og for hinanden. Det er et meget centralt tema - også i hele folkehøjskolens historie - at forstå, at det handler om at tage ansvar ikke bare for sig eget, men også for det fælles. Ellers river rigets stænder sig løs, som det står i sangen, og så er der ikke noget folk tilbage, hvis ikke man kan samles om noget. Men kan vi det, så bliver dansk og kærlighed synonymer, og man må sige, at Grundtvig jo altid har kunnet svinge sig op, når det galt. Den opgave har højskolerne løftet sammen med bl.a. andelsbevægelsen og forsamlingshusene og alle de foreninger, som Danmark har. Og jeg vil sige jer, at alle de foreninger, som Danmark har, de hører under Kulturministeriets regi, og det er jo en kæmpe styrke at have hele det folkelig Danmark med sig. Det er jo også en del af jeres baggrund. Vi har skabt et samfund, hvor der er ligeværdighed, som der står i sangen, i borg og hytte. Vi har et samfund, der hylder selvstændighed, tillid, flade hierarkier, tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser.

2 Er opgaven løst? Har højskolerne og folkeoplysningen sejret sig ihjel? Eller ad helvede til? Jeg kan sige, at vi ikke havde haft det Danmark, vi har i dag, hvis vi ikke havde haft de frivillige organisationer, så vi kan forpligte os på hinanden. Det har vi jo den danske model med arbejdsgiver- og arbejdstager-bevægelserne, som er sande bevægelser, til. Det vil jeg vende tilbage til. At tage ansvar for det fælles bedste er ikke noget, der er indlært en gang for alle. Det er ikke noget, vi bare kan, fordi vi tilfældigvis er født i Danmark. Det skal hver ny generation dannes til. Det er det, der er opgaven. Vi har tradition for, som jeg håber, vi kan blive ved med at udvikle. At hver gang, der er et problem et eller andet sted, så laver vi en forening med en formand, en kasserer, en revisor, vedtægter og formål, og så løser vi den opgave. Det er en form for hjælp til selvhjælp til at løfte mange ting i vores samfund. Det har vi gjort i rigtig mange år. Vi har også en anden vigtig tradition: Det, jeg kalder mindretalsretten, altså frihedstraditionerne. Mindretalsretten det er vigtigere at bruge det ord for tiden, fordi vi har brug for at gøre det klart, at mindretal, der har nogle andre værdier end flertallet, kan lave en forening og skabe de vilkår og rammer, som de gerne vil arbejde under for at kunne ændre tingene. Nu laver jeg et lille spring for at sige, hvad jeg har brugt de sidste 6 måneder til. For det første har jeg brugt dem til at uddele en masse priser til mennesker, som har drevet det rigtig vidt. Den første pris, jeg uddelte som minister, var til Peter Gade, som har spillet badminton i international klasse, og til Eskild Ebbesen, som har været roer. De to holdt op med at dyrke deres idræt på eliteplan. De har begge to gennem 15 år været blandt de fem bedste inden for deres område internationalt. Det er en kæmpe bedrift. Det kræver disciplin og træning. Det kræver rigtig meget at kunne det. Jeg har også været til Oscar-fest. Det er sjovt. Og jeg har været i Cannes her i maj. Tre år i træk har danske film været i hovedkonkurrence i Cannes. Det er ikke bare en bølge, dansk film ridder på, det er simpelthen et niveauskifte, der er rigtig stort. Inden for seks år, har vi haft tre Oscarnominering og en Oscar-vinder. I går formiddags åbnede jeg den første egentlige teaterfestival i København, hvor der også er internationale teatre med. Dansk børneteater er vidt berømt over hele kloden. Kina vil gerne have, at vi kommer til Kina med et børneteater. Jeg har været i Washington til Nordic Cool. De fem nordiske lande og de tre selvstyreområder var blevet inviteret til at komme og være med til at åbne den udstilling, som amerikanerne lavede om de nordiske lande. Amerikanerne er dybt fascinerede af danskerne og Danmark og de andre nordiske lande. De betragter os som et stort land, nærmest: Norden, fordi vi har tværgående ting, der ligner hinanden. De er meget optaget af, at vi har et velfærdssamfund, der ligner kommunisme, og vi betaler verdens højeste skat, og vi er verdens lykkeligste folk. Det fatter de ikke. Derfor måtte de have den nordiske kultur ind, så amerikanerne kunne se den. For amerikanerne har det med at vende ryggen til kultur uden for Amerika, siger de selv. Derfor lavede de Nordic Cool. Jeg skal lige fortælle, at Ove Kaj Pedersen underviser af og til på Harvard University og andre amerikanske universiteter i Grundtvigs bidrag til nationsopbygning. På et tidspunkt bliver han afbrudt af en studerende, der spørger, om det ikke er den rene kommunisme. Og nu har han fundet det, der skal til for at lukke munden på den diskussion, fordi han svarer: Jo, men her virker det.

3 Der er rigtig mange grunde til, at Danmark gør sig gældende i verden på eliteplan også sammenlignet med de andre nordiske lande. Hvad er forklaringen på det? Jeg er ved at finde ud af, hvad forklaringen er. Inspireret af bl.a. Lars Bo Kaspersen, som nogen af jer hørte på højskoledagen i foråret, har vi et dobbeltdemokrati. Det består af nogle folkevalgte om mig. Og så har vi hele foreningslivet, højskolerne, folkeoplysningen, som er den del af samfundet, der er med til at danne os til at kunne indgå i forpligtende fællesskaber. Det er derfor, at 9. c og en kinesisk skoleklasse er usammenlignelige. Jeg ved, at 9. c er meget mere bevægelige, når der er et kamera i lokalet. Og de er ikke så disciplinerede som de kinesiske børn til at holde sig på måtten. Derfor kommer det til at se skørt ud. Det interessante er, at vi er i en situation nu, hvor man må spørge sig selv, hvor er vi på vej hen. Vi er begyndt at konkurrere med andre lande for at ligne andre lande. Singapore uddannelsesvæsen, Finlands høje placering i Pisa-målingerne. Og vi har endda højt placerede politikere, som mener, at et af de væsentligste mål i 2020 er, at Danmark bliver en af de fem bedste i Pisa-undersøgelserne. Hvis det var nok, så ok, men det er netop ikke nok. Derfor er vi i en situation, hvor vi kan risikerer at lide et identitetstab, hvis vi taber evnen og myndigheden til at sige nej til fx autoritære tendenser eller andre tendenser, som fjerner os fra det, der egentlig opleves som meningen for os, der bor i Danmark. Vi må ikke miste interessen for civilsamfundets horisontale kommunikation. Det er vertikalt, når I snakker med mig, fordi jeg kan bestemme lidt mere, end i kan. Det var ikke ment uvenligt. Det er jo vigtigt, at vi har den skole i et demokrati. At vi har den horisontale kommunikation i foreningslivet og kulturlivet. Og det er eventyrligt at opleve det konkret, når man som minister kommer rundt alle steder i landet. Derfor er der en kæmpestor mulighed for, at vi også kan påvirke den udvikling, som vi er i gang med, hvis vi mener, at den er på vej et skævt sted hen. Derfor er det også et kæmpe håb for mig, at højskolen ser sig selv som dem, der har et stort medansvar for og mulighed for at være et godt eksempel for andre folkeoplysende institutioner og foreninger ved at tage de udfordringer op, som I hver især ser som de store udfordringer. Hvis jeg skal nævne et par af dem selv, bare for at illustrere hvad jeg mener: En af de store udfordringer er, at vi skal blive bedre til at innovere en udvikling, der gør, at vi kan se for os, hvad Danmarks vej er, hvad vi skal leve af og for fremefter. Vi står foran et paradigmeskift, der er stort, og hvor vi ser, at det er svært at skabe nye virksomheder i Danmark. Hvad er det for udviklingspotentialer og muligheder, vi har i os? Det er en udfordring, jeg synes er stor. Det andet er: Hvad skal Danmarks og Europas rolle i verdens udvikling være? Der står vi lige nu på kanten af noget, der er rigtig svært at forholde sig til, fordi det er så konkret og alligevel langt væk. Det er retsforhold, som betyder, at Danmark i løbet af de næste fem år formentlig slet ikke kan være med i det retslige samarbejde. Fordi det er gået fra at være et mellemstatsligt anliggende til at være flertalsanliggende. Og så er der nogen, der siger, at vi bare kan tage og forhandle aftalerne mellem Danmark og de 26 lande hver især. Det kan vi ikke, for det vil de 26 lande ikke. De har kun gjort det fire gange, siden vi fik de forbehold. Jeg synes også, det er en kæmpestor diskussion at sige: hvad er det egentlig, Danmark kan, og

4 hvordan kan vi finde nogen at have relationer til, som gør, at vi kan blive ved med at have relationer og være et land, vi kan være stolte af og som kan påvirke verden omkring os. Det er bare for at nævne nogle af de meget centrale udfordringer, som man kunne forvente eller håbe bliver taget op i mange forskellige sammenhænge. Når jeg henvender dette især til jer, så er det fordi, I har en særlig forpligtelse i den måde, vores højskolelov er skruet sammen på. Det, der begrunder jer som en særlig uddannelsesmulighed eller dannelsesmulighed. Der er både folkeskolen, uddannelsessystemet som sådan, de frivillige foreninger, folkeoplysningen og ikke mindst jer. Opgaven er den samme som i forrige århundrede. Det er nogle udfordringer i samfundet, I skal være med til at få jeres elever til at løfte. Og det kunne jo være fantastisk, hvis højskoleelever fik den selvforståelse, at de også har en mulighed for at påvirke, også når de ikke er på højskolen længere, men kom ud derfra. At de havde fået så meget med sig i deres kulturelle rygsæk, at de var i stand til at gå ud og deltage i den demokratiske dannelse og den demokratiske, politiske diskussion. Livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse er stadig højskolernes ide. Det er den dagsorden, I er forpligtet på, og hvordan lever I med det? Så ser jeg i Højskolebladet i marts måned, at højskolebevægelsen ikke eksisterer længere. Den er død. Sort på hvidt. En dødssyg måned som marts. Og hvad er begrundelsen? Jo, lærerne er mere interesseret i deres egen skole end i bevægelsen som sådan, fordi skolerne er blevet mere og mere forskellige. Der tænker jeg, det er godt nok underligt. Har der nogensinde været en bevægelse? Det vil jeg sætte stort spørgsmålstegn ved i den forstand, at der har været en bevægelse, der favnede alle skoler på en gang. Det er sådan set heller ikke meningen, at det skulle være sådan. Det ville være lidt af en katastrofe, hvis det virkelig havde været sådan. Folkeskolerne skal være mere ens, det skal højskolerne ikke. Jeg har været på rigtig mange højskoler, og det har slået mig, hvor forskellige skolerne er, og hvor befriende det er, at der er den forskel. For der er forskel på det lokalsamfund, man er i, på den historie man har, de muligheder man har, det formål der har gjort, at man har oprettet en højskole netop på det sted. Det skaber helt forskellige både bygninger og indhold. Men de er bundet sammen af det centrale, nemlig livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Det er ideen, der er fælles. Enhver skole udfordrer den med sit eget. I skal hverken begræde, at fortiden er ophørt, eller løbe efter de nye tendenser, for så bliver i alle sammen ens, og det kan vi ikke have. I skal danne den højskole, der giver mening det sted, hvor I er, og med de mennesker I er. Både i forhold til jeres elever og i forhold til det lokalsamfund, I indgår i. Det er helt centralt for hele ideen med højskolen. Og der sker jo rigtig meget rundt omkring. Vestjyllands Højskole har mange udadvendte aktiviteter for lokalsamfundet. En åben økologisk have, hvor der arbejder mange lokale frivillige. Oplysning om skolens grønne energisystem. Fællesspisning med skolens elever og egnens beboere. Åbne foredrag osv. Også andre skoler har den type aktiviteter. Fire højskoler er gået sammen om at oprette folkekøkken med god, sund mad til Folkemødet på Bornholm, hvor vi mødes i næste uge. Det er selvfølge en god reklame for de fire skoler og for hele skoleformen, men det er også folkeoplysning i praksis. Den slags aktiviteter er på mange måder oplagte for højskolerne. Men loven indeholder nogle begrænsninger, og dem vil jeg gerne gøre op med. I ved, at der kommer en ny lov for folkehøjskolerne. Regeringen stiller forslag om det.

5 Tvindreglerne fra 1996, som jo var meget omdiskuterede, var til for at sikre, at støtten til skolerne blev brugt til kurser til gavn for eleverne og ikke forsvandt ned i lommerne på for skolerne uvedkommende mennesker eller institutioner. Derfor blev der indført en regel om, at skolens midler kun måtte bruges til skolens undervisningsvirksomhed. Det var nok rigtigt dengang jeg stemte selv for de love - selv om Højesteret bagefter protesterede. Det var virkelig en stor sag for Folketinget og for skolerne. Men det var en forudsætning for, at skolerne kunne beholde deres frihed. Derfor var det et politisk valg. Lovforslaget, som nu kommer, vil indeholde en mulighed for, at skolerne kan bruge deres midler til folkeoplysende virksomhed. Virksomhed som er livsoplysende, folkeoplysende og demokratisk dannende i lokalsamfundet. Det betyder, at der bliver mere frihed til at udvikle folkeoplysende aktiviteter. Og dermed får I en ekstra mulighed, nemlig ved at holde højskole, samtidig med at man i lokalsamfundet kan udvide højskolens funktioner. I kan gå i samarbejde med lokale frivillige, med folkeoplysende foreninger eller med den lokale kommune. I kan bruge skolens midler til folkeoplysende aktiviteter, der udspringer af jeres værdigrundlag og formål. Jeg ser for mig, at vi har 67 lokale kulturcentre, som med lovændringen for bedre mulighed for udvikling og samarbejde med lokalområdet. Derudover vil loven komme til at give mulighed for, at højskoler kan indgå administrative fællesskaber med andre højskoler, så flere skoler kan gå sammen om at løse administrative opgaver bedre og billigere, som de gør det på masser af andre institutioner - gymnasier er et oplagt eksempel. For det andet vil skolen kunne eje en mindre del af dens undervisningsfaciliteter sammen med andre. Man kan forestille sig, at højskolen og en kommune laver en aftale om et idrætsanlæg, som de hver især kan benytte. Endelig vil en ny højskole kunne starte skoledriften i lejede bygninger i de første år. Så kan de finde ud af, om deres projekt er bæredygtigt. Vi lægger forslag frem og det, vi vil arbejde hen imod, er, at man vil kunne leje bygninger de første 10 år. Det er altså nyopførte bygninger eller nyopførte tilbygninger. Endelig vil kravet til den almene undervisning blive lempet lidt. Det var det, der til min store overraskelse blev dagens tema i medierne. Så I har allerede hørt det, at vi fastholder, at halvdelen af elevernes undervisning skal være af bred almen karakter op til 14 timer. Og hvis man tilbyder mere end 28 timer på højskolen, kan man stadig holde det på 14 timer. Det synes jeg ikke, Grundtvig behøver at vende sig i sin grav over. Han gik faktisk også ind for, at man kunne lære noget med hånden. Samlet set så er lovforslaget og loven set som en tillidserklæring til jer. I har på trods af udsving i elevtilgangen udviklet en skoleform, der står stærkere end i mange år. I udfører et ualmindelig væsentligt arbejde i demokratiets tjeneste. Det vil vi gerne kvittere for i regeringen. Vi vil gerne give noget større frihed og et bredere råderum, samtidig med at vi fastholder værnet om skolernes uafhængighed. Det er sådan med tillid, at der også følger en forventning med om, at I tager tilliden op som ansvarsbevidste mennesker, både over for den folkeoplysende opgave og over for de vilkår som folkeoplysningen lever under. Vi har, der hvor jeg færdes til daglig, den snævre opfattelse, at tillid er ansvarspådragende. Det er jeg sikker på, at I fortsat vil kunne honorere. Det er jeg rigtig glad ved, og derfor ønsker jeg også et rigtig godt årsmøde. Tak for ordet.

6 Debat Louis Mogensen, forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole: Tak for det. I forhold til det med rigets stænder, så kan jeg godt være lidt bekymret, når jeg kigger ud blandt de unge, vi appellerer til i dag. Jeg vil egentlig bare spørge dig: Har det nogen gang på jorden at tage et par ministerkolleger med og sørge for, at nogle flere unge, der ikke har et job, kan gøre brug af højskolerne? Jeg tænker også på SU-reglerne, hvor jeg til min skræk pludselig opdagede, at man nu kun må have fem indgangsår på en erhvervsuddannelse. Jeg kender en, der har haft 14. Min påstand er, at hvis rigets stænder skal samles, kan vi ikke kalde nogen dragedukker - der skal være lige adgang til folkehøjskolerne. Har det gang på jorden? Lisbeth Trinskjær, forstander på Ubberup Højskole: Tak for mulighederne og tilliden. Det er på vores ønskeliste. Mange af os er interesserede i, at det bliver lettere at åbne nye højskoler. Men vi der lever i meget gamle bygninger og skal have mulighed for at søge fonde og anden finansiering. Vi står lidt på samme måde, som nye højskoler. etc., Har I så tænkt over, om de nye regler også kan gælde for tilbygning og ombygning for eksisterende skoler? Det vil hjælpe os meget. Marianne Jelved, kulturminister: Til Louis: Jeg forstår dit spørgsmål. Jeg synes selv, at hvis et menneske har haft 14 indgange på en erhvervsskole, har man håndteret det unge menneskes muligheder helt forkert. Min erfaring er, at vi er menneskeligt indrettet på den måde, at vi bruger de systemer, der er. Og jo bedre vi lærer dem at kende, jo bedre bliver vi også til at bruge dem. Også ud over det som har været hensigten med dem på et givent tidspunkt. Derfor bør erhvervsskoler ændre deres måde at være erhvervsskoler på. Vi har givet dem en række muligheder via lovgivningen - fx at samarbejde med en produktionsskolen, så et ung menneske kan få en erhvervsfaglig uddannelse på en produktionsskole. Vi kommer med en fleksuddannelse til efteråret, som I har hørt om. Jeg ved ikke, hvordan den bliver. Vi prøver at komme med nogle andre muligheder for uddannelse af unge. Det er det, kontanthjælpsreformen og i et vist omfang SU-reformen skal bidrage til. Og for at alle de voksne, der omgiver de unge, får større motivation til, at man kommer i gang med at finde ud af, hvordan man får den unge i uddannelse. Højskolerne kan være en velvalgt mulighed. Det har jeg drøftet med Mette Frederiksen, fordi det ligger i hendes regi, men vi er ikke færdige med det endnu om hvordan vi kan løfte den opgave i fællesskab. Så det prøver jeg. Jeg er enig i, at alle skal have lige adgang til en folkehøjskole. Men jeg synes, at man skal give de reformer en chance for, at man også kan give de systemer ude omkring mulighed for at få det til at fungere bedre for den enkelte unge. Til Lisbeth: Det er rigtigt, at det, at man kan leje bygninger i starten, er et forsøg på at gøre det muligt at oprette en ny højskole. Men vi kan ikke gøre det ved renoveringer af bygninger. Men vi kan gøre ved tilbygninger hvis man river en elevfløj ned og bygger en ny, så vil det kunne være muligt. Men det er nogle ganske bestemt allerede eksisterende regler, vi taler om her. Og det betyder, at Skattevæsenet hver gang skal godkende lejeaftalen. I psykologien i det her også over for mine ministerkolleger, som ikke ved så meget om højskoler som jeg - har vi lavet den tilføjelse, at Kulturministeriet også skal følge lejeaftaler og se dem efter, så vi har styr på det. For det var det, der i sin tid skabte de alvorlige problemer med Tvind. Lisbeth Trinskjær: Er det gældende for eksisterende højskoler? Marianne Jelved: Det kommer til at gælde. Hvis en eksisterende højskole fx river en elevbygning ned og bygger en ny eller

7 bygger noget nyt til. Men ikke ved, at man renoverer. Kurt Willumsen, forstander på Uldum Højskole: Tak for tilliden og for, at du deler ambitioner med os om at drive kultursteder. Det er vi mange, der er glade for. At det, vi allerede gør, bliver en del af vores officielle formål, men også at du vil være med til at udvikle på det. Den forrige regering lavede ballade på vores område i form af Genopretningspakken. Konsekvenser af de nedskæringer de 40 millioner, der blev taget fra os kan vi se nu. Antallet af kursister på korte kurser er faldet med ca. 20 %. Et sted mellem kursister. Efterskolerne og de frie fagskoler har fået deres penge igen. Vil du arbejde for at finde de penge, der blev taget fra os? Der ligger meget folkeoplysning i de korte kurser. Ulla Fisker, forstander på Egå Ungdoms-Højskole: Du talte om, at vi har en forpligtelse til at være gode eksempler ved at tage de udfordringer op, vi ser omkring os. Det gør vi rigtig gerne. Erhvervsuddannelserne: Vi har et fantastisk projekt i Kombinationsprojektet, som stopper nu. Vil I lade det fortsætte? Kan højskolerne tænkes med i Fleksuddannelsen? Marianne Jelved, kulturminister: Til Kurt: Genopretningspakken har jeg jo sagt, at vi ville adressere, hvis der kom et andet flertal efter Folketingsvalget, Jeg troede, vi var helt sikre, fordi vi havde fået vores partiledelser til at acceptere, at vi vedtog det. Det holdt ikke. Der er kun kommet penge til de institutioner, der har undervisningspligtige elever. Jeg vil arbejde for, at højskolerne får pengene retur. Jeg kan ikke love noget. Til Ulla: Jeg vil undersøge, om det forsøg, der har kørt, kan fortsætte eller om det er for sent i denne omgang. Det betyder også, at vi ændrer i loven, så det er fra 16 til 19 år, man kan være på ungdomshøjskole. Fleksuddannelsen er forhandlet på plads af undervisningsministeren og finansministeren. Jeg tror, at man skal se Fleksuddannelsen som et udviklingspotentiale. Hvis den først er etableret, er man trods alt kommet et centralt skridt. Det er en slags forsøgsordning dvs. den er begrænset. Jeg har lært som lærer og politiker, at man altid skal have flere muligheder, flere planer. Derfor vil jeg også se, hvordan man kan bruge Fleksuddannelsen til at se, hvordan man i øvrigt kan få ting til at fungere rundt om de unge. Vi er ikke færdige med den problemstilling, men den skulle komme til efteråret. Jeg kan ikke påvirke det nu men jeg tror helt sikkert at højskolerne er nævnt som en mulighed. Så må man se, hvad I kan stille op med de muligheder. Det er udfordringerne, der gør det spændende. Velkomst og præsentation af skolen v/ forstander Ole Kobbelgaard, Askov Højskole Generalforsamling Valg af dirigenter Bestyrelsen foreslår Jakob Mejlhede, Grundtvigs Højskole og Sara Simonsen, Ubberup Højskole. Dirigenterne blev valgt med applaus. Dirigenterne takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

8 Betina Møgeltoft, Uffe Strandby, Claus Bøgh, Sigrid Dahl og Axel Lasthein-Madsen blev foreslået og valgt som stemmetællere. Herefter blev dagsordnen vedtaget uden indsigelser. 2. Bestyrelsens beretning forelægges til godkendelse v/ Helga Kolby Kristiansen Jeg har forsøgt at inddele beretningen i fire hovedtemaer: 1. Højskolernes hovedsigte som legitimitet og udfordring 2. Det politiske arbejde/velvilje uden konkret handling 3. Tanker om ny højskolelov 4. Noget om Økonomi Indledning Som indledning til denne vil jeg pege på den analyse af højskolernes omdømme, som jeg modtog for få dage siden, og som bestyrelsen har ladet lave her i foråret. Undersøgelsen skal nærmere præsenteres i en af dagens workshops, og vi håber også, at den kan komme på dagsordenen til et forstandermøde. Jeg vil her som en opmuntrende indledning til den mundtlige beretning blot pege på tre konklusioner: 1. Der siges ligeud: Højskolernes omdømme er fremragende med en score på 81,5 ud af 100 mulige. Ved en sammenligning med 40 andre private virksomheder ligger højskolerne på en tredjeplads, og ved en sammenligning med 40 andre offentlige institutioner ligger vi på en fjerde plads. Altså er højskolernes omdømme i den bedste liga. 2. Højskolernes flippede image hører fortiden til. Når der spørges til, hvad folk tænker på som det første, når de tænker højskole, er svaret: fællesskab, nye sociale relationer, og helt i bund ligger negative ord som spild af tid og flippet. 3. Den tredje konklusion, jeg trækker frem, skyldes ikke mindst, at jeg gerne vil dedikere den til ministeriet. Den lyder: Højskolerne har befolkningens opbakning og støtte til tildeling af yderligere midler. Lad disse tre konklusioner som indledning tegne billedet af en selvberoende højskole, der tillægges værdi i det danske samfund. Det er en vigtig replik i tid med store udfordringer for højskolerne. Højskolernes hovedsigte som legitimitet og udfordring Op til denne generalforsamling læste jeg mig igennem referaterne fra de 8 bestyrelsesmøder, der har været afholdt siden sidste årsmøde. Der er ingen tvivl om, at det politiske arbejde omkring højskolernes

9 muligheder i forhold til fleksuddannelse, kontanthjælpsreform, tilbagerulning af genopretningspakken, har taget sit af såvel tiden som opmærksomheden. Kombinerer man dette arbejde med de konkrete resultater, vi har opnået, kan det godt minde om Disneyfilmen Bambi på isen. Bambi, der ufortrødent kaster sig ud i en tro på, at der foran ham venter en fejende glidetur, men som jo ender med at ligge flad på isen. Hermed være indledningsvist sagt, at selvom vi i bestyrelsen ihærdigt har forfulgt alle de oplagte muligheder, der burde være for højskolerne, så er det ikke endt, som vi drømte om. Endnu. Men bestyrelsen ligger ikke flade på isen. Tværtimod. For samtidig med dette har vi også oplevet et år, hvor der fra mange sider kaldes på højskolen, og det højskolerne evner, når vi er bedst. Tænk på mødet for folkehøjskoler indkaldt af vores minister i april måned. Her blev der bredt set fra forsker- og uddannelsesverden, fra kommunal og politisk side og fra erhvervslivet, klart givet udtryk for, at der bredt set er brug for det, højskolen kan. Tænk på, at vi har fået en minister, der har gjort folkeoplysning til et af sine hovedprojekter, og som på en konference for bestyrelsesmedlemmer bakkede op om en højskole, der holder fast ved sin egenart. Jeg vil også her nævne det lille uprætentiøse hæfte, som er blevet til med Marianne Jelved i spidsen. Skribenterne er samfundsforskere, politikere, en journalist og et højskolemenneske. På hæftets forside står denne underrubrik: Her gives der bud på den folkeoplysning, samfundet savner. Der er således noget, der rumler i tiden. En tillid til, at højskolerne kan og skal bidrage med noget, som tydeligvis opfattes som en mangelvare i såvel samfund som uddannelser. En tillid, som højskolerne både kan leve af og skal leve op til. Men dilemmaet er for os og for omverden, at det kan være svært at indfange, hvad det præcist er, højskolerne skal og kan. Denne vanskelighed nævnes også i omdømmeundersøgelsen. Egentlig skulle det ikke være så svært, for det står jo ganske klart i loven. Højskolernes hovedsigte er at levere Livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Det er det, der er opgaven og også den afgørende legitimitet. Det er det, der gives statskroner til, og det skulle også gerne være det, elever og kursister har mødt på et højskoleophold. Det er heri, rummet for frihed til diskussion af det fælles bedste defineres. Der udtrykkes i hovedsigtet, at på en højskole kan og skal viden, oplysning og refleksion danne en solid underskov for såvel den enkeltes liv som samfundets indretning. Det, Løgstrup kaldte tilværelsesoplysning. Men indimellem kan det opleves, som om ordene i hovedsigtet er for store og for luftige. Politikere bliver fjerne i blikket eller sidder uroligt på stolen, når de hører dem. For hvor passer de lige ind i et samfund præget af konkurrenceparametre som effektivitet, dokumentation, evalueringer og målbare resultater. Hertil kommer, at vi gennem det sidste tiår har oplevet en stærk centralisering, som er med til at tømme deltagelse og involvering i samfundet for indhold. Hvad skal vi lige stille op med den demokratiske dannelse, når det er svært at få øje på grostederne for demokratiets underskov. Selv velfærd er blevet til noget, der kan dokumenteres og evalueres, og

10 demokratisk deltagelse er dermed reduceret til at kontrollere, om jeg har fået det, jeg er blevet lovet. Velfærd pakkes ind i en bevaringsretorik, således at velfærd reduceres til noget, vi skal bevare, og dermed er velfærd ikke længere noget, der skal udvikles. Heller ikke her er der noget, vi skal kæmpe for eller kæmpe om. I stedet kan vi nøjes med at sætte velfærdsgoderne på en vægt og udregne en kg-pris. Men hvis velfærd også er frihed til det fælles bedste, må det være meget andet, end hvad den enkelte kan omsætte i økonomiske goder. Velfærd rummer vel også tillid, tryghed, gensidig accept og respekt for forskelligheder, samfundssind, hvor alle tiltros en stemme - ja, alt det der kitter et samfund sammen, før vi kan kalde det et velfærdssamfund. En fornemmelse for, at der skal mere end blot økonomisk sammenhængskraft til at få et demokratisk samfund til at hænge sammen. Hovedsigtet er store ord, men spørgsmålet er, om det ikke er det, der får højskolerne til at sigte højt. Når Tvavisen tre dage før statsministerens nytårstale lover seerne, at flere politiske kommentatorer og kendte politikere vil stå parate til at vejlede os igennem talen, så er overliggeren sat så pinligt lavt med en total respektløshed og mangel på tillid til, at folket er i stand til at tænke selv. Vigtige politiske udmeldinger og samfundsmæssige anliggender udsættes igen og igen for mediernes stavblender, så vi får det hele som søbemad. Og som borger sidder man tilbage med et totalt ligegyldigt nåh, og lytter man til politikernes råbedebatter, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at folkestyret ikke længere behøver et folk - kun nogle vælgere. Men det behøver ikke at være sådan. Fra en højskolehverdag ved vi, - at værdier bliver til i den måde, vi lever og snakker med hinanden på - at mennesker evner at tænke i helheder og handle ansvarligt - at det fælles samfundsliv perspektiveres af det fælles hverdagsliv - at indignation og engagement kan gro frem nedefra, når elever oplever, at der er noget i tilværelsen, de bliver nødt til at engagere sig i. Det er også herfra, at troen på, at det ligegyldige nåh ikke behøver at være sidste svar, og at demokrati er mere end et kryds, kommer. Men flaskehalsen peger også på os selv, og vi bliver aldrig færdige med at stille det selvkritiske spørgsmål: Er ordene i hovedsigtet også for store for os selv? Accepterer vi også langt hen ad vejen de samme nyttebetragtninger, som er gældende i samfundet bredt set? Kravler vi også op på vægten, forstået på den måde at vi har lært os, at det giver pote hos politikere og på finansloven, hvis vi kan levere en kg-pris på vores produkter? Vi ved, at hvis vi kan dokumentere, at et højskoleophold fører til uddannelse eller medfører hurtigere igennem og færre studieskift, så åbnes der flere døre, end hvis vi taler om det, der er højskolernes faktiske opgave - nemlig livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Når nogle politikere og folk fra erhvervslivet taler om efterskoleophold og højskoleophold som spild af tid og ressourcer, så tæller en mulig værdiansættelse af et dokumenterbart højskoleophold mere, end hvis vi taler om eksistentiel friværdi, livsduelighed og medborgerskab.

11 Det er et reelt dilemma - eller snarere: det er en reel udfordring at fastholde både os selv og omverdenen på, at det netop er i kraft af vores hovedsigte, at højskolerne for unge både kan give et fagligt kompetenceløft, en uddannelsesmæssig afklaring og en eksistentiel og samfundsmæssig forståelse, og at højskolerne generelt set kan være platforme for samtaler om, hvilke værdier og hvilke udtryk demokrati og folkestyre skal hvile på. Jeg har hverken et frelst svar eller en hurtig handleplan, men når jeg tror på, at højskolerne er et vigtigt markørgen i det danske samfund, så er det fordi jeg ved, - at på højskolerne er eleverne en del af en hverdag, der peger ud over dem selv og i retning af demokrati og medborgerskab. - at de bliver udfordret til at reflektere ud over egen næse og tage ansvar for helheden - at de tåler, at holdninger bliver vendt i luften uden at synke ned som fordomme. De mærker, at når de bøvler med det fælles, vokser deres erfaringsfelt ud over effektivitet og handleplaner. De oplever, at de på en højskolematrikel godt kan få perspektiver på både sig selv og den store verden, ja på livet selv. De mærker, at fælles engagement hjælper dem til at udforske nye vidder og nå til nye indsigter. De opdager, at det betaler sig at bøvle, og at et ligegyldigt tilbagelænet nåh ikke er noget acceptabelt svar. Højskolernes hovedsigte stiler højt og er den stemme, der stædigt fastholder, at der altid er noget at komme efter. Højskolen må aldrig blive de færdige meningers holdeplads. Debatten og samtalen må ikke afsværges med udtalelser om, at der ikke er noget at komme efter. Det er ikke store ord og fedt flæsk, når vi insisterer på at holde gryden i kog og sige: Der er altid noget at komme efter. Der er altid mere at blive klog på. Der er altid mere at tænke over. At tale om. Tingene står ikke stille. Livet står ikke stille. Samfundet er ikke en færdiglavet ret. Hvis ikke der er noget at komme efter, spørge efter, er vi jo gået døde. Det politiske arbejde - kunne også hedde Velvilje uden konkret handling I det forløbne år har bestyrelsen som nævnt arbejdet ihærdigt på at skabe åbninger ikke mindst til den lovgivning, der ligger uden for eget ministerium, men som har stor betydning for unges mulighed for at komme på højskole. Jeg tænker her på SU-reformen, fleksuddannelsen og kontanthjælpsreformen. For et år siden udtrykte jeg glæde over, at højskolerne var nævnt i regeringsgrundlaget som medspiller i en fleksibel ungdomsuddannelse. Naivt, ved jeg i dag, men jeg troede virkelig på, at tiden var kommet til at

12 tænke arbejdsmarkeds-, beskæftigelses-, social- og uddannelsespolitik sammen, og at der i forhold til samfundets høje krav om uddannelse til alle unge også skulle være relevante muligheder for alle. Jeg kan i år gentage, at vi er parate, men vi er samtidig alvorligt i tvivl om, hvorvidt regeringen overhovedet ønsker en individuel, fleksibel ungdomsuddannelse. Lovforslaget er udsat til efteråret, men foreningen er blevet briefet om, og ministeren også offentligt har peget på en model med en erhvervsrettet uddannelse med fastlagte moduler for unge på faste hold. Enhver med blot en smule kendskab til, hvad en højskole er, og hvad en højskole kan, kan se, at her er der kørt uden om os. Modellen, som den skitseres, er jo en ren MADS-model mere af det samme: en erhvervsuddannelse med moduler og faste hold. Bestyrelsen vil selvfølgelig fortsat forsøge at holde regeringen op på, at de har lovet de mange unge en fleksibel, individuelt tilrettelagt uddannelse med højskolerne som en mulighed. Der er en lige linje herfra til kontanthjælpsreformen. Her fremhæves det, at målet er at give unge lyst til uddannelse, afklaring af den unges ressourcer, mulighed for at færdes i et miljø præget af uddannelse samt mindske risikoen for frafald. Igen kan vi konstatere, at her en vigtig samfundsopgave, som højskolerne gerne vil bidrage til, men om vi får lov er temmelig usikkert. Bestyrelsen har henvendt sig til både kulturog beskæftigelsesminister, til beskæftigelses-udvalget og til ordførere på området. Vi bliver altid venligt modtaget og sådan set også med forståelse for, at et højskoleophold kan være afgørende for den enkelte unge. Men samtidig med, at de udsagn synes at forsvinde i ingenting, sidder vi på højskolerne tilbage med en viden om, at højskolerne med særdeles gode resultater har gennemført både et mentor- og et kombinationsprojekt. Af de elever, der har været med i kombinations-projektet, har 88 % gennemført. Med en vis usikkerhed på tallene, da det ikke er lykkedes at få evalueringssvar fra alle unge, peges der på en succes, der ligger langt over, hvad andre tiltag kan dokumentere: 67 % er i gang med uddannelse, 6 % i arbejde, 8 % i forberedende uddannelse og 19 % er arbejdsløse. UU-vejlederen i Randers konkluderer således på projektet: Højskolernes unikke muligheder for at arbejde med sociale relationer og forskellig faglighed kan udfordre den unge med større selvværd og selvindsigt som resultat. Desuden kan mødet med andre meget forskellige unge inspirere til at opdage nye uddannelsesveje. Er det ikke netop det, der peges på som afgørende i den nye kontanthjælpsreform: afklaring af den unges egne ressourcer, lyst til uddannelse, et befordrende uddannelsesmiljø og mindske frafaldet? I Sverige, som har tilsvarende udfordringer med unge uden uddannelse, og som ligesom Danmark gennem de sidste 20 år har iværksat et batteri af tiltag for at få de unge i uddannelse, gav staten for 3 år siden 4000 unge uden ungdomsuddannelse mulighed for at komme på højskole. Projektet lykkedes så godt, at der nu er 8000 unge, der kan komme på højskole. Højskolen blev inddraget som en del af løsningen. Det kunne vi også være i Danmark. Højskolerne kender disse unge, som har tabt motivationen i et aggressivt uddannelsessystem, og som har mere brug for at blive gjort livsparate end uddannelsesparate. På højskolerne ved vi også noget om, at motivation ikke altid er en forudsætning, men snarere et resultat af den læring, eleverne erhverver. Højskolerne kan over for denne gruppe af unge i høj grad bidrage med noget, som synes udtørret på andre ungdomsuddannelser.

13 Bestyrelsen lægger op til at få foretaget en analyse af effekten af højskoleophold til forskellige grupper af unge. Selvom analysen endnu er i sin vorden vi leder efter penge til at fuldføre den så kan vi godt sige, at for unge, som har afbrudt en ungdoms-uddannelse, og som tager på højskole inden for 6 måneder efter bruddet, er chancen for, at de genoptager en ungdomsuddannelse, markant større, end hvis de ikke kommer på højskole. Altså: det er ikke blåøjet drømmesnak, når vi siger, at højskolerne kan være en del af løsningen. Kan man sige andet end: så forstå det dog, politikere. Når vi bider os så fast i bordkanten på disse felter, er det ikke alene et spørgsmål om at få flere elever på højskolerne, men fordi vi vil anerkendes på det, vi kan, og som vi netop har vist, at unge får udbytte af, og som samfundet har brug for. Igen handler det om, at højskolernes opgave er at sigte højt. Vores opgave er at invitere alle elever ind i samme rum og hæve blikket så højt, at vi ikke ser en ressourcesvag ung, en sårbar ung, en med ondt i livet eller en frafalder komme ind ad døren. Højskolerne er ikke socialpædagogiske institutioner, der alene har til formål at gøre unge uddannelses-parate. Uanset hvad rygsækken måtte være fyldt med, så mødes alle af det samme hovedsigte, som indirekte postulerer, at alle bærer potentialet til at finde sig hjemme i eget liv og blive bidragydere til samfundet. Det handler grundlæggende om tilværelses-oplysning. Jeg kunne ønske, at politikere, eksperter og erhvervsliv ville sigte lige så højt, for så ville de forhåbentlig holde op med at kalde disse unge for de sidste. Der ligger en urimelig stigmatisering i at tilhøre gruppen med navnet de sidste - at tilhøre den uheldige procentdel, som politikerne taler om, når de siger, at det er vigtigt at få de sidste med, hvis Danmark skal klare sig i en globaliseret verden. Det er et stort ansvar at lægge på unge usikre skuldre. (I får her lige et Løgstrup-citat, som kom til mig ved tanke på de kloge hoveder, der taler om unge: Man kan udmærket være ekspertbegavet og livsstupid på samme tid ) Denne gruppe af unge er en meget sammensat gruppe, og derfor kræves der også et læringslandskab med mange indgange. Højskolerne burde være en af dem, og glædeligt er det, at kulturministeren har bidraget til at pege på højskolerne som en oplagt mulighed. Konkret har bestyrelsen foreslået beskæftigelsesministeren, at der etableres en pulje med højskoleforløb, som UU og Jobcentre kan disponere over uden at Betalingsloven kommer i anvendelse. Tanker om ny højskolelov Sidste år vedtog generalforsamlingen en strategi, som indeholdt et ønske om, at højskolerne skulle have egen lov. Det glædelige har været, at dette ønske faldt sammen med ministerens ønske om en selvstændig højskolelov. Bestyrelsens udgangspunkt har i det arbejde, der har fundet sted siden sidste årsmøde, været, at højskolerne på mange måder har en god rammelov, der giver højskolerne frihed til selv at tilrettelægge undervisning og

14 samvær, men at der er en række forhindringer for, at skoleformen kan udvikle sig, samt at nogle mindre ændringer ville kunne lette højskolernes hverdag. Efter drøftelser på forstandermøder november og marts fremsendte bestyrelsen et notat til kulturministeren med FFD s ønsker til en ny lov, og vi ser nu frem til at modtage et lovforslag forhåbentlig inden længe. Jeg vil her ikke komme nærmere ind på alle ønskerne til ny lov. Jeg vil kun nævne to felter: Oprettelse af nye skoler samt det der kaldes et nyt mandat til højskolerne. Nye skoler (Glædeligt at ministeren lægger op til, at det skal gøres enklere at rejse nye skoler) Set i lyset af, at der siden år 2000 er lukket 33 skoler og kun kommet 7 nye til, har det stået højt på listen, at en vigtig del af lovarbejdet vil være at få lempet de skrappe krav til at rejse nye skoler. Vel at mærke på en måde, så der ikke levnes plads til lykkeriddere. Det er meget vanskeligt at rejse den fornødne kapital til at erhverve bygninger, og derfor har bestyrelsen peget på, at det kunne gavne, hvis man i en afgrænset periode kunne få mulighed for at leje sine kernefaciliteter. Vi har også over for ministeriet peget på, at det kunne være ønskeligt, hvis staten kunne garantere for kreditlån, idet det er umuligt at få kreditinstitutterne til at yde lån, hvis man hedder noget med højskole til for- eller efternavn. Et afgørende tema for bestyrelsen i den henseende har været, at bedre vilkår for etablering af nye skoler skal gå hånd i hånd med, at eksisterende skoler ligeledes får bedre mulighed for at renovere og udskifte nedslidte bygninger på samme vilkår. Sammenlagt skulle en ændring gerne betyde både, at der kommer nye skoler, og at flere etablerede skoler overlever. At rejse nye skoler er ikke kun et anliggende for de mennesker, som har et ønske om at rejse en specifik højskole. Det må være et anliggende for alle, der anser det for vigtigt, at der er højskoler i Danmark. Faldet i antal skoler er sket i en periode, hvor højskolerne har haft fremgang på elevtallet, og det er selvfølgelig glædeligt. Det betyder, at der i dag er flere elever på færre skoler, og set ud fra et økonomisk ønske om rentabilitet kan det lyde fornuftigt, men som med alt andet i højskolen er økonomien ikke det eneste svar. Hvis man betragter højskolen og dens samfundsmæssige opgave som mere end en række bygninger, hvor nogle mennesker opholder sig for en kortere periode, så er faldet i antallet af skoler i høj grad alarmerende. Det gør noget ved en bevægelse, når der er færre nedslag rundt i landet. Færre mødesteder. Mindre mangfoldighed og i sidste ende en smallere folkelig forankring og dermed ganske givet også en svigtende politisk anerkendelse på sigt. Et nyt mandat til højskolerne Ministeren har ved flere lejligheder givet udtryk for, at højskolerne skal have et udvidet mandat til at bedrive folkeoplysningsvirksomhed og dermed bidrage til at styrke civilsamfundet og den demokratiske samtale. Dette kan blive et nyt eller supplerende arbejdsfelt og give højskolerne mulighed for nye samarbejdsrelationer og netværk inden for folkeoplysningen. Vi kender ikke den endelige lovformulering og ej heller det økonomiske grundlag herfor, men vi hilser det velkomment, at højskolerne på denne måde tiltænkes opgaver inden for vores kerneområde.

15 Noget om økonomi Forslaget om et nyt mandat er på den økonomiske side i familie med det, der hedder omstillingsmidler. Omstillingsmidler er penge, der tages fra eksisterende bevillinger og lægges i en særlig kasse til nytænkning og udvikling på Kulturministeriets område. Det er altså ikke givet, at pengene vil komme tilbage til højskolerne. For højskolerne vil det betyde en reduktion i taksterne på 2 % og i kroner og ører godt 10 mio. kr. om året i de næste tre år altså om tre år en reduktion på 30 mio. kr. om året. Det er aldeles alvorligt for højskolerne, som kun er små virksomheder, der i forvejen aldrig har økonomisk sikkerhed længere end til det nugældende semester. Det er bestyrelsens klare holdning, at disse midler skal tilbage til højskolerne. Og her er vi fremme ved højskolernes udvidede mandat. Vi har i første omgang valgt at fokusere på omstillingsmidlerne for 2014 for at få dem tilbage med det samme. Vi har sagt til ministeriet, at højskolerne har været ude for skrappe og nødvendige omstillinger de seneste år (jeg behøver vel bare sige Genopretningspakke). Med nytænkning og udvikling vil der i høj grad blive brug for med en lov, der stiller en ny opgave til højskolerne et udvidet mandat til folkeoplysning. Selv uden helt at kende opgavens omfang er det ikke svært at konkludere, at det vil kræve økonomiske ressourcer, og derfor anser bestyrelsen det også for nødvendigt, at omstillingskronerne kommer direkte tilbage til, hvor de kom fra. Vi kan ikke snakke økonomi uden at snakke Genopretningspakke. Alle her ved, at det var en hård pille at sluge, at det løfte om tilbagerulning, som den daværende opposition og nuværende regering havde givet, aldrig blev en realitet. Men vi slugte den, velvidende at det har haft katastrofale økonomiske konsekvenser for nogle højskoler. Vi kunne så i forbindelse med finanslov 2013 konstatere, at såvel efterskoler som frie fagskoler fik deres del af genopretningspakken tilbage, men den pille har vi ikke tænkt os at sluge. Vi har stillet alle de politikere, vi har haft møde med i det forløbne år, spørgsmålet: Var det et bevidst fravalg af højskolerne, eller havde man glemt højskolerne, måske fordi vi havde skiftet ministerium? Hvis det er det sidste en forglemmelse/et hovsa kan der jo hurtigt rettes op på det. Er det det første, et bevidst fravalg af højskolerne, så er det en langt alvorligere sag. Bestyrelsen vælger at tro det første endnu, også fordi en række af de politikere, vi har mødt, bestemt ikke ser ud, som om at de har truffet noget bevidst valg på dette felt. Men jeg skal da ikke afvise, at Corydon har truffet det for dem. Men vi er som sagt optimister på dette felt, også fordi vi ved, at nogle politikere arbejder for os i denne sag. Men det er desværre ikke kun omstillingsmidler og manglende Genopretning, der bliver en udfordring for vores økonomi i de kommende år. Det kan Budgetloven også blive. Den betyder, at hvis der inden for et område sker overskridelser af den fastsatte ramme, kan staten med tilbagevirkende kraft reducere taksterne. Hvis der sker en stigning i elevtallet, kan vi blive udsat for (jeg siger kan!), at man i september måned regulerer taksterne for det skoleår, som netop er gået, idet det jo ikke er afregnet endnu. Budgetlægning med tilbagevirkende kraft kan således blive en ny økonomisk model i det statslige tilskuds-system. Under alle omstændigheder må vi sikre os, at hvis unge kontanthjælpsmodtagere som tidligere nævnt får mulighed for at komme på højskole, følger der en forøgelse af vores ramme med, idet vi ellers risikerer at skulle betale for det selv oven i købet bagud! Foreningens økonomi

16 Som det vil fremgå under fremlæggelse af regnskab og budget senere på dagsordenen, har foreningen en grundlæggende sund økonomi. Men vi har også en sårbar økonomi, idet en meget stor del af driften er bundet op på de mange projektmidler, som vi er i stand til at tiltrække i perioder. I forhold til vores størrelse bruger vi mange penge på den fælles markedsføring, og det er bestyrelsens indtryk, at der er stor opbakning hertil. I de kommende år står vi efter alt at dømme over for en reduktion i puljemidler, og det lægger pres på de kontingentkroner, som skoler og medlemmer betaler. Vi vil gerne holde standarden, og det har vi kunnet gøre uden regulering af kontingentet de seneste år. Det gør vi også i 2014, men ikke uden at tære på egenkapitalen. Det er ikke udtryk for økonomisk uansvarlighed for det kommende år, men det kan selvfølgelig ikke gå i længden. Derfor vil jeg allerede nu nævne, at kommende budgetforslag kan kræve en stillingtagen til en eventuel kontingentstigning og dermed en stillingtagen til de fælles opgaver, som foreningen skal varetage. Afslutning Jeg nærmer mig afslutningen, og som indledning hertil vil jeg nævne med glæde at 32 højskoler har kastet sig ud i et fælles projekt med fokus på højskolepædagogik. Dette projekt ligger i slipstrømmen af foreningens tidligere projekter med fokus på højskolens kerne og samværsprojektet. Jeg vil ikke gå ind på selve projektet det lever sit eget aktive liv i øjeblikket men blot sætte en tyk streg under, at disse projekter er særdeles vigtige for højskolerne - side om side med andre puljeprojekter. Projekter med fokus på højskolens kerne og praksis er med til at fortælle både os selv og omverden, at et menneskeliv ikke bare leves af sig selv. Megen uddannelsestænkning er i dag reduceret til, at hvis bare vi erhverver tilstrækkeligt med kompetencer, kommer resten af sig selv, og så skal vi nok klare os, hvis kineserne kommer. Men menneskelivet kommer ikke af sig selv. Det skal dannes. Menneskelivet er også at tro og tvivle, at holde ud og holde af, at finde indsigt og mening, at rejse sig af stolen for at gøre en forskel. Verden er jo ikke bare, som den er. Det kommer jo an på, hvordan vi forstår den. Og i forsøget på at forstå den, er vi også med til at flytte den. Måske er det netop i dag her, at den mangelvare, som jeg nævnte i starten, efterspørges. Ser man på den verserende folkeskoledebat, tænker jeg hver dag, at der er brug for en højskole og en folkeoplysning, der sigter højt. Brug for højskoler - hvor den pædagogiske debat sigter højere end uværdige slagsmål om en hulahopskole - hvor vi i stedet for benspænderi om lærested og værested udvikler en skole, hvor eleverne kan lære at være - hvor målet ikke alene er kompetencer og økonomisk nytte (kompetencer kan være fuldkommen stillestående), men hvor sigtekornet er på viden, oplysning, refleksion og lyst til at flytte verden. Med den tillid, der udtrykkes i, at højskolerne har et omdømme i den bedste liga, har vi også ryglænet til sigte højt. Inden jeg overlader såvel den skriftlige som den mundtlige beretning til generalforsamlingen, vil jeg gerne slutte af med at sige tak. Tak til vore kollegaer i de Frie Skolers Fællesråd for godt samarbejde.

17 Tak til vore samarbejdspartnere i det nordiske, i det folkeoplysende og i undervisningsverden. Tak til de politikere, som vi har samarbejdet med i årets løb. Tak til Kulturministeriets embedsmænd, som vi har en åben og konstruktiv dialog med. Også en stor tak til Husets medarbejdere for professionalisme og engagement. Mine sidste ord skal være en særlig tak til Thor og Niels. Jeres engagement og kæmpe arbejdsindsats i højskolen er uvurderligt både internt og eksternt og ikke mindst for bestyrelsen. Niels, der er ikke mange politikere, du undte fred for højskolerne i det forgangne år. Højskolerne nyder godt af din indsigt og evne til at gå lige på sagerne, også når udfordringerne bliver gloende. Debat om beretning Uffe Strandby, forstander på Gymnastikhøjskolen i Ollerup: Tak for beretning. Der er udsigt til besparelser i 2014, 15, 16. Kunne man ikke arbejde på at undgå besparelsen overhovedet? Og en kommentar til kontingentstigning: Der er brug for en diskussion i forstanderkredse inden, så det ikke bare foreslås af bestyrelsen. Lisbeth Trinskjær, forstander på Ubberup Højskole: Tak for en god beretning. Og for åbenhed i lovarbejdet. Hund og hale, modsat Uffe tror jeg ikke, vi kan undgå kontingentstigninger. Jeg tror, vi skal se på højskolens udvidede mandat og de muligheder, det bringer med sig. I vores område, et presset landområde, er der ikke meget risikovillig kapital, bl.a. ikke til forsøg med, hvordan unge mennesker kommer videre. Her kan omstillingsmidlerne evt. komme godt i brug. Helga Kolby Kristiansen: Omstillingsmidlerne gælder jo ikke kun os, det er en generel aftale på statens område. I det spil er vi en meget lille hund. I bestyrelsen drøfter vi, hvordan de penge skal komme tilbage og bruges. Det kan de bl.a. ved at bruge dem til det udvidede mandat. Tidligere er den slags blevet brugt til vejledning. Nu får vi en ny mulighed, så er det helt oplagt at bruge dem der. Jeg varsler ikke nogen kontingentstigning, men en drøftelse af kontingentstigning, og hvad foreningens arbejde er. Rikke Forchhammer, forstander på Krogerup Højskole: Tusind tak for en rigtig god beretning og for jeres kæmpe arbejde. Vi synes, vi har fået det trykte årsmødemateriale mange gange. Vi prøver at lære eleverne at opføre sig bæredygtigt og passe på kloden. Kunne vi også gøre det og tænke de trykte materialer på en anden måde? Beretningen blev godkendt af forsamlingen. 3. Fremlæggelse af handlingsplan v/ Kurt Willumsen

18 Næstformand Kurt Willumsen gennemgik det udsendte forslag til handlingsplan med nedslag i de enkelte punkter. Debat om handlingsplan Søren Launbjerg, forstander på Den Internationale Højskole: Ift. det internationale arbejde: Er med i projektet Global Citizen. 13 højskoler medvirker i 2014 under emnet bæredygtighed elever fra hele verden skal på dansk højskoleophold. Har foreningen hørt om dette projekt og valgt at gå ind i det? Niels Glahn, generalsekretær, FFD Foreningen har hørt om det og været i kontakt med dem. Har ikke kunnet involvere os kommer kun i gang, hvis der er grobund i det fra skolerne. Else Mathiassen, forstander på Vestjyllands Højskole: Til Søren: Hvad savner du? Søren Launbjerg: Der er ikke sket så meget på det internationale område og dette er et oplagt projekt at være med i. Else Mathiassen: Har siddet i bestyrelsen i to år. Huset har meget at gøre der skal prioriteres. Det er begrænset som hus, hvad man skal gå ind i. Handlingsplanen blev vedtaget. Ingen stemte imod. 4. Foreningens regnskab forelægges til godkendelse v/ Niels Glahn Generalsekretær Niels Glahn fremlagde det udsendte regnskab og redegjorde for udviklingen i foreningens egenkapital. Foreningen har en sund økonomi. Regnskabet blev godkendt ingen stemte imod eller undlod at stemme. 5. Indkomne forslag Ingen indkomne forslag. 6. Budgetforslag og fastsættelse af medlemskontingent og skolekontingent v/ Niels Glahn

19 Generalsekretær Niels Glahn fremlagde det udsendte budget for Medlemskontingentet blev foreslået uændret. Budgettet og medlemskontingent blev vedtaget. 7. Valg af formand - vælges af forsamlingen Der er opstillet følgende kandidater Helga Kolby Kristiansen, forstander, Silkeborg Højskole (genopstiller) Helga Kolby Kristiansen, formand, FFD: Jeg havde egentlig besluttet at holde. Men jeg har besluttet på opfordring fra bestyrelsen at tage et år mere og følge lovarbejdet til dørs. Helga Kolby Kristiansen blev med applaus genvalgt til formand uden modkandidater. 8. Valg af bestyrelsesmedlemmer der vælges af skolerepræsentanter Der er opstillet følgende kandidater: Ulla Knudgaard Fisker, forstander, Egå Ungdoms-Højskole. Ivan Jeppesen, forretningsfører, Mariager Højskole. Stig Kaufmanas, lærer, Den Rytmiske Højskole (genopstiller) Jacob Kjærsgaard Mortensen, forstander, Hadsten Højskole (genopstiller) Anja Rykind-Eriksen, forstander, Rødding Højskole Karen-Margrethe Thomsen, bestyrelsesmedlem, Familiehøjskolen Skærgården. Afstemningsresultat: Ulla Knudgaard Fisker, forstander, Egå Ungdoms-Højskole: 49 stemmer Stig Kaufmanas, lærer, Den Rytmiske Højskole: 49 stemmer Jacob Kjærsgaard Mortensen, forstander, Hadsten Højskole: 43 stemmer Anja Rykind-Eriksen, forstander, Rødding Højskole: 42 stemmer Ivan Jeppesen, forretningsfører, Mariager Højskole: 28 stemmer Karen-Margrethe Thomsen, bestyrelsesmedlem, Familiehøjskolen Skærgården: 17 stemmer Stig Kaufmanas og Ulla Knudgaard Fisker blev valgt. 9. Valg af bestyrelsesmedlemmer der vælges af personlige medlemmer

20 Der er opstillet følgende kandidater: Jacob Kjærsgaard Mortensen, forstander, Hadsten Højskole (genopstiller) Anja Rykind-Eriksen, forstander, Rødding Højskole Ivan Jeppesen, forretningsfører, Mariager Højskole Karen-Margrethe Thomsen, bestyrelsesmedlem, Familiehøjskolen Skærgården Afstemningsresultat: Jacob Kjærsgaard Mortensen, forstander, Hadsten Højskole: 71 stemmer Ivan Jeppesen, forretningsfører, Mariager Højskole: 55 stemmer Anja Rykind-Eriksen, forstander, Rødding Højskole: 51 stemmer Karen-Margrethe Thomsen, bestyrelsesmedlem, Familiehøjskolen Skærgården: 19 stemmer Jacob Kjærsgaard Mortensen og Ivan Jeppesen blev valgt til bestyrelsen. Anja Rykind-Eriksen og Karen-Magrethe Thomsen blev hhv. første og anden suppleant. 10. Valg af revisorer Bestyrelsen foreslår: Statsautoriseret: Deloitte Folkevalgt: Kjeld Krarup Ingen indvendinger begge er valgt. 11. Eventuelt Evald Larsen, med i repræsentantskabet for Højskolen Snoghøj: Efterlyser flere folkevalgte til generalforsamlingerne. Det er et demokratisk problem, at de folkevalgte ikke er repræsenteret. Jens, lærer, Rødding Højskole: Opfordrer alle lærere til at tage på Højskolepædagogisk Uddannelse (HPU). Man kan reflektere sin praksis. Man får et netværk. I skal sende folk af sted, fordi I får lærere, der er blevet rigere og gladere, tilbage. Ole Pedersen, Den Frie Lærerskole i Ollerup: Tak for invitation. Det har været en fornøjelse. Tillykke med det nye ministerium. Vi er glade for samarbejdet og stiller os til rådighed. Tak for initiativer, vi ser frem til fortsat samarbejde. Fortsat godt møde. Helga Kolby Kristiansen, formand, FFD: Tak til dirigenterne. Velkommen til nye bestyrelsesmedlemmer. Stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer: Else Mathiassen og Kurt Willumsen