Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 stadfæstes.

Transkript

1 (Varmeforsyning) Frederiksborggade København K Besøgsadresse: Linnésgade 18, 3. sal 1361 København K Tlf Fax ekn@ekn.dk KLAGE FRA Odense Kraftvarmeværk A/S OVER Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 OM omfordeling af afgifter og omkostninger på Odense Kraftvarmeværk. J.nr NÆVNETS SAMMEN- SÆTNING I SAGEN Nævnsformand, dommer Poul K. Egan Næstformand, professor, cand.jur. & ph.d. Birgitte Egelund Olsen Professor, cand.jur. & ph.d. Bent Ole Gram Mortensen Professor, cand.jur. & ph.d. Michael Gøtze Direktør Per Søndergaard NÆVNETS AFGØRELSE Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 stadfæstes. Odense Kraftvarmeværk (herefter klager) har den 24. marts 2015 klaget over Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 om omfordeling af afgifter og omkostninger på Odense Kraftvarmeværk. Energitilsynet vurderede i afgørelsen, at de såkaldte tillægsafgifter og CO 2- afgifter først kan anses for indregningsberettigede i klagers varmepriser fra anmeldelsestidspunktet af en aftale om omfordeling af disse afgifter og omkostninger. Energitilsynet afslog i afgørelsen klagers anmodning om dispensation. Sagens baggrund Klager ejer og driver et kraftvarmeværk, som producerer el og varme ved afbrænding af affald. Affaldet, der afbrændes i kraftvarmeværket, stammer fra en række fynske kommuner og andre affaldsleverandører, som betaler en omkostningsbestemt affaldsbehandlingspris. Varmen, som produceres i kraftvarmeværket i forbin-

2 delse med afbrændingen af affaldet, sælges til en række varmeaftagere, som betaler en omkostningsbestemt varmepris. Efter det oplyste er omkostningsfordelingen hos klager fastsat til 65 % til varmeaftagerne og 35 % til affaldsleverandørerne. Klagerens forsyningsvirksomhed skal hvile økonomisk i sig selv. Gartnernes Fjernvarmeselskaber (herefter gartnerne) er en sammenslutning af selskaber, der bl.a. servicerer og forbedrer vilkårene for en række gartnerier, der aftager varme produceret hos klager. Klager indgik i marts 2014 en aftale med gartnerne om fordeling af kraftvarmeværkets omkostninger mellem gartnerne som varmeaftagere, og affaldsleverandørerne (bilag 3). Baggrund for aftalen var, at der i medfør af den dagældende lovbekendtgørelse nr af 17. november 2010 om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. (herefter kulafgiftsloven) og den gældende lovbekendtgørelse nr. 321 af 4. april 2011 om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (herefter CO 2- afgiftsloven) skulle betales tillægsafgift i medfør af kulafgiftsloven og CO 2- afgift i medfør af CO 2-afgiftsloven for de afgiftspligtige varer forbrugt i forbindelse med affaldsforbrændingen. Tillægsafgiften og CO 2-afgiften var hidtil indregnet i affaldsbehandlingsprisen, dvs. på affaldsleverandørsiden, men parterne til aftalen ønskede at ændre på denne fordeling. Side 2 af 19 Årsagen var mere konkret, at gartnerne har mulighed for at få tilbagebetalt erlagt tillægsafgift og CO 2-afgift fra SKAT efter kulafgiftslovens 8-9 og CO 2- afgiftslovens 9-9b, når gartnerne anvender varmen fra klagers kraftvarmeværk til godtgørelsesberettigede formål (proces). Klager og gartnerne ønskede derfor at foretage en omfordeling af tillægs- og CO 2-afgiften således, at disse afgifter blev indregnet i varmeprisen mod, at fællesomkostninger af samme størrelse ikke blev indregnet i varmeprisen, men derimod flyttet over på affaldsleverandørsiden. Omfordelingen af tillægs- og CO 2-afgiften med andre fællesomkostninger skulle ifølge aftalen have virkning fra 1. januar 2010 for så vidt angår tillægsafgiften og fra 1. januar 2013 for så vidt angår CO 2-afgiften. Da aftalen imidlertid først blev indgået i marts 2014, skulle omfordelingen ske med tilbagevirkende kraft. Det er oplyst, at gartnerne som følge af aftalen om omfordelingen af afgifter og omkostninger kan opnå en besparelse på kr. 17 mio. i perioden Klager har tidligere oplyst, at besparelsen udgjorde kr. 15 mio. i samme peri-

3 ode, men klager oplyser i klagen, at dette beløb er større endnu, da der ikke tidligere var indregnet CO 2-afgift for Klager har oplyst, at aftalen ikke medfører en ændring af varmeprisen eller affaldsbehandlingsprisen, men at der alene er tale om en bagudrettet og fremadrettet omfordeling af de omkostninger, der indgår i varme- og affaldsbehandlingsprisen. Den procentuelle omkostningsfordeling mellem varme- og affaldssiden ændres ifølge klager heller ikke ved aftalen. Energitilsynet er ikke uenigt i, at der ikke sker en ændring af varmeprisen som følge af aftalen om omfordelingen, men Energitilsynet anfører, at der sker en ændring af grundlaget for varmeprisen som følge af aftalen. Den påklagede afgørelse Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 er vedlagt denne afgørelse som bilag 1. Side 3 af 19 Energitilsynet har truffet afgørelse om følgende: At omkostninger til afgift af affald anvendt som brændsel ("Tillægsafgift"), jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 12, nr. 1, først kan anses for at være indregningsberettigede i gartnernes varmepris fremadrettet fra anmeldelsestidspunktet, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 13, 20, stk. l og 21, stk.1, jf. stk. 3. Omkostninger til CO 2-afgift af ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 12, nr. 2, kan først anses for at være indregningsberettigede i gartnernes varmepris fremadrettet fra anmeldelsestidspunktet, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 13, 20, stk. l, og 21, stk. 1, jf. stk. 3. Energitilsynet afviser anmodningen om dispensation efter anmeldelsesbekendtgørelsens 8. I afgørelsen gennemgår Energitilsynet retsgrundlaget og begrunder afgørelsen. Varmeforsyningslovens 20, stk. 1, fastsætter to krav til, hvornår en omkostning kan indregnes ved beregningen af varmeprisen. Omkostningen skal være nødvendig, og den skal fremgå af den udtømmende opregning i loven. Udgangspunktet er, at udgifter, der opstår som følge af afgiftsomlægningen, ikke må overvæltes på varmekunderne. Tillægsafgifter og CO 2-afgifter vil dog kunne overvæltes i varmeprisen, hvis der indgås en aftale herom. Det er en betingelse herfor, at parterne samtidig aftaler, hvilke andre udgifter, der ikke skal indregnes i varmeprisen efter 20, stk. l. Den samlede aftale skal således afspejle en rimelig balance ved fordeling af omkostninger, og aftalen må ikke komme andre varmekunder til skade. Aftalen må heller ikke resultere i en pris, der overstiger prisloftet fastsat i medfør af varmeforsyningslovens 20, stk. 4.

4 Det følger af varmeforsyningslovens 21, stk. l, l. pkt., at tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for ydelser omfattet bl.a. af lovens 20 om omkostningsbestemte priser skal anmeldes til Energitilsynet med angivelse af grundlaget herfor efter regler fastsat af Energitilsynet. Anmeldelse skal efter Energitilsynets opfattelse ske for at sikre, at det nødvendige grundlag er til stede for en vurdering og kontrol af prisfastsættelsen. Det følger af varmeforsyningslovens 21, stk. 3, at tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. l, er ugyldige. Energitilsynet tilføjer, at kravet om anmeldelse sikrer det fornødne datagrundlag for tilsynet med priser og vilkår. Det er Energitilsynets opfattelse, at der ved indgåelse af en aftale i medfør af varmeforsyningslovens 20, stk. 13, skal ske anmeldelse af selve aftalen og den resulterende varmepris inklusive det bagvedliggende grundlag, jf. varmeforsyningslovens 21, stk. l, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens 2. Det følger af varmeforsyningslovens 21, stk. 3, at der skal foretages anmeldelse af både tariffer (priser) og grundlaget for fastsættelse, inden priserne træder i kraft. Anmeldelsesbekendtgørelsens 4, stk. l, udmønter kravet om forlods anmeldelse ved at fastslå, at anmeldelse af priser samt grundlaget herfor skal ske inden 30 dage efter fastsættelse eller vedtagelse i det hertil kompetente organ, dog senest samtidig med, at prisen mv. træder i kraft. Side 4 af 19 Energitilsynet behandler herefter spørgsmålet om indregning af afgifter for perioden Undtagelsen i varmeforsyningslovens 20, stk. 13, indeholder en ret for klager og gartnerne til at indgå aftale om overvæltning af udgifter til tillægsafgift og CO 2-afgift på gartnerne, som derved bliver en indregningsberettiget omkostning i varmeprisen, jf. 20, stk. l. Energitilsynet vurderer, at indregning af afgifterne i varmeprisen først er mulig fra aftaletidspunktet, dvs. hvor parterne indgår en aftale herom. Energitilsynet bemærker i den sammenhæng, at varmeforsyningsloven generelt bygger på fremadrettet regulering. Det anføres, at varmeforsyningsloven også indeholder et krav om, at priser samt grundlaget herfor (omkostningen i form af afgifter skal afspejles i grundlaget for varmeprisen) skal anmeldes, inden priserne træder i kraft. Energitilsynet vurderer, at klager ikke kan foretage omfordeling af afgifter/omkostninger, uden at dette afstedkommer ændringer i nogle af de anmeldelser, som klager har foretaget til Energitilsynet i perioden, uanset at varmeprisen forbliver uændret. Energitilsynet finder, at omkostningsgrundlaget er omfattet af anmeldelsespligten efter varmeforsyningslovens 21, stk. l, l. pkt., jf. anmeldelsesbekendtgørelsens 2, da der som følge af den påtænkte omfordeling nødvendigvis må ske en ændring af omkostningsgrundlaget/elementerne for varmeprisen.

5 Dispensationsadgangen i anmeldelsesbekendtgørelsens 8 giver Energitilsynet adgang til i særlige tilfælde at fravige bekendtgørelsens bestemmelser i tilfælde af væsentlige ulemper for virksomheder eller forbrugere, eller urimelig ulighed mellem virksomhederne. Efter tilsynets opfattelse skal hensynet bag varmeforsyningslovens anmeldelseskrav udover betingelsen om væsentlig ulempe/urimelig ulighed inddrages i vurderingen af, om Energitilsynet i en konkret sag kan give dispensation fra regler i anmeldelsesbekendtgørelsen. Herved sikres det, at tilsynet har et fyldestgørende datagrundlag for at udøve den lovfastsatte priskontrol. Energitilsynet anfører, at der ikke er holdepunkter i lovteksten eller i forarbejder samt i anmeldelsesbekendtgørelsen for, at en omfordeling, hvor parterne grundet skattemæssige årssager ønsker at disponere anderledes i forhold til tidligere anmeldelser, kan foretages efter, at omkostningsgrundlag er anmeldt, og varmeåret regnskabsmæssigt er afsluttet. Det fremgår af varmeforsyningsloven, at der skal ske anmeldelse forlods, og fejl i anmeldelser korrigeres normalt fremadrettet, således at der rettes op på fejl i de fremadrettede anmeldelser med eventuel prisvirkning til følge. Side 5 af 19 Det er Energitilsynets vurdering, at anmeldelsesbekendtgørelsens 8 om dispensation alene giver adgang til at dispensere fra reglerne forud for en anmeldelse, således at varmeforsyningsvirksomheden på anmeldelsestidspunktet har opnået dispensation. Odense Kraftvarmeværks synspunkter og bemærkninger Klager gør principalt gældende, at den af klager påtænkte omfordeling af tillægsafgiften og CO 2-afgiften og andre fællesomkostninger ikke er omfattet af anmeldelsespligten i anmeldelsesbekendtgørelsen. Klager gør subsidiært gældende, at klager skal meddeles dispensation fra anmeldelsesbekendtgørelsen. Til støtte for, at den indgåede aftale om omfordeling ikke er omfattet af anmeldelsespligten, henviser klager indledningsvis til, at aftalen indregner en andel af tillægsafgiften og CO 2-afgiften i gartnernes varmepris som særomkostninger mod, at fællesomkostninger af samme størrelse ikke indregnes i varmeprisen. Aftalen medfører derfor ikke en ændring af hverken varmeprisen eller affaldsforbrændingsprisen og afspejler en rimelig balance mellem gartnerne og affaldsleverandørerne, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 13. Klager anvender derfor en omkostningsfordeling mellem varmesiden og affaldssiden på 65 % til affaldssiden og 35 % til varmesiden, som ikke ændres ved aftalen. Klager tilføjer, at hensynet til gartnernes mulighed for at opnå størst mulig afgiftsgodtgørelse fører til, at aftalen tillægges virkning fra det

6 tidspunkt, hvor tillægsafgiften og CO 2-afgiften blev indført, henholdsvis 1. januar 2010 og 1. januar Under henvisning til varmeforsyningslovens 21, stk. 1 og stk. 3, og anmeldelsesbekendtgørelsens 2, stk. 1-3, samt anmeldelsesbekendtgørelsens bilag 2, anfører klager, at anmeldelsespligten omfatter et anlægs varmepris (tariffer) samt grundlaget herfor. Grundlaget for varmeprisen udgøres af anlæggets budget opgjort på hovedposterne anført i bilag 2 samt af anlæggets omkostningsfordeling. Klager mener ikke, at den påtænkte omfordeling hverken fremadrettet eller bagudrettet vil ændre på gartnernes eller på de øvrige varmeaftageres varmepris. Den de facto lavere varmepris, som gartnerne kan opnå ved aftalen, opstår alene, fordi gartnerne får mulighed for at få afgifterne tilbagebetalt fra SKAT, da varmen anvendes til godtgørelsesberettigede formål (proces). Klager tilføjer, at omfordelingen ikke ændrer på klagers omkostningsfordeling mellem varmesiden og affaldssiden, der både før og efter omfordelingsaftalen er 65 % til varmesiden og 35 % til affaldssiden. På den baggrund er omfordelingen ikke anmeldelsespligtig i medfør af anmeldelsesbekendtgørens 2, stk. 1, og anmeldelsespligten tilsidesættes derfor ikke med aftalen. Side 6 af 19 Yderligere er der ikke efter klagers opfattelse tale om, at der sker en ændring af omkostningsgrundlaget for klagers varmeprisfastsættelse og dermed af de tidligere anmeldte budgetter og priseftervisninger. Klager ændrer ikke på opgørelsen af de omkostninger, som indgår i den samlede omkostningspulje, som fordeles mellem varmesiden og affaldssiden. Omkostningspuljen (summen af klagers omkostninger) og dermed klagers budgetter og priseftervisninger er således ens både før og efter aftalen. Dertil kommer efter klagers opfattelse, at de omfordelte afgifter og omkostninger er produktionsomkostninger, og omfordelingen derfor ikke ændrer på omkostningerne i de krævede hovedposter i bilag 2. Til illustration heraf har klager vedlagt en oversigt som bilag 5 til klagen. Det forhold, at Energitilsynets anmeldelsesskemaer har et højere detaljeringsniveau for budgetter end de i anmeldelsesbekendtgørelsen anførte hovedposter, kan ikke komme klager til skade. Omfordelingen fører derfor heller ikke til, at anmeldelsespligten i anmeldelsesbekendtgørens 2, stk. 2, jf. bilag 2, tilsidesættes. Klager anfører desuden med henvisning til spørgsmål 1-5 i klagers anmodning om bindende svar til SKAT (bilag 4), at omfordelingen alene sker ved, at klager enten sender en specifikation af tillægsafgiften

7 for 1. januar 2010 til 31. december 2013 og for CO 2- afgiften fra 1. januar 2013 til 31. december 2013 til gartnerne eller udarbejder nye årsopgørelser eller nye fakturaer for perioden fra 1. januar 2010 til 31. december Klager anfører desuden, at omfordelingen ikke fører til en ændret afstemning mellem årsrapport/årsregnskab og priseftervisning. Aftalen om omfordeling af afgifter og omkostninger fører derfor heller ikke til, at anmeldelsespligten i anmeldelsesbekendtgørens 2, stk. 3, tilsidesættes. For så vidt angår spørgsmålet, om den påtænkte omfordeling er omfattet af anmeldelsespligten er det sammenfattende klagers opfattelse, at der alene er tale om en teknisk, administrativ ændring/omfordeling, hvorved gartnerne kan opnå en afgiftsgodtgørelse ved, at der indregnes tillægsafgift og CO 2-afgift i gartnernes varmepris i stedet for andre omkostninger af samme størrelse og fra samme gruppe/hovedpost, og omfordelingen er derfor ikke omfattet af anmeldelsespligten. Klager tilføjer, at det ikke i den forbindelse kan tillægges betydning, at klager i forlængelse af Energitilsynets første afgørelse af sagen foretog en anmeldelse af omfordelingen, som alene var foranlediget af afgørelsen. Side 7 af 19 Til støtte for, at klager skal meddeles dispensation fra anmeldelsesbekendtgørelsen, henviser klager til, at det følger af anmeldelsesbekendtgørelsens 8, at Energitilsynet kan dispensere i særlige tilfælde, hvor bestemmelserne i anmeldelsesbekendtgørelsens 1-5 medfører væsentlige ulemper for virksomheder. Klager anfører, at hvis der ikke meddeles dispensation, og klager som følge heraf ikke kan gennemføre den aftalte omfordeling, vil gartnerne miste muligheden for at opnå en afgiftsgodtgørelse på 17 mio. kr. for perioden 1. januar 2010 til den 28. marts Klager henviser i den sammenhæng til, at dispensationen ikke vil påvirke de øvrige varmeaftagere og affaldsleverandører, og klager mener på den baggrund og under henvisning til pkt. 203 i Energitilsynets afgørelse, at betingelserne for at opnå dispensation er opfyldt. Klager bestrider Energitilsynets fortolkning af varmeforsyningslovens 20, stk. 13, hvor tilsynet lægger til grund, at tillægsafgiften og CO 2- afgiften først kan indregnes i varmeprisen fra aftaletidspunktet, og at der ikke er hjemmel til, at en aftale om omfordeling af afgifter og omkostninger indgås med virkning for en periode forud for aftalens indgåelse. Varmeforsyningslovens 20, stk. 13, indeholder efter klagers opfattelse en udtrykkelig hjemmel til, at klager og gartnerne kan indgå aftale om, at tillægsafgiften og CO 2-afgiften indregnes i varmeprisen. Formå-

8 let med bestemmelsen er at tilgodese varmeforbrugere, som i sagen er gartnerne, og som herved har mulighed for at opnå afgiftsgodtgørelse. Bestemmelsens ordlyd og formål udelukker ikke efter klagers opfattelse, at en sådan aftale tillægges tilbagevirkende kraft, hvorved der fra aftaletidspunktet sker en omfordeling af afgifter og omkostninger for en periode, der ligger forud for aftalens indgåelse. Klager anfører desuden, at når der i varmeforsyningslovens 20, stk. 13, er hjemmel til at fravige lovens bestemmelser ved aftale, er der overladt parterne en aftalefrihed, som kun begrænses i det omfang, det udtrykkeligt fremgår af hjemmelsbestemmelsen eller af almindelige aftaleretlige regler. Efter klagers opfattelse er begrænsningen i forhold til varmeforsyningslovens 20, stk , det forhold, at parterne samtidig skal aftale, hvilke udgifter, der som følge af indførelsen af afgifterne, ikke skal indregnes i varmeprisen, således at den samlede aftale afspejler en rimelig balance mellem parterne, og at aftalen ikke må resultere i en varmepris, der overstiger prisloftet. Disse betingelser er efter klagers opfattelse opfyldt, og der er heller ikke noget aftaleretligt til hinder for, at aftalen har bagudrettet virkning. Side 8 af 19 Klager gør på den baggrund gældende, at varmeforsyningslovens 20, stk. 13, ikke er til hinder for, at klager og gartnerne indgår en aftale om omfordeling af afgifter med virkning fra henholdsvis 2010 (Tillægsafgift) og 2013 (CO 2-afgift). Klager mener således ikke, at Energitilsynet er afskåret fra at meddele dispensation til klager som følge af retskildehierarkiet. Under henvisning til anmeldelsesbekendtgørelsens 4 og til, at Energitilsynet i afgørelse af 24. februar 2015 har lagt til grund, at der ikke er hjemmel i anmeldelsesbekendtgørelsens 8 til at dispensere fra fristerne i 4, gør klager gældende, at der i anmeldelsesbekendtgørelsen er udtrykkelig hjemmel til, at Energitilsynet kan dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsens 1-5, herunder fra tidsfristerne i anmeldelsesbekendtgørelsens 4, således at klager i marts 2014 vil kunne anmelde omfordelingen af afgifter og øvrige omkostninger mellem gartnerne og affaldsleverandørerne for perioden Klager bestrider, at en sådan dispensation vil være i strid med varmeforsyningsloven og dermed i strid med legalitetsprincippet. Under henvisning til varmeforsyningslovens 21, stk. 1 og 3, anfører klager desuden, at det ikke følger af bestemmelserne eller af deres forarbejder, at der ubetinget skal ske forlods anmeldelse af et detaljeret grundlag for varmepriserne. Det følger tværtimod efter klagers opfattelse, at Energitilsynet fastsætter de nærmere anmeldelsesregler, og på

9 den baggrund har Energitilsynet udstedt anmeldelsesbekendtgørelsen, herunder med fristerne for anmeldelse i 4. Efter klagers opfattelse har Energitilsynet derfor også som følge heraf hjemmel til at dispensere fra fristerne. Klager tilføjer, at ugyldighedsvirkningen i varmeforsyningslovens 21, stk. 3, kun omfatter tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt. Der er derimod ikke knyttet nogen ugyldighedsvirkning til, at der ikke er anmeldt et detaljeret grundlag for tarifferne. Klager henviser til, at tarifferne mv. i den konkrete sag har været behørigt anmeldt, og det alene er omfordelingen, som ikke ændrer på varmepriserne eller på omkostningsgrundlaget, der ønskes anmeldt med virkning for perioden Klager mener derfor ikke, at varmeforsyningslovens 21, stk. 3, kan udstrækkes til at indeholde et forbud mod, at Energitilsynet i den konkrete sag dispenserer fra fristerne i anmeldelsesbekendtgørelsens 4. Side 9 af 19 Som følge af, at Energitilsynet har hjemmel til at meddele dispensation fra reglerne i anmeldelsesbekendtgørelsens 1-5, vil Energitilsynet også efter klagers opfattelse kunne meddele dispensation fra, hvad der skal anmeldes som grundlag for varmepriserne. Klager tilføjer, at Energitilsynet kunne have bestemt, at klager som supplement til de allerede anmeldte budgetter og priseftervisninger skal anmelde den nye specifikation af afgifterne, de nye årsopgørelser eller de nye fakturaer, som i henhold til aftalen og afhængigt af det bindende svar fra SKAT skal udveksles mellem klager og gartnerne. En sådan dispensation vil efter klagers opfattelse ikke stride mod varmeforsyningsloven, hvorefter det er Energitilsynet, som fastsætter regler for, hvilket grundlag, der skal anmeldes sammen med varmeprisen. En dispensation vil heller ikke efter klagers opfattelse stride mod formålet med anmeldelsesreglerne, som er at sikre, at Energitilsynet har et datagrundlag til brug for Energitilsynets tilsyn med priser og vilkår for fjernvarmelevering, og at sikre, at varmeforbrugerne kender varmeprisen, inden de anvender varmen. Klager anfører desuden, at efter anmeldelsen af de nye afgiftsspecifikationer, årsopgørelser eller fakturaer for perioden indgår disse i det anmeldte grundlag for prisfastsættelsen, som Energitilsynet kan lægge til grund ved sit tilsyn. Anmeldelsen forhindrer derfor ikke Energitilsynet i at foretage det nødvendige tilsyn og kontrol med klagers prisfastsættelse. Klager anfører i den sammenhæng, at Energitilsynet ikke har begrundet, hvorfor dets tilsyn vanskeliggøres, hvis der

10 meddeles dispensation og de oprindeligt anmeldte budgetter suppleres med de ændrede afgiftsspecifikationer. Dertil kommer efter klager opfattelse, at der ikke sker en ændring af hverken varmepriserne, omkostningsfordelingen eller af det samlede omkostningsmæssige grundlag for prisfastsættelsen, ligesom der ikke sker en resultatdisponering. En gennemførelse af aftalen tilsidesætter heller ikke andre hensyn, herunder hensynet til varmeforbrugerne, som tværtimod opnår en økonomisk fordel. Energitilsynets udtalelse Sekretariatet for Energitilsynet anfører i tilsynets udtalelse af 29. marts 2015, at Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 skal stadfæstes. Energitilsynet henviser til vurderingen i den påklagede afgørelse af, hvorfor dispensation ikke kan meddeles, og hvorfor Energitilsynet ikke er enigt med klager i, at der med omfordelingen af afgifter og omkostninger alene er tale om en teknisk og administrativ ændring/omfordeling. Side 10 af 19 Energitilsynet bemærker følgende: At det efter kulafgiftsloven og kuldioxidloven er en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at afgifterne kan indregnes i varmeprisen. Energitilsynet tilføjer, at for at kunne indregne afgifterne i varmeprisen kræves bl.a. efter varmeforsyningsloven, at parterne indgår en aftale herom i medfør af 20, stk. 13. Energitilsynet henviser i den sammenhæng til, at der med den indgåede aftale også ønskes foretaget en bagudrettet omfordeling af de omkostninger, der er indgået i varmeprisen i perioden , og det er denne bagudrettede omfordeling, som Energitilsynet ikke finder, at der i varmeforsyningsloven er hjemmel til at foretage. Til klagers bemærkning om, at hvis der ikke meddeles dispensation, og klager derfor ikke kan gennemføre den påtænkte omfordeling, vil gartnerne miste muligheden for at opnå en afgiftsgodtgørelse på 17 mio. kr. for perioden 1. januar 2010 til den 28. marts 2014, anfører Energitilsynet, at dette er en følge af, at klager ikke har indgået en aftale på et tidligere tidspunkt. Til den af klager udarbejdede illustration af omfordelingen i bilag 5 anfører Energitilsynet, at illustrationen ikke forelå ved Energitilsynets behandling af sagen, og at illustrationen viser, at der sker en ændring af grundlaget for varmeprisen.

11 Retsgrundlaget for Energiklagenævnets afgørelse Varmeforsyningslovens 1 formål fremgår af lovens 1: [ ] 1. Lovens formål er at fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand og inden for disse rammer at formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler. Stk. 2. Tilrettelæggelsen af varmeforsyningen skal i overensstemmelse med de i stk. 1 nævnte formål ske med henblik på at fremme samproduktionen af varme og elektricitet mest muligt. [ ] Regler om priser fremgår af lovens kapitel 4, herunder i 20, stk. 1, 2, 4 og stk : Side 11 af 19 [ ] 20. Kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeanlæg med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg m.v. kan i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser, herunder omkostninger til energispareaktiviteter efter 28 a, 28 b og 29, samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog stk. 7-17, 20 a og 20 b. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på levering af opvarmet vand til andre formål fra et centralt kraftvarme-anlæg, jf. 10, stk. 6, i lov om elforsyning. Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at andre udgifter og omkostninger end de i stk. 1 nævnte kan indregnes i priserne, jf. dog stk. 7. Klima-, energi- og bygningsministeren kan endvidere fastsætte regler om indregning i priserne af kompensation ved et projekt til ændring af områdeafgrænsningen og indregning af driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og med Energitilsynets tiltræden forrentning af indskudskapital. ( ) Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg. I reglerne lægges vægt på at understøtte en økonomisk og miljømæssig effektivisering 1 Lovbekendtgørelse nr af 24. november 2014 med senere ændringer.

12 af affaldssektoren og på at sikre, at varmeforbrugerne alene skal bære de omkostninger, der kan henføres til varmeproduktionen. ( ). ( ) Stk. 12. Affaldsforbrændingsanlæg, der leverer opvarmet vand eller damp, kan i prisen for de i stk. 1 nævnte ydelser ikke indregne følgende udgifter og bortfald af indtægter, jf. dog stk. 13: 1) Afgift af affald anvendt som brændsel, jf. 1, stk. 2, nr. 3, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. 2) CO2-afgift af ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel, jf. 2, stk. 1, nr. 14, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. 3) Bortfald af indtægter som følge af ophævelse af lov om tilskud til elproduktion. Stk. 13. For så vidt angår afgifter nævnt i stk. 12, nr. 1 og 2, kan de affaldsforbrændingsanlæg, som er nævnt i stk. 12, og de aftagere, som anlæggene leverer opvarmet vand eller damp til, indgå aftaler om, at udgifter til afgifter, jf. stk. 12, nr. 1 og 2, indregnes i priser for ydelser omfattet af stk. 1. Det er en betingelse, at parterne samtidig aftaler, hvilke udgifter som følge af indførelsen af afgifterne nævnt i stk. 12, nr. 1 og 2, og ophævelsen af tilskuddet nævnt i stk. 12, nr. 3, der ikke skal indregnes i priser for ydelser omfattet af stk. 1, således at den samlede aftale afspejler en rimelig balance mellem parterne. Stk. 14. En aftale indgået i overensstemmelse med stk. 13 kan ikke resultere i en varmepris, der overstiger et prisloft udmeldt efter stk. 4. [ ] Side 12 af 19 Efter varmeforsyningslovens 21 skal tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser anmeldes til Energitilsynet. 21, stk. 1-4 er sålydende: [ ] 21. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for ydelser omfattet af 20 eller 20 b skal anmeldes til et tilsyn, der er nedsat af klima-, energiog bygningsministeren (Energitilsynet), med angivelse af grundlaget herfor efter regler fastsat af tilsynet. Energitilsynet kan fastsætte regler om formen for anmeldelse og om, at anmeldelse skal foretages elektronisk. Energitilsynet kan fastsætte regler om, at anmeldelse skal ledsages af erklæring afgivet af en registreret revisor, statsautoriseret revisor eller kommunens revisor. Energitilsynet kan give pålæg om anmeldelse. Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan bestemme, at visse sager ikke skal anmeldes. Stk. 3. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige. Stk. 4. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke

13 gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser, jf. dog stk. 6. [ ] 20, stk blev indsat i varmeforsyningsloven ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer, lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., jf. ændringslovens 8. Af forarbejderne til ændringsloven 2 fremgår af afsnit følgende: [ ] 95 pct. af affaldet afbrændes i hvile-i-sig-selv affaldsforbrændingsanlæg ejet af affaldsselskaber, kommuner eller private. Disse anlæg overvælter omkostningerne i deres priser. Det gælder således omkostningerne til de afgifter vedrørende affaldsforbrænding, som anlæggene skal betale til staten. Affaldsforbrændingsafgiften belaster affaldsleverandørerne via et affaldsgebyr for at få behandlet affaldet. Affaldsvarmeafgiften belaster varmekunderne via varmeprisen. Hvis denne eksisterende struktur fastholdes efter afgiftsomlægningen, vil affaldsleverandørerne få reduceret gebyr, og det vil være varmekunderne, der får overvæltet afgiftsomkostningen i varmeprisen. Da affaldsafgiften hidtil har belastet affaldsleverandørerne, foreslås det tilstræbt, at de nye afgifter ligeledes væltes over i gebyret for at aflevere affaldet. Derved taber varmekunderne ikke ved afgiftsomlægningen. Det foreslås gennemført ved, at de nye afgifter defineres som særomkostninger ved anlæggenes prisfastsættelse overfor affaldsleverandørerne. Hvis forbrændingsanlæggene og varmekunderne kan blive enige om en anden fordeling af afgifterne, vil de som udgangspunkt have mulighed for at aftale det. [ ] Side 13 af 19 Af bemærkningerne til 20, stk , fremgår: [ ] Ved den nuværende forbrændingsafgift på affald er det leverandørerne af affaldet, der, igennem de gebyrer de betaler for at komme af med deres affald, pålægges afgiftsbyrden. Ændringen af afgiftsstrukturen til afgifter på affaldsbrændsel og CO2 betyder i kraft af regler om fastsættelse af prisen for varme i varmeforsyningslovens 20, at belastningen i stedet pålægges aftagerne af den producerede affaldsvarme, det vil sige varmekunderne. Det er imidlertid ikke intentionen med afgiftsomlægningen, at varmekunderne skal belastes af den nye tillægsafgift m.v. For at sikre, at den nye tillægsafgift m.v. ikke kommer til at belaste varmekunderne, skrives det ind i lov om varmeforsyning, at afgiftsomlægningens 2 Lovforslag nr. L126 af 4. februar 2009.

14 elementer ikke må indregnes i de nødvendige udgifter, fastlagt i varmeforsyningslovens 20, som må sendes videre til varmekunderne. På denne måde sikres det, at det vil være affaldssiden, der oplever omkostningerne ved tillægsafgiften m.v. Der gives dog mulighed for, at de nye afgifter kan overvæltes i varmeprisen, men det kræver, at der indgås en aftale herom mellem varmeleverandøren, dvs. affaldsforbrændingsanlægget, og varmekunderne. Hermed tilgodeses tilfælde, hvor affaldsvarme forbruges i en virksomhed, som er berettiget til godtgørelse af energiafgifter, hvis de er pålagt prisen for varmeleverancen, og uden at det skal komme andre varmekunder til skade. Muligheden for at indgå aftaler er en undtagelse fra det i øvrigt anvendte princip i lov om varmeforsyning om, at varmeprisen skal fastsættes kostægte, da dette princip i disse tilfælde vil kunne stille aftagerne (virksomheder) ringere i forhold til anden energiforsyning. Muligheden er kombineret med et krav om, at den samlede aftale afspejler en rimelig balance ved fordeling af omkostninger, inklusive afgifter, som skal dækkes af henholdsvis varmesiden og affaldssiden. Energitilsynet vil som led i sin almindelige virksomhed, f.eks. i forbindelse med klagesager, kunne påse dette forhold. En aftale om overvæltning af de nye afgifter i varmeprisen kan ikke resultere i en pris, der overstiger det prisloft, som klima- og energiministeren fastsætter. [ ] Side 14 af 19 I medfør af varmeforsyningslovens 21, stk. 1, er udstedt anmeldelsesbekendtgørelse nr af 5. december Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. januar 2015 og gælder for anmeldelser, der foretages til Energitilsynet på denne dato eller senere. Samtidig ophævedes bekendtgørelse nr. 394 af 25. maj , stk. 1-3 i bekendtgørelse nr. 394 af 25. maj 2009 er sålydende: [ ] 2. Anmeldelsespligten omfatter de i 1 nævnte anlægs, virksomheders og værkers tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, herunder almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering og tekniske leveringsbestemmelser, bestemmelser om renter og gebyrer og inddrivelse af restancer, leveringsaftaler mv., for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas. Stk. 2. Anmeldelsespligten omfatter tillige de i 1 nævnte anlægs, virksomheders og værkers budgetter, regnskabsoplysninger til eftervisning af fastsættelsen af tariffer (priseftervisning) og andre oplysninger, der er grundlag 3 Bekendtgørelse nr af 5. december 2014 om anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for produktion, transport og levering af fjernvarme samt produktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prislofter.

15 for fastsættelsen af tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser. Foretages henlæggelser, omfatter anmeldelsespligten tillige investerings- og henlæggelsesplan. Stk. 3. Anlæg, virksomheder og værker som nævnt i 1, der udarbejder årsrapport efter årsregnskabsloven eller årsregnskab, skal samtidig med anmeldelsen af priseftervisning efter stk. 2, indsende årsrapport eller årsregnskab, samt afstemning mellem årsrapport/årsregnskab og priseftervisning. [ ] Ifølge 3, stk. 1, skal anmeldelse af tariffer og budget og priseftervisning, indeholde de oplysninger, der fremgik af bilag 1-2 til bekendtgørelsen. 4, stk. 1 fastsætter en tidsfrist for anmeldelse: [ ] 4. Anmeldelse i medfør af 2, stk. 1 og 2, af tariffer samt grundlaget herfor, omkostningsfordeling og andre betingelser, skal ske inden 30 dage efter fastsættelse eller vedtagelse i det hertil kompetente organ, dog senest samtidig med, at tariffer, betingelser mv. træder i kraft. [ ] Side 15 af 19 8 giver Energitilsynet adgang til at dispensere: [ ] 8. Energitilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsen, hvor bestemmelserne i 1-5 medfører væsentlige ulemper for virksomheder eller forbrugere eller urimelig ulighed mellem virksomhederne. [ ] Energiklagenævnets praksis Energiklagenævnet tog i afgørelse af 31. januar 2013 (j.nr ) stilling til en klage over et kraftvarmeværks tarifstruktur, herunder tarifstrukturens ikrafttrædelsestidspunkt. Klageren gjorde i sagen bl.a. gældende, at Energitilsynets afgørelse, som var til prøvelse i Energiklagenævnet, skulle tillægges bagudrettet virkning fra et tidligere regnskabsår. Energiklagenævnet bemærkede i den sammenhæng 4 : [ ] at varmeforsyningsloven bygger på et princip om fremadrettet regulering. En tarif skal endvidere anmeldes til Energitilsynet for at være gyldig, jf. varmeforsyningslovens 21, stk. 3. Det vil sige, at når Energitilsynet udsteder et pålæg i medfør af varmeforsyningslovens 21, stk. 4, skal dette pålæg 4 Energiklagenævnets afgørelse af 31. januar 2013 (j.nr ), side 13.

16 efterleves fremover. Den nye tarifstruktur kan endvidere først håndhæves overfor forbrugerne, når den er anmeldt til Energitilsynet. Dette betyder, at tarifstrukturen ikke kan få virkning på et tidspunkt, der ligger før denne anmeldelse er foretaget. [ ] Energiklagenævnet vurderede i afgørelse af 1. december 2010 (j.nr ), om Hashøj Kraftvarmeforsyning A.m.b.a. havde foretaget behørig anmeldelse til Energitilsynet af en stigning pr. 1. august 2001 i den faste del af afgiften for varmeleverance til Forskningscenter Flakkebjerg. Sagen var en genoptagelsessag, hvor Energiklagenævnet fandt, at den anmeldte stigning først kunne anses for modtaget hos Energitilsynet d. 2. juli 2002, og at tariffen derfor først kunne anses for gyldig fra dette tidspunkt, jf. varmeforsyningslovens 21, stk Tarifforhøjelsen kunne derfor også først gøres gældende fra det tidspunkt. Side 16 af 19 I sagen udtalte Energiklagenævnet om formålet med bestemmelsen i varmeforsyningslovens 21, stk. 3: [ ] Energiklagenævnet finder, at formålet med bestemmelsen i varmeforsyningslovens 21, stk. 3, om krav om anmeldelse af tariffer m.v. som gyldighedsbetingelse, tager sigte på at sikre, at Energitilsynet som tilsynsmyndighed løbende har det fornødne datagrundlag for dets tilsyn med priser og vilkår for fjernvarmelevering. Ved den tidligere gældende monopollov [Lov nr. 102 af 31. marts 155, red.] var det påbudt, at visse aftaler skulle anmeldes til Monopoltilsynet inden for en kortere frist. De anmeldte aftaler blev fremlagt i et offentligt tilgængeligt register. Retsvirkningen af manglende overholdelse af anmeldelsespligten efter monopolloven var ligeledes ugyldighed, hvorved det i denne lov blev forstået, at aftalen ikke kunne gøre krav på beskyttelse ved domstolene [Monopollovens 8, red.], det vil sige, at aftalen ikke var bindende og ikke kunne håndhæves. Modellen med anmeldelsespligt og offentlighed i form af fremlæggelse i et offentligt tilgængeligt register er videreført i den første sektorlovgivning på energiområdet: den første elforsyningslov fra 1976, hvor der også var et pristilsyn, nu Energitilsynet. Anmeldelsespligten mv. blev efterfølgende videreført i den første varmeforsyningslov fra 1979 og består fortsat i den gældende varmeforsyningslovs 21, stk. 3 [ ] 6 5 Energiklagenævnets afgørelse af 1. december 2010 (j.nr ), side Energiklagenævnets afgørelse af 1. december 2010 (j.nr ), side

17 Begrundelse for Energiklagenævnets afgørelse Anmeldelsespligt Det følger af varmeforsyningslovens 20, stk. 1, at et kraftvarmeværk i varmeprisen kan indregne nødvendige udgifter og omkostninger som følge af offentlige forpligtelser. Ifølge varmeforsyningslovens 20, stk. 12, kan der som udgangspunkt ikke indregnes tillægsafgift eller CO 2-afgift i varmeprisen, men dette udgangspunkt modificeres i varmeforsyningslovens 20, stk. 13, idet kraftvarmeværket og varmeaftagerne kan aftale, at der i varmeprisen, som varmeaftagerne skal betale, indregnes sådanne afgifter, mod at udgifter, som varmeaftagerne normalt skulle betale, flyttes over på affaldsleverandørerne. Det er en betingelse, at det samtidig fastsættes, hvilke udgifter afgifterne byttes ud med, og at aftalen skal afspejle en rimelig balance. Bestemmelsen indeholder ikke en tidsmæssig begrænsning i forhold til en sådan aftale, herunder at aftalen kun kan indgås med virkning fremadrettet. Side 17 af 19 En aftale omfattet af varmeforsyningslovens 20, stk. 13, jf. stk. 12, angår de nødvendige udgifter, der indgår i varmepriserne, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 1, og det følger af varmeforsyningslovens 21, stk. 1, at priserne og grundlaget herfor skal anmeldes til Energitilsynet. Energitilsynet bemyndiges i varmeforsyningslovens 21, stk. 1, til at fastsætte regler om grundlaget for og formen for anmeldelsen til tilsynet. Energitilsynet kan ligeledes give pålæg om anmeldelse. Bemyndigelsen er udnyttet i anmeldelsesbekendtgørelsen, jf. den dagældende bekendtgørelse nr. 394 af 25. maj Energiklagenævnet finder, at det følger af både varmeforsyningslovens 21 og anmeldelsesbekendtgørelsens 2 og 3, at klageren var forpligtet til at anmelde aftalen om omfordeling af omkostningerne mellem gartnerne som vareaftagere og affaldsleverandørerne. Energiklagenævnet kan således tilslutte sig Energitilsynets vurdering af, at der er tale om en ændring af omkostningsgrundlaget, som er anmeldelsespligtig, og nævnet kan ikke tiltræde klagers synspunkt om, at anmeldelse ikke skal ske, når blot varmeprisen forbliver uændret. Ifølge den dagældende anmeldelsesbekendtgørelses 4, skal anmeldelse af tariffer og grundlaget herfor anmeldes inden 30 dage efter fastsættelse af eller vedtagelse i det hertil kompetente organ. Dette er umiddelbart det eneste sted, hvor der er en specifik angivelse af et formelt tidsmæssigt krav til anmeldelse af tariffer mv.

18 Det følger af varmeforsyningslovens 21, stk. 3, at tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige. Det må således lægges til grund, at både tarifferne og grundlaget for deres beregning skal anmeldes til Energitilsynet, forinden tarifferne træder i kraft. Som anført i Energiklagenævnets afgørelse af 1. december 2010 om Hashøj Kraftvarmeforsyning tager gyldighedsbetingelsen i varmeforsyningslovens 21, stk. 3 sigte på, at Energitilsynet som tilsynsmyndighed løbende har det fornødne datagrundlag for tilsynet med priser og vilkår. Dette gælder ikke mindst, når der er tale om en aftalt omfordeling af de udgifter, der påhviler varmekunderne, og det må gælde både tarifferne og grundlaget for beregningen af disse. Energiklagenævnet finder på den baggrund, at der i varmeforsyningslovens 21 ikke er hjemmel til at foretage en anmeldelse som sket af en aftale indgået i marts 2014 med virkning tilbage til 1. januar 2013 for så vidt angår CO 2- afgiften og tilbage til 1. januar 2010 for så vidt angår tillægsafgiften. Side 18 af 19 Energiklagenævnet finder som følge heraf, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Energitilsynets afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om anmeldelsespligten i varmeforsyningsloven. Dispensation Ifølge anmeldelsesbekendtgørelsens 8 kan Energitilsynet i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsen, hvor bestemmelserne i 1-5 medfører væsentlige ulemper for virksomheder eller forbrugere eller urimelig ulighed mellem virksomhederne. Energitilsynet anfører i sin begrundelse, at tilsynet er enigt i, at det kan være til væsentlig ulempe, såfremt der ikke meddeles dispensation, og at der er tale om et særligt tilfælde. Tilsynet mener dog ikke, at der i varmeforsyningslovens 21 er hjemmel til, at der kan gives dispensation til at fravige bestemmelsen i varmeforsyningslovens 21, stk. 3, hvorefter tariffer og omkostningsfordeling, der ikke er anmeldt som foreskrevet, er ugyldige. Der er ikke i varmeforsyningsloven en bestemmelse om dispensation fra anmeldelsespligten i 21, herunder en bestemmelse om dispensation fra gyldighedsbetingelsen i 21, stk. 3. Adgangen til at dispensere efter anmeldelsesbekendtgørelsens 8 skal holdes indenfor bemyndigelsen i 21 til bestemmelser om grundlaget for anmeldelse af tariffer og omkostningsfordeling og bestemmelser om formen for anmeldelsen. I bemyndigelsen kan efter Energiklagenævnets opfattelse ikke indfortol-

19 kes en bemyndigelse til at dispensere fra anmeldelsespligten, således at der kan ske efterfølgende anmeldelse af omkostningsgrundlaget. Energiklagenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er hjemmel i varmeforsyningsloven til at meddele dispensation med bagudrettet virkning som ansøgt. Energiklagenævnet stadfæster således Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 om omfordeling af afgifter og omkostninger på Odense Kraftvarmeværk. Energiklagenævnets afgørelse Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015 stadfæstes. Sagen har været behandlet ved skriftlig votering. Afgørelsen er truffet af Energiklagenævnet i henhold til varmeforsyningslovens 26, stk. 1. Side 19 af 19 Afgørelsen offentliggøres på Energiklagenævnets hjemmeside. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål ved domstolene til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter varmeforsyningslovens 26 skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen, jf. varmeforsyningslovens 26, stk. 4. På nævnets vegne Poul K. Egan Nævnsformand /Henrik Chieu Sekretariatschef