Del 3b. V. Eksempler på højrepartier og agrare partier

Transkript

1 Del 3b V. Eksempler på højrepartier og agrare partier Som nævnt vil den følgende gennemgang tage udgangspunkt i opdelinger af højrepartierne i henholdsvis i typerne traditionalistiske, liberale og agrare. Der indledes med en forholdsvis grundig gennemgang af fagbevægelsen Solidaritet, Valgaktion Solidaritet (AWS), herunder forskellige fraktioner inden for AWS, samt Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og Ligaen af Polske Familier (LPR). Der vil også være en gennemgang af Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) i Polen, Den Kristelig Demokratiske Bevægelse (KDH) i Polen, og Borgerforum (OF). Blandt de mest ekstreme højrepartier ser vi på fx Det Republikanske Parti (SPR-RSC) i Tjekkiet og MIEP i Ungarn. Derefter følger efter samme fremgangsmåde gennemgange af højre-liberale partier med særlig stor vægt på Borgerdemokratiske Parti (ODS) og Borgerdemokratisk alliance (ODA) i Tjekkiet, SDK og SDKU i Slovakiet, Frihedsunionen (UW) og Borgerplatformen (PO) i Polen samt Alliancen af Fri Demokrater (SZDSZ) i Ungarn. Kapitlet afsluttes med analyser af agrare partier, for Ungarn Husmandspartiet (FKGP), for Polen Folkepartiet (PSL) og det mere populistiske parti Selvforsvar (Samoobrona) og for Tjekkiet KDU- CSL. Placeringen af de enkelte partier på højre-venstreskalaer er ikke nogen enkel sag, for både bevægelsespartier og standardprægede partier har spændt ideologisk bredt. Agrare partier er normalt betragtet som centrum eller centrum-venstre orienterede, men det ungarske Husmandsparti (FKGP) udgjorde et historisk parti til højre for den politiske midte. De mere centrum-orienterede agrare partier PSL i Polen og KDU-CSL i Tjekkiet havde været lydpartier i tiden under kommunistisk styre og kunne derfor i hvert fald i udgangssituationen godt betragtes som post-kommunistiske Fagforeningen Solidaritet ( S ) Næppe nogen anden fagforening i Europa har som Solidaritet på samme tid haft regeringsmagten og samtidig hermed også været indbegrebet af parti og interesseorganisation. Fagforeningen Solidaritet igangsatte i sin tid den politiske kædereaktion, der endte med gamle systems krise og undergang kulminerende med rundbordssamtalerne, junivalget i 1989, dannelsen af den første ikkekommunistiske regering, den økonomiske chokterapi og den særlige politiske kapitalisme, der fulgte efter. Som formuleret af fagforeningen Solidaritets tidligere leder Marian Krzaklewski har Solidaritet mest været kendetegnet ved at være imod (det gamle system) og i den sammenhæng bekendt sig til universelle kristne ideokratisk bestemte værdier og til historiske traditioner og myter gående tilbage til kampen mod det gamle system eller måske meget længere tilbage i Polens turbulente historie 1. Over sin 20-årige historie har Solidaritet på skift legemliggjort en bred social protestbevægelse med indbygget selvbegrænsning, en klassebaseret fagforening med snævert sigte, et bredt catch-all 1 Interview med Krzaklewski i Tygodnik Solidarnosc, 36 (572) 1999:4. 1

2 bevægelsesparti i et samfund underkastet hastige forandringer, og endelig som den dominerende del af AWS et politisk parti i mere klassisk forstand. Solidaritet var på samme tid en fagforening og politisk massebevægelse og en protest-bevægelse ( pozycji protestu ) og en såkaldt refleksiv bevægelse ( pozycji refleksji ). Støtten til demokratiet har været mere værdibaseret (antikommunismen) end interessebaseret. Solidaritet fik sin styrke takket være det gamle system, men fik snart problemer med hensyn til egen identitet, da det gamle system brød sammen. Solidaritet opstod som bekendt ikke som et politisk parti, men snarere som en bred antikommunistisk borgerbevægelse. Det eneste erklærede parti i opposition til kommunisterne før 1989 i Polen var Konføderationen for et Uafhængigt Polen (KPN), oprettet i 1979, men partiet blev kørt ud på et sidespor, da det gamle system gik under sidst i 1980erne især på grund af den skærpede partikonkurrence 2. Solidaritet udgjorde også en patriotisk bevægelse, der til stadighed fremhævede den store historiske opgave det var at udvikle Polen til et frit land. Solidaritet forblev i hvert fald frem til 1989 en pragmatisk, moderat og også selvbegrænsende bevægelse. Det store flertal i Solidaritet accepterede således deltagelsen i rundbordssamtalerne. Kun et mindretal omkring det højrenationale KPN og det katolske ZchN, afviste at forhandle med de kommunistiske myndigheder og holdt fast i fundamentalistiske katolske værdier. Senere, som regeringsbærende parti måtte Solidaritet efter 1989 arbejde over jorden og føre konkret politik i et stadig mere klart socialt opdelt samfund. I 1980 havde Solidaritet været en massebevægelse med fagforeningsform 3. Social protest er gået hånd i hånd med kamp for national genfødsel 4. Forsvaret af arbejdernes umiddelbare krav kom i anden række, da et sådant forudsatte en grundlæggende ændring af det daværende system. Konkrete planer for fremtiden blev derfor udskudt til efter at sejren over det gamle system var vundet (Morawski, 1998:74). Gennem kampen mod det gamle system havde Solidaritet tilegnet sig en helt særlig etos, på samme tid socialdemokratisk og kristen, og støttet af kontra-myter, rettet mod post-kommunisternes tilsat paroler om frihed og økonomisk lighed 5. Dette gav i de første år efter 1989 den politiske linie og den politiske stil et nærmest romantisk præg. Efter jordskredssejren i 1989 forventede Solidaritet at skulle være den ledende politiske kraft i mange år frem i tid. Få, om nogen overhovedet forestillede sig et politisk come-back for postkommunsterne inden for overskuelig tid. Efter det gamle systems fald behøvede bevægelsen Solidaritet ikke længere at gemme sig bag fagforeningsmasken. Fagforeningslinien blev ganske vist ikke helt opgivet, men den politiske kamp blev en vigtigere del af fagforeningen Solidaritets virksomhed. I første omgang de politiske diskussioner gennem Solidaritets borgerkomitéer ( komitety obywatelski S ), rettet først og fremmest mod postkommunisterne og den konkurrerende fagforening OPZZ med krav om et mere radikalt opgør med den kommunistiske fortid. Kampen skulle imidlertid hurtigt også blive til en kamp inden for Solidaritet selv, til en hård kamp mellem Vi. Solidaritet var godt nok en stor bevægelse, men den interne splittelse gjorde efterhånden bevægelsen svag, bagudskuende og sårbar. 2 Janina Padarowska, Jerzy Baczynski, Wybrocy bez wybory, Polityka 17(2449), 24 april 2004:3. 3 Teresa Bogucka, Druga Solidarnosc, Gazeta Wyborcza : Udmærket beskrevet i Leszek Koczanowicz, Cztery mity Solidarnosci, Gazeta Wyborcza august 2004:15. 5 Se fx Morawski, 1998:71. 2

3 Før 1989 havde forholdet til de kommunistiske myndigheder været et nul-sum spil. Uenigheden inden for Solidaritets rækker blev neddæmpet og ligefrem ofret i sammenholdets navn. Princippet om styrke gennem enhed afspejlede sig organisatorisk i den territorial-regionale struktur og udstrakt konsensus programmatisk. De politiske erklæringer var abstrakte og symbolske præget af slogans om social retfærdighed, demokrati, sandhed, styre ved lov, menneskerettigheder og nationalt fællesskab 6. Enigheden omkring den konkrete politik var umulig at opretholde i længden, og vægten på abstrakt symbolpolitik viste sig kontraproduktiv efter sejren over det gamle system var vundet. Solidaritet har været en heterogen bevægelse. Over perioden siden 1989 skal skelnes mellem fagbevægelsen Solidaritet ("S") partibevægelsen Solidaritet (RS AWS) parti-koalitionen Solidaritet, dvs. Valgaktion Solidaritet (AWS), sammensat af over 30 forskellige grupperinger. Det første delvist frie valg var mest en folkeafstemning for eller imod det gamle statssocialistiske system og ikke et valg mellem politiske programmer. Ved dette valg var valgdeltagelsen på pct. Takket være valgordningen sikrede Solidaritet sig 99 ud af 100 medlemmer af Senatet. De ca. 26 pct. af vælgerne der stemte postkommunistisk blev ikke repræsenteret, men opnåede takket være aftaler på forhånd 2/3 af sæderne i Sejmen. Fra Solidaritet blev vægten blev lagt på identitetspolitik og afpresning af myndighederne. Langsigtede programmer var svære at udarbejde på grund af tidspres og udbredt transition anomie. Enkeltpersoner, political crafting og personlige netværk, ikke så meget partiernes ideologiske og programmatiske orientering var grundlag for politisk magt og også for udnævnelsen af ministrene, i hvert fald under den første regering ledet af Solidaritet. I december 1988 blev oprettet adskillige borgerkomitéer ( Komitet Obywatelski ) rundt om i landet ledet af Lech Walesa og repræsentanter fra kulturliv og videnskab og aktive dissidenter. I tilknytning til borgerkomitéen (OKP) blev nedsat i alt 15 kommissioner, som beskæftigede sig med analyser og politik-formulering. Derudover blev der nedsat særlige kommissioner for fagforeningspluralisme, organisationsfrihed samt politiske og økonomiske reformer. Solidaritet kunne på det indledende tidspunkt måske bedst betragtes som et (proto)parti med et skyggekabinet og med et program, der med tiden skulle gøre Solidaritet i stand til at overtage regeringsmagten. OKP, Solidaritets første parlamentsgruppe, kunne groft sagt opdeles i ni forskellige grupper. Lech Walesa havde allerede før valget banet vejen for et politisk systemskifte gennem forslag om en regering med ZSL og SD, det kommunistiske partis (PZPR) tidligere allierede, hvilket på det tidspunkt blev betragtet som den taktisk bedste fremgangsmåde. En regering af den type ville heller ikke forurolige Kreml alt for meget. Savnet af nye administrative ledere blev løst ved at overlade sikkerhedsapparatet og militæret til kommunistisk udpegede ministre. Formelt var borgerkomitéerne (OKP) uafhængige af fagforeningen Solidaritet. Komitéerne var for det meste 6 Bohdan Sklarski (1993), Party Non-system. Nascent Political Parties, Elites, and Electorate, Sisyphus, 1 (IX), Warszawa:IfiS Publishers, IPS Publishers:36. 3

4 samlet omkring bestemte enkeltpersoner, der havde som deres endelige mål at oprette deres eget politiske parti. Efter det første frie valg i 1989 blev Solidaritet som sagt ramt af alvorlig indre splittelse, de såkaldte "krige i toppen". Walesa s fløj mente således, at centrum-venstre, dvs. Mazowieck s fløj, var overrepræsenteret. Kort sagt, sammenholdet fra tiden med arbejde under jorden forsvandt, da fjenden, kommunisterne, var besejret. Som formuleret af Edmund Wnuk-Lipinski blev reelt fulgt en politik, der reelt mest gik ud på at skade andre inden for egen lejr, og derved også skade samfundet som helhed (Wnuk-Lipinski, 2003:194). Uenighederne i Solidaritet blev af strategiske årsager holdt nede i perioden frem til valget i sommeren 1989 og også i den første del af Mazowiecki s regeringsperiode. I selve regeringsudøvelsen forfaldt Solidaritet til euforisk arrogance og magtfokuseren og tabte derfor en god del af bevægelsespræget og den tætte kontakt til det civile samfund. Det var i brede kredse i Solidaritet ventet, at befolkningen ville acceptere en radikal omstrukturering alene ud fra en betragtning om at denne politik var god og indlysende, og at alternativet, en tilbagevenden til det gamle system, under alle omstændigheder ville blive betragtet som værre 7. Betydningen af det socialistiske sindelag i befolkningen blev imidlertid klart undervurderet. Klassiske socialistiske temaer som arbejderselvstyre, arbejderråd, medeje af virksomheder, strejker og demonstrationer, alle var kendt fra kampene i , forsvandt snart fra den politiske dagsorden og blev end ikke drøftet efter at sejren over det gamle system var vundet. Solidaritet fremstod således op til valget i juni 1989 som et bredt favnende bevægelsesparti med organisatorisk støtte i borgerkomitéerne og fagbevægelsen Solidaritet. Der var tale om et fraktionsopdelt embryonalt politisk parti og et parti i den minimalistiske variant, men i hvert fald i udgangssituationen med dybe rødder i den polske befolkning. Godt nok var Solidaritet en bred, ja en stor bevægelse, men den var samtidig hermed svag på grund af lav institutionalisering og flad struktur og på grund af uenighed om forholdet til fortiden og selve indretningen af det polske samfund. Solidaritet var som vi har set i udgangspunktet i høj grad en bevægelse for moralsk fornyelse og havde her et klart forspring i forhold til kommunisterne og deres tidligere allierede. Vi contra Dem holdningerne, den nærmest manikæiske opdeling i godt og ondt og kravet om at tale på hele samfundets vegne gav dog ikke megen plads for fredelig intern debat og moderate valg 8. Hurtigt efter 1989 blev det stadig sværere for Solidaritet at holde forspringet. Karakteren af massebevægelse døde bort omtrent samtidig med, at fjenden, det gamle kommunistiske system, bukkede under. Den økonomiske recession og de stærkt voksende sociale problemer ændrede Solidaritets situation radikalt. Det var under økonomisk nedgang og hastige samfundsforandringer nærmest umuligt at formulere konsistente holdninger til de helt aktuelle spørgsmål, så gennemtænkte visioner og programmer for fremtiden og for samfundets overordnede interesser var savnet 9. 7 Se Bohdan Szklarski, Party Non-system, Nascent Political Parties, Elites, and the electorate, Sisyphus, 1 (IX), 1993:37. 8 Bohdan Szklarski, Party Non-systems. Nascent Political Parties, Elites, and the Electorate, Sisyphus, 1 (IX), Warsaw, 1993:38. 9 Voytek Zubek, The Phoenix Out of the Ashes: The Rise To Power of Poland s Post-Communist SdRP, Communist and Post-Communist Studies, Vol. 28, No. 3, 1995:

5 Planerne for overgangen fra plan til marked var for uklare og usammenhængende. Diskursen var i udgangspunktet konservativ og traditionalistisk og policy-indholdet markedsskeptisk og paternalistisk. Normerne fra og årene op til 1989 passede dårligt med opbygningen af et funktionelt demokrati. Målene for fremtiden blev formuleret for bredt, mest i form af abstrakte og vage symboler og diskurser med udgangspunkt i krav om selv-organisering, samfundsmæssiggørelse ( uspolecznienie ) af staten og indførelse af en moralsk økonomi. Walesa s krav om fremskyndelse ( przyspieszenie ) kom igen, ofte tilsat en pæn portion demokratisk socialistisk ideologi med krav om overgang til et mere deltagelsespræget, direkte demokrati. Snart opstod uenighed om, hvorvidt Solidaritets parlamentsgruppe skulle støtte den Solidaritetledede regering eller alternativt være drivkraft i et kompromisløst opgør med det gamle system. Lech Walesa støttede krav om en fremskyndelse ( przyspieszenie polityczne ), dvs. en hårdere kurs over for kommunisterne og et opgør med selve filosofien bag rundbordssamtalerne. Desuden lancerede Solidaritet et privatiseringsprogram med uddeling af samfundets værdier til hele den polske befolkning ( uwlaszczenie ). Walesa måtte dog balancere mellem de forskellige fløje inden for bevægelsen med på den ene side en autoritær tendens med had til kommunismen og tilbøjelighed til populisme og nationalisme og på den anden side en liberal selvbegrænsende linie, der var præget af udstrakt politisk tolerance, åbenhed samt mere pro-europæiske og sækulare værdier 10. Ud fra Solidaritet og borgerkomitéerne (OK) blev inden længe oprettet nye partier, hvoraf mange dog fik en yderst kort levetid. Den normale procedure var dannelsen af en ny parlamentarisk gruppe, senere oprettelsen af valgkomitéer, der skulle sikre kandidaterne valg ved det efterfølgende parlamentsvalg, kort sagt havde vi at gøre med en overvejende endogen partioprettelse. Et eksempel på en udbrydergruppe fra OKP var Arbejdets Solidaritet ( Solidarnosc Pracy ), som blev oprettet ud fra fraktionen Solidarnosc Pracy. Arbejdets Solidaritet (SP) havde dog taget del i parlamentsvalget i 1991 som selvstændigt parti og havde her opnået repræsentation i parlamentet, Sejmen. Den forhøjede spærregrænse førte til, at flere fra Arbejdets Solidaritet (SP) i juni måned 1992 gik med over i det nyoprettede parti Arbejdets Union (UP), der repræsenterede Solidaritets mere socialistiske fløj og desuden fik tilslutning fra både reformkommunister og tilhængere af Solidaritet. Blandt de andre udbrydergrupper fra Borgerkomitéerne (OKP) kan nævnes liberale proto-partier som ROAD, KL-D og Demokratisk Union (UD), sidstnævnte støttede Tadeusz Mazowiecki s regering og Balcerowicz-planen. Centrumalliancen (PC) støttede derimod Lech Walesa og krævede som Lech Walesa en yderligere optrapning af opgøret med det gamle system (på polsk: dekomunizacji ). Den gamle etos fra tiden før 1989 ( the founding context ) fik klart mindre symbolsk betydning, da sejren over det gamle system var endeligt vundet. Edmund Wnuk-Lipinski forklarer dette ud fra strukturelle faktorer 11. Den umiddelbare følge af sejren over det gamle system var, at Solidaritet hurtigt mistede sin klassiske mobiliserende rolle. Solidaritet havde i sin tid haft sine højborge i de store statsvirksomheder, dvs. mastodonterne fra den planøkonomiske periode. Arbejdets organisering og fagforeningsvirksomheden havde taget udgangspunkt i det planøkonomiske system, 10 Tale af Bujak i Harrogate, gengivet ordret i Tygodnik Solidarnosc 33 (100), : Interview med Wnuk-Lipinski, direktør for Institut for Politisk Forskning, PAN, i Zycie Gospodarcze no.26, 28.juni 1992:1 og 4, Demokracja nie jest ideologia. 5

6 og virksomheders eksistens var derfor for fagforeningslederne politisk og ikke markedsøkonomisk bestemt. De økonomiske forandringer blev med andre ord ikke opfattet i markedsøkonomiske baner, snarere politiske, hvilket uundgåeligt påvirkede holdningerne til myndighederne. Afpresning af systemet og output-artikulation forblev de foretrukne påvirkningsmidler. Solidaritet kritiserede således meget skarpt tyveriet af statslig ejendom gennem nomenklatur-privatiseringer sidst i 1980 erne og afstod ikke fra at blokere for nye privatiseringer af virksomheder, dersom ansættelsessikkerheden var truet, jævnfør de skarpe protester mod nedlæggelsen af Lenin-skibsværftet i Gdansk Solidaritets gamle højborg. Solidaritets kernevælgere, arbejderne på de store tabsgivende statsvirksomheder, blev i vid udstrækning ofre for de dybe økonomiske forandringer i kølvandet på gennembruddet i Revolutionen åd endnu engang sine egne børn. Der opstod uundgåeligt spænding mellem på den ene side det, der var grundlaget for Solidaritet, dvs. kampen mod det totalitære system, og på den anden side de interesser, der skal varetages under overgangen til det nye markedsorienterede system, frem for alt sikring af arbejdspladser og højere levestandard. Først med det gamle systems fald blev meningsforskellene åbenlyse for omverdenen. Indtil da var uenigheden blevet holdt nede af hensyn til kampen mod det gamle system og den enkeltes kamp for mere frihed (Morawski, 1998:178). Afgørende for Solidaritet var at bringe (post)kommunisterne i defensiven og ændre selve magtforholdene i samfundet. Ved at stille krav til det gamle system og samtidig undlade at forholde sig konkret til det nye forsvarede Solidaritet indirekte det gamle kommunistiske synspunkt om, at det nye ikke kommunistiske system er fundamentalt sundt og historisk progressivt, og tesen om at lederne altid har ret. Troen på at der med Solidaritet var oprettet en proto-hegemonisk partibevægelse var således meget stærk. Solidaritet handlede derfor ud fra, at det var tilstrækkeligt til stadighed at tvinge (post)kommunisterne til flere indrømmelser. Selve ansvaret for den politiske og økonomiske udvikling var ikke på dagsordenen lige omkring det gamle systems undergang, hvilke skulle skabe problemer, da overtagelsen af regeringsansvaret blev mulig før end forventet. Afpresning af systemet måtte herefter afløses af policy-formulering og fremtidsrettede politiske programmer. Uheldigvis manglede Solidaritet i de første år professionelle folk især på mellemniveau, der kunne gå ind og erstatte den gamle nomenklatur og derved opbygge et nyt og bedre administrativt apparat. Skulle Solidaritet komme til magten, ville den gamle nomenklatur få stor indflydelse alene takket være administrative kontrol. Det kneb også med at få indført holdbare fremgangsmåder for konfliktløsning, hvilket havde til følge, at utilfredsheden i stedet kom til udtryk udtrykt på gaden, fx gennem strejker og protestaktioner 12. Mangel på fremtidsperspektiver og visioner hos de nye politiske partier og ledere virkede i sig selv demobiliserende. Under den sociale og økonomiske nedtur var der ellers et meget stort behov for konkrete gennemtænkte programmer og visioner for fremtiden. 12 Udtrykt af Jadwiga Staniszkis i en rundbordssamtale om AWS og Solidaritets problemer i Tygodnik Solidarnosc, 45 (581) 1999:

7 Fra første til fjerde Solidaritet Første var Solidaritet fra 1980 til Dengang var Solidaritet en massebevægelse med næsten 10 mio. medlemmer. Solidaritet blev registreret som en lovlig fagforening den 10. oktober Ledelsen var sammensat af repræsentanter fra de største regioner, mange var kendte oppositionelle. I 1981 vedtog Solidaritet et program, der talte for skabelsen af et solidarisk selvstyrende samfund. Det andet Solidaritet blev skabt under undtagelsestilstanden som blev proklameret i december Solidaritet blev forbudt og flere tusinde aktive fra Solidaritet blev interneret. Solidaritet måtte i stedet arbejde under jorden, dvs. illegalt. Nye folk kom til, deriblandt senere aktive politikere, fx brødrene Jaroslaw og Lech Kaczýnscy og den senere ministerpræsident Jerzy Buzek. Det tredje Solidaritet blev skabt i kølvandet på strejkerne i 1988 med oprettelsen af Solidaritets borgerkomiteer ( Komitet Obywatelski ). Flertallet i Solidaritet valgte at gå med til rundbordssamtaler med regeringen. Modstanderne sluttede sig til det kæmpende Solidaritet ( Solidarnosc Walczacy ) eller Solidaritet 80 ( Solidarnosc 80 ). Ved jordskredsvalget i 1989 opnåede Solidaritet 250 pladser i parlamentet. I parlamentet blev oprettet en parlamentarisk klub, Obywatelski Klub Parlamentarny (OKP). OKP blev snart delt op i forskellige politiske grupper og der udspandt sig snart regulære krige i toppen. I 1991 blev Marian Krzaklewski formand for fagbevægelsen Solidaritet efter Lech Walesa. I 1993 var Solidaritet med til at vælte den Solidaritetledede regering under Hanna Suchocka s ledelse. Det fjerde Solidaritet opstod under de fire år med post-kommunistisk styre. På Kraklewski s initiativ oprettedes Valgaktion Solidaritet (AWS) sammensat af omkring 30 forskellige højregrupper. Formålet var at samle kræfterne mod post-kommunisterne og forebygge stemmespild. Efter valget i 1997 dannede AWS en flertalsregering med Frihedsunionen (UW). Solidaritet og opbyggede sin egen politiske repræsentation i form af Ruch Spoleczny AWS (RS AWS). I juni 2000 forlod Frihedsunionen (UW) regeringen, og AWS måtte indtil arbejde videre som mindretalsregering. Nederlaget ved præsidentvalget i oktober 2000 optrappede uundgåeligt uenigheden inden for AWS. En ny beslutningsstruktur blev etableret i omkring årsskiftet 2001, hvilket dog ikke forhindrede, at fremtrædende personer, fx Maciej Plazynski og Aleksander Hall, forlod AWS for at tilslutte sig den nye liberale platform ( Platforma Ludzi Strodka, PO). AWS blev herefter omdannet til en ny valgalliance AWSP, hvor P står for Højre ( Prawo ). Ved parlamentsvalget i september 2001 mistede Solidaritet og AWSP repræsentationen i parlamentet. Formelt, men ikke reelt, trak Solidaritet sig herefter tilbage fra direkte engagement i politik. Kilde: Egen opstilling, inspireret af en tilsvarende oversigt i Polityka no. 50 (2223) : 6 I det nye post-kommunistiske system måtte uundgåeligt blive skabt alvorlige spændinger mellem de gamle abstrakte værdimål og den daglige politik, især i perioder hvor Solidaritet havde regeringsansvar. De markedsøkonomiske reformer nedbrød de fælles interesser i sociale grupper, der i sin tid havde støttet bevægelsen Solidaritet, det være sig industriarbejdere, bønder eller ansatte inden for eksempelvis skolevæsen og sundhedsvæsen. I kampen for at varetage særinteresser fik både 7

8 fagforeningen og partibevægelsen Solidaritet uventet konkurrence fra andre partier, eksempelvis SLD, PSL og KPN og Arbejdets Union (UP). Den politiske scene- og Solidaritet selv- blev herefter opdelt i flere forskellige politiske fraktioner. Der var dem, der ønskede en hurtig overgang til vestlig type markedsøkonomi, koste hvad det ville. Andre talte for tredje veje, hvor princippet om tilbagevenden til Europa blev tilført helt særlige polske træk med baggrund i den stærke katolsk moral og etik. I den indledende fase evnede Solidaritet ikke at få udarbejdet et økonomisk program, som over for vælgerne og omverdenen udgjorde et bæredygtigt alternativ til Rakowski s reformer. Spørgsmålet om Solidaritet ( NSZZ Solidarnosc ) bør betragtes som en politisk bevægelse eller som en fagforening, måske begge dele på én gang, var og er for så vidt stadig aktuelt. Tilbage i 1980 havde Solidaritet udgjort en inklusiv folkelig anti-kommunistisk catch-all bevægelse. Sammenlignet med første Solidaritet blev Solidaritet efter 1989 mere eksklusiv og forholdt sig mere afgrænsende over for omverdenen og undertiden direkte afvisende over for andre konkurrerende partier og bevægelser. Større vægt er siden sejren over kommunisterne lagt på realisering af mål, som i høj grad fokuserede på at beholde den nyvundne magt 13. Men værdier og interesser blandt skulle gerne konvergere, dersom forsøg på at få skabt ny partiidentitet og fælles partikultur skulle lykkes, og her har det knebet, for partikulturen kunne i længden ikke bæres oppe alene gennem henvisninger til den gamle foundation myth og kampen mod det gamle system. Fagforeningen Solidaritet har som antydet især haft særlig stor tilslutning blandt konservativt indstillede arbejdere på de store statsvirksomheder, dvs. dinosaurerne fra den stalinistiske periode i begyndelsen af 1950 erne. Det er efterhånden også gået rimeligt med hensyn til tilslutningen til fagforeningen på store privatiserede virksomheder. Indflydelsen har til gengæld været alt for lav på nye og mindre private virksomheder, hvor holdningerne til indførelse af markedsøkonomi typisk har været positiv, og hvor arbejdsgivernes modstand mod faglig organisering har været særlig stærk. For at sikre et mere fast vælgergrundlag og medlemsgrundlag måtte fagforeningen Solidaritet nødvendigvis sikre sig bedre repræsentation i de nyoprettede private virksomheder, ellers risikerede medlemstallet at gå ned og under støtten den konkurrerende fagforening OPZZ og ned under halvdelen af medlemstallet i 1989 på 2.5 mio. De regionale strukturer i Solidaritet måtte tilpasses den nye administrative inddeling med 16 regioner (voivod er), men af historiske årsager fandtes en del modstand mod den opdeling fra både små og store regioner, blandt andet den største af dem alle, Mazowsze. Heller ikke på kongressen i december 2000 lykkedes det at få ændret antallet af regionale afdelinger. Af de 37 afdelinger havde den svageste blot medlemmer, den største (Slasko-Dabrowski) For at opnå flere medlemmer og fastholde eksisterende tilbød flere lokale afdelinger, eksempelvis skibsværftet i Gdansk, medlemmerne særlige ydelser som forsikringer, billige lån, gratis komputer-kurser, billetter til sportsbegivenheder og andre kulturelle begivenheder. Solidaritets første rigtig store krise kom efter valgnederlaget i Valget i 1991 havde givet Solidaritet godt fem procent af stemmerne og 27 pladser i Sejmen, men ved det valg fandtes ingen nedre spærregrænse. I det parlament der blev resultatet af det efterfølgende 1993-valg, blev fagforeningen Solidaritet slet ikke repræsenteret. Spærregrænsen var forud for valget blevet sat op til fem procent. Ved 1993 valget var det især det store stemmespild på højrefløjen, der gav SLD og PSL valgsejren. 13 Michal Wenzel, Solidarity and Akcja Wyborcza Solidarnosc. An Attempt at Reviving the Legend, Communist and Post-Communist Studies Vol. 31, No.2:

9 Uden for parlamentet forsøgte Solidaritet at genvinde det tabte gennem forskellige strejker og protestdemonstrationer. Til de spektakulære initiativer hørte indsamlingen af underskrifter til støtte for Solidaritets forfatningsforslag, som var udarbejdet af en særlig forfatningskommission. I kommissionen fandtes forskellige repræsentanter fra, hvad der blev betegnet som centrum-højregruppernes fælles sekretariat ( Sekretariat Ugrupowan Centroprawicowych ). Underskrifterne gav Solidaritet ret til deltagelse i parlamentets forfatningskommission, men forsøget på at få bragt forslaget til folkeafstemning samtidig med forfatningskommissionens forslag lod sig ikke realisere på grund af SLD og PSL s modstand. Udsigterne til at få oprettet en fælles front mod postkommunisterne var i det hele taget ikke særlig lyse. Uenigheden vedrørte centrale spørgsmål som fagforeningernes rolle på statsligt og politisk niveau samt spørgsmålet om privatiseringsformer og den økonomiske reform som helhed. Fagforeningen Solidaritets ( NSZZ Solidarnosc ) centrale politiske rolle var i høj grad en følge af det organisatoriske tomrum på højrefløjen. Der fandtes ganske enkelt ikke andre centrum-højre grupper, som kunne udgøre det samlende element (Knuzewski 1998:57). Partierne på højrefløjen var op til 1993 valget i næsten alle tilfælde blevet oprettet endogent, dvs. efter alvorlig splittelse inden for Solidaritet bevægelsen, men parti-opsplitningen skulle i vise sig yderst kontraproduktiv på grund af gigantisk stemmespild, hvilket alvorligt svækkede den fælles kamp mod postkommunisterne. Efter valgnederlaget i 1993 måtte de forskellige stridende grupper med baggrund i Solidaritet nødvendigvis prøve at samle kræfterne. Samlingen blev en realitet efter flere forgæves forsøg, og opnået takket være etableringen af partifødeationen Valgaktion Solidaritet (AWS) i Valgsejren i 1997 skyldtes bedre organisation, en dygtigt gennemført valgkampagne med catchall appeller. Ønsket om mere anstændighed og ærlighed i politik var ventet hos mange AWSvælgere. Flere ledende personer inden for fagbevægelsen Solidaritet blev valgt til Sejmen og fik derefter ministerposter, og Marian Krzaklewski blev efter valget på samme tid formand for fagforeningen Solidaritet og AWS parlamentsgruppe. Krzaklewski s position i fagforeningen Solidaritet var stærkere end i sin tid Lech Walesa s, men han kunne ikke som Walesa knytte an til egne bedrifter under kampen mod det gamle system, hvilket uundgåeligt skabte problemer. Ikke desto mindre havde Lech Walesa i sin tid modsat efterfølgeren Krzaklewski kæmpet hårdt for at bevare formandsposten. Efter hans afgang kom kongresserne i Solidaritet fulgt et nøje fastlagt skema. Den politiske strategi blev ændret efter overtagelsen af regeringsansvaret i Hvor fagforeningen Solidaritet i 1993 var gået på barrikaderne og nedstemte Hanna Suchocka s regering i parlamentet og under grundlovsdiskussionen pure afviste regeringens "ugudelige" forslag til grundlov, manede Solidaritet efter overtagelsen af regeringsansvaret i 1997 til ansvarlighed og selvbegrænsning. Fagbevægelsen Solidaritet anno 2000 var meget forskellig fra den brede sociale bevægelse tilbage i 1980'erne. Syndikalisme var dengang blandet op med en god portion socialdemokratisme, korporatisme og katolicisme. Catch-all præget blev godt nok søgt fastholdt, men samtidig kunne tydeligt iagttages en bevægelse i retning af en partidannelse af karteltypen. Højre-ideologien kom til udtryk gennem modstand mod abort og familieplanlægning, en stærk antikommunistisk retorik og gennem meget tætte bånd til kirken. I økonomiske og sociale spørgsmål havde vi snarest at gøre 9

10 med en særegen kristen socialisme 14. Kongressen i efteråret 1998 var iflg. kritikerne et klart vidnesbyrd om den fremadskridende forstenings- og bureaukratiseringsproces med stadig større magt omkring formanden 15. Kongressen fandt sted forholdsvis kort tid efter tilbageerobringen af regeringsmagten fra post-kommunisterne, så stemningen var god, ja nærmest euforisk. Lech Walesas tale til kongressen og hans skarpe kritik af AWS politik faldt set på den baggrund ikke i god jord. Anderledes forholdt det sig på den efterfølgende anden kongres i december 1999, for denne kongres fandt sted på et tidspunkt, hvor tilslutningen til AWS var begyndt at dale og nærmest var nået nulpunktet. Derfor blev fra mange kongresdeltageres side rettet en skarp kritik af regeringens politik, først og fremmest mod privatiseringspolitikken og skattepolitikken, ligesom der blev stillet krav om hurtig indførelse af 40-timers arbejdsuge og lørdagsfrihed. Ministerpræsidenten Jerzy Buzek havde taget seks af sine ministre med til fagforeningskongressen for at forsvare sig, men kritikken blev dog ikke så kraftig som forudset. Også tidligere fagforeningsformand og præsident Lech Walesa holdt lav politisk profil. SDLs leder og præsident Aleksander Kwasniewski s stærke position iflg. meningsmålingerne manede til forsigtighed, for ny åbenlys splittelse i bevægelsen ville kun gavne post-kommunisterne. Walesa s forslag om at lade første runde af 2000 præsidentvalget være et primærvalg med ham selv som en af flere deltagere vandt ikke nævneværdig tilslutning på kongressen. Belært af nederlaget i 1995 krævede kongressen lige modsat samling om én fælles kandidat fra højrefløjen, den nye leder af Solidaritet Marian Krzaklewski. Nederlaget ved selve præsidentvalget i 2000 indebar dog ikke umiddelbart en trussel mod Krzaklewski s formandskab. Krzaklewski blev uden de store problemer genvalgt på kongressen i december 2000, men måtte forlade posten efter valgnederlaget for AWS ved parlamentsvalget i Posten blev derefter overtaget af Janusz Sniadek. Fagforeningens strategi i forhold til den postkommunistiske SLD-UP regering og liberale partier blev ikke ændret særlig meget efter valget i På kongressen i september 2003 blev således igen tordnet mod regeringen, der blev beskyldt for åbent tyveri af statens ejendom og for at sælge ud af banker til udenlandske ejere. Kongressen fandt sted samtidig med en del strejker og voldelige gadeaktioner, der senere på efteråret 2003 blev fulgt op af lønkrav og andre krav især rettet imod daværende økonomi-minister Jerzy Hausner s spareplaner. Fagforeningen Solidaritet s største problem var måske i virkeligheden den fortsatte mangel på evne til at omstille sig til den nye virkelighed. Som påpeget af Jerzy Kalwak opstod fagforeningen i sin tid som en revolutionær og patrotisk bevægelse med en socialdemokratisk, nærmest syndikalistisk og stærkt anti-sovjetisk politisk profil. I dag, i 2005, arbejder de fleste af fagforeningens medlemmer stadig fortrinsvist inden for den offentlige sektor, og støtten til markedsøkonomi og vestliggørelse er nærmest erstattet af en EU-skeptisk og antiglobalistisk linie med udbredt modstand mod udenlandsk kapital. En undersøgelse af fagforeningens ledende medlemmer, gennemført sidst i 2004 viste, at de fleste i Solidaritet er mellem 40 og 60 år, fortrinsvist mænd, katolikker, en tredjedel støttede Kaczynski s Lov og Retfærdspartiet (PiS), 12 pct. Ligaen af Polske Familier (LPR) og 8 pct. Borgerplatformen (PO). 14 Understreget af fx Aleksander Smolar i et interview i Sprawy Polityczne, no. 1/2 (7/8) 2001, Elblag:4. 15 Jaroslaw Kurski, "Opierzona Rewolucja", Gazeta Wyborcza, :

11 Nederlaget ved præsidentvalget i 2000 og parlamentsvalget i 2001 valget havde mindsket interessen for at engagere sig aktivt i partipolitik, men i begyndelsen af 2005 blev igen åbnet op for et formaliseret politisk samarbejde, denne gang med Kaczynski-brødrenes lov og orden parti Ret og Retfærdighed (PiS). Ved EU-parlamentsvalget i 2004 havde folk fra Solidaritet været opstillet på PiS lister. Kaczynski og PiS selv udtrykte forbehold over for samarbejdet, men det lokkede, at Solidaritet med mere end aktive medlemmer kunne give PiS landsdækkende organisatorisk styrke, som indtil da kun SLD havde været i stand til at mønstre 16. Der var også politiske samtaler med PO og Ligaen af Polske Familier (LPR), men samtalerne, også dem med PiS, førte ikke til noget. Solidaritet blev hårdt ramt af Valgaktion Solidaritet (AWS) knusende valgnederlag i 2001, som nærmest har ført til en afpolitisering af bevægelsen og gjort at fagforeningens politiske gennemslagskraft er meget beskeden 17. Det var også et problem, at formanden efter Krzaklewski, Janusz Sniadek godt nok har fremstået kompetente og saglige, men ikke besidder den karisma og politiske instinkt, der skal til for at fagforeningen Solidaritet kan genvinde i det mindste en del af fordums storhed. Solidaritets helt grundlæggende problemer forblev intakte. At kun fem procent af samtlige beskæftigede i Polen var medlemmer af Solidaritet, højst , var ikke opmuntrende og vidnede om, at Solidaritet ikke har evnet at tilpasse sig de nye vilkår. En større del af Solidaritets aktiviteter måtte rettes mod at få fjernet de for mange barrierer på det polske arbejdsmarked for medlemskab af fagforeninger og forøge antallet af fagforeningsaktive på især de private virksomheder, der i dag udgør over 70 pct. af økonomien. Også de lavtlønnede og ansatte inden for sundhedsområdet har hårdt brug for fagforeningsstøtte, men under én procent af de ansatte i sundhedsvæsnet var anno 2005 medlemmer af en fagforening. Alt for få midler afsættes til udvidelse af fagforeningsdækningen. Traditionen tro blev også fagforeningen Solidaritets 2003 kongres indledt med katolsk messe. Også på dette punkt var der tale om høj grad af kontinuitet og ikke ret mange forandringer. Omkring kongressen i sommeren 2004 blev da også i polsk presse diskuteret, om Solidaritet ikke efterhånden helt havde udspillet sin rolle. Efter valget i 2005 blev Solidaritet en støtte for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og brødrene Kaczynski. Under kongressen i efteråret 2006 blev organiseret en demonstration til fordel for PiS kandidat ved lokalvalget i Gdansk, ligesom fagbevægelsen bakkede aktivt op om kravet om stærkere udrensning af eks-kommunister og deres agenter ( lustracje ) 18. Præsident Lech Kaczynski var til stede på kongressen ganske som ved den efterfølgende kongres i august 2007, gjorde V-tegn til forsamlingen og blev hyldet. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) har haft stor opbakning blandt medlemmerne, at dømme efter meningsmålingerne omkring 70 pct. stemte på PiS i 2005 og andelen blev øjensynligt fastholdt frem til valget i året for oprettelsen af Solidaritet blev naturligt nok markeret, men det var et problem, at Solidaritet i dag i den grad stod i skyggen af de gamle koryfæer fra gamle dage, frem for alt frihedshelten Lech Walesa, der ikke udtalte sig særlig positivt om fagforeningen Solidaritet anno På trods af omfattende proteststrejker på især det offentlige arbejdsmarked, blandt læger og sundhedspersonale især, igennem 2007 fastholdt fagforeningen på sin kongres i Legnica i august 2007 støtten til Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). I samme august måned indgik regeringen en 16 Jerzy Kalwak, Zamrozic PRL i przetrwac, Gazeta Wyborcza, : E god gennemgang af Solidaritets problemer i Rafal Kalukin, Solidarnosc bez pomyslu, Gazeta Wyborcza Trybuna og Gazeta Wyborcza

12 særskilt aftale med fagforeningen Solidaritet om regulering af minimumssatser og udskydelse af beslutningen om senere overgang til pension helt uden om de andre fagforeninger og arbejdsgiverorganisationerne. Dermed var den særlige Treparts-Komissionen ( Komisja Trójstronna ), en semi-korporatistisk institution for dialog på arbejdsmarkedet, reelt sat helt af spillet. I forvejen havde arbejdet her ligget stille på grund af regeringens og arbejdsministerens (Ana Katala fra Samoobrona) afvisning af offentligt ansattes lønkrav. Der var godt nok høge i Solidaritet, der kritiserede følgagtigheden i forhold til PiS-regeringen, men flertallet af de delegerede bakkede op om Sniadek s linie. Han overlevede derfor kongressen, dog i en noget svækket position Valgaktion Solidaritet (AWS) og 1997-valget Indtil nu har vi beskæftiget os med fagforeningen Solidaritet. Initiativet til partiføderationen Valgaktion Solidaritet (AWS) skal ses i sammenhæng med de meget negative erfaringer fra nederlaget i 1993 for højrefløjen ved parlamentsvalget og ved det efterfølgende præsidentvalg i Op til præsidentvalget højrepartierne stærkt splittet og medvirkede derved indirekte til Aleksander Kwasniewski s valgsejr. Ved præsidentvalget støttede fagforeningen Solidaritet Lech Walesa s kandidatur, mens andre højregrupper støttede deres egne kandidater, Centrumalliancen (PC) støttede Lech Kaczynski, Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) Jan Olszewski, og det kristelige ZChN nationalbankdirektør Hanna Gronkiewicz-Waltz. Inden for Solidaritet brød en gruppe omkring Zbigniew Wrzodak med den officielle linie og bakkede i stedet op om Jan Olszewski. I udgangssituationen kunne Valgaktion Solidaritet (AWS) betragtes som en bredt funderet antikommunistisk politisk højre-gruppering rettet mod den siddende regering og gennemsyret af en god portion polsk antipolitik med rod i præsidentinstitutionen (Lech Walesa) og med støtte til hæren og fagbevægelsen Solidaritet. Selvbegrænsningen i forhold til det kommunistiske parti (PZPR) havde i sin tid været taktisk bestemt. Staten, dvs. kommunisterne, var for svage til at regere videre og oppositionen for svag til at tage regeringsmagten. Anderledes forholdt det sig ved valget i 1997, otte år efter. Deklarationen om oprettelsen af Valgaktion Solidaritet (AWS) blev underskrevet af ialt 22 partier og organisationer. Snart meldte endnu flere sig under fanerne, så op til valget i 1997 bestod AWS af ikke mindre end 38 forskellige partier og organisationer. AWS kunne således i udgangssituationen betragtes som en taktisk bestemt negativ valgalliance, et embryonalt politisk parti med fagbevægelsen Solidaritet som organisatorisk kerne. AWS fik efterhånden også skabt en i det mindste noget mere slagkraftig ledelse. Under valgkampen i 1997 lykkedes det i hvert fald at få mobiliseret den gamle Solidaritets etos og - nok så vigtigt at få formindsket stemmespildet på højrefløjen. De højregrupperinger der gik med i Valgaktion Solidaritet (AWS), havde ved valget tilbage i 1993 fået sammenlagt 29,3 pct. af stemmerne eller kun ca. 4 pct. under niveauet ved valget i 1997, som gav højrefløjen magten. Da det andet store højreparti Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) samtidig hermed gik kraftigt tilbage ved valget i 1997, kan det diskuteres, om der i forbindelse var tale om et højresving, i hvert fald målt ud fra de procentvise forskydninger. Ikke alle politiske grupper med baggrund i fagbevægelsen Solidaritet gik med over til Valgaktion Solidaritet (AWS). Uden for AWS fandtes stadig det liberale og centrumsøgende parti Frihedsunionen (UW), samt 12

13 Arbejdets Union (UP), der udgik fra Solidaritets venstrefløj og blev støttet også af en del reformvenlige ex-kommunister. Solidaritet måtte i 1997 kæmpe en hård kamp for at kunne (gen)erobre magten og frem for alt med andre midler og ud fra helt andre strategier end det havde været tilfældet tilbage i Men AWS blev ved valget i 1997 det største enkeltparti med støtte fra omkring en tredjedel af vælgerne eller flere end forudsagt i meningsmålingerne, hvor der var spået næsten dødt løb mellem AWS og SLD. AWS bidrog til en mærkbar rationalisering, polarisering og stabilisering af partisystemet takket være samlingen af de mange politiske grupper, der på den ene eller anden var i opposition til postkommunisterne. De forskellige grupper i AWS indtog imidlertid en udpræget taktisk og instrumental holdning til fagbevægelsen Solidaritet. AWS var derfor helt fra starten stærkt delt både organisatorisk og politisk. Flere højre-fraktioner havde forgæves forsøgt at sikre sig egen repræsentation i parlamentet ved valget i Disse partier var godt interesseret i at genvinde pladserne i parlamentet, men bestemt ikke i at miste egen identitet. Støtten til AWS var derfor taktisk og ikke værdimæssigt og programmatisk bestemt. AWS var kun et parti i den minimalistiske betydning, men dog mere end blot et valgforbund. De mange forskellige politiske grupper opstillede på fælles lister og havde trods alt et fælles politisk minimumsprogram, der ganske vist var vagt og abstrakt formuleret. Ud fra den betragtning er betegnelsen parti-alliance måske den mest dækkende. De forskellige højregrupper havde kort sagt brug for fagbevægelsen Solidaritet for at sikre sig repræsentation i parlamentet, men accepterede ikke modeller, hvorefter AWS skulle udgøre et superparti med fagforeningen Solidaritet som organisatorisk kerne, hvorom de andre partier skulle samle sig. De forskellige politiske grupper (eller ben ) vogtede derfor nidkært over deres egen identitet. I mange tilfælde udgjorde de veto-grupper, som søgte at obstruere og hindre en bestemt politik. Allerede i marts 1998 dannede 28 deputerede en egen parlamentarisk gruppe, kaldt Gruppen til forsvar for AWS program, som angreb de liberale skarpt. Mulighederne for at få skabt et enhedsparti med høj institutionalisering og en fælles partikultur var derfor små. De planer, der cirkulerede i foråret 1995 om oprettelse af et uafhængigt fagforeningsparti, var heller ikke tillokkende, for sporene fra valget i 1993, hvor fagforeningen Solidaritet end ikke blev repræsenteret i Sejmen, skræmte. Højrefløjen var med andre ord dømt til at samle kræfterne. Angsten for valg i utide skræmte også en del i AWS fra at bryde partidisciplinen eller helt forlade AWS. Udvælgelsen af kandidater ved valg skete decentralt, men de lokale lister blev kontrolleret af en national valggruppe, som var ledet af Marian Krzaklewski selv. I forbindelse med lokal- og regionalvalgene i 1998 blev fra centralt hold dekreteret, at AWS under ingen omstændigheder måtte indgå aftaler med venstrealliancen SLD, heller ikke i forbindelse med konstitueringerne efter valget. Ordren blev stort set efterlevet, men følgen var, at indflydelsesrige poster i regioner og kommuner gik tabt. Fem gange Solidaritet 13

14 NSZZ Solidarnosc : fagforeningen Solidaritet der i slutningen af 1990erne havde 1.3 mio. medlemmer, opdelt i 38 regioner og 16 brancher. Formand: Marian Krzaklewski. Akcja Wyborcza Solidarnosc: Valgaktion Solidaritet, valgalliancen oprettet i juni 1996 med fagforeningen solidaritet som organisatorisk kerne og med 21 underskrivere. Ledende organ var landsrådet. Første leder: Marian Krzaklewski Klub Parlamentarny AWS : 186 medlemmer, valgt i Første leder: Marian Krzaklewski Ruch Spoleczny AWS : Partidannelsen AWS, oprettet efter 1997-valget AWSP : AWS Prawo (højre), partialliancen oprettet efter sprængningen i december-januar med ROP som deltager. I juni 2001 forlod ROP AWSP, der stillede op ved 2001 valget som valgalliance men uden at opnå stemmer nok til at blive repræsenteret i Sejmen. Partiet blev derefter som udenomsparlamentarisk bevægelse og herefter betegnet som blot S. Politisk blev fagbevægelsen ved valget i 2005 en støtte for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). På tidspunktet for oprettelsen af AWS var fagbevægelsen Solidaritet den klart bedst organiserede sammenslutning på højrefløjen med omkring 1,5 mio. medlemmer, et tal ingen andre politiske partier kunne måle sig med. Forsøg på at forene højrefløjen, der gik uden om fagforeningen Solidaritet, løb der hurtigt ud i sandet. Mest seriøst var den blok, der fremstod i november 1994 under et møde ( konvent ) i klostret sv. Kateriny, organiseret af Warszawas biskop. Solidaritets leder Marian Krzaklewski var i sidste halvdel af 1990erne frontfigurr i såvel fagforeningen Solidaritet som AWS. Mange inden for AWS mente, at rundbordssamtalerne i sin tid havde givet post-kommunisterne en alt for stor politisk og økonomisk indflydelse. De tætte forbindelser til kirken, den moralske politisk-økonomiske linie og kritikken af rundbordssamtalerne adskilte AWS fra Frihedsunionen (UW), der som AWS havde udspring i Solidaritet, men forsvarede rundbordssamtalerne og den III Republik. AWS kan sagt lidt forenklet ses som et forsøg på at institutionalisere fagforeningen Solidaritets kontrol over højrefløjen med udgangspunkt i bestemte værdier og interesser. Krzaklewski s forslag om, at alle eksisterende partier inden for AWS forud for valget i 1997 skulle opløse sig selv og AWS derefter udgøre ét samlet parti, vandt dog ikke tilstrækkelig støtte, men var hans forslag blevet vedtaget kunne flere af AWS senere organisatoriske problemer måske kunne være undgået. De tre vigtigste beslutningscentre i AWS var ved oprettelsen i 1996 fagforeningen Solidaritets ledelse, dvs. landsorganisationen ( Komisja Krajowa ) og landsrådet ( Rada Krajowa ) AWS politiske ledelse, Koordinationsgruppen 14

15 AWS repræsentation i parlamentet AWS kæmpede forgæves for at sikre den tilstrækkelige institutionalisering. I det ledende organ, Det Nationale Råd ( Rada Krajowa ) blev stemmeandelene fordelt nogenlunde ligeligt mellem på den ene side fagforeningen Solidaritet og på den anden side de andre politiske grupper. Det daglige arbejde blev ledet af Koordinationsgruppen ( Zespol Koordynacyjny ). Også i Koordinationsgruppen gjaldt princippet om paritet mellem på den ene side fagforeningen Solidaritet og på den anden omkring 30 andre politiske grupper. Fagforeningen Solidaritets medlemmer i Koordinationsgruppen blev udpeget af formanden for Det Nationale Råd, dvs. af Marian Krzaklewski selv. Fagforeningen Solidaritets stærke position var således fra begyndelsen meget iøjnefaldende. Ikke alene var Krzaklewski var formand for AWS, men samtidig hermed formand for AWS parlamentsgruppe og for fagforeningen Solidaritet. Fagforeningen Solidaritet havde det afgørende ord at skulle have sagt i forbindelse med udnævnelse af AWS kandidater ved valg 19. Denne stærke position kunne dog kun holdes op til valget i Men faren ved større decentralisering var dog også åbenlys for alle, risiko for øget opsplitning og alt for langsommelige beslutningsprocedurer. AWS udtrykte tilbagevenden til den polariserede, historiske deling af partisystemet, men der var, eller for at bruge Michal Wenzel s formulering, tale om en tilbagevenden (til det gamle) med betydelige forskelle, for så vidt som uenigheden ideologisk og programmatisk også rakte langt ind i AWS egne rækker 20. De værdier, som Solidaritet i sin tid byggede på, var langt fra de værdier som AWS kom til at forfægte. Hverken i fagforeningsskikkelse eller partiskikkelse bragte Solidaritet anno 2000 særlig mange minder frem om den gamle kamporganisation for tyve år tilbage. Daværende præsident Lech Walesa var en af initiativtagerne til oprettelsen af AWS, men holdt sig på afstand af den daglige politik. Senere brød han med AWS og oprettede han sit eget parti, Republikken Polens Republikanske Parti (ChD III RP) og valgte også at genopstille ved præsidentvalget i år 2000 imod bl.a. AWS kandidat Marian Krzaklewski. AWS havde i det hele taget svært ved at enes om en fælles præsidentkandidat. Som nævnt lagde Lech Walesa op til, at højrefløjens fælles kandidat skulle udpeges gennem et primærvalg, dvs. efter åben konkurrence og afstemning mellem flere kandidater. Det betød, at den samlede højrefløj i anden afstemningsrunde skulle samles om den kandidat, der fik flest stemmer i første valgrunde. Walesa s model kunne som nævnt ikke accepteres af Solidaritet og AWS. Erfaringerne fra præsidentvalget i 1995 skræmte de fleste. Alle vidste, at Lech Walesa i år 2000 ikke ville være i stand til at vinde et præsidentvalg i konkurrence med Aleksander Kwasniewski, ved selve valget opnåede han da også under én procent af stemmerne. Men han var stadig i stand til at skabe splid på den politiske højrefløj. På grund af lave meningsmålingstal kunne AWS dog ikke tåle en åben konfrontation med Lech Walesa. 19 Nærmere herom i Aleks Szczerbiak, Electoral Politics in Poland: The Parliamentary Elections of 1997, Journal of Communist Studies and Transition Politics, Vol. 14, No.3, September 1998: Michal Wenzel, Solidarity and Akcja Wyborcza Solidarnosc. An Attempt at Reviving the Legend, Communist and Post-Communist Studies, Vol. 31, No. 2, 1998:

16 Fra starten herskede generelt forskellige meninger om, hvor hårdt der skulle gås til værks over for tidligere kommunister og deres agenter. Ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki s moderate linie med tesen om at trække en "tyk streg" over for fortiden havde ikke særlig stor støtte. Den moderate linie kom til udtryk i dagbladet "Gazeta Wyborcza" og ikke mindst gennem chefredaktøren Adam Michnik. På både ideologisk plan og program-plan spændte AWS bredt, for bredt. I vage og uforpligtende vendinger blev talt om autentisk decentralisering, om markedsøkonomi med indbygget dialog mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, om behov for et mere familievenligt skattesystem og socialt system og privatisering efter kupon-fremgangsmåden med ejendommelige næsten syndikalistiske og socialdemokratiske ØD-elementer. Især de økonomiske programerklæringer var for vagt formulerede og derfor modsætningsfyldte. Vægten blev lagt på symbolpolitik. I abstrakte nærmest diskursive vendinger blev henvist til grundlæggende historiske nationale og kristelige værdier og diskurser. AWS legemliggjorde således ikke en vision for indretningen af fremtidens samfund, men snarere en stræben efter retfærdighed og for mange også et ønske om hævn. AWS var, som vi har set, en negativ alliance, rettet mod post-kommunisterne og med mange forskellige ideologiske retninger og politiske grupper, som alle ønskede at vende tilbage til den politiske scene efter katastrofevalget i Groft sagt rummede AWS tre forskellige ideologiske forskellige retninger: en kristelig national ("narodowe-katolickiego") en konservativ liberal ("konservatywno-liberalnego") en retning knyttet fagbevægelsen Solidaritet ("zwiazkowego"). Også i parlamentet var AWS opdelt i tre forskellige retninger, en fagforeningsorienteret, ledet af Jacek Rybicki, en konservativ-liberal, ledet af Aleksander Hall, og en kristelig-national, ledet af ZChN og Marian Pilka. Denne tredeling af AWS har holdt sig stort set frem til partiets undergang 21. Langt fra alle beslutninger kunne tages i enighed. Beslutningerne blev taget centralt efter devisen "jo højere op (i organisationen), desto mere politik". I en så bredt favnende partidannelse er det særlig vigtigt at få fastlagt styrken i de forskellige politiske retninger, herunder opbakningen bag henholdsvis den politiske og syndikalistiske linie, og derefter finde den policy-bestemmende kerne ("nurt") inden for den samlede alliance. De stærkt højre-nationale politiske strømninger samlede sig omkring Radio Maryja, en meget aflyttet katolsk radiosender, der bragte fundamentalistiske katolske budskaber ud til millioner af lyttere og støttede de mest højretraditionalistiske kandidater ved valg. Blandt de mere fundamentalistiske grupper kan også nævnes gruppen KPN-OP. Med KPN-OP s og Radio Marija s bortgang fra AWS blev den mere katolsk fundamentalistiske retning mærkbart svækket. Adam Slomka fra KPN-OP og Janusz Lopuszanski fra ZChN blev 21 Interview med Jacek Rybicki i Gazeta Wyborcza, den :7. 16

17 ekskluderet fra AWS på grund af brud på partidisciplinen og oprettede derefter deres egen politiske sammenslutning (kaldt Poruzomienie Polski (PP)). I en erklæring i forbindelse med udmeldelsen af AWS kritiserede Slomka og Lopuszanski regeringens "underdanighed i forhold til Bruxelles" og utilstrækkelig familievenlig politik. Sædvanen tro blev fra højre-national side særlig rettet særlig skarp rettet mod finansministeren Leszek Balcerowicz, eksempelvis dennes forslag om en lineær, dvs. mindre progressiv skatteskala. Den åbne dørs politik, tesen om at oprettelsen af AWS i sig selv ville virke politisk disciplinerende på de involverede grupper, holdt ikke i længden. Fagforeningen Solidaritets centrale position var nærmest udtryk for ideologisk-programmatisk svaghed. Valget i 1997 gav de fundamentalistiske kristelig-nationale grupper en forholdsvis stærk repræsentation i parlamentet. 19 ud af de 43 AWS-kandidater, der blev valgt til Sejmen ved valget i 1997, var knyttet til gruppen den fundamentalistiske Den Polske Familie, der var støttet af Radio Maryja, og som ved valget i 2001 kom til at udgøre stammen i Ligaen af Polske Familier (LPR). Flere herfra blev valgt, selv om de fleste af kandidaterne var placeret langt nede på valglisterne 22. Den liberal-konservative gruppe var derimod svagere inden for AWS. Den liberal-konservative fraktion SKL stillede gentagne gange krav om mere partidisciplin og mere politik-skabelse. Men kravet om mere disciplin og satsning på den mere centrumorienteret politik var vanskelig at få igennem på grund af den liberale gruppes talmæssigt svage position i AWS nye parlamentsgruppe. Valgaktion Solidaritet (AWS) fremstod som et identitetsparti med ambitioner om at erobre regeringsmagten fra post-kommunisterne. Kun i ringe grad er blevet fokuseret på økonomiske og sociale emner, hvilket kan overraske i betragtning af de alvorlige sociale og økonomiske problemer. Skulle bevægelsen Solidaritet overleve måtte mere "jordbunde" emner nødvendigvis tages bedre op, og AWS ikke blot fremstå som magtens parti. Stadig flere efterlyste en mere klare markeringer i de sager, som optager den menige polak mest, fx overenskomstindgåelse, arbejdsanvisning, social bistand, retlig bistand og indflydelse på omstrukturering på virksomhederne. For de fleste vælgere var 1980 og opgøret med kommunismen fortid. Bevægelsen Solidaritet kunne derfor ikke i længden overleve og vinde valg blot på minder og følelser fra kampen mod det gamle system 23. De gamle Vi-Dem modsætninger var ikke blevet affrosset på eliteplanet, men dette var ikke til AWS fordel. Valgkampen i 1997 var moralsk-ideologisk og med iøjnefaldende symbol-politiske træk. Fra AWSside blev udtrykt modstand mod abort og krævet mere økonomisk støtte til familien og om godkendelse af konkordatet med den katolske kirke. I programerklæringerne blev krævet intensiveret af-kommunisering ("dekomunizacja") og udrensning af postkommunister og "kollaboratører". AWS satsede ved 1977-valget på fire policy-områder: Brud med den kommunistiske fortid, etablering af en ny sund stat, adskillelse af staten fra økonomi og administration og gennemførelse af grundlæggende reformer, fx på sundheds- og socialforsikringsområdet. Emner med tilknytning til besættelsen af indflydelsesrige poster i samfundet ( af-kommunisering ), abort, konkordatet med kirken, privatiseringsformer, ny forfatning og modsætningen mellem post-solidatet og post-kommunisme blev prioriteret særlig højt. 22 Aleks Szczerbiak, Electoral Politics in Poland: The Parliamentary Elections of 1997, Journal of Communist Studies and Transition Politics, Vol. 14, No.3, September 1998: Synspunktet er fremsat af bl.a. Maciej Jankowski der på kongressen i Jastrzebia i efteråret 1998 foreslog nedsættelse af en kommission med henblik på en reform af fagbevægelsen. 17

18 Med springet fra udenomsparlamentarisk opposition til regeringsbærende parti i 1997 blev den politiske stil ændret, ligesom tesen om fremskyndelse ( przyspieszenie ) af opgøret med det gamle system blev reaktiveret. Parlamentet vedtog således flere fordømmelser af perioden før 1989, ligesom der blev fremsat lovforslag rettet mod kollaboratører og andre ansvarlige for det gamle system ( dekomunicacja ). Disse love kom imidlertid også til at ramme AWS selv. Det skete fx, da Jerzy Buzek blev tvunget til at afskedige viceministerpræsident og justitsminister Janusz Tomaszewski, der blev fyret alene på mistanken om at have samarbejdet med de kommunistiske myndigheder. Under forfatningsdiskussionen fremsatte AWS sit eget forfatningsforslag, der mere end regeringens afspejlede de religiøse værdier. En revision af forfatningen kom dog ikke til at udgøre en del af regeringsgrundlaget mellem AWS og UW efter 1997-valget. Frihedsunionen (UW) havde i modsætning AWS været medforslagsstiller til det forslag til ny forfatning, der kom til verden i 1996, hvor UW samarbejde med SLD-PSL-regeringen og forslaget derefter vedtaget ved en folkeafstemning i I takt med nedgangen i meningsmålingerne blev de interne modsætninger blot yderligere skærpet. Fundamentalisterne i AWS blev stadig mere skeptisk indstillede over for regeringssamarbejdet med det liberale Frihedsunionen (UW) og optrådte mere og mere som veto-grupper. Fundamentalisterne mente, at problemerne for AWS-UW regeringen skyldtes, at AWS i alt for høj grad gav efter for Frihedsunionens (UW) krav i den økonomiske politik. Sagt med andre ord, blev hensynet til inflation og betalingsbalanceligevægt sat over hensynet til vækst og beskæftigelse. Både Frihedsunionen (UW) og SLD blev flere gange udlagt som nationens fjender. Ved indgangen til det nu nedlagte skibsvært i Gdansk kunne således op til lokalvalgene i oktober 1998 læses opråb, der stemplede både SLD og Frihedsunionen (UW) som "kommunistiske kapitalister". Med andre ord gik antiliberalisme og antikommunisme hånd i hånd. Lukningen af skibsværftet i Gdánsk var økonomisk velbegrundet, men den var umulig at forklare over for AWS kernevælgere 24. Men daværende finansminister Leszek Balcerowicz kom over for Vesten til at stå som garant for, at de valgte pathways fra plan til marked (Balcerowicz-plan I) ikke blev fraveget ret meget. Derudover blev fra højre-traditionalister rettet stærk kritik mod justitsministeren Hanna Suchocka s og forsvarsministeren Janusz Onyszkiewicz embedsførelse. I forvejen var AWS stærkt utilfreds med regeringens sammensætning, idet Frihedsunionen (UW) havde opnået for mange tunge ministerier. I begyndelsen af 1999 gik Frihedsunionen (UW) til modangreb. Partiet beskyldte AWS for illoyalitet og lav disciplin og for at koncentrere sig alt for meget om politiske stillingsbesættelser. I oktober 1999 blev vedtaget en tilføjelse, et anneks, til den oprindelige regeringsaftale. Hensigten var sikre større disciplin, fx i forbindelse med afstemninger i parlamentet, men de helt grundlæggende problemer blev ikke løst. Meningsforskelle eksisterede i forbindelse med stort alle større lovinitiativer, fx den administrative reform, pensionsreformen, privatiseringspolitikken og reformerne inden for sundhedsvæsnet og på uddannelsesområdet. Frihedsunionen (UW) accepterede heller ikke AWS krav om indførelse af en 40 timers arbejdsuge, massedistribution af investeringsbeviser og pro-familiebeskatning. De nævnte fire store reformer var sat i gang på AWS initiativ og uden Frihedsunionens (UW) støtte 25. Først efter lange forhandlinger og efter et 24 Understreget af fx Jan Parys i en rundbordssamtale om Solidaritets og AWS problemer i Tygodnik Solidarnosc 45(581), 1999: Se f.eks. UW's leder Leszek Balcerowicz udtalelser på Frihedsunionens rådsmøde, refereret i Gazeta Wyborcza 18.1., 1999:3. 18

19 præsidentielt veto blev skabt et flertal for oprettelse af 16 voivod er til erstatning for de gamle 48. Desuden blev oprettet et nyt og omdiskuteret administrativt mellemled imellem kommunerne (gminy) og regionerne (voivod er), powiaty erne, som havde eksisteret i den før-kommunistiske periode. Sundhedsreformen blev præsenteret og implementeret uheldigt. Borgerne blev således ikke på forhånd tilstrækkeligt informeret om, at flere af de hidtidige sundhedsydelser blev begrænset. Formålet med reformen var ellers godt nok, at indføre mere hensigtsmæssige spilleregler imellem sundhedssystemet og det statslige budget og mellem sundhedssystemet og den enkelte borger, men der var ikke på forhånd blevet gennemført de nødvendige analyser af reformens konsekvenser. Der blev således ikke blevet givet fyldestgørende svar til borgerne på det afgørende spørgsmål, hvem der vil vinde og hvem der vil tabe på reformen. Iflg. meningsmålinger gennemført efter reformens indførelse mente flertallet af polakker, at sundhedsreformen samlet set har været et tilbageskridt. Som fremhævet af Andrzej Rychard ville en opløsning af AWS og AWS-UW samarbejdet antagelig medføre valg i utide og med al sandsynlighed også føre til en ændring af det generelle politiske billede og de indtil da kendte pathways i polsk politik 26. Følgen behøvede ikke kun at blive en styrkelse af venstrepartiet SLD. Yderpartier som Andrzej Leppers bondebevægelse Samoobrona eller Tyminskis Parti X kunne måske også nyde godt af ny opsplitning på højrefløjen og en deraf følgende stærkere modstand mod højrepartierne. AWS blev bragt i et alvorligt dilemma. Yderligere populisme og radikalisering, en lepperisering af Valgaktion Solidaritet (AWS) og en tilnærmelse til de fundamentalistiske katolske grupper, kunne måske være fristende, men den linie ville til gengæld afskrække centrumsøgende vælgere. Dilemmaet blev ikke løst, tværtimod blev det endnu mere synligt under præsidentvalgkampen i efteråret 2000, der gav yderliggående grupper lav tilslutning, men hvor den uafhængige liberale præsidentkandidat Andrzej Olechowski fik 18 pct. af stemmerne, det næsthøjeste stemmetal. Den endelige dom over det mangelfulde samarbejde på højrefløjen og den dårlige regeringsudøvelse kom ved 2001 valget, og den dom skulle blive både meget hård og ubarmhjertig, idet både AWS og Frihedsunionen (UW) mistede alle deres pladser i Sejmen. Valgaktion Solidaritet (AWS) bekræftede antagelsen om, at negative alliancer rettet mod andre partier men uden fælles program har svært ved at omskabe sig til homogene og beslutningsdygtige enheder. Alliancer mangler simpelt hen det kit i form af en fælles partikultur og tilstrækkelig institutionalisering, der skal holde partier sammen og sikre det tilstrækkelige immunforsvar i tilfælde af kriser og udefra kommende chok. Som vi har set, har faren for ny splittelse på højrefløjen eksisteret ligesiden oprettelsen af AWS i 1996, og den blev til barsk virkelighed ved valget i RS AWS AWS' medlemsorganisation, Samfundsbevægelsen ("Ruch Spoleczny AWS" (RS AWS)) der havde som sit primære formål at styrke kontakten til vælgerne, blev oprettet den 8. januar 1997, men indkaldelsen til første kongres blev udskudt på grund af fortsat uklarhed omkring ledelsesforholdene. I første omgang lykkedes det ikke RS AWS at få ret mange medlemmer med over fra fagbevægelsen Solidaritet. Planen var ellers at oprette et masseparti med mellem 200 og medlemmer, men det mål måtte hurtigt opgives. I 1999 var kun medlemmer af RS 26 Citeret i Wprost , 1999:23. 19

20 AWS, og heraf var blot en fjerdel kommet fra fagforeningen Solidaritet. I Schlesien, hvor fagforeningen Solidaritet havde omkring medlemmer, gik blot medlemmer med over til det nye RS AWS 27. Formanden Jerzy Buzek erkendte problemet. Større medlemstilgang til partiorganisationen (RS AWS) kunne, mente han, bedst opnås ved at styrke organisationen på regions(powiat)-planet samt forbedre programarbejdet 28. Medlemsorganisationen var forholdsvis godt organiseret på voivodplan, og i parlamentet udgjorde RS AWS den største enkeltgruppe inden for valgalliancen AWS betragtet under ét med sammenlagt 138 medlemmer af parlamentets to kamre (Sejmen og Senatet). En række mindre politiske grupperinger valgte at gå med over i medlemsorganisationen (RS AWS), deriblandt grupper som Porozumienie Ludowy, Ruch dla Rzeczpospolita, Nowa Polska, Liga Krajowa og Stowarzyszenie Rodzin Katolitickich. Disse grupper havde rent talmæssigt ikke den helt store betydning, men ved at forene kræfterne kunne RS AWS måske bedre hamle op med konkurrerende grupper og ben inden for AWS, fx det kristelige ZChN og det liberale Stronnictwo Konserwatywno-Ludowe (SKL). Det konservativ-liberale SKL og det kristelige ZCHN klagede højlydt over den høje koncentration af magten hos fagbevægelsen Solidaritet og RS AWS. Det erklærede mål var at få skabt større samling og mægle mellem den liberale fløj, repræsenteret ved SKL og den kristelig-nationale fløj, hvor ZhCN var den stærkeste gruppe. Hvorvidt RS AWS på sigt ville blive fagforeningen Solidaritets forlængede arm eller alternativt udvikle sig til en selvstændig politik-skabende enhed var fra start uklart. Ved selve oprettelsen erklærede partibevægelsen RS AWS sig uafhængig af fagforeningen Solidaritet, men den politiske praksis skulle blive anderledes. I RS AWS' statutter blev da også ligeud talt om fortsat samarbejde med Solidaritet. Efter flere udsættelser blev RS AWS' første kongres omsider afholdt i februar 1999, to år efter stiftelsen. Inden valget søgte afgående leder Marian Krzaklewski at sikre sig bedre kontrol og forbygge magtkampe ved at pege på ministerpræsident Jerzy Buzek som sin efterfølger på formandsposten, og efter nogen tøven accepterede Buzek at stille op. Daværende viceministerpræsident Janusz Tomaszewski besatte generalsekretærposten, hans opgave var mest det at tage sig af det daglige arbejde 29. Løbende sager skulle behandles af en syvmandsgruppe ( G- 7 ) med repræsentanter fra de fire politiske ben i AWS samt Marian Krzaklewski, der på det tidspunkt både var formand for parlamentsgruppen og fagforeningen Solidaritet. Jacek Rybicki blev på kongressen valgt som formand for et 100-mand stort politisk råd, der skulle tage stilling til overordnede strategiske spørgsmål. Alle valg var næsten enstemmige og fandt sted uden nævneværdig forudgående debat. Som vi skal se førte nederlaget ved præsidentvalget i december 2000 til nye organisatoriske ændringer (se opstillingen over fordelingen af stemmer i det nationale råd). Splittelsen og valgnederlaget i 2001 fik også følger for RS AWS. For at markere en ny begyndelse blev i april 2002 besluttet at videreføre partiet som en bred partiformation under det nye navn RS ( Samfundsbevægelsen ) og med senator Krzysztof Piesiewicz som ny midlertidig leder. Planer om nye partialliancer så hurtigt dagens lys. Sidst på året 2003 cirkulerede planer om oprettelse af et nyt centrum-højre parti ud fra RS og Det konservative Folkeparti SKL-RNP, hvis leder Zbigniew 27 Oplysning i Polityka nr. 3 (2176), 16.1., 1999:24, artiklen Dlugi Sen. 28 Interview med Buzek i Tygodnik Solidarnosc no. 50 (586), 1999:3. 29 Tomaszewski måtte senere forlade begge poster efter mistanke om at have samarbejdet med det hemmelige politi. 20

21 Religa dog hurtigt slog fast, at der ikke hermed var lagt op til en reetablering af det kuldsejlede AWS, men at der blot var tale om ét af flere initiativer til (gen)forening og reetablering af den polske højrefløj. Men AWS undergang var også dødsstødet til RS AWS, alle forsøg på ændringer til trods. Fordeling af stemmerne i AWS nationalråd anno 2000 Begyndelsen af 2000: NSZZ Solidarnosc : 25 pct. stemmeandel RS AWS : 23 pct. SKL : 16 pct. ZChN : 16 pct. PPCD : 16 pct. SRK : 16 pct. Andre: : 2 pct. Efter omstruktureringen 23.december 2000: NSZZ Solidaritet : 25 stemmer antal stemmer RS AWS : 24 stemmer PPChD : 17 stemmer ZChN : 17 stemmer SKL : 17 stemmer PPCD: Porozumienie Polskich Chzescijanskich Demokratów, SRK: Stowarzyszenie Rodzin Katolickich Ganske som fagbevægelsen Solidaritet kom partibevægelsen Solidaritet (RS AWS) ikke til at minde ret meget om det oprindelige Solidaritet fra Jaroslaw Kurski gik så langt som til at sige, at RS AWS ikke var et parti, der gik efter at erhverve ("zdobyc") magten og efter at beholde ("utrzymac") den og derfor kom til at minde en hel del om Vladimir Meciar s Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) 30. Alliancen AWS blev i sidste ende en partialliance af kartel-typen, for så vidt som magtbesiddelsen og sammenvævningen af politisk og økonomisk magt blev stadig mere iøjnefaldende. At det skulle stå så galt til blev dog pure afvist af den daværende ledelse, men det erkendtes, at RS AWS behøvede medlemmer fra flere forskellige sociale miljøer og i højere grad end hidtil skulle kunne evne at modbevise den udbredte opfattelse af RS AWS som magtens parti 31. Dette ønske lod sig slet ikke realisere, og vælgernes dom skulle som sagt blive både hård og ubarmhjertig Mere om debatten om AWS struktur og fremtid 30 Jaroslaw Kurski, "Czterdziestolatki", Gazeta Wyborcza, :17. Problemerne inden for AWS berøres også af Buzek s rådgiver og medlem af UW Waldemar Kucynski i et interview til Wprost no. 42, : Udtalelseaf fx Kazimierz Janiak til ugeskriftet Polityka, no.3 (2176), :24, i artiklen Dlugi sen. 21

22 Spørgsmålet om det indre sammenhold vedblev med at være et fast punkt på dagsordenen. Bestræbelserne for at sikre bedre institutionalisering blev forstærket på grund af de mange grove brud på partidisciplinen. Efter valgsejren i 1997 forsøgte Solidaritet gennem organisatoriske opstramninger at sikre en bedre beslutningsevne, men AWS forblev et stærkt fraktionsopdelt parti uden et institutionelt center. Den anarkistiske politiske kultur lod sig ikke ændre fra den ene dag til den anden. Allerede erfaringerne under Hanne Suchocka s regering i 1993 viste, at splittelsen inden for højrefløjen på mange områder var større end mellem regeringen og oppositionen. Dette kom fx til udtryk, da mere end 70 medlemmer af AWS stemte for en mistillidsdagsorden til ministeren for statsejendom Emil Walacz og imod dele af regeringens eget finanslovsforslag. Som modreaktion blev fra ledelsens side besluttet, at afvigere ikke kunne ikke opnå genopstilling ved valg, men lige meget hjalp det. Iflg. Marian Krzaklewski selv var hovedproblemet ikke den førte politik. Marian Krzaklewski talte gentagne gange om behovet for mere enhed og større disciplin fx i forbindelse med vigtige afstemninger i parlamentet 32, men det blev stort set ved opfordringerne og formaningerne. For at sikre højere disciplin inden for alliancen fik formanden Jerzy Buzek tildelt flere organisatoriske beføjelser, men han måtte både inden for AWS og regeringen bruge alt for meget af sin tid på at sikre tilstrækkelig enighed og disciplin, selv i politisk mindre betydningsfulde sager. Dette svækkede AWS i forhold til oppositionen i parlamentet og styrkede uundgåeligt venstresammenslutningen SLD. Aleksander Hall fra den liberale fraktion mente, at AWS organisatoriske struktur var både særpræget og amorf, da AWS vedblev med at være sammensat af så mange forskellige rivaliserende, fiktive organisationer, hvilket i sig selv indebar øget risiko for centralisering af magten. Det modsatte, decentralisering af beslutningskompetencen var dog heller ikke uproblematisk, da en sådan ville kunne undergrave det spæde sammenhold og fællesskabet 33. Det nære samarbejde mellem arbejdere og intellektuelle, der havde givet Solidaritet så stor styrke, var næsten helt ophørt, hvilket også bidrog til uenighederne. De fleste intellektuelle med baggrund i Solidaritet og KOR havde forud sluttet sig til Demokratisk Union (UD), det senere Frihedsunionen (UW). Det var i det hele taget svært at nå frem til en fælles holdninger i de spørgsmål, der berørte de enkelte gruppers nøjagtige indflydelse. Jacek Rybicki understregede flere gange, at tiden var ved at løbe ud for AWS forstået som blot en valgkoalition. Målet måtte være at få vedtaget en stærkere ledelsesstrukturer og mere smidige beslutningsprocedurer gennem en føderativ partistruktur. AWS skulle vedblive med at udgøre en funktionel føderation af forskellige politiske grupperinger, som så med tiden måske kunne omskabes til et unitært parti. Der må dog - som i Det Republikanske Parti i USA- være plads for forskellige politiske strømninger, men alle med rod i helt grundlæggende katolske værdier 34. Valgalliancen AWS skulle kort sagt være en partidannelse af "føderativ" type med tre forskellige ben, et fagforeningsorienteret, et kristelig-nationalt og et liberalt. Føderaliseringen skulle efter hensigten føre til, at valgalliancen blev i stand til at appellere mere bredt. Afgørende var dog, hvor i alliancen den politikbestemmende linie kom til at befinde sig. 32 Eksempelvis i et længere interview i Tygodnik Solidarnosc no. 50 (586) 1999: Citeret i Marcin Dominik Zdort, Nie misimy byc w AWS, Rzeczpospolita 21.12, 1998:4. 34 Interview med Jaciek Rybicki, "Samooczszenie", Wprost, 14. juni, 1998:

23 Jacek Rybicki blev på kongressen i Gdansk i januar 1999 valgt til formand for RS AWS' politiske råd og havde i den egenskab som opgave at søge frem til kompromis er mellem de forskellige fraktioner samt få fastlagt en samlende politik og en politisk fællesnævner for AWS betragtet under ét. Wojciech Arkuszewski, parlamentsmedlem for AWS-SKL og ansat i ministerpræsidentens kancelli, mente, at AWS fraktionsopdelte organisation var uholdbar i længden 35. For at overleve måtte AWS i stedet omdannes til en formaliseret, funktionel sammenslutning, enten i form af et egentligt politisk parti, en funktionel føderation af partier eller alternativt en funktionel og beslutningsdygtig sammenslutning ( porozumenie ) af beslægtede politiske grupper. For at sikre den tilstrækkelige sammenhængskraft og beslutningsevne skulle AWS oprette et sekretariat til at træffe de nødvendige beslutninger og ansætte tilstrækkeligt med personale for at sikre, at de vedtagne beslutninger også blev overholdt. Den daværende beslutningsstruktur var iflg. Arkuszewski alt for kompleks og tidsrøvende. Men de organisatoriske ændringer der blev introduceret i februar 2000, skabte reelt mere institutionel forvirring. Den omtalte daglige ledelse ( G-7 ) blev omskabt til præsidiets daglige ledelse ( kollegium ), og præsidiet udvidet fra 19 til 25 medlemmer. I praksis betød dette en svækkelse af SKL og ZChN, der da også protesterede mod ændringerne. AWS skelede her til venstresammenslutningen SLD, hvor overgangen fra et valgforbund til et enhedsparti kom til ay forløbe overraskende gnidningsfrit 36. Men anarkiet var tilsyneladende større på den politiske højrefløj. Efter kriser og udmeldelser sidst på året 2000 blev strukturen igen ændret. I den daglige ledelse, det otte mands stort forretningsudvalg ( zarzad ), fik RS AWS og Solidaritet nu hver to stemmer og ZChN to og SKL og PPChD hver én, og Jerzy Buzek afløste Kraklewski på formandsposten. I det nationale råd fik RS AWS og Solidaritet reduceret deres stemmer til 49, men beslutninger skulle i fremtiden tages med 52 stemmer, hvilket trods færre stemmer i det nationale råd alligevel sikrede RS AWS og Solidaritet vetoret. Samtidig hermed afskaffedes princippet om kollektiv afstemning. Marian Krzaklewski fastholdt til det sidste, at AWS krise var en holdnings- og disciplin-krise og veg derved uden om de mange og alvorlige problemer, der var knyttet til policy-indhold og implementering, fx mangelfulde lovforberedelse og dårlig gennemførelse af store reformer. Dertil kom en udbredt kritik rettet mod magtfordrejning og udvikling af en ny post-kommunistisk nomenklatur. Faren for en regulær opløsning af AWS var reel, for krisen var ideologisk og programmæssig, organisatorisk og strukturel og, nok så alvorligt, også moralsk 37. AWS var gået til valg i 1997 på mottoet, vi går efter magten for at overlade den til folket, men AWS havde ikke fået fjernet de gamle lig i lasten, fx katolsk fundamentalisme, hvilket skadede partiet. Splittelsen i Solidaritetbevægelsen gavnede SLD og understregede endnu engang betydningen af høj institutionalisering og solid programudvikling. Emotionel politik og personlige interesser har over hele perioden været mest udbredt på højrefløjen. Professionaliseringen af partiernes arbejde blev reelt aldrig ført til ende Interview i Rzeczpospolita 22.9., 1999:A4. 36 Nærmere om SLD under venstrefløjspartierne. 37 Janusz A. Majcherek, Prawica na rozdrozu, Rzeczpospolita A 10, Fremhævet af Edmund Mokrzycki i interview i Rzeczpospolita , Oczu zamydlic sie juz nie da. 23

24 Kritikken kom ikke kun ude fra. Parlamentsmedlemmet og den tidligere magtfulde leder af fagforeningen Solidaritets Mazowiec-afdeling Maciej Jankowski sagde utilsløret, at nedturen i meningsmålingerne skyldtes, at partiets interesser blev sat over samfundets, og at partiets stil og fremtoning savnede den nødvendige selvbegrænsning. Fremvæksten af en ny herskende klasse ville være selvmord for AWS og med sikkerhed føre til AWS undergang 39. Aleksander Hall mente på linie hermed, at stillingsbesættelser ikke bør finde sted efter politiske kriterier, men efter kvalifikationer 40. AWS lovede at bekæmpe alt, hvad der smager af politisk kapitalisme, men dette skete ikke. Andre som den højre-nationale Jan Parys mente, at problemerne for AWS skyldtes dårlig ledelsesstil og helt grundlæggende et forræderi over for det oprindelige kristelige-sociale valgprogram 41. Tidligere ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki pegede på, at selve oprettelsen af AWS var en succes. Opgaven derefter var at få skabt en tilstrækkelig stærkt fælles kristelig-demokratisk identitet og en bæredygtig partikultur 42. Men den opgave blev aldrig løst. Det andet hovedproblem har iflg. Mazowiecki været en manglende evne til forholde sig rationelt til magten, frem for alt at benytte magtbesiddelsen til at udvikle og modernisere økonomien og have en tilstrækkelig følelse for, hvad der rører sig i befolkningen. Pragmatisering politisk var ikke ledsaget af større organisatorisk sammenhold og affrysning af destruktive historiske modsætninger. Skulle AWS overleve, måtte alliancen omdannes til et regulært parti eller alternativt til en funktionel føderation, men ingen af delene blev til virkelighed. Tværtimod har AWS fokuseret ensidigt på magten og lagt en for klientelistisk præget politisk stil. De mange grupper inden for AWS optrådte som veto-grupper, ikke som funktionelle policy-skabende fraktioner, hvilket var en forudsætning for, at AWS ikke blot forblev en negativ alliance men udvikle sig til en funktionel føderation og uden at blive omdannet til et enhedsparti i stil med SLD. Rychard Bugaj, den tidligere leder for Arbejdets Union (UP), udtrykte sig i samme baner 43. AWS vandt valget tilbage i 1997, sagde han, fordi mange vælgere forventede mere ærlighed i politik og ønskede tilført nye idéer. Men AWS omskabte sig selv til magtens alliance. Trods propagandistisk retorik blev vi ikke vidner til noget reform-gennembrud, snarere opfølgning på planer, skabt under SLD-PSL-regeringen, fx socialforsikringslove og sundhedsreformen. AWS fremstod derfor som en bevægelse uden lederskab og visioner. Følgen var drastisk nedgang i vælgertilslutningen og indre opløsning. En del problemer bundede i, at AWS var en ung partiformation med den usikkerhed der uundgåeligt fulgte med hensyn til policy-formulering, organisation og indre sammenhold. I takt med at AWS måtte træffe konkrete politiske valg, steg uenigheden. Mange i AWS hørte til kategorien moralpolitikere og politikere med en historisk mission. Den politiske kultur fra tiden i opposition var sværere at eliminere end ventet. Dette var problematisk efter overtagelsen af regeringsansvaret, hvor institutionalisering og professionalisering blev en nødvendighed. Helt personlige interesser havde ofte førsteprioritet. Kun så længe AWS definerede sig selv på symbolplanet og i forhold til en fælles fjende, (post)kommunisterne, dvs. som en negativ alliance, kunne den fælles ydre facade 39 Gazeta Wyborcza september 1999:8. 40 Interview i Rzeczpospolita :A3. 41 Tydgodnik Solidarnosc 45 (581), 1999: Interview med Mazowiecki i Polityka no. 37 (2210), :21-22, Co sie z nami stalo, og Gazeta Wyborcza , Byc albo nie byc. 43 Rychard Bugaj, Co przed Akcja, Gazeta Wyborcza, 2.2.,

25 opretholdes. Catch-all -delen blev søgt bevaret, men bevægelsespræget forsvandt. Antagelsen om at nye partier med tiden udvikler sig i retning af catch-all og kartel-partier kunne således bekræftes i tilfældet AWS. Omkring årtusindeskiftet besatte AWS centrale poster, eksempelvis ministerpræsidentposten, viceministerpræsidentposten, en tredjedel af samtlige ministre var fra AWS, over 100 medlemmer af Sejmen og Senatet, formandsposterne i Sejmen og Senatet, tre voivod'er, og sammenlagt byråds og regionalrådsmedlemmer og borgmestre kom fra AWS, alt sammen ikke dårlige tal og, skulle man tro, et godt grundlag. Organisationen var styret top-down og desuden stærkt bureaukratiseret. Det kneb med sammenholdet og beslutningsevnen i både RS AWS og imellem AWS forskellige fløje og ben. Svaghederne institutionelt svækkede opmærksomheden om de konkrete samfundsproblemer og forstærkede uundgåeligt fokuseringen på magt og magtens teknologi. I modsætning til venstresammenslutningen SLD fik AWS således aldrig en effektiv ledelse og heller ikke tilstrækkelig smidige beslutningsprocedurer, dertil var meningsforskellene for store og partidisciplinen for lav. Reelt blev der aldrig taget beslutning om, hvorvidt alliancen skulle forblive et valgforbund eller omskabes til en parti-føderation eller måske et egentligt parti. Jerzy Buzek optrådte som mægleren, der inden beslutninger blev truffet, forsøgte at blive enig med alle, det være sig i regeringen eller i AWS selv, hvilket selvsagt var umuligt. Jerzy Buzek kom til at fremstå som forsoningens mand og ikke som beslutningernes og handlingens mand, sådan som de fleste ønskede. Under de vilkår, der rådede inden for AWS, var det umuligt at handle langsigtet og strategisk 44. AWS (og RS AWS) følte ikke engang noget stort behov for at få vedtaget et langsigtet partiprogram. Policy-aspektet fik dog i sidste del af Buzek-regeringens valgperiode noget større prioritet ud fra den rigtige erkendelse, at kun fokus på de nære problemer kunne standse vælgerflugten. Buzek erklærede således, at AWS ville prioritere lov og orden og bedre gennemførelse af de fire store reformer højt. Fejlene fra gennemførelsen af de fire store reformer skulle gerne rettes op inden 2002 valget, ligesom der skulle oprettes flere nye arbejdspladser og gennemføres en særlig pagt for landbruget for at sikre et bedre forhold til landbefolkningen før valget, hvorved konkurrencen fra Lepper s populistiske landbrugsbevægelse Samoobrona kunne begrænses. En debatkultur var stadig hårdt savnet i AWS både på makropolitisk plan og i de enkelte partiafdelinger. Der var stort set ingen reelle debatter forud for besættelsen af vigtige lederposter og før vigtige afgørelser. Der var heller ikke reel debat om de policy-felter, der helt grundlæggende afgør, hvad partiet skal stræbe efter. Først sidst på kongressen i januar og uden forudgående debat- blev dog vedtaget et politisk program. Programmet var imidlertid en symbolsk præget deklaration, der omtalte det fremtidige Polen som en "fri og moderne stat" bestående af "stærke familier" med indbyrdes samfundsmæssig solidaritet og styret markedsøkonomi, alt sammen byggende på kristen moral og etik. Om et sådant program af den type kunne fænge vælgerne var yderst tvivlsomt. Nederlaget ved præsidentvalget i oktober 2000 forstærkede blot debatten om AWS organisation og fremtid. Aleksander Kwasniewski s valgsejr var ventet, så en vælgerandel på omkring 25 pct. for 44 En god analyse af problemerne i AWS og Buzeks lederstil gives i et interview med Edmund Mokrzycki i et interview i Rzeczpospolita , Oczu zamydlic sie juz nie da. 25

26 Kraklewski blev anset for acceptabel. Det faktiske resultat lå imidlertid 10 pct. under og bragte derfor både spørgsmålet om en ny organisatorisk opbygning og - ikke mindst - Marian Krzaklewski s fortsatte lederskab højt op på dagsordenen. Valget havde vist en ret afideologiseret og pragmatisk og samtidig meget utilfreds vælgerskare samt uventet stor tilslutning til den centrumsøgende uafhængige kandidat Andrzej Olechowski, der ikke havde et bestemt parti bag sig og derfor også havde et lavt valgbudget. Olechowski s gode valgresultat udtrykte mistillid til den eksisterende højrefløj og især Frihedsunionen (UW), der ikke opstillede egen kandidat ved valget. De voksende sociale delinger i de polske samfund ramte AWS (og Krzaklewski) hårdt. Den liberale del af AWS så gerne den daværende parlamentsformand Maciej Plazynski valgt til ny formand, men heller ikke han syntes i stand til at samle AWS, og han kunne desuden ikke tilslutte sig de forslag til ny ledelsesstruktur, der blev præsenteret fra Solidaritets ledelse efter Krzaklewskis valgnederlag, et forslag som ville have gjort Plazynski til næstformand for hele partiet og til formand for AWS politiske råd. Forslaget blev dog i første omgang godkendt af Plazynski selv, for de organisatoriske ændringer, der fulgte med, reducerede som krævet af Plazynski fagforeningen Solidaritets indflydelse. I begyndelsen af 2001 forlod Maciej Plazynski alligevel AWS for derefter sammen med tidligere præsidentkandidat Andrzej Olechowski og Donald Tusk fra Frihedsunionen (UW), at oprette deres ny platform for centrumvælgere ( Platforma Ludzi Strodka, senere betegnet Borgerplatformen (PO)). Det forudgående præsidentvalg havde tydeligt bekræftet, at de fleste vælgere var ophørt med at orientere sig ud fra den klassiske tese om post-solidaritet over for post-kommunister, og den nye platform forsøgte da også at drage de politiske konsekvenser heraf. Oprettelsen af Borgerplatformen (PO) og den lave tilslutning i meningsmålingerne førte hurtigt til yderligere opløsningstendenser. I sommeren 2001 bestod AWS således af blot tre højregrupper, de to kristne sammenslutninger PPChD og ZChN samt RS AWS. Fagforeningen Solidaritet holdt sig helt uden for AWS. Samtidig hermed oprettede brødrene Kaczynski deres egen politiske platform, betegnet Prawo i Sprawedliwosc ( Ret og Retfærdighed, PiS), udbryderen fra ZChN Kazimierz M. Ujazdowski oprettede sammenslutningen Przymierze Prawicy og den tidligere medstifter af AWS, Janusz Tomaszewski, gruppen Spoldzielni. Dertil kom oprettelse af yderliggående højregrupper, fx Jan Lopuszanski s Porozumienie Polskie og Adam Slomka s KPN-Obóz Patriotyczny, flere med fortid i AWS. Med så mange nye partidannelser var faren for ny opsplitning og stemmespild igen særdeles overhængende. Ved selve valget førte fremgangen for Borgerplatformen (OP) dog umiddelbart til en stærkere højre-liberal repræsentation i parlamentet. Højredrejningen i AWS muliggjorde før valget i 2002 et valgsamarbejde med Jan Olszewski s højreparti ROP. I maj måned 2001 oprettede AWS og ROP således en fælles valgkomité ( Akcja Wyborcza Solidarnosc Prawicy (AWSP)), senere blev der også opnået enighed om kandidatopstillingen. ZChNs leder Ryszard Czarnecki foreslog AWSP omdannet til et enhedsparti, men det projekt faldt til jorden, da Jan Olszewski valgte at trække sig ud af AWSP, der herefter måtte forsøge sig på egen hånd med de kristelige ZChN, RS og PPChD og som bærende kræfter. Partialliancens valgslogan lød Om et bedre liv. Polen - sikkert og retfærdigt. Polen- et fædreland med lige chancer. Ved valget i 2001 opstillede AWSP klarede ikke spærregrænsen og sikre sig derfor ikke repræsentation i Sejmen, især på grund af den højere spærregrænse for valgalliancer. Efterfølgerpartiet for RS AWS ( RS ) tog derefter initiativ til etablering af en helt ny valgalliance sammen med det konservative SKL-RNP, men også det initiativ løb ud i sandet. Ved valget i 2005 spillede Solidaritet kun indirekte en politisk rolle som støtte for Kaczynski-brødrenes Lov og Retfærdighedsparti (PiS).. 26

27 AWS problemer var på en eller anden måde været policy-relaterede, for så vidt som de i så høj grad berørte kvaliteten i regeringsudøvelsen. Som nævnt af Lena Kolarska-Bobinska er betingelsen for, at en siddende regering kan opnå fremgang hos vælgerne, at politikken er ordentligt kommunikeret ud og formuleret konkret. Den tid var forbi, hvor valg kunne vindes alene på lancering af brede vage valgløfter og symbolpolitik 45. De organisatoriske problemer blev søgt løst gennem omstruktureringer af AWS og regeringen, men langt vigtigere var kvaliteten i regeringens ledelse og policy, at få ændret selve styringsfilosofien og dermed også styremåden ( filozofi rzadzedia ). Problemerne på ledelsesplan blev forstærket af, at formandsposten og ministerpræsidentposten var fordelt på to forskellige personer (Buzek og Krzaklewski). De forskellige grupper i AWS betragtede AWS taktisk og instrumentalt og mest agerede som veto-fraktioner. Vælgerne identificerede sig tydeligt mere med de enkelte partigrupper inden for alliancen og ikke med AWS som helhed, hvis profil var vag og opsplittet såvel på programplan som personplan. AWS vedblev med at føre alt for mange krige mod sig selv ( walka AWS z AWS ) og samtidig føre krigene mod postkommunisterne taktisk uheldigt 46. Janina Paradowska og Jerzy Baczynski så primært opløsningen af AWS som en konsekvens af problemer på aktørplanet, som et resultat af de enkelte lederes overdrevne ambitioner, deres uvillighed til at indgå kompromiser og udvikle enhed på trods af forskelligheder 47. Antikommunisme og modstanden mod SLD kunne i hvert fald ikke bære i længden. Problemerne var også at finde på historisk dvs. strukturelt forstået som reaktivering af gamle modsætninger og tilbøjelighed til over-ideologisering, på institutionelt niveau i form af ineffektiv organisation og skæv institutionalisering, der vanskeliggjorde beslutningsprocesserne, og på policyniveau som uenighed om politikkens indhold og dårlig regeringsudøvelse. Iflg. meningsmålingsinstituttet Pentor var ikke mindre end 74 pct. af polakkerne i slutningen af 1999 stærkt utilfredse med ministerpræsidenten (Jerzy Buzek) og 82 pct. utilfredse med regeringens arbejde som helhed. Som vi har set, har det har ikke skortet på forslag om mere effektive og smidige beslutningsstrukturer og kommandoveje, men alt for meget tid blev spildt på lange diskussioner om organisatoriske problemer, fx om stemmefordelingen og hvor mange ben der skulle være repræsenteret i ledelsen. Ideologisk og programmæssigt var AWS alt for heterogent, og de endelige løsninger blev aldrig fundet. Fagforeningen Solidaritet holdt vedvarende fast ved traditionerne fra perioden før 1989, den kollektive etos og oprettelsesmyterne ( foundation myths ) tilbage fra kampen mod kommunismen, men mistede tilslutning pga. den førte politik. Det stærke fokus på de rent organisatoriske problemer og de vedvarende interne stridigheder var til stor skade for policyudviklingen og vælgeropbakningen. Over for vælgerne kom AWS i for høj grad til at fremstå som magtens parti, mere optaget af at besætte strategiske poster i samfundet end løse konkrete problemer. Magten blev aldrig, som lovet, overgivet til folket, og alliancen kom til at betale dyrt herfor. 45 Lena Kolarska-Bobinska, Kapitalizm nie taki, jaki mial byc, Gazeta Wyborcza, :2-3. Hun har fremhævet samme grundsynspunkter i forbindelse med kommentarer til præsidentvalget i efteråret 2000, bl.a. bakket op af sociologen og idehistorikeren Pawel Spiewak, der i et interview i Rzeczpospolita : A4 ( Osmioletni marsz ) fremhævede den generelle tendens til afideologisering og pragmatisering i det polske samfund. 46 Refereret for denne udtalelse i ugeskriftet Wprost 5.september 1999:24 47 i Polityka no. 17(2449) 24. april 2004:3, Wyborcy bez wybory. 27

28 5.5. AWS andre ben Som fremgået har heterogenitet været et kendetegn for Solidaritet-bevægelsen. Mange politikere herfra har skiftet partigruppe adskillige gange. I det følgende omtales AWS andre ben ud over de to stærkeste og tidligere omtalte, fagforeningen Solidaritet og AWS politiske platform RS AWS. Den liberale koalition (SKL) blev oprettet i december 1997 efter en sammenslutning af Det Konservative Parti (PK), Kristelig Folkeparti (SLCh) samt konservative kristelige demokratiske overløbere fra Frihedsunionen (UW). SKL fik 20 personer valgt ind i parlamentet ved valget i 1997 og stod således forholdsvis svagt sammenlignet med kristelig-nationale retninger i AWS. Aleksander Hall og Jan Maria Rokita havde forud herfor været medlem af Demokratisk Union (UD), det senere Frihedsunionen (UW), hvor begge havde kandideret til formandsposten på kongressen i februar SKL havde i begyndelsen omkring medlemmer, men i år 2000 iflg. partiet selv omkring de SKL fastholdt deltagelsen i AWS frem til begyndelsen af 2001, men udelukkede ikke et brud med AWS skulle samarbejdet inden for alliancen vise sig at være udsigtsløst. Diskussionen om fortsat deltagelse i AWS blev forstærket efter Solidaritet-lederen Marian Krzaklewskis nederlag ved præsidentvalget i 2000 og oprettelsen af den nye liberale Borgerplatformen ( Platforma Ludzi Srodka, PO). Jan Maria Rokita og flertallet i SKLs ledelse accepterede forslaget til ny organisatorisk struktur inden for AWS og ønskede således ikke umiddelbart at bryde med alliancen, mens Aleksander Hall valgte at tilslutte sig den liberale platform (PO). Den senere beslutning om at tilslutte sig PO blev taget med et knebent flertal på en ekstraordinært indkaldt kongres. Samarbejdet med Borgerplatformen (PO) blev dog langt fra gnidningsfrit. Iflg. mange inden for den liberale koalition (SKL) blev vilkårene for samarbejdet i alt for høj grad dikteret af platformens tre tenorer (Plazynski, Tusk, Olechewski), som ikke var interesseret i at lade SKL få indflydelse. Beslutningen om at forlade AWS og tilslutte sig Borgerplatformen (PO) var tilsyneladende kommet for sent 48. Problemerne i forhold til Borgerplatformen (PO) fortsatte efter valget i september SKL kunne således ikke støtte Platformens (PO) lette, meget flade organisatoriske opbygning. I begyndelsen af 2002 allierede SKL sig derfor med det kristelige PPChD under den fælles partibetegnelse SKL- Bevægelsen for et nyt Polen (RNP) ledet af Artur Balacz. Den kristelig sammenslutninge ZChN hørte til de stærkeste grupper inden for AWS. Partiet blev oprettet forholdsvis tidligt, allerede i oktober 1989, og har siden indgået i forskellige koalitioner på den polske højrefløj. Som flere andre støttede ZChN sig til Solidaritets etos med de nære bånd til den katolske kirke og støtten til styret markedsøkonomi. Markedet skulle iflg. katolsk logik være reguleret med basis i en kristent præget forfatning og inden for rammerne af en stærk stat. Partiet har udtalt sig forsigtigt, når det gjaldt markedsøkonomiens konkrete indhold og især de sociale følger. Partiet har til gengæld meget utvetydigt fremsat krav om yderligere udrensning af ekskommunister ( dekomunizacji ). 48 Se fx Jaroslaw Karpinski, Animozje miedzy PO i SKL, Za duzo wladzy dla tenorow, Trybuna : Se om PO under liberale partier. 28

29 Som Centrumalliancen (PC) mente ZChN, at den moderate linie over for (post)kommunisterne burde være ophørt, da det gamle system bukkede helt under. Almindelige mennesker var på grund af den bløde linie over for kommunister ikke i stand til at skelne mellem ufrihed, dvs. det gamle system, og ægte frihed, dvs. det nye system. Den gamle nomenklatur havde, takket være aftalerne under rundbordssamtalerne, fastholdt en for stor politisk og økonomisk indflydelse 50. Visse grupper i ZChN udtrykte sig i direkte nationalistiske og xenofobiske baner. Partiet har været skeptisk indstillet over for europæisk integration og støttet det gaullistiske princip om fædrelandenes Europa. Koalitionspotentialet var ikke desto mindre ret højt. ZChN valgte således at deltage i både Olszewski s og Suchocka s regeringer, begge havde baggrund i Solidaritet. ZChN var til trods for katolsk ideologi et ret pragmatisk indstillet parti. ZChN stemte således imod den mistillidsdagsorden, der blev stillet til Suchocka s regering i 1993, og som førte til valg i utide og dannelsen af den post-kommunistiske regering af venstresammenslutningen SLD og bondepartiet PSL. Ved valget i 1991 udgjorde ZChN en del af den katolske valgalliance WAK (Wyborcza Akcje Katolicka), hvor partiet fik en central position. Ved valget i 1991 fik partiet især stemmer blandt pensionister (14,5 pct.) og husmødre (10,4 pct.). Også andelen af stemmer blandt landmænd var ret høj (10,3 pct.). Til gengæld kneb det med stemmer blandt studerende, selvstændige og arbejdere. Ved valget to år senere, i 1993, var ZChN det stærkeste enkeltparti inden for koalitionen Fædrelandet ( Ojczyzna ), men koalitionen fik ikke tilstrækkeligt med stemmer til at opnå repræsentation i parlamentet, idet spærregrænsen for valgkoalitioner før valget var sat op til otte pct. Problemet var dog ikke kun valgteknisk. I forhold til valget i 1991 mistede ZChN ved 1993-valget især stemmer blandt pensionister, virksomhedsejere og arbejdere. Kravet om hårdere dekommunisering ( dekomunizacja ) og den nærmest ukritiske støtte til kirkens indblanding i politik, fx i spørgsmålet om abort og religionsundervisning, skræmte en del vælgere væk fra partiet. Som andre partier på højrefløjen gik ZChN naturligt nok efter at genvinde repræsentationen i parlamentet, og først og fremmest derfor gik ZChN i 1996 med over i Valgaktion Solidaritet (AWS). Men ZChN vogtede nidkært over egen identitet og modsatte sig planerne om at omdanne AWS til et regulært politisk parti. Partiet skaffede sig gennem AWS også solid repræsentation parlamentet ved valget i 1997 og indtog sammen med fagbevægelsen Solidaritet en nøgleposition inden for valgalliancen AWS (Knuzewski, 1998:153). I Jerzy Buzek s regering måtte ZChN nøjes med to ministerposter. Partiet fik heller ikke poster på voivod-niveau, men til gengæld en del andre poster administrativt. I Buzek-regeringen har det konservativ-nationale ZChN været modpol til det liberale Frihedsunionens (UW). Frihedsunionen (UW) havde ikke meget til overs for ZChNs krav om helligholdelse af søndage, forlængelse af barselsorloven, ændringer i skattelovgivningen til gavn for familierne, skærpet narkotika-lovgivning, færre store supermarkeder og en hård linie i forhandlingerne med EU. Også konflikterne på aktør-niveauet har været iøjnefaldende. Chefen for Centret for Strategiske Studier, Jerzy Kropiwnicky fra ZChN, havde således adskillige sammenstød med finansminister Leszek Balcerowicz om indholdet i den økonomiske politik, ligesom afskedigelsen af den euroskeptiske Ryszard Czarnecki fra ZChN tilsyneladende var UW s værk. I 50 Interview med Chrzanowski i Gazeta Wyborcza , 1993:8-9 under overskriften Niebezpieczne liberalne sklonnosci. 29

30 en del tilfælde ligefrem lammede modsætningerne mellem Frihedsunionen (UW) og ZChN regeringens arbejde 51. Kompromis er blev først indgået efter langstrakte og yderst vanskelige forhandlinger. Men, som allerede sagt, inden for den kristelig-nationale retning betragtet under ét har den kristelige sammenslutning ZChN trods al katolsk retorik og de mange bataljer med Frihedsunionen (UW) stået for den forholdsvis pragmatiske og alt i alt kompromissøgende politik. At regeringssamarbejdet holdt ret længe skyldtes frem for alt en fælles frygt inden for AWS for nyvalg til parlamentet, for valg i utide efter en forudgående opløsning af AWS ville med stor sikkerhed have btydet, at ZChN ganske som i 1993 ville have mistet repræsentationen i parlamentet. Hvor den politiske kamp for den fundamentalistiske gruppe Poruzumienie Polski (PP) er et spørgsmål om sandhed og løgn, drejede politik sig for ZChN nærmest om give and tage og om konflikter, forhandlinger og helst kompromiser mellem forskellige politiske holdninger og synspunkter. PP havde i modsætning til ZChN haft svært ved at forlige sig med perioden efter 1989, dvs. den III Republik. Som for andre fundamentalistiske katolske grupper var kampen for katolicismens overlevelse for PP ikke blot en kamp mod post-kommunisterne, men også mod neoliberale og sækulare retninger og bestemte enkeltpersoner i regeringen, frem for alt Leszek Balcerowicz og Frihedsunionen (UW). ZChN har som sagt også haft adskillige konfrontationer med Frihedsunionen (UW), men har i modsætning til PPP trods alt været indstillet på at indgå kompromis er. Hvor PP i centrale politiske sager, eksempelvis i spørgsmålet om den regionale og kommunale reform, indtog en kompromisløs linie og gentagne gange brød partidisciplinen, forsøgte ZChN at påvirke lovgivningen. Hvor PP har rettet skytset mod Frihedsunionen (UW) og kritiseret andres forslag bombarderede ZChN parlamentet med lovforslag om fx forbud mod pornografi og narkomani, skattelettelser til børnefamilier og forlængelse af barselsorloven. Hvor PP optrådte som veto-gruppe, optrådte ZChN mere som en politik-skabende fraktion. ZChN fremstod som et relevant og regeringsdueligt parti, men bidrog ikke desto mindre til den pluralistiske polarisering, der har kendetegnet polsk politik i alle årene - og bidrog derved stærkt til AWS-UW-regeringens opløsning. PP handlede som andre ud fra antagelsen om at AWS på et tidspunkt ville gå i opløsning, og at der på ruinerne af AWS kunne skabes et autentisk og ægte politisk højre. Den forudsigelse kom for så vidt til at holde stik. PP har været direkte imod medlemskab af EU på grund af frygten for et forenet Europa, men PPs holdninger blev efter 2001 valget et langt stykke repræsenteret gennem Ligaen af Polske Familier (LPR). ZChN har modsat PP på pragmatisk facon arbejdet for fædrelandenes Europa og for mindre kompromisløs varetagelse af polske interesser under forhandlingerne med EU. Hvor PP brød med AWS valgte ZChN at blive i AWS, i hvert fald i et stykke tid valget havde jo vist, at ZChN ikke var i stand til at skaffe sig tilstrækkelig vælgeropbakning ved at optræde alene. 51 Konflikten mellem ZChN og UW er analyseret i Filip Gawrys, Marcin Dominik Zdort, Straznicy i spredawcy swietego ognia, Rzeczpospolita, :A4. 52 En udmærket gennemgang af synspunkterne hos ZChN og PP findes i Wojciech Zaluska s artikel, Do i od Europy, Gazeta Wyborcza 26.5., 1999:

31 ZChN har ikke haft monopol på kristen profilering. Lech Walesa oprettede sit eget nye kristelige parti med navnet Republikken Polens Kristelige Parti (ChD III RP). Sammenslutningen Poruzumienie Polski (PP) stod for en mere fundamentalistisk traditionalistisk linie. Desudover verserede planer om en sammenlægning af Centrumalliancen (PC), Det Kristelig Demokratiske Parti (PCD). Med oprettelse af den ny kristne sammenslutning Porozumienie Polskich Chrzescijanskich Demokratów (PPChD) i september 1999 fik AWS et kristent ben ekstra. PPChD var en politisk alliance støttet af Centrumalliancen (PC), de kristelige demokrater (PChD) og Bevægelsen for Republikken (RdR). PPChD var sammensat af tre kristne politiske grupperinger, Porozumienie Centrum (PC), Ruch dla Rzeczpospolita (RdR) og Porozumienie Polskich Chrzescijanskich Demokratów (PChD). Denne nye politiske sammenslutning krævede AWS omdannet til et egentligt parti, evt. med en føderativ variant i en mellemfase. På dette punkt var PPChD til dels enig med ZChN, idet PPChD s leder Antonin Tokarczuk ganske som ZChN fremsatte krav om, at fagforeningen Solidaritet i langt mindre omfang skulle have mulighed for at præge den daglige politik. Den ideale løsning var for Tokarczuk oprettelse af en partiføderation helt uden deltagelse af fagforeningen Solidaritet og med fire forskellige politiske fraktioner ( ben ), som derefter indgik en samarbejdsaftale 53. En reorganisering med mere klare retningslinier og med en mere funktionel ansvarsfordeling var efter Tokarczuk s mening et ufravigeligt krav, for skete det ikke ville nedgangen i meningsmålingerne ikke kunne blive standset. Desuden gjaldt det for AWS om at få de fire store reformer, især sundhedsreformen, til at fungere langt bedre. Trods den megen kritik og på trods af Krzaklewski s nederlag ved præsidentvalget i 2000 besluttede PPChD indtil videre at blive inden for Valgaktion Solidaritet (AWS) og tilslutte sig strukturen med fire politiske ben og med Jerzy Buzek som leder. Beslutningerne herom blev vedtaget i fællesskab i december måned år Centeralliancen (PC) var i sin tid blevet oprettet som reaktion mod Wojciech Jaruzelski s forbliven på præsidentposten og støtte for Lech Walesa i præsidentvalgkampagnen i Herfra blev fremsat krav om yderligere fremskyndelse ( przyspieszenie ) af de politiske reformer med krav om dybe brud med det gamle system ( dekomunizacja ). Bag oprettelsen af Centeralliancen (PC) stod Jaroslaw Kaczynski, der i sin tid havde været medlem af Solidaritets borgerkomitéer (OKP) og senere, i 2001, blev leder af det nye parti, Ret og Retfærdighedspartiet (PiS). Centeralliancen (PC) var en kristen politisk gruppering, men forholdt sig ikke desto mindre kritisk over for kirkeledelsen og kan derfor ikke anses for en religiøs fundamentalistisk gruppering. PC forsøgte at fremstå som et kristent parti af vestlig type med egen profil og har samtidig hermed fra begyndelsen fremstået som et magtorienteret parti. Efter parlamentsvalget i 1991 ophørte samarbejdet med Lech Walesa. Partiet tog derefter del i Jan Olszewski s regering, der distancerede sig stærkt fra præsident Lech Walesa s politik, og Olszewski s regering blev da også senere væltet efter direkte indgriben fra Lech Walesa. Kravet om udrensning af kommunister forstærkede uundgåeligt polariseringen på den polske højrefløj og gav samtidig hermed også stødet til større samling på venstrefløjen, først og fremmest manifesteret gennem venstresammenslutningen SLD. Samtidig blev modsætningerne inden for Solidaritet stærkere på grund af de forskellige syn på fortiden, hvor social-liberale (Mazowieckifløjen) adskilte sig for neotraditionalister (Walesa-fløjen). I den strid tog Centeralliancen (PC) helt 53 Interview med Antonin Tokarczuk i Tygodnik Solidarnosc 41 (577), 1999: 2-3, Federacja pod kontrola. De tre andre ben var RS AWS, ZChN og SKL. 31

32 klart Lech Walesa s parti. Centeralliancen (PC) støttede privatiseringer og indførelse af markedsøkonomi, men påstod at reformerne havde givet den gamle kommunistiske elite for store fordele. Centeralliancen (PC) forblev en politisk fraktion og fik derfor aldrig særlig stor gennemslagskraft. Ved valget i 1993 mistede PC repræsentationen i Sejmen og valgte som følge heraf at slutte sig til Valgaktion Solidaritet (AWS). Senere, ved valget i 2001 udgjorde folk fra Centeralliancen (PC) som allerede antydet grundstammen i Kaczynski-brødrenes nye Ret og Retfærdighedsparti (PiS). Præsident Lech Walesa forsøgte før valget i 1993 at sikre sig parlamentarisk indflydelse ved at oprette sin egen politiske sammenslutning, Ikke-partiblokken til Støtte for Reformer (BBWR). BBWR havde en vis lighed med Jozef Pilsudski s gamle Ikke-partiblok for Samarbejde med Regeringen, oprettet i 1927 i den hensigt at understøtte det daværende autoritære styre. BBWR blev oprettet med det formål at forene segmenter i befolkningen, bønder, arbejdere, arbejdsgivere og lokale, der normalt ikke er særlig politisk aktive, støtte præsidentens genvalg og formindske konflikterne i parlamentet og i samfundet generelt. Lederen af initiativet var Andrzej Olechowski, tidligere minister i Jan Olszewski s kabinet. Det reelle motiv var at forhindre post-kommunisterne i at genvinde magten ved valget i Centrumalliancen (PC) havdesom nævnt i sin tid støttet Lech Walesa, men enigheden holdt op, da Walesa blev valgt til præsident. Da samarbejdet ophørte overtog BBWR også rollen som præsidentens nye støtteparti. Oprettelsen af BBWR skal ses et forsøg på at styrke Walesa s mulighed for genvalg ved præsidentvalget i 1995, men oprettelsen af BBWR skabte stik imod hensigten kun yderligere splittelse på højrefløjen. Det konkurrerende Demokratisk Union (UD) forholdt sig kritisk over for Walesa s embedsførelse og havde ikke meget til overs over for det nye præsidentparti, og UD gik som konsekvens heraf sammen med SLD, PSL og Arbejdets Union (UP) om et forslag til ny polsk forfatning. BBWR støttede som andre højre-nationale partier indførelse af markedsøkonomi, dog under iagttagelse af fundamentale kristne værdier. Partiet lancerede en solidarisk-korporatistisk vision (Knuzewski 1998:142), anerkendte demokratiske værdier, men understregede samtidig behovet for en stærk udøvende magt med store beføjelser til præsidenten. Partiet afviste fri abort og gik i den økonomiske politik ind for beskyttelse af truede industrier og landbruget. Men BBWR bragte ikke meget nyt for dagen, men som et af de få højrepartier klarede partiet spærregrænsen ved katastrofevalget i Programmet forblev eklektisk og usammenhængende (Migalski, 2006:77). Partiet fik ved valget en del stemmer blandt især private erhvervsdrivende og antikommunistiske og antirussisk indstillede polakker; til gengæld kun få stemmer blandt de højt uddannede. Partiet var mest indflydelsesrigt i Gdansk-regionen Walesa s hjemegn - og i den sydligste del af landet. BBWRs indflydelse i parlamentet blev fra starten marginal. De andre oppositionspartier, Frihedsunionen (UW) og Arbejdets Union (UP) betragtede BBWR som Belwedere s, dvs. præsidentens forlængede arm. BBWR var heller ikke særlig synlig i parlamentet. BBWR fik ikke, som det var hensigten, skabt en præsidentiel magtbase, så partiets raison être blev reelt tabt før den overhovedet var blevet skabt. Partiet blev desuden svækket, da Lech Walesa ikke opnåede genvalg til præsidentposten, og partiet ophørte derefter med at være nogen form for samlende kraft på højrefløjen. 32

33 I erkendelse af at chancen for genvalg til parlamentet alene ville være minimal valgte også BBWR i 1996 at gå med i Valgaktion Solidaritet (AWS). Forinden havde partiet deltaget aktivt i forskellige politiske sammenslutninger, eksempelvis Obóz Patriotyczny og Konvent sw. Katarzny, der som Valgaktion Solidaritet (AWS), men uden held, forsøgte at skabe samling på højrefløjen efter katastrofevalget i Som fremgået var det slutningen af 1990 erne var det nærmest en modesag at smykke sig med betegnelsen kristen. Kristen blev som betegnelsen socialdemokratisk anset for velgnet til at vise frem for omverdenen, idet ordet kristen signalerede både anti-kommunistiske, proeuropæiske og pro-kapitalistiske holdninger. Erklærede kristne partier havde ikke spillet nogen stor rolle i den før-kommunistiske periode, men de blev aktiveret efter Som fremgået spændte kristne partier i Polen bredt, fra det centrum-orienterede liberale Frihedsunionen (UW) over Centrumalliancen (PC) og det kristne-nationale ZChN over til de mere yderliggående fundamentalistiske katolske grupper. Frihedsunionen (UW) fremstod som det mest sækulariserede blandt de kristne partier og var indtil midten af 1999 måske derfor eneste medlem af den europæiske sammenslutning af kristne partier. Frihedsunionens (UW) repræsentationsmonopol var ikke tilfældig, idet den politiske profil passede bedst til søsterpartierne i Vest-Europa Ligaen af Polske Familier (LPR) Ligaen af Polske Familier (LPR) sikrede sig ved valget i pladser i Sejmen og 2 pladser i Senatet. Ved lokal- og regionalvalgene lidt senere fik LPR især succes i de traditionelt katolske sydøstlige dele af landet. I Krakow blev LPR næststørste parti og kom i flere byer og regioner med i ledende koalitioner og erstattede ofte bondepartiet PSL som tungen på vægtskålen. Det gamle Ligaen af Polske Familier (LPR) havde rødder tilbage i 1989 og havde op til valget i 2001 eksisteret under flere forskellige navne. Mange af grundlæggerne havde været knyttet til Det Nationale Parti (SN), der senere blev omdannet til Det Nationale Demokratiske Parti (SN-D). Det nye LPR, der ud over SN of SN-D omfattede Den Katolsk Nationale Bevægelse (RKN) og Den Polske Sammenslutning (PP) dateres til juni 2001, dvs. blot få måneder før parlamentsvalget. Bærende til LPR var desuden ungdomsorganisationen ( Mlodiez Wszechpolska ). Få måneder før valget gav ingen meningsmålinger LPR chance for repræsentation i parlamentet. For at kunne nøjes med den lavere fem procent spærregrænse fik koalitionen partinavn efter én af de ti forskellige politiske grupper. De der stod bag LPR, handlede ud fra en antagelse om, at AWS ville belaste sig selv på grund af regeringssamarbejdet med Frihedsunionen (UW), hvilket før eller siden ville gøde jorden for nye højre-traditionalistiske grupper med klarere politisk profil. Den antagelse blev siden bekræftet. Flere kandidater fra LPR var ved valget i 1997 blevet valgt ind på AWS lister, fordi de var blevet anbefalet og under valgkampen også fået en del sendetid i den fundamentalistiske radiostation Radio Maryja og støttet af Tadeusz Rydzyk, der bag kulissen var radioens og LPRs faktiske leder. Rydzyk har gennem årene spillet en tvetydig og modsætningsfyldt rolle, når det gjaldt den faktiske støtte til LPR. Ved 1997 valget havde han støttet katolsk-nationalt indstillede kandidater på AWS lister. 54 Marcin Dominik Zdort, Apetyt na chadecje, Rzeczpospolita 9.6., 1999:A5. 33

34 Overordnet kan Ligaen af Polske Familier (LPR) ses som et desperat forsøg på at standse den liberale megatendens, dvs. den path-dependency, der i de sidste 12 år er kommet til udtryk igennem eksempelvis Balcerowicz-planerne og tilnærmelsen til EU 55. Måske er det forkert at betegne partiet som antisystemisk. Konrad Jajecznik (Jajecznik mfl. (red), 2006:122) foretrækker at se LPR som et antikonsensualt protestparti. Målet var frem for alt moralsk fornyelse og genfødsel af Polen. Nøgleordene frem til 2005 valget som fx formuleret på partiets valgkongres 1.maj 2005 var opbygning af en ny og afkommuniseret fjerde republik, nej til rundbordssamtalerne i 1989 og effektiv og skånselsløs afsløring af politiske skandaler og opgør med alle med forbindelser til skandaler og affærer. Tidligere præsidenter og ministerpræsidenter, frem for alt Aleksander Kwasniewski og Leszek Miller, blev krævet for retten. Ikke alene har partiet krævet et mere tilbundsgående opgør med kommunismen, men også forlangt alle dokumenter om rundbordssamtalerne, herunder hemmelige aftaler, bragt frem i lyset. Det konkurrerende Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og brødrene Kaczynski blev kritiseret for deres deltagelse i rundbordssamtalerne. Ligaen er fra modstanderside hånligt blevet kaldt Polens talibanere på grund af de fundamentalistisk katolske budskaber og de anti-europæiske holdninger og ikke mindst på grund af afhængigheden af Radio Maryja. LPR er fortrinsvist blevet støttet af dårligt uddannede bosiddende i mindre bysamfund. Partiet erklærede at befinde sig hverken til venstre eller højre. Et af partiets valgslogans ved 2001 valget lød således: Polen - uafhængighed, for polakkerne - arbejde, brød og bolig. Vi er en katolsk og national formation, udgangspunktet for os er den katolske lære om samfundets indretning, udtalte talsmanden Antoni Macierewicz kort efter 2001 valget 56. Ideologisk er partiet også blevet forbundet med Polens store og kontroversielle politiker i mellemkrigsperioden, Roman Dmowski. Ortodoks katolicisme og paternalisme og krav om social lighed er gået hånd i hånd med den antikommunistiske retorik. Afgørende har været forsvaret for polskheden. Partiet har afvist anklager for antisemitisme, også i spørgsmålet om massakrene på jøder i Jedwaben, der ikke kun var nazisternes værk. Modstanderne er alle, også polske jøder, der ikke forsvarer polskheden, siges det. Kampen mod EU og globaliseringen og neoliberalismen har ofte overskygget kampen mod postkommunisterne, og partiet har derfor også forholdt sig stærkt kritisk over for udenlandsk kapital. Vendinger som suverænitet, forsvar for polskheden og et færdrelandenes Europa gik igen. Partiet er på policy-plan gået ind for mere støtte til børnefamilierne, indførelse af valg i enkeltmandskredse, skærpet afkommunisering, modstand mod udenlandsk kapital og forbud mod salg af polske virksomheder til udlandet, op til 2005 valget bl.a. formuleret i partiets appel til det polske folk, som blev vedtaget på en særlig kongres i begyndelsen af maj måned. Det har knebet med at få etableret effektiv daglig ledelse og valgt en respekteret politisk leder for parlamentsgruppen, og ikke mindst har det knebet med at få etableret en demokratisk debatkultur. Ret hurtigt opstod derfor splittelse og fraktionsdannelser i parlamentsgruppen med udmeldelser til følge. 55 Mariusz Janicki, Wieslaw Wladyka, Kto wpuscil Leppera?, Polityka no.40 (2318) com.pl, Mapa Radykalów, , se også Mikolaj Lizut, Ojciec Rydzyk nie kocha dzieci swoich, Gazeta Wyborcza februar Der kan også henvises til en udmærket gennemgang af modsætningerne inden for LPR, Mikolaj Lizut, Lis w Kurniku Polskich Rodzin, Gazeta Wyborcza 9.september

35 Efter egne oplysninger havde partiet i 2001 omkring medlemmer. I ledelsen fandtes bl.a. den indædte EU-modstander Jan Lopuszanski. Partiet er blevet betragtet som et konglomorat af højrenationale politiske programmer og med ledere, der gennem årene ofte havde repræsenteret måske tre eller fire forskellige politiske partier på højrefløjen. Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) forlod Ligaen hurtigt efter valget i En forholdsvis moderat og argumenterende linie repræsenteret ved Antoni Macierewicz, kom til at stå over for en mere radikal ( awantury ) linie repræsenteret ved eksempelvis Gabriel Janowski. Personstridighederne har der været mange af, og de er blevet intensiveret, fordi Ligaen ikke, efter krav fra Radio Maryja s reelle leder Tadeusz Rydzyk, har haft én karismatisk leder eller én fælles talsperson. Nærmest kom gruppen omkring Roman Giertych, der som flere andre forud herfor havde forsøgt sig i forskellige katolske traditionalistiske partier. Roman Giertych førte sig synligt frem i forbindelse med afhøringerne i sagen om privatisering af PZU (forsikring) og ikke mindst under Orlén-sagen, i hvilken forbindelse han blev beskyldt for overdreven aggressivitet, autoritære holdninger og for at fremsætte udokumenterede konspirationspåstande 57. Partiet blev ikke forskånet for intern uro. Især var stridighederne mellem Antonin Macierewicz og Zygmunt Wrzodak iøjnefaldende. Zygmunt Wrzodak har politisk været nærmest på Jan Lupaszanski, men også forsvaret et nærmere samarbejde med den populistiske bondebevægelse Selvforsvar (Samoobrona), hvilket Antonin Macierewicz til gengæld var imod. Konflikterne inden for Ligaen (LPR) har været meget personlige. Rivaliseringen mellem Jan Lupaszanski og Antoni Macierewicz gik tilbage i tid, da begge tidligere havde været aktive i den kristelige politiske sammenslutning ZChN. Uenigheden har også eksisteret på policy-plan, fx forholdt Antonin Macierewicz sig mere positivt end Lupszanski og Wrzodak til EU- og NATO medlemskabet og deltagelsen i krigen mod Irak. Striden endte med, at Macierewicz og gruppen omkring ham forlod Ligaen og dannede gruppen Razem Polsce. Også Jan Lupaszanski forlod LPR. Der har kort sagt været flere udmeldelser fra partiet, men også indmeldelser. Eksempelvis gik to indvalgte fra Bondepartiet (PSL) Bogdan Pek og Dariusz Grabowski i januar 2003 over til Ligaen. Det kunne ikke helt udelukkes at partiet med tiden vil bevæge sig i retning af et mere normalt europæisk konservativt parti, hvilket også blev betragtet som en betingelse for en kommende regeringsdeltagelse 58. Den interne uenighed syntes dog ikke umiddelbart at svække partiet, heller ikke den meget skarpe oppositionspolitik over for de SLD-ledede regeringer, fx i forbindelse med de mange mere eller mindre velbegrundede politiske skandaler. Ingen af udbryderne evnede at skabe bæredygtige politiske alternativer til LPR og PiS. Partiet evnede, at dømme efter meningsmålingerne, at fastholde vælgeropbakningen, hvilket også blev bekræftet i forbindelse med Europaparlamentsvalget i juni 2004, hvor partiet som et af de få evnede at føre effektiv valgkamp og derfor blev næststørste parti med hele ti kandidater valgt ind. Set på den baggrund kom det dårlige valgresultat, godt 7 pct. af stemmerne, i september 2005 som noget af et chok for partiet og ikke mindst formanden Roman Giertych, der da også straks efter blev angrebet hårdt af sine modstandere. Noget af tilbagegangen kan skyldes, at partiet denne gang ikke fik støtte fra Radio Maryja, måske fordi LPR optrådte for uafhængigt i forhold til budskaberne i radioen. Kort tid for præsidentvalget trak parties kandidat Maciej Giertych sig tilbage. Lige efter valget til parlamentet blev organiseret et medlemsmøde i Warszawa på initiativ af Zygmunt Wrzodak samt to andre der tidligere havde forladt partiet, Bogdan Pek og Boguslaw Rogalski. Her blev krævet Roman Gietych s afgang og derudover mere fornyelse i partiet. Til gengæld krævede 57 Fx Hanne Swieda-Ziemba, Kto powstrzyma rozbijaczy, Gazeta Wyborcza 29. marts 2005: Robert Mazurek, Marek Jerzak, Torus z kórnika, Wprost 27, juni, 2004:

36 Roman Giertych, at Wrzodak straks blev ekskluderet grundet illoyalitet, hvilket også blev resultatet. Men Zygmunt Wrzodak kunne i forhold til Roman Giertych føle sig politisk styrket takket være et større antal personlige stemmer, i byen Rzeszow. Solidaritet og Radio Maryja s støtte til Kaczynski-brødrene har utvivlsomt spillet den største rolle som forklaring på det uventede valgnederlag. Efter valget arbejdede Radio Maryja og Rydzyk aktivt for at holde det liberale Borgerplatformen (PO) uden for regeringen og i stedet få etableret et tæt samarbejde mellem Lov og Retfærdighedspartiet (PIS) og en uafhængig blok bestående af Samoobrona, LPR og PSL. Ved tillidsafstemningen i parlamentet stemte LPR for Macienkiewicz PiS-mindretalsregering. Partiet havde ingen interesse i et hurtigt nyvalg, der let kunne bringe partiet ned under spærregrænsen. I foråret 2006, efter at PiS-regeringens forsøg på at opløse parlamentet og udskrive valg i utide var mislykkedes, blev der indledt forhandlinger om dannelse af en flertalsregering med inddragelse af LPR, PSL og Samoobrona. Fra LPR blev under disse forhandlinger fremført ti mere eller mindre ultimative krav, fx krav om genforhandling af EU-tiltrædelsestraktaten med flere tilskud til de polske landmænd og højere produktionskvoter, definitiv afvisning af EU-forfatningstraktaten, lavere skatter, flere lettelser for børnefamilierne og et stop for forberedelserne til at opgive zlotyen og tilslutte sig euroen. De krav blev dog langt fra opfyldt, alligevel valgte LPR sammen med bondepartiet Samoobrona i maj 2006 at gå med i regeringen, ledet af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). I den regering sikrede Roman Giertych sig posten som undervisningsminister og vice-ministerpræsident. Udnævnelsen til undervisningsminister fremprovokerede noget lig et regulært ungdomsoprør på uddannelsesstederne. Heller ikke hans nok så kendte nul tolerance politik, når det gjaldt fx disciplin i skolene, blev mødt med begejstring. I marts 2007 vakte Giertych en del opsigt og fik også en reprimande fra Jaroslaw Kaczynski for nye meget skrappe udtalelser om homofile. I marts 2007 rejste Roman Giertych krav om indføjelse af forbud mod abort i foraftningen, utvivlsomt (også) fordi han havde observeret uenighed inden for PiS i netop det spørgsmål. Da Selvforsvar (Samoobrona) i efteråret 2006 trådte ud af regeringen, gjorde Giertych sit til at få Lepper bragt tilbage i regeringsfolden, hvilket i sidste ende også lykkedes. Også et nærmere samarbejde mellem de to partier var på tale, dog kun ud fra valgtaktiske hensyn. På programplanet var de to partier dog meget forskellige, og LPR s markante tilbagegang ved lokal-og regionsvalgene i 2006 var ildevarslende for partiet. Der vedblev at være ballade omkring Giertych s person og hans fremfærd. Indkaldelsen af en ekstraordinær kongres i foråret 2007 blev udsat, formelt fordi flere politiske emner trængte til afklaring, men reelt måske af organisatoriske årsager, fordi partiet lokalt havde mistet et for stort antal medlemmer. Det blev i hvert anført i dagbladet Gazeta Wyborcza ( ). På kongressen afholdt i juli 2007 gik partiet også skarpt imod komkromis et om den nye EU reformtraktat. LPR var ikke meget for udskrivelsen af valg i utide pga. de lave tal i meningsmålingerne, men kunne ikke i længden forhindre selvopløsningen af parlamentet i september Ved valget den 21.oktober mistede LPR sin parlamentariske repræsentation og står tilbage med medlemmerne af Europaparlamentet. De fleste af partiets vælgere valgte at stemme på Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Roman Giertych erklærede som følge af valgnederlaget at polsk politik Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) 36

37 Mange forhenværende AWS-vælgere stemte ved 2001-valget på Kaczynskys Ret og Retfærdighedsparti (PiS), ét-ben-parti, der i valgkampen profilerede sig på krav om lov og orden, mindre korruption, og beskyttelse af borgerne imod yderligere udartning af transformationen. Nøgleordene var (og er) antikommunisme og kamp mod korruption. Partiet blev ikke desto mindre anset for mindre umoderne end Ligaen af Polske Familier (LPR). Afgørende var at få styrket de statslige institutioner og sikre mere orden og disciplin. Også de lokale myndigheder skulle have bedre muligheder for bedre at bekæmpe kriminalitet og korruption. Som konsekvens heraf er blevet krævet dødsstraf. Den statslige administration skulle indskrænkes og renses for korruption, og statsansatte skal oplyse om deres formuer og hvordan de er skaffet til veje. Polen under den postkommunistiske III Republik blev beskrevet som svagt, demoraliseret, korrupt og med alt for stor magt til ex-kommunister og agenter med tætte forbindelser til Rusland 59. Retfærdighed og folkets interesser skulle gå forud over særinteresser. Derfor blev også kravet om arbejde til alle og kamp mod egoistisk individualisme prioriteret højt. En ny forfatning skulle sikre de kristelige og patriotiske værdier og markant styrke præsidentembedet, fx ved at give præsidenten ret til at styre gennem dekreter 60. Kapitalisme skulle ikke blot være for de rige, sådan som hos Borgerplatformen (PO). Derfor skulle ydes flere penge til boligbyggeri og til forbedring af sundhedsvæsnet. Partiet fik sammenlignet med Ligaen af Polske Familier (LPR) pæn tilslutning også blandt de unge veluddannede i de større byer. Med hensyn til rekruttering og vælgere har partiet således haft en vis lighed med det liberale Frihedsunionen (UW) og efterfølgerpartiet Borgerplatformen (PO), og som et af de få partier benyttede PiS også henvisninger til Solidaritet under kampagnen op til EU parlamentsvalget i juni Men mange emner adskiller PiS og Frihedsunionen (UW), især synet på fortiden ( gruba kreszka -politikken), politikken over for Tyskland (her fremførte PiS krav om flere krigserstatninger) og den økonomiske og sociale politik (mindre social ulighed). Begge partier har over for vælgerne længe fremstået som ét-benspartier, PiS som lov og orden partiet, Frihedsunionen (UW) som statsfinansernes beskytter ( syndrom partii jednej sprawy eller enkeltsagssyndromet ), men begge partier har dog forsøgt at gøre deres politiske profiler bredere 61. Organisatorisk er Lov og Ret Partiet (PiS) blevet styret af en snæver personkreds omkring brødrene Lech og Jaroslaw Kaczynski, førstnævnte præsidentkandidat i 2005 og Warszawas borgmester, sidstnævnte partiets leder og strateg. Flere eksklusioner fra partiet fulgte i takt med centraliseringen af magten. I løbet af det første år efter oprettelsen voksede medlemstallet til omkring , hvilket må anses for ret højt efter polsk målestok. Senere, i takt med splittelse i de interne rækker, faldt medlemstallet ned til omkring (Parma, 2004). PiS opnåede organisatorisk aldrig samme høje territoriale dækning som det konkurrerende Borgeralliancen (PO), også derfor udviste PiS interesse i samarbejde med den landsdækkende fagforening Solidaritet op til 2005 valget. Omkring en tredjedel af Solidaritets medlemmer agtede iflg. meningsmålinger at stemme på partiet. Jaroslaw Kaczynski blev ligefrem hyldet på Solidaritets kongres i oktober PiS styrke var det klare lederskab, radikalismen i de politiske slagord og løftet om at gennemføre en ny socialstat. 59 Robert Mazurek, Igor Zalewski, Triumf Kaczismu, Wprost 27.februar 2005: Fremført bla. på i et programforslag på møde i Gdansk i august 2004, Trybuna , Naprawianie kapitalizmu. Også omtalt i interview i Gazeta Wybrocza november 2004 ( Dajmy Polsce szanse ). Interessen for at styrke præsidentembedet var dog tydeligst efter Kwasniewski s afgang. 61 Robert Mazurek, Igor Zalewski, Unia sprawedliwosci, Prawo i Sprawedliwosc stalo sie Unia Wolnosci bis, Wprost 15. august 2004:

38 Kaczynski-brødrene ønskede fra start etableret et disciplineret top-down styret kadreparti, gerne et bredt favnende nærmest hegemonisk centrum-venstreparti. Tvillingebrødrenes lederskab har været stort set uantastet. Derved undgik PiS i det mindste at lide AWS kranke skæbne. Men der findes dog i dag forskellige retninger inden for partiet, fx en katolsk-fundamentalistisk over for en mere sekular retning. Det har ført til forskellige meninger om fx indføjelse af abort-forbud i en evt. ny forfatning. De regionale kongresser i partiet afslørede også øget aktivisme og krav om mere indflydelse på bl.a. opstilling af kandidater i forbindelse med valg 62. Ud fra en institutionel betragtning er meget rammende blevet sagt, at PiS på symbolplanet mere minder om lov end om parti 63. Formelt har partiet dog været opbygget efter det sædvanlige mønster med en kongres, en partiformand, et politisk råd, en bestyrelse ( Zazad Glówny ) samt en politisk kommission ( Komitet Polityczny ). Den nye partidannelse kunne profitere af Lech Kaczynski s popularitet som justitsminister i en kort periode under den AWS-ledede regering, en post han i øvrigt forlod i utide. Partiets profil har været mindre katolsk-fundamentalistisk, og partiet har set over længere tid i mindre grad kæmpet mod det politiske establishment end fx Ligaen af Polske Familier (LPR). Politisk har PiS på visse punkter været ret tæt på Borgerplatformen (PO), men på andre langt herfra. Ret og Retfærdighedspartiet (PiS) vendte sig i hvert fald imod Borgerplatformens (PO) forslag om en 15 pct. lineær beskatning og har været mere skeptisk indstillet over for en føderal udvikling i EU. En af PiS daværende ledere Ludwik Dorn kaldte op til 2005 valget Borgerplatformens (PO) liberale vision skadelig, og sagde ligeud at de liberale godt nok er nødvendige at tage med, men kun som lillebror i en ny borgerlig regering 64. Partiets program var kort og godt højreorienteret i formen, men nærmest venstreorienteret i indholdet, rent vælgermæssigt var det ikke en dårlig politisk cocktail. Op til 2005 valget blev da også lagt vægt på emner som arbejde, familie, billigt byggeri og bygning af 3 mio. nye boliger og økonomisk støtte til de fattigste under mottoet Polen ikke blot for de rige. Kun en stærk stat kunne sikre dette. Mere støtte til familierne, social sikkerhed, billigt boligbyggeri og hjælp til de fattigste appellerede bredt, ligesom de patriotiske og katolske slogans appellerede til tidligere LPR vælgere. Undertiden blev de antikommunistiske paroler trængt i baggrunden, for PiS ville også gerne sikre sig tidligere SLD-vælgere. I udenrigspolitikken støttede partiet tætte strategiske relationer til USA, mens der var klare forbehold når det gælder Frankrig, Tyskland og Rusland. Partiet fremførte således skarp kritik af samarbejdet mellem Tyskland og Rusland i forbindelse på energiområdet med fx ledningsføring for gasleverancer via Østersøen, dvs. uden om Polen. Holdningen til EU er kritisk men ikke afvisende, EU skal iflg. Kaczynski føres tilbage til de gamle solidariske gaullistiske rødder 65. Under forhandlingerne med Leszek Miller om fx planer for omlægning af de offentlige finanser ( Hausner-planen ) var Kaczynski afvisende, men inden for partiet fandtes folk, der et vist stykke delte Borgerplatformens (PO) strategi gående på at forhandle og lade den socialistiske regering gennemføre de mest upopulære men efter partiets opfattelse nødvendige statslige besparelser, således at en ny borgerlig regering efter næste valg 62 Beskrevet fx i Atur Wolek, Kaczynski musi sie podzielic wladza w PiS, Gazeta Wybrocza : Mikolaj Lizut, Co w PiS piszczy, Gazeta Wyborcza :3. 64 Interviews med Jaroslaw Kaczynski i fx Rzeczpospolita ( Mamy wspólnego przeciwnika ) og i Gazeta Wyborcza november 2004 ( Dajmy Polsce szanse ) og i Polityka nr.45 (2477), 6. november 2004, Prawo i pies. Om konflikten i Warszawa i Trybuna , Kaczynscu czyszcza Platforma. Se også Dorn:liberalowie w rzadzie jako mlodszy brat, L. Kaczynsky:PO nie bedzie miec i premiera, i ministra finansów, i szefa dyplomacji,

39 kunne undgå at gennemføre dem. Men antallet af moderate faldt i takt med at 2005 valget nærmede sig, til gengæld blev den sociale næsten klassiske socialdemokratiske profil yderligere skærpet. Problemet var, at både PiS og Borgeralliancen (PO) begge betingede sig at være det dominerende parti i en ny regering. PiS afviste således allerede før 2005-valget at overlade de centrale poster som udenrigsminister- finansminister- og premierminister til Jan Rokita og Borgeralliancen (PO), dersom dette parti også sikrede sig præsidentposten. Spørgsmålet var dog, hvor langt et samarbejde mellem Borgeralliancen (PO) og Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) ville kunne holde. Før 2005 valget antog de fleste, at Borgerplatformen (PO) ville blive største parti og derfor besætte ministerpræsidentposten. Men sådan gik det som bekendt ikke. For PiS havde præsidentposten førsteprioritet, mens udenrigspolitikken ikke spillede den samme centrale rolle som for Borgerplatformen (PO). Der var i mange tilfælde et tæt og undertiden også et ganske vellykket samarbejde med PO før og efter valget til kommuner og regioner i Således blev Lech Kaczynski valgt til Warszawas ny borgmester, hvilket efter hensigten skulle bane vejen for et kommende regeringssamarbejde med Borgerplatformen (PO) og en overtagelse af præsidentposten i Men samarbejdet mellem PiS og PO i Warszawa blev en fiasko med et foreløbigt højdepunkt i februar 2004, hvor formanden for Warszawas kommunale råd, Wojciech Kozak fra PO, blev væltet med stemmer fra både Ligaen af Polske Familer (LPR) og Kaczynski s Ret og Retfærdighedsparti (PiS). I forbindelse med etableringen af Belka s regering i sommeren 2004 blev fra partiets side ligefrem talt om en global postkommunistisk sammensværgelse med EU og andre internationale beskyttere som en del af postkommunisternes strategi for at bevare den politiske og økonomiske magt, og det er frem for alt LPR (og PiS), der har været ophavsmænd til de mange men ikke altid lige velbegrundede historier om postkommunistiske sammensværgelser rettet mod staten og med mafiaforbindelser og forbindelser til folk fra efterretningstjenesten i den kommunistiske periode 66. Efter næste valg skulle etableres en særlig antikorruptionsafdeling og en sandhedskomission med det formål at rense staten for postkommunistisk indflydelse og postkommunistiske netværk. Kort sagt, kravet lød på stærkere udrensning af ex- og post-kommunister og rensning af statsapparatet som helhed. Alt dette skulle markere overgang til en ny og langt stærkere afkommuniseret IV Republik som afløser for den III Republik i årene efter Kravet om yderligere udrensninger blev afvist af fx Polens første ikke-kommunistiske ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki, der holdt sig til, at der siden 1989 var blevet gennemført en både strukturel, systemisk af-kommunisering. Kaczynski har aldrig lagt skjul på sin beundring for Józef Pilsudski og hans renselse af staten i mellemkrigsperioden. Kaczynski mente således, at Pilsudski s kup i 2006 skabte en bedre og stærkere stat. PiS luftede ligefrem tanken om at forbyde SLD som parti, men den tanke vandt ikke støtte hos de andre ledende oppositionspartier, Borgerplatformen (PO) og Ligaen af Polske Familier (LPR). PO beskyldte PiS for at ville indføre undtagelsestilstand efter overtagelse af regeringsmagten og for at lægge for stor vægt på hævn og regnskaber med fortiden. Spørgsmålet var, om PiS og PO overhovedet evnede at bryde den onde spiral, hvorefter tusindvis af stillinger inden for den statslige 66 Trybuna , Aby do jesieni. 39

40 sektor og gråzonen mellem den statslige og private sektor besættes efter politiske og ikke faglige kriterier. PiS kan ideologisk ikke entydigt placeres på højrefløjen og har som sagt ikke som de mere fundamentalistiske højregrupper forkastet alt, hvad der er sket siden gennembruddet i Ikke desto mindre blev op til 2005-valget ført en hård og brutal oppositionslinie med voldsomme angreb på postkommunisternes ret til at styre overhovedet. Et af de større problemer var den stærke centralisering og mangel på vilje til udadtil at erkende egne fejl. Hensigten var at etablere bred borgerbevægelse, rettet mod postkommunisterne og deres medløbere. Det var således i høj grad PiS, der gav anledning til optrapningen af borgerkrigen i Sejmen ( Wojna sejmova ) fra efteråret Ved 2001 valget lød et af PiS slogans: Nærmere de emner, der optager folk, hvorved frem for alt blev tænkt på mere lov og orden. Siden og især op til 2005 valget blev den sociale profil mere iøjnefaldende. I takt med SLD s nedtur steg tilslutningen til PiS, men meningsmålingstallene var ret ustabile, frem til foråret 2005 lavere end hos den mulige kommende regeringssamarbejdspartner, Borgerplatformen (PO). I foråret 2005 var tilslutningen til PiS imidlertid igen opadgående. Det konkurrerende Borgerplatformen (PO) var tvunget til at moderere den populistiske profil pga. konkurrencen fra det nye Demokratisk Parti (PD), hvilket kom PiS til gode, for så vidt som bevægelse mod den politiske midte kunne afskrække en del vælgere. Efter pave Johannes Paul II s død blev linien mere katolsk og patriotisk, hvilket bl.a. manifesteret i Warszwa-borgmester Jan Kaczynski s forbud mod et homofilt optog gennem Warszawa i sommeren Partiet vil dog næppe fastholde kravet fra nogle om dødsstraf. Den politiske stil og fremtoning blev op til valget i september 2005 mere strømlinet og amerikaniseret og også mere effektiv 68. Op til valget i 2005 blev også tonen mellem PiS og Ligaen (LPR) skærpet. Kozak beskyldte Kaczynski for at benytte kontrolmetoder, der mindede ham om forholdene under det kommunistiske system. Og sandt var, at Kaczynski gik hårdt frem under præsidentvalgkampagnen. Eksempelvis anklagede han Ligaens præsidentkandidat Maciej Giertych for at være en forræder på grund af hans samarbejde med Jaruzelski s styre tilbage i 1980 erne. I anden valgomgang af præsidentvalget måtte Kaczynski fyre mediestrategen Jacek Kurski for at have spredt rygter om, at Donald Tusk s familie havde samarbejdet nazisterne under anden verdenskrig. Det hjalp partiet, at den katolske fundamentalistiske Radio Maryja støttede Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og ikke LPR i valgkampen. Som sagt lykkedes det ved 2005-valget uventet for PiS at blive det største enkeltparti med godt 26 pct. af stemmerne. Meget tyder på, at den lave stemmedeltagelse ved valget i 2005 mest gik ud over det liberale Borgerplatformen (PO). Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) havde tilsyneladende en mere trofast og disciplineret skare af vælgere bag sig. De, der (som PiS) ønskede forandringer i samfundet, var efter alt at dømme lettere at lokke til stemmeurnerne end dem, der ønskede status quo. De kendte uenigheder kom hurtigt frem under forhandlingerne mellem de to partier efter valget, især når det gjaldt spørgsmål som opgøret med fortiden og mere fremadrettede emner som ændret skattepolitik (for og mod flad skat), offentlige besparelser, socialpolitik samt PO s ønsker 67 Rafal Kalukin, Wojna sejmova, Gazeta Wyborcza, 25. oktober 2004: Fx omtalt i Jaroslaw Kurski, Recepty PiS na zwyciestwo, Gazeta Wyborcza 22. april 2005:27. 40

41 om privatiseringer på sundhedsområdet. Hertil kom så politikken over for EU, Tyskland og Rusland. Til overraskelse for mange blev en politiker fra tredje geled, Kazimierz Marcinkiewicz, udpeget som partiets kandidat til ministerpræsidentposten og til at føre forhandlinger om regeringsgrundlaget. Hensigten var at øge Lech Kaczynski s chancer ved præsidentvalget, idet udsigten til to brødre Kaczynski som præsident og ministerpræsident kunne skræmme vælgere væk fra partiet i anden runde af præsidentvalget Noget uventet lykkedes Lech Kaczynski at vinde præsidentvalget og med en ganske bred margin, i tal 54.5 pct. mod Donald Tusk s I de første interviews efter valget gav Kaczynski. Ligesom høgen Sharon i Israel kunne skabe fredaftaler, kunne høgen Kaczynski i Polen måske hele fortidens sår og derved endegyldigt lukke kapitlet om for eller imod den III republik. Kaczynski varslede også ville bruge sine præsidentiale beføjelser mere aktivt end forgængeren (Kwasniewski), og det uanset at den ny regering ikke havde stemmer nok alene til at ændre grundloven. Kaczynski s sejr vanskeliggjorde regeringsforhandlingerne, for ingen af partierne havde handlet ud fra at PiS ville vinde både parlamentsvalget og præsidentvalget. Borgerplatformen (PO) var ikke indstillet på at være lillebroderen i en ny regering, og de kredse, fx kredsen omkring Radio Maryja, der talte imod en regeringsdannelse med PO, fik også mere magt. Der var dog ikke stemning for at optage Samoobrona og Ligaen af Polske Familier (LPR) i regeringen. Enden på det hele blev en rent PiS-mindretalsregering, der fra begyndelsen blev afhængig af støtten fra PSL, Selvforsvar (Samoobrona) og Ligaen af Polske Familier (LPR). I regeringen blev optaget flere ekspertministre med tidligere tilknytning til Borgerplatformen (PO), fx Zbigniew Religa, der blev sundhedsminister, og den tidligere PO-næstformand Zyta Gilowska, der blev finansminister. Antallet af ministerier blev reduceret, statens funktionsmåde ændret, og der blev gentagne gange talt om behovet for klarhed, beskedenhed og ærlighed. Ministre skulle således opfylde et særligt etisk regelsæt. Særlig vigtigt for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) var at sikre kontrol over de statslige medier, politi, sikkerhed og efterretningstjeneste, dvs. indenrigs- og justitsministerierne. I sin første store tale til parlamentet understregede Lech Kaczynski behovet for mere solidaritet, retfærdighed og ærlighed og oprettelse af en ny renset stærk stat, fri for den III Republiks patologi og korruption 69. Modernisering af samfundet og håndhævelse af traditionelle katolske og nationale værdier skulle - og kunne - gå hånd i hånd. Kort sagt blev lanceret et nyt princip om konservativ fornyelse. Partiet gav også udtryk for euroskepticisme og lovede at beskytte polakkerne mod negative virkninger af globaliseringen. I december 2002 anbefalede partiet et nej ved EU-folkeafstemningen, men beslutningen herom blev ændret til et ja på en særligt indkaldt partikongres i begyndelsen af Til gengæld krævede partiet folkeafstemning om EU-forfatningstraktaten, som PiS kritiserede, og kritikken blev yderligere forstærket efter Europa-parlamentsvalget i juni Belka-regeringens accept af kompromis et om EU s forfatningstraktat blev udlagt som nationalt forræderi. Som eneste parti i opposition krævede PiS daværende ministerpræsident Marek Belka stillet for en domstol på grund af denne politiske handling. Derudover krævede partiet ændringer i grundloven med begrænsninger i præsidentens (Kwasniewski) magt og retlig forfølgelse 69 Talen gengivet i fx Gazeta Wyborcza december 2005:6, Mamy zmienic Polske.. 41

42 ( impeachment ) af præsidenten. EU skulle være solidarisk og primært bygge på samarbejde mellem stater. Holdningerne til EU blev med tiden mere pragmatiske. Regeringen gik med til et kompromis om EU s budget, der godt nok gav Polen flere penge fra EU s kasse end foreslået af det britiske formandskab, men mindre end det som Marek Belka s regering, under kraftig kritik fra PiS, var gået med til, men som dengang blev mødt med britisk veto. At budgettet faldt på plads skyldtes meget Tyskland, som den polske regering ellers ikke på forhånd havde regnet for en allieret under forhandlingerne. Polen gik også ind for mere EU-samarbejde energipolitisk gennem etablering af et energi-nato for at begrænse afhængigheden af Rusland, men uden at svække national suverænitet og fik på EUtopmødet i juni 2007 også en passus herom med i den ny reformtraktat. Vigtigst var dog spørgsmålet om stemmevægte i ministerrådet. Her havde regeringen før EU-topmødet lancereret den såkaldte kvadratrodsmodel, der var mindre til gavn for Tyskland. Den model vandt ikke tilslutning på EU-topmødet, men det lykkedes for regeringen og Kaczynski-brødrene at få udskudt iværsættelsen af det dobbelte flertalsprincip, der skal give især Tyskland flere stemmer end i Nicetraktaten. Den EU-skeptiske linie blev dæmpet noget efter aftalen om EU s nye budget, men Polen mødte stærkt voksende kritik i EU pga. den førte økonomiske politik, planerne om begrænsninger i Nationalbankens uafhængighed og indgrebene over for det liberale demokrati. Polen fik rigtig dårlig omtale i den engelske franske og tyske presse - til regeringens og præsidentens åbenlyse utilfredshed. I sommeren 2006 følte præsident Lech Kaczynski sig så stærkt såret over karikaturtegninger i tysk presse, der gengav Kaczynski som en polsk kartoffel, at der blev talt om udbrud af en kartoffelkrig. Han forlangte, at den tyske regering skulle reagere, hvilket naturligvis blev afvist. Især på det etisk-moralske område blev ændringerne synlige. Den særlige stilling som talskvinde for kvinders ligestilling blev således nedlagt, en medielov lagde op til mere politisk kontrol, børnetilskud til enlige kvinder skulle nedsættes, al statstilskud til prævention afskaffes, uddannelsessystemet gøres mere katolsk etisk, og der blev slået hårdt ned på homofile optog og demonstrationer for ligestilling mellem seksuelle mindretal. Ministre, herunder Marcinkiewicz, stillede jævnligt op i den katolske fundamentalistiske radiosender Radio Maryja for at sikre den fortsatte kontakt til kernevælgerne. Fra regeringens side blev talt om mere økonomisk støtte til oprettelse af nye virksomheder, begrænsning af etablering af nye hypermarkeder, der iflg. regeringen skadede mindre handlende, nedsættelse af energiafgifterne for landbruget, længere barselsorlov for kvinder (et forslag herom blev fremsat i begyndelsen af 2006), forenklinger af skattesystemet samt flere penge til opretholdelse af lov og orden. I den økonomiske politik blev ikke lagt den store vægt på nedbringelse af statsunderskuddet og en hurtig tilslutning til euro en, den fælles mønt. PiS problem var det usikre parlamentariske grundlag. Men brødrene Kaczynski og slet ikke den grå eminence Jaroslaw Kaczynski har aldrig været politikere, der forbinder politik med samarbejdets og kompromis ets kunst. De der gik ham og PiS imod blev betragtet som fjender af en ny og mere retfærdig stat. Radikalisme, renselse af staten og overgang til en ny IV republik og hensynsløshed over for politiske modstandere blev den nye ordinære politik. Det nye projekt for renselse og moralsk fornyelse skulle med andre ord udgøre den varige tilstand, postkommunisternes valgsejre i 1990 erne blot være tilfældige afvigelser. Vælgerne blev betragtet som en forlængelse af partiet og skulle gennem medierne udsættes for effektiv og 42

43 ensidig påvirkning. Kritiske spørgsmål blev fejet til side. De nærgående spørgsmål fra journalister var regeringens ministre i hvert fald fri for i Radio Maryja og Trwam. Regeringen ydede den fundamentalistiske radio Maryja og TV-kanalen Trwam, partiets to talerør, positiv særbehandling. Et andet tegn på at PiS ønskede at benytte regeringsmagten sætte sig godt og grundigt på statsapparatet var de nye procedurer for besættelse af topstillinger i staten, som ikke længere skulle ske ved åbne opslag. De checks and balances der begrænser regeringers handlemuligheder, blev derved begrænset. Gik folk på centrale positioner imod regeringens politik skulle de helst udskiftes. Med andre ord, politikken skulle komme til at stå over retten 70. Centrale poster som rådgiver i familiespørgsmål og som ombudsmand blev snart besat med egne folk. Bedre end at give efter over for politiske modstandere, blandt dem det liberale Borgerplatformen, var måske at udnytte de gode tal i meningsmålingerne og udskrive hurtigt nyvalg, hvis PiS eksempelvis ikke fik sit eget forslag til finanslov for 2006 stort set uændret igennem parlamentet. I begyndelsen af februar 2006 var præsident Lech Kaczynski tæt på at udskrive nyvalg med henvisning til overskridelse af tidsgrænsen for vedtagelse af finansloven, men afstod i sidste øjeblik pga. indgåelsen af stabilitetspagten. Men inden længe blev planerne om selvopløsning af parlamentet og udskrivelse af valg til maj 2006 lanceret. Den plan krævede dog 2/3 flertal i parlamentet, hvilket var usikkert. Blev forslaget ikke vedtaget kunne en udvidelse af regeringen med Samoobrona og bondepartiet PSL blive aktuel. Allerede før den endelige behandling af finansloven var regeringen blevet nedstemt, bl.a. i forbindelse med sociale tilskud og forslaget om at fremrykke de lokale valg. Men det lykkedes trods alt at få finansloven igennem parlamentet ved at give nærmest symbolske indrømmelser til støttepartierne. Men truslen om nyvalg hang stadig i luften. En betingelse for at undgå nyvalg i utide var iflg. Jaroslaw Kaczynski, at et flertal i Sejmen tilsluttede sig stabilitetspagten, som indebar at regeringen blev politisk fredet frem til midten af 2006, hvilket andre partier af gode grunde ikke var meget for. Men i februar 2006 lykkedes det at indgå en stabilitetspagt med LPR og Samoobrona. Den gav især Samoobrona visse indrømmelser, fx med hensyn til støtte til uforskyldt arbejdsløse og fattige pensionister, ligesom der i et anneks blev givet løfte om at lægge mere pres på Nationalbanken for at føre en mere beskæftigelsesfremmende pengepolitik. Gennem pagten regnede PiS med at få en stribe af partiets mærkesager igennem parlamentet, fx et centralt bureau for bekæmpelse af korruption, ændringer i statutterne for det nationale mindeinstitut (IPN), skærpelse af udrensningsloven, et institut for opdragelse (af ungdommen) og et nationalt center for overvågning af medierne og derudover en stribe omdiskuterede ændringer og stramninger i straffeloven. Stabilitetspagten kunne måske på sigt erstattes af en ny langsigtet pagt, en blok for opretning af staten med støtte fra alle partier undtaget det postkommunistiske SLD. Men risikoen for at stabilitetspagten faldt sammen var stor. Pressemødet, hvor Stabilitetspagten blev forelagt, blev i øvrigt boykottet af de fleste journalister, idet TV-kanalen Trwam havde fået eneret på at sende begivenheden live. Regeringen må uden tvivl se frem til flere problemer med hensyn til ligevægt på statens finanser. Reguleringen af overførselsindkomster vil i fremtiden ske ikke alene ud fra priser men også i de 70 En god gennemgang, Janina Padarowska, Samopis czy samopas?, Polityka, nr.3 (2538), 21.1.,

44 gennemsnitlige lønninger, hvilket i sig selv koster staten dyrt. Dertil kom de store udgifter der var forbundet med forlængelse af barselsorloven og løftet om at bygge et stort antal nye sociale boliger. Meningsmålingerne var i de første måneder efter valget i 2005 dog så gode, at dette i sig selv kunne friste til at udskrive hurtigt nyvalg. Så gode at Mariusz Janicki i ugeskriftet Polityka ( ) foretrak at benytte betegnelsen den IV PR, dvs. en public relation IV Republik og ikke den IV RP, dvs. den moralsk rensede IV Republik fri for (post)kommunistisk indflydelse som PiS ellers selv talte om. I hvert fald lykkedes det regeringen at udvise en ny langt mindre teknokratisk stil og en ny måde at kommunikere på. Modsat tidligere ministerpræsidenter opnåede Kazimierz Marcinkiewicz høje tal i meningsmålingerne, højere end regeringens grå eminence Jaroslaw Kaczynski. Målet var at fastholde magten over lang tid efter mønstret i den tyske delstat Bayern, hvor CSU som bekendt har regeret igennem årtier. Men der er som bekendt forskel på en delstat og en stat. Partiet lancerede en regulær succespropaganda, fx i forbindelse med markeringen af de første 100 dage, hvor der blev slået på, at i hvert fald 80 pct. af løfterne var indfriet, således at Polen var på vej mod en ny og stærk solidarisk stat og en ny orientering i udenrigspolitikken. Jaroslaw Kaczynski lagde ikke skjul på, at Jan Olszewski s kortvarige regering for ham havde været den eneste, der tog opgøret med det gamle system alvorligt. Polen skulle derfor bevæge sig bort fra den III Republik og det liberale demokrati. Demokratiet er vel ikke direkte truet, men Polen er blevet anderledes. De delegative, kontrollerende og illiberale træk var som vil være fremgået i hvert fald ikke svære at få øje på. Efter meningsmålingerne i 2006 at dømme var denne omskabelse af demokratiet ret populær. Meningsmålinger gennemført i begyndelsen af 2006 viste ikke større forskelle i vælgertilslutning til PiS og Borgerplatformen (PiS). De meget skarpe debatter mellem PO og PiS i parlamentet og PiS nye skærpede krig mod bankerne og nationalbankdirektøren Leszek Balcerowicz skærpede polariseringen. Planer om fusion af Pekao og BHH og krav om en undersøgelse af alle privatiseringer i banksektoren skærpede blot modsætningerne, ikke mindst fordi det liberale Borgerplatformen (PO) havde mange på centrale poster inden for netop den finansielle sektor. Forholdet mellem regering og opposition blev yderligere skærpet efter et interview med Jaroslaw Kaczynski i avisen Dziennik, hvori han beskyldte PO for medansvar for efterretningstjenstens forsøg på indblanding og påvirkning af den politiske højrefløj under Hanna Suchocka s regering i begyndelsen af 1990 erne, grundet på oplysninger fra en efterretningsofficer ( Sprawa plk. Jana Lesiak). I sidste ende opnåede PiS ikke tilstrækkeligt stort flertal for selvopløsning af parlamentet, og indledte som følge heraf forhandlinger med LPR, PSL og Samoobrona om udvidelse af regeringen, gerne etablering af en flertalsregering, hvilket også lykkedes i sidste ende. I den ny regering blev Andrzej Lepper ny landbrugsminister og Roman Giertych ny undervisningsminister og begge viceministerpræsidenter. De nye ministre, måske med undtagelse af Lepper, var uden erfaring inden for deres fagområder. Finansminister Zyta Zilowska s afgang pga. mistanke om at have samarbejdet med sikkerhedstjenesten i perioden (hvilket hun selv på det kraftigste afviste), og Kazimierz Marcinkiewicz afgang som ministerpræsident med den erklærede begrundelse at ville satse på præsidentposten i Warszawa ved lokal- og regionalvalgene skabte uundgåeligt problemer, men de blev overvundet, i hvert fald indtil videre. Jaroslaw Kaczynski overtog posten som ministerpræsident, og det lykkedes for den omdannede regering at opnå det nødvendige tillidsvotum. 44

45 Men regeringskoalitionen forblev ustabil. Selvforsvar (Samoobrona) agerede i stigende grad både regeringsparti og oppositionsparti og Jaroslaw Kaczynski s tone over for Lepper var yderst barsk. Sidst i september 2006 trådte Lepper ud af regeringen, der herefter mistede sit flertal. Jaroslaw Kaczynski forsøgte at erstatte tabet af Selvforsvar (Samoobrona) med det andet bondeparti PSL og mindre uafhængige grupper i parlamentet, således at flertallet kunne fastholdes, men den plan lod sig ikke gennemføre. Til gengæld lykkedes det efter en måneds pause at få Selvforsvar (Samoobrona) tilbage i regeringsfolden. Interessen for valg i utide var dalet som følge af faldende tilslutning i meningsmålingerne. Ganske vist holdt PiS skansen ved lokal-og regionsvalgene i november 2006, men støttepartierne, Ligaen af Polske Familier (LPR) og Selvforsvar (Samoobrona) gik markant tilbage. Balancen blev således rykket over mod oppositionspartierne. Regeringens flertal forblev usikkert på grund af afhoppere i parlamentet fra de to mindre regeringspartier, Ligaen af Polske Familier (LPR) og Selvforsvar (Samoobrona). Til gengæld kunne PiS position inden for regeringen i hvert fald på kort sigt blive styrket pga. LPR og Samoobrona s nederlag ved lokal- og regionsvalgene. Regeringens fremtid afhang dog i sidste ende meget af de økonomiske resultater og regeringssammenholdet og også det indre partisammenhold. På begge fronter opstod en del turbulens. Økonomien viste fremgang, ikke fordi regeringen ikke gennemførte reformer, men på grund af gunstige internationale konjunkturer og efterspørgselspres hjemme og overophedning i bygge- og anlægssektoren. Det kom også til omfattende strejker inden for sunhedsområdet, der var blevet en flaskehals på arbejdsmarkedet på grund af den store udvandring af sundhedspersonale til Vest-Europa. I februar 2007 kom det til udrensninger på en række ministerposter. Mest opsigt vakte indenrigsminister Ludwik Dorns fratræden, men Dorn fastholdt indtil videre posten som viceministerpræsident. Parlamentsformanden Marek Jurek forlod partiet, da forslaget om ændring af grundloven med et regulært forbud mod abort faldt i parlamentet. Jurek oprettede derefter sit eget nye parti, Republikkens Højre (PR), hvilket dog ikke rokkede ved regeringens parlamentariske grundlag. Hverken Selvforsvar (Samoobrona) eller Ligaen af Polske Familier (LPR) var på det tidspunkt interesseret i nyvalg. Rapporten om forvarets informationstjenestes virksomhed (WSI) i februar 2007 vakte opsigt og også intern uenighed i regeringen, bl.a. på grund af kritik af navngivne personer og ambassadører. Offentliggørelsen førte i øvrigt til nye angreb fra tidligere præsident Lech Walesa, som utilsløret betegnede Kaczynski som en nar. Endelig blev de nye og skrappere rensningslovene ( lustracje ), der omfattede flere hundrede tusinder, mødt med store protester ikke mindst fra universitetsverdenen, og adskillige kendte politikere, eksempelvis EUparlamentarikeren Bronislaw Gemerek, nægtede da også at underskrive den ny lustracjeerklæring. I juli måned 2007 skærpedes problemerne for regeringen alvorligt, da Jaroslaw Kaczynski fyrede Andrzej Lepper som landbrusgminister på grund af mistanke om korruption rejst af det særlige antikorruptionsburau. Med Lepper s afgang fra regeringen, kort tid efter at en tillæg til regeringsaftalen tilsyneladende havde skabt mere stabilitet i regeringssamarbejdet, forøgedes muligheden for valg i utide. Både LiD og Borgerplatformen (PO) agtede at stille forslag om parlamentets selvopløsning og valg, hvilket dog krævede et 2/3 flertal. Samtidig brød en gruppe omkring Ryszard Czarnecki med Samoobrona, hvilket i sidste ende føre til eksklusion. Men hverken Ligaen af Polske Familier (LPR) eller Samoobrona var meget for valg i utide af frygt for vælgerflugt og valgte derfor i første omgang at søge at forblive i regeringen. Samtidig var LiD utilfreds med de separate forhandlinger, der førtes mellem PiS og Borgerplatformen (PO) om valgets udskrivelse og stillede derfor yderligere krav bl.a. om nedsættelse af undersøgelseskommissioner om regeringens kontroversielle handlinger især på retsområdet, 45

46 herunder omstændighederne omkring drabet på Barbara Blida. Det nødvendige flertal for selvopløsning af parlamantet blev dog opnået, og vælgerne måtte derfor igen til stemmeurnerne. Ved valget den 21.oktober 2007 gik partiets stemmeandel op til godt 31 pct. af stemmerne. Regeringsmagten gik tabt, men Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) fik monopol på højrereprsentationen, for så vidt som både Ligaen af Polske Familier (LPR) og Selvforsvar (Samoobrona) ikke klarede spærregrænsen. Efter alt at dømme var Jaroslaw Kaczynski s uheldige optræden i TV-duellen med Donald Tusk, en række misbrug af antikorroptionsagenturet til politiske formål (fx CBA i Beata Sawicka sagen) i valgkampen og mobilisering af unge vælgere, der gjorde udslaget. Lech Kaczynski mente, at partiet gjorde fejl ved i for høj grad at profilere sig på korruptionsbekæmpelse og for lidt på den økonomiske fremgang i de to år under PiS-styre 71. Med samme lave stemmeprocent som i 2005 (40 pct.) havde PiS antagelig fået flere stemmer end Borgerplatformen (PO). Analyser af de underliggende vælgerholdninger viste at også det liberale Polens regeringsbesiddelse måske kun vil holde i én valgperiode afhængigt af den ny regerings politik. Efter valget spredtes en vis frustration i partiet. Fire viceformænd for partiet forlod således deres poster med krav om forandringer i partiet, men der var ikke tilslutning til at kræve Jaroslaw Kaczynski s afgang som partiformand, for hans afgang ville utvivlsomt efterlade en dybt splittet højrefløj, sådan som vi kendte det alt for godt tilbage i 1990erne. Viceformændende opfordrede de delegerede til at stemme blankt ved formandsvalget på kongressen i december 2007, men den opfordring blev kun fulgt af få delegerede. Der blev dog rejst nogle kritiske røster på kongressen, men ikke nok til at rokke ved Jaroslaw Kaczynski s position. Jaroslaw Kaczynski havde forud for kongressen forlangt at få et tillidsvotum fra de delegerede, hvilket han opnåede med 810 stemmer for, men 50 var imod og 70 undlod at stemme, med andre ord en opbakning fra 86 pct. af de afgivne stemmer. Det store spørgsmål var, om PiS efter valgnederlaget skulle søge at skaffe sig en ny og bredere profil eller satse på bedre mobilisering af den almindelige politik, der i så høj grad var udeblevet i valgkampen. Jaroslaw Kaczynski afviste kravene om mere decentralisme og demokrati ud fra en frygt for at vende tilbage til den splittelse, der hærgede højrefløjen i 1990erne. Eller sagt i et interview i Gazeta Wyborcza ( ) ville en svækkelse af partiformanden uundgåeligt betyde mere magt til partibaronerne, hvilket kun ville skade partiet. På PiS første kongres efter valget i december 2007 fik Kaczynski bred støtte, hvilket førte til åben kritik fra bl.a. tidligere ministerpræsident Kazimierz Marcinkiewicz, der betegnede PiS som et parti med kunstigt sammenhold og ikke udelukkede oprettelse af et helt nyt polsk højreparti (Gazeta Wybrocza 10.12, 2007). Kaczynski kunne godt indrømme fejl, men den politiske linie kunne der ikke rokkes ved. Jaroslaw Kaczynski lagde således fra start op til en hård oppositionslinie. Valget af Radoslaw Sikorski til ny udenrigsminister vakte vrede og indvarslede en magtkamp mellem præsidenten og udenrigsministeren om den udenrigspolitiske linie, men der blev dog opnået et kompromis om, hvem der skulle repræsentere Polen i forbindelse med EU-topmøderne i Lissabon og Bruxelles i december Borgerforum (OF) og Bevægelsen mod Vold (VPN) , President zatetuse podatek liniowy. 46

47 Borgerforum (OF) i Tjekkiet kunne i modsætning til Solidaritet i Polen ikke entydigt placeres på de klassiske højre-venstre-skalaer, sådan som disse kendes hos Duverger, Stein Rokkan og Sartori. De højre-nationale træk var således mindre iøjnefaldende end hos de religiøse højre-partier i Polen. Koblingen til mellemkrigstidens Tjekkoslovakiet og Masaryk s og Havel s idéer taler dog for i det mindste i udgangssituationen at føje Borgerforum (OF) til gruppen af højre-traditionalistiske partier. Borgerforum (OF) i Tjekkiet fremstod spontant i november i 1989 i form af et bevægelsesorienteret og elitepræget "catch all" partidannelse på et klart antikommunistisk grundlag. Det politiske arbejde havde før 1989 mest været rettet mod overvindelsen af det gamle system, ikke så meget mod det nye system. Vi-Dem distinktionen var iøjnefaldende lige omkring tidspunktet for fløjlsrevolutionen. Dem, dvs. modstanderne omfattede ikke blot kommunister, men for folk som Václav Klaus også reformkommunister og tredie vej troende eks-dissidenter. Stilen var socialt inkluderende og med iøjnefaldende catch-all træk. Omkring trefjerdele af OF s tilhængere er blevet betragtet som centrum-højre orienterede (Migalski, 2006:97). Den politiske alliance var negativ, på samme måde som vi så det med Valgaktion Solidaritet (AWS) i Polen, dvs. rettet mod det gamle system. I udgangssituationen kunne Borgerforum (OF) ikke som Solidaritet i Polen støtte sig til en længerevarende bevægelsestradition, en foundation myth og en stærk "founding context". Dertil havde Charta 77 i perioden før 1989 været for svagt stillet rent institutionelt. Dertil kom at det gamle systems undergang kom uventet hurtigt, som vi har set det kendetegnet ved implosion. Václav Klaus selv havde et klart formuleret konservativ-liberalt alternativ og kom måske netop derfor hurtigt til at præge Borgerforums (OF) politik. Kravene fra Klaus kunne groft sagt samles i tre: opbakning til hans økonomiske forslag, modstand mod socialisme i alle dens former, også den socialdemokratiske, og omskabelse af Borgerforum (OF) til et regulært politisk parti. Det frie marked og individuelle frihedsrettigheder var for ham det bærende i demokratiet. Præsident Václav Havel derimod var inspireret af antipolitics og socialliberal ideologi. Et stærkere civilsamfund var for ham en nødvendighed for at få styrket de demokratiske institutioners legitimitet. Grundlaget for Borgerforum (OF) var hverken kollektivistisk eller nationalt, for i udgangssituationen byggede OF byggede på medborgerprincippet. Borgerforums (OF) levetid blev kortvarig, men kort tid før opløsningen var det dog lykkedes Borgerforum (OF) at få vedtaget et liberalt og stærk antikommunistisk program. Da den liberale linie fik overtaget blev Borgerforum (OF) delt op i flere forskellige fraktioner, men samarbejdet inden for OF holdt trods alt helt frem til valget i Søsterorganisationen Bevægelsen imod Vold (VPN) i Slovakiet fremstod som en pragmatisk koalition bestående af tidligere dissidenter, økologer, kunstnere og frem til februar også den kristelig demokratiske bevægelse (KDH). Som nævnt havde selve bruddet med det gamle system været meget anderledes i slovakiet end i Tjekkiet. Snarest havde vi at gøre med et forhandlet kollaps, ikke implosion i den tjekkiske form (Kopecek, 2006:152). VPN var ikke blot rettet mod det gamle system, men udgjorde i virkeligheden lige så meget en alliance rettet mod at undgå en sejr for det konkurrerende kristelige KDH ved det første frie valg. Målet var således ikke så meget at overtage regeringsmagten, men mere at kontrollere de politiske og økonomiske forandringer (Kopecek, 2006:152). Også tidligere medlemmer af det kommunistiske parti (KSC), herunder reformkommunister fra bevægelsen Obroda, sluttede sig til bevægelsen. Kendte enkeltpersoner, alle eks-kommunister, som Marián Calfa og Alexander Dubcek og Milan Cic var 47

48 iflg. meningsmålinger i april 1990 de mest populære politikere i Slovakiet. Den mest populære ikke-kommunist var placeret helt nede på en 9. plads (Innes, 2001:95). Den første leder, den populære Jan budaj blev ramt af lustracje (liste over agenter under det gamle styre). Lustracje kom dog ikke til at spille samme centrale rolle i Slovakiet som i Tjekkiet. I november 1989, midt under fløjlsrevolutionen, blev vedtaget et politisk manifest kaldt En chance for Slovakiet, som talte om Tjekkoslovakiet som en ny demokratisk føderation og om etablering af en helt ny politisk orden. Heller ikke sammenholdet inden for Alliancen mod Vold (VPN) i Slovakiet holdt ret længe. På VPNs kongres i februar 1991 forsøgte Meciar at overtage lederskabet og omdanne bevægelsen til et regulært parti, men forsøget mislykkedes, og den daværende leder Fedor Gal beholdt indtil videre formandsposten, men han opstillede ikke selv ved valget. Fra start var VPN en bred, heterogen og decentral opbygget bevægelse med uklar og abstrakt politik uden klare visioner og splittelse på personplanet (kopecek, 2007:121 ff.). Der opstod snart splid mellem de Bratislava-intellektuelle og eks-kommunister og regionalt mellem de to store byer Bratislava og Kosice. Hurtigt opstod der kritik af den centrale ledelses (kkornationscentret) dispositioner. Sidst i marts måned 1991 forlod Meciar sammen med kollegaerne Rudolf Filkus og Milan Knazko VPN for at oprette deres eget nye parti Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS). Opsplitningen af VPN i foråret 1991 og oprettelsen af HZDS skulle snart få mærkbare parlamentariske følger. Allerede i april 1991 blev Meciar som følge af en voksende opposition i parlamentet væltet som ministerpræsident, men Meciar og hans parti overlevede som et stærkt politisk parti, mens VPN uden Meciar ( Rest-VPN, betegnet som Demokratisk Union (ODU)) ikke var i stand til at klare spærregrænsen ved valget i Borgerforum (OF) i Tjekkiet var omkring oprettelsen påvirket af Havels anti-politik ("antipolitics ). Et af sloganerne fra november-december 1989 lød derfor: "Partier er for partifolk, men Borgerforum er for alle" 72. Delingen fulgte måske ikke så meget højre-venstre skalaen, men snarere forskelle i måden at tænke politik, ikke-politisk (Havel) eller politisk (Klaus) (Migalski, 2006:92). Målet for Borgerforum (OF) var helt overordnet tilbagevenden til Europa kulturelt, politisk og økonomisk med indførelse af demokrati og fri markedsøkonomi. Modsat Solidaritet i Polen bad Borgerforum (OF) borgerne at udvise økonomisk sparsommelighed og tilbageholdenhed. Ved det første frie valg i 1990 blev desuden stillet krav om mere social retfærdighed, demokrati, konfiskation af kommunistisk ejendom og omskabelse af føderationen. De liberale og de nationale fraktioner trak dog i hver sin forskellige retning. Dissidenterne holdt sig mest til romantiske antipolitiske diskurser, de liberale til individualistiske, økonomiske og teknokratiske. Enkeltpersoner spillede en central rolle ( political crafting ) i denne fase, og institutionaliseringen var af gode grunde lav. De politiske diskurser og partikulturen var i det hele taget præget af erfaringerne fra dissidentperioden og undertrykkelsen under det gamle system. Prag-forårets socialisme med et menneskeligt ansigt blev hurtigt skubbet til side og blev en foundation myth for kun mindre venstrefløjsgrupper som fx Obroda ( Genfødsel ). Før 1989 havde forskellige dissidentgrupper ikke haft mulighed for for alvor at udfordre systemet. Dertil havde kommunistiske parti (KSC) været for godt organiseret og regime-formen bl.a. derfor centralistisk-bureaukratisk og frossent posttotalitaristisk. 72 "Strany jsou pr straniky, Obcanske forum je pro vsechny". Mere om emnet i Miroslav Novak, Systemy politickych stran, Sociologicke Nakladelstvi, Praha 1997:14 og

49 Organisatorisk herskede en hel del forvirring. På den ene side var overladt stor frihed til det decentrale niveau. På den anden side tog den centrale ledelse ("koordinacni centrum") mange vigtige beslutninger uden konsultationer med Borgerforums (OF) lokalafdelinger, hvilket den ekstraordinære situation nu heller ikke tillod. Som andre anti-kommunistiske bevægelsespartier opstod Borgerforum (OF) uden for parlamentet, dvs. eksogent, og også uden forudgående demokratiske valg. Institutionaliseringen var lav sammenlignet med forholdene i postkommunistiske historiske partier, fx det kommunistiske parti (KSCM) og det kristelige KDU-CSL. Mere end halvdelen af de kandidater, der blev valgt ind i parlamentet ved valget i 1990, kom fra Borgerforum (OF). Blandt de indvalgte fandtes mange, der på forhånd ikke havde ventet ville blive valgt, en del blev oven i købet valgt imod indstillinger fra Borgerforums (OF) koordinationscenter. Det første frie valg gjorde parlamentet mere legitimt og svækkede samtidig hermed præsidentens magt. Valgsejren satte desuden ekstra gang i bestræbelserne for at omskabe Borgerforum (OF) til et egentligt politisk parti. Dertil krævedes som minimum tilstrækkelig institutionalisering, udarbejdelse af bedre langsigtede politiske programmer og et tilstrækkelig stærkt indre sammenhold. Opløsningen af Borgerforum (OF) blev paradoksalt nok fremskyndet af valget i maj-juni Borgerforum (OF) blev efter det valg delt op i flere forskellige fraktioner. Allerede i oktober 1990 havde Václav Klaus krævet en større ideologisk og organisatorisk strømlinen. Valget af Klaus til formand kom blot tre dage efter at højreorienterede medlemmer af Borgerforums (OF) parlamentsgruppe og Nationalrådet havde oprettet deres egen fraktion Det Demokratiske Højres Klub. Den daværende udenrigsminister Jiri Dienstbier ønskede i modsætning til flertallet Borgerforum (OF) bevaret som en bred social-liberal bevægelse og som paraply for grupper bredt hen over det politiske spektrum, men denne fløj var klart i mindretal på kongressen i januar måned På kongressen opnåede Václav Klaus, på det tidspunkt finansminister, genvalg ved formandsvalget. På kongressen i Prag blev besluttet at omdanne Borgerforum (OF) til et regulært politisk parti. Desuden blev der vedtaget et nyt program, nye organisatoriske principper og valgt et 17 mand stort eksekutivråd, og kun individuelt medlemskab blev accepteret. Medlemmer skulle derfor registreres, alle skulle bære medlemskort og betale kontingent og var bundet af de nye statutter og partiprogrammet. I det nye program blev taget afstand fra socialistiske ideologier af enhver type, også socialdemokratisk ideologi. Programmet understregede også individualismen og forkastede alle former for kollektivistiske utopia og enhver form for falsk social demagogi. Tidligere kollaboratører og medlemmer af folkemilitsen, kommunistpartiets private hær, var forment adgang til partiet. Men Borgerforum (OF) var i udgangssituationen kun et politisk parti i den minimalistiske forstand og spændte for bredt til at kunne overleve som parti på længere sigt. Uenigheden inden for Borgerforum (OF) fortsatte efter kongressen i Prag. Især Klaus liberale ideologi og hans arrogante fremfærd stødte på modstand. To grupper, KAN ( Klubben for ikkeparti engagerede ) og Bevægelsen for Borgerlige Friheder forlod således Borgerforum (OF) i protest. Januarkongressen blev fra den Liberale Klub stemplet som udemokratisk, især blev der klaget over intolerance og uvillighed til at lytte til andre. Fra liberal side blev desuden udtrykt forbehold over for dele af det vedtagne program og partistrukturen, men de liberale valgte trods kritikken indtil videre at blive i partiet for, som det hed, at undgå yderligere splittelse i en svær 49

50 tid 73. Delingen af Borgerforum (OF) blev formelt stadfæstet på en ekstraordinær kongres i februar måned Borgerforum (OF) nåede ikke at sikre sig tilstrækkelig stærke bånd til det civile samfund. Arven fra Solidaritet ( Solidaritetsmyten ) havde præget polsk politik langt mere end arven fra Charta 77 havde præget tjekkisk politik. Charta 77 havde ikke som Solidaritet i Polen udgjort en politisk kamporganisation, idet det tjekkoslovakiske kommunistiske parti (KSC) havde været i stand til at udøve effektiv, ødelæggende kontrol over for det civile samfund. Charta 77 havde således ikke været en massebevægelse, der alene i kraft af selve medlemstallet var i stand til at true det kommunistiske system. De afgørende brud med det gamle realsocialistiske system kom derfor sent, efter murens fald. Bevægelsespræget kunne ikke holde i længden, for de fleste vælgere efterspurgte partier med klare programmer og faste ledelsesforhold. Modsat i Polen har den religiøse patriotiske retning og højretraditionalismen haft lav indflydelse, idet kirkens rolle i samfundet havde været beskeden. Kirken spillede således hverken nogen central rolle inden for Charta 77 eller Borgerforum (OF). Kirken blev derfor i spørgsmål om restitution repræsenteret af partier uden oprindelse i Borgerforum (OF), først og fremmest den social-liberale sammenslutning CLU-KDS, det senere kristelig-demokratiske KDU-CSL KPN og ROP I Polen blev radikale højrefløj repræsenteret gennem Den polske Nationalkongres, KPN, oprettet i KPN havde således før 1989 udgjort et selvstændigt, illegalt politisk parti i opposition til det kommunistiske system og som sådant ført en anden politisk linie end flertallet i KOR ( Komiteen for Beskyttelse af Arbejderne ). Som en af de få grupper i opposition afviste KNP at gå med i de kompromiser, der var aftalt under rundbordssamtalerne. I det første frit valgte parlament rådede KPN over 51 medlemmer, alle i opposition til de Solidaritet-ledede regeringer. KPN kritiserede således skarpt Balcerowicz-planen og den monetaristisk inspirerede økonomiske politik og fremstod med en aggressiv antikommunistisk og nationalistisk profil, kort set et antikommunistisk alternativ til Solidaritet. Partiet fik en del arbejderstemmer, men til gengæld kun få stemmer i landdistrikterne og blandt de veluddannede. Det ideologiske og programmatiske grundlag var yderst modsætningsfyldt. Den økonomiske politik var nærmest venstredrejet, men retorikken stærkt antikommunistisk med fremhævelse af nationale værdier og krav om skærpet af-kommunisering ( dekomunizacja ). Krav om støtte til nye private virksomheder gik hånd i hånd med krav om mere statsstøtte til underskudsgivende statsvirksomheder. KPN-lederen Leszek Moczulski udtrykte det på den måde, at KPN var et højre-parti med venstreorienterede følelser i sociale og økonomiske spørgsmål 74. På grund af de ultimative krav blev KPN holdt uden for regeringsdannelserne og henvist til at være i permanent opposition. KPN bidrog stærkt til den politiske polarisering i Polen og at gøre brugen af klassiske højre-venstre skalaer problematisk set i en polsk sammenhæng. For de højre-nationalistiske partier som KPN var det politiske venstre repræsenteret gennem såvel det erklærede liberale Frihedsunionen (UW) 73 RFE Research : Citret efter Politicus no.1-2 (7), Biuletyn Institutu Studiów Politycznych PAN, Warszawa 1997:61. En god gennemgang af højrefløjen i år 1994 i Rzeczpospolita :3, Prawica w poszukiwaniu kanonu. 50

51 som det post-kommunistiske SLD. Efter valgnederlaget i 1993 (KPN klarede lige akkurat spærregrænsen) forsøgte KPN at etablere en bred antikommunistisk front sammen med Solidaritet. På den konservativ-traditionalistiske højrefløj fandtes ikke større uenighed rent ideologisk og heller ikke, hvad angår ønsket om at fjerne postkommunisterne fra alle vigtige magtposter i samfundet. Meningsforskellene fandtes frem for alt på personplanet og meget knyttet til spørgsmålet om, hvem der skulle lede den ny anti-kommunistiske front. De mest politisk kontroversielle emner blev ikke drøftet indgående nok. Samarbejdet var kort sagt taktisk og ikke programmatisk bestemt. At KPN s leder Leszek Moczulski var anbragt på indenrigsminister Antonio Macierewicz liste over agenter i før 1989 svækkede KPN under forhandlingerne om en fælles front mod (post)kommunisterne. Inden længe blev KPN da også selv ramt af medlemsflugt og splittelse og stigende økonomiske problemer. Blandt de højre-traditionalistisk partier finder vi derudover Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP). Ideologisk havde ROP en vis lighed med Den Polske Nationalkongres (KPN). ROP blev oprettet senere, i november 1995 efter en bitter strid inden for den daværende sammenslutning Bevægelsen for Republikken (RdP). RdP stillede op ved valget i 1993, men opnåede her kun 2,7 pct. af stemmerne og således ikke nok til at blive repræsenteret i Sejmen. Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) blev oprettet eksternt og ikke som andre højrepartier ud fra en fraktion inden for et politisk parti eller bevægelse, der allerede havde pladser i parlamentet, fx Solidaritet. Ved præsidentvalget i 1995 fik Jan Olszewski og ROP flere stemmer end forventet, hvilket naturligt nok skabte tro på fremgang også ved parlamentsvalget. Som Mazowieski kunne Jan Olszewski støtte sig til de valgkomiteer, der havde ført præsidentvalgkamp for ham. Som eksternt oprettet parti var ROP afhængig af høj aktivitet hos medlemmerne og i de lokale partiafdelinger, da der ikke tilflød partiet statsmidler. Adgangen til medierne var begrænset på grund af manglende repræsentation i parlamentet. To andre højregrupperinger, Antoni Macierewicz' "Akcja Polski" og Jan Parys' "Ruch Trzeciej Rzeczpospolitej" valgte at slutte sig til ROP, som derigennem blev en ledende kraft inden for den udenomsparlamentariske opposition. En overgang lå ROP i meningsmålingerne på linie med SLD og iflg. egne oplysninger med medlemmer i ryggen. Da Valgaktion Solidaritet (AWS) blev oprettet i 1996 regnede ROP med at nyde fordel af sin langt bedre organisation. Det var på forhånd ventet, at AWS ville falde fra hinanden på grund af indre uoverensstemmelser. ROP stod kort sagt for nationalistiske, patriotiske og markedsskeptiske værdier og fremsatte som andre højregrupper krav om en hårdere kurs over for kommunister og post-kommunister. I maj 1996 offentliggjorde Olszewski sin egen særlige kontrakt med Polen som var klart populistisk i tonen, tilbød afslutning på al fattigdom, gav løfter om lønforhøjelser og skattenedsættelser og mere retfærdig fordeling af den nationale ejendom. Programmet var præget af moral- og identitetspolitik. De konservative og traditionalistiske træk blev bl.a. manifesteret i modstand mod udlændinges opkøb af jord og virksomheder i Polen og skepsis over for markedsøkonomi. Der blev også stillet krav om statstilskud til betrængte virksomheder og brancher, billige lån, indefrysning af gæld og lettelser med hensyn til indbetaling af skat og forsikringer. Polen skulle tilslutte sig NATO og EU, dog kun inden for rammerne af et intergovernmentalt samarbejde, dvs. i et ikke-føderalt "fædrelandenes Europa". Polen skulle også forfølge en hård kurs i forhandlingerne med EU. Partiets synspunkter på den økonomiske og sociale politik var umulige at forene med et medlemskab af EU. 51

52 Partiet anfægtede derfor logisk nok resultatet af rundbordssamtalerne og de valgte strategier for overgangen fra plan til marked. Også fra ROP s side blev Balcerowicz-planen for overgang fra plan til marked stærkt kritiseret. Partiet satsede på tre vælgergrupper, for det første patriotiske polakker, der havde stemt på Olszewski ved præsidentvalget i 1995, for det andet grupper, der var utilfredse med den førte politik, især uuddannede, og for det tredje ejere af mindre og mellemstore virksomheder, der var kommet i klemme på grund af stigende konkurrenc fra EU og nomenklaturkapitalister 75. ROP s leder, den tidligere forsvarsadvokat og senere ministerpræsident Jan Olszewski, stod fra begyndelsen på dårlig fod med ikke alene med venstrefløjspartierne, men høj grad også med præsident Lech Walesa og partier med baggrund i Solidaritet. I 1997 førte Olszewski således en symbolsk præget politisk valgkamp rettet imod samtlige partier, der havde deres udspring i Magdalenka, dvs. i rundbordssamtalerne i ROPs hovedmodstandere var erklærede post-kommunister, præsident Lech Walesa og frem for finansminister Leszek Balcerowicz. Partiet forholdt sig yderst kritisk over for de polske medier, der efter partiets egen opfattelse overså partiet. De statslige medier var således iflg. partiet fyldt med tidligere agenter fra den kommunistiske efterretningstjeneste (SB). ROP fik aldrig, som proklameret, etableret en platform, der kunne samle de mange forskellige højregrupper. Partiet fik dog etableret et samarbejde med landbrugssammenslutningen NSZZ Rolników Indywidualnych Solidarnosc, en medlemsmæssig ret svag organisation, men alene koblingen til Solidaritet-traditionen kunne skaffe vælgere. I sidste ende tabte ROP dog slaget om højrefløjen. Partiet måtte på samme tid handle udenomsparlamentarisk, fx gennem strejker og protestdemonstrationer, og partipolitisk gennem at samle forskellige højrepartier i fælles front mod postkommunisterne. Jan Olszewski anmeldte sit kandidatur ved præsidentvalget i 2000, men trak sig på grund af dårlige meningsmålingstal før valget til fordel for AWS kandidat Marian Krzaklewski. ROP bidrog især stærkt til polariseringen af polsk politik i den periode hvor Jan Olszewski var regeringschef (under et andet partinavn). Ganske som Solidaritet har ROP været ramt af adskillige modsætninger og "krige i toppen". En del skyldtes uenighed om den rette politiske linie, en anden uenighed drejede sig om årsagerne til valgnederlaget i Efter det skuffende valg i 1997 blev oprettet en nyt og endnu mere yderliggående ROP. Lederen, Antoni Macierewicz, var forud for kongressen i december 1997 blevet ekskluderet fra ROP, men anerkendte ikke eksklusionen og hævdede selv at repræsentere det mere "ægte ROP". Ikke helt uden grund hævdede han, at en mere moderat udgave af ROP af de fleste polske vælgere blot ville blive opfattet som et moderat AWS II. Der blev ført en del forhandlinger mellem Olszewski og Krzaklewski om ROPs eventuelle deltagelse i Valgaktion Solidaritet (AWS), men forhandlingerne strandede bl.a. på ROPs krav om at besætte mindst en tredjedel af pladserne på AWS lister 76. I takt med fremgangen i meningsmålingerne blev AWS interesse i at alliere sig med ROP naturligt nok mindre. Antoni Macierewicz fra det radikale ROP valgte efter bruddet med Jan Olszewski ikke at slutte sig til Valgaktion Solidaritet (AWS), også han mente, at AWS ville gå i opløsning på grund af indre 75 Marcin Dominik Zdort, Spory w ROP maja podloze ambicjonalne, a nie programowe, partia ulanów i przedsiebiorców, Rzeczpospolita :4. 76 Antoni Dudek, Wzlot i upadek ROP, Kwartalnik Konserwatywny, No. 5, Sommeren 1999:

53 splid. Tomrummet ville iflg. Macerewicz give hans eget mere ægte ROP gode muligheder ved det næste valg. Den forudsigelse skulle vise sig at holde stik. Ved 2001 valget blev Macierewicz således valgt til parlamentet for det nye Ligaen af Polske Familier (LPR). Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) klarede ved valget i 1997 kun med nød og næppe spærregrænsen på fem pct. og måtte tage til takke med blot 6 sæder i parlamentet. Nederlaget ved valget skyldtes mangel på professionalisme og mangel på evne til at mobilisere den nødvendige gejst blandt partiets tilhængere. Partiet savnede det engagement, der havde givet Jan Olszewski et godt resultat ved præsidentvalget. Striden mellem Antoni Macierewicz og Jan Olszewski ledte blot vælgernes opmærksomhed bort fra partiets program og viste, at samling på højrefløjen under ingen omstændigheder kunne udgå fra ROP. Iflg. meningsmålingerne mistede ROP mange stemmer til AWS, især i valgkampens sidste fase. Mange nye partidannelser på højrefløjen har som vil være fremgået set dagens lys, ligesom der gennem årene er blevet gjort mange forsøg på at forene højrefløjen. På sin kongres i november 1999 indkaldte KPN-Ojczyna (KPN-O) lederne for ROP og Naszego Kolo til møder med henblik på at etablere et nærmere samarbejde. KNP-O havde på det tidspunkt 6, ROP 4 og Nasze Kolo 7 sæder i parlamentet, de fleste indvalgt på AWS lister. Udsigterne til at få skabt et og mere bæredygtigt alternativ til AWS var dog ikke lyse, dertil var uenighederne mellem de involverede simpelt hen for store. Mens KPN-O og ROP støttede Polens medlemskab af NATO og EU inden for et fædrelandenes Europa, afviste Nasze Kolo og lederen Jan Lopuszanski kategorisk polsk EU-medlemskab. For Nasze Kolo betød medlemskabet af både NATO og EU uacceptabel suverænitetsafgivelse. Jan Lopuszanski s ambition var at blive det politiske samlingspunkt for polakker, der ville stemme nej ved den kommende folkeafstemning. KPN-O s Adam Slomka mente, at Polen forud for eventuelt EU-medlemskab skulle sikre sig en stærk position internationalt gennem et samarbejde mellem landene fra Østersøen til Sortehavet, en gammel tanke, som selv Lech Walesa havde gjort sig til talsmand for. Flere fra de nævnte højregrupper valgte, som antydet, at tilslutte sig Ligaen af Polske Familier (LPR), en katolsk fundamentalistisk sammenslutning, der fik et gennembrud ved valget i Ungarns Demokratiske Forum (MDF) og Partiet for Retfærdighed og Liv (MIEP) Blandt de mere bløde højre-traditionalistiske partier finder vi Ungarns Demokratiske Forum (MDF). Beslutningen om at oprette partiet blev taget på et møde mellem intellektuelle i Lakitelek i september Partiet fremstod fra begyndelsen over for vælgerne som en nationalt og populistisk orienteret bevægelse med rod i landdistrikterne og de mindre byer og med en ret decentralt opbygget organisation (Toole, 2003). Partiet har gennem årene især forsvaret landdistrikternes interesser og appelleret til religiøst indstillede og familier med middelklasse-baggrund. I begyndelsen indtog MDF nærmest en centristisk position mellem det kommunistiske parti og de mere radikale grupper i opposition til styret, men snart blev den højre-populistiske profil mere tydelig. Partiet var således på det indledende tidspunkt ikke i klar opposition til styret. I udgangssituationen var MDF en koalition af nationalliberale, kristelige demokrater, radikale nationalister og populister. Den første partileder Zoltán Biró, der havde en kommunistisk fortid og havde samarbejdet med reformkommunisten Imre Poszgay, forlod formandsposten, der derefter blev 53

54 overtaget af József Antall, som forfulgte en konservativ-liberal catch-all linie. Efter folkeafstemningen om fremgangsmåden ved valget af præsident skærpede MDF den antikommunistiske profil 77. MDF prioriterede også spørgsmålet om de ungarske mindretal i nabostaterne højt; Jozef Antall erklærede således at repræsentere alle ungarere, dvs. også mindretallene i nabolandene, hvilket uundgåeligt bragte ham på dårlig fod med nabostaterne. Partiet satsede på at blive til et bredt favnende folkeparti med en kristelig-demokratisk profil i stil med det tyske CDU/CSU og det østrigske Volkspartei og med koblinger tilbage til mellemkrigstidens populistiske bevægelser. Efter eksklusionen af højrenationalisten Istvan Csurka blev den nationalistiske politiske profil dog mindre ekstrem. MDF klarede sig rigtig godt ved valget i 1990 og blev ledende regeringsparti frem til valget i Men valget i 1994 blev til gengæld noget af en katastrofe. Årsagen var, at partiets økonomiske politik i regeringsårene var ringe gennemtænkt, og den politiske stil og kommunikationen med borgerne uheldig. Dertil kom, at indgrebene over for pressefriheden vakte modstand blandt især intellektuelle. Catch-all -præget der havde givet så stor succes ved valget i 1990 var således helt borte. Vælgerne rykkede efter de upopulære økonomiske indgreb ("Bokros-planen") i og efter en række privatiseringsskandaler, der involverede den socialistisk ledede regeringen - igen mod højre, men i første omgang var det Husmandspartiet (FKGP) og ikke MDF, der nød godt af utilfredsheden. Selv da tilslutningen til den social-liberale regering var på sit laveste, havde Ungarns Demokratiske Forum (MDF) iflg. meningsmålingerne svært ved at klare spærregrænsen. Partiet led under for svag institutionalisering. Som formuleret af præsidiemedlemmet Laszlo Pordany, havde partiet størst stemmetab i de valgkredse, hvor den lokale partiorganisering var særlig svag (Toole, 2003:8). MDF opnåede ved valget i 1998 blot 17 pladser i parlamentet, men kun takket være valgsamarbejdet med FIDESZ. Det valgtekniske samarbejde med FIDESZ blev gentaget ved parlamentsvalget i 2002 og igen med succes målt mandatmæssigt. Men forud for valget havde partiet overvejet at stille op selvstændigt. I det nyvalgte parlament oprettede MDF sin egen parlamentsgruppe, hvilket betød, at Socialistpartiet (MSZP) og ikke FIDESZ kom til at udgøre den største enkeltgruppe i parlamentet. Af frygt for FIDESZ-dominans og kraftig højredrejning på grund af Viktor Orban s politik blev fra MDF-side talt om nye alliancer op til parlamentsvalget i Heller ikke MDF er gået fri for intern splittelse. Efter valgnederlaget i 1994 blev MDF først ledet af den moderate fløj omkring tidligere finansminister Iván Szabó. I begyndelsen af 1996 blev Sándor Lezsák, konservativ og en af de få af partiets grundlæggere, der var tilbage, valgt til ny partiformand. En udbrydergruppe omkring den forstødte og mere centristisk indstillede Iván Szabó forsøgte at oprette et sit eget helt nye parti, Ungarns Demokratiske Folkeparti (MDNP), som ønskede tættere samarbejde med FIDESZ og moderate grupper inden for det kristelige parti (KNDP). FIDESZ valgte dog i sidste ende et nærmere samarbejde med det gamle og mindre liberale MDF ud fra den taktisk bestemte betragtning om, at et sådant samarbejde gav bredere 77 Folkeafstemningen endte med et knebent flertal for direkte valg af præsidenten. 54

55 vælgerstøtte og ville svække István Czurka s mere yderliggående Partiet for Retfærdighed og Liv (MIEP). Meningsmålingstal i 2004 antydede, at partiet godt kunne klare sig selv. Men senere målinger bragte igen partiet ned under spærregrænsen, fremskyndet af afgangen i foråret 2005 af otte parlamentsmedlemmer, alle fra den ultrakonservative Lakitelek gruppe. Forholdet mellem den gamle samarbejdspartner FIDESZ og MDF nåede et nulpunkt i forbindelse med valget af præsident i 2005, hvor MDF helt åbent blev beskyldt for at gå socialisternes ærinde. Da afstemningen var hemmelig, vides dette af gode grunde ikke præcist, men det virker ikke sandsynligt. Men ved at gå alene måtte MDF kæmpe hårdt for sin overlevelse. I kampen for at overleve ved næste valg langede partiets nye leder Ibolya Dávid kraftigt ud efter både FIDESZ og Socialistpartiet (MSZP), der på partiets konference i juni 2005 blev beskyldt for gennem at have ruineret landets økonomi og brudt 15 års tradition for demokrati og samarbejde. FIDESZ, sagde hun, agerer som en mobiltelefon det søger opbakning i hele landet, påstår at gå mod høje, men læner sig til venstre og lader sig lede af rene politiske hensyn 78. Kort sagt satsede MDF på at skaffe sig vælgere, der var trætte af at forholde sig som passive tilskuere til de to store partiers indbyrdes slagsmål. Linien op til 2006 valget var yderst liberal for så vidt som MDF støttede princippet om flad skat og kritiserede den antiliberale indstilling og modstanden mod udenlandske investeringer på højrefløjen og i særdeleshed hos FIDESZ. Det dårlige forhold til den tidligere allierede FIDESZ antydede, at MDF efter valget måske ville svinge over og alliere sig med Socialistpartiet (MSZP) og Alliancen af Frie Demokrater (SZDSZ). Det forudsatte dog, at MDF, det mindste parti i parlamentet, klarede spærregrænsen på fem pct. En alliance med Centrumpartiet, der klarede sig ganske pænt ved 2002 valget, var også en mulighed 79. Ved 2006 valget klarede MDF akkurat spærregrænsen på fem pct. Efter valget i 2006 kunne partiet nyde godt af mange vælgeres utilfredshed med begge de to store partier, Socialistpartiet (MSZD) og især FIDESZ, som mange borgerlige vælgere fandt for radikaliseret. I marts-april var formanden Ibolya David iflg. meningsmålinger den mest populære politiker 80. Ved 1998 valget blev en del af MDF's tidligere vælgere repræsenteret gennem centrum-højre-partiet FIDESZ og István Csurka s "Partiet for Retfærdighed og Liv" (MIEP). Ved valget i 1994 fik MIEP kun 1,5 pct. af stemmerne, men ved 1998-valget klarede partiet, som nævnt tidligere, spærregrænsen og sikrede sig repræsentation i parlamentet 81. Ved valget i 2002 gled partiet igen ned under spærregrænsen, idet en stor del af partiets vælgere besluttede sig for at sætte krydset ud for FIDESZ. Havde FIDESZ i stedet for MDF valgt at samarbejde med det nye liberale Folkeparti (MDNP), kunne resultatet som antydet være blevet en stærk alternativ valgalliance af MDF, Husmandspartiet (FKGP) og det kristelige KDNP. Et samarbejde med MDF kunne bane vej for optagelse af de kristelige (KNDP) i alliancen med FIDESZ med FIDESZ som hegemonen og omdrejningspunktet FIDESZ 78 Rhomas Escritt, Troubled MDF goes on attack, The Budapest Sun 23.juni Budapest Sun 81 august 2005, Thomas Escritt, What next for MDF? 80 MTI, , Small opposition party head most popular politician paper. 81 Nærmere om MIEP i senere afsnit. 55

56 Ligaen af Unge Demokrater- Ungarns Borgerparti (FIDESZ) blev i sin tid oprettet som et ungdomsparti. Det skete formelt den 30.marts 1988 med oprettelsen af den uafhængige Alliance af Unge Demokrater (FIDESZ), et alternativ til den officielle ungdomsorganisation (KISZ). FIDESZ blev støttet af den nye generation af unge radikale studenter, men blev derefter mere elitestyret uden noget særlig stærkt organisatorisk grundlag og kun få partimedlemmer. De nye ledere adskilte sig fra den daværende opposition til det kommunistiske styre, der mest havde deres rødder i kritisk indstillede marxistiske miljøer, fx Budapest-skolen, og som var bedst kendt i Vesten takket være samizdat-litteraturen. Den nye generation var mere radikalt anti-kommunistisk og anti-socialistisk end den ældre generation, der fortrinsvist var første generations-intellektuelle med rødder i de mindre byer. De nye unge havde ikke arbejdet under jorden og heller ikke udsendt politiske appeller under trusler om fængsling. De antog autonomien som givet, ja nærmest som en rettighed. De fleste var vokset op i den sene Kadar-periode og var derfor påvirket af forandringerne i Sovjetunionen under Gorbatjov uden at være særlig optaget af folkeopstanden i 1956 og undertrykkelsen i årene efter. De unge handlede ud fra en forudsætning om, at det kommunistiske systems dage var ved at være talte, og at deres egen generation ville spille en central rolle i opbygningen af det nye ikkekommunistiske system 82. FIDESZ betegnede i udgangssituationen sig selv som social-liberalt. Ved første frie valg i 1990 fik FIDESZ 6 pct. af pladserne i parlamentet, hvilket på dette indledende tidspunkt blev anset for yderst tilfredsstillende, for blot dette at opnå parlamentarisk repræsentation kom som en overraskelse for de fleste. De nye parlamentsmedlemmer var typisk i 20-erne, ofte nyudklækket fra universiteterne. Indtil 1993 kunne kun personer under 35-årige være medlemmer af partiet, men efter valget i 1994 skiftede partiet kurs og fremstod derefter som et centrum-højre catch-all paraply-parti, på programplanet baseret på konservative, nationale værdier og slogans. Præget af et social-liberalt orienteret ungdomsparti forsvandt dermed, og erobringen af regeringsmagten fik førsteprioritet. Målet var at udfylde tomrummet på højrefløjen efter nedturen for Ungarns Demokratiske Forum (MDF). Tidligere monetaristisk økonomisk ideologi blev nu erstattet af populistisk konservativtraditionalistisk, der tidligere var blevet betegnet som socialdemokratisk og kryptokommunistisk. Den nye centrum-højre linie blev endeligt stadfæstet på partikongressen i Debrecen i foråret I de nye parti-statutter blev den gamle 35-års-regel for opstilling til parlamentet formelt ophævet. Derudover blev vedtaget en ny centralistisk, hierarkisk partistruktur i stedet for den hidtidige decentrale og lokalt baserede med et kollektivt lederskab. Viktor Orban blev valgt til ny partileder. Der blev også valgt en eksekutivkomité med 11 medlemmer, deriblandt ikke en eneste kvinde. Partiet rådede således over en centraliseret og elite-drevet, professionaliseret partiorganisation og fremstod som et framework parti, dvs. paraply for forskellige højregrupper. Iflg. det vedtagne program skulle opbygges et nyt civic og bourgois Ungarn med appel til den voksende, veluddannede og ejendomsbesiddende middelklasse. I overensstemmelse med den nye ånd skiftede partiet i 1995 navn til FIDESZ-Ungarns Borgerparti (FIDESZ-MPP), hvor MPP stod for Ungarns Borgerparti. 82 Beskrevet udmærket af Bill Lomax i artiklen The 1998 Elections in Hungary: Third Time Lucky for the Young Democrats, Journal of Communist Studies and Transition Politics, Vol. 15, No. 2, June 1999:

57 Ved valget i 1994 opnåede partiet omtrent samme resultat som ved valget i Denne gang var valgresultatet under det forventede niveau, eftersom partiet forud for valget havde opnået høje meningsmålingstal og i offentligheden var fremstået som det ledende parti i opposition til Jozsef Antall s regering. På policy-planet ønskede partiet økonomiske reformer og flere udenlandske investeringer. FIDESZ stillede ved valget i 1994 op som en del af en fire liberal alliance, der inkluderede liberale (SZDSZ), Den Agrare Alliance samt Entrepreneur-partiet. De fire partier bandt sig til at konsultere hinanden, men forpligtede sig ikke til et tæt samarbejde i den daglige politik. Tværtimod valgte de liberale (SZDSZ) og FIDESZ at gå egne vegne i spørgsmålet om regeringsdannelsen. De to partier forholdt sig også forskelligt til Det Demokratiske Charter, en bred politisk protest rettet mod den daværende MDF-ledede regerings overtrædelse af demokratiske rettigheder. Partnerskabet mellem de to anti-kommunistiske partier ophørte definitivt herefter. FIDESZ har siden været i opposition til alle socialistisk-liberale regeringer, men under den socialistisk-liberale regering fra 1994 til 1998 ikke i besiddelse af noget stærkt afpresningspotentiale. Det politiske skift på Debrecen-kongressen førte til, at radikalt og liberalt indstillede forlod partiet. En af de populære politikere Gábor Fodor besluttede således i protest at gå over til det konkurrerende Alliancen af Fri Demokrater (SZDSZ). Tidligere i 1993 havde partiet ud fra god neoliberal filosofi stemt imod forhøjelse af pensionerne, men nu stemte partiet i stedet for forslag om forhøjelser. Partiets image som ikke-korrumperet parti fik skrammer med afsløringen af at FIDESZ og Ungarns Demokratiske Forum (MDF) havde skaffet sig mio. forint til valgkampagner gennem salg af ejendom, der oprindeligt var blevet givet partiet med det formål at tjene som partihovedkvarter. Sagen smagte af korruption og bidrog til det dårlige valgresultat i Trods forholdsvis ung alder havde partiets leder Viktor Orban solide politiske erfaringer bag sig. Før 1989 havde han studeret engelsk liberalisme ved Pembroke College i Oxford, og i perioden fra 1994 til 1998 havde været formand for parlamentets Komité for Europæisk Integration. Gennem arbejdet i parlamentet havde han skaffet sig ganske gode kontakter til det europæiske politiske miljø. FIDESZ-MPP endte således med at blive et paraply-parti ( umbrella party ) eller mosaic cleavage party, dækkende et bredt spektrum af den ungarske højrefløj. Gennem valgsamarbejdet på højrefløjen blev etableret en høj grad af partikoncentration. På den 7. kongres i 1995 fik ledelsen mandat til at starte forhandlinger om valgalliancer med det kristelige KDNP og det stærkt svækkede Ungarns Demokratiske Forum (MDF), begge på det tidspunkt dybt splittede partier uden udsigt til at klare sig på egen hånd. FIDESZ blev med andre ord ændret fra at være bærer af nationens ungdomskultur til at være samlende kraft for Ungarns centrum-højre vælgere i stil med Valgaktion Solidaritet (AWS) i Polen. Hensigten var at forøge catch-all potentialet, hvilket også lykkedes et langt stykke. Fra begyndelsen af 1998 stod Viktor Orban således i spidsen for politiske grupper, der spændte fra det liberale centrum over til det populistiske højre. Magten i partiet var koncentreret omkring formanden og Orban s lederskab blev aldrig alvorligt blevet udfordret. Medlemmerne udviste på det nærmeste en undersåt partikultur. Hertil bidrog den høje homogenitet på ledelsesplan sociodemografisk og hvad angår elite normer og politisk indlæring (Fowler, 2004). Med kristeligdemokratiske kandidater på partiets lister blev FIDESZ klart største oppositionsgruppe i 57

58 parlamentet, og FIDESZ opnåede desuden, at den tidligere leder af de fri demokrater (SZDSZ) Petér Tölgyessy gik med over i partiet. Det nye centrum-højre paraplyparti satsede på regeringsmagten i 2002, men chancen bød sig uventet hurtigt, allerede i forbindelse med valget i Den nye centrum-højre linie blev meget synlig for omverdenen i perioden op til valget i Den partipolitiske scene blev dermed betydelig mere gennemskuelig for vælgerne. Skiftet mod højre havde i hvert fald øget FIDESZ koalitionspotentiale. Vælgerne kunne nu vælge mellem to klare regeringsalternativer. Også den nationalistiske tone blev skærpet. FIDESZ modsatte sig således Horn-regeringens aftaler med Rumænien og Slovakiet og gik også imod et kompromis med Slovakiet i spørgsmålet om el-dæmningsprojektet Gabcigovo-Nagymaros langs Donau. Efter valget i 1998 fremsatte Viktor Orban nationalistiske udtalelser, som provokerede Slovakiet og Rumænien, men efter Meciar s i Slovakiet fald blev forholdet mellem Budapest og Bratislava trods dette forbedret en del. Viktor Orban lagde under valgkampen i 1998 op til en hårdere forhandlingslinie over for EU, men de euroskeptiske udtalelser var tydeligt et taktisk bestemt led i selve valgkampen. EU-politikken blev da heller ikke ændret nævneværdigt efter valget og overtagelsen af regeringsansvaret, den euroskeptiske retorik forblev mest indenrigspolitisk bestemt. I taler til europæiske forsamlinger var tonen således mere pro-eu. Mest opsigt vakte vakte Viktor Orban, da han som reaktion på EU's politik under udvidelsesforhandlingerne udtalte, at der også er et liv for Ungarn uden for EU. Partiet kunne før valget i 1998 nyde godt at den socialistisk-liberale regerings mange fodfejl. Op til 1998 valget drog FIDESZ således fordel af den såkaldte Tocsik-affære, en finansskandale om salg af lokale ejendomme til private, en sag der ramte både MSZP og SZDSZ ganske hårdt. FIDESZ lagde desuden i sine programmer vægt på en familievenlig politik og distancerede sig fra den socialistisk-liberale regerings nedskæringer. Ungarns forhold til nabolandene Slovakiet og Rumænien har mest været bestemt ud fra hvem, der på det givne tidspunkt har regeringsmagten i de to lande. I 2001 følte nabolandene sig provokeret på grund af de særlige Status-love, der gav særbehandling til ungarere bosat i udlandet, et emne som også skabte problemer i forholdet til EU. Med det formål at begrænse stemmespildet på højrefløjen underskrev FIDESZ i december 1997 en valg-overenskomst med Ungarns Demokratiske Forum (MDF). De to partier skulle optræde separat ved valget, men opstille fælles kandidater i 78 ud af de i alt 176 valgkredse. Ved selve valget i maj 1998 blev FIDESZ uventet største enkeltparti takket være en professionelt gennemført valgkamp og valgsamarbejdet med Ungarns Demokratiske Forum (MDF) og det kristelige MKDSZ. Det lykkedes under 1998-valgkampen med held at fremstille Socialistpartiet (MSZP) som fortidens parti, som afskar den nye generation af ungarere fra magten. FIDESZ lancerede en PR-offensiv med fokus på de to store konkurrerende partiers forskellige livsstil og filosofier, men Vi versus Dem distinktionen var dog på det tidspunkt mindre konfrontatorisk end i eksempelvis Polen. Partiet kunne desuden nyde godt af sine jomfruelige træk og af at være stort set fritaget for politiske skandalesager, men partiet manglede til gengæld en hel del ekspertise på det økonomiske område. Men det lykkedes trods dette at tegne billedet af et regeringsdueligt centrum-højre catchall parti, der appellerede bredt efter ved tidligere valg mest at have appelleret til de yngre vælgere. 58

59 Ungarn bevægede sig ved valget i 1998 mod centrum-højre og delte derved skæbne med andre central - og østeuropæiske lande, eksempelvis Litauen, Polen, Bulgarien og Rumænien, men de post-kommunistiske partier var kun i stand til at beholde regeringsmagten i en enkelt valgperiode. Højresvinget efter 1998 kom mest til udtryk på symbolplanet og førte til brud med flere års konsensus-politik med en overgang til majoritets-styre efter princippet the winner takes it all - eller måske snarere: Dem der ikke er med os, eksisterer ikke. Oppositionens kontrolmuligheder i parlamentet i forhold til regeringen blev beskåret, også antallet af parlamentssessioner. Målet for FIDESZ var at indføre mere centraliserede beslutningsformer og derigennem opgive tesen om den neutrale stat, kort sagt stræbtes mod at realisere en særlig ungarsk model kendetegnet ved etatisme, paternalisme, nationalisme og reguleret markedsøkonomi. Med Viktor Orban s egne ord, markerede 1998-valget mere end en regeringsændring, men trods alt mindre end systemforandring. I den økonomiske politik var vi med regeringsskiftet ikke umiddelbart vidner til de store ændringer, heller ikke på landbrugsområdet og i sundhedspolitikken. Nogle ændringer indtraf dog. Den tidligere regerings nedskæringspolitik blev modereret, og på arbejdsmarkedsområdet blev det særlige forsoningsråd ( ErdekegyeztetoTanacs ), som før havde været et forum for trepartsforhandlinger, og som Socialistpartiet (MSZP) havde lagt en del vægt på, slet og ret nedlagt. Udenrigsminister i regeringen efter 1998 valget blev János Maronyi, der var jurist og økonom. Også han havde solide udenrigspolitiske erfaringer takket være tidligere arbejde i Bruxelles. Udnævnelsen af Martonyi skulle dæmpe Vestens frygt som følge af Husmandspartiets (FKGP) deltagelse i regeringen. Som største regeringsparti fik FIDESZ størst indflydelse, men uoverensstemmelser i regeringen om fx EU-politikken kunne ikke på forhånd udelukkes. Et af de større problemer skulle imidlertid blive splittelsen inden for Husmandspartiet (FKGP), der mod slutningen af valgperioden blev ramt af kaotiske tilstande og opløsningstendenser, men regeringens parlamentariske grundlag var dog ikke umiddelbart truet på grund af Husmandspartiets (FKGP) problemer. Det ideologiske ryk mod højre betød, at FIDESZ efterhånden også opslugte det yderliggående MIEP, der ved 2002-valget mistede repræsentationen i parlamentet. FIDESZ opslugte som sagt også Ungarns Demokratiske Forum (MDF) og kristelige demokrater (KDNP) og fremstod herefter som et meget stærkt og relevant centrum-højre catch-all parti 83. I 2002 valgkampen søgte FIDESZ at skaffe sig stemmer ved at slå på, at en ny socialistisk-liberal regering ville vedtage nye sociale nedskæringer over for børnefamilierne med egenbetalinger i sundhedssystemet og forskellige betalingsordninger for studerende. Sagt med andre ord, lancerede FIDESZ op til valget en stærkt antikommunistisk doktrin med sociale, nærmest populistiske elementer. De særlige status-love forværrede forholdet til Slovakiet og Rumænien og bragte som sagt også problemer i forholdet til EU. Efter kritikernes opfattelse var FIDESZ blevet et andet og mere yderliggående parti og ikke længere det parti det var før, for at brug Laszlo Kovacs formulering 84. Skærpelsen af land-by modsætningerne og den generelt meget hårde valgkamp medvirkede utvivlsomt til den rekordhøje stemmeprocent ved 2002 valget (på 71 pct.). Den store stigning i stemmedeltagelsen i hovedstaden Budapest var med sikkerhed mest til fordel for oppositionen, dvs. Socialistpartiet (MSZP) og de liberale (SZDSZ). 83 Barnabas Racz, The Left in Hungary and the 2002 parliamentary elections, Europe-Asia Studies, July 2003:

60 Som vi har set udnyttede havde Viktor Orban forud for 1998 og 2002 valget dygtigt splittelsen inden for rivaliserende højrepartier, frem for alt i Ungarns Demokratiske Forum (MDF) og Det Kristelige Demokratiske parti (KDNP) samt Husmandspartiet (FKGP). Strategien sikrede FIDESZ regeringsmagten og gjorde også FIDESZ til det største parti ved 2002 valget, forudsat MDF's stemmer medtælles. Men regeringsspørgsmålet blev i 2002 i sidste ende afgjort af koalitionspotentialet, og i den kamp gik Socialistpartiet (MSZP) og det liberale SZDSZ af med sejren i forbindelse med anden valgrunde. I opposition til den ny liberal-socialistiske regering i 2002 anlagde FIDESZ fra start en yderst aktivistisk linie. Sammen med prominente højreintellektuelle oprettede Viktor Orban Alliancen for Nationen med støtte fra partiets egne borgergrupper (på engelsk kaldet friendly civic groups ). Iflg. FIDESZ selv blev efter 2002 valget oprettet mere end af den slags borgergrupper. I 2003 var oprettet borgercirkler med mellem deltagere i 1000 lokalområder. I opposition har Viktor Orban i spørgsmålet om EU s fremtidige struktur undertiden givet udtryk for euroskeptiske holdninger og modstand mod centralisme og pression fra Bruxelles samt en skepsis over for, om EU overhovedet behøvede en ny forfatningstraktat. Skulle en sådan blive nødvendig, sagde han, måtte også henvisninger til kristne værdier tages med i traktatens præambel 85. Partiet er fra forskellig side blevet beskyldt for ekstremisme og antisemitisme, selv i udtalelser fra den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright under et besøg i Budapest i februar Partiet har forstærket kritikken af forholdene for ungarere i nabolandene, og i forhold til Slovakiet selv efter EU-medlemskabet krævet en ret for ungarske statsborgere om at få den ejendom tilbage, som var blevet konfiskeret som følge af Benes-dekreterne efter 2. verdenskrig. På maj 2003 kongressen skiftede partiet igen navn, denne gang til til FIDESZ-Ungarns Borgeralliance (FIDESZ-MPSZ ). Udtrykket borger, på engelsk civic, på ungarsk polgári ( civic ) eller Polgár ( citizen ) dækker groft sagt over bevægelsen over mod et borgerlig ( bourgois ) samfundsformation. Ideologien var samtidig anti-elititistisk og kritisk over for neoliberal økonomi, især forarmningen af den nye sociale middelklasse som fulgte med. Polgári dækker sagt kort over kulturel og social konservatisme, blød euroskepticisme, patriotisme og støtte til statslig regulering og statsstøtte til mindre og mellemstore virksomheder ( Fowler, 2004). Målet organisatorisk var at bevæge partiet fra et paraply eller rammeparti over mod en mere løst struktureret massebevægelse med forskellige selvstyrende interne platforme i den erklærede hensigt at afspejle et bredt spektrum af de sociale interesser i samfundet, fx blandt kvinder, landmænd, arbejdsgivere, pensionister, økologer, kulturarbejdere mfl. uden derved at bryde med top-down beslutningsprocesserne i partiet i afgørende politiske spørgsmål. Målet var kort sagt at genskabe partiets rødder i samfundet (at re-root partiet). I betegnelsen civic ( borger ) skjulte sig en kritik af de påståede ufolkelige socio-økonomiske reformer gennemført under socialistisk ledede regeringer. I efteråret 2005 blev da også som led i den begyndende valgkamp stillet krav om en nærmere undersøgelse af de privatiseringer, der var blevet gennemført i Ungarn siden valget i Partiet lade desuden, måske belært af Lov og Retfærdighedspartiets (PiS) taktik i Polen, op til 85 Se fx Viktor Orbans tale, Quo vadis, Europa? Toward the Christian Roots of the United Europe, afholdt 16. marts 2003 I Gniezno, Polen, og gengivet i Central European Review, se 86 MTI , Albright: Americans concerned about nationalist and extremist views in Hungary. 60

61 en begrænsning i antallet af ministerier med fx sammenlægning af indenrigs- og forsvarsministerierne. Der blev også lanceret en kampagne til fordel for partiets egen presse, betegnet det andet medie, frem for alt avisen Magyar Nemzet og de poliske ugeskrifter Magyar Demokrata og Heti Válasz 87. Første vellykkede aktion var afsløringen af ministerpræsident Medgyessy s hemmeligholdte arbejde for den ungarske sikkerhedstjeneste før 1989, men afsløringen som sådan førte ikke til hans afgang. På policy-planet har FIDESZ i opposition fremhævet problemerne for familierne og stillet krav om mere lov og orden, alt sammen under mottoet om, at fremtiden ikke burde tilhøre dem (socialisterne), der skærer i de statslige investeringer og devaluerer den ungarske valuta, forinten. Kodeordene var som før 2002-valget: forudsigelighed, tryghed og sikkerhed, og partiet fortsatte tidligere overbudspolitik. Strategien gav tilsyneladende gode resultater, for fra 2003 førte FIDESZ i meningsmålingerne over Socialistpartiet (MSZP), hvilket også kom klart til udtryk ved valget til Europaparlamentet i juni måned Nederlagene ved folkeafstemningen i november 2004 om dobbelt statsborgerskab for ungarere bosiddende i udlandet, krævet af ungarske sammenslutninger i eksil, og om privatiseringer inden for sundhedsvæsnet, kom dog partiet meget på tværs. Problemet her var først og fremmest den for lave stemmeprocent (på 37 pct.), et godt stykke under de krævede 50 pct. i valgdeltagelse. Op til 2006 valget var FIDESZ og Socialistpartiets (MSZP s) stemmeandele meget lige. Orban forsøgte tydeligt at neddæmpe den skarpe tone, der havde præget den forudgående valgkamp. Således blev en af partiets kandidater (Zoltán Bagó) ekskluderet efter beskyldninger om at have truet en kandidat fra MDF, som var opstillet i samme valgkreds, til at trække sig fra valget. I valgkampen blev igen lagt stor vægt på sundhedssektoren, fx ville FIDESZ begrænse multinationale selskabers investeringer i Ungarn ud fra ønske om at nedbringe priserne. Ikke desto mindre tabte FIDESZ i 2006 endnu engang kampen om regeringsmagten til Socialistpartiet (MSZP) og denne gang med en større margin. Som følge af valgnederlaget tilbød Orban at træde tilbage som partiformand, men både han og de fire viceformænd blev genvalgt på en særlig lukket kongres i maj måned. Efter kongressen erklærede Viktor Orban at han ikke ville stille sig i vejen for de nødvendige forandringer. Han erklærede, at ministerpræsident Ferenc Gyurczány havde vildledt befolkningen om landets økonomiske tilstand, og at FIDESZ ville bede tre økonomer, Péter Akos Bod, Tamás Mellár og Gabrielle Vukovics om at udarbejde en alternativ rapport om den økonomiske situation. Orban beskyldte i et manifest den ny social-liberale regering for at bygge på regulær løgn og vildledning af vælgerne, ligesom han anklagede regeringen for at svigte de ungarske mindretal i nabolandene, herunder krav om autonomi 88. Ungarn ledes af teknokrater, ikke demokrater, lød det. Partiet tog initiativ til en underskriftsindsamling rettet mod regeringens økonomiske indgreb for at rette op på underskuddet på statsbudgettet, ligesom der blev samlet underskrifter ind for at få folkeafstemning om regeringens afgang, om nye regler for udskrivning af medicin og om landmænds ret til at købe jord. Tonen fra partiets side var skarp og til tider ligefrem skinger. Det vakte således opsigt og vrede i Socialistpartiet (MSZP) og også internationalt, at Orban lige efter valget gik så langt som at omtale Socialistpartiet (MSZP) og Hitlers Mein Kampf i en og samme sætning Budapest Sun Online , New Government alliance takes reins, by Fraser Allan. 88 Budapest sun online, , Political lies campaign starts. 89 Budapest Sun Online Orbán re-elected, quotes Mein Kampf. 61

62 Linien i opposition blev således skærpet after offentliggørelsen af de nok så kendte bånd fra et internt socialistisk møde, hvor Ferenc Gyurczany erkendte at have løjet morgen, middag og aften om landets økonomiske situation. FIDESZ forsøgte at foranstalte en regulær septemberrevolution, omtrent 50 år efter oktoberrevolutionen. Men det lykkedes ikke at få væltet regeringen gennem demonstrationer og afstemninger i parlamentet. Adskillige gange krævede han udskrivelse af nyvalg, for ungarerne ønsker ikke, som han formulerede det, en regering af teknokrater, men en ny handlekraftig styring. Ungarn havde med den ny socialistisk-liberale regering fået et multiparti ikke-demokrati 90. Flere rallies blev organiseret og politiet anklaget for unødig brutalitet i forbindelse med nedkæmpelsen af urolighederne i oktober Regeringens forslag til ændringer indenfor sundhedssektoren blev skarpt afvist og krævet sendt til folkeafstemning sammen med love om fx landmænds ret køb af landbrugsjord. Privatiseringen inden for sundhedssektoren krævedes standset, og private hospitaler omdannet til non-profit foretagender. FIDESZ afviste desuden den socialistisk-liberale regerings forhandlinger om gaskontrakter med Rusland og krævede i stedet gas fra Centralasien uden om Rusland. Kort sagt forblev ungarsk politik stærkt polariseret. Lokalvalget i oktober 2006, kort tid efter løgneskandalen, gav partiet fremgang, men vælte regeringen kunne Orban ikke. I parlamentet viste partiet sin foragt for ministerpræsident Ferenc Gyurczany ved at udeblive fra parlamentssalen, hvor gang han betrådte talerstolen. Hensigten var at gøre ministerpræsidenten en persona non grata i ungarsk politik. Trods gode meningsmålingstal cirkulerede der omkring årsskiftet rygter om intern splid, måske fremkaldt af at vælgernes tillid til Viktor Orban iflg. meningsmålinger var næsten lige så lav som til ministerpræsidentens 91. FIDESZ forblev dog i 2007 med at være det klart største enkeltparti, men partiets voldsomme fremfærd i opposition formindskede koalitionspotentialet. Trods fremgang i meningsmålingerne kan ikke udelukkes, at en mere politisk moderat og pragmatisk gruppe med baggrund lokalt og regionalt på et tidspunkt vil udfordre Viktor Orban Erklærede kristelige partier Det Kristelig Demokratiske Parti (KDNP) i Ungarn blev oprettet i 1989 ud fra Áron Márton selskabet (en gruppe katolske intellektuelle) og Den Nationale Sammenslutning af Store Familier. Som et lille parti med svag mediedækning måtte der fra de kristelige demokrater satses stærkt på at få udviklet et net af lokale partiforeninger. Partiet fra begyndelsen plaget af generationsproblemer, da mange partimedlemmer fra den ældre generation lige efter krigen havde været med i Det Demokratiske Folkeparti. Holdningerne til liberal markedsøkonomi var som hos andre højretraditionalistiske partier i Central- og Østeuropa meget tvetydig. Politiske modstandere beskyldte ligefrem de kristelige for at gå ind for handelsprotektionisme, begrænse kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, nedtone miljøpolitikken og optræde mere ensidigt agrart end de andre borgerlige partier. Magtkampen inden for partiet mellem den moderate László Surjan og den radikale populist György Giczy endte i 1997 med en sejr til Giczy s fløj. Men striden blev derefter yderligere forstærket. Den pragmatiske fløj var mest villig til at acceptere en sækular stat, mens den fundamentalistiske fløj insisterede på realisering af de kendte klassiske kristne værdier, fx i forbindelse med spørgsmål om 90 Budapest Sun , Orbán wants democracy restored. 91 Budapest Sun Online 31.affaires: Is FIDESZ to shake-up its leadership?, ifgl. meningsmålinger på det tidspunkt mente 60 pct. af vælgerne, at ministerpræsident Guyrczany udførte sit arbejde skidt, 59 mente det samme om Orban. 62

63 abort og religionsundervisning. Udgangen blev, at parlamentsgruppen blev opløst. De moderate dannede derefter deres eget Den Kristelig Demokratiske Alliance (MKDSZ). Men halvdelen af ledelsen i Det Kristelig Demokratiske Partis (KDNP) moderate del valgte at gå med over til FIDESZ før valget i 1998, og en del herfra fik også pladser på FIDESZ lister. At FIDESZ valgte at samarbejde med den moderate del af KNDP var logisk, da et regulært samarbejde med den radikale kristelige gruppe uundgåeligt ville have ført til flere indre konflikter i partiet og dermed politisk overstretching. I parlamentet har KDNP lagt en ret markant etisk-moralsk og euroskeptisk linie. Det kunne gøres stort set omkostningsfrit, for så vidt som partiet aldrig fik del i regeringsmagten. Den Kristelig Demokratiske Bevægelse (KDH) i Slovakiet erhvervede sig med 19 pct. af stemmerne en stærk position ved det første frie valg i 1990, kun overgået af Bevægelsen mod Vold (VPN), men ved senere valg dalede vælgerandelen til 8-10 pct. Flere indflydelsesrige katolske dissidenter stod bag partioprettelsen. Partiets første leder Jan Carnogurski blev en kort overgang ministerpræsident. Partiet blev dog splittet i spørgsmålet om føderationens fremtid. Carnogurski stod for en mellemvej mellem føderation og uafhængighed, men på netop det spørgsmål brød en national-radikal gruppe med partiet og oprettede herefter det nye Den Slovakiske Kristelig-Demokratiske Bevægelse (SKDH), men det nye parti var ikke i stand til at passere spærregrænsen ved 1992-valget. Moderpartiet KDH modererede i modsætning til SKDH sine krav til føderationen. Eksempelvis støttede KDH ikke kravene fra den nationalistiske fløj om slovakisk overhøjhed ( svrchovanost ) i lovgivningsanliggender og indførelse af en selvstændig slovakisk forfatning (Hlousek m.fl., 2004:147). Senere i 1990 erne deltog KDH i flere forskellige anti-meciar koalitioner og regeringer, selv om partiet ikke principielt afviste et samarbejde med ærkefjenden HZDS. Partiet tog dog del i koalitionen Slovakiets Demokratiske Koalition (SDK), men sammenholdet i SDK holdt ikke i længden. Iøjnefaldende var KDH's enegang i etiske og moralske spørgsmål, især i spørgsmål med tilknytning til restitution til kirken og religionens rolle, afvisning af registrerede ægteskaber for homofile og friere adgang til abort og formen for opgøret med Meciar-tiden. I sidstnævnte spørgsmål lagde partiets leder Jan Carnogurski en forholdsvis blød linie. I den økonomiske politik stod partiet for en styret, social og moralsk form for markedsøkonomi. Krav om mere lov og orden og strengere straffe har også været iøjnefaldende i partiets forskellige politiske programmer. Delingen mellem pragmatikere og traditionalister og fundamentalister kunne ikke heles. Den mere pragmatisk indstillede fløj ledet af Mikulas Dzurinda brød med fundamentalisterne inden for partiet og dannede det mere liberale SDKU, som vil blive omtalt nærmere senere i dette kapitel. Det gamle KDH, hvor Pavel Hrusovsky før 2002-valget havde overtaget lederposten, havde dog kristelige kernevælgere nok til at overskride den forholdsvis høje spærregrænse i Slovakiet på 5 pct. Op til valget kredsede partiets slogans vanen tro om emner som moral, familie, nation og religion. I Slovakiet fandtes bedre socio-kulturelle forudsætninger for etablering af erklærede kristelige partier end i Tjekkiet med støtte fra især ældre og religiøst indstillede bosiddende i landdistrikterne og i de mindre byer. Inden for regeringen udmærkede KDH sig med en stribe særstandpunkter, eksempelvis modsatte partiet sig slovakisk deltagelse i krigen i Irak og anlagde i EU-politikken en antikommunistisk og euroskeptisk linie, især i spørgsmålet om opgivelse af suverænitet i moralske og etiske spørgsmål. Alt sammen kom til udtryk i blød euroskepticisme, fx i forbindelse med holdninger til EU s forfatningstraktat. Iflg. partiet optrådte regeringen for servilt i forhold til EU. 63

64 Under traktatforhandlingerne havde Slovakiet krævet syv ændringer i teksten, men ingen var blevet opfyldt 92. Partiet skærpede den klerikale linie ved at koble sig til Ludák (Hlinka)-traditionen tilbage i mellemkrigstiden og bragte sig derved uundgåeligt på kollision med den daværende liberalt indstillede regeringsleder Mikulas Dzurinda og hans parti (SDKU). Efter 2002 valget blev forholdet til regeringspartneren Alliancen af Nye Borgere (ANO) yderst spændt og præget af adskillige alvorlige gensidige beskyldninger og alvorlige personlige angreb. Da ANO i maj 2005 afviste at støtte reformen af de videregående uddannelser som foreslået af KDH s minister Martin Fronc, erklærede KDH s parlamentsgruppe sig fritstillet i forhold til regeringens politik uden dog at forlade regeringen. Der blev også fra parties side talt om nyvalg før valgperiodens udløb. Det krav blev dog opgivet, men truslen om at skifte standpunkt igen og tilslutte sig oppositions krav om nyvalg senest i foråret 2006 vedblev med at hænge i luften, selv efter at ærkefjenden ANO s partileder Pavel Rusko efter krav fra KDH var blevet tvunget til at træde tilbage fra økonomiministerposten. I begyndelsen af 2006 opstod konflikt med SDKU om implementeringen af aftalen med Vatikanet, fx hvad angik aftalens følger for ikke-troende når det gjaldt samvittighedshandlinger, fx at sige nej til at gennemføre lovlig abort i henhold til eksisterende lovgivning. Ved præsidentvalget i 2004 opstillede KDH sin egen kandidat, Frantisek Miklosko, der dog ikke fik stemmer nok til at gå videre til anden valgrunde. KDH syntes efter valget at bevæge sig tættere mod præsidenten (Ivan Gasparovic) og dennes slogan om at tænke nationalt og føle sig social og flirtede også med partier i opposition, især Smer og HZDS. Senere i 2004, ved EU parlamentsvalget i juni måned klarede partiet sig godt med 16 pct. af de afgivne stemmer og tre pladser i EP. Det gode resultat skyldtes mest, at partiet bedre end andre evnede at mobilisere sine kernevælgere. Valgdeltagelsen ved EP-valget var ekstremt lav, blot 17 pct. Op til 2006 bestræbte partiet sig traditionen tro for at skærpe den kristelige-nationale profil, især i spørgsmål om lov om samvittighedshandlinger og lovgivning om kirkelige og moralske emner. Et politisk samarbejde med Meciar s LS-HZDS blev pure afvist. Problemet var, at partiet i for høj grad blev koblet fra valgkampens hovedtemaer, især spørgsmål med relation til statens karakter, magtmisbrug, korruption, de nationale spørgsmål og virksningen af de økonomiske reformer, og det kom til at koste stemmer. I valgkampen lovede KDH at omgøre Meciar s amnesti i 1998 til personer, der var mistænkt for at have været involveret i bortførelsen af tidligere præsident Kovac s søn og i blokeringen af folkeafstemningen om direkte præsidentvalg. Under regeringsforhandlingerne fastholdt partiformanden Pavol Hrusovsky hårdnakket sin modstand mod at gå regering med Meciar s Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (SL-HZDS), hvilket medvirkede til at Smer-SD valgte at gå i regering sammen med Slovakiets Nationale Parti (SNS) og ærkerivalen SL-HZDS. Den linje bragte en del kritik fra store kredse i partiet, efter valget ikke alene fra den tidligere partiformand Jan Carnogurski, der over lang tid havde været kendt for sin større åbenhed over for et samarbejde med HZDS. I begyndelsen af 2007 blev splittelsen i KDH et for alvorligt problem for troværdigheden af et borgerligt alternativ til Fico s regering. Hrusovsky gik af som partiformand indtil der var skabt politisk afklaring. Partiets linie skulle endeligt afgøres på kongressen i juni Her blev den 92 KDH: Strany su servilne voci EU, Pravda 17. maj

65 siddende partiformand Pavol Hrusovsky udfordret af viceformanden Vladimir Palko, der var mere afvisende end Hrusovsky overfor et samarbejde med Smer-SD og Meciar s Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS). På kongressen blev Hrusovsky valgt til ny partiformand allerede i første valgomgang, men der blev udvist imødekommenhed overfor oppositionen i partiet i forbindelse med valgene til partiets ledelse. Partiet kunne efter kongressen i princippet indgå samarbejde med hvem som helst, også med Vladimir Meciar s HZDS. Men indtil videre forblev partiet dog i opposition. En af Palko s folk, den nye næstformand Daniel Lipsic, mente ikke at partiet var i krise, og de to fløje i partiet kunne godt samarbejde. Men, sagde han, KDH havde behov for at åbne sig både overfor nye folk og nye politiske temaer 93. For at styrke profilen var partiet ikke meget for at optræde i en fælles front sammen med Dzurinda og SDKU og SMK mod Fico s regering Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) Vladimir Meciar s Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) (i dag forkortet SL-HSZDS) hører til de partier, der er svære at placere på højre-venstre skalaer, for fra starten har partiet rummet både højre-traditionalistiske og post-kommunistiske strømninger. Oskar Krejci betegner partiet som centrumsøgende og med iøjnefaldende populistiske og klientelistiske træk 94, og Michael Carpenter ser HZDS som an eclectic mix of nationalists, dissidents, and former apparatchiks, as a political tradition based on patronage, political centralization, economic dirigisme, and nationalism 95. Partiet blev oprettet i marts 1991 og med stiftelseskongres i juni 1991 efter en splittelse inden for Bevægelsen mod Vold (VPN), som er blevet beskrevet tidligere. Men ganske som VPN var HZDS en yderst heterogen størrelse. I 1993 og 1994 forlod flere parlamentsmedlemmer VPN i protest mod Vladimir Meciar s ledelsesstil. Udbrydere fra partiet gik sammen om at danne partiet Demokratisk Union (DU). Partiet er blevet betragtet som klientelistisk og kendetegnet ved nationalistisk, populistisk og autoritær ideologi og med bred vælgerappel 96. Der blev talt om tre forskellige søjler i partiet, en kristelig, en national-folkelig og social (Kopecek, 2006:205). Den brede vælgerappel var en fordel for partiet i begyndelsen, men heterogeniteten, der fulgte med, blev et problem på længere sigt. HZDS optrådte centristisk og mindre nationalistisk end Slovakiets Nationale Parti (SNS) og det kristelige KDH, men målt efter faktisk adfærd, frem for alt når det gjaldt spørgsmålet om Tjekkoslovakiets fremtid og relationerne til Ungarn og det ungarske mindretal i Slovakiet, kan HZDS trods forbehold nok bedst placeres i gruppen af højre-nationale partier. HZDS har satset på selve magtbesiddelsen, hvilket var muligt og nærliggende takket være de tætte relationer til landets store virksomheder. De politiske holdninger har således generelt været uklare præget af mellemvej filosofi, men modstanden mod udrensninger ( Lustracje ) gav opbakning fra en hel del eks-kommunister. 93 Sme , Lipsic: O krize v KDH som nikdy nehovoril. 94 Oskar Krejci, "Konec slovenské cesty?", Mezinarodni Politika, 12, 1998: Michael Carpenter, Slovakia and the Triumph of Nationalist Populism, Communist and Post-Communist Studies, Vol. 30, no.2, 1997: Eksempelvis Martin Bútora og Zora Bútorová, Slovakias Democratic Awakening, Journal of Democracy January 1999:81. 65

66 Klientelisme såvel som politisk kapitalisme var iøjnefaldende i de år, Meciar og HZDS var ved magten. Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) har været båret oppe af en karismatisk leder (Vladimir Meciar), hvilket bekræfter, at enkeltpersoner i perioder med ekstraordinær politik kan spille en betydningsfuld rolle ( personalities, political crafting og entrepreneurship ). HZDS kan derudover betragtes som et "ikke-standardparti" og identitetsparti, ikke et programparti i klassisk forstand. HZDS blev akse for den skarpe polarisering, der kom til at kendetegne slovakisk politik i 1990erne. Den partipolitiske scene blev i de år opdelt i en pro-meciar over for en anti- Meciar blok, som op til 1998-valget og til dels 2002-valget fortrængte de socio-økonomiske cleavages. For at forebygge udmeldinger fra partiet forlangte partiet imperative mandater med ret til at forlange, at valgte parlamentarikere der brød med partiet, havde pligt til at nedlægge deres mandater. Forud for valg krævede partiet, at kanditdater skrev under på en erklæring om at ville følge den regel. Visionerne for fremtiden har, som de er kommet til udtryk i programerklæringerne og i udtalelser fra Meciar selv, været patriotiske, vidtløftige og i høj grad irrationelle, urealistiske og modsætningsfyldte. Der var uklare meldinger når det gjaldt forholdet til religion, den kommunistiske fortid og Slovakiet under anden verdenskrig. Der blev lagt på til en centristisk tredje vej med mere gradvis overgang til markedsøkonomi og med færre sociale omkostninger. I programmet En chance for Slovakiet fra 1990 blev der i brede vendinger talt om demokrati, humanisme, lov og orden, en retfærdig stat, menneskerettigheder og markedsøkonomi, nationale og kristne værdier og mere social retfærdighed. På partikonferencen i april 1998, eklærede partiet sig både ikke-ideologisk og politisk relevant. Vladimir Meciar selv har aldrig skjult sin foragt for politiske programmer og uddelegering af magt. Uden nærmere dokumentation erklærede han på kongressen i Kosice i foråret 1998, at Slovakiet under HZDS' ledelse i år 2010 ville høre til de "mest udviklede lande" i Europa og allerede i 2002 opfylde Maastricht-kriterierne 97. Politisk praksis blev dog ganske anderledes, for siden 1992 lykkedes det HZDS og regeringspartneren Slovakiets Nationalistparti (SNS) at bevæge Slovakiet bort fra Europa. Også partikulturen har været meget knyttet til selve omstændighederne omkring Tjekkoslovakiets deling. HZDS skabte sin partiidentitet meget ud fra modstanden mod Prag ( Prag-centralismen ) og siden delingen af Tjekkoslovakiet gennem kampen mod præsident Michal Kovac og hans liberalt indstillede tilhængere. De fleste meningsmålinger pegede dog i retning af, at de fleste stemte på partiet mere ud fra økonomiske motiver end ud fra nationalistiske. Især frygt (for Pragcentralismen) og protest (mod de sociale følger) gav stor vælgeropbakning. Delingen af Tjekkoslovakiet havde ikke stor appel til vælgerne, selv om den føderale orden af mange blev betragtet som uretfærdig. Sammensværgelsesteorier og en udbredt tro på den tredje vej har haft et rigtig godt fat inden for HZDS, og den stærke magtkoncentration omkring lederen (Meciar) og de klientelistiske træk, der fulgte med, var bestemt ikke befordrende for et levende og demokratisk partiliv. Partiets vælgere har mest været koncentreret i de mindre byer og landområderne, mens politiske partier der var i opposition til Meciar fik flest stemmer i de større byer og især hovedstaden Bratislava. HZDS har især fået stemmer blandt de vælgere, der har følt sig hårdt ramt under transformationen, deriblandt pensionister og lavt uddannede. Ved valget i 1998 fik HZDS således 97 Peter Schutz, "Z dravce stvancen, HZDS po sedmi letech a kisickém snemu", Respekt, :19. 66

67 opbakning fra 32 pct. af vælgere med grunduddannelse men kun 4 pct. blandt højtuddannede. Sociologiske undersøgelser har desuden vist, at HZDS har fået særlig mange stemmer i områder, hvor Hlinka s nationalistiske Folkeparti i mellemkrigsperioden havde haft sine politiske højborge. I regering havde HZDS også tætte relationer til den største fagforening KOZ, der dog allierede sig med Meciar s modstandere ved valget i 1998, og senere støttede Robert Fico, da Smer-SD så ud til at vinde valget i Siden delingen af Tjekkoslovakiet spillede HZDS uophørligt på de nationalistiske strenge og den nyvundne nationale identitet og forsøgte samtidig hermed at fremstå som et heterogent, centristisk bredt funderet catch-all parti. I forholdet til neoliberale og nationalister, fx SNS, forsøgte partiet at indtage en mellemposition. De politiske udmeldinger var derfor som regel vage og modstridende. Under HZDS-ledede regeringer blev praktiseret en goulash-nationalisme, hvor tesen om at høre til Os det slovakiske folk - blev ledsaget af satsning på vækst og privilegier til udvalgte grupper (Innes, 2001:261). Partiet påstod, at privatiseringer via udstedelse af vouchers, Václav Klaus foretrukne fremgangsmåde, kun var fordelagtig for udlændinge, spekulanter og private investeringsselskaber. HZDS ønskede under forhandlingerne om Tjekkoslovakiets fremtid oprettet en mere løs union, men linien under forhandlingerne var svingende, og forslagene om en løs union også ukonkrete og modsigende. Partiets grundsynspunkter vandt ikke tilslutning i Prag og slet ikke hos det regerende ODS, der forlangte indført en funktionel føderation med betydelig politisk og administrativ magt placeret i hovedstaden Prag. Delingen af Tjekkoslovakiet blev accepteret i HZDS, men aldrig godkendt af vælgerne ved en folkeafstemning. Under Meciar blev Slovakiet holdt uden for Europa, af omverdenen betragtet som en semi-demokratisk hybrid med en blokeret konsolidering. HZDS egen holdning til EU-og NATO-medlemskab har over hele perioden været uskarp og modsigelsesfyldt. Utilfredse forlod partiet. Således oprettede Milan Knazko og en gruppe omkring ham det nye Poilitisk Realisme Alternativet (ADR) i 1994, der senere fusionerede med andre grupper i opposition til Meciar. Hurtigt efter sit valg som præsident kom Michal Kovac på konfrontationskurs med Meciar. Hans tale den 9.marts 1994 åbnede for den politiske proces, der endte med et mistillidsvotum til Meciar og dannelse af den første brede anti-meciar regering ledet af Jozef Moravcik. Den handling blev fra HZDS-side betragtet som et kup. Trods den interne uro vandt HZDS valget i 1994 og kunne derefter danne regering sammen med SNS og ZRS. I den ny regering var HZDS det altdominerende parti. Meciar og HZDS gik til valg i 1998 under sloganet "Vi har ikke nogen anden mulighed" og med en meget aktiv og populistisk præget valgkamp med fx deltagelse af en stribe kendte popstjerner, men tabte ikke desto mindre regeringsmagten. Efter 1998-valget gjorde partiet sit bedste for at splitte den daværende anti-meciar koalitionsregering ledet af Dzurinda. Partiet havde alt at vinde, efter Vladimir Meciar tabte præsidentvalget til Rudolf Schuster. Partiet fik indsamlet underskrifter for at få udskrevet en folkeafstemning om bl.a. nyvalg til parlamentet, men afstemningen blev kendt ugyldig grundet for lav valgdeltagelse. Samtidig forsøgte HZDS at få et tættere samarbejde med andre oppositionspartier, fx Det Slovakiske Nationale Parti (SNS) og Smer- SD ( Retning ). Siden valgnederlaget i 1998 har HZDS været delt i to fløje, kaldt hårdhudede nationalister og pragmatikere. Pragmatikerne satsede på indflydelse og bryde Slovakiets isolation internationalt. 67

68 Den konstant høje vælgertilslutning skyldtes Vladimir Meciar s politiske instinkt, hans karisma og gode fornemmelse af, hvad der rører sig hos vælgerne. Trods tilbagegang fnadt fandt mange vælgere stadig Vladimir Meciar s politiske projekt tillokkende. Men valgnederlaget betød markant nedgang i medlemstallet, der i 1998 havde været helt oppe på , og tab af klientelistiske netværk og penge fra store virksomheder. De store virksomheder gik efter valget naturligt nye politiske græsgange og fandt nye allierede. En sejr for den pragmatiske linie forudsatte Meciar s bortgang, men umiddelbart var der ikke udsigt dertil. Ved præsidentvalget i 1999 fik Meciar og HZDS mange stemmer, men ikke mange nye vælgere 98. Før 2002 valget blev Meciar igen valgt til kampagneleder, hvilket ikke indikerede ulyst til at fortsætte. HZDS undgik ikke nye brud og delinger. I 1998 brød Ivan Mjatan således med HZDS og oprettede det nye Demokratisk Centerparti (SDS). Fortsat interne uro betød, at Meciar rensede godt ud på kandidatlisterne op til valget i Frem til 2002 var Det Nationale Parti (SNS) HZDS eneste allierede i forbindelse med regeringsdannelsen. På landsmødet i Trnava i foråret 2000 forsøgte HZDS igen at få en ny profil og sikre sig større koalitionspotentiale og større anerkendelse, dog uden at udskifte Meciar. Partinavnet blev på transformation-kongressen ændret til HZDS Lidová Strana ( HZDS Folkepartiet eller LS-HZDS ). Fortidens fejl blev beklaget og holdningen til EU-medlemskab og markedsøkonomi i ordlyden mere positiv. LS-HZDS Folkepartiet skulle herefter fremstå som et standardpræget og centristisk parti. Det afvistes kategorisk, at de nye statutter, det nye program og tilføjelsen Folkeparti var kosmetiske og blot efterligninger af CDU s i Tyskland og det østrigske Folkepartis. Budskabet fra kongressen (og senere kongresser) var klart: Mere marked, mere liberalisme, støtte til nye iværksættere, stop for diskrimination over for slovakiske virksomheder i forhold til udenlandske, mere ret og retfærdighed og flere uafhængige domstole 99. Det stod klart, at partiet ikke kunne fortsætte i den oprindelige skikkelse med lavt koalitionspotentiale og uden accept fra EU. Meciar søgte gennem en charmeoffensiv også at gøre sig selv og SL-HZDS ( HZDS Folkepartiet ) mere stuerent i Bruxelles. I forhold til det nye parti Smer var HZDS mindre politik-afvisende. Udenlandske investorer syntes ikke umiddelbart skræmte ved udsigten til et muligt SL-HZDS-Smer flertal i parlamentet efter 2002 valget. Den midtsøgende linie gav måske nok partiet større koalitionspotentiale, men gjorde til gengæld SL-HZDS sårbar over for kritik fra nye populistiske partier, i særdeleshed Smer. Drejningen i retning af det politiske centrum skabte således også splittelse i partiet. Ivan Mjatan forlod SL-HZDS og oprettede sit eget Partiet for Demokratisk Centrum (SDS), der dog hurtigt gik i opløsning. Forud for 2002 oprettede den tidligere parlamentsformand Ivan Gasparovic Bevægelsen for Demokrati (HZD), der med en stemmeandel på 3,28 ikke kom i parlamentet ved 2002 valget. Men Gasparovic opnåede til gengæld politisk come-back ved valget til præsident i marts 2004, dog kun sikret takket være opbakning fra Robert Fico og hans parti Smer, det største enkeltparti iflg. meningsmålingerne. Valget af Gasparovic betød, at hans parti (HZD) skulle vælge ny ledelse, genoverveje partiets position og finde nye samarbejdspartnere. I februar 2006 blev det uafhængige parlamentsmedlem Miroslav Maxon udpeget til ny leder. Omkring årsskiftet pegede meningsmålinger dog ikke i retning af, at Gasparovic gamle parti ville være i stand til at klare spærregrænsen ved det kommende valg, og de skete da heller ikke. SL-HZDS problem vedblev således med at være koblingen til den kontroversielle partileder Vladimir Meciar, der ellers flere gange havde erklæret ikke at ville satse på posterne som præsident 98 Tomasz Mackowiak, Sila zastoju, Gazeta Srodkoeuropejska, tillæg til Gazeta Wyborcza den : Refereret i bl.a. Hospodarske Noviny 20.3., s. 13, HZDS zmenilo stanovy i rétoriku. 68

69 og ministerpræsident men hellige sig jobbet som partiformand. At Meciar ikke efter nederlaget ved præsidentvalget trak sig tilbage skal ses i sammenhæng med de anklager, der var rettet imod ham vedrørende hans embedsførelse i regeringsperioderne forud, og som ville kunne bringe ham for domstolene. Med nederlaget ved 2002 valget syntes Meciar s dage talte; hans karisma var rutiniseret og alvorligt eroderet. Spørgsmålet var blot, hvem der kunne føre partiet til fremgang ved det næste valg. Nye konflikter i partiet mellem Meciar-tro folk og fornyerne var uundgåelige, og de blev åbenlyse i begyndelsen af 2003, hvor en gruppe i SL-HZDS parlamentsgruppe ( trencianska skupina ) ledet af Ivan Kino og tidligere viceformand Voitech Tkac, brød ud og oprettede deres egen Folkeunionen (LU) med henvisning til manglende tillid til partiledelsen og partiets isolation hjemme og ude. Kort sagt, heterogeniteten og den programmatiske uklarhed forblev et alvorligt problem. Præsidentvalget i marts 2004, hvor Meciar sejrede i første valgomgang med pct. af de afgivne stemmer, men tabte i anden valgomgang, viste at Meciar godt nok formåede at fastholde en betydelig kernevælgerskare, men var ude af stand til at vinde nye vælgere. Nederlaget til Ivan Gasparovic skabte uundgåeligt mere uenighed inden for partiet, også om, hvorvidt valgnederlaget skulle have følger for de personer, der havde haft ansvaret for den mislykkede valgkamp. Efter opsplitningen af Dzurinda s regering voksede SL-HZDS koalitionspotentiale. I den hensigt at sikre andel i regeringsmagten kunne selv et samarbejde mellem SL-HZDS og Dzurinda s SDKU ikke på forhånd udelukkes til trods for, at Vladimir Meciar også blev valgt til partiets frontfigur op til valget i Partiet savnede kendte personer og også personer med stor politisk erfaring, og de kandidater, der blev opstillet for partiet, måtte underskrive et æresløfte om at trække sig som parlamentsmedlem, hvis de brød med partiet. Den erklæring havde dog kun symbolsk betydning. Partiet nægtede dog konsekvent at have indgået hemmelige aftaler med Dzurinda og SDKU. Men strategien for tilbagevenden til magten var helt tydeligt at gøre sig selv acceptabel i vestlige hovedstæder, øge koalitionspotentialet, og dertil kunne en tilnærmelse til det regerende SDKU være et egnet middel. Personen Meciar spillede ikke samme negative rolle ved valget i 2006 som ved de foreudgående to valg. EU og Europa havde i 2006 større problemer at slås med, fx de to populistiske partier Selvforsvar (Samoobrona) og Ligaen af Polske Familier s (LPR) optagelse i den polske regering. Men heller ikke på partiets konvent i Presov i juni 2005 blev ikke svaret klart på spørgsmålet om, hvem der skulle samarbejdes med efter 2006-valget, SDKU eller Smer-SD. I en tale på partiet ANO s kongres i Presov i juni 2005 indbød Meciar også ANO til samarbejde, men afviste samtidig ikke samarbejde med ANO s og formanden Pavel Rusko s værste fjende, det kristelig demokratiske KDH. LS-HZDS ville således ikke ved en afstemning i parlamentet støtte et mistillidsvotum til Rusko, der dengang var økonomiminister i Dzurinda s regering. Partiet kritiserede Fico og Smer- SD for ikke klart at melde ud med hensyn til forholdet til det kristelige KDH og det ungarske SMK. Men rollen som største oppositionsparti var under alle omstændigheder et afsluttet kapitel. Parties flagrende kurs i opposition med lejlighedsvis støtte til Dzurinda s regering, de uklare udmeldinger om regeringsdannelsen samt den voksende partikonkurrence, frem for alt fra Smer-SD og Robert Fico, medvirkede til at bringe vælgertilslutningen ned under 10 pct. For første gang siden 1993 var HZDS ikke det største enkeltparti. Partiet forsøgte sig op til valget med en mere national, kristelig 69

70 og social profil, men uden særlig gode resultater. Ved regionsvalget i november 2005 led partiet et knusende nederlag og forsvandt reelt fra det politiske landkort. Men parlamentsvalget i 2006 gik rimeligt godt, men partiet mistede stemmer ved ikke tilstrækkeligt at markere sig i forhold til valgkampens hovedtemaer. Men godt 8 pct. af stemmerne var mere end meningsmålingerne spåede, og partiet kom også med i Robert Fico s nye flertalsregering. Vladimir Meciar selv afstod fra en ministerpost, men Vladimir Meciar styrede bag kulissernne. Modsætninger i regeringen, bl.a. i personspørgsmål, kunne ikke skjules over for omverdenen. Et møde mellem Fico, Meciar og Slota i begyndelsen af maj 2007 lagde låg på en del af uenighederne, fx i sundhedspolitikken og omkring den nye omdiskuterede lov om arbejdskodeks, der bestemmer medarbejderrettigheder på virksomhederne, og hvor Smer-SD ønskede at imødekomme fagforeningernes synspunkter mere end Meciar. Senere på året afviste partiet også at medvirke til betalingsordninger inden for de videregående uddannelser, foreslået af undervisningsministeren, ligesom der rejstes kritik af regeringens forslag om forbud mod profitskabelse i private sundhedsforsikringsselskaber. Meciar blev omkring årsskiftet ramt af hjerteproblemer og blev derved svækket også som partileder. Meciar s sygdom skærpede modsætningerne indenfor partiet og forstærkede også kritikken mod partiets indflydelse i regeringen, frem for alt blev fra partiets side krævet flere ministerposter. Viliam Veteska, medlem af partiets ledelse, udfordrede åbent Vladimir Meciar på formandsposten, ud fra en argumentation om, at Meciar er genial, men han selv supergenial og kunne gøre det supergodt. Den faldende vælgertilslutning blev også brugt som begrundelse for at stille op til kampvalg 100. Der var dog ikke ummiddelbart stemning for at udskifte Meciar imod hans vilje SDK og SDKU Tilbage i 1997 blev SL-HZDS magtmonopol alvorligt udfordret gennem alliancen mellem en række centrum-højre-partier, samlet i Den Demokratiske Koalition (SDK), et valgforbund bestående af fem partier i opposition til HZDS oprettet i juli 1997 af en meget snæver personkreds, dvs. som et udpræget sofaparti. Men gennem oprettelsen af SDK lykkedes det at samle anti-meciar kræfterne. Baggrunden for oprettelsen af SDK var således meget lig oprettelsen af Valgaktion Solidaritet (AWS) i Polen, et ønske om at begrænse stemmespildet og bekæmpe den fælles fjende, i Slovakiets tilfælde Vladimir Meciar og HZDS. Men SDK var ganske som AWS sårbar over for intern splittelse, idet koalitionen spændte bredt. Derfor er også SDK svær at placere på højre-venstre skalaer. I udgangssituationen havde SDK stort set ingen medlemmer, blot 150 ved selve oprettelsen. SDK var en reaktion på Meciar-regeringens obstruktion af folkeafstemningen om direkte valg til præsidentposten, men SDK var ikke kun en anti-meciar-koalition, også et forsøg på at skabe større samling på den kristelig-demokratiske fløj. Koalitionen indbefattede det moderate kristeligdemokratiske KDH, det mere liberale Demokratisk Union (DU), Det Demokratiske Parti (DS), Slovakiets Socialdemokratiske Parti (SDSS) samt partiet De Grønne (SZS). Inden for koalitionen repræsenterede det kristelige KDH den kristelig-demokratiske højre-nationale linie. Lederen Jan Carnogurski var kendt for afsky over for forbrugerisme og økonomisk individualisme, og dele af 100 Pravda, , Veteska je genialny, je 70

71 partiet havde i spørgsmålet om national uafhængighed i sin tid anlagt en mere hård linie end Meciar s HZDS. Som nævnt tidligere repræsenterede Mikulas Dzurinda den pragmatiske mere liberale og pro-europæiske fløj. Til koalitionens talsmand og ministerpræsidentkandidat blev valgt Mikulas Dzurinda, der repræsenterede yngre pragmatisk indstillede inden for Den kristelig demokratiske Bevægelse (KDH). Efter hensigten skulle etableringen af SDK imødegå de traumatiske erfaringer i forbindelse med tidligere valg, hvor flere erklærede anti-meciar partier ikke klarede fem pct. spærregrænsen og derved forårsagede et stort stemmespil. På grund af valglovens bestemmelser om valgkoalitioner blev ikke kun SDK, men også etniske ungarske partier tvunget til at omskabe sig selv og blive til rigtige partier. Ved valget i 1998 lykkedes det SDK at mobilisere anti-meciar vælgere, især i byerne og blandt de unge. Ikke mindre end 84 pct. af de unge tog del i valget, og heraf stemte de 70 pct. på partier imod Meciar 101. I Bratislavas l. kreds fik SDK alene over halvdelen af stemmerne 102. Anti-Meciarkoalitionen, bestående af SKD, SOP og SLD fik ved 1998 valget flertal i parlamentet og stemmer nok til at ændre forfatningen. SDK dannede en bred anti-meciar regering sammen med Det Demokratiske Venstreparti (SDL), Borgerforståelsespartiet (SOP) og det ungarske mindretals parti (SMK). Den samlede regeringskoalition bestod af ikke mindre end otte forskellige partier. Uenigheden om den fremtidsrettede politik var stor både inden for SDK selv og - ikke mindst - inden for regeringen som helhed, men frygten for nyvalg og for HDZS tilbagevenden til magten var i sig selv fremmende for regeringssammenholdet. Men modsætningerne kom op over overfladen efter Meciar s og HZDS tilbagegang. De markedsskeptiske holdninger og modstanden mod økonomisk chokkur var inden for SDK mest særlig stærkt repræsenteret gennem det kristelige KDH og inden for regeringen som helhed gennem venstrealliancen SDL. De to centrum-venstrepartier SDL og SOP var i modsætning til Meciar s Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) i udpræget grad bypartier. Inden for KDH udspandt der sig som antydet i slutningen af 1990 erne en magtkamp mellem den ideologiske mere fundamentalistiske linie repræsenteret ved Jan Carnogurski og den mere pragmatisk-liberale linie repræsenteret ved Mikulas Dzurinda. I år 2000 oprettede Carnogurski sin egen selvstændige klub i parlamentet, hvilket indikerede et ønske om øget selvstændighed i forhold til SDK. Dzurinda derimod ønskede SDK omdannet til et regulært politisk parti og ikke, som KDH ønskede det, vedblive med at være en føderation af forskellige politiske grupper i opposition til Meciar. Samarbejdet inden for alliancen SDK blev alvorligt udfordret, da ministerpræsident Mikulas Dzurinda i begyndelsen af år 2000 tog initiativ til oprettelse af sit eget nye Den Slovakiske Demokratiske og Kristelige Union (SDKU). Med oprettelsen af SDKU forlod han samtidig sit gamle parti, Den Kristelig Demokratiske Bevægelse (KDH). Dzurinda ønskede trods bruddet at bevare regeringssamarbejdet frem til det efterfølgende valg, hvor han så ville kandidere for sit nye centrum-højre parti. Dzurinda håbede ved det valg at gå alene og derefter kunne etablere en ny bred alliance, der kunne føre Slovakiet i EU og NATO og samtidig holde Meciar fra magten. Med 101 Martin Bútora and Zora Bútorová, Slovakia s Democratic Awakening, Journal of Democracy, January 1999: Agentura FACTUM, gengivet i Mezinarodni Politika 12, 1998:14. 71

72 oprettelsen af SDKU blev planerne om at omdanne det gamle SDK til et enhedsparti endeligt skrinlagt. Der blev talt om henholdsvis en kristelig-demokratisk og liberal linie i det nye parti (Kopecek, 2006:208). Inden for det gamle KDH fandtes mange, der anså den politiske linie under Jan Carnogurski for utidssvarende, og det var derfor især folk fra herfra, der gik med over i SDKU. Erklæringen om oprettelsen af SDKU blev underskrevet af otte ud af ni af de daværende ministre, bl.a. kulturministeren Milan Knazko, der tidligere havde været viceformand i Demokratisk Union (DU), og udenrigsminister Eduard Kukan, den tidligere leder for partiet Demokratisk Union (DU) og en af kandidaterne ved præsidentvalget i Også fremtrædende politikere fra det konkurrerende og nu truede kristelige KDH sluttede sig til det nye kristelig-demokratiske parti (SDKU). Oprettelsen fra SDKU blev naturligt nok mødt med skarp kritik fra det gamle Kristeligdemokratiske Bevægelse (KDH). Jan Carnogurski erklærede, at oprettelsen af endnu et kristeligt parti blot ville splitte højrefløjen og de demokratiske og antikommunistiske kræfter. Dzurinda blev beskyldt for ikke tilstrækkeligt at forsvare kristelig-demokratiske værdier, men snarere liberale synspunkter, hvilket han selv ikke afviste, hvis kristne værdier udlægges fundamentalistisk 103. Oprettelsen af SDKU skabte spændinger i regeringskoalitionen, hvor samarbejdet i forvejen led under samarbejdsproblemer. SDKU s vælgertilslutning har været klart størst i de større byer, i gennemsnit 28.6 pct., mens andelen i landdistrikterne, hvor HZDS og KDH stod stærkere, har været mindre, blot 8.4 pct 104. Iflg. meningsmålingerne genvandt KDH ret hurtigt en stor del af den tabte vælgertilslutning, måske fordi Carnogurski trak sig fra formandsposten. Ved 2002 valget stillede KDH op som selvstændigt parti. Bitterheden over for Dzurinda og SDKU var ikke glemt, og da det i begyndelsen af 2004 igen knirkede i regeringssamarbejdedet re-lancerede den nu tidligere KDH-formand (Jan Carnogurski) den gamle idé om et regeringssamarbejde mellem Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) og hans eget kristelige parti (KDH) 105. Af det oprindelige SDK var kun SDKU og KDH i stand til at klare spærregrænsen i forbindelse med 2002-valget. Ved 2002 valget opnåede SDKU 19 pct. af stemmerne, flere end først antaget, og partiet blev derefter igen regeringsbærende. Den første Dzurinda-regering havde ikke ført nogen populær økonomisk og social politik, men spørgsmålet om Meciar s tilbagevenden til magten og sikkerheden for kommende medlemskab af EU spillede tilsyneladende stadig en stor rolle for mange, og over for især de unge vælgere i de større byer evnede SDKU at udvikle en moderne og ret dynamisk politisk profil (Balik, Hlousek (eds.), 2004:94). Spændingen inden for det nye parti SDKU tog til efter valget i Sidst på året 2003 brød en gruppe på syv ud af partiet, ledet af tidligere forsvarsminister og en af Dzurinda s tidligere nære samarbejdspartner Ivan Simko, som oprettede oprettede deres egen Platforma Ivana Simka, senere kaldt Frit Forum ( Slobodna Fora (SF)). Officielt skete dette i protest mod de centralistiske beslutningsprocedurer i partiet samt fyringen Jan Mojzis, den tidligere leder af det nationale sikkerhedskontor (NBU), der blev beskyldt for ved brug af sikkerhedstjenesten at modarbejde SDKU og nationale interesser 106. SDKU s leder, ministerpræsident Mikulas Dzurinda, 103 Nævnt af Dzurinda selv i et interview i det polske dagblad Gazeta Wyborca : Vladimir Leska, Slovensko pred prijetim do euroatlantických struktur, Mezinárodni Vztahy, 1/2004: Pravda , Carnogurský: Koalicia KDH-HZDS je mozna. 106 Sagen er bl.a. omtalt i Balik, Hlousek (eds.), 2004:94:94. 72

73 nægtede at give efter for krav om hans genindsættelse og mere end antydede, at frustrationerne hos Simko s folk bundede i personlig forfængelighed og politiske frustrationer og i utilfredshed med det tildelte antal ministerposter 107. Han mente desuden, at fjendtlige kræfter udefra ( skupinka ) med udgangspunkt i den gamle sikkerhedstjeneste og store virksomheder systematisk forsøgte at undermininere og splitte SDKU, men politiundersøgelse kunne ikke bevise dette (Kopecek, 2006:306).. I november 2004 erklærede Dzurinda, at SDKU også ved næste ordinære valg ville stille op selvstændigt, dvs. ikke i nogen valgkoalition. Med splittelsen af regeringen fik Slovakiet til sidst en mindretalsregering med kun 68 af 150 mandater bag sig i parlamentet. Indoptagelsen af Demokratisk Union (DU) i SDKU i 2005 kompenserede lidt for tabet. Situationen blev yderligere skærpet for regeringen i efteråret 2005, da Dzurinda fyrede ANO s leder Pavel Rusko som økonomiminister. ANO selv blev splittet, og Dzurinda kunne kun opnå støtte fra en del af ANO s gruppe (Litner-fløjen). I oktober 2005 fusionerede SDKU med Demokratisk Parti (DS), men denne nye sammenslutning havde ikke nævneværdig gennemslagskraft på grund af DS ringe størrelse og lave indflydelse. Stridighederne inden for regeringen medvirkede til styrtdyk i meningsmålingerne og bragte SDKU helt ned omkring spærregrænsen på 5 pct. Efter Simko s afgang fra både forsvarsministerposten og partiet var der dog ikke flertal i parlamentet for at vælte regeringen, idet regeringen kunne støtte sig til de uafhængige parlamentsmedlemmer, der ikke ønskede valg i utide, men slovakisk politik mistede med opsplitningen den tidligere stabilitet og forudsigelighed. Simko selv forlod Frit Forum, hvorefter formandsposten overgik til Zuzana Martináková. Senere forsøgte han sig selv med et nyt parti Misia 21, der erklærede sig som et moderne, proeuropæisk og neokonservativt parti, i udgangssituationen med blot 50 medlemmer og uden udsigt til at slå igennem ved 2006 valget. Frit Forum s (SF) politiske profil var i udgangssituationen uklar, og udsigterne for at overleve politisk var derfor også mørke, men dog ikke helt håbløse. Under valgkampen i 2006 lagde partiet særlig stor vægt på spørgsmål relateret til sundhedsvæsnet. Målet var at agere et centrum-højre parti og modsætte sig korruption og klientelisme og for ensidig satsning på magt, penge og interesser. Meningsmålinger viste, at chancen for repræsentation i parlamentet ved 2006 var til stede, men dette forudsætte, at partiet var i stand til at erobre stemmer i konkurrence med Dzurinda s regerende SDKU-DS, og det glippede da det kom til stykket. I selve valgkampen slog partiet især på emner som sundhed og socialpolitik. Partiets programmer appellerede til de moderne, de dynamiske og perspektivrige slovakiske borgere (Meseznikov, 2006:95). På partiets lister til valget blev opstillet kandidater også fra Demokratisk Union (DU), De Grønne (SZ) og Slovakiets Demokratiske Parti (DSS). Op til 2006 kom det til en uformel politisk tilnærmelse mellem de to gamle ærkefjender Dzurinda og Meciar, der syntes at kunne enes om at udskyde nyvalg og holde Fico og Smer-SD uden for indflydelse 108. Det blevet ligefrem sagt, at tidligere medlemmer af HZDS udgjorde en af de største enkeltgrupper i SDKU. Spørgsmålet om nyvalg før tiden, dvs. før september 2006, blev aktualiseret, da Den kristelig-demokratiske Bevægelse (KDH) i februar 2006 forlod regeringen pga. uenighed om opfølgning på en aftale med Vatikan-staten. Som et led i valgkampen 2006 lancerede KDH en stribe forslag i parlamentet om beskyttelse af ægteskabet, begrænsninger i 107 Pravda, , Dzurinda nema vol ne miesta pre Simkovcov 108 Pravda 7. november 2005, Grapa: HZDS a SDKU spolupracujú. 73

74 parlamentsmedlemmers immunitet og forbedringer på uddannelsesområdet. De andre partier var dog ikke særlig indstillet på at give KDH den ønskede reklame op til valget og afviste derfor forslagene. Før 2006 valget, der kom til at finde sted i juni eller nogle måneder før det ordinære tidspunkt i september, ønskede SDKU afsluttet de planlagte privatiseringer på el-området og inden for lufthavnsvæsen, måske også inden for jernbaner og lufthavne. Op til 2006-valget skiftede de politiske koalitioner hele tiden. Under forhandlingerne om finansloven for 2005 kom det således til samarbejde mellem Frit Forum (SF) og Robert Fico s parti Smer-SD. Mange forskellige koalitioner syntes mulige efter valget i 2006, og kun få var indstillet på at melde klart ud om koalitionsmulighederne. I sin tale 1. maj 2005 og under hele valgkampen i 2006 erklærede Dzurinda, at SDKU i den forløbne valgperiode trods al politisk turbulens havde været garant for og havde vovet at sikre den fortsatte gennemførelse af godt nok upopulære, men ikke desto mindre de helt nødvendige reformer inden for sundhedsvæsnet, statens finanser, arbejdsmarked og sundhed 109. Nu gjaldt det om at fastholde og videreudvikle det, der var opnået siden Det forudsatte som mindstemål et fortsat regeringssamarbejde med det ungarske SMK og det kristelige KDH. Under hans styre, lod parolen, havde Slovakiet indhentet en stor del af efterslæbet i forhold til den velstående del af Europa, EU og NATO medlemskabet var kommet i hus, reallønnen var vokset, skatterne reduceret og flere kommet i arbejde i løbet af valgperioden især takket være mange udenlandske investeringer 110. For at imødegå anklager om at sælge ud i forholdet til ungarske interesser, aflyste Dzurinda et uformelt besøg i Budapest. Til de store problemer hørte de mange interne stridigheder i regeringen, anklager om korruption og om uklarhed i partiets regnskaber. Ikke mindst var det et problem, at SDKU havde svært ved at præsentere vælgerne for et nyt attraktivt politisk projekt. Partiet måtte desuden kæmpe med den større partikonkurrence, især fra Smer-SD, KDH og Frit Forum (SL), der med Zuzana Martinákova ved roret opnåede betydelig fremgang iflg. flere meningsmålinger. I vinteren var tilslutningen til SDKU faldet helt ned til omkring 6 pct., kun et enkelt procentpoint over spærregrænsen. Kravet om nyvalg blev stærkere, også fra kredsen af regeringspartier. Samtidig hermed intensiverede Dzurinda angrebene på oppositionspartiet Smer-SD og dets leder Robert Fico, der stod stærkt i meningsmålingerne. Iflg. Dzurinda stod Smer-SD og Fico for ødelæggelse af samfundet, det havde reelt intet politisk program, kun vage tredje vel forestillinger, og partiet kopierede den retorik, som blev brugt i tiden under Klement Gottwald, nogle gange i ekstrem højre iklædning, andre gange nærmere tonen hos Hvideruslands Lukasjenko 111. Smer-folkene manglede iflg. Dzurinda slet og ret faglige forudsætninger for at regere landet. Også Smer-SD blev anklaget for uregelmæssigheder i partiregnskaberne. SDKU s modspil over for konkurrenten KDH var mindre skarp og mere ideologisk bestemt, men ikke desto mindre talte Dzurinda om nødvendigheden af et bekæmpe talibanisme og intolerance og EU-skepticisme, som KDH mere eller mindre stod for 112. Bruddet med KDH i spørgsmålet om opfølgning af aftalen med Vatikanet 109 Dzurinda v politike stavil na spravodlivost, Pravda Vlada se postavila za Dzurindu, Pravda Dzurinda: Fico je ako Gottwald, Pravda Manual radi SDKU, co s Ficom a KDH, Pravda

75 skal også ses som et forsøg på fra partiets side at distancere sig fra al form for katolsk fundamentalisme. KDH valgte at træde ud af regeringen formelt pga. uenighed om fortolkningen af en aftale med Vatikanet, herunder spørgsmålet om fortolkning af begrebet samvittighed, fx i forbindelse med religiøs begrundet afvisning blandt læger af at gennemføre legale aborter. Også den begivenhed varslede om, at valgkampen 2006 kunne blive barsk, uden meget politisk indhold, præget af symbolpolitik og personcentreret. Ved valget fik SDKU godt 18 pct. af stemmerne eller mere end ventet, men ikke nok til at fastholde regeringsmagten. I opposition har partiet bl.a. kritiseret Smer-SD for mangtkoncentration, brug af metoder kendt fra den kommunistiske periode og kritiseret regeringens reformforslag på pensionsområdet og udhulingen af det lokale selvstyre. På årsdagen for dannelsen af Fico s regering kom Dzurinda med en sønderlemmende kritik. Frem for alt kritiserede han Fico s regering for svigt når det galdt vedtagelsne af det nye arbejdskodeks, forsikringspolitikken på bl.a. sundhedsområdet med centralisering og nedlæggelse af pensionssystemets anden søjle, politikken i forhold til USA, angrebene på medierne, forværring af forholdet til nabostaterne. Partiet har dog ikke som SMK rejst spørgsmålet om Fico-regeringens holdninger til demokrati og etniske mindretal internationalt, fx i EU, måske af frygt for derigennem at kunne blive beskyldt for at være for pro-ungarsk. Også SDKU kritiserede således den ungarske præsidents uofficielle besøg hos det ungarske mindretal i det sydlige Slovakiet i efteråret I opposition har SDKU koncentreret sig om kritik af regeringens forslag. Linien i opposition har dog til stadighed været svækket af splittelsen på højrefløjen, som bidrog til Fico og Smer-SD s optur i meningsmålingerne før og efter årsskiftet SDK (og til dels også SDKU) bekræftede tesen om, at negative taktiske alliancer oprettet på grund af en fælles fjende eller tvunget til at gå sammen på grund af de høje spærregrænser, har begrænset levetid. I takt med at der skulle tage konkrete politiske valg steg uenigheden markant. Problemerne i SDK bundede i mangel på fælles partikultur, lav institutionalisering og uenighed på både personplanet og policy-planet. SDK har godt nok haft en fælles fjende (Meciar), men ingen fælles historie og heller ingen fælles minder og myter fra tiden før den kommunistiske magtovertagelse eller kampen imod det kommunistiske system. Problemerne for det gamle SDK var også forbundet med udbredt mangel på politisk erfaring, med lav handlefrihed i den økonomiske politik og en nærmest uoverkommelig lovbyrde. Koalitionen var sammensat af fem forskellige politiske partier, der ikke alene skulle enes indadtil, men også at søge at nå til enighed med tre andre regeringspartier uden for SDK selv (SOP, SDL og Det ungarske Koalitionsparti (SMK), og efter 2002 valget desuden ANO). Tomás Profant (Profant, 2004) ser SDKU som et kartelparti, i Kitschelt s terminologi et programinstitutionelt parti, der stræber efter at erobre og derefter fastholde længst muligt magten over statsapparatet bl.a. gennem kontrol over medierne Derimod ikke er ikke lagt særlig stor vægt på institutionelle forhold som partiorganisation, regionale strukturer og antallet af partimedlemmer. Derfor er SDK og SDKU også fra flere sider betegnet som elite-partier (Kopecek, 2006:258). Rigtigt er, at Dzurinda selv afviste at tale om højre og venstre i politik, men talte kun om politiske programmer. Men SDKU fik svært ved i længden at fastholde kartellet, dertil har den indbyrdes uenighed været for stor og den politiske scene alt for åben for nye protestpartier mest oprettet endogent af udbrydere fra bestående partier. Men Dzurinda holdt trods alt regeringslederposten i otte år. 75

76 Valgkoalitioner har også præget parti-udviklingen uden for de fire centraleuropæiske lande. Antikommunistiske liberalt indstillede partier har især haft sværere ved at slå igennem i Balkan-landene. Mod slutningen af 1990 erne lykkedes for de centrum-højre koalitioner at erobre regeringsmagten i Rumænien og Bulgarien. Den historiske arv, virkningen af de tidligere patrimoniale og sultanistiske systemer fra perioden før 1989, var følelig i begge landene, hvilket gav de ex-kommunistiske partier og eliter gode muligheder for at fastholde magten over en længere periode. Fronten til Nationens Frelse i Rumænien dominerede rumænsk politik i de første år efter Ceausescus fald, men blev derefter delt i en pro-iliescu og pro-roman fløj omkring den daværende præsident Ion Iliescu og ministerpræsidenten Petre Roman. Senere er regeringsmagten skiftet mellem højre og venstre. Efter 2001-valget blev Rumænien socialdemokratisk ledet, også ved 2004 valget blev (PSD) i koalition med Det Humanistiske Parti største enkeltparti, men valget af Traian Basescu til præsident kom ikke desto mindre til at markere et ryk til højre i rumænsk politik, også på regeringsplan. I særlig grad satsede Basescu på at bekæmpe korruptionen og stod desuden for en markant ændring i udenrigspolitikken bort fra de traditionelt nære bånd til Frankrig og over mod USA og England. Rumænsk politik blev dog snart efter EU-medlemskabet lammet af den uforsonlige magtkamp mellem præsidenten (Basescu) og ministerpræsidenten (Tariceanu) og flertallet i parlamentet. Unionen af Demokratiske Kræfter (SDS) i Bulgarien blev som Fronten i Rumænien hurtigt ramt af splittelse. Alliancen var i begyndelsen af 1990 erne styret af en eksekutivkomite med overrepræsentation af radikale anti-kommunistiske grupper fra især Sofia-regionen. Moderat indstillede fx socialdemokrater, bondepartier og det Alternative Socialliberale og Demokratisk Parti blev derved marginaliseret. Partiets talsmand i parlamentet Alexander Jordanov blev tvunget væk fra posten i 1993, da han erklærede sig uenig med partiledelsens krav om at boykotte arbejdet i parlamentet og organisere gadedemonstrationer. Allerede i 1994 havde parlamentsgruppen mistet 36 ud af oprindeligt 110 medlemmer. I midten af 1990erne var den blå koalition Unionen af Demokratiske Kræfter (SDS) i holdningerne til den økonomiske politik klart mere splittet end Socialistpartiet (BSP) (Kitschelt m.fl. 1999:203). SDS var sammensat af partier og politiske sekter med et svagt beslutningscenter, domineret af ekstremt antikommunister (de mørkeblå ) med svag folkelig støtte. Partiet var ikke i stand til at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer, da regeringsansvaret kom. Den førte politik blev mere og mere sekterisk, flere grupper brød ud, men havde svært ved at klare sig på egen hånd. En del tidligere UDF medlemsorganisationer, Podkrepa, Ecoglasnost, socialdemokrater m.fl., sluttede sig til Socialistpartiet (BSP) ved valget i Også det tyrkiske støtteparti, Bevægelsen for Frihed og Rettigheder, meldte fra. Modsat i BSP var klientelistiske træk og patron-klientrelationerne forholdsvis svage inden for Unionen af Demokratiske Kræfter (SDS). Årene i opposition havde modnet partiet. I opposition til Socialistpartiet (BSP) fik SDS mulighed for at styrke sig organisatorisk og programmæssigt og overvinde den indre splittelse. Men stadig kneb det med at få udarbejdet et alternativt regeringsprogram. Men Socialistpartiets (BSP) lave popularitet nærmest forærede oppositionen valgsejren. Trods store sociale problemer fastholdt den borgerlige regering en ganske stor tilslutning i befolkningen, men tabte ikke desto mindre valget i 2001 til kong Michal's patriotriske front. Få måneder efter blev socialisten Georgi Parvanov valgt til præsident. Derefter stod henholdsvis en ex-konge og en ex-kommunist i spidsen for Bulgarien, men kongens parti mistede hurtigt en del af den oprindelige vælgerstøtte. Ved valget i juni 2005 måtte bevægelsen nøjes med 19.9 pct. af stemmerne, overhalet af Socialistpartis (BSP) 31 pct. Vælgernes utilfredshed 76

77 kom således ikke på samme måde som ved valget i Rumænien yderliggående højre- eller venstrepartier til gavn, om end et nyt yderligtgående nationalistisk parti Atak fik 8.1 pct. Regeringsdannelsen efter 2005-valget skulle imidlertid vise sig vanskelig, men endte med en bred koalition bestående af Socialistpartiet, kong Michal s patriotiske front og det tyrkiske mindretals parti Anti-system partier og etniske partier Ekstremt nationalistiske/patriotiske og populistiske enkeltsagspartier har, sammenlignet med forholdene på Balkan, haft forholdsvis lav vælgeropbakning i Centraleuropa, men har dog i enkelte tilfælde været politisk destabiliserende men også med i regeringer. Ekstreme partier som Stanislaw Tyminski s partiet X var i Polen frem til 2001 valget forholdsvis kortvarige politiske fænomener, men ved 2001 valget var Andrzej Lepper s populistiske bondebevægelse Samoobrona ( Selvforsvar ) og Ligaen af Polske Familier (LPR) i stand til at true de etablerede partier. Det skal dog nævnes, at fundamentalistiske katolske grupper igennem 1990 erne havde haft indflydelse inden for Valgaktion Solidaritet (AWS) 113. De er omtalt under afsnittet om højre-traditionalistiske partier. I Slovakiet har ekstrem nationalisme været repræsenteret gennem Slovakiets Nationale Parti (SNS), der ved 1992 valget og i særdeleshed efter Jan Slota s overtagelse af formandsposten i 1994 anlagde en stadig mere radikal, anti-vestlig, nationalistisk og religiøs linie. Partiet har siden grundlæggelsen i 1990 gennemløbet adskillige interne opsplitninger og kriser, hvilket førte til en opdeling allerede få måneder efter oprettelsen og, som vi skal se, tab af repræsentationen i parlamentet ved valget i Partiet formåede aldrig at få etableret en demokratisk partikultur og et tilstrækkeligt indre sammenhold 114. Frem til 1998 samarbejdede SNS med Meciar s Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS), efter valget i 1994 i fælles regering skønt samarbejdet langt fra var problemfrit. Kort sagt har partiet stræbt efter at forene kristelige og nationale værdier og fremhævet emner som familien, nationen og Gud. Partiet knyttede fra starten an til den nationalistiske Ludák-tradition fra mellemkrigstiden, men havde dog ikke helt bestemte partier at støtte sig til fra den periode. Før 1. verdenskrig havde SNS været et al-nationalt og indflydelserigt eliteparti, men i mellemkrigstiden blev partiet marginaliseret med størst appel til nationalt følende evangelisk indstillede vælgere (kopecek, 2006:167). Partiet blev først oprettet i 1990, dvs. et godt stykke tid efter fløjlsrevolutionen. SNS har reageret skarpt over for det ungarske mindretalsparti SMK s regeringsdeltagelse og ungarsk støtte til egne nationale mindretal i nabostaterne, fx de tidligere omtalte status-love vedtaget under Orban-regeringen i Ungarn. SNS har konstant haft blikket rettet mod det ungarske mindretals og den ungarske regerings handlinger. Flere gange blev argumenteret for at forbyde den ungarske koalition (SMK) fx på grund af partiets støtte til den ungarske regerings krav om politisk autonomi for regioner med ungarsk flertal. I forbindelse med lokal-og regionalvalgene i 2005 støttede SNS lokalt etablering af forskellige negative alliancedannelser, normalt bestående af SNS, Smer og KDH, rettet mod det ungarske mindretal og SMK. Formanden fra 1993 Jan Slota 113 Mere om Samoobrona under afsnittet om agrare partier, om Ligaen af Polske Familier (LPR) under AWS. 114 Miroslav Konecný, Karel Zechota, Slovenská národní strana: drhá sance, Central European Political Studies Review 2-3/jaro-leto

78 anerkendte principielt medlemskabet af EU, men afviste til gengæld medlemskabet af NATO. Partiet har desuden støttet princippet om social markedsøkonomi. Partiet opnåede repræsentation i parlamentet ved alle valg frem til 2002, men før det valg var SNS blevet delt i to partier især på grund af personlige uoverensstemmelser på ledelsesplan. De to partiers programmer afslørede, at opsplitningen af SNS mest havde været på aktørplanet, ikke på programplanet. Det oprindelige SNS 115, ledet af Anna Malikova, opnåede ved 2002 valget 3.3 pct. af stemmerne og det Oprigtige Slovakiske Nationale Parti under Jan Slota med næsten identisk program kun lidt mere, 3.7 pct. Splittelsen på den yderste nationale højrefløj kom til at koste den nationalistiske højrefløj dyrt, for ingen af de to indbyrdes konkurrende SNS-partier klarede spærregrænsen ved 2002-valget. I marts 2005, 15 år efter grundlæggelsen, kom det da også til en genforeningskongres, og meningsmålinger siden tydede på, at partiet med sikkerhed ville genvinde repræsentationen i parlamentet. Ved valget i 2006 opnåede det genforenede SNS da også godt 12 pct. af stemmerne eller noget mere end forventet. Partiet gik med i Smer-SD-regeringen, men uden Jan Slota som minister. Efter valget gjorde Slota sig bemærket ved til tjekkisk presse at sige, at han godt kunne have ønsket, at alle ungarere havde forladt Slovakiet efter 2. verdenskrig, ganske som tyskerne havde gjort det Tjekkiet, ligesom han endnu engang såede tvivl om det ungarske mindretals loyalitet over for den slovakiske stat. I september 2006 krævede han således, at det ungarske mindretalsparti (SMK) skulle nedlægge sine mandater i parlamentet, eftersom partiet havde ført samtaler med ungarske partier og grupper i den hensigt at få andre stater til reagere negativt politisk over for den ny regering og derved skade den slovakiske stat og demokratiet. SNS var desuden negativt stemt over for uafhængighed for Kosovo, nok reelt fordi en sådan kunne animere det ungarske mindretal og ungarske politikere til at kræve autonomi for ungarerne i Slovakiet. For at formindske det ungarske mindretals politiske muligheder blev desuden foreslået en indskrænkning af antallet af regioner, fra otte ned til blot tre. I Tjekkiet blev de ekstreme holdninger frem til 1998-valget udtrykt gennem Det Republikanske Parti (SPR-RCC). SPR-RCC optrådte radikalt, populistisk og nationalistisk og er derfor ikke helt uden grund blevet sammenlignet med Ruslands Zjirinovski s liberale demokrater, Haider s parti i Østrig og Le Pen s parti i Frankrig. Fra SPR-RSC blev fremført stærkt fremmedfjendske, nationalistiske og anti-establishment holdninger rettet mod især sigøjnere, præsidentinstitutionen, medierne og udlændinge, især tyskerne. Partiet vakte en del opsigt ved fx at støtte Libyens Kadafi og kræve de gamle tjekkiske områder fra mellemkrigstiden (Rutenien), i dag ukrainsk område, tilbage. Partiet blev dannet i december 1989, dvs. straks efter fløjlsrevolutionen. Ved valgene i 1992 og 1996 opnåede SPR-RSC mellem 6 og 8 pct. af stemmerne, men mistede derefter repræsentationen i parlamentet ved det efterfølgende valg i I midten af 1990erne repræsenterede de to yderliggående partier, kommunister (KSCM) og republikanere (SPR-RSC) omkring 20 pct. af vælgerne, en høj stemmeandel sammenlignet med forholdene i de tre andre centraleuropæiske lande. Republikanerne (SPR-RCC) havde hverken rod i dissidentmiljøer eller i partier fra mellemkrigsperioden, selv om partiet selv erklærede at kunne føre sig sin historie tilbage til mellemkrigstidens republikanske parti, som dengang dog mest henvendte sig til landmænd og småbønder. De høje stemmetal gav både republikanere og kommunister et betydeligt afpresningspotentiale, men i de første fem år efter fløjlsrevolutionen kunne Tjekkiet mønstre stabile 115 Slota s parti: Pravá slovenská národná strana (PSNS). 78

79 borgerlige flertal. Polarisering i tjekkisk politik skyldtes i virkeligheden ikke så meget de to yderpartier, snarere den generelt polariserede politiske kultur med skarpe modsætninger på især personplanet. Republikanerne (SPR-RSC) har haft stor støtte fra de grupper, som Samuel Lipset i sin tid betegnede som det fascistiske centrum. Partiet fik især mange stemmer i det nordlige Böhmen, hvor den ksenofobiske afvisning af immigranter og sigøjnere havde et særlig godt tag i fx arbejdsløse og arbejdsløshedstruede industriarbejdere. Tilslutningen kom ikke så meget fra vælgere, der traditionelt stemte på højrepartier, f.eks. kvinder, ældre og stærkt troende, men snarere fra vælgere der normalt havde stemt på venstrefløjspartier, især mænd, unge og ikke-troende. Især mænd under 30 år, bosiddende i mellemstore byer mellem og indbyggere blev tiltrukket af republikanerne, dvs. de samme sociale grupper, som i Frankrig stemte på Den Nationale Front og i Østrig på FPÖ 116. Ved 1998-valget vendte mange vælgere dog tilbage til Socialdemokratiet (CSSD). I 2001 gik partiet økonomisk (og politisk) konkurs, men repræsentanter fra partiet stillede dog op ved 2002 valget på den særlige liste for uafhængige enkeltpersoner og opnåede under det nye partinavn Miroslav Sladek s Republikanere i foråret 2002 mellem 1 og 2 pct. af stemmerne i flere meningsmålinger. Dette var dog langt fra nok til at sikre sig repræsentation i parlamentet, men nok til at opnå statstilskud i henhold til lovene om partivirksomhed. Sladek proklamerede også sit kandidatur til EU-parlamentsvalget i juni Heller ikke enkeltsagspartiet Pensionistpartiet (DZJ) fik ved 1998-valget ikke stemmer nok til at blive repræsenteret i parlamentet, selv om meningsmålinger op til 1998-valget tydede på det. Den partipolitiske scene blev efter 1998 således i mindre grad end frygtet præget af ikke-regeringsduelige, "non-electable" yderpartier. Af yderpartier med lavt koalitionspotentiale opnåede kun de tjekkiske kommunister (KSCM) repræsentation i parlamentet. I Ungarn opnåede de to yderpartier Husmandspartiet (FKGP) og Partiet for Retfærdighed og Liv (MIEP) ved valget i 1998 tilsammen omkring 20 pct. af de afgivne stemmer, for begges vedkommende nok til at blive repræsenteret i parlamentet. I nogle lande, fx Rumænien, Slovakiet og Ungarn, blev erklærede yderpartier og etniske partier usynliggjort og til dels ansvarliggjort gennem deltagelse i regeringer ledet af moderate højre- eller venstre-partier. En tilsvarende ansvarliggørelse (og usynliggørelse) fandt ikke sted i Tjekkiet, hvor kommunister og republikanere blev holdt ude fra regeringsdeltagelsen gennem stiltiende aftaler mellem de andre partier. Det yderliggående Partiet for Retfærdighed og Liv (MIEP) i Ungarn fik som sagt stemmer nok til at sprænge spærregrænsen ved valget i 1998, men den parlamentariske repræsentation gik tabt ved valget i 2002, især på grund af skærpet partikonkurrence grundet FIDESZ populistiske højrestrategi. Igennem ugeavisen "Magyar Forum" fremsatte MIEP forud for 2002 valget de kendte fjendebilleder og sammensværgelsesteorier. Fjenderne var frem for alt jøder, sigøjnere og udenlandske institutioner, f.eks. Den Internationale Valutafond. I spørgsmålet om Ungarns grænser handlede partiet ikke åbenlys revisionistisk, om end formuleringer fra Csurka side kunne indicere, at det forholdt sig sådan 117. Partiet vendte sig især kraftigt imod salg af ungarsk jord og ejendom til 116 Miroslav Novák (1997), Systemy Politických Stran, Praha:Sociologické Nakladelstvi, Praha: George Schöpflin henviser til Csurkas udtalelser til Zagreb avisen Globus 26. februar 1993, hvori han siger, at kravene om grænseændringer principielt er rimelige nok, men at Ungarn ikke har de militære midler til at gennemtrumfe kravene, se også George Schöpflin, Hungary and its Neighbours, Chaillot Paper 7, Maj

80 udlændinge, ligesom der iflg. MIEP var for mange jøder på topposter inden for staten og økonomien. Som FIDESZ nød MIEP godt af Demokratisk Forums (MDF) og de kristelig-demokraters (KNDP) tilbagegang, og ganske som Husmandspartiet (FKGP) angreb MIEP i stærke vendinger Guyla Horn s social-liberale koalition. Men koalitionspotentialet vedblev med at være meget lavt. Efter valget i 1998 erklærede Csurka sig villig til at støtte en centrum-højre regering og uden at træde ind i en sådan. Før 2002 valget var frygtet at FIDESZ skulle finde det parlamentariske grundlag hos MIEP, men den forudsigelse kom ikke til at holde stik, eftersom MIEP ved 2002 valget kun opnåede 4.3 pct. af stemmerne, dvs. ned under spærregrænsen. Siden har partiet arbejdet udenomsparlamentarisk og forsøgt med politisk come-back bl.a. gennem modstand mod ungarsk medlemskab af EU. Blandt de få erklærede etniske partier i Centraleuropa finder vi også Det Ungarske Koalition Parti (SMK) i Slovakiet 118. De ungarske mindretalspartier i nabostaterne har hørt til de mest velartikulerede og bedst institutionaliserede i Central- og Østeuropa. I begyndelsen af 1990 erne eksisterede tre ungarske partier i Slovakiet, Sameksistens ( Souziti ), Den Ungarske Kristelig Demokratiske Bevægelse (MKDH) og Det Ungarske Borgerparti (MPP). Sameksistens ledet af Mikos Duray gik længst i retning af at kræve autonomi og var derfor også mest kontroversielt politisk. Den Kristelig Demokratiske Bevægelse ledet af Béla Bugár optrådte mere politisk moderat med vægt på kristelige og konservative værdier og opnåede måske netop derfor også den højeste popularitet. Op til valget i 1998 krævede SMK-formanden Béla Bugár mere lokalt selvstyre i regioner med slovakisk flertal og deltog ved 1998 valget i den fælles front mod Vladimir Meciar og HZDS. Principielt var de ungarske mindretalspartier imod opløsningen af Tjekkoslovakiet, idet centralregeringen i Prag blev anset for en form for beskytter af det ungarske mindretals rettigheder. SMK undgik i valgmanifesterne at benytte betegnelsen "autonomi" for ikke at provokere vælgerne og derved blot give Meciar og HZDS endnu flere stemmer, ligesom også påstande fremført fra ungarsk side om genforening med Ungarn blev pure afvist. SMK blev oprettet i to forsøg. Den Ungarske Kristelig Demokratiske Bevægelse (MKDH), i sin tid oprettet på grund af uenighed med det daværende kristelige KDH's nationalitetspolitik, blev omdannet og fra april 1998 kaldt Den Ungarske Koalitions Parti (SMK). De to andre etniske partier, Det Ungarske Borgerparti (MOS) (tidligere Ungarns Uafhængige Initiativ (MNI)), og Sameksistens ("Souziti") sluttede sig til det nye parti SMK i juni måned 1998, således at de ungarske partier kunne optræde i fællesskab ved valget. Ganske som med Slovakiets Demokratiske Koalition (SDK) tvang Meciar-regeringens nye stramme valglov det ungarske mindretals partier til at slutte sig sammen i ét politisk parti. En parti-koalition blev i henhold til den nye valglov vedtaget af Meciar s regering betragtet som et valgforbund, hvor hvert enkelt parti i valgforbundet har egen partiidentitet og organisation og derfor hver skulle sikre sig fem procent af stemmerne for at skaffe koalitionen som helhed parlamentarisk repræsentation. I 1998 valgte SMK at slutte sig til anti-meciar regeringen. Efter valget har det dog haltet med hensyn til samarbejdet bl.a. på grund af modstand mod SMK fra især venstrepartiet SDL og Borgerforståelsespartiet (SOP), og flere gange truede SMK da også med at udtræde af regeringen, 118 Erklærede etniske partier findes især på Balkan, ikke alene i ex-jugoslavien, men også i Rumænien (ungarske partier) og Bulgarien (tyrkiske). 80

81 fx i forbindelse med diskussioner om forslag til ny administrative opdeling, der efter partiets mening ikke tilgodeså det ungarske mindretal tilstrækkeligt. Partiet støttede også den ungarske regerings forslag om autonomi, hvilket førte til at det nationaliske SNS luftede den tanke helt at forbyde partiet. Også kravet om etablering af et ungarsk universitet har været fast punkt på partiets dagsorden. I 2001 gjorde Det Ungarske Koalitionsparti (SMK) alvor af truslerne og forlod i en periode regeringen med henvisning til uenighed om antallet af regioner og direkte valg af lederne af landets regioner, konflikter der dybest set drejede sig om rettigheder for det ungarske mindretal. Efter pres både inde og ude fra genindtrådte partiet i regeringen, og senere, efter 2002 valget, valgte SMK igen at træde ind i en bred regeringskoalition ledet af Mikulas Dzurinda. I valgkampen der gik forud, havde partiet traditionen tro fremført krav om mere lokalt selvstyre, administrative reformer og forbedringer for det ungarske mindretals kulturelt og udannelsesmæssigt. Men også inden for den anden Dzurinda-regering kom det til at knibe med sammenholdet, og SMK stemte i flere tilfælde sammen med oppositionen, fx i forbindelse med forslag om nye bevillinger til miljøområdet. Ved Europaparlamentsvalget i 2004 erobrede SMK 13.4 pct. af stemmerne og fik derved to af Slovakiets i alt 14 mandater. I november 2004 erklærede Bugár, i ly af de interne problemer i regeringen, at SMK efter valget i 2006 vil vælge at gå i opposition, men den udtalelse blev modereret op til selve valget til, at SMK ikke ville gå i regering for enhver pris. I valgkampen slog partiet traditionen tro på mindretalsspørgsmål og emner med relation til økonomisk udvikling i landets sydlige regioner, hvor det ungarske mindretal er koncentreret. Sagt med andre ord havde den politiske profil ikke ændret sig synderligt. De regionale valg i november 2005 var noget skuffende, især fordi SMK mistede det absolutte flertal i Nitra regionen i det vestlige Slovakiet, hvor de fleste andre partier forud herfor havde etableret en alliance rettet mod at bryde SMK s flertal. Ved parlamentsvalget i 2006 opnåede SMK godt 12 pct. af stemmerne, men mistede sine pladser i regering, da forhandlingerne om en fælles regering med Smer-SD strandede på modstand fra det kristelig-demokratiske KDH, der ikke ønskede at være i regering sammen med Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS). Optagelsen af Slovakiets Nationale Parti (SNS) i Fico s regering fik Bugar til at advare omverdenen mod antiungarsk stemning og politik, om end Bugar måtte erkende, at en sådan politik ikke kunne læses direkte ud fra regeringsgrundlaget 119. Tilbagegangen i meningsmålingerne omkring årsskiftet gav stødet til planer om at stramme op organisatorisk, bl.a. gennem at give partiets regionale instanser større magt over opstillinger af kandidater til de nationale valg, og tage initiativ til tættere samarbejde mellem partierne i opposition til regeringen. Utilfredsheden førte til valget af Pal Czák til ny partiformand og dermed et ryk i en mere nationalistisk retning med større indflydelse til Miklós Duray, der stod FIDESZ-lederen Viktor Orban nær. Duray vakte opsigt, da han i april 2007 på ny rejste sagen om erstatning til fordrevne ungarere (Benes-dekreterne) og krævede større autonomi for det ungarske mindretal i Slovakiet. Et forslag i 2007 fra partiets side til udsoning af de historisk bestemte modsætninger mellem Ungarn og Slovakiet blev pure afvist, især fordi den slovakiske regering skulle revurdere holdningerne til Benes-dekreterne. 119 Pravda,

82 I Tjekkiet blev lige efter fløjlsrevolutionen oprettet et særligt mährisk parti, Bevægelsen for Det Selvstyrende Demokratiske Samfund for Mähren og Schlesien (HSD-SMS), der til overraskelse for de fleste klarede den høje spærregrænse på fem procent ved valget tilbage i Ved det første valg skulle vælgerne afgive tre stemmer til det fælles parlamenent, til det tjekkiske nationalråd og det nationale råd derfor lød valgparolen, Mindst én stemme til Mähren. Målet var ikke opsplitning af Tjekkoslovakiet, men en stat af ligestillede, selvstyrende decentrale enheder, kort sagt en føderalisering af landets tjekkiske del. Vigtigst var rehabilitering af Mähren og Schlesien, der kan føre sin historie 1200 år tilbage. Kravet gik på tilbagegivelse af de historiske rettigheder, der var blevet frarøvet regionen den under kommunismen 120. Denne regionale politiske sammenslutning var moderat indstillet, men internt splittet og gled derfor ud af parlamentet ved det andet frie valg i Senere forsøg på come-back i forskellige centrum-grupperinger mislykkedes Delkonklusion Som fremgået har de højre-traditionalistiske partier hver på deres helt egen måde taget udgangspunkt i symbolpolitik og nationalt prægede, ofte stærkt anti-kommunistiske diskurser. Enkelte som Ungarns Demokratiske Forum (MDF) i Ungarn og Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) har haft afsæt i reformvenlige kommunistiske partier, andre i dissidentgrupper under det kommunistiske styre. MDF s position i parlamentet blev overtaget af FIDESZ, der skiftede kurs og blev derefter en paraply for de centrum-højre grupper, der ikke kunne klare sig alene. I Polen blev højre-natioanle partier styrket efter 2001 valget og også ved 2005-valget, hvor Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) satte sig på såvel regeringsmagten som på posten som præsident. Den politiske samling af kræfterne begrænsede stemmespildet, men institutionelle problemer, programmatisk uklarhed, uenighed om policy-indholdet og mangelfuldt lederskab har plaget mange af partialliancerne på højrefløjen. Enigheden hørte som regel op hurtigt efter sejren over (post)kommunisterne. Sagt med andre ord, har alliancerne i udstrakt grad været negative, mere rettet mod den fælles ydre fjende. Forklaringerne skal findes på flere niveauer, på strukturelt og institutionelt og policy- og programplanet og aktør-planet. Partiinstitutionalisering synes ikke i sig selv at have haft den store effekt, men fraværet af fælles partihistorie og partikultur har spillet en vigtig rolle. Uenighed på policy-planet har mest drejet sig om udmøntningen af den vedtagne politik, sådan som vi eksempelvis så det i forbindelse med gennemførelsen af administrative reformer i Polen og Slovakiet. Den populistiske retorik har været tydelig, men mest hos partier i opposition. Ekstreme højrepartier har været ret svagt repræsenteret, om end valget i Polen i 2001 gav nye protestpartier en ganske stærk repræsentation i parlamentet. Flere er blevet ansvarliggjort gennem regeringsdeltagelse. Den skarpe retorik fortsatte dog efter det polske Lov og Retfærdighedspartiets (PiS) overtagelse af regeringsmagten. Konservative-nationalistiske partidannelser har været svagest repræsenteret i det sækulare, tidligt industrialiserede og derfor mere by-prægede Tjekkiet, mens nationale appeller har haft godt tag i de slovakiske vælgere i de vanskelige år efter uafhængigheden. Den økonomiske politik har ikke delt partierne særlig meget. Partiprogrammerne har som regel været vage og abstrakte, især på det sociale og økonomiske område og derfor svære at tolke. Ofte har personstridigheder været udslagsgivende, og partiloyaliteten og elitesammenholdet har været lav 120 Interview med parlamentsmedlemmet Václav Tomis i Rudé Právo, :1-2 under overskriften Stát rozbijet nechceme. 82

83 især i Polen og Slovakiet. Efter valget i oktober 2007 opnåede PiS et monopol på højrerepræsentation i parlamentet. 83