NÅR MEDIERNE TAGER MAGTEN

Transkript

1

2 NÅR MEDIERNE TAGER MAGTEN

3 Finn Held NÅR MEDIERNE TAGER MAGTEN Frydenlund

4 Når medierne tager magten Frydenlund og forfatteren, 2006 ISBN: Grafisk tilrettelægelse: Louise Maj Hansen Grafisk produktion: Pozkal, Polen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K Tlf Fax frydenlund@frydenlund.dk

5 Indhold Indledning: Om mediekrise og mediekritik...9 Første del: Straffesagen Politiet: Vi holder alle oplysninger for dobbelt lukkede døre...21 Anden del: I medierne Bagsværd/Søborg Bladet: Da vi må erkende, at disse sigtelser, er usande Chefredaktøren: Så satte vi to mand på sagen Fagbladet Journalisten: Den svigtede historie Journalist fra Jyllands-Posten: Men det er der jo faldet dom for! Cavling-priskomiteens formand: En af dem Hollywood laver film om Red Barnet: Vi flytter ikke kniven fra struben Eventyrdigteren: Og det kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist...168

6 Tredje del: I mediefælden En studie i magtfordrejning: Forvaltningen på Gladsaxe Rådhus En studie i magtfordrejningens formidling: Professorredegørelsen Sådan sluttede sagen: Mørklagt af medier og myndigheder En slags efterskrift: Når medierne tager magten Noter Kildefortegnelse Personfortegnelse

7 Massemedierne, den 4. statsmagt, er den eneste af vore institutioner, der fungerer uden nogen form for effektiv demokratisk kontrol, idet enhver form for uafhængig kritik vendt mod den, ethvert forsøg på at skifte den ud, aldrig når en større offentlighed, ganske enkelt fordi en sådan kritik ikke har nogen chance for at blive udsendt i stor målestok Paul Virilio i Krigen, byen og det politiske, 1994.

8

9 Indledning: Om mediekrise og mediekritik Denne bog handler om journalistik og om, hvad der sker, når journalister, eksperter og embedsmænd lader hånt om kendsgerninger og giver afkald på at skelne mellem sandhed og løgn, mellem virkelighed og fiktion. Den handler om moderne mediemagt, der unddrager sig enhver form for kontrol med konsekvenser, man i den mediestyrede offentlighed stort set ikke beskæftiger sig med. Massemedierne er nutidens mest magtfulde redskab til at formidle nyheder, informationer og holdninger, og dermed til at påvirke os alle med en styrke, som bedst kan sammenlignes med den, de store kirkesamfund og deres præsteskab besad og nogle steder fortsat besidder. Moderne massemedier sætter en ære i at korrigere og moralisere, i at finde fejl og mangler, og i at afsløre korruption, forbrydelser, misbrug, sjusk og lemfældighed, hvor det forekommer i den del af samfundet, der ligger uden for mediernes egen verden. Ingen kontrollerer, om mediernes afsløringer er berettigede eller sandfærdige. Ingen i samfundet har reel mulighed for at finde fejl, mangler eller afsløre korruption, forbrydelser, misbrug, sjusk og lemfældighed i mediernes egen verden. De, der skaffer sig muligheden, vil ikke kunne få afsløringerne offentliggjort i medierne. De, der får afsløringer offentliggjort på anden måde, vil ikke få det omtalt i medierne. I det moderne demokrati administreres og kontrolleres ytringsfriheden demokratiets mest værdifulde gode af massemedierne. Det sker uden nogen form for demokratisk kontrol. Således udgør nutidens journalister og redaktører en ny besiddende klasse med et reelt monopol på ytringsmuligheder og dermed på ytringsretten. Titlen på denne bog er inspireret af en svensk bog, der udkom på dansk i 1997 det år som denne bog tager afsæt i med eksempler hentet fra den danske medieverden. Bogen kom på dansk til at hedde De har vendt sig imod os da medierne tog magten. Forfatteren, Maria-Pia Boëthius, skriver heri: 9

10 Medier legitimerer deres stilling ved at hævde, at de overvåger samfundet og magten og de overgreb, som begås mod borgerne. Men hvis en anden magt begik de overgreb mod enkeltpersoner, som medierne rutinemæssigt begår, ville der blive ramaskrig og skandale. Medierne dømmer og knuser mennesker sideløbende med den juridiske ret. Medier skænder menneskers integritet også mennesker som bare befinder sig i nærheden af deres ofre. Medier overtræder privatlivets fred og bedriver telefonterror og belejrer menneskers hjem; det er nok, at de pågældende er relaterede til en varm person. Vi andre journalister som ikke beskæftiger os med den slags tier for det meste; det er en slags underforstået overenskomst og et særligt kammerateri. Medierne legitimerer deres magt ved at hævde, at de overvåger magten. Men den største, ukontrollerede magt i samfundet medierne selv overvåges ikke overhovedet, eller kun uhørt amatøragtigt eller meget tilbageholdende. Medierne påstår, at de står som garanter for ytringsfriheden og trykkefriheden. Dette er ikke sandt. De censurerer, redigerer og udelader, forkorter og afviser, bestemmer dagsordenen og afgør hvem, der skal få ordet, de overdriver, lyver, vinkler, sensationaliserer og dramatiserer. I efteråret 1998 et år der fylder meget i denne bog gjorde en professor i journalistik status over den aktuelle kritik af de danske medier ved at inddampe, som han selv sagde, kritikken i 12 påstande, som f.eks: Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab. Journalisterne er blevet en magt i sig selv. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige. De journalistiske metoder er etisk anløbne. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden og journalistikken truer demokratiet. Alle påstandene står selvfølgelig til diskussion, og hver for sig er ingen af dem nye, skrev forfatteren, Peter Harms Larsen, men de tegner et billede af en profession i krise, af professionelle normer i opløsning og en samfundsmæssig rolle i skred. Nyt er det nemlig, skrev han, at kritikken er så vedholdende, at den også kommer fra professionens egne rækker. Spørger man befolkningen om dens syn på journalisternes troværdighed sammenlignet med andre professioner, er resultatet foruroligende. Ved en meningsundersøgelse i efteråret 1999 endnu et år, som spiller en vigtig rolle i denne bog tegnede journalisterne sig klart som den faggruppe, som blev anset for at have den laveste etiske standard og den ringeste troværdighed. Senere opinionsmålinger op til i dag udtrykker det samme. Men hvem er det da, som hver eneste dag døgnet rundt forsyner os med 10

11 ord, beskrivelser, billeder, facts og oplysninger om den verden, vi lever i, en verden, som vi selv kun meget fragmenteret kan have erfaring med og kendskab til? Hvem er det, der sætter sprog og billeder på og derefter formidler påstande, beskyldninger, anklager, vurderinger og domme om mennesker og menneskelige handlinger om mennesker, vi kender, og mennesker, vi ikke kender? Hovedproblemet ved nutidens mediemagt er ikke manglen på troværdighed eller pålidelighed. Hovedproblemet er, som Maria-Pia Boëthius har gjort opmærksom på: at den såkaldt magtkontrollerende magt selv har taget magten og konkurrerende søger at besætte de funktioner, som ellers efter lovgivning og på basis af generationers diskussioner og erfaringer er tillagt bestemte ansvarlige organer og institutioner i vores samfund. Massemedierne har løsrevet sig fra det egentlige samfund og udøver deres virksomhed ikke i samfundets tjeneste, men til fordel for sin egen selvopretholdelse. Der er flere og flere eksempler på, at journalister udfører parallelundersøgelser, formulerer parallelanklager, foretager parallelprocesser, fælder paralleldomme og administrerer parallelafstraffelser parallelt med de myndigheder, der er valgt, udpeget og kontrolleret af demokratiske organer i vores samfund og med professioner, som er uddannet til varetagelse af netop disse funktioner. Alle disse parallelprocesser udføres klart i strid med den etik, den lovgivning og den etos, som ellers er udviklet gennem århundreder i vort samfund med henblik på at tøjle kriminalitet med lovgivning, hævngerrighed med regler, følelser med fornuft, selvtægt med retfærdighed. Medierne og den virkelighed, de giver adgang til, er en del af vores dagligdag, og den medierede virkelighed kan opleves som lige så virkelig eller mere virkelig end den virkelighed, vi har mulighed for selv at gøre erfaringer i. Vi overtager mediernes billeder, ord, tolkninger, forståelser, hele beretninger og fortællinger, så vi selv kan fortælle historien videre, som havde vi selv været der. Hvad skulle vi ellers gøre? Vi ved godt, at medierne ikke er objektive, men stoler alligevel på, at de prøver at være det selv om journalister ikke selv lægger skjul på, at de leder efter vinkler, så de kan finde og fortælle den historie, som er interessant og spændende for os. Vi er vidende om, at medierne gennem de sidste år i voksende omfang søger det dramatiske, det overeksponerede, det personlige element i den virkelighed, de skal formidle til os uvidende og nyhedshungrende mediebrugere. De søger at fremlægge de mest komplicerede ting enkelt og let tilgængeligt og vi ved ellers godt, at verden 11

12 er meget mere kompleks end som så, og at handling forudsætter øvelse i at håndtere komplekse forklaringer. Journalister anstrenger sig ikke mere for at berette om verden, men for at finde vinkler på verden og begivenhederne i den. Det synes almindeligt accepteret, at sådan er det, og sådan må det være. Men hvis vi godtager en sådan professionsforståelse, kan vi ikke bruge journalistik som grundlag for vores omverdensforståelse. Vinkling betyder subjektivering og fiktivisering, og det, der kommer ud af det, bør vurderes efter de kriterier, vi vurderer vore oplevelser efter. Den ofte totale reproduktion af mediefortællingerne som grundlag for en omverdensforståelse får katastrofale konsekvenser, når professionelle eksperter handler på grundlag heraf i stedet for på grundlag af egne undersøgelser katastrofale, fordi de er udpeget som eksperter og professionelle, der dog må vide besked. Hvis det, de udgiver for deres eget, er udlægninger fra journalister, som selv ikke er eksperter i andet end at vinkle og formidle gode historier, kan det få fatale konsekvenser, som måske aldrig opdages, fordi den forståelsesramme, som konsekvenserne udfolder sig i, er den almindeligt accepterede. Der sker i det medierede møde med virkeligheden en identifikation med journalisten, en imitation af journalistens ord, ja en reproduktion af journalistens verdensbillede. Vi bilder os naturligvis ind, at det er os, som bruger medierne, men vi ved ikke, hvor meget medierne bruger os og præger os med deres måder at betragte verden på. Denne bog indeholder den ene afskrift efter den anden: I den første beretning skriver en journalist kritikløst af efter sin kilde. Derefter skriver andre journalister af efter den første, og andre igen skriver af efter dem, der skrev af efter den første. Sagkyndige, der skal udtale sig om en sag, de ikke selv kender til, gentager det, journalisterne har gentaget, og lægger det kritikløst til grund for deres sagsbehandling, som var der tale om kendsgerninger. Denne bog handler om mediernes magtudøvelse i det moderne samfund og om de konsekvenser, denne magtudøvelser får også for tilsyneladende uvildiges magtudøvelse. Det er ikke nogen videnskabelig undersøgelse med et overblik over og en gennemgang af de teorier og den viden, der findes om emnet. Bogen udgør en case story, som med udgangspunkt i en enkelt og meget 12

13 speciel sag skildrer, hvad medierne har fokuseret på i forbindelse med sagen, hvordan de bruger sagen til usaglige formål og erstatter kendsgerninger med fiktioner, og hvilke menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser, det får for alle andre end dem selv. Bogen er ikke objektiv. Men jeg holder mig til kendsgerninger, hvis værdi alle har mulighed for at tjekke. I den forstand er jeg saglig og objektiv. Avisartikler og tv-udsendelser er genstande, som alle kan få fat på og undersøge for deres indhold. De rummer kendsgerninger, og de rummer påstande, som gør krav på at være kendsgerninger, men som ikke behøver at være det. Det kan udgøre en kendsgerning, at en person har sagt sådan og sådan, men hvorvidt det, personen har sagt, udtrykker en kendsgerning, kan kun afgøres ved en særlig test eller undersøgelse. Bogen tager udgangspunkt i en dansk straffesag, der fandt sted for nogle år siden, og som jeg blev nødt til at interessere mig for. Straffesagen er imidlertid ikke mit emne. Andre har skrevet om den og kritiseret politiets undersøgelse og rettens behandling af sagen. Den har givet anledning til mange indlæg i offentligheden om seksuelle overgreb på børn og om børns vidneudsagn. Sagen blev kendt og vil huskes som Vadstrupgårdsagen. Straffesagen blev fra begyndelse til slutning afviklet i størst mulig hemmelighed, og selv nu så mange år efter mangler der fortsat viden om sagen. Det var en sag, hvor der ikke fandtes beviser og derfor heller ikke mange kendsgerninger, der kunne bygges på eller skrives om. Det var en sag, som gav anledning til stærke følelser af frygt, vrede, afsky, fortvivlelse. Det var en sag, som ikke gav journalister meget stof at arbejde med medmindre de var villige til at investere tid og kræfter af et omfang, som ligger uden for den almindelige journalistiks rammer. Det er ikke den sag, jeg skriver om. Men det er den sag, som danner afsæt for min beretning. I sommeren 1997 blev en mandlig pædagogmedhjælper arresteret og ved juletid samme år idømt 3 års fængsel for seksuelle overgreb på i alt 18 børn i den kommunale småbørnsinstitution, hvor han havde været ansat i 4½ år. Da han ankede, blev han i foråret 1998 ved Østre Landsret kendt skyldig i overgreb på i alt 20 børn, og fængselsstraffen blev udvidet med et halvt år. Jeg er gift med den daværende leder af institutionen, og jeg fik i min egenskab af kommunalpolitiker tildelt en rolle i opbygningen af den myte, som blev skabt, da journalister søgte at konstruere forklaringer på det uforklarlige: 13

14 Hvordan kunne det gå til, at seksuelle overgreb på små børn ikke var blevet opdaget og stoppet langt tidligere? Jeg har engageret mig i sagen, fordi jeg var nødt til det, men mit personlige engagement i den medieskabte sag adskiller sig ikke principielt fra det personlige engagement, som journalister og eksperter har investeret i samme sag. En journalist, der får tildelt en alvorlig kritik fra Pressenævnet og udsætter sig selv for en stævning for injurier, har med ét fået sin egen sag at føre og er blevet en farlig person for dem, som har ydmyget ham. Journalister, som erfarer, at der klages over dem til deres redaktører, og at de selv kan hænges ud til offentlig beskuelse i medierne, engagerer sig af helt personlige grunde i den sag, som oprindelig kan have haft deres rent professionelle interesse. Sagen indeholder imidlertid også eksempler på et professionelt og kollegialt sammenhold, som får journalister og redaktører til at handle som logebrødre og forvandler dem fra at være professionelle til at være aktører og parter i egen sag. Den kritiske kontrol, som medierne udsætter os alle for, vil de aldrig selv blive udsat for af deres kolleger eller af andre, som har interesse i at tie eller tilpasse sig journalisters forgodtbefindende. Af indlysende grunde kan de kun udsættes for kritik af ikke-journalister, som af indlysende grunde har interesse i og mod til at fremføre kritikken. Bogen er tilegnet den almindelige mediebruger til kritisk eftertanke. Jeg er dog optimistisk nok til at tro, at bogen vil blive studeret og diskuteret af studerende på journalist -, medie- og kommunikationsuddannelserne. Jurastuderende og studerende inden for forvaltning vil også have nytte af bogen og vil have gode forudsætninger for at forstå det forstemmende og oprørende i de to afsnit, der handler om forvaltning og om juridisk ekspertise. Bogen giver mulighed for at studere: Hvordan journalister for at vinkle og skabe en god historie svigter de principper, som burde være bærende for deres profession. Hvordan fantasier, anonyme beretninger og udokumenterede beskyldninger overtages som kendsgerninger af eksperter, der ellers skulle have lært at skelne mellem fantasi og virkelighed, og mellem hvad de ved, og hvad de ikke kan vide noget om. Hvordan frygten for mediernes omtale kan påvirke personers og offentlige myndigheders holdninger og føre til helt uansvarlige handlinger. Hvordan journalister kan involvere sig personligt i en sag, inddrage andre 14

15 journalister som medvidere og forvandle journalistik til en form for krigsførelse. Læserne vil i bogen møde den ene gentagelse efter den anden og risikerer at blive grebet af omfattende virkeligheds- og begrebsforvirring. Herimod findes der kun ét middel: at spørge til kendsgerningerne, og det vil, hvor det drejer sig om fortiden, betyde at spørge til tilgængelig dokumentation, dens relevans, sandfærdighed og pålidelighed. Der mangler i påfaldende grad beviser og dokumentation i den sag, som journalister har ført mod den tidligere leder af børneinstitution Vadstrupgård og mod borgmester og forvaltning på Gladsaxe Rådhus. Som erstatning for kendsgerninger opfinder journalisterne selv, hvad de synes passer bedst til deres historier. I mangel på vidner og kilder bruger de hinanden og hinandens artikler. I stedet for kendsgerningernes virkelige verden skaber de deres egen fiktions- og fantasiverden. Her er en af forklaringerne på gentagelserne i bogen. Da der ingen har været til at korrigere dem, er journalisterne gået i selvsving, og der har ikke været nogen til at standse dem. Bogen er opdelt i tre hovedafsnit: - Første del er en kort orientering om straffesagen, som var fattig på tilgængelige kendsgerninger, men også vanskelig at skabe fiktion over. - Anden del handler om det, journalisterne fandt på at skrive om i stedet, og hvor de i mangel på kendsgerninger fik rig mulighed for at digte deres egne historier, som udviklede sig til en mytedannelse, som tilfredsstillede et behov i offentligheden. - Tredje del handler om de konsekvenser, mediedækningen fik for sagsbehandlingen på Gladsaxe Rådhus og for den undersøgelse, som to juraprofessorer udførte for Gladsaxe Kommune. Mediernes indflydelse på offentlighedens forståelse af Vadstrupgårdsagen har hidtil været upåagtet. Egentlig handlede sagen om en dom for seksuelle overgreb på 20 børn, og om hvorvidt personale, leder eller forvaltning på rådhuset havde vidst noget eller haft mistanke om noget og således svigtet deres ansvar. Medierne forvandlede den imidlertid til en sag med påstand om lederens og personalets skyld, en forvandling, som forvaltning og politikere tilpassede sig, og som en tilsyneladende uvildig konsulentundersøgelse ved to professorer kom til at understøtte. 15

16 Politikere og embedsmænd i Gladsaxe blev gennem halvandet år bombarderet med journalisternes påstande om børneinstitutionen og dens leder, der var gået på pension ved straffesagens start. Politikere, som havde kendskab til institutionen, blev i det lokale Bagsværd/Søborg Bladet udråbt som løgnere af en journalist, som tilkendegav, at han vidste bedre end de pågældende, hvad de vidste. Efterhånden forsvandt politikerne helt fra den offentlige debat om sagen. Da Gladsaxe-listen, som ikke var repræsenteret i byrådet, klagede til Tilsynsrådet over forvaltningen på Gladsaxe Rådhus, skete det med en dokumentation bestående af artikler, der havde stået i Bagsværd Bladet og Jyllands- Posten. Da de to juridiske professorer påtog sig at udarbejde en redegørelse om Vadstrupgårdsagen, udgjorde både deres baggrund og deres dokumentation udsagn fremsat i medierne. Sagt med andre ord: Denne bog beskriver det materiale, som embedsmænd og politikere på Gladsaxe Rådhus og to juridiske professorer lagde til grund for deres vurdering af Vadstrupgårds personale og leder. De troede, det var virkeligheden, de forholdt sig til. Det var det ikke. Det var mediernes vinklinger af virkeligheden, som journalisterne ville have, den skulle tage sig ud. De troede, de beskæftigede sig med sande udsagn. Det var det ikke. Det var påstande, som savnede grundlag i virkeligheden. De troede, de undersøgte en sag. Det gjorde de ikke. De formidlede opfattelser, som havde haft gennemslagskraft i medierne. De var alle blevet fanget i en mediefælde og forført til at gøre det, de gjorde. De kunne have valgt at gøre noget andet. De kunne have gjort, som vi alle er nødt til at gøre i vores egen lille dagligdag: at bygge på kendsgerningerne og lade det andet være. Det materiale, som ligger til grund for bogen, består af: Stof fra trykte og elektroniske massemedier, herunder Radio Gladsaxe, Redegørelser og udtalelser fra Pressenævnet, Tilsynsrådet, Gladsaxe Byråd og Folketingets Ombudsmand, Redegørelse vedrørende sagen om daginstitutionen Vadstrupgård af professor, dr.jur. Jens Peter Christensen og professor dr.jur. Karsten Revsbech ( Professor-redegørelsen ) inklusive de afsnit, der rummer vidneudtalelser om den tidligere leder af Vadstrupgård, Dagsordner, referater og bilag fra møder i Gladsaxe Byråd og de politiske udvalg, 16

17 Korrespondance med embedsmænd på Gladsaxe Rådhus, med Gladsaxes daværende borgmester, Ole Andersen, med Gladsaxes nuværende borgmester, Karin Søjberg Holst, og med journalister og redaktører, Materialer fra min periode som byrådsmedlem for SF ( ) og som bestyrelsesformand for Radio Gladsaxe ( ), inkl. dokumenter erhvervet senere efter anmodning om aktindsigt, samt Materialer fra den tidligere Vadstrupgårdleders private arkiv, inklusive dokumenter erhvervet efter hendes fratræden og efter anmodning om aktindsigt. En del af materialet eller supplementer til materialet findes på hjemmesiden og i anledning af bogens udgivelse oprettes hjemmesiden Frederiksberg februar 2006 Finn Held Biografi: Født Gift med Inga Held. Lærereksamen, cand.pæd. I 1960 erne redaktør af Unge Pædagoger, i 1970 erne af Dansk pædagogisk tidsskrift og i 1980 erne af Ikkevold. Medlem af Gladsaxe Byråd for SF Formand for Radio Gladsaxes bestyrelse Seminarielektor med undervisning i pædagogik indtil Formand for læreruddannelsens censorformandskab Medforfatter til Nazismen Forfatter til Børn og samfund 1969, En skole, skolen, flere skoler, alle skolerne 1972, Undervisningspligten 1983, Lektier nej tak 1984, Militærnægtelse en menneskeret og en del af fredsarbejdet 1987 og Skolens egne læseplaner Redaktør af hvidbogen Desertørerne og militærnægterne fra den jugoslaviske folkearme Redaktør på Introduktion til pædagogik 2001 og på Introduktion til undervisning 2003.