NORDISK LOVGIVNING OM ERSTATNINGSANSVAR

Transkript

1 NORDISK LOVGIVNING OM ERSTATNINGSANSVAR BETÆNKNING AFGIVET AF HENRY USSING SAMT INDSTILLING FRA DELEGEREDE FOK DANMARK, NORGE OG SVERIGE J. H. SCHULTZ A/S UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1950

2 P å et møde i Oslo den 28. og 29. november 1940 fastlagde Danmarks, Norges og Sveriges justitsministre en plan for videreførelsen af det fælles nordiske lovgivningsarbejde. Som et af de emner, der først skulle tages op, vedtoges det at sætte erstatning uden for kontraktforhold, herunder statens og kommunernes ansvar for deres tjenestemænds handlinger. Der var enighed om, at det var ønskeligt, at muligheden af nordisk fælleslovgivning på erstatningsrettens område blev genstand for drøftelse i fællesskab af sagkyndige fra de nordiske lande. Inden et egentligt lovgivningsarbejde blev sat i gang, fandt man det dog nødvendigt at søge tilvejebragt en samlet oversigt med nærmere redegørelse for, hvilke emner der egner sig til lovordning, hvilke af disse erstatningsretlige emner der naturligt kan inddrages under et nordisk lovsamarbejde, og hvilke retningslinier man bør følge under et sådant samarbejde. Man enedes om, at der skulle nedsættes et forberedende udvalg på 1 á 2 medlemmer fra hvert land til i fællesskab at foretage de nævnte vejledende undersøgelser og eventuelt fremkomme med forslag om emnevalg og retningslinier. Til at udføre dette arbejde blev for Danmark undertegnede professor, dr. jur. Henry Ussing udpeget ved Justitsministeriets skrivelse af 22. marts 1947, for Norge udpegedes stortingsmann, banksjef Sjur Lindebrække, senere dr. jur., og for Sverige revisionssekreteraren, jur. dr. Ivar Strahl, der senere udnævntes til professor ved Uppsala universitet. Inden arbejdet påbegyndtes, blev der af Sveriges justitsminister i forståelse med Danmarks og Norges til Finland og Island rettet forespørgsel, om de to lande måtte ønske at være med i arbejdet. Men begge svarede, at de ikke ønskede at tage del i det forberedende arbejde, der var ved at blive sat i gang. Som et led i mit forarbejde foretog jeg med Justitsministeriets støtte i martsapril 1948 en studierejse til Cambridge og Paris. Det første møde mellem de tre landes delegerede blev holdt i Hornbæk fra den 30. august til den 7. september I det følgende år nedlagde Norges delegerede sit hverv af hensyn til andet arbejde, og den norske justitsminister overdrog høyesterettsadvokat Erling Wikborg at fuldføre arbejdet. De tre landes delegerede holdt derefter et afsluttende møde i Stockholm den oktober 1949 og enedes her om en fælles indstilling, der gengives s. 58 ff. Efter mødet har hver enkelt delegeret udarbejdet sin betænkning om de spørgsmål, som det var de delegeredes opgave at undersøge. Under mit afsluttende arbejde har fg. sekretær i justitsministeriet J. Bangert-Rasmussen ydet mig bistand som sekretær. Den særlige, danske betænkning indeholder først til orientering ved kommende overvejelser en redegørelse i hovedtræk for den nuværende retstilstand på erstatnings-

3 4 rettens område. Herunder fremhæves de vigtigste forskelle mellem de tre landes erstatningsret. Derefter undersøges, hvilken trang der er til lovgivningsreformer inden for erstatningsretten, og der peges på de almindelige synspunkter, der må have vægt ved afgørelsen af, om og i hvilket omfang der skal skrides til lovordning af erstatningsrettens regler. Endelig gennemgås de vigtigste praktiske problemer, som vil møde arbejdet på en nordisk erstatningslovgivning. Denne del af betænkningen drejer sig for størstedelen om samme spørgsmål som den fælles indstilling. Men nogle af spørgsmålene er behandlet mere indgående i betænkningen, som derfor på nogle punkter indeholder nærmere begrundelse af fællesindstillingen. Den betænkning, der ledsager fællesindstillingen, står for min egen regning. De undersøgte spørgsmål er imidlertid blevet drøftet på fællesmøderne, og ved forhandlingernes slutning viste det sig, at de tre delegerede så ens på de fleste problemer. Min betænkning har på mange punkter draget nytte af tankeudvekslingen med de undre delegerede og ganske særlig af professor Strahls foreløbige udkast til betænkning, som jeg fik lejlighed til at se, medens jeg udarbejdede den danske betænkning. En særlig tak skylder jeg professor, dr. jur. Poul Andersen samt en række tjenestemænd i Justitsministeriet, Socialministeriet og Direktoratet for Sygekassevæsenet, som med stor velvilje har givet mig værdifulde oplysninger og vejledning. Ordrup, i maj Henry Ussing. J. Bangert-Rasmussen.

4 DANSK BETÆNKNING. Kapitel 1. Oversigt over dansk rets regler om erstatning uden for kontraktforhold sammenlignet med norsk og svensk rets regler. Reglerne om erstatning uden for kontraktforhold er hverken i Danmark, Norge eller Sverige fastlagt i en enkelt lov, og de mest omfattende regler er overhovedet ikke lovfæstede. I det følgende skal der som udgangspunkt for overvejelserne om nordisk fælleslovgivning gives en kort oversigt over dansk rets regler og gøres rede for, på hvilke punkter der er væsentlige forskelle mellem de tre landes regler. I alle tre lande er det hovedreglen, at det kun er den økonomiske skade, der.skal erstattes. Men i et vist omfang kan domstolene også tilkende den, der har lidt skade af anden art, en pengeydelse. Reglerne herom fremstilles under TI, reglerne om erstatning for økonomisk skade under I og visse regler om kravene under III. I. Erstatning for økonomisk skade. For at erstatningspligt skal indtræde, må der have foreligget omstændigheder, der kan føre til at lægge ansvaret på en bestemt person. Denne grundlæggende ansvarsbetingelse, ansvarsgrundlaget", omtales først (A). Dernæst kræves der en forbindelse mellem skaden og det forhold, der begrunder ansvar, og skaden skal være økonomisk (B) og have ramt en person, hvis interesse erstatningsreglerne værner (C). Erstatningen begrænses på flere måder (D), og visse omstændigheder kan yderligere føre til, at den nedsættes eller falder bort (E). Særlige spørgsmål rejser sig, hvor flere opfylder ansvarsbetingelserne (F). A. Ansvarsgrundlaget. 1. Skade på person eller ting. De skader, der hyppigst afføder erstatningskrav, er skade på person, d. v. s. skade på legeme eller helbred eller død, og skade på ting, og for deres vedkommende er reglerne i vidt omfang fastslået gennem retspraksis. a. Skyld (c u 1 p a). Erstatningsansvar rammer først og fremmest den person, der er skyld i skaden, d. v. s. som har forårsaget skaden ved uforsvarlig adfærd med forsæt eller uagtsomhed. Denne regel kan kaldes skyldreglen, men i retslitteraturen foretrækkes det ofte at kalde den culpareglen. Culpa er det latinske udtryk for skyld, og i klassisk romersk ret blev der udformet en "culparegel", som har dannet forbilledet for nutidens regler i de fleste europæiske lande. Når udtrykket culpareglen bruges, antydes det, at reglen slutter sig nær

5 6 til romerrettens. Men det har også fortrin i en anden retning. Culpa, som er grundbetingelsen for erstatningspligt, er ikke det samme som skyld i moralsk forstand og heller ikke gom skyld i strafferetlig forstand. Det er et teknisk juridisk begreb, der er dannet særlig med erstatningsretten for øje. Om der er udvist culpa, bestemmes overvejende efter personens ydre adfærd. Normalt bliver det afgørende, om der er handlet forsvarligt, med fornøden agtpågivenhed over for andre mennesker. Det er vanskeligt at beskrive nøjagtig, hvad der ligger i kravet om culpa. Afgørelsen af, om der er udvist culpa, beror i mange tilfælde på et skøn. Alligevel synes domstolene at arbejde ret sikkert med reglen, ialfald hvor det drejer sig om livsforhold, som dommeren personlig er kendt med. På sådanne områder er der formentlig heller ikke væsentlig forskel på retspraksis i de tre lande. Når skaden er voldt ved en virksomhed, som dommeren ikke er fortrolig med, bliver afgørelserne mindre sikre. Og her forekommer det vistnok nu og da, at domstolene bygger afgørelsen ikke så meget på, om den skadevoldende handling efter deres skøn var uforsvarlig, som på, om de mener, den bør medføre erstatningspligt. Hvis domstolene anser det for retfærdigt at gennemføre et strengt ansvar for virksomheder af den pågældende art, bliver de tilbøjelige til at karakterisere den skadevoldende adfærd som culpa, overalt hvor de finder, den bør pådrage ansvar, og de ikke er overbevist om, at den er helt forsvarlig. Det er imidlertid umuligt at fastslå, i hvilket omfang noget sådant sker, og derfor også, hvorvidt dansk praksis i denne retning afviger fra de andre landes. En person kan ifalde ansvar for en skade, selv om hans skyld" kun beror på, at han ikke har foretaget en handling, der kunne have afværget skaden. Efter den herskende opfattelse medfører den blotte undladelse af at foretage handlinger til afværgelse af skade imidlertid kun erstatningspligt i særlige grupper af tilfælde. Men domstolene synes i den nyeste tid at ville pålægge ansvar for undladelse i stadig flere grupper af tilfælde. I de andre nordiske lande gælder der vistnok noget lignende. Den almindelige skyldregel gennemføres ikke over for børn under en vis alder og over for sjælelig abnorme personer. Om slige personers ansvar har alle tre lande særlige lovbestemmelser. Dansk lov (nr. 277) af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål giver regler herom i 63 og 64. De omfatter børn under 15 år samt personer, som på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftmæssigt. Disse personer er ansvarlige til erstatning efter samme regler som andre, men erstatningen kan nedsættes eller falde bort, forsåvidt det findes billigt under hensyn til omstændighederne i det enkelte tilfælde. Den tilsvarende svenske regel findes i straffeloven 6 : 6 og omfatter ligeledes børn under 15 år og sjælelig abnorme personer, men den lægger med hensyn til de abnorme vægt på, om abnormiteten medfører straffrihed. Keglen går ud på, at de har erstatningspligt, hvis og i det omfang det anses stemmende med billighed. En lignende bestemmelse fandtes i det danske udkast, men formuleringen blev ændret i rigsdagen. Dette behøvede næppe at føre til væsentlig forskellige resultater, men faktisk synes dansk retspraksis at være blevet strengere end svensk. Bestemmelsen i den norske lov om straffelovens ikrafttræden 22 og 23 afviger endnu mere fra de danske regler. De gælder kun om børn under 14 år samt personer, der var sindssyge eller bevidstløse og derfor ikke tilregnelige, og reglen er, at de ikke ifalder ansvar, men hvis skadevolderen har midler, kan retten, hvor den finder det billigt, bestemme, at skaden helt eller delvis skal erstattes af disse midler.

6 b. Ansvar for andres fejl. Hvis en person volder skade ved uforsvarlig adfærd, mens han udfører et hverv i en andens tjeneste, bliver den anden, principalen eller husbonden", erstatningsansvarlig ved siden af tjeneren". Dette står fast i dansk retspraksis og støttes på reglen i Chr. V's Danske Lov Faktisk går denne praksis kun ca. 50 år tilbage. Før den tid ses reglen i ikke brugt uden for kontraktforhold. Nu er reglen imidlertid en af vore vigtigste erstatningsregler. Dens praktiske betydning er dog blevet mindsket ved ulykkesforsikringslovgivningen og navnlig ved 25 i lov (nr. 129) af 15. april 1930 om forsikringsaftaler, som det fremgår af kap. 2. Chr. V's Norske Lov indeholder en tilsvarende regel, der forstås på samme måde. Derimod har svensk ret ingen almindelig regel om husbondansvar" uden for kontraktforhold. Nogle nyere love har imidlertid indført tilsvarende regler for saglige områder, således for jernbaner, skibe og motorkøretøjer. Fremdeles har domstolene fastslået, at en driftsherre er ansvarlig for de forseelser, som begås af personer, der selvstændig leder arbejdet på hans vegne. Også ad andre veje når domstolene ofte frem til at lægge erstatningspligt på principalen i særlige grupper af tilfælde. Men der er endnu en meget væsentlig forskel mellem svensk ret og dansk-norsk ret på dette punkt. c. Erstatningspligt uden nogens culpa. 7 I en række tilfælde indtræder der erstatningspligt, selv om skaden ikke er voldt ved uforsvarlig adfærd overhovedet. Der er flere love, der hjemler erstatningsansvar uden skyld, og i et vist omfang har domstolene også anerkendt et sådant ansvar. 1) Fra gammel tid har der været særlige regler om ansvar for skade voldt af dyr. Danske Lov 6-10 indeholder flere regler herom, hvoraf enkelte endnu er i kraft. Af udledes således, at den, der holder vilde dyr, er ubetinget ansvarlig for den skade, dyrene volder. Desuden indeholder og 5 om husdyr nogle regler, som endnu bruges af domstolene. Men de er meget ufuldstændige. Større betydning har de regler, der er givet i loven om mark- og vejfred (nr. 53) af 25. marts Når et husdyr kommer ind på en anden mands grund og der forårsager agrarisk skade eller skade på husdyr, bliver dyrets ejer forpligtet til at erstatte skaden, selv om hverken han eller hans folk har båret sig uforsvarligt ad. Og efter 13 i lov (nr. 164) af 18. maj 1937 om hunde indtræder der erstatningsansvar for besidderen af en hund, når den bider sagesløs person eller på anden måde volder ham skade på person eller ejendom. Bestemmelsen omfatter al skade, som en hund volder på andres ting eller dyr, ikke blot den, dér sker i forbindelse med angreb på et menneske. Norge og Sverige har beslægtede regler om ansvar uden culpa for skade voldt af dyr. Men der er adskillige mindre forskelle. Uden for de tilfælde, hvor særlove griber ind, anvendes de regler, der er omtalt ovenfor under a og b. Erstatningspligt er derfor i almindelighed betinget af manglende agtpågivenhed fra den, der holder dyret, eller hans folk, og domstolene stiller i almindelighed ikke kravene til agtpågivenhed særlig højt, når det drejer sig om almindelige husdyr, f. eks. heste. På nogle områder har de dog været strengere. Således for tilfælde, hvor en tyr, som går løs i en indhegning, bryder igennem hegnet ind på naboens mark og bedækker hans kvier. 2) Erstatningsansvar uden hensyn til culpa er dernæst indført for visse skader voldt ved jernbanedrift og luftfart.

7 8 Lov om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift (nr. 117) af 11. marts 1921, har indført den strenge ansvarsregel for personskade, gnistskade, påkørsel af andet end løsgående dyr samt for anden tingskade, der voldes ved driftsuheld. I Sverige indførte allerede en lov af 12. marts 1886 samme strenge ansvar for jernbaner med hensyn til gnistskade og visse husdyrskader. I Norge findes ingen lovregel af tilsvarende art, men domstolene pålægger ialfald i visse grupper af tilfælde ansvar uden culpa i medfør af den almindelige grundsætning, der omtales nedenfor under 8), således navnlig ved gnistskade. Ifølge dansk luftfartslov (optrykt ved bek. nr august 1937) er ejeren af et luftfartøj eller den, for hvis regning det benyttes, forpligtet til at erstatte skade, der sker på person eller ting uden for fartøjet som følge af dets brug til luftfart. Den særlig strenge ansvarsregel gælder dog ikke om skade, der rammer person eller ting, som befinder sig inden for området af en godkendt landingsplads. Tilsvarende regler er givet i Norge og Sverige. Dog har den svenske lov ikke optaget den lige nævnte begrænsning. 3) I Norge er ansvaret for skade voldt af motorkøretøjer ligeså strengt. Bestemmelserne i den danske motorlov (bek. nr april 1932) medfører vel i praksis næsten altid ansvar for motorkøretøjets ejer eller bruger. Men i princippet undgår han ansvar, hvis han beviser, at skaden ikke kunne være afværget ved den agtpågivenhed og omhu, der udkræves ved benyttelsen af motorkøretøjer såvel i henseende til driften som i henseende til materiellet. Den svenske lovs regel er lidt strengere i to retninger. Ejeren går kun fri for ansvar, når det fremgår af omstændighederne, at skaden hverken er forårsaget af mangler ( bristfällighet") ved køretøjet eller skyldes manglende agtpågivenhed fra føreren. Og føreren bliver medansvarlig, når omstændighederne ikke viser, at han ikke har udvist mangel på agtpågivenhed. Om den, der kun er fører, gælder de almindelige ansvarsregler i Danmark og Norge. For førerens vedkommende har Sverige altså den strengeste regel. Om skade voldt af stærkstrømsanlæg giver den danske stærkstrømslov (sidst optrykt ved bek. nr juli 1949) 6 8 en regel, der svarer til motorlovens. Den svenske lov om elektriske anlæg af 27. juni 1902 indfører et endnu strengere ansvar. Erstatningspligten er i almindelighed kun udelukket, når skaden er forårsaget ved force majeure ( händelse av högre hand"). I Norge findes ingen lov om erstatningsansvar for elektriske anlæg, men domstolene anvender efter omstændighederne den almindelige grundsætning om ansvar uden culpa for farlig virksomhed. For sporveje hjemler de udstedte koncessioner erstatningspligt efter en regel, der tolkes således, at den svarer til stærkstrømslovens. I Sverige antages det, at sporvogne falder ind under jernbaneloven af 1886, der ved en lov af 1916 blev gjort anvendelig på elektriske jernbaner. For Norges vedkommende gælder, hvad der er sagt om elektriske anlæg. 4) I Sverige indeholder lovgivningen særlige regler om erstatningsansvar for skade ved tømmerflødning, og i Norge findes der lovregler både herom og om skade ved færdsel på vassdrag" samt visse særlige regler om skade voldt ved fiskeri. Dansk lovgivning indeholder ingen regler om strengt ansvar i slige forhold. 5) I alle tre lande findes der særlige lovregler om erstatningsansvar med hensyn vandløb og vandforsyningsanlæg, men reglerne er for specielle til at omtales nærmere her. 6) Den norske nabolov af 27. maj 1887 giver særlige regler om erstatningsansvar uden culpa i naboforhold. I Sverige findes der ingen almindelige lovregler herom, men

8 9 domstolene har ialfald i et vist omfang anerkendt, at der kan indtræde erstatningspligt uden hensyn til skyld. Og et nylig udarbejdet udkast til ny Jordabalk" indeholder regler derom. I Danmark går udviklingen vistnok i samme retning som i Sverige, men domstolenes praksis er ikke helt klar. 7) Nødretshandlinger. En skadelig handling kan være lovlig og forsvarlig, når den er nødvendig til afværgelse af truende skade, og i så fald medfører den ikke strafansvar. Dette er fastslået i dansk straffelov (bek. nr juni 1939) 14. Alligevel er det hovedreglen, at den skadelidende kan kræve skaden erstattet, og han har ret hertil også i tilfælde, hvor redningshandlingen ikke med sikkerhed gør skade, men kun fremkalder en hoj grad af fare. Dette er fastslået ved flere domme, deriblandt Højesterets dom af 24. juni 1931, trykt i U. f. R. (Ugeskrift for Retsvæsen) : En damper, hvis rorkæde sprang, kastede anker for at undgå at støde på grund, skønt det stod skibsføreren klart, at det medførte fare for nogle undersøiske kabler, og et kabel blev beskadiget ved ophivningen af ankeret. Skønt retten anså skibsførerens handling som forsvarlig, dømtes rederiet til at erstatte skaden. Det hævdes dog i litteraturen, at der ikke altid bør tilkendes erstatning i nødretstilfælde. I Norge bestemmer ikrafttrædelseslovens 24, at skade, der retmæssig er voldt til afværgelse af en truende fare, skal erstattes af den skadegørende. I Sverige er det ikke klart fastslået, om der gælder samme regel, men flere nyere forfattere mener det. 8) Almindelige grundsaltninger om ansvar uden culpa for skade voldt ved farlig handling. I Norge har en retspraksis, der ialfald går tilbage til århundredets begyndelse, fastslået, at erstatningspligt uafhængig af culpa rammer bedrifter, der medfører en særlig og nærliggende fare for, at skade derved vil påføres andre. Det er klart udtalt, at erstatningspligten indtræder, selv om bedriftens udøvelse må anses for retmæssig, og selv om der er udvist al den omhu, som efter omstændighederne kan kræves. Erstatningspligt uden hensyn til skyld er således pålagt en nitroglycerinfabrik for skade, der tilføjedes dens omgivelser ved fabrikkens eksplosion. Jernbane er dømt til at erstatte brandskade på hus, der er blevet antændt ved gnister fra et lokomotiv. Holmenkolbanen blev dømt til at erstatte de betydelige skader, som ved anlæg af en tunnel gennem Oslo blev påført talrige bygninger og offentlige gader med underjordiske ledninger. En kommune er blevet dømt til at erstatte skade, som et bageri led ved, at vandværkets hovedledning i gaden sprang læk. Et jernbaneselskab er blevet dømt til at erstatte den skade, som et barn led ved at lege med en dynamitpatron, der var efterladt på et arbejdssted. Og et hotel er blevet dømt til at erstatte skade på person ved, at et stykke gesims faldt ned og ramte en person på gaden. Den sidste dom viser klart, at det strenge ansvar ikke er begrænset til store og særlig farlige virksomheder. Men det er vanskeligt at fastslå nærmere, i hvilke tilfælde den udviklede grundsætning medfører ansvar. I Sverige har domstolene i løbet af den sidste snes år ligeledes i en række tilfælde pålagt erstatningspligt, der ikke var betinget af skyld. Det er bl. a. sket, hvor særlig dyb udgravning i privat grund eller i gade eller sprængningsarbejde ved tunnelanlæg har voldt skade på nærliggende huse, samt hvor særlig farlige militærøvelser har voldt trediemand skade. De svenske domstole er foreløbig ikke gået så vidt som de norske, og i litteraturen

9 10 er det omtvistet, om disse domme overhovedet har fastslået en almindelig regel om ansvar for særlig farlig virksomhed. De danske domstole har været endnu forsigtigere. Det beror måske til dels på, at der ikke har foreligget mange retstilfælde, som klart ville falde ind under en regel om ansvar for særlig farlig virksomhed, eller på at domstolene i de fleste af de pådømte tilfælde har kunnet støtte erstatningsansvaret på en foreliggende forseelse fra virksomhedens ledelse eller folk. Nogle domme har dog pålagt erstatningspligt for skade voldt ved farlige handlinger uden at kræve culpa. Men andre domme røber utilbøjelighed til uden støtte i lovgivningen at pålægge erstatningspligt uden hensyn til culpa for skade voldt ved farlig virksomhed. I nogle grupper af tilfælde, således når skade voldes ved større byggearbejder eller udgravninger, er der formentlig tilbøjelighed til at pålægge erstatningsansvar i meget vidt omfang, men erstatningspligten begrundes i de fleste domme således, at det er umuligt at se klart, om resultatet støttes på de almindelige regler. I U. f. R B. 290 ff har jeg givet en kort oversigt over dansk praksis. Siden da har Sø- og Handelsretten ved dom af 24. marts 1948, U. f. R , pålagt erstatningspligt uafhængig af skyld i et tilfælde, hvor statsbanernes isbryderfærge Fenris" brød isen i Korsør havn for at frigøre motorfærgen Sjælland" med den følge, at en isflage pressedes ind mod et mindre fartøj, der var fortøjet i havnen, og beskadigede det. Retten fandt ikke grundlag for at statuere, at Fenris" havde manøvreret uforsvarligt, men dømte dog statsbanerne til at betale erstatning, da det måtte anses for rimeligt, at statsbanerne, når de i egen interesse lod foretage den, som det viste sig, med en særlig fare for de andre i havnen indefrosne skibe forbundne isbrydning, også måtte tilsvare skaden på disse skibe, forsåvidt den ikke skyldtes fejl fra vedkommende skibs side. Fremdeles kan nævnes Vestre Landsrets dom af 20. november 1947, U. f. R , der dømte staten til at erstatte skade, som var forårsaget på en bil ved, at en politibetjent affyrede sin maskinpistol efter bilen, da den ikke standsede. Staten måtte være ansvarlig for skaden, når henses til betjentens farlige og ekstraordinære handling under udøvelsen af sin tjeneste. Disse domme kan være begyndelsen til en udvikling i lignende retning som den, der er sket i Sverige, men det er endnu ikke muligt at forudsige, hvorledes praksis vil blive. 2. Anden skade end person- og tingsskade. En række love giver regler om erstatning af anden skade end person- og tingsskade. Som eksempler kan nævnes forfatterloven, patentloven, mønsterloven, fotografiloven og varemærkeloven. Erstatningspligt efter disse love er i reglen betinget af forsætlig eller uagtsom krænkelse af de særlige rettigheder, lovene handler om. Tilsvarende love findes i Norge og Sverige. Erstatning kan også kræves i henhold til loven om uretmæssig konkurrence (bek. nr marts 1937), hvis vigtigste bestemmelse ( 15) foreskriver erstatningsansvar for handlinger, der foretages i erhvervsøjemed, når de strider mod redelig forretningsskik. Norge har en tilsvarende regel, medens den svenske konkurrencelovgivning kun har mindre vidtgående bestemmelser. Uden for de forskellige lovbestemmelsers område har domstolene tilkendt erstatning ikke blot, hvor skaden er voldt ved en handling, der kan straffes, men i talrige til-

10 11 fælde også uden dette grundlag og uden særlig støtte i lovgivningen. Mange domme har således idømt erstatning for boykotning samt for nedsættende udtalelser om en næringsdrivendes økonomiske forhold. Og der er ingen tvivl om, at domstolene vil antage, at de kan pålægge erstatningsansvar også i grupper af tilfælde, hvor det hidtil ikke er sket. Der kan blive tale om ansvar, hvor domstolene finder, at det stemmer med dansk retsopfattelse, og at lovgivningen ikke hindrer det. Erstatningsansvar vil nok kun blive pålagt, når skaden er forårsaget ved en adfærd, som domstolene mener bør anses som retstridig", og er voldt med forsæt eller uagtsomhed. Men der er formentlig handlinger, som kun pådrager ansvar, når skaden er fremkaldt med forsæt eller endog i den hensigt at skade den pågældende. I Sverige og Norge er spørgsmålet om erstatningsansvar for boykotning i noget videre omfang ordnet ved lovregler. På de områder, hvor lovgivningen ikke griber ind, står norsk ret vistnok på et lignende standpunkt som dansk ret. I Sverige synes dorastolene derimod at være utilbøjelige til at pålægge erstatningsansvar for anden skade end person- og tingsskade, når de ikke kan finde ialfald nogen støtte derfor i lovgivning eller retspraksis. 3. Statens og kommunernes erstatningsansvar. Det er ikke i alle retninger klart, under hvilke betingelser stat eller kommune er forpligtet til at erstatte skade, som voldes af deres tjenestemænd eller andre, der varetager offentlige hverv. I dansk ret er der på dette område sket en stærk udvikling, som næppe er afsluttet endnu. Med hensyn til skade voldt ved handlinger eller undladelser, der er af samme art som private borgeres eller privatretlige juridiske personers, har det længe været anerkendt i retspraksis, at stat og kommune ifalder erstatningsansvar efter samme regler som private juridiske personer. Efter den grundsætning, der støttes på Danske Lov , har de således pligt til at erstatte skade, som deres funktionærer i videste forstand volder ved fejl eller forsømmelse i tjenesten. Efterhånden er vore domstole dog også kommet ind på at pålægge erstatningspligt for skade voldt ved fejl og forsømmelse i udøvelsen af offentlig myndighed. For kommunernes vedkommende synes der at være anerkendt en almindelig regel herom. Hvad angår staten, går den nyeste praksis i samme retning, men i enkelte retninger er det endnu ikke fastslået, om statens ansvar rækker lige så vidt. Endnu i begyndelsen af dette århundrede var det den herskende opfattelse, at staten som hovedregel ikke havde pligt til at erstatte skade voldt ved dens embedsmænds forseelser under udøvelsen af offentlig myndighed. Nogle nyere love hjemlede dog erstatningspligt for staten. Den videstrækkende regel er retsplejelovens (bek. nr oktober 1936) 1020, hvorefter den erstatning, en under loven faldende embedsmand findes pligtig at udrede, kan kræves betalt af staten, hvis betaling ikke kan fås hos embedsmanden eller i hans bo. Et umiddelbart (ikke subsidiært) erstatningsansvar for embedsmandens fejl blev derhos pålagt staten ved retsplejelovens 1018 a om anholdelse og varetægtsfængsel, som ikke burde være anvendt, samt ved 35, stk. 1, i tinglysningsloven (nr. 111) af 31. marts 1926 om fejl af tinglysningsvæsenets tjenestemænd. På de områder, hvor der ikke findes særlige lovregler, ifalder staten nu samme umiddelbare ansvar for de fejl, statens tjenestemænd begår i udførelsen af myndigheds-

11 12 handlinger, f. eks. når de volder skade ved uagtsomhed under iværksættelse af en i og for sig berettiget myndighedsakt.*) Dette må anses som fastslået ved Højesterets dom af (i. september 1943, trykt i U. f. R Under afprøvning af en sikkerhedsanordning på en bogtrykkerimaskine forårsagede en fabriksinspektør ved uagtsomhed, at maskinen sprængtes og led stor skade. 8 af de 10 dommere fandt uagtsomhed hos ham og kendte derfor ham erstatningspligtig. Og med 6 stemmer fandtes staten solidarisk ansvarlig sammen med ham. Under de foreliggende omstændigheder, hvor skaden var direkte forårsaget ved hans fremgangsmåde under afprøvningen, der udførtes af ham som en under hans tjenestevirksomhed hørende, pligtmæssig handling, uden at trykkeriet havde nogen indflydelse herpå, fandtes det stemmende med lovgivningens grundsætninger, jfr. bl. a. D. L , at anse staten solidarisk ansvarlig med ham. 4 dommere derunder de to, som ikke fandt fabriksinspektøren ansvarlig, og som derfor principalt ville frifinde også staten antog under hensyn til karakteren af hans virksomhed, at statens ansvar efter analogien af retsplejelovens 1020 måtte være subsidiært. Det offentlige vil formentlig blive fundet ansvarlig for skade voldt ved fejl i udøvelsen af offentlig virksomhed, selv om det ikke lykkes at finde ud af, hvilket led i administrationen der har svigtet. Ved dom af 10. november 1949, U. f. R , har Højesteret også pålagt staten pligt til at erstatte skade, som en menig soldat tilføjede en civil person ved fejl under udførelsen af vagttjeneste. En menig soldat stod en nat midt i august 1946 på vagt uden for en flygtningelejr bevæbnet med en maskinpistol, som han bar i en rem over skulderen. Et selskab bestående af tre mænd og to kvinder kom forbi, og i strid med sin instruks indlod han sig i samtale med dem. Da en af kvinderne spurgte ham, om maskinpistolen kunne skyde, løftede han den for at tage magasinet af og vise hende patronerne, men et skud gik af derved og dræbte hende. Både Østre Landsret og Højesteret dømte Krigsministeriet til at betale erstatning solidarisk med soldaten, der var blevet idømt straf for uagtsomt manddrab. Landsretten udtaler, at statens ansvar ikke kan støttes på D. L , men at dette ikke udelukker, at erstatningsansvar efter almindelige grundsætninger for erstatningspligt kan pålægges staten, og da sagsøgte Larsen var under militær kommando på vagten, da han på denne var udrustet med et særlig farligt våben, og da den af ham udviste fejl er begået under udøvelsen af den ham pålagte tjeneste, må Krigsministeriet... være ansvarlig for den skete skade". Under proceduren for Højesteret gjorde Krigsministeriets sagfører bl. a. gældende, at soldatens handling ikke havde den fornødne sammenhæng med hans tjenstlige funktion. Men Højesterets flertal (fem dommere) fandt, at hans adfærd har stået i en sådan forbindelse med hans vagttjeneste, at appellanten herefter og under hensyn til de i dommen iøvrigt anførte grunde må anses erstatningspligtig...". Tre dommere fandt derimod ikke, at hans behandling af maskinpistolen stod i den fornødne forbindelse med udførelsen af hans tjeneste. Da flertallet til dels henviser til landsrettens begrundelse og denne foruden fejl under udøvelsen af påtaget tjeneste fremhæver, at soldaten var udrustet med et særlig farligt våben, er det ikke klart, om staten også ville være fundet ansvarlig, hvis den skadevoldende genstand ikke havde været særlig farlig. Dette spørgsmål blev heller ikke klaret ved de to højesteretsdomme, der er trykt i U. f. R og Begge domme frifandt staten for at erstatte skade, som en cyklende soldat havde tilføjet en civil person, men frifindelsen begrundedes i hoved- *) Se til det følgende den mere indgående redegøelse af Poul Andersen i U. f. R B. 49.ff.

12 13 sagen med, at soldaten ikke var under militær kommando. I den første af disse sager havde Vestre Landsret dømt staten, idet cyklingen fandtes foretaget som led i militærtjenesten og efter givet ordre. Men rettens begrundelse iøvrigt lider af en lignende uklarhed som den ny højesteretsdoms. Domstolene har endnu ikke taget stilling til spørgsmålet, om staten ifalder erstatningspligt, når skade voldes ved fejlfri udførelse af en myndighedsbeslutning, som ikke havde fornødent grundlag. Derimod er det slået fast, at en kommune er ansvarlig til erstatning i slige tilfælde. Ved dom af 10. januar 1940, U. f. R , blev en kommune idømt erstatning til en mand, som det sociale udvalg med amtets godkendelse havde ladet anbringe på en tvangsarbejdsanstalt som forsømmelig og ansvarsløs forsørger. Udvalgets indstilling til amtet indeholdt væsentlige urigtigheder, og der skønnedes ikke at være tilstrækkelig undskyldning for disse. En dommer dissentierede på det sidste punkt og ville derfor frifinde. Efter domstolenes stilling til statens ansvar iøvrigt må det ventes, at der i tilsvarende tilfælde også vil blive pålagt staten erstatningspligt. Stat og kommune kan ifalde ansvar, selv om det ikke drejer sig om fysisk skade på person eller ting. Som bevis herpå kan nævnes Højesterets dom af 31. oktober 1949, U. f. R , der dømte staten til at betale erstatning til en afskediget lærer, fordi Undervisningsministeriet ved afskedigelsen havde givet en begrundelse, der kunne fremkalde det indtryk, at man frakendte læreren faglige kvalifikationer i videre omfang end efter det fremkomne berettiget. Enkelte nyere love har hjemlet erstatningsansvar for staten uden hensyn til, om der er begået fejl fra nogen statstjenestemands side. Således retsplejelovens 1018 b, hvorefter erstatning tilkommer den, der har været underkastet varetægtsfængsel og derefter frifindes eller løslades, medmindre de fremkomne oplysninger giver begrundet formodning for, at han er skyldig i den forbrydelse, han var fængslet for, samt den, som har udstået straf, der bortfalder som følge af anke eller genoptagelse. Fremdeles tinglysningslovens 30 32, der giver krav på erstatning til den, der går glip af en ret over en fast ejendom som følge af visse regler i loven. Også 34 i samme lov kan nævnes her. Iøvrigt kan staten, uden hensyn til om der er begået fejl, blive forpligtet til at betale erstatning efter love som jernbaneerstatningsloven og luftfartsloven. Fremdeles har Højesteret ved dom af 20. juni 1911, U. f. R , fundet staten ansvarlig i et tilfælde, hvor militære skydeøvelser på Amager regelmæssig hindrede brugen af tilgrænsende faste ejendomme. Derimod har domstolene endnu ikke taget afgørende stilling til spørgsmålet, om staten uden støtte i lov ifalder erstatningspligt for skade, der er forvoldt ved en forsvarlig, farlig handling, som er ekstraordinær eller særlig farlig. Her kan dog mindes om den foran under 1. c. 8) nævnte dom i U. f. R Spørgsmålet om betydningen af, at handlingen var særlig farlig, er også uden at retten tog stilling dertil berørt i Højesterets ovenfor omtalte dom af 10. november 1949 og i U. f. R I Norge og Sverige gælder de almindelige erstatningsregler om skader, som voldes ved offentlige virksomheder, der er af lignende art som private. Fremdeles findes der i begge lande flere nyere love, der hjemler erstatningspligt for staten i lignende tilfælde som nyere danske love. På områder, hvor lovbestemmelser om erstatning fattes, er det i Sverige hovedreglen, at staten ikke er ansvarlig for skade voldt ved fejl under udøvelse af myndighedshandlinger. Men praksis har gjort undtagelser. I Norge antages både stat og kommune, at bære ansvaret for skade, der voldes ved urigtige beslutninger af deres højere organer,

13 14 ialfald når der er udvist uagtsomhed. I flere retninger er det dog tvivlsomt, hvor langt det offentliges erstatningspligt rækker. I Sverige har domstolene i en række tilfælde pålagt staten pligt til at erstatte skader voldt af militæret ved særlig farlige handlinger. B. Begrænsningen til økonomisk skade. Erstatningspligt indtræder kun, når der er sket en økonomisk skade, og skaden er forårsaget ved det forhold, der pådrager ansvar. Skaden er ialfald økonomisk, når den har bevirket en forringelse af den skadelidendes formue, d. v. s. medført, at formuen er mindre, end den ville have været, hvis skaden ikke var sket. Forringelsen kan f. eks. bestå i, at ting eller andre formuegenstande lider skade, at personen bliver nødsaget til at bruge noget af sin formue til at afbøde følgerne af en personskade eller iøvrigt afværge skadelige følger af den handling, der pådrager ansvar. Eller den kan bestå i, at den ramte person bliver ude af stand til at arbejde og tjene penge derved. Men skaden kan være økonomisk, selv om den skadelidendes formue ikke er blevet mindre, når dette beror på, at han ved eget personales arbejde har afbødet de skadelige følger, f. eks. repareret den beskadigede ting. Dette er blevet anerkendt ved et par højesteretsdomme fra den nyeste tid. Højesterets dom af 16. februar 1937, U. f. R , angik et tilfælde, hvor en bil havde knækket en telefonstang, og gav telefonselskabet erstatning ikke blot for udgifter til materiel, men også for beregnet arbejdsløn til selskabets faste personale, da det måtte påhvile bilejeren at erstatte selskabet den det tilføjede direkte skade, og det beregnede beløb ikke oversteg, hvad der med rimelighed måtte medgå til istandsættelsen. Endnu videre går Højesterets dom af 13. oktober 1939, U. f. R , der drejede sig om erstatning til post- og telegrafvæsenet for beskadigelse af et undersøisk kabel. Med en lignende begrundelse gav dommen post- og telegrafvæsenet ret til under erstatningen at medregne ikke blot løn til fast og løst personale, men også et procentvis beregnet beløb til administration (udgift til kontorpersonale og materialeslid)". Efter grundsætningen i disse domme kan der formentlig tilkendes erstatning i alle tilfælde, hvor skaden er af en sådan art, at skadelidende kunne have ladet tredjemand reparere skaden mod vederlag, og det findes nødvendigt eller rimelig begrundet at foretage reparationen. Men det er muligt, at skaden også vil blive anset for økonomisk i andre tilfælde, hvor der kan opstilles en almen vurderingsmålestok. C. Hvem der har ret til erstatning. Der tilkendes ikke erstatning for enhver økonomisk skade, der er forvoldt ved det forhold, der pådrager ansvar. Skaden skal have ramt en interesse, som erstatningsreglerne antages at værne. I denne henseende må særlig fremhæves, at der drages visse grænser for, hvilke personer erstatningsreglerne kommer til gode. 1. Ved personskade er det hovedreglen, at erstatningskrav kun kan rejses af selve den skaderamte person. Hvis A uagtsomt påkører B, der ifølge kontrakt arbejdede for C, og C lider tab ved, at arbejdet forsinkes eller varigt hindres, kan C i almindelighed ikke kræve, at A erstatter ham det særlige tab, han lider. Men hvis B stod i C's tjeneste, og C derfor måtte betale ham løn uden at få arbejde gjort eller måtte betale pension til B, kan C efter omstændighederne kræve erstatning for det tab, han lider derved. A skal dog til

14 15 B og C tilsammen ikke betale mere, end B ville have kunnet kræve, hvis C ikke havde måttet betale ham løn eller pension. Og fordelingen af erstatningen mellem B og C sker således, at C kun får krav på det beløb, hvormed B's tab er formindsket ved C's ydelser. Har C lidt et yderligere tab, kan han ikke kræve det erstattet af A. 2. Erstatning for tab af forsørger. En vigtig undtagelse fra den nys fremstillede regel gores for det tilfælde, at en person bliver dræbt. Hvis nogen efter dansk rets erstatningsregler er ansvarlig for ulykken, kan han dømmes til at betale den, som har mistet en forsorger, erstatning for tabet derved samt godtgørelse for ødelæggelse af stilling og forhold. En almindelig regel herom findes i loven om straffelovens ikrafttræden (nr april 1930) 15, stk. 2. Ved siden deraf er der særlige bestemmelser om erstatning for tab af forsørger i jernbaneloven, luftfartsloven, motorloven og stærkstrømsloven. De afviger i enkelte retninger fra den almindelige regel, bl. a. ved at bestemme, at der skal tilkendes erstatning for tab af forsørger. Da ikrafttrædelseslovens regel lyder på, at der kan tilkendes erstatning, må det formentlig antages, at domstolene også kan tilkende en erstatning, der er mindre end tabet, når dette findes retfærdigt af særlige grunde. Denne opfattelse er ialfald fulgt i Østre Landsrets dom af 9. juni 1942, U. f. R Den drejede sig om et tilfælde, hvor en grosserer ved et uheld var blevet forgivet på en restaurant. Dommen gik ud på, at enken kunne kræve erstatning for tab af forsørger, og erstatningen blev sat ti! kr., idet der toges hensyn dels til, at enken også efter dødsfaldet ville komme til at sidde i gode økonomiske kår, bl. a. fordi hun som følge af dødsfaldet havde fået udbetalt en ulykkesforsikringssum på kr., dels til den ansvarliges evne til at udrede erstatning. Regler om erstatning for tab af forsørger findes også i Norge og Sverige, men de er noget lempeligere for den ansvarlige. Den norske ikrafttrædelseslov 21 bestemmer således, at der for tabet skal tilkendes sådan erstatning, som retten under hensyn til den udviste skyld og omstændighederne forøvrigt finder billig. Den svenske regel, der findes i straffeloven 6 : 4, er ret snæver. Kun den, som ifølge lov har ret til underhold af den dræbte, og som ved dødsfaldet kommer til at savne fornødent ( erforderligt") underhold, kan kræve erstatning, og han får kun, hvad der findes rimeligt under hensyn til den ansvarliges midler og andre omstændigheder. 3. Der gælder også grænser for, hvilke personer der kan kræve erstatning for tingsskade. Hvis A beskadiger B's ting, f. eks. hans værksted eller køretøj, og dette medfører, at nogle af B's arbejdere lider indtægtstab, kan de i almindelighed ikke kræve tabet erstattet af A. Som regel kan erstatning for tingsskade kun kræves af tingens ejer. Men hvis andre havde pant i tingen eller havde en brugsret over tingen, f. eks. som lejere, kan de kræve deres tab erstattet. Og måske kan også visse andre personer, der har indgået en aftale om tingen, kræve erstatning for det tab, de lider. Det er ret tvivlsomt, hvorledes grænsen skal drages. D. Erstatningen. I almindelighed bestemmes erstatningen som et pengebeløb, der svarer til det tab, som den ramte person har lidt. Men der tilkendes langtfra altid erstatning for hele tabet. 1. Det antages i alle tre lande, at erstatningspligten ikke strækker sig til alle følger af det forhold, der pådrager ansvar. I almindelighed omfatter erstatningspligten navnlig ikke følger, der var helt upåregnelige, dengang den skadevoldende handling blev foretaget. Det er umuligt klart at bestemme, hvorledes grænsen skal drages. Der er vel

15 16 opstillet forskellige teorier herom, men dommene tager med føje ikke stilling til de teoretiske stridigheder. Den mest udbredte lære, der begrænser ansvaret til de adækvate følger, har iøvrigt flere afskygninger. 2. Særlig om personskade. Ved personskade vil domstolene sandsynligvis gøre yderligere begrænsninger i erstatningen for det tab, der lides ved, at den skaderamtes indkomstmuligheder forringes. Dommene synes i det hele at udmåle erstatningen for tabt indtægt ret forsigtigt*), og i tilfælde hvor den tabte indtægt er særlig høj, vil man bortset fra særlig graverende tilfælde næppe tilkende erstatning for hele tabet. Sandsynligvis vil domstolene være utilbøjelige til at tage hensyn til indtægter, der går ud over et vist borgerligt jævnmål. Jernbaneerstatningsloven af 11. marts 1921 fastsætter bestemte grænser for størrelsen af erstatning, aom jernbane skal svare for personskade. Den norske ikrafttrædelseslov 19 bestemmer om skade på legeme eller helbred, at den ansvarlige - foruden erstatning for den lidte skade - tillige skal yde den fornærmede sådan erstatning for tab i fremtidigt erhverv, som retten under hensyn til den udviste skyld og omstændighederne iøvrigt finder billig. Efter ordene synes denne bestemmelse at give adgang til at nedsætte erstatningen for tab i fremtidigt erhverv efter billighed. Flere forfattere tolker dog reglen anderledes. Om fastsættelsen af erstatning for tab af forsørger henvises til, hvad der er sagt ovenfor C. 2. E. Regler om lempelse af erstatningen. Nyere dansk ret indeholder flere bestemmelser, der giver adgang til at nedsætte erstatningen eller at lade den falde bort under hensyn til særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde. Foruden nogle almindelige regler (nr. 1 3) er der flere specielle. 1. De særlige regler om børn under 15 år og sjælelig abnorme personer er allerede omtalt ovenfor under A. 1. a. 2. Skadelidendes medvirken. Hvis den skadelidende har medvirket til skaden, kan det føre til, at erstatningen nedsættes eller falder bort. Når skadevolderens ansvar støttes på den almindelige skyldregel og skadelidende har medvirket til skaden ved manglende agtpågivenhed - eller endog har voldt skaden med forsæt bestemmes det efter forholdet mellem fejlene på de to sider, altså efter skyldens størrelse, om erstatningen skal nedsættes eller falde bort. Tilsvarende regler gælder i Norge og Sverige. Husbondens ansvar i henhold til Danske Lov kan på tilsvarende måde nedsættes eller falde bort, hvis skadelidende ved egen skyld har medvirket til skaden. Hvorvidt han skal betale erstatning, bestemmes da efter forholdet mellem tjenerens og skadelidendes fejl. Samme regel gælder i Norge samt formentlig i Sverige for de tilfældes vedkommende, hvor svensk ret anerkender ansvar for tjeneres forseelser. Hvor erstatningspligt støttes på strengere erstatningsregler, gælder der uensartede regler. Ifølge jernbaneerstatningsloven gælder vel de almindelige regler, hvor der er skyld på begge sider. Men hvis der kun er godtgjort skyld hos den skadelidende, bortfalder jernbanens ansvar. Motorloven giver derimod adgang til at fordele skaden, selv om det ikke er bevist, at der er begået nogen fejl fra motorkøretøjets side. Særlig om sammen- *) Se herom v. Eyben i Fuldmægtigen ff.

16 17 stød mellem flere biler gælder den regel, at skaden fordeles efter domstolenes skøn, selv om der ikke er oplyst fejl på nogen af siderne. Men ved sammenstød mellem luftfartøjer er det reglen, at hvert fartøj bærer sin skade, når sammenstødet er en følge af ulykkelig hændelse, skønt bevis herfor ellers ikke fritager et luftfartøj for ansvar. Uden for de nævnte tilfælde er dansk rets stilling uklar. Også i Norge og i Sverige er reglerne uensartede på dette område. Samme indflydelse på erstatningspligten som skadelidendes egen skyld har det, at visse andre personer har medvirket til at fremkalde skaden ved deres uforsvarlige adfærd. Deres fejl tilregnes den, der kræver erstatning, som hans egne. Det gælder navnlig om tjenende personer. Hvis A lider en skade, der skyldes uagtsom optræden dels af den ham uvedkommende B, dels af C, der handlede i A's tjeneste, får A kun ret til erstatning hos B i samme omfang som, hvis han selv havde stået i C's sted. Men dette er ikke det eneste tilfælde. Hvis C dræbes ved B's uagtsomhed, men han også selv handlede uagtsomt, nedsættes hans efterladtes krav på erstatning for tab af forsørger på samme måde som, hvis de efterladte selv havde vist uagtsomhed. 3. Begrænsning af erstatningspligten, hvor en forsikringsordning dækker tabet. At tabet dækkes ved forsikring, medfører som hovedregel ikke, at den ansvarlige går fri for erstatningspligt. Men der gøres flere vigtige undtagelser. Disse regler omtales nærmere nedenfor i kapitel i de tre landes sømandslove bestemmer om skade, som en sømand volder ved fejl eller forsømmelse i tjenesten, at retten kan nedsætte erstatningsbeløbet under hensyntagen til den udviste skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. En tilsvarende regel om skibsføreren giver 59 i de skandinaviske sølove. 5. Om adgangen til at nedsætte erstatningen for tab af forsørger og erstatningen for personskade iøvrigt henvises til, hvad der er nævnt ovenfor under C. 2. og D Den norske lov om arbejdstvister af 5. maj 1927 og lov om boikott af 5. december 1947 bestemmer, at retten ved fastsættelsen af erstatning for ulovlig arbejdsstandsning eller ulovlig boykot skal tage hensyn ikke blot til skadens størrelse, men også til den udviste skyld og til misligt forhold fra den skadelidendes side, og at erstatningen kan falde helt bort under særlig formildende forhold. Den svenske lov af 22. juni 1928 om kollektive aftaler giver i 8 en beslægtet regel om tilsidesættelse af pligter ifølge denne lov. Den danske lov om den faste voldgiftsret (nr. 536) af 4. oktober 1919 har ingen tilsvarende regel om nedsat erstatning. Men den bod", der kan tilkendes efter loven, fungerer delvis som erstatning, og lovens regler medfører derfor i virkeligheden en adgang til at begrænse erstatningspligten. Lovens område er imidlertid langt snævrere end de norske loves. Som hovedregel er der kun adgang til at idømme bod for overtrædelse af de kollektive aftaler, loven giver regler om. 7. I Sverige er der også for enkelte andre tilfælde indført regler, der giver adgang til at lempe erstatningen, således i aktiebolagslagen af 14. september F. Særregler om flere ansvarlige. At flere personer hver for sig opfylder betingelserne for erstatningspligt, medfører som hovedregel ingen lempelse af de enkeltes ansvar. Alle de ansvarlige tilpligtes solidarisk at betale erstatning. Men reglen har undtagelser.

17 18 Den fraviges således i de tilfælde, hvor en af skadevolderne står i et sådant forhold til den skadelidende, at hans uagtsomhed ved fastsættelsen af andre skadevolderes erstatningspligt har samme betydning som skadelidendes egen skyld. Dette er omtalt ovenfor under E. 2. Fremdeles kan nævnes, at den danske jernbaneerstatningslov om jernbanens ansvar efter lovens 1, 5 og 9 bestemmer, at hvis en jernbanen uvedkommende trediemand forsætlig eller ved uagtsomhed har hidført skaden, er banen fri for ansvar, medmindre medskyld fra banens side godtgøres. Denne særlige regel kan næppe anvendes analogt i andre forhold, hvor der indtræder ansvar uden hensyn til skyld. Fremdeles kan forskellige regler om lempelse af erstatningspligten efter omstændighederne medføre, at en af dem, der opfylder ansvarsbetingelserne, går fri for erstatningspligt, medens en anden idømmes erstatning. I denne sammenhæng må det nævnes, at retten ved afgørelsen af, om et barn under 15 år eller en sjælelig abnorm person skal dømmes til at betale erstatning, bl. a. skal tage hensyn til udsigten til, at skaden kan fås godtgjort af andre. Når en af de ansvarlige har betalt erstatningen, har han ofte ret til at kræve hel eller delvis dækning hos den eller de andre ansvarlige. I hvilket forhold de enkelte ansvarlige skal deltage i erstatningsbyrden, bestemmes efter regler svarende til dem, der gælder om skadelidendes egen medvirken. I de sædvanlige tilfælde er det derfor størrelsen af de enkeltes skyld, der bliver afgørende. Hvor en eller nogle af de ansvarlige er ifaldet erstatningspligt efter reglerne om ansvar uden skyld, er det noget uklart, hvorledes byrden skal fordeles. Når husbonden er ifaldet erstatningspligt solidarisk med tjeneren i medfør af Danske Lov , har han dog fuld regresret mod tjeneren. I Norge og Sverige gælder der lignende regler. Den norske regel findes i ikrafttrædelseslovens 26, hvis tolkning imidlertid er omtvistet. II. Godtgørelse for ikke-økonomisk skade. I alle tre lande gælder det, at der kun kan pålægges pligt til at betale godtgørelse for ikke-økonomisk skade, hvor det har støtte i lovregler. Den vigtigste danske bestemmelse herom er ikrafttrædelseslovens 15, stk. 1, hvorefter den, som efter dansk rets erstatningsregler er ansvarlig for krænkelse af en andens legeme eller frihed, samt den, der findes skyldig i strafbar krænkelse af en andens person iøvrigt, hans fred eller ære, kan dømmes til at betale den forurettede godtgørelse for lidelse, tort, ulempe, lyde og vansir samt for forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold. Ved siden deraf findes nogle særlige bestemmelser. Motorloven, luftfartsloven, stærkstrømsloven og hundeloven bestemmer således, at der skal tilkendes godtgørelse eller erstatning for lidelse, lyde eller vansir. Der findes også regler om erstatning for tort ved ulovlig civil arrest i retsplejelovens 641 og om erstatning for lidelse og tort i anledning af anholdelse, varetægtsfængsel eller udståelse af straf, der senere falder bort, i retsplejelovens 1018 a og b. I Norge og Sverige findes der også regler om erstatning for ikke-økonomisk skade, men reglerne rækker mindre vidt. I Sverige kan der ved legemsskade kræves erstatning for svie og smerte, lyde og varig men, og ved forbrydelser mod den personlige frihed og ærekrænkelser kan der