DEN NY VERDEN 2008:3 Udviklingssamarbejde anno 2020

Transkript

1 DEN NY VERDEN 2008:3 Udviklingssamarbejde anno

2 Carsten Staur Globalt samarbejde frem mod 2020 Det globale system FN-systemet, Verdensbanken, IMF og mange andre internationale organisationer er godt på vej mod et krondiamant-jubilæum. Det er snart 65 år siden, den nuværende internationale samarbejdsstruktur blev etableret i årene umiddelbart efter anden verdenskrig. 65 års samliv sætter normalt sine spor på selv de stærkeste af os. Bentøjet svigter; gigten plager; der bliver stille i stuen, kun afbrudt af oldebørnenes tumlen; afslutningen nærmer sig. Gælder det også det globale system, som vi kender det? Det korte svar er nej. Det globale system skal nok overleve. Men der er behov for væsentlige ændringer for at genskabe systemets legitimitet og dets effektivitet. Systemet skal reformeres, så det bedre afspejler verden af i dag, og således at det i langt højere grad kan være med til at løse de globale problemer, der vil præge det 21. århundrede. FN-Pagten blev underskrevet i San Francisco i juni 1945, og FN var fra starten sejrherrernes projekt. Der skulle skabes en ny verdensorganisation og en ny verdensorden efter krigen. Man var, som den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson formulerede det, present at the creation. Verdenskrigens tabstal løb op i over 70 mio. døde, langt de fleste civile. Det skulle ikke ske igen. Man havde lært af Folkeforbundets fejl. Den nye verdensorganisation skulle have en effektiv beslutningsstruktur, med Sikkerhedsrådet som det afgørende organ for regulering af international magtanvendelse, styret af en lille kerne af vetobærende medlemmer de fem sejrherrer (USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina). Taberne, de to Tysklande, Italien og Japan, blev først medlemmer af FN i 1955 og Reform af Sikkerhedsrådet Det Sikkerhedsråd, der blev skabt i sommeren 1945, er fortsat det helt centrale internationale organ. Der var 11 medlemmer af Rådet i 1945, hvor FN havde 55 medlemmer 5 faste medlemmer med vetoret og 6 andre medlemmer, hver valgt for en toårig periode. Antallet af valgte DEN NY VERDEN 2008:3 Globalt samarbejde frem mod

3 DEN NY VERDEN 2008:3 Carsten Staur 90 medlemmer blev i 1965 udvidet til ti. FN har i dag 192 medlemslande, og spørgsmålet om Sikkerhedsrådet repræsentativitet er dermed blevet påtrængende. Hvis medlemslandene skal overlade det til Sikkerhedsrådet at træffe bindende beslutninger om international fred og sikkerhed, herunder om magtanvendelse, må Rådet også afspejle medlemskredsen. Ellers mister Rådet sin politiske legitimitet. Det spørgsmål har optaget FN s medlemslande i snart to årtier. Problemet er grundlæggende, at alle stater er ligeværdige. Et nobelt princip, men ikke uden problemer, når Japan og Indien formelt placeres på linje med Tuvalu og San Marino. Hvis Sikkerhedsrådet skal agere i et politisk rum, hvor der tages hensyn til de nye magter, der har vokset sig store de seneste årtier og hvis holdninger ikke mindst i regionale sammenhænge ofte er vigtige må disse lande også være repræsenteret. Japan har forsøgt at løse problemet ved ret ofte at søge indvalg i Rådet, senest fra 1. januar Indien har valgt den modsatte tilgang og har ikke været medlem siden Begge aspirerer til at blive faste medlemmer og vil kunne tilføre Sikkerhedsrådet større politisk substans og global legitimitet. Indien og Japan har, sammen med Tyskland og Brasilien ( G4 ), fremlagt et forslag om at udvide Sikkerhedsrådet med seks nye faste medlemmer, samt yderligere et antal valgte medlemmer. Ud over de fire lande selv peger de på, at også Afrika bør have to faste medlemmer, uden at der dog er sat navn på disse. Hvis man skal fastholde det oprindelige princip om, at der skal være flere valgte end faste medlemmer, vil det indebære, at Sikkerhedsrådet udvides til mindst 23 medlemmer, hvoraf 11 vil være faste medlemmer. Ud fra uden tvivl meget ædle motiver møder dette forslag modstand især fra lande, der i så fald ikke vil få en fast plads som bl.a. Spanien og Italien (mod Tyskland), Mexico og Argentina (mod Brasilien) og Pakistan (mod Indien). Disse lande er gået sammen i gruppen Uniting for Consensus og har i mange år haft held med at blokere for reelle forhandlinger om en udvidelse af Sikkerhedsrådet. Midlet har især været proceduremæssigt, idet sagen har været henvist til drøftelse i en arbejdsgruppe, der arbejder ved enstemmighed. Det har af let forståelige grunde ikke været muligt at blive enige, uagtet at veltalende diplomater i årevis har forsikret hinanden om, at der ikke var noget, de hellere ville. Situationen har nu ændret sig. FN s Generalforsamling besluttede sidste efterår, at der skulle iværksættes mellemstatslige forhandlinger, og disse blev indledt i februar Det afgørende er, at man ikke længere er bundet af kravet om enstemmighed man er således nu inde i et egentligt forhandlingsforløb, der på et tidspunkt kan føre til afstemning om et konkret forslag om en udvidelse, og her er kravene klare. En ændring af FN-Pagten kræver 2/3 flertal i Generalforsamlingen (p.t. 128 stemmer), og træder i kraft, når den er blevet ratificeret af 2/3 af medlemslandene,

4 herunder alle faste medlemmer. De nuværende fem faste medlemmer har således de facto vetoret; de kan blot undlade at ratificere. Det centrale spørgsmål er som nævnt antallet af nye medlemmer, hvilke regioner de skal komme fra, og hvor mange af de nye medlemmer der skal være faste medlemmer? Der har de seneste år været stor opmærksomhed om et kompromisforslag om et mellemlangt medlemskab (5-10 år) for de lande, der aspirerer til fast medlemskab. Kombineret med en genforhandling af hele spørgsmålet, når denne periode udløber, kan et sådant forslag måske være lettere for flere lande at acceptere. Om glasset så er halvt fuldt eller halvt tomt, vil vi først se, når sagen tages op igen. Et helt afgørende spørgsmål er spørgsmålet om vetoretten. Den politiske realitet er, at de nuværende faste medlemmer under ingen omstændigheder vil acceptere en udvidelse heraf til flere lande. Der er allerede forskel på, hvordan de fem faste medlemmer bruger den ret, de har. Storbritannien og Frankrig har ikke nedlagt veto i de sidste tyve år (selv om Frankrig truede med det under Irak-debatten i foråret 2003). De lande, der aspirerer til fast medlemskab, er fuldt klar over dette, men er selvsagt optaget af, hvordan de nye regler formuleres. Mange lande vil samtidig gerne bruge anledningen til at begrænse vetoretten for de fem nuværende medlemmer; f.eks. ved at de ved en højtidelig erklæring fraskriver sig at gøre brug af veto i sager vedrørende folkedrab o.lign. Det er der næppe for nærværende tilslutning til fra de fem faste medlemmer. Det politisk væsentligste spørgsmål er, hvordan de afrikanske lande stiller sig? Med 53 medlemmer af Generalforsamlingen er den afrikanske gruppe en stemmemæssigt stor blok, der i sig selv (næsten) kan blokere for 2/3 flertal. Foreløbig har Den Afrikanske Union (AU) formuleret en maksimalistisk position, der bl.a. går på, at de kommende faste afrikanske medlemmer skal have vetoret. Denne position er under pres indefra, men fastholdes foreløbig, selv om alle erkender, at den ikke kan holde. Det, der primært holder den afrikanske gruppe tilbage, er spørgsmålet om hvilke to lande, der i givet fald skal være kontinentets to faste medlemmer? Sydafrika gør sig forhåbninger, og det samme gør Nigeria og Egypten og utvivlsomt også andre lande. Under denne diskussion ligger selvfølgelig mere grundlæggende spørgsmål om betydningen af landenes økonomiske vægt i forhold til betydningen af den sub-regionale fordeling. Man skal være opmærksom på, at de arabiske lande i FN-sammenhæng er delt mellem den afrikanske og den asiatiske gruppe, og at de arabiske landes mulighed for en fast plads i Sikkerhedsrådet formentlig især ligger i afrikansk sammenhæng. Som nævnt vil det i sidste ende i høj grad være de nuværende faste medlemmer, der afgør spørgsmålet. Storbritannien og Frankrig støtter G4-forslaget; Kina og Rusland vil formentlig ende med at støtte, hvad flertallet af lande bestemmer, men anser af forståelige grunde ikke DEN NY VERDEN 2008:3 Globalt samarbejde frem mod

5 DEN NY VERDEN 2008:3 Carsten Staur 92 spørgsmålet som hastende. USA har vist en stigende grad af fleksibilitet. Fra kun at støtte en udvidelse med Japan som fast medlem har man nu signaleret mere åbenhed. Det siges nu klart fra amerikansk side, at Sikkerhedsrådets legitimitet på længere sigt afhænger af, at det afspejler verden, som den nu ser ud. Til gengæld lægger USA helt afgørende vægt på, at en udvidelse sker in a way that will not diminish its effectiveness or its efficiency og udvidelsen reflekterer the ability of countries to contribute to the maintenance of international peace and security, and other purposes of the United Nations (Susan Rice, 19. februar 2009). Altså med blik for regionale aktører og store troppebidragydere og menneskerettighedsspørgsmål. Globaliseringen og de globale udfordringer Når spørgsmålet om Sikkerhedsrådets legitimitet står så centralt i reform-diskussionen, skyldes det selvsagt, at verden i dag ser fundamentalt anderledes ud, end den gjorde i Den globaliseringsproces, verden har gennemgået de seneste årtier, har bundet økonomierne sammen og skabt en dynamik i verdensøkonomien, som i de fleste lande har formået at skabe stabile vækstrater over mange år. Den globale samhandel er vokset år for år, og der er i stigende grad etableret en global arbejdsdeling, hvor ikke mindst Kina har skabt sig en meget stærk position i forhold til fabrikation af færdigvarer. Omfanget af udenlandske investeringer er steget kraftigt på globalt plan. Arbejdskraftens øgede bevægelighed har ført til en markant forøgelse af remitter, som i mange fattige lande er blevet en stadigt vigtigere finansieringskilde. At den aktuelle finansielle og økonomiske krise har kunnet sprede sig så hurtigt, som tilfældet er, skyldes først og fremmest, at globaliseringen har haft en indbygget pro-cyklisk tendens, og at man ikke på globalt plan (eller regionalt) har fået udviklet de mod-cykliske politikker og systemer, som skulle kunne begrænse problemerne. Derfor vil krisen formentlig også føre til et styrket globalt økonomisk samarbejde fremover. Globaliseringen fører samtidig en mere multipolær verden med sig, hvor andre lande økonomisk gradvis vil nærme sig USA s niveau. Det samlede bruttonationalprodukt i de fire BRIC-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) vil først svare til G7-landenes (USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada) BNP i Men allerede i 2025 vil den økonomiske rangfølge være: USA, Kina, Indien, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig. Verdens befolkning vil samtidig vokse med ca. 20 procent (1,3 mia. mennesker) frem til 2025, men næsten udelukkende i Afrika, Asien og Latinamerika. Europas befolkningstal vil falde; gennemsnitslevalderen vil stige, og det demografiske problem vil øges markant.

6 Den relative svækkelse af USA s økonomiske dominans (og den deraf afledte svækkelse af USA s politiske indflydelse), Europas stadigt mindre økonomiske og befolkningsmæssige tyngde, fremkomsten af nye, tunge aktører på den globale økonomiske og politiske scene og konsolideringen af regionale magter rundt omkring alt dette peger i retning af en omkalfatring af det globale system over de næste år. Samtidig understreger finanskrisen som nævnt behovet for effektive globale løsninger på globale problemer. Ud over de globale problemer, der knytter sig til konfliktforebyggelse, mægling og konfliktløsning hvor Sikkerhedsrådet som nævnt er det centrale internationale organ, og hvor FN i år forventes at have over soldater udsendt i knap 20 stadigt mere krævende fredsbevarende missioner er der især tale om udfordringer på det økonomiske og udviklingspolitiske område. Det største og mest umiddelbare globale udviklingsproblem er uden tvivl fattigdom. De såkaldte 2015-mål, som blev vedtaget på FN-topmødet i 2000, har formået at skabe en global ramme for det internationale udviklingssamarbejde med blikket klart rettet mod den forventede halvering af antallet af fattige i verden i målene har i høj grad fokuseret på de sociale sektorer sundhed, uddannelse m.v. hvor der de senere år er skabt betydelige resultater i de fattigste lande, ikke mindst i Afrika. Der har ikke været helt samme fokus på behovet for at øge den økonomiske vækst, på den private sektors rolle og på sikring af beskæftigelse til de mange millioner unge, der de kommende år vil melde sig på arbejdsmarkedet i udviklingslandene. Det bliver vigtigt at styrke dette fokus de kommende år, uanset at den globale krise generelt truer med at rulle mange af de opnåede resultater tilbage. Fattigdomsproblemerne skærper den globale kamp om stadig mere knappe ressourcer og medvirker til at svække den politiske beslutningskraft. Problemet er særlig tydeligt i lande, der forsøger at løse en politisk konflikt, der har ført til uroligheder eller i nogle tilfælde borgerkrig. En ting er at nå frem til den politiske aftale, der skal gøre en løsning mulig. Noget helt andet at befæste denne og sikre, at alle parter har de nødvendige incitamenter til fortsat at bakke op om den. Alt for ofte ser vi, at fredens frugter i form af arbejde, indkomst, fremtidsperspektiver for de mange ikke modnes hurtigt nok, og at det derfor bliver et reelt alternativ at gå ud og grave AK-47 eren op i baghaven og genoptage den væbnede konflikt. Der er behov for en styrket indsats, internationalt, regionalt og nationalt, for at fredsopbygning efter konflikter generelt bliver mere vellykket. I tæt sammenhæng med fattigdom, ressourceknaphed og potentielle konflikter er klimaproblematikken. I sin kerne handler dette spørgsmål om et globalt paradigmeskifte i retning af et low carbon growth -paradigme, som kan holde den globale temperaturstigning på under 2 grader Celsius DEN NY VERDEN 2008:3 Globalt samarbejde frem mod

7 DEN NY VERDEN 2008:3 Carsten Staur 94 i 2100, hvilket forudsætter en 80 procent reduktion af CO 2 -udledninger i industrilandene i 2050 (i forhold til 1990), og samtidig at udviklingslandene i deres fortsatte økonomiske vækst lige som industrilandene må kunne råde over teknologier, der kan nedbringe deres CO 2 -udslip markant. Men i alle de nævnte sammenhænge og flere til (grænseoverskridende sygdomme, terrorisme) gælder, at alle lande, eller i hvert fald en meget bred kreds af lande, efterspørger et mere effektivt internationalt samarbejde for at løse de problemer, som landene ikke kan løse hver for sig. Problemer, som globaliseringen samtidig har gjort langt mere nærværende og aktuelle for alle og som borgerne i de enkelte lande derfor har en klar forventning om, at deres ledere vil håndtere internationalt på en måde, som skaber de resultater, der for hvert enkelt er nødvendige for at komme videre og få skabt et effektivt samspil mellem nationalt policy space og internationale rammebetingelser. Nye internationale initiativer til organisering af det politiske samarbejde Det globale samarbejde drives i et kompliceret krydsfelt mellem de deltagende landes nationale interesser; relevante ikke-statslige aktører; dynamikken i de universelle fora, hvor drøftelserne føres; engagementet i de mindre, mere begrænsede fora, hvor alliancer formes og/eller kompromiser ofte strikkes sammen; og indspil fra de internationale institutioners sekretariater eller tænketanke. Den relative svækkelse af den vestlige verdens økonomiske dominans er tydelig i udviklingen af G7-samarbejdet. Kernen i dette samarbejde, der blev etableret efter den første oliekrise i , er selvsagt fortsat et tæt økonomisk samarbejde mellem de syv landes Finansministerier. Politisk er G7 imidlertid ikke mindst i relation til det årlige topmødes bredere dagsorden blevet udvidet, ikke blot med Rusland til G8, men også med deltagere fra udviklingslandene. Der har de senere år udviklet sig den praksis også at invitere lederne fra Kina, Indien, Sydafrika, Brasilien og Mexico, således at man nu ofte taler om et G8+5. Da den internationale finanskrise for alvor meldte sig på den globale dagsorden i sommeren 2008, besluttede en uformel kreds af stats- og regeringschefer i forbindelse med FN s Generalforsamling i New York i september måned at reaktivere det såkaldte G20-samarbejde, der oprindelig blev etableret mellem finansministre og centralbankdirektører efter den asiatiske krise i Beslutningen, som førte til G20-topmødet i Washington i november 2008 og i London i april 2009, var en understregning af, at de store udviklingslande også må være med ved bordet, når der skal træffes beslutninger vedrørende den globale økonomi. Når Kina sidder inde med for over 1 trillion USD af amerikanske treasury

8 bonds og andre værdipapirer, har Kina også en aktie i, hvordan USA håndterer sin voksende gældsbyrde som følge af de økonomiske saltvandsindsprøjtninger, som både Bush- og Obama-administrationen har fundet nødvendige. På klimaområdet så man tilsvarende i 2007 fremkomsten på amerikansk foranledning og under amerikansk lederskab af Major Economies Forum, et forum af de 17 største økonomier/udledere af CO 22. Det er i skrivende stund sandsynligt, at den nye amerikanske administration vil intensivere dette samarbejde og tilrettelægge et topmøde i MEF-kredsen i forbindelse med G8-Topmødet på Maddalena i juli MEF-drøftelserne forventes at løbe parallelt med de egentlige FN-drøftelser i løbet af 2009 om en ny klimaaftale, der finder sted i regi af FN s Klimakonvention (UNFCCC), og som ventes afsluttet med Klimatopmødet i København i december måned (COP 15). Et begrænset forum som G20 kan spille en vigtig rolle som ramme om en uformel koordinering af nationale beslutninger, således at den samlede effekt af disse optimeres. Tanken med MEF er mere at fungere som forkammer for FN-forhandlingerne, ved at bringe de store aktører sammen og teste mulige løsningsmodeller i en snævrere kreds af nøgleaktører for derigennem fremskynde og effektivisere forhandlingsprocessen, der selvsagt i sidste instans skal finde sted i FN-regi, hvis man vil have en global aftale. En klar fordel ved møder i begrænsede fora som G20 og MEF er, at det her er lettere at engagere stats- og regeringschefer i forhandlingerne, hvilket er afgørende for, at tværgående emner som den økonomiske krise eller klimaproblematikken overhovedet kan håndteres meningsfuldt i et sådant samarbejde. Banen er tegnet klarere op, succeskriterierne defineres mere fleksibelt, og aktørerne er færre. Stats- og regeringschefer kan erfaringsmæssigt foretage en samlet interesseafvejning, som mange fagministre ikke kan håndtere, bundet som de ofte er af ret snævre sektor- eller erhvervsmæssige interesser. Til gengæld kommer de snævert sammensatte fora ofte til kort, når det gælder repræsentativitet og dermed legitimitet. De ca. 170 lande, der ikke er med i G20, omfatter op mod en tredjedel af verdens befolkning og omkring halvdelen af verdens fattige. Der er ingen af de 49 mindst udviklede og fattigste lande (LDCs) med i G20. Ingen af de små ø-atoller i Stillehavet eller de udsatte lande i Sahel-bæltet sidder med ved bordet, når MEF drøfter konsekvenserne af globale klimaændringer. Det gør disse processer mindre globale og mindre politisk legitime end de bredere drøftelser i FN s Generalforsamling eller UNFCCC. G20 og MEF kan derfor heller ikke stå alene. Drøftelserne, overvejelserne og i sidste ende beslutningerne dér må på et tidspunkt bringes over i den brede ramme, hvor alle er med. DEN NY VERDEN 2008:3 Globalt samarbejde frem mod

9 DEN NY VERDEN 2008:3 Carsten Staur 96 Det er ikke helt usandsynligt, at verden bevæger sig i retning af et todelt internationalt system med FN og G20 som de to søjler. Om dette perspektiv holder, vil dog også afhænge af, om G20-samarbejdet de kommende år bliver effektivt forankret, sekretariats- og ledelsesmæssigt, så den begrænsede medlemskreds kan udnyttes optimalt, og om de deltagende lande alle føler, at samarbejdet fører til rimelige resultater. Det sidste forudsætter selvsagt en vis fælles interesse og en vis fællesmængde af acceptable løsninger mellem de gamle vestlige industrilande og de nye økonomier. Vanskelighederne med at afslutte Doha-handelsrunden viser, hvor svært dette er, men samtidig vil klimaproblematikken utvivlsomt presse landene til globalt samarbejde. Uanset at nogle lande vil blive mere direkte berørt af den globale opvarmning end andre, vil de samlede konsekvenser af klimaændringerne være så omfattende og af så stor betydning for alle lande, at samarbejde herom vil være nødvendigt. Det begrænsede forum kan her være med til at skabe den nødvendige tillid mellem de centrale aktører. Perspektiverne frem mod 2020 En udvidelse af Sikkerhedsrådet med flere faste medlemmer fra Asien, Afrika og Latinamerika er ikke så fjern en tanke, som den var for blot få år siden. Finanskrisen har understreget, at globaliseringen har gjort den vestlige verden relativt svagere i økonomisk henseende og de nye økonomier i de store udviklingslande relativt stærkere. Der er ikke vendt op og ned på tingene, men balancerne har flyttet sig og vil gøre det endnu mere i årene frem mod Finanskrisen og den globale økonomiske krise vil med stor sandsynlighed føre til en reorganisering af de globale økonomiske samarbejdsstrukturer. De etablerede brede topmøde-fora med begrænset deltagelse vil de facto blive udvidet med de større udviklingslande. G8+5 vil blive til G13 eller G14. G20-samarbejdet vil blive institutionaliseret, og det samme vil MEF. Et centralt spørgsmål er naturligvis, i hvilket omfang nationalstaterne som aktører suppleres med, eller erstattes af, regionale organisationer? Næppe i særlig stor grad. EU har selvsagt en plads, men det er sammen med de store EU-lande, ikke i stedet for. Og ingen af de andre regionale organisationer med AU eller ASEAN som de fremmeste vil tilnærmelsesvis få nogen afgørende rolle. Udfordringerne bliver at håndtere de nævnte udviklingslinjer i forhold til de globale organisationer. I Verdensbanken og IMF, der er lige så globale organisationer og har næsten lige så mange medlemmer som FN, vil kampen stå om magten i organisationerne. De vestlige lande sidder tungt på ejer-andelene og bestyrelsespladserne, og udviklingslandene ønsker en ændret balance, der afspejler den

10 reelle økonomiske situation i 2009, ikke Mange års diskussion om øget voice for udviklingslandene vil få ny dynamik i lyset af finanskrisen og G20-samarbejdet. Det vil ikke længere være nok at udvide bestyrelsen med en enkelt ekstra plads for Afrika. For FN s vedkommende drejer det sig om at fastholde og videreføre den indledte reformproces, der skal sikre, at FN-systemet formår at vokse med ind i det 21. århundrede. Der skal etableres mere effektive beslutningsprocesser, bedre management-systemer og alt i alt et mere effektivt og sammenhængende FN-system, der leverer mere målrettede og koordinerede ydelser, også på landeniveau ( Delivering as One ). Samlet set vil der således være udsigt til væsentlige ændringer af det globale system frem mod I første omgang formentlig af det økonomiske system med større indflydelse til toneangivende udviklingslande både i de begrænsede fora af stats- og regeringschefer og i de internationale finansielle institutioner. Men dette kan ikke stå alene. Der vil samtidig være et generelt behov for at sikre, at samarbejdet om globale problemer hvad enten det drejer sig om trusler mod fred og sikkerhed, eller trusler fra fattigdom, sammenbrudte stater, klimaændringer, grænseoverskridende sygdomme eller terrorisme reelt bliver globalt omfattende og samtidig effektivt, så samarbejdet skaber globale resultater. Og krondiamanten på værket kan meget vel blive en udvidelse af FN s Sikkerhedsråd, således at regionale stormagter, også andre steder end i Europa, får en fast plads ved bordet og dermed er med til at træffe de nødvendige politiske beslutninger og sikre, at de gennemføres. Noter Carsten Staur er Danmarks FN-ambassadør Manuskriptet til denne artikel er færdiggjort medio marts G20 omfatter Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Mexico, Rusland, Saudi Arabien, Sydafrika, Korea (ROK), Tyrkiet, Storbritannien, USA og EU. Herudover har Spanien og Holland fået tilkæmpet sig en plads. G20 omfatter ca. 85 procent af det globale BNP, 80 procent af verdenshandelen og lidt under 70 procent af verdens befolkning. 2 MEF omfatter Australien, Brasilien, Canada, Kina, EU, Frankrig, Tyskland, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Mexico, Rusland, Sydafrika, Korea (ROK), Storbritannien og USA, alt i alt i høj grad tilsvarende G20. DEN NY VERDEN 2008:3 Globalt samarbejde frem mod

11 DEN NY VERDEN 2008:3 Carsten Staur 98