Danernes Sagnhistorie

Transkript

1 Udgave 2 26/9 2016

2 Troels Brandt Danernes Sagnhistorie Saxos sagn i sagaernes kronologi Gedevasens Forlag Forsidens illustrationer: Venstre: Motiv fra en af folkevandringstidens brakteater, som symboliserer kulturskiftet og sagntidens begyndelse. Motivet er en relativt naturalistisk udgave af den udbredte C- type, som i dag tolkes som den shamanistiske Odin. Højre: Kristusmotivet på Harald Blåtands store Jellingsten, som symboliserer kristendommens indtog i Danmark og sagntidens afslutning.

3 Troels Brandt Danernes Sagnhistorie Saxos sagn i sagaernes kronologi Gedevasens Forlag

4 Gedevasens Forlag ApS - CVR Layout, foto, kort og plancher: Troels og Ingrid Brandt. Tryk: PDF-udgave - 2. udgave Gedevasens Forlag ApS Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er begrænset af gældende lovgivning om ophavsret, som kun kan fraviges med forlagets skriftlige samtykke. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. København 2004 ISBN

5 Indholdsfortegnelse 1 Formål, kilder og metode Motiver og anvendte hovedkilder Forudsætninger, metode og kildekritik Dansk arkæologi og kildekritikken Romerne, germanerne og Skandinavien De klassiske kilder Skandinavien før sagaernes tid Herulerne Aserne og kongesagnene Saxos fortale Saxos angler, daner og jyder Dan og Angel Anglerne Vermund og Uffe hin Spage Rig, Dan og Kon Eventyrkongerne Skjold og Hading Skjoldungerne Saxos Gram og Hading Hake og de første Ynglinge-konger Frode den Store Frode den Store Frode og Ynglinge-kongerne Frodes senere bedrifter og død Frode, Åle og Starkad Roar og Hadbarderne Roar og Helge Beowulfs Roar og Chocillaicus Saxos Ingeld Hadbarder og Svertinger Starkads død Helge og Rolf Krake Helge Søkonge Rolf Krake Hagbard og Signe

6 11 Hadbardernes tilbagevenden Hjørvards efterfølger Fridlev og hans slægt Amlet og Ongendus Den jyske Hamlet De jyske konger og Ongendus Ivar Vidfadme og Danmarks samling Ivar Vidfadme og svearnes Ingjald Illråde Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne Rigssamleren Dan Harald Hildetand og Sigurd Harald Hildetand Bråvalla - Sagnet om det store slag Sigurd Godfred og hans sønner Godfred Fætrenes kamp om Godfreds trone Horik I Regnar Lodbrog og vikingerne Saxos Regnar Lodbrog Sagaernes Regnar og Ansgars anden rejse Regnars sønner og Erik Barn De parallelle kongerækker De danske konger i England Rollo af Normandiet Danskernes religion Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning Hardeknud og "svenskerne" Gorm den Gamle Genealogi og tidslinie Sammenfatning Fortegnelse over citerede kildetekster Litteraturfortegnelse i øvrigt

7 Oversigt over figurer, kort og billeder (sidehenvisning) Figur 1. Skjoldungernes Saga og Langfedgatal Figur 2. Kongshal i Lejre Figur 3 Rekonstrueret kongshal Figur 4. Udgravning af hørgen ved Fredshøj Figur 5. Foto - Gammel Lejre Ådal Figur 6. Kort - Herulernes bevægelser Figur 7. Kort over Sydøstskandinavien Figur 8. Foto - Uppsala Høje Figur 9. Kort - Anglernes riger Figur 10. Saxos første konger Figur 11. Skjoldungesagas konge Figur 12. Kort - Danmark og Sverige i yngre germansk jernalder Figur 13. Ynglingesagas svenske konger Figur 14. Rekonstruktion af Ynglingeslægtens første del Figur 15. Saxos Frode-konger Figur 16. Beowulfs Dan- og Svea-konger Figur 17. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Rolf Krake Figur 18. Kongshallen ved Fredshøj Figur 19. Foto - Lejrehallen Figur 20. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Sigurd Ring Figur 21. Kort - Danmark i vikingetiden Figur 22. Foto - Sparlösa-stenen Figur 23. Rekonstrueret kongeslægt / Harald Hildetand - Gorm Figur 24. Foto - Hedeby Figur 25. Saxos Godfred-slægt Figur 26. Figurine af Odin Figur 27. Saxos sidste konger i sagntiden Figur 28. Kort - Vikingernes hovedruter Figur 29. Kort - Nordsø-rigerne Figur 30. Harald Blåtands slægt Figur 31. Sammenligning af kilder Efterfølgende bilag: Bilag 1 Rökstenens gådeprincipper (udgået i 2. udgave) Bilag 2 Opdeling af Saxos konger Bilag 3 Udeladte Saxo-afsnit Bilag 4 Genealogi for danske og svenske konger Bilag 5 Rekonstrueret kongerække

8 1. Formål, kilder og metode 1 Formål, kilder og metode Saxos 800 år gamle krønike, "Danernes Bedrifter", var i lange tider identisk med vores ældste historie. Samtidig appellerede hans malende beskrivelser til romantikernes livlige fantasi. I dag går læserne andre veje: Vikingernes historie fortælles af arkæologer, og fortidens eventyrverden er med sprogforskeren Tolkiens pen forvandlet til "Ringenes Herre". Saxos værk analyseres i stedet ud fra dets litterære værdier. Som litterært værk er Saxos bogrække verdenskendt under den latinske titel "Gesta Danorum", og med tilnavnet Grammaticus anerkendes han tillige som en sand kirkelatinens mester. Det var dog næppe hans grund til at skrive. For ham selv var den primære målgruppe uden tvivl danske adelsmænd og gejstlige med interesse for landets historie - eller med behov for at udnytte den. Da den kildekritiske forskning vandt frem i 1900-tallet, stod det ganske klart, at Saxo ikke havde beskrevet en sammenhængende dansk historie. I dag betragter man i stedet hans danske sagnhistorie som en række uafhængige litterære episoder, der enten er sat sammen i uvidenhed eller snarere med manipulatorisk sigte. Kritikernes reaktion mod den romantiske historieskrivning medførte, at også sagnenes Lejre-kongedømme i kampens hede blev forkastet. De seneste 30 års arkæologiske fund i Lejre har imidlertid vist, at denne konklusion var forkert. Selv i lyset af kritikken giver Saxos værk et uforligneligt billede af hans egen tid tallet. Hans sagntid er det derimod svært at finde hoved og hale på - især når man sammenligner med, hvad vi ellers kender. Netop derfor er Saxos ni første bøger om sagntiden denne bogs emne, men resultatet kan pr. definition ikke blive til historie. Vi skal i stedet møde et bud på et mere oprindeligt lag af vores sagnhistorie - så vidt muligt fortalt med sagaernes og Saxos egne ord - men sorteret og samlet i andre sammenhænge med den risiko, det indebærer. Mange afviser sagnhistorien som urealistisk ved at vurdere Saxos ni første bøger, som de er. Dette spring over gærdet, hvor det er lavest, kan vi imidlertid ikke tillade os i betragtning af de få oplysninger, vi har om den tid. Man er som minimum nødt til at søge om bag den åbenlyse manipulation, før man vurderer værdien af det billede, sagnene giver. Foranlediget af enkelte reaktioner på første udsolgte udgave, skal det præciseres, at selv om elementer af enkelte sagnfigurer sættes i forbindelse med historiske personer eller begivenheder, er det ikke ensbetydende med, at forfatter tror eller ønsker at give andre indtryk af, at sagnene er historiske beskrivelser eller faktiske begivenheder. Det er relevant at søge en historisk baggrund for et sagn, men resultatet bliver stadig blot tidligere lag af sagnhistorien. Bogen skildrer således sagnenes sammenhængende handling,

9 1. Formål, kilder og metode uden at det deraf følgende ordvalg skal opfattes som accept af en virkelighed. Formålet er danne sig et indtryk af det liv, som kan have formet sig omkring vore arkæologiske mindesmærker, og i det samfund, som vore forfædre levede i hvor usikkert det end måtte være. Det er bl.a. grundlaget for vores eget samfund. I dag har historikerne helt givet op bortset fra nogle usammenhængende udlandske brudstykker da deres metoder fordrer mere sikre kilder. Arkæologerne har forstået Muligvis fordi de skal skaffe fondsmidler til kostbare udgravninger, har arkæologerne forstået, at der skal interessant formidling til. Derfor forsøger mange arkæologer på deduktiv vis at uddrage konsekvenser af de fysiske levn, som meget let kan få en slagside med metoder, som ikke er bedre end det efterfølgende. Det naturlige er, at kombinere disse levn med den sparsomme udenlandske historie og den mest realistiske sagnhistorie, hvilket skaber en helt anden interesse for fortiden end klinisk eksakte historiske analyser og arkæologiske fundrapporter. Derfor finder vi også ofte sagnene i forbindelse med arkæologiske beskrivelser og udstillinger, men det har ikke været comme il faut forinden at forsøge at uddrage den mest realistiske og meningsfulde sagnhistorie af de mange sagnbrudstykker. Man får dem i stedet forelagt i tilfældigt udvalg, fordi ingen tør blive smudset på fingrene ved at forsøge at vurdere dem. På trods heraf eller netop derfor - skal vi her forsøge at uddrage essensen af Saxos sagnhistorie, som sagnhistorie forsøge at udrede den røde tråd, der trods alt har gået gennem sagnlitteraturen om danernes kongehus, når man regulerer for de åbenlyse manipulationer. Tråden synes reelt at begynde ved den store kong Frode, der måske er bygget over en virkelig konge, der vandt sit ry på fordrivelsen af de indvandrende heruler i Sydsverige først i 500-tallet, så det gav genlyd helt til Byzans. Tråden følger Skjoldungernes sagnomspundne fejde, som også kendes fra England, via en mere uklar og begivenhedsløs periode til en Dan/Ivar, hvis baggrund måske var en konge, der samlede daner og jyder til fælles forsvar mod frankerne i 700-tallet. Den fortsætter direkte over i de overordnede konger, som modstod den kristne frankiske ekspansion, indtil både den frankiske og danske kongemagt blev splittet igen under vikingetidens omvæltninger. Måske kan tråden let forsvinde i et røgslør skabt af Sven Estridsen og Adam af Bremen i årtierne inden Gorm den Gamles fars ankomst fra en opvækst i England. Gorm fik etableret et samlet kongerige, hvorefter sagntiden sluttede med kristendommens og det kirkelige skriftsprogs indtog den historiske tid. Perioden omfatter det meste af germansk jernalder og den efterfølgende vikingetid. Perioderne glider så meget over i hinanden, at historikere og arkæologer ikke har været enige om, hvornår vikingetiden begyndte 1. Da historikerne efterhånden helt har overladt beskrivelsen af tiden før Gorm den 1 Historikernes definition var knyttet til de første vikingeoverfald i de europæiske kilder i 790'erne (bl.a. Lindisfarna), men frankerne nævnte allerede lignende overfald fra sakser og daner i 500-tallet, ligesom denne adfærd var af meget ældre dato internt i Norden.

10 1. Formål, kilder og metode Gamle til arkæologerne, burde man måske snarere se perioden under ét fra det tidspunkt, hvor den nordiske Vendel-kultur opstod i dønningerne af folkevandringstiden og etableringen af de store kristne germanerriger sydpå. Først kristendommens indførelse satte en stopper for denne kultur, som var nært knyttet til Aser-religionens forestillingsverden - en kultur så stærk, at dens hovedelementer var overraskende upåvirkede af, at nordboerne efterhånden færdedes hjemvant fra Sortehavet til Island og at der må være opstået kristne minoriteter i Norden. En del af denne kultur var et adfærdsmønster og et økonomisk værdigrundlag for kongemagten, hvis konsekvenser er klart beskrevet hos Saxo, i sagaer og i kvad: Ustandselige plyndringer og krige for at opnå bytte, overherredømme og skattebetaling - efterfulgt af en kongelig gavmildhed over for krigerne. Disse kampe fylder en stor del af sagnlitteraturen, da det jo normalt var krig, der skabte helte og bedrifter. Glemt blev de bønder og handelsfolk, som skabte den økonomiske baggrund for de samfund, der stod bag. Samfundenes udvikling var primært en konsekvens af krigeraristokratiets meriter hvad enten man kan lide det eller ej. Har fortidens kristne skribenter ikke gjort meget ud af kulturens baggrund, er vikingernes daglige tilværelse til gengæld blevet analyseret grundigt af arkæologer som nævnt på forrige side. Der udgives i disse år en række fremragende og farvestrålende værker om vikingernes verden, og også museerne yder deres bidrag. Bl.a. udkom arkæologen Jørgen Jensens 4 bind om Danmarks Oldtid med et indhold, som på bedste vis beskriver rammen for denne bogs indhold - trods de diametralt modsatte indgangsvinkler. Da formålet her alene er at omstrukturere periodens sagnlitteratur, er arkæologernes beskrivelser af rammen og deres analyser af baggrunden for begivenhederne med god samvittighed udeladt - hvor fristende emnet end kan være. En undtagelse er Kapitel 2 med en kort omtale af kildekritikkens konklusioner set i lyset af de nyeste arkæologiske resultater hvilket samtidig giver en vis fysisk ramme om sagnhistorien. Resten af dette kapitel beskæftiger sig med kilder og metode, og efter den arkæologiske ramme skal vi i kapitel 3 se på den historiske baggrund for sagnperiodens begyndelse omkring år 500. Først da er vi klar til at begynde på Saxos egen fortale i kapitel 4. Den sammenhængende sagnhistorie begynder imidlertid først i kapitel 7 efter spredte sagn fra før danerstammernes samling i kapitel 5 og 6. Kapitel 2 er nyt, og bogen er i øvrigt stærkt omskrevet især i sidste halvdel af denne 2. udgave. 1.1 Motiver og anvendte hovedkilder Bogen handler om Saxos sagn og er derfor principielt bygget op af tekst fra Saxos "Gesta Danorum", bog I-IX. Teksten er sat ind i sammenhæng med tidens sagn, kvad og krøniker med en overordnet ramme af de få historiske

11 1. Formål, kilder og metode oplysninger, vi har om sagntiden. Sagnene fortælles således med Saxos egne ord for halvdelen af bogens vedkommende - om end i en utraditionel rækkefølge. Resultatet er blevet en overraskende godt sammenhængende sagnfortælling om Danmark i perioden e.kr., der harmonerer med den smule historie, der kendes. Saxo skrev sit værk mellem 1180 og Oprindeligt synes Absalon at have bestilt den del, som nu udgør bog XI-XVI. Saxo udvidede imidlertid værket, og han kom først til at aflevere den nuværende udgave til Absalons efterfølger, Andreas Sunesøn, op til næsten 20 år efter Absalons død. Mange forskere - herunder Inge Skovgaard-Petersen og Karsten Friis- Jensen - har påpeget Saxos manipulatoriske fremgangsmåde 2. Inge Skovgaard-Petersen har i sin disputats påvist, at Saxo opbyggede sin historie i bog I-IX efter rent litterære kriterier. Derved opstod der i skildringen af den danske kongemagt passende højdepunkter, som skulle lægge op til og underbygge skildringen af Valdemar den Store og Valdemar-tidens kristne fyrster. Karsten Friis-Jensen har i sin disputats tillige vist, hvorledes Saxos digte hviler på en klassisk latinsk opbygning herunder har han vist, hvorledes Saxo anvendte Valerius Maximus. Karsten Friis-Jensen har imidlertid senere bekræftet, at han ikke har påvist at Saxo benyttede klassiske handlingselementer bortset fra i Bjarkemål. Der var således ikke tale om en ren oversættelse af de gamle klassiske kvad. Saxo havde bl.a. det klart politiske formål at fastslå, at det selvstændige danske kongedømme gik længere tilbage end til Kristi fødsel. Derved ville stiftelsen ligge før etableringen af det romerske kejserdømme, som det tyskromerske rige optrådte som en fortsættelse af. Den aktuelle situation var, at danske konger i 1100-tallets borgerkrigstid havde aflagt lensed til den tyskromerske kejser for at få hans støtte i de indbyrdes kampe. Dette passede ikke de danske stormænd og deres slægtninge på bispestolene, og her kunne de opnå støtte fra pavestolen. Mange paver havde så alvorlige kontroverser med kejserne, at de ønskede frie nordiske konger som modspil til kejseren. Dette gav et fælles motiv hos alle de skribenter, som i den nordiske historieskrivnings første tid var tilknyttet kirken - og det var de næsten alle. Undtagelser var Sven Aggesen og nogle af de islandske sagnfortællere. Hertil kommer, at det må stå klart ved læsningen, at Saxo havde til formål at vise, at det var skik fra gammel tid, at faderen efterfulgtes af en søn på tronen, selv om landet principielt var et valgkongedømme - og at det frie Danmark principielt hele tiden havde skullet gå til Ejderen og Dannevirke. Man ved stort set intet om Saxo personligt, udover at han skrev for Absalon, som det fremgår af hans fortale. At han ikke havde nogen høj stjerne hos Absalon, fremgår af dennes testamente. Saxo er øjensynligt begyndt med 2 Allerede nævnt af P.E.Müller i Critisk undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie, 1823, og bl.a. viderebearbejdet af Inge Skovgaard-Petersen i Da Tidernes Herre var nær, 1987, og Karsten Friis-Jensen: Saxo Grammaticus as Latin poet, 1987.

12 1. Formål, kilder og metode bog XI, hvor han skrev om Sven Estridsen og dennes sønner - delvist baseret på Absalon selv som kilde. Forrest i værket oplyste han selv, at hans øvrige kilder var Dudo, Beda, danske kvad og krøniker, islandske sagaer og runeindskrifter. Undervejs røbede han dog et langt bredere kendskab til den klassiske litteratur. I det efterfølgende har jeg af rettighedsmæssige årsager valgt at benytte Fr. Winkel Horns gængse oversættelse fra Jeg har tillempet moderne retskrivning og rettet de mest krøllede sætninger ud, men har ellers holdt mig til hans tekst. Eventyret om Hading er dog som et kuriosum gengivet i NFS Grundtvigs gendigtning fra Som en god oversættelse af den fuldstændige tekst skal der især henvises til Peter Zeebergs udgave fra 2000, hvis kapitelnumre stort set svarer til de her anvendte fra Det Kgl. Biblioteks latinske on-line-udgave. Der har oprindeligt også eksisteret en islandsk saga om danernes første kongehus. Det eneste kendte eksemplar af denne Skjoldungesaga er fra tallet. Det var imidlertid ufuldstændigt og forsvandt i 1600-tallet. Man mener, at den var nedskrevet Umiddelbart er indholdet kun svagt genkendeligt i Saxos værk, men heldigvis gengav islændingen Arngrimur Jonsson en stor del af værket i 1594 i sin "Rerum Danicarum Fragmenta". Han blandede dog i anden del også senere mere ordrigt sagamateriale ind i sin genfortælling i tiden efter Rolf Krake åbenbart fordi disse sagaer var i overensstemmelse med den tidligere mere ordknappe saga. Jeg benytter i det efterfølgende Axel Olriks latinske version af Arngrimur Jonssons tekst og Olriks egen danske gengivelse i Årbog for Nordisk Oldkyndighed fra Jeg markerer Axel Olriks danske genfortælling med (Fragmenta). Skjoldungesagas sidste del har dannet grundlag for sagaer som Regnar Lodbrogs Saga, Regnarsona Thattr og Olaf Trygvassons Saga. Karsten Friis- Jensen og Claus Lund har i "Skjoldungernes Saga" fra 1984 udgivet en dansk oversættelse af fragmenterne af Skjoldungesaga og Sögubrot samt den del af de øvrige sagaer, som menes at stamme derfra. Også Jomsvikingernes saga, som kendes i fem forskellige versioner herunder fra Flateyarbok er brugt i kapitlet om Hardeknud, selv om versionerne er sene og forskellige. Her er Arni Magnussons AM291 anvendt, fordi den harmonerer bedst med Skjoldungesaga-komplekset, selv om den ikke er den ældste et forhold man antageligt har haft for øje, da man korrigerede i den. En pendant til Skjoldungesagaen om de svensk/norske konger er Snorre Sturlassons "Ynglingesaga" i "Heimskringla" fra ca Den er angiveligt skrevet med kendskab til Skjoldungesaga. Snorres kongerække stammer fra digtet Ynglingatal, som muligvis går tilbage til 900-tallet. Det tilskrives Tjorolf af Hvini, som til sidst fungerede ved Harald Hårfagers hof. Nordmanden Claus Kragh har hævdet, at Ynglingetal er af nyere dato, men hans tyndbenede antitese er siden bl.a. tilbagevist af Svante Norr i To Rede

13 1. Formål, kilder og metode or to Rown. Snorre oplyser dog også at have bygget på et forsvundet værk af den islandske historiker Ari Frode fra først i 1100-tallet, hvoraf en kongeliste genfindes i dennes yngre Islendingabok, mens andre oplysninger sandsynligvis indgår i den bevarede latinske Historia Norwegiæ fra sidst i 1100-tallet. Ynglingesaga er bevaret i flere udgaver fra 1300-tallet. Jeg har benyttet min egen oversættelse af Samuel Laings engelske version fra 1844 ved samtidig brug af gengivelser af den oldislandske "Kringla" (AM 35 fol.). På grund af hullerne i Skjoldungesaga har også kongelisten i Langfedgatal fundet anvendelse. Den er relativt sen fra 1400-tallet og findes mellem en række mere eller mindre obskyre lister samlet af Langebek. Nogen mener, at Snorre har kendt en baggrund svarende til Langfedgatals kongeliste, da han skrev indledningen til Prosa Edda inden Ynglingesaga. Langfedgatals karakter tyder dog mere på, at den er skrevet på grundlag af Prosa Edda, Skjoldungesaga og Ynglingesaga, mens Skjoldungesaga endnu kendtes som fuldstændig. Den er stort set identisk med det, der kendes fra Skjoldungesaga via "Rerum Danicarum Fragmenta" og de sene sagaer, og den bruges derfor her til at udfylde de genealogiske huller ud mellem disse sagafragmenter. Den omfatter i sin begyndelse før Skjold en sammenblanding af de kristnes klassiske kultur og den hedenske mytologi, som kendes fra Prosa Edda og de anglosaksiske kongelister. Vi har dog ingen interesse i at gå før Odin, og her synes den at kunne udfylde lakunen på plausibel vis. Både Arngrimur Jonsson, Jakob Langebek og Axel Olrik arbejdede med sammenligning af de forskellige genealogier. Arngrimur Jonssons rekonstruktionsarbejde blev desuden fortsat i Peter Frederich Suhms værk fra 1782, men hvor Jonsson synes at have holdt sig til kilderne, forekommer især Suhm at have udført et rekonstruktionsarbejde uden at præcisere, hvad der var kildereferat, og hvad der var gætteri. Da de kan have kendt forsvundne kilder, vil de dog blive nævnt et par gange undervejs. Det oldengelske digt Beowulf kender vi i en udgave fra 1000-tallet. Der er stor uenighed blandt forskerne om, hvor gammel den oprindelige version er. En del forskere mener, at den første nedskrivning skete i 700-tallet 3, mens de mest kildekritiske forskere ikke tør føre digtet længere tilbage end til den bevarede udgave. Beowulf må under alle omstændigheder betragtes som skjaldenes sammenhobning af fjerne, uafhængige og tidsmæssigt forskellige sagn, men det har den fordel, at den overleverede kristne udgave er skrevet før de nordiske manipulationer. Der er næppe tvivl om, at det ældste oldengelske digt, Widsith, hviler på samme kildegrundlag. Der er her anvendt en engelsk oversættelse fra 2003 af Benjamin Slade, som også har rådgivet omkring tolkningen af de oldengelske kilder i øvrigt. I et enkelt afsnit er der som en appetitvækker citeret fra Andreas Haarders mere poetiske danske version. Hertil kommer korte citater fra islandske sagaer, danske årbøger og 3 Robert D. Fulk: Dating Beowulf to the Viking Ages, 1982, Sam Newton: The origins of Beowulf, 1993 og Benjamin Slade:

14 1. Formål, kilder og metode krøniker, samt Rimbert, Adam af Bremen, de Frankiske Rigsannaler m.fl. Blandt krønikerne er Roskildekrøniken fra 1140 erne og den danske Lejrekrønike, som blev til i samme miljø som Saxos værk ca Den sidste kendes fra en gengivelse anført under årene i Annales Lundenses fra ca og i en senere 1500-tals version, men noget af indholdet er åbenlyst forkert. Den forkastes derfor af de fleste forskere - selv om de ældre danske krøniker og årbøger alle burde kasseres ved anvendelse af dette kriterium. Det hele bør i stedet anvendes med stor forsigtighed. I det indledende Kapitel 3 benyttes også korte citater af de romersk /byzantinske forfattere Tacitus, Jordanes og Procopios i egen udgave baseret på ældre engelske oversættelser af den latinsk/græske tekst. 1.2 Forudsætninger, metode og kildekritik Kildekritikken er helt nødvendig. Imidlertid har vi set, hvordan historikernes selvsikre konsensus fik manet sagaernes Lejre-kongedømme helt i jorden, så ingen kunne være bekendt at tale om det. Nu vælter haller og kultanlæg op igen på stedet de fysiske levn af 500 års Lejrekonger. Man bliver derfor nødt til at erkende, at en del af kildekritikken har udviklet sig til en akademisk øvelse, som let kan skjule de reelle historiske sammenhænge i et sparsomt middelalderligt materiale. Tom Christensen har i 2015 i Lejre bag Myten på mere taktfuld måde dokumenteret, hvor meget historikerne har taget fejl. Hvis man vil kende lidt til vores fortid før 1300, er man er nødt til at foretage en efterfølgende vurdering af de kilder, som blev kasseret ved første kritiske gennemgang. Det er formålet i det efterfølgende, selv om det indebærer, at der må tages forbehold for usikkerhed som følge heraf. Vi vil hellere have en usikker beretning end slet ingen. Man skal ikke have læst Saxo og Rolf Krakes Saga mange gange, før man bemærker, at Saxo har spredt dele af fortællingen om sagaens Roar og Helge ud over flere tidsaldre i sin krønike. Det kunne være en enkeltstående fejl, men læser man hans samtidige, Sven Aggesen, bliver man klar over, at der ikke blot er tale om simple fejltagelser i den tids værker. En begrundelse for den omarbejdning, jeg derfor foretager af Saxo, kan bl.a. findes i nogle ord fra Sven Aggesens "Kortfattet historie om de danske Konger", skrevet omkring Han var hirdmand hos Valdemar den Store og kendte både Saxo og Absalon. Sven var nevø af ærkebispen Eskil, hvis slægtninge blev dømt for medvirken i attentatplaner mod Valdemar, men Sven selv synes at have været loyal mod kongen. Han indføjede dog i sin tekst to adskilte "bibemærkninger" 4 : (Aggesen) "Disse bedrifter har jeg imidlertid anset det for overflødigt at genkalde thi efter hvad den berømmelige Ærkebisp Absa- 4 M.Cl. Gertz oversættelse fra 1915.

15 1. Formål, kilder og metode lon meddelte mig, anstrengte min hirdfælle Saxo sig just da ivrigt med at ville skildre alle disse bedrifter vidtløftigere i finere stil." (Aggesen) "Jeg ønsker ikke, at man skal kritisere mig for, at jeg på fabelskrivernes eller løgnefortællernes vis lader konger følge i uafbrudt tidsfølge efter hinanden, om hvilke jeg dog har erfaret, at de var adskilte fra hinanden ved et ikke ringe tidsmellemrum. Jeg vil derfor - da det ikke er af dorsk forsømmelighed, men tværtimod af mangel på hjemmelsmænds meddelelser, at jeg have forbigået mange, som har et strålende navn - overlade efterforskningen angående dette til en omhyggelig efterfølger, for at han ved nøjagtig granskning kan udfylde, hvad jeg har forbigået, fordi mindet derom var fordunklet." Tydeligere kunne han vist ikke på den tid tillade sig at skrive, at Danmarks historie var uklar og manipuleret. Det er vanskeligt at se bort fra bisp Absalons klerk Saxo i den anledning, men Sven har ikke kendt Saxos færdige værk, så bemærkningen er næppe specielt møntet på Saxo, selv om den syder af mistænksomhed over for hirdfællen. Hovedparten af de første danske årbøger og krøniker stammer fra Roskilde, hvor Absalon begyndte som bisp. Da Sven Aggesen skrev, var Absalon blevet ærkebisp, og denne var ifølge Saxo travlt beskæftiget med at manøvrere Valdemars søn Knud uden om lenseden til kejseren 5. Da stort set alle overleverede beretninger om fortiden er nedskrevet af kirken på den tid, må vi gå ud fra, at de alle er mere eller mindre manipulerede. Dette gælder også til dels de kilder, som den norske og islandske kirke har kunnet styre på Absalons tid, idet modstanden mod den tyske kejsers magt var et fælles anliggende for de nordiske kirker. En væsentlig årsag til sagaernes omrokeringer i kronologien synes at være, at man tidligt i kristen tid har villet se en tidsmæssig sammenhæng mellem Frodefreden, Augustusfreden og Biblens begivenheder omkring Kristus, selv om inspirationen snarere må have været den 500 år senere Theodorik-fred og de formørkede år omkring 536 et formål som taler samme vej som manipulationerne ovenfor som følge af modstanden mod kejsermagten. Derfor synes Frodes fredgode egenskaber lagt på en konge, som placeres længe før Frode den Store og Skjoldungefejden med en række intetsigende fyldkonger imellem (se Figur 1), hvilket ikke harmonerer med Beowulf og de byzantinske kilder, som ikke havde dette formål. Desværre førte Sven Aggesens kritiske indstilling ikke til, at hans egen kongerække blev mere overbevisende i den nyere del 6. Allerede hans grundlag har været forvansket, idet det indeholder åbenlyse selvmodsigelser eller også er han blevet nødt til at følge de andre. Der eksisterer endda to 5 Saxo Bog XV. 6 Desværre er hans "Slægtstavle over danske konger" ikke bevaret, bortset fra forordet. Gertz 1917.

16 1. Formål, kilder og metode versioner af hans kongerække, så den er muligvis efterfølgende blevet manipuleret. Saxos titel "Gesta Danorum" (Danernes bedrifter) indicerer ikke noget om kronologi - og det er utvivlsomt helt bevidst. Noget kan tyde på, at Saxos moralske grænse har gået ved, at han ikke ønskede at opfinde nye personer. Han nøjedes med at blande de sagn, han kendte, i en række fortælinger om danernes bedrifter i en rækkefølge og over en årrække, som passede hans formål. De første ni bøger bør derfor opfattes som isolerede sagn og beretninger, hvori også indgår jyske og angliske konger og deres guder. Her er fortællinger om en navnkundig konges historie ofte fordelt ud på flere tidligere personer af samme navn - bevidst eller ubevidst. Principielt er rekonstruktionen derfor udarbejdet ud fra den forudsætning, at sagaer og kvad er behæftet med nogle gennemgående skavanker - skildret i en forenklet form: at "sene" forfattere bevidst har lagt en række løsrevne afsnit om samme konger til kongerækken som nye konger primært foran for at føre kongedømmet længere tilbage i tiden. at der både er undladt identifikation af enslydende navne og sket sammenblanding af forskellige - førende til opdeling, sammensmeltning og forbytning af figurer. At han desuden har indblandet vandresagn og spændende fortællinger fra andre egne, og at ros, fremhævelse og fortielser er styret af sponsoren Absalons mål, må vi nok forvente. Ingen har antageligt haft et pålideligt sammenhængende materiale, som muliggjorde kontrol. Ud fra den erkendelse, som ligger i de to ovennævnte punkter, er der indledningsvis i den følgende rekonstruktion sket en sammenlægning af de konger, der enten har samme navn eller har samme plads i enslydende handlingsforløb. Metoden har den grundlæggende svaghed, at kongefamilier selv kan genbruge navnene. Risikoen synes dog normalt at være begrænset, da de overlevende sagn øjensynligt stamme fra samme kendte sagnkredse koncentreret om relativt få markante figurer. Den ældre halvdel af sagnhistorien domineres simpelthen af tre dramatiske sagnforløb. Frodekongens samling af danerne til afvisning af hunnerne, Skjoldungefejden og Rolf Krakes bedrifter. Heraf har de to første øjensynligt vakt genlyd langt ud i Europa og de to sidste eksisterer i gamle kvad hvilket har været medvirkende til bevaringen, selv om kvadene er omarbejdet. Det virker logisk at skjaldenes interesse har koncentreret sig om de markante og populære episoder i fortiden, som efterhånden har floreret i forskellige versioner. De øvrige konger af samme navn vil derfor som regel blive tomme skaller i genealogierne og de fleste kan fjernes. Der er kun foretaget en opdeling af

17 1. Formål, kilder og metode fortællingerne om et navn, hvis det klart fremgår, at der må være tale om forskellige personer. Disse processer er nødvendige, men man bør naturligvis have for øje, at det medfører en selektiv udvælgelse, som kan risikere at afspejle udvælgerens forventning. Victor Rydberg demonstrerede allerede i 1800-tallet, at metoden kan drives så langt, at man efterhånden ser det samme forløb i alle begivenheder en fejl som også historie-, litteratur- og folkloreforskerne ofte gør sig skyldige i. Oprindeligt udarbejdede jeg blot en beskrivelse, hvor formålet var at illustrere resultatet af de umiddelbare observationer af dobbeltgængere. Det blev imidlertid hurtigt klart, at resultatet harmonerede med afsnit i sidste halvdel af den Skjoldungesaga, som beskrives i bogen af samme navn af Karsten Friis-Jensen og Claus Lund. I Skjoldungesaga er det mere oplagt, at alle kongerne før Frode/Halfdan/Roar-historierne er fyld. Derfor blev hypotesen, at hvis man kan finde en bedre sammenhæng mellem Saxos mange sagn ved at omrokere dem til Skjoldungesagas kortfattede kronologi, er der mulighed for, at man er nået tilbage til et sagnlag før Saxos manipulation, hvor man skal bortse fra tiden før Frode.. Forfatterne af bogen Skjoldungesaga henviste imidlertid ikke til den sene Langfedgatal sikkert fordi man helst ikke benytter et senere værk, når man har et tidligere. Problemet er bare, at den Skjoldungesaga, som blev nedskrevet af Arngrimur Jonsson, var ufuldstændig og forsvandt. Når man sætter Skjoldungesaga op ved siden af Langfedgatal, som det er gjort i Figur 1, fremgår det imidlertid ganske klart, at Langfedgatals kongeliste må være udarbejdet på samme grundlag som den ufuldstændige Skjoldungesaga, som den antydes af Arngrimur Jonson usikkerheden ved denne konklusion er umærkelig i forhold til den usikkerhed, som i øvrigt er i sagaerne. Den eneste afvigelse mellem de to materialer kommer ind ved at Langfedgatals nedskriver tog åbentlyst fejl i forhold til Skjoldungesagas Fragmenta, da han kom til at sætte leddet Halfdan-Roar ind to steder, hvor det ene sted blev på bekostning af Frode Ingeldsen. Desværre kom han derefter til at sætte efterkommerne ind efter de forkerte i stedet for efter Frode Fridlevsen, så der fremkommer to dobbeltgængere Halfdan - Roar. Det har sammenhæng med en yderligere fejl i begge kilder omkring Roar, som vi skal se om lidt. Resten af forskellen skyldes hullet i sagaerne, som viser sig reelt kun at strække sig over 2 generationer. Bortset fra korrektion af denne ene fejl følger strukturen i Langfedgatal nu konsekvent de gamle sagaelementer gennem hele rekonstruktionen. Den mest i øjenfaldende korrektion i det forenklede forslag er, at alle ni konger mellem gudelinket Odin/Skjold og Fridlev/Hake kan fjernes som ligegyldigt fyld (grøn pil), idet de enten kan identificeres som dobbeltgængere eller uvedkommende konger. Den anglosaksiske Beowulf, som anses for at ligge tidligere end de nordiske manipulationer, bekræfter, at der kun bør være

18 1. Formål, kilder og metode et par led mellem Skjold og Beowulfs hovedperson, Roar, og det samme gør Svend Aggesen og faktisk finder vi både i Fragmenta og hos Saxo en Frode Fredegod på denne plads efter Skjold, mens hans dobbeltgænger, Frode Fridlevsen, 9 pladser senere står 2 led før Roar. Det er således velbegrundet at fjerne fyldkongerne og flytte deres indhold til sagnkredsen omkring Frode historierne handler om samme personer. Også navne før Odin kan vi naturligvis se bort fra, da det er en blanding af guder og fortidige sagnhelte. Figur 1. Skjoldungernes Saga og Langfedgatal Venstre kolonne er de kendte fragmenter af Skjoldungesaga, som er næsten identiske med den fuldstændige Langfedgatal, bortset fra Langfedgatals lange angelsaksiske indledning, som er udeladt før Odin. Beowulfs rækkefølge benyttes efter de symbolske Odin/Skjold, mens resten bl.a. kan fjernes som dobbeltgængere (grøn pil). De blå tilføjelser skyldes frankernes annaler, hvor det bl.a. konstateres, at Godfreds forgænger og Regnars onkel ikke er den samme Sigurd Ring, mens resten er sidegrene. De øvrige korrektioner er røde. Valdars søn Harald er Arngrimur Jonssons tilføjelse til Langfedgatal, Rolfs datter er fra Lejrekrøniken og beskrivelserne af Saxos Hake, Fridlev og Gyrithe er lagt på fra Saxos øvrige sagn, da de passer ind i sammenhængen. Problemerne mellem Skjoldungesaga og Langfedgatal synes at være en del af et større roderi omkring Roar og de mange dobbeltgængere. Roderiet

19 1. Formål, kilder og metode har medført, at Halfdan i vores forenklede udgave må føres op som bror til Frode i stedet for at være hans søn, idet sagnenes motiver ellers ikke hænger sammen indbyrdes. Vi står ikke uden grundlag i denne korrektion, idet vi blot følger Rolf Krakes saga, som netop omhandler disse personers indbyrdes konflikt, således at den er den bedst dækkende saga om dette område hvad enten det er rester af den bevarede hovedhistorie eller et sent forsøg på at rekonstruere konflikten. Roderiet i kildematerialet er antageligt opstået, fordi sagamaterialet er fuldt af forskellige partsindlæg i Skjoldunge-konflikten mellem Hadbarder og Svertinger, som vi skal se senere i selve beskrivelsen De otte røde rettelser er beskrevet i figurens tekst. De er en naturlig følge af sagnteksterne og relativt uvæsentlige for kongerækken, bortset fra problemet med den indledende Hake-Fridleif-figur, som er vanskelig at få placeret. Også det omtales nærmere i den senere tekst. De ældre historiske kilder fra udlandet som de romersk/-byzantinske historikere og især de frankiske annaler har efterfølgende haft forret i en korrektion af strukturen alene af den grund, at det ikke giver mening at skrive i modstrid med disse, hvis der ikke er en klar begrundelse. De er markeret med blåt og er alle blot tilføjelser, bortset fra Sigurd Ring, hvor sagaerne synes at have blandet to personer sammen til en. Her følger vi i stedet de frankiske annaler og Saxo, som er enige herom. Flere af sagaerne optræder i forskellige versioner, hvor Hardeknud mangler i nogle af dem (Halldorsson 2000), men det skal i kapitel 17.1 vises, hvorfor der var motiv til at fjerne ham hos Adam af Bremen og de efterfølgende kristne kilder. Derfor kan det også have gjort sig gældende i nogle af sagaversionerne, hvor nogle nedskrivere åbenbart har forsøgt at tilnærme sig Adam af Bremen ved det enkle snuptag at fjerne Hardeknud, hvorimod det ikke giver nær så god mening at indlægge ham som fiktiv person i de andre sagaer, som foreslået af nogle forskere. Ved en sådan korrektion er det ikke noget argument, hvilke versioner, der er ældst, da de alle må regnes som sene i forhold til forlægget. Reelt er der ovenfor kun stærke argumenter for fire korrektioner af selve kongerækken og nogle tilføjelser i sidelinjerne, da resten er den almindelige usikkerhed i navnene. Det er relativt få korrektioner af sagaernes struktur i betragtning af materialets beskaffenhed. Derfor er Saxos løse fortællinger indsat konsekvent i denne struktur, så de harmonerer bedst med sagaerne og hinanden. Der er således ikke tale om, at strukturen og det historiske forløb er opstået ved en tilfældig sammensætning af sagnene, men hvor der opstår tvivl vælges i stil med Ockhams Razor den simplest mulige løsning. Saxos kronologi er på den vis nedbrudt til ukendelighed ved omrokeringer, men det viser sig, at de hænger væsentligt bedre sammen i sagaernes kronologi end før, og man finder endda en del steder indikationer og spor hos Saxo af disse sammenhænge. Det er også væsentligt at bemærke, at man i Saxos værk mere eller mindre skjult vil kunne finde de kongenavne, som

20 1. Formål, kilder og metode processen her udpeger som de oprindelige - i samme rækkefølge som i rekonstruktionen. En stor del af indholdet er af Saxo og hans forgængere blevet flyttet til nye konger, der passer til den opbygning, som Inge Skovgaard-Pedersen beskriver, men navnene er bevidst eller ubevidst blevet stående med små reminiscenser af kongens historie som et skelet bag Saxos manipulerede "konstruktion", da hans formål var at få så mange konger som muligt. Den grundlæggende rubricering af kongerne fremgår af Bilag 2. Vil man prøve at sætte tid på perioden med de tilbageværende konger, bliver den afgørende faktor i kalkulationen af periodelængden den gennemsnitlige generationslængde, dvs. den alder den gamle konge har, når han bliver far til kongen i næste generation. Rent biologisk kan afvigelserne være meget store, så der er tale om en ren gennemsnitsbetragtning, men den er antageligt styret af tradition i kongefamilien. Gennemsnitslængden er på grundlag af den danske kongeslægt over 1000 år tilbage til Harald Blåtand beregnet til 31,8 år. Dette skyldes nogle meget lange gennemsnitstider i middelalderen, hvorimod tallet i de senere århundreder har ligget på 27 år. Længden på 31,8 år anses umiddelbart for at være for lang i jernalderen. På den anden side kan Rökstenens 9 generationer til Theodorik antyde forholdsvis lange generationslængder. Derfor sættes generationslængden skønsmæssigt til 30 år altså med en indledningsvis usikkerhed på omkring 10%. Ser man på den den forenklede kongerække i Figur 1, som er baseret på Langfedgatal, er kongerækken fra Frode til Gorm den Gamle 15 eller 16 generationer inkl. begge, afhængigt af hvilken linje man følger altså indenfor ovennævnte usikkerhed. 15 x 30 år bliver 450 år. Da Gorm døde omkring 558 skal Frode altså have regeret ca med en væsentlig usikkerhed. Det beregnede interval svarer til perioden fra herulernes ankomst omkring 510 til den store klimakatastrofe i som vi skal se netop de begivenheder, som kan sættes i forbindelse med sagnene om Frode-kongen. Disse begivenheder synes afspejlet i sagnene om Frode-kongen, og kommer derfor til at skabe en international sammenhæng mellem de danske kongesagn, Ynglingesaga, Beowulf og de sydlige historikere. I samme periode kan den centrale Starkad-figur anvendes til at identificere sagnene om de omliggende konger, hvorved Starkads levetid kan reduceres fra Saxos 500 år til 50 år. Den storslåede litterære opbygning af Saxos værk går tabt ved denne hårdhændede behandling, men ud af røgsløret dukker måske til gengæld et indtryk af Danmarks sagnhistorie før manipulationen idet man ikke må glemme, at også sagaerne er manipuleret og misforstået tilbage i tiden. Man skal lægge mærke til, at bortset fra enkelte helte som Uffe, Rolf Krake, Amlet og Harald Hildetand, der kan sætte kolorit på beretningen, beskæftiger både Saxo og sagaerne sig kun med Valdemars egne forfædre. Det viser sig at være disse omrejsende Lejrekongers direkte sjællandske

21 1. Formål, kilder og metode forfædres bedrifter og adkomsten fra dem, fortællingerne drejede sig om ikke slægtens sidegrene som f.eks. Horik. Nogle af Saxos mest kendte fortællinger, som Uffe hin Spage, Amlet, Hagbard og Signe og Bråvallaslaget, er gengivet i næsten fuld længde for at fastholde hans stil, selv om de ikke nødvendigvis har deres plads i denne historie eller er troværdige i den større sammenhæng. Ligeledes er en del af hans irriterende moralprædikener bibeholdt. De giver et indblik i en moral hos denne kirkens mand, som ikke nødvendigvis svarer til vores opfattelse af menneskekærlighed og dadelfrit levned og det giver igen en fornemmelse af, hvor meget den tidligere vikingetids moral må have afveget fra vores. Det længste af disse eksempler på vikingemoralens kristne efterdønninger er markeret med mindre skrift, så man kan springe det over, hvis man har fået nok. I resten af hans værk er der foretaget en frasortering af sagn, som ikke hænger sammen med helheden, med henblik på at give et læseligt og sammenhængende indtryk af den løsning, som denne bog bygger på. Det medfører imidlertid, at bogens tekstuddrag ikke nødvendigvis er repræsentative for Saxos samlede tekst, hvilket ville have givet det bedste grundlag for vurderingen af kombinationsarbejdet. Her må man gå tilbage til de fuldstændige udgaver af disse tekster, som er alment tilgængelige. En liste over de væsentligste udeladte afsnit er vist i Bilag 3. Det drejer sig primært om sagn, som handler om konger fra gudeverdenen, en sagnkreds om den sydøsteuropæiske Ermanerik og en række uidentificerbare erobringstogter. Som det ses, bar allerede Skjoldungesaga præg af et af de formål, som er blevet tilskrevet Saxo, nemlig forlængelsen af sagaerne, hvor man indsatte en Fredfrode på Kristi tid længe før Skjoldungefejden, som også kendes fra Beowulf. Manipulationen er altså hverken Snorres eller Saxos opfindelse, som de har fået skyld for det må være nordisk kongemagt eller kirke, som har foranlediget dette. At en del materiale bør frasorteres er oplagt, da fremmede vandresagn og anekdoter naturligvis har fundet deres vej ind blandt de nordiske kongesagn på grund af den orale skjaldetradition. Når forskere som Curt Weibull og Nils Lukman og senere Lars Hemmingsen hævder, at stort set hele den danske sagnverden og dens kongelister stammer fra vandresagn, er disse påstande imidlertid baseret på nogle sammenligninger, som ikke er bedre funderede, end dem, de kritiserede. Deres konsekvenser er kraftigt overfortolkede. Lukman plukkede enkeltkonger i forskellige sydlige landes historie, hvis navne han syntes mindede om de danske og hans arbejder blev da heller ikke anerkendt af kollegerne 7. Forskere som Weibull har af og til med 7 Lukman gjorde utvivlsomt nogle relevante observationer, men det lykkedes ham bl.a. at gøre Skjoldungen Halfdan til en 800-tals vikingekonge i England fra Schelde-egnen (deraf Skjoldungenavnet), hans søn Roar til en hunnerkonge fra 420 og Roars brodersøn Rolf Krake til en herulerkonge fra 508.

22 1. Formål, kilder og metode kildekritik for øje opstillet antiteser, som derefter er blevet brugt af andre - eller forskerne selv - uden at have været udsat for samme kritiske behandling 8. På den måde fik de fjernet Lejre-kongerne og det Lejre, som nu vælter op af jorden, fra det danske historiske landkort. Der viser sig således at være en langt bedre sammenhæng mellem sagnene indbyrdes, med arkæologien og med den omgivende historie, end de overdrevent kildekritiske forskere har villet erkende, fordi de vurderede dem i en falsk kronologi og ønskede at demonstrere kildekritikkens betydning. Det er væsentligt at gøre sig klart, at når man ved sammenligning mener at kunne konstatere, at en fortælling eller et navn er lånt, er det ikke ensbetydende med, at hele personen eller personkredsen er lånt således som mange tolker ovennævnte forskeres resultater. I langt de fleste tilfælde er der sandsynligvis blot tale om tidligere fortælleres fejlagtige sammenblanding af fortællingselementer fra to personer med enslydende navne - ikke nødvendigvis hele fortællingen. Fragmenterne er siden blevet farvet af den nye sammenhæng, så de ikke altid er umiddelbart genkendelige. Bemærkningerne skal ikke opfattes som en afstandstagen fra historieforskningens kildekritiske metoder. Det anvendte nordiske materiale kan simpelthen ikke betegnes som historisk kildemateriale, og min udvælgelse og omrokering af materialet kan derfor ikke frembringe historie - og det har ej heller været min intention. Formålet er at fremhæve den sammenhæng og røde tråd, som går gennem sagamaterialet, når man forsøger at fjerne Saxos og hans ligesindedes åbenlyse manipulation. Herved udfyldes nogle af hullerne i sagnhistorien med et sammenhængende sagnforløb - som en inkarneret historiker med foragt i stemmen vil kalde litteratur. Man kan altså ikke tale om historisk korrekte konklusioner, men i bedste fald om de mest sandsynlige forklaringer - og det er trods alt bedre end de nuværende åbenlyse usandsynligheder, hvis vi ønsker at kende mere til vor fortid. Dermed må vi desværre lade os nøje, da historikerne for længst har opgivet at rekonstruere jernalderens og vikingetidens nordiske handlingsforløb indenfor de rammer, man i øvrigt definerer som historie. Bedre bliver det ikke af, at den folkelige hukommelse ifølge folkloreforskerne normalt ikke rækker mere end et par hundrede år tilbage. Snorre fremhævede imidlertid, at skjaldene fastlåste ordene i kvadenes metriske opbygning, og et særligt behov for hukommelse må det skriftløse samfund have kunnet løse med f.eks. lovsigemænd og præster omkring sit officielle rets- og religionsgrundlag, hvor man skulle fastholde gammel skik og religion. Arne Søby Christensen har i 2002 i forbindelse med Jordanes Getica på basis af østgoterne i hunnernes hedenske følge påvist, at man ikke i et 8 Det er f.eks. lykkedes at finde kongenavne i Sydøsteuropa, der minder om Lejrekrønikens kongerække. Det ville være overbevisende, hvis der havde været tale om konger fra samme folk, men når lignende (ikke identiske) navne er fundet i flæng hos hunner, goter, heruler og romere mister sammenligningen en stor del af sin værdi.

23 1. Formål, kilder og metode samfund uden skrift kunne stole på kongelisten længere end 3 generationer tilbage. Før da kunne kongefamilien ubesværet manipulere med kongerækkerne som regel for at forbedre adkomstgrundlaget og knytte det til religionen forudsat selvfølgelig at kongefamilien kunne styre, hvad der måtte stå skrevet. Det gør sig antageligt også gældende i forbindelse med Gorm den Gamles afstamning nedenfor bortset fra, at man ikke altid har kunne styre de islandske sagaer, selv om nordmændene får skyld for at have myrdet Snorre af tilsvarende årsager. I denne bog lægges stor vægt på kronologien og genealogierne, selv om det ikke er i høj kurs i dag. Det skyldes, at man i forhistorisk tid brugte genealogierne som en del af retsgrundlaget bag kongens magtposition. Derfor er genealogierne et godt redskab til at vurdere de politiske forløb og personbillederne, selv om man har manipuleret med dem. Sidst i bogen (Kapitel 18) lægges sagaforløbet derfor ind i en genealogi, som dateres efter de tidligere omtalte gennemsnitsaldre (Bilag 4). Disse kalkulerede dateringer sammenlignes mellem slægtslinierne og med de få historiske holdepunkter, vi har. Sammenhængen viser sig at ligge inden for sandsynlighedens rammer, men de enkelte årstal må ligesom den samlede beregning ovenfor ikke betragtes som andet end regneeksempler til brug for denne statistiske sandsynliggørelse af kongerækken. Der er ikke tale om en datering af de enkelte konger. Nogle vil naturligvis sætte spørgsmålstegn ved, om en sådan bearbejdning af en usikker tekst som Saxos har nogen berettigelse. Det må afvises med, at Saxo i tidens løb er blevet læst og analyseret af så mange litteratur- og historieforskere, at Saxos krønike under alle omstændigheder må betragtes som interessant - også for en historieinteresseret. Samtidig berettiger den store interesse for vikingetidens arkæologi, at man også interesserer sig for de begivenheder og hovedpersoner, der var en del af dette billede - hvor usikker denne viden end måtte være. Ellers bliver der bare gættet i blinde på basis af arkæologien - og her ville de spredte sagn alligevel få bevidst eller ubevidst indflydelse. Så er det bedre, at de først bliver vurderet så man gætter på et mere kvalificeret grundlag. For at gøre billedet mere levende og malende, men også for at demonstrere usikkerheden omkring omrokeringerne, belyses historien så vidt muligt ved gengivelse af Saxos egen tekst - ofte ved sammenligning med anden sagatekst. Nogle vil kritisere den gennemførte brug af Saxos sagatekst, men det kan også minde læseren om, at det er gamle sagn, man læser ikke rekonstrueret historie. Som Bilag 1 var i første udgave indlagt min selvstændige artikel om Rökstenen, men den ajourføres nu i en selvstændig webartikel. Der er derfor i stedet indsat et link i bilaget. I kapitlerne om sagaforløbet er citaterne anført med skrift i kursiv, mens mine sammenkædende, begrundende og konkluderende kommentarer overalt i

24 1. Formål, kilder og metode disse kapitler anføres i almindelig skrift. I parentes er forrest anført en forkortet henvisning til kildegrundlaget (oversigt over forkortelserne er anført i "Fortegnelse over citerede kildetekster" - side 336) og overspringelser i den citerede tekst er markeret med " ". Citaterne af Saxos egen tekst er indrammet for klart at udskille hans fortælling fra den omgivende tekst, hvis man udelukkende ønsker at koncentrere sig om at læse Saxo i den ændrede kronologi.

25 2. Arkæologien og kildekritikken 2 Dansk arkæologi og kildekritikken Bogen vil handle om fortidens legender og kun i meget begrænset omfang om arkæologien, som fortæller om de fysiske rammer, man levede under. Her er det dog vigtigt at se på kontinuiteten og beliggenheden af bysamfundene, fordi det fortæller lidt om stabilitet og centralisering af magt i kongerigerne. Metoden har bare den svaghed, at det ikke er sikkert, at vi har fundet alt, selv om vi har fundet de vigtigste af de byer, som er omtalt i sagamaterialet. En lidt overraskende konstatering er det måske, at det meget omtalte Jelling først opstod omkring 950, og derfor falder helt uden for denne beretning. Jelling er kun nævnt en gang hos Saxo som den angliske Vermunds gård 500 år tidligere, og der er ingen spor af tidligere høvdingeaktivitet på stedet den omtale kan der ikke lægges vægt på. Udgravningerne er spændende, men det er først og fremmest et spektakulært gravmæle og monument for Danmarks samling og kristning, som markerer afslutningen af denne bogs periode. Det vil derfor blive omtalt som sådant sidst i bogen. Fra tidligt i jernalderen kender vi af rigere samfund bl.a. Himlingøje, Gudme og det skånske Uppåkre ved Lund. Himlingøje forsvandt i tallet, Gudme sygnede hen i løbet af 500-tallet og Uppåkre synes at have haft sin kulmination omkring 5-600, men fortsatte. Ingen af dem er omtalt i sagnhistorien, men en del af handlingen har muligvis foregået i Uppåkre, hvis hovedrolle dog synes at være knyttet til den tid før 500-tallet, hvor danerne optrådte som seperate stammer nationes, som Procopios skrev i 553. Danerne er slet ikke nævnt af de klassiske historikere før da og boede sandsynligvis kun som spredte stammer på Sjælland og i Skåne Handelsbyen Hedeby opstod omkring 800, men byerne Slesvig og Ribe omtaltes forinden. Både i Hedeby og Ribe er der foretagt omfattende udgravninger, hvor Hedeby omtales senere i en billedtekst. Interessen må nu primært samle sig omkring Lejre, fordi en stor del af sagnhistorien synes at vedrøre en kongeslægt i Lejre antageligt fordi byen og slægten endnu eksisterede, da Danmark blev kristent og fik et anvendeligt skriftssprog, så slægtens mundtlige overleveringer kunne nedskrives. Udgravninger og oldtidshøje viser, at der i dette område siden bondestenalderen har været civilisation ved oldtidsvejstrøgene, som øjensynligt har krydset åerne her. En uheldig konsekvens af den unyancerede kildekritik ovenfor var desværre, at historikerne begyndte at negligere Lejre som kongesæde. Da sagnene ikke var historie, var det god latin for historikerne med inspiration fra Erik Arup og Weibull-brødrene, at sagnkongerne aldrig havde eksisteret. Med dette ræsonnement og dets manglende logik blev Lejre formynderisk skrevet ud af historiebøgerne, så Aksel E. Kristensen i 1969 kunne skrive bogen Vikingetidens Danmark, hvor han demonstrativt kun nævnte Lejre to gange

26 2. Arkæologien og kildekritikken dels ved en henvisning til arbejdet Musikalsk Accent i Dansk og dels ved en henvisning til Thietmars udtalelser i forbindelse med kultfester. Det samme gælder hans studentergeneration, f.eks. historikeren Frank Birkebæk, som bør nævnes, fordi han siden 1979 har været leder af Roskilde Museum med senere ansvar for Lejre. I hele to bind om Vikingetiden i 1983 nævnte han kun nogle arkæologiske småting omkring Lejre udover Thietmar. Saxo nævnte han en enkelt gang for en decideret fejl Snorre kun på grund af den nordiske religion. Ikke et ord om noget kongesæde det var ikke fagpolitisk korrekt. Da første Lejrehal skød op af jorden, og der skulle søges nye penge til Lejre, udgave han i 2003 Vikingetiden i Danmark, hvor den fundne Lejrehal fik 1½ side ellers var stort set den gamle historie. Sagaerne og Odin fik et enkelt ord i forbifarten og Saxo blev slet ikke nævnt. Han afveg på ingen måde fra sine kolleger det har været billedet helt frem til udgangen af Hvordan Saxo skal tolkes var naturligvis et stort problem, men det berettiger ikke til at negligere ham. Intet under at tidlig historie blev uinteressant i stedet fik arkæologiens navnløse, blodtørstige vikinger, Tolkien og rollespillene store menigheder. Figur 2. Kongshal i Lejre Kongshal med indhegning og sidebygning på Mysselhøjgård. Man kender ikke indhegningens og sidebygningens funktion, som også forekommer ved Tissø på Sjælland og Järrestad i Skåne. Ude i befolkningen, hos sponsorerne og hos de arkæologer, som indså, hvad Lejres landskab og monumenter kunne rumme, var indstillingen en anden. I 1986 begyndte man de første udgravninger af terrasserne i Lejre. Udgravningerne er sket i tre etaper, hvor den seneste sluttede i Herefter har udgravningslederen Tom Christensen skrevet et stort værk om udgravningerne og deres resultater, Lejre bag myten, som udkom i Udgravningen er selvsagt ikke fuldstændig, men resultatet synes at dække vort nuværende behov for viden, idet der er fundet kongshaller fra omkring år 500 til først i 1000-tallet. Det dækker præcis den periode, vi tidligere

27 2. Arkæologien og kildekritikken beregnede os til, at sagaerne skulle omhandle frem til kristningen af Danmark, hvor kongen flyttede til kirkebyen Roskilde ved fjorden kun 9 kilometer væk. Hovedkonklusionen er den forbløffende, at der var tale om næsten samme type fyrstelige anlæg gennem alle 500 år, selv om hallen har ligget tre forskellige steder og i syv forskellige versioner nogle blot parallelforskudt nogle få meter. Først lå hallen ved Fredshøj, nord for Gl. Lejre, lige op ad en bronzealderhøj, og fra begyndelsen af 600-tallet bag Mysselhøjgård 600 meter mod syd. Her lå hallen først på den nordlige top af bakken i tre versioner XL- XLIII, og fra ca. midt i 800-tallet rykkede den til den sydlige del af bakken i tre versioner IIII-IVab og c. Dateringen af de sydlige versioner er ikke sikker, men hele bebyggelsen ophørte omkring Alle gange lå den på kanten af en let skrånende terrasse, hvorfra det skrånede stærkere ned mod ådalen, så gavlvæggen lå imponerende hævet over dalen. På den anden side af åen lå skibssætninger og begravelsesplads. Figur 3 Rekonstrueret kongshal Lejre Museums forsøgsvise rekonstruktion af kongshal nr. IVab fra Mysselhøjgårds sydlige bakketop. Den har stået i 900-tallet og er antageligt bygget af træbjælker og brædder med træspåner som tag. Hallen må have ligget her på Gorm den Gamles tid. Selve anlægget har bestået af en stor hal på meters længde liggende ca. øst-vest med en stor midterhal og to gavlrum. Dørene har siddet på samme sted en på hver langside i østenden og en dør på en af langsiderne i vestenden med udgang mod en mindre bygning. Bygningerne fik skrå støttestolper i 700-tallet, og den østlige del af ruminddelingen og dørene ændrede sig lidt i 800-tallet, men ellers er der næsten fuldstændig kontinuitet. På sydvestsiden har der været en indhegning med et lille hus med fire stolper. På Fredshøj ligger huset nord for hallen, og her har det samme meget kraftige stolper, som man i Uppåkre har vurderet som et lille stavkirkelignende tempel. På Fredshøj har man til gengæld ikke fundet indhegning. Neden for bakken har man begge steder fundet en samling sten en hørg. Anlægstypen er den samme, som man nu har fundet ved Tissø og Järrestad samt delvis i Uppåkre. Også i Erritsø ved Lillebæltsbroen synes der at være et lignende

28 2. Arkæologien og kildekritikken anlæg, som dog er befæstet af en voldgrav. Byggematerialerne på Fredshøj var stråtag og lerklinede vægge, som var kalkede hvide. På Mysselhøjgård var det trævægge og sandsynligvis et tag af træspåner. Spekulationerne om formålet med bygningerne har været mange, men man er pt. endt med at anse hallen for det templum (hellige sted), som Adam i Uppsala omtalte som tricliniun spisesal hvor statuerne af Thor, Odin og Frey må være blevet sat frem ved de store religiøse fester. Det gælder sandsynligvis også Lejre. I dagligdagen har hallen antageligt været brugt som kongens mjødhal, mens statuerne blev anbragt i kult- eller sidebygningen i indhegningen, hvor kun særligt udvalgte har haft adgang. Hørgene bestod af store dynger af skørbrændte sten omgivet af mængder af dyreknogler. Antageligt har det været et vi, hvor man ofrede til guderne og bagefter anvendte stenene til tilberedning af det rituelle måltid, som det kendes fra sagaer og kvad. Det har ntageligt for aristokratiet været spist i hallem triclinium. Spredte fund viser, at der også ved særlige lejligheder kunne være ofret mennesker, men næppe i det omfang, som antydes af Adam og Thietmar, som så med afsky på danernes fortid. Figur 4. Udgravning af hørgen ved Fredshøj Udgravningen af de skørbrændte sten nedenfor hallen ved Fredshøj set mod vest. Stenene menes anvendt til madlavning efter de rituelle ofringer og har dannet en stor hob neden for både Fredshøj og Mysselhøjgård det islændingene kaldte en hørg.

29 2. Arkæologien og kildekritikken Figur 5. Foto - Gammel Lejre Ådal Begravelsespladsen i dalbunden mellem Lejre Å og Kornerup Å med Grydehøj (1) og den store skibssætning (2). Grydehøj fra ca. 550 (Jørgen Jensen 2004 (s. 191) rummede en plyndret ligbrænding svarende til Uppsala-højene, bortset fra at gravkammeret var af træ i stedet for sten, og at højens diameter er halvt så stor. Ravnshøj (3) og den nærliggende Hyldehøj er ikke udgravet, idet udgravningerne har været koncentreret om terrasserne på dalens vestside (til venstre for billedet), hvor man har fundet store haller og anden bebyggelse, som beskrevet i de tidligere figurer. Margrethe-stenen (4) antages at stamme fra en anden skibssætning. Billedet er taget fra det, som på gamle kort kaldtes Danshøj. Den udgør toppen af den halvt bortgravede grusås, Hestebjerg, som geologisk minder om åsene ved Uppsala-højene og bådgravene ved Valsgärde. Der kendes ikke til fund ved åsen, men længere nede ad åen ved Gevninge har man fundet Vendel-lignende øjenbeskytter til en hjelm. Anlægget bærer ikke præg af permanent beboelse, men til gengæld vidner dyreknoglerne om de talrige offermåltider - især svin. Antageligt på grund af den manglende beboelse er der heller ikke gjort overvældende mange fund i selve anlægget, men et par større guld- og sølvskatte er fundet i bakkerne bagved, herunder Danmarks største sølvskat fra omkring år 500. Der er heller ikke fundet våben, som der er fundet i søen ved Tissø. Det forhold, at anlæggene er nogenlunde ens inden for danernes gamle område på Sjælland og i Skåne, kan tyde på, at der var tale om en omrejsende danerkonges ceremonihaller eller mjødhaller for nu at benytte Beowulfs benævnelse. Kulten har altså i hele perioden været nogenlunde den samme, og kontinuiteten i størrelse og indretning antyder vel også en kontinuitet i ledelsen. Adam af Bremens brug af ordet templum i Uppsala har været misforstået som et traditionelt tempel, men sammen med triclinium dækker det funktionerne i Lejrehallerne. Udenom er der fundet andre lang- og

30 2. Arkæologien og kildekritikken grubehuse, så der må have boet mennesker ved stedet, men i Lejre er det altså primært hal- og kultanlæggene, som er udgravet. På de øvrige lokaliteter er der fundet en række beboelseshuse og værksteder omkring det fyrstelige anlæg, men de kan i Lejre ligge under landsbyen. Der er en brandgrav med guldtråd i Grydehøj fra 500-tallet og en enkelt spartansk muligvis kongelig grav midt i en hallerne på den nordlige bakke på Mysselhøjgård. Ellers er antallet af grave i Lejre begrænset efter Grydehøj, som i resten af Norden med få undtagelser som bl.a. Upplands bådgrave. Man kender ikke indholdet i områdets øvrige gravhøje. Det er ikke hensigten med denne bog, at beskrive, hvordan anlægget kan være brugt, da dette er langt bedre beskrevet i Lejre bag myten og Nationalmuseets hjemmeside om forskningsprojektet om Danmarks førkristne kult. Bogens formål er ikke arkæologien, men myterne bag den. Det skal dog bemærkes, at de tre faser af haller på forskellige positioner, svarer til de tre dynastigrene, som kom til magten i Østdanmark efter Frode, som muligvis har boet i Uppåkre. Først var det i så fald Roars Svertinger frem til begyndelsen af 600-tallet. Da Frodes efterkommere overtog magten først i 600-tallet er hallen øjensynligt blevet flyttet de 600 meter sydpå fra Fredshøjgård til Mysselhøjgård. Her må hallen have ligget på Harald Hildetands tid og her skal man måske notere, at den tidlige Lejrekrønike fra 1100-tallet kun går frem til Harald Hildetand, som er den sidst kendte i Ingeld Frodesens mandslinje Harald Hildetands magt skal være blevet overtaget af halvnevøen på mødrene side, Sigurd Ring hvad enten dette dynasti nu var skånsk, svensk, russisk eller frisisk. De følgende konger var først og fremmest optaget af forsvaret mod frankerne og vikingetogterne, så spørgsmålet er, hvor meget de har fokuseret på byggerningerne i et religiøst hovedsæde i Lejre. Det synes da også først at være sidst i 800-tallet, at den nye fase begyndte på den sydlige bakketop bag Mysselhøjgård. På det tidspunkt synes Regnar Lodbrogs dynasti at vokse frem i Østdanmark efter Sigurd Ring II, som faldt i tronkampene i en nevø af Godfred. På Gorm den Gamles tid har hallen derfor ligget på den sydlige bakketop lige nord for stien til Mysselhøj. Sagnhistorien nævner ingen detaljer om Lejre, og vi kan ikke vide, hvilke af bogens følgende begivenheder, som kan knyttes til Lejre det er et rent trosspørgsmål. Den eneste kilde, som går dybere i dette emne, er til gengæld historisk og samtidig, da anlægget stod endnu. Selv historikerne har været nødt til at anerkende ham, selv om hans oplysninger ikke gav dem impuls til yderligere overvejelser - nemlig den tyske bisp, Tietmar af Merseburg ( 1018): Der er et sted ved navn Lederun, rigets hovedstad (caput regiem) i det landskab, som kaldes Selon, hvor de hvert niende år efter den tid, hvor vi i januar måned fejrer de hellige tre konger, alle kommer sammen. Der ofrer de 99 mennesker og lige så mange heste til deres guder, og ligeledes hunde og haner, som prisgives høge, og de mener som sagt sikkert, at de vil beskytte

31 2. Arkæologien og kildekritikken dem mod underverdenens magter og sone de forbrydelser, de har begået over for dem. Danmark har været officielt kristent på dette tidspunkt, men da der er tvivl om Sven Tveskægs indstilling til hedenskaben som ung, kan vi ikke vide, hvornår den sidste hedningedyrkelse var slut. Det fremgår således af Sorø Klosters papirer, at Skjalm Hvides farfar var hedning hvilket må være i 1000-tallet. Antageligt er overgangen sket succesivt, men Svend Tveskæg flyttede på den tid de ni kilometer ned til fjorden ved Roskilde med den nye kirke, så Adam af Bremen i 1075 kunne skrive om Sjælland: Den største by er Roscald, som er danernes kongesæde (sedes regia Danorum). Jelling fik jydernes bevågenhed, men intet tyder altså på, at Jelling var kongesæde blot få årtier efter monumentets oprettelse kongesædet og det centrale kultsted lå antageligt før Roskilde i Lejre med kongshaller spredt over kongeriget til brug for en omrejsende konge. Man skal dog ikke glemme det skånske Uppåkre. Her i danernes land lå et større bysamfund fra e.kr, som antageligt sidst i vikingetiden flyttede til det nærliggende Lund. Kun en lille del er udgravet, men det har afsløret en nedbrændt hal fra tallet og en stavkirkelignende bygning at dømme efter stolpehullerne fra samme tid. Der er imidlertid hverken sagn eller historie, som fortæller om byen, mens den eksisterede, så muligvis har en del af handlingen i de ældste Lejresagn fundet sted i Uppåkre, så Lejre først er oprettet af f.eks. Roar. Selv om Uppsala ligger lidt uden for emnet, skal arkæologien også nævnes her, fordi den har givet anledning til diskussion af Adam af Bremens kildeværdi, som vi skal se på senere. I Uppsala er der fundet mange grave, herunder de tre berømte storhøje fra tallet. Udover dem ligger der den såkaldte Tingshög, men der er nu fundet rester af en femte storhøj mod nord ved kirken. Nord for denne høj er der fundet en 50 meter lang hal fra tallet i stil med Lejrehallerne, men der er ikke fundet nogen hal fra vikingetiden i de sporadiske udgravninger. Adam af Bremen omtalte i 1070 Uppsala [Ubsola] som offersted på samme måde som Thietmar omtalte Lejre: I dette tempel [templum], som er bygget helt i guld, tilbeder folket billedstøtterne af de tre guder: Thor, den mægtigste, har sin tronstol midt i festsalen [triclinium], og på hver sin side af ham har Wodan og Fricco deres plads. I en tilføjelse (Scolion) er senere skrevet: Templet [templum] er omgivet af en guldkæde, som hænger oppe på tagryggen. Med sit rødgyldne skær stråler den de besøgende i møde på lang afstand. Helligdommen ligger nemlig oppe på et plateau og er i en rundkreds omsluttet af bjerge [monte] på en sådan måde, at det minder om et teater. Det skal nævnes at ordet templum har en bredere betydning end

32 2. Arkæologien og kildekritikken tempel. Det betyder blot helligt sted eller helligt hus, mens triclinium betyder spisesal (bl.a. klostrenes spisesale). Adam eller hans folk modificerede altså guldet og kom frem til et anlæg, som fuldstændig ligner de nyudgravede anlæg i Lejre i hvis sal, man holdt rituelle måltider. Adams beskrivelse er blevet afvist af historikerne, herunder af Henrik Janson bl.a. med henvisning til de omgivende bjerge, det gyldne hus og Adams nedskrivningstidspunkt, Det gyldne hus er imidlertid modificeret til en forgyldt kæde, og Adams kilde var en aldrende Sven Estridsen, som havde boet i Sverige i sin ungdom, hvor templet kan have stået der endnu ligesom Lejre blev liggende et halvt århundrede efter den danske kristning. Tilbage står bjergene, men ordet monte kan bruges bredere som høj og benyttes bl.a. i navnene på Roms 7 høje og i mound, som er det engelske ord for gravhøj. Adams kilde var jo dansk, og i Danmark bruger man betegnelsen bjerg på bakker, der er mindre end de imponerende Uppsalahøje blot de er stejle som gravhøjene. Sandsynligvis talte Sven Estridsen derfor om det teater, som blev dannet af Uppsalas gravhøje. Med den nyopdagede Nordhøj dannede de en bue med centrum nordvest for højene og vest for kirken. På denne terasse over ådalen kan det eftersøgte vikingeanlæg altså have ligget på et lille plateau. Området er minimalt udgravet, da en del desværre dækkes af veje, huse og haver. Der er altså intet grundlag for at kritisere Adam på dette konkrete punkt, men det ændrer ikke på kritikken af hans generelle manipulation for at fremhæve Hamburg-kirkens resultater i det Skandinaviske missionsområde, som vi skal vurdere senere. På baggrund af fundene i Lejre kan man med sindro se bort fra den Arupske og Weibullianske tilintetgørelse af Lejre og Lejrekongerne, som blot har udstillet risikoen ved overdreven og ensidig kildekritik. Det må dog ikke få os til at glemme Kristian Erslevs og hans ligesindede fagfællers sunde og berettigede skepsis over for det skriftlige materiales meget tvivlsomme kildeværdi og resultatet af rekonstruktionsforsøgene, når vi efter næste kapitel forsøger at ændre Saxos Danernes Bedrifter til en mere realistisk sagnhistorie ved at omrokere fortællingernes elementer.

33 3. Romerne, germanerne og Skandinavien 3 Romerne, germanerne og Skandinavien Som det fremgår af Saxos fortale, var han ikke ubekendt med de klassiske traditioner og den verden, der omgav ham i 1200-tallet. Hvor meget af det følgende kapitel, han har kendt, ved vi imidlertid ikke. Mens Tacitus og Jordanes synes at være kendt blandt nogle af de nordeuropæiske kirkeskribenter, synes en forfatter som Procopios at være ukendt eller i alt fald ulæst - og det synes at have påvirket nordisk historietradition den dag i dag. De ændringer i kronologien, som blev vist indledningsvis i forbindelse med sagaerne, medfører, at vi først skal koncentrere os om historien midt i det første årtusinde i modsætning til Saxos postulat omkring Kristi fødsel. 3.1 De klassiske kilder Skandinavien før sagaernes tid Den første historiske underretning om Skandinavien stammer muligvis fra Pytheas af Marseilles, som omkring 300 f.kr. sejlede mod nord. Han kom til et uidentificerbart sted i Norden. Ingen troede ham og desværre kendes hans værk kun fra andre forfattere - oven i købet kun brudstykker, som fører til mere diskussion end viden. Den nordlige verden var ifølge de græske forfattere forbeholdt uhyrer og dæmoner - en betragtning, som Saxo altså stadig kunne finde på at fremføre over 1500 år efter. Først da kimbrerne sammen med haruder og teutoner 9 drog mod Sydeuropa ca. 115 f.kr. hører vi om en nordisk rolle i historien. Den blev en kort parentes, men den satte alligevel en sådan skræk i livet på romerne, at kimbrerne blev husket. Længe efter hed Jylland hos dem den Kimbriske Halvø. Det var da også ved kimbrernes og harudernes land, at den senere kejser Tiberius vendte om på en flådeekspedition i år 5 e.kr. 10. Vi kan desværre ikke identificere stederne, og romerne kom aldrig tilbage siden. Efter det katastrofale nederlag til germanerne i Teutoburger Wald få år senere opgav de for altid at ekspandere længere mod nordøst end Rhinen i det germanske område. Omkring år 100 e.kr. skrev romeren Tacitus sin berømte Germania, hvor han indgående beskrev germansk skik, som han af politiske årsager idealiserede for at revse kejsermagten. Hans beskrivelser omfattede primært de germanere, som boede nærmest de romerske grænser, men han havde dog en kilde 11, som udsendt af Nero havde besøgt den østlige Østersø via Vistula-floden. Her beskrev han goterne ved Vistulas munding 9 Mange mener, at haruderne, hvis navn kan minde om heruler, stammer fra det norske Hordaland omkring Bergen. Der er dog ingen sikker viden herom. Teutonerne har normalt været henført til Thy, men menes i dag at være et nordtysk folk, som undervejs sluttede sig til kimbrerne. 10 Omtalt i den udsendte mindetekst ved Augustus' død. 11 Den såkaldte rav-ridder, Julianus - citeret hos Plinius den Ældre (xxxvii 3(11), 45).

34 3. Romerne, germanerne og Skandinavien samt nogle suiones og sitones, som boede på øerne i Østersøen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at man langt op i tiden anså den Skandinaviske Halvø for at være en ø. Jylland kendte man som nævnt med udkigspunkt fra Rhinen, og nedenfor beskriver Tacitus indbyggerne ved Elbmundingen og "bag" denne: (TacGer 40) Hvad der modsat forædler langobarderne er deres lille antal, fordi de, som er omgivet af mange og magtfulde folk, opretholder deres sik-kerhed uden underdanighed og tiggeri, men ved kampens hug og dristig dåd. Derefter kommer i rækkefølge reudigner, avioner, angler, varini, eudoses, suardones og nuithones - alle beskyttet af floder eller skove. Heller ikke hos nogen af disse folk forekommer der noget bemærkelsesværdigt, bortset fra at de alle deltager i dyrkelsen af Nerthus - det vil sige Moder Jord. De tror hun blander sig i menneskets forhold og besøger de forskellige folk. På en ø i oceanet står lunden Castum. I den står en vogn bestemt for gudinden overdækket med et tæppe. Kun hendes præst har ret til at røre noget. Når som helst gudinden stiger ind i sin hellige vogn, fornemmer han hendes nærvær og led-sager med dyb ærefrygt vognen, som altid trækkes af et spand okser. Så følger altid dage af jubel, og alle de steder, som hun beærer med et besøg og sit selskab, bliver der gilde og fornøjelse i overflod. I de dage går de ikke i krig, og de rører ingen våben, så ethvert truende våben fjernes hurtigt. Der kendes kun fred og harmoni. Gudinden bliver således kun elsket og æret, indtil den samme præst ledsager hende tilbage til templet, når hun er træt af sin færden blandt dødelige væsener. Når de er tilbage, bliver vognen vasket og rengjort i en hemmelig sø, ligeså tæppet - ja endda gudinden selv, hvis man vælger at tro på det. I dette ritual er det slaver, der gør tjeneste, og de er efterfølgende dømt til at blive opslugt af den samme sø. Derfor er alle besat af en mystisk frygt for og en hellig uvidenhed om, hvad det kan være, som ingen må se, men hvor de, som ser det, straks må dø. I øvrigt strækker denne del af svebernes område sig til midten af Germanien. Vi kender desværre ikke Nerthus' ø - hvis der kun var tale om en enkelt helligdom - men vi genkender longobarder, varini, angler og sandsynligvis også eudoses, som menes at være jyderne. Daner kendte han ikke noget til, hvis de overhovedet eksisterede på den tid under det navn. 50 år senere skrev den ægyptiske Ptolemeus sit geografiske storværk, som detaljeret beskrev det meste af den kendte verden - oven i købet opmålt. Langt senere blev oplysningerne nedtegnet på de kort, som vi i dag kender som Ptolemeus' kort. På den jyske halvø omtalte han cimbri, qarudes, phundesi, cobandi, chali og sabalingi. Her genkender man kimbrer og haruder fra Augustus mindetekst og kimbrer-togtet. Om phundesi er fynboerne er mere diskutabelt. På de skandinaviske øer nævnte han

35 3. Romerne, germanerne og Skandinavien goutae, chedini, dauciones, phinni, phanone, phiresi og levonii 12. Måske kan man genkende göter, svear, daner og finner i de første fire, men det er der ikke enighed om, og især danerne er svære at genkende. Muligvis er det navnet dauciones, som senere har fået historikere til at postulere en forbindelse mellem dakere og daner. Derefter kom 350 år uden historiske oplysninger om Skandinavien - ganske overraskende, når man i arkæologien ser, hvor kraftigt skandinaverne var påvirkede af romerne. Skandinaver må have deltaget i romersk militær, og der var en livlig handel. Muligvis var forbindelsen fortrinsvis indirekte via de germanere, som boede nærmere romerne. Det var i denne periode, at krigeraristokratiet for alvor vandt magten i de skandinaviske samfund. De store våbenofringer i Viemose, Illerup, Nydam etc. fortæller om nordiske hære på op til 1000 mand, som kæmpede mod nabofolkene. Deres våben var romersk udviklede og ofte også romersk producerede 13. Også landsbyerne ændrede karakter, hvor en høvdings bolig skilte sig ud fra de øvrige 14. Denne udvikling kendes især fra arkæologiske fund i Jylland og på det vestlige Fyn. Jylland var således e.kr. præget af krige 15 med store hære, som må have resulteret i en koncentration af magten på færre krigsherrer, og i 400-tallet synes de største folk at have været jyder og angler. På Østfyn blev der derimod ved Storebælt etableret en stabil civilisation omkring det fynske Gudme, som efter arkæologien at dømme må have været en vigtig plads i et nordisk handelsnetværk. Ved Stevns på Sjælland findes tilsvarende spor af en tidlig kongemagt i Himlingøje, som dog forsvandt hurtigt igen - så hurtigt, at man kan være i tvivl om, hvor væsentlig denne civilisation har været, men den var del i et netværk mellem kongelige pladser i Thüringen, Himlingøje, Mälarregionen og Vestnorge. Reelt kender vi kun den sjællandske del fra nogle meget rige begravelser centralpladsen er ikke fundet. Den største kendte centralplads i Øresunds-regionen lå derefter i Uppåkre ved Lund, mens de første væsentlige fund i Lejre ikke dukkede op før i 500-tallet. Der synes at gå en klar skillelinie mellem det kontinentale Jylland og befolkningen på det, som romerne den gang kaldte de Skandinaviske Øer. Også de sidstnævnte handlede dog i vid udstrækning med romerne, men udbredelsen af fund her kan tyde på, at væsentlige forbindelser gik over de floder, som udsprang nær det moraviske område i Tjekkiet, dvs. Vistula, 12 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (Side 98). 13 Nationalmuseet: Sejrens Triumf, Jørgen Ilkjær: Illerup Ådal, Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder, Lotte Hedeager: Danmarks jernalder, Nationalmuseet: Sejrens Triumf, Jørgen Ilkjær: Illerup Ådal, 2000.

36 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Oder og Elben 16 med Carnuntum ved Wien som det romerske udgangspunkt eller via goterne ved Sortehavet. Så sent som i 800-tallet omtalte man stadig danernes områder som Sjælland, Lolland, Falster, Skåne og Kattegatkysten op langs Sverige, mens Jylland ikke indgik heri 17. Dette harmonerer godt med arkæologien i romersk jernalder og de klassiske kilders indikationer, så det har sandsynligvis også været situationen, da vore krøniker begynder. Umiddelbart modsiges dette af Vernantius Fortunatis, som fortalte om angreb af saksere og daner i Frisien i 565, og af Ravenna-geografen, som i 700-tallet skrev, at Dania grænsede op til Saxonia, hvilket Erik Kroman tolkede sådan, at Jylland hørte til danerne. Denne konklusion skal man være varsom med i en tid, hvor vand var den foretrukne trafikvej frem for land. Man kunne ikke bedømme deres nationalitet, men havde på det tidspunkt hørt om daner. På Ravenna-geografens tid synes der i øvrigt at have været en samlende kongemagt i det senere danske område, hvor danerkonger havde herredømme i Hedeby hvad enten det var et overherredømme eller dem man kaldte syddaner. Det kan dog også være at daner var blevet til et samlebegreb blandt frankerne for nordiske folk, som det senere skete med udtrykket normanner. Omtalen i kapitel 8.2 af Chocillaicus-episoden bekræfter, at der var stor usikkerhed om, hvorfra disse piratgrupper kom i 500-tallet. En anden forklaring kan være, at danerne kan have haft en væsentlig rolle som handelsled mellem vestgermanerne og Norden. Handelspartnernes nationalitet ville man antageligt kende mere til end tilfældige røverbanders. Dette kan tale for, at Gudme i 500-tallet var knyttet til danerne. Arkæologisk skete der væsentlige ændringer fra midt i 400-tallet til midt i 500-tallet 18 : I overgangsperioden fandt der store gulddeponeringer sted, samtidig med at ofringerne i moserne ophørte og gravskikkene ændrede sig. Brakteaterne bredte sig øjensynligt sydvest fra. Først var de efterligninger af romerske kejsermedaljoner, men hurtigt fik de stærkt stiliserede mytologiske motiver og afløstes derpå af de tynde guldgubber i store mængder 19. Mange af disse brakteater menes at vise Odin i sin egenskab af shaman - se bl.a. forsidebilledet 20. Der må altså være sket en ændring af religionen, som bredte sig over hele Norden. Selv om dogmatiske religionsteoretikere af Dumezil-skolen vil benægte det, er det nærliggende at antage, at det var den vestgermanske gud, Woðan, som bredte sig til Norden, hvor navneformen blev Odin. 16 Der synes bl.a. at være en del lighedspunkter med de thüringske "-leben"-områder Niels Lund: Ottar og Wulfstan, citeres senere i bogen i kapitel Senest bl.a. opsummeret af Olof Sundqvist Karl Hauck, Morten Axboe mfl.: Die Goldbrakteaten der Völkerwanderungszeit, Jørgen Jensen 2004 (side ).

37 3. Romerne, germanerne og Skandinavien I samme periode omkring år 500 ændrede også den militære udrustning sig, idet bevæbningen blev mere ensartet og af international karakter. Herefter udviklede våbnene sig kronologisk ens i de enkelte nordiske regioner 21. Perioden svarer til det, som de fleste steder (herunder bl.a. i svensk arkæologi) kaldes folkevandringstid - affødt af at hunnerne havde igangsat en rokade, som førte til det vestromerske riges fald. I ruinerne opstod de store kristne germanerriger af bl.a. goter og franker, mens angelsakserne etablerede sig som en ledende klasse i England. Nye konstellationer af folk opstod overalt i Europa, men ændringerne skete måske mere ved diffusion og sammenlægning til nye større kongeriger end ved større vandringer. Først nu begyndte de skriftlige kilder at interessere sig for skandinaverne. Bl.a. blev danerne pludseligt nævnt i 3 forskellige kilder i samme periode som Lejre opstår. Den første kilde er Jordanes, som i 551 skrev sit værk Getica - Goternes Historie 22. Nedenfor citeres en del af Jordanes' geografiske indledning, som man mener er en afskrift fra Theodoriks kansler, Cassiodorus, på nær et par små tilføjelser bl.a. bemærkningen om herulernes og danernes møde: (Jordan III ) Lad os nu vende tilbage til øen Scanza Claudius Ptolemaeus, en fremragende beskriver af verden, har nævnt den i anden bog af sit værk, hvor han siger: "Der ligger en stor ø i det nordlige oceans bølger ved navn Scanza, i form af et enebærblad med puklede sider som spidser til på et sted i en lang ende." Pomponius Mela nævner også øen som placeret i Codan Bugten (Sinus Gothanus), hvor havet skyller dens bredder. Denne ø ligger lige ud for Vistula-floden, som vælder frem i de Sarmatiske Bjerge (Karpaterne) og flyder gennem sin tredobbelte munding ud i det nordlige ocean med Scanza, idet floden deler Germanien og Skytien. Øen har øst for sig en stor sø i Jordens skød, hvorfra Vagus-floden springer frem af Jordens indre og flyder brusende ud i havet. Og mod vest er den omgivet af det umådelige hav. Mod nord er den afgrænset af det samme store uvejsomme ocean, fra hvilket forårsaget af en slags forlænget arm af land en bugt er afskåret og danner det Germanske Hav. Her siges der også at ligge mange små øer spredt omkring. Hvis ulve krydser over til disse øer, når havet er frosset på grund af den voldsomme kulde, siges de at miste synet. Dette land er således ikke kun ugæstfrit mod mennesker, men endda grusomt mod de vilde dyr. (Jordan III ) Nu til øen Scandza, som jeg taler om. Den huser mange og forskellige folkeslag, skønt Ptolemeus kun giver navnene på 7 af dem. Der kan de honningproducerende sværme af bier ikke findes nogetsteds 21 Anne Nørgaard Jørgensen: Military Aspects of Scandinavian Society, 1997 og Waffen und Graeber, Arne Søby Christensen: Cassiodorus / Jordanes, 2002.

38 3. Romerne, germanerne og Skandinavien på grund af den usædvanligt store kulde. På den nordlige del af øen lever folket "adogit", som siges at have lys hele tiden ved midsommer i 40 dage og nætter, og som på samme måde ikke har noget lys om vinteren i det samme antal dage og nætter. På grund af denne omskiftelighed i sorg og glæde ligner de ikke noget andet folk i deres lidelser og velsignelser. Og hvorfor? Fordi på de længere dage ser de solen vende tilbage til øst langs kanten af horisonten, men på de kortere dage ses den ikke således. Solen viser sig forskelligt, fordi den passerer gennem de sydlige stjernetegn, og mens solen for os ser ud, som om den stiger op nedefra, synes den at gå rundt om dem langs kanten af Jorden. Der er også andre folk. Der er "screrefennae", som ikke søger korn som føde, men lever af vilde dyrs kød og fugleæg; for der er sådanne mængder af ungt vildt i sumpene til at sørge for den naturlige forøgelse af deres art og til at tilfredsstille folkets behov. Men der lever også et andet folk der, "suehans" (el. "sweans"), der, ligesom thüringerne, har prægtige heste. Her er også dem, som gennem utallige andre stammer sender safirblåt pelsværk til forhandling hos romerne. De er et folk, som er berømte for deres pelsværks mørke skønhed, men som trods deres liv i fattigdom er dem, som er rigest påklædt. Så kommer et væld af forskellige folkeslag, "theustes", "vagoth" (el. "wagor"), "bergio", "hallin", "liothida". Alle disse bosættelser ligger i en flad og frugtbar region. Derfor forstyrres de der af angreb fra andre stammer. Bag disse er "ahelmil", "finnaithae", "fervir" og "gauthigoth", et folk af smukke mænd, som er hurtige i kamp. Så kommer "mixi" (el. blandede) og "euagre-otingis" (el. "ewa-greutingis"). Alle disse lever som vilde dyr i klipper, der hæver sig som borge. Og der er udenfor disse "ostrogothae", "raumarici", "ragnaricii", og de behageligste "finni", mildere end alle Scandza's andre ind-byggere. Ligesom dem er "vinoviloth". "Suetidi" er af denne afstamning og overstiger resten i størrelse. "Dani", som fører deres oprindelse tilbage til samme afstamning, fordrivende herulerne fra deres egne bopladser, gør imidlertid krav på førstepladsen blandt Scanzas folkeslag for deres højde. Yderligere er der i samme omegn "grannii", "augandzi" (el. "agadii"), "eunixi", "aetel-rugi", "arothi" og "ranii", over hvem "Roduulf" var konge for ikke mange år siden. Men han foragtede sit eget kongerige og flygtede ind under goterkongen Theodoriks vinger, hvor han fandt, hvad han ønskede. Alle disse folkeslag overstiger germanerne i størrelse og energi og kæmper med en grusomhed som vilde dyr. Cassiodorus' kilde til de vestlige folkeslag var efter al sandsynlighed den tidligere skandinaviske konge, Roduulf, som nævnes her til sidst i afsnittet, og herulere kan være kilde til beskrivelsen af den østlige del, da en deputation kom tilbage herfra til det Byzantinske Rige få år før han skrev i Byzans. Beskrivelsen er derfor nøgtern og renset for de fabelvæsener, som ellers helt frem til 700-tallet prægede de romerske og græske beskrivelser.

39 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Jordanes' rækkefølge er meget omdiskuteret, hvilket dog er uvæsentligt her. Beskrivelsen begynder i Nordskandinavien med Halogaland (adogit/alogi) oppe omkring Lofoten og krydser derefter over til Sveriges østkyst ad handelsvejen til Högom, som de sydeuropæiske pelshandlere har haft forbindelse til. Han nævner ikke pelshandlerfolkets navn, men det må antages at være folkene i Högom og Helsingland, så suehans må være Tacitus' suiones eller sitones - svearne. Herefter omtaler han de midtsvenske slettelande langs vandvejen på tværs til Kattegat, som har haft hans særlige interesse på grund af göterne. Man skal her være på vagt overfor goter-navnene, da Jordanes ønskede at påvise en lighed mellem goter og göter. Efter en tur omkring Sydøstsverige og Skåne, når man Jordanes' sidste gruppe, som Roduulf 23 tilhørte. Den må være syd- og vestnorsk, idet man genkender Rogaland, Hordaland og måske Agder og Telemarken. Sprogforskere mener, at sætningen om herulerne er Jordanes' egen tilføjelse, som kan skyldes den delegation i 548, som nævnes nedenfor. Mens Jordanes sad og skrev i Byzans, sad Procopios samme sted og afsluttede sit værk om de gotiske krige. Procopios havde været sekretær og juridisk rådgiver for den øverste byzantinske feltherre, Bellisarius, og var tæt på kejser Justinians hof. Procopios var velunderrettet om Skandinavien via en herulsk konge og dennes følge, som blev hentet i Skandinavien til kejserens herulske lejesoldater i 548. Procopios rapporterede ligesom Jordanes om en opdeling af Skandinavien i mange mindre kongeriger, men af folk nævnte han kun daner, göter og skridfinner (samer). Han talte om 13 større kongeriger, mens Cassiodorus/Jordanes ovenfor nævnte 26 folk. Vi skal nok ikke hænge os for meget i deres oplysninger, som har været sporadiske, men der er næppe tvivl om, at der i de århundreder skete en magtkoncentration, hvor man kan tale om overgang fra høvdingestyre til samlet kongemagt over flere stammer. På Tacitus' tid dækkede germanerne i meget grove træk Europa mellem Rhinen, Donau og den polske flod Vistula. Skandinaverne hørte med til denne sproggruppe og betegnes i dag som nordgermanere. De østgermanske goter opstod sandsynligvis ved Vistula før Kristi fødsel, selv om Cassiodorus tilskrev dem en nordisk herkomst 24. I det 2. århundrede efter Kristus satte mange stammer sig i bevægelse mod sydøst og sydvest fra det polske område. Det gælder f.eks. vandaler, burgunder, gepider og så naturligvis goterne, som slog sig ned i Ukraine 23 Mange forskere har blandet den herulske Rodolphus sammen med den nordiske Roduulf hos Theodorik, men den herulske konge var død, inden herulerne nåede Norden, og han kan derfor ikke være abdiceret fra herulerne. 24 Volker Bierbrauer, Archäologie und Geschichte der Goten vom Jahrhundert. Versuch einer Bilanz. i: Frühmittelalterliche Studien 28, Ingemar Nordgren 2000: Ingemar Nordgren har gjort opmærksom på den mulighed, at fællesskabet mellem goter og göter kan have været et kultisk forbund omkring Østersøen.

40 3. Romerne, germanerne og Skandinavien langs floden Dnepr ned mod Sortehavet - den såkaldte Cherniakov-kultur. Det var sandsynligvis i denne første rokade, at herulerne opstod. 3.2 Herulerne Herulerne vil få en relativt tung vægt i denne indledning. Det skyldes, at de er nødvendige for at forstå det miljø i Norden, som den første del af sagnhistorien må være opstået i. De kan give en mulig forklaring på nogle af de vigtige begivenheder først i sagnhistorien, der ellers umiddelbart forekommer uforståelige. De er imidlertid blevet negligeret af de svenske forskere, da de ikke passer ind i svensk selvforståelse. Deres ankomst er heller ikke behandlet i Jørgen Jensens "Danmarks Oldtid" her måske fordi de ikke indgår med noget væsentligt bidrag i dansk arkæologi. Indirekte har de imidlertid påvirket udviklingen. Blandt de internationale historikere, der beskæftiger sig med perioden, er der næppe nogen tvivl om, at den herulske kongeslægt ankom til den Skandinaviske Halvø med en del af deres lejesoldatfolk hen mod slutningen af folkevandringstiden. Tvivlen går på, hvilken rolle de kom til at spille. De har i alt fald virket som en katalysator i den militære og magtpolitiske udvikling også i Danmark. Vi skal først gennemgå deres internationale historie. Herulerne synes at være opstået helt nede ved Sortehavet og det Asovske Hav i grænseegnene mellem goterne og de sarmatiske alaner, som var indoeuropæisk talende steppenomader. Herulerne omtales af romerne som et gotisk folk dvs. østgermanere men deres nærmere etniske sammensætning kender vi ikke, da folkevandringsfolkene ofte opstod som en blandet forsamling omkring en succesrig kongeslægt. Navnet Naulobates på den først kendte herul kan tyde på, at der også var indblandet alaner eller bosporanere i den såkaldt etnogenetiske proces, som de nye folk opstod ved 25. Herulerne har i nordisk historie været beskrevet, som om de oprindeligt var en dansk befolkning, men det er der intet sagligt belæg for. Misforståelsen er i 1700-tallet forårsaget af Jordanes' grammatisk uklare tekst 26 i det geografiske afsnit om, at de var blevet fordrevet af danerne. Det menes i dag at referere til en samtidig begivenhed. De er ikke nævnt andetsteds med tilknytning til Norden før deres vandring hertil i 500-tallet. Jordanes skrev om deres etymologi i forbindelse med den gotiske Ermanerik: 25 Der kendes en bosporansk mønt med navnet Naulobates. Bosporanerne var et romersk lydfolk, som var kraftigt påvirket af alaner og sarmater. 26 Alvar Ellegård: Who were the Eruli? Walter Goffart: The Narrators of barbarian History, Tidligere også bl.a. Lauritz Weibull og Erik Lönnroth.

41 Tigris tamien 3. Romerne, germanerne og Skandinavien (Jordan XXIII, ) Men selv om han var berømt for at overvinde så mange folkeslag, gav han ikke sig selv hvile, før han havde dræbt nogle (heruler) i kamp og derefter under sit herredømme havde indlemmet resten af herulernes stamme, hvis leder var Alaric. Hvad angår sidstnævnte folkeslag, boede de, som historikeren Ablasius fortæller os, nær Maeotis Søen i sumpede områder, som grækerne kalder hele ; derfor fik de navnet Heluri. De var et folk, som var hurtige på fødderne, og derfor svulmede de af stolthed, for der var ikke på den tid noget folk, som ikke valgte deres letbevæbnede soldater til at slås for sig i kamp. Men selv om deres hurtighed ofte reddede dem fra, at andre gik i krig mod dem, så blev de overrasket af goternes langsomhed og stædighed, og skæbnens lod førte til at de, såvel som de andre stammer, måtte tjene Ermanerik, Island konge af "getae". Figur 6. Kort - Herulernes bevægelser Goter Hunner Halogaland Lapland Heruler Handel Norge Högom Uppsala Brittanien Nordsøen Vestheruler? Jylland Varner Elben Daner Götaland Småland 509 Østersøen Pyrenæerne Rhinen Oder Vistula Gotland Wielbark Kurland Slaver Dvina Spanien Bretagne 451 Gallien Toulouse 418 Karthago Thüringer 2.årh Cherniakov Don Moravia Donau 454 Dniestr 370 Carnuntum Store Svitjod / Alperne Pannonien Skytien? Tanais årh Olbia Hav Asovske Ravenna Singidunum Dacia Krim Illyrien Kerch Donau Rom Konstantinopel / Sortehavet Italien Thrakien Makedonien Byzans Karpaterne Athen Grækenland Troja Dnepr Anatolske Højslette Russiske Steppe Volga Ka Kaukasus Middelhavet Kreta Syrien Eufrat Mesopo- Dødehavet Herulernes bevægelser gennem Europa. Ruterne må ses som hovedtendenser i smågruppers bevægelser over 250 år. Det vides ikke med sikkerhed, hvor herulerne Ægypten Nilen endte

42 3. Romerne, germanerne og Skandinavien efter at have slået sig ned "ved göterne". 400-tallets handelsruter mellem Carnuntum og Norden er forfatterens egen hypotese baseret på periodens nordiske fund, Jordanes og den tidligere Rav-rute. Jordanes tildelte dem altså en etymologi knyttet til sumpene nord for det Asovske Hav, så det er vanskeligt at forestille sig, at netop han af alle skulle mene, at de var nordboer, som nordiske historikere har tolket hans geografiske afsnit og han er altså vor eneste kilde til den påstand. Senere skal vi se, at Jordanes bemærkning om fordrivelsen var knyttet til en aktuel anledning ikke en 300 år gammel historie. Næsten alle skriftlige kilder om herulerne er samlet i citatform i en enkelt bog af Pal Lakatos 27, og deres historie er især beskrevet af Ludvig Smidt, Herwig Wolfram, Andreas Schwarz og Alvar Ellegård 28 - den sidste dog i en demonstrativt provokatorisk form med helt inkonsekvente og usandsynlige konklusioner. Vi hører første gang om herulerne i samtidige kilder, da de i e.kr. deltog sammen med goterne i flådeangreb på kystbyerne i det Ægæiske Hav, hvorunder Athen led stor overlast. Deres fremfærd mindede en del om de senere vikingers, men formålet synes at være led i en overordnet strategi i forbindelse med goternes krig mod romerne i Dakien. Den gruppe heruler, som Naulobates ledede, blev nedkæmpet af romerne ved Thessaloniki under ledelse af kejser Gallenius personligt og senere indlemmet i den romerske hær med Naulobates som romersk konsul 29. Herulerne ved Sortehavet blev som nævnt ovenfor nedkæmpet af den gotiske heltekonge, Ermanerik, som også optræder som Jormanrek i de nordiske sagn om Svanhilde, Hamdir og Sørli. Selv hos Saxo dukker han op - her som en dansk kong Jarmerik (S ). Antageligt skyldes tilstedeværelsen af denne ukrainske konge et sagnkompleks, som er bragt herop af herulerne. Kort efter ankom hunnerne til Ukraine, hvilket førte til Ermaneriks død og herulernes indlemmelse i hunnernes hær. Herulerne deltog de næste 75 år i hunnernes krigstogt gennem Europa, som til sidst blev ledet af den berømte hunniske leder, Attila. Hans togt blev i 451 bremset af romere, frankere og vestgotere ved slaget på de Catalunske Marker syd for Paris. Kort efter døde Attila, og et germansk oprør mod hans sønner førte til en fordeling af det tidligere hunniske domæne nord for Donau mellem hunnernes germanske følgestammer. 27 Pal Lakatos: Quellenbook zur Geschichte der Heruler, Ludvig Schmidt: Die Ostgermanen, Herwig Wolfram: History of the Goths, Alvar Ellegård: Who were the Eruli? Andreas Schwarcz: Die Gotischen Seezeuge des 3. Jahrhunderts, 1992.

43 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Herulerne fik området omkring March-floden 30 - det senere Mähren / Moravia, hvorfra man kunne kontrollere den gamle handelsrute fra Romerriget til Østersøen. Allerede her kom nogle af dem antageligt til Skandinavien sammen med hunner. Det kan være årsagen til, at der er fundet spor af østgermanske ryttergrupper med hunnisk præg i Sverige allerede i 400-tallet 31, og at herulerne senere forveksles med hunner. Jordanes' tidligere omtale af de nordsvenske skind bekræfter, at denne handelsrute til Østersøen stadig var aktuel midt i 500-tallet 32. Det kan sammen med deltagere i Attilas hær og lejesoldater fra Norden være en væsentlig baggrund for, at så mange byzantinske guld-solidi fra 400-tallet er fundet ved Østersøens markedspladser. Efterhånden som det hunniske og herulske rige i Moravia brød sammen, ophørte også guldstrømmen til Norden og de rige kongebegravelser i Högom. Den danske arkæolog, Lotte Hedeager, som er professor ved Oslo Universitet, har skrevet en bog om hunnernes påvirkning af Norden med Attila som inspirator til en del af Odin-skikkelsen. Hendes observationer er der næppe tvivl om, men det er mere sandsynligt, at det var deres østgermanske følgesvende, herulerne, som var skyld i påvirkningen, da herulernes tilstedeværelse er historisk dokumenteret modsat hunnerne. Det bekræftes da også af den czekiske professor, Jaroslav Tejral, og russiske arkæologer, at herulerne antageligt var bærere af denne kultur til Norden i så fald på grund af deres rolle i Attilas togt. Siden Naulobates dage havde mange heruler tjent i den romerske hær som lejesoldater. En del af lejesoldaterne tilhørte en gruppe såkaldte vestheruler i Frisien 33, som også blev berygtede som sørøvere, da de blev arbejdsløse efter romernes tilbagetrækning fra England. Begge grupper herulere kan derfor have optrådt i Norden i 400-tallet som militære rådgivere. Var det dem, som kaldte sig ErilaR? Hunnernes hærgen havde splittet det romerske rige, og i 476 afsatte lejesoldat-officeren Odoaker den sidste vestromerske kejser. Han blev selv af sine soldater - som fortrinsvis var herulske 34 - udråbt til konge af Italien og kaldt rex Herulicus. Her kan vi følge lidt af Procopios' beretning om herulerne i Moravia: (Procop VI, xiv) som tiden gik, blev de (herulerne) alle barbarerne, som boede omkring dem, overlegne både i styrke og antal og, som det var 30 Eugippius: Vitus sanctus Severini (Noll 1963), Julius Honorius: De Germanische Volken (Müller, 1985); Herwig Wolfram: History of the Goths, Charlotte Fabech: "Sösdala, Fultofta, Vännebo" fra Nordisk Hedendom, Hovedkilde til afsnittet: Jordanes, Getica. 33 Ammianus XX, 1 / Pal Lakatos: Quellenbook zur Geschichte der Heruler, Bl.a. i Prosperi Tironis Aquitani auctarium Havnienses (Mommsen), men også Vita S. Laurentius betragter ham som herulsk konge.

44 3. Romerne, germanerne og Skandinavien naturligt for dem, angreb herulerne de øvrige og besejrede dem eftertrykkeligt og blev ved at plyndre deres besiddelser med vold. Til sidst gjorde herulerne de kristne longobarder og mange andre folkeslag til undergivne og skatskyldige, selv om barbarerne i den region ikke var vant til den slags, men herulerne var forledt til at tage denne kurs på grund af deres trang til penge og lovløse indstilling. Hunnerne havde demonstreret, hvor stort udbytte man kunne få af at afkræve tribut for at undlade at terrorisere. Procopios bemærkninger viser, at herulerne fulgte denne linie, som man bør have i erindring, når man senere hos Saxo læser om nordboernes praktisering af denne livsform. Den østgotiske Theodorik den Store angreb Odoaker, som blev belejret og i 494 myrdet i Ravenna. Theodorik synes derefter at have lagt herulerne under sig, og han benævnte herulerkongen Rodolphus som sin våbensøn 35. Konsekvensen var følgende: (Procop VI, xiv) Da Anastasius overtog kejsertronen, nedlagde herulerne, som ikke længere havde nogen i hele verden, som de kunne gå løs på, deres våben og holdt sig i ro i 3 år. Men folket selv blev utroligt irriteret og begyndte at forulempe deres leder Rodolphus uden beherskelse og de gik konstant til ham og kaldte ham fej og kvindagtig Rodolphus kunne ikke holde til fornærmelserne og brød alle aftaler ved at starte en krig mod longobarderne. Trods gudernes advarende varsler gik han overmodigt løs på dem og blev dræbt sammen med mange af sine folk.. (Procop VI, xv) Da herulerne... drog fra deres fædrene hjem, slog nogle af dem sig ned i Illyrien, men resten var modstandere af at krydse Donau og slog sig ned ved verdenens ende; i hvert fald rejste disse mennesker, anført af mange af kongeligt blod, gennem de slaviske folk et efter et, og efter at have krydset et stort område med øde land kom de til varnerne, som de kaldes. Efter disse passerede herulerne de danske folkeslag uden at lide overlast fra disse barbarers side. Da de kom til havet, rejste de over dette og lagde til ved Thule (den skandinaviske halvø), og forblev på øen Cassiodorus: Varia IV, 2 (Pal Lakatos, 1978). Theodorik havde tidligere fået samme titel af den østromerske kejser, hvis overhøjhed han anerkendte. 36 Beskrivelsen har tidligere fået mange forskere til at konkludere, at der boede daner i Jylland. Procopios havde imidlertid et klart billede af den nordiske geografi, og det mest sandsynlige er, at varnerne i Mecklenburg gav deres gamle allierede skibslejlighed til Skåne, hvor de tidligere ryttergrupper havde opereret i området mellem Skåne og Götalandene (Sösdala, Vennebo, Finnestorp og måske Sjörup).

45 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Og et af de mest talrige folk der er Gautoi, og det var ved dem, at de ankommende heruler slog sig ned på det pågældende tidspunkt 37. Procopios og hans opdragsgivere ønskede, at goterne skulle drage "hjem" til Norden, hvor de ifølge Cassiodorus kom fra, så han ønskede ifølge Walter Goffart ikke at fortælle, at herulerne senere fik problemer 38 med danernes folk. Følger vi Walter Goffarts resonnement, får vi behov for at gentage hans modpol Jordanes lille kommentar om herulerne. Jordanes ønskede nemlig i modsætning til Procopios, at goterne skulle forblive i Italien: (Jordan III, 23) "Dani", som fører deres oprindelse tilbage til samme afstamning, fordrivende herulerne fra deres egne bopladser, gør imidlertid krav på førstepladsen blandt Scandia's folkeslag for deres højde. Denne fordrivelse af herulerne synes nu ifølge sprogforskerne at være en samtidig begivenhed og vi kommer senere ind på årsagen hertil Teksten ovenfor må derfor tolkes sådan, at de nyankomne heruler først passerede danerne uden kamp og siden blev drevet væk af dem antageligt fordi de begyndte at plyndre, som de plejede. Ifølge Procopios havde de ved ankomsten bosat sig ved göterne, så i givet fald er det mest sandsynligt, at de slog sig ned og senere blev bortjaget fra grænseområderne mellem daner og göter f.eks. Blekinge/Småland. Da herulerne under alle omstændigheder skulle sejle, er det mest realistisk at antage, at de af deres allierede varini blev sejlet til Skåne 39, hvor de slog sig ned mellem danerne i Skåne og göterne. Netop i Nordøstskåne, Blekinge og Värend er der mange fund af østgermansk karakter fra folkevandringstiden. Siden følger af beskrivelsen, at de slog sig ned længere væk. De kan ikke være blevet assimileret blandt göterne ved ankomsten, som nogle forskere påstår, for så havde danerne næppe kunnet fordrive dem. Man kan ikke bruge Procopios rejsebeskrivelse, da han ingen fornemmelse havde af den nordeuropæiske geografi, men han vidste, at Skandinavien var en ø og har først og fremmest modtaget en beskrivelse om rejsen fra folk til folk. De heruler, som forblev ved Donau, krydsede til sidst floden til romersk side. De blev af Justinian placeret ved det nuværende Beograd, og deres lejesoldater indgik som et væsentligt element i den byzantinske hær. Det var her Procopios først mødte dem. Han fortalte endda, at han fik 37 Procopios' sprogbrug kan indicere, at herulerne flyttede væk fra deres ankomstposition ved göterne 38 Walter Goffart: The Narrators of barbarian History, Procopios havde en modsat rækkefølge, men han havde intet kendskab til den germanske geografi han talte om folk.

46 3. Romerne, germanerne og Skandinavien øjenvidneskildringer fra Skandinavien, da Justinians heruler i 548 hentede en ny konge hos den hedensk kongefamilie, som var flyttet til Skandinavien i stedet for den kristne herulske general, som Justinian havde udpeget. Justinian havde forsøgt at assimilere og tvangskristne herulerne, så valget af den hedenske konge har været et prestigetab for Justinian og Procopios' chef Bellisarius (og måske for Procopios selv som juridisk sekretær) - hvilket utvivlsomt har påvirket Procopios' skildringer, så han svinede dem til. Nu måtte Justinian i stedet placere Suartuas som kommandant i Byzans. Episoden var anledningen til, at Datius senere sammen med nogle af de sydeuropæiske heruler måtte flygte til Dacia. Det førte til sidst til, at de alle blev udslettet af Justinians nevø i 567. Ca. tre år efter delegationens hjemkomst fortalte både Procopios og Jordanes i Byzans med forskellige motiver om mødet mellem heruler og daner så det må være fra den fælles kilde - deputationen. Det forekommer helt usandsynligt, at de samtidig skulle vælge at fortælle om to forskellige møder adskilt med 250 år mellem heruler og de ellers ukendte daner og vi har også allerede set to andre vægtige argumenter for, at Jordanes er blevet fejltolket. Især Procopios var særdeles velinformeret om dem på grund af sin position. Det er derfor meget vanskeligt at komme uden om, at den herulske kongefamilie slog sig ned i Norden, og de tidligere spor af hunnisk-/østgermansk rytternomade-kultur fortæller, at de har haft det nødvendige forhåndskendskab til forholdene. Det har ikke været en flugt på må og få. De vidste, hvad de gjorde. Spørgsmålet er kun, hvor mange de var, hvor i Norden de slog sig ned og hvilken indflydelse de fik. Det oplagte for herulerne, da de blev jaget bort af danerne, ville være at drage til Uppland, som ekspanderede økonomisk på grund af landhævningen, jernudvindingen og handelsruten, som herulene selv havde kontrolleret i Moravia. Her var der gunstige anvendelsesmuligheder for deres ekspertice som Europas mest frygtede lejesoldater. Jordanes fortæller endda, hvordan de rige slettefolk havde behov for at forsvare deres landbrugsområder mod Sveriges øvrige stammer. Som sådan kan de være blevet assimileret blandt svearne, og deres kongeslægt kan være blandet med svearnes kongeslægt ved strategiske ægteskaber. Arkæologisk er der da også kun et kendt sted i Norden, som matcher dette markante lejesoldatfolks kultur: Uppsala. Her opstod netop på det tidspunkt i 500- tallet de vældige gravhøje over ligbål med rester af udrustning af international karakter 40. Efterhånden bredte også bådgravsskikken sig først 40 Ligene er brændt ved meget høj temperatur, så kun få og små fragmenter er tilbage af knogler og udstyr i de to udgravede høje. Udrustningen synes at være af bred international karakter - hvilket synes at være typisk for herulerne, som normalt var i andre folks tjeneste. Et uprætentiøst spejl er dog af en type, som udelukkende er fundet blandt steppenomadiske

47 3. Romerne, germanerne og Skandinavien i Uppland og siden primært i Norge. Bortset fra den symbolske nordiske båd ligner bådgravene hedenske centraleuropæiske fyrstegrave 41. Det var ved Uppsala, at den markante Vendel-kultur opstod i begyndelsen med klare forbindelser til de germanske folk ved Donau 42. Denne tankegang stred bare mod svensk historietradition. Man foretrak at ignorere Procopios. Mindre bliver usikkerheden om bosættelsesstedet ikke af, at en af Rodolphus efterkommere 9 generationer senere sandsynligvis rejste Nordens mest berømte runesten i Rök i Östergötland. Det skete dog på et så sent tidspunkt, at der lige så godt kan være tale om en spredning af jarler fra Uppsala 43 - ikke en oprindelig bosættelse ved Rök. Deres ankomst falder sammen med det tidspunkt, hvor Nordens spredte stammer synes at slå sig sammen i stærkere kongeriger, hvor den militære udrustning bliver mere ensartet og hyppigt skiftende, og hvor ofringer, gravskik og sprog ændres. Det er i relation til den efterfølgende sagnhistorie ligegyldigt, hvor herulerne endte med at bosætte sig. Hvad diskussionen mellem Uppsala og andre steder angår, henvises der til forfatterens web-side 44, som indeholder en længere beskrivelse af herulernes historie og arkæologien i den forbindelse. Når herulerne trækkes frem her, er det udover deres generelle betydning for situationen i Norden omkring år 500 også fordi deres ankomst burde indgå som et element i den danske sagnhistorie. Derfor er det interessant at se på det engelske Beowulf-kvads indledning: (Beow 4-6) Skjold Skefing vandt med stort mandskab mjødsæder fra mange folk indgød "eorla" frygt kvinder (94 i Europa). Bodo Anke 1998: Studien zur Reiternomadischen Kultur. Ann Sandwall: Vendeltid, Wladyslav Duczko: Arkeologi i Gamla Uppsala, Jaroslav Tejral: Neue beiträge zur erforschung...mittlern Donauraum, Wilfried Menghin (red): Germanen, Hunnen und Awaren. 42 Mange forskere har i kildekritikkens hellige navn tilbagevist, at Uppsala var kongeligt og religiøst centrum. Argumenterne mod denne kritik er på udmærket vis samlet i Olof Sundqvists doktordisputats fra Olof Sundqvist 2002: Freyr's offspring. Nogle forskere mener til gengæld, at Sundqvist bygger for meget på Ynglingesaga og Ynglingetal, som tillige afspejler senere vestnordiske traditioner. Også Svante Norr forsvarede dog i 1998 brugen af sagalitteraturen, da han analyserede kongedømmets karakter i To rede and to rown. 43 I artiklen i Bilag 1 åbnes der for to teoretiske oprindelser af Rodulf, men da Jordanes' Roduulf ved Theodoriks hof nævnes i forbindelse med den sydnorske gruppe med Rani-folket (Jævnfør omtalen i kapitel 3.1), er han usandsynlig som forfader til slægten på runestenen. Herulerne derimod nævnes netop i forbindelse med göterne. Det kunne umiddelbart tale for en bosættelse i Östergötland, men i kombination med teksten på Sparlösa-stenen i Västergötland, som omtaler en forbindelse til Uppsala, indicerer det måske snarere, at et gammelt Uppsaladynasti i denne periode havde spredt sig over begge Götalande. 44 Troels Brandt: The Heruls -

48 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Det er i dag almindeligt anerkendt blandt sprogforskere, at "eorl", "jarl" og runeindskriften "erilar" sandsynligvis kommer af samme germanske ord. Dette harmonerer med, at det latinsk /græske navn "herul"/ erul aldrig er fundet i Nordeuropa. Beowulf-sætningen kan altså betyde, at danernes Skjoldunger - symboliseret her ved den meget symbolske Skjold - skræmte herulerne væk, men der er stor uenighed blandt oversætterne om betydningen - bl.a. fordi man har troet, at den tilsvarende Jordanes-begivenhed fandt sted i det 2. århundrede. Navneforvirringen har øjensynligt medført, at man ofte har fejltolket Widsiths bemærkning: (Widsith) Hrothwulf og Hrothgar, nevø og onkel, holdt indbyrdes fred i mange år efter at de havde bortdrevet vikingernes slægt (wicinga 45 cynn) og slået Ingeld's kampformation, nedhugget Heathobeard-styrkerne ved Heorot. Mange oversættere har set wicinga som identiske med de efterfølgende Heathobeards (Hadbarder), men teksten må dreje sig om flere begivenheder - både fordi begivenhederne tekstmæssigt er sideordnede, og fordi der i relation til vikingerne tales om fordrivelse - ikke en nedhugning som af Hadbarderne. Som det senere skal ses, omtalte også Saxo en begivenhed, hvor Frode efter først at have indgået et allianceægteskab med hunnerne, jog hunnerne væk fra sit område noget som kan minde om Procopios- /Jordanes-forløbet. Det gælder både Jordanes, Beowulf, Widsith og Saxo, at man fortæller, at en af de første danerkonger fordrev/skræmte et andet folk. Der tales ikke om, at de blev slået, hvilket er usædvanligt for gamle heltehistorier det må altså have været et berygtet folk, siden en fordrivelse var værd at nævne og er blevet verdensberømt. Procopios præciserer, at herulerne i Jordanes tilfælde forblev i "Thule". Jordanes beretning om fordrivelsen af de berygtede heruler har gjort så meget opsigt internationalt, at det sandsynligvis var beretningen om den fordrivelse, der senere også nåede frem til England og Saxo. Det bekræftes af navnene på det fordrevne folk: Eruli, eorle, wicinga og hunner, som alle kan dække de omflakkende pg plyndrende heruler, der tidligere havde været i Norden som en del af hunnernes hær. Deres navn var antageligt i mellemtiden forsvundet ved assimilering og var blevet til titlen jarl. 45 Wicinga er anvendt i den version af Widsith, som vi kender fra 900-tallet, men vi ved ikke om denne generelle betegnelse har erstattet et andet udtryk, som ikke gav mening i 900-tallet, fordi det havde skiftet betydning eller om wicinga oprindeligt var en konkret folkebetegnelse.

49 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Jordanes nævnte intet kongenavn i basishistorien, men senere skjalde kan have kombineret basishistorien med sagn om disse 4 første generationer af danerkonger i Beowulf, dvs. Skjold, Beow, Frode og hans nevø, Roar ganske som Beowulf og Widsith er sammensat af forskellige sagn. Skjold var slægtens første symbolske navn gudesønnen mens Frode og Roar var de første af henholdsvis henholdsvis Hadbarder og Svertinger. Fælles for alle fire historier er, at en første danerkonge fordrev et folk med navnerelation til herulerne. Det er typisk for de historier, vi senere skal se om disse hadbarder (Frode-slægtsgrenen) og svertinger (Roar-slægtsgrenen), at der blev fortalt flere versioner med forskellige navne og vinkler efter skjaldens sympati, men med samme grundhandling og grundkonstellation. I England, hvor Roar efter sagaerne var opvokset og blevet gift eller havde kontakter, foretrak man Skjold og Roar som helte ved fordrivelsen, mens man i Saxos kilder i Danmark foretrak Frode og hans søn Ingeld, hvis slægt senere fortsatte som danske konger et logisk valg mellem mulighederne er derfor Skjoldungesagaens dominerende Frode-figur, da englænderne var usikre i valget og næppe havde andet at sammenholde med. Det er væsentligt at konstatere, at navne forvanskes i den efterfølgende sagnhistorie noget som også ses i Niebelungenlied, hvor vi har bedre historisk sammenligningsgrundlag fra samme tid. Vi har antageligt i fordrivelsen et eksempel på, at en markant begivenhed i fortiden efterhånden kunne opstå hos skjaldene i mange parallelle versioner, som man ikke har identificeret indbyrdes. Det svarer helt til den indledende forudsætning om, at en stor del af den ældste sagnhistorie består af enkelte sagnkredse om markante personer, hvor Saxo og sagaerne mere eller mindre bevidst har anvendt versionerne til at forlænge historien ved at lægge dem i forlængelse af hinanden, så de har kunnet bevise en dannelse af Danmark før kejserriget. En rekonstruktion ud fra sådanne forhold bliver naturligvis usikker, men man skal altså være på vagt over for identiske handlingselementer især hvis de gælder nogenlunde samme navne. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan dette markante folk af heruler skulle undgå at gøre sig bemærket et eller andet sted i Nordens sagnhistorie det har faktisk været et af argumenterne imod dem men det er sandsynligvis os selv, der har været blinde. Den danske historiker Niels Lukman og den islandske landsarkivar Barði Guðmundsson har fremhævet, at det må være herulerne, der har bragt de centraleuropæiske sagn ind i nordisk sagnhistorie 46 - dvs. bl.a. nogle af Saxos sagn og Hervararsaga. Desværre skrev Niels Lukman sin disputats herom i København i på tysk - og umuliggjorde dermed i 46 Niels Lukman 1943: Skjoldunge und Skilfinge. Barði Gudmundsson 1967: The origin of the Icelanders.

50 3. Romerne, germanerne og Skandinavien flere generationer sin egen tankegang, dvs. at nordiske kongesagn skulle stamme fra Østrig-regionen især da han gik så langt, at han helt fjernede den danske kongeslægt. Bedre blev det ikke af, at den tyske historiker Ludvig Schmidt i 1933 om herulerne skrev: "Sie waren ein echtes Herrenvolk!" Vi kan imidlertid ikke lade afskyen for det 20. århundredes dumheder forhindre os i at se realistisk på fortidens sagn. 3.3 Aserne og kongesagnene Den kristne Saxo og kongesagaerne nævner sjældent religionen. Vi skal derfor indledningsvis se på Snorres saga om aristokratiets religion i sagatiden. Ynglinge-saga handler om Aser-gudernes ankomst, idet det altså forudsættes at Vane-gudernes tidligere frugtbarhedsreligion var det oprindelige: (Yng 2) Landet øst for Tanakvisl (Don 47 ) i Asia blev kaldt Asaland eller Asaheim, og hovedborgen der i landet kaldte de Asgård. I borgen sad en høvding, som blev kaldt Odin. Det var et stort blotsted. Det var der skik, at 12 hovgoder var de øverste. De skulle lede blotene og dømme mand og mand imellem. De blev kaldt diar eller drotner. Dem skulle hele folket tjene og adlyde. Hans mænd havde den vane, at når de blev stedt i nød, om det var på sø eller land, da råbte de hans navn og syntes altid at det hjalp - de trøstede sig helt med ham. Han for ofte så langt bort, at han var ude i flere år ad gangen. (Yng 3) Odin havde to brødre. En hed Ve og en anden Vili (Vilje). Disse brødre styrede riget, når han var borte. En gang var Odin draget så langt bort og havde været så længe hjemmefra, at aserne troede, at han aldrig kom hjem igen. Da tog brødrene og skiftede arven efter ham, og hans kone Frigg tog de begge til ægte. Men lidt senere kom Odin hjem, og han tog sin kone tilbage. (Yng 5) Der går en stor bjergkæde fra nordøst til sydvest, som skiller Store Svitjod fra de andre riger. Syd for bjergene er der ikke langt til Tyrkland. Der havde Odin store ejendomme 48. På den tid fór romerhøvdingene vidt omkring i verden og lagde alle folk under sig. Mange høvdinge flygtede fra deres ejendomme på grund af denne ufred. Men Odin var fremsynet og troldkyndig. Derfor vidste han, at hans afkom skulle bebo den nordlige halvdel af verden. Derfor satte han sine brødre Ve og Vili til at regere over Asgård og drog selv bort med alle diarne og mange krigere. Først 47 Tanakvisl er floden Don, som munder ud i det Asovske Hav (Maeotis-søen) ved byen Tanais - altså det område, hvor herulerne ifølge Jordanes opstod. 48 Tyrkerne havde på Snorres tid ikke nået Byzans, men boede bl.a. ved Sortehavet.

51 3. Romerne, germanerne og Skandinavien drog han mod vest gennem Gardarige og så sydpå i Saxland 49. Han havde mange sønner. Han tilegnede sig et stort rige i Saxland, og satte sine sønner til at styre landet. Så drog han mod nord til havet og tog bosted på en ø. Det hedder nu Odinsø (Oðinsey) i Fyn. Så sendte han Gefion mod nord over sundet for at oplede mere land. Hun kom til kong Gylfe, og han gav hende et plovsland. Så drog hun til Jotunheimen og fik 4 sønner med en jætte der. Dem gjorde hun til 4 okser og spændte dem for ploven, og så trak hun landet ud af havet og vestover mod Odinsø, og det land hedder Sjælland (Selund). Der boede hun siden. Hende fik Skjold, Odins søn, til ægte; de boede i Lejre. Hvor hun pløjede blev der vand eller en sø; den hedder Lågen (Logrinn). Fjordene i Lågen ligger ligesom næssene på Sjælland. Da nu Odin erfarede, at der var godt land østpå hos Gylfe, drog han dertil, og han og Gylfe indgik forlig, for Gylfe mente ikke, at han havde kraft til at gøre modstand mod aserne. Odin og Gylfe prøvede ofte kræfter med list og trylleri, men aserne var altid de stærkeste. Odin slog sig ned ved Login (Loginn) 50 ; der nu hedder Gammel Sigtuna. Han fik etableret et stort hof og blotsted der, som det var asernes skik. Njord boede i Noatun, og Frej ved Uppsala, Heimdal ved Himmelbjergene, Tor på Trudvang og Balder på Breidablik - gode gårde gav han dem alle sammen. Snorres beretning er et sammensurium af gude- og konge-skikkelser. Snorres "Odinsey i Fyn" kan man sætte spørgsmålstegn ved, for der findes et utal af Odins-ø'er og Odin-sø'er i Sverige - bl.a. i området mellem de skånske daner og göterne 51. Ligesom Snorre skelede for meget til sin egen tids rute mellem Sortehavet og Østersøen via de russiske floder, identificerede han muligvis også fejlagtigt sagnets Odinsey med det Odense, han selv kendte. Ser man bort fra dette, fortæller han en sammentrængt version af herulernes vandring, og han er ikke i tvivl om, at Odin-kongens mænd fra Asien slog sig ned i Uppland og Skjold i Lejre. I Claus Lunds og Karsten Friis-Jensens oversættelse af det ældre sagafragment "Upphaf allra frasagna" 52, som menes at være indledningen til den forsvundne Skjoldungesaga, kan der citeres et par yderligere bemærkninger: 49 Snorre beskriver her den langt senere vikingevej, som giver en helt ulogisk rute, hvor Odin på det nærmeste skulle være rejst frem og tilbage. Procopios' varni/varini blev i øvrigt en del af sakserne. 50 Loginn må altså være Mälaren. 51 Et sandsynligt område er trekanten mellem Ringsjön, Växjö og Karlskrona. Der findes Odinsö'er i både Värend, Finnveden, Tjust og i Nordskåne 20 km vest for Sösdala, hvor sporene af de østgermanske ryttere er fundet. 52 Kendes som en kort tilføjelse på en ledig side i en afskrift af Olaf Trygvassons Saga fra 1400-tallet, og antages at være en afskrift direkte fra Skjoldungesagaen, da en del af ordvalget harmonerer med Arngrims genfortælling.

52 3. Romerne, germanerne og Skandinavien? (Upphaf) Anføreren for dette folk var Odin, søn af Thor. men dengang blev disse lande, som mændene fra Asien bosatte sig i, kaldt Gudlandene og folket Gudfolket. Odin og hans sønner var meget kloge og Bertnem trolddomskyndige, smukke af udseende og stærke af vækst. Mange andre i deres slægt var stærke og fuldkomne mænd, og nogle af dem begyndte man at ofre Trøndelag til og tro på, og de kaldte dem for deres guder 53. Trondhjem I Arngrimur Jonssons Medelpad gengivelse af den Skjoldungesaga, som han Jämtland læste i 1594, finder man yderligere følgende tilføjelse fra forfatterens side Högom (Axel Olrik): (Fragmenta I) Odin emigrerede fra de egne, som ligger nord for Palude Meotide (Asovske Hav), og som de gamle kaldte Svithiod hin store eller kolde. Hälsingland Oppland Figur 7. Kort over Sydøstskandinavien Ringerike Vestfold Skiringssal rak Lindholm Høje Illerup lland kirke dam Angel eren Holsten Elben Solør Ranrike Götaälv Kattegat Lejre Sjælland Värmland Västergötland Vännebo Skåne Uppsala Västmanland Badelunda Mälaren Helgö Södermanland Østergötland Bolmen Småland Halland Slöinge Finnveden Värend Blekinge Gudhjem Øland Gotland Sydøstskandinavien omkring år 500. Der er især spor af 400-tallets østgermanske ryttere i Sösdala, Vännebo og Finnestorp, hvor nogle fund viser forbindelse til Högom og Vestnorge. Herulerne kan være blevet sat i land ved Mørrumåens udmunding nær Listerland med Hariwulf-runestenene. Herfra kan de f. eks. være gået op i Värend med Blotberget ved Odensjö og den store Inglingehøj med en usædvanligt udsmykket globus-sten. På denne måde kunne de undgå en direkte konfrontation med danerne ved ankomsten, og de ville blive naboer til göterne. Hele skovområdet Sösdala-Bolmen-Värend-Augerum nordøst for danernes slettelande vil dog give mening. Den 53 Påstanden om, at levende Bornholm konger blev dyrket som guder, er sandsynligvis en sen tolkning, da det er vanskeligt at påvise i ældre kilder (Olof Sundqvist 2002). Se også omtalen lidt senere i kapitlet. Mecklenburg Vänern Sparlösa Finnestorp Sösdala/Sjörup Uppåkre Bergslagen Odensjö Tiveden Rök Vättern Ravlunda Oder Kolmården Inglingehög Augerum Listerland Sorte Muld Vendel Uppland Köpingsvik Østersøen ErilaR-inskrip. Trade routes 100 km Paviken? Barshaldershed Vistula Wielbark Preussen

53 3. Romerne, germanerne og Skandinavien ældste bådgrav fra 500-tallet er fundet i Auge-rum. De viste ruter er de formodede handelsruter fra Carnuntum. Mens Småland var fattigt, var Uppsala-egnen i opblomstring som transithandelssted for skind og med ny jernudvinding i Bergslagen. Når gudefolkene aser og vaner skulle integreres, ville de to folks religioner utvivlsomt give anledning til sammenstød. Snorres saga rummer et afsnit, som muligvis gengiver forløbet. Sagnet påstod, at det allerede skete ved Don-floden, selv om det virker som om inspiratoren til vanerne var de gamle nordiske guder: (Yng 4) Odin for med en hær mod vanerne, men de værgede deres land godt og begge parter fik sejre. De hærgede hinandens lande og gjorde skade. Men da begge parter blev trætte af det, holdt de fredsstævne, sluttede fred og udvekslede gidsler. Vanerne gav deres bedste mænd, Njord den rige og hans søn Frej. Aserne gav til gengæld Høner. Odin gjorde Njord og Frey til blotgoder, og de var præster (diar) hos aserne. Njords datter var Freja, som var blotpræstinde. Hun lærte først aserne sejd, som var almindelig hos vanerne. Da Njord boede hos vanerne, var han gift med sin søster, fordi det var tilladt der. Deres børn var Frej og Freja, men det var forbudt hos aserne at bygge bo sammen, når der var så nært slægtskab. Mon ikke dette afsnit har hørt sammen med det lidt senere, som måske i virkeligheden handler om en integration i Uppland? (Yng 8) Odin gav love i sine lande, de samme som før gjaldt hos aserne. Således fastsatte han, at alle døde skulle brændes, og hvad de ejede, skulle ligeledes bæres på bålet. Han sagde, at hver mand skulle komme til Valhal med den rigdom, han havde på bålet. Det han havde nedgravet i jorden, skulle han også eje. Asken skulle bringes ud på søen eller graves ned i jorden. Efter stormænd skulle der opføres en høj til minde, og efter de mænd, som havde været ved mands mod, skulle de rejse bautastene.... (Yng 9) Odin døde sottedød i Svitjod, men da døden var nær lod han sig mærke med spydod og tilegnede sig selv alle våbendøde mænd. Han sagde at han ville fare til Gudhjem og tage imod vennerne der.... Odin blev brændt som død, og brændingen var meget stor. Det var deres tro, at jo højere røgen steg op i luften, jo højere plads fik han i himlen, han som blev brændt 54, og han blev så meget rigere, hvis der blev brændt meget med ham. - Njord fra Noatun blev nu herre... I hans dage døde de fleste af diane. Alle blev brændt og siden dyrkede folk dem med blot. Njord døde sottedød. Han lod sig mærke som Odin, før han døde. Svearne brændte ham og græd meget ved hans leje. 54 Høj temperatur ville sende temperaturen højere til vejrs.

54 3. Romerne, germanerne og Skandinavien (Yng 10) Frej tog så riget efter Njord;... Frej blev syg, og da soten blev værre udtænkte man det råd at lade folk komme og se ham. Man byggede en stor høj med dør og tre glugger i. Og da Frej var død, bar de ham hemmeligt til højen og sagde til svearne, at han levede. De opbevarede ham der i 3 år... Da holdt år og fred sig.... Alle svear fik nu at vide, at Frej var død, men da år og fred holdt sig alligevel, troede de, at sådan ville det blive, så længe Frej var i Svitjod, og så ville de ikke brænde ham.... Ynglingesagas indledning er en besynderlig sammenblanding af en gudesaga og en kongesaga. Sandsynligvis har der en gang i hedensk tid været gjort et bevidst forsøg på at kæde kongeslægtens baggrund på gudeverdenen for at gøre den guddommelig og sikre arvefølgen. Asernes konge har næppe oprindeligt heddet Odin, som er den nordiske udgave af Woðan- eller Woðen han har haft et andet navn. Aserne betyder næppe heller ikke mænd fra Asien, men navnet kommer af Ansu, som betyder gud/forfadergud. Dette udtryk kendes allerede fra Jordanes' beskrivelse af goterne, som oprindeligt antages at have haft en religion svarende til herulernes: (Jordan XIII) Og på grund af den store sejr, som de vandt i dette område, begyndte de at kalde deres anførere, hvis gode held de synes at have opnået, ikke bare mænd, men halvguder, d.v.s. "Ansis". Ser man på germanernes kongelige genealogier, er det helt almindeligt at finde guder i begyndelsen af genealogien. Jordanes' Gapt, Bedas Woðen, Skjoldunge-sagas Odin og Rigsthulas Rig (Heimdal) er eksempler på dette. Det er utvivlsomt præget af romerne, hvor kejseren blev ophøjet til guddom 55. Genealogierne har været et vigtigt element for kongens legitimitet i den periode, som bogen omhandler. De har været vigtige for at sikre kongeslægtens ret på linje med den gældende lovgivning - men dermed har manipulation af genealogierne også været fristende. Noget tyder dog på, at Ynglingesaga er sent sammenflikket. Man skal således være opmærksom på, at Ynglingetal og Snorres version af Ynglingesaga slet ikke i modsætning til Skjoldungesaga indeholder Odin som stamfar. I Ynglingesaga er det vanerne Njord/Frey, som er stamfædre, mens Odin og hans 12 drotner synes at munde ud i en slags ypperstepræstfunktion. Det er ret usædvanligt, at der ikke er kontinuitet, så 55 Ifølge nyere forskning kan der ikke påvises et egentligt "sakralt" nordisk kongedømme (Olof Sundqvist 2002). De mange genealogier viser dog, at man tilskrev den jordiske kongefamilie guddommelige forfædre, og det må være i dette lys, at kongens guddommelighed først og fremmest skal ses. Hertil kommer, at nogle af kongerne øjensynligt fungerede som øverste præst. Rimberts omtale af, at man overvejede at ophøje en afdød kong Erik til gud, kan være et kristent ønske om at miskreditere den hedenske religion, selv om tankegangen kan være beslægtet med "divinae Augustus" og Jordanes' omtale af de forfædrene halvguder "ansi".

55 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Ynglingesaga bærer altså stadig præg af sammenkoblingen af en gudesaga eller herulernes gamle kongesaga med svearnes gamle kongesaga om Yngve-Frejs efterkommere - Ynglingene. Det er dog ikke bare noget Snorre har fundet på. Sammenligner man med den ældre Skjoldungesaga (Upphaf ovenfor), står Odin også forrest i kongerækken, men her har den kristne nedskriver ikke kunnet dy sig for at indsætte sine euhemeristiske bemærkninger, som ikke kan have stået sådan i hedensk tid. Odins og hans drotners siderolle i kongeslægten er interessant, fordi der helt mangler en markant præstestand, selv i Rigsthula 56. Kun Yngves bror Alf betegnes som offergode. Udskiller vi det guddommelige element af Odin-historien, står vi antageligt tilbage med reminiscenserne af en ren kongelegende, som intet har at gøre med Woðans udbredelse i Norden i århundredet inden ankomsten af Procopios heruler. Ynglingesaga kan naturligvis ikke benyttes som bevis på, at herulerne slog sig ned i Uppsala - trods mange lighedspunkter. Det er historie og arkæologi, der klart viser, at den herulske kongefamilie opholdt sig et eller andet sted på den Skandinaviske Halvø i 500-tallet, hvor de efterhånden må være blevet integreret i et eller flere af de nordiske folk i begyndelsen som lejesoldater, som det havde været deres erhverv sydpå. De er blevet glemt, fordi de blev integreret, og fordi indblandingen af dem ødelagde historien om de vikingetidige kongeslægters guddommelige baggrund og senere nordisk selvforståelse. Måske har herulernes væsentligste betydning været at optræde som katalysatorer i den nordiske kulturelle, religiøse og militære udvikling, så deres endelige bosættelsessted eller steder er ikke afgørende for den følgende beretning, men deres første intermezzo og kontakt med danerne og svearne synes altså at have sat sine spor. Et interessant eksempel på sammenholdelse af sagn, historie og arkæologi er begravelsesskikkene. Snorre eller hans forgængere gengiver ovenfor i integrationsbeskrivelsen begravelsesskikkene, og her dukker sporene op af en anden integration. Arkæologien viser, at de fleste i Uppland allerede blev brændt inden Uppsala-højene opstod hvad Snorre næppe har vidst - så svearne ændrede ikke grundlæggende begravelsesskik, da herulerne ankom. Hvis en herulsk leder og en del af hans folk blev en del af svearne uanset, hvad han hed - må han have beordret sit folk til at følge landets skik, da der ikke er nogen spor af ligbrænding i de områder, herulerne kom fra nede i Europa. Generelt tyder arkæologien i Sydøsteuropa i øvrigt på, at herulerne i høj grad tilpassede sig de folk, de fulgtes med. Samme adfærd havde herulerne udvist under Odoaker og de 56 Rigsthula minder om RgVeda, som var et digt hos de indiske arier, der fastlagde samfundsgrupperne. Ifølge Dumezil-skolen er Rigsthula en nordisk udgave af RgVeda, men klasseopdelingen er forskellig, idet præsterne ikke forekommer som en nordisk klan.

56 3. Romerne, germanerne og Skandinavien havde set Theodorik udvise den samme med stor succes i Italien gennem de sidste 50 år. Dette ræsonnement gælder naturligvis kun, hvis Odin-beretningen er taget fra herulernes kongesagn, men man skal bemærke, at det forklarer et paradoks i Procopios' beretning: De tilbageblevne heruler ved Donau slog sig som nævnt ned i Illyrien og blev kristne. Da de i 540'erne hentede deres konge i Sverige, nåede en række oplysninger om Norden frem til Procopios. Her gjorde han især meget ud af midnatssolen og samerne 57, men han fortalte også om de hedenske herulere: (Procop VI, xiv) Og de [herulerne] observerede mange skikke, som ikke er i overensstemmelse med andre menneskers skikke. For de havde ikke lov at leve videre, enten når de blev gamle eller når de blev syge, men så snart en af dem blev overvældet af stor alder eller af sygdom, var det nødvendigt for ham at bede sine slægtninge om at fjerne ham fra denne verden så hurtigt som muligt. Og disse slægtninge ville stable en mængde brænde op i en stor høj og lægge manden på toppen af brændet, og så ville de sende en af herulerne, som ikke var beslægtet med manden, hen til hans side med en daggert, for det var ulovligt for en slægtning at blive hans banemand. Og når deres slægtnings banemand var vendt tilbage, ville de straks brænde hele stakken begyndende ved kanterne. Og når ilden var døet ud, ville de straks samle knoglerne sammen og begrave dem i jorden. Og når en herulsk mand døde, var det nødvendigt for hans kone, hvis hun gjorde krav på dydighed og ønskede at efterlade et pænt navn bag sig, at dø ikke længe efter ved at hænge sig i et reb ved siden af ægtefællens grav. Der er som nævnt slet ikke fundet brandgrave i herulernes operationsområde i Sydeuropa tværtimod er deres begravelser nu sydpå identificeret som ligbegravelser ligesom bådgravene. Hvordan kan han så have fået fat på denne historie? Nu var det jo de hedenske herulers skikke, han ville skildre, og de var jo forsvundet til Skandinavien 40 år tidligere, mens resten sydpå blev kristne. Det eneste sted, hvor han kunne finde herulske ligbrændinger, var altså hos de hedenske herulere i Norden. Det må være en fortælling, han netop havde fået fra deputationen, som han her beskrev, og netop sådan foregik begravelserne i høje som Upplands, hvor der er endda fundet spor af kvinder 58. Han beskrev dog ikke højen, som jo blev opført efterfølgende, så fortællingen har været frisk. Snorre og Procopios 57 Procopios, Bog VI, xv 58 Wladyslav Duczko: Arkeologi i Gamla Uppsala, Riksantikvarieämbetet: Myt, makt och människa, Birgit Arrhenius i Judith Jesch's: Scandinavians from the Vendel period to the 10th century, 2003.

57 3. Romerne, germanerne og Skandinavien supplerer hinanden forbløffende godt - uden at noget indicerer, at Snorre direkte byggede på Procopios. Sammenblanding af guder og konger benyttes af mange forskere som argument for, at Snorres beretning er falskneri. Snorres skildring kan ses som euhemerisme, dvs. beskrivelse af guder som mennesker. Det er en typisk måde for kirkens troende at affærdige en anden religion på men argumentet affærdiger blot selve religionen som utroværdig ikke den menneskelige historie, som følger med religionen. Vi fastslår jo netop, at religionens opståen er euhemeristisk. Argumentationen er i øvrigt irrelevant i relation til Snorre personligt, for han gik ikke kirkens ærinde. De forhold, som religiøst påvirkede forskere påstår, han selv opfandt, kendes allerede fra Ældre Edda og tidligere forfattere. Snorre flyttede sig imidlertid mellem 1220 og 1230 fra den traditionelle germanske myte om guders og kongers oprindelse i Troja 59 til forklaringen om Odin fra Asgård. Han er øjensynligt på sine rejser i Norden blevet opmærksom på nye sammenhænge (som Skjoldungesaga) eller har fundet nye fortællinger, hvor enten han selv eller andre tidligere har blandet fragmenter af en kongelegende sammen med religionens myter. Figur 8. Foto - Uppsala Høje 59 Omtalt for danernes vedkommende allerede af Dudo i Gesta Normannorum, ca

58 3. Romerne, germanerne og Skandinavien Uppsala-højene ved Gl. Uppsala set fra sydvest. I midten ses Vesthøjen som den forreste af de 3 storhøje fra 500-tallet. Bag storhøjene ses den flade Tinghøj for enden af stien. Det gamle Diseting menes at have fundet sted på sletten til højre for stien. Den oprindelige grusås fortsætter i forgrunden med en række mindre gravhøje. Ved kirken i baggrunden har man udgravet 2 store haller, som måske havde sammenhæng med kongemagten og religionsdyrkelse i en hellig lund i nærheden. Adam af Bremens tempelskildring menes i dag at være en fantasifuld skildring af dette anlæg, som han ikke selv havde set. Vi skal i den forbindelse lægge mærke til, at der i Saxos tidlige historie og i nogle af sagaerne påfaldende ofte opereres ved steder som Duna 60, Myrkwith, Byzans og Hellespont (strædet ved Byzans) - langt udenfor vikingernes operationsområde i en tid, hvor ikke en gang sejlet synes at have været indført i Norden endnu. Nogle af sagnene vedrører naturligvis de langt senere forbindelser via de russiske floder, men andre kan være den herulske kongefamilies sagn, som er blevet blandet sammen med de nordiske kongesagn. De senere nedskrivere har ikke undret sig, fordi det fra 800-tallet blev en sædvane for nordboerne at have forbindelse med de tyrkiske kazarer og byzantinerne via de russiske floder og Sortehavet. Det besynderlige er, at næsten alle de nordiske sagn, som kan påvises at have en sydeuropæisk oprindelse, synes at handle om de germanske folk, der bukkede under for de kristne franker, longobarder og byzantinere i 500-tallet. Herulerne er forklaret ovenfor, men flygtede der også østgotere, burgundere og thüringer til Norden? Er det derfor Bornholm blev kaldt Burgundaholm 61, og Jylland blev kaldt Hreidgotaland? Da vi ikke har noget arkæologisk eller historisk grundlag for sådanne sammenhænge, er dette spørgsmål ikke undersøgt og berøres ikke yderligere nedenfor. Derimod falder det bedre i tråd med denne bogs sagnverden at se på en myte, som er vidt udbredt i Europa - myten om kongen, der rider hvileløst gennem natten. Han kendes i Frankrig og England under navnet Herle Quin (Harlequin) eller King Herla, mens det i Tyskland er Woðan og hans dødehær, idet Erlkönig tillægges en anden etymologi 62. Med den mulige navnesammenhæng "herul" - "erilar" - "eorl" - "erl" - "jarl" fristes man til at tænke på et muligt sagn om en herulerkonge, der mellem 512 og 567 red frem og tilbage for at samle sit splittede folk. I Danmark er denne sagnrolle langs vejen fra Vordingborg til Gurre (en af datidens hovedveje til Sverige) overtaget af Kong Volmer, Valdemar Atterdag, som havde samme landssamlende rolle 800 år senere. Han fik modsat herulerkongen 60 Duna er en udgave af Donau, som floden i dag hedder i Ungarn. Danpar, som også mødes i sagaerne, er den russiske Dnepr, som dannede østgrænse for goternes område. 61 Rækkegravene omkring Gudhjem er i tallet af sydtysk type. Jørgen Jensen Dødehæren forbindes ofte med Harlungen-brødrene, som blev hængt af Ermanerik, og som muligvis i Widsith er dem, der har betegnelsen "herelingas" - dvs. herul-ungerne.

59 3. Romerne, germanerne og Skandinavien succes, så man fandt på andre årsager, som det vil føre for vidt at komme ind på. Efter disse indledende beskrivelser af baggrunden skal vi se på sagatidens arkæologiske omgivelser, hvor vi er blevet meget klogere siden kildekritikerne for alvor tog fat først i 1900-tallet. o O o De næste 3 kapitler har fortsat karakter af indledning, som fører frem til samlingen af de østdanske daner-stammer og tjener til at give et indtryk af Saxo og danernes første spredte sagn. Den, som først og fremmest interesserer sig for rekonstruktionen af den mere sammenhængende sagnhistorie, kan springe teksten med småt over i de næste tre kapitler og gå frem til til kapitel 7.

60 4. Saxos fortale 4 Saxos fortale I overensstemmelse med klassisk tradition indledte Saxo sin krønike med denne fortale fra Den er interessant, fordi den belyser Saxos grundlag og verdensbillede: Til ærkebiskop Andreas Sunesøn i Lund Eftersom andre folkefærd plejer at sætte en ære i de bedrifter, de har udført, og at have glæde af at mindes deres forfædre, kunne Danmarks ærkebiskop Absalon, som altid brændte af iver efter at forherlige sit fædreland, ikke finde sig i, at danskerne skulle savne et sådant mindeskrift og berømmeligt eftermæle. Da andre vægrede sig ved at påtage sig dette arbejde, pålagde han derfor mig - den ringeste af hans tjenere - at skrive den danske krønike. Ved indtrængende opfordring nødte han mig uværdige til at give mig i lag med et arbejde, der oversteg mine kræfter. Hvorledes skulle nemlig nogen før have kunnet give sig af med at skrive om Danmarks historie? Det er ikke længe siden, at landets folk antog kristendommen, og i lang tid stod det kun småt til med troen og med kyndighed i latinen. Da der så var kommet orden i kirkeskikkene, og folk samtidig havde lært latin, var man lige så dovne, som man før havde været uvidende - lige så meget at laste for efterladenhed, som man før havde været det for ukyndighed. Heraf kommer det, at jeg, hvor ringe jeg end er, og skønt jeg indså, at et sådant arbejde lå over mine kræfter, hellere har villet påtage mig det end at vægre mig ved at efterkomme Absalons bud. Det skulle helst ikke hedde sig, at vi danskere fra ældste tider havde ladet vore berømmelige bedrifter gå i glemme i stedet for at optegne dem, mens vore naboer har deres gammen af at mindes, hvad de har udrettet. Derfor var jeg nødt til at tage den byrde, som alle fortidens skribenter har ladet ligge, på mine i sligt arbejde uøvede skuldre. Da jeg ikke turde sidde det pålæg, jeg havde fået, overhørigt, har jeg taget fat med større dristighed end evne, idet jeg fra hans storhed, som bad mig gøre det, hentede den fortrøstning, min ringe begavelse nægtede mig. Da døden imidlertid bortrev Absalon, inden jeg fik mit forehavende fuldført, beder jeg nu eder, Andreas, som i en lykkelig stund blev valgt til hans eftermand i hans ærefulde embede og til at være vor kirkes øverste, om at være en fader og formynder for mit værk. På den måde vil misundernes had, som især går ud over det iøjnefaldende, blive beskæmmet, når jeg har en sådan talsmand, thi I sidder inde med en sådan mangfoldighed af kundskaber, en sådan overflod af herlig lærdom, at I er at ligne ved en helligdom fuld af himmelske skatte. For at lære boglige kunster og samle kundskaber berejste I Frankrig, Italien og England. Efter at have rejst i lange tider fik I det glimrende hverv at stå for styret for den udenlandske højskole, for hvilken I blev en sådan støtte, at man snarere må sige, at I var en pryd for lærerembedet, end at det prydede jer. (Resten af Saxos lobhudling af ærkebispen springer vi over, da den omhandler 1200-tallets Andreas Sunesen og ikke vort emne.) Og nu må man vel vide, at de gamle danske, når man havde øvet heltegerninger, satte så stor pris på ære og navnkundighed, at de ikke blot ligesom romerne i pyntelige ord skildrede deres egne udmærkede gerninger så at sige med en slags digtekunst. De kundgjorde også forfædrenes bedrifter i kvad på modersmålet, som de så lod indriste i klipper og stene med de den gang brugelige bogstaver. Disse spor har jeg fulgt som skrifter fra oldtiden. Jeg har gjort mig al flid for i min gengivelse 60

61 4. Saxos fortale nøje at følge tråden, har gengivet vers som vers, og på dem støtter min fortælling sig, så det ikke er noget nyt og selvlavet, jeg byder på, men hvad der stammer fra oldtiden. I dette værk må man ikke vente at finde løs snak, der tager sig prægtig ud, men pålidelig oplysning om oldtiden. Hvor mange historiebøger må vi ikke tro, at folk, der var således sindede, ville have frembragt, hvis de havde været latinen mægtige, så de kunne få deres skrivelyst styret? Skønt de var ukyndige i romersproget, var de nemlig så opsatte på at bevare mindet om deres bedrifter, at de brugte stene og klipper som bøger. Heller ikke islændernes flid bør vi forbigå i tavshed. Da deres fædrene jords goldhed forbyder dem at hengive sig til overdådighed, har de bestandigt ført et mådeholdent liv. De plejer således at anvende al deres tid på at samle og udbrede kundskab om andre folks bedrifter og bøder således på deres fattigdom ved hjælp af åndens gaver. De anser det nemlig som en fornøjelse at kende alle folkefærds bedrifter og overlevere dem til efterverdenen. De anser det ikke for at være mindre ære værd at fortælle om fremmedes store og gode gerninger end selv at øve dem. Deres skatkamre, som er fulde af kostelige vidnesbyrd om fortidens tildragelser, har jeg omhyggeligt ransaget, og en ikke ringe del af dette værk har jeg sammenskrevet med deres fortællinger som forbilleder. Jeg har ikke anset det for under min værdighed at bruge dem som hjemmelsmænd, da jeg vidste, hvor kyndige de var, i hvad angår oldtiden. Og ikke mindre har jeg ladet mig det være magtpåliggende nøje at give agt på og omhyggeligt at optegne alt, hvad Absalon har fortalt mig, hvad enten det drejede sig om, hvad han selv eller hvad andre havde udført. Hvert et ord, der kom over hans ærværdige læber, var for mig en guddommelig åbenbaring. Jeg beder nu Eder, vor velsignede fyrste og fader, vort fædrelands mest strålende lys, kong Valdemar (Sejr), hvis berømmelige æt jeg skal skildre fra ældste tider af, om at se med milde øjne på mit værk, hvor lidet det måske end er lykkedes mig. Jeg frygter for, at jeg, trykket af mit forehavendes vanskelighed, mere røber min egen ukyndighed og mine svage evner end skildrer Eders herkomst, som det sømmer sig. I har jo nemlig ikke blot taget et stort rige i arv efter Eders fader, men yderligere øget det ved at underlægge jer Eders naboer. Ved at udvide Eders herredømme således, at det også omfatter Elben med dens ebbe og flod, har I føjet en ikke ringe berømmelse til den store navnkundighed, I i forvejen havde vundet. I er ved Eders store bedrifter blevet Eders forgængeres overmand i henseende til ære og berømmelse, thi selv imod dele af det romerske rige (Saxo terminologi for det tysk/romerske kejserrige) har I vendt Eders våben. Og da I har ord for at være i højeste grad både tapper og gavmild, er det ikke til at sige, om I mest skræmmer fjenderne i krig eller gør Jer elsket af Eders undersåtter ved Eders huldsalighed. Eders herlige bedstefader (Knud Lavard) tilbedes og æres nu af alle som helgen. Ved sin uforskyldte død vandt han udødelighedens krone, og hans helgenglans blænder nu dem, som han i sin tid underlagde sig ved sine sejre. Således randt der i virkeligheden mere kraft end blod af hans hellige sår. For øvrigt har jeg med den skyldige hørighed og lydighed, der fra gammel tid er gået i arv til mig, besluttet, at jeg vil stride for Eder, om ikke andet så dog med åndens våben. Det er jo vitterligt, at min fader og min bedstefader tjente Eders berømmelige fader som trofaste krigere. Jeg stoler jo altså på Eders gunst og bevågenhed, og for at følgende kan blive tydeligere, vil jeg begynde med at beskrive vort fædreland efter dets beliggenhed. For at de enkelte ting i fortællingen kan træde klarere frem, er jeg begyndt med at gennemgå de steder, hvor hver enkelt begivenhed er foregået, og gøre rede for, hvorledes stederne ligger. Danmarks rige er da således beliggende, at dets yderste dele dels begrænses af andre lande, dels af havet. Det indre beskylles imidlertid rundt om af havet, der 61

62 4. Saxos fortale skyder sig ind overalt og snor og bugter sig på mange måder, snart i smalle sunde, snart i brede strømme, så at det danner en mængde øer. Da Danmark således gennemskæres af havet, har det kun få sammenhængende fastlande, og disse adskilles fra hverandre ved mange sunde og bælter. Af disse fastlande indtager Jylland den første plads formedelst sin størrelse, og fordi riget så at sige begynder med det. Ligesom det ligger yderst, således strækker det sig også helt ned til Tyskland, hvorfra det skilles ved Ejderfloden, mens det mod nord bliver noget bredere og strækker sig op til Skagerrak. I Jylland ligger Limfjorden, der er så rig på fisk, at folk dér på egnen synes lige så meget at have deres næring af den som af jorden. Til Jylland grænser også Lille Frisland, hvis jordsmon skråner ned fra Jyllands højdedrag, så det ligger meget lavere og som følge af havets oversvømmelser giver overmåde rig grøde. Tvivlsomt er det dog, om disse oversvømmelser gør folkene der mest nytte eller fortræd. Når det stormer stærkt, bryder bølgerne for det meste igennem de dæmninger, hvormed de beskytter sig mod havet, og vælter sådanne vandmasser ind over markerne, at de undertiden ikke blot bortskyller afgrøden, men også mennesker og huse. Øst for Jylland ligger Fyn, som kun skilles fra fastlandet ved et temmelig smalt bælt. Ligesom Fyn har Jylland liggende mod vest, således vender det mod øst til Sjælland, der må prises for sin overvættes frugtbarhed og også overgår alle rigets andre landsdele i fagerhed. Mange mener også, at denne ø ligger midt i landet, så at der fra den er lige langt til alle dets udkanter. Øst for Sjælland ligger Skåne, skilt derfra ved et sund, som hvert år plejer at fylde fiskernes garn med rig fangst. Der er for det meste så fyldt op med fisk, at skibene undertiden bliver siddende fast og knap kan ros igennem dem. Man har ikke nødig at bruge garn for at fange dem, men kan ligefrem tage dem op med hænderne. Fra Skåne skyder Halland og Blekinge sig ud som to grene, der fra den samme stamme bøjer sig vidt ud fra hinanden, idet Halland strækker sig op imod Norge og Blekinge imod Götland. I Blekinge er der i øvrigt en klippe, over hvilken der går en fodsti. Klippen er oversået med sære skrifttegn. Stien strækker sig lige fra havet imod syd op i Värends stenede ødemark. Den er indfattet på langs af to linier, der kun ligger et lille stykke fra hinanden. Det flade mellemrum imellem dem er overalt helt gennemfuret af skrifttegn. Skønt fladen ligger i temmelig forskellig højde, idet den snart går over høje klipper og snart over dale, ser man dog stadig bogstaverne holde rækken. Kong Valdemar, Hellig Knuds velsignede søn, som undrede sig såre herover, sendte folk over for at komme på det rene med, hvad den skrift betød. De gik over klippen og undersøgte omhyggeligt den hele række af skrifttegn og skar dem senere ud i stave, ganske som de var indristede. De kunne imidlertid ikke få nogen mening ud af dem, fordi hulhederne dels var fyldt med jord og skarn og dels udslidt af fodtrin, så på grund af det slid, der var sket på stien, løb tegnene forvirret over hinanden. Heraf kan man se, at selv hvad der er indristet i hårde klipper, i tidens løb kan udslettes af fugtighed, skarn og regnskyl. Eftersom Danmarks rige såvel i henseende til sprog som til beliggenhed er nær pårørende med Sverige og Norge, vil jeg også omtale disse landes beskaffenhed. De ligger op imod Nordpolen under Karlsvognen og Nordstjernen og strækker sig helt op til den kreds, hvor der hersker evig frost. Hinsides den kan ingen bo på grund af kuldens uhørte strenghed. Imod Norge har naturen kun været lidet gunstig. Det er et fælt stenet land, alle vegne opfyldt med golde fjelde og klipper, så hvor man ser hen, ser man kun ødemarker og uhyggelige bjerge. Højst imod nord i dette land fjæler solen sig ikke om natten. Det er, som om den ved sin stadige nærværelse lader hånt om de skiftende timer, idet den lyser ved samme glans både nat og dag. 62

63 4. Saxos fortale Vest for Norge, omskyllet af det store hav, ligger den ø, som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for mennesker, men de ting, der er at fortælle om den, er utrolige, så vidunderlige de er. Der er en kilde, som med sit rygende vand forvandler en hvilken som helst tings naturlige beskaffenhed. Hvad der besprænges med dunsterne af dens røg, bliver så hårdt som sten. Det er ikke så lige at sige, om det er mest forunderligt eller farligt, at der kan være en sådan hårdhed gemt i det bløde, flydende vand, at hvad der overgydes af dets rygende damp, pludselig forstenes, om det end beholder sin udvortes skikkelse. Der skal også være andre kilder dér, i hvilke vandet snart stiger således, at det går over sine bredder og sprøjter højt i vejret. Snart svinder det helt bort og synker i jordens skød, så der næsten intet er at se på bunden af det. Snart overstænker de, når de svulmer op, alt, hvad der kommer i nærheden af dem, med hvidt skum. Snart er de helt forsvundne, så selv de skarpeste øjne ikke kan opdage dem. På samme ø findes der også et bjerg, der ligesom Ætna står i brand og uafladeligt spruder ild. Dette er ligeså sælsomt som det ovenfor omtalte, thi skønt der ruger den stærkeste kulde over jorden, må den altså have en sådan overflod af hede i sig, at den lønligt kan holde en stadig ild ved lige og bestandig give brændsel til at nære et sådant bål ved. Til bestemte tider kommer der en umådelig masse is drivende til denne ø. Når de første gang tørner imod de ru klipper, høres der fra dybet sælsomme råb og høje brøl, som om klipperne skreg, hvorfor man har troet, at det var sjælene af mennesker, der havde levet et syndefuldt liv og nu var dømte til at lide deres straf og sone, hvad de havde forbrudt, her i den svare kulde. Men for at vende tilbage til Norge, som jeg må beskrive lidt nøjere, så må man vide, at det mod øst grænser til Sverige og Götland og mod vest og syd omgives af havet. Mod nord vender det imod et land, hvis beskaffenhed og navn er ukendt. Her bor der ingen mennesker, men der er fyldt op af sælsomme uhyrer. Det er skilt fra den lige overfor liggende del af Norge ved et umådeligt hav. Da sejladsen på det er såre usikker, er der kun yderst få, som er kommet lykkelig hjem igen efter at have vovet sig ud på det. Havets løb er for øvrigt således, at det til den ene side efter at have gennemskåret Danmark går videre og slår en stor bugt syd om Gotland. Til den anden side går det op nord om Norge og ind imod øst, hvor det danner en stor bredning og ender i en bugt, som vore forfædre kaldte Gandvig. Imellem Gandvig og havet syd for er der kun et smalt stykke fast land, der vender ud mod begge have. Havde naturen ikke sat dette grænseskel mellem de to have, der er så nær ved at flyde over i hinanden, ville Sverige og Norge have udgjort en ø. I den østlige del af disse egne bor Skridfinnerne - et folkefærd af ivrige jægere, som bruger en egen slags skridsko, på hvilke de færdes omkring på ellers utilgængelige bjerge. De når, hvorhen de vil, ved sindigt at sno og dreje sig, thi der gives ikke nogen klippe så høj, at de ikke ved snildt at krydse sig frem kan nå op på toppen af den. Fra dalbunden arbejder de sig nemlig i bugtninger op ad klipperne og styrer deres løb med mange svingninger således, at de til sidst efter at have gjort mangfoldige sving, når den top, de ville gå op på. De plejer at sælge dyrehuder til nabofolkene. Sverige grænser mod vest til Danmark og Norge. Mod syd og for en stor del også mod øst vender det ud til havet. Hvor dette hører op på østsiden, bor der en mængde forskellige barbariske folkefærd. At Danmark i gamle dage må have været beboet af kæmper, har vi vidnesbyrd om i de overordentlig store sten, der er anbragt over de gamles grave og huler. Skulle nogen tvivle på, at dette er gjort ved hjælp af kæmpekræfter, så lad ham blot se op på toppen af nogle af vore bakker og sige os, i fald han kan, hvem der skulle kunne have 63

64 4. Saxos fortale slæbt så mægtige blokke helt der op. Enhver, som skønner, hvad det er for underværker, som dér er gjort, må anse det for utænkeligt, at almindeligt menneskearbejde eller almindelige menneskelige kræfter skulle kunne få sådanne masser, som det er vanskeligt eller umuligt blot at rokke på flad mark, slæbt op på toppen af så høje bakker. Hvorvidt det er de jætter, som har levet efter syndfloden, der har udrettet dette, eller det er mennesker, som har overgået andre i henseende til legemskræfter, derom er intet overleveret os. Hos os holder man imidlertid på, at det er de samme, som nu til dags siges at bo i den vilde og utilgængelige stenørken, jeg før talte om, og som skal have en sådan evne til at forandre deres legemer, at de pludselig og på den forunderligste måde snart kan være nær og snart langt borte. De kan snart komme til syne og snart forsvinde. Det er forbundet med skrækkelige farer at komme did, og det er sjældent, at nogen der har prøvet derpå, er sluppet helskindet derfra og nået hjem igen. Og nu går jeg over til, hvad jeg egentlig vil fortælle. 64

65 5. Saxos angler, daner og jyder 5 Saxos angler, daner og jyder 5.1 Dan og Angel Saxo begynder sin fortælling om danernes bedrifter således: (Saxo 1.1.1) Dan og Angel, Humbles sønner, fra hvem danskerne har deres oprindelse, var vort folks grundlæggere; om end den frankiske krønikeskriver Dudo vil vide, at danerne nedstammer fra grækerne, som også kaldes danaerne, og således har fået deres navn fra dem. Dan og Angel var også de første, som herskede i landet, men selv om de med folkets enstemmige samtykke besad kongelig magt og myndighed, som følge af deres tapperhed, bar de ikke kongetitel. Thi kongetitlen var på den tid endnu ikke kommet i brug blandt vore forfædre. Den enkle årsag til, at Saxo ikke gjorde dem til konger, er antageligt, at Dan og Angel var symbolske repræsentanter for to af de toneangivende folk i "Danmark" i 400-tallet. Måske var det Saxo-tiden, som opfandt de symbolske brødre med en fælles far Humble 63, som kunne antyde et oprindeligt rige, der hørte sammen helt til Ejderen. Anglerne kunne derefter elimineres elegant fra det fremtidige ejerskab til landet, fordi de udvandrede, mens de jyske folk er holdt udenfor. Inden vi tager fat på danernes sagnhistorie, er det derfor passende at tage afsked med anglerne, som i e.kr. udvandrede til England i stort tal 64. (Saxo 1.1.2) Angel, fra hvem anglerne siges at stamme, gav den del af landet, han regerede over, sit navn, hvorved han på en let måde gjorde sit navn udødeligt. Hans efterkommere erobrede nemlig senere Britannien og gav dette rige navn (Anglia/England) efter deres gamle fædreland i stedet for det navn, det fra gammel tid havde været kaldt ved. Det var en anseelig bedrift - som vi kan se det hos den navnkundige gejstlige skribent Beda, der selv var født englænder og som foruden at skrive om gudelige ting også lagde vægt på at skrive om sit fædrelands historie. Han anså det nemlig for at være 63 Lignende navne kendes både som en af de tidligste gotiske forfædre, Hulmul, i Jordanes XIV, 79, og som den hunniske konge, Humla, i Hervararsaga (Hlødskvida). 64 Den engelske munk fra begyndelsen af 700-tallet er en af hovedkilderne hertil. Bertram Colgrave: Bede's ecclestiacal history of the English people,

66 5. Saxos angler, daner og jyder en kristen skribents pligt at skildre forfædrenes bedrifter i lige så høj grad som at skrive om teologiske emner. 5.2 Anglerne Vermund og Uffe hin Spage Saxo har efter jyden Amled, som vi møder senere, kongerækken Vigleik Vermund Uffe Dan, mens Skjoldungesaga kun har Vermund og Dan mellem de første fyldkonger. Hos Saxo - og i øvrigt også Sven Aggesen - fører det til sagnet om Uffe hin Spage. Sagnet om Offa kendes imidlertid også fra det oldengelske Widsith-digt, hvor det foregår i anglernes gamle område ved Ejderen. Derfor skal vil lægge mærke til, at kongelisten fra det angliske Mercia i England begynder med kongerne Withlaeg Waermud Offa Angeltheow, dvs. de tre første kongenavne ovenfor. Vi kan derfor roligt fjerne det fra danernes sagn, da det må handle om anglernes konger inden afrejsen til England i 400-tallet. Da det i traditionen altid har stået som en del af danskernes nationale identitet, skal vi lige mindes sagnet om Uffe hin Spage her: (Saxo 4.3.1) Vermund levede i lange tider i den største tryghed, mens landet nød en langvarig og lykkelig freds velsignelser. I sin ungdom fik han ingen børn, men på hans gamle dage var lykken ham så god at skænke ham en søn, der blev kaldt Uffe. Han overgik alle sine jævnaldrende i størrelse og våbenførhed, men gik i sin tidlige ungdom for at være så sløv og tåbelig, at han syntes helt uegnet til at tage vare både på sine egne og landets sager. Han plejede nemlig i sin opvækst hverken at lege eller på anden måde more sig og var så ligegyldig overfor alt, som ellers plejer at fornøje menneskenes børn, at han aldrig lukkede munden op, og at man aldrig så et smil på hans læber. Men var han anset for en tumpe i ungdommens dage, fik han siden den foragt, man nærede for ham, til at slå over til berømmelse. Lige så stort et drog han havde været, lige så stort et forbillede blev han med hensyn til klogskab og tapperhed. Under hensyn til sønnens dvaskhed lod faderen ham gifte sig med en datter af Jarl Frøvin af Slesvig, fordi familieforbindelse med denne fremragende mand kunne blive til uvurderlig støtte for ham, når han en gang skulle stå for styret af riget. Frøvin havde også to unge sønner, Kette og Vig, hvis ypperlige egenskaber Vermund forventede skulle komme hans søn lige så meget til gode i fremtiden som Frøvins. (Her udelades et længere afsnit (Saxo ) om krig med svenske-kongen Adils. Denne Adils blev slået ihjel af to mand, hvilket blev anset for en skændsel for Vermund og hans folk. Fortællinger og navne må her være blandet sammen, da Eadgils også var et kongenavn blandt de frisiske naboer - med hvem denne kamp var langt mere sandsynlig.) (Saxo 4.4) Da Vermund mistede synet af ælde, mente kongen af Sachsen, at Danmark nu stod uden hersker. Han sendte bud om, at Vermund skulle overlade styrelsen af riget til ham, da han på grund af sin alder ikke var egnet til at styre. Han skulle jo ikke klynge sig så længe til magten at landet lå lovløst og forsvarsløst hen. For hvordan kunne man kalde ham for konge, når både hans sind og øjne var lige formørkede af alderdommens dystre tåger? Hvis Vermund afslog, havde han måske en søn der turde tage 66

67 5. Saxos angler, daner og jyder mod en udfordring til tvekamp fra hans søn, for så var han villig til at lade riget tilfalde sejrherren. Men hvis han afviste begge disse forslag, skulle han få at mærke, at han ikke ville lade det blive ved formaninger, men sætte sin vilje igennem med våben, så han tvunget skulle komme til at give ham, hvad han ikke ville give ham frivilligt. Da Vermund hørte dette, sukkede han dybt og svarede, at det var en stor skam at smæde ham for hans alderdom, da han ikke havde pådraget sig den ulykke at blive gammel ved i sin ungdom fejgt at undgå kamp. Ikke mindre utilbørligt var det at laste ham for hans blindhed, eftersom den lyde for det meste følger med alderdommen. Det var en ulykke, man snarere burde ynke end håne ham for. Med større ret kunne man lægge sakserkongen til last, at han ikke, hvad der havde sømmet sig bedre, hellere afventede en gammel mands død end krævede riget af ham, eftersom det var bedre at blive en død mands efterfølger end at plyndre ham, medens han var i live. Men for at han ikke skulle få ord for som en gal mand at afstå sin gamle friheds herlighed til en fremmed magt, ville han selv tage imod udfordringen. Hertil svarede sendemændene, at de vidste, at deres konge ville holde det for en tort at kæmpe med en blind mand, eftersom en så latterlig kamp snarere ville blive anset for en skam end for en hæder. Det sømmede sig bedre, at begge kongers ætlinger afgjorde sagen. Da danskerne ved at høre dette blev ganske målløse og i deres bestyrtelse ikke vidste, hvad de i en hast skulle svare, trådte Uffe, der tilfældigvis var til stede, frem og bad, som om han efter at have været stum pludselig havde fået mæle, sin fader om lov til at give svar på tiltale. Da Vermund nu spurgte, hvem det var, der havde bedt om lov til at tale, og hans hirdmænd svarede, at det var Uffe, sagde han, at det var nok, at fremmede i deres hovmod drev spot med hans ulykke. Hans egne burde ikke således håne ham. Men hirdmændene blev ved at forsikre, at det virkelig var Uffe. Kongen sagde da, at hvem han så end var, skulle det stå ham frit for at sige, hvad han havde på sinde. Uffe sagde da til sakserne, at det tjente til intet, at deres konge krævede riget, thi det havde såvel sin egen konge som tapre mænds våben og snilde til værn. Desuden havde kongen også en søn, der var arving til riget, og han ville lade dem vide, at han ikke blot ville kæmpe med deres konges søn alene, men samtidig med en hvilken som helst af deres gæveste landsmænd, han ville tage med. Da sendemændene hørte det, gav de sig til at le, idet de holdt hans ord for tomt pral. Stedet og tiden for kampen blev dog ufortøvet fastsat, men alle de, der var til stede, undrede sig højlig over, at Uffe så uventet havde talt og udæsket sendemændene. De vidste ikke, hvad de mest skulle undres over, at han havde talt, eller at han havde talt så frejdigt. Da sendemændene var draget bort, roste Vermund den, der havde svaret dem, fordi han havde lagt så stor tillid til sit mod for dagen, at han havde udæsket ikke en, men to. Han sagde, at han hellere ville afstå riget til ham, hvem han så var, end til en overmodig fjende. Men da alle vidnede, at det virkelig var hans søn, der med ophøjet selvtillid havde givet et stolt svar på sendemændenes hovmodige tiltale, bød han ham komme nærmere, for at han ved at føle med hænderne kunne overtyde sig om, hvad han ikke kunne se med sine øjne. Efter omhyggeligt at have befølt ham og efter lemmernes størrelse og form havde skønnet, at det var hans søn, begyndte han at fæste lid til, hvad de sagde. Han spurgte sønnen, hvorfor han med største flid havde skjult sin herlige stemme og i hele sin levetid givet sig ud for målløs og afholdt sig fra alt samkvem, hvortil der kræves tale. Man måtte derfor tro, at han fuldstændigt manglede mæle og var stum fra fødslen af. Hertil svarede Uffe, at det hidtil havde været nok, at hans fader førte ordet, og han havde ikke haft nødig at bruge sit mæle før nu, da han mærkede, at hans landsmænds sindighed blev bragt i knibe af fremmedes mundkådhed. Da kongen fremdeles spurgte, hvorfor han havde udæsket to i stedet for en, svarede han, at han foretrak den kampmåde for ved en enkelt mands dåd at udslette den tort, det var for danskerne, at der havde været to om at fælde 67

68 5. Saxos angler, daner og jyder Adils. Han foretrak ved en ny prøve på tapperhed at aftvætte den gamle skamplet. Således burde den skændselsdåd bringes i glemme ved ny hæder. Vermund sagde, at det var velbetænkt alt sammen, og bød ham øve sig i våbenbrug, som han havde lagt sig alt for lidt efter. Da der nu blev bragt våben, viste det sig, at han var alt for før til at kunne bruge de andres brynjer. De var alt for snævre til hans brede bryst, så han sprængte ringene, og der var ikke en at finde, som passede ham. Til sidst, da han ved sit legemes voldsomme bevægelser også sprængte sin faders brynje, bød Vermund, at den skulle skæres op i venstre side og spændes sammen. Det gjorde ikke så meget, sagde han, at den gabede i den side, hvor skjoldet dækkede ham. Han bød ham nu med største omhu vælge sig et sværd, som han trygt kunne bruge. Der blev bragt adskillige, men så snart Uffe tog om fæstet og prøvede dem, brast de alle. Der var ikke et iblandt dem, som var så stærkt, at det ikke sprang i stumper og stykker, første gang han svang det. Kongen havde imidlertid et sværd, som hed Skræp. Det var så ualmindelig hvast, at det med et hug kløvede, hvad det skulle være. Der var ikke den ting, som så hård, at den kunne stå sig for dets æg. Men da Vermund tvivlede på, at hans søn ville blive til noget, havde han gravet det dybt ned i jorden for ikke at efterlade det til andre, eftersom han ikke undte nogen anden det. Da de nu spurgte ham, om han ikke havde et sværd, der passede til Uffes kræfter, sagde han, at han havde et som passede, hvis han blot kunne finde det sted, hvor han i sin tid havde gravet det ned. Han bød dem føre ham ud på marken, og ved hele vejen at spørge sig for hos dem, der ledede ham, fik han omsider kending på stedet, lod sværdet grave op og gav sin søn det. Da Uffe så, hvor medtaget det var af rust ved at have ligget så længe i jorden, tvivlede han om, at det duede, og spurgte, om han skulle prøve det ligesom de andre. Det var altid bedst at prøve sværd, før man skulle bruge det, sagde han, men Vermund svarede, at hvis det også sprang i stykker, når han svang det, var der intet der var stærkt nok til hans kræfter. Så det var bedst at lade være, da man ikke kunne vide, hvorledes det ville gå. Da den aftalte tid kom, begav de sig til kamppladsen. Det var en holm i floden Ejderen, som man kun til skibs kunne komme over på. Uffe begav sig ene derover. Sakserkongens søn havde en vældig kæmpe med. På begge flodens bredder var der fuldt af mennesker, som var ivrigt opsatte på at se, hvad der skulle gå for sig. Mens nu alle stod og stirrede over på holmen, satte Vermund sig ud på broens yderste ende. Det var nemlig hans agt at kaste sig i floden, hvis det føjede sig sådan, at Uffe blev overvundet. Thi han ville hellere følge ham i døden end opleve den sorg at se sit land gå til grunde. Begge de unge saksere angreb nu Uffe, men da han ikke stolede på sit sværd, bødede han blot for huggene med skjoldet. Han besluttede tålmodigt at føle sig frem for at komme på det rene med, hvem af dem han især burde tage sig i agt for, for at han i alt fald kunne gøre det af med ham med et hug. Vermund, som troede, at den tålmodighed, hvormed han tog imod deres hug, kom af svaghed, rykkede lidt efter lidt længere ud på broens skrå kant for, i fald sønnen fik sin bane, at søge døden ved at styrte sig ud. Men lykken holdt sin hånd over den gamle mand, der elskede sin søn så højt. Uffe opfordrede nemlig kongesønnen til at angribe ham med større iver og øve en tapper bedrift, der svarede til hans høje herkomst, for at ikke hans staldbroder, der var af ringe byrd, skulle få ord for at overgå ham i tapperhed. Dernæst bad han kæmpen, for at prøve hans mod, om kækt at følge sin herre efter og formanede ham til ved herlig våbendåd at vise sig værdig til den tillid, kongesønnen havde vist ham ved at vælge ham alene frem for alle andre til staldbroder i kampen. Kæmpen kunne for skams skyld ikke andet end efterkomme opfordringen og rykkede ham nærmere på livet, hvorpå Uffe hug ham tværs over med sit første hug. 68

69 5. Saxos angler, daner og jyder Da Vermund hørte det, kom der liv i ham. Han kunne høre, at det var hans søns sværd, sagde han, og spurgte, hvor det drabelige hug havde ramt. Hertil svarede hans hirdmænd, at Uffe ikke havde ramt noget enkelt sted, men hugget hele karlen lige tværs over. Så rykkede Vermund bort fra kanten og satte sig længere ind på broen, thi nu var han lige så opsat på at leve, som han før havde været på at dø. Nu opfordrede Uffe, som nok gad gøre det af med den anden fjende på samme måde som med den første, med kraftige ord kongesønnen til at hævne sin staldbroder, der var gået i døden for ham, ved at fælde hans banemand som et sonoffer for hans drab. Da han nu blev nødt til at efterkomme hans opfordring og rykkede nærmere, udsøgte Uffe sig omhyggeligt et sted, hvor han ville føre sit hug. Da han var bange for, at sværdæggen var for spinkel i forhold til hans kræfter, vendte han den anden side til og hug ham midt over. Da Vermund hørte det, sagde han, at nu hørte han for anden gang lyden af Skræp. Da det blev sagt ham, at nu havde hans søn fældet begge fjenderne, brast han i gråd af overstrømmende glæde og udgød således i fryd de tårer, sorgen ikke havde kunnet afpresse ham. Mens sakserne opfyldte af sorg og skam under bitre klager holdt deres kæmpers ligfærd, modtog danskerne Uffe med jubel. Således blev skammen over Adils' død udslettet ved saksernes beskæmmelse. (Saxo 4.5) Da Saxland således var kommet under Danmark, kom Uffe, som man havde troet ikke en gang var mand for tilbørligt at herske over et land, til at stå for styret i begge riger efter sin fader. Adskillige kalder ham Olaf, og på grund af sin sagtmodighed fik han tilnavnet hin Spage. Hans senere bedrifter er ved forfædrenes forsømmelighed ikke blevet tilbørligt optegnede, men det må antages, at de er blevet ypperligere og ypperligere, efter at han havde gjort så berømmelig en begyndelse. I anledning af den korte omtale af hans bedrifter vil jeg gøre opmærksom på, at vort lands fattigdom på skribenter har unddraget vore berømmelige mænd meget af den hæder og ihukommelse, de havde krav på. Havde lykken føjet det så, at latinen allerede i gamle dage havde været i brug i vort land, ville vi nu have haft utallige bøger om danske mænds bedrifter at læse i. Dermed fik Saxo skabt en dansk helt, som altså i sin oprindelse havde meget lidt med danerne at gøre. De angler, der udvandrede, slog sig ned i England - primært sammen med deres gamle naboer, sakser og jyder, men også andre folk har deltaget. Indvandrerne slog sig ned i de områder, som havde været regeret af romerne. Her trængte de den keltiske befolkning af britter og picter væk fra magten hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med at folkene blev fortrængt fra området. Jydernes vigtigste område var Kent, mens sakserne dominerede områder som Essex, Wessex og Sussex. Anglerne slog sig fortrinsvis ned i de nordlige og østlige dele, herunder East Anglia, Northumbria og Mercia. Fra de angliske kongeriger kender vi de oldengelske digte, Beowulf og Widsith. Den kendte version af Widsith består af 3 skjaldedigte med en oprindelse i det 7. århundrede eller senere, som opremser fortidens konger og folk. Man havde dog ikke glemt de gamle rødder, for en særlig behandling får angleren Uffe: (Widsith 36-45) Uffe regerede anglerne, Alewih danerne. Han var den modigste af alle disse mænd, 69

70 5. Saxos angler, daner og jyder men kunne ikke slå Uffe i våbendåd, og den ædle Uffe overvandt, mens han stadig var dreng, de største kongeriger i kamp. Ingen i den alder har nogensinde modtaget mere ære end han gjorde. Med sit sværd alene markerede han grænsen mod myrgingerne ved Fifeldore. Angler og svaefer respekterede den, efter at Uffe havde vundet den. Figur 9. Kort - Anglernes riger OPPLAND Uppsala UPP-LAND Helgø ROGALAND VESTER- GØTLAND ØSTER- GØTLAND GOTLAND SCOTLAND SKAGERRAK KATTEGAT SMÅLAND ØLAND IR- LAND NORTHUMBRIA NORDSØEN JYLLAND SKÅNE Lejre SJÆL- ØSTERSØEN FYN LAND Gudme BORNHOLM ANGEL WALES Humber MERCIA EAST ANGLIA WESSEX ESSEX Thames KENT SUSSEX KANALEN Sutton Hoo Tournais Shelde FRANKEN Maas Frisere Aachen Ejder NORDFRISIEN Vestherulere Ems Rhinen Weser Saxere Varni Elben Oder POMMERN Vistula Kort over Nordsøen, som viser beliggenheden af anglernes gamle hjem i Sønderjylland (Angel) i forhold til de nye områder i East Anglia, Northumbria og det østlige Mercia. Sakserne slog sig fortrinsvis ned sydvest herfor, mens nogle jyder slog sig ned i Kent. Disse fordelinger er stærkt forenklede. Da nordboerne ikke brugte sejl på den tid, har man fulgt den frisiske kyst, inden man krydsede over. Saxos Uffe mødtes med sakserne på en holm i Ejderen og markerede sit lands suverænitet med sit sværd. Da folkene stod på hver side, må den være regnet som en grænseflod. Uffe regerede altså nord for Ejderen, og halvøen mellem Slien og Flensborg Fjord hedder da også stadig Angel. Den slesvigske Rydårbog nævnte, at holmen i Ejderen ved Rendsborg stadig i 1200-tallet hed "Konungikamp". Der er næppe tvivl om, at Saxos Uffe hin Spage og Widsiths angliske Uffe er samme figur. 70

71 5. Saxos angler, daner og jyder Af fødsel var Widsith ifølge digtets indledning selv myrginer. "Fifeldore" tolkes normalt som Ejderens munding 65 på vestkysten. "Myrgingas" 66 må derfor efter teksten antages at være vestherulere eller saksere boende i det på den tid relativt folketomme marskområde i Ditmarsken eller Nordfrisien omkring Ejderens udmunding i Nordsøen. Det skal bemærkes, at selv om den engelske historiker Beda 67 taler om en tom hjemegn, er nogle angler uden tvivl blevet tilbage i Jylland. Her smeltede befolkningen af kimbrer, haruder, eudoses og angler m.fl. med tiden sammen til en mere homogen gruppe under betegnelsen jyder, mens Nordfrisien blev fyldt op af frisere i 700-tallet. Uffe hin Spage er altså Uffe i Widsith, mens danernes kong Alewih 68 er ukendt i dansk sagnhistorie. Han har øjensynligt ligesom Uffe levet i 400-tallet. Som tidligere nævnt var Gudme tidens ubestrideligt rigeste handelsplads i "Danmark" på grund af sin centrale beliggenhed for de nordiske handelsveje. Mens det sjællandske høvdingesæde Himlingøje var forsvundet, kulminerede Gudme omkring 500 e.kr. og forsvandt i 600- tallet 69. Danernes egne ældste krøniker var øjensynligt koncentreret om konger med tilknytning til Lejre, som iflg. arkæologien må have været religiøst sjællandsk høvdingesæde Lejre ophørte så sent, at stedets slægt stadig eksisterede med sine sagn i behold, da kirkens skribenter kom til - i modsætning til Gudme. Tidspunkt og sammenhæng gør det nærliggende at tænke sig, at Alewih var konge i det markante Gudme. Det er imidlertid rent gætteri. Vi ved ikke, hvornår danerne opstod inden 500-tallet, og vi ved ikke, om de også sad på Østfyn. 5.3 Rig, Dan og Kon Hos Saxo hedder Uffes søn Dan, og efter ham følger i Bog IV en stort set indholdsløs række af fædre og sønner, som slutter med Fridlev - ifølge Saxo far til Frode IV. Teoretisk kan nogle af navnene være tidligere konger, men på det tidspunkt før 500-tallet var danernes område antageligt opdelt i små høvdingedømmer Procopius nævnte dem som nationes i flertal. I Skjoldungesaga forekom en tilsvarende "parkering" af tvivlsomme figurer i figur 1. Også her skal vi frem til Frode IV, hvor vi kan samle de fleste af Frode-sagnene. Dan var muligvis den senere Iver og indgik slet ikke i Skjolds mandslinie, men var gift med en jysk prinsesse, 65 Kemp Malone: Widsith, 1936, London. En gammel version af flodnavnet var Eigedore. 66 Nogle mener, at navnet er afledt af "mørk", tolket som "skovfolket". Derimod ser Kemp Malone og RGA det som forbundet med tysk "moor" og nordisk "myr" (mose/marsk) i betydningen "marskfolket" - svarende til Rökstenens mariki = heruler i bogens appendiks. 67 Beda: Historia Ecclesiastica (J.E.King 1930) 68 Kan dog teoretisk være en forvanskning af Åle/Olav/Åleif. 69 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (side og 230) 71

72 5. Saxos angler, daner og jyder Olava/Olufa. Herved blev han konge i Jylland, hvorefter han senere erobrede magten fra en sjællandsk Åleif. Arngrimur Jonssons version af Skjoldungesaga præciserer, at Danmark først blev samlet af denne kong Dan tretten konger efter den sjællandske Skjold - en sammenhæng, som vi tager op i et senere kapitel. Det er interessant, at Skjoldungesagaen i forbifarten desuden nævner Dan som søn af Rig, som vi kender fra digtet Rigsthula. Rigsthula fortæller, hvordan guden Heimdal kom til menneskene i skikkelse af Rig og blev far til samfundets klasser: Jarler, bønder og trælle. Jarlernes stamfar blev på den måde Jarl, og det var hans yngste søn Kon (konge?), som sidste del af digtet koncentrerede sig om. Kon kunne sløve modstanderens sværd, og Rig lærte ham at forstå fuglenes og de hemmelige runers sprog. Dette belærende digt om samfundsstrukturen falder uden for de sammenhænge i gudeverdenen, som Snorre beskrev, og digtets slutning forekommer desværre kun i brudstykker. I et af disse sidste brudstykker hånede en krage Kon med, at Danp og Dan var bedre krigere. I Skjoldungesaga dukker Dan nu op som søn af Rig - dvs. farbror til Kon. Samtidig præsenteres også Danp som forfader til Dans mor Dana, som kom fra Danpsted. Arngrimur Jonsson funderede over, om de var jyske konger og Danpsted en jysk by, men i sagaerne var Danp den russiske flod Dnepr, og i Hervarar-saga, hvor goter og hunner kæmper, omtales byen Arheimar ved Danp 70. Der må være sket en sammenblanding af gamle "vandresagn", og samfundsopbyggelig digtning omkring den kong Dan, som samlede Danmark. Tanken må uvilkårligt strejfe, om denne Dans slægt på mødrene side har haft tilknytning til Dnepr-egnene - hvor goterne og herulerne havde boet. Vi står altså med resterne af en oprindelseshistorie for rigssamleren Dan, som er en parallel til den traditionelle Skjold-historie, hvor begge indeholder en kobling til guderne - men de er meget forskellige. Dan har intet med Vermund og Uffe at gøre, som Saxo hævder, og det skal vise sig, at Skjoldungesagaens indikation af en langt senere placering hænger meget bedre sammen. Axel Olrik gjorde da også opmærksom på, at i andre islandske kongelister, som Langfeðgatal, er Vermunds datter Olava en mandlig Olav, som vel næppe kan have været gift med en Dan. Manipulationerne for at skaffe en guddommelig baggrund har medført totalt kludder i kongerækkerne. Det er derfor væsentligt for os, at Beowulf er overleveret fra et tals manuskript dvs. at disse genealogier er udskilt før de kristne 70 Widsith placerede Reidgoterne ved Vistula, hvor goterne opstod (Wielbark-kulturen). Derefter flyttede de til den russiske flod Dnepr/Danp (Cherniakov-kulturen), og østgoterne, som Røkstenen kaldte Hreidgoter, endte i Italien. Det var først Snorre, der knyttede navnet til Jylland. 72

73 5. Saxos angler, daner og jyder nordiske rekonstruktionsprocesser i tallet. Det danske roderi og Beowulfs anderledes rækkefølge er en vægtig begrundelse for at bryde Skjoldunge-sagaens kongerække op, fjerne den jysk/angliske sekvens og slå Frode I, III, IV og V sammen i overensstemmelse med bogens grundlæggende princip. Denne Frode bliver den første markante konge, hvor man kan fornemme spor af et historisk indhold. Vi gemmer derfor Danmarks første samling til senere og koncentrerer os i første omgang om en sagnkreds omkring de østdanske danere, hvis hovedsæde normalt omtales som Lejre. Nogle af kongerne kan dog lige så godt have haft hovedsæde i Uppåkre. Sandsynligvis bestod de af flere høvdingedømmer koncentreret ved farvandene omkring Sjælland - dvs. Sjælland, Vestskåne, Halland, Lolland/Falster og måske Østfyn. Fælles for de fleste af sagnkredsene er, at Frode via en konge i en eventyrverden mellem guder og mennesker kobles til en symbolsk Skjold med guddommelig afstamning. 73

74 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading 6 Eventyrkongerne Skjold og Hading 6.1 Skjoldungerne (Saxo 1.1.3) Fra Dan nedstammer efter de gamles vidnesbyrd vor kongeslægt, som fra denne ypperlige begyndelse har siddet på Danmarks trone lige ned til vore dage. Med denne påstand begynder Saxo sin danske kongerække efter den tidligere citerede bemærkning om, at kongenavn ikke var kommet i brug på Dans og Angels tid. Dans søn og efterfølger var endnu en Humble, som ifølge Saxo blev valgt ved følgende gamle valgprocedure 71 : (Saxo 1.2.1) Vore forfædre havde for skik, når de skulle kåre en konge, at stå på store sten, der lå fast i jorden, hvilket skulle vise, at valget var lige så fast og urokkeligt, som stenene de stod på. Hermed var Saxo klar til at skildre danernes kongeslægt helt frem til Valdemar den Store - Absalons fostbroder. Det skulle være en lang, næsten ubrudt række, hvor magten gik fra far til søn, men som nævnt allerede i indledningen var dette ikke sandheden. Humble blev hos Saxo frataget sin trone af broderen Hlød (Lother), men ellers har de to figurer ikke efterladt sig spor i sagahistorien. Derimod kender vi navnet Hlød blandt Odins sønner. Dermed er vi nået frem til Hløds søn Skjold, som ifølge både Sven Aggesen og sagaerne var danernes første konge herunder også Skjoldungesaga. I sagaerne var Skjold søn af Odin, mens han i Beowulf, som i den overlevende kristne version slet ikke omtalte Odin, elegant dukkede op på et skib som en anden Moses: (Beow 1-11) Lyt! Om spyddaner i fortids dage, om disse folkekonger, hørte vi om hæder og ære, hvordan disse ædle fyrster udførte deres modige bedrifter. Skjold Skefing vandt med stort mandskab mjødsæder fra mange folk indgød "eorla" frygt, efter at han først var blevet fundet lille og hjælpeløs: Alt fik han kompensation for, han voksede op under himlen og vandt ære, indtil alle nabostammerne, 71 Denne procedure skal sandsynligvis ses i sammenhæng med Saxos senere påstand om Isøre Tings karakter af oprindelig tradition. Troels Brandts artikel "Isøre havn og Ting" i Mellem Kattegat og Isefjord, Rørvig

75 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading over hvalens vej måtte adlyde og betale ham skat. Det var en god konge! Denne næsten bibelske ankomst nedskrevet i et kristent samfund er et eksempel på de forskellige politiske og religiøse hensyn, som gennem tiden har frembragt forvirring omkring kongeslægtens oprindelse - et problem som også kendes fra Ynglinge-slægten. Med Skjold og hans efterkommere opstår der dog en vis grad af enighed mellem kilderne, hvor vi skal se på Saxos udgave. Figur 10. Saxos første konger Skjoldunge-slægt Humble Dan Angel Lother Humble Skjold Norge/Uppsala Gram Svipdag Hading Guthorm Asmund Frode I Hunding Ubbe Halfdan Ro Skate Ro Helge Saxos første konger. Forslag til periodens genealogi ses sidst i kapitel 6.3. Bemærk, at Saxo i teksten skifter nationalitet fra Svipdag (norsk) til Asmund (Uppsala). (Saxo 1.3.1) Skjold skyldte vel sin far livet, men i adfærd slægtede han ham på ingen måde på, thi allerede i barndommen udviklede han sig på alle måder anderledes. I stedet for at træde i sin skændige fars fodspor, levede han op til sin farfars dyder, der ganske vist var fortidige, men derfor ikke mindre gode. I sin ungdom blev han berømt blandt sin fars jægere ved at få bugt med et grumt vilddyr, hvormed han gav forvarsel, om hvad man skulle vente fra hans side i fremtiden. Han havde nemlig en gang af sine 75

76 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading formyndere, der var ihærdige med at opdrage ham godt, fået lov til at gå med og se på jagten. Da der så kom en umådelig stor bjørn imod ham, og han ingen våben havde at værge sig med, bandt han vilddyret med sit bælte og holdt det således, indtil de andre kom til og fældede det. Han skal også i ungdommens dage have overvundet flere kæmper, som var berømte for deres kræfter, af hvilke der især gik stort ry af to, som hed Atle og Skate. Da Skjold var 15 år gammel, var han så stærk og velvoksen, at han kunne tage kampen op med hvem som helst, og han havde givet så store prøver på sin snilde, at alle Danmarks senere konger har taget navn efter ham og ladet sig kaldes Skjoldunger. Tilsvarende formanede han enhver, der levede et slapt og løsagtigt liv og satte sin manddomskraft til ved ødselhed og udsvævelser, til at slå ind på en bedre vej og tage sig noget nyttigt til. Og hvor store hans kræfter end var, så var hans mod og manddom endnu større. Han udøvede bedrifter, som man knap skulle tro, han kunne stå og se på, så ung som han var. (Saxo 1.3.2) Mens han nu som tiden gik nåede endnu videre, blev han udæsket til tvekamp af Skate, der var høvding i Tyskland, fordi han bejlede til den samme kvinde som Skate - en fager mø ved navn Alvilde. Kampen stod i hele den danske og tyske hærs påsyn, og Skjold fældede Skate. Tyskerne, som syntes at de selv var slået, når deres høvedsmand var fældet, underkastede sig Skjold, og således gjorde han tyskerne pligtige til at betale skat. (Saxo 1.3.3) Men Skjold udmærkede sig ikke kun i kamp, men også ved sin hengivenhed overfor fædrelandet. Han afskaffede uretfærdige love og indførte gode nye love i stedet. Alt hvad der kunne gavne fædrelandet lå ham på sinde. Riget som hans far havde mistet ved sin ondskab, vandt han tilbage med sine dyder. Han gav først den lov, at frigivne atter kunne gøres til trælle. En træl, som han selv havde skænket friheden, og som hemmeligt stræbte ham efter livet, straffede han ikke blot hårdt på denne måde, men han gav også den nævnte lov, som om det ikke var mere end ret og rimeligt at lade alle andre frigivne bøde for, hvad en enkelt havde brudt. Han betalte alle andres gæld af sin egen formue, og det var som om han kappedes med andre konger i tapperhed, gavmildhed og ædelmodighed. De syge lod han pleje og han bragte trøst og hjælp til dem, som led ilde. På alle måder viste han, at han bar større omsorg for fædrelandet end sig selv. Sine stormænd gav han ikke blot løn af egen lomme, men han lod dem også tage det bytte, man erobrede fra fjenden, thi som han sagde: Byttet tilkommer krigerne, æren er hærførerens. (Saxo 1.4.1) Den skønne mø, for hvis skyld han var gået i tvekamp, tog han som belønning, da han havde fældet medbejleren, og gjorde hende til sin hustru. Da der var gået en tid, fødte hun ham en søn, som blev kaldt Gram. Gram viste forbavsende anlæg, der i den grad mindede om hans fars, at man ligefrem skulle tro han trådte i hans fodspor Som beskrivelsen forløber, skulle man tro, at eventyrkongen Gram var frit opfundet af Saxo. Han blev først gift med sveakongen Sigtrygs datter Gro, som han frelste fra ægteskab med en jætte. Derefter besejrede han hendes far. Vi genfinder om lidt præcis samme forløb hos sønnen Hading, så det springes derfor over for Grams vedkommende. (Saxo ) Efter at Gram havde fældet kong Sigtryg, var det hans hensigt at sætte sig i besiddelse af Svealand, som han således havde underlagt sig med våbenmagt. Da han mistænkte Svarin, høvdingen i Götland, for at tragte efter at erobre det, udfordrede han ham til tvekamp og fældede ham. Da Svarins seksten brødre, hvoraf de syv var ægte, og ni var slegfredssønner, ville hævne hans død, tog Gram kampen op imod 76

77 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading dem, hvor ulige den end var, og fældede dem alle. Kong Skjold, som var blevet en ældgammel mand, gav nu sin søn andel i kongemagten for hans store bedrifters skyld, og fordi han regnede det for både nyttigere og behageligere nu, da han gik på gravens rand, at dele kronens byrde med sit eget kød og blod end at bære den alene. Det tog en højbåren sjællænder ved navn Ring ham ilde op. Han fandt nemlig, at Gram var for ung til en sådan ære, og at Skjold var for gammel, hvorfor han æggede en stor del af danskerne til at gøre oprør, idet han forestillede dem, at ingen af de to var egnet til at være konge, thi den ene var kun en dreng og den anden gik i barndom. I den strid, som deraf opstod, faldt Ring og kom således til at give bevis for, at mod og manddom kan trives i enhver alder. Den ejendommelige omtale af dette første tronskift i kongerækken skal muligvis ses som et indledningsvist forsøg på legalisering af den procedure, som Valdemar den Store indførte for at stabilisere kongemagten. Valdemar udpegede sin søn Knud, mens han stadig selv var ved magten 72. Det kan være baggrunden for Saxos "opfindelse" af den ellers ukendte Gram på dette sted som kopi af Hading. Saxos senere omtale af folkets kongevalg på Isøre 73 og Olaf Stams protest mod valget af Svend Grate 74, som er en parallel til Rings protest ovenfor, kan tyde på, at Saxo selv havde et ambivalent forhold til denne procedure, som gjorde kongevalget til en ren formalitet. Skjolds død falder med indførelsen af Gram ud af sammenhængen og nævnes ikke af Saxo. Derimod har vi en skildring af hans ligfærd i Beowulf: (Beow her i Andreas Harders oversættelse) Så drog Skjold af sted i sin skæbnestund for livsstærk at fare i faderens varetægt; de bragte ham ud til det brusende hav, de brave fæller, han bad selv om det, Skjoldungers omsorg, da han endnu kunne tale - han var deres kære konge længe: I havnen lå det rede, ringstavnskibet, isklædt, med havdrift, et heltefartøj; de anbragte så den elskede høvding, ringenes skænker, i skibets favn, den berømte nær masten. Der var masser af rigdomme, leveudstyr bragt langvejsfra; aldrig har jeg hørt om et herligere skib, 72 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 4, (Kirkefesten i Ringsted i 1170.) 73 Saxo 13,8,4, samt i øvrigt også Sven Aggesen: Kortfattet historie om de danske konger (ca. 1185). 74 Saxo 14,3,1. 77

78 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading lastet med krigeres kamptøj og våben, sværd og brynjer; bunker af skatte lå i hans skød og skulle gå med ham i farvandets favntag til fjerne egne. Nej de udstyrede ham ikke med uslere gaver og folkeskatte, end de først havde gjort, de der i sin tid sendte ham ud over bølgen alene som et lille barn. Så bandt de til sidst et banner af guld, højt over hans hoved, lod havstrømmen bære, de gav ham til havet; deres hu var bedrøvet, modet mindetungt. Mennesker ved ikke ret at sige, de der rådslår i hallen eller mødes under himlen, hvem der modtog den last. Den smukke skildring, som stammer fra de egne, hvor man fandt bådgraven i East Anglias Sutton Hoo 75, har mindelser om den symbolverden, vi finder i bådgravene og i de nordiske skibssætninger. Skjolds fødsel og død i Beowulf er en guddommelig stamfar værdig, men som kongesagn er indholdet mere ideelt end konkret. Skjold skal sandsynligvis betragtes som en symbolsk stamfar, som den hedenske kongemagt brugte til at koble kongeslægten til guderne - han var Odins søn. Denne forbindelse ønskede Absalon og hans gejstlige kolleger muligvis at slette, og antageligt er det rester af disse gamle eventyrhistorier, vi nu finder hos kongerne Gram og Hading. I Beowulf, som blev helt renset for Aser-religionen i det tidligt kristne England, fyldtes hullet ud af den ellers ukendte og helt anonyme Beow, som i bl.a. Langfedjatal og de angelsachiske kongelister også findes blandt guderne som en søn af Scealdna inden Odin. 6.2 Saxos Gram og Hading Røverhistorierne om Gram springes over, da de både er urealistiske og uden betydning for sammenhængen. Victor Rydberg gjorde i sin tid meget ud af tolkningen af Gram som identisk med den langt senere Halfdan Bjerggram (Saxo 7.2) 76, der imidlertid også rummer elementer af Roar og muligvis også Roars far Halfdan. Desværre gælder gennem hele dette kapitel, at man får en række sagn fordelt på mange personer, men reelt har der nok kun oprindeligt været placeret en eller to personer mellem Skjold og den store Frode, der 75 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (side ). Jørgen Jensen 2004 (side 256). 76 Rydberg koblede Grams svenske hustru Gro sammen med de mytologiske digte om Groa og hendes søn Svipdag - som også Grams banemand hed. 78

79 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading samlede østdanerne, som også Beowulf indikerer. Derfor skal resultatet blive forvirrende og kan springes over frem til kapitel 7, hvis man ikke ønsker at få et indtryk af de oprindelige sagn Beretningen om Hading indeholder en række elementer, der sandsynligvis repræsenterer det ovenfor omtalte niveau mellem kongerne og deres guddommelige oprindelse, som selv den kristne Saxo har ønsket bevaret. Rammen synes at have været sagnkongen Hake, men handlingen bliver snarere en ouverture til Saxos kongesagn. Det er valgt at gengive Grams død og de fleste af eventyrene om Hading i form af N.F.S. Grundtvigs gamle gendigtning af Saxo - men i moderne retskrivning. I visse passager befinder man sig i den verden, hvor også en anerkendt forsker som Tolkien hentede sin inspiration til "Ringenes Herre". Beretningen om Gram slutter med hans krig mod Kong Sumle af Finland, som han startede, selv om han gerne ville have Sumles datter Signe. Ikke overraskende gav Sumle hende derfor i stedet til en anden frier, nemlig sakserkongen Henrik. Alligevel forskød Gram sin hustru Gro, og midt under Signes og Henriks bryllup rejste den forklædte Gram sig og priste i et kvad sine egne dyder i høje toner. (Saxo ) Med det samme, visen var ude, fløj Gram op af sædet og slog hovedet af Henrik, som han sad til bords med i vennelag, slog gæsterne ned for fode, snappede sin fæstemø fra brudekvinderne og sejlede sin vej. Således kom da bryllupsgæsterne til egen ligbegængelse, og det var en lærestreg til finnerne, så de ikke herefter skulle forlystes ved at gå imellem bark og træ. (Saxo ) Det blev imidlertid Gram en dyr rejse, den samme, thi da han siden ville føre sin krig mod den norske kong Svipdag 77, som havde beskæmmet hans søster og forsøgt at forføre hans datter, da kom sakserne denne til hjælp med en stor hob folk - ikke fordi de havde ham særligt kær, men for at hævne kong Henriks død, og Gram måtte bide i græsset. (Saxo 1.5) Gram havde to sønner: en med Gro, som hed Guttorm, og en med Signe, som hed Hading. Men Svipdag var herre i Danmark, og derfor sejlede deres fosterfader, Brage, med dem til Sverrig, hvor jætterne Vagnhoft og Hafle lovede både at opdrage og beskytte dem. Jeg skal nu i korte træk omtale, hvad de to udrettede, men for at det ikke skal se ud, som om jeg ukritisk genfortæller historier, der strider mod almindelig sund fornuft eller overskrider det troværdige, er det værd at gøre opmærksom på, at der i gamle dage fandtes tre slags troldmænd, der hver udøvede sin form for magi. Det første hold folk var et slags vanskabte uhyrer, som oldtiden kaldte jætter, og som var meget større og stærkere end noget menneske. 77 Den norske Svipdag viser sig at være far til den svenske Asmund, som muligvis var en af de første herulske konger - Yngve. Edda-digtet Grogalder handler om Svipdag, der påkalder sig den døde moders råd, da han skal ud på den lange rejse mod Menglad (Smykkeglad = Frigg eller Uppsalas Freja?). "Lang er fart, lange er farveje", spår moderen og fortæller bl.a. at hans fjenders sind vil stemmes til fred. Fjölsvinnsmal må opfattes som en mere eventyragtig videreudbygning. Følger man lidt i Victor Rydbergs fodspor, kan Svipdag derfor være lederen af herulerne - den rejsende Odin. 79

80 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading Det andet hold stod langt under dem i vækst og førlighed, men overgik dem lige så vidt i levende indbildningskraft. De havde særlig indsigt i naturens hemmelighed og spådomskunst, og efter lang strid om herredømmet vandt disse heksemestere sejr over jætterne og fik ikke blot magten i landene, men også ord for at være guder. Begge disse hold folk havde en særdeles færdighed i øjenforblindelse, så de både kunne kogle allehånde skikkelser frem og stille tingene selv i et falsk og skuffende lys. Det tredje hold folk var en blanding af begge de forrige, men den store forskel var, at de enten kunne måle sig med de gamle jætter i højde og legemsstyrke, eller lignes med heksemesterne i kunster, så det var kun rent gøgleri, hvormed de narrede folk til at tage sig for guder. Dette vil jeg kun sige, for at læseren ikke skal blive stødt over de koglerier og heksekunster, jeg må skrive om. Det er jo slet intet under, at barbarer kunne ved sådanne fandens kunster lade sig forføre til afguderi, al den stund selv de fornuftige latinere også lod sig narre til at forgude dødelige mennesker. Nu vil vi lade dette tale for sig selv og høre videre, hvad man fortæller: Ved Grams fald var Svipdag tillige blevet herre både over Danmark og Sverrig, og, for at føje sin dronning, som idelig bad for sin broder, lod han Guttorm hente af sin landflygtighed og satte ham til sin skattekonge i Danmark. Men Hading blev, hvor han var, thi han ville have blod, ej brød, i bod for sin fader. (Saxo ) Hading tegnede også allerede i sin opvækst overmåde godt, thi dreng hed han, men mand var han både i sind og i skind. Leg og leflen var ikke hans sag, men våben hængte han efter med liv og sjæl, thi han kom i hu, af hvad rod han randt, og havde den tro, at alle dage skaber heltesøn og heltegerning. Denne hans store mandhaftighed modstod imidlertid ikke Vagnhofts datter, Hardgrippe, og al hendes digten og tragten gik ud på, hvorledes hun med elskov og vellyst kunne besnære og svække den tapre helt. Tidligt og silde ville hun bilde ham ind, at det ikke var mere end hans pligt at skænke hende sin ungdomskærlighed, som havde været hans barndoms tro veninde, som havde givet ham bryst, danglet med ham og ranglet for ham. Hading lod sig nu dermed forstå, at hun, hvis uhyre størrelse klart beviste, hvad slægt hun var af, kunne allenfalds ikke være kæreste med ham. Men hun bad ham om ikke at dømme efter hendes udseende, da det var en ting, hun kunne forandre efter eget ønske, og gøre sig høj og lav, bred og smal, tyk og tynd, som hun fandt det for godt. Det ville imidlertid ikke gå lige ind i Hadings hoved, og da hun mærkede det, oplod hun atter sin røst, for så at sige med sang at tylle og trylle det i ham. Således lokkede hun da virkelig Hading til at sove hos sig, og hun var nu så indtaget i ham, at da han endelige ville hjem og se til sit fædreland, tog hun mandsklæder på og satte en fornøjelse i at stå last og brast med ham. Som de nu rejste sammen, kom de på vejen til et hus og ville have natteleje, hvor husbonden var død, og man nu holdt med ynk hans ligfærd. Hardgrippe fik lyst til med trolddomskunst at udforske nornernes vilje, hvorfor hun gol galder, skar ramme runer i træ og lod Hading lægge dem under tungen på den døde. Dermed nødte hun den døde til at tale, og det gjorde han på rim, så det var en gru at høre. Hvem er du, som vover at vække dragen af dødens dybe søvn? Til ve og vånde min vrede dig vier, over dit hoved hævnen komme! 80

81 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading Ramme runer risted hun for mig, tvungen jeg taler, tungt det mig falder. Sige jeg må, hvad jeg ser vil ske, liden lykke jeg lover Hardgrippe. Hun som risted de ramme runer skal lade livet for lede jætter. Dig, o Hading, held skal følge, hende kun min hævn skal ramme. (I Saxos latinske version udvidede han spådommen for Hading, og det gik, som han spåede.) Da de kom til bemeldte skov og måtte tilbringe natten i en løvhytte, så Hading en uhyre jættenæve, som stak ind imellem grenene og famlede rundt omkring i hytten. Han bad i sin angst Hardgrippe om at hjælpe sig, og hun greb da til sit gamle råd at fare i sin jætteham, tog så fat på hånden og bad sin fostersøn skære den af. Det gjorde han da også, og så til sin forskrækkelse ej blod, men edder fuse ud af såret. Men da nu Hardgrippe herved havde forgrebet sig på sit eget folkefærd, så faldt hun i troldenes kløer, og de blæste kun ad alle hendes kunster. Enten hun peb eller sang, så måtte hun dog holde for og blev revet i hundrede stykker. Således mistede da Hading sin fostermoder, og vankede rådvild om, men så mødte han en enøjet gråskæg, der ynkedes over ham og skaffede ham i forbund med en sørøver, som hed Lister, og de indgik staldbroderskab med hinanden efter gammel skik, på den måde, at de begge to lod deres blod løbe sammen i hinandens fodspor, thi således at blande blod anså man for det sikreste venskabspant. Efter denne forening gik begge staldbrødrene i krig imod Lokker, som havde opkastet sig til herre over kurerne, men han gik af med sejren. Da nu Hading var i flugten, tog bemeldte gubbe ham op på sin hest og førte ham med sig hjem, hvor han oplivede ham med en overmåde sød drik, og spåede ham et nyt tillæg både af saft og kraft, som man ydermere kan se af følgende spårim, hvormed han talte til ham: Snart er du fangen i fjendevold, for grumme vilddyr vil de dig kaste. Tab dog ej modet, munter vær, om end de i bånd og bast dig snører. Kort dem tiden med kvad og sagn til mætte af mjød og mad de døse. Med søvntorn jeg selv i søvn dem stinger. Bryd da de bånd, de bandt dig med. Lidet du ænse løven, du møder, let din glavind dens grumhed tæmmer. Jag det kækt i dens hjerte ind, tag en brad af dens kød, og dens blod du drikke. Kræfter du får da, kæmpekræfter, som ingensinde du fik dem før. 81

82 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading Som stål de sig spænde de stærke sener, musklerne hærdes som hårde stene. Aldrig så snart var visen ude, før gubben var til hest igen og tog Hading under sin kappe. Der sad han da og kukkelurede, med sit liv i sin hånd, men kunne dog ikke bare sig for engang at titte ud igennem en rift, der var i kappen. Her så han da til sin store forskrækkelse, at hesten travede hen over rullende bølger. Hurtigt tog han nu øjnene til sig, især da gubben bad ham holde sin næse fra, hvad der ikke kom ham ved. Da den gamle derpå havde sat ham, hvor han tog ham, kom han fluks i Lokkers vold. Tvivlede han om, at gubben havde spået rigtigt, så fik han nu troen i hænderne, thi den hele spådom traf bogstaveligt ind. Siden bekrigede Hading kong Handvan af Hellespont og belejrede hans hovedstad Dunaborg, men den var så fast og havde så høje mure, at Hading fornemmede, at det ikke nyttede at stige og storme. Han hittede da på det puds at lade fange en hel hob fugle, som havde deres reder under tagene inde i byen, og bandt dem svampe med ild i under vingerne, hvormed de da fløj tilbage og stak ild allevegne i staden. Da nu indbyggerne løb rundt for at slukke og portene måtte passe sig selv, så Hading sit snit til at bryde ind og fange Handvan, men han havde dog ikke lyst til at skille ham af med livet og lod så vidt nåde gå for ret, så Handvan fik lov at veje sig selv op med guld og så være fri. Efter store bedrifter i Østerleden satte Hading kurs ad Sverrig til og mødte, under Gulland, kong Svipdag i spidsen for en stor flåde, men slog også ham og gav ham sit livsbrød. Han kom således hjem af sin landflygtighed, ej blot med bytte i kæmpehånd, men også med retsbod for fader og for broder. Han havde den lykke som konge igen at se sit fædreland, og satte sig til højbords med hæder og ære. (Saxo 1.7.1) På den tid var der en mand ved navn Odin som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud. Allermest opholdt han sig i Uppsala, hvor han holdt ganske særligt af at bo, uden at man ret ved, hvad folket der skulle tilskrive den ære af hans flittige besøg: Enten deres egen vanvittighed eller egnens yndighed. For nu imidlertid ret at vise denne afgud deres hengivenhed, lod Nordens konger hans billede støbe i guld, behængte det med svære armbånd og fingerringe af det fineste guld og skikkede ham det så til Byzans, som et stort ærestegn og bevis på hvad de kaldte gudsfrygt. Odin tog naturligvis med kyshånd imod det kærtegn, der bar så kraftigt et vidnesbyrd om hans store navnkundighed, men Frigga, hans dronning, satte stadsen over æren og fik nogle guldsmede til at stjæle sig noget af støtten. Nu fik vel Odin fat på de karle, lod dem hænge og støtten sætte til vejrs med en kunstig indretning, så den gav en klang af sig, så snart folk rørte ved den. Men det hjalp lige meget, thi Frigga, som hellere ville se sig selv forgyldt end sin mand forgudet, lå i med en af hans fortrolige venner, som kløgtigt forstod at få støtten ned, og guldet, som var givet til hvad man kaldte gudelig brug, måtte nu holde her og tjene kvindelig forfængelighed. En smuk gudinde, som hellere ville miste sin ære, end stadsen undvære! Men hvad skal man videre sige: Hun var jo gudinde, som han var gud, og man må kun forundre sig over, at folk i gamle dage kunne være så vildfarende at lade sig narre op i deres åbne øjne. Der blev imidlertid en stor jammer på færde med Odin, da han mærkede det dobbelte puds, hans dronning havde spillet ham, med både at bryde sin tro og skamfere hans billede. Som en ærekær mand, gik den store spot og skam ham så nær til hjertet, at han fik lede ved hjemmet og rejste sin vej i det håb ved en frivillig landflygtighed at kunne afstryge sin skam. Saxo "gengiver" her noget af det indhold, som forekommer i Snorres "nye" introduktion til Ynglingesaga - men det var Saxo, der skrev først, og der var som nævnt også spor heraf i Skjoldungesaga. Hvad grundlaget 82

83 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading oprindeligt har været, kan vi ikke vide, men hele Odin-historien var i alt fald ikke fri digtning fra Snorres side, som mange har påstået. Han må simpelthen have lært noget nyt om Odin på sit besøg i Skandinavien. Odins byzantinske forbindelse er interessant i relation til herulerne, for hans kongelige herulske dobbeltgænger eller dennes efterkommer leverede som nævnt en konge til den byzantinske kejser Justinians herulske soldater. Den historiske og arkæologiske forbindelse mellem den svenske og den byzantinske gruppe af heruler kan have givet langvarige rejser til nogle medlemmer af den herulske kongefamilie. Den hedenske konge kan endda have haft en religiøs eller dynastisk overhøjhed over sine tvangskristnede slægtninge i Illyrien, som var uacceptabel for Justinian og førte til byzantinernes opgør med herulerne trods deres berømmede egenskaber som lejesoldater. I øvrigt var Odin også en gang landflygtig i 10 år fra "gudernes hovedsæde i Byzans" til fordel for Oller/Ull 78. Her skal vi dog følge den første version: (Saxo 1.7.2) Da nu Odin var borte, kom en vis Mid-Odin til orde ved sine koglerier og greb lejligheden til at forgude sig selv ved at indbilde folk, at der var en guddomskraft faret i ham. Det lykkedes ham virkelig også at skaffe sig tilbedelse, og han indhyllede de vanvittige hedninger i et nyt vildfarelsens mørke. Han fik dem bildt ind, at guderne ikke kunne forsones eller formildes ved ofringer, som gjordes til dem i fællesskab, men at hver gud ville have sit offer for sig selv, så det skulle nu herefter være forbudt at dyrke dem alle i samling. Så snart imidlertid Odin kom hjem, tog denne heksemester, hvis kunst slog fejl for ham, flugten til Fyn eller Finland og ville gemme sig der, men folket samlede sig og slog ham ihjel. Nu fik man at se, hvad slags han var af, thi ingen kunne komme hans gravsted nær, uden straks at miste sit liv, så han gjorde sig hartad værre berygtet i graven end før i verden, og betalte dem der slog ham ihjel med al landsens ulykke. For nu at få magt med det uvæsen, gravede indbyggerne ham op igen, huggede hans hoved af og slog en pæl igennem hans hjerte, og så fik de endelig fred. (Saxo 1.7.3) Det var efter sin dronnings død, at Odin kom tilbage, thi ved den syntes pletten på hans gudenavn at være aftvættet, så han nu fik hele sin forrige anseelse igen, og den brugte han straks til at afsætte alle dem, der i hans fravær havde tiltaget sig gudenavn, og splitte det selskab af troldmænd ad, der havde dannet sig og nu måtte vige, som mørket for solens glans. Han lod det nemlig ikke blive ved at afsætte de selvgjorte guder, men drev dem også i landflygtighed, thi han syntes, at det ikke var mere end rimeligt, at hvem der ville stjæle sig ind i Himmelen, blev husvild på Jorden. (Saxo 1.8.1) Imidlertid havde Svipdags søn, Asmund, grebet til våben imod Hading, for at hævne sin faders fald, men lykken var ham så ugunstig, at han i denne strid mistede sin tapre søn, Henrik, hvem han elskede højere end sin egen sjæl, som man ser af de klagerim, hvormed han tog imod den Jobspost, og gav tilkende, at nu var kun døden ham kær, og livet til besvær.... (Saxo 1.8.4) Ordet var endnu i hans (Asmunds) mund, da Hading jog et kastespyd 78 Odin var hos Saxo udsat for en 10-årig forvisning til fordel for Oller (Guden Ull). Da Odin kom tilbage, flygtede Oller til Sverige og blev derefter dræbt af danerne. (Saxo ). 83

84 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading igennem ham, men Asmund tog den trøst med sig i graven, at hans banemand dog, hvor han gik og stod, måtte huske ham, thi han brugte sine sidste kræfter og øjeblikke på at give Hading et sår i foden, som gjorde ham til en krøbling alle hans dage. Det var en mærkværdig valplads, hvorfra den ene konge måtte halte igennem verden, og den anden lade sig bære til jorden, men det var endnu en mere mærkværdig ligbegængelse, Asmund fik i Uppsala, thi hans dronning, Gunhild, dræbte sig selv, for ikke at overleve sin husbond, så hun ville hellere gå i døden med ham end med livet fra ham. De efterlevende lod da også dronningen få sin ret: De dømte hende, som elskede sin konge højere end livet, værdig til at hvile i kongegraven og sammenblandede venligt de ægtefolks aske. Der ligger da Gunhild med ære og favner i graven sin mand så ømt, som andre kun i brudesengen deres! 79 (Saxo 1.8.5) Efter at have vundet denne sejr hærgede Hading i Sverige, og Asmunds søn Uffe, som ikke turde vove sig i slag med ham, drog da over til Danmark med en hær, idet han holdt det for klogere at falde ind i fjendens land end at være i sit eget og nemmest at lønne fjenden for den overlast, han gjorde, ved at lønne ham lige for lige. Danskerne var da nødt til at gå tilbage og forsvare deres eget land 80 (Saxo 1.8.7) Da nu den ting var bragt i rigtighed, rustede Hading sig den hele vinter og drog om foråret, så snart isen brød op, over til Sverrig, hvor han holdt ved at husere i fem samfulde år. Det blev dog for længe til sidst, thi levnedsmidlerne gik op, og Hading fik at fornemme, at hunger er et hårdt sværd, thi hans krigsfolk kunne til sidst knap hænge sammen. De måtte ikke alene tage til takke med skovsvampe, og slagte alle deres heste, men endog med hundeådsler og hinandens lig, og da de så var allermest fortvivlede, hørtes der ved nattetide, man ved ikke hvorfra, en røst i den danske lejr med følgende rim, (som indledes således): (Saxo 1.8.8) Med dystre varsler drog I fra jeres egn og hjemstavn for at angribe vores land. Har ren forregning ført jeres tanker vild? Har blind forvisning snydt jeres sunde sans? Tror I at dette land la'r sig ta' med vold? Et vældigt land som Sverrig kan ingen slå. (Saxo 1.8.9) Varslet gik i opfyldelse den følgende dag, thi dagen efter blev der holdt et slag, som kom danerne dyrt at stå. De faldt i hobetal. Men så den næste nat hørte svearne disse ord, uden at nogen vidste, hvor de kom fra: Tåbelig, Uffe, du trods mig byder, hårdt min harm og hævn skal dig ramme. Det er min spådom for dig, så snart du kommer ud i slag. (Saxo ) Samme nat stødte krigshærene atter sammen, og da månen blinkede gennem skyerne, så man to skaldede gubber i gruelig skikkelse slås om sejren, så den ene 79 Tankegangen bag denne Uppsala-begravelse minder om Procopios' beskrivelse af den gamle heruls død (Procop VI, xiv). Kapitel 3.3. Hertil kommer, at der er fundet kvindelige skeletrester i Østhøjen. 80 Her reagerer Uffe som Ottar i Ynglingesaga

85 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading stod de danske, og den anden svearne bi. (Saxo ) Hading tabte slaget og flygtede til Hälsingland, hvor der timedes ham en værre ufærd. Da han på en hed sommerdag gik ud for at bade, fik han øje på et ubekendt og underligt dyr, som han endelig ved sværdslag fik taget livet af og lod føre op i sin lejr. Men, som han nu gik og pralede af sin heltegerning, mødte han en kvinde på vejen, som sagde: Ve dig Hading for hvad du har gjort. Guders hævn vil hårdt dig ramme, hvor end i verden du vender dig hen. På land eller sø, den sikkert dig følger. Huset over dit hoved ramler, rystet og væltet af vældige storme, snekken, som bærer dig, synker straks og tumles som vrag på de vildene vover. Alle skal fly dig som farlig pest, hvad du rører, vanheld du volder. I dit spor gå sot og sygdom. Hvor du vandrer, visner alt. En gud du dræbte i dyreham, nu vender alle vætter imod dig. Om for din brøde du bøder ej fluks, om du ej soner, hvad svart du synded. (Saxo ) Hading begav sig nu ud på hjemrejsen, og det gik på alle måder efter kvindens ord, så hvor han vendte sig, kom alting i oprør. Så snart han kom ud på søen, rejste der sig en flyvende storm, som ødelagde hans flåde, og da han, som en skibbruden mand, søgte husly et sted, blæste huset omkuld, så snart han kom ind. Nu mærkede han da, at der ikke var andet råd for uråd end at prøve, om han ved sonoffer igen kunne vinde himmelens gunst, og vendte sig derfor til afguden Frø med et offer af kulsort kvæg, og et sådant sonoffer, som svearne kaldte Frø-blot, blev det en skik i hans æt at gentage hvert år. (Hading fortsatte sin Odyssé og reddede kong Hågens datter i Norge fra at skulle giftes med en jætte - ligesom faderen reddede Gro.) (Saxo ) Da hun nu siden fik lov af sin fader at vælge sig en brudgom, hvem hendes hu stod til, i kongehallen, hvor der var både unge og højbårne bejlere nok, da ledte hun kun efter det skjulte kærlighedspant (en ring hun havde skjult på ham) og følte sig frem, til hun fandt det hos Hading, hvem hun da, uden at ænse de andre, favnede fluks, og overgav sig i heltens hånd, som reddede hende af jættens kløer. (Saxo ) Imidlertid, nu Hading var her som gæst, skal han have overværet en underlig ting, thi, som folk en aftenstund sad ved borde, så man en kvinde stikke hovedet op af gulvet henne ved arnen, og vise i barmen en urtekost frem, som om hun ville spørge, hvor i hele verden de vel mente, der var så dejligt grønt ved vintertide? Da nu kongen også fik lyst til at gæste det land, tog kvinden ham under sin kåbe og sank i jorden, den vej hun kom. Det skulle da uden tvivl betyde, at han, med norners og guders minde, skulle 85

86 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading gøre den rejse i levende live, som stod ham for efter døden. Først måtte de arbejde sig igennem et tyk og lummer tåge, og kom så på en meget betrådt og forslidt fodsti, som førte hen til en hob stadseligt klædte kongebørn. Men ikke før de kom dem forbi, nåede de hen, hvor solen skinnede, og den slags urter groede, som kvinden havde vist. Videre gik de og kom til en å med sortblå vande, hvor strømmen gik strid og henrullende med sig allehånde våben i rivende fart. Over den strøm var imidlertid lagt en bro, og den gik de over hen til et sted, hvor de så to krigshære stå, som prøvede styrke. Hvordan, sagde Hading, hænger dog den ting sammen? Åh! sagde kvinden, det er kæmper, som faldt i slag, og nu daglig viser det sådan i en lignelse, hvordan det gik til. Ligesom i et skuespil opfører de igen deres forrige bedrifter 81. Videre gik de, og så da en mur, ikke nem at komme nær endsige at komme over, og omsonst var al den umage, som kvinden gjorde sig med både at springe over den og at gøre sig lille og smutte igennem. Hun måtte da nøjes med at vride hovedet om på en hane, hun just havde hos sig, og kaste den over muren, og fluks hørtes hanegal fra den anden side til vidnesbyrd om, at fuglen var kommet til live på ny! (Saxo ) Da Hading var kommet tilbage fra denne underlige nedfart, gav han sig på hjemrejsen med sin unge dronning til fædrelandet, og de vikinger, som lå på lur og ville have gjort ham vejen stridig, fik en lang næse, thi ihvorvel vandet og vinden var for dem alle, så tog han dog luven fra dem og kom velbeholden hjem. (Saxo ) Imidlertid lod kong Ubbe i Sverrig gøre vitterligt, at hvem der kunne tage Hading af dage, skulle få hans datter, som var et underværk af dejlighed, og den fristelse kunne en vis Tønning 82 ikke modstå, men hyrede sig en trop bjarmer, hvormed han håbede at se sit ønske opfyldt. Hading, som ville møde ham på halvvejen, stak nu i søen, og da han sejlede Norge forbi, blev han på kysten opmærksom på en gubbe, som stod bestandigt og viftede med et klæde og bad dem lægge til med snekken. Hadings staldbrødre anså det for en farlig sag, stod hårdt imod og sagde, at krydsvej var krinkelvej. Men Hading tog ikke desmindre gubben ombord og lærte af ham at gøre sig mere end sædvanlig flid med sin fylking og stille hæren således op, at der kun stod to mand i den første række, men fire i den anden, otte i den tredje, og så videre, immer dobbelt op, og så bestandigt sætte slyngekasterne og bueskytterne på fløjene 83. Da nu slaget skulle stå, og hæren var således stillet op, af skabelon som en kile, gik den gamle mand hen allerbagerst og trak en bue ud af koggeret, han havde på ryggen, der kun var stakket at se til, men skød sig således ud, at den blev længere end hele fløjet. Med den bue skød han ti skud ad gangen, lige ind på fjenden, så det peb i luften, og lige så mange pile, lige så mange sår. Bjarmerne, som mærkede, at det gik skævt for dem i sværdslag, tyede nu til deres trolddom og rejste med deres hekserier under klar himmel gråvejr med tåge og plaskende regn, men den gamle var deres mester, thi så snart han så det trak op til regn, satte han en sky der lige imod, som pressede så, at regnen drev over. Hading vandt da sejr, og den gamle mand gik sin vej, men rådede ham til altid hellere at føre store krige i fjerne lande, end småhugges med sine naboer hjemme, og spåede ham tillige, at fjender skulle aldrig fælde ham, men kun hans egen gode vilje gøre ende på hans dage. (Saxo ) Siden indbød Ubbe Hading op til sig i Uppsala under påskud af en forligsforhandling, men han havde ræven bag øret. Hading mistede alle de folk, som han havde med sig, thi de danske blev bænket i en sal for sig selv, og da en af dem ville ud, 81 Odins Einherjer. 82 I Ynglingesaga 23 rejste Auns træl Tunne sig mod Egil, som Tønning mod Hading. Egil måtte have hjælp fra danerkongen Frode for at slå Tunne. Sandsynligvis baseres disse to almuens repræsentanter med næsten samme navn sig på samme figur. 83 Her møder vi første gang fortællingen om Odin, som lærte nordboerne den romerske kileformation Porcinum Capet, som i Norden blev kaldt Svinefylkingen. 86

87 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading stod der en svear ved døren og huggede hovedet af ham. Kun Hading alene undkom i nattens mørke, men han kom igen med sin krigshær, og så faldt Ubbe i slaget. Hading forgreb sig dog ikke på hans lig, thi han førte kun krig med de levende, ikke med de døde. Meget mere glemte han, det var hans arvefjende der lå, gav ham en hæderlig jordefærd og lod oprejse et meget kunstigt udhugget gravminde over ham. For nu også, da han havde overvundet svearens overhoved, om muligt at vinde deres hjerte, viste han dem, at han ikke interesserede sig for fremmede lande, thi han lod riget blive ved Asmunds æt og satte Ubbes broder, Hunding på tronen. (Saxo ) Da nu Hading havde fået fred for sin gamle medbejler, slog han sig til ro, slap sværdet og holdt på ploven, men efter en del års forløb blev han dog ked af den stilhed og begyndte at beklage sig over evig og altid at dyrke jorden og aldrig at komme ud på havene, og nu beskyldte han sig selv for dovenskab og slaphed. Hans dronning derimod ville helst have sit på det tørre og holdt mere af land og skov end af stranden, hvor strandfuglene forstyrrede hendes gode morgensøvn, hvilket hun besang i et digt. (Saxo ) Efter disse begivenheder var det, at Hading en nat drømte, at hans afdøde dronning kom til ham og sang: Ved du da vel, du et vilddyr avled? Mangen ulv skal ufærd du volde. Men lidt efter tilføjede hun: Farlig fugl du fostrer, Hading, hæslig ugle i svaneham! Om morgenen da kongen vågnede, fortalte han sin drøm til en mand, som forstod sig på mørke taler, og fik den således udlagt, at ulven skulle betyde hans søn, som ville blive en grum kæmpe og en skræk for sine fjender, mens svanen skulle betyde hans datter, som ville forråde sin far. (Saxo ) Den spådom gik også i opfyldelse, thi Hadings datter, Ulvilde, som blev gift med Guttorm Bonde, var så unaturlig, at hun virkeligt ophidsede sin mand til at tage hendes egen fader af dage. Hvad enten hun dreves mest af indædt arrigskab over den lave stand, hun var giftet ind i, eller af umådelig ærgerrighed, kan man ikke sige med sikkerhed, men at hun havde dronningestadsen i hovedet, det ser man af hendes tale (Saxo ) På denne måde fik Ulvilde virkelig sin husbond overtalt til at tage del i det sorte forræderi, men Hading blev i en drøm advaret om at vogte sig for sin svigersøn. Han kom ikke desto mindre til gæstebudet, som hans datter lod til at have anrettet med særlig kærlighed, men tæt ved huset lagde han en trop krigsfolk i baghold, der kunne være ved hånden, når der blev behov. Som han nu sad ved bordet, lagde han mærke til, at der stod en tjener, som ingen ting bestilte, med et sværd under koften, og det var da tydeligt, at han lurede på lejlighed, men nu gav Hading sine folk det tegn, der var aftalt, ved at blæse i sit horn. De kom da også på øjeblikket, og fals slog sin herre på hals. (Saxo ) Imidlertid kom dog det rygte ud iblandt folk, at Hading var død, og da Hunding i Sverrig hørte det, gjorde han et stadseligt gæstebud for at drikke æres-øl over ham. Der blev nu sat et stort mjødkar midt på gulvet, og for at det skulle gå ret højtideligt til, tog Hunding sig selv en tjeners skikkelse på og stod for skænken, men i det han nu gik omkring og sørgede for gæsterne, gled foden fra ham, og han drattede ned i karret og druknede, som om det skulle være en straf over ham, enten fordi han løj Hading død, eller fordi han smurte Odin om munden med et tomt gravøl. Dog, hvorom alting er, da Hading 87

88 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading fik den nyhed, så satte han sig for at gøre samme skel og at dø til dens ære, som døde til hans; hvorfor han lod folket sammenkalde og hængte sig i alle mands påsyn. Saxos Hading-figur er en absurd blanding af mange sagaelementer, hvor Saxo også giver plads til den gamle religion. Selvmordet i Saxos version strider mod tidens idealer selv om herulerne har kendt sagnet om Ermaneriks selvmord. Man skulle dø i kamp, og hvis det ikke var muligt, måtte man mærkes med sværd, som Odin. 6.3 Hake og de første Ynglinge-konger Hundings død i mjødkarret i kendes tillige fra Ynglingesaga, hvor Yngve-Frejs søn Fjolne led samme død i mjødkarret hos Frode af Danmark, da han døddrukken skulle ud og forrette sin nødtørft - han døde ikke krigerkongens agtværdige død i kamp. Tjodolfs oprindelige digte i Ynglingatal er normalt mere kryptiske: (Yng 11) Det dødsbud, som kom til Fjolnir, blev fuldbyrdet i Frodes hus. Og tyrens spyds (hornets) vindløse bølge (mjødet) bragte efter skæbnens vilje høvdingen fra livet. Saxos Ubbe må være Ynglingesagas Ottar, mens broderen Hunding synes at være Fjolne. Hunding kan betyde "lille hunner" og samme betydning har sandsynligvis Onela 84 - bror til Ottar i Beowulf. Saxos Asmund med sønnerne Ubbe og Hunding kan derfor svare til Beowulfs Ongentheow med sønnerne Ottar og Onela. Dette kan indicere, at danernes "svenske ærkefjender" er blevet kronologisk adskilt i Ynglinge-saga. Det vil ikke være et særsyn, da alle figurer i Ynglingesaga inden Ottar forekommer at være reminiscenser af andre figurer i forskellig grad. Tidsmæssigt hænger det ikke sammen, da Ottar og Onela synes at høre hjemme på Frodes og Roars tid. Dette vil blive uddybet senere ( bl.a. kapitel 7.2). Hading står altså hos Saxo på en plads i sagakronologien, som tilhører Frodes den Stores far, der sandsynligvis efter det gamle Ingeld-digt at dømme normalt hed Hake (citeres i kapitel 8.3). Det var i alt fald ifølge digtet denne Hake, der oprindeligt ansatte den indvandrede lejesoldat, Starkad (Stærkodder), som derefter tjente Frode og troppede op som gammel hos dennes søn, Ingjald. Disse sammenhænge uddybes i de næste kapitler. 84 En gotisk bisp hos bibeloversætteren Wulfila hed på gotisk Unela, hvilket er tolket som "lille hunner". 88

89 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading Ynglingesaga har følgende beretning om Hake, som genkendes som elementer i Hadings historie ovenfor - hvis vi ser bort fra Hakes død: (Yng 22) Hake og Hagbard hed to brødre, som var fremragende mænd. De var søkonger og de havde store lid. Nogle gange drog de begge afsted og nogle gange hver for sig. Hver af dem havde mange kæmper med sig. Kong Hake drog med sin hær til Svitjod mod kong Hugleik, men Hugleik samlede en hær til modstand. Da kom to brødre ham til hjælp, Svipdag og Geigad, fremragende mænd begge to og store kæmper. Kong Hake havde 12 kæmper med sig. Der var Starkad den gamle med ham. Kong Hake var også selv en stor kæmpe. De mødtes på Fyrisvoldene, og det blev et stort slag. Hugleiks hær faldt hurtigt. Da gik kæmperne Svipdag og Geigad fremad, men Hakes kæmper gik seks mod en mod hver, og gjorde dem til fanger. Så gik Hake ind i skjoldborgen til Hugleik og dræbte ham og hans to sønner. Efter dette flygtede svearne, og Hake lagde landet under sig og blev konge over svearne. Han sad da på land i 3 år, og mens han sad der, drog hans kæmper i viking og fik gods på den måde. (Yng 23) Jorund og Erik var sønner til Yngve Alreksson. De lå ude i viking hele den tid og var store krigere. En sommer hærgede de i Danmark, og der mødte de Gudlaug Håløyg-konge og kom i strid med ham. Og snart var Gudlaugs skib ryddet og han selv fanget. De satte ham i land på Straumøynes og hængte ham der. Hans mænd rejste høj efter ham der. De to brødre Jorund og Erik vandt stor ære af dette og mente nu, at de var større mænd end før. De erfarede, at kong Hake i Svitjod havde sendt sine kæmper fra sig. Da drog de til Svitjod og samlede en hær. Da svearne fik at vide, at Ynglingene var kommet, drog mange krigere til dem. Derefter sejlede de ind i Lågen og styrede op til Uppsala mod kong Hake. Han gik mod dem på Fyrisvoldene, men han havde en mindre hær. Der blev det et stort slag. Kongen gik så hårdt frem, at han fældede alle, som kom ham nær, og til slut fældede han også Erik og huggede begge brødrenes mærker (faner) ned. Da flygtede Jorund til skibene og hele hans hær. Kong Hake fik så store sår, at han indså, at hans levetid ikke var lang. Da lod han et af sine skibe laste med døde mænd og våben. Han lod det flyde ud på havet, lod roret binde og sejlene hejse. Han lod ild blive tændt på skibet, da det var stået fra land. Hake var døende eller død, da han blev lagt på bålet, og skibet sejlede brændende ud på havet. Det blev der talt meget om længe siden. Som det fremgår af disse brudstykker, synes Hake-beretningen at rumme en blanding af Saxos Hading og den symbolske Skjold fra Beowulf og sikkert en række andre sagn. Starkads første optræden er en del af denne beretning fra Ynglingesaga, men kombinationen af Starkad, der dukker op lige inden eller under en stor Frode-konge, finder vi også helt andre steder. I Fragmenta var det hos Frode den (IV) Stores far, Fridlev, at lejesoldaten Starkad dukkede op. (Fragmenta 8) Fridlev fulgte efter sin fader. Han troede kun på sin egen magt og våben. Han havde en hird af de bedste kæmper. Blandt dem var Starkad den ypperste, der ved sine togter i Italien, Rusland og Ungarn havde vundet sig evigt ry. Under sønnen Frode IV, blev Starkad bersærkernes leder: 89

90 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading (Fragmenta 9) Han holdt hird på faderens vis og havde hos sig en flok bersærker, hvor Starkad var leder. Han havde tolv jarler under sig. Saxo får følgende ud af historien i sin omtale af Frode IV: (Saxo ) På den tid kom en mand ved navn Starkad, Storværks søn, til Frode. Enten på grund af sine kræfter, eller fordi lykken var ham god, var han undsluppet alene fra et skibbrud, i hvilket hans staldbrødre omkom. Han blev modtaget af ham som gæsteven formedelst sin utrolige ypperlighed både i henseende til legeme og sjæl. Efter at han en stund havde været hos Frode og for hver dag, der gik, var blevet stateligere udstyret, gav Frode ham omsider et prægtigt skib og gav ham det hverv som viking at våge over landets kyster. Han havde nemlig af naturen fået et legeme, der overgik andre menneskers i ypperlighed, og hans mod svarede i den grad dertil, at man hævdede, at han ikke veg pladsen for noget menneske, hvad tapperhed angik. Hans navnkundighed strakte sig så vidt, at der endnu den dag i dag går det berømmeligste ry af hans bedrifter og af hans navn. Ikke blot hos vore fædre stod der nemlig glans af hans udmærkede manddomsgerninger, men også i alle dele af Sverige og Sachsen havde han vundet det herligste ry. Efter hvad sagnet melder, skal han være kommet til verden i det land, som i Sverige grænser op mod øst, hvor nu de barbariske ester og andre folkefærd vidt og bredt bo i mængde. Et fabelagtigt og almindeligt udbredt sagn fortæller ting om hans fødsel, som strider imod sund fornuft og ikke på nogen måde står til troende. Det hedder sig nemlig, at han skal have været af jætteslægt, og at hans nedstamning fra utyskerne skal have røbet sig ved, at han havde en usædvanlig mængde hænder, men så hedder det sig fremdeles, at guden Thor afrykkede de fire, som naturen i sin overstrømmende gavmildhed havde givet ham for meget. Der var nemlig i gamle dage folk, som var drevne i trolddomskunster, nemlig Thor og Odin og adskillige andre, som med sære koglerier forstod at lave øjenforblindelse og derved vandt de enfoldige sjæle og begyndte at gøre krav på guddommelig rang. Det var især Norge, Sverige og Danmark, de hildede i den tåbeligste lettroenheds garn, og som de, ved at anspore disse lande til at yde dem tilbedelse, besmittede med deres bedrageri. Virkningerne af deres løgne gik nemlig så vidt, at alle andre ærede en vis guddommelig magt i dem, holdt dem for at være guder eller i pagt med guderne. De opsendte højtidelige bønner til disse trolddoms ophavsmænd og omfattede en vanhellig vildfarelse med den ærefrygt, der skyldes den sande religion. Deraf kommer det, at ugedagene hos os fører navn efter dem, mens det er vitterligt, at de gamle romere opkaldte dagene hver for sig enten efter deres guders navne eller efter de syv planeter. Af selve navnene på dagene fremgår det imidlertid tydeligt, at de, der dyrkedes af vore forfædre, ikke var de samme, som de gamle romere kaldte Jupiter og Merkurius, eller som Grækenland og Litium ydede en af overtro opfyldt hyldest. De dage, som hos os kaldes Thors eller Odins Dag, kaldte de nemlig Jupiters eller Merkurius'. Dersom vi i henhold til den anførte fortolkning antager Thor for Jupiter og Odin for Merkurius, følger deraf, hvis vore forfædre, som almindelig holdt for, at Thor var Odins søn, stå til troende, at Jupiter var Merkurius' søn. Men da romerne nu tværtimod forsikrer, at Merkurius er Jupiters søn, bliver der ikke andet for, hvis de har ret i deres påstand, end at vi må antage, at Thor har været en anden end Jupiter og Odin forskellig fra Merkurius. (- eller at Odin var søn af Thor.) Der er dem, som mener, at de guder, som vore forfædre dyrkede, kun havde 90

91 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading gudenavnet til fælles med dem, der dyrkedes i Grækenland og Latium, men at de, da de så omtrent var jævnbyrdige med disse i værdighed, lånte dyrkelsen tillige med gudenavnet fra dem. Dette må være nok sagt om Danmarks guder i gamle dage. Jeg har kortelig fremsat dette i al almindelighed, for at læserne klarlig kan se, hvilken gudsdyrkelse vort fædreland havde, da den hedenske overtro herskede her. Nu tager jeg tråden op igen, hvor jeg slap den. Lidt af et sidespring, men ikke desto mindre interessant, at det stadig på Saxos tid var usikkert, hvad relationen var mellem Odin og Thor, selv om islændingene normalt anså Thor for Odins søn 85. Hvad der også er interessant er, at Starkad før et skibbrud i Østersøen henføres til egne, som den gang var en del af Store Svitjod (Rusland), fra hvis fjerneste egne også herulerne kom. Frode IV-beretningen fortsætter med Starkad som hovedperson: (Saxo ) De gamle fortæller, at Starkad, som jeg omtalte ovenfor, lod sine bedrifters førstegrøde tjene guderne til behag, idet han dræbte den norske konge, Vikar. Hermed hang det efter nogles sigende således sammen: Da Odin i sin tid ville, at Vikar skulle dø en ynkelig død, men dog ikke åbenlyst ville undlive ham, skænkede han Starkad, som allerede udmærkede sig ved sin usædvanlige størrelse, ikke blot manddomsmod, men også evne til skjaldskab, for at han skulle være så meget mere villig til at være ham behjælpelig med at fuldbyrde kongens drab, thi det håbede han af ham til tak for den ære, han viste ham. Af samme årsag skænkede han ham også tre mands levetid således, at han i hver af dem skulle begå en niddingsdåd. For disse ugerningers skyld forlængede han således hans liv. Starkad drog straks til Vikar, dvælede en stund hos ham og skjulte det forræderi, han pønsede på under påtagen underdanighed. Omsider drog han på vikingetog sammen med ham. Da de et sted længe blev hjemsøgte af voldsomme storme, der i den grad hindrede sejladsen, at de måtte ligge stille størstedelen af året, mente de, at der måtte menneskeblod til for at forsone guderne. De lagde derfor lodder i en krukke, og lodden faldt da således, at kongens liv krævedes som offer. Starkad lavede da en løkke af vidjer og lagde den om halsen på kongen. Han skulle blot tilsyneladende lide døden og hænge en stakket stund, sagde han, men løkken var så fast. at den gjorde sin skyldighed, så vejret gik fra kongen, medens han hang. Inden dødskampen endnu var endt, berøvede Starkad ham med sit sværd den smule liv, han havde tilbage, og åbenbarede således sin troløshed, da han burde have bragt ham hjælp. Jeg anser det ikke for fornødent at drøfte det sagn, der går ud på, at de smidige vidjer pludselig hærdedes, så løkken blev, som om den var af jern. Derpå bemægtigede han sig Vikars skib og sejlede, i den agt at lægge sig efter vikingefærd, til en mand, der hed Bemund og var den ypperste viking i Danmark. Bemunds staldbroder Frakk var nemlig blevet ked af vikingelivets besværligheder og havde trukket sig ud af samarbejdet med ham imod efter aftale at udlevere en sum penge. Starkad og Bemund lagde så megen vægt på ædruelighed, at de, efter hvad der fortælles, aldrig nød nogen rusende drik, for at ikke afholdenheden, der er det bånd, som holder fastest på 85 I Skjoldungesaga var rækkefølgen modsat (Karsten Friis-Jensen 1984, side 43), og det gælder også introduktionen til Snorres Edda. Både Dudo og Adam af Bremen havde Thor som hovedgud. 91

92 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading tapperheden, skulle ødelægges af overdådighed. Efter at have hærget vidt og bredt trængte de ind i Rusland for også at underkue det. Landets folk, som ikke turde tro på deres mure eller våben, søgte at standse fjendernes fremgang ved at lægge usædvanligt spidse fodangler i vejen for dem for på den måde at standse dem, hvis fremgang de ikke på anden måde kunne hindre. Jorden kunne på den måde lønligt såre de krigere i fodsålerne, som de var bange for at møde med deres hær i åbent slag. Men ikke engang en sådan hindring formåede at holde fjenden tilbage, thi danskerne var listige nok til at gøre russernes værk til spildt umage. De tog nemlig straks træsko på og trådte med uskadte fødder på spidserne under deres fodsåler. Disse fodangler var således indrettede, at de havde fire forskellige spidser, som var således anbragte, at de, til hvilken side de end faldt, stadig stod fast på tre ben. Derpå trængte de ind i de tætte og uvejsomme skove og drev russernes fyrste, Flokke, væk fra de smuthuller imellem bjergene, han havde søgt tilflugt til. Her gjorde de så meget bytte, at der ikke var en af dem, som ikke vendte tilbage til flåden belæsset med guld og sølv. Da Bemund var død, blev Starkad formedelst sin tapperhed tilkaldt af Bjarmelandskæmperne, og blandt dem øvede han mange mindeværdige bedrifter. Herpå drog han til Sverige, hvor han lod hvile falde på sig i syv år hos Frøs sønner. Omsider drog han fra dem til Hake, statholderen i Danmark. Da han opholdt sig i Uppsala, på den tid ofringerne fandt sted, blev han nemlig led ved de kvindagtige danse, bifaldet, gøglerne høstede ved deres skuespil, og bjældernes blødagtige lyd. Heraf fremgår det, hvor fjernt hans sind var fra al yppighed, eftersom han ikke engang kunne holde ud at se derpå. I den grad er blødagtighed tapperheden imod. Derfor sejlede han sammen med Hake til Irland, for at selv de fjerneste riger i verden ikke skulle undgå at føle danskernes våben. På den tid var der en konge på øen, som hed Huglet. Skønt han havde et vel fyldt skatkammer, var han dog så befængt med gerrighed, at han, da han en gang forærede et par sko bort, som en kunstfærdig håndværker sirligt havde udstafferet, tog båndene af. Således forvandlede han gaven til en hån og ved denne stygge adfærd forringede dens værdi således, at han fik had til tak for den. Han plejede da heller aldrig at vise gavmildhed imod nogen gæv mand, men gjorde kun godt imod gøglere og pudsemagere, thi da han selv var en lumpen sjæl, var det i sin orden, at han søgte fortrolig omgang med andre lumpne sjæle, og at han, der var besmittet med laster, lokkede og sleskede for folk af samme slags. To ædlinger af udmærket tapperhed havde han dog, Geigad og Svibdag, der ved deres herlige krigsbedrifter lyste imellem deres blødagtige staldbrødre som ædelstene på en mødding. De var da også de eneste til at forsvare kongens skatte. Da kampen imellem Huglet og Hake begyndte, brød gøglerne, hvis letsindighed også gjorde deres legemer svage, i deres forfærdelse rækkerne og tog skammelig flugten. Det var al den tak, kongen fik af dem for de velgerninger, han havde bevist dem, men Geigad og Svibdag 86 holdt ene stand imod de mange fjendtlige krigere og kæmpede med en så utrolig tapperhed, at de ikke syntes at gøre to mands gerning, men en hel hærs. Geigad tilføjede Hake, der trængte hårdt ind på ham, et så vældigt sår i brystet, at det øverste af leveren blev hugget af. Det var også ved den lejlighed, at Starkad, da han trængte ind på Geigad med sit sværd, fik et svært sår i hovedet. Han sagde senere i et kvad, at værre sår havde han aldrig fået, thi skønt huden udenpå groede sammen igen over det kløvede hoved, blev der siddende en slem buldenskab i såret underneden. (Saxo ) Da Huglet var overvunden og fældet og irlænderne drevne på flugt, lod Starkad alle dem af gøglerne, der var blevet fanget, piske. Thi han mente, at det sømmede sig bedre at straffe en flok gøglere på en latterlig måde ved at lade dem miste 86 I Ynglingesaga kæmpede Hake mod den svenske konge Hugleik (Jorunds fætter), og dennes to kæmper Svipdag og Geigad - altså samme historie, som Saxo placerede langt senere i Irland. 92

93 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading deres hud end ved at fare så grumt frem imod dem ved at lade dem straffe på livet. Således lod han den lumpne bande, der drev gøglerhåndværk, lide en forsmæde1ig straf og nøjedes med at revse den med vanærende piskeslag. Derpå bød danskerne, at kongens skatte skulle tages ud af skatkammeret i byen Dublin og overgives til almindelig plyndring, thi så store skatte fandtes der, at ingen brød sig synderligt om, at de blev ligeligt delte. Derefter blev Starkad sammen med slavernes fyrste Vine sendt ud for at hindre østerlændingene i at falde fra. De kæmpede med kurlænderne, semberne, sangalerne og til sidst med alle østerlændingenes hære og vandt vidt og bredt berømmelige sejre. En kæmpe ved navn Visin, som der gik stort ry af, havde i Rusland slået sig ned på et fjeld, der hedder Anefjeld, og hjemsøgte landene nær og fjern med alskens uro. Han havde for skik at døve od og æg på ethvert våben blot ved at se på det, hvorved han, da han havde mistet al frygt for sår, blev så dumdristig, at han endog bortførte anseelige mænds hustruer i mændenes påsyn og voldtog dem. Opbragt ved rygtet om disse skændselsgerninger drog Starkad til Rusland for at dræbe denne ildgerningsmand. Da han mente, at ingen kamp var så hård, at han jo nok skulle bestå den, udæskede han Visin til tvekamp og fældede ham efter at have berøvet ham den fordel, hans kunster gav ham. Han havde nemlig overtrukket sit sværd med en ganske tynd hud, så at det ikke var til syne for troldmanden, og hverken hans trolddomskunsters magt eller hans vældige kræfter hjalp Visin noget. Han måtte ligge under for Starkad. Derefter overvandt han i Byzans, stolende på sine legemskræfter, i tvekamp en kæmpe ved navn Tanne, der havde ord for at være uovervindelig. Han drev ham i landflygtighed til ukendte egne af verden, og da ingen vanskæbne nu havde været mægtig nok til at kunne unddrage hans kræfter sejren, drog han til Polen og overvandt der i tvekamp en kæmpe, som danskerne kalder Vaske, men som tyskerne med nogen forandring af bogstaverne kaldte Wilzce. (Saxo ) Imidlertid begyndte sakserne at pønse på frafald og særligt at overveje, hvorledes de uden at indlade sig i åben krig kunne få bugt med Frode, der hidtil var uovervunden i krig. Bortset fra en indledningsvis præsentation dukker Frode selv først op i forbindelse med denne sidste begivenhed i Saxos beretning om Frode IV. I stedet har Saxo fulgt "statholderen" Hake, som Saxo har problemer med at få placeret. Forklaringen må ligge i, at de fleste af Frode-beretningerne hører til samme sagnkreds om en stor Frode-konge og desuden til en senere mere anonym Frode med faderen Fridlev 87 - muligvis hører de senere historier om de fredegode Fridlev og Frode til i denne senere periode, men er flyttet frem for symbolsk at falde sammen med Kristus og Augustusfredens tid allerede i Skjoldungesaga. Det har givet Saxo problemer med at få Hakesagnene på plads, fordi Hakes følgesvend Starkad først kunne komme hos en langt senere Frode hos Saxo. Konsekvensen må blive den enkle, at også faderfigurerne var identiske herunder Hake og Hading, mens der kommer en Fridlev senere som far til den anden Frode. Der er naturligvis en stor usikkerhed her, men det synes naturligt at 87 Hos Saxo (Fig. 7) har den første Frode Hading til far, mens Frode III og Frode IV har Fridlev til far. I Skjoldungesaga er en Fred-Leif på Hadings plads far til den første Frode, men også dennes Frode IV har en Fridlev til far. 93

94 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading Frode den Store skal komme tidligt i sagaforløbet på grund af Saxo s historie om hunnerne, Jordanes-historien, formørkelsen af solen i 530 erne og Beowulfs samling af mjødsæder, fordrivelsen af eorlas og Skjoldungefejden og her står også en Frode efter saneringerne i Figur 1. Et enkelt Fridlev-element om en halvbror til Frode synes dog at være knyttet til den første Frode og ikke til Fridlev (se omtalen i note Fejl! Bogmærke er ikke defineret.): (Fragmenta VIII-IX) Fridlev bortførte med vold Hilde, kong Åle's datter fra Opplandene i Norge, og fik med hende sønnen Åle. Med en anden hustru havde han Frode. Som søn af den voldtagne kongedatter kunne Åle ikke arve, så Frode fik riget efter sin far. Vi finder også elementet hos Saxo, hvor det er placeret hos Frode IV s far, Fridlev. Følgende del af beskrivelsen synes at høre hjemme før Frode I. Det skal bemærkes, at den Halfdan, som nu mødes hos Saxo, ikke er omtalt som en søn, men som en "statholder" for danerne i Sverige: (Saxo ) Omsider gav han (Fridlev) sig ud på færden, men flåden blev overfaldet af vindstille, og han brød derfor ind i bygderne for at søge levnedsmidler. Der tog en mand ved navn Grubbe gæstfrit imod ham, og hans datter tog han til slegfred og avlede med hende en søn, der blev kaldt Olaf. Da der var gået en stund, fik han Frogerd til ægte. (Saxo ) Ved nytårstid fik Fridlev, skønt det holdt hårdt, stiftet forsoning imellem Bjørn og An, der gentagne gange havde holdt tvekamp, og fik dem til at slutte venskab i stedet for at hade hinanden. Han betroede dem også sin tre år gamle søn Olaf til opfostring. Han gjorde An til sin hirdmand og gav ham sin slegfred Juride, Olafs moder, til ægte, idet han mente, at hun roligere ville finde sig i, at han forskød hende, når hun blev gift med sådan en kæmpe og kom til at hvile i hans kraftige arm i stedet for i kongens. Det var skik i gamle dage at adspørge nornerne om, hvilken skæbne der var beskåret børnene. Fridlev ville da også have at vide, hvad lykke der ventede hans søn Olaf, og efter højtideligt at have aflagt sine løfter gik han ind i gudernes tempel for at bede. Da han så ind i helligdommen, så han tre møer sidde hver på sin stol. Den første af dem var mild af sind og lovede drengen fagerhed og fuldt op af yndest blandt menneskene. Den anden skænkede ham som sin gode gave en overordentlig gavmildhed, men den tredje, der var mere ondsindet og misundelig, lod hånt om sine søstres enstemmige godhed og var opsat på at forringe deres gaver, hvorfor hun føjede nærigheden til drengens øvrige egenskaber. Idet de andre velgerninger således skæmmedes ved denne usalige nærigheds gift, føjede det sig sådan, at Olaf formedelst disse gavers forskel fik et tilnavn, der bar vidne om, at hos ham var gavmildhed parret med karrighed. Sådan gik det til, at denne nærighed, der knyttede sig til hans velgerninger, gjorde skår i den oprindelige ædelmodigheds liflighed. Da Fridlev vendte tilbage fra Norge og drog igennem Sverige, påtog han sig af sig selv en sendefærd og skaffede Halfdan, der endnu var ugift, Hedins datter, som han i sin tid havde frelst fra et uhyre, til ægtefælle. Imidlertid havde hans hustru Frogerd født Frode, som fik sit tilnavn af sin overvættes gavmildhed. I disse to beretninger præsenteres Frode altså med en halvbroder 94

95 6. Eventyrkongerne Skjold og Hading Åle/Olav, som vi senere skal møde i forbindelse med Aun og Starkad. Man kunne i øvrigt fristes til at tro, at ovennævnte An var den svenske Aun. Figur 11. Skjoldungesagas konge Skjoldungesagas konge Skjoldunge-slægt Skånske konger Fredlejf Frode d. Store Åle/Olav Ingeld Sigrid Halfdan Valdemar Agnar Signe Helge Roar Datter Frode Adils Yrsa Rørik Skuld Hjørvard Rolf Krake Valdar Skjoldungesagas konger, som de er refereret af Arngrimur Jonsson. Den sekvens i Skjoldungesaga, som harmonerer med Beowulf, begynder med sagaens konge nr. 18, Fridlev. Arngrimur Jonsson oplyste, at Valdar var søn af Roar, og det fremgår af Langebeks udgave af kongelisten fra Langfedjatal. 95

96 7. Frode den Store 7 Frode den Store De tre kapitler bestod udover Saxo s egen indledning af spredte beretninger om danernes fortid, herunder anglerne, og om de mere eller mindre fiktive konger, som han placerede omkring de opdelte Frode-konger. Reelt skulle der, hvis man ser på Beowulf, kun være en eller to konger siden leddet til guderne i form af den symbolske Skjold. Måske var det blot Frodes far, hvad enten han hed Hading eller Hake, som til sig knyttede den sagnomspundne jarl/erilar, Starkad, mens Fridlev hører til i et senere Frode-led. 7.1 Frode den Store Frode-skikkelsen har en afgørende rolle i sagnhistorien. Der optræder 6 Frode-konger hos Saxo, men langt de fleste beretninger synes at vedrøre den samme konge, hvis historie må have indgået i en større sagnkreds om Skjoldungerne, som har vakt interesse selv i England. Sagnkronologisk optræder han ofte i sammenhæng med svea-kongen Yngve Alreksens sønner. Hos Saxo møder vi første gang Frode-kongen som Hadings søn, Frode I: (Saxo 5.1.1) Efter Hading blev hans søn Frode konge. Han oplevede adskillige mærkelige hændelser. Da han var kommet til skels år og alder, var han i besiddelse af alle de dyder, der pryder en yngling, og for ikke at sætte dem til i lediggang holdt han sig fra al slags vellyst og lagde sig med den største flid efter krigsvæsenet. Da hans faders krige havde tømt skatkammeret, havde han imidlertid ingen midler til at udrede sold til sine krigsfolk, og mens han nu grublede over, hvorfra han skulle få det, han havde så stort behov for, kom en af hans undersåtter til ham og kvad: En ø ved jeg ligge ej langt af led, gods og guld den har i gemme. På det røde malm en drage ruger, fælder du den, får du skatten. I fortællingen om Frode I bevæger Saxo sig stadig på eventyrniveau i stil med Hading-beretningen og Beowulf. Frode blev rig ved at dræbe dragen og hente de nedgravede skatte. Hans mange krigeriske bedrifter fra Hellespont til Skotland er ligeledes helt usandsynlige. Skattene var vel hentet ved gravrøveri og opgravning af folkevandringstidens guldofringer, og krigstogterne stammer snarere fra østgermanske sagn eller nogle af de senere vikingeflåders ledere. Frode-skikkelsens egentlige indhold må derfor primært søges under Saxos næste Frode'r og i andre beretninger. 96

97 7. Frode den Store En anden udgave af Frode I og hans ophav finder vi i de endnu eksisterende fragmenter af Skjoldungesagaen: (Fragmenta) Da Odin indvandrede fra Asien til de nordiske lande, gav han sin søn Skjold land at råde for, hvor det siden er kaldt Danmark, og en anden søn Yngve gav han Svealand. Fra Skjold nedstammer den danske kongeslægt Skjoldungerne, og fra Yngve nedstammer de svenske Ynglinge. Skjold satte bo på Sjælland i Lejre. Skjolds søn var Lev. I hans kongetid skete ingen manddrab, og der var så stor fred, at han blev kaldt Fridlev 88. Hans søn og eftermand var Frode. Han var så kløgtig, at efter ham kaldes den "frod", som er klog. Under ham var der en sådan fred, at ingen vovede at tage sig selv til rette, selv om han fandt sin faders banemand bunden foran sig. Ran og tyveri ophørte, så en guldring, som han henlagde på Jelling Hede ved den store jyske landevej, lå urørt i mange år. Deraf fik en af Frode-kongerne navnet Fredegod. Det menes, at Frodefreden var, dengang kejser Augustus herskede i Rom og da Krist blev født. I Frodes dage voksede markerne selvsåede, og i jorden fandtes alle alskens malm. Det skete en gang, da Frode var bleven gammel, at der kom voldsom lyn og torden, solen mørknede, jorden skjalv og bjergene styrtede. Det, mener man, var ved den stund, da Vorherre led døden på korset. Aksel Olriks danske gengivelse ovenfor kan suppleres nedenfor af en mere direkte oversættelse af Arngrimur Jonssons egen latinske tekst, hvor udtryksmåden måske lidt klarere indicerer, at malmen er Saxo-Frodes nedgravede skatte: (Fragmenta) metaller i store mængder blev hentet op i Danmark 89, en kunst kong Frode mestrede. Efter mange års forløb indtrådte der en usædvanlig solformørkelse med jordskælv, der bevægede og ødelagde hele klippeblokke. Axel Olriks udgave minder meget om Claus Lunds og Karsten Friis- Jensens oversættelse af det ældre sagafragment "Upphaf allra frasagna" 90. I disse fragmenter fra Skjoldungesagaen får vi endnu en gang sammenhængen præsenteret med andre navne. Skjold placeres som Odins søn i overensstemmelse med gammel praksis om en afstamning fra Woðan. Da Hake-figuren får navnet Fridlev, forklares det som man ville forklare et 88 Claus Lunds og Karsten Friis-Jensen fortæller i deres version, at han hed Lev, fordi Skjold overlod ham land og løsøre. 89 Danmark er netop kendetegnet ved sin mangel på metaller, når man ser bort fra jernet i myremalmen og lidt kobber. 90 Claus Lunds og Karsten Friis-Jensen: Skjoldungernes Saga,

98 7. Frode den Store tilnavn. Billedet af Frode idealiseres for at skabe en konge, hvis kendetegn er lånt direkte fra myten om Theodorik den Store (Dietrich af Bern) - selv om myten og naturkatastrofen dateres til Kristi død, hvorfra Theodorik i øvrigt selv havde overtaget Augustus-freden. At der er tale om den samme Frode indicerer hans plads og omtalen af metallerne. Der er altså tale om kraftig manipulation i forhold til en oprindelig figur. Allerede Skjoldungesaga lagde altså stor vægt på, at den danske kongeslægt var ved magten på Augustus tid. Derfor skal vi lægge mærke til naturkatastrofen, for den kender vi sandsynligvis. Både Cassiodorus og Procopios oplevede en lignende begivenhed, og omtaler den som en formørkelse af solen, som varede i ca. 3 år. En senere syrisk krønike fortæller om 1½ meter sne i Antiocia. (Procop) Gennem hele året skinnede solen uden kraft - kun som månen. Det var næsten som en solformørkelse, for dens lys var ikke klart, eller som det plejer at være. Formørkelsen begyndte ifølge historikerne den 24. marts 536. Den kan genfindes i egetømmer i Irland og med 10 års unøjagtighed også i Grønlands indlandsis. Her synes forklaringen at være et stort vulkanudbrud i Sydøstasien, som fyldte atmosfæren med støv og slørede solen, hvilket gav anledning til hungersnød og sygdom - og sikkert også voldsomme klimareaktioner. Formørkelsen menes at være årsag til en del danske standard-deponeringer af en fibel med 10 guldbrakteater i disse år - muligvis et offer for at formilde guderne 91. Brakteaterne var arrangeret i en kæde. Er det disse gulddeponeringer, der har inspireret til sagnet om Frodes guld ved vejene? En sådan begivenhed bør naturligvis også kunne spores i sagnverdenen. Sagnenes treårige fimbulvinter kan således i nord være inspireret af denne begivenhed, som vi finder langt senere hos Saxo i forbindelse med kong Snio (Sne) og et gammelt sagn om longobardernes udvandring: (Saxo ) På den tid blev markernes afgrøde fordærvet som følge af overmåde dårligt vejr, og det blev svar dyrtid. Da almuen som følge af levnedsmidlernes knaphed led hårdt af hungersnød Mest konkrete er dog sagaernes beskrivelser ovenfor, selv om islændingene har farvet dem med dramatiske naturfænomener, som kendes på Island, men aldrig har forekommet i Danmark. Sagaernes første danerkonge med navnet Frode regnedes altså i det første citat for en ældre mand i 530'erne. Han burde i så fald have oplevet 91 Morten Axboe 2001 og

99 7. Frode den Store herulernes ankomst og bosættelse, mens de var naboer til danerne i Skåne. Kristi fødsel, som sagaerne placerer på Frode I' tid, dukker imidlertid hos Saxo op under Frode III (Saxo ) under "Frode-freden" som en bekræftelse af kongeslægtens alder. Der er altså tale om samme konge eller en sammenblanding. Som det var nævnt indledningsvis, bliver det generelle billede i det efterfølgende, at det ved gennemgang af beretningerne om sagnhistoriens mange Frode'r kan se ud som om, at stort set alle sagn handler om den samme konge. Her skal vi naturligvis se bort fra det påklistrede Theodorik-image og nogle af de krigeriske bedrifter. I det efterfølgende skal vi se på Frode III første ægteskab, som Saxo beskrev det. Saxo taler her om hunnerkongens datter, men på Frodes tid var hunnerne stort set forsvundet fra Nord- og Vesteuropa. Sandsynligvis var nordboerne slet ikke i stand til at skelne mellem hunner og østgermanske heruler, idet herulerne frem til Attilas død fremtrådte som en del af den hunniske hær og muligvis endda havde optaget hunner i folket ved hunnernes tilbagetog. Vi vender i næste kapitel tilbage til dette spørgsmål, som skyldes, at ingen forfattere på Saxos tid eller de moderne historikere var opmærksomme på herulernes rolle i Norden. Det må antages, at Saxo i det følgende skildrer en ægteskabsalliance inden danernes fordrivelse af herulerne (hunnerne). Beretningen ser således ud: (Saxo 5.1.5) Da Frodes hirdmænd nu i høj grad savnede kvindelig hjælp, eftersom de hverken havde noget at sy nye klæder af eller kunne bøde de gamle, formanede de indstændigt kongen til at gifte sig. Han undskyldte sig i førstningen med sin unge alder, men til sidst gav han efter for deres indtrængende opfordringer. Da han nu var opsat på at få at vide af dem, der således havde tilskyndet ham, hvem de mente var tjenlig for ham at indlade sig i ægteskab med, priste de i højeste grad en datter af hunnerkongen. Det ville Frode nu ikke høre tale om, og da de trængte ind på ham for at få grunden til det at vide, sagde han, at han havde hørt af sin fader, at det ikke var heldigt, at en konge søgte så langvejs bort efter en hustru i stedet for at tage hende i et af nabolandene. Da Gotvar hørte det, skønnede hun, at kongen snildeligt søgte at slippe fra sine venner med udflugter, og for at styrke hans tvivlrådige sind og for at stive hans selvtillid af sagde hun: "For de unge sømmer det at gifte sig, de gamle venter graven på. For ungdommen går alt efter ønske og lykken føjer sig, den hjælpeløse alderdom går ned ad bakke mod graven. Håbet følger ungdommen, oldingen går uden håb mod døden. Ungdommen er i fremrykning og lader intet ufuldbyrdet, når den tager fat". Da han af agtelse for hendes ord bad hende om at påtage sig bejlerfærden for ham, undslog hun sig først under påskud af sin høje alder og sagde, at hun på grund af sin alderdoms svaghed ikke kunne påtage sig så vanskeligt et hverv. Omsider gik 99

100 7. Frode den Store hun dog ind derpå, da kongen sagde, at det var en tjeneste, der var løn værd, og tog en guldkæde frem, som han lovede hende som belønning for sendefærden - den var mere til pryd end til nytte og bestod af led med ophøjet arbejde, imellem hvilke der var billeder af konger, som ved en indvendig snor kunne trækkes sammen eller fra hverandre. Også Vestmar og Koll tillige med deres sønner fandt han det for godt at give hende med på færden, fordi han mente, at de ved deres kløgt ville undgå den tort at få et afslag. De rejste altså sammen med Gotvar, og hunnerkongen gjorde først tre dages gæstebud for dem, førend de fik lov til at komme frem med deres ærinde; således var det nemlig i gamle dage skik at tage imod gæster. På gildets tredje dag kom prinsessen frem og gjorde sig behagelig for sendemændene med sin venlige tale, og hendes fornøjelige nærværelse forhøjede ikke lidet gæsternes glæde ved gildet. Mens bægrene blev flittigt tømte, åbenbarede Vestmar hende i skæmtsomme ord deres ærinde for i fortrolighed at lære jomfruens sindelag at kende. For at hun ikke skulle få lejlighed til at give ham et afslag, foregreb han sendefærdens ærinde i ord, der var beregnede på at vække latter. Under gæsternes bifald dristede han sig til at begynde en spøgefuld samtale med hende. Hun sagde, at hun kun agtede Frode ringe, for det skortede ham på hæder og berømmelse. I gamle dage ansås nemlig ingen værdig til at ægte fornemme kvinder, medmindre han ved glimrende og udmærkede bedrifter havde vundet stor navnkundighed. Ørkesløshed regnedes for den største lyde hos en bejler, og intet lagdes ham mere til last end mangel på berømmelse. Havde man blot fuldt på af den, ansås man for rig på alt andet, og jomfruerne beundrede ikke så meget deres elskeres skønhed som deres herlige bedrifter. Da sendemændene nu tvivlede på, om de kunne nå deres mål, overlod de til Gotvars klogskab at prøve på at føre sagen videre. Hun søgte nu ikke blot ved ord at få bugt med jomfruen, idet hun forsikrede at Frode brugte venstre hånd lige så godt som højre og var overmåde dygtig både til at svømme og kæmpe. Men hun bryggede også en elskovsdrik, og da jomfruen havde fået den, forvandledes hendes hårdhjertethed til attrå. Hun opgav sin ringeagt og fattede i stedet elskov og lyst til Frode. Derpå bød Gotvar Vestmar og Koll at gå lige til kongen og på ny fremføre deres ærinde. Hvis han gjorde vanskeligheder, skulle de forebygge et afslag ved at udæske ham til kamp. Vestmar gik nu op på kongeborgen med sit væbnede følge, og sagde at kongen enten måtte opfylde deres bøn eller kæmpe med dem. "Vi har besluttet hellere at falde med ære end at vende hjem med uforrettet sag for ikke at lide den tort at få et afslag og ikke opnå, hvad vi har sat os for. At pådrage os vanære i stedet for den hæder, vi havde håbet at vinde. Nægter du os din datter, må du derfor slås med os. Et af to må du vælge. Vi vil enten dø eller have, hvad vi begærer. Kan vi ikke opnå et glædeligt udfald hos dig, vil vi i al fald have et sørgeligt. Frode vil blive gladere ved budskabet om vor død end ved, at vi bringer ham et afslag". Uden at sige mere truede han med at 100

101 7. Frode den Store gennembore kongen med sit sværd. Kongen sagde, at det stred mod hans kongelige værdighed at kæmpe mod sin undermand, og at det ikke sømmede sig, at folk af ulige stand skiftede hug som ligemænd. Da Vestmar ikke holdt op med at udæske kongen til kamp, og denne nu vaklede imellem frygt for kampen og undseelse ved at undslå sig for den, så han ikke vidste, hvad han skulle gøre, sagde kongen til sidst, at så fik han spørge jomfruen selv om hendes mening. I gamle dage lod forældrene nemlig deres giftefærdige døtre selv vælge, hvem de ville giftes med. Da Vestmar nu således var henvist til at erfare, hvad der var jomfruens hjertensmening, og vidste, at, ligesom enhver kvinde er ustadig af sind, er hun omskiftelig med hensyn til, hvad hun sætter sig for, tog han fat på sagen med så meget større fortrøstning, som han vidste, at kvinderne er vankelmodige i deres ønsker. Hvad der bestyrkede ham i hans tillid og øgede hans håb om, at hans bestræbelser ville lykkes, var den omstændighed, at den uerfarne jomfru var overladt til sig selv. En kvinde, når hun får lov at råde sig selv, er let at lokke med søde og fagre ord, så hun ikke blot uden vanskelighed lader sig ombestemme, men endog har hast med at føje sig. Hun, hvis hjerte allerede var opfyldt af elskov til bejleren som følge af elskovsdrikkens lønlige virkning, svarede, at hun håbede at finde mere godt hos Frode, end rygtet havde at melde. Han havde jo en så udmærket fader at slægte på, og æblet plejer ikke at falde langt fra stammen. Derfor huede den unge mand hende vel ikke så meget på grund af hans nuværende ypperlighed som på grund af den, hun ventede, han med tiden ville opnå. Kongen undrede sig over dette svar, men da han ikke kunne fratage pigen den frihed, han havde givet hende, lovede han, at Frode skulle få hende. Derpå samlede han mundforråd i mængde og udstyrede sig på det prægtigste og gav sig straks ifølge med sendemændene på vej til Danmark i den formening, at ingen bedre egnede sig til brudefører end brudens far. Frode tog med den største glæde imod sin brud og viste også sin kongelige svigerfader al mulig ære. Frode gav ham, da brylluppet var holdt, ved afskeden kostelige gaver, både i guld og sølv. (Saxo ) Frode levede nu i tre år med Hanunde, således hed hunnerkongens datter. Der herskede i den tid den mest velsignede fred i landet, men kongens hirdmænd, som deres ørkesløse levned havde gjort frække, gjorde sig - med den af freden avlede tøjlesløshed - skyldige i de skammeligste misgerninger. (Saxo ) Grep lod sig ikke nøje med kvinder af ringe stand, men gik i sin formastelighed så vidt, at han holdt til med dronningen og således var lige så utro mod kongen som voldsom i sin færd overfor andre. Denne skændsel tog efterhånden mere og mere til, og mistanken om, hvorledes det stod til, sneg sig i stilhed frem blandt menigmand, førend kongen fik noget at vide derom. 101

102 7. Frode den Store Den "norske" Erik den Veltalende, som pludselig var dukket op hos danerne, blev kongens rådgiver på grund af generel utilfredshed med kongens svaghed. Erik afslørede dronningens utroskab, så hun blev skudt til side. I stedet blev Frode gift med Alvild, som blev hentet i Norge af Erik og hans bror Roller. Med Alvild fik Frode sønnen Ingjald. Her er det på sin plads at sammenligne med Frode III's og Frode IV's ægteskaber, som de omtales i Skjoldungesaga: (Fragmenta 7b) Frode den 3.: Han giftede sig med Inga, datter af sveakongen Yngve Alrikssøn. Han havde med hustruen Inga sønnerne Fridlev og Halfdan. (Fragmenta 9) Frode den 4.: Fra sveakongen Jorund ranede han dennes datter og fik med hende sønnen Halfdan. Hun var hans elskerinde. Senere fik han med en retmæssig dronning Ingjald. Mens Saxos Frode III første gang var gift med en hunnisk prinsesse og derefter en norsk, var sagaernes Frode III og IV altså gift med en svensk prinsesse. Fællesnævneren kan være, at hun kom fra de herulske lejesoldater i Sverige. Halfdan-figuren skildres flere steder som halvbroder til Frode eller Fridlev og fik stor betydning i sagaerne. Den anerkendte svenske sprogforsker, Elias Wessén 92, skrev i en artikel om de nordiske folkenavne i 1969, at navnet var usædvanligt, og at denne første forekomst af Halfdan i den danske Skjoldungeslægt tyder på, at han var halvblods. Wessén stillede det retoriske spørgsmål, om hans mor var herulsk. Et sådant ræsonnement fra en sprogforsker hvor kvalificeret Wessén end var som sådan kan aldrig blive historisk dokumentation, men Wessén har næppe været opmærksom på, hvor godt dette forslag passer ind i sammenhængene omkring Frodes myrdede broder. Måske var Halfdan kun et tilnavn for Åle, hvilket kan have forårsaget roderiet med navne og parallelle personer i disse generationer. Det kan også forklare det øgenavn, Sverting, som Roar havde i visse sagaer, hvis Roar var kvart herul, som må antages at have været mørke. Den overdrevent veltalende Erik, som optræder i den første del af kapitlet, forekommer at være en litterær Saxo-opfindelse, som er atypisk for de gamle kongesagn - men han gav fortællerne og Saxo en mulighed for at brillere med ordsprog og anekdoter. Undervejs skifter han imidlertid karakter og bliver til en militær rådgiver og jarl. Denne norske bondesøn forekommer kun hos Saxo, mens rollen i de andre værker og hos de andre Frode'r indehaves af Starkad, som også viser talegaver, når vi senere kommer til Ingjald. I Saxos version optræder Starkad imidlertid slet ikke 92 Elias Wessén: Nordiske folkstammer och folknamn, Fornvännen

103 7. Frode den Store under Frode III Fredegod. Han dukker som nævnt først op hos den efterfølgende Frode IV. At Erik-figuren må have en helt anden baggrund, end den norske, som Saxo fortæller om, kommer Saxo selv til at røbe 93, da han fortæller om Eriks møde med sveakongen Alrik: (Saxo ) Da Alrek havde fået øje på fjenden, sendte han bud efter Erik og mindede ham i en hemmelig samtale om det forbund, der havde været mellem deres fædre, og bad ham om ikke at kæmpe sammen med den gøtiske konge, Gestumblindi. Det vægrede Erik sig på det bestemteste ved, og Alrek bad da om lov til at slås med Gestumblindi, idet han mente, at en tvekamp var at foretrække frem for et almindeligt slag. Hertil svarede Erik, at Gestumblindi var uskikket til at slås på grund af sin høje alder, og gav ikke blot den, men også hans svage helbred til påskud. Han ville dog gå i kamp med ham i hans sted, sagde han, thi det var en skam, om han ville undslå sig for at gå i tvekamp for den, han var kommen for at føre krig for. Så holdt de da ufortøvet tvekamp. (Saxo ) Alrek faldt, men Erik blev hårdt såret, og da det var vanskeligt at skaffe lægemidler, varede det længe, før han fik sin fulde førlighed igen. Der var kommen Frode et falsk rygte for øre om, at han var falden, og sorg derover pinte kongens sind svarlig Disse navne kender vi fra en lignende historie i en helt anden sammenhæng, nemlig i Ynglingesaga og Tjodolfs gamle Ynglingatal, hvor sidstnævnte fortæller således om brødrene Erik og Alrik - far til "hunnerkongen": (Yng 20) Alrek faldt. Der også for Erik broders våben bane blev. Med hestenes hovedtøj hinanden Dags efterkommere dræbte. Aldrig før blev seletøj brugt af Freys afkom i kamp. De to brødre Alrek og Erik har østgermanske kongenavne 94 og Erik præsenteres i Saxo-afsnittet ovenfor i skikkelse af en militær rådgiver eller lejesoldat-officer. Erik kan meget vel være en herulsk jarl, som gik i fjendens sold - en typisk herulsk adfærd og levevej. Starkad er helt klart samme type og hans navn svarer endda til en historisk kendt soldat i gotisk 93 Dette er også konstateret af Inge Skovgaard-Petersens i disputatsen Da Tidernes Herre var nær. 94 Jordanes XXIII (117), som tidligere er citeret. Alrik betyder "alkonge", mens Erik betyder "enekonge" - altså et symbolsk navnepar. 103

104 7. Frode den Store sold, Sterkedius 95. Erik må være Saxos kopi af Starkad-figuren i den periode, hvor Starkad ikke kunne placeres i Saxos kronologi. Baggrunden for Starkad synes at have været en herulsk lejesoldat, der lærte danernes Hake om den romerske kileformation Porcinum Capet (Svinehovedet) - eller i sagasprog Svine-fylkingen - og derefter fortsatte i tjeneste hos hans søn. Med disse forklaringer om herulerne i baghovedet kan vi gå videre med Saxos beretning om Frode: (Saxo 5.5) Kongen, som vandt stor anseelse ved denne nys vundne sejr, besluttede nu - for ikke at vise sig mindre opsat på retfærdighed end på krig - at omdanne sin hær ved at give den ny love, af hvilke nogle er i brug endnu, medens senere tider har afskaffet andre og sat ny i stedet. Han fastsatte: At enhver høvding ved byttets deling skulle have en større del end de andre krigere. Høvedsmændene, som i slaget plejede at gå lige bag efter bannerne, skulle for deres værdigheds skyld have det guld, der blev gjort til bytte. De menige krigere skulle nøjes med sølvet. Våbnene skulle tilfalde kæmperne. De tagne skibe skulle landets folk have, thi de tilkom dem, der skulle bygge og udruste skibe. Ingen måtte holde noget, der hørte til huset, under lås og lukke. Mistede han noget, skulle han have det dobbelt erstattet af kongens kasse. Holdt nogen noget forvaret i lukket kiste, skulle han bøde en mark guld til kongen. Den, som skånede en tyv, skulle selv lide tyvs straf. Den første, der flygtede i slag, skulle være uden for lands lov og ret. Da han kom tilbage til Danmark, bestemte han, for ved gode foranstaltninger at råde bod på den fordærvelse, Grep havde fremkaldt ved sine ryggesløse sæder: At kvinderne skulle have lov til at ægte, hvem de selv ville, og ikke måtte tvinges til at tage nogen mand. Således sørgede han ved lov for, at en kvinde holdtes for lovformelig gift, selv om hendes far ikke havde givet sit samtykke til hendes ægteskab. Giftede en fri kvinde sig med en træl, måtte hun dele hans kår, miste sin frihed og gå over i trællestanden. En mand skulle ægte den kvinde, han forførte, hvem hun så end var. En horekarl skulle af den lovlige husbond lemlæstes, for at kyskhed ikke skulle tilintetgøres ved skændig løsagtighed. Røvede en dansk fra en anden dansk, skulle han give ham det røvede dobbelt tilbage og kendes skyldig i brud på freden. Dersom nogen bragte stjålet gods til anden mands hus, og denne tog imod ham og lukkede døren efter ham, skulle hæleren have alt sit gods 95 Sterkedius i Cassiodorus, Varia. 104

105 7. Frode den Store forbrudt og prygles offentligt på tinge som medskyldig i tyvens forbrydelse. Enhver, der rømte af landet og blev landets fjende eller førte avindskjold mod landets folk, skulle straffes på liv og gods. Dersom nogen af genstridighed var sen til at udføre kongens bud, skulle han straffes med landsforvisning. (Det var nemlig skik, når der pludselig var krigsfare for hånden, at sende en træpil, der så ud, som om den var af jern, om fra mand til mand som budstikke.) Gik nogen menig mand i slaget frem foran høvedsmanden i første række, blev han, i fald han var træl, fri mand. Var han bonde, blev han adelsmand. Var han adeligt født, blev han høvding. (Så stor løn vandt de kække i gamle dage. I den grad mente vore forfædre, at adelskab tilkom de tapre, thi de holdt for, at en mands tapperhed ikke burde være en følge af den lykke, der var blevet ham til del, men at hans lykke burde være en følge af hans tapperhed.) Ingen retstrætte måtte indledes med noget edeligt løfte eller med væddemål. Den, som forlangte af en anden, at han skulle indgå sådant væddemål, skulle betale ham en halv mark guld eller lide hård legemsstraf. (Kongen forudså nemlig, at sådant kunne give den største anledning til strid.) Enhver strid skulle afgøres med sværdet, thi det tyktes ham mere ærefuldt at kæmpe med våben i hånd end at mundhugges. Satte nogen af de kæmpende sin fod uden for den forud afstukne kreds, skulle han betragtes som overvunden og gå glip af det, striden drejede sig om. Dersom en mand af folket af en eller anden grund gav sig i kamp med en kæmpe, skulle han gå imod ham fuldt rustet, men kæmpen måtte kun bruge en stok af en alens længde. Dræbte nogen udlænding en dansk, skulle to udlændinge undgælde derfor med livet. (Saxo 5.6) Imidlertid samlede Gøtar en hær for at tage hævn over Erik, og Frode sejlede da til Norge med en stor flåde. Da de begge havde lagt til ved Rennesø, sendte Gøtar, skræmt af det store ry, der gik om Frode, sendemænd til ham for at bede om fred. Erik svarede dem: "Skamløs er den røver, der først søger fred eller vover at tilbyde gæve mænd den, thi den, som vil opnå noget, må kæmpe for det. Slag bør mødes med slag, og avind fordrives med avind". Da Gøtar, som stod noget derfra og gav nøje agt, hørte dette svar, råbte han, så højt han kunne: "Hver mand kæmper for det gode i forhold til, som han mindes velgerninger". Hertil svarede Erik: "Dine velgerninger har jeg gengældt dig ved at give dig gode råd", hvorved han sigtede til at ypperlige råd er mere værd end nogen som helst gave, og for at vise, at Gøtar havde lønnet hans gode råd med utak, sagde han: "Da du ville røve mig hustru og liv, gav du kun et slet eksempel til efterfølgelse. Mellem os får kun sværdet lov til at dømme". Gøtar angreb derpå den danske flåde, men det gik ham ilde, thi han faldt i slaget. Siden skænkede Frode Roller hans rige, der omfattede syv fylker. Det fylke, som Gøtar i sin tid havde givet Erik, overlod denne også Roller. Efter at 105

106 7. Frode den Store have øvet disse bedrifter tilbragte Frode tre år i den dybeste og tryggeste fred. (Saxo 5.7) I mellemtiden havde hunnerkongen, da han fik nys om, at Frode havde forskudt hans datter, sluttet forbund med Olimar, kongen i Østerleden, og i løbet af to år rustet en krigshær imod danskerne. Frode samlede da også en hær, ikke blot af landets egne folk, men også af nordmænd og slaver. Erik var blevet sendt ud for at udspejde fjendens hær. Da han ikke langt fra Rusland traf på Olimar, der var blevet sat til høvedsmand for flåden, medens hunnerkongen anførte landhæren, tiltalte Erik ham således: Sig, hvad betyder alle de snekker? Pønser på orlog du, Olimar konning? Olimar svarede: Frode jeg søger, Fridlevs søn. Hvo er du, som mig vover at fritte? Erik kvad: Aldrig fanger du sejr over Frode, ingen står sig i strid mod ham. Olimar kvad: En gang får den første være, tit, hvad mindst man venter, times. Med det ordsprog gav kong Olimar til kende, at ingen bør sætte alt for stor lid til lykken. Erik red nu ind i landet for at udspejde hunnernes hær. Da den gik forbi Erik, og han red forbi den, så han den første fylking, da solen stod op, og den sidste, da solen gik ned. Han spurgte derfor folk, han mødte undervejs, hvem der rådede for så mange tusinde krigsfolk. Da Hun - således hed hunnerkongen - fik øje ham og hørte, at han havde påtaget sig en spejders hverv, spurgte han, hvad han hed, og Erik sagde da, at han gik under navn af "Alle vegne mødt og ingen sted funden". Kongen lod nu en tolk hente og spurgte, hvad Frode tog sig for, hvortil Erik svarede: "Frode bier aldrig hjemme på en fjendtlig hær. Ikke har han for skik at tøve i sin borg, til fjenden kommer, thi den, der tragter efter en andens højhed, må våge og være på sin post hele den udslagne nat. Sent fanger sovende mand sejr. Liggende ulv finder sjældent ådsel". Da kongen skønnede, hvor dreven han var i at pryde sin tale med fyndord, sagde han: "Her har vi måske den Erik, der, efter hvad der er kommet mig for øre, falskelig har anklaget min datter", hvorpå han straks bød sine mænd at gribe ham. Men Erik sagde, at det ikke sømmede sig, at der var flere om at gribe en, og ved de ord formildede han ikke blot kongen, men gjorde ham endogså villig til at tilgive ham. Det er dog ikke er til at tage 106

107 7. Frode den Store fejl af, at det mere var list end velvilje, der lå bag ved den tilgivelse. Thi når han lod ham slippe, var det især, for at han skulle jage skræk i Frode ved at fortælle ham, hvor stor en hær han havde. Da Erik kom tilbage, bad Frode ham gøre rede for, hvad han havde fået at vide på sin spejderfærd. Han sagde, at han havde set seks konger, hver med sin flåde, hver talte fem tusind skibe, hvert med tre hundrede mand ved årerne. Hvert tusind af hele skaren bestod af fire fløje, og da der var tre hundrede på hver fløj, måtte hvert tusind regnes til tolv hundrede. Da Frode nu kom i tvivl om, hvad han skulle stille op med så mange, og ivrigt så sig om efter forstærkning, sagde Erik: "Dristigt mod står gæv mand bi. Bjørn må fanges med bidske hunde. Bulbidere må vi have, ikke fejge skødehunde". Så gav han Frode det råd at samle sin flåde. Da den var rustet, sejlede de mod fjenden. De øer, der ligger imellem Danmark og Østerleden indtog de og underlagde sig dem. Da de sejlede videre, stødte de på nogle skibe af den russiske flåde, og da Frode holdt det for en skam at angribe dem, fordi de var så få, sagde Erik: "Krummer er også brød. Falden mand bliver sjældent fed, og den bider ej, som i bælg er bunden". Ved den tale fik han kongen til at lade være med at skamme sig ved at angribe dem og fik ham til at angribe de få med mange ved at forestille ham, at man må sætte undseelsen til side for det, man har nytte af. Derpå sejlede de imod Olimar, som på grund af den sendrægtighed, hans flådes store talrighed medførte, hellere ville vente på fjenden end at angribe ham. Russernes skibe var nemlig klodsede og på grund deres størrelse vanskelige at ro. Men heller ikke hans mandskabs store mængde blev ham til fordel, thi russerne havde mere deres styrke i deres usædvanlige talrighed end i tapperhed, og den lille håndfaste skare danske sejrede over dem. Da Frode ville sejle hjem, stødte han på sin sejlads på en uhørt hindring. Havet var nemlig helt opfyldt med masser af lig af faldne mænd såvel som af stumper af skjolde og spyd, der omtumledes af bølgerne, så at havnene ikke blot var trange, men også fulde af stank. Skibene blev stikkende fast og kunne ikke komme frem for lig, og de kunne ikke engang støde de rådne lig, der lå og drev om, bort med årerne eller drive dem bort med stager, uden at der, så snart de havde fået et af vejen, straks kom et andet drivende og tørnede imod skibene. Man kunne næsten sige, at de var komne i krig med de døde, at de måtte føre en ny kamp med afsjælede legemer. (Saxo 5.8.1) Kong Frode lod nu de folkeslag, han havde overvundet, sammenkalde og gav den lov, at enhver husfader, der var falden i den krig, skulle højlægges med sin hest og alt sit våbenskrud. Hvis nogen gravrøver af skammelig havesyge forgreb sig på nogen af de døde, skulle han ikke blot bøde for det med livet, men hans lig skulle kastes for markens vilde dyr og ikke have nogen hæderlig jordefærd. Det tyktes ham nemlig billigt, at den, som skændede en andens aske, selv ikke blev stedet til jorden, men at hans lig blev behandlet på samme måde, som han havde behandlet en andens. En 107

108 7. Frode den Store høvedsmands lig skulle brændes på et bål, der var rejst på hans eget skib, men ti styrismænds lig skulle brændes på et skib. Enhver jarl eller konge, der var falden, skulle brændes på sit eget skib. Så omhyggelige forskrifter gav han angående de faldnes jordefærd for at forebygge, at de blev jordede uden forskel. Alle russernes konger med undtagelse af Olimar og Dag var nu faldet. Han foreskrev også russerne at føre krig på de danskes vis og forbød dem at tage sig nogen hustru, uden at købe hende, thi han mente, at det ægteskab, man tilkøbte sig, ville blive mere til at stole på. Endvidere fastsatte han, at den, som dristede sig til at voldtage en jomfru, skulle straffes med at lemlæstes eller bøde for sin brøde med tusind mark sølv. Dertil bestemte han, at den, der havde lyst til krigsvæsenet og attråede navn af prøvet kriger, skulle angribe en mand, holde stand over for to, måtte kun trække sig lidt tilbage for tre, men havde ikke nødig at skamme sig ved at fly for fire. Han påbød også de konger, han havde undertvunget, en ny vedtægt angående krigsfolkenes aflønning. Enhver huskarl skulle have tre mark sølv om året, en menig eller hvervet kriger to, en menig, der havde udtjent sin tid, kun en. Ved denne lov krænkede han imidlertid tapperheden, idet han kun tog hensyn til soldaternes stand og vilkår og ikke til deres mod. I det stykke kan man laste ham for at have taget fejl, eftersom han gav dem, der stod ham nærmest, fortrinet for dem, der havde fortjenester at rose sig af. (Saxo 5.7.6) Kongen spurgte nu Erik, om Hunnerhæren kunne måle sig i styrke med Olimars flåde. Erik kvad da: Ingen tror jeg, tælle den mægter, havet ej rummer den, heller ej jorden. Skoven tyktes mig, tændtes i brand, da deres lejrbål lyste i natten. Af gungrende hovslag gnyede jorden, vognene rumlede, som rullende torden, langt den tætte trængsel trådte, jorden gav sig, når frem den gik. Femten bannere flagre jeg så, af hundred faner fulgtes hvert banner. Trop med hver fane holdt tyve mærker, med hvert et hærtegn en høvding fulgte. (Saxo ) Da Frode spurgte, hvad han skulle stille op imod så mange, rådede han ham til at sejle hjem og lade fjenden gå til grunde ved sin egen masse. Han fulgte rådet og var ikke mindre villig til at følge det, end Erik til at give det. Hunnerne rykkede frem gennem uvejsomme ørkener og ødemarker, hvor der intet steds var levnedsmidler at opdrive, og der begyndte at blive fare for almindelig hungersnød, thi egnen var øde og sumpet, og der 108

109 7. Frode den Store var ingen udvej at finde til at afhjælpe nøden. Omsider, da de havde slagtet og fortæret trækdyrene, så de hverken havde noget at køre med eller noget at spise, spredte de sig, men deres omstrejfen blev dem til lige så stor fortræd som hungersnøden. De skånede hverken heste eller æsler, ja holdt sig ikke en gang fra ådsler eller uhumskheder. Til sidst sparede de ikke engang hundene. Intet var så modbydeligt, at de ikke tog tit takke dermed, da det var på det sidste med dem, thi intet er for grumt, når man er stedt i den yderste nød. Så hjemsøgte en almindelig farsot de af sult medtagne mennesker. Uden ophør blev ligene begravede, alle var angst for at dø, og ingen havde medlidenhed med de døende, thi angsten havde gjort det af med al menneskelig følelse. Først rømmede de så lidt efter lidt i hele fylkinger, senere i små flokke ad gangen. Også spåmanden Ugger rømte fra kongen. Han var en mand, hvis alder ingen kendte, men ældre end noget andet menneske var han. Han søgte som rømningsmand til Frode og åbenbarede ham alt, hvad hunnerne tog sig for. (Det er muligt, at ovenstående afsnit er et sagn om herulernes vandring set med danernes øjne. Vi har ikke hørt om hunnisk hungersnød af denne karakter, hvorimod det kan være herulernes flugt til Rugiland 96 eller et forløb i det ufrugtbare Småland - eller en blanding.) Imidlertid stødte Hedin, der var konge over en ikke ringe del af Norge, til Frodes flåde med hundrede og halvtredsindstyve skibe. Han udsøgte tolv af dem og sejlede helt hen til flåden med et skjold i mastetoppen som tegn på, at det var venner, der kom. Det var en stor forstærkning han bragte Frode, og denne fattede det største venskab for ham. Hedin og Hild, den jyske småkonge Hognes datter, en jomfru, der gik stort ry af, fattede senere kærlighed til hinanden. Inden de endnu havde set hinanden, havde deres navnkundighed nemlig optændt dem til gensidig elskov, og da de fik lejlighed til at se hinanden, kunne ingen af dem få øjnene fra den anden, så stærk var den elskov, der lænkebandt deres blikke. Imidlertid fordelte Frode sine krigsfolk rundt om i byerne og omhyggeligt det nødvendige forråd til brug om vinteren, men hvor megen umage han end gjorde sig, forslog hans midler ikke til at underholde hans kostbare hær, og den kom næsten i lige så stor nød som hunnernes. For at hindre fremmede i at strømme til sendte han derfor en flåde til Elben under anførsel af Revil og Mevil, som skulle passe på, at ingen satte over floden. Da vinteren var ledet til ende, besluttede Hedin og Hogne at drage på vikingetog sammen. Hogne vidste nemlig ikke af, at hans staldbroder elskede hans datter. 96 Procopios fortæller om deres flugt efter nederlaget til longobarderne VI, xiv: "Men da de nåede det land, hvor rugierne boede i gammel tid, slog de sig ned der. Men da de blev presset af sult, fordi de var i øde områder, flyttede de ikke længe efter." Vi har tidligere tillige set, at de, inden de kom til varnerne, passerede gennem øde egne. 109

110 7. Frode den Store Hogne var såre velskabt, men stivsindet: Hedin var også velskabt, men lille af vækst. Da Frode så, at det dag for dag blev vanskeligere for ham at underholde sin hær, sendte han Roller til Norge, Olimar til Svealand, Kong Ønev og Glomer, der var en stor viking, til Orkneyøerne for at skaffe levnedsmidler og lod hver især tage sine egne krigsfolk med. Frode havde tredive konger i sit følge, som dels var hans venner, dels hyldede ham som deres overherre. Da hunnerkongen hørte, at Frode havde sendt en del af sine krigsfolk bort, samlede han en ny hær. Hogne trolovede sin datter med Hedin, efter at de først havde tilsvoret hinanden, at hvis en af dem blev dræbt, skulle den anden hævne ham. Om efteråret vendte de, der var blevet sendt ud for at skaffe levnedsmidler, tilbage, men de var rigere på sejrvindinger end på levnedsmidler. Roller havde nemlig gjort fylkerne Nordmøre og Søndmøre skatskyldige efter at have fældet deres konge, Arnthor. Olimar havde indlagt sig den største navnkundighed ved at undertvinge fremmede lande. Han havde overvundet Thor Lange, konge over Jämtland og Hälsingland, og to andre ikke mindre mægtige høvdinger samt underlagt sig Estland, Øsel og Kurland og øerne ud for Sveakysten. Han vendte hjem med syv hundrede skibe, dobbelt så mange, som han var sejlet bort med. Ønev og Glomer samt Hedin og Hogne havde underlagt sig Orkneyøerne. De vendte hjem med ni hundrede skibe. Nu var der kommet penge nok ind vidt og bredt fra til at bestride udgifterne med og fuldt op af bytte, så nu var der rigeligt nok til krigsfolkenes underhold. Tyve riger var blevet underlagt Frodes herredømme, hvis konger i forbindelse med de tredive tidligere nævnte kæmpede sammen med danskerne. I tillid til denne styrke begyndte han kampen med hunnerne. Allerede den første dag rasede den så voldsomt, at der faldt så mange, at Ruslands tre største floder var dækkede af lig som af broer, så at man kunne gå over dem, og så langt man i tre dage kunne ride, var jorden oversået med lig, så langt strakte myrderiets spor sig. Da slaget havde varet i syv dage, faldt kong Hun, og da hans broder, der hed lige sådan, så, at hunnernes fylking begyndte at vige, betænkte han sig ikke på at overgive sig med hele sin hær. Efter det slag underkastede et hundrede og halvfjerdsindstyve konger, som dels var hunner, dels kæmpede sammen med hunnerne, sig kong Frode, hvilket tal Erik havde gjort rede for, den gang han nævnede, hvor mange bannere og andre hærtegn de havde, da Frode spurgte ham, hvor stor Hunnerhæren var. Frode stævnede nu kongerne til tings og pålagde dem, at de for fremtiden skulle leve under en og samme lov. Olimar satte han over Holmgård, Ønev over Kønugård, den fangne Kong Hun gav han Saxland og Revil Orkneyøerne. En mand ved navn Dimar satte han for styret i Hälsingland, Jarnberaland og Jämtland samt begge Laplandene, og Dag gav han herredømmet over Estland. Hver af disse mænd pålagde han at udrede en bestemt skat, idet han gjorde deres underdanighed til betingelse for sin gunst. Frodes rige omfattede nu imod øst Rusland og nåede mod vest til Rhinen. 110

111 7. Frode den Store (Saxo 5.9) Imidlertid bagvaskede onde tunger Hedin hos Hogne og beskyldte ham for at have haft samkvem med Hild, før end de havde haft bryllup, hvilket den gang af alle folkefærd ansås for en stor brøde. Hogne lånte lettroende øre til denne løgn og løse tale og angreb med sin flåde Hedin, der opkrævede skat til kongen hos slaverne, men han blev overvundet i slaget og flygtede til Jylland. Således blev den af Frode indstiftede fred først forstyrret af indbyrdes krig, og landets egne folk var de første til at bryde kongens lov. Frode sendte derfor bud til dem og stævnede dem begge for sig og udspurgte dem nøje om grunden til deres fjendskab. Da han var kommet på det rene med den, afsagde han sin kendelse i overensstemmelse med den lov, han havde givet, men da han skønnede, at ikke engang det kunne forsone dem, idet faderen hårdnakket vedblev at kræve sin datter tilbage, bestemte han, at striden skulle afgøres med sværdet, thi det syntes at være det eneste middel til at få ende på den. I denne kamp fik Hedin et svært sår, men da han allerede havde mistet en mængde blod, og kræfterne begyndte at svigte ham, blev hans fjende uventet grebet af mildhed, thi Hogne, som havde det fuldstændig i sin magt at dræbe ham, ynkedes over hans fagerhed og ungdom og lod sin grumhed vige for mildhed, og for ikke at dræbe den unge mand, der var lige ved at drage sit sidste suk, holdt han sit sværd tilbage. Det ansås nemlig i gamle dage for en skam at berøve en svag yngling eller en afmægtig livet. I den grad tog oldtidens kæmper i deres tapperhed hensyn til alle ærens bud. Således blev Hedin da ved sine staldbrødres bistand ført tilbage til sine skibe og frelst ved sin fjendes ædelmodighed. Syv år efter kæmpede de atter ved Hedinsø og gav hinanden banesår. Hogne ville have kunnet prise sin lykke, hvis han i sin tid havde været grum og ikke mild imod Hedin, da han havde overvundet ham. Så stærkt, siges der, brændte Hild af attrå efter sin husbond, at hun om natten skal have vakt de faldne til live ved galdresange, for at de kunne fortsætte kampen 97. (Saxo 5.10) På den tid kom Alric, kongen af Svealand, i en svar krig med Gestiblinde, göternes konge. Gestiblinde, der var den svageste af dem, søgte til Frode og tilbød, at han ville overgive sig og sit rige til ham, om han ville hjælpe ham. Han fik straks Skalk Skåning og Erik med til hjælp og vendte tilbage med forstærkning. Han havde besluttet at angribe Alric med hele sin styrke, men Erik foreslog, at de først burde gå imod hans søn Gunthiov, der var høvding over Värmland og Solør, thi, sagde han, de af stormen trætte søfolk burde sejle til den nærmeste kyst, og dertil kom, at rodløst træ sjældent trives. De angreb da Gunthiov, som faldt, og hvis gravhøj endnu minder om hans navn. Da Alric hørte, at hans søn var blevet dræbt, ilede han dertil for at hævne ham 98. Efter at have fået øje på fjenden sendte han bud efter Erik og 97 Skildret i sagaen om Hogne og Hedin, som en parallel til einherjernes kamp. Sorla Thattr om "Hogne og Hedin" (kap. 2) fra Flateyjarbok (ca. 1400). 98 Det usædvanlige navn Gunthiof minder kraftigt om Beowulfs sveakonge, Ongentheow, som netop faldt i kamp mod geaterne. 111

112 7. Frode den Store mindede ham i en hemmelig samtale om det forbund, der havde været imellem deres fædre, og bad ham om ikke at kæmpe sammen med Gestiblinde. Det vægrede Erik sig på det bestemteste ved, og Alric bad da om lov til at slås med Gestiblinde, idet han mente, at en tvekamp var at foretrække for et almindeligt slag. Hertil svarede Erik, at Gestiblinde var uskikket til at slås på grund af sin høje alder, og gav ikke blot den, men også hans svage helbred til påskud. Men Erik ville gå i kamp med Alric i Gestiblindes sted, sagde han, thi det var en skam, om han ville undslå sig for at gå i tvekamp for den, han var kommet for at føre krig for. Så holdt de ufortøvet tvekamp. Alric faldt, men Erik blev hårdt såret, og da det var vanskeligt at skaffe lægemidler, varede det længe, før han fik sin fulde førlighed igen. Der var kommet Frode et falsk rygte for øre om, at Erik var faldet, og sorg derover pinte kongens sind svarligt, men Erik forjog hans sorg ved sin velkomne hjemkomst. Han meldte ham nemlig, at Svealand, Värmland, Hälsingland og Solør ved hans bestræbelser var blevet underlagt Frodes rige. Frode gjorde ham straks til konge over de folk, han havde overvundet, og gav ham samtidig Hälsingland og begge Laplande, Finland og Estland imod at betale årlig skat. Ingen sveakonge før ham hed Erik, men fra ham gik navnet over til de senere Ynglingetals første Erik var Alriks bror - et forhold som behandles senere. 112

113 Møre Högom Evebø Hordaland Avaldsnes Rogaland 7. Frode den Store Hälsingland Figur 12. Kort - Danmark og Sverige i yngre germansk jernalder Oppland Dalarna Åland Aker Solør Bergslagen Vendel Ringerike Uppsala Viken Värmland Västmanland Badelunda Uppland Vestfold Østfold Mälaren Helgö Skiringssal Södermanland Dalsland Vänern Tiveden Kolmården Agder Bohuslän Snartemo Østergötland Västergötland Rök Finnestorp Vättern Gotland Skagerak Paviken Vännebo? Småland Lindholm Høje Bolmen Barshalderhed Halland Slöinge Värend Köpingsvik Kattegat Finnveden Øland Odensjö Inglingehög Götaälv Nordsøen Jylland Dankirke Nydam Illerup Fyn Gudme Blekinge Sösdala/Sjörup Augerum Listerland Skåne Ravlunda Uppåkre Lejre Sjælland Gudhjem Himlingøje Sorte Muld Bornholm Østersøen Angel Nordfrisien Ejderen Holsten Østfrisien Elben Mecklenburg Rügen Oder Pommern ErilaR-inskrip. Trade routes 100 km Vistula Wielbark Preussen De angivne handelsruter er eksempler på de mest sandsynlige ruter. 7.2 Frode og Ynglinge-kongerne Her er det passende at afbryde skildringen af Frode for at forsøge at samle nogle af de løse ender op i snakken om hans kontroverser med hunner og Ynglinge-konger. På dette tidspunkt må herulerne ifølge historien være blevet fordrevet fra de skånsk/smålandske grænseegne til f.eks. Uppsala - den fordrivelse, som vi allerede har fundet hos Jordanes, samt i Beowulf og Widsith. 113

114 7. Frode den Store Afstanden mellem danernes riger og Uppsala var meget stor i forhold til den livlige aktivitet i sagnene på Frodes tid i første halvdel af 500-tallet. Daner og svear var jo slet ikke naboer, og sejlskibene var endnu ikke taget i brug i Norden 100. Hovedparten af sammenstødene kan derfor oprindeligt have fundet sted som sammenstød mellem daner og heruler før herulernes fordrivelse fra grænseegnene syd for göterne. I de senere beretninger havde man svært ved at sætte folkebetegnelse på herulerne, da de må være endt som assimileret i et eller flere nordiske folk, hvor deres navn øjensynligt fik betydningen jarler/erilar 101 blandt svear, göter, daner og nordmænd - en rolle som bl.a. lejesoldaten Starkad/Erik havde. Det var jo deres historiske rolle i de Øst- og Vestromerske riger. Tidens fyrstelige ægteskaber var som regel en vej til at få naboskab og alliancer til at fungere. Frodes ægteskab med Hanunde må ses i dette lys, og uanset Saxos lange forklaringer ville den efterfølgende opløsning af ægteskabet og krigstilstanden mellem parterne være to sider af samme sag. Det står klart hos Saxo, at det var det efterfølgende opgør med hunnerne, der gjorde Saxos Frode til en heltekonge, som der kunne stå så meget gny om i skjaldenes sagn, at det var blevet til en hel sagnkreds. Hvis fortællingen oprindeligt skal have haft nogen bund i virkeligheden, må hunnerne derfor være en forveksling med deres østgermanske følgesvende, herulerne. Netop sammenstødet mellem heruler og daner var den eneste nordiske begivenhed, som gav genlyd hos de sydeuropæiske historikere i de århundreder. Det ville imidlertid ikke give mening for Saxo og hans forgængere at skrive det navn - så skulle de jo skrive "jarlerne". Præcis samme forhold gav fortolkningsproblemer i Beowulfs indledning, som sandsynligvis stammer fra samme begivenhed. Når man læser Saxos beretning om hunnerkongen, er det bemærkelsesværdigt, at der først er en beretning om, at den store hær på vandring gennem øde egne rammes af sult og desertering (Saxo 5.7.7). Saxo kendte her nogle nordiske sagn med tydeligt præg af folkevandringstid, og han kendte utvivlsomt også beretningen om Attila. Saxo har sikkert stykket sine fortællinger sammen i den tro, at Frodes herulerhistorier drejede sig om Attilas hær, men fortællingen om opløsningen passer lige så godt på episoder fra herulernes lange rejse, en efterfølgende alliance med varnerne om overfart til Skåne (Olimars flåde), og deres situation i Småland. 100 Ifølge Ole Crumlin Pedersen: Søvejen til Roskilde. Bekræftet af de gotlandske billedsten, hvor skibene først får sejl omkring Runeindskriften erilar, som i henhold til tidligere omtale sandsynligvis betød "herul" forekommer i 9 tilfælde spredt over Norden, bortset fra Uppland. Årsagen er muligvis lejesoldatofficerer, der har haft denne identifikation, som blev til titlen "jarl". Navnet forekommer kun i tiden og deres folk har næppe levet der, hvor enkeltpersoner kunne identificere sig ved hjælp af navnet, "Heruler", hvilket muligvis udelukker disse fundsteder som herulernes egne bosættelsesområder. 114

115 7. Frode den Store Ved hunnernes ankomst trak Frode sig tilbage uden konfrontation. Først langt senere, efter at Olimar havde forladt hunnerne igen, tørnede man sammen i det store slag, som en helteskikkelse som Frode havde behov for. Faktisk kan kampene have fundet sted i det område mellem Värend og Bråviken, hvor man senere søgte at placere Bråvalla-slaget, men noget tyder på, at eftertiden har blandet flere slag sammen, og at herulerne snarere er blevet tiltrukket af Uppsalas ekspanderende økonomi, end at de er blevet skræmt væk af Frode. Saxo gav ingen forklaring på, hvor hunnerne blev af, efter at de underkastede sig Frode i den store fredsslutning, hvor han som en anden Odin begyndte at udstede fælles love, men herulerne endte jo altså som lejesoldater måske mange steder. Det hele er naturligvis spekulation, men vi kunne vel ikke forvente at finde herulernes historiske passage og konflikt med danerne beskrevet bedre af Saxo, end det er tilfældet her. Hos Saxo genfinder man endda ligesom i Ynglingesaga de faser, som opstod ved en kombination af Procopios og Jordanes, nemlig passage uden kamp, bosættelse og fordrivelse til en fjernere bosættelse - om end det sidste i Saxo-sprog fremstod som om 170 hunniske konger måtte underkaste sig Frode. Inge Skovgaard-Petersen har på en række punkter fastslået, at Saxo i Bog 5 bl.a. havde benyttet Hervarar-sagaen som grundlag. Det er sandsynligvis korrekt, at nogle af episoderne kan genkendes, for netop Hervarar-saga handler antageligt om goter og hunner i Sydeuropa i den periode, hvor herulerne var en deltager i spillet. Også på Rökstenen synes efterkommere af nordiske heruler at bruge elementer fra Hervarar-saga 102. I den del, vi kender af Skjoldungesagaen, er sporene til gengæld svage, men det skyldes nok, at sagnene om herulernes ankomst allerede var "brugt" til indledningens forklaring om Odins ankomst til Sverige, og at herulerne ikke havde indgået direkte i danernes kongehus. Ankomsten er af gode grunde mest udførlig i Ynglingesaga. Odin var forklaret med herulernes vandring, men når man læser Ynglingesagas kongerække, udgår den fra Vanen Njord ikke Odin. Ynglingesagas første halvdel inden Ottar forekommer i det hele taget usandsynlig med en række gentagelser under forskellige navne. Først kommer der 9 konger 103 med en overnaturlig eller direkte komisk historie uden væsentlig indbyrdes sammenhæng 104. Det er antageligt isolerede sagnfortællinger. Fra Alrik frem til Egil synes de derimod at rumme 102 Se artiklen i Bilag 1 om Rökstenen. 103 Bortset fra placeringen af Agne, stammer denne opdeling fra Wessén og Svante Nors opdeling i gruppe A, B1, B2 og C, som dog var foretaget med henblik på en opdeling efter mere litterære kriterier. Svante Nor 1998, To Red or to Rown, Uppsala. 104 Swegder er interessant i herulsk sammenhæng, da han for en periode af 5 år drager tilbage for at lede efter Odin i Sydøsteuropa. Er det en del af Datius-historien? 115

116 7. Frode den Store elementer af den øvrige sagnhistorie og er muligvis gentagne fragmenter eller tomme genealogiske skaller, som er sat ind foran de næste konger, som vi også kender fra Beowulf. Det kan muligvis lade sig gøre at komprimere kongerækken i Ynglingesaga på samme måde som den danske, men der er ikke noget sammenligningsgrundlag, og blandingen af to dynastier vil ikke gøre det lettere. Vi afstår derfor fra forsøget og ser blot på nogle enkelte forhold. Ynglingesagas konger Figur 13. Ynglingesagas svenske konger Odin Erik Alrik Aun Njord Alv Yngve Egil Yngve-Frey Erik Jorund Ottar Fjolne Yrsa Adils Sveigde Øystein Vanlanda Yngvar Visbur Rig Anund Domalde Danp Ingjald Illr. Domar Drott Åse Olav Trätäl. Dyggve Dag Agne Ynglingesagas konger frem til fordrivelsen fra Uppsala. Kongerne til og med Dag (Wesséns første gruppe med konsonantnavne) og Agne anses for uvedkommende, mens kongerne fra Alrik til Egil her anses at stamme fra forskellige stadier af en manipulationsproces, hvor Ottars forfædre blev koblet sammen med gudeverdenen. Navnene Agne, Aun, Jorund og Yngve minder om de 3 første guder, som ikke forekom i Snorres forlæg, Ynglingatal. Vi har allerede mødt Fjolne, Erik, Alrik og Jorund, men her følger et længere stykke af Ynglingesaga om de sidste af disse symbolske figurer, Aun og Egil: (Yng 24) Jorund, kong Yngves yngste søn, blev konge i Uppsala. Han 116

117 7. Frode den Store styrede landet og lå ofte i viking om sommeren. En sommer tog han til Danmark med flåden. Han hærgede i Jylland og ved høsttid sejlede han ind med sine mænd i Limfjorden og hærgede der. Han lå med sine mænd ved Oddesund. Da kom Gylaug Håløygskonge dertil med en stor hær - søn til den førnævnte Gudlaug. Han gik straks i kamp med Jorund, og da folk i land så det, strømmede de til fra alle sider med store og små skibe. Da måtte Jorund overgive sig for overmagten og hans skib blev ryddet. Han flygtede til søs, men blev fanget og ført op på land. Kong Gylaug lod rejse en galge, førte Jorund hen til den og lod ham hænge. (Yng 25) Aun eller Åne hed Jorunds søn. Han var konge over Svitjod efter sin far. Han var en klog mand og en stor blotmand. Hærmand var han ikke. Han sad hjemme i landet. På samme tid som disse konger var i Uppsala, som det nu er fortalt, var først Dan den Storladne konge over Danmark (Ynglingesaga er skrevet efter Saxo og Skjoldungesaga). Han blev ældgammel. Så kom hans søn Frode den Storladne eller Fredsommelige og så hans sønner Halfdan og Fridlev. De var store hærmænd. Halfdan var ældst og forrest af dem i alt. Han for med hæren til Svitjod mod kong Aun. De havde nogle kampe mod hinanden, og Halfdan sejrede hver gang, så Aun flygtede til Västergötland. Da havde han været konge i Uppsala i 20 år. Han var også i Götaland i 20 år, mens kong Halfdan var i Uppsala. Kong Halfdan led sottedøden i Uppsala, og der er han højlagt. Derefter kom Aun til Uppsala igen. Da var han 60 år og da fik han iværksat et stort blot for at få et langt liv. Han gav sin søn til Odin og ofrede ham. Kong Aun fik svar af Odin, at han skulle få lov at leve 60 år til. Aun var da konge i Uppsala igen i 20 år. Nu kom Åle den Frøkne, Fridlevs søn, med sin hær til Svitjod mod kong Aun. De kæmpede mod hinanden, og Åle fik sejr hver gang. Da flygtede Aun fra riget for anden gang og drog til Västergötland. Åle var konge i Uppsala i 20 år til Starkad den Gamle dræbte ham. Efter Åles fald kom kong Aun tilbage til Uppsala og styrede riget i endnu 20 år. Da gjorde han et stort blot og ofrede sin anden søn. Da sagde Odin til ham, at han skulle leve videre så længe, at han gav Odin en søn hvert 10. år, og desuden skulle han give et herred i landet navn efter tallet på de sønner han havde ofret til Odin. Men da han havde ofret den syvende søn, levede han i 10 år og var sådan, at han ikke kunne gå. Han blev båret på en stol. Så ofrede han den ottende søn og levede i endnu 10 år, men da lå han til sengs. Så ofrede han den niende søn og levede 10 år til. Da drak han af horn som et spædbarn. Da havde Aun kun en søn tilbage og ville også ofre ham. Så ville han give Odin Uppsala og de herreder, som ligger under det og kalde det Tiundaland. Svearne forbød ham det, og derfor skete der ikke noget blot. Så døde kong Aun og blev højlagt ved Uppsala. Siden hedder det Ånesot, når en mand dør af ælde uden sygdom. (Yng 26) Egil hed Aun den Gamles søn. Han var konge i Svitjod efter sin 117

118 7. Frode den Store far. Han var ingen hærmand og sad i ro hjemme i landet. Tunne hed hans træl, som havde været hos Aun som hyrde. Da nu Aun var død, tog Tunne en mængde løsøre og gravede det ned i jorden. Men da Egil blev konge satte han Tunne sammen med de andre trælle. Det brød han sig ikke om, så han løb bort, og mange andre trælle med ham. De gravede det løsøre op, han havde gemt. Det gav han til sine folk, og så tog de ham til høvding. Siden kom al slags stygt pak drivende til ham. De lå ude i skoven, og af og til kom de ind i bygderne og ranede eller dræbte folk. Kong Egil erfarede dette, og så drog han ud med hæren for at lede efter dem. Men en aften, da han havde slået sig ned for natten, komme Tunne uventet over dem med sine folk og dræbte mange af kongens mænd. Da kong Egil mærkede, at der var kamp, satte han sig til modværge og satte sit banner op, men der var mange af hans mænd, som flygtede fra ham. Tunne og hans mænd gik modigt frem, og Egil så ingen anden vej end at flygte. Tunne og hans folk jagede dem lige til skovs, og siden vendte de tilbage til bygderne og ranede og hærgede, og nu mødte de ingen modstand. Alt det Tunne tog i bygderne, gav han væk til de mænd, som fulgte ham. Derfor fik han mange venner og tilhængere. Kong Egil samlede en hær og drog til kamp mod Tunne. De sloges og Tunne vandt, og Egil flygtede og mistede mange folk. Kong Egil og Tunne kæmpede 8 gange mod hinanden, og Tunne vandt dem alle. Da flygtede Egil til Danmark til Frode den Frøkne på Sjælland. Han lovede kong Frode skat af svearne, hvis han fik en hær. Frode gav ham en hær og sine kæmper. Så drog Egil til Svitjod, og da Tunne fik det at vide, gik han mod ham med sin hær. Der kom et stort slag. Der faldt Tunne og kong Egil tog sit rige tilbage. Danerne vendte hjem. Kong Egil sendte store og gode gaver til kong Frode hvert halve år, men betalte ingen skat til danerne, og alligevel holdt venskabet mellem ham og Frode. Efter at Tunne var faldet, styrede Egil riget i 3 år. og han blev højlagt i Uppsala. (Yng 27) Ottar hed Egils søn, som fik rige og kongedømme efter ham. Ottar fortsatte ikke venskabet med Frode. Da sendte Frode folk til Ottar for at hente den skat, som Egil havde lovet ham. Ottar svarede at svearne aldrig havde betalt skat til danerne, og han sagde, at han heller ikke ville gøre det. Sendemændene vendte hjem. Frode var en stor hærmand. En sommer drog Frode med sin hær til Svitjod. Han gjorde landgang der og hærgede, dræbte mange og plyndrede andre. Han tog store mængder i bytte, brændte gårdene mange steder og gjorde stort hærværk. Sommeren efter drog Frode af sted og hærgede i Østerland. Ottar fik at høre, at Frode ikke var i landet. Da gik han om bord i krigsskibene, sejlede til Danmark, hærgede der og mødte ingen modstand. Han hørte nu om en stor hærsamling på Sjælland, så han stævnede mod vest i Øresund, sejlede mod syd til Jylland og lagde ind i Limfjorden og hærgede i Vendsyssel. Han brændte og lagde meget øde der. Vått og Faste hed Frodes jarler. Dem havde Frode overgivet landeværnet i Danmark, mens han var udenlands. Da nu 118

119 7. Frode den Store jarlerne hørte at sveakongen hærgede i Danmark, samlede de en hær, sprang ombord i skibene og sejlede mod syd til Limfjorden. Her faldt de helt uventet over kong Ottar, og gik straks i kamp. Svearne svarede godt for sig, og der faldt folk på begge sider, men efter hver som faldt af danerne kom der bare flere fra bygderne omkring. Og så lagde de til med alle de skibe, som fandtes i nærheden. Slaget endte med, at Ottar faldt der og det meste af hans hær. Danerne tog hans lig og flyttede det på land. Der lagde de det op på en høj, og lod dyr og fugle rive i ådslet. De lavede en trækrage og sendte den til Svitjod og sagde, at mere var han ikke værd, deres kong Ottar. Siden kaldte de ham for Ottar Vendelkrage. Navnet Aun minder en del om Audun/Odin, og det er da også Aun, der har lagt navn til den gamle blotkalender 105, som knyttes til Uppsalas Diseting. Historien om kongen med den shamanistiske fremtræden forekommer symbolsk og overnaturlig. Lotte Hedeager har senere fremhævet Odins shamanistiske egenskaber 106, som kan ligne Auns og navnene kan også have samme baggrund. Man kan fantasere videre og overveje, om navnet Alrik, som optræder som en tom skal, var den vandrende konges rigtige navn. Alrik efterfølges af Yngve og dennes bror Alf, som Ynglingatal betegner som "offergode". Alrik var navnet på to af de tre herulske konger, som man kender historisk i Sydeuropa inden dette tidspunkt (Alaric var måske oprindeligt en titel - "alkongen"). Det kan være denne sagnenes Alaric, som førte herulerne til Norden - en fortælling, som senere tider brugte på guden Odin, og som også resulterede i den besynderlige halvgud - Aun. Yngve blev "svearnes konge" i Uppsala - mens skikkelsen Odin/Aun synes at have haft en overordnet måske religiøs funktion, som også kunne betyde lange rejser tilbage til herulerne i det byzantinske rige. Sidst i forrige kapitel præsenterede Saxo Alrik sammen med sønnen Gunthiov, som faldt i kampen mod göterne. Det usædvanlige navn minder mistænkeligt om det oldengelske Ongentheow 107, som Widsith fremhæver som svearnes konge. Vi kan i Beowulf finde den gamle, kampgrå Skilfing, Ongentheow, som faldt i kampen mod geaterne. Hans forfædre blev ikke nævnt, men Skilfing var et Odin-navn ifølge Skaldskaparmal. Hans sønner var Ottar og Onela, hvor Onela kunne betyde lille hunner. Skjoldungesaga kender ingen Gunthiov, men taler om Yngve Alriksen som Frodes svenske svigerfar, mens Egil og Ottar senere blev Frodes svenske modstandere. Vi kan blive ved at finde navne og personer, der minder om hinanden, men vi kan næppe finde en kombination, som vi tør fæste lid til. Saxo 105 Göran Henriksson: Rigsbloten og Uppsala högar (TOR 27), Lotte Hedeager 2011, Iron Age myth and materiallity. 107 Saxo kendte også navnets nordiske version, Angantyr, som han åbenbart ikke forbandt med Ongentheow. 119

120 7. Frode den Store fandt måske patentløsningen på de mange navnekomplikationer, da han døbte hunnerkongen og hans bror Hun og Hun. Derfor er der blot i Figur 14 foretaget et eksempel på en kraftig sammentrækning, Rekonstrueret som Ynglingeslægt der må tages alt muligt forbehold for. Figur 14. Rekonstruktion af Ynglingeslægtens første del Erik (Y) Alrik (S5b/Y) Aun (Y*) Svipdag (S1) Hun (S5a) Yngve (Y) Ongentheow (B) Egil (Y*) Gunthiov (S5b) Asmund (S1) Hun (S5a) Alv (Y) Hugleik (Y) Erik (Y) Onela (B) Hunding (S1) Jorund (Y) Ottar (Y*/B) Ubbe (S1) Inga (Y) Hanunde (S5a) Adils (Y*/S2) Eadgils (B) Eanmund (B) Eksempel på rekonstruktion af Ynglingeslægtens tidlige sagnkonger ved sammenlægning af Beowulf (B) (se Fig. 16), Ynglinge-saga (Y) (se Fig 13) og Saxo (S). Gentagelsen af Ynglingesagas sekvens er markeret med Y*. Numrene på serierne af Saxo-konger henviser til numrene på Saxos bøger. Åbenbart har man ikke efterfølgende været opmærksom på den mulige flytning fra Sydsverige til Uppsala, men ophavsmændene til Ynglingesagas Aun-historie har vidst, at Halfdan/Åle - med danerblod i sig - havde regeret i det, der var eller havde været Auns rige. Disse to navne mødte vi som henholdsvis "svensk statholder" og uægte søn under Hake (Fridlev). De mystiske magtskift kan være sket i Odins sydskandinaviske bosættelse i den periode, hvor han flyttede sit folk til Uppsalariget - eller også er der tale om en eller flere sønner af en danerkonge, der voksede op hos en forstødt eller voldtaget mor i Uppsala. Rekonstruktionsprocessen er naturligvis ikke kun Snorres værk. Ynglingatal viser, at nogle af forvekslingerne og manipulationerne går langt tilbage i tiden. Også gudesagnene først i Ynglingesaga har været 120

121 7. Frode den Store nogen tid undervejs. Sandsynligvis er det fragmenter af kongesagn fra folkevandringstiden og religiøse myter, der er blandet sammen i forsøg på at forbinde kongeslægten med guderne, hvilket allerede Bedas engelske kongelister viser som kutyme. Snorres andel er sandsynligvis primært en kombinering og systematisering med henblik på uddybning og forklaring. Ovenstående kan ikke udgøre noget historisk bevis for, at herulerne slog sig ned i Uppsala. Selv om de blev integreret som en minoritet af lejesoldater, er det heller ikke ensbetydende med, at det oprindelige dynasti af svear forsvandt. Sagnhistorien giver imidlertid en meningsfuld forklaring på, hvordan herulernes ankomst, som den er dokumenteret af Procopios og Jordanes, kan være endt. Det kræver i alt fald effektive skyklapper eller manglende viden om sagnhistorien at fastholde, at sporene af herulernes ankomst forsvandt helt i Norden. 7.3 Frodes senere bedrifter og død Herefter kan vi fortsætte med Frodes bedrifter hos Saxo: (Saxo ) På den tid herskede Alf i Hedemarken. Han havde en søn, der hed Asmund. I Vigen herskede Bjørn, hans søn hed Asvid. Så hændte det, at Asmund, der havde en ulykkelig lidenskab for jagt, da han en gang var ude for at fange dyr eller sætte snarer for dem, blev overfalden af tåge og kom bort fra sine jægere. Han kom ind på en afsides sti, og vankede om på de øde åse uden hest og klæder og uden anden føde end svampe og jordfrugter. Omsider kom han til kong Bjørns borg. Da de to kongesønner havde været sammen en liden stund, tilsvor de hinanden til stadfæstelse af deres venskab, at den af dem, som overlevede den anden, skulle lade sig begrave med den døde. Så stærkt var forbundet imellem dem og så stort deres venskab, at ingen af dem ville leve længere, når den anden var død. Frode samlede nu en hær fra alle de lande, der lød under ham, og sejlede med sin flåde til Norge, medens Erik skulle føre landhæren, thi som det går med menneskenes griskhed, jo mere han havde, des mere attråede han. Selv den mest øde og vilde del af verden kunne han ikke afholde sig fra at angribe på uretmæssig vis. I den grad plejer stigende velstand at øge begærligheden. Nordmændene opgav alt håb om at kunne forsvare sig. De dristede sig ikke til at sætte sig op imod Frode, og begyndte for største delen at flygte til Halogaland. Også en jomfru ved navn Stikla flygtede fra landet for at bevare sin kyskhed, idet hun foretrak krig for brudefærd. Imidlertid døde Asvid af sot og blev begravet i en hule med hund og hest. Asmund lod sig som følge af det venskab, de havde tilsvoret hinanden, levende begrave sammen med ham, idet der blev lagt føde ned med ham, som han en stund kunne holde livet oppe med. Nu kom Erik, som var draget op igennem landet med hæren, til Asvids grav. Da svearne tænkte, at der var skatte i den, 121

122 7. Frode den Store brød de den op med hakker. Der viste sig da en hule for dem, som var dybere, end de havde ventet. For at få den undersøgt måtte de have en til at lade sig hejse ned i den med et tov om livet. Der blev ved lodkastning udtaget en af de raskeste ynglinge dertil. Da Asmund så ham blive hejset ned i en kurv med et tov ved, kastede han straks manden ud. Han satte sig selv i kurven og gav så dem, der stod ovenfor og styrede tovet, tegn til, at de skulle hejse ham op. Da de i forventning om en stor skat trak kurven op og så en ukendt skikkelse i den, blev de forskrækkede over hans sælsomme udseende, kastede tovet og flygtede til alle sider i den tro, at det var den døde, der var stået op af graven. Asmund så nemlig gruelig ud i ansigtet og syntes helt bedækket med noget fælt noget, ligesom levret blod. Han søgte at kalde de flygtende tilbage og gav sig til at råbe til dem, at de uden grund var bange for et levende menneske. Da Erik så ham, undrede han sig især over hans blodige ansigt, thi blodet randt i strømme ned ad det. Asvid var nemlig hver nat blevet levende igen og havde i sin stadige kamp med ham revet det venstre øre af ham, så det var et fælt syn at se det ulægte, blodige sår. (Saxo ) Imidlertid var Frode kommet med sin flåde til Halogaland. For at få et skøn over sit mandskabs styrke, som ikke syntes at kunne måles med tal, bød han sine krigere opkaste en høj, således at hver mand bar en sten til den. Den samme måde at tælle hæren på benyttede også fjenden, og højene bærer endnu vidnesbyrd derom for enhver, som ser dem. Her holdt Frode slag med nordmændene, og det blev en streng dag. Om natten besluttede man sig på begge sider at trække sig tilbage. Ved daggry kom Erik til ad landvejen. Han rådede kongen til at begynde kampen igen. I den dyst mistede danskerne så mange skibe, at der af tre tusind kun siges at være blevet hundrede og halvfjerds tilbage, men nordmændene led et så umådeligt mandefald, at rygtet fortæller, at der ikke var folk nok til en femtedel af bygderne 108. (Saxo 5.12) Efter at Frode havde vundet denne sejr, var det hans attrå at stifte fred blandt alle folk, så at enhver kunne have sit gods i sikkerhed for tyve, og at der efter krigen blev fred i alle hans riger. Han hængte derfor en armring op på en klippe, som kaldes Frodes Klippe, og en anden i Vigen, efter at han havde holdt ting med nordmændene og ladet dem vide, at de hang der for at prøve den ærlighed, han havde påbudt. Han havde også truet med, at han ville straffe alle fylkets høvdinger, hvis de blev stjålne. Således hang guldet, uden at nogen passede på det, midt på alfarvej til største fare for høvdingerne og til fristelse for alle rovbegærlige folk, eftersom det var så let et bytte. Frode bestemte også, at søfolk frit skulle have lov til at tage og bruge årer, hvor de fandt dem. Han bestemte også at den, der skulle over en flod, frit måtte bruge den hest, han fandt nærmest ved vadestedet. Han skulle imidlertid stige af, så snart dens forben rørte land, medens bagbenene endnu 108 Arkæologerne indicerer en sådan udvikling i Sydvestnorge på Frodes tid, men den skyldtes nok naturkatastrofen i 536 eller "Justinians Byldepest" år senere. 122

123 7. Frode den Store var i vandet - han mente nemlig, at sådanne tjenester snarere måtte skrives på menneskelighedens regning end regnes for uret. Men den, der efter at være kommet over floden, vovede at benytte hesten længere, skulle have sit liv forbrudt. Han bød også, at ingen måtte holde sit hus eller sin kiste aflåset eller gemme noget under lås og lukke. Alle tab lovede han tredobbelt erstatning for. Han bestemte også, at det skulle være lovligt, når man var på rejse, at tilegne sig så megen føde af anden mands forråd, som var nok til et måltid. Tog nogen mere end det mål, skulle han anses for skyldig i tyveri. Tyv skulle nagles til galgen med jernspiger gennem senerne, og en ulv skulle hænges ved siden af ham, for at det kunne ses, at et slet menneske var at regne for lig med et vildt udyr, idet de led samme straf. Hæleren skulle have samme straf som stjæleren. (Saxo 5.13) Frode levede nu der i landet i syv år i den lykkeligste fred og fik en søn Alf og en datter Øvura. I de dage hændte det, at en svensk kæmpe ved navn Arngrim kom til Frode efter i tvekamp at have fældet Skalk Skåning, fordi han en gang havde røvet et skib fra ham. Over al måde opblæst af den bedrift formastede han sig til at begære Frodes datter til ægte. Da han mærkede, at Frode vendte det døve øre til, bad han Erik, der rådede for Sverige, om at stå ham bi. Erik rådede ham da til for at vinde Frodes gunst at indlægge sig fortjeneste ved at øve en eller anden ypperlig dåd: Han kunne vove en dyst med Egder, kongen i Bjarmeland, og Thengil, kongen i Finmarken, thi de var de eneste, der unddrog sig danernes herredømme, som alle andre led under. Han drog da ufortøvet dertil med sin hær. Finnerne er de folk, som bor yderst mod nord, og den del af verden, de har slået sig ned i, er knap til at leve i eller jorden der til at dyrke. De er såre dygtige til at kaste med spyd. I det stykke overgår intet andet folk dem i færdighed. De bruger i kampen store og brede pile. De lægger meget vægt på trolddomskunst og er dygtige jægere. De har ikke faste boliger, men flakker om og slår sig ned, hvor de har fældet vildt. De løber på ski over de snedækkede fjelde. Disse folk angreb og underkuede Arngrim nu for at vinde berømmelse. Da de havde tabt slaget og gav sig på flugt, kastede de tre småsten bagud og magede det så, at det for fjenden så ud, som det var lige så mange bjerge, og da de således havde forblændet Arngrims øjne, kaldte han sine folk, der forfulgte fjenden, tilbage i den tro, at mægtige fjelde lå hindrende i vejen for dem. Da finnerne dagen efter atter kæmpede og blev slagne, kastede de sne på jorden og gav det udseende af en stor flod, og svearne lod sig atter forblænde og føre bag lyset, thi det baredes dem for, som de hørte et mægtigt vand bruse. Da sejrherrerne blev bange for dette tomme gøglerbillede, lykkedes det finnerne at flygte. Tredje dag begyndte de kampen på ny, og nu havde de ikke længere noget, der kunne hjælpe dem til at flygte, så da de så, at deres fylking begyndte at vige, underkastede de sig sejrherren. Arngrim pålagde dem at betale skat og skyld således, at der blev holdt mandtal over finnerne. Så skulle der hvert tredje år for hver tiende mand udredes i skat en slæde læsset med 123

124 7. Frode den Store dyreskind. Derefter æskede han Bjarmelandskongen Edger til tvekamp og fældede ham og pålagde så bjarmerne at udrede et skind pr. hoved. Derpå vendte han rig på bytte og sejrstegn tilbage til Erik, som fulgte med ham til Danmark og fyldte Frodes øre med lovtaler om den unge mand. Han forestillede Frode, at den, der havde udvidet hans rige mod verdens yderste grænser, vel var kongens datter værdig. Da Frode betænkte, hvor stor fortjeneste han havde indlagt sig, anså han det ikke for upassende at kaldes svigerfar til den mand, der havde vundet navnkundighed viden om i verden ved så store bedrifter. Arngrim avlede med Øvura tolv sønner 109, hvis navne jeg vil nævne: Brand og Bjarre, Brodd, Hjarrande, Tand og Tyrfing, to Haddinger, Hiarwarth, Hjarvard, Hrane, Angantyr. De havde fra ungdommen af lagt sig efter vikingefærd. Da de en gang alle på et skib sejlede til øen Samsø, stødte de under land der på to skibe, som tilhørte vikingerne Hjalmar og Ørvarodd. De angreb skibene og ryddede dem for folk, men da de ikke var visse på, at de havde fået fældet styrismændene med, bandt de de faldnes lig hvert til sin toft og så da, at de, som de søgte, ikke var imellem dem. Det blev de kede af og agtede nu ikke den sejr, de havde vundet, for at være et halmstrå værd, thi de vidste, at de ville komme til at udsætte sig for langt større fare i den kamp, der nu forestod. Hjalmar og Ørvarodd var nemlig gået i land for i skoven at hugge sig et nyt ror, da de havde mistet det ene af dem, de havde, i en storm, som ilde havde medtaget deres skibe. De var nu i færd med af en stor træstamme, de havde fældet, at lave sig et nyt med deres økser. De tog det på deres skuldre og bar det ned til skibene uden at ane noget om det nederlag, deres staldbrødre havde lidt. Da de nu blev angrebet af Øvuras sønner, som dryppede af de dræbtes nys udgydte blod, blev de nødt til at kæmpe to imod mange. Såre ulige var den kamp, thi der var tolv imod to, men sejren rettede sig ikke efter tallet, thi alle Øvuras sønner faldt. Hjalmar fik de fældet, men Ørvarodd bar sejren hjem, og han var den eneste af hele den store flok, skæbnen lod blive i live. Med utrolig anstrengelse havde han svunget det vældige, endnu ikke helt tilhugne ror mod sine fjender med sådan kraft, at han med et slag knuste dem alle tolv. (Saxo 5.14) Således blev vikingeflokkene ved at færdes på havet, skønt Frode havde fået al egentlig krigsstorm til at lægge sig. Dette var det, som især tilskyndede ham til at angribe Vesterlandene, thi hans eneste tragten gik 109 Arngrim og hans 12 sønner kendes også fra sagalitteraturen som kæmperne fra Bolm (i Småland). Den følgende citerede begivenhed forekommer i Hervarar-saga. 124

125 7. Frode den Store ud på at udbrede fred. Han lod da Erik kalde alle de rigers flåder, der var ham underlagte, og sejlede til England med utallige skibe. Da kongen på denne ø skønnede, at han ikke kunne måle sig med ham i styrke, thi havet syntes helt spærret af skibe, gik han til Frode under foregivende af, at han ville overgive sig. Han begyndte ikke blot at smigre ham og gøre stads af hans storhed, men lovede også at give sig og sit rige ind under danerne - Folkenes Betvingere - og tilbød at udrede skat og skyld og hvad anden afgift, de forlangte. Til sidst indbød han dem gæstfrit til sig. Frode blev glad over brittens høviskhed, skønt det vakte hans mistanke om, at der stak svig under, at fjenden så villigt og uden tvang lovede alt og var så rask til at overgive sig, førend der var ført krig. Det plejer sjældent at være ærligt og oprigtigt ment. Han frygtede også for gæstebudet, at der, når deres ædruelighed blev hildet i drukkenskabens snarer, skulle blive øvet lønligt forræderi imod dem. Hertil kom, at der var buden så få gæster, at de ikke syntes trygt at kunne efterkomme indbydelsen. Det tyktes dem også tåbeligt at betro deres liv til fjender, hvis ærlighed de ikke havde prøvet. Da kongen fik nys om, at de ikke ret vidste, hvad de skulle beslutte sig til, kom han igen til Frode og bød ham til gilde med fire og tyve hundrede mand. Før havde han kun opfordret ham til at komme med tolv hundrede. Skønt Frode, efter at tallet på de indbudne således var blevet øget, nok turde trøste sig til at komme til gæstebudet, opgav han dog ikke sin mistanke. Han sendte hemmeligt folk ud, som skulle strejfe om på egnens afsides steder. Hvis de på deres spejderfærd opdagede noget baghold, skulle de straks lade ham det vide. De gik derfor ind i skoven, og da de stødte på en lejr af væbnede mænd, som hørte til den engelske hær, standsede de først tvivlrådige, men da de kom på det rene med, hvorledes det hang sammen, skyndte de sig tilbage. Teltene var nemlig sorte, som overstrøgne med beg, for at man ikke skulle blive opmærksom på dem, når man kom i nærheden af dem. Da Frode fik det at vide, lagde han også et baghold bestående af en stærk skare af sine hirdmænd, for ikke uforsigtigt at gå til gæstebudet uden at være sikker på at have betimelig hjælp ved hånden. Da de havde lagt sig i skjul, lod han dem vide, at, når de skulle komme ham til hjælp, ville han give tegn dertil ved at lade blæse i luren. Derpå begav han sig til gæstebudet med det fastsatte let bevæbnede fø1ge. Hallen var udstyret med kongelig pragt, overalt dækket med skarlagentæpper, og virkede med vidunderlig kunstfærdighed og pragt. Bjælkevæggene var prydede med purpurforhæng. Gulvet belagt med så prægtige tæpper, at man knapt turde træde på dem. Fra loftet blinkede og skinnede mange lygter og olielamper, og røgelseskarrene udsendte de sødeste dampe, svangre med den fineste vellugt. Langs med alle væggene stod en række af prægtige borde besatte med mangfoldige retter. Bænkene var prydede med guldindvirkede hynder og stolene fulde af puder. Det var, som om den ærefrygtindgydende hal smilede til gæsterne, og der var i al den 125

126 7. Frode den Store herlighed intet at opdage, som ikke var en lyst for øjnene, eller som ikke lugtede godt. Midt i hallen stod et kar, som rummede en umådelig mængde drikke, så man let kunne fylde bægrene, og der var mere end nok til, at alle de mange gæster kunne få deres tørst slukket. Purpurklædte tjenere gik om ordnede i rækker med gyldne bægre og skænkede høvisk drikken. Det skortede heller ikke på horn af vilde okser, i hvilke de bød drikken om. Bordene strålede af gyldne skåle og bugnede under skinnende bægre, af hvilke de fleste funklede med indlagte ædelstene. Der herskede overalt den største overdådighed. På bordene var der overflod af kostelige retter og af bægere, som flød over af forskellige drikke. De nøjedes heller ikke med at drikke vinen ren og ublandet, men lavede en herlig drik tilsat med alskens safter hentet vidt og bredt fra. Fadene prangede med de kosteligste retter, som for det meste bestod af vildt, skønt der heller ingen mangel var på retter tillavede af tamdyrs kød. Englænderne tog sparsommere til drikken end danerne, thi den tryghed disse følte, gav dem mod på at drikke sig en rus til, mens hine havde mindre lyst til at hengive sig til drukkenskab, fordi de pønsede på forræderi. Danerne, som, med mine landsmænds tilladelse, er vante til om kap at tømme bægrene til bunds, drak altså vældigt. Da englænderne så, at de var blevet overmåde beskænkede, begyndte de at liste sig bort fra gildet. Mens gæsterne blev siddende i hallen, anstrengte de sig af alle kræfter for at spærre hallens døre ved at skyde slåer for og på alle andre måder, og derpå gav de sig til at stikke ild på huset. Da ilden begyndte at tage fat, dundrede de indespærrede daner på døren, men det var ingen nytte til. De kunne ikke få dem op, og så begyndte de at slå løs på væggen for at bane sig en udvej gennem den. Da englænderne så, at den gav sig under danernes kraftige angreb, stemte de sig imod af alle kræfter og støttede den vaklende masse ved at anbringe større genstande op ad ydersiden for at de indespærrede ikke skulle slippe ud, når de ramlede sammen. Til sidst gav den efter for danerne, der var de stærkeste, thi jo større faren blev, des mere anstrengte de sig, og nu var det en let sag for de indespærrede at bryde ud. Så bød Frode, at der skulle blæses i luren for at hidkalde den flok, han havde lagt i baghold, og tilkaldt ved lurens skingrende toner fangede de forræderne i deres egen snare og fældede både den engelske konge og en utallig mængde af hans folk. Således ydede hirdmændene Frode en dobbelt tjeneste, idet de både frelste hans mænd og fældede hans fjender. Imidlertid havde irerne, forskrækkede over det stadigt voksende ry, der gik om danernes tapperhed, lagt fodangler af jern ud for at gøre det vanskeligere at trænge ind i deres land og for at formene dem adgang til deres kyster. Irerne bruger en let rustning, der er nem at skaffe til veje. De rager håret af sig, så de er helt skallede i nakken, for at man ikke skal kunne gribe dem i håret, når de flygter. De vender spydspidserne imod dem, der angriber dem i ryggen, og plejer med flid at vende odden af deres sværd imod deres forfølgere. De kaster også for det meste spydene bagud, thi de er mere 126

127 7. Frode den Store drevne i at sejre ved at flygte end ved at kæmpe, så når man tror, at man har vundet sejr over dem, er der fare på færde. Men Frode var forsigtig og vogtede sig vel for alt for ivrigt at forfølge så svigefuld en fjende. Han fældede folkets høvding Kjarval i slaget. Dennes bror overlevede ham, men tabte modet til at gøre modstand og overgav riget til Frode. Frode uddelte det bytte, der var taget, blandt sine krigsfolk for at vise, at han var fri for al havesyge og overdreven begærlighed efter gods og kun tragtede efter at vinde hæder. (Saxo 5.15) Efter at have sejret over englænderne og vundet bytte i Irland vendte Frode tilbage til Danmark. I tredive år var der slet ingen krig. I den tid blev det danske navn berømt i næsten alle lande på grund af den overordentlige berømmelse, danerne havde for tapperhed. I den hensigt at forlænge varigheden af sit riges glans og give den evig fasthed lod Frode sig det først være magtpåliggende at vise forøget strenghed imod tyveri og røveri, som han anså for en indvortes syge og landeplage. Når folkene var blevet fri for dem, mente han, ville de kunne nyde livet mere i ro, så at fredens stadige udbredelse ikke hæmmedes og hindredes af nogen ondskab. Han drog også omsorg for, at ingen hjemlig farsot fortærede landet, når fjenderne holdt sig i ro, og at ingen hjemlig uredelighed gik i svang, efter at der var opnået fred udadtil. Endelig lod han i Jylland, der så at sige var hans riges hoved, ophænge en såre tung armring på alfarvej, for ved at stille et så kosteligt bytte til skue at sætte den retskaffenhed, han havde påbudt, på prøve. Skønt det fristede de uredelige sjæle og pinte de onde, gik dog frygten for den utvivlsomme fare af med sejren. Så stor var Frodes kongelige myndighed, at selv guld, der var lagt frem, så enhver kunne tage det, var så sikkert, som om det lå gemt bag de stærkeste låse. Dette usædvanlige påfund skaffede sin ophavsmand stor berømmelse. Efter at have anrettet nederlag viden om i verden og alle vegne vundet sejr satte han sig for at skaffe alle mennesker ro, for at fredens glæder kunne afløse krigens gru, og for at mandslættets ophør kunne blive begyndelsen til lykke. Han drog også omsorg for, at alles ejendom blev beskyttet af det værn, hans lov ydede, for at ikke det, udenrigsfjender havde måttet lade i fred, skulle blive ranet af røvere hjemme. På den tid kom alverdens forløser til verden for at frelse menneskene, idet han fandt sig i at iklæde sig et menneskes skikkelse. Krigens luer var da slukkede, og alle lande nød den dybeste fred og ro. Man holder for, at en så vidtstrakt, ligeligt fordelt og uafbrudt fred overalt ikke så meget var knyttet til et jordisk rige som til hin guddommelige fødsel. Det var Himlens vilje, at denne usædvanlige tidens velgerning skulle være et vidnesbyrd om, at alle tiders ophav var nærværende Også hos Saxo var "Tidernes Herre" nær under Frode III og unægtelig udtrykt mere poetisk end i sagaernes fortælling om Frode I. Saxo gemmer imidlertid naturkatastrofen ved Kristi død, som var sagaernes egentlige holdepunkt, og lader Frode være højdepunktet, indtil søkoen sætter et brat punktum for hans lange liv. 127

128 7. Frode den Store (Saxo 5.16) Imidlertid fristede en kone, der var erfaren i trolddom, og som mere satte lid til sine kunster end frygtede kongens strenghed, sin søns griskhed for at få ham til at stjæle armringen. Hun lovede ham, at han nok skulle slippe ustraffet derfra, eftersom Frode på det nærmeste gik på gravens rand og kun slæbte svagelige rester af et affældigt liv om i et faldefærdigt legeme. Da han som svar på moderens opfordringer fremhævede den store fare, der var forbunden med at følge dem, bød hun ham være ved godt mod, enten skulle én søko føde en kalv, sagde hun, eller også skulle indtræffe en anden hændelse, som skulle hindre kongen i at straffe ham. Ved denne tale forjog hun sønnens frygt og fik ham til at efterkomme hendes opfordring. Da han havde begået forbrydelsen, ilede Frode, som om der var tilføjet ham den værste forsmædelse, i største hidsighed og vrede hen for at rive konens hus ned, efter først at have sendt folk derhen, som skulle gribe hende og hendes børn og føre dem for ham. Dette vidste konen forud, og hun førte da fjenderne bag lyset ved et blændværk, idet hun forvandlede sig til en hoppe. Da Frode kom til, påtog hun sig skikkelse af en søko, der gik og græssede på strandbredden. Sine sønner fik hun til at se ud som kalve, mindre end hun. Kongen undrede sig over dette særsyn og bød sine mænd omringe dem, så de ikke kunne slippe ud i vandet igen. Derpå steg han af vognen, som han betjente sig af på grund af sit gamle legemes svaghed, og satte sig undrende på jorden. Moderen, der havde påtaget sig skikkelse af det største af utyskerne, anfaldt nu kongen og stangede ham i den ene side. Dette sår blev hans bane, så lidt kom hans død til at svare til hans storhed. Hans krigere, som tørstede efter at hævne hans død, kastede nu spyd efter utyskerne og gennemborede dem, og da de var dræbte, så de, at det var menneskeligt med dyrehoveder, og således blev gøglespillet, de havde drevet, åbenbart. Således døde Frode, den navnkundigste konge i hele verden. Efter at have taget indvoldene ud saltede hans hirdmænd liget og gemte det i tre år, thi de var bange for, at landsdelene skulle falde fra, når det blev bekendt, at kongen var død. Især var de opsatte på at holde hans død hemmelig for fremmede, for ved at lade som om han endnu var i live at kunne holde sammen på riget, hvis grænser for længst var blevet udvidet så stærkt, og i kraft af kongens fordums myndighed at kræve den sædvanlige skat og skyld af undersåtterne. De førte derfor hans afsjælede legeme om, ikke som lig på en båre, men på en vogn som en svag og kraftesløs olding, som hans krigere skyldte at vise den tjeneste. Så stor stads gjorde hans venner af ham, selv efter hans død. Men da liget omsider begyndte at opløses, så de ikke kunne nære sig for stank, og forrådnelsen ikke var til at standse, begravede de det med kongelig pragt ved Værebro i Sjælland. De gjorde vitterligt, at Frode havde ønsket at dø og blive begravet der i sit riges anseeligste landsdel. Så vidt Saxos beretning om Frode d. III Fredegod - den danske ideal- 128

129 7. Frode den Store konge med et image lånt fra Augustus og den samtidige Theodorik 111. Billedet med en søko som banemand er naturligvis ikke plausibelt og ægte, og hans begravelse er en blanding af skytisk begravelsesskik og guden Frejs ligfærd, som den er gengivet i Ynglingesagas udgave. Går vi over til Skjoldungesagaen, beskrives Frodes (I) død da også på en helt anden måde, som heller ikke giver anledning til en traditionel begravelse: (Fragmenta 3) Da kom søkongen Mysing og brændte Frode inde. Søkongen Mysing nævnes også som Frodes morder i Grottesangen 112, hvor Mysing bagefter gik ned med sit skib. Ellers er han helt ukendt 113. Mordbranden skal vise sig at være en afgørende nøgle til forståelsen af danernes tidlige sagnhistorie, og den udvikler sig til en hel kriminalsag omkring det, Axel Olrik kaldte "Skjoldungefejden". Inden da skal vi imidlertid se på optakten under Saxos Frode IV. 7.4 Frode, Åle og Starkad Hidtil har beskrivelsen af Frode været koncentreret om Frode I og III med personkredsen Hading/Frode/Erik. Hvorvidt Saxos Frode II med tilnavnet "den Stærke" hører hjemme i gruppen er umuligt at sige, da denne skikkelse er indholdsløs. I Hading-kapitlet blev der tillige trukket en parallel til Fridlev/Frode IV/Starkad, som indeholder identiske elementer i overensstemmelse med bogens grundlæggende tese. Saxos Frode V viser sig som en klar variant af Frode IV, så den første gennemgang kan koncentreres om Frode IV og hans halvbroder Åle/Olav: (Fragmenta IX) Som søn af en voldtaget kvinde blev Åle (Olav) ikke arving, så Frode fik riget. Åle drog på vikingetogt og vandt sig ved kampene tilnavnet "hin Frøkne". Frode lagde sig også efter krigerdåd og fik tilnavnet "den Navnkundige" eller "Store". Han boede i Lejre og Ringsted. Han holdt hird på sin faders vis og havde en flok bersærker med Starkad som leder. Han havde tolv jarler under sig. Åle, der var Frodes halvbror, erobrede imidlertid Svealand (også omtalt under Aun i Ynglingesaga). Da opildnede jarlerne Frode mod Åle. Nu da Åle havde lagt Sveavældet under sig, kunne han snart komme med våben og kræve arv i Danmark. Frode lod sig overtale, og de udså Starkad til at snigmyrde Åle. Han var nemlig den tapreste og mest trofast overfor Frode. Starkad ville 111 Niels Lukman, Skjoldunge und Skilfinge, Niels Lukman: Frode Fredegod - Den gotiske Fravita, Grottesangen er overleveret i Snorres Yngre Edda, Skaldskaparmal, kapitel Inge Skovgaard-Petersen nævner i "Da Tidernes Herre var nær", at han forekommer i Widsith, men i så fald må det være i navneformen Myrging. 129

130 7. Frode den Store først nødigt, men samtykkede dog. Jarlerne gav ham 120 mark rent sølv, og han rejste fra Ringsted Figur 15. Saxos Frode-konger Saxos Frode-konger Hading Fridlev Fridlev Ingeld Frode I Frode III Frode IV Frode V Harald Halfdan Ro Erik Ro Helge Halfdan Harald Rolf Krake Erik Starkad Saxos Frode-konger opstillet parallelt (excl. Frode II og VI). Mordet på Åle med enslydende detaljer forekommer også hos Saxo, til hvem vi derfor kan overlade beskrivelsen af selve mordet. Saxo havde imidlertid i kronologien flyttet Åle helt om bag Harald Hildetand som Haralds efterfølger, Ole. (Saxo ) Han lod sig overtale til at øve dåden med sit sværd og besluttede sig for at røgte det blodige hverv, han havde påtaget sig, ved at angribe kongen, mens han var i bad. Han gik ind til ham, mens han var ved at tvætte sig, men blev straks slået af hans hvasse blik og hans øjnes stadige bevægelighed og flimrende glans, hans lemmer lammedes af langsommelig angst, han standsede, trådte et skridt tilbage og lod hånden synke og opgav sit forsæt. Således kunne han, der havde trådt så mange høvdingers og kongers våben under fode, ikke udholde en enkelt våbenløs mands skarpe blik. Men Ole, som godt vidste, hvilken magt hans åsyn havde, tilhyllede det og bød ham trine nærmere og melde, hvad han havde at melde, thi han var på en gang på grund af gammelt staldbroderskab og lange tiders fortrolig omgang den sidste, han ville have mistænkt for forræderi. Men Starkad sprang med draget sværd ind på kongen, gennemborede ham og huggede ham i halsen, da han prøvede at rejse sig. 120 pund guld fik Starkad i løn, men senere sørgede han, naget af anger og skam, så bitterligt over den udåd, han havde begået, at han ikke kunne holde sine tårer tilbage, blot den kom på tale. I den grad 130

131 7. Frode den Store skammede han sig, da han var kommet til sig selv igen, over sin grusomme brøde. Han dræbte også til straf for den misgerning, han havde begået, nogle af dem, der havde tilskyndet ham til den, og hævnede således den dåd, han selv havde lånt hånd til. Vi går nu tilbage til Skjoldeungesagaens kronologi, hvor mordet får en afslutning, som Saxo ikke kunne fortælle uden at bringe uorden i sin egen historie: (Fragmenta IX) Da sagde Åle med sine sidste åndedrag: "Dette er forvoldt af Frode, min broder!" - og han døde smilende. Kongens død var til stor harme for alle hans mænd. Frode overvandt siden sveakongen Jorund og gjorde ham til skattekonge, og det samme gjorde han med sveajarlen Sverting. Fra kong Jorund ranede han dennes datter og fik med hende sønnen Halfdan. Senere fik han med en retmæssig dronning sønnen Ingjald. Men Starkad angrede sin misgerning og ville ikke længere være i Frodes gård. Derfor drog han på krigerfærd til Rusland og siden til Svealand. Her blev han så led ved svearnes offerskikke, at han til sidst vendte tilbage til Frode. Frodes søn Ingjald havde imens giftet sig med en datter af Sverting Jarl, som dermed syntes at have fået bod for nederlaget. Men kong Jorund og hans jarl lagde råd op mod Frodes liv. Jorund lokkede ved gaver Starkad over på sin side, og imens fældede Sverting og hans tolv sønner Frode om natten, mens han var til gudeblot. Siden gav Sverting sin svoger Ingjald frændebod for hans dræbte far, og kong Ingjald sad nu i fred. Men hans broder Halfdan erobrede Skåne og dræbte dernæst faderens banemænd, de tolv Svertingsønner. Da talte Starkad hårde ord til Ingjald, fordi han havde givet Sverting fred, og han fik Ingjald til at forskyde Svertings datter. Derefter kan vi fortsætte hos Saxo med hans Frode IV: (Saxo ) Fridlevs hustru Frogerd havde født Frode, som fik sit navn af sin overvættes gavmildhed. Formedelst mindet om den lykke, der havde hersket under hans bedstefar, hvem hans navn mindede om, var Frode allerede fra vuggen og sin spæde barndom af så elsket af alle, at han hverken fik lov at gå eller stå på jorden, men stadig sad på skødet af folk og blev kysset og klappet og således ikke blev givet en enkelt til opfostring, men så at sige opfostredes af alle i fællesskab. Fridlev døde, da Frode var i sit tolvte år, og underkongerne i Sachsen, Sverting og Hanef, unddrog sig da den unge konges herredømme og prøvede åbenlyst på at gøre oprør. Han overvandt dem i slag og pålagde som straf de overvundne folk som tegn på trældom at betale en skilling for hvert hoved. 131

132 7. Frode den Store Han gik nemlig så vidt i sin gavmildhed, at han fordoblede den sold, krigerne havde haft fra gammel tid af, hvilket den gang var en helt ny måde at vise sig gavmild på. Og han gav sig ikke på onde og egenmægtige fyrsters vis lasternes lave tillokkelser i vold, men stræbte ivrigt efter, hvad der var nærmest til at indbringe ham hæder, efter at gøre alle delagtige i sin rigdom, efter at overvinde andre i rundhåndethed, efter at være den første i venlighed og, hvad der er det vanskeligste, at få bugt med misundelsen ved ædelt sind. Af den grund vandt denne yngling også inden føje tid så stor navnkundighed hos alle, at der ikke blot gik lige så stort ry af ham som af hans forfædre, men at hans berømmelse endogså overgik, hvad de ældste frasagn havde at melde om fortidens konger. (Saxo 6.5.1) På den tid kom en mand ved navn Starkad, Storværks søn Fortællingen om Starkads ankomst har vi allerede mødt under Hake/ Hading. Som nævnt dukker Frode først selv op igen i slutningen af beretningen om Frode IV: (Saxo ) Imidlertid begyndte sakserne at pønse på frafald og særligt at overveje, hvorledes de uden at indlade sig i åben krig kunne få bugt med Frode, der hidtil var uovervunden i krig. Da de mente, at det bedst lod sig gøre ved at holde tvekamp med ham, skikkede de sendebud til ham, der skulle udæske ham, eftersom de vidste, at han stadig var rede til at udsætte sig for enhver fare, og at hans ædle sjæl ikke ville undslå sig for nogen som helst udfordring. De mente, at det var bedst at angribe ham nu, da de hørte, at Starkad, hvis tapperhed de fleste var bange for, havde ærinde andetsteds. Men mens Frode tøvede med svaret, som han sagde, han måtte tale med sine venner om, vendte Starkad hjem fra vikingetog, og han havde især det at indvende imod denne udfordring, at det sømmede sig kun for konger at holde kamp med deres ligemænd. Det gik ikke an, sagde han, at de indlod sig på det med mænd af folket. Det var bedre, at han, der var af ringere byrd, tog den dyst på sig. Sakserne gik da til Hame, der havde ry for at være deres ypperste mand i alle legemsidrætter, gjorde ham mange løfter og bød ham hans egen vægt i guld, hvis han ville påtage sig den tvekamp. Kæmpen lod sig lokke af det meget guld, og i krigerisk optog ledsagede de ham til den bestemte kampplads. Danskerne fulgte i krigerisk skrud Starkad, der skulle gå i sin konges sted, samme steds hen. Hame, som i tillid til sin ungdom lod hånt om sådan en vissen og affældig olding, foretrak at tage livtag med ham frem for at angribe ham med våben. Da han gik løs på ham, ville han have kastet ham til jorden, hvis ikke lykken, som ikke ville, at den gamle mand skulle overvindes, havde hindret, at der skete ham nogen fortræd. Det hedder sig nemlig, at da Hame slog sin næve i ham, sank han således sammen under den, 132

133 7. Frode den Store at han, støttende sig på knæene, berørte jorden med sin hage. Men denne sin vaklen tog han glimrende oprejsning for, thi da han igen fik rettet sig i knæhaserne og fik hånden fri, så han kunne få draget sværdet, kløvede han Hame midt igennem. Mange jordegodser med tresindstyve trælle på hvert blev sejrens løn. Efter Hames fald blev danskernes herredømme over sakserne så ublu, at de nødte dem til som trældomstegn at betale en skilling om året for hvert af deres lemmer, der var en alen langt. Det huede Hanef ilde, og opfyldt af begærlighed efter at få den skat afskaffet pønsede han på krig. Urokkelig kærlighed til hans fædreland fyldte ham for hver dag, der gik, mere og mere med medynk med de undertrykte. Opsat på at give livet hen for sine landsmænds frihed lagde han ikke skjul på sin lyst til at gøre oprør. Frode førte tropper over Elben og fældede ham ved byen Hannover, der er opkaldt efter ham. Sverting derimod, som ikke var mindre bedrøvet over sine landsmænds nød, talte ikke om den ulykke, der var overgået hans fædreland, men rugede endnu mere hårdnakket end Hanef over en plan til dets befrielse. Man hører jævnligt folk være i tvivl om, hvor vidt han bør roses eller lastes for dette sit forsæt, men jeg betragter det rent ud som forbryderisk, fordi det hidrørte fra en forræderisk attrå efter at gøre oprør. Thi skønt det syntes overmåde godt at søge at skaffe sit fædreland friheden, burde man dog ikke stræbe efter at opnå den ved svig og forræderi, og da nu Svertings dåd rent ud var uhæderlig, kan den heller ikke kaldes god. Thi det er smukkere åbenlyst at angribe den, man vil til livs, og at tilfredsstille sit had åbenlyst end at skjule den lyst til at gøre fortræd, man i virkeligheden føler under påtaget venlighed. Men hvad der avles af forbrydelse, er der ingen ære ved, og det bærer kun kortvarig og hurtigt affaldende frugt. Thi ligesom det er en falsk sjæl, der med hemmelige kunster dækker over sit fule forræderi, således er det også reglen, at hvad der er svig ved, er usikkert og skrøbeligt. Det er jo nemlig bekendt nok, at fals for det meste slår sin egen herre på hals, og således gik det også Sverting, efter hvad rygtet melder. Da han nemlig havde besluttet at overfalde kongen under påskud af at gøre gilde for ham og brænde ham inde, overraskede kongen ham og fældede ham, om han så end selv også måtte lade livet for Svertings hånd. Det føjede sig altså så, at den enes forbrydelse voldte begges død, og skønt svigen nåede sit mål over fjenden, slap dens ophavsmand dog ikke ustraffet herfra. Da Hame-historien er en Starkad-historie, gør Frode IV sig udelukkende bemærket ved et brodermord og sin død. Her er Sverting ved at brænde Frode IV inde, men Saxo forpurrer i sidste øjeblik den slutning, som vi mødte i forbindelse med Skjoldungesagaens Frode I, og som vi vil møde i det næste kapitel, hvor Frode IV/V brændes inde i sin hal. Saxo røber imidlertid i begyndelsen af afsnittet, at der eksisterede forskellige 133

134 7. Frode den Store opfattelser af begivenheden og af Sverting. Bogens princip er at slå de mange ens navne sammen, da det normalt synes at være baggrunden, og da der i forvejen er sket sammenblanding af dem, hvis der har været flere. Vi kan imidlertid ikke udelukke, at nogle personfremmede prædikater skal overføres til en anden Frode. Her skal vi især lægge mærke til omtalen af den fredegode Frode, som ikke synes at have meget at gøre med Frode den Store, som fordrev herulerne, myrdede sin bror og blev brændt inde. Vi skal med henblik på senere være opmærksom på, at Fredegod-prædikatet uden problemer kan fjernes fra Frode den Store. Hermed er den direkte skildring af Frode den Store ved hjælp af de nordiske kilder afsluttet. Et lidt forvirrende billede måske - men alligevel overraskende sammenhængende. Tidsmæssigt kan beskrivelsen kombineres med naturkatastrofen i og herulernes ankomst et par årtier før. Frode var nok mere "den Store" end "den fredegode" konge. Det skal vise sig, at han optræder i endnu flere skikkelser. 134

135 8. Roar og hadbarderne 8 Roar og Hadbarderne Frodes betydning for sagnhistorien rækker videre end hans egen historie. I de efterfølgende generationer satte hans lidet broderlige fremfærd sit præg på forløbet, der udviklede sig til en ren familiefejde, som vel skildres mest læseværdigt og sammenhængende i Rolf Krakes saga. Her gælder det imidlertid forståelsen af Saxos sagn, hvor sagnhistorien falder på plads brik for brik i dette mønster - selv om efterkommerne i de to slægtslinjer fra Frode og Halfdan synes at have opbygget hver sin separate sagnkreds om denne konflikt. 8.1 Roar og Helge Det sagn, vi går over til nu, ligner ved første øjekast et selvstændigt handlingsforløb - nemlig den kendte fortælling om de to drenge, Roar og Helge. Fortællingen udgør første del af Rolf Krakes saga, som begynder således: (Rolf 1) En mand hed Halfdan og en anden Frode. De var brødre og kongesønner og styrede hver sit rige. Kong Halfdan var mild og medgørlig, gæv og godmodig, men kong Frode var en stor voldsmand. Kong Halfdan havde tre børn; to sønner og en datter, der hed Signe. Hun var ældst og gift med Sævil Jarl, men sønnerne var unge. Den ene hed Roar, den anden Helge. Regin hed den mand, der opfostrede dem. Der lå en ø kort fra borgen. På den boede en bonde ved navn Vifil. Han var kong Halfdans trofaste ven. Vifil havde to hunde. Den ene hed Hop og den anden Hø. Bonden var meget velhavende, og blev han forulempet, kendte han til mangt og meget af gamle trolddomskunster. Nu er der at fortælle, at kong Frode sad i sit rige og var meget misundelig på sin broder, kong Halfdan, at han styrede hele Danmark. Han syntes, at hans egen lod ikke var blevet nær så god. Derfor rustede han sig talstærkt og drog til Danmark. Han kom midt om natten og brændte og sved alt af. Kong Halfdan kunne ikke stille stort op til forsvar. Han blev taget til fange og dræbt, men de, der kunne, flygtede. Måske kender vi to af navnene arkæologisk. Numismatikeren og arkæologen Ulf Danell i 2015 har påpeget, at Sævil Jarl kan være den Eril, som omtaler sig selv på Lindholm-amuletten: Ek ErilaR Savilag fra Midtskåne. Den kan dateres til , hvilket passer med at handlingen sandsynligvis fandt sted omkring 520 erne. Han mener også at kunne finde navnet Vifil på Väsby- og Åskatorp-brakteaterne. Man skal naturligvis passe på den slags identifikationer, men sammenhængen med ErilaR, som også nævnes på brakteaterne er interessant. 135

136 8. Roar og hadbarderne Man kan forestille sig, at Frode i Halfdans tid kunne have siddet som konge i Uppåkre i Skåne, hvor en hal faktisk brændte på den tid, men det er naturligvis gætteri på så svagt et grundlag. Roar og Helge blev bragt i sikkerhed hos Vifil, som advarede dem ved at råbe hundenes navne, Hop og Hø, når de skulle søge skjul for Frode. Senere fulgte de med Sævil og Signe til Frode, hvor de var ved at blive opdaget, da Frode brugte en spåkvinde til at spore dem. Signe søgte at forhindre det ved at kaste guldringe til hende. De flygtede ud i skoven, men på deres fosterfaders råd vendte de tilbage og satte ild på hallen, så Frode brændte inde. Her møder vi altså igen mordet på Frode, men nu pludselig i en udformning, hvor Frode er skurken. Væk er mordbrænderne Sverting og Mysing, og i stedet står vi med to uretfærdigt behandlede og heltemodige børn. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er den samme historie, og vi må derfor se på Saxos behandling af den. Åbenbart passede historien ikke ind i den rækkefølge, som Saxo havde brug for, så først skal vi se på hans behandling af selve den kronologisk "rigtige" plads efter Frode I. Denne Frode døde ganske vist ikke ved indebrænding - men næsten: (Saxo 2.4.3) Da Frode omsider angreb kong Regnar i Svealand, som falskelig beskyldtes for forræderi imod ham, omkom han - ikke for fjendehånd, men kvalt af hede i kroppen og sine tunge våben. Han efterlod sig tre sønner, Halfdan, Ro og Skate. (Saxo 2.5.1) Disse tre brødre havde ikke noget at lade hverandre høre, hvad dyd angik. De var lige griske efter herredømmet. Hver for sig higede de blot efter at blive konge. Broderkærlighed lagde ingen bånd på dem. Når man bærer al for stor kærlighed til sig selv, går kærligheden til andre jo bort. Man kan ikke på en gang pleje sin egen ærgerrighed og pleje venskab med andre. Halfdan, som var den ældste af dem, besmittede sin kongebyrd med niddingsdåd, dræbte Ro og Skate og banede således vej til tronen ved brodermord. For at der ikke skulle savnes noget vidnesbyrd om, hvor grum han var, lod han alle deres tilhængere gribe og, efter først af have holdt dem i fængsel, hænge. Hvad der var mest at undres over ved ham, var, at skønt han ikke gjorde andet hele sit liv igennem end at øve grumhed, var lykken ham så god, at han ikke blev slået ihjel, men døde af alderdom. (Saxo 2.5.2) Halvdans sønner var Ro og Helge. Ro siges at have bygget Roskilde, som kong Svend Tveskæg senere udvidede og fik flere til at bosætte sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anseelig. De delte riget imellem sig, så Helge fik havet at råde over Således klarede Saxo overgangen fra Frode I til broderen Halfdans sønner Roar og Helge uden at gøre denne Frode til brodermorder. Bortset fra Skate genkender vi Frode-historiens navne, og såmænd også historien 136

137 8. Roar og hadbarderne om kongen, der kom på tronen ved at myrde sine to brødre, men Saxo byttede her rollerne om. Sagaernes historie med de to drenge var imidlertid for god, og Saxo stod aldrig tilbage for en god historie. Derfor genfinder vi den relativt sent i forbindelse med en femte Frode. Her måtte Saxo til gengæld kalde børnene for Harald og Halfdan, mens Frodes bror Halfdan kom til at hedde Harald: (Saxo 7.1.3) Frode mente nu, at hans broder Haralds hæder bragte ham i foragt, og han bød da en af sine hirdmænd lønligt at ombringe ham, da han skønnede, at hans undermand i alder, overgik ham i mod. Da dåden var øvet, lod han hemmeligt gerningsmanden myrde, for at denne hans medvider ikke skulle røbe forbrydelsen. Derpå bød han, for at gøre det sandsynligt, at han var uskyldig, og undgå at blive brændemærket for denne udåd, at der skulle anstilles en omhyggelig undersøgelse over, hvorledes det var gået til med den ulykke, der så uventet havde voldt hans broders død. Men hvor mange kunster han end gjorde, kunne han ikke hindre, at menigmand i sit stille sind gav ham skylden. Da han senere en gang spurgte Karl, hvem der havde dræbt Harald, svarede Karl, at det var falsk af ham at spørge om en ting, som han godt selv vidste. De ord blev Karls død, for Frode skønnede, at han hemmeligt havde bebrejdet ham brodermordet. (Saxo 7.1.4) Derpå blev Harald og Halfdan, Haralds sønner med Karls datter Signe, stræbt efter livet af deres farbror, men deres fosterfædre udtænkte et snildt middel til at frelse deres liv. De bandt nemlig afhuggede ulvekløer under deres fodsåler og lod dem ved tit at løbe omkring opfylde moradset i nærheden af huset, hvor de boede, og den snedækte jord med deres spor, for at det skulle se ud, som om der havde været vilddyr på færde. Derpå dræbte de nogle trælkvinders børn, rev deres lig i stykker og spredte deres sønderrevne lemmer rundt om. Da man nu forgæves søgte efter de to knøse, fandt man de spredte stumper af ligene, fik øje på ulvesporene og så, at jorden var bestænket med blod. Man troede da, at drengene var blevet fortærede af grådige ulve, og næsten ingen kunne tvivle over et så håndgribeligt bevis på, at de var blevet sønderrevne. Troen på det, man havde set, blev knøsenes værn. Deres fosterfædre skjulte dem straks i et stort hult egetræ, for at der ikke skulle være noget spor af, at de var i live, og i lang tid blev der bragt dem føde under foregivende af, at de var hunde. De blev også kaldt ved hundenavne, for at der ikke skulle komme noget ud om, at de blev holdt skjult. (Saxo 7.1.5) Kun Frode ville ikke tro på, at de var døde, og han gik til en kvinde, der var kyndig i spådomskunst, og spurgte, hvor de var skjult. Så kraftige var hendes gjaldresange, at hun havde ord for på lang afstand at kunne se en ting og drage den frem, om den så var aldrig så godt gemt. Hun sagde, at en mand ved navn Regnar hemmeligt havde påtaget sig at opfostre dem og for at skjule dem kaldte dem ved hundenavne. Da de nu ved hendes gjaldresanges store kraft så sig draget ud af deres skjul og stadig trukket 137

138 8. Roar og hadbarderne nærmere og nærmere hen imod sejdkvindens øjne, lod de for ikke at blive forrådt ved den magt, denne forfærdelige tvang havde over dem, en regn af guld, som de havde fået af deres forfædre, falde ned i skødet på hende. Da hun havde fået denne gave, lod hun, som om hun pludseligt blev syg, og faldt om som død. Da tjenerne spurgte, hvad grunden var til, at hun således pludseligt var faldet sammen, sagde hun, at det var umuligt at udgranske, hvor Haralds sønner var flygtet hen. Deres magt var så stor, at den svækkede virkningen selv af hendes kraftigste sange. Hun måtte derfor nøjes med en ringe gave og kunne ikke vente nogen større belønning af kongen. (Saxo 7.1.6) Da Regnar nu mærkede, at rygtet om ham og hans fostersønner begyndte at blive almindeligt i folkemunde, drog han til Fyn med dem. Her blev han fanget af Frode og tilstod, at han havde skjult knøsene, men bad kongen om at skåne hans myndlinger, som han havde berøvet deres far. Han måtte ikke tro, at der var nogen lykke ved dobbelt frændemord, sagde han. Ved disse ord forvandlede han kongens grumhed til skamfuldhed og lovede, at hvis der opstod nogen uro i riget, skulle han melde kongen det. Således skaffede han sine myndlinger sikkerhed og levede mange år uden frygt. (Saxo 7.1.7) Da de var blevet voksne, drog de til Sjælland, og da deres venner bød dem hævne deres far, svor de, at enten de eller deres farbror skulle være dødsens, inden der var gået et år. Da Regnar fik nys om det, gik han, tilskyndet af erindringen om, hvad han havde lovet, ved nattetid til kongens hus, og sagde i al stilhed, at han kom for, som han havde lovet, at meddele kongen noget. Men han ville ikke have, at de vækkede Frode, thi kongen ville ikke vide af, at nogen vækkede ham, når han sov. Gjorde nogen det, plejede han at straffe dem med sværdet. Så grov en forbrydelse ansås det i gamle dage for at være, hvis man påtrængende forstyrrede en konge i hans søvn, når det ikke var nødvendigt. Da Frode om morgenen fik dette at vide af vagten, skønnede han at Regnar var kommet for at bringe ham bud om, at der var et anslag i gære, og han samlede derfor en krigsstyrke og besluttede at komme svig i forkøbet med grumhed. Haralds sønner havde ingen anden udvej end at anstille sig som forrykte. Da de pludseligt så sig overrumplede, begyndte de nemlig som forrykte mennesker at bære sig ad, som om de blev forfulgt af onde ånder, og da Frode troede, at de var besatte, opgav han sit forehavende, idet han anså det for en skam at angribe dem med sværd, der syntes i færd med at vende sværdet mod sig selv. Men natten efter brændte de ham inde, og således fik han sin fortjente straf for brodermordet, thi efter at have angrebet kongens lejr stenede de først dronningen til døde, og derpå tvang de, efter at have stukket ild på huset, Frode til at krybe ind i en for længst udgravet snæver hule og søge tilflugt i dens underjordiske ganges smuthuller. I denne indespærring holdt han sig skjult til han omkom af røg og dunster. 138

139 8. Roar og hadbarderne Tilsammen giver Saxos to historier det bekendte forløb fra sagaerne, og også her døde Frode af hede inde bag sit beskyttende "værn" som i Saxo Beowulfs Roar og Chocillaicus Vi drager nu til anglerne i East Anglia eller Mercia, og ser på deres udgave af denne historie i Beowulf, som foregår omkring Lejrekongen Roars hal, Heorot: (Beow 57-63) Den høje Halvdan regerede, så længe han levede, gammel og kampstærk de glade skjoldunger. Til ham fire børn som efterfølgere kom til verden, denne krigernes herre: Heregar, Roar og gode Helge, [Heorogár, Hróðgár, Halga] Jeg hørte at Yrsa blev Onelas dronning, kamp-skilfingens elskede [Heaðo-Scilfingas] (Beow ) Der var latter af helte, støjen blev til musik, ordene var glade, Waltheow kom frem, [Wealhþéow] Roars dronning, med sans for etiketten, hilste guldbesmykket på mændene i hallen, og derefter uddelte den ædle frue de fulde bægre, først til beskytteren af østdanernes land, Derpå gik Helminga-fruen rundt iblandt dem Helmingerne kendes ikke, men det mest sandsynlige er, at det er en gren af East Anglias kongefamilie 114, som Saxo sikkert ville kalde Angels efterkommere. Til disse konger knyttes traditionelt den nordisk prægede Sutton Hoo-bådgrav fra 625, og englænderne sætter netop Beowulf og Widsith i forbindelse med disse egne. Samtidig fortæller Arngrimur Jonsson i forbindelse med Skjoldunge-sagaen, at Rolfs dronning var en datter af Angel 115, og Rolf Krakes saga fortæller, at Roar i en periode som ung opholdt sig i England: 114 I Widsith nævnes Helm som konge over Wulfingum, men de er heller ikke umiddelbart bekendte. I East Anglias kongerække finder man en imidlertid en Wuffa, som er diminutiv af Wulf, og to generationer forinden finder man en Wilhelm. Det er fra disse egne man kender Beowulf, og i 673 opstod her et bispesæde i byen Helmham (Sam Newton: The Origins of Beowulf and the Pre-Viking Kingdom of East Anglia, Cambridge, 1993). 115 Fragmenta

140 8. Roar og hadbarderne (Rolf 5) En konge hed Nordre. Han herskede over en del af England. Hans datter hed Øgn. Roar var længe hos kong Nordre og gav ham landeværn og støtte. Der var stort venskab imellem dem og til sidst giftede Roar sig med Øgn Roars dronning skal således være en prinsesse fra England, og det er vel ikke usandsynligt, at Roar har overlevet Frodes forfølgelse i den angliske del af England, som Rolf Krakes saga indicerer. Når personnavnene er forkerte, kan landenavnene imidlertid også være det. Der er derfor også den teoretiske mulighed, at Roar flygtede til Blekinge. Han blev ifølge Beowulf gift med Helminge-datteren Waltheow, der kan have været datter af Helm, som ifølge Widsith regerede Wulfingene. Wulfingene kan i så fald have været de tre slægtninge med navneendelsen -wulf, som nævnes på Listerstenene i Blekinge. Beowulf-kvadet omtaler flere gange i forbifarten en geater-konge, Higelac, til hvis hof Beowulf skulle have hørt. Han og Beowulf fulgtes på plyndringstogt mod frankerne, hvor Higelac faldt og Beowulf svømmede hjem! Higelacs fald er sikkert taget fra en historisk begivenhed ved Rhindeltaet omkring 524, som er skildret af bl.a. Gregor af Tours 116. Her blev Higelac kaldt Chocillaicus med betegnelsen daner, mens han i Liber Monstrorum blev kaldt Hyglaco med betegnelsen "Getorum". Siden Grundtvig nævnte dette sammentræf, har danske historikere yndet via Beowulfkvadet at datere Roar til dette tidspunkt. Problemet er bare, at Beowulf var en ren eventyrfigur, som kæmpede mod drager. Han blev i kvadet brugt til at koble de forskellige historiske begivenheder sammen, men begivenhederne behøver ikke nødvendigvis at have haft noget med hinanden at gøre. Også Ermaneric fra 300-tallet nævnes. Widsith-skjalden mødte personer spredt over 6 århundreder - det var tidens fortællestil. Chocillaicus-episoden fandt sted i en tid, hvor Kanal-egnene må have været oversvømmet af krigergrupper af forskellig nationalitet i forbindelse med opløsningen af de gamle strukturer og omvæltningerne i England. "Geat", som er Beowulfs og Higelacs nationalitetsbetegnelse, kendes i flere sammenhænge fra den oldengelske litteratur 117. Sandsynligvis var der tale om en indvandrergruppe, som opererede fra England, men det kan naturligvis ikke udelukkes, at de oprindeligt var jyder eller göter. Under alle omstændigheder må sammenkoblingen af kampe mellem svear og göter og tidligere kampe mellem daner/geater og franker sandsynligvis skyldes en navneforveksling. Geaterne er en særskilt diskussion, som sandsynligvis er den danske 116 J.P. Jacobsen: Frankerkrøniken af Gregor af Tours, Også det engelske digt Deor omtaler nogle "geater" med samme stavemåde som i Beowulf uden nogen forbindelse med Norden, og i en af Beda's engelske kongelister optræder en stamfader ved navn Geat. 140

141 8. Roar og hadbarderne sagnhistorie uvedkommende. Der kan endda være tale om en forveksling med de østgermanske folkevandringsfolk som lød under fællesnavnet getae. Således fremstod afsnittet allerede i første udgave, hvor Arne Søby Christensen siden 1 udgave i Historisk Tidsskrift har bekræftet ræsonnementet, men desværre også skrevet, at navnet Chocillaicus ikke kunne være Beowulfs Hugleik, hvilket der ikke er grundlag for at påstå, bare fordi Beowulf ikke er historisk. En uhistorisk person, hvis eneste rolle er at dræbe drager, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at koble Roar dateringsmæssigt sammen med Chocillaicus. Måske skal man også lægge mærke til Beowulf-kvadets utallige benævnelser for danerne: Østdaner, vestdaner, syddaner og halvdaner - for ikke at nævne udtryk som spyddaner o.lign. mens Widsith havde daner og sødaner. Det kunne - ligesom Procopios - indicere flere danerfolk, men der synes ikke på dette tidspunkt at være noget system i anvendelsen. Vi skal senere se, at opdelingen antageligt stammer fra, at man i 700-tallet opdelte i syddaner og norddaner. Beowulf-skikkelsens eventyrkarakter gør imidlertid ikke de isolerede "historiske" episoder i Beowulf mindre interessante. (Beow ) Derefter satte de sig ned på bænken, de berømte. De glædede sig over festen og modtog med værdighed mange bægre fulde af mjød, deres slægtninge, standhaftige, i højsalen, Roar og Rolf. Det indre af Heorot [Hróþulf] var fyldt med venner. Ingen forræderiske slag havde Folkeskjoldunger endnu øvet. [Þéod-Scyldingas] (Beow ) Da trådte Waltheow frem gående med en gylden halsring til det sted, hvor det gode par sad, brorsøn og farbror. Da holdt de stadig sammen i slægtskabet, tro mod hinanden. "Jeg ved at min ædle Rolf vil holde de unges ønsker i ære, hvis du tidligere end han, du ven af Skjoldunger, forlader denne verden. Jeg tror at han med godhed vil gengælde, overfor vore børn, hvis han husker, hvor meget, vi for hans skyld og for hans omdømme i verden, 141

142 8. Roar og hadbarderne før, i hans ungdom, skænkede vor støtte." Så vendte hun sig til bænken, hvor drengene sad, Redrik og Rodmund [Hréðríc ond Hróðmund] Dette afsnit indeholder øjensynligt en viden om en senere konflikt mellem Rolf og Roar, som vi ellers ikke kender, og som ligger efter Beowulfhistoriens afslutning. Englænderne præciserer også tydeligt, at Rolf moralsk stod i gæld til Roar, så der er ingen tvivl om, at sympatien var på Roars og Waltheows side. Vi kommer nu til en anden begivenhed, som der fortælles om i Beowulf. Den foregik også i en af de store haller. (Beow ) Blandt erfarne krigere bar Roars datter hele tiden ølkarret rundt til de ædle; jeg hørte dem på gulvet kalde hende Freavaru, når hun rakte det fyldte bæger til heltene. Hun er, ung og guldbesmykket, forlovet til den ædle Frodesøn. Dette er arrangeret af Skjoldungevennen, kongerigets hyrde, og rådgiverne regner med at han med kvinden kan slutte en stor del af den blodige fejde. Meget sjældent imidlertid hviler drabsspydet mere end en kort stund efter lederens fald, selv om bruden er god! Det kan harme Hadbardernes leder [Heaðo-Beardna] eller andre høvdinger af folket, når han færdes i salen sammen med kvinden: at danernes ædle sønner går rundt mellem veteranerne med de gamle våben glimtende på kroppen med skarphed og ringudsmykning, Hadbardernes eje, så længe de var i stand til at bruge deres våben, og indtil de førte deres fæller og dem selv mod katastrofen ved skjoldelegen. Da taler ved øldrikningen, da han ser et ringsværd, den gamle kæmpe, han som erindrer alle mænds spyddød - barsk er hans hjerte - han begynder bedrøvet at pirre den unge kriger, at påvirke hans sind og vække krigshad ved at udtale disse ord: "Kan du, min ven, genkende det sværd, som din far bar i kampen under kampvisiret for sidste gang, 142

143 8. Roar og hadbarderne det kostbare jern, hvor danerne fældede ham - de beherskede slagmarken, da gengældelsen svigtede efter heltenes fald, de hårde Skjoldunger? Her går nu sønnen af en af disse drabsmænd triumferende i sin pynt over gulvet, praler af mord og bærer den skat, som du med rette burde eje." Han ægger og minder hele tiden med alvorlige ord, til den tid kommer, hvor kvindens kongelige ledsager for faderens dåd efter sværdets bid ligger livløs og blodstænket, efter at have forbrudt sit liv. Den anden derimod slipper væk i live, da landet allerede er kendt for ham. Så bliver jarlernes svorne eder brudt på begge sider. Da vil i Ingeld et morderisk had vælde op, og i ham kærligheden til hende vil kølnes i sorgens bølger. Derfor tror jeg ikke på Hadbardernes loyalitet Figur 16. Beowulfs Dan- og Svea-konger Beowulfs danske og svenske konger Skilfinger Skjoldunger Hadbarder Skjold Beow Ongentheow Halfdan Ottar Onela Yrsa Heregar Frode Waltheow Hrothgar Helge Hieroward Eanmund Eadgils Hrodmund Hredik Rolf Krake Freavaru Ingeld Dan- og svea-konger i Beowulf. Eanmund, Hrodmund, Hredrik og Beow er ikke kendt fra andre kilder. Onela er sandsynligvis Saxos Hunding, mens Waltheow placeringsmæssigt er sagaernes Øgn og Hieroward navnemæssigt kan være Hjørvard. Frodes familietilhørsforhold nævnes ikke. Roar havde altså dræbt Ingelds far, Frode, og søgte nu udsoning, men 143

144 8. Roar og hadbarderne i den engelske version omtales drabet ikke som en mordbrand Roar var jo en ædel konge - og der omtales ikke noget indbyrdes slægtskab. Her er Roar blot den gamle heltekonge, hvis hal opsøges af dæmoner. Samvittighed? De Hadbarder, som nævnes ovenfor, har hidtil været opfattet som et ukendt folk, men forklaringen dukker op, når vi har mødt Saxos Ingeld. 8.3 Saxos Ingeld Går vi tilbage til Saxo får vi en forklaring på, hvor Ingelds far, Hadbarderen Frode, var konge. Ingeld genkendes nemlig tydeligt i Frode IV's søn, og Beowulf-versets gamle kriger viser sig såmænd at være vores tidligere bekendt, Starkad. Vi begynder, hvor vi lidt tidligere slap, med at Frode døde for Svertings hånd efter at mordbrændingen var blevet forpurret i sidste øjeblik. Det må altså være Roar, som i nogle af danernes overleveringer har fået tildelt det charmerende navn, Sverting - den sorte mordbrænder. Saxo havde endda udnævnt denne Sverting til en tysk småkonge - det værste skældsord han vidste. (Saxo 6.6.1) Efter Frode fulgte hans søn Ingild. Han vendte sit sind fra alt, hvad der godt og hæderligt var, vanslægtede sine forfædre og gav sig helt og holdent de frækkeste udsvævelsers tillokkelser i vold. Han vendte sig helt fra, hvad der godt og rigtigt var, og hengav sig til lasten i stedet for til dyden og forsømte, efter at have afskåret alle afholdenhedens sener, sine kongepligter og blev yppighedens skidne træl. Han lagde sig i virkeligheden efter alt, hvad der strider imod og er uforeneligt med et sædeligt liv. Den hæder hans far og bedstefar havde vundet, besudlede han ved til stadighed at hengive sig til den hæsligste vellyst. Forfædrenes strålende ære formørkede han ved de skammeligste gerninger. Starkad væmmedes også ved hans umådeholdenhed, at han opgav venskabet med ham og søgte tjeneste hos sveakongen Halfdan, idet han foretrak at tage sig noget for frem for at gå ledig. Svertings sønner, som var bange for, at Ingeld skulle hævne den udåd, som var blevet øvet mod hans far, gav ham deres søster til ægte for ved denne gode gerning at forebygge hævnen. De gamle siger, at hun fødte ham sønnerne Frode, Fridlev, Ingild og Åle, af hvilke nogle dog påstår, at den sidste var søn af hans søster. Allerede her lades enhver tvivl om identiteten mellem historierne ude. Vi er nu fremme ved et afsnit om Frode-sønnen Ingild, som er centralt for Saxos værk. Selv om det naturligvis et stykke hen ad vejen er et billede på Saxos egen tid, bruger han her handlingselementerne fra de gamle kvad, som han tilskriver Starkad, til at bygge den lastefulde Frodesøn op til en af danernes helte. 144

145 8. Roar og hadbarderne (Saxo 6.8) Starkad vendte tilbage til Svealand, inden der endnu var blevet gjort noget for at helbrede hans sår med lægemidler, og inden der var kommet ar på nogen af dem. Der var Halfdan 118 blevet dræbt af sine medbejlere, og efter at have kuet visse folks oprør indsatte Starkad hans søn Sigvard som arving i hans fars herredømme. Hos ham blev han en stund, men da det rygte bredte sig, at Ingild, den svigefuldt dræbte Frodes søn, var så lavsindet at han i stedet for at straffe sin faders drabsmænd viste dem godhed og venskab, blev han, da han hørte det, optændt af harme over så gruelig en brøde. I sin sorg over, at en yngling med så herlige anlæg havde glemt, at han var søn af så berømmelig en fader, tog han en stor sæk kul på nakken, som om det var en kostelig byrde, og begav sig på vej til Danmark. Når folk, han mødte på vejen, spurgte, hvorfor han bar på sådan en usædvanlig byrde, svarede han, at de kul ville han bruge til at hvæsse kong Ingilds sløvhed med. Ad korte genveje tilendebragte han hurtigt sin rejse. Over hals og hoved, så at sige i et åndedræt, og da han omsider kom til Ingilds hus, gik han, som han havde for skik, op og satte sig på de ypperstes bænk, thi hos det sidste slægtleds konger var han vant til at blive vist den højeste anseelse. Da dronningen kom ind og så ham bedækket med smuds og iført simple og snavsede bondeklæder, fik hans hæslige udseende hende til at tage sig det alt for let med at danne sig en mening om gæsten. Hun dømte manden efter klæderne, skældte ham ud for hans dumhed, at han havde taget sæde over sine overmænd og taget en plads, han med sine bondeklæder var uværdig til. Hun bød ham rømme den, for at han ikke skulle røre ved hynderne med sine klæder, der var uslere, end sømmeligt var. I sin uvidenhed om, at stundom lyser sjælen herligere i et højsæde end klæderne, tog hun det nemlig for dumhed og frækhed, som han gjorde af stolthed. Den tapre gamle mand adlød, skønt han blev fortrydelig over således at blive vist af. Han slugte med udmærket selvbeherskelse fornærmelsen, som hans tapperhed så lidet havde fortjent, og bar den tort, der tilføjedes ham, uden at svare eller kny. Helt kunne han dog ikke skjule sin bitre harme, idet han nemlig, da han rejste sig og gik ned i den nederste ende af hallen, kastede hele sit legemes vægt så voldsomt imod væggenes egebjælker, at huset var lige ved at ramle sammen ved den umådelige rystelse, bjælkerne fik. Således gav han med ubønhørlig strenghed sin harme luft over for dronningens fornærmelige ord, opbragt ikke blot over, at han var blevet vist af, men også over den tort, at hun havde revet ham i næsen, at han var fattig. Da Ingild kom hjem fra jagt, tog han ham nærmere i øjesyn, og da han så, at han hverken så sig fornøjet om eller viste ham ærbødighed ved at rejse sig, skønnede han af rynkerne i hans pande, at det var Starkad. Da han nemlig så den hårde hud, krigerlivet havde givet hans hænder, arrene foran 118 Dette må være sammenblanding med en begivenhed under Aun og Frode. 145

146 8. Roar og hadbarderne på brystet og den hvasse kraft i hans blik, gik det straks op for ham, at en mand, hvis legeme bar mærker af så mange sår, ikke kunne have en svag sjæl. Han skændte derfor på sin hustru og formanede hende strengt til at lade sin hovmodige vrede fare, til ved smiger og forekommende betjening at formilde ham, hun havde skældt ud, til at vederkvæge ham med mad og drikke og fornøje ham med venlig tiltale. Hans far, sagde han, havde i sin tid sat denne mand til at være hans formynder, og han havde på den kærligste måde våget over ham i hans barndom. Da hun nu for sent lærte oldingens sind at kende, slog hun om fra barskhed til mildhed og gjorde ved ivrigt at betjene ham stads af den, hun havde krænket ved at vise ham bort og såret med grove skældsord. Hun, som havde været en opbragt værtinde, begyndte nu på det ivrigste at gøre sig behagelig og søgte at formilde hans vrede ved at vise sig opmærksom imod ham. Man bør derfor regne hende hendes vildfarelse så meget mindre til last, som hun var hurtig til at opgive den, efter at hun var blevet vist til rette. Men hun kom alligevel til at bøde hårdt for den, thi det sted, hvor hun tidligere havde beskæmmet den tapre gamle mand ved at vise ham bort fra hans sæde, fik hun senere set bestænket med sine brødres blod. Om natten holdt Ingild måltid sammen med Svertings sønner, og det blev et kosteligt gilde, thi bordene bugnede under herlige retter. Han søgte ved venlig opfordring at formå den gamle mand til ikke at bryde for tidligt op fra gæstebudet, som om det var muligt at undergrave en sådan fast og stærk dyd med kunstig tillavede retters tillokkelser. Men da Starkad havde taget dem i øjesyn, foragtede han sådan vellystig nydelse og ville ikke på nogen måde rette sig efter fremmede skikke. Med den selvbeherskelse, han især havde sin styrke i, gjorde han sig hård imod yppighedens fristelser og ville ikke lade de lækre sager, et gæstebud bød ham, gøre skår i den navnkundighed, hans krigsbedrifter havde indbragt ham. Hans tapperhed elskede nemlig tarvelighed og var en fjende af overflødighed i nydelse af mad og drikke og hadede al umådeholdenhed, thi tapperheden gav sig ingen sinde tid til på nogen måde at værdsætte overdådighed, men satte altid vellyst til side og gav dyden den ære, der tilkom den. Da han derfor så, at de gamle mådeholdne sæder og al god og gammel skik blev lagt øde af nymodens yppighed og overdådighed, vragede han de kostelige spiser og bad om noget, der bedre passede for en bonde. Idet han således foragtede frådseri, nøjedes han med røget og harsk mad og stillede sin sult med det største velbehag, jo tarveligere maden var, for ikke at svække den sande tapperheds kraft ved at besmitte den med udenlandsk vellysts falske liflighed eller opgive den gamle tarvelighed for nymodens forgudelse af ganen. Han var for øvrigt også vred over, at en og samme slags kød blev anrettet både stegt og kogt ved samme måltid, thi han holdt den mad for vederstyggelig, som var gennemtrukken med køkkenos og som kokken havde indgnedet med mange forskellige blandinger af krydderier. Ingild derimod lod hånt om de forbilleder, forfædrene havde givet, og 146

147 8. Roar og hadbarderne tog sig større frihed i henseende til at ændre bordskikkene, end de fra fædrene arvede sæder tillod, thi da han først havde givet sig Tysklands sæder i vold, skammede han sig ikke ved at give efter for dets kvindagtige yppighed. Ikke så lidt næringsstof for overdådighed har vort fædreland fået i sig fra den mudderpøl. Derfra kom de kostelige retter, de fine køkkener, kokkenes skidne bestilling og alle slags modbydelig pølsemad; derfra kom den tøjlesløshed i klædedragt, vi har optaget, idet de afveg fra den af fædrene anviste vej. Således har vort land, der opelskede mådehold som en medfødt egenskab, tigget sig overdådighed til hos sine naboer. Dens tillokkelser havde således betaget Ingild, at han ikke holdt det for skam at gengælde uret med velgerninger, og at tanken om hans fars ynkelige død ikke aftvang ham et bittert suk. Dronningen ville imidlertid ikke bryde op uden at have opnået sin hensigt. I den tro, at hun bedst ville kunne få bugt med den gamle mands vrede ved hjælp af gaver, tog hun af sit eget hoved et herligt forarbejdet hovedbind og lagde det i hans skød, imens han sad og spiste, ivrig efter at købe hans velvilje, da hun ikke formåede at sløve hans tapperhed. Starkad, hvis harme over fornedrelsen endnu ikke havde lagt sig, kastede hende gaven i ansigtet, thi det tyktes ham, at den gave mere bar vidne om foragt end om ærbødighed. Klogt var det af ham, at han ikke anbragte dette usædvanlige kvindeskrud på sit arrede hoved, der var vant til hjelmen, vel vidende, at en kvindes pandebånd ikke bør sættes på en mands hoved. Således hævnede han sig på hende, fordi hun havde afvist ham, ved til gengæld at afvise hende, lønnede ringeagt med ringeagt og viste sig næsten lige så stor i den hævn, han tog over forsmædelsen, som han havde vist sig i den måde, hvorpå han bar den. Den gamle krigers sjæl, der var knyttet til mindet om Frode, med så mange uløselige venskabsbånd og æggedes ved alle de mange og store velgerninger, den afdøde konge havde vist ham, kunne ikke ved nogen slags lokkende smiger forføres til at opgive den hævn, han havde sat sig for. Selv efter kongens død var han opsat på at yde ham den tak, han skyldte ham for hans velgerninger, og at lønne den godhed, han havde modtaget af den afdøde, hvis kærlige sind og gavmilde venskab han havde nydt godt af, mens han levede. Så dybt bar han nemlig det sørgelige billede af Frodes drab indgravet i sit hjerte, at ærbødigheden for den berømmelige høvding ikke kunne udrives af hans sjæls inderste, og at han af den grund ikke betænkte sig på at give det gamle venskab fortrinet frem for den nuværende velgerning. Hertil kom, at mindet om den tidligere forsmædelse ikke gjorde ham det muligt for ham at føle nogen taknemlighed for den påfølgende venlighed, da han ikke kunne glemme den tort, hans krænkede æresfølelse havde lidt. Thi mindelser om fornærmelser såvel som om velgerninger plejer at sidde fastere i stærke end i svage menneskers sjæle. Han fulgte nemlig ikke deres skik, som holder trop med deres venner i medgang og forlader dem i modgang. Som 147

148 8. Roar og hadbarderne mere dyrker lykken end venskabet og tænker mere på egen tarv end på at vise velvilje imod andre. Kvinden blev nu imidlertid hårdnakket ved sit forsæt. Da hun skønnede, at oldingen ikke engang på den vis kunne lokkes til at tage del i gildelystigheden, bød hun, for at fortsætte den smiger, hun havde begyndt, med endnu mere overstrømmende elskværdighed og for at gøre endnu mere stads af gæsten, en fløjtespiller blæse et stykke, det bedste han kunne. Hun ville bøje hans stædige harme ved musik og ved hjælp af kunstfærdig velklang få bugt med hans medfødte barskhed. Men fløjtens eller strengenes lokketoner formåede ikke at svække mandens standhaftighed. Thi da han hørte dem skønnede han, at al den ære, der vistes ham, mere var for et syns skyld end præget af kærlighed, så man kunne fristes til at tro, at den skuffede gøgler snarere spillede for en billedstøtte end for et menneske, og han gjorde den erfaring, at det er forgæves at angribe en så overvættes strenghed med gøglerkunster, og at en sådan kolos ikke lader sig rokke af tomt mundsvejr. Udtrykket af hårdnakket harme i Starkads ansigt var nemlig i den grad blevet forøget, at han i ingen måde syntes mere bevæget end sædvanligt. Thi den strenghed, hans løfter pålagde ham, var hverken blevet formildet ved fløjtens toner eller ved, hvad der kildrede ganen. Han holdt for, at der burde lægges mere vægt på hans modige og mandige forsæt end på, hvad der kildrede ørene, eller på gæstebudets tillokkelser. Han kastede derfor det ben, han havde gnavet i ansigtet på gøgleren, så de oppustede kinder faldt sammen, da luften voldsomt for ud. Således gjorde han det klart, i hvor høj grad hans strenghed væmmedes ved det bifald, gøglere søger, thi hans af vrede tilstoppede øren var ikke tilgængelige for nogen påvirkning af vellyst. Med denne gave, der var gøgleren værdig, straffede han en usømmelig gunstbevisning ved at lønne den med skam til tak, idet han på bedste måde værdsatte fløjtespillerens fortjenester ved at skænke ham et ben at fløjte i og give ham et hårdt stykke til løn for hans bløde triller. Det var da heller ikke let at sige, om gøgleren fløjtede eller græd højest. De bitre tårer, han udgød, var et vidnesbyrd om, hvor liden plads der er for mod i blødagtige hjerter. Han havde nemlig helt og holdent givet sig vellysten i vold og aldrig lært at bære modgang. Det sår, han fik, varslede om det blodbad, der yderligere skulle følge ved det gæstebud. Starkad, hvis sind stadig var opsat på stramhed, og som stadig med urokkelig barskhed pønsede på hævn, væmmedes nemlig lige så meget ved musikken, som andre frydedes ved den. Han lønnede den tjeneste, der huede ham ilde, med at beskæmme gøgleren ved at kaste ben efter ham, idet han vedkendte sig, at han skyldte sin udmærkede vens herlige aske mere end sin skændige fostersøns skamløse væsen. Derpå digtede og kvad han, for yderligere at håne gøgleren, på stående fod en vise om ham. Men dronningen undrede sig såre over denne dyd, som hun ikke havde mægtet at svække, og blev til sidst opfyldt af beundring for ham, som hun forgæves havde søgt at 148

149 8. Roar og hadbarderne vinde ved velgerninger. (Saxo ) Men da Starkad så, at Frodes drabsmænd var i kongens højeste gunst, røbede hans hvasse blik den mægtige harme, han følte. Hans åsyn åbenbarede, hvad der rørte sig i hans indre, idet den strenghed, der lyste ud af hans øjne, vidnede om den storm, der lønligt rasede i hans sjæl. Til sidst, da Ingild søgte at formilde ham ved at byde ham kongelige retter, stødte han maden fra sig, fordi han, der var fornøjet med simpel husmandskost, væmmedes ved udenlandske retter og vant, som han var, til almindelig spise, ikke ville kildre ganen med lækkerier. Da han blev spurgt, hvorfor han satte sådant et mørkt ansigt op og ikke ville nyde godt af den kongelige velviljes gunst, sagde han, at han var draget til Danmark for at træffe Frodes søn og ikke en mand, som stoppede sin grådige og forslugne mave med en mangfoldighed af kunstige retter. Den tyske overdådighed, som kongen havde vænnet sig til, havde nemlig drevet ham til at lade mad, som allerede var kogt, stege for at kunne mætte sig på lækre sager. Derpå kunne han ikke dy sig for at gå i rette med Ingilds sæder og udøste al sin bitre dadel over hans hoved. Han fordømte hans pligtforsømmelse. Han fordømte, at han dvask af overmættelse gav den af at æde opståede tunghed luft i hæslig ræben, at han af tyskerne lod sig lokke ind på vildveje, der lå fjernt fra al afholdenhed, og at han i den grad var blottet for dyd, at han ikke engang tragtede efter den svageste skygge af den. Men den største skændselsbyrde, han bar på, sagde han, var, at han ikke straks, da han blev våbenfør, havde tænkt på at hævne sin far. I stedet satte han naturens lov til side og viste dem, der havde udgydt hans faders blod, gunst og bevågenhed. Han omfattede folk, der havde fortjent det værste, med den inderligste kærlighed. Ikke blot undlod han at straffe dem, han burde have straffet på livet, men han holdt dem endog værdige til den ære at leve sammen med ham og sidde til bords med ham. Derpå skal han have kvædet denne vise: Den hidtidige fordømmelse af Ingild og hans hof må anses for at være Saxos egen fortolkning af det digt, han derefter bringer. Denne form anvendte Snorre også i Ynglingesaga, hvor digtene fra hans basiskilde, Ynglingatal, blev inkorporeret i den mere udførlige tekst. Digtet kan gå langt tilbage i tiden. Manden bag den frankiske renæssance, forfatteren og præsten Alcuin undrede sig i 797 i et brev til Lindisfarna Kloster over, at de gejstlige lyttede ivrigt til det hedenske kvad "Hinieldus". Mange forskere har påpeget, at der måtte være tale om det gamle Ingeld-kvad, som Saxo også benyttede 119. Opsigten skyldtes vel 119 Inge Skovgaard-Petersen: Da Tidernes Herre var nær, Karsten Friis-Jensen: Saxo Grammaticus as Latin poet, Karsten Friis-Jensen har i sin disputats påpeget klassiske paralleller i Saxos udgave af digtet, som dog ikke alle nødvendigvis behøver at være Saxos sædvanlige "forbedringer", da man ikke kan se bort fra en langt ældre klassisk påvirkning, hvis 149

150 8. Roar og hadbarderne digtets bramfri udtryksform, som her er gengivet i Fr. Winkel Horns kraftigt forkortede danske udgave fra 1898 (Peter Zeebergs moderne udgave kan anbefales som direkte oversættelse). (Saxo ) Yngling, som ej krigen ynder, vige bør for hvide hår. Ej man modig mand bør laste, at han gammel er og grå. Mangen mand har mod i brystet, har han end i håret sne. Tidens tand, som alt fortærer, tærer ej den tapres mod. Nu mig grådig gæst fortrænger, gæv at se til, grisk af sind; lækkersulten kun han lyster sig med mad og drik at mæske. Anden sæd i Frodes sal. Der til højbords helten sattes, bænkedes blandt bolde mænd, ham først mad og mjød blev buden. Andre tider, andre sæder, nu i krogen kæmpen sidder, var vel dreven helt på dør, om ej væggen var i vejen. Ej den gamle gæst man hædrer; hirdmænd håner helten frækt. Ej for sligt jeg søgte hid, men for nyt hos jer at nemme. Vide vil jeg, hvorfor, Ingild, du din faders drab ej hævned. Mat og mæt du blot dig mæsker, ligger på den lade side. Sidste gang jeg så dig, Frode, fremvis i min hu jeg følte. Talt er Dane-drottens dage, snart for fjendehånd han falder. Og mens langt af led jeg vanked, færdedes i fjerne lande, fælded de med svig Kong Frode. Ve mig, at jeg borte var! Ikke drog jeg hid til Danmark for at feste eller frådse. Hid fra svears land jeg søgte for at træffe Frodes søn. Håbed herlig helt at se, finder så den frække frådser. Sandt du spåede, svears konge: Ædlest drot får uslest søn. Men er Ingild end en usling, ej skal dog den ufærd times, at de skatte, Frode samled, falde skal i fremmed vold. værket allerede har cirkuleret i kirkelige kredse tilbage til før Alcuins tid. Man kan dog heller ikke se bort fra, at Saxo har omskrevet digtet, ligesom han digtede videre på Bjarkemål. 150

151 8. Roar og hadbarderne (Saxo ) Ved disse ord kom dronningen til at ryste og tog det pandebånd, hvormed hun på kvindevis havde smykket sit hår, af hovedet og bød den opbragte olding det, som om hun dermed kunne afværge hans vrede. Harmfuld kastede Starkad det på den forsmædeligste måde i ansigtet på hende og kvad atter med høj røst: Giv mig ej slig kvindegave, hvis du ej vil smykket bære. Hårbånd ej for helte passer, sligt kun kvindesjæle fryder. Giv det heller til din husbond, han vist glad ved gaven bliver. Kosteligt det klæder en, som i indmad grådigt gramser. Hil dig, drot, for herlig dronning! Krage søger mage, ser man! Liderlig som skamløs skøge tager hun imod hans mandslem. Hun med mad som svin ham mæsker, bordet under retter bugner. Stegt hun koger, kogt hun steger, som det er hos tysken skik. Så man før en konge frådse, som nu Dane drotten frådser. Rage rundt i rådne fugle, søbe sovs og østersslim! Spegekød er heltekost, kæmpen ej sin gane kildrer. Fårekød og saltet flæsk vi for herre måltid holdt. Ej af gyldne trug vi åd, vin og most var ej vor drik. Sjældent fik vi mjød at smage, øl vi drak til daglig brug. Frådser, har du Frode glemt? Skal ej helten hævnes, Ingild? Så man før en søn vel sidde hos sin faders fjendes ætmænd? Nidding den, som nøjes vil med mandebod for fadermord! Usling den, som ærer dem, han som fjender burde fælde. Hører jeg om herlig stordåd skjalden højt i hallen kvæde, skjuler jeg med skam mit åsyn, sørger over Frodes søn. Bedst for dig, om døv du blev, slap for om din skam at mindes. Drapa om en kæmpedåd, nager tit en niddings hjerte. Som en skygge skal din skændsel følge dig, hvor end du færdes, om du flyr til fjernest østen, eller fjernt i vest dig fjæler. 151

152 8. Roar og hadbarderne Dvæler du i dybsens grund, holder du dig skjult på himlen, hvor den kolde Karlsvogn kører, altid skal din skam dig følge. Hårdt mod Frode guder handled, at de slig en søn ham gav. Som i skibskøl skarn sig samler, sanker Ingild laster sammen. Ræd for, at din skam skal rygtes, skal i kroge du dig skjule; dorsk ved arnen skal du dvaske, aldrig ses blandt ædle mænd. Du, som fej din fader glemte og ej hævned heltens drab, er ej blandt hans æt at regne, troløs jeg og træl dig kalder. Let det var dit liv at tage, som det er et kid at kvæle eller lidet lam at dræbe med et snit af slagterkniven. Svertings søn, din unge svoger, arver Danmark efter dig. Han, hvis søster er din slegfred, lønnen får for Frodes drab. Hende som hustru og dronning du hædrer med røde karfunkler og kostbare spanger. Men Starkad skammer sig over din skændsel, tænker med sorg på svundne dage. Frække fjender fester og frådser i Frodes hal og frygter ej hævn. Større fryd ej gives mig kunne, end om Svertings æt flød i sit blod. (Saxo ) Ved sine æggende og manende ord bevirkede han, at kongens sløve og kolde sjæl fængede, idet hans bebrejdelser virkede ligesom når en flintsten slog tapperhedens lyse luer ud af den. I begyndelsen vendte Ingild nemlig det døve øre til, medens hans fosterfader kvad, men ansporet af hans indtrængende formaninger flammede hævnlystens ild omsider op i hans sjæl, og han blev fra svirebroder forvandlet til fjende. Til sidst sprang han op fra sit sæde og udøste al sin vrede over sine bordfæller. Han drog med blodtørstig grumhed sværdet mod Svertings sønner og sigtede med blottet klinge efter deres struber, hvis svælg han havde kvæget med bordets glæder. Han dræbte dem straks og druknede således bordets hellige ret i blod, brød deres forbunds skrøbelige bånd og forvandlede et skammeligt gæstebud til ærefuld blodsudgydelse. Fra gæsteven blev han forvandlet til fjende - fra yppighedens usleste træl til hævnens grummeste fuldbyrder. (Saxo ) Starkads indtrængende formaningstale blæste nemlig liv i hans bløde og svage ynglingesind - kaldte modet frem af hans sjæls lønkroge og vakte det til liv igen og bevirkede således, at ophavsmændene til det grummeste mord fik deres vel fortjente straf. Ynglingens mod var nemlig 152

153 8. Roar og hadbarderne ikke udslukt. Det havde blot så at sige været flygtet bort. Nu havde oldingen draget det frem for lyset og drevet det til en dåd, der var så meget større, som den havde ladet vente på sig. Mere ære var det jo at fylde bægrene med blod end med vin. Hvilken kraft må der ikke have været i denne olding, som ved sine veltalende formaninger uddrev den umådelige lastefuldhed af kongens hjerte og efter at have nedbrudt slethedens skranker såede dydens kraftigste sæd i dens sted! Selv stod han også kongen bi og tog med lige så stor iver del i hans dåd, lagde ikke blot selv den største tapperhed for dagen, men kaldte også den tilbage, der havde været udryddet af den andens bryst. Da dåden var øvet, tog han til orde og kvad: Hil dig nu, min høje Herre, nu jeg ser, du mod ej savner. Længe tav du, nu du taler uden ord med ædel dåd. Lad os fælde hele flokken, ikke én vor hævn skal undgå. Hver nu bøde, hvad han brød. Længe nok dem livet undtes. Væk med dem, som alt vi vog, ud af hallen med de ådsler! Ej på bål I skal dem bære, læg dem ud som ulveføde. Sig mig, Rota, ræd mands rædsel, har nu nok vi hævnet Frode? Syv mand så vi slagne segne, sone Frodes fald med døden. Hil dig, Ingild, nu jeg hilser dig som dådstærk Dane-drot. Aldrig har jeg håbet sluppet, at du var din fader værdig. Lyd mit råd og jag af landet fluks din lede, frække dronning; Ulveæt du ellers avler, thi af ondt kun ondt kan fødes. Herlig var den tid, da Hake skægløs jeg i striden fulgte. Kun på kamp og krig vi tænkte, blide kår vi aldrig kendte. Hu og krop vi kraftigt hærded, lededes ved løse sæder, mætted os, men ej os mæsked, herlig idræt kun os hued. Alle kongens kæmper klædte sig i hvergarn eller vadmel, nøjedes med søvn om natten, dagen brugte vi til dåd. Andre tider, andre sæder, nu man frådser frækt ved bordet, flunker flot i fine klæder, løber om med lange lokker. Lov og ret med list man bøjer, øver vold og krænker uskyld. Lystent skæmter man med skøger, helten spydig spot man byder. 153

154 8. Roar og hadbarderne Fejg mand ej sin skæbne flyr, intet skjold mod døden skærmer. Hvor han sig i verden fjæler, Dødsens Dag og Dommen kommer. Jeg, som stedse striden søgte, skal i fred jeg fare heden? Sygne under sodet ås, sårløs dø i sengehalmen? Omtalen af Hake sker i originalversionen i forlængelse af en omtale af Ingelds slægtsmæssige ret til Lejretronen. Fr. Winkel Horn har i øvrigt udeladt endnu en strofe af sin oversættelse: Elleve stormænd var vi engang, kong Hakes trofaste følge. Her sad Begath før Belg, bænket på række. Endnu en gang indiceres det altså i den del af digtet, som menes tilføjet af Saxo, at Hake (regis Haconis) må være far til Ingelds far - dvs. Hake er den samme som Hading. 8.4 Hadbarder og Svertinger Hermed er vi nået så langt, at det burde være muligt at gennemskue forviklingerne. Forbillederne for Frode og hans far Hake synes at være store konger, som først forsøgte fredelig sameksistens med herulerne, som havde slået sig ned nordøst for danerne i Skåne. Da det ikke lykkedes, blev herulerne jaget væk. Dette gav Frode-figuren ry som en stor konge. Frodes vej til magten gik imidlertid via mordet på halvbroderen Åle, og øjensynligt også på Halfdan hvis det ikke var én og samme person. Halfdan kan som tidligere nævnt være et tilnavn på en uægte søn, som måske havde en mørklødet herulsk mor det kan man i alt fald få mistanke om, hvis man følger denne bogs hovedprincip. Halfdans unge sønner blev gemt af vejen af slægtninge, og Roar endte øjensynligt hos anglerne i England eller i Blekinge. Gennem mange år regerede Frode Danmark, som det kan læses, men da Roar og Helge blev voksne, brændte de som hævn faderens morder inde i en høvdingehal 120 og tog magten i landet. Påstand stod nu mod påstand. Hvem var helte og hvem var skurke? Roar og Helges tilhængere har hævdet, at Frode havde myrdet brødrenes far. Ved Roars svigerfamilies hof talte man om selvforsvar og berettiget hævn. Frodes tilhængere har derimod hævdet, at Frode var uskyldig i mordet på Halfdan, og en konsekvens heraf ville være, at Roar og Helge uberettiget havde anstiftet mordbrand mod en slægtning - en skændsels- 120 Var det ved Værebro, hvor Saxos underlige begravelse fandt sted? 154

155 8. Roar og hadbarderne gerning også efter den tids moral. Dele af den nordiske tradition tilsværter Roar og Helge som "Svertinger" og mordbrændere, mens Frode her skifter karakter så man endda kan give han image af en Frode Fredegod. De steder, hvor historien om børnene Roar og Helge dukker op i Norden, sker det uden sammenhæng med idealkongen Frode. Frode-kongens slægt synes altså at være kommet til magten igen og at have skabt den skjaldetradition, som blev Danmarks officielle historie. Dette slægtsforløb ser vi på senere. Den anden tradition var imidlertid modsat, og det hænger sandsynligvis sammen med Roars dronnings familie: Hvis hun kom fra East Anglias hof eller familien havde kontakt til dette, var svigersønnen her den retfærdige helt - og det blev han ved med at være, om end en sort skygge hvilede over hans hus. Frem til Sutton-Hoo-begravelsen i ca. 625 synes der at have været tæt forbindelse mellem Norden og anglernes riger. Omkring 625 blev Readwald (som muligvis skulle ligge i Sutton Hoo) imidlertid kristen 121, og på den tid synes man arkæologisk at miste de tætte kulturelle bånd til de hedenske Østersøfolk. Dette bekræftes af, at informationsstrømmen i digtene synes at slutte i Rolf Krakes og Adils regeringstid, inden Frodeslægtens generobring af magten hvis der skal søges en virkelig baggrund. Senere må de to versioner være blevet omskrevet, så den onde modpart i begge lejre af skjaldene kamufleredes af øgenavne. Frode og hans efterkommere blev Hadbarder (Heathobeards), mens Halfdan og hans efterkommere blev Svertinger. Dette skyldes antageligt, at de omrejsende skjalde har skullet være varsomme med, hvilken version de fremførte i forskelligt selskab. Til sidst var sammenhængen så sløret, at de kunne fremføres side om side hos Saxo, som skulle bruge så mange fortællinger som muligt for at nå tilbage til kejserrigets begyndelse. At kvad og folkeviser blev brugt i propaganda-øjemed til at udbrede en bestemt opfattelse, ved vi fra middelalderen 122. Vi sidder med brudstykker af noget, der ligner eftertidens partsforklaringer i en "retssag". Hver familie havde sin parts-forklaringer overfor offentligheden - det er ikke umiddelbart til at se, at de dækker samme virkelighed og sådan er det ofte heller ikke i nutidens retssager. Det er interessant at sammenligne med middelalderens drama om kongemordet i Finderup Lade. Her opstod 14 folkeviser i forskellige versioner opdelt i to hovedgrupper med den politiske folkevise og viserne om marskens æresdrab. Her ser man, hvordan et sagnomspundet drama breder sig til ukendelighed i forskellige vægtninger, hvor Saxo har gjort det til drabet på forskellige konger i stedet for at samle dem i en lang vise, som Anders Sørensen Vedel gjorde 300 år efter med Marsk Stig-viserne. 121 Gyldendal/Politiken 1988, Bind 2 (side 229). 122 Rumelants vise efter mordet på Erik Klipping. Gyldendal/Politiken 1989, Bind 5 (side 147) 155

156 8. Roar og hadbarderne Forskerne burde overveje, hvad forskellene kan fortælle om tidspunktet for disse legenders overførsel over Nordsøen, og alderen af disse fragmenter i Beowulf. Afslutningen bliver samtidig en glimrende anskuelsesundervisning i, hvordan hadet i fortidens slægtsfejder blev opretholdt - her med Starkad som den krigeriske opildner til hævn. Et åbenstående punkt i traditionen er Halfdans familiemæssige placering. Var han bror til Frode eller farbror. Som antydet tidligere i kapitlet kan man endda få mistanke om, at Frode kun begik et enkelt brodermord - dvs. at halv-broderen Åle var identisk med Halfdan. Netop disse to danske kongenavne afbrød to gange på næsten identisk vis den besynderlige Aun-cyklus som nye konger i Uppsala, og Starkad myrdede Åle i Uppsala. Tilhørte Åles mor herulerne eller de oprindelige svear? Gjorde halvdaneren Åle med tilnavnet Halfdan som ældste søn krav på danernes trone, hvorefter han blev myrdet. Man kan endda som tidligere omtalt overveje, om der bag navnene Halvdan, Roar og øgenavnet Sverting ligger et forhold til en herulsk kvinde, hvis udseende kan have været mørkt og sarmatisk/hunnisk præget. Det var jo Hake, som entrerede med Starkad og som fik skyld for at have voldtaget en kvinde. Her kommer vi desværre ud i meget tyndt funderede spekulationer, som ikke bekræftes af sagnene, selv om løsningen forekommer fristende. Rekonstrueret kongerække I Figur 17. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Rolf Krake Ynglinge-slægt - Skilfinger Skjoldunge-slægt - Skefinger Alrik/Aun Svipdag/Hun Skjold Egil Ongentheow Yngve/Hun Voldtaget Hake Hustru Åle/Olav Halfdan/Gram Ottar/Jorund Hunding Hanunde/Inga Frode Helge Roar Eanmund Adils Yrsa Hjørvard Freavaru/Skuld Ingeld Rolf Krake Rekonstruktion af Ynglinge og Skjoldunger i tallet. Udvalgt kombination af Beowulf, Skjoldungesaga, Ynglingesaga og Saxo, idet Beowulfs genealogi er anset for at veje tungest, da den ikke har været udsat for den sene manipulation. De 156

157 8. Roar og hadbarderne alternative muligheder omkring Halfdan er markeret med stiplet/prikket linie. Pile markerer ægteskab. Se også bilag 4a. Når denne løsningsmulighed ikke gennemtrumfes skyldes det til dels den tidligere citerede bemærkning om mord på to brødre i Saxos 2.4.3, men primært følgende strofe i "Indskud i Hyndloljod": (Hyndlo) Åle var før fremmest af mænd, Halfdan fordum højest af Skjoldunger. Navnkundige krige kækt han førte, hans værk fór vide til verdens hjørner. Halfdans nøjagtige tilknytning til Skjoldunge-slægten må stå åben, da vi står med for mange løsningsmuligheder, men det er ikke sikkert, at Frode og Halfdan oprindeligt var brødre og det er symptomatisk, at det netop var hans placering, der var tvivl om i Langfedgatal (Figur 1). 8.5 Starkads død Starkad har haft sin egen rolle i dette drama siden han dukkede op hos Hading/Hake, men lige inden han nåede frem til Ingilds hof, hvor han blev vist væk fra højsædet, havde Saxo en selvstændig historie om ham. Her delagtiggøres man i et menneskesyn, som Saxo selv må have sin personlige andel i, selv om man ville have forsvoret, at Starkads form for næstekærlighed kom fra en kirkens mand. Det må være et tidsbillede fra 1100-tallet, som kan springes over i sammenhæng med 500-tallets historie. Det er derfor markeret med lille skrift: (Saxo 6.7) Ingild havde to søstre, Helga og Åse, af hvilke den første var fuldt giftefærdig, mens den anden var yngre og endnu ikke mandvoksen. En nordmand ved navn Helge fik lyst til at bejle til Helga og sejlede derfor til Danmark. Han havde udstyret sit skib med den største pragt, sejlene var guldbaldyrede, masterne forgyldte og tovværket purpurfarvet. Da han kom til Danmark, lovede Ingild at opfylde hans ønske, hvis han som bevis på sin hu dristede sig til at tage en dyst op med de kæmper, der blev stillet imod ham. Det vilkår havde Helge intet imod. Han ville gerne gå ind på den overenskomst, svarede han, og fæsteøllet blev da drukket med stor højtidelighed. Nu fortælles det, at i de dage var ni sønner af en høvding på Sjælland vokset til og udmærkede sig frem for andre med hensyn til styrke og mod. Den ældste af dem hed Angantyr, og da han, som også bejlede til pigen, nu erfarede, at hun, som var blevet nægtet ham, var blevet lovet Helge, udæskede han ham til kamp for at jage sin ærgrelse bort med sværdet. Helge gik ind på at give møde, og det blev efter begges ønske bestemt, at kampen skulle finde sted på bryllupsdagen. Det ansås nemlig af alle for en skam og skændsel, hvis nogen vægrede sig ved at møde, når han var bleven æsket til kamp. På den ene side ængstedes Helge derfor af tanken om den skam, det ville være, om han holdt sig tilbage fra kampen, og på den anden side af frygt for at tage sig den dyst på. Han fastholdt nemlig, at det var ubilligt og i strid med de almindelige vedtægter for holmgang, når det nu havde fået udseende af, at han havde lovet ene at tage kampen op med ni mand. Da han nu grublede over dette, sagde hans fæstemø, at han nødvendigvis måtte have 157

158 8. Roar og hadbarderne hjælp, og opfordrede ham til at afholde sig fra en kamp, han ikke syntes at kunne få andet end død eller skam ud af. Dette så meget mere som han ikke havde gjort nogen fast tavle med dem, han skulle slås med, om hvor mandsstærke de havde lov at give møde. Han skulle derfor undgå den fare og sørge for deres sikkerhed ved at bede Starkad, som holdt til ovre hos svearne, om at komme ham til undsætning. Han plejede altid at hjælpe folk, der var kommet i ulykke, og førte tit ved at tage hånd i hanke med ting, der så bedrøvelige ud, til en lykkelig ende. Dette råd huede Helge vel, og med et lidet følge begav han sig da til Svealand. Da han kom til Uppsala, som er den ypperste by i det land, blev han selv udenfor, men sendte en ind, som skulle føle sig for hos Starkad ved at hilse ham høvisk og byde ham som gæst ved Frodes datters bryllup. Den høflighed tog Starkad nu meget fortrydeligt op, som om det ligefrem var en fornærmelse. Han så hvast på den unge mand og sagde, at hvis han ikke havde nævnet hans dyrebare Frodes navn, skulle han være kommen til at bøde, fordi han kom med sådan tåbelig besked til ham og bildte sig ind, at Starkad havde for skik som en hofnar eller snyltegæst at løbe efter osen fra et fremmed køkken for fin levemådes skyld. Da tjeneren kom tilbage med den besked, begav Helge sig til kongeborgen, hilste den gamle i Frodes datters navn og bad ham være hans staldbroder i den kamp, han var blevet udæsket til. Han mente nemlig, at hans egne kræfter ikke ville forslå dertil, eftersom der ikke i den aftale, der var blevet gjort, var bleven truffet nogen sikker bestemmelse om, hvor mange han skulle slås med. Da Starkad havde fået at vide, når og hvor kampen skulle stå, optog han ikke blot hans begæring vel, men satte mod i ham ved at love ham sin bistand og bød ham drage tilbage til Danmark med sit følge. Selv ville han så skyde genvej dertil ad lønstier, sagde han. Helge drog da bort, og nogle dage efter begav Starkad sig på vej. Kan man tro, hvad rygtet fortæller, skal han have skyndt sig så stærkt, at han på en dag tilbagelagde lige så stort et stykke vej som de, der var rejst forud for ham, brugte tolv dage til. Det traf sig derfor sådan, at begge parter nåede rejsens ende på en og samme tid og mødtes ved Ingilds hus. Da Starkad nu der, som om han kunne være en af tjenerne, gik langs bordene, hvor gæsterne sad bænkede, opmuntrede de før omtalte ni mand hverandre til den forestående kamp, idet de med hæslige lader udstødte gruelige hyl i munden på hverandre og rendte frem og tilbage som gøglere. Ja, der er dem, som siger, at de gøede ad den nys ankomne kæmpe som olme hunde. Starkad skældte på dem, fordi de skabte sig så latterligt ved at skære ansigter og gjorde sig til nar ved således at tage munden fuld og gabe op. Det var fra sligt, sagde han, at kvindagtige mænd i deres tøjlesløse blødagtighed fik deres frække liderlighed. Da han så blev spurgt, om han havde mod til at slås, svarede han, at de kunne stole på, at han havde kræfter til at tage det op ikke blot med en, men med så mange, de ville stille imod ham. Da de ni hørte det, gik det op for dem, at det måtte være ham, som de havde hørt ville komme langvejs fra for at hjælpe Helge. For at brudekammeret kunne være under så meget sikrere bevogtning, påtog Starkad sig nu også frivillig at holde vagt ved det. Efter at have trukket døren til, skød han et sværd for i stedet for slå og stillede sig så selv på post og sikrede således brudeparrets nattero. Da Helge vågnede og havde fået søvnigheden rystet af sig, kom han i tanker om sit løfte og iførte sig hærklæder. Men da han så, at der endnu var en stakket stund tilbage, før den mørke nat var gået, lagde han sig til at gruble over den farlige sag, der var så nær for hånden. Så listede søvnen sig atter over ham i sin sødhed, så at han faldt i en dyb slummer. Da Starkad ved daggry kom ind og fandt ham sovende i sin hustrus arme, ville han ikke forstyrre ham i hans søde søvn ved barsk og brat at rive ham ud af den. Det skulle ikke se ud, som om han vækkede ham af fejghed og således afbrød deres ny søde pagt. Han holdt altså for, at det var smukkere ene at gå faren i møde end at skaffe sig en staldbroder ved at forstyrre andres lyst. Han gik stille sin vej ud på den hede, som på vort sprog hedder Rolyng, hvor han uden at ænse fjendernes komme satte sig under skrænten af en høj udsat for vind og sne. Som om det var mildt forårsvejr, afførte han sig sine klæder og gav sig tit at fange lopper. Om det så var den purpurkåbe, han nylig havde fået af Helga, kastede han den over tornebuskene, for at ingen skulle kunne sige, at han med noget klædningsstykke skærmede sig imod det rasende haglvejrs pile. Nu kom kæmperne hen til højen fra den modsatte side, søgte sig et sted, hvor de kunne 158

159 8. Roar og hadbarderne sidde i læ for vinden, og tændte et bål til værn mod kulden. Da de ikke så noget til Starkad, sendte de omsider en op på toppen af højen, for at han der oppe fra, ligesom fra et vagttårn, tydelig kunne holde øje med, når han kom. Da han var kommen helt op ad den høje bakke, fik han nede på skrænten øje på en gammel mand, som den faldende og fygende sne havde dækket lige op til skuldrene. Han spurgte ham da, om det var ham, der skulle slås med dem, som de havde fået løfte om, og da Starkad svarede ja, det var ham, kom de andre til og spurgte, om han ville slås med dem alle på en gang eller med en ad gangen. Hertil svarede Starkad: "Når en ynkelig flok hunde gøer ad mig, plejer jeg at jage dem bort på en gang, ikke en for en", hvorved han gav til kende, at han hellere ville slås med dem alle end tage sig af dem enkeltvis, og at han holdt for, at de fjender burde smædes med ord før end med sværd. Så begyndte kampen, og han fældede seks af dem uden selv at blive såret. Skønt de tre, der var tilbage, tilredte ham med sytten sår, så det meste af indvoldene hang ud af livet på ham, fældede han også dem ligesom deres brødre. Da han nu således uden indvolde og med svigtende kræfter pintes af svar tørst, krøb han i sin attrå efter at få noget at drikke på knæene ned til åen tæt ved for at tage vand af den. Da han så, at den var besmittet med blod, væmmedes han imidlertid ved dens udseende og afholdt sig fra at drikke af det forpestede vand. Angantyr var nemlig falden ud i åløbet og havde farvet vandet således med sit røde blod, at det ikke så ud som vand, men som en rød væske, og Starkad holdt det derfor for mere hæderligt at miste sine kræfter end at styrke dem med så led en drik. Skønt hans kræfter næsten var sluppet op, krøb han på sine knæ hen til en stor sten, der lå i nærheden, og lagde sig for en stakket stund med ryggen lænet op ad den. Man ser endnu en hulhed i stenens overflade, som om vægten af den liggende mands legeme havde sat et tydeligt mærke i den. Det mærke tror jeg nu dog er kunstig frembragt af mennesker, thi det tykkes mig nærmest utroligt, at en sten, der er så hård, at den ikke er til at skære i, således skulle kunne blive blød som voks, at blot det, at en mand rørte ved den, idet han lænede sig til den, skulle være nok til, at man kunne se, at et menneske havde siddet der, og til at gøre den hul for bestandig. En mand, som kom kørende forbi i en vogn og så Starkad bedækket med sår næsten over hele kroppen, blev i lige høj grad skrækslagen og forbavset ved dette syn. Han drejede af og kørte hen til ham og spurgte, hvad løn han kunne vente, i fald han påtog sig at helbrede hans sår. Starkad ville nu hellere pines af sine svare vunder end tage imod hjælp af lumpne folk, og han ville derfor have besked om mandens herkomst og hvad han levede af. Da han hørte, at han gjorde tjeneste som bysvend, lod han det ikke være nok med at foragte ham. Han gav sig til at skælde ham huden fuld, fordi han satte al hæder og ære til side og gav sig af med sådan en smudsig bestilling, besmittede hele sit liv med vanære, holdt fattigfolks fortræd for egen vinding, aldrig troede på nogens uskyld, stadig var rede til at rejse uretfærdig anklage imod alle og enhver, aldrig var gladere, end når der vederfaredes andre noget sørgeligt, og aldrig gjorde sig mere flid med nogen ting, end når det gjaldt om lumskeligt at udspejde, hvad alle andre tog sig for, og svigefuldt søge lejlighed til at gå i rette med uskyldige menneskers måde at være på. Da bysvenden var kørt, kom der en anden, som ligeledes tilbød hjælp og lægedom. Ham bød Starkad ligesom den forrige gøre rede for sine vilkår, og han sagde da, at han var gift med en anden mands trælkvinde og gjorde markarbejde for hendes herre for at købe sin kone fri. Heller ikke hans hjælp ville Starkad vide noget af, fordi manden, som Starkad sagde, burde skamme sig over sit ægteskab, eftersom det var en trælkvinde, han havde giftet sig med. Havde der været nogen ære i ham, ville han i det mindste have holdt sig for god til at pleje omgang med anden mands trælkvinde, men delt sin ægteseng med en fribåren kvinde. Hvor store tanker må vi ikke gøre os om denne mands højsind, eftersom han, skønt han befandt sig i den største livsfare, viste sig lige så stor i henseende til at vrage hjælp, som han havde vist sig i henseende til at tage imod sår! Da manden var gået, kom en kvinde forbi. Hun gik hen til Starkad og ville aftørre hans sår, men han bød hende først gøre rede for sin herkomst og hvad hun tog sig for. Hun sagde da, at hun var trælkvinde og plejede at arbejde i møllen. Da Starkad fremdeles spurgte, om hun 159

160 8. Roar og hadbarderne havde børn, og hun svarede, at hun havde et pigebarn, bød den gamle hende gå hjem og give sin skrålende tøs bryst, thi han holdt det for ganske utilbørligt at tage imod hjælp af en kvinde af den laveste stand. Han vidste også, at hun duede bedre til at nære sit eget kød og blod med mælk end til at læge andre folks sår. Da hun var gået, kom en ung mand kørende. Da han så oldingen, kom han hen og ville forbinde hans sår, og da Starkad spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var en bondesøn og selv gjorde bondearbejde. Starkad priste hans herkomst og sagde, at hans gerning var al ære værd, thi folk, som ikke kendte til anden vinding end den, de erhvervede sig i deres ansigts sved, måtte visselig anses at fortjene deres livs ophold ved ærligt arbejde. Han holdt også for, at bondelivet med rette burde foretrækkes for den mest glimrende velstand, eftersom dets sunde og herlige frugter sås at være fremspirede og udviklede i et tarveligt livs skød, lige langt fra pragt og usselhed. Han ville imidlertid ikke undlade at skænke den unge mand en gave for hans venlighed og gav ham derfor kåben, han havde kastet over tornebuskene, som løn for den agtelse, han havde vist ham. Bondesønnen kom da helt hen til ham, lagde de dele af maven, der var bleven afrevne, på plads igen og bandt de udfaldne indvolde op med vidjer. Derpå lagde han den gamle mand op i vognen og kørte ham med den største ærbødighed tilbage til kongeborgen. Imidlertid begyndte Helga at tale til sin mand med såre varsomme ord. Hun vidste, sagde hun, at Starkad, så snart han kom tilbage efter at have overvundet kæmperne, ville revse ham, fordi han ikke havde givet møde. Han ville være af den formening, at han mere havde givet efter for fejghed og lyst end holdt, hvad han havde lovet med hensyn til den aftalte kamp. Han burde derfor drabeligt sætte sig til modværge imod ham, thi dem, der viste sig tapre, plejede han at skåne. De feje derimod hadede og afskyede han. Helge agtede ikke mindre på, hvad hun rådede ham til, end på, hvad hun forudsagde ham, og gjorde sig stærk både på legeme og sjæl, opsat på at vise mod og mandshjerte. Da Starkad kom til kongeborgen, sprang han uden at ænse den smerte, hans sår voldte ham, hurtig af vognen, slog døren til brudekammeret ind med næven og brød derind, som om hans legeme var uskadt fra top til tå. Helge sprang da, som hans hustru havde rådet ham, ud af sengen og huggede ham med sværdet i panden, og da det så ud til, at han ville til at svinge sværdet igen, opsat på at give ham et sår til, sprang Helga skyndsomst ud af sengen, greb et skjold og holdt det for og frelste således den gamle mand fra den truende død. Helge huggede så drabeligt til, at hans sværd kløvede skjoldet helt ned til skjoldbulen. Således kom denne prisværdige kvinde sin ven til hjælp med snildhed og skærmede med sin hånd den, hun havde voldt fortræd med sit råd, og som hun værnede sin husbond med råd, værnede hun oldingen med dåd. Dette bevægede Starkad til at skænke Helge livet. Når en mand ved tydelige beviser på tapperhed lagde mod og mandshjerte for dagen, burde han spares, sagde han. Thi den, hvis ædle sjæl udmærkede sig ved et sådant mod til at værge for sig, havde ingenlunde fortjent døden. Herefter fulgte så den beretning om begivenhederne ved Ingelds hof, som er citeret ovenfor i kapitel 8.3. Hos Saxo finder vi Starkads død efter Harald Hildetand og Bråvallaslaget, men den burde jo nok have stået efter Ingelds "moralske opstandelse" som heltekonge, hvor den hører naturligt hjemme: (Saxo 8.8) Starkad var nu blevet affældig som følge af sin høje alder, og man hævdede, at han nu havde udtjent som krigsmand og kæmpe. For at han nu ikke for sin alderdoms skyld skulle miste sin fordums hæder, mente han, at det ville være ypperligt frivilligt at søge døden og af egen 160

161 8. Roar og hadbarderne drift fremskynde den. Han, som så tit havde bestået herlige kampe, fremhævede, at det ville være skammeligt at dø strådød, og for at øge den navnkundighed, han havde vundet i sit forbigangne liv, foretrak han at falde for en hvilken som helst fribåren mands hånd frem for at vente på en sendrægtigt kommende naturlig død. Så forsmædeligt ansås det i gamle dage for at være for dem, der gav sig af med krigsvæsen, at dø på sottesengen. Da han nu altså var affældig og hans øjnes lys slukket, og han var led ved at leve længere, bar han, for at købe en til at være sin drabsmand, det guld, han havde tjent ved at dræbe Åle, hængende om halsen. Han mente, at den bedste måde, hvorpå han kunne sone dette højforrædderi, han havde begået, ville være at betale den samme løn, han havde fået for at dræbe Åle, for selv at blive dræbt. På den måde ville han udrede det guld, han havde fået for en andens død, som betaling for sin egen, thi det syntes ham var den smukkeste brug, han kunne gøre af den løn, han havde tjent på så skammelig vis. Omgjordet med to sværd vaklede han af sted støttende sine kraftesløse skridt med to stokke. Da en almuesmand så ham, syntes det ham overflødigt, at den gamle mand havde to sværd, hvorefter han spottende bad ham om at give ham det ene. Starkad vakte håb hos ham om, at han ville gøre, hvad han bad om, og bød ham komme nærmere. Så drog han det ene sværd og gennemborede ham. Det så en mand ved navn Had, der var ved at opsøge vilde dyr med sine hunde - hans far var den Hlenne, som Starkad i sin tid dreven af sit ugudelige mord på Åle havde dræbt - og nu opgav han sin jagt og bød sine to følgesvende spore deres heste af alle kræfter og ride ind på den gamle mand for at skræmme ham. De sprængte af sted, men da de ville ride tilbage, stoppede Starkad dem med sine stokke, og de måtte bøde med livet. Had blev så forskrækket ved at se dette og red nærmere. Nu genkendte han den gamle mand, men Starkad kendte ikke ham. Så spurgte Had, om han ville bytte et sværd bort for en vogn, hvortil Starkad svarede, at i gamle dage plejede han at revse spottefugle, og aldrig havde frække folk fornærmet ham ustraffet, men hans blinde øjne kunne ikke skelne ynglingens træk, og derfor kvad han denne vise, som skulle kundgøre, hvor harmfuld han var. Her følger en længere versificeret provokation, som udelades her. Sålunde kvad Starkad. Da han endelig af deres samtale opfattede, at Had var Hlennes søn, og således kom på det rene med, at den unge mand var af fornem herkomst, bød han ham sin hals til hug, idet han opfordrede ham til ikke at være bange for at tage hævn over sin fars banemand. Dertil lovede han, at når han gjorde det, skulle han få det guld, han havde fået af Hlenne. Og for at ophidse ham yderligere skal han have kvædet således: 161

162 8. Roar og hadbarderne Had, din fader bør du hævne. Jeg med vold og vilje vog ham. For hans bane selv jeg byder dig mit liv og løn herfor. Længe var jeg led ved livet, men kun helt skal helten fælde. Føj mig nu og dræb din fjende. Glad i døden går den gamle. Trøsket træ, som ej kan trives, vige bør for træ, som vokser. Fældes vil jeg, før jeg falder. Sød er død, som selv man søger. Med disse ord tog han pengene op af pungen og rakte ham dem. Had, der lige så meget anporedes af begærlighed efter at komme i besiddelse af guldet som af lyst til at hævne sin fader, lovede, at han ville gøre som han bad om, og ikke afslå den løn, han bød ham. Starkad rakte ham ivrigt sit sværd, strakte halsen frem og opmuntrede ham til at hugge til uden frygt, og til ikke at bruge sværdet som en kvinde. Han lod ham vide, at når han efter at have fuldbyrdet drabet, og sprang imellem hovedet og kroppen, inden denne faldt, ville våben ikke bide på ham. Men om han sagde dette for virkelig at belære ham eller for at straffe ham for drabet, er ikke til at sige, thi det kan godt være, at legemets masse ville have knust ham, når han sprang. Had svang sværdet af al sin magt og huggede hovedet af den gamle. Da det afhuggede hoved faldt til jorden, skal det, efter hvad der fortælles, have bidt i græsset, så mundens glubskhed endnu i dødens stund bar vidne om hans grumhed. Had, der frygtede, at der stak svig under Starkads løfter, vogtede sig imidlertid vel for at springe. Havde han været letsindig nok til at gøre det, ville han måske være blevet knust af liget, idet det faldt, og således være kommet af med sit eget liv, fordi han havde dræbt den gamle. Dog ville han ikke lade så vældig en kæmpe ligge ubegravet og lod derfor hans lig jorde på den slette, der hedder Rolyng. Hvor symbolsk Starkad er, kan man vanskeligt afgøre. Imidlertid må det stå klart, at hvor han hidtil har været opfattet som en overnaturlig figur, som levede fra Kristi fødsel til efter det såkaldte Bråvalla-slag i 700- tallet, er hans funktionstid i denne beretning reduceret til begivenheder i en periode på 50 år i 500-tallet - d.v.s. en ikke urealistisk periode for en gammel garvet lejesoldat. Som tidligere nævnt kunne han være en af runeindskrifternes erilar - en herulsk lejesoldatofficer og militær rådgiver 123. Det er ikke sikkert, at han hørte til den gruppe, som fulgte herulernes kongefamilie, idet han kan stamme fra en af fortropperne. Hans nationalitet er imidlertid uden betydning for tolkningen af konflikten 123 Således forklarede Niels Lukman udbredelsen af sagn i Norden, hvor de sydøsteuropæiske har en uforholdsmæssig tung vægt. Medlemmer af den herulske kongefamilie - jarler - fordelte sig og blev giftet ind i de nordiske kongefamilier. 162

163 8. Roar og hadbarderne mellem Hadbarder og Svertinger. Man har tolket Starkads aftale med Odin og Thor sådan, at han levede i tre tidsaldre, men det er muligvis en senere konsekvens af, at de historier, han indgik i, var fordelt på tre konger. Måske skulle han blot begå tre drab for at overleve tre livsfarlige situationer, hvilket bringer ham mere ned på jorden. Forskerne har diskuteret, hvilke drab, det drejede sig om. Der er enighed om, at drabene på Vikar og Åle er to af dem, men det tredje har været det drab, som Saxo nævner i Starkads afsluttende digt, nemlig drabet på Svertings sønner. Hvis man følger denne bogs forklaring, vil det sidste svare til drabet på Roars søn i Beowulf og det vil i nogle sagnkredse være et skændigt drab. Her er Saxo imidlertid inkonsekvent, idet Ingeld dræber Sverting-sønnerne i prosadelen (6.9.17), mens Starkad dræber dem i verset (8.7) et tegn på, at vi ikke står med en oprindelig sammenhæng. 163

164 9. Helge og Rolf Krake 9 Helge og Rolf Krake 9.1 Helge Søkonge Selv om Saxo havde placeret selve historien om drengene Roar og Helge sent under andre navne, var de voksne konger placeret efter den første Frode i Saxos beretning, hvor de sandsynligvis også hører hjemme. (Saxo ) Halvdans sønner var Ro og Helge. Ro siges at have bygget Roskilde, som kong Svend Tveskæg senere udvidede og fik flere til at bosætte sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anseelig. De delte riget således imellem sig, at Helge fik havet at råde over. Han angreb og overvandt straks med sin flåde kong Skalk i Venden. Da han havde underlagt sig hans rige, flakkede Helge om på havet vidt og bredt. Han var barsk og grum, men hans letfærdighed var ikke mindre end hans grumhed. Han var så forfalden til ukyskhed, at det ikke er let at sige, hvad der brændte stærkest i ham - overmod eller løsagtighed. Ved øen Thorø voldtog han en jomfru, der hed Thora, og avlede med hende en datter, som han senere gav navnet Yrsa. Han overvandt ved byen Stade sakserkongen Syriks søn, Hunding, i et slag, og derpå æskede han ham til holmgang og fældede ham, hvorefter han til erindring om denne sejr antog tilnavnet Hundings-Bane. Han fratog sakserne Jylland og satte Heske, Eyr og Ler til høvedsmænd over det. Han udstedte i Sachsen den lov, at der skulle gives samme bøde for en frigiven træls som for en fribårens drab. Han ville derved klart tilkendegive, at i Tyskland var alle lige trællefødte, og at det stod lige slet til med alles frihed der, så at den ene ikke havde noget at lade den anden høre. Da han en gang senere på et vikingetogt kom til Thorø, udpønsede Thora, som endnu stadig sørgede over sin tabte jomfruære, et skammeligt anslag til hævn for den tort, han havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med overlæg sin datter, der nu var mandvoksen, ned til stranden og magede det så, at hendes fader fik legemlig omgang med hende. Selv om han nu således lod sig dåre af en svigefuld vellysts tillokkelser, må man dog ikke derfor tro, at han havde sat al ære og retsindighed til side. I sin uvidenhed om, hvem hun var, havde han en god og gyldig undskyldning for sin misgerning. Men hvad skal man sige om den tåbelige moder, som for at hævne tabet af sin egen ære, tillod, at datteren mistede sin, og ikke brød sig om sin datters kyskhed, når hun blot kunne få ham, der i sin tid havde røvet hendes egen jomfruære, til at gøre sig skyldig i blodskam. Hvilket grumt kvindehjerte! For at straffe kvindeskænderen lod hun sig så at sige skænde igen, thi ved det, hun gjorde, syntes hun jo snarere at forøge den uret, der var øvet imod hende, end at formindske den. Ved den gerning, der skulle skaffe hende hævn, begik hun en misgerning. Da hun ville råde bod på den skade, hun havde lidt, fejede 164

165 9. Helge og Rolf Krake skammelig uret til den, idet hun handlede som en ond stedmoder imod sit barn og for at udslette sin egen skam ikke skånede hende for vanære. Der kan jo ingen tvivl være om, at hun må have haft en nedrig sjæl, når hun var så skamløs, at hun ikke skammede sig ved at søge trøst for den uret, der var blevet øvet mod hende, i sin datters skændsel. Det var en stor misgerning, men en ting sonede den: Det barn, der blev frugten af den, bødede ved sin lykke brøden, så lige så sørgelig den måtte siges at være, lige så glædelig blev den i sine følger. Yrsa blev nemlig moder til Rolf, der aftvættede den plet, som klæbede ved hans fødsel, ved en række bedrifter, hvis strålende herlighed til alle tider skal prises og roses i de højeste toner. Det kan nemlig føje sig så, at sorg vendes til glæde. At det, der begynder i skam, ender i ære. Lige så skændselsfuld faderens vildfarelse var, lige så lykkelig en udgang fik den altså, idet hans ypperlige søn sonede den ved sit levneds strålende herlighed. Imidlertid døde kong Regnar i Sverige, og kort efter døde hans dronning Svanhvide af en sot, hun havde fået af sorg, så at hun fulgte sin mand i døden - ligesom hun ikke havde villet skilles fra ham i livet. Det går nemlig for det meste sådan, at de, der nærer en overvættes kærlighed, attrår at følge den i døden, som de elskede, medens han var i live. Efter dem kom deres søn Hødbrod til styret. Han satte sig for at udvide sit rige i krig mod Østerleden, og efter at have anrettet et umådeligt mandefald avlede han sønnerne Adils og Hød, hvem han til fosterfader gav en mand ved navn Gevar, som han havde knyttet til sig ved store velgerninger. Den sejr, han havde vundet i Østerleden, var ham ikke nok. Han angreb derfor Danmark og fældede kong Ro efter at have holdt slag med ham tre gange. Da Helge fik nys herom, bød han sin søn Rolf holde sig inde på Lejreborgen, for at rigets arving kunne være i sikkerhed, ligegyldigt hvordan det så end gik ham selv. Derefter sendte han for at befri landet fra fremmedes herredømme kæmper rundt til byerne med påbud om at dræbe de høvedsmænd, Hødbrod havde sat over dem. Selv slog han Hødbrod og hele hans flåde og fældede ham og tog således blodig hævn for den uret, der var øvet ikke blot imod hans broder, men også imod hans fædreland. Dette skaffede ham tilnavnet Hødbrods-Bane, ligesom han efter at have fældet Hunding var blevet kaldt Hundings-Bane. Samtidig straffede han svenskerne, som om de ikke havde fået straf nok i krigen, ved at give dem de foragteligste kår. Han indførte således den lov, at ingen svensker kunne få erstatning for en krænkelse efter reglerne om retslig bod. Derpå fattede han, skamfuld over den misgerning, han i sin tid havde begået, lede ved sit fædreland og drog atter til Østerleden, hvor han døde. Nogle mener, at der er blevet gjort ham bebrejdelser for hans brøde, og at han har taget sig dem så nær, at han frivilligt søgte døden ved at styrte sig i sit sværd. 165

166 9. Helge og Rolf Krake De sidste tre afsnit synes at være Saxos helt egen udgave af overgangen mellem to centrale afsnit af sagnhistorien. Hverken Regnar eller Hødbrod kendes i denne sammenhæng fra andre beretninger, selv om der kan være svage mindelser om Beowulfs geater, som beskyttede Ottars søn Adils mod Onela/Hunding, indtil Adils blev voksen og fjernede Onela. Ifølge Beowulf var Rolfs mor Yrsa søster til Helge og blev gift med Onela, men i den nordiske tradition var hun datter af Helge og blev gift med Adils. Mens Helge er beskrevet af Saxo i ovenstående Saxo-afsnit, er det vanskeligere at finde en omtale af Roar, som umiddelbart er forsvundet i den danske sagnlitteratur. Vi mødte tidligere Roar og Helge som drengene Halfdan og Harald, og denne Halfdan Bjerggram beskrives yderligere hos Saxo (Saxo 7.2-3). Beskrivelsen indeholder imidlertid så mange andre elementer end Roar, at den trods interessante passager er udeladt her, fordi den skaber mere forvirring end afklaring. Halfdan dør barnløs, og testamenterer sit rige til göterkongen Ungvin, men selv om man også her får associationer til Beowulf, er episoderne ikke tilstrækkeligt identificerbare. Ej heller sagaerne har meget at fortælle om Roars bedrifter udover opgøret med Frode-slægten. Arkæologisk er det værd at lægge mærke til, at Upplands berømte Vendeltid tidsmæssigt synes at begynde under Adils 124 vurderet ud fra placeringen af Frode, men allerede forinden var den første af de 3 kongshøje i Uppsala måske rejst 125. Upplands arkæologi i Vendeltiden er dog mere præget af ydre pragt og international inspiration omkring begravelsen af de lokale herredskonger og jarler end af egentlig rigdom. Det byzantinske guld flød ikke mere. Tilsvarende har Karen Højlund Nielsen 126 i sin analyse af smykker og dyrestil konstateret, at svearnes og danernes stilarter lignede hinanden, men deres produkter blev ikke blandet. De havde altså næppe overhøjhed over hinanden. Det rimer med sagaernes styrkeforhold mellem svear og daner, selv om de norsk/islandske fortællere nok også har påvirket beskrivelsen med en ironisk indstilling til svea-kongerne. Sagaernes beskrivelse af krigstilstand, plyndringer og vekslende skatskyldighed efter 550 forekommer derfor realistisk. Interessant er det, at Karen Højlund Nielsen tolker sit materiale sådan, at Uppland i 500-tallet havde overhøjhed over Blekinge, Øland og Småland, men at danerne tog over i 600-tallet. Er det i virkeligheden herulernes flytning til Uppland, hun med lidt forsinkelse ser i materialet? 124 Vendeltiden regnes fra 565, men en overgangsperiode fra folkevandringstiden begynder i De to udgravede høje er dateret til (Østhøjen) og (Vesthøjen), og den ældste må derfor forventes at være fra perioden Wladyslav Duczko: Arkeologi i Gamla Uppsala, 1996, samt Svante Norr. De er siden dateret år senere af John Ljungkvist. 126 Karen Højlund Nielsen 1991: Artikel i Fra Stamme til Stat

167 9. Helge og Rolf Krake Figur 18. Kongshallen ved Fredshøj Udgravningen af kongshallen ved Fredshøj, som var den første af Lejres kongshaller fra 500 til begyndelsen af 600-tallet måske Roars og Rolf Krakes hal. I baggrunden ses Ravnshøj på den anden side af ådalen, og yderst til venstre ses lidt af den bronzealderhøj, som hallen er bygget lige op ad. 9.2 Rolf Krake Rolf blev en af de store helteskikkelser i den danske historie - måske affødt af, at han i virkeligheden var den underlegne i forholdet til Adils. Frihedskamp skaber helte - hvis deres folk overlever. Han blev så udførligt skildret hos Saxo og i Skjoldungesaga, at han endda har fået sin egen saga. Inden vi tager fat på Saxos fortsættelse fra beretningen om Helge, har Skjoldungesagaen en forklaring på familieforholdene, som det er hensigtsmæssigt at kende: (Fragmenta) Rolf var 8 år gammel, da hans far faldt; han blev nu konge sammen med sin farbror Roar. Roar blev senere dræbt af sine frænder, Ingjaldsønnerne Rørik og Frode, og Rolf var da ene om riget. Rolf Krake var den ypperste af oldkongerne ved sin klogskab, magt, raskhed og sin jævnhed; af vækst var han høj og slank. Driva og Skur hed Rolfs døtre. Den første gav han Hvidsærk, en 167

168 9. Helge og Rolf Krake stridsmand af svensk byrd, der i manddom kunne lignes ved den sagnkundige Starkad, thi Hvidsærk kæmpede i en strid med 12 bersærker og fældede de 6. Hans anden ypperlige kæmpe var nordmanden Bødvar (Saxos Bjarke), hvem ingen har kunnet måle sig med i manddom. Ham gav han sin datter Skur. Dertil havde han altid 10 andre gæve bersærker i sin hird, der gjorde ham frygtet af alle naboer. Bødvar fældede Rolfs slægtning Agnar Ingjaldsøn, en viking og stor hærmand, da ingen andre turde gå i holmgang med ham. Hervard (Saxos Hjørvard) hed en konge på Eyland (Øland). Han fik til hustru Skuld, datter af Yrsa og svenskekongen Adils. Han spurgte ikke Rolf om lov, skønt hun var hans sammødrene søster. Rolf for da imod Hervard med en hær, og gjorde ham til skatkonge. Kong Adils i Sverrig kom i strid med kong Åle af Oplandene i Norge. De satte hinanden stævne på Väner-isen. Da Adils havde mindre hærmagt, bad han sin stedsøn Rolf om hjælp, og lovede, at Rolf selv skulle få de tre ypperste kostbarheder, han ville vælge i Svealand, hver af hans bersærker 3 mark guld, og hver af de andre mænd 3 mark sølv. Rolf blev selv hjemme, men sendte Adils sine 12 bersærker til hjælp, og ved dem vandt Adils slaget. De bad nu om den lovede løn til dem og deres herre, men Adils ville ikke give Rolf noget, siden han selv udeblev. Da ville de danske kæmper ikke modtage deres lod, når deres konge blev forbigået, men drog hjem med disse tidender. Måske var det hævn for dette togt mod Øland, som senere førte til at Hjørvard dræbte Rolf. Ynglingesaga ignorerer helt Beowulfs Onela - muligvis fordi denne bror til Ottar under navnet Hunding var i ledtog med danerne (Saxo ). Som tidligere nævnt finder vi i stedet en latterliggørelse af ham i Fjolne, men selv om Fjolne og Hunding nævnes i forbindelse med Frode, må Onela-figuren kronologisk høre hjemme på Roars tid. I Ynglingesaga ser forklaringen således ud: (Yng 28) Adils hed kong Ottars søn, som tog kongeværdigheden efter ham. Han var konge længe og blev meget rig. Han var også nogle somre i viking. Kong Adils kom med flåden til Saxland. Der regerede 4 konger, hvoraf en hed Geirtiof. Hans dronning hed Ålof den rige. Det vides ikke, om de havde børn. Kongen var ikke hjemme. Kong Adils og hans mænd drog op til kongsgården og plyndrede. Nogen tog kvæget med ned til stranden. Hyrderne der havde været ufri folk - mænd og kvinder - og dem tog de med alle sammen. Blandt dem var en jomfru, som var vidunderligt smuk. Hun kaldte sig Yrsa. Så sejlede Adils hjem med byttet. Yrsa var ikke sammen med trælkvinderne. Det var let at se, at hun var klog, veltalende og havde gode kundskaber om alting. Folk kunne lide hende og kongen allermest, så det endte med, at kong Adils giftede sig med hende. Så blev Yrsa dronning i Svealand, og folk syntes at hun på alle måder var fremragende. 168

169 9. Helge og Rolf Krake (Yng 29) Kong Helge Halfdansen regerede den gang i Lejre. Han kom til Svealand med så stor en hær, at kong Adils ikke så anden mulighed end at flygte. Konge Helge gik i land med sin hær, hærgede og tog bytte. Han tog dronning Yrsa til fange og havde hende med sig til Lejre, hvor han tog hende til kone. Deres søn var Rolf Krake. Da Rolf var 3 år kom dronning Ålof til Danmark. Hun fortalte Yrsa, at hendes mand, kong Helge, var hendes far og Ålof selv hendes mor. Da vendte Yrsa tilbage til Svealand til Adils og var dronning der resten af livet. Kong Helge faldt i viking. Da var Rolf 8 år gammel og blev taget til konge i Lejre. Kong Adils lå i stadig krig med Åle den Opplandske, som var norsk konge. De kæmpede på isen på Vänern. Der faldt Åle og Adils sejrede. Om dette slag er der en lang fortælling i Skjoldungesaga - også om hvordan Rolf Krake kom til Uppsala til Adils. Det var den gang Rolf Krake forgyldte Fyrisvoldene. (Yng 30) Øystein hed Adils søn, som derefter blev konge i Sverige. I hans dage faldt kong Rolf i Lejre. På den tid hærgede mange konger i Sveavælde, både daner og nordmænd. Mange var søkonger, som rådede over en lid, men ikke noget land. Hermed har vi fået personerne og familieforholdene i Saxos fortælling præsenteret på en mere sammenhængende og sandsynlig måde, end hos Saxo selv. Vi får endda en forklaring på, hvorfor danerne anså Adils for at være gerrig. I sagaen forekommer han ikke nær så urimelig, som Saxo skildrer ham, men der er næppe tvivl om, at både Ynglingesaga, Saxo og Rolf Krakes Saga bygger på samme fælles kilde som den oprindelige Skjoldungesaga - og på det oprindelige kvad, Bjarke-måls forgænger. Her skal vi følge Saxos fortælling: (Saxo 2.6) Efter Helge fulgte hans søn Rolf, en ypperlig mand både med hensyn til legemets og sjælens gaver, lige så udmærket ved dyd og tapperhed, som stor og fager af skikkelse. Da Sverige på den tid var lydland under Danmark, søgte Adils, Hødbrods søn, på en snild måde at skaffe sit fædreland friheden ved at ægte Rolfs moder Yrsa, for at få sin stedsøn til for svogerskabets skyld at eftergive ham den skat, han havde at udrede, hvilket også lykkedes ham. Han hadede og afskyede siden barndommen al gavmildhed og var så nærig, at han anså det for en skam at have ry for at være rundhåndet. Da Yrsa fik øjnene op for den smudsige gerrighed, han var befængt med, og derfor gerne ville være ham kvit, holdt hun det for rådeligst at bruge list og skjulte med stor snedighed den svig, hun pønsede på. Hun lod nemlig, som om hun hadede sin søn, og opmuntrede flittigt sin mand til at gøre oprør for at gøre sig fri og fik ved løfter om store gaver Rolf til at komme til Sverige. Hun mente nemlig bedst at kunne nå sine ønskers mål ved, når sønnen havde fået stedfaderens guld, at løbe bort med kongens skatte, så at 169

170 9. Helge og Rolf Krake han ikke blot mistede den, der skulle have delt hans leje, men også sine skatte, idet hun mente, at der ikke var nogen bedre måde at straffe ham for hans gerrighed på end at frarøve ham hans rigdom. Dette snedige anslag, som hun på alle måder havde udpønset med den største snildhed, var ikke let at opdage, fordi hun skjulte sin trang til at blive fri for manden under skinnet af at tragte efter frihed. Men hvor forblindet må han alligevel ikke have været, når han kunne tro, at moderen stræbte sønnen efter livet, og ikke opdagede, at det var hans egen ulykke, hun pønsede på. Ja, tåbelig må han have været, siden han ikke forstod, at hans hustrus utrættelige anstrengelser under skin af had til sønnen gik ud på at slippe fri for manden. Eftersom man ikke bør fæste lid til nogen kvinde, var hans tillid til hende des tåbeligere, jo lettere det faldt ham at bilde sig ind, at hun var svigefuld imod sin søn og tro imod ham. Tilskyndet af de store løfter drog Rolf nu til Adils, men da han og Yrsa så længe havde været borte fra hinanden og var kommet ud af den daglige omgangs vane, kendte hans mor ham ikke straks. Han bad hende for spøg om noget at stille sin sult på, og da hun svarede, at mad måtte han bede kongen om, viste han hende en rift i sin kjortel og bad hende om at sy den sammen. Da hun vendte det døve øre til, sagde han: "Svært er det at finde sandt og oprigtigt venskab, når moderen nægter sin søn mad, og søsteren ikke vil sy for sin broder". Således straffede han hende for hendes vildfarelse og fik hende til at skamme sig over sin mangel på venlighed. Da Adils, mens de sad til bords, ankede over, at han sad ved siden af sin moder, og kaldte det løsagtighed, eftersom det var uhøvisk, at broder og søster sad sammen, svarede Rolf, at det var al ære værd, at kærlig moder lå ved sønnens bryst, idet han således forsvarede sig imod det angreb, der var blevet gjort på hans uskyldighed, ved at minde om det bånd, hvormed naturen havde knyttet dem så inderligt til hinanden. Da gæsterne spurgte ham, hvilken slags mod han satte højest, svarede han: "Tålmod", og da de spurgte Adils, hvilken dyd han især lagde vægt på, svarede denne: "Rundhåndethed". De forlangte nu, at den ene skulle give en prøve på sit mod, den anden på sin rundhåndethed. Rolf først. Han måtte sætte sig hen ved ilden, og den side, ilden ophedede stærkest, skød han skjoldet for, og efter således at have dækket den ene side, væbnede han den anden med tålmod. Det var det eneste værn, han havde til den. Det var nu meget snildt af ham at bruge skjoldet til at skærme sig imod heden, så at det nu måtte tjene ham til værn imod den, ligesom ellers imod de susende spyd. Men da heden, der var hvassere end noget spyd, ikke kunne komme nogen vegne med den side, der var skærmet af skjoldet, tog den fat på den, der var udækket. En terne, der stod tæt ved arnen og så, hvor ulideligt heden sved hans sideben, tog da spunsen ud af en tønde, så dens indhold sprøjtede ud over ilden og fik bugt med den. Så denne væde, der kom så betimeligt, slukkede branden, da den kun var nået halvvejs med at gøre fortræd. Rolf fik 170

171 9. Helge og Rolf Krake stor berømmelse for den store tålmodighed, han havde udvist. Nu blev Adils opfordret til at vise sin rundhåndethed, og det hedder sig, at efter at han havde givet sin stedsøn rige gaver, føjede han, for at give topmål, en umådelig svær halskæde til. På gæstebudets tredje dag søgte Yrsa nu lejlighed til at sætte sin svig i værk. Uden at hendes mand anede noget derom, lod hun de kongelige skatte læsse på vogne, sneg sig hemmeligt ud af borgen og gav sig i nattens dæmring på flugt tillige med sin søn. Adils satte imidlertid straks efter dem, og da hun ikke nærede det ringeste håb om, at de kunne fortsætte deres flugt, bød hun i sin angst sine folk kaste guldet fra sig. Det gjaldt pengene eller livet, forsikrede hun. Det eneste middel til frelse var at give slip på guldet. Kun ved at lade det i stikken kunne de fortsætte deres flugt. De måtte altså betjene sig af det samme middel, som det hed sig, at Frode i sin tid havde reddet livet ved i England. Det gjorde heller ikke så meget, sagde hun, at de lod svenskerne tage tilbage, hvad der hørte dem til, når det, der sinkede deres forfølgelse, blot hjalp dem selv til flugt. Det måtte snarere regnes for at give fremmed gods tilbage end for at lade sit eget i stikken. For at komme så meget hurtigere af sted adlød de ufortøvet dronningens bud, tømte deres lommer og lod fjenderne rives om byttet. Nogen påstår, at Yrsa beholdt guldet, og at det, hun strøede ud til sine forfølgere, ikke var andet end forgyldt kobber, og det kan jo være troligt nok, at et kvindfolk, der pønsede på så store gerninger, også kunne have tillavet noget uægte stads for at kaste det for fjenderne, så det falske skin fik dem til at tage det for ægte varer. Da Adils så halskæden, han havde givet Rolf, ligge imellem de andre gyldne smykker, kunne han ikke få øjnene fra denne sin gerrigheds kæreste skat og lagde sig i sin griskhed på knæ for at tage den op. Ved således at se ham ligge der i støvet lo Rolf ad ham, der blev slagen med sine egne gaver, idet han nu begærligt tog tilbage, hvad han i træskhed havde givet bort. Medens svearne frydede sig over deres bytte, skyndte danerne sig i al hast til deres skibe, lagde alle kræfter i ved årerne og slap således bort. Det hedder ellers om Rolf, at hvad man så end bad ham om, havde han for skik med beredvillig gavmildhed straks at give det fra sig ved den første anmodning, så at ingen nogen sinde havde været nødt til at bede anden gang. Han ville nemlig hellere komme anmodningens gentagelse i forkøbet ved straks at tilstå gaven end forringe dens værd ved at lade den vente for længe på sig. Derfor søgte også kæmper i mængde til ham, thi tapperhed anspores af ros og næres ved gaver. Ved denne tid gjorde en mand ved navn Agnar, Ingelds søn, stort gilde for at fejre sit bryllup med Rolfs søster Rut. Kæmperne holdt sig lystige der med alskens larm og lystighed, og blandt andet kastede de jævnligt svære knogler i hovedet på en, som hed Hjalte. Det traf sig nu så, at sådan en knokkel gik fejl og ramte Hjaltes sidemand Bjarke voldsomt i hovedet. Denne forhånelse tillige med smerten gjorde ham så vred, at han kastede knoglen 171

172 9. Helge og Rolf Krake tilbage til den, der havde sendt den, med sådan kraft, at ansigtet kom til at vende bagud og nakken fremefter, så han til straf for sit vrange sind fik hovedet vendt. Dermed fik denne forsmædelige og overmodige leg en brat ende, og kæmperne brød op fra borgen. Brudgommen, der var vred over den uret, han mente, der var tilføjet gæsterne, besluttede at gå i tvekamp med Bjarke og tage hævn over ham, fordi han havde forstyrret lystigheden. Da tvekampen skulle til at begynde, blev der længe tvistet om, hvem af dem det første hug tilkom, thi når der i gamle dage blev holdt tvekamp, gjaldt det ikke om at få skiftet så mange hug som muligt, men man huggede i en bestemt orden og tog sig god tid imellem huggene. Få, men drøje hug, det var, hvad det kom an på. Deres styrke mere end deres antal vandt man hæder ved. Agnar fik nu fortrinet på grund af sin høje byrd, og han huggede til med en sådan kraft, at han kløvede den øverste del af Bjarkes hjelm og sårede ham oven i issen. Sværdet blev siddende fast i en af midteråbningerne i hjelmen. Nu skulle Bjarke til at hugge, og for at kunne give sværdet større sving støttede han foden på en stub og huggede med sit ypperlige sværds hvasse æg Agnar midt over. Somme siger, at Agnar smilende opgav ånden, for at ingen skulle mærke, at det gjorde ondt. Da de andre kæmper nu ivrigt krævede hævn, beredte Bjarke dem en lignende død. Han havde nemlig et ualmindelig langt og sjældent skarpt sværd, som han kaldte Blad. Da han nu gik bort, stolt af disse bedrifter, vandt han en ny sejr over et af skovens dyr - en umådelig stor bjørn, der kom ham i møde i tjørnekrattet. Han fældede den med sit spyd og bød sin staldbroder Hjalte sætte munden til såret og drikke dyrets blod som en styrkedrik, thi man troede, at en sådan drik gav kræfter. Ved disse udmærkede bedrifter vandt Bjarke de ypperste mænds venskab og kom også i stor gunst hos kongen, der gav ham sin søster Rut til ægte, så han som sejrens løn fik den overvundnes brud. Derefter drog han imod Adils, som stadig tirrede Rolf, overvandt ham og gjorde det helt af med ham. Rolf satte nu en meget kløgtig ung mand ved navn Hjørvard til høvedsmand i Sverige - imod at han lovede at betale ham årlig skat. For at bøde på, at han således ikke helt var sin egen herre, gjorde han ham til sin svoger, idet han gav ham sin søster Skuld til ægte. Her vil jeg nu indskyde en morsom hændelse. En ung mand ved navn Vøgg kom til Rolf og stod længe og betragtede nøje og med stor beundring kongens anseelige skikkelse. Så spurgte han spøgende, hvad det var for en krage, naturen i sin ødselhed havde gjort så overvættes stor - med hvilke skæmtsomme ord han hentydede til kongens usædvanligt høje skikkelse. Ordet krage betyder nemlig på dansk et træ med stynede grene, som man, ved skiftevis at flytte fødderne fra den ene grenstump til den anden, kan klatre opad, til man når helt op til toppen ligesom ad en stige. Det ord greb Rolf straks og tog Krage til tilnavn og lønnede Vøgg for hans spøg med en svær armring. Vøgg satte den straks på sin højre arm, som han holdt i vejret, mens han holdt den venstre på ryggen, for at det skulle se ud, som om han 172

173 9. Helge og Rolf Krake skammede sig over den. Således gik han omkring og så ganske latterlig ud, som han gik der og sagde, at den, som længe havde fristet fattigmands kår, var glad for ringe gave. Da han blev spurgt, hvorfor han bar sig således ad, svarede han, at hans venstre hånd, der ingen stads havde at prale med, ved synet af den højre skammede sig over sin fattigdom. Dette snilde svar indbragte ham en armring til - lige så god som den første - thi Rolf sørgede for, at den hånd, han holdt skjult, lige så godt kunne komme i vejret som den anden. Vøgg undlod ikke at give vederlag for gaven. Han aflagde nemlig det højtidelige løfte, at om Rolf blev dræbt, ville han hævne hans død på hans banemænd. Man må nemlig vide, at det i gamle dage var skik, at ædlinge, der tog tjeneste ved hoffet, straks når de tiltrådte tjenesten, som en højtidelig indledning til deres læretid aflagde løfte til kongen om at love en eller anden stordåd. (Saxo 2.7) Imidlertid holdt Skuld det for en skam, at hendes mand skulle være skatskyldig, og gav sig til at ruge over onde planer. Hun forestillede Hjørvard, hvilke skammeligt slette kår de havde, og at han burde afkaste trældomsåget. Hun indgav ham, da hun først havde fået ham til at spinde rænker, de grummeste anslag til forræderi, idet hun foreholdt ham, at man burde agte friheden højere end slægtskab. Hun lastede hemmeligt skibe med store mængder af alskens våben, og bød Hjørvard at sejle til Danmark, som om han kom for at betale den sædvanlige skat. Men meningen var, at han ved nattetid skulle overfalde og dræbe kongen. Med skibene fulde af denne falske last drog han til byen Lejre, som Rolf havde bygget og smykket med kongelig pragt, så at den både som grundlagt af kongen og som kongesæde langt overgik de andre byer i de tilgrænsende landsdele. Rolf tog gladeligt imod Hjørvard, var helt optagen af gildebordets glæder og drak voldsomt, mens hans gæster imod sædvane var bange for at drikke sig en ordentlig rus. Da danskerne lå i deres sødeste søvn, begyndte svenskerne, som ingen ro kunne få for deres iver efter at tage fat på deres niddingsdåd, at liste sig ud af deres sengekamre. De hentede de våben, de havde skjult om bord på skibene, væbnede sig i stilhed og gik så op til kongeborgen, hvor de brød ind i kamrene og dræbte de sovende for fode. Adskillige vågnede og satte sig, forfærdede over dette pludselige myrderi og endnu fortumlede af søvnen, til modværge imod den fare, de knapt kendte, idet de på grund af nattens mørke ikke kunne skelne, om det var venner eller fjender, de havde for sig. Det traf sig så, at Hjalte, der var en af kongens ædleste hirdmænd, just den nat hemmeligt var gået ud på landet, hvor han havde en frille. Da han i det fjerne hørte våbengnyet, foretrak han straks, skønt han knapt kunne tro sine egne ører, tapperhed for vellyst og vendte sig fra elskovs søde tillokkelser til krigens barske farer. Hvor glødende må ikke denne kæmpes kærlighed til sin konge have været, eftersom han hellere ville sætte sit liv på spil i åbenbar fare end bevare det for vellyst, skønt han til undskyldning for, at han ikke 173

174 9. Helge og Rolf Krake mødte, kunne foregive, at han ikke vidste noget om, hvad der var på færde. Da han ville til at gå, spurgte frillen ham, hvor gammel en mand hun skulle vælge, i fald hun mistede ham. Hjalte bød hende komme hen til ham, som om han ville hviske noget til hende, og i sin harme over, at hun spurgte ham til råds om hans eftermand, skar han næsen af hende for ved dette skammelige sår at straffe hende for hendes letfærdige spørgsmål og ved at skamfere hendes ansigt lægge en dæmper på hendes løsagtige sind. Og efter at have gjort det sagde han, at nu kunne hun vælge frit efter sin lyst. Derpå skyndte han sig tilbage til byen, brød ind i trængslen, hvor den var tættest, og sårede og fældede mange fjender. Da han kom forbi kammeret, hvor Bjarke endnu lå og sov, bød han ham vågne ved at kvæde: Vågner alle venner af Rolf, vågner alle ædlingens mænd. Tid er ej længer ledig at ligge. Dag er oppe, dåd os vinker. Hører mig, herlige helte alle, ætstore mænd, som aldrig flyede. Ej jeg jer vækker til vin eller viv, men til Hildes hårde leg. Hver, som kongens ven sig kalder, gribe sit sværd og svinge det kækt. Hæder og ære hente vi vil, ingen er ræd af Rolfs kæmper. Ved denne tiltale vågnede Bjarke og kaldte på sin tjener Skalk, som han tiltalte således: Skalk, stat op og skaf os varme. Ild vist ulmer end under asken. Lad luer lystigt lyse på arnen, valne hænder ej ven bør rækkes. Atter kvad Hjalte: Tid det er at takke med dåd vor gæve drot for gode gaver, for tyske sværd og svenske skjolde, for røde ringe, Rolf os gav. I fredens tid fuldt op vi fik, 174

175 9. Helge og Rolf Krake nu lønne som kække kæmper vi kongen. Om skæbnen skifter, gør ingen skel, hans ve som hans vel, venner, vi dele. Mindes I, mænd, hvad ved mjøden vi loved, når glade vi sad og gjorde os gammen? Aldrig, svor vi, svige vi Rolf, til sejr eller fald vi tro ham følge. Danedrotten dåd vi skylder, hver, som god og gæv vil nævnes. Ve den fejge nidding, som flyr, når kongen trænger til trofast følge. Derfor sværd fra lænden, svende, med hårde hænder hug på fjenden. Bryst mod bryst vi kækt ham byde, som ørn i luften med ørne mødes. Sløvt ej svensken sværdet svinger, stovt og støt han stævner imod os; hans guldhjelm glimter, hans glavind gungrer, med hådingsord han dansken håner. Ej for göters flok vi grue, ræddes ej for svenske rænker. Ve dig, Hjørvard, ve din Viv, at hun fik dig til falskhed lokket. Snart vor sidste stund er kommen. Drotten har alt døden fundet. Hævn som helte den herre god, slå ned for fode i fjendeflokken. Rut, hør mig, søster til Rolf, kom ud, til kamp jeg dig nu kalder. Med sledne brynjer og sløve sværd stå vi endnu stærke i striden. Rut, hør mig, Rolf er falden. Bod du får ej for broderbane. Men hævn skal du få i fulde måder; med sværd og økser vi svenskerne fælde. 175

176 9. Helge og Rolf Krake Efter at have anrettet et stort blodbad blandt fjenderne kom Hjalte for tredje gang til Bjarkes hus, og da han nu troede, det var frygt, der gjorde ham så opsat på at sove, talte han ham hårdt til for hans fejghed: Sen er du, Bjarke, sover du endnu? Bliver du her, så brænder du inde. Kom hellere ud og hævn din drot, hjælp mig at brænde de svenske bjørne. Borgen er fuld af fangne fjender, nu svider vi dem til tak for svig. Resten vi mærker med røde vunder, hævne vor dyre, døde drot. Mindes du Rolf, da vi Rørik slog, ham, som grisk på guld kun tænkte? Hæder og ære han aldrig ænsed, blev rød og ræd, da Rolf han mødte. Ej til kamp han krigsfolk rusted, rasled kun med røde ringe. Gyldne dynger bød han drotten, om han fred ham unde ville. Ej dog af skjoldungen skånsel han købte, fluks vi fældte den fejge usling. Tog så vor drot det dyre malm, gavmildt han gav det til sine gæve. Herligt var det helten at se, når sværdene sang og pile sused. Altid forrest i farens stund, rap som hjorten gik Rolf i striden. Slagen nu ligger Lejredrotten på blodig val med vunder dybe. Smile jeg så ham for sidste gang som fordum, da guld han ved Fyris såede. Stævner da støt i striden frem at hævne vor herlige heltekonge. For tredje gang, Bjarke, jeg byder og beder: 176

177 9. Helge og Rolf Krake kom dog, kom, til kamp jeg dig kalder! Nu svarede Bjarke og kvad: Råb ej så højt, du raske svend, meget af munden mærker jeg, har du. Snart skal syn for sagn vi få, om du har mod som mund og mæle. Stakket stund du end dig styre, først må brynjen brystet dække. Sværdet jeg ved siden spænder, så min hjelm her er jeg, Hjalte. Ej jeg nægter, nødig vil jeg ryges ud som ræv af hulen. Dåd jeg dog også drotten skylder, for hvad godt han mig har gjort. Fremmed var jeg og frændeløs, da jeg kom til danekongen. Fylker tolv jeg fik at styre, guld og gods gav kongen mig. Brynjen vi kaste, blotte brystet, skynde os frem med skjoldet på ryggen, storme stolt til blodigt stævne, hævne vor kære herres fald. I Hjørvards blod vil Blad jeg bade, Agnars bane, mit bolde glavind. Med Høding mit hoved Agnar hug, til Blad ham mejed midt over midjen. Stærk og stolt han stod i striden, til Blad ham bed, og bleg han segned. Fagert minde Agnar fik, leende helten livet lod. Nys en anden ædling jeg vog, ung af år, af gammel adel. Våben ej og værge hjalp ham, brynjen brast, da Blad den bed. 177

178 9. Helge og Rolf Krake Svenske svende, prøv mit sværd. Bryst som bag dets ægge bider! Hjørvard, kom med dine kæmper. Blad vil læskes i dit blod. Stadig stævner fler til striden, sløvt ej deres sværd de svinge. Trende hug jeg tror jeg får, hver gang Blad en fjende bider. Fagert følge får kong Rolf. Flok af ædelbårne fjender. Vældig vokser valen om mig, døde mænd i dynger ligge. Ej jeg ser den tyske svend, som så stolt til strid mig stævned. Er han flygtet fejgt for fjenden, skønt med tolv mands liv han trodsed? Hjalte kvad: Liden hjælp har Hjalte her, støt dog står han end i striden. Sværd og spyd omkring mig suse, drøje kår mig kampen byder. Ej mit skjold mig skærmer mer, ej en spån de spared af det. Glad jeg ser dig, gamle ven, kom du sent, for syv du hugger. Bjarke kvad: Last mig ej, for jeg vente dig lod, tit man tvungen tøver, Hjalte. Nys en svenskers sværd mig bed, kløved som et klæde brynjen. Se jeg gad nu, Sejrfader Odin, ham med det ene øje. Ser du ham, Rut, sig mig det fluks, 178

179 9. Helge og Rolf Krake vis mig ham, som valen ejer. Rut kvad: Med hammerens tegn du tegne dig, Bjarke, se så under armen, jeg bøjer. Odin da ser du, Sejrfader, vis og vældig, valens ejer. Bjarke kvad: Frigg, om din husbond se jeg får, jeg sværger, hans skjold skal ej ham skærme. Ej skal hans høje hest ham hjælpe, levende rider han ej fra Lejre. Valens ejer på valen jeg fælder, thi Rolf er falden og faldne hans mænd. Ej dog jeg kalder det onde kår at falde i kamp ved sin konges side. Mens liv os undes, et vi attrå, at dø i dåd, som døgnet ej døder. Ved kongens hoved jeg lægger mig hen, lig du, Hjalte, som lig ved hans fødder. Da skal de se, når de syne valen, at livet vi gav for guld, vi fik. Lad ravn og ørn kun æde vort lig, vor drot, som sig sømmer, i døden vi fulgte. (Saxo 2.8) Disse kvad har jeg især gengivet på vers, fordi et kortere dansk kvad med samme indhold endnu lever i mindet hos mange, der er fortrolige med oldtidens tildragelser. Svenskerne sejrede, og hele Rolfs krigerskare faldt. Den eneste ungersvend, der overlevede kampen, var Vøgg. Så højt skattede nemlig kong Rolfs mænd hans herlige egenskaber, at de, da han var faldet, alle ønskede at dø og holdt det for større lykke at følge ham i døden end at leve. I sin glæde lod Hjørvard straks efter kampen anrette et gæstebud for at fejre sin sejr ved et gilde. Da han var blevet mæt og drukken, sagde han, at det undrede ham, at selv om Rolf havde så mange krigsfolk, var der ikke en af dem, der havde reddet sig ved at flygte eller lade sig tage til fange. Det var imponerende at se, sagde han, med hvor stor troskab de havde elsket deres 179

180 9. Helge og Rolf Krake konge, siden de ikke ville overleve ham. Ilde var det, at der ikke var en eneste af dem tilbage, der kunne træde i hans tjeneste. Folk som dem, sagde han, ville han så inderligt gerne have. Da Vøgg så blev ført frem for ham, blev han så glad, som om han havde fået en kostbar gave, og spurgte, om han ville tage sold hos ham. Da han svarede "ja", rakte Hjørvard ham sit dragne sværd, men Vøgg ville ikke tage ved odden. Han ville have fæstet, således plejede Rolf at byde sine kæmper sværdet, sagde han. Det var nemlig i gamle dage skik, at den, der ville give sig i kongens tjeneste, lagde hånden på sværdets hjalte og svor ham troskab. Da han således havde fået fat i fæstet, jog han odden igennem Hjørvard og fuldbyrdede således den hævn, han havde lovet Rolf. Så stolt og glad var han over den bedrift, at han ivrigt opfordrede Hjørvards krigere til at støde til, da de styrtede ind på ham, idet han sagde, at hans glæde over, at han havde dræbt voldsmanden, var større end hans harme over, at han selv skulle lade livet. Således blev gæstebudet forvandlet til ligfærd og sejrsjublen til gråd og klage over den døde. Altid bør denne mand mindes med berømmeligt eftermæle. Han som kækt holdt sit løfte og frivilligt gik i døden efter ved sin dåd at have bestænket gildebordet med voldsmandens blod. Hans sjæls fyrige mod veg ikke tilbage for drabsmændenes hænder, da han så det sted, hvor Rolf plejede at sidde, rødnet af hans morders blod. Således vandt og mistede Hjørvard riget på en og samme dag, thi Fals slår sin egen herre på hals, og længe får man ikke gavn af, hvad man har erhvervet ved synd og svig. Således gik det til, at svenskerne, kort efter at de var blevet herrer i Danmark, ikke kunne redde livet, thi sjællænderne kom over dem og fældede dem som et skyldigt sonoffer for den hedenfarne konge. Således straffer skæbnen som oftest dem, der farer frem med svig og falskhed. Saxos bemærkninger kan tyde på, at det var ovennævnte Bjarkemål, der som et led i heltedigtningen omkring Rolf, var den egentlige kilde. Oplysningerne i Saxo's udvidede version af digtet giver da også bedre sammenhæng til Arngrimur Jonssons udgave af sagaen end Saxos egen prosatekst. Det skal dog anføres, at netop det Bjarkemål, vi kender, i stil og ordvalg er en bearbejdelse af talrige lån fra Valerius Maximus, som fremhævet af Karsten Friis-Jensen. Hvem denne Hiarwarth/Hjørvard/Hervard egentlig var, har der været gisnet meget om. Sveakonge var han i alt fald ikke måske underkonge i Skåne, men Øland er den bedste mulighed, jævnfør det tidligere citat fra Skjoldungesaga om undertvingelsen af halvsøsterens mand, Hervard. Det skal bemærkes, at Rolf ifølge Beowulf havde en fætter ved navn Hierowarth, som faderen Heregar (en afdød bror til Roar og Helge) ikke havde tillid til. Han ville være en oplagt tronkræver på linie med Frodes slægt men næppe en mulig ægtefælle til Skuld. Lejrekrøniken fortæller stort set samme historie om Hjørvard og 180

181 9. Helge og Rolf Krake Skuld som de øvrige kilder, men Hjørvards død skildres anderledes: (Lejre) Så kom Hake, Hagbards broder, Hamunds søn. Han dræbte Hjørvard og blev danernes konge. Figur 19. Foto - Lejrehallen Konturen af den først udgravede Lejrehal på 48x11½ meter fra 900-tallet. Man har på denne terrasse over ådalen udgravet haller og anden bebyggelse fra perioden først i 600-tallet til først i 1000-tallet. 700 meter mod nord ved Fredshøj har man i 2004 udgravet den første hal fra 500-tallet. Højen på bakketoppen i baggrunden er jernalderhøjen, Mysselhøj, som ikke er udgravet. Den mindre gravhøj, Harald Hildetands Høj, som ligger mellem de to haller, viste sig at være en stenalderhøj, så man skal ikke lægge vægt på højnavne. Lejrekrøniken, som er en relativt tidlig kilde fra Absalon-miljøet, har generelt elementer svarende til de øvrige kilder, men dens kronologi er utroværdig. Krøniken får imidlertid brødrene Hake og Hagbard til at lyde som gamle bekendte. Vi har da også allerede mødt et sådant brødrepar i Ynglingesaga i forbindelse med Frodes far, men her i Lejrekrøniken placeres de på en måde, så man skulle tro, at Hamund kunne være Roars søn fra Beowulf, Hrodmund - i alt fald kunne hans ret til tronen retfærdiggøres på den måde. Samme navnekombination Hamund - Hake - Hagbard præsenteres også sent hos Saxo på en placering i tiden efter børnene Helge og Halfdan, dvs. vores Roar og Helge. Her optrådte Roar som nævnt i lang tid som en stor kriger under navnet Halfdan Bjerggram (Saxo 7.2), men han døde øjensynligt barnløs. Efter en række krige dukkede der pludseligt en 181

182 9. Helge og Rolf Krake Hake op: (Saxo 7.5) Alle disse mænd gav sig i tjeneste hos Hake, den største viking i de tider, som vrag fra krigen, der skylledes op til ham. Da en af disse mænd også i denne fortælling var Starkad, synes denne historie umiddelbart at høre hjemme mellem de mange andre omkring Frodes far, som bl.a. havde navnet Hake. Imidlertid får Saxo påfaldende travlt med at forklare, hvorfor Starkad ikke deltager i krigshandlingerne omkring den nye Hake, som først ikke optræder blandt Hagbards brødre, men kort efter pludselig bliver til Hake Hamundsøn. Det kunne tyde på, at Saxos overgangsled ovenfor og hans egentlige beretning om Hagbard og Signe ikke i tidligere sagn har haft sammenhæng med Frodes far, Hake. Der er således en del, der taler mod at anvende bogens hovedprincip, men Hake Hamundsen hører næppe hjemme blandt kongerne. Vi har brugt det meste af tiden på forberedelse og gennemgang af de tre sagnkredse, som koncentrerer sig om de tre generationer fra Frode til Rolf Krake. De ser forløbet fra forskellige synsvinkler, men kan tydeligt kombineres indbyrdes. Samtidig harmonerer de med Ynglingesaga og især med de byzantinske og engelske kilder, så de danner en samlet enhed fra 510 og ca. 100 år frem. Der er tale om Frode den Stores samling af danerne til fordrivelse af herulerne, Skjoldungefejden og Rolf Krakes bedrifter bl.a. også nedfældet og støttet i de store kvad Ingeld og Bjarkemål (uanset et de er forbedret ). Den første beretning nåede Byzans og den anden England. Det kan derfor ikke undre, at skjaldene har koncentreret sig om dem, når de skulle fortælle om fortiden, og dette begrunder samtidig bogens sammentrækning af sagnbrudstykkerne, som er fortaget på 3 personer. I de danske udgaver er sympatien hovedsageligt hos Frode. Det tyder på, at Ingelds gren af slægten i det lange løb vandt magten. I de efterfølgende 100 år, indtil den næste store trussel udefra, har vi derimod ikke nogen sammenhængende sagahistorie. Der er mange løse sagn for mange så mange af dem gælder sandsynligvis andre tider og landsdele, idet vi må gå ud fra, at Skjoldungefejden primært vedrørte Sjælland og sandsynligvis også Skåne. De næste 35 sider er derfor forbundet med væsentligt større usikkerhed, hvor det kan være svært at finde en sammenhængende linje. 182

183 10. Hagbard og Signe 10 Hagbard og Signe Lejrekrønikens Hake giver en passende lejlighed til at foretage et sidespring til det berømte sagn Hagbard og Signe, idet denne Hagbard øjensynligt har været Hake Hamundsens bror. Den usikre kronologi 127 har ingen betydning for selve sagnet, som hos Saxo gengives således: (Saxo 7.7) Tidligt om våren, da Alf og Alger atter havde begivet sig ud på vikingetogt og afsøgte havet i forskellige retninger, stødte de med hundrede skibe på underkongen Hamunds sønner Helvin, Hagbard og Hamund. De yppede kamp med dem, og kun tusmørkets tåge standsede deres af blodbadet trætte hænder. Krigsmændene fik befaling til at holde fred om natten. Dagen efter blev freden fornyet og stadfæstet ved gensidig ed, thi så store sår havde begge parter fået i gårsdagens kamp, at der ikke kunne være tale om at begynde igen. Således var de, som lige stor tapperhed havde udmattet, af nødvendigheden drevne til at holde fred. I de samme dage bejlede Hildegisl til Sigers datter Signe. Han var en tysker af fornem herkomst, som stolede på sin fagerhed og høje byrd. Hun nærede imidlertid den største foragt for ham på grund af hans uanselighed, thi mod havde han selv ingenting af og ville helst grunde sin lykke på andres gævhed. Det ry, der gik af Hakes store bedrifter, havde især bøjet hendes hu til ham, thi hun havde større tanker om de stærke end om de svage og beundrede ikke skønhed, men bedrifter - vel vidende at al fagerheds tillokkelse blegner i sammenligning med tapperhed og ingenlunde kan veje op mod den. Der gives nemlig piger, som mere betages af deres elskeres navnkundighed end af deres smukke udseende. Som ikke dømmer efter det ydre, men efter det indre, og som kun ærbødighed for en mands mod kan opflamme til at give ham deres tro. Men da Hagbard nu kom til Danmark med Sigers sønner og uden deres vidende fik deres søster i tale, fik han hende til at love ham hemmeligt at skænke ham sin elskov. Da senere ternerne holdt mandjævning imellem de gæveste mænd og sammenlignede deres adkomster til berømmelse, sagde hun, at hun foretrak Hake for Hildegisl. Hos Hildegisl fandt hun intet andet, der var værd at prise, end hans skønhed. Hos Hake vejede derimod det gæve sind op imod det uskønne ansigt. Og ikke tilfreds med at have prist ham med jævne ord, kvad hun denne vise: Fager og fin ej folk ham finder, men som herlig helt han prises. Mod og manddom manden pryder mest af alt i mine øjne. Se, hvor stolt hans øje stråler. Adel lyser af hans åsyn! Om den anden ej jeg ved andet end, at fager han er. Kun en stakket stund det varer, før hans fagerhed er falmet. Vist jeg om den anden ved: 127 Alf, som indleder kapitlet, viser sig senere i rollen som Harald Hildetand. Kapitel

184 10. Hagbard og Signe aldrig ruster heltens ry. Mig ej flygtig skønhed frister, dårer mig som mange andre. Højt jeg priser heltens manddom, ænser ej et fagert ansigt. Det bares dem, som var til stede og hørte denne vise, at hun kvad Hagbards pris under Hakes navn. Hildegisl blev gram i hu over, at hun foretrak Hagbard for ham og fik ved gaver en blind mand ved navn Belvis lokket til at få venskabet mellem Sigers og Hamunds sønner vendt til had. Kong Siger plejede nemlig ved alt, hvad han tog sig for, at lytte til to gamle mænds råd, af hvilke Belvis var den ene. De var så forskellige i sind, at den ene plejede at bringe folk, der var fjendskab imellem, til at fatte venskab for hinanden. Den anden lagde vægt på at sætte splid imellem venner og puste til ilden, når der var fjendskab imellem dem. Belvis bagvaskede da først Hamunds sønner for Sigers sønner med løgnagtig og ondskabsfuld tale. De plejede aldrig trofast at holde fred og staldbroderskab, sagde han. Det var bedre at holde styr på dem ved at kriges med dem end ved at slutte forbund med dem. Ungersvendenes pagt blev da brudt, og medens Hagbard var borte, angreb Sigers sønner Alf og Alger Helvin og Hamund og fældede dem ved den havn, som kaldes Hamunds Vig. Hagbard kom så senere med friske kræfter for at hævne sine brødre og fældede dem i et slag. Hildegisl slap fra det med et spyd igennem begge ballerne, hvilket gav anledning til spot over de tyske stridsmænd, thi dette sår var jo ikke blot stygt, men også skændselsfuldt. Derpå klædte Hagbard sig i kvindeklæder. Som om han ingen overlast havde tilføjet Sigers datter ved at dræbe hendes brødre, gik han ene til hende i tillid til det løfte, hun havde givet ham. Han stolede mere trygt på hendes troskab end nærede frygt for følgerne af sin dåd. I den grad lader vellystig attrå hånt om farer. Og for at have et påskud for rejsen udgav han sig for Hakes skjoldmø og sagde, at han bragte bud fra ham til Siger. Da han om aftenen fik sit natteleje anvist blandt ternerne, og pigerne tvættede hans fødder og tørrede dem, spurgte de, hvoraf det kom, at hans ben var så lådne og hans hænder så hårde at føle på. Han kvad da: Sært, at I kan spørge, piger, hvi min sål er sejg som horn, hvi min læg er grov og lodden, hvi min hånd er hård at kryste. Strandens sten min sål har slidt, Vind og vejr på huden virker. Ej som I jeg altid sad stille i en fruerstue. Snart jeg snelt min snekke sejled, snart på strand jeg strandhugst gjorde, stormed borge, brændte byer, aldrig rør og lad jeg rørte. Kun i plader jeg mig klædte, bar som I ej bløde klæder. Altid sværd og spyd jeg svang, 184

185 10. Hagbard og Signe det gør huden hård og ru. Signe tøvede ikke med at støtte dette hans udsagn med samstemmende udtalelser. Det var rimeligt, sagde hun, at hænder, der hyppigere havde med sår end med uld at gøre og hyppigere var optagne af kamp end af at sysle med væven, havde et til deres gerning svarende udseende og ikke var svage og bløde at føle på som andre kvinders. De var jo hærdede dels af krigens anstrengelser, dels af arbejdet til søs. Hakes skjoldmø gav sig jo nemlig ikke af med kvindesysler, men var vant til med blodbestænket hånd at svinge lansen og kaste med spyd. Intet under derfor, at hendes fodsåler var hærdede af de umådelige vandringer, hun havde gjort, og at de ru sten på strand-bredderne, hun så tit havde måttet gå på, havde slidt dem. Huden på dem var blevet tyk og sejg og var ikke fin og b1ød at føle på som deres, eftersom de næsten aldrig gik ud, men stadig sad indelukkede i borgen. Da Hagbard var kommet til at dele seng med hende under påskud af, at han burde hædres med det fornemste leje, hviskede han til hende midt under de gammensord, de vekslede: Fagre mø, som fro jeg favner, og som under mig din elskov. Vil du aldrig vennen svigte, aldrig elske anden mand? Om din fader nu mig fanger, vil med Hagbard grumt han handle. Fluks mit liv jeg da må lade, mangt han har på mig at hævne. Først jeg dine brødre fælded, nu med dig jeg leje deler. Aldrig efter det han under Hagbard liv og livets lykke. Sig du væne, hvad du vil, når mit liv jeg nu må lade. Tungt det falder mig at tænke dig i anden elskers arm. Hertil svarede Signe: Aldrig anden mand jeg elsker, andens viv jeg aldrig vorder. Skal dit liv du lade, kære, følger jeg dig fluks i døden. Ene dig jeg gav min elskov, ingen før i favn mig tog. Aldrig skal os skæbnen skille, liv og død med dig jeg deler. Om dig hvasse våben bider, falder Signe ved din side. Hvad der end din død skal volde, 185

186 10. Hagbard og Signe samme lod mig livet røver. Disse ord oplivede således Hagbards mod, at han havde mere gammen af hendes løfte end frygt for den fare, der ventede ham, når han skulle gå. Da ternerne havde forrådt ham og Sigers stridsmænd angreb ham, forsvarede han sig længe og kraftigt og fældede adskillige af dem i døren. Omsider blev han fangen og ført frem på tinge, hvor folkets meninger var delte. Mange sagde nemlig, at han burde straffes på livet for så stor en misgerning, men Bilvis, Bølvis' broder, og andre fældede en bedre dom. Det var bedre at gøre brug af hans tapperhed end at fare grumt frem imod ham, sagde de. Så trådte Bølvis frem og sagde, at det var onde råd, som bød kongen at tilgive, når han burde have hævn, og med uværdig medynk ville mildne hans retfærdige harme. Hvorledes skulle Siger over for ham kunne bevæges af tilbøjelighed til skånsel eller medynk, ham, som ikke blot havde berøvet ham den trøst, han skulle have af sine to sønner, men også havde påført ham skændsel ved at forføre hans datter? Denne mening bifaldt de fleste, og så blev Hagbard da dømt til døden, og der blev rejst en galge, han skulle hænges i. Således gik det til, at den, som fra første færd af næsten ingen stemmer havde haft imod sig, blev straffet, fordi alles grumhed vendte sig imod ham. Straks efter rakte dronningen ham et bæger og bød ham slukke sin tørst, idet hun truede ham således: Ædle helt, du bolde Hagbard, tag det bæger, jeg dig byder! Ej bør rød og ræd du ryste, drik dig mod til, før du dør. Ravne skal dit ådsel slide, når i galgen højt det gynger, mens din sjæl til Helhjem stævner for blandt skygger sig at fjæle. Ungersvenden tog bægeret, hun bød ham og svarede: Bægeret, du byder, Dronning, vil jeg fro og frejdig tømme. Hel forgæves Hagbard venter, glad jeg snart til Valhal går. Uden hævn ej heden går jeg, barnløs snart mit ord du sander. Snart du dine sønner savner, som mit gode glavind vog. Således hævnede han sig for hendes trusler ved at minde hende om, at han havde dræbt hendes sønner, og derpå kastede han bægeret i ansigtet på hende, så vinen randt ned ad det. Imidlertid spurgte Signe sine grædende terner, om de kunne få sig til at deltage med hende i, hvad hun havde sat sig for. De lovede at gøre alt, hvad deres jomfru ønskede, og det gav de hende deres ord på. Derpå sagde hun med grædende tårer, at hun ville følge den eneste mand, hun havde delt sit leje med, i døden, og bød dem, så snart der blev givet tegn fra udkigstårnet, at stikke ild på huset med fakler. Derpå skulle de lave strikker af deres hovedklæder og, idet de skød skamlerne bort under deres fødder, kvæle sig med 186

187 10. Hagbard og Signe dem. Det gik de ind på, og for at de skulle blive mindre bange for døden, gav hun dem vin at drikke og drak dem selv til. Så blev Hagbard ført op på den høj, som siden har båret navn efter ham, for at hænges der. For nu at prøve sin elskedes troskab bød han knægtene hænge hans kappe op i galgen. Det ville more ham, sagde han, at se, hvorledes hans nært forestående død ville tage sig ud. De gjorde, som han bød, og vagten i udkigstårnet, som troede, at det var Hagbard, han så hænge i galgen, gav tegnet til de i kongsgården forsamlede piger. Disse stak straks ild på huset og hængte sig, idet de skød skamlerne bort under deres fødder. Da Hagbard så kongeborgen omspændt af luer og det velkendte jomfrubur brænde, sagde han, at han følte større glæde over sin elskedes troskab end sorg over, at han skulle dø, og idet han opfordrede de hosstående til at dræbe ham, vidnede han i følgende kvad, hvor lidt han ænsede døden: Hurtigt, svende, hæng nu Hagbard! Glad han nu i døden går. Signes bur nu lystigt brænder. Se, hvor luen lifligt lyser. Sagn og sang skal Signe prise, trofast brud har bålet tændt, Liv og død vi svor at dele, holdt hun har, hvad huldt hun loved. Højt jeg love må min lykke, at jeg fik så ædel brud. Her var godt, men bedre hisset. Aldrig skal vi to nu skilles. "Se", sagde han, "jeg hilser min forestående død med glæde, thi ikke engang blandt skyggerne tilsteder kærligheden, at de elskendes favntag ophører". Og mens han sagde det, hængte knægtene ham. Men for at ingen skal tro, at alle oldtidens spor er helt forsvundne, bekræftes troværdigheden af det, som nys er fortalt, endnu den dag i dag ved vidnesbyrd på selve stedet. Både har Hagbard ved sin død givet stedet navn, og ikke langt fra Sigers by er der et sted, hvor en høj rager lidt op over sletten og ved sin jorddynge viser, at der har været et gammelt bosted. En mand har også fortalt Absalon, at han havde set en bjælke, der var fundet der på stedet, og som en bonde havde stødt på med sit plovjern, da han pløjede jorden. (Saxo 7.8) Da Hake Hamundsen hørte denne nyhed og nu ville vende sine våben fra irerne imod danerne for at hævne sin broder 128, forlod Hake Sjællænder, Vigers søn, og Starkad ham. De havde været hans staldbrødre hele tiden, siden Ragnald faldt, men nu følte den ene sig tilskyndet af venskab, den anden af hensynet til sin herkomst, og således drev forskellige grunde dem begge til at handle på samme vis. Fædrelandskærlighed afholdt nemlig Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre førte krig imod fremmede, ville han være kommet til at kæmpe med sine landsmænd. Starkad derimod ville ikke gå som fjende imod den gamle Siger, fordi han havde nydt gæstevenskab hos ham og således ville være kommet til at lønne godt med ondt. Så stor ærbødighed nærer nemlig nogle for gæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen overlast imod dem, de mindes en gang at have nydt venlighed af. 128 Denne sætning hos Saxo svarer til Lejrekrøniken, men slægtskabet var ikke omtalt i kapitlets begyndelse. 187

188 10. Hagbard og Signe Men Hake, som regnede sin broders død for et større tab end sine kæmpers frafald, samlede sin flåde i den havn, som hedder Hærvig. Han lod sine krigsfolk gå i land og opstillede sin fylking af fodfolk der, hvor nu den by, Esbern har bygget, med sine forskansninger beskærmer de omboende og formener vilde barbarer adgang. Derpå delte han sine folk i tre skarer og sendte to tredjedele af flåden i forvejen til åen Suså, idet han satte nogle få mænd til at ro. Skibene skulle gøre den vanskelige sejlads op ad åens krumninger og i fornødent fald komme fodfolkene til undsætning. Selv gik han med resten til fods og søgte for det meste ind i skovene for ikke at blive set. Denne vej, som i gamle dage var opfyldt af store skove, er nu til dels tjenlig for ploven og kun sparsomt bevokset med krat. For at de ikke, når de kom ud på åben mark, skulle savne træernes skjul, bød han dem afhugge grene og bære dem foran sig, og for at intet skulle besvære dem under deres hurtige fremrykning, bød han dem derhos kaste en del af deres klæder samt deres sværdskeder fra sig og bære sværdene blottede. Til evigt minde herom gav han en høj og et vadested navn. Ved således at rykke frem om natten undgik han to vagtposters opmærksomhed, men da han kom til den tredje, ilede spejderen, som opdagede dette usædvanlige syn, straks til Sigers sovekammer og sagde, at han havde en sælsom nyhed at melde. Han havde set løv og buske gå som mennesker. Da kongen spurgte, hvor langt borte den gående skov var, svarede han, at den var tæt ved. Kongen sagde da, at dette vidunder varslede hans død. Derfor kaldes den sump, hvor grenene blev hugget af, i folkemunde Helmosen. Da han var bange for, at der var for snæver plads i byen, forlod han den og søgte ud i åben mark for at møde fjenderne i kamp der. Ved det sted, som nu hedder Valbrønde, hvilket vil sige "ligbrønden", måtte han bide i græsset, efter at slaget var gået ham imod. Hake benyttede sig af sin sejr til at fare frem med grumhed og lod så stor en misgerning følge efter sit held, at han, opsat på at dræbe i flæng, hverken ænsede byrd eller køn. Han kendte hverken til medlidenhed eller skam, men rødnede sit sværd i kvindeblod og dræbte grumt mødre og børn i det almindelige blodbad. Sigvald, Sigers søn, som hidtil havde holdt sig hjemme i sin faders hus, samlede nu, da han fik nys om dette, en hær for at tage hævn over Hake. Denne, som blev forskrækket over det store tilløb, Sigvald fik, besluttede nu med tredjedelen af hæren at vende tilbage til flåden i Hærvig og tage vejen over havet. Hans staldbroder Hake med tilnavnet den Hugprude mente imidlertid, at han mere burde sætte lid til den nys vundne sejr end nære frygt, fordi Hake drog bort, og, idet han foretrak døden for flugt, ville han bevare resten af hæren. Han trak da lejren lidt tilbage og ventede ved byen A(xe)lsted en liden stund på, at flåden skulle komme, idet han lastede sine staldbrødre for deres sendrægtighed, fordi det varede så længe, inden de kom. Flåden, der var bleven sendt ind i åen, var nemlig endnu ikke kommet til den havn, den efter bestemmelsen skulle ankre op i. Sigers fald og kærligheden til Sivald opflammede imidlertid nu almuens sind i den grad, at begge køn blev opsatte på kamp. Man skal ikke tro, at kvinderne holdt sig tilbage fra at hjælpe til i slaget. Næste morgen mødtes Hake og Sigvald, og slaget varede i to dage. Der blev kæmpet med den største grumhed. Begge høvdinger faldt, og de, der var tilbage af danskerne, sejrede. Men natten efter, at slaget var endt, nåede flåden den aftalte havn efter at være sejlet igennem Suså. I gamle dage var denne å nemlig sejlbar, men nu er den så tilgroet og smal, at kun få skibe kan komme ind i dens snævre og dorske løb. Da søfolkene ved daggry så deres staldbrødres lig, opkastede de for at jorde høvdingen en anselig høj, som endnu i vore dage er navnkundig og kaldes Hakes gravhøj. Pludselig kom så Borkar over dem med sine skånske ryttere og huggede dem ned, og efter at have fældet fjenderne besatte han skibene, som nu var blottede for rorfolk, og satte over hals og hoved med åndeløs hast efter Hamunds søn. Han traf ham, og efter at det var gået Hake ilde i slaget, flyede denne slagen af skræk med tre skibe til Skotland, hvor han to år 188

189 10. Hagbard og Signe efter døde. Som det ses i begyndelsen af Saxos kapitel 7.8 er Hake pludselig ligesom Hagbard i Signehistorien søn af Hamund, svarende til Lejrekrønikens beretning om Hjørvards afløser. Han var som tidligere nævnt næppe konge. Måske er Hagbard og Signe et isoleret sagn fra det sjællandske høvdingedømme før Frode, som man har syntes hørte med i kongesagnene som alternativ til et sagn efter Rolf s død. Tolkningsmulighederne er imidlertid så vide, at svenske lokalhistorikere knytter Hagbard og Signe-historien til herregården Signhildsberg ved Sigtuna, hvor man har fundet halbyggeri fra Vendel-kulturens begyndelse ved det, som Snorre påstod var Odins første bosættelse. Det normale er, at man ligesom Saxo placerer historien ved Sigersted vest for Ringsted på Sjælland, hvor man også finder en Hagbardshøj, men det har næppe noget på sig. Signes far Siger kender vi ikke. Han kan være en sjællandsk høvding, da Siger/Sivard/Sigurd/Sigfred-navnene er sproglige variationer af et dansk kongenavn, som kendes tilbage fra Widsiths omtale af Sigehere som sødanernes konge og helt frem til begyndelsen af 900-tallet. 189

190 11. Hadbardernes tilbagevenden 11 Hadbardernes tilbagevenden Efter de tre store sagnkredse kom 100 år, som kan virke uoverskuelige og ligegyldige i handling. Det forsøges at give en forklaring ud fra de enkelte kilder, da Saxo på et tidspunkt ender helt ovre i gudeverdenen. Det er her, der er hul i Skjoldungesaga, men som bogens grundlæggende princip vælges Langfedgatals kongeliste som det skelet, sagnhistorien bygges op omkring. Det kan virke forvirrende undervejs, da også Langfedgatal fejlede, men sidst i kapitlet er denne genealogi vist i Figur Hjørvards efterfølger Hakes optræden i Hagbard og Signe giver altså ikke noget afgørende fingerpeg om, hvorvidt der eksisterede en kong Hake i perioden efter Rolf, som Lejrekrøniken fortæller. Rydårbogen 129 har også en Hage Hamundsøn som dræber Hjørvard - sikkert efter Lejrekrøniken. Hyndloljod 130 nævner helt løsrevet uden andre kronologiske sammenhænge en Hake som dattersøn af en Hjørvard. Den ellers ukendte Hake kan blot have været Hjørvards drabsmand, men når vi ikke har andet bud, må vi følge Arngrimur Jonssons uddrag af Skjoldungesaga: (Fragmenta) Ved Hjørvards bratte fald arvede Rørik, Ingjalds søn, riget, men han måtte stride derom med Valdar, dattersøn af en Valdemar, indtil de enedes om at dele det. Rørik fik Sjælland, Valdar fik Skåne, hvor hans ætmænd senere var konger. Det var lige efter dette sted, der opstod et hul helt frem til Sigurd Ring i det næste århundrede i den manuskriptudgave af Skjoldungesaga, som Arngrimur Jonsson havde til rådighed, men navnene Hake og Hjørvard optræder slet ikke i Langfedgatal. Det vil være rimeligt her at holde sig til Skjoldungesagas version, som grundlaget for de øvrige sagaer, frem for de senere usikre sagaer. Dette må især gælde, da også Saxo efter et gudeligt intermezzo endte ved en Rørik, ligesom Sven Aggesen lader Rørik efterfølge Rolf - dog uden det korte intermezzo med Hjørvard. Langfedgatal skrev direkte, at Rørik var Ingelds søn, mens Fragmenta ovenfor slet ikke nævnte Ingjald i Arngrimur Jonsson latinske version, som lød "Hiorvardo successit Rolfonis consanguineus Rærecus, qui Helgoni Rolfonis patri fuit patruelis". Den kryptiske tekst taler om fætterskab til 129 Rikke Agnete Olsen: Ryd Klosters Årbog, Rydårbogens kongeliste synes udarbejdet på grundlag af Saxo og Lejrekrøniken. 130 Den Ældre Eddas Gudesange (overs. Karl Gjellerup 1985/2001). København. 190

191 11. Hadbardernes tilbagevenden Helge, hvad Ingeld imidlertid også var. Man skal dog være opmærksom på, at Helge i Beowulf havde en nevø ved navn Hredrik, nemlig Roars søn, men det vil næppe harmonere med, at Røriks nevø senere omtales som gift med Rolf s datter. Rørik som Ingelds søn vil samtidig medføre den sandsynlige forklaring, at Frode-Ingelds Hadbarder kom tilbage til magten efter drabet på Roar udført enten af en Hjørvard eller en Hake. Valdars skånske kongelinje vender vi tilbage til, idet vi i første omgang koncentrerer os om de sjællandske Lejrekonger, hvor vi på den mest enkle vis følger Langfedgatal, selv om vi lige skæver til Saxo s krumspring. Saxo sluttede Bog II med Hjørvards død. Bog III begynder i noget, der viser sig at være gudesagn, men som sagt ender hos Rørik: (Saxo 3.1.1) Adils bror Hød, der jo var kong Gevars plejesøn, tog nu efter Hjørvard herredømmet i begge riger. For at det som skete ham bedre kan forstås, vil jeg begynde fra begyndelsen af, thi det som fandt sted i de sidste år af hans liv, træder smukkere og fyldigere frem, når man ikke forbigår de første i tavshed. Dette er nok en sandhed med modifikationer, for her går det rent galt. Hød kom nu i kamp med guderne, fordi Odins søn Balder forelskede sig i samme pige som Hød, nemlig Nanna. Historien ligner på mange måder den historie, som fortælles i Beowulf om geaterprinserne Herebald og Hother, men vi plukker kun lidt ud af de guddommelige forviklinger. (Saxo 3.3.1) Imidlertid havde Hød fået at vide, at Danmark var uden høvding, idet Rolf var blevet dræbt af Hjartvar, som straks havde måttet bøde derfor med livet. Her havde tilfældet bragt ham, hvad han knap havde kunnet håbe, sagde han. Rolf, som han selv burde have dræbt, fordi Rolfs far Helge havde dræbt hans far, havde nu fået sin straf af en anden, og ved en uventet lykkens gunst havde der nu åbnet sig en lejlighed for ham til at bemægtige sig Danmark. Når man rigtigt undersøgte forfædrenes stamtavler, viste det sig nemlig, at han havde lovligt arvekrav på dette rige. Derefter drog han med en stor flåde til Sjælland for at benytte sig af den gunst, lykken i øjeblikket bød ham, og bemægtigede sig havnen Isøre. Her mødte den danske almue ham, og kårede ham til konge. Da han kort efter fik at vide, at hans broder Adils, som han havde sat til at herske over Sverige, var død, forenede han Sverige med Danmark. Så forsøgte også Odins søn Balder at blive konge af Danmark, og det afsløres efterhånden, at vi sidder med en variation af gudemyten om Balders død. Odin svor hævn over sønnens død, og Hød vidste, at han skulle dø, da han besluttede sig for at gå i krig med ruthensernes Bue: 191

192 11. Hadbardernes tilbagevenden (Saxo ) Derefter stævnede han sine stormænd til tinge og sagde dem, at i den krig, han nu skulle føre med Bue, ville han komme til at lade livet, hvilket ikke var noget, han havde en usikker formodning om, men havde tilforladelige spåmænds ord for. Han bad dem derfor om at lade hans søn Rørik blive konge efter ham, for ikke at onde mennesker skulle mage det sådan, at kongemagten gik over til fremmede og ukendte slægter. Han ville føle større glæde ved at vide, at hans søn skulle være hans eftermand, end han ville føle sorg ved tanken om sin forestående død, sagde han. Det føjede de ham straks i, og derefter holdt han slag med Bue og faldt. Hød har næppe mere bund i virkeligheden end de øvrige guddommelige kongskandidater, der åbenbart skulle forberede Røriks vej til tronen. Med henvisning til Skjoldungesaga og Sven Aggesen lader vi Saxo fortælle videre direkte fra Fragmenta-citatet ovenfor: (Saxo 3.5) Kurerne og svenskerne fik nu i sinde at angribe Danmark, som de hvert år plejede at bringe skat, som om Høds død havde løst dem fra deres skatskyldighed. Det gav også slaverne mod til at falde fra, og flere andre folk blev fra undersåtter til fjender. For at afværge denne uret kaldte Rørik danerne under våben, mindede dem om forfædrenes bedrifter og opflammede dem ved kraftig formaning til at vise sig som tapre mænd. For ikke at føre krig uden at have en høvding, som de så de ikke kunne undvære, valgte fjenderne sig en konge, og efter at have lagt to afdelinger af deres hær i skjul, rykkede de frem i åben mark med resten. Men Rørik lod sig ikke narre af deres list. Da han så, at hans flåde var kommet ind i en snæver og grund vig, lod han den føre af grunden og ud på dybet, for at fjenden ikke skulle angribe den fra forskellige sider, mens den sad fast i dyndet. Derpå bød han en del af sine folk om dagen at holde sig i skjul, hvorfra de uventet skulle falde over fjenderne, når de angreb hans skibe, så kunne det være, sagde han, at de selv faldt i den grav, de havde gravet for ham. De fjender, der lå i baghold, vidste ikke, hvor forsigtigt danskerne havde båret sig ad, og var ubesindige nok til at gøre et udfald og blev alle dræbt. Resten af slaverne, som ikke vidste noget om det nederlag, deres staldbrødre havde lidt, kunne ikke begribe, hvorfor Rørik tøvede så længe, og efter at de længe havde ventet på ham i tvivl og uvished, og det dag for dag faldt dem besværligere, besluttede de om sider at angribe ham med deres flåde. Der var blandt dem en mand, som udmærkede sig ved sin høje vækst og var en stor troldkarl. Da de fik øje på danskernes rækker, sagde han til dem: "Lad en kamp på tomandshånd gå forud for det almindelige nederlag, for at de manges fare kan forebygges ved, at nogle få opofrer sig. En sådan dyst vil jeg ikke undslå mig for, om nogen af jer drister sig til at gå imod mig, men jeg forlanger, at der skal stilles et vilkår, som jeg vil udtrykke således: "Sejrer 192

193 11. Hadbardernes tilbagevenden jeg, er vi for fremtiden fri for skat. Bukker jeg under, udredes skatten som hidtil til eder, så at jeg enten som sejrherre befrier mit fædreland for trældomsåget eller, i fald jeg bliver overvunden, lægger det på det. Hvordan lykken end føjer sig, byder jeg mig selv som borgen og sikkerhed for, at det bliver, som jeg har sagt" En af danskerne, hvis mod var større end hans legemsstyrke, spurgte, da han hørte det, Rørik, hvad den skulle have i løn, som optog den kamp, der udæskedes til. Rørik havde seks armbånd, der dannede en uopløselig knude, idet de var således snoet ind i hverandre, at de ikke kunne skilles ad. Dem lovede han den, der turde påtage sig den dyst, men ungersvenden, som stolede på lykken, svarede: "I fald jeg kommer godt derfra, Kong Rørik, vil jeg overlade til din gavmildhed at lønne mig derfor og lade dig selv bestemme sejrens pris. Men hvis det nu ikke går efter ønske, hvad løn mener du da at skylde den overvundne, hvis lod enten bliver den grumme død eller tung skændsel? Thi det er de følgesvende, svagheden plejer at få. Det er de overvundnes sold. Hvad andet end den største vanære venter dem? Hvad løn udredes der? Hvad tak ydes der den, der ikke vinder tapperhedens løn? Hvem fletter kranse til den, der bukker under i strid? Hvem rækker ham sejrsprisen? Tapperhed, ikke afmagt tilkendes prisen, og den, der ikke har lykken med sig, vinder ingen hæder. Tapperhed får ros og ære. Uheldet følges enten af en uhæderlig død eller af et liv i skændsel. Jeg ved ikke, til hvilken side krigslykken vil vende sig, og vil derfor ikke dumdristigt anmasse mig til at begære en løn, om hvilken jeg ikke ved, om den med rette tilkommer mig, thi den, som ikke er vis på sejren, bør ikke tilegne sig sejrherrens visse løn. Så længe det er uvist, hvad udfald sagen får, vil jeg ikke kræve sejrskransen, som om jeg havde fortjent den. Jeg vil ikke tage imod guld og gods, der lige så godt kan blive mig dødsens som livsens sold. Det er dårskab at gribe efter umoden frugt og at ville plukke den, før man ved, om man har ret dertil. Denne min hånd skal enten bringe mig sejr eller død". Efter at have talt sådan hug han til fjenden med sit sværd, men hans lykke var ringere end hans mod, thi han blev slået tilbage og faldt for det første drøje hug. Det var et bedrøveligt syn for danskerne, men slaverne gjorde stor stads af deres sejrrige landsmand og tog imod ham med festlige danse. Dagen efter trådte han igen frem for danskerne og udæskede dem ligesom forhen, hvad enten nu den nys vundne sejr havde gjort ham hovmodig, eller han var begærlig efter at vinde en ny. Han troede, at det var danskernes tapreste mand, han havde fældet, og at ingen anden af dem havde mod til at kæmpe med ham. Han stolede på, at han ved den ene kæmpes fald havde lammet hele hærens kraft og tænkte, at intet mere ville falde ham vanskeligt, hvad han så end prøvede på, thi intet nærer hovmod mere end held, og medgang er den kraftigste spore for overmod. Det gik Rørik mere til hjerte, at en mands frækhed skulle lamme hele hærens mod. At danskerne, der havde vundet så stor navnkundighed ved deres 193

194 11. Hadbardernes tilbagevenden sejre, ikke blot blev overmodigt behandlede, men ligefrem skammeligt ringeagtede af dem, de fordum havde overvundet. At der iblandt så mange krigere ikke fandtes nogen, der havde så frejdigt mod eller så stærk en hånd, at han fik lyst til at ofre sin velfærd for sit fædreland. Denne danskernes skammelige sendrægtighed rådede en mand ved navn Ubbe bod på ved sin højsindethed. Han var større og stærkere end de fleste og dygtig i trolddomskunster. Han spurgte også med velberådet hu om, hvad han skulle have i kampløn, og kongen lovede ham armbåndene. "Hvor kan jeg stole på dit løfte", sagde Ubbe, "når du selv beholder kampprisen i hænde i stedet for at give en anden den i forvaring? Lad en komme hid og tage den i sin varetægt, for at du ikke siden skal tage dit løfte tilbage. Thi urokkelig vished om kampens løn opflammer kæmpernes mod". Det er nu sikkert nok, at han blot sagde dette for spøg, thi kun tapperhed drev ham til at afværge sit lands forsmædelse. Rørik troede imidlertid, at det var griskhed, der lagde ham de ord i munden, og ville ikke have skin af, at han imod kongelig sæd ville tage sin gave tilbage eller at tilbagekalde sit løfte. Som han stod der på skibet, ville han med et vældigt kast slynge armbåndene over til ham, men det mislykkedes for ham på grund af den store afstand. Han satte for lidt kraft på, så armbåndene nåede ikke så langt hen, som de skulle, og faldt i vandet. Heraf fik han tilnavn og blev kaldt Rørik Slyngebånd. Dette gav anledning til, at Ubbe gav et stort bevis på sin tapperhed, thi det fik ham ikke til at opgive sit dristige forehavende, at han gik glip af sin løn ved, at den gik til bunds. Det skulle ikke få udseende af, at hans tapperhed var i gerrighedens sold. Derfor higede han ivrigt efter at komme til at slås og viste, at han var mere opsat på at gøre, hvad hæderligt var, end optaget af vindesyge. Han satte tapperhed over griskhed, og hans tillidsfulde fortrøstning havde ikke sin grund i håb om belønning, men i højsind. Der blev straks afstukket en kreds. Krigerne flokkedes om den. Kæmperne tørnede sammen med bulder og gny, og tilskuerne råbte deres forskellige ønsker om stridens gang i munden på hverandre. De to kæmper var fyr og flamme og gav hinanden hug på hug, til de faldt, så kampen og begges liv fik ende på en gang. Jeg tænker, at lykken føjede det så, for at ingen af dem skulle få ære og gammen af den andens død. Men dette udfald fik oprørerne til at falde til føje over for Rørik, og de betalte atter skat som hidtil. (Saxo 3.6.1) Ved samme tid satte Rørik brødrene Hardvendel og Fenge, hvis fader Gervendel havde været høvedsmand i Jylland, ved styret samme steds. Højdepunkterne af de jyske eventyr om Amlet og hans far, som herefter følger, gengives særskilt i efterfølgende kapitel, da det ikke er en del af den sjællandske historie. Da Saxos Amlet-fortælling dog berører den sjællandske kronologi, skal enkelte brudstykker dog allerede nævnes her: 194

195 11. Hadbardernes tilbagevenden (Saxo 3.6.4) Efter i tre år at have øvet de største heltebedrifter skænkede Hardvendel Rørik de våben og alt det udsøgte bytte, han havde taget for at komme højere i gunst og kongen fattede da også så stort venskab for ham, at han gav ham sin datter Gertrud til ægte, med hvem han avlede sønnen Amlet. (Saxo 4.2) Imidlertid var Rørik død og Wiglec, som havde taget riget, pinte og plagede med stor frækhed Amlets moder (Røriks datter) på alle måder og berøvede hende al kongelig magt og myndighed, idet han besværede sig over, at hendes søn ved at tage magten i Jylland havde krænket Lejrekongens ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han ville, sådan værdighed. Dette tog Amlet med så stor selvbeherskelse, at han endog skænkede Wiglec det bedste af det bytte, hans sejr havde indbragt ham, og således gengældte hans bagvaskelse med velgerninger. Men da han siden fandt lejlighed til at hævne sig, påførte han ham krig og overvandt ham og blev således fra en hemmelig til en åbenbar fjende. [Det endte med kamp mellem de to, hvor Amlet faldt.] Wiglec døde af sot efter i fred at have stået for styret i mange år. Herefter propper Saxo Vermund ind som Wiglecs søn, men ham og sønnen Uffe har vi for længst placeret som konger af Angel og fundet i Mercias kongeliste. De efterfølges i bog IV af den sekvens af de fem intetsigende konger, som vi fjernede i kapitel 5.3. Også Frode den Store, som fyldte hele Bog V, har vi brugt, men vi brugte ikke bog VI's Hjarne og Fridlev, som derfor følger som den næste ledige sagnhistorie med et vist indhold. Wiglecs adkomst er ikke nævnt, men omtalen af hans indgreb over for Røriks datter kan tyde på, at han i virkeligheden var f.eks. en nevø, som gjorde indskrænkninger i hendes arverettigheder og en sådan nevø skal vi straks møde Fridlev og hans slægt Umiddelbar kommer Wiglec ud af det blå, mens Langfedgatal har en Frode efter Rørik. Frode dukker også op i Lejrekrøniken, hvilket går igen i Rydårbogen: (Lejre VIII) Mens han (Hjørvards efterfølger Hake) herskede kom en mand ved navn Fritleff fra de nordlige lande og giftede sig med en datter af Rolf Krake. Med hende fik han en søn ved navn Frode med tilnavnet "den Gavmilde". (Lejre IX) Efter at have fået sønnen Frode, dræbte Fritleff kong Hake og blev konge efter ham. Da han selv døde, overtog hans søn Frode tronen. Han blev dræbt af Svertings sønner, og hans søn Ingjald efterfulgte ham. 195

196 11. Hadbardernes tilbagevenden Navnet Wiglec på Vermunds far minder om Withlaeg, som vi fandt som Waermuds far i Mercias angelsaksiske kongeliste, hvor vi som tidligere nævnt fandt sekvensen Withlaeg Waermud Offa. Ud fra indholdet kan Wiglec, som ikke optræder i Skjoldungesaga og Langfedgatal, enten være denne tredje anglisk konge eller en dobbeltgænger for Fridlev eller snarere begge dele. Både Fridlev og Wiglec kom fra udlandet og havde sønnen Frode. Her går det for en gangs skyld galt i Langfedgatal, som åbenlyst kommer til at indsætte samme led Halfdan-Roar i to forskellige grene af kongeslægten. Et af stederne er antageligt forkert. Da vi har Halfdan med sønnerne Roar og Helge både i Langfedgatal og Fragmenta, må fejlen ligge i Langfedgatals anden gren Ingelds efterkommere Rørik, Frode og Agnar. Det er imidlertid netop efter dem, at hullet i Fragmenta opstår. I Langfedgatal er Halfdan altså fejlagtigt placeret som bror til Rørik i stedet for en Frode et navn som i stedet findes som Røriks søn. Rørik havde imidlertid ingen søn ifølge Saxo. Her må den ældre Fragmenta have forrang fremfor den sene Langfedgatal, som jo må være en afskrift af denne og endda tillige åbenlyst har kludret med disse led. Som det ses hos Saxo nedenfor, kom en Fridlev Frodesøn imidlertid hjem og blev konge. Vi fjernede tidligere en Fridlev Frodesøn fra dobbeltgængergruppen i Fragmenta som Frode den Stores far, men han kan passe her som Røriks efterfølger Wiglec hos Saxo. Dette dobbelgængernavn er jo taget fra Mercia og kan i stedet være Fridlev Frodesøn, nevø til Rørik. Dette er naturligvis usikkert på grund af hullet i Skjoldungesaga og fejlen i Langfedgatal, men det er den mest plausible løsning, som ikke har nogen væsentlig betydning for forståelsen af selve sagahistorien. Saxo s Fridlev får nemlig senere sønnen Frode (hans indhold hos Saxo er overført til Frode den Store) hvilket også nævnes hos Svend Aggesen og så er vi på plads i Langfedgatal igen. Her stod den Frode, som fører slægten videre, som søn af Rørik, men der var sandsynligvis tale om broderens barnebarn. Det må være en afskriftsfejl i Langfedgatal. Vi kan nu følge Saxos fortællinger videre: (Saxo 6.1) Da Frode var død troede danskerne fejlagtigt, at Fridlev, der blev opfostret i Rusland, var død. Da riget allerede syntes at vakle af mangel på en arving og ikke syntes vedblivende at kunne holdes på kongeslægtens hånd, syntes det dem, at den der var værdigst til kongespiret, var den, som til Frodes forherligelse satte et lovprisningskvad som indskrift på hans endnu friske grav og i et fagert eftermæle overgav den døde konges ry til efterkommerne. En mand ved navn Hjarne, som var meget erfaren i dansk skjaldskab, digtede da for at sætte den berømmelige mand et herligt æresminde, og også ansporet af den store pris, på sin vante vis et kunstløst vers, der på det nærmeste lød således: 196

197 11. Hadbardernes tilbagevenden Længe førte de Frode om land, da drotten dyre i døden var dånet. Langt liv ønsked hans landsmænd Frode, her gemmer graven bag grønsvær den gæve. Da han havde kvædet dette vers, lønnede danskerne skjalden med kronen og gav således Danmark væk for en gravskrift - skænkede hele det store rige som løn for at sætte nogle få bogstaver sammen. For så godt køb kom han til den store pris. Denne overordentlig høje løn for et lidet kvad overgik endog den navnkundige digterløn, Cæsar gav. Den guddommelige Julius nøjedes nemlig med at skænke den, der havde beskrevet og forherliget hans sejre over hele Jorden, en by, men her skænkede almuens ødsle gavmildhed en bonde et helt rige. Ja, ikke engang Africanus kunne måle sig med danskerne i rundhåndethed, da han lønnede den, der havde bevaret mindet om hans bedrifter, thi han vejede blot den omhyggeligt udarbejdede bog op med guld, men her skaffede nogle få kunstløse vers en bonde kongespiret. Historien om Hjarne er naturligvis en skrøne, som i den usikre periode med hurtige kongeskift, skal føre os fra Saxos gudehistorier tilbage til Frodeslægten. Fridlev tjente sig i Saxos næste kapitel (Saxo 6.2) hæder i Norge, og Lejrekrønikens Fridlev kom fra "de nordlige lande". Det skal yderligere bemærkes, at Frode den Stores søn Ingeld havde sønnerne Agner, Rørik og Frode, som var jævnaldrende med Rolf Krake. Selv om Fridlev kom udefra, fremstår det klart af den efterfølgende Saxo-tekst, at han var søn af en Frode. Saxo nævner ikke - som Lejrekrøniken - et ægteskab med Rolfs datter, men da Saxo søgte at gøre arvelinierne så lige som muligt ville et sådant ægteskab også ligne blodskam efter kirkens begreber på Saxos tid. (Saxo 6.3) Da danskerne, som tidligere havde fået falske meddelelser om, at Fridlev var død, nu erfarede, at han var undervejs, sendte de folk ud for at hente ham hjem og bad Hjarne opgive herredømmet, som han formentlig kun udøvede midlertidigt som stedfortræder. Men han kunne ikke få sig til at give afkald på så stor en værdighed og foretrak at ofre livet for æren frem for at trække sig tilbage til menigmands dunkle kår. Han besluttede derfor at forsvare sin nuværende stilling med våbenmagt for ikke berøvet sin kongelige værdighed at blive nødt til at genoptage den lod, skæbnen tidligere havde tildelt ham. Således blev landet splittet og bragt i røre af en opstands voldsomme rystelser. Nogle stod nemlig på Hjarnes side, andre erkendte på grund af Frodes udmærkede fortjenester Fridlevs ret, og menigmand vidste ikke, hvad han skulle bestemme sig for, idet nogle ærbødigt bøjede sig for det bestående, andre for mindet om fortiden. Men hensynet til Frodes minde fik dog overvægten, og dets herlighed skaffede Fridlev mest gunst, thi de fleste af 197

198 11. Hadbardernes tilbagevenden dem, der så dybere i tingene, mente, at den bondefødte mand burde fjernes fra tronen, eftersom han uden fødselsret kun ved lykkens gunst var nået til en højhed, han ikke havde kunnet gøre sig håb om, og for at ikke den, som beklædte den med urette, skulle stænge den retmæssige arving til værdigheden ude. Men Fridlev bød de danskes sendemænd vende tilbage og opfordre Hjarne til enten at afstå riget eller holde slag med ham. Det syntes Hjarne tungere end døden at sætte lysten til livet over æren og at søge sikkerhed på hæderens bekostning. Han holdt derfor slag med Fridlev, men blev fuldstændigt slået og flygtede til Jylland. Efter atter at have samlet en skare krigsfolk angreb han på ny sejrherren, men hans mænd blev alle fældet, og han flygtede selv ganske ene, som den ø, der har fået navn efter ham, bærer vidne om. Da han nu skønnede, at lykken ikke altid svarer til kækheden, og efter det dobbelte nederlag, han havde lidt, så sig berøvet næsten alle sine tropper, slog han sig på svig og drog til Fridlev - efter at have gjort sit ansigt ukendeligt - i den hensigt at vinde hans fortrolighed og så søge lejlighed til at dræbe ham. Kongen tog imod ham, og i nogen tid skjulte han sit forsæt under trældommens skin, thi han udgav sig for at være saltsyder og gjorde det laveste arbejde sammen med de trælle, der var sat til de smudsigste sysler. Han var også altid den sidste til at sætte sig til bords og ville aldrig bade sig, for at ikke at hans mange ar skulle røbe ham, når han viste sig nøgen. Da kongen for at berolige den mistanke, han havde fået til ham, tvang ham til at gå i bad og genkendte sin fjende på arrene, sagde han: "Sig mig, du skændige røver, hvorledes ville du have handlet med mig, dersom du utvetydigt var kommet på det rene med, at jeg stræbte dig efter livet?" Hertil svarede den bestyrtede Hjarne: "Når jeg havde grebet dig, ville jeg have æsket dig til tvekamp, for at du kunne få bedre lejlighed til at gøre beskyldningen til intet". Fridlev tog ham straks på ordet, æskede ham til tvekamp, fældede ham og begravede liget i en høj, der bærer den faldnes navn. (Saxo 6.4.1) Kort efter opfordrede Fridlevs mænd ham til at tænke på at indgå ægteskab for at få afkom, men han holdt det for bedst at forblive i ugift stand og anførte som vidnesbyrd derfor sin far Frode, hvis hustru ved sin letsindighed havde påført ham så stor vanære. Til sidst gav han dog efter for alles vedholdende bønner og skred til at skikke sendemænd til kong Amund af Norge for at bejle til hans datter. En af dem, Frok hed han, omkom undervejs i bølgerne, og ved hans død skete der et sælsomt under. Da bølgerne slog sammen over ham, vældede der blod op fra dybet og lagde en usædvanlig rød farve over hele havets overflade, således at den - efter kort forinden at have været hvid af skummet, som stormen piskede - nu svulmede med purpurrøde bølger og sås antage en farve, der stred imod dens natur. (Saxo 6.4.2) Amund afslog ubøjeligt kongens bejlen og behandlede sendemændene på en hånlig måde, og grunden dertil var, sagde han, den underkuelse, hvormed Frode fordum så hårdt havde trykket Norge. Men 198

199 11. Hadbardernes tilbagevenden Frogerd, således hed Amunds datter, tog ikke blot hensyn til Fridlevs herkomst, men ærede hans berømmelige gerninger og gav sig til at bebrejde sin far, at han lod hånt om at tage en mand som svigersøn, som på alle måder var en fuldkommen ædling, hvem det ikke skortede på tapperhed og hvis byrd var ulastelig. (Herefter indleder Fridlev og Amund en krig, hvor Amund falder. Da han skal hente sin elskede Frogerd, som han har kæmpet så hårdt for, opstår der hos Saxo det besynderlige intermezzo, at han på vejen får sønnen Ole (Åle) med en frille - en historie, som antageligt hører hjemme under den første Frode-far - Hake) (Saxo ) Da Amund var faldet, og Fridlev således var blevet befriet for sin værste fjende og havde opnået en dyb og tryg fred, bøjede han sit barske sind til elskov, og efter at have vendt sine tanker did rustede han en flåde for at vinde den brud, der fordum var blevet ham nægtet. (Saxo ) Imidlertid havde hans hustru Frogerd født Frode, som fik sit tilnavn af sin overvættes gavmildhed. Formedelst mindet om den lykke, der havde hersket under hans bedstefader, hvem hans navn mindede om, var Frode allerede fra vuggen og sin spæde barndom af så elsket af alle, at han hverken fik lov til at gå eller stå på jorden, men stadig sad på skødet af folk og blev kysset og klappet og således ikke blev givet en enkelt til opfostring, men så at sige opfostredes af alle i fællesskab. Fridlevs søn hed således Frode. Som det måske erindres, havde vi ved den første to alternative muligheder. Vi valgte Hake som far til Frode frem for den Fridlev, som vi forskød til senere. Begge Frode'rs sønner hed Ingild. I kapitlet efter den Ingild, som efter beskrivelsen må være Frode den Stores søn Ingild, fortælles der til sidst om 4 Ingild-sønner, der ikke harmonerer med de oplysninger, vi kender andre steder fra om den første Hadbarder-Ingilds sønner: (Saxo 7.1.1) Folk, der er kyndige i gamle sager, fortæller, at Ingild havde 4 sønner, af hvilke de 3 faldt i krig og kun Olaf blev konge efter sin fader. Andre fortæller, at Olaf var søn af Ingilds søster, hvilket dog er uvist. Eftertiden ved kun lidet om hans bedrifter, som oldtidens slør har skjult. Her ryster Saxo på hånden, og det er der også grund til. Hvis vi skulle følge bogens princip helt konsekvent, burde sekvenserne Frode - Ingeld lægges sammen med den forrige om Frode den Store, men reelt står vi antageligt med to forskellige sekvenser, der er rodet sammen, da Frode den Stores sekvens synes at have heddet Hake Frode Ingeld, da Starkad binder 199

200 11. Hadbardernes tilbagevenden dem sammen. Saxo påstod ovenfor, at første Ingeld havde 4 sønner, hvoraf Olav blev konge efter Ingeld, og hans søn Harald efter ham. Det ligner mistænkeligt Lejrekrønikens Ingeld II Olaf Harald Hildetand 131. Skeler vi til Langfedgatal, som ikke har Skjoldungesagaens lakune, har den efter Rørik Ingeldsøn kongerækken Frode Halfdan Rørik Harald Hildetand, hvor vi skal erindre, at Skjoldungesagas og Langfedgatals Fridlev stod foran sagaens første Frode, hvor vi i stedet valgte Hake. Vi har haft Rolf Krake Hjørvard Rørik Ingjaldsen som konger. En rimelig sammensmeltning af kongerækkerne, som efterkommere af hans bror Frode uden trone bliver derefter Fridlev/Wiglec Frode Ingeld II/Halfdan Rørik/Olav Harald Hildetand, som alle blev konger. Efterfølgende peger sagaerne på, at det var Rørik Ingeldsen der blev konge, mens Olaf var en fætter, som Saxo antyder, der blev lokalkonge i Lejre under Harald Hildetand. Det er ikke muligt at bedømme, om vi bør bruge Ingeld II eller Halfdan eller begge, som to brødre så her vælger vi Saxos navn Ingeld, selv om han ifølge Saxo var så anonym, at han ligeså godt kunne udelades. Suhm havde en forklaring på skismaet, idet han påstod, at det var Ingeld II s bror Halfdan, som havde sønnerne Rørik og Helge, mens Ingelds søn hed Olav og var konge i Skåne 132. Der er dog ingen forklaring på, hvor Suhm havde sine oplysninger fra, og Halfdan har vi heller ikke noget om. Under alle omstændigheder får vi dermed bedst overensstemmelse med Saxo, Lejrekrøniken, Sven Aggesen og Skjoldungesaga/Søgubrot/Langfedgatal med forslaget ovenfor. Periodens spredte kilder er under alle omstændigheder stort set enige om en kongerække, som går på tværs af mine startforudsætninger om en konge pr. navn. Der er næppe tvivl om, at det er korrekt at koncentrere Frode/Ingildberetningerne og -anekdoterne på sagnkredsen om Frode den Store og hans søn, men det udelukker naturligvis ikke, at navne er forekommet senere igen i kongerækken, som skjalde eller senere kompilatører derefter har spredt sagnene ud over. Frode den Stores søn Ingild og dennes søn Frode var slet ikke konger i Lejre, og Fridlevs søn Frode kaldes "den Fredsommelige", så han synes ikke at have haft navnefællens markante profil men navnet harmonerer med den fredelige kongemagt, der anes i 600-tallet. Faktisk er det 131 I Lejrekrøniken har vi slægtslinien Fridlev - Frode - Ingjald - Olav, hvorefter vi når frem til Harald Hildetand og hans mor. Roskildekrøniken begynder først med Harald Klak. Hos Sven Aggesen findes sekvensen Frode - Fridlev - Frode - Ingeld - Olaf. Han nævner han til gengæld ikke Harald Hildetand, men fortæller blot, at kongerne i den periode fulgte i kvindelinien. I Skjoldungesaga/Søgubrot finder vi endnu en gang en lignende kongerække Frode - Fridlev - Frode - Ingeld, men her er der ingen Olav. I stedet er der en Rørik, som i Søgubrot dukker op med hustruen Aud og sønnen Harald Hildetand. 132 Skåne kan det ikke være, da Valdars slægt skulle regere der, men det viser sig også, at Suhm forvekslede Skåne med Värend 200

201 11. Hadbardernes tilbagevenden ikke usandsynligt, at det var ham, der senere fik navnet Frode Fredegod i en længere fredelig periode mellem Skjoldungefejden og frankerkrigene. Der er så mange Frode/Ingeld-sagn, at netop dette sagn som nævnt kunne overføres til en senere konge, uden at pointen i det foregående påvirkes. Vi kan naturligvis ikke her tale om nogen overbevisende argumentation, men det er en løsning på en mere oprindelig sagasammenhæng, som giver god mening. Vores metode har været den gængse at forenkle med tungest vægt på den ufuldstændige Skjoldungesaga, som giver de ca. 4 konger, der må have været i mellemperioden mellem Skjoldungefejden og franker-konflikterne. Om de hed det ene eller det andet må være underordnet for forløbets hovedlinjer, da der øjensynligt ikke skete nogen mindeværdig politisk udvikling i den periode, ligegyldigt hvilken af personerne, vi vælger. Det indebærer, at Ingelds Hadbarder-slægt sandsynligvis endte med at få magten i 100 år på bekostning af Roars Svertinger, som udspredningen af sagnene også antydede. Disse konger skal altså have været ved magten i 600- tallet, hvor Vendel-kulturen blomstrede, og hvor Uppsala ifølge sagaerne og Saxo 133 blev det religiøse centrum. Fredelige forhold skaber ikke heltehistorie, men de kan have medført den økonomiske konsolidering, som muliggjorde de store omvæltninger og investeringer omkring år 700. Dem vender vi senere tilbage til. Til gengæld skabte de måske heltehistorier omkring forfædrenes bedrifter som Ingeld-digtet i et rigt skjaldeliv ved den sjællandske konges haller, som kunne konkurrere med Angelsaksernes Beowulf om Roar. Inden da skal vi imidlertid se på den smule, vi i sagnhistorien har om Jylland, inden landene kom under en fælles paraply. Saxo fortalte jo, at Røriks datter blev gift med den jyske kong Hardvendel (Ørvendel) - Hamlets forældre, som altså i så fald må have levet først i 600-tallet. 133 Saxo fortalte bl.a. at man drog til Uppsala for at få orakelsvar. 201

202 11. Hadbardernes tilbagevenden Figur 20. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Sigurd Ring Danernes konger, som de er rekonstrueret i teksten på grundlag af Langfedgatal (Fragmenterne af Skjoldungesaga), idet Halfdan dog er rykket op som bror til Frode som i Rolf Krakes Saga og Svend Aggesen. Valdemar er ukendt, og Valdar er ikke sat direkte under Roar, som Langfedgatal påstår, men kan være barn af Roars sønner Hredrik og Hrodmund eller en datter. Radbart antages at være den frisiske kong Radboud. Randvers hustru, Åse, kan med det navn være barnebarn el.lign af Ynglingen Ingjald Illråde. 202

203 12. Amlet og Ongendus 12 Amlet og Ongendus 12.1 Den jyske Hamlet Jylland har kun været sporadisk nævnt, siden anglerne i 400-tallet forlod Sønderjylland. Vi har ikke mange sagn om jyske konger, og Saxo så dem helst som underkonger til danerne. Denne beretning medtages bl.a., fordi den har dannet inspiration til Shakespeares Hamlet: (Saxo 3.6) Ved samme tid satte Rørik brødrene Hardvendel og Fenge, hvis fader Gervendel havde været høvedsmand i Jylland, ved styret samme steds. Efter at han havde været høvedsmand i tre år, havde Hardvendel vundet så stor navnkundighed ved sine vikingetog, at kong Koll i Norge, der var skinsyg på ham for hans bedrifter og ry, kom på de tanker, at det ville være en stor hæder for ham, om han ved at overvinde Hardvendel kunne fordunkle den glans, der vidt og bredt stod om denne vikings navn. Efter at have sejlet vidt og bredt omkring og spejdet efter ham stødte han omsider på hans flåde. Der lå en ø midt ude i havet, og ved den havde de to vikinger lagt til med deres skibe, hver på sin side af den. Kysten var så fager, at de begge fik lyst til at gå i land, og egnens dejlighed lokkede dem længere og længere ind i landet, hvor de vankede om i de grønne lunde og skove. Der traf det sig så, at de mødte hinanden ganske ene. Hardvendel tog da først til orde og spurgte kong Koll, hvilken måde han helst ville slås med ham på. Selv syntes han bedst om, at der var så få med dertil som muligt, sagde han. Tvekamp var bedre end nogen anden slags kamp egnet til at vinde sejr ved tapperhed, thi i den havde man kun sit eget mod at stole på, eftersom fremmed hjælp var udelukket. Koll undrede sig over ungersvendens kække ord og svarede: "Eftersom du overlader til mig at vælge, hvorledes vi skulle kæmpe, mener jeg, at vi gør bedst i at slås på tomandshånd uden forstyrrelse af andre. Den kampmåde kræver både mest mod og fører hurtigst til sejr. Det er vi ganske enige om, og den mening er vi kommet til af os selv, hver for sig. Men eftersom udfaldet er uvist, bør vi love at behandle hinanden høvisk, og ikke lade os rive så meget med af vor lidenskab, at vi undlader at vise hinanden den sidste ære. Vort sind er nu opfyldt af had, men det bør dog også have plads til kærlighed, at den, når tiden kommer, kan afløse naget. Selv om der er splid imellem vore sjæle, bør dog naturens ret forsone os, den knytter et bånd imellem os, hvor stor den avind end er, som skiller os ad. Lad det derfor være en hellig aftale imellem os, at den, som sejrer, sørger for den overvundnes ligfærd. Det er høviskhedens sidste pligt, som ingen retsindig mand unddrager sig. Begge vore hære skulle uden nag i fællesskab røgte dette hverv. Efter døden bør al avind være forbi. Ved graven bør fjendskabet høre op. Lad os ikke være så grumme, at vi forfølger hinanden hinsides graven, om der end var had imellem os i levende live. Det vil være en ære for sejrherren, at han giver den overvundne en prægtig ligfærd, thi den, der giver sin døde fjende, hvad der tilkommer ham, vinder de efterlevendes kærlighed. Den, der beflitter sig på at vise høviskhed imod den hedengangne, overvinder de levende ved sin kærlighedsgerning. Der er også en anden ikke mindre sørgelig skæbne, nemlig at man undertiden vel beholder livet, men bliver lemlæstet. Den, hvem det overgår, mener jeg, man bør være lige så villig til at tage sig af som den, døden rammer. Det hænder ofte, at man slipper fra kampen med livet, men efter at have sat sin førlighed til, og det regnes for en tungere skæbne end døden. Thi når man er død, er alting glemt, men krøblingen kan ikke slippe bort fra sit lemlæstede legeme. Den ulykke bør der også rådes bod på. Lad os derfor være enige om, at dersom en af os bliver 203

204 12. Amlet og Ongendus lemlæstet, får han af den anden ti mark guld i skadeserstatning, thi byder kærlighed os at ynkes over andres ulykker, hvor meget mere bør man da ikke ynkes over sine egne? Enhver bør sørge for sit legemes tarv. Den, der undlader det, er for selvmorder at regne". Efter at de havde givet hinanden hånden herpå, begyndte de kampen. Hverken det, at de mødtes for første gang, eller den vårgrønne skovs fagerhed afholdt dem fra at krydse sværd med hinanden. Hardvendel, som i sin overvættes hidsighed var mere opsat på at angribe sin fjende end på at skærme sit eget legeme, kastede skjoldet og svang sværdet med begge hænder. Hans dristighed fik sin løn, thi efter at han havde hugget så længe på Kolls skjold, at der ikke var stort tilbage af det, hug han den ene fod af ham, og det blev hans banesår. Som aftalt var, gav han ham en kongelig ligfærd og lod opkaste en prægtig høj over ham. Derefter forfulgte og dræbte han hans søster Sela, der også var vel erfaren i alt, hvad der hørte til viking og krigsvæsen. Efter i tre år at have øvet de største heltebedrifter skænkede Hardvendel Rørik de våben og alt det udsøgte bytte, han havde taget, for at komme så meget højere i hans gunst. Kongen fattede da også så stort venskab for ham, at han gav ham sin datter Gertrud til ægte, med hvem han avlede en søn, Amlet. Den store medgang, Hardvendel havde, vakte hans broder Fenges misundelse, så han besluttede at tage ham af dage. Så lidt kan dyden være tryg. Selv over for den gælder det, at frænde er frænde værst. Da han så lejlighed dertil, betænkte han sig ikke på at følge sit hjertes grumme lyst og besudle sine hænder med sin broders blod. Til brodermord føjede han så blodskam, idet han ægtede sin myrdede broders hustru. Det går jo nemlig for det meste sådan, at når en har begået en forbrydelse, er han straks rede til at begå en ny, idet den ene driver ham til den anden. Så fræk og snedig var han derpå til at dække over sin skændige gerning, at han gav det udseende af, at han havde begået sin misgerning i en god mening og smykkede brodermordet med kærlighedens navn. Han foregav nemlig, at skønt Gertrud var så blid af sind, at hun ikke gjorde nogen den ringeste fortræd, havde hendes husbond båret det voldsomste had til hende. Fenge havde dræbt sin bror for at frelse hende, fordi det tyktes ham uværdigt, at så blid en kvinde, der ikke havde den ringeste smule galde i sig, skulle finde sig i hans grumme hårdhed. Den løgn forfejlede da heller ikke sin hensigt, thi høje herrer, som ikke så sjældent skænker smigrere deres gunst og holder øretudere i ære, er det ikke svært at få til at tro på en løgn. Således betænkte Fenge sig ikke på med lige forbryderisk sind at gøre sig skyldig i en dobbelt ugudelighed ved at besmitte sin broders ægteseng efter først at have myrdet ham. Da Amlet så det, fandt han det ikke rådeligt at bære sig fornuftigt ad, da det kunne vække mistanke hos hans farbror. Han opførte sig derfor, som om han var tåbelig og i højeste grad havde taget skade på forstanden. Ved dette snilde påfund skjulte han ikke blot, hvad der boede i ham, men reddede også sit liv. Han lå hele tiden hjemme ved sin moders arne og døsede i skarnet og smurte sig til over hele kroppen med alskens uhumskhed, så han var fæl at se. Trækkene i hans ansigt, der var dækket af smuds, var prægede af den latterligste fjollethed, ligesom alt, hvad han sagde, lød helt forrykt, og alt, hvad han tog sig for, vidnede om fuldstændig sløvhed. Kort sagt, man skulle ikke tro, han var et menneske, men et latterligt uhyre, der var helt fra sans og samling. Stundom, når han sad ved arnen og ragede i asken med hænderne, lavede han trækroge, som han så hærdede i ilden og krummede i enderne, så de kunne hægtes tæt sammen. Da han en gang blev spurgt, hvad det var, han tog sig for, svarede han, at han lavede hvasse spyd til at hævne sin fader med, hvilket svar vakte ikke liden lystighed. Alle anså dette hans arbejde for latterligt og ørkesløst, skønt netop det siden hjalp ham til at fuldbyrde sit forsæt. Den snildhed, der i virkeligheden var i dette svar, vakte nu imidlertid først mistanke hos dem, der så dybere i tingene, om at han var klogere, end han så ud til. Thi den flid og omhu, hvormed han arbejdede på så ringe ting, tydede på en sindrighed, som han holdt 204

205 12. Amlet og Ongendus hemmelig. Man kunne heller ikke tro, at den, der forstod at bruge sine hænder så snildt, havde skade på forstanden. Han plejede også at samle disse svedne kæppe i en dynge og at gemme dem på det omhyggeligste. Nogen påstod derfor, at hans forstand var god nok, men at han dulgte sin kløgt under påtagen enfoldighed og rugede over dybe planer, som han snildeligt skjulte. De mente, at den bedste måde at komme under vejr med hans listighed på var på et hemmeligt sted at lade ham møde en dejlig kvinde, der så skulle prøve på at forlokke ham til elskov, thi trangen til elskov er så heftig, at den ikke lod sig skjule. Den ville være for stærk til, at han kunne holde den i tømme ved snildhed, og hvis hans galskab var forstilt, ville han, når lejlighed gaves, straks give efter for sin lyst. Der blev da sat nogle folk ud på ham, som skulle ride langt ind i skoven med ham og hemmelig være til stede, når han blev sat på den prøve. Det traf sig så, at der blandt dem var en, som havde haft amme sammen med Amlet, og som ikke havde glemt den kærlighed, der havde været imellem dem i deres fælles barndoms dage. For ham betød mindet om deres fordums samliv mere, end hvad der nys var blevet ham pålagt, og han fulgte med Amlet blandt de beskikkede mænd mere for at give ham et vink end for at lokke ham i fælden. Han tvivlede ikke om, at der ville times ham det værste, dersom han ved det ringeste tegn gav til kende, at han var ved sin fornuft. Især hvis han for deres øjne gav sig hen i elskov. Det indså Amlet nu også godt selv, og da man bød ham stige til hest, satte han sig med vilje således op, at han vendte ryggen til hestens hoved og ansigtet til halen. På halen lagde han bidslet, som om det var hans mening at styre hestens fart ved den. Ved dette snilde påfund skuffede han farbroderens anslag og undgik snaren. Det var ellers nok et latterligt syn, da hesten løb af sted uden tømme med en rytter, der styrede ved halen. Da de på vejen mødte en ulv i et krat, og hans ledsagere sagde, at det var en ung hest, sagde Amlet, at Fenge havde alt for få af den slags gående mellem sit kvæg, hvorved han på en lige så stilfærdig som vittig måde ønskede ondt over, hvad der hørte hans farbroder til. Da de hertil bemærkede, at det var meget forstandigt svaret, sagde han, at han med vilje havde udtrykt sig således, for at man ikke i nogen måde skulle kunne sige om ham, at han fór med løgn. Det var ham nemlig om at gøre kun at sige, hvad han mente. Derfor sagde han det på en så sindrig måde, at man ikke kunne sige, han løj, og heller ikke på grund af den sindrige iklædning få fat i hans virkelige mening. Nede ved strandbredden så de roret af et strandet skib, og hans ledsagere sagde da, at det var en svært stor kniv, de der havde fundet. "Ja", sagde han, "den skal have en ualmindelig stor skinke at skære i", hvorved han tænkte på havet, som rorets størrelse passede godt til. Da de kom forbi nogle sandklitter og gjorde ham opmærksom på dem med den bemærkning, at det var noget dejligt mel, svarede han, at det jo også var malet af stormen i havets skum. Da hans ledsagere roste dette svar, sagde han selv, at det var meget klogt sagt. Da de med vilje havde forladt ham, for at han så meget dristigere kunne følge sin lyst, mødte han ligesom ved et tilfælde på et afsides sted den kvinde, hans farbror havde sat ud på ham. Han ville sikkert straks have taget hende i favnen, hvis ikke hans diebroder havde givet ham et lønligt vink om, at der var forræderi med i spillet. Efter at denne havde overvejet, hvorledes han bedst skulle bære sig ad med at advare ham og få ham til at styre sin farlige lyst, havde han nemlig fundet på at anbringe en avne, han fandt på jorden, under bagen af en bremse, som han så gennede lige hen til det sted, hvor han vidste Amlet var. Dermed gjorde han ham, som ikke anede uråd, en stor tjeneste. Amlet var nemlig lige så snild til at forstå advarslen som den anden til at finde på den, thi da han så bremsen med avnen på bagen, skønnede han straks, at det var et hemmeligt vink om, at der var ulve i mosen. Da han nu således havde fået sin mistanke vakt og skræk i blodet, tog han, for at kunne være tryggere, kvinden med hen til et afsides sted, hvor der var fuldt op af moser. Der fuldbyrdede han sin hensigt og bad hende derhos på det indstændigste 205

206 12. Amlet og Ongendus om ikke at røbe det til nogen, hvilket hun var lige så villig til at love ham som han ivrig til at bede hende derom. Hun var nemlig blevet opfostret sammen med ham og holdt derfor overmåde meget af ham. Da Amlet kom hjem, og de alle for løjer spurgte ham, om han så havde fået sin elskov styret, svarede han: Ja - han havde hvilet i pigens favn. Da de videre spurgte, hvor det var gået for sig og hvilke bolstre de havde hvilet på, svarede han, at de havde ligget på en hestehov, en hanekam og nogle loftsfelter. Han havde nemlig, for ikke at blive nødt til at lyve, taget lidt af hver af disse ting med, da han gav sig ud på denne fristefærd. Dette svar vakte da også almindelig latter, skønt hans spøgefulde ord ikke sagde andet, end hvad sandt var. Da de nu også spurgte pigen, svarede hun, at der ikke havde været noget imellem dem, og det troede de så meget villigere, som ingen af dem, der havde været med, vidste noget om, hvad der var foregået. Men han, som havde givet bremsen avnen at flyve med, sagde, for at Amlet kunne vide, at det var ham, der havde frelst ham ved sit snilde påfund, at han nyligt ganske særligt havde været betænkt på hans tarv. Amlet gav ham et lige så snildt svar. For at han kunne vide, at han var ham taknemlig for det vink, han havde givet ham, sagde han, at han nok havde set, at der kom noget flyvende i fuld fart med et strå på ryggen og en avne i bagen. De andre var ved at revne af latter over det svar, men Amlets ven glædede sig over hans forstand. Da han nu således havde narret dem alle, og ingen kunne få hans forstandskiste dirket op, sagde en af Fenges venner, der var klogere i sine egne tanker end i virkeligheden, at det ikke lod sig gøre ved almindelig snedighed at få en forstand, der var så godt gemt, frem for dagens lys. Han var alt for stædig til at man kunne komme nogen vegne med ham ved at stille ham på lette prøver. Hans snedighed var så mangfoldig, at det ikke kunne nytte at bruge simple midler. Derfor havde han nu ved at granske dybt over tingene udfundet en sindrigere fremgangsmåde, som det ikke var svært at følge, og som sikkert ville føre til, at de kom på det rene med, hvad de søgte at få at vide. Fenge skulle nemlig lade, som om han for en vigtig sags skyld var nødt til at rejse bort. Så skulle Amlet lukkes ind i sovekammeret til sin moder, efter at der først, uden at nogen af dem vidste det, var stillet en mand på lur i en krog derinde. Han skulle give nøje agt på, hvad de talte sammen om. Dersom Amlet var ved sin forstand, ville han nemlig ikke tage i betænkning at tale rent ud til moderen, thi hendes ærlighed ville han ikke være bange for at stole på. For at vise, at han lige så fuldt var mand for at føre sin plan igennem som det at finde på den, tilbød han selv at påtage sig den spejdertjeneste. Fenge blev glad over dette forslag og drog bort under påskud af, at han skulle på en lang rejse. Manden, som havde fundet på dette råd, havde lønlig listet sig ind i kammeret, hvor Amlet skulle være sammen med sin moder, og skjult sig i den halm, gulvet var strøet med. Men Amlet fandt også udvej til at undgå den snare. Da han frygtede for, at der var lurere, bar han sig først ad på sin sædvanlige vanvittige måde, galede som en hane, baskede med armene, som om det var vinger, og sprang omkring i halmen for at prøve, om der lå nogen gemt i den. Da han mærkede noget ligesom en klump under fødderne, stak han i det med sit sværd, gennemborede det og trak så manden frem af hans skjul og slog ham ihjel. Derpå huggede han hans lig i stykker, kogte stumperne og kastede dem i kulen til æde for svinene, så uslingens krop fik sit leje i skarn og uhumskhed. Efter at han således havde fået lureren af vejen, gik han atter ind i kammeret, og da hans moder nu begyndte at græde og jamre sig over hans forrykthed, sagde han: "Hvorfor søger du, skammelige kvinde, at skjule din grove synd?" Da Fenge vendte tilbage, og spejderen ingen steds var at finde, lod han længe på det ivrigste søge efter ham, men alle sagde, at de hverken havde hørt eller set noget til ham. De spurgte også for spøg Amlet, om han ikke havde færten af, hvor han var bleven af. Amlet svarede, at han var gået i kulen og gået til bunds der, og så havde svinene ædt ham 206

207 12. Amlet og Ongendus med alt det skarn, han havde fået på sig. Skønt hans ord indeholdt en tilståelse af sandheden, lo de dog blot ad den, fordi den lød som vanvid. Fenge havde nu imidlertid stadig en stærk mistanke om, at hans stedsøn pønsede på svig, og ville derfor gerne tage ham af dage. Da han ikke selv turde gøre det af frygt både for hans bedstefader Røriks og hans moders vrede, besluttede han, for selv at kunne lade, som han var uden skyld, at få en anden til at gøre det og lade kongen af England myrde ham. Så opsat var han på at skjule sin grumhed, at han hellere ville bringe skændsel over sin ven end at pådrage sig selv vanry. Ved sin bortrejse pålagde Amlet lønligt sin moder, når der var gået et år, at udsmykke hallen med tæpper og holde hans gravøl, som om han var død. Til den tid lovede han at komme tilbage. I følge med ham var to af Fenges hirdmænd, der havde brev med til kongen af England, i hvilket det pålagdes ham at lade den medfølgende unge mand dræbe - det var indristet i en trækævle, hvilket i gamle dage var en meget almindelig måde at skrive brev på. Medens de sov, ransagede Amlet deres gemmer og fik fat i brevet, og da han havde læst det, skrabede han indholdet ud og ristede noget helt andet i stedet. Han satte nemlig sine rejsefællers navne i stedet for sit eget og anmodede om, at de måtte blive ombragt. Ikke nok med, at han således befriede sig selv fra døden og lod den komme over de andres hoveder, men han tilføjede falskelig en anmodning i Fenges navn, om at kongen af England ville give den højst forstandige unge mand, han sendte ham, sin datter til ægte. Da de kom til England, og sendemændene fik foretræde for kongen, overrakte de ham brevet, som de troede skulle bringe en anden døden, men som i virkeligheden indeholdt deres egen dødsdom. Kongen lod som ingen ting og tog venligt og gæstfrit imod dem, men Amlet agtede det kongelige måltid, der anrettedes for dem, så ringe, som om det var den simpleste mad. Han vendte sig med en afholdenhed, som alle undrede sig over, fra bordets rige overflod og ville hverken spise eller drikke. Alle så med forundring på, at denne fremmede unge mand bar sådan afsky for det kongelige bords lækre og med overdådighed tillavede retter, som om det havde været grov bondekost. Da måltidet var til ende og gæsterne gik til ro, lod kongen en mand skjule sig i deres sovekammer for om natten at erfare, hvad de talte sammen om. Da Amlets rejsefæller nu spurgte, hvorfor han, da de sad til bords, ikke havde villet røre maden, som om det havde været gift, svarede han, at brødet var besmittet med blod, øllet smagte af jern, og flæsket stod der stank af som af menneskelig. Det havde været en død mands ådsel for nær og var blevet fordærvet deraf. Han sagde endvidere, at kongen havde trælleøjne, og at dronningen i tre ting havde båret sig ad som en trælkvinde, og smædede således nok så meget dem, der havde ladet maden lave, som maden selv. Hans staldbrødre skændte nu på ham, fordi han nu igen kom med sit gamle vanvid, og begyndte at spotte ham og give ham spydige ord, fordi han lastede, hvad han burde rose, klagede over, hvad godt var, førte usømmelig tale om så ypperlig en konge og en kvinde af så høviske sæder, og ved sine forsmædelige ord tilføjede dem den største tort, skønt de begge var al ære værd. Da kongen fik dette at vide af sin drabant, sagde han - og ved de få ord viste han, hvor kløgtig han var, at enten måtte dette menneske have mere forstand end andre, eller han måtte være forrykt. Han lod derpå sin foged kalde og spurgte, hvor han havde brødet fra. Da fogden svarede, at det var lavet af deres egen bager, spurgte kongen, hvor kornet, det var bagt af, havde vokset, og om der var tegn til, at nogen var blevet slået ihjel der. Fogden sagde da, at der tæt ved kongsgården var en mark, der var fuld af gamle ben af slagne mænd, så det var tydeligt nok, at der i gamle dage havde fundet et stort mandefald sted. Der havde han i håb om at få overmåde mange fold ladet vårsæden så, fordi der var mere grøde i jorden der end andre steder. Det kunne jo derfor nok være, at brødet havde fået nogen afsmag af de rådne ben. Da kongen hørte det, skønnede han, at det var rigtigt, 207

208 12. Amlet og Ongendus hvad Amlet havde sagt, og han ville nu også have at vide, hvor flæsket kom fra. Fogden sagde da, at hans svin som følge af, at der ikke var blevet passet tilstrækkeligt på, var sluppet ud og havde ædt det forrådnede lig af en røver, så det kunne måske være, at det var deraf deres kød smagte fordærvet. Da kongen var kommet på det rene med, at Amlet også havde haft ret i dette, spurgte han, hvad øllet var brygget af. Da fogden svarede, at det var brygget af spelt og vand, lod han grave dybt i det kildevæld, fogden viste ham. Der fandt de en mængde rustne sværd, som man regnede med havde givet vandet afsmag. Andre siger, at det var mjøden, Amlet lastede, fordi han, da den blev øst op, fandt nogle bier i den, der havde ædt af en død mands ister. Så var den dårlige smag gået over i mjøden fra honningen. Da kongen nu således så, at det havde sin rigtighed med den afsmag, Amlet havde anket over, og yderligere, da han spurgte ham, hvad han mente med de nedsættende ord, han havde sagt om hans øjne, fik at vide, at han havde sigtet til en plet, der hvilede på hans herkomst, talte han hemmeligt med sin moder og spurgte hende, hvem der var fader til ham. Da han, efter at hun havde svaret, at hun ikke havde haft samkvem med andre end kongen, truede hende med, at han nok skulle få sandheden ud af hende ved hjælp af pinebænken, tilstod hun, at det var en træl, der var fader til ham. Af denne aftvungne bekendelse fik han således at vide, hvorledes det forholdt sig med den plet på hans herkomst, Amlet havde hentydet til. Men medens han skammede sig over sin lave byrd, glædede han sig på den anden side over den unge mands kløgt, og han spurgte ham nu, hvorfor han havde tilføjet dronningen den tort at sige, at hun bar sig ad som en trælkvinde. Men da han nu således besværede sig over, at hans gæst om natten havde talt nedsættende om hans hustrus høviskhed, fik han at vide, at hendes moder virkelig var en trælkvinde. Amlet sagde, at de tre ting, han havde ment, da han lastede hende for at bære sig ad som en trælkvinde, var for det første, at hun på sådanne kvinders vis svøbte hovedet ind i sin kåbe, for det andet, at hun kiltede sin kjortel op, når hun gik, og for det tredje, at hun stangede sine tænder og tyggede madresterne. For at han kunne se, at hun ikke blot havde trællelader, men også var af trællebyrd, fortalte han ham, at hendes moder var bleven taget til fange og gjort til trælkvinde. Kongen fik nu sådan ærbødighed for hans klogskab, som om det var guddommelig visdom, han var begavet med, og gav ham sin datter til ægte. Alt, hvad han sagde, tog han, som om det kom fra himlen. Hans ledsagere lod han i henhold til sin vens anmodning hænge dagen efter. Amlet lod, som om han blev fortrydelig over denne vennetjeneste, som om det var en uret, der var sket ham. Kongen gav ham da i mandebod noget guld, som han senere lod smelte og hemmeligt støbe ind i nogle hule træstokke. Da han havde været i England et år, bad han om lov til at rejse og vendte hjem. Af alle de skatte, kongen havde givet ham, tog han ikke andet med end stokkene med guldet i. Da han kom til Jylland, afførte han sig sine fine klæder og aflagde sit høviske væsen og antog i stedet for med vilje atter de latterlige lader, han tidligere havde båret til skue. Da han bedækket med smuds trådte ind i hallen, hvor de var ved at holde hans gravøl, vakte det den største forbavselse hos alle, at rygtet altså havde løjet hans død. Deres forskrækkelse forvandledes imidlertid omsider til lystighed, og gæsterne gjorde løjer med hverandre, fordi de holdt gravøl efter ham, som om han var død, og så stod han levende iblandt dem. Da de spurgte ham, hvor hans staldbrødre var, viste han dem stokkene, han havde med, og sagde, at her var de begge to. Det er jo ikke så lige til at sige, om dette svar var mest sandfærdigt eller morsomt. Skønt de fleste anså det for tåbeligt, var det jo overensstemmende med sandheden, for så vidt som han i de dødes sted viste dem den mandebod, han havde fået for dem. Derpå gav han sig til at hjælpe mundskænkene for at få lystigheden bedre i gang imellem gæsterne og drak dem flittigt til. For at hans side kjortel ikke skulle hindre hans 208

209 12. Amlet og Ongendus gang, bandt han den op med sit sværdbælte, og sværdet trak han jævnligt ud af skeden og sårede sig med dets od i fingerspidserne. Derfor slog nogle af gæsterne en jernnagle igennem det og skeden, så at det ikke kunne drages. For så meget tryggere at kunne bane vejen for sit anslag skænkede han flittigt for hirdmændene. Han fik dem til at tømme det ene horn efter det andet, og overvældede dem alle således med drik, at de af drukkenskab ikke kunne stå på benene: Derpå lagde han sig til at sove i kongsgården og brugte i den forbindelse gildehallen som sovekammer. Da han nu så, at de var lette at overliste, og at lejligheden til at udføre hans forsæt var kommet, hentede han de kæppe, han i sin tid havde lavet til, frem fra stedet, hvor han havde forvaret dem. Han gik atter ind i huset, hvor hirdmændene lå hulter til bulter på gulvet og brækkede sig, alt medens de sov rusen ud. Han skar båndene over, der holdt tæpperne fast, som hans moder efter aftale havde tjældet hallens vægge med indvendig, og da de faldt ned over de snorkende mænd, stak han kæppene med krogene i dem og filtrede det hele så uløseligt sammen, at ingen af dem, der lå under det, kunne rejse sig, hvor meget de end anstrengte sig. Derpå stak han ild på huset. Flammerne tog hurtig til i styrke, så ilden bredte sig og snart omspændte hele borgen og fortærede den med alle dem, der var i den, hvad enten de nu stadig lå i dyb søvn, eller de forgæves søgte at rejse sig. Derpå gik han ind i Fenges sovekammer, hvor kongen var blevet båret ind af sine mænd, rev sværdet, der hang ved hans seng, til sig og hængte sit eget i stedet for. Så vækkede han sin farbroder og sagde ham, at hans hirdmænd var ved at brænde op, og at Amlet var kommet rustet med sine gamle kroge og opsat på at tage den hævn, han havde til gode for sin faders drab. Da Fenge hørte det, sprang han ud af sengen og blev fældet, da han savnede sit eget sværd og forgæves forsøgte at drage det, der hang i dets sted. En modig mand og værdig til et evigt eftermæle var Amlet, som snildeligt gav sig ud for at være en tåbe og ved beundringsværdigt godt påtaget galskab holdt sin overmenneskelige kløgt skjult og ikke blot ved sin snildhed fik bjerget livet, men også ved dens hjælp fik lejlighed til at hævne sin far. Det må således stå uafgjort hen, om han ved således snildt at tage vare på sig selv og kækt hævne sin far lagde mest mod eller klogskab for dagen. (Saxo 4.1) Efter at Amlet havde fældet sin stedfader, anså han det for mest tilrådeligt at skjule sig. Han frygtede nemlig, at det ikke var sikkert, hvorledes hans landsmænd ville dømme om hans dåd. Han ville først have på det rene, hvorledes den jævne almue ville gå til værks. Folk i nabolaget, som om natten havde set ildebranden, kom næste morgen opsatte på at få at vide, hvorledes det hang sammen, og fandt kongsgården sunket i aske. Da de ransagede den endnu varme brandtomt, fandt de ikke andet end uformelige levninger af brændte lig. Så grådigt havde ilden fortæret alt, at der ikke var spor at opdage af, hvorledes denne store ulykke var opstået. Fenges lig fandtes også med blodige klæder og gennemboret af et sværd. Nogle opfyldtes af åbenlys harme, andre af sorg og nogle af hemmelig glæde. Nogle græd over deres herres død. Andre glædede sig over, at der var gjort ende på det med broderblod besudlede voldsherredømme. Således vakte kongens død forskel-lige følelser hos de tilstedeværende. Da Amlet så, at almuen forholdt sig rolig, fattede han mod til at forlade sit skjul, sammenkaldte dem, om hvem han vidste, at de bevarede hans fader i trofast minde, gik frem på tinge og holdt følgende tale: "I gode mænd. Hvis I sørger over Hardvendels ynkelige død, kan I ikke sørge over den ulykke, I her har for øje. I, som har bevaret eders troskab imod kongen, eders kærlighed til landets fader, kan ikke sørge derover. I ser her en brodermorders, ikke en konges lig. Det var i sandhed et ganske anderledes sørgeligt syn, da I så vor konge ynkeligt myrdet af den skændigste, jeg vil ikke sige broder, men brodermorder. Ja, med tårefulde øjne så I Hardvendels sønderhuggede legeme. Hans lig 209

210 12. Amlet og Ongendus bedækket med talrige dræbende sår. Hvem tvivler om, at hans grumme bøddel berøvede ham livet for at kunne berøve fædrelandet dets frihed? Den samme hånd gav ham døden og eder trange kår. Hvem skulle da kunne være så afsindig at foretrække Fenges grumhed for Hardvendels kærlighed? Husk, med hvilken livsalighed Hardvendel sørgede for eder. Hvor retfærdigt han handlede imod eder. Hvor ømt han elskede eder. Husk, at I mistede den mildeste konge. Den retfærdigste fader. I hans sted fik I en voldsmand, en brodermorder, så I blev berøvet eders ret. Husk, at alt blev besudlet, og at fædrelandet blev besmittet med skændselsgerninger. At I måtte bøje eders nakker under åget, og at den fri selvbestemmelsesret blev taget fra eder. Nu er alt dette forbi, da I ser, at dets ophavsmand ligger på sine gerninger. At brodermorderen har fået straffen for sine forbrydelser. Hvilket blot nogenlunde forstandigt menneske, som ser dette, vil anse det, der er en velgerning, for en uret? Hvem, som er ved sin fornuft, vil beklage, at forbrydelsen er kommet over forbryderens eget hoved? Hvem vil begræde den blodbestænkede bøddels fald eller sørge over den grumme voldsmands retfærdige død? Her ser I den, der har øvet denne dåd. Jeg tilstår, at jeg har taget hævn både for min fader og mit land. Den gerning, som det lige så fuldt var eders skyldighed at gøre, har jeg gjort. Hvad det sømmede sig for eder at gøre sammen med mig, har jeg fuldbyrdet alene. Føj hertil, at jeg ingen hjælper har haft ved denne berømmelige dåd. Ingen har ydet mig en hånds-rækning dertil, skønt jeg godt ved, at I, om hvem jeg ikke tvivler på, at I har bevaret eders troskab imod kongen, eders kærlighed til landets fader, gerne ville have hjulpet mig i denne sag, i fald jeg havde bedt eder derom. Men jeg foretrak at straffe disse misdædere uden at udsætte eder for fare. Jeg anså det ikke for rigtigt at lade andre lægge skuldre til denne byrde, som jeg mente mine egne var stærke nok til at løfte. Jeg har holdt de andres bålfærd. Kun Fenges krop har jeg overladt til eder at brænde, for at I dog derved kan tilfredsstille eders begærlighed efter en retfærdig hævn. Skynd eder derfor at rejse et bål og brænd den ugudelige krop. Steg de vanhellige lemmer. Spred den forbandede aske, og lad den flyve for alle vinde. Ingen urne. ingen gravhøj skal gemme de skændige rester af hans ben. Lad der ikke blive spor tilbage af brodermorderen. Hans fule krop skal ikke finde noget hvilested inden for vort fædrelands grænser. Den skal ikke forpeste omegnen, hverken hav eller land skal besmittes ved at gemme dette forbandede ådsel. Resten har jeg sørget for. Kun dette ene har jeg overladt til eder som en kærlighedsgerning. Det er den ligfærd, der tilkommer voldsmanden. Således bør brodermorderen stedes til hvile. Han har røvet fædrelandet friheden. Hans aske bør ikke gemmes i dets skød. "Og nu! Hvorfor skal jeg rippe op i mine genvordigheder? Hvorfor skal jeg opregne mine ulykker, fortælle om mine sorger, som I kender fuldt så godt som jeg selv? Min stedfader stræbte mig efter livet, min moder agtede mig ringe, og mine venner spottede mig. Således sled jeg kummerligt tiden. Leve-de alle mine dage i sorg og tilbragte mit liv i utryghed, fuld af frygt og omspændt af farer. Kort sagt: Hele min levetid har jeg tilbragt på den ynke-ligste måde i den yderligste modgang. I sukkede tit i løndom over mig og klagede i eders stille sind over, at jeg var berøvet min fornuft, så at min far ikke blev hævnet og brodermorderen ikke straffet. Det var mig et lønligt tegn på eders kærlighed, at jeg så, at mindet om kongemordet endnu levede i eders sind. Hvem er så klippehård, hvem har et sådant stenhjerte, at ikke medfølelse med mine lidelser må smelte det og medynk med mine genvordigheder gøre det blødt? I må have medlidenhed med eders egen fostersøn. I må røres over mine ulykker, alle I, som ikke har besmittet eders hænder med Hardvendels drab. Forbarm eder også over min ulykkelige moder, og glæd eder over, at eders fordums dronnings vanære er udslettet. Hun, som tog sin husbonds broder og morder i favn og blev tvunget til at give sit legeme til pris for en dobbelt skændsel. 210

211 12. Amlet og Ongendus For at dølge den hævn, jeg pønsede på, måtte jeg skjule min forstand. Jeg var ikke virkelig vanvittig, men stillede mig kun sådan an. Under en påtagen forryktheds skin arbejdede min forstand på store planer. Om den har udrettet noget, om jeg nu endelig har nået målet, må I afgøre. Jeg overlader til eder at dømme i denne vigtige sag. Træd brodermorderens aske under fødder. Vis eders foragt for den mands jordiske levninger, som besudlede sin myrdede broders hustru og bedrev utugt med hende. Som forbrød sig imod sin herre og konge og skammelig forrådte ham. Som påførte eder det hårdeste voldsherredømme, berøvede eder friheden og føjede blodskam til brodermord. Mig, der har fuldbyrdet en så retfærdig straf. Mig, der har arbejdet på en guderne så velbehagelig hævn, bør I modtage med ædelt sind. Yde mig den hyldest, der tilkommer mig, og styrke mig ved at se på mig med milde øjne. Jeg har aftvættet fædrelandets skam. Jeg har udslettet min moders skændsel. Jeg har omstyrtet voldsherredømmet. Jeg har fældet brodermorderen. Jeg har undgået min farbrors lumske efterstræbelser ved at stille list imod list. Levede han endnu, ville tallet på hans forbrydelser vokse fra dag til dag. Jeg sørgede over den uret, der blev øvet både imod vort fædreland og min far, og fældede ham, der herskede grumt over eder og med større overmod, end det sømmede sig for mænd at finde sig i. Påskøn den velgerning, jeg har vist eder. Ær min forstand og giv mig riget, i fald jeg har fortjent det. I har i mig den mand, der har gjort eder så stor en tjeneste. En ikke vanslægtet arving til min faders magt. Ikke en morder, men rigets lovlige arvtager og brodermordets guderne velbehagelige hævner. I skylder mig, at I har fået eders frihed tilbage, at eders plageånds herredømme er til ende, undertrykkerens åg afkastet, brodermorderens trone omstyrtet, enevoldsherredømmets scepter trådt i støvet. Jeg har udfriet eder af trældom, skænket eder friheden, genoprettet eders anseelse, hævdet eders ære, fældet voldsherskeren og knust bødlen. Det står nu til eder at gøre gengæld. I kan selv bedømme, hvad jeg har fortjent. Af eders dannished kræver jeg min løn". Ved denne tale bøjede den unge mand alles sind og rørte nogle til medynk, andre endog til tårer, og da deres sindsbevægelse havde lagt sig, kårede de ham ivrigt og enstemmigt til konge Efter denne politiske valgtale forlader vi beretningen på et tidspunkt, hvor Amlet rejser tilbage til sin hustru i England. Hidtil har selve det politiske billede bag det anekdotiske folkesagn om danerkongens dattersøn ikke forekommet usandsynligt - ej heller den jysk-engelske forbindelse i tiden efter Sutton Hoo. Kongedatteren, som på det tidspunkt må have været kristen, accepterede nu, at han fik en yderligere hustru, Hærmdrude. Kirkens mand, Saxo, som gerne besang kvindens løsagtighed, var tilfreds hermed, men det skete i forbindelse med nogle røverhistorier, som minder mere om den senere vikingetid. Dem springer vi derfor over. Amlet var ifølge Saxo under sin morfar Røriks overhøjhed i Jylland, og sagnene om de jyske konger slutter på en måde, som vi allerede har set brudstykkevis i forrige kapitel: (Saxo ) Imidlertid var Rørik død og Viglek, som havde taget riget, pinte og plagede med stor frækhed Amlets moder (Røriks datter) på alle måder og berøvede hende al kongelig magt og myndighed. Han besværede sig således over, at hendes søn ved at tage magten i Jylland havde krænket Lejrekongens ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han ville, sådan 211

212 12. Amlet og Ongendus værdighed. Dette tog Amlet med så stor selvbeherskelse, at han endog skænkede Viglet det bedste af det bytte, hans sejr havde indbragt ham, og således gengældte hans bagvaskelse med velgerninger. Men da han siden fandt lejlighed til at hævne sig, påførte han ham krig og overvandt ham og blev således fra en hemmelig til en åbenbar fjende. Fjaller, der var høvedsmand i Skåne, drev han i landflygtighed. Det hedder sig, at han skal være flygtet til et sted, der hed Undensaker, men som ingen nu om stunder kender. 134 Da Viglet, som havde samlet friske kræfter i Skåne og på Sjælland, derpå ved sendemænd lod Amlet æske til kamp, skønnede han med sin vidunderlige kløgt, at han var stedt imellem to vanskelige kår, af hvilke det ene ville bringe ham skændsel og det andet fare. Han vidste, at i fald han tog imod udfordringen, gik det på livet løs, og at hvis han afslog den, var hans krigerære beskæmmet. Men da han, der stadig havde dyden for øje, overvejede sagen, fik dog ærekærheden overtaget, og hans store attrå efter at vinde hæder fik bugt med frygten for at lide et nederlag, så han ikke ved frygtagtig sky for døden skulle sætte den sikre ærens glans, han havde vundet, over styr. Han skønnede også, at der næsten er lige så stor forskel på et uhæderligt liv og en herlig død som på ære og skændsel. Men Hærmdrude elskede han så højt, at han nærede større bekymring for hendes tilstundende enkestand end for sin egen død og gjorde sig al umage for at finde et nyt giftermål til hende, inden han drog i krig. Hærmdrude erklærede, at hun havde mands mod og hjerte, og hun lovede højt og helligt, at hun ikke engang ville skilles fra ham i kampens hede. Det var en ussel kvinde, sagde hun, der var bange for at følge sin husbond i døden. Dette sjældne løfte holdt hun dog kun dårligt, thi da Amlet i Jylland var faldet i slaget med Viglet, overgav hun sig til ham og lod ham tage hende i favn. Således gør lykkens ustadighed det af med alle kvindeløfter. Tidernes omskiftelse gør dem til intet, og tilfældige omstændigheder svækker kvindens troskab, der altid står på svage fødder. Ligesom hun er hurtig til at love, er hun sen til at holde sine løfter. Hun lader sig lokke og hilde af sine lyster, og glemmende det forbigangne giver hun sig stadig med åndeløs begærlighed til hovedkulds med griskhed at hige efter noget nyt. Sådan omkom Amlet, som, hvis lykken havde været ham lige så huld, som naturen havde været gavmild imod ham, ville være bleven guderne lig i strålende glans og ved sine herlige egenskaber have overgået Herkules i bedrifter. Hans grav vises i Jylland. Stedet skal have været Ammelhede i Østjylland, og sagnet har i alt fald intet med Shakespeares Helsingør at gøre det var blot Shakespeares inspiration. Sagnets tidsmæssige placering er meget usikker, men en 134 Kunne teoretisk være et ordspil på Skånes største høvdingesæde i jernalderen, der lå i nutidens Uppåkre ved Lund. 212

213 12. Amlet og Ongendus kombination med Rørik og Viglek antyder en tidsmæssig placering i 600- tallet. Noget af Amlet-historien kan have klassisk oprindelse, idet visse handlingselementer ifølge Inge Skovgaard-Petersen minder om Livius' beretning om Brutus 135. Hun påpeger tillige, at Rydårbogen kan tyde på, at der har eksisteret to versioner. Sagaerne kender imidlertid ikke Amlet-historien, og han er ikke sporet i den engelske historie. Han og hans far må betragtes som isolerede eksempler på jyske konger i danernes sagnhistorie, som kan skyldes en vågnende interesse blandt Lejre-kongerne for Jylland eller også syntes Saxo bare at den var med til at sætte kolorit på danernes sagn. I kapitel 5.3 var der ganske vist også nævnt en række jyske konger, men de var uden indhold og var alene placeret her som forfædre til Dans hustru Olava De jyske konger og Ongendus Saxos oplysninger om sjællandsk overhøjhed over Jylland er sandsynligvis begrundet i Saxos politiske formål den havde næppe noget på sig i 600-tallet. I Sønderjylland sker der geologisk det, at landet - især i varme klimaperioder - sænker sig i syd i forhold til havoverfladen. Således forsvandt en del af de lave områder ved marsklandet, samtidig med at de sydvestlige hedesletter synes at have bredt sig med ekstensivt kvægbrug. Det må periodisk have givet anledning til uro og udvandring. Reelt har vi ingen viden om de "politiske" forhold i Jylland før de første spor af Dannevirke dukker op i slutningen af 600-tallet 136. Brakteaterne tyder på, at Jylland tilhørte den nordiske kultursfære, og bebyggelsesmønstret viser et styrket stormandsniveau. Gravene forsvandt på grund af ændret gravskik omkring år 500, og kun i det nordligste Jylland viser begravelser som Lindholm Høje et afvigende billede, der muligvis repræsenterer de jyske vendelboer, som måske mødes i Beowulf og saga-litteraturen. Der har utvivlsomt været konger i Jylland, som i de øvrige nordiske områder, men hvor store deres riger var, har vi ingen viden om. I 695 var den engelske missionær Willibrord i Rom og fik pavens bemyndigelse til at drage ud blandt hedningene i Frisien og Norden. Den frankiske Pippin II sendte ham til friserne, men han var ifølge Alcuins beskrivelse fra 796 også på besøg hos de vilde "daner". Her mødte han deres konge Ongendus 137, som var "grummere end noget vildt dyr og hårdere end nogen sten. Alligevel behandlede han på Guds bud sandhedens herold med respekt." Willibrord fik således 30 drenge med tilbage til oplæring. Via et 135 Historisk Tidsskrift , København, 136 H. Hellmuth Andersen: Dannevirke og Kovirke, Hans-Joachim Reischmann: Willibrord, apostel der Frisien (Alcuin 796),

214 12. Amlet og Ongendus ufrivilligt ophold på øen Helgoland nåede han tilbage til Pippin inden dennes død i 714. Som nævnt er de første spor af Dannevirke fra slutningen af 600-tallet, og Hedeby var endnu ikke opstået som stor handelsplads. Ribe opstod ifølge de seneste udgravninger omkring som en større markedsplads, og inden da lå der en handelsplads syd for Ribe med den tankevækkende betegnelse Dankirke 138. Det var vel ved Ribe, at Willibrord mødte Ongendus, men besøget fik ingen større betydning. Willibrord kom aldrig mere til Danmark, for den stærkt hedenske konge af Frisien, Radboud 139, gik efter Pippins død til angreb på frankerne og smed deres missionærer ud for et par årtier. I mellemtiden synes danernes konger at have fået jysk overhøjhed. Frankerne havde som nævnt generelt kaldt nordboerne for daner siden midt i 500-tallet, og den nye udvikling har i alt fald fået Alcuin til at betragte Ongendus som daner i beretningen om Willibrord, selv om Ongendus må have være jysk konge. Normalt anses navnet Ongendus at komme fra Angantyr (Ongentheow), hvilket i så fald i 800-tallets frankerkrøniker er blevet til Angandeo. Man skal bemærke, at den angliske Uffes søn i Mercias kongeliste hed Angeltheow, så det kan have været et navn i Sønderjylland. Det er vanskeligt at finde ham under dette navn i danernes krøniker, men hvis han var jyde, er det heller ikke forventeligt. Der synes ikke at have været nogen efterfølgende kongeslægt, som ønskede hans bedrifter udødeliggjort i skjalde-kvad. 138 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (side 336) samt Mogens Bencard: Ribe escavations , 1991 samt senere pressemeddelelser. 139 Hans-Joachim Reischmann: Willibrord, apostel der Frisien (Alcuin 796),

215 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling 13 Ivar Vidfadme og Danmarks samling 13.1 Ivar Vidfadme og svearnes Ingjald Illråde Vi kommer nu til en fase i Danmarks sagnhistorie, hvor vi helt må forlade Saxo, som havde interesse i at skjule, at Jylland indtil da havde været uafhængigt af danernes rige. Det danske kongeriges lande skulle holdes adskilt fra det tyske kejserriges mange smålande. Beretningen om samlingen af det, der langt senere blev til Danmark, begynder paradoksalt nok i Ynglingesaga, som vi ikke har beskæftiget os med siden Adils tid. Adils søn Øystein regerede "Svealand" (fortidens Svitjoð), da "Rolf Krake faldt i Lejre" fortæller sagaerne og fortsætter: Øysteins søn Yngvar blev en stor vikingekonge og faldt i Estland. Yngvars søn Anund hævnede sin far, men styrede i øvrigt landet gennem en fredelig periode, som i givet fald synes at ligge i 2. halvdel af 600-tallet. Han blev i sagaerne kendt for at udbygge infrastrukturen, så der nu kom veje i de uvejsomme skov- og klippeområder. Hans tilnavn blev derfor Braut-Anund (Vej-Anund). Det gamle værk Ynglingatal fortæller om hans død: (Yng 35) Anund blev under Himmelfjeld ramt af Jonsakers sønners sorg (sten). Han som fremkaldte fjeldskrænternes stenrør blev ombragt af sten 140. Sagateksten fortæller videre om hans søn Ingjald: (Yng 34) Braut-Anund havde en søn som hed Ingjald. Da var Yngvar konge i Fjerdhundraland. Han havde to sønner med sin kone. En hed Alf og en anden Agnar. De var meget jævnaldrende med Ingjald. Over hele Svitjod var der på den tid herredskonger. Braut-Anund regerede over Tiundaland. Der var Uppsala, og der lå "alle svears ting". Der afholdt man det store blot, hvor der kom mange konger - især ved midvinter. En vinter, da der var kommet mange mennesker til Uppsala, var også kong Yngvar og hans sønner ankommet. Både Yngvars søn Alf og Anunds søn Ingjald var seks år gamle. De gik i gang med drengeleg, hvor hver skulle råde over sin lid (private hær). Som legen forløb var Ingjald svagere end Alf, og dette faldt ham så svært, at han stortudede. Da kom hans fosterbror Gautvid og førte ham hen til Svipdag den Blinde, som var hans fosterfar, og fortalte ham, hvor galt det var gået, og at Ingjald ikke var så stærk i legen som Yngvars Alf. Svipdag svarede, at det 140 Tolkningen har været omdiskuteret - især "fjeldskrænternes stenrør". "Jonsakers sønner" stammer fra Ermanerik-historien om Hamdir og Sørli, som stenedes til døde. 215

216 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling var en stor skam. Dagen efter lod Svipdag hjertet tage ud af en ulv og stege det over bålet, hvorefter han lod Ingjald spise det. Siden da var han den mest ondsindede af alle mænd. Da Ingjald blev voksen, sørgede Anund for en kone til ham. Det var Gauthild, som var datter til Algaut. Han var søn af Gautrek den Milde, søn af Gaut, som Gautland (Götaland) er opkaldt efter. Algaut var sikker på, at hans datter var blevet godt gift med Anunds søn, hvis denne var lige så klog som sin far. Så sendte han hende til Svitjod, hvor Ingjald holdt bryllup med hende. Efter Anunds død fortæller Ynglingesaga: (Yng 36) Ingjald, kong Anunds søn, blev konge i Uppsala. Uppsalakongerne var de ædleste i Svitjod, hvor der var mange herredskonger siden Odins tid som høvding i Svitjod. De, der sad i Uppsala, havde været eneherskere over hele Svitjod indtil kong Agni døde. Da blev riget delt mellem brødrene, som det før er skrevet. Siden blev riget spredt over ætten efterhånden som den forgrenede sig. En gruppe konger ryddede meget markland i skovene, hvor de byggede og derfor blev de meget rige. Derfor var der som nævnt mange herredskonger, da Ingjald tog rige og kongemagt. Kong Ingjald lod byde ind til stort gæstebud i Uppsala for at fejre gravøl efter sin far, Anund. Han lod bygge en hal, som var lige så stor som Uppsalahallen. Den kaldte han Syvkonge-hallen, og deri var der opsat syv højsæder. Kong Ingjald sendte bud ud over hele Svitjod, og indbød alle konger, jarler og andre stormænd. Til dette gravøl kom Algaut, Ingjalds svigerfar, kong Yngvar fra Fjerdhundraland og hans to sønner Agne og Alf, kong Sporsnjall fra Nærike, og kong Sigverk af Åtthundraland. Kong Granmar af Södermannland kom ikke. Seks konger tog sæde i den nye hal, mens et af dem, Ingjald havde sat op, stod tomt. Hele deres lid, som var kommet, fik sæde i hallen. Ingjald havde givet sin hird og sin egen lid sæde i Uppsala-hallen. Det var den gang skik, at den som holdt gravøl efter konger og jarler og skulle modtage arven, sad på trinet foran højsædet alt mens man bragte den skål ind, som kaldtes en Brageskål. Da skulle han stå op og modtage Brageskålen og aflægge et løfte, og så drikke ud af skålen. Siden skulle han føres til det højsæde, som faderen havde haft. Først da var han kommet til fuld arv efter faderen. Nu blev det gjort således her, at da Brageskålen kom ind rejste Ingjald sig op og tog imod et stort dyrehorn. Så afgav han det løfte, at han ville forøge riget så det blev fordoblet i alle verdenshjørner - eller også dø. Så drak han ud af hornet. Da folk var blevet berusede om aftenen, sagde kong Ingjald til Folkvid og Hulvid Svipdagssønner, at de og deres mænd skulle væbne sig om aftenen, som de havde planlagt. De gik ud og hen til den nye hal, som de satte ild på. Så begyndte hallen at flamme op, og der indebrændte seks konger og alle deres mænd. De som kom ud blev straks dræbt. Efter dette lagde kong Ingjald alle disse kongers riger under sig og tog 216

217 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling skat af dem. Det næste afsnit er en præsentation af ovennævnte Granmar og hans svigerfar Hogne fra Østergøtland med børnene Hild og Hilde. Navnene ligner nogle, vi kender fra bl.a. Hervarar-saga. Også de måtte imidlertid bukke under for Ingjald: (Yng 39) Ved næste høsttid tog Granmar og hans svoger, kong Hjørvard, ophold i sin gård på øen Sili. Under deres ophold kom kong Ingjald en nat med sin hær, omringede huset og brændte dem inde med hele følget. Herefter lagde han kongernes riger under sig og satte høvdinger over dem. Kong Hogne og hans søn Hilde drog ofte op i Sveavælde og dræbte nogle af de mænd, som kong Ingjald havde sat over svogeren kong Granmars rige. Ufreden mellem kong Ingjald og kong Hogne varede i lang tid, men kong Hogne formåede at holde sit rige imod kong Ingjald til sin død. Kong Ingjald havde to børn med sin kone. Den ene hed Åse og den anden Olav Tretelgia (Træhugger). Gauthild, kong Ingjalds kone, sendte sin søn af sted til sin fosterfar Bofa i Västergötland. Der voksede han op med Bofas søn, Saxi, som de kaldte Flette. Det siges blandt folk, at Ingjald dræbte 12 konger og sveg dem alle med fredsløfte. De kaldte ham Ingjald Illråde, og han var konge over størstedelen af Svitjod. Sin datter Åse bortgiftede han til kong Gudrød af Skåne. Hun lignede sin far i sind. Åse fik ham til at dræbe sin bror Halfdan, som var far til Ivar Vidfadme. Åse sørgede også for sin mand Gudrøds død. (Yng 40) Ivar Vidfadme kom til Skåne efter sin farbror Gudrøds fald. Han samlede en stor hær og drog siden op i Svitjod. Åse var draget derop til faderen. Kong Ingjald havde taget ophold på Räninge, da han blev underrettet om, at Ivars hær var lige i nærheden. Kong Ingjald vurderede, at han ikke havde tilstrækkelig styrke til at kæmpe med Ivar. Han indså også, at hvis det lykkedes ham at flygte, ville hans fjender komme til fra alle sider. Efter rådslagning med Åse gav han ordre til, at alle skulle være døddrukne. Derefter gav han ordre til sætte ild i hallen, og alle der, der var derinde, brændte sammen med kong Ingjald. Mon ikke snarere det var Ivar, der sørgede for branden i Räninge? Men sådan beskriver den sejrendes skjalde ikke historien. Ivar blev allerede omtalt i et tidligere kapitel som efterkommer af de skånske danere, Valdar og Halfdan. Han fik stor betydning, og de næste få ord i Ynglingesaga giver på koncentreret vis nogle interessante oplysninger om den danske kongemagt. (Yng 41) Ivar Vidfadme lagde Sveavælde under sig. Han tilegnede sig også hele Danevældet og meget af Saxland, og hele Østerland og en femtedel 217

218 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling af England. I hans æt kommer de danekonger og sveakonger, som har været enekonger. Efter Ingjald Illråde gik Uppsala ud af Ynglingeætten, når man regner i ret linie. Ingjalds søn Olav flygtede til Värmland med slægten, og herfra blev de giftet ind i den opplandske kongeslægt i Norge. Sønnesønnen blev konge i Solør, og det er hans norske slægtsgren, som bestilte den grundlæggende kilde, Ynglingatal, hos Snorre. En del af denne historie kendes også fra tilføjelseskapitlet i Hervararsagas udgave H, som da også direkte nævner de nordiske kongesager som kilde. Sagaen sidste gotiske kong Angantyr hævdes at være farfar til Hild, som skulle være farmor til Ivar. Dette er så usandsynligt, at man kunne få mistanke om, at han kan være blandet sammen med den omtalte Ongendus, som må have været konge i det Jylland, man dengang kaldte Hreidgotland: (Hervarer) Hun var mor til Halfdan den Snälle, fader til Ivar Vidfadme. I perioder synes Skåne at være regeret af Lejre-kongerne ved hjælp af statholdere, hvor Hjørvard har været nævnt. Vi kunne dog tidligere læse følgende: (Fragmenta) Ved Hjørvards bratte fald arvede Rørik riget, men han måtte stride derom med Valdar, dattersøn af en Valdemar, indtil de enedes om at dele det. Rørik fik Sjælland, Valdar fik Skåne, hvor hans ætmænd senere var konger. Med disse ord sluttede den forsvundne Skjoldeungesaga ifølge Arngrimur Jonsson inden lakunen, som varede frem til Sigurd Ring. Udsagnet bør tillægges vægt, da de øvrige sagaer øjensynligt er sekundære i forhold til denne saga. Valdar og Valdemar, som altså burde være forfædre til Ivar, er usædvanlige navne i de tidlige nordiske kongesagn, men navnene var kendt blandt de tidligere østgermanere 141. Navnet Østmar nævnes i forbindelse med Rolfs søster 142. Både Arngrimus Jonsson og Langebeks udgave af Langfedgatal nævnte, at Valdar skulle være søn af Roar. Et slægtsskab støttes 141 Hos tallets heruler og goter kendes disse navne som Waltari og Valamar (Valamir i Jordanes LII). Longobarderkongen Waltari var søn af en herulsk kongedatter (Origo Gentis Longobardorum fra ca. 670), og en Valamar var bl.a. far til Theodorik den Store, som blev nævnt på Rökstenen i Östergötland fra ca Stenen nævner også en ValkaR, som minder om Valdar, men nogle få germanske navneligheder er et utilstrækkeligt grundlag for at koble Valdar sammen med herulerne og Rökstenen. 142 Et navn med østgermanernes yndede "-mar-endelse", Østmar, blev nævnt i forbindelse med Rolfs søster Skuld i Skåne, og navnet var også nævnt af Saxo, men det bringer os næppe heller længere, selv om Østmar tidsmæssigt kunne være Valdars far. 218

219 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling måske af, at Roars engelske hustru i Beowulf hed Waltheow et navn som kan antyde en forbindelse til de østgermanske navne Walthar og Valamar men i Beowuld hed Roars sønner Hredric og Hrodmund og de øvrige navne kendes ikke i Beowulf. En passende tids- og forklaringsmæssig kombination af oplysningerne kunne være, at Valdar i stedet var dattersøn af Roar. Datteren kan endda være den Freavaru, som Ingeld forskød. Det ville være en logisk forklaring, men vi er her ude i rent gætteri. Langfedgatal udfylder Skjoldungesagas hul med den skånske kongerække Valdar den Milde, Harald den Gamle, Halfdan den Snilde og Ivar Vidfadme 143, hvor Harald altså skal være gift med Hild i citatet af Hervararsaga ovenfor. Harald den Gamle er indsat af Arngrimur Jonsson, men passer ind i rækken. Nærmere kan vi næppe komme på dette usikre grundlag Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne Vi skal imidlertid forsøge at udfylde Saxos og Skjoldungesagaens overspringelser i teksten, og her må vi ty til et relativt sent sagafragment, Søgubrot. Det har karakter af en historisk roman, som begynder midt i en samtale mellem Ivar og hans datter Aud/Ød: (Sögu) Kongen svarer: "Jeg ser, at det må være sådan, at kun få mænd frier til dig, thi før var det skik for kongedøtre at lade tre eller flere friere komme, men ikke tage den første, og der er flere egnede konger end Helge." Ød svarer: "Det gavner kun lidt, om du spørger mig eller ej, da jeg ved, at du allerede har besluttet noget andet end mit ønske, og at det ikke er sandsynligt, at du vil give mig et godt giftermål, men giver mig noget andet." Kongen står op og svarer: "Der gætter du ret. Aldrig skal Helge og du blive gift, hvor meget du end længes." Da emnet er Saxo, og da Søgubrots ordrige dialog må være rent digt, skal resten af indholdet blot refereres her 144 : Ivar gik til Helge og fortalte ham, at Ød stillede alt for store krav, så frieriet var nytteløst. Helge drog hjem og fortalte om afslaget til broderen Rørik. Rørik blev så overtalt af sine venner til at fri til Ød, da det alligevel ikke ville være nogen skam at få afslag, når Helge havde fået det. Helge accepterede dette og lovede at fri på Røriks vegne. Helge drog til Ivar, som lovede at fremføre frieriet for datteren. Hun svarede i samme stil som sidst, men sagde denne gang "nej". Ivar gik til Helge og sin natur tro fortalte han modsat, at han jo måtte følge hende, når hun sagde "ja" - og således blev Ød gift med Rørik, som sad hjemme i sit kongerige på Sjælland. Fra da af drog Helge hver sommer på vikingefærd. 143 Langfeðgatal og Arngrimur Jonssons forord til Supplementum Historiæ Norvagicæ brugt af Axel Olrik samt Karsten Friis-Jensen og Claus Lund i Skjoldungernes Saga, Axel Olriks udgave af Skjoldungesaga og Arngrimur Jonssons værker. 219

220 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling En sommer var Ivar på vej fra Sverige til Jylland med sin hær. Han lagde ind ved Sjælland, og Øds tolkning af Røriks drøm den nat gjorde, at hun måtte advare ham mod faderen. Næste dag tog Rørik ud til Ivars skib, hvor Ivar skældte ham ud, fordi han ikke passede på sin hustru. Ivar hævdede, at Helge og Ød drev deres spil bag Røriks ryg. Han måtte aflevere hende til Helge, hvis han ikke turde hævne sig. Rørik bad om Ivars råd, og det var naturligvis, at han måtte slå broderen ihjel. Da Helge kom hjem om efteråret, arrangerede Ød en stor fest med våbenlege. Rørik var nedtrykt og da Helge kom forbi ham, stak han ham ned, og begrundede det med, at Helge havde forført hans kone. Ød gættede straks faderens indblanding og advarede Rørik mod Ivars næste træk. Selv havde hun fået nok og drog afsted med sønnen Harald og en del af deres krigere. Kort efter ankom Ivar med sin hær. Da han hørte, at Helge var blevet dræbt, kaldte han det et stort niddingsværk og ville hævne sin ven. Da Rørik red mod skibene for at møde ham, lagde Ivar sig i baghold med sine folk. Rørik og hans ledsagere blev alle dræbt. Ivar krævede derefter kongeriget overgivet på sine hænder, hvilket de hjemmeværende omkring kongsgården accepterede. Da Ød kom tilbage med sin hær, trak Ivar sig dog forsigtigt hjem med sin lille hærafdeling. Ød samlede alt det guld sammen hun kunne og drog med sin søn "østpå til Gardarige". Her regerede kong Radbard, som tog godt imod hende, og friede til hende. Han spurgte ikke kong Ivar om tilladelse, "fordi Radbard var en stor konge". Ivar overtog de sjællandske brødres rige. Da han hørte om datterens giftermål uden hans tilladelse, blev han rasende. Han samlede en stor hær og drog udenlands mod Radbard. Da de kom til den Karelske Bugt blev det uvejr. Resten endte i et Hading-lignende eventyr, hvor hans fosterfader Hard i en drøm sammenlignede Halfdan den Snilde, Rørik, Helge og Gudrød med guderne Balder, Høne, Hermod og Heimdal. Da han til sidst sammenlignede Ivar med slangen, Midgårdsormen, sprang de begge i det frådende hav. Siden har ingen set dem!!! De fire navne, som nævnes, er brødreparrene Halfdan og Gudrød, hvor Gudrød som skånsk konge myrdede Halfdan og selv blev myrdet af sin hustru altså Ivars far og farbror og Rørik og Helge, som blev dræbt ved Ivars rænkespil. De optræder i drømmen som hævnende guder, hvilket åbenbart får ham til at springe i havet. Skal han være skyld i alles død på vejen til magten, eller har vi misforstået familierelationen mellem Halfdan, Ivar og Rørik? Under alle omstændigheder får vi dog fra det islandske kvad Hyndlojod bekræftet sammenhængen mellem Ivar, Rørik og Ød: (Hyndloljod) Harald Hildetand havde Hrørik, Ringe-Ødsleren, avlet med Aud. Aud den milde var Ivars datter, og Radbard var Randves fader. 220

221 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling Hervararsaga erstatter Rørik med navnet Valdar, hvilket kan være en forveksling, som stammer fra det tidligere par Rørik og Valdar. Andre steder hed han Olaf, som Saxo jo altså mente var en fætter. Vi vælger stadig ud fra Skjoldungesaga og den tilhørende Langfedgatal, som giver samme resultat som Lejrekrøniken og det gamle kvad Hyndlojod. Øds første ægtefælle Rørik stammede fra Rørik Ingeldsens bror Frode altså Hadbarder-linjen mens Ød selv stammede fra Svertingerne. Skjoldungernes to slægtsgrene blev forenet i deres fælles søn, Harald Hildetand, hvis kendetegn skulle være hans store fortænder af samme farve som guld (Søgubrots tolkning af navnet Hildetand). Frem til Rørik og ham har Hadbardernes sagn om Skjoldungefejden sandsynligvis verseret på Sjælland i 100 år, mens Svertingernes udlægning måske har floreret i Skåne og England. I mellemtiden var sårene helt og begge versioner kunne eksistere side om side hos skjaldene. Desværre kan vi ikke lægge megen vægt på oplysningene om de forløbne 100 år, da de er alt for divergerende og det er sparsomt med uddybende sagaoplysninger. De 4 generationer fra sagnkredsene omkring Skjoldunge-fejden til etableringen af forsvaret mod frankerne har ikke føjet noget identificerbart nyt og bemærkelsesværdigt til sagnhistorien måske netop fordi kongeværdigheden blot lå trygt i familielinjen efter Ingeld, indtil danerne kom i kontakt med frankerne, og Svertingen, Ivar Vidfadme, trådte frem på overordnet niveau Rigssamleren Dan Øds anden mand, Randver, møder vi både i Sagøbrot, Hyndlajod og Hervararsaga, så noget kan tyde på, at vi har fået det rigtige udgangspunkt. Spørgsmålet er bare om han virkelig var russer. Frisernes konge i perioden var den legendariske Radboud frisernes store helt. Radbouds ene datter blev gift med Pippins kronprins, som imidlertid ligesom Pippin selv døde i 714. Efter Pippins død opstod der tronkampe hos frankerne, og i 716 blandede Radboud sig assisteret af saksere. Han slog frankerne så eftertrykkeligt helt nede ved Køln ved hjælp af saxere, at han for en periode generobrede det tabte frisiske område, men sejren bragte også Karl Martel til magten hos frankerne. Vi ved ikke fra nogen kilder, om denne Radboud var identisk med den store kong Radbard i sagaerne, men hollandske legender hævder, at Radboud blev gift med en dansk prinsesse i Stavern i 718, andre at det var sønnen Eadgils, og andre igen at Radbouds datter, Othilda, blev gift med en dansk konge, Worm. De sidste navne passer ikke, da det er navnet Randver, der florerer i Norden, og oplysningerne må betegnes som ren sagnhistorie, men 145 Radboud (Redbad) Hans-Joachim Reischmann: Willibrord, apostel der Frisien, 1989 (m.fl.). 221

222 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling overordnet hænger forløbet ganske godt sammen med frisernes situation og den efterfølgende flugt af frisiske og saksiske konger til Danmark. Strategiske ægteskaber med den danske konges hedenske slægt forekommer helt oplagte. Vi mangler også at finde forklaringen på, hvorfor Ivar fik så stor betydning i Jylland og sydpå, som det blev skildret ovenfor i Ynglingesaga (41). På det tidspunkt havde Karolinger-slægten taget magten over frankerne og var begyndt en ekspansionspolitik, hvor de erobrede det sydlige Frisien incl. frisernes kongesæde Utrecht og handelscentret Dorestad. Figur 21. Kort - Danmark i vikingetiden SKAGERAK Götaälv VENDSYSSEL Lindholm Høje KATTEGAT HALLAND Slöinge Nissan Bolmen Odensjö VÄREND Viborg Helgeå Mørrumå NØRREJYLLAND BLEKINGE Augerum ØLAND Hærvejen Isøre Sösdala Listerlandet Jelling Kongeå Samsø Kanhave Øresund Storebælt SJÆLLAND Værebro Lejre Åhus SKÅNE Uppåkre Hanöbukten NORDSØEN Ribe Odense FYN Gudme Ringsted Himlingøje Skanør Gudhjem SØNDERJYLLAND /SLESVIG Ryd LOLLAND FALSTER ØSTERSØEN BORNHOLM Hedeby Danevirke Fehmern RÜGEN Ejderen HOLSTEN Reric? MECKLENBURG Danmark med de to først store militære byggearbejder siden de jyske 200-tals diger markeret, Dannevirke og Kanhavekanalen på Samsø. Den første vold ved Dannevirke blev ifølge de arkæologiske udgravninger allerede opført sidst i 600-tallet 146, og Ribe blev anlagt ca H. Hellmuth Andersen: Dannevirke og Kovirke,

223 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling 12 med handelskontakt til friserne og frankerne i Rhin-mundingen. I perioden fandt imidlertid de første store militære anlægsarbejder sted i Danmark, som antyder et fælles militært sigte - en kraftig udbygning og afslutning af Dannevirke 147 og opførelse af flådebasen på Samsø med den 800 meter lange Kanhavekanal tværs gennem den strategisk velbeliggende ø 148, som kunne kontrollere skibstrafikken gennem Bælterne til Kattegat. I de urolige århundreder i romersk jernalder havde der ganske vist i Jylland været opført volde med romersk forbillede, som Olger-diget, men disse anlæg på kryds og tværs bærer præg af at være opført til lokal beskyttelse af en folkestamme. Nu opstod der på samme tid kostbare anlæg 149 langt fra hinanden med en klar strategisk betydning for et samlet område det senere Danmark. Dønningerne omkring den mægtige kong Radboud og hans søn forplantede sig altså også til Jylland, og forklaringen på sammenhængene får vi sandsynligvis, når vi ser på Lejrekrønikens beskrivelse af opførelsen af Dannevirke: (Lejre I) I begyndelsen, da kejseren på Davids tid drog mod Dacia (Danmark), blev landsdelene kaldt Jylland, Fyn, Sjælland, Møn, Falster, Lolland og Skåne, men de blev ikke kaldt Dania eller Dacia, for de havde ikke - som vi skal se - deres egen konge, men var regeret af kongen af Suethie. I byen Uppsala var der en konge af Suethie ved navn Ypper, som havde tre sønner. Den første hed Nori, den anden Østen, og den tredje Dan. Ypper sendte Dan til det, der nu hedder Danmark, hvor han skulle regere på de 4 øer, nemlig Sjælland, Møn, Falster og Lolland, der alle med et navn kaldtes Withesleth 150. Vi hører, at Dan bosatte sig i Lejre, og at Danmark aldrig havde været underlagt nogen, bortset fra kejser Ludvig en kort tid under Harald Klak. (Lejre II) Jylland var, som det mest udsatte landskab, beskyttet af en palisade, hvor Dannevirke nu ligger, mod angreb fra Augustus - den første kejsers. Her udkæmpede Augustus flere slag mod dem, efter at have samlet en stor hær. Jyderne kæmpede imod og sendte bud efter Videslevs Kong Dan, om han ville komme dem til hjælp. Ved dette bud fyldtes Dan med stor glæde, samlede sine hær og drog uden ophold i kamp. Da Dan var kommet over til 147 H. Hellmuth Andersen: Dannevirke og Kovirke, Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 3, Stedet, som dateres til 726, kunne både bruges militært, og til beskyttelse af handelen, opkrævning af told og organiseret sørøveri. 149 Jørgen Jensen 2004 (side ). 150 I andre versioner og værker benyttes Vetheslef, Wetala Hedh og Wetolade heedh, hvilket Lars Hemmingsen først oversætter som "vide sletter", men korrigerer til sletterne omkring Vistula. Den danske "lev"-endelse er dog en mere nærliggende mulighed. 223

224 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling palisaderne, rykkede jyderne ud mod kejseren og begyndte for alvor en kamp mod ham, hvori de dræbte mange af hans mænd med sværdet. Stolt over sin sejr drev han de øvrige på flugten, som han ikke ville hugge ned. Da nu jyderne så, at Dan var en stærk mand, modig og tapper, førte de ham hen til den sten, som kaldtes Daneryg (ved Viborg), satte ham op på stenen og hyldede ham som konge. Jyderne fulgte ham derpå og hjalp ham til at vinde Fyn og Skåne og de tilliggende øer. Lejrekrønikens forfattere koblede altså presset fra de sydlige stormagter sammen med opførelsen af Dannevirke og samlingen af Danmark under en konge med det symbolske navn Dan - en logisk og naturlig forklaring. Lejrekrøniken fortæller om en konge fra Sverige, som underlagde sig Sjælland, og hjalp jyderne, der havde lavet en palisade og Iver var ifølge Ynglingesaga på det tidspunkt svensk/skånsk konge. Efter et markant udfald mod den truende kejser blev han fælles konge over det senere Danmark, så der opstod et samlet forsvar af Norden. Bortset fra at kejseren ikke var Augustus, og at det endnu ikke var Danmark 151, men naboerne, der blev angrebet af den senere frankiske kejserfamilie, er Lejrekrøniken i overensstemmelse med det historiske forløb og arkæologien, hvor det netop i det store Dannevirke-anlæg fra 737 er konstateret, at man ved et mindre voldanlæg fra 680'erne havde opført et kraftigt palisadeværk i modsætning til de senere vold- og muranlæg. Grundlæggende beskriver Lejrekrøniken et forløb fra 700-tallets begyndelse, som 1100-tallets forfatter næppe selv kendte. Man må have brugt skelettet af en gammel fortælling, som de andre veg uden om, fordi den ikke bekræftede, at Danmark havde været en enhed. Derefter har han flyttet den til "Davids tid" for at følge samtidens politik. Også i Skjoldungesaga forekommer Dan. Her præciserer Arngrimur Jonsson netop, at han var den 16. sjællandske konge, men den første konge for et samlet Danmark. Det er derfor næppe noget tilfælde, at netop han også fik en guddommelig oprindelsesmyte ligesom Skjold - nemlig som søn af Rigsthulas symbolske Rig og Dana, der var efterkommer af Danp af Danpsted. Han erobrede Sjælland fra Olav (den tidligere omtalte sammenblanding med Rørigs bror/fætter) og fik tilnavnet "hin Mikillate" - "den Store". Arngrimur Jonsson anså ham for en jysk konge, og det var vel den primære forskel fra Lejrekrøniken, som regnede ham som svensk. Der er altså ingen grund til, at han ikke i stedet kan have været en skånsk kongesøn, 151 Ifølge Jørgen Jensen 2004 var det saxer og slaver, der truede grænsen. Det er naturligvis korrekt, at de frembød den direkte trussel, men det havde de gjort hele tiden. Det nye var måske, at de blev presset af frankerne, og det var da også herfra den reelle trussel kom. Forstærkningerne af volden svarede derfor tidsmæssigt til frankernes fremrykning længere sydpå. 152 Jørgen Jensen 2004 (side ). Der blev bl.a. brugt ca egetræer til anlægget. 224

225 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling som blev gift med en jysk konges datter (Vermunds datter Olava) og via datteren Auds ægteskab og mindreårige søn forinden havde fået overhøjhed over Sjælland. Spørgsmålet er bare, hvor meget der var erobringer og hvor meget, der var alliancer. Dan, som Sven Aggesen kaldte den Storladne, må være Ivar med næsten samme tilnavn. Kongerne beskrives ens. Ivars mystiske forsvinden i den Karelske Bugt - hvis det ikke er ren fantasi havde næppe meget med et krigstogt mod en østlig svigersøn Radbard at gøre. Alt taler for, at Ivar og jyderne var nogle af de saksere, som assisterede Radboud i det succesrige udfald mod frankerne i 716 i de sydlige kilder, hvilket vel var årsagen til Radbouds overraskende succes. Det er derfor Ynglingesaga kunne nævne Ivars succes i Saxland. Hos Saxo (7.10.9) mødes også dette felttog til Rhinen, men hos ham lægges det ligesom andre af Ivars bedrifter under dattersønnen Harald Hildetand. Fra Godfred og senere kender vi også sådanne danske lynangreb mod kejseren som i Lejrekrøniken, men det var 80 år efter opførelsen af de store militæranlæg, som indicerer den første samlede krigsmagt. Det synes at være Radbouds sejr ved Køln, som beskrives i Lejrekrøniken, og det var oplagt for jyderne at vælge den nordiske leder af en sådan alliance som fælles overkonge. Lige så naturligt har det været for Ivar at lade sin datter indgå et strategisk ægteskab med Radboud. Arngrimur Jonssons version af Skjoldungesaga giver tillige en forklaring på, hvordan Ivar og Harald Hildetand også genealogisk kunne accepteres med overhøjhed i de lande, der blev til Danmark. De danske riger blev altså samlet under en fælles paraply først i 700- tallet som en naturlig reaktion på og et fælles forsvar mod ekspansionen fra det, som blev det frankiske kejserrige - ikke det romerske. En kendsgerning, som de kirkelige historikere gjorde alt for at skjule. Hans indsats var alt for ubelejlig for Valdemartidens politikere og historikere. Med disse briller på kan vi måske alligevel finde reminiscenser af ham hos Saxo fordelt på Saxos to ubetydelige Dan-konger, som vi kasserede på Frodes tid: (Saxo 4.6) Uffe blev efterfulgt af sin søn Dan, som - efter at have ført krige i fremmede lande og ved talrige sejre udvidet sit rige - fordunklede den hæderens glans, han havde opnået, ved hæslig hoffærdighed. Han vanslægtede således sin berømmelige faders ædle sind, at ligesom denne udmærkede sig frem for andre ved sin sagtmodighed, foragtede han alle andre, opblæst af hovmod og indbildskhed. Han satte også de skatte, han havde arvet efter sin fader over styr, idet han bortødslede de midler, han burde have brugt til at vedligeholde sin krones glans med. Således kan børn undertiden vanslægte fra deres forfædre og blive ligesom vanskabninger. (Saxo 4.9) Da Dan således havde valgt at kæmpe, lagde han ind i 225

226 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling Elben med så mange skibe, vel bemandede med ungt mandskab, at man let kunne gå over floden på de sammenbundne stævne som på en bro, og følgen deraf blev, at sakserkongen måtte underkaste sig de kår, han selv havde foreskrevet danskerne. Ivar måtte således stå for skud for Saxos pen, når den var mest giftig - ligesom i Søgubrot. Han ødelagde slægtslinjerne og regerede 700 år for sent i forhold til Saxo s behov. Han har sikkert ikke været nogen behagelig person, men eftertidens behandling af ham yder ham næppe retfærdighed - dertil kom hans indsats på et for ubelejligt tidspunkt. Måske har han koldt og kynisk fjernet sin første svigersøn, da datteren kunne gøre bedre fyldest i en ægteskabsalliance med Radboud, men der kan være andre forklaringer. Ivar er den eneste konge, som vi mangler i den korrekte rækkefølge i Bilag 2 om alle Saxos konger. I stedet står der navnet Olav, som tidligere været omtalt som Rørik II s bror eller fætter. Han kan have været Ivars sjællandske underkonge, men islændingene havde Olava som dronning. Sven Aggesen tildelte endda Olav hele beskrivelsen af Ivar Vidfadme! Øjensynligt har man haft problemer med at vedkende sig, at kongeslægtens mandlige linje blev frisisk Saxo fik endda gjort Randver til en pige. Friserne kunne ikke holde skansen - deres placering ved Rhinens munding var for strategisk vigtig for frankerne. Frankerne havde nu reetableret sig under Karl Martel. Radboud døde allerede i 719, og i 734 led sønnen det endelige nederlag. Da alliancens sydlige flanke brød sammen reagerede de danske konger promte ved at gennemføre den kraftige forstærkning af Dannevirke i 737. I løbet af de næste 50 år blev Frisien en frankisk provins og hedenske frisiske stormænd dukkede derfor op i Danmark i midlertidigt asyl eller på jagt efter en ny fremtid. Frankerne voksede med Karl Martel i styrke, og de kæmpede på flere fronter. På den anden side af Middelhavet var den islamiske religion opstået med vandringen til Medina i 622, og kalifatet bredte sig derefter langs Middelhavets sydlige kyst. I 711 kom muslimerne til Spanien, hvor de nedkæmpede det vestgotiske kongerige og oprettede et maurisk rige. Goterne var nu udryddet alle steder som selvstændigt folk. I 732 bremsede Karl Martel maurernes fremmarch ved Tours, men maurernes rige blev liggende og de mauriske sørøvere kom til at vanskeliggøre søvejen til det kristne Byzans gennem århundreder - et forhold, som var medvirkende årsag til successen for vikingernes handelsveje ad de russiske floder til Orienten i 800-tallet. Ikke så snart havde Karl Martel vundet i syd, før han som nævnt nedkæmpede friserne, og i resten af århundredet blev det ikke blot saksernes og longobardernes tur - den senere kejser, Karl den Store, gik også i gang med de mange slaviske stammer, som på relativt fredelig vis var kommet til at dominere hele Østeuropa i tomrummet efter folkevandringerne. Bortset fra indlemmelsen af det longobardiske rige, som var ønsket af paven, gjaldt 226

227 13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling kampene de vantro, så frankiske soldater og missionærer arbejdede side om side på de nordlige og østlige fronter. Derfor blev Karl den Store nytårsdag år 800 kronet til kejser af paven i Rom. Det vestromerske kejserrige genopstod, og kejseren stod denne gang lige på den anden side af Elben. Lejrekrønikens fortælling om, at danerne og jyderne gik sammen under en fælles paraply ledet af en symbolsk Dan passer fint med dette forløb. Måske var det netop en sådan alliance, som var skyld, i at Ravenna Geografen i 700-tallet kunne skrive, at danernes rige grænsede op til sachserne, ligesom Alcuin kaldte den ukendte Ongendus daner, da han skrev sidst i 700-tallet. Senere møder vi i Alfred den Stores udgivelse fra af Orosius geografi begreberne syddaner, som synes at bo i Slesvig, og norddaner, som må have været sjællændere og skåninge. Det kan være denne overordnede kongemagt, der i 737 forstærkede volden mod frankerne, som derfor kom til at hedde Dannevirke kort efter opførelsen i 726 af Kanhavekanalen tværs gennem Samsø, som netop tyder på tilstedeværelsen af en ny stærk centralmagt i det senere Danmark. I dette historisk/arkæologiske billede harmonerer det fint, at sagnhistoriens skånske danerkonge Ivar tog magten i Slesvig og forstærkede volden, så det tilbageværende folk efter anglernes tidligere udrejse blev kaldt syddaner og Ivar selv fik Lejrekrønikens symbolske navn, Dan. Navnet Danmark betød på germansk Danernes grænseområde, som må have gået på alliancen eller overkøngedømmet, som netop var dannet med henblik på grænseforsvaret, som Lejrekrøniken skrev. Da Ottar i 890 erne sejlede ned langs den nusvenske kyst, nord om Sjælland og ned gennem bælterne, var overkongedømmet antageligt opløst (Sigurd Ormøje døde i 891), så alliancens ledende norddaner havde trukket sig tilbage til Sjælland, Halland og Skåne, som han sagde tilhørte Denemearce, mens han omtalte Jylland og anglernes gamle Sillende med Hedeby som selvstændige. Hedeby fik en konge fra Sverige. Derfor dukkede navnet først op igen i 965, da Harald Blåtand på Jellingstenen skrev, at han samlede Tanmark al og Norge. De jyske jarler og småkonger har antageligt beholdt deres roller under den fælles paraply, mens overkongen selv havde magten over norddanerne ledet af en underkonge eller statholder. Måske har Harald Hildetands far, farbror eller onkel siddet på magten i Lejre måske det Olav-navn som spøger mange steder. Overkongen repræsenterede Danmarks kongeriger over for frankerne, indtil disses pres på grænsen blev opløst 150 år senere i krisesituationer opererede han måske ud fra Slesvig, hvilket var medvirkende til, at de blev kaldt syddaner. Organisationen var antageligt uformel, men fungerede altså effektivt over for frankerne. Senere i begyndelsen af middelalderen møder vi tilsvarende en mere formaliseret organisation sveavældet hvor valget af fælleskongen var fastlagt i Västgötaloven. Der vil senere blive konkluderet og rekapituleret i Kapitel 16.4, når vi har været forløbet igennem. 227

228 14. Harald Hildetand og Sigurd 14 Harald Hildetand og Sigurd 14.1 Harald Hildetand Harald må altså være dattersøn af Ivar herom er sagaerne nogenlunde enige. Vi ved ikke, hvor han voksede op, da han kan være vokset op i pleje hos andre stormænd, men han skal ifølge sagaerne først være blevet sat ind på Sjælland efter Ivars død. Herfra skulle han have indtaget Sverige og Jylland. Saxo negligerede Ivar, som brød ind i Røriks Skjoldunge-linje. Han måtte derfor lægge Ivars indsats omkring Danmarks samling ind i Haralds historie og reelt regerede Ivar måske også primært Sjælland på sin mindreårige dattersøns vegne i alliance med den frisiske Radboud, mens Harald selv senere overtog morfaderens rolle som overkonge - en rolle som endnu ikke havde fået en officiel struktur. Med denne forklaring i baghovedet giver vi ordet til Saxo: (Saxo ) Harald var såre fager og overmåde stor af vækst, ligesom han overgik sine jævnaldrende i kræfter og legemsbygning. Odin, på hvis bud han syntes at være blevet avlet, var ham så gunstig at love, at jern ikke skulle kunne volde ham nogen skade, og som følge heraf magtede våben, som sårede andre, ikke at tilføje ham nogen skade. Han undlod da heller ikke at gengælde denne velgerning, thi efter fortællingerne skal han have lovet Odin sjælene af dem, han fældede. Til minde om sin fader lod han nogle runeristere indhugge hans bedrifter på en klippe i Blekinge, som jeg allerede har omtalt i fortalen. Derpå drog han, da han hørte, at Vesete skulle holde bryllup i Skåne, dertil i en tiggers skikkelse. Da gæstebudet om aftenen var til ende, og alle lå bedøvede af drik og søvn, sprængte han med en bjælke brudekammerets væg. Vesete tilføjede ham ikke noget sår, men slog ham sådan over munden med en knippel, at han mistede to tænder derved. Senere voksede der uventet et par kindtænder ud i stedet og bødede på skaden. Heraf fik han tilnavnet Hildetand, som nogle siger, han fik, fordi han havde en række fremspringende tænder 153. Efter ved denne lejlighed at have fældet Vesete fik han herredømmet i Skåne. Derpå angreb han Hader i Jylland og fældede ham, og en bys navn bevarer stadig mindet om hans fald. Derpå bemægtigede han sig Lejre, efter at have fældet Hunding og Rørik, og samlede atter det splittede Danerrige i dets gamle omfang. Så hørte han, at Asmund, kongen over Vigen, var blevet berøvet sit rige af sin ældre søster, og opbragt over en sådan frækhed af en kvinde, drog han, 153 Vi har tidligere mødt forklaringen om gyldne tænder. Af mere moderne forklaringer er "kamptand", og at kindbeskytterne på hans hjelm var formet som to vildsvinetænder, hvilket man kender fra Tyskland. 228

229 14. Harald Hildetand og Sigurd medens krigen endnu var uafgjort, til Norge med et skib for at komme Asmund til undsætning. Da slaget begyndte, gik han imod fjenden iført en purpurkåbe og med en guldbaldyret hue på hovedet, så at han snarere måtte siges at være pyntet til fest end rustet til kamp. Således stolede han i stedet for på våben på den lønlige vished, han havde om, at lykken var ham god. Men hans mod svarede ikke til hans dragt, thi skønt han var våbenløs og kun iført sit kongelige skrud, gik han frem foran de væbnedes fylkinger, stillede sig blot i kampen og udsatte sig for de største farer. Spydene, der slyngedes imod ham, mistede al evne til at volde ham skade, som om deres odde var sløvede. Da fjenderne så, hvorledes han kæmpede våbenløs, trængte de ind på ham og var, om ikke for andet, så for skams skyld, nødt til at gå drabeligt frem. Men Harald, som stadig var uskadt, fældede dem med sit sværd eller tvang dem til at flygte. Således gav han Asmund hans rige tilbage efter at have dræbt hans søster. Da Asmund tilbød ham sejrens løn, sagde han, at æren alene var løn nok. Han viste sig således lige så stor ved at afslå de gaver, der blev budt ham, som han havde vist sig ved at fortjene dem. Herved indgød han alle lige så stor beundring for sin uegennyttighed som for sin tapperhed. Han erklærede således, at sejren skulle bringe ham hæder og ikke guld og gods. Imidlertid døde svenskernes konge Alver og efterlod sig sønnerne Olav, Yngve og Ingild. Yngve var ikke tilfreds med den magt og anseelse, der var gået i arv til ham fra hans fader, og for at udvide sit rige erklærede han danskerne krig. Da Harald var opsat på at få gudernes mening at vide om, hvilket udfald krigen ville få, kom der til ham en overmåde stor gammel mand, som kun havde et øje og havde en lodden kappe på. Manden sagde, at han hed Odin og forstod sig på krigsvæsen. Han gav ham de nyttigste anvisninger om, hvorledes han skulle opstille sin hær i slagorden. Han bød ham, når han skulle kæmpe til lands, at dele hele sin hær i tre fylkinger, som han hver skulle ordne i tyve rækker, men den midterste fylking skulle desuden springe frem foran de andre to med tyve mand opstillede i fem rækker, og den skulle han ligesom de to andre give form som spidsen af en kegle eller kile, og på begge sider af den skulle fløjene gå skråt ud. Rækkerne i hver af fylkingerne skulle han ordne således, at der, når krigsfolkene stillede sig op, i den forreste række skulle være to mand og så kun en flere i hver af de følgende, således at der i anden række var tre, i tredje fire og så fremdeles. Således skulle forholdet holdes alle rækkerne igennem, indtil fløjmændene i midterfylkingens sidste række kom i lige linie med og sluttede sig tæt op til sidefløjenes sidste række. Derfra skulle så hver fylking fortsættes videre med ti rækker. Bag disse fylkinger skulle han opstille det unge mandskab med kastespyd og bag det igen de gamle, som med deres prøvede tapperhed skulle styrke deres staldbrødres kræfter, når de glippede. Derefter skulle en med valpladsen velkendt regnemester hertil føje fløje af slyngekastere, som skulle stå bag deres staldbrødre og angribe fjenden på langt hold med deres blider, og bag ved dem igen skulle han i flæng og uden hensyn til stand og vilkår stille folk af 229

230 14. Harald Hildetand og Sigurd enhver alder og rang. Bagtroppen skulle han derefter ordne i tre kiler ligesom fortroppen og med det samme forhold i rækkerne. Den bageste del af denne ville så, idet den stødte op til de foranstående, beskytte dem just derved, at den vendte til den anden side. Men kom han i søslag, skulle han udskille en del af sin flåde, som så, når han begyndte slaget, på mangfoldig måde skulle fare hid og did omkring de fjendtlige skibe. Efter at have tilegnet sig disse regler i krigskunsten kom han svenskerne i forkøbet og fældede Yngve og Olaf, mens de endnu var ved at gøre sig klar til at føre krig. Deres broder Ingild sendte bud til ham under påskud af, at det stod ilde til med hans helbred. Da han bad om våbenstilstand, tilstod Harald ham hans begæring. Hans tapperhed, som havde lært at skåne dem, der havde sorg og kvide, skulle ikke få udseende af at krænke den, der nu kun havde så krank en lykke. Da Ingild senere udæskede ham ved skammeligt at røve hans søster, udmattede han ham længe ved at påføre ham en krig, i hvilken sejren snart hældede til den ene, snart til den anden side, indtil han omsider sluttede venskab med ham. Han holdt det for bedre at have ham til forbundsfælle end til fjende. Da han derefter hørte, at der skulle være krig om kongedømmet imellem Trøndernes konge Olaf og jomfruerne Stikla og Rusla, blev han såre opbragt over disse kvinders frækhed og drog, uden at nogen vidste af det, til Olaf. Han forklædte sig således, at man ikke så hans fremstående tænder, og angreb jomfruerne. Han fældede dem begge og gav to havne navne, der mindede om deres. Ved den lejlighed gav han et storartet bevis på sin tapperhed, thi uden at have andet på end en skjorte, som man bærer den under rustningen, stillede han sit bryst blot for fjendernes våben. Da Olaf tilbød ham løn for sejren, afslog han den, så det ikke var let at sige, om han havde lagt størst tapperhed eller uegennyttighed for dagen. Derpå angreb han en frisisk kæmpe ved navn Ubbe, som tit hærgede på Jyllands kyster og anrettede stort mandefald blandt almuen. Da han ikke kunne få bugt med ham med våben, bød han sine krigsfolk gribe ham med hænderne, strakte ham til jorden og lod ham binde og lægge i lænker. Således overvandt han på en forsmædelig måde den, som han kort i forvejen havde troet skulle tilføje ham et svært nederlag. Harald gav ham imidlertid sin søster til ægte og fik ham derved til at tage krigstjeneste hos sig. Derpå gjorde han de folk, der boede ved Rhinen, skatskyldige og udskrev krigsfolk af de tapreste iblandt dem 154. Lidende på dem overvandt han Slavenland i krig og bød, at dets høvedsmænd Dal og Duk formedelst deres tapperhed blot skulle tages til fange og ikke dræbes. Efter at have taget dem i sin tjeneste, underlagde han sig med våbenmagt Aqvitanien og drog så straks efter til England, fældede humbrernes konge og tog alle de ypperste af det overvundne lands ungdom med sig. Som den første iblandt dem regnedes Orm med 154 Det er vanskeligt at afgøre, om Ubbe var en selvstændig sagnfigur, eller vi her ser Saxos forvrængede billede af den frisiske forbindelse, som han ønskede at undertrykke. 230

231 14. Harald Hildetand og Sigurd tilnavnet den Bretske. Rygtet om disse bedrifter lokkede kæmper til ham fra alle dele af verden, og dem samlede han i en flok for sig, som han gav sold. Hans styrke øgedes således ved dette tilløb, at han holdt alle lande i ro ved den frygt, hans navn indgød. Han betog alle deres fyrster modet til at kæmpe indbyrdes, og på havet turde ingen tiltage sig noget herredømme, uden at han gav sit minde dertil, thi fra Arilds tid havde i Danerriget herredømmet til lands været adskilt fra herredømmet til vands 155. Imidlertid døde Ingild i Sverige og efterlod sig en ganske liden søn, Ring, som han havde med Haralds søster 156. Harald gav ham formyndere og gjorde ham til konge i hans fædrenerige. Efter således at have underlagt sig lande og fyrster levede han halvtredsindstyve år i fred. For at krigsfolkenes mod ikke skulle sløves til dorskhed i denne lange fredstid, bestemte han, at kæmperne flittigt skulle undervise dem i at give og afbøde hug og stød. Nogle af hans kæmper var drevne i en mærkelig måde at kæmpe på, idet de plejede at ramme modpartens øjenbryn med et hug, som aldrig fejlede. Blinkede nogen af frygt, når hugget faldt, blev han straks jaget bort fra hirden og afskediget af krigstjenesten. (Saxo 7.11) I de dage drog Olaf eller Ole, en søn af Sivard og Haralds søster, fra Norge til Danmark opsat på at se sin morbror. Eftersom det er vitterligt, at han først kom i Haralds hird og efter svenskekrigen fik herredømmet over Danmark, hører det i visse måder hjemme her at fortælle, hvad mindet har bevaret om hans bedrifter. Da Ole havde nået sit femtende år i sin faders gård, gav han allerede utrolige beviser på, hvilke ypperlige gaver han besad både i henseende til sjæl og legeme, og dertil var han så grum og vild af åsyn, at han over for fjenden udrettede det samme med sine øjne som andre med våben og skræmte selv de modigste med sine hvasse og lynende blikke. Han erfarede, at Gunne, høvedsmanden over Telemarken, sammen med sin søn Grim på stimandsvis hærgede i Ødeskoven, der er opfyldt af tæt krat og skumle dale. Han blev derfor harmfuld over dette uvæsen og bad sin far om at give ham hund og hest og sådanne våben, som let kunne skaffes til veje, idet han fordømte den ungdom, der lod den tid, der burde vies til tapperhed, hengå i ørkesløshed. Da han havde fået, hvad han bad om, ransagede han på det omhyggeligste den nævnte skov og fandt da spor dybt indtrykt i sneen, som røbede, hvor stimanden havde haft sin gang. Ledet af dem kom han over et bjerg og nåede til en overmåde stor elv. Her ophørte menneskesporene, som han hidtil havde fulgt, og han besluttede da at sætte over elven, men selve vandets masse, hvis bø1ger rullede af sted i rivende fart, syntes at gøre det 155 Påstanden rimer med søkongerne Helge og Sighere, men er næppe korrekt. Måske forberedte han her en forklaring på Regnar Lodbrog, som han aldrig anvendte. 156 Denne søn Ring er den ellers velkendte Sigurd Ring. Der vil i kapitlet om Sigurd Ring blive redegjort nærmere herfor. 231

232 14. Harald Hildetand og Sigurd umuligt at komme over, thi der var fuldt op af skjulte skær, så hele elvlejet stod som i en skummende hvirvel. Lysten til at komme hurtig af sted fik imidlertid overtaget i Oles sind overfor tanken om faren, så hans mod fik bugt med hans frygt, og hans dumdristighed lod hånt om faren. Han anså intet for vanskeligt, når han havde lyst dertil, og kom på sin hest igennem de brusende hvirvler. Da han var kommet over elven, kom han til nogle snævre passer, som på alle sider var omgivne af moser, som det ikke var let at trænge ind i, fordi der var opkastet en vold foran dem. Han førte sin hest over volden og så da en indhegning med mange stalde. Opsat på at sætte sin hest ind der, drev han en flok af dem ud, der var der: Så kom imidlertid en mand ved navn Toke, Gunnes træl, opbragt over, at en fremmed var så fræk, og angreb ham hårdt. Han afbødede imidlertid hans angreb blot ved at holde skjoldet foran sig. Ole syntes, det ville være en skam at dræbe ham med sit sværd og han greb ham derfor og knuste hvert ben i ham og kastede ham så ind i det hus, han var kommet så hæsblæsende ud af. Gunne og Grim blev straks rasende over denne forsmædelse. De kom ud hver af sin dør og gik begge på en gang løs på Ole uden at ænse hans alder og kræfter. Han sårede dem dødeligt, og da deres legemskræfter var helt udtømte, kvad Grim, skønt han næsten var helt kraftesløs og knapt kunne drage sit sidste suk, med sin sidste rallen følgende vise: Da han havde kvædet dette, gjorde de begge, støttende sig på deres knæ - thi den nært forestående død havde udtømt deres kræfter - en sidste kraftanstrengelse for at kæmpe med Ole, for at de kunne få deres fjende med i døden. Thi at de skulle dø, generede dem ikke, når blot han, som fældede dem, kom til at gøre dem følgeskab. Ole fældede den ene af dem med sit sværd, den anden lod han sin hund gøre det af med. Men han vandt ikke denne sejr, uden at den kostede ham blod, thi han, som hidtil var forblevet uskadt, havde nu fået et sår foran på kroppen. Hans hund slikkede ham flittigt, og så kom han til kræfter igen. For at udbrede sikker kundskab om sin sejr trængte han stimændenes lig op i galger, så de kunne ses vidt og bredt. Derhos bemægtigede han sig deres borg og gemte alt det bytte, han fandt der, til brug i fremtiden. På den tid havde brødrene Skates og Hjales frække overmod i den grad taget overhånd, at de røvede fagre jomfruer fra deres forældre og krænkede dem. Det traf sig nu så, at de fik i sinde at røve Æse, en datter af Olaf, underkongen i Värmland, og de lod da hendes fader vide, at hvis han ikke ville give hende til pris for dem, måtte han enten selv gå i tvekamp til værn for sit barn eller stille en anden i sit sted. Da Ole erfarede det, glædede han sig over den lejlighed til kamp, der her tilbød sig. Ole gik til Olafs hus forklædt som bonde. Han fik plads blandt de nederste ved bordet, og da han så, at hele kongens hus sørgede, kaldte han med forsæt kongens søn hen til sig og spurgte, hvorfor de satte så bedrøvelige 232

233 14. Harald Hildetand og Sigurd ansigter op. Han svarede, at hvis der ikke snart kom nogen til hjælp, ville hans søsters kyskhed inden føje tid blive krænket af nogle grumme kæmper. Ole spurgte så, hvad løn den ville få, der satte sit liv på spil for jomfruen, og da sønnen spurgte Olaf derom, svarede denne, at den, der gik i kamp for hans datter, skulle få hende til ægte. De ord vakte i høj grad Oles lyst til at indlade sig på det vovestykke. Jomfruen havde for skik at gå tæt hen til gæsterne og holde et lys op for ansigtet og tage dem nøje i øjesyn for at danne sig et sikkert skøn om deres sæder og levemåde, som gæstede dem, ja, man tror endog, at hun af ansigtets mærker og linier skønnede deres herkomst, og alene ved sit skarpe syn kunne afgøre, hvad byrd enhver var af. Da hun nu kom hen til Ole og stod og så på ham med sine forskende øjne, blev hun slået af det usædvanlig gruopvækkende, der var i hans blik, og faldt om næsten død, men da hendes kræfter lidt efter lidt vendte tilbage, og hun igen begyndte at trække vejret friere, prøvede hun igen på at se på ungersvenden, og hun gled da pludseligt og faldt forover, som om hun var helt fra sig selv. Tredje gang prøvede hun på at åbne sine lukkede og nedslagne øjne, men faldt atter pludseligt om ude af stand til blot at åbne øjnene, men også til at stå på sine fødder. Olaf spurgte nu, hvoraf det kom, at hun faldt så tit, og hun svarede, at hun var blevet slået af gæstens barske blik. Han var af kongeæt, og hvis han kunne gøre røvernes forsæt til intet, var han overmåde værdig til at blive hendes husbond. De bad nu alle Ole om at blotte sit ansigt, så de kunne se hans træk - han havde nemlig trukket hatten ned over det. Han bød dem da alle aflægge deres sorg og holde sig fra al gråd og kvide, og så blottede han sit ansigt, og alle stirrede ivrigt på ham undrende sig over hans store fagerhed, thi hans lokker var gule og skinnede som guld. Øjnene holdt han lukkede for ikke at indjage dem skræk, når de så dem. Så fattede de mod igen i håb om bedre tider, og det var, som om gæsterne ville give sig til at danse og hirdmændene til at hoppe og springe, idet den dybeste sørgmodighed vejredes bort af overstrømmende glæde og munterhed. Således borttog håbet frygten, og gæstebudet fik et helt andet udseende. Intet var, som det havde været fra første færd af. Således forjog en gæsts venlige løfte den fælles frygt fra alles sind. Imidlertid kom Hjale og Skate med ti svende, som om de ville bortføre pigen lige på stedet, og gjorde postyr overalt med råben og skrigen. Hvis kongen ikke straks overgav dem pigen, udæskede de ham til kamp, sagde de. Ole besvarede straks deres skrål med at love, at han ville slås med dem. Han stillede den betingelse, at ingen lumsk måtte angribe nogen bagfra, medens kampen stod på. Der skulle kun kæmpes ansigt mod ansigt. Derpå fældede han ene dem alle tolv med sit sværd, som hed Løgthe, hvilket var en større bedrift, end man skulle vente af ham efter hans unge alder. For øvrigt fandt kampen sted på en holm midt i en mose, og ikke langt derfra ligger der en landsby, som til minde om denne kamp bærer begge Hjale og Skates navne i forening. 233

234 14. Harald Hildetand og Sigurd Nu fik han altså som sejrens løn pigen til ægte, og da hun havde født ham en søn Omund, fik han af sin svigerfader lov til at drage hjem og se til sin fader. Da han havde fået at vide, at hans land på underkongen Thores vegne blev angrebet af Blot-Toste og Ljotar, som også havde et tilnavn, ilede han did for at kæmpe med dem. Han var kun fulgt af en svend, der var forklædt som kvinde. Da han ikke var langt fra Thores borg, gemte han sit sværd i en hul stok og lod sin ledsager gøre ligeså. Da han kom til kongsgården, skjulte han sit sande åsyn under en falsk skikkelse og gav udseende af at være en affældig olding. Han havde været stodderkonge hos Sivard, sagde han, men kongens søn Ole havde ved sit stadige had drevet ham i landflygtighed. Så begyndte adskillige af hirdmændene straks spotvis at hilse ham med kongenavn, knæle for ham og række ham hånden. Derpå bød han dem gøre alvor af, hvad de havde gjort for spøg, drog sværdet, han havde skjult i stokken, og gik løs på kongen. En del hjalp Ole, idet de tog spøgen for alvor og ikke ville bryde det løfte, de spotvis havde givet. Adskillige brød sig dog ikke om det tåbelige løfte og stillede sig på Thores side, så der opstod en indbyrdes og tvivlsom kamp. Omsider blev Thore overvældet og dræbt ikke mindre af sine egne folks end af sin gæsts våben. Ljotar, der var blevet dødelig såret og skønnede, at sejrherren, Ole, var lige så skarpsindig som tapper til at øve bedrifter. Han gav ham tilnavnet "den Flinke" og spåede ham, at samme slags svig, som han havde anvendt over for Thore, også ville blive hans bane. Der var ingen tvivl om, at forræderi blandt hans egen husstand ville fælde ham. Og med de ord på læberne opgav han pludselig ånden. Vi ser altså, at den døendes sidste ord med spådomskløgt varslede sejrherrens død, som den med tiden skulle times ham. Efter disse bedrifter begav Ole sig ikke til sin far, før han havde skaffet ham fred i hans hus. Hans far gav ham lederskabet til søs, og han fældede i søslag halvfjerdsindstyve søkonger, af hvilke Birvil og Hvirvil, Torvil, Nef og Onef, Redvard, Rand og Erand var de ypperste. Ved den hæder og ære, han således vandt, opflammede han mange kæmper til at slutte forbund med ham. Det var kæmper, hvis hele digten og tragten gik ud på at øve tapre bedrifter. Han dannede sig endog en livvagt af ubændige ungersvende, som brændte af begærlighed efter at vinde hæder. I den optog han også Starkad og behandlede ham med den største ære og viste ham større venskab, end han selv havde gavn af. Udrustet med sådanne kræfter revsede han ved sin store navnkundighed nabokongernes frækhed således, at han berøvede dem al styrke til at føre krig med hinanden og også betog dem al lyst og dristighed dertil. Derefter drog han til Harald og fik også af ham anførerværdigheden til søs. Til sidst blev han sendt i krigstjeneste hos Ring. (Saxo 7.12) På den tid var der en mand ved navn Brune, som ene var indviet i og deltog i alle Haralds råd og anslag. Hver gang Harald og Ring havde brug for et hemmeligt bud, plejede de at betro hvervet til ham. Grunden 234

235 14. Harald Hildetand og Sigurd til denne fortrolighed var, at Harald og Brune var blevet opdraget sammen og havde leget sammen som børn. Da han på en af sine stadige møjsommelige rejser druknede i en flod, påtog Odin sig hans navn og udseende og bragte ved at røgte de sendelser, der blev ham overdraget, på forræderisk måde den stærke enighed, der var imellem kongerne, til at vakle. Så stor var hans falskhed i henseende til at så splid, at han på begge sider avlede et så bittert had imellem dem, der var knyttede til hinanden med venskabs og frændskabs bånd, at det kun syntes at kunne stilles ved krig. I førstningen voksede uenigheden imellem dem i stilhed, indtil den hemmelige avind brød åbenlyst frem, da det, de pønsede på hver for sig, kom for dagen. Efter at fjendskabet var erklæret, gik der syv år med at træffe forberedelser til krigen. Nogle siger, at Harald ikke handlede, som han gjorde, dreven af had eller af skinsyge i henseende til kongemagten, men med flid og af egen drift hemmeligt søgte en anledning til at komme af med livet. Thi da han formedelst sin alderdom og sin strenghed var blevet landsens folk til byrde, foretrak han at falde for sværd frem for at pines af sygdom. Han ville hellere opgive ånden på valpladsen end i sengen og attråede en død, der svarede til hans forbigangne livs bedrifter. For derfor at gøre sin død så meget berømmeligere og fare heden med et så meget større følge stod hans hu til at få mange til at gå i døden sammen med ham, og han beredte sig derfor af egen drift til krig, for at der kunne være stof til mandsslæt. Af disse grunde var han opsat på både selv at komme af med livet og at skille andre af dermed. For at mandefaldet kunne blive lige stort på begge sider, magede han det sådan, at begge parter var omtrent lige mandsstærke, idet han dog lod Ring have en noget større styrke, fordi han helst så, at han gik ud af kampen med livet i behold og som sejrherre. (Saxo 8.1) Svenskekrigen er først blevet beskrevet i danske vers af Starkad, som selv var en af hovedmændene i den. Dens historie er mere bevaret i mundtlig overlevering end i skrifter. Idet jeg nu har sat mig for at gengive den fremstilling på latin, som han efter fædrenes skik gav i modersmålet, vil jeg først og fremmest opregne de ypperste stormænd på begge sider, thi den store hob, som det ikke engang er muligt at give nøjagtigt tal på, har jeg ingen lyst til at opregne Bråvalla - Sagnet om det store slag Den ejendommelige begrundelse for krigen og Saxos henvisning til Starkad gør det klart, at den følgende historie næppe har meget med Harald Hildetand at gøre. Den indledende opremsning af navne minder i stil om Widsith-kvadet, hvor det har været tilhørernes fornøjelse at sidde og genkende de mange heltenavne, uden at disse oprindeligt behøver at have været knyttet til et fælles slag. Måske er grundlaget Frodes gamle "hunnerslag", idet det kan passe med den tidligere historie om en Odin og 235

236 14. Harald Hildetand og Sigurd svinefylkingen - og som tidligere nævnt også med stedet. Snarere er der dog tale om noget, der en gang var beretningen om et af de store europæiske slag - hvoraf nogle beretninger kan være kommet til Norden via herulerne. Man skal i den sammenhæng lægge mærke til Hervararsagas slutning, hvor det fortælles, at der i fortiden havde fundet to store navnkundige slag sted. Hervararsagas konstatering er af sen dato, men sagaen fortæller selv et sagn om et slag mellem goter og hunner, som synes at have været placeret i Donau-regionen. Det andet har vel været Attilas store slag på de Catalunske Marker. I begge slag har herulerne medvirket. Dermed ikke sagt, at der ikke fandt kampe sted om magten mellem Haralds og Sigurd Rings slægtslinjer - enten før eller efter Haralds død. Disse begivenheder kan man have koblet sammen med et ældre kvad. Selv om der blandt forskerne er enighed om, at det skildrede slag aldrig har fundet sted på Bråvallene - hverken i Östergötland eller Värend - betragtes det i overensstemmelse med traditionen fra Saxo og Sögubrot som dansk sagntradition. Den følgende skildring af Bråvalla-slaget kan måske derfor oprindeligt have været en symbolsk markering af opgøret mellem to grene af kongeslægten, hvor man mente, at Skjoldungernes mandslinie gik til grunde - Skjoldungernes Ragnarok: Først vil jeg da nævne dem, der stod på Haralds side, og derefter dem, der tjente Ring. (Saxo 8.2) Af de høvdinger, der var stødt til Harald, var vitterligt de navnkundigste Svend og Sambar, Ambar og Elle, Rate Fynbo, Salgard og Ro, som førte tilnavn efter sit lange skæg. Til dem kommer Skalk Skåning og Alf Aggessøn, Ølve Brede og Gnepja Gamle samt Gard, som grundlagde byen Stang. Endvidere Haralds frænder Blend, der havde hjemme i det yderste Thule, og Brand med tilnavnet Billing. Til dem sluttede sig Thorny og Thorving, Tejt og Hjalte. Disse mænd var sejlet til Lejre rustet til kamp med legemet, men de udmærkede sig også ved ypperlige åndens gaver, og til deres anselige ydre svarede den iver, hvormed de øvede sig i åndelige idrætter. De afskød nemlig pile ikke blot med buer, men også med blider. De kæmpede for det meste mand for mand med fjenden og var også overmåde erfarne i at digte på modersmålet. Så ivrigt havde de lagt vægt på ligeligt at øve sjæl og legeme. Men fra Lejre kom Hjort og Borg, Bele og Beigad, og til dem sluttede sig Barre og Tole. Fra Slesvig var Hake Huggenkind og Tymme Sejlmager kommet under anførsel af Hed og Visna, som naturen havde givet mands mod i kvindekroppe. Vebjørg var opfyldt af det samme mod, og hende fulgte Bo Bramessøn og Brat Jyde, begærlige efter krig. I samme flok var Orm den 236

237 14. Harald Hildetand og Sigurd Bretske, Ubbe Friser, Are den Enøjede, Alf og Got. Efter dem nævnes Dal den Tykke og Duk Slaver. Visna, der var en såre hårdsindet kvinde og overmåde erfaren i, hvad der hørte til krigsvæsenet, var omgivet af en flok slaver, af hvilke Barre og Gnizle var de ypperste. De andre i den flok dækkede legemet med små skjolde og havde meget lange sværd og himmelblå skjolde, som de i slaget enten kastede om på ryggen eller gav til trosknægtene, hvorpå de uden at dække brystet og med legemet udsat for alskens fare med dragne sværd stormede ind i kampen. Som de ypperste blandt dem udmærkede sig Tolkar og Yme. Efter dem nævnes med berømmelse Toke fra Jom samt Otrit, som førte tilnavnet hin Unge. Hed, der var omgivet af de raskeste mænd, førte en væbnet skare i striden. De ypperste blandt dem var Grimar og Grensle. Efter dem nævnes Ger Liflænder, Hame og Hunger, Humble og Bjarre som de tapreste blandt kongerne. Disse mænd holdt tit tvekamp og havde held med sig og vandt vidt og bredt herlige sejre. Således æredes de jomfruer, jeg har nævnt, ikke blot for deres høviskhed, men også for dygtighed til kamp, og nu førte de deres landkrigere i slag. Således strømmede den danske hær sammen skare efter skare. Der var syv konger med samme mod, men ikke på samme side, idet nogle af dem havde sluttet sig til Harald, andre til Ring. På Haralds side stod endvidere Høme og Hosathul, Him og Hasting og Hedin den Smækre, samt Dag med tilnavnet Grenske og Harald Olafsson. Fra Hadeland kom Hår og Herlev samt Hødbrod med tilnavnet den Ubændige og tog tjeneste i den danske hær. Fra Imisland kom Humnehy og Harald. Til dem sluttede sig Hake og Bemundssønnerne Sigmund og Serk, som alle kom nord fra. Alle disse mænd tjente kongen, som viste dem gavmildt venskab, thi han holdt dem højt i ære og skænkede dem guldprydede sværd og kosteligt krigsbytte. Der kom også gamle Gandalfs sønner, som Harald viste stort venskab, fordi de havde tjent ham fra gammel tid af. Havet var opfyldt af den danske flåde, der syntes at danne ligesom en bro imellem Sjælland og Skåne. De, der ville færdes imellem disse to landsdele, havde en nem vej til fods over denne tætte skibshob. Men Harald ville ikke ruste sig til krig, uden at svenskerne vidste besked derom. Derfor skikkede han sendemænd til Ring, der åbenlyst skulle erklære ham fjendskab og gøre det almindelig kundbart, at freden imellem dem var brudt. Dem bød han også i forvejen at forkynde stedet, hvor slaget skulle stå. (Saxo 8.3) Nu har jeg opregnet dem, der stod på Haralds side. På Rings side opregnes Ulf, Agge, Vindar, Egil den Enøjede, Gøt, Hildir, Gute Alfssøn, Styr den Stærke og Sten fra Venern. Hertil kommer Gert den Raske og Grom Vermlænding. Så de, der havde hjemme ved den nordre del af Elben, Saxe Splitter, Sal Gøtlænder, Thord Nikkende, Thrond med Næsen, Grunde, Odde, Grind, Tove, 237

238 14. Harald Hildetand og Sigurd Koll, Bjarke, Høgne den Snilde, Rokar den Sorte. Disse mænd anså det for under deres værdighed at slå sig sammen med hoben og sondrede sig ud fra den øvrige hær i en flok. Derpå nævnes Rane Hildessøn og Liud Gode, Svend den Skallede, Rethyr Falk og Rolf Kvindekjær. Til dem sluttede sig Ring Adilssøn og Harald fra Thoten, Valsten fra Vigen, Thorolf Digre, Thengil den Høje, Hun og Sølve, Birvil den Blege Borgar og Skumbar. Fra Telemarken kom de tapreste, de, som havde mest mod og mindst overmod, Thorlev den Stædige, Thorkel Gøtlænder, Grette den Onde, der holdt af at gøre indfald. Efter dem kom Had den Hårde og Roald Tå. Fra Norge nævnes Thrond Tønder, Toke fra Møre, Ravn Hvide, Hafrbjarne, Blig Braknæse, Bjørn fra Sogn, Find fra Fjordefylke, Besse fra Fjalar, Sivard Ornehoved, Erik Sagamand, Holmsten Hvide, Rut Tvivler og Erling Snog. Fra Jæderen kom Odd Engelskmand, Alf Vidførle, Ejnar Tykvom og Ivar den Drøje. Fra Island kom Mår den Røde, der var født og opfostret i det landskab, som kaldes Midfjord, Grombar Gamle, Gram Bryndalk og Grim fra Skjære i Skagafjord. Dernæst Berg Spåmand med sine følgesvende Brage og Ravnkel. Men blandt svenskerne var de tapreste: Arvake, Keklukarl, Krok Bonde, Gudfast og Gunne fra Gislemark. De var frænder af guden Frø og gudernes trofasteste vidner. Også Yngve og Ole, Alver og Folke, Alriks sønner, gik i krigstjeneste hos Ring. De var raske på hånden, rådsnare og meget nære venner af Ring. De holdt også for, at guden Frø var deres slægts stamfader. Blandt dem var også Sigmund fra Sigtun, en vældig stridsmand på tinge, dreven i at få overenskomster om køb og salg bragt i stand. Derpå Froste Tumling. Sammen med ham var Alf den Høje fra Upsal. Han var flink til at kaste med spyd og plejede at gå forrest i slaget. Ole var omgivet af syv konger, der var såre raske på hånden og rådsnare, nemlig Holte og Hendil, Holmar, Lejf og Høme og dertil Ragnald Ruthener, Radbards sønnesøn, samt Sivald, der pløjede havet med elleve snekker. Læse, pannoniernes overvinder, hejsede et gyldent sejl på sin guldbeslagne snekke, og Erik Helsing sejlede på et skib, hvis stævne var bugtede som en drage. Tryggve og Torvil kom sejlende for sig selv med tolv skibe hver. For øvrigt var der i hele Rings flåde to tusind fem hundrede skibe, og den gotlandske flåde ventede på den svenske i den havn, som hedder Garnum. Ring anførte landhæren. Ole havde han sat til at stå for styret på flåden. Gotlænderne havde fået tid og sted berammet, hvornår de skulle møde svenskerne imellem Vig og Verund. Da så man vidt og bredt snekker pløje havet, og de fra masterne udspændte sejl hindrede udsigten. Den svenske flåde havde en heldig sejlads og kom først til kamppladsen. Danskerne havde 238

239 14. Harald Hildetand og Sigurd ugunstigt vejr at kæmpe med. Ring lod det mandskab, der var om bord på flåden, gå i land og lod det flokkevis opstille i slagorden tillige med det mandskab, han selv havde ført over land. Da hæren begyndte at udfolde sig i videre udstrækning over sletterne, viste det sig, at den ene fløj nåede helt til Verund. Kongen red selv omkring blandt mængden, der ikke havde rede på sted og orden, og stillede alle de flinkeste og bedst rustede forrest under anførsel af Ole, Regnald og Vivil. Resten af hæren opstillede han på begge fløjene ligesom i en bue. Den højre bød han Yngve og Tryggve og Alriksønnerne at tage sig af. Over den venstre satte han Læse. Store flokke af ester og kurer dækkede hærens flanker. Bagest stod slyngekasterne. (Saxo 8.4) Imidlertid var den danske flåde efter i syv samfulde dage at have sejlet for medbør nået til byen Kalmar, og vel måtte man undre sig, når man så at sige vidt og bredt så havet sætte sejl til for vinden og himlen skjules af de fra ræerne bugnende sejl. Flåden var nemlig blevet forøget med slaver og livlændere og syv tusind saksere. Men til at føre og vejlede dem, der drog over land, udvalgtes skåninger, thi de var vejkendte. Da den danske hær nåede frem til svenskerne, som stod rede til at tage imod den, bød Ring sine krigsfolk tålmodigt vente, til Harald havde opstillet sin slagorden, og ikke blæse til angreb, førend de så, at kongen havde besteget sin vogn ved siden af bannerne. Han håbede, sagde han, at en hær, der satte sin lid til en blind mands anførsel, let ville blive slået. Harald, som på gravens rand var blevet grebet af begærlighed efter en andens rige, var ikke mindre vidløs end blind. Skønt han, når han betænkte, hvor gammel han var, næsten burde lade sig nøje med en grav, kunne han ikke få magt nok. Fjenden havde letsindigt og frækt begyndt krigen. Svenskerne var derfor nødte til at kæmpe for deres frihed, deres fædreland og deres børn. Desuden var overmåde få af fjenderne danske. De fleste i deres hær var saksere og andre blødagtige folkefærd. Svenskerne og nordmændene burde derfor betænke, i hvor høj grad nordboerne altid havde været tyskere og slaver overlegne. En hær, som snarere syntes at bestå af sammenløbet udskud end af en fast og pålidelig krigsstyrke, var kun foragt værd. Ved denne tale opflammede han ikke lidet sine krigeres mod. Brune, som Harald havde befalet at opstille hæren i stedet for ham, ordnede den nu i kilefylking. Han stillede Hed på højre fløj, satte Hake over den venstre og lod Visna bære banneret. Harald, der sad på sin vogn, beklagede sig nu så lydeligt, han kunne, over, at Ring lønnede de velgerninger, han havde vist ham, med utaknemlighed. Han, der havde fået sit rige som gave af ham, påførte ham nu krig. Ring havde hverken medlidenhed med en gammel mand eller skånede sin morbroder, men satte alt hensyn til frændskab og nydte velgerninger til side for sine egne lidenskaber. Han bød derfor danskerne mindes, at de altid havde vundet berømmelse ved at sejre over fremmede, og at de mere havde været vante til at herske over deres naboer end til at adlyde dem. Han opfordrede dem til ikke at finde sig i, at en 239

240 14. Harald Hildetand og Sigurd så stor og strålende hæder blev tilintetgjort ved et overvundet folks frækhed, eller tilstede, at det rige, han havde vundet, da han stod i sin ungdoms vår, blev ham frataget nu i hans affældige alderdom. Så gjaldede lurerne, og kampen begyndte af yderste kraft på begge sider. Man kunne fristes til at tro, at himlen var faldet ned på Jorden, at skove og sletter sank i afgrunden, at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle kaos var vendt tilbage, at guddommelige og menneskelige ting hvirvledes imellem hinanden af et rasende uvejr, og at alt på en gang styrtedes i undergang. Da de begyndte at kaste med spyd, fyldte våbnenes ulidelige klirren luften med et utroligt gny, dampen fra sårene lagde sig pludseligt som en tåge over himlen, og dagens lys formørkedes af den tætte spydhagl. Og slyngekasterne udrettede heller ikke lidt i slaget. Men da de med hænderne eller med blider havde bortskudt alle deres kastevåben, sloges de i nærkamp med sværd og jernbeslagne køller. Da nåede blodsudgydelsen sit højdepunkt. Sveden begyndte at drive af de trætte legemer, og sværdenes gny hørtes langt bort. Starkad, som er den første, der har beskrevet dette slag på modersmålet, kæmpede forrest i fylkingen, og han fortæller, at han fældede Haralds hirdmænd Hun og Elle, Hort og Burgha og huggede den højre hånd af Visna. Han siger også, at en mand ved navn Ro tillige med to andre, Gnepja og Gardar, blev sårede af ham og faldt i slaget, og foruden dem Skalks fader, som han ikke nævner ved navn. Han fortæller endvidere, at han slog Hake, den tapreste af danskerne, til jorden, men at han til gengæld blev så hårdt såret af ham, at han gik ud af slaget med lungen hængende ud af brystet, at han fik halsen halvt skåret over og mistede en finger på den ene hånd, og at et gabende sår længe holdt sig åbent, som om det aldrig ville sætte ar eller kunne læges. Starkad vidner også, at pigen Vebjørg kæmpede mod fjenden og fældede kæmpen Sote, og mens hun truede flere andre kæmper med døden, gennemborede Thorkel fra Telemarken hende med en pil. Gotlænderne var nemlig så stærke til at spænde buen, at deres pile endog gik igennem skjoldene. Intet var værre til at anrette mandsslæt. Pilespidserne trængte igennem brynjer og hjelme, som om det var den bare krop, de ramte. Imidlertid havde Ubbe Friser, den raskeste af Haralds krigsfolk og udmærket frem for andre i henseende til legemsvækst. Alle disse var af svensk eller götisk herkomst. Derpå angreb han den forreste fylking, trængte ind blandt fjenderne, hvor de stod tættest, og jog med sværd og lanse de skrækslagne svenskere fra hinanden, så de flygtede til alle sider. Det hele var nær ved at blive almindelig flugt, da Hagder, Rold og Grette angreb kæmpen og kappedes med ham i tapperhed, idet de satte sig for at forebygge det almindelige nederlag ved at udsætte sig selv for fare. Men angribe ham på nært hold turde de dog ikke. De holdt sig i afstand og skød med pile efter ham, og således blev Ubbe på langt hold gennemboret af en mængde pile, idet ingen dristede sig til at indlade sig i håndgemæng med ham. Der sad 240

241 14. Harald Hildetand og Sigurd hundrede og fire og fyrretyve pile i kæmpens bryst, inden kræfterne svigtede ham og han bed i græsset. Da først anrettede trønderne og folkene fra Dalarne et vældigt nederlag blandt danskerne. Striden blussede nemlig op igen som følge af den store kraft, bueskytterne udfoldede, og intet voldte vore landsmænd større fortræd. Men da Harald, som var blind af ælde, hørte sine folks klagende mumlen, forstod han, at lykken havde tilsmilet hans fjender. Han kørte i en med leer besat stridsvogn, på hvilken Brune forræderisk gjorde tjeneste som kusk, og nu bød han da denne skaffe sig at vide, hvorledes Ring havde opstillet sin fyiking. Brune trak lidt på smilebåndet og sagde, at han havde opstillet sin hær til kamp i kilefylking. Da kongen hørte det, blev hans sind uroligt, og såre forundret spurgte han, af hvem Ring kunne have lært at ordne sin hær på den måde. Det var jo Odin, der havde opfundet den opstilling og lærte den fra sig. Ingen andre end han havde fået undervisning af Odin i denne ny måde at ordne fylkingen på. Da Brune ingenting svarede hertil, gik det op for kongen, at han var Odin selv, og at guden, som fordum havde været ham så huld, nu havde påtaget sig en anden skikkelse for enten at komme ham til undsætning eller unddrage ham sin hjælp. Han begyndte da straks ivrigt at bønfalde ham om at lade den afgørende sejr tilfalde danskerne, som han før havde været huld, og at øve sin velgerning imod dem fuldt ud, så enden kom til at svare til begyndelsen. Til gengæld lovede han at vie alle de faldnes sjæle til ham. Men Brune lod sig i ingen måde bevæge af hans indtrængende bønner. Han stødte pludseligt kongen ud af vognen, så han styrtede til jorden. I faldet rev han køllen fra ham, svang den mod hans hoved og dræbte ham med hans eget våben. Omkring kongens vogn lå der utallige lig af slagne kæmper. Den uhyggelige dynge gik helt op over hjulene, ja, lighoben nåede helt op til vognstangen. Af Rings hær var der nemlig faldet hen ved tolv tusind ædlinger og af Haralds hen ved tredive tusind for ikke at tale om de mange af almuen, der havde måttet lade livet. (Saxo 8.5) Da Ring erfarede, at Harald var død, gav han tegn til, at hans fylking skulle opløses, og bad sine mænd holde inde med kampen. Derpå sluttede han fred og stilstand med fjenderne efter at have mindet dem om, at nu, da de havde mistet deres høvding, var det ørkesløst at kæmpe længere. Så bød han svenskerne søge rundt omkring i de hulter til bulter liggende dynger af lig efter Haralds, for at det kongelige lig ikke skulle gå glip af de gravofre, der tilkom det. Folk begyndte da ivrigt at lede imellem ligene. Der gik en halv dag med at søge efter det, og da det omsider blev fundet tillige med køllen, lod Ring for at forsone Haralds ånd, hesten, han red på, spænde for kongens stridsvogn, prydede den med et gyldent sadeldækken og indviede den til ham. Derpå aflagde han højtidelige løfter og tilføjede en bøn om, at Harald på den ganger måtte ride til Underverdenen forud for dem, der havde fulgt ham i døden, og hos dens fyrste opnå rolige boliger for sine staldbrødre og sine 241

242 14. Harald Hildetand og Sigurd fjender. Så lod han rejse et bål og bød danskerne sætte deres konges guldprydede skib op derpå. Og da ilden fortærede liget på bålet, gik han omkring blandt de sørgende stormænd og opfordrede dem indtrængende til gavmildt at nære den ved med rund hånd at kaste våben og guld og alt, hvad de ellers havde af klenodier, ind i den for at hædre en så stor og af alle så fortjent konge. Han bød også, at det brændte ligs aske skulle lægges i en urne og føres til Lejre og der bisættes på kongelig vis med hans hest og våben. Ved således fuldt ud at give sin morbror den ære efter døden, der tilkom ham, vandt han danskernes hjerter og vendte deres had til kærlighed. De bad nu om, at Hed måtte blive sat over det, der var tilbage af riget. For at fjendernes svigtende kræfter ikke straks skulle vokse til igen, skilte han da Skåne fra Danmark og satte Ole til at råde for det. Han lod blot Hed stå for styret på Sjælland og i de øvrige dele af riget. Således lagde den omskiftelige lykke Danerriget under svenskernes vælde. Og her ender fortællingen om Bråvallaslaget. (Saxo 8.6.1) Sjællænderne, som havde haft Harald til konge, og hvis sind erindringen om deres fordums lykke stadig foresvævede, fandt imidlertid, at det var en forsmædelse at lade sig foreskrive love af en kvinde. De henvendte sig derfor til Ole og bad ham om ikke at tåle, at de, der havde været vant til at tjene den navnkundigste konge, nu skulle være en kvinde underdanige. De lovede derpå, at de ville falde fra hende og underkaste sig ham, om han ville gribe til våben for at fri dem fra deres forsmædelige kår. Ole var ikke sen til at opfylde deres bøn, fristet såvel af mindet om hans forfædres berømmelse som af krigernes hyldest. Han stævnede derfor Hed til sig og nødte hende mere ved trusler end ved våbenmagt til at afstå alle de landsdele, hun rådede over, med undtagelse af Jylland. Jylland gjorde han endda skatskyldigt for ikke at give en kvinde fri rådighed over et rige. Han avlede nu også en søn, som han gav navnet Omund. (Saxo 8.6.2) Men så forfaldt han til grumhed og blev så uretfærdig en konge, at alle de, som tidligere havde fundet det forsmædeligt at lade sig beherske af en dronning nu fortrød. Man skal i Bilag 4b lægge mærke til, at karakteren af bogens kildegrundlag ændrer sig fra Harald Hildetand, idet samtlige foreslåede konger bortset fra at Hardeknud måske ikke står som konge og en del af deres slægtninge nu omtales i de udenlandske kilder, hvoraf mange kan regnes som historiske. Disse kilder får selvsagt fortrinsret i det følgende, hvis de giver mening. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det fortsat er sagnhistorien, der reorganiseres, bl.a. fordi kilderne ofte ikke kender de korrekte familieforbindelser. Det giver dog en vis sikkerhed i rekonstruktionen. I bilaget er også Adam af Bremen regnet til de historiske kilder, hvilket er en tilsnigelse, da hans danske kilde, Sven Estridsen, er sen, sekundær og meget svævende. 242

243 14. Harald Hildetand og Sigurd 14.3 Sigurd Efter beretningen om Bråvalla-slaget følger hos Saxo den historie om Starkads drab på kong Ole/Åle, som vi mødte i forbindelse med Frode den Store. Denne mordhistorie med Starkad må altså høre hjemme i en 200 år tidligere sammenhæng, men måske har der efter Harald Hildetand været en underkonge i Danmark ved navn Ole/Olav/Åle. Navnet nævnes imidlertid som småkonger i flere forskellige familiesammenhænge 157. Overkonge i hele Norden må være blevet Saxo's sejrherre Ring - Sigurd Ring, som han hed i sagaerne og antageligt Sigifred i de frankiske annaler. Vi får her igen brug for Arngrimur Jonssons notat fra hans gennemlæsning af den nu forsvundne Skjoldungesaga i 1594, som også indeholder et notat om de svenske konger: (Ad catalogum regum Sveciæ annotanda) Sigurd Ring (Konge i Sverige) er den nittende i ret nedadstigende linje fra Odin og en brodersøn af Harald Hildetand, thi Randver, Sigurds fader, havde samme moder som Harald Hildetand. På baggrund af disse sagaer mener jeg at vide, at disse var født af samme moder, men ikke helbrødre. Men trods blodets bånd bekæmpede Sigurd Ring fuldstændig Harald Hildetand, den ellers så berømte konge over Sverige på Bråvalla og bemægtigede sig de store riger. Ifølge Skjoldungesaga og Hyndloljod skal Sigurd Ring have været søn af Randver, hvis forældre var Radbard og Aud, Harald Hildetands mor. Det passer med, at det usædvanlige navn Rådbard optræder blandt Sigurds efterkommere hos Saxo nemlig en af Regnar Lodbrogs første sønner. Man skal imidlertid bemærke, at sagaerne synes at have blandet to Sigifred er sammen, som begge kendes fra frankerne. Den første var konge over hele Danmark og døde før Godfred, mens den anden var nevø (nepos) af Godfred og døde i 812, som far til Regnar Lodbrog ifølge Saxo. Randver omtales i Hervarar-sagas tillæg: (Hervarar) Kong Randver fik Asa, datter af Harald Rødskæg af Norge. De fik sønnen Sigurd Hring. Sigurd Hring regerede Danmark til sin død og hans søn Regnar Lodbrog efterfulgte ham. Harald Rødskægs datter Åsa var imidlertid mor til den norske Gudrød Halfdanson flere generationer senere i Ynglingeslægten (Ynglingesaga 157 Olav var ifølge Saxo Harald Hildetands søstersøn, men Suhm kom til det resultat, at han var sønnesøn af den norske Ynglinge-konge Harald Hvidben, hvis søster skal have været mor til Sigurd Ring. Olav havde en søn Harald. Navnesammenfaldene kan være årsag til, at f.eks. Sven Aggesen forvekslede Haralds forgænger Ivar Vidfadme og Olav. 243

244 14. Harald Hildetand og Sigurd 48), så Hervarar-saga har antageligt forvekslet hende med en anden Åsa fra Ynglinge-familien, da Sigurd først var svensk konge. Ivar Vidfadme dræbte Ingjald Illråde og fortrængte hans søn Oluf Trätälja til Värmland. Moderen til Harald Hildetands nevø, Sigurd, bør derfor søges i Ynglingesaga i de første generationer efter Ingjald Illråde. Først finder man en Åsa nævnt som datter af Ingjald Illråde, men hun var ifølge sagaen gift med den skånske kong Gudrød og var involveret i mordet på Ivar Vidfadmes far. Vi finder imidlertid også en Åsa hos Saxo i afsnittet om Ole og de to voldtægtsforbrydere, Skat og Hjalle: (Saxo ): Så bestemte de sig også for at røve Æsa, en datter af en småkonge i Värmland ved navn Olof. Olof i Värmland må Ingjald Illrådes søn, Olof Trätälja. Han var som sagt flygtet til Värmland og blev senere ofret til guderne på grund af dårlig høst en småkonge i Saxos øjne. Hans søn, Ingjald, blev senere konge i Värmland. (Ynglinge 42) Olaf and Solvej havde to sønner: Ingjald and Halfdan. Æsa ikke blev nævnt hvad døtre normalt heller ikke blev i Ynglingesaga, men navnet var altså under alle omstændigheder ofte brugt blandt slægtens døtre. Som nævnt byttede Saxo åbenbart om på Randvers køn, så derfor måtte han også bytte om på ægtefællens køn, som nu bliver svenske Ingjald i stedet for hans søster i følgende forvrængede historie om Sigurd Rings fødsel: (Saxo 7.10 se rammen ovenfor): Imidlertid døde svenskernes konge Alver og efterlod sig sønnerne Olav, Yngve og Ingild. Da Ingild senere udæskede ham (Harald Hildetand) ved skammeligt at røve hans søster, udmattede han ham længe ved at påføre ham en krig, i hvilken sejren snart hældede til den ene, snart til den anden side, indtil han omsider sluttede venskab med ham. Imidlertid døde Ingild i Sverige og efterlod sig en ganske liden søn, Ring, som han havde med Haralds søster. En svensk kong Alver/Alf ligger mange generationer før, men Saxo brugte øjensynligt navnet, når han skulle finde på et fiktivt kongenavn. Navnene minder jo unægtelig også kraftigt om Oluf Trätäljas led i Ynglingeslægten, så de fire historier tilsammen fører til fødslen af Sigurd Ring indhyllet i et kraftigt røgslør som frisisk/skånsk/svensk. Om Randver fik Sigurd med Oluf Trätäljes børn, Ingjald eller Æsa, får stå hen i det uvisse, da Randver ikke er noget klart mandsnavn men det er underordnet for fortællingens forløb. 244

245 14. Harald Hildetand og Sigurd Figur 22. Foto - Sparlösa-stenen Sparlösa-stenen fra kort før år 800 i Västergötland. Stenen indeholder både runetekst og den viste billedside. Teksten er kun delvist tydet, men omtaler Alrik og Adils med faderen Erik siddende i Uppsala. Det står ikke klart, om der var tale om et tilbageblik på sagaerne. Svante Norr ser billedsiden som kongemagtens vigtigste symboler, hallen, skibet og rytte-ren. Korset på skibet, leoparden og den frygiske hat kan imidlertid pege på en anden symbolik. Huset kan være Valhal, som den kendes fra de gotlandske billedsten inspireret af sydens templers runde tag. Skibet og dets symboler minder meget om Karl den Stores mønter en fredelig handelsforbindelse og rytteren med jagtleoparden om byzantinske kejserbilleder. Var det en västgötisk konge, som pralede af sine høje forbindelser Odin og verdens to dominerende kejsere. Det er en sten, der appellerer til fantasien. Det er fra vikingetidens begyndelse, hvor skibet blev grundlaget for vikingernes magt. Vikingeskibet er en videreudvikling af den store robåd fra Nydam, men først efter tallet dokumenterer billeder på sten, at disse skibe begyndte at få køl og sejl i Norden. Til gengæld blev det en fleksibel og hurtig skibstype, som både kunne være oceangående og trækkes over land. Vikingerne opnåede med disse skibstyper en overlegenhed til søs, som varede helt frem til begyndelsen af 1200-tallet. Stenens praleri er ikke usandsynligt, for vikingerne nåede som bekendt hele Europa rundt og endda til Amerika. Efter fjendskabet mellem Ivar Vidfadme og Ingjald Illråde skete fødslen næppe med Olaf Trätäljes eller Harald Hildetands gode vilje, og der tales da også begge steder om kvinderov, så der er antageligt tale om forskellige rester af samme historie, hvor Saxo har været i tvivl om Randvers køn. En norsk/svensk far eller mor er i alt fald en sandsynlig forklaring. Var Sigurd barnebarn af Oluf Trätälje vil det i øvrigt forklare, hvorfor Harald Hildetand satte Sigurd Ring som underkonge over de nordlige besiddelser, hvortil han i så fald havde familiemæssig adkomst som oldebarn af Ingjald Ildråde 158. Samtidig havde Sigurd også en vis adkomst 158 Hervarar-sagas tillæg hævder, modsat Saxo, at Sigurd Ring ikke blev konge i Sverige, hvor Harald Hildetands søn Eystein tog magten. Han skulle ifølge tillægget først være blevet slået 245

246 14. Harald Hildetand og Sigurd til danernes områder som oldebarn af Ivar Vidfadme, når Harald Hildetands mandslinie fra Skjoldungerne var uddød. Det gjorde Sigurd Ring til en farlig modstander for Harald Hildetand og det udnyttede han. Om Sigurd Ring fortæller Olaf Tryggvasons saga: (Trygg 61) Da Sigurd Ring, Regnar Lodbrogs far, blev konge over det svenske og det danske rige og han havde skabt ro i begge lande og indsat skatkonger og jarler, da huskede han på det rige hans slægtning Harald Hildetand havde haft i England, og før ham Ivar Vidfadme. Ring udbød en stor leding fra sit rige og drog vestpå til England. Men da han kom til Northumberland krævede han underkastelse. Mange mennesker gav sig da ind under ham. Der var stadig et hul i Fragmentas udgave af Skjoldungesaga, men i forbindelse med senere begivenheder har Fragmenta denne bemærkning: (Fragmenta) Olav Kinrikssøn var søn af Ivar Vidfadmes morbroder 159. Han var i Sigurd Rings dage jarl i Northumberland, indtil kong Ingjald af Englands søn fordrev ham. Ring gav ham da jarledømme i Jylland. Saxo har kun Ring som svensk konge, men Fragmenta nævner altså tillige et dansk overherredømme. Udtalelsen lyder i øvrigt forkert, da Olaf i så fald skulle være af oldefaderens generation, men til gengæld spøger dette navn på en dansk underkonge på Ivar Vidfadmes tid altså igen. De to udtalelser om Northumberland lyder heller ikke sandsynlige. Denne besiddelse kendes der intet til i engelsk historie, da det første vikingetogt, der rapporteres om, fandt sted i 789 ved Dorchester. Muligvis er der sket en sammenblanding af Sigurd Ring og Sigurd Ormøje, eller også er der tale om et senere territorialkrav, som man har ønsket at føre tilbage i tiden. Vi springer under alle omstændigheder de engelske eventyr over, som antageligt er udaterede beretninger om sørøvertogter, som man fandt en tilfældig plads til. Sidst i Sigurd Rings dage ophører hullet i Skjoldungesaga, som nu kan følges igen i Axel Olriks genfortælling af Arngrimur Jonsson: (Fragmenta) Sigurd Ring havde en dronning Alvhild, kong Gandalvs datter fra Raumarike i Norge. De stammede fra kong Alv den gamle og var af alfeæt. Derfor var hele den slægt lys og smuk at se på. Regnar hed hendes søn. Han voksede op og lignede sine mødrene frænder. Han blev senere kaldt Lodbrog. Nu døde Alvhild, og kong Ring begyndte at ældes. En gang da kong ihjel af Regnar Lodbrogs sønner langt senere. Det er nok mere sikkert også her at følge de andre kilder, hvor Harald ikke havde efterlevende sønner. 159 Moderen skal have heddet Moalda den Digre, men man kender ikke Kinriks rolle. 246

247 14. Harald Hildetand og Sigurd Ring drog gennem sit rige for at dømme lov og ret og han kom til Vestergötland, mødte han sine norske svogre, Gandalv-sønnerne. De var draget af sted for at bede om hjælp mod kong Øisten i Vestfold (vestsiden af Oslofjorden). Ring samlede en hær og fulgte dem. Dengang holdtes der stort blot i Skiringssal, hvortil folk søgte fra hele Viken og fra andre steder vidt omkring. Dertil drog kong Ring også for at ofre. Til samme blot kom kong Alvs sønner fra Vendsyssel, Alv og Yngve, og deres søster Alvsol, som var den skønneste kvinde. Sigurd Ring så hende og bejlede hos hendes brødre, men de svarede, at så ung en mø skulle ikke have sådan en olding. Da harmedes kongen, over at sønner af en småkonge stod ham imod, og han besluttede at tage hævn. Men der var så stort fredsted i Skiringssal, at ingen turde udgyde blod der. Han satte dem da stævne til at møde sig med hær. Før slaget gav Alv og Yngve deres søster en giftdrik, så hun ikke skulle falde i Rings vold. Begge brødre kæmpede tappert og faldt med stor hæder. Også kong Ring blev hårdt såret, og da fik han den meddelelse, at Alvsol var død. Han befalede da sit langskib draget på land og lod rejse en dynge af lig i det. Sig selv og Alvsols lig lod han lægge i lyftingen. Beg og brændesten (svovl) lod han bringe om bord. Vinden blæste fra land, og han lod slå ild i skibet og sejlene hejse. Således stod det til søs. Da gennemborede han sig selv og drog således af sted for at gæste Odin. Siden sås han aldrig mere, men på stranden blev der opkastet en høj, som fik navnet Ringshøj. Antageligt er det Harald Hildetand, som allerede perifert er nævnt hos frankerne, men Sigifred er den første danske konge, som har en egentlig omtale i de historiske kilder. Karl den Store var nu blevet frankisk konge, og han gik løs på sakserne. I 777 flygtede de vestfalske sakseres høvding Widukind til danerne (normannerne). De frankiske rigsannaler (Annales Regni Francorum) fortæller derefter: (ARF 782) Dengang drog kong Karl over Rhinen ved Køln og holdt et møde på stedet, hvor Lippe udspringer. Dertil kom alle sakserne undtagen den oprørske Widukind. Hertil kom også normannere, kong Sigifreds sendebud, nemlig Halfdan og hans fæller. Ukendt var denne Sigifred bestemt ikke hos frankerne. Karl den Store ville i 782 have sin embedsmand, den longobardiske munk Paulus Diaconus, med i forhandlingen med Sigifred, men da Paulus var længe om at svare, kom det til følgende ironiske digtudveksling med en anden af Karls hofmænd, Petrus fra Pisa, som begyndte således 160 : Vælge kan du at ligge i jern under tyngende lænke, eller med kval lukkes ind i det grumme fangehuls mørke, 160 Oversat af Johannes Steenstrup: Danmarks Riges Historie I,

248 14. Harald Hildetand og Sigurd om ej heller du vil trine frem for den opblæste Sigfred, som med gudløst scepter nu styrer et pestsvangert rige, og dig sætter til mål i det hellige bad ham at tvætte, skønt ved at se dig, forvist på dit liv og din kunst han gør ende. Nu du tøve ej tør, i hast må et svar du mig skikke. Herpå svarede Paulus, henvendt til Karl: Lidet mig lyster at se det grumme åsyn af Sigfred, derved også du selv ringe vinding kun vandt. Ulærd er han af sind, han kender ej Latiums tale og jeg ikke formår at tyde hans fremmede mål. Dig af himmelen selv er givet ypperlig vælde, døbes af dig han vil i det lutrende vand. Gør han det ej, lad hid med bagbundne hænder ham føre, visselig Odin og Thor ikke værne ham vil. Hvorvidt Paulus kom til Danmark melder historien intet om, men 16 år efter hører man: (ARF 798) Da foråret nærmede sig benyttede sakserne nord for Elben lejligheden til at pågribe kongens mænd, der var udsendt for at holde retterting, og dræbte dem også den kongelige legat, Godtskalk, som kongen nogle dage forinden havde sendt til danerkongen Sigifred. Sigifred menes at være død kort efter, og de frankiske kilder tyder på, at han må være identisk med Harald Hildetands afløser i sagaerne. Ganske vist så Saxo og Arngrimur Jonsson ham som en svensk konge, men han har øjensynligt været en overkonge, som måske styrede Danmark nordfra med vasalkongen Olav, og ifølge Hervarersaga svearne med vasalkongen Eustein. Man skal være opmærksom på, at sagaerne i deres ene Sigurd Ring har sammenblandet Haralds nevø og banemand med Godfreds nevø, som var far til Regnar Lodbrog. De frankiske annaler har to konger ved navn Sigifred, mens de hos Saxo hedder henholdsvis Ring og Sigurd Ring. Det har ført til en række forviklinger. Saxo har imidlertid også en helt anden historie, som vi mødte i oplægget til Harald Hildetand - nemlig hans historie om Gyrithe, som han kaldte Haralds mor. Hun skal vise sig snarere at være hans datter, selv om Saxo kaldte hendes far Alf ligesom han kaldte Sigurds far som sagt Saxos navn på fiktive hjælpefigurer, når han skulle tilpasse historien eller ikke kunne finde ud af familieforholdene: 248

249 14. Harald Hildetand og Sigurd (Saxo 7.9.1) Alle disse krige og ulykker havde i den grad svækket den danske kongeslægt, at der nu kun var Gyrithe, Alfs datter og Sigers sønnedatter tilbage af den. Da danskerne ikke længere havde deres højbårne fyrster til at stå for styret, som de var vant til, overdrog de herredømmet til mænd af folket og valgte sig fyrster blandt menigmand. I det følgende omtales kampen mellem den svenske kong Gunnar og den norske kong Ragnald med datteren Drot. Gunnar dræber Ragnald og voldtager Drot - med sønnen Hildiger som resultat. Den skånske Borkar, som vi tidligere mødte med ægtefællen Gro og sønnen Harald, dukker nu op og dræber Gunnar: (Saxo 7.9.6) Imidlertid havde Borkar fået nys om, at Ragnalds datter Drot med vold var blevet tvunget til at ægte Gunnar, og han skilte da denne både fra hustru og liv. Han tog selv Drot til ægte, hvilket hun ikke var uvillig til, thi det syntes hende ret og billigt, at hun ægtede sin faders hævner. Hun sørgede nemlig over sin fader og kunne aldrig med glæde være hans banemand til vilje. Med hende avlede Borkar en søn Halfdan, som i sin første ungdom havde ord for at være tåbelig, men senere blev han berømmelig ved de mest strålende bedrifter og vandt ry for de ypperligste egenskaber, der kan pryde en mand. Mens han endnu var dreng, gav en navnkundig kæmpe, som han i kådhed drev gæk med, ham en gang en næsestyver. Han gik da straks løs på ham med en stok, han havde i hånden, og slog ham ihjel. Dette var et varsel om det ry, han skulle vinde med sine bedrifter. Den foragt, han tidligere havde været genstand for, veg i resten af hans liv for det mest strålende ry. Den handling indviede hans herlige krigsbedrifters storhed. (Saxo 7.9.7) I de dage hjemsøgte en russisk viking ved navn Rød skammeligt vort fædreland med plyndring og grumhed. Han var så glubsk, at mens andre ikke kunne nænne at plyndre deres fanger helt ind til skindet, anså han det ikke for utilbørligt også at plyndre dem for de klædningsstykker, der dækker de dele af legemet, som blufærdigheden byder at skjule. Derfor plejer vi endnu at bruge ordet Røde-ran for at betegne et meget groft og umenneskeligt røveri. Han havde også stundom for skik at anvende følgende pinselsstraf: Han gjorde den højre fod rigtigt fast på jorden, og det venstre ben bandt han til grene, som i den hensigt var bøjede. Når grenene så blev sluppet og sprang tilbage, flækkedes kroppen midt over. Hane, kongen på Fyn, ville gerne indlægge sig stor hæder og ære og prøvede derfor på at bekæmpe ham med sin flåde, men måtte give sig på flugt kun fulgt af én mand. Det er til spot og spe for ham, at det ordsprog er blevet gængs: "Hane er hjemme rigest". (Saxo 7.9.8) Nu kunne Borkar ikke længere holde ud at se på den fortræd, hans landsmænd led, og han angreb derfor Rød. De kæmpede sammen og de omkom sammen. Efter hvad der fortælles, blev Halfdan hårdt 249

250 14. Harald Hildetand og Sigurd såret i det samme slag. Han var en tid lang svag af de sår, han havde fået. Et af dem havde på en temmelig iøjenfaldende måde skæmmet hans mund. Den knuste del af læben var nemlig så svullen, at kødet ikke kunne gro ud og fylde den buldne flænge. Dette skaffede ham et forsmædeligt tilnavn, uagtet at sår ellers plejer at indbringe den, der får dem, ros og ikke skam. Så ondsindet kan den almindelige mening undertiden tyde, hvad der i sig selv er ære værd. (Saxo 7.9.9) Da Gyrithe, Alfs datter, imidlertid betænkte, at hun var den eneste, der var tilbage af kongestammen, og da der ikke fandtes nogen, som var hende jævnbyrdig i byrd, som hun kunne ægte, aflagde hun løfte om frivillig kyskhed, idet hun anså det for bedre ikke at gifte sig end at ægte en mand af folket. For at sikre sig mod vold, lod hun sit jomfrubur bevogte af en udsøgt skare kæmper. En gang traf det sig så, at Halfdan kom til hende, da kæmperne, hvis broder han selv som dreng havde slået ihjel, var borte. Han sagde da til hende, at hun skulle løse sit jomfrubælte og ombytte kyskhed med elskov, idet hun ikke i den grad burde give efter for sit ønske om at leve kysk, så hun lod hånt om at genoprette det forfaldne kongedømme ved ikke at gifte sig. Han bød hende tage ham i betragtning som en, hun kunne gifte sig med, da han var overmåde ædel af byrd. Det syntes nemlig at være den eneste grund til, at hun ville unde nogen elskov. (Saxo ) Hertil svarede Gyrithe, at hun ikke kunne få sig til at parre den rest, der var tilbage af kongestammen, med en mand af ringere herkomst. Ikke nok med, at hun bebrejdede ham hans byrd, men hun lagde ham også hans vanskabte mund til last. Halfdan sagde da, at hun havde sigtet ham for to fejl. For det første, at hans herkomst ikke var glimrende nok, og for det andet, at han havde en flænge som et hareskår, der ikke ville gro sammen. Derfor ville han ikke komme igen for at bejle til hende, før han havde vundet så stor berømmelse i krig, at den gjorde begge disse fejl til intet. Han bad hende også om ikke at lade nogen mand dele leje med hende, før hun havde fået sikre tidender om, at han var kommet hjem, eller at han var død. (Saxo ) Kæmperne, hvis bror han for længst havde dræbt, blev vrede over, at han havde talt med Gyrithe, og forfulgte ham til hest. Da han så det, bød han sine staldbrødre skjule sig, thi han ville ene tage imod kæmperne, sagde han. Da hans ledsagere tøvede og indvendte, at den befaling ville de have skam af at adlyde, drev han dem bort med trusler. Gyrithe skulle aldrig erfare, at han af frygt unddrog sig en kamp. Han fældede straks en eg og tildannede den som en kølle, kæmpede så ene med tolv og dræbte dem. Da de havde måttet bide græsset, ville han ikke lade sig nøje med den ære, han havde vundet ved så ypperlig en bedrift. Han fik derfor med henblik på at udføre endnu større ting af sin moder de sværd, der havde tilhørt hans bedstefar. Det ene hed Lysing, og det andet hed Hviding på grund af den glans, der lyste af den hvasse æg. (Saxo ) Da han erfarede, at der herskede krig mellem svenskekongen Alver og russerne, drog han på stående fod til Rusland, tilbød 250

251 14. Harald Hildetand og Sigurd landets folk der sin bistand og blev af alle modtaget med den største ære. Alvar var ikke langt borte, idet de kun var skilt fra hinanden ved et lille stykke vej. Alvars stridsmand, Hildiger, Gunnars søn, udæskede russernes kæmper til at slås med sig, men da han så Halfdan træde frem og godt vidste, at han var hans bror, fik blodets røst overtaget over hans tapperhed. Han sagde, at han, der havde ry for at have fældet 70 kæmper, ikke ville slås med en lidet erfaren mand. Han tilbød ham da først at prøve i det mindre, så kunne han bagefter gå over til ting, der svarede til hans kræfter. Dette sagde han ikke af mistillid til sit mod, men for at bevare sin ærlighed, thi han var ikke blot meget tapper, men også erfaren i at døve sværd med galdresange. Da han nu betænkte, at Halfdans fader var hans egen faders banemand, rørte der sig to følelser i ham: Lyst til at hævne sin fader og kærlighed til broderen, og han holdt det derfor for mere tilrådeligt at unddrage sig udfordringen end at begå en stor brøde. (Saxo ) Halfdan forlangte da, at en anden kæmpe skulle gå imod ham i hans sted, og fældede den, der mødte frem. Det varede ikke længe før end også fjenderne tilkendte ham sejrskransen, og alle erklærede ham enstemmigt for den tapreste af alle. Dagen efter forlangte han at slås med to og fældede dem begge, tredjedagen vog han tre, fjerdedagen fire, femtedagen fem. Da den ottende dag kom, og tallet på dem, han sloges med, og de sejre han vandt, stadig var vokset i samme forhold, fældede han elleve i en dyst. Nu skønnede Hildiger, at det ry, han selv havde vundet for sine bedrifter, ikke var større end Halfdans tapperhed, og han kunne ikke længere få sig selv til at nægte at kæmpe med ham. Da han var blevet dødeligt såret af Halfdan med et sværd, der var omviklet med klude, kastede han sine våben og tiltalte liggende på jorden sin broder således: (Saxo ) Svensk og dansk som krydsed sværd, begge samme moder bar. Fandt end sent vi først hinanden, begge Drot vi died broder. Tungt at broder broder fælder. Glad jeg er, at mig det gjaldt. Vist jeg ved, du sande vil, ej jeg svang mit sværd med lempe. Ilde leger lykken med os, snart til gråd den gammen vender. Ingen bryder nornens bud. 251

252 14. Harald Hildetand og Sigurd Skæbnen hun os skikker får vi. (Saxo ) Da han havde kvædet dette, lastede Halfdan ham, fordi han først nu, da det var for sent, åbenbarede, at han var hans bror. Han svarede, at han havde tiet for ikke ved at undslå sig for kampen skulle få ord for at være fej og ved at indlade sig på den få ord for at have begået en brøde. Mens han således forsøgte at undskylde sig, døde han. Men blandt danskerne udbredte det rygte sig, at Halfdan var faldet for Hildigers hånd. (Saxo ) En sakser af den fornemste byrd, Sivard hed han, begyndte nu at bejle til Gyrithe, der var den eneste, der var tilbage af den danske kongeæt. Hemmeligt foretrak hun Halfdan for ham, og så stillede hun da sin bejler det vilkår, at hun ikke ville ægte ham, før end han havde samlet Daneriget, der nu var splittet i stumper og stykker, til et rige. Med våbenmagt skulle han give tilbage, hvad der var ranet fra hende med urette. Sivard prøvede forgæves derpå, men da han havde bestukket alle dem, der havde noget at sige i den sag, blev hun omsider trolovet med ham. Da Halfdan i Rusland fik dette at vide af købmænd, sejlede han så hurtigt hjem, at han kom, inden brylluppet var holdt. På brylluppets første dag bød han, inden han gik op til kongeborgen, sine mænd, at de ikke måtte forlade de vagtposter, han havde anvist dem, førend de hørte våbengny langt borte. Ukendt af gæsterne gik han frem til jomfruen og kvad: (Saxo ) Ej for rænker ræd jeg var, stolt jeg på et løfte stoled. Tåbe tro på kvindetale, lide trygt på kvindeløfter. (Saxo ) "Ingenlunde har jeg brudt mit løfte til dig", sagde hun, "om jeg end, ene, som jeg var, ikke magtede at modstå så manges overtalelser og værge mig ved at gøre, hvad de strengt formanede mig i henseende til at modtage dette ægteskabstilbud". (Saxo ) Jomfruen havde endnu ikke fået talt ud, da Halfdan gennemborede hendes brudgom med sit sværd, og da han ikke var tilfreds med at have fældet én mand, fældede han størstedelen af gæsterne. Da sakserne angreb ham, selv om de vaklede frem og tilbage i drukkenskab, blev de slået ihjel af hans mænd, som nu kom til. (Saxo ) Derefter ægtede Halfdan Gyrithe, men da han var kommet på det rene med, at hun var ufrugtbar, og han i højeste grad var opsat på at få afkom, drog han til Uppsala for at opnå, at hun blev frugtbar. Der blev da svaret ham, at om han ville avle børn, måtte han først bringe sin broders skygge et sonoffer. Dette bud adlød han, og så opnåede han, hvad han 252

253 14. Harald Hildetand og Sigurd ønskede, idet han med Gyrithe fik en søn, som han kaldte Harald. (Saxo ) I hans navn søgte han igen at samle Daneriget og give riget dets fordums omfang, thi det var blevet splittet ved høvdingernes vold og uret. I en krig på Sjælland angreb han da en såre navnkundig kæmpe ved navn Vesete og faldt i slaget. Da Gyrithe, som af kærlighed til sin søn deltog i slaget i mandsklæder, så det, tog hun sønnen, der kæmpede ivrigt, mens hans staldbrødre flygtede, på sine skuldre, og bar ham til en lund i nærheden. De fleste af fjenderne var for trætte til at forfølge hende, men en af dem skød en pil gennem bagdelen på ham, mens han hang på hendes ryg, og Harald syntes derfor, at hans moder havde påført ham mere skam end ydet ham hjælp. Denne fortælling fortsætter direkte over i Saxos tidligere beretning om Harald Hildetand. Hvis vi læser den danske historiker, Suhm, som skrev i , får vi en forklaring, som sammenknytter Saxo-afsnittet med det uddrag af de frankiske annaler for 782, som blev gengivet ovenfor. Suhm skrev: "Blandt gesandterne nævnes en Asmund og en Halfdan, hvilken var en søn af Borkar, underkonge i Skåne, gift med Gyrithe, datter af Harald, Sigurd Rings søn, og blev ved hende fader til den navnkundige Harald Klak, den første kristne konge i Danmark". Suhm kan have kendt yderligere kilder, som brændte i København. Man kan dog ikke forsværge, at han primært baserede oplysningerne på Saxo og misforstod forbindelsen mellem Harald Hildetand og Sigurd Ring. Man skal bemærke, at Gyrithe hos Saxo (7.9.10) er meget bekymret for den gamle kongestamme Skjoldungerne som hun åbenbart var den sidste rest af hvilket jo ikke hænger sammen med, at hun skulle være datter af en Alf. Hun oplyses ganske vist at være mor til Harald, men den logiske forklaring må være, at hun ikke var mor til Harald Hildetand men til Harald Klak, hvis far netop nævnes som Halfdan nedenfor ligesom hos Saxo. Hun var tværtimod Harald Hildetands datter og den sidste Skjoldunge hvilket ikke modsiges af andre kilder. Frankernes annaler nævner under 812, at Harald Klaks bror Annulo var nevø af den tidligere konge, Harald, som må være Harald Hildetand, der her omtales af frankerne. Ifølge ovenstående var Annulo barnebarn, men selv om Gyrithe skulle være Haralds søster i stedet for datter, ændrer det ikke noget på historiens sammenhæng. Også Harald Klaks øvrige brødre nævnes af frankerne. En af dem hed Hemming, og senere frankiske annaler fortæller, at en dræbt Hemming var søn af Halfdan 162. Denne Halfdan må være Gyrithes mand, hvilket harmonerer med Saxos tekst ovenfor, og han kan tillige være den Halfdan, som i 798 gik i frankisk tjeneste måske fordi Godfred da var ved at træde 161 Peter Friedrich Suhm: Historie af Danmark, Fulda-annalerne nævner, at "Hemming, Halfdans søn" i 837 blev dræbt på øen Walcheren af normannere. Hemming menes at være den bror til Harald Klak og Reginfred, som i 812 var frankisk gidsel (Steenstrup/Erling Albrechtsen). 253

254 14. Harald Hildetand og Sigurd frem. Suhm kan altså have haft ret i en del, men Suhm skelnede ikke mellem historiske kilder og sagn han rekonstruerede i virkeligheden også sagnhistorie han dokumenterede ikke historie, og kan ikke bruges som kilde, selv om han måtte kende forsvundne kilder. Saxo har dermed totalt negligeret Ynglinge-liniens første Sigurd som dansk konge. Måske er den saksiske Sivar, som ovenfor i Saxos tekst må vige for Hildetand-slægtens Harald Klak, i stedet et vrangbillede af den Sigurd-skikkelse, som vi kender fra sagaerne og annalerne. Sammenfattende må det konstateres, at Danmark ifølge sagaerne i 700- tallet efter samlingen mod frankerne øjensynligt blev domineret af to fælles konger over Danmark og Sverige med forskellig baggrund - Harald og Sigurd. Når vi ser bort fra de åbenlyst digtede fortællinger, står de svagt repræsenteret i sagaerne, og Saxo viger i særlig grad udenom den svensk/frisiske Sigurd. På den anden side er Langfedgatal klar og vi har heller ikke nogen væsentlige alternativer til disse to konger, som efterfølgere til figuren Dan/Ivar. Derfor er det væsentligt at konstatere, at de frankiske rigsannaler i anden del af 700- tallet netop omtaler en Haroldus og en Sigifred som danske konger - på en tid, hvor Paulus Diaconus demonstrerede, at de danske konger - og især Sigifried - var velkendte. Langfedgatal, overensstemmelsen mellem sagaer og annaler og forekomsten af navnene hos Saxo er årsagen til at annalernes rækkefølge er valgt for de samlende danske konger, mens en del af Saxos og sagaernes øvrige konger kan være lokalkonger. Ser vi på den tidligere omtalte arkæologiske analyse af Karen Højlund Nielsen 163, kom hun til det resultat, at 600-tallets isolerede regioner fortsatte i den efterfølgende periode, selv om svearne synes at have bredt sig mod sydvest. Først i løbet af 700-tallet udlignedes forskellene mellem regionerne. Måske er Ingjald Illråde skyld i den sydvestlige udbredelse i Sverige, mens Ivar Vidfadme havde så travlt mod syd, at et fælles overordnet styre (med intern samhandel og militæranlæg) først viste sig under Harald Hildetand og Sigurd Ring. Det skal afslutningsvis bemærkes, at den samlende konge, som træder frem i 700-tallet, blot behøver at være en fælles leder af fronten mod frankerne, som opløstes igen i 800-tallet. Det ville være en typisk måde for de germanske folk at fungere på, som kendes helt tilbage fra romersk jernalder og i øvrigt også fra svensk middelalder. Der var næppe tale om deciderede samlede kongeriger. 163 Karen Højlund Nielsen 1991: Artikel i Fra Stamme til Stat

255 14. Harald Hildetand og Sigurd Figur 23. Rekonstrueret kongeslægt / Harald Hildetand - Gorm Rekonstruktion af kongeslægten baseret primært på de frankiske annaler og Adam af Bremen. De stiplede linier er de mest tvivlsomme slægtslinier, mens de prikket/stiplede linier er alternative slægtslinier. Tvivlen drejer sig især om Regnars, Knuds og Gorms afstamning. Den svenske høvding, Olav, knyttes ikke her til det danske kongehus, men han kan teoretisk være søn af Regnars Bjørn eller af den svenske Anund, som muligvis var dansk gift. NB! Opstillingen er ændret for Hardeknud mfl. Se bilag 4b. 255

256 15. Godfred og hans sønner 15 Godfred og hans sønner 15.1 Godfred Heller ikke i den næste generation kender vi de nøjagtige slægtsforhold, men nu får vi ofte hjælp af de frankiske annaler. Sagaerne fastholder som sagt hårdnakket en enkelt Sigurd Ring, som både skulle slå Harald Hildetand og være far til Regnar Lodbrog, men nedskrivningen er først begyndt et par hundrede år senere, så en sådan forveksling vil ikke være usandsynlig. Den første Sigifred må være død i , hvor Godfred trådte ind på scenen 164. Situationen var kritisk for danskerne efter Sigifreds død, da Karl den Stores tropper stod ved Elben med abodritiske allierede blandt slaverne i det østlige Holsten. Vi har desværre ingen anvendelige oplysninger om Godfreds afstamning i sagaerne. Kun Saxo beskæftiger sig med hans ophav ifølge Saxo var han et familiemedlem, men Saxos forklaring om en fader ved navn Gorm er alt andet end troværdig. Denne Gorm, søn af en helt historieløs Harald, kendes ellers ikke 165, og han gjorde sig alene bemærket ved at sende en ekspedition på besøg hos jætten Udgårdsloke - en ren Tolkien-novelle! Vi kan derfor roligt springe alle Saxos mange sørøverhistorier om Gorm, Ømund og Thorkil over, og først læse de historiske kilder hos frankerne, da det giver lettere mulighed for at vurdere og sammenligne Saxo s personbeskrivelser med historien. Ud over Saxo kender vi den handlekraftige Godfred fra frankerne. Så stærk kongemagten forekom på det tidspunkt, har han efter al sandsynlighed været bror eller søn til Sigifred. Der næppe har været andre end Sigurd Rings og Harald Hildetands efterkommere på tale i den situation, da kongeslægtens efterkommere kæmpede voldsomt om magten de næste 50 år. Harald havde ifølge Saxo kun datteren Gyrithe tilbage, da sønnerne var døde. Af konkurrenter til Godfred kendes kun Halfdan, som søgte frankisk asyl i 798 måske netop af samme grund. Antageligt var han Haralds svigersøn, mens Haralds dattersønnerne åbenbart ikke var kommet på banen endnu. De frankiske rigsannaler fortalte første gang i 804 om Godfred, som med sin flåde og hele rigets rytteri ankom til Sliesthorp (Slesvig): (ARF 804) Da det nu meddeltes, at danerkongen Godfred med sin 164 Ragnarsona Thattr. Karsten Friis-Jensen og Claus Lund: Skjoldungernes Saga, Tidsmæssigt ville det passe, hvis Gorm var søn af Harald Hildetand, men der er intet andet, der indicerer den sammenhæng. Det er sandsynligvis et halvhjertet forsøg fra Saxos eller anden side på at koble Godfred på Skjoldungernes mandslinie. 256

257 15. Godfred og hans sønner hær var gået ind i abodriternes land, sendte han sin søn Karl til Elben med en kraftig styrke af franker og sakser og med befaling at gøre modstand mod den afsindige konge, hvis han skulle gøre forsøg på at angribe saksisk område. Da Godfred havde trukket sig tilbage (med store tab iflg. annalerne) gik Karls søn over Elben og afstraffede nogle af de slaver, som havde sluttet sig til Godfred. Han trak sig derefter uskadt tilbage over floden. (ARF 808) Men før Godfred vendte tilbage, ødelagde han den ved havet anlagte handelsplads, som i danernes sprog hedder Reric, og som havde indbragt hans rige store indtægter ved inddrivelse af skatter. Idet han også tog de derværende købmænd med sig, lod han flåden lette anker og kom med hele hæren til havnebyen Sliesthorp. Her opholdt han sig nogle dage og bestemte, at han ville befæste sit riges grænse med en vold, således at der fra den østlige havbugt, som danerne kalder Osteralt, til Vesterhavet og langs Ejderens hele nordbred skulle strække sig en forsvarsvold kun afbrudt af en port, gennem hvilken kærrer og ryttere kunne komme ud og atter vende tilbage. Efter at han nu havde fordelt arbejdet mellem sine anførere, vendte han hjem Næste år forsøgte man resultatløst at forhandle fred mellem daner og franker, og da abodriterne gik mod danernes slaviske allierede, endte det med at abodriternes høvding blev dræbt i Reric af Godfreds mænd "ved svig". (ARF 810) Mens kejseren endnu opholdt sig i Aachen og tænkte på et felttog mod Godfred, modtog han budskab om, at en flåde på 200 skibe fra Northmannia var landet i Frisland, at alle øerne langs den frisiske kyst var blevet hærgede, at den normanniske hær havde leveret friserne 3 slag, at danerne som sejrherrer havde pålagt de besejrede en tribut, og at der allerede af friserne var betalt hundrede pund sølv som skat, men at kong Godfred var hjemme. Og dette var virkelig sandt. Han ilede med hæren i største hast til Allerfloden, slog lejr ved dens udmunding i Weser og ventede på det endelige udfald af Godfreds trusler. For denne konge pralede opblæst i et forfængeligt sejrshåb med, at han ville møde kejseren i et feltslag. Men mens kejseren var lejret på nævnte sted, fik han indbragt forskellige budskaber. Således var flåden, som hærgede Frisland, sejlet hjem, og kong Godfred var blevet dræbt af en af sine mænd. Som sædvanligt skildres danerkongen som grum eller "afsindig". Godfreds afsind kan dog i vidt omfang have været bevidst politik, så han fik lejlighed til at flytte handelsruten langs Frisiens kyst tværs over Sønderjylland til Hedeby og videre over Østersøen til Skandinavien og de 257

258 15. Godfred og hans sønner russiske floder. Reric-affæren viser, at handelsruten var en del af konflikten, hvor danerne sandsynligvis i forvejen havde flådemagten i den vestlige Østersø 166. Erik Arup udviklede i 1904 en teori om, at det var friserne, der anlagde handelsbyerne i Østersøen, men Aksel E. Kristensen imødegik i 1969 hans teorier som ubegrundede. Det virker da heller ikke sandsynligt, at friserne kunne agere således på tværs af den militære magt i Østersøen i Vikingetiden. De har sandsynligvis overdraget hovedparten af varerne til nordiske købmænd i Hedeby som de senere omtalte Ottar og Wulfstan. Traditionelt er Godfreds flådeangreb blevet set som den første store vikingeflåde, men vikingetiden regnes - i historisk terminologi - fra angrebet på Lindisfarna Kloster i 793. Fra det tidspunkt og i hele 800-tallet fortsatte omtalen af regelmæssige vikingetogter mod Frisien, Frankrig og England. Skal man tro sagaerne var der dog kun tale om, at vikingerne nu nåede frem til områder med skriftlig rapportering - nordboerne havde sandsynligvis optrådt som vikinger over for hinanden og de nærmeste naboer i flere hundrede år. Godfreds flådeangreb var antageligt en taktisk begrundet manøvre til afledning og svækkelse af frankerne ikke blot et plyndringstogt. Figur 24. Foto - Hedeby Udgravninger ved bæklejet i Hedeby i De ældste huse er dateret til omkring 810, hvilket bekræfter frankernes oplysninger om oprettelsen i 808 af den nye by ved Slien, som ses i baggrunden. Der er tale om en tæt bebygget by indenfor en halvkredsvold, hvilket afviger stærkt fra de nordiske bopladser på den tid. Voldsystemet blev bygget 166 Bekræftet af foranstående citat fra ARF 808, hvor Karls allierede abodritter i Reric angives at være skatskyldige til danerne allerede inden angrebet. 258

259 15. Godfred og hans sønner sammen med Dannevirke på grund af den udsatte beliggenhed. Lad os derefter læse Saxos beretning om Gøtrik, som klart handler om den historiske Godfred efter en ligegyldig anekdote: (Saxo 8.16) Da Gorm var død, blev hans søn Gøtrik konge. Han bemærkede sig ikke blot ved tapperhed, men også ved ædelt sind, og det er ikke let at sige, om hans tapperhed var større end hans mildhed, thi han tøjlede i den grad sin barskhed med venlighed, at de to ting syntes at holde hinanden i ligevægt hos ham. På den tid kom der til kong Gøt af Norge to islændinge 167, Bjørn og Ræv. Kongen forærede Ræv, som han gjorde mest ære af og viste størst fortrolighed, en svær armring. En af hirdmændene gav sig, da han så det, til med store ord at rose gavens anselighed og sagde, at Gøt ikke havde sin lige i godhed. Men skønt Ræv skyldte kongen tak for den velgerning, han havde modtaget af ham, kunne han dog ikke godkende de store ord, hvormed hirdmanden så overdrevent priste ham, og sagde, at Gøtrik var mere gavmild end Gøt. For at knuse smigrerens tomme påstand ville han hellere aflægge vidnesbyrd om den fraværendes gavmildhed end løgnagtig sleske for den velgører, han stod ansigt til ansigt med. For det andet holdt han for, at det var langt bedre at blive beskyldt for utaknemmelighed end at støtte en tom og pralende ros ved at istemme den. Man burde hellere gøre indtryk på kongen ved alvorlig sandhed end ved løgnagtig smiger. Ulv - således hed hirdmanden - blev imidlertid ikke blot ved med stædigt at fastholde sine lovtaler over kongen, men ville endog lade det komme an på en prøve og foreslog Ræv, at de skulle vædde. Ræv drog så med hans samtykke til Danmark, hvor han traf Gøtrik siddende på sin trone i færd med at betale sine krigere deres sold. Da kongen spurgte, hvem han var, svarede han, at man kaldte ham Lilleræv. Det lo nogle af, og nogle undrede sig derover, men Gøtrik sagde: "Det hører sig til, at en ræv tager sit bytte med munden", og med de ord tog han en ring af sin arm, kaldte manden hen til sig og stak ham den i munden. Ræv satte den straks på sin arm og holdt denne, prydet med guld, som den nu var, op til beskuelse for alle, men den anden arm holdt han skjult, som fordi den intet smykke havde, og til løn for hans snildhed skænkede kongen ham ved sin enestående rundhåndethed en ring til, der ikke stod tilbage for den første. Det blev han såre glad over - ikke så meget på grund af gavens anselighed, som fordi han vandt det væddemål, han havde indgået. Da kongen hørte om væddemålet, glædede han sig over, at han havde vist sig gavmild imod ham - mere ved et tilfælde end med forsæt - og sagde, at han havde mere fornøjelse af at give ham gaven, end han havde af at modtage den. Så drog Ræv tilbage til Norge, og da hirdmanden ikke ville betale det tabte væddemål, slog han ham ihjel og 167 Island var på den tid slet ikke koloniseret. 259

260 15. Godfred og hans sønner fangede Gøts datter, som han gav til Gøtrik. Efter at Gøtrik, som også kaldes Godfred, havde kæmpet i fremmede lande og øget sin hæder og styrke ved det held, der fulgte hans våben, foretog han sig blandt andre mindeværdige ting også at pålægge sakserne den lov med hensyn til skatten, de havde at udrede, hver gang der foregik kongeskifte i Danmark. Da skulle deres høvdinger afgive hundrede hvide heste til den ny konge ved hans tronbestigelse. Når der foregik høvdingeskifte hos sakserne, skulle den nye høvding ligeledes, straks når han overtog magten, udrede denne skat. Således skulle han ved at vise sin lydighed bøje sig for Danmarks vælde, idet han anerkendte vort lands overherredømme og højtideligt tilkendegav sin underkastelse. Gøtrik nøjedes ikke engang med at undertvinge Tyskland, men skikkede Ræv som offentlig sendemand til Sverige for at søge også at vinde det. Svenskerne turde ikke tage livet af ham ved åbenlys vold, men vovede sig til at gøre det lumskeligt, idet de dræbte ham med en sten, mens han sov. De hængte nemlig en møllesten op over ham og skar så tovene, den hang i, over og lod den falde ned på hans hals. Som bod for denne brøde blev det bestemt, at hver af dem, der havde haft del i den, skulle betale tolv mark guld til Gøtrik og alle andre hver en unze. Den afgift kaldte de ræveskat. Imidlertid skete det, at frankernes konge Karl overvandt sakserne i krig og ikke blot tvang dem til at anlægge kristendommen, men også til at underkaste sig hans herredømme. Da Gøtrik erfarede dette, angreb han de folkefærd, der boede ved Elben, og søgte igen at lægge Sachsen ind under sit rige som i gamle dage, thi sakserne holdt ivrigt fast på det åg, Karl havde lagt på dem, og foretrak det romerske herredømme for det danske. Karl havde just den gang trukket sin sejrrige hær tilbage hinsides Rhinen og afholdt sig derfor fra at angribe den fremrykkende fjende, som om floden, der lå imellem dem, hindrede ham deri, og da han besluttede sig til at gå over den igen for at gøre det af med Gøtrik, fik han bud fra Pave Leo i Rom om at komme derned og beskytte byen 168. Han efterkom denne opfordring og overdrog sin søn Pippin at føre krigen imod Gøtrik, så at Pippin, mens Karl selv kæmpede med en fjende langt borte, skulle tage vare på den krig, han var kommen i med sin nabo. Optagen, som han var, af bekymringer til to sider, måtte han dele sin stridsmagt for at få tilstrækkelige midler til at møde kravene fra begge sider. Imidlertid vandt Gøtrik en herlig sejr over sakserne, og efter at have samlet nye stridskræfter og fået tilvejebragt en mere talrig hærstyrke, besluttede han at hævne sig ikke blot på sakserne, men på alle tyskerne for den uret, de havde begået imod ham ved at afkaste hans herredømme. Først underlagde han sig med sin flåde Friesland. Dette land er meget lavt, og når det rasende hav bryder gennem digerne, der er opkastede som værn imod 168 Paven anmodede rent faktisk Karl om beskyttelse mod longobarderne, som Karl neutraliserede, men det var før Godfreds tid. Til gengæld førte assistancen til, at Karl i 801 blev salvet som kejser af paven i Rom - og dette skete i Godfreds tid. 260

261 15. Godfred og hans sønner bølgerne, plejer hele vandmassen at skylle ind over de åbne marker. Gøtrik pålagde friserne en skat, der mere var usædvanlig end hård. Jeg vil kort gøre rede for, hvorledes den blev udredt. Der blev bygget et hus, som var to hundrede og fyrretyve fod langt og delt i tolv rum, hvert på tyve fod, så at de tilsammen strakte sig i den angivne længde. I den øverste ende af dette hus sad kongens skatmester, og i den nederste ende lå der ret ud for ham et rundt skjold. Når friserne nu kom for at betale skat, måtte de kaste pengestykkerne hver for sig i skjoldets hulhed, og kun dem, som skatmesteren langt borte, som han sad, tydelig hørte klinge, tog han for gode og regnede med i den kongelige skat. Han regnede altså kun det for skat, der blev betalt med pengestykker, som han på afstand hørte falde i skjoldet. De, hvis klang var så svag, at den ikke nåede hans øren, blev ganske vist også lagt i skatkammeret, men de blev ikke regnet med i skatten. Da adskillige pengestykker ikke gav så tydelig klang, at skatmesteren kunne høre den, blev følgen, at adskillige, som kom for at betale den skærv, de havde at erlægge, måtte af med mange flere penge, end det egentlig tilkom dem at betale. Denne skattebyrde skal Karl senere have fritaget dem for. Efter at være draget igennem Friesland besluttede Gøtrik, da Karl allerede var vendt tilbage fra Rom, at trænge ind i de fjernere dele af Tyskland, men så blev han svigefuldt angrebet af en af sine egne mænd og faldt for forræderens sværd. Da Karl erfarede dette, sprang han op med overstrømmende glæde og tilstod, at noget glædeligere end denne begivenhed aldrig var faldet i hans lod. Saxo s Gøtrik blev altså i slutningen af Saxo s beretning til den historiske Godfred. Sagaerne beskæftiger sig derimod stort set ikke med denne markante konge de koncentrerer sig om Regnar Lodbrog, som altså var den unge søn af den anden Sigfred. Her er der en stor mangel i Skjoldungesaga, men de manglende beretninger skyldes nok, at sagaerne først og fremmest handlede om Lejre-kongerne. På den tid havde Sigifreds slægt fået konkurrence af brødrene Annulo, Harald Klak, Reginfred og Hemming. Ud fra frankernes bemærkninger ser de som sagt ud til at have været slægtninge af Harald Hildetand som sønner af hans datter Gyrithe og den skånske Halfdan, som repræsenterede Sigifrid i 782, men gik over til frankerne i 798. Mod dem stod ifølge frankerne Godfreds brodersøn, Hemming, som fik magten efter Godfred. Alt tyder på, at det var brødre i kongeslægtens fættergrene, der kæmpede imod hinanden efter Godfreds død men sagaerne interesserede sig åbenbart kun for Lejrekongerne. Saxo ønskede næppe at skildre kongemagten som åben for sådanne brødregrupper. Det var netop problemet i borgerkrigene før Valdemar. Det var simpelthen en del af hans formål at få dem ind på én række bestående af fortrinsvis fædre og sønner. 261

262 15. Godfred og hans sønner De danske kilder fik derfor aldrig de øvrige facetter med. Selve røgsløret vil blive yderligere behandlet i forbindelse med Gorm den Gamle. Harald Hildetand, og dermed også Harald Klak og hans brødre var ifølge Langfedgatal og den rekonstruerede kongeliste efterkommere af Skjoldungen Ingeld Frodesøns slægtsgren Beowulfs Hadbarder. Sigurd var derimod efter den rekonstruerede liste efterkommer efter Roars konkurrerende Svertinger. Netop på det punkt er Langfedgatal anderledes, idet Ivar Vidfadmes linie i den er efterkommere af Ingeld, hvilket kan være en bevidst eller ubevidst fejl på et tidligt tidspunkt. Da Sigurd også synes at være efterkommer i Ingjald Ildrådes Ynglinge-slægtsgren, kan både Harald og Sigurd dog under alle omstændigheder kaldes Ingeldinge og de vil under alle omstændigheder også begge være efterkommere efter Odin ifølge Skjoldungesagas Langfedgatal og den rekonstruerede liste. Ifølge Arngrimur Jonssons læsning af samme Skjoldungesaga var Odin søn af Thor. Troede man den gang på Ifølge legenderne bag Skjoldungesaga og Langfedgatal var de mange døde i de indbyrdes kampe i de fire vintre medlemmer af kongeslægtens tre fremtrædene brødregruppers. Vi skal høre om disse kampe i de næste kapitler, men troede man i 800-tallet på de gamle kongelegender eller deres baggrund, var alle eller blot nogen af dem Ingeldinge og efterkommere af Odin og Thor. Er det dem, der omtales som Ingoldinge på Rökstenen? 15.2 Fætrenes kamp om Godfreds trone Om Godfreds død skrev "Munken fra St. Gall" sidst i 800-tallet: (St. Gall) Men Godfreds egen søn (hvis mor han netop havde forskudt for at tage en anden hustru) fik ram på ham, da han var ved at trække sin høg væk fra en hejre, og stak ham gennem livet med sit sværd. Hvem denne søn var, melder historien desværre ikke noget om, men vi hører om konsekvenserne, set fra frankerne: (ARF 810) Efter danerkongen Godfreds død fulgte Hemming, hans brodersøn, ham på tronen og sluttede fred med kejseren. Freden blev underskrevet allerede året efter, så Saxos efterfølgende Olav fra Lejre må igen være en lokalkonge, som man ikke kunne få meningsfuldt plads til i sammenhængene: (Saxo 9.1) Da Gøtrik var død, blev hans søn Olaf konge. Opsat på at hævne sin faders død betænkte han sig ikke på at indvikle sit fædreland i borgerkrig, idet han satte hensynet til, hvad han skyldte det almene, til side 262

263 15. Godfred og hans sønner for sine sønlige følelser. Da han var død, blev hans lig lagt i en høj, der blev opkastet tæt ved Lejre, og som bærer hans navn. (Saxo 9.2) Efter ham fulgte Hemming, om hvem jeg ikke har fundet andet, der er værd at berette, end at han sluttede fred med kejser Ludvig og stadfæstede den med ed. Men den avindsyge tid har måske skjult mange udmærkede bedrifter af ham, skønt de gjorde ham navnkundig i hans levetid. Nu begyndte der hvert år at komme frankiske optegnelser om danerne, hvor danere som Halfdan og hans sønner har opereret på frankisk side: (ARF 812) Ikke længe efter kom meddelelsen om, at kong Hemming af Danmark var død. Sigfred, en nevø af Godfred, og Annulo, en nevø af Harald, den tidligere konge, ønskede at følge ham på tronen, men da de to ikke kunne blive enige om, hvem der skulle være konge, så samlede de tropper, mødtes i slag og fandt her begge døden. Men da Annulos parti havde vundet sejr, valgte de hans brødre, Harald og Reginfred, til deres konger. (Saxo 9.3) Efter dem blev Sivard med tilnavnet Ring konge. Han var en søn af en konge i Norge, der hed lige sådan, og Gøtriks datter. Det var skåningerne og sjællænderne, der hjalp ham til magten, thi hans søskendebarn Ring, der ligeledes var Gøtriks dattersøn, havde Jylland, så herredømmet over riget var delt. Som om de to landsdele ikke var værd at regne for noget formedelst deres lidenhed, begyndte fremmede folk ikke blot at ringeagte dem, men også at angribe dem. Sivard gik løs på dem med større forbitrelse end på sin medbejler til riget, og da han foretrak krig med udvortes fjender for borgerkrig, forsvarede han i fem år standhaftigt sit fædreland mod alskens farer. Han ville nemlig hellere finde sig i, at der blev gjort skår i hans herredømme hjemme for så meget lettere at råde bod på den skade, der kom udefra. Derfor greb Ring, som var begærlig efter den del af landet, han rådede for, lejligheden og søgte at tilrive sig herredømmet over hele riget og betænkte sig ikke på at volde den mand fortræd i hans eget land, som vågede over det uden for det. Han angreb nemlig de landsdele, han rådede for, og lønnede ham således med utaknemmelighed for det forsvar, han førte for det fælles fædreland. Så gav nogle af sjællænderne, der var Sigvard såre hengivne, for at lægge deres oprigtige troskab imod den fraværende for dagen, hans søn Regnar kongenavn, skønt han knap nok var kommet ud af vuggen endnu, ikke fordi de ikke vidste, at han endnu var uskikket til at være konge, men fordi de ved at føre så kosteligt et pant frem ville ophidse Sivards sløve forbundsfællers sind imod Ring. Men da Ring erfarede, at Sigvard i mellemtiden var vendt hjem fra sit krigstog, angreb han sjællænderne med en 263

264 15. Godfred og hans sønner stor hærstyrke, og lod dem vide, at hvis de ikke overgav sig, ville de blive dræbt. Sjællænderne, som kun havde valget mellem skam og fare, og som nærede mistillid til deres egne kræfter, fordi de var så få, bad om våbentilstand for at kunne overveje sagen. Den blev tilstået dem, men da det ikke syntes dem muligt at blive Sigvard tro, og det syntes dem uhæderligt at forblive under Ring, vaklede de længe mellem frygt og skam. Af frygt for ikke at udsætte Regnar for umiddelbar fare bragte de ham til Norge, for at han kunne blive opfostret der. Kort efter angreb Sivard Ring og holdt slag med ham. Han fældede Ring, men fik selv ulivssår, så han døde efter nogle få dages forløb. Trods de uklare familieforhold indeholder Saxo og de frankiske rigsannaler samme historiske hovedlinjer, men vi skal være opmærksomme på, at familieforbindelserne ikke interesserede frankerne. Der kan dog næppe heller være tale om Godfreds dattersønner, som Saxo påstod, da Godfred på det tidspunkt havde fem sønner. Frankerne omtalte Sigifred som en nevø (nepos) til Godfred altså antageligt en bror eller fætter til Hemming af mands- eller kvindelinje. Annulo's ældre onkel antages normalt at være Harald Hildetand, men han var dog snarere morfar. Annulo kan betyde Ring, som Saxo kalder ham. Saxo har altså vist sig at være rimeligt velunderrettet omkring dette tidspunkt og helt på linje med frankerne i modsætning til sagaerne og Langfedgatal som slet ikke nævner Horik-grenen, der åbenbart ikke havde noget med Lejre at gøre. Det vil derfor også være velbegrundet at vælge hans dræbte Sivard Ring (II), hvis beskrivelse passer til frankernes historie, som far til den unge Regnar og droppe sagaernes sammenblanding af de to Sigifred er, som også er tidsmæssigt usandsynlig. Saxo nævner netop, at Regnar var alt for ung til tronkampene og derfor blev bragt i sikkerhed til en opvækst i Norge. For frankerne var den unge Regnars skæbne derimod uinteressant på den tid. Ser man på forløbet i forhold til sædvanlige kongevalg, vil det være forventeligt, at Sigifred I tog magten som overkonge efter at have overvundet onklen, Harald Hildetand. Han stod derfor direkte over for frankerne, som åbenbart havde haft Harald som tidligere kongelig kontakt og referenceperson. Sigifreds bror, eller snarere søn, Godfred, overtog magten ved Sigifreds død, mens Haralds svigersøn, Halfdan, gik i asyl. Efter Godfreds død i 810 tog hans nevø, Hemming magten. Om det skyldes, at Hemmings øjensynligt afdøde far havde været ældre end Godfred, eller at Horiks sønner var for unge eller havde stået bag mordet på Godfred, ved vi ikke. Da Hemming døde i vinteren , trådte Harald Hildetands dattersønner ind på scenen med Annulo (Ring) som modkandidat til Hemmings bror (eller fætter) Sigifred II. Under den 264

265 15. Godfred og hans sønner efterfølgende voldsomme kamp dræbtes både Sigifred og Annulo (Ring). Regnar og Godfreds sønner flygtede til henholdsvis Norge og Sverige, mens Annulos sejrende brødre, Harald Klak og Reginher, valgtes som konger. Der er naturligvis stadig et svagt anstrøg af spekulation, men det er næsten fuldstændig baseret på de frankiske annaler, som er støttet af Saxo og ikke direkte modsagt af sagaerne eller logikken. Alle de nævnte personer optræder i de frankiske annaler, bortset fra omtalen af den unge Regner, som kun omtales af Saxo, der til gengæld her støttes af sagaerne, selv om de har sammenblandet de to Sigifred er. Allerede ved Halfdans forræderi, men også ved det senere forløb omkring sønnen, Harald Klak, og den nordiske hjælp til Godfreds sønner, bliver det klart, at kampene ikke blot var en magtkamp, men også en kamp mellem tilhængerne af henholdsvis den hedenske og den kristne religion, hvor de gamle Skjoldunger åbenbart var på vej til at blive kristne. Figur 25. Saxos Godfred-slægt Saxos Godfred-slægt Gorm Godfred Sivard Datter Datter Olav Hemming Sivard Ring Ring Regnar Harald Sivard Guttorm Erik Barn Datter Enignub Knud Gorms og Godfreds slægt ifølge Saxo. Sivard I er her en norsk konge, hvis søn var sjællandsk konge, mens fætteren Ring (Annulo) var jysk konge. Frankerne havde haft Haralds bror, Hemming - ikke at forveksle med den tidligere konge - som gidsel, og i 813 forsamledes to delegationer for at vedtage fred og udlevere denne Hemming. Brødrene deltog dog ikke selv: 265

266 15. Godfred og hans sønner (ARF 813) De var dog for tiden ikke hjemme, men var draget til Westerfolda (Landskabet vest for Oslofjorden) med en hær, den fjerneste egn mod nordvest i deres rige, som skuer over mod nordspidsen af Britannien, og hvis høvding og folk nægtede dem lydighed. Da de efter at have underkastet sig dem var vendt tilbage og havde modtaget den af kejseren oversendte broder, begyndte dog kong Godfreds sønner og ikke få af de danske stormænd, som allerede for en tid siden havde forladt fædrelandet og nu levede i landflygtighed hos svenskerne, krig mod dem med tropper fra alle sider, og da landsmænd fra alle egne af Danmark strømmede til i skarer, drev de dem efter at have udkæmpet slag uden stort besvær fra kongemagten. (ARF 814) Danerkongerne Harald og Reginfred samlede igen styrker og begyndte krig mod Godfreds sønner. I denne kamp faldt både Reginfred og en af Godfreds ældste sønner. Harald troede da ikke rigtigt mere på sin sag, drog til kejseren og gav sig i hans varetægt. Da kejseren havde modtaget ham, bød han ham tage til Sachsen og vente på et gunstigt tidspunkt, hvor han ville tilbyde ham den hjælp, han bad om. Sagaernes oplysninger om, at den danske kongemagt strakte sig til Sverige og Norge var altså ikke tomt pral, når kongerne kunne lægge en sådan vægt på en begivenhed i Norge, at de forlod den truede sydgrænse. Selv Harald Klak og hans bror styrede altså i deres korte regeringstid hele Kattegat-kysten. Uppland og de to Götalande kan man ikke kan udtale sig om på dette grundlag. Det står også klart, at kongeslægten havde delt sig i et frankervenligt parti, som underkastede sig den frankiske kejser, og et Godfred-parti, som ville stå fast mod frankerne og den kristne religion. Godfred-sønnerne fik øjensynligt støtte af svenskerne og nordmændene, som også har været betænkelige ved de kristne frankeres ekspansion. Øjensynligt var det Skjoldunge-slægtens Ingeld-gren, repræsenteret ved Harald Hildetandbrødrene, som gik på frankernes kristne side, mens Godfred-slægten og den lille Regnar var af hedensk frisisk/russisk mandslinje og af kvindelinje fra både Ynglinge og Skjoldunger. I 815 efter Karl den Stores død gik en frankisk hær med Harald Klak op i den "normanniske" landsdel Sinlendi (Sønderjylland/Sli-land?), men Godfreds sønner trak sig tilbage på en ø 3 mil fra fastlandet (Fyn?). Frankerne turde ikke følge med og måtte derfor opgive at erobre kongemagten til Harald. Dette må tolkes sådan, at herredømmet over Jylland ikke gav tilstrækkelig magt over kongeriget. Der blev herefter forhandlet mellem parterne, men i 819 skete der en kovending: (ARF 819) Også Harald blev af abodriterne efter kejserens befaling ført til sine skibe og sejlede til sit fædreland for at overtage styret der. Til ham sluttede sig to af Godfreds sønner for, som det siges, sammen med ham at dele 266

267 15. Godfred og hans sønner magten. To andre blev jaget ud af landet, men dette mener man, skete med svig. Det videre forløb kan følges i annalerne. I 824 drog Harald tilbage til kejseren for at klage sin nød over Godfreds sønner. Også bisp Ebo, som havde været på missionstur hos danerne, vendte tilbage. I 826 lod Harald og hans familie sig døbe af kejseren i Mainz - en storslået begivenhed, som er digterisk skildret af Ermoldus Nigellus - hvorefter Harald vendte tilbage til Danmark. Dette var anledningen til, at missionæren Ansgar blev introduceret i Danmark, som en del af Haralds følge Horik I På det tidspunkt trådte Godfred-sønnen Horik ud af brødregruppens anonymitet. Harald kunne ikke holde stand mod Godfred-sønnerne, som smed ham ud for sidste gang i 827 efter hans dåb. Harald havde fået overdraget et frisisk gods af kejseren, som blev hans fremtidige base. Det første års tid generede han danerne ved plyndring, men efter et kraftigt dansk modangreb koncentrerede han sig om intrigerne mellem Karl den Stores sønner, der medførte en opdeling og svækkelse af det frankiske rige. Her fik Haralds slægt betydning som grænsejarler i det frisiske område og værn mod de normanniske vikinger. I 829 ophørte de overleverede officielle frankiske annaler, men de afløses af de næsten lige så fyldestgørende Annales Bertiniani dog uden samme interesse for de danske forhold. Efter Haralds fald fik Ansgar i 829 besked af kejseren om at drage til Sverige. Efter et sørøverangreb undervejs, der ribbede dem for alt, skriver hans efterfølger Rimbert i Ansgars levnedsbeskrivelse: (Ansgar kap. 10) Med stor besværlighed rejste de den meget lange vej til fods, og hvor det traf sig så, satte de med båd over de mellemliggende vande og nåede endelig frem til dette riges søstad, som kaldes Byrka, hvor de blev godt modtaget af kongen, som hed Bjørn, da hans sendebud forklarede, af hvad årsag de kom. Enkelte begærede af fromt sind dåbens nåde. Deriblandt også byens høvding, kongens rådgiver og gode ven, ved navn Herigar. Ansgar blev i Sverige i 1½ år, hvor han fik oprettet en lille menighed på den internationale markedsplads, Birka. Menigheden klarede sig i mange år frem til Herigars død muligvis fordi en del var udenlandske købmænd, som var nødvendige på handelspladsen hvorefter Ansgar i 853 vendte tilbage til Birka. Fra 845 opnåede Ansgar at blive venligt behandlet af Horik, men han 267

268 15. Godfred og hans sønner fik aldrig omvendt Horik, som regerede helt til 854. Inden den dramatiske afslutning på Horiks regeringstid, skal vi dog følge et andet spor. 268

269 16. Regnar Lodbrog og hans sønner 16 Regnar Lodbrog og vikingerne 16.1 Saxos Regnar Lodbrog Bemærkelsesværdigt ved Saxos beskrivelse er, at han kun har enkelte sidebemærkninger om Horik/Erik I og Ansgar. Dette er i klar modsætning til Adam af Bremen, som begynder sin fortælling om danernes konger med Harald Klak og Ansgar dvs. kristendommens og Hamburg-kirkens indtog i Danmark. Saxo koncentrerer i stedet ligesom sagaerne sin fortælling om Regnar Lodbrog, som må have været vikingekonge (anfører) samtidig med, at Horik I var den danske konge, som frankerne forhandlede med. I Saxos beretning indtager Regnar denne rolle overfor Harald Klak, og Regnar synes i øvrigt at udfylde Horiks rolle helt ud, hvilket må skyldes, at Danmark kun skulle have én konge i Saxos krønike - i lige slægtslinie. Horik-linjen døde imidlertid ud eller mistede i alt fald kongemagten, så den kunne Saxo ikke bruge derfor var Regnars fortsættende slægt den interessante. Den sagnomspundne Regnar og hans sønner var umulige at komme uden om i en fortælling om Norden, og det var antageligt dem, der havde Lejre som hovedsæde. Derfor måtte han reducere den parallelle Horik til et ubetydeligt medlem af kongeslægten, som vi først skal møde sidst i beretningen om Regnar-sønnerne i Saxo (Saxo 9.4) Efter ham (Sivard/Sigurd Ring) blev Regnar konge. På den tid fældede kong Frø af Sverige den norske konge, Sivard, indespærrede hans frænders hustruer i et skøgehus og udbød dem offentligt til beskæmmelse. Da Regnar erfarede det, drog han til Norge opsat på at hævne sin bedstefader. Da han kom dertil, ilede adskillige af disse kvinder, som enten nylig havde måttet give deres legemer til pris eller frygtede for, at der snart ville blive gjort vold på deres kyskhed, ivrigt til hans lejr i mandsklæder og erklærede, at de ville foretrække døden frem for skændsel. Han, som ville hævne den tort, der var blevet tilføjet kvinderne, skammede sig da heller ikke ved at benytte de kvinders hjælp, hvis forsmædelse han ville hævne, imod ophavsmanden til denne skændighed. 2. Blandt dem var også en skjoldmø ved navn Ladgerd, som havde mands mod i brystet, skønt hun kun var en jomfru, og med håret udslået over skuld-rene kæmpede i første række. Alle beundrede hendes uforlignelige bedrifter - håret, der flagrede hende ned ad ryggen, røbede nemlig, at hun var en kvinde - og da Regnar havde fældet sin bedstefaders drabsmand, udspurgte han flittigt sine krigere om denne pige, som han havde lagt mærke til forrest i fylkingen, og tilstod, at han havde denne ene kvinde at takke for sejren. Da han havde fået at vide, at hun var af ædel byrd blandt nordmændene, bejlede han indtrængende til hende ved sendemænd. 3. Hun foragtede hemmeligt hans bejlen, men lod, som hun ville føje 269

270 16. Regnar Lodbrog og hans sønner ham. Efter at hun ved løgnagtige svar havde fået sin forelskede bejler til at tro, at han ville få sit ønske opfyldt, befalede hun, at en hund og en bjørn skulle bindes i forstuen til hendes hus. Det var hendes agt at beskytte sit kammer mod den ivrige elsker ved hjælp af disse to glubende dyr. Men Regnar, som blev glad over det gunstige svar, gik om bord på sit skib, sejlede over havet og begav sig ene til pigens hus, idet han bød sine ledsagere at blive tilbage i Guldalen - således hedder en dal der på egnen. I huset blev han modtaget af de glubske dyr, men det ene gennemborede han med sit spyd, det andet greb han i struben, drejede halsen om på det og kvalte det. Han fik så jomfruen som løn for den overvundne fare. I sit ægteskab med hende fik han to døtre, hvis navne ikke er blevet bevaret i erindringen, og en søn Fridlev. I tre år holdt han sig i ro og gammen. 4. Jyderne, som er et trodsigt folkefærd, troede, at han aldrig ville vende tilbage på grund af det giftermål, han nys havde indgået. De sluttede derfor forbund med skåningene og prøvede på at angribe sjællænderne, som med inderlig hengivenhed bevarede deres troskab imod Regnar. Da Regnar erfarede det, udrustede han tre hundrede skibe. Efter at være sejlet hjem med gunstig vind tilintetgjorde han ved landsbyen Hvideby skåningene, der vovede at holde slag med ham. Da vinteren var gået, kæmpede han sejrrigt med jyderne, der boede ved Limfjorden - et sund i den del af landet. Efter for tredje og fjerde gang at have overvundet skåningene og hallænderne vendte han sin hu til kong Herrøds datter Thora, som han attråede at ægte, og forskød Ladgerd. Han troede nemlig ikke, hans hustru var til at stole på, eftersom han mindedes, hvordan hun i sin tid havde sat to grumme vilddyr ud på ham for at berede ham døden. 5. Imidlertid havde svenskekongen Herrød bragt sin datter nogle slanger til opfostring, som hans ledsagere havde fundet, da han en gang var på jagt i skoven. Hun adlød straks sin faders bud og fandt sig i med sine jomfruhænder at opfostre dette øglekuld - ja hun sørgede endog for, at de hver dag fik en hel oksekrop at æde sig mætte på, uden at ane, at hun ved at opfede dem beredte landet en ulykke. Da de var blevet fuldvoksne, afsved de nemlig hele omegnen med deres pestsvangre ånde. Kongen, som nu fortrød sin enfoldige gerning, lod kundgøre, at den, der friede landet for denne plage, skulle få hans datter til ægte. Mange ungersvende indlod sig forgæves på dette farlige foretagende - ikke mindre tilskyndet af tapperhed end af elskov. 6. Da Regnar af folk, som rejste imellem landene, fik nys om dette, bad han sin fostermoder om at give ham en ulden kappe og et par meget lodne broge (bukser), som kunne skærme ham imod slangebidene. Han mente nemlig, at han til beskyttelse måtte have lodne klæder. For lettere at kunne røre sig i dem tog han dem tillige bløde og bøjelige. Da han på sit skib var kommet til Sverige, og det faldt i med frostvejr, dykkede han sig med vilje i vandet og lod de våde klæder stivfryse for at gøre dem mere uigennemtrængelige. Således påklædt tog han afsked med sine ledsagere, idet 270

271 16. Regnar Lodbrog og hans sønner han opfordrede dem til at være sønnen Fridlev tro, og gik ene op til kongeborgen. Da han fik øje på den, spændte han sværd ved lænd og tog et spyd med svingrem i sin højre hånd. 7. Da han så gik videre, kom en usædvanlig stor slange glidende frem imod ham. I dens spor fulgte en anden, der var lige så stor. De gjorde alt, hvad de kunne, snart for at knuse ungersvenden med deres halers bugtninger, snart for uafladeligt at overgyde og overspy ham med deres edder. Hirdmændene, der var krøbet i sikkert skjul, så imidlertid til på afstand som rædde småpiger. Kongen selv flygtede ligeledes rædselsslagen med nogle få mænd til et snævert kammer. Men Regnar, som stolede på sine frosne klæders hårdhed, gjorde slangernes giftige angreb til skamme ikke blot med sine våben, men også ved hjælp af klæderne. Han holdt ene under utrættelig kamp stand imod de to gab, der uafladeligt spyede edder på ham, thi deres tænder afbødede han med skjoldet og edderen med klæderne. Til sidst slyngede han med kraftig hånd spydet imod de to udyr, der angreb ham, borede det igennem hjertet på dem begge og førte således kampen lykkeligt til ende. 8. Kongen så nysgerrigt på hans påklædning, og da han så, hvor lodden og grov den var - især den nederste del af den og allermest brogene - gav han ham skæmtvis tilnavnet Lodbrog. Han indbød ham også til gæstebud med ham selv og hans venner, for at han kunne kvæge sig efter de overstandne besværligheder. Regnar sagde imidlertid, at han først måtte se til sine kammerater, som han havde ladet blive tilbage. Han gik da bort og vendte tilbage med dem. De var alle prægtig klædte i anledning af det gæstebud, de skulle til, og omsider, da det var til ende, fik han den for sejren fastsatte løn. Med Thora fik han to herligt begavede sønner, Radbard og Dunvat, og de fik brødrene Sivard, Bjørn, Agnar og Ivar. 9. Imidlertid afsatte jyderne og skåningene opflammet af en uslukkelig oprørslue Regnar og overgav herredømmet til en mand ved navn Harald. Regnar sendte bud til Norge og bad om venlig hjælp imod dem. Ladgerd, hvis gamle kærlighed endnu levede stærkt og standhaftigt i hende, sejlede da skyndsomst til Danmark tillige med sin nye husbond og sin søn og bragte ham, som i sin tid havde forskudt hende, en flåde på hundrede og tyve skibe. Da Regnar mente, at han havde al den hjælp nødig, han kunne få, opbød han folk af enhver alder til forsvar. Han satte svagelige folk sammen med stærke og betænkte sig ikke på at stikke drenge og oldinge ind i de stærkes fylkinger. 10. Han søgte først at knuse skåningerne og holdt et vældigt slag med oprørerne på den slette, der kaldes Uldager 169. Der viste Ivar, som kun var syv år gammel, at han havde en fuldvoksen mands kraft i en drengs legeme. Men Sivald blev, medens han angreb fjenden ansigt til ansigt, såret og faldt næsegrus til jorden. Da hans staldbrødre så det, gav de sig opfyldte af den 169 Fra arkæologien (Göran Burenholt: Nordisk Arkeologi, 1999) ved vi i dag, at Skånes største høvdingesæde i jernalderen, lå på det højeste punkt på sletterne ved Lund i nutidens Uppåkre, som teoretisk kan være en forveksling af navnet. 271

272 16. Regnar Lodbrog og hans sønner største ængstelse til at se sig om efter, hvorhen de kunne flygte, så det kom ikke blot til at gå ud over Sivard, men nedslog næsten hele Regnars hærs mod. Men Regnar styrkede atter ved mandig dåd og opmuntring sine forfærdede mænds slukne mod og drev dem til at prøve på at sejre, just som de var ved at blive overvundne. 11. Ladgerd, som i sit spæde legeme havde et uforligneligt mod, dækkede også med det forbillede, hun gav på glimrende tapperhed, over krigsfolkenes tilbøjelighed til at give sig på flugt. Hun gjorde nemlig en svingning og faldt uventet fjenden i ryggen, så den skræk, der var opstået blandt hendes staldbrødre, gik over i den fjendtlige hær. Til sidst måtte Haralds hær vige, og efter at hans folk havde lidt et stort nederlag, flygtede han. Da Ladgerd kom hjem fra slaget, gennemborede hun om natten sin husbonds strube med et spyd, hun havde skjult under sin kjortel. Derefter tilegnede hun sig hele hans magt og værdighed, thi denne overmodige kvindesjæl holdt det for fornøjeligere at have herredømmet uden husbond end at dele hans kår. 12. Sivard blev ført til en by i nærheden, hvor han lod sig pleje af læger. De var imidlertid ved at fortvivle fuldstændigt, thi det skrækkelige sår gjorde alle de lægemidler, de anvendte, til skamme. Men pludselig så de en mand af forbavsende størrelse gå hen til den syges seng. Han lovede Sivard, at hvis han ville indvie alle de mænds sjæle, han fældede i kamp, til ham, skulle han straks blive karsk. Han lagde heller ikke dølgsmål på sit navn. Han hed Roster, sagde han. Da Sivard skønnede, at han ved at give et ringe løfte kunne opnå et stort gode, gik han ivrigt ind på, hvad manden forlangte. Så bortstrøg oldingen pludseligt med hånden den blå plet, der var en følge af forrådnelsen i såret, og der kom straks ar på det. Til sidst dryssede han støv i øjnene på ham, og så gik han. Der kom pludselig pletter på Sigurds øjne, og til forbavselse for dem, der så det, fik disse pletter den største lighed med små snoge. Jeg skulle næsten tro, at ophavsmanden til dette under har villet åbenbare den grumhed, ungersvenden skulle lægge for dagen i fremtiden. Ved dette umiskendelige vidnesbyrd i hans øjne om fremtiden ville den mest iøjnefaldende del af hans legeme ikke savne en forudsigelse om hans senere liv. Da den gamle kone, som tilberedte hans lægemidler, så ham få disse snogemærker i ansigtet, blev hun grebet af en usædvanlig skræk for ungersvenden, dånede og faldt om. Herfra stammer Sivards vidt kendte tilnavn Snogøje (Sagaernes Sigurd Orm-i-øje). 13. Imidlertid døde Regnars hustru Thora af en hidsig sygdom, hvilket voldte ham, som elskede sin hustru højt, overordentlig bitter sorg. Da han holdt for, at han bedst kunne forjage den ved arbejde, besluttede han at søge trøst i idrætter og dulme sin smerte ved anstrengelser. Idet han derfor for at drive sin kummer på flugt og finde trøst tænkte på krigsbedrifter, bød han, at enhver husfader skulle bringe ham den af sine sønner, han satte mindst pris på, eller en slave, der var upålidelig og doven til sit arbejde, for at han kunne komme i krigstjeneste hos Regnar. Skønt denne forordning kun syntes lidet 272

273 16. Regnar Lodbrog og hans sønner skikket til at fremme hans formål, viste han dog, at de ringeste danske overgik de tapreste mænd blandt andre folkefærd, og de unge mennesker havde stor nytte deraf, idet de, som således udvalgtes, kappedes om at aftvætte det dorskhedsmærke, der var blevet sat på dem. 14. Han bestemte derefter, at enhver retstrætte skulle pådømmes af tolv godkendte ældste. Alle andre retsmidler afskaffedes, og det tilstedtes hverken sagsøgeren eller sagvolderen at tale sin sag. Denne forordning havde det gode ved sig, at den gjorde det umuligt letsindigt at yppe retstrætter, og han mente derved tilstrækkeligt at have forebygget, at onde mennesker falskelig anklagede nogen. Derefter påførte han England krig og sårede og fældede i et slag Hame, som var konge der og fader til Ella, en såre ædel ungersvend. Derpå fældede han jarlerne over Skotland, Petland og de øer, som kaldes Sudrøerne eller de sydlige øer, og satte sine sønner Sivard og Radbard over disse landsdele, der nu havde mistet deres høvding. Efter også med magt at have berøvet Norge dets konge bød han dette land lyde Fridlev, og ham satte han også over Orknøerne, som han berøvede deres egen jarl. 15. Nogle af danskerne, som i deres halsstarrige had imod Regnar hårdnakket vedblev at pønse på oprør, sluttede sig imidlertid til Harald. Han havde hidtil været i landflygtighed, og søgte nu at bringe sin kuldkastede lykke på fode igen. Ved denne fremfusenhed vakte de hele borgerkrigens frækhed imod kongen og indviklede ham i farer hjemme, da ingen fare truede ham udefra. For at holde dem i ave drog Regnar imod dem med en flåde bemandet med danske øboer og tilintetgjorde oprørernes hær. Han drev Harald, den slagne hærs høvedsmand, på flugt til Tyskland og nødte ham til forsmædeligt at aflægge den værdighed, han frækt havde tiltaget sig. Han nøjedes heller ikke med simpelt hen at ombringe fangerne, men foretrak at pine dem til døde, så at de, han ikke kunne få til at opgive deres troløshed, ikke engang fik lov til at opgive ånden uden at blive straffet med den største grumhed. Desuden fordelte han jordegods tilhørende dem, der var flygtede sammen med Harald, blandt sine krigsfolk. Han mente nemlig, at deres fædre blev meget hårdere straffede, når de så, at den ære at tage arv efter dem blev de sønner til del, som de i sin tid havde forstødt, medens de, som de holdt mere af, gik glip af deres fædrenearv. 16. Men ikke en gang det var nok til at slukke hans hævntørst. Han besluttede oven i købet at angribe Sachsen, fordi han troede, at det var hans fjenders tilholdssted, og at Harald var tyet dertil. Han bad sine sønner om at stå ham bi og angreb Karl, som just da opholdt sig der ved sit riges grænse. Efter at Regnar havde opsnappet hans skildvagter og listet sig forbi de udstillede vagtposter, troede han, at resten ville være let at gøre, og håbede, at det ville gå rask fra hånden. Men så kom der pludselig en med guddommelig spådomsgave udrustet kvinde, som om hun var en fra himlen sendt sand-sigerske eller fortolkerske af den guddommelige vilje, og advarede Karl med heldbringende forkyndelse og forebyggede ved sin lykkelige spådom 273

274 16. Regnar Lodbrog og hans sønner den truende fare. Hun lod ham vide, at Sivards flåde havde lagt til ved floden Seines munding. Kejseren lånte opmærksomt øre til hendes ord, og da han tydede dem som et budskab om, at fjenden var i landet, sørgede han for, at de barbarer, hvis komme således var blevet meldt ham, blev holdt i ave ved, at han gik imod dem og holdt slag med dem. I det slag, han holdt med Regnar, havde han ikke så meget held med sig, som man skulle have ventet efter den forsigtighed, hvormed han belavede sig på faren. Karl var næsten hele Europas utrættelige overvinder, der var draget gennem så stor en del af verden og alle vegne havde vundet de største og mest strålende sejre. Han så nu den hær, der havde overvundet så mange stater og folkefærd, vende ryg i slaget og blive slået af en lille flok fra en enkelt landsdel. 17. Efter at have pålagt sakserne skat fik Regnar sikker tidende fra Sverige om, at Herrød var død, og dertil fik han at vide, at hans sønners arv efter deres bedstefader blev forholdt dem ved hans efterfølger Sørles svig. Han bad da Bjørn, Fridlev og Radbard om at slå sig sammen med ham - thi Regnald, Hvidsærk og Erik, hans sønner med Svanløg, havde endnu ikke nået våbenfør alder - og drage til Sverige. Da Sørle mødte ham med sin hær, lod han Regnar vælge, om der skulle holdes almindeligt slag eller tvekamp, og da han valgte tvekamp, stillede Sørle en kæmpe af udmærket mod ved navn Skard tillige med hans syv sønner til holmgang med ham. Regnar tog sine tre sønner med. De kæmpede i begge hæres påsyn, og Regnar gik ud af kampen som sejrherre. Bjørn fik, fordi han havde tilføjet fjenden et nederlag uden selv at lide nogen skade, et tilnavn, som han beholdt alle sine levedage. Det forkyndte, at hans sider var så hårde, som om de var af jern. Denne sejr gav Regnar tillid til, at han ville overvinde enhver fare, og han angreb da Sørle og fældede ham og alle de krigsfolk, han førte i marken. 18. Han skænkede Bjørn herredømmet over Sverige som løn for hans udmærkede tapperhed, og så afholdt han sig i nogen tid fra krig og holdt sig i ro. Han fattede nu stor elskov til en kvinde. For lettere at komme i besiddelse af hende søgte han ivrigt at vinde hendes fader ved at vise ham den største velvilje, indbød ham ofte til gæstebud og behandlede ham så med den yderste høflighed. Han rejste sig ærbødigt op, når han kom og hædrede ham ved at bænke ham ved sin side, glædede ham tit med gaver og stundom med de venligste ord. Da faderen indså, at al den ære ikke blev ham til del for hans egne fortjenesters skyld, grundede han over, hvad grunden dertil vel kunne være. Han kom så på det rene med, at hans konges stiltiende bevågenhed hidrørte fra kærlighed til hans datter, idet han skjulte sin attrå for hende under skin af venlighed imod ham. For nu at gøre elskerens snildhed til skamme vogtede han så meget omhyggeligere på hende, just fordi han mærkede, at han eftertragtede hende med hemmelig attrå og stor halsstarrighed. Men Regnar, som til sin glæde havde fået sikkert bud om, at hun gav ham sit ja, begav sig ud til den gård, hvor hun holdtes i forvaring. Han gik ud fra, at intet er umuligt for elskov, og gik ene til en bonde i 274

275 16. Regnar Lodbrog og hans sønner nabolaget og bød sig til gæst hos ham. Næste morgen byttede han klæder med kvinderne og kom i kvindedragt til sin elskede, medens hun var ved at spinde. For ikke at røbe sig var han snild nok til også at give sig i lag med denne kvindesyssel, skønt hans hænder ikke var øvede i kunsten. Om natten fik han så sin vilje med pigen og favnede hende. 19. Da det lakkede ad tiden, da hun skulle føde, og hendes tiltagende sværhed røbede, at hun havde sat sin kyskhed til, trængte faderen, som ikke var sikker på, hvem hans datter havde ladet sig besvangre af, hårdt ind på hende for at få hende til at sige, hvem hendes ukendte forfører var. Da hun hårdnakket påstod, at hun ikke havde haft andre i sengen hos sig end sin terne, overlod han til kongen at få sagen oplyst. Regnar kunne ikke finde sig i, at den uskyldige terne skulle lade en så usædvanlig beskyldning sidde på sig, og skammede sig ikke ved at tilstå sin egen brøde for at godtgøre en andens uskyldighed. Ved denne ædle adfærd både gendrev han den falske beskyldning, at en kvinde havde avlet barnet, og opnåede, at et latterligt rygte ikke kom ud blandt onde tunger. Han lyste barnet, hun skulle føde, i kuld og køn og sagde, at han ville, det skulle kaldes Ubbe. Da drengen omtrent var bleven voksen, lagde han til trods for sin ungdom en moden mands forstand for dagen. Han elskede sin mor, fordi hun havde givet sig hen til en højbåren mand, men nærede ingen ærbødighed for sin fader, fordi han havde nedladt sig til en elskov, der var under hans værdighed. 20. Derefter rustede Regnar sig til et tog imod hellesponterne, stævnede danskerne til tinge og lovede, at han ville give folket overmåde heldbringende love. Han fastsatte, at mens enhver familiefader hidtil skulle afgive den af sine sønner, han agtede ringest, til krigstjeneste, skulle han nu ruste sin kraftigste søn eller sin pålideligste træl. Da det var gjort, drog han ledsaget af sine sønner med undtagelse af Ubbe af sted og angreb og underlagde sig hellesponterne og deres konge Dian efter at have overvundet dem i adskillige slag. Til sidst fældede han kongen efter at have påført ham en mængde ulykker. 21. Hans sønner Dian og Daxon, der var gift med ruthenser-kongens døtre, fik deres svigerfader til at hjælpe med krigsfolk og satte sig med den største iver for at hævne deres fader. Da Regnar så, hvor umådelig stor deres hær var, tvivlede han om, at hans krigsstyrke var tilstrækkelig. Han bød derfor, at nogle kobberheste skulle sættes på hjul, så de kunne føres af sted. De skulle køres omkring på vogne, som let kunne drejes, og af al magt drives ind iblandt fjendernes tætteste skarer. Dette bidrog til at splitte fjendernes fylking så meget, at håbet om sejr mindre syntes at bero på krigsfolkene end på disse indretninger, som med deres uimodståelige masse knuste alt, hvad der kom i vejen for dem. Den ene af høvdingerne blev dræbt, den anden flygtede, og hele hellesponternes hær gav sig på flugt. Skytherne, med hvem Daxon også var nært beslægtet på mødrene side, skal også være blevet tilintetgjort i det nederlag. Deres land fik Hvidsærk. Ruthenser-kongen, som 275

276 16. Regnar Lodbrog og hans sønner ikke stolede på sine kræfter, skyndte sig i tide at unddrage sig Regnars frygtelige våben ved flugt. 22. Da Regnar havde været på vikingefærd på det nærmeste i fem år og hurtig havde bragt alle andre folkefærd til at underkaste sig, fik han at vide, at bjarmerne åbenbart unddrog sig hans herredømme. Han havde nyligt overvundet dem, men deres underkastelse ikke var til at stole på. Da de fik nys om hans komme, fik de ved deres galdresange himlen til at stå dem bi og drev de ophidsede skyer op til et voldsomt uvejr. Det hindrede en stund danskerne i at sejle, og så slap levnedsmidlerne op for dem. Da uvejret pludselig hørte op, sved den mest brændende hede dem med sin brand. Den plage var ikke lettere at holde ud, end den stærke kulde havde været. Således plagede et ulykkebringende overmål i begge retninger skiftevis deres legemer og ødelagde dem ved sin overvældende styrke først til den ene side og så til den anden. Hertil kom så blodgang, der gjorde det af med de fleste, så danskerne, som ingen vegne kunne komme som følge af vejrets farlige beskaffenhed, omkom i massevis af den legemssot, der opstod overalt. (Dette er muligvis Saxos beskrivelse af den sygdom, som førte til Regnars død i andre kilder) 23. Da Regnar mærkede, at den magt, hvormed vejret holdt ham tilbage, snarere var kunstig end naturlig, sejlede han videre, så godt han kunne, og kom til kurernes og sembernes land, hvor man viste hans myndighed den højeste grad af ære som den mest hæderkronede sejrherres magtfuldkommenhed. Denne hyldest gjorde kongen endnu mere opbragt på bjarmerne for deres overmod, og han søgte at hævne den foragt, de havde vist hans kongelige myndighed, ved uventet at angribe dem. Deres konge, hvis navn ikke kendes, blev rædselslagen ved dette fjendernes pludselige indfald. Da han ikke turde indlade sig i kamp med dem, flygtede han til Matul, kongen i Finmarken. Stolende på dennes bueskytters udmærkede dygtighed fortrædigede han ustraffet Regnars hær, der overvintrede i Bjarmeland. 24. Finnerne plejer nemlig at løbe hurtigt på glatte træskinner og farer af sted til hvilken side de vil, så man påstår, at de er i stand til efter behag at nærme eller fjerne sig. Så snart de nemlig har gjort fjenden fortræd, flyver de bort med samme hastighed, som de kom med. De er ikke længere om at trække sig tilbage end om at rykke frem. Deres behændighed så vel som den dygtighed, hvormed de forstår at bruge deres ski, gør dem derfor udmærket skikkede både til at angribe og til at flygte. Man kan tænke sig, hvor Regnar den gang må have undret sig over sin kranke lykke, da han, som i sin tid havde besejret Romerriget, da det stod på sit højdepunkt, nu så sig styrtet i den største fare af en våbenløs og uordnet hob. Han, som på glimrende måde havde gjort det af med den romerske krigsstyrkes største pryd og den herligste anførers ypperlige krigsfolk, måtte vige for en rå og vild hobs usle og fattige udrustning. Han, hvis krigshæder det tapreste folkefærds magt hidtil ikke havde formået at mindske, kunne nu ikke stå sig imod en lille flok af et foragteligt folk. 276

277 16. Regnar Lodbrog og hans sønner 24. Han måtte nu finde sig i at angribe en ussel og ukendt lille folkehob hemmeligt og ligesom på stimandsvis. Således gik det til, at han ikke skammede sig ved at plette sin strålende hæder, som han havde vundet åbenlyst og ved dagens lys, med svig i nattens mørke og i stedet for at holde sig i åben tapperhed tog sin tilflugt til hemmelige baghold. Det blev lige så nyttigt, som det tog sig stygt ud. Han glædede sig ikke mindre over finnernes flugt end i sin tid over Karls og tilstod, at han havde fundet større kræfter hos dette folk, der var blottet for alt, end hos den bedst udrustede krigsstyrke. Det faldt ham lettere at holde stand over for romernes tungeste våben end over for de pjaltede finners pile. Da bjarmernes konge var dræbt og finne-kongen jaget på flugt, lod Regnar til evig påmindelse om sin sejr sine bedrifter indriste på klippetoppene. 26. Imidlertid lod Ubbe sig af sin morfader Esbern forlede til formasteligt at tragte efter kongemagten. Han satte den ærbødighed, han skyldte sin fader, til side og gjorde fordring på kongekronen for sit eget hoved. Da Regnar af de svenske jarler Kelther og Thorkil fik nys om denne frækhed, sejlede han i største hast til Gotland. Da Esbern mærkede, at de to nævnte mænd var Regnars sag hengivne med sjælden troskab, søgte han ved at tilbyde dem belønninger at få dem til at svigte kongen. De holdt imidlertid ubøjeligt fast ved, hvad de havde sat sig for, og sagde, at deres vilje rettede sig efter Bjørns, hvorefter de lod ham vide, at der ikke var en eneste svensker, som ville vove at gøre noget, der var ham imod. Så var Esbern ikke sen til at prøve sig frem hos ham ved at skikke sendemænd til ham med de fagreste ord. Han erklærede, at han aldrig ville hælde mere til forræderi end til trofasthed og anså det for den største skændsel at foretrække en troløs broders gunst for den retsindigste faders kærlighed. Sendemændene lod han hænge til straf, fordi de havde opfordret ham til så svar en brøde, og svenskerne straffede på samme måde de øvrige, der hørte til sendemændenes følge, med døden for deres strafværdige opfordring. 27. Da Esbern skønnede, at hans underfundige og hemmelige anstalter kun havde liden fremgang, samlede han åbenlyst krigsfolk og skred uden omsvøb til krig. Men Ivar, der var høvedsmand over Jylland, erklærede, at ingen af parterne i denne ugudelige strid kunne være guderne velbehagelig, og han unddrog sig derfor fra den syndige krig ved frivilligt at drage i landflygtighed. Regnar angreb Esbern i det sund, som hedder Grønsund, og fældede ham. Den dræbtes afhuggede hoved bød han skulle stilles op i forstavnen til skræk for oprørerne. 28. Ubbe flygtede, men begyndte atter krigen på Sjælland og angreb sin fader. Da hans fylking var splittet ad, og han ene blev angrebet fra alle sider, fældede han så mange af den fjendtlige hær, at fjendernes lig dyngede sig op og dannede som den stærkeste vold om ham, inden for hvilken det var en let sag for ham at hindre sine angribere i at komme ham nær. Til sidst blev han dog overvældet af fjendens tætte skarer, fanget og ført bort for at lægges i 277

278 16. Regnar Lodbrog og hans sønner lænker. Med umådelig kraft sprængte han lænkerne og rystede dem af sig, men da han søgte at bryde og afkaste de bånd, som så blev lagt på ham, var det ham ikke muligt at slippe af sit fangenskab. Da Ivar fik nys om, at oprørerens straf havde gjort ende på urolighederne i landet, vendte han hjem til Danmark, hvor Regnar modtog ham med den største ære, fordi han, mens denne grumme strid rasede, i hvilken far og søn stræbte hinanden efter livet, havde lagt den største næstekærlighed for dagen. 29. Imidlertid fik Daxon, som længe forgæves havde søgt at overvinde Hvidsærk, der stod for styret i Skythien, til sidst denne lokket i en fælde under påskud af, at han ville slutte fred med ham. Han blev gæstevenligt modtaget af Hvidsærk, men havde en skare væbnede mænd i beredskab, som han lod køre ind i byen under foregivende af, at de ville drive handel, og som så ved nattetid skulle angribe hans værts hus. Hvidsærk anrettede et sådant nederlag blandt denne stimandsskare, at han var omgivet af en hel dynge lig af fjender, så at de for at tage ham til fange måtte sætte stiger til. Tolv af hans staldbrødre blev ligeledes fanget af fjenden på samme måde, og da det blev stillet dem frit for at vende hjem til deres fædreland, erklærede de, at de ville ofre deres liv for kongen og foretrak at dele en andens fare for at trække sig ud af den, de selv var stedte i. 30. Men Daxon blev så grebet af medlidenhed ved synet af Hvidsærks overvættes fagerhed, at han ikke kunne bære det over sit hjerte at bryde denne knop, der var ved at folde sig ud til den herligste blomst. Han bød ham ikke blot livet, men også sin datter til hustru med halvdelen af riget i medgift, idet han hellere ville skåne ham på grund af hans fagerhed end straffe ham på grund af hans tapperhed. Men så sjælsstor var Hvidsærk, at han ikke brød sig det ringeste om et liv, der skænkedes ham af nåde. Han afslog tilbudet om at slippe for al straf, som om det var en velgerning, der kun var såre lidt værd, holdt selv fast på sin dødsdom og sagde, at Regnar ville være lemfældigere med den hævn, han ville tage for sin søn, i fald han fik at vide, at han selv havde fået lov til at vælge sin dødsmåde. Hans fjende undrede sig over denne fremfusenhed og lovede, at han skulle blive ombragt på den måde, han selv bestemte. Den tilladelse tog ungersvenden imod som en stor velgerning, og han bad om, at han måtte blive bundet og brændt tillige med sine staldbrødre. Daxon var ikke sen til at opfylde hans indstændige bønner om at måtte komme af med livet og lod ham ombringe på den måde, han bad om som en gunst. 31. Da Regnar erfarede dette, var han nær ved at sørge sig til døde. Han klædte sig ikke blot i sørgeklæder, men lagde sig også i sin store bedrøvelse til sengs og gav sin smerte luft i suk og klager. Hans hustru, som havde mere end mands mod, bebrejdede ham hans svaghed og styrkede hans mod ved mandig opmuntring, kaldte hans sjæl tilbage fra sorgen og opfordrede ham til af al magt at øve krigsbedrifter. Det var rimeligere, sagde hun, at en tapper far sonede sin søns blodbestænkte aske med våben end med tårer. Hun formanede ham til ikke i kvindagtig sorg at pådrage sig lige så megen vanære 278

279 16. Regnar Lodbrog og hans sønner ved gråd, som han før havde vundet hæder ved tapperhed. Hendes ord gjorde Regnar bange for, at han ved kvindagtig sorg kunne sætte den navnkundighed på spil, hans tapperhed tidligere havde skaffet ham. Han aflagde sine sørgeklæder og de andre tegn på sorg, og i håb om snarlig hævn vækkedes atter hans slumrende mod. Således kan stundom de svage sjæle styrke de stærke. 32. Han overdrog til Ivar at tage vare på riget, omfavnede med faderlig kærlighed Ubbe, som atter var kommet i gunst hos ham som i fordums dage. Så sejlede han med sin flåde til Rusland, fangede Daxon og sendte ham betynget med lænker til Udgård for at holdes i forvaring der. Det er vitterligt, at Regnar ved denne lejlighed behandlede sin kæreste søns drabsmand med den største mildhed og lemfældighed, idet han for at opnå den hævn, han attråede, lod sig nøje med at sende den skyldige i landflygtighed frem for at lade ham dræbe. Denne mildhed bragte ruthenserne til at skamme sig ved yderligere at rase imod en konge, som de ikke en gang ved bitter uret kunne drive til at ombringe sine fanger. Det varede heller ikke længe, før Regnar atter skænkede ham sin gunst og gav ham tilbage til hans land, imod at han lovede hvert år at overrække ham skatten knælende og barbenet ledsaget af tolv af landets ældste, som ligeledes skulle være barbenede. Han regnede det nemlig for bedre at gå lemfældigt til værks over for en fangen og ydmygt bedende mand end at svinge den blodige økse og ville hellere til stadighed bøje mandens stolte nakke under trældomsåget end at hugge den over en gang for alle. 33. Da han drog bort derfra, satte han sin søn Erik med tilnavnet Vejrhat over Sverige. Her fik han at vide, at medens Fridlev og Sivald var på krigstog med ham, havde nordmændene og skotterne svigagtigt overdraget kongeværdigheden til to andre. Han gjorde det da først af med ham, der havde tilrevet sig magten i Norge, og gav dette rige til Bjørn. Derpå drog han sammen med Bjørn og Erik til Orknøerne, som han hærgede. Omsider lagde han til land ved Skotlands grænser, og efter at have udmattet skotternes konge Murial ved et tre dages slag fældede han ham. Hans sønner Dunvat og Radbard blev derimod efter at have kæmpet ypperligt dræbt af fjenderne, så den sejr, deres far vandt, var bestænket med deres blod. 34. Da han kom hjem til Danmark, fik han at vide, at hans hustru Svanløg i mellemtiden var død af sot. Straks søgte han trøst for sorgen i ensomhed og lukkede tålmodigt sin syge sjæls kummer inde bag sit hus' vægge. Denne bitre sorg fik imidlertid ende, da Ivar pludselig vendte hjem, fordrevet fra sit rige. Gallerne havde nemlig jaget ham bort og svigagtigt overdraget kongemagten til en mand ved navn Ella, Hames søn. Regnar tog Ivar med som vejviser, eftersom han var stedkendt der i landet, sejlede dertil med sin flåde og kom til den havn, som hedder Norwich. Der udskibede han sine krigsfolk, og efter et slag, der trak ud i tre dage, drev han, efter at der var flydt en mængde engelsk og såre lidt dansk blod, Ella, der havde stolet på 279

280 16. Regnar Lodbrog og hans sønner gallernes tapperhed, på flugt. 35. Efter at have dvælet et år der som sejrherre kaldte Regnar sine sønner til hjælp og drog til Irland. Efter at have dræbt kongen, Melbrik, belejrede, stormede og indtog han Dublin, der var helt opfyldt med barbarernes skatte. Der lå han i lejr et år, og så sejlede han igennem Middelhavsstrædet og trængte frem helt til Hellespont, idet han drog igennem de mellemliggende riger og alle vegne vandt de berømmeligste sejre. Skæbnen afbrød ingen steder hans stadige og heldige fremgang. 36. Imidlertid havde Harald med bistand af nogle danske, som kun havde liden lyst til at følge Regnar på hans krigstog, igen begyndt uroligheder i riget og anmasset sig kongenavnet. Da Regnar vendte tilbage fra Hellespont, mødte han ham med våbenmagt. Da det gik Harald uheldigt, drog denne, som indså, at hans hjælpekilder hjemme var udtømte, til kejser Ludvig, som den gang opholdt sig i Mainz, for at bede ham om hjælp. Ludvig, som var opfyldt af den største iver for at udbrede den sande tro, stillede barbaren en betingelse. Han lovede ham hjælp, hvis han ville gå ind på at antage kristendommen, thi der kunne ingen hjerternes enighed være imellem folk, som havde forskellig tro. Enhver, som søgte hjælp, måtte derfor først have samme religion, og man kunne ikke være fælles om store bedrifter, når man var uenig om, hvorledes man skulle dyrke Gud. Denne kejserens beslutning skaffede både hans gæst frelsen og ham selv ry for fromhed. Så snart Harald højtideligt havde ladet sig døbe, hjalp han ham straks med saksiske krigsfolk. 37. Stolende på dem lagde Harald med umage og bekostning kræfter i at bygge en kirke i landskabet Slesvig, som han viede til Gud. Således tog han sit forbillede i henseende til den hellige gudsdyrkelse fra de romerske kirkeskikke. Han erklærede hedningernes vildfarelser for vanhellige, nedbrød deres templer, jog offerpræsterne i landflygtighed, afskaffede deres præsteskab og var den første, som indførte Kristi hellige lære i sit barbariske fædreland og lagde vægt på den sande gudsdyrkelse efter at have forkastet afgudernes. Endelig iagttog han med den mest samvittighedsfulde omhu alt, hvad der kunne tjene religionen til beskyttelse. Men Harald havde mere fromhed end held med sig ved det, han således begyndte på, thi Regnar kom over ham. Regnar krænkede de kirkeskikke, han havde indført, gjorde den sande religion fredløs, genindsatte den falske i dens gamle plads og lod dens skikke komme til deres gamle ære og værdighed. Harald måtte gå i landflygtighed og gjorde sig skyldig i helligbrøde, thi han, der havde givet et lysende forbillede ved at begynde på at indføre den sande lære, var den første til at svigte den. Efter at have gjort sig berømmelig ved sin fromhed blev han en skændig frafalden. 38. Imidlertid begav Ella sig til Irland, hvor han ombragte alle dem, der med troskab hang ved Regnar, med sværdet eller på anden måde straffede dem. Da Regnar angreb ham med sin flåde, straffede den almægtige ham i sin retfærdige vrede åbenlyst for den foragt, han havde vist religionen. Regnar 280

281 16. Regnar Lodbrog og hans sønner han blev fanget og kastet i fængsel, og hans syndige legeme blev givet til føde for slanger. Øglerne frådsede ynkeligt i hans indvolde. Hans lever blev fortæret, og en slange gnavede som en grum bøddel på selve hans hjerte. Da kvad han med modig røst om alle sine bedrifter, og da han havde opregnet dem alle tilføjede han: "Om grisene vidste, hvad galten må lide, til strid de stævned og stormed stien." 39. Af de ord skønnede Ella, at der endnu var nogle af hans sønner i live. Han bød da, at bødlerne skulle holde op og slangerne tages bort, men da svendene ilede til ormegården for at udføre kongens befaling, var Regnar allerede kommet den i forkøbet ved sin død. 40. Må vi ikke sige om denne mand, at to norner havde delt hans skæbne imellem sig? Den ene skænkede ham en velbeholden flåde, et mægtigt rige og de vældigste kræfter til vikingefærd. Den anden påførte ham hans berømmelses tilintetgørelse. Hans krigsfolks fald og den beskeste død, idet bødlen så de giftige øgler flokkes om ham og frådse i det hjerte, som havde holdt urokkelig stand over for enhver fare. Af ham, som fra at være den herligste sejrherre sank ned til usle fangekår, kan vi lære, at ingen skal stole for trygt på lykken. Som det fremgår, er Harald Klak let genkendelig, mens annalernes Horik endnu ikke er nævnt med et eneste ord, selv om Saxo må have kendt ham, når han var så godt orienteret om begivenhederne i Saxos Regnar udfører nemlig her både det, vi kender som Horiks, Regnars og Regnarsønnernes bedrifter - og lidt til. Sandsynligvis er det Regnar Lodbrogs død, der skildres - men på en helt anden måde - i de frankiske kilder i 845, hvor Annales Bertiniani og Xanten beretter: (Bertin 845) Normannerne sejlede nu igen ned ad Seinen til havet, plyndrede overalt, hærgede og brændte alle byer i kystegnene. Men selv om den gode Gud var så dybt krænket over vore synder og derfor hårdt hjemsøgte de kristne riger og lande, så blev dog hedningerne, for at de ikke længere ustraffet skulle beskylde Herren, den Almægtige og Alvidende, for mangel på forudseenhed eller i hvert fald på magt, da de efter plyndring og nedbrænding af et kloster vendte hjem med tungtlastede skibe, således ramt af Guds dom med blindheds mørke og med vanvid, at kun enkelte undkom, som kunne fortælle de andre om Guds magt. Bevæget heraf, siges det, at Horik, deres konge, sendte fredsforhandlere til Ludvig, germanernes konge, beredt til efter 281

282 16. Regnar Lodbrog og hans sønner evne at løslade fangerne og til at give de røvede skatte tilbage (Xanten 845) Men senere blev røverne ramt af en umådelig ulykke, i hvilken også forbrydernes anfører, Reginher, som havde udplyndret de kristne og de hellige steder, omkom under herrens slag. Så afholdt deres konge, Horik, sig i fjorten dage med hele hedningefolket fra kød og mjød; plagen holdt da op Vikingelederen Regnars skæbne beskrives mere bredt i "Den hellige Germains mirakler" 170, hvor sygdommen begrundes med, at hans folk skændede helgengraven. Om Regnars død fortælles: (Germain) den svulmende hævelse var i den grad fuldstændig, at hørelsen, synet, lugten og smagen forsvandt fra hans legeme. Og da han var revset af Gud, således som han fortjente, sprængtes han midtpå, og alle hans indvolde flød ud på jorden. Men de andre, som blev tilbage, døde dag for dag. Og ikke blot disse, men enhver, der havde rørt ved dem, døde også med det samme, ramt af en indvortes sygdom. Reginhers ynkelige sygdom, vanvid og udflydende indvolde konverteres hos Saxo og sagaerne på mere passende vis til en heltekonges død i en ormegård. Der er næppe tvivl om, at vikingehærens leder Reginher (Raginerus i St. Riquiers Mirakler) var sagnenes Regnar Lodbrog, som netop havde denne vikingerolle. Da Regnar blev syg, søgte han til faderens fætter, Horiks hof. "De vendte hjem med tungtlastede skibe" og Horik, som var deres konge, "gav de røvede skatte tilbage". I frankernes øjne stod Horik helt klart over vikingelederne, selv om Horik officielt med beklagelse tog afstand fra vikingernes plyndringer, når frankerne klagede til ham. Kun i samme år skal han selv have været på færde ved afbrændingen af Hamburg - måske med deltagelse af Regnar 171. Regnars død tyder på, at der har været et forhold af accept mellem Horik I og Regner, der bekræfter de familieforhold, som er omtalt tidligere Sagaernes Regnar og Ansgars anden rejse Sagaerne ligger på linie med Saxo. Danernes konge, Regnar Lodbrog, er en fast bestanddel i sagaerne, og han fik endda sin egen saga sammen med sine sønner. Følgende er Axel Olriks komprimerede referat af Arngrimur Jonssons genfortælling af sagaerne: (Fragmenta) Regnar Lodbrog fik ved sin fader Sigurds død riget. Men da naboerne så, at så ung en konge rådede over landet, begyndte de at lægge det under sig. Han fandt da på det råd at bejle til Götalandsjarlen 170 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 3, 1988 (side 123). 171 Bertin 845 og Niels Lunds alternative tolkning i Historisk Tidsskrift,

283 16. Regnar Lodbrog og hans sønner Gautriks datter Thora, som han fik som løn af jarlen for at dræbe en vældig slange. Hun døde efter at have født ham sønnerne Erik og Agnar. Regnar underlagde sig hele det rige, som hans forfader Ivar Vidfadme havde haft, og gjorde sit navn kendt i mange lande. Han ægtede siden Aslaug, datter af den navnkundige kæmpe Sigurd Favnesbane. Hun fødte ham fem sønner: Ivar, Hvidsærk, Bjørn, Ragnvald (der allerede i sine unge år faldt i sine brødres hær) og Sigurd, den yngste. Hvert år drog Regnar på hærtog og satte da underkongen Eystein til at vogte Svealand. Regnars ældste sønnekuld, Erik og Agnar, angreb ham da for at vinde riget. Den gang holdtes der stort blot i Uppsala. Kong Eystein havde en troldko, som han blotede til. Ved sit brøl og sin styrke kunne den opskræmme en hel hær. I slaget faldt Agnar og Erik blev taget til fange. Eystein tilbød ham bod for sin broder og at give ham sin datter til ægte, men Erik ville ikke overleve sin broder. Han bød dem plante spyd i jorden med odden op og at kaste ham på dem. Til afsked sendte han sin stedmoder Aslaug en ring. Kort før havde Regnar bejlet til Eysteins datter og villet lade sig skille fra Aslaug, fordi hun ikke var af ædel byrd. Han opgav dog dette forsæt, da Aslaug fortalte ham den rette sammenhæng og derpå lovede ham, at det barn, hun da bar under hjerte, skulle have en orm i øjet som mærke på sin afstamning fra ormedræberen Sigurd. Dette barn, hendes yngste søn Sigurd, fik derfor tilnavnet Snogøje (Ormøje). Ivar med tilnavnet Benløs (fordi han havde brusk i stedet for ben), Bjørn Jernside og Hvidsærk drog på mange vikingetog, og indtog til sidst i faderens fravær hans rige, men moderen æggede dem op til hellere at hævne hendes stedsønners død. De drog da med al deres magt mod Svealand. Ivar Benløs lod sig bære i slaget på et skjold. Han var kun væbnet med en stærk bue. Straks da de mødtes, førte Eystein sin troldko mod fjenden, efter først at have blotet til den. Ivar sendte den imidlertid med et skud en pil i hvert øje. Dernæst sprang han op på dyret (hans brusk blev med et til ben!) og huggede det i stykker. Brødrene sejrede nu, og Eystein faldt. Regnarssønnerne drog nu i viking og satte sig for at hjemsøge Rom. Undervejs mødte de en olding, som bar jernsko. På deres spørgsmål, hvor lang vejen var, svarede han, at han, siden han forlod Rom, havde slidt det par jernsko op, han bar på ryggen, og næsten også det, han nu havde på. Vikingerne vendte da om. Men oldingen skal have været apostlen Peder, der således værgede sin by 172. Regnar ville ikke sættes i skygge af sine sønners stordåd. Han rustede, medens de var på tog, to skibe og drog mod England. Forgæves søgte Aslaug at holde ham tilbage. Derovre blev han slagen og mistede ynkeligt livet. Under selve dødskampen digtede han et kvad om, at han havde kæmpet i 51 slag og sejret i alle. Således døde han ved ormenes bid. Fortællingen om hans død og sønnernes hævn lyder omtrent som hos Saxo. Den by, som Ivar anlagde på den af Englandskongen givne grund, 172 De angreb Luna nord for Pisa i den tro, at det var Rom, og vendte om i nærheden af Firenze. 283

284 16. Regnar Lodbrog og hans sønner kaldes hos os London, og Ivar skal have øget dens omfang ved opfyldning af søen. Regnars sønner delte riget mellem sig. Ivar fik England. Han levede længst af dem alle. Efter sin død blev han højlagt på gammel vis. Sigurd Ormøje fik Danmark, Bjørn Jernside Svealand og begge Götlande, Hvidsærk fik Vendland og Reidgotaland. Stort set alle krøniker og kongelister taler om Regnar Lodbrog som danskernes konge, til trods for, at kun Horik historisk er dokumenteret som konge - endda som vikingelederen Reginhers overordnede. Horik må formelt have været konge over de danske lande og overordnet i relation til lederne for de vikingeflåder, som udgik fra Danmark, men de øvrige har sandsynligvis været kaldt konger i Norden, og Regner var ifølge Saxo konge på Sjælland. Vi vender senere i kapitlet tilbage til dette forhold. Figur 26. Figurine af Odin Figurine af Odin i sin tronstol Lidskjalf fundet under udgravningerne i Lejre. Ravnene Hugin og Munin er klare attributter. Vulsten under næsen er et overskæg, hvilket kan være vanskeligt at se, da figuren kun måler et par centimeter. Den er fra 800-tallet. Udover at Regnar døde, var året 845 åbenbart et vendepunkt på flere 284

285 16. Regnar Lodbrog og hans sønner andre måder. Ansgars efterfølger i Birka, Gautbert, blev udjaget af svearne, men til gengæld forligede Horik I sig med kristendommen - uden at blive omvendt. Kirken hævdede, at det skyldtes Guds straf over Regnar. Måske var det i stedet tabet af en alliance med Regnar, der medførte, at Horik måtte have mere ro på den frankiske front, fordi han ikke havde samme forhold til Regnars balstyriske sønner. Under alle omstændigheder kan man hos Rimbert nu læse om Ansgar: (Ansgar 21) Derfor besøgte han jævnligt Horic, som dengang var enehersker i Danmarks Rige og i en søstad i hans rige, som var meget skikket dertil og ligger nær ved disse egne (Hedeby), hvor købmænd kom sammen fra alle kanter, tillod han ham at bygge en kirke, indrømmede ham et sted, hvor præsten kunne bo, og gav tillige den tilladelse, at hvem i hans rige der ville, måtte blive en kristen. Rimbert fortæller også i sit kapitel 16 om den landflygtige svenske kong Anund, som opholdt sig i Danmark, men som ca. 851 tog præsten Ardgar med, da Anund med dansk hjælp generobrede Birka. Ardgar drog dog hurtigt tilbage, da den kristne Herigar døde. Ansgar drog i stedet derop, og Rimbert fortæller i forbindelse med denne anden Birka-rejse ca. 853: (Ansgar 23) Da han nu var i færd med at foretage denne rejse, havde han med sig et sendebud og tegn fra nysnævnte kong Horic, og denne lod den svenske konge, ved navn Olaf, hilse fra sig og sige, at "den Guds tjener, som var sendt fra Kong Ludvig og kom til hans rige, kendte han meget nøje derfor havde han givet ham lov til i sit rige at gøre, hvad han ville for at fremme kristendommens sag. Og nu bad han ham, at han ligeledes ville tillade ham at gøre det samme i sit " Hvor meget af dette, der er kirkepolitisk resultatmarkering, kan diskuteres, men årstallet peger på, at anbefalingen kom fra Horik 1. Det var i kirkens interesse, at fremhæve, at det var lykkedes at vinde en dansk enehersker for sin sag, men forholdet mellem den danske og svenske konge og kongernes navne havde Rimbert næppe noget motiv til at fordreje. Oplysningerne om kongerne Anund og Olaf er interessante i relation til det senere forløb i Hedeby. En anden interessant skildring af den nordiske kongemagt giver Rimbert fra Ansgars andet besøg i Birka: (Ansgar 23) Der kom en og sagde, at han havde været i de guders forsamling, som man holdt for, ejede dette land, og at han var sendt dem for at forkynde kongen og folket følgende: "I har længe i os haft nådige guder, og ved vor hjælp har I i lang tid med stor overflødighed i fred og lykke haft det 285

286 16. Regnar Lodbrog og hans sønner land, som I bebor. I har også efter skyldighed betalt os med ofringer og løfter, og vi har været tilfredse med jeres lydighed. Men dersom I endelig ønske at have flere guder, og vi ikke er eder nok, så er vi enige om at optage jeres gamle Kong Erik i vort samfund, så at han skal sættes i gudernes tal!" Kongen sagde til Ansgar: "derfor hverken kan eller tør jeg give lov til eders ærinde, uden først ved lodkastning at have spurgt vore guder til råds og tillige fået folkets vilje derom at vide." Thi det er skik der til lands, at ethvert offentligt anliggende mere afhænger af folkets enstemmige vilje end af kongens magt. (Ansgar 24) Thi kongen forsamlede først sine høvdinger og begyndte at forhandle med dem om dette vor faders ærinde. Disse besluttede, at man ved lodtrækning skulle udforske, hvad der var gudernes vilje i denne sag. De gik derfor, som det var deres sædvane ud på fri mark og kastede lod, og loddet faldt, at det var guddommens vilje, at kristendommen der skulle grundfæstes. Da nu tingdagen var kommet, som blev holdt i ovennævnte by, Byrka, lod kongen, således som det var skik og brug hos dem, ved heroldens røst udråbe blandt folket, hvad der var deres ærinde. Aldrig så snart fik de det at høre, før disse folk, så gale og forstyrrede som de i forvejen vare, begyndte at råbe hver på sit og gøre støj. Da den gamle mand havde talet således til ende, blev hele folkemængden enig og vedtog, at både præsterne måtte være hos dem, og at hvad der måtte høre til Kristi sakramenter, måtte ske hos dem uden modsigelse. Nu rejste kongen sig fra tinget men han kunne dog endnu ikke tilstå ham (Ansgar) fuld tilladelse, førend han på et andet ting, som skulle holdes i en anden del af hans rige, meddelte det samme til de der boende folk. Også på dette ting blev det vedtaget at tillade folk at dyrke kristendommen, men desværre nævnes stedet ikke. Sagaerne og arkæologien peger imidlertid på, at Svea-kongens hovedsæde lå ved Snorres "Alle svears ting" i Uppsala og tidligere kan man læse hos Saxo, at også danske konger opsøgte oraklet i Uppsala. Det var Mälardalens centrum på den tid, og var antagelig derfor det ting, som kongen tillige måtte spørge - og hvor Anund måske stadig sad 173. Rimberts skildring ligner meget den skildring Saxo senere giver af den danske styreform forud for Valdemar, men den kan også siges at harmonere med Tacitus. Det skal erindres, at Rimbert var Ansgars hjælper og efterfølger, og at han derfor var velunderrettet og skrev kort efter begivenhederne - muligvis ledsagede han endda Ansgar til Sverige på den anden rejse. 173 Nogle forskere mener, at det kan have været göternes ting, men der var flere götiske lande. Rimberts beskrivelse tyder på, at det førstnævnte ting lå nær Birka, hvor der lå et center for kongemagten på naboøen, Adelsø. Det forekommer derfor sandsynligt, at det første ting fandt sted i Birka/Adelsø-regionen, mens det andet fandt sted i Uppsala. 286

287 16. Regnar Lodbrog og hans sønner 16.3 Regnars sønner og Erik Barn Vi går nu tilbage til Saxo, som fortæller videre om tiden efter Regnars død: (Saxo 9.5.1) Ivar fik budskabet om Regnars død, da han just var ved at se på de offentlige lege, men han fortrak ikke desto mindre ikke en mine og så på ingen måde mere nedslået ud end sædvanligt. Han holdt ikke blot budskabet om faderens død hemmeligt ved at skjule sin sorg, men han forbød endog det ved rygtet skrækslagne folk at gøre larm eller gå bort, før legene var til ende. Han bevarede sit muntre ansigt for ikke at afbryde legen og vendte ikke blikket fra den offentlige lystighed for at dvæle ved sin egen sorg, for at han ikke ved pludselig at gå over fra den største munterhed til den dybeste bedrøvelse skulle få ord for mere at vise sig som en sørgende søn end som en munter høvding. (Saxo 9.5.2) Da Sivard modtog budskabet, jog han i sin bestyrtelse det spyd, han tilfældigvis holdt i hånden, dybt ned i foden, idet han i sin sorgs hårdhed ikke ænsede legemlig smerte - mere opfyldt af kærlighed til faderen end af følelse af sin egen lidelse. For lettere at kunne udholde det sår, der var blevet tilføjet hans sjæl, lagde han an på at såre en del af sit legeme hårdt. Herved viste han på en gang sin tapperhed og sin sorg og bar sin skæbne som en lige så bedrøvet som standhaftig søn. (Saxo 9.5.3) Bjørn sad og kastede terninger, da budskabet om faderens død blev bragt ham, og han knugede terningen, han holdt om med hånden, så voldsomt, at han klemte blodet ud af fingrene, så det sprøjtede ud på bordet. Herved gav han til kende, at lykkens kast var mere lunefuldt end terningens, han spillede med. Da Ella erfarede det, skønnede han, at den af de tre brødre, som ingen sønlig kærlighed havde lagt for dagen, havde båret faderens død med størst sjælskraft. Han måtte derfor tage sig mest i agt for Ivars tapperhed. (Saxo 9.5.4) Ivar drog til England. Han indså, at hans flåde ikke var stærk nok til at holde slag med fjenden, så han foretrak list for dumdristighed og anvendte sin snildhed over for Ella, idet han som pant på, at der skulle være fred imellem dem, forlangte så megen jord, som han kunne omspænde med en hestehud. Han fik, hvad han forlangte, thi kongen sagde, at det kun var en ringe begæring, og glædede sig over, at så mægtig en fjende bad om lidt og ikke om meget, thi en lille hud kunne jo kun spænde om et lille stykke land. Men Ivar skar huden ud i tynde strimler og omspændte med den et stykke land, der var så stort, at han kunne bygge en by derpå. Nu angrede Ella sin ødselhed og skønnede for sent, hvor meget mere der var i en hud, der var skåret i strimler, end når den var hel. Den hud, han havde troet ville omspænde et lille stykke jord, så han nu indtage en stor landstrækning. Men 287

288 16. Regnar Lodbrog og hans sønner Ivar førte så rigelige levnedsmidler ind i byen, han byggede, at den kunne udholde en belejring. Han lagde vægt på, at den lige så godt skulle kunne værge sig imod hungersnød som imod fjenden. (Saxo 9.5.5) Imidlertid kom Sivard og Bjørn til med en flåde på fire hundrede skibe og erklærede kongen åbenlys krig og udæskede ham til slag. Da det var holdt til den fastsatte tid, og de havde fanget kongen, bød de, at der skulle ristes en ørn på hans ryg, idet det var dem en gammen at gøre det af med deres grummeste fjende ved at mærke ham med billedet af den grummeste fugl. De lod sig ikke nøje med at riste såret i hans ryg, men de dryssede salt på det blodige kød. Efter at Ella således havde måttet lade livet, drog Bjørn og Sivard hjem til deres riger. Ivar rådede for England i to år. (Saxo 9.5.6) Imidlertid havde danskerne stadig gjort oprør og yppet krig og overdraget herredømmet til to mænd af kongeslægten, Sivard og Erik. Regnars sønner angreb dem i forening med en flåde på sytten hundrede skibe ved Slesvig og gjorde det af med dem efter et halvt års kamp. Gravhøjene står endnu som vidnesbyrd derom. Det sund, i hvilket kampen stod, blev ikke mindre navnkundigt ved Sivards død. Nu var næsten hele kongestammen uddød med undtagelse af Regnars sønner. Først her i efter Regnars død dukker Horik I op hos Saxo under sit danske navn, Erik, idet annalerne fastslår, at den konge, som regerede ved det store opgør i kongeslægten var Horik. Horik synes at have haft at fredeligt forhold til Regnar, men ændrede som sagt politik, da Regnar døde - uden dog på den måde at kunne afværge det store opgør. Horiks fælle Sivard, som her dukker op hos Saxo, var sandsynligvis den Godfred-søn, som ifølge annalerne regerede sammen med broderen Horik og Harald Klak, men som ikke blev navngivet i annalerne 174. Lidt senere fortæller Saxo, at den efterfølgende Erik Barn (Horik II) var søn af denne Sivard 175 og dermed Horik I's brodersøn 176. Det hænger derimod ikke sammen, at Regnar-sønnerne skulle besejre Horik I og derefter overlade magten til Sivards unge søn, Horik II, mens de selv levede i bedste velgående. Forløbet tyder vel mest af alt på, at de har forsvaret Horik I og derefter søgt at bevare status quo ved at indsætte brodersønnen Horik II, idet Guðrum snarere var søn af en af de to brødre, som Horik I oprindeligt forskød. Opgøret i 854 beskrives således i Annales Fuldenses og hos Rimbert: (Fulda 854) Normannerne, som gennem tyve år uden ophør grumt havde hærget Frankerriget med drab, brand og rov på alle steder tilgængelige for 174 ARF Saxo havde flyttet Erik Barn, så det nu fremstår, som om han taler om Sigurd Ormøje, men en sådan sammenblanding kan være en af årsagerne til, at Erik Barns far er forsvundet. 176 Det harmonerer med Rimberts oplysning om, at grev Burchard var en nær slægtning af begge Horik'er. 288

289 16. Regnar Lodbrog og hans sønner skibe, samlede sig fra de egne, gennem hvilke de i rovbegær havde spredt sig, og vendte hjem til deres fædreland. Her var der opstået en kamp mellem Hårek, danernes konge, og Guðrum, hans brodersøn, som hidtil havde levet på piratfærd, fortrængt fra styret. Under kampen huggede de ind på hinanden så blodigt, at menigmand gik til grunde i hobetal, og således at der af kongeslægten kun blev en dreng tilbage. (Ansgar) Horik blev anfaldet af vikinger, da nogle af hans slægtninge ville indtage hans rige, og at han fik sit banesår. Med ham faldt ligeledes for sværdet alle de høvdinge i landet, som før regnedes blandt Ansgars fortrolige venner. Da så sidenefter Horik den Unge var blevet konge efter ham, var der nogle af de fornemme, han dengang havde om sig, og som før havde været temmelig ukendte for Ansgar, der begyndte at overtale ham til, at den kirke, som var opbygget hos dem skulle brydes ned, og den kristelige gudsdyrkelse, som var kommet op der, skulle udryddes. De sagde, at deres guder var vrede på dem, og at derfor alle disse ulykker havde ramt dem, fordi de havde optaget en anden og fremmed guds dyrkelse hos dem. Frankernes Fulda-annaler bekræfter her billedet af vikingekongerne som fortrængte familiemedlemmer, der levede på piratfærd. Til trods for Eriks ungdom lykkedes det året efter hans værger at holde normannerkongen Rurik 177 stangen, da denne angreb med en flåde og blev spist af med et landstykke ved Ejderen. Ifølge Ansgar skyldtes det, at de hedenske høvdinge, som støttede Erik, kom fra en anden gruppe af vikingeledere. En af de hedenske rådgivere omtales konkret som Hedebyjarlen Hovi, der stod for nedrivningen af kirken i Hedeby, men gruppen af vikingeledere kan på det tidspunkt have være Regnar-sønnerne. Når vi skal følge Saxo videre, er det nødvendigt at ændre på hans rækkefølge, idet han bevidst eller ubevidst har rodet rundt i kongerne. I Saxos originale rækkefølge (Figur 22) præsenteres Erik Barn som søn af Regnars søn Sigvard (Sigurd Ormøje), hvilket ikke kan passe, hvis Sigurd Ormøje har deltaget sammen med brødrene, og sammen med broderen Halfdan mødte frankerne i en fredsforhandling for Danmark i 873 efter at Horik II var forsvundet som konge. Som det fremgår af den følgende Saxo-tekst og hele dramaets indre logik, må den Sivard, som efterlod sin lille søn som konge, senest være død ved mandefaldet i 854 altså Horik I s bror. (Saxo 9.5.8) Sivard efterlod sig ved sin død en ganske liden søn, som snarere måtte siges at have arvet hans sind end riget og den fred, han havde indstiftet. Haralds broder Erik brød nemlig uden hensyn til drengens spæde alder ind i landet med en skare oprørere og bemægtigede sig kronen uden at 177 Sandsynligvis Harald Klaks søn. 289

290 16. Regnar Lodbrog og hans sønner skamme sig ved at angribe det barn, der var rigets retmæssige konge, og tilrive sig en magt, der ikke tilkom ham - han viste sig jo så meget mere uværdig til kronen, når han ikke undså sig ved at røve den fra en, der ikke kunne forsvare sig. Han skilte altså ham af med kongemagten og sig selv med al dyd, og idet han angreb et barn i vuggen, drev han al mandighed ud af sit hjerte, thi hvor begærlighed og ærgerrighed brændte, var der ingen plads for frændekærlighed. Men denne hjerteløshed hævnede himlen i sin vrede, thi der kom krig imellem ham og Haralds søn Guttorm, og den endte brat med et stort mandefald. De omkom begge tillige med utallige andre, og den danske kongestamme, der var svækket ved det grummeste mandsslæt, var nu indskrænket til den eneste søn, Sivard havde efterladt sig. (Saxo 9.6) Så vandt han da kongemagten ved at miste sine frænder, så det var til større gavn for ham, at de blev dræbte, end om de var blevne i live. Han opgav det forbillede, hans fader havde givet, og trådte i sin bedstefaders fodspor, thi lige på en gang viste det sig, at han var i højeste grad ivrig til at drive vikingefærd. Gid han ikke også havde optrådt som en letsindig arving af Regnars ånd i henseende til at udrydde kristendommen! Han pinte og plagede nemlig stadig alle fromme mennesker, berøvede dem deres gods og drev dem i landflygtighed. Men det tjener til intet at gå i rette med ham for hans første tid, eftersom jeg må prise hans sidste dage, thi det liv, som begynder skammeligt, men ender smukt, er mere værdigt til ros end det, som begynder på en måde, der fortjener anerkendelse, men løber ud i synd og brøde. Ansgars heldbringende formaninger fik nemlig Erik til at aflægge sit vanhellige sinds vildfarelser. Han sonede, hvad han i sit overmod havde forbrudt, og viste sig lige så ivrig til at udøve fromhed som tidligere til at foragte den, så han optog ikke blot en mere heldbringende lærdom med lærevilligt sind, men aftvættede også ved den renhed, der var over slutningen af hans liv, de pletter, det havde fået i begyndelsen. Ved sin død efterlod han sig en søn Knud, som han havde med Guttorm Haraldsens datter. Denne beskrivelse harmonerer med de frankiske annaler og Rimbert, bortset fra Horiks "omvendelse", omtalen af Haralds broder Erik, som må være Horik I, og sønnen Knud, hvor han prøver at få kongefamilien samlet på et enkelt spor igen. Kapitlet handler jo om den unge Horik II, der sidste gang optrådte i kilderne, da han modtog et pavebrev i : (Ansgar bilag I) "Biskop Nicolaus, Guds tjeneres tjener, til Horico regi Danorum Ophør da med at dyrke afguder og lad være med længere at trælle for Djævelen Thi se! Dine guder er gjort af menneskehænder, de er døve, stumme og blinde " 178 Diplomatarium Danicum nr. 118, 31/5 864 (Ansgar bilag I). 290

291 16. Regnar Lodbrog og hans sønner Dette brev er sendt kort før Ansgars død, så det var muligvis derfor, at Rydårbogen modsat andre kilder forlængede Eriks liv til 891, men om det skyldes, at den påståede omvendelse af Erik kunne blive mere forklarlig, eller at det skulle passe med Hardeknuds fars død, er umuligt at sige. Figur 27. Saxos sidste konger i sagntiden Saxos sidste konger Sigurd Ring Regnar d. 845 Frode Sigurd Ormøje Erik Barn Gorm Engelsk. Knud Harald d. 958 Gorm d. Gamle Harald Blåtand Saxos sidste konger i sagntiden. Forløbet fra Regnar Lodbrogs død til Gorm den Gamles død medfører en generationslængde på 16 år mod normalt år. Det er derfor åbenlyst, at flere af kongerne skal fjernes. Det må være Regnarsønnen Sigurd Ormøje, der ovenover omtales som dansk konge med en bror ved navn Halbdeni (ovennævnte Halfdan) i Fuldaannalerne for 873. De sendte på det tidspunkt fredsforhandlere til frankerne - 9 år efter at vi sidste gang hørte om Erik Barn. Sven Aggesen har følgende forklaring: (Aggesen) Efter det, hvorom jeg nu har talt, angreb Sivard, Regnar Lodbrogs søn, Danmarks rige, og da han havde indladt sig i slag med dets konge, fældede han kongen og knyttede den dræbte konges datter til sig ved ægteleje. Sven var ikke sikker på eller turde ikke fortælle den dræbte konges navn, men Sigurds søn fik som den første konge navnet Knud og Sigurds søn var ifølge sagaerne Hardeknud. Vi må gå ud fra, at han her beskrev Horik II s endeligt, hvilket passer fint ind i sammenhængen. Sandsynligvis skal man se Saxos beskrivelse af Lodbrog-sønnerne som et parallelt forløb med Horik-slægten, indtil Sigurds magtovertagelse sammen med Halbdeni. Vi går derfor et skridt tilbage igen: 291

292 16. Regnar Lodbrog og hans sønner (Saxo 9.5.6) Efter at Bjørn og Erik var vendt hjem, satte Ivar og Sivard sig fast i Danmark for at lægge fastere tøjler på oprørerne og satte Agnar over England. Opbragt over, at englænderne forjog ham, foretrak han med Sivards bistand at udrydde sit lands indbyggere og lade markerne ligge brak og udyrkede, frem for at det skulle opføde en overmodig slægt. Han lod den hæsligste goldhed brede sig over øens fedeste agerland, idet han sagde, at det var bedre at herske over en ørken end over et hovmodigt land. Da Erik (Lodbrog-sønnen Erik Vejrhat) derpå var blevet dræbt i Sverige som følge af en vis Østens ondskab, og Agnar ville hævne hans død, udgød han sit eget blod over fjenden, mens han ivrigt søgte at hævne en anden, og mens han var opsat på at revse sin faldne brors drabsmand, ofrede han broderkærligheden sit eget liv. (Saxo 9.5.7) Så overtog Sivard med et almindeligt landstings samtykke sit fædrene rige, men efter alle de nederlag, han havde anrettet vidt og bredt, lod han sig nøje med den navnkundighed, han vandt hjemme, og ville hellere have ord for at være udmærket i fredens end i krigens gerninger. Han opgav at lægge sig efter krigsvæsen og blev efter at have været den grummeste hærmand fredens omhyggeligste vogter. Han søgte nu lige så meget sin ære i fred og ro, som han før havde hævdet, at den beroede på sejrenes mængde. Lykken begunstigede denne omskiftelse af hans idrætter, så at ligesom han ikke angreb nogen, var der heller ingen, der øvede fjendtligheder imod ham. Siden Godfreds tid havde vikingerne - eller normannerne, som de kaldtes - hærget den frisiske og frankiske kyst og de store floder. Nogle af de mest aktive var Regnar-sønnerne, men også noget af Hildetand-slægten deltog. Andre af Hildetand-slægten gik i frankisk tjeneste og fik len mod at forsvare de frisiske kystegne mod vikingerne, herunder Harald Klak og hans nevø Ruric (Rørik). Annalerne nævner disse angreb næsten hvert år, og de fleste ledere kendes som overflødige eller forskudte medlemmer af det danske kongehus, som omtalt ovenfor. Omkring 850 begyndte vikingehæren og dens flåde også at tage vinterkvarter i England. Begivenhederne blev øjensynligt domineret af Lodbrog-sønnerne, hvilket beskrives i et særskilt kapitel nedenfor, idet vi i første omgang følger Lodbrog-sønnen, Sigurd, som øjensynligt fungerede som dansk konge. I 891 indtraf imidlertid en voldsom begivenhed selv om vi nok ikke skal tro Fulda-annalerne bogstaveligt. Den begyndte med, at en stor normannerhær trængte ind og ødelagde en stor del af Lothars frankerrige. Derefter satte de sig fast ved floden Dyle - en biflod til Schelde. Her blev de angrebet af den tyske kong Arnulf: (Fulda 891) Med dragne sværd på begge sider løb man, som sten mod 292

293 16. Regnar Lodbrog og hans sønner jern, mod hinanden. Her drejede det sig om danernes folk, de tapreste blandt normannerne, som aldrig, har vi hørt, blev taget til fange i en borg eller besejret. Der blev kæmpet hårdt, men ikke længe, idet sejren ved Guds hjælpende nåde tilfaldt de kristne. Da normannerne søgte redning i flugt, trådte floden, de før havde haft i ryggen som en mur, dem nu som døden i møde. For mens fra den ene side de kristne trængte dræbende frem, blev de nu tvunget til i hobetal at styrte sig i floden og sank, omklamrende hinandens arme, halse og ben, i hundrede- og tusindvis i dybet, således at flodlejet var stoppet med lig og så ud, som om det var tørt. I dette slag faldt to af deres konger, Sigifred og Gotafrid. 16 kongelige felttegn blev taget og sendt til Bayern som vidnesbyrd. Han havde skænket sine egne en så stor sejr, at det kunne fastslås, at mens kun en mand var faldet på kristen side, var mange tusinde omkommet på den anden. De kristnes sejr er selvfølgelig overdrevet, og andre annaler viser, at det kun var en del af hæren Arnulf mødte, idet flåden ikke var nået frem. Kampen beskrives også kort af Adam samt her i Ragnarsona Thattr, så vi har den skildret fra begge sider. (Ragnar) Bjørn Jernside tog Uppsala-riget og hele Sverige og hvad dertil hører. Men Sigurd Orm-i-Øje havde Sjælland og Skåne og Halland og hele Viken og Agder til Lindenæs og en stor del af Opplandene Sigurd Orm-i-Øje, Bjørn Jernside og Hvidsærk (hersker i Jylland) havde hærget vidt omkring i Franken. Da drog Bjørn hjem til sit rige. Efter det kæmpede kejser Ørnulf med brødrene, og da faldt hundredetusinde af danskere og nordmænd. Der faldt også Sigurd Orm-i-Øje, og Gudrød hed en anden konge, som faldt der. Nogle forskere (bl.a. Erik Kroman) mener godt nok, at Sigurd Ormøje døde i Frisien i 887, men det var sandsynligvis en anden Sigfrid. Ifølge Ragnarsona Thattr og Olaf Tryggsasoms Saga faldt Sigurd i ovennævnte slag mod Arnulf i 891, hvor også annalerne omtalte en dræbt kong Sigifred. Herfra kom Helge ifølge sagaerne hjem for at varetage den mindreårige Hardeknuds opgaver, og han blev siden omtalt som Heiligo af Adam, hvilket tyder på, at oplysningerne hænger sammen. Sandsynligheden taler derfor for Sigurds død i 891, selv om saga-oplysningerne naturligvis teoretisk kan være rekonstruerede på grundlag af samme annaler De parallelle kongerækker Måske er det lidt sent at tale om landets opdeling, men det giver ikke rigtigt mening, før man har været det meste af forløbet igennem. Det er aldrig lykkedes forskerne at nå til enighed om forklaringen på de to parallelle 293

294 16. Regnar Lodbrog og hans sønner kongerækker, som allerede Adam af Bremen undrede sig over. Rimbert omtaler Horik I som danernes enekonge - og det samme gør de frankiske annaler. Efterfølgeren Erik Barn omtales på samme måde. Lige så hårdnakket påstår sagaerne imidlertid, at Regnar og Sigurd Ormøje var danernes konger. Med overdreven anvendelse af de kildekritiske principper afviser nogle forskere derfor sagaernes Regnar Lodbrog, som om han var en opdigtet sagnfigur, selv om det antageligt blot er to forskellige kongeriger og niveauer Vi var allerede tidligt inde på Widsiths og Beowulfs opdeling af danerne. Den kan i de nedskrevne udgaver skyldes den senere opdeling, som nævnes i den engelske kong Alfreds oversættelse fra omkring 890 af Orosius geografi med syddaner og norddaner. Syddanerne levede efter beskrivelsen i Sønderjylland, mens norddanerne må have levet fra Sjælland over Skåne og op ad den nusvenske Kattegatkyst, hvor Procopius og Jordanes beskrev dem. Antageligt var norddanerne de oprindelige daner, mens syddanerne var folkene i Slesvig/Sillende, som i 700-tallet muligvis kom under den danerkonge, som skulle beskytte de nordiske lande mod frankerne ved Dannevirke. Formelt har de været to separate kongeriger, og efterhånden synes de også at have fået hver sin konge men nu af hver sin gren af danernes kongeslægt muligvis med kongen i Slesvig med en overkongefunktion, indtil truslen fra frankerne var overstået sidst i 800-tallet. Når man læser Niels Lunds De hærger og de brænder (1993 side 38-40) kan man let få den opfattelse, at han så et dansk overkongedømme ligesom frankernes, hvor kejseren var feudalherre over konger og hertuger, som det en tid var populært blandt visse forskere. Både dansk og svensk historie i tidlig middelalder peger imidlertid imod en langt friere nordisk organisation med konger og jarler i hver enkelt landsdel, der var valgt af det lokale ting eller hvordan landsdelen nu havde organiseret sig på den tid. Tinget synes endda i visse situationer senere selv at kunne afgøre, om landsdelen ville stille skibe til den enkelte aktion. Fælleskongen var en militær overbygning, som antageligt også beskyttede den internationale handel via Hedeby herunder antageligt også den vestlige Østersø. Den kunne vælges fra, hvilket senere ses i Danmarks borgerkrigstid, og tankegangen lå sandsynligvis også bag Sveavældet og den senere Västergötalandsbalk. Fælleskongen fik antageligt skatter og bemandede skibe til det fælles forsvar, når det var nødvendigt. Det kit, som bandt fællesriget sammen, var imidlertid ikke en fast konstitionel struktur, men behovet for fælles forsvar og fælleskongens personlige militære magt. Derfor ser vi så vekslende forhold i vikingetiden, hvor fællesriget stod og faldt med truslen sydfra, mens vikingerne foretrak at boltre sig frit. Rimbert nævnte, at Harald, da han regerede sammen Horik og dennes bror, regerede over en del af landet - hvilket i givet fald må antages at være en geografisk opdeling svarende til den tingmæssige opdeling i lande under borgerkrigene i 1100-tallet. Noget lignende antydes af Roskildekrøniken. 294

295 16. Regnar Lodbrog og hans sønner "Jeg siger konger, for dengang var der mange konger i Danmark; for som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredje på Fyn, en fjerde på Sjælland, en femte i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark; undertiden endog én over hele Danmark " Teoretisk kan noget lignende være aftalt mellem Regnar og Horik, så Horik måske fungerede som overkonge og regerede i Sønderjylland, mens Regnar regerede over danernes gamle besiddelser på Sjælland og i nutidens Sydvestsverige svarende til Sigurd Ormøjes besiddelse i Regnarsona Thattr ovenfor. Saxo nævner, at Regner nedkæmpede et oprør fra Harald Klak og nogle af landets stormænd med øboernes flåde (9.4.15) og at et oprør mod ham kom fra Jylland og Skåne (9.4.4), så det peger også på, at befolkningen på Sjælland var hans magtbase. Man må imidlertid ikke argumentere skarpt ud fra territorial kongemagt, da vikingekongernes magt både kunne være territorial eller over skatteland eller et fælles forsvar. De udrejsende unge på viking fra landsbyerne kunne principielt også godt hjemme have været underordnet en anden konge end vikingekongen. De historiske kilder taler for, at Horik og broderen fik kongemagten over alle Danmarks lande ligesom faderen Godfred, mens Regnar opbyggede og ledede en stor vikingeflåde - en rolle som af Nordens skjalde og krønikeskrivere bagefter blev anset for mere prestigebetonet. For frankerne var Horik rex. Den Regnar, som døde efter angrebet på Paris, blev omtalt som "princeps" (høvding) og ikke "rex" (konge), men på grund af succes, rigdom og kamptræning og frankernes svækkelse blev flåderne antageligt efterhånden den egentlige magtfaktor. Regnar havde måske en formel kongemagt, som udgik fra Sjællands Lejre, men han var primært en stærk vikingekonge, som havde sine interesser i vikingetogterne, og som derfor kunne have et tåleligt forhold til fætteren, Horik I, som drog fordel af det pres, som vikingerne lagde på frankerne. I det omfang flådelederne også havde landområder, kunne de styre dem via statholdere ofte et familiemedlem og andre kunne de blot gøre skatskyldige former som senere omtales en del i sagaerne. Denne "statholders" opgaver må så have været lokalforsvaret, vejfreden og dommerfunktionen. Dette vil forklare sagaernes og kildematerialets paradokser, og muligheden bekræftes af kildernes omtale af et vekslende antal konger og af forløbet i de senere danske borgerkrige i 1100-tallet inden Valdemars magtovertagelse. Omtalen af de mange konger i sagaerne og på Rökstenen tyder på, at nordboernes kongebegreb var væsentligt bredere end nutidens kongetitel og den latinske Rex-titel. Det løse system har sandsynligvis været en forudsætning for vikingeøkonomien, hvor man plyndrede naboerne eller opkrævede skat og tribut, samtidig med at man handlede flittigt i et delvis fredhelligt system, som blev beskyttet af kongerne i fællesskab. 295

296 16. Regnar Lodbrog og hans sønner Efter 854 kan overherredømmet over hele landet reelt være gået i opløsning med Erik Barns tiltræden. Dette kan være en plausibel fortolkning, hvis vi skal lytte til sagnhistorien - som her. Regnars unge søn Sigurd kan teoretisk være blevet placeret i Lejre, da Erik Barn blev sat på tronen. Da Sigurd 19 år efter optrådte som danernes konge overfor frankerne, kan det imidlertid ikke mere være på en umyndig Erik Barns vegne. Sigurd må, som beskrevet ovenfor af Sven Aggesen, have overtaget magten over hele riget fra Horik/Erik II måske delvis på de øvriges brødres vegne mens Sigurds brødre huserede i resten af Europa sammen med andre overflødige medlemmer af kongeslægten. Når man talte om, hvilket område, der var deres, behøver det altså blot at være skatskyldigt. Vikingeflåden havde taget magten, men samtidig blev magten diffus og spredt over så stort et geografisk område, at den til sidst smuldrede. De islandske sagaer synes endog fra afstand at have problemer med at skelne mellem Danmark og Danelagen. Nogen vil hævde, at Regnar Lodbrog og hans sønner er ren saga. De markante sønner, som nævnes i sagaerne i relation til vikingetogterne var Bjørn, Sigurd, Ivar og Hvidsærk, hvor det sidste navn må være et tilnavn. I de frankiske og engelske kilder finder vi Bjørn, Sigurd, Ivar, Halfdan og Uffe, hvor de sidste tre omtales som brødre og en af de to sidste kan have været Hvidsærk. De samtidige engelske kilder nævner, hvorledes Ivar og Halfdan dominerede den første del af vikingernes hærgen og magtovertagelse i England og Irland. Adam fremhævede Ivar, og nævnte at danskerne fortsatte magten i Northumbria og Irland i over 100 år de omtales endda nogle steder som Ivars slægt. Sigurd og Halfdan møder vi også sammen hos frankerne Adam kaldte dem endda brødre. Sagnhistoriens detaljer er naturligvis som regel digt eller forbedret overlevering, men hovedlinjerne hænger sammen på tværs af landegrænserne og svarer til brudstykker af sagaernes fortælling. Regnar møder vi ikke i de engelske kilder, men det er antageligt, fordi vi allerede mødte hans forsmædelige død i de frankiske kilder i 845, inden Englandstogterne tog fart. Hans heltemodige død i Ellas ormegård var jo opspind for at skjule sandheden, men sønnerne slog ganske rigtigt kong Ella mange år efter. Lodbrog-navnet er i de engelske kilder indført senere, da englænderne fik mere overblik over sammenhængene. Englænderne nævner endog ravnebanneret, som blev erobret ved Uffes død, ligesom sagaerne nævner, at Helge reddede Sigurds banner og bragte det hjem, da han døde i Tyskland. Slægten behandles i kilderne med respekt og stolthed. Der er næppe tvivl om, at Regnar og måske især hans sønner havde en væsentlig andel i den danske vikingetid. De må have været en væsentlig magtfaktor ved siden af de danske overkonger af Godfred-grenen, indtil Sigurd måske ved Halfdans hjælp havde overtaget hele magten i Danmark i eller inden De danske konger i England Omkring 850 begyndte vikingerne som nævnt at have fast vinterkvarter i 296

297 16. Regnar Lodbrog og hans sønner England. Ifølge engelske og irske kilder (herunder den Angelsaxiske Krønike og Ulster Annalerne) spillede en Regnars sønner, Ivar, Halfdan og Ubbe, vitterligt en væsentlig rolle i magtovertagelserne i Nordøstengland og sandsynligvis også ved Dublin. Vi hører om de store store opgør med de engelske Wessex-konger Æthelred og Alfred, hvor brødrene ved det første fik 5 danske konger til hjælp - hvilket må antages at være ledere fra andre vikingeflåder og sandsynligvis tillige medlemmer af kongeslægten. I Northumberland hører vi også om opgøret med kong Ella, som sagaerne bruger som Regnars banemand. På den måde kom brødrenes hævn først til at finde sted i år efter Regnars død, hvis den skal have noget på sig og det skal den jo nok ikke, da Regnar jo antageligt i virkeligheden døde på skammeligste vis for en viking af sygdom i sottesengen. Om Sigurds fravær i de engelske krøniker skyldes ung alder eller hans involvering i Danmark er ikke til at sige, men det harmonerer med Saxos omtale ovenfor. Sigurds og Halfdans fredsforhandlinger med tyskerne i 876 skal nok enten ses i lyset af Sigurds magtovertagelse i Danmark, eller at broderen Ivar samme år var død i Irland. Året efter faldt Halfdan Regnarsøn sandsynligvis også ved et angreb på norske vikinger i Irland. 179 Bjørn gjorde sig i de kristne kilder især bemærket ved sit togt til Middelhavet sammen med Hastings og togter mod frankerne. Teoretisk kunne det også være ham, Ansgar mødte i 829 ved Birka, men det er dog meget tvivlsomt. Han mødes heller ikke i England. Der eksisterer ikke nogen genealogi for de danske konger i England. Krønikernes meddelelser om disse konger er sparsomme og sporadiske, så historikerne bygger bl.a. på mønter og underskrifter på diplomer. Hovedkilden i de følgende tekstafsnit er mit sammendrag af historiske oplysninger fra Niels Lunds "De hærger og de brænder", da jeg ikke er gået længere tilbage i de for bogen perifere spørgsmål. Omkring 865 begyndte nogle af de nordiske vikinger decideret at slå sig ned på de Britiske Øer og begyndte nogle steder at dyrke jorden en kolonisering. De danske vikingehære havde primært sat sig på de gamle angliske riger, East Anglia og Northumbria, men også i Mercia og Essex var der vikinger. I East Anglia nævnes danskeren Guðrum første gang som konge i 875. Efter en første fælles indsats drog han i 875 sammen med 2 andre vikingekonger til Cambridge, mens Halfdan med sin hær drog til Northumbria. I 878 måtte Guðrum acceptere en fredsaftale med Wessexkongen Alfred den Store, hvor Guðrum lod sig døbe under navnet Athelstan. Til gengæld fik vikingehærene lov at operere i det såkaldte "Danelagen" nord for Watling Street fra London mod Chester. I 886 kom en modifikation, hvor 179 Kilde til de engelske basisoplysninger er Niels Lund: De hærger og de brænder, 1993, som bl.a. citerer Den Oldengelske Krønike og Ulster Annales, samt Julian Richards: Viking Age England,

298 16. Regnar Lodbrog og hans sønner vikingerne bl.a. afgav London. Guðrum døde i 890, og man ved kun, at en Eorich og en unavngiven konge faldt i henholdsvis 902 og 917. I øvrigt overtog Wessex-kongerne magten, uden at man dog fordrev de bosatte vikinger, der med tiden blev kristne og underordnet de engelske konger. Figur 28. Kort - Vikingernes hovedruter Island Lapland Norge Svealand Ladoga England London Normandiet Nordsøen York Aachen Rhinen Saxen Götaland Danmark Østersøen Slaviske lande Kurland Dvina Gardarige Novgorod Paris Frankiske Riger Alperne Donau Elben Vistula Oder Moravia Tizsa Karpaterne Dniestr Kiev Dnepr Don Russiske Stepper Maurer Pyrenæerne Rom Italien Donau Thrakien Byzans Krim Sortehavet Asovske Hav Grækenland Athen Anatolske Højslette Middelhavet Kreta Syrien Kort over vikingernes hovedruter i perioden Det kan synes som om Alfred den Store havde et vist overherredømme over vikingerne, selv om Anglo-Saxon Chronicle ved hans død bemærker, at han ikke var konge over vikingerne. De danske vikingeangreb tyndede ud i 890 erne efter nederlaget i Tyskland, og i 896 blev flåden opløst. Efter et sidste slag i 937 var de sidste danske indbyggere underlagt den engelske konge, mens norske vikinger stadig optrådte omkring York. Det svarer til det 298

299 16. Regnar Lodbrog og hans sønner tidspunkt, hvor Gorm den Gamle koncentrerede indsatsen om Hedeby og Jylland. De danske vikingeangreb begyndte først igen omkring 980, da Svend Tveskæg begyndte at deltage sammen med nordmændene. I Northumbria delte Halfdan land ud i 876. Man mener, at der er tale om Lodbrog-sønnen, og at han faldt året efter ved Dublin. York var hovedby i Northhumbria, dvs. hele Nordengland nord for en linie dannet af floderne Humber - Mersey (ved Manchester) og et stykke op i nutidens Skotland. Adam af Bremen citerer "Anglernes bedrifter" for, at Halfdan Regnarsen i Northumbria blev afløst af Gudred med sønnerne Analeph (Olav), Sigerich og Reginold. Disse konger blev kristne og kunne derfor bedre afbalancere forholdet mellem englændere og vikinger i Northumbria end Regnarsønnerne. Ca. 883 blev den Guðfrið, som ifølge en note i den engelske St. Cuthbert-legende var "Hardicnuts søn, der var købt som træl af en vis enke" konge i York. Han var blevet løskøbt af kirken og indsat som konge indtil sin død i øjensynligt som en kompromiskandidat, der kunne accepteres af både englænderne, danskerne og kirken. Dominus rex - Airdeconut optræder som kristen på en eneste mønt, som er fundet i Silverdale 120 kilometer vest for York sammen med mønter af Alfred den Store og East Anglias danske Guðrum, som døde i 890. På mønter med kristne symboler fra York optræder derefter Siefredus Rex, som antages at være den jarl, der i havde ledet vikingeflåder mod Wessex og Dublin. I det første årti af 900- tallet optræder også Cnut Rex på mønterne fra York - i første omgang sammen med Siefredus (og derfor sandsynligvis en søn). Vi kender ikke deres magt, da Northumbria kunne bestå af flere kongeriger, som f.eks. Bernicia og Deira. British Museum har opkastet den hypotese at møntens Airdeconut er Sct. Cuthbert-legendens usædvanlige navn, Hardiknut, som ellers kun kendes fra Gorm den Gamles slægt (sønner af Sigurd Ormøje og Knud den Store). Navnet og timingen taler for et sammenfald mellem legendens Hardeknud, mønten og beretning om Knud den Fundne fra Jomsvikingernes Saga, som vi senere skal se. Mønten skulle i så fald skyldes en ukendt sønnesøn, som også hed Hardeknud. Efter Alfreds den Stores død i 899 begyndte hans søn Edward og datteren Athelfled, dronning af Mercia, krig i Northumbria. I 910 faldt den i øvrigt ukendte danske konge, Healfdene, i Northumbria i et slag (Han kan stamme fra Irland, da navnet forekom i Ulster Annales blandt Ivars efterkommere - hvilket ikke udelukker, at Cnut stadig kan have siddet som Wessex-kongens allierede). Hvorledes magtbalancen i den periode var mellem de danske konger indbyrdes og med de engelske konger, vides ikke. Da Athelstan døde i 939, blev magten i Northumbria overtaget af Ivars oldesøn, Olav som dansk/engelsk lokalkonge, men nu var vikingerne ved at blive englændere. 299

300 16. Regnar Lodbrog og hans sønner Kong Ivar i Dublin menes at være Regnar-sønnen Ivar Benløs, men der er ikke sikkerhed for familieskabet, idet den irske Ivar teoretisk kan have været en norsk viking af samme navn. Da Ulster Annalerne omtaler ham som konge over vikingerne i Irland og England indtil sin død i 873, taler sandsynligheden dog for, at der virkelig var tale om Ivar Benløs 180. Figur 29. Kort - Nordsø-rigerne OPPLAND Avaldsnes HORDALAND ROGALAND Skiringsal VEST- FOLD VESTER- GØTLAND Uppsala UPPLAND ØSTER- GØTLAND Birka GOTLAND SKOTLAND SKAGERRAK KATTEGAT HALLAND SMÅLAND ØLAND IR- LAND NORTHUMBRIA NORDSØEN JYLLAND Ribe FYN SKÅNE Lejre SJÆL- LAND ØSTERSØEN Dublin Humber York MERCIA WALES EAST ANGLIA Thames ES- WESSEX SEX London KENT SUSSEX Hedeby Ejder NORDFRISIEN Reric VENDEN Hamburg Elben SAXEN FRISIEN Ems Weser Dorestad Maas Rhinen BORNHOLM Oder POMMERN Vistula KANALEN Shelde FRANKEN Aachen Kort over rigerne omkring Nordsøen i tallet. Danelagen lå nord for Watling Street, som er markeret med en stiplet linie. I 918 måtte en sønnesøn af Ulster Annales Ivar - Ragnall - forlade Dublin, hvorefter han begyndte at husere i Skotland, inden han i 919 tog magten i Northumbria. Han blev i 924 efterfulgt af broderen Sihtric, som blev gift med Edwards datter. Ved Sihtrics død i 926 kom broderen Guðfrið til (død af sygdom i Dublin i 934), men Edward af Wessexs søn, Athelstan, overtog selv magten kort efter. 180 Ivar fremstår i sagaerne som brødrenes leder. I de engelske kilder står han imidlertid bag Halfdan, selv om han i Ulster Annales præciseres at være konge over normannerne i både Irland og Brittanien. Årsagen er muligvis, at Ivar hurtigt kom til Irland, hvor hans slægt holdt magten lang tid efter brødrenes slægter. Når han nogle steder betegnes som norsk, kan det skyldes mødrene ophav eller en misforståelse af betydningen af Norse. Det kan dog ikke udelukkes, at den irske Ivar ikke er identisk med Regnar Lodbrog-sønnen. 300

301 16. Regnar Lodbrog og hans sønner Ifølge Ulster Annalerne kom Ivar-sønnesønnerne, Ragnall, Sitriuc og Guðfrið samt dennes søn Olav alle fra York hvilket jo altså peger på Regnars Ivar. Disse navne går igen i den irske slægt gennem hundrede år, hvorimod navnene Gorm og Knud slet ikke forekommer i Ulster Annalerne. I Ulster Annalerne står det klart, at der i 893 var to forskellige grupper i Irland, nemlig Ivar-sønnerne og en jarl Sigfrith, så det sidstnævnte navn kan være Northumbrias Siefred. Derimod døde Ivars søn Sigfrith allerede i 888, og sønnesønnen Sitriuc optrådte først i annalerne , så de passer ikke ind i Yorks kronologi, selv om Sitriuc ikke helt kan udelukkes. Ivars slægt synes at holde stand i Irland gennem hele 900-tallet som konger over "de fremmede" 181, hvis hovedby var Dublin på østkysten lige over for Northumbria. Som det fremgår, kunne kongerne have flere navne, og nogle af dem var underkonger uden forbindelse med de øvrige. Der er imidlertid nogle bemærkelsesværdige navnesammenfald omkring kongerne i York og de danske sagn. Når dette rids overhovedet bringes af de historiske danske konger i England i den danske sagnhistorie, hænger det sammen med, at mellem disse mange forvirrende og enslydende kongenavne sandsynligvis kan finde spor, der mere eller mindre fejlagtigt optræder som fragmenter i den danske sagnhistorie. Northumbrias Cnut kunne være Gorms bror, Knud, men det er lidt problematisk, idet Gorm først kan være født omkring det tidspunkt, hvor Cnut optrådte på mønterne. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været en sådan aldersforskel på brødrene. Årsagen til, at man mente, at den danske Hardeknud var søn af en engelsk kongedatter, kan være at man forvekslede den engelske Siefred og hans engelske søn Knud med Sigurd Ormøje og dennes søn Knud. De engelske forbindelser rummer mulighed for mange fejltagelser og for at forlænge kongerækken, som Saxo desværre gjorde en stor indsats for. På dette tidspunkt, hvor vikingeflåden begyndte at gå i opløsning og englænderne var ved at få mere ro, møder vi den første geografiske beskrivelse fra Norden siden de romerske forfattere. Den stammer fra en udgave af Orosius' Verdenshistorie, som Alfred den Store af Wessex fik oversat i 890'erne 182, hvor man indsatte beretninger fra to samtidige købmænd, Ottar og Wulfstan. Ottar kom fra Halågaland, hvor han boede ved det nuværende Tromsø i den nordligste del af Norge. Han beskrev turen herfra via handelspladsen Skiringssal (i Oslofjorden) til Hedeby langs den svenske kyst: " Da han sejlede fra Sciringesheale havde han på bagbords side 181 Man kan gennem hele 900-tallet følge slægtens navne Ragnall, Ivar, Halfdan og Sigtryg, hvor det i første halvdel præciseres, at de er af Ivars slægt. 182 Niels Lund: Ottar og Wulfstan,

302 16. Regnar Lodbrog og hans sønner Denamearch, på styrbords side det åbne hav i 3 dage. Og så, to dage før han kom til Hæthum, havde han styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede anglerne, før de kom her til landet. Og disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Denemearce." Det er første gang Danmark defineres nærmere i kilderne. Gotland er her Jylland, som nogle af sagaerne kaldte Hreidgotaland et udtryk, som ellers tidligere blev brugt om goternes rige. Ligesom Regnarsona Thattr betegnede Ottar Jylland som et særskilt land, mens danerne boede i øst. Wulfstan beskrev en rejse fra Hedeby til Vistula-mundingen, hvor han fortalte, at Langeland, Lolland, Falster og Skåne tilhørte Danmark. Bornholm havde deres egen konge, mens Blekinge, Møre, Øland og Gotland hørte til "Sweon". Det var først, da en fransk hungersnød fulgte efter nederlaget til Arnulf i 891, at både Bjørns gamle kampfælle, Hastings, og den kontinentale vikingehær i 892 trak over Kanalen til England 184. Vikingetidens første bølge var ved at være slut, og vikingehæren opløstes i Tilbage blev de normannere, som havde slået sig ned i Nordøstengland og langs den frankiske kyst - især ved Seinens munding. Med de sidste indgik frankerne en fredsaftale, som i 911 førte til, at Rollo fik tildelt et grevskab i Normandiet, der nogle år senere blev til et hertugdømme Rollo af Normandiet Normandiets hertuger fik en afgørende rolle i den engelske historie i 1066, da Wilhelm Erobreren gik i land ved Hastings og tog magten i England. Han stammede fra den første hertug, Rollo (Rolf), hvis oprindelse har været kraftigt debatteret. Nordmændene gør krav på ham, fordi Historia Norvegiae og senere sagaer fortæller, at Harald Hårfager udviste en Ganger-Rolf af Møre, som fik land i Normandiet. De normanniske hertuger havde imidlertid selv sat Dudo til at fortælle deres historie nogle få generationer efter Rolf. Selv om Dudo var lidt vel lyrisk, må han antages at have haft væsentligt bedre kilder end normændene - han skrev længe inden sagaerne blev nedfældet. Dudo fortalte, at Rollos far var en mægtig mand i Dacia (Danmark), som havde så mange krigere, at end ikke kongen kunne røre ham. Ved hans død kom sønnerne Gurim og Rollo i strid med kongen, og efter en længere konflikt erobrede kongen deres område. Gurim faldt, mens Rollo flygtede til 183 Den forskellige anvendelse kan undre, men udover at anvendelsen kan være ændret med tiden, er fællesnævneren germanske områder på kontinentet i modsætning til Eygotland, som var de skandinaviske "øer". 184 Annales Vedastini (St. Vast) 891 i Erling Albrectsen: Vikingerne i Franken, Den Angelsaxiske Krønike omtaler vikingerne som "den store hær", der drager rundt fra landskab til landskab i England og Frankrig gennem en årrække. 302

303 16. Regnar Lodbrog og hans sønner "Scanza" og videre til England. Her hjalp den kristne kong Alstemus ham, og han fik nogle skibe, som han sejlede til Frankrig med. Han blev kortvarigt kaldt tilbage til assistance i England, men vendte året efter tilbage til Frankrig, hvor han forblev, da den store vikingehær til sidst blev opløst i England. I 911 fik han tildelt Normandiet af den frankiske konge efter i en periode at have siddet på bl.a. Rouen. Om Rollos sønnesøn, Richard I, fortalte Dudo, at dennes slægtning, kong Aigrold af Dacia, kom ham til hjælp og spillede en væsentlig rolle i nogle kampe mod den franske konge i 940'erne. Richard regerede , så den danske slægtning må have været Harald Blåtand i tiden før faderen Gorms død. Deraf kan man ikke slutte, at slægtskabet nødvendigvis skal søges i Haralds og Richards mandlige slægtslinier, og derfor kan oplysningen ikke afklare spørgsmålet om Rollos afstamning 186. Den danske historiker Erik Kroman påviste i 70'erne, at den engelske kong Alstem sandsynligvis var East Anglias danske Guðrum/Athelstan, og at de togter, som Rollo ifølge Dudo i begyndelsen gennemførte, svarede præcis til den store hærs bevægelser i 878/79. Så langt er Erik Kromans forklaring særdeles plausibel, og en Rollo optræder faktisk i annalerne. Kroman kædede imidlertid udvandringen fra Danmark sammen med det store opgør i 854, og det lyder tidsmæssigt helt forkert. Rollo døde først i 932, 78 år efter opgøret, og selv om han blev gammel, taler al sandsynlighed for, at brødrenes kamp med kongen fandt sted i perioden På dette tidspunkt forekommer også den påståede episode mellem Ganger-Rolf og Harald Hårfager usandsynligt. Det var i samme periode, hvor Sven Aggesen ovenfor fortalte, at Sigurd Orm-øje indlod sig i slag med den forrige konge og fældede ham. Det vil passe med, at familien var værdsat og urørlig i et jarledømme under Erik Barn, hvorefter Sigurd Ormøje fik Rolf og Gurim som modstandere, da han greb ud efter magten. Rollos far må i så fald være født inden 840, og han kan være af dansk kongeslægt, da sønnernes navne 188 tyder herpå. Dudos præcisering af faderens suverænitet i noget, som må være et jarledømme under den danske konge, kan være opdigtet. Det svenske Møre kan have givet anledning til en norsk misforståelse, men hvis beskrivelsen er 186 Slægtskabet har været forklaret med, at Richards elskerinde og senere 2. hustru, Gunnor, var af kongelig dansk æt. Der er imidlertid ingen dokumentation for dette, og hendes søskendes navne og bopæle, samt hendes elskerindestatus modsiger påstanden. 187 Det må være inden Fulham-vikingernes overvintring i 878, og hvis Rollo blev 80 år, var han 12 år i 864 og blev udnævnt til hertug i en alder af Gurim må være Gorm/Guttorm/Guðrum, som var udbredt i hele kongeslægten i 800-tallet, og en af Harald Klaks sønner hed Rolf. Vi kan dog næppe komme faderens slægtsmæssige identitet nærmere, da vi ikke en gang kender hans eget navn. Ganske vist kaldte Richer af Reims ham i 997 Catillus (Ketil), men der lægges normalt ikke vægt på denne kilde, og navnet er ukendt blandt Nordens kongeslægter bortset fra en uhistoriske prins, Ketil Gautreksen. En fransk forsker har i øvrigt baseret på person-navnestof påvist, at der synes at have været 10 gange så mange danskere som nordmænd mellem bosætterne i Normandiet. 303

304 16. Regnar Lodbrog og hans sønner korrekt, er det ikke usandsynligt, at hans danske jarledømme lå fjernt fra den danske konge - f.eks. i Norge. Her kan sønnens kontroverser med den danske konge og Athelstans placering af ham som leder af nogle af sine folk i "den store hær" senere være blevet forvansket til et Harald Hårfager-sagn. Et norsk jarledømme kan være en forklaring på det dansk/norske paradoks, der ikke udelukker, at Rollo var et kendt medlem af den danske kongeslægt. Det ville forklare hans position i forhold til East Anglias danske kong Athelstan og den store hær - og et slægtskab mellem Harald Blåtand og Hertug Richard Danskernes religion Danskernes religion er kun berørt sporadisk gennem bogen. Det skyldes at Saxo i modsætning til Snorre Sturlasson kun beskæftigede sig periferisk med den hedenske religion, som han som kirkelig skribent naturligvis tog afstand fra. Men han gjorde ikke noget nummer ud af den kongelige families vildfarelser, som bl.a. havde til formål at sikre kongeslægtens ret til tronen begrundet i slægtsskabet med Odin. I det engelske Beowulf har man derimod renset digtet helt for religionen i den overleverede version. Thietmar af Merseburg beskrev i 1015 sin dødsfjendes, Sven Tveskægs, hedenske fester således: Der er et sted i disse egne, som er hint riges hovedstad (ved navn Lejre i det distrikt, der kaldes Sjælland), hvor der hvert 9de år i Januar måned efter den tid, da vi fejrer epanifesten (helligtrekongersfest), holder et almindeligt stævne og så ofrer til deres guder 90 (og 9) mennesker og ligeså mange heste tilligemed hunde og haner, som de ofrer i stedet for høge, idet de, som jeg før har sagt, tror for vist, at disse (mennesker og dyr?) skal trælle for hine (guder?) og sone begåede forbrydelser. Beskrivelsen minder en del om Adam af Bremens senere beskrivelse af Uppsala. De danske kongers guder var åbenbart Odin og Thor, som det fremgår af Paulus Diaconus tidligere citerede beskrivelse, mens Adam af Bremen tillige i 1075 nævnte frugtbarhedsguden Frej som en hovedgud i Uppsala. For begge forfattere gælder, at de antageligt var lidt sent ude med beskrivelsen, selv om kristendommen næppe blev antaget fra den ene dag til den anden af befolkningen. Det harmonerer med Snorre Sturlasson, så hvad religionens nøjere indhold angår, kan der derfor henvises til de islandske værker og deres behandling det er ikke emnet i denne bog om Saxos sagn blot man forstår kultens nære sammenhæng med kongemagtens opretholdelse. Man skal bare være opmærksom på, at religionens indhold var afhængigt af tid og sted. Interessant er det dog at se, hvorledes kristendommens indtog beskrives. Her forekommer Saxo nogenlunde nøgtern og neutral i modsætning til Ansgar og Adam af Bremen, som ifølge Henrik Jansons disputats, Templum Noblissium, havde til formål at overdrive Hamburg-kirkens andel i Nordens 304

305 16. Regnar Lodbrog og hans sønner kristning. Hos Saxo indførtes kristendommen først officielt med Harald Blåtand, selv om Ansgar fik omvendt enkeltpersoner. Han beskriver, at der af og til blev givet tilladelse til opførelse af kirker i de internationale handelsbyer og at de af og til blev revet ned igen af nye konger. Det kan ikke udelukkes, at disse kirker primært var opført af hensyn til udlændinge i handelssystemet, men med de mange udlandske kontakter og kristne danske småkonger og jarler i England og Frisien er det utænkeligt, at der ikke dukkede kristne danskere op i tallet hvilket begravelser i Danmark og Sverige også tyder på men de fik næppe betydning. For de hedenske danskere var Kristus næppe noget problem han var blot en gud blandt deres mange guder. Widukind kunne således skrive: Danerne påstod, at Kristus nok var en gud, men at der også var andre guder, der var større end han, da de lod menneskene se langt større tegn og undere end Kristus. Når de kom rundt omkring i Europa, kunne de derfor let optræde som kristne, hvis det var nødvendigt. Problemet, som kunne medføre forfølgelser af de kristne hjemme i Danmark, var, at kristendommen optrådte monoteistisk. Den accepterede ikke andre guder, og derfor måtte den bekæmpes af de hedenske konger, som benyttede slægtskabet med de hedenske guder som deres legitimitet til tronen. Det er antageligt en væsentlig grund til, at fronten var så skarp mod de missionerende frankere og deres Gud, selv om man handlede flittigt sammen med dem gennem friserne, og optrådte som kristne i England. Friserne var også blevet kristne. De har sikkert assisteret med handelen på Østersø-ruterne, så der var et internationalt islæt i handelsbyerne, men der er intet, der tyder på, at de har taget magten over ruterne hvilket også Aksel E. Kristensen tilbageviste i De store markedspladser var fredhelligt område, men der er ingen tvivl om, at de militært var styret og beskyttet af de nordiske konger, hvad Ansgars Levned og beskrivelsen af Godfred også viser. 305

306 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm 17 Hardeknud, "svenskerne" og Gorm 17.1 Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning Da de frankiske kilder ophørte sidst i 800-tallet, var der bortset fra enkelte saxiske kilder som Widukind et spring frem til Adam af Bremen, som skrev omkring Han blev historikernes hovedkilde til den tidlige Danmarkshistorie. Niels Lund såede dog i 1998 alvorlig tvivl om Adams kildeværdi, uden at nogen tog konsekvensen af det, da man øjensynligt på det tidspunkt havde opgivet de tidlige kilder. Adams egen hovedkilde til Danmarks historie var den danske konge, Svend Estridsen. Svend Estridsens adkomst til tronen eller rettere sagt mulighed for at blive kandidat til kongevalget var efter sædvane medlemskabet af kongefamilien. Det går igen gennem hele Danmarkshistorien, at det var hovedkriteriet inden arveretten i Det har derfor altid måttet undre, at Sven Estridsen ikke havde en bedre fornemmelse af sine forgængere end den, Adam af Bremen demonstrerede og som kirkens følgende skribenter fulgte. Det er et grundlæggende træk i sagnhistorien og den efterfølgende historie, at kongen altid kunne føre sin adkomst tilbage til den gamle kongeslægt ad mands- eller kvindelinje. Et væsentligt formål med kongelisterne har uden tvivl været at pege på dette tilhørsforhold hvad enten man begrundede det med guddommelig afstamning eller den juridiske grundregel, skik fra gamle dage uanset at landet fra gammel tid var et valgkongerige. Der må have været kristne skriftkyndige i landet siden tipoldefaderen Harald Blåtand lidt før islændingenes første skrifter. Inden da havde man benyttet runer, hvor den adkomstret, som fremgik af kongerækken, vel var noget af det første, man ville skrive ned noget man ser dukke op i alle germanske samfund efter kristningen. Arne Søby Christensen (2002) har i forbindelse med Jordanes Getica på basis af østgoterne i hunnernes følge påvist, at man ikke i et samfund uden skrift kunne stole på kongelisten længere end 3 generationer. Før da kunne kongefamilien manipulere med kongerækkerne som regel for at forbedre adkomstgrundlaget og knytte det til religionen forudsat selvfølgelig at kongefamilien kunne styre, hvad der måtte blive skrevet, når skriften kom til med kristendommen. Sven Estridsen kunne imidlertid ikke en gang skaffe Adam oplysninger om den nærmeste slægt til den kristne Harald Blåtand, hvis selvfølelse ellers bør have ført til nedskrivning af hans egne forfædre. Ifølge Adam kom enten Gorm eller hans far ud af det blå fra Nortmannia som søn af den komplet ukendte Svein. Man kan sige at Svein ligger inden for den senere tradition med navnet Svend, men de kom 100 år senere, og Svend Estridsen kan netop have valgt Svein for at give indtryk af kontinuitet eller måske var der virkelig en Svein i den senere omtalte plejefamilie. Bedre bliver det ikke af, at Roskildekrøniken og Saxo ikke nævnte Svein de følgende kilder 306

307 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm troede altså heller ikke på den del af historien. Den første mistanke, som denne usædvanlige uvidenhed skaber, må blive, at der var tale om manipulation, som nævnt af Arne Søby Christensen, fordi adkomsten til tronen ikke var god nok men en sådan adkomst gav en ukendt Svein vel slet ikke. Det var usædvanligt i kongerækkerne, at kongen kom ind fra højre uden forklaring det burde være forklaret nærmere. Sagaerne på Island, som Sven Estridsen ikke kunne påvirke, gav derimod Gorm en enkel og sikker adkomst som søn af Hardeknud og sønnesøn af Sigurd Ormøje. Hvorfor gik Sven i en stor bue uden om den oplagte islandske forklaring? Var denne forklaring værre? Lå der et problem her? Det gjorde der faktisk, og det var Sven Estridsen selv den første til at få øje på. Sven Estridsens havde nogle år før måttet forskyde sin hustru på pavens anmodning, fordi der var tale om kanonisk incest sagen havde ifølge Adam af Bremen (Bog III,12) ført til bataljer med kirken og efterfølgende et enormt antal uægte sønner. Kirken forbød ægteskab inden for 7 generationer (Gelting 1999/Nors 1987), indtil man nedsatte grænsen ved Lateran Konceliet i Dette har de hedenske danskere naturligvis set stort på før Harald Blåtand og for de kristne har reglerne nok også mest været anvendt politisk af kirken. Den svenske historiker, Henrik Janson, beskrev imidlertid i 1998 i sin disputats, Templum Noblissimum, det storpolitiske spil mellem Sven Estridsen, Hamburgkirken, paven og den tyske konge, Henrik IV, som endnu ikke var salvet til kejser. Paven ville have ret til at besætte kirkelige embeder, hvilket Henrik IV nægtede. Sven Estridsen var egentlig allieret med Henrik, men spillede også på paven for at få et ærkebispesæde i Roskilde. Niels Lund skrev i 1998/2002, at Hamburgkirken så et dansk ærkesæde som en trussel mod deres overhøjhed i Norden, så de i stedet tilbød at ophøje Harald Blåtand til helgen noget som samtidig ville styrke stiftets stilling i Danmark. Sven var derfor sårbar. Hele Adams beskrivelse af kongerne er ifølge Niels Lund lagt til rette med henblik på kirkens godkendelse af Haralds egnethed som helgen, som må have været et formål med Adams besøg. Antageligt skal det også ses i dette lys, hvorfor Sven pressede Hamburgkirken ved at lade Hildesheimbispen oprette et bispestift i Dalby, 10 km fra bispesædet i Lund netop på den tid, hvor Adam kom til Danmark. Svens barske politik, som oprindeligt skyldtes incestdommen og siden blev et spørgsmål om ærkebispestolen, druknede imidlertid i Investiturstriden mellem paven og kejserriget, som begyndte 1071 og kulminerede 1076 året efter færdiggørelsen af Adams værk. Harald blev aldrig helgen i stedet fik Danmark 30 år senere sit eget ærkebispesæde. For Sven Estridsen (og Adam) gjaldt det derfor i spillet om at give et positivt billede af Harald hvad han så sandelig også gjorde, så det både gik ud over dennes far og søn. I den forbindelse var det gift for sagen, hvis Adam kom tilbage til Hamburg med en Danmarkshistorie, hvoraf det indirekte fremgik, at Harald var resultatet af et incestuelt forhold. I givet fald måtte 307

308 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Sven Estridsen lægge røgslør ud over de kongelige slægtsforhold og et sådant røgslør er jo netop det, vi ser hos Adam. Samme problem har måske i mindre grad også gjort sig gældende for 1100-tallets kristne skribenter i det omfang, de skrev for at støtte kongeslægtens legitimitet ligesom Saxo, men problemet med dem er nok i højere grad, at de fulgte Adam af Bremen.. Forekomsten af en sådan incest inden for 7 generationers fyrstekredse er højst sandsynlig på grund af strategiske ægteskaber mellem de danske landes hedenske kongeslægter, men en konstatering i dag med vort sporadiske kendskab til hustruerne vil være et lykketræf. I det følgende vil vi primært se på, hvordan Haralds slægt så ud i de forskellige kilder, når man forsøger at eliminere de mest oplagte kirkelige manipulationer, men vi vil også demonstrere risikoen for incest ved forsøgsvis at forlænge til de 7 generationer og vise enkelte eksempler. Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er et spørgsmål om den historiske sandhed, men om hvad man på Svend Estridsens tid troede og frygtede om fortiden. De vigtigste danske kilder, når vi ser bort fra sagaerne, som synes at have deres egen baggrund, er Roskildekrøniken, Sven Aggesen og Saxo. De er desværre alle mere eller mindre afhængige af Adam af Bremen især Roskildekrøniken men tager også afstand fra ham i forskellige situationer. Den tidligste danske kongekrønike, Lejrekrøniken, dækker kun de ældre sagnkonger frem til Harald Hildetand altså den gamle Skjoldungeslægt ad mandslinjen og de senere årbøger er ligeledes eftersnakkere af de kirkelige kilder Hardeknud og "svenskerne" Da Adam af Bremen havde motiv til at skjule sandheden, hvilket må påvirke hans efterfølgere, må vi undtagelsesvis begynde med sagaerne i stedet, hvis vi vil beskrive de sidste sagnkonger i Gorm slægt. Sagaerne er meget enige om hovedlinjerne, selv om de anvender forskellig grad af anekdoter og detaljer. Kongerne var de samme, men det fremgår tidligt, at sagaerne var fokuseret på Lejrekongerne, hvor Regnar Lodbrogs magtbase åbenbart var Sjælland (Saxo 9.4.4/15). Sagaerne nævnte aldrig Godfred, som frankerne til gengæld satte over Regnar. Man må heraf bl.a. kunne udlede, at Godfred havde et militært overherredømme i forsvaret af den danske alliances grænse mod frankerne, mens Regnar må have været vikingleder og lokalkonge i Østdanmark. Om Godfred også tillige var landekonge i Sønderjylland, og Regnar kun konge på Sjælland ved vi ikke. Roskildekrøniken talte om 2 konger i Jylland, 1 på Fyn, 1 på Sjælland og 1 i Skåne, men grundlaget kender vi ikke, da det minder om de senere landstingsområder. Sønnerne blev kaldt konger og helt generelt havde alle kilder svært ved at skelne, hvor de danske anførere sad vel nok fordi 308

309 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm kongerne rejste meget rundt, etablerede skattelande og styrede med vekslende konger/jarler i deres fravær. Derfor kunne Rökstenen tale om 20 dræbte konger på slagmarken selv om formålet antageligt var en hentydning til en mytologisk kenning. 900 års konstruktions- og rekonstruktionsforsøg har fyldt litteraturen med en uoverskuelig mængde navne og argumenter, som forvirrer mere end de gavner. Vi kasserer disse diskussioner råt og brutalt ved at gå tilbage til de enklere sagaer, som sammenlignes med Adam, Roskildekrøniken og Saxo for at indkredse og forklare forskellene. Det oprindelige grundlag for de islandske sagaer om danerne var sikkert den forsvundne Skjoldungesaga, hvorfra Regnarsona Thattr og Olaf Tryggvasons Saga stammer (Friis-Jensen 1984) samt den mere uafhængige Jomsvikingernes Saga (Degnbol 1978) alle med samme slægtsrække: (Jomsvikingernes Saga AM291) Knud (den Fundne) opfostrede Sigurd Ormøjes søn og gav ham sit eget navn og kaldte ham Harde-Knud. Og Harde- Knuds søn var Gorm, der blev kaldt den Gamle eller den Mægtige. Olaf Tryggvasons Saga fortæller tilsvarende: (Fragmenta) Olav Kinrikssøn var søn af Ivar Vidfadmes morbroder. Han var i Sigurd Rings dage jarl i Northumberland, indtil kong Ingjald af Englands søn fordrev ham. Ring gav ham da jarledømme i Jylland. Han havde sønnen Grim, denne havde sønnen Audulv hin Stærke, og han sønnen Gorm hin Barnløse. Han havde ingen børn, men der blev en gang fundet et barn i en skov og bragt til ham. Han kaldte drengen Knud og udpegede ham til sin eftermand. Knud var søn af Arnfinn Jarl og dennes egen søster. Derfor havde faderen ladet barnet udsætte. Knuds søn Gorm var jarl i Jylland. Han opfostrede Sigurd Ormøjes søn Knud, der efter sin fødeegn kaldtes Harde- Knud. Han var konge i Danmark. Hans søn var Gorm den Gamle. Islændingene synes generelt at have haft svært ved at adskille de danske riger og lande i Danmark og Danelagen, men det vil ikke være usædvanligt, at en adopteret jysk jarlesøn kom til f.eks. York og blev kristen. Arngrimur Jonson synes at være løbet lidt sur i sagaforklaringernes forskellige forekomster af Gorm. Sagaerne viser imidlertid klart tilbage fra Gorm den Gamle til Sigurd, søn af Regnar Lodbrog og sønnesøn af en Sigurd. Gorms afstamning er så enkel, som den kan blive, men den er kasseret af tidligere historikere, fordi den ikke stemte overens med de tidlige kirkelige kildeskrifter, som man regnede for mest pålidelige. Opgaven bliver derfor ved sammenligning med sagaerne at identificere og forklare forskellene over til det tilsvarende interval i Roskildekrøniken og Saxo, som begge har bygget mere eller mindre på de manipulerede oplysninger fra Adam af Bremen / Sven 309

310 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Estridsen. Selv om det kun er sagaer, er vi nødt til at fæste os ved den usædvanlige og tilsyneladende overflødige beretning om Knud den Fundne, som blev udsat i skoven som spæd på grund af incest, men blev fundet og adopteret af en dansk konge / jarl. Knud den Fundne fik altså navnet Hardeknud, som antageligt netop kunne betyde Skov-Knud. Harde eller Haraδ er stednavnebetegnelser i Danmark og Jylland, hvor man på OE knytter navnet til skov 189. Hvorfor ligefrem indlede Jomsvikingernes Saga med en så usædvanlig historie og væve den sammen med et lige så usædvanligt navn? Der må være en årsag til denne historie, som også kendes andre steder fra. Navnet kendes i Danmark kun fra to personer, begge konger, hvoraf den første angiveligt var opkaldt efter sin plejefar Knud den Fundne altså måske Skov-Knud. Plejesønnen blev konge som mindreårig i 891, men allerede i 883 dukkede navnet ifølge Symeon af Durham også op i York, da Guδred søn af en Hardiknut blev konge. Denne først kendte Hardiknut omtales i forbindelse med den engelske Sct. Cuthberts historie (Symeon af Durham 1129 på basis af en anonym tals krønike), da hans søn Guδreδ i ca. 883 blev blev frikøbt som vikingernes træl og valgt som konge ved et kompromis i York. Om det er derfor plejefaderen i sagaerne også kaldes Trælle-Knud, vides ikke. Guδreδ var kristen dansker og kunne derfor både accepteres af vikingerne og de kristne. Guδreδ døde allerede i 894/95, men faderen kan have levet videre. Guδreδs begravelse i York Minster nævnes i de engelske krøniker. Hardiknut eksistens kunne betvivles, da Symeons fortælling om ham er fra I 2011 dukkede navnet imidlertid op som Airde Conut i nærheden af York på en kristen mønt, som synes præget mellem 895 og 903. Den er fundet i km vest for York i Silverdale. Sprogforskere (Porck 2014) har foreslået, at mønten med Airde Conut skyldes den danske kong Hardeknud, og at han skulle komme fra Normandiet, da stavningen har frankisk præg. Det er imidlertid helt usandsynligt, at det meget sjældne navn to gange med kort mellemrum skulle forekomme ved York og ellers ingen andre steder end den danske kongeslægt og det er inden Rollos tid. Årsagen til stavemåden kan i stedet være, at danskerne brugte en møntmester fra Normandiet, hvilket ikke er usandsynligt, da danskerne også opererede der før Rollo. På grund af prægetidspunktet stiller historiker og numismatiker fra British Museum, Gareth Williams, det rimelige forslag, at mønten skyldes et barnebarn, men der nævnes ikke noget barnebarn eller nogen engelsk konge af det navn. Da mønten bærer titelbetegnelsen rex, som ikke kendes for nogen engelsk Hardeknud, kan mønten være udstedt af den engelske værge for den danske Hardeknud, som blev rex som barn i 891 f.eks. sammen med 189 Haraδ som stednavnebetegnelse er nævnt i OE Dictionary, og Olafur Haldorsson, 2000 skrev, at harth var gammeldansk for skov, da han fejlagtigt identificerede Hardeknud som Knud den Fundne. 310

311 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Sieverts/Siefredus mønter. Sievert begyndte at optræde som plyndrende viking i Wessex i 893, men blev øjensynligt senere konge i Northumbria ifølge mønter. Her er det tankevækkende, at han omkring ifølge Steenstrup udstedte mønter sammen med en Cnut. Det kan være Hardeknud eller det kan være det omtalte hypotetiske barnebarn af Yorks Hardiknut. Hvis han var engelsk konge skal han i så fald have været søn af Sievert. Det var muligvis Guδreδ, som Adam nævnte sammen med sønnerne Sigerih, Olav og Reginald (Adam ). Adam kan dog også have talt om en senere Guδreδ. Allerede Steenstrup nævnte Hardiknut som en mulig Knud den Fundne (Normannerne 1876). Han var således på sporet, men rodede sig på grund af ovennævnte Cnut-mønter ud i tanken om, at Guδreδ var Hardeknud, hvad der er udelukket, da Guδreδ i kilderne nævnes som søn af Hardiknut og som død i 894/95. Niels Lund nævnte Steenstrups omtale af Hardiknut, men noterede blot, at Symeons senere omtale ikke var tilstrækkelig dokumentation for navnets eksistens i York, da Airde Conut-mønten endnu ikke var fundet, da Niels Lund skrev. Hvem der udstedte mønten er ligegyldigt her, da den for os blot skal vise, at navnet eksisterede som et navn i York efter altså som bekræftelse på Symeons beretning. Det eneste afgørende i vor sammenhæng er, at det meget sjældne Hardeknud-navn som det eneste sted i verden udover den danske kongerække nu er dokumenteret to gange i Northumbria, hvor det første gang nævnes kort før den danske Hardeknud ikke i Normandiet eller Norge, som ellers begge har været foreslået som Adams Nortmannia. Var danske Hardiknut (Skov-Knud) i York synonym med både Knud den Fundne, som Jomsvikingernes Saga hævdede, og Saxos / Sven Aggesens værge Enni-Gnub. Det sidste navn kan være en sproglig forvanskning af engelske Knud / Knud Enski, hvis vi følger navnedannelsen omkring East Anglias Guδrum / Gorm Enski? Skyldes Adams mystiske Nortmanniahistorie, at Hardeknud var placeret hos en kristen dansk familie i Northumbria? Om plejefaderen i York hele tiden var Hardiknud, trods Guδreδ død, eller en af hans andre sønner, hvis navne vi ikke kender, er uvist. Her kan en ukendt Sven eller Gorm komme ind i billedet. Saxo indikerer et opgør med værgerne, som kan skyldes, at Hardeknud brød med plejefamilien i York og vendte hjem kort efter 900, hvor han erstattede statholderen Helge. York kan synes langt væk, men byen var på den tid Regnarsønnernes især Ivars engelske hovedkvarter, hvorfra også Hardeknuds mor skulle stamme som engelsk kongedatter ifølge sagaerne. Det har været naturligt at sætte Sigurds søn i pleje hos familie der, hvor han var i sikkerhed for hjemlige konkurrenter, mens faderen rejste rundt som konge og viking. 190 Gareth Williams mener, at Adams Gudred og hans sønner er senere konger, da han gerne ser en ukendt Hardiknut som barnebarn af Hardeknud i sin artikel (Williams 2012), men sammenhængen hos Adam passer bedst med slutningen af 800-tallet. Forholdet er underordnet i relation til Hardiknuts og møntens eksistens. 311

312 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Der er af og til rejst tvivl om eksistensen af den første danske kong Hardeknud, fordi han siges at mangle hos Adam og i nogle af sagaversionerne. Bl.a. Olafur Halldorsson (Halldorsson 2000) foreslog derfor, at han var indsat som en fiktiv person i sagaerne. Den første danske kong Hardeknud er imidlertid eneste sandsynlige link, som kan have overført det nordiske navn fra den første engelske Hardiknut til Knud den Stores søn Hardeknud 140 år senere. Det er også vanskeligt at se, hvorfor og hvordan man skulle kunne opfinde en fiktiv dansk konge med et sådant navn i sagaerne 130 år før. Det er langt lettere og mere logisk, at nogle af de senere sagaskribenter har valgt at fjerne den første danske Hardeknud fra deres sagaversion, fordi han ikke umiddelbart stod som konge hos Adam og i Roskildekrøniken. Denne første Hardeknud må altså have eksisteret, og det bekræftes af, at både Saxo og Sven Aggesen placerer en Knud/Loddenknud på denne plads, selv om han synes at mangle i deres forlæg. Saxo ville ikke skubbe Hardeknud bort som konge. Tværtimod roste han ham (Saxo 9.7), men han kaldte ham blot Knud og søn af den Erik, der blev konge som barn (Saxo 9.5.8), mens Sven Aggesen kaldte ham Loddenknud. Dette barn, Erik/Horik 2., kendes imidlertid fra frankerne som Sigurds forgænger som nevø i Horik 1 s slægtslinje så vi kan med god samvittighed fjerne Erik fra pladsen efter Sigurd i Saxos slægtsrække, som derefter kommer til at lyde Sigurd Ring Regnar Lodbrog Sigurd (Ormøje) (Harde)Knud, dvs. præcis samme slægtsrække som i sagaerne. Sagaerne giver altså en fornuftig forklaring på historien, familiesammenhængene og de navneforekomster, som kendes i Danmark og England. Det er umiddelbart i modsætning til Adam af Bremen, men bortset fra Svein har Adam faktisk de samme navne som sagaerne (Figur 31) blot nævnes Hardeknud ikke direkte som konge på grund af Adams dateringsproblemer. Regnarsona Thattr fortæller om Hardeknud: (Regnarsona) Sigurd Orm-i-Øje var gift med Blæja, datter af kong Elle. Deres søn var Knud, der blev kaldt Hardeknud, som efterfulgte sin far på Sjælland, Skåne og Halland, men Viken faldt fra hans rige. Sigurd Ormøje faldt som tidligere nævnt i det store slag i Tyskland i 891 hvilket passer med dateringen i York. Fra slaget i Tyskland ankom ifølge sagaerne Sigurds følgesvend, Helge den Hvasse, og regerede for ham i Danmark (Helge blev senere gift med Hardeknuds søster, Aslaug). Helge er sandsynligvis den Heiligo, som Adam af Bremen nævnte som den første danske konge inden Gorm d. Gamle. (Adam) Efter normannernes nederlag har der - ved jeg - regeret en kong Heiligo, elsket for sin retfærd og redelighed. 312

313 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Derimod fremgår det ikke af Adam, at Hardeknud havde været konge, selv om han ellers skulle være Gorm den Gamles far men her kommer jo netop manipulationen ind. Adam nævnte aldrig Hardeknud som andet end Wurms far, men hvad han og Sven Estridsen egentlig har vidst, skal vi se nærmere på senere. Figur 30. Harald Blåtands slægt Grundlaget er her sagaerne, som man antageligt har troet på Sven Estridsens tid. Sagaerne anså Regnars far som Sigurd Ring, søn af Randver, men frankerne nævnte både Godfreds forgænger Sigifred I ( ) og Godfreds nevø (nepos) Sigifred II ( 812), som ifølge Saxo var Regnars far, Siward Ring. Vi er nu klar til at se på Saxo s udgave af Hardeknud, som herefter bliver let genkendelig, hvis man blot husker, at Saxo fejlagtigt satte Erik (Horik II) ind mellem Sigurd og Knud: (Saxo 9.7) Eriks (Sigurds) søn Knud var endnu kun et barn, så både han og riget trængte til en formynder. Men da det tyktes de fleste, at det både var besværligt og let kunne vække misundelse at påtage sig dette hverv, besluttede man at udtage en mand dertil ved lodkastning, thi de viseste danskere var 313

314 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm bange for i så vigtig en sag selv at træffe et valg. De stolede mere på skæbnen end på deres egen mening og ville hellere lade valget komme an på en tilfældighed end på moden overvejelse. Så skete det da, at en vis Ennignup, en mand af den største og mest ufordærvede dyd, blev nødt til at tage dette byrdefulde hverv på sine skuldre. Da han havde tiltrådt styrelsen, som lodkastningen havde tildelt ham, tog han ikke mindre hensyn til hele rigets tilstand end til kongens unge alder, hvorfor da også nogle, som ikke er synderligt kyndige i historien, har tildelt ham en plads midt i kongerækken. Da Knud efter at have trådt sine børnesko var vokset op til mand, fjernede han dem, der havde vist ham den velgerning at opfostre ham. Efter at have været en knøs, man næsten havde opgivet alt håb om, blev han en over al forventning gæv mand. Kun den ene ting ved ham må man begræde: Han døde uden at have antaget kristendommen. Regnarsona Thattr fortæller yderligere om Hardeknud: (Regnarsona) Gorm var hans søn. Han var opkaldt efter sin fosterfar, der var søn af Knud den Fundne. Han havde alt land i forlening af Regnarsønnerne, mens de var på krigstogt. Omtalen indebærer, at også Gorm den Gamle skulle være vokset op i York denne gang som fostersøn af Gorm, som skal have været søn af Knud den Fundne og altså bror til Gudred. Her kan man frygte, at fortællingen er gået i ring, men det ændrer ikke på hovedforløbet hvorvidt Gorm er opvokset i York eller Danmark. Vi vender dog tilbage til spørgsmålet under Gorm. Adam fortæller efter bemærkningen om Heiligo: (Adam) Efter ham ( Heiligo) fulgte Olaph, som kom fra Sveonien og tog det danske rige med våbenmagt. Han var far til mange sønner, blandt hvilke Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. Hvad vi fra nu vil berette, har vi fundet i forskellige andre, ingenlunde uvederhæftige bøger. Men noget har den berømmelige danerkonge (Svend Estridsen) fortalt os på vor anmodning derom. Hvis man sammenholder med oplysningerne i Olav Tryggvasons saga og Regnarsona Thattr om, at Sigurds søn Knud kun regerede over Sjælland og Skåne og Halland, vil det passe med, at Olaf og hans sønner tog magten i Slesvig fra Heiligo, efter denne var trådt ind efter Sigurd. Eventuelt kunne det være hele Jylland - som var det "land", der interesserede Hamburg-kirkens skribenter. En svensk interesse specielt for Hedeby var dog mere naturlig, da Hedeby var vigtig for handelsvejen til Sverige og en mindreårig, der herskede over flere lande med værger, kan antageligt have fristet Olaf til at sætte sig på handelsvejen. 314

315 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Sagaerne omtaler Regnars søn, Bjørn Jernside, som hersker over Svealand. Olav kan være hans slægtning, hvilket kunne forklare, hvorfor svenskekonger med god ret kunne gøre krav på magten i Hedeby. Det synes i alt fald at være den forklaring, sagaerne ønsker at indicere. En anden mulighed kan være Anunds efterkommere. Den positive, men lidt uselvstændige kong Olaf, som Ansgar mødte i Birka to år efter Anunds generobring af magten, kan have været en ung søn af Anund. Anunds midlertidige danske asyl, den danske medvirken ved generobringen af Uppland, som vi kender fra Rimbert, det senere togt til Kurland, sønnernes navne og Horiks anbefaling af Ansgar til Olaf kunne tyde på, at Anund var knyttet til det danske kongehus via slægts- eller ægteskab. Olaph, som altså havde et familienavn, kan derfor have hævdet arveret i Danmark - hvilket kan forklare den opportunistiske svenske magtovertagelse i det fjerne Hedeby og dens relativt langvarige succes 191. Vi ved ikke, hvornår den samlede kongelige overhøjhed over det senere danske område til forsvar mod frankerne ophørte. Måske opløstes det i 854, så Horik 2 kun fik magten i Sønderjylland, mens resten var fordelt på Regnarsønnerne det giver sagaerne jo indtryk af. Det var en naturlig udvikling, da frankernes pres mod grænsen faldt, og lige så naturligt var det, at da Sigurd og de øvrige Regnarsønner døde og blev afløst af en mindreårig, greb svearne ind i Hedeby for at sikre den vigtige Østersørute til Birka. Sagahistorien kan harmonere fint med den udvikling. Sveriges historie kender man i øvrigt meget lidt til i den periode. Kongerne kendes primært fra Ynglingesaga og den kongeliste, som var tilføjet Hervarar-saga, men som tidligere har vist sig at afvige fra de danske værker. Det var imidlertid i den periode, at svenskerne fik væsentlige interesser i handelsvejen til Sortehavet via de russiske floder, og mange vesteuropæiske forskere mener, at "Rus"-dynastierne i Novgorod og Kiev, som blev oprettet i 860'erne, havde en svensk baggrund. Det sidste harmonerer med forløbet i Hedeby. Også Norge fik en storhedstid, hvor Harald Hårfager ifølge Snorre samlede Norge og organiserede et helt ny rige - en beskrivelse, som man i dag anser for at være efterrationalisering. Nordmændene satte sig fast på de nordatlantiske øer og på besiddelser i de keltiske områder i Skotland, men hvordan magtbalancen var i Irland i den danske svækkelsesperiode, er mere usikkert. Det var i samme periode, at Island blev koloniseret, og man mener, at en del af bosætterne netop flygtede for Harald Hårfager. Andre islændinge kom fra de kollapsende danske vikingeriger i England og fra Irland, hvor nybyggerne ifølge DNA-undersøgelser hentede mange kvinder. 191 Ansgar-oplysningerne stammer alle fra Rimbert (Ansgar). 315

316 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm 17.3 Gorm den Gamle Derefter dukker Hardeknuds søn, Gorm, op i sagaerne. I Regnarsona Thattr så vi ovenfor, at Gorm skulle være opkaldt efter sin fosterfader, Gorm, som var søn af Knud den Fundne og det samme kan læses i Olaf Tryggvasons Saga. Gorm synes altså opvokset hos samme familie i York ligesom Erik Ejegod og Knud Lavard senere voksede op hos Skjalm Hvide og hans søn, Asser Rig. Det harmonerer fint med Erik Kromans hypotese om, at det var Gorm den Gamle, der i underskrev sig som Gudrum på vidnelister i York, inden Gorm dukkede op i Danmark i 936 i stedet (Kroman 1976). Niels Lund har med god ret anført, at det ikke dermed er bevist, at Gorm kom fra York (Niels Lund 1993), men sammen med oplysningerne om Yorks Hardiknut lyder det plausibelt. 192 Derimod hænger det ikke sammen, når Erik Kroman gættede på, at Gorm var sønnesøn af Gudrum i East Anglia, og Gudrum var sandsynligvis også for sen til at være Knud den Fundnes plejefar. Det er imidlertid ikke afgørende, om de to kongesønner var opvokset i York eller andetsteds. Det nævnes kun, fordi det kan få alle oplysninger til at falde på plads. Hvis Hardeknud og måske også hans søn voksede op i Northumbria, kan det forklare, hvordan episoden med Svein af Nortmannia kunne opstå af Sven Estridsen søforklaringer. Om det har inspireret Sven Estridsen til en decideret nødløgn, eller blot har ført Adam på vildspor, eller om en af fosterfaderens sønnner i York faktisk hed Svein, ved vi ikke, men i Roskildekrøniken (Gelting 1979) er det tydeligt, at kommunikationen til sidst kunne ende helt i skoven med en sammenblanding med Sven Tveskæg og hans modstander Ethelred. Vi skal nu følge, hvordan Gorm blev konge i Danmark. Ifølge Regnarsona Thattr overtog han kongemagten efter sin far, dvs. i Østdanmark. Derefter kan vi følge beskrivelsen i Olav Tryggvasons Saga: (Trygg) Da Gorm var blevet voksen af alder, fik han en kone, som hed Tyre. Hun var datter til Harald Jarl i Jylland, han blev kaldt Klak-Harald. Kong Gorm gik med sin hær ind i det rige i Danmark, der hed Hreidgoterland, men nu kaldes Jylland, mod den konge, der regerede der. Han hed Gnupe. De holdt nogle slag, og det endte sådan, at Gorm fældede denne konge og tog hele hans rige i besiddelse. Derefter gik Gorm til angreb på en konge, der hed Sølverskalle, og havde stridigheder og kampe med ham, og Gorm vandt til stadighed sejr og til slut fældede han kongen. Derefter drog 192 Erik Kroman (Kroman 1976) har konstateret, at der som underskriver på engelske dokumenter optrådte en fremtrædende dansk jarl, Guðrum (Gorm), som forsvandt fra England i 934. Erik Kroman følte sig overbevist om at Guðrum var Gorm den Gamle, men det er korrekt blevet afvist som utilstrækkeligt historisk bevis af Niels Lund (Lund 1993) - uden at det dermed udelukkes, at det var Gorm. Erik Kroman mente også, at den tidlige Guðrum havde den egentlige magt i Danmark, hvilket forekommer usandsynligt og helt udokumenteret. 316

317 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm han gennem Jylland og for hærgende frem således, at han fældede alle kongerne helt sydpå til Slien og han blev en mægtig konge. Svenske Olafs søn Gnupa/Chnop og sønnesønnen Sigtrygg/Sigerich er bekræftede af runeindskrifterne på Vedelspangstenene ved Hedeby 193, men Adam har ikke forstået eller interesseret sig for at der antageligt var tale om flere kongeriger på den tid. Sammenholder vi med Adam af Bremen: (Adam ) Han (Olaph) var far til mange sønner, blandt hvilke Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. Hvad jeg herefter vil berette, har jeg fundet i forskellig pålidelige bøger. Andet har danernes børåmte konge på forespørgende fortalt mig: Efter Olaph, sveonernes førstemand (princeps), som regerede over danerne sammen med sine sønner, indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn, Hardegon, som kom fra Nortmannia, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om disse mange danerkonger herskede samtidig. I betragtning af den meget forskellige tilblivelseshistorie bag de to værker er sagaerne og Adam forbløffende enige om erobringen af Hedeby men Adam placerer den i sin rækkefølge i ærkebisp Hogers tid Han nævner imidlertid også at han er i tvivl om, hvem der herskede hvor og hvornår. Efterfølgende nævner han kristenforfølgelser fra daner og slaver, hvor slaverne erobrede Hamburg, men disse daner kom ikke nødvendigvis fra Hedeby så navnet Hardegon kan f.eks. også være noteret ved denne begivenhed. Formodentlig her han haft svært ved at parre de tyske og danske kilder sammen på grund navne- og sprogforbistring, da Sven næppe har dateret sine oplysninger. Som vi skal se nedenfor hos Widukind er denne danske erobring dateret en generation for tidligt af Adam til Hardeknuds regeringstid. Måske er det derfor, at han nævner Hardegon som kongen. Harde-gon minder om navnet Airde conus og Canute. Det hænger fint sammen med Adams senere afsnit: (Adam om Henriks angreb 934) Hos danerne herskede på den tid Hardeknuth Wrm, en grusom orm og ikke så lidt fjendtlig over for de kristne Dernæst angreb han (den tyske kong Heinric) med en hær danernes land og skræmte med sit første angreb kong Worm så stærkt, at denne lovede at rette sig efter hans befalinger og bønfaldt ham om fred. Således fastlagde den sejrrige Heinric rigets grænser ved Sliaswic, som i dag hedder Heidiba, indsatte en markgreve og forordnede, at kolonister fra Saxonien slog sig ned der. Alle disse begivenheder, som en klog dansk biskop har fortalt mig (Adam om Unnis rejse i 936) Men da den Guds bekender kom til danernes land, hvor, som sagt, den grusomme Worm dengang herskede, 193 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 3, 1988 (side 218). 317

318 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm formåede han ikke at ombestemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Til gengæld skal han have vundet kongens søn Harold for sig ved sin prædiken. Og han opnåede at han gav tilladelse til offentlig udøvelse af kristendommen, som hans far altid havde hadet. Der stod ikke noget dansk kongenavn i de første tyske kilder herefter. I Widukind af Corveys Saxer Krønike (973) læser man imidlertid om kejser Henrik, som angreb Hedeby ca. 934 og hævdede at døbe den danske konge her. Denne konge hed Nuba dvs. Gnupe/Gnuba/Chnop fra sagaerne og runestenen ved Hedeby og endda Adam selv ved omtalen af de svenske konger. Adam skrev først 100 år efter Widukind og skrev endda selv, at han var i tvivl. Måske tog han blot Worm fra sit eget efterfølgende afsnit. Løsningen på denne kildekonflikt burde være elementær. Det kan derfor ikke undre, at det er Gnuba, som passer med resten og accepteres af de fleste forskere som den overvundne konge (Halldorson 2000/Østergaard 1994, note 45), mens Wurm er den senere Gorm. Hardeknuth Wrm betød nemlig ifølge de fleste forskere Hardeknuds søn Wurm (Opr. Lis Jacobsen 1928). Adam havde altså også kongerækken Hardeknud og hans søn Gorm, men fejldaterede dem 140 år efter. Om det var bevidst ved vi ikke, men det gav ham mulighed for at skrive, at kejseren skræmte hele danernes land ikke kun en lokalkonge så den grusomme Wurm måtte bede om fred. Åbenbart indså han ikke, at Gorm straks efter kejserens erobring fjernede den Gnupa, som havde underlagt sig kejseren og kristendommen, og genindførte hedenskaben til Unnis overraskelse. Dette giver sammenhæng overalt, hvis vi ser bort fra Adams kopister men Gorm må nødvendigvis være kommet efter kejserens angreb på Gnupa i 934. Trods Adams egne advarsler, har man stirret sig så blind på hans kildeværdi, at man ikke har indset, at det er hans misforståede eller manipulerende påstande, der har fremkaldt bruddene på den enkle logik i de øvrige kilder og måske givet anledning til hundrede års diskussioner mellem forskerne. Ærkebiskop Unni havde øjensynligt ventet let spil i Hedeby efter kejserens angreb, men mødte uventet modstand hos den nye Gorm i 936, hvor Haralds tilsidesættelse af faderen på det tidlige tidspunkt er absurd og åbenlyst må være en del af propagandaspillet for at fremhæve Harald. Unni måtte derfor drage videre til Birka, hvor han døde. Roskildekrøniken nævner ikke nogen Hardegon fra Nortmanniaså ikke en gang denne forfatter troede øjensynligt på denne påstand. Man indlagde i stedet et ekstra sæt Frode / Gorm / Harald et loop måske fordi forfatteren ikke troede på, at Adams første Harald også år senere kunne være Harald på Jellingstenen og det har vi vel heller ingen grund til. Måske har første Harald hos Adam i stedet været Gorms svigerfar, Klak-Harald. Om det var Sven Estridsen eller Adam, som manipulerede, eller det bare var 318

319 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm navneforbistring og misforståelser, ved vi ikke, men navnet på sagaernes far til Gorm findes således også hos Adam, og resten kan antageligt henføres til plejeforholdet. Vi finder endda også Sigurd og Regner hos Adam han satte dem blot forkert sammen. I al sin enkelhed fortæller sagaerne altså, at Gorm blev konge efter faderen Hardeknud i Østdanmark og giftede sig strategisk med en jysk jarledatter. Derefter fortæller de i lighed med Adam, at Gorm udnyttede Gnupas svækkelse i 934 til at tage Hedeby. Siden indtog Gorm med svigerfaderens hjælp de jyske lande et efter et indtil han kun manglede svigerfaderens eget. Sagaerne var ikke enige omkring overtagelsen af Klak-Haralds jyske jarledømme, hvor de fleste blot nævnte, at Gorm overtog det. Den sene Olaf Tryggvasons Saga dramatiserede imidlertid med, at Harald Blåtands bror, Knud, overtog morfaderens jarledømme, og at Knud senere blev dræbt i et slag mod Harald stik mod Adams billede. De øvrige sagaer og Saxo fortæller, at Knud døde på et fælles krigstogt til York. Alle sagaer og Saxo var enige om, at Gorm døde ved meddelelsen om Knuds død, og de fleste fortalte den samme vandreanekdote om Thyras spidsfindigheder i den anledning. Fejlene i Adams værk har præget de efterfølgende kirkelige skribenter. Af dem skal vi se nærmere på de vigtigste: Roskildekrøniken fra ca. 1140, som var den første i rækken af krøniker og årbøger, og derefter Saxo fra ca Hos begge efterfølges Hardeknud/Loddenknud af en trio af konger: Frode - Gorm (Saxo: den engelske) - Harald (Saxo ), hvorefter følger Gorm den Gamle (9.11) og hans fader, Harald Blåtand, som hos Saxo omtaltes i næste bog. Frode og Gorm ses også i Ryd Klosters Årbog som konger i England baseret på de øvrige kilder. Trioen kendes ikke fra Adam og opstod første gang i Roskildekrøniken: (Roskilde) Mens dette stod på, døde kong Horik II, og Frode blev ophøjet til tronen; Han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen. Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt: Slesvig og Ribe. En tredje kirke byggede kongen i Århus... Nogle siger at biskop Unni prædikede for Gorm og Harald, som var konger i Danmark, og gjorde dem venligt stemt mod de kristne Denne Gorm var fader til Harald Harald var kristen og havde tilnavnet Blåtand og Klak-Harald. Det er allerede omtalt, at Roskildekrøniken må have brugt en gentagelse et loop fordi man hverken har troet på Hardegon eller på at Jellingstenens Harald, som døde i 980 erne, kunne optræde så desavuerende overfor faderen allerede i 936. Roskildekrønikens klerk udvidede Adams skrøne om undertvingelsen af danerne ved i bedste Adam-stil at give Unni revanche og lave katolsk resultatmarkering i den loop-form, som Saxo senere annekterede. 319

320 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Michael Gelting betegner i Roskildekrønikens kommentarafsnit beskrivelsen af kirken som fantasi. Selve trioens navnerække kan dog have været kendt i anden sammenhæng. Vi skal nemlig bemærke, at Absalons verdslige kollega, Sven Aggesen (1185), lige før sin egen omtale af Sigurd Ormøje og hans efterkommere skrev, at han ikke på fabelskrivernes eller løgnefortællernes vis lader konger følge i uafbrudt tidsfølge efter hinanden, om hvilke jeg dog har erfaret, at de var adskilte fra hinanden ved et ikke ringe tidsmellemrum. Mon ikke denne advarsel bl.a. var møntet netop på den efterfølgende trio, som Saxo og Roskildekrøniken indsatte? Aggesen synes at antyde, at der lå noget konkret bag trioen, men opfordrede sin efterfølger til nøjagtig granskning. Ingen har øjensynligt fulgt opfordringen før nu. Hans eget resultat blev dog ikke bedre, selv om det eksisterer i to versioner hvilket kunne tyde på, at nogen har skrevet det om. Saxo fortæller om trioen: (Saxo 9.8) Kongemagten gik straks efter over til hans søn Frode. Hans lykke, som forøgedes ved våbendåd og krig, nåede et sådant omfang, at han atter lagde de lande, der i sin tid var faldet fra Danmark, under det gamle åg og tvang dem til lydighed som i fordums dage. I England, som alt en stund havde været kristnet, tog han imod den hellige dåb. Da det var hans attrå, at den frelse, han selv havde vundet, også skulle blive hans folk til del, bad han Agapetus, som den gang var pave i Rom, om at lade Danmark oplære i kristendommen. Men han oplevede ikke at få sit ønske opfyldt, thi han døde, inden sendemændene fra Rom var kommet. Hans hensigt var visselig bedre end hans held, og for sit fromme forsæt opnåede han lige så stor løn hisset som andre for, hvad de får udrettet. (Saxo 9.9) Efter Frodes død kom hans søn Gorm, som førte tilnavnet Engelskmand, fordi han var født i England, på tronen der på øen. Men den lykke var mindre varig end rask til at falde i hans lod, thi da han drog fra England til Danmark for at ordne sagerne der, blev et langvarigt tab følgen af et kortvarigt fravær. Englænderne, som holdt for, at alt håb om at opnå friheden beroede på hans fraværelse, pønsede på almindeligt frafald fra danskerne og tog over hals og hoved mod til sig og gjorde oprør. Men jo mere englænderne hadede og foragtede ham, des mere trofast holdt danskerne fast ved ham. Så da han begærlig efter herredømmet strakte begge hænder ud efter de to lande, fik han det ene, men mistede uigenkaldelig det andet, thi han gjorde aldrig noget kækt forsøg på at vinde det tilbage. Så vanskeligt er det at holde sammen på store riger. (Saxo 9.10) Derpå blev hans søn Harald konge i Danmark. Efterslægten har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige bedrifter at melde om ham, fordi han mere lagde vægt på at bevare kongemagten end på at udvide den. Saxo tog sikkert med kyshånd mod trioen, men kunne ikke få andet 320

321 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm indhold ud af Roskildekrøniken, end at de to første var kristne og den sidste både hed Klak-Harald og Blåtand, idet resten var det omtalte loop af Gorm og Harald. Som Gorm indsatte Saxo umiskendeligt billedet af den danske kong Guδrum i Eastanglia , som blev døbt under navnet Aδelstan og kendes fra den Angelsaksiske Krønike her kaldt den engelske eller Enski. Faderen Frode nævnes i en sen saga som en jysk konge, der sendte bud til paven efter bisper i 900-tallet hvilket lyder usandsynligt, men han var måske en jysk konge, som drog til England, hvor hans søn blev konge. Saxo betegnede Harald som denne Gorms søn, mens Sven Aggesen også kaldte ham Klak-Harald som Roskildekrøniken altså Thyras far. Saxo skrev andetsteds, at Gorm den Gamle begærede den engelske kong Hedelradi s datter Thyra til ægte (Saxo ). Der var ingen kong Eδelred i England på det tidspunkt, da Alfreds bror, Eδelred I, var død i 871 og Eδelred II blev født i 978. En tredje Æδelred, som døde i 911 var eolderman i Mercia og fik sin datter allerede ca Det hele passer imidlertid sammen, hvis Hedelradi var Haralds engelske navn eller en fejlskrivning for hendes farfar Aδelstan. Det lyder vel ikke usandsynligt, at A(Æ)delstans søn på angelsaxisk har været døbt Ædelred inden han drog tilbage til Danmark som Harald. Også historikerne F. Langebek og P.F. Suhm skrev i , at Klak-Harald var en søn af den danske Aδelstan i East Anglia, og at Harald skulle have overtaget faderens danske besiddelser. Om de har haft særlige kilder før arkivernes brand, ved vi ikke, da de var karrige med kildeangivelser måske ræsonnerede de blot som os. Meget kan altså tyde på, at det var Thyras slægtsrække, som Saxo satte ind på trioens plads altså hans sædvanlige stil. Guδrums position med titlen konge side om side med Regnarsønnerne, som han afløste i East Anglia, da de drog til Northumbria og Irland, kan indikere, at han var en slægtning af Regnar-sønnerne måske med den ukendte Frode som bror eller fætter til Regnar. Det betyder, at der i det tilfælde ville være klart kanonisk incest for Harald Blåtand, hvis trioen var Thyras forfædre. Sådan kan vi naturligvis ikke konkludere på så svagt et grundlag. Det er blot et eksempel ganske som den alternative incest -risiko, som antydes af Klak-navnet, dvs. at Klak-Harald i stedet var efterkommer af Harald Klak, hvorved Ød blev fælles stammoder. Under alle omstændigheder må man forvente, at en jysk jarleslægt havde sikret sig ved strategisk ægteskab med alliancens førende kongeslægt i løbet af de sidste 7 generationer. Der var utroligt mange kombinationer med de mange kongesønner og -døtre. Det er temmelig usandsynligt, at det ikke skulle gå galt og det er antageligt den risiko, Sven Estridsen indså. Det er relativt få generationer fordelt over så lang tid, men det skyldes bl.a. at sagaerne ikke kendte Figur 30 s ekstra led mellem Regnar og Sigifred, som vi har fra frankernes annaler. De har antageligt kun set 7 led til Aud selv om det ikke var korrekt. 321

322 17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Især Sven Estridsen har af alle konger med sin fortid været skræmt ved tanken om, at Adam ribbede for meget op sådanne familieforhold. Derfor var det sikreste tiltag midt i det storpolitiske spil, at sporene af Haralds ophav simpelthen blev ekspederet til England og samme interesse kan Hamburgkirken have haft, hvis de brugte Harald som helgen og ville undgå fjendtlige indsigelser. Det lykkedes. Også vi er endda faret ud ad tangenten, så vi til sidst har opgivet al undersøgelse i kildekritikkens navn. Bent Østergård har i Historie, Bind 1984, refereret mange af de udlægninger, historikerne har haft. Figur 31. Sammenligning af kilder Sammenligning af de vigtigste kilder, hvor Svein og sekvensen Frode-Gorm-Harald kan fjernes som åbenbart forkerte oplysninger, når de kristne manipulatioer fjernes. Horik II (Erik Barn) af frankerne nævnt som konge, inden Sigurd Ormøje kom til magten. Horik kan ikke være Sigurds søn, men var parallel med Sigurd. Kilderne viser derfor samme række af konger før Harald Blåtand. I relation til selve rekonstruktionen af kongerækken er incestdiskussionen ligegyldig, og det samme gælder Niels Lunds teori om ophøjelsen til helgen. De benyttes alene til anfægtelsen af Adam som kilde fremfor de øvrige, som var gældende i hele 1900-tallet en anfægtelse, som allerede er begyndt med Henrik Jansons og Niels Lunds kritik. Den udvidede anfægtelse gik på motivet til vildsporet, som forklarer, hvordan det kunne ske 322