Nordisk Dialog i 10 år. De nordiske uddannelsesseminarer i Norrköping, Trondheim, Tampere og Odense Opsamling og refleksioner.

Transkript

1 Nordisk Dialog i 10 år De nordiske uddannelsesseminarer i Norrköping, Trondheim, Tampere og Odense Opsamling og refleksioner. Henrik Poulsen, Odense kommune

2 Efteråret 2012

3 Nordisk dialog i 10 år. Nordisk venskabsbysamarbejde om Uddannelse og byudvikling Norrköping Trondheim Tampere Odense Indledning The Only thing we know about the future is that it will be different Peter Drucker ( ) Citatet fra den østrigske tænker og filosof Peter Drucker blev præsenteret på ét af de 10 nordiske seminarer, som kort er beskrevet i det følgende (Tampere 2010). Det står som en meget sigende overskrift på det, som har været hele grundtanken bag de nordiske seminarer om uddannelse og byudvikling. På seminarene har vi forsøgt at gribe fat i nogle af de udfordringer, problemer og tendenser, som kendetegner moderne større byer og deres udvikling. Nogle har vi allerede har mærket virkningerne af, og endnu flere er på vej. Denne rapport sigter mod kortfattet at præsentere godt 10 års nordisk seminararbejde i et netværk af fire gamle venskabsbyer i Norden: Norrköping, Trondheim, Tampere og Odense. Hovedgrebet for alle seminarerne har været at forstå sammenhænge mellem byerne som fremtidens uddannelses og forskningsbyer og den fysiske byudvikling, herunder det bymiljø og de byrum, som udvikler sig eller kan skabes i byerne. Man kunne frygte, at et sådant skrift kan udarte sig til en blanding af to ikke altid lige underholdende genrer, nemlig jubilæumsskriftet og efterskriftet.

4 Et par forhold ser dog ud til at kunne modvirke den fare. For det første er det vigtigt at understrege, at alle de centrale emner, som er blevet taget op til debat på de efterhånden ti seminarer på ingen måde er færdige i den forstand, at der findes endegyldige løsninger på eller modeller for, hvordan man skal arbejde med dem eller forholde sig til dem. De mange synspunkter og vurderinger, som oplægsholdere og deltagere i øvrigt har fremført undervejs, skriver sig derfor ind i den righoldige mængde af indlæg og litteratur, der i øvrigt findes om disse emner og kan ses som bidrag til yderligere at belyse dem. De fire byer, som dette skrift omhandler, er også karakteriseret ved som kategori ikke at optræde helt så hyppigt i litteraturen. Gennem de seneste år har der været talt og skrevet meget om urbanisering som et globalt dækkende fænomen men især på vandringen fra landområderne og til de hastigt voksende millionbyer, f.eks. i Kina eller andre steder i den Tredje Verdens lande er blevet beskrevet og analyseret. Den mellemstore by er imidlertid et lidt overset fænomen, især som urbant fællesskab i sig selv men også som en by, der har en regional og national rolle sit land. At være mellemstor er heller ikke en meget præcis angivelse. Man kan som det er gjort i mange EUsammenhænge fastlægge nogle stringente kategorier også for, hvad der måtte være medium size, men de passer ikke nødvendigvis til de faktiske forhold. Det er derfor ikke særlig enkelt at spejle de erfaringer, som disse fire byer har gjort sig, i andre byer af en tilsvarende størrelse og betydning, og det er i høj grad en god grund til at fortsætte samarbejdet. For det andet er det både interessant og spændende at konstatere, at i det tiår, som de fælles seminarer har været afholdt i, har der på en række andre områder tegnet sig ønsket om at styrke nordisk samarbejde og samhørighed.

5 Der er lige frem givet et ambitiøst bud på et forenet Norden med den danske dronning som overhoved og Stockholm som fælles hovedstad. Der ligger et spændende forslag til et langt stærkere nordisk forsvars og sikkerhedssamarbejde fra en tidligere norsk udenrigsminister, der bl.a. i lyset af det øgede internationale fokus på ressourcerne i Arktis er blevet aktualiseret. Som følge af effektiviseringer og besparelser byder fremtiden måske på sammenlægninger af flere nordiske ambassader i udlandet m.m. Dertil kommer en sand strøm af rapporter om Norden som model for velfærd, innovation, demokrati og ledelse m.m. Som en forsker slog fast efter et omfattende nordisk forskningsprogram var afsluttet: der ligger et stort potentiale for komparativ forskning i Norden. Også byerne i netværket har udvidet deres nordiske relationer, bl.a. gennem deltagelsen i Nordic City Network, som har udviklet sig i nogenlunde samme periode og p.t. tæller 15 store og mellemstore nordiske byer. Og eksempelvis Trondheim og Norrköping har endvidere selvstændigt arbejdet med andre relationer i perioden. Trondheim med Sundsvall og Östersund (SØT) og Norrköping med Linköping. Med andre ord: det nordiske samarbejde om uddannelse og byudvikling mellem de fire byer flugter med en række andre nordiske initiativer, og det giver jo grundlag for ikke blot at se bagud i tid, men i høj grad rette blikket mod samarbejdsperspektivet i fremtiden, og hvordan det eventuelt kan konkretiseres gennem nye initiativer. Redegørelsen her slutter da også med nogle beskedne bud på især samarbejdsformer i fremtiden. Om rapportens formål

6 Formålet med denne rapport kan dernæst ses som tredelt. For det første at dokumentere en faglig dialog mellem fire byer over et relativt langt tidsspænd, der måske kan tjene til at være generel inspiration til andre byers samarbejde og dialog. For det andet ud fra denne dokumentation at uddybe nogle af de detaljer inden for de enkelte hovedemner, som også i de kommende år kan være interessante at beskæftige sig med i en nordisk sammenhæng. For det tredje at forsøge at belyse betydningen af de forskellige temaer og emner, der har været taget op i dette samarbejde i lyset af den konkrete udvikling, som de fire byer har gennemløbet i det samme tiår. Det er vanskeligt at dokumentere, om de mange seminarer direkte har påvirket den lokale udvikling i de enkelte byer, men det kan være interessant at sammenholde seminarernes mange emner og refleksioner med nogle af de konkrete udviklingstræk og initiativer, der er slået igennem lokalt. Baggrunden og den store historie Baggrunden for at igangsætte seminarerne var en vision om starte en nordisk faglig og måske politisk dialog om, hvordan byerne kan udvikle sig som spændende kundskabsbyer. Når denne dialog var tænkt til at skulle være nordisk og ikke europæisk eller nordeuropæisk, hænger det sammen med det faktum, at de fire store nordiske venskabsbyer, der i forvejen kender hinanden godt fra årtiers samarbejde, også på lange strækninger har vigtige lighedstegn. De hører alle til i gruppen af mellemstore byer i Norden, dvs. byer mellem ca og godt indbyggere. Alle fire byer har en kompleks og differentieret infrastruktur, omfattende erhvervsliv, universitet og videregående uddannelsesinstitutioner samt et varieret kultur og foreningsliv.

7 Antagelig er det første gang i venskabsbyhistorien, at fire tæt forbundne venskabsbyer over en så lang periode som et tiår ret systematisk har sat hinanden stævne for at udveksle ideer og erfaringer inden for et relativt veldefineret hovedtema, der i øvrigt berører den vigtigste udfordring for byernes udvikling; nemlig omdannelsen fra traditionelle industri til kundskabsbyer. Alle er de i færd med at gennemløbe den fælles store historie om transformationen fra industriby til kundskabsby, og det er ikke mindst dette skæbnefællesskab, der giver anledning til udveksling af viden, erfaringer og nye ideer for fremtiden. Denne transformation drejer sig helt grundlæggende om, at byerne i fremtiden ikke længere er direkte afhængige af naturbetingede råstoffer og energikilder til brug for traditionel industriproduktion men udvikler sig på grundlag af de menneskelige ressourcer, de sociale relationer i byen, netværkene og de miljøer, hvor mennesker kan mødes, skabe nye ideer og lægge grunden til nye virksomheder i byen. Men først og fremmest er netværkets fire byer børn af den nordiske velfærdsmodel, der tildeler kommunen og de offentlige institutioner en drivende kraft i samfundsudviklingen. Det skaber nødvendigheden af at tænke og arbejde strategisk, og det er måske et andet af dette netværks primære fortjenester, at det simpelthen kan have bidraget til den strategiske tænkning i de deltagende byer. Det nordiske venskabsbysamarbejde i moderne tid blev især fremmet gennem etableringen af samarbejdsaftalen Nordisk Platform i Norrköping i Her underskrev de nordiske venskabsbyers borgmestre/ordførere en fælles aftale om øget dialog på især fire hovedfelter: kultur, bæredygtighed, undervisning (grundskolen) og erhverv. På erhvervsområdet viste det sig vanskeligere at udmønte platformens intentioner end på de øvrige. Hovedforklaringen var nok, at ikke mange virksomheder i de nordiske lande behøver særlig opmærksomhed eller

8 assistance for at styrke deres indbyrdes kendskab. De nordiske lande er i al væsentlighed hinandens største samarbejdspartnere. At igangsætte et nordisk bysamarbejde, der kunne understøtte virksomhedernes i forvejen stærke nordiske relationer var i sagens natur ingen let og måske i virkeligheden en umulig opgave at løfte især i et årti, hvor de nordiske virksomheder trods handel med hinanden i øvrigt blev mere og mere orienteret mod de store globale markeder, langt væk fra Norden. Det perspektiv stod næppe helt klart, da man underskrev den nordiske platformsaftale i Norrköping i Til en vis grad tegnede det baggrunden for, at man i kredsen af de nordiske venskabsbyer efterhånden valgte at brede spektret ud og se mere overordnet på selve den erhvervsmæssige transformation af de nordiske byer og samfund fra traditionel industri til kundskabsbaseret produktion. For det er den fælles metahistorie i de fire byer, som det også er det i mange andre større byer i vores del af Verden. Det er en historie, der har udviklet sig i takt med globaliseringen, den internationale arbejdsdeling og konkurrencen mellem byerne nationalt som globalt. Italesættelsen af denne metahistorie foregår til tider lidt forskelligt. I Danmark taler man ofte om videnssamfundet og vidensøkonomien, mens man i Sverige til eksempel holder lidt mere af kundskabsbyen eller kundskabsløftet om den samfundsmæssige forpligtelse til at satse bredt på uddannelse. Selv om der er tale om samme proces, er det dog ikke altid de samme metoder, der tages i anvendelse for at fremme processen, og det er her, at vidensudvekslingen for alvor bliver interessant. Begrebsmæssigt holdes der i det følgende med svenskerne. Derfor bruger jeg ret konsekvent begrebet kundskab og kundskabsby. Det lyder simpelthen bedre, og det antyder også, at mens viden i sig selv står som et lidt isoleret begreb, så leder ordet kundskab tanken hen på viden, der også indgår i en sammenhæng, med andre ord bliver brugt.

9 Det hører dog med til indkredsningen af dette luftige begreb om videnseller kundskabsbyen, at der ikke findes en færdig recept på, hvad der kendetegner en sådan by. Almindeligvis kan man starte med at sige, at i kundskabsbyen er det kun en lille del af arbejdsstyrken for Odenses vedkommende er det under 10% der i dag er beskæftiget i traditionel fremstillingsindustri. Til gengæld er det forsat sådan, at nogle af de største erhvervssuccesser rent økonomisk i de fire byer måske lige med en enkelt undtagelse ikke nødvendigvis er at finde inden for meget forskningsbaserede områder, men snarere er skabt på grundlag af veludviklet købmandsskab af varer eller ydelser, som mange efterspørger. Eller sagt på en anden måde: Trondheims Rema 1000 har også paralleller i de fire øvrige byer. Viden er én ting; næse for markeder er en anden! Det kunne få en til at reflektere lidt mere over, hvad der egentlig konstituerer en kundskabsby, og det understreger i hvert fald de tidligere betragtninger om, at viden uden et marked dvs. uden en anvendelse set i denne sammenhæng ikke nødvendigvis skaber meget nyt. Det hører også med til metahistorien, at hele arbejdsmåden i den offentlige sektor ved første øjekast måske umærkeligt men ved nærmere eftersyn måske afgørende har ændret karakter i løbet af det forgangne tiår. Det er svært i få ord at give en dækkende beskrivelse af den forandring men som embedsmand har man en følelse af nærmest et glidende skred i forskellige holdninger, prioriteringer og værdier, der måske kort kan beskrives som noget i retning af: Fra planlægning til processer Fra systemer til aktører Fra strategier til værdier/kultur Fra evaluering/benchmarking til tilpasning/fleksibilitet

10 Fra opdeling af politik/forvaltning/borgere til radikal innovation og civilsamfund. Hvis der er hold i nogle af disse observationer, får det også indflydelse på den måde, som vi definerer nye mål og strategier på og især hvordan vi efterfølgende arbejder med dem. Tidslinien Det hele startede i Odense med et indledende seminar i solskin i forsommeren 2003 og blev derefter i de følgende ni år fulgt op af seminarer i de fire byer. Med andre ord: alle fire byer har på skift påtaget sig værtsskabet efter et fastlagt mønster. Den type af netværk medfører ofte, at deltagerne kommer til at kende hinanden godt. Det må næsten også indebære, at visse temaer ikke blot bliver præsenteret én gang men ofte dukker op igen nogle år senere, muligvis iklædt andre titler eller indfaldsvinkler. Deltagerkredsen Deltagerkredsen var fra begyndelsen relativt åben og har også skiftet undervejs, men flere grupper har været relativt stabile. Seminarene har altid haft deltagelse af embedsmænd fra de implicerede byer. Tilrettelæggelsen og opfølgningen har primært ligget her. Dernæst har der almindeligvis været deltagelse af repræsentanter fra uddannelsesverdenen, typisk universiteterne men eventuelt også andre videregående uddannelsesinstitutioner i byerne. Også studenterrepræsentanter har i et vidst omfang taget del, lidt afhængig af, de gennemgående temaer. Lidt mere sporadisk har deltagelsen fra erhvervslivet været. Nogle erhvervsrepræsentanter har været med undervejs men dog mest som oplægsholdere eller værter for besøg eller lignende.

11 Deltagerantallet på de enkelte seminarer har typisk ligget på mellem ca. 25 og 40 deltagere i alt med en nogenlunde ligelig fordeling mellem de deltagende byer. Form og temaer Alle seminarerne har haft en længde på 2 3 dage med omkring 2 dages fagligt program og dernæst plads til mere sociale aspekter i begyndelsen eller til slut i programmet. Også formen har været præget af en vis stabilitet. Først og fremmest har seminarerne givet anledning til, at værtsbyen gennem solide faglige indlæg har kunnet belyse konkrete projekter og tiltag, som man arbejder med almindeligvis præsenteret af de personer i byen, der har haft det overordnede ansvar for disse. Dernæst har programmerne almindeligvis indeholdt fagbesøg med det formål, at deltagerne også har kunnet danne sig indtryk af fysiske og organisatoriske aspekter omkring nogle af de valgte emner, sådan som man har arbejdet med dem i de enkelte værtsbyer. Og endelig og ikke mindst har seminarerne indeholdt mulighed for gruppedrøftelser, plenumdebatter, temadrøftelser og lignende, hvor det har været deltagernes egen viden, erfaringer og ideer, som har været i fokus. De valgte temaer Fra programmerne for de enkelte år er det muligt at dykke ned i, hvilke temaer/deltemaer, der især har været i fokus på de enkelte seminarer: Årstal Værtsby Temaer/deltemaer Uddybende bemærkninger 2003 Odense Deltema 1: kobling mellem erhvervsliv og Grundlæggende præsentationer af aktuelle

12 uddannelsesinstitutioner Deltema 2: studerende og byen (trafik, bolig og studentermiljø) Deltema 3: Rekruttering af studerende gennem markedsføring m.m. Deltema 4: Uddannelsespolitik som element i kommunal udviklingsstrategi Deltema 5: Uddannelsesinstitutioner, studenter, kultur og foreningsliv: hvordan kan de bruge hinanden? Deltema 6: Internationalisering 2004 Trondheim Deltema 1: rekruttering og markedsføring af uddannelses og forskningsbyer Deltema 2: lokalisering af uddannelsesinstitutioner og studenterboliger i byen Deltema 3: kundskabsbaseret arbejds og næringsutvikling 2005 Norrköping Deltema: mangfoldighedinternationalisering som konkurrencefaktor Deltema 2: Utbildningens betydelse för kommunal strategier og konkrete initiativer fra de fire byer foretaget af deltagerne. Aftenforedrag ved Professor Lars Qvortrup, fra uddannelsesby til lærende by/region. Med Lars Qvortrups egen danske ECCO sko som eksempel. Her var hovedpointen, at de danske virksomheders fremtid ligger i design, produktudvikling, teknologi men ikke i industriel produktion. Seminar med stærkere fokus på den fysiske byudviklings indretning for at understøtte profilen som kundskabsby, herunder interaktion mellem universitet og bykernen, både i overført betydning men også helt konkret i fysisk form. Satte bl.a. fokus på den interessante dobbelthed, der ligger i, at globalisering både afspejler en stigende konkurrence og åbner for

13 utveckling och/eller regional utveckling, en möjlighet eller nödvändighet Deltema 3: Triple Helix en innovativ proces för att kommersialisere kunnskap? 2006 Tampere Deltema 1: Mobility Deltema 2: Living as an exchange student/researcher in Tampere Deltema 3: cooperation between universities in Tampere Deltema 4: Importance of mobility for innovations in technological sciences Højere uddannelsesniveau i lyset af Bologna processen regionale perspektiver 2007 Odense Overordnet tema: Læring og innovation teori og praksis i en lokal sammenhæng 2008 Trondheim Overordnet tema: Den tredje part i Triple Helix: en række nye muligheder og markeder. Overordnet tema: Student mobility. Om studerendes samlede rolle i forhold til byen som vidensby, innovationsmulighederne og byens attraktionsværdi. Også indgående drøftelse af, om byerne i netværket i højere grad kunne samles om konkrete samarbejdsprojekter inden for spørgsmålet om rekruttering af nye studerende på et globalt marked. Fokus på begrebet innovation i sammenhæng med byen og dens relationer til uddannelsesinstitutionerne Besøg på inkubationsstedet Stjerneskibet, forskeroplæg om innovation og lærende regioner? Fokus på især, hvordan kommuner og

14 samarbejdet med erhvervsliv og civilsamfund i kundskabsbyen 2009 Norrköping Overordnet tema: kommunens betydning for universitetet og universitetets betydning for kommunen. Deltema 1: Näringslivets perspektiv på samverkan med Akadamin Deltema 2: Eksempel på Näringslivets engagement i Triple Helix Deltema 3: Varför samverkar företag/offentlig verksamhet med akademin omkring utbildning, forskning och innovation? 2010 Tampere Overordnet tema 1: Enhancing the triple helix in a local context Overordnet tema 2: Pathways to open innovation environments (New factory) Overordnet tema 3: Transformation from manufacturing to crea virksomheder også kunne indgå I økonomiske samarbejder m.h.p. innovation og vækst m.a.o. the corporate and public sector as employers and financial contributors En række fagindlæg bl.a. om Lyskraft Norrköping, Cleantech Östergötland, Bionext i Tampere og SDUs karrierecenter i Odense m.fl. Eksempler på, at Sverige også på centralt niveau følger udviklingen på lokalt niveau, bl.a. via SK m.fl. og dermed også drøftelse af sammenhængen mellem nationalt politikniveau og lokale tiltag. Fokus på bl.a. særlige innovationsmiljøer som New Factory og relationen mellem kultur og business, hvorledes kulturlivet i højere grad kan udvikles i kommerciel retning m.h.p. vækst og nye typer af jobs. Det var linien mellem kreativitet kultur som

15 tive industries Deltema 1: Promoting changes (through art) Deltema 2: From university to work life Deltema 3: Nordic Summerschool 2011 Odense Overordnet tema 1: Status Overordnet tema 2: hvordan får vi synliggjort relationen mellem begrebet vidensbyen og dens udtryk i det fysiske byrum? Trondheim Overordnet tema: de studerendes medvirken til at udvikle byen. Case: studentperspektivet på by og campusudvikling. udfoldelse kultur som produkt og marked, der blev lagt frem. Første skridt til en foreløbig status på seminarerne og et forsøg på at vende tilbage til et tidligere udgangspunkt om betydningen af det fysiske byrums indretning til at fremme profilen som kundskabsby, bl.a. præsenteret gennem begrebet det lærende landskab det lærende byrum. Studenternes kundskabsby de studerendes bud på at udvikle kundskabsbyen. De studerende som byens forandringsagenter. Skemaets sondring mellem hovedtemaer og deltemaer skal ikke opfattes for bogstaveligt. Sondringen angiver mere den måde, hvorpå de har optrådt i de enkelte seminarprogrammer, end den er udtryk for en indbyrdes prioritering mellem dem.

16 Det kan til tider være en fordel at have været initiativtager eller firstmover, fordi man får lejlighed til at dagsordenssætte den debat og det arbejde, der følger efter det første skridt. Det kan til dels også hævdes at være tilfældet her, fordi de 6 deltemaer, som det første seminar i Odense i 2003 præsenterede mere eller mindre er blevet taget op på flere af de efterfølgende seminarer. Nye temaer kan måske også siges at være vokset ud af de diskussioner, der blev rejst i begyndelsen af processen.. Det understreger to i virkeligheden ret vigtige forhold. For det første, at det netop ikke er så kompliceret i en nordisk sammenhæng relativt hurtigt at udpege de problemer og udfordringer, der virkelig optager fagfolk, når vi taler om at skabe kundskabsbyer og etablere det bedst tænkelige grundlag for den transformation, der skal fremme overgangen fra at være en traditionel industriby til at blive kundskabsby. For det andet viser oversigten, at disse grundlæggende temaer og problemer til gengæld hver især (og i sammenhæng) er så tilpas komplekse, at de netop ikke kan løses i et snuptag. De bliver ved i løbet af perioden at være relevante at få belyst, men ud fra forskellige vinkler og med forskellig vægtning. Begge forhold udgør måske til sammen de to bedste begrundelser for at have en nordisk dialog om, hvordan man udvikler kundskabsbyen. Resultatopgørelsen Det ville være besnærende, hvis man uden videre kunne trække linjer fra alle disse seminarer med deltagelse af centralt placerede personer og til konkrete initiativer og successer i de fire byer i det tiår, seminarerne har været afholdt i indtil nu.

17 Så enkelt er det naturligvis ikke, men det er en kendsgerning, at de temaer, der i særlig grad har domineret diskussionerne, har fået en stadig mere synlig placering i byernes udvikling gennem det sidste tiår. Antallet af studerende, også internationale, er vokset. Antallet af samarbejdsrelationer mellem by, uddannelsesinstitutioner og virksomheder er blevet styrket. Fokus på innovation og relationer mellem virksomheder og uddannelseslivet er blevet styrket etc. Det kan man finde dokumentation for i de enkelte byer gennem trufne aftaler og mange konkrete initiativer. To helt forskellige eksempler kan illustrere det. I Odense skelede vi en del til Norrköpings flerårige samarbejde med Linköpings universitet og kommunen, da vi forberedte den samarbejdsaftale, som i 2010 blev indgået mellem Odense kommune og Syddansk Universitet og senere en tilsvarende mellem kommunen og professionshøjskolen University College Lillebælt. Tilsvarende har Trondheim vidst ladet sig inspirere af Odenses gamle tag over hovedet garanti til at arbejde med noget tilsvarende i Trondheim. Det vil føre for vidt at forsøge sig med en systematisk afdækning, men der er formentlig mange andre store og små eksempler på lignende tilfælde af inspiration eller ideudveksling mellem byerne. Men som det også blev nævnt under ét af seminarene (Odense 2007): det er vanskeligt at udarbejde meget præcise redskaber for effektmåling af den form for udveksling af ideer og erfaringer, som vi har haft med at gøre i det nordiske uddannelsessamarbejde. Ideer og praksis fra én af byerne er næppe ukritisk blevet kopieret, men snarere tilpasset og justeret, hvis de er taget op i en af de øvrige byer. Seminarernes drøftelser og rapporter har først og fremmest lagt alen til en udvikling, der var i gang, og har utvivlsomt påvirket diskussioner og argumenter i de enkelte byers arbejde med at forme en kundskabsby.

18 Og med 2012 seminaret i Trondheim har vi indledt, hvad der kan blive et spændende samarbejde mellem de studerende i de fire nordiske byer et samarbejde, der ikke alene kan være inspirerende for de studerendes egne aktiviteter men i høj grad for udviklingen af begrebet kundskabsbyen. De dominante temaer Triple Helix (TH) Måske som følge af, at hovedparten af seminarernes deltagere har været repræsenteret af en offentlig institution, typisk en af de fire kommuner, et af universiteterne eller en anden videregående uddannelsesinstitution har diskussioner om Triple Helix (TH) modeller og om, hvordan man får forskellige lokale parter til at arbejde sammen, fyldt rigtigt meget. Sandt at sige var ordet Triple Helix ikke et begreb, der selvstændigt blev nævnt på det allerførste seminar i Odense, hvor man blot som et af deltemaerne havde sat fokus på relationen mellem erhvervslivet og uddannelsesverdenen. Ordet var simpelt hen ikke kendt i den kommunale planlægningsgruppe bag det første seminar i Odense. Men allerede året efter i 2004 og især i seminaret i 2005 i Norrköping kom det helt op på dagsordenen og har siden været grundlag for mange drøftelser. Det har sit primære udspring i midten af 1990 erne hos bl.a. økonomerne Loet Leydesdorf og H. Etzkowitz, og udbredelsen af begrebet faldt til dels tidsmæssigt sammen med, at man i EU sammenhænge fra omkring år 2000 for alvor begyndte at tale om knowledge based economy. Når det imidlertid har fyldt så meget i diskussionerne op gennem årene skyldes det antagelig det forhold, som lektor Merle Jacob fra Linköping/Lunds universiteter i en af de første præsentationer af Triple Helix gjorde opmærksom på; nemlig at modellen er ret robust, fordi den ikke er dogmatisk, men kan tilpasses næsten ethvert lokalsamfund, der

19 har repræsentanter for de tre ben i helixen, uddannelse, erhverv og myndigheder og det har stort set enhver større by med en vis infrastruktur (Norrköping 2005). Et interessant træk i de tidligere diskussioner om Triple Helix, som også Jacob var inde på, er dette, at tankegangen bag modellen oprindelig udspringer af det finansielle pres på den offentlige sektor, der gør det oplagt for kommunen at udbrede sine samarbejdsflader til også at omfatte de to andre parter altså at TH til dels kunne ses som en del af svaret på udfordringerne til den offentlige sektor om at finde de fornødne ressourcer og dermed bevare eller udbygge sin evne til at klare sig i den globale konkurrence. Det økonomiske aspekt er siden blevet mere nedtonet til fordel for en forestilling om, at TH jo først og fremmest udtrykker en kompetence og innovationsforestilling, fordi den i sin ideale form kan samle mennesker med forskellige baggrunde og fokus. Den kan koble empiri og teori sammen, den kan koble ideer og visioner sammen med evnen til at kommercialisere dem. Og det var også Merle Jacobs vurdering, at netop de nordiske lande i kraft af deres fælles politiske traditioner og historie har særlige forudsætninger for at kunne bruge TH modellen optimalt, fordi dens elementer alle er så stærkt funderet i de nordiske lande. I meget summarisk form kan TH tænkningen koncentreres i tre hovedfelter; nemlig 1. det der samarbejdes om, 2. parterne og 3. processen og formen. På baggrund af de mange præsentationer af og eksempler på TH, som er fremkommet på de nordiske seminarer ser det ud til, at de fleste aktører har fokus på de to første felter, mens det tredje ofte ikke helt på samme måde har fået opmærksomhed.

20 Det, der indtil i dag imidlertid, er mindre belyst og mere komplekst at afdække er det forhold, at aktiv involvering i TH modellen også ændrer eller bør ændre den måde, som den enkelte aktør tænker og arbejder på. Set fra den kommunale vinkel nævner Merle Jacobs det forhold, at THmodellens fremmarch falder sammen med, at den offentlige embedsmand også gradvist ændrede sin rolle fra at være administrator til at blive policy entrepreneur. Tilsvarende kunne man hævde det synspunkt, at også de øvrige aktører må lære sig nye roller, hvis de skal glide ind i en symbiotisk TH. For det ligger i kortene og er antagelig en erfaring de fleste af byerne siden har gjort sig at det er ikke nok at få de tre ben i en TH til at mødes. Hvis samarbejdet skal føre til et fællesskab, hvor alle trækker på samme hammel, så er det ikke nok, at man kun møder med sin egen faglighed. Der skal vilje fra den ene faglighed til også at komme de to øvrige i møde. Iscenesættelse af en succesfuld TH forudsætter med andre ord også forståelse for betydningen af de sociale og måske endog personlige relationer, der indgår i de konkrete projekter. Relationer kan være et vanskeligt vilkår at arbejde med; trods de bedste intentioner om at skabe samarbejde mellem forskellige parter, så taler hver part med sit eget system som baggrund og ud fra egen selvforståelse. Derfor har flere også i forhold til at konkretisere TH modellen og igen med baggrund i konkrete erfaringer peget på vigtigheden af at bruge tid på den fælles forventningsafstemning, rollefordelingen og hvilke succeskriterier, der i enighed kan formuleres for et konkret TH projekt. At der kan være ubalancer i en TH blev på sin vis tilkendegivet klart i forbindelse med seminaret i Trondheim i 2008, hvor det overordnede tema netop var den tredje part og ingen var i tvivl om, at det var den,

21 som også har været svagest repræsenteret i almindelighed på de fælles seminarer trods mange invitationer; nemlig erhvervslivet. Det må forblive en påstand, men den kunne så lyde, at det fortsat er det mest udfordrende for at få hele TH konstruktionen til at hænge sammen at få inddraget erhvervslivet efter et årti, hvor dialogen mellem især universitet og kommune måske netop har udviklet sig og løbet foran. Men samtidig må pragmatismen fortsat være gældende for, hvem der lokalt skal være parter i et givent samarbejde. Er der ikke grundlag for en trio så kan også andre kombinationer med både færre og flere parter komme på tale, som bl.a. Trondheim gjorde opmærksom på i drøftelserne i Norrköping 2009, da også ordet penta helix dukkede op i diskussionen. Problemet med at finde den rette balance mellem TH konstruktionens forskellige parter bunder dybest set i, at de tre parter kan se på konstruktionen ud fra forskellige rationaler. Lidt polemisk kan man hævde, at kommunen som den eneste, direkte på sin bundlinje, kan mærke forbindelsen mellem effektive rammevilkår for erhvervslivet, vækst i erhvervslivet og denne væksts positive indflydelse på beskæftigelse og skatteprovenu. Ser man samme fødekæde fra en virksomheds synsvinkel og måske i mindre grad fra en uddannelsesinstitutionsvinkel er disse mekanismer mindre klare. Virksomheders udvikling og vækst er ofte forbundet med nogle markedsmæssige forhold, som ikke direkte er afledt af den lokale udvikling, og det samme kan gælde for uddannelsesinstitutionernes evne til at rekruttere nye studerende. Det fører ofte til det standpunkt, som gentagne gange også optræder i den offentlige erhvervsdebat; nemlig at private virksomheder er bedst tjent med en offentlig sektor, der blander sig så lidt som muligt og

22 koncentrerer sig om de objektive rammer samt i øvrigt beskatter mindst muligt. Med andre ord kan man hævde, at der fra start kan være en ubalance i interessen for at få lokale TH initiativer til at fungere optimalt. Det er ofte kommunen, der derfor har eller påtager sig initiativet og også har den mest oplagte interesse i at få afklaret rollefordelingen mellem parterne i et givent initiativ. Og kommunen er i realiteten derfor den eneste af parterne, hvor egeninteresse og fællesinteresse flyder sammen. Set fra de øvrige parters synspunkt er det i højere grad et spørgsmål om at afbalancere egne mål med et større fællesskabs, og hvor det altid kan diskuteres, i hvilket omfang de sidste er til gavn for de første. Når Triple Helix gentagne gange har været taget op til debat og belysning på de nordiske uddannelsesseminarer, skyldes det vel netop, at det er kommunerne, der især får øje på, at disse indbyggede ubalancer gør det vanskeligt at få modellerne til at fungere i praksis. Det interessante i et fremtidigt perspektiv er vel, om denne indbyggede ubalance simpelthen er et grundvilkår, eller der snarere er tale om et vilkår, der blot er karakteristisk for det udviklingstrin, som THtænkningen befinder sig på her i tiden efter årtusindskiftet. Hele ideen bygger også på en relativt traditionel sondring mellem det moderne lokalsamfunds drivkræfter, og i sin praktik vurderes den også ofte ud fra en traditionel politisk højre/venstredikotomi, der handler om, hvor stor den offentlige sektor skal fylde i forhold til det private initiativ, og hvad den skal blande sig i o.s.v. Hvis disse grundvilkår skal ændres og en højere grad af symbiose skal præge fremtidens TH processer, kræver det antagelig, at alle parter indser, at man må være fuldstændig fælles om de grundlæggende udfordringer, f.eks. at rekruttere arbejdskraft, at fremme forskning og

23 innovation som grundlag for nye produkter og styrket konkurrenceevne på det globale marked etc. Vi mangler endnu at tænke ud over rollefordelingen og forventningsafstemningen, og det er et udtryk for en vis traditionsbunden forestilling om, at blot de rette parter mødes, så finder man også den bedste løsning. Sidste gang TH temaet var i særlig fokus var i 2009 i Norrköping, hvor man blandt andet stillede en række konkrete spørgsmål til deltagerne, som ret præcist belyser problemet med at få de tre parter i tegningen til at arbejde i på samme forståelsesgrundlag: 1. Hur klarer akademin att leva upp till närigslivets /arbetlivets behov av konkreta samarbeten i form av forskarkontakter, studenterarbeten, utvecklingprojekt m.m. 2. Överensstämmer näringslivets og kommuners förhöppningar/förvätninger på akadmins bidrag till tillväxt (ekonomisk), stads og Näringslivsutvecklin med akademins föreställninger om forskningens och den högre utbildningens frihet, långsiktiga nytta och bildningsmål? 3. Hur klarer näringslivet/arbetlivet att leva upp till akademins behov av konkreta samarbetan i form av forsknings och utvecklingsprojekt, studentarbeten, praktik m.m.? 4. Vilken är kommunens roll i kontaktskapende och utbytte mellan akademi och näringsliv? 5. Vem/vilka initierar företrädesvis (akademi, näringsliv, kommunen/offentlig verksamhet) samverkan utifrån ett Triple Helix perspektiv i Odense, Tampere, trondheim och Norrköping? (spørgsmål til debat tirsdag den 29. september 2009)

24 Man kan så spørge, om præmissen for en succesfuld TH proces virkelig kan reduceres til et spørgsmål om personlig kemi og gode personlige relationer. Ultimativt er svaret ja, men indtil da er det nødvendigt at have megen mere fokus på de indbyggede ubalancer, som modellen kan have. Det er imidlertid også indlysende, at TH samarbejde jo kan foregå på mange forskellige projekter. De indbyggede ubalancer har måske mindre betydning i samarbejdsprojekter af mere overordnet og strategisk karakter, som måske er lettere at finde en samlet tilslutning til. Et eksempel på sidstnævnte, som Odense præsenterede i Norrköping i 2007 var en dengang relativt nyligt overstået proces, hvor kommunen gennem et længere forløb og med afsæt i et kommunalvalg og nye politiske konstellationer m.m. havde udarbejdet en ny erhvervs og vækststrategi i en tæt dialog med både erhvervsliv, kultursektoren og uddannelsesinstitutionerne i byen. Det førte til en strategi på et relativt bredt fundament og et succesfuldt forløb men jo altså også et strategisk relativt overordnet mål, der sigtede på at forbedre Odenses profil som en attraktiv erhvervsby sammenlignet med det øvrige land. Det kunne være vanskeligt at være voldsomt uenig i det mål.. Arbejder man derimod med mere konkrete projekter, f.eks. udviklingen af et fysisk område i byen, eller en konkret fysisk facilitet kommer man ofte tættere på egeninteresser og dermed muligheden for konkrete interessekonflikter mellem de parter, der indgår i en TH konstruktion. Et andet måske lidt overset aspekt af hele tankegangen bag TH blev måske i virkeligheden nævnt af lektor Leif Jonsson (LiU) (Norrköping 2009) da han på baggrund af en empirisk undersøgelse af relationerne mellem, nogle svenske kommuner og universiteter/højskoler også gjorde opmærksom på, at TH konstruktioner i sig selv kan øge kommunernes attraktionsværdi og f.eks. lokke studerende eller andre interessante mennesker til byen.

25 De kan altså hvis de i øvrigt synliggøres have en selvstændig symbolværdi, som man ikke bør undervurdere. Spørgsmålet er imidlertid, om denne symbolværdi primært er synlig for kommunerne men ikke helt har samme værdi for de øvrige parter i TH. Der er ingen tvivl om, at den nordiske velfærdsmodel i sin ideale form harmonerer med hele den tænkning, der ligger bag TH og givetvis har fremmet, at man i Norden har haft let ved at se lokal udvikling i præcis den optik, som TH repræsenterer. I sin klassiker om komparative konkurrencefordele The Competitive Advantage of Nations (1998) fremlægger Michael Porter sine banebrydende teorier om konkurrenceforholdene mellem nationer. Hans hovedanke mod de eksisterende økonomiske teorier var især deres manglende evne til at forklare, hvorfor nogle virksomheder i bestemte områder og på givne tidspunkter var i stand til at vokse og indtage en ledende position. For at finde de mulige forklaringer skal man ifølge Porter ned på den enkelte virksomheds niveau, hvor den helt afgørende faktor ganske simpelt er produktiviteten, fordi den er afgørende for, om den enkelte virksomhed klarer sig eller ej. Og dermed kommer vi jo med ét slag tættere på det, der foregår i det lokale perspektiv, fordi denne produktivitet jo også i Porters berømte diamant model udspiller sig i et felt mellem efterspørgselen på den ene side og så det, Porter på den anden side kalder faktorbetingelser og til de sidste hører i høj grad alt det, som virksomheden har adgang til eller i øvrigt kan drage nytte af især lokalt. Man kan med en vis ret hævde, at Porters klassiker har været med til at rette fokus på de rammer og vilkår, som den konkrete virksomhed eller virksomhederne har i et bestemt område. Porters pointering af innovationens betydning er et andet meget vigtigt element, fordi han netop fastslår, at jo højere krav, der stilles til virksomhederne jo mere anspores de til at finde innovative løsninger.

26 Porters teorier har til dels også lagt grunden til forestillingen om erhvervsklynger som et Triple Helix netværk af forskellige aktører af både offentlig privat karakter. Klynger og deres måde at fungere på har også flere gange været dagsordenen på de nordiske seminarer. Bl.a. i Norrköping i 2009, hvor forskellige konkrete klyngeinitiativer (helseklyngen i Trondheim, Cleantech i Östergötland, Welfare tech i Odense m.v.) blev præsenteret. TH modellens fædre Leydesdorf/Etzkowitz blev tidligt opmærksom på modellens sammenhæng med hele diskursen omkring knowledgebased economy og har især peget på, at begge jo ikke er uangribelige superteorier men er overordnede forståelsesmåder, der også kan dække over en række underliggende subdynamikker i form af teknologier, ledelsesmæssige aspekter og økonomiske forhold, der kan have ret afgørende betydning for, hvordan TH udfolder sig i praksis. Og igen er det helt fundamentale, at det, der er på spil i kundskabsbyen, er et resultat af tankevirksomhed og ikke naturgivne forhold. Som det hedder i et af Leydesdorffs mange bidrag til emnet: A knowledge based economy is driven more by reflexively codified expectations than by its historical conditions. Innovation som drivkraft i kundskabsbyen Lige i forlængelse af den store opmærksomhed, som Triple Helix perspektivet har fået over alt i Norden ligger også et andet begreb, som knytter sig til den store historie om byernes transformation: innovationen eller det innovative bysamfund. Dette begreb har i høj grad også fået sin plads i det nordiske uddannelsessamarbejde. Ført og fremmest har der været fokus på, at innovation kræver spændende fysiske rammer. Her har kommunen som den ene af TH partnere særlige handlemuligheder, fordi man dels ofte

27 råder over faciliteter, dels er myndighed for fysisk byudvikling i almindelighed. Innovation som en lokalt funderet proces, der er betinget af, at mennesker ikke bare opfinder nyt, men at det nye også bliver efterspurgt, blev fremhævet på et seminarernes mest spektakulære og underholdende bidrag af professor Per Frankelius fra Örebro Universitet (Norrköping 2005). Da Vinci opfandt cyklen i 1490, men ingen ville cykle. Først da cyklen kommercialiseredes i 1885 i industrialiseringens barndom blev der et marked for den. Og når markedet er til stede, er der tale om innovation. Og derfor var det grundlæggende Frankelius synspunkt, at man fejlbedømmer snarere end overdriver betydningen af universiteternes rolle i innovationen. Universitets viden kan føre til opfindelser, men der skal andre kræfter til at skabe anvendelse af ny viden og opfindelser. Og disse kræfter ligger uden for universitetet. Spørgsmålet er, om den nødvendige livline mellem inden for og uden for er optimal i et kompleks velfærdssamfund, og hvad der i givet skal til for at gøre den langt mere dynamisk. Men Frankelius anskueliggjorde også et andet interessant udviklingstræk, nemlig at innovation er slået igennem på forskellig måde til forskellig tid. Han sondrede her mellem tre generationers innovationsperspektiv fra industrisamfundets innovation efter 2. Verdenskrig fokuseret på masseproduktion og store virksomheder til 1980 ernes langt mere højteknologiske og mere specialiserede innovationsperspektiv til i dag, hvor innovation er langt mere differentieret og udfolder sig inden for langt flere områder af samfundslivet. Eksempelvis taler vi i dag meget om social innovation, og der foregår ligeledes en omfattende innovation inden for hele nytænkningen af velfærdssamfundet, som måske får alt for lidt opmærksomhed også i forhold til at undersøge, om der globalt set kunne være et marked for nogle af disse innovative processer.

28 Igen forsøgt set fra et traditionelt offentligt perspektiv ser det ud til, at vi bruger innovation i hvert fald i primært to sammenhænge. I den ene er det koblet sammen med konkrete økonomiske krav, almindeligvis i form af budgetbesparelser. I den anden er den forbundet med det at skabe en særlig form for innovationskultur; dvs. skabe en ånd af forandringslyst og vilje, især internt i organisationen subsidiært i civilsamfundet uden for. Frankelius tanker om innovationen som et historisk og kulturelt produkt står godt til f.eks. professor Pertti Haapala, fra Tampere universitet, der i 2010 med udgangspunkt i en meget systematisk gennemgang af Tamperes industrialiseringshistorie pegede på, at der både kan være interne og eksterne kræfter, der på forskellige tidspunkter i byens historie kan have betydning for byens udvikling. For Tamperes vedkommende illustrerede Haapala, at store teknologiske, politiske og økonomiske forhold har formået at slå igennem både nationalt men også lokalt, og spørgsmålet er i virkeligheden, om man så lokalt altid har været i stand til at udnytte forandringens vinde til egen fordel. Har lokalsamfundet ofte eller altid en vis indbygget modstand mod forandringer, som altid skal bearbejdes? Hans pointe kan være, at man skal være varsom med at holde fast i f.eks. dårligt fungerende vanebaserede netværk, hvis man vil skabe nyt. Her var Tamperes præsentation samme år af projektet Creative Tampere (2010) også et interessant bidrag, fordi der her er tale om en samlet satsning med afsæt i begrebet kreativitet i den bredest tænkelige betydning. Ambitionen her er altså ikke kun at skabe fysiske og organisatoriske rammer for eventuel innovation men også mere direkte at hjælpe virksomheder i deres innovative processer. Eksempelvis med centret Luke, der er tænkt som et servicecenter, hvor iværksættere kan få udarbejdet et feasibility study af deres ideer, dvs. få en uden for stående ekspert til at vurdere, om en i øvrigt måske fremragende ide også har et kommercielt potentiale.

29 Samme tankegang lå bag Klub Tampere, der konkret arbejdede med kultur og kulturelle produkter som en eksportvare eller Demola, som var et samarbejde mellem universitet og virksomheder om at skabe åben innovation i en direkte dialog mellem virksomhed og studerende. Trondheim og Creative Trøndelag var et andet eksempel på at koble kreative og kulturbaserede aktiviteter sammen med mulighederne for at skabe eksport og flere jobs i regionen. Fælles for disse eksempler er vel forestillingen om, at kultur, kulturelle institutioner, tilbud og faciliteter i et moderne samfund ikke alene endsige primært skal ses om supplement til f.eks. et godt erhvervsklima, men som en del af en kompleks helhed, der handler om gennem kultur at øge byens attraktivitet, tiltrække spændende kompetencer og dermed også at udnytte kulturen som direkte vækstskaber i byudviklingen. I en offentlig sektors optik er det nærliggende at se begrebet innovation i fire dimensioner af forskellige mål: 1. det kan bruges til at skabe øget produktivitet 2. forbedre kvaliteten af servicen, 3. frembringe nyskabelser eller 4. udvide eller styrke demokratiet. Og skal man så pege på faktorer, der umiddelbart kan sætte skub i innovationen i krydsfelterne inden for TH modellens aktører kan det samles i tre centrale spørgsmål: 1. hvilke ønsker og behov kan man identificere internt i organisationen eller eksternt i samfundet? 2. hvad er praktisk og teknisk muligt på nuværende tidspunkt med de ressourcer vi råder over p.t.? Og 3. hvor ligger rationalet, jf. ovenstående fire punkter, hvis vi sætter innovationsprocessen i gang. Et andet vigtigt bidrag til at forstå innovation og måske også innovationens vilkår i bl.a. forskellige TH konstruktioner kom fra uddannelsesforskeren Lotte Darsø (Odense 2007). Med udgangspunkt i spørgsmålet og artiklen is there a formular for innovation? satte hun skarpt på selve den individuelle og sociale

30 innovationsproces, og de forskellige roller som forskellige typer af medarbejdere kan spille i innovative processer. Lotte Darsøs forskning baserer sig bl.a. på et mangeårigt arbejde på forskellige danske virksomheder, især Novo Nordisk og pointen er i virkeligheden, at der næppe er én formel for innovation, men det er nødvendigt at bruge langt mere tid på, hvordan en innovativ proces kan følges og styres ved at have fokus på forskellige forhold både i forhold de opgaver, der skal løses i en innovativ proces og de kræfter, der kan være på spil i processen. Det, der står klart på baggrund af f.eks. Lotte Darsøs forskningsbidrag set fra en kommunal vinkel, er jo, at selv om vi tilvejebringer og faktisk bruger mange ressourcer på at skabe innovative rammer, så er der et kompliceret spil af sociale relationer og processer, der har betydning for, om der kommer reel innovation ud af rammerne. Det får hende bl.a. til at sondre mellem preject og project som to faser i et måske samlet forløb, men som har vidt forskellige karakteristika. Den første som den kreative men også kaotiske og til tider retningsløse idefase the fuzzy front end, som den også er blevet kaldt, og den anden som en betydeligt mere styret og systematisk proces, fordi selve ideens mål allerede er formuleret. Men hvordan det så skal føre til reel merværdi mangler at blive kortlagt. Her er det ikke nok med gode ideer. De gode ideer skal følges op af hårdt arbejde. Måske hænger sondringen til dels samme med f.eks. den ofte nævnte sondring mellem inkrementel (skridtvis) innovation og radikal innovation, hvor den ene betegner en mere processuel og gradvis innovation og den sidste den absolut nyskabende, som bryder med alle på forhånd lagte strategier og måske også ofte ikke bliver tillagt den store betydning i begyndelsen, men senere viser sig at være absolut nyskabende. Det er i sagens natur vanskeligt overhovet at beskrive de forskellige delelementer, der indgår i innovative processer fra start til slut. Lotte

31 Darsøs særlige diamantmodel for innovation er ét bud, og der eksisterer formentlig flere. Hun føjer til, at for at få innovationsprocessen til at fungere optimalt i teams eller andre enheder, så spilles der forskellige roller af forskellige aktører. Dermed bevæger vi os reelt fra at have fokus på rammer til i højere grad at forstå, at vi må interessere os langt mere for, hvordan processer foregår, og hvordan man får de rigtigt sammenbragte mennesker til også at arbejde sammen. Den offentlige sektors arbejde med traditionelle TH forestillinger og med begrebet innovation har noget helt afgørende til fælles; nemlig en særlig opmærksomhed rettet mod rammerne og aktørerne, mens alle de interne processer slet ikke i samme grad bliver tillagt betydning og ofte bliver afklaret i mere uformelle og usystematiske sammenhænge, selv om de er ekstremt vigtige og afgørende for, hvordan et samarbejde forløber. Hvis vi yderligere virkelig vil fremme innovation i vore lokale sammenhænge, kræver det et radikalt skift i fokus. Vi skal i så fald bevæge os ind i et helt andet erkendelses og arbejdsfelt end den traditionelle bureaukrats, og det vil ironisk nok kræve radikal innovativ tænkning. Det handler dog om mennesker og de processer, som mennesker kan sætte i gang i samarbejde snarere end om institutioners rationaler og eksistensberettigelse. Antropologer, bl.a. John Liep (Locating Cultural Creativity), har peget på, at kreativitet og innovation historisk har et særligt afsæt i den tidlige kapitalisme, hvor en klasse af entreprenante borgere mønstrede den nødvendige risikovillighed og opfindsomhed, der satte fart i industrialiseringen. Med andre ord var kreativiteten nøje koblet til fornuften, der skulle drive samfundet frem. Helt i modsætning til romantikkens tanker om kunsten og kreativiteten som et særligt og isoleret felt, der var bundet til det enkelte individs næsten guddommelige talent og selvudfoldelse.

32 I det moderne og komplekse samfund flyder disse to verdeners opfattelse af kreativitet imidlertid igen sammen. Selvrealisation og selvudfoldelse på det individuelle plan kan ikke adskilles fra den kreativitet og innovation, der fører til smartere eller mere bæredygtige løsninger i produktionslivet. Ganske vist har vi fortsat og heldigvis folk, der dyrker kunsten for dens egen skyld, men oplevelsen af og mødet med kunst og kultur for alle vi andre kobles sammen med, at det har bred betydning for vores livssyn og personlighed, som også indgår i alle andre af livets sammenhænge, herunder ikke mindst de arbejdsmæssige. Teorierne og diskussionerne om de komparative konkurrencefordele, TH, innovation og kundskabsbaseret økonomi har i høj grad medvirket til at flytte fokus fra nationer og store regioner til det lokale og det virksomhedsspecifikke og måske endnu videre til sociale og personlige relationer, som vi dog ikke er nået helt så langt i afdækningen af. Det gælder også for det område af arbejdet med kundskabsbyen, der handler om, at vore byer alle er en del af en helhed, der rækker ud over bygrænsen. Den regionale (stor) by Alle de byer, der har været med i dette samarbejde forholder sig til en geografi, der er større en dem selv. Som et af de mere uklare punkter bl.a. hos Michael Porter (se ovenf.) er imidlertid betydningen af den regionale position og regionale identitet. For Tampere, Trondheims og Odenses vedkommende handler det vel i særlig grad om, hvordan man klarer sig i konkurrencen med de større og store byer i det øvrige land. Men byer af den størrelse, som der er tale om i vores nordiske samarbejde, indgår også i et hierarki både nationalt og måske også internationalt. Derfor er det ikke uinteressant, hvis byernes udvikling kan