Tilsynet i henhold til grundlovens tilsynet alm. del - Bilag 132 Offentligt DET PSYKIATRISKE PATIENTKLAGENÆVN FOR ÅRHUS AMT

Transkript

1 Tilsynet i henhold til grundlovens tilsynet alm. del - Bilag 132 Offentligt DET PSYKIATRISKE PATIENTKLAGENÆVN FOR ÅRHUS AMT Årsberetning 25

2 Indholdsfortegnelse Forord... 1 Patientklagenævnets virksomhed i Patientklagenævnets sammensætning i 25 Antal sager behandlet i nævnet Fordeling af afgørelser på typer af tvangsindgreb Sagsbehandlingstiden Møder i Patientklagenævnet... 4 Antal møder Mødested Deltagelse i Patientklagenævnets møder af patient, patientrådgiver og læge Sagernes udfald... 6 Frihedsberøvelse... 6 Tvangsindlæggelse Tvangstilbageholdelse Behandlings- eller farlighedsindikation Manglende eller for sene obligatoriske revurderinger Overlægens godkendelse af andre lægers beslutninger Berettigelsen af den fortsatte frihedsberøvelse Tvangsbehandling... 9 Tvangsbehandling med opsættende virkning Tvangsbehandling uden opsættende virkning Tvangsfiksering... 1 Anvendelse af fysisk magt Fastholdelse m.v. Indgivelse af beroligende medicin Tvang frivillighed Klage over Patientklagenævnets afgørelser Afgørelser indbragt for retten Afgørelse ændret af retten Afgørelser indbragt for Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet Afgørelser ændret af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Sag fra 24 Møder med patientrådgivere, bistandsværger og psykiatrien Patientklagenævnet har afgivet høringssvar Registrering og indberetning af frihedsberøvelse og anden tvang i voksenpsykiatrien Registrering og indberetning af frihedsberøvelse og anden tvang i børne- og ungdomspsykiatrien Det nationale kvalitetsprojekt Tvang i Psykiatrien - Team Århus Ung Erfaringer som lægeligt nævnsmedlem Med blik på tvang... 28

3 FORORD Det Psykiatriske Patientklagenævn for Århus Amt udsender hermed sin årsberetning for 25. Årsberetningen er - ligesom tidligere - blevet til i et samarbejde med Psykiatrien i Århus Amt og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital. Årsberetningen for 25 er bygget op på stort set samme måde som de tidligere årsberetninger. Som særlige bidrag er medtaget et indlæg fra Peer Liisberg: Erfaringer som lægeligt nævnsmedlem samt en artikel af Britta Ravn, Helle Hugh og Lea Nørgaard Bek, Det nationale projekt om tvang i Psykiatrien, Kvalitetsafdelingen i Århus Amt: Med blik på tvang. Der er medtaget tal fra 23 og 24 til sammenligning med resultatet for 25. Efter et lille fald i antallet af klagesager fra 22 til 23, har antallet af klagesager igen været stigende, hvilket ikke modsvarer en tilsvarende stigning i antallet af indlæggelser. Der er ikke nogen umiddelbar forklaring på denne udvikling anden end den, at den almindelige bevidsthed om klage muligheder og tilbøjeligheden til at benytte en mulig klageadgang også er øget inden for psykiatrien. Årsberetningen for 25 udgives med opsætning og samme layout som i 21, 22, 23 og 24, og vi skylder igen i år journalist Jørn Gade, Psykiatrien i Århus Amt, en særlig tak for uvurderlig bistand i forbindelse med dette arbejde. Årsberetningen kan findes på: Psykiatrien i Århus Amts hjemmeside: på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospitals hjemmeside: samt på Statsamternes hjemmeside: hvor man ved at klikke på publikationer får adgang til årsberet ningen. Maj 26 Peter Christensen formand Peer Liisberg Lise Rahm 1

4 Patientklagenævnets virksomhed i 25 Patientklagenævnets sammensætning i 25 Patientklagenævnets formand: Statsamtmand Peter Christensen. Stedfortrædere for formanden: Kontorchef Steen Jørgensen, fuldmægtig Malene Weis Stranddorf, fuldmægtig Karsten Ahrentoft, fuldmægtig Lena Bodum og fuldmægtig Lisbeth Ehlers. Medlemmer beskikket af Indenrigs- og Sundhedsministeren efter indhentet udtalelse fra henholds vis: Den Almindelige Danske Lægeforening: Peer Liisberg De Samvirkende Invalideorganisationer: Lise Rahm. Stedfortrædere for Peer Liisberg: Karin Lassen-Schmidt og Ulrik Steen Møller. Stedfortrædere for Lise Rahm: Aase Walther og Kim Rattenborg. Sekretærer for nævnet: Fuldmægtig Malene Weis Stranddorf, fuldmægtig Karsten Ahrentoft, fuld mægtig Lena Bodum, fuldmægtig Jens Søndergaard Poulsen, fuldmægtig Helle B. Sørensen og fuldmægtig Lisbeth Ehlers. Endvidere blev nævnet betjent af overassistent Lotte Jørgensen og overassistent Martin D. Neve. Skema 1. Antal sager i 23, 24 og 25 Antal sager behandlet i nævnet Patientklagenævnet har modtaget 147 klage sager i 25 (11 sager i 23, 134 sager i 24). 1 klagesag blev modtaget i 24, men først be handlet i 25, da sagen blev modtaget umid delbart før årsskiftet, og 1 sag blev modtaget så sent på året 25, at denne sag først blev be handlet i sager blev tilbagekaldt. 1 sager blev afvist/videresendt. Patientklagenævnet har således realitetsbehand let i alt 123 klagesager i 25 (92 sager i 23, 19 sager i 24) Antal indkomne sager i kalenderåret + Antal sager, modtaget, men ikke behandlet i foregående kalenderår - Antal tilbagekaldte sager - Antal afviste sager - Antal sager, modtaget, men ikke behandlet i kalenderåret = Antal sager med realitetsafgørelse(r) En sag kan omfatte flere klagepunkter: En klage kan eksempelvis omhandle både en tvangstilbageholdelse og en tvangsbehandling og derfor resultere i flere afgørelser, jfr. nærme re nedenfor

5 Fordeling af afgørelser på typer af tvangsindgreb I 25 blev der truffet 24 afgørelser svarende til en stigning på 22% i forhold til 24. En afgørelse er en godkendelse af eller en tilsi desættelse af et tvangsindgreb. Hvis en nævnsafgørelse indeholder både en godkendelse og en tilsidesættelse af et tvangsindgreb, f.eks. en tvangstilbageholdelse, hvor iværksættelsen godkendes, men oprethol delsen tilsidesættes, tæller nævnsafgørelsen ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets ret ningslinjer af 7. januar 24 for udarbejdelse af årsberetninger for det psykiatriske patient klagenævn statistisk for 2 afgørelser. Afgørelserne var i 25 fordelt således: Afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse: 37 Afgørelser vedrørende tvangstilbageholdelse:67 Afgørelser vedrørende tvangsbehandling (klage tillagt opsættende virkning): 41 Afgørelser vedrørende tvangsbehandling (klage ikke tillagt opsættende virkning): 8 Afgørelser vedrørende tvangsfikseringer: 49 Afgørelser vedrørende indgivelse af beroligende medicin: 2 Afgørelser vedrørende anvendelse af fysisk magt i øvrigt: 12 Afgørelser vedrørende spørgsmålet tvang/ikke tvang: 6 Fra og med 23 er antallet af afgørelser op gjort i overensstemmelse med denne definition. I 23 blev der truffet 154 afgørelser, og i 24 blev der truffet 196 afgørelser. Skema 2. Det samlede antal afgørelser i Det Psykiatriske Patientklagenævn i 23, 24 og 25 Tvangsindgrebets karakter Tvangsindlæggelse Tvangstilbageholdelse Tvangsflytning Frihedsberøvelser, i alt Tvangsbehandling med opsættende virkning Tvangsbehandling uden opsættende virkning Tvangsbehandling, i alt Tvangsfiksering Anvendelse af fys.magt ( 17, stk. 1) Anvendelse af fys.magt ( 17, stk. 2) Fysisk magt, i alt Tvangsindgreb, i alt Antal afgørelser i alt Antal tilsidesættelser Antal godkendelser Omgørelsesprocent , ,3, 96 11, ,2 11,1, 12,1 25 5,4 8,9, 7, ,1 8,8 19, , 33,3 28, ,5 46,2 14,2 28,6 2,4 36, ,, 8, ,, 15, , 13,, 15,8 12,5 17, Herudover har Patientklagenævnet i 25 i 6 tilfælde taget stilling til om der forelå tvang / frivillig medvirken i forbindelse med en foranstaltning over for en patient. Der er således truffet i alt 24 realitetsafgørelser i 25. 3

6 lingstiden ville kunne reduceres væsentligt ud over den reduktion, der havde fundet sted fra 21 til 22, hvor sagsbehandlingstiden blev reduceret med 4,7 dage. Alligevel lykkedes det at nedbringe sagsbehandlingstiden med 1,3 dage fra 22 til 23 og med yderligere 1,1 dage fra 23 til 24. Selv om sagsbehandlingstiden er steget med,1 dage fra 24 til 25 må resultatet dog fortsat betegnes som ganske tilfredsstillende. Sagsbehandlingstiden Ifølge psykiatrilovens 36, stk. 3, skal Patient klagenævnet træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter klagens mod tagelse. I andre sager skal Patientklagenævnet træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelsen ikke truffet inden 14 dage efter klagens mod tagelse, skal nævnet underrette patienten og pa tientrådgiveren om, hvornår afgørelsen kan for ventes at foreligge. Den absolutte sagsbehandlingsfrist på 7 hverdage indebærer i følge bemærkningerne til lovforslaget, at en klage, der i normaluger uden skæve helligdage modtages f.eks. man dag morgen, skal være afgjort senest tirsdag i den efterfølgende uge. Denne sagsbehandlingsfrist har Patientklage nævnet i 25 overholdt i alle klagesager om tvangsbehandling, hvor klagen var tillagt op sættende virkning. I de fleste tilfælde har sags behandlingstiden i disse sager været kortere, idet den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i disse sager har været 4,8 dage i 25 (23: 5,5 dage, 24: 4,8 dage). For alle klagesager, der resulterede i, at Patient klagenævnet traf en afgørelse i 25, var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 7,4 dage (23: 8,4 dage, 24: 7,3 dage). I beregningen indgår ikke klagesager, der blev henlagt uden afgørelse eller videresendt til rette myndighed. Klagesager, der er omfattet af den absolutte sagsbehandlingsfrist på 7 hverdage, indgår i be regningen. Sagsbehandlingstiden er beregnet som det antal dage, der går fra klagens modtagelse i Patient klagenævnets sekretariat, til der afgår et afgø relsesbrev fra Patientklagenævnet. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for klagesager, der resulterede i en afgørelse, steg i 25 med,1 dage i forhold til 24. Det tilstræbes til stadighed, at sagsbehand lingstiden er så kort som muligt. I årsberetningen for 22 anså Patientklage nævnet det for urealistisk, at sagsbehand Møder i Patientklagenævnet Antal møder Patientklagenævnet har fast ugentlig mødedag om tirsdagen fra kl Mødedagen har været flyttet på grund af påske og jul og andre højtider, hvor statsamtet har været lukket. Patientklagenævnet har holdt i alt 47 møder (mødedage) i 25. 4

7 Sager vedrørende patienter indlagt på Psykia trisk Hospital i Århus samt Børne- og Ung domspsykiatrisk Hospital er blevet behandlet på Psykiatrisk Hospital i Århus og på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital. Sager vedrøren de patienter indlagt på de psykiatriske afde linger i Randers og Silkeborg er blevet behand let under møder afholdt i disse afdelinger. Der har været afholdt 44 møder i Århus. Der har været afholdt 12 møder i Randers. Der har været afholdt 6 møder i Silkeborg. Som det vil fremgå af ovennævnte, har der ved flere lejligheder været afholdt møder flere steder på samme mødedag en enkelt dag både i Århus, Randers og Silkeborg. sagen for nævnet. Samme ret har repræsentan ter for sygehusmyndigheden, vedkommende overlæge og eventuelt andre involverede medi cinalpersoner. Patientrådgiveren og den læge, der har besluttet tvangsindgrebet, skal ifølge forretningsorde nens 9, stk. 1, så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i nævnet. Patientklagenævnet gør i mødeindkaldelsen til patienten opmærksom på dennes og patientråd giverens ret til at forelægge sagen for nævnet. I mødeindkaldelsen til patientrådgiveren tilføjes, at denne så vidt muligt skal være til stede under klagens behandling i nævnet. I mødeindkal delsen til vedkommende overlæge anmodes om lægerepræsentation under klagens behandling. Patienterne har i 25 deltaget i 8% af sager ne. Patientrådgiverne har i 25 deltaget i 75% af sagerne. Der har i 25 (som i 23 og 24) været en læge til stede i 1% af sagerne. Patienternes mødeprocent var 77 i 23, 81 i 24 og er således faldet med 1 % i forhold til 24. Patientrådgivernes mødeprocent var 76 i 23, 78 i 24 og er således faldet med 3% i forhold til 24. Patientrådgiverens mødeprocent har været 78 i Århus, 5 i Randers og 83 i Silkeborg. I Århus var patientrådgivernes mødeprocent 81 i 23, 85 i 24 og er således faldet med 7% i forhold til 24. I Randers var patientrådgivernes mødeprocent 56 i 23, 64 i 24 og er således faldet med 14% i forhold til 24. I Silkeborg var patientrådgivernes mødeprocent 4 i 23, 2 i 24 og er således steget med 63% i forhold til 24. Mødested Det fremgår af 8, stk. 2, i bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patient klagenævn, at nævnets møder afholdes på den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt i forbindelse med det tvangsind greb, der klages over, medmindre afholdelse af møde på den psykiatriske afdeling ikke kan an ses for hensigtsmæssig. Møderne på Psykiatrisk Hospital i Århus samt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus har som alt overvejende hovedregel fun det sted i et neutralt mødelokale på Psykia trisk Hospital. Hvis det på grund af patientens tilstand eller på grund af flugtrisiko i enkelte tilfælde ikke har været muligt at afholde mødet i mødelokalet, er sagerne blevet behandlet i et lokale i det sengeafsnit, hvor patienten har væ ret indlagt eller i patientens værelse. Møderne i Randers har fundet sted i et mødelo kale i afdelingen. Møderne i Silkeborg har som hovedregel fundet sted i et mødelokale i forbindelse med senge afsnittet. Den lave mødeprocent i Silkeborg i 24 gav anledning til, at Patientklagenævnet den 1. juni 25 skrev et brev til patientrådgiverne med tilknytning til psykiatrisk afdeling i Silke borg, hvori det blev påpeget, at det er af afgø rende betydning, at patientrådgiveren deltager i Deltagelse i Patientklagenævnets møder af patient, patientrådgiver og læge Ifølge 9, stk. 2, i forretningsorden for de psy kiatriske patientklagenævn har patienten og pa tientrådgiveren ret til mundtligt at forelægge 5

8 Patientklagenævnets møder, og at patientrådgi veren kun undtagelsesvis og i særlige tilfælde kan melde forfald. Folketingets 71-Tilsyn bad endvidere i brev af 15. juni 25 på baggrund af årsberetningen for 24 om en nærmere orientering, når spørgsmålet om den meget lave fremmødepro cent var blevet drøftet med patientrådgiverne med tilknytning til psykiatrisk afdeling i Silke borg. Det er derfor særdeles tilfredsstillende at kunne konstatere, at der i 25 deltog en patientrådgi ver i 5 ud af 6 tilfælde i Silkeborg. Problemstillingen med patientrådgivernes/bi standsværgernes deltagelse i Patientklagenæv nets møder var endvidere genstand for en gene rel drøftelse på mødet med patientrådgivere og bistandsværger i oktober 25. uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågæl dende med henblik på behandling, fordi: 1. udsigten til helbredelse eller en betyde lig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet, el ler 2. den pågældende frembyder en nærlig gende og væsentlig fare for sig selv eller andre. Sagernes udfald Tvangsindlæggelse I den ene af de ovenfor nævnte sager blev pa tienten tvangsindlagt på farlighedsindikation. Patienten blev af den attestudstedende læge vurderet at være i en tilstand, der kunne ligestil les med sindssyge og til fare for sig selv, da pa tienten angiveligt ikke ville indtage føde og væ ske og havde givet udtryk for selvmordstanker. Patienten blev modtaget af en lægevikar, da der ikke var overlæger tilstede. Patienten benæg tede selvmordsimpulser, og lægevikaren vur derede, at patienten ikke var selvmordstruet. Den følgende dag godkendte overlægen tvangsindlæggelsen, men fandt ikke grundlag for at fortsætte frihedsberøvelsen, hvorfor den blev ophævet. Patientklagenævnet fandt det ikke godtgjort, at patienten på tvangsindlæggelsestidspunktet var sindssyg eller befandt i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed, eller at patienten frembød en nærliggende og væsentlig fare for sig selv. Der blev herved blandt andet lagt vægt på, at patienten ved indlæggelsen benægtede selvmordsimpulser, og at lægevikaren vurdere de, at patienten ikke var selvmordstruet. Patientklagenævnet har i 25 truffet 14 afgø relser om lovligheden af en frihedsberøvelse. 37 af disse afgørelser vedrørte en tvangsindlæg gelse og 67 vedrørte en tvangstilbageholdelse. I 2 tilfælde har Patientklagenævnet fundet, at en tvangsindlæggelse var uberettiget. I 6 tilfælde har Patientklagenævnet fundet, at en tvangstilbageholdelse var (delvis) uberettiget. Ifølge 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forret ningsorden for det psykiatriske patientklage nævn kan nævnets afgørelser gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebet findes at være foretaget med urette. Ved klage over en beslutning om tvangsbehand ling kan Patientklagenævnet godkende eller til sidesætte beslutningen. Dette gælder også, hvis klagen angår det præparat eller den dosering, der er angivet i beslutningen, jfr. 14, stk. 2. Patientklagenævnet har truffet 194 afgørelser om godkendelse af en tvangsforanstaltning. I 4 tilfælde fandt Patientklagenævnet, at et tvangsindgreb var foretaget med urette (heraf er der dog i flere tilfælde alene tale om en delvis tilsidesættelse). Disse afgørelser vil blive om talt ganske kort i det følgende: Frihedsberøvelse Betingelserne for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse fremgår af psykiatri lovens 5, 6-9 og 1: Efter 5 må tvangsindlæggelse eller tvangstil bageholdelse kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være 6

9 I den anden af de nævnte sager blev patienten tvangsindlagt på behandlingsindikation. Ifølge psykiatrilovens 7, stk. 1, træffer politiet bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværk sættelse og yder bistand hertil. Nærmere bestemmelser herom er fastsat i kapi tel 3 i bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser. Ifølge bekendtgørelsens 6 er det politimeste ren eller den, som politimesteren bemyndiger hertil, der træffer bestemmelse om tvangsind læggelsens iværksættelse, og efter bekendtgø relsens 7 skal den pågældende påse, at lovens betingelser for tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder at den i loven fastsatte fremgangsmå de er fulgt, og at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for tvangsindlæggelsen. Der forelå imidlertid ikke en anmodning fra po litimesteren om indlæggelse, og rapporten om politiets medvirken til tvangsindlæggelse af en person iht. lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien manglede politimesterens/bemyndigedes resolution. Patientklage nævnet fandt, at betingelserne for tvangsind læggelse var opfyldt. Da reglerne om fremgangsmåden ved tvangsindlæggelser imidlertid ikke var fulgt, og disse regler må anses for en væsentlig retsgaranti, fandt Patientklagenævnet, at tvangsindlæg gelsen var sket med urette. Patienten blev tvangstilbageholdt den følgende dag. Patientklagenævnet godkendte tvangstil bage-holdelsen samt opretholdelsen heraf. truslen reel, og patienten havde desuden en ag gressiv adfærd. Patientklagenævnet fandt, at patienten var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der gan ske måtte ligestilles hermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde pa tienten med henblik på behandling. Patientklagenævnet fandt imidlertid ikke, at pa tienten efter indlæggelsen frembød en så nær liggende og væsentlig fare for sig selv eller an dre, at betingelserne for at tvangstilbageholde ham på farlighedsindikation var opfyldt. Patientklagenævnet fandt dog, at tvangstilbage holdelsen kunne have været foretaget på be handlingsindikation, og nævnet fandt, at tvangstilbageholdelsen, der ved revurderingen efter 1 dage blev opretholdt på behandlingsin dikation, var lovligt opretholdt fra dette tids punkt. I den anden sag var tvangstilbageholdelsen li geledes sket på farlighedsindikation Patientklagenævnet fandt, at betingelserne for at tvangstilbageholde patienten på farlighedsindikation var opfyldt, idet patienten var udadreagerende og slog ud efter plejepersona let. Patientklagenævnet fandt imidlertid ikke, at pa tienten ved revurderingen efter 1 dage frem bød en så nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, at betingelserne for at oprethol de tvangstilbageholdelsen på farlighedsindika tion var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at det om patientens adfærd denne dag alene var oplyst, at hun hurtigt blev vredladen og var latent aggressiv. Patientklagenævnet fandt dog, at tvangstilbage holdelsen kunne have været opretholdt på be handlingsindikation, og da tvangstilbagehol delsen efter 2 dage blev opretholdt på behand lingsindikation, fandt nævnet, at tvangstilbage holdelsen var lovligt opretholdt fra dette tids punkt. I den tredje sag var patienten blevet tvangsind lagt på farlighedsindikation. Patientklagenæv net godkendte tvangsindlæggelsen. Tvangstilbageholdelse Behandlings- eller farlighedsindikation Patientklagenævnet har i 3 tilfælde fundet, at en tvangstilbageholdelse på farlighedsindikation var uberettiget. I den ene sag var tvangstilbageholdelsen sket på farlighedsindikation, da patienten havde oplyst, at han ville skyde sin familie. Hospitalet fandt 7

10 3 dage senere blev patienten tvangstilbageholdt på farlighedsindikation. Patientklagenævnet fandt imidlertid ikke, at pa tienten på dette tidspunkt frembød en så nærlig gende og væsentlig fare for sig selv eller andre, at betingelserne for at tvangstilbageholde ham på farlighedsindikation var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på hospitalets oplysninger om, at patienten ca. 1 døgn efter indlæggelsen faldt til ro og ikke længere var udadreagerende og til fare for personalet. Patientklagenævnet fandt dog, at tvangstilbage holdelsen kunne have været opretholdt på be handlingsindikation, og da frihedsberøvelsen efter 1 dage blev opretholdt på behandlingsin dikation, fandt nævnet, at tvangstilbagehol delsen var lovligt opretholdt fra dette tidspunkt, og indtil frihedsberøvelsen blev ophævet 8 dage senere. ke, at tvangstilbageholdelsen af den grund fand tes opretholdt med urette. Overlægens godkendelse af andre lægers beslutninger Ifølge psykiatrilovens 4a er bestemmelserne om overlægens kompetence i 9, stk. 2, 1, stk. 1, 1a, stk. 1, 1. pkt., 12, stk. 3, 13, stk. 2, 1. pkt., 15, stk. 2, og 21, stk. 2, ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens fra vær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stil ling til beslutningen. Ifølge bemærkningerne til forslaget til 4a in debærer udtrykket snarest, at overlægen skal tage stilling til beslutningen snarest muligt ef ter, at overlægen igen er mødt på afdelingen. 4a er typisk aktuel i tilfælde, hvor en obliga torisk revurdering skal foretages i weekenden, eller hvor en patient modtages som tvangsind lagt eller fremsætter ønske om udskrivning ef ter almindelig arbejdstids ophør. Manglende eller for sene obligatoriske revurderinger Ifølge psykiatrilovens 21, stk. 1, har over lægen til stadighed ansvaret for, at et tvangsind greb ikke anvendes i videre omfang end nød vendigt. Det følger af samme bestemmelses stk. 2, at overlægen som et led i efterprøvelsen af en frihedsberøvelse henholdsvis 3, 1, 2 og 3 dage efter, at frihedsberøvelsen blev iværksat og herefter mindst hver 4. uge så længe friheds berøvelsen er opretholdt skal påse, at betin gelserne for fortsat at frihedsberøve patienten er opfyldt. Patientklagenævnet har i 1 tilfælde fundet, at overlægens stillingtagen til en anden læges be slutning om fortsat at opretholde frihedsberø velsen ikke skete så betids, at den skete sna rest. Revurderingen efter 3 dage blev foretaget en lørdag, men revurderingen blev først godkendt af overlægen den følgende tirsdag. Nævnet fandt, at frihedsberøvelsen var opretholdt med urette fra mandag til tirsdag, da overlægen bur de have godkendt revurderingen om mandagen. Patientklagenævnet har i 1 sag godkendt en tvangsindlæggelse og en tvangstilbageholdelse, der fandt sted samme dag. Patientklagenævnet godkendte endvidere opret holdelsen af frihedsberøvelsen, idet frihedsbe røvelsen dog ikke fandtes lovligt opretholdt i et døgn. Begrundelsen herfor var, at den obligato risk revurdering efter 3 dage blev foretaget 1 dag for sent. Patientklagenævnet har ikke fundet, at den om stændighed, at en obligatorisk revurdering er foretaget tidligere end foreskrevet, burde bevir Patientklagenævnet har endvidere i 1 tilfælde fundet, at overlægens stillingtagen til en anden læges beslutning om en tvangstilbageholdelse ikke skete så betids, at den skete snarest. Beslutningen om tvangstilbageholdelse blev truffet (en torsdag) kl. ca. 14.3, og det blev op lyst, at der givetvis havde været overlæger til stede på hospitalet på dette tidspunkt. Nævnet fandt, at tvangstilbageholdelsen var opretholdt med urette fra torsdag til fredag, hvor tvangstil bageholdelsen blev godkendt af en overlæge. 8

11 Berettigelsen af den fortsatte frihedsberøvelse Patientklagenævnet har i klagesager vedrørende tvangstilbageholdelse ment at måtte tage stil ling til, om betingelserne for fortsat at oprethol de tvangstilbageholdelsen var opfyldt på næv nets mødedag, herunder at revurderingerne ind til denne dato var foretaget som foreskrevet. Årsagen her til er, at det i disse sager som oftest er patientens primære ønske at blive udskrevet og spørgsmålet om, hvorvidt etableringen og den hidtidige opretholdelse af frihedsberø velsen har været lovlig, opleves typisk som noget sekundært af patienten. Patientklagenævnet har ikke i 25 tilsidesat den fortsatte frihedsberøvelse på grundlag af en vurdering af patientens tilstand på selve møde datoen. I 4 tilfælde var begrundelsen, at motivationspe rioden havde været for kort. I 1 tilfælde var patienten slet ikke søgt moti veret for frivillig behandling, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. I 1 tilfælde blev beslutningen truffet på indlæg gelsens 5. døgn og i 1 tilfælde efter 8. dage. I sidstnævnte tilfælde blev der ved afgørelsen til lige lagt vægt på, at patienten ikke tidligere var blevet behandlet med psykofarmaka, og at pa tienten, bortset fra en kort periode 1 år tidlige re, ikke havde været indlagt på psykiatrisk ho spital. I 1 tilfælde havde patienten været motiveret 1 gang ca. 3 uger før beslutningen om tvangsme dicinering med det samme præparat blev truf fet. I mellemtiden var patienten søgt motiveret for frivillig behandling med et andet præparat. I dette tilfælde blev klagen oprindeligt tillagt opsættende virkning, men efterfølgende beslut tede man at iværksætte tvangsmedicineringen uden at afvente behandlingen af klagen. Pa tientklagenævnet tilsidesatte denne beslutning med den begrundelse, at der alene forelå op lysninger om, at patienten fortsat ville være me get urolig og til gene for medpatienter, hvis tvangsmedicineringen ikke påbegyndtes. Tvangsbehandling Tvangsbehandling med opsættende virkning Patientklagenævnet har i 25 truffet 42 afgø relser om tvangsbehandling, hvor patientens klage over beslutningen var blevet tillagt op sættende virkning. Ifølge psykiatrilovens 32, stk. 3, er det hoved reglen, at patientens klage over en beslutning om tvangsbehandling skal tillægges opsættende virkning. I 1 tilfælde fandt Patientklagenævnet, at over gang fra tvangsmedicinering med et præparat i tabletform til samme præparat som mixtur (i samme dosis) havde været uberettiget, idet en sådan overgang måtte forudsætte en ny beslut ning om tvangsmedicinering. Patientklagenævnet har i 8 tilfælde tilsidesat beslutningen. I alle 8 tilfælde fandt Patientklagenævnet, at be tingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldt. I 1 andet tilfælde fandt Patientklagenævnet, at en beslutning om skifte af præparat ved tvangs medicinering efter ønske fra patienten var uberettiget, idet der var tale om en ny beslut ning om tvangsmedicinering. I de 6 tilfælde fandt Patientklagenævnet imid lertid ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kra vet om mindst indgribende foranstaltning. I 2 tilfælde var begrundelsen, at beslutningen om tvangsmedicinering vedrørte et andet præ parat, end det præparat, patienten var søgt moti veret for. 9

12 søgt motiveret for behandlingen forud for be slutningen. Nævnet lagde herved vægt på, at det måtte anses for umuligt at behandle patientens psykotiske tilstand, herunder udviklingen af en delirøs og potentielt livstruende tilstand, uden anvendelse af ECT-behandling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten tidligere var blevet behandlet med ECT med god effekt. Patienten indgav klage over tvangsbehand lingen ca. 3 uger efter, at tvangsbehandlingen var blevet iværksat. Klagerne blev ikke tillagt opsættende virkning, Patientklagenævnet fandt, at klagerne burde have været tillagt opsættende. Nævnet lagde herved vægt på, at patientens tilstand som følge af den givne behandling var bedret, og at det under nævnets møde blev oplyst, at patienten ikke var i en akut livstruende tilstand på det tidspunkt, hvor henholdsvis klagen over tvangs medicineringen og klagen over ECT-behand lingen blev indgivet. Tvangsbehandling uden opsættende virkning Patientklagenævnet har i 25 truffet 7 afgørel ser om tvangsbehandling, hvor det var besluttet at iværksætte tvangsbehandlingen uden at til lægge patientens klage opsættende virkning. Ifølge psykiatrilovens 32, stk. 3, har klage over tvangsbehandling opsættende virkning jfr. ovenfor medmindre omgående gennemfø relse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsent lig fare eller for at afværge, at patienten udsæt ter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. I samme sag tilsidesatte Patientklagenævnet en beslutning om tvangsmedicinering for så vidt angik et præparat, der ikke var omfattet af be slutningen om tvangsmedicinering og en senere dosisøgning, idet der efter nævnets opfattelse var tale om en ny beslutning om om tvangsme dicinering. Reglerne om motivationsforsøg til frivillig behandling og udfyldelse af tvangspro tokol var således ikke iagttaget af hospitalet, og beslutningen blev som følge heraf tilsidesat. Patientklagenævnet har i 2 tilfælde tilsidesat beslutningen. I begge tilfælde fandt Patient klagenævnet, at betingelserne for at tvangsbe handle patienten var opfyldt. I det ene tilfælde fandt Patientklagenævnet imidlertid ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten ikke forud for beslutningen om tvangsmedicinering var søgt motiveret for fri villig behandling. Af samme grund fandt Næv net, at klagen burde have været tillagt opsætten de virkning. Tvangsfiksering Patientklagenævnet har i 25 truffet 49 afgø relser om tvangsfiksering.. Ifølge psykiatrilovens 14, stk. 1, kan som midler til tvangsfiksering anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker. Ifølge 14, stk. 2, må tvangsfiksering kun anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient: 1. udsætter sig selv eller andre for nærlig gende fare for at lide skade på legeme eller helbred, I det andet tilfælde, hvor der var tale om tvangsbehandling i form af medicin og ECT, fandt Patientklagenævnet, at tvangsbehand lingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, for ECT-behandlingens vedkom mende på trods af, at patienten ikke blev for 1

13 2. forfølger eller på lignende måde groft forulemper medpatienter, eller 3. øver hærværk af ikke ubetydeligt om fang. Beslutningen om at tvangsfiksere en patient, skal træffes af en læge, jfr. psykiatrilovens 15, stk. 1. Anvendelse af hånd- og/eller fodrem(me) skal træffes af overlægen, jfr. 15, stk. 2. deling. I det andet tilfælde var der divergerende beskrivelser af patientens adfærd i journalen og kardex. I det tredje tilfælde var oplysningerne om patientens adfærd i journal og kardex util strækkelige til at begrunde tvangsfikseringen, og de kunne ikke uddybes af overlægen under mødet. Også i dette tilfælde var patienten blevet tvangsfikseret på en anden afdeling. I 18 tilfælde har Patientklagenævnet helt eller delvist fundet, at en tvangsfiksering af en pa tient herunder brug af remme var uberetti get. I 7 tilfælde var det dog alene anvendelsen af remme, der var uberettiget, heraf i 2 tilfælde alene den tidsmæssige udstrækning. I 9 tilfælde fandt Patientklagenævnet, at betin gelserne for at tvangsfiksere patienten var op fyldt. I 2 af disse sager fandt Patientklagenævnet imidlertid, at tvangsfikseringen i et bestemt tidsrum henholdsvis fra et nærmere bestemt tidspunkt var opretholdt med urette. I det ene tilfælde var en patient ikke blevet til set med henblik på vurdering af tvangsfikserin gens videreførelse. Nævnet fandt derfor tvangs fikseringen uberettiget frem til det tidspunkt, hvor det blev vurderet, at tvangsfikseringen skulle opretholdes. I det andet tilfælde fandt nævnet, at der ikke var oplyst omstændigheder, der gjorde oprethol delsen af tvangsfikseringen ud over et be stemt tidspunkt nødvendig for at afværge, at patienten udsatte sig selv eller andre for at lide skade på legeme eller helbred. Som nævnt ovenfor fandt Patientklagenævnet i 5 tilfælde anlæggelse af rem(me) uberettiget. I 9 tilfælde fandt Patientklagenævnet, at tvangs fikseringen var uberettiget, da det ikke var til strækkeligt dokumenteret, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten var opfyldt. I alle til fældene var tvangsfikseringen begrundet i far lighed. I et tilfælde lagde Patientklagenævnet vægt på, at beslutningen om tvangsfiksering alene blev truffet på baggrund af tidligere erfaringer med patientens adfærd i forbindelse med afslag på anmodninger, og ikke på grundlag af patientens adfærd i den konkrete situation. I et andet tilfælde lagde Patientklagenævnet vægt på, at det på grund af patientens fysiske fremtoning ikke virkede sandsynligt, at patien ten havde udgjort en nærliggende fare for per sonalet. Nævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at tvangsfikseringen efter nævnets op fattelse ikke opfyldte kravet om mindst indgri bende foranstaltning, da det på grund af patien tens svagelige tilstand burde have været muligt at passivere patienten på en mindre indgribende måde, f.eks. ved fastholdelse, skærmning, eller indgivelse af beroligende medicin. Patientklagenævnet har endvidere i 3 tilfælde lagt vægt på, at grundlaget for tvangsfikserin gen var utilstrækkeligt oplyst. I et tilfælde var oplysningerne i journalen uklare og de kunne ikke under mødet suppleres af overlægen. Pa tienten var blevet tvangsfikseret på en anden af I 2 tilfælde lagde nævnet vægt på, at begrun delsen for at anlægge fodremme ikke fremgik af lægeerklæring, og at der ikke under nævnets møde fremkom tilstrækkeligt sikre oplysninger om anlæggelsen af fodremme, ligesom der an giveligt heller ikke var oplysning herom i jour nal eller kardex. I 1 tilfælde blev alene anlæggelse af 1 fodrem godkendt, idet 1 fodrem efter nævnets opfat telse var tilstrækkelig til at undgå, at patienten frigjorde sig fra bæltet. I 1 tilfælde fandt nævnet det ikke sandsynlig gjort, at anlæggelse af 1 fodrem var påkrævet 11

14 for at forhindre patienten i at kravle ud af bæl tet, da der ikke var oplysning om, at patienten tidligere var kravlet ud af bæltet eller havde forsøgt herpå. Der blev endvidere lagt vægt på patientens alder og fysiske formåen. I det sidste tilfælde godkendte nævnet anlæg gelse af 1 fodrem for at hindre patienten i at kravle ud af bæltet. Nævnet fandt anlæggelse af yderligere 1 fodrem og 2 håndremme uberetti get, da det ikke var sandsynliggjort, at anlæg gelse af alle 4 remme var nødvendig som følge af farlighed. at frihedsberøvede patienter forbliver i afdelingen. Patientklagenævnet har i 25 truffet 12 afgø relser om anvendelse af sådan fysisk magt, som er hjemlet i 17, stk. 1. Patientklagenævnet fandt magtanvendelsen uberettiget i 1 tilfælde. Patientklagenævnet fandt dels, at der i et nær mere angivet tidsrum havde fundet en fasthol delse sted, dels at fastholdelsen var sket med urette. Patienten var efter fastholdelsen blevet tvangsfikseret. Nævnet fandt det ikke sandsyn liggjort, at betingelserne for at tvangsfiksere pa tienten var opfyldt. Oplysningerne i journalen om begivenhedsforløbet forud for fikseringen var uklare, og de kunne ikke under mødet sup pleres af overlægen. På samme grundlag fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at betingelser ne for at fastholde patienten var opfyldt. I 2 tilfælde fandt Patientklagenævnet ikke, at den tidsmæssige udstrækning af en fodremsfik sering var berettiget. I det ene tilfælde fordi pa tienten var faldet i søvn og dermed ikke længe re sparkede. I det andet tilfælde fordi hospitalet ikke med sikkerhed kunne redegøre for den tidsmæssige udstrækning af anlæggelsen af fodremmen og for hændelsesforløbet efter an læggelsen. Indgivelse af beroligende medicin Ifølge psykiatrilovens 17, stk. 2, kan en læge bestemme, at en meget urolig patient om for nødent med magt skal have et beroligende mid del, hvis det er af afgørende betydning for en bedring af patientens tilstand. Patientklagenævnet har i 25 truffet 2 afgø relser om indgivelse af beroligende medicin med magt. I 3 tilfælde fandt Patientklagenævnet, at medi cinindgivelsen var sket med urette. I det ene tilfælde lagde Patientklagenævnet vægt på, at overlægen ikke kunne redegøre nærmere for episoden, ligesom der ikke frem gik nærmere herom, af patientens journal. I det andet tilfælde, der vedrørte 2 medicinind givelser, fandt Patientklagenævnet, at det ikke ud fra de foreliggende oplysninger var tilstræk keligt sandsynliggjort, at betingelserne for ind givelse af beroligende medicin med magt var opfyldt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ud fra de foreliggende oplysninger ikke var udelukket, at patienten kunne have været bero liget på anden vis, f.eks. ved yderligere forsøg på at berolige patienten. Anvendelse af fysisk magt Fastholdelse m.v. Ifølge psykiatrilovens 17, stk. 1, kan en pa tient, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling, fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset forudsat betingelserne for at tvangsfiksere pågældende i øvrigt er opfyldt. Bestemmelsen udgør endvi dere det retlige grundlag for med magt at sikre, 12

15 I 1 tilfælde blev klagen afvist af retten, da an modningen om sagens indbringelse for retten var blevet fremsat for sent. I 1 sager har byretten afsagt dom. I 1 tilfælde er byrettens dom blevet anket til Vestre Lands ret. I 9 tilfælde hvor der til dato er afsagt dom har retten (både byret og landsret) stadfæstet Patientklagenævnets afgørelser. I 1 tilfælde har retten ophævet Patientklage nævnets afgørelse. Sagen vil blive omtalt ne denfor. Sagsbehandlingstiden for sager, der er afsluttet med afsigelse af dom i byretten, har gennem snitligt udgjort 61 dage. Sagsbehandlingstiden er beregnet fra den dato, hvor sagens akter er sendt til retten til datoen for afsigelse af dom. Sagsbehandlingstiden for den sag, hvor by rettens dom blev indbragt for Vestre Landsret, og som er afsluttet med dom, udgjorde 7 dage, således forstået, at der gik 7 dage, fra sagen blev indbragt for byretten, indtil Vestre Lands ret afsagde dom. Beregnes sagsbehandling stiden fra det tidspunkt, hvor byretten afsagde dom, til landsretten afsagde dom, udgjorde sagsbehandlingstiden ved landsretten 43 dage. Tvang - frivillighed Patientklagenævnet har i 25 i 6 tilfælde taget stilling til om der forelå tvang eller om der var tale om frivillig medvirken i forbindelse med en foranstaltning over for en patient. 4 tilfælde vedrørte en medicinindgivelse og 2 tilfælde en fiksering. I alle 6 tilfælde blev patientens klage afvist, idet Patientklagenævnet ikke fandt, at der var tale om en tvangsforanstaltning. Alle Patientklagenævnets afgørelser i 25 har været enstemmige. Klage over Patientklagenævnets afgørelser Afgørelser indbragt for retten Ifølge 37, stk. 1, i psykiatriloven skal Patient klagenævnet efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe nævnets afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbage holdelse og tilbageførsel for retten efter regler ne i retsplejelovens kapitel 43a. Anmodningen skal fremsættes inden 4 uger fra nævnets afgørelse i sagen. Når der foreligger særlig grund til at fravige fristen, kan retten undtagelsesvis tillade senere fremsættelse af an modningen indtil 6 måneder efter nævnets af gørelse i sagen. Patientklagenævnet har efter anmodning fra pa tienten eller patientrådgiveren indbragt 26 sager for retten i 25. I 3 tilfælde blev retten anmodet om at tage stil ling til Patientklagenævnets godkendelse af en tvangsindlæggelse, i 8 tilfælde skulle retten tage stilling til Patientklagenævnets godken delse af en tvangstilbageholdelse og i 15 tilfæl de skulle retten tage stilling til Patientklage nævnets godkendelse af både en tvangsindlæg gelse og en tvangstilbageholdelse. I 11 tilfælde er sagerne blevet hævet eller klagerne tilbagekaldt under rettens behandling af sagen det vil sige inden afsigelse af dom. Der verserer p.t. 4 sager ved retten. Afgørelse ændret af retten Som nævnt ovenfor har retten i 1 tilfælde æn dret (ophævet) Patientklagenævnets afgørelse. Der var tale om en patient, der var kendt fra 2 tidligere indlæggelser på Psykiatrisk Hospital. Patienten blev akut tvangsindlagt på farligheds indikation. Patienten var ved indlæggelsen i en svær affektpræget psykotisk tilstand og havde angiveligt forud for tvangsindlæggelsen truet en beboer i ejendommen med en hammer og kastet ting efter politiet. Affekttilstanden klingede hurtigt af og patienten blev udskrevet inden for det samme døgn. Patientklagenævnet fandt, at patienten ved tvangsindlæggelsen var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske måtte sidestilles, og 13

16 at det ville have være uforsvarligt ikke at tvangsindlægge patienten med henblik på be handling, fordi vedkommende frembød en nær liggende og væsentlig fare for andre. Patientklagenævnet godkendte derfor tvangsindlæggelsen. Retten fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at pa tienten var sindssyg eller befandt sig i en til stand, der ganske måtte ligestilles hermed. Med hensyn til sagens omstændigheder sås der ikke at være oplysninger om, hvem der havde henvendt sig til politiet og meddelt, at patienten havde truet vedkommende med en hammer. Til svarende gjaldt en meddelelse om, at patienten havde spillet høj musik til langt ud på natten. Patienten havde tidligere truet politiet med en økse, og retten udtalte, at det derfor var natur ligt, at politiet tog de nødvendige sikkerheds foranstaltninger i anledning af den nye meddel else om trusler fra patienten. Af døgnrapporten fremgik, at politiet trængte ind i patientens hjem ved at sparke hoveddøren op og sparke døren op til det værelse, hvor pa tienten lå i sin seng. Efter at være blevet an holdt fik patienten fat i et glas, som vedkom mende kastede mod væggen. Under disse særlige omstændigheder og efter sagens oplysninger i øvrigt fandt retten det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at patienten frembød en nærliggende og væsentlig fare for andre. Patientens protest mod tvangsindlæggelsen blev derfor taget til følge og retten ophævede Pa tientklagenævnets afgørelse. En sag kan indeholde flere afgørelser, der kan påklages. 12 klager vedrørte en beslutning om tvangsbe handling, 6 klager vedrørte tvangsfikseringer, og 7 klager vedrørte indgivelse af beroligende medicin, 2 klager vedrørte anvendelse af fysisk magt, hvoraf den ene sag tillige vedrørte spørgsmålet om der var grundlag for at udtale kritik af en navngiven medicinalperson. 1 sag vedrørte spørgsmålet om der var tale om tvang i forbindelse med indgivelse af medicin. 1 sag vedrørte spørgsmålet om den attestudstedende læges habilitet (ved tvangsindlæggelse) og 1 sag vedrørte nævnets kompetence til at udtale kritik over for en navngiven medicinalperson. 1 klage er blevet trukket tilbage. Afgørelser indbragt for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Patientklagenævnets afgørelser om tvangsbe handling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jfr. 38, stk. 1, i psykiatriloven. Patienten eller patientrådgiveren har i 25 på klaget 2 sager til Sundhedsvæsenets Patient klagenævn. Sygehusmyndigheden har påklaget 1 sag. Afgørelser ændret af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Som nævnt ovenfor har Sundhedsvæsenets Pa tientklagenævn i 3 tilfælde ændret Patientklage nævnets afgørelse. 2 sager vedrørte en beslutning om tvangsmedi cinering. I 12 tilfælde har Sundhedsvæsenets Patient klagenævn tiltrådt Patientklagenævnets afgø relse. I 3 tilfælde har Sundhedsvæsenets Patientklage nævn ændret den afgørelse, der var truffet af Patientklagenævnet. Sagerne vil blive omtalt nedenfor. Der verserer p.t. 5 klagesager for Sundhedsvæ senets Patientklagenævn. Sagsbehandlingstiden for de sager, der hidtil er afgjort af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, har gennemsnitligt udgjort 152 dage. Sagsbehandlingstiden er beregnet fra den dato, hvor sagens akter er sendt til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn til datoen for afgørelsesbre vet fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Den ene sag vedrørte motivationsperiodens be regning/længde og betydningen af præpa ratskifte i motivationsperioden. 14

17 Ved indlæggelsen den 31. januar 25 blev der ordineret antipsykotisk behandling med tablet Zeldox, hvilket ved en gennemgang den føl gende dag blev ændret til behandling med Cisordinol. Den 3. februar 25 blev der atter ordineret be handling med Zeldox, idet patienten klagede over sløvhed ved behandling med Cisordinol. Patienten blev herefter løbende tilbudt tablet Zeldox 2 gange dagligt, men patienten afviste behandlingen. Den 16. februar 25 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol. Patientklagenævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Patientklagenævnet fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten. Patientklagenævnet fandt endvidere, at tvangs behandlingen opfyldte kravet om mindst indgri bende foranstaltning. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at patienten aktivt var søgt motiveret for frivillig behandling, da be slutningen om tvangsmedicinering blev truffet på indlæggelsens 17. døgn, og at patienten tidli gere havde modtaget behandling med antipsy kotisk medicin i form af Cisordinol med god ef fekt på tilstanden. Patienten indbragte Patientklagenævnets afgø relse for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var enig med Patientklagenævnet i, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldt kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn udtalte blandt andet: motivationen for en konkret behandling endvi dere skal foretages løbende. Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anven delse ved en eventuel beslutning om tvangsbe handling. I forløbet af motivationsperioden kan der imid lertid fra især patienten fremkomme en række indvendinger i form af fx risiko for vægtstig ning, parkinsonprægede bivirkninger, bivirk ninger af seksuel karakter mv., som, i delvis imødekommelse af patientens ønsker, kan gøre det hensigtsmæssigt at træffe beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat end det, patienten primært er søgt motiveret for Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det er i overensstemmelse med Psykiatrilovens 4, at der i motivationsperio den foretages skift i valg af præparat, for eksempel med henblik på at imødekomme en patients egne ønsker. Videre er det nævnets op fattelse, at patienten efter et sådant præpa ratskift skal have mulighed for at kunne forhol de sig til det nye præparat, hvorfor patienten skal have en passende betænkningstid Da patienten var søgt motivet for behandling med præparatet Zeldox gennem 14 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehand ling, som imidlertid vedrørte præparatet Cisor dinol, som patienten alene gennem 2 dage i starten af motivationsperioden var søgt moti veret for, fandt Sundhedsvæsenets Patientklage nævn, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt. Den anden sag vedrørte betydningen af løbende motivation for en konkret behandling og doku mentation herfor. Den 2. marts 25 blev det besluttet at motivere patienten for frivillig behandling med antipsy kotisk medicin. Patienten ønskede imidlertid ikke at få medicin. Den 9. marts 25 blev den antipsykotiske behandling drøftet med patien Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er gjort bekendt med, at lægerne anbefaler at konkret behandlingstilbud, og at 15

18 ten og der blev gennemgået fordele og ulemper ved behandling med Semap og Abilify. Den 18. april 25 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med mikstur Risperdal, subsidiært injektion Cisordinol. Patientklagenævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Patientklagenævnet fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten. Patientklagenævnet fandt endvidere, at tvangs behandlingen opfyldte kravet om mindst indgri bende foranstaltning. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at patienten ifølge over lægens oplysning i mødet i Patientklagenævnet aktivt blev søgt motiveret for frivillig behand ling 2 gange ugentlig i mere end 6 uger, da be slutningen om tvangsmedicinering blev truffet. Patienten indbragte Patientklagenævnets afgø relse for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var enig med Patientklagenævnet i, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten. Af overlægens partshøringssvar fremgik det, at patienten i forbindelse med udarbejdelse af be handlingsplan den 2. marts 25 meget detalje ret blev orienteret om formålet med medicinsk behandling, og at man kunne konstatere, at pa tientens motivation herfor ikke var til stede. Vi dere fremgik det, at man den 9. marts 25 de taljeret sammenholdt fordele og ulemper ved 2 specifikke antipsykotiske medicinske behand linger. Det fremgik ikke af partshøringssvaret, at pa tienten løbende blev motiveret for frivillig be handling i perioden fra den 9. marts til den 18. april 25, hvor der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på baggrund af journalen og sygeplejekardex, at det ikke var sandsynliggjort, at patienten løben de blev motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsbehandling blev truffet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imid lertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldt kravet til mindst indgribende foranstaltning. Sundheds væsenets Patientklagenævn udtalte blandt andet: Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er gjort bekendt med, at lægerne anbefaler at konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvi dere skal foretages løbende. Det fremgik af journalen, at man den 9. marts 25 drøftede fordele og ulemper ved behand ling med Semap og Abilify med patienten. I perioden fra den 9. marts 25 til den 18. april 25, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet, fremgik det ikke af journalen eller sygeplejekardex, at man motiverede patienten for frivillig behandling sag vedrørte en afgørelse om tvangsfikse ring, hvor Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen for så vidt angik varighe den af tvangsfikseringen og anlæggelsen af fodremme. Patienten blev bæltefikseret den 18. juni 25 kl. 23.5, og der blev samtidig anlagt fodrem me. Patienten fik herefter en beroligende injektion. Den 19. juni 25 kl var patienten rolig og fodremmene blev derfor løsnet, men bælte fikseringen blev opretholdt indtil den 2. juni 25 kl Patientklagenævnet fandt, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten var opfyldt, og at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet fandt endvidere, at betingelserne for anlæggelse af fodremme var opfyldt,. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten sparkede med begge ben efter personalet. Nævnet fandt endelig, at varigheden af bælte fikseringen var rimelig. Nævnte lagt herved til grund, at patienten blev rimeligt og behørigt

19 observeret med hensyn til at vurdere, om tvangsfikseringen kunne bringes til ophør. Med hensyn til varigheden af fikseringen med fodremme fandt nævnet, at det ikke var beretti get at opretholde den ud over 2 timer. Nævnet lagde herved vægt på, at det måtte lægges til grund, at patienten på dette tidspunkt på grund af indgivelse af beroligende medicin var faldet i søvn og ikke længere sparkede. Patienten indbragte Patientklagenævnets afgø relse for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte Patientklagenævnets afgørelse om tvangsfikse ringen, idet Sundhedsvæsenets Patientklage nævn fandt, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten var opfyldt, og at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foran staltning. det i søvn. Patienten blev efterfølgende mens denne sov ikke løsnet fra bæltet. Da der ikke kunne redegøres nærmere for, hvorfor det under disse omstændigheder havde været nødvendigt at opretholde fikseringen, ef ter at patienten var faldet i søvn, fandt Patient klagenævnet, at opretholdelsen af tvangsfikse ringen havde været uberettiget i tidsrummet, fra patienten var faldet i søvn, til bæltet blev løsnet (knap 1½ time senere). Patienten indbragte Patientklagenævnets afgø relse for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede (denne del af) afgørelsen, idet Sundhedsvæse nets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for fortsat tvangsfiksering var opfyldt. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten var faldet til ro efter, at denne blev tvangsfikseret og fik beroligende medicin, men at det ikke var muligt at indgå af taler med patienten på dette tidspunkt. Sund hedsvæsenets Patientklagenævn lagde endvi dere vægt på, at det af udtalelsen fra hospitalet fremgik, at det blev skønnet mest hensigtsmæs sigt at lade patienten sove, da man kunne fryg te, at patienten igen ville blive opkørt, hvis den ne blev vækket i forbindelse med, at bæltet skulle løsnes. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede dog afgørelsen vedrørende anlæggelse af fodremme og afgørelsen vedrørende varigheden af tvangsfikseringen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ikke, at det i journalen og sygeplejekardex var godtgjort, at det var påkrævet at anlægge fodremme, idet der ikke var angivet nogen nær mere begrundelse herfor. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt desuden, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at det såvel i journalen som i sygeplejekardex var anført, at patienten den 19. juni 25 kl var rolig, og at patienten havde sovet nogle ti mer af gangen. Møder med patientrådgivere, bistandsværger og psykiatrien Der har i oktober 25 været afholdt møde med patientrådgivere og bistandsværger. Der har ikke i 25 været afholdt møder med Psykiatrien. Sag fra 24 I årsberetningen for 24 blev der omtalt en sag, hvor Patientklagenævnet fandt, at en tvangsfiksering var opretholdt med urette efter et nærmere angivet tidspunkt. Tvangsfikserin gen var sket, fordi patienten groft forulempede medpatienterne. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at patienten, mens denne havde været tvangsfikseret, frivilligt havde modtaget en be roligende injektion, hvorefter patienten var fal 17

20 Patientklagenævnet har afgivet høringssvar Den 1. december 25 skrev Patientklagenæv net således til Indenrigs- og Sundhedsministeri et: HØRING over udkast til forslag til lov om ændring af psykiatriloven og retsplejeloven Det Psykiatriske Patientklagenævn for Århus Amt kan generelt tilslutte sig de dele af for slaget, der har til formål at styrke patienternes retsstilling og retssikkerhed, herunder at be grænse anvendelsen af tvang. Vi har enkelte kommentarer til de forslag, der særligt vedrører patientklagenævnets virksom hed: Ad 1, stk. 2, (lovens tvangsbegreb): Lovfor slaget vil formentlig medvirke til at indsnævre grå-zone området for spørgsmålet, om der fo religger tvang/frivillighed. Ad 4, stk. 5 (eftersamtale(r)): Det findes rig tigt, at dette præciseres i loven. Ad 12, stk. 3, (lovhjemmel til anvendelse af elektrostimulation): Selv om der alene er tale om en præcisering af den gældende retstilstand findes det rigtigst, at hjemlen til anvendelse af elektrostimulation fremgår direkte af loven. Ad 18c (personlig skærmning): Som begrebet er defineret i lovforslaget, udgør det et betyde ligt indgreb i den personlige frihed og integritet under opholdet på en psykiatrisk afdeling. Det findes derfor rigtigt, at betingelserne herfor ud trykkeligt fremgår af loven, og at en personlig skærmning, der uafbrudt varer i mere end 24 ti mer skal tilføres tvangsprotokollen. Ad 21, stk. 4, og stk. 5, (øget lægeligt tilsyn og ekstern efterprøvelse af tvangsfikseringer): En bestemmelse om obligatorisk revurdering af tvangsfiksering, som fremgår af loven, vil gan ske givet medvirke til øget opmærksomhed på tvangsfikseringerne, grundlaget herfor og især varigheden heraf, ligesom forslaget om second opinion fra en læge fra en anden afdeling efter 48 timer vil gøre det. Ved udformningen af de nærmere regler herom bør det tilsikres, at lægen fra den anden afdeling er på mindst samme ni veau, som den behandlende læge. For at undgå mulige kompetencekonflikter mellem læger fra forskellige afdelinger, var det måske bedre, at den ledende overlæge og oversygeplejersken på egen afdeling vurderede disse fikseringer kritisk. Ad 24, stk. 1, og stk. 2, 3. pkt. (obligatorisk beskikkelse af patientrådgiver): Forslaget kan ubetinget tiltrædes, og at vigtigheden af, at pa tientrådgiveren deltager i patientklagenævnets møder understreges ved, at det fremgår direkte af loven, at patientrådgiveren så vidt muligt skal være til stede ved klagens behandling i pa tientklagenævnets møder. Ad 37 (ankeadgang for tvangsindgreb, der kan indebære en frihedsberøvelse): Det findes helt rigtigt, at alle tvangsindgreb, der indebæ rer/kan indebære en frihedsberøvelse kan ind bringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43a. Patientklagenævnet deler endvidere regeringens bekymring for den lille men hårdt ramte pa tientgruppe, som det ikke har været muligt at fastholde i den nødvendige behandling, og som bestemmelserne i forslagets 13a-e (opfølgning efter udskrivning) er rettet imod. Der er tale om patienter, der formentlig burde forblive indlagt i langt længere tid (indtil der er opnået en ordentlig behandlingsalliance) end tilfældet er i dag, psykiatriloven giver hjemmel til og antallet af psykiatriske sengepladser giver mulighed for. Vi nærer dog en vis betænkelighed ved lovfor slaget. Dels er der tale om et meget væsentligt indgreb i den personlige frihed og integritet, dels synes der i forskningen at være modstri dende resultater af effekten af ambulant tvang. I øvrigt har vi ikke bemærkninger til betingel serne, der afgrænser personkredsen, indholdet af beslutningen og den tidsmæssige udstræk ning af opfølgningen. Det findes rigtigt, at klage over tvungen opfølgning tillægges opsæt tende virkning. 18