Kendelse. 29. november faglig voldgiftssag FV : CO-industri. for. Teknisk Landsforbund. for. (juridisk konsulent Jesper Kragh-Stetting)

Transkript

1 1 Kendelse af 29. november 2013 i faglig voldgiftssag FV : CO-industri for Teknisk Landsforbund for A (juridisk konsulent Jesper Kragh-Stetting) mod DI Overenskomst I ved DI for Servodan A/S (advokat Lars Bruhn)

2 2 1. Indledning Sagen angår, om A, der havde været ansat som produktudvikler hos Servodan A/S, i forbindelse med sin afskedigelse efter overenskomstens 25, stk. 7, havde krav på at deltage i kurset Projektstyring i praksis til en pris på kr., eller om kursusprisen oversteg, hvad virksomheden efter overenskomsten var forpligtet til at betale. 2. Sagens behandling Sagen blev mundtligt forhandlet torsdag den 31. oktober 2013 med højesteretsdommer Poul Dahl Jensen som opmand. Som voldgiftsmænd udpeget af klager deltog Jørn Larsen og Poul Erik Tobiasen, og som voldgiftsmænd udpeget af indklagede deltog Anders Søndergaard Larsen og Sanne Claudius Stadil. 3. Påstande Klager, CO-industri for Teknisk Landsforbund for A, har nedlagt påstand om, at indklagede skal anerkende, at A ved sin afskedigelse havde krav på at deltage i kurset Projektstyring i praksis efter 25, stk. 7, i overenskomsten. Indklagede, DI Overenskomst I ved DI for Servodan A/S, har påstået frifindelse og har nedlagt følgende selvstændige påstande: Principalt: Klager skal anerkende, at IFO 25, stk. 7, berettiger en medarbejder, som i øvrigt opfylder betingelserne, til at deltage i et (enkelt) selvvalgt kursus, som er arbejdsmæssigt relevant for den pågældende, som varer højst 2 uger, og som den pågældende kan deltage i med en udgift for arbejdsgiveren nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster. Subsidiært: Klager skal anerkende, at IFO 25, stk. 7, berettiger en medarbejder, som i øvrigt opfylder betingelserne, til at deltage i et antal selvvalgte kurser, som er arbejdsmæssigt relevant for den pågældende, som varer tilsammen højst 2 uger, og som den pågældende kan deltage i med en udgift for arbejdsgiveren nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster. Over for indklagedes selvstændige påstande har klager påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse, dog således at der tages bekræftende til genmæle over for den del af indklagedes subsidiære påstand, som indebærer, at en medarbejder kan deltage i et antal selvvalgte kurser, som er arbejdsmæssigt relevant for den pågældende, som varer tilsammen højst 2 uger.

3 3 4. Overenskomsten A er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst ( ), som bl.a. indeholder følgende bestemmelse: 25 Kompetenceudvikling Stk. 7 Medarbejdere, der har været ansat i virksomheden i mindst 3 år og som afskediges på grund af omstruktureringer, nedskæringer, virksomhedslukning eller andre virksomheden beroende forhold, er berettiget til at deltage i et relevant kursus. Kursets varighed kan højst andrage 2 uger, og udgifterne ved kursusdeltagelse og eventuelt løntab i kursusperioden dækkes af arbejdsgiveren i det omfang, udgifterne ikke dækkes af det offentlige eller fra anden side. Såfremt kursusdeltagelsen ikke kan finde sted i opsigelsesperioden, er den pågældende på tilsvarende vilkår berettiget til kursusdeltagelse inden for 3 måneder efter fratrædelse, hvis den pågældende fortsat er arbejdssøgende. Disse regler finder dog ikke anvendelse over for medarbejdere, der ved fratrædelsen er berettiget til efterløn, pension fra arbejdsgiveren eller fra det offentlige. En regel om ret til 2 ugers kursus ved afskedigelse kom efter forslag fra Teknisk Landsforbund ind i overenskomsterne mellem Teknisk Landsforbund og DA i Efter 1982-overenskomsternes bestemmelse var medarbejderen berettiget til at deltage i et omskolings- eller efteruddannelseskursus udvalgt efter samråd med arbejdsformidlingen, og udgifterne ved kursusdeltagelse og eventuelt løntab i kursusperioden udredes af arbejdsgiveren idet omfang, udgiften ikke dækkes af det offentlige eller fra anden side. Disse kurser var etableret med offentlig støtte, og Arbejdsformidlingen kunne anvise disse kurser uden omkostning for deltageren. I 1993-overenskomstens 16, stk. 6, blev afskedigede medarbejderes ret til kursusdeltagelse formuleret som en ret til at deltage i et relevant kursus, f.eks. kurser udbudt af Efteruddannelsesudvalget for Teknikere. Dette efteruddannelsesudvalg var etableret til at medvirke til at tilrettelægge relevante kurser i AMU-regi. I bekendtgørelse nr af 17. december 1993 om adgang, deltagerstøtte, depositum m.m. ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser er i 1 opregnet de grupper, der har adgang til at deltage i AMU-kurserne og få støtte hertil. Blandt de berettigede grupper er nævnt videregående teknikere, hvorved forstås teknikere, der til enhver tid er omfattet af lov om videregående teknikeruddannelser m.v. I overenskomsterne frem til 1995 var de af overenskomsterne omfattede medarbejdere betegnet som teknikere. I 1995 blev overenskomstens område udvidet til ud over Teknisk Landsforbund

4 4 også at omfatte HK-området efter nærmere aftalte retningslinjer, og overenskomsten fik nu betegnelsen Funktionæroverenskomst 95 for tekniske og administrative funktionærer (siden 1998 Industriens Funktionæroverenskomst ). Bestemmelsen om ret til arbejdsgiverbetalt kursusdeltagelse ved afskedigelse (overenskomstens 16, stk. 6) fik i det væsentlige den ordlyd, som bestemmelsen har i den gældende overenskomst fra I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1995 indgik parterne et protokollat af 20.februar 1995 om efter- og videreuddannelse. I protokollatet, der kun angår 16, stk. 1 (og ikke 16, stk. 6), hedder det: Overenskomstens 16 Nyt Stk. 1. Overenskomstens parter er enige om, at funktionærerne har ret og pligt til uddannelse afpasset efter forholdene i den enkelte virksomhed for herigennem af styrke konkurrenceevnen. Til opfyldelse af ovennævnte formål får funktionærerne ret til uden fradrag i lønnen at deltage i 14-dages intern/extern uddannelse pr. år, hvis der eksisterer et uddannelsesbehov. Udgifterne ved kursusdeltagelse udredes af arbejdsgiveren i det omfang, udgifterne ikke dækkes af det offentlige eller fra anden side. 5. Baggrunden for sagen A havde i 1999 afsluttet en uddannelse som elektroniktekniker, der er en uddannelse på KVUniveau (kortere videregående uddannelse). I 2000 blev han ansat som produktudvikler hos Servodan A/S. Hans arbejdsopgaver omfattede bl.a. projekt planlægning, ressource estimering og produktudvikling. Ved brev af 29. oktober 2012 blev han opsagt til fratræden den 30. april Som begrundelse for opsigelsen var anført: de opgaver, som du beskæftiger dig med vil ændre sig således, at de alene kan løses af en person med en højere uddannelse som fx en ingeniør uddannelse. Det er vores opfattelse, at du ikke inden for rimelig tid vil kunne erhverve dig disse kompetencer. Mod slutningen af november 2012 meddelte A virksomheden, at han gerne ville på kurset Den hurtige projektleder med start den 4. januar Den 10. december 2012 meddelte Servodan, at kurset var på mere end 2 ugers uddannelse, og at virksomheden derfor ikke kunne være med til at dække det. A fandt herefter frem til et andet kursus PRINCE2-kurset Projektstyring i praksis med en varighed på 10 dage til en pris på kr. I en mail af 12. december 2012 skrev Servodan bl.a. følgende til A:

5 5 Se dette link, som er en afgørelse omkring efteruddannelse i opsigelsesperiode, hvoraf det fremgår, at virksomheden kun er forpligtet til at dække uddannelsesudgifter, som kan sidestilles til udgiften til et AMU kursus. Jeg har talt med BC Syd for at forhøre mig om, hvad prisen er på et AMU kursus på 2 uger, og hun henviste til nedenstående Projektlederuddannelse, som for dig vil koste os kr at vi dækker dine kørselsudgifter til Mommark. Hvis du stadig ønsker det dyre kursus, så skal du vide, at vi kun kan dække udgiften svarende til ovenstående, og at vi ligeledes ikke kan dække kørsel længere end til Mommark. Sagen har været forhandlet ved et mæglingsmøde den 16. januar 2013, et organisationsmøde den 25. februar 2013 samt et forhandlingsmøde den 29. april 2013, uden at enighed har kunnet opnås. 6. Tidligere sager Smurfit Kappa-sagen Ved opmandskendelse af 5. juli 2010 i en sag mellem 3F for A og DI Overenskomst I for Smurfit Kappa Danmark A/S blev der taget stilling til forståelsen af en bestemmelse i Emballageoverenskomstens 22, der i det væsentlige har samme ordlyd som 25, stk. 7, i Industriens Funktionæroverenskomst. Sagen angik, om en opsagt medarbejder efter Emballageoverenskomstens 22 havde krav på for virksomhedens regning at deltage i et kursus til en pris på kr. Det fremgår bl.a. af kendelsen, at den pågældende bestemmelse kom ind i Emballageoverenskomsten ved overenskomstforhandlingerne i 2004 samtidig med, at der kom en tilsvarende bestemmelse ind i Industriens Overenskomst, se nedenfor om Aalborg Industries-sagen. Opmanden udtalte bl.a.: Retten til efter Emballageoverenskomstens 22, stk. 1, at deltage i et relevant kursus må naturligt forstås som et i den foreliggende sammenhæng relevant kursus, hvilket uden nærmere præcisering må indebære, at det pågældende kursus skal ligge inden for den fælles forståelsesramme, som med rimelighed kan indlægges i ordene et relevant kursus, som arbejdsgiveren skal dække udgifterne ved deltagelse i i det omfang, udgifterne ikke dækkes af det offentlige eller fra anden side. For ansatte på det foreliggende overenskomstområde må uddannelsesmarkedet for kortvarige kurser anses for så domineret af de offentligt støttede AMU-kurser, at det af parterne forudsatte udgiftsniveau for arbejdsgiveren har været, hvad deltagelse i offentligt støttede AMU-kurser koster. Emballageoverenskomstens 22 findes på denne baggrund at måtte forstås således, at den berettiger medarbejdere omfattet af stk. 1 til at deltage i et selvvalgt kursus, som er arbejdsmæs-

6 6 sigt relevant for den pågældende, som varer højst 2 uger, og som den pågældende kan deltage i med en udgift for arbejdsgiveren på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster. Det bemærkes herved, at der ikke ud over maksimeringen tidsmæssigt højst 2 uger og udgiftsmæssigt på niveau med deltagelse i AMU-kurser kan indlægges en begrænsning til kun ét kursus. På denne baggrund må virksomhedens afvisning af A s ønske om kursusdeltagelse henset til kursusprisen anses for berettiget. Aalborg Industries-sagen Ved opmandskendelse af 16. maj 2011 i en sag mellem CO-industri for Dansk Metal og DI Overenskomst I for Aalborg Industries A/S blev der taget stilling til forståelsen af 38, stk. 8, i Industriens Overenskomst, der kom ind i overenskomsten i 2004 samtidig med den tilsvarende bestemmelse i Emballageoverenskomstens 22, og som i det væsentlige har samme ordlyd som 25, stk. 7, i Industriens Funktionæroverenskomst. Sagen angik, om opsagte medarbejdere efter 38, stk. 8, i Industriens Overenskomst havde krav på for virksomhedens regning at deltage i et offshore sikkerhedskursus, der pr. deltager kostede kr. Opmanden udtalte bl.a.: Ved kendelse af 5. juli 2010 blev der i sagen mellem Fagligt Fælles Forbund og DI taget stilling til forståelsen af bestemmelsen i Emballageoverenskomstens 22, der er enslydende med og en afskrift af 38, stk. 8, i Industriens Overenskomst. Der er ikke under den foreliggende sag fremkommet noget, der giver grundlag for at fortolke sidstnævnte bestemmelse anderledes end den fortolkning, der blev fastlagt ved den nævnte kendelse. Det er ikke under denne sag nærmere belyst, om det på dette overenskomstområde som på Emballageoverenskomstens område gælder, at uddannelsesmarkedet for kortvarige kurser må anses for så domineret af de offentligt støttede AMU-kurser, at det af parterne forudsatte udgiftsniveau for arbejdsgiveren har været, hvad deltagelse i offentligt støttede AMU-kurser koster. Men det må være givet, at der også for området for Industriens Overenskomst gælder en grænse for det udgiftsniveau, som arbejdsgiveren kan tilpligtes at skulle dække. Denne grænse må antages at være på nogenlunde samme relative niveau som fastlagt ved kendelsen om Emballageoverenskomsten. Denne forståelse støttes af indholdet af mæglingsforslaget i 2004, der ganske vist er fremsat efter indgåelsen af aftalen om bestemmelsen i Industriens Overenskomst 38, stk. 8, men som må antages at bygge på aftalen i industriforliget og de øvrige tilsvarende forlig, herunder på Emballageoverenskomstens område, der var indgået forud for mæglingsforslaget. 38, stk. 8, i Industriens Overenskomst findes på denne baggrund at måtte forstås således, at den berettiger medarbejdere omfattet af bestemmelsen til at deltage i et selvvalgt kursus, som

7 7 er arbejdsmæssigt relevant for den pågældende, som varer højst 2 uger, og som den pågældende kan deltage i med en udgift for arbejdsgiveren nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster. Henset til kursusprisen må virksomhedens afvisning af at dække udgifterne til de omhandlede medarbejderes deltagelse i offshore sikkerhedskurset på denne baggrund anses for berettiget. LM Wind Power-sagen I faglig voldgiftssag: CO-industri for Teknisk Landsforbund for A mod DI Overenskomst I ved DI for LM Wind Power A/S, nedlagde klager ved klageskrift af 9. august 2012 påstand om, at indklagede skulle anerkende, at A havde krav på at deltage i et SAP-kursus af 30 dages varighed til en pris af kr. efter 25, stk. 6, i Industriens Funktionæroverenskomst 2010 (svarer til 25, stk. 7, i 2012-overenskomsten). Det fremgår bl.a. af klageskriftet, at A var uddannet byggetekniker, at der var tale om en uddannelse på KVU-niveau, og at hun inden opsigelsen havde haft en stilling som technical designer hos LM Wind Power. Som anbringender var i klageskriftet bl.a. anført følgende: Det gøres endvidere gældende, at det af ordlyden af 25, stk. 6, intet følger om, at udgiften til et kursus skal ligge nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster, Det gøres yderligere gældende, at den foreliggende praksis fra faglige voldgiftsretter om bestemmelser, der i sit indhold svarer til 25, stk. 6, angår timelønsoverenskomster, hvorfor praksis ikke uden videre kan finde anvendelse på den foreliggende sag, som angår funktionærer omfattet af en funktionæroverenskomst. Det gøres i tilknytning hertil endvidere gældende, at relevante kurser for medlemmer af Teknisk Landsforbund er domineret af andre typer af kurser end AMU-kurser, og at dette beror på, at medlemmer af Teknisk Landsforbund i reglen har uddannelser, der ligger på KVU-niveau eller højere. I svarskrift af 23. august 2012 nedlagde indklagede følgende påstande: Principalt: Frifindelse. Subsidiært: Klager skal anerkende, at A efter IFO 25, stk. 6, har ret til at deltage i et ikke samtlige af de kurser, der er omtalt i bilag, og at virksomheden har pligt til højst at betale den kursuspris, som følger af reglerne for betaling af det valgte AMU-kursus.

8 8 Mere subsidiært: Klager skal anerkende, at A efter IFO 25, stk. 6, har ret til at deltage i et antal kurser af tilsammen højst 2 ugers varighed ikke samtlige af de kurser, der er omtalt i bilag, og at virksomheden har pligt til højst at betale den kursuspris, som følger af reglerne for betaling af de valgte AMU-kurser. Det fremgår i øvrigt af svarskriftets punkt 2.4, at det kursus, som A havde ønsket, var en kursuspakke bestående af 17 selvstændige kurser, der tilsammen varede 6 uger, og som blev udbudt i AMU-regi. I replik af 30. august 2012 frafaldt klager den påstand, der var nedlagt i klageskriftet, og tog bekræftende til genmæle over for den af indklagede nedlagte mere subsidiære påstand. I tilknytning hertil nedlagde klager en ny påstand, hvorefter indklagede skulle betale A et beløb på 6.974,66 kr., der svarer til 1/3 af den kursuspris, som deltagelsen i et antal kurser af tilsammen højst 2 ugers varighed udgør efter bilag, eller et mindre beløb, såfremt A er forhindret i at deltage i et antal kurser af tilsammen højst 2 ugers varighed. I duplik af 4. september 2012 fastholdt indklagede de i svarskriftet nedlagte påstande. I processkrift af 11. september 2012 meddelte klager herefter følgende: 1. Indledning Skriftvekslingen i denne sag giver klager anledning til at fremkomme med følgende bemærkninger: Ved replikken har klager frafaldet sin påstand, som nedlagt i klageskriftet. Samtidig hermed har klager taget bekræftende til genmæle overfor den af indklagede nedlagte mere subsidiære påstand. Det bemærkes, at denne tilgang fastholdes af klager. Dernæst har klager i replikken nedlagt en efterbetalingspåstand. Det bemærkes, at denne påstand herved frafaldes. Som en konsekvens heraf består der ikke nogen tvist i sagen. 2. Mere om indklagedes påstande De synspunkter som klager har angivet i replikken om indklagedes påstande fastholdes. Det således, at den mere subsidiære påstand efter sit indhold er mere vidtgående end den subsidiære påstand, hvorved den subsidiære kan rummes i den mere subsidiære påstand efter påstandenes ordlyd. Dernæst skal det bemærkes, at indklagedes to påstande udgør to selvstændige anerkendelsespåstande. Også af denne grund består der ikke nogen tvist i sagen, i og med klager har taget bekræftende til genmæle overfor den mest vidtrækkende af de af indklagede nedlagte anerkendelsespåstande. Herved kan det konstateres, at der ikke består nogen retlig tvist parterne i mellem.

9 9 Ved mail af 13. september 2012 meddelte CO-industri, at den mundtlige forhandling i voldgiftssagen samme dag var aflyst, og sagen blev hævet. 7. Forklaringer A har forklaret bl.a., at Servodan fx producerer sensorer til lysstyring. Under sin ansættelse hos Servodan har han stået for planlægning og udarbejdelse af projekter, estimering af ressource- og tidsforbrug, indkøb af komponenter og gennemførelse af testforløb. Han kan vedstå indholdet af det CV, der er fremlagt som bilag 2. Han har arbejdet som projektleder på 5-7 projekter. Den formelle titel af projektleder lå hos chefen for afdelingen. Han har også deltaget i en lang række konferencer, kurser og møder, mens han var ansat hos Servodan. Han har erfaring i projektledelse og derfor ville et grundkursus ikke være relevant for ham. Han ønskede et videregående kursus, så han ikke skulle starte fra bunden. Karin Jensen har forklaret bl.a., at hun er HR-chef hos Servodan, hvor hun bl.a. er ansvarlig for kurser. A var ikke projektleder, og han arbejdede heller ikke som sådan. Han var kun delansvarlig. Først foreslog A kurset Den hurtige projektleder til en pris på kr., dernæst kurset Projektstyring i praksis til en pris på kr. Hun foreslog ham i stedet AMU-kurset Den grundlæggende projektlederuddannelse. Hun har selv været på AMU-kurset Den grundlæggende Lederuddannelse, og As daværende chef Knud Jensen havde i 2006 gennemført uddannelsesforløbet Projektlederuddannelse i AMU-regi. Inge Steen Mikkelsen har forklaret bl.a., at hun er chefkonsulent i DI og er med til at forhandle overenskomster. Med udtrykket omskolings- eller efteruddannelseskursus udvalgt efter samråd med arbejdsformidlingen i 1982-overenskomsternes 12 og 21 sigtes til kurser, der i dag svarer til AMU-kurser. Det samme gælder for udtrykket relevant kursus, f.eks. kurser udbudt af Efteruddannelsesudvalget for Teknikere i 1993-overenskomstens 16, stk. 6. I 1996 skete der en differentiering af betalingen for AMU-kurser, alt efter om der var tale om kortuddannede eller andre. Men kurserne var ikke forbeholdt kortuddannede. Personer med længere uddannelser, herunder teknikere, kunne også deltage i kurserne. Siden har målgruppen for AMU-kurser, herunder AMU-kurser i projektledelse, været ufaglærte og faglærte med en uddannelsesbaggrund til og med EUD-niveau (erhvervsuddannelsesniveau). Men AMU-kurser er også åbne og relevante for andre, herunder teknikere med en uddannelse på KVU-niveau, men deltagerbetalingen kan for disse grupper være højere.

10 10 8. Parternes argumentation Klager har navnlig gjort gældende, at overenskomstens 25, stk. 7, er indført med det formål at søge at sikre en medarbejder nye muligheder for arbejde i tilfælde af afskedigelse. Dette formål tilgodeses bedst ved, at der ved et relevant kursus efter 25, stk. 7, forstås et kursus, som sætter den afskedigede medarbejder i stand til faktisk at opnå ny ansættelse inden for vedkommendes uddannelses- og/eller beskæftigelsesmæssige område. Fastlæggelsen af, hvad der er et relevant kursus, må tilpasses den udvikling i uddannelser og kursusudbud, der er sket, og fastlæggelsen må individualiseres i forhold til, hvilke kompetencer den opsagte medarbejder har. AMU-kurser er i dag målrettet til ufaglærte og faglærte med en uddannelsesbaggrund til og med EUD-niveau. Medlemmerne af Teknisk Landsforbund har for det meste uddannelser, der er på KVU eller MVUniveau og tilhører dermed ikke målgruppen for AMU-kurser. Der følger ikke af ordlyden af 25, stk. 7, at udgiften ikke skulle kunne ligge på et niveau, der svarer til den opsagte medarbejders uddannelsesniveau. Det afgørende efter ordlyden er alene, at der er tale om et relevant kursus. Der er en tidsmæssig begrænsning til 2 ugers varighed, men der er efter ordlyden ikke en pris- /udgiftsmæssig begrænsning. A har en uddannelse som elektroniktekniker, der er på KVU-niveau. Han falder dermed uden for målgruppen for AMU-kurser. Hertil kommer, at han under sin mere end 10 års ansættelse hos Servodan havde opnået erfaring med projektledelse. Det kursus, der var relevant for A, var derfor PRINCE2-kurset Projektstyring i praksis og ikke et AMU-kursus. Den foreliggende praksis fra faglige voldgiftsretter kan ikke overføres på nærværende sag, da funktionæroverenskomstens 25, stk. 7, hverken historisk set eller i øvrigt har nogen som helst forbindelse til de senere indførte regler i henholdsvis Emballageoverenskomsten og Industriens Overenskomst, som kendelserne angår. Forløbet i LM Wind Power-sagen er heller ikke relevant, dels fordi sagen blev hævet, dels fordi den angik en medarbejder med en anden uddannelse og erfaring end den, A har. Til støtte for påstanden om afvisning af indklagedes selvstændige påstande har klager anført, at påstandene angår en hypotetisk problemstilling, som ikke indgår i den konkret foreliggende sag, og som heller ikke er omfattet af fælleshenvendelsen til Arbejdsretten med anmodning om udpegning af en opmand. Der kan kun føres sag om principielle uoverensstemmelser om forståelsen af overenskomstbestemmelser uafhængigt af en konkret tvist, hvis parterne er enige om det, hvilket ikke er tilfældet. For det tilfælde, at påstandene admitteres, har klager for så vidt angår den principale påstand gjort gældende, at bestemmelsen ikke er begrænset til ét kursus, jf. herved kendelsen i Smurfit Kappa-sagen, hvor opmanden fastslog, at der ikke i en ordlyd svarende til bestemmelsen i 25, stk. 7, kan indlægges en begrænsning til kun ét kursus. For så vidt angår den subsidiære påstand har klager henvist til det, der om kursusudgiftens størrelse er anført til støtte for klagers egen påstand. Indklagede har gjort gældende, at klager ved at tage bekræftende til genmæle over for indklagedes mere subsidiære påstand i LM Wind Power-sagen, frafalde egne påstande og hæve sagen med

11 11 bindende virkning har tilkendegivet, at bestemmelsen i funktionæroverenskomstens 25, stk. 7, højst forpligter til at betale den kursuspris, som følger af reglerne for betaling af AMU-kurser. Klager kan derfor ikke i nærværende sag rejse krav om, at virksomheden efter den nævnte overenskomstbestemmelse skal betale mere for kursus, end hvad 2 ugers AMU-kursus koster. Indklagede har endvidere anført, at sagens grundlæggende indhold, herunder overenskomstteksterne, er identisk med Smurfit Kappa-sagen og Aalborg Industries-sagen. Nærværende sag bør derfor ikke afgøres anderledes, da bestemmelsen i funktionæroverenskomstens 25, stk. 7, er enslydende med de bestemmelser, der blev fortolket i kendelserne i de nævnte sager, og da der ikke af klager er ført sikkert bevis for, at 25, stk. 7, skal forstås på en anden måde. Bestemmelsen om ret til arbejdsgiverbetalt kursusdeltagelse i forbindelse med uforskyldt afskedigelse kom ind i 1982, og frem til 1995 indeholdt bestemmelsen en nærmere kvalifikation eller eksemplifikation af, hvilke kurser der sigtedes til, og der var her en klar forbindelse mellem overenskomstens afgrænsning af relevante kurser og AMU-kurser. I 1995, da overenskomsten blev udvidet til at omfatte andre grupper end teknikere, blev bestemmelsen omformuleret, men der blev ikke foretaget nogen ændring, der sigtede til at forøge de omkostninger, som virksomheden har pligt til at betale for et relevant kursus. Det bestrides ikke, at AMU-kurser i dag har faglærte og ufaglærte som primær målgruppe. Oprindeligt var målgruppen bredere, og det er på det økonomiske grundlag, bestemmelsen er indført. Overenskomstbestemmelsen er stort set ikke ændret og må fortolkes i lyset af de oprindelige regler. Hertil kommer, at alle kan deltage i AMU-kurser, blot er prisen højere, hvis man har en uddannelse over faglært niveau. Der er mange AMU-kurser, der også kan være relevante for medarbejdere med kortere videregående uddannelser. Det PRINCE2-kursus, som klager ønskede at deltage i, kostede kr. og overstiger dermed niveauet for AMU-kurser, også for medarbejdere som A med en uddannelse på KVU-niveau. Servodan havde derfor ikke pligt til at betale for dette kursus. I relation til de selvstændige påstande, som er nedlagt, har indklagede indledningsvis anført, at de ikke bør afvises. Parterne har tidligere ført en sag om det samme og med lignende påstande (LM Wind Power-sagen), en sag som klager hævede. Det forhold, at der ikke medmindre parterne er enige om det kan føres en abstrakt/principiel sag, som ikke udspringer af en konkret tvist på en virksomhed, udelukker ikke, at en konkret sag på grund af dens indhold kan få principiel betydning for fortolkningen af overenskomsten. Med hensyn til den maksimering af kursusudgiften, der er anført i de to påstande, har indklagede henvist til det, der er anført til støtte for påstanden om frifindelse. Særligt til støtte for indklagedes principale påstand om, at retten efter funktionæroverenskomstens 25, stk. 7, er begrænset til ét kursus, har indklagede yderligere henvist til ordlyden af bestemmelsen og til kendelsen i Aalborg Industries-sagen. Mht. indklagedes subsidiære påstand har indklagede anført, at den indholdsmæssigt svarer til den mere subsidiære påstand i LM Wind Power-sagen, som klager tog bekræftende til genmæle overfor.

12 12 9. Opmandens bemærkninger og afgørelse Der har ikke blandt de partsudpegede medlemmer af voldgiftsretten kunnet opnås enighed om eller flertal for en afgørelse. Afgørelsen skal derfor træffes af opmanden, som udtaler følgende: Sagens hovedspørgsmål Sagens hovedspørgsmål er, om der kan indlægges et maksimum for den kursusudgift, som arbejdsgiveren er forpligtet til at dække efter 25, stk. 7, i Industriens Funktionæroverenskomst, og i givet fald hvad dette maksimum er. Efter ordlyden af bestemmelsen har den afskedigede medarbejder ret til at deltage i et relevant kursus (af højst 2 ugers varighed), og udgifterne ved kursusdeltagelsen skal dækkes af arbejdsgiveren i det omfang, udgifterne ikke dækkes af det offentlige eller fra anden side. Ordlyden indeholder således ikke noget maksimum for størrelsen af den udgift til et relevant kursus, som arbejdsgiveren er forpligtet til at betale efter bestemmelsen. Spørgsmålet er, om der på andet grundlag kan indlægges et maksimum. Overenskomstens bestemmelse om afskedigede medarbejderes ret til kursusdeltagelse stammer fra 1982, hvor der var tale om en ret til at deltage i et omskolings- eller efteruddannelseskursus udvalgt efter samråd med arbejdsformidlingen. I 1993-overenskomstens 16, stk. 6, blev retten til kursusdeltagelse formuleret som en ret til at deltage i et relevant kursus, f.eks. kurser udbudt af Efteruddannelsesudvalget for Teknikere. Efter bevisførelsen, herunder Inge Steen Mikkelsens forklaring, lægges det til grund, at der med 1993-overenskomstens eksempel kurser udbudt af Efteruddannelsesudvalget for Teknikere sigtedes til kurser udbudt i AMU-regi. Der var alene tale om en eksemplifikation, og relevante kurser kunne derfor også være andre kurser. Det er imidlertid nærliggende at antage, at angivelsen af AMU-kurser som eksempel rummer en forudsætning om udgiftens størrelse, der for at sikre en vis ensartethed og ligebehandling også kan overføres til relevante kurser uden for AMU-regi. I 1995, da overenskomsten for teknikere blev udvidet til også at omfatte medarbejdere fra HK-området, udgik henvisningen til kurser udbudt af Efteruddannelsesudvalget for Teknikere som eksempel på kurser, som den afskedigede havde ret til at deltage i. Efter det, der er oplyst om overenskomstforhandlingerne i 1995, er der imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at der med nyformuleringen i 1995, hvor bestemmelsen i det væsentlige fik sin nugældende ordlyd, tilsigtedes en ændring af, hvad der hidtil havde været gældende med hensyn til omfanget af retten til arbejdsgiverbetalt kursusdeltagelse for opsagte medarbejdere.

13 13 Efter det oplyste om bestemmelsens forhistorie findes det herefter mest nærliggende at antage, at der i overenskomstens 25, stk. 7, kan indlægges en forudsætning om et maksimum for arbejdsgiverens udgift, der nogenlunde svarer til, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster. Det forhold, at målgruppen for AMU-kurser i dag primært er ufaglærte og faglærte med en uddannelsesbaggrund til og med EUD-niveau, kan ikke føre til, at den foran antagne udgiftsmæssige forudsætning må anses for bortfaldet for overenskomstdækkede medarbejdere med en videregående uddannelse, herunder medarbejdere med en uddannelse på KVU-niveau. Dette resultat følger også af, at klager i LM Wind Power-sagen tog bekræftende til genmæle over for indklagedes mere subsidiære påstand om, at klager skal anerkende, at A efter IFO 25, stk. 6, har ret til at deltage i et antal kurser af tilsammen højst 2 ugers varighed ikke samtlige af de kurser, der er omtalt i bilag, og at virksomheden har pligt til højst at betale den kursuspris, der følger af reglerne for betaling af de valgte AMU-kurser. På baggrund af, hvad der af parterne var gjort gældende i den forudgående skriftveksling, må bekræftelsen i forhold til det sidste led i påstanden forstås som en accept af indklagedes synspunkt om, at overenskomstbestemmelsen skal forstås på den måde, at det er prisen for AMU-kurser, der er styrende for, hvor meget arbejdsgiveren har pligt til at betale, uanset hvilken uddannelsesmæssig baggrund medarbejderen har. Det bemærkes herved, at A ifølge det, der var anført i klageskriftet, havde en uddannelse på KVU-niveau som byggetekniker. Selv om voldgiftssagen blev hævet, er bekræftelsen i LM Wind Powersagen og den heri liggende tilkendegivelse om forståelsen af overenskomstens 25, stk. 6 (nu stk. 7) bindende for klager under nærværende sag. Sammenfattende må arbejdsgiverens betalingspligt efter 25, stk. 7, i Industriens Funktionæroverenskomst herefter fastlægges således, at arbejdsgiveren skal dække en udgift nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster. På denne baggrund må Servodans afvisning af As ønske om kursusdeltagelse henset til kursusprisen på kr. anses for berettiget. Indklagedes påstand om frifindelse tages derfor til følge. Indklagedes selvstændige påstande Med de selvstændige påstande, der er abstrakt formuleret, ønsker indklagede at få afgjort, om der ud over maksimeringen tidsmæssigt højst 2 uger og udgiftsmæssigt nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser koster, jf. sagens hovedspørgsmål ovenfor kan indlægges en begrænsning til kun ét kursus. Dette fortolkningsspørgsmål er ikke relevant for afgørelsen af den konkrete sag, som klager har anlagt vedrørende A.

14 14 Påstandene svarer i realiteten til indklagedes subsidiære og mere subsidiære påstande i LM Wind Power-sagen, hvor klager tog bekræftende til genmæle over for den mere subsidiære påstand, hvorefter sagen blev hævet, uden at der blev taget stilling til den subsidiære påstand. Da spørgsmålet om antallet af kurser således også var omtvistet mellem parterne i den tidligere sag, og da spørgsmålet har en naturlig sammenhæng med hovedspørgsmålet i nærværende sag, findes der ikke grundlag for at afvise de selvstændige påstande, som indklagede har nedlagt. For så vidt angår realiteten bemærkes, at opmanden i kendelsen af 5. juli 2010 i Smurfit Kappasagen fastslog, at der i Emballageoverenskomstens 22 ikke kan indlægges en begrænsning til kun ét kursus inden for den tidsmæssige maksimering på 2 uger. I Aalborg Industries-sagen blev spørgsmålet om antallet af kurser hverken særskilt behandlet eller udtrykkeligt omtalt, og der er intet grundlag for at læse kendelsen i sagen på den måde, at der på dette punkt skulle gælde noget andet efter 38, stk. 8, i Industriens Overenskomst end efter Emballageoverenskomstens 22. Det bemærkes herved, at det i begrundelsen for afgørelsen i Aalborg Industries-sagen generelt er anført, at der ikke er fremkommet noget, der giver grundlag for at fortolke 38, stk. 8, i Industriens Overenskomst anderledes end den fortolkning af den enslydende bestemmelse i Emballageoverenskomstens 22, der blev fastlagt ved kendelsen af 5. juli Da der heller ikke under nærværende sag er fremkommet noget, der på dette punkt kan give grundlag for at forstå Industriens Funktionæroverenskomsts 25, stk. 7, på en anden måde end den enslydende bestemmelse i Emballageoverenskomstens 22, kan der ikke gives indklagede medhold i den principale påstand, men alene i den subsidiære påstand. Indklagede frifindes. Thi bestemmes: Klager skal anerkende, at Industriens Funktionæroverenskomst 25, stk. 7, berettiger en medarbejder, som i øvrigt opfylder betingelserne, til at deltage i et antal selvvalgte kurser, som er arbejdsmæssigt relevante for den pågældende, som varer højst 2 uger, og som den pågældende kan deltage i med en udgift for arbejdsgiveren nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster. Hver part bærer egne omkostninger og halvdelen af udgiften til opmand. Poul Dahl Jensen