EU i undervisningen - Et idéhæfte

Transkript

1 EU i undervisningen - Et idéhæfte Aktuel og engagerende EU-undervisning DEO undervisning 1

2 Idéhæfte til EU i undervisningen EU s indflydelse på vores dagligdag og samfund er enorm. Alligevel er offentlighedens interesse for unionen beskeden. Måske fordi EU på mange måder fungerer som en fremmed og teknokratisk institution, som borgerne ikke bliver inddraget i. Det er helt centralt at aktivere og engagere borgerne i EU. Kun gennem deltagelse kan man skabe et sundt demokrati. Og det starter hos de unge. Målet med dette idéhæfte er netop at inspirere lærerne til at engagere eleverne i en EU-debat, der har indflydelse på alt fra deres fødevarer og mobiltelefoner til uddannelsesmuligheder og fremtidsudsigter. Hæftet er beregnet til lærere, der underviser i EU i gymnasiet og grundskolens ældste klasser. Lad dig inspirere til en aktiv EU-undervisning af hæftets øvelser og aktuelle temaer. I hæftet finder du et overblik over, hvem der bestemmer i EU og to EU-forskere giver deres vurderinger af, hvilke EU-temaer, der er vigtigst at lære eleverne om lige nu. I hæftets sidste halvdel finder du konkrete øvelser til direkte undervisningsbrug. Her præsenterer vi også DEO s temapakker og EU-rollespil - Krisespillet. Vi kommer med forslag til, hvordan du og eleverne kan holde jer opdaterede på det aktuelle EU-stof. Hæftet indeholder også en reportage fra en studietur med DEO til Bruxelles, der illustrerer, hvad sådan en rejse kan tilføre undervisningen. God fornøjelse, Signe Pejstrup, Undervisningskoordinator i Oplysningsforbundet DEO DEO undervisning arrangerer elev- og lærerrettede undervisningsaktiviteter i form af alt lige fra konferencer til rollespil. Vi formidler og udvikler også EU-undervisningsmaterialer. Vores formål er at gøre EU-stoffet mere spændende og mindre fastlåst. Alt dette i tæt samarbejde med DEO, der arrangerer debatmøder og rejser, og udgiver Magasinet NOTAT. 2 Idéhæftet er en del af projektet Teaching Europe, der i 2012 har modtaget støtte fra EU s Jean Monnet Program.

3 Underviserens europæiske udfordring EU er et vigtigt og aktuelt emne. Det kan ingen underviser være i tvivl om. Men hvordan gør man undervisningen i det komplicerede stof spændende og vedkommende for eleverne? Af Rasmus Nørlem Sørensen, initiativtager til DEO undervisning og EU-netværket for undervisere Det er en vanskelig kunst at gøre EU-undervisningen spændende og vedkommende for eleverne. Det kan der være mange gode grunde til. Men en af de væsentlige grunde er, at undervisning alene ud fra lærebøgerne nemt bliver præget af beskrivende gennemgange af institutioner og komplicerede beslutningsprocedurer. At slippe lærebøgerne og tage hul på en mere induktiv og problemorienteret undervisning er lettere sagt end gjort. For det kræver dels tid at forberede engagerende undervisning og dels et overblik over europæisk politik for at kunne udvælge de aktuelle temaer. Og så er der risikoen ved, at eleverne ved eksamen kan møde en censor, der forventer lærebogskendskab til EU også selvom spørgsmålet de besvarer, omhandler et konkret tema eller problem. Behov for nytænkning Der er ingen vej uden om, at begynde at tænke EU-undervisningen anderledes. Konkrete temaer om menneskehandel, CO2-kvoter eller bankernes rolle i krisen giver kød på EU-stoffet og engagerer eleverne. De fleste temaer kan behandles med basale økonomiske begreber og teorier, med sociologiske metoder eller som politologiske cases. Der er ikke brug for at køre det tunge skyts i skikkelse af integrationsteorier og IP-teori i stilling, hver gang EU kommer på dagsordenen i klassen. Den økonomiske krise og håndtering af den har skabt en ideologisk slagmark i Europa, som også er helt oplagt at inkludere i undervisningen. Den tyske liberal-konservative tilgang, ordoliberalisme, støder sammen med keynesianske og socialdemokratiske tilgange til krisehåndtering. Fagforeningerne protesterer mod nedskæringer og mangel på jobs, erhvervslivet og finanssektoren kalder på mådehold og besparelser på de offentlige budgetter. Her kan de klassiske ideologier danne en god ramme om forståelsen af eurokrisen og de mulige løsninger på denne. EU bør være et oplagt perspektiv i alle dele af samfundsfag. Ikke et isoleret tema i en uge om året. 3

4 Hvem bestemmer i EU? Af Michael B. Lauritsen På næste side er opstillet de vigtigste institutioner i EU. I det følgende kigger vi på, hvordan EU s lovgivning normalt bliver til. Derefter ser vi nærmere på nogle af de øvrige aktører, der har stor magt i EU. Topmøder og statschefer Som i et styrhus på en olietanker udstikker Det Europæiske Råd den overordnede kurs for unionens udvikling. Her bliver de helt store spørgsmål diskuteret, og her forsøger EU-landenes stats- og regeringschefer at tackle de store kriser. Møderne i Det Europæiske Råd bliver også kaldt topmøder. Siden Lissabontraktaten trådte i kraft 1. december 2009 har topmøderne været ledet af Herman Van Rompuy, Rådets faste formand - også kaldet EU s præsident. Han er ved topmøderne vært for de 27 stats- og regeringsledere, EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso og tre embedsmænd. Embedsmændene videregiver på skift informationer om mødets forløb til de diplomater, departementschefer, topministre og journalister m.fl., der venter uden for det lukkede rum. Med Lissabontraktaten forudså man tre årlige topmøder, men siden krisen er antallet væsentligt forøget. Den almindelige lovgivningsprocedure Mens det er topmøderne (og EU s traktater), der sætter rammerne for EU s kurs, er det EU-Kommissionen, der har eneret til at foreslå lovgivning. Kommissionens lovforslag bliver i de fleste tilfælde sendt videre til både EU-Parlamentet og Ministerrådet. Ministerrådet og Parlamentet skal så blive enige - det vil sige, at der skal være flertal bag forslaget i begge institutioner, før det er vedtaget. Hvis Ministerrådet og Parlamentet ikke bliver enige ved første behandling, bliver lovforslaget sendt tilbage til Kommissionen, der så må komme med et revideret forslag. Forslaget kan blive sendt frem og tilbage i alt tre gange. De store politiske grupper i Parlamentet søger ofte kompromiser internt i det forberedende udvalgsarbejde, for at stå stærkere i de følgende forhandlinger med EU-landene i Ministerådet. 4 Ingen store beslutninger uden Tyskland Det var Herman Van Rompuy, der indførte, at der kun måtte være stats- og regeringsledere til stede ved EU s topmøder. Før Lissabon-traktaten sad både udenrigsministre og nationale embedsmænd med ved forhandlingsbordet, men efter udvidelserne i 2004 og 2007, hvor EU voksede til 27 medlemslande og ligeså mange statsministre, udenrigsministre og deres embedsmænd, blev dette forhandlingsforum alt for tungt.

5 EU s institutioner Det Europæiske Råd Topmøder mellem regeringsledere. Rammebeslutninger om EU s fremtid. Fast formand/præsident: Herman Van Rompuy EU-Kommissionen EU s regering udøvende magt. Initiativret: Stiller lovforslag. Traktaternes vogter, budgettets forvalter. 1 kommissær fra hvert land. Connie Hedegaard er miljøkommissær. Kommissionsformand: José Manuel Barroso EU-Parlamentet EU s underhus lovgivende magt. 754 MEP ere fra 27 lande, fordelt efter landenes størrelse (Tyskland har 99 MEP er og Danmark har 13). Godkender Kommissionen, kontrollerer budgettet. Parlamentsformand: Martin Schulz Ministerrådet EU s overhus lovgivende magt. 1 fagminister pr. land. Stemmevægte efter befolkningstal. (Tyskland, Italien, Storbritannien, Frankrig 29 stemmer hver og Danmark 7). EU-domstolen EU s dømmende magt. Sørger for at EU-retten overholdes i alle medlemslande. Andre aktører: Komiteer og ekspertgrupper, Triloger, Lobbyister, Udvalg og rapportører, Formandskab. COREPER Den Europæiske Centralbank (ECB) ECB har hovedsæde i Frankfurt, men bistås af de 17 eurolandes nationale centralbanker. Eurolandene har fælles valuta og fælles nationalbankrente. ECB er officielt politisk neutral og uafhængigt af EU-institutioner og medlemslande, men har dog som hovedopgave at holde prisstabilitet. Præsident: Mario Draghi 5

6 For at undgå, at alle vigtige beslutninger blev truffet i uformelle fora op til, snarere end på selve topmøderne, indførte Van Rompuy adgangsbegrænsningen. Dermed sikrede han også sig selv optimal indflydelse på EU s overordnede udvikling. Van Rompuy er jo leder af topmøderne. Dette til trods, er det ofte stadig lederne fra de største EU-lande, ikke mindst Tyskland og Frankrig, der mødes og bliver enige om de helt store beslutninger, før de bliver præsenteret for de øvrige regeringsledere og Van Rompuy på topmøderne. Domstolens magt EU-domstolen i Luxembourg EU s øverst dømmende myndighed er også en vigtig spiller i EU s lovgivningsproces. EU s færdige direktiver, der er relativt bredt formuleret, skal skrives ind i lovgivningen i de 27 forskellige medlemslande. Der kan derfor der godt være stor forskel på, hvordan et direktiv kommer til at se ud i for eksempel Italien og Danmark. Domstolen er den endelige autoritet, der fortolker, hvordan lovgivningen i virkeligheden skal forstås, og man kan derfor godt betragte den som en slags medlovgiver. Domstolen vurderer også, om EU-lande med ny national lovgivning og praksis går imod EU s traktatgrundlag. Danmarks domstole forholder sig til både Grundlov, lovgivning og forarbejdet, altså hensigten med lovene. Men det er alene EU s traktater, der ligger til grund for EU-Domstolens domme. I EU s traktater står Det Indre Marked helt centralt da det er inkarneret i de fire friheder, det vil sige arbejdskraftens, kapitalens, varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Der bliver derfor ofte dømt til fordel for det frie marked, hvis man kan stille spørgsmålstegn ved fortolkningen af et direktiv. Lobbyisternes store indflydelse Man kan ikke komme udenom begrebet lobbyisme, når man beskæftiger sig med, hvem der bestemmer i EU. Unionens lovgivningsprocesser er nemlig meget åbne overfor gode råd fra interesseorganisationer - det være sig fagbevægelser, u-landsorganisationer, grønne organisationer, kommuner, regioner, men især erhvervsinteresser. Man anslår, at 70 procent af interesseorganisationerne i Bruxelles repræsenterer erhvervsinteresser. EU s institutioner har til sammen blot ansat embedsmænd heraf i Kommissionen. De skal stå for udformningen af lovgivning, der dækker arbejdsmarked, socialpolitik, industri, handel, landbrug, forbrugerbeskyttelse, miljø, energipolitik, forskning, transport, sundhed, økonomisk politik og finanspolitik i 27 lande med 500 mio. mennesker. Til sammenligning har Københavns Kommune alene ansat mennesker. EU har altså et stort behov for gode råd, og derfor er lovforslag som oftest allerede blevet forberedt og formuleret i såkaldte ekspertgrupper, før Kommissionen bringer det op til overfladen. Og det er erhvervslivet, der er bedst repræsenteret i disse ekspertgrupper. 6

7 En lille fortælling om magt i EU Af Michael B. Lauritsen EU-Kommissionens formand, portugiseren José Manuel Barroso, er fra 2010 i gang med sin anden femårsperiode som formand for EU-Kommissionen. Forud for valget til sin anden periode var han dog tæt på at blive udfordret i et formandskabsopgør af ingen ringere end danske Poul Nyrup Rasmussen. Flere europæiske venstrefløjspolitikere havde op til statschefernes nominering af en ny formand fremført, at Poul Nyrup Rasmussen burde stille op mod Barroso. På det tidspunkt var Nyrup formand for de europæiske socialdemokrater (PES). Og bag sig havde han flere græsrodsorganisationer, de franske socialister, den grønne gruppe i Parlamentet (G-EFA) og stærke kræfter i den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet (S&D). Parlamentets opbakning var central, da det skal godkende Kommissionsformanden. Derfor afhang Nyrups chancer også af valget til EU-Parlamentet i juni 7

8 2009. Hvis et nyvalgt Parlament blev rødt, hvilket mange forudså, og hvis Nyrup kunne få opbakning blandt de forskellige socialister, så var tanken, at EU s regeringsledere ville være tvunget til at nominere Nyrup som Kommissionsformand. For mens det er EU s regeringsledere, der formelt udpeger Kommissionsformanden, så har Parlamentet det sidste ord, når de godkender Kommissionen. Nyrups fortalere så for sig ikke blot en socialdemokratisk Kommissionsformand, de øjnede også muligheden for at gøre parlamentsvalget til et valg om noget større, nemlig om selve unionens lederskab, en art præsidentvalg. Der hersker i EU en stærk tradition for, at borgerne ikke inddrages direkte, når Parlamentsformanden, Kommissionsformanden og Rådets faste formand skal vælges. Denne tradition håbede Nyrups støtter at bryde. Med Nyrup som formand for Parlamentet ville Danmark få endnu en international toppost i kølvandet på Anders Fogh Rasmussens udnævnelse som NATOgeneralsekretær. Nyrups modstandere Nyrup selv afviste, at han kandiderede som Kommissionsformand. Som han selv forklarede i et interview til den franske avis Le Monde: Spørgsmålet er ikke, om jeg er interesseret eller ej, men at sikre, at PES træffer et enigt valg. Udtalelsen var sikkert klog nok, for de socialdemokratiske regeringschefer José Sócrates fra Portugal og José Luis Rodríguez Zapatero fra Spanien støttede offentligt Barroso. Måske fordi begge stammede fra samme iberiske halvø som Barroso. Også den socialdemokratiske Gordon Brown fra Storbritanien støttede Barroso, og dermed støttede tre ud af fire socialistiske regeringsledere i EU den borgerlige portugiser. Desuden støttede lederen af Nyrups egen socialdemokratiske gruppe i Parlamentet (S&D) Martin Schulz heller ikke op om den tidligere danske statsminister. Det spillede givetvis ind, at det personlige forhold mellem de to socialdemokrater var køligt. Men medier hviskede også om, at Schulz angiveligt gik målrettet efter posten som Parlamentsformand, og at det kunne skade hans kandidatur med Nyrup på posten som Kommissionsformand. I EU er kulturen nemlig, at man stræber efter en vis institutionel balance mellem socialdemokrater og konservative. Schulz blev faktisk Parlamentsformand fra januar På den nationale scene oplevde Nyrup også modstand. Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussens regering støttede åbent Barroso, hvilket faldt det danske Parlamentsmedlem Dan Jørgensen for brystet: 8

9 Det er meget for dårligt, at Lars Løkke Rasmussen ikke gør noget som helst for at bygge Poul Nyrups kandidatur op. Hvis Danmark får en Kommissionsformand, så vil det være den mest magtfulde post, Danmark nogensinde har fået. Det er meget kritisabelt, at regeringen sætter partihensyn over Danmarks interesser. Nyrup mødte altså modstand, der fra Portugal og Spanien syntes geografisk motiveret, fra Schulz måske motiveret af personlige ambitioner og fra dansk side af ideologi. Han opgav at stille op imod Barroso og at gøre parlamentsvalgkampen til et spørgsmål om valg af Kommissionsformand. Det nye parlament blev valgt, og det blev i øvrigt ikke et rødt parlament. Barroso genvalgt Den 16. september 2009 fik Barroso opbakning i EU-Parlamentet til at fortsætte på posten i en ny femårsperiode. Flere politiske grupper havde ellers kritiseret hans håndtering af finanskrisen. Men 382 ud af Parlamentets daværende 736 parlamentarikere stemte for endnu en periode til portugiseren, og de udgjorde med en lille margen det påkrævede absolutte flertal. Barroso satte derefter sit hold, og den nye Kommission blev godkendt af et stort flertal i Parlamentet den 9. februar 2010, efter at samme Parlament havde afhørt samtlige potentielle kommissærer. Som betaling for at stemme ja til den nye Kommission havde Parlamentet forhandlet sig frem til en ny samarbejdsaftale mellem Kommissionen og Parlamentet med lidt øgede beføjelser til Parlamentet. Efter formel udnævnelse af Det Europæiske Råd, kunne kommissærerne den 10. februar tiltræde deres embeder. Parlamentsvalget i 2009 og den følgende nye Kommission i 2010 viser tydeligt, at der i EU altid kører minimum tre parallelle magtkampe: den traditionelle ideologiske mellem højre og venstre; den institutionelle mellem Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet; samt en magtkamp mellem staterne, store og små, øst og vest, rige og fattige. Når man dertil lægger personlige sympatier og ambitioner, klassekamp og debatten for og imod mere integration, så undrer det ikke, at EU har måttet gennemgå adskillige topmøder uden endnu at have fundet en løsning på krisen. 9

10 INTERVIEW: Den amerikanskfødte EU-forsker Derek Beach giver sit bud på, hvad gymnasieelever bør vide om EU og fremtiden. Derek Beach er ansat som lektor i Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han forsker i EU-integration, særligt ændringer af traktater, og blander sig hyppigt i EU-debatten. Enten bryder EU sammen, eller også bliver det rigtig vigtigt EU står ved en skillevej. Enten kollapser samarbejdet, eller også bliver det til en slags forbundsstat, hvor store beløb bliver overført fra rige til fattige lande. Og så bliver EU for alvor væsentligt for gymnasieelever, mener forsker Derek Beach. Af Ida Zidore Der er stor forskel på EU før og efter eurokrisen. Og den forskel dikterer, hvad der er vigtigst at lære gymnasieeleverne, det mener EU-forsker Derek Beach. Før krisen var Det Indre Marked fundamentet for EU-samarbejdet, og derfor også dét, man først og fremmest burde beskæftige sig med i EU-undervisningen. I dag er det snarere spørgsmålet om, hvordan EU kan skabe mere politisk og økonomisk integration for ikke at bryde sammen. Meget forskning tyder på, at vi med euro-krisen står ved en skillevej. Enten bryder euroen sammen - med risiko for, at Det Indre Marked ryger med eller også bevæger vi os mere i retningen af en føderalstat. Det er det vigtigste at vide om EU i dag, vurderer han. Hvad mener du, vi skal gøre med EU? Hvis man vil redde EU, er man nødt til at ændre på hele strukturen. Det indebærer en effektiv fordelingspolitik. Det vil i praksis sige, at man overfører store beløb fra rige til fattige lande lidt i stil med, hvordan man på nationalt niveau overfører til de mindre velstående landsdele. 10

11 Derek Beach fremhæver Danmark som et eksempel på en effektiv fordelingspolitik. Staten laver store overførsler til kommunerne i udkantsdanmark, som klarer sig økonomisk mindre godt end bykommunerne. Det samme kunne gøre sig gældende på EU-niveau. Selvom det selvfølgelig aldrig ville nå samme højder. Tror du, det er realistisk? Man har ikke andet valg, hvis man vil undgå socialt ragnarok. Det er også derfor, spørgsmålet om euro-obligationer og til dels bankunionen er på dagsordenen i øjeblikket. Det er en måde at sikre omfordeling på, vurderer han. Han understreger, at de nuværende forhandlinger om en ny EU-struktur med mere integration bliver et yderst kompliceret forløb. Og det kommer til at tage rigtig lang tid. Samtidig skal man næppe forvente, at aftalerne bliver de store, forkromede løsninger. For sådan er EU ikke: I EU er vi verdensmestre i at lave kompromiser, som alligevel fungerer. Det er derfor, man kalder det euro fudge (engelsk karamel, red.). Det smager egentlig godt, men det er noget sammenklistret stads. Europas Forenede Stater? Derek Beach skønner, at bankunionen bliver det første, der kommer på plads på overførselsfronten. Men der kommer mere af samme skuffe, og det bliver næppe kønt. Alt skal godkendes i de forskellige landes parlamenter, og det er historisk noget, der trækker tænder ud. Alligevel mener han ikke, det er urealistisk, så længe EU har sin klistrede fudge. Når det europæiske samarbejde i højere grad kommer til at ligne en forbundsstat og det vil den, hvis man vil undgå sammenbrud så bliver EU for alvor væsentlig at lære om: Med en effektiv fordelingspolitik vil EU ændre karakter, og så skal meget laves om. Kommissionen skal ændres, så den i højere grad ligner en regering. Parlamentet skal udpege kommissionen. En kraftig demokratisering af systemet skal der til. Bare det, at EU får meget større indflydelse på landenes finanslove, betyder, at spørgsmål om demokratisk underskud og legitimitet virkelig skal tages alvorligt. Det er de scenarier der, der er vigtig at forstå, konkluderer Derek Beach. 11

12 INTERVIEW: Økonomiprofessor Jesper Jespersen giver sit bud på, hvorfor vi er endt i en euro-krise. Han vurderer, hvilke økonomiske begreber, gymnasieelever skal kende, for at forstå krisen. Jesper Jespersen er til daglig ansat ved Roskilde Universitetscenter og optræder jævnligt i medierne. Han har desuden udgivet bogen Euroen hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre? Man skal forstå den tyske dominans Euroen endte i krise, fordi den aldrig var økonomisk gennemtænkt. Projektet var fra starten politisk og handlede om at hele et Europa, der blev såret i krigen. Af Ida Zidore De fleste gymnasieelever har nok hørt, at Europa befinder sig i en krise. Sikkert også, at den handler om euroen. Men præcis hvilke politiske og økonomiske faktorer, der har udløst krisen, er måske lidt sværere at forstå. Det spørgsmål har økonomiprofessor Jesper Jespersen fra RUC sat sig for at besvare i bogen Euroen hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre? Hvis man spørger ham, hvad krisen egentlig handler om, og hvad gymnasieelever bør vide for at forstå den, falder snakken straks på Europas historie. Hvis man vil forstå, hvad der gik galt med euroen, skal man først og fremmest forstå den som et politisk projekt. Euroen var et barn af den politiske situation, som opstod i kølvandet på den tyske genforening efter murens fald i 1989, forklarer professoren. En fælles valuta skulle inddæmme tysk dominans Genforeningen af Øst- og Vesttyskland skabte frygt blandt flere europæiske ledere for, at Tyskland som op til 2. Verdenskrig igen skulle vokse sig for stor og mægtig. På det tidspunkt var Europas sår fra 2. Verdenskrig kun delvist helet. Kuren blev euroen. Den skulle facilitere den endelige fredsslutning. Det var den daværende franske præsident Mitterand, der gik i spidsen og stillede det krav, at Tyskland skulle opgive sin valuta. På den måde mente man at kunne inddæmme den tyske dominans, forklarer Jesper Jespersen. 12

13 Hvordan hænger det sammen, at en fælles valuta ville give tyskerne mindre magt? Den fælles mønt ville blive styret af et uafhængigt råd i Den Europæiske Centralbank (ECB), der ikke måtte tage imod politiske ordrer. Og Tyskland ville kun få én stemme ligesom alle andre lande, siger han. Markedskræfter løser ikke økonomiske spændinger ØMU en med den indbyggede fælles valuta blev med vedtagelsen af Maastrichttraktaten i 1992 set som jordbærret på den europæiske lagkage. Det endegyldige symbol på europæisk integration og fredsslutning. Men hvor smukt et politisk projekt det end måtte være, var det ikke gennemtænkt økonomisk, mener Jesper Jespersen. Euroen har i dag, godt 10 år efter sin indførelse i 1999, skabt en krise med voldsomme spændinger i store dele af Europa. Landene er ikke, som fortalere havde håbet, automatisk blevet til velordnede økonomier med en stærk konkurrenceevne og disciplin som den tyske. De kan ikke tilpasse sig en fælles valutakurs. Og det er der gode grunde til, som man let kunne have forudset, mener Jesper Jespersen. Landene er ganske enkelt for forskellige. I økonomisk struktur og i politiske præferencer. Nogle vil hellere have vækst og acceptere lidt inflation, mens det for et land som Tyskland er utænkeligt. Man troede, at hvis man bare indførte euroen og overlod den til markedet, ville det løse spændingerne og efterhånden udligne forskellene på landene. Men det er urealistisk. Det er som at sy et par bukser i størrelse M og sige, alle skal kunne passe dem, konstaterer Jesper Jespersen. Monetaristerne Ingen økonomisk læring uden en isme. Hvis man som gymnasieelev skal forstå tankegangen bag euroen og hvorfor det gik galt er man nødt til at forstå principperne i monetarisme, mener Jesper Jespersen. Idéen om euroen var politisk, men den blev støttet af et udvalg af økonomer. De såkaldte monetarister. Dem, der tror, at hvis man bare får velfungerende markeder og fører en stram, økonomisk politik, så skal vi nok få balance, forklarer han: Men nu har man jo erkendt, at det måske ikke helt er nok. Så nu siger man, at indtil vi får velfungerende markedsstrukturer, bliver vi nødt til at lave en føderal struktur. Vi må sikre, at de lande, der endnu ikke har kunnet få markedet til at fungere, skal have nogle penge. De skal bestikkes til at hænge med på vognen, siger Jesper Jespersen med reference til lande som Grækenland og Spanien. Det er i høj grad Tyskland, der i dag går i spidsen for den handlemåde. Og så er vi i virkeligheden tilbage ved udgangspunktet: den tyske dominans. 13

14 Den pædagogiske værktøjskasse DEO har siden 2009 indsamlet øvelser med det formål at engagere og aktivere eleverne i EU-undervisningen. På de kommende sider finder du et udpluk af de øvelser, vi har haft bedst erfaring med. Find flere i værktøjskassen på - her kan du også dele dine erfaringer. Tegn Unionen Lad eleverne gå sammen i små grupper af tre til fire i hver. Hver gruppe skal bruge et stort stykke papir og tuscher. Bed eleverne tegne en kort tegneserie over EU s historie, beslutningsprocessen i EU eller EU s fremtid, som de tror, den kommer til at se ud. Øvelsen giver en god stemning af kreativitet. Samtidig lægger den op til en diskussion af det faglige indhold, der i kraft af tegneseriens afgrænsning bliver fokuseret. Læg mærke til, om tegneserien illustrerer bestemte holdninger blandt eleverne, og spørg ind til, hvorfor de har valgt at tegne EU på den måde. Øvelsen får de mere stille elever på banen. De får mulighed for at formidle deres holdninger og viden uden at udtrykke dem mundtligt eller skriftligt. Øvelsen udfordrer samtidig de aktive eller fagligt stærke elever. De lærer at formulere deres viden på en klar og fokuseret måde. TV News Eleverne skal lave et indslag til en TV-udsendelse. Del klassen op i grupper af fem med en journalist, to politikere, en EU-ekspert og en kameramand i hver. Hver gruppe får forskellige emner eller roller med forskellige standpunkter. Gruppen får 30 minutter til at forberede og filme en livedebat på 3 minutter om f.eks. EU s fremtid, landbrugsstøtten, energi- og miljøpolitik eller finanspagten. De diskuterer argumenterne på forhånd og aftaler, hvilke holdninger og interesser, de hver især repræsenterer. Eleverne kan bruge deres egne telefoner, der næsten alle har indbygget kamerafunktion, til at filme Tv-udsendelsen. Til sidst afspiller hver gruppe deres indslag for resten af klassen. Gennem videreformidlingen bliver eleverne bevidstgjort om deres egen viden. Samtidig får de styrket deres argumentation, når de påtager sig bestemte holdninger, der måske afviger fra deres egne. Tak til Greve Gymnasium for idéen. 14

15 Live action: EU-lovgivning Det kan være svært at forstå lovgivningsprocessen i EU. Eleverne får en større forståelse for de forskellige organer, ved selv at prøve beslutningsprocessen af. Klassen udvælger et emne for ny lovgivning. Udpeg en elev, der er EU-kommissionen og dermed har initiativretten. Kommissionen peger på et lovforslag, som spilles af en anden elev. Lovforslaget rækker armene vandret ud til siden og lader Kommissionen angive armenes højde alt efter Kommissionens ambitionsniveau. Armene afspejler altså, hvor høj eller lav, Kommissionen ønsker, at grænseværdien skal være for ftalater i legetøj. Nu gælder det for de andre elever om at vælge en rolle, så de kan komme med i spillet. Forhåbentlig er der en kvik elev, der vil være EU-Parlamentet. Kommissionen skubber nu lovforslaget hen til Parlamentet, som med sine arme angiver et nyt ambitionsniveau - og sender så lovforslaget videre til Ministerrådet, der forhåbentlig også er kommet på banen. Spillet fortsætter indtil alle i klassen er blevet aktiveret som lobbyister, embedsmænd, ekspertgrupper, interesseorganisationer med høringsret, Europaudvalget eller lignende. Man kan pynte på spillet ved at lade eleverne udarbejde skilte med deres roller, så det er nemmere at identificere dem i legen. Skilte/klistermærker med aktørerne kan udleveres fra læreren for at gøre spillet nemmere. Tak til fagdidaktisk kursus i samfundsfag september 2012 for en god øvelse! 15

16 Hvis EU var et dyr... EU er noget helt særligt og meget svær at kategorisere. Spørg klassen, hvad de ville sammenligne EU med, hvis de skulle forklare det til nogen, der aldrig havde hørt ordet før. Er EU en stormagt som USA? Er det en forbundsstat? Eller er det en international organisation som FN? Brug også nogle mere kreative sammenligninger til at sætte gang i en god diskussion. I DEO sammenligner vi ofte med næbdyret som hverken er fugl, fisk eller pattedyr. Næbdyret har træk fra dem alle uden at være nogen af delene. Ligesom næbdyret, er EU en lidt klodset og udefinerbar størrelse. Måske er EU bare en grim ælling, der med tiden kan blive til en smuk svane. Brug disse eksempler i en diskussion eller lad eleverne komme med deres egne sammenligninger. Man kan også bruge tegninger og animationer. EU-diktat Brug den klassiske diktat fra danskundervisningen til at styrke elevernes notatteknik i samfundsfag. Eleverne får en udleveret en diktat med centrale tekstpassager og huller, der skal udfyldes. I modsætning til i den klassiske diktat, hvor svarene optræder i lærerens oplæsning, gælder det her om selv at gøre arbejdet. Hullerne skal eleverne udfylde med den viden, de erhverver sig i løbet af lektionen. Det kan være, de skal se en film eller en nyhedsudsendelse, eller at de skal høre et oplæg, hvori svarene bliver afsløret. De komplette sætninger med begrænsede svarmuligheder giver eleverne fuldt fokus på indhold og fakta. 16

17 Mind map Mind mapping er en god måde, at få fokuseret elevernes opmærksomhed på et nyt emne. Den kollektive hukommelse er ofte større, end de selv er klar over. Skriv Hvad er EU? i midten og lad eleverne associere ud fra det. Elevernes mind maps kan revideres i løbet af forløbet, som de efterhånden får mere viden. Så kan du og eleverne visualisere udviklingen i f.eks holdninger og viden i løbet af undervisningsforløbet over en periode. For at øvelsen giver udbytte, bør man tage den seriøst, give den tid og arbejde med den efterfølgende. Det er vigtigt, at huske grundprincipperne: 1. Formålet og rammerne skal være klare. 2. Der skal være åben for en tankestrøm baseret på elevernes tanker undervejs. 3. Der skal være plads til refleksion - og tid til, at eleverne kan lade sig inspirere af og bygge videre på hinandens pointer. Der findes en række programmer på nettet til at lave mind maps - det tillader løbende udbygning på en grafisk overskuelig måde. Del din viden DEO undervisning er baseret på et netværk af lærere, der underviser i EU. Udover at modtage vores nyhedsbrev, deltager mange af lærerne i vores aktiviteter og bidrager med forløbsplaner, materialer og andre idéer. Det er gratis og uforpligtende at være med i netværket. Send blot en mail, og du vil modtage mails, når DEO undervisning har gang i noget nyt. er opdelt i to sider: Elevsiden fungerer som forside og indeholder de temapakker, som er omtalt i hæftet. Lærersiden indeholder nyheder og referater fra tidligere og kommende undervisningsaktiviteter. Du kan også finde en oversigt over medlemmer af netværket, en værktøjskasse med øvelser, en materialesamling, forløbsplaner, links og mange andre kilder til inspiration. Lærersiden bruges til at dele erfaringer og idéer. Jo flere input vi kan lægge på siden, jo mere brugbar bliver den for os alle sammen. 17

18 Krisespillet DEO undervisning har udviklet et rollespil om EU og krisen, som vi har brugt sammen med forskellige gymnasieklasser. Krisespillet indebærer, at man er 3 klasser, der i løbet af en undervisningsdag spiller sig igennem en beslutningsproces. Målet er at nå frem til en løsning på eurokrisen. Eleverne får tildelt roller som centrale EU-institutioner, medlemsstater, større lobbyorganisationer og journalister. Dagen består af forhandlinger, lobbyvirksomhed og slutteligt et topmøde, hvor beslutningen om EU s økonomiske fremtid bliver truffet. Journalisterne rapporterer løbende fra forhandlingerne, og dækker i detaljer de konflikter, der opstår. Rollespillet giver eleverne en fornemmelse af, hvor svært det er at træffe en beslutning i EU. Samtidig styrker det deres forståelse for systemets dybeste magtstrukturer og alliancer. De får berøring med konflikter, som affødes af spændingen mellem nationale og europæiske interesser, eller af ideologiske forskelle. De forskellige spillere har guldkarameller som penge til at hjælpe deres forhandlinger på vej. Tyskland og Den Europæiske Centralbank (ECB) har f.eks. Rollespil på Øregård Gymnasium i november

19 en håndfuld, de kan låne ud til Grækenland - hvis de tør! Fagbevægelsen har strejkeret, men ikke så mange guldkarameller. Erhvervslivets lobbyorganisation Business Europe har flere guldkarameller og en kæmpe industri i ryggen. De får derfor lov at tale og afgive deres anbefalinger til regeringslederne lige inden det afsluttende topmøde. DEO undervisning afsætter gerne så vidt, det er muligt - en dag til at udføre spillet med jer. Vi indhenter eksterne oplægsholdere og tilrettelægger dagen, så den passer til jeres elever, og forventer blot at få dækket vores udgifter. I er også velkomne til at lade jer inspirere af rollespillet, som det er beskrevet her, og bare kaste jer ud i det. DEO undervisning vil i 2013 arbejde med at udvikle rollespil. Vi sigter efter et højt, fagligt niveau, samtidig er interaktion, aktualitet og kritisk stillingstagen centralt for vores spil. Kort om spillet: Varighed: 5-6 lektioner Antal deltagere: Antal undervisere / spilleledere: minimum 2 Evt.: Ekstern oplægsholder 19

20 Grib fat i det, der engagerer Interesserer dine elever sig for klima eller menneskehandel, men ikke for EU? Det er ikke noget dårligt udgangspunkt. Mange af de temaer, der optager eleverne har en klar EU-vinkel. Den engagerende undervisning viser denne sammenhæng med tydelige cases eller eksempler. Kan EU gennemføre en grøn omstilling i Europa? Kan de Europæiske klimaambitioner overbevise kineserne og amerikanerne? Og hvad gør EU for at bekæmpe menneskehandel? Temapakker DEO undervisning har gjort det let for elever og undervisere at arbejde med EU ud fra en temabaseret tilgang. Det gælder både i samfundsfagstimerne og i den tværfaglige undervisning og projektskrivning. På hjemmesiden finder du en række frit tilgængelige temapakker, der indeholder arbejdsspørgsmål og aktuelle artikler fra pressen. Temapakkerne er underordnet nogle kategorier. Under hver kategori er der op til fire temapakker, som hver præsenterer et temas centrale problemstillinger og aktuelle debat. Et eksempel på en temapakke kunne være Lobbyisme. Den finder du under kategorien, EU s demokrati. Med hver temapakke følger en kort introtekst. De efterfølgende arbejdsspørgsmål lægger op til, at eleverne både skal redegøre, analysere og vurdere. Svarene dannes på baggrund af artikelsamlingen, der repræsenterer forskellige sider af debatten. Hver artikelsamling svarer til ca. 10 normalsider. Er der behov for yderligere information om temaet til et større projekt, har vi også en udtømmende links-samling på siden. Temapakkerne kan bruges selvstændigt i undervisningen eller som supplement til lærebogen i samfundsfag. Støder du på idéer til temaer eller interessante artikler, så del dem på hjemmesiden og hjælp på den måde dine kollegaer i hele landet. 20