Del 5a Venstrefløjen

Transkript

1 Del 5a 6.0. Venstrefløjen I dette afsnit vil den politiske venstrefløj blive søgt kortlagt og som i tidligere afsnit med størst vægt på de centraleuropæiske lande. Det første afsnit vil være helliget venstrefløjssammenslutningen Den Demokratiske Venstrealliance (SLD) og udbryderpartiet herfra, Polens Socialdemokratiske Parti (SDPL). Derefter følger gennemgang af andre venstrefløjspartier, der er eller har været i parlamenterne, fx Arbejdets Union (UP) i Polen, Socialistpartiet (MSZP) i Ungarn, Socialdemokratiet (CSSD), Det Kommunistiske Parti (KSCM) i Tjekkiet, venstresammenslutningen SDL, Det Slovakiske Kommunistiske Parti (KSS), Smer-SD ( Retning ) samt Borgerforståelsespartiet (SOP) i Slovakiet. Som nævnt er venstrefløjen blevet opdelt i post-kommunistiske partier over for autentiske historiske socialdemokratier og på ideologisk plan i social-liberale over for traditionelt fagforeningsorientere. Eks-kommunistiske partier havde det i udgangspunktet svært. Som vi skal se i det følgende, har næsten alle gennemgået kriser, opdelinger, omstillinger, socialdemokratisering, tilpasning, konsolidering, fremgang og stabilisering afløst af nye kriser og nye tilbagegange (Holzer (ed), 2000:30) SLD Den Demokratiske Venstresammenslutning (SLD) i Polen blev oprettet i juli måned 1990 som en valgkoalition bestående af godt 20 venstrefløjsgrupper. Initiativet kom fra bl.a. Wlodzimierz Cimoszewicz, den senere ministerpræsident og udenrigsminister, og Aleksander Kwasniewski, den senere formand for partiet og præsident. Føderationen blev skabt efter en splittelse i det gamle kommunistiske parti (PZPR) i kølvandet på rundbordssamtalerne med Solidaritet. Et vigtigt resultat af rundbordssamtalerne var gennemførelse af det første delvist frie valg og den følgende første ikkekommunistiske regering. SLD blev oprettet eksogent, for så vidt som partiet koblede sig til bestemte vælgergrupper, og endogent da oprettelsen var en følge af splittelse inden for det kommunistiske parti (PZPR). Selve beslutningen om at oprette SLD skal ses som et led i partiets forberedelser til det første helt frie valg i 1991 og som en følge af splittelsen inden for det kommunistiske parti (PZPR). Den stiftende kongres førte til sprængning og derefter nedlæggelse af det gamle kommunistiske parti (PZPR) og oprettelse af et nyt Republikken Polens Socialdemokratiske Parti (SdRP). Omkring 1000 af de delegerede valgte at gå med over til det nye parti, der snart blev det nye SLD s organisatoriske kerne. Trods betydelig medlemsflugt har SdRP siden 1989 været ganske godt stillet rent institutionelt. Tre år efter grundlæggelsen havde partiet således medlemmer, og havde sluttet sig til det socialdemokratiske ungdomsforbund ( Socjaldemokratyczna Frakcja Mlodych ). Tadeusz Fiszbach grundlagde omkring sprængningen af PZPR sit eget politiske parti, Polens Socialdemokratiske Union (PUS), men dette parti ophørte med at eksistere allerede før udløbet af kontraktparlamentet

2 og stillede heller ikke op ved valget i Problemet for PUS var svag organisation og pengemangel. Lige efter nederlaget i 1989 tydede ikke ret meget på, at postkommunistiske partidannelser på nogen måde ville blive en afgørende faktor i polsk politik. Lokalvalgene i 1990 tydede i hvert fald ikke på det. Men de indbyrdes krige i Solidaritet og de voksende økonomiske og sociale problemer skabte uventede muligheder. Ved præsidentvalget i 1990 opnåede partiets kandidat Wlodzimierz Cimoszewicz omkring 10 pct. af stemmerne, hvilket blev betragtet som tilfredsstillende. Men på sigt kunne SLD ikke bæres oppe alene med støtte fra den gamle nomenklatur og de socialt udstødte. Med andre ord måtte partiet satse bredere. Det lykkedes da også snart at få tag i tidligere Solidaritetvælgere, ligesom en del unge vælgere gennem at stemme på SLD kunne markere modstand mod katolsk fundamentalisme, især i spørgsmål om abort, religionsundervisning og kvinders ligestilling. Den økonomiske og sociale politik havde klart mindre betydning. Problemerne på dette område forekom de fleste vælgere nærmest uløselige og forskellene mellem partiernes budskaber ubetydelige. SLD kom inden længe til at bestå af mere end 30 forskellige grupperinger. Til de vigtigste hørte ud over Republikken Polens Socialdemokrati (SdRP) Piotr Ikonowicz' Polens Socialistparti (PPS) Den Demokratiske Kvindeunion Polens Grønne Parti Sammenslutningen Wisla-Oder Nyt Demokrati Fagforeningen OPZZ samt særlige branchefagforeninger. SLD fik desuden tilslutning fra Det Uafhængige Europæiske Initiativ (NIE) samt den politisk ortodokse sammenslutning Proletariat. Kwasniewski udtrykte tillid til, at Proletariat med tiden ville blive mere liberalt indstillet og tilslutte sig den nye reformlinie. Dette skete imidlertid ikke; gruppens indflydelse faldt støt, og i 1998 meldte Proletariat sig ud af SLD. Dertil skal nævnes, at også enkeltpersoner uden formelt tilhørsforhold til SLD har haft ret stor indflydelse på den førte politik. PPS kunne føre sine rødder tilbage til førkrigstidens polske socialistparti PPS, et dengang stærkt patriotisk socialistisk parti. PPS meldte sig først under SLD s faner kort tid før valget i Partiet kunne ikke opnå repræsentation i Sejmen på egen hånd på grund af lav vælgertilslutning og høj spærregrænse. PPS indmeldelse var vigtig for SLD, der på det tidspunkt kæmpede hårdt for at svække koblingen til perioden før 1989, og da PPS havde i sin tid havde været i opposition til det kommunistiske styre kunne det postkommunistiske image udviskes gennem samarbejdet med PPS. Beslutningen om at gå med i SLD blev dog ikke taget i enighed. Beslutningen mødte særlig

3 stærk modstand fra Grzegorz Ilka s London-baserede fløj. Allerede før omdannelsen af SLD fra et forbund af politiske grupper til et egentligt politisk parti sidst i 1990 erne valgte PPS at forlade SLD. Fagforeningen OPZZ, også en del af SLD, havde i 1980 erne under undtagelsestilstanden været den eneste tilladte fagforening. Efter 1989 søgte OPZZ at fremstå som en fagforening i mere traditionel socialdemokratisk betydning og i modsætning til Solidaritet uden koblinger til kirken og den politiske højrefløj. Siden 1989 har OPZZ officielt haft et højere medlemstal end Solidaritet. Inden for SLD repræsenterede OPZZ og PPS den mere fagforeningsprægede linie. OPZZ rettede således gentagne gange kritik mod SLD-PSL-regeringens, som det blev sagt, alt for liberale økonomiske politik. OPZZ rummede groft sagt to forskellige strømninger. Én gruppe ønskede en politisering på linie med fagforeningen Solidaritet, hvorefter OPZZ skulle integreres i det polske venstrefløjsmiljø og have sin egen repræsentation politisk ("Ruch Ludzi Prace"). En anden gruppe ønskede at fastholde fagforeningslinien. I forbindelse med præsidentvalget i 1990 fremstod OPZZ splittet. Før valget i 1991 kom det til en politisk tilnærmelse mellem OPZZ og Republikken Polens Socialdemokratiske Parti (SdRP), hvilket i sidste ende førte til OPZZ beslutning om at gå med i venstrefløjssammenslutningen SLD. Én fløj støttede Demokratisk Unions (UD) kandidat Tadeusz Mazowiecki, en anden SLD s kandidat Wlodzimierz Cimoszewicz. Flere gange kom det til brud på partidisciplinen i forbindelse med afstemninger i parlamentet, fx om budgettet for 1993, hvilket førte til eksklusion af fire parlamentsmedlemmer, herunder viceformanden for OPZZ Stanislaw Wisniewski. Ved valget i 1991 fik OPZZ indvalgt 17 og i 1993 endnu flere medlemmer i parlamentet. I modsætning til fagforeningen Solidaritet optrådte OPZZ i det store og hele loyalt over for moderpartiet og afviste således at deltage i de Solidaritet-ledede protestdemonstrationer rettet mod postkommunisterne og deres politik. OPZZ optrådte ikke som Solidaritet skiftevist som støtte og i opposition til deres egen regering, men virkede snarere som et bindeled til arbejderklassen ud fra den klassiske socialdemokratiske tradition herfor. SLD indtog en nærmest instrumental holdning til OPZZ. Båndende mellem eksempelvis Valgaktion Solidaritet (AWS) og fagforeningen Solidaritet var i hvert fald klart stærkere end mellem SLD og OPZZ, for som vi har set det tidligere var selve oprettelsen af valgalliancen AWS i 1996 i høj grad netop fagforeningen Solidaritets eget værk 1. Modsætningerne mellem de to store fagforeninger Solidaritet og OPZZ skulle i længden vise sig uovervindelige. Solidaritet ville kun gå med til tosidede forhandlinger med regeringen inden for rammerne af en trepart kommissionen og en social dialog mellem regering, arbejdsgivere og fagforeningen uden deltagelse af OPZZ. Solidaritet beskyldte OPZZ for at forråde arbejderinteresser grundet støtten til den post-kommunistiske regering. Under Suchocka s Solidaritet-ledede regering modarbejdede OPZZ undertiden den Solidaritet-ledede regering sammen med aktivistiske fagforeninger inden for landbrug og industri, fx Solidarnosc 80 og Selvforsvar (Samoobrona). SLD s ledere kom overvejende fra den mere moderne del af den gamle nomenklatur. Inden for den reformindstillede del af det kommunistiske parti (PZPR) var i løbet af 1980 erne blevet skabt et særligt nomenklatur-kapitalistisk miljø. Til dette miljø hørte eksempelvis den senere præsident 1 Fremhævet af Edmund Mokrzycki i interview i Rzeczpospolita 25.2., 2000, Oczu zamydlic sie juz nie da, samt i samtale med forfatteren under et arbejdsbesøg i Warszawa i oktober 1999.

4 Aleksander Kwasniewski og kredsen omkring ham. Takket være gode netværk havde folk herfra skaffet sig politisk erfaring. Som helhed havde SLD et godt finansielt udgangspunkt, for mange tidligere kommunister havde erhvervet sig indflydelsesrige økonomiske poster i det nye postkommunistiske Polen. Tilslutningen til markedsøkonomi var derfor stor ikke kun blandt SLD s ledere, men også blandt vælgere og medlemmer. Men SLD spændte bredt og kan således ikke opfattes som et klasseparti. I kampen for at blive anerkendt søgte SLD at fremstå som et bredt favnende catch-all parti. Kommunisterne opnåede takket være aftalerne fra rundbordssamtalerne 171 medlemmer i kontraktparlamentet valgt i SLD s parlamentsgruppe bestod herefter af 28 politiske grupper, men ledelsen evnede i modsætning til Solidaritets parlamentsgruppe (OKP) at fastholde en ret høj partidisciplin. I de første år var SLD politisk isoleret og fra mange sider udlagt som et ikke-relevant parti. Det katastrofalt dårlige resultat ved lokalvalgene i maj 1990 tydede på, at partiet var på vej ud i mørket. Fra næsten to mio. i perioden før 1989 faldt medlemstallet til blot SLD s ledelse forventede at aftalerne med oppositionen ved rundbordssamtalerne ville give SdRP og SLD tre til fire års tiltrængt politisk pusterum til at reetablere sig og færdiggøre de socio-økonomiske reformer, der var blevet indledt under Messner s og Rakowski s sen-kommunistiske regeringer. SLD behøvede desuden mere tid til at forberede sig selv på overgangen til demokrati. Samarbejdet med Solidaritet og kirken, der var indledt med rundbordssamtalerne, skulle gerne videreføres, også enigheden om den vanskelige overgang til markedsøkonomi skabt i forbindelse med rundbordssamtalerne. Sagt med andre ord, behøvede SLD bedre tid til at konsolidere sig selv efter rystelserne i året Spørgsmålet om overtagelse af regeringsansvaret var på det indledende tidspunkt ikke så afgørende. Efter få måneder blev selvbegrænsningen og resultaterne af rundbordsaftalerne forældede på grund af de hastige forandringer i Sovjetunionen og murens fald. Behovet for politisk konsensus forsvandt, i hvert fald set fra oppositionen. Særlig skarpt blev rundbordsaftalerne angrebet af det højre-nationale parti KPN, der ikke havde taget del i rundbordssamtalerne. Men efter murens fald blev angrebene sat ind også fra grupper, der selv havde taget del i rundbordssamtalerne. Efter murens fald og med presset ude fra blev SLD tvunget til at skifte strategi. Det forstærkede pres skabte større indre sammenhold og dermed også bedre intern disciplin, hvilket på sigt skulle komme partiet til gode. I begyndelsen af 1990 erne blev isolationen gradvist brudt. SLD fik eksempelvis repræsentation i Radio og TV-Rådet, og med Aleksander Hall s udmeldelse af Demokratisk Union (UD) blev SLD det største enkeltparti i Sejmen. SLD optrådte også som støtteparti for Hanna Suchocka s regering i forbindelse med vigtige afstemninger i parlamentet, fx i forbindelse med mistillidsafstemninger, ligesom vigtige lovforslag kun kom igennem parlamentet takket være stiltiende accept fra SLD. SLD kunne drage fordel af ledernes solide politiske erfaring, den rimelige parti-økonomi samt de mange disciplinerede medlemmer og kernevælgere. Det samme kunne ikke siges om de nye højrepartier og de konkurrerende partier på venstrefløjen. SLD kunne finansielt nyde godt af egne bygninger og gode kontorfaciliteter, begge arvet fra det gamle system. De fleste andre partier blev, i modsætning til SLD, ramt hårdt af de ekstremt dyre udgifter til fx leje af lokaler. Risikoen for beslaglæggelse af bygninger fra myndighederne og betaling af gammel gæld var dog hele tiden til stede.

5 : Politisk come-back Op til valget i 1993 blev SLD nærmest politisk fredet på grund af krigene i toppen inden for Solidaritet og også inden for andre højrepartier. SLD undgik klogelig de abstrakte og ideologisk prægede debatter, der kendetegnede højrefløjen, og holdt sig til konkrete politiske emner. I valgkampen i 1993 slog SLD på ledernes professionalisme, erfaring og pragmatisme. Partiet søgte at favne så bredt som muligt, ville tjene helheden og fremstod som et professionelt catch-all parti. Den voksende tilslutning til SLD skyldtes et vist stykke også utilfredsheden med den økonomiske reform ( Balcerowicz-planen ), frem for alt privatiseringer og lukninger af statslige virksomheder, hvrtil kom flere ikke-økonomiske emner som eksempelvis den katolske kirkes indflydelse, kvindernes position, præsidentens (Walesa) ageren samt de politiske stillingsbesættelser. Ikkeøkonomiske emner, fx spørgsmål med tilknytning til kirkens rolle, havde iflg. meningsmålinger særlig stor betydning 2. Nok så vigtigt var, at det med Aleksander Kwasniewski som formand lykkedes SLD at gennemgå en indre transformation og over for vælgerne fremstå som et autentisk socialdemokratisk orienteret parti. Kwasniewski indtog rollen som ledende strateg bag transformationen af kommunist til socialdemokrat. Både som partileder og som præsident arbejdede Aleksander Kwasniewski ihærdigt for modernisering og europæisering af venstrefløjen. Inden for SLD-PSL-regeringen optrådte SLD stærkt pro-europæisk og pro-atlantisk og også mest markedsorienteret. SLD's deltagelse i regeringen udgjorde således ikke en hindring for optagelsen i NATO og forhandlingerne med EU, tværtimod. Aleksander Kwasniewski søgte efter valget i 1993 at få venstrefløjspartiet Arbejdets Union (UP) med i regeringen under henvisning til de forholdsvis små programmatiske og ideologiske forskelle, men Arbejdets Union (UP) valgte oppositionsrollen. Flertallet i Sejmen, som blev opnået ved valget, blev kun sikret takket være et omfattende stemmespild på højrefløjen, som også var en følge af den nye høje spærregrænse på fem pct. Dertil kom, at valgloven gav de store partier flere mandater i parlamentet end den procentvise andel af stemmerne strengt taget berettigede dem til. Regeringsamarbejdet med PSL i årene fungerede langt fra altid gnidningsfrit, mod slutningen af valgperioden var der nærmest tale om indre opløsning. Bondepartiet (PSL) fremsatte således kort før valgperioden ligefrem en mistillidsdagsorden rettet mod den regering, som partiet selv var en del af. Men regeringssamarbejdet varede alligevel valgperioden ud. SdRP og SLD spændte bredt socialt og var som sagt mindre markedsskeptisk og mindre økonomisk sekterisk end PSL. I regering gjorde SLD for så vidt hvad partiet havde lovet i valgkampen. Et af partiets valgslogans i den efterfølgende 1997-valgkamp lød derfor: Vi holdt hvad vi lovede. I det økonomiske program, Strategi for Polen, lanceret af finansminister Grzegorz Kolodko, blev lagt særlig vægt på beskæftigelseshensynet, partnerskabstanken og statslig regulering. I valgkampen i 1993 havde partiet lovet at fremme en social pagt og en social dialog, og den idé blev søgt realiseret gennem interesseforsoningsrådet, et diskussionsforum med repræsentation fra arbejdsgiver-side, fagforeninger og regering. 2 Radoslaw Markowski, Gabor Toka, Left Turn in Poland and Hungary. Five Years After the Collapse of Communism, Sisyphus, 1 (IX), 1993:85-86.

6 Holdningerne til centrale politiske emner har skiftet. Iflg. valgforskeren Lena Kolarska-Bobinska var der været en tendens i den polske befolkning til at svinge til venstre under højreregeringer, hvilket i begyndelsen af 1990 erne og sidst i 1999 blev afspejlet i fx en lavere tilslutning til privatiseringer. Også kravet om mindre social ulighed voksede markant under højreregeringer ud fra mottoet om, at Polen ikke har fået den kapitalisme som vi forestillede os 3. Modstanden mod den fri markedsøkonomi har kort sagt været voksende under borgerlige regeringer. Omvendt er støtten til privatiseringer og markedsøkonomi vokset under regeringer ledet af venstrefløjen, dvs. SLD. Frem til valget i 1997 blev talt om tre forskellige strømninger eller fraktioner inden for SLD: en social-liberal midtsøgende strømning omkring daværende partileder Aleksander Kwasniewski en centristisk linie omkring Jozef Oleksy og en mere fagforeningsorienteret linie omkring OPZZ og den daværende arbejdsminister Leszek Miller 4. Den social-liberale fløj opgav den marxistiske økonomiske tænkning og stræbte efter at indføre markedsøkonomi og kapitalisme med klientelistisk præg ( nomenklatur-entreprenørerne ). Opdelingen mellem liberale og ortodokse var ikke knivskarp og har ændret sig over tid. Iflg. Aleksander Smolar befandt SLD sig et sted mellem Blair og Jospin. Der taltes sjældent om socialisme, snarere uforpligtende om ideologi og om et mere retfærdigt samfund. I den økonomiske politik har SLD stået for en vis etatisme, dvs. statslig regulering efter princippet om økonomisk markedsøkonomi, ja, men samfundsmæssig markedsgørelse, nej 5. Efter overtagelsen af formandsposten slog Leszek Miller ind på en pragmatisk linie, appellerede til middelklassen og støttede markedsøkonomien og medlemskabet af NATO og EU og den amerikanske og engelske Irak-politik. Venstreprofilen blev som antydet i første omgang mest udtrykt i spørgsmål med tilknytning til kirken og i holdningerne til den kommunistiske fortid. Partiets vælgere har typisk forholdt sig kritisk til kirkeledelsens holdning til abort, har krævet ligestilling mellem mænd og kvinder og modsat sig tvungen kristendomsundervisning og anden form for kirkelig indblanding i politik. Efter overtagelsen af regeringsmagten i 2001 blev kritikken af kirken neddæmpet ud fra den betragtning, at regeringen ikke havde behov for også ideologiske konfrontationer med kirken i en periode med voksende økonomiske og sociale problemer. Leszek Miller også havde brug for kirken i kampagnen for at skaffe et ja til optagelsen i EU ved folkeafstemningen i Efter EU-folkeafstemningen og i takt med nedgangen i meningsmålingerne blev anti-kirkelige forslag, fx om legalisering af ægteskaber blandt homofile og liberalisering af abortlovgivningen, igen taget op af skuffen. 3 Lena Kolarska-Bobinska, Kapitalizm nie taki, jaki mial byc, Gazeta Wyborcza , tillægget Swiateczna :2 4 Rzeczpospolita den 20.9., 1993:6. 5 Interview med Aleksander Smolar, Prawica, Lewica, Centrum, Sprawy Polityczne, (7/8) 2001, Elblag, s Se fx Mariusz Janicki, Czerwone i czarne, Polityka no. 7 (2337), 16.2., 2002

7 Trods de mange forskellige fraktioner lykkedes det at holde sammen på SLD, hvilket for en stor del skyldtes det ydre pres, fx truslerne om skærpet af-kommunisering ("dekomunizacja"). At SLD har haft en stærk organisatorisk kerne omkring Republikken Polens Socialdemokratiske Parti (SdRP) havde også betydning. SLD kunne under ingen omstændigheder tåle at miste nøglepartiet SdRP. Derimod bemærkede kun få, at den mere ortodokse gruppe Sammenslutningen af Polske Kommunister Proletariat ( Zwiazek Kommunistow Polskich Proletariat ) meldte sig ud af SLD i Den sociale sammensætning af partiets vælgere har ændret sig over tid. Ved valget i 1991 opnåede SLD pct. af stemmerne blandt de bedst uddannede, kun overgået af Demokratisk Union (UD), det senere Frihedsunionen (UW). Tilslutningen blandt studerende var ved valget i 1991 lavere (5,7 pct.), og det kneb ved det første frie valg også med at få stemmer fra arbejdere og bønder. Ved valget i 1993, der gav partiet betragtelig fremgang, stemte 20 pct. af de veluddannede på SLD, 13 pct. af veluddannede og 20 pct. af lavt uddannede. Mere interessant var, at 23 pct. af private selvstændig erhvervsdrivende valgte partiet, hvilket gav SLD en førsteplads i denne socialgruppe. Det liberale Demokratisk Union (UD) måtte nøjes med 18 pct. Denne tendens holdt sig ved de efterfølgende valg. Vælgermæssigt kunne SLD således ikke længere betragtes som et klasseparti (Knuzewski 1998:152). SLD har over årene haft mange trofaste kernevælgere, alternativet til at stemme på partiet var for mange at blive sofa-vælgere. I takt med den markante fremgang i vælgertilslutning i slutningen af 1990 erne blev støtten bredere socialt. I begyndelsen af år 2000 havde SLD stor støtte i alle de større erhvervsgrupper og fastholdt således et godt stykke karakteren af et catch-all parti SLD i opposition I rollen som oppositionsparti til Jerzy Buzeks centrum-højre regering i årene førte SLD en aktiv og kritisk linie med ensidigt fokus på enkeltsager og med en dygtig udnyttelse af splittelsen inden for regeringen. Mange vælgere tog tilsyneladende godt imod SLD-formanden Leszek Miller s appel om at standse polakkernes mange indbyrdes borgerkrige. Efter Miller s opfattelse ville vælgerne i længden præmiere politikere og partier, der arbejder for hårdt for at opnå konkrete resultater og bidrager til at fremme den politiske stabilitet. Kræfterne skulle forenes på en mere konstruktiv måde, sådan som det skete under forhandlingerne om den ny grundlov 7. Efter valget i 1997 og frem til 2002 havde SLD en vælgerandel på over 25 pct., iflg. meningsmålingerne og i den sidste periode op til 2001 valget over de 27 pct. af stemmerne, der var blevet opnået ved valget i Edmund Wnuk Lipinski karakteriserede SLD s politik i opposition som fortrinsvist meritokratisk 8. Den meritokratiske politik satte han over for den klassiske og mere politiske form for oppositionspolitik, hvor hensigten ikke så meget er at påvirke regeringens forslag til det bedre, men mere at skaffe sig nye vælgere gennem systematisk kritik af regeringens forslag. Denne strategi blev eksempelvis benyttet under diskussionerne om den nye administrative reform samt de ikke alt for vellykkede reformer inden for sundhedsvæsnet og på pensionsområdet og uddannelsesområdet Interview med Miller i Rzeczpospolita , Lewica powinna miec jedna liste. 8 Opozycja marytoryczna. 9 Rzeczpospolita, , Ewa K. Czaczkowska, "Majsterszyk lewicy".

8 I forbindelse med den fremtidige administrative inddeling blev fra regeringens side foreslået en kraftig nedskæring af antallet af regioner ("voivods") samtidig med oprettelse af et nyt administrativt mellemled ("powiaty"), som var kendt fra tiden før kommunismen. SLD udnyttede utilfredsheden i de regioner, der havde udsigt til at skulle nedlægges, og foreslog derfor et større antal regioner end de 12, der var indeholdt i regeringens oprindelige forslag. SLD og præsident Aleksander Kwasniewski foreslog at sætte antallet op til 17 i stedet for regeringens 12. SLD's valg kan her bedst forklares gennem skiftet fra regeringsparti til oppositionsparti og som led i valgkampen op til valgene til kommunale og regionale råd i efteråret Det hele endte med et kompromis mellem SLD og regeringen om oprettelse af 16 regioner ("voivod's"). Også i forbindelse med grundlovsdiskussionen indtog SLD en aktiv rolle. Her lykkedes det til sidst at få skabt en koalition med PSL, UP og UW rettet imod AWS og kirkeledelsen. De tre partier stod sammen om det forslag til ny grundlov, der blev derefter sendt til folkeafstemning og vedtaget med et knebent flertal. SLD s konstant høje vælgertilslutning overraskede de fleste. Arbejdets Unions (UP) tidligere leder Ryszard Bugaj forklarede det på den måde, at SLD har en stærkt heterogen vælgerskare og et højst uklart program, hvilket gav partiet gode manøvremuligheder politisk og også gode muligheder for at skifte holdninger i enkeltsager. Han mente ikke, at der var nævneværdig forskel mellem de borgerlige partiers og SLD s økonomiske programmer. Den politiske kamp blev i stedet forskudt til andre planer. I stedet for økonomiske emner er spørgsmål i tilknytning til det enkelte menneskes frihed og kampen mod nationalismen blevet venstrefløjens mærkesager. Globaliseringen har generelt begrænset partiernes handlemuligheder i den økonomiske politik. Jadwiga Staniszkis understregede, som Pawel Spiewak, det umulige i at ændre spor i den økonomiske politik 11. Venstrefløjen er ganske som andre politiske partier underkastet path-dependency, dvs. den linie der blev lagt i den økonomiske og sociale politik lige efter det gamle systems undergang. Der findes kort sagt ingen reelle alternativer til markedsøkonomien, tilpasningen til EU og globaliseringen. Den politiske kamp må i stedet udkæmpes på personplanet, på symbolplanet og omkring enkeltsager Oprettelsen af partiet SLD Planerne om at omdanne SLD fra en partiføderation til et egentligt parti, et standardparti i den klassiske forstand, var af ældre dato, men planerne blev fremskyndet af den nye grundlov, iflg. hvilken kun partier og vælgerkomitéer kan stille op ved valg. Der blev henvist til grundlovens par. 100, hvori der kort og godt står at kandidater til valg udpeges af politiske partier. Det gamle SLD kunne derfor i princippet ikke længere stille op som en blot valgalliance. Så fra efteråret 1998 begyndte partiformanden Leszek Miller alvorligt at tale om at opløse SLD og skabe et politisk enhedsparti i stedet for alliancen af forskellige partier og grupper, som havde eksisteret siden af 164 medlemmer af Sejmen og 25 ud af de 28 af de valgte senatorer besluttede efter nogen tids debat at gå med over i det nye enhedsparti. Det blev overvejet at lade den nye partileder og hele den nye ledelse vælge gennem en urafstemning, men planerne herom blev dog skrinlagt. En organisatorisk nyskabelse var det særlige politiske programråd. I rådet indgik ikke alene partimedlemmer, men også enkeltpersoner fra organisationer, der på den ene eller anden måde 10 Rzeczpospolita, 2.4., Bugajs, Spiewaks og Staniszkis synspunkter udtrykkes i Anna Bogusz, Dorota Macieja, Zofia Wojtkowska, Falszywa lewica, Wprost, 18.4., 1999:22-23.

9 samarbejdede med SLD. Rådet fik til opgave at skabe et partiprogram og udvikle en ny politisk profil. Af de mere end 30 organisationer der havde udgjort det gamle SLD, afslog kun fem at gå med over i det nye SLD. Medlemmer af fagforeningen OPZZ kunne kun på individuelt grundlag tilslutte sig det nye SLD. Rent juridisk var der ingen sammenhæng mellem det nye og gamle SLD. Et uløst problem var partiets gæld, der gik tilbage til det gamle SLD s oprettelse i Forud for nedlæggelsen af det gamle SLD afbetalte det ny SLD 2,5 mio. zl. på gælden. Medlemmer af rådet, også ikke-medlemmer, kunne i fremtiden optræde på partiets lister. SLD ønskede derigennem at tiltrække organisationer, fx religiøse, og ad den vej give SLD tilstrækkelig bredde og gennemslagskraft. Ved parlamentsvalget i september 2001 var SLD det eneste parti, der satsede bredt. Mange virksomhedsejere stemte på partiet for at sikre den fornødne politiske stabilitet og som et værn mod yderliggående radikalisme, også en del arbejdsløse stemte på SLD i forventning om nye jobs. Nedlæggelsen af valgalliancen SLD skete ikke uden debat og kritik. PPS-lederen Piotr Ikonowicz ønskede således ikke et enhedsparti, men en parti-føderation. Det var nærmest en umulighed for ham at nedlægge et parti som Polens Socialistparti (PPS), der havde næsten 100 års historie bag sig. PPS politiske muligheder uden for SLD var dog stærkt begrænsede. Ønsket om parlamentarisk repræsentation var den primære årsag til, at PPS i sin tid havde meldt sig ind i SLD. Virkningen af PPS udmeldelse af SLD allerede var til at overse. PPS synspunkter havde en vis tilslutning, men Ikonowicz blev set som en belastning på grund af sin kompromisløse stil. Piotr Ikonowicz, der havde været dissident før 1989, forsvarede ihærdigt de klassiske socialistiske værdier og kritiserede tilnærmelsen til Frihedsunionen (UW). Kritik af planerne kom også fra partiavisen Trybuna. Herfra blev kritikken især rettet mod formanden Leszek Miller, der iflg. kritikerne optrådte diktatorisk og var ude af stand til at præsentere vælgerne for konkrete alternative politiske programmer. Flere kritikere forlod SLD og sluttede sig derefter til bondebevægelsen Selvforsvar (Samoobrona). Den tidligere ministerpræsident Mieczyslaw F. Rakowski mente, at SLD godt nok havde mange dygtigere ledere og erfarne administratorer med et solidt kendskab til statens anliggender 12. Men SLD var blevet til et "parti af socialdemokrater i smoking" med en alt for udpræget markedsøkonomisk og vestlig prointegrationistisk orientering 13. Eksperter og intellektuelle er blevet stillet over for populister og proletarisk indstillede partifolk, og den første gruppe havde størst indflydelse 14. Faren er iflg. Rakowski, at partiet overser de problemer, der plager befolkningen i dagligdagen og forfalder til ligegyldig apparat-snak. Dannelsen af et nyt SLD og diskussionen herom henførte han til den ligegyldige kategori. Det nye SLD rummede også forskellige opfattelser af selve fremgangsmåden i forbindelse med oprettelsen af det nye SLD. Én fløj mente, at en grundig diskussion om partiets program burde gå forud for skabelsen af den ny partiorganisation, mens en anden mente, at en velfungerende organisation og et disciplineret partiapparat burde have førsteprioritet. Tidligere præsidentkandidat og ministerpræsident for SLD, Wlodzimierz Cimoszewicz holdt en lav profil, men støttede reelt den første linie. I et interview i ugeskriftet Polityka tilkendegav han, at SLD under ingen 12 Anna Bogusz, Dorota Mecieja, Zofia Wojtkowska, Falszywa lewica, Wprost, : Nævnt af Tomasz Nalecz i rundbordssamtale om venstrefløjens fremtid, "Gdy zabraklo wielkiej wizji", Gazeta Wyborcza : Mariusz Janicki, Wieslaw Wladyka, Kto wpuscil Leppera?, Politika no. 40 (2318), 6.10., 2001, s.4.

10 omstændigheder burde bevæge sig i retning af et centralistisk styret enhedsparti. Vægten skulle i stedet lægges på udvikling af en demokratisk partidiskussion 15. Også senere, i forbindelse med diskussionen om SLD s tilbagegang i 2003, forholdt Cimoszewicz sig forsigtigt kritisk til partiledelsen. Særlig vanskelig var nedlæggelsen af Republikken Polens Socialdemokratiske Parti (SdRP), der som nævnt havde udgjort det gamle SLD s programmatiske og organisatoriske kerne. Ikke med urette blev fremført, at SdRP havde været SLD s redning, for det havde krævet mod og vilje at gå med i SLD, især i de første år blev medlemmerne udsat for meget hårde angreb. Efter nedlæggelsen af SLD vil folk med baggrund i SdRP skulle agere på lige fod med medlemmer, der ikke turde være med i SLD i den første farlige periode og som kun tilsluttede sig SLD ud fra karriereovervejelser. SLD s endelige organisatoriske struktur og politiske program skulle fastlægges i forbindelse med den første kongres i december Inden stiftelseskongressen havde SdRP besluttet at opløse sig selv. Medlemmerne og parlamentsmedlemmerne skulle beslutte, om de ville gå med over i det nye enhedsparti som individuelle medlemmer. I den nye midlertidige ledelse var SdRP og OPZZ stærkt repræsenteret, og der var efter polske forhold tale om en forholdsvis høj kvinderepræsentation. Der blev desuden plads til repræsentanter fra de nye koordinerende grupperinger på voivod-niveau og poster i partiet til tidligere medlemmer af Frihedsunionen (UW). Andrzej Celinski, en af overløberne fra UW og tidligere aktivt medlem af KOR, blev formand for den kommission, der skulle forberede partiets program. Efter valget i september 2001 blev han udnævnt til kulturminister. Valget af Andrzej Celinski skulle bidrage at fjerne til hvad SLD har betegnet som det mest irrationelle i polsk politik, den gamle opdeling med konfrontationen mellem polakkerne, Vi (Solidaritet) over for Dem ( post-kommunisterne ) 16. Ikke alle grupper fra det gamle SLD blev repræsenteret i den nye ledelse. Jerzy Urban s organisation NIE ( Niezalezna Inicjatywa Europejska ) havde anmodet herom, men fik kravet afvist. Ledelsen satsede på, at det ny SLD på sigt ville få medlemmer, båret frem af fremgang i meningsmålingerne og udsigter til politisk karriere. I oktober 1999 havde det ny SLD fået individuelle medlemmer. I år 2002 var medlemstallet nået op på , et medlemstal som ingen andre partier kom i nærheden af. På den stiftende kongres i december blev Leszek Miller valgt til formand. Større spænding var der om valget af de fem viceformænd. Her fik Leszek Miller sin vilje, for så vidt som de grupper inden for partiet, der støttede Miller s linie, blev repræsenteret i ledelsen. Der blev indvalgt en kvinde (Lybacka), en repræsentant for fagforeningen OPZZ, også Andrzej Celinski, afhopperen fra Frihedsunionen (UW), der repræsenterede åbningen over for nye meninger, blev valgt. Også Sejmens viceformand (Borowski) og Jerzy Smajdzinski, en nær ven af Miller, fik stemmer nok. Mest overraskende var, at den tidligere præsidentkandidat og ministerpræsident Wlodzimierz Cimoszewicz ikke fik tilstrækkeligt med stemmer. Kongressen besluttede, at kvinderne skulle udgøre mindst 30 pct. af kandidaterne ved næste parlamentsvalg og mindst 20 pct. i partiets ledende organer, stigende til 50 pct. i år Den ny organisation blev opdelt i 160 lokale partienheder med 16 koordinatorer på voivod-niveau. Hensigten var at opnå den bedst mulige dækning territorialt. 15 Polityka no. 40 (2213) : Det synspunkt er bl.a. fremført af tidligere ministerpræsident for SLD, Wlodzimierz Cimoszewicz, i ugeskriftet Polityka no. 40 (2213) :30-31.

11 Organisatorisk fulgte det nye SLD det så kendte mønster med en kongres, der tager de langsigtede og overordnede beslutninger og foretager valg til partiledelsen, til et nationalt råd ( Rada Krajowe ), der indkaldes et par gange om året, en form for hovedbestyrelse ( Zazad Krajowe ) og til forretningsudvalget ( Krajowy Komitet Wykonawczy ), der indkaldes et par gange om måneden eller måske mere. Derudover blev nedsat et særligt programudvalg, ligesom særlige partikonventer er indkaldt for at diskutere og fastlægge fx valgudtalelser og valgprogrammer. I takt med den voksende krise inden for partiet efter valget i 2002 blev indkaldt adskillige ekstraordinære møder. Optagelsen af nye medlemmer skete efter samtaler med hver enkelt ansøger. Opgivelsen af det kollektive medlemskab svækkede i sig selv fagforeningen OPZZ position. Den største gruppe blandt de nyindmeldte havde været reformkommunister i 1980 erne, hvor de havde hørt til den del af partiet, der støttede rundbordssamtalerne. Ca. en tredjedel af dem der viste interesse i medlemskab, havde tidligere været medlemmer af det kommunistiske parti (PZPR), men blandt de nye medlemmer var iflg. SLD egne oplysninger mange unge, ca. en tredjedel af de nyindmeldte. Wojciech Pielecki mente, at mange unge ikke meldte sig ind i SLD ud fra holdninger til fortiden, men ud fra deres egne helt personlige holdninger til fremtiden. Fortiden overlod de til historikerne 17. SLD var ikke længere blot partiet for pensionister og tidligere medlemmer af det kommunistiske parti (PZPR). 60 pct. af partiets vælgere var under 40 år og havde ikke taget aktivt del i politik under det gamle system. Deres politiske holdninger var blevet formet i årene efter De vurderede de politiske partier primært ud fra pragmatiske, ja nærmest værdifri kriterier. Mange havde forud for medlemskabet engageret sig i den private sektor, havde tidligere stemt på Solidaritet, men forlod post-solidaritet partierne i skuffelse over deres politiske stil og den førte politik. Ved valget i 2001 fik 3,5 mio. førstegangsvælgere mulighed for at stemme. Alle partierne søgte derfor at appellere de til de unge. I begyndelsen af år 2001 havde SLD iflg. meningsmålinger mellem 40 og 50 pct. af vælgerne bag sig. Partiet var også blevet ungdommens parti. Partiet var blevet førende i næsten alle erhvervsgrupper uanset køn, alder, uddannelse, formue, arbejdssted og bolig. Kun blandt bønder og landarbejdere stod PSL stærkere end SLD. Frihedsunionen (UW) havde tidligere haft flest stemmer blandt veluddannede, men var også her blevet overhalet af SLD 18. At den kommunistiske fortid var ophørt med at spille den store rolle havde iflg. Pielecki primært psykologiske årsager. Der var et stort udækket behov for en nuanceret og kølig vurdering af fortiden. Befolkningen var blevet overvældet af så store chok og forandringer, at erindringerne om tiden før 1989 efterhånden var trængt i baggrunden. Der var derfor brug for en ny autentisk tyk streg over fortiden efter spansk mønster. En sådan ville efter partiets opfattelse åbne op for nye og mere frugtbare politiske alliancer, måske endda et historisk kompromis og et regeringssamarbejde mellem SLD og det liberale Frihedsunionen (UW). SLD s koalitionspotentiale var i princippet stort, barriererne for at realisere potentialet var ikke policy-relaterede, men helt klart historiske, dvs. strukturelle. I oplægget til den stiftende kongres blev understreget, at der ikke eksisterer nogen tredje vej mellem planøkonomi og markedsøkonomi. Iflg. formanden for program-kommissionen, Andrzej 17 Oplysninger i Rzeczpospolita den : A2 og Wojciech Pielecki, Trup niezgody, Gazeta Wyborcza Dertil oplysninger under egen samtale med Tadeusz Iwinski, SLD i forbindelse med et arbejdsbesøg i Warszawa den Iflg. meningsmåling offentliggjort i Rzeczpospolita

12 Celinski, blev kursen i den økonomiske politik reelt lagt allerede med Balcerowicz-planen I, dvs. lige efter etableringen af den første ikke-kommunistiske regering i 1989, og siden har der kun været tale om små udsving i den faktisk førte økonomiske politik. Mellem den neoliberale Leszek Balcerowicz og venstrefløjens Marek Belka s synspunkter har vi højst haft at gøre været tale om nuanceforskelle. Men venstrefløjen har, uanset al tale om path-dependency, pligt til at give de socialt udstødte en ny chance i samfundet og udligne de alt for store regionale forskelle i levestandard 19. I en erklæring op til stiftelseskongressen blev fremhævet at SLD vil knytte an til de historiske traditioner inden for den polske og europæiske arbejderbevægelse med forbindelser til traditioner og klassisk politisk tænkning på venstrefløjen. Den daglige politik skulle bygge på et frugtbart samspil mellem patriotisme, søgen efter national uafhængighed og sikring af borgerlige frihedsrettigheder og ikke forglemme også sociale rettigheder. Med dette som udgangspunkt ville partiet forene princippet om mere social retfærdighed med principperne om frihed, frie borgere og lokalt selvstyre 20. Holdningerne til fortiden blev genstand for stor debat og også megen opmærksomhed på kongressen. I oplægget til kongressen fordømtes stalinismens forbrydelser og realsocialismens udemokratiske system, dens økonomiske patologi og begrænsningerne i frihedsrettighederne. SLD værdsætter dog, som det blev formuleret, dem der under det gamle system på ærlig og redelig vis havde gavnet samfundet og derfor arbejdede seriøst. På selve kongressen blev vedtaget en resolution, der tog afstand fra den kommunistiske totalitarismes forbrydelser, som så klart krænkede venstrefløjens idealer. Partiet var også villig til at yde erstatning til kommunismens ofre. Formanden Leszek Miller konkluderede, at vurderingen af tiden før 1989 skulle være hård, men retfærdig. De nøjagtige formuleringer var genstand for en del debat på kongressen og tilfredsstillede heller ikke oppositionen på højrefløjen, bl.a. fordi forholdene i Polen før 1989 kun blev nævnt i indirekte vendinger. Præsident Aleksander Kwasniewski havde forud for kongressen, og øjensynligt uden at orientere partiledelsen, ladet oplæse et brev, hvor SLD blev opfordret til ikke blot et symbolsk, men et dybtgående brud med fortiden. AWS afviste, at SLD med beslutningerne på kongressen havde gjort tilstrækkeligt op med fortiden. Spørgsmålet om fortiden blev reaktiveret i forbindelse med AWS forsøg på i efteråret 1999 at få en ny skærpet afkommuniseringslov ( dekomunizacja ) igennem parlamentet. Forslag herom blev dog nedstemt i parlamentet med også regeringspartneren Frihedsunionens (UW) stemmer. Var forslagene gået igennem i parlamentet, ville præsidenten med sikkerhed have nedlagt veto på grund af de retlige problemer, der var indeholdt i forslaget. Men SLD var således trods sin størrelse og indre transformation fortsat en akse for polarisering i polsk politik Samarbejde på venstrefløjen Som på højrefløjen er der blevet talt og skrevet meget om behovet for mere samling på venstrefløjen. Selve tanken om større enhed var i sig selv ikke fremmed for SLD der selv havde fremført idéen før op til valget i 1993, hvor partiet indbød venstrefløjspartier og grupper til, hvad der blev betegnet som en stor debat om alternativer til den økonomiske politik, der var blevet ført 19 Interview med Andrzej Celinski i Rzeczpospolita :A7, under overskriften Nie ma trzeciej drogi w gospodarcze. 20 Gengivet efter Rzeczpospolita i artikel under overskriften Bylo SLD, bedzie SLD.

13 af post-solidaritet partierne. Det var i forbindelse hermed afgørende for SLD at sikre den samlede venstrefløjs støtte til genvalget af Aleksander Kwasniewski som præsident. En overgang blev talt om en valgblok bestående af SLD, UP, PPS samt den mindre politisk sammenslutning Ruchu Ludzi Pracy ( Det Arbejdende Folks Bevægelse ). Gruppen Ruch Ludzi Pracy var forbundet med fagforeningen OPZZ, men havde på grund af for få medlemmer ikke særlig stor politisk gennemslagskraft. Det andet venstrefløjsparti Arbejdets Union (UP) tog i foråret 1999 et konkret initiativ til venstrefløjens rundbordssamtaler. Under disse skulle de forskellige grupperinger på venstrefløjen åbent diskutere nye idéer og programmer. To centrale spørgsmål blev formuleret af den tidligere ministerpræsident Wlodzimierz Cimoszewicz: Hvordan forener venstrefløjen på bedst mulig måde satsningen på større økonomisk vækst med idealet om en mere retfærdig fordeling af samfundets goder? Og har en ny venstreregering reel handlefrihed i den økonomiske politik set i lyset af den stadig stærkere globalisering og den løbende tilpasning af love og regler til medlemskabet af EU? 21 Planerne om oprettelse af én samlet venstrefront måtte dog snart opgives 22. I stedet talte SLD s formand Leszek Miller om etableringen af et oppositionsforum ( Forum Opozycyjne ), som med SLD som den ledende politisk kraft skulle forene de partier, der var i opposition til Jerzy Buzeks regering 23. SLD prioriterede ikke drøftelserne om større enhed på venstrefløjen særlig højt, for SLD var jo under alle omstændigheder klart stærkere både vælgermæssigt og medlemsmæssigt end Arbejdets Union (UP) og PSL. SLD følte sig imidlertid af taktiske årsager nødsaget til at tage del i rundbordsforhandlingerne, da Arbejdets Unions (UP) stemmer kunne blive udslagsgivende i forbindelse med regeringsdannelsen. Men der blev ikke holdt særlig mange møder mellem de involverede. Tilnærmelsen mellem SLD og Arbejdets Union (UP) blev i oktober 2000 udmøntet i en aftale om samarbejde i forbindelse med parlamentsvalget i 2001 med fælles kandidatlister og fælles program. Vigtigst for SLD var at få begrænset stemmespildet mest muligt. UP lå iflg. meningsmålingerne lige omkring spærregrænsen, så faren for at UP igen ikke ville blive repræsenteret i parlamentet var stor. De store partiers mandater blev på grund af valgloven opnået med færre stemmer end mindre partiers. Små partier havde således fordel af at lade deres kandidater stå på de de større partiers lister. Samarbejdet mellem SLD og Arbejdets Union (UP) holdt frem til slutningen af 2004, hvor UP valgte at afbryde samarbejdet efter den indre splittelse og den vælgermæssige nedtur for SLD. Derudover gjaldt det om at undgå de fejl, der blev begået under den forrige venstrefløjsregering i årene Regeringssamarbejdet mellem SLD og PSL i årene mellem 1993 og 1997 havde viste omverdenen at regeringer ledet af SLD har svært ved at træffe upopulære men nødvendige politiske beslutninger, fx på pensionsområdet og inden for sundhedsvæsnet. Under SLD-PSLregeringen verserede der planer om fx en regional- og kommunalreform, men beslutningen herom blev først taget under den AWS-UW-regeringen efter valget i Den nye AWS-ledede regering havde tilsyneladende vilje til at gennemføre reformer, men skelede til gengæld ikke tilstrækkeligt til kvaliteten i lovgivningsarbejdet og styrtdykkede derfor hurtigt i vælgertilslutning efter 1997-valget Valget i Dominika Wielowieyska, Przez morze czerwone, Gazeta Wyborcza, : Dominika Wielowieyska, Przez morze czerwone, Gazeta Wyborcza, : 18-20, Eliza Olczyk, Socjaldemokratyczna wydmuszka, Rzeczpospolita :3. 23 Mariusz Janicki, Wylacznosc na lewice, Polityka nr. 16 (2189), :26-28.

14 Mulighederne for at få etableret en centrum-venstre regering efter et nyt valg blev yderligere forbedret gennem valgsamarbejdet mellem SLD, UP og PSL ved regional- og kommunalvalgene i SLD havde ikke interesse i at fremprovokere et valg til parlamentet før præsidentvalget i år 2000, selv om gode meningsmålinger i efteråret 1999 kunne friste dertil. Regeringens politik blev kritiseret, men ikke for skarpt, og SLD distancerede sig fra de demonstrationer, der blev organiseret af OPZZ og Selvforsvar ( Samoobrona ). SLD søgte at fremstå som et pragmatisk indstillet parti med konkrete forslag til løsning af samfundets problemer, fx arbejdsløsheden og den manglende ligestilling 24. Under valgkampen i 2001 blev især fokuseret på emner som ligestilling, seksualvejledning, sundhedsreform, eksportfremme og økonomisk støtte til virksomheder, der ansætter unge nyuddannede. Et af partiets valgslogans lød: Lad os vende tilbage til normale tilstande og lad os vinde fremtiden. SLD s fremgang i 2001 skyldtes for en stor del regeringens uheldige fremtoning i medierne, de økonomiske konjunkturer og AWS-UW-regeringens alvorlige fodfejl i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af de fire store samfundsreformer, fx reformen på sundhedsområdet. Partiets kandidat Aleksander Kwasniewski blev i efteråret 2000 genvalgt til præsident, hvilket i sig selv styrkede partiets muligheder. Partiet var ikke længere blot en sammenslutning af veteraner fra den socialistiske periode, men havde tværtimod frigjort sig fra mere ekstreme revolutionære grupperinger, eksempelvis Proletaryat og PPS Ikonowicza 25. SLD nød godt af den hårde kerne af aktivister og solide organisatoriske netværk (Millard, 1999: ). Dertil kom støtten fra fagforeningen OPZZ og de økonomiske fordele af tætte kontakter til dele af den private sektor. Omskabelsen af SLD til et standardparti frigjorde SLD fra afhængigheden af fagforeningen OPZZ. Billedet af partiet har over perioden været asymmetrisk, idet partier i opposition til SLD har haft svært ved at anerkende SLD som et parti af standardtypen. Som fremgået blev overgangen fra en valgalliance til et egentligt parti gennemført forholdsvis gnidningsfrit og i hvert fald uden negative følger med hensyn til vælgeropbakningen. Også det regionale og lokale fundament har været forholdsvis solidt. Over halvdelen af landets kommuner og regioner blev efter de kommunale og regionale valg i 1998 styret af SLD alene eller SLD-ledede koalitioner. Af de 16 voivod er blev efter 1998-valget de 9 ledet af SLD og 135 af de 235 powiaty er havde en SLD er som deres borgmester. Koalitionspotentialet var dog fortsat begrænset. Frem for alt historiske forhold stod i vejen for en koalition med det liberale Frihedsunionen (UW), men partiet fik en del overløbere fra Frihedsunionen (UW). Størstedelen af befolkningen betragtede SLD som relevant og regeringsdueligt. At de klassiske Vi-Dem modsætninger ikke blev helt affrosset syntes at være mest skadeligt for højrefløjen. Og fortiden stod i hvert fald ikke i vejen for valg af en post-kommunist på præsidentposten. Omkring årtusindeskiftet fremstod SLD således som det stærkeste parti med en professionel organisation og en catch-all profil. Partiet kunne støtte sig til udstrakt professionalisme og erfaring og en god evne til strategisk tænkning og godt lederskab. Partiet havde strukturerne, pengene og maskineriet til at vinde valgene. Før valget i september 2001 viste meningsmålinger, at SLD-UP ville opnå flertal alene i det nye parlament, resultatet var dog noget lavere end forventet (41 pct.) og 24 Se fx Eliza Olczyk, Bez ideologii, Rzeczpospolita, :A4. 25 Janusz A. Majcherek, SLD, Miedzy Balcerowiczem a Miczurinem, Rzeczpospolita , s. A10.

15 ikke tilstrækkeligt til at opnå et flertal alene på grund af den forudgående ændring af valgloven i retning af et rent forholdstalsvalg, i øvrigt gennemført af den forrige Solidaritet-ledede regering. SLD fik i sidste del af valgkampen skåret toppen af fremgangen på grund af den stigende modstand mod de politiske ledere og partierne. Det lykkedes SLD-UP at få stablet en flertalsregering på benene i samarbejde med bondepartiet PSL, men regeringskonstruktionen var fra start ustabil og holdt ikke valgperioden ud. Som regeringsbærende kom SLD til at stå over for svære, ja uløselige problemer, især på grund af det store underskud på statsbudgettet og den voksende arbejdsløshed Nedturen efter 2001-valget Problemet for den ny post-kommunistiske regering var frem for alt at få dæmpet utilfredsheden i befolkningen, skabt realistiske forventninger i befolkningen og højnet kvaliteten i lovgivningsarbejdet og ministrenes embedsførelse. Den ny SLD-UP-PSL regering lagde ud med beskæringer i statsbudgettet for Et program for vitalisering af økonomien indeholdt lempelser af pengepolitikken, igangsættelse af en del infrastrukturprojekter, afbureaukratisering, ændringer på sundhedsområdet, begrænsning i pensionisters muligheder for at tage arbejde samt ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen, hvorefter virksomhederne lettere kunne ansætte og skille sig af med uønsket arbejdskraft. Derudover blev der givet en støtte til unge igangsættere ud fra mottoet Frem for alt igangsættelse for at få reduceret ungdomsarbejdsløsheden. EUmedlemskabet blev opprioriteret uanset den stærke EU-skeptiske repræsentation i det nye parlament. I foråret 2003 opstod en uoverstigelig uenighed mellem de to økonomiske ministre Jerzy Hausner og Grzegorz Kolodko om de rette midler til vitalisering af økonomien og sikring af større økonomisk vækst. Hvor finansministeren (Kolodko) skelede til statens finanser og tilpasningen til Maastricht-kriterierne, var økonomiministeren (Hausner) mere indstillet på at fremme den økonomiske vækst gennem større indenlandsk efterspørgsel og derved udskyde opfyldelsen af Maastricht-kriterierne. Den økonomiske vækst havde i første halvår af 2003 mest udgangspunkt i øget eksport, så en øget indenlandsk efterspørgsel ville sætte ekstra skub i økonomien. Striden mellem de to økonomiske ministre endte med en sejr for Hausner. Som reaktion valgte Kolodko i juni 2003 selv at træde tilbage fra finansministerposten. Et andet stridspunkt i partiet var spørgsmålet om indførelse af en lineær beskatning, dvs. fjernelse af skatteprogressionen for at fremme virksomhedernes investeringslyst. Formanden Leszek Miller var åben over for tanken, men afgørelsen blev udskudt. Den høje prioritering af den økonomiske politik og medlemskabet af EU betød, at ideologiske spørgsmål, fx kritik af den katolske kirke blev dæmpet, i hvert fald så længe polsk økonomi havde problemer, og optagelsen i EU endnu ikke var en realitet. Hvorvidt projektet for genrejsning af polsk økonomi ville lykkes, var usikkert. Populære var de i hvert fald ikke. Allerede de regionale og kommunale valg i november 2002 viste, at SLD s vælgerandel var for nedadgående, især i de store byer, hvor SLD tabte flere borgmestervalg. Bedre blev det ikke med Rywin-affæren (medie-skandalen Rywin-gate), hvor der blev fremsat alvorlige beskyldninger om korruption med involvering af statsministeren og det politiske system generelt. Kort tid herefter fulgte anklagerne mod SLD eren og parlamentsmedlemmet Andrzej Jagiello for at have hæmmet efterforskningen i en sag om kriminalitet rettet mod lokale SLD-folk

16 ( Starachowice-skandalen ), hvilket førte til at Jagiello selv fik ophævet sin parlamentariske immunitet med henblik på retsforfølgelse. Senere fulgte flere andre skandaler rejst i pressen, værst var nok Orlén-sagen, der drejede sig om den økonomiske gråzone mellem staten og den private sektor og med ny/gamle forbindelser mellem partiledelserne og personer med tidligere tilknytning til sikkerhedstjenesten under det gamle system. SLD gik til modangreb og beskyldte Kaczynski s Lov og Retfærdigheds Parti (PiS) for i begyndelsen af 1990 erne ulovligt at have modtaget støtte fra medieselskabet Telegraf og krævede som følge heraf nedsat en kommission til at undersøge også den sag. PIS var ikke principielt imod dette, men ønskede til gengæld kommissionens mandat udvidet, sådan at også andre partiers økonomiske forhold kunne blive omfattet af undersøgelsen. Nederlaget for SLD ved lokal- og regionalvalgene i 2002 blev noget af et vendepunkt. De ophørlige dyk i vælgertilslutning og bondepartiet PSL s udtræden af regeringen bevirkede, at Leszek Miller i samråd med præsident Aleksander Kwasniewski besluttede at afholde nyvalg til parlamentet i allerede juni måned 2004 eller samtidig med det første polske valg til Europaparlamentet. Om regeringen kunne overleve så længe afhang af, om der kunne skaffes et flertal i Sejmen for statsbudgettet for Beslutningen om valg i utide blev ændret efter ja et ved folkeafstemningen om EU-medlemskabet i juni 2003 og den efterfølgende tillidsafstemning i parlamentet, som Miller vandt. Nedturen i meningsmålingerne var dog ikke standset hermed, heller ikke efter regeringens hårde linie i spørgsmålet om stemmevægte inden for EU under forhandlingerne om EU s forfatningstraktat, og krisen for partiet blev da også et centralt tema på SLD s 2. kongres sidst i juni Forud var gået en intens debat i partiet om årsager til regeringens lave tilslutning i befolkningen. På partikongressen lykkedes det for Leszek Miller at blive genvalgt til formandsposten uden modkandidat med 625 stemmer ud af 777 afgivne stemmer. Tallene var et varsel om modstand mod Miller s ledelse af regeringen og partiet, og det til trods for at Miller i sin tale til kongressen øvede selvkritik hvad angik regeringens ledelse og den førte politik. Rygterne og kravene om Miller s afgang ophørte ikke. Tværtimod gav krisen i partiet og i meningsmålingerne anledning til både kritik og debat. Krav om ændringer i ledelsen blev fx fremført af parlamentsmedlemmet Izabella Sierakowska, men ikke mange ønskede at åbne op for en regulær magtkamp om lederposten. Med hensyn til at sikre støtte til USA s og Englands linie i Irakspørgsmålet havde partiledelsen ikke de store problemer på trods af stor modstand mod Irak-krigen i befolkningen. Valgene førte ikke til de store udskiftninger. Ved valget af viceformænd var topscorerne Andrzej Celinski (414 stemmer), Krzystof Janik (501 stemmer) og forsvarsministeren Jerzy Szmajdzinski (522 stemmer). Valget til ny partiledelse var umiddelbart en styrkelse af viceformanden Krzystof Janik s position. På trods af enighed var der fortsat usikkerhed om SLD s fremtid, idet tallene i meningsmålingerne faldt støt. I flere målinger blev SLD således overhalet af både det liberale Borgerplatformen (PO) og Selvforsvar (Samoobrona). Hovedproblemet for partiet var upopulær politik, dårlig kommunikation, en uvenlig presse og upopulære ledere, kort sagt mest problemer knyttet til regeringsudøvelsen. De største problemer på policy-planet var landets økonomiske situation og den meget høje arbejdsløshed, på personplanet de mange skandalesager rejst i pressen. Økonomisk vækst på 5 pct. og lav inflation skabte ikke større tillid til regeringen. Jerzy Hausner s spareplaner og forslag til omlægning af de statslige finanser i efteråret 2003 indeholdt administrative besparelser og besparelser på de militære budgetter, begrænsninger i indekseringen af pensioner, forhøjelse af

17 pensionsalderen for kvinder, sådan at aftrædelsesalderen faldt sammen med mændene. Dertil kom større indbetalinger til pensionsordningerne fra landbruget, nedlæggelse af PFRON (en fond for økonomisk udsatte) samt overførsel af pengene sparet herved til lokalsamfundene. Planen skabte problemer med hensyn både for sammenholdet både inden for SLD og regeringen som helhed. For at sikre sig imod nye skandaler lod SLD i efteråret 2003 gennemføre en revurdering ( screening ) af partiets medlemmer, hvorefter hvert medlem skulle udfylde nye skriftlige medlemskabsdeklarationer og skemaer med personlige oplysninger. I 2003 havde SLD omkring medlemmer, efter oplysninger i begyndelsen af 2004 menes omkring 80 pct. at være forblevet medlemmer også efter screeningen, senere faldt antallet dog ned til omkring på grund af stor afgang af medlemmer til det nye SDPL 26. Screeningen betød, at ikke blot politiske belastede personer forlod partiet, men også en del fiktive medlemmer og medlemmer, der havde overvejet medlemskabet og med screeningen fik chancen for at tage den endelige beslutning. Initiativet blev modtaget med modstand lokalt, idet mange tvivlede på værdien, og i en del tilfælde blev blanketterne med spørgsmål slet ikke runddelt. Flere ældre partimedlemmer gav udtryk for, at denne aktion fra ledelsens side var et betragte som et mål i sig selv, uden reel virkning og mest sat i gang for at berolige offentligheden i tider med gentagne korruptionsanklager 27. Derudover blev der taget beslutning om bedre skoling af partiets medlemmer, fx i at kommunikere bedre med pressen. Trods kritikken blev forslagene til omlægning af de statslige finanser ( Hausner-planen ) fastholdt, om end opblødt noget, men samtidig hermed blev også lanceret planer om ny og mere populær lovgivning, fx ret for borgerne til registrerede ægteskaber, også for homofile, samt lempelser i abortlovgivningen. Problemet var, at valgløfterne ikke var blevet holdt. Begge sidstnævnte forslag ville uundgåeligt have ført til kold krig med den katolske kirke, men samtidig appelleret til ikkefundamentalistisk indstillede vælgere. I partiet selv var der klart den største tilslutning til forslaget om lempelser i den restriktive abortlovgivning. Der kan ikke herske tvivl om, at regeringens hårde linie i spørgsmålet om fremtidige stemmevægte i EU havde en indenrigspolitisk baggrund, idet den hårde linie havde klar støtte hos flertallet af polakker og derfor måske kunne rette tallene i meningsmålingerne op Splittelsen og oprettelsen af SDPL Fortsat nedgang i meningsmålingerne for SLD kunne inspirere andre, eksempelvis den langt mere populære præsident Aleksander Kwasniewski, hvis embedsperiode udløber i 2005, til at oprette en ny centrum-koalition. I efteråret 2003 blev således med støtte fra præsidenten fremsat planer om en særlig uafhængig borgerliste i forbindelse med det første EU-valg med polsk deltagelse. En egentlig sprængning af SLD blev betragtet som sandsynlig, dersom meningsmålingstallene nærmede sig blot 10 pct. Sidste udvej kunne være afsættelse af Leszek Miller og valg af ny formand for partiet i et desperat forsøg på at redde partiet fra at lide samme skæbne som Valgaktion Solidaritet (AWS). Dette blev i første omgang kategorisk afvist af Miller, men i februar 2004 gav Leszek Miller efter for presset og valgte i første omgang Schröder-modellen, dvs. at trække sig fra partiformandsposten. Hans egne begrundelser var tre, at partiet behøvede ekstra organisatorisk kraft for at forberede sig godt til EU-parlamentsvalget i juni 2004, at den indre patologi i partiet måtte begrænses, hvilket krævede en ny på lederposten, og at de store arbejdsopgaver som ministerpræsident, frem for alt at få opbakning til de økonomiske planer krævede så mange kræfter, 26 Oplysninger i interview med Jerzy Wiatr, Gazeta Wyborcza :19 ( Miller az do kleski ) samt i Polityka nr. 2 (2486), 15 januar 2005: Eliza Olczyk, Znikajacy Sojusz Lewicy, Rzeczpospolita 10 Novermber 2003.

18 at der ikke var tilstrækkeligt med tid til at varetage formandsposten på tilstrækkelig betryggende måde. I parlamentet kunne ikke umiddelbart skaffes et flertal for en ny SLD-person på posten som ministerpræsident. Så den post skulle Miller efter hensigten beholde indtil næste valg. Men fortsat nedgang i vælgertilslutningen tvang også Leszek Miller fra ministerpræsidentposten. Som ny ministerpræsident udså præsident Aleksander Kwasniewski den tidligere finansminister Marek Belka, der godt nok var faglig kompetent, men politisk kontroversiel pga. sin teknokratiske stil. I maj 2004 præsenterede han sin regering, som umiddelbart så ud til at få en kort levetid pga utilstrækkelig opbakning i parlamentet. Belka s regering sikrede sig dog efter et forgæves forsøg i maj månd 2004 et tillidsvotum i juni og senere igen i november takket være støtte fra SDPL og Roman Jagielinski s gruppe ( Federacyjny Klub Parlamentarny ). Valget syntes således udsat til foråret 2005 uanset optrapningen af oppositionspartiernes kamp mod regeringen. Men der var tale om en særlig frustreret stabilitet. Støtten fra det nye parti socialdemokratiske SDPL var betinget af, at dele af spareplanerne i Hausner-planen blev trukket tilbage, at en sundhedsreform blev bragt på plads, at der blev igangsat en afpolitisering af stillingsudnævnelser inden for staten, at det militære engagement i Irak blev ndbragt, arbejdsløsheden mindre, og at Belka senere på året igen fik afprøvet sit flertal i parlamentet. Disse krav fra SDPL blev imødekommet i Belka s tale til parlamentet. Forskellige fraktioner inden for SLD havde i perioden forud herfor forsøgt at udfylde tomrummet, standse vælgervandringen til det populistiske Selvforsvar (Samoobrona) og derved bidrage deres til at begrænse vælgertilbagegangen. En af disse fraktioner ( Borówki ) arbejde ud fra dokumentet Nok af illusioner (Dósc zludzen ) for omfattende forandringer i partiet, frem for alt i ledelsesstilen. En del tydede på, at Borowski allerede hurtigt efter 2001 sigtede mod oprettelse af en ny socialdemokratisk platform, måske i samarbejde med præsident Aleksander Kwasniewski. En anden fraktion, presidentgruppen ( grupa przezydenska ) havde en liberal indstilling, mens en tredje i partiet omkring udenrigsminister Wlodzimierz Cimoszewicz og Andrzej Celinski især hæftede sig mest ved den dårlige regeringsudøvelse og de alt for mange korruptionsanklager. En fjerde gruppe især lagde vægt på de sociale dimensioner og den manglende kontakt til vælgerne og partimedlemmerne 28. Resultatet var som antydet, at Marek Borowski s fraktion i marts måned 2004 brød med SLD og oprettede et helt nyt socialdemokratisk parti under navnet Polens Socialdemokratiske Parti (SDPL). Venstrefløjen var ophørt med at være en samlet enhed med SLD som hegemon, Sagt ironisk, indtraf en polonisering af SLD (Migalski, 2006:88). Programmæssigt afveg det nye parti ikke særlig meget fra det gamle SLD, men de traditionelle socialdemokratiske mærkesager blev opprioriteret. Det der mest adskilte det ny parti mest fra SLD var nok, at SDPL bestod af ikke-miller-folk, med andre ord skulle det ny parti have rent kartotek. Der blev også fremsat krav om bedre styringsmåde, en sundere stat, bekæmpelse af korruption, færre politiske udnævnelser og åbne stillingsopslag. Alt dette fandt sted i forbindelse med forhandlingerne om støtte til Belka s regering, men de nævnte krav var klart taktisk bestemt. Forholdet mellem de to konkurrerende socialdemokratiske partier (SLD og SDPL) blev dog aldrig særlig godt og også yderligere forværret efter EU-parlamentsvalget i juni 2004, der gav begge beskeden repræsentation i EU-parlamentet. SDPL s stemmer blev dog 28 Nævnt bla. i Trybuna , Przytulic wyborce.

19 fortrinsvist skaffet i hovedstaden Warszawa og mest pga. respekterede tidligere udenrigsminister Dariusz Rosati s kandidatur. Omkring årsskiftet lå partiet i de fleste meningsmålinger under spærregrænsen, mens SLD syntes på det tidspunkt langsomt syntes at være på vej opad. At SDPL støttede som sagt Belka s regering ved tillidsafstemningerne i juni 2004 og i november 2004 skyldtes måske mest, at den nye partiledelse behøvede mere tid til at konsolidere partiet politisk og organisatorisk, og at partiet også følte sig ganske godt repræsenteret i Belka s regering, fx gennem sundhedsminister Marek Balicki. I den nye SLD-regering fik økonomiminister Jerzy Hausner en mindre central position. I sommeren 2004 havde det nye socialdemokratiske parti sammenlagt blot aktivister (partimedlemmer og sympatisører), mest yngre uden større politisk erfaring 29. Måske ville SDPL af den årsag satse på en ret flad, nærmest amerikansk kadreagtig type organisation, i formen meget lig med opbygningen af det liberale Borgerplatformens (PO). Partierne og partisystemet i Polen har været højst ustabile, kun vælgerpræferencerne ser ud til at være ret stabile. Men vælgerne var på stadig jagt efter partier, der tilfredsstillede deres krav. Efterspørgslen svarede langt fra udbuddet, og dette gav yderliggående protestpartier som LPR og i første omgang Selvforsvar (Samoobrona) vind i sejlene. Dykket i meningsmålingerne for SLD efterlod et tomrum, for ved valget i 2001 havde ikke mindre end 42 pct. stemt på SLD-UP, nu stod SDL, UP og SDLP pludselig til at få måske blot pct. tilsammen. Det var således ikke for meget sagt, at venstrefløjen i Polen befandt sig i en dyb krise. Heller ikke udsigterne til at få etableret en fælles venstrefløjsplatform ved valget i 2005, som anbefalet af præsident Aleksander Kwasniewski, lod sig realisere, men ikke desto mindre svirede til stadighed rygter om dannelse af en helt ny politisk centrumkoalition med støtte fra præsidenten og med deltagelse af politikere fra Frihedsunionen (UW) (fx Frasyniuk og Mazowiecki) og udbrydere fra SLD (fx Hausner, Borowski). Der var (og er) trods alt iøjnefaldende forskelle mellem krisen den gamle Solidaritet-alliance AWS og SLD. I modsætning til det stærkt fraktionsopdelte AWS havde SLD en fast organisatorisk kerne, dvs. en betydelig stærkere partiinstitutionalisering og også en større loyalitet og et større sammenhold på ledelsesniveau. Det var frem for alt det uophørlige fald i vælgertilslutningen, der sprængte partiet. Problemet var de uophørlige anklager om korruption og kammerateri og dårlig regeringsudøvelse. I modsætning til AWS, hvor adskillige oplagte ledere forlod partiet, fx det daværende parlamentsmedlem og parlamentsformand Maciej Plazynski, undgik SLD i hvert fald frem til marts måned 2004 større frafald på ledelsesplanet. De utilfredse i partiet følte sig på trods af alle problemerne i gæld til det parti, som de i sin tid under meget vanskelige ydre betingelser havde været med til at etablere. Hovedproblemet for SLD var derfor ikke så meget frafaldet af politiske ledere, for de var ikke særlig populære i vælgernes øjne, men frafaldet af vælgere 30. Det var dog en trøst, at den ny regeringschef Marek Belka tydeligvis nød klart større popularitet end den fyrede Leszek Miller SLD s III kongres og tiden efter Op til kongressen i december 2004 inden for SLD blev etableret otte forskellige platforme, blandt de vigtigste Socialistiske Platform, Forum for Lige Chancer og Rettigheder for Kvinder og 29 Oplysninger i Trybuna , Borowski na rozdrozu. 30 Jerzy Wiatr, Miller az do kieski, Gazeta Wyborcza

20 Forum for Udvikling og Arbejde, sidstnævnte repræsenterede den liberale fløj 31. Efter splittelsen og oprettelsen af SDPL krævede flere i partiet en skærpet venstrefløjslinie, eksempelvis afstandtagen fra krigen i Irak med en fast tidsplan for tilbagetrækning, løfter om lønforhøjelser og flere sociale ydelser, højere stipendier og færre skattefordele for velhavende og en mere antikirkelig kurs, alt sammen manifesteret på særlige programkonferencer op til december-kongressen, der efter planen skulle løse ledelsesproblemerne i partiet og vedtage en holdbar strategi frem til valget. På SLD s tredje kongres i december 2004 blev Jozef Oleksy valgt til ny formand for partiet efter kampvalg og to valgrunder med Krzysztof Janik. Kort tid efter måtte Oleksy imidlertid forlade posten som parlamentsformand efter nye anklager om samarbejde med efterretningstjenesten tilbage i den kommunistiske periode. Uenighederne i partiet ophørte ikke hermed. Janik s gruppe, der mest bestod af taberne på december kongressen, frygtede, at SLD med valget af Oleksy ville blive en politisk sekt og svarede igen med at oprette endnu en politisk fraktion, betegnet som Platformen for Socialdemokratisk Fremtid, som kunne ses som en pressionsgruppe eller opposition inden for partiet. Krzysztof Janik, der blev støttet af præsident Aleksander Kwasniewski, forholdt sig i det hele taget mere åbent over for samarbejde med andre grupperinger på centrum-venstre fløjen ( konceptet om åbning ), støttede åbent Marek Belka s regering, ønskede yderligere de-millarisering af partiet og etablering af åbne borgerkomiteer. Oleksy s gruppe forholdt sig modsat kritisk over for Belkaregeringen, ønskede en selvstændig partipolitisk identitet, var mere kritisk over for det polske militære engagement i Irak og kirkens indflydelse i politik. Der skulle iflg. flertallet satses mere på politiske og økonomiske reformer efter princippet maksimum socialisme under kapitalisme 32. I begyndelsen af 2005 verserede som nævnt rygter om oprettelse af helt en ny centrumalliance, støttet af præsidenten og med deltagelse af ikke-belastede folk fra SLD, SdLP, UP og UW med det formål at forsvare den III Republik og bekæmpe den stærke politiske højreradikalisering, kort sagt en negativ alliance, som dog ikke umiddelbart lod sig etablere. Jozef Oleksy selv tog afstand fra de folk fra SLD, der måtte tilslutte sig andre partier, og fastholdt at SLD ville tage del i næste valg alene. I marts 2005 blev oprettet det ny Demokratiske Parti (PD) med tidligere ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki, UW-lederen Wladislaw Frasyniuk og økonomiminister Jerzy Hausner som frontfigurer. Jerzy Hausner havde kort tid forinden valgt at forlade SLD. En anden ledende SLD er, Tadeusz Iwinski udelukkede stadig ikke en alternativ politik med forskellige centrumvenstrefløjspartier med det formål at undgå det værste scenarie, dette at tre forskellige konkurrende venstrefløjspartier stillede op ved valget i 2005, men umiddelbart tydede mest på, at de fleste fra det socialdemokratiske udbryderparti SDPL ville slutte sig til det nye Demokratisk Parti (PD). For SLD var det altafgørende at forhindre, at de borgerlige partier ved valget fik et flertal tilstrækkelig stort til at gennemføre ændringer i forfatningen 33. Vigtigt var også at sikre opstilling af en fælles venstrefløjskandidat ved præsidentvalget, men her kneb det, idet SDLP lancerede Marek Borowski, SLD tidligere udenrigsminister Wlodzimierz Cimoszewicz. Cimoszewicz valgte dog at trække sit kandidatur tilbage for senere at ændre beslutning og alligevel stille op inspireret af gode meningsmålingstal. Kort før valget skiftede Cimoszewicz så igen mening og trak sit kandidatur 31 Trybuna , Tonace platformy. 32 Trybuna , Dwie wizje. 33 SLD gotowy do samodzielnego startu w wyborach parlamentarnych, PAP,