SUBSTITUTIONSPRISPRINCIPPETS ANVENDELSE I LEVE- RINGSFORHOLDET MELLEM VEKS OG ISHØJ VARMEVÆRK

Transkript

1 PUNKT 5 ENERGITILSYNETS MØDE DEN 29. NOVEMBER 2016 SUBSTITUTIONSPRISPRINCIPPETS ANVENDELSE I LEVE- RINGSFORHOLDET MELLEM VEKS OG ISHØJ VARMEVÆRK 29. november 2016 Varme 16/05093 RVN/MLD 1. RESUMÉ 1. Sagen for Energitilsynet drejer sig om, hvorvidt substitutionsprisprincippet finder anvendelse i leveringsforholdet mellem et interessentskab og en varmeaftager, som samtidig er interessent, samt i givet fald, hvad konsekvenserne heraf juridisk set vil være for interessentskabets øvrige varmeaftagere. Der er med hensyn til det sidste tale om en principbeslutning, hvor de eventuelle økonomiske konsekvenser på nuværende tidspunkt er ukendte, eftersom substitutionsprisen ikke er opgjort. 2. Baggrunden for sagen er en hjemvisningsafgørelse fra Energiklagenævnet af 20. april 2016, som omhandler leveringsforholdet mellem Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (herefter VEKS), og Ishøj Varmeværk (herefter IVV). VEKS er et interessentskab, der bl.a. leverer til IVV. Ishøj Kommune, der ejer IVV, er som interessent medejer af VEKS. Energiklagenævnet fandt, at Energitilsynet skulle tage sagen op til fornyet behandling med henblik på undersøgelse af substitutionsprisprincippets anvendelse på interessentselskaber, herunder betydningen for VEKS interessenter og øvrige varmeaftagere. Sagen forelægges Energitilsynet, da Energitilsynet ikke tidligere har taget stilling til anvendelse af substitutionsprisprincippet overfor interessentskaber. SEKRETARIATET FOR ENERGITILSYNET Carl Jacobsens Vej Valby Tlf post@energitilsynet.dk 3. Det er fast administrativ praksis, at omkostninger, der overstiger substitutionsprisen, ikke er nødvendige omkostninger. Dermed er disse omkostninger ikke indregningsberettigede i prisen, og det kan give anledning til et underskud. Det følger af praksis, at varmeleverandøren (og dennes ejer), er ansvarlig for at løse eventuelle økonomiske problemer i forbindelse med et underskud som følge af prisreguleringen, f.eks. ved at effektivisere, genforhandle aftaler om køb af varme eller via yderligere indskud, og at Energitilsynet ikke har kompetence i forhold til disse spørgsmål. Sekretariatet finder, at det samme bør gælde, når en varmeforsyningsvirksomhed som VEKS har flere varmeaftagere, hvor én (eller flere) kan påberåbe sig en lavere substitutionspris end den omkostningsbestemte pris. 4. De udækkede omkostninger udgør heller ikke nødvendige omkostninger for de øvrige varmeaftagere. Efter sekretariatets opfattelse er det ikke muligt for VEKS at få dækket underskuddet ved en højere varmepris for de øvrige varmeaftagere, fordi en sådan prisdifferentiering skal være omkostningsmæssigt begrundet. VEKS må derfor finde andre løsningsmuligheder. 5. Konsekvenserne af substitutionsprisprincippets anvendelse vil være de samme for alle virksomheder, der er underlagt princippet om nødvendige omkostninger, uanset organisationsform eller ejerskab.

2 Side 2/26 2. AFGØRELSE OG TILKENDEGIVELSE 6. Energitilsynet har på baggrund af vedlagte sagsfremstilling og vurdering truffet følgende afgørelse: At substitutionsprisprincippet finder anvendelse i varmeleveringsforholdet mellem VEKS og IVV, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 1 og 2. At IVV s eget produktionsanlæg kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen i henhold til VEKS leverancer til IVV, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 1 og Energitilsynet har på baggrund af vedlagte sagsfremstilling og vurdering tilkendegivet følgende: At et underskud, som opstår ved, at der afregnes til en substitutionspris hverken kan fremføres til senere indregning i IVV s priser eller i VEKS øvrige varmeaftagers priser, jf. varmeforsyningslovens 20, stk. 1 og Energitilsynet har endvidere bemyndiget Sekretariatet for Energitilsynet: At indlede forhandlinger med VEKS med henblik på effektuering af tilkendegivelsen og, hvis dette ikke er muligt, at træffe afgørelse i overensstemmelse med tilkendegivelsen, jf. 39 i Energitilsynets forretningsorden, jf. varmeforsyningslovens 21, stk. 4.

3 Side 3/26 3. SAGSFREMSTILLING 3.1. INDLEDNING 9. Denne sag drejer sig om, hvorvidt substitutionsprisprincippet finder anvendelse ved levering af varme fra VEKS til IVV og i givet fald, om IVV s eget produktionsanlæg kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen. I sagen skal det undersøges, om der er grundlag for at tilsidesætte substitutionsprisprincippet for interessentskaber, og hvad princippets anvendelse betyder for VEKS øvrige varmeaftagere. 10. Som første indeholder dette afsnit en kort beskrivelse af VEKS og IVV samt en illustration af mulige økonomiske konsekvenser ved en lavere varmeindtægt fra IVV som følge af anvendelse af substitutionsprisprisprincippet (afsnit 3.2). Herefter gennemgås processen og forudsætningerne for etablering af IVV s produktionsanlæg samt den senere tilslutning til VEKS (afsnit 3.3). Forholdene omkring etablering og forudsætningerne er relevante for at kunne afgøre, hvorvidt kriterierne for, at produktionsanlægget kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen, er opfyldt. Efter beskrivelsen af forholdene og forudsætningerne for IVV s produktionsanlæg følger et afsnit om de civilretlige forhold til brug for den senere vurdering af, om disse kan påvirke substitutionsprisprincippets virkning (afsnit 3.4). Endelig opsummeres sagens spørgsmål (afsnit 3.5). 11. Forløbet og sagens baggrund fremgår af sekretariatets afgørelse af 15. juli 2015, som er vedlagt i bilag 3, og af Energiklagenævnets hjemvisningsafgørelse af 20. april 2016, som er vedlagt i bilag KORT OM VEKS OG IVV FAKTA OM VEKS 12. VEKS er et interessentskab med 12 interessenter, herunder Ishøj Kommune. VEKS forsyner 19 lokale fjernvarmedistributionsvirksomheder, herunder IVV, som ejes af Ishøj Kommune. VEKS køber størstedelen af den varme, der leveres til distributionsvirksomhederne, bl.a. fra centrale kraftvarmeanlæg, men producerer også selv. VEKS producerer varme på Køge Kraftvarmeværk, på en gasmotor på biogas (VEKS Gasmotor, Solrød) og på et geotermisk produktionsanlæg på Amager, som VEKS ejer sammen med Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR) og HOFOR. Produktionen på de tre produktionssteder indgår i prioriteringen af varmeproduktionen i Hovedstadsregionen i Varmelast.dk, som VEKS driver i samarbejde med CTR og HOFOR VARMEINDTÆGTER FRA IVV MULIGE ØKONOMISKE KONSEKVENSER 13. Sekretariatet skal indledningsvis bemærke, at denne afgørelse alene vedrører spørgsmålet, om IVV s eget produktionsanlæg kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen for varmekøb fra VEKS. Det vides pt. ikke, hvad substitutionsprisen i givet fald vil være, eller om den de facto vil være lavere end prisen for

4 Varme i MWh Side 4/26 varme fra VEKS. Via nedenstående figurer har sekretariatet forsøgt alligevel at tegne et billede af, hvad de økonomiske konsekvenser for VEKS alt andet lige ville kunne være, hvis anvendelse af substitutionsprisprincippet medfører en lavere varmeindtægt fra IVV. 14. VEKS samlede gennemsnitlige varmesalg udgør ca. 2,2 mio. MWh årligt i perioden IVV s gennemsnitlige køb af varme fra VEKS udgør i denne periode ca MWh årligt, svarende til ca. 4 % af VEKS samlede varmesalg i MWh. Det er vist i figur 1. Figur 1 - IVVs andel af VEKS' samlede salg af varme i MWh VEKS' samlede gennemsnitlige salg af varme i MWh i perioden IVVs gennemsnitlige køb af varme i MWh fra VEKS i perioden Kilde: VEKS og IVVs indberetning af priseftervisninger for perioden til Energitilsynet Note: Mængden i MWh er beregnet som et simpelt gennemsnit af mængderne i MWh i perioden VEKS samlede gennemsnitlige indtægter i perioden udgør ca. 1,173 mio. kr. årligt. IVV s gennemsnitlige køb af varme fra VEKS udgør i denne periode ca. 38 mio. kr. årligt, svarende til ca. 3 % af VEKS samlede indtægter. 16. Figur 2 viser, hvad de økonomiske konsekvenser for VEKS ville kunne være, hvis anvendelse af substitutionsprisprincippet medfører en lavere varmeindtægt fra IVV. Figuren viser påvirkningen ved en reduktion af IVV s samlede varmekøb i kr. på 5 %, 10 % og 15 %. F.eks. udgør IVV s køb af varme fra VEKS ca. 36,1 mio. kr. ved en reduktion af det samlede varmekøb på 5 %, svarende til en mindre

5 VEKS' indtægter i mio. kr. Side 5/26 indtægt for VEKS på ca. 1,9 mio. kr., dvs. ca. 0,16 % i forhold til VEKS samlede indtægter. Ved en reduktion af 10 % er påvirkningen 0,32 % og ved en reduktion af 15 % er den ca. 0,48 %. Figur 2 - VEKS' samlede indtægter i mio. kr. - IVVs køb i mio. kr. (-5%/-10%/-15%) ,9 3,8 5, % -10 % -15 % Reduktion i % (af IVVs køb af varme i mio. kr. fra VEKS) Kilde: VEKS og IVVs indberetning af priseftervisninger for perioden til Energitilsynet Note: Samlede indtægter og køb i mio. kr. er beregnet som et simpelt gennemsnit af indtægterne i perioden FORHOLDENE OG FORUDSÆTNINGER FOR IVV S PRODUKTIONSANLÆG 17. Ved IVV s produktionsanlægs etablering i 80 erne var det allerede kendt, at anlægget senere skulle tilknyttes et samlet transmissionssystem for hovedstadsregionen med Avedøre-værket (et centralt kraftvarmeanlæg) som hovedvarmeforsyningskilde i hovedstadskommunerne. Det fik IVV meddelt fra Energistyrelsen, som havde fået projektforslaget i høring. 18. Af Energistyrelsens brev af 3. oktober 1982 vedrørende projektforslaget for IVV s produktionsanlæg fremgår det, at Energistyrelsen fandt den med projektforslagets sigtede sammenkobling af blokvarmecentraler i Ishøj hensigtsmæssig, idet

6 Side 6/26 der så med fordel kunne ske en central forsyning med fuelolie, naturgas og kul. Det blev bl.a. forudsat, at der senere skulle ske en sammenkobling med et i hovedstadsregionen sammenhængende transmissionsnet, og at varmeproduktion i det samlede system skulle ske efter samfundsøkonomiske kriterier. Det fremgår endvidere af brevet, at sammenkoblingen af blokvarmecentralerne også vurderedes hensigtsmæssig, fordi det muliggjorde, at IVV s produktionsanlæg efter idriftsættelse af kraftvarmeværket (en ny kraftvarmeblok på Avedøre Holme) kunne indgå i det samlede system som spids- og reservelastanlæg. 19. I 90 erne blev den danske varmeforsyning omlagt til kraftvarme. Den 30. august 1991 indgik IVV som følge af en forpligtelse i et kommunalt projektforslag aftale med VEKS om tilslutning til VEKS varmetransmissionssystem. Projektet blev gennemført, og IVV er i dag tilsluttet VEKS transmissionsnet. Tilslutningen til VEKS og en senere indgået aftale mellem parterne begrænser IVV s mulighed for at anvende sit eget produktionsanlæg som grundlast. 20. Den specifikke forudsætningsskrivelse fra Energiministeriet til kommunalbestyrelsen i Ishøj Kommune af 13. september 1990 indeholder et påbud om, at: Kommunalbestyrelsen skal gennem anvendelse af de almindelige beføjelser i varmeforsyningslovens kapitel 2 sørge for, at et projekt for omlægningen til kraftvarme forelægges kommunalbestyrelsen inden for den i punkt 5 nævnte tidsfrist. 21. Tidsfristen var fyringssæsonens start Det fremgik desuden af forudsætningsskrivelsen, at der i projektforslaget skulle tages udgangspunkt i en omlægning til kraftvarme ved tilslutning til VEKS: Projektforslaget skal indeholde forslag om, at fjernvarmeforsyningen i Ishøj omlægges til at modtage kraftvarme fra Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS). Såfremt Ishøj Fjernvarmeværk fremover skal indgå som spids- og reservelastcentral er der ingen særlige krav til brændselsanvendelsen, dog må ikke anvendes fiskeolie, overskudssmør, korn o. lign. Omfanget af spids- og reservelastforsyningen og brændselsanvendelsen skal fremgå af projektet. 22. Påbuddet indeholdt en pligt til udarbejdelse af et projektforslag for omlægning af fjernvarmeforsyningen i Ishøj, der muliggjorde modtagelse af kraftvarme fra VEKS. Der kunne også belyses alternative forsyningsmuligheder, som f.eks. anvendelse af industriel kraftvarme: Nærværende forudsætninger er ikke til hinder for, at der som et tillæg til projektudarbejdelsen, inden for rammerne af de generelle forudsætninger, belyses alternative forsyningsmuligheder, f.eks. anvendelse af industriel kraftvarme, eller at gennemførelsen af projektet fremskyndes, jf. den generelle forudsætningsskrivelse. 23. Efterfølgende har Energistyrelsen som VEKS oplyste ved brev af 16. maj 2013 i brev af 15. maj 2012 udtalt, at IVV s produktionsanlæg i henhold til afgø-

7 Side 7/26 relse af 13. september 1990 vedrørende Specifik forudsætning for omlægning af fjernvarmeforsyningen i Ishøj til kraftvarmeforsyning er overgået til spids- og reservelastanlæg: Ishøj Fjernvarmeværks eksisterende kedler er således overgået til at være spidsog reservelast. Energistyrelsen er ikke bekendt med, at Ishøj Kommune senere skulle have godkendt et nyt projektforslag, der ændrer denne status DE CIVILRETLIGE FORHOLD 24. Efter tilslutning af IVV til VEKS transmissionsnet og indgåelsen af leveringsaftalen blev der indgået en lejeaftale mellem VEKS og IVV, hvorefter VEKS fik rådighedsretten over IVV s produktionsanlæg. VEKS udnytter anlægget til produktion af spids- og reservelast til transmissionssystemet. 25. I forbindelse med udløbet af den indgåede lejeaftale mellem VEKS og IVV og genforhandling med henblik på indgåelse af ny lejeaftale, har parterne overvejet at ændre indholdet af aftalen, således at VEKS får rådighed over den del af IVV s produktionsanlægs kapacitet, som VEKS ønsker at udnytte (ca. 80 %), men at IVV får adgang til at trække på den resterende kapacitet, som VEKS ikke ønsker at udnytte. 26. Om IVV s mulighed for at trække på den aktuelle overskudskapacitet i produktionsanlægget, blev det oplyst, at: Trækningsretten kunne opgøres på grundlag af de tre pillefyrede kedlers kapacitet på 33 MW (3 x 11) med en udnyttelsesgrad på 80% fratrukket den forventede spids- og reservelastproduktion på anlægget, jf. VEKS s budget for det pågældende år. Den samlede kapacitet for de tre pillefyrede kedler kan med en 80% effektivitet opgøres til en årlig varmeproduktion på MWh. Ifølge VEKS budget forventer VEKS årligt at producere fra til MWh på anlægget. Ishøj Varmeværks forventede årlige varmekøb forventes at ligge i størrelsesordenen til MWh. Hvis det lægges til grund, at IVV har fuld rådighed over merkapaciteten i den pågældende budgetperiode, vil den kapacitet som IVV vil have rådighed over ligge i størrelsesordenen til MWh, altså væsentlig over IVV s behov SAGENS SPØRGSMÅL 27. Oprindeligt var spørgsmålet i sagen, om IVV kunne gøre krav på afregning af varme fra VEKS til en pris vurderet i forhold til egenproduktion, idet betingelsen om, at egenproduktion skal kunne anses for mulig i henseende til opnå tilladelse til

8 Side 8/26 grundlast og ikke blot spids- og reservelast, ifølge VEKS ikke umiddelbart forekom at være til stede. Sekretariatet traf afgørelse herom den 15. juli 2015 (se bilag 3). Sekretariatet vurderede, at substitutionsprisprincippet anvendes i leveringsforholdet af varme mellem VEKS og IVV, og at IVV s produktionsanlæg kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen i henhold til VEKS leverancer til IVV. 28. VEKS indbragte den 12. august 2015 sagen for Energiklagenævnet, der traf afgørelse den 20. april Der henvises til bilag 4. Energiklagenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Energitilsynet med henblik på undersøgelse af substitutionsprisprincippets anvendelse på interessentselskaber, hvorved det skal indgå i vurderingen, hvilke konsekvenser princippets anvendelse vil have for samtlige interessenter. Desuden skal der tages stilling til, hvilken betydning substitutionsprisprincippet vil få for VEKS øvrige varmeaftagere.

9 Side 9/26 4. RETSGRUNDLAG 29. Retsgrundlaget fremgår af bilag HØRING 30. Sekretariatet for Energitilsynet betragter VEKS og IVV som parter i sagen vedrørende spørgsmålene om substitutionsprisprincippet finder anvendelse i leveringsforholdet mellem VEKS og IVV, samt om IVV s eget produktionsanlæg kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen (jf. indstillingens pkt. 6). Et udkast til denne afgørelse/tilkendegivelse er blevet sendt i høring til VEKS og IVV den 27. september Begge parter har afgivet bemærkninger. Der henvises til bilag 2, hvor sekretariatet har kommenteret de indkomne høringssvar. 31. VEKS øvrige varmeaftagere vurderes ikke at være væsentligt og individuelt berørt af de ovennævnte spørgsmål, og de er derfor ikke blevet tillagt partstatus i sagen. Der er herved lagt vægt på, at afgørelsen af de to spørgsmål ikke har prismæssig virkning for dem, og de berøres således ikke økonomisk. Med hensyn til spørgsmålet om muligheden for at indregne et eventuelt underskud som følge af anvendelse af substitutionsprisprincippet i de øvrige varmeaftagers priser (jf. indstillingens pkt. 7), er der tale om en tilkendegivelse, hvorved der ikke er krav om partshøring. Et samlet udkast er dog sendt til orientering til varmeaftagerne. Der er ikke indkommet kommentarer fra varmeaftagerne. Sekretariatet bemærker, at varmeaftagerne forventes at blive betragtet som parter, hvis der i forlængelsen af tilkendegivelsen måtte blive rejst en efterfølgende afgørelsessag. 32. Et udkast til afgørelsen/tilkendegivelsen er sendt til orientering til interessentkommunerne i VEKS, eftersom spørgsmålet om eventuelle konsekvenser for VEKS ejere (interessenter) udtrykkeligt behandles i denne sag. Generelt sendes afgørelser dog i høring til virksomheden og ikke dens ejer(e), der ikke som sådan er part i sagen. Der er ikke indkommet kommentarer fra interessentkommunerne.

10 Side 10/26 6. BEGRUNDELSE 6.1. INDLEDNING 34. Herunder følger vurdering af sagens spørgsmål. For det første vurderes det, om substitutionsprisprincippet finder anvendelse i den konkrete sag, hvor varmeleverandøren er et interessentskab og varmeaftageren interessent (afsnit 6.2). Eftersom det vurderes, at princippet finder anvendelse, skal det herefter vurderes, om IVV s produktionsanlæg opfylder kriterierne for at kunne danne grundlag for beregning af substitutionsprisen (afsnit 6.3). Det skal i den forbindelse vurderes, om eventuelle begrænsninger af produktionsanlæggets anvendelse påvirker muligheden for, at produktionsanlægget kan danne beregningsgrundlaget for substitutionsprisen. For det første vurderes begrænsninger som følge af varmeplanlægningen (afsnit 6.4), og for det andet vurderes begrænsninger som følge af privatretlige aftaler (afsnit 6.5). I afsnit 6.6 undersøges afslutningsvis betydningen af substitutionsprisprincippets virkning for VEKS øvrige varmeaftagere. 35. VEKS og IVV har fremsendt bemærkninger til Energiklagenævnets afgørelse til brug for Energitilsynets fornyede behandling af sagen. Disse bemærkninger er indgået i sekretariatets vurdering af sagen, og, hvor relevant, fremgår de direkte i dette begrundelsesafsnit. 36. VEKS og IVV har endvidere afgivet bemærkninger til et høringsudkast til denne afgørelse/tilkendegivelse, som er gengivet i høringsbilag 2 sammen med sekretariatets bemærkninger. Hvor relevant, indgår parternes høringsbemærkninger i dette begrundelsesafsnit SUBSTITUTIONSPRISPRINCIPPET FINDER ANVENDELSE RETSPRAKSIS VEDRØRENDE SUBSTITUTIONSPRISPRINCIPPET 37. Substitutionsprisprincippet er fastlagt i administrativ praksis. 38. Gas- og Varmeprisudvalget behandlede på sit møde den 6. november 1995 et notat af 25. oktober 1995 om principperne for anvendelse af substitutionsprisprincippet. Der henvises til retsgrundlagets pkt. 19 (bilag 1). I henhold til Gas- og Varmeprisudvalgets konklusion på mødet indebærer substitutionsprisprincippet, at en kollektiv varmeforsyning, der aftager varme, ikke skal betale mere for varmeleverancen end den laveste af tre alternative priser: 1) Varmeleverandørens omkostningsbestemte pris. 2) Hvad varmen ville koste, hvis varmemodtageren selv producerede varmen (egenproduktionsprisen). 3) Hvad varmen ville kunne købes til hos tredjemand. 39. I samme notat af 25. oktober 1995 blev der henvist til, at substitutionsprincippet anvendes i forhold til køb af varme og biogas (retsgrundlagets pkt. 20, bilag 1). Det vil sige, at princippet kan få virkning i hele værdikæden, også mellem en

11 Side 11/26 brændselsproducent og en varmeproducent, såfremt købet vedrører en ydelse, der er omfattet af varmeforsyningslovens prisregulering. 40. Efter Energitilsynets notat af 16. marts 2006, som blev behandlet på tilsynsmødet den 27. marts 2006, er substitutionsprisprincippet baseret på princippet om nødvendige omkostninger (retsgrundlagets pkt. 24, bilag 1). Det er ikke en nødvendig omkostning for et fjernvarmeværk at betale mere for varmen fra en varmeleverandør (f.eks. et affaldsforbrændingsanlæg), end det vil koste fjernvarmeværket selv at producere varmen eller at købe den hos tredjemand. 41. Substitutionsprisprincippet fastsætter således efter fast praksis omfanget af begrebet nødvendig omkostning i forhold til de omkostninger forbundet med køb af brændsel, der er reguleret i varmeforsyningsloven (f.eks. biogas), og med køb eller produktion af opvarmet vand eller damp. Princippet kan dermed få virkning i alle led i kæden, fra producent til slutforbruger, når der er konkurrerende producenter ANVENDELSE AF PRINCIPPET PÅ INTERESSENTSKABER 42. Der er ikke grundlag for at antage, at princippet ikke er gældende ved levering af varme fra et interessentskab. Energiklagenævnet har i sagen vedrørende en klage fra Skanderborg Fjernvarme over RenoSyd I/S varmepriser vurderet anvendelse af substitutionsprisprincippet (afgørelse af 11. februar 2005, j.nr , som gengivet i retsgrundlagets pkt. 23, bilag 1). I denne sag lagde Energiklagenævnet til grund, at substitutionsprisprincippet fandt anvendelse i leveringsforholdet mellem interessentskabet, RenoSyd I/S, og varmeaftageren, en forbrugerejet a.m.b.a., dog var der i den konkrete sag ikke reel substitutionsmulighed for den af RenoSyd I/S leverede varmemængde, hvorfor der skulle afregnes til den omkostningsbestemte pris. Energiklagenævnet fastslog dog udtrykkeligt, at forbrugere i Skanderborg havde ret til den laveste af enten den omkostningsbestemte pris eller substitutionsprisen. 43. Efter sekretariatets opfattelse gælder retten til den laveste pris også, når der er delvist eller helt ejersammenfald mellem varmeleverandør og varmeaftageren, som i nærværende sag. Der henvises til pkt. 92 og 93. Merprisen udover substitutionsprisen er ikke en nødvendig omkostning. Vurderingen af, at en omkostning ikke er nødvendig som følge af, at der er et billigere alternativ, bør efter sekretariatets vurdering ikke afhænge af, hvem der ejer de pågældende varmeforsyningsvirksomheder, der leverer og aftager varmen. Det er således på linje med det af IVV anførte i brev af 7. juni 2016 om, at omkostninger ikke bliver mere eller mindre nødvendige for varmeaftageren afhængig af den måde, som varmeleverandøren er organiseret på. 44. Sekretariatet finder, at substitutionsprisprincippet fastsætter, hvad der er nødvendige omkostninger for varmeaftageren ved bl.a. køb af varme, jf. også ovenstående punkt 41. Fordi substitutionsprisprincippet er baseret på princippet om nødvendige omkostninger, er substitutionsprisprincippet gældende for alle leveringer omfattet af varmeforsyningslovens 20, stk. 1, som fastsætter princippet om nød-

12 Side 12/26 vendige omkostninger, uanset varmeleverandørens eller varmeaftagerens organisationsform eller ejerskab. Substitutionsprisprincippet finder dermed anvendelse i forholdet mellem et interessentskab og dets varmeaftager, også når denne varmeaftager er interessent i interessentskabet DER ER IKKE GRUNDLAG FOR AT TILSIDESÆTTE PRINCIPPET 45. IVV har ved brev af 13. september 2016 anført, at medejerskab ikke kan fratage varmeaftageren dennes rettigheder efter varmeforsyningsloven. 46. Sekretariatet må konstatere, at VEKS overvejende fokuserer på en løsning, hvor ejerne dækker et eventuelt underskud som følge af afregning til substitutionsprisen, mens der eksempelvis også er mulighed for at genforhandle aftaler om køb af varme for at nedbringe omkostninger. VEKS har i sit høringssvar (pkt. 26 i høringsbilag 2) bl.a. henvist til, at konsekvensen af substitutionsprisprincippets anvendelse de facto vil betyde, at underskuddet skal betales af skatteborgerne i interessentkommunerne, hvilket er ulovligt. Desuden er det ifølge VEKS uforeneligt med VEKS grundlag og kraftvarmetanken, hvis en af interessenterne får mulighed for at tvinge de øvrige interessenter til at betale for, at visse varmeaftagere får en lavere pris. Hvile i sig selv-princippet sættes herudover ud af spil, hvis IVV potentielt kan påtvinge VEKS at drive sin virksomhed med underskud. Fordi VEKS køber størstedelen af sin grundlastvarme fra eksterne varmeproducenter, kan VEKS ikke effektivisere. VEKS muligheder for at finansiere underskuddet er begrænset til at indregne den i varmepriserne eller at anmode interessentkommunerne om yderligere indskud. 47. Sekretariatet skal for det første bemærke, at de problemstillinger, som VEKS har anført i sit høringssvar, grundlæggende er de samme problemstillinger, som virksomheder med en anden organisationsform eller selskabsform vil stå over for, når en del af deres omkostninger ikke kan dækkes af varmeprisen. Substitutionsprisprincippet er, jf. pkt. 40 og 41 ovenfor, baseret på princippet om nødvendige omkostninger (eller hvile i sig selv-princippet, som VEKS kalder det). Substitutionsprisprincippet sætter dermed ikke dette princip ud af spil, men udspringer af det. At substitutionsprisprincippets anvendelse kan medføre et underskud for virksomheden er afgjort af Energitilsynet i sagerne vedrørende Energi E2 A/S (28. juni 2004, 3/ ), Odense Kraftvarmeværk A/S (24. februar 2015, j.nr. 12/11100) og Amager Ressource Center I/S (23. juni 2015, j.nr. 13/01263). Der henvises til retsgrundlagets pkt , bilag 1. Opståen af et underskud med de problemer, det kan medføre for selskabet og/eller selskabets ejere, har i disse sager ikke givet anledning til at tilsidesætte princippet. 48. For det andet skal sekretariatet bemærke, at Energitilsynet og Energiklagenævnet i en sag fra 2003 har måttet konstatere, at varmeforsyningslovens prisregulering kan bringe en varmeforsyningsvirksomhed i en vanskelig økonomisk situation. Det blev konkluderet, at spørgsmålet om, hvordan virksomheden kan få dækket de omkostninger, der ikke kan indregnes i varmepriserne, falder udenfor Energitilsynets kompetence. Der henvises f.eks. til Energitilsynets afgørelse i sagen om prisfastsættelse på affaldsvarme til Skagen Varmeværk (25. august 2003, j.nr.

13 Side 13/26 3/ , retsgrundlagets pkt. 11, bilag 1), som blev stadfæstet af Energiklagenævnet den 9. december 2004 (j.nr , retsgrundlagets pkt. 9, bilag 1). Varmeforsyningslovens prisregulering regulerer leveringsforholdet mellem varmeleverandør og -aftager. Det gælder også, når varmeaftageren samtidig (delvis) ejer eller har en anden form for interesse i den virksomhed, der leverer varme. Varmeforsyningsloven regulerer ikke forholdene mellem ejere eller interessenter i varmeforsyningsvirksomheder og eventuelle problemer i disse forhold kan derfor ikke løses via varmeforsyningsloven. 49. Sekretariatet vurderer ikke, at prisreguleringens negative konsekvenser for varmeforsyningsvirksomheden eller dens ejere/interessenter i denne konkrete sag kan give grundlag for tilsidesættelse af prisreguleringen, herunder princippet om nødvendige omkostninger og substitutionsprisprincippet. 50. VEKS har endeligt anført, at VEKS er et kommunalt ejet interessentskab og et transmissionsselskab uden direkte indflydelse på varmeproduktionspriserne, hvorfor substitutionsprisprincippet ifølge VEKS konkret må tilsidesættes som urimeligt, jf. varmeforsyningslovens 21, stk. 4, og stridende mod varmeforsyningslovens 20 a, der indeholder forbud mod, at kommuner yder tilskud til kommunal varmeforsyningsvirksomhed (pkt i høringsbilags 2). Energitilsynet skulle ifølge VEKS herudover have mulighed for at tilsidesætte priser, der medfører en samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig anvendelse af energi, jf. varmeforsyningslovens 21, stk. 5, eftersom substitutionsprisprincippet i den konkrete sag vil føre til underminering af varmeforsyningslovens 1 om, at kraftvarme skal fremmes mest muligt (pkt. 33 i høringsbilag 2). 51. Nedenfor vurderes først muligheden for at anvende urimelighedskriteriet i 21, stk. 4, derefter forbuddet i 20 a, stk. 6, og afslutningsvis muligheden for at anvende 21, stk Sekretariatet finder det i strid med varmeforsyningslovens 20, stk. 1, og urimeligt, hvis en varmeaftager skulle betale en merpris udover substitutionsprisen. Substitutionsprisprincippet virkning er efter sekretariatets opfattelse ikke mere urimelig for VEKS end for virksomheder med en anden organisationsform eller selskabsform, jf. pkt. 47 ovenfor, og derfor kan princippet ikke tilsidesættes med begrundelse i urimelighedskriteriet i varmeforsyningslovens 21, stk Efter varmeforsyningslovens 20 a, stk. 6, må kommuner ikke yde tilskud til kommunale varmeforsyningsanlæg. Af bemærkninger til lov nr. 451 af 31. maj 2000, hvorved bestemmelsen blev indsat i varmeforsyningsloven, fremgår det, at bestemmelsen i 20 a, stk. 6, ikke er til hinder for, at kommunen som debitor dækker eventuelle underskud i en kollektiv varmeforsyningsvirksomhed, yder kapitalbevillinger eller stiller garanti. Det vurderes, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at en kommune, der ejer en kollektiv varmeforsyningsvirksomhed, dækker denne virksomheds underskud som følge af substitutionsprisprincippets anvendelse via yderligere indskud af kapital.

14 Side 14/ Bestemmelsen i 20 a er indsat i varmeforsyningsloven med indtægtsrammereguleringen. Denne regulering er ikke udmøntet i dag. Det fremgår imidlertid af bemærkninger og litteraturen (retsgrundlagets pkt. 48 og 49, bilag 1), at bestemmelsen i 20 a skal ses i sammenhæng med det kommunale hvile i sig selvprincip, som er gældende i dag. Efter dette princip må kommuner hverken uden lovhjemmel benytte forsyningsvirksomhed til at supplere skatteindtægterne eller skattefinansiere den kommunale forsyningsvirksomhed helt eller delvist. Det kommunale hvile i sig selv-princip kan fraviges i særlovgivning, såsom varmeforsyningslovgivningen. 55. Det må efter sekretariatets opfattelse lægges til grund, at varmeforsyningslovens prisregulering, såsom princippet om nødvendige omkostninger, substitutionsprisprincippet og prisloftsreguleringen for affaldsforbrændingsanlæg, indeholder særregler og dermed hjemmel for kommuner, således, at kommuner, der ejer varmeforsyningsvirksomheder, kan dække eventuelle underskud, der opstår som følge af prisreguleringen. Der skal hertil bemærkes, at varmeforsyningsloven efter sekretariatets opfattelse ikke indeholder hjemmel til at støtte nødlidende kommunale varmeforsyningsvirksomheder. Varmeforsyningsvirksomheder, der ikke kan holde sig under maksimalprisen, skal effektivisere. Det fremgår eksempelvis af forarbejderne til prisloftreguleringen og til bestemmelsen om indtægtsrammereguleringen. Sekretariatet finder imidlertid, at det må antages i overensstemmelse med varmeforsyningsloven, at en kommune, som ejer varmeforsyningsvirksomhed, i en periode vil kunne dække et underskud i virksomheden, indtil de nødvendige effektiviseringer får effekt. 56. I modsætning til VEKS finder sekretariatet ikke, at bestemmelsen i varmeforsyningslovens 20 a bør medføre, at prisreguleringens substitutionsprisprincip, prisloftet for affaldsvarme og den (uudnyttede) mulighed for at pålægge effektiviseringskrav via indtægtsrammer, som kan føre til underskud, skal tilsidesættes med hensyn til kommunale varmeforsyningsvirksomheder. Det kan ikke have været meningen, at disse vigtige elementer i prisreguleringen ikke skulle gælde for de kommunale varmeforsyningsvirksomheder, der udgør en betydelig del af den danske varmeforsyningssektor. I så fald skulle det have fremgået udtrykkeligt af prisreguleringens forarbejder. Det må derfor lægges til grund, at varmeforsyningslovens 20 a, stk. 6, ikke er til hinder for prisreguleringens, herunder substitutionsprisprincippets, anvendelse i forhold til kommunale varmeforsyningsvirksomheder. 57. Af Social- og Indenrigsministeriets vejledning om kommunale fællesskaber af april 2016 (se retsgrundlagets pkt. 46, bilag 1) fremgår det i øvrigt, at de deltagende kommuner i et interessentskab hæfter udadtil direkte, ubegrænset og solidarisk for fællesskabets forpligtelser over for tredjemand, mens principperne for den indbyrdes hæftelse mellem kommunerne i fællesskabet skal fastsættes i vedtægterne. Det vurderes ikke, at en kommune vil kunne frigøre sig fra en forpligtelse i medfør af en hæftelse med henvisning til varmeforsyningslovens 20 a, stk. 6, men dette ligger udenfor Energitilsynets kompetence at træffe afgørelse herom.

15 Side 15/ Sekretariatet skal herefter vurdere, om varmeforsyningslovens 21, stk. 5, kan anvendes til at tilsidesætte substitutionsprisprincippet. Som det fremgår af elforsyningslovens bemærkninger til den tilsvarende bestemmelse i elforsyningsloven (se pkt. 6 i retsgrundlaget, bilag 1) har bestemmelsen i varmeforsyningslovens 21, stk. 5, en meget specifik baggrund. Bestemmelsen giver Energitilsynet beføjelse til at give pålæg om ændring af priser eller betingelser i tilfælde, hvor der kan tilvejebringes dokumentation for, at en energivirksomheds priser eller andre betingelser vil medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi. Bestemmelsen skal med andre ord sikre, at de kollektive energivirksomheders priser eller betingelser ikke giver forkerte incitamenter i forhold til energianvendelse. Bestemmelsen giver efter sekretariatets opfattelse alene beføjelse til at ændre priser eller betingelser. Den kan ikke anvendes til at tilsidesætte regler i varmeforsyningsloven, herunder princippet om nødvendige omkostninger og substitutionsprisprincippet. Den dokumentation, som skal ligge til grund, hvis Energitilsynet vil benytte beføjelsen i 21, stk. 5, vil efter lovbemærkningerne bl.a. kunne baseres på en sammenlignende undersøgelse af de forskellige opvarmningsmetoders hensigtsmæssighed foretaget af et udvalg nedsat af boligministeren. 59. Efter Varmeforsyningsloven med kommentarer af Pernille Aagaard og Bent Ole Gam Mortensen (se retsgrundlagets pkt. 8, bilag 1) skal bestemmelsen i 21, stk. 5, fortolkes i overensstemmelse med lovens formålsbestemmelse. Varmeforsyningslovens 1 indeholder lovens formål, som er at fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder miljøvenlige, anvendelse af energi, at formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler og at fremme samproduktion af varme og elektricitet mest muligt. VEKS har i sit høringssvar anført, at substitutionsprisprincippet i den konkrete sag vil føre til underminering af varmeforsyningslovens 1 om, at kraftvarme skal fremmes mest muligt. 60. Sekretariatet skal hertil bemærke, at varmeforsyningslovens etableringskrav, herunder kraftvarmekravet, som er fastsat i projektbekendtgørelsen, tillader, at etablerede anlæg anvendes frit på baggrund af markedssituationen (retsgrundlagets pkt , bilag 1). Reglerne fremmer etablering af kraftvarme, men de indeholder ikke et krav om at anvende kraftvarmeanlæg fremfor ren varmeproducerende anlæg. Reglerne i projektbekendtgørelsen må antages at være i overensstemmelse med varmeforsyningslovens formålsbestemmelse. Sekretariatet skal desuden bemærke, at varmeforsyningslovens substitutionsprisprincip ikke indebærer krav om at anvende det billigste anlæg, men princippet medfører, at merprisen ved anvendelse af det dyrere anlæg ikke er en nødvendig omkostning. 61. I en sag for Monopolankenævnet af 14. februar 1986 (Holme-Lundshøj Fjernvarme A.m.b.a. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget, retgrundlagets pkt. 7, bilag 1) havde Gas- og Varmeprisudvalget vurderet en aftage-/betalingspligt i Holme- Lundshøj Fjernvarmes vedtægter urimelig, jf. bestemmelserne i den nuværende varmeforsyningslovs 21, stk. 4 og 5. Fjernvarmeværket anførte i klagesagen, at den omstridte prisfastsættelse med aftage-/betalingspligt skulle sikre varmeaftag fra et centralt kraftvarmeværk, Studstrupværket, som klageren via den offentlige varmeplanlægning, Varmeplan Århus, var tilsluttet. Ifølge klageren var der tale om et pionerprojekt i milliardklassen, hvis forudsætninger er både nationaløkonomi-

16 Side 16/26 ske, driftsøkonomiske, forsyningssikkerhedsmæssige og miljømæssige. Betingelsen for et sådant projekts succes, både økonomisk, miljømæssigt etc. er, at varmeaftaget fra Studstrup-Værket bliver størst muligt og dækker hele det område, som planen er baseret på. Monopolankenævnet stadfæstede på trods heraf Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse om, at aftage-/betalingspligten til leverandøren af varme fra det centrale kraftvarmeanlæg var urimelig. Sekretariatet finder derfor, at der heller ikke er støtte i den administrative praksis for anvendelse af 21, stk. 5, til at tilsidesætte substitutionsprisprincippet for at sikre udnyttelse af varme fra elproduktion på de centrale kraftvarmeværker. 62. Substitutionsprisprincippet finder på denne baggrund efter sekretariatets vurdering anvendelse i leveringsforholdet mellem VEKS og IVV. For at IVV kan kræve afregning efter en substitutionspris beregnet på IVV s eget produktionsanlæg, skal en række betingelser dog være opfyldt, jf. nedenstående afsnit IVV S PRODUKTIONSANLÆG KAN DANNE GRUNDLAG FOR BEREGNING AF SUBSTITUTIONSPRISEN 63. Sekretariatet bemærker indledningsvis, at Energiklagenævnet ikke har haft indvendinger mod afgørelsen om og begrundelsen for, at IVV s produktionsanlæg kan danne beregningsgrundlaget for substitutionsprisprincippet. Energiklagenævnets afgørelse har derfor ikke givet sekretariatet anledning til at ændre vurderingen herom. Fordi Energiklagenævnet har ophævet og hjemvist sekretariatets afgørelse af 15. juli 2015, og der således skal træffes afgørelse på ny, gennemgås vurderingen nedenfor. 64. Efter administrativ praksis (retsgrundlagets pkt. 22, bilag 1) skal følgende betingelser være opfyldt for, at et produktionsanlæg kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen: a) Der skal være tale om et eksisterende (fysisk) anlæg. b) Der skal være faktisk, dvs. af tilstrækkelig kapacitet (dog kan delvis substitution anvendes). c) Der skal være mulighed for at producere (dvs. for at opnå tilladelse til produktion ud over spids- og reservelast). d) Anlægget skal kunne anvendes lovligt og der skal kunne anvendes et lovligt brændsel. e) Der er en realistisk mulighed for at skaffe brændsel til produktionen. 65. Det vurderes, at IVV s produktionsanlæg opfylder disse betingelser og dermed kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen i henhold til VEKS leverancer til IVV. Argumentationen herfor gennemgås i de følgende afsnit, hvor hvert kriterium vurderes for sig. Ad a. Et eksisterende (fysisk) anlæg 66. IVV s eget produktionsanlæg er et eksisterende anlæg.

17 Side 17/26 Ad b. Tilstrækkelig kapacitet 67. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at produktionsanlægget, da det blev etableret, havde kapacitet til at forsyne sit forsyningsområde. Det er ikke indbragt af parterne i sagen, at det ikke længere er tilfældet. Det må således lægges til grund, at produktionsanlægget har tilstrækkelig kapacitet til at erstatte hele varmeaftaget fra VEKS ved egenproduktion. Ad. c. Mulighed for at producere 68. IVV s produktionsanlæg er etableret som grundlastanlæg. Energistyrelsen udtalte i brev af 15. maj 2012, at IVV s produktionsanlæg i henhold til afgørelse af 13. september 1990 vedrørende Specifik forudsætning for omlægning af fjernvarmeforsyningen i Ishøj til kraftvarmeforsyning er overgået til spids- og reservelastanlæg. 69. Efter reglerne har IVV s produktionsanlæg uanset status som spids- og reservelastanlæg mulighed for at producere udover spids- og reservelastkapacitet. IVV får via VEKS leveret varme, der bl.a. er produceret på centrale kraftvarmeanlæg. De varmeplanmæssige regler skaber de facto en monopolposition for de centrale kraftvarmeanlæg, eftersom distributionsvirksomheder i de centrale områder, jf. kraftvarmekravet i de tidligere forudsætningsskrivelser og senere i projektbekendtgørelsen, ikke må etablere egne rene varmeproducerende anlæg, medmindre det er som spids- og reservelastanlæg (retsgrundlagets pkt. 40 og 41, bilag 1). Det kan dog afledes af Energistyrelsens vejledning til projektbekendtgørelsen af 2005 vedrørende reglerne for etablering af anlæg i de centrale områder retsgrundlagets pkt. 43, bilag 1), at den samfundsøkonomisk fornuftige indretning af energisystemet, som reglerne fremmer, ikke indebærer en aftagepligt: Driften af de etablerede anlæg, fastlægges frit af værket på baggrund markedssituationen, bl.a. priser på brændsel, elprisen, etc. 70. Det står værkerne dermed frit at anvende andre anlæg end kraftvarmeanlægget, hvis de er billigere. Dermed vil IVV s produktionsanlæg kunne anvendes til at dække (en del af) grundlasten. De centrale kraftvarmeanlæg skal derfor, for at kunne afsætte deres varme, efter Energistyrelsens vejledning fortsat være konkurrencedygtige i forhold til distributionsnettenes spids- og reservelastanlæg. Det ligger således efter sekretariatets opfattelse ikke i de varmeplanmæssige regler, at distributionsnettene skal aftage varme fra de centrale kraftvarmeanlæg til enhver pris. 71. I øvrigt fremgår det af Gas- og Varmeprisudvalgets orienteringsnotat af 25. oktober 1995 (pkt. 22 i retsgrundlaget, bilag 1), at udvalget ved behandlingen af konkrete sager har set bort fra grundlastkriteriet og at varmen måtte afregnes ud fra det billigste alternativ uanset, hvor det kom fra. Ad d. Lovlig anvendelse af produktionsanlægget og brændsel

18 Side 18/ Det vurderes desuden, at produktionsanlægget kan anvendes lovligt (der henvises til ad c) og at der anvendes et lovligt brændsel. For spids- og reservelastanlæg i centrale områder er der efter projektbekendtgørelsens 19, stk. 2, frit brændselsvalg (bortset fra kul og fødevarer), hvorfor det i øvrigt også vurderes uproblematisk at skaffe brændsel til produktionsanlægget. I øvrigt ville anvendelse af biomasse også have været tilladt, hvis IVV s produktionsanlæg betragtes som grundlastanlæg, jf. 18 i projektbekendtgørelsen. Der henvises til retsgrundlagets pkt. 42 i bilag Ishøj Byråd har 2. oktober 2012 besluttet, at der må anvendes flis, træpiller og mandelskaller på værket. Denne beslutning er i overensstemmelse med de gældende regler for brændselsvalg på spids- og reservelastanlæg i centrale områder (som er uændrede siden 1. januar 2006), hvorfor IVV i dag lovligt vil kunne anvende de nævnte brændsler. Det er den aktuelle substitutionsmulighed, der skal lægges til grund for vurderingen af anvendelse af substitutionsprisprincippet. Ad e. Mulighed for at skaffe brændsel 74. Endelig vurderes det, at der er mulighed for at fremskaffe brændslet. Da produktionsanlægget efter det oplyste kan anvendes af VEKS, og VEKS fremover ønsker at udvide anvendelsen, må dette indebære, at det er muligt at fremskaffe brændslet. 75. At IVV ikke har den fulde rådighedsret over produktionsanlægget kan, jf. sekretariatets vurdering i afsnit 6.5, ikke ændre på, at IVV s eget produktionsanlæg kan danne grundlag for beregning af substitutionsprisen VARMEPLANLÆGNINGEN KAN IKKE BEGRÆNSE SUBSTITUTIONSPRISPRIN- CIPPETS ANVENDELSE 76. Sekretariatet har i sin afgørelse af 15. juli 2015 (se bilag 3) bl.a. lagt til grund, at begrænsninger som følge af varmeplanlægningen ikke kunne ændre på substitutionsprisprincippets virkning. Energiklagenævnet vurderede i hjemvisningsafgørelsen af 20. april 2016, at IVV er tvangsmæssigt forpligtet til at aftage varme fra VEKS (se bilag 4). Energiklagenævnet har ikke tillagt dette konsekvenser for substitutionsprisprincippets virkning. 77. VEKS har i sagen anført, at IVV s produktionsanlæg ikke vil kunne danne grundlag for beregning af substitutionsprisen, eftersom der ikke vil kunne opnås tilladelse til anvendelse som grundlastanlæg (pkt. 17 i høringsbilags 2). 78. Allerede ved etablering af IVV s produktionsanlæg i 80 erne nævnte Energistyrelsen muligheden for, at IVV s produktionsanlæg efter idriftsættelse af et kraftvarmeværk (en ny kraftvarmeblok på Avedøre Holme) kunne indgå i et samlet transmissionssystem som spids- og reservelastanlæg. Det fremgår af Energistyrelsens brev af 3. oktober 1982 i anledning af høring af projektforslaget.

19 Side 19/ I 1991 blev IVV ved kommunal varmeplan pålagt at aftage varme fra VEKS og dermed afskåret fra selv at udnytte sit produktionsanlæg bortset fra som spidsog reservelast. IVV har i sit høringssvar anført, at værket ikke er enigt i, at IVV s eget produktionsanlæg er et spids- og reservelastanlæg, eftersom det er etableret som grundlastanlæg (pkt. 16 i høringsbilag 2). Sekretariatet lægger imidlertid Energistyrelsens vurdering af 15. maj 2012 til grund, at IVV s produktionsanlæg i som følge af varmeplanlægningen (afgørelse af 13. september 1990 vedrørende Specifik forudsætning for omlægning af fjernvarmeforsyningen i Ishøj til kraftvarmeforsyning ) er overgået til spids- og reservelastanlæg. Der henvises til sekretariatets bemærkninger i afsnit 3.3 i høringsbilag Energistyrelsen henviser i sit brev af 15. maj 2012 ikke til andre grunde end varmeplanlægningen til, at IVV ikke har mulighed for at udnytte sin produktionskapacitet fuldt ud. Ifølge reglerne kan driften af spids- og reservelastanlæg efter deres etablering fastlægges frit efter markedssituationen, jf. Energistyrelsens vejledning til projektbekendtgørelsen (retsgrundlagets pkt. 43, bilag 1). 81. Efter administrativ praksis (Energitilsynets afgørelse vedrørende Vejen Kraftvarmeværk og Vejen Varmeværk af 27. februar 2006, j.nr. 4/ , gengivet i retsgrundlagets pkt. 27, bilag 1) kan det ikke være en betingelse for, at substitutionsprisprincippet kan anvendes, at benyttelsen af den pågældende produktion ikke er i strid med varmeplanlægningen. Den gældende praksis sikrer, at en enkel kommune ikke kommer til at tilsidesætte varmeforsyningslovens substitutionsprisprincip i forhold til de anlæg, som kommunen godkender til den lokale kollektive varmeforsyning. 82. I øvrigt vurderes det, at denne praksis gælder generelt for begrænsninger som følge af varmeplanlægningen. Det vil sige, at der kan være tale om begrænsninger fra forskellige varmeplanmyndigheder, ikke alene kommunalbestyrelsen. Indtil 1990 under plansystemet skete varmeplanlægningen i tæt samarbejde mellem staten, amterne og kommunerne. Siden 1990, da projektsystemet blev indført, er kommunalbestyrelsen den godkendende varmeplanmyndighed. 83. Spørgsmålet er, om IVV s varmeforbrugere gennem varmeplanlægningen i 1982 og 1990 og den efterfølgende kommunale projektgodkendelse i 1991 er blevet forpligtet til at betale en højere pris for den samlede varme fra Avedøre-værket og de andre anlæg tilknyttet transmissionssystemet, end IVV selv vil kunne producere varmen til. 84. Det må anses for at være både i tråd med hensigten bag reglerne for varmeplanlægningen, som fremgår af vejledningen til projektbekendtgørelsen, og den praksis fastsat i Vejen-sagen, at en varmeplanmæssig begrænsning af anvendelse af anlæg, der er sket af samfundsøkonomiske grunde, ikke må gå ud over brugerøkonomien. Den samfundsøkonomisk bedste anvendelse af produktionsanlæg må således ikke ske på bekostning af varmeforbrugerne.

20 Side 20/ EN PRIVATRETLIG AFTALE/HANDLING KAN IKKE BEGRÆNSE SUBSTITUTI- ONSPRISPRINCIPPETS ANVENDELSE 85. Sekretariatet lagde i sin afgørelse af 15. juli 2015 (se bilag 3) bl.a. til grund, at begrænsninger som følge af en privatretlig aftale ikke kunne ændre på substitutionsprisprincippets virkning. Energiklagenævnet bemærkede i hjemvisningsafgørelsen af 20. april 2016, at det forhold, at VEKS og IVV har indgået en privatretlig aftale, ikke i sig selv kan føre til, at substitutionsprisprincippet ikke skal finde anvendelse (se bilag 4). 86. IVV har ved brev af 7. juni 2016 bl.a. anført, at man ikke ved at indgå en aftale om at indgå i et interessentskab kan sætte substitutionsprisen ud af kraft, lige så lidt som man kan sætte substitutionsprisen ud af kraft ved at indgå en varmeleveringsaftale. 87. VEKS har derimod ved brev af 31. august 2016 gjort gældende, at IVV ved at have gået ind i VEKS kommunale fælleskab selv bindende har givet afkald på at gøre substitutionspriser eller lignende gældende, idet VEKS skal drives efter principper om ensartede priser, som interessentkommunerne selv har besluttet, jf. VEKS vedtægter. Der er ifølge VEKS ikke tale om to egentligt adskilte juridiske enheder, der samhandler. Indenfor særkommunen VEKS er der ifølge VEKS frihed til at indrette virksomheden, som VEKS finder bedst i overensstemmelse med VEKS vedtægter og varmeforsyningsloven. 88. Ved brev af 13. september 2016 har IVV bemærket, at der ikke er tale om, at Ishøj Kommune er en del af VEKS. Der er derimod tale om, at Ishøj Kommune er medejer af VEKS. At man er medejer, kan efter IVV s opfattelse ikke fratage varmeaftageren dennes rettigheder efter varmeforsyningsloven, herunder heller ikke brug af substitutionsprisprincippet. 89. Tidligere har VEKS anført, at det aftaleretlige forhold mellem VEKS og IVV om, hvor stor en del af IVV s kapacitet aftaleparterne har rådighed over og under hvilke betingelser, har begrænset muligheden for at anvende IVV s eget produktionsanlæg som beregningsgrundlaget for substitutionsprisen. 90. Sekretariatet skal bemærke, at det er fast praksis, at virksomheder ikke ved aftale vil kunne tilsidesætte varmeforsyningslovens prisregulering. Energiklagenævnet har tidligere behandlet dette spørgsmål i afgørelse af 16. juni 2006 om prisfastsættelse på varme leveret fra Slagelse Kraftvarmeværk (j.nr , gengivet i retsgrundlagets pkt. 17, bilag 1). I prisreguleringen ligger en begrænsning af parternes aftalefrihed med hensyn til varmeprisens fastsættelse. Energiklagenævnet har i hjemvisningsafgørelse af 20. april 2016 ligeledes bemærket, at det forhold, at VEKS og IVV har indgået en privatretlig aftale, ikke i sig selv kan føre til, at substitutionsprisprincippet ikke skal finde anvendelse. 91. Prisreguleringen i varmeforsyningslovens 20, stk. 1, herunder substitutionsprisprincippet, gælder ved levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi til byg-