OFFER OG KRÆNKER ved man det?

Transkript

1 Debatartikel Af Søren Friis Smith OFFER OG KRÆNKER ved man det? Offer møder krænker, hed det i en artikel i Psykolog Nyt. Men kan man altid være sikker på, at det er et offer og en krænker, der konfronteres? I efteråret 2002 bragte dagbladet Politiken en kronik af psykiateren Jytte Willadsen [1]. Kronikken tog udgangspunkt i en dansk sag om genfundne erindringer ( recovered memories ). At denne sag ikke endte i et justitsmord skyldtes i første række, at statsadvokaten, på et meget sent tidspunkt i sagsforløbet, og efter at den mistænkte havde siddet varetægtsfængslet i 3½ måned, opgav at rejse tiltale. Statsadvokaten noterede: Begrundelsen for min afgørelse er, at jeg efter indhentelse og gennemgang af journalmateriale mv. vedrørende de to kvinders navne ( ) er blevet opmærksom på, at pigernes forklaringer om de seksuelle overgreb alene bygger på recovered memory og ikke på hukommelse i traditionel forstand. Det er herefter min vurdering, at det ikke længere vil være muligt under en straffesag at føre bevis for de påsigtede handlinger. Jytte Willadsen bemærkede, at det skæbnesvangre fænomen recovered memory hidtil ikke har været belyst ret meget herhjemme, og at uvidenheden herom har været ansvarlig for den beskrevne ulykkelige sag. Hun bemærkede også, at en autoriseret psykolog havde været involveret i denne sag. Endelig bemærkede hun, at udviklingen i USA frem til midten af 1990 erne, hvor et stort antal uskyldige var blevet dømt, vendte. Det skete, da terapeuter, som havde været med til at fremmane recovered memories, blev idømt astronomiske bøder. Danske fagfolk, der har været involveret i sager om genfundne erindringer jurister, læger, kliniske psykologer m.fl. har således siden midten af 1990 erne haft mulighed for at opdatere deres faglige viden og lade deres praksis, herunder metodevalg, afspejle heraf. Alligevel skulle vi frem til maj måned 2002, før der blev skrevet retshistorie på dette område. På den baggrund kunne man formode, at der blandt danske psykologer ville udvikle sig en tendens til besindighed og selvkritisk eftertanke, når man stod over for en mistanke om, at en klient havde været udsat for seksuelle overgreb, der kunne bygge på falske genfundne erindringer og det uanset klientens alder, idet det jo har vist sig, at den slags erindringer kan udvikle sig hos både børn og voksne. [2] Offer møder krænker Det var derfor overraskende at modtage Psykolog Nyt 22/2002, hvor en artikel: Offer møder krænker [3] fik en ganske usædvanlig opmærksomhed. Den blev tildelt 16 sider, den fik cover-story-status, og endelig var den udstyret med et redaktionelt forord. Dette afsluttes således: Ud over at formidle nogle af deres (forfatternes) erfaringer med sådanne møder (mellem offer og krænker og hver deres terapeuter) er artiklen udformet, så den kan fungere som inspiration for andre behandlere, der skulle have lyst til at anvende samme fremgangsmåde. Således opfordres andre psykologer af redaktionen til at gøre som de to forfattere har gjort på deres arbejdsplads, Sct. Stefans Rådgivningscenter i København. Tidligt i artiklen anføres: At lade offer og krænker møde hinanden kræver nøje 20 Nr

2 MODELFOTOS forberedelse. Først og fremmest er det vigtigt, at de sociale myndigheder har taget stilling til politianmeldelse, og at politiet ved en eventuel anmeldelse først får mulighed for at afhøre de involverede parter. Ligeledes er det af betydning, at vi ikke taler med barnet alene, før en sådan efterforskning er afsluttet, da advokater i retssager om overgreb undertiden hævder, at barnet kan være påvirket i sine svar af terapeuten. (s. 5) Altså, det er ikke vidnepsykologer med flere, der gennem deres forskning om blandt andet suggestibilitet [4] kva lificerer deres klinisk arbejdende kolleger til at yde en bedre indsats, men advokater, der undertiden hævder. Læseren bekræftes i graden af faglig opdatering hos forfatterne, når det i artiklen anføres: Kun krænkeren og offeret ved, hvad der er foregået, men erfaringen viser, at der næsten altid er noget om det, når et barn fortæller om seksuelle grænseoverskridende handlinger. (s. 7) Og: Det er derfor vigtigt at fastholde barnets udtalelser og det faktum, at børn sjældent opdigter seksuelle handlinger. (s. 8) Forfatterne synes ikke at være påvirket af det seneste ti års udvikling på det i denne sammenhæng relevante forskningsområde. [5] Videre hedder det: Punkt for punkt må man gennemgå, hvad det er, barnet konkret har oplevet ved overgrebene. Der er flere formål med dette: (...) Barnet husker lettere detaljer, når det kan beskrive konkret i ord, tegne eller vise med dukker eller ting, hvad det har oplevet. (s. 10) Advarslerne mod at anvende tegninger og (anatomisk korrekte) dukker synes ikke at bekymre forfatterne [4, 6]. Flere steder pointeres det, at offeret kan have den største lyst til at blive forenet med krænkeren igen (fx s.10 og 11). Dette giver slet ingen anledning til overvejelser vedrørende mistankens historiske korrekthed af nogen art. Forstår godt kritikken I artiklen kaldes den forældre, der ikke har forgrebet sig på barnet for omsorgspersonen. Under overskriften: Forberedelse af offerets Nr

3 omsorgsperson noteres det: Tvivler omsorgspersonen på, hvad barnet siger, skal det undersøges hvorfor. Det kan i visse situationer være hensigtsmæssigt i overværelse af omsorgspersonen at lade barn og barnets terapeut fortælle nærmere om overgrebet, så omsorgspersonen bedre kan høre og forstå barnet. Omsorgspersonen skal inden mødet gerne have fået fjernet enhver tvivl. Ellers kan det være uhensigtsmæssigt, at omsorgspersonen deltager i mødet, da han ikke vil kunne fungere som en relevant støtte for barnet. (s. 11) Det er vanskeligt helt at bortse fra den mulighed, at det kunne tjene barnets interesser (for ikke fejlagtigt at blive opfattet som offer) at undersøge baggrunden for omsorgspersonens tvivl. Uden at denne undersøges nærmere, kan det vel ikke fuldstændigt udelukkes, at den er begrundet. Senere i samme afsnit anføres det: Krisereaktionerne gør det svært eller ligefrem umuligt for omsorgspersonen i den aktuelle situation at varetage sit forældreansvar. Det er væsentligt for omsorgspersonens terapeut at være opmærksom på dette, og det kan være centralt at tage dette spørgsmål op med omsorgspersonens sagsbehandler i socialforvaltningen, som om nødvendigt kan tilbyde relevant støtte, der kan gøre det lettere at klare dagligdagen med barnet. I visse tilfælde kan det være nødvendigt, at barnet kommer i midlertidig pleje et andet sted, fordi omsorgspersonen er for meget i krise selv til i en periode at kunne varetage den fornødne omsorg for barnet. (s. 11) Målet er fuldt: Efter at have indsat en hærskare af terapeuter (én til hver: barn, krænker, omsorgsperson, mormor og morfar, hvis nu morfar er krænkeren osv.) og adskilt krænker fra barn, anbefales det nu også at skille barnet fra omsorgspersonen og sætte det i (familie-)pleje. Det er anbefalinger som disse, der gør det vanskeligt at modsige nogle af de skarpeste kritikere af en stor del af den faglige indsats på dette område, når de taler om incest-industrien. [7] Og videre anføres: I de få tilfælde, hvor den politimæssige efterforskning leder til en retssag, bør behandlingsarbejdet med krænkeren ikke påbegyndes, før der er afsagt dom. (s. 11). Man aner, at der er tale om et meget stort antal behandlingsforløb, hvor der ikke findes beviser i sagen, der kan holde i retten. Sager, som i stedet lever deres eget liv i Det sociale System. Og endelig: Terapeuterne laver debriefing med deres klienter ved eftermødet, så at alle mulige spørgsmål og følelsesmæssige oplevelsesreaktioner bliver givet plads. (s. 14) Forfatterne kender øjensynlig ikke problemerne ved debriefing, jf. det anerkendte elektroniske bibliotek The Cochrane Library s konklusion vedrørende netop denne indsats, der lyder: There is no current evidence that psychological debriefing is a useful treatment for the prevention of post traumatic stress disorder after traumatic incidents. Compulsory debriefing of 22 Nr

4 victims of trauma should cease. [8] Det kan undre Jeg anerkender naturligvis til fulde, at seksuelle overgreb finder sted og at man skal tage alle lovlige og nødvendige forholdsregler i brug for at forhindre denne form for omsorgssvigt, som man skal for at forhindre enhver anden form for omsorgssvigt. Min pointe er, at man bør sikre sig imod at anvende metoder, der indebærer risiko for, at man udpeger eller behandler mennesker, som om de var forbrydere eller ofre, hvis ikke de er det. Det kan undre, at der er kliniske psykologer, der ikke lader nye forskningsresultater øve indflydelse på deres praksis på en måde, der på én gang formindsker risikoen for, at de fejlagtigt kommer til at opfatte almindelige mennesker som forbrydere eller deres ofre med alle de konsekvenser, det kan få og samtidig formindsker risikoen for, at de selv på et tidspunkt kommer under anklage. Jeg har tidligere i Psykolog Nyt plæderet for den opfattelse, at der ikke mangler rammer og retningslinjer inden for psykologernes egen kreds på dette område [9]. Begivenhederne siden har dog vist noget andet. Senest er der nedsat et udvalg i psykiatrisk regi med deltagelse også af psykologer. Et formål for dette udvalg er beskrive den eksisterende viden om recovered memory og anbefale retningslinjer for vidneudsagn og udarbejdelse af erklæringer i forbindelse med genfundne erindringer [10]. Det skal blive inter essant at sammenligne denne danske gruppes kommende anbefalinger med de anbefalinger tilsvarende grupper i udlandet er fremkommet med eksempelvis med anbefalingerne fra det engelske videnskabelige selskab Royal College of Psychiatrists, der stiller sig stærkt kritisk til den tillid, man kan have til erindringer, der er genfundet efter lang tids glemsel. [1] Søren Friis Smith er cand.psych.og privatpraktiserende psykolog Referencer: [1] Willadsen, Jytte: Farlig uvidenhed. Kronik. Politiken, 14. oktober VisArtikel.sasp?PageID= [2] Bjorklund, D.F. (ed.): False-Memory Creation in Children and Adults. 2000: N.J: Lawrance Erbaum Associates. [3] Mogensen, Martin. Mogensen, Steen Ulrik: Offer møder krænker. Psykolog Nyt 22/2002; 56: [4] Ceci, S.J., Bruck, M.: Jeopardy in the Courtroom. A scientific analysis of children s testimony. 1996: Washington: American Psychological Association. [5] Forskning i falske erindringer: Heri lit teraturliste med oversigtsgivende forskningspublikationer på feltet fra de seneste ti år. [6] Sjögren, L.H.: Hemligheter och minnen. At utreda tillförlitlighet i sexualbrottmål. 1997: Stockholm: Norstedts Juridik AB. [7] Dineen, T.: Manufacturing Victims. What the Psychology Industry is doing to People. 2000: Montréal: Robert Davis Multimedia Publishing. [8] The Cochrane Library på internettet: ab htm [9] Smith, Søren Friis.: To forskellige virkeligheder. Psykolog Nyt 9/2001;55: [10] Dansk Psykiatrisk Selskab på internettet: frameset_content.asp?layout=2& menutype=2&pageid=1,0 Nr

5 REPLIK TIL OFFER OG KRÆNKER ved man det? Det er voldsomme følelser, sager om seksuelle overgreb mod børn igangsætter. Vi har fået en del positive henvendelser på vores artikel, både fra voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn, og fra fagfæller. Det er naturligvis også vigtigt med kommentarer, der sætter spørgsmålstegn ved vores praksis. Det meste af Søren Friis Smiths indlæg tager udgangspunkt i debatten om recovered memory. Denne debat kender vi og har fulgt med i, ligesom vi er ganske enige i, at der er stor usikkerhed forbundet hermed. Vort ærinde har imidlertid ikke været at debattere recovered memory, men Søren Friis Smith har da ret i, at det er væsentligt at tage højde for dette også i forbindelse med vores metode. Pointen i hans debatartikel er, at man bør sikre sig imod at anvende metoder, der indebærer risiko for, at man udpeger eller behandler mennesker, som om de var forbrydere eller ofre, hvis ikke de er det. Vi mener, at det er vigtigt altid at sikre sig dette uanset metode. Tonen i indlægget leder tanken hen på, at han opfatter vores metode, som om den hørte til i et tungt retsligt og juridisk system. Vi må understrege, at der er tale om et møde i en terapeutisk styret setting. Med artiklen i Psykolog Nyt 22/02 ønskede vi at formidle betydningen af et møde mellem offer og krænker. Hvad vi beskrev, er en arbejdsmetode i forbindelse med børn, som forud for henvisning til os har fortalt om seksuelle krænkelser. Metoden kan anvendes, hvor der er en tilknytning mellem barn og krænker, og hvor der er en fælles genkendelse af seksuel grænseoverskridelse i en eller anden form. Mødet giver parterne mulighed for at erkende en fælles virkelighed, som individuelle samtaler ikke giver. Det er vores erfaring, at dette møde er væsentligt for barnets videre psykiske udvikling, ligesom det er af stor betydning for krænkeren. Vi har endvidere ønsket at formidle, at dette møde skal forberedes grundigt, og at det er vigtigt, at begge parter føler sig forstået, samt at deres virkelighedsoplevelse bliver spejlet. Det er i denne forbindelse, at vi sætter ind med det, Søren Friis Smith kalder en hærskare af terapeuter. For os er der tale om en ekstra ressource i at kunne benytte flere terapeuter. Ved at de forskellige klienter har deres egen terapeut, sikrer man sig, at alle synspunkter og oplevelser bliver tilstrækkeligt belyst, og herigennem mindskes risikoen for fejlagtige slutsatser vedrørende offer og krænker. Sager med seksuelle overgreb berører mange følelser også hos behandlerne hvorfor vi har fundet det meget nyttigt med mange forskellige øjne og ører. Det giver god mulighed for en mangefacetteret kreativ indsats i forhold til en grundig og kritisk vurdering af klienternes udsagn. Vi finder det væsentligt at være meget omhyggelige i at varetage den enkelte klients situation bedst muligt, ligesom et overordnet mål er at hjælpe parterne videre med hinanden så godt som muligt. Af samme grund vil det, som Søren Friis Smith skriver, være relevant at undersøge baggrunden for en eventuel tvivl hos omsorgspersonen, fordi den kan være begrundet. Ja, selvfølgelig. Det er vigtigt at undersøge alt, som ikke umiddelbart er forståeligt, og som ikke hænger ordentligt sammen med det samlede billede. Man kan simpelt hen ikke være for omhyggelig. Martin Mogensen og Steen Ulrik Mogensen er psykologer ansat på Sct. Stefans Rådgivningscenter i København 24 Nr