NYHEDSBREV SOCIALDEMOKRATISK SKOLEFORUM

Transkript

1 NYHEDSBREV SOCIALDEMOKRATISK SKOLEFORUM Husk landsmødetilmelding Senest 11. april Indhold Indbydelse til Landsmøde 2012 s. 2 Ny nordisk skole s. 3 Er du interesseret i Ungarn? s. 4 Folkeskolens magtforskrækkelse s. 5 Bestyrelsen s. 6 Februar,

2 Indbydelse til Landsmøde og generalforsamling 2012 for Socialdemokratisk Skoleforum Lørdag d. 14. april kl i Partikontoret, Danasvej 7, 1910 Frederiksberg C : Kaffe med brød Foreløbigt program: : Generalforsamling. Foreløbig dagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Formandens beretning 3. Forelæggelse af revideret regnskab og budget til godkendelse. 4. Indkomne forslag. (Forslag skal være formanden i hænde senest 31. marts 2012) 5. Forslag fra bestyrelsen 6. Valg. 7. Eventuelt Indkomne forslag skal fremsendes senest 14 dage før generalforsamlingen : Frokost : Orientering om den aktuelle skolepolitiske situation i international belysning. V. Birgitte Birkvad 14 17: Fortsat generalforsamling/ oplæg v. gæst udefra/ Plenumdebat om skolepolitiske emner : Middag, rødvin og kammeratligt samvær. Transportudgifter dækkes (DSB, 2. klasse eller samkørsel, hvis det er billigere)

3 Tilmelding til landsmødet senest onsdag d. 11. april til: Helge Klintorp Petersen, Otto Møllers Vænge 8, 2610 Rødovre, mail: eller Niels Chr. Sauer, Meistersvej 42, 4700 Næstved, mail: tlf Ny Nordisk Skole i et forpligtende partnerskab af lektor, cand. pæd. pæd. Jimmy Harder Institut for Skole og Læring, Metropol. Det tidligere Frederiksberg Seminarium Når Christine Antorini inviterer til partnerskab, så skal vi tage det alvorligt. Det betyder, at der er brug for socialdemokratiske stemmer i debatten om udformningen af en reformeret skole. Der er behov for afklaring og socialdemokratiske bidrag, der ikke kun formulerer sig i slagord, men i velargumenteret og veloplagt politik, der kan samle skolen i fælles bestræbelser ind i fremtiden. Skolestof er godt politisk stof, det er fyldt med konflikter. Der er store forventninger til hvad skolen kan udrette, og megen skuffelse, når de høje forventninger ikke indfries. Desværre sker det hyppigt, at indflydelsesrige politikere forfalder til at demonstrere handlekraft ved hurtige og fyndige løsninger på skolens problemer. Det er ligesom med grænsebomme ved Kruså, de er flotte og synlige, men gør ikke megen gavn i praksis. Derfor er det ekstra glædeligt at Christine Antorini lancerer et udspil til Ny Nordisk Skole. Christine Antorinis ambition er, at det skal have effekt 30 år frem i tiden. Ingen hurtige grænsebomme her. Det forpligter til gengæld i forhold til, at vi byder ind med holdbare løsninger, der ikke bygger på kortsigtede avisoverskrifter, eller begrænsede personlige erfaringer fra egen skoletid. Set fra mit synspunkt må en holdbar løsning bygge på et partnerskab mellem skolens folk og samfundet. Alt for mange står og råber krav ind i skolen, uden at samarbejde med skolens folk om mål og realistiske resultater. Det vil de fortsat have let ved, indtil lærerne formulerer sig offensivt og stærkt tilbage. Altså er det en del af den reformerede skole, at lærerne bliver stærkere, og at de bruger styrken til at løse skolens opgaver og bidrager i samfundsdebatten. Lærerne kan blive stærkere som faglig gruppe og det forudsætter en yderligere professionalisering med alt hvad det indebærer. Det betyder bl.a. at lærerne i langt højere grad skal være udforskende i egen og andres undervisning. Lige nu er det andre, der sætter standarden og andre, der mener at vide, hvad der foregår i skolens liv. Jeg vil have lærerne i offensiven i fremtidens skole, vel at mærke så de bruger offensiven til at forbedre undervisningen og løse skolens opgaver med. Professionaliseringsvejen er selvfølgelig også fyldt med problemer. Det der opleves som metodefrihed bliver til et metodeansvar, når man skal kunne svare for sig, omvendt så ser) og det ser ikke ud til, at kravene til skolen bliver hverken færre eller nemmere, autonomien er under pres. Der er brug for at gøre skolen mere robust og stærk i forhold til omverdenen, og det kan kun ske

4 ved at blive dygtigere til sin kerneopgave, undervisning og læring. Med autonomi følger ansvaret, parallelt med andre professioners vilkår. Den enkelte lærer er for alene om at udvikle løsninger på skolens problemer. Set fra mine aktuelle erfaringer med læreruddannelse, udvikling af undervisning, evalueringer, teamsamarbejde og skoleledelse viser der sig et billede af en skole, hvor læreren i al for høj grad er alene om at udvikle løsninger på en række alvorlige problemer. Her nævnes: faktor for undervisnings- og arbejdsmiljøet. der er elever i klassen som har en grænseoverskridende adfærd eller alvorlige personlige eller faglige problemer.på den ene side er det en stor lærerfaglig tilfredsstillelse, når man udvikler egen undervisning og opnår store resultater med det. På den anden side slår det hårdt, når man ikke kan indfri de stadigt større og modstridende krav fra omverdenens forventninger. Øget professionalisering om løsninger og udvikling skal i langt højere grad styrke lærernes mulighed for at sætte dagsordenen som gruppe, og løfte den til et højere niveau. Spørgsmålet er om lærerne kan og vil det? Mon ikke viljen er til stede? Jeg mener det forudsætter at lærerne får tilført ny viden om det pædagogisk professionelle arbejde, samtidig med at skolens leder understøtter udviklingen. Ny viden skal oversættes til nyt sprog, ny adfærd, nye procedurer før det bliver til en ændret og bedre praksis. Er du interesseret i at tale med ungarere om Ungarn? Fra fredag den 13. April ( ca. kl. 18) og til og med søndag den 15. April arrangerer ISDUE et møde i Budapest, hvor også du kan deltage. ISDUE står for International Socialdemocratic Union of Teachers og blev oprettet i begyndelsen af 1950erne som en del af det fredsskabende arbejde i Europa efter Anden Verdenskrig. Efter murens fald omkring 1990 er mange af ISDUEs møder og konferencer blevet holdt i de tidligere Warszwavapagt-lande, men der har også været konferencer og møder i England og Portugal, Rom og København. Flere af medlemmerne i Socialdemokratisk Skoleforum har i årenes løb deltaget i konferencerne og oplevet, hvor udbytterigt og inspirerende det er, at møde socialdemokratiske skolefolk og skolepolitikere fra andre lande. Min deltagelse i ISDUE-konferencer startede i Budapest for 11 år siden. Der mødte jeg for første gang Vilmos og Ivan. Vilmos er universitetslærer og har været meget aktiv i udformningen af den tidligere socialdemokratiske regerings skolepolitik. Det er ikke omkostningsfrit i de nye tider i Ungarn at have været en fremtrædende socialdemokratisk skolepolitiker. Ivan er historieprofessor og forfatter, omkring 80 år gammel, erhvervsaktiv indtil for et par år siden, oplevede sultens Ungarn under 2. Verdenskrig og ved bare vildt meget om Ungarns og Europas historie i 1900-tallet.

5 Du behøver ikke være en ørn til engelsk, der som regel er konferencesproget, for at få udbytte af ISDUE-konferencerne. ISDUE har sekretariat i Wien, og den østrigske gruppe er normal den største konferencegruppe bortset fra værtslandets. Der er derfor en del tysktalende konferencedeltagerne. Ofte er der derfor også tolkning til tysk. Folk er søde og hjælpsomme og gør sig umage for, at også førstegangsdeltagere føler sig vel til mode og får udbytte af konferencen. Kontakt Inger Schäfer ( se oversigten sidst i nyhedsbrevet for Ingers kontaktoplysninger), der er vicepræsident i ISDUE, hvis du vil have de aktuelle, praktiske oplysninger om konferencen i Budapest i april. Yvonne Svendsen Folkeskolens magtforskrækkelse Af Niels Chr. Sauer, formand for Socialdemokratisk Skoleforum For en måneds tid siden var jeg igen på visit i en engelsk skole. Her kiggede jeg ind kantinen i middagspausen, hvor hen ved 75 børn under opsyn af én lærer spiste sammen i et ikke særlig stort, meget højloftet rum med en rungende akustik. Nogle stod roligt i kø ved kantinedisken, andre var i målrettet bevægelse frem eller tilbage til deres pladser, der var en del kommen og gåen. De fleste børn sad ved fire langborde og spiste. Rummet var fuldt af kvidrende børnestemmer, men lydtrykket var på ingen måde ubehageligt. Der var ingen forvirring, intet råberi, ingen synlige konflikter, ingen smækkende døre eller vild stoleskramlen, kort sagt intet behov for indgreb fra læreren, der kunne sidde afslappet på sin stol og spise sin mad i fred og ro. I et glimt så jeg for mit indre blik, hvordan en tilsvarende situation på en typisk dansk skole ville være, og tænkte uvægerligt: Hvad er det dog, vi har gjort galt? For noget må vi have gjort galt. Tallene taler deres tydelige sprog: 67 pct. af eleverne fra , klasse mener, at konflikter tit giver en dårlig stemning i klassen, og 55 pct. oplever, at der kun somme tider, sjældent eller aldrig er den fornødne ro i undervisningen pct. af lærerne angiver at have været udsat for psykisk og/eller fysisk vold i løbet af et år pct. af skolelederne i større byer angiver, at der er problemer med uro på deres skole pct. af lærerne under 30 år angiver, at den største udfordring ved lærerjobbet er urolige elever 4. Og lærerstuderende angiver angsten for ikke at kunne styre klassen som deres største karrieremæssige bekymring 5. Ingen enkelt faktor er ifølge PISA mere destruktiv for elevernes udbytte af skolegangen end undervisningsforstyrrende uro. Vi taler med andre ord om folkeskolens største pædagogiske udfordring, intet mindre. Hvorfor skal så mange danske lærere bruge så enorme mængder af tid og energi på alle disse magtkampe i folkeskolens klasserum? 1 Dansk Center for Undervisningsmiljø FTF/CASA Skole og Samfund DLF Fibæk 2008

6 Den svenske professor Åsa Bartholdsson har forsket i den svenske folkeskole, der kæmper med den samme slags problemer. Hun beskriver i sin doktorafhandling, hvordan skolens magtudøvelse er i krise. Kort fortalt er hendes pointe, at skolen lider af magtforskrækkelse. Dens lærere har et så anspændt forhold til fænomenet magt, at de nødigt vedgår deres egen magtudøvelse. De forsøger konsekvent at forklæde den som omsorg, og det forhindrer dem i at tage nødvendige konflikter med børnene på hensigtsmæssig og troværdig vis. Åbenlyst udfordrende, uacceptabel opførsel fra elevernes side konfronteres ikke direkte, men mødes med forstående og psykologiserende attituder. De grænseoverskridende børn langt overvejende drenge - oplever imidlertid lærernes reaktioner som utroværdige og manipulerende. Disse drenge har et stærkt behov for at blive taget alvorligt, og er der noget, der trigger hankønnet, så er det oplevelsen af at blive usynliggjort. For dem er der ofte kun et at gøre: Skærpe konfrontationen indtil det punkt, hvor læreren bliver nødt til at lade masken falde. Når det så endelig sker, er det en ulykke. Ikke blot er der blevet spildt rigtigt meget energi inden man nåede dertil, men læreren er desuden bragt ud over den grænse, hvor han kan agere rationelt. Den konflikt, der muligvis kunne have været taget i opløbet med en tydelig markering fra den magtfulde lærer med styr på klasserummet, bliver i stedet til en udstilling af magtesløshed oppe fra det røde felt, hvor læreren er nødt til at påkalde sig autoritet udefra. Så skal forældrene indblandes, og så skal inspektøren tage affære. Eleven er måske undervejs i processen røget så langt ud ad tangenten, at skolepsykologen må ind og undersøge, og så venter eksklusionen lige om hjørnet. Åsa Bartholdssons opsigtsvækkende konklusion er, at skolen i vid udstrækning selv producerer sine utilpassede elever. Ret beset er lærernes handlemønster produktet af en naturlig udvikling. Fortidens skole var bl.a. kendetegnet ved et systematisk og institutionaliseret magtmisbrug i form af autoritære læreres overlagte intimidering af eleverne og rutinemæssig uddeling af regulære øretæver helt op til Ubehaget ved magtudøvelse hos vore dages lærere er en logisk følge af opgøret med den sorte skole. Det, Bartholdsson nu peger på, er reelt, hvordan denne magtforskrækkelse har medført et snigende forfald i lærernes klasserumsledelse. Dette forfald har i den grad besværliggjort etableringen af velfungerende, fokuserede læringsfællesskaber i skolen, at al klasseundervisning som sådan er blevet talt helt ned under gulvbrædderne. I stedet har lærerne tyet til mere og mere individualiserede arbejdsformer, hvor hver elev arbejder i sit eget mentale rum. Og nu lægger kommunale aktører centralt og lokalt op til, at skolen skal gå videre ad denne vej, stærkt animeret af udsigten til mulige rationaliseringsgevinster gennem optimering af holdstørrelser, aldersintegreret undervisning i indskolingen, linjeopdeling i udskolingen mv. Men alle advarselslamper blinker. Forskerne står i kø med advarsler rettet imod klassefællesskabernes opløsning. Alle som en peger de på ødelæggende følger af bortfaldet af den klassekammerateffekt, der kun kan udfoldes i de heterogene læringsfælleskaber, som nu trues af holddannelse i form af niveaudeling. De konstaterer fremvæksten af en demotiveret minimumsindsatskultur navnlig blandt drenge, der ikke magter de omfattende krav om ansvar for egen læring. Vandrerne, kalder de norske forskere denne gruppe af elever, velkendt af alle lærere, kendetegnet ved en ambitionforladt, småfrustreret rastløshed, der får dem til at drive formålsløst omkring, så snart læreren løsner sit greb om undervisningen. Børnepsykiaterne anklager skolens utrygge flimmer af ustandselige opbrud, utydelige voksne og uklare krav for at være stærkt medvirkende til den øgede forekomst af socioemotionelle diagnoser som adhd, asperger og autisme. Samstemmende understreger forskerne de velfungerende fællesskabers afgørende betydning for en

7 inkluderende skole. Et af vor tids største pædagogiske fyrtårne, den tyske professor Thomas Ziehe, peger på behovet for etablering af en ny lærerolle, der gør op med det, han kalder 70 erpædagogikken og tager seriøst bestik af de gennemgribende ændringer i børne- og ungdomskulturen, som har fundet sted, siden vi begravede den sorte skole. Måske står vi ved en skillevej. Enhedsskolen centreret omkring den årgangsdelte, sammenholdte klasse i hele skoleforløbet er ganske vist kun 18 år gammel, men nogle mener, at tiden allerede er løbet fra den. Paradoksalt nok ønsker de at gå tilbage til den skole, der gik forud. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men de har ret, for så vidt som enhedsskolen naturligvis ikke kan siges at have fundet sin endelige form. Den lider tydeligvis af nogle børnesygdomme, hvoraf magtkampen i klassen og den deraf følgende uro er den alvorligste. Dette er enhedsskolens akilleshæl. Folkeskolens største udfordring i de kommende år bliver at løse dette problem uden at smide barnet ud med badevandet. Referencer: Åsa Bartholdsson: Den venlige magtudøvelse Normalitet og magt i skolen København Thomas Nordahl: Skoler med liten og stor forekomst av atferdsproblemer Elverum 2009 Monika Vinterek: Individualisering i ett skolsammanhang Kalmar 2006 Thomas Ziehe: Øer af intensitet i et hav af rutine København 2007 Bestyrelsen Formand: Niels Chr. Sauer, Meistersvej 42, 4700 Næstved, niels.sauer@skolekom.dk Kasserer: Helge Pedersen, helge.petersen@skolekom.dk Bestyrelsesmedlem: Inger Schäfer, Kokhaven 14, Genner, 6230 Rødekro, ischdk@gmail.com Bestyrelsesmedlem: Anders Liltorp Lyngbye, andersliltorp@hotmail.com Bestyrelsesmedlem: Dan Larsen, Gunnekær 21 st. th., 2610 Rødovre, danlarsen51@gmail.com, tlf og Suppleant: Jette Nielsen, Glentehusene 44, 2620 Albertslund, tlf , jeni@tdcadsl.dk Revisor: Tom Benda, Herluf Trollesgade 24, 1052 København, , tombenda@mail.tele.dk ISDUE ( international kontakt): Inger Schäfer, Kokhaven 14, Genner, 6230 Rødekro, ischdk@gmail.com, tlf NYHEDSBREV: Yvonne Svendsen, Irmingersgade 16, 1.th, 2100 København Ø, tlf , yvonnesvendsen@hotmail.com Indlæg til nyhedsbrevet sendes til Niels Chr. Sauer eller Yvonne Svendsen, se ovenfor.