Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Ministerielle skrivelser m.m. Om nedlæggelse af privat fællesvej på landet både efter privatvejslovens og naturbeskyttelseslovens regler har Vejdirektoratet i brev af 7. april 2009 udtalt: Slagelse Kommune har i mail af 25. marts 2009 bedt Vejdirektoratet besvare et spørgsmål, om hvilke regler en privat fællesvej på landet skal nedlægges efter. I oplyser, at Banedanmark har bedt jer om at nedlægge D-vej under jernbanen, fordi Banedanmark ønsker broen under jernbanen nedlagt. Det er kun det stykke af vejen under jernbanen, der ønskes nedlagt. D-vej er en privat fællesvej på landet. Indtil videre har kommunen behandlet nedlæggelse af vejen efter kapitel 9 i lov om private fællesveje. Teknisk udvalg har behandlet sagen og besluttet at igangsætte proceduren for nedlæggelse vejen. Grundejerne ved vejen er blevet orienteret ved brev med 8 ugers indsigelsesfrist, og det er blevet annonceret i den stedlige ugeavis, ligeledes med 8 ugers indsigelsesfrist. Efter fristens udløb vil sagen blive sendt til afgørelse i Teknisk Udvalg. Nu er det, at kommunens naturafdeling mener, at sagen skal behandles efter naturbeskyttelseslovens 26a, således at kommunen inden 4 uger skal reagere på en anmeldelse om nedlæggelse af veje og stier. Herefter har kommunen så mulighed for at vurdere, om vejen har en væsentlig rekreativ interesse. Dette skal ske indenfor et halvt år. Med behandlingen efter naturbeskyttelsesloven sikres en række organisationer klagemulighed til Naturklagenævnet, såfremt kommunen vurderer, at der ikke er en væsentlig rekreativ interesse. Kommunen stiller herefter Vejdirektoratet følgende spørgsmål: Skal en anmodning om nedlæggelse af en privat fællesvej på landet behandles efter privatvejloven, naturbeskyttelsesloven, eller eventuelt dem begge? Indledningsvis vil vi gerne pege på, at vi kun kan påtage os at besvare spørgsmål på grundlag af den lovgivning, vi administrerer, det vil her sige vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven). Privatvejslovens (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) regler om nedlæggelse af private fællesveje på landet Kommunen (jf. privatvejslovens 6) kan nedlægge private fællesveje på landet efter reglerne i privatvejslovens kapitel 9 ( 53-56), jf. privatvejslovens 14, stk. 5. Det betyder, at en privat fællesvej på landet kan nedlægges, uden at kommunen efter privatvejsloven skal tage stilling hertil, hvis vejejeren (ejeren af den ejendom, hvor vejen eller en strækning heraf ligger) og de vejberettigede er enige herom. Omvendt skal kommunen tage stilling til en anmodning om nedlæggelse, når de vejberettigede og vejejeren er uenige, og en grundejer, der har den fornødne interesse i spørgsmålet, beder kommunen om at tage stilling til spørgsmålet. Det fremgår af privatvejslovens 53, stk. 1. En privat fællesvej skal helt eller delvist opretholdes, hvis den efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang, eller hvis vejen i øvrigt er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen. Det fremgår af lovens 53, stk. 2. Hvis de i lovens 53, stk. 2, nævnte forhold ikke er til hinder for en nedlæggelse af vejen, skal kommunen træffe sin afgørelse på baggrund af en afvejning mellem vejejerens interesse i at få nedlagt vejen sammenholdt med vejberettigedes (jf. privatvejslovens 2, stk. 2) interesse i at opretholde vejen som færdselsareal. Kommunen kan kun rent undtagelsesvist varetage almene, offentligretlige hensyn i forbindelse med sin afvejning. Hensynet til offentlighedens mulighed for at benytte vejen kan ikke indgå i en afgørelse truffet efter privatvejslovens 14, stk. 5. Dette hensyn skal varetages med naturbeskyttelsesloven (lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr af 20. oktober Loven administreres af Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen). Derimod vil vi ikke udelukke, at henvisningen fra privatvejslovens 14, stk. 5, til 53, stk. 1, sidste punktum, kan anvendes til, at kommunen af egen drift tager stil ling til en nedlæggelse af hensyn til varetagelse af jernbane- juli

2 sikkerhed og infrastrukturen mellem landsdelene. Det må dog bero på den konkrete begrundelse for ønsket om nedlæggelse og en nærmere redegørelse for kommunens interesseafvejning. Reglerne i naturbeskyttelseslovens kap. 4 om offentlighedens adgang til naturen Parallelt med privatvejslovens regler skal kommunen, i det omfang vejen er omfattet af reglen i naturbeskyttelseslovens 26a, også behandle nedlæggelsesspørgs målet efter denne regel, som tager sigte på at sikre offentligheden adgang til naturen. Efter Vejdirektoratets opfattelse er det muligt at nedlægge en privat fællesvej efter reglen i privatvejslovens 14, stk. 5, samtidig med at kommunen kræver vejen op retholdt som privat vej efter naturbeskyttelseslovens 26a, stk. 3, for at sikre offentlighedens adgang til naturen. Vejdirektoratet, 7. april 2009 (Dok. 09/ ) Om ekspropriation til anlæg af ny vej uden for bymæssig bebyggelse har Vejdirektoratet i brev af 21. april 2009 udtalt: I af 1. april 2009 har Kalundborg Kommune bedt Vejdirektoratet om at udtale sig om ekspropriation til anlæg af ny offentlig vej. I har stillet 3 spørgsmål i forbindelse med en sag om en påtænkt ekspropriation til anlæg af ny vej udenfor bymæssig bebyggelse. Vejen anlægges som en ny adgangsvej frem til privatejet grusgrav for at flytte den kommende tunge lastbiltrafik til og fra grusgraven til denne nye vej. Spørgsmålene er følgende: 1. Kan ekspropriation til ny vej udenfor bymæssig bebyggelse (i landzone) kun finde sted til etablering af en offentlig vej? 2. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, ønskes det oplyst, om kommunen efterfølgende senere kan nedklassificere den offentlige vej til status som privat fællesvej? 3. Det ønskes endvidere oplyst, om den omstændighed, at ejeren af det første private grundareal, den ønskede nye vej skal passere, er indforstået med, at vejen over dennes grund anlægges med status som en privat fællesvej (dvs. en frivillig aftale uden ekspropriation), er til hinder for, at kommunen kan ekspropriere dele af de næstfølgende private grundarealer, hvorover den nye vej dernæst skal passere for at nå frem til den privatejede grusgrav til offentlig vej? Der kan desværre ikke opnås frivillig aftale med disse grundejere. Ad spørgsmål I: Vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven) indeholder i enkelte tilfælde hjemmel til at ekspropriere til anlæg af private fællesveje i landzone. Privatvejslovens (lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) 53, stk. 3, giver således hjemmel til ved ekspropriation efter reglerne i vejlovens (lov om offentlige vej, lovbekendtgørelse nr. 432 af 22. maj 2008) kapitel 5 at fremskaffe anden vejadgang i forbindelse med nedlæggelse af privat fællesvej. Bestemmelsen gælder også i forbindelse med nedlæggelse af private fællesvej på landet, jf. henvisning til kap. 9 i lovens 14, stk. 5. Vejlovens 43 giver hjemmel til at ekspropriere til private vej og stianlæg, når disse er nødvendiggjort af anlægsarbejder m.v. på offentlig vej, jf. lovens 43 stk. 2 og 69, beslutning eller bestemmelse om oprettelse eller benyttelse af adgange til offentlig vej, jf. lovens 78 79, eller beslutning om tilvejebringelse af vejadgang i forbindelse med nedlæggelse af offentlige og almene veje, jf. vejlovens kapitel 9. Herudover indeholder vejlovgivningen ikke hjemmel til at ekspropriere til anlæg af private fællesvej på landet. Ad spørgsmål II: Der er efter vores opfattelse ikke noget til hinder for, at en offentlig vej, hvortil arealerne er erhvervet ved ekspropriation, senere nedklassificeres til privat fællesvej. Det er dog vores opfattelse, at hvis det allerede på ekspropriationstidspunktet er hensigten at nedklassificere vejen til privat fællesvej efter dens anlæg, vil en sådan ekspropriation kunne tilsidesættes som ulovlig, medmindre forholdet er omfattet af de bestemmelser, der nævnt under svar på spørgsmål I. Ad spørgsmål III: Ved offentlige veje forstås, bl.a. veje, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune efter vejlovens bestemmelser. Det fremgår af vejlovens juli 2009

3 En offentlig vej, der kun har forbindelse med det øvrige offentlige vejnet ad en privat fællesvej på landet, kan efter vores opfattelse ikke anses for at være åben for al mindelig færdsel, da en sådan privat fællesvej kan afspærres for almindelig færdsel på privatretligt grundlag, og efter privatvejsloven nedlægges uden vejmyndighedens samtykke. Det er derfor meget tvivlsomt, om en sådan vej kan anses for at tjene almenvellet, jf. vejlovens 43, stk. 1, og om en eventuel ekspropriation hertil vil være lovlig. Vejdirektoratet, 21. april 2009 (Dok. 09/ ) Om ekspropriation til anlæg af ny vej uden for bymæssig bebyggelse har vejdirektoratets i brev af 15. maj 2009 udtalt. Opfølgende spørgsmål til udtalelse af 21. april 2009: I af 14. maj 2009 har Kalundborg Kommune bedt os om at besvare nogle supplerende spørgsmål til vores udtalelse af 21. april 2009 ekspropriation til anlæg af ny vej uden for bymæssig bebyggelse. I har følgende spørgsmål til ad II i vores svar: 1. Under hvilke forudsætninger og med hvilken hjemmel kan ejeren af en ejendom, hvorover en privat fællesvej løber, selv afspærre dette vejstykke på egen grund uden vejmyndighedens forudgående samtykke? 2. Hvorledes kan spørgsmålet alternativt besvares, hvis der indgås en aftale om ejers tilladelse til en bestemt type trafik (f.eks. lastbiltrafik med bestemt ærinde) mellem kommunen og ejendomsejeren og denne aftale tinglyses på ejendommen med kommunen som påtaleberettiget? 3. Kan en ny offentlig vej, hvortil der er eksproprieret, ved skiltning lovligt forbeholdes en bestemt type trafik, f.eks. lastbiltrafik med ærinde i en konkret grusgrav for enden af den pågældende offentlige vej, og kan den offentlige vej afspærres i visse perioder af døgnet og ugen, f.eks. mellem kl og kl og i weekender, når der ikke arbejdes i grusgraven for enden af den offentlige vej? Det er herved forudsat, at ekspropriationen er sket med henblik på omlægning af lastbiltrafikken med ærinde i den bestemte grusgrav. Vejdirektoratets svar: fællesveje på landet indeholder i modsætning til lovens afsnit III, jf. 44, stk. 3, - ikke noget krav om, at færdselsmæssige reguleringer af en privat fællesvej på landet skal godkendes af kommunen eller politiet. Spørgsmålet om, hvorvidt den almindelige kørende færdsel på en privat fællesvej på landet skal begrænses eller forbydes, er således et privatretligt anliggende. En afspærring skal derfor ikke godkendes af en myndighed, medmindre dette fremgår af anden lovgivning, f.eks. færdselslovens (lovbekendtgørelse nr af 24. oktober 2007) 97, stk. 2 og 3. En offentlig vej, der kun er åben for lastbiltrafik til en bestemt ejendom, kan ikke anses for at være åben for almen færdsel. Der er ikke noget til hinder for, at færdslen på en offentlig vej, hvor arealerne er erhvervet ved ekspropriation, med politiets samtykke forbeholdes en bestemt type af færdsel i en nærmere fastsat tidsrum, hvis dette kan begrundes med saglige almene hensyn, f.eks. færdselssikkerhedsmæssige hensyn og vejtekniske hensyn. En sådan beslutning kan træffes efter bestemmelserne i færdselslovens 92. Vejdirektoratet, 15. maj 2009 (Dok. nr. 09/ ) Privatvejslovens (lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) afsnit II om private juli

4 Om renholdelse af offentlige veje har Vejdirektoratet i brev af 29. maj 2009 udtalt: I af 24. februar 2009 har Guldborgsund Kommune rejst 3 spørgsmål om ovennævnte emne. Spørgsmål 1 Der sker en del tilsvining af vejene i efterårsperioden med jord og mudder fra landbrugsmaskiner. I spørger derfor med hvilken hjemmel I kan udstede påbud om rengøring af kørebanen. Og hvor lang tidsfrist I kan give. I mener en rimelig frist er til arbejdets ophør, samme dag. I spørger også, om I kan påbyde skiltning mens arbejdet står på, og vejen er fedtet. Vi kan oplyse, at færdselslovens (lovbekendtgørelse nr af 4. november 2008 med senere ændringer) 87, stk. 1, siger, at der ikke på vej må henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen. Hvis der fra et køretøj tabes eller spildes noget på vej, der kan være til fare eller ulempe for færdslen, skal dette straks fjernes. Kan dette ikke ske, skal trafikanterne ved afmærkning eller på lignende måde gøres opmærksom på forholdet, indtil faren eller ulempen er fjernet. Det fremgår af 87, stk. 2. Færdselslovens 87 indeholder således et påbud om afmærkning, hvis det forurenende ikke fjernes straks. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde, jf. færdselslovens 118, stk. 1, nr. 1, og stk. 2. Kommunen kan som vejbestyrelse med politiets samtykke også give tilladelse til, at den, der er eller vil blive årsag til et glat føre, opsætter tavlen A 31 Glat vej med undertavle, der angiver årsagen til det glatte føre. Vintervedligeholdelseslovens (lov om vintervedligeholdel se og renholdelse af veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 22. maj 2008) 17 indeholder en bestemmelse om, at såfremt nogen på vej, der er åben for almindelig færdsel, henkaster eller efterlader affald eller genstande, der kan være til ulempe for færdslen eller er særlig forurenende, kan vej- eller kommunalbestyrelsen fjerne det henkastede eller tabte. I påtrængende tilfælde kan også politiet fjerne det henkastede eller tabte. Regningen kan sendes til den, der har tabt eller efterladt affaldet eller genstanden på vejen. Det er uden betydning, om affaldet eller genstanden befinder sig på vejen som følge af et hændeligt uheld eller som følge af en uagtsom eller forsætlig handling, når vintervedligeholdelseslovens 17 anvendes. Hvis kommunen vurderer, at det efterladte er til ulempe eller fare for færdslen, kan den uden forudgående påbud selv fjerne det efterladte på den pågældendes regning. Hvis kommunen mener det er forsvarligt, vil den kunne nøjes med at give pågældende et påbud om at fjerne det efterladte. Hvor lang frist kommunen skal give beror på et konkret skøn afhængig af faren eller ulempens karakter og omfang. Inden kommunen træffer afgørelse, skal den følge alminde lige forvaltningsretlige bestemmelser, herunder forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007). Dette indebærer, at kommunen skal gøre den, der har efterladt affaldet eller genstanden bekendt med de faktiske omstændigheder og eventuelle andre oplysninger kommunen har til ugunst for parten. Kommunen skal også give parten lejlighed til at udtale sig inden afgørelsen træffes efter principperne i forvaltningslovens 19 og 21. Bestemmelserne angiver udtrykkeligt, at myndigheden kan fastsætte en frist for at afgive svar. Det er op til myndigheden selv efter et konkret skøn at afgøre, hvor kort eller lang fristen skal være. Vi bemærker dog, at de nævnte bestemmelser i forvaltningsloven ikke finder anvendelse, hvis partens interesse findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige interesser, der taler imod at sagen udsættes ved partshøring mv. Det fremgår af forvaltningslovens 19, stk. 2, nr. 3, og 21, stk. 2, nr. 2. De omtalte bestemmelser i færdselsloven og vintervedligeholdelsesloven supplerer hinanden og giver vejmyndigheden og politiet mulighed for at gribe ind, uanset hvilke køretøjer der giver anledning til, at en vej forurenes til fare eller ulempe for færdslen. Spørgsmål 2 I spørger, med hvilken hjemmel I kan påbyde retable ring af rabatter, som er ødelagt af arbejdskørsel med landbrugsmaskiner. Og om I kan lade reparationen udføre for skadevolders regning. 18 juli 2009

5 Vejlovgivningen indeholder ikke bestemmelser, der giver vejbestyrelsen hjemmel til at kræve en offentlig vej eller dennes rabatter udbedret som følge af skader ved kørsel på vej og rabat. Den indeholder heller ikke bestemmelser om erstatning for sådanne skader. Spørgsmålet, om kommunen kan kræve erstatning, og hvem der skal betale en eventuel erstatning, må derfor afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregel, den såkaldte culparegel. Vi kan ikke udtale os om, hvorvidt kommunen kan opnå erstatning for sådanne skader. Men vejledende kan vi oplyse, at spørgsmålet om erstatningsansvar formentlig afhænger af, om det kan bevises, at skadevolderen har handlet uforsvarligt ved kørsel på rabatten. Hvis kommunen ikke kan nå til enighed med den pågældende om erstatning, kan kun domstolene afgøre spørgsmålet. Spørgsmål 3 Ofte pløjer landmanden mere og mere af vejens rabat. Nogle gange er vejen udskilt i matriklen, andre gange ikke. I spørger, om der altid er udlagt en samlet vejbredde, selvom vejarealet ikke er udskilt. I spørger også, hvordan I kan hjemle et påbud om, at landmanden trækker sig ind, hvor han hører hjemme - når vejen er udskilt og når den ikke er. I spørger, om kommunen under henvisning til begrebet vejalen kan påstå, at rabatten skal være ca. 1,5 meter bred, hvis vejen hverken er udskilt eller udlagt. Endelig spørger I, om kommunen i en annonce til borgerne kan skrive, at kommunen ved slåning af rabatten agter at slå i rabattens oprindelige bredde også selvom der på den måde slås eksisterende afgrøder. I vejlovgivningen findes der ikke regler for, hvor bred en vej uden nærmere bevis formodes at være. Der findes heller ikke processuelle regler om, hvem det påhviler at føre bevis for, hvor en omdiskuteret vejgrænse findes. Efter vejlovens (lov om offentlige vej, jf. lovbekendtgørelse nr. 432 af 22. maj 2008) 101, stk. 1, må der på offentligt vej areal ikke uden vejbestyrelsens samtykke foretages nogen forandring, herunder opgravning, pløjning eller lignende. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde, jf. vejlovens 113, stk. 1, nr. 2. Vejbestyrelsen kan pålægge den pågældende at retablere det ulovlige forhold, jf. lovens 114, stk. 1. Efterkommes påbuddet ikke kan den pågældende pålægges tvangsbøde, jf. 114, stk. 2. Hvis det antages, at tvangsbøder ikke hjælper, kan vejbestyrelsen opnå dom for, at den selv kan udføre retableringen på den pågældendes regning, jf. 114, stk. 3. Hvis vejen ikke er udskilt i matriklen vil det kunne være forbundet med vanskeligheder at fastlægge grænsen mellem det vejareal vejbestyrelsen ejer og det areal vejens nabo ejer. Og det kan ikke udelukkes, at naboen har vundet hævd på arealet, hvis det har været anvendt som markareal i mere end 20 år. Det vil derfor også været forbundet med stor usikkerhed om bestemmelserne i vejlovens 113 og 114 kan anvendes. Såfremt der ikke er enighed mellem vejbestyrelse og grundejer om vejgrænsen, må denne fastlægges ved skelsætningsforretning eller ved ekspropriation. For så vidt angår begrebet vejalen kan vi oplyse, at dette begreb stammer fra vejforordningen af 1793 der bestemte at nye landeveje skulle anlægges i en bredde omfattende et areal i en alens bredde på hver side af vejgrøfterne. Denne vejalen blev afstået til vejanlægget mod erstatning ligesom det øvrige vejareal, og ejerne af de tilgrænsende ejendomme havde ingen rådighedsret over det. Kravet om vejalen gjaldt kun landeveje. Os bekendt er størstedelen af de gamle landeveje udskilt i matriklen i den bredde, hvori de forefandtes i marken. Der kan efter vores opfattelse ikke for disse veje gøres krav på vejalen udover de fastlagte skel. Kun hvis en kommunevej tidligere har været en sådan ikke-udskilt landevej, kan der efter vores opfattelse overhovedet opstå spørgsmål om eksistensen af en vejalen. Eventuel uenighed mellem vejbestyrelse og grundejer om vejgrænsen, må som nævnt ovenfor fastlægges ved skelsætningsforretning eller ved ekspropriation. Kommunen kan således ikke uden videre fastslå, at vejgrøfterne er 1,5 meter brede eller uden videre fjerne afgrøder, der er tættere end 1,5 meter fra vejens belægning. Vejdirektoratet, 29. maj 2009 (Dok. 09/05462) juli

6 Fra domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Skyggende grantræ på naboejendom skulle fældes eller nedskæres (U VLD) En nordmannsgran blev sammen med flere andre træer plantet på et tidspunkt, hvor huset på naboejendommen var opført. Det var derfor forudsigeligt, at det inden for en årrække ville påføre naboen betydelige gener i form af skygge en betydelig del af eftermiddagen, ligesom der var nedfald i form af kogleskæl og nåle. Træerne havde nu en højde på 15 til 19 m. En erklæring fra en syns- og skønsmand bekræftede generne. Såvel byretten som landsretten fandt, at generne oversteg det, som en nabo i forhold til en anden nabo efter al mindelige naboretlige regler skulle tåle i sædvanlige naboforhold og dømte træets ejer til at foretage fældning eller beskæring. Sager om gener som ovenstående skal håndteres efter naboretten, hvor bedømmelsen finder sted på grundlag af en konkret, stedlig genevurdering. Naboer må være indstillet på at tåle nogle gener i form af skygge m.v. fra beplantning på naboens ejendom. Men der er grænser, f.eks. hvis skyggevirkningen bliver så manifest, som tilfældet er i denne sag. Det afgørende er, at den amindelige tålegrænse er overskredet. Høje, skyggende træer hører ikke hjemme i almindelige villahaver. Vej anset for at være en privat fællesvej (MAD OE) Skaftet på en koteletgrund tjente også som adgangsvej for en ejendom, der grænsede op til koteletskaftet. Kotelet ejeren anfægtede naboens ret til at benytte vejen. Vejen tjente faktisk som adgangsvej bl.a. til en carport på naboejendommen, der i øvrigt også selv grænsede op til offentlig vej. Spørgsmålet var, om koteletskaftet var en privat fællesvej, der tjente som adgangsvej for naboejendommen. Skaftet var optaget som vej på matrikelkortet, og naboen gjorde gældende, at det ikke var afgørende, om vejretten var lyst. Vejejeren hævdede, at der hverken ved aftale eller på andet grundlag var stiftet en vejret, ligesom vejen ikke var eneste adgangsvej til ejendommen. Byretten lagde vægt på, at der ikke var fremlagt bevis for, at vejen var optaget på vejfortegnelsen, at der kunne skaffes anden vejadgang til naboejendommen, og at der ikke var fremlagt nogen dokumentation for vejret. Byretten afviste derfor vejrettens eksistens Under landsretssagen blev der gravet dybere. Fra KMS blev der indhentet oplysninger fra udstykningssagen fra 1951 og en efterfølgende matrikulær sag. Der var ikke noget egentligt doku-ment om vejret (vejerklæring), men KMS oplyste, at vejen blev optaget i forbindelse med udstykningen. Kommunen oplyste, at vejen var registreret som privat fællesvej. Landsretten fandt på baggrund af oplysningerne i den matrikulære sag, at vejen blev udlagt som adgangsvej for naboejendommen ved udstykningen, og at vejen var den eneste eller væsentligste adgangsvej til ejendommen, der således var beskyttet efter vejrettighedslovens 1. Vejejeren blev derfor dømt til at anerkende vejretten. Der er for så vidt ikke noget overraskende i denne sag - det skulle da lige være, at der overhovedet kommer til sagsanlæg, og at byretten afviste vejretten. Det sidste kan dog forklares med bevisgrundlaget. Det er tilfredsstillende, at dommen lægger vægt på de matrikulære forhold - altså at landsretten er i stand til at decif frere informationerne i den matrikulære sag, og lægger vægt på disse indicier, særligt i en ældre udstykningssag som denne, der ikke indeholder nogen vejretsdokumentation. Det er for så vidst også glædeligt, at man overhovedet er opmærksom på, at der i KMS kan fås oplysninger om vejadgange og vejrettigheder til udstykningsveje. For det det almindelige jo er, at der ikke findes anden dokumentation for vejretten. 20 juli 2009

7 Ikke gruppehævd på ret til ridning (MAD OE) En hestepension anlagde sag mod ejeren af en vej og gjorde gældende, at have vundet enten gruppehævd eller individuel hævd på ret til ridning. Vejen udgjorde en bekvem smutvej til en skov. Den hævdende gjorde gældende, at ejere og brugere af ejendommen havde vundet alderstidshævd på retten til fri færdsel til fods, på cykel og til hest, idet færdsel havde været udøvet i 60 år, stadigt og regelmæssigt, at ingen kunne huske en anden tilstand, at råden ikke var udøvet iht. aftale, og at der forelå en særlig interesse, da anden vejadgang til skoven er længere og mere trafikeret. Vejejeren mente, at der ikke var udøvet råden i et omfang, der kunne begrunde hævd. At vejen var blevet befærdet af en ubestemt kreds, og at der ikke forelå dokumentation for brugen fra hævderens ejendom, samt at hævderen ikke havde nogen særegen interesse i brugen. Byretten anerkendte alderstidshævd, idet der siden 1947 var blevet redet af ejerne og af den begrænsede personkreds, der havde haft heste opstaldet. Byretten anerkendte hævderens særlige interesse i at kunne færdes på vejen. Landsretten afviste hævd, fordi vejen var blevet benyttet af en større, ubestemt kreds af ryttere - ikke kun fra den hævdendes ejendom - og fordi hævderne som en del af denne ubestemte kreds ikke kunne vinde hævd på denne vejadgang, ligesom hævderne ikke hævde godtgjort, at ridning have haft en sådan særegen betydning for netop ejerne og brugerne af ejendommen. Rådes der sammen med en større, ikke nærmere identificeret kreds, forudsætter hævdserhvervelse, at rådighedsudøvelsen kan individualiseres - altså at der er udøvet råden under omstændigheder, der gør, at de hævdendes råden udskiller sig fra mængden. Når det drejer som om færdsel, vil det i almindelighed være vanskeligt at godtgøre, men kan f.eks. støttes af eksistensen af en overkørsel, port eller lign. Det var ikke tilfældet her, og i så fald er det uden betydning at der har været rådet i alderstid. Det er muligvis det, der ligger bag landsrettens bemærkning om, at ridningens særegne betydning ikke var godtgjort. Men jeg tror nu snarere, at landsretten som anført også har lagt vægt på, at der var anden vejadgang. Den omstændighed er efter min mening uvedkommende for hævdsbedømmelsen. Servitut anset for ophørt (MAD B) Under en retssag om gener fra en legeplads blev der indgået retsforlig i form af en servitut om legepladsens indhegning og anvendelse. Legepladsen blev ikke mere benyttet og henlå som et vildnis. Ejeren ryddede arealet og havde planer om at anvende det til parkeringsplads og garagebyggeri. Den servitutberettigede nabo gjorde gældende, at formålet med deklarationen var at undgå støj og andre nærhedsulemper og gjorde gældende, at et parkerings- og garageanlæg stred mod servitutten. Ejeren mente, at servitutten skulle fortolkes i lyset af den oprinde lige naboretlige konflikt, samt at det efterfølgende tidsforløb og den aktuelle tilstand på arealet sammenholdt med naboens interesse i at håndhæve servitutten måtte betyde, at servitutten var bortfaldet. Byretten fandt, at servitutten både efter sin tilblivelse og sin ordlyd var specifikt rettet mod den tidligere legeplads og at der med tiden var sket en sådan ændring af det servitutbelagte areal, at den berettigede interesse i at bevare servitutten er ophørt, hvorfor servitutten var bortfaldet. Servitutfortolkning må tage sit udgangspunkt i, hvad der må antages forudsat og tilsigtet ved stiftelsen. Det vil i almindelighed være vanskeligt at foretage en udvidende fortolkning i strid med servituttens specifikke ordlyd. juli