Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Bevaringsarbejdet i Danmark - et historisk rids... 5 Problemstilling Bemærkninger på vejen...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning...3 Bevaringsarbejdet i Danmark - et historisk rids...5 Opsummering...14 Problemstilling...15 Analysestrategi...17 Bemærkninger på vejen...19 Skellet mellem teori og praksis...19 Den Sproglige Vending...19 Begrebsafklaring...22 Bevaringsarbejdet...22 Bevaringsargument...24 Bevaringsværdi...25 Kulturarv...27 Den fysiske og jordfaste kulturarv...28 Kulturmiljø...28 Landskab...30 Æstetik...30 Forskningens bevaringsargumenter...32 Opsummering...41 Forskningsbaserede bevaringsargumenter Autenticitetsargumentet Eftertidsargumentet Fortælleargumentet Helhedsargumentet Identitetsargumentet Det intrinsiske argument Det kulturhistoriske argument Legitimitetsargumentet Livsformsargumentet Det oplevelsesøkonomiske argument Repræsentativitetsargumentet Sjældenhedsargumentet Vidensargumentet Ændringsargumentet Det æstetiske argument...52 Bemærkninger til de forskningsbaserede bevaringsargumenter...53 Lovgivningen...55 Loven om bygningsfredning og bevaring af bygninger og miljøer...55 Loven om planlægning...56 Loven om sikring af kulturværdier i Danmark...57 Loven om kolonihaver...58 Loven om skove...58 Loven om miljøvurdering af planer og programmer...59 Loven om Folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde...59 Loven om råstoffer...60 Loven om naturbeskyttelse

2 Byggeloven...61 Museumsloven...61 Loven om vandløb...62 Loven om byfornyelse og udvikling af byer...62 Opsummering og bemærkninger til den gældende lovgivning...63 SAVE registreringssystem...65 Baggrunden for SAVE og dets udviklingshistorie...66 SAVE metoden...67 SAVEs bygningsregistreringsskema og bevaringsargumenter...68 Vadehavsatlassets registrering af bebyggede strukturer og dens bevaringsargumenter..70 Vadehavsatlassets kulturmiljøregistrering og dens bevaringsargumenter...72 Sammenligning af de tre undersøgte registreringer...74 Konklusion...76 English summary...78 Bibliografiske referencer...79 Værker/artikler...79 URL-sider...82 Bilag Billederne på forsiden er fra et feltstudium ved Greve syd for København, lavet af undertegnede. Feltstudiet foregik i sommeren 2006, og havde fokus på SAVEs praktiske anvendelighed. Billederne er taget af Grankogle Allé. Billederne viser henholdsvis Grankogle Allés vejforløb med vegetation set fra Greve Landevej og ned mod stranden, fem forskellige bebyggelser på Grankogle Allé, stranden med badebroen, Grankogle Allés vejskilt samt Grankogle Allé set fra stranden. 2

3 Indledning Det danske landskab og dets bebyggelser har aldrig før været under en så hurtig udvikling som i de sidste 200 år. Det er dog væsentligt at have in mente, at forandringer ikke er unaturlige, og at der før 1800tallet også var ændringer i det danske landskab. Disse ændringer har været både af naturlig karakter, f.eks. en kystlinje der har ændret sig, og af kulturel karakter, f.eks. en landsby der er blevet nedlagt til fordel for en hovedgård. Landskabet og dets bebyggelser har ikke været uforanderlige i århundreder, men omfanget af ændringerne har aldrig været så omfattende og markante som i de sidste 200 år. Ændringerne skal ikke ses som et fremmed fænomen, der tilhører kun det moderne og det postmoderne. Nye tiltag såsom nye bebyggelsesformer er med til at ændre og skabe nye kulturlandskaber. Foruden nye bebyggelsesformer nytænkes der i allerede eksisterende bygninger og kulturmiljøer, f.eks. i havneområderne. I de seneste år har mange af de danske havne ændret karakter fra at være erhvervshavneområder til at fungere som lukrative bolig- og kontorområder med ofte helt moderne bygninger, hvis struktur og arkitektoniske træk udtrykker noget andet end et havnemiljø i hvert fald ikke i den traditionelle forståelse af et havneområde. Dvs. at når nye bebyggelsesformer forekommer, ændres vilkårene for de allerede eksisterende bebyggelser og deres kulturmiljøer 1. Forandringerne betyder ændringer i både den materielle og den immaterielle del af kulturarven. Et eksempel herpå er 1700tallets landboreformer. På landsplan blev mange landsbyer udskiftet som følge af landboreformerne, og udskiftningen satte sine tydelige spor i landskabet og i bebyggelsesstrukturen. Dette kunne ses især fra begyndelsen af 1800tallet, idet de fleste landsbygårde på dette tidspunkt blev flyttet ud på de nyopdelte marker. Udflytningen af gårde medførte behov for nye veje og indhegning (dvs. ændring i infrastrukturen). Landboreformer skabte både et fysisk og et mentalt nyt Danmark, idet følgerne af landboreformerne medførte nye sociale lag, der betød ændringer i traditioner og tankesæt. Gennem tiden har nogle enkeltbygninger, kulturmiljøer og kulturlandskaber fået lov til at stå, mens andet enten har ændret markant udtryk eller helt er forsvundet. Det er ikke ved alt det 1 Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling jf. Etting, Vivian & Grau Møller, Per (red.): De Kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet og Skov- og Naturstyrelsen, Denne definition af et kulturmiljø vil jeg operere med i dette speciale. 3

4 bevarede, at det er lige let at se eller følge den bagvedliggende bevaringsargumentation. Det er interessant at undersøge, hvorfor man mener og har ment, at noget er bevaringsværdigt inden for den fysiske og jordfaste kulturarv. Hermed skal det siges, at der ikke nødvendigvis ligger en bevidst handling bag, hver gang en bygning nedrives, ombygges eller bliver stående i sit udtryk[0]. Ofte bliver der henvist til, at en bygning f.eks. skal bevares pga. dens kulturhistoriske værdi, uden at denne kulturhistoriske værdi bliver nærmere defineret. Det er nødvendigt at have sine bevaringsargumenter defineret for at kunne bevare det, der betyder noget. Derudover skal der være en sammenhæng mellem begrundelsen for, at noget skal bevares, hvad der medtages i diverse registreringer, hvad der politisk set bliver udpeget som bevaringsværdigt, og hvordan det udpegede bliver bevaret og videreformidlet. Hvis disse sammenhænge ikke er tydelige, kan det ske, at der bliver udpeget bygninger, kulturmiljøer og kulturlandskaber, som ender som hvide elefanter uden at nogen kan forholde sig til dem og se formålet med dem. Hvert år kommer der turister til steder som Henne Strand og Søndervig ved Vesterhavet. Disse turister kommer bl.a. for at opleve den vestjyske natur med det mere barske landskab med klitter, bunkers, fiskerrønner, strandgårde, hav og blæst. Hvis der siges, at dette vestjyske kulturlandskab skal bevares, idet det fortæller om, hvilke vilkår de vestjyske bønder og fiskere har levet under, fordi bunkers er historisk kilder til viden om anden verdenskrig og Danmarks besættelse, fordi folk vil opleve det store hav, klitterne og de store vidder, og fordi kulturlandskabet er med til at skabe en lokal identitet, så hjælper det ikke, at f.eks. klitterne bliver dækket af sommerhuse, turistbutikker og aktivitetscentre, der skygger for bl.a. oplevelsen af disse vider og strukturerne. Det er yderst væsentligt, at der er sammenhæng mellem det anvendte bevaringsargument, og hvad der bevares. Jeg mener, at der mangler en klargørelse af, hvad der menes med de forskellige argumenter for at bevare noget. Det er vigtigt at vide, hvad der f.eks. præcist menes med arkitektoniske værdier i lovgivningen. Hvis forvalter ikke véd, hvad der menes med dette begreb, kan det ende med, at værdier vil gå tabt, mens en tom skal står tilbage. Dette speciale er et forsøg på at give et mere klart overblik over forskellige bevaringsargumenters indhold og deres anvendelighed samt at undersøge sammenhængene mellem, hvad forskningen har fokus på i forhold til den gældende lovgivning, og hvad et 4

5 registreringssystem som SAVE 2 medtager. I dette speciale er omdrejningspunktet den fysiske og jordfaste kulturarv. Det er processen før en egentlig udpegning af det bevaringsværdige, der er i fokus, og ikke hvad der er udpeget som enten bevaringsværdigt eller som fredet. Specialet drejer sig således, om hvordan der argumenteres for, at der skal bevares og kun sekundært om, hvad der bevares. Dette er særligt interessant nu, da kommunerne helt har overtaget forvaltningen af den fysiske og jordfaste kulturarv efter amterne. Dette gør, at det er nye folk, der skal sidde med registreringsarbejdets resultater mv. I det efterfølgende vil jeg komme med et historisk rids over fokus, der er taget gennem de sidste 200 år indenfor bevaringsarbejdet af den fysiske og jordfaste kulturarv i Danmark. Bevaringsarbejdet i Danmark - et historisk rids Det tidligste bevidste bevaringsarbejde af den fysiske og jordfaste kulturarv i Danmark har været omkring oldtidsminderne som gravhøje og dysser. Oldtidsminderne har fået lov at ligge uforstyrret i århundreder, og dette skal bl.a. ses i sammenhæng med folketroen. Gennem folketroen har mennesker troet, at gravhøjene var bevogtet af overnaturlige væsner, der ville komme efter folk, hvis de ikke lod gravhøjene være. Senere med renæssancen og dens fokus med mennesket i centrum og oplysningstidens rationalitet mv. har disse overnaturlige forklaringsmodeller mistet betydning og kraft som vogtere, og via den vej bliver den fysiske og jordfaste kulturarv ikke længere bevaret og beskyttet 3. Der er kun få eksempler på bevaring før 1800tallet 4, mens de første egentlige tiltag til bevaring af den del af den fysiske og jordfaste kulturarv, der er bygninger, sker i 1800tallet. Før 1800tallet har der ikke været de teknologiske muligheder eller behov for f.eks. at inddrage gravhøje til landbrugsjord. I 1800tallet foregik opdyrkninger af store hedearealer og inddæmninger af vandområder, og menneskesynet på naturen ændredes. I begyndelsen af 1800tallet er det guldalderen, og op gennem 1800tallet var der tale om en voksende nationalfølelse i forbindelse med dannelsen af Danmark som en nationalstat. Disse 2 SAVE er et registreringssystem, der blev udviklet i 1980erne og er i dag det mest anvendte registreringssystem inden for offentlige forvaltning af den fysiske og jordfaste kulturarv. SAVE er en forkortelse af den engelske betegnelse: Survey of Architectural Values of Environment. 3 Jf. kapitlet Højenes vogtere og hævnere i Nielsen (red): Bevar din arv G.E.C. Gad & Skov- og Naturstyrelsen, Danefæbestemmelser fra 1683, som nærmere går på kongens fortrinsret til fysiske værdi af fund end til en egentlig bevarelse af den fysiske kulturhistorie. Jf. (Nielsen: 1987). 5

6 strømninger i 1800tallet skabte et fokus på bevaring af de typer natur- og kulturområder, der var ved at forsvinde 5. I det 19. og 20.århundrede blev der skabt bevidsthed om bl.a. landbrugsreformernes indvirkning på landskabet, mens man i dag er blevet opmærksomme på, at de fysiske spor efter andelstiden og industrialiseringen er ved at forsvinde. I dag er der ikke de overnaturlige kræfter til hjælp, men til gengæld er der bl.a. lovgivningen og det personlige engagement. Lovgivning er dog langt fra ensbetydende med egentlig bevaring, og den giver heller ikke et entydigt begrebsapparat til, hvad der skal bevares og hvorledes. I dag er der både i Danmark og internationalt set fokus på borgerinddragelse 6, således at vi alle (og ikke kun offentlige forvaltere) bliver vores egne vogtere af kulturarven. Ifl. historikeren Helle Damgaard 7 kan man opdele bevaringsarbejdet i Danmark fra 1900 til 1980 i to overordnende bevaringsideologier 8. Disse to bevaringsideologier benævner hun som henholdsvis traditionel bevaringsideologi og bevaringspluralisme. Den traditionelle bevaringsideologi ses udtrykt fra beg. af det 20.århundrede i forbindelse med diskussioner om natur- og bygningsfredning i både Folketinget og i Rigsdagen. I Folketinget i 1916 var det et lovforslag der..omfattede hele landskabet og alle bevaringsinteresser 9, mens der ved Rigsdagen blev skelnet skarpt mellem natur og kultur 10. Dette resulterede i en todeling af det oprindelige lovforslag i Folketinget 11. Lokale fredningsnævn skulle stå for naturen, mens Det Særlige Bygningssyn 12 skulle sørge for bygningerne, når det drejede sig om fredninger. Den 5 Jf. f.eks. s. 14 i Dragsbo, Peter & Fabricius, Nina (red): Kulturbevaring og dagligt liv. Statens Museumsnævn, Jf. agenda 21 fra FN konference i Rio de Janeiro 1992 ang. at lokale myndigheder bør inddrage befolkningen, samt Europarådets europæiske landskabskonvention fra Damgaard, Helle: Landskabsbevaring i historisk perspektiv. Fortidsminder og kulturhistorie. Skov- og Naturstyrelsen, Damgaard tager udgangspunkt i lovgivningen og i samfundsøkonomiske forhold. 8 En bevaringsideologi beskriver Damgaard som... bestemte målsætninger for bevaringsarbejdet og bestemte opfattelser af landskabets karakter. Det afspejles dels i lovgivningen og dels i den måde, hvorpå administrationen løser bevaringsopgaverne s. 25 i Damgaard, Helle: Landskabsbevaring i historisk perspektiv. Fortidsminder og kulturhistorie. Skov- og Naturstyrelsen, Damgaard forudsætter, at vurderinger og udvælgelser af bevaringsværdige bygninger og landskaber ikke sker tilfældigt, men hviler på en bevaringsideologi. 9 S. 25 ibid. 10 I Rigsdagen blev det gjort klart, at bygninger skal betragtes som kulturrester og via den vej ikke er en del af naturen (dvs. den oprindelige natur). 11 Todelingen består af naturfredningsloven fra 1917 og loven om bygningsfredning fra I 1937 foretages der ændringer i førstnævnte lov, således at de jordfaste fortidsminder medtages i denne lov. 12 Det Særlige Bygningssyn er et rådgivende organ for Kulturministeriet ang. bevaring og fredning af bygninger. Det Særlige Bygningssyn består af 12 medlemmer, der bliver udpeget af kulturministeren. Kulturarvsstyrelsen (som ligger under Kulturministeriet) kan ikke foretage en bygningsfredning uden Det Særlige Bygningssyn, derimod kan Kulturarvsstyrelsen ophæve en fredning, selvom Det Særlige Bygningssyn er imod, og Kulturarvsstyrelsen kan vælge ikke at foretage en fredning selvom Det Særlige Bygningssyn er for det. Et 6

7 traditionelle bevaringsideologi består overordnet set af en tredelt landskabsopfattelse: det oprindelige naturlandskab, det historiske landskab og produktionslandskabet. Damgaard fremviser fire motiver 13 ved den omtalte politiske debat. Disse er et nationalæstetisk, et rekreativt, et nationalhistorisk og et naturvidenskabeligt syn på kulturlandskabet. Ved det nationalæstetiske ligger tanken om at bevare bygninger og landskaber, som anses for at være smukke. Det rekreative lægger op til, at befolkningen skal have adgang til steder, hvor der er frisk luft, som har gavnlig effekt på menneskets sundhed. Dvs. steder, der ses som modsætning til industribyers dårlige levevilkår. Det nationalhistoriske indeholder ønsket om at bevare steder, hvor vigtige historiske begivenheder har fundet sted. Det sidste er det naturvidenskabelige, dvs. at bevare for at kunne studere de dele, der er tilbage af den oprindelige natur. Både det nationalæstetiske og det rekreative argument bygger på opfattelsen af, at den voksende industrialisering og dens byudviklinger mv. ikke tilhører det skønne, men ses som en trussel (og derved som argument for bevaring) mod kulturlandskabet og dets værdier. Ifl. Damgaard er det rekreative og det æstetiske af nyere dato, mens de to øvrige bevaringsargumenter kan føres tilbage til 1800tallets Oldsagskommission og det senere Nationalmuseums bevaringsarbejde. Ifl. Damgaard er det de æstetiske og rekreative bevaringsargumenter, som er de dominerende frem til 1960erne erne sker der en nytænkning inden for naturbevaringsarbejdet i Danmark. Denne nytænkning betegner Damgaard som bevaringspluralismen. Bevaringspluralismen skal ses i sammenhæng med ændringer i samfundet 15. Disse ændringer medfører et nyt syn på landskabet, idet hele landskabet nu bliver opfattet som et ressourcelandskab. Landskabet kan agere som en ressource til produktion, rekreation, og oplevelsesmæssige og videnskabelige formål. Landskabet skal bevares i forhold til nutiden og fremtiden. Der er ikke længere tale om en tredeling af landskabet eller et skarpt skel mellem natur og kultur som ved den traditionelle bevaringsideologi. I denne bevaringsideologi ses hele landskabet som værende i en eller anden udstrækning påvirket af mennesket. Dette gør det muligt at anskue landskabet i et eksempel på det sidste er fredningsforslag i Christiania, jf. hvor bl.a. mødereferater foreligger. Selve bekendtgørelsen om Det Særlige Bygningssyn kan findes på 13 Disse motiver vil jeg kalde for bevaringsargumenter. 14 S. 28 i Damgaard, Helle: Landskabsbevaring i historisk perspektiv. Fortidsminder og kulturhistorie. Skov- og Naturstyrelsen, I 1960erne er landbruget blevet mekaniseret, og industrien er økonomisk set mere dominerende end landbruget. Der er fortsat en urbanisering, således at parcelhuskvarterer kommer til, og at forstæder udvides. Disse udviklinger skaber et fortsat behov for rekreative områder og plads til industrielle bygningsanlæg. 7

8 kulturhistorisk perspektiv. Noget nyt er, at det rekreative ikke længere nødvendigvis er lig med et smukt landskab, dvs. at fritidsliv forstås mere bredt end førhen. Det æstetiske bevaringsargument bliver afvist, idet det anses for værende subjektivt og derved for ikke at være videnskabeligt. Det er ikke længere kun dele af landskabet, der er potentiel bevaringsværdigt, men derimod hele landskabet der er det. Der er tale om en bevaringsideologi med fokus på pluralisme mht. begrundelser for at bevare. Da denne bevaringsideologi vil imødegå mange forskellige interesser, bliver det et bevaringsværdigt landskab defineret ud fra antallet af bevaringsargumenter. Denne nye bevaringsideologi slår også igennem på bygningsbevaringsarbejdet. Dette ses bl.a. via saneringsloven, byggeloven og byplanloven 16. Ligesom ved beg. af 20.århundrede skal disse lovændringer ses som et udtryk for et ønske om at ville bevare noget, der er ved at forandres. Damgaard ser derved bevaring som et resultat af forandring, dvs. der er tale om bevaring ud fra et ændringsargument. I 1960erne kommer begrebet om miljø, hvor de ældre bykvarterer ses som udtryk for en atomsfære, der ikke kan reduceres til hverken det arkitektoniske eller det kulturhistoriske. Det miljømæssige består af et umiddelbart sanseindtryk eller fornemmelse ved mødet ved gamle bygninger. Det at ville bevare ud fra dette vil i dette speciale blive kaldt for et miljømæssigt argument 17. Ud fra dette miljømæssige bevaringsargument er det muligt at bevare alle de bebyggelser, der ikke er nye. Ved slutningen af 1960erne er der ifl. Damgaard..en tosidigt men samtidigt en modsætningsfyldt bevaringsideologi 18. En modsætningsfyldt bevaringsideologi bestående af de to ovenstående bevaringsideologier. Ud fra Damgaards beskrivelse af de to bevaringsideologier opererer den traditionelle bevaringsideologi med et (tilsyneladende) lettere afgrænseligt bevaringsværdibegreb i forhold til bevaringspluralismen. Fra et forvaltningsperspektiv må bevaringspluralismen have den svaghed, at dens bevaringsargumenter er meget relative og upræcise i skellet mellem det ikkebevaringsværdige og det bevaringsværdige, mens dens styrke er, at den ikke udelukker visse bygninger/elementer og miljøer på forhånd. Ved den traditionelle bevaringsideologi vil der være en del bygninger og kulturmiljøer, der pr. definition ikke vil kunne anses for værende bevaringsværdige. Denne forskel skyldes, at de to bevaringsideologier indeholder hver deres 16 I byplanloven indføres det i 1962, at eksisterende bevaringsværdige bygninger ikke må nedrives eller ombygges uden en kommunal tilladelse, og i byggeloven lægges der vægt på hensynet til det arkitektoniske udseende. 17 S.32 i Damgaard, Helle: Landskabsbevaring i historisk perspektiv. Fortidsminder og kulturhistorie. Skov- og Naturstyrelsen, S. 32 ibid. 8

9 definitioner af begreber som kultur og derved har hver deres syn på, hvad der indgår i kulturlandskabet/kulturarven. Ved ændring af bygningsfredningsloven i 1979 blev det muligt at medtage bygninger, der kan fortælle om produktions-, arbejds- og boligforhold mv., dvs. at det bliver muligt at bevare ud fra et livsformsargument. Der kom fokus på de bygninger, der repræsenterede flest aspekter ved samfundet, dvs. repræsentativt argument og et koncentrationsargument. Samtidig er der fokus på arkitektoniske og visuelle kvaliteter, dvs. ud fra et arkitektonisk argument og et æstetisk argument 19. Damgaard kigger på det fredningsbevaringsarbejde, der er foregået på Fyn og konstaterer, at bevaringspluralismen ikke har slået igennem. Det er de arkitektoniske og æstetiske argumenter, der har vejet tungest, mens f.eks. kulturhistoriske interesser ikke har præget fredningerne. Dvs. at det er den traditionelle bevaringsideologi, der fortsat er dominerende 20. I 1980erne sker der en voksende interesse for bevaringsarbejdet af den fysiske og jordfaste kulturarv. Grundene til denne voksende interesse er mangfoldige og skal ses i lyset af bl.a. fortsat urbanisering, hvilket betød byggeboom med nye byggemetoder, nye behov til infrastruktur, fokus på folkesundhed og sanering samt større velstand. I forbindelse med denne interesse bliver på lokalt hold oprettet en række bevaringsforeninger, samtidig med at myndighederne får fokus på bevaringsarbejdet. I 1980erne gør Fredningsstyrelsen i samarbejde med Kartografisk Dokumentationscenter (KDC) på det daværende Odense Universitet 21 status over amternes fredningsarbejde 22. Ifl. Damgaard er der tre overvejende tendenser inden for amternes registreringsmetoder, der ligger bag deres fredningsplansarbejde. Disse er henholdsvis fokus på det historiske punkt, historiske begivenheder og historiske strukturer. I 1986 udgiver Fredningsstyrelsen en publikation 23. Denne publikation indeholder fire bevaringsargumenter samt en iagttagelsesmodel til vurdering af bygninger fra før år De 19 S. 36 ibid. 20 Etnologen Marianne Zenius kommer frem til en lignende konklusion via sin undersøgelse af de bygninger, fredningsstyrelsen har fundet bevaringsværdige på Mandø, jf. s. 84 i (Dragsbo og Fabricius: 1987). Geografen Charlotte Sommer undersøger nogle udvalgte kulturmiljøatlas, og hun konkluderer bl.a...at nationalromantikkens og naturæstetikkens værdisæt stadig er underliggende for den aktuelle tekstproduktion, og at de udpegede miljøers æstetiske værdi vejer tungt i bedømmelsen af deres bevaringsværdi, s. 106 i Sommer, Charlotte: Kulturmiljøet produkt af en repræsentationspraksis. Roskilde Universitetscenter, Det nuværende Syddansk Universitet i Odense. 22 Dette resulterede i en artikel skrevet af Damgaard. Jf. Damgaard, Helle: Kulturhistorien i fredningsplanlægningen. Metoder og resultater Fortidsminder og kulturhistorie. Skov- og Naturstyrelsen, Hartmann, Sys (red): Den bevaringsværdige bolig på land og i by. Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet,

10 fire bevaringsargumenter er: alder, arkitektur, kulturhistorie og miljø. Fredningsstyrelsen skriver derudover, at der er en begyndende udvidelse af, hvad der er bevaringsværdigt. Generelt i 1980erne sker der en opprioritering af den fysiske og jordfaste kulturarv. Dette ses bl.a. ved Planstyrelsens udarbejdelse af registreringssystemet SAVE, der ligger til grund for kommuneatlas i 1980erne. SAVE har primært fokus på enkeltbygninger (dvs. punkt/elementorientering) 24 og derudover på bebyggede strukturer. Gennem tiden ændrede kommuneatlas navn til kulturmiljøatlas og hedder i dag kulturarvsatlas. I 1994 introducerer den daværende Miljø- og Energiminister Svend Auken kulturmiljøet som den tredje dimension i miljøpolitikken 25. Dette betyder, at politisk set får den fysiske og jordfaste kulturarv større bevågenhed. Med kulturmiljøbegrebets introduktion skete der et skift i bevaringsarbejdets fokus fra elementorientering til helhedsorientering (kulturmiljø). Derudover bliver der søsat projekter til udvikling af metoder til registrering af den fysiske og jordfaste kulturarv ud fra kulturmiljøperspektivet. Et af disse projekter var Kulturhistorie i Planlægningen (KIP), der blev styret af Skov- og Naturstyrelsen. KIP projektet mundede ud i en række publikationer. Den mest benyttede definition af kulturmiljøbegrebet bliver defineret via KIP i værket De Kulturhistoriske interesser i landskabet 26. I slutningen af 1990erne har Folketinget både givet grønt lys for kulturmiljøet som den tredje dimension i miljøpolitikken og i 1997 vedtaget et lovforslag om regionale faglige kulturmiljøråd, hvis opgave er at rådgive amter og kommuner. Der skabes et behov for et overblik over den aktuelle situation med henblik på at undersøge, hvilke fremtidige tiltag der er brugbare. Dette behov udspringer ikke kun af et nationalt skift, men også af et internationalt 27 skift i bevaringsarbejdet af den fysiske og jordfaste kulturarv. I 1997 udarbejder en arbejdsgruppe derfor rapporten Opbygning af viden på kulturmiljøområdet 28. Arbejdsgruppen er nedsat af Forskningsministeriet, og dets medlemmer repræsenterer en række ministerier 29. Grunden til denne sammensætning er en erkendelse af, at den fysiske og jordfaste kulturarv ikke kan isoleres fra andre samfundsinteresser i landskabet. Dette gør, at 24 Damgaard ville kalde det for historisk punkt. 25 Auken, Svend: Miljøpolitikkens tredje dimension. Politiken. 13. juli Etting, Vivian & Grau Møller, Per (red.): De Kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø- og Energiministeriet og Skov- og Naturstyrelsen, S.19 i Forskningsministeriet: Opbygning af viden på kulturmiljøområdet. København, 1997 nævnes UNESCOkonventionen fra 1972 (ang. verdens kultur- og naturarv), Granada-konventionen fra 1985 (ang. arkitekturarv), Malta-konventionen fra 1992 (ang. arkæologisk kulturarv), Raphael-programmet i EU og handlingsplanen kulturmiljøet i landskabet under Nordisk Ministerråd. 28 Forskningsministeriet: Opbygning af viden på kulturmiljøområdet. København, Disse er Boligministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Kulturministeriet, Kirkeministeriet, Undervisningsministeriet og Fødevareministeriet. Jf. side 7 i ibid. 10

11 der i den offentlige forvaltning er en række ministerier, der på hver sin måde beskæftiger sig med den fysiske kulturarv, mens den fysiske og jordfaste kulturarv lovgivningsmæssigt er medtaget i adskillige love. Idet der er en række forskellige ministerier er en tværfaglig tilgang til den fysiske og jordfaste kulturarv nødvendig. Ifl. arbejdsgruppen betyder fokusskiftet 30 inden for forvaltningen af den fysiske og jordfaste kulturarv, at tidligere registreringssystemer skal revideres og suppleres. Dette skyldes, at systemernes metoder og begreber ud over enkle elementer skal kunne implementere helhederne (kulturmiljøerne). Systemerne skal indeholde et dynamisk landskabs- og samfundssyn, således at det ikke giver et statisk billede, men giver plads til foranderlighed. Metoderne skal kunne levere kvalitativ kortlægning og prioritering af den fysiske kulturarv, og der er endvidere behov for mere grundlæggende at analysere nye værdibegreber i såvel et kulturmiljømæssigt som økonomisk perspektiv med henblik på videreudviklingen af miljøkonsekvensvurderingsmetoder til også at omfatte kulturmiljøkvaliteter 31. Arbejdsgruppen gør, derudover også opmærksom på, at håndteringen af kulturmiljøet skal ske i sammenhæng med naturforvaltningen, dvs. at kulturmiljøet skal være en integreret del af miljøpolitikken. Alt i alt skal den offentlige forvaltning af den fysiske og jordfaste kulturarv ske ud fra et holistisk perspektiv. I en rapport fra 2002 er der et behov for et netværk mellem de forskellige statslige aktører indenfor den faste kulturarv, idet forvaltningen er spredte mellem flere ministerier mv. 32. Nedenfor har jeg bl.a. skitseret forskellige bidrag, der er kommet til efter lanceringen af kulturmiljøbegrebet i miljøpolitikken. I 1999/2000 giver en gruppe historiestuderende deres bud på en ensartet og anvendelig metode, der implementerer helheder (kulturmiljøer). Dette sker via et undervisningsforløb, der resulterer i Skam Herred projektet 33. Rapporterne til Skam Herred projektet er blevet til via assistance fra museumsdirektøren Erland Porsmose og kulturgeografen Morten Stenak. Rapporterne giver et bud på en metode til at kunne registrere kulturmiljøer på landsplan. 30 Dette skift er det føromtalte skift fra element- til helhedsorientering. 31 S. 23 Forskningsministeriet: Opbygning af viden på kulturmiljøområdet. København, Kulturministeriet: Rapport fra det tværministerielle udvalg om den statslige politik for den faste kulturarv. København, Skam Herred projektet består af to rapporter. Disse er Christensen, Schrøder René; et al.: Kulturmiljøer i Skam herred en totalregistrering. Kartografisk Dokumentationscenter, Syddansk Universitet, Odense Universitet, og Christensen, Schrøder René; et al.: Kulturmiljøer i Skam Herred 2 udvælgelse og afgrænsning. Kartografisk Dokumentationscenter, Syddansk Universitet, Odense Universitet, Til rapporterne er der knyttet cd-rom. 11

12 På KDC 34 bliver der i afviklet et forskningsprojekt støttet af Statens Humanistiske Forskningsråd. Projektets formål var at forstå begrebet kulturmiljø og udvikle metode til beskrivelse, afgrænsning og udpegning af kulturmiljø. Dette mundede ud i registreringssystemet Digital Atlas over Kulturmiljøer i Danmark (DAKD) 35. DAKD systemet er bl.a. inspireret af Fyns Amts registreringer over landsbyer og hovedgårde i 1980erne og i 1990erne, KIP og Skam Herred projektet. DAKD benytter KIPs ovenstående definition af kulturmiljøet. DAKD har kulturmiljøet i fokus, og indgangsvinklen er det kulturhistoriske og det topografiske. DAKD har fokus på skabelsen af grundmateriale til udpegning af bevaringsværdige kulturmiljøer. I 2001 har Forskningscentret for Skov og Landskab (FSL) 36 fokus på indikatorer for udvikling og ændring i såvel kulturmiljøer som i landskaber. I 2001 er fokus ved FSL ikke at undersøge, hvad der er bevaringsværdigt, eller hvilke bevaringsargumenter der udgør fundamentet til udvælgelsen, men i stedet er fokus på faserne efter en egentlig udpegning af det bevaringsværdige 37. FSL står også bag Landskabskaraktermodellen 38, hvor fokus primært er på landskabskarakter 39. Den fysiske og jordfaste kulturarv udtrykt som kulturmiljø medtages i Landskabskaraktermodellen, hvis kulturmiljøerne er medtaget i de tidligere amters regionplaner 40. Hvor både KDC og FSL er forvaltningsorienterede mht. selve registreringssystemernes opbygning og anvendelse, er Roskilde Universitetscenter (RUC) og Arkitektskolen i Aarhus orienteret mod uddannelse af kandidater, der kan blive forvaltere. RUC og Arkitektskolen i Aarhus oprettede Center for Kulturmiljø i 2006, idet behovet.. for at styrke kompetencen til at kunne vurdere det historiske og kulturelle indhold i landskabet er stigende inden for flere områder, herunder regionplanarbejdet, i naturforvaltningen, i arealforvaltningen etc. 41. Centeret har, ligesom DAKD, fokus 34 Jf. angående hvilke projekter KDC har været med i. 35 DAKDs hjemmeside findes på 36 FSL var et selvstændigt center ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), og i dag ligger det under Københavns Universitet. 37 Højring, K. & Caspersen, O.H.: Indikatorer for kulturmiljø og landskab under forandring. Miljøministeriet, Forskningscentret for Skov og Landskab. Park- og Landskabsserien nr. 33, Caspersen, O.H. & Nellemann, V.: Landskabskaraktermodellen et kompendium. Arbejdsrapport nr. 20, Skov og Landskab, Hørsholm, Samt Niras konsulenterne & Skov- og Naturstyrelsen: Vejledning om Landskabet i kommuneplanlægningen. Miljøministeriet, Landskabskarakter er det særlige samspil mellem et landskabskarakterområdes naturgrundlag og arealanvendelse samt de særlige rumlige og visuelle forhold, der kendetegner et område og adskiller det fra de omkringliggende landskaber. S i Niras konsulenterne og Skov- og Naturstyrelsen: Vejledning om Landskabet i kommuneplanlægningen. Miljøministeriet, S. 32 ibid

13 på kulturmiljøet. Centeret for Kulturmiljø definerer et kulturmiljø som..geografisk afgrænsede områder, hvor samspillet mellem natur- og kulturgrundlag, historie og arkitektur afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling 42. Denne definition er en videreudvikling af KIPs kulturmiljøbeskrivelse (jf. ovenfor), hvor tilføjelsen er samspillet mellem kultur, natur, historie og arkitektur. I begyndelsen af det 21. århundrede bliver Kulturarvsstyrelsen oprettet, og denne styrelse overtager ansvarsområder fra Skov- og Naturstyrelsen 43. Nogle af disse ansvarsområder er bl.a. kommuneatlasserne. På lokalt niveau har amterne haft ansvaret for at medtage de bevaringsværdige kulturmiljøer i deres regionplan, mens kommunerne har kunnet lave en lokalplan over den fysiske og jordfaste kulturarv. Efter gennemførelsen af strukturreformen 44 er det i dag de nye kommuners opgave at forvalte den lokale fysiske og jordfaste kulturarv 45. Der har aldrig før, som der er nu, været så meget fokus på den danske fysiske og jordfaste kulturarv som en ressource for både samfundet som helhed og for de enkelte lokalområder. Kommuner, turistbureauer og konsulentfirmaer som HAUSENBERG 46 har fokus på bevaringsarbejdets resultaters anvendelighed. Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania står bag rapporten fra 2005 om danskernes holdning til kulturarv. Denne rapport fremviser bl.a., at 71 % af borgerne og 68 % af virksomhederne mener, at kulturarven kan støtte den lokale udvikling. 72 % mener, at kulturarv skaber lokalt engagement 47. Det er pga. disse resultater fra 2005, at et forsøgsprojekt med kulturarvskommuner bliver søsat. I 2005 får kommunerne mulighed for at ansøge om at blive kulturarvskommune 48. I februar 2006 bliver Hvidovre, Haderslev, Hjørring og Aalborg kommuner udnævnt til kulturarvskommuner. Det at blive udpeget som en kulturarvskommune betyder, at den pågældende kommune indgår i et projektforløb, hvori der undersøges den pågældende kommunes kulturelle ressourcer for at Under daværende Miljø- og Energiministeriet, og det nuværende Miljøministerium. 44 Strukturreformen medførte, bl.a. nedlæggelsen af amterne den 7. januar Dette medførte at kommunernes arbejdsopgaver voksede markant. Der henvises til bekendtgørelse af lov om planlægning, LBK nr. 813 af 21.juni Det er særligt kapitel 2 11a, der er interessant i forhold til bevaring af den fysiske og jordfaste kulturarv. Loven findes på 45 De fredede bygninger er fortsat Kulturarvsstyrelsens ansvarsområde. Skellet mellem fredning og bevaringsværdig vil blive belyst senere. 46 Hausenberg er et analyse- og rådgivningsfirma inden for byfornyelse mv. Jf S. 4 i rapporten Kulturarv en vigtig ressource for kommunernes udvikling. Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania, Rapporten findes på 48 Invitationen til kommunerne findes på 13

14 kunne bruge den lokale kulturarv som et strategisk element i kommunens kommende kommuneplan. Konkret set er formålet med projektet at kunne tiltrække nye beboere til det pågældende område samt at fremme turismen og erhvervslivet i kommunen 49. Projektet er iværksat via et samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania. Foruden projektet med kulturarvskommunerne har Kulturarvsstyrelsen bl.a. også projekter om de danske havne 50 og industriminder 51. Det er i øjenfaldende, at der er tale om temabaserede projekter til forskel fra andre registreringer. Opsummering Det historiske rids har vist, at der i 1800tallet har været enkelte bygningsbevaringer, mens der fra slutningen af det 20. århundrede er tale om systematisk bevaringsarbejder via forskellige registreringssystemer. Fra 1990erne kommer der et fokusskiftet fra element/bygningsorientering til helhedsorientering i form af den politiske lancering af kulturmiljøbegrebet. Damgaard fremviste, at selvom der gennem anden halvdel af det 20.århundrede blev mulighed for flere former for bevaringsargumenter via bevaringspluralismen, er det fortsat det æstetiske og det arkitektoniske argument, der dominerer udpegningerne. 49 Ang. yderligere informationer om kulturarvskommuner henvises der til 50 Se yderligere 51 Se yderligere 14

15 Problemstilling Strukturreformen blev igangsat i januar 2007, og en af de nye kommuners opgave er at forvalte den fysiske og jordfaste kulturarv. Dette inkluderer bl.a. selve udpegningen af det bevaringsværdige i både det åbne land og i bymæssige bebyggelser. Fundamentet, som udpegningen bygger på, er bestemmende for, hvad fremtidens bevaringsarbejde kan bevare. I dagens Danmark bliver den bevaringsværdige del af den fysiske og jordfaste kulturarv udpeget politisk på kommuneniveau, mens udpegninger til den fredede del af den fysiske og jordfaste kulturarv foregår på statsniveau 52. Denne opdeling kaldes også for det smalle og det brede perspektiv på den fysiske og jordfaste kulturarv, hvor det smalle er fredninger, og det brede er det bevaringsværdige. Kulturarvsstyrelsen opererer med følgende definition på en fredet og en bevaringsværdig bygning: Forskellen på en fredet bygning og en bevaringsværdig bygning er, at de fredede bygninger har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning, mens de bevaringsværdige bygninger har regional eller lokal betydning. En fredning gælder for hele bygningen, såvel det ydre som det indre, mens en udpegning som bevaringsværdig bygning alene omhandler bygningens ydre 53. I dette speciale vil der blive fokuseret på det, at noget argumenteres for værende værdigt til at bevare. Dette skal forstås bredt, således at det dækker over både det smalle og det brede perspektiv. Før selve denne politiske udpegning af det bevaringsværdige er der (forhåbentlig) indsamlet et grundmateriale, der kan udgøre en form for vidensbank over den fysiske og jordfaste kulturarv. Indholdet af dette grundmateriale er afhængig af, hvilket registreringssystem der er blevet brugt til indsamlingen og sammensætningen af grundmaterialet. Registreringssystemerne hviler på bevaringsargumenterne, der er en del af den bagvedliggende bevaringsideologi. Ændringerne i den offentlige forvaltning af den fysiske og jordfaste kulturarv medfører et behov for en undersøgelse af, hvilke bevaringsargumenter der bliver tilgodeset ved registreringsarbejdet. Dvs. en analyse af de anvendte registreringssystemer for at undersøge, hvad der medtages som potentiel bevaringsværdigt og hvorfor. Bevaringsargumenterne er som sagt afgørende mht., hvad registreringssystemerne medtager som deres grundmateriale. Dette grundmateriale udgør det fundament, hvorfra det bevaringsværdige bliver politisk udpeget. Det 52 Der er et pilotprojekt kørende, hvor Odense Bys Museer og Københavns Bymuseum har overtaget forvaltningen af nogle lokale fredede bygninger, mens selve udpegningen af fredninger fortsat sker på statsniveau Jf. Pilotprojektet blev igangsat i 2005, og formålet er bl.a. at skabe et lokalt engagement og skabe et overblik over de fredede bygningers tilstand

16 er derfor også væsentligt, at bevaringsargumenterne bliver defineret klart, således at der vides, hvad der menes med de forskellige bevaringsargumenter, og derved vides hvorfor de bevares. Specialet er en undersøgelse af, hvilke bevaringsargumenter den danske forskning har brugt siden 1980erne angående bevaring af den fysiske og jordfaste kulturarv. Den tidsmæssige afgrænsning er valgt, idet der i 1980erne er en voksende interesse for bevaringsarbejdet, og fordi SAVE bliver udviklet i 1980erne. De forskningsbaserede bevaringsargumenter vil blive nedkogt til femten bevaringsargumenter, som vil blive defineret, og deres anvendelighed vil blive diskuteret. Forskningens bevaringsargumenter vil blive sammenlignet med den pr. 1. august 2007 gældende danske lovgivnings bevaringsargumenter, med SAVEs bygningsregistrering samt Vadehavets Kulturarvsatlas registreringer over bebyggede strukturer og kulturmiljøer. Specialet ser kun på det danske bevaringsarbejde, og fokus er fra 1980erne og frem til i dag. Inden for den akademiske verden er der en bred vifte af bevaringsargumenter, som bunder i forskellige bud på, hvordan kulturarven skal begribes. Den nedenstående undersøgelse af forskningens bevaringsargumenter siden 1980erne viser, at der ofte henvises til bevaringsargumenter, som ikke bliver eksplicit redegjort for. Dette speciale vil derfor bl.a. prøve at definere en række bevaringsargumenter, der bliver brugt af de danske forskere samt at diskutere disse bevaringsargumenters anvendelighed i forbindelse med selve registreringsarbejdet. Der findes et utal af registranter mv. over bevaringsværdige bygninger og miljøer 54, og ikke alle indeholder et egentligt registreringssystem. Jeg har valgt at have fokus på særligt ét registreringssystem i min undersøgelse. Dette registreringssystem er SAVE. SAVE er blevet valgt, idet det er mest benyttede registreringssystem på kommunalt niveau. Selve SAVE metoden revideres fortsat løbende. KIP vil dog blive inddraget, idet de nye kulturarvsatlas bygger på både SAVE og KIP. I denne sammenhæng skal et registreringssystem forstås som et system, der foruden et idégrundlag indeholder en praktisk og forvaltningsminded værkstøjskasse. En værktøjskasse 54 Som et eksempel herpå foretog Dragsbo en undersøgelse af de danske museers bevaringsarbejde i perioden , og ifl. Dragsbo var der her tale om mindst 160 registranter over bygninger i byerne og på landet, hvor der er tilknyttet forskellige bevaringsværdier og kulturhistoriske interesser. Se Dragsbo, Peter: Dansk bygningsregistrering fra enkeltværker til den totale registrering. Fortid og Nutid. Bind 35, hæfte 1, 1988, s

17 bestående af analyseredskaber til at forstå, beskrive, udpege, afgrænse, vurdere og forvalte den fysiske og jordfaste kulturarv. De tiltag, jeg vurderer som indeholdende en sådan værktøjskasse og derved her anses som egentlige registreringssystemer, er: Iagttagelsesmodellen, SAVE, KIP, Skam Herred, DAKD og Landskabskaraktermodellen. Iagttagelsesmodellen og SAVEs fundament er skabt af arkitekter. KIP projektet har haft forskellige fagfolk tilknyttet. Disse er f.eks. arkæologer, historikere og etnologer. Skam Herred projekt har rødder i det kulturhistoriske miljø ved KDC under ledelse af museumsdirektør og dr. phil. Erland Porsmose. DAKD er udviklet ved KDC under ledelse af lic. phil. Per Grau Møller. Landskabskaraktermodellen har sit ophav fra landskabsarkitektur og geografi ved FSL. Analysestrategi Der vil blive besvaret følgende underspørgsmål: Hvilke fokuspunkter på bevaringsarbejdet har der været frem til i dag? Hvilke bevaringsargumenter gør den danske forskning brug af fra 1980erne og frem? Hvilke bevaringsargumenter bruger den gældende lovgivning pr. 1. august 2007? Og hvorledes er disse i forhold til de forskningsbaserede bevaringsargumenter? Hvilke bevaringsargumenter kan bygningsregistreringen ved SAVE imødekomme? Hvilke bevaringsargumenter kan registreringen af de bebyggede strukturer ved Vadehavsatlasset imødekomme? Hvilke bevaringsargumenter kan kulturmiljøregistreringen ved Vadehavsatlasset imødekomme? Hvorledes er sammenhængen mellem de forskningsbaserede bevaringsargumenter, lovgivningen og registreringernes fokus? Selve specialet forudsætter bl.a. accepten af præmissen om, at fundamentet/vidensbanken, som udpegningen bygger på, er bestemmende for, hvad fremtidens bevaringsarbejde i Danmark kan bevare. I det indledende kapitel blev der vist, hvilke fokus bevaringsarbejdet i Danmark har haft med særlig fokus på de seneste årtiers tiltag. I det følgende bliver nogle teoretiske problemstillinger præsenteret, og der er en begrebsafklaring af centrale begreber. Dernæst er der et kapitel med forskningens bevaringsargumenter. Efter at der er blevet fremvist forskellige 17

18 bevaringsargumenter, vil disse bevaringsargumenter blive reduceret til femten forskningsbaserede argumenter. Disse femten argumenter vil i resten af specialet repræsentere forskningen. De vil blive defineret, og deres anvendelighed vil blive diskuteret. Dernæst vil der blive set på, hvilke bevaringsargumenter lovgivningen gør brug af. Dette vil foregå via en analyse af en række udvalgte love 55. Disse love er dem, Kulturarvsstyrelsen og Kulturmiljøportalen henviser til. Efter analysen af disse love vil lovgivningens bevaringsargumenter blive sammenlignet med de forskningsbaserede argumenter. Derefter vil jeg undersøge SAVE. Dette vil ske via tre analyser. Disse er: en analyse af det bygningsskema, der bliver brugt ved feltarbejdet i SAVE metoden, samt via analyser af Vadehavsatlassets registreringer over de bebyggede strukturer og kulturmiljøer. Idet KIP er metoden bag kulturmiljøregistreringen ved Vadehavsatlasset, bliver KIP også inddraget. Der vil ses på, hvilke forskellige bevaringsargumenter de tre registreringer imødekommer. Dernæst vil registreringerne blive sammenlignet med de forskningsbaserede. 55 Se vedlagt bilag nr

19 Bemærkninger på vejen Dette afsnit omhandler to teoretiske problemstillinger, der knytter sig til det valgte område. Disse er henholdsvis skellet mellem teori og praksis samt Den Sproglige Vending. Skellet mellem teori og praksis Der er forskel på, hvad der i teorien begrundes som bevaringsværdigt, og hvad der reelt set bliver bevaret. Dette skyldes, at der er flere dimensioner inden for bevaring af den fysiske og jordfaste kulturarv. Disse dimensioner eller niveauer er lovgivning, forvaltning, forskning, formidling og det politiske. Mellem disse søjler sker der en veksling mellem det teoretiske niveau og det praktiske niveau. I denne veksling kan det ikke undgås, at der undervejs må hugges en hæl og klippes en tå. Dette grunder i, at en teori ikke kan afspejle virkeligheden fuldstændigt, da en teori ikke er virkeligheden. Denne problematik findes ved alle teorier og ikke kun ved dette genstandsfelt. Det er derfor meget vigtigt, at man inden for bevaringsarbejdet véd, hvorfor noget skal bevares, således at der ikke er for stort spring mellem det teoretiske, dvs. hvorfor der skal bevares og det praktiske bevaringsarbejde, dvs. selve udpegningen og forvaltningen. Sagt på en anden måde: således at det bevarede afspejler den underliggende bevaringsideologi. Den Sproglige Vending I begyndelsen af det forrige århundrede var positivismen førende inden for forståelse af videnskaber, og man har f.eks. inden for humaniora og andre videnskabsgrene ment, at der fandtes absolutte sandheder, og at disse var erkendbare. Særligt i anden halvdel af det 20.århundrede erkendtes det, at den objektive sandhed til en vis grad altid ville være uden for menneskelig erkendelse. Mennesket er bl.a. bundet af sin egen historicitet 56 og sit biologiske væsen. Mennesket forstår verden ud fra sit ståsted, der indeholder bl.a. erfaringerne og ikke mindst sproget. Ens ståsted er døren til omverdenen, samtidig med at det sætter begrænsningerne for ens erkendelsesmuligheder. 56 Jf. f.eks. filosoffen og hermeneutikeren Hans-Georg Gadamer ( ). 19

20 Tankerne omkring den manglende erkendelsesmulighed af den objektive sandhed bliver samlet set betegnet som Den Sproglige Vending 57. I den stærke udgave af Den Sproglige Vending er alt sprogkonstitueret, og intet er reelt virkeligt uden for mennesket. Problemet er erkendelsesteoretisk, da menneskets verdensopfattelser og forståelsesmuligheder er indskrænket til kun at indeholde det, vores erkendelsesapparat 58 giver mulighed for. Ved Den Sproglige Vending vil det mere præcist sige, at vi kun kan forstå det, vort sprog tillader. Et eksempel herpå er at hvis mit sprog ikke indeholder begrebet kulturmiljø og dets betydning, kan jeg ikke forstå, hvad kulturmiljø er. Mit sprog konstituerer min verdensforståelse. Den Sproglige Vending har en del tunge argumenter, der er svære at gendrive, samtidig med at Den Sproglige Vending har sine yderliggående konsekvenser og derved sine svagheder. Her skal nævnes, at hvis man tager den yderste konsekvens, så er det ikke kun begreberne, der bliver konstitueret af sproget, men hele verden. At sige at selve omverdenen er afhængig af sproget og ikke omvendt, er for mig at se en urimelig og meningsløs påstand i hverdagen. I dagligdagen vises der utallige eksempler på, at dette ikke holder stik i virkeligheden. Selvom jeg f.eks. ikke havde begrebet smerte, ville jeg alligevel kunne føle det, der svarer til betydningsindholdet i begrebet smerte. Det er nærmere, når denne følelse af smerte indtræffer, at jeg vil opnå et behov for et begreb for smerte i mit sprog. Dvs. når noget uden for mig påfører mig smerte. En anden konsekvens af Den Sproglige Vending vil være, om man egentlig kan tale om et fuldstændig fælles sprog. Hvordan kan jeg f.eks. finde ud af, at min opfattelse af farven rød er fuldstændig identisk til andre menneskers begreb om rød? Eller f.eks. ordet bevaringsværdig. Det er ikke muligt at vide med 100 % sikkerhed, om det, der menes, også er det, der forstås. Ifl. Den Sproglige Vendings vidtrækkende konsekvenser vil et registreringsarbejde ikke give mening for andre end den, der udfører undersøgelsen, idet det bliver meget relativt. Denne undersøgelse kan ikke sætte sig 100 % uden for en vis relativitet. Dette gør sig særligt gældende, når det omhandler vurdering af det bevaringsværdige, f.eks. ved at give en bygning karakter efter SAVE systemet. Der vil uundgåeligt være tale om en vis variation. Denne variation kan minimeres via en klargørelse af, hvilke retningslinjer man benytter sig af, når man vurderer f.eks. et kulturmiljø eller en enkel bygnings bevaringsgrad og bevaringsværdi. Jo 57 Angående yderligere oplysninger om Den Sproglige Vending henvises der til kapitel 10 i Iggers, Georg G.: Historiography in the Twentieth Century From Scientific Objectivity to the Postmodern Challenge. Wesleyan University Press, Dvs. de forskellige sanser, samt tænkningen. 20