Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs.1.1: ) Gøg. Status og udbredelse

Transkript

1 Gøg Videnskabeligt navn (Cuculus canorus) Status og udbredelse Gøgen er i Danmark en almindelig yngletrækfugl, og er udbredt over hele landet. Gøgen er udbredt i hele Europa til det nordlige Skandinavien, ind over Rusland, igennem Sibirien, bortset fra tundraen, i Centralasien og Kina helt ud til Stillehavskysten, og Japan. Desuden i Nordafrika (Maghreb). Slægtsmæssigt hører gøgen til gøgeordenen, hvor der regnes med ca. 140 arter. I slægten Cuculus, hvortil gøgen hører, regnes der for tiden med 11 arter. Tidligere var de asiatiske høgegøge også inkluderet (de ligner gøgene meget), men er nu skilt ud som 4 arter i en selvstændig slægt. Gøgen er redeparasit (se under afsnittet ynglebiologi neden for), og lægger æg i forskellige småfugles reder. Gøgeæggene er i de fleste tilfælde tilpasset værtsartens farve og mønster, og det har medført en yderligere komplikation i gøgenes familieforhold, hvor særlige slægtslinjer af hunner således specialiserer sig på specifikke værtarter. Illustrationen herunder skitserer forholdet. Generne for ægmønstre findes på flere kromosomer, men nedarvningen af ægmønstre er hos gøgen bundet til det hunlige kønskromosom, og hanner parrer sig med hunner uden hensyntagen til hunnens slægtslinje. Nedarvningen af ægfarve og mønster, som igennem hunnen er tilpasset værtsarten, øger gøgens chancer for, at ægget ikke bliver fjernet af værtsparret, og hannen der ikke har denne specialisering gør, at gøgene ikke bliver splittet op i en hel række arter eller underarter. Yderligere findes der to forskellige farvevarianter eller morfer hos hungøgene, hvor den almindeligste form er den grå (meget lig hannen), og en sjældnere (5-10%) rødbrun variant. At der findes to morfer hænger sandsynligvis sammen med at værtsfuglene, hvor gøgebestanden er stor, og hvor de ofte ser gøge, bliver mere opmærksomme på risikoen for redeparasitisme, og i højere grad fjerner gøgeæg. Den rødbrune variant, kan man sige bevæger sig under værtsfuglenes radar, og sandsynligheden for at de fjerner et æg bliver mindre. 1

2 Gøgehannerne skelner ikke imellem de forskellige slægtslinjer hos hunnerne Rørsanger Kærsanger Rørspurv Gul vipstjert Gøgens slægtsmæssige forhold som tilpasning til livet som redeparasit Gøgen anvender flere forskellige fuglearter som værter for deres æg. For at mindske risikoen for at værtsfuglene kan skelne gøgeægget fra deres egne, specialiserer gøgehunnerne sig mere eller mindre på specifikke arter. På den måde tilpasser de farve og mønstre til netop den specifikke art. Selvom anlæggene for ægfarve og mønster ligger på forskellige kromosomer, ligger den del der afgør præcist hvordan ægget skal se ud på hunnens kønskromosom, og det nedarves således igennem hunner, og der opstår slægtslinjer (i litteraturen støder man på ordet gentes, som egentligt betyder en mandlig slægtslinje, men her er det dog en hunlig slægtslinje) hos hunner der specialiserer på specifikke værtsarter. Hannerne har således ingen direkte indflydelse på ægfarve og mønster, og hannerne parrer sig med de huntyper der er i området uden skelen til hunnens slægtslinje. Billederne til venstre viser nogle få af de godt 30 arter, som de danske gøge benytter som værter. På verdensplan er der konstateret over 130 forskellige arter, der må trækkes med gøgens parasitiske ynglebiologi. Gøg, til venstre hun i grå variant (morf), til højre i rødbrun (billedet er af ringe kvalitet men viser den rødbrune dragt) Data for gøg Art Vægt (g) Han Vægt (g) Hun Længde (cm) Vingefang (cm) Vingelængde (cm) Ældste (år)* Ynglepar i DK** Status# Gøg ,5-23, YT * Fund af ringmærkede individer ** 2014 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst, VG-Vintergæst Træk og vandringer Gøgen er trækfugl, og de europæiske gøge opholder sig om vinteren i tropisk Centralafrika. Gøgen opholder sig kun ganske kort tid her i Landet. Tabellen angiver hvornår man kan se gøgen i DK. 2

3 Gøgen er kun kort tid i Danmark, de ankommer fra begyndelsen af maj og begynder allerede tilbagetrækket fra slutningen af juni (fra slut juli stort set kun ungfugle*) Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December * * * * * * Enkelte ankommer allerede i april, men de fleste fra midten af maj. Fra slut august til ind i september er der kun ganske få gøge tilbage i landet. Illustrationen herunder viser sjællandske og skånske gøges trækruter. Forårsrasteområde i Europa Forårsrasteområder i Vestafrika Yngleområde på Sjælland og i Skåne To efterårsrasteområder i Europa Efterårsrasteområde i Sahel Vinterkvarter i tropisk Centralafrika *Baseret på: Narrow front Loop Migration in a population of Common Cuckoo Cuculus canorus as Revealed by Satellite Telemetry (PLoS ONE 9(1): e doi: /journal.pone ) (M. Willemoes et al) Trækruter for sjællandske og skånske gøge En undersøgelse* med radiomærkede adulte sjællandske og skånske gøge har redegjort for gøgenes valg af trækruter, forår og efterår. Gøgene trækker langs relativt smalle korridorer både forår og efterår, og de benytter to forskellige ruter, om efteråret en ret direkte syd sydøstlig rute (rødbrune pile), hvor der er to rasteområder, det første lige syd for Østersøen, det næste i Balkanområdet, og endeligt et rast i det østlige Sahel. Om foråret( blå pile) først en vest nordvestlig rute, og derfra efter et forårsrast i Vestafrika, en rute der drejer mod nord nordøst til et rasteområde i Italien og til slut en nordlig retning mod yngleområderne. Undersøgelsen gik ud på at forstå om gøgene navigerede vektorbaseret (fuglene flyver en given retning en given tid/afstand) eller målbaseret, hvor gøgene tækker mod en bestemt (kendt) destination. Den meget smalle korridor som gøgene benytter peger på at de trækker/navigerer målbaseret. En vektorbaseret orientering ville give en bredere samlet trækkorridor. Trækdistancerne er forskellige efterår og forår: Efterår 7100 km forår 9100 km Afrejse sommer: Gennemsnitligt (30. juni-8.august) Ankomst til vinterkvarter: Gennemsnitligt 3.11 (14.oktober- 18.november) Afrejse vinterkvarter: Gennemsnitligt 14.2 (28.januar- 5.marts) Ankomst til yngleområde: Gennemsnitligt (9.maj 2.juni) Samlet træktid: Efterår 115 dage forår 101 dage Rastedage: Efterår 89 dage forår 76 dage Rejsedage (uden rast): Efterår 26 dage forår 25 dage Flyvehastighed på trækdage: Efterår 303 km/dag forår 368 km/dag Orientering/navigering under trækket Der er forskellige måder, hvorpå fuglene kan navigere og orientere sig på under trækket. Lokale bevægelser kan foregå ved, at man har kendemærker i området, men på lange distancer, og i områder som er ukendte kræves andre metoder. Der er to hovedprincipper, vektornavigation og målorienteret navigation. Vektorbegrebet kommer fra matematikken, hvor en vektor angives med en pil, der har en størrelse og en retning. Oversat til fuglenes træksprog betyder det, at de enkelte individer har en eller flere indbyggede vektorer, f.eks. flyver de når de begynder trækket to dage i sydvestlig retning, holder en rasteperiode, og derefter måske igen i to dage flyver de i sydlig retning. Man har vist, at f.eks. unger stære trækker vektororienteret, forflytter man dem fortsætter de trækket i samme retning som de havde før forflytningen, og lander derfor et forkert sted, erfarne stære derimod ændre deres trækretning mod det oprindelige mål. Ved målorienteret orientering kræver det, at fuglene har en bevidsthed om hvor de befinder sig, og hvor deres mål ligger i forhold til, hvor de befinder sig. Med andre ord må de have en slags landkort, som de kan navigere efter. I et forsøg, som er skitseret i illustrationen neden for, radiomærkede man sjællandske voksne gøge (6), og flyttede dem, lige før de om efteråret skulle trække syd på, til Sydspanien. 3

4 Det viste sig, at gøgene efter nogle dage i Sydspanien valgte forskellige løsninger på det problem, som de var blevet præsenteret for. En af gøgene fløj mod nordøst og stødte på den sædvanlige trækrute ved det første efterårsrasteområde lige syd for Østersøen. En anden trak direkte mod øst og stødte på ruten i området omkring Grækenland. De sidste fire valgte at flyve mod sydøst ned over Sahara, hvor den ene stødte på trækruten ved rasteområdet i Sahel, og de tre sidste stødte til ved det næstsidste rasteområde inden vinterkvarteret. Forsøget viser, at gøgene trækker målorienteret, og at de ved hvor de aktuelt befinder sig. Desuden er det interessant, at de enkelte individer (de trækker uafhængigt af hinanden) vælger forskellige løsninger på det samme problem. Det er altså ikke en eller anden forud indkodet mekanisme, men en individuelt ad hoc bestemt beslutning der afgør hvad individet gør. Yngleområde på Sjælland og i Skåne To efterårsrasteområder i Europa Efterårsrasteområde i Sahel Vinterkvarter i tropisk Centralafrika * Baseret på Flexible navigation response in common cuckoos Cuculus canorus displaced experimentally during migration: Natur Scientific Reports 5:16402 DOI: /srep november (Mikkel Willemoes et al) Forflytningsforsøg med adulte gøge Trækker gøge vektororienteret (en given retning i en given tid/afstand) eller målorienteret med givne mål? For at undersøge forholdet radiomærkede man et antal (6) adulte sjællandske gøge og sammenlignede deres reaktion med ikke forflyttede sjællandske og skånske gøge. For at orientere sig mod et givent mål, må man dels vide hvor man er, dels også hvor man er i forhold til målet dvs. have et overblik, som på et landkort. De ikke forflyttede gøge fulgte den sædvanlige efterårstrækrute (rødbrune pile). De forflyttede fugle valgte forskellige løsninger (blå pile) på situationen. Efter kortere bevægelser i området i Spanien, fløj den ene mod nordøst for at støde til den sædvanlige trækrute på det første efterårsrasteområde. En anden fløj mod øst for at støde på den sædvanlige trækrute omkring Grækenland. De øvrige fire valgte at trække mod sydøst ned over Sahara. For den enes vedkommende for at nå den sædvanlige trækrute ved efterårsrasteområdet i det østlige Sahel, og de resterende ved det sidste rasteområde inden vinterkvarteret. Forsøget viser således, at de voksne gøge trækker målorienteret, og har viden om, hvor de befinder sig i forhold til deres bestemmelsessted (landkort) som de bevæger sig målrettet imod. De forskellige løsninger i forhold til korrektion af trækvejen, viser endvidere at beslutningerne er individbaseret. Hvilken type landkort gøgene benytter sig af er ikke fastslået, men det kan være himmellegemer f.eks. solen eller stjernerne (gøge trækker om natten), eller det kan være jordens magnetfelt. Det sidste kunne meget vel være tilfældet. Det er således vist, at nattergale, baseret på deres sansning af magnetfelter kan afgøre, hvor de befinder sig (se i øvrigt artiklen træk og vandringer). Levested/habitat Gøgen findes i mange forskellige områder, til dels afhængigt af hvilken værtsart de har specialiseret sig på. Da mange gøge bruger rørskovens arter som f.eks. rørsanger eller rørspurv, træffes de ofte i områder med rørskov, men ved enge og strandenge, hvor gul vipstjert og engpiber, der er typiske værtsarter, findes den også. Den kræver dog, at der er velegnede udkigsposter, hvorfra den, for at lokalisere rederne, kan iagttage værtsfuglenes aktiviteter. Desuden foretrækker den, at der er skovbevoksninger i nærheden, da den finder størstedelen af sin føde i skoven. 4

5 Føde Gøgen er stort set udelukkende insektæder, og den tager et bredt udvalg af voksne insekter, som biller, græshopper, ørentvister etc., men også i stor udstrækning sommerfuglelarver, og specielt de behårede, som de fleste andre fugle undgår. Desuden supplerer hunnen med æg fra værtsfuglenes reder, hvor de æder et af de æg der er i reden, hvor de har lagt et æg, men de kan også rydde en hel redefuld (formålet er muligvis at tvinge værtsfuglen til at lægge om, er kuldet fuldlagt, kan gøgen ikke afgøre om rugningen er begyndt, eller hvor længe, og gøgeungen kan derfor risikere at blive klækket nogle dage efter værtsparrets unger, og som derfor er blevet for store til at smide ud af reden). Illustrationen neden for placerer gøgen i fødekæden. Toprovdyr Gøg Gøgen æder stort set udelukkende animalsk føde. Sommerfuglelarver, bl.a. de behårede som mange andre fugle undgår. Ellers biller, græshopper, bier og hvepse. Hunnen kan i øvrigt også fortære værtsfuglenes æg. Ungerne fodres med værtsfuglenes valg, som også typisk er insekter og insektlarver. Det placerer gøgen som rovdyr på første niveau, og med en lille andel på andet niveau (fugleæg). Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Hangøge, man kan se de tydeligt markerede sorte striber på bugen Fældning De voksne har en årlig fældningscyklus. Kropsfjerene fældes i hovedsagen før efterårstrækket, allerede i juni/juli, men kropsfjersfældningen foregår dog det meste af året bortset fra august og maj. Svingfjer og 5

6 halefjer fældes fortrinsvis i vinterkvarteret. Ungfuglene begynder fældningen af kropsfjerene straks efter, at de er blevet selvstændige. Enkelte begynder hale og svingfjersfældning inden trækket, men ellers foregår denne del i vinterkvarteret, og i mange tilfælde bevares nogle af svingfjerene indtil første voksenfældning. Ynglebiologi Gøgen er redeparasit, hvilket vil sige, at den lægger sine æg i andre fuglearters rede, og dermed undgår besværet med at opfostre sine egne unger. Der regnes i dag med, at der er 141 forskellige gøgearter, fordelt over det meste af verden, det er dog kun 59 af disse der er redeparasitter, hvor de resterende bygger egen rede og selv opfostrer deres unger. Der er også redeparasitter blandt andre fuglefamilier, f.eks. kostære, paradisenker, atlasfinker etc. Desuden en enkelt andeart sorthovedet and fra Sydamerika. Man regner med at under 1%, 102 af det samlede antal på ca fuglearter er obligate redeparasitter, og som udelukkende bruger andre arter som værter (der er flere arter der sideløbende med deres eget kuld, ind imellem lægger æg i andre individers rede, for det mest inden for samme art, det f.eks. er almindeligt forekommende hos f.eks. blishøns og grønbenede rørhøns samt hos ænder, undertiden lægger andefuglene, sikkert tilfældigvis, også æg i andre arters reder). I sit samlede udbredelsesområde benytter gøgen over 130 forskellige værtsarter, og i Danmark har man konstateret 32 forskellige værtsarter (det er dog et mindre antal arter, der i langt overvejende grad bliver anvendt som værtsarter). Værterne er alle småfugle, men der er to hovedkrav, redetype og ungeføde, dels skal reden være tilgængelig for gøgen, hvilket udelukker hulrugende arter som mejserne (fugle der ruger i halvåbne huller eller nicher, som f.eks. rødstjert optræder dog også som værtsart bl.a. andet i Finland), dels må reden ikke være for dyb, så gøgeungen ikke kan skubbe værtsparrets æg og unger ud af reden (f.eks. solsort), og dels skal værtsparrets føde være animalsk (fortrinsvis insekter og insektlarver), hvilket udelukker arter som irisker, der i stor udstrækning fodrer deres unger med plantefrø. Gøgehunnen bruger udkigsposter til at lokaliserer værtsreder, og arter der lever i det helt åbne land, som f.eks. sanglærker, som ellers ville være potentielle værtsfugle, undgår derfor at blive vært for en gøgeunge. Eksempler på værtsarter og ikke værtsarter for gøgen Rørsanger Rørspurv Gul vipstjert Rødstjert Blåmejse Solsort Sanglærke Grønirisk Der er visse forhold der skal være opfyldt for at gøgen kan anvende en given art som værtsart. 1. Reden skal være tilgængelig for gøgen 2. Der skal være udkigsposter i nærheden, hvorfra gøgehunnen kan lokalisere reden 3. Reden må ikke være for dyb, så gøgeungen ikke kan skubbe æg eller unger ud af reden 4. Værtsparret skal fodre unger med insekter eller andre hvirvelløse dyr, som dækker gøgeungens behov I figuren til venstre er vist dels tre arter der helt opfylder behovene (rørsanger, rørspurv og gul vipstjert) Rødstjerten yngler i åbne hulheder og nicher, så ikke alle reder vil være tilgængelige. Blåmejsen yngler i egentlig huller, så gøgen kan ikke lægge æg i reden, og hvis den kunne, ville gøgeungen ikke kunne komme ud. Solsortereden er for dyb og indersiden for glat til at gøgeungen kan skubbe æg eller unger ud. Sanglærken yngler i det åbne land, hvor der ikke er udkigsposter. Grønirisken fodrer for en væsentlig del sine unger med frø, som ikke dækker gøgeungens behov 6

7 Gøgene begynder for det meste at yngle som toårige, men enkelte begynder allerede som etårige. Både hannen og hunnen er territoriale, men der er normalt overlap imellem de forskellige individers territorier. Hunnens æglægningsterritorium kan variere meget, fra 5 til over 50 hektar, alt efter beskaffenhed og dermed bestandstætheden af værtsfugle. Et krav til yngleterritoriet er desuden, at der skal være udsigtsposter, hvor gøgen diskret kan overvåge værtsfuglenes adfærd og lokalisere deres reder. Hanner og hunner tiltrækker hinanden ved kald, og mødes kun når de skal parre sig, ellers lever gøgene hver for sig. Både hanner og hunner er formodentligt promiskuøse og parrer sig med forskellige individer. En hun lægger typisk æg, men undertiden over 20 æg i en sæson. Hun lægger et æg ca. hver anden dag, og æggene har en kort udrugningstid på dage, bl.a. fordi fosterudviklingen allerede begynder i hunnens æggeleder. Gøgeægget klækkes derfor typisk 1 dag før værtsparrets æg. I den sammenhæng lægger gøgehunnen for det meste kun æg i ikke færdiglagte kuld, er kuldet færdiglagt, ved hun ikke om rugningen er påbegyndt, eller hvor længe den har foregået. I mange tilfælde sker der ofte det, at gøgehunnen æder æggene, dels er det føde, men dels gør det også at det potentielle værtspar eventuelt lægger om, og gøgehunnen kan så lægge æg i den nye rede. Gøgeægget er mere tykskallet end værtsfuglenes æg, formodentligt for at undgå at værtsfuglene, hvis de får mistanke om, at det er et gøgeæg kun vanskeligt kan hugge hul på det og fjerne det (de små fugle har ikke stort nok næb til at håndtere et helt gøgeæg). Gøgehunnen lægger fortrinsvis sit æg om eftermiddagen, hvor værtsfuglene i æglægningsperioden ikke så ofte er ved reden, og det går ganske hurtigt, undertiden under 10 sekunder, men gennemsnittet ligger nok en del højere. Gøgehunnen bruger oftest flere dage på at observere de potentielle værtspar, og hun begynder allerede i den periode, hvor de bygger rede. Observationerne foregår diskret fra udkigsposter i træer, typisk i en afstand af meter fra værtsparrets rede, og hun besøger jævnligt reden, også i dagene inden hun skal lægge sit æg, sandsynligvis for at kunne vælge det rette tidspunkt for æglægningen. Det er typisk på værtsfuglenes andet eller tredje ægs stadie, at gøgen lægger sit æg, lægges det i en tom rede, er sandsynligheden for at det bliver fjernet stor, og som nævnt oven for, undgås fuldlagte kuld, eller de røves. Gøgehunnen fjerner samtidigt et æg, som hun æder, så antallet af æg er det samme, når værtsfuglen kommer tilbage, det har formodentligt også den funktion, at et større antal æg hos værtsfuglen ville gøre udrugningen mindre effektiv. Gøgeægget udklækkes, som nævnt, ofte en dag tidligere end værtsæggene, og hurtigt efter at gøgeungen er kommet ud af ægget, begynder den at skubbe de resterende æg eller eventuelle unger ud af reden. Den er i de første dage efter klækningen meget kontaktfølsom, og har en hulning på oversiden, der gør det letter for den at balancere æg og unger på ryggen, når den skubber dem ud af reden. Selv når en af værtsfuglene ruger, kan gøgeungen skubbe æg eller unger ud af reden, og det uden at værtsfuglen reagerer. Resultatet er i næsten alle tilfælde, at gøgeungen er den eneste tilbageværende unge i reden. Fodringsaktiviteten er afhængig af hvor meget ungerne tigger, dels hvor meget de kalder, og dels den visuelle stimulus når de åbner næbbet. Gøgeungen kalder meget ihærdigt, og dens kalden minder til forveksling om et helt kuld af værtsfuglenes unger, desuden er dens gab også stort, og bliver naturligvis større efterhånden som den vokser, og behovet for føde stiger. Redetid og føringstid varierer efter hvilke værtsfugle det drejer sig om. Men samlet set typisk fire til fem-seks uger, og herefter klarer gøgeungen sig selv. Som beskrevet oven for under slægtsforhold, er gøgehunnerne specialiserede på specifikke arter, hvor de lægger æg, der i høj grad ligner værtsparrets æg (der er dog enkelte undtagelser, f.eks. jernspurven, hvor der ingen match er imellem jernspurvens blågrønne æg og gøgens spættede gråbrune æg, på trods af det fjerner jernspurven ikke gøgeægget, og forklaringen er formodentligt at jernspurven først for nyligt er 7

8 blevet værtsart for gøgen. Det er heller ikke fordi gøgen ikke kan lægge blågrønne æg, da de gøgehunner, der har rødstjert eller bynkefugl som værter, lægger ensfarvede blågrønne æg der matcher værtsfuglenes æg). Yngleforløbet hos gøg Gøgen er som bekendt redeparasit og lægger sine æg i fuglearters (værtsfugl) rede. Det kan være mange forskellige arter, som rørsanger, kærsanger, sivsanger, jernspurv, vipstjerte, engpibere, rødstjerte, etc. (I Danmark er der konstateret over 30 forskellige værtsarter, men rørskovsfugle som rørsanger er de mest almindelige værtsarter. De enkelte gøgehunner specialiserer sødvanligvis på en enkelt art, for at æggene skal ligne mest muligt. Typisk lægger hunnen typisk æg, men det kan variere meget, alt efter tætheden af bestanden af værtsfugle. Der går typisk et par dage imellem hver lægning. Værtsparret stimuleres effektivt af den ene gøgeunges ihærdige tiggekald, der minder om et helt kuld unger i intensitet. Desuden stimuleres værtsfuglene også visuelt på grund af gøgeungens store gab. Redetid Klækning Rugning Æglægning * De enkelte perioder Æglægning: 8-9 uger Rugning: Som værtspar Klækning: Ægget klækker typisk efter dage, ofte en dag tidligere en værtsfuglenes Redetid/føringstid*: Værtsspecifik 4-5 uger Føringstid: * Består af fodring af ungen tæt ved reden April Maj Juni Juli August September Oktober Redeparasitisme har både fordele og ulemper. Fordelene er, at redeparasitterne slipper for at bruge ressourcer på redebygning, rugning og opfostring af unger, en proces der er energikrævende og i mange tilfælde presser forældrefuglen til den yderste grænse, og en afledt fordel er således, at gøgehunnen i stedet kan bruge ressourcerne til at producere flere æg. Fugle i gøgestørrelse lægger typisk langt færre end de omkring 15 æg gøgehunnen præsterer. Man kan regne lidt på forholdet. En fugl af gøgens størrelse vil nok typisk lægge 4-5 æg, og som trækfugl, vil den kun kunne nå at opfostre et kuld unger. Tabellen neden for opstiller et regnestykke der i grove træk skitserer forholdet for gøgen, dels som redeparasit, dels som ikke parasit. Ynglesuccesen for gøgen varierer fra 0 til over 30%, men ligger ofte i området 15-20%, og som det fremgår ligger balancepunktet i dette konstruerede eksempel netop i det område, når man sætter ynglesuccesen som ikke parasit til 50%. Antal æg *Succes 50% Antal æg *Succes 5 % *Succes 10% *Succes 20% *Succes 30% 5 2,5 15 0,75 1,5 3 4,5 Som ikke parasit Som parasit *Antal flyvefærdige unger Der er imidlertid også ulemper forbundet med redeparasitisme. Redeparasitten mister kontrollen med opfostringen af afkommet, og værtsfuglene gør deres bedste for at forpurre gøgens forehavende, hvilket fører til, hvad der nærmest kan kaldes et våbenkapløb imellem vært og parasit. Den enkelte gøgehun er som regel, og som nævnt oven for, specialiseret i en bestemt værtsart, f.eks. rørsanger, og lægger æg der i bedst muligt omfang, ligner værtsfuglenes æg. Som forsvar mod efterligningerne kan rørsangerne så gøre det lettere at skelne fremmede æg f.eks. ved at gøre æggene i et kuld mere ens, så en eventuel afvigelse hos et gøgeæg vil være lettere at skelne fra værtsfuglenes egne æg, 8

9 men gøgens svar vil så være, at lægge endnu bedre efterligninger. Det har vist sig, at nogle individer af værtsarter endda har individspecifikke signaturer på æggene, sandsynligvis for netop at kunne genkende egne æg, og lettere adskille dem fra eventuelle gøgeæg. Det diskuteres stadigvæk, hvorledes gøgehunnen udvælger en værtsrede, om det direkte er på basis af prægning på den specifikke værtsart, eller om det i nogen grad er på basis af valg af habitat. Det er også muligt, at gøgehunnen udvælger reden efter, hvor godt hendes æg faktisk matcher æggene i den potentielle værtsrede, hun har muligheden, da hun ofte besøger en given rede nogle gange, inden hun lægger æg. Illustrationen skitserer gøgehunnens valgmuligheder. Art Æg udseende Redeplacering Habitat???? Hvorledes vælger den enkelte gøgehun sin værtsrede Redplacering hhv. lavt krat, rørskov og på jorden Gøgehunnen er, ser det ud til, i de fleste tilfælde specialiseret på en specifik værtsart. Det er for nærværende ikke afklaret præcist hvordan hun gør det. Forsøg og undersøgelser peger på fire forskellige metoder gøgehunnen anvender. 1. Hunnen bliver præget på værtsarten under opvæksten, og det kan være både visuelle og auditive forhold (sang og kald), og vælger sidenhen værtsart ud fra det. 2. Gøgehunnerne er opdelt i slægtslinjer der lægger æg der nøje imiterer værtsfuglenes æg. Det er muligt at hunnen under sine inspektioner af den potentielle værtsrede, endeligt beslutter sig ud fra værtsfuglens æg. 3. Redeplacering, hvor gøgehunnen vælger vært efter hvor værtsarten placerer reden, lavt krat, rørskoven eller på jorden 4. Gøge kommer oftest tilbage til de områder, hvor de er klækket, og hunnerne kan derfor være præget på de omgivelser (habitaten) de er opvokset i. 5. Formodentligt benyttes alle fire metoder, og der er både geografiske og individuelle forskelle, hvilket de forskellige undersøgelser med forskellige resultater indikerer. Som nævnt foregår der nærmest en form for våbenkapløb imellem gøgen og værtsarten. Illustrationen neden for skitserer gøgens succes hos forskellige værtsarter (en undersøgelse udført i Tjekkiet). Som det fremgår er nogle af værtsarterne mere effektive i at fjerne gøgeægget, selv når gøgeægget matcher værtsæggene godt. Gøgehun på raid i rørskoven det er en 2K fugl, da nogle svingfjer stadigvæk er juvenile. Gøgehunnerne er, som nævnt, for det meste opdelt i slægtslinjer, hvor de er specialiserede i bestemte værtsarter, men nogle gøgehunner lægger æg hos mere end én værtsart. Da fuglebestande kan svinge en 9

10 del, er det naturligvis en fordel ikke at være bundet helt op på en enkelt værtsart, og hvis en værtsart bliver for effektiv i at fjerne gøgeægget, er det også en fordel at kunne skifte værtsart. Der er ingen tvivl om, at der sker en løbende dynamisk udvikling, og at gøgene hen ad vejen skifter fra en værtsart til en anden. Når en ny art bliver rekrutteret som værtsart vil den i begyndelsen typisk ikke reagere på gøgeægget. En sådan situation ser ud til at være i gang med jernspurven, hvor gøgeæggene i dag slet ikke matcher jernspurvens grønblå æg, men hvor jernspurven alligevel ikke fjerner det. Der er desuden stor geografisk forskel på hvilke arter der for tiden er hovedværter for gøgene. Parasiterede Fjernede æg Klækning Udflyvning Prædation Ynglesucces Æg match Rørsanger % Parasiterede 11,6 Fjernede æg 29,0 Klækning 48,5 Udflyvning 35,3 Prædation 17,5 Ynglesucces 16,4 Æg match 3,1 Kærsanger % Parasiterede 44,8 Fjernede æg 72,0 Klækning 13,0 Udflyvning 40,0 Prædation 40,0 Ynglesucces 4,3 Æg match 2,4 Drosselrørsanger % Parasiterede 33,8 Fjernede æg 26,9 Klækning 52,0 Udflyvning 69,2 Prædation 7,1 Ynglesucces 30,4 Æg match 2,8 Sivsanger % Parasiterede 26,7 Fjernede æg 77,8 Klækning 0,0 Udflyvning 0,0 Prædation Ingen data Ynglesucces 0,0 Æg match 4,3 Forklaring til tabeller Andel af værtsreder med gøgeæg i % af samlet antal aktive reder Antal gøgeæg fjernet af værtparret i % af parasiterede reder Antal gøgeæg klækket i % af gøgeæg lagt Antal gøgeunger udfløjne i % af antal gøgeæg klækket Antal gøgeæg forsvundet i % af ikke fjernede gøgeæg Antal gøgeunger udfløjne i % af antal gøgeæg lagt Kvalitet af gøgeæggenes match i farve og mønster til værtsæg (skala 1-5, hvor 1 er bedst) *O. Kleven et al: Breeding success of common cuckoos Cuculus canorus parasitising four sympatric species of Acrocephalus warblers J. Avian Biol. 35: (2004) Ynglesucces hos gøgen hos forskellige værter En *undersøgelse fra Mähren i Tjekkiet over gøgens ynglesucces hos forskellige arter i rørsangerslægten er skitseret i figuren til venstre. Som det fremgår, varierer andelen af parasiterede reder fra art til art, Rørsangeren er dog langt den hyppigste art, og derfor den art som gøgen, i absolutte tal parasiterer mest. Faktisk antal reder med gøgeæg: Rørsanger 53 Drosselrørsanger 23 Kærsanger 13 Sivsanger 4 Det fremgår også at der er meget stor forskel på hvor effektive værtsarterne er til at fjerne gøgeæggen, med kær og sivsanger som langt de bedste med over 70%. Ynglesuccesen varierer derfor også: Drosselrørsanger 30,4% Rørsanger 16,4% Kærsanger 4,3% Sivsanger 0,0% Værtsfuglenes evne til at identificere og fjerne gøgeæg stiger med graden af gøgens udnyttelse af den pågældende art. En vigtig indikation for værtsfuglene er simpelthen omfanget af gøgens tilstedeværelse, jo oftere værtsfuglene ser en gøg, jo mere vil de være opmærksomme på, at der er en risiko for at gøgen har anbragt et æg i deres rede, og de vil oftere fjerne gøgeægget. Der kan når de fjerner et æg som mistænkes for at være et gøgeæg også være en risiko for, at de ved en fejltagelse kommer til at fjerne et af deres egne æg, og det er nok årsagen til at fjernelse af æg stiger når niveauet af parasitisme stiger, og ved synligheden og antallet af gøge i området. Fjerner de et af deres egne æg, uden at der er et gøgeæg til stede mister de måske 20-25% af kuldet, er der derimod et gøgeæg til stede mister de stort set altid hele deres eget kuld. Sandsynligheden for, at der er et gøgeæg i kuldet, er derfor afgørende om et æg skal fjerenes eller ej. 10

11 Gøgehun mobbes af rørspurv Det er ikke blot deres egen iagttagelser, men også om nabofuglene opdager en gøg, som har betydning. Illustrationen neden for skitserer et forsøg hvor den kombinerede effekt af værtsfuglenes egne observationer, og naboparrenes observationer (når de eventuelt mobber en gøg), der er afgørende om de fjerner æg eller ej. Nabohjælp hos gøge, social information hos rørsangere bruges til risikovurdering Gøge og deres værtsfugle lever i et konstant våbenkapløb, hvor gøgen forsøger at narre værtsfuglene, og værtsfuglene forsøger at undgå, at gøgen lægger æg i deres rede, eller hvis den gør det, at fjerne gøgeægget. I områder med mange gøge (hvor op til 20% af rørsangerredene bliver parasiterede), er værtsfuglene klar over faren for et gøgeæg i reden, og mange gøgeæg bliver fjernet. I områder med få gøge (kun omkring 5% af rederne er parasiterede) er værtsfuglene ikke så bevidste om faren, da de ikke så ofte ser gøgene, og rørsangerne fjerne kun undtagelsesvis gøgeæg fra reden. I denne situation kan det være nyttigt at hente information fra naboer, som evt. bliver udsatte for besøg af en gøg. Opdager rørsangere en gøg nærheden af deres rede vil de anvende alarmkald og evt. moppe gøgen. Den information kan naboer udnytte til at vurdere risikoen for, at en gøg har været på færde og lagt et æg i deres rede. I et eksperiment* præsenterede ornitologer i Cambridge rørsangere for dels en udstoppet gøg, og dels for en ufarlig udstoppet papegøje (i illustrationen erstattet af en tyrkerdue). Som det fremgår var det kun i situationen, hvor både fokusparret og naboparret der blev udsat rørsangerne i større udstrækning greb til fjernelse af gøgeægget. (se tekst for yderligere forklaring) Både fokuspar og nabopar præsenteres for gøg 9 ud af 21 fjerner æg Fokuspar præsenteres for papegøje og nabopar for gøg 3 ud af 20 fjerner æg Fokuspar præsenteres for gøg og nabopar for papegøje 1 ud af 19 fjerner Både fokuspar og nabopar præsenteres for papegøje 1 ud af 22 fjerner æg (*R.Thorogood & N.B. Davies, Nature Scientific Reports (22. januar 2016) DOI: /srep19872) Alder og dødelighed Den ældste kendte fritlevende gøg blev 13 år, men ellers er gennemsnitslevealderen nok under tre år. Det er navnligt ungedødeligheden der er stor. Overlever de først år, har de sikkert endnu en 4-5 år. 11

12 Ligner en spurvehøg Spurvehøgen ligner til forveksling en spurvehøg, og fjerdragten kan sandsynligvis hjælpe til at skræmme småfuglene, og eventuelt være med til at afsløre hvor de har anbragt deres reder. 12