Life may not be much of a gamble, but interaction is Erving Goffman

Transkript

1 HVERDAGENS TEATER Hvor kigger du hen, når du deler en lidt for lille elevator med en person du ikke kender? På døren, ned i gulvet, eller bare sådan lidt distræt på ingenting? Og hvad er det nu for noget med diskretionslinier i banker, supermarkeder og på posthuse? Og hvorfor må dine middagsgæster for øvrigt helst ikke se rodet i køkkenet, selvom enhver er klar over, at det er så godt som umuligt at frembringe selv den mindste frikadelle uden brug af diverse remedier? Den canadiske sociolog Erving Goffman helligede sit virke til at beskrive de situationer, der opstår når vi mødes ansigt til ansigt i forskellige sociale sammenhænge. Hans studier er tankevækkende ikke mindst fordi denne del af vores interaktion med andre mennesker kun sjældent bringes for bevidsthedens lys. Den måde vi gebærder os på i selskab med andre er nemlig ofte præget af en høj grad af automatik vores strategier og ritualer er inkorporerede i en slags social grammatik, der når den udpensles bliver næsten pinagtig nærværende. Ikke pinagtig fordi der som udgangspunkt er noget fordækt ved vores opførsel, men fordi man konfronteres med hvor stor en del af omgangen med andre mennesker, der er styret af handlinger, som tjener til at undgå at krænke egen og andres velbefindende en slags social smørelse om man vil. SELVPRÆSENTATIONEN Vi lever alle i en social verden, hvor møder med andre medborgere er et hverdagsfænomen. Vi mødes på gaden, i supermarkedet, på biblioteket eller inviterer gæster til en middag hjemme hos os selv. Men hvordan præsenterer vi os selv overfor andre og hvordan opfatter vi selv de mennesker vi omgås? Hvilke spilleregler er der for den sociale interaktion og hvordan kommer de til udtryk? I Goffmans univers er vi alle skuespillere i en slags hverdagens teater og vi har tilmed selv skrevet den rolle vi spiller ud fra et ønske om at levere en idealiseret opfattelse af os selv gennem rollen tegner vi det billede vi ønsker andre skal have af os. De mennesker vi møder er på samme tid både publikum til vores rolle og selv rolleindehavere med os som publikum. Hvis stykket, dvs. mødet, skal opfylde succeskriterierne, kræver det at vi tager hensyn til hinandens roller og efterlever de uskrevne regler vores samfund opfatter som god etikette. Det indebærer blandt andet, at vi ikke anfægter hinandens troværdighed, ikke kommer med miskrediterende udtalelser og ikke træder ud af rollen og rollespillet. Samtidig værner vi om hinandens integritet da ærekrænkelser er potentielt truende for vores ansigt heraf idéen om at tabe ansigt. I dette perspektiv bliver den sociale interaktion en balanceakt mellem på den ene side at præsentere sig selv bedst muligt og samtidig tage hensyn til andres selvopfattelse mislykkes balancegangen kan det resultere i pinlighed, tab af anseelse og andre uønskværdigheder. Life may not be much of a gamble, but interaction is Erving Goffman Fænomenet forfængelighed leder de flestes tanker hen på personer med et overdrevet stort tidsforbrug foran spejlet, minutiøs gennemgang af garderoben for at finde en tilfredsstillende påklædning - eller decideret krukkeri, som når modeller eller andre kendisser insisterer på at bære solbriller og beordrer fotograferne til at forevige dem fra den vinkel, hvorfra de fremstår mest yndefulde. Men også vi almindelige dødelige bruger energi på at præsentere os selv i det mest gunstige lys. Ikke nødvendigvis med hensyn til det ydre, men i lige så høj grad via andre former for selviscenesættelse, der tjener det formål at andre skal få et godt indtryk af os eller i det mindste

2 få det indtryk af os, som vi ønsker de skal have. Ud over udseendet betjener vi os af en række andre virkemidler for at styre begivenhedernes gang heriblandt kropsholdning, gestik, blikretning og ordvalg. HVERDAGENS TEATER Ifølge Goffman kan man altså betragte hverdagens sociale møder med andre mennesker, som en række rollespil eller teaterstykker. Alt efter mødets karakter spilles forskellige roller for på bedst mulig vis at kunne definere det jeg som stemmer overens med det billede man ønsker at skabe af sig selv. Sammen med vennerne spilles én rolle, hos familien spilles en anden, i sportsklubben en tredje. Hver person, subkultur eller samfund har sine egne praksisser og spilleregler, så hvad der giver god respons hos det ene publikum anses måske som dilettanteri af det andet det gælder derfor om at have en veludviklet social stedsans, for at kunne spille sin rolle bedst muligt. Men tingene går ikke altid som planlagt. Det er ikke alle forhold man er herre over i interaktionen, og det gælder derfor om at søge kontrol over situationen og om muligt selv definere den, så samtalen kan føres i den ønskede retning. Hvis rollen i hverdagens teater skal lykkes kræver det nemlig at den spilles med en vis grad af troværdighed. Hvis publikum skal føle sig overbevist, skal rollen være konsistent, ikke bare i den igangværende samtale, men også fra gang til gang. Det billede vi forsøger at skabe af os selv skal være sammenhængende. Som sociale individer er vi også tegnbærere. Vores udseende, påklædning, sprogbrug og handlemåder kan ses som en række tegn, som andre kan afkode og derudfra danne sig et billede af vores personlighed. Det er imidlertid kun muligt at have kontrol over en begrænset del af tegnene. Som tegnafkoder er man klar over dette dilemma og søger derfor at få bekræftet eller afkræftet sandhedsværdien af de indtryk en person bevidst giver ved at sammenholde dem med de tegn personen ubevidst afgiver. Ved at sammenligne de ukontrollerbare tegn; rødmen, stammen, fumlen og rysten på hænderne, med de kontrollerede tegn, iværksætter vi som afkodere en kontrolinstans, eller en slags løgnedetektor, som modificerer billedet af den vi taler med. Vi lærer noget om personen i de glimt af personligheden, der dukker frem bag rollen, men af hensyn til ønsket om mødets vellykkethed kommenteres observationerne sjældent direkte. Man tager høfligt hensyn til at samtalepartneren ikke taber ansigt. PUBLIKUMSADSKILLELSE En anden faktor, der kan underminere indtrykshåndteringen, er når man som rolleindehaver bliver konfronteret med forskellige roller, der ikke harmonerer indbyrdes. Alle mennesker spiller flere roller, men den rolle, der spilles for ét publikum kan være forskellig fra den, der spillers overfor et andet. En måde at undgå at ende i forlegenhed er altså ved at holde rollerne adskilt og naturligvis allerhelst - at holde publikum adskilt. Teenagepigen, der ryger i smug, har det dilemma at rygningen hos det ene publikum er en vigtig del af hendes rolle og måske tjener til at bevare prestige i gruppen, mens hun overfor familien måske tegner et andet billede af sig selv. Mødes de to publikummer, veninderne og familien, opstår der en potentiel faretruende situation. Hvis misforholdet mellem hendes to roller kommer for dagens lys udstilles kløften mellem det idealiserede billede teenageren forsøgte at danne hos publikummerne og realiteternes verden - indtrykshåndteringen mislykkes. Mrs. Bucket i TV- komedien Fint skal det være mestrer publikumsadskillelsens svære kunst. Men ikke så sjældent må hun tage flugten gennem have og krat for ikke afsløre sin jævne sociale status overfor det bedre borgerskab. Og den langmodige ægtemand, Richard, må pænt følge trop. FINT SKAL DET VÆRE Ideen om publikumsadskillelse kan overføres til en bred vifte af dagligdagssituationer og eftersom pinlighed eller forlegenhed ofte er resultatet, hvis publikum sammenblandes, er fænomenet et

3 yndet virkemiddel i komedier og sit-coms; tænk bare på den energiske Mrs. Bucket i den engelske tv-serie Fint skal det være (på engelsk: Keeping up Appearances ), som netop handler om misforholdet mellem det Fru Hyacinth gerne vil give sig ud for at være og den virkelighed hun befinder sig i. Her må den mindre selviscenesatte ægtemand, Richard, og den proletaragtige svoger, Onslow, gennemgå hårde prøvelser som sagesløse lakajer i Fru Hyacinths bestræbelser på at foregive et tilhørsforhold til det bedre borgerskab. Stort set hele hendes tilværelse bliver en balanceakt for at undgå at omverdenen skal få et kig bag kulisserne. Selv om serien naturligvis sætter tingene på spidsen, udstilles et næsten foruroligende genkendeligt karaktertræk, som de færreste vel kan sige sig helt fri for. Hvor stor en omvej er du for eksempel villig til at gå for ikke at møde din eks-kæreste, spejderleder eller andre personager fra den fortid, du troede, du havde lagt bag dig, hvis du er i selskab med personer, der kun er bekendt med dit nye jeg? FOR- OG BAGSCENE Som rolleindehaver ønsker man naturligvis at levere den bedst mulige præstation og øvelse gør som bekendt mester. I teatrets verden er det kun præstationen på selve scenen, der bedømmes, hvad der foregår bag kulisserne og under forberedelserne er lukket land for publikum. Opdelingen forekommer bekendt. Øver du dig foran spejlet på de replikker, du har tænkt dig at sige på dit næste stævnemøde? Holder du generalprøve i dit nye gå-i-byen-tøj og danser lidt hjemme i stuen inden tøjet skal stå sin endelige prøve?. Idet vi leverer en præsentation for andre, ønsker vi kun at de skal se det færdige produkt, fejl og mangler gemmer vi af vejen, da de kan virke miskrediterende for vores rolle. Inviteres der gæster serveres maden med et smil - de dramatiske timer, der er gået forud i køkkenet kommenteres ikke, - ja måske neddrosler vi oven i købet den komplicerede proces vi med nød og næppe stod igennem og foregiver at den gastronomiske præstation ikke er noget særligt. Den klædelige beskedenhed står i skarp kontrast til strabadserne bag scenen, i køkkenet, hvor slaget stod. Her er det naturligvis altafgørende at publikum er afskærmet fra at få indblik i tingenes tilstand. Afsløres slagmarken i køkkenet brister illusionen og det indtryk af ufejlbarlighed, vi har forsøgt at iscenesætte, brister. Evigt uheldige Basil Fawlty fra det engelske badehotel Fawlty Towers er en af de typer, som gang på gang bringer arbejdet i kulisserne frem på scenen, så det står til publikums frie skue. Døren ind til restauranten udgør én af de skillelinier mellem for- og bagscene, hvor Basil Fawlty transformerer sig fra at være den ulidelige hoteltyran, som altid er på nakken af konen og den spanske tjener Emmanuel, til rollen som tjener og opofrende vært - ikke mindst når der er prominente gæster på besøg. Men Basils temperament løber som bekendt gerne af med ham og få øjeblikke senere har han fået blandet for- og bagscene sammen og magter ikke længere at holde rede i hvilken rolle, der hører hjemme hvor. John Cleese i rollen som hotelejeren Basil Fawlty i Halløj på Badehotellet. Et mønstereksempel på hvor galt det kan gå når grænserne mellem for- og bagscenen smelter sammen. Goffmans brug af teaterverdenens terminologi er ikke tilfældig. Selvom vi ikke umiddelbart forstår os selv som skuespillere i et teater, hjælper begreberne til at forstå hvilke processer, der er på spil. Goffmans projekt består i at udpensle de forhold vi tager for givet og kun sjældent skænker en tanke. Via vores socialisering indarbejdes interaktionsformer som en naturlig del af det at være et socialt individ men de regler, der regulerer og strukturer den sociale interaktion, er ikke nedfældet eller umiddelbart tilgængelige - de fungerer intuitivt som tavs viden.

4 DET OFFENTLIGE RUM Sproget bærer vidnesbyrd om, at vi opererer med en kobling mellem den mentale og den fysiske verden. Udtrykket at stå nogen nær beskriver ikke så meget den reelle fysiske afstand mellem mennesker, som det beskriver en mental intimitet. Vi behøver altså ikke stå ved siden af nogen for at stå dem nær, idet nærhed og distance kan udspilles på flere plan på det mentale og på det fysiske. For den sags skyld kan man bo i Danmark og uden problemer stå sin australske fætter nær. I forståelsen af vores forhold til andre mennesker benytter vi os til dels af et ordforråd lånt fra en andens sfære og ved hjælp af vores erfaringer med afstande og fysiske objekter forstår vi således udtryk som fjern slægtning, nære venner, tætte forhold osv. Denne metaforiske brug af distance- og nærhedsudtryk danner også basis for en række idiomatiske udtryk (talemåder), som tjener til at beskrive ellers abstrakte fænomener. Med dette in mente giver det mening, at man kan føle sig trådt over tæerne eller gået for nær af nogen, der befinder sig et helt andet sted. Skulle man i stedet forklare de følelser, der er på spil i sådanne situationer med andre ord, ville det være en langt mere omstændelig proces, da det kan være svært præcis at definere hvad der er på spil. At koblingen mellem fysisk nærhed og social/mental nærhed også gælder den anden vej, bliver klart, når vi kaster blikket på vores omgang med mennesker, vi ikke kender. Som sociale aktører benytter vi os af en række strategier, som tjener til at undgå at krænke andre menneskers intimsfære. Man kunne tale om at vi indgår i en uskreven kontrakt om hvordan man gebærder sig i andres nærhed. Erving Goffman har også sat ord på en række af de fænomener, der opstår når eksempelvis storbyborgere mødes i det offentlige rum. DISKRETION TAK! Det offentlige rum er ikke altid ensbetydende med masser af plads og vi vil derfor ved fysisk nærhed med andre mennesker på et offentligt sted forlange, at de indtager social distance for at kompensere for den fysiske nærhed. Goffman mener, at det mest passende i disse situationer er at indtage hvad han kalder høflig eller taktfuld uopmærksomhed. Denne tilstand udtrykker en fælles tilstedeværelse, som ikke truer individets privatsfære ved for eksempel at vise genkendelse eller anerkendelse i et fastholdt blik med mindre man kender personen, naturligvis. Dermed opstår der hverken frygt eller mistillid ved mødet, ingen følelser ergo, ingen dramatik. Den høflige uopmærksomhed fungerer altså som en slags garanti for beskyttelse, som vi påkræver og påkræves i offentlige rum - en almen ret, som vi skylder hinanden. Tænker man over det spil, vi deltager i når vi passerer et andet menneske på fortovet, hjælper det til at belyse hvad der er på færde; i behørig afstand retter vi blikket mod den modgående for at tilkendegive, at vi har lagt mærke til vedkommendes tilstedeværelse, men idet vi passerer, vender vi blikket bort eller ned for ikke at virke anmassende eller truende og for at signalere, at vi ikke har i sinde at tage kontakt. I takt med at vi nærmer os den anden, mindskes det personlige rum og det særlige byblik som på en gang er orienterende og afvæbnende træder i kraft og virker som regulator i vores møder med fremmede mennesker. Ud fra devisen om at udvise taktfuldhed og værne om individets personlige rum har flere banker, posthuse og supermarkeder indført stiplede diskretionslinier ved kassen som en tilkendegivelse af at det er god etikette at holde afstand. En uskreven social regel udpensles og gøres til krav snarere end opfordring. Behørig fysisk afstand mindsker faren for at virke lurende eller suspekt i mens personen foran ordner sit private forehavende hæver checks, indtaster PINkode eller betaler regninger. Men denne sikkerhedsafstand er ikke altid mulig; i tætpakkede bybusser, togkupeer og elevatorer oplever vi at stå eller sidde tæt op og ned ad vildfremmede mennesker med den snært af ubehag og utryghed der følger med. ELEVATORER OG MOBILTELEFONI At social interaktion også kan være baseret på ikke-kommunikation har inspireret Erving Goffman til at se nærmere på fænomenet ikke-iagttagelse (som han kalder dead-eyeing). Et godt eksempel på ikke-kommunikation som interaktionsform udspiller sig under elevatorkørsel. Som følge at de

5 fleste elevatorers trange pladsforhold bruger vi en hel del energi på at signalere ikke-iagttagelse. Vores åbenlyse desinteresse i medpassageren udmønter sig i at man som led i den høflige uopmærksomhed lader forstå, at man ikke ser og ikke lytter eller i det mindste at man indtager en kropsholdning, som signalerer at man ikke-iagttager og frem for alt ikke interesserer sig for hvad den anden foretager sig. Man kommunikerer, at man ikke kommunikerer ved at udstyre sig med et tomt blik, og man iagttager at de andre ikke kommunikerer ved at iagttage deres tomme blik. Elevatorturen er et sandt studie i høflig uopmærksomhed, hvor tomme eller flakkende blikke alt andet end mødes. Prøv selv at iagttage ikke-iagttagelsen næste gang du kører med elevator! Elektroingeniøren Dilbert i Scott Adams tegneserie kæmper en brav kamp for ikke at ende i pinlige situationer og ender som regel med at gøre det! Også i andre former for offentlig transport gør disse spilleregler sig gældende - men der er kommet en ny spiller på banen. Hvis du har prøvet at sidde ved siden af en passager, hvis mobiltelefon ringer, har du også oplevet hvordan man ufrivilligt suges ind i en anden persons intimsfære. Med udbredelsen af mobiltelefoni er de allestedsnærværende apparater blevet en form for medbragt privatsfære, der, når de ringer, udvider det private rum til også at omfatte de omgivende mennesker om de vil det eller ej. Havde sidemanden siddet med en mere end almindelig stor bussemand i næsen eller en fugleklat i håret, havde det været en smal sag at vende blikket den anden vej for ikke at blive involveret i en halvpinlig affære. Skulle parret på sædet foran blive utidigt intime midt i folkevrimlen kunne byblikket ligeledes aktiveres. Med mobiltelefoni forholder det sig anderledes. Fra det øjeblik det medbragte stykke privatliv giver lyd fra sig i sidemandens inderlomme, kræver det ekstra koncentration at udstråle fravær og desinteresse. Med telefonsamtalen etableres et rum omkring taleren, som på én gang er privat og offentligt. Privat i den forstand at samtalens indhold kun vedkommer de to talende, men offentlig i og med hørelsen ikke på samme måde kan kontrolleres som synet. Som medpassager er det hverken muligt at lukke ørerne eller høre den anden vej. Ubehaget ved den fysiske nærhed og den sociale distance bliver eklatant og man forvandles fra anonym medpassager til suspekt tilhører, mens sidemanden opslugt af samtalen mister fornemmelsen for det offentlige rums uskrevne spilleregler. Den telefonerende gør krav på mere plads end det er fysisk muligt i situationen. Hverdagens teater har igen et lille stykke drama på plakaten og hvem ved måske har du hovedrollen næste gang! Erving Goffman ( ) Canadisk/amerikansk sociolog som beskæftigede sig med det spil, der opstår når personer mødes ansigt til ansigt. Ved at benytte teatrets terminologi beskriver Goffman deltagerne i et socialt møde som rolleindehavere i færd med, efter bedste formåen, at håndtere det indtryk de efterlader hos publikum. Samtidigt bruger Goffman begreberne publikumsadskillelse, for- og bagscene og høflig uopmærksomhed til at beskrive hvilke strategier vi anvender for at sætte os selv i et gunstigt lys. Goffmans bog The Presentation of Self in Everyday Life regnes i dag som en klassiker inden for interaktionssociologien.