EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Udvikling og Samarbejde UDKAST TIL BETÆNKNING

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Udvalget om Udvikling og Samarbejde FORELØBIG 2003/2133(INI) 9. december 2003 UDKAST TIL BETÆNKNING om befolkning og udvikling 10 år efter FN-konferencen i Kairo (2003/2133(INI)) Udvalget om Udvikling og Samarbejde Ordfører: Karin Junker PR\ doc PE

2 PR_INI PE /15 PR\ doc

3 INDHOLD Side PROTOKOLSIDE... 4 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING... 5 BEGRUNDELSE UDTALELSE FRA UDVALGET OM KVINDERS RETTIGHEDER OG LIGE MULIGHEDER... PR\ doc 3/15 PE

4 PROTOKOLSIDE På mødet den 4. september 2003 meddelte Parlamentets formand, at Udvalget om Udvikling og Samarbejde havde fået tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning, jf. forretningsordenens artikel 163, om befolkning og udvikling 10 år efter FN-konferencen i Kairo, og at Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder var udpeget til rådgivende udvalg. På mødet den 9. juli 2003 valgte Udvalget om Udvikling og Samarbejde Karin Junker til ordfører. På mødet den 29. oktober 2003 vedtog udvalget at optage følgende beslutningsforslag i sin betænkning: På mødet/møder den... behandlede udvalget udkastet til betænkning. På dette/sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for:...; imod:...; hverken/eller:.../vedtog det enstemmigt forslaget til beslutning. Til stede under afstemningen var:... (formand/mødeformand),... (næstformand/næstformænd),... (næstformand/næstformænd), Karin Junker (ordfører),...,... (for...),... (for, jf. forretningsordenens artikel 153, stk. 2),... og.... (Udtalelsen/Udtalelserne fra... er vedføjet denne betænkning.) (Udvalget... vedtog den... ikke at afgive udtalelse.) Betænkningen indgivet den.... PE /15 PR\ doc

5 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING om befolkning og udvikling 10 år efter FN-konferencen i Kairo (2003/2133(INI)) Europa-Parlamentet, der henviser til handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling i Kairo den september 1994, som blev vedtaget af 179 deltagende stater, der henviser til de centrale foranstaltninger til videre gennemførelse af handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling, som blev vedtaget på FN's Generalforsamlings 21. særlige samling, der fandt sted i New York den 30. juni - 2. juli 1999, der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, hvor sundhed er medtaget som en menneskeret i artikel 25, stk. 1, der henviser til de strategiske sundhedsmål, som blev vedtaget på verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995 og bekræftet på FN's Generalforsamlings 23. særlige samling "kvinder 2000: ligestilling, udvikling og fred i det 21. århundrede" (Beijing + 5) i New York den juni 2000, der henviser til Millennium-udviklingsmålene, som blev vedtaget på De Forenede Nationers Millennium-topmøde den september 2000, der henviser til Monterrey-aftalen, som blev vedtaget på konferencen om udviklingsfinansiering den 22. marts 2002, der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEW) af 7. november 1967, der henviser til Johannesburg-erklæringen om bæredygtig udvikling, der blev vedtaget den 4. september 2002 på konferencen om bæredygtig udvikling, der henviser til konventionen om barnets rettigheder, der blev vedtaget og frigivet til undertegnelse, ratificering og tiltrædelse med FN's Generalforsamlings resolution 44/25 af 20. november 1989, der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1567/2003 af 15. juli 2003 om bistand til politikker og aktioner vedrørende reproduktiv og seksuel sundhed og dermed forbundne rettigheder i udviklingslande 1, 1 EUT L 224 af , s. 1. PR\ doc 5/15 PE

6 der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1568/2003 af 15. juli 2003 om støtte til bekæmpelse af fattigdomsbetingede sygdomme (hiv/aids, tuberkulose og malaria) i udviklingslandene 1, der henviser til artikel 25, stk. 1, litra c) og d), og artikel 31 i partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni , der henviser til sin beslutning af 4. juli 1996 om opfølgning af verdenskonferencen i Kairo om befolkning og udvikling 3, der henviser til beslutningen om betydningen af De Forenede Nationers verdenskonferencer i perioden for samarbejdet mellem Den Europæiske Union og AVS-landene inden for Lomé-konventionens rammer, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Togo den 29. oktober , der henviser til beslutningen om opfølgningen af den fjerde internationale kvindekonference (Beijing, 1995), vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Abuja (Nigeria) den 23. marts , der henviser til sin beslutning af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijinghandlingsplanen 6, der henviser til beslutningen om resultaterne af FN s ekstraordinære samling den juni 2000 om "kvinder 2000: ligestilling, udvikling og fred i det 21. århundrede", vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Bruxelles (Belgien) den12. oktober , der henviser til beslutningen om import og lokal produktion af generiske lægemidler, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Libreville (Gabon) den 22. marts , der henviser til beslutningerne om hiv/aids, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, i Abuja (Nigeria) den 23. marts og i Bruxelles (Belgien) den 1. november , 1 EUT L 224 af , s EFT L 317 af , s EFT C 211 af , s EFT C 96 af , s EFT C 263 af s EFT C 59 af , s EFT C 64 af , s EFT C 265 af , s EFT C 263 af , s EFT C 78 af , s. 66. PE /15 PR\ doc

7 der henviser til beslutningen om handicappede og ældre menneskers rettigheder i AVSstaterne, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Bruxelles (Belgien) den 1. november , der henviser til sin beslutning af 7. februar 2002 om Den Europæiske Unions politik over for partnerlandene i Middelhavsområdet hvad angår fremme af kvinders rettigheder og lige muligheder i disse lande 2, der henviser til beslutningen om følgerne af smitsomme sygdomme for unges, ældres og handicappedes sundhed, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS- EU i Cape Town (Sydafrika) den 21.marts , der henviser til sin beslutning af 25. april 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om handlingsprogrammet for generel hensyntagen til kønsaspektet i Fællesskabets udviklingssamarbejde 4, der henviser til sine beslutninger af 20. september 2001 om lige løn for arbejde af samme værdi 5 og af 3. juli 2002 om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder 6, der henviser til sin holdning af 13. februar 2003 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om bistand til politikker og aktioner vedrørende reproduktiv og seksuel sundhed og rettigheder i udviklingslande 7, der henviser til beslutningen om rettigheder for børn, herunder børnesoldater, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Rom (Italien) den 11. oktober , der henviser til forretningsordenens artikel 163, der henviser til betænkning fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder (A5-0000/2003), A. der henviser til, at det handlingsprogram, der blev vedtaget af 179 stater på verdenskonferencen om befolkning og udvikling i Kairo i 1994, og den dermed opnåede enighed på ny blev bekræftet fem år senere ved revisionen af handlingsprogrammet, B. der henviser til, at Kairo-konferencen for første gang lagde hovedvægten på den enkeltes reproduktive behov og rettigheder i stedet for at fastsætte abstrakte demografiske mål, 1 EFT C 78 af , s EFT C 284 E af , s EFT C 231 af , s EFT C 131 E af , s EFT C 77 E af , s EFT C 271 E af , s P5_TA(2003) Endnu ikke offentliggjort i EUT. PR\ doc 7/15 PE

8 C. der bekræfter, at alle par og enkeltpersoner har en grundlæggende ret til frit og på eget ansvar at bestemme, hvor mange børn de vil have og hvornår, og skal have adgang til informationer om fødselsplanlægning, oplysning om svangerskabsforebyggelse og midlerne hertil 1, D. der henviser til, at det fremgår af handlingsprogrammet, at alle mennesker i den relevante alder snarest muligt og senest i 2015 skal sikres reproduktiv sundhed igennem det grundlæggende sundhedssystem, E. der henviser til, at gennemførelsen af handlingsprogrammet til opfyldelse af Millennium-udviklingsmålene også er en absolut forudsætning for sikring af den reproduktive sundhed, da tre af disse mål hænger direkte sammen med reproduktiv sundhed (begrænsning af børnedødeligheden, forbedring af mødresundheden, bekæmpelse af hiv/aids, malaria og andre sygdomme), og i den forbindelse gør opmærksom på, at sammenhængen mellem fattigdomsbekæmpelse og seksuel og reproduktiv sundhed er anerkendt i vide kredse, og at investeringer heri lønner sig i særlig grad, F. der beklager, at de samlede udgifter i 2000 (inklusive De Forenede Nationers lån og betalinger) dog kun udgjorde 45,6 % af det målbeløb, der i handlingsprogrammet var fastsat for dette år, og at donorlandene kun har betalt 45 % af den andel af midlerne, de ifølge Kairo-handlingsprogrammet var forpligtet til at stille til rådighed, mens udviklingslandene trods alt har betalt 76 % af deres andel, G. der henviser til, at ikke alle donorlandene i lige høj grad føler sig forpligtet på dette område, og at der derfor er et voldsomt finansieringsdeficit inden for seksuel og reproduktiv sundhed, selv om Den Europæiske Union har spillet en central rolle både ved at stille bevilliger til rådighed på kort sigt og ved at støtte handlingsprogrammet igennem lovgivningsforanstaltninger, H. der henviser til, at parlamentarikere på den internationale parlamentarikerkonference til gennemførelse af Kairo-handlingsprogrammet i Ottawa i 2002 forpligtede sig til at arbejde for, at 5-10 % af de nationale budgetter anvendes til befolkningspolitik og seksuel og reproduktiv sundhed, I. der henviser til, at det efterhånden er accepteret i vide kredse, at retfærdig behandling af kønnene ikke længere kun betragtes som et spørgsmål om god regeringsførelse, men i stigende grad også som et aspekt ved økonomisk effektivitet, da fremskridt på ligestillingsområdet ofte indvirker positivt på hele samfundets velfærd, J. der finder det foruroligende, at en mand i nogle dele af verden anses for langt mere værdifuld end en kvinde, hvilket medfører, at kvindelige fostre aborteres, eller at nyfødte piger sættes ud eller sælges, således at der f.eks. ved folketællingen Kina i 2000 for hver 100 pigefødsler registreredes ca. 120 drengefødsler, hvorfor Unicef anslår, at der om nogle år vil være 50 millioner mænd, der ikke kan finde en kone, 1 Kairo-handlingsprogrammet, princip 8. PE /15 PR\ doc

9 K. der er klar over, at piger og kvinder verden over udsættes for mange forskellige former for mandlig vold i hjemmet eller militær eller samfundsmæssig-strukturel vold, f.eks. i form af tvungne kønsselektive aborter eller drab på nyfødte piger, voldtægter i krigs- og krisetider, påtvungne svangerskaber, seksuelt misbrug og tvangsprostitution, der rammer kvinder og piger i alle aldre, skamfering af kønsorganer, tvangsægteskaber osv., som alle er rettet mod kvinders seksuelle selvbestemmelsesret og udgør en alvorlig trussel mod såvel deres reproduktive som deres psykiske sundhed, L. der er bekendt med, at FN-undersøgelser viser, at hvert tredje svangerskab på verdensplan er uønsket eller uplanlagt, og at over 300 millioner par ikke har adgang til svangerskabsforebyggende midler, hvilket i mange tilfælde medfører, at kvinder lader aborter foretage under usikre betingelser, ofte med alvorlige helbredsmæssige skader eller ligefrem dødsfald til følge, M. der henviser til, at svangerskab og fødsel er hovedårsagerne til dødsfald og handicap blandt kvinder i udviklingslandene og årligt koster ca kvinder livet, N. der henviser til, at en milliard unge nu er ved at komme ind i den reproduktive livsfase, og at halvdelen af alle nye tilfælde af hiv-infektion konstateres hos unge, herunder piger og unge kvinder, der tilhører en særlig risikogruppe, O. der finder det foruroligende, at en stor del af hiv/aids-infektionerne skyldes snavsede sprøjter, da selv WHO oplyser, at 75 % af alle injektioner på verdensplan ikke foretages med sterile sprøjter, og er bekendt med, at mennesker i syv kinesiske provinser anslås at være blevet smittet med hiv som følge af mangelfuld hygiejne i forbindelse med bloddonation, P. der henviser til, at 80 % af alle flygtninge på verdensplan er kvinder og børn, og at mødredødeligheden ofte er højere i flygtningesituationer på grund af dårlig ernæring og hurtigt på hinanden følgende svangerskaber, og at seksuelt overførbare sygdomme er hyppigere forekommende som følge af ubeskyttet sex og kønsspecifikke voldssituationer, Q. der henviser til, at WHO's plan om at uddanne titusindvis af "barfodslæger" for at skabe mulighed for sundhedspleje også i landdistrikter og fattige områder er et skridt i den rigtige retning, R. der beklager, at konservative kredse har opnået at få bevillingerne til familieplanlægning og oplysning nedskåret, ja endog kraftigt forringet, således at USA f.eks. har indefrosset sine tilsagn til UNFPA fra 2002, S. der henviser til, at foranstaltninger som f.eks. industri- og udviklingslandenes grundlæggende sundhedstjenester eller grunduddannelsesprogrammer ikke må medregnes i udgifterne til befolkningspolitik, selv om der er en indbyrdes sammenhæng, T. der henviser til, at civilsamfundet spiller en vigtig og supplerende rolle i forbindelse med gennemførelsen af handlingsprogrammet, og at Kommissionen navnlig med henblik på landestrategidokumenterne bør arbejde tættere sammen med grupper i civilsamfundet, særlig kvindegrupper og kvindesammenslutninger og de sociale PR\ doc 9/15 PE

10 bevægelser, 1. forventer i anledning af ICPD's tiårs-jubilæum i 2004 en fuldstændig oversigt over, hvor langt man er nået med gennemførelsen af Kairo-handlingsprogrammet, fra alle ansvarlige FN-instanser, men især fra EU-medlemsstaternes regeringer, Kommissionen og AVS-institutionerne samt de relevante ngo'er; 2. opfordrer Den Europæiske Union og medlemsstaterne til i fuldt omfang at opfylde de forpligtelser, de har indgået med hensyn til finansiering af Kairo-handlingsprogrammet, også hvad angår grunduddannelse, uddannelse, grundlæggende sundhedstjenester og let og overkommelig adgang for alle unge, kvinder og mænd til sundhedstjenester af høj kvalitet i hele deres reproduktive livsfase for at sikre den seksuelle og reproduktive sundhed og den personlige fødselsplanlægning; 3. opfordrer Kommissionen til at sætte handlingsprogrammet på dagsordenen for samarbejdet med tredjelande og i internationale fora og udvikle strategier til fælles gennemførelse heraf; 4. opfordrer Den Europæiske Union og medlemsstaterne til at integrere seksuel og reproduktiv sundhed i deres udviklingspolitik og i denne forbindelse arbejde for at få nedbragt spædbørns-, børne- og mødredødeligheden; 5. opfordrer Den Europæiske Union og medlemsstaterne til at sørge for bedre koordination inden for donorsamfundet og afsætte øgede bevillinger til programmer inden for seksuel og reproduktiv sundhed for at opfylde de internationale forpligtelser, der blev indgået i Kairo i 1994; 6. forventer af WHO og alle andre, der har et ansvar, at de på enhver tænkelig måde bestræber sig på at sætte en stopper for hiv-infektioner forårsaget af forurenede sprøjter ved hjælp af egnede hygiejniske foranstaltninger; 7. opfordrer Den Europæiske Union og medlemsstaterne til at gennemføre en bredt anlagt informations og rådgivningskampagne i udviklingslandene med følgende mål: at give alderstilpasset seksualoplysning og -undervisning også til børn og unge henholdsvis at begrænse seksuel udnyttelse og undertrykkelse og yde støtte til ofre for seksuel udnyttelse og undertrykkelse at fremhæve hvert enkelt menneskes ret til seksuel selvbestemmelse at tilbyde tilstrækkelige svangerskabsforebyggende midler at forbedre sundhedsplejen generelt at tilbyde tilstrækkelige overkommelige medikamenter til behandling af seksuelt overførbare sygdomme, især hiv/aids, og i den forbindelse stille krav til medicinalindustrien og muliggøre behandling med generiske lægemidler at skabe mulighed for sikker abort; 8. opfordrer udviklingslandene til at afsætte de af dem lovede midler til sundhedsplejen; PE /15 PR\ doc

11 9. opfordrer alle regeringer til at forbyde skadevoldende traditioner og praksis som f.eks. skamfering af kvinders kønsorganer og ved hjælp af informationskampagner oplyse om, at en sådan praksis er ensbetydende med et uacceptabelt overgreb mod kvinders ret til personlig ukrænkelighed, der er forbundet med en betydelig sundhedsfare, som kan få dødelig udgang; 10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til AVS-EU-Ministerrådet, medlemsstaternes regeringer, De Forenede Nationers generalsekretær, De Forenede Nationers Befolkningsfond (UNFPA) og De Forenede Nationers Fælles Hiv/aids-program (UNAIDS). PR\ doc 11/15 PE

12 BEGRUNDELSE Fra den 5. til den 13. september 1994 afholdtes den internationale konference om befolkning og udvikling i Kairo. Denne konference, der var organiseret af De Forenede Nationer, indgik i rækken af FN-miljøkonferencer mellem 1990 og 1996, som har givet mange nye impulser til det internationale samarbejde og især til forholdet mellem fattige og rige lande. Kairokonferencen indtager en fremtrædende rolle blandt de miljøkonferencer, der fandt sted i 90'erne. Rækken spændte fra verdenskonferencen om uddannelse for alle i Jomtien i Thailand og FN's børnetopmøde i New York i 1990 over FN's konference om miljø og udvikling i Rio i 1992, menneskerettighedskonferencen i Wien i 1993, verdenstopmødet om social udvikling i København og verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995 og Habitat II-konferencen i Istanbul til verdensfødevaretopmødet i Rom i Konferencerne har faktisk - ikke kun, men også - været med til at bane vejen for formuleringen af Millennium-udviklingsmålene. På baggrund af den overordnede målsætning, bekæmpelse af fattigdom, kan resultaterne fra FN-konferencerne i 90'erne omskrives til nogle grundlæggende krav, som også indgår i Millennium-målene: gennemførelse af menneskerettighederne, særlig kvinders og børns rettigheder sikring af fødevaresituationen sikring af miljøet igennem bæredygtig udvikling og ressourceudnyttelse fremme af den sociale udvikling, særlig menneskeværdige boligforhold for alle og tilbud om uddannelse til alle igennem fremme af skole- og uddannelsessektoren. Kairo-konferencen om befolkning og udvikling spillede en særlig rolle for det internationale samfunds overtagelse af disse målforestillinger, da den samtidig behandlede det centrale grundlag for den globale udvikling og elementære tværgående spørgsmål. Befolkningsudviklingen er afgørende for udviklingsprocessen både på globalt og på nationalt plan. Konferencedeltagerne tog konsekvensen af, at en befolkningspolitik, der udelukkende tager sigte på at begrænse befolkningstilvæksten, er dømt til at slå fejl. 179 stater tilsluttede sig i Kairo verdensbefolkningskonferencens handlingsprogram. Deri fastsættes centrale målsætninger, som i sidste instans kan føre til en afbalanceret og bæredygtig befolkningsudvikling: afskaffelse af fattigdom varig økonomisk vækst inden for rammerne af en bæredygtig udvikling uddannelsestilbud til alle befolkningsgrupper, især piger og kvinder kønnenes ligestilling og ligeberettigelse beskyttelse, understøttelse og fremme af familien adgang for alle til reproduktive sundhedstjenester, familieplanlægning og seksuel sundhed sænkning af for spædbørns-, børne- og mødredødeligheden PE /15 PR\ doc

13 Retten til reproduktiv sundhed og familieplanlægning sættes i centrum for en ny opfattelse af befolkningspolitik. De tilstræbte befolkningspolitiske foranstaltninger er ikke blot foranstaltninger til familieplanlægning i snæver betydning, men omfatter også basistjenesteydelser inden for reproduktiv sundhed, svangerskabs- og barselspleje, programmer til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt overførbare sygdomme, herunder hiv/aids og forskningsaktiviteter og opbygning af nationale analysekapaciteter. I Kairo-handlingsprogrammet var der anført årlige beløb, som blev anset for nødvendige til gennemførelse af programmet. For 2000 tales der i handlingsprogrammet om 17 mia., for 2005 om 18,5 mia., for 2010 om 20,5 mia. og for 2015 om 21,7 mia. USD. Ca. to tredjedele af beløbet skal tilvejebringes af udviklingslandene, og en tredjedel skal industrilandene stille til rådighed for programmerne inden for rammerne af udviklingssamarbejdet. Tallene for 2000 giver ikke anledning til megen optimistisme, da der i alt blev stillet mindre end 50 % af de lovede bevillinger til rådighed, og udviklingslandene var tættere på at opfylde målsætningen end industrilandene. Situationen er ikke blevet forbedret siden da. I 2000 blev der investeret i alt 10,9 mia. USD i befolkningspolitiske aktiviteter, i 2001 faldt beløbet til 9,4 mia. USD, hvoraf 2,3 mia. kom fra industrilandene og 7,1 mia. fra udviklingslandene selv. Et af problemerne er, at Bush-regeringen i 2001 genoptog den såkaldte "Mexico City-politik", ifølge hvilken der ikke må udbetales statsstøtte til organisationer, der går ind for en sikker abort. Dette har ført til en kraftig nedskæring af støtten til ngo'er i hele verden og internationale organisationer som f.eks. UNFPA og WHO på det befolkningspolitiske område. Europarådets Parlamentariske Forsamling opfordrede i september 2003 Europarådets medlemmer til at udligne de manglende betalinger fra USA. Naturligvis kan Kairo-konferencens virkning og succes ikke alene måles på, hvor store bevillinger der for øjeblikket afsættes til befolkningspolitikken. Den første virkning var uden tvivl selve handlingsprogrammet, som først kom i stand efter en hård kamp mellem flertallet og en gruppe "fundamentalistiske" stater, der omfattede Vatikanet og nogle islamiske stater, om spørgsmålet om abort og svangerskabsforebyggelse, og hvori reproduktiv sundhed og familieplanlægning som nævnt ovenfor indtager en central plads. Her skete der altså et skift væk fra den traditionelle måde at se tingene på til en befolkningspolitik, som beskæftiger sig med de vigtigste årsager til og virkninger af befolkningstilvækst og ændringer i befolkningsstrukturen. På baggrund heraf var konferencens afslutning, hvor 179 deltagende stater tilsluttede sig handlingsprogrammet, allerede den første succes for konferencen. Desuden kan støtten til en række foranstaltninger, som f.eks. grundlæggende sundhedstjenester eller programmer på området grunduddannelse, der umiddelbart vedrører befolkningspolitikken, ikke tages med i betragtning. Tallene for handlingsprogrammets gennemførelse giver således et ufuldstændigt billede af situationen. Når befolkningspolitikken betragtes i international sammenhæng, fokuseres der ofte på udviklingslandene, og det synes absolut berettiget i særlig grad at interessere sig for befolkningsudviklingen i de afrikanske stater syd for Sahara og i de asiatiske stater med høje befolkningstal som f.eks. Kina, Indien, Indonesien og Bangladesh. Men situationen i industrilandene bør ikke lades ude af betragtning. Den demografiske udvikling i staterne i "Nord" er kendetegnet af en lav fødselsrate og faldende befolkningstal for den oprindelige befolkning, som der delvis kan kompenseres for igennem indvandring. Alt i alt bliver befolkningens gennemsnitsalder - især i Europa - stadig højere, befolkningspyramiden vendes på hovedet. Resultatet er en voksende belastning af de sociale systemer (sygeforsikring, PR\ doc 13/15 PE

14 pensionskasser osv.), konflikter, som skyldes befolkningens aldersstruktur og voksende indvandring. Disse spørgsmål må ikke forbigås, selv om problemerne i forbindelse med befolkningsudviklingen i mange udviklingslande er langt mere dramatiske. Nogle årsagssammenhænge er indlysende, men bør bevidst overvejes i forbindelse med en vurdering af verdensbefolkningskonferencen ti år efter dens afslutning. F.eks. fører den stadige befolkningstilvækst i mange udviklingslande til, at hverken bruttonationalindkomsten eller per capita-indkomsten stiger på trods af samlet økonomisk vækst. De økonomiske resultater "opsluges" praktisk talt af befolkningstilvæksten. På den anden side er befolkningstilvækst ikke bare ensbetydende en høj fødselsrate. I Indien er den forventede levealder f.eks. blevet fordoblet, siden landet blev selvstændigt for 50 år siden, fra 30 til over 60 år (64,6 år for kvinder og 63,2 år for mænd). Denne positive tendens afspejler sig naturligvis tydeligt i befolkningsudviklingen. Befolkningstilvækst skyldes altså ikke blot en høj eller øget fødselsrate, men også højere forventet levealder. Denne udvikling kræver derfor også nye svar i lande, der hidtil ikke har været indstillet på et stort antal gamle. Der mangler de nødvendige infrastrukturer til denne befolkningsgruppe, fra plejemuligheder til alderdomshjem. Allerede nu kan der konstateres en langsom forandring i udviklingslandene - at have mange børn betragtes ikke længere automatisk som en "livsforsikring". Det ønskede antal børn er også faldende i nogle afrikanske lande, hvor fødselsraten stadig er høj. I nogle afrikanske stater syd for Sahara er situationen derimod den, at den økonomiske vækst udebliver som følge af et stigende antal sygdomstilfælde og dødsfald - forårsaget af hiv/aids - da sygdommene er koncentreret om den del af befolkningen, der er i den erhvervsaktive alder - fordi det er der, den seksuelle aktivitet er størst - mens børn og gamle ikke rammes i samme grad. Resultatet er i nogle lande en økonomisk katastrofe, som kan munde ud i en forsyningskatastrofe (der er ikke tilstrækkelig mange erhvervsaktive mænd til at sikre fødevareproduktionen) eller i en uddannelseskatastrofe, da der kommer til at mangle lærere. Det er indlysende og almindeligt anerkendt, at der er en direkte sammenhæng mellem fattigdomsbekæmpelse, kvindens rettigheder og seksuel og reproduktiv sundhed, men man tager ikke altid konsekvensen heraf. Kvindens rettigheder skal sikres parallelt med, at der træffes foranstaltninger inden for reproduktiv sundhed (tilbud af produkter, information, oplysning). Derved kan der sikres gode resultater inden for reproduktiv sundhed, som igen indvirker positivt på bekæmpelsen af seksuelt overførbare sygdomme, især hiv/aids. I nogle lande i Afrika er næsten 40 % af de unge kvinder mellem 15 og 24 år hiv-smittede (Swaziland, Lesotho, Botswana), i Tyskland er smitteraten 0,05 %, i Frankrig 0,18 %. Udviklingen i et lands økonomi forbedres også helt konkret, hvis uddannelsesmulighederne øges, især for piger og kvinder. Ud over den umiddelbare virkning, som er en bredere og mere velkvalificeret basis for landets arbejdsmarked, er bedre informerede og uddannede kvinder mere opmærksomme på sygdomsforebyggelse, f.eks. forebyggelse af aids. Desuden er der en tendens til, at uddannede kvinder gifter sig senere og får færre børn, hvilket indvirker på fødselsraten. I øjeblikket er uddannelsesmulighederne stadig meget ulige fordelt på verdensplan. Mens analfabetisme er et randfænomen i de vesteuropæiske lande, ligger den ofte på over 30 % i asiatiske og afrikanske lande. Procentdelen er næsten altid størst for kvindernes vedkommende, i Etiopien er den f.eks. på 69 % (53 % for mændenes PE /15 PR\ doc

15 vedkommende), i Pakistan på 72 % (43 % for mændenes vedkommende). Det er vigtigt at være særligt opmærksom på forholdene for kvinder og børn i flygtningesituationer. Langt den største del af alle flygtninge på verdensplan er kvinder og børn. Der er mange problemer forbundet med denne situation, f.eks. dårlige hygiejniske forhold, en mangelfuld forsyningssituation og deraf følgende stigning i antallet af sygdomstilfælde. Udbredelsen af seksuelt misbrug og voldtægt i flygtningelejrene ligger over gennemsnittet, og fører bl.a. til flere tilfælde af hiv/aids og andre seksuelt overførbare sygdomme, der yderligere forværrer levevilkårene i flygtningelejrene. Indikatorerne for Kairo-konferencens mål viser også i 2003 chokerende forskelle mellem fattige og rige lande og regioner. F.eks. ligger spædbørnsdødeligheden i nogle afrikanske lande stadig på langt over 100 dødsfald pr fødsler (f.eks. 177 i Sierra Leone, 147 i Liberia, 140 i Angola, 126 i Niger, 122 i Mozambique); i Europa er tallet 9. Mødredødeligheden er ligeledes rystende høj i nogle afrikanske og asiatiske lande, bl.a. dør kvinder pr levendefødte børn i forbindelse med graviditet, fødsel og dermed forbundne komplikationer i Malawi, i Kenya og i Afghanistan, mens tallet i europæiske lande som Tyskland og Frankrig kun er på henholdsvis 11 og 22. PR\ doc 15/15 PE