Transkript

1 Afsluttende debatoplæg -Videnskonferencen i Ilulissat 8-10 oktober 2013 v/ leder af Forsknings-og udviklingsafdelingen, lektor i socialt- og psykosocialt arbejde ved Pi/SPS, Kåre Halvorsen HVORDAN KAN VI UDVIKLE FORSKNING, VIDENSDELING OG KVALITET SAMT SIKRE SAMARBEJDE PRAKSISNÆRHED OG INTERNATIONALISERING AF PROFESSIONSUDANNELSERNE I GRØNLAND? Overskriften på mit indlæg på denne konference er både lang og ambitiøs ud fra de rådende forhold her i Grønland, men netop derfor er det vigtigt at stille disse spørgsmål. Om jeg ikke kan svare på alle spørgsmålene her og nu, er det vigtigt at kunne reflektere over dem og at professionsuddannelserne selv i fællesskab besvarer de spørgsmål jeg har opstillet eller reflekterer over. Vi har i løbet af konferencen hørt om at den nyeste forskning omkring læring og udvikling sker ved at stille spørgsmål og ikke give svar og at læring sker i relationer og hvis vi overfører dette som en metafor i akademisk tækning og udvikling, så kunne vi sige at forskning, kvalitet og internationalisering i større grad en i dag må ske via samarbejde og vidensdeling og skal den også blive praksisnær og evidensbaseret må forskning og vidensdeling ske i forhold til professionsuddannelsernes praksisfelt og gerne sammen med praksisfeltets aktører. Spørgsmålet bliver således hvordan udvikler vi dette? Grønland er et stort land i geografisk målestok, men lille i forhold til uddannelsesmæssige traditioner og hele uddannelsessektoren, ikke mindst på professionsområdet, mangler både kvantitative og kvalitative ressourcer. Der er gennem de sidste mange år sket en positiv udvikling og der er igangsat en række gode initiativer, men vi må se i øjnene at der fortsat er svært at rekruttere kvalificerede undervisere til de fleste uddannelser her i landet, at der er en alt for stor turn over med andre ord en ustabil lærerstab som påvirker kontinuerlighed, tradition og historie. Herudover, uden at dette skal opfattes negativt, er de uddannelsestraditioner som findes i stor grad baseret på danske traditioner og tit kopier af danske rammer og studieordninger, til trods for at der er uddannelsespolitiske målsætninger om at uddannelserne skal tage udgangspunkt i og implementere grønlandsk sprog, kultur og tradition og samtidigt være international eller global. At forene disse visioner i den virkelighed vi lever i, synes svært, men dog ikke umulig. At uddannelsespolitik- og tradition er forankret i danske traditioner og værdier, er i udgangspunkt ikke underligt historisk set og med baggrund i de tætte relationer der nødvendigvis er mellem Grønland og Danmark. Denne tradition kan ikke siges at være international og langt fra global og dermed ikke befordrende i et udviklingspotentiale hverken nationalt eller internationalt perspektiv. Et andet fænomen som ses i Grønland, er at uddannelsespolitik og uddannelsesstrategier sjældent er bæredygtigt. Når jeg siger bæredygtig i denne forbindelse, mener jeg at de ikke har lang levetid og dermed ikke er robuste. De er tit præget af mangelful planlægning og et ønske om hurtige forandringer fremfor langsigtede mål og sammenhænge. Den samme tendens ser vi i Danmark, hvor nye uddannelsespolitikker og studieordninger nærmest ikke når at blive implementeret før det hele skal laves om, f.eks. pædagoguddannelsen hvor der nu er lanceret en (social)pædagoguddannelse til opstart til efteråret 2014 og dette er den 4. ændring af pædagoguddannelsen på knapt 10 år og det paradoksale er, at man nu vender tilbage til en 3-deling af 1

2 uddannelsen i specialisering, som man tidligere har forladt. Man kan spørge sig om dette sker fordi man ønsker kvalitet i uddannelserne eller fornyelser, eller om det er symbolpolitik og politisk respons når uddannelserne udsættes for kritik eller om der er økonomiske interesserer, som styrer denne type af uddannelsespolitik. Her har både Danmark og Grønland meget at lære af Finland, Norge og Sverige, hvor uddannelserne i langt større grad er bæredygtige og ikke er partipolitisk funderet og dermed også overlever evt. regeringsskifte. Når jeg nævner Finland, Norge og Sverige, så er de også kommet meget længer med hensyn til forskning og evidensbaseret undervisning. Der er satset meget på opgradering af underviserne med hensyn til videreuddannelser og ikke mindst forskerstillinger og muligheder til ph.d. forløb. Dette uanset om professionsuddannelserne fysisk er placeret på højskoler eller universitetet. Samtidigt med dette oprettes der professor og docentstillinger, som er nødvendigt for at bedrive eller lede og udvikle kvalificeret forskning. I Danmark kan man næsten tælle på en hånd professorstillinger i socialt arbejde og socialpædagogik, mens der i Norge og Sverige findes og i Grønland findes der ingen. Dette handler ikke om manglende interesser, ambitioner eller kvalifikationer hos underviserne, men om uddannelsespolitiske prioriteringer og økonomiske bevilliger. Den grønlandske retorik og agenda siger, at vejen til udvikling og selvstændighed er uddannelse, men den vej bliver lang hvis der ikke er kvalificerede undervisere som skal forestå denne udvikling. Universitetet i Nuuk har eksisteret i mange år og der foregår kvalificeret forskning på de klassiske uddannelser og i meget begrænset omfang på professionsuddannelserne. Dog vil jeg sige at institut for sundhedsvidenskab (sygeplejeuddannelsen) er en udtagelse, der de i de sidste mange år har sørget for en bevidst videreuddannelse og opkvalificering af lærerstaben, men som jeg har forstået det, har de også haft bedre økonomi og mulighed for dette inden for sundhedssektoren end i de andre professioner. Det er også et Paradoks, at universitetet nu ikke har en eneste heltidsansat professor, men hvis man går år tilbage i tiden, var der dygtige og faktisk etnisk grønlandske professorer ansat. Ikke alle ønsker en akademisk karriere på ph.d. niveau eller at blive forskere inden for professionsområdet, men tiden må nu være moden for at der tilbydes videre/efteruddannelse på diplom og masteniveau. Udover Inerisaavik som har en særstilling som pægagogisk udviklingsafdeling, er der ingen professionsuddannelser som har diplom- eller masteruddanneler på sit program. Dette kan selvfølgelig begrundes i at der ikke er studerende nok, eftersom Bachelor uddannelserne kun har eksisteret siden 2009, men en anden forklaring kan være at der ikke er bevilget penge til denne type uddannelser. Det undrede mig den gang jeg var leder af socialrådgiveruddannelsen i Nuuk, at bevillinger til videreuddannelser, f.eks. diplomuddannelse ikke kunne ansøges i departementet for uddannelser, men skulle søges fra en pulje som var administreret af socialdepartementet (i dag departementet for familie og justits) og denne ordning eksisterer fortsat uden at jeg kan finde nogen saglig begrundelse for hvorfor dette fagdepartement administrerer og prioriterer videreuddannelser på det social området frem for uddannelsesdepartementet Ved at lade uddannelsesdepartementet administrere dette område kan der bedre sikres faste bevillinger og dermed kontinuitet og sammenhæng i uddannelserne. Efter 2 hold diplomstuderende, stoppede bevillingen eftersom familiedepartementet ville bruge sine midler til andre tiltag og dermed er der nu ingen mulighed for videreuddannelse, indenfor de socialfaglige uddannelser med mindre man tager det i udlandet. 2

3 Jeg anerkender, at der måske i dag ikke er muligt at oprette diplom- eller masteruddannelser på alle professionsuddannelser, men tværfaglige uddannelser, som retter sig mod målgrupper eller problemområder fremfor fagdiscipliner, vil give god mening og vil kunne styrke praksisfeltet og dermed give en øget kvalitet i de professionelle arbejdet. Denne konference har en målgruppe eller tema som omhandler børn og unges læring og udvikling og i denne forbindelse er der også fokuseret på børn og unges opvækstvilkår, levevilkår og livskvalitet. Her findes der desværre mange mangler og udtalte problemer, på det socialfaglige- og sundhedsmæssige området, f.eks. børnefattigdom, familievold og misbrugsproblematik som Børnetalsmandsinstitutionen rengjorde for på konferencens første dag. Diplom eller professionsmasteruddannelser kunne i denne sammenhæng være aktuelt enten rettet mod målgruppen udsatte børn og unge eller mod den mere specifik problematik; misbrug, vold og anden overgreb i familien eller mod børnefattigdom. I forhold til praksisfeltet, er der et behov for opkvalificering av tidligere udannede socialrådgivere, socialrådgivere og lærere til et bachelorniveau. Dette er gennemført på sygeplejeuddannelsen, men der er ikke bevilget penge til et sådant forløb på de øvrige professionsuddannelser. Tværfaglige indsatser er vejen frem. Og at løfte i flok, er et motto som gentagende gange kommer til udtryk i forskningsrapporter, f. eks i Redegørelsen for Børne-og unge strategien, Velfærdskommissionens anbefalinger etc. På samme måde som videre/efteruddannelser med stor fordel kunne være tværfaglige og faktisk også tværsektorielle (skole, sundhed, social) vil jeg også mene at professionsforskning bør ske på samme måde. Vi er få aktører herunder forskere i Grønland og jeg synes, at vi er alt for dårlige til at samarbejde, at dele vores viden med hinanden. Det er nærmest som om, der er vandtætte skod mellem uddannelserne selv der uddannelserne har det samme praksisfelt og nogle ganger får jeg et indtryk af, at det handler mere om konkurrence og interessekonflikter end en reel vilje til samarbejde. Vidensdeling sker normalt via færdige projekt-eller forskningsrapporter og gennem fælles deltagelse i projekt eller forskning. Jeg vil derfor foreslå at der inden for professionsforskning og professionsudvikling oprettes tematiserede netværksgrupper eller forskningsplatforme på tværs af professionsuddannelserne rettet mod fælles målgrupper (brugergrupper) eller problematikker. Praksisfeltet kunne også i større grad inddrages som aktører eller som sparringspartnere eller præmisleverandører. Dette kan ske uden at der skal være et konkurrencemoment eller en diskussion om hvem der er ansvarlig eller tovholder, i og med at de forskellige professionsuddannelser kan være hovedansvarlig for sit/sine respektive forskningsprogrammer og dette kan ske uden at forsker/projektgruppen fysisk må sidde sammen. Styrken i dette er ikke alene det tværfaglige, men i stor grad videns- og erfaringsdeling med udgangspunkt i egen profession men med et tværfagligt og helhedsorienteret handlingsperspektiv. På denne måde vil der også kunne udvikles en fælles forståelse og evt. en tværfaglig evidensbaseret viden. Dette kunne måske også i større grad end nu være med til at underbygge eller styrke forståelsen for den kompleksitet som konferencen har påpeget i forhold til børn og unge eller andre socialt udsatte grupper livsbetingelser, udvikling læringen eller aflæring af negative tanke- og handlingsmønster. Uafhængigt af professionernes monofaglighed må der skabes en helhedsorienteret forståelse og en koordineret indsats. 3

4 Sådanne forskningsprogram eller tværfaglige projekter, kan også være internationale. Hvis Grønland ikke skal blive isoleret må forskningen eller dele af denne foregår i et internationalt perspektiv. Dette kan ske ved at professionsuddannelserne i større grad end nu, deltager i internationale konferencer, forskningsnetværk eller laver komparativ forskning. Alt dette kræver tid, interesse og økonomiske ressourcer og derfor må professionsuddannelserne på samme måde som de klassiske uddannelser få forskning- eller udviklingstid og den enkelte uddannelse må tilføre midler til opkvalificering af lærerstaben. Ligeledes bør alle professionsuddannelser i Grønland få den samme arbejdstidsaftale og stillingsstruktur, noget som ikke er tilfælde i dag og dermed ikke giver samme mulighed for forskning, faglig udvikling eller samarbejde på samme vilkår. Når jeg alligevel befinder mig på den uddannelsespolitiske arena og med henvisning til de nordiske lande, er det underligt at man i Grønland har afskaffet bekendtgørelserne for de professionsrettede uddannelser. Fra departementets side dette været begrundet i at det er styrelsesloven (universitetsloven) som fremover skal regulere de videregående uddannelser dermed er det jo eksplicit også sagt at alle videregående uddannelser skal være universitetstilknyttet. Denne diskussion ønsker jeg ikke at forfølge her, selv om Danmark jo har gået den modsatte vej og har styrket professionshøjskolerne (university college) med en særskilt lov for professionsuddannelserne og nu også tilfører disse uddannelser både forskningsstatus og økonomi til opgradering af underviserne. Min pointe er at afskaffelsen af bekendtgørelser eller rammeplaner som det hedder i Norge og Sverige, gør at man overlader styringen herunder retningen og indholdet i uddannelserne til universitets bestyrelser og godkendelse af studieordninger til universitets akademiske råd, der professionsuddannelserne er underrepræsenteret og den enkelte uddannelse får mindre indflydelse på det faglige indhold. Selv om mange professionsuddannelser i Finland, Norge og Sverige i dag er en del av universiteter, så har de bebeholdt bekendtgørelserne som virker uafhængig men parallelt med universitets loven. Dette er også tilfældet med de få professionsuddannelser som også i Danmark er universitetstilknyttet, således er socialrådgiveruddannelsen på Aalborg universitet ikke reguleret af universitetsloven, men af bekendtgørelsen for socialrådgiveruddannelserne og de er i øvrigt underlagt de samme bestemmelser herunder studieordning, eksamenen og censur, stiillingsstruktur samt akkreditering som de øvrige socialrådgiveruddanneler i Danmark.. Dette gør at samarbejdet på tværs af socialrådgiveruddannelserne og evt. samarbejde med andre professionsuddannelser kan ske indenfor de ramme rammer og med et bedre fælles udgangspunkt. Der bør derfor overvejes, om bekendtgørelserne skal genindføres i Grønland og at man samtidigt laver en lov om professionsuddannelser, som kan virke parallelt med universitetsloven som kan styrke og synliggøre professionsuddannelsernes særlige behov og karakteristika og i større grad end nu styrke samarbejdet mellem professionsuddannelserne og ikke mindst samarbejde med de professionsuddannelser som ikke er fusioneret med universitetet i Nuuk og hvor det dermed åbner mulighed for at oprette professionshøjskoler (university college) i Grønland f.eks. på Pi/SPS eller ingeniørskolen som også er beliggende udenfor Nuuk og som i udgangspunktet ikke ønsker en universitetstilknytning. 4

5 Professionsforskning eller praksisforskning kan også være opdrag forskning, forstået på den måde at myndigheder eller prakisfeltet kan bede om at få udført forskning,, udviklingsprojekter eller evaluering. Sådanne opgaver forsøger vi at udføre på videncenteret her på PI/SPS og når underviserne her er aktører i videncenteret bidrager dette til at underviserne får en faglig udvikling og i nogen udstrækning erfaring og metodiske tilgange i forhold til forskning, udviklingsprojekter og evaluering. Dog er vi begrænset så længe videncenteret ikke er på finansloven og derfor må tage betaling for de opgaver vi løser. Et andet problem er at mange af de opgaver, som skal løses for centrale myndigheder, f.eks. departementer og kommuner, tit gives private firmaer i Danmark eller at de finansieres via fondsmidler, hvor fonden stiller betingelser til og beslutter, hvem der skal udføre opgaven fremfor at opgaven gives til nationale aktører eller lægges ud på udbud. Dette gør det svært at bedrive opdragsforskning her i landet for videncentre og professionsuddannelserne. Dog har vi forståelse for, at det kræver fornødne kompetencer, erfaring og kapacitet til at løfte opgaven. Denne konference har haft fokus på ny viden og forskning om børn og unges læring og udvikling samt professionsuddannelsernes rolle og ansvar i denne sammenhæng. Dette er i sig selv en tværfaglig tilgang, som inkluderer de fleste professionsuddannelser her i landet. Derfor har deltagerne på konferencen afspejlet det tværfaglige og tværsektorielle, dog skal dette udmøntes i praktiske handlinger eller i konkret tværfagligt samarbejde. Jeg har givet et bud på hvordan det tværfaglige kan komme til udtryk via fælles forskning, udvikling af fælles evidens og samarbejde mellem uddannelserne og praksisfeltet. En anden mulighed er et etablere fælles undervisningsforløb, som enten er tematiseret eller målgruppe/faglig orienteret. På denne måde kan der skabes synergieffekt og en bedre udnyttelse af undervisernes erfaringer og faglig kompetencer. Lærerudveksling kunne måske også være en del af et tværsektorielt samarbejde. Konferencen har måske ikke decideret fokuseret så meget på professionsuddannelsernes konkret rolle og ansvar i forhold til konferencens tema eller målgruppe, men der ligger vel implicit en forståelse af at de tilstedeværende professionsuddannelser, alle på hver sin måde og med forskellig indfaldsvinkel i det daglige beskæftigelser sig med børn og unges kompetence, læring og udvikling. Derfor er vigtigt at tilegne sig ny viden og forståelse for nye teorier og udviklingspotentialer, som skal implementeres i de respektive uddannelser. Konferencen har forsøgt at definere udvikling og læring i et bredt perspektiv, som rækker ud over det rent kognitive, emotionelle og kropslige og har fokuseret på læring og udvikling i denne sammenhæng må ses i forhold til børn og unges kultur, livsbetingelser og opvækstmiljø herunder sundhed. I denne sammenhæng er professionsuddannelserne også en læring og udviklingsplatform for forebyggelse og i nogen grad behandlende indsats i forhold børn og unges psykosociale problemer, sundheds adfærd herunder salutogenese og mestringsstrategier. Dette giver professionsuddannelserne og den enkelte underviser nogle ekstra udfordringer, som nogle ganger rækker udover, de faglige kompetencer den enkelte underviser har eller udover det formål som uddannelsen skal varetage. Derfor er også læring og udvikling i nogen udtrækning et tværfagligt projekt, jfr. socialpædagoger der arbejder i skolen eller socialrådgiver, der arbejder i daginstitutionen eller jordmor og sundhedsplejerskens vigtige rolle omkring tidlig indsats. Man kan se at der nu etableres formel forskningsaktivitet på naturvidenskabsområdet og på sundhedsområdet, hvilket er meget positivt, men der mangles forskning på området for børn og unge, handicappede og socialt udsatte i Grønland. Endvidere er det værd at diskutere hvorvidt man skal opbygge 5

6 kandidat- og masteruddannelser i Grønland, eller om det med fordel kan ske i et samarbejde med udenlandske universiteter. Vi her på PI/SPS håber at denne konference kan være starten til en kontinuerlig dialog og et samarbejde omkring konferencens målgrupper på tværs af uddannelserne samt et tættere samarbejde med praksisfeltet. Måske kan denne konference være en kickstart (også et ord fra konferencen) i forhold til fremtidige konferencer hvor forskning, professionsuddannelser, politikere og relevant praksisfelt regelmæssigt kan mødes i et tværfagligt interessefelt og gerne i et nordisk eller internationalt perspektiv eller sammenhæng. I denne sammenhæng vil jeg afslutningsvis nævne at vi her på Pi/SPS til august næste år arrangerer en nordisk konference med titel: Socialpædagogik og socialt arbejde i et interkulturelt og/eller arktisk perspektiv. Samtidig siger jeg på vegne af os på PI/SPS, tak for ren god og lærerig konference og for den store og tværfaglige opmærksomhed som konferencen har fået synliggjort ved den store deltagelse og deltagernes engagement på konference og igen en særlig tak til alle forelæsere og oplægsholdere for jeres bidrag og evnen til uafhængig af hinanden at skabe sammenhæng i konferencen. 6