Kronik: Frihandel og hvad så?

Transkript

1 Side 1 af 6 Kronik: Frihandel og hvad så? 8. oktober 2003,Politiken,Sektion 2,Side 7,CHRISTIAN FRIIS BACH, NIELS KÆRGAARD, ARNE LARSEN, PER PINSTRUP-ANDERSEN og FINN TARP, 2067 ord, Id: e00db338 I dagens Kronik giver fem 'vislandmænd' deres bud på en vision for verdens fattigste landmænd. Christian Friis Bach er lektor, Niels Kærgaard og Arne Larsen tidligere overvismænd, Per Pinstrup-Andersen og FinnTarp er professorer. Det var landbrugspolitikken i de rige lande, der fik forhandlingerne ved topmødet i Verdenshandelsorganisationen WTO i Cancún til at bryde sammen. Et sammenbrud, der kan komme til at koste dyrt både for de europæiske forbrugere og for verdens fattigste lande og landmænd. Det var de fattige lande, der stod fast. Den gode nyhed er derfor, at mødet markerede afslutningen på den periode, hvor USA og EU bestemte det meste i WTO. U-landene står nu langt stærkere, og de får langsomt, men sikkert bedre adgang til de rige landes markeder. Den globale, men alt for nølende, tendens mod øget frihandel for landbrugsprodukter fik i foråret Mellemfolkeligt Samvirke til at stille os et spørgsmål, som ikke var til at komme udenom. Foreningen var med i en europæisk kampagne for at få afviklet protektionismen på landbrugsområdet. Men hvad så, spurgte Mellemfolkeligt Samvirke. Ét er jo de nye muligheder, som u-landene forhåbentlig får ud af handelsforhandlingerne i WTO. Noget andet er, om de kan udnytte dem i praksis. Hvad skal der egentlig til for, at de fattigste bønder i de fattigste lande får del i de frihandelsgevinster, som I økonomer altid lover os? Det er dét, man kalder et godt spørgsmål. Ikke til at komme udenom, men heller ikke let at svare på. Men svaret må findes, hvis det skal lykkes at halvere den globale fattigdom i løbet af de næste 12 år, sådan som alverdens lande har forpligtet sig til med de såkaldte 2015-mål. Vi mener også, at svaret findes. I en rapport, som offentliggøres i dag, giver vi regeringen tolv ideer. Nogle få kan regeringen selv sætte i værk, andre kræver et initiativ i EU og andre kræver international handling.

2 Side 2 af 6 Landbrugsudvikling i verdens fattigste lande er afgørende, ikke alene for at skaffe mad nok til stadig flere munde, men for at komme fattigdommen til livs. Landbruget er en uundværlig drivkraft for udviklingen. Når den fattige kone bliver i stand til at sælge et par æg om dagen eller en slagtekylling om måneden, er hun på vej ind i pengeøkonomien. Hendes familie får købekraft, og når naboerne får det samme, kan det lokale erhvervsliv gro og det lokale samfund udvikle sig. Beregninger viser, at når landmanden i et af verdens fattigste lande tjener én krone, så vokser indkomsten i hele samfundet med 2,5 kroner. Men der er grænser for væksten, så længe markedet er lukket og lokalt. Hvis landmændene producerer mere, falder priserne. Den ekstra indsats kan ikke betale sig. Derfor er det centralt, at landmændene får adgang til større markeder, der kan opsuge deres produktion. I sidste ende handler det om integration i verdenshandelen. Derfor er det afgørende at have adgang til de rige landes markeder. Det har de fattigste af u-landene desværre ikke. Beregninger viser, at udkastet til en WTOaftale om liberalisering af handelen med landbrugsvarer (Harbinsons forslag) kan øge den globale velstand med 100 milliarder dollar - mere end det dobbelte af den samlede ulandsbistand. Men mere end tre fjerdedele af gevinsten tilfalder de rige lande, hvorimod afrikanerne syd for Sahara ikke får meget ud af det - på kort sigt. Konklusionen er, at udvidet markedsadgang ikke gør det alene. Selv efter, at de gammeldags toldsatser og kvoter er faldet væk, er der en række forhindringer for de fattigste landmænds forsøg på at producere og sælge mere. Dårlige veje, manglende landbrugsforskning og svage landbrugsorganisationer hører til de fattige landmænds byrde. De lever også med eftervirkninger af dårlig økonomisk politik i mange lande, bl.a. overvurderede valutakurser. Andre problemer har vi skabt i de rige lande. Det drejer sig om undertiden grotesk strenge og kringlede importregler, miljøstandarder, fødevarestandarder og om patentregler, der afskærer de fattige bønder fra nye planter, ny teknologi og ny viden. Der er således brug for en markant og bredspektret bistandsindsats, hvis u- landenes landbrug skal overvinde forhindringerne. Studier har vist, at der er brug for yderligere investeringer i u-landenes landbrugssektor på over 10 milliarder dollar om året, hvis blot antallet af underernærede børn skal falde til halvdelen af det nuværende niveau i år 2020.

3 Side 3 af 6 Vi opfordrer på den baggrund regeringen til at stille sig i spidsen for en global kraftanstrengelse for at sikre bedre markedsadgang, bedre viden og bedre betingelser for landbrugsudviklingen i de fattigste lande. Bedre adgang betyder for det første, at vi skal se at komme af med resten af handelsbarriererne i EU over for de mindst udviklede lande inden år Vi skal slippe nøgleprodukter som sukker, ris og bananer ind hurtigt - og på retfærdige vilkår. Vi skal samtidig fjerne den håndbremse, der er indbygget i aftalerne, som betyder at EU kan lukke for importen, hvis den stiger for hurtigt. Og vi skal lempe oprindelsesreglerne, der hindrer ulandene i at handle, forarbejde og udvikle produkter sammen. Det vil imidlertid være en stor misforståelse at tro, at protektionisme kun er et problem mellem nord og syd. Tværtimod er der ofte meget høje toldsatser mellem u-landene indbyrdes. Der er stort behov for at få kigget dem nærmere efter for at afgøre, hvilke der tjener fornuftige udviklingsformål, og hvilke der bør afvikles - og hvor hurtigt. Derfor opfordrer vi regeringen til at sætte denne problematik højere på den internationale politiske dagsorden. Første skridt på vejen mod global frihandel kan være dannelsen af regionale frihandelsområder. Kampen mod toldsatserne hjælper noget, men ikke nok, hvis europæerne bliver ved at forfine deres krav til miljø- og fødevarestandar der uden hensyn til dem, der rammes af de stadig skrappere krav. Et eksempel er de skærpede EU-krav til indholdet af aflatoxin i nødder, figner m.m., der ifølge Verdensbanken redder omkring ét menneskeliv i EU om året, men koster Afrika 670 millioner dollar i tabte eksportindtægter. Vi foreslår, at der nedsættes en europæisk ekspertkomité, der kan udarbejde et forslag til, hvordan det kan undgås, at de europæiske fødevare- og miljøstandarder spænder ben for verdens fattigste landmænd. Det kræver international harmonisering, og her bør vi være villige til - i en overgangsperiode - at acceptere lavere standarder i Danmark, i Europa og i USA, hvis det kan lette adgangen for verdens fattige lande. På længere sigt kræver det målrettet bistand, så ulandene kan opbygge de nødvendige certificerings- og kontrolsystemer - og komme op på vores niveau. Derudover kæmper EU for øget beskyttelse af det, som kaldes geografiske indikationer - dvs. produktnavne med geografisk oprindelse. Det er ting som sherry, portvin og camembert. Lykkes det, vil det give fattige landmænd endnu større problemer, fordi de så ikke kan markedsføre deres produkter under de velkendte produktnavne. Det er endnu et eksempel på ny protektionisme på

4 Side 4 af 6 gamle flasker. Vi er i de rige lande alt for gode til at finde på nye barrierer, i takt med at de gamle barrierer rives ned. Bedre viden er nøglen til øget produktion. Hvis verdens fødevareproduktion skulle foregå med metoder, som dem vi brugte i Danmark i 1960, skulle vi bruge en hel del mere plads - nemlig ha - eller 100 gange Danmarks samlede, dyrkede areal. Den plads har vi ikke - medmindre vi fælder verdens skove. Derfor er bedre forskning og rådgivning afgørende. Det har været erkendt længe i de rige lande, der bruger godt to procent af landbrugets produktionsværdi på landbrugsforskning. Hvis de fattige skal op på bare én procent, skal der bruges syv milliarder mere om året på at forske i afgrøder, dyrkningssystemer, kompostering og andre ting, der er tilpasset de fattigste landmænds (varierende) behov. Bidrager de rige lande med halvdelen af dette beløb, skal der findes 40 milliarder dollar mere frem til skæringsåret De penge skal ikke mindst styrke den offentlige landbrugsforskning, som er helt nødvendig. Men det vil være en god idé at komme en del af de nye forskningspenge i en global landbrugsforskningsfond, der kan skabe incitamenter til, at private virksomheder øger den ulandsrelevante forskning. Det sker nemlig ikke af sig selv. Det er ikke nemt at tjene penge på at forske i tørkeresistente kornsorter til Afrika eller i bedre rækkeafstand og sædskifter. Men det er dét, der er brug for. Samtidig er der stort behov for at gøre op med de forskningsstrategier, der har været på mode i de senere år. Det er vigtigt at beskæftige sig med forskning i kvinder, miljø, fordeling osv., men det går ikke, at vi i landbrugsforskningen glemmer behovet for at få udbytterne i vejret. Højere og mere stabile udbytter er et spørgsmål om fattigdom, liv eller død, for millioner af mennesker. Forskningen må fokuseres mere på netop det. Vi foreslår i den forbindelse samtidig at se mindre bekymret og navnlig mindre ideologisk på de bioteknologiske muligheder. Endelig er det helt nødvendigt at sikre de fattigste landmænd fri adgang til ny teknologi og viden. De intellektuelle ejendomsrettigheder bliver stadig stærkere - og stadig mere snærende for verdens fattige landmænd. De har ikke råd til at betale licensafgifter for nye plantesorter eller ny teknologi. Samtidig er et lille antal firmaer i færd med at dominere nogle af de mest lovende nye afgrøder og dyrkningsteknikker. Kombinationen af patenter, sortsbeskyttelse og et meget koncentreret marked med få udbydere, øger risikoen for, at ny teknologi og nye plantesorter bliver alt for dyre for de fattigste landmænd.

5 Side 5 af 6 I Danmark var offentlig forskning og frit tilgængelige forskningsresultater afgørende for landbrugsudviklingen. Det samme skal gælde for de fattige lande. Et passende skridt kunne være at vedtage en erklæring om TRIPSaftalen og fødevaresikkerhed i den nuværende forhandlingsrunde i WTO. Denne erklæring skal have sit forbillede i erklæringen om TRIPS-aftalen og offentlig sundhed, og den skal give de fattige lande bedre og friere adgang til at udnytte vores plantesorter og patenter, hvis det gavner deres fødevaresikkerhed og landbrugsudvikling. Det sidste er bedre betingelser. Uden bedre markedsadgang og højere høstudbytter går det ikke. Men i flertallet af de allerfattigste lande vil det ikke være nok til at give udviklingen et alvorligt puf i den rigtige retning. Hvis ikke landmanden kan låne penge til at investere, transportere varerne til markedet eller oplagre såsæden til næste høstsæson, så hjælper hverken markedsadgangen eller den nye teknologi. Derfor skal der langt større fokus på de betingelser, som landmændene har, når de dyrker, forarbejder, investerer, sælger og eksporterer. I de fleste lande er der brug for at kigge nærmere på de private og offentlige institutioner, der danner rammen om landmændenes liv og produktion. Mange steder er der behov for 'sparekasser', der kan give landmændene adgang til lån og kredit, og for forsikringsselskaber, der kan forsikre landmændene mod tørke eller oversvømmelser. Andre steder er det den landbrugsfaglige rådgivning, sikringen af kvinders ret til den jord, de dyrker, regulering af adgangen til vand eller skattesystemet, der er den afgørende barriere. Endelig kan der være store problemer med at opbevare og transportere landbrugsvarerne. Vores forslag er, at regeringen tager initiativ til at styrke den globale dialog om, hvordan vi skal tackle de mange problemer, verdens fattige landmænd står overfor. Her skal de europæiske landbrugsorganisationer inddrages. I Danmark har vi en meget lang tradition for stærke landboorganisationer og andelsselskaber, og den erfaring og viden er et vigtigt redskab til at udvikle landbruget i verdens fattige lande. Det kan og skal vi gøre meget bedre. De mange - og nødvendige - initiativer kræver flere penge. Derfor er det bekymrende, at den danske u-landsbistand til landbrugssektoren falder. I stedet skal vi i Danmark genoplive den tidligere målsætning om, at 20 procent af den danske bilaterale bistand skal gå til landbrugssektoren. Og vi skal arbejde for en tilsvarende målsætning i EU.

6 Side 6 af 6 I Europa var en markant støtte til forskning, rådgivning og infrastruktur afgørende for at skabe vækst, udvikling, fred og samhørighed. Tilsvarende er en øget støtte til verdens fattige landmænd helt nødvendig. Men vi skal lære af historien og undgå de graverende fejl og forvrængninger, der opstod i den europæiske landbrugspolitik og i stedet hjælpe verdens fattige landmænd til at begå sig på et frit og åbent verdensmarked. Alt for mange organisationer og kritikere kæmper for at give verdens fattigste lande muligheder for at begå de samme fejl, som er begået i de rige lande. Det må der advares imod. Det, der bør støttes, er multilaterale forhandlinger i WTO, der leder til en fri og åben handel med landbrugsvarer. Men det er langtfra nok. Det drejer sig derfor om at kæmpe videre og overvinde de nye barrierer i stedet for at kæmpe for at genoplive de gamle. Frihandel er ikke nok. Der er brug for en ny vision for verdens fattigste landmænd. Publikationen 'Frihandel er ikke nok: En ny vision for verdens fattige landmænd' kan bestilles hos Mellemfolkeligt Samvirke. CHRISTIAN FRIIS BACH, NIELS KÆRGAARD, ARNE LARSEN, PER PINSTRUP- ANDERSEN og FINN TARPKRONIKEN I MORGEN HANS JØRGEN LADEGAARD Om igen - reaktionær sprogpolitik