MarieBladet. orrådelsen og dens væsen. Kvalitet i morgen - kræver handling og medansvar i dag. Leder es. - kan journalisten sætte dagsor

Transkript

1 MarieBladet Kvalitet i morgen - kræver handling og medansvar i dag Hvor svært t kan det være - om at finde energien og lysten til arbejdet For orrådelsen og dens væsen - vi langer ikke bare pølser over disken Pressen magt - kan journalisten sætte dagsor gsordenen Leder - kan an de skjulte kamer ameraer aer undvær væres es April 2007 FONDEN HJEMMENE

2 Adresser FONDEN MARIEHJEMMENE Onsgårdsvej Hellerup, Leder ROSE MARIEHJEMMET Brodersens Alle Hellerup, ELSE MARIEHJEMMET Kystvej Humlebæk, DORTHE MARIEHJEMMET Rødovrevej Rødovre, ELLEN MARIEHJEMMET Vesterbrogade 3 C 3250 Gilleleje, RIKKE MARIEHJEMMET Skodsborg Strandvej Skodsborg, KIRSTEN MARIE Vinkelvej Lyngby, KAREN MARIE Skovvej 7, Nyrup 4262 Sandved, METTE MARIE Hyltebjerg Allé Vanløse, LOUISE MARIEHJEMMET Svenskelejren Brønshøj, HANNE MARIEHJEMMET KVINDELY Ringstedvej Roskilde, LINE MARIE Stationsvej Slangerup, BIRTHE MARIE Liselundager 13 A 2640 Hedehusene, Forsiden Forsidebilledet bringes med tilladelse af Ulla Petersen, som er damen på billedet. Ulla har boet på Karen Marie i 35 år og står ved indgangen til sit lille rækkehus. Foto: Ted Fahn 2 Jesper Maarbjerg, formand Fonden Mariehjemmene I dette nummer af Mariebladet kan man nok fornemme, at redaktionen i høj grad har været berørt af den seneste sending skjult-kamera-udsendelser om forhold på botilbud for udviklingshæmmede. Vi vil altid i Mariehjemmene og i MarieBladet være fortalere for, at der skal være en høj kvalitet i det vi står som ansvarlige for. Men hvad er det der med kvalitet? og hvad er det for sammenhænge den skal vise sig i? Det er svært, hvis man i sit arbejde bliver sat til vægs af hårde problemer. Kritikernes manglende interesse for forhold, der gør, at man ikke altid kan leve op til sine egne målsætninger, kan indebære, at vi bliver vidne til en sorthvid debat, hvor man priser sig lykkelig for at stå udenfor fokus. I Københavns Kommune er de i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens seneste medarbejderblad gået så vidt, at de har indledt en debat om beboerne og klienternes vold mod personalet. Den debat vil blive vigtig, men også her skal man passe på, at nuancerne får lov at komme med. Det med at præstere en høj kvalitet må hverken udvikle sig til en fjern videnskab eller til en stadig mudderkastning. Man skal kunne basere sit arbejde på, at man er et menneske og ikke en engel. Vi skal involvere omgivelserne til vores tilbud, så de ikke udvikler forvrængede billeder af, hvad der foregår indendørs. Vi skal udvikle dialoger med beboere og pårørende på en måde, som også de har det godt med. Det er nogle af de centrale budskaber i dette nummers store artikler, og det er nogle gode bud på, hvordan vi sikrer, at der ikke bliver behov for alle de skjulte kameraer. God læselyst, Redaktionsgruppen.

3 Redaktionelt Redaktion Jesper Maarbjerg (jm) Flemming Høj Jermiin (fhj) Kristian Wedel Andersen Arne Skovgaard Nielsen (asn) ansvarshavende FONDEN MARIEHJEMMENE Onsgårdsvej Hellerup Tlf Fax Citat og gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse. ISSN Leder Leder... 2 Redaktionelt... 3 Fra vor egen verden Fingeren i jorden.. næsen i sporet! Pressens magt Fra den store verden Kvaliteten i morgen kræver handling og medansvar i dag Forråelsen af de andre Bagsiden Mariehjemmene lige nu Plejeboliger i Birkerød Trykning StormTryk Faste links: Ankestyrelsen: Beskæftigelsesministeriet: Indenrigs og sundhedsministeriet: Socialministeriet: Videnscentre MarieBladet trykkes i et oplag på 750 stk. og sendes til alle medarbejdere og alle bestyrelsesmedlemmer samt samarbejdspartnere. Desuden udleveres MarieBladet til interessede pårørende. I Mariehjemmene er der aktuelt ansat 508 medarbejdere og antallet af bestyrelsesmedlemmer er i alt 73 i de 18 bestyrelser. Mariehjemmenes webmaster gør opmærksom på, at han har indrettet hjemmesiden, så MarieBladet også kan læses på 3

4 Fra den store verden Artikel af Lisbeth Binderup. Lisbeth Binderup cand. scient.pol. og 48 år har i mange år været engageret i Kommunernes Landsforenings konsulentvirksomhed og senere som kommunaldirektør i Nordborg Kommune. Aktuelt er hun partner i Lundgaard-Konsulenterne og tillige formand for Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (KREVI), der er en statslig institution under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og således centralt involveret i regeringens kvalitetsreform. Kvalitet i morgen kræver handling og medansvar i dag Pleje- og omsorgsarbejdet er kommet i søgelyset. Vel at mærke det positive søgelys. Fra mange sider vises der lige nu ekstra stor respekt for det arbejde, der udføres på Mariehjemmene og tilsvarende institutioner over hele landet. Man kunne ellers frygte, at de ubehagelige optagelser med skjult kamera kunne have skadet omsorgsfagenes omdømme. Men heldigvis er det gået modsat. Toppolitikere kappes om at fortælle de gode historier om den kæmpeindsats, som gøres af social- og sundhedsmedarbejderne, og avisernes lederskribenter skriver, at der må bedre arbejdsforhold og bedre løn på området. Men hvordan kan det være, at al rosen og anerkendelsen kommer netop nu? Og hvorfor har det ikke altid 4 været en selvfølge at vise dyb respekt for det arbejde, der gøres for samfundets svageste? Den alvorlige baggrund er alvorlig mangel på arbejdskraft og flere og flere ældre. Vi har vidst længe, at der var problemer på vej. Men fordi problemerne virker så uløselige, har vi ikke rigtigt fået taget fat på dem. Nu lægger regeringen op til en kvalitetsreform. Den skal præsenteres til sommer og vil rumme forslag om bedre ledelse, bedre arbejdsvilkår, mindre sygefravær, mindre

5 Kvalitet i morgen bureaukrati, flere mål og standarder. Desværre er det dog næppe nok til at løse problemerne. I stedet for mere af det samme skal der noget helt nyt og anderledes til. Én af de løsninger, der er foreslået, er import af arbejdskraft til velfærdsområderne. Og det er teknisk set en udmærket løsning. Men hvordan mon det vil påvirke den anerkendelse og status, vi tillægger arbejdet i omsorgssektoren, og hvordan mon det dermed vil gå med kvaliteten? At arbejde på social- og sundhedsområdet forudsætter både faglig kunnen og en udpræget sans for etik og menneskelighed i arbejdet. Det er værdierne i arbejdet, Et samfund bestående af borgere med en respektfuld og medansvarlig holdning til arbejdet i velfærdsinstitutionerne vil give god kvalitet i velfærdsarbejdet. der gør forskellen på god og dårlig kvalitet. Men sagt lidt forenklet, så er både nydanske og alle andre ansatte i sektoren uundgåeligt bærere af de værdier, der præger samfundet generelt. Et samfund bestående af borgere med en respektfuld og medansvarlig holdning til arbejdet i velfærdsinstitutionerne vil give god kvalitet i velfærdsarbejdet. Består samfundet derimod af krævende, til tider kværulantiske forbrugere, der mener, at omsorg for børn og ældre er noget, man betaler sig fra og overlader til de lavest lønnede grupper af kvinder og indvandrere så vil værdierne i samfundet påvirke medarbejdernes selvforståelse og dermed kvaliteten i den forkerte retning. Menneskelig omsorg fremfor service Vi er gennem mange år vænnet til at bruge ordet service om det, der i virkeligheden er menneskelig omsorg. Vi bruger måske også ord som kunder i stedet for svage borgere, der har brug for pleje. I det hele taget slører vi, at kernen i fagligheden er den menneskelige omsorg, ved at pakke arbejdet ind i systemer som bestiller-udfører-modeller, servicestandarder, frit-valgsordninger, tidsregistrering, osv. Opløs grænsen mellem institution og samfund 5 Den slags systemer er vigtige i styringen af økonomien, men den virkelige løsning på kvalitetsproblemet ligger snarere i at opløse grænsen mellem institution og samfund. Vi skal holde op med at tro, at vi kan forvente en etik og en omsorg langt ud over det, vi selv er parat til at give vores kære, hvis bare vi betaler andre for at yde den. Derfor skal vi have åbne institutioner, der i langt højere grad trækker aktive, ansvarlige borgere med ind i arbejdet. Ikke bare de pårørende, men naboerne i området. Det kan være børn, unge og gamle. Realistisk set er det måske især friske pensionister, der har resurser til engagere sig. De gør til glæde for andre og til glæde for sig selv, fordi den åbne institution bliver et socialt samlingspunkt i nærområdet og et vigtigt netværk. En langt mere flydende grænse mellem institution og samfund vil for det første styrke følelsen af medansvar og for det andet styrke respekten for social- og sundhedsmedarbejdernes faglighed. Den åbne institution har en stor gruppe tilknyttede borgerne, der fungerer som besøgsvenner med tid til nærvær, står for fx fællessang og fortælle-timer, sørger for ture i det fri for kørestolsbrugere, hjælper til med bogføring eller telefonomstilling, når det er svært at besætte de administrative stillinger, hjælper til med vedligeholdelsen, når det er svært at få håndværkere osv. osv. Den åbne institution vil kunne klare sig under mangel på arbejdskraft, fordi der er frivillige hjælpere men den allervigtigste effekt er, at borgernes daglige færden på institutionen vil højne respekten og følelsen af fælles ansvar omkring omsorgen for de svageste. Menneskelig omsorg kan ikke ubegrænset købes for penge Vi skal vise respekt for fagligheden hos social- og sundhedsmedarbejdere på samme måde, som vi viser respekt for en snedker eller en tandlæge eller en operasolist, der mestrer sit professionelle håndværk. Men derudover har respekten for arbejdet i velfærdssektoren en dimension mere, der er meget, meget vigtigere: Hvis vi værdsætter det professionelle arbejde - hvis vi påvirker hinandens ansvarlighed i forhold til velfærden, - hvis vi holder op med at tænke, at menneskelig omsorg ubegrænset kan købes for penge - så vil det højne etikken både hos os selv, vores medborgere og hos de kommende generationer af professionelle social- og sundhedsmedarbejdere. Og med et sådant værdisæt i samfundet kan vi også i fremtiden forvente en høj etik hos de ansatte og dermed høj kvalitet i social- og sundhedsarbejdet.

6 Fra vores egen verden Fingeren i jorden...næsen i sporet! En samtale mellem forstander Berit Sandager og forstander Flemming Høj Jermiin Afsløringerne i Strandvænget giver genlyd. Også i en organisation som Mariehjemmene. Hvordan kan sådan noget ske? Kunne det ske hos os? Og hvorfor kunne det ikke det?? I redaktionsgruppen havde vi nok en mening om det. Men vi ville gerne ha vores mening gennem et realitetstjek ude i virkeligheden. Derfor satte vi Berit Sandager stævne. Som forstander for et lille Mariehjem med en gruppe borgere, der selv kan svare for sig, og som en leder af et sted, der gennem de tre år, stedet nu har eksisteret, sammen med medarbejderne har skullet skabe en kultur, hvor ligeværdighed, respekt og ordentlig omgangstone selvfølgelig er bærende søjler, har Berit inde under huden, om svaret er: small is beautiful! I min optik drejer det sig selvfølgelig om at være til stede! At stikke en finger i jorden, dér hvor man nu har sit Vore beboere kan jo tale for sig og selv sætte ord på, hvad de tænker og føler. Den situation var ikke til stede på Strandvænget; men der må være pårørende, der har kunnet tale beboernes sag, så sådan set kan man godt sidestille udgangspunktet. Handleplanen viser vejen Og vi har jo som alle steder har eller kan have!- en værktøjskasse i forhold til at holde fokuseringen: hvad man er der for og hvordan man vil opnå det? Et simpelt, men helt afgørende element i værktøjskassen er en handleplan for hver enkelt. Hos os bygget op fra grunden og i direkte dialog med den enkelte beboer. Hvad er det, der skal være det fælles sigtepunkt for støttekontaktperson og beboer? Ved at få sat ord på netop det kan man ikke komme så langt bort fra hovedsporet, at det går galt. Som leder er det en væsentlig del af opgaven at sikre handleplanernes tilstedeværelse og at støtte, at hverdagens gøremål afvikles med den perspektivering at alle aktiviteter peger i samme retning: hen mod handleplanens mål. Tilstedeværende ledelse kan umuligt overse, hvis arbejdet, tilrettelagt i sådan en ramme, skulle smuldre bort og forvitre til noget, der kunne minde om det, der blev synligt i Strandvænget.! Line Marie er et bosted for mennesker med erhvervet hjerneskade. daglige virke, fordi dette at holde fast i en kultur er en ongoing opgave. Det er ikke til festlige lejligheder, men i den helt almindelige dagligdag, at man i de små og de store ting holder fast i ordentligheden. Jagten efter de små sejre er et godt værktøj Et andet værktøj er den målrettede jagt efter de små sejre! Vi bryder hver enkelt handleplan ned i meget små, somme tider næsten mikroskopiske delmål. Det kunne være: vi skal ud i frisk luft med beboer NN mindst tre gange om ugen. Det kunne være: vi skal opleve et smil hos borger JJ hver dag! De helt små sejre skal destilleres og highlightes. Det skal ligge i strukturen, fordi vi som mennesker, -både som ansatte og som beboere- 6

7 .. næsen i sporet har det indbyggede behov, at vi skal kunne se, at tingene udvikler sig. At det går fremad. At de ikke står stille. Det er vigtigt, at man ikke forfalder til at tænke, at ingenting sker, at det er det samme dag ud og dag ind. Fordi det er det ikke!! Men især fordi vi alle sammen har et indbygget behov for at opleve udvikling. I denne mekanisme ligger faktisk en form for supervision, som er et andet helt nødvendigt værktøj: at vi på en struktureret måde sætter ord på det, vi oplever og arbejder med sammen med beboerne! Dels hjælper vi derigennem hinanden med at holde os vort aftalte mål for øje og dels sætter italesættelsen handlinger og delmål ind i en ramme. Af kultur! Nemlig den kultur, der råder på arbejdspladsen, som er forankret i vores værdigrundlag, og som er fastlagt i dialog med medarbejdere og beboere. Det giver sig selv, at med et sigtepunkt i forhold til handleplanen og en guide i form af værdigrundlaget, er der en vej at færdes ad. Et spor at gå i. Og så er det vel meget som leder opgaven at sikre, at vi alle sammen holder næsen i sporet?!?! Sværere er det vel egentlig ikke?! Vi finder energien og lysten til arbejdet Vores målgruppe kan ikke forstå og håndtere ironi og sarkasme. Det er et faktum! Og det er også et faktum, at netop dansk sprog/kultur og vi danskere betjener os meget af ironi og sarkasme! Derfor har vi også i værktøjskassen midler til at formidle og samtale sådan at man ikke føler sig gjort til grin. Ellers ville ligeværdigheden naturligvis gå fløjten! Men alligevel kan vi som medarbejdere sagtens komme i den situation, at vi må konstatere, at det når alt kommer til alt også er et spørgsmål om kemi mellem støttekontaktperson og den enkelte beboer, og så må man skifte kontaktperson. Det er der sådan set ikke noget odiøst i. Der er intet, vore beboere hellere vil, end at være som vi andre at være normale, om du vil! Det indgår i praktisk talt alle handleplaner: at have et arbejde, at kunne flytte hjem til sig selv og at få sig en kæreste. I dette korte statement ligger jo hele pointen om respekt og ligeværdighed. Og målene er ikke nødvendigvis uopnåelige; men der skal noget andet til, der skal en anden strategi til, end den, man måske havde, før man blev syg. Det er denne strategi og disse mål, der er vores brændstof, vores energi i arbejdet. At beboerne vil noget med deres liv, og der ser jeg det som en vigtig del af lederrollen gennem supervision og strukturerede rammer at komme ind i dialog med den enkelte medarbejder om, hvordan arbejdet påvirker den enkelte medarbejder, hvornår der kan opstå tegn på fysisk eller psykisk belastning. Der skal jeg spille bold med medarbejderne, følge op 7 på tingene, også handleplanerne..men også somme tider være djævlens advokat, der stiller spørgsmålet: hvis behov er egentlig det? Er det medarbejderens grænser, der fører til en regel eller er det en del af midlerne for at nå handleplanens mål? Og vi vil ikke have specielle regler Da vi indledte drøftelserne om husets kultur og værdigrundlag, kom vi ret hurtigt frem til: Vi vil ikke ha regler! Vi ville kun have den slags regler, der gælder alle andre steder, hvor mennesker skal leve sammen: Lad være med at slå! Lad være med at stjæle! Den slags! Efterhånden har beboerne selv lavet otte regler. De er af typen: man sidder ikke og spiser i bar overkrop! Eller: man ryger ikke, mens man spiser! Det har været ganske fint at opleve, at de nødvendige regler opstår af sig selv, når den grundlæggende kultur er til stede! I mellemmenneskeligt samvær er der altid et element af magtkamp. Det skal man vide et eller andet sted. Vi kan godt møde reminiscenser fra en magtkamp, der måske oprindeligt hørte til et helt andet sted. Det kunne være en uafsluttet magtkamp med far og mor?! Den kan vi se udspillet i somme tider endeløse! - diskussioner om, hvor ofte man går i bad, hvor meget og hvordan man spiser eller gør rent. Og dér er den meget på sin plads, denne her med: hvis behov er det?! Man skal vælge sine kampe med omhu! Også som medarbejder. Men modpolen -og i øvrigt det helt afgørende for at fastholde ordentligheden!- er måske vore hjemmedage. Både beboere og medarbejdere har stor glæde af, at en del af vores struktur er, at der hver uge er en dag, hvor der er en mulighed for at være sammen. Tid og rum til at tale og være på beboerens præmisser. Om man synger, går tur, taler, ser billeder, hva som helst, ja, så får man derigennem selvfølgelig et kik ind bag ved og får et billede af mennesket bag. Det er ret banalt: man skal bare sørge for at opleve noget rart sammen! Så vil den forråelse, som Strandvænget selv betegnede det, vi oplevede på skærmen, aldrig opstå. Berit Sandager trækker på skuldrene, mens hun beskriver det banale Hvor svært kan det være??!!

8 Fra den store verden Kan vi gøre gavn for mennesker, der ikke er beboere i den traditionelle forstand? Artikel af Henrik Brogaard Cand.psyk.Henrik Brogaard har igennem de sidste 7 år været ansat som supervisor af personalet på plejecentret Sølund. Sølund har i mange år været toneangivende i København på områderne kvalitetssikring og etisk regnskab. Forråelsen af de andre MarieBladets redaktion bad Henrik Brogaard om at skrive noget om den forråelse, som man ser udvikle sig på nogle institutioner og om eventuelle muligheder for at forebygge den. Da der for nylig var endnu en runde i diverse medier om fænomenet mobning, var der særligt to forhold i emnets behandling, jeg bed mærke i. Jeg bemærkede mig for det første den overraskelse der var at spore i beskrivelsen af, at groft og ondskabsfuldt drilleri forekommer ikke blot i skolen, men også i børnehaver og på plejehjem. Den udtrykte overraskelse har sikkert sin baggrund i de stereotypier og klicheer, hvormed vi ofte ser på og taler om både børn og ældre mennesker. Vi ser gerne børn som uspolerede, umiddelbare og kærlige væsner, og vore gamle medmennesker som milde, tålmodige og afsvækkede individer, der ikke vil gøre en kat fortræd. Og sådan er de da også, børnene og de gamle. Ind imellem. Og nogle mere end andre. Men både børn og gamle er jo først og fremmest mennesker, og som det må være én og anden bekendt, er vi mennesker jo ikke kendte for udelukkende at have gode gerninger på samvittigheden. Vi har sandelig også kapacitet til at gøre ondt, og selvom vi måske ikke gør det gerne, så gør vi det til gengæld temmelig ofte. I stort og småt. Tænk bare, kære læser, på dine egne livserfaringer. Læs om menneskets historie. Se dig omkring. Læs dagens avis. Take a look on this wonderful world. Mobning forekommer i sandkassen, i skolen, i idrætsklubben, på arbejdspladsen, i parforholdet, i familien og i både kirke og kongehus. For nu at komme hele raden rundt. Dermed ikke være sagt, at det er noget kønt syn, ej heller at vi blot skal kigge på verdens ugræs med hænderne i skødet. Tværtimod skal vi ligesom den gode 8 haveejer være indstillede på, at ukrudtet bryder frem igen, selv om vi for nylig har luget ud. At passe en have godt er et evighedsprojekt, og lugejernet kan aldrig stilles helt væk. Dernæst noterede jeg mig endnu engang at fremtrædende regeringsmedlemmer og folketingspolitikere, udtalte deres bestyrtelse og forargede fordømmelse. Flere foreslog selvfølgelig forskellige former for sanktioner mod de institutioner, der ikke lever op til deres ansvar, de der ikke har mobbepolitik og lignende. Og det er vel meget forståeligt. Hvad skal de stakkels politikere dog stille op, når de fra morgen til aften bliver spurgt om, hvad de har tænkt sig at gøre ved snart sagt alle mulige og umulige fejl og mangler i den samfundsskabte virkelighed. En kommentar skal de da fremsætte, men den forargede og fordømmende stemmeføring, kunne de for min skyld godt være lidt mere tilbageholdende med at benytte, når de bliver bedt om at mene noget om den hyppige forekomst af mobning i kongeriget. Enhver, der følger den politiske debatkultur, som den udspiller sig på tinge og i landets medier, kan jo ikke undgå at bemærke, at de ærede folketingspolitikere så sandelig ikke har noget at lade nogen høre, når talen falder på fænomenet mobning. Groft og ondskabsfuldt drilleri er snarere reglen end undtagelsen i den politiske debatkultur, - ikke mindst når en valgkamp står for døren. Det er jo også kendt for enhver med mere end blot en overfladisk interesse for det politiske spil, at ethvert magtfuldt politisk parti har ka-

9 Forråelsen af de andre raktermordet af dygtige politiske modstandere som en naturlig del af strategien bag partiets stræben efter magten. Bevidst og kynisk, med hjælp fra koldsindige spindoktorer, nedgøres og bagtales den politiske modstander i detaljerede og vel tilrettelagte kommunikationsstrategier i enhver moderne demokratisk valgkamp. Med dén grumme viden i baghovedet er det ikke nogen yndig oplevelse at bevidne højtstående politikeres bestyrtelse og forargede fordømmelse af, at mobning er et udbredt fænomen i alle hjørner af den sociale virkelighed. Da jeg blev bedt om at skrive noget om den forråelse, som man ser udvikle sig på nogle institutioner og om eventuelle muligheder for at forebygge den, kom jeg uvilkårligt til at gøre mig ovenstående tanker. Hvor gode er vi så? Al denne snak om mobning peger nemlig hen på to væsentlige træk ved den menneskelige natur, som det er værd at inddrage og tage udgangspunkt i, når vi taler om den professionelle hjælpers risiko for at blive forrået i sit arbejde. Vi bør, for det første, ikke glemme, at det rå og brutale, det hårde og ufølsomme, det aggressive, koldsindige og ubarmhjertige, og hvad ved jeg, alt sammen er en del af ethvert menneskes sjæleliv. I større eller mindre grad. Når vi kommer alle disse onde kendsgerninger ved mennesket i hu, kan vi bedre øjne, hvilke kræfter den bedre del af os ikke sjældent må bekæmpe, underlægge sig eller i de mindste holde et vågent øje med. Det er muligt at argumentere ganske overbevisende for, at den menneskelige natur først og fremmest, primært, er kendetegnet ved at være godhjertet, kærlig, indfølende, empatisk og lignende, men der er vel ingen der ved sine fulde fem vil påstå, sådan rent praktisk talt, at mere hensynsløse sider slet ikke hører med til det samlede billede. Og er disse sider ikke en del af vor primære natur så udgør de dog i det mindste en betragtelig del af vore faktiske gerninger. Således tynget af et ærligt blik på kendsgerningerne, ved vi, at inden vi tager kedeldragten, kitlen, uniformen eller jakkesættet på, om vi er barn eller gammel, om vores sociale rolle er at tjene som politibetjent, præst, sygeplejerske, læge, social- og sundhedsassistent, psykolog, pædagog eller politiker, så er vi alle som én først og 9 fremmest bare et menneske. Vi er ikke engle. Vi er mennesker! Skønt jeg således endnu ikke har mødt en artsfælle, der i sit tøjvalg er besværet af at skulle finde plads til vingerne på ryggen, ser jeg til gengæld hver eneste dag i mit arbejde som psykolog på et større dansk plejehjem, eksempler på engleblid tålmodighed, hjælpsomhed, indlevelse og medfølelse. Og både på min egen arbejdsplads og i andre sammenhænge har jeg ikke sjældent set pleje- og omsorgspersoner, som efter mindre heldige gerninger har lidt dobbelt skade: De har både været tynget af deres medfølelse med den anden, som de har behandlet mindre venligt og respektfuldt, samt været plaget af, at de har forbrudt sig mod deres egne idealer og gode intentioner. En vigtig pointe her er, at sådanne utilsigtede hændelser er uundgåelige for enhver af os. For selv om vi i vort arbejde stræber efter at efterleve højere idealer end hvad der måske ellers kræves af os, så er vi jo netop kun mennesker, med alt hvad det indebærer. Arbejdets barske vilkår Derudover er den professionelle hjælpers arbejde karakteriseret ved en langvarig, endeløs og intens kontakt med mennesker i ofte uhørt vanskelige livssituationer. Omsorgspersonen langer ikke bare pølser over disken eller justerer på skruer og hjulkapsler; de befinder sig i en atmosfære af menneskelig fortvivlelse, magtesløshed, angst, nedtrykthed, sorg, hjælpeløshed og lignende mørke sindsstemninger. Og vi modtager nok megen venlighed og taknemmelighed for vores indsats, men indimellem er vi jo de nærmeste, når den fortvivlede skal af med sine følelser af destruktiv aggression, utilfredshed, vrede og trang til sværte omgivelserne lige så sorte, som egne sindsstemninger. Kort sagt kan man sige, at vi svært kan undgå at tage mindre kønne sider af vores menneskenatur med ind i vores arbejdsrum, som en potentiel baggrund for handling i et svagt øjeblik. Vi risikerer endvidere at blive presset og forledt til at handle i strid med egne høje idealer, på grund af vort arbejde. Når vi føler os magtesløse, overbebyrdede, uretfærdigt behandlede, nedgjorte, smittet af håbløsheden, emotionelt udmattede etc. Kan vi gøre noget ved det? - artiklen fortsætter på side 12

10 Fra vores egen verden Artikel af Kristian Wedel Andersen, udviklingskonsulent i Fonden Mariehjemmene Pressens magt eller fortællingen om Mette Maries 15 minutes of fame i mediernes søgelys Historien tager sin begyndelse ved bestyrelsesmødet i november 2006, hvor forstander Samy Visvanathan fortæller om en henvendelse fra en journalist på Ekstrabladet. Samy har talt med journalisten og fået et godt indtryk af ham. Beboerne er med på, at journalisten besøger dem en hverdagsaften. Alt i alt er der skabt en god relation, og alle er indstillet på, at den åbne positive linie skal forsætte. Endelig en journalist, som vil give sig god tid og ville høre beboernes historier. Pensionatet Mette Marie er bosted for 15 vanskeligt stillede sindslidende 10 Historien får et ekstra krydderi, da journalisten kontakter Socialministeren, og lige pludselig er TV avisen også involveret. Ofte må en historie fra et journalistisk synspunkt gerne have karakter af en såkaldt solohistorie, altså èn, som konkurrenterne ikke har. I dette tilfælde ønsker journalisten at lave en medielavine, der er lagt op til flere artikler og dækning af fjernsynet i prime time søndag aften, så der er på sin vis rigtigt lagt i kakkelovnen. Journalisten har sin helt egen dagsorden Beboerne stiller op onsdag aften til kaffe og kager og vil gerne fortælle om deres hjem og til tider vanskelige liv for åben skærm og eksponeret i avisen. De fleste af beboerne deltager, og der er liv i dagligstuen. Ministeren bliver vist rundt, og flere beboere inviterer hende ind i deres private gemakker. Journalisten interviewer bagefter ministeren og giver undervejs en meget negativ fremstilling af beboerne og Mette Marie. Ministeren svarer imidlertid godt for sig. Nu er vi godt klar over, at journalisten har sin egen dagsorden, og at han har mange blinde vinkler i forhold til hverdagen på Mette Marie. Journalistens dagsorden handler om helt andre ting end det beboerne, og medarbejderne har fortalt ham. Ekstrabladets journalist vil kun høre om misbrug og vold og er overhovedet ikke interesseret i det levede hverdagsliv. Ekstrabladet beretter søndag den 10. december 2006: SINDSSYGE MENNESKER slingrer rundt i gaderne som tikkende bomber. Vi har snart vænnet os til synet af de aggressive og stenede personer..

11 Pressens magt Selvom artiklerne er negative, får Mette Marie meget sympati, fordi Ekstrabladet er gået langt over grænsen. Faktisk får Mette Marie en julekurv fra en nabo, der har lyst til at vise medfølelse overfor beboere og medarbejdere. Historien døde dagen efter. Hvordan kunne vi være så naive? Flere af os ligger under for en ide om, at hvis vi behandler journalisten pænt og ordentligt, så vil de nok skrive godt om os. Der hersker ofte en overdreven forsigtighed i forhold til pressen. Denne lukkethed kan ikke altid betale sig, og der er flere eksempler på, at pressen nok skal komme ind, hvis der er en god historie. Det er altså ikke bare pressen, men også den daglige kommunikation med beboerne, de pårørende og samarbejdspartnere, som har stor betydning for, hvordan omverden opfatter os. Åbenhed, ærgerlighed og medieoptræden er ofte den bedste form for damage control, når journalisterne først er inviteret indenfor dørene, og det nytter i hvert fald ikke med det modsatte. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man altid skal gå til pressen for at få synlighed og opmærksomhed. Mette Marie valgte ikke at reagere på Ekstrabladets artikler, og det viste sig at være god strategi, fordi historien som nævnt døde dagen efter. Beboerne, medarbejderne og forstanderen på Mette Marie er bestemt ikke naive, men de fortjener anerkendelse for deres mod og vedholdende forsøg på at skildre historier fra hverdagslivet, som også handler om at se hele mennesket frem for kun sygdommen. meninger og fordomme) på historien, fordi journalisten ikke er interesseret i at høre Mette Maries historie. Resultatet af denne type journalistik er, at man puster problemer op, lægger en alt for hårdt trukket vinkel på stoffet og skøjter henover relevante informationer, som det kræver en større tålmodighed at samle op. Vi kan gøre en forskel Det, vi betragter som den gode historie, er sjældent forenelig med journalistens opfattelse. Denne vil ofte hæfte sig ved, om der er konflikter, uretfærdigheder og noget, der er gået galt. Eksperter bliver ofte nøje valgt ud fra de kriterier. Journalister er ofte ikke interesseret i virksomhedsplaner og statistikker. I Mariehjemmene bør vi være bevidste om at få afstemt konteksten og forventninger med journalisten, førend den pågældende får adgang til hverdagen i hjemmene. Ligeledes er det beboerne, som bestemmer, om de vil interviewes. Jeg mener, at vi skal stille klare krav og forvente en høj etik, så mennesker ikke bliver reduceret og stemplet på en uacceptabel måde. Medierne hungrer efter nyheder og konkurrencen er stor. Pressen har næsten monopol på kommunikation til politikerne og borgerne, så den er ikke kun vagthund i form af den fjerde statsmagt, men de er ofte med til at sætte den politisk dagsorden. Ved journalister alt? Nej, og derfor anvender journalister eksperter som aldrig før, og i det her tilfælde var eksperten fra Den psykiatriske udrykningstjeneste, som har en sporadisk kontakt med Mette Marie. Men journalisten har ikke talt med den lokale distriktspsykiatri og de psykiatriske afdelinger, som Mette Marie har et tæt samarbejde med. Det er journalistens valg af eksperter, der skaber dramatikken og en række bias (forudfattede En del af beboerne på Pensionatet Mette Marie samlet i opholdsstuen 11

12 MarieBladets bagside Forråelsen af de andre - artikel fortsat fra side 9 Kan vi gøre noget ved det? Hvilke muligheder har vi så for at forebygge, at vort arbejde fører til en momentan eller ligefrem gradvis forråelse af vort sind, i stedet for det vi inderligt og oprindeligt ønskede; en forædling af sjælen? Hvad kan vi gøre ved det? Tja, det gode ved den prekære og vanskelige problemstilling er, at der kan sættes ind mod ugræssets vækstbetingelser på alle niveauer af de sociale systemer og den konkrete organisation vi konkret er en del af. Lige meget hvad der gøres i dette spørgsmål, ender alt dog alligevel hos den enkelte og det gælder både lederen i den beskyttede anden række og den menige frontmedarbejder i den turbulente første række. Vi må vedgå, at vi blot er mennesker og at arbejdets karakter indebærer en konstant risiko for, at vi bliver emotionelt udmattede og dermed får svækket vor evne til respektfuld indlevelse i den, vi skal bistå og hjælpe. I den forbindelse er de grove eksempler på forråelse selvfølgelig nok så vigtige; men vi bør i virkeligheden vie mere interesse til de små, umærkelige og trinvise skridt i retning af selvbeskyttende koldsindighed, som vort mentalt udfordrende arbejde driver os imod. Vi bør indse og vedgå, at enhver af os, på forskellige tidspunkter, i forskellige situationer og af mange forskellige grunde, befinder os på en glat bane væk fra det ideale udgangspunkt, vi helst vil leve og virke ud fra. Gør vi det, har vi altid mulighed for at stoppe rutscheturen, inden tilbagerejsen bliver for vanskelig. Plejeboliger i Birkerød Fondens bestyrelse besluttede i december 2006 at imødekomme anmodning fra Plejehjemmet Nordvanggaard om, at Fonden Mariehjemmene yder bistand dels i forbindelse med opførelse af nye ældreboliger og dels efterfølgende indgår i et nærmere samarbejde på lige fod med de andre Mariehjem. Plejehjemmet Nordvanggaard er beliggende i Birkerød og tilknyttet Den Katolske Kirke i Danmark. Plejehjemmet drives i dag med driftsoverenskomst med (NY) Rudersdal Kommune efter i mange år at have haft driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Plejehjemmet har i dag plads til 18 beboere. Repræsentanter for Nordvanggaards bestyrelse og Fondens direktør havde i februar 2007 møde med Rudersdal Kommune vedrørende opførelse af nye ældreboliger bl.a. til erstatning for de 18 utidssvarende plejehjemsboliger, som Nordvanggaard i dag råder over. Mødets formål var at orientere sig om Rudersdals Kommunes behov og interesse for et fremtidigt samarbejde plejeboliger Nordvanggaard og Fonden ønsker at etablere minimum 36 moderne plejeboliger, som placeres i nybyggeri på en grund tæt på det nuværende plejehjem, som samtidig lukker. Plejeboligerne forudsættes etableret og drevet i henhold til lov om friplejeboliger med DSI Nordvanggaard som ejer og driftsherre og med Fonden Mariehjemmene som yder af den nødvendige bistand og støtte. Med andre ord må vi lade politikere og andre godtfolk om den enøjede distancerede etiske, forargelse og fordømmelse af de andre. Vi må først og fremmest, og mere vedholdende og alvorligt end andre, holde et vågent øje på den uomgængelige potentielle risiko for forråelsen af os selv. Vi bør til gavn for den, vi er sat til at bistå, men i lige så høj grad for os selv, inkorporere en nødvendig selvrefleksion herom, som en uadskillelig del af vort professionelle virke. Vi kan høste dyrebare frugter ved, i hele vort arbejdsliv, at modarbejde og modbevise de gamle visdomsord; ingen tør se ned i sit eget indre 1. (Footnotes) 1 Persius, romersk poet, e. Kr, her fra Montaigne , dansk oversættelse af Essays, 1998, 2. bind, side Rudersdal Kommune er i færd med at tage stilling til de fremtidige behov for bl.a. plejeboliger, ligesom kommunen planlægger modernisering af et større antal kommunale og selvejende plejehjemspladser. Dels fordi kommunens behov for plejeboliger i almindelighed er stigende og dels fordi moderniseringen af de eksisterende plejehjem reducerer antallet af plejeboliger, har kommunen stor interesse i fortsat at støtte Nordvanggaards projekt, idet plejeboligerne vil kunne indgå i kommunens planlægning. Fonden Mariehjemmene er netop nu i færd med at udarbejde en nærmere projektbeskrivelse, som vil indeholde et projekt med 36 plejeboliger. På grund af Rudersdal Kommunes vurdering af plejeboligbehovet vil Fonden beskrivelse også indeholde et projekt med 48 plejeboliger. Arne Skovgaard Nielsen