ISUA IRON ORE PROJECT ANNEX 1 FOR VMM RAPPORTEN NATURFORHOLD I UNDERSØGELSESOMRÅDET JULI 2012

Transkript

1 ISUA IRON ORE PROJECT ANNEX 1 FOR VMM RAPPORTEN NATURFORHOLD I UNDERSØGELSESOMRÅDET JULI 2012 Orbicon A/S Ringstedvej 20 DK 4000 Roskilde Denmark Phone Version 3.0 Date 27 juli 2012 Prepared FPJE

2 Forord Dette dokument er Annex 1 for VVM-undersøgelsen af Isua Jernmine Projektet. Annex 1 omhandler den terrestriske flora of fauna, mens de marine miljø i Godthåbsfjorden beskrives i Annex 3. Oversigt over de tekniske annexer Annex nr. Titel - på dansk og på engelsk 1 Naturforhold i undersøgelsesområdet The natural environment of the study area 2 Rensdyrbestanden i undersøgelsesområdet Caribou population in the study area 3 Havpattedyr og havfugle i Godthåbsfjorden Marine mammals and sea birds in Godthåbsfjord 4 Vurdering af luftkvalitet Air quality assessment 5 Vurdering af støjforhold Noise assessment 6 Vurdering af forhold vedr. olie og kemikalier samt risici for udslip Oil and chemicals and assessment of potential impacts of spills 7 Vurdering af vandforhold Water management assessment 8 Geokemisk karakteristik og vurdering af håndtering af mineaffald Geochemical characterization and assessment of mine waste management 9 Forstudie af mulighederne for at udvikle vandkraft Hydropower development Preliminary Study 10 Miljøplan Environmental Management Plan (EMP) Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 2/89

3 INDHOLDS FORTEGNELSE 1 INTRODUKTION Isua Jern Malm Projektet Formålet med Annex Opgavens omfang og indsamlingen af data Rapportens opbygning DET FYSISKE MILJØ Godthåbsfjorden og dens omgivelser Undersøgelsesområdets geologi Klima Hydrology Havisen DEN MENNESKELIGE UDNYTTELSE AF OMRÅDET Befolkningen i området Fiskeri Jagt Rekreation VEGETATIONEN Planteundersøgelser i undersøgelsesområdet Vegetationen i lavlandet Kysten Dværgbuskhede Steppe Vådområder Saltmarsk Vegetationen i højlandet Dværgbuskheder Afblæsningsflader Sneleje Fjeldmark Græsland Højlandsvegetationen nær Indlandsisen Dværgbuskhede Fjeldmark Sneleje Sjældne planter og de plantesamfund de er knyttet til Sjældne planter Plantesamfund med sjældne plantearter PATTEDYR Terrestriske pattedyr Rensdyr Rangifer tarandus Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 3/89

4 5.1.2 Moskusokse Ovibos moschatus Fjeldræv Vulpes lagopus Arktisk hare Lepus arcticus Havpattedyr Klapmyds Crystophora cristata Grønlandssæl Phoca groenlandica Ringsæl Phoca hispida Pukkelhval Megaptera novaeangliae FUGLE Lommer Rødstrubet lom Gavia stellata Islom Gavia immer Skarver Skarv Phalacrocorax carbo Gæs Grønlandsk blisgås Anser albifrons flavirostris Canadagås Branta canadensis Knortegås Branta bernicla Ænder Gråand Anas platyrhynchos Almindelig ederfugl Somateria mollissima Strømand Histrionicus histrionicus Havlit Clangula hyemalis Toppet skallesluger Mergus serrator Rovfugle Havørn Haliaeetus albicilla groenlandica Jagtfalk Falco rusticolus Vandrefalk Falcon peregrinus Hønsefugle Fjeldrype Lagopus mutus Vadefugle Stor præstekrave Charadrius hiaticula Sortgrå ryle Calidris maritima Odinshane Phalaropus lobatus Måger Hvidvinget måge Larus glaucoides Gråmåge Larus hyperoreus Svartbag Gull Larus marinus Ride Rissa tridactyla Alkefugle Tejst Cepphus grylle Spurvefugle Stenpikker Oenanthe oenanthe Ravn Corvus corax Gråsisken Carduelis flammea Laplandsværling Calcarius lapponicus Snespurv Plectrophenax nivalis Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 4/89

5 7 FERSKVANDSFISK Fjeldørred Salvelinus alpines Trepigget hundestejle Gasterosteus aculeatus HAVFISK Torsk Gadus morhua Fjordtorsk/uvak Gadus ogac Lodde Mallotus villosus Hellefisk Reinhardtius hippelglossoides Almindelig stenbider Cyclopterus lumpus BESKYTTEDE OMRÅDER OG TRUEDE ARTER Områder beskyttet af national lovgivning Områder beskyttet i medfør af internationale aftaler Områder udpeget som vigtige naturområder af NGOer Truede arter Levesteder for sjældne planter Havfuglekolonier Miljømæssig betydning og lokal udnyttelse af kystlinjen indenfor undersøgelsesområdet REFERENSER Appendix 1 Flora liste fra syv lokaliteter indenfor undersøgelsesområdet Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 5/89

6 Figurer: Figure 1.1 Området der dækkes af denne rapport Isua EIA Study case. Den marine flora og fauna i Godthåbsfjord study area området beskrives i Annex Figure 1.2 Undersøgelsesområdet (indenfor stiplet linje) hvis natur der beskrives i denne rapport Figure 1.3 Udsigten fra jern forekomsten ved Isua, juli Figure 2.1 Isua området jern forekomsten findes ved den højeste bjergtop i baggrunden Figure 2.2 Kugssua floden fører store mængder smeltevand fuld af silt fra Saqqap Sermia gletsjeren ud i fjorden Figure 2.3 Det typiske islæg i de Vestgrønlandske fjorde i henholdsvis januar, marts og maj (fra Mosbech et al. 2000) Figure 2.4 Kanten af fast isen i den indre del af Godthåbsfjorden den 8. May Figure 2.5 isbjerge i den indre del af Godthåbsfjorden sidst i juni 2008 med Innajuattoq bjerget til højde Figure 4.1 Vegetations dækket i undersøgelsesområdet (Tamstorf 2001) Figure 4.2 Vegetationen på klipperne ved Taseraassuk (det planlagte sted for havnen) er hovedsageligt dækket af en lav og tør dværg hede Figure 4.3 Blågrå pil og blomstrende post på klipperne ved Qugssuk bugten Figure 4.4 Dværgbuskhede med post Figure 4.5 En tør steppe- og klitvegetation i Narsarsuaq dalen med dværgbuskheder på skråningerne Figure 4.6 Vandhul med Fjeld-pindsvineknop Sparganium hyperboreum Figure 4.7 Saltmarsk og græsområder omkring det inderste af Ilulialik fjorden Figure 4.8 Stjerneensian Lomatogonium rotatum er en sjælden plante i Grønland. In august 2011 blev den fundet voksende på hævet marint mudder langs Ilulialik fjorden Figure 4.9 Vegetationen i højlandet består hovedsagelig af dværgbuskheder Figure 4.10 Plantedækket i m højde ved Indlandsisen er meget begrænset Figure 4.11 Kantlyng (højre hjørne) og Moslyng er almindelige planter i stor højde Figure 4.12 Den lille bregne Almindelig månerude Botrychium lunaris kendes kun fra nogle få lokaliteter indenfor undersøgelsesområdet Figure 4.13 Flere plantearter som er sjældne i Grønland findes i forbindelse med kanten af saltmarsken langs Ilulialik Fjorden (markeret med rødt) Figure 5.1 Simle med lille kalv på vandring gennem Narsarsuaq dalen Figure 5.2 Rensdyr hannerne bevæger sig typisk rundt alene eller i smågrupper hele året Figure 5.3 Lokaliteterne og antallet af rensdyr som blev observeret i juni-juli De gule felter viser de områder som blev undersøgt Figure 5.4 Et ungt rensdyr tæt ved Indlandsisen ved Isua Figure 5.5 Pukkelhvaler er almindelige i Godthåbsfjorden i sommermånederne Figure 6.1 Ynglesteder for rødstrubet lom (rød plet) og islom (blå plet) fundet i forbindelse med feltarbejde i De gule felter viser de undersøgte områder Figure 6.2 Rastende grønlandske blisgæs ved Kangerlussuaq i begyndelsen af maj Figure 6.3 Antallet af grønlandske blisgæs observeret ved forårsrastepladser i den sydlige del af deres udbredelsesområde. Områderne med nummer 39, 42 og 43 ligger indenfor undersøgelsesområdet (fra Johansen et al. 2008) Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 6/89

7 Figure 6.4 Lokaliteter med ekskrementer og fjer fra Grønlandsk blisgås (røde prikker) fundet i forbindelse med feltarbejde i Den blå firkant markerer stedet hvor et par Canadagæs med 3 gæslinger blev observeret. Et par med to unger blev set samme sted i De gule felter angiver de undersøgte områder i 2008 og Figure 6.5 Gåseekskrementerne lå typisk i vegetationsbæltet meter fra søbredden, inklusive denne sø, hvilket peget på, at området var blevet benyttet som forårsrasteplads i begyndelsen af maj (billedet er taget 2. juli 2008) Figure 6.6 Vandløb der indgik i undersøgelsen i 2009 (gule markeringer) samt lokaliteterne hvor strømænder blev observeret. Observationen fra 2008 og en enkelt senere observation fra 2010 er også medtaget. Vandløb markeret som røde streger er ikke undersøgt, da vandet her er uklart og dermed ikke egnet som ynglehabitat for strømand Figure 6.7 Voksen havørn Figure 6.8 Ynglepladser for vandrefalk (Peregrine Falcon) og jagtfalk (Gyr Falcon) registreret i forbindelse med feltarbejde i De gule felter viser de undersøgte områder Figure 6.9 Fjeldrype hun i sommerdragt Figure 6.10 Sandsynlige ynglesteder for odinshane Red-necked Phalarope) og sortgrå ryle (Purple Sandpiper) fundet i forbindelse med feltarbejde i De gule felter viser de besøgte områder Figure 6.11 Odinshanen er den almindeligste vadefugl i undersøgelsesområdet Figure 6.12 Laplandsværlingen er en af de almindeligste og mest udbredte fugle I undersøgelsesområdet om sommeren Figure 7.1 Fjeldørreder i grønlandsk elv Figure 9.1 Beskyttede områder i Vestgrønland (from Boertmann 2005) Figure 9.2 Kort der viser en del af kystlinjen indenfor undersøgelsesområdet (område ) ved angivelse af strækningens følsomhed over for et olieudslip vist med forskellige farver (fra Mosbech et al. 2000). Små blå firkanter angiver fortidsminder. En person indikerer et sted som er vigtigt i forhold til menneskelig ressource udnyttelse. S17 angiver havfuglekolonien ved Iunajagtoa. Den økologiske betydning og menneskelige udnyttelse af områderne er beskrevet i Tabel Figure 9.3 Kort der viser en del af kystlinjen indenfor undersøgelsesområdet (område ) ved angivelse af strækningens følsomhed over for et olieudslip vist med forskellige farver (fra Mosbech et al. 2000). Små blå firkanter angiver fortidsminder. En person indikerer et sted som er vigtigt i forhold til menneskelig ressource udnyttelse. Lu indikerer et vigtigt sted for stenbider fiskeri. Ca er et vigtigt sted for lodder. Den økologiske betydning og menneskelige udnyttelse af områderne er beskrevet i Tabel Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 7/89

8 Tabeller: Table 5.1 Den årlige rytme hos Akia-Maniitsoq rensdyr bestanden Table 9.1 De arter som forekommer regelmæssigt I undersøgelsesområdet og som er optaget på den grønlandske Rød Liste Table 9.2 Økologisk betydning og menneskelige udnyttelses langs undersøgelsesområdets kyststrækning Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 8/89

9 1 INTRODUKTION 1.1 Isua Jern Malm Projektet London Mining er for tiden i gang med at undersøge mulighederne for at åbne en jernmine ved Isua, 150 km nordøst for Nuuk i Grønland. Det er planen at bryde malmen i et åbent brud. 1.2 Formålet med Annex 1 Råstofdirektoratet (Bureau of Minerals and Petroleum BMP, på engelsk) under den grønlandske selvstyre administration stiller som et krav, at mineselskaber som vil udnytte råstoffer i Grønland, skal få udarbejdet en Vurdering af Virkningerne på Miljøet rapport (VVM-rapport eller Environmental Impact Assessment (EIA) på engelsk)(bmp 2007). Denne rapport har til formål at samle detaljeret baggrundsvisen om naturgrundlaget i Isua området som derefter kan indgå som baggrundsoplysninger for VVM-rapporten. Figure 1.1 Området der dækkes af denne rapport Isua EIA Study case. Den marine flora og fauna i Godthåbsfjord study area området beskrives i Annex3 Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 9/89

10 Figure 1.2 Undersøgelsesområdet (indenfor stiplet linje) hvis natur der beskrives i denne rapport 1.3 Opgavens omfang og indsamlingen af data På baggrund af oplysninger om planerne for mine projektet, er et undersøgelsesområde afgrænset, indenfor hvilke dele af naturen potentielt kan blive påvirket af mine aktiviteter. Udstrækningen af undersøgelsesområdet er vist i Figur 1.1 og 1.2. Opgaven bestod derefter i, at sammenstille den kendte viden om naturen i dette område. Det har dels omfattet et litteratur studie, men Orbicon medarbejdere har også indsamlet data om områdets flora og fauna i forbindelse med feltundersøgelser i mellem juni 2008 og august Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 10/89

11 Figure 1.3 Udsigten fra jern forekomsten ved Isua, juli 2009 I forbindelse med litteratur studiet og feltundersøgelserne er vægt lagt på at indsamle oplysninger om Valued Ecological Components (VECs), som er dyr og planter der er særlig følsomme over for forstyrrelse eller er særlig vigtige elementer i områdets økosystemer. Også arter som har stor kommercielt betydning samt arter som er truede i Grønland medtages. I forbindelse med dette studie indgår følgende VECs : Akia-Maniitsoq bestanden af rensdyr Rangifer tarandus groenlandicus; Den truede Grønlandske blisgås Anser albifrons flavirostris; Truede arter som er optaget på den grønlandske Rød Liste (ud over Grønlands blisgås): Islom Gavia immer, Ederfugl Somateria mollissima, Strømand Histrionicus histrionicus, havørn Haliaeetus albicilla, jagtfalk Falco rusticolus og Ride Rissa tridactyla; Vigtige levesteder for disse fugle; Fjeldørred Salvelinus alpinus; Sjældne og endemiske planter; og Sårbare plantesamfund herunder vårområder med damme, saltmarsk og urteli. Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 11/89

12 1.4 Rapportens opbygning Rapporten er opbygget på følgende måde: For at sætte beskrivelsen af naturen i området ind i en sammenhæng, giver kapitel 2 og 3 korte beskrivelser af områdets fysiske forhold samt den menneskelige udnyttelse. Kapitel 4 beskriver vegetationen i studieområdet med særlig fokus på de vigtigste plantesamfund samt i hvilket omfang sjældne og truede arter forekommer. Kapitel 5 8 dækker faunaen, bl.a. alle pattedyr og fugle arter som er fast tilknyttet til området eller forekommer som regelmæssige gæster. Også områdets ferskvandsfisk samt de marine fisk der udnyttes kommercielt omtales. Kapitel 9 giver et overblik over de arter, levesteder (habitater) og beskyttede områder der findes indenfor og i nærheden af undersøgelsesområdet. Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 12/89

13 2 DET FYSISKE MILJØ 2.1 Godthåbsfjorden og dens omgivelser Undersøgelsesområdet befindes sig omkring 100 km nordøst for Nuuk. Området grænser op til indlandsisen mod nordøst og øst og ud til Godthåbsfjorden mod syd. To store dalsystemer, der løber i nord-sydlig retning mellem Taserssuaq søen og fjorden, skærer områdets højland i tre dele. Det største højland, som udgør hele den østlige del af undersøgelsesområdet, er afgrænset af Indlandsisen og Sargap Sermia gletsjeren mod nord og øst. Taserssuaq søen, Kugssua floden og Ilulialik fjorden udgør den vestlige grænse, se Figur 1.2. Langs den vestlige bred af Kugssua floden og Ilulialik fjorden er terrænet lavt, ellers er hele dette området er stort højlandsområde med mange søer og begrænset vegetation. Store dele af dette højlandet ligger i meters højde, men stiger gradvist ind mod Indlandsisen, hvor det når op i m. Kugssua floden (Figur 2.2) fører om sommeren store mænger af siltet smeltevand fra Sargap Sermia gletsjeren og Taserssuaq søerne til Ilulialik, som er omgivet af store mudderflader med salt marsk vegetation (Figur 4.7). Figure 2.1 Isua området jern forekomsten findes ved den højeste bjergtop i baggrunden Undersøgelsesområdets centrale højland strækker sig sydpå fra Taserssuaq søen i nord og danner en halvø ud i Godthåbsfjorden. Dette højland er omkring m højt med et højeste punkt på 850 m. Det m høje Innajuattoq bjerg (Figur 2.5) Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 13/89

14 ved Ilulialik fjordens udmunding i hovedfjorden, står som et isoleret forbjerg i forhold til det centrale højland. Studieområdets centrale højland og højlandet helt mod vest er adskilt af den store brede Narsarsuaq dal som strækker sig fra Taserssuaq søen ud til Qugssuk fjorden (Figur 4.5). Det vestligste højland indenfor undersøgelsesområdet når op til 800 m højde. Størstedelen af undersøgelsesområdet har klippekyster med mange skær og småøer. Langs klippekysterne findes dog også små bugter med sand og grus strande. Store dele af Qugssuk bugten er omgivet af lave mudderflader. 2.2 Undersøgelsesområdets geologi Regionens geologi er domineret af forskellige gnejs typer som er dannet på forskellige tidspunkter i Arkæikum (ældre Prækambrium). Disse gnejser med forskellig alder menes at være blevet samlet i en egen lille kontinentalblok i neo-arkæium ( millioner år siden) i forbindelse med tektoniske bevægelser (Hollis et al. 2006). Indenfor og imellem de forskellige krystalliserede blokke findes bånd af klipper af vulkansk oprindelse. Nogle af disse indeholder metaller som har økonomisk interesse, så som guld (som er fundet ved Storeø i Godthåbsfjorden) og den magnatit rige jern forekomst ved Isua. Mellem de jernrige magnatit bånd er indskudt basalt og kvarts rige lag samt forekomster af Isua greenstone (omdannede vulkanske og sediment materiale). Det højeste punkt på Isua formationen er m. Jern forekomsten udgjorde tidligere en nunatak (isoleret forbjerg omgivet af indlandsis). I dag er Isua formationen isfri på vestsiden efter isen her er smeltet, mens store gletsjere på begge sider udmunder i store smeltevandssøer Selve Isua toppen med jern forekomsten er halvmåne. Den centrale del er i dag frit lagt, mens forekomsterne mod nordøst og syd befinder sig under isen. 2.3 Klima Generelt set har Vestgrønland mange dage med svage vinde eller stille vejr. Storme med vindhastigheder på over 13.8 m/s er dog også ret almindelige, især om vinteren. Desuden forekommer Føhn vinde ret almindeligt i Isua området. Disse varme tørre vinde blæser ned fra Indlandsisen. Når det sker, falder den relative fugtighed med 30-40% og temperaturen kan stige op til grader indenfor en time, og holde sig der en dag eller to. Nede ved fjorden kan Føhn vindene blive meget kraftige, med stød af orkan styrke. Virkningen af en Føhn vind er særlig i øjenfaldende om vinteren, hvor sneen og isen pludselig kan forsvinde en kort periode. Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 14/89

15 Der er nu oprette klimastationer i undersøgelsesområdet, som drives af Asia og Orbicon på vegne af London Mining. Disse vejrstationer vil fremover kunne give eksakte oplysninger om klimaforholdene i undersøgelsesområdet. Figure 2.2 Kugssua floden fører store mængder smeltevand fuld af silt fra Saqqap Sermia gletsjeren ud i fjorden 2.4 Hydrology Undersøgelsesområde rummer et meget stort antal søer og vandløb. Særligt det store østlige højland har mange søer, og er desuden gennemskåret af et meget stort antal vandløb. Da nedbøren er lav, er vandføringen i mange af vandløbene også lav, bortset fra om i forbindelse med snesmeltningen om foråret. De store floder der føre smeltevand bort fra Indlandsisen er dog en undtagelse fra dette. Kugssua floden, som bringer smeltevand fra Saqqap Sermia gletsjeren og Taserssuaq søen til Ilulialik fjorden er områdets største flod. Derimod findes der ingen store floder i Narsarsuaq dalen, hvor kun en række mindre vandløb fører vandet fra de omkringliggende bjerge ud til fjorden. Orbicon har på vegne af London Mining opsat flere hydrologiske målestationer ved områdets større vandløb og floder. Disse målestationer levere nu on-line data om vandføringen i de vigtigste floder i Isua området. Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 15/89

16 2.5 Havisen Havet ud for Vestgrønlands kyster nordpå til N er normalt isfri året rundt. Det skyldes primært, en relativt varm havstrøm der løber nord og nordvest på op langs kysten. I fjordene, herunder Godthåbsfjorden, er is situationen anderledes. Her forekommer to typer af is: Fast is, som især forekommer i den indre del af Godthåbsfjorden om vinteren. Fast isen dannes normalt i november-januar og smelter igen i april-maj, men disse tidspunkter og mængden af is der dannes i fjorden varierer meget fra år til år. Figure 2.3 Det typiske islæg i de Vestgrønlandske fjorde i henholdsvis januar, marts og maj (fra Mosbech et al. 2000) Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 16/89

17 Figure 2.4 Kanten af fast isen i den indre del af Godthåbsfjorden den 8. May 2009 Isbjerge fra de mange gletsjere som udmunder i Godthåbsfjorden, er almindelige i den indre del af fjorden (Figur 2.5). De fleste smelter inden de når ud til det åbne hav, men undertiden ses ret store isbjerge helt ude ved Nuuk. Figure 2.5 isbjerge i den indre del af Godthåbsfjorden sidst i juni 2008 med Innajuattoq bjerget til højde Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 17/89

18 3 DEN MENNESKELIGE UDNYTTELSE AF OMRÅDET 3.1 Befolkningen i området Der findes i dag ingen permanente bosættelser I studieområdet. Der er opført enkelte jagthytter langs fjorden, men de benyttes kun i kortere perioder i forbindelse med rensdyrjagten om efteråret og vinteren. 3.2 Fiskeri Den nærmeste by er Nuuk, som er Grønlands hovedstad med en befolkning på omkring Udstedet Qoornoq på Qoornup/Bjørneø befinder sig omkring 10 km syd for undersøgelsesområdet. Qoornoq blev affolket i 1971, men mange af husene benyttes regelmæssigt om sommeren og i jagtsæsonen. 3.3 Jagt Der foregår en del lokalt fiskeri langs undersøgelsesområdets kyster. De vigtigste fiskearter er torsk, fjeldørred, lodde, stenbider og hellefisk. Om efteråret og vinteren foregår der vigtig rensdyrjagt i undersøgelsesområdet. Det er især beboere fra Nuuk som går på jagt i området omkring Godthåbsfjorden, herunder også i undersøgelsesområdet. Hovedparten af rensdyrjagten foregår indenfor en afstand af 20 km fra fjorden (Johansen et al. 2008). 3.4 Rekreation Der skydes også en del fugle indenfor studieområdet. Det drejer sig især om ederfugle langs kysten, bl.a. ved Qugssuk. Desuden nedlægges en del lomvier og ryper. Ud over at gå på jagt og fiske i studieområdet, er det populært at tage på båd udflugter og teltture for at plukke bær og samle svampe (Johansen et al. 2008). Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 18/89

19 4 VEGETATIONEN I Vestgrønland er et områdets vegetation primært bestemt af temperaturen og nedbøren (som overordnet set følger en nord-syd gradient), afstanden til havet samt højden. Undersøgelsesområdet befinder sig i lav-arktis og km fra det åbne hav. Det betyder, at klimaet har et kontinentalt præg med relativt varme og tørre somre og kolde vintre. Undersøgelsesområdet dækker et højdespænd på m fra fjorden til toppen af Isua og kan inddeles i tre større landskabselementer: (1) lavlandet (fra havniveau til 200 m højde) langs bredden af Godthåbsfjorden og i de store, bredde dale nær fjorden, (2) et højlands område der omfatter højdespændet m over havet, og (3) højlandet ved Indlandsisen ( m). Den mest frodige vegetation findes generelt set i lavlandet og vegetationen bliver mere og mere sparsom med højden (Figur 4.1). Figure 4.1 Vegetations dækket i undersøgelsesområdet (Tamstorf 2001) Vegetationen indenfor de tre landskabselementer kan opdeles i en række plantesamfund, hvor en række specifikke plantearter vokser sammen i en bestemt habitat. Plantesamfundenes udbredelse er betinget af de lokale klima forhold, men også jordfor- Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 19/89

20 holdene spiller ind (type og fugtighed). Plantesamfundene er oftest beskrevet ud fra en række karplanter, men omfatter ofte også mange laver og mosser. 4.1 Planteundersøgelser i undersøgelsesområdet Der er kun gennemført få botaniske undersøgelser i undersøgelsesområdet. Fredskild (1996) har identificeret fem steder langs den østlige bred af Ilulialik fjorden og i Narsarsuaq dalen, hvor der gror sjældne planter, men de præcise lokaliteter kendes ikke (Johansen et al. 2008). I forbindelse med Isua projektets baseline undersøgelser er gennemført ad hoc botaniske registreringer fra 2008 til I august 2001 er desuden gennemført en detaljeret undersøgelse på en række lokaliteter indenfor undersøgelsesområdet (Bay 2011). Hver af lokaliteterne blev i den forbindelse undersøgt i 2-3 dage og de forskellige plantearters hyppighed blev anslået. De undersøgte områder omfatter vegetationen på det sted hvor havnen planlægges bygget, lufthavnsområdet, det meste af vej-rørledningskorridoren mellem havnen og lufthavnen og vej-rørledningskorridoren langs bredden af Taserssuaq søen. En planteliste fra hver af de undersøgte lokaliteter med oplysninger om de enkelte arters hyppighed findes i Appendiks 1. En beskrivelse af vegetationen på de enkelte lokaliteter blev også foretaget. Der blev også aflagt et kort besøg til det sted i 930 meters højde, hvor procesanlægget planlægges opført. Endelig blev en lokalitet 10 km nord for Container-lejren undersøgt. På grund af de to sidste besøgs relativt korte varighed, blev planternes hyppighed i disse tilfælde ikke anslået. Beskrivelserne af de vigtigste plantesamfund indenfor de tre landskabs elementer - som følger nedenfor - er primært baseret på feltundersøgelsen i august Vegetationen i lavlandet Kysten Store dele af kystlinjen indenfor undersøgelsesområdet er klippekyst stort set uden planter. Her og der findes dog også små strækninger med sand- og grusstrande. Sådanne steder findes ofte en spredt vegetation af Grønlandsk kokleare Cochlearia groenlandica, Strand-vejbred Plantago maritima og Dunet marehalm Elymus mollis. De stejle sydvest vendte klippesider (Figur 4.6) ved den planlagte havnen er dækket af Dværgbirk (Betula nana) lav hede, med Blågrå pil Salix glauca og Fjeld-revling Empetrum hermaphroditum som de øvrige dominerende arter (Bay 2011). Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 20/89

21 Figure 4.2 Vegetationen på klipperne ved Taseraassuk (det planlagte sted for havnen) er hovedsageligt dækket af en lav og tør dværg hede Dværgbuskhede Størsteparten af lavlandet tæt på fjorden er dækket af en mos-rig Grønlandsk post Ledum groenlandicum - Dværgbirk Betula nana dværgbuskhede (Bay 2011). Indenfor området varierer det hvilke plantearter der er de dominerende, ligesom der er stor forskel på hvor hyppige lav og mos er. På sydlige skråninger findes typisk en tør og åben vegetation. Sådanne steder er Fjeld-ene Juniperus communis, Grønlandsk blåklokke Campanula gieseckiana almindelige arter, ligesom Skotsk timian Thymus praecox, Treblomstret guldhavre Trisetum triflorum og Steppe-star Carex supina ssp. Spaniocarpa også forekommer (Bay 2011). På nordvendte skråninger, er følgende bregner registreret: Almindelig frynsebregne Woodsia ilvensis, Skør bægerbregne Cystopteris vulgaris og Krat-mangeløv Dryopteris assimilis. Desuden er Krat-rørhvene Calamagrostis langsdorffii registered (Bay 2011). Op til 2 meter høje buske af Blågrøn pil vokser langs vandløbene i lavlandet (Bay 2011). Bjerg-el Alnus crispa er ofte en hyppig busk på beskyttede sydvendte skråninger, men denne vegetationstype har en meget begrænset udbredelse og findes ofte som et element i Blågrå pil buskadser (Bay 2011). Urtevegetationen i buskadserne består hovedsagelig af Femradet ulvefod Lycopodium annotinum og Kratrørhvene (Bay 2011). Narsarsuaq dalens skråninger er domineret af Dværgbirk, Grønlandsk post, Mose post Ledum palustra og Mosebølle Vaccinium uliginosum. Blandt de almindelige urter er Rosenrod Rhodiola rosea, Tretands-potentil Potentilla tridentata, Grønlandsk fjeldsimmer Dryas integrifolia, Laplands-troldurt Pedicularis lapponica og Storblomstret sommerkonval Pyrola grandiflora. Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 21/89

22 Figure 4.3 Blågrå pil og blomstrende post på klipperne ved Qugssuk bugten I Ilulialik dalen er store dele af lavlandet dækket af dværgbuskhede domineret af post, Dværgbirk og Fjeld-revling, med indslag af Rank Star Carex bigelowii og Arktisk alperose Rhododendron lapponicum (Bay 2011). Denne vegetation dominerer også i området hvor lufthavnen planlægges bygget. Ud over den post dominerede dværkbuskhede, vokser der også høje krat af Blågrå pil langs vandløbene (Bay 2011). Ind imellem pilekrattene findes små urteli med bl.a. følgende arter: Smalbladet gederams Chamaenerion angustifolium, Topspirende pileurt Polygonum viviparum, Stilk-fladstjerne Stellaria longipes, Kirtel-ærenpris Veronica wormskjoldii og Mælkebøtte Taraxacum lacerum (Bay 2011). På beskyttede sydvendte skråninger findes buskadser af Blågrå pil med indslag af Bjerg-el. I disse bevoksninger træffes desuden ofte Krat-rørhvene, Sæter-star Carex brunnescens, Grønlandsk blåklokke og Ager-padderok Equisetum arvense (Bay 2011). Langs sydøst bredden af Taserssuaq søen er vegetationen på de flade strækninger domineret af lav dværgbirkhede (Bay 2011). Ud over Dværgbirk, er almindelige arter Femradet ulvefod, Rank star, post og Sæter star (Bay 2011). I de mere åbne afsnit af dværgbirkheden, vokser en lav vegetation bestående af Sæter star, Rank star, Aksfrytle Luzula spicata, Tretands-potentil, Grønlandsk blåklokke og Bølget bunke Deschampsia flexuosa (Bay 2011). Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 22/89

23 Figure 4.4 Dværgbuskhede med post Langs vandløbene vokser op til 2 meter høje pilekrat og omkring disse, frodige dværgbuskheder domineret af post. Krattene er domineret af Blågrå pil med nogle få bjerg-el. Urterne domineres af Sæter star, Rank star, Gyldentråd Coptis trifolia, og Mælkebøtte (Bay 2011). Urtelier findes i åbninger i krattene med Almindelig månerude Botrychium lunaria, Guld-potentil Potentilla crantzii, Tretands-potentil, Mælkebøtte, Arktisk øjentrøst Euphrasia frigida, Grønlandsk blåklokke, Krat-rørhvene, Fjeld-frøstjerne Thalictrum alpinum, og nogle få Trefingerurt Sibbaldia procumbens (Bay 2011). Vegetationen på tørre klipper består af Fjeld-ene Juniperus communis, Tretands-potentil, Grønlandsk blåklokke og Treblomstret guldhavre Trisetum triflorum (Bay 2011). Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 23/89

24 Figure 4.5 En tør steppe- og klitvegetation i Narsarsuaq dalen med dværgbuskheder på skråningerne Steppe En open steppe vegetation med annelgræsser Puccinellia spp. and Børste kobresie Kobresia myosuroides findes i nogle dele af lavlandet, især i Narsarsuaq dalen (Figur 4.5) Vådområder Småsøer og moser er meget almindelige i lavlandet og dækker sammen med større søer store arealer. Vegetationen ved vådområderne omfatter typisk de almindelige arter fra de omkringliggende dværgbuskheder, men også Polar-kæruld Eriophorum scheuchzeri, Tue-kogleaks Scirpus caespitosus og Tranebær Vaccinium oxycoccos. Fjeld-pindsvineknop Sparganium hyperboreum findes i nogle damme og den meget sjældne Gulgrøn brasenføde Isoetes echinospora findes i en klippe pool ved et vandfald langs sydvest bredden af Taserssuaq søen (Bay 2011). Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 24/89

25 Figure 4.6 Vandhul med Fjeld-pindsvineknop Sparganium hyperboreum Mange vandhuller tæt på fjorden har også en rig vegetation med Fjeld-pindsvineknop, Hestehale Hippuris vulgaris og Rust vandaks Potamogeton alpinus (Bay 2011). Øst for Taserssuaq søen midt i den nordøst gående dal findes et særligt stort vandhul med Fjeld-pindsvineknop, Hestehale og Bukkeblad Menyanthes trifoliate (Figur 4.6). Så store og rige vandhuller er meget sjældne indenfor undersøgelsesområdet og er en sårbare habitat (Bay 2011) Saltmarsk Kugssua floden og især den indre del af Ilulialik fjorden er omgivet af store strækninger med open saltmarsk og græsland (Figur 4.7). I forbindelse med saltmarsken er følgende planter registreret: Egedes potential Potentilla egedii, Rød svingel Festuca rubra, Grus-star Carex glareosa med Kær-trehage Triglochin palustre og Krybende annelgræs i den yderste zone. En sjælden vegetations type findes desuden på steder, hvor der findes hævet marint mudder. Her vokser bl.a. den sjældne Rank kodriver Primula stricta og Stjerneensian Lomatogonium rotatum (Figur 4.8) (Bay 2011). På mudderbundet af nogle udtørrede vandhuller tæt i kanten af saltmarsken ved Ilulialik fjorden blev desuden fundet en sjælden vegetation med den meget sjældne Dyndurt Limosella aquatica og Krybende ranunkel Ranunculus reptans (Bay 2011). Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 25/89

26 Figure 4.7 Saltmarsk og græsområder omkring det inderste af Ilulialik fjorden Figure 4.8 Stjerneensian Lomatogonium rotatum er en sjælden plante i Grønland. In august 2011 blev den fundet voksende på hævet marint mudder langs Ilulialik fjorden Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 26/89

27 4.3 Vegetationen i højlandet Højlandet ( m) har indenfor undersøgelsesområdet en væsentlig mere begrænset vegetation end lavlandet. Landskabet er domineret af store søer, strækninger med nøgne klipper og lav vegetation, som hovedsagelig findes langs søbredder, vandløb og andre fugtige strækninger (Figur 4.9). Vegetationen består overvejende af en blanding af dværgbuskheder, græs-lignende vegetation, fjeldmark og moser i lavningerne Dværgbuskheder Nøgle plantearterne i den tørre dværgbuskhede som dominerer i højlandet er Kantlyng Cassiope tetragona, Mosebølle og Fjeld-revling. Almindelige urter er desuden Rødknæ Rumex acetosella, Fjeldsyre Oxyria digyna, Tretands potentil, Klippestenbræk Saxifraga paniculata, Grønlandsk fjeldsimmer, Dværg-pil Salix herbacea, Storblomstret sommerkonval og Arktisk guldblomme Arnica angustifolia. Figure 4.9 Vegetationen i højlandet består hovedsagelig af dværgbuskheder Afblæsningsflader Denne vegetation findes hovedsagelig på vindeksponerede fjeldrygge med sparsom snedække og begrænset væde. Den meget begrænsede vegetation på sådanne steder omfatter typisk Kryblyng Loiseleuria procumbens og Tue-limurt Silene acaulis. Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 27/89

28 4.3.3 Sneleje Sneleje vegetationen findes på steder, hvor sne er samlet i særligt store mængder i løbet af vinteren og derfor bliver liggende til midt på sommeren. Typiske planter på sådanne steder indenfor undersøgelsesområdet er Moslyng Harrimanella hypnoides og Dværg pil Fjeldmark Den mest udbredte vegetation i højlandet er fjeldmark plantesamfundet, som dækker størsteparten af undersøgelsesområdet udenfor lavlandet. Denne vegetation findes dog også i lavlandet på steder som er særligt udsat for vind. De dominerende planter er laver og mosser med spredte grasser og urter. Plantedækket er generelt lavt Græsland Strækninger med fugtige græs findes mange steder langs bredden af søer og vandløb. Her voksede desuden ofte tretands potentil, Storblomstret gederams Chamaenerion latifolium, Dværg-pil, Tundra-pil Salix arctophila, Topspirende pileurt, Vibefedt og Polar-kæruld. 4.4 Højlandsvegetationen nær Indlandsisen Vegetationen imellem 600 m og m højde består for det meste af de same plantearter som i den øvrige højlandsvegetation, men plantedækket er endnu mere spredt. De mest udbredte plantesamfund i denne højde er tørre dværgbuskheder, fjeldmark og sneleje. Figure 4.10 Plantedækket i m højde ved Indlandsisen er meget begrænset Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 28/89

29 4.4.1 Dværgbuskhede Dværgbuskhederne i omkring m højde ved Isua omfatter bl.a. følgende plantearter: Tue-stenbræk Saxifraga caespitose, Klippe stenbræk Saxifraga paniculata, Arktisk hønsetarm Cerastium arcticum, Fjeld fåreleger Armeria scabra, Storblomstret sommerkonval, Kantlyng, Grønlandsk blåklokke, Enblomstret klokke Campanula uniflora og Sort bakkestjerne Erigeron humilis (Bay 2011) Fjeldmark De typiske planter i dette plantesamfund i stor højde omfattede bl.a. Purpur stenbræk Saxifraga oppositifolia, Tue limurt Silene acaulis og Grønlandsk fjeldsimmer Sneleje Sneleje i stor højde omfatter ud over mange mosser bl.a. urter som Moslyng, Dværg pil og Fjeldsyre. Figure 4.11 Kantlyng (højre hjørne) og Moslyng er almindelige planter i stor højde Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 29/89

30 4.5 Sjældne planter og de plantesamfund de er knyttet til Sjældne planter I forbindelse med den botaniske undersøgelse af dele af undersøgelsesområdet i august 2011, blev følgende sjældne plantearter registreret (fra Bay 2011): Subarktisk høgeurt Hieracium hyparcticum er endemisk i Grønland, hvor den ofte er almindelig. Indenfor undersøgelsesområdet er den dog sjælden, og blev kun registreret på en enkelt lokalitet omkring 10 km nord for Isua container lejren. Rank kodriver Primula stricta og Stjerneensian Lomatogonium rotatum blev kun fundet langs Ilulialik fjordens bred, hvor de voksede på hævede marint mudder. Indtil da var Rank kodriver kun kendt fra 4 lokaliteter omkring Godthåbsfjorden, mens Stjerneensian var kendt fra 8 lokaliteter (Fredskild 1996). Almindelig månerude Botrychium lunaria er en sjælden bregne som typisk findes i forbindelse med tørre urteli. Inden for undersøgelsesområdet blev den fundet i Ilulialik dalen og langs bredden af Taserssuaq søen. Figure 4.12 Den lille bregne Almindelig månerude Botrychium lunaris kendes kun fra nogle få lokaliteter indenfor undersøgelsesområdet Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 30/89

31 Småfrugtet vandstjerne Callitriche palustris er sjælden i det centrale Vestgrønland og blev kun fundet et enkelt sted indenfor undersøgelsesområdet. Dyndurt Limosella aquatica blev fundet ved Ilulialik, hvilket kun var anden gang indenfor Godhåbsfjord området. Denne uanseelige plante er meget sjælden indenfor hele sin udbredelse i Grønland. Gulgrøn brasenføde Isoëtes echinospora ssp. muricata blev fundet voksende i en lille klippe pool ved et vandfald langs sydøst bredden af Taserssuaq søen. Det er en meget sjælden planteart i Grønland Plantesamfund med sjældne plantearter Det meste af undersøgelsesområdet har en relativt artsfattig vegetation, domineret af almindelige og vidt udbredte plantearter. En undtagelse er et område med hævet marint mudder i forbindelse med saltmarsken langs Ilulialik fjorden (se Figur 4.13). På dette sted blev tre ud af de syv sjældne planterarter fundet, som blev registreret i forbindelse med den botaniske undersøgelse i august Det bør undgås at forstyrre eller begrænse denne vigtige habitat. Figure 4.13 Flere plantearter som er sjældne i Grønland findes i forbindelse med kanten af saltmarsken langs Ilulialik Fjorden (markeret med rødt) Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 31/89

32 5 PATTEDYR Tre pattedyrarter optræder hele året i undersøgelsesområdet: rensdyr, fjeldræv og Arktisk hare. Derudover er moskusokse en sjælden gæst i undersøgelsesområdet. Blandt de marine pattedyr optræder tre arter af sæler og to hvalarter regelmæssigt i den indre del af Godthåbsfjorden. 5.1 Terrestriske pattedyr Fjeldræv og Arktisk hare er vidt udbredte og almindelige I Grønland. Rensdyr er begrænsede til Vestgrønland, hvor de mange steder er almindelige. Ud over at være et vitalt element i økosystemet, er rensdyrene også vigtige i forhold de den lokale jagttradition Rensdyr Rangifer tarandus Introduktion I Grønland har rensdyr deres hovedudbredelse langs vestkysten og i sydvest, hvor flere bestande findes. En meget isoleret bestand findes desuden i Inglefield Land i nordvest Grønland. Denne bestand er genetisk forskellig fra de øvrige Grønlandske bestande (Landa et al. 2000). En særlig underart af rensdyr var tidligere udbredt i nord og nordøst Grønland, men denne bestand uddøde omkring år Rensdyrene i Vestgrønland opdeles normalt i fem bestande (Cuyler & Linnell 2004) som har lille eller ingen forbindelse med hinanden. Rensdyrene i undersøgelsesområdet tilhører Akia-Maniitsoq eller den central bestand. Denne bestand findes mellem iskappen ved Sukkertoppen sydpå til Godthåbsfjorden inklusive ved Ujarassuit Nunaat, Ivisartoq og Nunatarssuaq. Denne bestand menes at være isoleret fra de øvrige grønlandske bestande. Genne tiden har rensdyrbestandene i Vestgrønland svinget meget i antal, med flere kendte bestandstoppe og kollapser siden det 1700 århundrede (Meldgaard 1986). De Vestgrønlandske rensdyr har ingen naturlige fjender, men er blevet jaget af mennesker i mindst år (Melgaard 1986). Jagttiden går fra 1. august til 15. november og igen fra 1. januar til 1. marts. Nogle steder findes desuden specielle regler. Jagten reguleres med kvoter i år med lave bestande (eller formodede lave bestande), men siden 2003 har der været åben (ubegrænset) jagt på grund bestandes store størrelse. De Vestgrønlandske rensdyr forekommer normalt fra havniveau up til omkring 800 m højde, lokalt dog helt op til m (Cuyler & Linnell 2004). Rensdyr lever af planteføde, og de æder mange forskellige plantearter. Om vinteren er specielt lav en meget vigtig og nærringsrig føde. I Grønland er det især lav arter der tilhører slægterne Cladonia og Cetraria, som foretrækkes af rensdyrene (Hansen 2000a). Når der kun er få eller ingen laver, æder rensdyrene i stedet dværgbuske og græs. Det er ofte observeret, at rensdyrene skifter fra primært at fouragerer på lav først på vinteren, til overvejende at æde dværgbuske senere på vinteren (Lund et al. 2004). Det skyldes formodentlig hovedsagelig overgræsning af laverne (Lund et al. 2004). Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 32/89

33 Akia-Maniitsoq rensdyr bestanden udbredelse, antal og bestandsudvikling Akai-Maniitsoq bestanden er formodentlig gradvist steget i antal fra 1950erne, hvor rensdyrene var meget fåtallige, til en bestandstop omkring år 2000 (Cuyler et al. 2002, Cuyler et al. 2005). Bestandsstigningen tog især fart i 1970erne og omkring 1990 var rensdyr almindelige i det meste af Akai-Maniitsoq bestandens udbredelsesområde (Cuyler et al. 2002). Indenfor udbredelsesområdet er identificeret et området med generel lav bestandstæthed og et område med høj tæthed. Undersøgelsesområdet ved Isua ligger indenfor området med høj bestandstæthed. Siden 2000 er bestanden gået langsomt tilbage i antal. I forbindelse med en optælling i marts 2005, blev bestanden anslået til at være på omkring dyr, hvilket var c mindre end ved en tilsvarende tælling i 2001 (Cuyler et al. 2005). I marts 2010 var antallet nede på omkring dyr (Cuyler et al. 2011/2012). Da der er anvendt samme metode i forbindelse med alle undersøgelserne, er tilbagegangen i dyrenes antal efter al sandsynlighed reel. Figure 5.1 Simle med lille kalv på vandring gennem Narsarsuaq dalen Rensdyrenes flokstruktur er også blev undersøgt i forbindelse med helikopterundersøgelserne i marts 2001, 2005 og Den gennemsnitlige flokstørrelse steg igennem perioden fra 3,2 dyr i 2001 (Cuyler et al. 2002) til c. 5 rensdyr i 2010 (Cuyler et al. 2011/2012). I marts 2010 blev særligt høje tætheder observeret nær kysten ved Narsarsuaq dalen, hvilket understreger betydningen af dette overvintringsområde. Høje tætheder blev også observeret nogle steder længere inde i landet i 2001 men ikke i Samlet set er tætheden af rensdyr faldet i Isua området mellem 2001 of 2010; i marts 2010 rensdyrenes tæthed anslået til 1,6 dyr/km2 (Cuyler et al. 2011/2012), hvor den Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 33/89

34 var 3,0 dyr/km 2 i marts 2005 (Cuyler et al. 2005) og 4,0 dyr/km2 i 2001 (Cuyler et al. 2002). I senvinteren 2010 udgjorde kalve 14% af bestanden og den årlige tilvækst var på 23 kalve per 100 simler (voksne hun rensdyr) (Cuyler et al. 2011/2012). Det er næsten samme værdi som blev fundet i 2005 (Cuyler et al. 2005) og er en klar indikation på, at der er forøget dødelighed blandt kalvene og faldende frugtbarhed blandt simlerne (Cuyler et al. 2005). Uafhængigt af klima og bestandenes genetiske forhold ses ofte stigende dødelighed blandt kalvene ved høje bestandstætheder og græsningstryk (Valkenburg et al. 2000). Den faldende rekruttering kunne derfor tyde på, at bestanden er større en områdets bæreevne og den store dødelighed derfor er et udtryk for en for stor bestand (Cuyler et al. 2005). Selv om kendskabets til de Vestgrønlandske rensdyrområders bæreevne er begrænset, er der således flere ting der peger på, at rensdyrbestandene er større end hvad områderne kan bære. Hvis det føre til at vinterområderne ødelægges ved massiv overgræsning, kan det føre til at bestanden på et tidspunkt kollapser (Cuyler et al. 2005). Akia-Maniitsoq bestandens årlige rytme Otte simler fra Akia-Maniitsoq bestanden blev sidst i 1990erne udstyret med satellit sendere og deres bevægelser blev kortlagt mellem april 1997 og marts Den følgende beskrivelse af de satellitmærkede dyrs adfærd er hovedsagelig baseret på Cuyler & Linnell (2004). Tre ud af de otte dyr var stationære indenfor et lille område begge år, mens de andre fem dyr foretog årlige vandringer mellem vinterområder og sommerområder. Forårsvandringerne startede midt i april. Når der ses bort fra de stationære dyr, vandrede rensdyrene i gennemsnit 61 km (mellem 18 og 95 km). De enkelte dyr udviste dog store forskelle, og der var ikke tale om, at dyrene foretog fælles vandringer. De dyr der foretog vandringer, skiftede mellem vel-definerede områder igennem året. Men bevægelserne og timingen af bevægelserne, var meget forskellige for de enkelte dyr. For eksempel blev nogle dyr i kælvningsområdet efter kalven var født, mens andre vandrede til andre områder. Tilsvarende var nogle dyr næste helt stationære vinteren igennem, mens andre skiftede mellem flere vinterområder. På trods af de store forskelle mellem de enkelte dyrs adfærd, viste undersøgelsen, at det enkelte dyr tilsyneladende fulgte det samme adfærdsmønster i begge undersøgelsesårene. Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 34/89

35 Figure 5.2 Rensdyr hannerne bevæger sig typisk rundt alene eller i smågrupper hele året Der var også store forskelle i størrelsen af det område, de mærkede dyr udnyttede året igennem. Derimod udnyttede de enkelte dyr stort set et område af samme størrelse de to år. Resultaterne af undersøgelsen synes at vise, at Akia-Maniitsoq rensdyr bestanden ikke udgør en egentlig enhed der foretager koordinerede vandringer. Selv om de områder, de enkelte dyr udnytter overlapper med andre rensdyrs, synes de enkelte dyr at bevæge sig omkring på egen hånd, uden at samles i store flokke (som f.eks. de nordamerikanske tundra rensdyr). Denne mangel på flokidentitet understreges yderligere af, at forårsvandringerne strækker sig over en lang periode, og de enkelte dyrs vandringsmønster var meget forskellige. Table 5.1 Den årlige rytme hos Akia-Maniitsoq rensdyr bestanden Periode Daglige bevægelses aktivitet Forårs vandringer Midt-april begyndelsen af maj Høj Kælvningsperioden Slutningen af maj midt i juni Lav Perioden efter kælvningen Midt juni midt juli Medium Sommer Midt juli slut september Lav Brunst Oktober Medium Vinter Start november slut marts Lav Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 35/89

36 Blandt de satellitmærkede rensdyr, tilbragte tre ud af de otte dyr vinteren tæt på den nordlige bred af Godthåbsfjorden mellem Sardloq og Narsarsuaq dalen. Dyrene forblev i lavlandet under 300 m højde. Om foråret bevægede de sig i nordlig og østlig retning (ind i landet). Kælvningen forgik spredt i områder over 300 m over havet. Hvor meget dyrene bevæger sig varierer meget gennem året. Om vinteren bevæger de fleste dyr sig kun lidt. Det efterfølges af betydelig aktivitet i april, hvorefter dyrene bliver mere stationære i maj og under kælvningen i juni. Efter kælvningen stiger aktiviteten igen i juli, for så at blive lav i august og september. I brunsttiden i oktober er dyrene meget aktive. Ingen af de mærkede dyr viste tegn på ændringer i omfanget af bevægelser før, under eller efter jagttiden. De vigtigste skift i Akia-Maniitsoq rensdyr bestandens bevægelsesaktiviteter året igennem er vist i Table 5.1. Kælvningsområder Rensdyr forstyrres let af menneskelige aktiviteter (for eksempel Nellemann & Cameron 1996, 1998). I områder med lille menneskelig forstyrrelse, som i det meste af Vestgrønland, udgør aktiviteterne i forbindelse med jagt den største forstyrrelse af rensdyrene (Skogland & Grøvan 1988). Rensdyr er normalt mest følsomme over for forstyrrelse i kælvningsperioden. I de senere år er derfor gennemført en række undersøgelser for at kortlægge de kælvende rensdyrs udbredelse, herunder identificere eventuelle kælvningsområder (hvor et stort antal kælvende dyr samles), eller steder hvor kælvende rensdyr optræder med lidt højere tæthed end ellers. I den forbindelse blev der i maj 1995 foretaget optællinger af simler med små kalve fra luften (Aastrup & Nymand 2004). Denne undersøgelse dækkede bl.a. undersøgelsesområdet ved Isua. Rensdyr med kalve blev observeret i store dele af undersøgelsesområdet, men især i den nordlige og vestlige del. Det er dog generel enighed om, at undersøgelsen kun fandt en del af kælvningsområderne og nogle kælvningsområder ikke blev registreret (Johansen et al. 2008). I juni 2009 (dvs. umiddelbart efter kælvningsperioden) gennemførtes en ny undersøgelse fra helikopter, som bl.a. dækkede hele undersøgelsesområdet. Undersøgelsen viste, at kælvning fandt sted i hele området, dog med lidt højere tæthed i højlandet tæt på Indlandsisen (Nymand et al. 2010). Desuden observeredes det, at simlerne foretrak at føde på bjergskråninger frem for nede i dalene (J. Nymand pers. com. 2011). Ingen eller kun meget få dyr kælvede tæt ved fjorden. Resultaterne af undersøgelsen i juni 2009 indikerede desuden, at der indenfor et område nordvest for mineområde, var lidt højere koncentration af kalve end andre steder. Dette område er tidligere udpeget som Important area for wildlife dvs. Vigtigt område for vilde dyr på grund af mange kælvende rensdyr (se Annex 2). Observationer af rensdyr i juni-juli 2008 I forbindelse med feltarbejde i undersøgelsesområdet i juni-juli 2008, har medarbejdere fra Orbicon også foretaget registreringer af rensdyr. Feltundersøgelse omfattede perioden 26. juni og 5. juli, det vil sige umiddelbart efter kælvningen. Rensdyr blev ob- Annex 1 for VVM rapport for Isua Projektet 36/89