Somalia. Astrid Andrea Schultz Julie Stærmose Katrine Sofie Bruun Mikkel Munksgaard Andersen

Transkript

1 Somalia Astrid Andrea Schultz Julie Stærmose Katrine Sofie Bruun Mikkel Munksgaard Andersen 1. Semesters projekt Vejleder: Karen Sjørup Den Samfundsvidenskabelige Bacheloruddannelse

2 Abstract In this project we analyse how the humanitarian work of the Danish Red Cross Organization is affected by the fragile state apparatus of Somalia with all that it implies. We argue that all the challenges the Danish Red Cross Organization face in their humanitarian work are related to the fragile state apparatus of Somalia and that all the challenges can be divided into five overall categories, including: Issues related to the clan system, accessibility, security, corruption and dependency of emergency aid. These five overall categories constitute the different sections of our analysis. The Danish Red Cross Organization deal with issues related to security and accessibility by taking overall safety precautions and by not working in certain unstable regions. The Danish Red Cross deal with issues related to the clan system, such as internal strife and civil war, by trying to boost social participation in the regions they work in, with a view to strengthening the civil society in these regions. Problems related to dependency of emergency aid among the civilian population are difficult to avoid since large parts of the population are still depending on the help and support the humanitarian organizations provide. Our main focus theoretically is the social contract and classic state definitions developed by Hobbes and Weber. In order to understand and analyse the clan system and its impact on society we draw upon Bourdieu s definitions of habitus, doxa and social capital. 2

3 Abstract I dette projekt analyserer vi hvordan Røde Kors humanitære arbejde påvirkes af Somalias skrøbelige statsapparat, med alt hvad det indebærer. Vi argumenterer for at de udfordringer som Røde Kors møder i deres humanitære hjælpearbejde, og som alle har relation til Somalias skrøbelige statsapparat, kan inddeles i fem overordnede punkter; Klansystemet, problemer med tilgængelighed, sikkerhedsproblemer, korruption og afhængighed af nødhjælp. Disse fem overordnede punkter udgør inddelingen af vores analyse. Røde Kors forholder sig til problemer med tilgængelighed og sikkerhed, ved at tage konkrete sikkerhedsmæssige hensyn og undlade at arbejde i visse usikre regioner. Røde Kors forholder sig til problemer med relation til klansystemet, såsom interne stridigheder og splittelse, ved at forsøge at øge den sociale deltagelse i de kriseramte regioner de arbejder i, med henblik på at styrke civilsamfundet. Problemer med afhængighed af nødhjælp hos den somaliske civilbefolkning er svære at komme uden om, da store dele af civilbefolkningen endnu ikke ville være i stand til at klare sig uden hjælp og støtte fra de humanitære hjælpeorganisationer. Teoretisk har vi hovedsageligt inddraget den sociale kontrakt og klassiske definitioner på en stat af Hobbes og Weber. I vores analyse af klansystemet, anvender vi Bourdieus definition af begreberne habitus, doxa og social kapital til at forstå klansystemet og dets indvirkning på civilsamfundet. 3

4 Indholdsfortegnelse Abstract... 2 Abstract... 3 Indledning... 6 Problemfelt... 6 Problemformulering...10 Underspørgsmål...10 Problemtype...11 Begrebsafgrænsning...11 Teoriafsnit Anvendelse af teori...12 Metodeafsnit Metoder og empiri...18 Interviewpersoner...20 Analyse Underspørgsmål 1 Historiske årsager...21 Kolonitiden Selvstændigheden Borgerkrigen Somaliland Puntland Det centrale og sydlige Somalia Den nuværende situation Underspørgsmål 2 Udfordringer ved humanitær hjælpearbejde...32 Klansystemet Tilgængelighed Sikkerhed Korruption Afhængighed Underspørgsmål 3 Røde Kors forhold til udfordringer...50 Hvorfor akut nødhjælp er nødvendigt Røde Kors arbejde Klansystemet Tilgængelighed Sikkerhed Korruption Konklusion Perspektivering Litteraturliste Internetsider og bøger...74 Informanter...77 Bilag Studieforløbsbeskrivelse Bilag Kort over Somalia

5 Bilag Tabel over mislykkede stater Bilag Artikel af Christian Baslev-Olesen Bilag Indeks for korruption i den offentlige sektor Bilag Indeks for global fred Bilag Tabel over HDI Bilag Interview med Bjørn Møller Bilag Interview med Christian Baslev-Olesen Bilag Interview med Knud Vilby Bilag Interview med Marianne Haahr Bilag Interview med Arne Vågen

6 Indledning Problemfelt I Somalia opleves omfattende og komplekse problemer både socialt og politisk. Somalia betragtes i dag som verdens største humanitære krise (Hansen, 2008). Årsagerne er mange; Diktatur, mangle på statslig styring borgerkrig og invasioner har ført til militante grupperingers øgede magt og sultkatastrofe ( 2012). Med henblik på at beskrive årsagerne til at Somalia kan karakteriseres som en skrøbelig stat, vil vi begynde med at introducere grundlæggende faktorer og fænomener som har forhindret udvikling i Somalia. Borgerkrig, invasion og mangel på statslig styring Der har været borgerkrig i Somalia siden Der er ikke en fungerende regering, politistyrke og et retsvæsen i Somalia. Landet er præget af voldelige konflikter og lovløshed ( 2012). Den somaliske præsident Mohamed Siad Barre regerede frem til 1991 hvor han blev væltet. Barré regerede på diktatorisk vis, og hans regeringsførelse var præget af korruption og magtmisbrug ( Skiftende overgangsregeringer har været indsat i Somalia siden 1991 hvor Barre blev væltet, men de har i praksis ingen magt haft ( 2012). De indsatte overgangsregeringer har alle slået fejl i deres forsøg på at opretholde lov og orden i det kriseramte Somalia. Interne stridigheder, borgerkrig og lovløshed gennem mere end et årti, har bidraget til opfattelsen af Somalia som en skrøbelig stat ( 2012). Landets befolkning er opdelt i klaner, og klansystemet lægges ofte til grund for konflikter og mangel på statslig styring i Somalia ( 2012). Voldelige konflikter og rivalisering er ikke ualmindeligt klanerne imellem. Somalias befolkning er så splittet at det kun er de ydre grænser der definerer Somalia som en enhed ( 2012). De muslimske domstole er den bevægelse der har haft bedst held med, at opretholde orden og stabilitet i Somalia siden Den periode hvor de muslimske domstole var indsat betragtes som den fredeligste periode siden Det lykkedes de muslimske domstole at få kontrol med stadig større dele af det sydlige Somalia i løbet af 2006, selvom det sydlige Somalia er det mest konfliktprægede område. De muslimske domstole opnåede en vis støtte hos den brede befolkning, da det lykkedes dem at skabe tryggere rammer for indbyggerne i 6

7 hovedstaden Mogadishu, ved at slå hårdt ned på kriminalitet. De muslimske domstole var en sammenslutning af 11 domstole. Domstolene havde deres egne militsgrupper hvilket i høj grad var med til at styrke bevægelsen ( 2012). De muslimske domstole blev væltet af etiopiske tropper ved Etiopiens, USA støttede, invasion af Somalia i 2006 (Hansen, 2008). Årsagen til at USA støttede Etiopiens invasion af Somalia i 2006 er, at USA beskylder de muslimske domstoles leder for at have tætte bånd til ledere af al Queda bevægelsen. USA har derfor, af flere omgange, bombet dele af det sydlige Somalia, på jagt efter ledende figurer fra al Queda bevægelsen. Selvom både TFG og Etiopien officielt benægter det, støttede Etiopien den tidligere overgangsregering TFG som oprindeligt blev indsat i Deres fælles mål var at vælte de muslimske domstole. Efter Etiopiens invasion af Somalia, i januar 2007, lykkedes det TFG at generobre flere områder i Somalia ( 2012). Tørke og sultkatastrofe I år 2011 blev området Afrikas horn ramt af den værste tørke i 60 år ( 2012). Det har medført at 11,3 millioner mennesker sulter på Afrikas horn (Wolfhagen & Kræn, 2011). I Somalia erklærede FN hungersnød i 5 områder. Krisen ramte ekstra hårdt i Somalia, på grund af den usikre situation, som landets befolkning allerede befandt sig i ( 2012). Ifølge UNHCR 1 lever 1,5 millioner somaliere som internt fordrevne uden stabil adgang til rent drikkevand og mad (Hansen, 2008). Hovedbestanddelen af somaliere er bønder, som på traditionel vis brødføder deres familier ved hjælp af de afgrøder de kan dyrke. Tørken i Somalia har derfor skabt et usikkert livsgrundlag for hovedparten af den somaliske befolkning. Dette har tillige medført, at der lokalt spekuleres i fødevarer, da investorer kan profitere på salg af fødevarer på grund af de stigende fødevarepriser. Dette har resulteret i yderligere svingende, og stigende fødevarepriser. Tørken i Somalia, og en tendens til stigende fødevarepriser, stiller store krav til humanitære organisationer, og behovet for distribution af fødevarer stiger. Paradoksalt nok er der sket en generel nedprioritering i udviklingsbistand til landbruget, i ulande. Dette må siges at være en foruroligende udvikling, eftersom 80 procent af de 845 millioner, som lever i sult i dag, er bønder (CARE, 2008). 1 FN s flygtningehøjkommissariat 7

8 Der er selvsagt et akut behov for at sikre livsvigtig nødhjælp under en humanitær krise som denne. Det har dog vist sig at være yderst problematisk at distribuere nødhjælp i Somalia. En islamistisk gruppe ved navn Al-Shabaab som har forbindelse til terrornetværket al-queda og som er blevet mere magtfuld de seneste år, forbød nogle vestlige humanitære organisationer at arbejde i Somalia. To nødhjælpsarbejdere fra Folkekirkens nødhjælp blev i oktober 2011 bortført af medlemmer af Al-Shabaab ( 2012). Flere humanitære organisationer så sig nødsaget til at samarbejde med Al-Shabaab for at kunne udføre deres arbejde. For at kunne operere i Somalia, må nødhjælpsorganisationerne indgå aftaler med al-shabaab eller lokale militser som profiterer på nødhjælpen. Og når de forkerte kræfter profiterer på nødhjælpen, fastholdes den somaliske befolkning i den nød, der kræver nødhjælp (Wolfhagen & Kræn, 2011). Nødhjælpsorganisationerne forholder sig forskelligt til denne paradoksale problematik. Mens Røde Kors nægter at gå på kompromis, og fremhæver at nødhjælpen skal ud da det er menneskeliv der er i spil, opfatter Folkekirkens nødhjælp, i højere grad situationen som et dilemma, da de ikke ønsker at samarbejde med korrupte og militante grupperinger (Wolfhagen & Kræn, 2011). I oktober 2010 fremsatte Al-Shabaab igen krav om beskatning, og i den forbindelse valgte FN og nødhjælpsorganisationerne at boykotte kravene. Dette medførte dog at flere nødhjælpsprogrammer måtte lukke ned (Wolfhagen & Kræn, 2011). Udvikling og nytænkning indenfor bistands- og humanitært arbejde Konflikter, krige, diktatur og autoritære styrer gør stater svage, fordi de ikke kan eller vil levere sikkerhed og social tryghed for deres egne befolkninger. Derfor har den dominerende tænkning været, at bistand til skrøbelige lande først handler om sikkerhed og statsopbygning. Derefter kan der gives støtte til befolkningerne, til skoler, sundhed, rent vand og job til unge, udtaler Christian Balslev Olesen som er tidligere chef for UNICEF i en artikel fra Politiken (Olesen, 2012). Dog viser en undersøgelse foretaget i forbindelse med en genopretningsplan for Somalia, at befolkningens prioriteter er rent vand, sundhed, job til unge og skoler. Mens donorlandenes prioriteter er sikkerhed, lov og orden og statsopbygning. Der er altså ikke overensstemmelse mellem den somaliske befolknings prioriteter, og donorlandenes (Olesen, 2012). 8

9 De internationale fredsinitiativer, som er iværksat af donorlandene og finansieres gennem udviklingsbistand, havde som førnævnt hovedsageligt fokus på statsopbygning i Somalia. Donorlandenes tendens til at fokusere på statsopbygning afspejler et ønske om at minimere international terror og pirateri. Hvilket vil sige at når donorlandene giver udviklingsbistand til Somalia, gør de det ikke kun for at forbedre de interne forhold i Somalia, men ligeså meget for at minimere internationale, sikkerhedspolitiske trusler, som ikke kun truer Somalia, men os alle sammen (Olesen, 2012). Det fremgår desuden af førnævnte genopretningsplan, at 14 fredsinitiativer med fokus på statsopbygning, herunder reetablering af sikkerhed, lov og orden i Somalia, er forsøgt gennemført siden Somalia brød sammen i 1991, og stort set alle disse initiativer er fejlet. Årsagen hertil er, ifølge Christian Balslev Olesen, at Den internationale støtte til opbygningen af statsinstitutioner er mange steder set som støtte til en lille magtelite uden legitimitet, autoritet og uden evne eller vilje til at skabe sikkerhed eller bedre vilkår for befolkningerne (Olesen, 2012). Mens der er gennemført 14 internationale fredsinitiativer i Somalia siden 1991, er der gennemført mere end 120 lokale fredsinitiativer, hvoraf hovedparten er iværksat i de urolige dele af landet. De lokale initiativer har primært fokus på lokalt politi, skole, vand og freds - og forsoningsaktiviteter mellem forskellige, lokale grupperinger. Det er altså lokale initiativer som har skabt de få eksempler på fremgang i Somalia. Man bør derfor, ifølge Christian Balslev-Olesen, bruge kræfter på at tænke nyt i forhold til den støtte der gives til Somalia, og forholde sig til det der findes i landet og ikke det vi mener der bør findes i landet. Man kan for eksempel ikke få ram på piraterne alene gennem flådeindsats, men først når der lokalt er alternativer for de involverede unge mænd, udtaler Christian Balslev. Beskæftigelse og uddannelse har på et år fået 600 unge, somaliske mænd ud af pirateriet (Olesen, 2012). De humanitære hjælpeorganisationer har de seneste år fået øjnene op for, at det er nødvendigt at identificere og iværksætte lokale initiativer i Somalia, som rent faktisk leverer resultater i form af øget stabilitet og sikkerhed, og forbedrede sociale forhold for den somaliske befolkning. Røde Kors er i de senere år begyndt at fokusere mere på lokale initiativer og allierer sig i stigende grad med lokale organisationer for at kunne udføre deres humanitære hjælpearbejde. 9

10 Problemformulering Vi valgte at beskæftige os med Somalia fordi det opfattes som den største humanitære krise i verden (Hansen, 2008) og fordi det samtidig virker som om at verdenssamfundet ikke har været i stand til at give den nødvendige hjælp til Somalias befolkning. Både FN's fødevareprogram og flere humanitære organisationer har måttet trække sig ud af landet indenfor de seneste år ( 2012). Vi har valgt at beskæftige os med dansk Røde Kors i Somalia, da Røde Kors er en ressourcestærk og verdensomspændende humanitær hjælpeorganisation. Faktisk er det den største humanitære hjælpeorganisation i verden (Dansk Røde Kors). Vi ønsker at undersøge hvordan det er udfordrende for Røde Kors at udføre deres arbejde i en så skrøbelig stat som Somalia, og hvilke forbehold de må tage. Der er en lang række problemstillinger knyttet til at udføre humanitært hjælpearbejde i en skrøbelig stat, og dette tvinger Røde Kors til at forholde sig til disse problemer og ændre deres arbejdsmetoder. Med udgangspunkt i ovenstående projektstrategi har vi udarbejdet følgende problemformulering: Hvordan påvirker det Røde Kors humanitære hjælpearbejde, at arbejde i en skrøbelig stat som Somalia? Underspørgsmål Vi vil besvare problemformuleringen ved hjælp af nedenstående underspørgsmål: 1. Hvilke historiske årsager og fænomener ligger til grund for, at Somalia defineres som en skrøbelig stat? 2. Hvorfor er det udfordrende for Røde Kors at udføre nødhjælpsarbejde i en skrøbelig stat som Somalia? 3. Hvordan forholder Røde Kors sig til disse udfordringer, og hvilke forbehold må de tage? 10

11 Problemtype Vores problemtype er en Normalia da vi problematiserer og forholder os kritisk til det der tages for givet, nemlig hvordan det påvirker og udfordrer Røde Kors humanitære hjælpearbejde at arbejde i en skrøbelig stat som Somalia, og hvilke forbehold de må tage i den forbindelse. Begrebsafgrænsning Svag stat Svage stater er ikke nødvendigvis militært svage; men de mangler oftest både økonomisk og politisk substans. De er altså socioøkonomisk lavt udviklede og politisk-institutionelt lavt udviklede (Bülow, Christensen, Marcussen, Sørensen, & Wikman, ). Kvasistat En stat som kun eksisterer på papiret. Den er internationalt anerkendt af FN, men har ellers ingen reelle funktioner. Klaner Størstedelen af den somaliske befolkning er opdelt i seks store slægtsfamilier. Klanen er et patrilinært slægtsskabssystem, hvilket vil sige, at alle klanens medlemmer identificeres gennem dets mandlige forfader. Slægtsfamilierne er igen inddelt i slægtsgrupper og såkaldte diagrupper, med familien som det nederste led i klanstrukturen (Kallehave, 2003). Civilsamfund Civilsamfund refererer til en stor mængde af selvstændige grupper og foreninger: virksomheder, interessegrupper, foreninger, familier og så videre (Heywood, 2007). Lokale grupper: Grupper i samfundet hvis medlemskab er baseret fra fødslen som familier og klaner. ( Communal groups egen oversættelse af M. M. A), (Heywood, 2007). 11

12 Institutionelle grupper Grupper i samfundet som er dele af statsmaskineriet, og hvis handlinger ideelt set ikke repræsenterer specielle interesser i samfundet., f.eks. militæret og politiet (Heywood, 2007). Solidaritet Solidaritet er en moralsk forpligtelse mellem mennesker, der er afhængige af hinanden, knyttet til hinanden eller identificerer sig med hinanden et bånd, der integrerer dem som medlemmer af et fællesskab (Hvid & Møller, 2011). Social kapital Den kollektive værdi af alle sociale netværk og lysten som opstiger fra disse netværk til at gøre ting for andre ( 2012). Institutionel magt Normer som er indarbejdet i love og institutioner og dermed fungerer som rammer der regulerer aktørers adfærd (Jensen & Christensen, 2011). Somalisk sædvaneret (xeer) Navnet for det polycentriske retssystem i Somalia. Under dette system tjener de ældste som dommere og hjælper med at mægle i sager ved at benytte præcedens. Xeer er et eksempel på, hvordan sædvaneret fungerer i et statsløst samfund, og er en rimelig tilnærmelse af, hvad der opfattes som naturret. Flere forskere har bemærket, at selvom xeer kan være århundreder gammelt, har det potentiale til at tjene som det juridiske system i en moderne, velfungerende økonomi ( Teoriafsnit Anvendelse af teori Vi vil både inddrage sociologisk og politologisk teori. Vi vil primært anvende sociologisk teori med henblik på at beskrive klansystemets indvirkning på civilsamfundet og samfundet generelt. Vi vil anvende politologisk teori for at beskrive problematikker i forbindelse med at forstå staten i Somalia. Vi vil samtidig bruge det til at forstå hvordan mangel på statslig styring og andre politiske 12

13 problemstillinger såsom militante grupperingers øgede magt, borgerkrig og invasioner påvirker udviklingen i Somalia. Weber og Hobbes definitioner på en stat Vi har valgt en organisatorisk definition på en stat med inspiration fra Weber og Hobbes. Det er tydeligt at se, at definitionerne er inspireret af teorien om den sociale kontrakt, altså ideen om at et velfungerende statsapparat er fundamentalt for et stabilt samfund. fem nøgleelementer ved en stat kan identificeres gennem dette (Heywood, 2007, s. 91). 1) Staten er suveræn (sovereign). Den udøver absolut og ubegrænset magt i den forstand at den står over alle andre organisationer og grupper i samfundet. 2) Statens institutioner er genkendeligt offentlige i modsætning til civilsamfundets private institutioner. Offentlige institutioner er ansvarlige for at lave og udfører kollektive beslutninger, mens private institutioner som familier, private firmaer og fagforeninger eksisterer for at sikre individuelle interesser. 3) Statens handlinger udøves legitimt. Statens beslutninger er for det meste, men ikke nødvendigvis, accepteret som bindende for medlemmerne af samfundet, da det påstås at de tages for offentlighedens interesser og for et fælles bedste; staten repræsenterer altså antageligvis samfundets permanente interesser. 4) Staten er et instrument for dominans. Statens autoritet er bakket op af overtalelse; staten skal have kapaciteten til at sikre at dens love bliver adlydt og at de kriminelle bliver straffet. Et monopol på legitim vold er dermed det praktiske udtryk for statens suverænitet. 5) Staten er en territoriel association. Statens love er territorielt definerede, og de omhandler alle indenfor statens grænser, lige meget om det er statens borgere eller ej. På internationalt plan, er staten dermed set som en suveræn aktør. (egen oversættelse M. M. A.) 2 2 Mikkel Munksgaard Andersen 13

14 Disse statsdefinitioner bliver brugt gennem hele vores opgave; vi har fra vores hovedspørgsmål en grundlæggende antagelse om, at Somalias tydelige mangel på fundamentale statsfunktioner ændrer forholdene for hvordan Røde Kors arbejder, og kan arbejde. Vi starter med historisk at følge degenerationen af det somaliske statsapparat, her vil vi bevæge os ind på alle fem punkter, men med et mindre fokus på staten som territoriel association da det ikke er centralt for vores analyse. Eksempelvis forklarer vi hvordan borgerkrigen de sidste tyve år, har sløret billedet om at staten er den suverænt politiske og militære magt i landet. Derefter forklarer vi hvilke udfordringer dette skaber for Røde Kors. F.eks. at militante grupperinger som Al-Shabaab styrer visse områder i Somalia, og i relativ høj grad kidnapper hjælpearbejdere og kan tillade sig at kræve penge af Røde Kors for at arbejde i deres områder. Vi argumenterer til sidst for at dette har ændret forholdene for hvordan Røde Kors arbejder, for eksempel gennem deres ideal om neutralitet som Røde Halvmåne og deres konstante påmindelser om at de hverken repræsenterer vestlige eller kristne interesser. Skrøbelig stat Somalias statsapparat er blevet kaldt mange ting: svag, skrøbelig, fejlslagen, semi-, kvasi- og slyngelstat. Vi arbejder igennem vores projekt med begrebet skrøbelig stat. Der er ingen universel definition på skrøbelige stater, så vi har valgt følgende definition, taget fra en rapport om skrøbelige stater fra 2012, i Carleton University: We argue that fragility is a measure of the extent to which the actual practices and capacities of states differ from its idealized image (Carment, 2012). It is a matter of degree not kind. It is intended to be a general term, one within which related, though more specific terms, including, statebuilding, weakness, failure, conflict and collapse may be located. Fragility is a measure of the extent to which the actual institutions, functions and political processes of a state occur with the strong image of the sovereign state, the one reified in both theory and international law. (Carment, 2012). 14

15 Denne definition af skrøbelighed ligger tydeligt op til de klassiske definitioner af en stat, som vi også bruger gennem vores analyse. Definitionen har samme fokus på suverænitet (sovereign) som vores fem statsdefinitioner, og den henviser samtidig til klassiske ideelle og teoretiske billeder af en stat som vi også arbejder med. Vi bruger dermed denne definition i samspil med vores fem statsfunktioner inspireret af Weber og Hobbes, til at forstå at når disse statsfunktioner fejler, skaber det en skrøbelig stat, og i sidste ende katastrofale samfundsmæssige konsekvenser. Vi er derfor også inspireret af teorien om den sociale kontrakt altså ideen om at livet i et statsløst samfund er, som Hobbes vil sige det: Solitary, poor, nasty, brutish and short (Heywood, 2007, s. 93). Webers former for legitim magtudøvelse i en social orden Weber har redegjort for fire legitimitetsformer for en social orden, hvor vi har valgt at bruge tre af dem: den målrationelle legitimitet, den traditionelle legitimitet og den værdirationelle. Den målrationelle legitimitet betyder at den sociale orden ses som legitim pga. dens love og regler, enten på grund af: a) Aktørerne har haft indflydelse på beslutningen af reglerne og lovene eller b) Lovene er lavet af en institution som anses for legitim. Den traditionelle legitimitet består i at den sociale orden anses for legitim fordi den traditionelt altid har været anset som legitim. Den værdirationelle legitimitet bygger i høj grad på værdiens egen betydning for aktøren, for eksempel gennem religion (Månson, 2007, s ). Vi vil i vores historiske analyse, argumentere for, at den somaliske stats målrationelle legitimitet er meget svag. Dette siger vi, da mange beslutninger tages til fordel for bestemte grupper i samfundet samt på grund af myndighedernes manglende legitimitet. I stedet kan vi se at militser og klaner har stor legitimitet hos befolkningen, især ude på landet. Især Al-Shabaab har de sidste mange år fået en betydelig politisk og militær rolle. Al-Shabaab ses som en kæmpe hindring for Røde Kors nødhjælpsarbejde, da de blandt andet har kidnappet nødhjælpsarbejdere og angrebet dem på mange andre måder. Vi vil argumentere for at 15

16 meget af organisationens legitimitet bygger på muslimske traditioner og værdisystemer altså traditionel og værdirationel legitimitet. Webers idealtyper for social handling Igennem vores analyse, vil vi bruge én af Webers idealtyper for social handling; den værdirationelle. Den værdirationelle idealtype er handlinger som bestemmes af en bevidst tro på f.eks. en handlingens egen etiske eller religiøse værdi (Månson, 2007, s. 95). Altså en handling som ofte kan forklares ud fra aktørens værdier og forestillinger om verden. Dermed kan vi også antage at jo mere værdierne betyder for aktøren, jo større del af handlingerne kan forklares ud fra værdirationaliteten. Vi vil bruge idealtypen til at analysere den radikalt islamistiske organisation Al-Shabaabs bevidste chikane af Røde Kors gennem blandt andet kidnapninger, trusler og krav om bestikkelser. Weber har konstrueret sine fire idealtyper i overensstemmelse med hans fire legitimitetsformer (Månson, 2007, s. 97). Vi kan derfor bruge vores forståelse af Røde Kors brug af målrationalitet og traditionel legitimitet, til at forstå hvorfor Al- Shabaab på trods af dette, stadig yder stor modstand overfor NGO en. De sociale ordner og love herunder som Røde Kors benytter sig af, ses ifølge vores analyse ikke som spor legitime i Al-Shabaabs øjne. Bourdieus begreber: Habitus, doxa, og social kapital Bourdieu har gennem sin levetid udviklet en række sociologiske begreber som kan være effektiv til at forklare grupper og individers handlinger, herunder habitus, doxa og social kapital. Habitus betegnes som Et system af varige, men foranderlige dispositioner, gennem hvilke agenter opfatter, bedømmer og handler i verden (Järvinen, 2007). Doxa er en række ureflekterede opfattelser og normalt/unormalt og rigtigt/forkert som en gruppe eller et felt har, der ofte opretholdes gennem blandt andet socialisering (Järvinen, 2007) Social kapital skal ses som den symbolske værdi en aktør har, i form af en bestemt gruppe personen tilhører for eksempel gennem klanforhold (Järvinen, 2007). Vores brug af disse begreber vil finde først finde sted i vores analyse af det somaliske civilsamfund, og hvilken betydning klankulturen har på denne. Vi vil argumentere for at de stærke klanbånd bl.a. i form af medlemmernes habitus og doxa, på den ene side styrker klanens interne sammenhold, men også virker som en stærk forhindring for samarbejde imellem klanerne. Samtidig vil vi påvise at individer tilegnes en stor 16

17 mængde social kapital i form af deres klantilhørsforhold, som de har svært ved at finde andre steder i samfundet. Vi kan altså gennem disse begreber bedre forstå klankonflikter, problemerne relateret til opbyggelse af civilsamfund og besværligheden i at opbygge en samlet national identitet for borgerne. Senere i vores analyse af Røde Kors nuværende arbejde, påviser vi at Røde Kors gennem deres lokale arbejde, forholder sig til klanernes og lokalsamfundenes habitus og doxa, for at kunne skabe bæredygtige resultater, men henblik på at styrke civilsamfundet og den samfundsmæssige sociale kapital. En yderligere fordel ved at bruge Bourdieu i netop vores projekt, er at han i mange år har studeret lokalkulturer i Nordafrika hvor han bl.a. blev inspireret til at udvikle begrebet symbolsk kapital altså sammensmeltningen af social, kulturel og økonomisk kapital (Järvinen, 2007). Jodi Deans solidaritetsbegreber Dean har fremlagt tre solidaritetsformer: Affektionel, konventionel og refleksiv (Hvid & Møller, 2011, s. 135). Vi vil i vores opgave udelukkende bruge begrebet konventionel solidaritet. Denne solidaritetsform bygger på interessefællesskaber og baserer sig på bestræbelser, fælles verdenssyn og fælles mål (Hvid & Møller, 2011). Selvom begrebet i klassisk forstand er blevet brugt til at beskrive den traditionelle arbejderklassens solidaritet, mener vi at den også kan bruges til at forstå Somalias klaners handlinger. Vi vil hovedsageligt bruge den til en analyse af de problemer Røde Kors møder, når de forsøger at bidrage til at opbygge et stærkere civilsamfund. Når man har et utal af klaner i et land præget af tyve års borgerkrig, konflikter og den værste tørkeperiode i 60 år, kan vi se hvordan de stærke bånd i klanerne bliver styrket i en søgen efter socialt og politisk stabilitet. Og samtidig ser vi hvordan disse forhold forværre konflikterne og virker som en hindring for en social udvikling på nationalt plan. Vi vil udelukkende bruge begrebet i sammenhæng med vores brug af Bourdieu og argumentere for, at klanernes doxa og habitus er med til at styrke den konventionelle solidaritet, og på denne måde virker som en hindring for opbyggelsen af en samfundsmæssig social kapital målt i tillid og social deltagelse. 17

18 Teoretiske fravalg Det er essentielt for vores projekt, at de teorier vi anvender, har en vis aktualitet og forholder sig til nuværende samfundsforhold. Vi har valgt ikke at anvende klassiske udviklingsteorier, da de er normative snarere end deskriptive. Vores sigte er udelukkende deskriptivt, og det ligger udenfor vores problemfelt at forholde os til normative udviklingsteorier. De mest fremtrædende er moderniseringsteorien og afhængighedsteorien. Vi har valgt at bruge fem klassiske definitioner på hvordan en stat fungerer til at analysere den somaliske stat. Det kunne dog i princippet også være muligt at bruge andre teoretiske redskaber til at forstå denne stat, som eksempelvis definitioner på regimer og demokratiformer. I en analyse af mange andre lande ville dette give meget mening. men i Somalias specifikke tilfælde mister det meget mening. Meget tyder på Somalias statsfunktioner er så svage, at en forklaring af at Somalia eksempelvis var et beskyttelsesdemokrati ikke ville give meget mening, da et velfungerende demokrati og/eller regime har svært ved at blive opretholdt i et territorielt område uden nogen velfungerende statsfunktioner. Metodeafsnit Metoder og empiri Vi benytter artikler og internationale rapporter som primær empiri, da vi beskæftiger os med den aktuelle situation i Somalia. Eftersom nyhedsartikler har til formål at beskrive det tidsaktuelle, er de den mest hensigtsmæssige empiri at anvende i forhold til vores problemstilling. Rapporter fra for eksempel FN-organer er også tidsaktuelle, og har samtidig meget systematisk og analytisk tilgang til deres undersøgelser, og empirien er ofte langt mere grundig og detaljeret. Vi har naturligvis også anvendt faglitteratur som kilder til at researche og opnå baggrundsviden om forholdene i Somalia. Gennem vores projekt anvender vi også kvantitativ statistik. Vi bruger det løbende til at understøtte vores analyser af problemerne relateret til Somalias skrøbelige statsapparat. Dette indeholder en bedømmelse af Somalia som skrøbelig stat samt beskrivelser af problemer relateret til korruption, sikkerhed, tilgængelighed og generelle menneskelige levestandarter. 18

19 Vores litteratursøgning har bevæget sig i retning af en mere specifik og systematisk søgning, efterhånden som vi har indsnævret vores problemfelt. Vi benyttede i starten meget af kædesøgning og bevidst tilfældig søgning og lod i høj grad søgningen lede os hen til problemstillingen, hvilket også var grunden til at vi ændrede problemfeltet løbende. Søgningen var i starten hovedsageligt på nettet hvor vi fandt artikler som omhandlede det historiske forløb og samfundsforhold i Somalia. Vi var desuden på biblioteket og finde bøger om selvsamme emner. Senere begyndte vi at finde artikler om den politiske situation, humanitærhjælp og sultkatastrofe i Somalia. Vi har desuden gennemgået lignende semesterprojekter for at få inspiration til opbygning og inddeling af opgaven. Vi har yderligere brugt meget tid på at søge efter definitioner statsbegreber til vores analyse af Somalia, da er en lang række forskellige definitioner som hver har deres egen brugbarhed. Vi har i vores projekt primært anvendt kvalitativ empiri i form af interviews, da det er det mest nærliggende i forhold til vores problemfelt. Vores interviews er kvalitativ empiri, da vi via åbne spørgsmål indsamler data fra et mindre udvalg af personer, som besidder en omfattende viden om vores problemfelt. Vi har valgt at benytte ekspertinterviews af eksperter indenfor feltet udviklingsstudier og medarbejdere hos humanitære organisationer. De har beskæftiget sig med udviklingsproblematikker, udviklingsstrategier og/eller somaliske forhold, og besidder en viden som er essentiel for os at opnå, for at forstå vores problemfelt, beskrive relevante problematikker indenfor problemfeltet og besvare vores problemformulering. Vores interviewspørgsmål var hovedsageligt deskriptive, da den problemstilling vi søger at besvare er deskriptiv. Vores interviewpersoner har meget forskellige faglige baggrunde, og faglig viden om deres felter. Nogle har en mere akademisk og distanceret tilgang til feltet, hvor deres viden er mere nuanceret og kritisk af natur. Andre som arbejder indenfor NGO er og/eller har arbejdet mange år i Somalia, har naturligvis et mere nært forhold til problematikken. Vi behandler derfor empirien fra disse interviewpersoner forskelligt. Selvom de alle er eksperter på områder, er deres viden forskellig og ofte kun en del af virkeligheden. Vi er opmærksomme på at udtalelserne ikke nødvendigvis er den hele sandhed, og at det ofte er muligt at forholde sig mere nuanceret til problematikken. Dette kommer allerbedst til udtryk i vores interview med Arne Vågen fra Røde Kors, som ikke udtaler sig om de korruptionsanklager mod Røde Kors relateret til lokale 19

20 militser og klaner, der er centralt i vores projekt. Vores baggrundsviden om emnet har altså i denne situation tydeligt gjort vores analyse mere nuanceret. Gennem vores analyse, behandler vi altså vores interviewpersoner som eksperter men eksperter med forskellige tilgange og interesser indenfor feltet. Interviewpersoner Bjørn Møller Bjørn Møller er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet i København. Han er ekstern lektor ved institut for Statskunstskab og Center for Afrikastudier, Københavns Universitet. Han var fra 1997 til 2000 generalsekretær for International Peace Research Association, og både hans faglige og regionale kompetencer knytter sig til problematikkerne på Afrikas Horn. Christian Baslev-Olesen Christian Baslev-Olesen er partner og konsulent i firmaet Nordic Consulting Group, som bistår regeringer og ulandsorganisationer med rådgivning. Han er tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, samt chef for FN s Børnefond, UNICEF, i Ertrea og Somalia. Knud Vilby Knud Vilby er forfatter, journalist og udviklingskonsulent. Han har i mere end 30 år beskæftiget sig med sociale, politiske, menneskelige- og udviklingsmæssige forhold med særlig vægt på situationen på det afrikanske kontinent. Han har været medlem af DANIDAs styrelse, men er i dag medlem af styrelsen i Folkekirkens Nødhjælp. Marianne Haahr Marianne Haahr er programkoordinator for Sahel-regionen i Care, Danmark. Arne Vågen Arne Vågen er chef for katastrofeafdelingen i Røde Kors. 20

21 Analyse Underspørgsmål 1 Historiske årsager Verden største humanitære krise (Hansen, 2008). Sådan betegnes den nuværende situation i Somalia. Somalia er et land, der igennem historien har været udsat for kolossale omvæltninger: Krige er blevet udkæmpet mellem kolonimagter, klaner og politiske bevægelser, grænser er blev trukket for efterfølgende at blive opløst igen og én styreform har hele tiden afløst den næste. Korruption, hungersnød og ekstrem fattigdom har i perioder drevet millioner af mennesker på flugt og er dagligt skyld i, at et ufatteligt antal menneskeliv går tabt (Kleist, 2003, s. 9). De mest betydningsfulde årstal i Somalias historie kan groft inddeles i tre perioder: Kolonitiden, selvstændigheden og borgerkrigen. Sidstnævnte er i de efterfølgende år og faktisk helt frem til i dag, stadig i gang. Vi har i hver af disse historiske perioder valgt at redegøre for nogle centrale elementer, som har været helt afgørende for den måde, den somaliske stat og det somaliske samfund eksisterer på i dag, samt hvilke problemer disse elementer har medført, som i dag skaber problemer for nuværende humanitære hjælpeorganisationer. For at få en bedre forståelse for disse elementer, som alle har haft afgørende betydning for den situation, som landet i dag befinder sig i, vil vi i følgende afsnit gå i dybden med de historiske årsager. Igennem vores redegørelse vil vi hovedsagligt bruge Webers forståelse for legitimitet og de fem grundlæggende funktioner for en stat, som fremføres i bogen Politics med inspiration fra blandt andet Weber og Hobbes. Vi bruger denne historiske gennemgang til at forklare hvilke episoder, som har haft betydning for Somalias nuværende situation og status som skrøbelig stat. Kolonitiden I 1869 stiger de europæiske kolonimagters interesse for Afrikas Horn, da Suezkanalen 3 blev åbnet, da de så strategiske muligheder i denne. Bilag 2 viser hvordan Somalia omkring 1900 var opdelt blandt de europæiske kolonimagter, som bestod af Britisk Somaliland i nordvest, Italiensk Somaliland i nordøst og syd. På 3 Har afgørende handels- og militærmæssig betydning, da det er verdens største skibskanal. 21

22 dette tidspunkt boede der også somalisk talende folk i Fransk Somaliland, som i dag er republikken Djibouti, Britisk Østafrika, som i dag er Kenya, samt i Abessinien som i dag er Etiopien. Kolonierne blev en del af de europæiske imperiers konflikter, økonomi og verdenskrige, og samtidig sloges kolonimagter også indbyrdes i et forsøg på at udvide deres områder. Italiensk Somaliland blev til et italiensk ledet FNformynderskab ved navn Somalia (Kleist, 2003, s. 10), efter interne stridigheder mellem den britiske og italienske kolonimagt. Til trods for den territorielle opdeling i form af kolonierne blev der i denne tid etableret forskellige partier, på tværs af klanskel, og fælles for disse partier var drømmen om et forenet Somalia. De to største partier var Somali Youth League (SYL) 4 og Somali National League (SNL) 5 (Kleist, 2003, s. 10). Kolonimagterne havde til formål at placere sig strategisk bedst og trak derfor selv landegrænserne i de områder, det lykkedes dem at erobre, uden at tage hensyn til befolkningen og lokalsamfundenes behov. I takt med afkoloniseringen blev landegrænserne fra kolonitiden opløst, hvilket betød at mange områder blev slået sammen. Forskelligheden i etnicitet, religion, sprog samt klassedeling i befolkningen, i de områder der nu blev slået sammen, var enorm og dette skabte interne konflikter. Statens evner var begrænsede og den var ikke i stand til at skabe hverken økonomisk eller social udvikling. Denne opdeling af Somalia kombineret med statens manglende legitimitet og anseelse fra befolkningen var med til at skabe kulturelle og politiske forskelle, som stadig er et problem for den nuværende regering i Somalia. Selvstændigheden I 1960 blev Britisk Somaliland og FN-formynderskabet Somalia selvstændige, ligesom mange andre afrikanske kolonier. Byen Mogadishu blev hovedstaden for Republikken Somalia, som var en forening af disse to kolonier, og som sammen udgjorde én stat. Denne forening forløb dog ikke uden problemer, da to økonomiske, administrative og juridiske systemer samt to dominerende skriftsprog skulle blive til ét (Kleist, 2003, s. 10). En forfatning med flerpartisystem og parlamentarisk styre blev vedtaget, og den første nationale regering var en sammensætning af et parti fra landets sydlige del og et fra landets nordlige del, de to meget omtalte partier: SYL og 4 Blev dannet i Sydsomalia på tværs af klanskel og var domineret af Darod- og Hawiyeklanerne. 5 Blev dannet i Nordvestsomalia og var domineret at Isaaqklanen. 22

23 SNL. Aden Osman blev af national forsamlingen valgt til præsident, og Osman udpegede Abdirashid Shermarke til premierminister (Kleist, 2003, s. 10). Forening af de to forskellige systemer fra det forhenværende britiske og italienske område var ikke nogen let opgave, og regeringen var i de første år domineret af politikere fra SYL, altså det sydlige, tidligere italienske område. Dette gjorde at indbyggerne i den nordlige del, det tidligere britiske område, følte sig uretfærdigt behandlet, hvilket resulterede sig i en folkeafstemning om Somalias forfatning i 1961, hvor næsten hver anden vælger i den nordlige del stemte imod forfatningen (Kleist, 2003, s. 10). Der var en tiltagende utilfredshed med regeringen, da de første år, af landets selvstændighed, var præget af korruption og magtkoncentration. Disse problemer blev kun forværret, da Somalias befolkning i stigende grad var blevet afhængig af udenlandsk støtte, og på samme tid var ramt af arbejdsløshed og tørke. Landets eliter imellem blev der kæmpet om ressourcerne, hvilket inkluderede udviklingshjælpen fra andre lande, og det resulterede i en svagere og mere klanorienteret regering, hvilket fik stor betydning for landets politik. Dorod-klanfamilien, som dominerede partiet SYL, fik ved parlamentsvalget i 1964 stigende opbakning. Blandt andet Ibrahim Egal, som ved sammensætningen af Republikken Somalia blev valgt som undervisningsminister, og som førhen havde været premierminister i Britisk Somaliland, tilsluttede sig partiet SYL. Shermarke, den tidligere SYLpremiereminister, vandt tre år senere, i 1967, præsidentvalget og Isaaq en Egal blev premiereminister (Kleist, 2003). Med denne sammensætning i regeringen blev der en tiltagende monopolisering af magten og klantilhørsforhold fik for alvor betydning i det politiske system. Landets nytilkomne ledere blev anklaget for korruption og der var ingen udvikling i økonomien (Kleist, 2003, s. 10). I 1969 blev der igen afholdt parlamentsvalg, og kort efter blev landets præsident, Shermarke, myrdet. Generalmajor Mohamed Siad Barre benyttede mordet på Shermarke, til at overtage magten ved hjælp af militæret, som han ledede. Parlamentet blev opløst, både højesteretten og forfatningen blev sat ud af kraft og politiske organisationer og aktiviteter blev forbudt. Det nye militære Revolutionsråd sørgede for at fagforeninger blev forbudt, censur blev indført, økonomien blev statsstyret. Samtidig ville staten tage sig af samfundets kultur, sociale liv og økonomi, og der blev udviklet et somalisk skriftsprog, dødsstraf blev indført og klantilhørsforhold blev 23

24 udskiftet med national samhørighed, samt at landets navn blev ændret til Den Demokratiske Republik Somalia (Kleist, 2003, s. 11). Militæret var på dette tidspunkt den eneste velfungerende institution, der kunne skabe sikkerhed for landets befolkning, og med Siad Barre i spidsen for det militære Revolutionsråd sad de suverænt på magten i de først syv år. I 1976 blev det militære Revolutionsråd opløst, og et revolutionært socialistisk parti blev etableret med både civile og militære medlemmer (Kleist, 2003, s. 11). Målet med indførelse af dette etpartisystem var officielt, at indføre demokrati og få klantilhørsforholdene afskaffet. Etpartiets generalsekretær blev Siad Barre, hvilket betød, at magten reelt forblev på hans hænder, og alle de vigtigste militære og politiske poster blev fordelt blandt medlemmerne fra Siad Barres egen klan. Klantilhørsforhold fik dermed endnu større betydning i det politiske system end førhen (Kleist, 2003, s. 11). Under den kolde krig opgav Somalia sin neutrale position, idet landet allierede sig med Sovjetunionen. Ved hjælp af Sovjet, som var storleverandør af våben til Somalia, kunne Siad Barre derfor forstærke landets militære oprustning. Denne forstærkning gik langt ud over Somalias nationalbudget til sikkerhed og forsvar, og dette fik blandt andet betydning for sundhed- og uddannelsesområdet, da økonomien ikke var tilstrækkelig. Præsident Siad Barre lagde, som mange andre nationalister, aldrig drømmen om en Storsomalia bag sig, og da Etiopien i 1977 var præget af indre uroligheder så han sit snit til at invadere landet. Denne invadering skulle dog vise sig, at blive et kæmpe nederlag for Somalia, da Etiopien også havde allieret sig med Sovjet. Til Siad Barres store overraskelse valgte Sovjet at støtte Etiopien og invaderingen fik en brat afslutning, og drømmen om et Storsomalia blev slukket. Nederlagt ramte landets økonomi hårdt og indbyggernes utilfredshed med regimet voksede betydeligt. Krigen tvang halvanden millioner mennesker på flugt og mange af dem søgte tilflugt i Somalia. Somalia måtte søge økonomisk hjælp hos USA eftersom alliancen med Sovjet var ophørt. USA indvilligede i at støtte Somalia økonomisk på den betingelse, at de fik adgang til Sovjets tidligere militære faciliteter i landet. Aftalen med USA betød dog, at der fortsat var en vedligeholdelse og opbygning af militær og våbenlagre, som sammen med den humanitære assistance, som strømmede til fra udlandet, var med til at øge korruptionen i landet (Kleist, 2003, s ). 24

25 Somalias uafhængighed blev efterfulgt af en meget hektisk og ustabil periode, hvor landet blandt andet deltog i krige, og oplevede markante skift i den politiske styreform. I denne periode er det tydeligt at se et mere og mere korrupt statsapparat vokse frem, hvor regeringens særbehandling af visse klaner skaber grundlaget for en faldende legitimitet. Borgerkrigen Befolkningens utilfredshed begyndte sammen med militære modstandsgrupper og politiske oppositionsgrupper at true Siad Barres regime. Undertrykkelsen af de intellektuelle var massiv, og i 1980 erne forlod mange af disse Somalia, da de blev nægtet adgang til offentlige stillinger, universiteter, forskningscentre og nogle blev tilmed udsat for trusler, tilbageholdelser og arrestationer. Somalias politiske og økonomiske situation forværredes yderligere i denne periode, da landet fra blev ramt af tørke samtidig med at priserne på fødevarer og olie skød i vejret, hvilket betød at 70 procent af landets befolkning levede under den absolutte fattigdomsgrænse (Kleist, 2003, s. 12). I 1990 overtrådte regeringen menneskerettighederne ved alvorlige overgreb mod individer, befolkningsgrupper og klaner. På dette tidspunkt havde Somalia en udenlandsgæld på to milliarder US dollars, samt en inflation der var oppe på 600 procent årligt (Kleist, 2003, s. 12). Som resultat af den voksende utilfredshed med regimet blev flere oppositionsgrupper dannet. Modstandsbevægelsen Den Somaliske Nationale Bevægelse (Somali National Movement, SNM) havde basis blandt klanerne i nordvestlige Somalia og regerede ved at rykke ind i de større byer. Der udbrød flere opgør, da hæren med Siad Barre i spidsen svarede oppositionsgruppen igen med fuld kraft og sønderbombede hovedbyerne, Burao og Hargeisa, hvor SNM holdt til. I dette opgør mistede omkring mennesker livet, og cirka en halv million flygtede til Somalia, og borgerkrigen i det nordvestlige Somalia var nu en realitet. Siad Barres styrker dræbte og hærgede i byen. Siad Barres regime mistede langsomt kontrollen med store dele af landet, hvilket øgede støtten til SNM, og det lykkedes derfor ikke Siad Barre at afholde et flerpartivalg i Dette var starten på den somaliske borgerkrig (Kleist, 2003, s. 12). 25

26 1989 blev begyndelsen for urolighederne i det sydlige Somalia, og modstandsbevægelsen Den Forenede Somaliske Kongres (United Somali Congress, USC) blev den mest fremtrædende. Kampene mellem USC og Siad Barres styrker var hårde. Siad Barres styrker svarede USC igen ved at bombardere landsbyer og massakrere befolkningen, omkring den somaliske hovedstad. I 1990 gik en gruppe af 100 fremtrædende politikere, forretningsmænd og borgere sammen, i et forsøg på at overtale Siad Barre, til at overgive magten til en midlertidig komité. Siad Barre nægtede at overgive sin magt, hvilket medførte undtagelsestilstand. Som et resultat af dette slog de to største modstandsbevægelser, SNM og USC sig sammen imod Siad Barres regime og dette ledte til krigen i Somalias hovedstad, Mogadishu. Få uger efter krigens begyndelse i Mogadishu blev alle udenlandske FNudsendte, statsborgere og diplomater evakueret på grund af de voldsomme kampe. Det lykkedes de to modstandsbevægelser at vælte Siad Barre og han flygtede til sit hjemland, Kenya (Kleist, 2003, s. 12). Alliancen mellem de to modstandsbevægelser SNM og USC, som væltede Siad Barre, kollapsede og de blev igen delt, hvilket skabte totalt kaos. Bander hærgede hovedstaden, der var overfald, plyndringer, voldtægter og befolkningen var uden vand, mad og elektricitet Mogadishu var lovløs. Hovedstaden blev delt i to, hvor de to modstandsbevægelser regerede over hver sit område. Indtil FN i december 1991 og frem til marts i 1992, fik indført en våbenhvile i hovedstaden, var der konstant krig mellem de to militser og det anslås at der døde omkring mennesker, blev såret og en tredjedel af byens 1,25 millioner indbyggere blev drevet på flugt (Kleist, 2003, s. 13). Flere forskellige klanmilitser begyndte på dette tidspunkt, at stille krav om anerkendelse som politiske partier. Klanmilitsernes formål med dette var at få kontrol over så store områder i Somalia, som muligt. Dette betød, at somaliere blev fordrevet fra deres område, hvis de tilhørte klaner med svage militser, eller hvis de stod helt udenfor klansystemet. I 1991 erklærede USC, at de indtil videre tog magten i Hovedstaten, det var dog ikke muligt at regere over hele hovedstaden, da den var delt i to. USC udpegede Ali Mahdi Mohammed som præsident. SNM udråbte på samme tidspunkt det nordvestlige Somalia som en selvstændig republik ved Republikken Somaliland. SNM udpegede deres leder, Ahmed Ali Tuur som præsident, men det lykkedes aldrig republikken at 26

27 blive anerkendt af det internationale samfund. I 1993 blev der ved deltagelse af alle klaner i Somalia vedtaget et fredsdokument samt en midlertidig forfatning vedtaget under en forsoningskonference. Ibrahim Egal, den tidligere premiereminister, blev efter denne forsoningskonference valgt som præsident for det nye Somalialand, og formålet med dette var at etablere en statslig administration, som blandt andet skulle indeholde et juridisk system, politi, minimumsløn og skat, samt oprettelse af told og en central bank. Det var dog ikke muligt for Ibrahim Egal at få indført disse gode initiativer, da processen blev afbrudt af kampe fra politisk rivaliserende i 1994 (Kleist, 2003, s. 13). Udefrakommende nødhjælpsorganisationer og donorer fra vesten stoppede deres bistand til Somalia i 1991, trak sig ud af Somalia og valgte i stedet at fokusere på kriser andre steder i verden. I forlængelse af dette lukkede alle hjælpeprogrammer og ambassader ned. Somalia var begyndt at få mindre strategisk betydning for USA, hvilket betød at USA nedgraderede både sine investeringer og kreditter i Somalia nu var landet overladt til sig selv og efter Siad Barre fald var den Somaliske stat for alvor brudt sammen. En voldsom hungersnød brød ud kort tid efter, og som følge af en stigning i overfaldene på fødevaretransporter valgte det internationale samfund at skride ind. FN gik ind i Somalia med amerikanske FN-tropper, og operationen fik kaldenavnet: Operation Genopret Håbet. Det primære formål med at sende FNtroppene ind i Somalia var at sikre fødevareforsyningen, og tropperne blev derfor placeret i hovedstaden, Mogadishu, hvor det blev antaget at der døde op imod somaliere dagligt (Kleist, 2003, s ). I 1993 øgede FN sin indsats i Somlia, og målet var en genopbyggelse af landet både civilt, politisk og økonomisk. I 1993 blev en amerikansk tilbagetrækning annonceret, på baggrund af en direkte krig mod den ene, af de to store klanmilitser, hvor flere FN-soldater blev dræbt. Denne direkte krig betød også, at FN nu havde mistet sin neutralitet som mægler mellem klanmilitserne, i et forsøg på at genskabe freden i landet. FN afsluttede i 1995 hele operationen i Somalia, og da målet ikke var nået inden afslutningen blev det en fiasko for hele det internationale samfund. Den største taber i denne sammenhæng var dog Somalia, som endnu en gang var overladt til sig selv uden stat og regering og fortsat var plaget af korruption, interne kampe, opløsning og uroligheder (Kleist, 2003, s. 14). Efter FN forlod Somalia var forskellige kampe mellem lederne af klanmilitserne og skiftende politiske alliancer med til at forværre situationen i den centrale og sydlige del af 27

28 landet. I den nordlige del af landet lykkedes det, efter mange hårde kampe, de politiske ledere at få igangsat en fredsproces, helt uden indblanding fra FN eller andre organisationer (Gundel, 2003, s. 15). I 1997 blev der afholdt en fredskonference, den første siden FN s tilbagetrækning. Den resulterede i en fredsaftale, men faldt hurtigt til jorden, da de somaliske krigsherrer ikke indvilligede i at dele magten. Fredsinitiativerne fungerede oppefra og ned og tilså derfor kun de store krigsherrer og derfor ikke de mindre klaner og deres ledere. Den somaliske stat blev i forbindelse med borgerkrigen beskyldt for nepotisme, da den ikke udelukkende fungerede som en offentlig institution der ikke behandlede alle borgere i landet ligeligt. Staten tilgodeså nogle klaner frem for andre, hvilket blandt andet indebar bevillinger og udnævnelser til medlemmer af nogle favoriserede klaner. Dette ledte til stigende korruption, skabte interne stridigheder klanerne imellem, og utilfredsheden med det somaliske styre voksede. Somaliland Den politiske bevægelse, SNM, udnævnte i 1991 Somaliland som en uafhængig republik. Somalialand gennemførte i 1996 en fredsproces baseret på lokale konfliktløsningsmetoder, og det samme gjorde Puntland i I 2001 viste det sig, at der i Somalialand fortsat var en bred opbakning omkring dannelsen af en civil regering, og tilslutning til idéen om et uafhængigt Somaliland. Dette kom til udtryk, da der samme år blev afholdt en folkeafstemning hvor over 90 procent af de der stemte, støttede forslaget om en forfatning, der fremafrettet skulle sikre Somalilands uafhængighed (Gundel, 2003, s ). Somalilands forfatning gør, at deres politiske konstruktion er meget anderledes fra de andre regioner i Somalia. Det særlige ved den er, at den bygger på de traditionelle, somaliske ældre og deres ældreråd, som er en del af de politiske beslutningsprocesser i parlamentet. Det er altså en kombination af traditionel og moderne retspraksis, som sikrer et højt niveau af lov og orden, da politiet også er underlagt dette. Somalialands største svaghed, er at det internationale samfund har en interesse i at anerkende landet som suverænitet. Somaliland har i dag egen identitet og selvbevidsthed, hvilket bevirker at indbyggere er stærkt skeptiske overfor at indgå i et fællesskab sammen med resten af Somalia, som fremtidsudsigterne peger i retning af (Gundel, 2003, s. 17). 28

29 Puntland Det var på baggrund af en klanbaseret fredskonference i byen Garowe, at Puntland i 1998 blev etableret. Puntland fik egen regering med Abdullahi Yusuf som præsident samt egen forfatning. Der blev på samme tid nedsat en forsamling af klan-ældre, hvorigennem regeringens politik skulle godkendes af klanerne (Gundel, 2003, s. 18). De Islamiske Sharia-domstole, som agerer med udgangspunkt i koranens forskrifter, bidrog til opretholdelse af den daglige sikkerhed i Puntland. I modsætning til Somaliland anså Puntland ikke sig selv som en uafhængig republik men derimod som en autonom administration, som fremadrettet ville komme til at indgå i somalisk forbundsstat (Gundel, 2003, s. 18). I Puntland afhang præsidentens magt af hans mænd fra hans personlige milits, hvilket især kom til udtryk, da præsident Abdullahi Yusufs embedsperiode i 2001 udløb. Puntlands højesteretsdommer skulle ifølge forfatningen overtage styringen af landet, indtil der blev valgt en ny præsident. I stedet for at udskrive et nyt præsidentvalg, valgte Abdullahi Yusuf, ved hjælp af sin milits, at begå et militærkup. Abdullahi Yusuf anerkendte aldrig den nye præsident, som blev valgt af den efterfølgende klankonference, hvilket betød at der var kampe mellem de to præsidentkandidaters militser, og at det ikke var muligt at finde en løsning på konflikten (Gundel, 2003, s. 18). Puntland vil fremadrettet, til forskel fra Somaliland, få større mulighed for at indgå i en somalisk statsdannelse, da viljen blandt inbyggerne til at anerkende Somalia som en suverænitet er eksisterende (Gundel, 2003, s. 18). Det centrale og sydlige Somalia Det er i resten af vores projekt denne region, vi vil fokusere mest på, da det er her de største problemer forekommer. Denne region af Somalia har siden omkring 1995 og frem til 2002 været både besat, domineret af militante bevægelser og adskillige forsøg på fredsprocesser er gang på gang blevet afbrudt. En kombination af økonomisk manipulation, magtmisbrug og skatteinddrivelse har været skyld i at ledere af klanmilitsernes legitimitet er blevet svækket, selv i deres egne klanområder. Dette har bevirket, at der internt i klanerne har været mange rivaliseringer og det har gjort det svært for klanerne at holde sammen (Gundel, 2003, s. 19). I det sydlige og centrale Somalia har store etniske minoriteter været skyld i nogle ukendte konflikter. Disse minoriteter har før i tiden haft slavelignende forhold og været stærkt undertrykte, men 29

30 i dag er de blevet langt bedre organiseret og nogle er tilmed bevæbnede, hvilket betyder, at de er i stand til at forsvare sig selv. De bevæbnede bevægelser, i form af klaner og militser, er ikke svagere end tilsvarende bevægelser i andre dele af Somalia, men til forskel fra Somaliland har bevægelserne i det sydlige og centrale Somalia ikke stillet i krav om territoriel uafhængighed (Gundel, 2003, s. 19). Men ligesom i Puntland er den sydlige og centrale region også rettet imod at komme så tæt på et en genetablering af den somaliske nationalstat som muligt. Dette kan dog blive vanskeligt, da forholdene i det sydlige og centrale Somalia er langt fra ligeså velfungerende og stabile som forholdene i Somaliland og Puntland (Gundel, 2003, s. 19). Den nuværende situation I dag er Somalia stadig meget opdelt, og denne opdeling betyder, at der i områderne er stor forskel på sikkerhedsforhold og levevilkår. I den nordvestlige, selvudråbte, republik Somaliland er der næsten fred og det har været muligt for de fleste somaliere at vende tilbage til deres normale hverdag. I den nordøstlige del af landet, i Puntland, har der siden 2001 været uroligheder, men der i perioder ro. I den centrale og sydlige del af Somalia er der imellem klanmilitserne stadig rivaliseringer, og klanmilitserne forsøger fortsat at erobre strategiske områder fra hinanden, hvilket gør denne del af landet meget usikker for civilbefolkningen at leve i. Hovedstaden, Mogadishu, har igennem tiden været splittet imellem forskellige krigsherrer, og mange klaner er med tiden blevet opdelt i rivaliserende underklaner. Krigsherrer og klanledere forsøger stadig ihærdigt at erobre territorier fra hinanden, hvilket holder liv i hele processen - Somalia er altså, for store dele af landets vedkommende, stadig et land i borgerkrig (Gundel, 2003, s. 15). Vi kan se ud fra vores historiske redegørelse, at Somalia i dag ikke lever op til de fem elementer, som ifølge Weber og Hobbes definerer en stat (Heywood, 2007, s. 91). Det skyldes for det første, at staten på grund af borgerkrigen, ikke har været den suveræne magt, idet den ikke har stået over alle andre organisationer, institutioner og grupper i samfundet. Et andet eksempel på statens manglende suverænitet er den tydelige mangel på monopol på legitim vold, som man også har kunnet se under borgerkrigen. Der findes i Somalia en række modparter, som er i stand til at rivalisere staten, og som i flere tilfælde også har overvundet denne. Desuden har statens ydelser ikke 30

31 behandlet alle borgere lige på grund af den tydelige nepotisme og klanforhold, der har eksisteret i statsapparatet. Af disse grunde har befolkningen heller ikke anset statens handlinger for legitime, da de kun vedrører en bestemt elite i samfundet. Kolonitiden og selvstændigheden har ført til en kombination af kulturelle og politiske forskelle indenfor Somalias grænser. Dette sætter spørgsmålstegn ved om legitimitet af de nuværende, eksisterende grænser, da Somaliland og Puntlands lederskab anser sig selv, for at være selvstændige stater. Det skal dog nævnes, at Somalia er internationalt anerkendt som en suveræn stat af FN. Hvis vi ser på Somalia ud fra de fem statsdefinitioner og teorien om den sociale kontrakt, (Heywood, 2007, s. 93), kan vi konkludere, at når Somalia, på trods af international anerkendelse, fejler på ovennævnte områder, skaber det store problemer for den somaliske civilbefolkning og begrænser desuden de humanitære organisationers mulighed for at udføre hjælpearbejde, hvilket vi vil komme nærmere ind på i næste afsnit. Som afrunding på dette afsnit, inddrages en tabel, se bilag 3, som er et indeks over mislykkede stater. Med mislykket menes der at staten mister suveræn kontrol over sit område. Tabellen viser, hvilke stater som er i fare for at bryde sammen. Indekset er baseret på 12 forskellige sociale, økonomiske og politiske indikatorer, herunder statens tilbud af offentlige tjenester, overholdelse af menneskerettigheder, økonomisk udvikling på nationalt niveau, flygtninge og internt fordrevne. Indekset siger ikke noget om, det enkelte lands udvikling. Landet kan derfor principielt opleve stor fremgang og vækst, selvom det kommer dårligt ud i oversigten, da det udelukkende er en sammenligning mellem forskellige lande. Målingen er udviklet af det uafhængige forskningsinstitut Fund for Peace og det politiske tidsskrift Foreign Policy. Resultaterne er placeret på en skala fra hvor 120 betyder at staten er mislykket. Somalia placerer sig som nedenfor vist, øverst i målingen, med et resultat på 113,4. Den somaliske stat er altså ikke langt fra at kunne erklæres mislykket, det vil sige staten er ikke langtfra at miste suveræn kontrol med deres område (The Failed States Index, 2011). 31

32 Underspørgsmål 2 Udfordringer ved humanitær hjælpearbejde Klansystemet Alle somaliere nedstammer ifølge legenden fra de to samme stamfædre Samaal og Saab, som begge er direkte efterkommere af Profeten Muhammed. Den somaliske befolkning er opdelt i seks store slægtsfamilier. De seks klanfamilier kaldes Hawiye, Dir, Isaaq, Darod, Digil og Rahanweyn. Heraf betegnes de fire førstenævnte som nomade-klaner, mens de to øvrige betegnes agropastorale-klaner (Kallehave, 2003, s. 24). Disse store klanfamilier lever ofte lever spredt og fungerer sjældent som en samlet helhed, men har dog et fælles geografisk udgangspunkt (Sundhedsstyrelsen, 2003). Klanfamilierne er inddelt i mindre klaner med op til medlemmer. Disse er igen inddelt i slægtsgrupper og såkaldte diagrupper, med familien som det nederste led i klanstrukturen. Klanen er et patrilinært slægtsskabssystem, hvilket vil sige, at alle klanens medlemmer identificeres gennem dets mandlige forfader. Alle børn tilhører deres fars slægt hele livet, så moderens slægtlinie vil derfor gå tabt (Kallehave, 2003, s. 25). Det giver en enorm mængde social kapital for individerne at være del af en klan, og for mange somaliere er klanen lig med overlevelse. Det er eksempelvis klanen der sørger for nye dyr, hvis man mister sine i relation til krig eller tørke. Tilhørsforholdet til klanen er dermed af stor betydning som beskyttelse for den somaliske befolkning (Karlsson, 2007, s. 6-7). Det somaliske samfund er etnisk set et homogent samfund sammenlignet med mange andre afrikanske lande. Alligevel er den sociale struktur og det politiske system i Somalia meget splittet. Klanerne er helt afgørende for den somaliske samfundsstruktur og fungerer i flere sammenhænge som politisk enhed. Klanen har eksempelvis fælles rettigheder til græsning og vand. Derudover mødes klanens mænd traditionelt set på årligt basis, for at diskutere med hinanden på stormøder, også kaldet Shir, under ledelse af de ældste. Det er her uenigheder løses og aftaler indgås. Klansystemet er et fleksibelt politisk system. Man opnår indflydelse på den politiske dagsorden ved at indgå skiftende og midlertidige alliancer, hvilket derved giver klansystemet sin ikke-statiske struktur (Sundhedsstyrelsen, 2003). 32

33 Den fælles betegnelse for alle slægter er klanfamilien. Indenfor klan familien findes den føromtalte diagruppe. Denne er den vigtigste slægtsgruppe set i forhold til nomade- og kamellejrenes sammensætning, som betegnes som den mest oprindelige form for klan-baserede familiestruktur. Gruppen består af de familier som sammen opløser og danner nye nomade- og kamellejre. Inden for klansystemet stammer ægtefællerne ofte fra samme klanfamilie, men forskellige diagrupper. Ægteskabet kan derved benyttes som alliance mellem to diagrupper, og denne vedligeholdes gennem udveksling af gaver og sociale kontakter. Ægteskabet bliver derfor af vigtig strategisk betydning i den klan-baserede familieform, for såvel ægtemandens som hustruens fædre og slægt. Det vil sige, at hvis der opstår konflikter angående adgangen til græs og vand, så har man en allieret uden for diagruppen. Denne politiske alliance som ægteskabet medfører kan opløses, mens klanfamilien fortsat vil eksistere. Mange somaliske familier tilhører denne klan-baserede familieform, men især i større byer påvirker republikkens familieform også de somaliske familier. Da Somalia i 1960 blev et selvstændigt land, adskilte man politik og familie. Ægtemanden fik frataget sin daglige politiske rolle, da dette område fremover skulle varetages af folkevalgte ledere (Kallehave, 2003, s ). Det førte til forbud mod klanvæsenet i både 1961 og 1969, men ingen af forsøgende lykkedes (Karlsson, 2007, s. 6-7). Den enkelte somalier skulle nu være i stand til at handle frit og som selvstændig person, og kunne dermed frasige sig klanens slægtsrelationer og de dertilhørende rettigheder og pligter. Dette til gengæld for individuel beskyttelse fra det statslige retssystem. Ægteskabet blev til en udelukkende islamisk handling, og uden indblanding fra far og brødre. Denne ændring medførte et skred i selvidentiteten. Fra at være medlem af klanfamilien blev man borger i Republikken Somalia. Det betød færre funktioner i republikkens familieform set i forhold til den klan-baserede, og en helt ny relation til slægtninge. Somalias historie og gennem tiden modsatrettede idéer, har præget familierne på henholdsvis landet og i byen på forskellig vis. De republikanske tanker har især sat sit præg på bybefolkningens selvforståelse og syn på politik, arbejde og familie. Mange somaliske familier er dog i dag påvirket af såvel den klan-baserede som den republikanske familiemodel (Kallehave, 2003, s ). 33

34 Det somaliske klansystem bliver af mange opfattet som en del af hovedforklaringen på landets vedvarende konflikter. De seks store klaner, er som tidligere nævnt inddelt i mindre underklaner, og igen i mange småklaner helt ned til familieniveau. Klanerne forventes at stå sammen mod omverden, men dermed ikke sagt, at det samme gælder på det indbyrdes plan. Forholdet mellem klanerne, er præget af rivalisering og voldelige magtkampe. Forskellige militsgrupper som udspringer af klanerne, kæmper om magten i Somalia, og styrer de forskellige regioner i landet ( 2012). Den særlige form for demokrati som eksisterede i klansystemet, hvor klanens ældste under stormøderne videreformidlede regler og normer for familiedannelse, beskæftigelse, pligter, rettigheder etc. fra generation til generation, blev erstattet af kolonistyret og derefter enhedsstaten. Her overtog centraladministrationen mange af ældrerådets tidligere funktioner. Klanens ældste er dog stadig af stor betydning, når det gælder lokale konflikter, men ellers synes æresbegreber og øvrige redskaber til konfliktløsning at være blevet mindre betydningsfulde. I stedet spiller de væbnede krigsherrer en langt større rolle end tidligere set i forhold til det politiske liv. Men klansystemet og en generel modvilje mod det centrale styre gør dog, at ingen krigsherre kan få al magten (Karlsson, 2007, s. 6-7). Communal groups 6, er grupper bygget på etnicitet og familiebånd. Sådanne grupper er knyttet sammen af loyalitet og fælles arv, og er en gruppe man opnår medlemskab i ved fødslen. Et eksempel på en lokal gruppe er klanerne. Lokale grupper spiller stadig en stor rolle i politik i udviklingslande, herunder Somalia. En anden type gruppe, er såkaldte institutionelle grupper, som er dele af statsmaskineriet. De mest klassiske eksempler på sådanne grupper er militær og bureaukrati (Heywood, 2007, s. 295). Somalia betegnes af blandt andre vores interviewperson, Arne Vågen fra Dansk Røde Kors, som en svag stat. Somalia er en internationalt anerkendt stat, men problemet er, at somalierne ikke føler tilknytning og fælles tilhørsfølelse med staten. Staten har ingen værdi, da man ikke har følelsen af at tilhøre en stat i Somalia. Det er familien og klanen man føler solidaritet med, da det er den du kender. Vi kan altså se at klanerne har en række doxa altså forestillinger og rigtig og forkert, normalt og unormalt som de i høj grad søger at bekræfte gennem deres habitus. Et 6 Oversat til dansk: Lokale grupper. 34

35 eksempel på dette, var deres måder at gifte sig på. Gennem de tydelige interessefællesskaber samt store værdifællesskaber kan vi identificere det som Jodi Dean beskriver som konventionel solidaritet, altså en type solidaritet som tydeligvis er afgrænset til den gruppe man deler materielle interesser med (Järvinen, 2007). For at give parlamentet en slags autoritet samlede man eksempelvis i 2006 klanlederne til at vælge repræsentanter til et parlament. For somalierne er staten en trussel, i form af militær, politi og korruption. For at give somalierne tillid til staten må man gøre det klart at staten ikke udelukkende er en trussel, men også en institution som vil sørge for dig og din familie og sørge for tryghed, uddannelse og sundhed. Hvis somalierne skal have et alternativ til klanen, kræver det en tillid til staten. Statens opgave er, at sørge for lov og orden, beskytte sin befolkning og bekæmpe kriminalitet. For at der kan være stabilitet til stede, kræver det at staten fungerer på et niveau som gør den i stand til at opretholde denne ro og orden, og det gør den ikke i Somalia. Der er ikke tilstrækkeligt med politi og militær i Somalia som det ser ud nu. Det giver ustabilitet i landet og har ført til, at mange somaliere er flygtet over grænsen til Kenya. Man er derfor afhængig af støtte fra Kenya, som også har en interesse i at opnå stabilitet i landet. Siden 1991 har skiftende overgangsregeringer forsøgt sig som formel udøvende magt, men reelt har den ikke haft nogen magt at udøve. Ifølge Arne Vågen, har staten ikke evnen til at løse de problemer som Somalia står overfor, såsom oprørsbevægelser. Der findes fem hovedpunkter til at definere en stat: den er suveræn, statens institutioner må være offentlige set i forhold til civilsamfundets private, statens handlinger er legitime og dermed bindende for alle medlemmer, staten må have monopol på vold og staten skal være en territoriel association, hvilket vil sige, at dens love gælder for alle inden for statens grænser og at den opfattes som en suveræn aktør på internationalt plan (Heywood, 2007, s. 91). Den somaliske stat er internationalt anerkendt og dermed, ifølge Arne Vågen, legitim. Den kan dog ikke defineres som hverken suveræn eller havende monopol på vold, idet den ikke besidder ubegrænset magt blandt andet i kraft af klansystemet, som har meget stor politisk indflydelse i det somaliske samfund. Dertil hører, at konfliktløsning, som tidligere nævnt, også finder sted indbyrdes i klanerne, samt 35

36 grupper såsom Al-Shabaab, der har kontrol over visse områder af Somalia (BBC, 2010). Derudover er der, ifølge Arne Vågen, heller ingen ordentlig uafhængig domstol er i Somalia. Det kan være et problem når lokale grupper, i det her tilfælde klanerne, er mere betydningsfulde end de institutionelle grupper, som militær og politi, og dette kan være med til at forklare statens manglende magt. Pierre Bourdieu har den antagelse, at grupper udelukkende eksisterer i forhold til hinanden. Ifølge Bourdieu, er det ligheder og forskelle grupperne imellem, der definerer grupperne. Disse ligheder og uligheder udspringer af, hvad Bourdieu kalder for kapitaler. Han taler om forskellige former for kapital, som alle dækker over de mulige ressourcer en gruppe kan besidde og benytte som fordel set i forhold til andre grupper. Her nævner han økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital. Sidstnævnte som en slags overordnet kapital og et andet ord for distinktion (Järvinen, 2007, s. 352). En livsstil kendetegnes, ifølge Bourdieu, af sammenhængen mellem de sociale og mentale strukturer (Järvinen, 2007, s. 353). Dette sammenfatter han ved habitusbegrebet. Habitus er et system af varige, men foranderlige dispositioner, gennem hvilke agenterne opfatter, bedømmer og handler i verden (Järvinen, 2007, s. 353). Bourdieu definerer et felt som: et netværk eller en konfiguration af objektive relationer mellem positioner, fastlagt i kraft af deres placering i relation til de kapitalformer, som er aktive på dette felt (Järvinen, 2007, s. 358). Hvert felt har hvad Bourdieu kalder en doxa, som er unikt for dette felt. Det vil sige et sæt af forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, normalt og unormalt og kvalificering og diskvalificering (Järvinen, 2007, s. 359). Klankulturen har stor betydning for det somaliske civilsamfund. Individerne opnår social kapital gennem tilhørsforholdet til klanen, hvilken er svær at finde nogle andre steder i samfundet. De enkelte klanmedlemmers habitus og doxa skaber et sammenhold og en fællesskabsfølelse blandt klanens medlemmer. Dette stærke bånd indbyrdes i klanen skaber dog samtidig en udfordring set i forhold til samarbejde klanerne imellem, og kan dermed føre til klankonflikter. Alt dette spænder ben for udviklingen af et stærkere civilsamfund i Somalia, samt skabelsen af en fælles national identitet, hvilken endnu ikke er til stede i Somalia i ret høj grad. Det somaliske samfund er i høj grad præget af klankulturen. Klanmedlemmernes 36

37 habitus og doxa skaber et meget stærkt fælles bånd i klanerne. Derfor er forholdet mellem klanerne domineret af rivalisering og voldelige sammenstød. Det betyder, at klansystemet anses af mange som hovedårsagen til de konflikter som findes i Somalia, da forskellige militsgrupper som udspringer af klanerne kæmpe om magten i Somalia. Klanen kan betegnes som en lokal gruppe, og det kan være et problem, når lokale grupper er mere magtfulde end institutionelle grupper som militæret og bureaukratiet. Den somaliske stat er internationalt anerkendt og derfor legitim, men staten lever ikke op til de fem punkter som definerer en stat, og befolkningen har ikke tillid til staten. Tilgængelighed I en skrøbelig stat som Somalia, møder NGO er en masse yderligere problemer i deres arbejde. Et generelt problem for humanitært hjælpearbejde i Somalia, er helt konkret at organisationerne af en lang række grunde, møder problemer med fysisk at være til stede i de områder hvor de ønsker at hjælpe. Vi har i følgende analyse valgt at dele dette problem op i to dele: a) De lokale aktørers krav til NGO erne i form af bestikkelse og afpresning og b) Den internationale terror-lov som forhindrer NGO er i at arbejde i områder hvor Al-Shabaab regerer. Vi har gennem opgaven beskæftiget os med en lang række problemer med Somalia relateret til dets skrøbelige statsapparat. Problemet med tilgængelighed skal især ses i lyset af to problematikker vi har beskæftiget os med: a) De lokale gruppers relativt store legitimitet i forhold til de institutionelle grupper. b) Statens manglende suverænitet i form af magtmonopol. Lokale aktørers krav til NGO er: Den militante islamistiske organisation Al-Shabaab, har siden 2008 været en af de største forhindringer for udenlandske NGO ers tilgængelighed i Somalia (Nguyen & Migiro, 2011). Al-Shabaabs mistro til vestlige og kristne organisationer er de sidste mange år udtrykt på en lang række områder. Originalt var Al-Shabaab en 37

38 underorganisation af De Islamiske Domstole og udtrykte den mere militante og ekstreme del, men senere hen brød de ud som en selvstændig aktør. Da islam har en 1400-årig lang tradition i Somalia, ser vi det som en delvis forklaring på Al-Shabaabs legitimitet i visse områder af Somalia. En forklaring på Al-Shabaabs relative magt, er altså Webers begreb om traditionel legitimitet. Vi kan dog samtidig ud fra Al-Shabaabs tydelige religiøse og fundamentalistiske idealer se, at mange af deres handlinger, er værdirationelle i deres religiøse karakter, derfor kan man også argumentere for at deres legitimitet i høj grad også er bundet af værdirationalitet. Webers pointerer også selv, at idealtyperne ikke findes i rene former i virkeligheden, men i form af kombinationer (Månson, 2007, s. 96). Det vigtigste er dog også her at forstå, at vi gennem Webers legitimitetsformer kan se, at denne type legitimitet er grundlæggende forskellig fra bureaukratiets eller statens legitimitet. Aktørens værdier og handlinger bliver ikke retfærdiggjort af logik eller rationalitet, men gennem traditioner og vaner. Det skal også nævnes kort, at Al-Shabaabs tydelige antivestlige karakter, kan betegnes som en form for islamisk antikolonial nationalisme, som har ligheder med andre islamistiske bevægelser i verden. Da Al- Shabaab i dag er en underorganisation af Al-Qaeda, er mange af soldaterne i dag fra andre steder i verden, hvilket også kan forklare de mange fraktioner og splittede holdninger der er til blandt andet humanitær hjælp fra vesten. Ifølge en FN-rapport fra 2008, har Al-Shabaab tydeligt forværret fødevarekrisen i regioner hvor de var til stede (Nguyen & Migiro, 2011). Ifølge rapporten, havde Al- Shabaab ledere bedt NGO erne om dollars for at tillade dem ind i deres områder, efterfulgt af yderligere dollars for registrering samt et fast beløb på 6000 dollars hver sjette måned. Yderligere ønskede de en skat på 20 procent af værdien af alle fødevarer og materialer som blev transporteret gennem deres områder. Udover Al-Shabaabs traditionelle legitimitet i visse regioner, kan vi identificere et andet fundamentalt problem relateret til Somalias skrøbelige statsapparat: Somalias stat har ikke kapacitet til at sikre at dens love bliver adlydt og de kriminelle straffet. Når en militant organisation som ikke er staten, har så meget magt at de kan afpresse udenlandske NGO er for titusinder af dollars, er det tydeligt at staten ikke længere har monopol på volden, ikke engang legitim vold. 38

39 Al-Shabaabs handlinger bygger dog langt fra kun på penge og magt. Flere af deres valg har været stærkt ideologiske og direkte skadelige for deres legitimitet og omdømme, og i sidste ende politiske magt. I 2010 beordrede Al-Shabaab fire humanitære organisationer inklusive WFP (World Food Program) om at forlade deres områder, da de beskyldte dem for at sprede kristen propaganda og afhængighed til vesten. Al-Shabaab har over flere år nedsat forbud for NGO ernes arbejde og ophævet dem igen senere, når de har fundet det nødvendigt. Dette har i høj grad skadet Al- Shabaabs popularitet og legitimitet hos lokalbefolkningen i de områder de kontrollerer på grund af de efterfølgende sultkatastrofer. Vi kan samtidig se, at Al-Shabaab er en utrolig splittet og uorganiseret organisation. Dette betyder, at selvom forbuddet formelt kan være ophævet for NGO erne, kan det sagtens være, at lokale militser intet aner om denne beslutning, eller vælger at se bort fra den. Dette betyder, at medlemmer sagtens kan finde på spontant at angribe humanitære arbejdere (Nguyen & Migiro, 2011). Så blot tilstedeværelsen af Al- Shabaab medlemmer i regioner, kan skræmme udenlandske NGO er væk. Selvom Al-Shabaabs politiske og militære magt er blevet tydeligt svækket de sidste år, oplever NGO erne stadig problemer med andre aktører som klaner, militser og krigsherrer. Ifølge professor i samfundsvidenskab Ken Menkhaus i Davidson College USA føler mange NGO er sig nødsaget til at bestikke visse klanmedlemmer udelukkende grundet deres status for at sikre, at deres fødevarer ikke blev stjålet (Nguyen & Migiro, 2011). Samtidig oplever NGO er som er blevet smidt ud af Somalia af Al-Shabaab, at de skal bruge tid og energi på at genopbygge relationerne med lokale klaner, for at få lov til at arbejde i deres områder igen (Nguyen & Migiro, 2011). Når nødhjælp samtidig skal transporteres gennem et land splittet af klaner og militser bliver problemerne meget tydelige for organisationerne: Infrastruktur som ikke er blevet repareret de sidste 20 år. Der er checkpoints af militser som afpresser penge. Så de praktiske dele af distribution er enormt udfordrende i Somalia (Bajoria, 2011). Anti-terror loven: Efter Al-Qaedas terrorangreb den 11. september 2001 i USA og bomberne i England 2005, blev internationale regler for humanitært arbejde skærpet, som del af en antiterror loven. Der må i dag, på ingen måde ydes materiel støtte til Al-Shabaab i 39

40 Somalia, da de er en underorganisation af Al-Qaeda. Problemet er her, at den totale mangel på gennemsigtighed gør,at NGO erne praktisk talt ikke kan være sikre på hvilke folk, der har kontakt til Al-Shabaab. Hvis en humanitær organisation kommer til at hyre en lastbil af en person som tilfældigvis har kontakter til Al-Shabaab, kan de risikere at blive straffet hårdt for det (Suarez, 2011). Truslen om store internationale sanktioner skræmmer altså de humanitære organisationer væk fra Al-Shabaab kontrollerede områder, hvilket er et yderst stort problem da mange af disse områder er sultramte. For at gøre tingene endnu mere problematiske, har USA fjernet 88 procent af deres humanitære støtte til Somalia, fra 2008 til 2010, af frygt for, at pengene ville ende i lommerne på Al-Shabaab (Suarez, 2011). Så vi kan altså se, at en række historiske episoder som eksempelvis borgerkrigen, har været med til at svække den somaliske stat. Vi kan samtidig se, at dette har direkte konsekvenser for de praktiske udfordringer, som Røde Kors oplever i Somalia i dag, hvor organisationen bliver nødt til at sikre deres arbejde gennem bestikkelse og forhandlinger. Dette stiller humanitære organisationer i et klart dilemma. På den ene side, ønsker de, at hjælpe lokalbefolkningen i sultkatastroferne, men på den anden side ved de, at de penge de bruger, på grund af afpresning, ofte ender til køb af våben og en styrkelse af de selv samme forhold som har forværret sultkatastrofen. Det bliver derfor lige pludselig et politisk valg at lave humanitært arbejde, og det er i situationer som disse, at forskellene mellem nødhjælpsorganisationer tydeliggøres. Vi vil senere i projektet analysere, hvordan disse omstændigheder har ændret Røde Kors arbejde og hvilken betydning det har for deres projekter. Sikkerhed I denne del vil vi analysere hvordan den sikkerhedsmæssige situation i Somalia som resultat af det skrøbelige statsapparat, har store konsekvenser for humanitært arbejde i landet. En politisk ustabilitet som resultat af konstante stridigheder og borgerkrige, har gjort det vanskeligt for de humanitære organisationer at udføre deres arbejde, og har ydermere tvunget de humanitære organisationer, herunder Røde Kors til at forholde sig til om de vil droppe deres nødhjælpsprogrammer grundet mangel på sikkerhed, eller løbe risikoen. 40

41 Vores interviewperson Christian Balslev-Olesen, tidligere chef for UNICEF i Eritrea, beretter: Jeg blev første gang konfronteret med dilemmaet omkring militær beskyttelse af den humanitære hjælp i Somalia i august Jeg var landet i Mogadishu for Folkekirkens Nødhjælp med et fly med nødhjælp. Byen var sønderbombet og var et inferno af lovløshed og kaos. Krigsherrer og militser kæmpede om kontrollen over byen erne flygtede fra krig, tørke og hungersnød. Kvinder og børn døde i tusindvis, et forsigtigt skøn siger, at mellem og mistede livet i Somalia i begyndelsen af 90 erne som følge af krig og hungersnød (Balslev-Olesen, 2012 NB: Figur 1 er vedlagt som bilag 4). Sikkerhedsproblemet er stadig stort i nyere tid. I 2005 var der mere end en million interne flygtninge, og i 2006 overtog den militante organisation De Islamiske Domstole hovedstaden Mogadishu, og blev først fjernet efter 6 måneder af fredsbevarende styrker (Balslev-Olesen, Danmark i Krig II, 2012). Hvis vi kigger på statsdefinitionerne af Weber og Hobbes, kan vi altså tydeligt konkludere at statsapparatet i dag fejler på to områder: a) Staten er ikke den suveræne magt institution i samfundet. b) Staten har ikke kapaciteten til at sørge for, at dens love bliver adlydt og de kriminelle straffet. Men dette har ikke blot fatale konsekvenser for indbyggerne: I samme periode blev Somalia et af de sværeste steder i verden at levere nødhjælp og et af de farligste lande for humanitære medarbejdere. I 2008 mistede 35 nødhjælpsarbejdere livet, og 28 kollegaer blev kidnappet. Somalia var det år det farligste land for humanitære medarbejdere. Organisationers medarbejdere bevæger sig nu rundt i Somalia eskorteret af bevæbnede militser og i visse områder i armerede køretøjer og bor i bunkers, omgivet af høje mure, pigtråd og bevæbnede vagter (Balslev-Olesen, Danmark i Krig II, 2012). Vi kan altså her se at når statsapparatet hverken har voldsmonopol eller militær suverænitet, skaber det yderligere problemer for Røde Kors humanitære arbejde. I et forsøg på at sætte sikkerhedssituationen for humanitært arbejde i system, har Christian Balslev Olesen i hans artikel lavet en matrix, som giver et historisk indtryk på tre områder: NB: Vi har redigeret figuren, så den handler mere om sikkerhed, den originale figur 41

42 er i bilag 4, som en del af en artikel, skrevet af Christian Balslev-Olsen (Balslev- Olesen, Danmark i Krig II, 2012). 1) Sikkerheden for de humanitære aktører. 2) Adgangen til at levere humanitær bistand. 3) Omfanget af humanitære aktørers brug af militær tilstedeværelse for beskyttelse 7. Figur 1 Bilag 4: Sikkerhed Adgang Militær Somalia Mogadishu august 1992: Somalia : Somalia november 2011: Vores historiske analyse af Somalia har kun kunne bekræfte dette; det er i 1992 at den officielle regering vælter grundet udenlandske interventioner, og siden da har der formelt set været borgerkrig. Samtidig ved vi at Al-Shabaab som skabte store problemer for humanitære aktørers tilgængelighed i landet, kom frem i Selvom 7 Grunden til der er sket et fald i ydelsen af militært forsvar til humanitære aktører, skal ikke fortolkes som at sikkerhedssituationen er blevet bedre. Faldet skal mere ses i forbindelse med USA s katastrofale fredsskabende invasion, som endte i 1992 med den såkaldte Black Hawk Down episode hvor bl.a. amerikanske soldater blev slæbt igennem gaderne i Mogadishu foran åben skærm. Siden da, har man været meget påpasselig med risikable militære interventioner i Somalia. Denne viden har vi fra vores interview med Christian Balslev-Olesen. 42

43 der ikke er præcise tal i denne matrix, kan vi altså se at sikkerhedssituationen for humanitære arbejdere er blevet forværret markant, især de sidste seks til syv år. Vi kan altså se at den somaliske stat hverken har kapaciteten til at sørge for at landets love bliver overholdt, eller fungerer som den suveræne magtinstitution i samfundet. Dette gør arbejdet langt mere risikabelt for udenlandske humanitære organisationer, og mange vælger slet ikke at arbejde i visse regioner. En skrøbelig stat, skaber altså i dette tilfælde yderligere sikkerhedsmæssige problemer, som en stor organisation som Røde Kors bliver nødt til at forholde sig til. Korruption Korruption i den offentlige sektor Den tidligere somaliske diktator Mohammed Siad Barré regerede i Somalia i mere end tyve år. Barré blev væltet i 1991, og siden da har klaner, militser og islamistiske grupperinger kæmpet om at overtage magten i landet. På nuværende tidspunkt er dele af landet styret af den islamistiske gruppe Al-Shabaab, mens andre landsdele er statsstyrede. De fleste ville nok antage at de statsstyrede regioner er de mest velfungerende, men selv i de statsstyrede regioner er der et højt niveau af korruption og en omfattende humanitær krise (Suarez, 2011). Under hele Siad Barrés regeringsperiode, var der et højt niveau af korruption, hvilket har ledt til en lang tradition af korrupt regeringsførelse, da der siden da har været omfattende problemer med statslig korruption ( Det fremgår af en artikel fra 2011, at Somalia for femte år i træk indtager førstepladsen på listen over lande i verden med mest korruption i den offentlige sektor (Fisher, 2011). Artiklen er baseret på en kortlægning, som bygger på diverse selvstændige undersøgelser foretaget af Transparency International. Transparency International kalder sig en global koalition mod korruption. Om undersøgelsen nævnes det at: Transparency International s Corruption Perceptions Index attempts to measure the level of bribery, diverted aid and stolen political power that enrich a country s leaders at the expense of its citizens and overall economy (Fisher, 2011). Som nævnt ovenfor, baserer målinger af niveauet af korruption i den offentlige sektor sig altså på omfanget af bestikkelse, nødhjælp som ledes bort og ikke gives til de 43

44 tilsigtede. Det baseres også på politisk magt, som misbruges til at styrke de politiske ledere på bekostning af landets befolkning og den nationale økonomi. Det fremgår af Transparency Internationals hjemmeside at Corruptions Perceptions Index er den mest anvendte indikator på niveauet af korruption på verdensplan (Transparency International, 2011). Undersøgelsen for 2012 viser da også at Somalia sammen med Nordkorea og Afghanistan, bibeholder en delt førsteplads som det land, ud af de 176 lande som er inkluderet i undersøgelsen, med det højeste niveau af korruption i den offentlige sektor (Transparency International, 2011). Målingens resultater, se bilag 5, placerer sig på en skala fra 1-10 hvor 10 er bedst og 1 er dårligst. Som angivet i bilaget indtager Somalia bundplaceringen sammen med Nordkorea, og får resultatet 1 ud af 10 (Transparency International, 2011). Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at man ikke på baggrund af CPI kan konkludere at Somalia er det mest korrupte land i verden. Man kan blot konkludere at ud af de 176 lande som er medregnet i målingen er Somalia, sammen med Nordkorea og Afghanistan, det land i verden hvor der er mest korruption i den offentlige sektor på nuværende tidspunkt. Et andet indeks er Global Peace Index som er baseret på 24 indikatorer, herunder lokalkorruption, civilbefolkningens adgang til våben, andel af de offentlige udgifter som anvendes på militær oprustning og respekt for menneskerettighederne. Af faktorer som de fredeligste lande i indekset har til fælles, kan nævnes velfungerende demokrati, en høj levestandard og et godt uddannelsessystem. Udvikling af indekset er foretaget af det britiske nyhedsmagasin The Economist. Resultaterne placerer sig på en liste fra 1-5 hvor 1 er bedst og 5 er dårligst. Som angivet i bilag 6, har Somalia det dårligste indeks af alle de inkluderede lande. Somalias indeks er på 3,379. Vi kan altså på baggrund heraf konkludere at der i Somalia er et urimeligt højt niveau af lokalkorruption, at individets menneskelige rettigheder ikke bliver respekteret, og at civilbefolkningen har nem adgang til våben (Vision of Humanity, 2011). Korruption i forbindelse med humanitær hjælp og udviklingsbistand Korruption i forbindelse med humanitær hjælp og udviklingshjælp, har været et omfattende problem under de seneste års humanitære krise og sultkatastrofe i Somalia. Af en artikel fra BBC News, som tager udgangspunkt i en lækket FN 44

45 rapport, fremgår det at omkring 70 procent af det beløb som regeringen skulle stå for at forvalte, og som skulle gå til udvikling og rekonstruktion i det krigshærgede land, er forsvundet. Regeringen, det vil sige TFG, som kun havde en måneds gyldigt mandat tilbage på daværende tidspunkt, udtalte at anklagerne var: absolutely and demonstrably false (BBC News, 2012). Om FN s lækkede rapport nævnes der på somaliareport.com at: In its report of July 2011, the Monitoring Group noted that the TFG leadership s political disarray, its endemic corruption and its resistance to power sharing represented the principal impediments to security and stabilization in southern Somalia (BBC News, 2012). I FN rapporten konkluderes det altså at TFG regeringens politiske uorden, dens vedvarende korruption og dens modstand overfor magtdeling udgør den principelle hindring for sikkerhed og stabilitet i det sydlige Somalia. Vi udleder heraf, at statslig korruption og regeringens manglende evne til at sikre sikkerhed og stabilitet for den somaliske befolkning, er med til at forhindre udvikling i Somalia, og bidrager til opfattelsen af Somalia som en skrøbelig stat. En skrøbelig stat karakteriseres netop ved statens manglende evne til at varetage basale samfundsmæssige funktioner, herunder at sikre stabilitet og sikkerhed. Den statslige korruption bevirker at selv i regeringsstyrede områder, hvor Al-Shabaab ikke har nogen reel indflydelse, er der store problemer med at sørge for at både nødhjælp og udviklingshjælp når frem til de tilsigtede områder og personer (Suarez, 2011). Peter Pham 8 udtaler følgende i en artikel: Somalia has a transitional federal government, the 14th or 15th, depending on how you count them, such entity in 20 years. And it s a government in name only. It controls virtually no territory, provides no services. And about the only thing its ministers are good at is stealing the aid that they get (Suarez, 2011). Regeringen har altså ikke nogen reel indflydelse, har ingen kontrol med deres territorier og er ikke i stand til at sikre basale samfundsmæssige funktioner. Regeringen er derimod med til at forhindre at hjælpen når frem til befolkningen ved hjælp af magtmisbrug og korruption. 8 Director of the Africa center at the Atlantic Council. 45

46 Noget tyder på at en lang tradition for statslig korruption i Somalia er med til generelt at øge niveauet af korruption i landet. Vi mener at staten som institution indirekte har udøvet en institutionel magt som bevirker, at samfundets aktører handler ud fra normer som er indlejret i den enkelte aktør, således at individer accepterer samfundsskabte rammer og de vaner der dermed følger. Ikke desto mindre er det ikke kun regeringen, men også Al-Shabaab og andre lokale militser som tager korrupte metoder i brug for at vinde territorial magt. Både overgangsregeringen og de lokale militser har tidligere forsøgt at påvirke de humanitære hjælpeorganisationer, for eksempel til at ansætte bestemte folk fra bestemte klaner. Det udtaler Christian Balslev-Olesen i en artikel publiceret af Information.dk (Wolfhagen & Kræn, 2011). Da sultkatastrofen var på sit højeste i 2010 valgte Al-Shabaab og andre lokale militser at opkræve beskatning fra nødhjælpsorganisationerne, for at de kunne få lov at distribuere nødhjælp i de hungersnødsramte områder som var under Al-Shabaab eller andre lokale militsers kontrol. Dette satte nødhjælpsorganisationerne i et dilemma. De ville ikke bidrage til at styrke Al-Shabaab som organisation, men samtidig ville de have nødhjælpen ud til de nødlidende (Wolfhagen & Kræn, 2011). Donald Steinberg som er vicekoordinator i US Agency for International Development, udtalte i den forbindelse: Vi har brug for forsikringer fra WFP og andre organisationer (...) som vil fortælle os, at de ikke bliver beskattet af al- Shabaab, ikke er udsat for bestikkelse fra al-shabaab, at de kan operere uhindret (Wolfhagen & Kræn, 2011). Dette krav kan være yderst vanskeligt for de humanitære hjælpeorganisationer, herunder Røde Kors, at efterleve hvis de ønsker at redde menneskeliv i de hungersnødsramte områder. Det tvinger Røde Kors og andre humanitære hjælpeorganisationer, til at tage stilling til om de vil yde en kompromisløs indsats for at redde menneskeliv og risikere at være med til at styrke Al-Shabaabs territorielle magt på længere sigt, eller om de vil følge deres organisatoriske principper. I delspørgsmål 3, afsnittet om korruption, vil vi komme nærmere ind på hvordan Røde Kors forholder helt konkret forholder sig til denne problematik. Røde Kors er nødt til at inddrage overvejelser omkring klansystemet i deres arbejde i 46

47 Somalia, da det er en meget vigtig del af det somaliske samfund. Røde Kors er meget opmærksomme på klankulturen i deres arbejde, for ikke bidrage til yderligere sammenstød mellem klanerne. Grundet klansystemet, er civilsamfundet svagt og splittet. Da civilsamfundet ikke er modstandsdygtigt over for humanitære kriser betyder det, at befolkningen gøres afhængigt af nødhjælp, derfor forsøger Røde Kors så vidt muligt at overlade projekter til mindre lokale organisationer, samt inddrage de lokale hvor det er muligt. Lokale landmænd, nomader og eksperter samarbejder derfor om projekter. Livelihood- support projekter og cash-for-work projekter, er et led i at inddrage den lokale befolkning og gøre dem i stand til at klare sig selv. Afhængighed Hvordan afhængighed skabes, og hvordan den kan forhindres eller afhjælpes Det er målet for Røde Kors og formodentlig de fleste andre humanitære hjælpeorganisationer, at behovet for nødhjælp minimeres, således at udviklingsprojekter så vidt muligt kan gå ind og overtage der, hvor nødhjælpen slap (Vågen, 2012), (Møller, 2012). Dog kan man ikke gardere sig helt, da der kan opstå kriser eller naturkatastrofer, hvor behovet for akut nødhjælp igen vil melde sig (Haahr, 2012). Hensigten med nødhjælp er, at den skal være akut og sikre overlevelse i forbindelse med humanitære katastrofer. Udviklingsprojekter har, ifølge Bjørn Møller, til formål at forebygge katastrofer, og forhindre dem i at opstå, mens nødhjælp har til formål at symptombehandle når krisen er opstået, hvis man groft skal skitsere det (Møller, 2012). Der er selvsagt nogle åbenlyse, fordele ved at kunne forebygge en krise, fremfor at skulle håndtere selve krisen. Desuden er det langt billigere at forebygge, end det er at behandle (Haahr, 2012). Man ønsker derfor, ved hjælp af udviklingsprojekter, at give befolkningen nogle redskaber og ressourcer, som kan anvendes selv efter hjælpen ophører. Det kan eksempelvis være ved at bygge brønde, anlægge vandrør, undervise eller vaccinere. Selvom tørken ramte Afrikas Horn, var det kun i Somalia, at det udviklede sig til en decideret sultkatastrofe. Og hvorfor så det? Ifølge Marianne Haahr, vores interviewperson fra CARE Danmark, er manglen på et stærkt civilsamfund afgørende for et ulands parathed i forhold til naturkatastrofer. Man taler i denne forbindelse om resilience, på dansk modstandsdygtighed. Problemet ved udelukkende at give nødhjælp i forbindelse med tørke og hungersnød er, at når man blot distribuerer fødevarer for at sikre befolkningens basale overlevelse, øger det ikke civilsamfundets 47

48 modstandsdygtighed og gør dem ikke mere parate til den næste tørkeperiode. De bliver dermed afhængige af at modtage nødhjælp hvert år (Haahr, 2012). Et godt eksempel på hvad et stærkt civilsamfund og basale samfundsmæssige funktioner betyder for modstandsdygtigheden, er orkanen Sandy i USA. Brandvæsen, politi, lokale organisationer og dele af befolkningen bidrog til at samfundet relativt hurtigt og effektivt kunne reagere på katastrofen. Det er altså ifølge vores interviewperson fra CARE Danmark, Marianne Haahr, ikke tørkeperioden i sig selv som skabte den humanitære krise i Somalia. Det er befolkningens mangel på parathed overfor krisen som skaber en afhængighed af nødhjælp hos dem. Det skal nævnes at Marianne Haahr normalt koordinerer projekter i Niger, hvor de basale samfundsmæssige funktioner som politi, hospitaler og skoler er på plads. Det er derfor hun primært beskæftiger sig med civilsamfundets betydning for ulandes modstandsdygtighed. Da vi bad Marianne Haahr forholde sig helt konkret til Somalias situation, mente hun, at udvikling af basale samfundsmæssige funktioner er af mindst lige så stor betydning for Somalias parathed overfor kriser og katastrofer, som styrkelse af civilsamfundet er (Haahr, 2012). Vores interviewperson, Bjørn Møller, fremhævede at der aldrig har været nogen sultkatastrofe i et demokratisk land. Han forklarer dette fænomen ved, at et demokratisk land ikke kan tillade sig at lade sin befolkning dø af sult, da det ville være politisk selvmord for den siddende regeringsmagt. Derfor sørger de i de demokratiske lande for at have reserver rundt omkring i landet. Bjørn Møller mener derfor, at hvis demokratiet kunne opbygges udefra kunne man forhindre denne sultkatastrofe som Somalia gennemlever. Han konkluderer herved at der må være en sammenhæng mellem styreform og sultkatastrofer (Møller, 2012). Vi vurderer, af flere årsager, at der opleves mangel på social kapital hos den somaliske befolkning. Først og fremmest er befolkningen opdelt i klaner, og klansystemet opfattes af mange som den grundlæggende årsag til konflikter i det somaliske samfund ( 2012). Befolkningen er så splittet at det kun er de ydre grænser, der definerer Somalia som en enhed ( 2012). Det er mest sandsynligt, at normer for socialt samvær primært dannes i de enkelte småklaner, da hovedklanerne er inddelt i underklaner som er inddelt i småklaner som er slægtsbaserede ( 2012). Småklanerne kan altså sammenlignes med familier. Vi mener desuden at der er grund til at tro, at der ikke er et veludbygget system af gensidige normer for social handling mellem medlemmer fra klan A og 48

49 medlemmer fra klan B, i et samfund præget af borgerkrig og rivalisering klanerne i mellem. Den generaliserede tillid hos det enkelte individ i det somaliske samfund er formegentlig svækket, som følge af splittelse, stridigheder og voldelige sammenstød klanerne i mellem. Den generaliserede tillid hos det enkelte individ i det somaliske samfund er formegentlig svækket, som Tillid i samfundet måles blandt andet i social deltagelse, som anses for at være fundamentalt for et velfungerende civilsamfund, og som tidligere nævnt opfattes det somaliske civilsamfund som svagt (Haahr, 2012). For at give et billede af hvilke sociale udfordringer den somaliske civilbefolkning oplever, vil vi afrunde med at inddrage Human Development Index, eller på dansk Indeks for menneskelig udvikling. Indekset måler det enkelte lands gennemsnitlige resultater indenfor tre forskellige områder som vurderes væsentlige for menneskelig udvikling. De tre parametre der måles på er, forventet levealder, uddannelsesniveau og indtægt (BNP pr. indbygger). Målingen stammer fra Human Development Report (UNDP) fra De tre parametre er udvalgt på baggrund af, at et langt og sundt liv, kundskaber og færdigheder samt en anstændig levestandard vurderes væsentligt for den menneskelige udvikling. Indeksets resultater er målt på en skala fra 0-1, hvor 0 er den dårligste værdi og 1 er den bedste. Som vist bilag 7 placerer Somalia sig helt i bunden sammen med 5 andre lande, og har dermed den dårligste værdi for menneskelig udvikling, nemlig 0. Der er altså en kort levealder, et lavt uddannelsesniveau og en lav indtægt pr. indbygger sammenlignet med stort set alle de øvrige lande som er inkluderet i målingen (Human Development Report, 2011). Det somaliske civilsamfund er i høj grad præget af klansystemet. Klanerne har et meget tæt bånd, som bygger på de enkelte klanmedlemmers habitus og doxa. Det stærke sammenhold indbyrdes i klanerne fører dog ofte til rivaliseringer og magtkampe blandt de forskellige klaner. Det betyder, at det somaliske civilsamfund er svagt og splittet. Mange betragter klansystemet som en af hovedårsagerne til de konflikter som Somalia slås med i dag. Tilgængeligheden er et problem for de humanitære organisationer, som er til stede i Somalia. Lokale aktører, først og fremmest Al-Shabaab, stiller krav til NGO erne i form af bestikkelse og afpresning. Derudover forhindrer den internationale anti-terror lov, at humanitære organisationer kan arbejde i områder kontrolleret af Al-Shabaab. Somalia er et at de farligste lande for humanitære hjælpearbejdere grundet krige og konflikter med politisk ustabilitet til 49

50 følge. Det er det da Somalia som en skrøbelig stat, skaber nogle sikkerhedsmæssige problemer for de humanitære organisationer, da staten ikke er i stand til at opretholde lov og orden og ikke har monopol på magt. Den tidligere diktator Mohammed Siad Barré blev væltet i 1991, og siden da har klaner, militser og islamistiske grupperinger kæmpet om magten i Somalia. Ifølge en artikel fra 2011 ligger Somalia på en førsteplads på listen over lande med den mest korrupte offentlige sektor i verden, på baggrund af niveauet af bestikkelse, mængden af nødhjælp som ledes væk og ikke falder i de rette hænder og politisk magt som misbruges til at styrke politiske ledere på bekostning af befolkningen og landets økonomi. Regeringen er en medvirkende faktor til, at hjælpen ikke når frem som følge af korruption og magtmisbrug. Det er en målsætning for langt de fleste humanitære organisationer, at udviklingshjælp skal erstatte nødhjælp så vidt muligt, men der vil dog altid opstå kriser, hvor der er akut behov for nødhjælp. Hvis man udelukkende uddeler nødhjælp i forbindelse med kriser, så øger det ikke civilsamfundets modstandsdygtighed og befolkningen bliver afhængig af nødhjælp. Underspørgsmål 3 Røde Kors forhold til udfordringer Hvorfor akut nødhjælp er nødvendigt Nødhjælp er en måde at hjælpe hurtigt og effektivt på, når mennesker pludselig mister deres levegrundlag (SOS Børnebyerne). Grundet den tørke, som har hærget Afrikas Horn, og som betegnes som den værste tørke i tres år (SOS Børnebyerne) har madsituationen i Somalia været meget kritisk. Dyrenes græsningsarealer visnede væk, meget kvæg døde og kornproduktionen fungerede ikke længere. Alle disse konsekvenser, som tørken medbragte, efterlod somalierne i et akut behov for mad og hjælp. Når en katastrofe rammer, rykker internationale hold ud med timers varsel for få overblik og koordinere indsatsen. Den første hjælp og det at holde folk i live efter en katastrofe med medicin, mad og midlertidigt husly er afgørende (Dansk Røde Kors). 146 Nationale Røde Kors og Røde Halvmåne Selskaber, Ligaen af Røde Kors og den Internationale Røde Kors Komité danner en samlet humanitær bevægelse. Bevægelsens mål er at lindre menneskelig lidelse, forebygge sygdom og fremme sundhed samt arbejde for international forståelse og fredelig sameksistens (Bundgaard, 1988, s. 2). 50

51 Ifølge Arne Vågen fra Dansk Røde Kors katastrofeafdeling, er det organisationens forpligtelse at bringe nødhjælp ud til mennesker i nød, som var tilfældet i mange områder af Somalia, da krisen var på sit højeste. Røde Kors har et mandat til at hjælpe mennesker i nød. Dette mandat sikrer dem adgang til syge og sårede, og er dermed Røde Kors platform for at udføre nødhjælpsarbejde i blandt andet Somalia. Det betyder altså, at Røde Kors er forpligtet til at handle i katastrofesituationer, som tørken i Somalia, og distribuere nødhjælp efter bedste evne i form af blandt andet vand, medicin og varmetæpper (Vågen, 2012). Maduddeling var Internationalt Røde Kors løsning på den akutte fødevaremangel blandt befolkningen, som tørken medførte. Nødhjælp er den sidste udvej. Lige nu er der et desperat behov for at redde liv, men nødhjælpen løser ikke de underliggende årsager, forklarer Barry Armstrong fra britisk Røde Kors (Simonsen, 2011). Andre humanitære organisationer udvidede deres arbejde i Somalia til også at omfatte nødhjælp under krisen. SOS Børnebyerne er ikke en nødhjælpsorganisation og fokuserer normalt udelukkende på langsigtet udviklingshjælp. SOS Børnebyerne havde allerede inden tørken på Afrikas Horn kontakt til mennesker i form af udviklingsprojekter i Somalia, Somaliland, Kenya, Etiopien og Djibouti. Men på grund af tørken, fandt SOS Børnebyerne det nødvendigt også at lade deres arbejde i Somalia omfatte akut nødhjælp (SOS Børnebyerne). Der vil ifølge Marianne fra Care altid komme hurtigt startende kriser, som man ikke kan forudse, og som derfor kræver nødhjælp Derudover har et land som Somalia en lang række af udfordringer, som gør dem ude af stand til udelukkende at fungere ved hjælp af langsigtet udviklingshjælp, som det ser ud nu. Somalia Blandt andet findes der i Somalia endnu ikke noget velfungerende forebyggende beredskab til sikrer landet mod nye katastrofer. Nødhjælp vil derfor fortsat, ifølge Arne Vågen, være en vigtig del af det humanitære arbejde i Somalia. Røde Kors arbejde Igennem følgende afsnit vil vi tage udgangspunkt i Røde Kors rapport om deres arbejde i Somalia i år 2011, og vi benytte os af følgende kilde (ICRC, ). ICRC har været til stede i Somalia siden 1982 med base i Nairobi, Kenya, siden Hovedformålet er, at distribuere nødhjælp til mennesker direkte påvirket 51

52 af væbnede konflikter, ofte også kombineret med naturkatastrofer. Røde Kors fører et førstehjælps-, lægemiddel- og sundhedsprogram i krisesituationer, samt vand- og landbrugsprojekter og cash-for-work -projekter, for at forbedre livsvilkårene i samfund svækkede af krise. The organization worked to provide life-saving emergency aid, complemented by projects designed to revive or boost the livelihoods of the worst-affected communities, wherever possible in a sustainable manner. Røde Kors sørgede i løbet af 2011 for madrationer til over 1.2 millioner og nødvandrationer til mennesker mennesker, hjemløse som følge af væbnede konflikter, tørken eller begge dele, fik af Røde Kors udleveret telte samt dækket deres basale behov, blandt andet ved at få udleveret materialer til selv at kunne lave mad. Gennem dialog med relevante våbenbærere, opnåede Røde Kors adgang til mennesker i nød, og fik dermed mulighed for at distribuere nød madrationer til mennesker mellem juni og august måned. Men med fødevaresituationen som nåede op på et kritisk niveau i mange områder i løbet af 2011, og særligt i områder kontrolleret af Al-Shabaab, følte ICRC sig nødsaget til at anmode om flere penge i august for at imødekomme de stigende behov. Trods forhindringer modtog 1 million mennesker en måneds madration mellem oktober og december, og modtog endnu en måneds ration inden årsskiftet mennesker var afhængige af nødvandrationer fra National Society og ICRC, som følge af en sæson med ringe nedbør. Samtidig bidrog organisationen til befolkningens økonomiske selvforsørgelse ved at udstyre mennesker med midlerne til selv at kunne producere mad eller til at generere en indkomst til at købe fødevarer gennem ICRC s såkaldte livelihoodsupport projects. For landbrugs- og kystområder betød dette, at man kunne genoptage landbrug og fiskeri efter ICRC havde uddelt frø og værktøj, rehabiliteret gårde, bygget og repareret kunstvanding/overrislingsanlæg og uddelt fiskeudstyr og dertilhørende oplæring. Som følge af dette kunne mennesker, svarende til husholdninger, genoprette deres oprindelige indkomst samt højne deres daglige proteinindtag mennesker, husholdninger, blev i stand til at høste grøntsager ved hjælp af frø, værktøj og gødning distribueret af ICRC, hvis de havde adgang til vand af disse, husholdninger, modtog frø til foder og blev 52

53 derved i stand til at opretholde egen husdyrhold samt sælge husdyr til gengæld for lidt ekstra indkomst. På initiativ fra ICRC arbejdede civile i flodoversvømmede områder på at sikre høsten mod endnu en oversvømmelse. Dette ved hjælp af modtagne sandsække samt ved at genopbygge dæmninger langs flodbredder, alt sammen til gavn for mennesker, husholdninger. 595 kvinder modtog bevillinger til at sætte små forretninger op såsom te-kiosker, møller og bagerier, mens unge ufaglærte blev uddannede som bilmekanikere mennesker, husholdninger, deltog i 41 cash-for-work projekter igangsat af Røde Kors, som havde til formål at bygge og rehabilitere vigtige landbrugsstrukturer, såsom kanaler til kunstvanding og traditionelle vandindvindingsområder af regnvand, hvilket gjorde dem i stand til at tjene nok penge til seks ugers madforbrug. Gennem et samarbejde mellem lokale landmænd og nomader og specialister fra ICRC, fik mere end mennesker fra forskellige regioner i Somalia adgang til rent vand efter at man havde boret og genopbygget brønde. Folk fra forskellige områder blev oplært i at opretholde disse strukturer og sikre deres overlevelse. I malariaudsatte områder, uddelte Røde Kors net til beskyttelse mod malariabesmittede myg, og fik adgang til rent vand via nødtørftige forbedringer ved vandposterne. Tørken har medført alvorlige sundhedsrisici for den somaliske befolkning. Røde Kors har derved fundet det nødvendigt at øge støtten til sundhedsfaciliteter i form af blandt andet medicin og oplæring af personale, samt oprettelsen to nye hospitaler i Somalia. De ene styret af Somali Red Crescent og det andet samfundsstyret. Sundhedsforholdene blev kraftigt forbedret for både patienter og personale på hospitalerne, som følge af nye afløbssystemer og en septisk tank. Fire somaliske læger færdiggjorte deres kirurgiske uddannelse i Kampagner angående klorbehandling af brønde og hygiejne hjalp til at mindske risikoen for kolera mennesker, hovedsagligt kvinder og børn, har fået adgang til frie sundhedsydelser, som eksempelvis vaccinationer. Med underernæring på et niveau hvor der er et behov for akut behandling, blev alle mobile sundhedsklinikker, samt 53

54 nogle primære, i stand til at behandle med terapeutisk føde. Alt i alt modtog underernærede mennesker Plumpy nut og havregrød i skudsårede blev behandlet på ICRC-støttede hospitaler det år, som trods daglige udfordringer forblev funktionsdygtige med støtte fra ICRC i form af medicinske og kirurgiske forsyninger, personaletræning og kontrol. 70 førstehjælpsposter modtog ad hoc materialer til behandling til sårede. Sundhedspersonale over hele Somalia modtog træning i krigs- og traumaoperationer fra et team på fire af ICRC s kirurger i tre måneder i Garowe i Puntland. Grupper i konflikt med hinanden modtog jævnligt en påmindelse angående deres forpligtelser overfor IHL. Dette i form af en hensynstagen overfor civile, civil ejendom og medicinsk infrastruktur, samt respekt for sundhedspersonale og hjælpearbejdere. Våbenbærere var fortalt ansigt til ansigt omkring The Movement s mandat og principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed, alt sammen for at sikre adgang til folk i nød. Dertil kom spots i radioen for at opnå forståelse blandt den somaliske befolkning for IHL, og nogle våbenbærere fik uddelt brochurer for at give et indtryk af The Movement s arbejde. Gennem pressemeddelelser fra både National Society og ICRC blev den nationale såvel som internationale presse informeret om, The Movement s principper og aktiviteter i Somalia, samt vigtigheden af respekten overfor IHL og hjælpearbejdernes arbejde i Somalia. Ældrerådet 9 blev også inddraget og tog del i seminarer omhandlende IHL og nødvendigheden af humanitært arbejde. Som ICRC s hovedsamarbejdspartner i Somalia, spillede Somali Red Crescent en stor rolle angående formidlingen af forståelsen for IHL, samt distribueringen af nødhjælp, medicin og sammenførelsen af mistede familiemedlemmer. Med støtte fra ICRC fik Somali Red Crescent øget deres antal af frivillige til aktiviteter i Mogadishu hvor koordineringskontoret, støttet af ICRC, var blevet renoveret. 200 personer fra ledelsen i National Society fik dækket deres løn af ICRC. 9 Oversat fra det engelske begreb community elders. 54

55 Klansystemet Klansystemet set i forhold til Røde Kors humanitære arbejde i Somalia Det faktum at Somalia modtager nødhjælp hvert år bevirker, ifølge Marianne Haahr, at befolkningen gøres afhængig af hjælp udefra. Civilsamfundets modstandsdygtighed svækkes, når befolkningen ikke er i stand til at klare sig uden hjælp udefra. Ydermere er det somaliske civilsamfund i høj grad præget af klansystemet. Det er i de enkelte småklaner, svarende til familier, at det sociale samvær finder sted. Klanmedlemmernes habitus og doxa skaber et stærkt klansammenhold og bånd blandt medlemmerne, men det betyder dog samtidig, at forholdet klanerne imellem er domineret af rivalisering og ofte voldelige sammenstød, hvilket har ført til en manglende tillid i det somaliske samfund. Uden normer for sociale relationer klanerne imellem, finder vi derved en mangel på social kapital hos den somaliske befolkning. Klankonflikterne er med til at langsommeliggøre politisk og social udvikling. Det somaliske civilsamfund fremstår derfor svagt og splittet. Selve det at være til stede i et land som Somalia, giver en række udfordringer for Røde Kors humanitære arbejde. Det betyder, at organisationen må tage nogle forbehold, så længe de opererer i landet. For at undgå at den somaliske befolkning gøres afhængig af nødhjælp, er det ifølge Arne Vågen, et afgørende succeskriterium for Røde Kors, at nødhjælp hurtigst muligt erstattes af udviklingshjælp, hvilket endnu ikke har været muligt i Somalia. Det man helt praktisk gør, er at give befolkningen nogle redskaber og ressourcer at arbejde videre med, også efter organisationen forlader landet. Røde Kors fokuserer derfor i høj grad på lokale projekter. "Hvis man bliver ved med at give nødhjælp uden at gøre noget mere, så skaber man en afhængighed. Så ødelægger man et lands evne til at klare sig selv, fordi de bliver afhængige. Det vi helt konkret gør for at undgå at skabe en afhængighed det er, at vi ved hvem der får nødhjælpen, og at de mennesker der har mest behov for hjælp. Så sørger vi for at dække det behov, samtidig med at man arbejder for en fremtid, eksempelvis ved, at vi overlader mange projekter til mindre lokale organisationer, udtalte Arne Vågen i vores interview. 55

56 Dette stiller krav til civilbefolkningens engagement. En forudsætning for et velfungerende lokalt projekt er, at civilbefolkningen er aktiv og indstillet på at samarbejde med den humanitære hjælpeinstans. Det lader dog ikke til, at dette engagement er til stede i den somaliske civilbefolkning, hvilket sandsynligvis er fordi at befolkningen ikke har ressourcerne og overskuddet til at involvere sig. Det er en meget vigtig del af Røde Kors strategi, ikke at gøre folk afhængige af nødhjælp (Vågen, 2012). Derfor igangsatte Røde Kors livelihood-support projects, som havde til formål at gøre befolkningen i stand til selv at kunne producere mad, og cash-for-work projects", som var projekter til gavn for landbrugsstrukturerne (ICRC, 2012). Bliver man ved med at give nødhjælp, så dyrker man håbløsheden. Det er der ikke noget perspektiv i. Derfor skal man afløse nødhjælpen med f.eks. en brønd med vand. Det er verdens enkleste ting at gøre; at bore et hul til vand. Det kan man gøre på en uge. Det der er allervigtigst, det er at blive enig med dem, som skal bruge brønden om, hvordan de skal vedligeholde den, rense den, sørge for pumpen virker og så videre. Det er en meget vigtig del af det. Det er også vigtig at aftale at hele landsbyen bruger den brønd. Derfor er placeringen vigtig. Det er det, vi kalder udvikling. At man får den brønd til at komme alle til gode. Det tager tid, men det er meget vigtigt. Så der skal assistance til, som er langsigtet og varig (Vågen, 2012). Som Arne Vågen taler om ovenfor, så har det været nødvendigt for Røde Kors at have et godt kendskab til kulturen og inddrage denne viden i deres arbejde i Somalia. Det er nødvendigt i forhold til eksemplet med placeringen af brønden, at man er opmærksom på helt konkret hvor man lægger den. Hvis den placeres på én klanleders territorium kan det få konsekvenser for andre klaner. Så dette perspektiv er man nødt til inddrage i sine overvejelser, når man arbejder i et land som Somalia (Vågen, 2012). Vi kan altså se her, at Røde Kors helt konkret forholder sig til klanernes traditioner og forestillingsverden. Røde Kors har en stor viden om klanernes kulturelle normer og traditioner. De er opmærksomme på at klanernes habitus og doxa frembringer en konventionel solidaritet, og dermed gør det svære at opbygge et stærkt civilsamfund som indebærer tillid og social deltagelse. Som led i denne tankegang, fik mere end mennesker fra forskellige regioner i Somalia, gennem et samarbejde mellem lokale landmænd og nomader og specialister fra ICRC, adgang til rent vand efter at man havde boret og genopbygget brønde i 56

57 fællesskab. Folk fra forskellige områder blev oplært i at opretholde disse strukturer og sikre deres fremtidige overlevelse (ICRC, 2012). Vi kan se, at der fokuseres på at social deltagelse i udviklingsprojekterne med fokus på samarbejde på tværs af grupper i samfundet. En tankegang som tydeligvis forsøger at nedbryde den konventionelle solidaritet, som bygger meget på et materielt fællesskab. Røde Kors bygger brønde strategiske steder i håb om at de involverede dele ressourcerne med større tillid, i stedet for at risikere konflikter på grund af materielle interesser. Hvis dette lykkes, vil det altså være et skridt nærmere mod et stærkere civilsamfund bygget på større social kapital målt i tillid og social deltagelse. Ligeledes måtte Røde Kors erkende de militante gruppers tilstedeværelse i Somalia. I 2011 nåede fødevaresituationen op på et kritisk niveau i Somalia, særligt i områder kontrolleret af Al-Shabaab, men ved at gå i dialog med våbenbærere fik Røde Kors adgang til at hjælp mennesker i nød, som fik udleveret nødmadrationer (ICRC, 2012). Dertil modtog grupper i konflikt med hinanden jævnligt en påmindelse fra Røde Kors, angående deres forpligtelser overfor IHL (ICRC, 2012). International Humanitarian Law (IHL) is a set of rules which seek, for humanitarian reasons, to limit the effects of armed conflict. It protects persons who are not or are no longer participating in the hostilities and restricts the means and methods of warfare (ICRC, 2010). Dette i form af en hensynstagen overfor civile rettigheder, civil ejendom og medicinsk infrastruktur, samt respekt for sundhedspersonale og hjælpearbejderes tilstedeværelse i landet. Våbenbærere var fortalt ansigt til ansigt omkring The Movement s mandat og principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed. Somali National Movement, er den af de første og vigtigste guerilla bevægelser i Somalia (UNHCR, 1999). Alt sammen for at sikre adgang til folk i nød. Dertil kom hyppige spots i radioen for at opnå forståelse blandt den somaliske befolkning for IHL. Nogle våbenbærere fik uddelt brochurer for at give et indtryk af The Movement s arbejde. Gennem pressemeddelelser fra både National Society. The International Red Cross and Red Crescent Movement (ICRC, ) og ICRC blev den nationale såvel som internationale presse informeret om, The Movement s principper og aktiviteter 57

58 i Somalia, samt vigtigheden af respekten overfor IHL og hjælpearbejdernes arbejde i Somalia. Ældrerådet blev også inddraget og tog del i seminarer omhandlende IHL og nødvendigheden af humanitært arbejde (ICRC, 2012). Som ICRC s hovedsamarbejdspartner i Somalia, spillede Somali Red Crescent en stor rolle angående formidlingen af forståelsen for IHL samt distribueringen af nødhjælp, medicin og sammenførelsen af mistede familiemedlemmer (ICRC, 2012). Samarbejdet med den lokale del af Røde Kors bidrog ligeledes til forståelsen for den somaliske kultur og var en fordel for det humanitære arbejde i landet. Tilgængelighed Den særlige udfordring ved at skabe udfordring i Somalia er, at konflikterne med Al-Shabaab gør det vanskeligt for nødhjælpsorganisationerne at operere i nogle områder. For at sikre sig tilgængelighed i disse område er Røde Kors nødsaget til konstant at være i dialog med Al-Shabaab, så vidt det er muligt. Det er Al- Shabaab der skal give Røde Kors den nødvendige sikkerhedsgaranti, således at Røde Kors kan få hjælpen sikkert frem til befolkningen. Når Al-Shabaab ikke kan garantere for sikkerheden for nødhjælpsarbejderne er Røde Kors nødt til at indstille deres distribution af nødhjælpen, da alt andet ville være for risikabelt. Hvis Al-Shabaab ikke ønsker, at nødhjælpsorganisationerne skal være i landet, kan de blot smide dem ud. Det vil dog kunne få helt enorme konsekvenser for de millioner af mennesker, der har akut brug for hjælp, og som i sidste ende vil dø af sult, hvis ikke hjælpen når frem i tiden. Røde Kors har en positiv tilgang til tingene og blot ønsker at få lov til at give den fornødne hjælp. Der er mange, som er afhængige af Røde Kors og vi er forpligtet til at blive så længe, der er mulighed for en dialog siger Anders Ladekarl 10 (Vestergaard, 2012). Al-Shabaab har både beskyldt Røde Kors for at være kristne korsfarere, og for at sende fordærvet mad til den nødlidende befolkning, hvilket betød at Røde Kors blev smidt ud af landet (Vestergaard, 2012). Det er udelukkende Røde Kors neutralitet der gør, at de stadig er i stand til at arbejde i de sværest tilgængelige områder i Somalia. 10 Anders Ladekarl er Danske Røde Kors generalsekretær. 58

59 Sikkerhed Et land i en så sikkerhedsmæssig skrøbelig situation som Somalia, ændrer klart måderne hvorpå humanitære organisationer som Røde Kors kan udføre deres arbejde. Vi vil i denne del gå i dybden med hvordan Røde Kors forholder sig til denne situation og hvilke midler de gør brug af. Vi vil med Webers legitimitetsformer begynde med at analysere hvordan Røde Kors forsøger at øge deres egen, samt civilbefolkningens sikkerhed. Et traditionelt redskab som mange humanitære organisationer kan anvende især i konfliktramte lande, er principperne om Den Internationale Humanitære Folkeret. Disse love bygger historisk set på Haag konventionerne og Geneve konventionerne og efterfølgende traktater, der omfatter internationale love omkring krigsførelse. Dette er et internationalt forsøg på at beskytte civile og humanitære organisationer samt basale menneskerettigheder i konfliktramte lande eller zoner. Røde Kors har i denne sammenhæng en stor fordel, da de er den eneste institution som specifikt nævnes i artiklerne: The wounded and sick shall be cared for and protected by the party to the conflict which has them in its power. The emblem of the "Red Cross," or of the "Red Crescent," shall be required to be respected as the sign of protection ( 2012). Ydermere er Røde Kors/Røde Halvmåne symbolet forstået som et symbol på neutralitet og uafhængighed ( 2012). Som følge af de utallige konflikter og den sikkerhedsmæssig ustabile situation i Somalia, har Røde Kors, Ifølge deres rapport fra 2011, lagt vægt på at oplyse befolkningen og især våbenbærerne, om IHL: Through continual dialogue, radio broadcasts, and community briefings, parties to conflict were informed and reminded by the ICRC of their obligations under IHL to ensure respect for civilians, aid workers and medical staff. Parallels between IHL and Somali customary law were emphasized to promote better understanding of IHL (ICRC, ). Den mest anvendte metode til at kommunikere budskabet om IHL ud, er ifølge rapporten radiokommunikation (ICRC, ). Røde Kors har sørget for at ni radiostationer løbende forsøger at udbrede større forståelse og accept af budskabet om IHL. I nogle situationer har Røde Kors dog også stået ansigt til ansigt 59

60 med våbenbærerne, i et forsøg på at fremtvinge en dialog mellem parterne samt udtrykke deres og de civiles neutralitet (ICRC, ). Vi kan altså se at Røde Kors gør brug af internationale kodificerede regler til at øge deres legitimitet i konfliktramte zoner. Vi vælger i denne sammenhæng, at se det internationale samfund som en social orden, og dermed Den Internationale Humanitære Folkeret som et forsøg på at skabe en målrationel legitimitet gennem regler og love. Hermed kan vi altså se gennem Webers legitimitetsformer, at når Røde Kors oplyser om den Internationale Humanitære Folkeret, bruger de indirekte det internationale samfunds målrationelle legitimitet til at øge deres egen sikkerhed. Interessant er det også at nævne hvordan, ifølge kilden, at Røde Kors ikke blot fortæller de internationale regler, men drager paralleller mellem dem, og gammel somalisk sædvaneret 11. Denne såkaldte xeer -praksis, kan spores tilbage til 700-tallet og har stadig stor indflydelse i dag ( 2012). Her kan vi igen se et forsøg fra Røde Kors, på at øge deres gennemslagskraft ved at bruge en social ordens legitimitet, men helt en anden social orden end det internationale samfund. I denne situation er den sociale orden det somaliske samfund, og legitimiteten er i høj grad bundet af traditioner. Så når Røde Kors i praksis kommunikerer disse budskaber ud, gør de brug af det internationale samfunds målrationelle legitimitet samt den somaliske xeer praksis traditionelle legitimitet i et håb på at i sidste ende øge deres egen sikkerhed. Men det er langt fra altid lige succesfuldt. Som fremlagt tidligere i projektet, kan en lang række angreb på humanitære arbejdere spores tilbage til organisationen Al- Shabaab. Ifølge en rapport fra Amnesty International fra 2008, var ikke blot størstedelen af mord, kidnapninger og angreb mod humanitære arbejdere begået af Al-Shabaab, man fandt også at angrebene var planlagte og rettet specifikt mod NGO en (Amnesty Interntional, 2010). Det siger næsten sig selv, at Al-Shabaab med deres tydelige anti-vestlige og islamisk fundamentalistiske værdier, næppe opfatter IHL som legitim. Officielt kan vi se at Al- Shabaabs handlinger i langt højere grad bygger på religion og værdier, og vi kan hermed gennem Webers handlingsrationaliteter genkende dette som handlinger der 11 Her refereres til citatet ovenfor. 60

61 bygger på værdirationalitet. Hermed kan vi lettere forstå hvorfor Røde Kors har de største problemer med at få lov til at arbejde i Al-Shabaab kontrollerede områder; de sociale ordner og legitimiteter Røde Kors benytter sig af, bygger på det internationale samfund og de traditionelle sædvaner i Somalia. Men i modsætning til dette, er Al- Shabaabs handlingsrationaliteter bygget på religiøse principper, og mange af deres soldater kommer også fra andre steder i verden (Nguyen & Migiro, 2011). Dette kan også hjælpe os til at forklare det splittede forhold til udenlandske NGO er fra Al- Shabaabs side. Nogle Al-Shabaab lederes handlingsrationaliteter er mere traditionelle, og bygger i højere grad på deres forhold til deres klan og lokalsamfund. Andre Al- Shabaab ledere hovedsageligt fra andre steder i verden, har ikke det samme forhold til lokalbefolkningen, og har dermed nemmere ved at forbyde NGO er grundet i værdirationelle handlinger. Vi kan altså se at Røde Kors møder de største problemer med Al-Shabaab da organisationens ledere i langt højere grad bygger deres handlinger på Islam. Et bevis på dette, er at de allermest kompromisløse og fundamentalistiske ledere kommer fra andre steder i verden, og dermed ikke har samme forhold til de somaliske traditioner og den somaliske befolkning. Dette betyder at Røde Kors har valgt ikke at arbejde i visse Al-Shabaab kontrollerede regioner, hvor de har vurderet at sikkerhedssituationen er for risikabel for deres medarbejdere. Ifølge en artikel fra Reuters fra 2011, risikerede 3,7 mio. mennesker i Al-Shabaab kontrollerede områder at sulte, men der nåede ikke nødhjælp ud til 2 mio. af dem (Nguyen & Migiro, 2011). Vi kan altså se gennem vores analyse, at Røde kors hovedsageligt bruger IHL som middel til at øge deres sikkerhed, et redskab som ofte anvendes af humanitære organisationer som arbejder i konfliktramte zoner. Når de kommunikerer budskabet ud, drager de paralleller mellem IHL xeer -traditionerne i Somalia, i et håb om at lade de somaliske traditioners legitimitet smitte af på de internationale love og dermed øge dens effektivitet. Da Al-Shabaabs handlinger bygger langt mere på religiøs fundamentalisme og dermed værdirationalitet, giver det mening at samarbejdet med Al-Shabaab volder problemer. I sidste ende har dette ført til at Røde Kors har undladt at arbejde i Al-Shabaab kontrollerede områder af frygt for medarbejderes sikkerhed. 61

62 Korruption Hvordan Røde Kors forholder sig til at skulle udføre humanitært hjælpearbejde i Somalia på trods af korruption Som vi har været inde på tidligere, er det vanskeligt for Røde Kors og de øvrige humanitære hjælpeorganisationer at gennemføre deres nødhjælpsprogrammer i Somalia, uden at måtte gå på kompromis med deres organisatoriske og etiske principper. Vi vil nedenfor kort belyse hvorfor. Desuden vil vi analysere og diskutere hvordan Røde Kors forholder sig til denne problematik og hvilke forbehold organisationen må tage. I november 2009 pålagde al-shabaab en lang række humanitære organisationer, herunder Røde Kors, krav om beskatning som en forudsætning for at organisationerne kunne distribuere nødhjælp i de al-shabaab kontrollerede områder i det sydlige og centrale Somalia (Wolfhagen & Kræn, 2011). Faren ved at efterleve Al-Shabaabs krav er, at man indirekte er med til at styrke Al-Shabaabs territorielle magt ved at give dem de økonomiske ressourcer til at opruste. I Dansk Flygtningehjælp er man flere gange blevet konfronteret med krav om beskatning fra al-shabaab. Peter Klansøe som på vegne af Dansk Flygtningehjælp leder indsatsen i Somalia fortæller, at organisationen altid sørger for at få en forsikring om, at de kan arbejde på egne betingelser. Hvis ikke de får denne forsikring, dropper de det pågældende program. Dette er dog stadig et stort dilemma for organisationen, da det er sårbare og nødlidende mennesker det går udover. Peter Klansøe udtaler: Grunden til, at der er døde folk nu, er netop det dilemma. Det er ikke første gang, der er tørke, men når den udvikler sig til en hungersnød, skyldes det, at nødhjælpsorganisationerne har minimeret deres kapacitet på grund af frygten og risikoen for at styrke en myndighed som al-shabaab. Men i en situation som nu, hvor en hungersnød truer med at tage livet af flere tusinde somaliere, må de humanitære organisationer løbe en risiko. Hvis vi lige pludselig bliver mødt med krav, løber vi en risiko. Det er vi nødt til som organisation. Ellers dør folk. Det er det klassiske humanitære dilemma (Wolfhagen & Kræn, 2011). 62

63 Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, opfatter ikke situationen som et dilemma. Han udtaler: Det er ikke et dilemma, for vi er jo ikke i tvivl om, at nødhjælpen skal ud. Det er vores formål, og det skal vi gøre. Det er klart, at i en situation som den i Somalia løber man en større risiko, end man ellers ville for at få hjælpen ud (Wolfhagen & Kræn, 2011). Da Al-Shabaab igen i oktober 2010 stillede krav om blandt andet beskatning, valgte FN og en lang række humanitære hjælpeorganisationer midlertidig at boykotte kravene. Dette medførte at nogle humanitære organisationer måtte lukke deres programmer og forlade landet. Christian Balslev-Olesen, tidligere chef for UNICEF Danmark, mener at det var det rigtige valg, da det ville gå stik imod humanitære principper hvis organisationerne var begyndt at betale afgifter til militante grupper. Ifølge Christian Balslev-Olesen, er der desuden en del selskaber som opfatter sultkatastrofen som en chance for at øge deres profit. Han mener at nødhjælpen er en del af den krigsøkonomi, som de sidste mange år har domineret i Somalia (Wolfhagen & Kræn, 2011). Christian Balslev-Olesen fremhæver vigtigheden af, at de humanitære hjælpeorganisationer, er bevidste om den sammenhæng, de indgår i. Han udtaler: Man skal forstå, at man ikke bare er en del af løsningen, men også en del af problemet. For der bringes vitterligt mange penge ikke bare til transportselskaberne, men også til havnene og mange andre, der tjener penge på, at der er så meget gang i nødhjælpssituationen (Wolfhagen & Kræn, 2011). De humanitære organisationer, bliver på baggrund af ovennævnte problematikker, sat i et dilemma, hvor de er tvunget til at gøre sig nogle etiske overvejelser. Anders Ladekarl fra Røde Kors fremhævede dog, som førnævnt, at han ikke opfatter situationen som et dilemma, da det er menneskeliv som er i spil. Røde Kors har, i modsætning til andre humanitære hjælpeorganisationer, ikke valgt at lukke deres nødhjælpsprogrammer ned og forlade landet. De er repræsenteret gennem ICRC som har et mandat i krig og konflikt. Der er dog visse områder hvor Røde Kors ikke arbejder, da de er blevet nægtet adgang af al-shabaab, og også bliver nødt til at tage hensyn til deres medarbejderes sikkerhed. Arne Vågen fremhæver sikkerhed og adgang som de største udfordringer for Røde Kors, ved at udføre humanitært 63

64 hjælpearbejde i Somalia, og nævner at sikkerhed er en forudsætning for adgang (Vågen, 2012). Når Røde Kors fortsat kan gennemføre deres nødhjælpsprogrammer i Somalia, mens andre humanitære hjælpeorganisationer har været tvunget til at lukke ned, skyldes det hovedsageligt gode kontakter til lokale organisationer og aktører (Wolfhagen & Kræn, 2011). Vi har en meget stærk lokal organisation i Somalia, Somalisk Røde Halvmåne, som har givet os et godt ry. Internationalt har vi sikkerhedsgarantier fra al-shabaab og militserne. De accepterer vores tilstedeværelse, fordi de kan se, at de har brug for os udtaler Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, til Information (Wolfhagen & Kræn, 2011). Røde Kors definerer sig selv som en neutral og upolitisk situation (Dansk Røde Kors). Vi har derfor undret os over, hvordan det har været muligt for Røde Kors som organisation, at blive i Somalia og distribuere nødhjælp uden at efterleve Al-Shabaabs krav om beskatning, når andre humanitære hjælpeorganisationer var tvunget til at lukke deres nødhjælpsprogrammer og forlade landet, da de ikke ville efterleve krav om beskatning fra al-shabaab. Vi undrer os desuden over, at de hos Røde Kors ikke opfatter situationen som et dilemma. Vi spurgte derfor, under interviewet med Arne Vågen, hvordan Røde Kors målsætning om neutralitet stemmer overens med, at de valgte at imødekomme al-shabaabs krav om beskatning af nødhjælp, mens flere andre humanitære hjælpeorganisationer måtte forlade landet. Til dette svarede Arne Vågen: Det kender jeg ikke til at vi har gjort. Det gør jeg faktisk ikke. Altså vi betaler ikke afgifter til nogen. Men du skal være klar over, at når man er ude i den virkelige verden, er der nogle humanitære imperativer?, altså behov, som kommer aller, aller først. Okay, forestil dig at du kommer kørende, og så står der en soldat i vejkanten. Han har lagt en træstamme over vejen, så kolonnen stopper, og så siger han, at han skal have 500 shilling for at få lov at fortsætte. Nu har du to muligheder: du kan sige nej, vende rundt, og lade tusinder af mennesker sulte. Eller stikke 500 shilling til dem og køre videre. Jeg siger ikke, at vi gør det, men det er en overvejelse man kan komme ud for. Men det at betale bestikkelse og afgifter til diverse klaner, stammer og bevægelse, det gør vi altså ikke. Og hvis vi gjorde det ville det være en glidebane. Så 64

65 ville man også forvente det næste gang, og naboen ville forvente det samme. Så jeg kan altså ikke helt gå med på, at vi har gjort det. Men vi er jo alle mennesker, så det kan jo tænkes at nogen i Røde Kors har lavet en fejl. Det kan jeg ikke udelukke. Men når du siger neutralitet, så er der jo to af vores principper, der har med neutralitet at gøre. Det er neutralitet og upartiskhed. Og der er en lille forskel mellem de to ord. Når vi siger neutralitet, så er det, at vi er neutrale i forhold til race, religion, køn. Men når vi er upartiske, så er det i forhold til konflikter. Vi tager aldrig parti og vi har aldrig en mening om hvem der er the bad guy og hvem der er the good guy. Vores fokus det vil være hvem der skal have hjælp, uanset om man er på den ene eller den anden side. Det er meget vigtigt. Så hvis man har betalt bestikkelse eller afgifter, så har man brudt nogle helt klare regler. Ikke bare for Røde Kors, men for alle nødhjælpsorganisationer. Det er en glidebane. Men I skal også tænke på, at i et sådant land kan det være meget svært af finde ud hvem som er lovlige her. Man bliver jo opkrævet told. Og det gør man også i Danmark. Men det kan jo være svært at vurdere hvem som opkræver tolde. Er det er myndighedsperson eller er det en røver? Det kan være svært at vide hvad det er for en institution. Hvilken formel platform står de på? (Vågen, 2012). Arne Vågen forklarer altså at der kan opstå helt konkrete situationer hvor man bliver tvunget til at løbe en risiko for at få nødhjælpen ud, eller at droppe hele indsatsen. Det kan være svært at vurdere om man har med en røver eller en myndighedsperson at gøre. Dette tvinger Røde Kors, til at tage stilling til om de vil redde menneskeliv, eller om de vil følge deres organisatoriske principper. Røde Kors vælger tydeligvis, i modsætning til de fleste andre humanitære hjælpeorganisationer, at løbe risikoen. De har desuden måttet alliere sig med organisationen Røde halvmåne for at kunne få lov at distribuere nødhjælp i Somalia (Wolfhagen & Kræn, 2011). Vi mener at kunne vurdere, at ovennævnte problematik omkring distribution af nødhjælp, har relation til Somalia som skrøbelig stat. Hvis staten havde kontrol med de enkelte territorier, og var i stand til at opretholde lov og orden, ville dette dilemma ikke være opstået. Så ville Al-Shabaab ikke have kunnet vinde kontrol over områder af landet, og de ville ikke have magten til at fremsætte krav. Dette kan kun forekomme i en skrøbelig stat præget af svage institutionelle grupper, interne stridigheder og lovløshed. 65

66 Nødhjælp er afgørende for at redde menneskeliv i tilfælde af katastrofer. Røde Kors har et mandat til at hjælpe mennesker i nød, og leder af katastrofeafdelingen i Dansk Røde Kors, Arne Vågen, mener derfor, at det organisationens pligt at yde nødhjælp i kriser. Klankonflikterne bevirker til at forsinke udviklingen af et stærkt civilsamfund. For ikke at passivisere befolkningen forsøger man så vidt muligt at erstatte nødhjælp med udviklingshjælp ved at give civilbefolkningen nogle ressourcer og redskaber at bygge videre med også efter katastrofen. Røde Kors fokuserer derfor i stor udstrækning på lokale projekter, for ikke at gøre befolkningen afhængig af nødhjælp. Det er vigtigt at være opmærksom på klankulturen, når man arbejder i Somalia, for ikke at skabe yderligere splid klanerne imellem. Røde Kors må ligeledes forholde sig til Al-Shabaab i deres arbejde. Set i forhold til tilgængelighed, er Al-Shabaab en kæmpe udfordring, da de gør det vanskeligt at operere i nogle områder. Røde Kors er nødt til at være i dialog med Al-Shabaab, for at sikre at hjælpen når frem. Det er dermed en sikkerhedsmæssig udfordring for Røde Kors medarbejdere, at arbejde i et land som Somalia, og Røde Kors benytter sig primært af IHL, som redskab til at øge deres sikkerhed. Det gør de ved at gøre befolkningen og særligt våbenbærerne opmærksomme på disse forpligtelser under IHL over for civilbefolkningen og hjælpearbejderne i Somalia. Røde Kors har dog alligevel undladt at arbejde i visse områder kontrolleret af Al-Shabaab. Gennem deres arbejde i Somalia bliver de humanitære organisationer sat i et dilemma: Vil de redde menneskeliv på enhver bekostning og risikerer dermed at bidrage til korruption gennem bestikkelse og afpresning, eller vil de fastholde nogle moralske principper. Røde Kors har taget stilling til dilemmaet ved at vælge at blive i Somalia, mens mange andre humanitære organisationer i stedet har valgt at forlade landet. 66

67 Konklusion I vores problemfelt opsummerer vi kort de problemer som ligger til grund for at Somalia har udviklet sig til en skrøbelig stat. Den tidligere diktator Siad Barrés regeringstid var præget af korruption, magtmisbrug og mangel på samfundsmæssig udvikling. Siden 1991 hvor Barrés regeringstid var ovre, har borgerkrig, mangel på statslig styring og invasioner ført til politisk kaos, lovløshed og et svagt civilsamfund. Som konsekvens heraf karakteriseres Somalia i dag som en skrøbelig stat. Et svækket civilsamfund og mangel på statslig styring bevirker at der er mangel på modstandsdygtighed i det somaliske samfund. Tørken ved Afrikas Horn udviklede sig derfor til en regulær sultkatastrofe. Vi mener desuden at årsagen til at en organisation som Al-Shabaab ligefrem har kunnet overtage kontrollen med bestemte regioner er, at Somalia er så politisk-institutionelt underudviklet, at staten ikke har været i stand til at gøre modstand. Problemet består i, at den somaliske stat ikke har monopol på vold og derfor ikke har været i stand til at forhindre Al-Shabaab og de øvrige lokale militser i at indtage bestemte regioner. Det giver udfordringer for Røde Kors at arbejde i en skrøbelig stat som Somalia. Det er der mange årsager til. Vi har inddelt de væsentligste problematikker, som gør det svært at udføre humanitært arbejde i fem punkter, som er de parametre vi har udarbejdet vores analyse på baggrund af. Vi mener, de vigtigste udfordringer kan inddeles under punkterne klansystemet, tilgængelighed, sikkerhed, korruption og afhængighed. Disse problematikker er ikke kun relevant set i forhold til humanitært arbejde, men er et generelt problem i Somalia i øjeblikket og kan relateres til Somalia som en skrøbelig stat. Vi argumenterer i analysen for, at det giver en række udfordringer for Røde Kors at arbejde i en skrøbelig stat som Somalia. Klanmedlemmerne har et meget stærkt indbyrdes sammenhold skabt af de enkelte medlemmers habitus og doxa. Der bevirker samtidig, at forholdet mellem de forskellige klaner ofte er domineret af voldelige sammenstød, hvilket betyder, at det somaliske civilsamfund fremstår svagt. Forskellige militsgrupper som udspringer af klanerne, kæmper om magten i Somalia og kontrollerer forskellige regioner af landet. Derfor mener vi, at klansystemet er en af de væsentligste årsager til konflikterne i Somalia. Klanerne er et eksempel på lokale grupper, som bygger på loyalitet og familiebånd. I Somalia er det familien og klanen, man føler solidaritet med, og der 67

68 eksisterer en form for mistillid til staten, som anses for en trussel frem for beskyttelse. Somalia betegnes som en skrøbelig stat uden tilstrækkeligt militær og politi, da den ikke lever op til de fem hovedpunkter som definerer en stat, såsom at have monopol på vold, selvom Somalia dog er internationalt anerkendt og dermed legitim. Det har ført til ustabilitet i landet, eftersom staten ikke har magt til at løse de problemer som findes i landet, heriblandt oprørsgrupper som Al-Shabaab. Dette kan skyldes det faktum, at de lokale grupper i Somalia er større end de institutionelle grupper, såsom militær og bureaukrati. En anden udfordring for Røde Kors arbejde i en skrøbelig stat som Somalia, er tilgængelighed. Man har helt konkret problemer med fysisk at være til stede i de områder hvor der er brug for det. Det bunder i, at organisationen får adgang til at arbejde gennem bestikkelse og forhandlinger. Tilgængelighed har været en af største udfordringer for udenlandske NGO ers i kraft af Al-Shabaab siden Vi mener at kunne forklare Al-Shabaabs magt som traditionel legitimitet ud fra Webers legitimitetsformer, baseret på en lang tradition for islam. Ifølge en FN-rapport krævede Al-Shabaab bestikkelse for at tillade NGO erne at arbejde i bestemte områder. Vi kan dermed konkludere, at staten intet monopol på vold har, når en militant organisation, som ikke er staten, kan afpresse NGO er for tusinder af dollars. Al-Shabaab har også af ideologiske grunde nedsat forbud for NGO erne mod at arbejde i deres områder. Derudover forhindrer den internationale anti-terror lov, at Røde Kors arbejder i områder kontrolleret af Al-Shabaab. Grundet total uigennemsigtighed er det meget vanskeligt for NGO erne at vide hvem der har kontakt til Al-Shabaab og man risikerer store sanktioner. Det kan være svært at vurdere i et land som Somalia, hvorvidt man har med en myndighedsperson eller en røver at gøre. Det tvinger alt sammen de humanitære organisationer til at tage stilling til, om de vil redde menneskeliv for en hver pris, for til gengæld at styrke Al- Shabaabs magt på længere sigt og derved bidrage til korruption, eller om de ikke vil gå på kompromis med deres principper om neutralitet. Som følge af de mange konflikter og farlige situationer for hjælpearbejderne i Somalia, har Røde Kors lagt meget energi i at oplyse den somaliske civilbefolkning og særligt våbenbærere, hovedsagligt gennem radio, om deres forpligtelser over for IHL. Røde Kors har i nogle tilfælde også mødtes med våbenbærerne, for at skabe 68

69 dialog og udtrykke deres neutralitet. Vi har valgt at opfatte det internationale samfund som en social orden i vores analyse, og derved IHL som et forsøg på at skabe en målrationel legitimitet gennem love og regler. På baggrund af Webers legitimitetsformer kan vi konkludere, at Røde Kors indirekte benytter det internationale samfunds målrationelle legitimitet til at øge deres egen sikkerhed. Røde Kors drager ligeledes paralleller mellem de internationale regler og gammel somalisk sædvanelov, den såkaldte Xeer -praksis. Herved mener vi at kunne argumentere for, at Røde Kors forsøger at skabe større gennemslagskraft ved at bruge en anden social ordens legitimitet end det internationale samfunds, nemlig det somaliske samfund og de traditioner der eksisterer, for yderligere at øge deres egen sikkerhed. Af frygt for medarbejdernes sikkerhed opererer Røde Kors ikke i Al-Shabaab-kontrollerede områder. Gruppen bygger på islamisk fundamentalisme og anti-vestlige værdier, og dets handlinger er i høj grad baseret på religion og traditionelle værdier, gennem Webers handlingsrationaliteter analyseret som værdirationalitet. Vi forstår herigennem Røde Kors problemer med at samarbejde med Al-Shabaab, da gruppen næppe ser IHL som legitim. Nødhjælp har til formål at sikre akut overlevelse i forbindelse med katastrofesituationer, mens udviklingsprojekter har til formål at forebygge og forhindre katastroferne i første gang at opstå. Der er nogle åbenlyse fordele ved udviklingsprojekter. Det er blandt andet billigere at forebygge en krise end symptombehandle, og derudover skaber man en afhængighed hos civilbefolkningen, hvis man gentagne gange giver nødhjælp det samme sted. Derfor skal nødhjælp på længere sigt erstattes af udviklingsprojekter. Men grundet det svage civilsamfund findes der ikke nogen forebyggende instans i Somalia som det ser ud nu. Det er civilbefolkningens mangel på resilience eller på dansk modstandsdygtighed, som gør Somalia afhængig af nødhjælp. En af grundene hertil, er befolkningens mangel på social kapital, først og fremmest som følge af klansystemet. Røde Kors står derfor over for en række udfordringer, når de arbejder i en skrøbelig stat som Somalia. Røde Kors fokuserer i høj grad på lokale projekter, som livelihood-support projekter og cash-for-work projekter, som forsøger at give befolkningen mulighed for at klare sig selv, for ikke at gøre befolkningen afhængig af nødhjælp. Organisationen er herudover meget opmærksomme på den somaliske 69

70 kultur. Klankulturen er en vigtig del af det somaliske samfund, og er noget Røde Kors tager med i deres arbejde i Somalia. Røde Kors er opmærksomme på, ikke at skabe yderligere rivalisering mellem klanerne. Projekter mellem lokale landmænd, nomader og Røde Kors-eksperter bidrager til et samarbejde mellem Røde Kors og civilbefolkningen. Derudover må Røde Kors tage hensyn til Al-Shabaab i deres arbejde, som gør det vanskeligt at arbejde i nogle områder. Derfor er de nødt til at være i dialog med Al-Shabaab, for at sikre at hjælpen når frem. Røde Kors princip om neutralitet har skaffet dem adgang til at arbejde i de sværest tilgængelige områder af Somalia. Da det er farligt for hjælpearbejderne at arbejde i et land som Somalia, benytter Røde Kors i særlig grad IHL som middel til at øge deres egen sikkerhed i landet, ved at gøre befolkningen og særligt våbenbærerne opmærksomme på deres pligt til respekt over for civilbefolkningen samt hjælpearbejdere. Røde Kors har dog undladt at arbejde i visse områder af hensyn til egen sikkerhed. For yderligere at øge deres egen sikkerhed i Somalia, har Røde Kors sørget for at have gode lokale kontakter. De samarbejder blandt andet med Røde halvmåne som giver dem et godt ry blandt civilbefolkningen, for at få lov til at fordele nødhjælp i Somalia. Da Røde Kors gennem deres arbejde jævnligt konfronteres med korruption, bestikkelse og afpresning er det nødvendigt at forholde sig til, hvorvidt de betingelsesløst skal distribuere nødhjælp for muligvis at bidrage til korruption og Al- Shabaabs magtforøgelse, eller om de undlade at gå på kompromis med Røde Kors principper om neutralitet og upartiskhed og sige nej til bestikkelse og afpresning. Røde Kors har taget aktivt stilling til dilemmaet idet de har valgt at blive i Somalia og dermed løbe den risiko, frem for at forlade landet som mange andre humanitære organisationer. 70

71 Perspektivering Det har været svært for os at afgrænse vores problemfelt, da der er virkelig mange forskellige problemer man kan vælge at forholde sig til, som alle vedrører statsopbygning og/eller humanitært hjælpearbejde i Somalia. Vi har undervejs brugt lang tid på at diskutere, hvilke forskellige vinkler vi kunne anlægge, og hvordan vores problemfelt skulle afgrænses. Da vi endelig fik konkretiseret vores problemstilling, og fundet frem til en problemstilling som vi reelt havde mulighed for at besvare, havde vi foretaget vores interviews lang tid forinden, og havde derfor ikke fået stillet de helt rigtige spørgsmål. Vi blev derfor nødt til at bruge lang tid på yderligere research og informationssøgning. Vi havde en forestilling om, at nødhjælpsorganisationerne ikke forholdt sig til de negative konsekvenser som distribution af nødhjælp, over en længere periode, kan medføre for lokalbefolkningen i det pågældende område. Konsekvenser kan være et øget niveau af korruption og afhængighed hos civilbefolkningen. Vi fandt senere ud af, at organisationerne forholder sig aktivt til denne problematik, og at flere humanitære hjælpeorganisationer har ændret strategier for at undgå korruption og afhængighed. Vi gik fra, i projektets begyndelse, en naiv kritik om klassisk nødhjælp over for udviklingshjælp til en langt mere kompleks debat om moderne kombinerede projekter med større fokus på civilsamfund og resilience. Vi havde oprindeligt planlagt at inddrage CARE som organisation og stille Røde Kors og Care overfor hinanden. Vi betragtede CARE som et klassisk eksempel på en organisation som anvender en bottom-up strategi, og Røde Kors som eksempel på en organisation som benytter sig af en top-down strategi. Vi fandt sidenhen ud af, at CARE også benytter top-down i deres arbejde, og at Røde Kors ligeledes anvender en bottom-up strategi i forbindelse med udviklingsprojekter. Vi fandt ud af, at vi ikke kunne betragte organisationernes brug af henholdsvis top-down og bottom-up så firkantet, og at vi dermed ikke kunne stille CARE op over for Røde Kors som først planlagt. Vi valgte derfor at fokusere udelukkende på Røde Kors i vores projekt. Dette bidrog til, at vi ændrede vores overordnede problemformulering, så den lagde op til en mere nuanceret analyse af de udfordringer som Røde Kors står overfor i forbindelse med deres humanitære hjælpearbejde i Somalia. 71

72 Undervejs i processen blev vi klar over, at staten spiller en vigtig rolle i diskussionen om, hvordan man skaber udvikling i Somalia. Bjørn Møller bidrog til denne diskussion ved at pointere, at Somalia ikke reelt er en stat. Han mener, at Somalia er et fantasifoster, som ikke har eksisteret som stat siden 1991, da de skiftende overgangsregeringer som sidenhen har været indsat, ikke har haft nogen legitimitet i forhold til Somalias befolkning. Han omtaler Somalia som en kvasistat, og definerer dette som en stat, som udelukkende eksisterer på papiret. Han mente desuden, at de vestlige lande har en tendens til at se deres egne samfund som forbilledlige, når de gennem humanitært arbejde forsøger at skabe udvikling i Somalia. Det betyder, at der er et alt for stort fokus på statsopbygning i Somalia, frem for lokalbefolkningens behov og prioriteter. Han mener ikke, at det er muligt at udvikle et velfungerende statsapparat i Somalia, og at man i stedet må forsøge at skabe politisk og social udvikling ved at tage udgangspunkt i Somalia som klansamfund. Dette forekommer os at være en lidt kontroversiel holdning, da langt de fleste teoretikere og erhvervsfolk som er beskæftiget med at skabe udvikling i Somalia, fokuserer meget på statsopbygning og er af den overbevisning at opbygning af statsapparatet er helt essentielt for at skabe udvikling i Somalia. Interviewet med Bjørn Møller fik os til at undre os over, om det overhovedet giver mening at forholde sig til Somalia som en stat. Vi fandt undervejs i processen derfor ud af, at det kunne være både interessant og relevant at fokusere på, om Somalia kan opfattes som en stat, og om opbygning af et velfungerende statsapparat er essentielt for at skabe social og politisk udvikling i Somalia. Derudover kunne det have været spændende at fokusere mere på centralisering og decentralisering. Det var dog på daværende tidspunkt for sent at ændre kurs, da den viden vi havde primært var koncentreret omkring humanitært hjælpearbejde i Somalia. Desuden mente vi, at der var nogle væsentlige problematikker i forbindelse med udførelse af humanitært hjælpearbejde, som vi ligeledes ønskede at belyse. Vi har forsøgt os med et utal af forskellige tilgange til vores problemfelt undervejs gennem processen. Vi har derfor gentagne gange foretaget ændringer og forbedringer af vores problemformulering i forbindelse med, at vi har opnået en større indsigt i forhold til vores problemfelt. 72

73 De interviews vi har foretaget, er en smule mangelfulde, da de ikke er foretaget på baggrund af den nuværende problemformulering. Dette skyldes, at vi på daværende tidspunkt arbejdede ud fra en anden problemformulering. Det at vi foretog interviews så tidligt i processen bidrog til, at vi forholdsvis hurtigt fik en stor indsigt i vores problemfelt. Ulempen ved at vi foretog vores interviews så tidligt i processen har dog været, at vi ikke fik alle de svar som vi senere har haft behov for, i forbindelse med udformningen af vores analyse og konklusion. Vi har derfor måttet bruge en del tid på informationssøgning sent i processen. I forhold til interviewene, har de også den begrænsning, at vi kun har foretaget interviews med eksperter fra Danmark. Det har af gode grunde ikke været muligt i forbindelse med projektet at rejse til Somalia, for at interviewe lokale. I analysen fokuserer vi udelukkende på Røde Kors arbejde i Somalia ud fra hvordan Somalia er opbygget. Man kunne have anlagt en anden vinkel på projektet og i stedet beskæftiget sig med donorlandenes interesser og fokuseret på hvad der er populært i medier og hvilke interesser der er indblandet heri samt hvilke trends der er. Vi har valgt at beskæftig os med forholdende inden for Somalias grænser i projektet. Man kunne også have set problematikken i en mere international sammenhæng. Mange store teorier om ulandenes nød, handler om international politik. Vores oprindelige problemformulering gik meget på neoimperalisme, men vi valgte dog at gå bort fra denne vinkel. Hvis vi havde fokuseret mere på Somalia i sammenhæng med international politik, var vi nået frem til nogle andre konklusioner og forklaringer på situationen i Somalia. Vi kunne så have beskæftiget os med det faktum, at mange humanitære organisationer ikke vil arbejde i områder af Somalia ud fra international politik frem for i forhold til de problemer som findes i Somalia i øjeblikket. 73

74 Litteraturliste Internetsider og bøger (u.d.). Hentet 16. december 2012 fra (u.d.). Hentet 14. december 2012 fra (22. august 2012). Hentet 06. december 2012 fra (10. september 2012). Hentet 17. december 2012 fra (2012). Hentet 06. december 2012 fra (2012). Hentet 03. december 2012 fra (2012). Hentet 10. december 2012 fra Amnesty Interntional. (2010). Hentet 09. december 2012 fra Bajoria, J. (10. august 2011). Hentet 10. december 2012 fra Balslev-Olesen, C. (14. oktober 2012). Hentet 09. december 2012 fra Balslev-Olesen, C. (2012). Danmark i Krig II. BBC. (05. oktober 2010). Hentet 12. december 2012 fra BBC News. (19. juli 2012). Hentet 27. november 2012 fra Bülow, M. W., Christensen, T. M., Marcussen, M., Sørensen, G., & Wikman, L. Ø. (2012). Hentet 10. november 2012 fra Bülow, M. W., Christensen, T. M., Marcussen, M., Sørensen, G., & Wikman, L. Ø. (2010). Hentet 02. december 2012 fra

75 Bundgaard, C. (1988). Røde Kors principperne. København: Dansk Røde Kors. CARE, D. (10. juli 2008). Hentet 02. december 2012 fra Carment, D. (2012). Assessing State Fragility: A Country Indicators for Foreign Policy Report. Hentet 11. december 2012 fra Dansk Røde Kors. (u.d.). Hentet 26. november 2012 fra Fisher, D. (01. december 2011). Hentet 04. december 2012 fra Gundel, J. (2003). Landet med mere end én historie - Somalia efter I D. Flygtningehjælp, Somalia - Flygtninge, baggrund, historie (s ). København: Dansk Flygtningehjælp. Haahr, M. (20. november 2012). Interview med Marianne Haahr fra CARE. (J. K. Reimann, & M. M. Andersen, Interviewere) Hammer, M.-L. (03. marts 2011). Hentet 27. november 2012 fra tisk_videnskabsteori/legitimitet Hansen, J. L. (13. januar 2008). Hentet 05. december 2012 fra Hansen, J. L. (2008, Januar 13). Hentet 18 november, 2012, fra Heywood, A. (2007). Politics (3. Udgave). London: Palgrave Macmillan. Human Development Report. (2011). Hentet 15. december 2012 fra Hvid, H., & Møller, N. (2011). Arbejde, produktion og samfund. I H. Andersen, Sociologi - En grundborg til et fag (4. Udgave, 1. Oplag) (s ). København: Hans Reitzels Forlag. ICRC. (29. oktober 2010). Hentet 25. november 2012 fra

76 ICRC. (25. juni 2012). Hentet 13. december 2012 fra htm ICRC. (02. februar 2012). Hentet 07. december 2012 fra Järvinen, M. (2007). Pierre Bourdieu. I L. B. Kaspersen (red.), & H. Andersen, Klassisk og moderne samfundsteori (4. Udagve, 5. Oplag) (s ). København: Hans Reitzels Forlag. Jensen, P. D., & Christensen, S. (2011). Kontrol i det stille - Om magt og ledelse. (3. Udgave, 3. Oplag) København: Samfundslitteratur. Kallehave, T. (2003). Fællesskab eller frihed? - Klan- og familieliv. I Dansk Flygtningehjælp, Somalia - Flygtninge, baggrund, historie (s ). København: Dansk Flygtningehjælp. Karlsson, L. (2007). Somalia Djibouti (3. Udgave). København: Det Udenrigspolitiske Selskab. Kleist, N. (2003). Fra drømmen om Storsomalia til sammenbrud - Somalias historie fra kolonitiden til I D. Flygtningehjælp, Somalia - Flygtninge, baggrund, historie (s. 8-14). København: Dansk Flygtningehjælp. Møller, B. (30. oktober 2012). Interview med Bjørn Møller. (M. M. Andersen, & K. S. Bruun, Interviewere) Månson, P. (2007). Marx Weber. I L. B. Kaspersen (red.), & H. Andersen, Klassisk og moderne samfundsteori (4. Udgave, 5. Oplag) (s ). København: Hans Reitzels Forlag. Nguyen, K., & Migiro, K. (28. juli 2011). Hentet 08. december 2012 fra Simonsen, C. (05. august 2011). Hentet 03. decemcer 2012 fra dsats+i+somalia SOS Børnebyerne. (u.d.). Hentet 11. december 2012 fra Suarez, R. (22. august 2011). Hentet 08. december 2012 fra Sundhedsstyrelsen. (2003). Hentet 10. december 2012 fra

77 The Failed States Index. (2011). Hentet 17. december 2012 fra Transparency International. (2011). Hentet 16. december 2012 fra UNHCR. (25. august 1999). Hentet 05. december 2012 fra Vågen, A. (22. november 2012). Interview med Arne Vågen fra Røde Kors. (K. S. Bruun, & A. A. Schultz, Interviewere) Vestergaard, N. (31. januar 2012). Hentet 15. december 2012 fra Vision of Humanity. (2011). Hentet 18. december 2012 fra Wolfhagen, R., & Kræn, K. (25. juli 2011). Hentet 28. november 2012 fra Informanter - Bjørn Møller blev interviewet den hos Center for Afrikastudier på Købmagergade 44-46, 1150 København K. - Christian Baslev-Olesen blev interviewet via korrespondance den Knud Vilby blev interviewet den på Dronningensgade 14, 1420 København K (Hans egen bopæl). - Marianne Haahr blev interviewet den hos CARE DK på Jemtelandsgade 1, 2300 København S. - Arne Vågen blev interviewet den på Røde Kors (Landskontoret) Blegdamsvej 27, 2100 København Ø. 77

78 Bilag 1 Studieforløbsbeskrivelse Læring og refleksion Hvad var jeres forventninger til hvad I ville lære i projektarbejdet og nåede I hvad I forventede? Da det er vores første semesterprojekt, er det klart at vi alle havde en forventning om, at lære de arbejdsmetoder som karakteriserer et problemorienteret projektarbejde godt at kende. Vi har derfor brugt en del tid på at læse i Den gode opgave og Problemorienteret projektarbejde for at finde ud af præcis hvad der karakteriserer det problemorienterede projektarbejde, hvad målet er med denne måde at arbejde/lære på og hvilken form projektet i sidste ende skal antage. Vi mener at have lært hvilke styrker der er ved denne måde at arbejde og lære på, hvordan en god arbejdsproces skal forløbe og hvilken form projektet i sidste ende skal antage. Vi er blevet bevidste om, at selve det at skulle samarbejde om at udforme et problemorienteret projektarbejde kan være kompliceret hvis man ikke på forhånd har gjort sig nogle tanker om hvad man forventer at få ud af det, og hvad man som gruppemedlem kan bidrage med. Hvis man indledningsvis, i projektgruppen, taler om hvilke forventninger man hver især har til samarbejdet og det faglige udbytte af projektet, og hvad man som gruppemedlem kan bidrage med, vil processen forløbe nemmere og gruppedynamikken blive bedre. Vi mener derfor det er en god idé at indlede med at afholde en forventningsafstemning. Vi har opnået ny og brugbar viden om samarbejde og gruppedynamik, som vi forventer at kunne anvende i vores næste projektarbejde. Det har været vigtigt for os at sikre et godt samarbejde, da vi mener at dette en forudsætning for, at det faglige udbytte af projektet ville kunne leve op til vores forventninger. Vi har gennem hele processen arbejdet med at sikre, at der er en nogenlunde ligelig fordeling af arbejdsopgaver og forpligtelser i gruppen, og efterhånden som vi har lært hinandens styrker og svagheder at kende, er vi blevet bedre til at sikre, at ingen påtager sig for meget, og at alle bliver inkluderet. Vi forventede desuden at lære at strukturere vores tid, således at arbejdspresset ikke ville blive for stort når afleveringsdatoen nærmede sig. Det har været en udfordring for os at 78

79 udnytte den afsatte tid optimalt, og vi er derfor endt med at være en smule pressede hen mod afleveringsdatoen. Fagligt har vi opnået den forventede viden om vores problemfelt, og lært hvad formålet er med at anvende det problemorienterede projektarbejde som metode til indlæring. Desuden har vi lært hvordan projektrapporten konkret skal udformes, og hvad der lægges vægt på i bedømmelsen af det problemorienterede projektarbejde. Projektarbejdet Gik projektarbejdet som planlagt, eller tog det en uventet retning? Projektarbejdet forløb ikke helt som planlagt. Vi forsøgte at disponere over den tid vi havde til rådighed, men tidsplanen holdt ikke helt i sidste ende. Dette skyldes at vi utallige gange valgte at ændre vores tilgang til problemfeltet og den konkrete udformning af vores problemformulering efterhånden som vi fik ny viden. Vi havde svært ved at indsnævre vores problemformulering, da vi fandt at der var flere forskellige vinkler man kunne anlægge på vores problemfelt, og en del forskellige problemstillinger med relation til problemfeltet som ville give mening at belyse nærmere. Fordelene ved at vi brugte lang tid på afgrænsning og udformning af problemfeltet er, at vi uden videre kan begrunde vores fravalg og den konkrete udformning af problemfeltet, og at vores endelige problemformulering og underspørgsmål er velovervejede og gennemtænkte. Ulempen er, at da vi havde udformet vores endelige problemformulering og underspørgsmål, havde vi allerede foretaget vores interviews og havde derfor ikke fået stillet alle de spørgsmål som vi gerne ville, og som kunne have gjort det nemmere for os at foretage analysen. Det ville sandsynligvis have styrket vores analyse hvis vi havde foretaget nogle af vores interviews senere i processen. Hvordan organiserede I projektarbejde (uddelegerede i opgaver, tog I referat af møder m.m.) Lige fra de første møder og diskussioner begyndte vi at føre logbog over vores beslutninger, som en måde på at få overblik over vores proces og projektets undersøgelsesmetoder. Samtidig gjorde vi meget ud af, at tage beslutninger som vedrørte hele gruppen, i fællesskab, og først derefter at uddelegere opgaver som enkelte gruppemedlemmer var ansvarlig for at færdiggøre inden det næste 79

80 møde. Opgaverne bestod eksempelvis af, at læse artikler, finde empiri, gennemgå relevante teorier og lave aftaler med interviewpersoner. Vi har en fælles gruppe online, hvor vi efter hvert møde noterede hvem der var ansvarlig for hvad inden næste møde. Dette gav os et overordnet overblik som vi ellers ikke ville have haft. Vi har benyttet os af oplæg og referater på de enkelte møder, men har ikke fundet det nødvendigt at have en ordstyrer på grund af gruppens størrelse. Samtidig var lange oplæg ikke nødvendige for vores diskussioner, da vi allerede, som gruppe, havde en fælles forståelse for hvordan vi ville gribe projektet an, og i øvrigt havde for vane at dele relevante artikler og tekster forud for et møde, så gruppen som helhed havde samme viden og forudsætninger på området. Vores mange overvejelser om den konkrete udformning af problemformuleringen, har styrket vores viden indenfor problemfeltet. Det har dog ligeledes bevirket at vi senere i processen har måttet arbejde hurtigt, effektivt og målrettet. Vi har været gode til at fastsætte deadlines, og uddelegere arbejdsopgaver. Desuden har det fungeret godt for os, at tage de fælles beslutninger som vedrører alle i gruppen på møderne, og derefter uddelegere arbejdsopgaver til de enkelte gruppemedlemmer, for at sikre at vi alle havde nogenlunde lige indflydelse på udformningen af projektet. Det har fungeret godt for os, at planlægge opgaver på møde-til-møde basis og desuden udforme en mere detaljeret arbejdsplan for den intensive projektperiode. Hvordan var tidsforløbet kunne I planlægge forløbet tilfredsstillende? Det var vanskeligt for os at planlægge forløbet, da vi i starten havde svært ved at forholde os konkret til hvad det problemorienterede projektarbejde skulle munde ud i. Som nævnt planlagde vi forløbet på møde-til-møde basis. Vi uddelegerede arbejdsopgaver i gruppen fra gang til gang, og diskuterede vigtige beslutninger igennem ved møderne. Grundlæggende har det fungeret godt. Dog tog udformningen af problemformuleringen en del tid, hvilket forsinkede hele processen lidt og skabte en usikkerhed i gruppen om hvor langt vi burde være i processen på daværende tidspunkt. Det var dog nogle vigtige, og nødvendige diskussioner vi havde omkring udformningen af problemformuleringen. Disse diskussioner har skabt en øget refleksivitet og fælles bevidsthed om, hvilken retning vi gerne ville bevæge os i på det faglige plan, og hvilke fagdiscipliner vi 80

81 primært har ønsket at inddrage. Det var først da vi nåede til det intensive forløb at vi udarbejdede en arbejdsplan for hele den resterende periode. Var projektarbejdsformen en god måde at lære på for jer og hvad i lært om at arbejde problemorienteret? Det frie projektvalg gav os muligheden for selvstændigt at vælge en problemstilling som vi mente var et aktuelt, væsentligt og interessant fokus for vores projekt. Det har givet os muligheden for at dykke helt ned i en problemstilling, og opnå en specialiseret viden indenfor et felt. Projektarbejdsformen har samtidig lært os at anvende og formidle den viden vi har opnået ved hjælp af konkrete redskaber og metoder. Det frie projektvalg har styrket vores evne til at tage ansvar for egen indlæring, har givet os en øget selvdisciplin og en evne til at arbejde struktureret. Det har desuden styrket vores samarbejdsevner, og vores evne til at forstå og acceptere at vi alle har noget vi kan bidrage med, at der ikke kun er én rigtig måde at arbejde på og at vi alle kan lære noget af hinanden. Det giver en stor frihed at man selv kan vælge og prioritere hvilket empiri og teori man vil inddrage, og hvilke interviews man vil foretage. Det problemorienterede projektarbejde har skabt en øget refleksivitet hos os, da man bliver forpligtet til at begrunde de tilvalg og fravalg man foretager, og dermed er nødsaget til at tage stilling til præcis hvorfor man foretager disse. Det har ligeledes givet os mulighed for at stifte bekendtskab med hvordan man arbejder med at udvikle ny viden, og gjort os opmærksomme på væsentligheden af, at man er i stand til at dokumentere sine synspunkter og argumentere for dem med udgangspunkt i empiri og teori. Hvilke forventninger havde I, i starten til samarbejdet i gruppen? Vi havde alle en forventning om at alle gruppemedlemmer skulle inkluderes i fællesskabet, og være en del af samarbejdet, da vi opfattede inklusion som en forudsætning for at der kunne være en åben og ærlig dialog og en god dynamik i gruppen. Desuden mente vi at et godt samarbejde var en forudsætning for at den faglige indlæring ville blive tilfredsstillende. Vi var alle indstillede på, at der undervejs ville opstå nogle konflikter, og at vi hver især, på et tidspunkt i processen, ville være nødt til at gå på kompromis, for at komme videre. Vi har fra 81

82 begyndelsen været indstillet på at der skulle være en balance mellem kontrol, styring, organisering og planlægning af projektet på den ene side, og kreativitet, nyskabelse og konstant forandring på den anden. Dog havde vi ikke forudset hvor stor en betydning og indvirkning det sociale samspil har på hele processen og den faglige del af projektarbejdet. Diskuterede I samarbejdet undervejs? Vi har undervejs diskuteret forskellige aspekter af vores samarbejde i gruppen. Hvordan de forskellige opgaver skulle fordeles, og hvem der tog sig af hvad. Vi har fra start haft intentioner om at arbejdet skulle fordeles ligeligt imellem os, da det ikke ville være rimeligt, hvis få personer i gruppen skulle trække læsset. Det er kommet hen af vejen, at hvert enkelt gruppemedlem har påtaget sig nogle opgaver efter egen interesse, og det har betydet at opgaver er blevet nogenlunde ligeligt fordelt. I starten var det dog tydeligt at vi ikke alle havde samme forventning til, hvor lang tid og hvor meget energi der skulle lægges i et semesterprojekt. Da vi senere hen havde talt ud om vores ambitionsniveau og forventninger til både faglige og sociale aspekter af projektet forløb processen en hel del lettere. Vi har undervejs diskuteret emnet ærlighed, da vi alle mener at det er fundamentet for et velfungerende samarbejde. Vi har lagt vægt på, at hvis der er noget man ikke forstår, eller hvis man har påtaget sig en opgave, som man ikke kan få færdiggjort inden den aftalte deadline, er det vigtigt at man er ærlig omkring det, overfor de øvrige gruppemedlemmer, og at man får det sagt i så god tid som muligt. Hvilken rollefordeling var der i gruppen? Rollefordelingen er opstået helt naturligt. Det har været de mest kontrolbevidste og fagligt engagerede gruppemedlemmer, der næsten automatisk har fået tildelt sig lederroller i projektgruppen. Vi har dog indbyrdes talt om, forsøgt at give plads til og været opmærksomme på, at ledertyperne nogle gange må træde lidt i baggrunden, og give plads til de gruppemedlemmer som ikke får ligeså meget taletid. Rollefordelingen har dog udviklet og forbedret sig undervejs, eftersom vi alle er bevidste om vores roller og forsøger at tilpasse os hinanden. 82

83 De gruppemedlemmer som i begyndelsen trådte lidt i baggrunden, har senere fundet ud af at der virkelig er brug for dem og det de kan bidrage med. Hvilke dele var sværest og hvordan tacklede I det? Det sværeste for os har været at forventningsafstemme og at konfrontere hinanden når der har været samarbejdsvanskeligheder. Der gik i det hele taget noget tid, og det kræve lidt overvindelse at være åbne og ærlige overfor hinanden, og at give og modtage kritik. Er der noget I vil ændre eller opprioritere næste gang. Vi vil ikke underminere betydningen af forventningsafstemning næste gang. Det er vigtigt at man i gruppen har det samme ambitionsniveau, det samme engagement og de samme prioriteter. Desuden er det vigtigt at man fra starten har en temmelig konkret idé om hvad det er for en problemstilling man gerne vil beskæftige sig med, og forholdsvis tidligt i forløbet går i gang med udformningen af dele af projektrapporten. Vi vil næste gang forsøge at udforme en arbejdsplan i begyndelsen af processen, da vi nu har dannet os et bedre overblik over hvad et problemorienteret projekt skal indeholde af konkrete delelementer. Levede samarbejdet op til jeres forventninger. Det kom bag på os alle hvor meget engagement, forståelse og hensyntagen det egentlig kræver at arbejde sammen om at udforme et projekt. I starten undervurderede vi vigtigheden af, at tale om hvilke forventninger vi hver især havde til samarbejdet, og hvor meget tid og energi der skulle bruges på projektarbejdet. Samarbejdet har gradvist forbedret sig gennem hele processen, efterhånden som vi har lært hinanden bedre at kende, er blevet bedre til at gå på kompromis, og give hinanden plads. Vores samarbejde er endt med at fungere rigtig godt, da vi supplerer hinanden godt både fagligt og socialt. Samarbejdet med vejleder Hvilken læreproces har i været igennem i forhold til at bruge en vejleder i gruppearbejdet. 83

84 Vi har i høj grad lært vigtigheden af, at være bevidst om hvad det er man gerne vil vide, inden man går til sin vejleder. Vi har desuden lært, at det er vigtigt at være bevidst om, hvilken type viden vejlederen besidder som kan være anvendelig for udformningen af projektrapporten. I vores tilfælde har Karen kunnet hjælpe os med spørgsmål omkring gruppedynamik, gruppeproces, formelle krav, det metodiske grundlag for vores projekt, den konkrete udformning af projektrapporten, udformning af problemformuleringen og henvisning til interviewpersoner. Vores problemfelt ligger dog udenfor Karens fagområde, og vi har derfor været på egen hånd med hensyn til faglige spørgsmål vedrørende vores problemfelt, for eksempel med hensyn til at finde relevante teorier. På hvilke områder har samarbejdet med vejlederen været givende. Det har forbedret vores arbejdsproces væsentligt at vi har kunnet forhøre os, om de formelle krav til udformningen af vores projekt og hvad de enkelte delelementer af projektet skulle indeholde. Undervejs har vi fået konstruktiv feedback på udformningen af vores interviewspørgsmål, problemfelt, teori og metodeafsnit og vores analysedel. Karen har været god til at finde en balance mellem at give ros og kritik. Hun har desuden været god til at bekræfte os i at vi var på rette spor, og sørge for at vi ikke blev hylet ud af den. Hun har taget aktiv del i at løse samarbejdsvanskeligheder, og drøfte vores individuelle forventninger til den faglige dimension af projektet på vejledermøder. På hvilke områder kunne samarbejdet fungere bedre, og hvorledes kunne det bringes til at fungere bedre. Nævn de vigtigste. Vores problemfelt lå udenfor vores vejleders fagområde, hvilket klart ændrer den tilgang vejlederen kan have til at vejlede os. Det stiller krav til vejlederen om, at være bevidst om hvor hun kan hjælpe, og hvor det er bedre at henvise til en anden vejleder. Vi fik tit ikke så konkrete svar som vi havde behov for i forhold til vores faglige spørgsmål, da vores problemfelt som førnævnt lå udenfor Karens fagområde. Karen besvarede dog alle de spørgsmål vi havde til formelle krav om udformning og indhold af projektrapporten fyldestgørende. Desuden var Karen flink til at komme med forslag til forbedringer af vores projektrapport. 84

85 Bilag 2 Kort over Somalia Kortet viser hvordan Afrikas Horn, omkring år 1990, var delt imellem de europæiske kolonimagter (Kleist, 2003, s. 10). Bilag 3 Tabel over mislykkede stater Nedenfor er et udsnit af indekset for mislykkede stater. I den originale måling er der 177 lande inkluderet, men da det ikke var muligt at få hele målingen med som bilag er dette blot et udsnit (The Failed States Index, 2011). 85

86 Bilag 4 Artikel af Christian Baslev-Olesen Artikel Danmark i Krig II som Christian Baslev-Olesen sendte i forbindelse med interviewet. Artiklen er ikke udgivet endnu, men bliver det om cirka en måned. Danmark i Krig II : Forholdet mellem militær og humanitær indsats: De forstås og defineres forskelligt. Den militære og humanitære indsats er hinandens modsætninger, når vi taler principielt om international intervention i krig og konflikter. Den militære indgriben skal med magt sikre en bestemt (sikkerheds) politisk dagsorden. Den humanitære indsats skal redde liv og holdes adskilt fra politiske og militære formål. Sådan forholder det sig principielt. Virkeligheden er ofte en helt anden. I de seneste ti år har krigen mod terror mange steder gjort den humanitære indsats til instrument for en ny 86

87 sikkerhedspolitisk dagsorden. Og nødhjælp kommer nu flere steder frem under militær beskyttelse. Humanitære principper: Det humanitære formål sammenfattes i det humanitære imperativ: handlinger, der har til formål at redde liv, afhjælpe lidelse og opretholde og beskytte menneskelig værdighed under og umiddelbart efter katastrofer både væbnede konflikter og naturkatastrofer. De bærende principper for den humanitære bistand er medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed, principper som er vedtaget af FN s generalforsamling 12. Neutralitet indebærer, at der ikke må vælges side i væbnede konflikter ved at favorisere en af parterne, mens upartiskhed indebærer, at den humanitære bistand skal gives med udgangspunkt i behov, og dermed ikke må diskriminere mellem og blandt befolkningsgrupper. Uafhængighed indebærer, at de humanitære formål skal holdes adskilt fra andre politiske, økonomiske og militære formål, som en aktør måtte have i forhold til et modtagerland. De humanitære principper og grundregler er løbende blevet udfoldet i en række guidelines og regelsæt, 13 som de humanitære aktører - stater, FN, ngo er, Røde Kors og donorer - har udviklet og forpligtet sig på. Alt sammen for at sikre, at der 12 UN General Assembly Resolution 46/182: Humanitarian assistance must be provided in accordance with the principles of humanity, neutrality and impartiality. Humanity: Human suffering must be addressed wherever it is found, with particular attention to the most vulnerable in the population, such as children, women and the elderly. The dignity and rights of all victims must be respected and protected. Neutrality: Humanitarian assistance must be provided without engaging in hostilities or taking sides in controversies of a political, religious or ideological nature. Impartiality: Humanitarian assistance must be provided without discriminating as to ethnic origin, gender, nationality, political opinions, race or religion. Relief of the suffering must be guided solely by needs and priority must be given to the most urgent cases of distress. 13 International humanitarian principles omfatter bl.a: International Humanitarian Law The Good Humanitarian Donorship Principles (GHD), som består af de humanitære principper om upartiskhed, neutralitet og uafhængighed samt en række principper for god donor-praksis (GHD, 2003) The Code of Conduct for International Red Cross and Red Crescent Movement and NGOs in Disaster Relief The DO NO HARM Analytical Framework The Humanitarian Charter and Minimum Standards in Disaster Response 87

88 er hjælp til ofre for krig og naturkatastrofer, og at hjælpen ydes i forhold til behov og sårbarhed og ikke som redskab for politiske, religiøse, etniske eller sikkerhedspolitiske dagsordner. Militære støtte til humanitære indsatser: Forholdet mellem det militære og det humanitære er også blevet defineret og fastlagt i regelsæt og guidelines. Således i de såkaldte Oslo Guidelines fra Retningslinjerne fastholder som princip, at militære enheder fra krigsførende styrker ikke må anvendes til støtte af humanitære aktiviteter. Er det alligevel nødvendigt at anvende militære enheder kan det kun ske på anmodning fra FN s humanitære koordinator og alene på grundlag af humanitære kriterier. Og brugen af militært personel eller materiel kan kun ske som en sidste udvej som last resort. For at fastholde en klar sondring mellem de normale funktioner og roller omkring de humanitære og militære aktører skal den ikke omfatte direkte støtte til en nødlidende befolkning. Retningslinjerne er udviklet af regeringer, FN, Røde Kors og internationale organisationer og justeres løbende i lyset af erfaringer fra forskellige konflikt- og katastrofesituationer. Forståelsen for og nødvendigheden af at definere den militære og det humanitære indsats så klart er forstærket gennem den seneste to årtier. En lang række mere detaljerede guidelines for den militære støtte til humanitære opgaver i konflikter i komplekse områder er kommet til i de senere år i lyset af den nye sikkerhedspolitiske dagsorden Guidelines On The Use of Foreign Military and Civil Defence Assets In Disaster Relief - Oslo Guidelines 15 Related documents: Guidelines on the Use of Military and Civil Defence Assets to Support United Nations Humanitarian Activities in Complex Emergencies (March 2003) Use of Military or Armed Escorts for Humanitarian Convoys - Discussion Paper and Non- Binding Guidelines (14 September 2001) General Guidance for Interaction between United Nations Personnel and Military and Civilian Representatives of the Occupying Power in Iraq (8 May 2003) Relationships with Military Forces in Afghanistan Guidelines for UNAMA Area Coordinators and other UN Personnel (2002) Guidance On Use of Military Aircraft for UN Humanitarian Operations During the Current Conflict in Afghanistan IMTF (7 November 2001) Civil-Military Coordination Policy by Department of Peacekeeping Operation (9 September 2002) Alle dokumenter kan findes på: 88

89 Reality tjek fra Somalia Kosovo Eritrea Darfur. Principperne og retningslinjer for forholdet mellem det humanitære og militære er således klare og veldefinerede. Men virkeligheden er ofte mere kompleks. Lad mig illustrere dette med nogle eksempler og egne erfaringer med humanitær hjælp over de seneste 20 år: Jeg blev første gang konfronteret med dilemmaet omkring militær beskyttelse af den humanitære hjælp i Somalia i august Jeg var landet i Mogadishu for Folkekirkens Nødhjælp med et fly med nødhjælp. Byen var sønderbombet og var et inferno af lovløshed og kaos. Krigsherrer og militser kæmpede om kontrollen over byen erne flygtede fra krig, tørke og hungersnød. Kvinder og børn døde i tusindvis, et forsigtigt skøn siger, at mellem og mistede livet i Somalia i begyndelsen af 90 erne som følge af krig og hungersnød. Den desperate situation fik flere internationale nødhjælpsorganisationer først og fremmest amerikanske organisationer som CARE til at kræve, at der blev sat militære styrker ind i Mogadishu for at beskytte nødhjælpen og sikre, at der kom mad frem til de sultne. Og i december 1992 indsatte præsident George Bush så en militær styrke - Operation Restore Hope - for at sikre nødhjælpen til Somalia. Det blev den første humanitære intervention 16 siden afslutningen af den kolde krig. Samme år blev 24 pakistanske FN-soldater dræbt af krigsherrer i Mogadishu. Senere fulgte nedskydningen af amerikanske helikoptere i Mogadishu kendt som Black Hawk Down episoden, hvor amerikanske soldater blev dræbt og slæbt rundt i Mogadishu. I marts 1994 trak præsident Bill Clinton derfor samtlige amerikanske styrker ud af Somalia. Episoden fik langvarige konsekvenser for Somalia, da det internationale samfund med USA i front siden har været yderst tilbageholdende med at involvere sig direkte i konflikten i Somalia og i andre afrikanske lande som under folkemordet i Rwanda i Under konflikten på Balkan i 90 erne var det ofte frustrerende at måtte erkende, at den humanitære hjælp var afhængig af den militære situation på jorden. I 16 Senere har FN/NATO anvendt begrebet humanitær intervention ved aktioner i 1994 i Haiti, 1994 i Bosnien, 1999 i Kosovo, 1999 i Østtimor, 1999 i Sierra Leone og 2011 i Libyen. 89

90 marts 1999 gik NATO-styrker ind i Kosovo-krigen med en 11 uger lang luftkampagne mod Serbien. I nabolandet Makedonien kunne vi godt nok hjælpe de flygtende kosovoalbanere, der ankom fra Kosovo. Men i selve Kosovo i de afgørende måneder i foråret 1999 var der som følge af NATO s bomber ingen adgang til at hjælpe. Og hjælpen til de serbiske mindretal i Kosovo og på Balkan var minimal. Donorerne var NATO-lande, som bombede serbiske installationer. Fra maj 1998 til juni 2000 udkæmpede Eritrea og Etiopien en voldsom krig om Badme, en landsby på grænsen mellem de to lande. Krigen blev udkæmpet fra skyttegrave, sådan som vi kender fra billederne fra Første Verdenskrig og kostede mere end soldater livet, erne af fattige flygtninge og bombede og ødelagte landsbyer. Ingen af de to parter vandt krigen eller Badme, og en FN-fredsbevarende styrke blev sat ind på grænsen mellem de to lande. Under krigen kom der næsten ingen hjælp frem til grænseområderne mellem Eritrea og Etiopien. Ved fredsslutningen i juni 2000 blev den humanitære hjælp sat ind med logistisk hjælp fra de fredsbevarende FN-styrker. Også de danske FN-styrker hjalp Folkekirkens Nødhjælp med at rydde miner i grænseområderne. I 2005 var jeg så tilbage i Somalia og Mogadishu. Denne gang med FN som chef for UNICEF. Efter mere end ti års fravær var Somalia atter kommet på den internationale dagsorden. 11. september 2001 og krigen mod terror havde igen fået Somalia på lystavlen. Landet var fortsat et kaos af krigsherrer og militser med mere end en million interne flygtninge og 2-3 millioner mennesker helt afhængig af nødhjælp udefra. I 2006 tog De Islamiske Domstole kontrol over Mogadishu og den sydlige del af Somalia og drev krigsherrerne på flugt. De Islamiske Domstole holdt seks måneder, så blev de slået af etiopiske styrker. I januar 2008 blev etiopierne så sendt hjem som del af endnu en fredsaftale om Somalia, og en fredsbevarende styrke fra Uganda og Burundi blev sat ind i Mogadishu. Samtidig opstod al-shabaab, en radikal islamisk gruppe med tilknytning til al-qaeda. I samme periode blev Somalia et af de sværeste steder i verden at levere nødhjælp og et af de farligste lande for humanitære medarbejdere. I 2008 mistede 35 nødhjælpsarbejdere livet, og 28 kollegaer blev kidnappet. Somalia 90

91 var det år det farligste land for humanitære medarbejdere. Organisationers medarbejdere bevæger sig nu rundt i Somalia eskorteret af bevæbnede militser og i visse områder i armerede køretøjer og bor i bunkers, omgivet af høje mure, pigtråd og bevæbnede vagter. Samtidig kom hjælpen under pres ikke bare fra klaner, krigsherrer, militser og al-shabaab men også fra donorer, der stillede krav om, at hjælpen kun blev givet i områder, der støttede den internationalt anerkendte overgangsregering TFG. Personer med tilknytning til De Islamiske Domstole og al-shabaab kom på USA s og FN s terrorlister. Det var forbudt for nødhjælpsorganisationerne at have kontakt til personer på terrorlisterne inklusive deres familier. I slutningen af 2011 gav al-shabaab så ordre om, at alle humanitære organisationer skulle ud af Somalia, da de var beskyldt for at være spioner og redskaber for vestlige interesser. I Darfur i Sudan har den væbnede konflikt siden 2002 mellem Sudans regering og forskellige militser sendt 1,8 millioner på flugt og gjort 4,6 millioner mennesker, 40 % af befolkningen i provinsen, afhængig af nødhjælp. En fredsbevarende styrke på mand fra FN og Den Afrikanske Union (AU) er sat ind for at beskytte civilbefolkningen. Indtil nu dog med meget ringe resultat. Regeringen i Khartoum kontrollerer, hvor de humanitære organisationer må arbejde, hvem og med hvad de må hjælpe. Og da Sudans præsident al-bashir i marts 2009 blev anklaget for krigsforbrydelser ved den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, svarede Sudan igen og udviste 13 internationale nødhjælpsorganisationer fra Darfur. Sammenholder jeg mine erfaringer fra Afrikas Horn, Somalia, Balkan og Darfur med erfaringer og evalueringer fra Irak og Afghanistan, har udviklingen i det humanitære arbejde og forholdet mellem det humanitære og militære/sikkerhedsmæssige ændret sig drastisk over de seneste 20 år. Det humanitære rum For at kunne følge og rapportere på om den humanitære hjælp så også leveres i forhold til principper og guidelines, taler man om det humanitære rum. Det humanitære rum omfatter tre områder af det humanitære arbejde: 1) respekten 91

92 for Den Humanitære Folkeret 17, 2) sikkerhed for de humanitære aktører og 3) adgang til at levere humanitær bistand. I eksemplerne ovenfor er det klart, at det humanitære rum er under pres og krænkes på forskellig måde. I matrixen nedenfor har jeg sammenfattet mine erfaringer i forhold til det humanitære rum i forskellige større konflikter over de seneste 20 år. Matrixen omfatter endvidere en kolonne, der indikerer, i hvilket omfang de humanitære aktører har gjort brug af en militær tilstedeværelse for at beskytte og sikre den humanitære hjælp. Sammenfatningen er naturligvis en forenkling og udtryk for en subjektiv vurdering. Alligevel afspejler opsummeringen af erfaringerne omkring det humanitære rum ganske godt udviklingen i det humanitære arbejde siden afslutningen af den kolde krig i begyndelsen af 90 erne. Humanitære indsatser i forskellige konflikter og det humanitære rum i perioden : Figur 1: Humanitær Folkeret Sikkerhed Adgang Militær Somalia Mogadishu august 1992: Kosovo maj 1999: Eritrea : 17 Den humanitære folkeret omfatter både Genève-konventionerne, der indeholder regler om beskyttelse af krigens ofre, og Haag-konventionerne, der regulerer de metoder og våben, der kan anvendes under en væbnet konflikt. 92

93 Somalia : Yemen 2010: Sudan Darfur 2011: Somalia november 2011: Det humanitære rum er i stigende omfang krænket, adgangen til ofrene er blevet vanskeligere, og det er i løbet af perioden blevet farligere at være nødhjælpsarbejder. Se nedenfor. Voldelige hændelser mod humanitære medarbejdere The number of attacks in which aid workers were killed, kidnapped or injured has risen significantly since 1997, with a particularly sharp increase over the past three years ( ). The average number of major incidents for each of the past three years (127) represents an 89% increase from the prior three-year period, , and a 177% increase from the annual average going back to Overseas Development Institute. HPG Policy Brief 34 (2009). Providing aid in insecure environments: 2009 Update Trends in violence against aid workers and the operational response. London. 93

94 Samtidig har den militære tilstedeværelse og støtte bevæget sig fra at være et instrument for det humanitære arbejde til i visse situationer at blive et instrument for militære eller sikkerhedspolitiske mål. Trækker man endvidere rapporteringer og analyser ind fra Irak og Afghanistan i samme periode, tegner der sig en tilsvarende udvikling. I forhold til Afghanistan er mønsteret endda endnu tydeligere. I hele perioden samarbejder de humanitære aktører i komplekse konflikter med militære enheder. Det sker dels for at sikre nødhjælpen, at den overhovedet kommer frem, sikre adgangen til ofrene og for at beskytte de humanitære medarbejdere. I begge tilfælde sker det militære samarbejde i princippet efter anmodning fra de humanitære aktører. Sådan som det sker i Darfur, hvor FN s og AU s fredsbevarende styrker sikrer adgang og beskyttelsen af de humanitære medarbejdere. Samarbejdet eller koordineringen mellem det militære og det humanitære sker nu også, hvor nødhjælpen er redskab for militære eller sikkerhedspolitiske 94

95 interesser under overskriften: winning hearts and minds. Den humanitære hjælp skal sikre interesse og sympati i den lokale befolkning for nogle militære eller sikkerhedspolitiske interesser. Eksempelvis at skoler, klinikker og vand bliver leveret i områder, hvor al-shabaab i Somalia eller Taleban i Afghanistan er nedkæmpet. Det afgørende her er at forsøge at følge og forstå, hvordan forholdet mellem de humanitære og de militære indsatser har udviklet over de seneste godt 20 år. Som nævnt har der i hele perioden eksisteret et samarbejde mellem det humanitære og det militære i katastrofe- og konfliktsituationer. Udviklingen kan bedst beskrives ved at udfolde hovedlinjerne i det humanitære arbejde i henholdsvis 90 erne og 00 erne. Det humanitære arbejde ændrer på mange måder både karakter og omfang efter afslutningen af den kolde krig i 1989 og påvirkes strategisk og indholdsmæssigt af terrorangrebene 11. september 2001 og krigen mod terror i 00 erne 19. Golden years i 90 erne Afslutningen på den kolde krig er af flere blevet karakteriseret som den humanitære bistands golden years. Bistanden voksede globalt set i 90 erne fra 2 milliarder dollars til 6 milliarder dollars i 2000, ligesom også omfanget af det humanitære arbejde voksede i 90 erne. Det humanitære arbejde går fra high politics under den kolde krig til at blive low politics og bliver dermed afpolitiseret i en grad, som vi ikke har kendt hverken før eller siden. Hjælpen genvinder dermed en mere altruistisk karakter. Strategisk og indholdsmæssigt bliver den humanitære bistand set som instrument til inddæmning af konflikter og interne krige. I 1992 fremlagde FN-s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali FN s Dagsorden for Fred, hvor bistand 19 Andrej Zwitter: The end of the Cold war and the beginning of the Global War on Terror can be considered as two major events in history which completely changed the setting in which humanitarian aid is now conducted. 95

96 blev opfattet som middel til at forebygge og håndtere væbnede konflikter 20. Uden fred, ingen udvikling og uden udvikling, ingen fred blev det nye slagord fra 90 erne. Karakteristisk for 90 erne var en tættere kobling af den humanitære bistand og den langsigtede udviklingsbistand. Udviklingsorienteret nødhjælp hed den nye strategi i 90 erne og blev bl.a. afprøvet i et stort pilotprojekt mellem Danida, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors og Red Barnet i Etiopien. For Danmarks vedkommende kom der mere fokus på kohærens, koordination og sammenhæng mellem forskellige former for indsatser - fredsmissioner, nødhjælp, genopbygning, valgbistand og menneskerettigheder. Strategisk set var målet med den humanitære bistand i hvert fald i et vist omfang at blive koblet sammen med en international politisk dagsorden. Kobling handlede om fred og genopbygning. Sikkerhed egen og international sikkerhed nævnes stort set ikke. Således var fokus i de danske strategier for den humanitære bistand op igennem 90 erne rettet mod de humanitære formål med en øget kobling mellem det humanitære, det genopbyggende og det udviklingsmæssige, og der kan ikke dokumenteres nogen sikkerhedspolitisk påvirkning af den humanitære strategi og indsats. Dog kan krigen på Balkan i slut 90 erne og den danske indsats heri i dag ses som starten på en tættere kobling mellem en humanitær og en militær dagsorden, jf. erfaringer fra Kosovo. Det humanitære arbejde gør i nogle få særlige komplekse konfliktsituationer brug af den militære indsats. Det sker på foranledning af de humanitære aktører som i Somalia i begyndelsen af 90 erne. Den militære kapacitet 20 Boutros-Ghali, B An Agenda for Peace: Preventive Diplomacy, Peacemaking and Peace- Keeping. Report of the Secretary-General Pursuant to the Statement Adopted by the Summit Meeting of the Security Council on 31 January New York: United Nations 96

97 instrumentaliseres så at sige af de humanitære aktører selv. Det sker først og fremmest for at sikre adgang og logistisk kapacitet til at få nødhjælpen frem og kun i sjældne tilfælde for at beskytte humanitære medarbejdere. Nødhjælpsorganisationerne og deres medarbejdere var i de allerfleste situationer beskyttet og sikret af lokalbefolkningen i kraft af mandat og logo. Stabilitet og sikkerhed i 00 erne Hvor der i 90 erne var tale om en kobling mellem humanitær bistand og udviklingsbistand, sker der i 00 erne en tættere kobling mellem bistand og sikkerhed. 11. september 2001 og krigen mod terror får direkte indflydelse på både indhold og omfang af den humanitære bistand. Og den humanitære bistand bevæger sig igen fra at være low-politics til high-politics. Skrøbelige stater er en ny betegnelse og kommer i fokus for den internationale indsats fra Skrøbelige stater defineres som stater, der ikke kan eller vil levere den grundlæggende sikkerhed og service til egne befolkninger. Landene udgør en trussel både for egne befolkninger og i forhold til det internationale samfund. Stater er skrøbelige i forhold til ét eller flere parametre: fravær af autoritet, legitimitet og kapacitet - med Somalia og det internationalt anerkendte overgangsstyre TFG som ekstremt eksempel. TFG har hverken autoritet, legitimitet eller kapacitet i forhold til somalierne. En failure among failures som udtrykt af Menkhaus Somalia today is the site of three major threats: the world's worst humanitarian crisis; the longest-running instance of complete state collapse; and a robust jihadist movement with links to Al-Qa'ida. External state-building, counter-terrorism and humanitarian policies responding to these threats have worked at cross-purposes. State-building efforts that insist humanitarian relief be channeled through the nascent state in order to build its legitimacy and capacity undermine humanitarian neutrality when the state is a party to a civil war. Counter-terrorism policies that seek to ensure that no aid benefits terrorist groups have the net effect of criminalising relief operations in countries where poor security precludes effective accountability...tensions between stabilisation and humanitarian goals in contemporary Somalia reflect a long history of politicisation of humanitarian operations in the country. Menkhaus, Ken. Stabilisation and humanitarian access in a collapsed state: the Somali case (pages ). 97

98 Indsatsen i forhold til disse lande handler nu om stabilitet, som skal sikres ved et samarbejde mellem samtlige indsatser - militære og humanitære. Sammentænkning er den nye strategi, som beskriver koblingen mellem udenrigs- og bistandsindsatser som whole-of-government approach eller 3D approaches (diplomacy, defense, development). Som del af den nye strategi, som kobler sikkerhed og bistand, er force multipliers, som refererer til de humanitære organisationer og deres muligheder for at bidrage til de militære mål og vinde hearts and minds i den lokale befolkning. Her bliver det humanitære arbejde underlagt det militære formål. Sammentænkningsidéen blev lanceret i Danmark som koncept med forsvarsforliget i 2004 og går ud på, at sammenhængen mellem forskelligartede indsatser skal styrkes, så de fra dag ét i et land kan planlægges, koordineres og fungere i fællesskab samt arbejde mod et fælles overordnet mål: Der skal være en rød tråd i det danske engagement i skrøbelige stater og den røde tråd er samtænkning.( ) Der skal være en klar sammenhæng mellem dansk udenrigspolitik, udviklingspolitik og sikkerhedspolitik i forhold til skrøbelige stater. Det er den klare erfaring, at meget akutte og komplekse situationer kræver en indsats, der inddrager en bred vifte af militære, politiske, humanitære, stabiliserende og udviklingsmæssige instrumenter. 22 Daværende udviklingsminister Søren Pind har formuleret sammentænkningen: [I] dag hænger sikkerhedspolitik, udenrigspolitik og udviklingspolitik helt sammen. Det er tydeligt, at det, vi gør ude i verden, også rammer os selv. Det blev krystalklart for alle efter 11. september At sige, at udviklingsbistand er en ligeværdig og selvstændig del af Danmarks aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan stadig falde folk for brystet i Danmark. 22 Udenrigsministeriet. (2010). Fred og Stabilisering. Danmarks politik for indsatser i skrøbelige stater København, PII 98

99 Bistanden er ren og hellig, mener de. En moralsk forpligtelse, der ikke må politiseres eller bruges udenrigspolitisk. Det, mener jeg, er naivt. Det apolitiske rum findes ikke virkeligheden. ( ) Vi skal bistå fattige lande og hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Fordi det er det rigtige at gøre. Men vi gør det ikke kun på grund af et moralsk imperativ eller blåøjet velgørenhed. Vi gør det også for vores egen skyld, for vores egen sikkerhed. Og det skal vi turde sige højt. Vores egen sikkerhed er direkte knyttet til vores globale engagement. Hvis vi ikke kommer til verden, kommer verden til os. Ude i verden hænger tingene sammen - også udenrigspolitik og udviklingsbistand. En af vores vigtigste erfaringer i skrøbelige stater som Afghanistan er, at det er tvingende nødvendigt at sikre, at de udenrigspolitiske, udviklingspolitiske, sikkerhedspolitiske og humanitære instrumenter tænkes sammen. 23 Ikke blot er strategi og indhold men også omfang og bistandsaktørerne ændret betydeligt i perioden. Den del af bistanden, som leveres gennem militære enheder, er vokset markant. Ifølge en opgørelse fra OECD er andelen af den amerikanske bistand, der ydes gennem det amerikanske militær, vokset fra 6 % i 2002 til 22 % i I samme periode er den amerikanske bistand ydet gennem USAid faldet fra 50 % til 39 %. Mellem 2002 og 2010 blev der allokeret 38 milliarder dollars til at "stabilisere og styrke den afghanske økonomiske, sociale, politiske og sikkerhedspolitiske situation, for at svække den folkelige støtte til ekstremistiske kræfter i regionen. 24 Sammentænkningen og den sikkerhedspolitiske prioritering betyder for Danmark, at nødhjælps- og bistandspenge følger de nye prioriteringer. Nye lande som Irak og Afghanistan kom på listen over modtagerlande i 00 erne. I anden halvdel af 1990 erne lå bistanden til Afghanistan ganske stabilt på omkring 20 millioner kroner om året, men i 2002 blev denne bistand tredoblet, og den humanitære bistand blev øget markant som et kontant udtryk for sikkerhedspolitikkens voksende indflydelse på udviklingsbistanden. Ifølge en 23 Iflg. Christensen, Emilie Juel og Wermelin, Lea (2011). En ny Trend i Humanitær Bistand? (side 111) 24 Fishstein, Paul og Wilder, Andrew (2012). Winning Hearts and Minds? Examining the Relationship between Aid and Security in Afghanistan (page 13) 99

100 udredning fra DIIS om den danske bistand er der en tendens til, at konflikter, hvor dansk militær er involveret, tiltrækker relativt mere nødhjælp end de humanitære behov berettiger til. Dette kommer meget klart til udtryk i den kraftige overprioritering af Afghanistan i perioden samt i midt 1990 erne i forbindelse med krigen i Bosnien 25. Afslutning Der er mange beviser for, at bistanden til Afghanistan og også til Somalia i løbet af det seneste årti har bidraget til positive udviklingsresultater: fald i børne- og mødredødelighed, dramatiske stigninger i antallet af skolesøgende både drenge og piger og rent vand til flere. Problemet er, at disse indsatser ikke tæller i forhold til en forbedret sikkerhedssituation og stabilitet og ikke har fjernet Talebans eller al-shabaabs kontrol og indflydelse. Dét, som var hele målet med indsatsen set med donorernes øjne. Det betyder, at der nu er tvivl om nytten af hele indsatsen af 00 ernes strategi om sammentænkning af de militære og humanitære indsatser. De manglende resultater gør, at man ikke blot i bistandskredse men også i militære og sikkerhedspolitiske kredse er begyndt at tale om nødvendigheden af en desecuritisation. Sammentænkningen har ikke leveret som forventet og har miskrediteret den humanitære arbejdes neutralitet og gjort nødhjælpsarbejdet ekstremt farligt. Forestillingen om, at man med en kombination af bistand og militære indsatser kan skaffe sig stabilitet, sikkerhed og folkelig opbakning til centrale myndigheder holder ikke længere. 25 Iflg. Stepputat, Finn, Engberg-Pedersen, Lars og Fejerskov, Adam Moe (2012). Dansk Bistand som Sikkerhedspolitisk Instrument (side 30) 100

101 Litteratur Andersen, Louise Riis (2011). Security Sector Reform and the Dilemmas of Liberal Peacebuilding. DIIS Working Paper 2011:31, Copenhagen. Christensen, Emilie Juel og Wermelin, Lea (2011). En ny Trend i Humanitær Bistand? Humanitære Principper i en Brydningstid. En analyse af sikkerhedspolitiserings påvirkning på humanitær bistand i skrøbelige stater med udgangspunkt i Sudan og Somalia. Speciale fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Fishstein, Paul og Wilder, Andrew (2012). Winning Hearts and Minds? Examining the Relationship between Aid and Security in Afghanistan, Feinstein International Center, Tufts University, Boston. Menkhaus, Ken (2007). Governance without Government in Somalia: Spoilers, State Building, and the Politics of Coping. Boston Menkhaus, Ken (2007). Stabilisation and humanitarian access in a collapsed state: the Somali case. Boston Overseas Development Institute (ODI) HPG Policy Brief 34 (2009). Providing aid in insecure environments: 2009 Update Trends in violence against aid workers and the operational response. April London Overseas Development Institute (ODI) Humanitarian Policy Group (HPG) (2011). HPG Briefing Note: Friend or foe? Military intervention in Libya. May London Udenrigsministeriet (2010). Fred og Stabilisering. Danmarks Politik for Indsatser i Skrøbelige Stater, Udenrigsministeriet, København. 101

102 OCHA (2003). Guidelines On The Use of Foreign Military and Civil Defence Assets In Disaster Relief - Oslo Guidelines. New York Overseas Development Institute (2010). DISASTERS Special Issue: States of fragility: Stabilisation and its implications for humanitarian action. London. Stepputat, Finn, Engberg-Pedersen, Lars og Fejerskov, Adam Moe (2012). Dansk Bistand som Sikkerhedspolitisk Instrument, , DIIS Report 2012:01, Copenhagen. Bilag 5 Indeks for korruption i den offentlige sektor Nedenfor er vist et udsnit af indekset for korruption i den offentlige sektor. I den originale måling er der 177 lande inkluderet, men da det ikke var muligt at få hele målingen med som bilag er dette blot et udsnit (Transparency International, 2011). 102

103 Bilag 6 Indeks for global fred Nedenfor vises et udsnit af indekset for fred. I den originale måling er der 152 lande inkluderet, men da det ikke var muligt at få hele målingen med som bilag er dette blot et udsnit (Vision of Humanity, 2011). Bilag 7 Tabel over HDI Nedenfor er vist et udsnit af indekset for menneskelig udvikling. I den originale måling er der 186 lande inkluderet, men da det ikke var muligt at få hele tabellen med som bilag er dette blot et udsnit (Human Development Report, 2011). 103

104 Bilag 8 Interview med Bjørn Møller o Hvorfor betegnes Somalia som en fejlslagen stat og skyldes sultkatastrofen og de øvrige sociale og økonomiske problemer i Somalia mangel på stat? Ja og nej. Etiopien har en af verdens ældste stater, og de har haft masser af sultkatastrofer. Det er ikke sådan at, jo mere stat man får, jo mindre sultkatastrofer. En fejlslagen stat er noget helt andet, og i øvrigt et idiotisk begreb. Vi tror at stater er den eneste rigtige måde at regere på der dur. Vi har et statsløst territorium i Somalia og har haft det siden Undtagen Somaliland som har en faktumstat til forskel fra Somalia som er et fantasifoster. Det er en kvasistat som Robert Jackson kalder det en der kun eksisterer på papiret. 104

105 o Kan man overhovedet omtale Somalia som en fejlslagen stat, når der ikke er noget statsapparat? Nej, det er i hvert fald et meget underligt begreb. Der ligger sådan implicit i det her, at hvis der ikke er nogen stat så er alt kaos hvor alle render rundt og skyder hinanden hele tiden, og livet er som Hobbes beskrev det: solitary, nasty, brutish. Sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Nu kan det godt være jeg lyder ligesom Anders Fogh med hans minimalstat, men sammenligner man med de stater Somalia har haft under Jacques Barré fra det var en rigtig rigtig dårlig stat der blev dårligere og dårligere, og især efter krigen i 78. Da så staten kollapsede da havde man først det problem at der var to ting der skete samtidig; Man havde en borgerkrig med Etiopien og en sultkatastrofe, som hang delvist sammen men ikke kun. Somalia har jo haft tilbagevendende tørke, men det var exceptionelt alvorligt i , så det var en særlig dyb krise. Der var et skrigende behov for nødhjælp. Folk døde som fluer, dels på grund af kamphandlinger og dels på grund af sulten. Noget af sulten skyldes kamphandlinger, og andet skyldes tørken. Og det at den udemokratiske regering ikke havde de mekanismer, procedurer, lagre osv. Til rådighed, som skulle til for at afværge sulten. Så kommer nødhjælpen for det første. Sultkatastrofen var allerede begyndt at klinge af. Nødhjælpen var mere drevet af mediepres og en amerikansk politisk agenda, end den var drevet af reel saglig baseret viden om sultkatastrofen. o Hvad er så den primære årsag til at den sultkatastrofe som somaliere gennemlever, ikke er blevet forhindret i, at have så fatale følger? Der har for eksempel aldrig været nogen sultkatastrofer i et demokratisk land. Hvorfor? Fordi at et demokratisk land ikke kan tillade sig at lade sin befolkning dø af sult, det ville være politisk selvmord. Derfor sørger de i de demokratiske lande for at have reserver rundt omkring i landet. Hvis demokratiet kunne opbygges udefra kunne man forhindre denne sultkatastrofe som Somalia gennemlever. Der må altså være en sammenhæng mellem styreform og sultkatastrofer. o Opfatter du Somalia som et lost cause eller ser du reelle muligheder for udvikling af et velfungerende statsapparat på længere sigt? Hvordan og 105

106 hvorfor? Der er ikke mulighed for udvikling af et velfungerende statsapparat efter etiopisk/amerikansk invasion. Klaner er en erstatning for statslig styring i Somalia. Klanerne håndhæver, fortolker og udøver selv loven, og det er dem der skaber mulighed for fremgang og udvikling i Somalia. Statsapparatet er ikke en forudsætning for social, politisk og økonomisk udvikling i Somalia. Klanerne opretholder dog ikke en optimal håndhævelse af loven, men skaber dog en form for lov og orden. Somalia kan ikke opfattes som et land, men som en samling af stater. Somaliland er ikke en del af Somalia, selvom den officielt opfattes sådan. Puntland er, ligesom Somaliland, en forholdsvis velfungerende region. o Ser du politisk indblanding fra internationale nødhjælps- og interesseorganisationer som en fordel eller ulempe for Somalias udvikling? I Somaliland og Puntland de mest velfungerende regioner, har det været en fordel at der ikke har været international indblanding på det lovgivende og politiske område. o Opfatter du det som et problem at Somalia fortsat er afhængige af at modtage nødhjælp og i så fald hvorfor? I høj grad, ja. Det er en national ydmygelse for en regering at modtage nødhjælp. Desuden øger nødhjælp korruption jo mere nødhjælp, jo flere banditter. Desuden langsommeliggøre nødhjælp den nationale udvikling, da det passiviserer befolkningen. o Hvilke udviklingsstrategier synes du at disse organisationer bør anvende eller iværksætte for at skabe størst mulig fremgang i Somalia? Man er begyndt at have et større fokus på udviklingsstrategier frem for nødhjælp, hvilket er en fordel. Hensigten er, at udviklingsprojekter, på længere sigt, skal erstatte nødhjælpen. 106

107 o Mener du, at udviklingsprojekter kan ses som et alternativ til nødhjælp? Og burde man fremadrettet, efter din mening, satse mere på udviklingsprojekter frem for nødhjælp? Der er altid et eller andet trade off mellem humanitær hjælp som er kortsigtet, og handler om forhindre folk i at dø og så udviklingsbistand som handler om at gøre det mindre sandsynligt at sådan nogen situationer opstår igen. Udviklingsprojekter kan ikke opfattes som et alternativ til nødhjælp. Humanitær hjælp eller nødhjælp har til sigte at forhindre folk i at dø på kort sigt, mens udviklingsprojekter handler om at forhindre, eller gøre det mindre sandsynligt, at en krisesituation opstår igen. Dog er man begyndt at have et større fokus på udviklingsstrategier frem for nødhjælp, hvilket er en fordel. Hensigten er, at udviklingsprojekter, på længere sigt, skal erstatte nødhjælpen. Bilag 9 Interview med Christian Baslev-Olesen Vi har i vores projektgruppe læst din artikel Konsulent: Stabilitet i skrøbelige lande skal komme nedefra som blev bragt i Politikken d. 14/10/2012. Følgende link er til artiklen: o Hvilken undersøgelse refererer du til i din artikel? Og er undersøgelsen og genopbygningsplanen til at finde online? Se nedenstående artikler: Menkhuas, K Governance without Government in Somalia: Spoilers, State Building and the Politics of Coping. International Security 31(3): Nedenstående bog giver et godt overblik på hvad der gået galt I Somalia: Getting Somalia Wrong? - By Mary Harper. Alex de Waal: 107

108 Nedenstående rapport af Louise Wiuff Moe kan også anbefales: Africa_ANeedToChallengeTheEstablishedWisdom.pdf Søg også på: Søg også hos: Joakim Gundel han er en af de bedste danske kendere. Se også vedhæftet litteraturliste. o Hvilke udfordringer står danske nødhjælpsorganisationer overfor, i forbindelse med distribution af nødhjælp i Somalia? Fra 2005 til 2009 var jeg tilbage i Somalia. Denne gang med FN som chef for UNICEF. Efter mere end ti års fravær var Somalia atter kommet på den internationale dagsorden. 11. september 2001 og krigen mod terror havde igen fået Somalia på lystavlen. Landet var fortsat et kaos af krigsherrer og militser med mere end en million interne flygtninge og 2-3 millioner mennesker helt afhængig af nødhjælp udefra. I 2006 tog De Islamiske Domstole kontrol over Mogadishu og den sydlige del af Somalia og drev krigsherrerne på flugt. De Islamiske Domstole holdt seks måneder, så blev de slået af etiopiske styrker. I januar 2008 blev etiopierne så sendt hjem som del af endnu en fredsaftale om Somalia, og en fredsbevarende styrke fra Uganda og Burundi blev sat ind i Mogadishu. Samtidig opstod al-shabaab, en radikal islamisk gruppe med tilknytning til al-qaeda. I samme periode blev Somalia et af de sværeste steder i verden at levere nødhjælp og et af de farligste lande for humanitære medarbejdere. I 2008 mistede 35 nødhjælpsarbejdere livet, og 28 kollegaer blev kidnappet. Somalia var det år det farligste land for humanitære medarbejdere. Organisationers medarbejdere bevæger sig nu rundt i Somalia eskorteret af bevæbnede militser og i visse områder i armerede køretøjer og bor i bunkers, omgivet af høje mure, pigtråd og bevæbnede vagter. Samtidig kom hjælpen under pres ikke bare fra klaner, krigsherrer, militser og al- 108

109 Shabaab men også fra donorer, der stillede krav om, at hjælpen kun blev givet i områder, der støttede den internationalt anerkendte overgangsregering TFG. Personer med tilknytning til De Islamiske Domstole og al-shabaab kom på USA s og FN s terrorlister. Det var forbudt for nødhjælpsorganisationerne at have kontakt til personer på terrorlisterne inklusive deres familier. I slutningen af 2011 gav al-shabaab så ordre om, at alle humanitære organisationer skulle ud af Somalia, da de var beskyldt for at være spioner og redskaber for vestlige interesser. Uddrag af artikel: Forholdet humanitær og militær februar 2012 vedhæftet. o Hvilke udviklingsstrategier synes du at nødhjælps- og interesseorganisationer bør anvende eller iværksætte for at skabe størst mulig fremgang for Somalia? Som beskrevet i Konsulent: Stabilitet i skrøbelige lande skal komme nedefra dvs. at koble nødhjælp og udviklingsarbejdet op på (alt det) der fungerer i Somalia, bruge de ressourcer og kapaciteter der holder befolkningen i live og bygge på lokal kultur og tradition. o Mener du, at udviklingsprojekter kan ses som et alternativ til nødhjælp? Nej Somalia skal have både nødhjælp og udviklingshjælp. Men også nødhjælpen skal i vidste mulig omfang være udviklingsorienteret eks bruge cash assistance i stedet for food in kind. o Og burde man fremadrettet, efter din mening, satse mere på udviklingsprojekter frem for nødhjælp? Nej se ovenfor. I stedet bør man tidlige og mere risikovilligt gå i gang med udviklingsprojekter. Bilag 10 Interview med Knud Vilby o Hvilke udfordringer står de danske nødhjælpsorganisationer overfor, i forbindelse med distributionen af nødhjælp i Somalia? 109

110 Det handler i høj grad om at være til stedet på stedet, og have nogle gode lokale kontakter, da de lokale kontakter er stærkt afgørende. I et land som Somalia er det meget afgørende, at man lokalt gerne vil have nødhjælpen. Der har været konflikter med Al-Shabaab, som ikke umiddelbart står så stærkt i øjeblikket, som de har gjort for et stykke tid siden. Al-Shabaab har anfægtet udlændinges ret til at være tilstede i landet, hvilket jo er en af de større problematikker. Hvis man tager Røde Kors som en af de store organisationer, så er deres holdning neutralitet, så når de arbejder i muslimske lande, så arbejder de sammen med Røde halvmåne, som er en del af den samme globale organisation. Neutraliteten har historisk været legitimeringen af at de skulle have adgang til forskellige områder, men der vil meget ofte alligevel opstå en diskussion, der handler om hvem repræsenterer nødhjælpsorganisationerne er nødhjælpsorganisationer på den ene eller den anden side, hvis der er en konflikt. Der må man sige, at det i Somalia og andre steder i verden, i voksende udstrækning har været sådan at nogle politiske organisationer somme tider har anfægtet nødhjælpsorganisationerne og har betragtet dem som en del af noget andet, og derfor nødvendigvis ikke anerkendt dem. Det har været en af udfordringerne i Somalia. Der er store danske organisationer der arbejder der, Røde Kors arbejder der meget, Dansk Flygtningehjælp er i meget store dele af Somalia. Nu er Somalia jo mindst tre forskellige ting, Somaliland, Puntland og området nede sydpå. Der er mange der arbejder der, og gør det godt, men det er klart, at der er en risiko. Der er også risikoen ved pirateri og det er en anden type af risiko, kan man sige, fordi den formegentlig ikke er særlig politisk, den er mere, om man vil, sådan kriminel kommerciel. Kan man kidnappe folk fra store, stærke vestlige organisationer så har man noget at handle med, når man skal have løsepenge. o Mener du, at det er et problem, at Somalia fortsat er afhængige af at modtage nødhjælp? Og hvorfor? Selvfølgelig er det et problem, det er jo altid generelt et problem, hvis et land er afhængig af både nødhjælp og udviklingsbistand, fordi.. Det som jeg har arbejdet med i mange år, altså udviklingsbistand primært, det har jo, udover det har det formål at hjælpe de fattige, så er et overordnet formål jo altid at gøre lande og organisationer i de lande, familier osv. mere og mere selvhjulpne, fordi, 110

111 det giver næsten sig selv, at selvhjulpen er forudsætningen for at man også reelt også kan være uafhængig. Hvis man hele tiden er afhængig af at få støtte fra andre, ja så er man ikke reelt uafhængig, som land eller som mennesker. Det er det ene, det andet er så også, at hvis lande i meget lange perioder, hele tiden skal have bistand udefra, så kan det godt være skadelige for landenes evne til udvikling, simpelthen, til selvstændig tænkning omkring innovation og sådan over i det næsten groteske, kan man opleve lande hvor al kreativ tænkning går i retning af at man skal finde på hvad man skal bede donorerne om at hjælpe med. Og det er klart, at det er jo ikke særlig kreativt, hvis ikke folk tænker i retning af selv, at løse deres problemer. På den måde er det selvfølgelig et problem i Somalia, som jo, det skal man jo huske, altid har været et mærkeligt land fordi der er den store klanudfordring, etniske opdeling osv. Men det var jo på nogle punkter et rimeligt velfungerende land op til 1991, så det er klart at den konflikt der er brudt ud siden, har gjort mange ting umulige. o Mener du, at udviklingsprojekter kan ses som et alternativ til nødhjælp? Og burde man fremadrettet, efter din mening, satse mere på udviklingsprojekter frem for nødhjælp? Ja og nej. Men noget af det som bliver mere og mere vigtigt, det er at kombinere det. Jeg har selv været involveret i, tilbage omkring begyndelsen af år tusindeskiftet, ikke i Somalia men i Etiopien, i sådan en kombineret projekt for Red Barnet, Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, hvor man i et område, som traditionel har produceret for lidt mad, og skulle have nødhjælp i form af mad så gik man ind og sagde, kan vi bruge den mad på en fornuftig måde. Det vil sige, at fremfor at give folk mad, så gav man dem arbejde, og arbejdet bestod i at lave terrasse til landbruget, lave små kanaler til overvanding af landbrugsområder og forskellige andre ting. Sådan at man i virkeligheden gav en nødhjælp, som havde et langsigtet udviklingsformål, så man kan sige at samtidig med at vi hjælper folk her og nu, prøver vi, om vi kan bruge den hjælp, til også at styrke deres evne til at klare sig selv i fremtiden. Og det bliver mere og mere aktuelt, jeg kan give jer denne her (artikel), som også henviser til en ny meddelelses kommission, der er kommet her for tre uger siden, som handler om resilience. Resilience er et nyt modeord i bistanden, og det kan oversættes med robusthed eller med modstandskraft. Der er flere betydninger i det engelske, og de har 111

112 sloges meget med det udenrigsministeriet, om hvad de skulle kalde det. Men det siger netop, at flere og flere lande bliver nu udsat for katastrofer der er flere og flere naturkatastrofer i verden og der er flere og flere menneskeskabte katastrofer i verden, og også kombinationen af de to altså klimarelaterede, som vi har set, Sandy i USA osv. og det vil sige, at dels skal vi gøre mere ud af at sige, hvordan kan vi forebygge katastrofer, men man skal også gøre mere ud af at sige, når vi går ind og bistår i katastrofer med nødhjælp, så skal det samtidig være en form for bistand, som gør de der lande eller lokal samfund eller hvem det nu er, familier, mere modstandskraftige så de bedre kan håndtere. Så altså et forsøg på en tænkning om hvordan kan vi kombinere de der to ting, det bliver vigtigere og vigtigere. Det er selvfølgelig mægtig svært i et land, hvor der er krig, der vil det altid være vanskeligere end alle mulige andre steder. Tag Syrien i dag, hvordan skulle man kunne gøre det i Syren? Der er nogle muligheder i dele af Somalia, det er der slet ingen tvivl om. Jeg er selv involveret i et projekt oppe i Somaliland, med et forsøg på at få gang i noget fiskeri. Så der er nogle muligheder, men det er også klart, at det er svært. Så fremadrettet skal det også være en kombination af udviklingsprojekter og nødhjælp. o Tror du at man så i højere grad kunne satse på udviklingsprojekter i fremtiden? Eller er det svært, i et land som Somalia? Det er klart, at håbet er, også med det nye parlament og sådan nogle ting, at man kan få fredeliggjort landet i en sådan grad, eller at de selv kan fredeliggøre landet, det er jo ikke noget man kan gøre udefra alene, at det bliver muligheden. Og jeg kan ikke nok til intern politik i Somalia til at kunne vurdere, hvor store chancerne er, for at det bliver mere fredeligt, med det der er sket senest med den nye præsident og det nye parlament og sådan noget. Det er klart, at det er selvfølgelig håbet, og så skal der selvfølgelig med i det, det fremgår i øvrigt også af den der kommission meddelelse, at der er flere grunde til at det er gået så galt for Somalia. Det ene er, at der er krig i landet, men det andet er så også at tørken har været massiv. Jeg tror man talte om at det var den værste tørke i 60 år eller noget i den stil, man har haft på Afrikas Horn. Og det er klart at den tørke, godt kunne have givet behov for nødhjælp, også i et fuldstændigt fredeligt, fornuftigt samfund, så der er flere elementer i det. Men det er også klart, at man kunne lave nødhjælp med meget mindre spild og meget større 112

113 effektivitet, hvis der var fred. o Mener du, at der er noget nødhjælpsorganisationerne bør ændre eller gøre anderledes for at forbedre deres arbejde i Somalia? Det har jeg ingen klare bud på fordi jeg igen må sige, at det ved jeg ikke nok om. Det er sådan set min opfattelse, at Danske Flygtningehjælp og Røde Kors, to store, har meget godt fat i de der ting. Flygtningehjælpen har jo arbejdet tæt sammen med FNs flygtninge højkommissær og har stor erfaring i at håndtere, også det der hedder IDP er internally displaced persons det vil sige interne flygtninge i landet. Det er altid en udfordring at sige, hvordan kan vi også prøve f.eks. at gøre flygtninge i lejre mere selvhjulpne, kan man hjælpe dem til at dyrke noget jord selv, der hvor det er muligt, men altså min fornemmelse er, at de er rimelig gode til det. Jeg har inden gode idéer. o I forhold til top-down/buttom-up teori, hvilke fordele og ulemper ser du ved disse to strategier? Hvad er du fortaler for, og hvorfor? (I forhold til Folkekirkens nødhjælps arbejde og den nye foreningen Somali Fair Fishing). Somali Fair Fishing søger at fremme udviklingen af legal beskæftigelse ved fiskeri ved Afrikas Horn. I hele udviklingsbistanden har der jo været en historisk udviklingen, hvor man i hvert fald i teorien, somme tider har praksis manglet, men i teorien er man jo gået fra en top-down tænkning til en buttom-up tænkning. Der er ingen tvivl om, at hvis vi går 30 år tilbage, var der meget mere tænkning i retning af vi ved hvad der er bedst for dem, fordi vi er teknikerne, vi er eksperterne og vi ved en masse om landbrug og vi ved en masse om hvordan man bygger havne og køleanlæg og dit og dat. Og så har man set en masse problemer og erkendt at forudsætningen for at tingene fungere er, at der er et lokalt ejerskab, at folk lokalt synes, at det her er noget der kommer dem ved, noget som de er en del af, og noget som de selv har ansvaret for, og det vil sige, at man mere og mere har tænkt i buttom-up. Jeg kan godt lige nævne for sjov, det der fiskeriprojekt, i Somaliland som vi prøver at få i gang det er jo ikke i gang endnu. Danmark var i 80 erne med at give et stort stykke til fiskeriet i Somalia. 113

114 Der er ikke særlig meget fiskeri, hvad der kan overraske, fordi de har er en fantastisk stor kyststrækning, men det er jo et gammelt nomade land, og den gang var der meget med geder, kameler og meget handel. Men der har ikke været en særlig stor tradition for fiskeri, da det også nogle steder er en lidt besværlig kyststrækning at arbejde med osv. Men der gik Danmark ind og var med til at bygge et stort frysehus på havnen i Berbera oppe i Somaliland, og italienerne har også været inde at give noget, og meget stor støtte til noget tilsvarende. Så der står nogle kølehuse som i princippet aldrig er blevet brugt. Det har selvfølgelig noget at gøre med den krig der brød ud, så det er ikke kun dårlig planlægning fra DANIDAs eller italienernes side. Ingen kunne forudse landet ville komme i borgerkrig, selvfølgelig har det noget med det at gøre, men det er også den vurdering, som den fisker vi har haft nede at se på det nu, har, at man har sagt, hvis vi nu får de der ting i orden, hvis vi nu får køleanlæg, rustfri borde og bedre muligheder for at opskære fileter og sådan noget, så skal det nok blive bedre alt sammen. Altså typisk top-down tænkning i forhold til det. Hvor det vi prøver nu, altså den fisker vi har haft dernede, han har været med ude med fiskerne og fiske, udover at han ikke snakker deres sprog, så kan han sætte sig ind i de vanskeligheder de har, og de muligheder de har, og han kan diskutere hvilke garn der er de bedste at fiske med, hvordan kan vi reducere spildet på bådene, og så er der stadigvæk et problem, som handler om at når fiskene så kommer op, så skal man sørge for at de bliver iset hurtigt, fordi det er 30 grader varmt og ellers går de til. Så der er en masse praktiske problemer i det, men altså igen et forsøg på at prøve at se fremfor at lave det kæmpe store kølehus, så er idéen i det her, at engageret et sted mellem 75 og 100 fiskere, med et begrænset antal skibe, som så skal renoveres, forbedres og have nogle bedre net, og så gå i gang nedefra og op, og få folk med sig i det. Tænkningen er hele vejen igennem buttom-up. Tager vi nødhjælp, nu springer jeg så væk fra Somalia fordi jeg selv er involveret i det, der kom en bog for nu efterhånden mange år siden, der hedder Do no harm af en kvinde der hedder Maryan, eller noget i den stil. Den handlede om risikoen for at nødhjælpen i virkeligheden var skadelig, og noget af det, hun pegede på, nu er det nogle år siden, at jeg har læst den, men det var at hvis f.eks. nødhjælpsorganisationerne i katastrofe områder rykker ind med alt det de kan, og glemmer at undersøge, hvad der er af lokale organisationer, så risikerer de at smadre de ting, som i virkeligheden skulle være med til at løse problemerne. Det er jo klart at 114

115 alle kan se, hvis vi nu tager Sandy i New York, at når vandet bruser ind over så er det helt afgørende selvfølgelig at man har nogle lokale institutioner, brandvæsen, redningskorps, alt muligt, beredskabsstyrelse som kan klare de her ting. Hvis opgaven bliver for stor, så kan det være, selvom det nok ikke er tilfældet i USA, at nogle skal gå ind og supplere og sige, vi kan gå ind og hjælpe yderligere. På samme måde, selv i det fattigste land, så er det første -sagde hun i denne her bog at det først man må gøre overhovedet, det er at sige, hvad findes der her af lokale organisationer. Lad os nu sige, at det er et jordskælv i Pakistand, hvad er der af lokale, sociale organisationer, som kender området, som ved hvor folk bor, som i forvejen har nogle kontakter, og kan vi styrke dem? Hvis man gør det forkert risikere man, at man rykker ind med alt sig eget grej, firehjulstrækkere og hvad ved jeg, og gør det hele dybt og effektivt og i virkeligheden kommer til at smadre de organisationer som kunne være med til også at skabe den modstandskraft og sådan noget. Så det er en vigtig del af det, at man altså hele tiden ser på, hvad er der af styrker i de lokale samfund, som man kan styrke yderligere, ved at komme med ting. Det kan være penge, det kan være mad, det kan være tekniske hjælp, det kan være biler, det kan være mange forskellige ting. Det må man simpelthen vurdere sammen med dem. Men man må aldrig rulle henover folk, man må se på hvad kan de selv og hvad vil de selv. o Mener du at man burde satse på buttom-up teorierne? Som udgangspunkt mener jeg, at det altid skal være buttom-up. Så kan det, i det praktiske implementering være forskelligt hvordan man gør det, afhængigt af om de lokale institutioner er stærke eller svage, og om de skal trækkes op fra grunden eller er de der i forvejen. Der kan være mange forskellige ting. Men udgangspunktet bør hele tiden buttom-up, fordi det er det der giver nogle langsigtede forbedringsmuligheder. Det tror jeg ikke, at der er nogen tvivl om. Bilag 11 Interview med Marianne Haahr o Når I laver et projekt i et uland, hvad er så de vigtigste mål for jer? 115

116 Det kommer selvfølgelig an på lige, hvis vi tager Niger, som er det jeg kender bedst, som er en del af Sahel, som Somalia også er. De er begge lande, hvor befolkningen lever på kanten af det mulige, så kriser er en del livet, så er det selvfølgelig, at det skaber nogle varige forandringer for folk. Det er det vigtigste. Så kan det være på forskellige niveauer, det kan være i deres foreningsliv, hvor de kan få en stemme. Det kan være varige forandringer helt nede på landsby niveau, hvor de rent faktisk, helt konkret, deres sulte periode, der hvert år er 5 måneder, bliver reduceret til 2 eller år måneder, sådan nogle varige forandringer. o Så sådan med bæredygtighed og langsigtet hed? Ja præcis. Det er også det, som det handler om, prøve at skabe nogle varige forandringer, sådan nogle, som forhåbentligt kan foresætte. For hele projekttankegangen, problemet med den er, at den er ret kort. Her arbejder vi i nogle stater, som har en meget lille kapacitet. Ude i civil samfundet, de lokale institutioner, og sådan et projekt tankegangscyklus, er en 3 5 årig størrelse. Og hvis du skal skabe en varig forandring, så er det meget kort tid. Så vi har også den luksus at have, som en del af de store ramme organisationer, at være på den danske finanslov. Det er få at få muligheden for at tænke udover den der projekttilgang, til en lidt mere langsigtet planlægning. o strategier? Hvorfor er det så, at I har valgt de her målsætninger her, de her Omkring det her, jo før jo bedre. Det er bedre at investerer før. Eller vi er der før, under og efter. Det handler om, for os mener vi at nødhjælp, simpelthen kommer for sent, er det ene problem med nødhjælp. Det andet er, at det i bedste fald, efterlader folk samme sted, som de blev samlet op. og det mener vi ikke, når man lever for under en dollar om dagen, er særlig værdigt. Bare gå ind og holde dem i live under en krise, også forlade dem igen. Så det handler om, at der skal være en større, social retfærdighed, både lokalt og globalt, så folk faktisk kan blive hevet op over, få et ordentlig niveau at leve på. 116

117 o Hvis man nu skulle sammenligne med nødhjælp, det har du allerede lidt gjort her, men hvis man nu tænker i buttom-up og top-down tilgangene, jeg ved ikke, om det er noget, som I beskæftiger jer med? På hvilke møder adskiller I jer så fra nødhjælp? Altså man kan sige, at nødhjælp har en berettigelse, helt klart. Selvfølgelig skal man holde folk i live og selvfølgelig skal man, om det er så er sådan en slow on set emergency, som er dem, som jeg sidder med i Sahel. Det er dem, som starter langsomt, det vil sige, at vi ved altid, omkring det her tidspunkt, eller faktisk lidt før, så ved vi om der vil komme en sult katastrofe, næste år i det vestlige Sahel. Da du kan se, hvordan høsten har været og der er sult hvert år, lige gyldig om det handler om at du har haft en tørke eller ej, så lige nu, så er der 1,5 millioner i Niger, der er sultne og der er 50% af børnene, der er fejlernæret. Det er den virkelighed, som vi er I. Også kan man i talesætte det, som en kronisk katastrofe, eller man kan i talesætte det som fattigdom. Men løsningerne vil i høj grad være de samme. Det handler om et liv i værdighed, det handler om, at folk skal være bedre i stand til, selv at klare katastrofen. Problemet med nødhjælp er, netop den der top-down. Information kommer selvfølgelig nedefra, men hvert år efter høsten, så laver staten sådan en sårbarheds analyse i landet. Det har staten ikke kapacitet til at gøre selv, så der går andre aktører ind, af de store organisationer og aktører og siger, hvor meget regn er der faldet, hvordan ser høsten ud, og hvor meget har folk solgt ud af. Alle mulige indikatorer på sårbarhed. I forhold til krisen. Så det er ikke sådan en, hvor mange lever under en dollar om dagen. Man går ind hvert år og siger, okay hvad er behovet så. Man går typisk ud og siger, at vi har behov for så og så meget til FN. Så man kan sige, at der er det selvfølgelig en dialog mellem det nationale behovet og hvad kan man så mobilisere af ressourcer fra de forskellige nødhjælpsorganisationer. Så jeg vil ikke nødvendigvis sige, at det er specielt top-down, det er selvfølgelig en dialog. Det hvor vores partnere er, går de lokalt ind og er kritiske, siger de, hvor langt går man så ned i at definere behovene i forhold til nødhjælp. Og hvor meget kan lokalbefolkningen holde aktørerne ansvarlige. For problemet er jo i en nødhjælpssituation, at staten ikke har kapacitet til at det kun er dem, da er ude og dele, det er jo så typisk madrationer ud, sådan så det rent faktisk er nogle, som de har valgt ind i deres parlament, som de kan holde ansvarlige. Problemet er, når det så bliver UNICEF, WFP og Red Barnet og alle mulige aktører, der løber ind. Hvad er så lige 117

118 bestemmende for, at de vælger landsby ABC, fremfor DEF. Og hvordan kan befolkningen gå ind og klage og hvem holdes ansvarlige. Det prøver man så, fra den Nigerske stats side at komme omkring, og nødhjælpsorganisationerne er også godt klar over, at de har et account responsibility problem, i forhold til, hvem der kan holde dem ansvarlige. Derfor er det, det nationale krise system, som man arbejder under. Staten siger, hvor der er behov og så støtter UNICEF op. Det, som så er kritikken for vores partnere er, at de ikke mener, at man går langt nok ned, altså at i et land som Niger, der er delt op som et mini Frankrig. Niger har været fransk koloni. De går kun ned på departement niveau, det svarer til kommune niveau. De siger så, hvad har høsten været her, men man går ikke ned i hver landsby. Det har men simpelthen ikke kapacitet til. Så det vores partnere siger er, at man godt kunne lave et system, der var mere buttom-up. Det har de også nogle steder i de lande, et community based observatorier for sårbarhed, hvor de selv indsamler data, og sender det til deres kommune og kommunerne sender det så til departementerne. Et skulle så gerne blive beslutningsgrundlaget for, hvem der for hvilken nødhjælp. Hvis borgerne selv har samlet den information, så har de også nok information, til at holde nødhjælpsaktørerne ansvarlige. Hvis de ikke har nogen information, altså man bare har været ude at samle ind, hvor meget har i høstet på departement niveau, så har de ikke den information. De kan ikke agere, de kan ikke handle, så har de ikke noget grundlag til at gå hen til deres kommune og sige, hvorfor har landsby x fået så mange rationer, når vi ikke har. Så jeg mener, at den bedste tilgang i sådan en krise situation er, at man både har det lave niveau, der informere det høje også det høje, der er det koordinerende niveau. o Okay, så en kombination? Det giver mest mening ja, og det er det, som man arbejder frem imod. Men det er selvfølgelig lande med meget svag kapacitet. o Du har egentlig været lidt inde på det, men vi kunne godt tænke os at spørge, hvorfor i helt konkret laver udviklingsprojekter og ikke nødhjælp? Der er både det økonomiske argument. Der er lavet en del undersøgelser, der viser, hvor meget billigere det er, at sætte ind før, end efter, eller under. Så hvis I læser 118

119 noget af vores materiale. Så kan I læse, at det koster 80 dollars at behandle et fejlernæret barn, imens det koster 1 dollar at forebygge. Så det er et tungt vejende økonomisk argument. Så er der hele værdigheds argumentet, som er meget vigtigt for os, det her med, at du har fuldstændig afhængig af, at der kommer nogle udefra, for at du kan brødføde din familie, det er ikke et værdigt liv. Vi arbejder ud fra, vi vil gerne have, at mennesker kan realisere deres rettigheder og leve et liv, hvor rettigheder ikke er sådan noget på papir, i en FN-konvention eller sådan noget i deres grundlov, som der faktisk er i en del afrikanske lande, men det er en del af deres hverdag. Det kan man ikke i en kontekst, hvor man hele tiden bliver slået ud af kurs af kriser, fordi man ikke har noget beredskab. o Og så kunne vi godt tænke os at vide, om I tror, at udviklingsprojekter på længere sigt, kan erstatte nødhjælp? Ikke helt nej, for der vil altid komme de her, som vi kalder hurtigt startende kriser. Der vil altid kunne komme en Haiti, en tsunami eller et jordskælv. De langsomt startende kriser, som er afhængige af, som er forårsagede af fattigdom i virkeligheden. Der er tørke i rigtig mange steder i verden. Der er tørke i Australien, i Rusland og i USA. Det gør jo ikke, at folk sulter der. Der er noget der gør, at når der er tørke i det vestlige Sahel, så sulter folk. Det er fattigdom. Det er det, der er det rigtig rigtig store problem. I denne her krise i 12, var det ikke fordi, at der ikke var noget korn på marken, men folk havde ikke penge til at købe det, så nødhjælpen var, at gå ud og dele penge ud til folk, så de kunne købe mad. Det helt store problem er fattigdom. Så i de type katastrofer, hvor det handler om, at folk er så sårbare, at de ikke kan klare en tørke, det kan vi godt ordne med nogle ordentlige politikker og, hvor vi kan støtte op omkring det. Men de hurtigt startende, som bliver forårsaget af jordskælv, men også politisk, lige nu har vi det nordlige Mali, der er besat, det kan vi heller ikke på samme måde. Men de mere forventelige, de langsomt startende kan vi godt. Helt klart. o Hvis I så skal sammenligne andre tørkeramte lande, hvor I arbejder, hvad er jeres resultater så, for de sidste årtier, hvad er så jeres resultater. I forhold til nødhjælp? 119

120 Altså de meget konkrete. Altså det er altid det meget hypotetiske spørgsmål, hvad hvis vi ikke havde været der. Det kan man ikke svare på selvfølgelig. Men altså ud fra de der helt konkrete. Man taler rigtig meget ud fra udviklings diskurs lige nu, fordi der er anderkendelse af, at det holder ikke det her rejsende cirkus af nødhjælp, der rejser rundt, ikke holder. Det er for dyrt og kriserne bliver bare flere og flere. Så det begynder under diskursen, hvis I har hørt om modstandskraft, så er det der, man lægger den, Danida er også begyndt at snakke rigtig meget om det og EU har lige kommet med en ny politik, som er informeret af erfaringer fra to programmer. Det første hedder Achier, der betyder at handle på fransk og det er fra det vestlige Sahel og så et der hedder Share, der er fra Afrikas Horn. Man putter rigtig, rigtig, rigtig mange penge i det her. Sådan Euro over de næste tre år bare til Sahel. På modstandskraft, og der er de meget klare i deres politik. I indledningen på, at det her handler om at nødhjælp er for dyrt. Og nu bliver vi simpelthen nødt til at komme ud af de der paradigme, som vi er i lige nu. Hvor at man har en sådan meget reaktiv tilgang til det, og at man faktisk, hvis I ser på et kort over, hvor man investere mest udviklingsbistand, så er det absolut ikke i de her stater. Man arbejder ikke under den logik, at lad os prøve at få de her stater til at blive mere modstandsdygtige, men man investere faktisk i nogle andre steder, som Tanzania, som ikke er ramt af de her tilbagevendende kriser. De snakker også om, at der er behov for et paradigme skift, og det ligger i handling. Langt mere forebyggelse, fremfor at være reaktive. Så der er i mainstream udvikling er der helt klart kommet en meget større anderkendelse af, at man skal investere i modstandskraften. Det er nogle meget konkrete tiltag, på nogle måder er det måske lidt gammeldags. At hælde vin på nye flasker. Det er noget som mange har lavet, i rigtig mange år. Man vil bare hive det op på en meget større skala. En af årsagerne til sult i det vestlige Sahel er det, som vi snakkede om, at det regner ikke nok, det regner ikke varieret osv. Men det er i virkeligheden det med, at folk ikke har penge til at købe maden. Og hvorfor har de så ikke penge til det, det er fordi, at de er fattige. Men en anden ting er, at priserne stiger uforholdsmæssigt meget hen over året. Det er ikke nødvendigvis så meget international spekulation, men regionalt, det der sker er, at Nigeria jo er Vestafrikas supermagt. Både kulturelt, økonomisk og politisk. Og rigtige mange handelsmænd fra Nigeria opkøber i Niger, for hvis de holder på kornet i et halvt år, så kan de få 2-3 gange så meget for det. Så der er en meget voldsom stigning i kornpriserne. Det er egentlig nogle ret simple tiltag der skal til, får at stabilisere kornpriserne. Det er sådan noget med at opbygge nationale lagre, 120

121 det kunne også være regionale lager. I sommers har ECO kommet med en politik om at opbygge et netværk af regionale lager. Så det er at genvinde noget af den magt, som markedet har fået, i 80 erne og 90 erne, hvor det har været under strukturtilpasningsprogrammet. Det er sådan nogle tiltag som vi har lavet rigtig meget. Altså helt lokalt, opbygning af kornbanker. For de husstande, der har været med i de kornbanker. Det var selvfølgelig frivilligt om man ville sælge til banken eller markedet. Har fået reduceret deres sulteperiode, med et sted mellem 3 og 4 måneder. Så det er ret helt konkret. Så har vi også lavet meget uddeling af dyr, da man investere i dyr, i stedet for at sætte penge i banken og det er også noget, som man kan låne til andre. Så man har noget socialt kapital. Det er også noget, som man kan sælge på markedet, eller bruge dyrene til at flytte sig. så det er helt konkrete tiltag. o Nødhjælpsorganisationer møder tit problemer mht. Korruption og passivisering af befolkningen. Hvordan undgår i det i jeres arbejde? Man kan ikke have en nul risiko tilgang, når man er sådan nogle steder, hvor folk lever på et minimum, så er fristelsen større, end den er for os. Så vi har sådan nogle, for vi arbejder jo meget sjældent direkte ude i landsbyen. Vi arbejder gennem lokale partnerskaber. Hvor der skal være bæredygtig struktur. Det skal ikke være os, vi er heller ikke en legitim aktør. det vil sige, at vi ikke er valgt af nogle. Det skal være en medlemsorganisation. Vi har nogle kapacitets analyser, før vi går i gang. Hvad har de af kapacitet. Sjælendt har det særlig stor kapacitet på det finansielle, men så støtter man dem i det. Vi har på vores hjemmeside, alle de gange, hvor vi har været ude for korruption. Det man næsten altid finder ud af. For det første, er det små penge og for det andet, er det meget tit, at det er lav kapacitet. Man vidste ikke lige, at man ikke måtte blande pengene, hvis der er penge for Danmark og Norge. Så det gælder om at støtte i forhold til kapacitet. Det er et konstant tilstedeværende element. Og det med passiveringen, det er et kæmpe issue. Det diskuteres i alle kontekster. Hvis man giver folk noget, vil de så ikke give noget for at stabilisere sig selv. Jeg mener ikke, at det i en nødhjælpssituation, at det er et issue. Der skal folk overleve. Jeg ser det mere, når man begynder at have de forkerte løsninger. Som at have nødhjælp i kontekster, hvor det er strukturelle problemer, som man kæmper med, det er problematisk. Nødhjælp steder, hvor det egentlig går meget godt. Selvfølgelig vil der være en eller anden afhængigheds faktor. Hvis man ved, at man sulter i 3 måneder, så 121

122 vil man da håbe på, at der kommer nogle og hjælper en. Men folk har jo boet i de her lande, længe før vi kom, så de har strategier. Men der er indbygget i alle projekter, og vores partnere har også, at de selv skal mobilisere sine egene ressourcer. Vi er gået mere og mere væk fra, at levere ting til folk. Da det er en statslig opgave, at komme med vand, uddannelse også videre. Det er en legitim aktør. Vi ligger os mere over på et civilt samfundsorden. Vi støtter dem, så de rent faktisk kan holde staten op på, at levere det og ikke diskriminere under leveringen. Når vi er ude i svage stater, er det selvfølgelig lidt svære, selvom staten gerne vil levere, så er sådan et sted som Niger, hvor 40% af parlamentarikerne analfabeter og det er nationalt niveau. Og på kommune niveau, hvor en kommune på størrelse med Sjælland, har en bil. Hvordan skal de holde tilsyn med noget som helst, når de ikke kan komme rundt. Så der er nogle andre typer løsningsmodeller. Man må gå mere ind og støtte kommunen. Så der skal være forskellige løsninger i de forskellige kontekster. Jeg mener, at et stort problem er, at man poster meget bistand i stater, der går meget godt. Dornordarlings, som Tanzania og Uganda. Det er også rigtig vigtigt, at de for bistand, det burde bare være et lidt anden type bistand. Også synes jeg, at man burde turde meget mere. Og investere langsigtet også i de svage stater, så man ikke skal løbe ind med nødhjælp hele tiden. Men så får man sådan nogle teknokratiske problemer, hvis man snakker med Danida. Så sige de, at vi skal kunne bruge pengene. Vi kan ikke give til Niger, som Tanzania får. Da staten er for svag og der er for stor korruptions risiko. Men man må også bare prøve, man skal starte et sted. o Det lød lidt som om, at I bevæger jer lidt væk fra. Du nævnte paradigme skiftet og du kritiserede også lidt strukturtilpasningsprogrammer. Også snakkede du om den her kombination af nationalt og lokalt samarbejde. Er der nogle nye teoretiske rammer, som I arbejder indenfor? Er der nogle teorier i arbejder ud fra? Det der er kommet meget på møde i udviklingsbistand og også i vores del, er de her forandringsteorier. Og det handler i virkeligheden om at reflektere over de forandringer, som man gerne vil have. Vores forandringsteori er meget dikteret af det, der hedder den danske civilsamfundsstrategi. Det er den som alle os, modtager civilsamfundspenge fra. I en eller anden forstand arbejder indenfor. Og der er forandringsteorien, at et stærkt civil samfund og et mangfoldigt civilsamfund er et 122

123 vigtigt element i fattigdomsbekæmpelse. At man kan få en stemme som borger, og derved holde sin stat ansvarlig. Det er i virkeligheden så simpelt. o Nu arbejder vi med Somalia, og Somalia er kendt for stort set ikke at have nogen stat. Tror du, at situation vil være anderledes her. Hvordan kan man opbygge et civil samfund, hvis man ikke har nogen stat? Det er der, hvor civilsamfundsstrategien er en smule anderledes, når det handler om svage stater. Fordi det netop, der kan man ikke have de samme antagelser om et civilsamfund. Der er selvfølgelig civilsamfund. Men så er det Al-Shabaab og sådan nogle. Og den vil vi ikke støtte. Så der er mere sådan en tilgang med, at selvom vi er en civilsamfund aktør, så må vi gerne gå ind og støtte den statslige forvaltning i en svag stat. Det må man ikke i et land som Tanzania eksempelvis. Det må vi ikke med vores penge. Men i kollapsede stater, og Somalia er jo et voldsomt tilfælde, der er det nogle helt andre spille regler. Der må man rent faktisk gerne gå ud. Vi måtte gerne som CARE Danmark gå ind, hvis vi fandt det nødvendigt, og lave en statslig opgave. Der måtte vi gerne direkte ind og levere vand til en landsby. Selvfølgelig i dialog med den sidende bestemmende magt. da det bliver en del af et statsopbygningsprojekt. o Lige det sidste, nu arbejder CARE Danmark ikke i Somalia, ved du om CARE internationalt arbejder i Somalia? Det gør vi, men fra Kenya. CARE UK, er ret meget omkring Afrikas Horn. Bilag 12 Interview med Arne Vågen o Hvad har jeres vigtigste mål med nødhjælpsarbejdet i Somalia været de seneste år, og har I opfyldt disse målsætninger? Nej, vi har ikke opnået vores målsætninger. Altså at opnå målsætninger med nødhjælp, er lidt svært. Overordnet set, så er målsætningen med nødhjælp, at den skal afløses af udvikling. Og det har man ikke set i Somalia (og nu taler vi om denne del af Somalia). Selve nødhjælpen er jo betynget af sikkerhedsproblemet, og at ICRC er 123

124 blevet smidt ud af dele af Somalia af Al-Shabaab. Og det betyder jo rigtig meget for nødhjælpen, at man ikke kan være til stede. Så det er klart, at man ikke har opnået det mål at hjælpe alle, men man har hjulpet rigtig mange. Og så har der været en vældig god høst som gør, at hungersnøden ikke længere er ligeså påtrængende. Man vil nok sige, at der i Somalia er det vi kalder en fødevarekrise, men der er ikke længere hungersnød, som der var for noget tid tilbage. Så angående målsætningen for selve nødhjælpsoperationen, så er der nogle vigtige ting der. Det er klart, at man skal have adgang, og det har man ikke fået i Somalia. Så skal man nå alle, og det har man ikke. I forbindelse med det at nå alle, så skal man også prioritere. Hvem er det som man hjælper mest. Det gør man simpelthen ved at registrere, hvor mange er de, hvor bor de og hvilke vilkår lever de under, og hvad har de behov for. Det har man ikke lykkes med. Altså lokalt hist og pist. Men når det er sådanne forhold, så vil man typisk hjælpe dem man kan. Det kunne for eksempel være i form af suppekøkkener, og så står der en lang kø af mennesker, som kommer og får et eller andet. Det er det man har gjort, blandt andet for at sikre, at kvinder og børn får det de har brug for, så vidt muligt det kan lade sig gøre. Det knytter sig normalt til familien, og det er problematisk, for det kræver jo, at man har et varehus og et sted hvor du kan distribuere en vis mængde til familierne. Men det er meget svært at få til pga. sikkerheden, for så bliver du jo bestjålet og jeg ved ikke hvad. o Er Røde Kors stadig tilstede i Somalia? Ja det er de. Altså ICRC, som har et mandat i krig og konflikt, er til stede. Men ikke over det hele, pga. sikkerhed, og det at de er blevet nægtet adgang. Der er jo det ved det, at Al-Shabaab er blevet trængt ud, men de er stadig aktive i områder/området. Og de foretager sig ting, som gør det svært at? o Hvilke udfordringer står I over for set i forhold til distributionen af nødhjælp i Somalia? Altså først og fremmest sikkerhed. Og sikkerhed er en forudsætning for adgang. Det er ligesom udfordring nummer et: sikkerhed og afgang acces. Det er en kæmpe udfordring. Og nu snakker vi om området her. Her kan det lade sig gøre og her er det intet problem. Der er ingen nød. Altså i den forstand. De er de to problemer vi har. Og 124

125 som følge af det kommer en række af andre problemer. Hvor mange, hvor er de og hvordan kan man nå dem. o På jeres hjemmeside står der, at I har en målsætning om neutralitet. Hvordan stemmer det overens med det at I valgte at imødekomme Al-Shabaabs krav om beskatning af nødhjælp, mens mange andre nødhjælpsorganisationer valgte at forlade Somalia? Står det på hjemmesiden at vi har valgte at imødekomme Al-Shabaabs krav om beskatning? o Nej, det har vi læst i flere artikler. Det kender jeg ikke til at vi har gjort. Det gør jeg faktisk ikke. Altså vi betaler ikke afgifter til nogen. Men du skal være klar over, at når man er ude i den virkelige verden, er der nogle humanitære imperativer?, altså behov, som kommer aller, aller først. Okay, forestil dig at du kommer kørende, og så står der en soldat i vejkanten. Han har lagt en træstamme over vejen, så kolonnen stopper, og så siger han, at han skal have 500 shilling for at få lov at fortsætte. Nu har du to muligheder: du kan sige nej, vende rundt, og lade tusinder af mennesker sulte. Eller stikke 500 shilling til dem og køre videre. Jeg siger ikke, at vi gør det, men det er en overvejelse man kan komme ud for. Men det at betale bestikkelse og afgifter til diverse klaner, stammer og bevægelse, det gør vi altså ikke. Og hvis vi gjorde det ville det være en glidebane. Så ville man også forvente det næste gang, og naboen ville forvente det samme. Så jeg kan altså ikke helt gå med på, at vi har gjort det. Men vi er jo alle mennesker, så det kan jo tænkes at nogen i Røde Kors har lavet en fejl. Det kan jeg ikke udelukke. Men når du siger neutralitet, så er der jo to af vores principper, der har med neutralitet at gøre. Det er neutralitet og upartiskhed. Og der er en lille forskel mellem de to ord. Når vi siger neutralitet, så er det, at vi er neutrale i forhold til race, religion, køn. Men når vi er upartiske, så er det i forhold til konflikter. Vi tager aldrig parti og vi har aldrig en mening om hvem der er the bad guy og hvem der er the good guy. Vores fokus det vil være hvem der skal have hjælp, uanset om man er på den ene eller den anden side. Det er meget vigtigt. Så hvis man har betalt bestikkelse eller afgifter, så har man brudt nogle helt klare regler. Ikke bare for Røde Kors, men for alle nødhjælpsorganisationer. Det er en glidebane. Men I skal også tænke på, at i en sådan 125

126 land kan det være meget svært af finde ud hvem som er lovlige her. Man bliver jo opkrævet told. Og det gør man også i Danmark. Men det kan jo være svært at vurdere hvem som opkræver tolde. Er det er myndighedsperson eller er det en røver? Det kan være svært at vide hvad det er for en institution. Hvilken formel platform står de på? o Der har ikke været nogen formel udøvende magt i en lang årrække? Nej ikke siden o Der har ikke været nogen udøvende magt vel? Jo altså, der har jo været nogle forsøg. Der har sådan nogle government og parliaments, men de er jo ikke lykkedes. I hvert fald ikke alene. I første omgang fik de jo støtte af etiopierne i Og de seneste år har det været Kenya, som har været inde at støtte det som man har opfattet som en form for regering. Men den har ikke nogen magt. Formelt er det en udøvende magt, men den har jo ikke nogen magt at udøve. Det er problemet. o Det er ikke nogen legitim magt? Jo, den er legitim, men den kan ikke fungere. Alle de problemer, der er, såsom opløses bevægelser, miljøinteresser og så videre, det kan den ikke klare. Den har ikke magten til det. Men legitim er den i sådan en international sammenhæng. Den er anerkendt internationalt, så derfor den er legitim. Den har bare ikke evnen. o Og det gælder for de forskellige overgangsregeringer, der har været siden 1991, at de alle sammen har været internationalt legitime? Ja, de har alle været legitime, altså i den forstand, at de er dannet af fornuftige interesser i det somaliske samfund. Det er klan-ledere, som vælger repræsentanter til et parlament, som svinger lidt i antallet fra 250 til 500, med internationalt opretning og anerkendelse, og det er jo vigtigt men desværre ikke nok. o Så er det jo en udbredt opfattelse at anvendelse af en top-down tilgang til distribution af nødhjælp, er med til at øge korruption, ineffektivitet og passivisere befolkningen. Hvad gør I for at undgå det? 126

127 Det er et godt spørgsmål. Det er jo meget, meget vigtigt, at vi ikke gør det på den måde. Vi er der, og vi ser, hvem der har behov, sådan helt basale behov; fødevarer, vand, sundhed for at overleve, og så giver vi dem nødhjælpen for, at de skal overleve, men med sigte på, at de skal klare sig selv. Det er jo et utroligt vigtigt princip, når man giver den slags nødhjælp, at man ikke gør befolkningen afhængig af nødhjælp. Det er jo et problem, hvis eksempelvis flygtningebliver mere og mere afhængige er nødhjælp. Så det ender med, at de til sidst ikke ser anden mulighed end at bare at blive hvor de er. Så det er en meget, meget vigtig del af vores strategi, ikke at gøre folk afhængige af nødhjælp. o Er der nogen konkrete tiltag, I bruger for at undgå det? Det vi helt konkret gør for at undgå at skabe en afhængighed det er, at vi ved hvem der får nødhjælpen, og at de mennesker der har mest behov for hjælp. Så sørger vi for at dække det behov, samtidig med at man arbejder for en fremtid, eksempelvis ved, at vi overlader mange projekter til mindre lokale organisationer. o Hvilke langsigtede konsekvenser ser du ved nødhjælp? Hvis man bliver ved med at give nødhjælp uden at gøre noget mere, så skaber man en afhængighed. Så ødelægger man et lands evne til at klare sig selv, fordi de bliver afhængige. Det skal man ikke. o Så det er mest en mental proces? Bliver man ved med at give nødhjælp, så dyrker man håbløsheden. Det er der ikke noget perspektiv i. Derfor skal man afløse nødhjælpen med f.eks. en brønd med vand. Det er verdens enkleste ting at gøre; at bore et hul til vand. Det kan man gøre på en uge. Det der er allervigtigst, det er at blive enig med dem, som skal bruge brønden om, hvordan de skal vedligeholde den, rense den, sørge for pumpen virker osv. Det er en meget vigtig del af det. Det er også vigtig at aftale at hele landsbyen bruger den brønd. Derfor er placeringen vigtig. Det er det, vi kalder udvikling. At man får den brønd til at komme alle til gode. Det tager tid, men det er meget vigtigt. Så der skal assistance til, som er langsigtet og varig. 127

128 o Så mener du, at udviklingsprojekter på længere sigt kan erstatte nødhjælp? Ja, absolut. Det er en forudsætning for, at vi ikke skal komme igen med nødhjælp om to år. For det vil vi ikke, hvis det kan undgås, heller ikke i Somalia. For Somalia kan vi jo også hjælpe med at komme videre, ved at spille på strenge som eksempelvis skole. Det er vigtigt, at folk lærer at læse og skrive. Det er vigtigt. Det er vigtigt at lære at vaske sig, lærer at der er bakterier, at man skal beskytte sig imod dem og så videre. Der mange ting, som man kan gøre for at kunne klare sig selv. o Så det er noget Røde Kors arbejder på? Meget, det er en meget vigtig del af det, vi laver. Min opgave er katastrofe- og nødhjælpen. Min kollega, Hans, på 1. sal, han sørger for, at de kan komme videre. o Hvordan er vægtningen imellem nødhjælpsarbejde og udviklingsprojekter sådan cirka? Det kan jeg ikke sige, tænker du på penge? o Ja. Det kan jeg ikke sige. Det er klart, at den langsigtede hjælp koster flere ressourcer end den kortsigtede nødhjælp. o Har I rykket Jer inden for de sidste 10 år over mod mere arbejde med udvikling? Ja, det har vi. Hvis du ser på Somalia som helhed, så er der masser af udvikling. Røde Kors, andre organisationer og FN spiller en vigtig rolle i forhold til udvikling, og det ser vi en masse af i Somalia. Det kan du se, når du er der. I hovedstaden er der et økonomisk liv, der er et marked, der er hoteller, der er handel og sådan nogle ting. Det er tegn på, at der er udvikling. Og det vigtigt at satse på udviklingen for kvinder. o Hvilken tilgang har I som organisation til, hvordan man skaber i Somalia? Er det bundet op på et teoretisk grundlag? 128

129 Ja, nej, altså. Det bedste grundlag for udvikling, det er jo både teori og praksis, at der er fred, stabilitet og sikkerhed. Uden det, så får du ikke nogen udvikling. o Vi var ude at interviewe en person, der arbejdede på Center for Internationale Studier, Bjørn Møller, som mente, at vi donorlande og interesseorganisationer fra vesten, havde et alt for stort fokus på statsopbygning frem for lokal hjælp i Somalia. Det kan der være mange delte meninger om, men staten har en meget vigtig rolle for udvikling. Statens opgave, er jo blandt andet at sørge for stabilitet i landet. Staten skal beskytte sin befolkning og sørge for, at der er lov og orden og bekæmpe kriminalitet. Så det hænger jo sammen. Statsdannelse og styrkelse af staten er meget, meget vigtig forudsætning for andre. Man kan jo ikke bare leve uden. Man kan ikke leve uden politi, militær, finans og så videre. Der skal være en balance. Det kan godt være, at man har brugt for meget tid på statsdannelse. Det ved jeg ikke. Men for at der skal være en forudsætning for udvikling, og der skal en stat fungere på et fornuftigt niveau. Det gør den ikke i Somalia. Når man kommer til et land som Somalia, eller f.eks. Sydsudan, så er der hundredvis af opgaver. Man kunne skrive tykke kataloger om alle de opgaver, der skal løses, alle de projekter, man skal lave, og hvad der er vigtigst at prioritere. Det vigtigste i forhold til staten, det ville typisk være uddannelse. Altså at staten skal være i stand til at tilbyde en by en uddannelse, altså skole, samt sundhed, så folk kan leve okay uden sygdom og elendighed, og derudover økonomi, altså finans. Det er ligesom de tre civile hovedprioriteter, vil jeg sige. Så er der andre prioriteter, så som en ordensmagt og et politi. Og så skal man også have et militær, som kan holde styr på området og beskytte mod fjender udefra. Men jeg vil ikke sige, at vi har brugt alt vores tid på staten i Somalia. Men hvis der ikke er nogen stat, så har vi jo mislykket helt vildt. o Men mener du, at udviklingen af et velfungerende statsapparat i Somalia er en Helt klart. forudsætning for demokratisering? o Så klanerne kan ikke udgør det? 129

130 Du skal konkludere det lidt i kontekst. Hvis vi snakker om demokrati, så har vi en lang historie. Nu ophævede Danmark jo enevælden i 1848 eller der omkring, så vi har haft nogle år til at udvikle demokratiet, som vi opfatter det, ikke bare det med, at du kan stemme og et folketing, men du har også organisationer og et samfund, som fungerer på demokratiske forudsætninger. Hvis du kommer til et land som Somalia, så har du ikke noget, som ligner det. Man har ikke følelsen af, at du hører til en stat, hvis du er fra Somalia. For staten repræsenterer ikke nogen værdi for dig. I Somalia, der hører du til familien og klanen, det er dem, man stoler på. Det er meget, meget vigtigt at forstå, når man snakker om demokrati i Somalia, at forudsætningerne er helt anderledes. Så man skal gå lidt langsomt frem. I år 2006, der samlede man eksempelvis klanlederne til at vælge repræsentanter til et parlament. Hvorfor det? Jo, for parlamentet skulle have en slags autoritet. Så næste gang måske, og det tager lang tid, når man har med statsdannelse at gøre, så har de måske lært at læse, og så har de lært at organisere sig, og så har de forstået at denne stat ikke bare er en trussel, altså militær, politi og korruption, men også noget som sørger for dig, giver dig tryghed, giver dig uddannelse og sundhed. Ja, det er så det langsigtet mål i forhold til statsdannelse, at disse mennesker får tillid til den her stat, og så kan de måske sige til sig selv, okay, jeg har et alternativ til min klan, som beskytter mig. Men det nytter ikke at komme til Somalia og arrangere en folkeafstemning. Så det er en lang, lang, lang proces, men det er et godt mål at have. o Men i forhold til, jeg ved ikke om I arbejder med begreberne bottom-up og top-down? Jeg forstår, hvad du mener, jeg har ikke brugt det i nødhjælpssammenhæng. Men det er jo et meget vigtigt princip, når man snakker om humanitær indsats, og det er jo at finde ud af, hvad er det egentlig, hvad er det de har behov for, og det gør du ved at se, hvordan de lever. Det er ikke sådan, at vi sidder her i København og bestemmer, hvad de skal have i Somalia. Vi rejser derned og ser på det, og så finder vi ud af, hvad der er det bedste, og så snakker vi med dem. Det er meget, meget vigtigt at snakke med dem. Så vi vil helst ikke være top-down, det vil vi ikke. Men lad os nu sige, at du har et jordskælv et eller andet sted, en frygtelig ulykke med tusindvis af mennesker døde, så skal du reagere hurtigt, og der er ikke tid til snakke for meget. Der sørger du for, at de får vand, så de kan overleve. 130

131 o Så nødhjælp er mere ud for et princip om selvfølgelig, at så mange mennesker som overhovedet muligt skal nå at få det på så kort tid så muligt? Ja, så de overlever. o Og udviklingsprojekter er mere at samarbejde med lokale partnere eller hvordan? Ja, det er helt afgørende, at du samarbejder med lokale partnere i forhold til udvikling, det er helt afgørende, at du kender kulturen. Det skal du ikke ændre på. Det skal du have viden og kendskab til for at udvikle, hvad er det I kan, hvad er det I vil. o Mener du, når nødhjælp er med til at genere en afhængighed, hvis den bliver givet i alt for lang tid, er det så mest en mental proces, at de mennesker bliver sat i en offerposition? Ja, det synes jeg. Hvis du bare bliver ved med at give nødhjælp, så laver du afhængighed, så mister de interesse og evne. Det er en mental ting, helt klart. o Jeg har været i Kenya, der var vi ude at se på et udviklingsprojekt, som var udviklede af en organisation, der hedder Action Aid. Og det var også i forbindelse med tørken, at de skulle ud og distribuere mad. Der havde de udviklet et projekt i en lille landsby, som bestod af forskellige klaner, så udviklede de et projekt, for at de mennesker, der boede i byen, kunne modtage hjælpen, så skulle de sammen, på tværs af klanerne, deltage i et projekt om at bygge em dæmning, ligge nogle vandrør, sådan vandet kunne komme fra et bjerg til den udtørrede sø, der lå i deres landsby. Så der fik man dem til at arbejde sammen på tværs af klanerne, og det hjalp til stabilitet og fred i området, så lavede de noget for at modtage nødhjælpen. Er det også sådan nogen metoder, I benytter Jer af? Det kan godt være, at vi gør det. Food-for-work er et kendt værktøj, det kan være meget fornuftigt. Der laver du ikke ofre, der laver du deltagere, så det kan være en god idé. Men det er ikke så enkelt, for hvem er det, som kan arbejde. Hvad med dem som ikke kan arbejde? Hvad med de syge, de gamle, børnene og så videre. Man skal have blik for alle grupperne, men food-for-work er en god ting. 131

132 o Men er det så noget, I benytter i andre lande, altså er det en større udfordring i Somalia? Ja, jeg har ikke kendskab til food-for-work i Somalia. Men det er noget, vi benytter i andre lande. Men food-for-work er et kendt værktøj. o Lige på falderebet, jeg er ikke helt sikker på, om jeg har fået fat i, de skiftende overgangsregeringer, der er og har været i Somalia udgør de kun en lovgivende og en dømmende magt eller har de også indsat politi og militær? Ja, de forsøger. Men det har de jo ikke i tilstrækkelig grad, det er derfor, der er afhængighed af støtte fra f.eks. Kenya. Og hvorfor gør Kenya det? Fordi urolighederne i Somalia, er et kæmpe problem for Kenya med alle de flygtninge, der kommer, og ustabilitet. Det er jo ikke noget, man vil have som naboland. Så det er i Kenyas interesse, at der er stabilitet i Somalia. Så kan alle de flygtninge rejse hjem. De har ikke magten selv, men de gør et forsøg. Du nævner også den dømmende magt. Der mangler jo også en ordentlig uafhængig domstol, men det kommer jo nok. Men det tager tid. o Hvilket begreb plejer I at anvende, hvis I overhovedet gør det, om Somalia som stat? Somalia er i høj grad, det vi kalder en svag stat. o Men kan man tillade sig at opfatte det som en stat? En forudsætning for en stat, er jo et territorium. Derudover en befolkning. Så er der jo et krav om, at en stat skal være anerkendt, og det er Somalia. Problemet er, at de som bor i Somalia, ikke føler tilknytning til staten. Der er ikke en fælles tilhørsfølelse, som der heldigvis er i Danmark. o Så de føler kun solidaritet overfor deres egen klan? 132

133 Det er ikke sikkert, de kun gør det. Men det er sådan, at den eneste ting, som somaliere har at forholde sig til, det er en historisk ting, nemlig en klan. Det er den, som tager vare på en. Det er det, du kender. 133