STRATEGISK OMRÅDESTUDIE

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET OKTOBER 2002 VUT II/L-STK 2002/2003 KL H.A. EVERS KN S. ULRICH KN M. VEIRUM STRATEGISK OMRÅDESTUDIE Egypten

2 FORSVARSAKADEMIET OKTOBER 2002 VUT II/L-STK 2002/2003 STRATEGISK OMRÅDESTUDIE EGYPTEN På baggrund af en redegørelse for Egyptens strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af Egyptens sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Egyptens fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLDSFORTEGNELSE... 3 RESUMÉ INDLEDNING PROBLEMFORMULERING OPGAVEDISKUSSION VÆGTNING AF DE ENKELTE FAKTORER METODE Praktiske oplysninger Kilder DEN HISTORISKE FAKTOR HISTORIE ANALYSE AF DEN HISTORISKE FAKTOR DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR BELIGGENHED STØRRELSE OG FORM GRÆNSER NØGLEOMRÅDER KLIMA OG VEJR GEOGRAFISKE REGIONER OG FREMTRÆDENDE TERRÆNELEMENTER ANALYSE AF DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR TRANSPORT- OG TELEKOMMUNIKATIONSSYSTEMER OG DERES TILSLUTNING TIL OMVERDENEN ANALYSE AF DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR BEFOLKNINGENS STØRRELSE OG GEOGRAFISKE FORDELING RELIGIØSE OG ETNISKE GRUPPERINGER SUNDHED LEVESTANDARD OPLYSNING OG UDDANNELSE ANALYSE AF DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR DEN ØKONOMISK-VIDENSKABELIGE FAKTOR FØDEVAREPRODUKTION, PRODUKTIONSMIDLER OG RESSOURCER ENERGIPRODUKTION OG RESSOURCER RÅMATERIALER TIL INDUSTRIEN INDUSTRIPRODUKTION HANDEL ØKONOMISK STRUKTUR

4 6.7. ANALYSE AF DEN ØKONOMISK-VIDENSKABELIGE FAKTOR DEN MILITÆRE FAKTOR OPGAVER OG KONCEPTER FOR DE VÆBNEDE STYRKER KOMMANDOFORHOLD OG RELATION TIL DET POLITISKE NIVEAU STØRRELSE, ORGANISATION OG MATERIEL UDDANNELSESMÆSSIGE OG LOGISTISKE FORHOLD ANALYSE AF DEN MILITÆRE FAKTOR DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR NATIONALE INTERESSER OG MÅLSÆTNING NATIONAL HOLDNING OG SELVOPFATTELSE REGERING OG ADMINISTRATION POLITISKE PARTIER OG INTERESSEGRUPPER STABILITET ANALYSE AF DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR DEN UDENRIGSPOLITISKE FAKTOR FORHOLDET TIL ISRAEL OG PALÆSTINENSERNE FORHOLDET TIL ARABISKE NABOER FORHOLDET TIL STORMAGTERNE ANALYSE AF DEN UDENRIGSPOLITISKE FAKTOR SAMMENFATTENDE ANALYSE VURDERING OG KONKLUSION OPSTILLING AF FREMTIDIGE SIKKERHEDSPOLITISKE MULIGHEDER SCENARIO 1. DEN FEJLSLAGNE STAT SCENARIO 2. DEN LIBERALE UDVIKLING VURDERING AF SCENARIER. DEN SANDSYNLIGE UDVIKLING BIBLIOGRAFI BILAG 1. ANALYSEMODEL BILAG 2. HISTORISK OVERSIGT BILAG 3. KORT OVER EGYPTEN

5 RESUMÉ. Med baggrund i en lang oldtidshistorie, stolte rødder og en forsat central placering på verdenskortet spiller Egypten stadig en interessant og stabiliserende rolle i den Mellemøstlige region. Egyptens historiske udvikling efter 2. Verdenskrig har via krig med Israel og det interne militærkup i 1952 udviklet landet til en demokratisk socialistisk stat Arab Republic of Egypt ledet af de Frie officerer. I Europæisk forstand opfattes landet ikke som en demokratisk republik, men mere som en diktatorisk regering, der i dag bliver ledet af præsident Hosni Mubarak. Præsidenten besidder en meget magtfuld stilling, og i spidsen for Det Nationale Demokratiske Parti (DNP), der har stort flertal i parlamentet, styrer han Egypten med hård hånd og på randen af undertrykkelse af islamiske grupper, som er i opposition. I den nyere historiske periode og frem til i dag har landet af forskellige årsager (krige mod Israel, svigtende turisme osv.) været trængt af økonomiske problemer. Gennem stigende privatisering af den forholdsvis moderne industri arbejdes der på at forbedre den økonomiske situation. Ligeledes arbejdes der på at skabe vilkår, der tiltrækker kapital til landet, men faktorer som indre uroligheder fra fundamentalistiske grupper, dårlig infrastruktur og regionale uroligheder begrænser interessen. I forsøget på at stabilisere forholdene i regionen indtager Egypten, der er afhængig af amerikansk støtte, en meget aktiv rolle i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Samarbejdet med amerikanerne bringer vestlig kultur meget tæt på den islamiske verden, hvilket skaber misforhold i regionen i takt med amerikanernes omfattende engagement. En kraftig befolkningstilvækst med stor arbejdsløshed til følge presser levestandarden i bund, bl.a. grundet nedslidningen af hospitaler, skoler og beboelse. Landets placering i ørkenen med de eneste landbrugsmuligheder koncentreret langs Nilen bevirker samtidig, at den egyptiske befolkning ikke er i stand til at brødføde sig selv. Fremtidens befolkningstilvækst øger dermed behovet for kunstvanding og opdyrkning af ørkenområder. Den egyptiske militære kapacitet er regionens største og er gennem de sidste årtier blevet kraftigt moderniseret med bl.a. amerikansk hjælp. Med militæret i ryggen fastholder Mubarak en både regional og en intern magtposition som stabiliserer området. Egypten har mange problemområder, som indbyrdes er forbundet med hinanden, men overordnet ser vi tre fremtrædende områder, der vækker bekymring. Først og fremmest mangler Egypten ressourcer, der sætter landet istand til at brødføde befolkningen og udvikle landet i takt med den kraftige befolkningstilvækst. For det andet er Egypten placeret centralt i den ustabile situation i den mellemøstlige region, hvor vestlig- og islamisk kultur mødes, og for det tredje undertrykker Egyptens ledere demokratiet i en stat fyldt med modsætninger mellem ideologi, politisk system og religion. Udviklingstendensen i regionen er derfor knyttet til, hvordan de regionale kriser udvikler sig. Forudsætter vi, at det ikke lykkes FN at stabilisere situationen mellem USA og Irak, og det israelsk-palæstinensiske problem forsætter som hidtil, så vil konfrontationen mellem vestlig kultur og islam blive forstærket og Mubarak vil være tvunget til at fortsætte den undertrykkende indenrigspolitiske linie. Den manglende evne til at brødføde en stadig ekspanderende befolkning betyder yderligere tilslutning til de religiøse grupperinger, og da disse ikke tillader ikke nogen form for fødselsregulering vil befolkningstilvæksten fortsætte. Økonomisk vækst og udvikling er således eneste udvej for bedre levevilkår, men da udviklingen på dette område er stagnerende, er det tvivlsomt, om dette i tilstrækkelig omfang er muligt. Et indre religiøst opgør kan derfor på sigt true stabiliteten i landet, og dermed udgøre en sikkerhedspolitisk risiko. 5

6 1. INDLEDNING 1.1. Problemformulering. Dette områdestudie omhandlende Egypten er udarbejdet efter følgende givne problemformulering 1 : På baggrund af en redegørelse for Egyptens strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af Egyptens sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Egyptens fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder Opgavediskussion. Med udgangspunkt i ovenstående problemformulering deles opgaven op i følgende delopgaver: - En redegørelse for Egyptens strategiske kapacitet. - En analyse af i Egyptens sikkerhedspolitiske situation. - En vurdering af Egyptens sikkerhedspolitiske muligheder. Områdestudiet tager udgangspunkt i opfattelsen af sikkerhedspolitikken som en bred definition af sikkerhedsbegrebet. 2 Denne brede definition af sikkerhedsbegrebet tager ikke kun udgangspunkt i traditionel militær sikkerhedspolitisk betragtning, men der fokuseres endvidere på politiske, økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige forhold. Forhold som hver især er væsentlige i relation til et lands sikkerhedspolitiske situation. Således udledes Ægyptens strategiske kapacitet af følgende otte faktorer: Den historiske, den fysisk-geografiske, den kommunikationsmæssige, den sociologiske, den økonomiskvidenskabelige, den militære, den indenrigspolitiske og den udenrigspolitiske faktor Vægtning af de enkelte faktorer. Umiddelbart kan følgende problemområder identificeres som havende stor indflydelse på Egyptens nuværende og fremtidige sikkerhedspolitiske situation: Egypten mangler ressourcer til at kunne brødføde befolkningen og udvikle landet i takt med den kraftige befolkningstilvækst. Egypten er placeret centralt i den ustabile situation i den mellemøstlige region, hvor vestlig- og islamisk kultur mødes. Egyptens ledere undertrykker demokratiet i en stat fyldt med modsætninger mellem ideologi, politisk system og religion. Da det inden for de givne rammer 3 ikke er muligt at behandle alle otte faktorer lige dybdegående, har det derfor med udgangspunkt i ovenstående problemområder været nødvendigt at vægte de enkelte faktorer indbyrdes, således at følgende faktorer er givet prioritet: 1 FHMUVEJSAM, Del 1, Afsnit B. 2 FHMUVEJSAM, Del 1, Afsnit B. 3 Maks tegn jf. FHMUVEJSAM, Del 1, Afsnit B. 6

7 Den udenrigspolitiske faktor. Den sociologiske faktor. Den indenrigspolitiske faktor. Den økonomisk-videnskabelige faktor Metode. Studiet tager udgangspunkt i redegørelser for de enkelte sikkerhedspolitiske faktorer efterfulgt af analyser af hver enkelt faktor. Redegørelsesdelen beskriver de nuværende tilstande inden for faktorerne og danner derved grundlag for analyserne. Analyserne af de enkelte faktorer samles efterfølgende i en sammenfattende analyse, hvor faktorernes indbyrdes relationer beskrives. Dernæst danner den sammenfattende analyse udgangspunkt for en vurdering af forskellige sikkerhedspolitiske udviklingsmuligheder for landet. Mulighederne beskrives herefter i to scenarier, som vil være et udtryk for to modpoler i Egyptens sikkerhedspolitiske udviklingsmuligheder, nemlig en liberalistiske udvikling, og udvikling hen imod en tilstand som den fejlslagne stat. Gennem vurdering af de to scenarier, beskrives slutteligt den efter vores opfattelse mest sandsynlige sikkerhedspolitiske udvikling i Egypten på kort (1-2 år), mellemlang (3-5 år) og lang sigt (6-10 år). Den gennemførte analysemodel er skitseret i bilag Praktiske oplysninger. Som metodemæssig forberedelse til den senere udarbejdelse af specialeopgave på FAK har gruppen lagt vægt på gennemførelse af processen under udarbejdelsen af områdestudiet. Processen er gennemført efter retningslinier fra bogen Problemorienteret projektarbejde - en værktøjsbog. 4 Generelt har gruppen fungeret tilfredsstillende og konsultation af vejleder har ikke været påkrævet. Udarbejdelse af redegørelser og analyser er fordelt som følger: KN S. Ulrich: Den historiske og den udenrigspolitiske faktor. KN M. Veirum: Den fysisk-geografiske-, den kommunikationsmæssige, den militære og den økonomisk-videnskabelige faktor. KL H.A. Evers: Den sociologiske- og indenrigspolitiske faktor. Øvrige afsnit i områdestudiet er udarbejdet i fællesskab Kilder. Til udarbejdelse af studiet er der som kildemateriale primært anvendt kilder fra Internettet, idet gruppen har vurderet, at dette ville give de mest tidssvarende oplysninger om landets sikkerhedspolitiske faktorer. Gruppen har gennem kritisk stillingtagen til de mange informationer på Internettet og til de øvrige anvendte kilder foretaget en selektiv afvejning af de enkelte kilders troværdighed. Kildeindhentningen er afsluttet den 1. oktober Af Problemorienteret projektarbejde - en værktøjsbog Poul Bitsch Olsen og Kaare Pedersen kap 6 og 7. 7

8 2. DEN HISTORISKE FAKTOR Historie Egyptens nyere historie defineres som perioden fra 1. verdenskrig til i dag. Perioden før fremgår af bilag 2. Den britiske besættelse af Egypten blev formaliseret i 1914, da landet blev gjort til britisk protektorat, og på trods af at Egypten blev erklæret selvstændigt i 1922, var der i realiteten fortsat tale om britisk besættelse. Briternes hårde fremfærd lagde grunden til oprettelsen af et nationalistisk parti, Wafd. Dette parti opnåede flertal ved det første valg til parlamentet i 1924, og var en betydelig magtfaktor i perioden op til Anden Verdenskrig. Briterne støttede oprettelsen af staten Israel i 1948, og da Egypten tabte den efterfølgende krig mod Israel, blev den underjordiske gruppe, De Frie Officerer, grundlagt. Under ledelse af Gamal Abdel Nasser gennemførte De Frie Officerer et kup i Herefter blev Egypten udråbt til republik, men var reelt et militærdiktatur, der forbød alle partier samt det Muslimske Broderskab. Nasser blev valgt til præsident i Selv om den britiske indflydelse i denne periode var stærkt reduceret i forhold til tidligere, var Egypten stadig stærkt orienteret mod vestlige interesser specielt vedrørende økonomi. Der var i perioden indledt en jordreform for at give folket bedre vilkår, og det storstilede byggeri af Aswandæmningen var påbegyndt. Den efterfølgende nationalisering af Suezkanalen førte til en kortvarig britisk-franskisralesk invasion af Suezområdet. Afslutningen af denne krise var det endelige opgør med britisk og fransk indflydelse i landet og medførte samtidig en kraftig tilnærmelse til Sovjetunionen, der overtog finansieringen af Aswandæmningen og dermed landets spirende industrialisering. Nasser fulgte op med nationalisering af alle fremmede virksomheder i landet, og dette opgør med storkapitalen skærpede modsætningerne mellem Nasser og det egyptiske borgerskab. Nasser blev politisk svækket efter nederlaget til Israel i Seksdageskrigen i Udrensninger i militæret forhindrede ikke demonstrationer for Nassers afgang og demokratiseringer. Nasser døde i 1970 og efterfulgtes af Anwar al-sadat, der ligesom Nasser var medlem af De Frie Officerer. Sadat indførte en permanent forfatning, som øgede retssikkerheden, og indførte i 1978 flerpartisystem i Egypten. Derudover afbrød Sadat det tætte samarbejde med Sovjetunionen og indledte en tilnærmelse til USA. Investeringerne fra USA kom dog kun en lille elite til gode, og det medførte omfattende uroligheder og oprør med flere hundrede dræbte. Freden med Israel i 1979 medførte ligeledes ikke de lovede forbedringer, og den muslimske opposition opnåede stadig stigende støtte i befolkningen. På trods af indførelsen af islamisk lovgivning øgedes spændingerne, og de kulminerede i 1981 hvor Sadat lod 1500 oppositionsfolk, primært muslimer, arrestere. Sadat blev myrdet samme år, og der udbrød voldsomme uroligheder, som blev hårdhændet nedkæmpet af styret. Sadat blev efterfulgt af Hosni Mubarak, og han indledte regeringsperioden med reformer, der bl.a. betød fri presse og debat samt løsladelse af oppositionspolitikere fra fængslerne. Mubarak fastholdt dog et fast greb om magten gennem undtagelsestilstanden, der blev indført efter mordet på Sadat, og som er blevet videreført frem til i dag. I 1989 blev således 2000 muslimske fundamentalister arresteret under Ramadanen, hvilket øgede tilslutningen 5 Dette afsnit er baseret på Udenrigsministeriet, landefakta, Egypten 19. juni 2002, og Lande i lommeformat, samt af

9 til de genopståede islamiske grupper. Dette medførte i løbet af 1990erne adskillige terrorangreb mod såvel sikkerhedsstyrkerne, turister og egyptiske kristne. Regeringens overvældende magtanvendelse for at bekæmpe disse grupper medvirkede til en acceleration af konflikten, som i midten af 1990erne udviklede sig til noget, der lignede borgerkrig. Islamisterne ønskede mindre amerikansk- og mere islamisk indflydelse, og fortsatte sammenstød resulterede i flere dræbte samt mordforsøg på Mubarak. I 1999 blev Mubarak genvalgt for tredje gang Analyse af den historiske faktor. Egypten har en lang oltidshistorie, som den dag i dag placerer landet i en helt speciel rolle som en af forløberne for det moderne samfund. Historien har en væsentlig indflydelse på den egyptiske selvforståelse, og dermed indflydelse på Egyptens ageren på den internationale scene, herunder lederrollen blandt de arabiske lande. Egyptens nyere historie er præget af først forholdet til de vestlige stormagter med kolonisering og besættelse, samt efter anden verdenskrig den anspændte sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten foranlediget af etableringen af den Israelske stat. Storbritanniens barske styre i Egypten har været stærkt medvirkende til såvel den dårlige balance i landets produktionsapparat, samt til etableringen af de militante modstandsbevægelser. Begge dele er forhold, som præger landet negativt den dag i dag i form af dårlig økonomi og interne uroligheder. Den Palæstinensiske konflikt har efter Anden Verdenskrig føjet yderligere et konfliktelement til en i forvejen urolig region. Denne konflikt har dog paradoksalt nok både været med til at fremprovokere flere krige mod Israel, men har samtidig virket som en konflikt alle arabere kunne enes om på trods af de interne uoverensstemmelser. Egyptens historie trækker derfor meget tydelige spor til landets styrker og svagheder i dag. Landets position i Mellemøsten, den dårlige økonomi, de interne uroligheder og konflikterne med naboerne, specielt forholdet til Israel, er alle i større eller mindre grad påvirket af historien eller direkte historisk betingede. 3. DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR Beliggenhed. Egypten er geografisk placeret i den nordøstlige del af det afrikanske kontinent. Mod nord er landet afgrænset af Middelhavet, mod øst af Israel og det Røde hav, mod syd af Sudan og mod vest af Libyen. Egyptens geografi fremgår af bilag Størrelse og form. Egypten har et areal på km 2, hvilket er mere end 23 gange større end Danmark. Egypten har sammenlagt km kystlinie til henholdsvis Middelhavet og det Røde Hav Grænser. Egypten har i alt km landegrænse fordelt med km grænse til Sudan, km til Libyen, 255 km til Israel, og 11 km grænse til Gazastriben. 6 Dette kapitel er baseret på CIA World Fact Book 2001, hvor intet andet er anført. 9

10 3.4. Nøgleområder. Nøgleområder i Egypten er: Sinaihalvøen, som er eneste landlige forbindelse mellem Afrika og Mellemøsten, Suezkanalen, som er hurtigste søvej mellem Middelhavet og det Indiske Ocean og endelig Nilen, Nildalen og Nildeltaet, som er det frodigste område i Egypten Klima og vejr. 7 Klimaet i Egypten er hovedsageligt ørkenklima præget af meget varme og tørre sommermåneder med periodisk tørke. Mest regnfulde måned er december med gennemsnitlig 5mm nedbør Geografiske regioner og fremtrædende terrænelementer. 8 Egypten deles op i fire geografiske regioner: Nildalen og Nildeltaet (her bor mere end 97 % af den egyptiske befolkning 9 ). Nilen, som strækker sig ca. ca km fra nord til syd, er selve livsnerven i Egypten og danner derfor hovedgrundlaget for Egyptens egen fødevareproduktion. Den Libyske ørken, som ligger vest for Nildalen. Den Arabiske Ørken, som strækker sig fra Nilen mod øst til Det Røde Hav. Sinaihalvøen, som er et goldt og meget bjergrigt område, og som via Suezkanalen er geografisk adskilt fra resten af Egypten Analyse af den fysisk-geografiske faktor. Egyptens geografiske placering i det nordlige Afrika på grænsen til det asiatiske kontinent giver landet en særdeles vigtig geostrategisk placering i Mellemøsten. Den egyptiske kontrol af Suezkanalen, og den deraf følgende kontrol af skibsfarten mellem Middelhavet og det Indiske Ocean er ligeledes medvirkede til at forstærke dette forhold. Ørkenklimaet og den dertil hørende sparsommelige regn gør størstedelen af landet ufrugtbart. Dyrkning af afgrøder m.m. er derfor kun mulig i Nildalen og Nildeltaet. Denne begrænsede mulighed for landbrug og fødevareproduktion bevirker, at den egyptiske befolkning ikke er i stand til at brødføde sig selv. Endvidere vil den forventede befolkningsstigning medføre et endnu større behov for kunstvanding og opdyrkning af nuværende ørkenområder, såfremt Egypten skal være i stand til selv at kunne producere fødevarer i tilstrækkelige mængder. 4. DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR 4.1. Transport- og telekommunikationssystemer og deres tilslutning til omverdenen. 10 Vejnettet: Egypten har ca km vejnet med fast belægning. Vejnettet, som primært forbinder de store byer samt forstæderne til Cairo, blev kraftigt udbygget i 1980 erne men er nu i dårlig stand, og mange strækninger trænger til kraftig renovering. 7 Arabnet. 8 Lande i lommeformat Egypten s EIU Contry Profile, Egypt, s Dette kapitel er baseret på CIA World Fact Book 2001, hvor intet andet er anført. 10

11 Jernbanenettet: Der er i alt ca km jernbanespor i Egypten. Jernbanenettet er det ældste i regionen, og også dette trænger kraftigt til en modernisering for at kunne leve op til målet om øget distribution af gods fra Egyptens havne og til de øvrige afrikanske lande 11. Luftfart: Der er i alt 90 lufthavne i Egypten, hvoraf de 69 er med startbaner med fast belægning. Herudover er der 21 mindre lufthavne samt to heliports. Af de største er det dog kun Alexandria og Cairo, der modtager international trafik. Det statsejede luftfartsselskab, Egypt Air, står kun for ca. 25 % af al international flyvning i Egypten dette primært grundet turismen. Havne: Egypten har ni større havne, som geografisk er fordelt med adgang til Middelhavet, Det Røde Hav og Nilen (Lake Nasser). De tre største havne er Alexandria, Port Said og Suez. Den egyptiske handelsflåde er på ca. 181 skibe. Vandveje: De indre vandveje har en total længde på ca km, hvilket primært skyldes Nilen. Herudover tæller naturligvis også Lake Nasser, vandvejen mellem Alexandria og Cairo, kanalerne i Nildeltaet samt Suezkanalen. Det er iværksat et projekt med henblik på at gøre Suezkanalen dybere inden udgangen af år 2010, således at større skibe også kan anvende kanalen. 12 Pipelines: Der er i Egypten km. rørledning til råolie, 596 km. til raffinerede produkter og 460 km. til gas. Telenettet: Der er i Egypten faste telefonlinier og mobiltelefoner (1999). Telenettet har op igennem 1990 erne gennemgået en stor udvidelse og kan i dag betegnes som et moderne telenet. 13 Den egyptiske IT-industri er en af de hurtigst voksende i verden 14. Der er ca internetopkoblinger (2000). Radio og tv: Der er 42 AM stationer og 14 FM stationer (1999). Der skønnes at være ca radioer i landet (1997). Der er 98 TV stationer (1995) og ca TV apparater (1997) Analyse af den kommunikationsmæssige faktor. Med en kraftig befolkningstilvækst i de kommende år, stilles der stadigt stigende krav til landets infrastruktur. Status er, at vejnettet og jernbanerne er nedslidte, hvorfor udbygning og renovering af disse transportnet er stærkt påkrævet. Man kunne måske forestille sig, at den egyptiske handelsflåde ville være i stand til at overtage en del af transport belastningen, men landets geografi og den relativt lille handelsflåde taget i betragtning udelukker denne mulighed. Skal Egypten kunne etablere vilkår for øget transport og distribution af international gods i takt med befolkningstilvæksten, kræver det altså investeringer. Med Egyptens geografiske placering taget i betragtning, vil en sådan investering på sigt 11 EIU Country Profile, Egypt, s EIU Country Profile, Egypt, s Modernisering og udvidelse af det egyptiske telenet er fortsat højt prioriteret af staten (EIU Country Profile, Egypt, s.19.) 14 Antallet af internetforbindelser vokser årligt med ca. 54% (EIU Country Profile, Egypt, s.17.) 11

12 kunne være med til at øge Egyptens andel af den regionale samhandel og således bidrage til styrkelse af Egyptens strategiske position i regionen. Omvendt vil mangel på et tilstrækkeligt transportnet vanskeliggøre samhandlen i regionen, og dermed vil interessen for udenlandske investeringer dale. Mangel på investering vil forstærke Egyptens økonomiske problemer samt mangel på gode sociale forhold som bedre skoler, hospitaler osv. Udbygning af Suezkanalen har til hensigt at øge transportkapaciteten i kanalen, hvilket på sigt vil få indflydelse på den egyptiske handel regionalt såvel som internationalt. At regering har iværksat denne udbygninger af Suez, vidner i høj grad om regerings bevidsthed omkring transportkapacitetsproblemer og behovet for at kunne konkurrere om den tunge søtrafik. Det udbyggede telenet og IT-industrien er faktorer, der tiltrækker investorer og påvirker de egyptiske handelsmuligheder i en positiv retning, men sålænge de øvrige kommunikationsmæssige faktorer halter, opfattes investeringsvilligheden som tvivlsom. Sammenfattende kan den kommunikationsmæssig faktor ikke tilskrives en direkte negativ indvirkning på de sikkerhedspolitiske forhold i landet. På den anden side er der et udækket behov for investeringer i infrastukturen. Investeringer der virker som et led i den kæde af hændelser, der skal til for at forbedre økonomien i Egypten og dermed levevilkårene. På sigt vil den kommunikationsmæssige faktor kunne være med til skabe vilkår, der forbedrer den indre sikkerhedspolitiske udvikling. 5. DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR Befolkningens størrelse og geografiske fordeling. Egyptens befolkning er vokset kraftigt de seneste årtier, og i henhold til CIA 15 er der i dag omkring 69,5 mil indbyggere i Egypten. Hver kvinde i landet føder i gennemsnit over 3 børn, og befolkningstilvæksten, som er opgivet til 1,69 % (Jul 2001), er meget høj. Forsætter denne befolkningstilvækst, forventes befolkningen at vokse til mere end 120 mil indbyggere inden Aldersstrukturen i Egypten viser, at landet har en meget ung befolkning. Børn fra 0-14 år udgør 35 % af befolkningen, og mennesker i den arbejdsdygtige alder fra år udgør 61 %. Arbejdsstyrken opgives til 18.5 mil i maj 2001, hvoraf 5 mil er ansat i den offentlige sektor, 3.5 mil er ansat i den formelle private sektor, og 10 mil er ansat i den uformelle private sektor. Hvert år kommer der flere på arbejdsmarkedet. Den geografiske fordeling af befolkningen er meget koncentreret. 97 % af befolkningen bor stort set på kun 3 % af Egyptens samlede areal i Nildalen og Nildeltaet 16. Antallet af indbyggere/km 2 i disse områder er meget højt (Nildalen 1750 pr km 2 ) Religiøse og etniske grupperinger. Egyptens befolkninger består af 99 % arabere og 1 % blandede grupper af nubiere, berbere og sydeuropæere. Langs den sudanske grænse bor omkring 4 mil sudanere. Islam er den dominerende religion i Egypten. Ifølge optællinger foretaget i er 94,1 % af befolkningen muslimer, og næsten alle tilhører den ene af islams to hovedretninger, 15 CIA Internet Worl Fact Book (26 AUG 2002) s 3/9. 16 Egypten, lande i lommeformat (Udenrigspolitisk Selskab 2000) s The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s

13 Sunni. Den egyptiske form for islam antager forskellige former. På den ene side findes sufisme, den islamiske mystik, og på den anden side findes en række islamiske bevægelser (eks. Det Muslimske Broderskab, Jihad og Jama a Islamiya), som vil bygge staten på islamisk lovgivning 18, sharia. Selvom staten kontrollerer det religiøse liv, er titusinder 19 af nye moskéer vokset frem, drevet af frivillige grupper, som er kritisk indstillet overfor styret. Disse grupper tager sig af de sociale problemer, i modsætning til de ekstreme islamistiske grupper som Jama a Islamiya og Jihad der i 1990erne drev væbnet terror for at bekæmpe Mubarak-regeringen, som de anser for Gudløs. De sidste 5,9 % af befolkningen er overvejende koptisk kristne, men græsk ortodokse, romersk katolske og protestantiske samt jødiske menigheder findes også i landet Sundhed. Størstedelen af det egyptiske sundhedsvæsen styres af staten, og egypterne har en forfatningssikret ret til gratis lægehjælp. Alle byer er tilknyttet en eller anden form for lægepraksis eller hospital, men alligevel har børnedødeligheden været oppe på 15 % i 1970erne 20. Sundhedskampagner har bragt børnedødeligheden ned, så den var på 4,4 % i 2000, men grundet det stigende befolkningstal rækker sundhedsbudgetterne ikke, og værst går det udover befolkningen i slumkvartererne og landsbyerne. Med baggrund i manglen på sundhedsressourcer har befolkningen mistet tiltroen til det offentlige sundhedssystem, hvorfor over 60 % 21 af alle lægebesøg foregår i den private sektor Levestandard. Med nye mennesker på arbejdsmarkedet hvert år, er det svært at finde arbejde, hvorfor mange arbejder i underbetalte stillinger. Arbejdsløsheden er opgivet til 7,4 % 23 i 1999/2000, men uafhængige kilder gætter på 15-25%. Private job er generelt bedre betalte end offentlige job. Lønstigningerne i 1990erne frem til 2000 har i perioder været mindre end inflationen, men efter et markant fald i inflationen fra 7,2 % i 1996 til 2,7 % i 2000 er den usikre tendens blevet vendt til en positiv lønudvikling. Alligevel er gennemsnitslønnen for en arbejder kun 200 kr. (25 US $) om ugen for 42 timers arbejde. Egypten har udbredt boligmangel navnlig i byområderne, hvilket medfører, at beboelsesgraden i den eksisterende boligmasse er meget høj, og at boligerne nedslides. I henhold til officielle tal, som nok bør betragtes som konservative, så lever % af befolkningen under sulte grænsen (poverty line). Generelt siges levestandarden at være faldende 24. I mangel af offentlig social forsorg er de meget fattige henvist til moskeerne og til almisser Oplysning og uddannelse. Egypten har en høj andel af veluddannede borgere sammenlignet med andre arabiske lande. Der er således 12 stats- og 5 private universiteter, med det islamiske universitet al- Ashar i Cairo som den muslimske verdens vigtigste center for lærdom i centrum. Voksen- 18 Egypten, lande i lommeformat (Udenrigspolitisk Selskab 2000) s Egypten, lande i lommeformat (Udenrigspolitisk Selskab 2000) s The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Report aug 2002 s Markeds Orientering 1995 Egypten (Udenrigsministeriet). 13

14 uddannelsen er i dag veludbygget, og andelen af analfabeter er faldet kraftigt i de seneste år. Næsten alle børn går i skole og gennemfører 5 års grunduddannelse. I 1997 startede 95 % 26 af alle 6 årrige i skolen, og man regner med, at ¾ forsætter i skolen enten 3 eller 6 år mere. Skolerne er dog i en dårlig forfatning, og der mangler både kvalificerede lærere og undervisningsmaterialer. Derfor er der god grobund for det stigende antal islamiske skoler, som etableres af de radikale islamiske grupper Analyse af den sociologiske faktor. Indledningsvis tager analysen udgangspunkt i statistikken for Egyptens befolkningstilvækst. Den viser en voldsom befolkningstilvækst, som skyldes en stor fødselsrate og et forbedret sundhedsvæsen. Forbedringen er sket ved gennemførelse af sundhedskampagner, der bl.a. har nedsat børnedødeligheden med over 10 % siden 1970erne. Den seneste udvikling på sundhedsområdet har ikke været så positiv som tidligere. Staten har ikke haft tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at kunne udbygge sundhedsvæsenet i takt med befolkningsudviklingen. Følgerne af de manglende økonomiske ressourcer i sundhedsvæsenet har bl.a. været stigende anvendelse af private læger og generel mistillid til det offentlige sundhedsvæsen. Uanset en stagneret sundhedsudvikling, ser vi en ungdommelig egyptisk aldersstruktur, hvor tilgangen til arbejdsmarkedet er meget stor i fremtiden. Sammenstiller vi den nuværende arbejdsmarkedstilvækst med den nuværende økonomiske vækst i landet (knap en million nye mennesker på arbejdsmarkedet om året og en lav økonomiske vækst), så må man forudse en negativ udvikling med flere arbejdsløse end de 15 til 25 %, der allerede skønnes at være i landet nu. Omvendt er Egypten altså i besiddelse af et stort potentiale af arbejdskraft. Såfremt arbejdsstyrken bliver yderligere uddannet, og der samtidig tilføres landet investeringsvillig kapital, vil udviklingen måske kunne ændres. Imidlertid anses tilføring af kapital ikke at være lige om hjørnet, idet grundlæggende forudsætninger såsom god infrastruktur ikke er i orden. Selvom regeringen har iværksat omfattende reformer, er den sociale og økonomiske vækst i landet begrænset. Arbejdsmarkedet er i stigende ubalance med lav løn og begrænset købekraft. Tegn på nedgang i en i forvejen meget lav levestandard, hvor befolkningstilvækstens stigende pres på bl.a. boliger, skoler og socialforsorg er med til at skabe et mørkt billede. Samtidig levner det begrænsede beboelses- og opdyrkningsareal i Nildalen og Nildeltaet ikke umiddelbare muligheder for fremtidige investorer, hvorfor udsigterne til vækst og velstand ikke ser for lovende ud. På den anden side er der tegn på, at regering med Mubarak i spidsen, er klar over det sociologiske problem, hvilket fremgår af de initiativer Mubarak har gang i. Eksempler fra de øvrige redegørelser, som fredsforhandling mellem Israel og Palæstina, våbenhvile med de fundamentalistiske muslimer, uddybning af Suezkanalen og udbygning af kunstvandingsarealerne, viser, at der bliver gjort ihærdige forsøg på at skabe nødvendige forudsætninger for investering i landet. Ser vi på uddannelsesområdet, har landet været i en positiv udvikling og er førende i de arabiske lande, men slidte skoler, dårlige lærere og manglende økonomi sår tvivl om, hvorvidt Egypten kan forsætte udviklingen i det offentlige uddannelsesprogram. I befolkningen har tvivlen vist sig ved, at private islamiske skoler opstår og tager over i de fattigste områder. En for regering kedelig skoleudvikling, der styrker de fattigstes tilslutning til Islam. På det intellektuelle niveau er Ashar universitetet i Cairo med sine studerende fra 26 The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s

15 hele den islamiske verden et mægtigt redskab for den voksende islamiske indflydelse på egyptisk politik. For ikke at miste kontrollen med universitetet har regering indført, at præsidenten udnævner lederen, hvilket har lagt en dæmper på de fundamentalistiske muslimske grupper. Tilslutningen til islam er generelt stigende, og fredsaftalen, der er indgået med de fundamentalistiske islamiske grupper i landet, er ikke udtryk for et faldende islamisk aktivitetsniveau. Tværtimod er det muligt at betragte adskillige fredelige islamiske tiltag i storbyernes slumområder og i landdistrikterne. Tiltagene dækker fra bygning af moskeer til deltagelse i socialforsorgen. Private initiativer, der på fredelig vis øger de islamiske gruppers popularitet og forstærker misforholdet mellem regering og de fattigste dele af befolkningen. Sammenfattende om den sociologiske faktor kan man sige, at den kraftige befolkningstilvækst i Egypten forringer levestandarden i en grad, der får den fattige del af befolkningen til at støtte sig mere og mere op ad Islam. Et sikkerhedspolitisk forhold som regering tilsyneladende er bekendt med, og som de arbejder hårdt på at få kontrol med. 6. DEN ØKONOMISK-VIDENSKABELIGE FAKTOR Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer. Den egyptiske fødevareproduktion bygger på de frodige arealer omkring Nilen og i Nildeltaet. Kun ca. 3 % af Egyptens samlede areal er dyrkbart, hvorfor behovet for kunstvanding er relativt stort. Regeringen startede i 1997 et kunstvandingsprojekt (Toshka-projektet) i den sydlige del af landet, som skulle øge fødevareproduktionen. Projektet blev dog langt dyrere end først antaget, hvorfor det samlede dyrkbare areal ikke er blevet så stort som oprindeligt planlagt. 27 Egypten er dog særdeles afhængig af Nilens vand, som er eneste reelle mulighed for at kunne opdyrke de tørre og ufrodige arealer i landet. Landbruget er fortsat Egyptens største beskæftigelsesområde, hvor 28 % af arbejdskraften er beskæftiget. Befolkningstilvæksten bevirker, at Egypten er en af Verdens største importører af fødevare, hvor % af alle importerede varer er fødevarer. 28 Alt i alt importerer Egypten to tredjedele af alle fødevarer, og den egyptiske befolkning er således langt fra i stand til at brødføde sig selv Energiproduktion og ressourcer. På trods af forventningerne om øget olieproduktion efter nye oliefund i 2001 er den egyptiske olieproduktion støt faldende. Dette skyldes primært udtømning af oliefelterne i Suezgolfen. Sammenholdt med et stigende internt forbrug bevirker dette et stigende fald i olieeksporten. 30 Udnyttelse og anvendelse af naturgas er fortsat støt stigende, og regeringen opfordrer generelt til anvendelse af naturgas i industriproduktionen og i kraftværkerne for derved at kunne frigive olieressourcerne til eksport. Naturgasproduktionen andrager ca. 80 % af 27 EIU Country Report Profile 2001, Egypt, s EIU Country Report Profile 2001, Egypt, s The Library of Congress, Congressional Research Service: Egypt-United States Relations March 19, 2002, s EIU Country Report August 2002, Egypt, s

16 Egyptens samlede energiproduktion. De resterende 20 % er fordelt mellem vandkraft (Aswandæmningen), Atomkraft (Cairo) samt en lille procentdel, som er olie- og kulkraft. 31 Egypten har en mindre kulproduktion på Sinaihalvøen. Kulproduktionen anvendes primært til egne elkraftværker, men synes dog ikke rentabel på længere sigt. 32 Produktionen af elkraft via Aswandæmningen er afhængig af vandstrømningen i Nilen, hvorfor perioder med tørke og lavvande i floden har stor indflydelse på denne del af energiproduktionen. Ligeledes er inddæmninger af Nilen i Sudan og Etiopien et udtryk for et stigende behov for udnyttelse af energiressourcerne som følge af stigende befolkningstilvækst i de to lande Råmaterialer til industrien. Egypten har spredte forekomster af jern, fosfat, mangan, guld, zink, bly, kobber, uran m.m. Disse forekomster er dog ikke rentable for regeringen at udvinde, hvorfor der arbejdes på at få solgt koncessionsrettighederne til privatejede selskaber Industriproduktion. Industrisektoren stod for 20 % af Egyptens GDP i 2000/01 og beskæftiger ca. 14 % af arbejdskraften. Andelen af privat ejede virksomheder har gennem 1990 erne været støt stigende og var således i 2001 oppe på 65,5 % af den samlede produktion. Som følge af den stigende privatisering er industrien i dag forholdsvis moderne og fleksibel. Den militære industri har været stigende de sidste par år som følge af produktionsaftaler med USA. Således beskæftiger militærindustrien ca arbejdere Handel. I perioden mellem 2. Verdenskrig og op til begyndelsen af 1970 erne havde Egypten et støt stigende underskud på betalingsbalancen. Sadats åbne politik med dertil hørende øget import medførte, at underskuddet steg drastisk op gennem 1970 erne. Først med de stigende oliepriser og fald i importen i 2000 er det årlige underskud blevet markant minimeret. 35 Hovedeksportvaren er olie, som udgør ca. 50 % af Egyptens samlede eksport. Den anden vigtigste eksportvare er uldvarer (halv- og heltfabrikata tekstilvarer). Indtjeningen fra Suezkanalen er ligeledes en vigtig indtjeningskilde. 36 Turismen er yderligere en vigtig indtægtskilde, som i 1997 led et alvorligt tilbagefald på grund af yderliggående islamiske gruppers angreb mod turister i Luxor. Først i løbet af 2000 er turismen vendt tilbage i samme omfang som før. Terrorangrebene i USA den 11. september 2001 medførte dog igen et fald i turismen, således at indtægterne fra turisterhvervet er faldet med helt op til 50 %. 37 Hovedimporten er primært fødevarer, maskiner, maskinudstyr og køretøjer. Største handelspartnere er USA og EU (primært Italien, Tyskland, England og Frankrig). 31 EIU Country Profile 2001, Egypt, s. 21 & EIU Country Report Profile 2001, Egypt, s EIU Country Report Profile 2001, Egypt, s EIU Country Report Profile 2001, Egypt, s. 39 & EIU Country Report Profile 2001, Egypt, s. 45 & Arabnet 37 Udenrigsministeriet, landefakta, Egypten

17 6.6. Økonomisk struktur. Egypten har den største befolkning og den anden største økonomi i den arabiske verden (efter Saudi Arabien). Den økonomiske struktur er domineret af service sektoren, som står for ca. 50 % af GDP. Heri er såvel turisme som Suezkanalen vigtige faktorer. Landbrugssektorens bidrag til Egyptens GDP er langsomt faldende men står dog stadig for ca. 16 % af GDP. Også industri og minedrift er vigtige (ca. 20 % af GDP), geografisk placeret omkring Nilen og Nildeltaet. Informationssektoren skønnes at andrage ca. 30 % af Egyptens samlede økonomiske aktiviteter. En række aftaler med IMF 38 samt eftergivelse af gæld som følge af Egyptens opbakning af - og deltagelse i koalitionen i Golfkrigen bevirkede, at Egypten op gennem 1990 erne begyndte at få rettet op på den dårlige økonomi, og inflationen blev stærkt begrænset. Omstillingsprocessen til en mere styrket økonomi er dog gået langsommere end først antaget, og omfanget af økonomiske reformer har været mindre, end aftalerne med IMF lagde op til Analyse af den økonomisk-videnskabelige faktor. Et af de store problemer i Egypten er befolkningstilvæksten sammenholdt med den store import af fødevarer. De manglende muligheder for i langt højere grad at være selvforsynende med hensyn til fødevarer er en faktor, der skaber stor afhængighed af samhandelspartnere. Afhængigheden af Nilen som eneste mulighed for at øge arealet af dyrkbart land er stor. Uden Nilens vand vil Egypten ikke være i stand til at udnytte de muligheder for opdyrkning af golde områder, som Nilen giver. Den omfattende udvinding af olie- og gasressourcerne giver Egypten gode muligheder for at tilbyde billig elektricitet til industrien, hvilket igen giver mulighed for en styrkelse af konkurrenceevnen. Den øgede indvinding af naturgas giver endvidere mulighed for en øget eksport af olie, som dog på længere sigt kan falde i omfang henset til udtømning af de nuværende olieområder. Salg af koncessionsrettigheder til privatejede virksomheder til udvinding af mineraler kan ligeledes bidrage positivt til at rette op på den dårlige økonomi. Den stigende privatisering og modernisering af industrisektoren vurderes at være en vigtig faktor for en positiv økonomisk udvikling i Egypten. Befolkningstilvæksten og den deraf følgende stigning i arbejdsstyrken stiller store krav til udvikling af industrisektoren for dels at nedbringe arbejdsløsheden og dels at øge omsætningen for derigennem at stabilisere den egyptiske økonomi. Den militære del af industrien og de dertil hørende produktionsaftaler med USA vurderes at være en vigtig del af denne generelle udvikling af industrien. De stigende økonomiske forskelle i befolkningen vurderes at være medvirkende til at skabe indre politisk ustabilitet og dermed indirekte øget tilslutning til de islamiske grupper. Da indtægterne fra turistindustrien er en vigtig økonomisk faktor, er indre politisk samt regional stabilitet vigtig for at bibeholde denne indtægtskilde. Øget utilfredshed blandt befolkningen samt tilslutning til islamiske grupper har således en negativ indvirkning på fastholdelse af indtægterne fra turistindustrien. Terrorangreb mod turismen og perioder med lave oliepriser har dog besværliggjort effektiv økonomisk stabilitet i landet. Der er således blevet større økonomiske forskelle i befolkningen. 38 Den Internationale Valutafond. 39 Arabnet 17

18 Mubarak har siden tiltrædelsen intensiveret liberaliseringen med henblik på at tiltrække flere udenlandske investeringer til landet, hvilket er af fundamental betydning for Egyptens økonomiske udvikling. Øget tiltrækning af udenlandske firmaer og investorer er dog kraftigt afhængig af den sikkerhedspolitiske stabilitet samt en modernisering og udbygning af infrastrukturen. 7. DEN MILITÆRE FAKTOR Opgaver og koncepter for de væbnede styrker. Frem til sidst i 1970 erne anvendte Egypten hovedsageligt sovjetisk militært materiel med dertil hørende sovjetisk militær doktrin. Egypten begyndte dog omkring 1980 at anskaffe vestligt produceret militært materiel samt at deltage i større øvelsesvirksomhed med USA (Bright Star øvelser). Dette bevirkede, at Egypten op igennem 1980 erne langsomt overgik til at anvende amerikanske/vestlige orienterede doktriner en proces, der først ventes endeligt afsluttet i år Egypten ser i dag sig selv som et alliancefrit, provestligt land, som stiller styrker til rådighed for FN, og som deltog i operationerne i forbindelse med befrielsen af Kuwait i Kommandoforhold og relation til det politiske niveau. De væbnede styrker er inddelt i fire værn: Hæren, søværnet, flyvevåbnet og luftforsvaret. Øverstbefalende for de væbnede styrker er Præsident Mubarak. Direkte under sig har han forsvarsministeren, forsvarschefen samt de enkelte værnschefer Størrelse, organisation og materiel. De væbnede styrker består af ca mand samt ca mand i paramilitære styrker. Ændring af materielstandarder og doktrin har især medført store ændringer for den mand store hær, hvor der nu i modsætning til tidligere i højere grad lægges vægt på kvalitet frem for kvantitet. Evnen til manøvrekrig tillægges stor betydning. I det mand store Flyvevåben er overgangen til vestlig doktrin og materiel nu nær sin afslutning. Flyvevåbnets primære rolle er luftforsvar og sekundært offensive operationer samt støtte til hærenheder. Det mand store søværn har endnu ikke undergået de store forandringer. Trusselsbilledet har dog skiftet fra at fokusere på Israel, til at Søværnet spiller en mere alsidig rolle i primært det Røde Hav. Der indgår mand i luftforsvarsstyrkerne. Heraf formeres 60 luftforsvarsbataljoner, der besidder en blanding af russisk og vestligt materiel Uddannelsesmæssige og logistiske forhold. Egypten indledte i starten af 1980 erne et tæt militært samarbejde med USA. Samarbejdet omfatter fælles militære øvelser Bright Star joint military exercises for landstyrker samt flyvevåben. I 1986 indledtes fælles maritim øvelsesvirksomhed, som sammen med de tilbagevendende Bright Star øvelser er med til at højne det egyptiske militærs uddannelsesog træningsniveau Dette kapitel bygger på Janes Sentinel Security Assessment Armed Forces, Egypt, 16. juni ( hvor intet andet er anført. 41 The Library of Congress, Congressional Research Service: Egypt-United States Relations March 19,

19 Egypten har en værnepligtstid på måneder. Egypten anvender årligt ca. 4,04 mia. US$ til militære udgifter svarende til ca. 4,1 % af GDP. 42 USA har de sidste 15 år ydet militær økonomisk hjælp til Egypten på gennemsnitligt 1,1 mia. US$ årligt. Endvidere yder USA fortsat en ikke ubetydelig militær våbenhjælp til Egypten primært i form af aftaler om delproduktioner af våbenplatforme samt andet militært udstyr. Således er der f.eks. indgået aftale om, at Egypten kan delproducere og samle et større antal M1A1 Abrams kampvogne. Ligeledes har Egypten indgået aftale om at servicere og vedligeholde materiel for amerikanske og NATO styrker Analyse af den militære faktor. Den egyptiske militære kapacitet er fortsat en af regionens største og vurderes således at være en stabiliserende faktor i regionen. Overgangen til en mere vestlig orienteret doktrin samt omstruktureringen af de militære styrker til et mindre men mere mobilt og manøvredygtigt forsvar vurderes at udvikle det egyptiske forsvar i retning mod et mere fleksibelt og mere defensivt orienteret forsvar. Samarbejdet med USA i de fælles øvelsesaktiviteter vurderes ligeledes at være medvirkende til en udvikling af de militære doktriner. For at vedligeholde den militære kapacitet er Egypten dog afhængig af fortsat militær og økonomisk støtte fra USA, såfremt den egyptiske økonomi ikke yderligere skal belastes af udgifter til militæret. Præsidentens kontrol med militæret vurderes at være afgørende for fastholdelse af hans magtposition. Militæret vurderes dermed at være en stabiliserende faktor for Egyptens nuværende situation. 8. DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR Nationale interesser og målsætning. Egypten er den arabiske verdens mest pluralistiske samfund med den åbne dørs politik 44, og de officielle nationale interesser og målsætninger er at bevare landet som en fredelig demokratisk og socialistisk republik trods de indre spændinger i landet National holdning og selvopfattelse. I præsident Mubarak s tale under åbningen af dæmningen Upper Egypt New Delta Projekt (2002) fremgår det, at den officielle selvopfattelse af det egyptiske folk er, at egypterne i dag er et stolt og stort folk, der med dybe rødder i historien har gennemført lange og svære kampe for at overvinde landets mange trængsler Regering og administration. Egyptens officielle navn er Arab Republic of Egypt og ifølge forfatningen fra 1971, der gennemgik en række ændringer i 1980, er Egypten en republik baseret på demokrati og socialisme. Demokratiske friheder og rettigheder er formelt garanterede i grundloven. Is- 42 CIA World Fact Book. 43 The Library of Congress, Congressional Research Service: Egypt-United States Relations March 19, Den åbne dørs politik er indført af Sadat og forsat af Mubarak ikke mindst med reformer på det sociale og økonomiske område. 19

20 lam er statsreligion og den islamiske lovgivning, sharia, udgør grundlaget for landets love. 45 Præsidenten nomineres af parlamentet, og han vælges (ved folkeafstemning uden modkandidat) for 6 år af gangen med mulighed for genvalg. Præsidenten har magt til at udnævne og afskedige regeringer, guvernører, de højeste dommere og officerer. Parlamentet, hvor halvdelen af forsamlingen skal være bønder og arbejdere, er den lovgivende magt. Landet er underlagt undtagelses regler, hvor politiet og de militære domstole er tillagt meget stor magt. Egypternes tradition med ikke at sætte spørgsmål ved magten lever forsat, men Jakob Skovgård 46 forklarer, at egypterne i større og større stil iværksætter lokal lovgivning og fortolker den kontrollerende stats love Politiske partier og interessegrupper. Det National Demokratiske Parti (NDP), der kontrolleres af præsidenten, har været ved magten, siden det blev etableret i 1978 af Sadat. NDP har stort flertal i parlamentet, og partiet kontrollerer de lokale styrer i proviserne, massemedier, fagforeninger og den offentlige sektor 47. Partiet repræsenterer stort set samme elite, som har siddet ved magten siden 1952, og partiet har på det seneste svækket sin egen autoritet på grund af en række korruptionsskandaler 48. Der er 15 kendte oppositionspartier alle uden egentlig indflydelse. Et af partierne, Socialist Labour Party, som sættes i forbindelse med det Muslimske broderskab, er Egyptens eneste legale islamisk orienterede politiske parti, og sammen med den generelle islamiske trend i landet og broderskabets popularitet udgør de en vis udfordring for NDP. De ekstremistiske grupper Islamiya og Jihad er andre islamiske grupper, som op gennem 1990erne har gennemført en lang række terrorhandlinger i deres forsøg på få at indført en islamisk stat i Egypten. Det egyptiske regering svarede igen med massearrestationer, henrettelser og øget kontrol Stabilitet. Den indenrigspolitiske scene har i mange år været domineret af fredelige aktiviteter såvel som voldelige kampe mellem regering og de islamiske grupper. De mest ekstreme organisationer har efter særdeles voldsomme terrorhandlinger sidst i 1990erne indgået våbenhvile med regeringen. 49 Mubarak er blevet genvalgt til præsident for tredje gang i træk. Han har gennem lovgivning, der giver regering magt til at kontrollere ikke statslige organisationer, strammet sit greb om oppositionen i landet Analyse af den indenrigspolitiske faktor. Den indenrigspolitiske analyse tager udgangspunkt i en række misforhold mellem aktørerne på den indenrigspolitiske scene. Præsidenten i Egypten er først og fremmest placeret meget centralistisk. Hans magtposition er sammenlignelig med en diktators i og med, at han udpeger og afskediger regeringen samt alle betydningsfulde embedsmænd. Hans eget parti NDP har klart flertal i parlamentet, hvorfor han også sidder med magten i den lovgivende forsamling. 45 Egypten, lande i lommeformat (Udenrigspolitisk Selskab 2000) s Jakob Skovgård, specialist i Islam, forlæste på Forsvarets specialskole 16 AUG The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s Egypten, lande i lommeformat (Udenrigspolitisk Selskab 2000) s The Economist Intelligence Unit Limited EIU Country Profile 2001 s