BILAG 16. Observationer fra fremtidsværkstedet ( )

Transkript

1 BILAG 16 Observationer fra fremtidsværkstedet ( ) Feltnoterne beskriver vores observationer fra fremtidsværkstedet. Observationerne er vigtige i dokumentationen af værkstedet, ligesom at kvaliteten af værkstedet kan vurderes ud fra observationerne. Som en metodisk ramme til observationerne har vi ladet os inspirere af Nielsen (2009): Deltagende Observation fra bogen Teknikker i samfundsvidenskaberne. Observationerne understøttes af båndet materiale fra realiseringsfasen foretaget af Kim Hemmingsen fra LFTV. Forberedelse inden værkstedets start Vi havde aftalt at mødes med Simone, én af de unge, ved den lokale Netto i Maribo for at hente de æbleskiver og frugt hun havde fået sin arbejdsplads Netto til at sponsorere. Dette i sig selv, indikerer et stort engagement og velvilje. Simone kørte sammen med os fra Netto og hen til Plantagen, hvor vi skulle mødes med Kim Hemmingsen kl.11. På Plantagen ventede Benjamin og Emil, de to tovholdere fra Den Gyldne Banan. Kim og tvkollega Brian virkede spændte og ovenud begejstrede for dagens begivenhed. Deltagerne, de unge, var inviteret til kl.12, og grundet det lidt stramme program, var det første vi gjorde at skabe os et overblik over hvilke rum, deltagerne skulle besætte. Den gode Produktionsskole, samarbejdspartner til Plantage projektet, havde i den grad stillet sin hjælp til rådighed. En yderst sympatisk medarbejder-elev havde mødt tidligt ind samme søndag, for at producere 38 sandwiches, lavet 5 liter kaffe og bagt to forskellige slags kager anrettet fint på fade. Fordi vi var usikre hvorvidt, hvor mange deltagere/unge der ville dukke op (ca. 19 var tilmeldt facebook gruppen og Den Gyldne Banan havde både formidlet ud til deres netværk på Musikskolen, også samarbejdspartner til Plantagen og på deres egen facebook side) ville vi helgardere os og evt. dele gruppen op i to eller være i det store lokale på Produktionsskolen. Dette gik vi hurtigt væk fra da produktionsskolens omgivelser fremstod køligere og mere upersonlige end den gule café i Plantagen, oprindeligt tiltænkt til afviklingen. Afgørende var det at lokalet på Produktionsskolen havde skråvægge hvilket umuliggjorde vægavisens tilblivelse. Det betød desuden noget at de

2 unge fik set, og på egen krop oplevede, at være til stede i den selv samme bygning, hvor planerne om realiseringen af ungdomshuset i Maribo udspiller sig. Vi synes det var optimalt at de unge sad og tænkte fremtidsscenarier i det rum, hvor projektet potentielt kan blive realiseret. Efter at have besluttet os for og satset på at ikke blive overrendt af for mange engagerede unge, gik vi i gang med at indrette lokalet. Både Simone, Emil og Benjamin var meget behjælpelige med at arrangere stole og flytte borde, samt at feje! Endnu et vidne om arrangementet hos de unge og samtidig meget positivt jf. metoden at de unge er med til at indrette rummet, som fremtidsværkstedet afvikles i. Da klokken nærmer sig starttidspunktet for introduktionen er gruppen af unge oppe på 9 deltagere med én på vej med toget. Det viser sig at vores bekymringer omkring for mange deltagere erstattes af potentielt, for få. Men som Jonas havde stillet os fortrøstningsfulde med; et fremtidsværksted med 7 deltagere kan sagtens blive et rigtig godt værksted. Det må man sige det blev! Kim, Brian og Elsebeth fra Mediestationen, ville gerne, foruden en black box, der skulle præsentere de unges output fra dagen efter fremtidsværkstedet, dokumentere dagen med en lille film. De fik derfor lov til hhv. under introduktionen og til sidst under virkeliggørelsesfasen at filme værkstedsprocessen. Egentlig ville vi ikke have tilladt at der blev filmet under værkstedets faser men eftersom vi oplevede at de unge følte sig trygge og godt tilpas i frirummet, tillod vi Kim og co. at få optagelserne i hus. Der foreligger også den faktor at Kim og co. jo gerne vil bruge materialet for at skabe awareness og pr. for projektet, der i sidste ende vil komme de unge til gode. Ikke at der skal gås på kompromis med den metodiske integritet men at det må være et spørgsmål om afvejning i øjeblikket. Fremtidsværkstedet Kritikfasen Vi ventede på den sidste deltager, så der forekom lidt dead air inden præsentationen kunne begynde, hvor vi facilitatorer gik lidt frem og tilbage men hvor der var tid til at small talk og spise sandwiches. Vi vidste på forhånd at programmet ville blive lidt udskudt og at

3 én deltager mere ville ankomme midt i kritikfasen. Til at begynde med var det lidt uhåndgribeligt for de unge at forstå formålet med kritikfasen. Det var som om det ikke var helt konkret nok, at vi fremlagde scenariet: Det værste ved Maribo. Nævn alle de ting i virkelig ikke bryder jer om ved byen. Til at begynde med kom forslagene med lange mellemrum og der var ofte lidt pinlig tavshed. Det var nok primært for vores, som facilitatorers, vedkommede. Lidt efter lidt og med bedre flow, gik det op for de unge hvad øvelsen muliggjorde; at lufte for ventilen og komme ud med al det indestængte. Pludselig var det som om at de unge virkelig blev frustreret over de kritiske udkast de kom ud med. Det var vigtigt for nedskrivningen af de unges formuleringer at de blev formuleret konsekvent kritiske. Dog var der mange af de unges udkast der blev formuleret som; flere hyggesteder og det er jo fx mere et udtryk for et ønske eller et behov men så blev det omformuleret til; der mangler flere hyggesteder. Øvelsen og grebet i metoden skulle lige oversættes til informanterne! Men efterhånden faldt der mange negative udsagn og der kom virkelig mange udsagn, som blev taget op i gruppen. Flere af udsagnene blev bekræftet med beslægtede udsagn fra andre i gruppen og de første tegn på tematikker begyndte at vise sig. Efter en god ½ times kritikfase hvor der kom rigtig mange vinkler, og tydelige samt usagte temaer på hvad der er kritisk ved byen, skulle de unge udvælge hvad de ønskede at arbejde videre med i fantasifasen. De fik hver et rundt klistermærker, de skulle male i en farve og sætte ud for det kritikpunkt de ønskede at arbejde videre med. Det blev så til 10 forskellige kritikpunkter, der alle skulle søges vendt til positive udkast i fantasifasen. Egentlig lidt sjovt at der ikke var to der satte et klistermærke ved samme kritikpunkt men at alle valgte et hver. Måske et udtryk for at de ikke ville være efterabere eller bare at de hver især prioriterede forskelligt. De kritikpunkter de unge ønskede at arbejde videre med var: Maribo mangler identitet/personlighed Der mangler flere turisme muligheder/mangel på information Der mangler et spillested (på hele Lolland) Der mangler flere hyggesteder Ingen grund til at være her/mangler noget nyt Negativ italesættelse/træt at andres omtale af vores sted som udkantsdanmark Black Cobra/HA er kommet til området (for at sidde på narkotikamarkedet)

4 Folk har en negativ indgangsvinkel til tingene dårlig offentlig transport ingen skabertrang- ligegladhed- egoisme Det føltes en anelse grænseoverskridende at komme udefra og så, selvom det jo er en del af metoden, at skulle diktere eller anspore de unge til at sætte ord på det mest negative ved deres by. Måske er det fordi, der i forvejen er så mange der taler grimt om yderområderne og at de under det første møde med dem, selv pointerede at de var trætte af udefrakommendes fordomme om Lolland. Måske dette kan være årsagen til at de til at begynde med var lidt forbeholdne for at fyre kritikken af. Det kom de dog efter, lidt efter lidt. Fantasifasen Inden de unge skulle træde ind i det utopiske mindset lavede vi en lille fysisk øvelse hvor vi stod i en rundkreds og simulerede forskellige vejrfænomener som en slags kanon eller bølge. Egentlig havde vi i sinde at lave en leg der mere konkret skulle udfordre deres forestillingsevne og fantasi men den kropslige øvelse med at stå oprejst og i en rundkreds gav et godt afbræk til de brainstorm øvelser der prægede det meste af dagen. Samtidig var målet med øvelsen at ændre mindset hos deltagerne fra det kritiske til det utopiske og drømmende. Som tema gik vi fra at formulere et konkret fantasispørgsmål til de unge til at åbne mere bredt op for fantasirunden. Vi havde talt om at stille spørgsmålet: Hvordan ser Plantagen, kulturhus for unge, ud i fremtiden? Til mere generelt at svare på de kritiske udkast der under kritikfasen kom frem, for derefter til sidst at vælge to-tre fantasiudkast der skulle gennem en virkelighedsfase. Fantasifasen, viste sig intet mindre end fantastisk! Til at begynde med var det, ligesom i kritikfasen lidt abstrakt. Mange kom til at begynde med, med forslag der var meget realistiske og uden overdrevet fantasi. For eksempel gik formuleringer såsom; man kunne på månedsbasis forsøge at igen. Vi som facilitatorer måtte uddybe at man kunne formulere sin vildeste fantasi i denne fase og efter denne præcisering af det utopiske, at det ikke nødvendigvis skulle være realisérbare fantasiforslag, begyndte de unge at lege med. Undervejs grines der og det lader til at alle har det sjovt med øvelsen. Nogle af de

5 unge er mere aktive end andre, men ingen er passive. Den yngste deltager går i 8. klasse og som vi kender fra det første indledende møde, er lidt mere forbeholden men absolut begejstret og deltagende i dynamikken. Der bakkes op via positiv mimik selvom der ikke kommer ligeså mange forslag som hos de andre. Det er meget fantasifulde og fjollede forslag der kommer op og for det meste, ytrer deltagerne, kva reglerne om ingen kritik eller diskussion i fantasifasen, positivt overfor hinandens udtalelser og supplerer og bygger videre på de forskellige udkast. Fx. bliver forslaget om et rastamiljø suppleret med coffeeshops i Maribo og Bukse-fri dag suppleres af Ja, nudist-dag!. Da fx. én pige foreslår flere aktiviteter på Maribo sø, supplerer flere forslaget med nye aktiviteter og viser et flair for at bakke hinandens idéer op. Det var som at de unge helt automatisk kommer ind på at besvare deres kritikpunkter med utopiske udkast. Til tider kommer vi, i begejstring som facilitatorer til at overfortolke de unges udsagn. Her var det vigtigt at vi fik korrigeret på hinanden og ikke fik skrevet misvisende eller ledende stikord på vægavisen, som de unge ikke nødvendigvis kunne relatere sig til. Fx. med Riv alt ned fra hylderne i Netto forslaget der vækker kortvarig bekymring hos deltageren. Samtidig blev der tolket for meget på udsagnet flere fagelige arrangementer man kunne skrive på sit C.V og vi rettede dette til, så det stemte overens med deltagerens udsagn. Reglerne, der blev præsenteret til at begynde med og hængt op på store plancher, blev også til tider overskredet. Fx. ved nogles forslag, ytrer andre sig negativt som fx.: Det findes allerede! etc. Den ene fra Den Gyldne Banan lader til at kede sig lidt, måske var vedkommende bare træt eller uoplagt men det kan også tænkes at han måske havde forestillet sig at workshoppen skulle handle mere specifikt om Plantagen og derfor synes alt det andet er irrelevant. Fantasifasen forløb glidende på legende vis og sluttedes af i takt med at der ikke strømmede flere forslag ind. Selvom enkelte af de unge fortsatte med flere forslag løbende, selv ind i virkeliggørelsesfasen. Før de unge kunne få et velfortjent hvil, et stykke kage (og en cigaret) blev de bedt om at sidde to og to mens de summede over alle de vilde og fantasifulde udkast fasen fik mobiliseret. Dernæst skulle de, som i forrige runde, med de runde stickers, udvælge hvilke fantasiudkast de hver især ønskede skulle gå videre i virkeliggørelsesfasen. De fantasipunkter de unge ønskede at arbejde videre med i virkegørelsesfasen var: Comedy Zoo på Lolland

6 Nyt motto: Intet er vildere end Lolland Togene pyntes - fx mega jul i Maribo Åbent kunstmiljø - konstant nyskabende Lolland Alle hjælper alle, gir high fives og alle er åbne fredagsrock med upcoming kunstnere faste events, fx 1 dag i ugen med foredrag, forestillinger ect. alle rydder op app med info om alt aktivitet på Lolland Virkeliggørelsesfasen Under virkeliggørelsesfasen kommer de unges engagement for alvor konkret i spil. Det havde vi en forventning om også ud fra de andre faser hvor udsagnene i starten havde karakter af realistiske realiserbare ideer. I denne fase er der mere tid til at de unge kan fordybe sig. Det gav derfor god mening at danne to undergrupper med fem unge i hver. Fordi der var mange forslag der kunne gå ind under nogle samlede kategorier tegnede der sig et billede på at de to grupper, på egen opfordring gerne ville beskæftige sig med hhv. temaerne: 1. Åben tilgang - information og det at samle folk 2. Flere faste events Målet med ovenstående temaer skulle favne de unges idéer og skabe et nyt mind set, mere positivitet, at flere tager ansvar og hjælper hinanden, danne rammen om at møde hinanden i byen. Temaer som gik igen hos de unge undervejs i hele fremtidsværkstedet. Under virkeliggørelsesfasen bliver de unge stillet realistisk ansigt til ansigt med de forslag de har udarbejdet. Dette skaber rum for diskussion og fordybelse ud fra begge brainstorm runder. De unge fordeler sig selv, ind på det emne, de føler mest for og får så udleveret plakater, skriveredskaber og post-it s til på kreativ vis at understøtte deres tanker for at realisere deres ønsker. Mens de unge sidder på gulvet i de to forskellige grupper, opstår en ivrig og energisk stemning. Man mærker virkelig hvordan rummet er skabt og der bliver udtænkt ideer og

7 samarbejdet på tværs af deltagerne. De er på tid blevet sat til, fordelt mellem dem, at udarbejde forslag til punkterne: lokale ressourcer? hvem tager ansvar for at det bliver en realitet? financiering (symbolsk egenbetaling for events)? Her nævnes klippekort, gavekort, mobilepay, frivillighed + frynsegoder. Hvordan imødegår vi modstand? Skal det offentliggøres? Hvordan skabes et rum, hvor alle har lyst til at komme og bidrage/tage ansvar? For derefter i plenum at arbejde igennem de næste skridt der omhandler: Løsningsforslag? Eksempelvis finansieringsmuligheder Strategier? eks et hus/rum for møder, en aftale om at måtte komme på Plantagen igen inden det står færdigt, en start-event, hvor alle kan bidrage til åbningen kom og sæt dit præg på bygningen Hvem gør hvad: lave invitation til næste møde, tænke i optakt til åbningen af Plantagen - skabe opmærksomhed og interesse for stedet Foreløbig aktionsplan: tænke informationskanaler - medier (FB side), mund til mund, fysiske invitationer på ungdomsinstituioner og uddannelsesinstitutioner i byen, andre præsentationer; optagelser af byggeriet med GO Pro kamera (så alle kan følge med i udviklingen) Næste skridt: promovér mulighederne, holde kontakt til folk i byen, gøre byen opmærksom på, at vi eksisterer. De unge taler om at tage på besøg på de forskellige gymnasier, komme ud i hver klasse og CELF (Center for Erhvervsrettede Uddannelser Lolland-Falster) Styregrupper: (i plenum findes der frem til, at der skal oprettes..) o o o en gruppe af tovholdere (Den Gyldne Banan): etablerer næste møde og sender invitation ud en krea-gruppe (video/billeder ect.) en PR/kommunikationsgruppe: Hele seancen (virkeliggørelsesfasen) filmes af Kim, og Brian, der styrer den en smule forstyrrende mikrofon og kamera.

8 På trods af dette er de unge gode til at køre på, og der opstår en inspirerende dynamik under virkeliggørelsesfasen. Men også lidt splittelse til at begynde med. Der opstår en smule modstand fra Emil (fra Den Gyldne Banan), fordi han ikke helt kan se ræson i at tale om anvendelse og renovering af Plantagen FØR økonomien er på plads. Emil understreger, at før man kan gå videre med noget som helst, skak de vente til Real Danias midler fra puljen Underværker bliver fordelt, så stedet er sikret fremadrettede midler. Det er positivt at Emil har sin realitetssans for øje, men også lidt en blokering for de andre unge, der sidder inde med mange gode idéer til, hvordan man etapevis kan kickstarte projektet. Under punktet strategier nævnes istandsættelsen af huset, hvor renovationen ifølge Emil ikke kan lade sig gøre i vinterhalvåret og at det derfor er for tidligt at afholde events. Emil anbefaler indledningsvist først at mødes, når stedet er færdigbygget. Her er de andre unge uenige, argumentet er, at der er andre opgaver at tage fat i inden huset står fix og færdigt. Eksempelvis forskellige kommunikationsopgaver, som bl.a. kan sikre, at flere unge i byen bliver opmærksomme på stedet. Simone bød også ind med tanken om et idékredsløb, som skulle udspille sig på den væg ved Maribo station; En idevæg i stedet for en reklamevæg, lød den originale tanke. Der er ellers bred konsensus om at der sagtens kan begyndes et godt stykke forarbejde inden pengene fra Real Dania ruller ind. Fx. er den gule café hvor de unge sidder, modsat det store rå ikke isolerede koncertlokale, opvarmet, isoleret og klar til at gå igang med enten, at rive en planlagt væg ned eller bare male den, omdiskuterede farve over. De unge deler alle holdningen og drivkraften til at deltage i den spæde opstart af tilblivelsen af Plantagen. De unge foreslår at lave en decideret facebook side hvor processen kunne dokumenteres og frivillige hænder kunne melde sig til som arbejdskraft. De unge taler om at jo før, jo bedre at tage del og ansvar for projektet så ejerskabet etableres fra begyndelsen. Samtidig skete der en interessant tankestrøm undervejs. Facebook siden skulle ikke bare likes og deles som alle andre facebook sider. Ideen var at man ikke blot støttede projektet gennem at like, men det at tage del i projektet ligeså meget gik ud på at involvere

9 sig i projektet, at slå ting op på facebook siden, komme med forslag osv. Støtten ligger i at man deltager selv. Dermed er kimen til at brugerdrevet kulturhus lagt og det var meget spændende at følge denne proces på tæt hold. Tanken bliver uddybet med ideer om at folk der besøger stedet, skal opfordres til at tage møbler eller andet inventar med når de besøger huset. Således vil stedet blive et samlingssted for forskellige stilarter og bidrag. Samtidig var det en overraskelse at Julie og Ida ikke havde set den store rå stationsbygning før nu. Dette fordi de begge også har deltaget i Go Local projektet og kender folkene bag Den Gyldne Banan. Ikke desto mindre ligger der et potentiale for yderligere deltagelse og ejerskab. De to blev nemlig meget opløftede da de så rummet og dets rå industrielle karakter. Undervejs i processen pointeres det også at det ikke kun er unge mennesker der er velkomne i processen omkring tilblivelse af kulturhuset. De ældre frivillige skal også bydes indenfor hvis de ønsker at bidrage. Dette element, med frivillighed er væsentligt at understrege, fordi mange forældre ses som en ressource for mange af de unges projekter. Det udvikler sig til en diskussion om hvem der er velkommen på stedet og hvad det er for et rum der er ved at blive skabt. Der er bred enighed om at alle skal være velkomne i det nye hus. Et hus som også kunne virke samlende på foreninger, netværk med videre i byen. I forhold til realisering af Plantagen, taler de unge pludselig om aldersbegrænsning jf. brug af Plantagen, i forbindelse med hvis der fx. bredt skulle blive formidlet ud at et nyt sted for unge er under opsejling. Emil og co. nævner nemlig, og har gjort det ved tidligere møder herunder walk and talk, at de selv, d.v.s alders -eller brugergruppen fra 1.g og til de flytter væk fra Lolland, desperat mangler et fristed for kultur- og fornøjelsesaktiviteter. På et tidspunkt omtaler Emil, Plantagen som et utopia for unge mennesker og at de havde talt om under renoveringsfasen at installere et go-pro kamera i et hjørne af rummet og så filme hele processen for at lave en fast-mode fra start til slut, og bruge filmen som en reklame for Plantagen- med en overskrift i stil med: Nu er det din tur til at præge Plantagen! Der aftales i plenum at etablere nogle forskellige styregrupper for processen omkring Plantagen. Efterfølgende har Simone, lagt listen over styregrupper op på facebook

10 gruppen, så deltagerne og interesserede kan melde sig på den gruppe de føler for. Den Gyldne Banan, tager på sig at være tovholdere, dem der samler trådene, for den overordnede kommunikation, da de i forvejen har kontakt til Kim fra LFTV. Emil siger med et smil på læben, at deres rolle bliver et mekka for information. De unge får uofficielt aftalt et nyt møde. Nogle er villige til allerede at mødes igen i december men efter flertal besluttedes det at forsøge at mødes igen i januar Mødet slutter med at den lokale presse kigger forbi og journalisten spørger to fra Den Gyldne Banan om hvad de har fået ud af dagen. De svarer at de har fået et overblik over processen og nu bedre ved hvad de skal gøre fremadrettet. Det at de unge er så engagerede i hele opstartsfasen kan tolkes som et tydeligt tegn på at de virkelig savner at skabe noget sammen, som en homogen gruppe. At danne fællesskaber der strækker sig længere end at mødes på det lokale værtshus eller deltage i forældede gymnasietraditioner, som de fx. nævner omkring det med at smide folk i søen -dagen på første skoledag. De vil have mere meningsfulde og kontinuerlig stimulans og aktiviteter. At de desuden gerne, fysisk, vil bygge stedet op fra bunden, kan også være et udtryk for en udpræget D.I.Y (do it yourself) tilgang, som nogle af de unge også praktiserede på Orange Innovations Made Festival, hvor en håndfuld af de unge var repræsenteret med Camilla Nissens Go Local Camp i august måned. I den forbindelse fortæller Emil, hvordan de rent faktisk, fik afprøvet den ønskelige Batman-projektør, spillestedet drømmer om kan kaste lys og info over Lollands nattehimmel under koncerter. At de selv vil forme stedet fra den spæde start, kan desuden anskues ud fra en ultimativ bottom-up tilgang, der både muliggør et øget ejerskab til stedet fra begyndelsen fordi de simpelthen vælger at tage sagen i egen hånd og ikke nødvendigvis vente på kommunale eller almennyttige midler. Det er egentlig lidt bemærkelsesværdigt at de unge i kritikfasen, understreger at der ingen fede aktiviteter er om vinteren og at der så står et glimrende udrustet lokale med både varme, vand og wc faciliteter til fri afbenyttelse. Omtalte lokale, er den gule café men som i skrivende stund er udlånt til en række håndværkere, der gennem et beskæftigelsesprogram, hjælper til med at bygge lidt på Mediestationen. Det virker bare lidt fjollet at de unge står og fryser udenfor, mens de venter på det sparsomme offentlige trafiknetværk (mange tog går kun én gang i timen) og ikke engang

11 kan komme på toilettet, fordi der, i følge Kim Hemmingsen, er stridighed mellem Banedanmark og Lolland Kommune om hvis ansvar det er, at sørge for de rejsendes adgang til toilet. Her er det jo skide sejt, at en fyr som Kim, der er nabo til stationsområdet, ser de unges frustration i øjenhøjde og dermed selv påtager sig et civilt ansvar og løfter en opgave der potentielt, i hvert fald i rigere kommuner ville have haft kommunalt opbakning. Tjekliste for, hvordan man kan lave brugbare feltnoter (Nielsen 2009: 320): 1. Rammen: Fokus på omgivelser og kontekst Rammen for fremtidsværkstedet er et ca. 20 m2 stort lokale i en gul lys farve. Rummet bruges til daglig af nogle håndværkere som er i gang med at renovere stationsbygningen. Der er relativt varmt inde i rummet da to store radiatorer, synes at køre på fuld knald uanset hvilken vej der drejes på termostaten. Rummet er tiltænkt en fremtidig rolle som cafe, som drives af de unge. Rummet er derfor en central del af de unges drøm om et nyt ungdomshus med tilhørende spillested og cafe. 2. Deltagerne: Hvem deltagerne er og hvad er deres roller? Der er i alt dukket 4 drenge og 6 piger op til fremtidsværkstedet. Aldersmæssigt spænder gruppen fra ca år. De bor langt fra alle, i selve byen Maribo. Flere bor, som de selv siger det, på landet. De fleste har langt hjem enten med offentlig transport eller scooter. Dog har de alle et tilhørsforhold til byen, de fleste gennem deres studietid på Maribo Gymnasium. 3. Aktivitet og interaktion: Hvordan interagerer deltagerne med aktiviteten og med hinanden? Der opstår til tider lidt rigeligt med drillerier. Måske dette bare er et udtryk for lidt teenage flirteri. I perioder er nogle deltagere ganske passive. Hvad mon ligger til grund for det? Evt. generel teenage træthed, måske nogen har været ude og feste aftenen inde, der jo var en lørdag.

12 Det lader til at de fleste deltagere på kryds eller tværs kender hinanden, men som der tidligere er hørt blandt de unge, ved alle hvem hinanden er fra både bybilledet og fra Maribo Gymnasium. Det lader til at alle de unge kommer fint overens på trods af interesseforskelle, fx. musik, mad/dyrkning, kunst etc. Enkelte deltagere, fx. den meget yngre Selma dukker alligevel op til fremtidsværkstedet på trods ikke at være overvældende deltagende til det indledende møde med de unge i oktober. Det er måske et udtryk for at hun alligevel, føler et stort behov for at få indflydelse og dermed finde sin plads blandt de andre lidt ældre deltagere. 4. Hyppighed og variation: Fokus på om der er et emne, der er tilbagevendende og virker unikt Der henvises ofte til Mona og Pinden (begge lokale værtshuse i Maribo), som steder hvor de unge kommer men mere i mangel af bedre end af kvalitetstilbud til unge Hyldedalen dukker også op adskillige gange som et sted der har stor værdi for de unge samt Maribo-søerne, der også er et af områdets store vartegn. Aktiviteter for unge- både konkrete events men også et fysisk sted dukker kontinuerligt op Utryghed som emne var på en måde overraskende - på trods af byens størrelse forekommer der stadig utryghed blandt de unge - Simone bryder sig ikke om fulderikkerne, når hun er på vej hjem fra Pinden eller venter ved stationen, der tvinger én til at sidde udenfor, fordi de lukker ventesalen af om eftermiddagen - også den nyligt ankomne bandekriminalitet m. Black Cobra/HA gør Emil vred, de maser sig ind på deres område og skaber utryghed. Selma pointere området ved Museet og Stationen som utryg. 5. Subtile faktorer: Fokus på hvad, der ikke bliver sagt verbalt, men formodes udtrykt i en kontekst, som deltagerne ikke selv kan forklare.

13 Nielsen, Warming, H. (2009) Deltagende observation. I Teknikker i Samfundsvidenskaberne. Redigeret af Fuglesang, Lars, Hagedorn-Rasmussen & Bitsch Olsen, Poul, , Roskilde Universitetsforlag, 1.udgave, 2.oplag Åbent hus efter Fremtidsværkstedet De unge fra Den Gyldne Banan, fremstår ret medievante og får tilsyneladende lavet en god reportage med den fremmødte journalist. De stiller op til billeder inde i Plantagens store rå rum, der skal huse scene og koncertfaciliteterne. Også os, som facilitatorer (Ole tager tjansen), får lov at tale med journalisten. På trods af at vi formidlede budskabet om dagens begivenheder, hhv. den officielle åbne fremvisning kl.16.30, bredt ud, var det sparsomt hvor mange, der dukkede op. Omkring 5 mennesker dukkede op, hhv. bekendte til Kim, forældre og søskende til deltagerne. Den, af Kim Hemmingsen, tidligere omtalte Banan-mor, mor til én af de unge fra foreningen og lidt småsøskende dukkede også op til fremvisningen fra kl Flere af de unges forældre bakker op omkring projektet med at etablere flere aktiviteter for unge i Maribo. Til gengæld var det super sejt at de unge blev hele dagen ud og de sidste smuttede hen mod kl.18. De unge hjalp med at rydde op efter det åbne arrangement og var glade for at få resten af både sandwich og kage med til vejen hjem. De unge synes, foruden Kim og Brian, der selv var meget begejstrede for deres installation af black box ude på toilettet med spot og kamerastativ, at det var underholdende med et lille testimony indslag og fik alle en tur på toilettet, til at komme med vinkler på hvordan dagen var gået og hvordan Plantagen kan fungere som sted for unge. Under Kims afslutningstale på en lille scene, takker han særligt os RUC studerende, for at have vendt interessen mod Maribo. Så får det pludselig en større betydning for projektet, at indsatsen anerkendes og at vores ressourcer værdsættes.

14