Del 3b. V. Eksempler på højrepartier og agrare partier

Transkript

1 Del 3b V. Eksempler på højrepartier og agrare partier Som nævnt vil den følgende gennemgang tage udgangspunkt i opdelinger af højrepartierne i henholdsvis i typerne traditionalistiske, liberale og agrare. Der indledes med en forholdsvis grundig gennemgang af fagbevægelsen Solidaritet, Valgaktion Solidaritet (AWS), herunder forskellige fraktioner inden for AWS, samt Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og Ligaen af Polske Familier (LPR). Der vil også være en gennemgang af Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) i Polen, Den Kristelig Demokratiske Bevægelse (KDH) i Polen, og Borgerforum (OF). Blandt de mest ekstreme højrepartier ser vi på fx Det Republikanske Parti (SPR-RSC) i Tjekkiet og MIEP i Ungarn. Derefter følger efter samme fremgangsmåde gennemgange af højre-liberale partier med særlig stor vægt på Borgerdemokratiske Parti (ODS) og Borgerdemokratisk alliance (ODA) i Tjekkiet, SDK og SDKU i Slovakiet, Frihedsunionen (UW) og Borgerplatformen (PO) i Polen samt Alliancen af Fri Demokrater (SZDSZ) i Ungarn. Kapitlet afsluttes med analyser af agrare partier, for Ungarn Husmandspartiet (FKGP), for Polen Folkepartiet (PSL) og det mere populistiske parti Selvforsvar (Samoobrona) og for Tjekkiet KDU- CSL. Placeringen af de enkelte partier på højre-venstreskalaer er ikke nogen enkel sag, for både bevægelsespartier og standardprægede partier har spændt ideologisk bredt. Agrare partier er normalt betragtet som centrum eller centrum-venstre orienterede, men det ungarske Husmandsparti (FKGP) udgjorde et historisk parti til højre for den politiske midte. De mere centrum-orienterede agrare partier PSL i Polen og KDU-CSL i Tjekkiet havde været lydpartier i tiden under kommunistisk styre og kunne derfor i hvert fald i udgangssituationen godt betragtes som post-kommunistiske Fagforeningen Solidaritet ( S ) Næppe nogen anden fagforening i Europa har som Solidaritet på samme tid haft regeringsmagten og samtidig hermed også været indbegrebet af parti og interesseorganisation. Fagforeningen Solidaritet igangsatte i sin tid den politiske kædereaktion, der endte med gamle systems krise og undergang kulminerende med rundbordssamtalerne, junivalget i 1989, dannelsen af den første ikkekommunistiske regering, den økonomiske chokterapi og den særlige politiske kapitalisme, der fulgte efter. Som formuleret af fagforeningen Solidaritets tidligere leder Marian Krzaklewski har Solidaritet mest været kendetegnet ved at være imod (det gamle system) og i den sammenhæng bekendt sig til universelle kristne ideokratisk bestemte værdier og til historiske traditioner og myter gående tilbage til kampen mod det gamle system eller måske meget længere tilbage i Polens turbulente historie 1. Over sin 20-årige historie har Solidaritet på skift legemliggjort en bred social protestbevægelse med indbygget selvbegrænsning, en klassebaseret fagforening med snævert sigte, et bredt catch-all 1 Interview med Krzaklewski i Tygodnik Solidarnosc, 36 (572) 1999:4. 1

2 bevægelsesparti i et samfund underkastet hastige forandringer, og endelig som den dominerende del af AWS et politisk parti i mere klassisk forstand. Solidaritet var på samme tid en fagforening og politisk massebevægelse og en protest-bevægelse ( pozycji protestu ) og en såkaldt refleksiv bevægelse ( pozycji refleksji ). Støtten til demokratiet har været mere værdibaseret (antikommunismen) end interessebaseret. Solidaritet fik sin styrke takket være det gamle system, men fik snart problemer med hensyn til egen identitet, da det gamle system brød sammen. Solidaritet opstod som bekendt ikke som et politisk parti, men snarere som en bred antikommunistisk borgerbevægelse. Det eneste erklærede parti i opposition til kommunisterne før 1989 i Polen var Konføderationen for et Uafhængigt Polen (KPN), oprettet i 1979, men partiet blev kørt ud på et sidespor, da det gamle system gik under sidst i 1980erne især på grund af den skærpede partikonkurrence 2. Solidaritet udgjorde også en patriotisk bevægelse, der til stadighed fremhævede den store historiske opgave det var at udvikle Polen til et frit land. Solidaritet forblev i hvert fald frem til 1989 en pragmatisk, moderat og også selvbegrænsende bevægelse. Det store flertal i Solidaritet accepterede således deltagelsen i rundbordssamtalerne. Kun et mindretal omkring det højrenationale KPN og det katolske ZchN, afviste at forhandle med de kommunistiske myndigheder og holdt fast i fundamentalistiske katolske værdier. Senere, som regeringsbærende parti måtte Solidaritet efter 1989 arbejde over jorden og føre konkret politik i et stadig mere klart socialt opdelt samfund. I 1980 havde Solidaritet været en massebevægelse med fagforeningsform 3. Social protest er gået hånd i hånd med kamp for national genfødsel 4. Forsvaret af arbejdernes umiddelbare krav kom i anden række, da et sådant forudsatte en grundlæggende ændring af det daværende system. Konkrete planer for fremtiden blev derfor udskudt til efter at sejren over det gamle system var vundet (Morawski, 1998:74). Gennem kampen mod det gamle system havde Solidaritet tilegnet sig en helt særlig etos, på samme tid socialdemokratisk og kristen, og støttet af kontra-myter, rettet mod post-kommunisternes tilsat paroler om frihed og økonomisk lighed 5. Dette gav i de første år efter 1989 den politiske linie og den politiske stil et nærmest romantisk præg. Efter jordskredssejren i 1989 forventede Solidaritet at skulle være den ledende politiske kraft i mange år frem i tid. Få, om nogen overhovedet forestillede sig et politisk come-back for postkommunsterne inden for overskuelig tid. Efter det gamle systems fald behøvede bevægelsen Solidaritet ikke længere at gemme sig bag fagforeningsmasken. Fagforeningslinien blev ganske vist ikke helt opgivet, men den politiske kamp blev en vigtigere del af fagforeningen Solidaritets virksomhed. I første omgang de politiske diskussioner gennem Solidaritets borgerkomitéer ( komitety obywatelski S ), rettet først og fremmest mod postkommunisterne og den konkurrerende fagforening OPZZ med krav om et mere radikalt opgør med den kommunistiske fortid. Kampen skulle imidlertid hurtigt også blive til en kamp inden for Solidaritet selv, til en hård kamp mellem Vi. Solidaritet var godt nok en stor bevægelse, men den interne splittelse gjorde efterhånden bevægelsen svag, bagudskuende og sårbar. 2 Janina Padarowska, Jerzy Baczynski, Wybrocy bez wybory, Polityka 17(2449), 24 april 2004:3. 3 Teresa Bogucka, Druga Solidarnosc, Gazeta Wyborcza : Udmærket beskrevet i Leszek Koczanowicz, Cztery mity Solidarnosci, Gazeta Wyborcza august 2004:15. 5 Se fx Morawski, 1998:71. 2

3 Før 1989 havde forholdet til de kommunistiske myndigheder været et nul-sum spil. Uenigheden inden for Solidaritets rækker blev neddæmpet og ligefrem ofret i sammenholdets navn. Princippet om styrke gennem enhed afspejlede sig organisatorisk i den territorial-regionale struktur og udstrakt konsensus programmatisk. De politiske erklæringer var abstrakte og symbolske præget af slogans om social retfærdighed, demokrati, sandhed, styre ved lov, menneskerettigheder og nationalt fællesskab 6. Enigheden omkring den konkrete politik var umulig at opretholde i længden, og vægten på abstrakt symbolpolitik viste sig kontraproduktiv efter sejren over det gamle system var vundet. Solidaritet har været en heterogen bevægelse. Over perioden siden 1989 skal skelnes mellem fagbevægelsen Solidaritet ("S") partibevægelsen Solidaritet (RS AWS) parti-koalitionen Solidaritet, dvs. Valgaktion Solidaritet (AWS), sammensat af over 30 forskellige grupperinger. Det første delvist frie valg var mest en folkeafstemning for eller imod det gamle statssocialistiske system og ikke et valg mellem politiske programmer. Ved dette valg var valgdeltagelsen på pct. Takket være valgordningen sikrede Solidaritet sig 99 ud af 100 medlemmer af Senatet. De ca. 26 pct. af vælgerne der stemte postkommunistisk blev ikke repræsenteret, men opnåede takket være aftaler på forhånd 2/3 af sæderne i Sejmen. Fra Solidaritet blev vægten blev lagt på identitetspolitik og afpresning af myndighederne. Langsigtede programmer var svære at udarbejde på grund af tidspres og udbredt transition anomie. Enkeltpersoner, political crafting og personlige netværk, ikke så meget partiernes ideologiske og programmatiske orientering var grundlag for politisk magt og også for udnævnelsen af ministrene, i hvert fald under den første regering ledet af Solidaritet. I december 1988 blev oprettet adskillige borgerkomitéer ( Komitet Obywatelski ) rundt om i landet ledet af Lech Walesa og repræsentanter fra kulturliv og videnskab og aktive dissidenter. I tilknytning til borgerkomitéen (OKP) blev nedsat i alt 15 kommissioner, som beskæftigede sig med analyser og politik-formulering. Derudover blev der nedsat særlige kommissioner for fagforeningspluralisme, organisationsfrihed samt politiske og økonomiske reformer. Solidaritet kunne på det indledende tidspunkt måske bedst betragtes som et (proto)parti med et skyggekabinet og med et program, der med tiden skulle gøre Solidaritet i stand til at overtage regeringsmagten. OKP, Solidaritets første parlamentsgruppe, kunne groft sagt opdeles i ni forskellige grupper. Lech Walesa havde allerede før valget banet vejen for et politisk systemskifte gennem forslag om en regering med ZSL og SD, det kommunistiske partis (PZPR) tidligere allierede, hvilket på det tidspunkt blev betragtet som den taktisk bedste fremgangsmåde. En regering af den type ville heller ikke forurolige Kreml alt for meget. Savnet af nye administrative ledere blev løst ved at overlade sikkerhedsapparatet og militæret til kommunistisk udpegede ministre. Formelt var borgerkomitéerne (OKP) uafhængige af fagforeningen Solidaritet. Komitéerne var for det meste 6 Bohdan Sklarski (1993), Party Non-system. Nascent Political Parties, Elites, and Electorate, Sisyphus, 1 (IX), Warszawa:IfiS Publishers, IPS Publishers:36. 3

4 samlet omkring bestemte enkeltpersoner, der havde som deres endelige mål at oprette deres eget politiske parti. Efter det første frie valg i 1989 blev Solidaritet som sagt ramt af alvorlig indre splittelse, de såkaldte "krige i toppen". Walesa s fløj mente således, at centrum-venstre, dvs. Mazowieck s fløj, var overrepræsenteret. Kort sagt, sammenholdet fra tiden med arbejde under jorden forsvandt, da fjenden, kommunisterne, var besejret. Som formuleret af Edmund Wnuk-Lipinski blev reelt fulgt en politik, der reelt mest gik ud på at skade andre inden for egen lejr, og derved også skade samfundet som helhed (Wnuk-Lipinski, 2003:194). Uenighederne i Solidaritet blev af strategiske årsager holdt nede i perioden frem til valget i sommeren 1989 og også i den første del af Mazowiecki s regeringsperiode. I selve regeringsudøvelsen forfaldt Solidaritet til euforisk arrogance og magtfokuseren og tabte derfor en god del af bevægelsespræget og den tætte kontakt til det civile samfund. Det var i brede kredse i Solidaritet ventet, at befolkningen ville acceptere en radikal omstrukturering alene ud fra en betragtning om at denne politik var god og indlysende, og at alternativet, en tilbagevenden til det gamle system, under alle omstændigheder ville blive betragtet som værre 7. Betydningen af det socialistiske sindelag i befolkningen blev imidlertid klart undervurderet. Klassiske socialistiske temaer som arbejderselvstyre, arbejderråd, medeje af virksomheder, strejker og demonstrationer, alle var kendt fra kampene i , forsvandt snart fra den politiske dagsorden og blev end ikke drøftet efter at sejren over det gamle system var vundet. Solidaritet fremstod således op til valget i juni 1989 som et bredt favnende bevægelsesparti med organisatorisk støtte i borgerkomitéerne og fagbevægelsen Solidaritet. Der var tale om et fraktionsopdelt embryonalt politisk parti og et parti i den minimalistiske variant, men i hvert fald i udgangssituationen med dybe rødder i den polske befolkning. Godt nok var Solidaritet en bred, ja en stor bevægelse, men den var samtidig hermed svag på grund af lav institutionalisering og flad struktur og på grund af uenighed om forholdet til fortiden og selve indretningen af det polske samfund. Solidaritet var som vi har set i udgangspunktet i høj grad en bevægelse for moralsk fornyelse og havde her et klart forspring i forhold til kommunisterne og deres tidligere allierede. Vi contra Dem holdningerne, den nærmest manikæiske opdeling i godt og ondt og kravet om at tale på hele samfundets vegne gav dog ikke megen plads for fredelig intern debat og moderate valg 8. Hurtigt efter 1989 blev det stadig sværere for Solidaritet at holde forspringet. Karakteren af massebevægelse døde bort omtrent samtidig med, at fjenden, det gamle kommunistiske system, bukkede under. Den økonomiske recession og de stærkt voksende sociale problemer ændrede Solidaritets situation radikalt. Det var under økonomisk nedgang og hastige samfundsforandringer nærmest umuligt at formulere konsistente holdninger til de helt aktuelle spørgsmål, så gennemtænkte visioner og programmer for fremtiden og for samfundets overordnede interesser var savnet 9. 7 Se Bohdan Szklarski, Party Non-system, Nascent Political Parties, Elites, and the electorate, Sisyphus, 1 (IX), 1993:37. 8 Bohdan Szklarski, Party Non-systems. Nascent Political Parties, Elites, and the Electorate, Sisyphus, 1 (IX), Warsaw, 1993:38. 9 Voytek Zubek, The Phoenix Out of the Ashes: The Rise To Power of Poland s Post-Communist SdRP, Communist and Post-Communist Studies, Vol. 28, No. 3, 1995:

5 Planerne for overgangen fra plan til marked var for uklare og usammenhængende. Diskursen var i udgangspunktet konservativ og traditionalistisk og policy-indholdet markedsskeptisk og paternalistisk. Normerne fra og årene op til 1989 passede dårligt med opbygningen af et funktionelt demokrati. Målene for fremtiden blev formuleret for bredt, mest i form af abstrakte og vage symboler og diskurser med udgangspunkt i krav om selv-organisering, samfundsmæssiggørelse ( uspolecznienie ) af staten og indførelse af en moralsk økonomi. Walesa s krav om fremskyndelse ( przyspieszenie ) kom igen, ofte tilsat en pæn portion demokratisk socialistisk ideologi med krav om overgang til et mere deltagelsespræget, direkte demokrati. Snart opstod uenighed om, hvorvidt Solidaritets parlamentsgruppe skulle støtte den Solidaritetledede regering eller alternativt være drivkraft i et kompromisløst opgør med det gamle system. Lech Walesa støttede krav om en fremskyndelse ( przyspieszenie polityczne ), dvs. en hårdere kurs over for kommunisterne og et opgør med selve filosofien bag rundbordssamtalerne. Desuden lancerede Solidaritet et privatiseringsprogram med uddeling af samfundets værdier til hele den polske befolkning ( uwlaszczenie ). Walesa måtte dog balancere mellem de forskellige fløje inden for bevægelsen med på den ene side en autoritær tendens med had til kommunismen og tilbøjelighed til populisme og nationalisme og på den anden side en liberal selvbegrænsende linie, der var præget af udstrakt politisk tolerance, åbenhed samt mere pro-europæiske og sækulare værdier 10. Ud fra Solidaritet og borgerkomitéerne (OK) blev inden længe oprettet nye partier, hvoraf mange dog fik en yderst kort levetid. Den normale procedure var dannelsen af en ny parlamentarisk gruppe, senere oprettelsen af valgkomitéer, der skulle sikre kandidaterne valg ved det efterfølgende parlamentsvalg, kort sagt havde vi at gøre med en overvejende endogen partioprettelse. Et eksempel på en udbrydergruppe fra OKP var Arbejdets Solidaritet ( Solidarnosc Pracy ), som blev oprettet ud fra fraktionen Solidarnosc Pracy. Arbejdets Solidaritet (SP) havde dog taget del i parlamentsvalget i 1991 som selvstændigt parti og havde her opnået repræsentation i parlamentet, Sejmen. Den forhøjede spærregrænse førte til, at flere fra Arbejdets Solidaritet (SP) i juni måned 1992 gik med over i det nyoprettede parti Arbejdets Union (UP), der repræsenterede Solidaritets mere socialistiske fløj og desuden fik tilslutning fra både reformkommunister og tilhængere af Solidaritet. Blandt de andre udbrydergrupper fra Borgerkomitéerne (OKP) kan nævnes liberale proto-partier som ROAD, KL-D og Demokratisk Union (UD), sidstnævnte støttede Tadeusz Mazowiecki s regering og Balcerowicz-planen. Centrumalliancen (PC) støttede derimod Lech Walesa og krævede som Lech Walesa en yderligere optrapning af opgøret med det gamle system (på polsk: dekomunizacji ). Den gamle etos fra tiden før 1989 ( the founding context ) fik klart mindre symbolsk betydning, da sejren over det gamle system var endeligt vundet. Edmund Wnuk-Lipinski forklarer dette ud fra strukturelle faktorer 11. Den umiddelbare følge af sejren over det gamle system var, at Solidaritet hurtigt mistede sin klassiske mobiliserende rolle. Solidaritet havde i sin tid haft sine højborge i de store statsvirksomheder, dvs. mastodonterne fra den planøkonomiske periode. Arbejdets organisering og fagforeningsvirksomheden havde taget udgangspunkt i det planøkonomiske system, 10 Tale af Bujak i Harrogate, gengivet ordret i Tygodnik Solidarnosc 33 (100), : Interview med Wnuk-Lipinski, direktør for Institut for Politisk Forskning, PAN, i Zycie Gospodarcze no.26, 28.juni 1992:1 og 4, Demokracja nie jest ideologia. 5

6 og virksomheders eksistens var derfor for fagforeningslederne politisk og ikke markedsøkonomisk bestemt. De økonomiske forandringer blev med andre ord ikke opfattet i markedsøkonomiske baner, snarere politiske, hvilket uundgåeligt påvirkede holdningerne til myndighederne. Afpresning af systemet og output-artikulation forblev de foretrukne påvirkningsmidler. Solidaritet kritiserede således meget skarpt tyveriet af statslig ejendom gennem nomenklatur-privatiseringer sidst i 1980 erne og afstod ikke fra at blokere for nye privatiseringer af virksomheder, dersom ansættelsessikkerheden var truet, jævnfør de skarpe protester mod nedlæggelsen af Lenin-skibsværftet i Gdansk Solidaritets gamle højborg. Solidaritets kernevælgere, arbejderne på de store tabsgivende statsvirksomheder, blev i vid udstrækning ofre for de dybe økonomiske forandringer i kølvandet på gennembruddet i Revolutionen åd endnu engang sine egne børn. Der opstod uundgåeligt spænding mellem på den ene side det, der var grundlaget for Solidaritet, dvs. kampen mod det totalitære system, og på den anden side de interesser, der skal varetages under overgangen til det nye markedsorienterede system, frem for alt sikring af arbejdspladser og højere levestandard. Først med det gamle systems fald blev meningsforskellene åbenlyse for omverdenen. Indtil da var uenigheden blevet holdt nede af hensyn til kampen mod det gamle system og den enkeltes kamp for mere frihed (Morawski, 1998:178). Afgørende for Solidaritet var at bringe (post)kommunisterne i defensiven og ændre selve magtforholdene i samfundet. Ved at stille krav til det gamle system og samtidig undlade at forholde sig konkret til det nye forsvarede Solidaritet indirekte det gamle kommunistiske synspunkt om, at det nye ikke kommunistiske system er fundamentalt sundt og historisk progressivt, og tesen om at lederne altid har ret. Troen på at der med Solidaritet var oprettet en proto-hegemonisk partibevægelse var således meget stærk. Solidaritet handlede derfor ud fra, at det var tilstrækkeligt til stadighed at tvinge (post)kommunisterne til flere indrømmelser. Selve ansvaret for den politiske og økonomiske udvikling var ikke på dagsordenen lige omkring det gamle systems undergang, hvilke skulle skabe problemer, da overtagelsen af regeringsansvaret blev mulig før end forventet. Afpresning af systemet måtte herefter afløses af policy-formulering og fremtidsrettede politiske programmer. Uheldigvis manglede Solidaritet i de første år professionelle folk især på mellemniveau, der kunne gå ind og erstatte den gamle nomenklatur og derved opbygge et nyt og bedre administrativt apparat. Skulle Solidaritet komme til magten, ville den gamle nomenklatur få stor indflydelse alene takket være administrative kontrol. Det kneb også med at få indført holdbare fremgangsmåder for konfliktløsning, hvilket havde til følge, at utilfredsheden i stedet kom til udtryk udtrykt på gaden, fx gennem strejker og protestaktioner 12. Mangel på fremtidsperspektiver og visioner hos de nye politiske partier og ledere virkede i sig selv demobiliserende. Under den sociale og økonomiske nedtur var der ellers et meget stort behov for konkrete gennemtænkte programmer og visioner for fremtiden. 12 Udtrykt af Jadwiga Staniszkis i en rundbordssamtale om AWS og Solidaritets problemer i Tygodnik Solidarnosc, 45 (581) 1999:

7 Fra første til fjerde Solidaritet Første var Solidaritet fra 1980 til Dengang var Solidaritet en massebevægelse med næsten 10 mio. medlemmer. Solidaritet blev registreret som en lovlig fagforening den 10. oktober Ledelsen var sammensat af repræsentanter fra de største regioner, mange var kendte oppositionelle. I 1981 vedtog Solidaritet et program, der talte for skabelsen af et solidarisk selvstyrende samfund. Det andet Solidaritet blev skabt under undtagelsestilstanden som blev proklameret i december Solidaritet blev forbudt og flere tusinde aktive fra Solidaritet blev interneret. Solidaritet måtte i stedet arbejde under jorden, dvs. illegalt. Nye folk kom til, deriblandt senere aktive politikere, fx brødrene Jaroslaw og Lech Kaczýnscy og den senere ministerpræsident Jerzy Buzek. Det tredje Solidaritet blev skabt i kølvandet på strejkerne i 1988 med oprettelsen af Solidaritets borgerkomiteer ( Komitet Obywatelski ). Flertallet i Solidaritet valgte at gå med til rundbordssamtaler med regeringen. Modstanderne sluttede sig til det kæmpende Solidaritet ( Solidarnosc Walczacy ) eller Solidaritet 80 ( Solidarnosc 80 ). Ved jordskredsvalget i 1989 opnåede Solidaritet 250 pladser i parlamentet. I parlamentet blev oprettet en parlamentarisk klub, Obywatelski Klub Parlamentarny (OKP). OKP blev snart delt op i forskellige politiske grupper og der udspandt sig snart regulære krige i toppen. I 1991 blev Marian Krzaklewski formand for fagbevægelsen Solidaritet efter Lech Walesa. I 1993 var Solidaritet med til at vælte den Solidaritetledede regering under Hanna Suchocka s ledelse. Det fjerde Solidaritet opstod under de fire år med post-kommunistisk styre. På Kraklewski s initiativ oprettedes Valgaktion Solidaritet (AWS) sammensat af omkring 30 forskellige højregrupper. Formålet var at samle kræfterne mod post-kommunisterne og forebygge stemmespild. Efter valget i 1997 dannede AWS en flertalsregering med Frihedsunionen (UW). Solidaritet og opbyggede sin egen politiske repræsentation i form af Ruch Spoleczny AWS (RS AWS). I juni 2000 forlod Frihedsunionen (UW) regeringen, og AWS måtte indtil arbejde videre som mindretalsregering. Nederlaget ved præsidentvalget i oktober 2000 optrappede uundgåeligt uenigheden inden for AWS. En ny beslutningsstruktur blev etableret i omkring årsskiftet 2001, hvilket dog ikke forhindrede, at fremtrædende personer, fx Maciej Plazynski og Aleksander Hall, forlod AWS for at tilslutte sig den nye liberale platform ( Platforma Ludzi Strodka, PO). AWS blev herefter omdannet til en ny valgalliance AWSP, hvor P står for Højre ( Prawo ). Ved parlamentsvalget i september 2001 mistede Solidaritet og AWSP repræsentationen i parlamentet. Formelt, men ikke reelt, trak Solidaritet sig herefter tilbage fra direkte engagement i politik. Kilde: Egen opstilling, inspireret af en tilsvarende oversigt i Polityka no. 50 (2223) : 6 I det nye post-kommunistiske system måtte uundgåeligt blive skabt alvorlige spændinger mellem de gamle abstrakte værdimål og den daglige politik, især i perioder hvor Solidaritet havde regeringsansvar. De markedsøkonomiske reformer nedbrød de fælles interesser i sociale grupper, der i sin tid havde støttet bevægelsen Solidaritet, det være sig industriarbejdere, bønder eller ansatte inden for eksempelvis skolevæsen og sundhedsvæsen. I kampen for at varetage særinteresser fik både 7

8 fagforeningen og partibevægelsen Solidaritet uventet konkurrence fra andre partier, eksempelvis SLD, PSL og KPN og Arbejdets Union (UP). Den politiske scene- og Solidaritet selv- blev herefter opdelt i flere forskellige politiske fraktioner. Der var dem, der ønskede en hurtig overgang til vestlig type markedsøkonomi, koste hvad det ville. Andre talte for tredje veje, hvor princippet om tilbagevenden til Europa blev tilført helt særlige polske træk med baggrund i den stærke katolsk moral og etik. I den indledende fase evnede Solidaritet ikke at få udarbejdet et økonomisk program, som over for vælgerne og omverdenen udgjorde et bæredygtigt alternativ til Rakowski s reformer. Spørgsmålet om Solidaritet ( NSZZ Solidarnosc ) bør betragtes som en politisk bevægelse eller som en fagforening, måske begge dele på én gang, var og er for så vidt stadig aktuelt. Tilbage i 1980 havde Solidaritet udgjort en inklusiv folkelig anti-kommunistisk catch-all bevægelse. Sammenlignet med første Solidaritet blev Solidaritet efter 1989 mere eksklusiv og forholdt sig mere afgrænsende over for omverdenen og undertiden direkte afvisende over for andre konkurrerende partier og bevægelser. Større vægt er siden sejren over kommunisterne lagt på realisering af mål, som i høj grad fokuserede på at beholde den nyvundne magt 13. Men værdier og interesser blandt skulle gerne konvergere, dersom forsøg på at få skabt ny partiidentitet og fælles partikultur skulle lykkes, og her har det knebet, for partikulturen kunne i længden ikke bæres oppe alene gennem henvisninger til den gamle foundation myth og kampen mod det gamle system. Fagforeningen Solidaritet har som antydet især haft særlig stor tilslutning blandt konservativt indstillede arbejdere på de store statsvirksomheder, dvs. dinosaurerne fra den stalinistiske periode i begyndelsen af 1950 erne. Det er efterhånden også gået rimeligt med hensyn til tilslutningen til fagforeningen på store privatiserede virksomheder. Indflydelsen har til gengæld været alt for lav på nye og mindre private virksomheder, hvor holdningerne til indførelse af markedsøkonomi typisk har været positiv, og hvor arbejdsgivernes modstand mod faglig organisering har været særlig stærk. For at sikre et mere fast vælgergrundlag og medlemsgrundlag måtte fagforeningen Solidaritet nødvendigvis sikre sig bedre repræsentation i de nyoprettede private virksomheder, ellers risikerede medlemstallet at gå ned og under støtten den konkurrerende fagforening OPZZ og ned under halvdelen af medlemstallet i 1989 på 2.5 mio. De regionale strukturer i Solidaritet måtte tilpasses den nye administrative inddeling med 16 regioner (voivod er), men af historiske årsager fandtes en del modstand mod den opdeling fra både små og store regioner, blandt andet den største af dem alle, Mazowsze. Heller ikke på kongressen i december 2000 lykkedes det at få ændret antallet af regionale afdelinger. Af de 37 afdelinger havde den svageste blot medlemmer, den største (Slasko-Dabrowski) For at opnå flere medlemmer og fastholde eksisterende tilbød flere lokale afdelinger, eksempelvis skibsværftet i Gdansk, medlemmerne særlige ydelser som forsikringer, billige lån, gratis komputer-kurser, billetter til sportsbegivenheder og andre kulturelle begivenheder. Solidaritets første rigtig store krise kom efter valgnederlaget i Valget i 1991 havde givet Solidaritet godt fem procent af stemmerne og 27 pladser i Sejmen, men ved det valg fandtes ingen nedre spærregrænse. I det parlament der blev resultatet af det efterfølgende 1993-valg, blev fagforeningen Solidaritet slet ikke repræsenteret. Spærregrænsen var forud for valget blevet sat op til fem procent. Ved 1993 valget var det især det store stemmespild på højrefløjen, der gav SLD og PSL valgsejren. 13 Michal Wenzel, Solidarity and Akcja Wyborcza Solidarnosc. An Attempt at Reviving the Legend, Communist and Post-Communist Studies Vol. 31, No.2:

9 Uden for parlamentet forsøgte Solidaritet at genvinde det tabte gennem forskellige strejker og protestdemonstrationer. Til de spektakulære initiativer hørte indsamlingen af underskrifter til støtte for Solidaritets forfatningsforslag, som var udarbejdet af en særlig forfatningskommission. I kommissionen fandtes forskellige repræsentanter fra, hvad der blev betegnet som centrum-højregruppernes fælles sekretariat ( Sekretariat Ugrupowan Centroprawicowych ). Underskrifterne gav Solidaritet ret til deltagelse i parlamentets forfatningskommission, men forsøget på at få bragt forslaget til folkeafstemning samtidig med forfatningskommissionens forslag lod sig ikke realisere på grund af SLD og PSL s modstand. Udsigterne til at få oprettet en fælles front mod postkommunisterne var i det hele taget ikke særlig lyse. Uenigheden vedrørte centrale spørgsmål som fagforeningernes rolle på statsligt og politisk niveau samt spørgsmålet om privatiseringsformer og den økonomiske reform som helhed. Fagforeningen Solidaritets ( NSZZ Solidarnosc ) centrale politiske rolle var i høj grad en følge af det organisatoriske tomrum på højrefløjen. Der fandtes ganske enkelt ikke andre centrum-højre grupper, som kunne udgøre det samlende element (Knuzewski 1998:57). Partierne på højrefløjen var op til 1993 valget i næsten alle tilfælde blevet oprettet endogent, dvs. efter alvorlig splittelse inden for Solidaritet bevægelsen, men parti-opsplitningen skulle i vise sig yderst kontraproduktiv på grund af gigantisk stemmespild, hvilket alvorligt svækkede den fælles kamp mod postkommunisterne. Efter valgnederlaget i 1993 måtte de forskellige stridende grupper med baggrund i Solidaritet nødvendigvis prøve at samle kræfterne. Samlingen blev en realitet efter flere forgæves forsøg, og opnået takket være etableringen af partifødeationen Valgaktion Solidaritet (AWS) i Valgsejren i 1997 skyldtes bedre organisation, en dygtigt gennemført valgkampagne med catchall appeller. Ønsket om mere anstændighed og ærlighed i politik var ventet hos mange AWSvælgere. Flere ledende personer inden for fagbevægelsen Solidaritet blev valgt til Sejmen og fik derefter ministerposter, og Marian Krzaklewski blev efter valget på samme tid formand for fagforeningen Solidaritet og AWS parlamentsgruppe. Krzaklewski s position i fagforeningen Solidaritet var stærkere end i sin tid Lech Walesa s, men han kunne ikke som Walesa knytte an til egne bedrifter under kampen mod det gamle system, hvilket uundgåeligt skabte problemer. Ikke desto mindre havde Lech Walesa i sin tid modsat efterfølgeren Krzaklewski kæmpet hårdt for at bevare formandsposten. Efter hans afgang kom kongresserne i Solidaritet fulgt et nøje fastlagt skema. Den politiske strategi blev ændret efter overtagelsen af regeringsansvaret i Hvor fagforeningen Solidaritet i 1993 var gået på barrikaderne og nedstemte Hanna Suchocka s regering i parlamentet og under grundlovsdiskussionen pure afviste regeringens "ugudelige" forslag til grundlov, manede Solidaritet efter overtagelsen af regeringsansvaret i 1997 til ansvarlighed og selvbegrænsning. Fagbevægelsen Solidaritet anno 2000 var meget forskellig fra den brede sociale bevægelse tilbage i 1980'erne. Syndikalisme var dengang blandet op med en god portion socialdemokratisme, korporatisme og katolicisme. Catch-all præget blev godt nok søgt fastholdt, men samtidig kunne tydeligt iagttages en bevægelse i retning af en partidannelse af karteltypen. Højre-ideologien kom til udtryk gennem modstand mod abort og familieplanlægning, en stærk antikommunistisk retorik og gennem meget tætte bånd til kirken. I økonomiske og sociale spørgsmål havde vi snarest at gøre 9

10 med en særegen kristen socialisme 14. Kongressen i efteråret 1998 var iflg. kritikerne et klart vidnesbyrd om den fremadskridende forstenings- og bureaukratiseringsproces med stadig større magt omkring formanden 15. Kongressen fandt sted forholdsvis kort tid efter tilbageerobringen af regeringsmagten fra post-kommunisterne, så stemningen var god, ja nærmest euforisk. Lech Walesas tale til kongressen og hans skarpe kritik af AWS politik faldt set på den baggrund ikke i god jord. Anderledes forholdt det sig på den efterfølgende anden kongres i december 1999, for denne kongres fandt sted på et tidspunkt, hvor tilslutningen til AWS var begyndt at dale og nærmest var nået nulpunktet. Derfor blev fra mange kongresdeltageres side rettet en skarp kritik af regeringens politik, først og fremmest mod privatiseringspolitikken og skattepolitikken, ligesom der blev stillet krav om hurtig indførelse af 40-timers arbejdsuge og lørdagsfrihed. Ministerpræsidenten Jerzy Buzek havde taget seks af sine ministre med til fagforeningskongressen for at forsvare sig, men kritikken blev dog ikke så kraftig som forudset. Også tidligere fagforeningsformand og præsident Lech Walesa holdt lav politisk profil. SDLs leder og præsident Aleksander Kwasniewski s stærke position iflg. meningsmålingerne manede til forsigtighed, for ny åbenlys splittelse i bevægelsen ville kun gavne post-kommunisterne. Walesa s forslag om at lade første runde af 2000 præsidentvalget være et primærvalg med ham selv som en af flere deltagere vandt ikke nævneværdig tilslutning på kongressen. Belært af nederlaget i 1995 krævede kongressen lige modsat samling om én fælles kandidat fra højrefløjen, den nye leder af Solidaritet Marian Krzaklewski. Nederlaget ved selve præsidentvalget i 2000 indebar dog ikke umiddelbart en trussel mod Krzaklewski s formandskab. Krzaklewski blev uden de store problemer genvalgt på kongressen i december 2000, men måtte forlade posten efter valgnederlaget for AWS ved parlamentsvalget i Posten blev derefter overtaget af Janusz Sniadek. Fagforeningens strategi i forhold til den postkommunistiske SLD-UP regering og liberale partier blev ikke ændret særlig meget efter valget i På kongressen i september 2003 blev således igen tordnet mod regeringen, der blev beskyldt for åbent tyveri af statens ejendom og for at sælge ud af banker til udenlandske ejere. Kongressen fandt sted samtidig med en del strejker og voldelige gadeaktioner, der senere på efteråret 2003 blev fulgt op af lønkrav og andre krav især rettet imod daværende økonomi-minister Jerzy Hausner s spareplaner. Fagforeningen Solidaritet s største problem var måske i virkeligheden den fortsatte mangel på evne til at omstille sig til den nye virkelighed. Som påpeget af Jerzy Kalwak opstod fagforeningen i sin tid som en revolutionær og patrotisk bevægelse med en socialdemokratisk, nærmest syndikalistisk og stærkt anti-sovjetisk politisk profil. I dag, i 2005, arbejder de fleste af fagforeningens medlemmer stadig fortrinsvist inden for den offentlige sektor, og støtten til markedsøkonomi og vestliggørelse er nærmest erstattet af en EU-skeptisk og antiglobalistisk linie med udbredt modstand mod udenlandsk kapital. En undersøgelse af fagforeningens ledende medlemmer, gennemført sidst i 2004 viste, at de fleste i Solidaritet er mellem 40 og 60 år, fortrinsvist mænd, katolikker, en tredjedel støttede Kaczynski s Lov og Retfærdspartiet (PiS), 12 pct. Ligaen af Polske Familier (LPR) og 8 pct. Borgerplatformen (PO). 14 Understreget af fx Aleksander Smolar i et interview i Sprawy Polityczne, no. 1/2 (7/8) 2001, Elblag:4. 15 Jaroslaw Kurski, "Opierzona Rewolucja", Gazeta Wyborcza, :

11 Nederlaget ved præsidentvalget i 2000 og parlamentsvalget i 2001 valget havde mindsket interessen for at engagere sig aktivt i partipolitik, men i begyndelsen af 2005 blev igen åbnet op for et formaliseret politisk samarbejde, denne gang med Kaczynski-brødrenes lov og orden parti Ret og Retfærdighed (PiS). Ved EU-parlamentsvalget i 2004 havde folk fra Solidaritet været opstillet på PiS lister. Kaczynski og PiS selv udtrykte forbehold over for samarbejdet, men det lokkede, at Solidaritet med mere end aktive medlemmer kunne give PiS landsdækkende organisatorisk styrke, som indtil da kun SLD havde været i stand til at mønstre 16. Der var også politiske samtaler med PO og Ligaen af Polske Familier (LPR), men samtalerne, også dem med PiS, førte ikke til noget. Solidaritet blev hårdt ramt af Valgaktion Solidaritet (AWS) knusende valgnederlag i 2001, som nærmest har ført til en afpolitisering af bevægelsen og gjort at fagforeningens politiske gennemslagskraft er meget beskeden 17. Det var også et problem, at formanden efter Krzaklewski, Janusz Sniadek godt nok har fremstået kompetente og saglige, men ikke besidder den karisma og politiske instinkt, der skal til for at fagforeningen Solidaritet kan genvinde i det mindste en del af fordums storhed. Solidaritets helt grundlæggende problemer forblev intakte. At kun fem procent af samtlige beskæftigede i Polen var medlemmer af Solidaritet, højst , var ikke opmuntrende og vidnede om, at Solidaritet ikke har evnet at tilpasse sig de nye vilkår. En større del af Solidaritets aktiviteter måtte rettes mod at få fjernet de for mange barrierer på det polske arbejdsmarked for medlemskab af fagforeninger og forøge antallet af fagforeningsaktive på især de private virksomheder, der i dag udgør over 70 pct. af økonomien. Også de lavtlønnede og ansatte inden for sundhedsområdet har hårdt brug for fagforeningsstøtte, men under én procent af de ansatte i sundhedsvæsnet var anno 2005 medlemmer af en fagforening. Alt for få midler afsættes til udvidelse af fagforeningsdækningen. Traditionen tro blev også fagforeningen Solidaritets 2003 kongres indledt med katolsk messe. Også på dette punkt var der tale om høj grad af kontinuitet og ikke ret mange forandringer. Omkring kongressen i sommeren 2004 blev da også i polsk presse diskuteret, om Solidaritet ikke efterhånden helt havde udspillet sin rolle. Efter valget i 2005 blev Solidaritet en støtte for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og brødrene Kaczynski. Under kongressen i efteråret 2006 blev organiseret en demonstration til fordel for PiS kandidat ved lokalvalget i Gdansk, ligesom fagbevægelsen bakkede aktivt op om kravet om stærkere udrensning af eks-kommunister og deres agenter ( lustracje ) 18. Præsident Lech Kaczynski var til stede på kongressen ganske som ved den efterfølgende kongres i august 2007, gjorde V-tegn til forsamlingen og blev hyldet. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) har haft stor opbakning blandt medlemmerne, at dømme efter meningsmålingerne omkring 70 pct. stemte på PiS i 2005 og andelen blev øjensynligt fastholdt frem til valget i året for oprettelsen af Solidaritet blev naturligt nok markeret, men det var et problem, at Solidaritet i dag i den grad stod i skyggen af de gamle koryfæer fra gamle dage, frem for alt frihedshelten Lech Walesa, der ikke udtalte sig særlig positivt om fagforeningen Solidaritet anno På trods af omfattende proteststrejker på især det offentlige arbejdsmarked, blandt læger og sundhedspersonale især, igennem 2007 fastholdt fagforeningen på sin kongres i Legnica i august 2007 støtten til Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). I samme august måned indgik regeringen en 16 Jerzy Kalwak, Zamrozic PRL i przetrwac, Gazeta Wyborcza, : E god gennemgang af Solidaritets problemer i Rafal Kalukin, Solidarnosc bez pomyslu, Gazeta Wyborcza Trybuna og Gazeta Wyborcza

12 særskilt aftale med fagforeningen Solidaritet om regulering af minimumssatser og udskydelse af beslutningen om senere overgang til pension helt uden om de andre fagforeninger og arbejdsgiverorganisationerne. Dermed var den særlige Treparts-Komissionen ( Komisja Trójstronna ), en semi-korporatistisk institution for dialog på arbejdsmarkedet, reelt sat helt af spillet. I forvejen havde arbejdet her ligget stille på grund af regeringens og arbejdsministerens (Ana Katala fra Samoobrona) afvisning af offentligt ansattes lønkrav. Der var godt nok høge i Solidaritet, der kritiserede følgagtigheden i forhold til PiS-regeringen, men flertallet af de delegerede bakkede op om Sniadek s linie. Han overlevede derfor kongressen, dog i en noget svækket position Valgaktion Solidaritet (AWS) og 1997-valget Indtil nu har vi beskæftiget os med fagforeningen Solidaritet. Initiativet til partiføderationen Valgaktion Solidaritet (AWS) skal ses i sammenhæng med de meget negative erfaringer fra nederlaget i 1993 for højrefløjen ved parlamentsvalget og ved det efterfølgende præsidentvalg i Op til præsidentvalget højrepartierne stærkt splittet og medvirkede derved indirekte til Aleksander Kwasniewski s valgsejr. Ved præsidentvalget støttede fagforeningen Solidaritet Lech Walesa s kandidatur, mens andre højregrupper støttede deres egne kandidater, Centrumalliancen (PC) støttede Lech Kaczynski, Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) Jan Olszewski, og det kristelige ZChN nationalbankdirektør Hanna Gronkiewicz-Waltz. Inden for Solidaritet brød en gruppe omkring Zbigniew Wrzodak med den officielle linie og bakkede i stedet op om Jan Olszewski. I udgangssituationen kunne Valgaktion Solidaritet (AWS) betragtes som en bredt funderet antikommunistisk politisk højre-gruppering rettet mod den siddende regering og gennemsyret af en god portion polsk antipolitik med rod i præsidentinstitutionen (Lech Walesa) og med støtte til hæren og fagbevægelsen Solidaritet. Selvbegrænsningen i forhold til det kommunistiske parti (PZPR) havde i sin tid været taktisk bestemt. Staten, dvs. kommunisterne, var for svage til at regere videre og oppositionen for svag til at tage regeringsmagten. Anderledes forholdt det sig ved valget i 1997, otte år efter. Deklarationen om oprettelsen af Valgaktion Solidaritet (AWS) blev underskrevet af ialt 22 partier og organisationer. Snart meldte endnu flere sig under fanerne, så op til valget i 1997 bestod AWS af ikke mindre end 38 forskellige partier og organisationer. AWS kunne således i udgangssituationen betragtes som en taktisk bestemt negativ valgalliance, et embryonalt politisk parti med fagbevægelsen Solidaritet som organisatorisk kerne. AWS fik efterhånden også skabt en i det mindste noget mere slagkraftig ledelse. Under valgkampen i 1997 lykkedes det i hvert fald at få mobiliseret den gamle Solidaritets etos og - nok så vigtigt at få formindsket stemmespildet på højrefløjen. De højregrupperinger der gik med i Valgaktion Solidaritet (AWS), havde ved valget tilbage i 1993 fået sammenlagt 29,3 pct. af stemmerne eller kun ca. 4 pct. under niveauet ved valget i 1997, som gav højrefløjen magten. Da det andet store højreparti Bevægelsen for Opbygning af Polen (ROP) samtidig hermed gik kraftigt tilbage ved valget i 1997, kan det diskuteres, om der i forbindelse var tale om et højresving, i hvert fald målt ud fra de procentvise forskydninger. Ikke alle politiske grupper med baggrund i fagbevægelsen Solidaritet gik med over til Valgaktion Solidaritet (AWS). Uden for AWS fandtes stadig det liberale og centrumsøgende parti Frihedsunionen (UW), samt 12

13 Arbejdets Union (UP), der udgik fra Solidaritets venstrefløj og blev støttet også af en del reformvenlige ex-kommunister. Solidaritet måtte i 1997 kæmpe en hård kamp for at kunne (gen)erobre magten og frem for alt med andre midler og ud fra helt andre strategier end det havde været tilfældet tilbage i Men AWS blev ved valget i 1997 det største enkeltparti med støtte fra omkring en tredjedel af vælgerne eller flere end forudsagt i meningsmålingerne, hvor der var spået næsten dødt løb mellem AWS og SLD. AWS bidrog til en mærkbar rationalisering, polarisering og stabilisering af partisystemet takket være samlingen af de mange politiske grupper, der på den ene eller anden var i opposition til postkommunisterne. De forskellige grupper i AWS indtog imidlertid en udpræget taktisk og instrumental holdning til fagbevægelsen Solidaritet. AWS var derfor helt fra starten stærkt delt både organisatorisk og politisk. Flere højre-fraktioner havde forgæves forsøgt at sikre sig egen repræsentation i parlamentet ved valget i Disse partier var godt interesseret i at genvinde pladserne i parlamentet, men bestemt ikke i at miste egen identitet. Støtten til AWS var derfor taktisk og ikke værdimæssigt og programmatisk bestemt. AWS var kun et parti i den minimalistiske betydning, men dog mere end blot et valgforbund. De mange forskellige politiske grupper opstillede på fælles lister og havde trods alt et fælles politisk minimumsprogram, der ganske vist var vagt og abstrakt formuleret. Ud fra den betragtning er betegnelsen parti-alliance måske den mest dækkende. De forskellige højregrupper havde kort sagt brug for fagbevægelsen Solidaritet for at sikre sig repræsentation i parlamentet, men accepterede ikke modeller, hvorefter AWS skulle udgøre et superparti med fagforeningen Solidaritet som organisatorisk kerne, hvorom de andre partier skulle samle sig. De forskellige politiske grupper (eller ben ) vogtede derfor nidkært over deres egen identitet. I mange tilfælde udgjorde de veto-grupper, som søgte at obstruere og hindre en bestemt politik. Allerede i marts 1998 dannede 28 deputerede en egen parlamentarisk gruppe, kaldt Gruppen til forsvar for AWS program, som angreb de liberale skarpt. Mulighederne for at få skabt et enhedsparti med høj institutionalisering og en fælles partikultur var derfor små. De planer, der cirkulerede i foråret 1995 om oprettelse af et uafhængigt fagforeningsparti, var heller ikke tillokkende, for sporene fra valget i 1993, hvor fagforeningen Solidaritet end ikke blev repræsenteret i Sejmen, skræmte. Højrefløjen var med andre ord dømt til at samle kræfterne. Angsten for valg i utide skræmte også en del i AWS fra at bryde partidisciplinen eller helt forlade AWS. Udvælgelsen af kandidater ved valg skete decentralt, men de lokale lister blev kontrolleret af en national valggruppe, som var ledet af Marian Krzaklewski selv. I forbindelse med lokal- og regionalvalgene i 1998 blev fra centralt hold dekreteret, at AWS under ingen omstændigheder måtte indgå aftaler med venstrealliancen SLD, heller ikke i forbindelse med konstitueringerne efter valget. Ordren blev stort set efterlevet, men følgen var, at indflydelsesrige poster i regioner og kommuner gik tabt. Fem gange Solidaritet 13

14 NSZZ Solidarnosc : fagforeningen Solidaritet der i slutningen af 1990erne havde 1.3 mio. medlemmer, opdelt i 38 regioner og 16 brancher. Formand: Marian Krzaklewski. Akcja Wyborcza Solidarnosc: Valgaktion Solidaritet, valgalliancen oprettet i juni 1996 med fagforeningen solidaritet som organisatorisk kerne og med 21 underskrivere. Ledende organ var landsrådet. Første leder: Marian Krzaklewski Klub Parlamentarny AWS : 186 medlemmer, valgt i Første leder: Marian Krzaklewski Ruch Spoleczny AWS : Partidannelsen AWS, oprettet efter 1997-valget AWSP : AWS Prawo (højre), partialliancen oprettet efter sprængningen i december-januar med ROP som deltager. I juni 2001 forlod ROP AWSP, der stillede op ved 2001 valget som valgalliance men uden at opnå stemmer nok til at blive repræsenteret i Sejmen. Partiet blev derefter som udenomsparlamentarisk bevægelse og herefter betegnet som blot S. Politisk blev fagbevægelsen ved valget i 2005 en støtte for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). På tidspunktet for oprettelsen af AWS var fagbevægelsen Solidaritet den klart bedst organiserede sammenslutning på højrefløjen med omkring 1,5 mio. medlemmer, et tal ingen andre politiske partier kunne måle sig med. Forsøg på at forene højrefløjen, der gik uden om fagforeningen Solidaritet, løb der hurtigt ud i sandet. Mest seriøst var den blok, der fremstod i november 1994 under et møde ( konvent ) i klostret sv. Kateriny, organiseret af Warszawas biskop. Solidaritets leder Marian Krzaklewski var i sidste halvdel af 1990erne frontfigurr i såvel fagforeningen Solidaritet som AWS. Mange inden for AWS mente, at rundbordssamtalerne i sin tid havde givet post-kommunisterne en alt for stor politisk og økonomisk indflydelse. De tætte forbindelser til kirken, den moralske politisk-økonomiske linie og kritikken af rundbordssamtalerne adskilte AWS fra Frihedsunionen (UW), der som AWS havde udspring i Solidaritet, men forsvarede rundbordssamtalerne og den III Republik. AWS kan sagt lidt forenklet ses som et forsøg på at institutionalisere fagforeningen Solidaritets kontrol over højrefløjen med udgangspunkt i bestemte værdier og interesser. Krzaklewski s forslag om, at alle eksisterende partier inden for AWS forud for valget i 1997 skulle opløse sig selv og AWS derefter udgøre ét samlet parti, vandt dog ikke tilstrækkelig støtte, men var hans forslag blevet vedtaget kunne flere af AWS senere organisatoriske problemer måske kunne være undgået. De tre vigtigste beslutningscentre i AWS var ved oprettelsen i 1996 fagforeningen Solidaritets ledelse, dvs. landsorganisationen ( Komisja Krajowa ) og landsrådet ( Rada Krajowa ) AWS politiske ledelse, Koordinationsgruppen 14

15 AWS repræsentation i parlamentet AWS kæmpede forgæves for at sikre den tilstrækkelige institutionalisering. I det ledende organ, Det Nationale Råd ( Rada Krajowa ) blev stemmeandelene fordelt nogenlunde ligeligt mellem på den ene side fagforeningen Solidaritet og på den anden side de andre politiske grupper. Det daglige arbejde blev ledet af Koordinationsgruppen ( Zespol Koordynacyjny ). Også i Koordinationsgruppen gjaldt princippet om paritet mellem på den ene side fagforeningen Solidaritet og på den anden omkring 30 andre politiske grupper. Fagforeningen Solidaritets medlemmer i Koordinationsgruppen blev udpeget af formanden for Det Nationale Råd, dvs. af Marian Krzaklewski selv. Fagforeningen Solidaritets stærke position var således fra begyndelsen meget iøjnefaldende. Ikke alene var Krzaklewski var formand for AWS, men samtidig hermed formand for AWS parlamentsgruppe og for fagforeningen Solidaritet. Fagforeningen Solidaritet havde det afgørende ord at skulle have sagt i forbindelse med udnævnelse af AWS kandidater ved valg 19. Denne stærke position kunne dog kun holdes op til valget i Men faren ved større decentralisering var dog også åbenlys for alle, risiko for øget opsplitning og alt for langsommelige beslutningsprocedurer. AWS udtrykte tilbagevenden til den polariserede, historiske deling af partisystemet, men der var, eller for at bruge Michal Wenzel s formulering, tale om en tilbagevenden (til det gamle) med betydelige forskelle, for så vidt som uenigheden ideologisk og programmatisk også rakte langt ind i AWS egne rækker 20. De værdier, som Solidaritet i sin tid byggede på, var langt fra de værdier som AWS kom til at forfægte. Hverken i fagforeningsskikkelse eller partiskikkelse bragte Solidaritet anno 2000 særlig mange minder frem om den gamle kamporganisation for tyve år tilbage. Daværende præsident Lech Walesa var en af initiativtagerne til oprettelsen af AWS, men holdt sig på afstand af den daglige politik. Senere brød han med AWS og oprettede han sit eget parti, Republikken Polens Republikanske Parti (ChD III RP) og valgte også at genopstille ved præsidentvalget i år 2000 imod bl.a. AWS kandidat Marian Krzaklewski. AWS havde i det hele taget svært ved at enes om en fælles præsidentkandidat. Som nævnt lagde Lech Walesa op til, at højrefløjens fælles kandidat skulle udpeges gennem et primærvalg, dvs. efter åben konkurrence og afstemning mellem flere kandidater. Det betød, at den samlede højrefløj i anden afstemningsrunde skulle samles om den kandidat, der fik flest stemmer i første valgrunde. Walesa s model kunne som nævnt ikke accepteres af Solidaritet og AWS. Erfaringerne fra præsidentvalget i 1995 skræmte de fleste. Alle vidste, at Lech Walesa i år 2000 ikke ville være i stand til at vinde et præsidentvalg i konkurrence med Aleksander Kwasniewski, ved selve valget opnåede han da også under én procent af stemmerne. Men han var stadig i stand til at skabe splid på den politiske højrefløj. På grund af lave meningsmålingstal kunne AWS dog ikke tåle en åben konfrontation med Lech Walesa. 19 Nærmere herom i Aleks Szczerbiak, Electoral Politics in Poland: The Parliamentary Elections of 1997, Journal of Communist Studies and Transition Politics, Vol. 14, No.3, September 1998: Michal Wenzel, Solidarity and Akcja Wyborcza Solidarnosc. An Attempt at Reviving the Legend, Communist and Post-Communist Studies, Vol. 31, No. 2, 1998:

16 Fra starten herskede generelt forskellige meninger om, hvor hårdt der skulle gås til værks over for tidligere kommunister og deres agenter. Ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki s moderate linie med tesen om at trække en "tyk streg" over for fortiden havde ikke særlig stor støtte. Den moderate linie kom til udtryk i dagbladet "Gazeta Wyborcza" og ikke mindst gennem chefredaktøren Adam Michnik. På både ideologisk plan og program-plan spændte AWS bredt, for bredt. I vage og uforpligtende vendinger blev talt om autentisk decentralisering, om markedsøkonomi med indbygget dialog mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, om behov for et mere familievenligt skattesystem og socialt system og privatisering efter kupon-fremgangsmåden med ejendommelige næsten syndikalistiske og socialdemokratiske ØD-elementer. Især de økonomiske programerklæringer var for vagt formulerede og derfor modsætningsfyldte. Vægten blev lagt på symbolpolitik. I abstrakte nærmest diskursive vendinger blev henvist til grundlæggende historiske nationale og kristelige værdier og diskurser. AWS legemliggjorde således ikke en vision for indretningen af fremtidens samfund, men snarere en stræben efter retfærdighed og for mange også et ønske om hævn. AWS var, som vi har set, en negativ alliance, rettet mod post-kommunisterne og med mange forskellige ideologiske retninger og politiske grupper, som alle ønskede at vende tilbage til den politiske scene efter katastrofevalget i Groft sagt rummede AWS tre forskellige ideologiske forskellige retninger: en kristelig national ("narodowe-katolickiego") en konservativ liberal ("konservatywno-liberalnego") en retning knyttet fagbevægelsen Solidaritet ("zwiazkowego"). Også i parlamentet var AWS opdelt i tre forskellige retninger, en fagforeningsorienteret, ledet af Jacek Rybicki, en konservativ-liberal, ledet af Aleksander Hall, og en kristelig-national, ledet af ZChN og Marian Pilka. Denne tredeling af AWS har holdt sig stort set frem til partiets undergang 21. Langt fra alle beslutninger kunne tages i enighed. Beslutningerne blev taget centralt efter devisen "jo højere op (i organisationen), desto mere politik". I en så bredt favnende partidannelse er det særlig vigtigt at få fastlagt styrken i de forskellige politiske retninger, herunder opbakningen bag henholdsvis den politiske og syndikalistiske linie, og derefter finde den policy-bestemmende kerne ("nurt") inden for den samlede alliance. De stærkt højre-nationale politiske strømninger samlede sig omkring Radio Maryja, en meget aflyttet katolsk radiosender, der bragte fundamentalistiske katolske budskaber ud til millioner af lyttere og støttede de mest højretraditionalistiske kandidater ved valg. Blandt de mere fundamentalistiske grupper kan også nævnes gruppen KPN-OP. Med KPN-OP s og Radio Marija s bortgang fra AWS blev den mere katolsk fundamentalistiske retning mærkbart svækket. Adam Slomka fra KPN-OP og Janusz Lopuszanski fra ZChN blev 21 Interview med Jacek Rybicki i Gazeta Wyborcza, den :7. 16

17 ekskluderet fra AWS på grund af brud på partidisciplinen og oprettede derefter deres egen politiske sammenslutning (kaldt Poruzomienie Polski (PP)). I en erklæring i forbindelse med udmeldelsen af AWS kritiserede Slomka og Lopuszanski regeringens "underdanighed i forhold til Bruxelles" og utilstrækkelig familievenlig politik. Sædvanen tro blev fra højre-national side særlig rettet særlig skarp rettet mod finansministeren Leszek Balcerowicz, eksempelvis dennes forslag om en lineær, dvs. mindre progressiv skatteskala. Den åbne dørs politik, tesen om at oprettelsen af AWS i sig selv ville virke politisk disciplinerende på de involverede grupper, holdt ikke i længden. Fagforeningen Solidaritets centrale position var nærmest udtryk for ideologisk-programmatisk svaghed. Valget i 1997 gav de fundamentalistiske kristelig-nationale grupper en forholdsvis stærk repræsentation i parlamentet. 19 ud af de 43 AWS-kandidater, der blev valgt til Sejmen ved valget i 1997, var knyttet til gruppen den fundamentalistiske Den Polske Familie, der var støttet af Radio Maryja, og som ved valget i 2001 kom til at udgøre stammen i Ligaen af Polske Familier (LPR). Flere herfra blev valgt, selv om de fleste af kandidaterne var placeret langt nede på valglisterne 22. Den liberal-konservative gruppe var derimod svagere inden for AWS. Den liberal-konservative fraktion SKL stillede gentagne gange krav om mere partidisciplin og mere politik-skabelse. Men kravet om mere disciplin og satsning på den mere centrumorienteret politik var vanskelig at få igennem på grund af den liberale gruppes talmæssigt svage position i AWS nye parlamentsgruppe. Valgaktion Solidaritet (AWS) fremstod som et identitetsparti med ambitioner om at erobre regeringsmagten fra post-kommunisterne. Kun i ringe grad er blevet fokuseret på økonomiske og sociale emner, hvilket kan overraske i betragtning af de alvorlige sociale og økonomiske problemer. Skulle bevægelsen Solidaritet overleve måtte mere "jordbunde" emner nødvendigvis tages bedre op, og AWS ikke blot fremstå som magtens parti. Stadig flere efterlyste en mere klare markeringer i de sager, som optager den menige polak mest, fx overenskomstindgåelse, arbejdsanvisning, social bistand, retlig bistand og indflydelse på omstrukturering på virksomhederne. For de fleste vælgere var 1980 og opgøret med kommunismen fortid. Bevægelsen Solidaritet kunne derfor ikke i længden overleve og vinde valg blot på minder og følelser fra kampen mod det gamle system 23. De gamle Vi-Dem modsætninger var ikke blevet affrosset på eliteplanet, men dette var ikke til AWS fordel. Valgkampen i 1997 var moralsk-ideologisk og med iøjnefaldende symbol-politiske træk. Fra AWSside blev udtrykt modstand mod abort og krævet mere økonomisk støtte til familien og om godkendelse af konkordatet med den katolske kirke. I programerklæringerne blev krævet intensiveret af-kommunisering ("dekomunizacja") og udrensning af postkommunister og "kollaboratører". AWS satsede ved 1977-valget på fire policy-områder: Brud med den kommunistiske fortid, etablering af en ny sund stat, adskillelse af staten fra økonomi og administration og gennemførelse af grundlæggende reformer, fx på sundheds- og socialforsikringsområdet. Emner med tilknytning til besættelsen af indflydelsesrige poster i samfundet ( af-kommunisering ), abort, konkordatet med kirken, privatiseringsformer, ny forfatning og modsætningen mellem post-solidatet og post-kommunisme blev prioriteret særlig højt. 22 Aleks Szczerbiak, Electoral Politics in Poland: The Parliamentary Elections of 1997, Journal of Communist Studies and Transition Politics, Vol. 14, No.3, September 1998: Synspunktet er fremsat af bl.a. Maciej Jankowski der på kongressen i Jastrzebia i efteråret 1998 foreslog nedsættelse af en kommission med henblik på en reform af fagbevægelsen. 17

18 Med springet fra udenomsparlamentarisk opposition til regeringsbærende parti i 1997 blev den politiske stil ændret, ligesom tesen om fremskyndelse ( przyspieszenie ) af opgøret med det gamle system blev reaktiveret. Parlamentet vedtog således flere fordømmelser af perioden før 1989, ligesom der blev fremsat lovforslag rettet mod kollaboratører og andre ansvarlige for det gamle system ( dekomunicacja ). Disse love kom imidlertid også til at ramme AWS selv. Det skete fx, da Jerzy Buzek blev tvunget til at afskedige viceministerpræsident og justitsminister Janusz Tomaszewski, der blev fyret alene på mistanken om at have samarbejdet med de kommunistiske myndigheder. Under forfatningsdiskussionen fremsatte AWS sit eget forfatningsforslag, der mere end regeringens afspejlede de religiøse værdier. En revision af forfatningen kom dog ikke til at udgøre en del af regeringsgrundlaget mellem AWS og UW efter 1997-valget. Frihedsunionen (UW) havde i modsætning AWS været medforslagsstiller til det forslag til ny forfatning, der kom til verden i 1996, hvor UW samarbejde med SLD-PSL-regeringen og forslaget derefter vedtaget ved en folkeafstemning i I takt med nedgangen i meningsmålingerne blev de interne modsætninger blot yderligere skærpet. Fundamentalisterne i AWS blev stadig mere skeptisk indstillede over for regeringssamarbejdet med det liberale Frihedsunionen (UW) og optrådte mere og mere som veto-grupper. Fundamentalisterne mente, at problemerne for AWS-UW regeringen skyldtes, at AWS i alt for høj grad gav efter for Frihedsunionens (UW) krav i den økonomiske politik. Sagt med andre ord, blev hensynet til inflation og betalingsbalanceligevægt sat over hensynet til vækst og beskæftigelse. Både Frihedsunionen (UW) og SLD blev flere gange udlagt som nationens fjender. Ved indgangen til det nu nedlagte skibsvært i Gdansk kunne således op til lokalvalgene i oktober 1998 læses opråb, der stemplede både SLD og Frihedsunionen (UW) som "kommunistiske kapitalister". Med andre ord gik antiliberalisme og antikommunisme hånd i hånd. Lukningen af skibsværftet i Gdánsk var økonomisk velbegrundet, men den var umulig at forklare over for AWS kernevælgere 24. Men daværende finansminister Leszek Balcerowicz kom over for Vesten til at stå som garant for, at de valgte pathways fra plan til marked (Balcerowicz-plan I) ikke blev fraveget ret meget. Derudover blev fra højre-traditionalister rettet stærk kritik mod justitsministeren Hanna Suchocka s og forsvarsministeren Janusz Onyszkiewicz embedsførelse. I forvejen var AWS stærkt utilfreds med regeringens sammensætning, idet Frihedsunionen (UW) havde opnået for mange tunge ministerier. I begyndelsen af 1999 gik Frihedsunionen (UW) til modangreb. Partiet beskyldte AWS for illoyalitet og lav disciplin og for at koncentrere sig alt for meget om politiske stillingsbesættelser. I oktober 1999 blev vedtaget en tilføjelse, et anneks, til den oprindelige regeringsaftale. Hensigten var sikre større disciplin, fx i forbindelse med afstemninger i parlamentet, men de helt grundlæggende problemer blev ikke løst. Meningsforskelle eksisterede i forbindelse med stort alle større lovinitiativer, fx den administrative reform, pensionsreformen, privatiseringspolitikken og reformerne inden for sundhedsvæsnet og på uddannelsesområdet. Frihedsunionen (UW) accepterede heller ikke AWS krav om indførelse af en 40 timers arbejdsuge, massedistribution af investeringsbeviser og pro-familiebeskatning. De nævnte fire store reformer var sat i gang på AWS initiativ og uden Frihedsunionens (UW) støtte 25. Først efter lange forhandlinger og efter et 24 Understreget af fx Jan Parys i en rundbordssamtale om Solidaritets og AWS problemer i Tygodnik Solidarnosc 45(581), 1999: Se f.eks. UW's leder Leszek Balcerowicz udtalelser på Frihedsunionens rådsmøde, refereret i Gazeta Wyborcza 18.1., 1999:3. 18

19 præsidentielt veto blev skabt et flertal for oprettelse af 16 voivod er til erstatning for de gamle 48. Desuden blev oprettet et nyt og omdiskuteret administrativt mellemled imellem kommunerne (gminy) og regionerne (voivod er), powiaty erne, som havde eksisteret i den før-kommunistiske periode. Sundhedsreformen blev præsenteret og implementeret uheldigt. Borgerne blev således ikke på forhånd tilstrækkeligt informeret om, at flere af de hidtidige sundhedsydelser blev begrænset. Formålet med reformen var ellers godt nok, at indføre mere hensigtsmæssige spilleregler imellem sundhedssystemet og det statslige budget og mellem sundhedssystemet og den enkelte borger, men der var ikke på forhånd blevet gennemført de nødvendige analyser af reformens konsekvenser. Der blev således ikke blevet givet fyldestgørende svar til borgerne på det afgørende spørgsmål, hvem der vil vinde og hvem der vil tabe på reformen. Iflg. meningsmålinger gennemført efter reformens indførelse mente flertallet af polakker, at sundhedsreformen samlet set har været et tilbageskridt. Som fremhævet af Andrzej Rychard ville en opløsning af AWS og AWS-UW samarbejdet antagelig medføre valg i utide og med al sandsynlighed også føre til en ændring af det generelle politiske billede og de indtil da kendte pathways i polsk politik 26. Følgen behøvede ikke kun at blive en styrkelse af venstrepartiet SLD. Yderpartier som Andrzej Leppers bondebevægelse Samoobrona eller Tyminskis Parti X kunne måske også nyde godt af ny opsplitning på højrefløjen og en deraf følgende stærkere modstand mod højrepartierne. AWS blev bragt i et alvorligt dilemma. Yderligere populisme og radikalisering, en lepperisering af Valgaktion Solidaritet (AWS) og en tilnærmelse til de fundamentalistiske katolske grupper, kunne måske være fristende, men den linie ville til gengæld afskrække centrumsøgende vælgere. Dilemmaet blev ikke løst, tværtimod blev det endnu mere synligt under præsidentvalgkampen i efteråret 2000, der gav yderliggående grupper lav tilslutning, men hvor den uafhængige liberale præsidentkandidat Andrzej Olechowski fik 18 pct. af stemmerne, det næsthøjeste stemmetal. Den endelige dom over det mangelfulde samarbejde på højrefløjen og den dårlige regeringsudøvelse kom ved 2001 valget, og den dom skulle blive både meget hård og ubarmhjertig, idet både AWS og Frihedsunionen (UW) mistede alle deres pladser i Sejmen. Valgaktion Solidaritet (AWS) bekræftede antagelsen om, at negative alliancer rettet mod andre partier men uden fælles program har svært ved at omskabe sig til homogene og beslutningsdygtige enheder. Alliancer mangler simpelt hen det kit i form af en fælles partikultur og tilstrækkelig institutionalisering, der skal holde partier sammen og sikre det tilstrækkelige immunforsvar i tilfælde af kriser og udefra kommende chok. Som vi har set, har faren for ny splittelse på højrefløjen eksisteret ligesiden oprettelsen af AWS i 1996, og den blev til barsk virkelighed ved valget i RS AWS AWS' medlemsorganisation, Samfundsbevægelsen ("Ruch Spoleczny AWS" (RS AWS)) der havde som sit primære formål at styrke kontakten til vælgerne, blev oprettet den 8. januar 1997, men indkaldelsen til første kongres blev udskudt på grund af fortsat uklarhed omkring ledelsesforholdene. I første omgang lykkedes det ikke RS AWS at få ret mange medlemmer med over fra fagbevægelsen Solidaritet. Planen var ellers at oprette et masseparti med mellem 200 og medlemmer, men det mål måtte hurtigt opgives. I 1999 var kun medlemmer af RS 26 Citeret i Wprost , 1999:23. 19

20 AWS, og heraf var blot en fjerdel kommet fra fagforeningen Solidaritet. I Schlesien, hvor fagforeningen Solidaritet havde omkring medlemmer, gik blot medlemmer med over til det nye RS AWS 27. Formanden Jerzy Buzek erkendte problemet. Større medlemstilgang til partiorganisationen (RS AWS) kunne, mente han, bedst opnås ved at styrke organisationen på regions(powiat)-planet samt forbedre programarbejdet 28. Medlemsorganisationen var forholdsvis godt organiseret på voivodplan, og i parlamentet udgjorde RS AWS den største enkeltgruppe inden for valgalliancen AWS betragtet under ét med sammenlagt 138 medlemmer af parlamentets to kamre (Sejmen og Senatet). En række mindre politiske grupperinger valgte at gå med over i medlemsorganisationen (RS AWS), deriblandt grupper som Porozumienie Ludowy, Ruch dla Rzeczpospolita, Nowa Polska, Liga Krajowa og Stowarzyszenie Rodzin Katolitickich. Disse grupper havde rent talmæssigt ikke den helt store betydning, men ved at forene kræfterne kunne RS AWS måske bedre hamle op med konkurrerende grupper og ben inden for AWS, fx det kristelige ZChN og det liberale Stronnictwo Konserwatywno-Ludowe (SKL). Det konservativ-liberale SKL og det kristelige ZCHN klagede højlydt over den høje koncentration af magten hos fagbevægelsen Solidaritet og RS AWS. Det erklærede mål var at få skabt større samling og mægle mellem den liberale fløj, repræsenteret ved SKL og den kristelig-nationale fløj, hvor ZhCN var den stærkeste gruppe. Hvorvidt RS AWS på sigt ville blive fagforeningen Solidaritets forlængede arm eller alternativt udvikle sig til en selvstændig politik-skabende enhed var fra start uklart. Ved selve oprettelsen erklærede partibevægelsen RS AWS sig uafhængig af fagforeningen Solidaritet, men den politiske praksis skulle blive anderledes. I RS AWS' statutter blev da også ligeud talt om fortsat samarbejde med Solidaritet. Efter flere udsættelser blev RS AWS' første kongres omsider afholdt i februar 1999, to år efter stiftelsen. Inden valget søgte afgående leder Marian Krzaklewski at sikre sig bedre kontrol og forbygge magtkampe ved at pege på ministerpræsident Jerzy Buzek som sin efterfølger på formandsposten, og efter nogen tøven accepterede Buzek at stille op. Daværende viceministerpræsident Janusz Tomaszewski besatte generalsekretærposten, hans opgave var mest det at tage sig af det daglige arbejde 29. Løbende sager skulle behandles af en syvmandsgruppe ( G- 7 ) med repræsentanter fra de fire politiske ben i AWS samt Marian Krzaklewski, der på det tidspunkt både var formand for parlamentsgruppen og fagforeningen Solidaritet. Jacek Rybicki blev på kongressen valgt som formand for et 100-mand stort politisk råd, der skulle tage stilling til overordnede strategiske spørgsmål. Alle valg var næsten enstemmige og fandt sted uden nævneværdig forudgående debat. Som vi skal se førte nederlaget ved præsidentvalget i december 2000 til nye organisatoriske ændringer (se opstillingen over fordelingen af stemmer i det nationale råd). Splittelsen og valgnederlaget i 2001 fik også følger for RS AWS. For at markere en ny begyndelse blev i april 2002 besluttet at videreføre partiet som en bred partiformation under det nye navn RS ( Samfundsbevægelsen ) og med senator Krzysztof Piesiewicz som ny midlertidig leder. Planer om nye partialliancer så hurtigt dagens lys. Sidst på året 2003 cirkulerede planer om oprettelse af et nyt centrum-højre parti ud fra RS og Det konservative Folkeparti SKL-RNP, hvis leder Zbigniew 27 Oplysning i Polityka nr. 3 (2176), 16.1., 1999:24, artiklen Dlugi Sen. 28 Interview med Buzek i Tygodnik Solidarnosc no. 50 (586), 1999:3. 29 Tomaszewski måtte senere forlade begge poster efter mistanke om at have samarbejdet med det hemmelige politi. 20