Kritisk vurdering af verdenssamfundets bestræbelser på at nå 2015-målene

Transkript

1 Positionspapir København 17. september 2008 Kritisk vurdering af verdenssamfundets bestræbelser på at nå 2015-målene Vejledning til læseren: Dette papir er en kritisk vurdering af verdenssamfundets bestræbelser på at nå 2015-målene. Den er baseret på de seneste rapporter fra FN, Verdensbanken og forskellige NGO er, som løbende monitorerer og analyserer udviklingen. Kapitel 1. beskriver de overordnede fremskridt og udfordringer for mål 1-7. Kapitel 2. søger at forklare hvorfor verden ikke har set større fremskridt. Især i-landenes ansvar for mål 8 vurderes kritisk. Kapitel 3. viser, med et konkret eksempel fra Zambia, hvordan realiteterne kan se ud i et udviklingsland. Kapitel 4. indeholder en kort præsentation af, og en oversigt over 2015-målene. Borgergade København K ms@ms.dk En verden i fred, hvor samarbejde mellem mennesker fremmer global retfærdighed og sikrer bedre vilkår for fattige og marginaliserede

2 Kapitel 1. Hvor langt er vi nået? Ifølge UNDP og andre organisationer, der måler fremskridtene for 2015-målene, går det fremad i udviklingslandene, men den positive udvikling er ved at stagnere. Udviklingen har også været ujævnt fordelt mellem lande og regioner, og især Afrika syd for Sahara er stadig hårdt ramt af underudvikling. Fremskridtene er imidlertid også ujævnt fordelt inden for landene. Specielt bekymrende er, at visse målgrupper herunder især mennesker i landområder, børn, hvis forældre ikke har skolegang, samt de allerfattigste i mindre grad berøres positivt af udviklingen, især i forhold til skolegang og sundhed Overordnede resultater Hovedtrækkene for udviklingslandenes fremskridt er opridset nedenfor. 2 Mål 1: Udrydde ekstrem fattigdom og sult Fattigdommen i verden mindskes - den ekstreme fattigdom er faldet fra at berøre en tredjedel af verdens befolkning i 1990 til kun en femtedel i Den mest markante forbedring er sket i Østasien, hvor omkring 670 millioner mennesker er løftet ud af den ekstreme fattigdom. Antallet af børn under fem år der lider af underernæring er faldet fra 33 % i 1990 til 26 % i Mål 2: Sikre grundskoleuddannelse for alle Når det gælder målet om at sikre grundskoleuddannelse for alle børn forbedres situationen løbende. Fra at 80 % af verdens børn gik i grundskole i 1991, gik 90 % i grundskole i Antallet af børn der ikke gik i skole faldt fra 103 millioner i 1999 til 73 millioner i 2006, på trods af at antallet børn steg i denne periode. Mål 3: Fremme ligestilling mellem kønnene Kvindernes deltagelse i det politiske liv forbedredes i perioden , selv om udviklingen er gået langsomt. 1. januar 2007 var 17 % af verdens parlamentsmedlemmer kvinder, sammenlignet med 13 % i I denne statistik ligger regionen Afrika syd for Sahara bedre end flere andre regioner, med Rwanda som foregangsland, hvor 48,8 % af parlamentsmedlemmerne er kvinder. Piger har ligeledes nemmere ved at få skolegang end tidligere. Målet om at lige mange piger som drenge skal gå i skole er på ret kurs, og kan forhåbentlig indfries før Mål 4: Reducere børnedødeligheden For første gang siden man begyndte at måle børnedødeligheden i udviklingslandene, faldt den i år 2006 til under 10 millioner. Mål 5: Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder Muligheden for at blive undersøgt af læge/sygeplejerske minimum en gang under graviditeten og muligheden for hjælp fra jordemor under fødslen, er stigende dog mindst i Sydasien og Afrika syd for Sahara.

3 Mål 6: Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme Antallet af mennesker der er døde af mæslinger er faldet fra over i år 2000, til mindre end i år På grund af adgangen til retroviral medicin, faldt antallet døde af AIDS fra 2,2 millioner i 2005 til 2,0 millioner i 2007, imens antallet af nye smittede faldt fra 3 millioner i 2001 til 2,7 millioner i Malaria spredes heller ikke lige så hurtigt som før, og tuberkuloseepidemien er aftagende. Omkring 1,6 millioner mennesker har fået adgang til rent drikkevand siden 1990, hvilket yderligere reducerer antallet af syge. Mål 7: Sikre miljømæssig bæredygtig udvikling Siden 90 erne er der sket et fald på hele 96 % i forhold til brugen af direkte ozon-ødelæggende substanser (ozone-depleting substances). Skovhugningen er ligeledes faldende, og et øget antal skove bliver fredet. Selv om CO2 kurven er på vej opad år for år, er det positivt at der de seneste år er sat øget fokus på miljøproblemer og mangel på samme Hovedtrækkene for udviklingslandenes udfordringer er som følger (Oplysningerne stammer fra Development Goals Report 2007 & 2008, med mindre andet er angivet): Mål 1: Udrydde ekstrem fattigdom og sult En ny rapport fra Verdensbanken (august 2008) peger på, at verdens fattige underklasse er betydeligt større end tidligere troet. Rapporten reviderer den tidligere fattigdomsgrænse ved kritisk at eftergå grænsen for ekstrem fattigdom, der tidligere har ligget på 1 USD om dagen (~5 dkr). På grund af stigende leveomkostninger i kraft af fødevarekrisen og stigende oliepriser, har Verdensbanken ændret fattigdomsgrænsen tilsvarende, så den nu ligger på 1,25 USD per dag (~6,25 dkr) 3. Resultatet er nedslående: 1,4 milliarder mennesker lever stadig i ekstrem fattigdom (dvs. under 1,25 USD om dagen), imens 2,6 milliarder må klare sig for 2 USD om dagen. Sidstnævnte tal har ikke ændret sig siden 1981, hvilket tydeligt viser at der ikke er sket væsentlige fremskridt på dette punkt. 4 Målt på den gamle skala for ekstrem fattigdom (1 dollar), levede mere end 980 millioner mennesker hvert femte menneske på jorden i 2004 af mindre end én dollar om dagen. 5 Syd- og Østasien har stadig det største antal fattige og i Latinamerika, de arabiske lande og ikke mindst i Afrika syd for Sahara halter målsætningen efter. Selv om der sker fremskridt i kampen mod sult, ser ambitionen om at halvere antallet sultende mennesker ud til at halte efter: Siden 1990 er antallet underernærede kun faldet med 3% i u-landene til 820 millioner. Antallet underernærede børn i udviklingslandene vurderes i dag at ligge på omkring 140 millioner. I Afrika er tallet for underernærede mennesker endda steget i perioden : Fra 169 millioner til 206 millioner. 6

4 Over en kam har udviklingslandene ikke levet op til målet om at skabe arbejde for unge. Unge i udviklingslandene har 3 gange større risiko for at blive/være arbejdsløse end voksne. 89 % af verdens unge bor i udviklingslandene. At de på sigt får mulighed for beskæftigelse er afgørende for fremtidens økonomiske vækst og stabilitet. Her går det desværre den forkerte vej: I 1996 var der 74 millioner arbejdsløse unge, og i 2006 var tallet steget til 86 millioner. Den aktuelle fødevarekrise, med skyhøje verdensmarkedspriser, risikerer at underminere mange af målene, især målet om at fjerne sult og fattigdom. Ifølge FN s generalsekretær kan krisen betyde, at kampen mod fattigdom sættes syv år tilbage og at flere end 100 millioner mennesker skubbes tilbage under $1-fattigdomsgrænsen. Derudover gør fødevarekrisen det vanskeligt at nå de andre mål vedr. uddannelse, børnedødelighed og sundhed. Især postkonflikt landene er sårbare i forhold til de høje fødevarepriser. Mål 2: Sikre grundskoleuddannelse for alle Ud af de 73 millioner børn der ikke går i skole, bor 38 millioner af dem i Afrika syd for Sahara og 18 millioner af dem Sydasien selv om 90 % af børnene i Sydasien går i skole. Dette vidner om en skævvridning i udviklingen, og at fattigdom forhindrer børns mulighed for at gå i skole. Mål 3: Fremme ligestilling mellem kønnene Kvinder og piger i de fattige lande har større sandsynlighed for at dø for tidligt, (for)blive uudannede, sulte og blive (være) smittede af HIV/AIDS. 7 Uligheden mellem kønnene er altså stadig stor. Statistikken for antallet af fattige opgøres ikke efter køn, men baseret på stik prøver og landebaserede undersøgelser, estimeres det, at kvinder tjener mindre end mænd, og at økonomisk vækst ikke smitter af på deres indkomst på samme måde som hos mændene. Flere kvinder end mænd er fangede i såkaldt sårbare jobs som f.eks. enkelt-personers virksomheder og ubetalte medhjælpere i familieforetagender. 113 lande mislykkedes i at have en ligelig kønsfordeling i grundskolerne ved udgangen af 2005, og det forventes at 18 af landene ikke kan nå målet om en ligelig kønsfordeling i grundskolerne ved udgangen af Mål 4: Reducere børnedødeligheden Mellem 1990 og 2006 havde 27 lande de fleste fra Afrika syd for Sahara ingen fremgang med at reducere børnedødeligheden. Hvert år dør 10 millioner børn. Det er omkring børn per dag, eller 18 børn per minut. De største dræbere er underernæring og sygdomme, som både kan forebygges og behandles. Målet om at halvere andelen af underernærede børn vil sandsynligvis forpasses med omkring 30 millioner børn. I Sydasien og i Afrika syd for Sahara går udviklingen langsomst. Mål 5: Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder På globalt plan er det kun lykkedes at reducere dødeligheden for fødende kvinder med 1 % per år mellem 1990 og For at nå målet burde tallet være 5,5 %. Over en halv million kvinder dør hvert år i barselsseng af sygdomme og komplikationer som er mulige at kurere og undgå. Afrika syd for Sahara og Syd asien står for 86 % af denne kedelige statistik. I Afrika syd for Sahara er risikoen for at dø i barselsseng 1:22, imens den i den udviklede del af verden er 1:7300.

5 Mål 6: Bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme Hver dag bliver smittet med HIV og dør af AIDS med den største dødelighed i Afrika syd for Sahara. Imens er kurven for antallet af HIV-smittede ved at udjævnes. Globalt lever ca. 33 millioner mennesker med HIV/AIDS, og mange af dem har ingen adgang til medicin. I visse områder syd for Sahara, er problemet så stort, at det truer med at forhindre opnåelsen af alle andre mål. 8 Den største hæmsko i forhold til at kurere verden for HIV/AIDS og malaria er manglende retroviral medicin, seksualundervisning og myggenet. Halvdelen af befolkningen i udviklingslandene lever med dårlige sanitetsforhold. For at nå 2015-målene, skal 1,6 milliarder menneskers sanitære forhold forbedres mellem årene Fortsætter udviklingen som nu, vil 600 millioner ikke få bedre sanitetsforhold. Mål 7: Sikre miljømæssig bæredygtig udvikling Klimaændringer i form af især global opvarmning stiger og påvirker opnåelsen af 2015-målene. Co2-udslippet steg globalt fra 23 milliarder ton i 1990 til 29 milliarder ton i Samtidigt stiger efterspørgslen efter råvarer i takt med befolkningsudviklingen og den globalt stigende velstand. Skovhugst og over-fiskeri har resulteret i, at flere dyr end nogensinde før er udrydningstruede og verdenshavenes fiskebestand er presset. 40 % af verdens befolkning lever i områder, hvor der altid eller i perioder er mangel på vand. Over en tredjedel af den urbane befolkning i udviklingslandene lever i det, der kan karakteriseres som slum, dvs. ikke-bæredygtige opholdssteder med dårlig vand- og elforsyning og med dårlige sanitetsforhold. Disse forhold gør sig gældende for 60 % af de urbane indbyggere i Afrika syd for Sahara.

6 Kapitel 2. Årsagerne til manglende målopfyldning Både i- og u-lande har et medansvar for at mange lande ikke ser ud til at kunne nå 2015-målene. De otte mål er skabt med en klar arbejdsdeling for øje: U-landene skal med støtte fra donorerne samt aktiv involvering af både civilsamfundet og den private sektor iværksætte fattigdomsbekæmpende, gennemsigtige og inkluderende politikker for at opnå målene 1-7. I-landene skal til gengæld sørge for at skabe bedre rammer for u-landenes deltagelse i den globaliserede verden gennem mål 8. Med mål 8 har verdens ledere forpligtet sig til at forstærke det globale partnerskab for udvikling på følgende områder: (1) officiel udviklingsbistand, (2) handelsbetingelser, (2) eksterne gældsforhold, (4) vigtig medicin, og (5) teknologi. Meningen med en styrket global ramme for udvikling er at understøtte opnåelsen af mål 1-7. Men hvordan er det så gået med at skabe disse ydre betingelser? Dette afsnit starter med at se kritisk på hovedelementerne af mål 8 og dermed primært i-landenes ansvarsområde I-landenes ansvar Brudte løfter om mere bistand Mellemfolkeligt Samvirke mener: De rige lande må leve op til deres løfter om øget bistand. Der er ingen undskyldning for brudte løfter. Der skal mærkbare stigninger i bistanden, som vel at mærke bør være forudsigelige, så u-landenes regeringer kan planlægge fremtidige investeringer. De rige lande erklærede allerede i 1970, at de ville arbejde for at give officiel udviklingsbistand svarende til 0,7% af BNI. 9 Som det ser ud nu er der fortsat langt til dette mål, da bistanden kun udgør 0,28% af BNI (2007-tal) , Siden 2000 har donorerne øget deres bistand, men i de seneste år er det gået den forkerte vej. Bistanden er faldet med 4,7% i 2006 og yderligere 8,4% i Ved G8 topmødet i Gleneagles lovede donorerne at øge bistanden med $50 mia. årligt inden 2010, men heller ikke dette løfte ser ud til at kunne holde. Målsætningen om 0,7% af BNI har endvidere alt for længe stået uden tidsramme. EU er dog begyndt at sætte tidsfrister på, og med netop det formål at accelerere fremgangen mod 2015-målene og finansieringen heraf, forpligtede de 15 gamle EU-medlemslande sig til at nå de fastsatte mål senest i Men udsigterne til at det rent faktisk lykkes er dystre. I år 2005 forpligtede de 15 gamle EU-medlemslande sig til, at minimum 0,56% af deres BNI i år 2010 skal gå til udvikling af ulandene. De nye EU-lande har forpligtet sig til at bidrage med 0,17%. 13 Men på trods af en økonomisk optur for Europa de seneste år, er det kun fem lande, der har øget deres bistand mellem herunder Danmark. Iblandt de rigtigt store bidragsydere, har Storbritannien og Frankrig tværtimod skåret i deres bistand med henholdsvis 29% og 16%.

7 Bistanden skal være fattigdomsbekæmpende Mellemfolkeligt Samvirke mener: Bistanden skal forøges, være målrettet fattigdomsbekæmpelse og renses for gældslettelse, udgifter til flygtninge i i-lande, osv. Øget bistand og teknologioverførsler til håndtering af miljø- og klimaudfordringer bør ikke gå ud over fattigdomsbekæmpelsen, men komme oveni den almindelige bistand. Selv om Danmark ligger lunt i svinget med en officiel bistand på 0,82% af BNI, så er der alligevel grund til at se nærmere på bistandens sammensætning. Ifølge Finansloven består ca.7% af Danmarks bistand af enten gældseftergivelse eller udgifter til flygtninge i Danmark. Dette er helt i overensstemmelse med OECD s regler for opgørelsen af officiel bistand, men disse udgifter kan ikke sige at være direkte fattigdomsbekæmpende. Desuden er der en fare for, at den begyndende økonomiske afmatning i de vestlige lande betyder at u-landsbistanden vil nedprioriteres yderligere. Hvis man ser på fordelingen af bistanden på modtagerlande er der også grund til bekymring. OECD / DAC er enige om at mellem 0,15-0,20% af BNI skal gå til de mindst udviklede lande (jf Brussels Action Plan), men kun 8 ud af de 22 OECD / DAC lande lever op til denne målsætning (her i blandt Danmark). Man har også lovet at fordoble bistanden til Afrika (fra $25 mia. i 2004 til $50 mia. i 2010), men for at nå det, skulle man øge bistanden med mere end $6 mia. årligt (2005-priser) mellem og det synes ikke at være sandsynligt at det sker Bistanden skal være mere effektiv Mellemfolkeligt Samvirke mener: Donorerne skal leve op til Pariserklæringens målsætninger om mere effektiv bistand. Det betyder bl.a. at konditionaliteter skal afvikles fordi de underminerer målsætningen om at u-landenes regeringer skal sætte sig i førersædet hvad angår udformningen af deres udviklingsstrategier. Donorerne har et ansvar for at bistanden ikke kun bliver større, men også mere effektiv. Ifølge Pariserklæringen fra 2005 skal bistanden hænge sammen med modtagerlandenes nationale politikker og strategier. Bistanden skal være forudsigelig og den bør i mindre grad været bundet til køb i donorlandene. Et altafgørende punkt i Pariserklæringen er at bistanden skal gives på en måde, så u-landene selv påtager sig ansvar og ejerskab af forandringsprocessen. Donorerne er af flere udviklings-ngoer blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at leve op til Pariserklæringens principper (se f.eks. HYPERLINK eurostep.org Den september 2008 mødtes i- og u-lande i Accra, Ghana, for at tage kritisk stilling til, hvor det halter og hvad der skal gøres for at forbedre dette. Den såkaldte Accra Agenda for Action er resultatet af denne proces, hvor man bl.a. er blevet enige om følgende: 1) donorer skal give information om planlagt bistand 3-5 år i forvejen, 2) modtagerlandenes egne systemer skal som hovedregel bruges til at kanalisere bistanden, 3) konditionaliteten i bistanden skal ses i lyset af u-landenes egne udviklingsmål og 4) donorerne skal slække på kravene om bunden bistand. 14

8 Tager man Afrika som eksempel er den største fremgang sket i forhold til donorkoordination og harmonisering af den tekniske bistand med landeeprogrammerne. Det ser også fornuftigt ud hvad angår forudsigelighed af bistanden. Men der er fortsat behov for at anerkende u-landenes egne budgetsystemer som den primære kanaliseringsmekanisme og national udførelse af udviklingsprojekterne. Det er også klart at bistandens effektivitet afhænger af regeringens implementeringskapacitet og her er der klart behov for en styrket indsats Der skal eftergives mere gæld Målet med gældslettelse er at frigøre ressourcer til udvikling. Mange udviklingslande bruger i dag flere penge på at tilbagebetale gæld end på sociale ydelser. I 2006 havde 10 u-lande flere udgifter til servicering af gæld end på offentlig uddannelse og i 52 lande oversteg det udgifterne til det offentlige sundhedsbudget. FN s opgørelser peger på, at de fattigste lande (tilbage)betaler omkring 100 millioner dollar hver dag til de rige lande. Der er sket fremskridt hvad angår gældslettelse for mange lande men der er behov for flere finansielle ressourcer fra donorerne. Endvidere er der brug for at få de officielle kreditorer, som ikke er med i den såkaldte Paris-Klub, samt private kreditorer til at medvirke til yderligere gældslettelse. Med de nye donorer Kina, Indien og kommercielle långivere er der mange nye muligheder for udviklingsfinansiering i f.ek.s Afrika. Men det er vigtigt at nye lån holdes inden for et bæredygtigt niveau for offentlig ekstern gæld i de enkelte lande Et udviklingsvenligt handelssystem Mellemfolkeligt Samvirke mener: Doha-runden skal afsluttes med en aftale som sætter u-landenes særlige problemer i centrum. Der er også behov for handelsrelateret bistand så u-landene kan få mest muligt ud af de eksisterende og de nye handelsmuligheder. Den nuværende fødevarekrise burde give anledningen til at gøre noget alvorligt ved de forvridninger der er på de international landbrugs- og fødevarepolitikker. Vi forspildte en mulighed i Geneve i juli-måned lad det ikke ske igen. Et af de helt store delmål i mål 8 er at videreudvikle et åbent, regelbaseret, forudsigeligt og ikke-diskriminerende handelsregime. En central målsætning er at tage hensyn til behovene hos de mindst udviklede lande og andre sårbare nationer. Doha-runden af handelsforhandlinger i WTO-regi blev søsat et år efter Milleniumerklæringen og et af hovedfokusområderne var udviklingslandenes særlige behov. Forhandlingerne er gentagne gange brudt sammen, senest i Geneve. Manglen på resultater indenfor handelsaftaler må siges at være en stor måske den største fiasko inden for mål 8. Der er kun spæde og langsomme skridt i retning af at genoptage forhandlingerne, men vigtigst af alt er at få skabt et multilateralt handelssystem som leverer reelle og substantielle muligheder for u-landene. Der er sket små fremskridt i forhold til at forbedre toldfri adgang for de mindst udvikledes lande, en reduktion af toldsatser og toldeskalation, samt fjernelse af produktionsstøtte i i-landene. Men u-landene står fortsat overfor mange forvridninger og utilstrækkelig markedsadgang til netop de markeder, hvor de har fordel i at

9 eksportere og dermed skabe økonomisk vækst. 16 Desuden bliver andre ikke-toldmæssige barrierer vigtigere og udformningen af eksisterende præferenceaftaler gør det vanskeligt for u-landene at få fuld gavn af dem. Det er pga. alt for restriktive oprindelsesregler, produktrelaterede undtagelser, og at aftalerne er ofte tidsbestemte. Landbrugssubsidier i OECD landene er fortsat meget høje, hvilket fører til en overproduktion af visse landbrugsvarer i de rige lande. I de sidste mange år er landbrugssektoren i u-landene blevet stærkt nedprioriteret af både donorer og af u-landenes egne regeringer og denne tendens skal vendes. Landbrugssektorernes udvikling skal opprioriteres og en afrikansk grøn revolution skal skydes i gang. Selvom u-landene selv har prioriteret handel og sammenhængene med fattigdomsreduktion i deres nationale udviklingsstrategier så er deres andel af den samlede verdenshandel kun marginalt større i dag en den var for 15 år siden. Især de mindst udviklede lande har ikke formået at øge deres andel af verdenshandlen. Desuden er der fortsat en høj koncentration blandt u-landene igen især hos de mindst udviklede lande på få vigtige eksportvarer. Det gør dem meget sårbare overfor forskellige pris- eller efterspørgselschok. De rige lande har forpligtet sig til at øge ressourcerne til at opbygge handelskapaciteten i u-landene (både i form af infrastruktur og handelsrelaterede institutioner), men ifølge FN, faldt andelen af officiel bistand som blev afsat til såkaldt Aid for Trade, mellem 2002 og Hvis der ikke snart forhandles en Doha-runde på plads, så risikerer WTO s troværdighed som forhandlingsforum for internationale handelsregler at smuldre. Det vil få meget negative konsekvenser for ulandene, da det vil sætte yderligere gang i dannelsen af regionale aftaler, hvor de mindre u-lande står endnu svagere end i de multilaterale forhandlinger. Det seneste eksempel på et stærkt ulige magtforhold i regionale handelsforhandlinger er mellem AVS-landene (Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet) på den ene side og EU på den anden. Her er der indgået en række foreløbige varehandelsaftaler, men forløbet er blevet stærkt kritiseret for at været forhastet og præget af trusler fra EU s side. Så de rige lande har et stort ansvar for at arbejde for en succesfuld afslutning på Doha-runden vel at mærke på en udviklingsvenlig måde Skiftende dagsordener Mellemfolkeligt Samvirke mener: Verdens ledere skal fastholde fokus på 2015-målene. Der skal handles nu, hvis 2015-målene skal nås. Slagordene må være Keep the promise. Midtvejsevalueringen den 25. september 2008 i New York er en afgørende mulighed for at sætte det nødvendige momentum i gang hos både i- og u-lande. Samtidig skal reelle succeser på landeniveau anerkendes. I-landene har et moralsk ansvar i forhold til at fastholde 2015-målsætningerne uanset hvor mange eller hvor få lande der faktisk når at opfylde dem inden Der er altid en overhængende fare for, at andre internationale dagsordener kommer til at overskygge arbejdet hen imod opfyldelsen af målene. Det er set før. I september 2005 skulle der evalueres på opfyldelsen af 2015-målene, 5 år efter deres vedtagelse. Andre internationale problemstillinger kom imidlertid til at fylde dagsordenen for FNs 60. generalforsamling. Angrebene den 11. september 2001 og den efterfølgende indledning af Irak-krigen satte emner som international terrorisme,

10 masseødelæggelsesvåben og reform af FN-systemet i forgrunden. Derfor blev der meget lidt tid til at diskutere implementering af 2015-målene ved mødet i Den 25. september 2008 mødes verdens ledere til endnu topmøde i FN, hvor dagsordenen er en midtvejsevaluering af 2015-målene. Igen er der risiko for, at fokus rettes andre steder hen. Et af de helt oplagte faremomenter er at det kommende klimatopmøde i København i 2009 kommer til at overskygge 2015-dagordenen. Det er klart at en bæredygtig håndtering af klimaforandringerne er et væsentligt element af den samlede indsats for at skabe de rette vilkår for vækst og udvikling i u-landene (mål 7 understreger den stærke sammenhæng mellem miljø- og klimamæssig bæredygtighed og udvikling), men der er ikke desto mindre god grund til at fastholde et særligt fokus på også at opnå de øvrige vedtagne 2015-mål. En bæredygtig håndtering af klimaændringer kan ikke ske uden økonomisk og menneskelig udvikling. Hertil kommer, at det er vigtigt at behovet for at sikre u-landenes evne til klimatilpasning ikke tager ressourcer væk fra andre udviklingsbehov. Klimaindsatsen må komme oveni den øvrige bistandshjælp U-landenes ansvar Mellemfolkeligt Samvirke mener: Vi skal gøre noget ved det demokratiske underskud. Selv om demokratisering og god regeringsførelse er nævnt i Millenium Deklarationen, er disse ikke-materielle aspekter af en bæredygtig udvikling ikke tilstrækkeligt repræsenteret i selve 2015-målene. Derfor er der brug for organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, der arbejder for at give indflydelse til verdens fattigste gennem deres demokratiske deltagelse målene spiller en vigtig rolle ved at mobilisere befolkningerne i u-landene. Borgere og deres valgte repræsentanter kan spille en rolle ved at fastholde deres regeringers fokus på opnåelse af målene. Et eksempel på en civilsamfundsorganisation som beskæftiger sig med 2015-målene er Civil Society for Poverty Reduction (CSPR) i Zambia. CSPRs hovedformål er at overvåge hvordan regeringen bruger (eller ikke bruger) de penge den har lovet at afsætte til fattigdomsbekæmpelse ude i distrikterne såvel som på nationalbudgettet. Ved Millenium+5 topmødet i 2005 forpligtede u-landene sig til, senest i 2006, at udarbejde nationale strategier for implementering af målene. Nogle lande havde endda taget fat tidligere. F.eks. begyndte Zambia allerede i 2002 at nedfælde strategier for fattigdomsbekæmpelse og andre udviklingsplaner med 2015-målene for øje. Her er det vigtigt at sådanne strategier ikke kun sigter på 2015, men også udover Med andre ord er det vigtigt at løsningerne er strukturelt og kulturelt forankrede samt finansielt bæredygtige. Følgende problemstilling tjener som et eksempel: Hvis bistandsmidler bruges til at ansætte flere lærer - med henblik på specifikt at forøge antallet af børn som gennemfører grundskolen så risikerer u-landene at stå med et problem med hensyn til hvem der skal betale lærelønningerne efter I de lande, hvor der er opnået forbedringer og fremskridt i forhold til målene, synes opskriften at bestå af to dele: (1) modtagerlandene har implementeret bedre politikker, og (2) donorerne har støttet op omkring de nationale politikker og prio-

11 riteringer, både hvad angår finansiering og effektiv brug af bistanden. 20 At modtagerlandenes egne politikker er blevet bedre betyder helt konkret at 2015-målene er blevet omsat til nationale mål, klare strategier er blevet oversat til budgetmæssige prioriteringer, der er et klart fokus på opnåelse af resultater, og der er større accountability og gennemsigtighed på alle niveauer, herunder gennem civilsamfundets deltagelse i den offentlige debat. Den anden væsentlige ingrediens i succeslandene er som nævnt at bistanden har fulgt med, både hvad angår niveauet og hvad angår måden den bruges på. Men selv i de fattigste og mest bistandsafhængige lande spiller udviklingsbistand kun en mindre rolle i forhold til det samlede behov for udviklingsfinansiering. Mobilisering af indenlandske ressourcer og god anvendelse af disse midler er altafgørende for finansiering af målene på en langsigtet og bæredygtig måde. Foruden finansielle ressourcer er der mange steder behov for flere menneskelige ressourcer. Som Henriot skriver i en lokal zambiansk avis, så mangler der i syd ofte viden om, hvilke skridt der er de rigtige at tage: Store skridt som f.eks. at bygge skoler og uddanne lærere, eller små skridt som f.eks. at levere myggenet til udsatte husholdninger i områder plaget af malaria. 21 Valget af bistand kan betyde en forskel på liv og død for modtagerne. Men allervigtigst er den politiske lederskab til at holde landet fokuseret og på sporet af 2015-målene. Her er det vigtigt at civilsamfundsorganisationerne i u-landene bliver bedre til at arbejde sammen og skabe alliancer som kan fungere som kritiske vagthunde over for deres egne regeringers arbejde hen imod 2015-målene.

12 Kapitel 3. Zambia: På vej mod 2015 I Zambia er regeringen og FN enige om, at landet er godt på vej mod opfyldelsen af 2015-målene. I en fælles rapport for 2008 fastslår de, at delmål 1 om halvering af sult, mål 2 om lige adgang til uddannelse, mål 3 om ligestilling mellem kønnene og delmål 6 om at standse udbredelsen af HIV/AIDS, sandsynligvis vil kunne opnås. De andre mål kan potentielt opnås, med undtagelse af målet om at sikre en bæredygtig miljømæssig udvikling. Men selv om nogle af målene er godt på vej mod opfyldelse, ligger store udfordringer forude. Målene er indbyrdes forbundet, så hvis man ikke opnår ét af dem, som for eksempel mål 2, har det indflydelse på de andre, mener Emefa Attigah, ansat som økonom ved UNDP i Lusaka. Hun mener alligevel, at man ikke bør miste håbet: Det er nogle store mål, der kræver samarbejde på tværs af ministerier og med donorer, og det er ændringer, der tager lang tid at måle. Hvis regeringen ikke havde gjort noget rigtigt, ville vi slet ikke kunne se de ændringer der er. Den zambiske regering har integreret 2015-målsætningerne i sin nationale udviklingspolitik, den femte nationale udviklingsplan (FNDP), vedtaget i FNDP er en fortsættelse af tidligere initiativer fra 2002, hvor regeringen iværksatte en bevidst politik for at reducere fattigdommen. Så den politiske vilje er der. Men der er mange andre ting, der stiller sig i vejen for opfyldelsen af målene, både internt og eksternt. Internt er dårlig infrastruktur en af hovedårsagerne til, at de landlige områder er langt fattigere og dårligere serviceret end byområderne. Det giver problemer med at fastholde lærere i de landlige skoler og det gør enhver indsats, lige fra skolebygning til oplysningsarbejde, langt dyrere at føre ud i livet. Der mangler personale i statsadministrationen til at håndtere statens administrative behov og der mangler beskæftigelse i landområderne. Eksternt er Zambia påvirket af det globale markeds stigende fødevarepriser og klimaforandringer, der begge kan påvirke resultaterne negativt i fremtiden. Derudover er Zambia fanget i en økonomisk fælde: Til trods for at landets udlandsgæld blev eftergivet i 2005 under HIPC initiativet, generer staten ikke indkomst nok til selv at kunne finansiere opfyldelsen af 2015-målene. Derfor er landet stadig afhængig af udenlandske donorer, der ikke altid får udbetalt de lovede bidrag til tiden, hvorved implementeringen forsinkes. Mellemfolkeligt Samvirke mener: Der skal også være kvalitet i opnåelse af 2015-målene. I jagten på at opnå 2015-målenes kvantitative indikatorer for succes, er hensynet til kvaliteten mange steder gået tabt. Det nytter f.eks. ikke noget at man formår at få alle børn i skole, hvis ikke der er nok lærere til at sikre en vis kvalitet i uddannelsen. I civilsamfundet ser man også med bekymring på en anden tendens: I jagten på at opnå 2015-målenes kvantitative indikatorer for succes, er hensynet til kvaliteten gået tabt. Et godt eksempel er skolevæsenet. I 2006 startede 97 % af alle zambiske børn i 1. klasse, mod 80 % i Men da der er for få skoler, og det er svært at finde lærere til skolerne i de landlige distrikter, er den nationale klassekvotient nu på 57 elever per klasse. Både donorerne og vi i civilsamfundet har fortabt os i tallene og glemt at se på processen og kvaliteten. Der er skoler med 700 elever og kun en enkelt lærer og eksempler fra de mest afsides områder på klasser med

13 over hundrede elever siger Saul Banda fra organisationen Civil Society for Poverty Reduction (CSPR). Mål 3, som handler om ligestilling af kønnene, er et andet eksempel på at gode intentioner kolliderer med realiteten. Zambia har opnået status af sandsynlig opfyldelse af dette mål, fordi regeringen blandt andet har givet positiv særbehandling til piger for at få dem i skole og tilladt at piger, der er blevet gravide, kan genoptage en afbrudt skolegang. De har også reserveret pladser til dem på de højere uddannelser. Og procenten af kvinder i parlamentet er steget fra 6 % til 14 %, hvilket ikke er højt, men dog en fremgang. Men pladserne på de højere uddannelser bliver ikke udfyldt, fordi flere piger end drenge stopper deres uddannelse tidligt. Det gør de fordi de bliver holdt hjemme for at passe syge familiemedlemmer AIDS epidemien har gjort sit til at forøge antallet af de permanent syge. Eller fordi de unge piger bliver tidligt gift. Og især fordi drenges uddannelse stadig prioriteres over pigers. Så selv om de gode intentioner er der, gør et utilstrækkeligt sundhedsvæsen såvel som et patriarkalsk indrettet samfund det vanskeligt at opnå målet i praksis. For de familier, der stadig lever lige på fattigdomsgrænsen i byerne såvel som på landet, har realiteterne derfor ikke ændret sig meget, siden verdens ledere besluttede at forbedre verden. I Mtendele, et af Lusakas fattigste kvarterer, bor familien Phiri. De lever for lidt under 3 $ om dagen, lige over fattigdomsgrænsen. De har adgang til skolegang, sundhedsklinik, vand og elektricitet. De har bare ikke råd til at udnytte det. For i Lusaka rækker 3 $ ikke langt, når al maden skal købes på markedet og der er 12 munde at mætte. Faderen, Akim, arbejder som gartner og tjener kun godt 460 kroner om måneden, hvilket er en almindelig løn i Lusaka for ufaglært arbejde. For at have råd til at brødføde blot halvdelen af familien og købe andre basale varer som sæbe og kul, burde han tjene mindst kroner I en sådan situation hjælper det ikke at klinikken er lige om hjørnet, for der er ikke råd til at købe medicin. Og selv om det kun koster knap 37 kroner pr år at sende børnene i grundskole, er der ikke råd til at alle familiens børn kan gå i skole hvert år. På landet er situationen også slem. Familien Chembe bor i Lobolola, en landsby i Chongwe distriktet, ca. 60 kilometer. fra hovedstaden Lusaka. De har ikke elektricitet og henter vand i en brønd 1 kilometer væk. De tjener lidt penge på deres afgrøder, majs og bomuld. Pengene bruger de på sæbe og børnenes skoleudgifter. Men ellers samler de planter hver dag til måltiderne. Det betyder at de faktisk får mad de fleste dage men det er altid det samme: Majsgrød med de planter og grøntsager, de kan få samlet ind. Og det er ikke en kost, der gør en modstandsdygtig overfor sygdomme. To af familiens 11 børn er døde af malaria, men de har kun ét malarianet, så der er ikke plads til alle.

14 Fakta om Zambia Zambia ligger i det sydlige Afrika. Landet er over 17 gange så stort som Danmark, med et areal på over kvadratkilometer, men dets befolkning ligger kun på lidt over 11,5 millioner. Det er klassificeret som verdens 13. fattigste land. Landet fik gældslettelse i 2005, og har oplevet en økonomisk vækst på 5-6 % årligt de sidste 3 år. En stor del af denne vækst skyldes stigende kobberpriser, da kobberminer er Zambias største indtægtskilde mål nummer 1 handler om at halvere antallet af mennesker der lever i ekstrem fattigdom inden De ekstremt fattige defineres i Zambia som dem, der ikke har råd til en månedlig defineret madkurv, der indeholder de basale fødevarer til en familie på seks. I Zambia lå denne udgift på kroner om måneden (august 2008) for en familie i Lusaka. Hvis man har råd til madpakken, men ikke til andre basale husholdningsvarer, som sæbe og kul, defineres det som moderat fattigdom. For at have råd til både mad og andre basale varer, skulle en familie på seks bruge kroner om måneden. Siden 1991 er andelen af ekstremt fattige i Zambia faldet med 7 %, til de nu 51 % af landets befolkning. På de resterende syv år, skal dette tal falde til 29 %, hvis målet om at halvere antallet af landets fattige skal opnås. Der tre gange så mange fattige på landet som i byerne.

15 Kapitel målene i et historisk perspektiv Det nye årtusinde startede med en ambitiøs plan. I september 2000 samledes 189 af verdens 191 statsledere og underskrev FN s Millenniumerklæring. Erklæringen indeholder otte kapitler, der hver adresserer forskellige problemstillinger. 22 Ud fra disse otte kapitler er otte mål defineret for at sikre en værdig og bæredygtig fremtid for hele verdens befolkning, de såkaldte 2015-mål (på engelsk Millennium Development Goals, eller MDG s). Aftalen er en historisk mulighed for at få bugt med de uacceptable kendsgerninger som verden er vidne til, herunder at næsten hver sjette globale medborger ikke får mad nok: 850 millioner mennesker går i dag sultne i seng, og 820 millioner af dem lever i udviklingslande. 23 Aftalen er unik, idet den er indgået i et bredt samspil mellem 1)verdens i-lande 2) verdens u-lande, og 3) de internationale finansielle institutioner. Aftalens målsætninger har konkrete indikatorer som bliver monitoreret løbende. Der er altså ikke tale om vage og upræcise målsætninger; klare målemekanismer er opstillet, og monitoreres både lokalt, nationalt, og internationalt niveau. Målene udgør prioriteringer og målsætninger for, hvad FN og verdenssamfundet skal arbejde frem imod op til år målene er i dag en samlende dagsorden for global udvikling og kan inddeles i forskellige kategorier: Mål 1 retter sig mod fattigdom og ernæring, Mål 2-6 mod ligestilling, sundhed og uddannelse, Mål 7 mod miljø og klima, Mål 8 mod skabelsen af et globalt partnerskab for udvikling, herunder handel, bistand, gæld, medicin og teknologi. Nedenfor ses de otte mål og deres delmål. Ikke vist er de over 60 indikatorer, ud fra hvilke fremskridtene måles. Indikatorerne kan ses på: HYPERLINK un.org/unsd/mdg/host.aspx?content=indicators/officiallist.htm un.org/unsd/mdg/host.aspx?content=indicators/officiallist.htm Mål 1: Udrydde ekstrem fattigdom og sult Delmål 1: Halvere andelen af verdens befolkning, som lever for under en dollar om dagen. Delmål 2: Halvere andelen af verdens befolkning, som lider af hungersnød. Delmål 3: Sikre et anstændigt arbejde for alle. Mål 2: Sikre grundskoleuddannelse for alle Delmål 1: Inden år 2015 skal alle børn, drenge og piger, have mulighed for at fuldføre en grundskoleuddannelse. Mål 3: Fremme ligestilling mellem kønnene Delmål 1: Udligne forskellen mellem antallet af drenge og piger, der går i grundskole inden 2005, og på alle uddannelsesniveauer inden år Mål 4: Reducere børnedødeligheden Delmål 1: Reducere andelen af børn, som dør før de fylder fem år, med to tredjedele inden år 2015.

16 Mål 5: Delmål 1: Delmål 2: Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder Reducere dødsfald i forbindelse med fødsler og graviditet med tre fjerdedele inden år Sikre universel adgang til reproduktiv sundhed. Mål 6: Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme Delmål 1: Standse udbredelsen af hiv/aids inden år 2015 og knække den trend, der viser et stigende antal smittede. Delmål 2: Sikre alle, som lider af hiv/aids, adgang til behandling inden år Delmål 3: Standse udbredelsen af malaria og andre sygdomme inden år Mål 7: Sikre miljømæssig bæredygtig udvikling Delmål 1: Integrere principperne om bæredygtig udvikling i de enkelte landes politik og udviklingsprogrammer og vende nedgangen i miljømæssige ressourcer. Delmål 2: Reducere tabet af biodiversitet, og opnå en signifikant reduktion af tabsraten inden udgangen af Delmål 3: Halvere andelen af verdens befolkning uden adgang til rent drikkevand inden Delmål 4: Forbedre levevilkårene væsentligt for mindst 100 mio. mennesker, som bor i slumområder, inden Mål 8: Skabe et globalt partnerskab for udvikling Delmål 1: Tage hensyn til særlige behov hos små udviklingslande, herunder især øer. Delmål 2: Videreudvikle et åbent, regelbaseret, forudsigeligt og ikke-diskriminerende handels- og finansielt system. Omfatter en forpligtelse til god regeringsførelse, udvikling og fattigdomsreduktion. Delmål 3: Omfattende behandling af udviklingslandenes gældsproblemer gennem nationale og internationale mål for at gøre gæld holdbar på langt sigt. Delmål 4: I samarbejde med udviklingslandene, udvikle og implementere strategier for anstændigt og produktivt arbejde for unge. Delmål 5: I samarbejde med lægemiddelindustrien at gøre medicin tilgængelig for udviklingslande til en rimelig pris. Delmål 6: I samarbejde med den private sektor at gøre moderne teknologi tilgængelig, herunder især informations- og kommunikationsteknologi.

17 1 United Nations Delivering on the Global Partnership for Achieving the Millenium Development Goals MDG Gap Task Force Report Oplysningerne stammer fra The Millennium Development Goals Report 2007 & 2008, med mindre andet er angivet. 3 Nye tal fra Verdensbanken: World Bank Updates Poverty Estimates for the Developing World ( ) 4 No Time to Waste European Government Behind Schedule on Aid Quantity and Quality, maj 2008, udgivet af CONCORD, side 4, 5 Hit or Miss? Women s rights and the Millennium Development Goals, Actionaid, 2008, s.8 6 World Bank African Development Indicators 2007, Washington 2007, s.9 7 Hit or Miss? Women s rights and the Millennium Development Goals, Actionaid, 2008, s Danida: ( ) 9 United Nations Resolution 2626 from 1970, The International Development Strategy for the Second United Nations Development Decade. 10 EndPverty2015 Delivering on the Global Partnership for Achieving the Millenium Development Goals. Where are the gaps? Fact Sheet, September 4, I 2007 gav de 22 OECD lande, som er medlem af DAC (Development Assistance Committee), i gennemsnit bistand svarende til 0,45% af BNI. Når bistanden vægtes med økonomiernes størrelse, svarer det imidlertid til kun 0,28% af deres samlede BNI. Med andre ord giver de store OECD/DAC lande forholdsvis mindre end de små lande. (United Nations (2008) Delivering on the Global Partnership for Achieving the Millenium Development Goals, MDG Gap Task Force). 12 EndPverty2015 UN report: Significant progress in debt relief for poorest countries but trade and aid still major barriers to achieving anti-poverty goals Press Release, September 4, Organisationen CONCORDE, der repræsenterer over udviklings-ngo er, udkom i maj 2008 med en kritisk rapport, der gør status over den europæiske finansiering af 2015-målene. Den årlige Concordrapport om udviklingsbistand støttes med EU-midler, og kan læses i sin helhed på 14 Donors and developing countries agree to reform aid, Press Release, 3rd High Level Forum on Aid Effectiveness, September 2-4, United Nations Delivering on the Global Partnership for Achieving the Millenium Development Goals MDG Gap Task Force Report United Nations Delivering on the Global Partnership for Achieving the Millenium Development Goals MDG Gap Task Force Report En grøn revolution i Afrika bør bygge på de erfaringer man har fra Asien. Der skal f.eks. plantes højtydende afgrødetyper inden for de afrikanske kerneafgrøder, som f.eks. majs og cassava. Der skal investeres i vandingssystemer og de eksisterende internationale systemer for landbrugsforskning skal bruges til fordel for afrikansk landbrug. Målet er at transformere Afrikas nuværende landbrug, som primært er små subsistenslandbrug, til moderne landbrug som fungerer i mere udviklede landområder. 18 World Bank (2008) Global Monitoring Report MDGs and the Environment. Washington, D.C. 19 Loewe, Markus (2008) The Millennium Development Goals: Chances and risks D.I.E. Discussion Paper 6/2008, German Development Institute. 20 Commentary Looking Back, Looking Forward: the Successes and Challenges of the Millennium Campaign posted by Eveline Herfkens, Exec. Coordinator, 21 Henriot, Peter (2007) MDGs Need a New Constitution! Published in The Post, 31 July 2007, Lusaka, Zambia. 22 Millenniumerklæringen kan læses på: ( ) ( )