Hvordan man skriver videnskabelige artikler LISELOTTE HØJGAARD

Transkript

1 BIBLIOTEK FOR LÆGER. DECEMBER 1997 Hvordan man skriver videnskabelige artikler LISELOTTE HØJGAARD Enkelte synes født med evnen til at skrive videnskabelige artikler, men for de fleste er det en proces, der må læres. Nogle forskere er bedst til at generere ideer, læse litteratur, lave laboratoriearbejde og beregne data. Også for denne gruppe er det godt selv at mestre kunsten at skrive en videnskabelig artikel. Sundhedsvidenskabelige projekter inddrager ofte mange medarbejdere, og der er måske en tendens til, at det er de samme, der skriver manuskripterne. For nye på scenen kan det være forbundet med frygt at sidde med en stor stak hvidt papir og et mål: En færdig artikel. Men sådan behøver det ikke at være. FORSØGSPROTOKOL Et forskningsprojekt begynder med en idé, dernæst en grundig gennemgang af litteraturen og debat i forskergruppen. Herfra udkrystalliseres en hypotese og et ønske om at lave et videnskabeligt projekt, der kan teste hypotesens validitet. Det er nødvendigt at skrive en grundig forsøgsprotokol inden studiet går i gang. Protokollen skal indeholde en udtømmende litteraturgennemgang og en grundig beskrivelse af baggrund og formål for studiet. Protokollen bør også omfatte en detaljeret gennemgang af de patienter og frivillige forsøgspersoner, dyr eller in vitroopstillinger der skal indgå, og desuden de metoder, der skal anvendes i studiet. Med en næsten»kogebogslignende«minutiøs gennemgang af det der skal ske trin for trin. De statistiske metoder, der skal anvendes til at beskrive de data, projektet giver anledning til, gennemtænkes og anføres. Allerede på det tidspunkt er det godt at overveje, hvordan data skal præsenteres, da det tvinger til en meget præcis overvejelse af, hvad det egentlig er, man vil med det påtænkte studie. Etiske overvejelser bør også gennemgås nøje. Under projektets praktiske forløb er det vigtigt, at alle data indsamles korrekt, forsynes med identifikation, dato, initialer etc. Det burde være unødvendigt at indskærpe, at data skal opbevares overskueligt, helst i to eksemplarer. Husk at notere alle apparater, utensilier, katetre og reagenser, der anvendes i studiet: gaskromatografens navn, fabrikant, by og land skal skrives op. Når man sidder i sommerhuset og skal skrive artiklen sammen, er der langt til laboratoriegangen. Efter en vis tid, ofte længere end forventet, er studiets praktiske del færdig. En meget dygtig forskningskollega med let misantropiske træk plejer at anføre, at»nu er halvvejen nået«i projektet.

2 VALG AF TIDSSKRIFT Nu er det tid til at skrive? Nej! Først skal data beregnes og resultaterne sættes op i tabeller, kurveform og figurer. Forskerholdet skal vurdere data, drøfte dem, tænke over dem. Hvad viser data? Be eller afkræftes vores hypoteser? Er det hele kommet med? Hvad mener vi om data i forhold til erfaringerne i litteraturen? Når disse drøftelser er overstået, kan næste fase være, at man på baggrund af emnet og datas kvalitet og en vurdering af hvor meget resultaterne»rykker«i forhold til aktuel viden på området bestemmer, hvilket tidsskrift artiklen skal sendes til. Emnet skal naturligvis passe: En artikel om abdominalkirurgi kan sendes til et gastroenterologisk tidsskrift eller til et kirurgisk tidsskrift, og ikke til et diabetesblad. Det er en fordel at kende det tidsskrift, man påtænker at sende artiklen til, så man har en fornemmelse af, om emne og kvalitetsniveau passer. I rækken af tidsskrifter inden for et emne kan man vælge at sende en artikel til det mest læste/citerede/prestigefyldte (vælg selv efter temperament), men det kan være spild af tid at stile alt for højt, om end der er eksempler på, at arbejder er blevet afvist i et tidsskrift, men antaget ved et andet med højere»impact factor«siden. Det bedste er at bede en erfaren kollega om et godt råd. AT SKRIVE ORIGINALARBEJDER Når det er bestemt, hvilket tidsskrift manuskriptet skal sendes til, skaffer man sig 5 6af de seneste numre af tidsskriftet og tidsskriftets manuskriptvejledning. Det er klogt at finde et par artikler, der ligner den, man selv påtænker at skrive, og dernæst læse dem igennem grundigt for at lære strukturen at kende. Når eksemplerne er læst, manuskriptvejledningen er gennemgået grundigt, den tidligere omhyggeligt udformede forsøgsprotokol er fundet frem og gennemlæst, litteraturgennemgangen er opdateret (hvis studiet har taget så lang tid at nye relevante artikler er dukket op i mellemtiden, og det er oftest tilfældet), når data er tilgængelige i tabel og figurform, og man har tænkt over, hvad det egentlig er, man har frembragt af viden, kommer skrivefasen. En stor stak opslagsbøger bør være lige for hånden: Hvis artiklen er på dansk er en retskrivningsordbog uundværlig (1), hvis artikel eller resume skrives på engelsk er en danskengelsk og en engelskdansk ordbog nødvendig (2, 3). En engelskengelsk ordbog er ofte en stor fordel hvis man leder efter synonymer eller ord, der udtrykker det samme, således at teksten bliver lettere uden alt for mange gentagelser (4). Enkelte eksperter anvender en dansk grammatik (5), og en engelsk grammatik (6). Brug af dansk og engelsk stavekontrol via det anvendte tekstbehandlingsprogram anbefales. Artikler på dansk hjælpes godt af Klinisk Ordbog (7), og på engelsk er Dorland s eller The Merck Manual glimrende alternativer

3 (8, 9). Når de statiske metoder skal beskrives korrekt, og ikke i den slang vi alle bruger til daglig, er Armitage & Berry et godt valg (10). Om selve artikelskrivningen foregår med spidset blyant og en ternet A4blok eller på pc er en temperamentssag. Det ender nok på computeren før eller siden for de fleste, og det er en god idé at lære sig at tænke direkte ved computeren uden omvejen omkring den ternede blok. Men det er naturligvis ingen hindring først at gøre manuskriptet færdigt i kladdeform og dernæst skrive det ind selv, eller om muligt få en sekretær til at assistere. Først skrives en disposition for artiklen (Fig. 1). Oftest en forside først, dernæst abstract eller resume. Hvis artiklen skal sendes til et dansk tidsskrift, skal der oftest være et resume både på dansk og på engelsk. Disse indledende øvelser skal først laves til sidst. Næste punkt er en introduktion med baggrund og formål for artiklen. Dernæst beskrives materiale og metoder, hvor materialet er patienter og forsøgsdyr etc., og metoder er, hvad der er foregået rent praktisk. Dernæst en beskrivelse af statistikken. Herefter kommer resultat afsnittet med tilhørende tabeller og figurer. Diskussionsafsnittet er det næste, og det sted hvor syntesen af de nye egne data sættes i relief over for tidligere viden på området. Efter selve teksten kommer litteraturreferencerne opstillet som i det tidsskrift artiklen tænkes sendt til, og oftest efter yderligere gode råd hentet i manuskriptvejledningen. Dernæst tabeller og figurer og tilhørende figur og tabeltekster. Dispositionen skal naturligvis følge det påtænkte tidsskrifts manuskriptvejledning og nylige artikeleksempler. Disposition for originalartikel 1.Forside. 2.Resume/Abstract (eventuelt både på dansk og engelsk). 3.Introduktion (baggrund for studiet og formål). 4.Materiale/patienter. 5.Metoder, inklusive statistik. 6.Resultater. 7.Diskussion. 8.Litteraturreferencer. 9.Tabeller. 10.Figurer og figurtekster på separat ark. 11.Taksigelser. Fig. 1. Ugeskrift for Lægers manuskriptvejledning opdateres årligt og bringes i årets første nummer, og kan altid rekvireres ved henvendelse til Ugeskriftets redaktion i Domus Medica (11). MATERIALE OG METODER Man kan begynde med artikelskrivningen fra en ende af. Selv foretrækker jeg at skrive afsnittene om materialer og metoder først. Så er man godt inde i projektet igen, og dette afsnit er let at gå til ud fra

4 projektprotokollen. Under studiet har man som ovenfor nævnt omhyggeligt noteret alle nødvendige oplysninger om de apparater, utensilier og droger, der er anvendt. Det får vi brug for her. En underinddeling kan oftest være et afsnit først om de patienter og frivillige forsøgspersoner, dyr eller cellekulturer, der er anvendt. Antal, køn, alder, vægt og andre relevante data anføres. Metodeafsnittet er en»kogebog«, således at en forsker i et fremmed land kan udføre forsøget nøjagtigt magen til ved at læse artiklen. Man kan godt referere til tidligere metodebeskrivelser, men så skal det være samme metode der er anvendt, eller modifikationer skal beskrives nøjagtigt. Det er krukket at skrive»som tidligere beskrevet (reference)«og så fortsætte med 10 siders kogebog, hvor der står nøjagtig det samme som i den reference, man refererer til. Det er ofte noget man gør for at vise, at man selv har lavet det samme engang tidligere, men så behøver man ikke at gentage hele»kogebogen«igen. Efter de enkelte metoder er gennemgået, beskrives forsøgets»design«. Af og til beskrives»design«inden den detaljerede apparaturrelaterede gennemgang, det varierer lidt fra tidsskrift til tidsskrift. Gør som i de udvalgte eksempler i tidligere artikler fra tidsskriftet. Til slut beskrives de statistiske metoder, der er anvendt til evaluering af data. Ikke blot som en opremsning af, hvilke metoder der er anvendt, men også en gennemgang af, hvilke metoder der er anvendt til hvilke data, så man ikke overlader det til læseren at gætte. Signifikansniveau anføres, og referencer til statistisk litteratur, hvis der anvendes andet end helt traditionelle og velkendte metoder. Undervejs ved skrivning af metodeafsnittet er det naturligt at referere til tidligere publicerede artikler, der har evalueret de anvendte metodologier. Ved første gennemskrivning af manuskriptet er det en god idé at skrive den fulde reference med navn og årstal i en parentes, eller det nummer referencen har i referenceprogrammet på computeren. Det introducerer unødige fejl at bruge numre fra begyndelsen. På en liste for sig skrives de litteraturreferencer, som anvendes for hvert afsnit. Man kan så til sidst bygge den færdige referenceliste sammen. RESULTATER Til resultatafsnittet er det vigtigste gode tabeller og figurer. En kort tekst med yderligere data og gennemgang af tabeller og figurer binder artiklen sammen, men det er vigtigt at undgå gentagelser. Det er meget forskelligt fra tidsskrift til tidsskrift, hvor meget tekst og hvor meget tabel og figurmateriale, der anvendes. Se på de tidligere udgaver af tidsskriftet og gør ligeså. Skriv figur og tabeltekster på separate ark nu, hvor det er i frisk erindring. Figurer og tabeller skal være enkle, overskuelige og udformet efter tidsskriftets vanlige skabelon. INTRODUKTION Til introduktionsafsnittet læses baggrund og formål i forsøgsprotokollen igennem, litteraturen opdateres, og afsnittet kan skrives. Begynd eventuelt med en underdisposition for dette afsnit eventuelt med: 1.

5 Introduktion af problemet. 2. Hvad ved man på området. 3. Hvorfor og hvad er spændende. 4. Egen hypotese. 5. Egne metoder. 6. Formål med studiet. Det er vigtigt at formålet er klart og kommer som en følgerigtig slutning på introduktionen. Hvis det stadigvæk er svært, så lav en yderligere underdisposition for hvert punkt delt i underpunkter. Teksten kan så senere bindes sammen. Sproget behøver ikke at være formfuldendt første gang. Det er bedre at få en råkladde ned på papir end at sidde og stirre på de blanke papirer eller den tomme computerskærm. DISKUSSION Når introduktionsafsnittet er færdigt, skrives diskussionen efter samme recept med en disposition og en underdisposition til hvert punkt. Det er vigtigt både at være selvkritisk og»sælge varen«. Det er en svær balance! En farbar vej er: 1. Egne resultater. 2. I forhold til andres. 3. Implikationen af egne resultater i forhold til andres, er det noget der»rykker«? 4. Metodekritik over for egne anvendte metoder. 5. Og over for andres anvendte metoder. 6. Øvrig litteraturgennemgang. 7. Forslag til nye studier. 8. Kort resume på 4 6linier til allersidst, men kun hvis dette vanligt anvendes i tidsskriftet. Igen i dette afsnit anføres litteraturreferencer som dokumentation hver eneste gang et argument bringes til torvs.»peters mener sådan (ref.) det gør Smitter også (ref.), hvorimod Jane s nylige artikel viser det modsatte (ref.)«. FORSIDE Nu kan man godt være bekendt at lave en arbejdsforside efter opskrift i manuskriptvejledningen til tidsskriftet. En arbejdstitel har man fra protokollen, den kan laves om alt efter, hvad data viser med henblik på en bedre tilpasning. Nogle er født optimister, og andre er født pessimister. Et samarbejde i en lidt større forskergruppe kan ofte udjævne ekstremerne. Hvis det er svært med titlen kan det være en god idé at skrive alle de nøgleord der skal med i titlen ned på et blankt stykke papir, og så lege lidt med ordene. Det giver ofte en brugbar arbejdstitel. Valget af ord i titlen er uhyre vigtigt, da det er på disse ord artiklerne indekseres. Ved senere gennemskrivning af manuskriptet kan det initiale forslag forbedres. I engelsk litteratur anvendes ofte titler, der ud over at fortælle, hvad der er gjort i projektet, også løfter lidt af sløret for resultaterne. En titel, en undertitel, en forfatterrække, de afdelinger og institutter arbejdet udgår fra og den korrespondanceansvarlige anføres ofte på forsiden. Kun forfattere, der har taget del i forskningsprojektet og desuden kan tage ansvar for det og for det endelige manuskript, er acceptable forfattere ifølge Vancouverreglerne (12). Det er velkendt, at forfatterbegrebet ikke altid følges (13), og der pågår i øjeblikket en international diskussion omkring forfatterbegrebet. Hvem, der skal/kan være forfatter af en artikel, er erfaringsmæssigt noget, der har medført megen strid, og det er bedst, hvis det er afklaret allerede i protokolfasen. Enhver ændring i forhold til protokollen bør kun diskuteres når alle medlemmer af forskergruppen er til stede, og ændringer i forhold til den oprindelige forsøgsprotokol bør noteres skriftligt.

6 MANUSKRIPTET RETTES TIL Når der foreligger et første udkast af manuskriptet, er det en god idé at anføre dato, initialer og udkastnummer på forsiden, således at de forskellige udgaver af manuskriptet ikke sammenblandes. Efter at manuskriptet er skrevet i råkladde bør det rettes. Stavefejl og meningsforstyrrende fejl rettes, og sproget gøres bedre og mere flydende. Lad være med at sidde længe med en enkelt sætning, der driller. Man kan nu vælge at lade en anden i forskergruppen rette det næste gang, eller man kan lade det ligge i en skuffe i et par dage. Man kan så vende tilbage og se på det med friske øjne. Manuskriptet skal under alle omstændigheder rettes igennem flere gange, hvis ikke man er meget trænet i at skrive artikler. Oftest er det svært at sende et relativt tidligt udkast ud i»stjerneform«, for hvis der er syv, der retter, er det svært at få alle syv kollegers rettelser til at gå op i en højere enhed til næste udgave af manuskriptet. En sådan stjerneformet udsendelse kan bruges ved udgave to eller tre. Jeg synes, det er god idé at lade en enkelt vejleder rette første gang, og dernæst lade det gå frem og tilbage et par gange mellem skribent og vejleder, hvorefter hele gruppen inddrages. Når man ikke har prøvet at skrive artikler før, skal man ikke blive overrasket over at manuskriptet skal rettes så mange gange, at»kvalmegrænsen«nemt overskrides. Det er først tilstrækkeligt godt, når alt står helt klart, sproget er let og ligefremt at læse, og når man siger til sig selv:»hvorfor kunne vi ikke bare skrive sådan første gang?«sprogbrug Artikler til danske tidsskrifter skrives naturligt nok på dansk, og til engelske tidsskrifter på engelsk. Det er en god idé at gå på kursus i»academic writing in English«, hvis man ikke er særlig god til engelsk, da det er en tung vej at skrive det hele på dansk og få det oversat professionelt. Skal man i gang med en forskerkarriere, kan man lige så godt lære at skrive på engelsk først som sidst. Man kan med fordel, også selvom man er god til engelsk, få rettet manuskriptet i den allersidste udgave af en engelskkyndig sprogekspert. Der vil oftest være kolleger, der har kontakt til sådanne. Det er naturligt, at det er afdelingernes og institutternes budgetter, der betaler både sprogrevision og særtryk. Det er vigtigt, at sproget både på dansk og engelsk er så let, flydende og forståeligt som muligt. Man bør specielt undgå indviklede knudrede sætninger og prestigefyldte udtryk. Man anses ikke for klogere af den grund. Af og til ser man den slags anvendt for at skjule et budskab af ringe kvalitet. LITTERATURLISTEN Nu hvor manuskriptets tekst er i orden, rettes litteraturlisten efter tidsskriftets anvisninger, der ofte følger Vancouverreglerne (11, 12). Det er vigtigt at gennemgå litteraturlisten grundigt; det er noget redaktionen ser kritisk på, og i vore dage med computerprogrammer og REFmanager og elektronisk

7 litteraturdatabasesøgning er det ikke vanskeligt. Referencer skal vælges ud fra kvalitet og relevans. De, der er læst og værdsat, tages med. Ikke bare de, der normalt vælges. Det er forkert at referere til en artikel, der refererer til en anden, hvor en metode originalt beskrives. Det skal være den originale metodebeskrivelse der vælges, bl.a. fordi der kan snige sig fejl ind ved en citering af en citering. RESUME Nu hvor artiklen er færdig, skrives evt. resume på dansk og abstract på engelsk, som anbefalet i manuskriptvejledningen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det er abstract et redaktører og bedømmere læser først. Kort, klart og med meddelelsen tydeligt skrevet. Når man bliver rigtig dygtig er der enkelte der kan tage en diktafon, manuskriptvejledningen, protokollen og data, og så diktere den færdige artikel fra ende til anden. Men få når så langt uden at være igennem den ovenfor skitserede læreproces. BREV TIL REDAKTIONEN Når alle forfattere har godkendt manuskriptet inklusive tabeller, figurer og tekster, og alt er stillet op overskueligt og efter tidsskriftets vanlige principper, skrives brev til tidsskriftets redaktør. Gerne med en lille bemærkning om hvorfor artiklen sendes til netop dette blad, og eventuelt med forslag til konsulenter, hvis det er ønsket i manuskriptvejledningen. Når manuskriptet skal sendes ind i tre eksemplarer skal det naturligvis være i tre eksemplarer. Dernæst gennemgås en sidste gang, at alle krav i manuskriptvejledningen er opfyldt. Hvis et manuskript er sjusket og skrevet i uoverensstemmelse med manuskriptvejledningen, vil en af to negative konsulentvurderinger med stor risiko medføre at manuskriptet afvises umiddelbart, omvendt vil et smukt og velordnet manuskript have større chance for en venlig redaktionel behandling. KORRESPONDANCE MED TIDSSKRIFTREDAKTION De færreste oplever at den første artikel ender på forsiden af The Lancet uden rettelser. Ofte får man et brev tilbage fra redaktøren med besked om, at manuskriptet hverken er antaget eller afvist, men kan vurderes igen efter revision. Der vil så oftest være 1-3 konsulentbedømmelser af manuskriptet, der skal bruges som grundlag for revisionen. Betragt dette som positivt. Oftest bliver artiklen bedre, klarere og kortere, når konsulenternes gode råd følges. Artiklen rettes på baggrund af de givne råd, og der skrives et punkt for punktsvar til de enkelte reviewpunkter. Et separat svar til konsulent nr. 1 med svar på spørgsmålene i konsekutiv rækkefølge etc. Skulle review eren have misforstået det hele må man lære at skrive dette på diplomatisk vis i svaret til redaktionen. Efter et par gange frem og tilbage mellem redaktion, konsulenter og forfattere er manuskriptet antaget. En anden mulighed er, at man får artiklen retur med et høfligt nej tak til publikation. Hvis manuskriptet således er blevet afvist, nytter det sjældent at gøre indsigelse; det skal i så fald konfereres med en erfaren kollega.

8 Når manuskriptet er antaget, enten i det første tidsskrift det blev sendt til, eller i et alternativt, vil spaltekorrekturen,»proofreading«, komme efter et stykke tid. Det vil oftest være på fax fra udenlandske tidsskrifter, og med en meget kort tidsfrist på 48 timer eller lignende. Det kan alligevel betale sig at læse arbejdet meget grundigt igennem igen. Det er nu, det gælder, og er der fejl man selv har overset i processen, eller har en ihærdig redaktion indført misforståelser, er det nu, de skal rettes. Husk at bestille særtryk! Der vil ofte sammen med spaltekorrekturen komme et brev, hvor man kan bestille særtryk (reprints). Når man er ung og ny i branchen vil man ofte af beskedenhed holde sig tilbage her, men det er klogt at bestille særtryk af alle de videnskabelige artikler man skriver. Det er vigtigt at holde styr på dem i en mappe, nummereret fra 1og videre, og desuden skrive dem op på publikationslisten til eget curriculum vitae (c.v.) med henblik på fondsansøgninger, stillingsansøgninger etc. OVERSIGTSARTIKLER For oversigtsartikler og kortere»state of the art«eller statusartikler gælder ligeledes, at de stilles op som i det tidsskrift, man påtænker at sende arbejdet til, og efter manuskriptvejledningen. Det er svært at skrive en god oversigtsartikel. Meget sværere end at skrive et originalarbejde, der som ovenfor skitseret følger en temmelig omfattende, men alligevel simpel og gennemskuelig disposition. For at skrive en god oversigtsartikel bør man have stor indsigt i pågældende emne, både for at kunne formidle de vigtige budskaber simpelt, og alligevel rigtigt; men også for at kunne foretage en god og kritisk litteraturgennemgang. Hvis man ikke er erfaren forsker, er det godt at skrive en oversigtsartikel sammen med en mere erfaren kollega, som man kan lære processen af. Det bedste er at bruge nylige oversigtsartikler i det tidsskrift, man påtænker at sende manuskriptet til, som skabelon. KASUISTIKKER Hvor tidligere tiders medicin overvejende byggede på kasuistikker, er det med vore dages evidensbaserede medicin ikke en særlig hyppig artikeltype. De ses dog alligevel både i de store generelle tidsskrifter, British Medical Journal, The Lancet, og New England Journal of Medicine, og også i nationale tidsskrifter som Ugeskrift for Læger, og Tidsskrift for den norske Legeforening. Kasuistikker, der beskriver en enkelt eller få patienters sygehistorie sat i relief i forhold til litteraturen i en ganske kort form, kan have sin berettigelse i følgende tilfælde (14): Det unikke tilfælde med en sygehistorie der repræsenterer et nyt syndrom eller ny sygdom. Det vil de færreste opleve. Sygehistorien med en uventet association mellem to eller flere sygdomme, som måske repræsenterer en tidligere ukendt kausal relation mellem disse sygdomme. Det vil de færreste opleve. Sygehistorien repræsenterer en ny og vigtig variation i forhold til det vanlige forløb af sygdommen. Det kan være vanskeligt at afgøre om en deviation fra dagligdagens opfattelse af en sygdom fortjener publikation. En sygehistorie hvor en uventet udvikling tyder på en ukendt bivirkning af lægemidler eller terapi. Erindringskasuistikken, hvor et meget sjældent tilfælde, der dog er velbeskrevet i litteraturen før, ses så relativt sjældent at det kan være rimeligt at skrive en kasuistik for at erindre læserne om at sygdommen findes.

9 Kasuistikker skrives ofte af yngre for at lære processen med at skrive og sætte en sygehistorie i relation til litteraturen på området. Det er god idé at have en ældre og erfaren vejleder, også med henblik på at bedømme om sygehistorien egner sig til publikation som kasuistik. Først bestemmer man, hvilket tidsskrift kasuistikken skal sendes til, og dernæst finder man 5 6 eksempler på kasuistikker i dette tidsskrift, og desuden tidsskriftets manuskriptvejledning. Sygehistorien eller de sygehistorier, det handler om, skrives sammen, således at de er fuldstændige, og alle relevante oplysninger er med, men skrevet så kort som muligt. Litteraturen omkring sygehistorien gennemgås, både ved at læse i større anerkendte nye lærebøger og ved at lave en litteratursøgning omkring syndromet eller sygdommen. Når litteraturen således er gennemgået, og de vigtigste fx 10 referencer er valgt ud, og man har gennemdrøftet med sin vejleder, hvorfor sygehistorien er interessant og fortjener publikation, kan artiklen skrives. En disposition kan være: en forside med titel, eventuel undertitel, de forfattere der skriver kasuistikken, de afdelinger kasuistikken udgår fra og den korrespondanceansvarlige forfatter. På side 2 kan man have et kort resume, (i Ugeskrift for Læger beder vi kun om et engelsk resume). På side 3 en ganske kort introduktion af emnet: hvilken sygdom drejer det sig om? Dernæst kommer sygehistorien med gennemgang af en patient ad gangen. Hvis der præsenteres mere end 3 4 patienter er det ikke en kasuistik. Efter en kort gennemgang af sygehistorierne kommer på ny side diskussionen, der sætter sygehistorien i relief i forhold til den relevante litteratur. Man kan ved gennemskrivning af diskussionen første gang lave en underdisposition hvor man beskriver 1. Egne fund, 2. Fund i litteraturen, 3. Hvorfor er den aktuelle sygehistorie speciel? 4. Hvad kan vi lære af det? 5. Kunne noget være gjort anderledes? Det er også for kasuistikkerne en god idé at skrive et første udkast relativt hurtigt, rette sproget og fejl i de næste udgaver, og dernæst lade en senior kollega rette det igennem. Litteraturreferencerne skrives i første gennemskrivning med fuldt navn og årstal på referencen eller nummeret i ens egen REFmanager computerprogram. Oftest er det en god idé at skrive sygehistorien først, dernæst introduktion og diskussion. Resumeet skrives til sidst sammen med forsiden. Med hensyn til forfattere er det vigtigt at afklare allerede inden man går i gang, hvem der er forfattere på arbejdet, og det er en god idé at drøfte det med afdelingens chefer. Desuden er det vigtigt at afklare, om der burde være medforfattere fra andre afdelinger, der har lige så stor adkomst til at skrive en sådan kasuistik. Ligesom for originalarbejderne er forfatterbegrebet under anklage, og med hensyn til brug af røntgenbilleder, patologibesvarelser etc. bør den slags aftales skriftligt med de involverede afdelinger og dem, der har beskrevet sådanne undersøgelser. ANDRE ARTIKELTYPER Ledere (i Ugeskrift for Læger»redaktionelt«) i Lancet og BMJ»editorial«er oftest inviterede bidrag skrevet af meget erfarne forfattere, og ved skrivning af sådanne er det en god idé at tage en håndfuld eksempler fra tidsskriftets nylige ledere, så stil og omfang bliver optimalt. Med hensyn til korrespondanceindlæg, kommentarer og øvrige artikler er det samme tilfældet.

10 »SELV FOR KONGER ER DER INGEN GENVEJ TIL MATEMATIKKEN«Det er lidt lettere med artikelskrivning, for med flid kan man lære sig at blive habil, om end ikke elegant. Man kan læse mere i»how to Write and Publish Papers in the Medical Sciences«(14), der er glimrende og underholdende læsning. Det allerbedste er en trofast og ihærdig vejleder, der retter ikke ved selv at skrive men ved at give hjælp til selvhjælp. Liselotte Højgaard Ugeskrift for Læger Summary Liselotte Højgaard: How to write scientific papers. Bibl Læger 1997; 189: A good scientific paper is relevant, of high quality and easy to read. The ingredients are first a thorough research protocol, well kept scientific data files and a relevant and up to date literature survey together with a computer, and, if writing in foreign languages, dictionaries and a grammar book. Based on knowledge and information gathered from senior research colleagues a journal is chosen to which the paper is to be sent, and the manuscript is now written with the instructions to authors from the journal on your right hand side. The writing process is most easily performed by use of a detailed plan of contents with introduction, patients, methods, results, discussion and conclusion. For each section and even for each subsection a similar detailed plan can be made, thereby abolishing fear of writing. Often it is a good idea to start with patients, methods and results, with the results section written after curves and tables have been made. When the first draft of the manuscript is ready, a senior colleague is worth a fortune as mentor, especially if he gives good suggestions instead of writing it all himself, as your first draft is naturally rather stumbling. After the initial corrections all contributors to the manuscript should be involved in the writing process, and only those in accordance with the Vancouver rules should be on the author list. litteratur 1.Axelsen J, Hjorth G, Ingemann T, Vater P. Retskrivningsordbog. København: Nordisk Forlag A/S, Axelsen J, Jones WG. Danskengelsk og Engelskdansk Ordbog. København: Gyldendal, 1995 og Pilegaard M. Medicinsk ordbog, Danskengelsk og Engelskdansk. København: Gad, 1994.

11 4.Hornby R. Oxford Advanced Learners Dictionary. London: Oxford University Press, Gregersen F, Holmen A, Kristiansen T, Møller E, Pedersen IL, Steensig J et al. Dansk sproglære. København: Dansklærerforeningen, Steller P, Sørensen K. Engelsk Grammatik. København: Munksgaard, HolmNielsen N. Klinisk Ordbog. København: Munksgaard, Anderson DM. Dorland s Illustrated Medical Dictionary. Philadelphia: W.B. Saunders Company, Berkow R, ed. The Merck Manual, 1992, MSD. 10.Armitage P and Berry G. Statistical methods in medical research. 3. udg. London: Blackwell, Ugeskrift for Lægers manuskriptvejledning Ugeskr Læger 1997; 159: International committee of medical journal editors. Uniform requirements for manuscripts submitted to biomedical journals. Ann Intern Med 1997; 126: Højgaard L. Do we need to redefine authorship. Ugeskr Læger 1996; 158: Huth EJ. How to write and publish papers in the medical sciences. Second edition. Baltimore: Williams and Wilkins, 1990.