Lemvig Gymnasium. Juni 2010

Transkript

1 Lemvig Gymnasium Juni 2010 Fredag den 25. juni dimitterede rektor Lars Ebbensgaard 85 glade studenter fra Lemvig Gymnasium på en dejlig sommerdag. Gymnasiet optager efter sommerferien 120 nye elever. Nyhedsbrev nr. 16

2 Indhold Dimittender 2010 (side 3) Programmet for dimissionen 2010 (side 5) Dimissionstalen 2010, rektor Lars Ebbensgaard (side 6) Lærertalen, Bo Larsen(side 11) Elevtalen, Birgitte Bech Larsen, 3.d (side 13) Overraskelsernes Grønland, Kathrine Buur Bruntse, 2.cf (side 16) Café SUNA en oase midt i bøger, eksamener og stress, Morten Suusgaard 3.c (side 18) Et bevægende gensyn med Arlette, Jean Pierre Mabire (side 19) Forhåbentlig ikke sidste gang Minh Doky gæster gymnasiet, Flemming Ertbølle Madsen (side 19) Lemvig Upcoming Festival, Morten Suusgaard, 3.c (side 19) Spændende foredrag om menneskets udvikling, Troels Clausen (side 20) Efterårets fællesarrangementer, Flemming Ertbølle Madsen(side 21) Min saga mine rødder. Besøg af multimediekunstneren Karen Thastum, Hans Morten (side 21) Rom i sol og regn med kollegaerne på studietur, Niels Ankerstjerne Rasmussen (side 23 Personalenyt (side 31) Introdage i august 2010 (side 32) Ferieplan for skoleåret (side 32) 2

3 Dimittender a 3.b Jonas Krabbe Johan Raunkjær Sara Thomas Breinholt Benjamin Rasmus Sine Grønne Kathrine Rønn Mathilde Lykke Michael Byskov Morten Anja Winther Rasmus Kobberholm Karina Weiland Lykke Byskov Søren Lykke Lars Brunsgaard Mads Skovmose Julie Bjerre Helle Amby Borre Borum Damgren Gadgaard Hansen Karlsen Kirk Kirk Koldsø Kristensen Mikkelsen Mikkelsen Pedersen Pedersen Pedersen Poulsen Skaarup Thompson Toft Anna Elisabeth Sofie Mark Mette Kjær Louise Lonnie Teresa Kathrine Hulegaard Marie Høj Sidsel Juul Sofie Fie Bagger Anders Høgsberg Lars Søndertoft Sarah Sparlund Gia Farup Sara Aagaard Stine Julie Tingskov Daniel Camilla Dahl Heidi Aagaard Aarestrup Christensen Dahl Dalgaard Hansen Jensen Kristensen Kristensen Kromann Hansen Lauritsen Nadhazi Nielsen Olesen Pedersen Pedersen Pedersen Robinson Sørensen Trillingsgaard 3

4 3.c Helle Kruse Andreasen Anne Emilie Paarup Bendtsen Lea Billeskov Tine Vrist Dam Marie Sig Helms Ane Stausholm Holm Michael Neppe Rosenkvist Holm Michelle Kjær Hæstrup Christina Refsgaard Jensen Maria Witt Jensen Thomas Bødker Jensen Morten Suusgaard Kjølhede Lars Nørgaard Kruse Jakob Meier Chris Sodborg Nørgaard Casper Ruby Stine Yderstræde 3.d Sandra Kathrine Korsgård Birgitte Carina Anne Holmboe Birgit Anna Hamann Josephine Rønn Siv Regina Aslak Lomholt Heidi Irene Anika Schunck Tina Schou Stephanie Morten Kathrine Birgitte Sara Nybye Katrine Kildegaard Ann Harpøth Sara Mose Lindholm Louise i Dali Ida Vinther Jonas Christina Semine Søgaard Mads Ellegård Nanna Lystbæk Abildtrup Andersen Bech Larsen Bech Larsen Bjerg Bock Christensen Eldon Flyvholm Gregersen Hansen Jakobsen Jensen Knopper Krummelbein Kubstrup Kvist Lund Madsen Pedersen Pedersen Poulsen Rasmussen Rasmussen Rønn Sigaard Skovbakke Vinther 4

5 DIMISSION OG TRANSLOKATION PÅ LEMVIG GYMNASIUM Fredag den 25. juni 2010 kl Fællessang: Jeg ser de bøgelyse øer Dimissionstale: Rektor Lars Ebbensgaard PROGRAM Nicholas Emborg Jannsen: Clair de lune (Claude Debussy) Fællessang: Hver gang en sommer igen kommer dragende Lærertale: Bo Larsen Katrine Bruntse og Nikolaj Ruby Olsen (violin og klaver): Sicilienne (Maria-Theresia von Paradis) Elevtale: Birgitte Bech-Larsen 3.d Johanne Buus Andersen, Lars Corvinius Olesen og Rasmus Jensen Bourée (Jethro Tull) 3.BI: Overrækkelse af årets træ ved Marie Høj Kristensen Kort beretning: Rektor Lars Ebbensgaard Overrækkelse af eksamensbeviser Fællessang: Danmark, nu blunder den lyse nat Kaffe - og studenterne fotograferes 5

6 Dimissionstalen 2010 Ved rektor Lars Ebbensgaard Martin Kristiansen blev i onsdags bisat fra Lemvig Kirke. Han blev dræbt under soldatertjeneste for det danske forsvar i Afghanistan den 13. juni Martin var student fra Lemvig Gymnasium Vi starter med stilhed for at ære og mindes ham. Studenterhuen holdes i hånden. Kære studenter! Min far var kolonialhandler i Holstebros midtby. Bagbutikken, hvor selv panserbasse kom ind og fik en øl, åbnede sig til en baggård med postbiler og med udsigt til en storkerede over posthuset. Engang faldt en hugorm ned i gården fra reden. Der var lemme i gårdbelægningen ned til min fars købmandskældre og til fyrkælderen med den sødlige stank af brunkul fra det mægtige fyr. I en af kældrene modnede vi bananer her snoede slangerne sig. Ved siden af havde jeg kemilaboratorium, hvor jeg lavede krudt og røgpulver og knaldgas og smukke farver og syrer og lud, som jeg testede med lakmuspapir. Det var dengang, det var spændende at gå på toilettet i togene. Lokummet åbnede sig nemlig lige ned til svellerne, og togene gik ikke hurtigere end man kunne nå at tælle dem. Vi legede oppe på tagrygningen af de store bygninger i midtbyen og lavede tømmerflåder over Storåen, når der var de store oversvømmelser. Om sommeren lavede vi jordhuler og hyggede os med stearinlys og en forbudt cigaret. En sjælden gang fik vi en pige med derned. Det var magisk, og vi fortalte ikke om det til far og mor vi fik øretæver nok i forvejen. Far handlede også med kreaturer, derfor min kærlighed til kvierne herude på fennen og han havde to fiskekuttere i Esbjerg, der landede fisk i Hull og Grimsby det var lige efter krigen den sidste store borgerkrig i Europa, som den også kaldes. Midt i butikken stod kæmpetønder med fede islandske sild og et sted lå der klipfisk. Tre store skinnende kaffemøller foran store spejle kværnede kaffe og udsendte den dejligste duft ud i forretningen. Jeg sorterede rationeringsmærker man kunne kun købe ½ pund smør per mærke og der kunne købes kunsthonning, erstatningskaffe den var lavet af cikorie og hed Rich s og Danmark, og man sagde: Det er Rich s der drik s, men det er Danmarks der dur. Og hvis man havde amerikanske dollars kunne man købe ananas på dåse. Jo, freden var over os. I Klosterheden var der store flygtningelejre. Alt det gør, at jeg straks er med på enhver god fortælling om det forunderlige og poetiske i hverdagen, som vi hele tiden er omgivet af. Og jeg håber at være med til at lave en skole, hvor I også er ladet med den beundrende undren, som er så godt et udgangspunkt for en poetisk, munter, taknemmelig og nyskabende holdning til tilværelsen. Innovation hedder det i dag eller iværksætterånd. Denne hittepåsomhed får os til at smile til verden, og som et gammelt ord siger, så smiler verden igen. Vidunderligt! Og det er med til at gøre jer til nogle heldige kartofler. Mere herom senere. Så jeg kan gøre Lemvigforfatteren med rod i Nr. Vinkel Jane Aamunds ord til mine, når hun slutter sin sidste bog med den salut, at hun altid var med på den værste, dengang det var sjovt. Det er en samling temmelig saftige erindringer om hendes tid i 70 erne som journalist på Berlingske Tidende. Hvor hun allerede dengang kunne skrive om, at det danske samfund var inddelt i kaster, altså et klassesamfund hvorefter hun morede og morede sig med den øverste kaste i fuld krigsmaling med stiletter, stram spadseredragt og sløjfebluser, mens den højeste kvindemode på den tid var at gå rundt i kvindelejr på Femø med bare bryster og skælde drengebørnene ud, hvis de formastede sig til at lave en flitsbue eller et gevær af en gren. 6

7 Og stakkels den pige, der viste sig med en Barbydukke. Årtiet sluttede i øvrigt af med, at man grundlagde Lemvig Gymnasium i Sjovt var det for mange, og som en nyskabelse kunne almindelige menneskers børn nu få en studentereksamen. Et resultat af 70 erne er således dimissionsfesten her i Lemvig i dag. Da jeg for 49 år siden blev student fra Struer Statsgymnasium, var der på min årgang kun 5 fra Lemvig. Nu optager vi 120 i 1.g på vort eget gymnasium. Det er skolehistorie, der vil noget, og det kan vi være taknemmelige for, selv om det stadig er væsentlig færre end i storbyerne. Og vore gamle elever vil gerne tilbage i den udstrækning, der er jobs at komme tilbage til. I takt med at vores mælk malkes af robotter, og der ikke mere hakkes roer eller sættes neg på rade, må de unge på skolebænken og deltage i uddannelsesræset. Der er i år så få ufaglærte jobs, at mange studenter i dag ikke kan tjene ind til deres sabbatår og rejse kloden rundt, men må gå i gang med deres uddannelse med det samme. Der er snart kun to gårde tilbage i hvert sogn den ene er kirkegården. Og de nye fiskekuttere er så store, at man kan fare vild i dem. Prøv blot for en stund at forestille jer tiden før hydraulikken, det var dengang, både landmænd, fiskere og arbejdere blev slidt op af arbejdet og det er ikke længe siden. Til gengæld har vi fået et nyt klassesamfund. Eliten samler sig i rige kvarterer i storbyerne, vælter sig i skattestop, liberalisme, lave renter og afdragsfrie lån. De gifter sig med hinanden og holder børnene væk fra Folkeskolen. De kalder os herovre i Vestjylland for den rådne banan og suger postmestre, politimestre, dommere, overlæger, advokater og snart også præsterne til sig. Almindelige mennesker og Jordens sande tilstand ligger under deres radarhøjde. 7

8 Det kræver et nyt oprør, som naturligvis må komme fra udkanten, gerne med centrum i Bovbjerg Fyr. Storbyeliten tror, vi går rundt med en greb i hånden, og mener, at vi bør være taknemmelige for, at de placerer vores sygehus 100 km. væk. Det var aldrig sket, dersom vi havde Ringkjøbing Amt. Det er da også derfor, elitens regnedrenge i Finansministeriet desværre fik lavet kommunalreformen, så vores stemmebånd blev skåret over. I stedet kunne de have gjort Vestjylland stærk økonomisk og kulturelt ved at placere storsygehuset i vores hovedstad, Holstebro. Nu plejer den slags strømninger ikke vare ret længe, og det hele skal nok vende, inden de får taget første spadestik i Gødstrup. Tre nye bøger om det umulige elitesystem er udkommet. En ny besindelse er på vej. Vi uddanner i Lemvig landets dygtigste unge, så vi går ikke til i arbejdsløshed og mismod. Tværtimod. Der er et iværksætteri og en opfindsomhed uden lige. Og så er her sjovt. Hvad der sker på gangene her på Lemvig Gymnasium er måske knapt så frækt som i Jane Aamunds fortællinger, men det er lige så pikant. Og jeg takker jer studenter for hver eneste Suna eftermiddag, I har lavet, for de mange FLOS fester, introfester og ikke mindst gallafesten og stand up. I kan nu drage ud og fortælle om et andet og et stærkt Vestjylland. Tag venstremanden Chresten Bergs motto med jer. Han kæmpede mod centralmagten og mottoet lyder: Gå aldrig på Accord med Uretten. Det står på den flotteste mindesten i Vestjylland, nemlig den i Ferring. Det motto gå aldrig på Accord med Uretten burde vi sende til sundhedsordførerne i Folketinget. Jane Aamund slutter sin bog af med, at hun altid var med på den værste, dengang det var sjovt. Så skal hun altså bare vide, at det også er sjovt nu, hvor pigerne er begyndt at tackle hårdere i fodbold end drengene. Ellers skulle hun have været med på Haze, hvor teltene blev sat op som drager. Men hun skal have tak for at give Vestjylland stemme og kæmpe for et ordentligt sygehusvæsen. Jane Aamund betragter jeg som vestjyde! Af den slags, der har stemme og ikke er underlagt den berømte danske jantelov. I hendes bog bruger hun udtrykket en ærlig kartoffel, og jeg vil nu bruge kartoffelsproget til at sige noget poetisk om jer: I er nogle heldige kartofler. I har taget studentereksamen, og I har gjort det på et godt tidspunkt. I forhold til tidligere er I meget sunde, raske, frie og vakse. De store krigsårgange, som jeg tilhører, og som er de sidste årgange med dårlig tænder, er i gang med at forlade arbejdsmarkedet og vil give jer masser af plads til at boltre jer på. I er en del af den store tekniske revolution og født med en mobil i hånden. I er meget velopdragne, hjælpsomme ja, kærlige og gode til at danne netværk og er nu del af det store netværk af snart 3000 studenter fra Lemvig Gymnasium, som virker så godt. Brug det netværk, når du har brug for støtte eller noget sjovt! Slå bare op i Facebook! Den store røde løber til jeres Gallafest blev indviet af Dronning Margrethe og prins Henrik, som var begejstrede for den kunst, som har omgivet jeres hverdag, og som flot udtrykker jeres hjemegn mellem Vesterhav, Limfjord og Klosterheden. I har lært at smile til verden. I kan kombinere og ved, at viden er guld værd, også om den ikke umiddelbart kan bruges til noget. Det hedder almen dannelse. Et eksempel herpå er Einar Már Gudmundssons digt om kartoflen. Prøv selv at tælle, hvor mange af gymnasiets fag, der indgår i de fire korte linjer: Hvad enten historien I økonomiens øje Er et kurve eller et søjlediagram Er Verden en kartoffel i Guds hånd. Einar Már var her sidste år og lærte jer at have vinger på hjernen. Med hans kamp mod ekspansionsvikingernes grådighed og den finanskrise, vi er inde i samtidig med klimakrisen, er det klart, at 8

9 Verden ikke alene er en kartoffel i Guds hånd, men den er en varm kartoffel, som man gerne skyder bort fra sig. Det er den kartoffel, I skal ud og passe på. Og det er netop jer, der kan gøre det! Nå, I heldige kartofler, I skal også vide, at det er hver enkelt af jer, vi her på skolen har tænkt på og holder af. Igen med et digt, denne gang af Benny Andersen fra Min indre bowlerhat: ÅND Den indre bowlerhat (1964) Lægger man ikke alt for megen vægt på det materielle? Når jeg sidder og piller kartofler især de nye kan jeg pludselig stoppe op og tænke herregud hvad er det du sidder og laver så ser jeg på kartoflerne ser noget i dem hver eneste lille kartoffel er et selvstændigt væsen med øjne og hud med tusind ubrugte muligheder i sig som du selv tænk rigtig over det og jeg ser ud i solen tænker over mit liv betragter atter de forsvarsløse små som jeg er kommet til at respektere der kan gå lang tid før jeg piller videre det er det jeg forstår ved ånd. Benny Andersen beskriver her den tid til omtanke, jeg kalder frugtbar lediggang, hvor man giver sig tid til at tænke sig om. Tænker på, hvad vi egentlig har gang i. Uden den mister I jeres retning i livet. For livet er dog vidunderligt tænk på, hvor stort et under hver eneste kartoffel er. Alle disse kartofler, både den store hele kloden og alle de små skal I nu ud og passe på og hyppe om. Dertil kan I godt have brug for et godt ord med på vejen. Det kan I igen få fra en mindesten, som I tit har set, nemlig den store Stauningsten ved Lemvig Sø, hvor der står: At skabe lykke for andre, er lykken i livet. Skriv det nu endelig i jeres poesibog. At skabe lykke for andre, er lykken i livet. Der var engang en by med en stor bymur omkring. Foran byporten sidder der en vismand. Engang kom en fremmed til byen. Den fremmede gik hen til vismanden og spurgte ham om, hvordan byen var. Hvordan er den by, du kommer fra? spurgte vismanden. Det er en elendig by, svarede den fremmede. Og vismanden sagde, at det også var en elendig by, han var på vej ind i. 9

10 Næste dag kom en anden fremmed. Også han gik til vismanden for at spørge om byen. Hvordan er den by du kommer fra? spurgte vismanden igen. Og den fremmede svarede, at han kom fra en dejlig by. Det er også en dejlig by, du kommer til her, svarede vismanden. I kommer fra noget godt. Så vil I også komme til noget godt. Og med de ord dimitterer jeg jer som studenter fra Lemvig Gymnasium af årgang Vid at det vil gå jer godt. Nicholas Emborg Jannsen spiller Clair de lune ved dimissionen 10

11 Lærertalen 2009 Ved Bo Larsen Kære studenter Jeg har glædet mig sådan til at gøre regnskabet op over jeres tre år her på stedet og udforme konklusionen på det, som I om få minutter er færdige med. Jeg har haft fornøjelsen af at undervise næsten alle af jer her det seneste år, og jeg kender jer alle, så det er en stor glæde for mig at skulle prøve at sætte to streger under facit på lærernes vegne. Regnskab og facit, sagde jeg, men det, jeg vil tale om nu, er et andet regnskab end det, der består i eksaminer og karakterer. Ikke et regnskab over hvad I har lært, men over hvad I egentlig har lært. For hvad har I egentlig lært? Karaktergennemsnittet for Lemvig Gymnasium har jo traditionen tro været godt, mange af jer har klaret jer rigtig godt, og det er i sig selv en stolthed at kunne sige det, men udover det vil jeg også bruge min tid på at tale lidt om de større og måske mere personlige perspektiver i den lærdom, I tager med jer herfra. Og jeg vil tage udgangspunkt to steder. Dels i mine egne fag I kender mig efterhånden godt nok til at vide, at jeg anser det for en ros at blive kaldt fagnørd. Dels i en samtale med en af jer. Som lærer i oldtidskundskab er det en naturlig del af livet, at man af og til løber ind i det skarpe spørgsmål: Hwa ka et bruges te? Det spørgsmål er der sikkert forhåbentligt mange af jer, der er stødt ind derhjemme, da I i starten af 3.g fortalte, at der stod fag som oldtidskundskab, religion og astronomi på skoleskemaet. Det tog mig ikke lang tid, efter at jeg var blevet ansat som gymnasielærer, før jeg blev klar over, at det spørgsmål kan presse sig på som det første og allermest naturlige, når man første gang skal læse Platon eller beskæftige sig med græsk arkitektur. Som en af jer studenter formulerede det han ved selv hvem, så jeg behøver ikke nævne navne. Vi er en tirsdag i februar måned efter 8. time: Bo, jeg har altså venner der ikke går på gymnasiet, og nogen gange når vi taler om, at jeg for eksempel har et fag der hedder oldtidskundskab, stiller de mig altså det der spørgsmål: Hvad skal man bruge det til? Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare. Det er jo ikke rart ikke at kunne svare på sådan et spørgsmål, når undervisningsministeriet nu en gang har bestemt, at man skal bruge et år af sit liv med den slags for at blive student, og jeg ved heller ikke, om jeg fik givet et ordentligt svar på vej ud af døren. Det er jo store spørgsmål at stille efter sidste time. Men jeg skylder selvfølgelig et ordentligt svar. Det er nemlig et overordentligt vigtigt spørgsmål at få svar på, hvorfor i alverden man skal beskæftige sig med græsk arkitektur, når der nu er så meget andet tidssvarende, umiddelbart relevant og nyttigt at give sig til. Ville livet i grunden ikke være lige så godt, hvis man ikke vidste hvad der skete under Perserkrigene for 2500 år siden. Så hvad kan den hue, der nu sidder på jeres hoveder, bruges til? Jeg vil prøve at tage udgangspunkt i en scene fra en græsk tragedie af digteren Euripides. Den hedder Bacchanterne og er en voldsom historie, som I kender det fra de græske tragedier. Hovedpersonen Kong Pentheus bor i byen Theben. I byen nægter man at tilbede guden Dionysos. Dionysos straffer byen ved først at ramme kvinderne med ekstatisk raseri Dionysos er jo guden for alt det ufornuftige, ukontrollerbare og vilde i menneskets liv: ekstasens gud. Kvinderne raser rundt ude i skoven og dyrker den nye gud, men kong Pentheus giver ikke efter. Han mener, at det er det rene vanvid at dyrke sådan en gud. Han arresterer en af Dionysos præster, tror han, men i virkeligheden er det guden selv, som har forklædt sig. Pentheus diskuterer med Dionysostilbederen, fornærmer ham og vil spærre ham inde, men inden da svarer Dionysos igen. Han siger: Du ved nok intet om din egen livslod, hvad du gør, og hvem du er Pentheus svarer: Jo vist, jeg hedder Pentheus, og Agave er min mor; min far hed Echíon 11

12 I denne sammenhæng er det mest Pentheus svar, vi skal lægge mærke til. Dionysos håner ham, fordi han ikke ved, hvem han selv er, og Pentheus svarer skråsikkert ved at nævne navnene på sine familiemedlemmer det må være svar nok. På samme måde ville de fleste personer i dag reagere. Som svar på spørgsmålet Hvem er du, og hvor kommer du fra? kunne man fristes til at nævne sin familie og stedet, hvor man bor. Og for det meste er det jo også et godt svar. Problemet med Pentheus svar er derimod, at det slet ikke er det, han bliver spurgt om. Når Dionysos siger at Pentheus ikke kender sin livslod eller ved, hvad han gør og er, er det en kommentar på et mere eksistentielt plan. Pentheus ved ikke, hvem han er oppe imod, og hvad konsekvenserne er af at fornærme en gud. Han er uvidende om situationens store alvor. Tragedien ender meget sigende da også med, at Pentheus bliver flået levende og slået ihjel af en flok Dionysos besatte kvinder anført af hans egen mor. Da hans mor angriber ham i sit vanvid, prøver han igen at få hende til at komme til fornuft ved at gentage, hvem han er, men det hjælper ikke. Han misforstår kort sagt og svarer forkert på de store spørgsmål i livet nemlig hvem han er, og hvor han kommer fra. Og dette bliver hans død. Med den historie i baghovedet kan vi måske komme lidt nærmere, hvad det er, I egentlig har lært her på skolen de sidste tre år. Har I ikke netop taget livtag med det store spørgsmål Hvem er du? I naturvidenskaberne har I lært om menneskets plads på jorden og i universet, mennesket som biologisk dyr, og hvilken verden det er, vi omgives af til daglig. I samfundsfag har I lært om mennesket som socialt dyr, som samfundsvæsen. Og i de humanistiske fag har I lært om menneskets kunstneriske frembringelser, religion og historie og mennesket som et sprogdyr. Netop de ting gør jer nu i stand til at svare mere fornuftigt på spørgsmålet om, hvem I er, og hvor I kommer fra. For det kan godt være, at I selv kun har levet omkring 20 år, men I bor i en by, der nu er mindst 776 år gammel, lever i et land med lidt over 1000 år på bagen, i en kultur der rækker flere tusinde år tilbage og en menneskehed, der er titusinder af år, på en jord, i et univers der er svimlende gammelt. Den tyske digter Goethe har sagt at den der ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, sidder uerfaren tilbage i mørket og lever fra dag til dag. I har gennem de sidste tre år trænet i at føre jeres regnskab over 3000 år ja mere endnu for nogle fags vedkommende, så i dag vil I kunne give nogle helt andre svar på spørgsmålet hvem er du?, end hvis I ikke havde gået på Lemvig Gymnasium. Og det er ikke blot viden om historiske begivenheder, universets udvikling osv., men også bevidsthed om denne videns relevans for jer, I skal tage med herfra. Så kort kan svaret altså være: Jeres studentereksamen giver jer mulighed for at føre kritisk regnskab over ting, der rækker langt ud over jer selv. Lad os tage et eksempel jeg beklager, at det igen bliver fra mit eget fag, men I tilgiver mig nok: I ved, at det denne sommer er 2500 år, siden slaget ved Marathon fandt sted, I ved også, hvorfor viden om dette slag er vigtigt. I slaget ved Marathon forsvarede oldtidens grækere Europas første demokrati mod en trussel fra det ekspanderende Perserrige. Den viden kan være rar at have, hvis man spiller Trivial Pursuit eller skal være med i Hvem vil være millionær. Men: den viden bliver endnu mere værdifuld, hvis man samtidig er klar over at grækernes demokrati i udgangspunktet og stadigvæk er til inspiration og diskussion i det demokrati, I er en del af i dag. Kort sagt ville I ikke leve i et demokratisk samfund i dag, hvis ikke en flok stolte grækere havde forsvaret deres demokrati for præcis 2500 år siden. Den historiske bevidsthed og dén kritiske sans, I har lært i alle gymnasiets fag, er efter min mening noget af det vigtigste, I tager med jer herfra. Det er det, der skal gøre jer til vidende og dygtige borgere i det samfund, I skal ud at tage del i. Det var netop dén kritiske sans, der slog igennem ved den student, der turde stille sin lærer det vigtige spørgsmål: Hvad kan det bruges til? Det er den viden og den kritiske sans, vores samfund bygger på, så tag godt vare på den, og vær ikke bange for at stille spørgsmålstegn ved, hvad viden skal bruges til så længe I ikke forlanger, at al lærdom skal munde ud i kolde kontanter og fakturaer i den anden ende. For begynder man at forlange, at forskning og faktura altid skal hænge sammen, kan det gå hen og blive et åndeligt set meget fattigt land, vi lever i. 12

13 Desuden har jeres tid på skolen og beskæftigelsen med fagene også givet jer personlige kompetencer, I ikke kunne tilegne jer på samme måde andre steder. Og det er måske det vigtigste. Lad os lige vende tilbage til Pentheus et øjeblik. Han dør en skrækkelig død, ikke fordi han ikke er fornuftig, han er faktisk alt for fornuftig, men fordi han er uvidende om de ukendte og mørke sider af hans egen tilværelse, og tragedien handler således om spændingen mellem fornuften og ufornuften. Faktisk var det her, filosoffen Friedrich Nietzsche fandt inspiration til sine tanker om det dionysiske og det apollinske. Pentheus kender ikke guden Dionysos kraft og er ikke i stand til at rumme alt det vilde, dyriske og ukontrollerbare, denne gud repræsenterer. Pentheus fejler totalt, da han bliver konfronteret med det ukendte og noget, han ikke selv er herre over. Undervisningen her på stedet har forhåbentligt konfronteret jer med så tilpas mange ukendte sider af tilværelsen, så mange sorte huller, at I vil stå stærkt rustede til at møde noget lignende fremover. Jeg har måske også til tider haft indtrykket af, at I var lige lovligt vilde, dyriske og ukontrollerbare, men det vælger jeg nu at opfatte positivt. Hvorom alting er, har det i hvert fald været en fornøjelse at se jer arrangere Flos fester, stand up, upcoming, gallafest, cafeer, you name it! Til de arrangementer og fester forstår I på det flotteste at kombinere løssluppenhed, dans, musik og gang i den med en dejlig venskabelig og behagelig atmosfære. Der har været styr på tingene når I har slået jer løs, hvor selvmodsigende det end lyder! Det er vi stolte af her på skolen, så det kan I også være. I det hele taget håber jeg, at I vil tage kærligheden til jeres skole med herfra, når I har fået jeres eksamensbevis. Det er en del af målsætningerne for Lemvig Gymnasium, at I skal blive glade for jeres skole og jeres egn. For erfaringer viser, at en god gymnasietid her på stedet før eller siden får nogle af jer til at vende tilbage, så jeg vil glæde mig til lærertalen i år 2020, hvor det sikkert bliver en af jer, der står her hvor jeg står nu. Indtil videre vil jeg dog nøjes med at ønske, at I fremover må fortsætte jeres gode venskab med Dionysos og så et stort tillykke med huen til jer alle. Elevtalen Af Birgitte Bech Larsen, 3.d I denne hårde tid vi har gået igennem den sidste måned, er det ikke bare eksamenerne og for nogles vedkommende også Haze, der har fyldt i bevidstheden, for ikke at sige overtaget alt vores vågne og sovende timer der har også været VM. Landsholdets stræben og kæmpen for at kvalificere sig til VM kan sammenlignes med vores stræben og kæmpen for at kvalificere os til eksamener og det at komme videre ud i det virkelige liv. Derfor kunne den danske VM sang i år faktisk også være skrevet som en hyldest sang til os. Lad os prøv at kør dem rundt i ring Lad os prøv at sende dem hjem i seng Lad os afprøv nogle legestue ting Yeah, it s the Danish way to rock På førstedagen stod vi stod alle som de små g er og rystede af skræk, og det eneste, der bandt os sammen, var en fælles frygt for, hvad de lømler og baryler til 3.g ere kunne finde på. Der, den første dag, blev vi kørt rundt i ring, men det tog vi revanche for i sommers, da vi endelig blev 3.g ere og kørte ikke bare de små rundt i ring, men også hele lærerstaben. 13

14 Angående det med legestue ting, behøver vi vist ikke kigge længere end til SUNA, vores fredagsbar, hvor de har lavet en masse skøre ting bare se på deres introvideoer. Og jeg kunne forestille mig, at lærerne også af og til har følt, at de var i en legestue, specielt i en 8. time, en mandag, hvor lærerne prøver desperat at lærer os om integralregning, ødipuskomplekset, jordlaget i rom og republikanernes flertal i kongressen, mens der egentligt bare burde hænge et skilt på alle elever, hvor der stod: midlertidig ude af drift. Det eneste, der med succes er blevet gennemført i 8. time, er vist et spil Peggle og en Westlife sang. Og hvis de sparker os ned, så si r vi Op igen den sved Og hvis de sparker den ind, så si r vi Fuck nu det kom igen Det har ikke altid været en dans på roser, men det har nogle gange været en dans i hullet. I 1.g startede vi med AP og NVG, de nye svære fag. I 2.g skrev vi SRO, og så kom vi i 3.g, hvor den frygtede SRP skulle skrives og sidenhen AT. Og kan vi ikke få andet ud med herfra, så har vi da i det mindste lært noget om forkortelse. Men det har til tider været anstrengende at være elev på Æ gym. Når man har mange afleveringer og lige kom til at glemme at høre efter i timerne, så kan det hele godt være lidt presset. Men som det gode gamle ordsprog siger: Nød lærer nøgen kvinde at spinde eller lettere omskrevet: Nød lærer doven elev at nøjes med tre timers søvn, når man har en aflevering. Vi slipper festen løs Vi gi r den bip biogas Lige siden 86 Yeah, it s the Danish way to rock Altså der blev vist først rigtig givet den gas efter 2007, hvor vi satte vores fødder på gymnasiet. Nogle gange så meget, at der kan blive fremvist flere skader, når vi mødes mandag morgen. Og lige så meget som lærernes tilstedeværelse og for længst forældede dansetrin beriger vores Flosfester, på samme måde synes jeg, at elevernes tilstedeværelse beriger undervisningen, dog på en lidt anden måde. Hvis de spør hvem vi er, så si r vi Vi er dem, der gi r Og hvis de spør hvor vi bor, så si r vi Der hvor saltet gror Lemvig Gymnasium er i sandhed et egnsgymnasium. Væggene er beklædt med det dér kunst af adskillige lokale kunstnere. Vi har lært en masse spændende facts om jordlagene omkring os, og Lasse har gang på gang indprintet os, at vi er noget særligt, fordi vi har gået på Lemvig Gymnasium. Både han og lærerne har gjort en dyd ud af at lære os almen viden og kultur. Det kan mærkes på os, at vi er herfra, og vi er rodfæstet i noget stabilt og typisk jysk. Det er ikke nødvendigt at spørge, hvor vi kommer fra! Vi kommer sammen Vi går sammen Mod nyt land, it s the Danish way to rock Vi gror sammen Vi rykker sammen Mod nyt land, it s the Danish way to rock 14

15 Vi kom sammen små og fyldt af skræk for ikke at passe ind, og vi forlader nu stedet med hver vores plads i det store fællesskab, der hedder årgang 07. Vi har været igennem meget sammen, studieture, fester, opgaver, vi har været hinandens hverdag i 3 år 3 gode år! Vi er alle groet og rykket sammen og hver for sig, og nu går vi sammen videre. Nogle skal ud og rejse, nogle skal bliver hjemme, nogle læser videre, men fælles for os alle er det, at dette eventyr nu er til ende. Vi har sejret i rødt og hvidt, og vi skal nu fortsætte ud og erobre. Ligesom Danmark har kvalificeret sig til at prøve at blive verdensmester, så har Lemvig Gymnasium kvalificeret os til at prøve at mestre verden. Som vi så i går, er det ikke sikkert, at det lykkes i første forsøg, men derfor skal vi ikke give op. Vi skal kæmpe videre, det bedste vi har lært, that s the danish way to rock. Tak mine kære medstudenter og lærere for tre uforglemmelige fede år. Og til studenterne 2010: Rock on! Johanne Buus Andersen, Rasmus Jensen og Lars Corvinius Olesen giver deres version af Jethro Tulls Bourée 15

16 Overraskelsernes Grønland Af Kathrine Buur Bruntse, 2.cf Findes der noget så givende som en overraskelse i en ellers mere eller mindre forudsigelig hverdag? En overraskelse måtte det i hvert fald siges at være, da vi i juni 2009 fik besked om, at vores klasse var blevet udvalgt til et udvekslingsprojekt med en flok elever fra 3. årgang på GU Aasiaat Gymnasium i selveste Grønland sammen med Elisabeth Moltke og Søren Udesen. Først var der selvfølgelig ingen, der troede på det, men da de to lærere insisterende begyndte at pege på kort, snakke om flyruter og prøvende udtalte de mærkelige bynavne, som vi åbenbart skulle til at stifte bekendtskab med, begyndte begejstringen at indfinde sig. Vi var de heldige, som grundet vores klassesammensætning med musiske og samfundsfaglige elever ville få en ekstra studietur i 2.g. Og så stod vi der pludselig. Omgivet af snedækkede bjerge i høj sol steg vi ud af den første flyver. Vi var i Grønland! Vi var virkelig i det kæmpestore hvide land mod nord, som man kender fra kort og billeder, men som trods dets fortid under dansk styre ligger meget fjernt i vores danske hverdagsbevidsthed. Og vi skulle være der i en hel uge! Kan man andet end at føle sig privilegeret? Det blev en uge med oplevelser langt fra det normale 2.g skema. Det havde vi selvfølgelig også regnet med, men hvad forventer man egentlig at opleve, når man tager til Grønland? En tur med hundeslæde, ville selvfølgelig være vildt fedt, men sikkert også ret dyrt. Turde vi håbe på, at vi kunne være så heldige at se nordlys, hvis det skulle blive klart i vejret? Og ville der være plads til alle i de igloer, som ca. halvdelen af klassen havde meldt sig til at skulle bygge? Man kan roligt sige, at vi prøvede stort set alt det, vi kunne ønske os at opleve på sådan en tur, og mere til! At give et indblik i den oplevelse, det var at være der, er nok svært. Jeg vil dog alligevel forsøge i det følgende. Vi boede først i Ilulissat (Jakobshavn), hvor vi bl.a. sejlede mellem isfjeldene i Isfjorden og besøgte den lille bygd Ilimanaq (Claushavn), og nogle var så heldige at se nordlys den ene af nætterne. Efter et par dages ophold der rejste vi videre til Aasiaat (Egedesminde), hvor vi boede på kollegium hos eleverne, som i oktober 2009 havde besøgt os i Danmark. Også i Aasiaat var programmet tilrettelagt, for at vi så vidt muligt kunne få det hele med og prøve alt det, man skal prøve, når man er i Grønland. Nogle deltog i en sneskulpturfestival, mens andre byggede snehuler eller lavede film /fotoprojekt, og ud over det blev vi bl.a. undervist i det grønlandske sprog, lærte at løbe på langrendsski, fik serveret traditionel grønlandsk mad, kørte i hundeslæde, holdt scary night på gymnasiet, sov i snehuler en enkelt nat (nogle af os), og nåh ja, så hyggede vi os jo med vores grønlandske værter om aftenerne. Og så var der selvfølgelig også besøgene på et vandværk, en vejrstation, et museum, et kommunekontor samt et foredrag ved den lokale politiinspektør. Som man nok kan se, oplevede vi altså ikke så lidt i den tid, vi var der. 16

17 Men oplevelsen af Grønland var meget mere end det. Bare det at gå rundt på de isdækkede veje i en by bestående af træhuse i alle mulige forskellige farver, at vænne sig til synet af enorme isbjerge, der flød rundt ude i havnen, og kloakrørene, som lå oven på klipperne, og lyden af de mange slædehunde med deres søde hvalpe, der stod lænket foran huse og ved vejene og hylede, at gå på indkøb i Pissifik (udtalt Bisifig) eller Pilersuisoq, hvor al maden har været på vej i omkring 2 uger og derfor var meget dyr, og at opleve stemningen blandt de grønlandske studerende på gymnasiet og på kollegierne det er jo helt specielt; et mere eller mindre moderne samfund, bare meget mere afhængigt af og tilpasset naturen. Og snakkede vi så med grønlænderne om vores fascination af naturen og livet deroppe og om den store forskel mellem Danmark og Grønland, rystede de bare på hovedet, de kunne faktisk ikke se den store forskel. Det er jo nogenlunde den samme slags mad, der ligger i køledisken, og de samme mærker de køber tøj i Da vi kom til fredag, var vi overhovedet ikke mætte af Grønland, selvom vi nu havde prøvet alle de ting, man forbinder med en tur til Grønland udover at se sæler, hvaler eller isbjørne Det var hyggeligt at være der med klassen og blandt de stort set jævnaldrende unge. Men så kom overraskelse nummer 2, nemlig vulkanen på Island, og vi måtte alle sammen flytte ned på byens sømandshjem ved havnen. Det blev til en hel uge, med stadige aflysninger af flyafgangene og en pludselig øget kontakt hjem til visse lærere, hvis afleveringsplan pludselig blev ødelagt, og som derfor følte trang til at hjælpe os med at få tiden til at gå Det sidste klarede vi sagtens selv, da vi bestemte os for at lave og indspille en støttesang til os selv og i øvrigt bare nyde forkælelsen på Sømandshjemmet. Og selvom nogle begyndte at længes hjem, nød vi opholdet og prøvede at få det bedste ud af det med fællessamling og hygge om aftenerne. Og det var her, vi gjorde os den erfaring, jeg omtalte i starten. Det var jo en oplevelse i sig selv, for os danskere, som plejer at have kontrol over hverdagen, at skulle tilpasse og underordne sig naturen på den måde. En ting grønlænderne var helt vant til. Og nåh ja, så fik vi jo også en uge ekstra deroppe, hvor vi bare kunne suge til os af den grønlandske kultur og de fantastiske omgivelser. 17

18 Alt i alt fik hele klassen, og lærerne med, en oplevelse for livet. Vi fik ikke bare én, men to store overraskelser, den ene mere utrolig end den anden, i hvert fald for os elevers vedkommende. Det hele endte med, at klassen kom hjem af to omgange, henholdsvis torsdag og lørdag. Vi havde oplevet en enormt masse takket være vores egne og de grønlandske lærere, som havde planlagt en fantastisk tur for klassen, og som ikke lod sig slå ud af en sølle Islandsk vulkan. Café SUNA en oase midt i bøger, eksamener og stress Af Morten Suusgaard, 3.c Café SUNA er Lemvig Gymnasiums eneste café og det forpligter! Café SUNA er fuldstændigt elevstyret, og det går i arv fra 3.g ere til kommende 3.g ere hvert eneste år. Det er en hyggelig lille ting, som bliver holdt med ca. en måneds mellemrum, og det går ud på at have det hyggeligt sammen med sine venner på gymnasiet uden at det behøver at handle om AT, AP eller eksamen! Hullet bliver transformeret til en hyggelig lille oase med levende lys, god musik og en billig bar. Priserne er selvfølgelig således, at folk, der lever af SU, også kan have det godt! Der vil op ad dagen være små hyggelige indslag i form af konkurrencer og lignende. Med andre ord kan man komme ned i hullet fredag efter 6. time, få en lille øl eller mokaï med sine venner og koble af efter en lang uge! Café SUNA er noget vi alle er stolte af, og Lemvig Gymnasium er især stolte af at have et fuldstændigt elevstyret fredagsprojekt, som der aldrig har været problemer med! Café SUNA er derfor noget, som skal støttes og hvorfor skulle man da også lade være, når det nu handler om at have det godt med sine venner. Samtidig spiller caféen en vigtig rolle i det gode studiemiljø der er på og omkring Lemvig Gymnasium. 18

19 Et bevægende gensyn med Arlettee Af Jean Pierre Mabire Arlette Lévy Andersen, som lige er blevet 86 (!), besøgte for femte gang vores gymnasium onsdag den 17.marts 2010 og holdt et meget bevægende foredrag om sin deportation til Auschwitz i begyndelsen af Hun fortalte om, hvordan hun blev arresteret af Gestapo i november 1943 i Clermont Ferrand, hvor hun studerede på universitetet, om sin internering på lejren i Drancy (nord for Paris) og om sin overlevelseskamp i Auschwitz indtil sidst i januar 1945, hvor hun startede dødsmarchen mod vest. Eleverne var tryllebundne af hendes måde at fortælle på, som er både udramatisk, men samtidig dybt gribende. Arlette elsker at komme på vores gymnasium, hvor hun hver gang bliver modtaget med varme og venlighed. Lad os håbe, hun finder kræfter til at besøge os igen om 2/3 år, således at så mange elever som mulig kan høre hendes budskab. Forhåbentlig ikke sidste gang Minh Doky gæster gymnasiet Af Flemming Ertbølle Madsen Det blev et forrygende gensyn med den internationalt anerkendte jazzbasist Chris Minh Doky, da han besøgte Lemvig Gymnasium i foråret. Chris Minh Doky har tidligere besøgt gymnasiet med et musikforedrag med en efterfølgende masterclass for skolens musikelever. Denne gang var det en koncert, hvor en meget oplagt og sprudlende musiker tryllebandt såvel elever som lærere med sine flotte jazznumre og drengede charme. Flere at numrene var uropførelser af nye numre skrevet specielt til besøget på Lemvig Gymnasium. Efter koncerten var der trængsel omkring Chris Minh Doky, hvor han tog sig tid til autografskrivning og spørgsmål. Vi glæder os til næste gang Chris Minh Doky gæster Lemvig Gymnasium. Lemvig Upcoming Festival Af Morten Suusgaard Eleverne på Lemvig gymnasium kan meget! Udover en fremragende fester og stand up har gymnasiet også sin egen musikfestival! café, et godt festudvalg, vildt gode Festivalen fik sin debut i 2009, hvor bands som Wong Boys, Are we brothers og Hard Candy kom forbi, og da festivalen viste sig at være en succes, blev den gentaget i 2010 med en endnu større succes. 19

20 Arrangørerne havde held med at lokke navne som Turboweekend, Birk Storm, Kiss Kiss Kiss og Non+ til, og festivalen trak over 650 personer dette på trods af at gymnasiet officielt kun må have 500 gæster! Bandene blæste taget af hullet, og folk fik en fest, som de sent vil glemme. Lemvig Upcoming Festival (LUF) er et forholdsvis nyt koncept, men hos arrangørerne vokser træerne i sandhed ind i himlene, og næste år bliver der satset stort efter navne som The Floor is Made of Lava, Veto, Vinnie Who og lignende. Det bliver spændende at følge, hvilke navne der kommer på plakaten, og én ting er sikkert: Lemvig Upcoming Festival er Lemvig Gymnasiums bedste festival! Spændende foredrag om menneskets udvikling Af Troels Clausen Det er næsten ikke til at tro, men mennesker og chimpanser er nærmere beslægtede end gorillaer og chimpanser! Denne var blot en af flere spændende og overraskende pointer, som overlæge på klinisk genetisk afdeling på Århus Universitetshospital Peter K.A. Jensen kunne fortælle, da han fredag d. 12. februar tog os med på en fantastisk rejse i menneskets udvikling. Det følgende er et lille indblik i Peter K. A. Jensens foredrag. Mennesket stammer fra Afrika. Dette bekræftes af, at alle fossiler, der er mere end 2 millioner år gamle, udelukkende er fundet på det afrikanske kontinent. I 1970 erne fandt man således fodspor i lavamateriale i Tanzania det har senere vist sig, at fodsporene er sat af mennesker for ca. 3,6 millioner år siden. Men faktisk er mennesket meget ældre end det. For ca. 7 millioner år siden skete der dramatiske ændringer med både klima og landskab i Østafrika, hvilket førte til store forandringer i vegetationen. Regnskoven forsvandt og blev omdannet til mere åbne områder med spredt bevoksning. Disse ændringer medførte, at nogle af aberne rejste sig på bagbenene for hurtigere at kunne komme frem. Herved blev det tidlige menneske skabt. De tidlige mennesker har lignet aber mere end mennesker. Et eksempel på dette er Lucy, der blev fundet i 1974 i Etiopien. Hun har været ca. 1 meter høj og vejet ca. 30 kg. Ud fra hendes skelet har man konkluderet, at hun gik oprejst, men også har kunnet klatre i træer. Lucy gik i Etiopiens ørken for 3,2 millioner år siden. Mennesket har selvsagt udviklet sig meget siden Lucy. Vores hjerner er fx blevet større. Lucys hjerne var på ca. 0,5 L, mens den nutidige hjernestørrelse er på ca. 1,4 L. Fodsporene på billedet er fra Laetoli i Tanzania, hvor to voksne og et barn for 3,6 millioner år siden gik gennem et område med vulkansk aske. De to voksne har gået i hinandens fodspor, som derfor er udtværede. 20

21 Efterårets fællesarrangementer Af Flemming Ertbølle Madsen Efteråret byder sædvanen tro på en masse spændende fællesarrangementer: Joachim B. Olsen (kuglestøder) kommer sidst i august eller først i september. Fællesarrangement plus masterclass for idræt. Søren Kjærgaard og Torben Ulrik (Jazz alternativ!) fredag d. 24. september. Peter Bastian (naturvidenskab/musik) kommer 8. oktober. Operation Dagsværk med video og oplæg til operationen i Burma. Datoen ligger ikke fast endnu. Min saga mine rødder. Besøg af multimediekunstneren Karen Thastum Af Hans Morten En installation udfolder sig i et rum; undertiden omskaber den det. Det var 1.bk1 medvirkende til, da vi fik besøg af Karen Thastum, der var huskunstner på skolen marts. Sammen med eleverne skabte hun et stykke samtidskunst i elevværkstedet, som midlertidigt blev forandret til ukendelighed; et værk som var nyt i sit udtryk ved brug af computere og projektorer. Indholdsmæssigt søgte det tilbage i fortiden, idet eleverne blev opfordret at fortælle om deres barndom, deres rødder, deres ophav. Min saga mine rødder er et internationalt projekt, som Karen Thastum har arbejdet med på skoler i Grønland, England, Tyskland og nu også Danmark. 21

22 Temaet blev indkredset fra forskellige vinkler og i forskellige medier: Eleverne udvalgte gamle fotos fra familiealbummet og fra internettet, de tegnede rødder og rodfrugter, de skrev korte tekster om deres barndomsoplevelser, de ridsede billeder i filmstrimler, og der blev interviewet og lavet video. Alt dette blev bearbejdet på computer og projiceret op på væggene. Her var skolens pedeller i øvrigt medvirkende, da de under oprydning i kælderen fandt adskillige støvede lysbilledapparater, der også blev taget i anvendelse. Ugen var udfordrende, inspirerende og lærerig. Vi fik afprøvet nye arbejdsmetoder og teknikker. Vi lærte noget om samarbejde og om at indgå i en større sammenhæng. Og sidst men ikke mindst: Når man begynder at fortælle sin historie, viser man nye sider af sig selv, så alle lærte hinanden lidt bedre at kende. Her er et par elever blevet en del af værket. Det færdige værk blev vist frem i forbindelse med skolens forårskoncert. 22

23 Rom i sol og regn med kollegaerne på studietur Af Niels Ankerstjerne Rasmussen Alle veje fører til Rom, siger man. Men de smalle gader i bjergbyen Olevano synes kun at føre én vej og det er op. Det er ikke længere siden end i går, at vi ankom til Italiens smukke hovedstad, så vi burde for så vidt være fit for fight. Men måske er nogle af os kommet i dårlig form af alt det stillesiddende arbejde, som er en del af gymnasielærerjobbet. I hvert fald er der flere, der sveder og pruster gevaldigt under opstigningen og sydens behagelige formiddagssol. Heldigvis er det, vi får lov til at se, høre og dufte, hele turen værd. Olevano ligger omkring 55 km øst for Rom. Vi er her for at besøge det lokale gymnasium, som er interesseret i at knytte kontakt med os med henblik på udveksling og pædagogisk udvikling. Men inden vi når så langt, er der tid til at få en rundtur i byen under ledelse af den danske tekstilkunstner, Marianne Nordby, som har slået sig ned i byen Hvis ikke det var fordi, man var gymnasielærer og som sådan instinktivt på vagt over for indholdsløse klichéer, kunne man næsten fristes til at udbryde: Nej, hvor er det altså bare italiensk. For i disse snævre gyder langt væk fra turisterne og McDonalds restauranterne møder man tilsyneladende den italienske kultur i uspoleret form. Autenticitet og fiktion Autenticiteten er ikke sjældent i nær familie med sin modsætning fiktionen og dette paradoks gør sig også gældende her. For kunne det ikke lige så godt være kulisserne til en italiensk spillefilm, vi bevæger os rundt i? Kigger man opad, kan man f.eks. notere sig, at vasketøjet hænger til tørre mellem husfacaderne præcis som i Lady og vagabonden. Og den italienske morlille, som står på sin altan og følger med i, hvad der sker, må simpelthen være plantet dér for at gøre stemningen og atmosfæren mere italiensk. Det samme kunne også være tilfældet med de to drenge, der render og spiller fodbold på den trange plads mellem de gamle huse. Lazio? spørger Jean Pierre den ene af drengene. 23

24 No, Roma!, svarer den lille fyr prompte og ser meget fornærmet ud. Ja, her skal man tydeligvis overveje nøje, hvad man spørger om i hvert fald hvis spørgsmålet har noget med fodbold at gøre. Grundlag for kulturudveksling Klokken er efterhånden blevet 10 om formiddagen, og det er blevet tid til at besøge det lokale gymnasium Liceo Scientifico Renato Cartesio. Det er opdelt i to afdelinger. Den ene afdeling ligger i selve byen, mens den vi skal besøge, er placeret i udkanten og har omkring 350 elever. I alt er der 600 elever tilknyttet skolen. Både ledelsen og lærerne er repræsenteret ved receptionen, hvor der serveres småkager med fennikel og den lokale mousserende vin Cesanese, som let bruser over, når man åbner flasken. Stemningen er hjertelig og åben, men det er påfaldende, at det meste af kommunikationen foregår på italiensk ja, selv engelsklæreren taler italiensk. Marianne Nordby er tolk, og hun har travlt, for i Italien er der øjensynlig tradition for, at alle gerne siger et par ord for at bidrage til den gode stemning. Eleverne har arrangeret en forestilling for os. Inden tæppet går til side, får vi at vide, at showet vil indeholde en del ironi. Men ser man bort fra de indlagte sketcher, slår det snarere én, hvor lidt behov de italienske elever har for at distancere sig fra det fremførte. En dreng danser f.eks. en balletagtig dans uden antydning af ironi og undskyldning. Jo, vi er langt fra Danmark lige nu. Men netop af denne grund skulle der være så desto meget mere grundlag for kulturudveksling. Efter forestillingen gæster byens borgmester gymnasiet. Også hun er meget opsat på et fremtidigt samarbejde mellem vores gymnasium og Liceo Scientifico Renato Cartesio. Hun lokker blandt andet med de talrige byfester, som finder sted i Olevano i løbet af sommeren. 24

25 Det er blevet tid til en rundvisning på gymnasiet. Man kan vel godt hævde, at lokalerne er en anelse mere spartanske, end dem vi er vant til. Der er ikke megen udsmykning på de gule vægge. Men udsigten fra vinduerne er helt overdådig og hvad skal man så med plakater og billeder? Vi ser blandet andet fysik og kemilokalerne, gymnastiksalen og det klasseværelse, der svarer til vores billedkunstlokale. Det ligner mest af alt en regulær tegnestue: Eleverne sidder bag små arkitektborde og er beskæftiget med at tegne bygninger i målestoksforholdet 1:100. Det ser faktisk ret avanceret ud og kræver øjensynligt tålmodighed at udføre. Måske kunne vores elever lære noget af de italienske. Gad vide, i hvor stor udstrækning man har gruppearbejde hernede? Hvad er de faglige mål mon? Og har de også tværfaglige forløb og gruppeeksamen med 24 timers forberedelse? Og en elevcafé en gang om måneden? Jeg når ikke at få stillet alle mine spørgsmål, men det bliver der givetvis lejlighed til, når vi forhåbentlig vender tilbage hertil på et tidspunkt. Efter gymnasiebesøget går det atter op. Vi forcerer endnu engang de stejle og labyrintiske gangstisystemer i den charmerende middelalderby for at få dagens første portion pasta på en højtliggende restaurant, og derpå bevæger vi os helt til tops til ét af Olevanos smukkeste udsigtspunkter. Først ser man alle de rustikke teglstenstage i røde og brune farver, der dækker byen som et broget og flimrende patchworktæppe. Dernæst får man øje på nabobjergene i horisonten. Min sjæl, hvad vil du mere! Dansk kultur i Rom Sidst på eftermiddagen sætter vi atter kursen mod Rom. Inden aftensmaden skal vi nå at besøge Det Danske Institut, som ligger i udkanten af Villa Borghese parken i Rom. Det store hus med gule mursten minder ganske meget om Århus Universitets bygninger. Instituttets direktør, komponisten Erik Bach, kan da også oplyse, at arkitekten er den samme nemlig Kay Fisker. Instituttets formål er at bevare og videreudvikle kulturelle bånd mellem Danmark og Italien ved at være hjemsted for forskning og studier inden for primært humanistiske områder såsom f.eks. filologi, historie, litteratur, musik og arkæologi. Sammen med de andre nordiske institutter i Rom har instituttet blandt andet taget initiativ til mange udgravningsprojekter, fortæller Erik Bach. Efter en kort introduktion til instituttets historie og virke får vi en rundvisning i huset. Personalet og de logerende gennem tiderne har tydeligvis passet godt på det velbevarede interiør: At træde ind i den fælles opholdsstue er på mange måder som at rejse tilbage i tiden: Sådan har det altså været at gå rundt i 1960 erne. Instituttet rummer mange kunstværker af prominente danske navne f.eks. er Søren Georg Jensen, Jørgen Haugen Sørensen, Richard Mortensen og Arne Haugen Sørensen repræsenteret. Men størst lykke gør selvfølgelig et maleri af Jens Søndergaard, som Erik Bach finder frem fra et kontor. Billedet forestiller et hav, der er grønt som Middelhavet. Alligevel er man på forunderlig vis ikke i tvivl om, at det er Vesterhavet, Søndergaard har malet. På et eller andet plan virker det imidlertid helt indlysende, at det netop er her på Accademia di Danimarca, at man uventet får lejlighed til at se Italien og Jylland forenet i ét udtryk. Efter vores besøg på Det Danske Institut har vi to muligheder: Vi kan enten tage turen hjem til fods eller med metroen. Vi er nogle stykker, der har mærket de første regndryp og desuden er for magelige, hvorfor vi tager metroen. Og for en gangs skyld viser vores magelighed sig at være fordelagtig. De, som vælger apostlenes heste som befordringsmiddel, vender stærkt våde og forkomne hjem halvanden time senere. Så kan de lære det! 25