Transkript

1 Til september skal FN opdatere milleniumsmålene og sætte nye målsætninger for Det er ikke længere kun i ulandene, der skal ske forandringer nu skal de vestlige lande også på banen. Klimaet står centralt i formuleringen af de nye mål, og mange har derfor set dette som en mulighed for at forstærke kritikken af det gamle vækstbegreb. I løbet af de seneste 5-10 år er debatten igen blevet vakt til live. Vores økonomi kan ikke udvide sig evigt, når vi lever inden for visse økologiske rammer. Situationen er uholdbar, og derfor har et nyt udtryk vundet indpas: Grøn vækst. Green growth er kommet på den internationale dagsorden, og i dansk politik er der opstået mere eller mindre konsensus mellem partier fra begge fløje om, at grøn vækst er vejen frem. Inden for grøn vækst kan vi være verdensførende, og vi kan tjene store penge på at eksportere teknologi og knowhow. Spørgsmålet er, om grøn vækst i sig selv er bæredygtig? Er vækst overhovedet nødvendig og ønskelig? Og hvordan ville et vækstfrit samfund kunne se ud? Idéen om grøn vækst bygger på troen på, at man kan koble påvirkningerne af klimaet fra den økonomiske vækst. Vækst skal altså foregå, så klima og miljø ikke belastes yderligere. Dette er nødvendigt for, at væksten er bæredygtig. I sin bog Prosperity without Growth fra 2009 opstiller den britiske økonom, Tim Jackson, en ligning, der viser udfordringen ved denne idé. Ligningen er simpel og lyder: I = P*A*T. Den beskriver, hvordan CO2-udledningen (Impact) er lig med antallet af mennesker på kloden (Population) ganget med indkomst pr. indbygger (Affluence) ganget med udledning af CO2 pr. dollar som bestemmes af teknologiens formåen (Technology). Den stigende verdensbefolkning og den fortsatte vækst over hele kloden sætter nogle store krav til energieffektivisering, hvis udledningen af CO2 ikke fortsat skal vokse. På baggrund af data fra de seneste 20 år lyder tallene ifølge Tim Jackson således: Med en årlig befolkningstilvækst på 1,3% og en indkomst, der steg med 1,4% i gennemsnit, så skulle ny teknologi årligt reducere CO2-udledningen med 2,7% pr. dollar, for at udledningen ikke blev forøget. Ser vi tilbage over de seneste 20 år, skabte teknologiudviklingen dog ikke en reduktion i CO2-udledningen på 2,7% men derimod kun på 0,7%. Altså er udledningen ifølge I = P*A*T steget med 2% om året, hvad der svarer til en 40% stigning over 17 år. For at opfylde FN s Klimapanels mål om en maksimal temperaturstigning på 2 C skal udledningen af CO2 dog ikke bare stabiliseres. Tværtimod skal

2 udledningen reduceres med 4,9% årligt, og da FN samtidig forventer en gennemsnitlig årlig befolkningsstigning på 0,7% de kommende 50 år, og hvis vi holder fast i en årlig indkomststigning på 1,4%, så giver ligningen os et skræmmende tal for kravet om energieffektiviseringer: Teknologien skal formå at reducere CO2-udledningen pr. dollar med 7%, altså en tidobling af den gennemsnitlige reduktion fra de seneste 20 år. Dette er endda kun for CO2. Samme udregninger vil kunne laves for andre former for påvirkning af miljøet. Da man ikke direkte kan kontrollere verdensbefolkningens tilvækst, og modellen viser, at teknologiforbedringer langt fra kan klare opgaven alene, bliver velstandsniveauet den afgørende faktor. Nulvækst ser ud til at være nødvendigt, hvis vi vil leve i en verden, der ikke bevæger sig langt over 2 C-stigningen. Nogle vil måske stadig hævde, at en tidobling af energieffektiviseringen er mulig. Desværre bliver energieffektiviseringer ofte opslugt af merforbrug. Dette fænomen kendes som the rebound effect eller Jevons paradoks. Fænomenet kan eksempelvis illustreres med moderne biler: Når folk får en bil, der kan køre længere på literen, er de også mere tilbøjelige til at køre længere, da det nu er billigere. Den ressourcebesparelse man opnåede med en mere effektiv forbrændingsmotor, går altså tabt, hvis folk kører længere. Energieffektiviseringerne er en kortsigtet gevinst for klimaet, da de ofte resulterer i en økonomisk besparelse hos befolkningen, som ender i øget forbrug og dermed øget belastning af miljø og klima. Uden regulerende politiske tiltag kan energieffektiviseringer gå tabt i yderligere forbrug, og der er intet vundet. Væksten har spillet fallit, og det ligegyldigt om man taler om den grønne eller sorte vækst. Administrerende direktør hos Mandag Morgen og tidligere fortaler for grøn vækst, Erik Rasmussen, udtalte således til Information i maj 2012: Grøn vækst var et koncept, vi opfandt i frustration, efter at klimatopmødet COP15 fejlede. Vi skulle finde på noget nyt, der havde positivt perspektiv, og så sagde vi grøn vækst. Det lød smukt, men vi definerede aldrig, hvad grøn vækst egentlig er. Det er dybest set blot en udløber af den traditionelle økonomiske vækstmodel den har blot fået en ny farve. Erik Rasmussen fortsatte: Vækst er i sig selv ikke interessant. Vækst, som vi forstår det, er et rigdomsmål, men i vor del af verden bliver vi ikke lykkeligere af at blive rigere. At forfølge vækst i form af øget forbrug er en skrue uden ende og uden det ønskede resultat. Hvad det handler om er at sikre livskvalitet, for mennesker og for Jorden.

3 Dette er præcis, den rolle FN bør påtage sig: At sikre livskvalitet for mennesker og for Jorden. Gennem FN må verdens stater samlet erkende, at væksten skaber flere problemer end den løser. En global accept af nulvækst kan være nødvendig. Dette betyder dog ikke, at alle lande skal skrue ned til nulvækst med det samme. Mange ulande mangler stadig at nå et velstandsniveau, hvor yderligere vækst er ligegyldig, hvor man ikke bliver gladere af at blive rigere. Forskning viser, at der kun er en direkte sammenhæng mellem vækst og lykke indtil en vis grænse. I fattige lande bliver man lykkeligere, når man får flere penge mellem hænderne. Dette skyldes, at man ikke længere behøver kæmpe for at få dækket basale behov som mad og husly. I rige lande bliver man dog ikke nødvendigvis lykkeligere af, at man får råd til at installere fjernsyn i hvert et børneværelse. Hvor overgangen ligger, er et diskussionsemne for forskere. Den canadiske økonom Peter A. Victor har for mere end 35 lande sammenlignet BNP pr. indbygger med et indeks baseret på subjektiv lykke. Han når frem til, at der ikke er nogen sammenhæng mellem yderligere rigdom og lykke, når et land kommer over $ pr. indbygger i BNP. Hvor grænsen præcist ligger er underordnet, det centrale er, at udvalgte landes BNP stadig skal have lov til at vokse. Alligevel er det vigtigt at nulvækst aftales på globalt plan. Som en del af globaliseringen er langt de fleste lande bundet i højere eller lavere grad af internationale handelsaftaler, og den vide udbredelse af det traditionelle kapitalistiske system kan gøre det svært at gennemføre ændringer i ét land uden store konsekvenser. Nulvækst i et enkelt land kan i værste fald betyde arbejdskraft- og kapitalflugt. Over længere sigt skal alle lande altså med på vognen, og det kræver, at den positive historie om den vækstfri økonomi bliver spredt. Grundlæggende for det vækstfrie samfund er, at den økonomiske aktivitet skal mindskes. Vores produktivitet skal sænkes, og vores forbrug skal sættes ned. Begge disse mål kan nås ved at gå ned i arbejdstimer. Folk får færre penge mellem hænderne og får ikke produceret lige så meget på deres arbejde. Denne livsstil gør op med alt, hvad vi er blevet opdraget til; den gør op med tanken om at vi skal knokle, og at vi skal forbruge. Det er en ny situation, som man skal vænne sig til, og som bryder med nogle grundlæggende principper i vores nuværende livsstil. Denne nye måde at leve på har dog også en masse fordele, og nulvækst kan faktisk være med til at øge vores velvære og lykkefølelse. Mange vil nok kunne nikke genkendende til, at mere fritid kunne være rart. Ifølge en YouGov undersøgelse fra 2014, mener 71% af briterne, at landet ville være lykkeligere, hvis de kun havde en

4 4-dages-arbejdsuge. Tilsvarende giver færre arbejdstimer også mening ud fra et sundhedsperspektiv. I et interview med The Guardian udtaler én af Englands førende læger, John Ashton: We need a four-day week so that people can enjoy their lives, have more time with their families, and maybe reduce high blood pressure because people might start exercising on that extra day. Sammenholder man de OECD-lande, hvor arbejdsugerne er kortest med de lande, hvor folk er lykkeligst, så er der adskillige gengangere i toppen, heriblandt Holland, Norge, Finland og Danmark. Fordelene ved at arbejde mindre er, at man får mere tid til sine venner, sin partner, sin familie og sig selv. Man får mere fritid, som kan bruges på at spille fodbold, gå på café, lære et nyt sprog, lære at spille guitar eller være med i en bogklub. Der er masser af fritidsaktiviteter, som ikke er afhængige af et massivt forbrug. Institut for Konjunkturanalyse undersøgte i 2007, hvad danskerne ville vælge, hvis de fik valget mellem en ekstra fritime om dagen og den samme indtægt eller en ekstra timeløn med samme arbejdstid - mere fritid eller mere i løn. Et overbevisende flertal på 73% svarede, at de helst ville arbejde mindre. Tilsvarende svarede trefjerdedele af de europæiske arbejdere i en OECD-undersøgelse fra 2011, at de var utilfredse med, hvordan deres tid var fordelt mellem social kontakt, familie, betalt arbejde og hobbyer. Den generelle tendens var, at folk følte de brugte for meget tid på lønarbejdet og for lidt tid på familien. Tallene viser, at folk har lysten til mere fritid. Derfor skal en arbejdstimereform ikke være baseret på tvang. Folk vil af sig selv vælge færre arbejdstimer, hvis man sikrer større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Der skal ikke diskrimineres mod folk på deltid. Der skal være lighed i forhold til jobsikkerhed, løn, forfremmelse og efteruddannelse. De arbejdende skal have bedre incitament til at tage orlov, hvad enten dette så skyldes nyfødte børn, syge forældre eller bare behovet for en pause. Ud over fordelene med mere lykke og fritid, så vil en nedgang i arbejdstimer også kunne skabe plads til, at nogle af de personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, kan få et arbejde. Selvfølgelig skal arbejdsløse ikke bare overtage alle de arbejdstimer, som de arbejdshavende forlader, for så bliver den samlede økonomiske aktivitet jo ikke mindsket. En form for arbejdsdeling kan dog hjælpe os væk fra vores nuværende situation, hvor hele danskere på arbejdsmarkedet lider af stress, fordi de har for meget at lave, og hvor 28% af de arbejdsløse lider af stress, fordi de ufrivilligt står udenfor. Når folk arbejder mindre kan en konsekvens være, at de bliver mere effektive,

5 når de så endelig arbejder. Hvis dette sker må den øgede arbejdstimeproduktivitet blive omsat til endnu mere fritid. Arbejdsdeling kan sænke arbejdsløsheden og lavere arbejdsløshed er centralt i det vækstfrie samfund, da det kan øge ligheden. Udover lavere produktivitet er øget lighed nemlig det andet grundlæggende princip for det vækstfrie samfund. Ulighed driver vores kolossale forbrug, da alle føler et behov for at være på samme niveau som naboen. Kun igennem en lavere ulighed kan vi ændre vores fælles værdier. I stedet for at gå op i om børnene har designertøj på, når de bliver sendt væk i institutioner, så skal det være prestigefyldt at bruge tid med sine børn. I stedet for at konkurrere om, hvem der kan have den dyreste, mest benzinslugende bil, så skal man vinde respekt ved at være den hurtigste i cykelfeltet. I stedet for at imponere med at servere det fineste kød fra den anden ende af verden, så skal det være cool, hvis man kan diske op med en udsøgt, hjemmelavet spinatlasagne eller risotto. I 2009 udsendte Kate Pickett og Richard Wilkinson bogen The Spirit Level: Why more equal societies almost always do better. I bogen sammenligner de økonomisk lighed med henholdsvis UNI- CEF s børnevelvære-indeks, teenagegraviditet, mordrate, social mobilitet, overvægt, fængslingsrate, forbrug af stoffer og børnedødelighed. På alle parametre bliver forholdene bedre i mere lige samfund. Konklusionen er, at forbedringer skyldes lighed og ikke rigdom, da selv et rigt samfund kan have en høj relativ ulighed med intern splid og mistillid som følgevirkninger heraf. I et land med stor lighed følger større tillid og mere tiltro til samfundet. Ulighed kan blandt andet mindskes ved, at vi bliver bedre til at deles om arbejdet, men en mere progressiv indkomstskat eller indførelse af borgerløn kan også give den ønskede effekt. Med de nye 2030-mål skal ilandene også stilles til ansvar, og det skaber derfor en mulighed for et opgør ikke bare med sort vækst, men også med grøn. Meget tyder på, at nulvækst er nødvendig, hvis vi ønsker kloden, som vi kender den, men dette betyder ikke, at nulvækst kun er en kedelig pligt. Et vækstfrit samfund har sine helt egne fordele med mere fritid, mindre stress, mindre arbejdsløshed og højere lykke. Den store succes med FN s 2015-mål viser, at ambitiøse målsætninger kan ændre verden. Fremtiden er noget, vi selv former. Et opgør med væksten er altså både muligt, nødvendigt og ønskeligt.