Indledning. Indledning 5

Transkript

1 Indledning Jeg har som psykolog i mange år arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser. Det startede med anoreksien og dens mysterier. Derefter kom bulimien med overspisninger, opkastninger, fasteperioder og overspisninger igen og dens gåder. Og derefter mødte jeg så overvægten. Det kan være ja, det er meget svært at forstå, at mennesker kan lade være med at spise. Det er lige så svært at forstå, at mennesker kan spise og så fremkalde opkastninger, så de slipper af med det, de lige har spist. Mange fagfolk har interesseret sig for disse mærkelige fænomener, og hvor forskellige opfattelserne end er af årsager og behandlingsstrategier, så er der efterhånden en ret udbredt forståelse for, at problemerne er af psykologisk art eller i det mindste indeholder væsentlige psykologiske elementer. Men hvordan skal man forstå, at mennesker bliver overvægtige? Hvorfor lader de ikke bare være med at spise for meget? Eksperterne har forsøgt sig med mange svar og givet mange råd. Medierne gør kritikløst deres arbejde med at videregive eksperternes ord og give historierne et ekstra svirp. Man taler om de overvægtige eller de fede, og man taler om dem, som om de er en stor ensartet masse, defineret af fællestrækket: overvægt målt ved BMI. Men hvem er de, disse overvægtige? Jeg forestiller mig, at der er mennesker indeni. Hvad siger de selv? Hvad mener de selv? Jeg vil i denne bog lade nogle overvægtige komme til orde. Ud fra deres ord vil jeg så forsøge at finde frem til forståelser og forklaringer. Nogle af de overvægtige, der har ladet sig interviewe, har Indledning 5

2 meldt sig til nogle af de kurser, der popper op overalt i landet i dag henvendt til overvægtige. Dér har jeg mødt dem. Den gruppe har altså erkendt sig som overvægtige og har ved at melde sig på kurset tilkendegivet over for sig selv, familie, venner og kursussted, at de ønsker en ændring i deres vægt. Andre er overvægtige kvinder, jeg har mødt i forskellige sammenhænge, og som ikke går på kursus for at tabe sig. Enkelte har jeg tidligere haft en terapeutisk kontakt til. Når jeg har bedt om at måtte interviewe, er jeg kun en eneste gang blevet afvist. Alle andre har været interesserede i muligheden for at komme til orde. Afvisningen fik jeg fra en kvinde, der ikke gad bruge tid på at snakke om overvægten. Den havde hun, det vidste hun. Den havde hun levet med i mange år. Den interesserede hende ikke, og hun havde så meget andet i sit liv, som hun brændte for at beskæftige sig med, så det at afsætte et par timer til snak om vægt, syntes hun var ren tidsspilde. Bogen henvender sig til overvægtige, som måske kan kende sig selv i nogle af de overvægtshistorier, der bliver fortalt, eller som netop kan sige, at sådan er det i hvert tilfælde ikke for mig. Den henvender sig også til behandlere og undervisere af alle slags for at give dem et indblik i, hvad nogle overvægtige tænker, føler, og hvordan de kæmper. Måske kan de her møde nogle af de forhindringer, de selv er stødt på undervejs og finde nogle mulige forklaringer på, at det gik, som det gik. Måske kan nogen ad den vej finde andre veje til at møde de overvægtige. Bogen kommer ikke med løsninger. Den bærer også præg af, at jeg ikke er ernæringsekspert eller læge. Min synsvinkel er psykologisk, fordi det nu engang er de øjne, jeg ser verden med, og fordi jeg ser, at den vinkel er næsten totalt fraværende i de måder, overvægtige forsøges hjulpet på. 6 Indledning

3 Tak til de mennesker, der har været villige til at stille sig til skue her med det, der er allersværest for dem i deres liv, nemlig deres overvægt. Tak til socialpædagog Grethe Sørensen, som har lavet mange af interviewene og været til stor inspiration undervejs. Indledning 7

4 Vinkler på vægten Forekomst af fedme i Danmark I dag tales der om en fedmeepidemi i Danmark, hvor fedme defineres som en tilstand, hvor fedtmængden er øget så meget, at der er risiko for, at det påvirker helbredet. Man bruger redskabet Body Mass Index (BMI) til at rubricere vægt. BMI er et udtryk for kroppens massefylde, hvor vægten sættes i relation til højden. Man tager vægten i kilo, fx 60 kg, og dividerer med højden x højden i meter, fx 1,60 m. 60 1,60 x 1,60 = 23,44 BMI en er 23,44. Det betyder, at denne person er normalvægtig, som det ses af tabellen. klassifikation bmi risiko for følgesygdomme Undervægt Normal vægt 18,5 18,5-24,9 Middel Overvægt 25-29,9 Forhøjet Fedme klasse I 30-34,9 Moderat forhøjet Fedme klasse II 35-39,9 Svært forhøjet Fedme klasse III 40 Meget svært forhøjet Ernæringsrådet: Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats, 2003, s Vinkler på overvægten

5 Flere danske undersøgelser tyder på, at antallet af overvægtige og fede er stigende. Statens Institut for Folkesundhed viser, at: 10% mænd over 16 år er svært overvægtige/fede i år % kvinder over 16 år er svært overvægtige/fede i år Der er en stigning på 75% i løbet af 13 år. Disse tal er fremkommet ved, at folk selv har angivet deres vægt, og man ved fra andre undersøgelser, at der er tilbøjelighed til at angive for lavt. Derfor regner man med, at de reelle tal er større. Der tales ikke så meget om forekomst af undervægt, selv om det også kan indebærer en sundhedsrisiko. Samme undersøgelse viser, at: 3,6% mænd mellem 16 og 24 år er undervægtige. 9,4% kvinder mellem 16 og 24 år er undervægtige. Undervægtfrekvensen falder med årene, men stiger så igen i alderdommen, mens overvægthyppigheden stiger, undtagen i alderdommen. Når der ikke tales så meget om undervægt, skyldes det sandsynligvis ikke bare objektive forhold, men også holdningsmæssige. At være undervægtig svarer til idealet. udviklingen i svær overvægt blandt mænd i danmark % med bmi GLOSTRUP-UNDERSØGELSERNE STATENS SIF INSTITUT FOR FOLKESUNDHED ERNÆRINGSRÅDET år Vinkler på overvægten 9

6 udviklingen i svær overvægt blandt kvinder i danmark % med bmi GLOSTRUP-UNDERSØGELSERNE STATENS SIF INSTITUT FOR FOLKESUNDHED ERNÆRINGSRÅDET år Ernæringsrådet: Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats, 2003, s. 19. Udviklingen i fedme i Danmark er baseret på: Glostrup-undersøgelserne: Heitmann BL. Forekomst og udvikling af overvægt og fedme blandt voksne danskere i alderen år. Ugeskr. Læger 1999; 161: Undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed: Kjøller M, Rasmussen NK. Sundhed og sygelighed i Danmark 2000 og udviklingen siden København: Statens Institut for Folkesundhed Ernæringsrådets undersøgelse: Bendixen H, Holst C, Sørensen TIA, Bartels EM, Astrup A. Major increase in prevalence of obesity among young Danish adults. Obesity Research Submitted. Astrup A, Richelsen B, Bendixen H. Alarmerende udvikling i fedmeforekomsten. Ernæringsrådets Nyhedsbrev 2002; 3: 1-2. Skrækvisionen er en fedmeeksplosion fedmeforekomsten kan fordobles i løbet af de næste 30 år % af befolkningen med bmi USA usa ENGLAND england australien AUSTRALIEN MAURITIUS mauritius brasilien BRASILIEN Ernæringsrådet: Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats, 2003, s Vinkler på overvægten

7 At skabe sin identitet Når man skal præsentere sig det kan være til en fest, det kan være på et kursus, hvor man møder en gruppe nye mennesker så har det været forskellige ting ved sig selv og sit liv, man har lagt vægt på gennem årene. Da jeg var ung, lød spørgsmålet ofte: Hvad laver du egentlig? Man var, hvad man lavede. Det var der så diskussioner om dengang. Hvorfor skulle det nu være så vigtigt, hvad man laver? Det må jo handle om, hvem man er, og ikke hvad man laver. Det var måske også, fordi en del kvinder dengang ikke havde deres eget arbejde, udover altså arbejdet med at passe mand og børn, som ikke regnedes for et arbejde, og som mange begyndte at være lidt flove over. Senere kom de år, hvor arbejdsløsheden tog til. Da kunne det også være flovt at indrømme, at man var arbejdsfri eller stod til rådighed, eller hvordan man nu fik det vendt og drejet. Men det var nu stadig arbejde, man spurgte til, når man ville finde ud af, hvem man var sammen med. Så kom der andre ting til, i hvert tilfælde i præsentationsrunderne: Jeg er lægesekretær og har 2 børn. Arbejdet var der stadigvæk, men nu var børnene også blevet identitetsgivende og stuerene nok til at tage med i byen. Næste fase: Jeg er keramiker og single. Jeg er lærer og har (for tiden) ingen kæreste. Jeg er organist og gift med Jan. Engang hørte jeg en modig mand sige. Jeg hedder Knud, er tømrer og har ingen kæreste, men det ville jeg gerne have. Nogle år senere kommer så et nyt emne med: Jeg er 45 år, hedder Bente, er pædagog, bor alene med mine to børn. Det syntes jeg, var meget mærkeligt dengang. Vi sad jo der sammen og kunne se hinanden. Det kan være svært at se, hvad man laver, men alderen, hvorfor nu det? På det tidspunkt dukkede alder op alle vegne. Direktør Jens Frandsen (47) udtaler i den verserende sag følgende. Tallet i parentes er alderen. I vores lille lokale avis er alderen også Vinkler på overvægten 11

8 med, når man søger lejlighed. Kvinde, 42, ikkeryger, søger lejlighed. I vores ungdomsdyrkende tid forestiller jeg mig, at det bedste må være at være 25 eller derunder. Lav alder opleves i sig selv som en kvalitet. Høj alder ikke. Jeg ved bare ikke, om 42 år er meget eller lidt. Hvilken fordel der er ved en lejer på 42 frem for en på 62 eller en på 25. Hvad bliver det næste, man skal præsentere sig med, har jeg tænkt. Hvis man skal følge op på tidens trends, kunne jeg da forestille mig, at runder fremover kunne komme til at hedde: Jeg hedder Pia; 27 år, arbejder som stewardesse, har 2 børn, er gift med Peter på 30 og har en BMI på 18,5. Arbejdet, familietilhørsforholdet, alderen er identitetsgivende. Men det er BMI en også. Alderen har man med sig. Den kan man se på hinanden sådan da. Måske ikke den, der stammer fra dåbsattesten, men den der kommer indefra, som måske er nok så vigtig. BMI en, den kan man i hvert tilfælde se. Men synligheden skulle ikke være en forhindring for den form for præsentation. Kroppen er blevet vores varemærke. Den er blevet identitetsgiver. Vi bærer den altid med os, og den viser, om vi har styr på den/det hele, eller om vi er slappe, dovne, uden rygrad, sådan som det nu engang er almindeligt at betragte overvægtige. Kampen for den slanke eller den magre linje er hård. Det er flot at have en lav BMI. Det er der prestige i. Men ligesom det kan være flovt at måtte sige: Jeg er arbejdsløs, eller jeg er på overførsel, så må det være flovt at sige: BMI 30. Og man kan ikke engang rigtigt lyve om det. Kun lidt. Selv kvinder i en moden alder, med barnefødslerne bag sig går rundt i cowboybukser størrelse 38 og ligner hverken fugl eller fisk og da slet ikke en moden kvinde. Snarere set med mine øjne en kvinde, der må bruge mange kræfter for at tage sig ud, for at se ud, for at holde fast i den tid, der uigenkaldeligt er forbi, og derfor ikke har kunnet have tid til mere meningsfyldte sysler. 12 Vinkler på overvægten

9 Hvorfor spiser vi egentlig? De fleste af os, der er så heldige at have fri adgang til mad, spiser hver eneste dag. Vi, der spiser hver dag, spiser ofte flere gange om dagen. Hvorfor er det egentlig, vi spiser? Kort og enkelt kunne man jo sige, at hvis man ikke spiser, så dør man, og at uden mad og drikke dur helten ikke. Men midt i vores overflod ser det somme tider ud, som om denne enkle lærdom er glemt. I en tv-serie, hvor man gav gode råd om sundhed, spisning og motion, husker jeg fx, at den sympatiske ekspert viste et stykke spegepølsemad for foden af en trappe. Jeg kender den trappe. Ret stejl og hård at forcere. Den forbinder stranden med skoven uden for Århus. Herligt sted. Og så var det, han sagde, eksperten, at for at forbrænde denne pølsemad, skulle man gå så og så mange gange op og ned ad trappen. Det synes jeg er perverst. Man spiser jo ikke en pølsemad for at forbrænde den på nogle trapper. Man spiser den for at holde det hele i gang. Man spiser sin pølsemad, for at hjertet skal få kræfter til at pumpe blodet ud i hele kroppen, for at musklerne skal kunne arbejde i vejrtrækningen, for at nyrerne får energi til at rense, for at æggestokkene får energi til at modne æg. Pølsemaden skal holde den kropslige mekanik i gang. Det er derfor, vi spiser. Vi spiser den næste pølsemad for at få kræfter til at elske og til at køre ned til købmanden og vaske gardinerne, lufte hunden og bære barnet i seng. Vi spiser, for at vores kroppe kan fungere og gøre deres arbejde, både det basale, der hele tiden skal være gang i, og det ekstra, der bruges, når vi nyser eller flytter os fra sted til sted. Det er da en underlig tankegang, at vi skal gøre noget særligt for at forbrænde denne herlige, økologiske spegepølsemad fra Hanegal. Fra dag ét er vi i stand til at mærke det kropslige ubehag, vi kalder sult. Det fremkalder uro, bevægelse, piv og gråd, og om alt er vel, kommer maden, der dæmper ubehaget. En følelse Vinkler på overvægten 13

10 af lettelse breder sig igennem kroppen. Spændingen er væk. Mæthed. Så kommer trætheden og søvnen. Og derefter kan det hele så begynde forfra. Vi har altså indbygget en kropslig viden, der siger os, hvornår vi skal spise, og hvornår vi skal holde op. Det er ikke den indbyggede mekanisme, der har ernæringsforskernes bevågenhed. Det er ikke den, de kalder på. Det er nærmest, som om de har glemt den. Man taler derimod til og om forstanden. Man beder den om at regne ud, hvor meget kroppen skal have og hvornår. Man taler om at regne kaloriemængden og fedtprocenten ud og sammensætte maden efter ganske bestemte principper. Det er muligt, at det moderne menneske i vidt omfang har glemt den medfødte mekanisme. Men hvordan er det gået så galt, at vi ikke længere er i stand til at høre kroppens signaler og skal tage hovedet i brug i stedet for? Dette hoved, som det er meget godt at have i mange situationer, men som sådan set ikke er særlig vist, og som i hvert tilfælde ikke har forstand på sult og mæthed. Uden at gå i detaljer med det, må man jo nok antage, at vi ødelægger noget for vore børn, når det er så galt fat med mange af os, som det er i dag. Spis op. Når man selv har øst op, må man også spise op. Selv om opdragelsesregimet i dag ikke er så restriktivt som tidligere, er der stadig normer i forbindelse med det at spise, der kan gøre det vanskeligt for et lille menneske at holde fast i, hvad det er, det mærker i sin krop, fordi det ikke er det, vi, de voksne, spørger til og dermed giver børnene feedback på. Vi har gjort os tanker om, hvad de skal spise, og hvor ofte de skal spise. Men der findes ikke nogen spise-pædagogik. Altså nogle pædagogiske overvejelser over, hvilke betingelser det er optimalt at give de små børn, når de skal spise, og hvilke fine, medfødte mekanismer vi som voksne skal passe på ikke at ødelægge. I nogle institutioner får børnene mad, andre steder regner man med, at børnene har madpakker med hjemmefra velvidende, at det har de ikke alle sammen og slet 14 Vinkler på overvægten

11 ikke dem, der heller ikke har fået morgenmad. Og lærere og pædagoger har fx ikke under deres uddannelser været nødt til at diskutere, hvordan børns spisning bedst tilrettelægges, og hvad man skal stille op med de børn, der ikke har mad med. Eller dem, der efter 5. klasse synes, at det ligger langt under deres værdighed at spise frokost. Man har ikke måttet diskutere retningslinjer og grundlæggende principper. Det betyder, at børn i institutioner i dag er udsatte for personalets individuelle og ofte ubevidste normer på et så vigtigt område som det at tage næring til sig. Det er mærkeligt. Der er jo så meget andet, man diskuterer og forholder sig til. Hvorfor så ikke indtagelsen af den livsnødvendige mad? I den børnehave mit barnebarn gik, havde man den regel, at hvis børnene havde spist af en mad, så skulle de spise den op. De behøvede ikke at spise al den mad, der var i madkassen, men altså: Er du begyndt på en mad, skal du spise den op. Men jeg var sulten, da jeg begyndte, og så var jeg mæt, sagde pigen til pædagogen, som ikke lod sig bøje. Og pigen lærte, at det ikke er fornemmelserne i kroppen, der skal lyttes til. Måltidet Hvad enten vi dyrker et kristent liv eller ej, opfatter os som kristne eller ej, så er vi påvirkede af den kristne kultur. Den gennemsiver vores litteratur, vores kunst, vores måde at lave samfund på. Også selv om vi ikke lægger mærke til det. Fra Bibelen har vi hørt fortællingen om den sidste nadver, hvor Jesus den sidste aften inden korsfæstelsen samlede sine disciple og spiste sammen med dem. Derefter fik vi nadveren som et kirkeligt sakramente. Nadveren er religionens billede af måltidet, hvor Herren giver af sig selv, af sit kød og sit blod. Altså af det bedste han har. Vinkler på overvægten 15

12 Når det lille barn bliver født, drager det sit første åndedrag. Det tager livet til sig ved at fylde lungerne med den livgivende luft. Lungerne folder sig ud, helt ud til grænsen, og barnet er begyndt at trække sit vejr. Det bliver det ved med, til det drager sit sidste åndedrag og udånder. Så alt det hele begynder med vejrtrækningen. Derefter kommer så det første måltid. Barnet bliver lagt til brystet og drikker mælken fra moderens bryst. Hun giver barnet af det bedste, hun har. Hun giver af sig selv. Dette urmåltid indeholder netop de næringsstoffer, der sætter det lille barn i stand til at vokse og trives, som det nu er bedst for et lille menneskevæsen, men samtidig med at barnet indtager denne fysiske næring, så mættes det i sjælen. Det modtager psykisk næring. Moderen ser på sit lille barn og frydes over det. Hun smiler til det, snakker med det, vugger det. Barnet mærker moderens varme hud, hører hjerteslaget, som det har kendt i månedsvis. Brystmåltidet mætter barnet i krop og sjæl. Denne første måltidserfaring lejrer sig i barnet. Barnet præges af dette måltid. Det glemmes aldrig. Det fører med sig, at hver gang barnet deltager i et måltid, så venter det at blive mæt over det hele. Altså ikke bare i kroppen, men også i sjælen, eller hvad vi skal kalde det. Når barnet føler sult og græder, kan denne sult sidde i maven, men den kan også sidde i sjælen. Efterhånden som barnet bliver ældre, bliver det bedre i stand til at skelne mellem sultfølelser, så det ved, om det er rugbrød eller knus, det har brug for. Barnet lærer at skelne mellem de to former for sult ved, at moderen bliver god til at skelne sultsignalerne og reagere på dem, efter hvor de kommer fra. Det er altså i det tidlige samspil mellem mor og barn, barnet lærer om sult og mæthed. Men nogle lærer det ikke. Nogle mennesker spiser, selv om sulten ikke sidder i maven, og de bliver ikke mætte. I vores del af verden er det måske slet ikke så almindeligt endda, at vi spiser, fordi vi er sultne i maven og heller ikke, at 16 Vinkler på overvægten

13 vi holder op, når vi bliver mætte, selv om vi har en sikker forvisning om, at der også vil være tilgængelig mad næste gang, vi bliver sultne. Der kan være andre grunde til at spise. Man keder sig, og så spiser man. Man er ulykkelig, bange, stresset, vred. Man må have noget mellem hænderne, når man ser tv. Hvis man ikke ryger eller strikker, så kunne det være chips. Man føler sig tom, og mad og slik er velegnet til at fylde tomheden ud. Nogle spiser og spiser og mættes ikke. Nogle af dem, der spiser meget, har måske aldrig været mætte i deres liv, fordi deres sult har siddet i sjælen, og dér er den aldrig blevet mødt. Der er forskel på at spise og at deltage i eller at nyde et måltid. Det lyder helt gammeldags: at nyde et måltid. Et måltid foregår i et fællesskab, som nadveren og urmåltidet, hvor nogen giver af det bedste, de har, til andre. Der er mange, der siger, at det da ikke er så sært, at vi har overvægtsproblemer i Danmark, fordi man aldrig kan være sammen uden at skulle spise et eller andet. Jeg tror ikke, det har noget med det at gøre. Hvis der kommer en til min dør, vil jeg da altid byde ham/hende indenfor og byde på en øl eller en kop kaffe. Det er erstatning for brystet, barnet i sin tid fik tilbudt. Jeg byder ikke længere af min egen krop, som jeg gjorde til børnene, men jeg byder alligevel af det bedste og stadig kulturelt acceptable når jeg byder på øl eller kaffe. Jeg inviterer indenfor og byder på, hvad huset formår, og giver plads i fællesskabet. Det er ikke det, der giver overvægt. Måske snarere tværtimod. Måltidet er et fællesskab, som ikke deles med hvem som helst. De kongelige har klare regler for, hvem de kan invitere til bords, og i hvilken rækkefølge de skal sidde. Fra bl.a. de islandske sagaer kender vi historier om, hvordan slægter forenes, og krige undgås ved giftermål. Så rider man fra den ene slægtsgård hen til den anden, hvor brylluppet skal stå, og så spiser man sammen i mange dage. Man bliver sammenspist. Dem man spiser sammen med, dem slår man ikke ihjel. At Vinkler på overvægten 17

14 være sammenspist har fået en negativ klang i moderne sprogbrug, men oprindelsen er positiv. Fællesspisning giver fællesskab. Det er godt at have nogen at være sammenspist med. Hells Angels og andre tilsvarende grupper kender til den sammenholdskraft, der ligger i at spise sammen, og bruger den bevidst i udvikling af gruppesammenhold. I den forbindelse kan man sige, at det sammenhold også indebærer ligesom hos de kongelige at der er nogen, man absolut ikke vil dele bord med. Der er dem, og der er de andre. I dag er der mange, der bor alene. De er også alene, når de spiser, og i almindelig forstand kan man så sige, at de ikke deltager i et måltid. Nogle af disse mennesker spiser bare. Men man kan godt nyde et måltid alene i fællesskab med sig selv. Man kan godt tilberede et lækkert måltid til sig selv ved at give noget af sig selv til sig selv. Man kan godt gøre noget ud af måltidet til sig selv. Man kan godt byde sig selv til bords og dække smukt bord til sig selv. Når jeg taler med mennesker med spiseforstyrrelser om det at dele et måltid med sig selv, beder jeg dem i virkeligheden om at være til stede, når de spiser. Det virker ofte meget provokerende. Det kan man da ikke. Man kan dække pænt op, når man får gæster. Man kan gøre noget ud af maden, når man får gæster, men når man bare er alene med sig selv, ja, så er det anderledes. Man skal jo bare have noget i maven. Spise for at overleve. Spise for at kvæle kedsomheden. Spise for at få tiden til at gå. Spise for at dulme smerten. Spise for at fylde tomheden ud. Men så mættes sjælen ikke. Sådan som vi har valgt at organisere vore liv i vore dage, er der mange mennesker, der ikke får mættet deres sjæle ved måltidet, og så bliver de jo aldrig mætte. Måske kan overspisning have noget med det at gøre. Når man spiser alene, skal forberedelserne helst være lige så omhyggelige, som hvis man har en kær gæst ved sit bord. Der skal være hyggeligt. Blomster, lys, eller hvad der gør, at man føler sig velkommen og tilpas. Kan man tillade sig at se 18 Vinkler på overvægten

15 tv, hvis man skal nyde sit måltid? spørger nogle. Man kan tillade sig hvad som helst, som man har det godt med hvis man mærker efter. Selvfølgelig kan man bare lade være med at mærke efter. Være ligeglad med det hele, fordi det er noget, der skal overstås. Man kan sagtens lade være med at mærke, men så er det, at det ikke er godt. Så hvis man inviterer tv-avisværten med til måltidet, gør det klart til det klokkeslæt, han eller hun plejer at tone frem, sætter sig, spiser og nyder det gode selskab med de gode og dårlige nyheder, så kan det være et udmærket ritual for nogle, der ellers spiser alene. Andre vil have mere glæde af at høre noget musik. Når man er alene, har man netop mulighed for at lave lige akkurat de ritualer om måltidet, der giver størst glæde og mulighed for nydelse af måltidet. Af hver eneste lille mundfuld. At være sund Ingen er i tvivl om, at det er godt at være sund. Det er noget, vi gerne vil være, de fleste af os. Der er i hvert tilfælde ikke mange, der vil sige, at de gerne vil være usunde. Men hvad betyder det egentlig, det ord? Hvad er det at være sund og usund? I almindelig daglig tale ser det nærmest ud, som om det at være sund = at være slank. Og slank = at være lykkelig. Man ser også sund ud, når man er solbrændt. Solbrændt og slank på én gang, så må man være lykkelig. Vi bruger ofte ordet sund, og når vi selv bruger det og hører andre sige det, tror vi, at vi ved, hvad det betyder, og at vi er enige om det. Så enkelt er det ikke. WHO definerer sundhed som fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære hos en person og ikke bare fravær af sygdom. Ifølge den definition er sundhed ikke bare noget fysisk, altså måske en slank, tynd eller mager krop, men også noget psykisk. Man skal altså være glad for sin krop for at være sund. Vinkler på overvægten 19

16 Og det kan man være uanset, hvordan den ser ud, selv om det kan være vanskeligt at være glad for og stolt af en krop, der adskiller sig meget fra det stadig snævrere idealbillede af kroppen. Man skal være glad for at mærke den, være bevægelig i den og i sindet. Sundhed indebærer også en social dimension. Isolationen er usund, men denne isolation er lige så usund for den normal- og undervægtige som for den overvægtige. Ifølge denne definition har sundhed intet med vægt at gøre. En anden definition siger, at sundhed er at være i stand til at klare uundgåelige belastninger, som mennesket udsættes for i sit liv: fødsel, ensomhed, sygdom, forandring, død. Ifølge den definition har sundhed heller ikke noget med vægt at gøre. Den taler om den menneskelige personlighed. Om den enkeltes evne til at mestre sit liv i de vanskelige perioder, som alle liv indeholder. Om man er tyk eller tynd, om man spiser det ene eller det andet, spiller ingen rolle, selv om det selvfølgelig spiller en rolle for ens evne til at leve sit liv og komme klogere ud af kriserne, om man har behandlet sin krop respektfuldt og givet den gedigent brændstof at stå igennem med. Denne definition på sundhed kan man have med i tankerne, når man senere i bogen læser interviewene. Vi taler også om at spise sundt og leve sundt. At spise sundt er noget med gulerødder, ingen fedt og for tiden heller ingen hurtige kulhydrater. Men det at spise sundt er ikke entydigt. Det skifter. Det er der i sig selv ikke noget forkert i. Det ligger i naturvidenskabens natur, at den hele tiden forholder sig undersøgende også til sine egne resultater, og derfor hele tiden må kunne ændre og se nyt. Det er der kommet meget godt ud af. Men på dette område, hvor det handler om at spise sundt, er der blandet meget ideologi ind i videnskaben, så meget, at vi ikke længere rigtig kan fæste lid til den. Samtidig formidles undersøgelsesresultater så overfladisk og så sensationelt, at det er vanskeligt at se, hvad der er hvad. Det er også sådan, at det, der er sundt for den ene krop på 20 Vinkler på overvægten

17 ét tidspunkt af livet, ikke nødvendigvis er det for alle andre i andre faser af deres liv. Den magre kost, der siges at være sund for voksne mennesker i dag, er ikke sund for små børn, som skal have rigtig mælk og smør. Det skal heller ikke have fiberholdig kost. Det er deres maver ikke lavet til. Så det med sund kost skal altså spises med et gran salt. For mig er sund mad ikke noget, der kan regnes ud i kalorier og sammensætninger, men noget der smager godt, kan nydes og give netop velvære, det ord, der blev brugt i WHO s definition. Kroppen ved så meget, hvis vi ikke har ødelagt den. Den ved i høj grad, hvad og hvor meget den har brug for. Det skifter fra årstid til årstid. Fra alder til alder. Det skifter fra dag til dag. Det afhænger af så meget, som kun kroppen kan vide. At finde frem til det har at gøre med at spise sundt. Motion er sundt, siger vi. Motion betyder bevægelse. Bevægelse i kroppen giver bevægelse i sindet, og det kan give velvære og dermed være sundt. Vi er jo egentlig designede til at bevæge os. Designet passer ikke så godt til det moderne liv med biler og computere. Men det passer til at være menneske, for det er det lavet til. Når vi dødtrætte kommer hjem fra arbejde og ikke har energi til noget som helst, men lige klarer det allermest nødvendige og så sætter os foran tv og slapper af, så lider vi af en mental træthed. Kuren mod den er en løbetur, gåtur, cykeltur, ridetur. Ud i vejret også eller måske især når det regner. Når kroppen bliver bevæget, giver det energi, indtil en vis grænse. Trætheden, der kommer senere, er af en anden karakter. Kroppen er skabt til bevægelse, og den bevægelse giver velvære og dermed sundhed. Vinkler på overvægten 21

18 Hvorfor lader de ikke bare være? Hvorfor lader de ikke bare være med at spise for meget og forkert? Er det, fordi de ikke ved, hvad der er sundt at spise? Er det, fordi de ikke ved, hvor meget de skal spise og derfor spiser alt for meget? Er det, fordi de godt ved det hele, men bare ikke gider? Er de i bund og grund dumme, dovne og ugidelige? Ved de måske slet ikke af, at de er overvægtige? Når de ser sig selv i spejlet, ser de så noget andet, end det vi ser, når vi ser dem udefra? Ligesom anorektikeren bare med omvendt fortegn. Hun ser en ulækker fed person i spejlet, selv om hun vejer 38 kg. Ser den overvægtige en slank og normalvægtig person derinde i spejlet? Så må nogen vel fortælle dem det. Hvis der er tale om uvidenhed, så må der jo oplysning til. Vi kender den type oplysningskampagner, så nogen må tro på uvidenheden. Seks om dagen, under 30%, pyramidetegninger. Det har man prøvet, men kampagnerne har ikke hjulpet som håbet og måske forventet. Tværtimod kunne man fristes til at sige. Jo mere eksperterne råber op, desto flere overvægtige er der blevet, uden at man dermed kan sige, at der er en årsagssammenhæng den vej rundt. Jeg tror bare, at alle danskere kender sundhedsrådene og ved, hvad der p.t. betragtes som sundt og usundt. P.t. et fordi sundhedsrådene har det med at skifte med tiderne. Fx har mine nu voksne børn stor grund til at bebrejde mig deres barndoms madpakker. De fik nemlig leverpostejmadder, hjemmelavet naturligvis, og ingen chokolademadder. Dengang var det nemlig usundt med sukkermadder og chokolade, som deres klassekammerater fik, og som de naturligvis rasede over, at jeg ikke ville give dem. De byttede sig så til dem i skolen, det er en anden sag. For nylig har Hjemkundskabsforeningen i samarbejde med Ernæringsrådet ladet skolebørn evaluere den madpakke, deres forældre har givet dem med i skole. Leverpostej skulle have dumpe karakter. Den er fed. Chokolademadder er o.k., for 22 Vinkler på overvægten

19 i dag er det nej i går var det fedtet, der var hovedfjenden. Dengang var det sukkeret. Hvad det er i morgen, ved vi ikke, men vi venter med spænding på morgendagens nye råd. Det kunne måske blive noget om portionernes størrelse. Det er mængden, der gør det. Eller det kunne være råd om, hvad man skal spise, når man ikke spiser. Hyggespiseriet. Trøste spiseriet, kedsomhedsspiseriet. Går man sundhedsrådene igennem over tid, vil man se forskellige ideologier, forskellige skurke og helte i maden. Retfærdigvis kunne man sige, at mine børns leverpostejmadder måske alligevel kunne slippe igennem fedtkontrollen i dag. Jeg lavede den jo selv. Jeg tænkte ikke et øjeblik over fedtprocenter. Det gjorde man ikke dengang, og jeg var ikke forud for min tid. Men min leverpostej smagte herligt af lever, og det betyder nok, at dens indhold af fedt og mel og andre fyldstoffer var mindre end kølediskens. Jeg tænkte bare ikke. Jeg vejede ikke. Jeg beregnede ikke. Jeg smagte. Det var sansningen, der var styrende for udviklingen af produktet, altså leverpostejen. Hvis det er rigtigt, at de overvægtige kender sundhedskoden, hvorfor er det så lige, at de ikke gør, hvad der bliver sagt? Det er jo til deres eget bedste. De kan måske ikke tage sig sammen? De har måske ingen rygrad? Sådan må der i hvert tilfælde være nogen, der tænker, for undersøgelser har vist, at af to stillingsansøgere med samme kvalifikationer vælges den slanke frem for den overvægtige. Man har ikke tillid til, at et overvægtigt menneske kan tage sig sammen og blive en god medarbejder, når han/hun ikke engang har tjek på sit eget liv. Det ses jo på figuren. Måske er de bare oprørere. Måske er der bare tale om civil ulydighed. Måske har de klarsynet afsløret tomheden i kulturens massive fokusering på det ydre, det stramme, det perfekte, det ensrettede, det strømlinede, det kontrollerede. Måske siger de nej til at være med på den vogn. Men i så fald er der ikke tale om en egentlig bevægelse, hvis medlemmer støtter hin- Vinkler på overvægten 23

20 anden og udvikler fælles modstand. Det ser snarere ud som nogle små enmandshære, der gemmer sig for fjendernes afslørende blikke i individuelle skyttegrave. Og blikkene er der. De sendes af mange af os, der lever i denne slankhedskultur, og som kan have så svært ved at leve op til alle dens krav. Ikke blot til kroppens stramhed, slankhed og perfektion, men også til kontrol og perfektion, omstillingsparathed, fleksibilitet og samarbejdsvillighed i livet som sådan. Det kan være næsten umuligt at bære, og dér er det så, at de overvægtige kommer til at fungere som syndebukke. Behovet for syndebukke har eksisteret til alle tider i menneskelige sammenhænge. Og der gør de overvægtige en god gerning. De stiller sig til rådighed for vores forargelse og fordømmelse. Og det er den, der tordner ud af mediemaskinerne med ernæringseksperterne som kanonerer. Når jeg/man nu har så svært ved at nå rundt om søen i løb hver morgen, inden børnene skal i skole og børnehave, og inden jeg/man selv skal på arbejde, når jeg/man nu har så svært ved at erstatte øllen med gulerodssaft, kunne han/hun så ikke i det mindste lige tage sig sammen og lade være med at flyde ud over to sæder i bussen eller lade være med at spise is på Strøget lige op i synet på mig. Jeg/vi væmmes. Og det er dejligt at have nogen at væmmes over. Indvandrerne og så de overvægtige. Hvad kan det mon være, der får nogle mennesker til at blive overvægtige og på den måde stille sig uden for de kulturelle normer. Jeg tror ikke bare, de er dovne. Jeg tror heller ikke, at de er dummere end vi andre. Jeg vil gerne vide noget om, hvilke tanker nogle af disse overvægtige mennesker gør sig om overvægten og deres liv som overvægtige. Der må være et eller andet vigtigt på færde, når man i den grad udsætter sig selv for foragt og fordømmelse. Jeg har prøvet at finde nogle svar gennem interviews. Ganske vist har bl.a. tv været fuld af serier om overvægtige i den sidste tid. Men der har manglet en psykologisk dimension. 24 Vinkler på overvægten