Strafferetlig jurisdiktion i Norden

Transkript

1 Strafferetlig jurisdiktion i Norden af Thomas Elholm 1. Indledning Et træk ved udviklingen af de strafferetlige regler i de senere år er tendensen til, at vi herhjemme vil kunne straffe handlinger, som personer med tilknytning til Danmark begår i udlandet eller udsættes for i udlandet. Herhjemme vil vi f.eks. gerne kunne straffe danske borgere, som begår visse seksualforbrydelser i udlandet også selvom de pågældende forbrydelser ikke er kriminaliserede i det fremmede land. Tidligere anså mange lande og juridiske eksperter den slags for urimelig indblanding i fremmede landes forhold. Mange folkeretseksperter anlægger fortsat det syn. Men ellers er det under opblødning. Der vedtages regler i Danmark i disse år, som udvider danske domstoles muligheder for at behandle straffesager, som har større tilknytning til udlandet. Det drejer sig om de såkaldte strafferetlige jurisdiktionsregler. Hvordan ser det ud i de øvrige nordiske lande? Det er et af de spørgsmål, som en sammenlignende undersøgelse af de nordiske landes jurisdiktionsregler giver svar på. Undersøgelsen er gennemført med deltagelse af en række forskere, som har indgående kendskab til de nordiske landes strafferet. Undersøgelsen har været forankret i det strafferetlige forskningsmiljø på Juridisk Institut, Syddansk Universitet, og har været ledet af min kollega Birgit Feldtmann og mig selv. Det indgår i et af instituttets forskningsmæssige fokusområder, der handler om tværnational myndighedsudøvelse, dvs. spørgsmålet, om et lands myndigheder kan retsforfølge og straffe handlinger begået i et andet land. Spørgsmålet har stigende praktisk betydning. Det samme har spørgsmålet, hvilket land der skal retsforfølge en given handling, hvis flere lande har jurisdiktion. En sammenligning af reglerne i de nordiske lande kan bidrage ikke blot til at påpege ligheder og forskelle, som er interessante for en snæver fagkreds. Den kan også bidrage til at besvare spørgsmål om, hvilke lande der i en given situation har jurisdiktion og hvorfor. Det kan måske endog give et grundlag for at løse eventuelle jurisdiktionskonflikter. Det er således et både juridisk og praktisk interessant emne. Forskningsprojektet munder i løbet af kort tid ud i en dobbeltpublikation, nemlig en bog på engelsk og en på tysk med identisk indhold. Publikationen 1

2 indeholder for det første en gennemgang af hvert af de nordiske landes jurisdiktionsregler. Derudover indeholder publikationen en oversættelse af hvert lands jurisdiktionsregler. Stoffet er systematiseret på en måde, som gør det let at sammenligne reglerne på tværs af landene. Det kan være gavnligt både for forskere, som skal skrive om jurisdiktion, og for praktikeren, som har behov for at vide, hvordan jurisdiktionsreglerne forholder sig til hinanden i en konkret sag. For det andet indeholder publikationen en afsluttende artikel, hvor nogle hovedtræk ved de nordiske landes jurisdiktionsregler påpeges og drøftes. Det er eksempler fra denne afsluttende artikel, som formidles i det følgende. 2. Hvorfor sammenligne de nordiske lande? Man kan spørge, hvorfor det netop er relevant at sammenligne de nordiske landes jurisdiktionsregler? Det er faktisk ofte det første spørgsmål, man stiller sig, når man arbejder med komparativ retsvidenskab. Island og Norge var dele af Danmark i århundreder, Finland var del af Sverige, Sverige og Norge var i unionsforbund i næsten hundrede år. De nordiske lande deler endvidere landegrænser og sprog. Selv om der er store forskelle mellem de nordiske lande, har de en hel del til fælles både historisk og kulturelt. Det gælder fortsat i dag, og det kan spores, ikke blot i straffelovgivningen og i det strafferetlige samarbejde mellem de nordiske lande, men også på andre retsområder f.eks. vedrørende køberet og arveret. Et eksempel på de tætte bånd og det tætte strafferetlige samarbejde mellem de nordiske lande er de fælles nordiske regler om udlevering af mistænkte til retsforfølgning og straffedømte til afsoning mellem landene. Allerede længe før EU vedtog den såkaldte europæiske arrestordre i 2002, som muliggjorde hurtigere og lettere udlevering mellem EU-landene, fandtes en tilsvarende ordning mellem de nordiske lande. Det forlyder endda, at den europæiske arrestordre er inspireret af den nordiske. Det blev ellers anset for problematisk at indføre en sådan udleveringsordning mellem EU-landene, fordi der var store forskelle historisk, kulturelt, strafferetligt og straffeprocessuelt mellem landene. Den mangeårige eksistens af den nordiske ordning markerer således landenes fælles rødder og politiske indstilling. Udlevering er i øvrigt et emne, som ligger tæt op ad jurisdiktion, og som har relevans for jurisdiktionsreglerne. Det tætte lovgivningsmæssige samarbejde mellem de nordiske lande inden for strafferetten ses bl.a. ved Den Nordiske Strafferetskomité, som blev etableret i 1960 af fire nordiske justitsministre (Island kom til tre år senere). Komiteen skulle komme med forslag til ny lovgivning, som ville føre til tilnærmelse af strafferetten i de nordiske lande. Komiteen lavede en række rapporter. Den sidste af dem, nr. 1992:17, handler om jurisdiktion. Komiteen giver en række anbefalinger til lovgiverne i de nordiske lande. 2

3 Finland gennemførte i 1996 en omfattende reform af deres strafferet, hvor mange af ændringerne vedrørende jurisdiktion fulgte anbefalingerne fra komiteen. En vis tilslutning til anbefalingerne kan også spores i svenske forarbejder vedrørende en reform af de svenske jurisdiktionsregler (som dog endnu ikke er trådt i kraft, SOU 2002:98). Danmark, derimod, negligerede komiteens anbefalinger i den reform af de danske jurisdiktionsregler, som fandt sted i Norge indtager en mellemposition mellem disse yderpunkter. 3. Nordiske tendenser 3.1. Principper for jurisdiktion Når man ser de fem landerapporter med redegørelserne for hvert af de nordiske landes jurisdiktionsregler og sammenligner dem med strafferetskomiteens rapport 1992:17, træder en række tendenser frem. En af disse er tendensen til at udvide jurisdiktionsreglerne til at omfatte tilfælde, som ikke tidligere har været omfattet af det pågældende lands jurisdiktion. Tendensen kan iagttages ved at se på de principper, som anvendes i lovgivningen vedrørende jurisdiktion. Strafferetlige jurisdiktionsregler i alle lande bygger på en række principper. Fælles for principperne er, at de beskriver en vis tilknytning mellem en given forbrydelse og det land, som evt. har jurisdiktion. Den folkeretlige tankegang er, at hver stat er suveræn. Det betyder for det første, at staten kan regulere og retsforfølge det, som foregår inden for det pågældende lands territorium, og for det andet, at landene som udgangspunkt ikke må blande sig i, hvad der foregår på andre landes territorium. Territoriet er således udgangspunktet for regulering af borgernes forhold. Det gælder også i strafferetlig sammenhæng. Udgangspunktet er det såkaldte territorialprincip. Det betyder, at alle kriminaliserede handlinger begået inden for et bestemt lands territorium, giver jurisdiktionskompetence i det pågældende land. Hertil kommer, at territorialprincippet også omfatter handlinger, som har virkning på det pågældende lands territorium. At basere sine strafferetlige jurisdiktionsregler på territorialprincippet er i tråd med folkeretlige principper om staternes suverænitet om ligestilling og om ikkeindblanding i andre landes forhold. Til territorialprincippet lægges afhængig af de forskellige landes retsregler som oftest en række andre principper, som giver det pågældende land jurisdiktion, selvom en given handling ikke er foretaget på landets territorium. Jo flere principper et land indfører, jo mere vidtgående vil landets jurisdiktionskompetence være. I det følgende beskrives med udgangspunkt i disse principper udvidelsen af jurisdiktionskompetencen i de nordiske lande. 3

4 3.2. Jurisdiktionskompetencen udvides For det første har flere af de nordiske lande udvidet deres jurisdiktion ved at udvide anvendelsen af det såkaldte aktive personalitetsprincip. Ifølge dette princip kan et land tage jurisdiktion i tilfælde, hvor dets statsborgere har begået strafbare handlinger i udlandet. Man kan sige, at det som udgangspunkt udgør en vis form for indblanding i, hvad der foregår på et andet lands territorium. For at det ikke skal stride for radikalt mod det folkeretlige udgangspunkt nævnt ovenfor, knyttes der som regel det krav til anvendelse af princippet, at handlingen skal være strafbar i begge lande, såkaldt dobbelt strafbarhed. Den handling, som udføres af f.eks. en dansk statsborger i et fremmed land, skal således tillige være strafbar i det pågældende fremmede land. Ellers er der ikke jurisdiktion i Danmark. Anvendelsen af det aktive personalitetsprincip er f.eks. i Danmark blevet udvidet ved at udvide kredsen af personer, som anses for tilstrækkeligt tilknyttet til landet til, at de bør være omfattet af det aktive personalitetsprincip. I Danmark blev den allerede relativt brede kreds af personer, dvs. personer med indfødsret eller bosat i den danske stat, i 2008 udvidet til også at omfatte personer med»lignende fast ophold her i landet«. Det omfatter bl.a. studerende på længere studieophold herhjemme og personer, der har ventet gennem længere tid på færdigbehandling af ansøgninger om opholdstilladelse. For det andet har flere af de nordiske lande udvidet deres jurisdiktionskompetence ved at udvide anvendelsen af det såkaldte passive personalitetsprincip. Princippet går ud på, at et land har jurisdiktionskompetence i tilfælde, hvor en forbrydelse er blevet begået over for personer, som tilhører dette land. I modsætning til det aktive personalitetsprincip, der drejer sig om gerningspersonens tilknytning til Danmark, drejer det passive personalitetsprincip sig altså om ofrets tilknytning til Danmark. For at begrænse anvendelsen af princippet, forbindes også dette derfor i mange lande med et krav om dobbelt strafbarhed. Princippet er imidlertid alligevel omstridt i folkeretten, og mange lande anvender ikke princippet, fordi det i endnu højere grad end det aktive personalitetsprincip anses for en indblanding i, hvad der foregår på andre landes territorium. 1 Danmark anvender princippet i visse tilfælde, og har endog i et vist omfang opgivet kravet om dobbelt strafbarhed. Det gælder i situationer, hvor 1 Nogle lande og juriske eksperter afviser princippet som urimeligt, fordi det medfører for stor indblanding i andre landes anliggender. I litteraturen er det endog nogle steder anført, at det passive personalitetsprincip ikke anerkendes i folkeretten som et anknytningspunkt for jurisdiktion, Thilo Marauhn and Sven Simon,»Die völkerrechtlichen Voraussetzungen der Strafgewalt«, in Arndt Sinn (Hg.): Conflicts of jurisdiction in cross-border crime situations. A comparative law study on international criminal law, Universitätsverlag Osnabrück, 2012, s , s

5 både gerningsperson og offer er danske statsborgere (eller har anden tilstrækkelig tilknytning til Danmark). Af forarbejderne til denne lovændring fremgår, at Jurisdiktionsudvalget, der har lavet lovudkastet til de nye regler, ikke kan udelukke, at anvendelse af det passive personalitetsprincip vil kunne stride mod folkeretlige principper:»i lyset af ovenstående kan det ikke udelukkes, at der ekstraordinært kan opstå situationer, hvor anvendelse af det passive personalprincip i forhold til handlinger, der finder sted ikke blot uden for folkeretligt anerkendt område, men også på en anden stats territorium, vil kunne være vanskeligt foreneligt med folkeretlige principper.«2 De nye danske regler er blevet kritiseret af folkeretseksperter. 3 I Sverige har udvidelser af det passive personalitetsprincip været foreslået i forbindelse med 2002-reformen. Reformen lægger dog ikke op til at opgive kravet om dobbelt strafbarhed. I Norge har det passive personalitetsprincip ikke været en del af jurisdiktionsreglerne. Beskyttelsen af egne statsborgere i udlandet er derfor blevet anset for utilstrækkelig, og princippet er foreslået indført i den nye norske straffelov, der endnu ikke er trådt i kraft. Der er således en klar udvikling i flere af de nordiske lande, som går i retning af inddragelse af det passive personalitetsprincip. Og det sker altså på trods af, at princippet ikke er ukontroversielt set fra et folkeretligt perspektiv. Ovenfor er nævnt kravet om dobbelt strafbarhed. Det har hidtil været anset for et fundamentalt princip i jurisdiktionssammenhæng. Det går som nævnt ud på, at der alene er jurisdiktion for handlinger foretaget i udlandet, hvis handlingen er strafbar efter begge landes ret. Danmark, Island, Norge og Sverige har opgivet dette krav om dobbelt strafbarhed for en række forbrydelser, herunder vedrørende kvindelig omskæring og visse seksualforbrydelser. Opgivelse af kravet om dobbelt strafbarhed medfører således, at forældre med dansk statsborgerskab eller bosat i Danmark, der får deres pigebarn omskåret i et fremmed land, vil kunne straffes herhjemme, uanset om omskæring er lovligt i det fremmede land. Det betyder også, at personer med tilknytning til Danmark, som har sex med børn under 15 år, kan straffes herhjemme, uanset om den seksuelle lavalder er lavere i det land, hvor de seksuelle handlinger finder sted. En 15-årig dansker, der har sex med en 14-årig i et fremmed land, hvor den seksuelle lavalder er 14 år, kan straffes i Danmark. Man kan måske godt forestille sig, at det fremmede land vil være 2 Betænkning 1488/2007, s Ole Spiermann,»Dansk straffemyndighed i folkeretlig belysning«, U 2007 B, s , s. 222 f. 5

6 noget uforstående over for et sådant strafansvar. Anklagemyndigheden kan dog vælge ikke at rejse tiltale Et ændret syn på jurisdiktion Den ovenfor beskrevne tendens kan karakteriseres som en ændret opfattelse af spørgsmålet om jurisdiktion. Man kan sige, at politikere og juridiske eksperter som udgangspunkt for fastsættelse af jurisdiktionsreglerne før i tiden spurgte: Hvorfor skal et land have jurisdiktion for forhold, som begås på andre landes territorium? Og landene var tidligere generelt tilbageholdende med at blande sig i, hvad der foregik på andre landes territorium. Der syntes at have hersket en generel opfattelse af, at der ikke fandtes tilstrækkeligt gode grunde til at tage jurisdiktion over handlinger, der var begået i udlandet (bortset fra nogle ganske få tilfælde af krigsforbrydelser m.v.). Dette udgangspunkt syntes også at have præget den nordiske strafferetskomité, og de anbefalinger som kom med rapporten 1992:17. Den synes endvidere at være udgangspunktet for en rapport fra Europarådet fra 1990:»The continuing trend unilaterally to enlarge the scope of application of national criminal law, which has also been stimulated by international conventions, seems to further a development which runs counter to the traditional objectives of public international law [ ] It is hoped that this report will make some contribution towards reconsidering this trend.«4 Men disse anbefalinger synes ikke at være blevet fulgt. Politikere og flere juridiske eksperter (herunder eksperterne bag betænkning 1488/2007) følger ikke linjen fra rapporten 1992:17 eller Europarådets rapport fra I stedet synes tankegangen i dag som udgangspunktet at være, at der er mange gode grunde til at tage jurisdiktion i sager, hvor den strafbare handling foretages i udlandet. Der er mange slags forbrydelser, som folk med tilknytning til Danmark ikke må begå i udlandet (uanset om handlingerne er strafbare dér), og danskere skal generelt beskyttes bedre mod handlinger begået uden for Danmark. Udviklingen i Finland er i den sammenhæng bemærkelsesværdig. Finland har med reformen fra 1996 begrænset sin jurisdiktion, bl.a. via øget krav om dobbelt strafbarhed og begrænsning af det passive personalitetsprincip, som før reformen havde en meget vidtgående anvendelse. I dag finder det passive personalitetsprincip kun anvendelse i Finland, hvis kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt, og den pågældende type kriminalitet kan straffes med mere end 6 måneders fængsel. Denne ændring i finsk ret har været motiveret af frygten for, at de tidligere jurisdiktionsregler kunne komme i konflikt 4 Council of Europe, Extraterritorial criminal jurisdiction, European Committee on Crime Problems, Strasbourg 1990, s

7 med andre landes jurisdiktion og suverænitet. Disse hensyn er især interessante i lyset af, at anvendelse af det passive personalitetsprincip generelt anses for at ikke at være helt ukontroversielt og i lyset af, at de mange udvidelser af jurisdiktionskompetencen, f.eks. i Danmark, har været kritiseret af folkeretseksperter. Et interessant spørgsmål er selvfølgelig også, hvorfor mange af de nordiske (og andre lande) i de senere år har udvidet deres jurisdiktionskompetence. Tendensen er, at jurisdiktion ikke længere begrænses til handlinger begået på det pågældende stats territorium (territorialprincippet), men udvides til at gælde for sager med en vis personel tilknytning til staten, enten fordi gerningsperson eller fordi offer har tilknytning til den pågældende stat. Det er måske globaliseringen og den forøgede mobilitet af personer og varer m.v. på tværs af grænser, som har ført til denne udvikling af jurisdiktionsreglerne. Det er blevet lettere for personer at undgå strafansvar ved at bevæge sig fra land til land, og landene vil sikre sig, at kriminalitet ikke kan betale sig. Globaliseringen forklarer imidlertid ikke, hvorfor landene i stigende grad fraviger kravet om dobbelt strafbarhed. Den finske udvikling viser, at der ikke er noget naturstridigt mellem en begrænset jurisdiktion og en globaliseret verden. Måske er udvidelse af jurisdiktionsreglerne derfor snarere et udslag af en ny moralsk tendens end et udslag af et påtrængende praktisk behov. Måske er det retsfølelsen, som i de senere år har fået stigende betydning for udformning af strafferetten. Det lader til, at retsfølelsen fører til udvidelse af jurisdiktionsreglerne, så stadig flere forbrydelser opfattes som så universelle og så forkastelige, at mennesker med tilknytning til vort land skal kunne straffes herhjemme for disse handlinger uanset om det er lovligt i det fremmede land. At den 15-årige pige, der har samleje med en 14-årig dreng i et fremmed land - hvor den seksuelle lavalder er 14 år - skal kunne straffes, når hun kommer hjem til Danmark, er dog svært at forstå. Det er en noget imperialistisk tankegang. Det er også i mange tilfælde vanskeligt at gennemføre en straffesag herhjemme (hvilket måske blot er godt, set fra et folkeretligt perspektiv). Man kan derfor få den tanke, at der er tale om symbollovgivning, hvis primære formål er at markere vore moralske værdier:»judging from the replies to the questionnaire with respect to the quantitative application of various forms of extraterritorial criminal jurisdiction, the legislature in many member states may well have overestimated the»tensile force«(the potential) of their national criminal justice systems. Indeed, one wonders to what extent some of the established forms of extraterritorial criminal jurisdiction have no more than symbolic value.«5 5 Council of Europe, Extraterritorial criminal jurisdiction, European Committee on Crime Problems, Strasbourg 1990, s. 38 f. 7

8 Straffelovgivningens symbolske funktion har i det hele taget vundet større indpas de sidste år i dansk straffelovgivning. Det er en tendens, som i forbindelse med nye strafferegler lader hensynet til signalisering af bestemte moralske opfattelser gå forud for kriminalpræventive hensyn eller bekymringer for straffens skadevirkninger Er jurisdiktionsregler materielle eller processuelle regler? 4.1. De fem landerapporter Et andet interessant træk, som træder frem ved at studere redegørelserne om jurisdiktionsreglerne fra de fem nordiske lande, er, at reglerne kategoriseres forskelligt. Alle de nordiske lande har anbragt jurisdiktionsreglerne i deres straffelov (i Danmark straffelovens almindelig del). Jurisdiktionsreglerne er således anbragt sammen med de øvrige regler vedrørende den materielle strafferet, herunder betingelserne for strafansvaret. Men det kan ikke på nogen måde sluttes heraf, at reglerne betragtes som en del af den materielle strafferet. Som det fremgår nedenfor, betragtes jurisdiktionsreglerne i flere lande som processuelle regler. Det gælder f.eks. i Sverige, hvor placeringen af reglerne i Brottsbalken skyldes den nære forbindelse mellem disse regler og spørgsmålet, hvilke materielle strafferegler, der skal finde anvendelse i en given sag. Der kan altså ikke udledes noget om jurisdiktionsreglernes karakter af denne placering. Det forhold, at jurisdiktionsreglerne i nogle nordiske lande regnes for en del af den materielle strafferet, mens de i andre lande regnes for processuelle regler, er udtryk for forskelligt syn på reglerne. Spørgsmålet er, om det får konsekvenser for retstilstanden, f.eks. ved spørgsmålet, om en sag skal afvises på grund af manglende jurisdiktion (det vil typisk være tilfældet, hvis reglerne opfattes som processuelle), eller om der skal ske frifindelse (hvilket typisk vil være tilfældet, hvis reglerne opfattes som materielle). I det følgende gives først en kort opsummering af, hvordan reglerne kategoriseres i hvert af de nordiske lande. I Danmark synes den dominerende opfattelse blandt strafferetsforskere at være, at jurisdiktionsreglerne skal opfattes som en del af straffeprocessen og altså ikke som en del af den materielle strafferet. 7 Enkelte forfattere har dog givet udtryk for, at reglerne skal opfattes som en kombination af processuel 6 Se nærmere Thomas Elholm,»Rimer signal på kriminal? Om symbol- og signallovgivning i dansk kriminalpolitisk perspektiv«, Festskrift till Per Ole Träskman, Norstedts Juridik, 2011, s Se Vagn Greve m.fl., Kommenteret Straffelov, Alm. Del., 10. udg., København 2013, s. 150 ff.; Vagn Greve, Det strafferetlige ansvar, 2. udg., København, 2004, s. 105 ff.; Betænkning Nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, København 2007, s. 26 f.; Knud Waaben, Strafferettens almindelige del, I. Ansvarslæren, 5. udg., ved Lars Bo Langsted, København 2011, s

9 og materiel strafferet. 8 I straffesager, hvor retten finder, at der ikke foreligger jurisdiktion, sker der i nogle tilfælde afvisning af sagen (hvilket antyder, at reglerne betragtes som processuelle), men i andre tilfælde sker frifindelse, (hvilket antyder, at reglerne betragtes som materiel strafferet og altså en forudsætning for strafskyld). I Finland er den herskende opfattelse (med visse undtagelser), at jurisdiktionsreglerne er en del af den materielle strafferet. Hvis der ikke er jurisdiktion, frifindes den tiltalte; der har ikke fundet en strafbar handling sted. Der er nogle få undtagelser til dette udgangspunkt. 9 I Island gives der i litteraturen ikke klart udtryk for, om reglerne opfattes som processuelle eller materielle, og det er ikke ganske klart, om manglende jurisdiktion fører til frifindelse eller afvisning af en sag. Måden, hvorpå jurisdiktionsreglerne omtales på i litteraturen, synes dog at antyde, at reglerne opfattes som materielle, og at manglende jurisdiktion formentlig bør føre til frifindelse. 10 I Norge er det ligeledes uklart, om jurisdiktionsreglerne tilhører straffeprocessen eller den materielle strafferet. De synes dog hovedsageligt at blive betragtet som materielle regler i litteraturen, og dette synspunkt lader til at være i tråd med den seneste praksis fra norsk højesteret. Ældre højesteretsretspraksis afviger dog herfra. Manglende jurisdiktion fører således i dag til frifindelse og ikke til afvisning af sagen. 11 I Sverige er situationen klar; reglerne betragtes som processuelle. Der er derfor heller ikke tvivl om, at manglende jurisdiktion fører til afvisning af en sag, ikke til frifindelse. 12 Summa summarum: I alle nordiske lande findes jurisdiktionsreglerne i straffeloven. Heraf kan dog ikke sluttes noget om reglernes karakter af materielle eller processuelle regler. Hvis man ser bort fra Sverige (og måske Finland), er det mere eller mindre uklart, om jurisdiktionsreglerne skal betragtes som en del af den materielle strafferet eller som en del af straffeprocessen. Det er i sig selv interessant, at der hersker en sådan usikkerhed; ikke mindst fordi usikkerheden synes at få følger for retspraksis. I nogle lande, 8 Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret, 4. udg., København 2013, s. 303 ff.; Per Ole Träskman,»In dubio, pro Dania«, Några reflexioner över dansk straffrättslig jurisdiktion, in: Thomas Elholm m.fl. (red.), Ikke kun straf, Festskrift til Vagn Greve, København 2008, s (566 ff.). 9 Se nærmere den finske landerapport af Annika Suominen,»Danmark«, i T. Elholm og B. Feldtmann: Jurisdiction in the Nordic Countries, København 2013 (under trykning). 10 Se nærmere den islandske landerapport af Ragnheidur Bragadottir,»Island«, i T. Elholm og B. Feldtmann: Jurisdiction in the Nordic Countries, København 2013 (under trykning). 11 Se nærmere den norske landerapport af Annika Suominen,»Norge«, i T. Elholm og B. Feldtmann: Jurisdiction in the Nordic Countries, København 2013 (under trykning). 12 Se nærmere den svenske landerapport af Karin Cornils,»Sverige«, i T. Elholm og B. Feldtmann: Jurisdiction in the Nordic Countries, København 2013 (under trykning). 9

10 som f.eks. Danmark og Norge, kan der i hvert fald iagttages en uensartet retspraksis vedrørende spørgsmålet, om manglende jurisdiktion fører til frifindelse eller afvisning af en sag. Samlet set synes reglerne dog overvejende at blive betragtet som en del af den materielle strafferet i Island, Finland og Norge, mens den fremherskende holdning i Danmark formentlig er, at reglerne er processuelle. Danmark ligger dermed tættest på Sverige, hvor jurisdiktionsreglerne utvivlsomt er processuelle, og hvor mangel på jurisdiktion utvivlsomt fører til afvisning af sagen Jurisdiktionsregler og legalitetsprincippet Det strafferetlige legalitetsprincip gælder for de materielle strafferetlige regler. Det betyder, at der stilles krav til straffereglernes formulering, der ideelt set skal være klare, præcise og utvetydige. Det strafferetlige legalitetsprincip antages imidlertid ikke at gælde (i hvert fald ikke på samme måde og med samme styrke) for straffeprocessuelle regler. Spørgsmålet er derfor, om det spiller en rolle, hvorvidt et land anser reglerne for processuelle eller materielle. Man kunne forestille sig, at de lande, hvor reglerne betragtes som materielle, var mere opmærksomme på legalitetsprincippets krav. Man kunne også forestille sig, at de til dels brede og upræcise bestemmelser i f.eks. danske jurisdiktionsregler, hvor man overlader til anklagemyndigheden at sørge for, at reglernes anvendelse ikke kommer (for meget) i strid med folkeretten, kunne forklares ved, at reglerne blev anset for processuelle, hvorfor legalitetsprincippet var trængt i baggrunden. 13 Det er svært at udlede noget sikkert svar på disse spørgsmål. Det skyldes ikke mindst, at de fleste lande som regel har strafferegler (særligt i specialstrafferetten), som ikke lever op til idealforestillinger om legalitetsprincippets krav om klarhed og præcision. Der findes således i forvejen mange eksempler på materielle strafferegler, der ideelt set ikke lever fuldt op til legalitetsprincippet. Det er værd at bemærke, at f.eks. et land som Norge, der anser jurisdiktionsreglerne for en del af den materielle strafferet, åbenlyst tilkendegiver, at visse af reglerne er bredt formuleret. 14 På den anden side er det værd at bemærke, at de svenske jurisdiktionsregler og lovforarbejder giver indtryk af, at Sverige tilstræber en høj grad af klarhed og præcision. 13 Reformen af de danske jurisdiktionsregler fra 2008, som altså førte til en markant udvidelse af dansk jurisdiktion ved handlinger begået i udlandet, har som nævnt været kritiseret for at stride mod folkeretlige principper. Ifølge 12 i straffeloven skal jurisdiktionsreglerne fortolkes i lyset af Danmarks folkeretlige forpligtelser. Dermed er grænsedragningen mellem folkeretten og de vidtgående danske regler dog ikke afklaret. Se Vagn Greve m.fl., Kommenteret Straffelov, Alm. Del., 10. udg., København 2013, s. 202 ff. 14 Det nævnes udtrykkeligt i de norske forarbejder til nye jurisdiktionsregler, Ot.prp. nr. 90, , p

11 Samlet set må konklusionen derfor være, at lande, som anser jurisdiktionsreglerne for processuelle (naturligvis) udmærket kan tilstræbe klarhed og præcision, mens lande, der anser reglerne for materielle, udmærket kan finde på at formulere bredere og ikke helt præcise regler. Men den forsvarsadvokat, som vil påberåbe sig legalitetsprincippet, må alt andet lige have det lettere i lande, hvor reglerne betragtes som materielle. Et andet spørgsmål, som hænger sammen med legalitetsprincippet, er muligheden for vedtagelse af regler med tilbagevirkende kraft. Udgangspunktet må være, at i lande, hvor reglerne betragtes som materielle, er tilbagevirkende kraft udelukket, mens jurisdiktionsregler med tilbagevirkende kraft ikke er udelukket i lande, hvor reglerne betragtes som processuelle. Det er interessant, at der i betænkning 1488/2007 om jurisdiktion i Danmark ikke findes overvejelser om dette. Det kan enten betyde, at lovgiver har anset det for unødvendigt, fordi forbuddet mod tilbagevirkende kraft i strl. 3 afskærer sådan anvendelse, eller det kan skyldes, at man ikke har tænkt på det eller ikke inddraget det, fordi man har anset det for processuelle regler og derfor uproblematisk med tilbagevirkende kraft. Hvis sidstnævnte er tilfældet dvs. tilbagevirkende kraft er ikke udelukket er der reelt tale om en udvidet kriminalisering. Før lovændringen i 2006 var det således ikke muligt at straffe en person med dansk statsborgerskab, som begik visse seksuelle handlinger mod børn i udlandet, hvis disse handlinger var lovlige i det pågældende land. 15 I lovforslaget, der er udarbejdet på baggrund af betænkning nr. 1488/2007, har man løst problemet ved at lade forudsigeligheden være afgørende.»det må afgøres efter almindelige principper, i hvilket omfang de foreslåede lovændringer vil kunne anvendes, hvis det pågældende forhold er begået inden lovens ikrafttræden. Det kan bl.a. ikke antages at være i strid med disse principper at anvende en udvidet straffemyndighed i tilfælde, hvor det pågældende forhold var strafbart både i gerningslandet og i Danmark på gerningstidspunktet.«16 Det er for så vidt en rimelig løsning, der tager højde for det afgørende problem ved nykriminaliseringen, nemlig det grundlæggende retsstatslige krav om, at borgerne skal have en rimelig mulighed for at kunne forudsige, hvad der er strafbart og straffrit. Dermed tages højde for borgernes retssikkerhed, legalitetsprincippet og internationale menneskeretlige forpligtelser. Men som det fremgår af citatet ovenfor, står det dog ikke læseren helt klart, 15 Lov nr. 540 af 8. juni 2006, jf. lovforslag nr. 200 af 29. marts 2006, FT 2005/1. 16 Bemærkninger til 8, jf. lovforslag nr. 16 af 28. november 2007, FT 2007/2. Vedtaget som lov nr. 490 af 17. juni

12 hvornår der kan straffes med tilbagevirkende kraft. Og tilbagevirkende kraft er ikke ganske udelukket. 5. Afslutning Jurisdiktionsspørgsmål og jurisdiktionsregler har påkaldt sig stadig større opmærksomhed de seneste år, både fra forskere og politikere. Det skyldes givetvis globaliseringstendensen og den moderne teknologi. Mennesker bevæger sig i stigende omfang på tværs af grænser og handlinger på internettet får potentielt set betydning i hele verden. Ovenfor er formidlet nogle af de fund og analyser, som indgår i den nordiske jurisdiktionsundersøgelse. Der findes en række andre interessante aspekter, f.eks. forholdet mellem jurisdiktionsreglerne og moderne internetbaseret kriminalitet, som man kan læse mere om i undersøgelsen. 12