Skarv. Videnskabeligt navn Phalacrocorax carbo (L) Folkelige navne: Ålekrage Søravn

Transkript

1 Skarv Videnskabeligt navn Phalacrocorax carbo (L) Folkelige navne: Ålekrage Søravn Udbredelse: I Danmark træffes to arter, skarven som er almindelig ynglefugl, og topskarven som er en meget sjælden strejf/vintergæst. Topskarven yngler på klipper langs ved Atlanterhavet og i Middelhavet. Skarven er som nævnt en almindelig ynglefugl i Danmark, men der forekommer to racer af skarven, den ynglende, mellemskarven (P. carbo sinensis), som hovedsagligt er yngletrækfugl, og storskarven (P. carbo carbo), som optræder som vintergæst, og yngler langs kyster i Storbritannien, på øerne i Atlanterhavet, til Grønland og langs Norges kyst. I øvrigt er skarven udbredt over det meste af kloden, bortset fra Sydamerika og Antarktis. På verdensplan regnes der med ca. 38 skarvearter. Fylogenien/systematikken er imidlertid ikke ganske afklaret. I det hele taget er fylogenien/systematikken blandt de årefodede eller pelikanfuglene (Tropikfugle/fregatfugle/pelikaner/suler/skarver) oppe til diskussion. Formodentligt vil molekylærbiologiske undersøgelser snart kunne give nye bud. Navnet årefodede har de fået, fordi de, som de eneste fugle har svømmehud imellem alle 4 tæer. Hvilket også er årsagen til, at de er slået sammen i en stor gruppe. Det vil dog sikkert vise sig, at der er tale om konvergens, dvs., at selvom de har fødder der ligner hinanden, betyder det ikke, at de nødvindigvis er nært beslægtede, men at de fra forskellige udgangspunkter, på grund af deres levevis har udviklet lignende anatomi/morfologi (her fødder) eller fysiologi. Den oprindelige opdeling i slægter og arter, var baseret på morfologiske og anatomiske forhold, som ikke entydigt siger noget om afstamningen, men blot kan være et udtryk for samme levevis. 1

2 Tabellen giver en kort oversigt over data for skarver der forekommer i Danmark Længde Vingefang Generationslængde Ynglepar i Art Vægt (kg)* (cm)* (cm)* Ældste** DK*** Status# Skarv 1,7-3, ca YT/ys/VG alm. Topskarv 1,4-2, SG meget sjælden *Mellemskarv ligger i den nedre ende og storskarv i den høje ende af mål og vægt, der er ca. 10% forskel, men også overlap, bl.a. fordi, hanner er større end hunner, så hanner af mellemskarv overlapper med hunner af storskarv. (data fra Das kompendium der Vögel Mitteleuropas) ** Ringmærkede fund *** 2014 fordelt på 76 kolonier (DCE, Århus Universitet) #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, VG-Vintergæst, SG-Strejfgæst (mellemskarv alm. YT/ys, storskarv alm. VG) Trækforhold: Som nævnt er de danske ynglefugle overvejende trækfugle, men en del forbliver dog i landet. De trækkende fugle overvintrer spredt over hele Europa til Middelhavet, hvor nogle når helt ned til de tunesiske og algierske kyster. Umiddelbart efter ynglesæsonen, begynder fuglene at spredes i mange retninger, men det egentlige sydgående træk tager først rigtig fart i fra midten af august til oktober. De første fugle vender tilbage til kolonierne allerede i februar, men hovedparten ankommer i løbet af marts. Det er hannerne der først dukker op, efterfulgt af hunnerne 1-2 uger senere. De tidligt ankomne er de lokalt, eller i nærområdet overvintrende fugle, fugle fra Mellemeuropa og Middelhavsområdet ankommer 3-4 uger senere. Skarverne benytter to trækveje, en vestlig ned over Holland, hvor nogle bliver, og nogle drager videre mod sydvest, samt en østlig, langs de store floder, nogle bliver i Mellemeuropa, f.eks. ved de store søer i Schweiz, og nogle tager videre til syd for Alperne, og endeligt når nogle, som nævnt, helt ned til den nordafrikanske kyst i Middelhavet. De skarver der bliver i landet, har den fordel at de hurtigt kan reagere på vejret, og er det mildt kan de tidligt sikre sig de gode rede pladser (se under ynglebiologi). Der dog også en risiko, hvis det bliver hård vinter, og deres fiskepladser (lavvandede kystområder) fryser til, kan det blive for sent at trække syd over, og konsekvensen kan blive at de dør af sult. Levested (habitat): Skarven er tilknyttet kysten, søer og større åer og floder. Mellemskarven, som yngler i Danmark, lever både langs kyster med forholdsvis lavvandede områder, og indlands ved søer og floder (i DK dog mest ved kystnære lokaliteter med kort flyveafstand til kysten, i de senere år dog trukket længere indlands). Ynglekolonierne anlægges ofte i høje træer, eller direkte på jorden på småøer (se under ynglebiologi). Storskarven, som gæster os uden for yngletiden er knyttet til havkyster, og de anbringer oftest reden på jorden (klipper), måske blot i mangel af træer? Status: Skarven har op igennem tiderne haft en omtumlet tilværelse i Danmark, og for den sags skyld hele Europa. Ikke ulig knopsvanen, har den været tæt på udryddelse, faktisk var den i en periode forsvundet fra den danske ynglefuglefauna. Skarven er blevet forfulgt af to hovedårsager, dels på grund af skaden den forvolder på træerne i ynglekolonierne, hvor skarvernes ekskrementer, tydeligvis, med tiden slår træerne ihjel, dels på grund af dens fødevalg, hvor den til en vis grad konkurrerer med det kommercielle kystfiskeri, særligt bundgarnsfiskeriet langs kysterne. 2

3 Reder i fyrretræ, man kan se hvorledes ekskrementerne hvidfarver og afløver træet 2. juni. Som ynglefugl, har skarven nok slået sig ned i Danmark for år siden, og har så ynglet indtil midten af 1870erne, hvor den endeligt blev udryddet. Den genetablerede sig i 1938 med en lille koloni på Langeland, og i 1944 på øen Vorsø i Horsens Fjord. I de følgende år etablerede den kolonier rundt om i landet men de flest blev hurtigt opgivet, indtil 1973 hvor den slog sig på en ø i Brændegård Sø på Sydfyn. Denne koloni voksede og kulminerede på et tidspunkt med 7000 par. En af de største kolonier i Europa. Man fældede på et tidspunkt træerne på øen, men en del af skarverne slog sig så ned på jorden eller i de fældede træer, som man lod ligge, en anden del flyttede til skovbrynet langs søbredden. I Danmark toppede skarvebestanden i midten af 1990erne med ca ynglepar, men fra ca er den gået tilbage, og i 2014 var der ca par. Skarverne var tidligere samlet i forholdsvis få, men store kolonier. Det mønster har ændret sig og i 2014 blev der registreret hele 76 kolonier med under 2000 par i den største af kolonierne. Årsagen til denne ændring kendes ikke med sikkerhed, men det kan skyldes, at de store kolonier nedbringer bestanden af byttedyr i nærområdet, og af flyveafstanden til fourageringspladserne derfor bliver for lange. En anden mulighed kan være, at skarverne, siden havørnen igen blev ynglefugl i Danmark (1996), har fået en naturlig predator, som har fundet ud af, at udnytte den let tilgængelige føde, som skarvunger i rede udgør. Havørnenes forstyrrelse i de store kolonier, kan sagtens have været medvirkende til spredningen til mindre kolonier. Da skarven af mange betragtes som et skadedyr, der påvirker fiskebestandene i negativ retning, er der stor offentlig opmærksomhed omkring den, og det er nok den mest overvågede art i Danmark. Bestanden optælles hvert år af DCE ved Århus Universitet, som led i et større fælleseuropæisk projekt. DCE er også kilden til 2014 opgørelsen. Bestanden reguleres stadigvæk ved sprøjtning af æggene med paraffinolie, så de ikke klækkes. Fjer/fældning: Det angives flere steder, at skarvens fjerdragt ikke er vandskyende. Det er imidlertid ikke korrekt. Det er klart, at en art som lever helt op i den arktiske zone, ikke kan overleve, hvis fjerdragten bliver gennemblødt. Forholdet er det, at det ydre fjerlag rigtigt nok bliver gennemblødt, men derefter kommer et lag, der er meget vandskyende, og det estimeres, at skarven holder et 1,5-2 mm isolerende luftlag omkring kroppen. Det er mindre end hos f.eks. dykænderne, men er antageligt en tilpasning til dens jagtform, så den, med den mindre luftfyldte fjerdragt og slankere krop, bliver en hurtigere og mere adræt svømmer, og derved mere effektiv i dens jagt på fisk. Det er blevet estimeret at fjerdragtens opdrift bliver reduceret med op til 3

4 knap 20%, i forhold til den tørre fjerdragt. Fænomenet med delvist gennemblødte fjer kendes også fra nogle af alkefuglene, hvor de våde fjer bliver mindre gennemtrængelige for luft, og dermed hindrer det isolerende luftlag omkring kroppen i at trænge ud. Når skarverne har dykket, tørrer de vinger ved at brede dem ud, og de vil ofte orientere sig sådan, at de, for at få større varmeindfald og tørringseffekt, sidder med solen i ryggen. Voksen skarv der tørrer vinger, med ryg mod solen. Den fælder både hånd og armsvingfjer De voksne har efter yngletiden, en fuldstændigt fældning, som strækker sig over næsten et halvt år, fra juni, med afslutning i december. De har så en partiel fældning igen før ynglesæsonen, hvor de fra januar til fælder hoved, hals og nogle kropsfjer, og anlægger yngledragten. Det kan bl.a. ses på den hvide plet på låret, og det lysegrå hoved i yngledragten. De unge skarver har partiel fældning fra august, hvor hoved, hals og en del af kropsfjerene udskiftes. I andet år har de en fuldstændig fældning, men først i tredje år kommer de ind i den voksne fældningsrytme. I den juvenile dragt er bryst og bug lys, de bliver mørkere ved første kropsfjerfældning i efteråret, men kan indtil de er toårige stadigvæk have lysere bryst og bug end de voksne fugle. Juvenil skarv med lyst bryst og bug. 30. oktober (til venstre) 1-års skarv (2K) stadig med lyse partier på bug og lys overside 2. juni (til højre). På billedet til venstre kan man se nogle rejste fjer lige over halen. Det er her fedtkirtlen sidder. 4

5 Føde: Skarven er som nævnt oven for fisker, og stort set 100% af føden er fisk. Den er ret opportunistisk hvad angår de fisk den fanger, og der er konstateret over 30 forskellige arter i dens gylp. Den fanger simpelthen, hvad der er mest af, og lettest at komme til, men den har dog en vis forkærlighed for fladfisk som ising. Fra udvalget kan ellers nævnes, sandkutling, hork, rødspætte, skrubbe, aborre, skalle, torsk, hundestejle, sild, etc. Det daglige fødeindtag ligger i størrelsesordenen 400 g. Den tager også laksefisk, og sportsfiskerne er bekymrede over, om skarven, fra de indlandskolonier, de i de senere år har etableret, kan true lakse og ørredbestandene i de større vandløb. Den almindeligste jagtform for skarven er individuelt fiskeri, men under særlige betingelser, stor koncentration af fisk, begrænset sigtbarhed i vandet og tilstedeværelsen af tilstrækkeligt mange skarver, kan de samarbejde om fiskeriet. Ved IJsselmeer, som er et af de store inddæmmede lavvandede områder i Holland, er betingelserne til stede, og når sigtbarheden i vandet af forskellige årsager bliver lavere begynder skarverne at samarbejde. Flokke af op til fugle danner en halvmåneformet kæde, og svømmer fremad, samtidigt med at de dykker, og skræmmer fiskene op, fra det tilsyneladende sikre dybere område med uigennemsigtigt vand, til det klarere vand tættere på overfladen, hvor de så kan se og fange dem. Når de forreste fugle har fået fangst nok, kommer fugle bagfra og erstatter de fugle der forlader kæden, nærmest i en rullende bevægelse. Det er når antallet af fugle kommer op på de individer at fangstresultatet er bedst. Bliver vandet klart hele vejen til bunden går de over til individuelt fiskeri. En effekt af metoden er også, at det konstante pres udmatter fiskene, så de bliver lettere at fange. Fiskenes svømmehastighed er afhængig af deres størrelse. De fisk som skarven fanger, ligger i en størrelses orden på 5-25 cm, og kan svømme i omegnen fra 2-9 km/timen, men kun i kort tid. Svømmehastigheden for skarverne ligger fra 3-4 til 6-7 km/timen, og ved at udmatte fiskene får skarverne dem ned i en komfortable svømmehastighed. En anden observation var, at størrelsen på de fangede fisk faldt med stigende vandtemperatur, hvilket sikkert kan forklares med, at fiskenes svømmehastighed er afhængig af vandtemperaturen, jo varmere vand jo hurtigere kan de svømme, og da svømmehastigheden også er afhængig af størrelsen, når de store fisk i det varmere vand op på en svømmehastighed, der gør det vanskeligt for skarven at fange dem. Ynglebiologi: Skarven bliver ynglemoden i 3-4 års alderen, men forsøger undertiden allerede som 2-3 årig at yngle. Den er monogam i ynglesæsonen, men skifter sikkert partner fra sæson til sæson. De første fugle dukker op omkring ynglekolonien i februar marts, sikkert de fugle der har overvintret i området. Det er hannerne der kommer først og udvælger sig en redeplads, hvorfra de sidder og blafrer med vingerne, så den hvide lårplet blinker, og på den måde forsøger at tiltrække en hun. De mest attraktive rede pladser ser ud til at være midt i kolonien, og ofte højt oppe. Det er generelt sådan i fuglekolonier, at de centrale dele af en koloni er de mest sikre i forhold til predation. Et andet kriterium, synes at være den fysiske kvalitet af redeplaceringen, for at undgå at reden skal kollapse og falde ned. Det er således vigtigt at være først til stede, og de overvintrende fugle har her et forspring i forhold til de fugle der trækker væk. Det er de fugle der kommer først, og etablerer sig på de mest attraktive rede pladser, der får mest afkom. Mellemskarven, som er den underart der yngler i Danmark, synes at have præference for at anlægge reden i træer, men på mindre øer, hvor der ikke er rovdyr som f.eks. ræve, ser man også kolonier anlagt direkte på jorden. Den store rede består af flere lag, ved kyster består bunden ofte af et lag tang, derefter grene og en foring med tørt græs og strå. Æglægningen kan for de først ankomne begynde allerede i slutningen af marts, de fleste begynder sandsynligvis i april, men sæsonen er udstrakt, og de sidste lægger måske først æg i juni. De 3-4 æg lægges med 2-3 dages mellemrum, der ruges af begge fugle fra første æg er lagt, og æggene klækkes asynkront, så der kan være flere dages forskel på ungernes alder. Rugetiden er ca. 30 dage og ungerne er derefter i reden ca. 2 måneder, og er afhængige af forældrefuglene i yderligere 2-3 måneder. Den asynkrone klækning har formodentligt samme funktion som hos landrovfuglene, når der er rigeligt med 5

6 føde, har alle ungerne en god chance for at overleve, er der derimod knaphed, er det kun de ældste der overlever, men i det mindste kommer der noget afkom ud af anstrengelserne. Alder/dødelighed: Skarven har en generationslængde på ca. 11 år og da de typisk begynder at yngle som 3-4 årige, har de gennemsnitligt en reproduktiv levetid på 7-8 år. Dødelighed hos skarv (% i forhold til alder) Første leveår Andet leveår tredje leveår Derefter Skarv (9-14) Data fra hollandske bestande Som det fremgår af tabellen, har skarven en typisk aldersrelateret dødelighed, hvor den er størst blandt unge og uerfarne fugle Den ældste kendte skarv (ringmærket) blev 27 år. 6