Digital Æstetik Opgave 2. Louise Scheer. Gruppe 4 Decentral En Samfundskritik i Usynlig Udgave. En analyse af Robot Stories

Transkript

1 Opgave 2 Gruppe 4 Decentral En Samfundskritik i Usynlig Udgave En analyse af Robot Stories 1

2 En Samfundskritik i Usynlig Udgave Indledning I århundreder har vi forurenet den eneste planet, vi har, og det er endelig ved at løbe løbsk for os mennesker. Om vi begraver skrald, brænder det eller forsøger at genbruge det, så vil det altid ødelægge miljøet på den ene eller den anden måde. Dae Hong Kim er en sydkoreansk artist, som arbejder indenfor mange forskellige kunstformer og med diverse materialer, deriblandt videoer, 3D, lyd, lys, billeder, performances og robotter. Under Transmediale Festival 2016 i Künstlerhaus Bethanien udstillede han sin seneste udstilling, Robot Stories, der inkluderer værket Zoo/Lab (Eller Laboratory/Zoo ), som er bittesmå robotter dækket af skrald, der strejfer og kravler henover jorden i blinde. Dette er værket, som jeg har valgt at analysere ved at beskrive de centrale karaktertræk, samt diskutere dem i forhold til de relevante problemstillinger, som værket konnoterer til. Jeg vil under analysen af værket inkludere Henrik Kaare Nielsens teori om den projicerende dialog, samt Lev Manovichs fem principper af new media. Zoo/Lab Dae Hong Kims kunst fokuserer på objekter som omringer os i vores hverdagsliv, men som vi ofte ikke lægger mærke til. Som tidligere nævnt inkluderede værket Zoo/Lab små robotter, der i første øjekast lignede små bunker af skrald. De var placeret på gulvet i en stor, lys sal, hvor der også var andre kunstværker, og derved lagde man ikke umiddelbart mærke til, at de var en del af udstillingen de lignede rettere små, hvide plastikposer, der var blevet henlagt i salen. 1 Dette er et af de større fokuspunkter og karaktertræk, som Dae Hong Kim forsøger at promovere: The black plastic bag is an insignificant thing like trash. They do not attract people s attention, so they are not noticed by people but abandoned on the streets. Even if they are visible, they are not noticed. 2 Selv i denne sparsomme kunstsal lægger man ikke sine øjne særligt længe på robotterne. Man løfter hurtigt blikket, indtil det går op for en, at de rent faktisk ikke ligger stille. 1 Billede 1: Still fra Instagram- video: 2 Interview med Dae Hong Kim, s. 1 2

3 Det er først ved nærmere inspektion at det viser sig, at disse skrald- bunker bevæger sig i kravlende bevægelser henover gulvet, tilsyneladende i blinde. De bevægede sig i mekaniske bevægelser 3 og bevægede sig ligeså stille, lignende et hjælpeløst dyr, der ikke kunne komme nogen vegne. Der er en meget fin grænse mellem hvad der virker morsomt og trist. Disse små robotter minder om halv- færdige kreaturer, og selvom de bevæger sig i mekaniske bevægelser ligner de små dyr på grund af de lignende arme og ben, som måske er blevet sårede eller har lav mobilitet. Billede 1 Hvem/hvad er til skue? En af de små robotter fra udstillingen var henlagt i en kvadratisk hvid kasse med lys, og lå derfor mere til skue end de andre. Det var den robot, som museumsgæsterne først lagde mærke til, da den virkede til at være mere en del af udstillingen end de andre robotter, der som sagt lignede små skraldebunker. Robotten sad mere eller mindre stille, og kunne ikke komme ud af lyskassen. Ynkeligt lå den til skue mens iagttageren kan tage billeder af den, diskutere den og undersøge den. Dae Hong Kim forklarer at værket skal repræsentere, hvordan han selv føler sig ubetydelig og lillebitte i et neoliberalistisk og kapitalistisk samfund: I thought it was similar to me, also similar to us in this point, disposed after the usage. 4 De mennesker, som ikke har nogen betydning eller værdi for samfundet er repræsenteret af de små skralderobotter, der ligger henlagt i gaderne, og som ingen reelt lægger mærke til. De er udstødt af samfundet og bliver smidt ud efter brug, ligesom skraldeposerne fuldstændig usynlige. 3 Se Dae Hong Kim Zoo/Lab af Juha van 't Zelfde : 4 Interview med Dae Hong Kim, s. 2 3

4 Robotten i lyskassen skal repræsentere den lille del af de mennesker, som ligger lavt i samfundet, og som bliver stillet til skue for resten. Artikler bliver skrevet om dem, en fotograf vinder en pris for et smukt billede af dem, og de bliver diskuteret på de sociale medier men de bliver ikke hjulpet, iagttageren føler samvittighed og tristhed, men handler ikke. Der kan her perspektiveres til de gamle freakshows, hvor mennesker med skavanker og diverse sygdomme, der forandrede deres udseende, blev sat til skue, hvor folk kunne komme og undre sig mod betaling. De blev ofte hånet og mishandlet, men havde i de fleste tilfælde ingen andre steder at tage hen, da de ikke kunne få et normalt arbejde. Den Projicerende Dialog I denne kontekst kan Henrik Kaare Nielsens teori introduceret i Interfacekultur og Æstetisk Erfaringsdannelse, den projicerende dialog 5, inkluderes. Den projicerende dialog forstås som en udvekslingsproces mellem recipient (her iagttager) og artefakt (her kunstværket), som sker, når de mødes første gang. En iagttager har nogle bestemte svage betydningsforventninger, når de interagerer med et nyt værk/artefakt, dannet på baggrund af ens livserfaringer og miljø. Værket svarer herved tilbage og projicerer nye betydninger tilbage til iagttageren, herunder også nye erfaringer. Samtidigt sker der en ny projektion af betydning ind til artefaktet, nemlig den nye og reviderede forventningshorisont fra iagttageren. Værket eksisterer altså ikke kun i sig selv, altså isoleret og uafhængigt, men fungerer i sammenhæng med iagttageren. Derfor er et værk aldrig det samme, da det ændrer sig afhængigt af iagttagerens livserfaringer og forventninger. I denne sammenhæng med Zoo/Lab- værket har iagttageren i denne situation en forventning om, at det bare er skrald der ligger og flyder, og ved på baggrund af livserfaringer, at skrald ikke er værd at bruge længere tid på at undersøge. Da artefaktet taler tilbage til iagttageren i form af bevægelser, ændrer iagttagerens perspektiv sig: det er ikke længere bunker af iturevne skraldeposer, men små dyr, ufærdige væsner og søde, uskyldige robotter. Værket skaber også en konnotation til skrald, miljø og generel forurening. At give noget så ubetydeligt som de ting, vi bevidst smider væk hver dag, liv, ændrer iagttagerens perspektiv ikke kun på værket i sig selv, men også hele ens verdensbillede. Det er et kendt problem, at der efterhånden hober sig så meget skrald op på planeten, at vi ikke længere ved, hvad der skal gøres ved det. Selv afskaffelsesmetoderne er giftige for planeten, og vi bliver dagligt mindet om at sortere sit affald og genbruge. Værket virker derfor ikke bare sjovt og/eller en smule sørgeligt. Iagttageren har formodentlig en livserfaring der indeholder viden om skrald og miljø, og derfor konnoterer værket også dette for dem. Dette kan lede til tristhed eller endda dårlig samvittighed hos iagttageren, og kan give udgangspunkt til at reflektere over sine egne handlinger og ansvar 5 Nielsen, H.K., 2007, s. 7 4

5 Louise Scheer Digital Æstetik Antal anslag: gennem denne provokation. Værket virker herved som en afspejling af det samfund, det befinder sig i, da den er uvelkommen, og minder iagttageren om noget ubehageligt. Robot Stories kan derfor anses som kritisk design, da det provokerer iagttagerne til at tænke dybere over samfundets problemer, og kaster lys over hvor lidt vi egentlig ser os for, når vi mener at noget ikke har nogen betydning. Alt dette hører ind under den projicerende dialog, som præsenteret af Henrik Kaare Nielsen, da iagttageren indgår i en dialog med værket og reflekterer over sine egne valg og går derfra med et nyt erfaringsgrundlag.6 Still fra Juha van 't Zelfdes video7 Manovichs fem principper I bogen The Language of New Media præsenterer den russiske professor Lev Manovich fem principper af new media, som kategoriseres som at værende generelle tendenser i en kultur, der i højere grad bliver mere og mere digitaliseret.8 De fem principper er numerical representation, modularity, automation, variability og transcoding. New media koncentrerer sig om computere og interfaces, samt deres indflydelse på kultur og samfund selvom disse robotter ikke ligefrem har interfaces eller fungerer på 0 ere og 1 ere, hører de stadig ind under moderne teknologi, og produktionen, distributionen og modtagelsen af dette kunstværk er stadig relevant for samfundet. Al new media kan ifølge 6 Nielsen, HK, 2007, s Manovich, L., 2001, s

6 Manovich manipuleres og kontrolleres, hvilket også er tilfældet med robotterne i hvert fald fra kunstnerens side. 1. Numerical Representation Som tidligere nævnt betragter Manovich new media for at værende digital kunst, som kan manipuleres og kontrolleres ved hjælp af algoritmer og matematik. I dette tilfælde kan kun kunstneren manipulere sit eget værk ved at ændre ved robotternes gang, styrke, hastighed og bevægelser. Her findes stadig tal, men de er gemt væk i en black box, hvor det kun er inputtet og outputtet der er synligt for iagttageren uden at de ved, hvad der foregår inde i selve robotten. 2. Modularity Modularity beskriver de forskellige dele, elementer eller materialer, som et kunstværk indenfor new media er opbygget af. Disse er alle selvstændige elementer, som tilsammen skaber noget nyt. I tilfældet med Zoo/Lab har Dae Hong Kim taget en normal ting fra hverdagen, som vi oftest ikke bider mærke i, altså skrald. De mange forskellige komponenter i robotten er skjult for iagttagerens øjne, endnu en black box, og ændringer i robotten kan kun ske ved at skille den ad. 3. Automation Indenfor automation mener Manovich, at kunstværket skal kunne modificeres af iagttagere eller brugere. I dette tilfælde kan robotterne bevæge sig frit indenfor nogle bestemte rammer (salen), og det er ikke tilladt for iagttagerne at røre ved eller flytte på robotterne. Deres bevægelser er automatiske, og de kravler rundt i blinde, men kunstneren har stadig placeret robotterne strategisk, så de ikke umiddelbart ville rende ind i en væg eller kravle ud af salen. Brugerne har altså ingen indflydelse på robotternes gang, men kunstneren har til en hvis grad. 4. Variability Ifølge Manovich skal new media kunne genbruges til forskellige brugere, uden at de føler, at det er genbrugt. En iagttager skal føle sig unik og forstået, men med Zoo/Lab er det kun de følelser, de vækker, som er unikke og personlige. Værket ændrer sig ikke afhængigt af, hvem der observerer det kun tid ændrer ved værket, da robotterne kan have skiftet plads. Mennesker i moderne tider foretrækker individualitet fremfor konformitet, og værket krydser grænsen mellem begge. 5. Transcoding Transcoding er de mange forskellige måder hvorpå kultur og samfund ændrer sig med introduktionen af computeren og teknologi. I tilfældet med det analyserede værk kan flere ting ændre synet på kulturen fra iagttagerens side: samvittigheden om forbrug, metaforen for de mest udsatte i samfundet, samt skyldfølelsen ved synet af hjælpeløshed. 6

7 Konklusion Værket Zoo/Lab fører mange konnotationer, perspektiver og konsekvenser med sig. De mest væsentlige karaktertræk skaber en projicerende dialog med iagttageren, som går derfra med et måske ændret syn på verden, samt nye livserfaringer. Zoo/Lab kan derfor anses som at være kritisk design, da det er ment til at provokere iagttageren til at tage stilling til samfundssituationen. Grænsen mellem hvad der er virkeligt eller ej, om det er små dyr eller robotter, bliver hurtigt visket ud når man iagttager skraldrobotterne. De minder en om noget ynkeligt, noget hjælpeløst, hvilket netop er pointen ifølge Dae Hong Kim: det er hans måde at portrættere de svageste i samfundet på, som noget vi ikke lægger mærke til, selvom det findes lige under vores næser. Det kan samtidigt konkluderes, at Zoo/Lab er old media, der ligger på grænsen til new media, grundet de karakteristika, som robotterne fremfører. Den er hverken det ene eller det andet, men kan stadig analyseres med Manovichs fem principper. 7

8 Litteraturliste Interview with Dae Hong Kim: Chorus of Misaengs, Incomplete Lives Interviewer: Jihoun Lee, Interviewee: Dae Hong Kim. From Webzine of National Museum of Modern and Contemporary Art, Korea, Vol. 84 (2015) Link: Manovich, L. The Language of New Media, 2001, MIT Press Nielsen, H. K., Interfacekultur og Æstetisk Erfaringsdannelse, 2007, Center for Digital- Æstetik Forskning Video: Dae Hong Kim Zoo/Lab af Juha van 't Zelfde Link: 8