Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (1.0: ) Rødhals

Transkript

1 Rødhals Videnskabeligt navn: Erithacus rubecula (L) Folkelige navne: Rødkælk (en fordanskning af det tyske Rotkelchen (rødstrube)) Udbredelse og status I Danmark er rødhalsen en almindelig yngletrækfugl, udbredt over hele landet, dog, da den foretrækker løvskov, med lidt tyndere bestande i det midt og vestjyske. Som ynglefugl er den udbredt i hele Europa, og øst over, et stykke ind i Vestsibirien. Desuden i det nordligste Mellemøsten, Kaukasus, Lilleasien og et smalt bånd langs Nordafrikas Middelhavskyst. I de nordlige og østlige områder er den trækfugl, ellers standfugl. Ynglebestanden i Europa, der udgør 75-95% af bestanden er estimeret til imellem 43 og 83 millioner par. Slægtsmæssigt er den placeret i familien af fluesnappere (Muscicapidae som rummer knap 300 arter), sammen med fluesnappere, stenpikkere, rødstjerte, bynkefugle og nattergale/blåhalse. Mere specifikt i gruppen med bynkefugle, og sortstrubede bynkefugle mm. (i alt 16 arter). Tidligere blev rødhalsen sammen med de nævnte slægter placeret i drosselfamilien og benævnt smådrosler. Det er man nu, på baggrund af DNA analyser, gået bort fra, og har placeret drosler og fluesnappere i hver sin familie. Data for rødhals Længde Vingefang Vingelængde Ældste Ynglepar i Art Vægt (g) (cm) (cm) (cm) (år)* DK** Status# Solsort 17,5 (10-21,5) ca ys/yt/tg/vg * Fund af ringmærkede individer ** 2014 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst, VG-Vintergæst 1

2 Levested (habitat) Som ynglehabitat foretrækker rødhalsen løvskov, blandskov, eller haver, parker, blot der er løvtræer. I skoven gerne hvor der er lidt fugtigt og hvor der er underskov. Undertiden i unge nåletræsbevoksninger, hvis der er løvtræsbevoksning i nærheden. På trækrast ses den næsten overalt, og i vinterhalvåret i særdeleshed i haver og parker. Om vinteren ser man ofte kun én rødhals i haven, da de er territoriale. Føde Om sommeren er føden sammensat af et bredt udvalg af hvirvelløse dyr, insekter, insektlarver, (sommerfuglelarver er en vigtig komponent i ungernes føde), biller, fluer, bier/hvepse, spindlere, tusindeben, bænkebidere, snegle og orme. I efteråret og om vinteren i høj grad også planteføde, bær, frugt fra f.eks. gedeblad, snebær syren. Illustrationen placerer rødhalsen på de fødekædeniveauer, hvor den hovedsagligt hører hjemme. Toprovdyr Rovdyr Rødhals I rødhalsens føde indgår, afhængigt af årstiden, både animalsk og vegetabilsk føde. Om foråret og sommeren, hvor der er godt med hvirvelløse dyr, udgør de næsten hele fødegrundlaget. Insekter, deres larver, biller, bænkebidere, spindlere, snegle orme etc. I sensommeren, efterår og vinter skiftes til overvejende planteføde, bær, frugt og frø. Rødhalsen befinder sig derfor med hovedvægt på planteæder og første rovdyrniveau, og lidt på andet rovdyrniveau (spindlere). Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fældning De voksne rødhalse har en årlig totalfældning. Fældningen begynder fra først i juni til først i august, og varer og afsluttes fra slutningen af juli til slutningen af september. De juvenile har en delvis fældning der begynder i 6-7 ugers alderen og afsluttes senest i oktober. Det er hovedsagligt de store armdækfjer der fældes, desuden undertiden nogle svingfjer, og sjældent halefjer. Til venstre Juvenil rødhals i fældning til voksendragt. Til højre voksen. Bemærk de rødbrune halefjer, hos voksne fugle mere gråbrune 2

3 Træk og vandringer De danske rødhalse er overvejende trækfugle, men er vintrene milde er der sikkert en del der overvintre. Ringmærkning har vist at rødhalsene trækker mod sydvest, og overvintre i et bælte ned langs den vestlige del af Europa, men nogle krydser dog Middelhavet, og når helt til Nordafrika. Nogle er også genfundet i det østlige og sydøstlige England. De trækker nok væk allerede i september/oktober, og returnerer i marts/april. Vi har dog, foruden nogle af vore egen ynglefugle, en del vintergæster nord og øst fra, I Jylland nok mest fra de norske bestande, og på øerne fra de svenske, finske og russiske bestande. I selve træktiden, i september/oktober om efteråret og i april/maj om foråret, ses og høres rødhalse næsten overalt, når de er på vej til og fra henholdsvis ynglepladser og vinterkvarterer. Der kan således ses rødhalse i Danmark året rund, om sommeren vore egne ynglefugle, om vinteren gæster fra nord og øst. Det er desuden overvejende hunner og ungfugle der er trækfugle, og det er ungfuglene, der om efteråret indleder trækket først. Et par overvintrende rødhalse Ynglebiologi/territorialitet Rødhalsene er territoriale hele året, og i efteråret og om vinteren holder hunnerne deres egne territorier. Som anført ovenfor er rødhalsen en deltrækfugl, hvor nogle individer bliver i yngleområdet, men andre trækker bort. Fordelingen imellem hanner og hunner er skæv, idet en langt større del af hunnerne er trækfugle. For de hunner, som bliver i området, begynder pardannelsen relativt tidligt, i nogle tilfælde måske allerede om vinteren. Hunnerne opgiver i yngletiden deres territorier, og det er hannen der etablere yngleterritoriet. Pardannelsen for de trækkende hunner finder naturligvis først sted, når de ankommer i marts/april. Etableringen af territoriet foregår ved at synge fra sangposter i et område, som derefter bliver forsvaret mod andre hanner, fortrinsvis ved sang, men hvis det alene ikke virker også med trusselspositurer, hvor det røde bryst gøres så stort og tydeligt som muligt over for den indtrængende han. Tidligere havde man den opfattelse, at det røde bryst indgik i pardannelsen og parringsadfærden, men i et nu klassisk forsøg, og ved iagttagelser af rødhalsens adfærd, viste den engelske ornitolog David Lack ( ) funktionen af rødhalsens rød strube og bryst. Han præsenterede dels en udstoppet ungfugl (har ikke rødt bryst), dels en model af den røde strube og bryst alene, for en territorieejende han rødhals. Territorieejeren reagerede ikke på den udstoppede ungfugl, men angreb omgående og ivrigt modellen af det røde bryst. Det røde bryst er således en aggressiv advarsel om, at territorieejeren har intentioner om at angribe den indtrængende han. I de fleste tilfælde virker det også effektivt, og indtrængeren forsvinder igen. Sker det, at indtrængeren ikke lader sig skræmme, kommer det til et egentligt slagsmål, og de kan undertiden være så voldsomme, at den ene part dør. Truemekanismen er således en fornuftig funktion, der mindsker 3

4 risikoen for skader og eventuelt fatalt udfald af striden. En adfærd der i øvrigt er udviklet hos et stort antal dyrearter. Sangen er som nævnt vigtig både i etableringen og forsvaret af territoriet. Både vinter og yngleterritoriet etableres og forsvares med sang. I løbet af efteråret stiger testosteronniveauet hos hunnen, og hun begynder også at synge. Sangen på dette tidspunkt er ikke så høj og gennemtrængende som hannens forårssang, heller ikke hannens efterårs og vintersang er så kraftig som hans forårssang, og den bestemmes ligeledes af testosteronniveauet. Figuren neden for skitserer, hvorledes sangforløbet er igennem året, hvor hannen synger stort set hele året, synger hunnen kun om efteråret og vinteren, og stopper når foråret og ynglesæsonen nærmer sig, og hendes testosteronniveau falder. Hannens sang har sikkert to funktioner, den ene til, som beskrevet i etablering og forsvar af territorium, og som sådan også i forsvar af sin mage. Fjernes en han fra et yngleterritorium, og han derfor ikke kan forsvare det med sin sang, vil der ikke gå lang tid, før nabohanner vil trænge ind, og forsøge at parre sig med hunnen og naturligvis også se, om der er mulighed for at udvide sit eget territorium. Den anden funktion til at gøre opmærksom på sig selv og sit territorium, og derved tiltrække en hun der er på udgik efter en partner. Rødhalsen synger det meste af året Rødhalsene er territoriale stort set hele året, både standfuglene og trækfuglene. I yngletiden er hanner og hunner fælles om territoriet, men udenfor yngletiden har de separate territorier. I yngletiden er det udelukkende hannen der synger. I efterår og vinterperioden synger både han og hun i forbindelse med etablering og forsvar af vinterterritoriet. Hunnen får i løbet af efteråret et forhøjet testosteronniveau, hvorimod hannen der i yngleperioden har et højt niveau, i den periode får et sænket niveau. Synger ikke Lavt testosteron Synger kraftigt Højt testosteron Det forhøjede testosteron niveau hos hunnen i efterår og vinter bevirker at sangcentrene i hjernen vokser, og derved gør det muligt for hunnen at synge, og etablere og forsvare et vinterterritorium. Når testosteronniveauet igen falder op til yngletiden, mindskes sangcentrene hos hunnen igen, og hun holder op med at synge. Hannen har et højt testosteronniveau i yngleperioden, hvor den synger kraftigt, hvorimod den om efteråret får et sænket niveau. I efterår og vinterperioden synger den som hunnen for det meste i et lavere niveau, både hvad angår styrke og frekvensbredde. Synger stille Højt testosteron Synger stille Lavt testosteron Forår, fælles territorium Efterår og vinter, separate territorier Hannerne er meget aggressive i deres territorieforsvar, og da han og hun ligner hinanden til forveksling, kunne man forestille sig, at en hun der kommer ind i territoriet også ville blive drevet ud igen, men noget i hendes adfærd, og måske kald gør, at hun bliver accepteret. Det foregår på den måde, at når hun kommer ind i territoriet flyver hun helt tæt på den syngende han, der så fjerner sig, og synger højere, efter nogle forsøg ( provokationer ), følger hun så hannen rundt i territoriet, og kan sikkert på den måde vurdere, om hannen er attraktiv nok til at hun skal blive og danne par. Det er som hos andre fuglearter hunnen der vælger partner, og i flere tilfælde forlader hunnen, efter et par dage, territoriet igen, for at opsøge andre muligheder. Der er således omkring 1/5 af hannerne der i et givet år ikke får en partner. I de tilfælde kan det så enten være vurderingen af hannens kvalitet eller territoriets kvalitet der har været udslagsgivende. Mange hanner der ikke får en partner forlader territoriet i den følgende sæson. 4

5 Som nævnt kan et par dannes tidligt på året, og de er så sammen om at forsvare territoriet, men begynder ikke de egentlige yngleaktiviteter før hen i april. For trækfuglenes vedkommende, begynder de yngleaktiviteterne dog umiddelbart efter pardannelsen. Det er nok hunnen der bestemmer hvor reden skal placeres, og det er også hunnen alene, der i løbet af 4-5 dage bygger reden, hannen kan dog bringe redemateriale til hunnen. Reden anbringes oftest tæt ved eller direkte på jorden i skjulte hulheder, f.eks. ved græstuer eller trærødder, ellers kan hulheder i træer, nicher i diger eller bygninger, eller gamle reder fra andre arter også anvendes. Når reden er bygget begynder hunnen efter et par dage at tigge mad fra hannen. Det foregår ved at hun med et siip-lydende kald inviterer hannen til at bringe mad, og at hun, når hun bliver madet, kommer med en let trillende lyd, samtidigt med, at hun spreder og sitrer med vingerne, stort set som når ungerne tigger mad og bliver fodret. Parringerne foregår uden de store forspil, ved at hunnen bøjer hoved og bryst forover, og hannen derefter springer op på ryggen, og parringen foregår. Tabel 1 viser resultaterne af en engelsk undersøgelse (Aspects of Courtship and Parental Care of the European Robin (Erithacus rubecula) (M. East: Ornis Scandinavia 12(3) pp (1981)) (tabellerne 2-5 er ligeledes baseret på data fra denne undersøgelse). I undersøgelsen viste det sig desuden, at de hunner, der havde den højeste kaldefrekvens før og under æglægningsperioden, også lagde de største kuld. Tabel 1 Rødhalsehunnens fødetiggen og hannens respons Før æglægning Æglægningsperiode Rugeperiode *Kald/minut **Fodring/15 min. 0,2 1 2,8 *Begynder 2-3 dag efter at reden er færdigbygget **Begynder en dags tid eller to efter at hunnen begynder at tigge Funktionen af fodringen tjener givetvis flere formål, for det første er det en hjælp til hunnen i den periode hvor hun skal producere æggene, og i den periode, hvor hun ruger, så tiden hvor hun skal forlade reden mindskes. For det meste forlader hun dog reden under selve fodringen, nok for ikke at skabe for megen uro og opmærksomhed på redestedet. Den anden funktion er sandsynligvis, at det styrker sammenholdet imellem de to fugle. Rødhalsene er for langt størstedelens vedkommende socialt monogame, selv om bigyni (en han og to hunner) kan forekomme. Det forhindrer dog ikke, at der kan være æg befrugtet af andre hanner i reden. Nabohanner vil, hvis de kan se deres snit til det forsøge at parre sig med nabohunner, og er hannen borte fra territoriet, og derfor i en periode ikke synger, øges besøgsfrekvensen af andre hanner, og det sker hyppigst i de periode, hvor hunnen bruger sit tiggekald, for at lokke hannen til at fodre hende 5

6 Det er hunnen alene der ruger de 4-6 (2-9) æg. Hun begynder når sidste æg er lagt, og rugetiden er på knap to uger. I rugeperioden bliver hunnen fodret af hannen, men sørger også selv for en del af føden. I løbet af dagtimerne ruger hun ca. 2/3 af tiden, i perioder af ca. 40 minutter. Om natten ligger hun hele tiden på reden. Når unger er udruget bliver hunnen i den første tid i stor udstrækning på reden og varmer ungerne, første dag ca. halvdelen af tiden, men derefter aftager omfanget, og efter en lille uges tid må ungerne selv holde sig varme. Det fremgår af tabel 2. Tabel 2 Ungernes alder (dage) Varmning af redeunger Periodelængde (minutter) % af tid , , ,6 6-7 <1 12 Begge fugle deltager i fodringen af ungerne, og tabel 3 viser frekvensen af fodringen af de enkelte unger i kuldene. Som det fremgår af tabel 3 falder frekvensen pr. unge, jo større kuldet er, og parret øger således ikke den samlede aktivitet, selvom der er flere næb at mætte. Tabel 4 viser dels hannens og dels hunnens andel i fodringen af ungerne. Hannens bidrage stiger med ungernes alder og fødebehov, men hunnens andel er først lav, i den periode hvor hun bruger tid på at varme ungerne, den stiger så, for første kulds vedkommende falder andelen dog igen i sidste del af redetiden, da hun på det tidspunkt ofte er gået i gang med at andet kuld. I andet kuld falder hendes andel derimod ikke i den sidste del af redetiden, da det for det meste også vil være det sidste kuld. Tabel 4 Fodringsfrekvens pr. time/redeunge Kuldstørrelse *Periode 1 *Periode 2 *Periode 3 2/3 2,3 4,2 3,7 4 1,8 3,5 3,8 5 1,8 2,7 2,7 6 1,5 2,3 2,2 *Perioder på 4-5 dage (samlet redetid dage) Tabel 5 Fodringsfrekvens antal/time Kuld *Periode Han Hun Periode 1 4,6 3,0 Kuld 1 Periode 2 7,5 5,5 Periode 3 8,9 3,9 Periode 1 4,9 3,3 Kuld 2 Periode 2 7,5 5,6 Periode 3 8,0 5,4 *Perioder på 4-5 dage (samlet redetid dage) 6

7 Når ungerne efter ca. to uger forlader reden, bliver de passet og ført i yderligere 2-3 uger, kortest ved første kuld, inden de bliver selvstændige. Ved første kuld er det stort set kun hannen der fører, da hunnen oftest er gået i gang med andet kuld. Ved andet kuld fortsætter hunnen med at hjælpe til, indtil ungerne er blevet selvstændige. Diagrammet neden for viser det typiske yngleforløb hos rødhalsen. Yngleforløbet hos rødhals Rødhalsene begynder æglægningen fra midt slut april, og har i Danmark typisk to kuld med 4-6 æg, flest i første kuld. De lægger om, hvis kuldet bliver ødelagt, men sjældent efter midten af juni. Det er kun hunnen der ruger, og hun begynder når kuldet er fuldlagt. Hun bliver ofte fodret af hannen, men væk fra reden. Æggene klækker synkront, og begge forældrefugle fodrer ungerne, men hannen er alene om det, så snart hunnen går i gang med andet kuld, som undertiden påbegyndes, inden ungerne fra første kuld er fløjet af reden. Det er således også hannen der hannen der alene fører ungerne fra første kuld Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 3-5 dage Rugning: dage Klækning: 1 dag, synkront Redetid: dage Føringstid: Ca. 2-3 uger Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. Angivelser for første kuld. Andet kuld som ofte har færre æg, gennemføres hurtigere. Marts April Maj Juni Juli August September Fuglehåndbogen på nettet Alder og dødelighed Den ældste kendte fritlevende rødhals blev over 17 år, men det er et fåtal der opnår den alder. Gennemsnitslevealderen er nok højest et par år, og det er de unge fugle der har langt den største dødelighed, helt op til ¾ kan gå til i løbet af det første leveår, derefter falder dødeligheden en del. I de engeske ynglebestande er der en hel del 3-4 årige ynglefugle, men ganske få 5 årige. Dødeligheden er også afhængig af specielt vintervejret, bliver det koldt og snerigt, og bliver vinteren lang, vil mange af standfuglene død, hvorimod trækfuglene vil have en relativ større overlevelsesrate. 7

8 8