1 - INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING (CC & LD)

Transkript

1 1 - INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING (CC & LD) TEORETISK FORSTÅELSESRAMME EMPIRI OG METODE AFKLARING AF BEGREBET RELATION I SPECIALET TEORIVALG BEGREBSAFKLARING SPECIALETS OPBYGNING 11 2 PRÆMATURE BØRN OG DERES FORÆLDRE (CC & LD) DET PRÆMATURE BARN (LD) FLERE OVERLEVENDE PRÆMATURE BØRN OG DET FORVENTEDE NEONATALFORLØB (LD) DET PRÆMATURE BARNS UMODNE SANSEAPPARAT (LD) FORÆLDRESKAB TIL PRÆMATURE SPÆDBØRN (CC) FORÆLDREOPLEVELSER (CC) VANSKELIGHEDER I FORÆLDRE-BARN SAMSPIL UNDER INDLÆGGELSE (CC & LD) RELATIONSFREMMENDE TILTAG PÅ NEONATALAFDELINGEN (CC) NIDCAP (CC) HUD-MOD-HUD BEHANDLING (LD) UDFORDRINGER I RELATIONSFREMMENDE BEHANDLINGSTILTAG (CC & LD) 29 4 EN RELATIONEL FORSTÅELSESRAMME (LD) WINNICOTTS FORSTÅELSE AF BARNETS UDVIKLING I SAMSPIL MED FACILITERENDE OMGIVELSER (CC) WINNICOTTS INSPIRATION (CC) WINNICOTTS UDVIKLINGSFORSTÅELSE (CC) PRIMÆR MODERLIG OPTAGETHED OG DEN GODE NOK MOR (CC) MODERLIG OMSORG I SPÆDBARNETS ABSOLUTTE AFHÆNGIGHEDSFASE (CC) PRAKTISK HENSYNSTAGEN NÅR MAN INDGÅR I RELATION MED ET BARN (CC) LAPLANCHES GENERELLE FORFØRELSESTEORI (LD) INFANTIL SEKSUALITET, KÆRLIGHED OG OMSORG (LD) FRA ANLEHNUNG TIL GÅDEFULDE BESKEDER (LD) DECENTRERING (LD) FOKUS PÅ ASYMMETRI (LD) RELATIONERS GÅDEFULDE, GRIBENDE OG OVERSKYDENDE KARAKTER (LD) TIDLIGE FORSVARSMEKANISMER OG HUDEN (CC) DUALISMER MELLEM KROP & PSYKE OG DIALEKTIK I SAMSPILLET (CC & LD) SAMSPILLETS FREMDRIFT UDGÅR FRA BARNET ELLER DEN VOKSNE? (CC &LD) HUDEN KONCEPTUALISERET SOM KOMMUNIKATIV (CC & LD) ANALYTISKE STARTPUNKTER (CC & LD) 5 - ANALYSE AF BEHANDLINGSTILTAG (CC & LD) SELEKTERING AF CASEUDDRAG OG REFLEKSION AF METODEVALG (LD) EN RELATIONEL FORSTÅELSE AF HUD-MOD-HUD TILTAGET (LD) HUDENS REFLEKSIVITET MULIGGØR BESTEMTE RELATIONER (LD) ANALYSE AF HUD-MOD-HUD TILTAGET (LD) HUD-MOD-HUD KONTAKT KAN FACILITERE BARNETS UDVIKLING (LD) 64 1

2 DEN VOKSNES DECENTREDE BETYDNINGSDANNELSE (LD) CASEUDDRAG HUD-MOD-HUD KONTAKT (LD) CASEUDDRAG PÅ SVÆR KROPSLIG KONTAKT OG OMSORG IGENNEM TALE (LD) HUD-MOD-HUD KONTAKT I ET STØRRE HELE AF RELATIONER(LD) EN RELATIONEL FORSTÅELSE AF NIDCAP (CC) DECENTRERING OG MEDFØDTE POTENTIALER I NIDCAP (CC) CASE OM DEN TYKKE KONE (CC) IMPLIKATIONER AF NIDCAPS FOSTEROPFATTELSE (CC) DET OBSERVEREDE BARN (CC) FORMELBASERET FORÆLDRESKAB (CC) UDVIKLINGSOMRÅDER I NIDCAP(CC) NYE VEJE AT GÅ I INDDRAGELSEN AF FORÆLDRE (CC & LD) 6 - DISKUSSION (CC) MEDFØDTE POTENTIALER I DET PRÆMATURE BARN (CC) BEGREBERNES ANVENDELIGHED INDENFOR DET PRÆMATURE FELT (CC) DET SOM IKKE KAN BETRAGTES INDENFOR EN INTENTIONEL RELATIONEL RAMME (LD) INTENTIONELLE UDTRYK FRA BARNET SOM OVERSÆTTELSER (LD) MULIGHED FOR AT FAMILIER KAN OVERSÆTTE PLEJERUTINER IND I FAMILIELIVET (LD) SAMSPILSRYTMER SKABES I EN DIALEKTIK DER ALDRIG ER UDFOLDET HELT (LD) KONKLUSION (CC & LD) PERSPEKTIVERING AF UDVIDET RELATIONER (CC & LD) LITTERATURLISTE 117 2

3 1 - Indledning og problemformulering (CC & LD) I Danmark lever der i dag flere børn, der er kommet til verden op til 4 måneder før termin. Årsagen hertil kan blandt andet findes i medicinske og teknologiske udviklinger indenfor obstetrisk og neonatal praksis, der har ført til forbedringer i behandlingen af præmature fødte børn. Et resultat af disse fremskridt er flere overlevende præmaturt fødte børn (Esbjørn et al., 2003). Der er således en stigning i antallet af familier, som konfronteres med de graverende psykologiske eftervirkninger, som denne form for fødsel kan have. Nærværende speciale tager udgangspunkt i en antagelse om, at en præmatur fødsel berører mange flere end blot det nyfødte barn. Tværtimod kan en sådan fødsel forstås som havende store psykologiske implikationer for såvel barnets forældre som andre mennesker, der står dem nær. En begyndende opmærksomhed på disse vidtrækkende konsekvenser, har ledt mange af landets neonatalafdelinger til i stigende grad at implementere familieorienteret behandling. Med denne undersøgelse ønsker vi at være med til at sætte fokus på de relationelle processer, der udspiller sig i en familie i kølvandet på en præmatur fødsel. Dette vil ske med udgangspunkt i en række psykoanalytiske teorier, der forsyner os med et begrebsapparat, der er særligt egnet til at anskueliggøre og undersøge de relationelle dynamikker/processer, der udspiller sig mellem barnet og dets omsorgspersoner. Psykoanalytisk teori opererer med en grundantagelse om at mennesket generelt fødes for tidligt og vores undersøgelse motiveres af en hypotese om, at de betingelser som denne almenpsykologiske præmis skaber for individets tidlige udvikling, yderligere skærpes i tilfælde af en præmatur fødsel (Anzieu, 1989; Køppe & Zeuthen, 2006). Antagelsen om individets generelle for tidlige fødsel leder psykoanalytiske teorier til at betragte relationen mellem barnet og dets omsorgspersoner, særligt moren, som fundamentalt for barnets udvikling, idet barnets overlevelse afhænger af kvaliteten af disse relationer. Præmature børn må i kraft af sin underudvikling antages at være endnu mere afhængigt af de relationer, som det fødes ind i, herunder relationen til fagpersoner i hospitalsvæsenet og dets forældre. Dette forhold kunne pege i retningen af, at betydningen af relationerne imellem barnet og dets omsorgspersoner yderligere skærpes i tilfælde af en for præmatur fødsel, hvilket gør relevansen af at undersøge de relationelle processer, der udspiller sig mellem det nyfødte barn og dets omsorgsgivere, særligt aktuel. Specialets formål er således at 3

4 undersøge relationen mellem det præmature barn og dets omsorgsgivere med udgangspunkt i følgende problemformulering: Hvordan kan det tidlige samspil mellem forældre og præmature spædbørn under indlæggelse anskues indenfor en psykoanalytisk relationel forståelsesramme og hvorledes kan denne tilgang benyttes til at nuancere allerede eksisterende behandlingstiltag? Teoretisk forståelsesramme Vi undersøger det tidlige samspil imellem præmature børn og deres omsorgsgiver ud fra et perspektiv om, at der er et fundamentalt epistemologisk skel imellem subjekt og objekt. I vores speciale omfatter subjektet og objektet; mor eller barn samt psyke eller krop. Mennesket ved fundamentalt ikke, om det erfarer verden, som den virkelig er og det ved fundamentalt ikke, hvad det er en anden tænker og gør. Dette implicerer ikke, at alting kan være lige godt eller lige skidt, men at viden om andre aldrig er i et direkte kausalt forhold, som ikke udvikler sig indenfor en given kronologisk orden. I den neonatale pleje, bliver det særligt tydeligt, at den voksnes pleje og omsorg altid er et gæt frem for en sandhed om, hvad barnet har brug for og det er deri samspillet foregår på godt og ondt. Forældre eller børn ved ikke altid, hvorfor de gør som de gør, men det kan alligevel give mening for dem, hvilket findes relevant ved dette speciale, frem for hvad der er korrekt omsorg. Det bliver derfor relevant at inddrage en forståelse af, at der er et ubevidste, som giver sig til udtryk i relationer og som driver udviklingen. Genstandsområde i dette speciale er ikke sammenfaldende med det, som i de eksakte videnskaber kan gøres til genstand for reliabel intersubjektiv observation. Hvis man tilpasser teori og empiri til dette risikerer man - formulerer videnskabsteoretikeren Isabelle Stenger - at reducere genstanden for forskningen i en grad, der vil gøre vores resultater både forudsigelige og banale (Stenger i Gammelgaard, 2010: 358). Vi antager, at livet er for komplekst til at komme frem med en universel guide eller formel for omsorg, da dette skabes unikt i relationen, hvilket specialets produktionen af viden bør tage højde for. Vi er interesseret i at undersøge samspil ud fra en psykoanalytisk forståelsesramme (e.g. Winnicott, Laplanche). Et af den psykoanalytiske teoris krumtapper er, at subjektets relation til et andet subjekt etablerer subjektet som et objekt (Zeuthen, 2009). Subjektet er derfor et subjekt for sig selv, men et objekt for en anden og visa versa, ligegyldig hvilke fantasier og forestillinger et subjekt skaber sig 4

5 om et objekt. Et objekt kan her både være ting, personer, ideer eller dele af disse fænomener. Det tilskrives dog i psykoanalytisk teori altid en fysisk eller psykisk repræsentation (Andkjær & Køppe, 2002). Objektet og subjektet defineres dog også i teorierne indenfor psykoanalysen og antages til noget bestemt, hvilket er nogle af de præmisser, der sættes for at undersøge relationen. Præmisserne for at definere relationen mellem mor og barn er interessant, fordi de teoretisk afspejler den betydning som et objekt får i et subjekts udvikling af en psykisk struktur (Gammelgaard, 2004). En måde specialet anskuer teorier på er således ved at se på, hvordan teorierne fremstiller subjektet, objektet og deres relation eller position til hinanden. I dette speciale konkretiseres de teoretiske problemer omkring subjekt-objekt dimension ved præmature fødte børns psykiske udvikling. I den neonatale behandling er det svært at vurdere, hvornår barnet er et subjekt eller hvornår man kan kalde barnet for eksisterende som person. Dette går igen i forældrene kan være i tvivl om hvad den tidlige fødsel har betydet for deres barn helt op til 4-5 år (Graungaard, 2007) Baseret på ovenstående undersøger specialet, at det er centralt at være bevidst om, at relationen kan anskues forskelligt, da det i den neonatale pleje er nødvendigt at kunne anskue, hvorledes man indgår i en relation. En arbejdshypotese i specialet er, at der er noget intrapsykisk på spil i et samspil og at der skabes noget i relationen, som ikke kan tilskrives hverken mor eller barn isoleret set. (Zeuthen et al., 2008), og ikke gør sig til genstand der konkret og ligetil kan anskues. Derfor er en større kvantitativ metodisk tilgang ikke valgt i vores undersøgelsesdesign, da det unikke i hver relation ikke vil fremkomme. I stedet undersøger vi behandlingstiltag, også metodisk i forhold til en enkelt case, hvilket vi gennemgår i næste afsnit. 1.2 Empiri og metode I dette speciale har vi fokus på, hvordan inddragelsen af forældrenes oplevelser om forløbet kan medinddrages i den eksisterende neonatalpleje, da der indenfor litteraturen ikke har været fokus på disse oplevelser (Esbjørn et al., 2008). Vores metodiske tilgang bliver at undersøge allerede eksisterende behandlingstiltag. Vi undersøger de intrapsykiske oplevelser forældre gennemgår i deres relation til deres præmature barn for at nuancere disse tiltag vil relevant udvalgte begreber indenfor den psykoanalytiske teori blive analyseret. Herunder analyserer vi en case om en mor, der føder sin dreng 3 ½ måned for tidligt. Vores psykoanalytiske ståsted implicerer en metodisk tilgang, hvori vi ikke er interesseret i den reelle interaktion, men hvordan omsorgsgivers oplevelse kan tolkes at være for hende. Ved at arbejde epistemologiske med omsorgsgiverens oplevelse i den 5

6 neonatale praksis, får vi et billede der kan bidrage til vores forståelse af behandlingstiltagene. Vi er opmærksomme på, at denne beretning er en subjektiv beskrivelse af et enkelt neonatalforløb, hvorfor den ikke kan benyttes til at generalisere indenfor det det præmature felt. Casen bliver i analysen analyseret ud fra forskelligheder imellem specialets to primære teoretikere, Winnicott og Laplanche. Denne analyse benytter vi, som en måde at udvide vores forståelse for det der sker i det helt tidligt samspil mellem barn og omsorgsgiver indenfor behandlingsvæsnet. Vi ønsker derfor kort at redegøre for Aaens case her: Aaen, som selv er psykolog, føder Thorbjørn 3 ½ måned for tidligt, han vejer blot 751 gram og er 32 cm lang. Vi følger Aaen og hendes søn fra den truende for tidlige fødsel på hospitalet, under tiden under indlæggelsen, hjemkomst og frem til, at Thorbjørn er tre år gammel. Det beskrives detaljeret, hvordan livet drastisk forandrer sig for familien, der i den måneder lange indlæggelse gennemgår emotionelle op- og nedture og svinger imellem at opleve vrede, angst, glæde, og håb. Ligeledes skildres Thorbjørns kamp for sin overlevelse, der særligt omhandler modning af hans lunger. Læseren får et indblik i hvor sårbare og kritisk syge mange af disse præmature børn er. 1.3 Afklaring af begrebet relation i specialet Psykoanalysen berører mange forskellige fagområder (Køppe, 2010) blandt andet fænomenologi, neurovidenskab, tilknytningsforskning. Disse fagområder undersøger relationen forskelligt og kan blandt andet opfattes som udtryk for en interaktion og adfærd (Hart & Schwartz, 2008), et intersubjektivt forhold (Fonagy, 2004; Stern, 1997) eller et intrapsykisk forhold (Diem-Wille, 2011). Det er især sidstnævnte vi benytter i specialet. Dette er på trods af at relationen ofte i dag undersøges indenfor de andre tilgange (e.g. Fonagy, 2004; Stern, 2000). Overordnet kan disse andre tilgange benævnes som empiriske tilgange til at forske i spædbarnet. Det forklares nærmere i dette afsnit. I nyere tid er det især den empiriske spædbarnsforskning 1 (også indenfor psykoanalysen), der har gjort sig stærkt gældende indenfor undersøgelse af barnets tidligste relationsdannelser. Denne empiriske forskning inddrager de observerbare og operationaliserbare aspekter af de tidlige psykiske dannelser. Her er formålet at gøre den psykoanalytiske teori empirisk, for at kunne falsificere og validere dens fundament. Den empiriske spædbarnsforskning opstiller således 1 Se (Hart & Schwartz, 2008a) for en gennemgang af bidrag fra Allan Schore, Winnicott, Bowlby, Stern & Fonagy 6

7 generelle kriterier, for hvordan barnet udvikler sig i en relation ved at observere, hvordan dette kommer til udtryk og ved at undersøge, hvordan barnet udvikler sig psykisk igennem en anden (Stern, 2000). I hospitalsregi undersøges samspillet mellem omsorgsgiver og præmature børn ofte indenfor den empiriske spædbarnsforskning. I specialet ser vi det som en viden der har fastslået, at omsorgsgivere er vigtige for et barn og at et barn kommer til verden med egenskaber der gør det i stand til at indgå i en relation til omsorgsgiver. Det er os tydeligt, hvorfor hospitalsregiet gør stor brug af netop denne form for viden, da det giver klare kriterier for hvordan samspil kan foregå og hvordan man skader præmature børn minimalt. Det kan øge overlevelsesraten af præmaturt fødte børn og mindske graden af senfølger. Vi tager i dette speciale udgangspunkt i, at præmature børn har vilkår, der bør tages hensyn til, men vores fokus er på den voksne og hvorledes den voksne kan føre an i barnets udvikling. Det er relateret til hvad barnet kan fra fødselen, men ikke afgørende for hvordan relationen udspiller sig. Vi antager i specialet, at præmature børn ikke er psykisk bevidst om sine egne behov såsom sult, tørst og smerte på trods af dets kompetencer. Det er den voksne som tolker dette behov og det er i den asymmetri relationen foregår. Den kliniske tilgang til at undersøge samspillet indenfor psykoanalysen kan beskrives som et modspil til den empiriske spædbarnsforskning. Der opstilles generelle kriterier for, hvordan det subjektive kommer til udtryk i en relation, hvilket aldrig er upåvirket af objektet det er rettet imod. Psykoanalytikeren Andre Green (2000) kritiserer den empiriske spædbarnsforskning for at antage at samspillet kan observeres direkte. Det antages, at der er et symmetrisk forhold mellem subjekt og objekt, hvor man ved at observere objektet kan undgå at tolke dets udtryk (Zeuthen, 2009). Man risikerer, at få en forståelse af et barn, som er signifikant påvirket af, hvorledes man selv som forsker har en forhåndsforståelse af, hvad et barn kan. Netop denne kritik vil blive uddybet nærmere i vores analyse af behandlingstiltaget NIDCAP, hvor vi problematisere tiltagets brug af observation. Vi ser i specialet, at man på den måde ikke lader subjektet komme til udtryk i en relation. I dette speciale undersøges relationen, hvor det anerkendes, at et subjekt relaterer sig til et objekt med en forhåndsforståelse. Det medfører at undersøgelsen bør tage udgangspunkt i, at der er en asymmetri i enhver relation, når den foregår i det levede liv og især fra voksen til barn. Objektiviteten i dette speciale går på, hvordan det subjektive kommer til udtryk i en relation her-og-nu, i den enkelte relation og vi stiller således ikke generelle kriterier op for, hvordan man bør indgå i en relation. Dette intrapsykiske aspekt af, hvordan subjektet indgår i en relation er aldrig givet på forhånd og vi har fundet dette aspekt generelt manglende i vores læsning af den eksisterende litteratur indenfor 7

8 det præmature felt, hvilket også gælder indenfor den empiriske spædbarnsforskning. De intrapsykiske processer giver sig ikke til udtryk gennem direkte observation og dermed er barnets udvikling aldrig direkte tilgængelig. Hvis man forsøger at give et svar på de intrapsykiske processer i en relation på forhånd, så fratager man subjektet muligheden for selv at give sin verden betydning. Konsekvenserne ved at på forhånd at give svar på hvad en forældre eller et præmaturt barn har brug for i neonatalplejen er, at man ikke giver muligheden for at de selv meningsgive deres verden og former dem selv som subjekt. Samtidig er præmissen for omsorg, at omsorgsgiver på forhånd betydningsgiver, hvad barnet har brug for, hvilket i starten af dets liv er et kropsligt eller biologisk udgangspunkt. Det er i det samspillet at udvikling foregår og i det tidlige samspil er dette især en kropslig kontakt Teorivalg Psykoanalytikerne Winnicott og Laplanche har fra forskellige teoretiske ståsteder især anskuet, hvordan de intrapsykiske processer kan give sig til udtryk indenfor det tidlige samspil. Laplanche har teoretisk genformuleret Freuds oprindelige forførelsesteori og fremsat et teoretisk fundament for, hvorledes vi bør forholde os til, at psyken har et biologisk udgangspunkt og at det lille barn udvikler sig i relation til en voksen (Zeuthen, 2009). Winnicott har udviklet praktiske begreber og en teori, der indfanger hvordan subjektets udvikling sker indenfor et faciliterende miljø, der opretholdes af et specifikt objekt en moder. Praktiske begreber og teorier som vægter de løbende fysiologiske ændringer, som en del af betingelserne for fremkomsten af begyndende psykiske strukturer (Caldwell, 2005). Begge har udviklet begreber, som vi i specialet vil benytte til at nuancere behandlingstiltagene med henblik på at styrke det tidlige samspil i neonatalplejen. I dette speciale vil vi undersøge, hvordan man kan anskue et barns tidlige subjektive udtryk som opstående i en relation og hvordan der kan tages højde for dette i neonatalplejen i praksis. Fra Winnicotts teoriramme benyttes hans begreber om det mellemliggende område, det medfødte potentiale samt det faciliterende miljø. Disse begreber vil vi benytte til at undersøge, hvordan et barns fysiologiske udgangspunkt og den tilhørende faciliterende konkrete holding er med til at barnet psykisk kan repræsentere sig selv og dets omgivelser. Winnicott har undersøgt det paradoksale i, hvordan det spæde barn kommer til at eksistere som en selvstændig person kun i kraft af dets moders faciliterende funktion. Denne tanke er central i hans arbejde og han undersøger, hvor barnet begynder at danne objektrelationer igennem moderens holding af barnet. Den danske 8

9 psykoanalytiker Judy Gammelgaard har undersøgt hans forståelse af, hvordan menneskets subjektive potentiale udvikles i et mellemværende område mellem barn og omsorgsgiver (2004), hvilket vi i specialet er inspirerede af. Det mellemværende rum giver mulighed for at forstå, hvordan moderen skaber omstændigheder, der muliggør at barnet udvikler psykiske forståelser mellem sig selv og omverdenen, behag og ubehag. Udvikling bliver i hans perspektiv, hvordan barnet kan lære at skelne mellem dualiteter såsom indre og ydre og på længere sigt, hvornår barnet er vredt, hvornår barnet er sur og hvad det er barnet ikke bryder sig om ved berøring. Med dette perspektiv vil vi undersøge, hvorledes man i den neonatale pleje kan åbne op for, hvordan omsorgsgivere i plejen af børnene er med til at udvikle dem psykisk. Vi vil også undersøge, hvorledes den voksnes forventninger og ønsker vedrørende, at få et barn og mareridt om at det fødes præmaturt - kan medføre intrapsykiske processer for, hvordan den voksne indgår i relation til sit barn. Vi benytter Laplanches koncepter om decentreringens dobbelte bevægelse og den asymmetriske relation mellem barn og voksen til at undersøge, hvorledes barnet føres ind i en virkelighed, der har fundament i den voksnes kommunikative omsorg. Her har vi medinddraget den generelle forførelse, som ramme for disse begreber. Begreberne indfanger samtidig, hvordan barnet udvikles som subjekt i denne bevægelse. Begreberne er udtræk af hans generelle forførelsesteori, som er en strukturhistorisk videreudvikling af Freuds første forførelsesteori. Den generelle forførelsesteori giver teoretisk nye fundamenter for psykoanalysen, som definerer det ubevidste til at foregå i relationen og gennemgår således flere af Freuds tekster. Laplanches nye fundamenter for psykoanalysen medfører et skift i den psykoanalytiske teoris ontologiske grundlag. Det ubevidste skabes i relationen og mennesket er således decentreret i forhold til en konkret anden. Argumentet er, at mennesker qua deres biologiske umodenhed fødes ind i en relation, da det er for umodent til at tage sig vare på sig selv. Det bliver dermed også den voksne, som indstifter psykisk liv, ved at den voksne i sin kommunikative omsorg videregiver en gådefuld henvendelse, som barnet er nødsaget til at betydningsgive. Heri skabes det ubevidste eller seksualiteten, da der er noget i den voksne henvendelse, der altid vil have en gådefuld karakter og som først kan forstås senere i udviklingen. Det er især begreberne om, hvordan barnet er decentreret til den voksne og asymmetrien i relationen, der kan sættes i spil indenfor behandlingstiltagene. Begreberne kan muliggøre en undersøgelse af, hvorledes den voksne indstifter barnets psykiske liv og hvorledes, der kan skabes psykiske rammer for, at forældre kan føre an i at give deres præmature barns usikre behov betydning i den neonatale pleje. 9

10 Winnicott og Laplanche har tilsyneladende ligheder og udtrykker begge en psykoanalytisk teori, der bevarer centrale elementer af den freudianske psykoanalytiske ramme. Man kan se deres teorier som to overordnede teorirammer, der kan mødes og kombineres (Scarfone, 2005). Vi vil dog i løbet af opgaven analysere deres divergerende ontologiske ståsted og fokus på samspillet i forhold til at nuancere behandlingstiltagene i neonatalplejen. Deres forskelligheder kommer til udtryk i forhold til, hvordan de forholder sig til subjekt-objekt relationen samt i deres inkludering af seksualitet. Her peger Judy Gammelgaard (2004) på, hvorledes et ensidigt fokus på objektrelationer kan skabe et fokus på agenturet, som giver en fornemmelse af et mere rationelt og forståeligt menneske. Det kan medføre, at man unddrager vigtige dele af, hvordan mennesket danner psykisk mening. I praksis kan det blive svært at forstå, hvorfor forældre ikke tager imod de gode råd fra en sygeplejerske eller forældre fortvivles over at de ikke forstår deres barn. Specialets fokus og anskuelse af behandlingstiltag har medført, at en ellers central del af den psykoanalytiske teori hvorledes vores erfaringer giver sig til udtryk indenfor en efterlods virkning (Nachträglich) - ikke har en central plads i, hvordan specialet undersøger samspillets betydning. Det undersøges, hvordan samspillet bevæger sig fremad i den neonatale pleje, men ikke i en større udfoldelse af, hvordan dette også giver sig til udtryk i efterfølgende hændelser (for eksempel hvis drengen i vores caseeksempel var blevet voksen). Dette er ellers i andre sammenhænge relevant at undersøge, da det kunne nuancere, hvorledes behandlingstiltag ikke bare burde tage højde for samspillets betydning under indlæggelsen, men også hvordan tidlige oplevelser giver sig til udtryk senere. Særligt de psykiske problemer barnet gennemgår i dets tidlige liv er relevante at undersøge nærmere indenfor feltet omhandlende præmature børn. Vi forsøger dog i dette speciale at udvikle viden til at forældrene er fundamentalt rustede til at kunne tage sig af dette barn bedst muligt, da vi også ser det som relevant for barnets ve og vel Begrebsafklaring I dette speciale, vil den voksne eller omsorgsgiveren i de fleste tilfælde blive refereret til som værende moderen, selvom denne også kan være faderen. Dette skyldes, at det oftest i psykodynamisk litteratur er moderen, der anskues som den primære omsorgsperson for barnet. Dette ser vi ikke gør sig gældende i dag og især ikke i neonatalplejen, hvor mange fædre også er indblandet. Vi tillader os alligevel at benytte ordet, da konnotationerne af en omsorgsgiver er bundet til moderlighed. Indenfor psykoanalytiske teorier er moderen i større grad en metafor for 10

11 omsorgsgiver og vi skriver derfor omsorgsgiver. Denne kan i praksis være far, mor sygeplejerske eller tredje person, det handler mere om en indstilling til barnet, end en bestemt person. Derudover kan teorien om menneskets generelle for tidlige fødsel misforstås, som den konkrete præmature fødsel. For at undgå forvirringen referer vi fremover til teorien om at mennesket grundlæggende er født for tidligt, som den for tidlige fødsel. Betegnelsen præmatur vil vi benytte om et barn, der fødes før gestationsuge 37. Det er en svær distinktion og vi beder læseren om at være ekstra opmærksom på denne. 1.6 Specialets opbygning I kapitel 2 og 3 giver vi først et bredt overblik over udfordringer, der gør sig gældende for samspil mellem det præmature barn og forældrene. Læseren introduceres til behandlingen af præmature børn, præmisserne for samspillet mellem forældre og barn. Derudover redegør vi for adskillige intrapsykiske processer, der er på spil i to særligt relationsfremmende behandlingstiltag. I kapitel 4 redegør vi for de relevante teorier, som vi inddrager. Dette sker samtidigt med, at vi løbende analyserer deres teoretiske ståsted, for afsluttende i kapitlet at kunne eksplicitere vores metodiske og teoretiske ståsted ved at diskutere den metodiske og analytiske tilgang til undersøgelsen af behandlingstiltag. I kap 5 udfoldes vores relationelle forståelsesramme efterhånden som vores analyse skrider frem. Først analyseres behandlingstiltagene for at pege på områder i neonatalplejen, der kan fremme samspillet mellem forælder og barn ved at inkludere forældrene i samspillet. Her benyttes en case som middel til at anskue de intrapsykiske processer, der er i én forælders forventning til sit barn, hvilket driver hende til at udføre omsorg på godt og ondt. I kapitel 6 diskuterer vi vores fund, da de to hovedteoretikere, der er brugt i vores relationelle forståelsesramme har divergerende perspektiver på, hvorledes de relationsfremmende tiltag kan imødekomme nuværende implikationer. Løbende i de to kapitler forholder vi os til inddragelsen af casen. 11

12 2 Præmature børn og deres forældre (CC & LD) I dette speciale studeres det præmature felt med fokus på at udforske, hvilke udfordringer der kan være i relationen moder og barn, når et barn fødes præmaturt. I dette kapitel gives et overblik over, hvad der kendetegner præmature børn og hvad der karakteriserer det at blive forældre til et præmaturt barn. Dette giver et fundament for at forstå de helt basale udfordringer, som samspillet mellem forældre og barn er under og en forklaring på hvorfor man har indført relationsfremmende tiltag til at styrke mor-barn-forholdet. 2.1 Det præmature barn (LD) I dette afsnit vil vi medinddrage læseren i nogle grundlæggende elementer ved den præmature fødsel, fordi det er et komplekst felt der afviger fra den almindelige fødsel, som de fleste har kendskab til. Der redegøres for, hvornår et præmaturt barn karakteriseres som født præmature eller hvordan denne fastsættelse foregår. Vi opfordrer læseren til at bemærke, at dette felt bærer præg af en systematisk, lægefaglig og kategorisk diskurs. Vores senere relationelle forståelsesramme kan ses som et modspil til det vi fremlægger nu om den præmature fødsel. Nu redegøres for aspekter af den præmature fødsel. Ifølge Dansk Præmatur Foreningens hjemmeside fødes der i Danmark børn hvert år præmaturt, hvilket svarer til 7,3 % af det samlede fødselstal ( En fødsel betegnes som præmatur, når den finder sted før udgangen af 37. svangerskabsuge. Bestemmelsen af en for tidlig fødsel baseres således på gestationsalderen 2 frem for barnets fødselsvægt, som tidligere er benyttet som pejlemærke. Det benyttes stadig i nogle lande hvor alderen kan være problematisk at fastsætte grundet manglende teknologi (Kirkebæk, 1994; Stjernqvist, 1999). Barnets alder fastsættes i vestlige lande ved hjælp af analyse af den sidste menstruationsdato og tidlige ultralydsscanninger. Den svenske psykolog og forsker indenfor neonatologi Karin Stjernqvist (Stjernqvist, 1999) pointerer, at den præcise alderssætning er central, i kraft af sin betydning for planlægningen af den lægefaglige behandling af barnet. Alderssætningen er også centralt med henblik på hvilke informationer der skal gives og støtte der skal ydes til forældrene (Stjernqvist, 1999). Den lægefaglige behandling tager netop udgangspunkt i, hvor umoden barnets organer 2 Fostrets faktiske alder udregnet fra befrugtningen 12

13 forventes at være, funderet i barnets gestationsalder. Alderssætningen influerer ligeledes hvilke statistikker og prognoser, der videreformidles til forældrene. Her er der tale om estimater på overlevelseschancer, eventuelle mén og hvad der kan forventes at ske under indlæggelsen. Derudover er fastsættelsen af barnets alder vigtig i forhold til hvilken støtte forældrene kan forventes at have behov for. Støtten kan omhandle tilbud om psykologhjælp samt information om, hvilke reaktioner forældrene kan forventes at gennemgå og hvorvidt deres situation kan beskrives som kriselignende eller traumatiserende, hvilket vil blive gennemgået nærmere i afsnit Vi ønsker ikke i dette speciale at fastlåse os på stadieinddelte grænser, da vi ikke undersøger sværhedsgraden af senfølger eller overlevelse, men hvorledes forældrene relaterer til deres barn. Men vi finder det alligevel centralt, at påpege at en præmatur fødsel kan omhandle få uger og op til flere måneder for tidlig fødsel. Vi opfordrer dog til, at der kun kan være tale om et skøn for den senere prognose, da forløbet altid er forskelligt for familier Flere overlevende præmature børn og det forventede neonatalforløb (LD) I dette afsnit redegøres der for, hvilket forløb de præmature børn kan estimeres at få og hvordan man i dag kan rede børn født flere måneder før termin. En redegørelse som bliver central, da dette medfører flere familier, som kan have brug for støtte og hjælp til at komme igennem deres situation, her mener vi både medicinsk og lægefaglig hjælp men også psykologisk støtte. Det fremgår derudover i dette afsnit, hvordan de præmature børn kan se ud, når de er udstyret med diverse apparatur og i nogen tilfælde vejer mindre end en liter mælk, hvilket for forældrene kan virke skræmmende og fremmedgørende, hermed ment at det præmature barn ikke lever op til de billeder og forventninger, som forældre kan have skabt under graviditeten, hvilket vi senere i dette kapitel uddyber nærmere med henblik på forældreoplevelser. I Danmark har der været flere forsøg på at fastsætte en formel grænse for, hvornår børn fødes præmaturt. En grænse som i dag uformelt ligger på 24 uger. Før 2004 betragtede man fødsler før svangerskabsuge 28 som aborter. I dag er grænsen ændret til 22 uger, og med bedre behandlingsmuligheder er overlevelsesraten for børn født i uge 24 lidt under 50%, med en væsentlig forøgelse efter uge 25 (Greisen, 2008; Hoff et al., 2008; Mølholm Hansen et al., 2003). Dette resulterer i, at flere familier har brug for hjælp, da der i dag fødes flere overlevende præmature børn (Greisen, 2008). Ligeledes medfører det stigende antal overlevende præmature 13

14 børn og familierne oftest får længere hospitalsindlæggelser og mere kritiske indlæggelsesforløb. Det at man i dag kan rede børn, der er født ekstremt præmaturt implicerer også, at risikoen for komplikationer stiger jo tidligere barnet fødes. Ekstremt præmature børn er en særligt udsat gruppe, eftersom deres vitale organer (lunger, tarme, hjerte, hud) ikke er modne nok til at klare livet udenfor livmoderen uden lægefaglig hjælp. (Ibid.). Alle præmature børn har forskellige forløb, men generelle komplikationer kan i starten være hjerneblødning, nekrotisering af tarmene, manglende iltning af blodet samt lunge- og hjerte problemer. De fleste børn vil kort før eller efter fødslen få indsprøjtet et lungemodnende stof, surfactant, der nedsætter overfladespændingen i lungerne (Sylvest, 2000). Yderligere hjælp til vejrtrækningen kan ske ved hjælp af respirator behandling eller CPAP (Continuous Positive Airway Pressure), der hjælper med at holde deres lunger udfoldet eller. Derudover ligger de mindste børn oftest i en lukket kuvøse, som hjælper med temperaturreguleringen og fugtning af huden, hvilket de først selv mestrer omkring gestationsuge (Stjernqvist, 1999). De fleste børn ligger i blålilla lysbehandling, for at imødegå udvikling af gulsot. Børnene er omgivet af diverse ledninger, der overvåger iltning af blodet, temperatur og hjerterytme. De får en sonde til ernæring og oftest et intravenøst drop, da deres immunforsvar er særligt nedsat (Ibid.). Ifølge Rigshospitalets Videnscenter, så er de præmature børn ikke i stand til at klare sig uden medicin, teknologi og apparatur administreret af hospitalets personale. Det resulterer i, at barnet og dets familie som regel er indlagt til omkring terminstidspunktet, hvor barnet formodes at være i stand til at klare sig uden den rigide monitorering og barnet kan ernære sig selv ( Anne-Marie Aaen, som selv fødte sin dreng 3 1/2 måned for tidligt, beskriver sit første møde med ham således: Det lignede noget fra en science-fiction-film, som du lå der i det blålilla ovenlys på din elektrisk lysende måtte, absurd lillebitte og mager med al din overvågning og ledninger og din lillebitte ble, den tynde hud, som så mørk rødviolet ud i lyset, spættet af blister og knopper, spinkle arme og ben som bevægede sig i ukoordinerede spjæt, hvis du blev forskrækket, det lille knoglede hoved med de magre ansigtstræk, med næsen tapet fast til den store repiratorslange og med bind for øjnene. (Aaen, 2009). Citatet giver et detaljeret billede af, hvordan præmature børn fysisk kan se ud, når de er indlagt på en neonatalafdeling og hvilket apparatur de er påført, for at sikre deres overlevelse. Det beskriver 14

15 ligeledes hvordan hendes barn reagerer forskrækket på lys eller lyde med ukoordinerede bevægelser, hvilket vil undersøgt med fokus på det præmatures barns umodne sanseapparat i forhold til det fuldbårne barn. De aspekter som vi indtil nu har redegjort for omhandler generelle omstændigheder, som for eksempel hvordan en præmatur fødsel fastsættes, hvilket apparatur det oftest udstyres med og hvornår man vælger at rede disse børn. I det næste afsnit redegør vi for det præmature barns sanseapparat, fordi dets udpræget umodenhed kan påvirke dets evne til at indgå i et samspil, det gør det særligt sensitivt overfor berøring og det er udfordret i at berolige sig selv i tilfælde af overstimulering Det præmature barns umodne sanseapparat (LD) Funderet i specialets undersøgelsesspørgsmål om det tidlige samspil imellem det præmature barn og dets forældre, redegøres for de præmature børns mulighed for at indgå i relation til omsorgsgivere. Undersøgelser har især i gennem tiden foksueret på præmature børns sårbarhed, da det er en af de største forhindringer for at omsorgsgivere kan indgå i et tilfredsstillende samspil med dem uden at skade dem (Kirkebæk et al., 1994). Fra før 1960 erne herskede en udbredt forståelse af det præmature barn, som værende for skrøbeligt til at kunne tåle nogen form for stimulation, hvorfor menneskelig kontakt og kropslig berøring var minimal (Korner AF, 1990). Forældrene blev således ekskluderet fra afdelingen (Klaus & Kennell, 1976). I 1960 erne og 1970 erne sker der et paradigmeskift, hvor opmærksomheden bliver henledt på at miljøet på neonatalafdelingerne kan være depriverende for de præmature. Behandling inkluderede stimulering af barnets taktile, visuelle, auditive modaliteter og sociale stimulation i form af billeder, musik med mere øges derfor og forældrene tillades igen adgang til afdelingen (Klaus & Kennell, 1976; Korner 1990; Stjernqvist, 1999). Spædbørnsforskerne Brazelton og Als finder i deres undersøgelser finder frem til i slutningen af 1970 ere, at børnene blot er gået fra at være depriverede og understimuleret til at blive bombarderet med sanseindtryk. De præmature børn risikerede nu i stedet overstimulering (Als, 1979; Brazelton, 1978; Klaus & Kennell, 1976). I dag arbejdes der på hospitalet med en modificeret udgave af disse tidligere fund. Neonatalafdelingerne forsøger at mindske sanseindtryk og stimulering uden børnene depriveres, hvilket vi gennemgår nærmere nu. 15

16 Kirkebæk et al. (1994) beskriver, at der er stor forskel på et præmaturt født barn og et fuldbårent barn. Sammenlignet med børn der er født til tiden findes der mange afvigelser, fælles for dem begge er en følsomhed overfor stimuli, men hos præmature børn er denne følsomhed særligt udbredt. Dette skyldes, at de ikke på samme måde, som et fuldbårent barn, kan skærme sig mod kraftige påvirkninger og i samme grad udtrykke sig med gråd og uro, som det fuldbårne barn tyer til, hvis afskærmningen ikke lykkes (Kirkebæk et al., 1994:24). Ved en eventuel overstimulering mestrer børn der er født til tiden, at udøve selvberoligende adfærd, som kan være at gribe om noget, holde hænderne foran ansigtet, sutte på noget, samle hænder og fødder, lukke øjnene og eller kigge væk (Kirkebæk et al., 1994; Stjernqvist, 1999, Sylvest, 2000). Det præmature barn kan have svært ved dette og har derfor ofte brug for hjælp til denne selvberoligende adfærd (Ibid.). Påvirkningen, der i højere grad kan overstimulere det præmaturt fødte barn, kan bestå i lys, lyd og berøring (Ibid.). Sylvest (2000) påpeger, at forældre har en tendens til at stryge og ae deres børn, hvilket præmature børn ikke bryder sig om, da fremstår som en alt for kraftig påvirkning for deres overfølsomme sanseapparat. Udover denne sarthed overfor sansepåvirkning er det præmature barn svag i sine signaler. Det fremlægges derfor i litteraturen (Kirkebæk, 1994b; Stjernqvist, 1999; Westrup, 2007), at den bedste måde at skærme barnet mod for overvældende og belastende påvirkninger, er ved at lære at tolke barnets sprog og vurdere, hvor vågent og parat barnet er til interaktion. Det er ligeledes vigtigt, at holde pauser under pusling og undersøgelser, hvis barnet udviser tegn på at det er ved at blive overstimuleret (Kirkebæk, 1994b). Sådanne tegn kan være flagrende arme, urolighed, ændring af hudfarve og apnøer, som kan fremkomme som et resultat af påvirket respiration. I denne redegørelse fremgår der, at de præmature børn har særligt brug for den voksne skærmer og beskytter det, da dets udgangspunkt for at indgå i verden er skrøbeligt. Ifølge den gennemgåede litteratur, så bliver forældrenes rolle således at lære at læse barnets adfærd, støtte dets svage selvberoligende adfærd og lære at tilpasse deres adfærd, så barnet ikke overvældes. Et perspektiv som også kommer til udtryk i de behandlingstiltag som er iværksat for at fremme relationen og derfor vil blive uddybet nærmere i kapitel 3 og analyseret i kapitel 5, hvor vi se nærmere på antagelsen om at forældrene skal oplæres i at kende det præmature barn. Vores relationelle forståelse bygger også på, at man ikke anskuer barnet eller forældrene som adskilt fra hinanden og vi vil derfor nu redegøre for forældrene til de præmature børn. 16

17 2.2 Forældreskab til præmature spædbørn (CC) I vores undersøgelse af feltet finder vi, at de første bølger af litteratur indenfor forskningsområdet meget handlede om overlevelse og umiddelbart synlige senfølger. Siden da har forskningsfeltet udvidet sig til nu også at indbefatte prospektive longitudinelle opfølgningsstudier af børnenes psykiske, sociale og adfærdsmæssige udvikling (Esbjørn et al., 2008). Vores udforskning af det præmature felt har givet os et billede af, at perspektivet på de præmature børn og deres forældres måde at forholde sig til børnene på og det nye forældreskab, i dag oftest bliver forklaret med henvisning til tilknytningsteoretiske perspektiver. Som fremlagt i specialets indledning, så ønsker vi delvist at afvige fra disse tilknytningsteoretiske perspektiver, funderet i vores fokus på det intrapsykiske. Barbara Hoff Esbjørn, som har forsket i de præmature børn og skrevet en Ph.d afhandling om selvsamme emne, beskriver at det er overraskende, at der ikke er forsket mere i forældrenes oplevelser af at få et for tidligt født barn (Esbjørn et al., 2008). Esbjørns efterspørgsel taler til en overordnet ambition vi har for at undersøge, hvordan den præmature fødsel også indvirker på forældrene og at udforske den følelsesmæssige situation, som de fleste forældre til for præmature børn befinder sig i. Netop dette øget fokus på forældrene er også en årsag til ikke at arbejde med dette speciale funderet i et tilknytningsteoretisk perspektiv, men i stedet et psykoanalytisk perspektiv funderet i Winnicott og Laplanche, fordi netop disse to teoretikere fokuserer på relationen med henblik på den voksne. Det at blive forældre kan generelt betragtes som en omstillingsproces. Igennem graviditeten gennemgår kvinden en proces, der gradvist gør hende følelsesmæssigt og mentalt klar til forældreskabet. Indenfor flere teoretiske tilgange fremlægges det, at moderskabet blandt andet udvikler sig takt med den synligt voksende mave, barnets øgede aktivitet og klargørelse af børneværelse og andre praktiske forberedelser (Mosbæk, 1996; Piontelli, 1992; Raphael-Leff, 2001; Stjernqvist, 1999; Sylvest, 2000; Winnicott, 1956). Et etableret vekselspil mellem forældre og barnets kommunikation kan forklares med udgangspunkt i Raphael-Leffs (2001) opdeling af forældres forståelser af barnet i løbet af graviditeten. Hun foretager en konceptuel opdeling af fødsel, som hun inddeler i tre trimestre, hvor hvert trimester antages at udgøre en overgang: fra henholdsvis graviditet, foster og barn. Igennem disse stadier opnås mere og mere konkrete forestillinger om barnet, hvilket manifesterer forældrenes evne til at indgå i et samspil med barnet, der er funderet i en forståelse af barnets behov. I Raphael-Leffs perspektiv fantaserer særligt moderen allerede tidligt i graviditeten om barnet og forholder sig således til det (Raphael-Leff, 2001). Piontelli (1992) betragtes som pioner indenfor ultralydsundersøgelser af fostrer i den gravide 17

18 mave og senere opfølgning af barnet og dets forældre. I hendes forståelse gør barnet allerede mens det er inde i maven opmærksom på sin tilstedeværelse. Desuden tillægger forældrene barnet en personlighed allerede under graviditeten. Der er således allerede en relation mellem forældre og barn inden barnet bliver født. I forældrenes øjne går barnet langsomt fra at være et foster til at blive et barn og samtidig lærer barnet moderen at kende inde fra maven, hvor det kan høre hendes stemme og puls samt mærke hendes bevægelser. Undersøgelser peger også på, at det præmature barn foretrækker moderen med hendes genkendelige stemme, hjertebanken og rytme (Piontelli, 1992; Stjernqvist, 1999). Alle forældre til nyfødte børn gennemlever en stor omvæltning, hvor de overvældes af deres nye roller (Mosbæk, 1996), men dette gør sig særligt gældende ved forældreskab til et præmaturt barn. De går en tid i møde, hvor de ikke kun skal finde sig til rette i deres nye roller, men også gennemgå betydelige følelsesmæssige reaktioner på hændelsen. Deres fremtid vil indeholde mange udfordringer, som de ellers ikke ville opleve under et normalt graviditetsforløb og almindelig fødsel. Psykolog Anne Sylvest (2000), som er ansat på Hvidovre Hospitals børneafdeling, skriver således: At blive forældre til et for tidligt født barn, der er indlagt på en neonatalafdeling, er en meget vanskelig måde at starte forældreskabet i forhold til det nyfødte barn et barn født til tiden. (Sylvest, 2000: 105). En årsag til at starten beskrives som vanskelig er altså den særlige følelsesmæssige situation, som forældrene befinder sig i, hvilket nu vil blive uddybet nærmere Forældreoplevelser (CC) I dette afsnit gennemgås typiske reaktioner, som en præmature fødsel kan medføre hos forældrene, hvilket vi baserer på beskrivelser fremsat af neonatalsygeplejersker, -psykologer, forskere og læger (Greisen, 1994); Hall, 2005; Kirkebæk et al., 1994; Sylvest, 2000; Stjernqvist, 1999). Denne redegørelse må ikke læses, som en tjekliste over hvilke følelser alle gennemgår, da mennesker reagerer forskelligt (Stjernqvist, 1999). Afsnittet skal nærmere betragtes som et forsøg på kort og systematisk at beskrive de følelser, som litteratur om præmatur fødsel ofte fremføres som værende de reaktioner, som forældrene til præmaturt fødte børn gennemlever. Den præmature fødsel karakteriseres i den første tid efter fødslen, som en periode præget af store følelsesmæssige udsving for forældrenes vedkommende, idet forældrene ofte befinder sig i en tilstand af chok og er i krise (Hall, 2005; Stjernqvist, 1999; Sylvest, 2000). Stjernqvist (1999) 18

19 refererer til et svensk studie, der viser at 85 % af mødrene og 65 % af fædrene udvikler en krisereaktion forbundet med fødslen. I undersøgelser defineres en krise som tilstand, der karakteriseres af voldsomme følelser udløst af en ydre begivenhed, der opfattes som tab eller trussel. Voldsomme følelser som et resultat af den præmature fødsel kan for eksempel være uvirkelighedsfølelser, angst og søvnforstyrrelser (Hall, 2005; Stjernqvist, 1999; Sylvest, 2000). Særligt ved de ekstremt præmature fødsler beskrives forældrene i højere grad at opleve fødslen som traumatisk, hvilket betyder at den er så overvældende, at de ikke kan finde mening i den og derfor ikke kan forholde sig til den (Sylvest, 2000). En fødsel efter uge 33 kan også give anledning til kraftige reaktioner, hvilket tyder på, at graden af den følelsesmæssige efterreaktion ikke stiger proportionelt med graden af præmaturitet (Ibid.). Dette krise- og traumeperspektiv medfører, at forældre til præmature børn gennemgår et følelsesmæssigt kaos, hvor de væver imellem de mange forskellige oplevelser (Lou, Pedersen, & Hedegaard, 2009). I det efterfølgende undersøger vi disse oplevelser nærmere og senere i specialet udforskes det nærmere hvordan forældrenes oplevelse kan påvirke samspillet mellem barn og forældre. En af de følelsesmæssige aspekter, som forældre gennemgår i forbindelse med en præmatur fødsel er bristede forventninger og ønsker, som ikke er blevet indfriet. Det kan være forventninger om en fuldført graviditet, der afsluttes med en normalt forløbende fødsel af et velskabt barn, der straks kommer på morens mave (Stjernqvist, 1999; Sylvest, 2000). Skuffelsen der indfinder sig når denne forventning bliver brudt, beskrives i det følgende af Aaen: De drømme, jeg havde drømt om en rar og fredelig barsel, og fødsel af et stort, fuldbårent barn, var blevet knust en time tidligere. Nu krakelerede også mit indre billede af dig. Du havde indtil i dag været en sød hormonduftende drøm om en lille, buttet baby, et fuldbårent påskebarn, som lå I mine arme og drak min mælk. Nu var du et præmaturt barn, som kun måske ville leve videre. (Aaen, 2009). Af dette citat fremgår det, at Aaen (2009) efter sin egen fødsel står med bristede forventninger om et sundt og raskt barn og en vellykket fødsel, idet hun nu må tage sig af et kritisk sygt barn, hvis overlevelse ikke er sikker. 19

20 Udover de brudte forventninger beskriver overlæge Gorm Greisen (1994) og psykolog Anne Sylvest (2000), at forældre også gennemgår en sorg over ikke at have oplevet det for oven beskrevne forløb, med lang graviditet og vellykket fødsel. Denne sorg kan ifølge Greisen og Sylvest indfinde sig som et resultat af ikke at have bragt et velskabt, stort og stærkt barn til verden, men et lille skrøbeligt barn, som er omgivet af slanger og apparatur, som for mange forældre kan virke chokerende og distancerende (Greisen, 1994; Sylvest, 2000). Ifølge Stjernqvist (1999) giver den afbrudte graviditet ofte anledning til følelser, såsom skyld og skam over ikke at have kunnet gennemføre graviditeten, hvilket hun baserer på antagelsen om, at mennesker der udsættes for en traumatisk begivenhed, vil søge mening i det der er sket (Ibid.). Stjernqvist (1999) fremhæver, at den afbrudte graviditet kan ende med at ramme moderens selvværd og resulterer i en usikkerhed på sig selv som moder. Mødrene søger at finde en forklaring på udviklingen af deres graviditetsforløb og hvad de kunne have gjort anderledes. En mening eller årsag der ofte ikke vil være svar på, da fagpersonerne på hospitalet i en ud af tre tilfælde ikke finder frem til, hvorfor en fødsel er gået i gang for tidligt (Greisen, 1994; Sylvest, 2000). Vrede er ligeledes en følelse mange familier beskrives at være ramt af. Oftest rettes disse følelser mod sundhedsvæsnet og i nogle tilfælde mod familie og venner (Graungaard, 2007b). De kan være ubegrundede eller bunde i en fornemmelse af, at det er uretfærdigt at der er netop dem, der er blevet ramt af denne. I disse tilfælde kan vreden blive rettet mod andre, som f.eks. højgravide eller familier med velskabte nyfødte babyer, som Aaen også beskriver i det følgende: På vejen derned fra barselsgangen til neonatalafdelingen skulle jeg igennem den gang, hvor alle de forventningsfulde kommende mødre sad med deres store flotte runde maver og ventede på at blive scannet. Jeg hadede selve synet af deres lykke, som de ikke anede omfanget af. Deres maver var større, end min nogensinde nåede at blive, inden jeg fødte dig. (Aaen, 2009: 75). I dette citat tydeliggøres Aaens (2009) vrede overfor de forældre, som ikke føder et præmaturt barn. Man kan ligeledes i hendes fortælling læse om, hvordan hendes vredesudbrud ofte var rettet mod personalet på neonatalafdelingen. Ifølge Sylvest (2009) og Greisen (1994) kan en sådan vredesforskydning skyldes at sygeplejerskernes handlinger er håndterbare og synlige og derfor mere oplagte at kritisere. I denne forbindelse finder vi det nærliggende at åbne om for, at forældrenes 20