Essay om fodbold, familie og kriminallitteratur: Formens tyranni

Transkript

1 Essay om fodbold, familie og kriminallitteratur: Formens tyranni Vi elsker vold, krimier, zombier og et uhyggeligt gys. Vi muntrer os endda med det lige før, vi skal sove. For sådan er vi, mennesket. Men selv om det er for næsen af os hele tiden, så fornægter vi det. Mennesket er fornuftigt, mennesket er godt, mennesket er Billederne af det perfekte menneske, vi har forsøgt at danne hinanden efter i generationer er talrige. Men det onde i os undslipper ikke. Af Kenneth Degnbol Jeg er blevet krimiforfatter. Jeg er udkommet med en krimi. En blandt mange i disse år, for det sælger godt. Ikke nødvendigvis min, men krimier som sådan går som varmt brød. Og nu har jeg også begået en og er glad og stolt. Tænk at være blåstemplet forfatter og tage til debutantfester og bogsigneringer. Selvom jeg er stolt af det, skriver jeg det alligevel i passiv form: Jeg er blevet krimiforfatter. For dels skete der retrospektivt set mange ting, der bedst kan beskrives som tilfældig timing på vejen, for uden at forklejne et ellers efter bedste egen vurdering udmærket produkt, så skal man være heldig at blive læst af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt et nåleøje som så meget andet. Og dels står jeg nu med en bog i hånden, der forholder sig til en bestemt form, og læses med bestemte øjne. Som en krimi. Skrev jeg det, jeg ville, eller tilpassede jeg mig en form og bestemte konventioner? Skrev den mig? Blev jeg med andre ord krimiforfatter? Formentlig er begge dele sande.

2 Krimi betragtes ofte som en form for triviallitteratur. Hvad det kaldes er jeg ikke så interesseret i. Der findes gode og dårlige krimier ligesom inden for alle andre genrer. Hvad der gør den til en krimi, er at den udfolder et bestemt tema, et tema om ondskab. Måske er det derfor, det kan betragtes lidt billigt: Hvorfor dog fornøje sig med andre menneskers død og lidelser? Men spørgsmålet gå videre end det. Hvorfor er vi i stigende grad optaget af horror, død, ondskab, krimier og thrillere som bøger og film. Hvad er det, der gør, at vi ønske at beskæftige os med den del af tilværelsen endda ofte lige før vi skal sove. Søndag eftermiddag holder vi helt og aldeles med de blå og hader de røde (eller omvendt) Svaret er for mig at se det samme som det, fodbolden er blevet forklaret med: I en overvejende pæn og fornuftigt verden, hvor vi dannes efter billeder af det perfekte, er der ikke plads til det primitive, enkle og i til tider endda onde i os. Vi allokerer de dele til søndage eftermiddage på lægterne, hvor vi helt og aldeles kan holde med de blå og hade de røde; her behøver vi ikke høfligt og proaktivt og ordentligt at se alles perspektiver og anerkende at fejlene i bund og grund skyldes, at vi ville det gode, men kom til at frustreres i vores drømme eller i et øjebliks forvirring kom til at se udfordringer som problemer. Med filosoffen Jean Baudrillards ord er fodboldpublikummet blevet deltagere og selve kampen blevet den ramme, vi agerer efter. Vi er der for noget andet end

3 fodbolden. Den er bare mediet, der gør dét muligt, vi er der for. Nemlig en sprække i tilværelsen, hvor det primitive, ensidige og imperfekte kan være. Med mulighed for at det er et simpelt instinktteoretisk svar, at mennesket går til fodbold og læser krimier, fordi det indeholder noget i samfundet illegitimt, det skal have afløb for, så tror jeg, der er noget om snakken. Den klassiske krimihelt ryger og drikker, er skilt og ser ikke sine børn, er halvfed og halvgammel. Han er med andre ord alt det, et fornuftigt moderne oplyst menneske ikke bør være. Og formentlig er det af samme grund, vi dybest set godt kan lide historier om Niklas Bendtner. Der er dybest set ikke nogen fornuftig grund til at en rig fodboldstjerne og ditto idol skulle køre spritkørsel, true taxachauffører og i bogstavligste forstand lemlæste deres biler. Førnævnte Baudrillard ville formentlig sige, at det netop er derfor Bendtner gør det, for med hans vanlige omvending af deltager og publikum bliver Bendtner tilskuer på den scene, som vi sætter op med vores forventning til ham struktureret igennem medierne. Bendtner gør det, fordi vi vil at han gør det, fordi det er det den side af os, fodbold sætter i tale.

4 Overfor alle billederne i bøger og film og på stadioner af den iscenesatte ensidighed, ondskab og irrationalitet må der naturligvis stå andre billeder. Da vi danner og dannes i billeder, må der være andre billeder, hvori vi iscenesættes os som rationelle og gode mennesker. To på flugt. Den ene burde være Karla Jeg ser meget tv med min datter. I hvert fald når jeg er sammen med hende, for jeg er moderne delefar, der ser hende efter nøje forhandlede aftaler og skemaer. Hendes yndlingsfilm er lige nu Karlas Kabale og To På Flugt. Den første er et stykke socialrealisme. Moderne i den forstand at Karlas forældre er skilt. Og alligevel knap så moderne i måden, de er det på. Moderen udlever en tryg kernefamilie med ny mand og børn, med hjemmebag og levende lys og hjemlig hygge. Og faderen har desværre hang til alkohol og at glemme aftaler med Karla. Og jeg græmmes, når jeg ser den, og tænker at det dog er en sær opsplitning i det gode og det onde, hvor det gode identificeres gennem netop kernefamilien, selvom det iscenesættes socialrealistisk med skilte forældre. Disneys udgave af det gamle eventyr om Klokkeblomst hedder på dansk To På Flugt, og den gør det samme. På engelsk har de kaldt den for Tangled altså indviklet, hvilket er noget af en tilsnigelse efter som det nærmere er en forenklet eller for enkel udgave af Rapunzel, et af Grimms eventyr.

5 I eventyret sælger et forældrepar deres datter til fordel for at få moderens obskure lidenskab efter klokkeblomster tilfredsstillet. Klokkeblomsterne findes i en smuk have, hvor der bor en heks. Datteren vokser derfor op hos heksen, lige indtil den dag, hvor en smuk prins rider forbi og finder Rapunzel indespærret og efter et drabeligt opgør med heksen får frigivet Rapunzel. Hvem er den onde i eventyret? Er det heksen? Eller er det forældrene, der skiller sig af med barnet til fordel for en irrationel trang til blomster? Godt og ondt blandes. Det er ikke til at kende forskel. I betragtelig grad som livet selv. I Disneys udgave er forhistorien ikke med. Rapunzel vokser blot op hos en alene-kvinde. Men en dag opdages hun af en lettere fordærvet prins. Flot, men med hang til lidt smårapsen i bedste Robin Hood-Stil. Og med prinsens hjælp opdager hun, at hendes sande forældre er kongeparret i den nærliggende landsby, hvor alt er floromvundet, lykkeligt og i bedste Disney stil helt og aldeles candy floss-betrukket. Hvem er de onde i eventyret? Kvinden, der opdrager Rapunzel? Ja, uden tvivl ifølge filmen, selvom hun ret beset sagtens kan betragtes som en reel moder, lige lovlig overbeskyttende eftersom hun holder Rapunzel indespærret i et tårn, men hvilke mødre (over)beskytter ikke deres børn? Og i hvert fald er det her pigen har sin opvækst. Men de gode i filmen iscenesættes

6 som kernefamilien, identificeret ved kongen og dronningen. Det er her Rapunzel med største selvfølge hører hjemme. Uagtet hun ikke har set dem siden sin fødsel. Jeg er selv et barn 70erne og 80erne. Jeg spørger derfor mig selv, om vi har glemt Alfons Aaberg. Og Pippi. Og Pedersen og Findus. Billederne af de anderledes livsformer, hvor alt ikke er opsplittet i et enten-eller, godt-ondt. Men hvor livet er, som det er. Kaotisk. Vilkårligt. Og godt nok. Jeg gør mit bedste for selv at være far efter de vilkår, der gælder for mit liv. Men det bliver alt for ofte en jagt på at gøre det ligeså godt som kernefamilieidealet, det gode billede, vi møder alle vegne. En håbløs jagt, der, når jeg gør mit bedste, kun er et næsten-ligeså-godt-som. Idealet findes ikke kun i mediebilledet. Det gennemsyrer også vores samfundsstrukturer. Børn kan kun have én folkeregisteradresse, børnepengene kan ikke deles, lægevalg og alt muligt andet går efter forældreren med adressen uagtet forældrenes forskellige roller for barnet vi er tilsyneladende helt blinde for virkelighedens Danmark og orkestrerer efter det samme idealbillede, som filmene er skåret efter: Børn bor jo et sted, ikke! Men i virkelighedens verden lever vi hvad end det handler om børne- og familieliv eller alt muligt andet i sammensatte helheder, hvor intet er perfekt, hvor vi gør vores bedste og lever med at det ikke er perfekt. Og midt i den balanceakt kan lykken endda indtræffe. Hvis den vel og mærke ikke umuliggøres af idealbilledernes konstante fordring om mere og mere, perfektere og perfektere. Fest og druk er en velfortjent pause Naturligvis er et par tilfældige film, selekteret af min datters smag, ikke evidens for at sige meget om de billeder, vi opdrager børn (og os selv) efter. Det er blot en fornemmelse. Men dog en fornemmelse, der blandt andet bestyrkes så sent som i denne uge, hvor en undersøgelse fra

7 Aalborg Universitet fortæller, at over halvdelen af gymnasieungdommen har indirekte selvskadelig adfærd (voldsom druk, overspisning, sult eller stofmisbrug) og en femtedel har direkte voldt selvskade (cutting, slå sig selv eller brænde sig selv). Professor Bo Møhl, professor i specialpsykolog i psykiatri, der står bag undersøgelsen, citeres af Politiken for at sige, at det er en hel generation, der mistrives. Årsagen er ifølge Bo Møhl i Politiken et pres for os om at skulle præstere vores bedste hele tiden, som særligt unge har svært ved at håndtere. De unge elever på min højskole taler om festerne som velfortjente pauser fra alt det, de synes, de skal være og overkomme. Pausen hilses velkommen. Festen, fodbolden og krimien. Det er godt, at der også er billeder for tankeløsheden, ensidigheden og ondskaben. De billeder har vi brug for. Med C. S. Lewis ord, så læser vi for at vide, vi ikke er alene. Der skal være billeder, der svarer til det, vi er. Men mit ønske er, at billederne var sammensatte. At det gode billede, var det helstøbte billede der hvor der var plads til det hele. Så vi ikke ender med en generation, der tror, det gode menneske er et perfekt menneske. At det perfekte liv ikke har sprækker og kanter og grå hår. Så vi ikke ender med ulykkelige forældre og børn, der, selvom de gør deres bedste, ikke kan leve op til det idealbillede, filmene fraserer og samfundet strukturerer. Form, billeder og strukturer er afgørende. Vi bliver derefter. Krimien skrev mig. Jean Baudrillard: Et skæbnesvangert scenario er-halvdelen-af-gymnasieelever-skader-sig-selv-for-at-tacklelivet/ Krimien hedder Forkynderen. Den er skrevet i pseudonymet

8 Sander Jakobsen, der dækker over Kenneth Degnbol og Dagmar Winther. Du kan da ikke bruge din kniv som tandstikker! Det går kun én vej, og det er tilbage. Det har været holdningen hos førende intellektuelle lige fra Platon skrev sine værker for omkring siden og til nu og vil sikkert være det et stykke ind i fremtiden. Det går ad H til er vor kulturs grundlæggende myte: Kristendommen holdes oppe af idéen om apokalypsen og den efterfølgende frelse for de rettroende. I 1755 skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau ( ), at der ikke findes noget sådant som civilisationernes fremskridt. Tværtimod, mente han, at alle kulturens dårligdomme netop blev grundlagt med civilisationens fødsel. Han tager fejl. Det 21nde århundrede kan blive det blodigste nogensinde, skriver den engelske historiker Timothy Garden Ash (født 1955). Men også han tager fejl med mindre, selvfølgelig, han opfatter fred som et tilbageskridt. Verden er blevet bedre og mere fredelig siden de første civilisationer.

9 Der skal mange sider til førend vi bliver tilstrækkeligt overbevist om, at vold og konflikt er på tilbagetog, men se de vigtigste pointer nce-pinker Det dokumenterer Harvard-psykologen Steven Pinker med

10 allerstørste grundighed i bogen The Better Angels of Our Nature. På bogens 841 sider (eksklusiv noter og henvisninger) har han samlet alt, hvad vi kan tænkes at vide om vold siden tidernes morgen. Først i form af arkæologiske vidnesbyrd og senere statistikker fra kriminologiens verden. Chancerne for at dø en voldelig død har siden civilisationernes fødsel været for nedadgående. Og det i en sådan grad, at der er flere steder på jorden, hvor det faktisk nærmest er umuligt at dø voldeligt. Man skal vende tilbage til natursamfundet, hvis man virkelig er opsat på en voldelig død. Hvad kan det skyldes. Det er ikke sådan, at den menneskelige natur har ændret sig mærkbart, men vi har fundet på stadig smartere måder at organisere os på. Smartere på den måde at forstå, at våben og vold bliver mindre og mindre nødvendigt for at opretholde tilværelsen. Og så skyldes det, at vi siden oplysningstiden har levet efter den forestilling at alle mennesker af naturen er født lige og frie. Siden den gang er vi sluppet af med diverse uhyggelige strafformer og torturmetoder. Vi er blevet civiliserede. I dag handler det for flere og flere mere om, hvordan vi kan, skal og bør leve, end det handler om at holde sig i live.

11 Vi har altid kunnet få fantasien i sving, når vi skulle finde på måder at pine hinanden på. Forestil dig at blive ristet i en jerntyr eller trukket ihjel. Det er straks vanskeligere at forestille sig verden blive bedre. Ifølge Pinker er verden blevet fredeligere gennem tre bestemte udviklingsprocesser. 1) Den første kalder han pacifikationsprocessen, som går ud på, at tyranniske typer ragede magten til sig og bankede alle andre på plads. Det gav ikke den brede befolkning fede liv med rettigheder og selvbestemmelse, men det skabte alligevel en vis orden sammenlignet med naturtilstanden.

12 2) Den anden er civilisationsprocessen, som består af tre ting 2a) Vi fik bedre manerer. Vi blev mindre dyriske og mere menneskelige. 2b) Flere krigsherrer blev mere magtfulde og vi fik egentlige statsdannelser. 2c) Den teknologiske og økonomiske revolution. Den industrielle revolution, som langsomt tog sit afsæt i 1700tallet gjorde det muligt at forøge den personlige velstand gennem teknologiske nyskabelser og ikke blot ved at røve naboens landbrugsjord. Vi gik fra et nulsumsspil til et plussumsspil. 3) Endelig er der den humanistiske revolution. Den hvori vi bliver stadigt mere bevidst om, at et menneske er et menneske og at mennesker skal behandles humant. Ingen har ret til at eje et andet menneske eller på anden måde undertrykke dem. De gode manerer Vi kender de fleste historier, Pinker bringer på banen. De kan ikke overraske os, men gode manerer, hvordan har de bidraget til en mindre voldelig verden. Lad os se nærmere på 2A), hvor det er evnen til selvbeherskelse, selvbegrænsning og selvdisciplin, der er det fremherskende. Det er en indre kraft, der er med til at adskille os fra andre dyr (og børn), som jo ikke eller kun i mindre grad er i stand til at beherske sig selv og udsætte deres behov.

13 Hvem gider se en film, der begynder hvor eventyret slutter. De fleste elsker en gang biografvold og selvtægt. Her er det Ruben, der har ladet sig inspirere af Mercedesbanden fra Luc Bessons film Taxi fra I 1530 udgav Desiderius Erasmus en bog om gode manerer, som gennem to årtier lå på de europæiske bestsellerlister, hvorfor man må formode, at den har haft indflydelse. Folk var simpelthen for klamme den gang og det måtte der rettes op på. On civility in boys hed bogen. Heri kan man blandt andet læse, hvad det var folk i middelalderen skulle holde op med. Her er et uddrag af listen med civiliserende råd: Gør ikke trapper, korridorer, skabe eller vægtæpper beskidte med urin eller andet affald. Rør ikke dine ædlere dele med de bare hænder under tøjet. Tag ikke tøjet af foran andre, når du skal lave afføring.

14 Puds ikke din næse i dugen, i dine fingre, i ærmet eller i hatten. Tilbyd ikke dit brugte lommetørklæde til andre. Det er usømmeligt, når du har pudset næse, så at åbne lommetørklædet og stirre på det som om perler og rubiner var faldet ud af dit hoved. Spyt ikke i vaskeskålen, når du vasker hænder. Spyt ikke længere, end du kan dække det med din fod. Vend dig bort, når du spytter, så du ikke rammer andre. Og hvis noget slimet falder til jorden fra dig, så træd på det, så det ikke vækker afsky hos andre. Vær ikke den første til at tage af fadet, når I skal spise. Kast dig ikke prustende og smaskende over maden som en gris. Lad være med at dreje fadet, så de største stykker vender mod dig selv. Slug ikke maden som en krokodille på vej i fængsel, og prop ikke munden så dine kinder spiler ud som blæsebælge. Du skal ikke tage mad fra fadet med din ske, når først du har haft den i munden. Det, du har haft i munden, skal du ikke lægge tilbage på tallerknen. Og lad være med at tilbyde andre mad, du allerede har bidt i. Stang ikke tænder med din kniv.

15 Skuffende ikke sandt. De mennesker, der lever i pagt med naturen eller i ikke-statslige samfund er også tættere på en voldelig død. Man kan jo heller ikke rense tænder med en kniv, siger du måske og tænker på de her rundede, uskarpe knive, vi nu om stunder benytter ved måltiderne. Men i 1500-tallet var det dolken, man havde fremme ved spisetid, så man kunne skære kød fra stegen og få det over på tallerknen. Og blev man uvenner over noget, havde man altid et dødbringende våben ved hånden. Det blev for meget og efterhånden fandt man på at bruge gafler, og man opfandt specielle knive uden spids som kunne bruges ved måltiderne. Måske kender du Johannes V. Jensen historie om tre landsknægte en oktobernat på en skænkestue ved Aalborgvejen i Himmerland. De geraadede [ ] i Strid over et eller andet, der er af Vigtighed for en Landsknægt. Som landsknægte bæres våbnene

16 tæt til kroppen, men løst, og inden længe har to af dem trukket blank. Jørgen var forbitret og bestemt paa at dræbe Modstanderen. Det var med en Følelse af noget grænseløst urimeligt og naturstridigt, at han i et pludseligt Nu, vidste sig udækket, saa den onde Klingespids han tænkte sig lynsnart og med al sin Vilje Muligheden af Naade og i dette Nu følte han Spidsen hurtigt gaa gennem Tøjet, Stikket, den isnende Skæren og en smertelig Vaande dybt ud i Ryggen. Først nu kom det, han vilde, at bøje sig til Siden; i det samme svandt kraften af hans Ben, og han faldt. Men da den anden trak Klingen ud, krummede han sig sammen med et kort Skrig. Saa gik de to deres Vej videre mod Nord og lod ham ligge med et dødeligt Stiksår gennem Lungen. Ja sådan kunne det gå blandt uciviliserede landsknægte. En pludselig og frem for alt voldelig død, fordi man bringer sig i slagsmål over et eller andet ubetydeligt, man har ladet træde sin ære for nær. Det kan virke som nogle mærkelige påbud, Erasmus gav i 1530, men de fortæller os noget om, hvad der var normalt at gøre. Og ser man nærmere på dem, så handler de fleste om, at kontrollere sine umiddelbare impulser eller instinktive handlinger: Styr dine lyster; udsæt tilfredsstillelsen; tag hensyn til andres følelser; lad være med at være en bonderøv; distancer dig fra din dyriske natur. Og skulle man overtræde nogle af normerne er det på sin plads med skamfølelse en følelse, som moderne pædagogik og opdragelsesmetoder har forsøgt at udrense; og da det måske er den vigtigste følelse for sociale dyr, har det haft store negative konsekvenser. Reaktionært gode manerer

17 En stigning i antallet af mord pr efter, at 68 erne befriede os for det borgerlige samfunds kvælende normer. Mest markant i USA, men stigningen kunne også bemærkes i Canada. Lyder det reaktionært og tilbageskuende eller bare som noget, vi er ude over i den civiliserede verden? Måske. Men en af de mere bemærkelsesværdige historier i Pinkers bog, er hvordan man kunne registrere en stigning i mordraten i USA og Vesteuropa efter hippiernes opgør med de reaktionære kræfter i det borgerlige samfund og det efterfølgende fokus på selvrealisering. [T]he psychological change toward greater self-control and interdependence came under steady assault under in the counterculture of the generation that came of age in the 1960s. [ ] Sanity was denigrated, and psychosis romanticized, in movies such as A Fine Madness, One Flew Over the Cuckoo s Nest, King of Hearts, and Outrageous. And then of course there were the drugs. (side 132). Ungdoms-kulturen og tidens rockidoler hylede det spontane, det hovedløse og den tidlige død.

18 Også i Europa bemærker man en stigning i mordraterne efter ungdomsoprøreret. I det lange historiske perspektiv er der dog blot tale om en krusning. Omend en bemærkelsesværdig krusning. Men det at kunne kontrollere sine instinkter og udsætte sine behov har været en væsentlig faktor i civilisationsprocessen og udviklingen af en mere fredelig kultur. En anden faktor har været overgangen fra en kultur styret af forestillingen om ære og oprejsning til værdighedskultur. I æreskulturen er man hurtig til at gribe til hævn, for eksempel med den dolk eller daggert, man alligevel sidder og renser tænder med efter måltidet. I værdighedskulturen holder man på former og værdighed ved at kontrollere sine emotionelle udbrud. Det giver plads til den kølige fornuft og en fredeligere hverdag. Og det kræver mere energi og anstrengelse at blokere impulserne det kan hjerneforskerne måle. Det afsløres i den lille tøven, man kan iagttage, når folk overvejer, om de skal lyve for at slippe for konsekvenserne af en umoralsk handling eller et regelbrud. Det er nemmere for os at sige sandheden, fordi vi ved, hvad vi har gjort; sværere er det at skulle undertrykke den. Impulskontrol kræver en smule ekstra, hvilket følgende lille øvelse, kaldet stroopopgaven, kan illustrere.

19 I stroopogaven bliver forsøgspersonen forholdsvist hurtigt præsenteret for farveord, som han eller hun skal angive hvilken farve ordet er skrevet med, og ikke hvilken farve ordet benævner. De fleste er så vant til bogstaver og ord, at de lige må tøve engang for at få styr på, at ordet grøn er skrevet med blåt. Impulsivt vil vi svare grøn. Her fra Hjernen fra celle til samfund (side 49). Der er selvfølgelig mere end gode manerer og selvkontrol på banen, når det drejer sig om at skabe gode og fredelige samfund, og du kan læse om det i Pinkers ekstremt velskrevne og tankevækkende og til tider provokerende bog. Men lad os slå det fast: Even some of the hardest-headed crime statisticians have thrown up their hands and concluded that much of the explanation must lie in difficult-to-quantify cultural and psychological changes. (side 149).