Socialdemokratiet tabte valget Venstre vandt det ikke!

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Socialdemokratiet tabte valget Venstre vandt det ikke! Skrevet af: Klaus Krogsbæk Offentliggjort: 15. februar 2005 Socialdemokratiet tabte valget, fordi det politiske perspektiv partiet tilbød dækkes udmærket af Venstre, Det Radikale Venstre og DF. Og Socialdemokratiet vil tabe det næste - med eller uden en ny medietrimmet formand. Der er ganske enkelt ikke længere brug for et demokratisk socialistisk parti, der ikke kan eller vil føre demokratisk socialistisk politik. Et demokratisk socialistisk parti kan ikke basere sin eksistensberettigelse og folkelige appel på forsvaret af en velfærdsstat, som efterhånden knap nok lader sig definere. Den rolle kan ligeså godt udfyldes af et hvilket som helst socialliberalt parti. Derfor er der kun ganske få samfundsgrupper tilbage - og der bliver stadig færre - som ser velfærdsstaten bedst sikret med Socialdemokratiet i regering. En sådan udvikling sker selvfølgelig ikke over en nat eller mellem to valg.. Den tog sin begyndelse, da man i 1992 afsatte Svend Auken som formand. Han stod i vejen for de første spæde tilnærmelser til nyliberalismen. Især til nyliberalistisk økonomisk tænkning. Bid for bid er det socialdemokratiske velfærdsprojekt siden blevet afløst af SR regeringernes særegne form for teknokratisk og elitær socialliberalisme. For partiets strateger er denne forvandlingsproces søgt begrundet i hensynet til den nye politiske midte og påstanden om opløsningen af de traditionelle klasseforhold og klasseforbindelser. I lighed med de fleste andre partier har Socialdemokratiet hentet en del af det nye tankegods fra de forskellige retninger indenfor postmodernistisk tænkning. Men hvor denne tænkning har bidraget til at give nyliberalismen en vis form for legitimitet i visse dele af middelklassen, har den modsat medvirket til at tømme Socialdemokratisk politik for progressivt indhold og opløst socialismens begreber i det rene nonsens. Som sådan må det også vurderes, at Socialdemokratiet ved dette valg kun har nået sit foreløbige nulpunkt. Der er ikke plads til flere samfundsbevarende partier af samme størrelse som Venstre på den såkaldte midte i Dansk politik. Selve valgkampens forløb beskriver meget præcist den historiske situation, som Socialdemokratiet befinder sig i. To dage før valgets udskrivelse udsender partiets formand Mogens Lykketoft et relativt progressivt valgoplæg. Men dels kom det flere måneder for sent, og dels var det langt fra vidtgående nok til virkeligt at kunne samle en bred front og beskrive rammerne for valgkampen. Programmet ville tilgodese næsten alle - og nåede derfor ingen specielt. Kort sagt - ingen større vælgergrupper oplevede Made in Denmark som deres. Fagbevægelsen hilste det velkomment - men så var det også sagt. Det forstod Venstre og pressen at udnytte. Efter få dage var programmet forvist til kulissen. I stedet blev der trumfet med overbud og valgkampen blev spredt ud på snart sagt alle hånde politiske småspørgsmål - alt afhængig af hvor mange focusgrupper og interesseorganisationer, der råbte højt. En udvikling der selvfølgelig passede Venstre udmærket, fordi partiet allerede uden nævneværdig modstand fra bl.a. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre har sat sit reformtog på skinner. Derfor måtte valget gerne foregå i småtings- og bogholderi-afdelingen. Bort fra omfordelingen At det kom til at gå sådan, klandrer man nu Mogens Lykketoft og partiets ledelse for. Det er ganske urimeligt, for selv om valgprogrammet havde visse progressive træk, var det, når alt kommer til alt, uden markante demokratiske fordelingspolitiske perspektiver. I bund og grund ligger det og har det 1 / 5

2 ligget i Socialdemokratiets politik gennem to årtier, at vækst går forud for velfærd, og at der ikke kan ændres væsentligt ved de eksisterende fordelingsforhold i samfundet. Det er nyliberal politik. Det er Barrosokommissionens tænkning. Det kan også siges mere direkte. Den Socialdemokratiske ledelse har for længst accepteret, at kun gennem accelereret kapitalistisk vækst kan der falde noget velfærd af til arbejderklassen og de brede mellemlag. Men der kan ikke længere i noget større omfang fordeles fra de rige til de almindelige lønmodtagere. Den linje ændrede Made in Denmark ikke nævneværdigt ved. Og da Socialdemokratiet er dybt splittet i forhold til strukturreformen, og derfor har afstået at gå i offensiven overfor regeringens store magtcentraliseringsmanøvre, ja, så var der kun overskrifterne og stilen tilbage. Den konkurrence vandt Venstre eller nærmere Anders Fogh Rasmussen. Når Venstre alligevel gik tilbage ligesom Socialdemokratiet, er forklaringen nok den, at vælgerne trods alt også er trætte af overbudspolitik, drejebogsvalgkamp uden substans og persondyrkelse. Ikke desto mindre formåede Venstre at holde fast i langt de fleste af de vælgegrupper fra arbejderklassen, som også stemte på partiet i Venstres ledelse har dermed fået bekræftet fornuften i at afstå fra spektakulære liberalistiske projekter og ideologisk konfrontation og i stedet satse på "struktur-reformens metode" - dvs. den liberalistiske samfundsforandring gennemført administrativt og bureaukratisk. Således har Venstres strateger ikke alene "hugget" Socialdemokratiets paroler, men også kopieret SR regeringernes metode op gennem 90\'erne; afpolitiser politikken og gennemfør ændringer som videnskabelig nødvendighed! Derfor kan man med en vis ret hævde, at Venstre ikke vandt valget. Ledelsen turde ikke udfolde det nyliberalistiske projekt yderligere og fik af samme grund heller ikke ny tilslutning. Men med Socialdemokratiet totalt i defensiven og med det parlamentariske flertal i behold, har Venstre og VKregeringen fået arbejdsro - ja, ligefrem mandat til at gennemføre den strukturreform, der blot skal bane vejen for en række andre dybtgående ændringer af det danske samfund i nyliberalistisk retning. Og oven i dette kommer så Velfærdskommissionens rapport med anbefalinger om yderligere begrænsninger i den danske univer-salistiske model. Mon så ikke scenen er sat for næste offensiv med delvis støtte fra De Radikale og måske dele af den socialdemokratiske højrefløj? S som statholder for en forgangen politik Og det er her, der tegner sig et nyt interessant aspekt. Det er velkendt, at DF fortrinsvis henter sine faste vælgergrupper fra tidligere socialdemokratiske kernevælgere. Det er nu også konstateret, at Venstre har et godt tag i vælgergrupper fra arbejderklassen og den lavere middelklasse, som tidligere har stemt Socialdemokratisk. Men det er noget nyt, at Socialdemokratiet ved dette valg dels tabte yderligere til DF og nu også til Det Radikale Venstre. De Radikale løb med værdidebatten og har overtaget Socialdemokratiets hidtidige humanistiske grundlag - vel og mærke på en sådan måde, at partiet uantastet fik mulighed for at tale om velfærdsreformer som noget positivt og fremadrettet, hvor de reelt mener nedskæringer i velfærdsydelser og negativ omfordeling. Og på den anden side fik DF lov til at føre sig frem som regeringens sociale samvittighed og som den "lille mands" talerør. Dvs. Socialdemokratiet fremstod hverken som progressivt - visionært - socialt - eller antielitært. Kun som statholder for en forgangen politik. Det tabte partiet på - og vil som sagt gøre det igen. I bestræbelserne på at fastholde en midtsøgende kurs har partiets ledelse åbnet en ladeport for de fleste andre partier til efter eget valg at optage de ledige standpunkter, som partiets ledelse ikke selv længere tør forfægte (human flygtningepolitik, progressiv og rummelig skolepolitik, demokratisk retspolitik, inklusiv socialpolitik, almindelige lønmodtagerinteresser mv.). 2 / 5

3 Men at det er kommet så vidt, er på ingen måde partiformandens ansvar. Det ansvar påhviler alle tillidsmænd i Socialdemokratiet, der i årevis har accepteret, at der er blevet lagt låg over en meget grundig politisk kamp i partiet om: hvorvidt Socialdemokratiet først og fremmest skal føre velfærdspolitik indenfor de givne politisk-økonomiske grænser, eller om partiet på en og samme tid skal gennemføre det nødvendige kritiske opgør med efterkrigstidens socialteknokratiske politik, som mistede i kraft i slutningen af 70\'erne og herud fra formulere et nyt samfundsforandrende velfærdsprojekt, hvor borgernes demokratiske indflydelse og styringen af markedsøkonomien får en langt mere fremtrædende og konkret plads. De to konfliktlinjer har ulmet gennem flere år og slået igennem i meget forskellige konkrete former siden Men få har turdet generalisere konflikterne af frygt for et definitivt opgør i det store enhedsparti. Af samme grund har Socialdemokratiet også været ude af stand til at komme til begreb om, hvordan "den politiske midte" skulle tackles. Højrefløjen i partiet har dyrket og mytificeret den og brugt den til at neutralisere ethvert forsøg på at formulere en ny radikal fordelingspolitik. Så i det store hele er partiet havnet der, hvor det faktisk kun kan føre den flagrende og indholdsløse overbudspolitik, som blev forrige og dette valgs særkende. Dansen om Midten Men i vores optik er fænomenet den "politiske midte" kun en meget ustabil og tidsbegrænset sociologisk funktion af en velfærdspolitik uden fordelingspolitik, sådan som den har udfoldet sig gennem de sidste to årtier. Hvis Socialdemokratiet og med dem resten af venstrefløjen havde formuleret et meget kontant og klart fordelingspolitisk alternativ til VK regeringens politik, ville det også have været muligt at opløse den "politiske midte" i flere reale sociale konfigurationer. Eksempelvis ville både de højestlønnede, erhvervslivet og store dele af den akademiske elite kaste sig over Socialdemokratiet, hvis man havde formuleret en politik, der indbefattede en stærkt progressiv skattepolitik, indgreb overfor de enorme ejendomsgevinster, markant opprioritering af den brede folkesundheds-politik, udbygning af det brede folkelige demokratiske engagement osv. Til gengæld ville Socialdemokratiet og venstrefløjen kunne have udsondret brede dele af arbejderklassen og middelklassen fra de forannævnte opinionsdannere og genvundet noget af autoriteten som disse klasser og gruppers naturlige historiske repræsentanter. Men det ville også være at åbne et nyt og næsten uoverskueligt brudfelt i forhold til den herskende klasse, samfundseliten og de bagved liggende kapitalkræfter - og det er vel dette voldsomme skisma, der indtil nu dels har handlingslammet og dels fået venstrefløjen både indenfor og udenfor Socialdemokratiet til at afstå fra formuleringen af et fællesprojekt. Den går bare ikke længere, hverken for Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten! Og således kan en politisk kamp indenfor Socialdemokratiet og SF, som der er lagt op til med det dobbelte formandsskifte, ikke gennemføres til bunds uden inddragelse af samarbejdet med de to andre partier indenfor et samlende oppositionsperspektiv. Men desværre har Mogens Lykketofts abdikation med søvngængeragtig sikkerhed åbnet for den sædvanlige afpolitiserede fløjkamp i partiet med Helle Thorning- Schmidt på den højre fløj og Frank Jensen på noget, der skal ligne en venstre fløj, samtidig med at de i munden på hinanden ivrer efter at overbevise alle, der gider lytte, at de skam vil fløjvæsnet til livs og samle partiet - men om hvad? Helle Thorning-Schmidt har i stikordsform spillet ud med et ønske om at placere Socialdemokratiet solidt på den politiske midte og indlede et nærmere samarbejde med VK. Hun satser på, at partiet skal gennemføre nogle af de "velfærdsreformer", som kommissionen til sin tid forventes at komme 3 / 5

4 med. Derved har hun afgørende afskrevet store dele af arbejderklassen og den lavere middelklasse og gjort konkurrencen med Venstre om at udforme arkitekturen for det kommende velfærdssamfund på et liberalistisk grundlag til den egentlige krumtap for partiets politik. Med andre ord en videreførelse af Poul Nyrup Rasmussens projekt med omdannelse af Socialdemokratiet til et "moderne", pragmatisk socialliberalt parti med at appel til svingende vælgersegmenter. Men om Helle Thorning- Schmidt har købt pladsbillet vides ikke, hvorfor projektet må siges at være særdeles risikabelt. Heroverfor står Frank Jensen uden at repræsentere noget reelt alternativ. Det skulle måske være som en slags stopklods overfor Nyrupfløjens projekt. Men selv om han skulle vinde, vil den anden fløj alligevel øge sin dominans i partiet i daglig politik, fordi Frank Jensen som evt. ny formand og den meget brogede flok han repræsenterer ikke vil kunne stille sig i spidsen for en anden politik, med mindre han og hans fløj afgørende gennemfører opgøret med Nyrupfløjens socialliberalisme og genformulerer en overgribende og omfattende solidarisk fordelingspolitik. Hidtil har der ikke været antydningen af et sådant linjeskift i Frank Jensens udmeldinger - snarere tværtimod.. Og i mens og neden under vil brudfladerne vokse i omfang og spændingerne i intensitet, med mindre partiets medlemmer og organisation efterhånden har fået nok af partielitens mange ord og siger stop, så det kan høres. Men hertil har situationen langt fra udviklet sig - endnu. Men det vil den gøre - og det er kun et spørgsmål om tid. Mogens Lykketoft satsede al sin politiske intelligens og autoritet på at afbalancere fløjene. Det lykkedes ikke. Tværtimod handlingslammede det partiet yderligere i hele oppositionsperioden. Autoriteten mangler Og det nye i situationen er den, at ingen ny formand og politisk ledelse (Helle Thorning-Schmidt, Frank Jensen eller en helt tredje) kan indsættes med fordums store politiske indflydelse og autoritet i ryggen. Både Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup og Mogens Lykketoft voksede ud af et stærkt og kompetent lederlag, hvorfra de arvede autoriteten og forstod at føre den videre indenfor hver deres funktion i partiet. En ny ledelse i Socialdemokratiet kommer ikke til verden med en sådan arv. Ingen af de fire har nemlig nogen arv tilbage at give af. Så hvis ikke en ny ledelse skal bukke under i ligegyldighed, skal den selv vinde den fornødne autoritet for overhovedet at kunne holde sammen på folketingsgruppen og partiorganisationen, og den kamp vindes kun af den, der tør udfordre årtiers fortielser og konfliktskyhed. Enhver anden fremgangsmåde end den organiserede og reelt demokratiske diskussion af fremtidens solidariske velfærdspolitik og radikale demokratisering af samfundet vil blot give "lånt autoritet" og så i øvrigt cementere den stille opløsningens vej. Måske vil det ikke umiddelbart kunne mærkes i det noget overfladiske og sensationsorienterede mediebillede, men meget hurtigt i organisa-tionen. En organisation som den socialdemokratiske, der ikke længere vil have anden funktion end som valgmaskine, vil meget hurtigt gå i opløsning eller synke ned i dyb passivitet - og så er man først på herrens mark - eller marked. Så for os at se, har situationen udviklet sig på en sådan måde, at der i dag kun er en kraft tilbage i Socialdemokratiet, der kan træde i karakter og designe grundlaget for en længerevarende politisk debat i partiet, før man er rede til at vælge sine nye ledere; og det er partiets Hovedbestyrelse. Vel at mærke den del af den, der repræsenterer organisationen helt ud til den mindste partiforening. Kun Hovedbestyrelsen som institution kan endnu påberåbe sig tilstrækkelig autoritet og legitimitet til at igangsætte en demokratisk medlemsdebat, der som mindstemål skal give politiske og visionære svar på følgende spørgsmål: 4 / 5

5 Hvordan og på hvilke områder vil partiet gribe ind og ændre strukturreformen, hvis det igen kommer til magten? Hvad skal være partiets alternativ til velfærdskommissionens rapport, som vi allerede kender nu (ældrebyrde, nedskæringer på overførselsind-komster, ændringer i efterlønnen, skattelettelser for de rige osv)? Hvordan vil partiet ændre arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken? Hvilken linje skal partiet have til besættelsen af Irak og til USA hegemonipolitik i almindelighed? Hvordan vil partiet handle i forhold til Forfatningstraktaten, hvis den, som det ser ud til, udmøntes i en yderligere styrkelse af nyliberalistisk politik? Hvilken folkeskole og uddannelsessystem er nødvendig, hvis den solidariske velfærdsstat skal videreudvikles? Hvilken principiel holdning skal partiet have til: frit valg, tilkøbsydelser, indtægtsbestemte velfærdsydelser, udlicitering, offentlig/privat partnerskab, modernisering af den offentlige sektor, omkostningsstyring i det offentlige. Det er nemlig indenfor disse syv store spørgsmål at hele fløjkampen udspinder sig - mere eller mindre klart formuleret. Og det er indenfor de samme syv spørgsmål, at muligheden for at indlede en bredere diskussion om et alternativ til VK politikken og nyliberalismen former sig. Så når vi har valgt så relativt ensidigt at focusere på problemerne i Socialdemokratiet, er det fordi en eventuel kur ikke længere kun kan findes indenfor partiet, men nødvendigvis må inddrage hele oppositionen i et samlet projekt. Om Socialdemokratiet kommer helskindet gennem en sådan proces, er noget ganske andet! 5 / 5