Artikelsamling Brobygning

Transkript

1 Artikelsamling Brobygning Artikelsamling Brobygning Side

2 Forord Med denne artikelsamling håber vi at kunne viderebringe de gode erfaringer, som brobygningsprojekterne har givet deltagerne på hold 1 og 2 ( ) Formålet med brobygningsprojektet er gennem fælles efteruddannelse (3 uger), studietur til Norditalien samt udarbejdelse og gennemførelse og evaluering af et projekt at videreudvikle læreres, pædagogers og børnehaveklasselederes kompetencer i samarbejdet omkring de 3-8 årige børn. Artiklerne er henvendt til forældre, lærere, pædagoger, børnehaveklasseledere, politikere og Børne- og Kulturforvaltningen. Artiklerne spænder over temaerne: Den integrerende baggrund Det narrative Børns spor Kufferten Min bog Lærings- og arbejdsstile De professionelles samarbejde omkring ovenstående temaer Dokumentation Vi har forsøgt at holde en tematisk rækkefølge i artiklerne. Vi har valgt at udgive artiklerne for -at give medarbejderne omkring de 3-8 åriges institutions- og skolegang indblik i arbejdet -at give de lærere og pædagoger, der har fulgt forløbet mulighed for at kunne videregive beskrivelserne til næste års samarbejdspartnere Samlingen er tilgængelig for alle på under punktet børn. Rigtig god læselyst Unn Sørensen Evy Kronbak Lene Holstein Pædagogisk konsulent SFO-konsulent Skolekonsulent Artikelsamling Brobygning Side

3 At følge børns spor Artikelsamling Brobygning Side

4 At følge spor er læring for både børn og voksne Af Lone Clausen SFO-leder Til-Pas Og Irene Rosenwanger institutionsleder børneinstitutionen Æblehuset Skal man helt til Italien for at få inspiration? Hvad er det, der er så meget anderledes end det vi gør i Danmark? Sådan tænkte vi inden vi skulle af sted på studietur til Cesenatico. Det kan godt være vi sagtens kunne have lært det samme herhjemme, men den begejstring og entusiasme som prægede de italienske pædagogers arbejde var forunderligt. Deres faglige stolthed stod som en lysende aura omkring dem og gav stof til eftertanke i vores nordiske tankespind. Ved første besøg var det ikke umiddelbart forskelligt fra det vi gør i vores arbejde med børnene. Det var først i snakken med pædagogerne og skoledirektøren, det blev klart hvori forskellen bestod. At barnesynet, den fælles læringsforståelse og dokumentation er de grundlæggende principper i arbejdet blev tydeligere dag for dag. Det er den tilgang til arbejdet vi ser som en gevinst for de medarbejdere, der arbejder i Herlev Kommunes institutioner og skoler. At følge børnenes spor Når børnenes spor bliver udgangspunktet for læringsmiljøet bliver medarbejderne udfordret på viden, fantasi og erfaring. Børn og voksne bliver ligeværdige i løsning af opgaver, da børnene ofte har lige så gode og kreative ideer som de voksne. Ved at følge børnenes ideer får sporet ofte en anden drejning som derigennem bliver udfordrende for de voksne. Børnene er samfundsborgere af i morgen og er med til at sætte dagsordenen for vores forståelse af læring. Man kan ikke skelne mellem det børn lærer i skolen og det de lærer udenfor. Det er en opfattelse, der er frugten af den verdensomspændende globaliseringskultur, hvor økonomi sætter dagsordenen og kræver, at uddannelsesinstitutionerne præsterer stadig hurtigere læringstempi. Den anderledes måde at se børn på giver fornyelse i det pædagogiske arbejde. De pædagoger der har været med i projektet oplever hverdagen mindre stressende og at der er bedre tid til fordybelse. Flere har givet udtryk for at de ikke kunne tænke sig at arbejde anderledes. Børnene er efterhånden blevet mere kritiske, sætter spørgsmålstegn ved de voksnes dispositioner. Vi må lære at erkende det. Netop her er det, at de voksne lærer at spørge, lytte først. Den voksnes balance ligger mellem at lytte og støtte ønsker, og selv at kræve en vis etik Rapport fra Allerød Kommune, Vi kan mere end I tror 1997 Den inspiration og de oplevelser vi har haft i det fælles brobygningsprojekt, har stor betydning for samarbejdet mellem de involverede faggrupper. De fælles projekter medarbejderne har lavet på tværs af faggrupperne har øget kendskabet til hinandens måde at arbejde på. Det kendskab vi fik til børnenes historie lettede overgangene fra børneinstitution til SFO/skole. For os er læring altid forbundet med motivation. Der er ingen læring uden motivation Lippi, BUPL, 2000 Det føles næsten ikke som arbejde Herlev Kommune har i forbindelse med brobygningsprojektet, udbudt flere kurser til medarbejderne. Disse kurser øger kendskabet til dokumentation, forklarer hvordan man arbejder med børns spor og Artikelsamling Brobygning Side

5 hvad det vil sige at arbejde med kufferten. Vi kan varmt anbefale, at lederne af såvel institutioner som af skoler, støtter og opfordrer alle medarbejderne til at søge disse kurser. Sammen med de kolleger der har været på studietur og taget den 3 ugers efteruddannelse og 1 uges studietur, vil det give udvikling og fornyelse som er i fin overensstemmelse med den samfundsudvikling vi netop er vidne til. De kompetente børn og de kompetente voksne i et udviklende fællesskab. Sporskifte De næste 5 artikler er skrevet på baggrund af et team-samarbejde i Lindehøjdistriktet om børns spor Nye spor Af Mette Tofteng pædagog i SFO Til- Pas Som pædagog lader jeg mig inspirere af mange mennesker lærere, pædagoger, teoretikere osv., men intet har gjort sådan et stort indtryk på mig som studieturen til Cesenatico, hvor de arbejdede med den integrerende baggrund. Da jeg i sin tid sagde ja til deltagelse i dette projekt, var mit kendskab til den integrerende baggrund noget med en kuffert og noget med kunst. Jeg har nu fået et fantastisk indblik i en pædagogik, som altid vil være en del af mig. Det som har fanget min interesse ved den integrerende baggrund, er de italienske pædagogers engagement og evne til at fastholde børnene i det, de laver. Det er ikke kun det kreative, men tænkningen bag handlingen måden de veksler mellem kreativitet, læring og børnenes arbejde med forståelse af egen identitet og verden. Men det er også måden de italienske pædagoger opfatter og anskuer børnene på børnene er medspillere i egen læring, selvforståelse og opfattelse af andre mennesker. Efter en uge i Cessinatico med koncentreret gruppearbejde og institutionsbesøg, blev jeg smittet med samme energi, begejstring og glæde som de italienske pædagoger, og jeg tænkte automatisk anderledes og mere kreativt. Mange gange, når vi planlægger et projekt, kender vi slutningen eller resultatet. Men i den integrerende baggrund er processen og afslutningen/resultatet ukendt, og det gør børn og voksne nysgerrig og de får lyst til at undersøge nærmere, hvad der sker. Ved at ændre vores tankegang og måden vi arbejder på, er vi med til at skabe en mere sjov, inspirerende og lærerig skoledag for både børn og voksne. Artikelsamling Brobygning Side

6 Sporarbejde Med inspiration fra turen til Cesenatico, startede jeg et projekt op med min daværende børnehaveklasse. Jeg lavede en fælles mappe og en fælles kuffert, som skulle indeholde dokumentation af minder og oplevelser som børnene har haft i fællesskab gennem hele skoleåret. Idéen med dette var først og fremmest at lette overgangen fra børnehaveklassen til 1. klasse, således at børnene ikke fik en følelse af, at de skulle forlade, det de havde haft i børnehaveklassen, men at det de havde oplevet, rejste med dem videre op i 1. klasse. Men formålet med kufferten og mappen var også at skabe en sammenholdskultur i klassen, hvor børnene føler tryghed, fællesskab, åbenhed, som jeg mener er vigtigt for deres videre udvikling, selvopfattelse og fremtidige læring. Der skabes en kultur i klassen, hvor børnene føler tryghed, fællesskab og åbenhed, som er vigtig for deres videre udvikling, selvopfattelse og fremtidige læring. Ændret kurs i børnehaveklasse B Af Anne Frey Børnehaveklasseleder, Lindehøjskolen En varm augustdag modtog vi de 22 forventningsfulde børn, der skulle gå i børnehave-klasse B. i skoleåret 02/03. Børnene havde en fortid fra 9 af kommunens børnehaver, - lige som de foregående år. Vores forhåndskendskab til børnene havde vi fra samtaler med børnehaverne, fælles lege-dage i SFOen, samtaler med SFO personalet og børnenes besøg i børnehaveklassen. Kort sagt, alt var som det plejer ved skoleårets start. Og dog, der var en forskel! Historie Tidligere år mødte vi klassen med en årsplan for sociale og faglige mål, samt en færdig udarbejdet aktivitetsplan for skoleåret. Det var vigtigt for os, at børnene i løbet af de første par måneder lærte skolen, - hinanden og os at kende. Med de bedste hensigter, ledte vi dem igennem navnelege, fælles oplevelser og fælles aktiviteter. Dagens opdeling i forskellige planlagte aktiviteter blev snart dagligdag. Når Peter eksempelvis forsigtigt prikkede os på armen og Artikelsamling Brobygning Side

7 fortalte jeg har en kat derhjemme, lyttede vi smilende til ham. Vi viste jo godt, at opstarten i børnehaveklassen kunne være hård for mange, så vi gav Peter opmærksomhed. Som ugerne gik, blev børnene kendte med alt det nye. De blev til Børnehaveklasse B! Jeg har længe ment, at vi burde mildne barnets oplevelse af at starte i skole. Et skift der medfører et farvel til den gamle, trygge børnehave og et goddag til SFO og skole. To nye arenaer med færre voksne, store børn, mere struktur og dog videre rammer. Endvidere oplever barnet endnu et skift, når det starter i 1.klasse. Dette til trods for et udvidet samarbejde med den kommende lærer samt en skolepædagog, der følger med børnene op i 1.klasse. I foråret 2002 startede kommunens udviklingsprojekt Brobygning. Via fire kursusmoduler har jeg og andre fra børnehaver, SFO og skole fået formidlet viden om en pædagogisk praksis og teori, der er udviklet i Norditalien, den integrerende baggrund. I projektet indgik en studietur til Cesenatico ved Bologna. Turen blev en fantastisk inspirationskilde, der gav svar på mange praktiske og teoretiske spørgsmål om metoden. Personligt oplevede jeg en metode, der så ud til at kunne skabe bedre kontinuitet i børns institutions- og skoleliv, og dermed mildne overgangen. Årets modtagelse af de nye børn, har på mange måder været anderledes. Den største forskel skal måske findes hos os voksne. Udviklingsprojektet har skabt en større bevidsthed end tidligere om, at bh.kl.b også er 22 enkelt individer. Hvert barn møder skolen og os med 5 6 års livserfaring og kompetence i rygsækken. Denne ballast havde vi besluttet at modtage med større respekt og opmærksomhed i år. Vi startede året op uden en fastlagt aktivitetsplan. Vi ville tage udgangspunkt i en lærings-forståelse, der tager afsæt i barnets/børnenes baggrund. Børnenes spor (særlige interesser, fortællinger, lege) skulle være grundlaget for en planlægning, der skulle rumme udviklingsmuligheder /læring for alle. De sociale og faglige mål havde vi dog som et arbejdspapir / huskeliste for os selv. Modtagelsen Jagten på de første spor Da børnene startede i SFOen 1.maj, medbragte en del af dem fotocollager og personlige mapper fra børnehaven. SFO pædagogen lavede en stor (A3), fælles mappe til klassen Her blev billeder, sange, tegninger, historier m.m. samlet i samarbejde med børnene. Et par dage inden skolestart modtog vi mapperne, der blev placeret på udstillingshylden i klassen. I sommerferien sendte vi et brev hjem til børnene. Heri bad vi dem om, at finde et flot postkort og en ting der betød noget for dem, i deres ferie. Vi understregede vigtigheden i, at børnene selv valgte og ikke forældrene. Dette skulle de medbringe den første skoledag. I klasseværelset opdelte vi opslagstavlen i 9 felter, med børnehavernes navne som overskrift. I hvert felt satte vi små skyer med hvert barns navn på. Det viste sig senere, at dette synliggjorde børnenes individualitet og deres tilhørsforhold, den første tid i klassen både for børn og voksne, Ved morgensamlingerne de første par uger, fortalte børnene på skift om deres postkort og deres særlige ting: Det er gamle lokomotiver! Jeg har kørt med 1 ern og 2 ern på et museum. Jeg har også kørt med et gammelt tog! Det var før vi kom til mormor og morfar. Artikelsamling Brobygning Side

8 Min far fangede en stor fisk! Det er et grønt fiskenet (på kortet). Jeg synes det er flot og så har jeg fisket med sådan et! Det er en ulv! Jeg var i tigerparken, men ulvene sov da jeg var der Jeg var oppe i tårnet på slottet,..det var 144 trin op. Der var store billeder på væggene. Først besøgte vi mors kusine det var i Tyskland! Vi oplevede at børnene var meget optaget af, hvornår vi skulle høre feriehistorier igen. Det var en fordel at være to voksne, så den ene kunne samtale med barnet imens den anden noterede. Historierne handlede stort set om børnenes ferieoplevelser, men vi fik samtidig indblik i deres familie relationer, de forskelligartede ferieformer, betydningsfulde dyr, personer osv. Børnene virkede glade for at give noget af dem selv til det nye fællesskab. Børnenes postkort hængte vi op i de føromtalte felter, nedenunder skyen med deres navn. Deres særlige ting, blev til en lille udstilling i vindueskarmen. I perioder med fri leg, kikkede vi i børnenes individuelle mapper fra børnehaven. Også i disse situationer oplevede vi de andre børns interesse. Ofte sad vi med det fortællende barn og 3 4 andre, som kikkede med og spurgte til mapperne. Efter et par dage blev børnene introduceret for Min bog. Vi havde indkøbt skrivehæfter (A4) med farverigt plastomslag, mere robust end et almindeligt kladde-hæfte. Vi fortalte børnene at bogen var helt deres egen. I den kunne de tegne og lime særligt vigtige eller flotte ting ind. Nogle gange ville alle lime det samme ind i den. Bogen skulle i løbet af året udvikles til, at blive barnets individuelle og fælles erindrings arkiv. Flere børn havde medbragt brochurer, indgangsbilletter, billeder m.m. fra ferien. Dette var oplagte ting til bogen. De videre aktiviteter er kendte for mange pædagoger/lærere. Ikke desto mindre mener vi, at de giver børnene gode muligheder for at præsentere sig selv og deres baggrund i et nyt fællesskab. Børnene lavede selvportrætter ved hjælp af et spejl. Disse blev hængt op rundt om tavlen. Vi gik ture hjem til hvert barn og fotograferede dem. Mange børn opdagede, hvor tæt de boede på hinanden. Billederne hængte vi op omkring et kort over Herlev, med en streg fra billedet og ind til det sted hvor barnet bor. Stamtræer over den biologiske familie, fra bedsteforældre og op til barnet selv, var en tredje aktivitet. Her stødte vi på problematikken med papforældre/ bedsteforældre/-søskende. Problemet blev løst ved at disse fik en æresplacering i Min bog. Stamtræerne hængte vi også op i klassen. De præsenterede også deres familie via tegninger, som fik en plads på opslagstavlen. Børnene blev målt ved brug af garn. Deres højde (garnet) satte de ind i Min bog. Ved skoleårets slutning måler vi igen og sammenligner. Målene kan forhåbentlig bruges i matematikundervisningen i 1.kl. Under hele denne periode kunne vi iagttage, at børnene viste stor interesse for hinandens produkter (dokumentation). Ofte så vi 3-4 børn ved opslagstavlen eller sidde med deres mapper og fortælle hinanden. Vi voksne havde fra første dag et kladdehæfte med påskriften spor i bø.b. Her noterede vi iagttagelser under leg, samtaler, fortællinger m.m. Hæftet var grundlaget, da vi skulle finde betydningsfulde spor vi kunne bruge i den videre planlægning sammen med børnene. Artikelsamling Brobygning Side

9 Fra spor til pædagogisk praksis I løbet af september fyldtes vore opslagstavler med børnenes arbejder. Undervejs tog vi deres postkort ned. Min assistent og jeg havde indkredset nogle spor, der var fælles for de fleste børn. De tydeligste emner (spor) drejede sig om: vand, Danmark/andre lande, transportmidler, slotte/borge, bedsteforældre, prinsesser/trolde/fantasifigurer. Børnenes postkort blev samlet til en figur ved navn Porto. Vor intention med figuren var, at han skulle være klassens rejsekammerat. Han skulle guide børnene på en rejse til de forskellige ovenfor nævnte emner. Hvis/når der ville opstå nye spor undervejs, ville vi skifte kurs. En dag modtog klassen et stort postkort (lavet af min assistent) med billede af hav og strand. Kortet var fra Porto, som fortalte; hvem han var og at han oplevede meget på sine rejser. Han havde lige været i Skagen og var på vej til os i sit gamle sørøverskib. Hans skib havde desværre ikke noget navn, så han bad børnene om at finde et godt navn til det, før han kom. Efter forslag og afstemning kom skibet til at hedde Rejseskibet Josephine! Et sørøverskib af karton blev fremstillet af de voksne. Næste morgen hang det på opslagstavlen, da børnene kom. Op ad dagen ankom Porto med en gave til klassen, et kort over Danmark. Porto medførte spontane reaktioner, der svingede fra fantasiens fascination til virkelighedens fakta. Alle var snart med på Portos idé, at de skulle ud at rejse med hans skib. Alle navneskiltene, som indtil nu havde været opdelt i hver sin børnehave, blev sat op i det gode Rejseskibet Josephine. Børnenes aktuelle erfaringer med hav, strand, havdyr mm., blev med symbol-tegninger og ord synliggjort på en plakat. I ugevis herefter blev der fremstillet collager, malet med havets farver, lavet akvarium med farverige fisk af papmache, kikket bøger fra biblioteket, besøgt Danmarks Akvarium og lavet små fiskehistorier. Undervejs opstod en ordbank, dels på opslagstavlen og dels børnenes egen (en A4 kuvert). Hertil blev lavet ordkort med varme ord fra emnet. I slutningen af november inviterede vi bedsteforældrene over i klassen til kaffe og småkager. Her viste (dokumenterede) børnene deres arbejder, samt fotos fra forløbet. Den nye kurs i børnehaveklasse B I Den integrerende Baggrund oplever jeg en pædagogisk praksis, der på mange områder er spændende. Her i den spæde begyndelse, har jeg bl.a. oplevet et større engagement og frem for alt større glæde hos børnene. Både børn og voksne er undervejs blevet grebet af stadig nye ideer til at udvikle forløbet. Vi har ikke været dikteret af en fastlagt aktivitetsplan, der skulle overholdes. Dette har givet et bedre rum for fordybelse og ro. Børnene har i større grad haft indflydelse på forløbets Artikelsamling Brobygning Side

10 udvikling. De har tydeligt følt, at det de bidrager med, er vigtigt. Forældregruppen er jævnligt blevet informeret med hvad, hvordan og hvorfor (nyhedsbreve). Deres interesse har været motiverende. Vi oplevede bl.a., at man til en børnefødselsdag havde lavet et orienteringsløb med vores emne som tema. I den fremtidige udvikling af denne praksis, skal jeg bl.a. blive endnu bedre til at give børnene medindflydelse og dermed større differentiering i aktiviteterne. En bedre sammenhæng mellem tiden i børnehaveklassen og den første tid i 1.kl. er også et satsningsområde at tage fat om, i samarbejde med kommende lærer. Rejseskibet Josephine Italien tog os med storm. Af Bitten Hedegaard pædagog i SFO Til-Pas og skolepædagog på Lindehøjskolen Pædagogikken vi oplevede i både børnehaver og skoler på vores studietur til Italien, var som en stor lækker gourmet middag. Noget der pirrede alle sanser, virkede indbydende, smukt, sanseligt. Ja, noget man bare havde lyst til at kaste sig over. Når jeg tænker tilbage på vores Italiens- tur, ser jeg for mit indre øje en masse glade sprudlende børn, som er i aktivitet. Institutio ner, der bar tydeligt præg af, at her gik man meget op i det kreative. Og en oplevelse som stadigvæk kan give mig gåsehud, når jeg ser videooptagelsen, er da en femte klasse synger en sang for os, som de selv har laver i anden klasse. Det var med stolthed, glæde og fællesskabsfølelse. Læringsstile Den italienske pædagogik bygger meget på det kreative og de bruger mange udtryksformer, hvor man tilgodeser mange intelligenser. Man arbejder meget målrettet med det enkelte barn og prøver at finde lige netop de udtryksformer/ intelligenser, der er en styrkeside hos barnet. Ud over det prøver man at bevidstgøre barnet om dets arbejdsvaner, Artikelsamling Brobygning Side

11 hvor man bruger nogle skemaer, som udfyldes ca. 2-3 gange om året. Ethvert barn har sin historie I samme åndedrag man siger italiensk pædagogik, siger man også kuffert. I de institutioner som arbejder udfra Den Integrerende Baggrund, har hvert enkelt barn sin egen kuffert, som indeholder barnets egen historie plus den fælles historie/ temaer fra børnehaven. Men derudover har børnene også en fælles kuffert, som følger med til skolen. Den individuelle personlige og den store fælles historie er vigtige omdrejningspunkter for pædagogikken og menneskesynet. Typisk for den italienske pædagogik er også, at man har en figur så som en alf, heks, nisse eller lign., som fører børnene rundt til de udviklingsområder eller temaer, sporene har vist. Tilbage til Danmark Euforisk af indtryk og gode oplevelser fra de italienske institutioner vendte vi tilbage til Danmark, og skulle nu starte vores eget projekt op, med afsæt i den italienske pædagogik, Den Integrerende Baggrund. Faktisk havde vi to projekter at tage fat på. Et fælles projekt for hele projektgruppen, som bestod af tre pædagoger fra tre børneinstitutioner, to pædagoger fra SFO, hvor den ene er tilknyttet børnehaveklassen samt en børnehaveklasseleder. Derudover havde børnehaveklassen deres eget projekt. I vores projektgruppe havde vi fokuseret på overgange og modtagelse fra børnehave til SFO og skole. Vi havde valgt at beskæftige os med overgange og modtagelse, fordi vi tror det er vigtigt for barnet og barnets egen læringsforståelse, at der er kontinuitet i dets liv/ historie. Da ingen af institutionerne havde brugt kufferter før og rent tidsmæssigt ikke kunne nå at starte noget op, blev vi enige om en mappe eller planche, som skulle fortælle om de kommende skolebørns afslutning i børneinstitutionen. Denne mappe eller planche skulle afleveres til SFOen, når børnene startede i SFO. Det viste sig, at der var andre institutioner, som var startet på barnets egen bog. Derfor fik SFOen pludselig både de Individuelle bøger plus de tre mapper som omhandlede afslutning i børneinstitutionen. Vores oplevelse i SFO var, at børnene nød at fortælle de nye voksne og nye børn om deres mappe. Selv de børn, som ikke havde noget med, så ud til at lytte og kigge interesseret. Man kan også sige, at man som voksen, automatisk flyttede fokus fra en gruppe nye børn, der skulle køres ind til det enkelte barn og dets historie. Som voksen havde man indtryk af at have lært barnet hurtigere at kende, samt hurtigere at have opbygget et tillidsforhold. I projektgruppen talte vi også meget om begrebet læringsforståelse. Hvordan lærer børn? Vi er ved at nærme os en fælles læringsforståelse, som bl.a. er fremkommet ved samarbejdet på tværs af de tre institutionsområder i projektgrup- pen. Kan vi det i Danmark? Ja, det spørgsmål stiller man automatisk sig selv, når man som os lige havde oplevet pædagogikken i sin helhed. Så var det faktisk sin sag at finde ud af, hvor vi selv skulle starte. Artikelsamling Brobygning Side

12 Vi vidste i hvert fald, at det ville betyde store ændringer i forhold til det, vi plejede. I børnehaveklassen plejede vi jo at have en aktivitetsplan for hele året klar i august måned. Nu skulle vi til at følge børnenes spor. Så derfor startede vi op med et eneste introduktionsemne, men vidste ellers ikke hvilke temaer, vi ville komme til at berøre i løbet af året. For at spore os ind på børnenes spor, havde vi i et brev til forældrene, til de kommende børnehaveklassebørn, bedt dem om at medbringe et postkort samt en ting fra sommerferien, som barnet selv skulle have valgt. Dette skulle medbringes første dag i børnehaveklassen. Det var med udgangspunkt i barnets postkort, fortælling fra sommerferien, samt personlige ting, at vi skulle finde børnenes spor. Ud fra alle sporene, skulle vi så finde et overordnet tema, for at starte på børnenes fælles historie. Porto- en postkortmand I Italien besøgte vi en institution, som havde en postkortmand, der hed Cartolino. Cartolino var lavet af de postkort, som børnene havde sendt til institutionen. Vi kopierede idéen, da vi syntes, den var sjov og en god måde at illustrere for børnene, at de havde et fællesskab og ejerskab til den samme ting. Vores postkortmand kom til at hedde Porto. Det var i al hemmelighed, at vi voksne skabte Porto. Vi vil aldrig glemme børnenes ansigter første gang Porto kom på besøg. Porto havde sendt et postkort, for at fortælle børnene, at han ville komme på besøg. Han fortalte i brevet at han var en postkortmand, og at han lige var rejst fra Skagen. Han gav børnene den opgave at finde på et navn til hans gamle sørøver skib. Ved afstemning blev det til Rejseskibet Josefine. I frugtfrikvarteret fik vi Porto monteret på tavlen. Da børnene kom ind kiggede de lidt måbende på den figur, der pludselig prydede tavlen. Så grinede de. Var det Porto? Vi er blevet snydt, sagde en af drengene. Men stor var glæden da det pludselig gik op for dem at det var deres egne postkort, han var lavet af. Der var en snakken over bordene. Har du set dit kort sidder nede i benet? Ja, mit sidder i maven. Det er mit, som er halsen. Osv. Børns begejstring, voksnes glæde. Voksnes begejstring, børns glæde Porto er klassens mest spændende ven. Han er til stor glæde og begejstring for både børn og voksne. Absolut et redskab som får de voksne til at tænke mere kreativt. Han introducerer os til emnerne og fører os videre på vores rejse. Klassens overordnede tema er rejse. Det er den kære Porto, som rejser ud i verden og besøger spændende steder. Han sender altid nogle flotte kort, som tydeligt viser, hvor han er, og hvad næste emne kommer til at handle om. Han kommer også med gaver til klassen. F.eks. var han på Grønland og besøge julemanden i november, og minsandten om han ikke kom med en stor julekalender i december, hvor hver låge gemte en aktivitet til børnene. Det hænder også, at han beder os om at hjælpe med at løse nogle opgaver. Således har børnene lige lavet en bog til Onkel Vinter, som handler om vinter i Danmark. Børnene er meget begejstrede og forventningsfulde, når de får brev eller besøg af Porto. De kaster sig med stor interesse og iver over opgaverne. Men det skulle de jo også gerne, da vi følger deres spor. Lige nu er Porto på vej ned gennem Norge, hvor han har mødt nogle Artikelsamling Brobygning Side

13 trolde, som har fortalt ham en masse folkeeventyr. Han skal Videre ned gennem Jylland og Fyn, hvor han har hørt om en mand der hedder Hans Christian Andersen. Han skulle være en rigtig dygtig historie fortæller. Skolelivet er blevet mindre afstressende Da vi skulle i gang med projektet, var der flere ting, der bekymrede os. Det første var, at vi ingen aktivitetsplan havde for hele året. Der var ikke noget at holde os fast på. Ville vi være i stand til at finde nogen spor? Hvad med vores kreative side? Kunne vi i det hele taget fylde temaerne ud? Det skulle tidligt vise sig at alle vores bekymringer var overflødige. Tidligere strøg vi lige fra det ene tema til det andet. Det var ofte svært at få tid til at planlægge ordentligt. Ofte brugte vi nogle af de temaer, vi havde afprøvet adskillige gange. Nu stresser vi ikke for at nå en masse. Det ene emne kører ikke lige over i det andet emne. Vi dvæler mere ved hvert emne og fornemmer, hvornår der skal ske noget nyt. Vi oplever også, at vi er mere kreative end vi selv regnede med. Faktisk får vi så mange gode idéer, synes vi selv, at vi helt glemte at inddrage børnene på et tidspunkt. Dette er vi blevet opmærksomme på, og er derfor også blevet bedre til at bøje af på vores egne ideer. Vi oplever det mere som en fælles oplevelse For os voksne i børnehaveklassen, har det været en ny fornemmelse at arbejde på denne måde. Vi kan slet ikke forestille os at arbejde på andre måder. Faktisk føles det næsten ikke som arbejde. Vi oplever det mere som en fælles oplevelse. Følelsen fra før og nu, kan billedligt beskrives således: Det er som om, at vi før stod uden for et vindue, og børnene var på den anden side. Nu er vi sammen med børnene på den anden side. Til trods for at vi altid har talt med, set på og lyttet til børnene, så er det som om, vi er kommet tættere på børnene. Vi er ganske enkelt blevet mere nærværende Sporskifte i børnehaven Af Gitte Freundlich pædagog i børneistitutionen Hedelyngen Efter en uges kursus i Brobygning og efterfølgende besøg i Italien, nærmere betegnet Cesenatico, blev jeg klar over at det var en ny og anderledes samt spændende måde at arbejde på. Før kurset, var det pædagogerne på institutionen, der bestemte hvilke emner, der skulle arbejdes med i årets løb. I børnehaven i Villa Marina havde pædagogerne en stor begejstring og glæde ved arbejdet samt en fælles holdning til børnene, som var meget iøjnefaldende. De arbejdede med børnenes spor. På et møde kom alle børnene med ønsker og forslag (brainstorming), og de blev enige om hvilket emne der skulle bearbejdes beskrives. På et p-møde blev det besluttet at jeg skulle arbejde med den kommende skolegruppe som dette år var på 9 børn. I sommeren 2002, sendte alle skolebørn et postkort til børnehaven og lavede et lille hæfte med tegninger og beskrivelser over, hvad de havde brugt sommeren til. Ud fra det var det min mening at vi Artikelsamling Brobygning Side

14 kunne finde et fælles spor, men det var utroligt svært. Det var en helt anderledes arbejdsgang end den jeg før havde praktiseret i mit pædagogiske arbejde, men også en metode jeg fik lyst til at prøve i børnehaven. Først efter en bibliotekstur, hvor vi bl.a. lånte nogle vikingebøger og senere på året skulle besøge vikingeskibsmuseet i Roskilde, kom der skred i tingene. Vi talte bl.a. om vikinger deres levevis tøj rovtogter osv. Først der` fandt vi et fælles tema vikingerne og børnene fik stor lyst til at arbejde med temaet. Vi læste bøgerne igen og igen. Tegnede våben lavede sølvkæde af clips og hjelme af balloner og papmache, malede dem og klippede dem til. Vi malede også nogle flotte skjolde som på sejlturene til andre lande fjerne købstæder smykkede skibssiderne. Samtidig var det meningen at få de 9 skolebørn til at føle sig som en gruppe og have fælles forståelse for hinanden. Vi havde 2 formiddage om ugen, hvor gruppen var samlet. Det var så hensigten, at gruppen hver dag skulle spise frokost sammen i alrummet, hvor vi så ville tage emner som, fødselsdage, ugedage, måneder, kollektive beskeder samt det at få lov til at gå i køkkenet efter glas, tallerkener, mælk samt andre privilegier op. De skulle føle, at de måtte lidt mere. De var også selv ansvarlige for at få vasket bordet af, fejet gulvet, hvad der absolut ikke var attraktivt. En dag fik en af pigerne den idé at vi skulle lave mad. Ikke vikingemad men derimod pitabrød med forskellige slags kød og grøntsager. Børnene var med i hele processen fra planlægning over indkøb, selv bære varerne hjem og til tilberedningen. Hele tiden trak vi tråde til vikingerne og sammenlignede levevisen. Til slut i projektet planlagde vi en vikingefest for hele børnehaven, hvor maden skulle være kartofler, kål og stegeben. Hele gruppen samt mindre børn, som også havde arbejdet med vikinger blev klædt ud i kofter, hjelme samt lidt våben. Der var buer, økser, knive og sværd. Børnene i skolegruppen, afsluttede festen ved at opføre et lille teaterstykke om vikingernes hverdag og delte her Speltbrød ud. Det var godt at have lang tid til projektet, for der var tid til at fordybe sig. Under hele forløbet, har jeg haft kontakt til Henny fra Højsletten, Mette fra Til-Pas samt Anne & Bitten i børnehaveklasse B. Det har været en stor støtte at samarbejde med dem. Det har så senere vist sig, at 8 børn ud af de 9, skal i Til-Pas og børnehaveklasse B. Det vil blive spændende at høre om disse børns overgang til SFO og skole samt medsende kufferten indeholdende spor fra børnehavetiden. I fremtiden vil en anden pædagog fra vores børnehave overtage arbejdet med den kommende gruppe skolebørn. Jeg skal starte i vuggestuen fra 1. maj Her vil jeg påbegynde det arbejde som forhåbentlig bliver en fælles praksis i hele børnehaven. Det har til tider været svært at være alene om at arbejde på den måde i institutionen, især når jeg sammenlignede med børnehaven i Italien, men har sagt til mig selv: De har ca. 30 års erfaring med dette arbejde. Jeg begynder nu og kan selvfølgelig ikke forvente at det er på helt samme måde som dernede. Men arbejdet er påbegyndt. Citat: Vi skal være til stede, når det er vigtigt at være til stede. Andrea Canavaro Artikelsamling Brobygning Side

15 Glæden og engagementet hos børn og voksne Af Henny Jensen pædagog i børneinstitutionen Højsletten Hvordan kan man som jeg gamle pædagog ændre spor? Er der virkelig noget i den italienske pædagogik, helt præcist besøget i børnehaven i Villa Marina, Cesenatico, Italien, som kan rykke ved min nuværende praksis? Fra vores hotel i Cesenatico, Italien, spadserede vi i det dejligste solskinsvejr ned til børnehaven i Villa Marina, hvor en smilende pædagog tog i mod os og bød os velkommen. Vi fik fortalt lidt om børnehaven og dens struktur, hvorefter vi fik mulighed for, i smågrupper med og uden tolk, at studere børn og voksne i arbejde. Det som virkelig fangede min opmærksomhed, var glæden/engagementet hos børn og voksne. Ingen lod sig forstyrre af de danske besøgende, måske et lille blik, hvorefter de fortsatte deres forehavende. Et særligt fokus blev rettet mod formiddagssamlingen kl. 9.3o på den ene af stuerne. Børnene kom lidt efter lidt hen til rundkredsen af stole og satte sig. I midten sad en smilende pædagog og ved siden af hende en skammel med en stor skål udskåret frugt. Samlingen startede, og under hele forløbet herskede en stemning som for mig at se, handlede om engagement og indlevelse fra pædagogens side og ikke mindst en flok interesserede børn. Hele tiden var pædagogen i dialog med et barn samtidig med at hun lagde en hånd på skulderen eller armen af barnet. Alle, som havde noget på hjertet, blev hørt og svaret med stille og rolig stemme. Under hele samlingen, rejste børnene sig stille og roligt for at hente et stykke frugt. Ikke på noget tidspunkt blev et barn irettesat/skældt ud, kun en smule tyssen. Ej heller da en lille slåskamp opstod i den ene ende, lod nogen sig forstyrre og slåskampen ebbede lige så stille ud. En engageret pædagog, som tydeligt viste det enkelte barn respekt ved at lytte og være i dialog og frem for alt vise, at netop du og din historie har betydning for det videre forløb. Men da mit individuelle projekt under kursusforløbet handlede om at følge børns spor, fik jeg virkelig afprøvet noget af det jeg oplevede i Italien: en pædagogs engagement, indlevelse, dialog med og respekt for det enkelte barn og dets historie. Samlingen sluttede af med at alle børn fik hæftet et lille skilt på brystet, som tydeligt viste hvad han/hun skulle beskæftige sig med resten af formiddagen. En dejlig oplevelse og så sandelig noget at tænke over. Hvordan denne oplevelse omsættes til virkelighed i min nuværende praksis, må tiden vise. Artikelsamling Brobygning Side

16 At planlægge et projekt med børnene Af Ulla Toldbod pædagog i børneinstitutionen Sønderlund Vores grundlæggende pædagogiske arbejde i børneinstitutionen Sønderlund bygger på værdier der matcher tankerne i den integrerende baggrund. Vi finder det vigtigt, at der for børnene er en meningsfyldt sammenhæng i den måde børnene opfatter og oplever verden på, det vi opstiller som ramme for udvikling ikke mindst at børnene har medbestemmelse og indflydelse på deres egne livsvilkår gennem deltagelse. At børn gennem leg tilegner sig læring er en gammel nyhed. Det epokegørende i denne sammenhæng er, at det er med ud gangspunkt i børnenes egne forudsætninger for motivation, at inspirationen hentes. Man kan sige at børnene er deres egne eksperter på, hvad der er meningsfyldt og optager dem i deres udvikling. Denne artikel vil omhandle den proces, der foregår, når institutionen i et overordnet brobygningsprojekt ( projekt på tværs af institutioner og skoler i Herlev kommune for fælles læringssyn og dannelsesproces), med børnenes spor som udgangspunkt, planlægger et projekt, der skaber rum for leg, liv og læring. Den integrerende baggrund At arbejde med den integrerende baggrund som pædagogisk redskab til at nå nogle mål, der indebærer en god og tryg udvikling for det enkelte barn og i gruppen som sådan, viser sig at være et godt fundament. Den integrerende baggrund indeholder nogle faste punkter hvorfra et projekt skræddersyes. Den overordnede dimension er, børnenes medbestemmelse og indflydelse på egne livsomstændigheder og oplevelser af de muligheder, der foreligger. Børnene skaber sig en fælles historie med udgangspunkt i børnenes spor, og historien udvikler sig derefter i fællesskabet med børnene som vigtige samtalepartnere. Denne måde at arbejde på skaber en tydelig og troværdig sammenhæng for børnene og er basis for den kontinuitet der ligger i brobygningsarbejdet med ønsket om en mere ensartet læringsforståelse og lettere overgang fra institution til skolemiljø. Børns spor Fælles spor for storegruppen (5-6 årige) i vores institution var ønsket om noget kropsligt, noget med vild leg, at stimulere nysgerrigheden, udeliv og eksperimenteren og i særdeleshed venskaber. Alle disse områder er spor børnene havde givet udtryk for i vores daglige samtaler og direkte spor, pædagogerne har opfanget i hverdagen. Det er nu, at pædagogernes ekspertise for, hvad der er realistisk at opstille som projektramme skal på banen. HVAD VIL VI OPSTILLE SOM RAM- ME? HVAD FÅR VI BRUG FOR? Et piratprojekt bliver født på tværs af børnespor, pædagogiske diskussioner og overvejelser. HVAD ER REALISTISK? Det er vigtigt at have sig et omdrejningspunkt eller en akse om man vil, der er den røde tråd i projektet. Historien må have en kontekst. Børnene modtager helt tilfældigt en flaskepost med et brev fra en Artikelsamling Brobygning Side

17 pirat, der er strandet på en øde ø og ønsker hjælp. Børnene er helt oppe og køre. (Det var så spændende, at jeg næsten selv glemte, at jeg jo havde afsendt den!) Omgivelserne er faktisk en øde ø. Resten af den dag gik med at udforske øen, kigge på flaskeposten og gøre sig store tanker om begrebet ø, og hvorledes den arme pirat må have det. Glade, hjemme igen går vi i gang med at filosofere med børnene om, hvordan piraten mon har det på øen. Vi nedfældede hotwords, der var de nøgleord børnene bragte på banen. Det handlede meget om bolig, afsavn, mad, tøj, våben, dyr, familie og kommunikation. I denne fase er det vigtigt at stille udforskende spørgsmål til børnegruppen. Det kan være spørgsmål formuleret som: hvordan overlever man på en ø? eller hvem kan man komme til at savne?. Det er i denne første fase i projektet, at børnenes medbestemmelse gør sig gældende. At være en ligeværdig samtalepartner er simpelthen at føle sig taget alvorligt. Barnets motivation og engagement bliver faktisk inspirationen i projektet. Pædagogerne er nu i tænkeboks sammen med børnene omkring hvad der er spændende og realistisk at arbejde med. Alle forslag bliver ført i en logbog, og der reflekteres og evalueres på alt. Børnene vælger at de vil bygge en tømmerflåde så piraten kan sejle til fastlandet. Børnene vælger at de vil bygge en tømmerflåde. Børnene udarbejder sirlige arbejdstegninger, og vi taler om hvilke materialer, der er nødvendige og egnede til at bygge tømmerflåden af. Børnene opdeler sig selv i arbejdsteam. Nogle vil save grene/tømmer, nogle vil binde tømmerflåden sammen og andre organiserer at transportere tømmerflåden tilbage til vores børnehave. Børnene arbejder superkoncentreret og ihærdigt omkring byggeriet. Det er en sand fornøjelse at se, hvorledes tømmerflåden bliver til, og hvordan børnene hygger sig med projektet. Det er stolte børn, der bagefter bærer tømmerflåden af sted. Artikelsamling Brobygning Side

18 Børns læring og dannelse De læringsmål og dannelsesprocesser vi vægtede i tømmerflådeprojektet var, at børnene skulle omsætte tanker til handling og arbejde ud fra egne ideer til et færdigt produkt. Det at skulle løse opgaven i et fælles projekt, lærte børnene at lytte til hinanden og selv tro på egne forslag. At fordybe sig og nå til erkendelser i fællesskab og i forhold til egne kompetencer er vigtigt for barnets selvopfattelse. Jeg bliver klog på mig selv og på de andre. At arbejde i et forum af fantasi og virkelighed skaber en social fantasileg hvorved der etableres en fortælling om piraten, der i en åben og fleksibel proces er rettet mod et fælles interessefelt og indeholder bidrag fra alle deltagere. Dokumentation Efterfølgende bruger vi meget tid på at arbejde med dokumentation. Dokumentationen må ses som et redskab til at synliggøre, konkretisere, forankre og fastholde børnenes relevante erfaringer og deres handlekompetencer i processen. Denne del af projektet er utrolig vigtig for den egentlige dannelsesproces, da det er her børnene kan se deres egne spor og følge de andres i skabelsen af deres egen fortælling. Netop dette aspekt er meningsfyldt og skaber en form for sammenhæng for børnene. Senere vil børnene samle betydningsfulde elementer til en fælles kuffert, som de vil bringe videre til SFO og skole På denne måde skabes en pædagogisk kontinuitet, der sikrer børnene en fælles læringsforståelse og en dannelsesproces, der er fortløbende og for så vidt uendelig. En særlig kommentar til denne måde at arbejde med børns udvikling og med fokus på egentlige dannelsesprocesser er, at vi så en tydelig bedring af børnegruppen som sådan. Det var ren fryd for mit pædagogiske hjerte, at se alle børn deltage på lige fod og at være en del af en fælles udviklende proces, der faktisk udsprang af børnenes egen indre motivation. At udvikling finder sted i samspil med andre mennesker og i relation til konkrete omgivelser vidste vi godt. Det nye er, at vi ved at arbejde med den integrerende baggrund, bliver opmærksomme på det potentiale der ved at udvikle sig gennem deltagelse i en social dimension bliver styrket i et arbejdsfællesskab på en givtig og troværdig måde. Artikelsamling Brobygning Side

19 Det ligner jo tissemyrer Af Zouhaier Krifa, Bettina Werner lærere på Lindehøjskolen, Annette Mortensen pædagog i børneinstitutionen Mælkebøtten og Tina Jonassen pædagog i børneinstitutionen Lindehøj Med dunkende hjerte og med sveden prikkende på panden bliver det mørkere og mørkere for øjnene. Nu er det snart mig hvad gør jeg jeg kan jo ikke, de andre kan, men jeg kan altså bare ikke. Bare læreren slet ikke opdager, at jeg er her, der er jo så mange andre børn. Ja Nicklas, vil du så være sød at læse næste afsnit. Stilheden stiger og hjertet hamrer hurtigere. Nu må de andre da også kunne høre det det ligner jo bare tissemyrer stablet på rad og række, nogle ligger ned, og andre hopper og danser. Nå Nicklas, hvad bliver det til? Hvad står der? Nu må vi hjælpes lidt ad.. Her er Søren og Mette, og hvad står der så? Jeg kan stadig ikke se det, hvis så bare lærerens hoved sad på mig, ja så ville jeg vel være god nok. Undersøgelser har vist, at mange børn går ud af skolen med et lavere selvværd, end de kom med fra børnehaven. I skolen værdsættes primært den sproglige og matematiske tænkning. I Norditalien har lærere og pædagoger arbejdet sammen i mange år på at udvikle pædagogiske metoder og redskaber, der på en kreativ og kunstnerisk måde tilgodeser børnenes (de 3-8 årige) forskellige evner og behov. I den italienske pædagogik sættes der fokus på barnets identitet. Dette opnås ved et tæt samarbejde mellem børnehave og skole. Børnene har deres fortid med som er udgangspunktet for undervisningen i 1. klasse. At følge barnets spor Charlotte og Gitte begge 8 år tog deres fine penalhuse frem. Læreren så, at penalhusene var fremstillet af leopardskind og tigerskind. Læreren sagde til de 2 piger. Nej, hvor er de flotte, hvor meget har I givet for dem? 50 kr. sagde pigerne. Er I klar over, at det er ulovligt at købe ting, der er fremstillet af skind fra truede dyr? Spurgte læreren. Nej, lød svaret fra de 2 piger. Et foredrag om emnet er bestilt på Zoologisk museum efter ønsket fra flertallet i klassen. Det at inddrage barnets eget perspektiv og historie er centralt i den form for pædagogik, som kaldes Den integrerende baggrund, som praktiseres af skoledirektør Giampietro Lippi`s tre børnehaver og sko ler i Villamarina, Cesenatico ved den italienske Adriaterhavskyst. Barnets spor Skal vi i Herlev tage ved lære af italienerne eller skal barnet starte i skolen som et blankt papir som hidtil? Nej, det er meget at forlange, at et lille barn selv skal videregive sin historie. Som voksen kan vi hjælpe barnet med at give historien videre. Barnets spor defineres ved at iagttage og undersøge hvilke interesser og behov børnene giver udtryk for igennem leg samtaler og indbyrdes relationer. Det handler faktisk om at observere og lytte til, hvad der interesserer barnet. På baggrund af iagttagelserne skal pædagogen/læreren analysere og fortolke sporene/interesserne. De mest fremtrædende og gennemgående spor er med til at skabe kontinuitet i barnets liv. Gennem barnets tid i vuggestue og børnehave kan de voksne, der er Artikelsamling Brobygning Side

20 tæt på barnet, samle materiale, der er relevant for at vise, hvem barnet er. Det kan være billeder, produkter fra institutionstiden, små historier/ oplevelser fra barnets liv, tegninger osv. Vi voksne har erfaringer, der gør, at vi ved, hvad der kan være vigtigt at give videre til skolen. I dialog med barnet Det er vigtigt at opnå en gensidig kommunikation, lytte til barnet og forfølge det, vi rent umiddelbart ikke forstår. Der kan opstå nogle kedelige situationer, når vi ikke lytter til barnet, hvilket følgende er et eksempel på: Taberstøvler Pædagogen hører Janne sige: Se, Pernille har taberstøvler på. Pædagogen siger: Det er ikke særlig rart at høre dig sige sådan men har ikke tid til at følge op på det. Det Janne mente var: når man har sådan nogle støvler på, taber man, når man løber om kap. Større motivation skabes hos barnet, når der er dialog mellem barn og voksen. De spor den voksne observerer igennem dialogen inddrages i undervisningen/aktiviteten. På denne måde fremmes læringsprocessen, og elevens identitet og selvopfattelse styrkes. den pædagogiske praksis, så hele barnet sættes i spil. Ifølge den amerikanske professor Howard Gardner findes der nedenstående intelligensområder: Logisk / matematisk intelligens Verbal / sproglig intelligens Visuel / rumlig intelligens Kropslig / kinestetisk intelligens Musisk intelligens Naturalistisk intelligens Intelligens i forhold til det personlige indre Intelligens i forhold til den personlige omverden Intelligens i forhold til bevidstheden om eksistensen. Hvis vi udvikler vores pædagogik, så barnet har mulighed for at benytte sine stærke sider vil det give det enkelte barn et højere selvværd. Et barn med højt selvværd har mod på at kaste sig ud i nye udfordringer, der umiddelbart er vanskelige. Barnet skaber sig selv gennem de handlingsmuligheder det får. Alle er gode til noget, man skal bare finde ud af, hvad det er. Nicklas sidder i klassen og tænker: Ta mig ta mig. Han glæder sig til at fortælle de andre børn om, hvordan man bygger en myretue. De mange intelligenser Vores børn er aktive og opsøgende. De er i bund og grund grådige efter at skaffe sig erfaringer og oplevelser. Det er op til os voksne at skabe vilkår for børnene, så de kan skaffe sig mange forskellige oplevelser og erfaringer på flere forskellige sider af det at være menneske. Erfaringer både på det intellektuelle, det musiske, det kreative og det følelsesmæssige område. Vi skal sikre, at børnene møder en mangfoldighed i Artikelsamling Brobygning Side

21 Kufferten Artikelsamling Brobygning Side

22 Kufferten Af Anne Kirketerp pædagog i børneinstitutionen Kagsmosen Daginstituions- og skoledirektøren Lippi i byen Cesenatico i det nordlige Italien har fortalt os om, at børn i daginstitutionerne foretager en lang institutionel rejse. Rejsen har at gøre med, at barnet gennemgår en generel udvikling. I løbet af den institutionelle rejse skal barnet skifte tog flere gang. Forstået på den måde, at barnet skal skifte fra børneinstitution til SFO/børnehaveklasse og igen herfra til 1. klasse. For at kunne klare denne rejse bedst muligt, kan barnet medbringe en kuffert, der indeholder forskellige spor fra dets udvikling. Det er tænkt, at kufferten skal være et pædagogisk redskab, et erindringsarkiv barnets egen historie og betydningsfulde spor der skal lette overgangen fra institution til skole skal skabe et sammenhængende forløb mellem børneinstitution og skole. Kufferten bør være tilgængelig for barnet, hvis der er behov for leg, snak eller trøst. Vi forestiller os, at kuffertens indhold er med til at præsentere barnet, når det starter i skolen, og at børnene på denne måde lærer hinanden at kende. Således får kufferten en stor social værdi både for det enkelte barn men også for hele gruppen. Vi har valgt at pakke kufferten på følgende måde: -Hånd- og fodaftryk laves omkring barnets fødselsdage -Billede/tegning af mig selv og min familie -Billedbog fra vuggestuen -Feriemappe -Mål af barnets højde ved institutionsstart, omkring fødselsdage og ved afslutning -Billede/tegning af mig selv og min bedste ven -Billede/tegning/beskrivelse af hvad der interesserer mig Ovenstående er tænkt som et minimumsindhold. Men mere personlige effekter, som eksempelvis en bamse, kan selvfølgelig også pakkes. Hånd- og fodtryk er tænkt som symbolsk markering af, at barnet er blevet set i sin vuggestue og børneinstitution. I skolen vil materialet kunne anvendes f.eks. i forbindelse med matematikundervisningen. Fælleskuffert En fælles kuffert tænkes pakket med børnenes fælles ting. Ting/produkter, som børnene har lavet i fællesskab, f.eks. fra arbejdet med et tema, og som er for store eller omfattende til at indgå i den individuelle kuffert. Artikelsamling Brobygning Side