Indledning. Motiverne taler for sig selv. Iben Mondrup2 beskriver den grønlandske kunst som

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning...2 Problemformulering...3 Læsevejledning...4 Teori og metode...6 Barthes forståelse af værket...6 Repræsentation...6 Grønlands historie før kolonialiseringen...8 Grønlands historie kolonitiden...9 Postkolonialisme...10 Diskurs...11 Den dominerende danske diskurs om Grønland...13 Den nådige koloniherre...14 Nedslag: Samtidskunsten om Danmark som koloniherre Pia Arke, 2003: Scoresbysundhistorier...15 Grønlands historie - Postkoloniale Grønland...18 Grønlands historie - Selvstyre...19 Sproget som undertrykker...20 Samtidskunst som moddiskurs sprogdiskrimination i Grønland...21 Nedslag: Julie Edel Hardenberg ( ): Ikioqatigiilluta ( Jeg er grønlandsktalende )...22 Det grønlandske sprogs historie...25 Grønlandsk kunst og kunsthistorie...27 Billedkunstens udbredelse i Grønland ( )...29 Nationalromantikken i grønlandsk kunst ( )...30 Grønlandsk kunst i efterkrigstiden ( )...31 Det konceptuelles indtog i grønlandsk kunst ( )...33 Grønlandsk kunst fra slutningen af 1990'ere til nu...34 At forholde sig til grønlandsk kunst som postkolonial kunst...35 Etnoæstetik...36 Nedslag: Når det grønlandske vendes på hovedet...38 Etnoæstetik som udtryk for den grønlandske kunst...39 Grønlandske motiver geografisk determinisme?...40 Kollektiv erindring og erindringssteder...40 Naturfortolkninger i en nationalistisk kontekst...42 Nedslag: Geografisk determinisme i samtidskunsten...44 Når grønlandsk kunst er ikke-grønlandsk...46 Nedslag: Nationaldragt nyfortolket i designkollektion...48 Brugen af nationalsymbolet flaget i grønlandsk kunst...50 Grønlandsk identitet...54 Det særegen grønlandske...54 Nedslag: ikke-stereotype grønlændere...55 Grønlandsk som andenhed...56 Konklusion Grønlandske identiteter...57 Litteratur...58 Abstract...61 Resume

2 Indledning Man behøver ikke at være inde i en forståelse af den postkoloniale tankeramme, for at kunne se at der udkæmpes en heftig kamp om identitet i den grønlandske samtidskunst1. Motiverne taler for sig selv. Iben Mondrup2 beskriver den grønlandske kunst som Miki Jacobsen (u.å.): Culture Future I. et instrument i den grønlandske udviklingsproces, om den vil det eller ej. (Mondrup 2009: 1). En rolle som aktivt bliver brugt og problematiseret i samtidskunsten, og som blandt andet kommer til udtryk i en mangeartet kunstpraksis, som langt overskrider kunstens grænser og som omfatter både socialt arbejde og forfattervirksomhed, men også mere traditionelle fysiske værker og værker af fotografisk eller filmisk karakter. Kuratorisk Aktion, som i 2006 arrangerede udstillingsrækken Rethinking Nordic Colonialism, beskriver kunstens rolle i postkoloniale områder, som en aktiv instans der fører os [...]'back to the crime scene' hvor der skabes en generindring som kan lede op til en mental bearbejdning. (Borello 2009: 1). For Danmarks rolle som kolonimagt over Grønland rummer en masse ubehandlede postkoloniale traumer. En generindring er vigtig for at forlige sig med den koloniale fortid og arv, mener Kuratorisk Aktion, en generindring som netop ses i samtidskunsten. Ved at kaste et blik på den grønlandske samtidskunst motivbrug, ses tydelige referencer til den klassiske stereotype fremstilling af det grønlandsk særegne, et begreb som kunsten problematiserer, kritiserer og aktivt gør brug af. For som Mondrup skriver; Samtidskunstnerne i Grønland interesserer sig generelt for emner Julie Edel Hardenberg (u.å.): Det velsignede land. 1 Samtidskunst: eksperimenterer radikalt med alle kunstens konventioner og regler (Albertsen 2001). Tidsmæssigt afgrænses samtidskunsten til at omfatte de sidste år af galleriverdenen og år af museumsverdenen, eller som nulevende kunstnergenerationer. Her fokuserer jeg på de sidste år. 2 Cand..phil. i kunstteori og formidling samt kvinden bag onlinearkivet ibenmondrup.dk om grønlandsk samtidskunst. 2

3 der vedrører Grønland (Mondrup 2009: 1) og grønlandsk identitet. En interesse som ikke bunder i nationalistisk selvoptagethed, men som Kuratorisk Aktion forklarer med at [...] se sin egen historie i øjnene og gøre op med en fortid, som ligger ubehandlet hen [...] (Borello 2009: 1). Et projekt de grønlandske kunstnere arbejder aktivt med, men som Kuratorisk Aktion påpeger er meget forsømt i en dansk kontekst; Danskerne er kolonister, så er det sagt og ude i det åbne. Det er ikke bare England, Spanien, Frankrig og Holland og de andre, der har bemægtiget sig et fjern folk og holdt dem i et greb, hvor selvstændighed, ansvar, udvikling og civilisationens goder ikke var givet for de kolonialiserede. Tværtimod. (Borello 2009: 1) Kuratorisk Aktion, mener ikke at vi som danskere har set realiteterne fra kolonitiden i øjnene. Det var netop målet med udstillingen i 2006, at fordrive det koloniale spøgelse. Men det spøger stadig i repræsentationen af grønlandsk kunst. Jørgen Tronhjem3 påpeger den repræsentationsproblematik som den grønlandske kunst altid er underlagt. Den ses ikke som kunst, men altid som grønlandsk kunst, som repræsentation for den grønlandske kultur og identitet (Tronhjem 2002: 8). En problematik som de grønlandske kunstnere er godt og grundig trætte af, men som er svær at komme uden om, især i en dansk kontekst, hvor man ser at udstillinger med grønlandsk kunst, altid markedsføres på det netop grønlandske, ikke på kunsten i sig selv. Det grønlandske er naturligvis en del af kunstnernes erfaringsunivers, men dermed ikke nødvendigvis det, de vil udrykke med deres værker. (Ibid. 9). Problemformulering I dette projekt søger jeg gennem belysningen af grønlandsk samtidskunst, at afdække et stykke dansk kolonihistorie. Gennem en fokusering på en af de tematikker som fylder meget i et postkolonialt område som Grønland, nemlig forhandlinger af identitet, ønsker jeg at undersøge hvorledes det kommer til udtryk i samtidskunsten. Derfor lyder min problemformulering således: Hvordan beskæftiger grønlandsk samtidskunst sig med grønlandsk identitet? For at svare på problemformuleringen, er det nødvendigt at klarlægge følgende områder; først vil jeg redegøre for en række vigtige træk i Grønlands historie og kunsthistorie, som udgør en 3 Ph.D. i Eskimologi og førende forsker inden for moderne grønlandsk kunst. 3

4 nødvendig forståelsesramme for den kontekst samtidskunsten er opstået i og er et udtryk for. Derefter følger en diskussion af grønlandsk identitet og samtidskunst. I problemformuleringen ligger implicit en forforståelse af at samtidskunsten ikke skabes i et tomt arktisk vakuum, men i høj grad er en aktiv del af det samfund den skabes i, en optik som blev introduceret i indledningen og tydeligt illustreret i de viste værker. Jeg har valgt at inddrage de værker som åbenlyst beskæftiger sig med den problematik som jeg finder interessant, derfor kan de værker som optræder i opgaven ikke opfattes som repræsentative for den samlede grønlandske samtidskunst. Læsevejledning Projektet er opbygget af følgende elementer: 1. En teoretisk forståelsesramme: Barthes, repræsentation, postkolonialisme og diskurs. 2. Historiske afsnit som redegør for væsentlige begivenheder og træk i historien. 3. Kunsthistorisk gennemgang af vigtige tendenser i grønlandsk billedkunst. 4. En række tematiske analyser, herunder Etnoæstetik. 5. Diskussion af begrebet grønlandsk identitet. 6. Undervejs stilles der skarpt på værker som problematiserer grønlandsk identitet gennem en række analytiske nedslag. Problemformueringen bygger på en socialkonstruktivistisk forståelse af kunst som diskursiv. En forståelse som vil blive introduceret i teori og metodeafsnittets første del om min værkforståelse, og udbygges i diskursafsnittet senere. Derefter vil de rammer hvor i den grønlandske samtidskunst ofte læses i, blive præsenteret. Det er kunst som repræsentation og postkolonialismen. Repræsentation er relevant i denne sammenhæng, fordi den grønlandske samtidskunst næsten altid bliver læst ind i en grønlandsk kontekst, af os ikkegrønlændere. Af samme grund er postkolonialismen interessant, fordi den historisk spiller en rolle for nutidens Grønland, og ofte italesættes når talen falder på Grønland og grønlandsk kunst. En kort gengivelse af Grønlands kolonihistorie vil i den forbindelse indgå, for at give læseren en forståelse af hvorfor det postkoloniale aspekt så ofte italesættes. Herefter følger en redegørelse for opgavens diskursive forståelsesramme, som vil blive videreført i præsentationen af en moddiskurs og diskussionen her af, hvor inddragelsen af det grønlandske sprogs historie er væsentlig for at forstå kompleksiteten. 4

5 Her efter følger en kunsthistorisk redegørelse for de vigtigste tendenser i grønlandsk kunsthistorie, med særligt fokus på samtidskunstneren Pia Arkes værk Etnoæstetik, grønlandske motiver, geografisk determinisme samt en række analyser. Afslutningsvis diskuteres grønlandsk identitet i forholdet til kolonihistorien og de problematikker som værkanalyserne har blotlagt. Opgaven igennem vil analytiske nedslag tjene til at uddybe enkelte værker og tematikker, for at belyse en given problemstillingen grundigere, for at fokusere på et givent indhold. 5

6 Teori og metode Kunst er et middel, hvormed mennesker kommunikerer budskaber (Rose 2006: 12) til andre mennesker. I klassisk forstand kommunikerer kunsteneren budskaber til os gennem billedsprog, men samtidskunsten holder sig sjældent entydigt inden for et format eller genre. Derfor tager jeg udgangspunkt i Roland Barthes betragtning om en tekst (et værk), hvor vægten ligger på en formidling af budskaber, frem for det stilistiske udtryk. Barthes forståelse af værket Min forståelse af kunsten som visuel kommunikation, udspringer af Roland Barthes betragtning om en tekst (et værk): Den udgør et flerdimensionalt rum inden for hvilket forskellige fragmenter af tekster, hvoraf ingen er originale, blander sig med hinanden og/eller indgår i konfrontation med hinanden. Disse tekstfragmenter stammer fra den omgivende kultur, hvorfor teksten ikke kan siges at eksistere 'udenfor' denne. Teksten udgør i stedet et billede af samme kulturs kompleksitet. (Barthes [1969] 1977 citeret i Rose 2006: 45-6). Barthes vægtning af værkets rolle som repræsentation for kultur, udgør den vinkel jeg vil analysere værkerne ud fra. Derved betragtes værket som bestående af udvalgte og sammenstykkede af allerede eksisterende brudstykker, som kunstneren så har sammensat til en helhed (Ibid.: 46). Barthes understreger samspillet mellem tekst og samtid, både i den samtid det er skabt, men også i den samtid det analyseres i, og pointerer derved den relativitet enhver analyse besidder. Endvidere retter Barthes også fokus mod de mulige betydninger som et værk rummer, som går ud over de intenderede betydninger fra kunstnerens side. Disse betydninger uddyber Stuart Hall i hans tanker om repræsentation, som gennemgås her under. Der er to dominerende rammer, man som læser næsten per automatik læser den grønlandske samtidskunst ind i. Den første ramme er den hvor grønlandsk kunst læses som repræsentation for noget andet end blot det den viser, en forståelse som Barthes lægger ind i læsningen af værket. Den anden ramme ligger forståelsesmæssigt i forlængelse her af, det er en postkolonial læsning som læser Grønlands tidligere status som dansk koloni ind i læsningen af værket, mere her om senere. Repræsentation Stuart Halls begreb repræsentation tager udgangspunkt i det at repræsentere noget; to represent something is to describe or depict it, to call it up in the mind by description (Hall 1997: 16) og defineres som the production of the meaning of the concept in our mind through language 6

7 (Ibid.:17), repræsentationer er altså noget, som står for noget andet, men med samme betydning. Halls forståelse af repræsentationer baserer sig på en ide om to repræsentationssystemer, det første er det mentale repræsentationssystem, hvor vi har faste kollektive mentale billeder af begreber når vi hører dem. Det andet er det det fælles sprog som vi bruger til at udveksle ideer og meninger med. Halls forståelse af sprog begrænser sig ikke til det verbale og skriftlige sprog, han påpeger at også billeder, tøj og mode er former for sprog (Ibid.: 17), i denne forståelse lægger Hall vægt på sprogets rolle som betegnende og betydningsskabende i en kulturel kontekst. Det forklarer Hall med udgangspunkt i en semiotisk forståelse af betydningsskabelse. Hall tager udgangspunkt i Saussures forståelsen af at koblingen mellem tegn og betydning som vilkårlig4. Denne diktonomi benytter Hall til at forklare, hvorledes forbindelsen mellem indre kollektive mentale forestillinger og den sansede verden er vilkårlig, og altså ikke naturgiven, med Saussures klassiske eksempel mellem ordet 'træ' og det mentale billede af et træ, som lige så godt kunne have haft betydningen hund eller noget helt andet. Hall understreger at vi også får mentale billeder for abstrakte ting som krig, venskab eller engle, også selv om vi ingen personlige erfaringer har med begrebet eller det er imaginært (Ibid.: 17). Til det mentale billede er knyttet forskellige betydninger som går ud over den egentlige primære betydning. At der på et lokalt kollektivt plan hersker enighed om fortolkningen af tegns betydning5, er ikke det samme som at der også hersker enighed om hvilke mer-betydninger som knytter sig til tegnet. Således kan Barthes to begreber denotation og konnotation, bruges til at beskrive de to betydningslag et tegn/ting besidder, som henholdsvis den rene betydning og den kulturelt værdiladede mer-betydninger som skabes mellem mennesker (Rose 2006: 28), da sproget først opnår sin betydning, i brugen mellem mennesker. Hall påpeger at fortolkningerne er kulturelt bestemte og ikke konstante over tid (Hall 1997: 23, 32), det betyder at den kulturelle og historiske kontekst for en tekst er afgørende for at nærme sig den indtenderede forståelse som kunstneren tilsigtede, dog ikke sagt at det kan lade sig gøre i praksis. Et centralt tema i Halls behandling af repræsentationer, er repræsentationen af den anden og hvordan betydninger er knyttet her til. Også her tager Hall udgangspunkt i Saussure og hvorledes betydning kommer til udtryk i kontraster (Hall 2006: 328), således opfattes betydninger i modsætningspar. Et andet, men beslægtet begreb Hall også benytter, er forskellighed, som han beskriver som ambivalent, da det både indeholder nødvendige positive og negative aspekter. 4 Hall henviser til Saussures arbitrære tegnforståelse (Se fx Rose 2006: 28). 5 Tegnets/ordets leksikalske betydning inden for sprogfællesskabet (Rose 2006: 28) 7

8 Positive fordi det er en forudsætning for skabelsen af betydninger, sociale identiteter og kulturer, og negativ, fordi disse forskelle kan opleves som truende og skabe fjendtlighed i forholdet til den anden (Ibid.: 332). Det giver sig udtryk i en reduktionistisk, essentialistisk og stereotyp fremstilling af den anden, den negative polaritet i forholdet til det velkendte os (Hall 2006: 225). Repræsentationer er betydningsskabende i kulturelle sammenhænge, og er med til at distancere os fra de andre. En anden måde at tale om repræsentationernes rolle på, er gennem diskursbegrebet, som implicit indeholder en magtstruktur. Jeg vender tilbage til diskursbegrebet senere, først er det nødvendigt at introducere den anden store ramme vi læser grønlandsk samtidskunst ind i, nemlig postkolonialismen og dens historiske kontekst. Grønlands historie før kolonialiseringen Grønlandsk kultur og identitet er aldrig blevet konstrueret i et arktisk tomrum, med grønlænderne som eneste aktører. Den grønlandske historie har været præget af andre kulturers påvirkning helt siden 1200-tallet, men navnlig i perioden efter 1721, hvor Grønland blev dansk koloni. Både det grønlandske skriftsprog6 og konstruktionen af det grønlandsk særegne, er sket med stærk påvirkning udefra. Grønlands historie som dansk koloni begynder først i 1721, men forud for det, levede det grønlandske folk ikke en afsondret tilværelse. Allerede i 1261 indvilligede det norrøne folk7 i at betale skat til den norske konge, på daværende tidspunkt ernærede det norrøne folk sig af landbrug og fiskeri. Tidligere havde jægerfolk beboet Grønland, men de var uddøde, andre jægerfolk fra Alaska8 var kommet til, og de ernæret sig via hvalfangst (Adriansen 2003: 381). Med foreningen af det danske og norske kongerige i 1380, blev Grønland indlemmet i dobbeltmonarkiet. Den norrøne befolkning uddøde i løbet af 1400-tallet, forud for dette havde der været samhandel mellem dem og Thule-kulturen, som nu havde bredte sig til hele Grønland. I perioden op til kolonialiseringens begyndelse i 1721, havde den dansk-norske konge sendt ekspeditioner til Grønland med store mellemrum, og der havde været en del samhandel med blandt andet hollandske handelsflåder (Worsøe 1985: 52). 6 Mere her om i afsnittet Det grønlandske sprogs historie 7 Som var indvandret fra Island i slutningen af 900-tallet, og som var afhængig af kontakten til Europa. 8 Som senere udgjorde Thulekulturen. 8

9 Grønlands historie kolonitiden Grønlands tid som egentlig koloni, begyndte i 1721, hvor den norske præst Hans Egede ankom til Grønland og begyndte missionsarbejdet, med at kristne befolkningen. Der indførtes en administration og alt handel blev reguleret til at gå gennem et statsligt handelskompagni i de mange små handelskolonier langs kysten. Det førte til en monopoliseringen af handlen i 1751 (Ibid.: 383). Missionsarbejdet led under sprog og kulturbarriere og handlen gav underskud de første mange år, fordi hollænderne gennem mange år havde fanget hvaler ved de grønlandske kyster, og allerede etableret handelskolonier (Worsøe 1985: 53-54). For at optimere handlen indførtes et instruks som sigtede på at bevare den oprindelige fangerkultur og begrænse skadelig påvirkning udefra, hvor i kongen krævede at grønlænderne holdt sig til sælfangst og undlod jagt på rensdyr (Bobé 1936 gengivet i Worsøe 1985: 123)9. I perioden havde Den Kongelige Grønlandske Handel retten til at administrere de grønlandske kolonier (Thomsen 1998: 31). I 1820 efter napoleonskrigene10, tog kolonialiseringen atter fart. Der oprettedes flere handelsstationer for at få driften af Grønland til at hvile i sig selv.. I 1845 blev de første kateketseminarer i Nuuk og Ilulissat oprettet, hvor grønlændere blev uddannet som hjælpepræster. Den bagvedliggende motivation var at fremelske kærlighed til modermålet, folket, fædrenes land og naturen (Thomsen 1998: 27), som de skulle være med til at udbrede i hele befolkningen. På seminarerne blev de undervist i den danske samfundsmodels forbilledlighed, samt kajakroning og fangst, for at styrke fangererhvervet som det vigtigste grønlandske erhverv. Seminarerne fik en afgørende betydning for opbygningen af en grønlandsk national identitet, hvor det ikke bare var det lille lokalsamfund som var rammen for fællesskabsfølelsen, men med folk fra forskellige bygder, blev der knyttet bånd på tværs (Ibid.). I midten af 1800-tallet stod det så grelt til med de grønlandske samfundsforhold. Det attraktive salg af skind, som gjorde det muligt at købe forbrugsvarer, var så højt, at mange ikke havde skind nok til at bygge sommertelte, og derfor blev boende i vinterhusene. Det medførte sygdomme som tuberkulose, da husene ikke kunne udluftes ordentligt, samt sult blandt fattige (Worsøe 1985: 57). En lille gruppe danske embedsmænd, her i blandt den sydgrønlandske inspektør H.J. Rink11, stod sammen om at kritisere forholdene, og de mente at det var kolonialiseringen som bar ansvaret. Derfor udarbejdede de nogle nye reformer som resulterede i at grønlænderne blev inddraget i koloniadministrationen og oprettelsen af forstanderskaber i de enkelte kolonidistrikter. Her krævedes det at de enkelte forstandere var dygtig fanger, således at de kunne stå for en opdragelse 9 Kongeligt Aabent brev, gengivet i Worsøe 1985: Hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige, men fik lov at beholde de tidligere norske besiddelser Grønland, Færøerne og Island. 11 Rink var øverst ansvarlige for handel og administration i og senere stifter af avisen Atuagagdliutit. 9

10 af 'almuen' til en politisk-social bevidsthed. [og derigennem en] Genskabelse af selvrespekten (Gad 1984: 226). Forstanderskabernes rolle var på lokal plan, at yde socialhjælp til de fattige og fordele overskuddet fra skindsalget til de dygtigste fangere, for at motivere alle fangere til at øge fangsten (Worsøe 1985: 57). Thomsen (1998: 25) skriver at formålet med forstanderskabernes var at lokke fangerne fra fordelingsøkonomi til at sælge deres fangst til handelskompagniet. Dette, samt udbredelsen af budskabet om hvor forarmede grønlænderne var, både åndeligt og materielt, tjente også det formål at opretholde handelsmonopolet ved at holde frihandlen ude af Grønland. Da handlen i 1856 blev givet fri på både Færøerne og Island, var frygten reel. Altså var fremelskelsen af det nationale erhverv og oprettelsen af forstanderskaberne med inddragelsen af fangerne i styrelsen af bygderne, økonomisk motiveret fra dansk side (Ibid.). Nye erhverv som fårehold og fiskeri føles i starten af 1900-tallet som en trussel mod det allerede veletablerede nationale erhverv. De var en af motivationsfaktorerne for, at der i 1907 blev dannet den første forening i Grønland. Det var en national kristen vækkelsesbevægelse, med navnet Peqatigiinniat som betyder de der vil være fælles. Her foregik de tidligste debatter om grønlændernes nationale egenart. (Adriansen 2003: 384) Ovenstående eksempler fra den grønlandske kolonihistorie viser, at skabelsen af en grønlandsk identitet, noget grønlandsk særegent, havde en anden dagsorden end blot at støtte den lokale grønlandske kultur. Jeg vil senere komme ind på andre aspekter af kolonialiseringen, som jeg mener har haft betydning og stadig har det, på det grønlandske samfund. Postkolonialisme Når man taler om postkolonialisme, henviser man til en teoretisk tilgang som forholder sig kritisk til arven fra kolonitiden og imperialismen. Herunder særligt den kulturelle og intellektuelle dominans som vesten udøvede over kolonialiserede områder (Go 2006: 452). Begrebet postkolonialisme henviser til de tidligere kolonialiserede områder, men i teoretisk sammenhæng rummer ordet også en implicit forståelse af at der til områderne hører en gruppe specifikke problemstillinger, forankret i historien. Det kommer Boehmer ind på i sin definition af begrebet: postcoloniality is defined as that condition in which colonized peoples seek to take their place, forcibly or otherwise, as historical subjects. (Boehmer, 1995:3). Feltet har sin oprindelse i studier af litteratur fra de tidligere kolonier, og udtrykker overordnet en 10

11 kritisk stillingtagen til den vestlige imperialisme (Ashcroft et al. 2007: 11). Dette beskriver Boehmer således; Rather than simply being the writing which came after empire, postcolonial literature is that which critically scrutinizes the colonial relationship. It is writing that sets out in one way or another to resist colonialist perspectives. As well as a change in power, decolonisation demanded symbolic overhaul, a reshaping of dominant meanings. Postcolonial literature formed part of this overhaul (Boehmer, 1995:3). I postkolonialismen er der to grundlæggende teoretiske antagelser, den første omhandler at imperialismen ikke kun dominerede de kolonialiserede områder gennem fysisk og økonomisk kontrol, men også diskursivt gennem holdninger, viden og repræsentation (Go 2006: 452). Den anden er at følgevirkningerne heraf, stadig præger de tidligere koloniale områder, således at der fortsat ses social, politisk og økonomisk ulighed mellem tidligere koloniherre og de underlagte kolonier (Ibid.: 453). Postkolonialisme er bare en måde, at italesætte denne optik eller diskurs om man vil. Netop diskursbegrebet er en central indgangsvinkel til det postkoloniale felt. Diskurs Diskursteorien tjener i dette projekt som den overordnede forståelsesramme, mere end som analytisk metode. Min forståelse af diskursbegrebet tager udgangspunkt i Jørgensen og Phillips (1999) udlægning af Laclau og Mouffes diskursteori fra 1985 i hovedværket Hegemony and Socialist Strategy. Jørgensen og Phillips forklarer diskurser som de måder vi tænker og taler om tingene på. Det er således diskurserne som sætter rammen for hvordan og hvad vi kan tænke om en given ting (Jørgensen & Phillips, 1999: 69-70). Denne definition tager udgangspunkt i både socialkonstruktionismen og den strukturalistiske/poststrukturalsitiske forståelse af at sproget er struktureret i forskellige mønstre12, som vores udsagn følger, når vi agerer inden for forskellige sociale domæner (Ibid: 9). Mennesket spiller en aktiv rolle i at skabe og forandre dem (Ibid.). Målet for Laclau og Mouffes diskursanalyse, [...] går derfor hele tiden ud på at dekonstruere de strukturer, der udgør vores 'naturlige' omverden; man forsøger netop hele tiden at vise, at den givne indretning af verden er et resultat af politiske processer med sociale konsekvenser. (Jørgensen & Phillips 1999: 61). Det er denne forståelsesramme jeg læser samtidskunsten ind i, med fokus på de moddiskurser som kunstnerne prøver at italesætte gennem værkerne. En diskurs defineres altid i forholdet til hvad den ikke er, hvad den udelukker.13 Alle disse andre 12 De sproglige mønstre henviser til Saussure og hans strukturalistiske arbejde, men udvides også med poststrukturalismens syn på strukturerne som ideelle, men ikke faktiske. 13 Tanken tager udgangspunkt i Saussure og strukturalismens tegnforståelse, som også omtales i repræsentations- 11

12 betydninger som ikke er dominerende, kaldes det diskursive felt, og diskursen er altid i fare for at at blive undermineret af dette ydre; altså for at andre definitioner af tegnene skal forstyrre dens entydighed (Ibid.: 38). Relationen mellem konkurrerende diskurser kan være åbenlys eller indirekte og der kan meget vel være store uoverensstemmelser mellem de forskellige diskurser (Ibid.: 69). I diskursbegrebet ligger underforstået nogle antagelser om magt. Den dominerende måde at snakke og tænke om en given ting på, er den dominerende diskurs, alle andre diskurser er moddiskurser og underlagt den dominerende diskurs. Kampen om retten til at definere betydningen af et givet udtryk, og dermed sætte dagsordenen udkæmpes særligt om centrale begreber (nodalpunkter), som på sin vis systematiserer de andre (Ibid.: 37, 39). Systematiseringen udgøres af de ækvivalenskæder som knyttes til begreberne, som er en form for associative-kæder af ord, som på sin vis angiver handlingsanvisninger og således kæder naturfolk, sæljægere og kajakroere til begrebet grønlænder. Systematiseringen struktureres altid efter hvad diskursen ikke indeholder, således er begreber som moderne, civiliseret, dansk og vegetar med til at definere hvad begrebet grønlænder i den dominerende diskurs ikke indeholder. Der kan findes moddiskurser som inkluderer ovenfornævnte ord, som kæmper mod det stereotype billede den gældende diskurs repræsenterer. I en grønlandsk samtidskunst kontekst er det særligt begrebet grønlænder som er på spil. Hvilke identitetsmæssige betydninger tilknyttes begrebet og hvilke moddiskurser er oppe imod definitionen? Ligeledes ses at typiske grønlandske motiver som indlandsisen, fjordene, dyrene, åndeverdenen alle tillægges central betydning, hvor af nogle kunstnere prøver at bryde med denne på forhånd fastlagte betydning. I en dansk kontekst defineres ordene kun endnu mere essentialistisk, fordi de færreste af os har en stærk personlige relation til Grønland, grønlændere og begreberne, som giver os et mere nuanceret billede af begreberne. Inden for Laclau og Mouffes diskursteori defineres også begrebet identitet. En identitet er opbygget af forskellige internt uoverensstemmende diskurser. Således ses også konflikter mellem diskurser på individniveau og ikke bare på samfundsniveau. Det enkelte individ er splittet mellem de forskellige identiteter, som det i en given situation kan vælge at identificere sig med. Sagt med Laclau og Mouffes ord, så er individet overdetermineret og mulige identifikationsmuligheder i forskellige positioner er mange (Ibid.: 56). Repræsentationsbegrebet optræder også i diskrusteorien. Det optræder i relation til identitetsbegrebet, og bruges i overensstemmelse med Halls definition, hvor en person eller et afsnittet. 12

13 begreb kan ses som repræsentant for noget mere eller andet, end det det blot er. Begrebet optræder i denne sammenhæng sammen med gruppebegrebet (Idib.: 56), hvor det påpeges at grupper både kan skabes af dem som tilhører gruppen, eller af majoriteten, som putter de andre i en gruppe, hvorved eventuelle forskelle skjules. En problematik som Trondhjem blev citeret indledningsvis for at henvise til. Netop denne forskelselimination ved gruppefunktionen, er noget som særlig tydeligt kommer til udtryk når vi som danskere betragter grønlænderne som de andre. Vores syn er ofte styret af en grov stereotypisering, som resulterer i overraskelse, når det går op for os, at det for eksempelvis faktisk kun er et fåtal af grønlændere i Danmark som er på bistand. Den dominerende danske diskurs om Grønland Man kan ikke sige Grønland uden at helt bestemte associationer dukker op. Associationerne går i to retninger, enten tænker man på et stolt naturfolk som fanger sæler fra kajakker og spiser spæk ellers tænker man på alkoholiserede grønlændere på Christianshavn og skræmmende statistikker for selvmord og incestramte børn i Nuuk. I begge associationer ligger en underliggende magtrelation mellem danskere og grønlændere, som beskriver forholdet med en mor-barn-metafor. Det var danskernes pligt, ifølge en udsendt instruks af 1782, at sørge for at Landets børn ikke ledes i fristelse og fordærv via europæisk kost, drikke og for varme klæder (Adriansen 2003: 383). Målet var at bevare den oprindelige fangerkultur og beskytte den mod skadelige påvirkninger udefra (Ibid.) for at undgå Landet og Handlens Ruin som det står skrevet i instruksen. Det var ikke et nobelt ønske om at respektere den grønlandske levevis, men simple økonomiske motiver som lå bag. Fordommen om sociale problemer i Grønland er sand nok, men når det kommer til udsatte grønlændere i Danmark er tallene relativ beskedne. Antallet af grønlændere på kontanthjælp og førtidspension i Danmark på og ud af de grønlændere som er bosiddende i Danmark14, og de udgør omtrent 1/3 af den samlede grønlandske befolkning (Andersen 2008: 28). I den dominerende danske diskurs om Grønland, ligger der også en forestilling om at Grønland ikke kan klare sig selv uden Danmarks hjælp, lidt i forlængelse af mor-barn-metaforen. Antagelsen bygger i vid udstrækning på en række eksempler, hvor Danmark og Grønland har et samarbejde. Eksempelvis inden for uddannelsesområdet, hvor muligheden for gratis uddannelse er en del af rigsfællesskabsaftalen (Ibid.). Dog varetager Grønland størstedelen af de statslige opgaver, med 14 Tallene i dette afsnit stammer fra Den Nordatlantiske Gruppe i Folketingets undersøgelse fra 2007, se Andersen 2008:

14 undtagelse af dem som endnu ikke er overdraget, enten fordi ressourcerne ikke er der til det, eller fordi Danmark ser fordele i at beholde indflydelsen, så som på det sikkerhedspolitiske område og i forholdet til den grønlandske undergrunds mulige olieforekomster.15 Danmark hjælper også Grønland med veluddannet arbejdskraft, så som skolelærere, læger og sygeplejersker. En tradition som allerede blev grundlagt ved kolonialiseringens begyndelse i 1721 med indførslen af en dansk administration, gennem missionsarbejde og senere oprettelsen af et dansk læreseminarium (Adriansen 2003: 383-4). Således har der i hele koloniperioden været en stor andel af den grønlandske befolkning som har været dansk og midlertidig, andelen af danskere udgør omkring 15% af befolkningen (Andersen 2008: 24) og de besidder de bedste stillinger i landet. Selv om Danmark bidrager med højtuddannet arbejdskraft til Grønland, forholder det paradoksalt nok således at mange veluddannede grønlændere ikke vender tilbage til Grønland efter endt uddannelse i Danmark (Ibid.: 28). I den dominerende diskurs om Grønland, findes der således spekulationer omkring det nutidige forhold mellem Grønland og Danmark, tanker om Grønlandsk afhængighed, bloktilskud, misbrug og storslået natur, men at disse nutidige forhold er dikteret af en fortid hvor Danmark i bedste kolonimagtstil udnyttede grønlænderne, er ikke en del af diskursen. Den nådige koloniherre I dansk kollektiv erindring eksisterer der ikke et billede af Danmark som koloniherre. Man ved godt at Grønland var en dansk koloni, men moderrolle-metaforen har domineret denne forståelsen og gør det stadig i nogen grad i dag. Derfor præges debatten af og til at opfattelser som vi skylder ikke Grønland noget, og et lidt nedsættende syn på Grønlands afhængighedssituation af Danmark er mere normen end undtagelsen. Men; Danskerne er kolonister, så er det sagt og ude i det åbne. Det er ikke bare England, Spanien, Frankrig og Holland og de andre, der har bemægtiget sig et fjern folk og holdt dem i et greb, hvor selvstændighed, ansvar, udvikling og civilisationens goder ikke var givet for de kolonialiserede. Tværtimod. (Borello 2009: 1) Kuratorisk Aktion ligger ikke fingre imellem; Danmark er en kolonimagt. Videre uddyber de nogle af de gerninger danskerne udsatte grønlænderne for, som tvangsflytning, inddragelse territorier, udnyttelse og børn sendt på dannelsesrejse til Danmark (Ibid.). I de sidste år inden hjemmestyrets oprettelse, tvangsflyttede de danske myndigheder familier fra urentable bygder til byen, under den såkaldte koncentrationspolitik. Det betød konkret at familier som altid havde levet på traditionel vis langt væk fra den moderne civilisation, blev bosat i 15 Mere om dette i afsnittet om Grønlands historie Selvstyret. 14

15 almennyttige boligblokke og ansat i fiskeindustrien, med store sociale problemer som følge (Rasmussen & Villaume 2007: 635). Den humane kolonialisering af Grønland, som Danmark ynder at fremstille kolonialiseringen som værende, forklarer Thomsen, var ikke human af næstekærlige årsager, men af rent økonomiske; Grønlands geografiske og klimatiske forhold var sådan, at det, som datiden kaldte europiske erhverv, ikke umiddelbart lod sig omplante til landet. Det betød, at den dansk-norske tilstedeværelse i landet økonomisk kom til at hvile på den indfødte eskimoiske befolknings udøvelse af det, der i den Kongelige Grønlandske Handels jargon hed det nationale erhverv, dvs. fangsten af sæler fra kajak og ved isfangst. [ ] forudsat man overhoved ønskede at opretholde sit engagement i Grønland [var der ikke ] noget realistisk alternativ til en human og erhvervsbevarende behandling af lokalbefolkningen. De ædle idealer havde stærke økonomiske handelsinteresser at støtte sig til. (Thomsen 1998: 23). I denne sammenhæng nævnes også hvorledes den danske kolonimagt, på blandt andet de Vestindiske Øer, ikke var nævneværdig mere humane end de andre kolonimagter, når det kom til brutal nedslagtning, tvangsarbejde og anden kolonial undertrykkelse (Ibid.). Nedslag: Samtidskunsten om Danmark som koloniherre Pia Arke, 2003: Scoresbysundhistorier En af de kunstnere som mest intenst har arbejdet med Danmarks rolle som kolonimagt, gennem en grønlandsk optik, er Pia Arke. I hendes bog Scoresbysundhistorier kortlægger hun kolonialiseringen gennem private fotografier, personlige beretninger og arkivmateriale, som tager udgangspunkt i hendes egen families historie. Hendes mormor og morfar var blandt de grønlændere som blev bosat i den danske koloniby i Byen opstod som Arke skriver, som dansk suverænitetsudøvelse over det så godt som mennesketomme Østgrønland (Arke 2003: 10) i kapløbet mod Norge, og legaliseres gennem [...] historiens anden udgave, hvor det hedder sig, at det var for at afhjælpe sult og fattigdom i Angmagssalik, [at] man koloniserede Scoresbysund. (Ibid.). Bogen er gennemillustreret med fotografier, hvor en stor de har været bragt i den danske Nationaltidende og andre i rejseberetninger, med tilhørende billedtekster som referere den tekst som billedet i sin tid blev gengivet sammen med. Andre igen har aldrig nået den danske offentlighed, som det er eksemplet med kapitlet Husene som indledes; Det lyder mærkeligt, men min mormor har fortalt min mor om, hvor koldt det var for dem at flytte fra Angmagssalik til 15

16 Scoresbysund: Vi frøs hele tiden, fortalte hun med gys i stemmen. (Ibid.: 70). Det uddybes med historien om hvordan hendes svigermor døde på briksen fordi der bag hendes stod en tyk bræmme af is ud af væggen. (Ibid.). Den personlige erindring føres videre i Arkes betragtning af et billede, hvor en mand står og hviler sig op ad sin spade, foran et lille hus: Der er noget sært ved billedet. Det skyldes efter nærmere øjesyn, at tørvene vender forkert. Er det byggesjusk eller havde tømrerne blot ikke styr på at sætte tørv? Dernæst er det størrelsesforholdet mellem Niels Hansen og huset [ ] enten var Niels Hansen en ualmindelig høj mand, ellers også var husene meget små. Det er det sidste, som gjorde sig gældende, husene var meget små, [ ] (Ibid.). Videre gengiver Arke information af husenes størrelse, angiveligt fra tømrer Jens Kai Rasmussens dagbog; Fotografi af 1. tømrer Niels Hansen foran grønlænderhus i Scoresbysund, Ét hus tog blot 5-6 dage at bygge, hvilket naturligvis giver et fingerpeg om standarden. Det bestod af ét rum, som var 3 meter bredt og 4 meter langt, [ ] Højden på tagryggen var 1,87 meter. Derfor ligner Niels Hansen en kæmpe. (Ibid.). I Scoresbysund blev der opført 6-7 stykker af denne type huse, i alt 104m2, og de skulle huse de grønlandske familier, som bestod af 22 voksne og 49 børn. Videre skriver Arke: [ ] at skulle leve mennesker på 12m2. Det er nærmest umuligt at forestille sig, hvordan det har skulle lade sig gøre. De har vel ikke vidst, om de skulle le eller græde, da de stod over for deres fremtidige hjem. Grønlændernes boligforhold i Scoresbysund sættes efterfølgende i forholdet til de danske fangstmænds boligforhold ca. 100 km nord for Scoresbysund. Deres formål tjente nøjagtig samme formål som grønlændernes, at gøre Nordøstgrønland dansk. Deres huse var af nogenlunde samme beskaffenhed og størrelse som grønlænderhusene, men til genælde boede der kun 1 eller 2 mand og typisk kun af 1-2 års varighed. De fik fuld kost og løn, og deres hytter blev forsynet med 9-11 tons kul om året. Det giver et fingerpeg om, hvor stort varmebehovet er i en uisoleret hytte på disse breddegrader [ ] (Ibid.: 74). De første år havde grønlænderne ikke adgang til kul i deres 12m2 små huse, og det er derfor måske ikke noget under at Arkes oldemor døde af kulde på sin briks. Tømreren Jens Kai Rasmussen kalder i sin dagbog sit lille hus et hummer, dette delte han med seks andre håndværkere. Husene beskrives med helt andre ord af Inspektøren over Østgrønland, som kalder dem store huse og videre skriver at de er en god Bolig for mindst to Familier. (Ibid.: 72). Forskelsbehandling mellem danskere og grønlændere belyser Arke også andre steder i bogen, blandt andet i kapitlet Ovibos Moschatus. Kapitlet handler om hvorledes moskusokserne bliver 16

17 fredet, for at bevare bestanden. En beslutning som bliver taget hen over hovedet på lokalbefolkningen, for hvem moskusokserne udgjorde en kærkommen variation af den ensformige sæl- og isbjørnekost. (Ibid.: 63). Efter fredningen var det kun lovlig at nedlægge en moskusokse, i Tilfælde af Nødstilstand, hvor Livet staar paa spil for den paagældende... (Ibid.). Problemet ved lovgivningen opstod imidlertid da befolkningen begyndte at sulte omkring 1930 på grund af at sælbestanden faldt. Da straffede kolonibestyren de sultende som nedlagde moskusokser for at overleve, selv om deres handlinger ifølge loven var i orden. I kolonibestyrerens Moskusoksedagbøger kan man læse; Fanger Niels Arke, Kap Hope, meddelte om sin Fangst af en Moskusokse. Jeg dræbte et Dyr, fordi vi intet havde at spise, og fordi mine Hunde var meget medtagne af for lidt Foder. [ ] Fanger Niels, der har 10 Børn, kunde ikke betale straks, men blev dog idømt en Bøde på 10 kr,. Som han skulde betale, naar han blev i stand dertil. (Ibid.: 64). Men kolonimagtens luner omkring fredningen af moskusokser begrænsede sig ikke til at se bort fra egne love og straffe uretfærdigt. I en omkreds af 113km fra koloniens centrum, var moskusokserne fredede, men i området uden om var de ikke. Det fik de grønlandske fangere, som arbejdede som slædekørere for de videnskabelige ekspeditioner i området nord for Scoresbysund, lov at opleve. Hér var moskusokserne mærkeligt nok ikke fredet, og de blev vidner til de danske og norske fangst- og videnskabsmænds nedslagtning af den ene moskusokseflok efter den anden, ikke beregnet som føde til dem selv (de havde jo medbragt proviant i rigelige mængder), men derimod beregnet på hundefoder! (Ibid.). Eksemplet bruger Arke til at vise hvorledes kolonimagten udøvede sin magt, og hun lægger særlig vægt på den vrede og afmagt som fangerne må have gennemlevet, ved oplevelsen (Ibid.). At det dyr som de ikke må nedlægge selv om sulten hærgede, derimod i rigt mål blev nedlagt for at fodre ekspeditionshundene af kolonimagtens mænd. Den historie Arke fortæller gennem arkivmateriale, private fotografier og personlige erindringer, er langt mere omfattende end de to ovenstående udvalgte eksempler. Scoresbysundhistorier repræsenterer en moddiskurs til den så populære fremstilling af Danmarks koloniherredømme over Grønland, som den populært er blevet skildret gennem ekspeditionsberetninger og erindringer af kolonimagtens mænd, som blandt andet Knud Rasmussen har gjort gennem flere værker. Arke forholder sig også refleksivt til sit billedmateriale, og hun understreger fotografiets rolle i kolonialiseringen; Fotografiet er et af de vidunderlige redskaber, hvormed civilisationen er trængt frem og ud til jordens fjerneste udkanter. Det har registreret og dokumenteret den civilisatoriske missions fremskridt [ ] Det er med til at erobre, at indvende territorium, tage det i besiddelse. 17

18 (Ibid.: 9). Ligeledes påpeger hun flere steder, hvorledes arkivmaterialet kan behandle samme emne vidt forskelligt, afhængig af modtagerforholdene; dansk avis, internt notat elle dagbogsnotat (Ibid.: 70), og hvorledes billeder tolkes forskelligt afhængig af den kontekst det bruges i (Ibid.: 37), som man levende kan forestille sig gør sig gældende af tømreren foran det lille grønlænderhus. Grønlands historie - Postkoloniale Grønland I 1953 ændredes Grønlands status fra koloni til dansk amt, ligestillet med de andre danske amter. En ligestilling som grønlænderne kun kunne forholde sig kritisk til, med indførslen af fødestedskriteriet i Det betød at danskere fik en højere løn end grønlændere, for samme stykke arbejde, begrundet med at det var nødvendigt for at lokke uddannet arbejdskraft til. I perioden op til 1970 steg antallet af danskere i Grønland betydeligt, fra knap 600 i 1945 til ca i 1970, mens antallet af grønlændere i samme periode var steget fra til (Rasmussen & Villaume 2007: 232). Således var den danske tilstedeværelse i Grønland langt mere synlig og talstærk efter den egentlige koloniperiodes afslutning, end nogen sinde tidligere. Gennem 1960'erne og 70'erne blev det økonomiske tilskud fra Danmark fire- til femdoblet, så det i 1970 var oppe på 650 millioner kroner, og velfærden i Grønland var stigende. Men den generelle stemning i Grønland var ikke positiv. De følte ikke ligestillingen var lige og en spirende utilfredshed voksede. Politisk kom den til udtryk i en øget fokusering på etniske forskelle: Den nye grønlandske selvbevidsthed afspejledes særligt i udvalgets16 understregning af de etniske forskelle mellem danskere og grønlændere og af de senere års arbejde for at styrke det grønlandske sprog som led i den generelle bestræbelse på at komme bort fra, at grønlænderne indtog en tilskurerrolle til udviklingen i deres eget land. (Rasmussen & Villaume 2007: 234-5) Ligestillingen som dansk amt, kom tydeligdt til udtryk på skoleområdet. Her skulle de grønlandske elever honorere samme krav til folkeskolens afgangsprøve i dansk, som de danske elever i Danmark skulle (Gynther & Møller 1999: 281)17, fordi Danmark stadig var den målstok alt blev målt efter i Grønland. I perioden op til selvstyret herskede der et udpræget ønske om et mindre dansk og mere grønlandsk Grønland. Forbilledet var den færøske model, som havde selvbestemmelse, men alligevel ikke havde kappet båndet til Danmark helt (Rasmussen & Villaume 2007: 234). 70% stemte for hjemmestyre, da det i 1979 var til afstemning. 16 Udvalg til behandling af hjemmestyresprøgsmålet, udelukkende bestående af grønlændere. 17 Mere om dette senere i afsnittet Sproget som undertrykker. 18

19 Grønlands historie - Selvstyre 1. maj 1979 trådte det grønlandske Selvstyre i kraft, og i Selvstyrets paragraf 9 lød det; Det grønlandske sprog er hovedsproget. Der skal undervises grundigt i dansk. Begge sprog kan anvendes i offentlige forhold. (Rasmussen & Villaume 2007: 235). Sproget skulle bruges i kampen for et grønlandsk Grønland. En periode hvor den grønlandske identitet skulle genfindes var påbegyndt. Rent praktisk betød det at administrationen af Grønland overgik gradvis til Landsstyret, som var oprettet efter dansk forbillede. Således blev varetagelsen af opgaver som socialforsorg, undervisning, skatteopkrævning og nærings- og konkurrencelovgivning med mere, overdraget igennem en årrække. Politisk var det strømninger som tog udgangspunkt i den grønlandske befolknings udvikling og behov, samt et ønske om at bevare forbindelsen med Danmark som var dominerende, løsrivelse var der kun et beskedent politisk flertal for (Gynther 1999: 319). Navnlig på det sociale område oplevedes der omvæltninger, efter at torske- og rejefiskeriet slog helt fejl. Overfiskeriet og svigtende verdensmarkedspriser førte til stor arbejdsløshed, som på længere sigt første til en omstrukturering fra en ensidig satsning på fiskerierhvervet, til også at satse på turisme og udvinding af råstoffer fra undergrunden (Ibid.: 330, 332). Med erhvervsudviklingen fra fangersamfund til fiskeriindustrisamfund, var store dele af befolkningen efterhånden flyttet fra bygderne til byerne, og således var 3/5 af befolkningen i perioden byboere. Op mod årtusindeskiftet var tallet næsten ændret til 4/5 (Ibid.: 339). Selv om Landsstyret ønskede at afvikle den koncentrationspolitik som havde været udpræget under det danske styre, med tvangsflytninger til byens boligblokke og bygdenedlægninger, var der store økonomiske omkostninger forbundet ved driften af de mange små og ofte afsidesliggende bygder (Rasmussen & Villaume 2007: 235). Således var det svært at forbedre levestandarden for bygdebefolkningen, og skole, læge og vareforsyningen var stadig stærkt begrænset, navnlig fordi udvidelsen og forbedringen af de udvalgte byer som skulle vokse, ikke havde fulgt med befolkningstilvæksten. Dog biddrog udbredelsen af tv, som i start 1990'erne var blevet almindeligt, selv til fjerne egne, samt senere den direkte transmission af tv-avisen fra Danmark, at grønlænderne fik oplevelsen af ikke at leve afsondret, på kanten af verden. Denne oplevelse blev yderligere forstærket via udbredelsen af internettet, som nu åbner op for yderligere åbenhed. I 2004 fik Grønland overdraget endnu en gruppe områder, og i 2009 blev det så tid til at overdrage ansvaret for politi- og retsvæsnet, men alle områder er endnu ikke overdraget. Overdragelserne er lig med større selvstyre, men Grønland er stadig afhængig af den økonomiske støtte på omkring 4 milliarder kroner fra Danmark årligt, om end ikke andet, så indtil olieeventyret begynder hvis det 19

20 begynder (Andersen 2008: ). Sproget som undertrykker Af de rent grønlandsksprogede unge fik kun én procent en uddannelse efter folkeskolen. Det er ordene fra Rasmussen & Villaume (2007: 633) i Gyldendal/Politikens Danmarkshistorie. De opsummerer meget godt den problematiske konsekvens af de sidste mange års sprogproblematik i Grønland. Den dag i dag er dansk magtens sprog i Grønland. Det tales i retten, på hjemmestyrets kontorer og dominerer det offentlige rum (Andersen 2008: 26), at tale godt dansk er lig med mulighed for uddannelse. De grønlandsksprogede er placeret nederst i hierarkiet, deres sprog rummer ingen fremtidsmuligheder, men tillægges stærke essentialistiske kulturelle værdier som de dansktalende ikke har adgang til. Modern, urban life is basically excluded from Greenlandic identity, even of most Greenlanders actually live in cities (Thomsen (1996) gengivet i Gad 2009: 141). Folkeskoleundervisningen af grønlandsk- og dansksprogede børn foregik adskilt i forskellige klasser helt frem til Argumentet for denne praksis var frygten for, at de dansksprogede elever, især i kraft af deres generelt bedre boglige baggrund, ville komme til at dominere undervisningen. (Skydsbjerg 1999: 175). Denne opdeling skabte, ud over ulige mulighed for videre uddannelse, også oplevelsen af et os og dem blandt børnene. Først i 1999 hvor antallet af danske børn med midlertidigt ophold i Grønland var faldet betydeligt, blev de sidste rent dansksprogede klasser nedlagt (Rasmussen & Villaume 2007: 633). I perioden forud for nedlæggelsen af de opdelte klasser, har prioriteringen af grønlandsk og dansk sprogundervisning ændret sig løbende. En lovændring i 1950 opprioriterede danskundervisningen. Undervisning var ikke længere en præstegerning varetaget af præster og kateketere, men blev i højere grad varetaget af danske lærere som ikke kunne grønlandsk. I de små bygder fungerede det gamle system dog stadigvæk (Gynther & Møller 1999: 277). Den delte skole med et A og et B hold, var udbredt i de fire større byer, hvor i 30% af alle elever gik. B linjen blev undervist med dansk som modersmål, mens A linjen udelukkende blev undervist på grønlandsk, hvor børnene generelt blev betragtet som tilbagestående og dumme (Ibid.: 280). i 60'erne blev det mere og mere almindeligt at sende børn på længerevarende ophold i Danmark, for at forbedre deres uddannelsesmuligheder gennem tilegnelsen af gode danskkundskaber, dette skabte en del problem for børnene, som for nogles vedkommende var helt ned til 10 år gamle. Brugen af kostskoler i de større grønlandske byer og 20