Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs.1.0: ) Bogfinke. Status og udbredelse

Transkript

1 Bogfinke Videnskabeligt navn (Fringilla coelebs) (L) Status og udbredelse Bogfinken er en af vore talrigeste ynglefugle, og som er udbredt over hele landet, med en bestand på ca. 1,3 millioner ynglepar. Verdensbestanden er meget stor, med en europæiske ynglebestand der er estimeret til imellem 185 og 268 millioner ynglepar (2015), og den europæiske bestand udgør ca. 70% af verdensbestanden (Bird Life Int.). Der er desuden en bestand i New Zealand, som blev indført samtidig med at englændernes bosætning. Den er udbredt i et bredt bælte fra De Britiske Øer og de atlantiske øer Azorerne, Madeira og Kanarieøerne i vest og Nordafrika til det nordlige Skandinavien i nord og videre ind over Rusland, Kaukasus til Mongoliet i øst. Data for bogfinke Længde Vingefang Vingelængde Ældste** Vægt (g)* (cm) (cm) (cm) (År) Ynglepar i DK*** Status# ,5 24,5-28, ,2-1,3 millioner YS/yt/TG/VG *Vægten kan variere betydeligt igennem året (20-30 g for han) og (20-40 g for hun) ** Ringmærkede fund - ***2016 eget estimat ud fra DOF angvelser #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-trækgæst, VG-vintergæst Bogfinken hører til familien finker (Fringillidae), der inkluderer arter som kernebider, dompap, korsnæb, irisker og siskener. De tilhører slægten Fringilla, hvor der er tre arter opregnet, foruden bogfinken, kvækerfinke og blå bogfinke (Tenerifa og Gran Canaria) som er endemisk (forekommer kun der) for de to 1

2 øer. Det er på det seneste foreslået, at de to underarter af den blå bogfinke får artsstatus som. (J.T. Lifjeld et al, BMC Zoology 1:4, (2016)) Træk og vandringer De danske bogfinker er overvejende standfugle, med en estimeret andel på omkring 15% som trækfugle. Størstedelen af de skandinaviske bogfinker, samt de fleste af de mere østligt udbredte, er trækfugle og vi får mange trækgæster og vintergæster. De norske bogfinker træffes hovedsagligt i Jylland, hvor de svenske og finske derimod i større udstrækning træffes i landets østlige dele. Østligere bestande trækker for det meste sydøst om Danmark, selvom enkelte strejfer Bornholm. Det ser desuden ud til, at bogfinkerne er trofast imod såvel yngleområde som vinterkvarter, idet næsten 80% er gentruffet i samme yngleområde respektive vinterkvarter. Føde Bogfinkens føde består i sommerhalvåret fortrinsvis af insekter og spindlere, men i vinterhalvåret skiftes til frø af forskellig art. I vinterskoven er bog en vigtig fødekilde. Ungerne fodres først med småinsekter og larver, men senere med større insekter og spindlere. Toprovdyr Bogfinke Om sommeren er fødegrundlaget stort set udelukkende insekter, men dog også en del spindlereog om vinteren stort set kun plantefrø, i særdeleshed de større, særligt bog er foretrukket. Bogfinken er således placeret to steder i fødekæden, som planteæder, og som rovdyr på første rovdyrniveau, med en mindre andel på andet niveau (spindlere). Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Ynglebiologi Bogfinkerne bliver kønsmodne som etårige, og den almindelige familieform er monogami i ynglesæsonen. Parringer med andre hanner end den sociale partner forekommer dog ofte. Det er hannen der i det tidlige forår etablerer et territorium, men når han har tiltrukket en hun, er det hende der vælger hvor reden skal placeres. Den anbringes vidt forskellige steder, og i vidt forskellige højder, fra under 1 m til 25 m, undtagelsesvis på jorden. Det kan være i en grenvinkel i et træ, i et espalier på et hus, i en busk etc. Selve reden, som alene bygges af hunnen, er ganske omhyggeligt bygget med flere lag, yderst med et lag vævet af lav og spindelvæv, dernæst et lag af mos og græs, igen et lag af græs, og til 2

3 sidst med en foring af meget fine strå, dyrehår og dun. Det tager hunnen ca. én uge at bygge reden. Illustrationen her under viser et typisk yngleforløb for bogfinken. Yngleforløbet hos bogfinke Bogfinker har i Danmark har 1 kuld, nogle par dog 2. Det første kuld påbegyndes fra slutningen af april til helt ind i juni. Der lægges typisk 4-6 æg, med intervaller på 1 dag. Der ruges fra næstsidste æg af hunnen alene. Æggene klækkes lidt asynkront indenfor et døgns tid eller to. Begge forældre er med til at samle føde til ungerne, der forlader reden efter ca. 2 uger. De bliver i forældrenes nærhed yderligere ca. en måned. Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 3-5 dage Rugning: dage Klækning: 1-2 dage Redetid: dage Føringstid: 4-5 uger Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. Angivelser for første kuld. Andet kuld som ofte har færre æg, gennemføres hurtigere. April Maj Juni Juli August September Oktober Sang og indlæring Bogfinkens var en af de første der systematisk blev undersøgt, og specielt hvordan de unge fugle lærer deres at kende og udføre. Allerede i slutningen af 1950erne gennemførte W. H. Thorpe en række undersøgleser på bogfinken, for at redegøre læringsprocessen i fugleen. Læring af hos bogfinke Tidlig sub Efter udflyvning Sen sub Det følgende forår Plastisk Færdig Redeunge alene Redeunger i gruppe Juvenil alene Indfanget i september Sekunder Normal udvikling af hos bogfinke Fra C.K. Catchpole Vocal Communication in Birds Efter Thorpe 1958 Sekunder Normal udvikling af hos bogfinke Fra C.K. Catchpole Vocal Communication in Birds Efter Thorpe

4 Illustrationen på forrige side viser hvorledes de unge bogfinker igennem flere stadier lærer at synge den endelige voksen. De kan begynde med en ustruktureret såkaldt sub i det tidlige efterår, men den egentlige praktisering begynder først i det tidlige forår, først den ustrukturerede sub, som derefter går over i en såkaldt plastisk, med mere struktur, for til sidst at munde ud i den endelige krystalliserede voksen. Det er en proces der kan tage et par måneder. De ældre fugle skal også igennem en øveperiode i foråret, men den er noget kortere. I den venstre del af illustrationen, kan man se, at det er vigtigt, at de bliver eksponeret for bogfinke under opvæksten, da de ellers ikke lærer at synge den fuldstændige bogfinke. Det hele begynder imidlertid allerede når ungerne er fløjet ud af reden og som juvenile lytter til de voksne fugles i området. Illustrationen her under viser skematisk de forskellige stadier. Først en lytteperiode som unger og juvenile fugle, dernæst, om foråret, den ovennævnte proces fra sub til fuld voksen. Hvordan lærer fuglene at synge deres specifikke? En model I første omgang er læringsprocessen udelukkende sansebetinget, ved at lytte til andre individers, danner den unge fugl sig en skabelon eller lydbillede af en. Perioden varierer fra art til art, og når den er ovre, læres der almindeligvis ikke nye versioner (markeret ved sort stoplinje). *Nogle arter, fortsætter dog indlæringsprocessen i det følgende forår, og f.eks. stæren lærer og imiterer hele livet. Det dannede lydbillede skal for mange arter desuden ligge indenfor en nedarvet artsspecifik ramme, så der ikke indøves andre arters stemmer. De første øvelser begynder i efteråret, men overgangen til udførelse af en finder sted i foråret, hvor de unge fugle begynder med den såkaldte sub, og som sammenholdes med de lydbilleder der blev lagret tidligere, men som ikke er praktiseret før. Det, denne del af udviklingen går ud på er, at få den motorisk del (musklerne) tunet ind, så en matcher det dannede lydbillede. Perioden kan, som f.eks. hos bogfinken, opdeles i tre faser, først sub, som begynder tidligt, for bogfinkens vedkommende, allerede i februar, og som derefter, i løbet af marts går over i anden fase, den plastiske, og endeligt den færdige. Den første sub er meget ustruktureret og varierende, men struktureres gradvist, og i den plastiske del af læringsprocessen er en blevet opdelt i den færdige s forskellige faser, men indenfor de enkelte faser varierer en stadigvæk. Endeligt i april er der overensstemmelse imellem den lydbilledet og de motoriske evner, og en er endeligt udkrystalliseret. Hos bogfinken en ret stereotyp, der gentages og gentages med meget lidt variation. Det enkelte individ har dog typisk 3-4 (1-6) forskellige e i repertoiret, som der kan veksles imellem. Den voksne fugle gentager hvert år indlæringen (men det tager kortere tid, da den starter med den plastiske og springer suben over), og den kan i den forbindelse grave andre af de lagrede lydbilleder frem. Sub Plastisk Lytter til andre individer og danner et lydbillede (*første forår/sommer, hovedsagligt efter udflyvning fra reden) Lytte (til egen ) Praktisere Lytte (til egen ) Praktisere Voksen De to faser hænger sammen i et glidende forløb, for til sidst at ende i den færdige voksen. Sensorisk (sansemæssig) læring (lytter) Pause Motorisk/sensorisk læring* Færdig Forår/sommer Efterår/vinter Forår/sommer *Kan stadigvæk (første år), indtil den færdige er udviklet, indlære nye versioner Rent praktisk foregår det på den måde, at fuglene begynder at synge, og lytte til deres, lydene sammenlignes så med det lydbillede de som unger og juvenile har lagret i hjernen. Det er skitseret i illustrationen på næste side. Mekanismen hvormed de afgør, om de har ramt de rigtige toner/lyde, er først for nyligt blevet undersøgt. En undersøgelse på unge zebrafinkehanner (se illustration på næste side) har vist, at signalstoffet eller belønningsstoffet dopamin (dopamin gør bl.a. at vi føler velvære på baggrund af en handling eller oplevelse) spiller en afgørende rolle. Forsøgene foregik på det tidspunkt, hvor de unge zebrafinker begynder at lære at synge. I læringsperioden afspillede man på forskellige steder i en lyde, som ikke hørte til på det sted, så det zebrafinkerne hørte ikke var de rigtige lyde på de rigtige steder. Man havde samtidigt placeret elektroder i de centre i hjernen, hvor de dopaminproducerende celler befinder sig, og man kunne konstatere, at når den forkert lyd blev afspillet og forstyrrede deres lydopfattelse, fik de ingen dopaminbelønning. Det fik de når de ramte de rigtige lyde på de rigtige tidspunkter, og når man undlod af afspille de forkerte lyde på det sted hvor lyden 4

5 tidligere havde været afspillet, fik de også belønning. Dopaminbelønningen er således en vigtig brik i deres indlæring af en, nærmest som en gulerod-pisk situation. Man kan formode at lignende mekanismer gælder for andre fugle også, inklusive bogfinken. Indlæring af Indlæringsprocessen af en foregår over flere trin. I det første forår og sommer lytter de unge fugle til de voksne fugles, og informationen oplagres i bestemte hjernecentre, hvor der dannes et lydbillede af en. I det efterfølgende forår, når en skal anvendes, hentes en frem fra arkivet, men den motoriske del, det vil sige de muskler der skal styre stemmen er ikke tunet ind til det rigtige lydbillede. Fuglen lytter til sin egen første ytring, sub (blå pil), og sammenligner hvad den hører med det lydbillede der er lagret i hjernen (venstre gul pil). De motoriske centre i hjernen får derefter besked på (højre gul pil) at justerer stemmebåndets muskler (grøn pil) og en ny version produceres. Processen gentages indtil der er overensstemmelse imellem hjernens lagrede lydbillede og den version som fuglen hører den selv synger. En proces der for bogfinkens første år kan tage det meste af et par måneder, gennem sub, plastisk og endeligt fuldt udkrystalliseret. Undersøgelser gjort på zebrafinker har desuden vist, at versioner af en bliver bedre og bedre i løbet af dagen, hvorefter de næste dag starter ringere, for derefter igen, i løbet af dagen, at blive bedre og bedre, og ende i en bedre version end forrige dag. Det tolkes således, at der under søvnen også foregår en lærings og øvelsesproces. De fugle, hvis e forringedes mest endte med at have de mest vellignende færdige e. Sangen læres ved utallige forsøg på at ramme det indlejerede lydbillede dannet som unge og juvenil, og indlæringen minder i høj grad om den måde hvor børn lærer at tale, ved gentagelser efter gentagelser af ord, indtil de rammer den rigtige udtalemåde. Indlæringen af en foregår i flere trin, første trin er når fuglen under opvæksten hører de omgivne voksne fugles, og de unge fugle indlejrer det, de har hørt, som en skabelon for, hvordan deres éngang skal lyde. Når de næste forår skal lære at fremføre en perfekt, foregår det ved utallige gentagelser, indtil en ligner skabelonen. Selve læringsprocessen foregår ved et belønningssystem, hvor dopamin indgår. Rammer de rigtigt i forhold til skabelonen, får de en dosis dopamin som belønning, rammer de forkert får de ingen dopamin, men hvis de korrigerer en tidligere fejl får de også belønning. Indlæring af mekanisme Sangcentre Produceret Dopaminbelønning Korrekt Evaluering Forkert Lytter Dopaminmekanismen er blevet påvist i en nyligt publiceret undersøgelse. (V. Gadakar et al. Dopamin neurones Science 354, (dec. 2016)). Forsøget blev gjort med unge zebrafinkehanner, hvor man målte aktiviteten af de celler der udskiller dopamin, og sammenholdt det med en. Man overspillede enkelte lyde i forløbet med andre zebrafinkelyde, som ikke hørte til i den sungne sekvens, og resultatet var manglende aktivitet i de dopaminudskillende nerveceller. Yderligere viste det sig, at når man undlod at afspille den forkerte lyd, på det sted i sekvensen, hvor den tidligere var blevet brugt til at forstyrre en, så udløste det dopaminaktivitet. Fuglen blev altså belønnet for at korrigere den tidligere opfattede fejl. Dopaminbelønningssystemet er en del af mekanikken i fuglenes læring 5

6 Fældning Bogfinken har som voksen én fuldstændig fældning, der begynder fraslutningen af juni til ind i juli, og varer til september/midt oktober. Hunnerne begynder fældningen lidt senere end hannerne, men de afslutter ca. samtidigt. Ikke ynglende fugle begynder ca. to uger før de ynglende. Svingfjerene fældes i løbet af to til tre måneder. Ungfuglene har en delvis fældning der begynder i en alder af en til halvanden måned. Fældningen omfatter de store dækfjer og undertiden enkelte halefjer og armsvingfjer, og de følger herefter voksenmønstret. Alder og dødelighed Den ældst kendte fritlevende bogfinke blev hele 17 år, og der kendes flere 15årige. I fangenskab kan de blive op til 29 år. Gennemsnitslevealderen er dog meget lavere, nok ikke mere end et par år, da dødeligheden hos voksne fugle ligger omkring 50%, og i bogfinkernes første leveår helt oppe omkring 70%. 6