Ansattes ret til ophavsretlige beskyttede værker Employees right to copyright protected works

Transkript

1 Ansattes ret til ophavsretlige beskyttede værker Employees right to copyright protected works Af METTE BUHL Årskort nr.: Dette speciale indeholder en gennemgang af arbejdstagerens retsstilling i et ansættelsesforhold. Udgangspunktet er at de fleste af de værker, der udnyttes kommercielt i dag er frembragt i et ansættelsesforhold. Gennem specialet har jeg fundet, at der ingen generel lovbestemmelse findes for arbejdstagere, der frembringer ophavsretlige beskyttede værker i ansættelsesforhold. I stedet er området reguleret af principper og retspraksis. Her sker overgangen kun, hvis det er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Hvis frembringelsen i stedet gælder edb-programmer, er retsstillingen dog meget anderledes, da ophavsretten til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold i stedet overgår til arbejdsgiveren i kraft af OPHL 59. Jeg fandt også, at retsstillingen er forskellig alt efter, om man er fastansat eller om man er freelancer. Specialet er suppleret med retspraksis og desuden en gennemgang af journalisters og universitetsansattes retsstilling This thesis contains a review of the worker s legal status in an employment. The starting point is that most of the works that are used commercially today are produced in an employment. Through the thesis, I have found the there is no general statutory provision exists for workers who produce copyrighted works in employment. Instead, the area is regulated by law and jurisprudence. Here the transition only happens if it is necessary for the employer s usual business. If the subject matter instead applies computer programs, the legal position, however, is very different, as the copyright in computer programs created in employment instead is transferred to the employer through OPHL 59. I also found that the legal situation is different depending on whether you are permanently employed or is a freelancer. The thesis is supplemented by jurisprudence and also a review of the journalists and university staffs legal position. Speciale Aarhus Universitet Vejleder Susanne Karstoft Antal anslag:

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Introduktion til specialet Specialets opbygning Generelt om ophavsret Retsgrundlaget Ophavsretsloven Ophavsretten i korte træk originalitetskravet og enerettighederne Generelt om overdragelse Overdragelse i Ophavsretsloven Overdragelse af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold Betænkninger om ophavsrettighedernes overgang i ansættelsesforhold Arbejdsgivernes og de ansattes synspunkter ang. lovregulering Hvor opstår retten? Læresætninger om overgang af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold Generelt om arbejdstagere Hvem falder ind under begrebet? Fastansatte Freelance og konsulenter Værker frembragt i fritiden Arbejdstagers ret til ophavsretlige frembringelser Rettens overgang Overdragelse ved aftale Overdragelse i kraft af ansættelsesforholdet Ansættelsens ophør Eksempler på rettens overgang Journalister En journalists ansættelseskontrakt DR-aftale for fastansatte Universitetsansattes ophavsret Forskningspublicering Edb programmer Hvad er et edb-program Baggrunden for beskyttelsen af edb-programmer Lovforslaget om ophavsret til edb-programmer og edb-direktivet Beskyttelsen af et edb-program Rettens overgang edb-programmer i ansættelsesforhold Edb-program udviklet af fastansat, freelancer eller i fritiden Programudvikling ved undervisnings- og forskningsinstitutioner Retspraksis U H U Ø U H Analyse af ophavsretlige værker og edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold Konklusion Forkortelser og litteraturliste

3 1. Indledning 1.1. Introduktion til specialet Overgang af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold er et centralt område, da en væsentlig del af alle ophavsretlige værker, der udnyttes kommercielt i dag, bliver skabt i et ansættelsesforhold. Derfor er det også vigtigt, at der er en klar retsstilling på området. Hvis man kigger rundt i verden, er retsstillingen meget forskellig. I USA f.eks. tilfalder alle ophavsretlige værker, der frembringes i et ansættelsesforhold arbejdsgiveren, mens ophavsretten i Skandinavien tilfalder arbejdstageren. Således er det ikke muligt at finde en endegyldig retsstilling ved at kigge ud i verden. I Danmark har vi en meget lang tradition for, at vores arbejdsmarked bliver reguleret via overenskomster og aftaler. Og således er der også tradition for at løse ophavsretlige problemer i et ansættelsesforhold gennem aftaler. Det kan også være en af forklaringerne på, at der ingen lovregulering er, og det på trods af, at der bliver frembragt så mange ophavsretlige værker i ansættelsesforhold. Men uanset at det er de frie markedskræfter, der hersker i Danmark, har vi alligevel en lovregel, der angår edbprogrammer frembragt i ansættelsesforhold. Edb-programmer har en stigende samfundsøkonomisk betydning, da programmerne bliver mere og mere værd efterhånden som teknologien udvikles og udbredes. Dette kan være en forklaring på, der findes en lovregulering, der går imod de principper, som vi holder fast i i Danmark Specialets opbygning Specialet søger at belyse, hvorledes retsstillingen ser ud for arbejdstagere, der i et ansættelsesforhold frembringer ophavsretlige beskyttede værker. Hvem har rettighederne er det arbejdstageren eller arbejdsgiveren? Der bliver taget udgangspunkt i to grupper af frembringelser, nemlig frembringelser i almindelighed, så som bøger og artikler og frembringelser af edbprogrammer. Specialet vil give en redegørelse for retstillingen for fastansatte, freelancere, og hvis frembringelsen er sket i fritiden, samt under hvilke omstændigheder en overdragelse kan finde sted. Specialet bliver suppleret med eksempler fra retspraksis, til at belyse de forskellige forhold. Derudover bliver retsstillingen for journalister og universitetsansatte gennemgået. 1

4 2. Generelt om ophavsret 2.1. Retsgrundlaget Ophavsretsloven Danmark fik i 1741 den første egentlige ophavsretslov som det første land i Europa. Det var forordningen af Forordningen tilsigtede ikke at beskære forfatterretten som en enerettighed, men kom til at bane vej for et nyt syn på forfatter- og forlagsretten som en særlig personlig ret. Efter forordningen gled forfatterretten væk fra den offentlige sfære og blev en del af privatretten. 1 I 1857 kom en ny lov om eftertryk, der kom til at blive grundlæggende for ophavsrettens videre udvikling. I 1902 kom den første danske fælleslov om beskyttelse af forfatter- og kunstnerretten. Den nugældende lov om ophavsret er fra 2010, LBK nr. 202 af Hovedloven til denne udformning er fra 1995, L nr. 395, hvorefter der er kommet ændringslove i 1996, 1998, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2008 og Den nuværende ophavsretslov bygger på den samme rettighedsstruktur, som Lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker fra Denne lov blev til efter et langvarigt fællesnordisk forarbejde, og der kan den dag i dag stadig findes fortolkningsbidrag i forarbejderne, der har betydning for fastlæggelsen af gældende ret i Danmark, f.eks. indenfor området for overdragelse af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold. Man kan desuden finde fortolkninger til vores ophavsretslov i de andre landes lovforarbejder. Den sidste ændring af 1961-loven skete i 1994, hvorefter den nye hovedlov kom i Hovedformålet med at ændre loven i 1995 var at tilvejebringe en samlet, ny og systematisk moderniseret ophavsretslovgivning. Dette skete ved, at man samlede Lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker og Lov om retten til fotografiske billeder i én lov. Således er den nuværende ophavsretslov også en samlet fremstilling. Mange af ændringslovene er kommet, fordi der er sket en implementering af direktiver fra EU. Disse direktiver er blevet til efter et ønske om at harmonisere ophavsretten i medlemslandene. Blandt de implementerede direktiver kan nævnes følgende; edb-direktivet (91/250), databasedirektivet (96/9), infosoc.-direktivet (2001/29) og følgeretsdirektivet (2001/84). Danmark har desuden tiltrådt flere internationale konventioner om ophavsret, bl.a. Bernerkonventionen til værn om litterære og kunstneriske værker fra 1886, som Danmark tiltrådte i Konventionens vigtigste omdrejningspunkt er kravet om national behandling; borgere fra andre lande, der har tiltrådt Bernerkonventionen, skal nyde mindst den samme retsbeskyttelse og 1 Dübeck U 1991B.155, s

5 have samme adgang som landets egne borgere til at erhverve rettigheder. Det betyder helt konkret, at man ikke må forskelsbehandle borgere fra lande, der er tiltrådt Bernerkonventionen Ophavsretten i korte træk originalitetskravet og enerettighederne Ophavsretten er en personlig og individuel ret. For at kunne opnå ophavsret til et værk er der nogle krav, der skal opfyldes. Først og fremmest skal der være tale om et kunstnerisk eller litterært værk. Kunstneriske værker kan bl.a. være billedkunst, brugskunst og musikværker, mens litterære værker kan være skønlitteratur, avisartikler og edb-programmer. Derudover skal værket være originalt, for at der kan opnås ophavsret. For at et værk er originalt, skal det bl.a. være skabt ved en selvstændig skabende indsats fra ophavsmandens side. Der kan altså ikke gives beskyttelse til værker, der er ubearbejdet public domain, rene efterligninger, matematiske formler, fakta eller fænomener fra naturen, f.eks. en blomst. Værket skal desuden være menneskeskabt, derfor kan man ikke kræve ophavsret til et værk, der er skabt af et dyr. Endvidere skal der fra ophavsmandens side foreligge en kreativ indsats, dvs. at værket ikke må være fremstillet ved rent håndværksmæssig, rutinemæssig aktivitet, som f.eks. en rutinemæssig ordret oversættelse af et menukort. Det er ikke et krav, at værket er frembragt som led i en bevidst skabelsesakt, der kan sagtens foreligge ophavsret til et værk, der er skabt under indflydelse af piller eller alkohol, eller ved et tilfælde. Originalitetskravet indeholder ikke noget kvalitetskrav, hvorfor det vil være forkert at nægte beskyttelse, bare fordi man ikke er enig i, at der er tale om kunst eller et værk af tilstrækkelige kvalitet. I dansk ret stilles der ikke strenge krav til originaliteten, men det kan variere i forhold til værkstyperne. Koktvedgaard mener, at når man skal se på hvilke værker, der skal undergives en mere restriktiv originalitetsbedømmelse, trækker det i retning af et skærpende originalitetskrav, hvis tredjemand har en anerkendelsesværdig interesse i, at ophavsmanden ikke udstyres med et juridisk monopol på værket, hvorfor tredjemanden bliver udelukket fra den erhvervsmæssige udnyttelse. 2 Rosenmeier fremhæver ligeledes, at værker med beskeden originalitet bør have et snævrere beskyttelsesområde end værker med større originalitet. 3 2 Koktvedgaard Immaterialretspositioner, s Rosenmeier NIR

6 Retten til værket opstår hos ophavsmanden, og derved får ophavsmanden også økonomiske og ideelle enerettigheder, OPHL 2 og 3. Den økonomiske eneret gør, at man ikke må råde over værket på en måde, der omfattes af OPHL 2 uden at få tilladelse af ophavsmanden, uden den er det en ulovlig udnyttelse. Ophavsmanden besidder en eneret til at råde over sit værk på to måder, hvilket følger af OPHL 2, stk. 1: at fremstille eksemplarer og at tilgængeliggøre for almenheden. At have en eneret til at fremstille eksemplarer, har en stor betydning for ophavsmanden, især hvis der er tale om f.eks. bøger, cd er og aviser, hvor det er almindeligt, at der fremstilles flere eksemplarer af værket. Eksempler herpå kan være: kopiering af en bog, eller DVD og downloading af film fra Internettet. Tilgængeliggørelse for almenheden omfatter tre forskellige forhold: spredning til offentligheden, offentlig visning, offentlig fremførelse. Spredningsretten er en eneret til at kontrollere salg, udlån, udlejning og anden form for spredning til offentligheden, og dækker især over massefremstilling af eksemplarer i salgsøjemed. Visningsretten er en eneret til at vise værket offentligt, f.eks. at udstille sit maleri på et galleri. Fremførelsesretten er en eneret til at fremføre værket uden for privatsfæren, f.eks. ved en koncert eller fremførelse af et teaterstykke. Fremførelsen kan både være direkte, eller ved gengivelse af udsendelser i f.eks. TV og radio. I dag sker det især i forbindelse med Internettet. De ideelle rettigheder består af to dele: paternitetsretten og respektretten. Efter paternitetsretten har ophavsmanden krav på at blive navngivet i overensstemmelse med god skik, jf. OPHL 3, stk. 1. Kravet kan fraviges, hvis det følger af god skik, eller hvis det er urimeligt, vanskeligt eller umuligt at opfylde, f.eks. er det ikke god skik at kreditere forfatteren til en salme ved en begravelse. Ophavsmanden har efter respektretten krav på, at værket ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en krænkende måde, jf. OPHL 3, stk. 2. Det kunne f.eks. være at overmale et kunstmaleri eller at bruge et stykke musik til en pornofilm eller andet, som ophavsmanden ikke vil forbindes med. Ophavsmanden må dog tåle parodier, da der i dansk ret ikke er tradition for, at parodier betragtes som en krænkelse af droit moral. 3. Generelt om overdragelse 3.1. Overdragelse i Ophavsretsloven Ophavsmanden har som udgangspunkt retten til sit eget værk, hvilket betyder, at han selv kan bestemme, om retten til værket skal overdrages til en anden, og i hvilket omfang overdragelsen skal finde sted. Således har ophavsmanden både har de økonomiske og de ideelle rettigheder. Men efter 4

7 OPHL 53, stk. 1 kan ophavsmanden med de begrænsninger, der følger af 2 og 3, helt eller delvis overdrage sine rettigheder. Der kan ske en overdragelse af alle rettighederne med undtagelse af droit moral, OPHL 3 og følgeretten, OPHL 38. De typiske overdragelser er delvise, som f.eks. en forlagsaftale, men en fuldstændig overdragelse, hvor ophavsmanden overdrager alle sine rettigheder, er ikke udelukket, men har formodningen imod sig især i tvivlstilfælde. Så selvom det i overdragelsesaftalen er udtrykt, at ejendomsretten er overdraget til erhververen, skal man være skeptisk overfor, om meningen med aftalen var at overdrage hele ophavsretten. 4 En sådan aftale skal derfor fortolkes indskrænkende. I forslag til 1961-loven hedder det, at formodningen vil være imod, at der foreligger en total overdragelse, hvis dette ikke klart og utvetydigt fremgår af aftalen. 5 Det har stor betydning ved fortolkning af en aftale, at der i lovmotiverne udtrykkeligt er tilkendegivet en holdning til fuldstændig overdragelse. Ved delvise overdragelser beholder ophavsmanden retten til sit værk, da der kun er tale om overdragelse af en del af værket. Der sker heller ikke overdragelse, når en kunde køber et eksemplar af f.eks. en bog, jf. OPHL 53, stk. 2. Normalt bør ophavsretlige overdragelser være så specificerede, at det klart fremgår hvilke beføjelser, der går over til erhververen af værket. Dette er dog ikke altid tilfældet, og i sådanne situationer skal man ind og fortolke på aftalen. Ved uklarheder skal overdragelsesaftalen fortolkes til gunst for ophavsmanden, også selvom det er ophavsmanden selv, der har affattet aftalen. Således må udnyttelsesrettighederne ikke anses for overdraget til arbejdsgiveren i videre omfang, end det er specificeret i aftalen. Bevisbyrden for, at der er sket overdragelse, ligger som udgangspunkt hos den, der hævder at have erhvervet en ret Overdragelse af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold Overdragelse af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold er, med undtagelse af edb-programmer, en ulovreguleret retstilstand. Der er dog stadig nogle faste holdepunkter. Udgangspunktet efter OPHL 1, stk. 1 er, at det er arbejdstageren, der har ophavsretten til det frembragte. Han har dog mulighed for at overdrage ophavsretten til arbejdsgiveren ved en udtrykkelig aftale efter OPHL 53, stk. 1. Hvis der ikke foreligger en udtrykkelig aftale, kan erhvervelsen ske ved stiltiende aftale eller ved sædvane en rettighedsoverdragelse i kraft af ansættelsesforholdet. Hovedreglen for, i hvilket omfang rettighederne overgår til arbejdsgiveren i kraft af ansættelsesforholdet, er udledt af U 4 Lund Ophavsret, s FT , spalte

8 H; ophavsretten til et værk frembragt som led i et ansættelsesforhold, anses for overdraget til arbejdsgiveren i det omfang, som er nødvendigt for dennes sædvanlige virksomhed. Princippet, om at det skal være nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, blev præsenteret af Knoph i Åndsretten fra og af Lund i Billedkunsten i retlig belysning fra Betænkninger om ophavsrettighedernes overgang i ansættelsesforhold Det har flere gange været diskuteret, om der skal ske en lovregulering af overgangen af ophavsretten i ansættelsesforhold, bl.a. i 1961-loven. I motiverne til 1961-loven sigtes der også til, at retten ikke kan anses for overgået til medkontrahenten i videre omfang, end aftalen lyder på eller bestemt må siges at forudsætte. 8 Således blev der taget stilling til, hvornår der kan ske overdragelse til arbejdsgiveren, uden at man har skrevet det ind i selve loven. Inden for nyere tid har der været to udvalgsbetænkninger, der bl.a. omhandlede ophavsrettighedernes overgang i ansættelsesforhold; bet. 1990/1197, Revision af ophavsretslovgivningen, og bet. 2006/1480, Revision af Ophavsretslovens kapitel 3. Begge udvalg havde svært ved at finde sammen om et fælles forslag til en lovændring, da arbejdsgivernes og arbejdstagernes ønsker lå for langt fra hinanden. Dog kunne de i bet. 1990/1197 samle flertal for følgende lovforslag: Ophavsretten til et værk, der er frembragt som led i et ansættelsesforhold, tilfalder den ansatte ophavsmand, hvis andet ikke er aftalt. I faste ansættelsesforhold skal ophavsretten dog anses for overdraget til arbejdsgiveren i det omfang, som er nødvendig for dennes sædvanlige virksomhed.. 9 På trods af at udvalget var enigt om forslaget, blev det ikke medtaget i det endelige lovforslag, da Kulturministeriet valgte ikke at stille forslag om en generel bestemmelse om ophavsret i ansættelsesforhold. Dette gjorde man ud fra en vurdering af, at en generel lovregulering om ophavsret i ansættelsesforhold vil have grundlæggende konsekvenser for bestående aftaler og kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet, hvor der i almindelighed eksistere en tradition for, 6 Knoph, s Lund, Billedkunsten, s. 249 ff. 8 FT , spalte Bet. 1990/1197, s.92 6

9 at der kan træffes aftaler på et frit grundlag. 10 Schovsbo påpeger i NIR 2005/589, at man med flertallets forslag blot [ville] have opnået en kodifikation af retspraksis, som er baseret på aftaler. 11 Selvom forslaget ikke blev en del af revisionen af Ophavsretsloven, er det den dag i dag udtryk for gældende ret pga. praksis fra Højesteret. Det kan bl.a. ses i den principielle dom U H; journalistens ophavsret til en avisartikel var ikke overgået i videre omfang end nødvendigt for avisens sædvanlige virksomhed. I bet. 2006/1480 kunne der heller ikke skabes enighed om et fælles forslag, og derfor var det kun Ophavsretligt Forum, som primært repræsenterede arbejdsgiverne, der kom med et forlag til en bestemmelse. Forslaget blev kaldt en arbejdsgiverregel og havde følgende ordlyd; ophavsretten til værker, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren. 12 De foreslog endvidere, at reglen blev gjort deklaratorisk gennem henvisning til OPHL 53, stk. 4, og at arbejdsgiveren skulle være berettiget til at videreoverdrage rettighederne. 13 Samrådet for Ophavsret, der primært repræsenterede arbejdstagerne, satte sig dog imod, og derfor blev forslaget ikke en del af revisionen. Kulturministeriet udtalte desuden i et notat til Folketingets Kulturudvalg, at spørgsmålet om ophavsret i ansættelsesforhold har været drøftet med de politiske partier. Kulturministeriet har konstateret, at der ikke har vist sig et bredt politisk flertal for at indføre en regel, hvorefter ophavsretten i ansættelsesforhold automatisk overgår til arbejdsgiveren Arbejdsgivernes og de ansattes synspunkter ang. lovregulering I bet. 1990/1197 argumenterede arbejdsgiverne for en regulering af området med, at virksomhedernes rettighedserhvervelse ville betyde udviklingsmuligheder for virksomhederne og dermed sikre virksomhedernes eksistens. Og hvis rettighederne forblev hos arbejdstagerne, ville de kunne blokere for nye udviklingsformer. De lagde også vægt på, at arbejdsgiveren vil undgå, at de værker, som han har finansieret, ender hos en konkurrerende virksomhed, hvorved de vil kunne blive brugt i konkurrence med arbejdsgiverens egen virksomhed. De eksisterende regler beskytter 10 FT , s. 1331, spalte 1, linje Schovsbo NIR 2005/589, s Bet. 2006/1480, s. 46, linje Bet. 2006/1480, s FT , 2. samling, L 58, bilag 3 7

10 hovedsageligt ikke-ansatte ophavsmænd, og disse regler var, ifølge arbejdsgiverne, ikke så hensigtsmæssige for fastansatte ophavsmænd, da de modtog løn, kunne udnytte arbejdsgiverens faciliteter og desuden modtog en social sikring ved siden af lønnen. Arbejdstagerne mente ikke, at gældende ret bremsede iværksættelsen af nye udnyttelsesformer, og påpegede at praksis havde vist, at dette ikke var tilfældet. Endvidere fremførte de, at parterne var gode til at forhandle sig ud af problemerne og finde løsninger, der var tilpasset begge parter. De anså behovet for beskyttelse af ophavsmændene som ligeså vigtig for ikke-ansatte ophavsmænd, som for fastansatte. 15 I kapitel 3-udvalget gjorde Ophavsretligt Forum bl.a. gældende, at medievirksomhederne var tvunget til flermediel virksomhed, og at dette kun kunne fungere på de ansattes nåde, hvilket var en uholdbar situation. Derudover mente de, at der gennem særregler på det ophavsretlige område vil blive skabt forhindringer for mediernes erhvervsudøvelse, der vil gøre det svært for en medievirksomhed at konkurrere. Endvidere pegede de på, at retsstillingen er ændret i forhold til, da loven blev til, så det i dag ikke er arbejdstagerne, der står i en ikke-gunstig situation, men i stedet arbejdsgiverne, da arbejdstagerne forhandlingsmæssigt kan udnytte deres kombinerede position som ansat og rettighedshaver. Derfor ønskede de en arbejdsgiverregel i loven. 16 Samrådet for Ophavsret gjorde opmærksom på, at der ikke var noget reelt behov for en arbejdsgiverregel, da der ikke var nævneværdige vanskeligheder forbundet med den gældende retstilstand. En arbejdsgiverregel vil også kun være til fordel for arbejdsgiveren, da alt, der vil blive frembragt i et ansættelsesforhold, i så fald ville tilfalde arbejdsgiveren, og således sætte det aftaleretlige system ud af funktion. En sådan ændring vil kunne forrykke hele retsgrundlaget og parternes retspositioner. Derudover henviste de til et arbejdspapir fra EU, der fastslog, at den trykte presse i Europa klarede sig godt i den globale konkurrence, og at der ingen tegn var på, at den nuværende retstilstand forringede konkurrenceevnen eller blokerede for medieudviklingen. Samrådet henviste desuden til Kulturministeriets udtalelse ved lovrevisionen i 1995 om, at en lovregulering vil have grundlæggende konsekvenser for bestående aftaler og kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet. De mente, at den lovgivningsmæssige linje på dette område, som Folketingen bekræftede med et bredt flertal i 1995, stadig var gældende, og derfor var en 15 Bet. 1990/1197, s Bet. 2006/1480, s. 43 ff. 8

11 lovregulering af området ikke nødvendig. Især ikke da der ikke var indtruffet omstændigheder, der med rimelighed kunne begrunde, at en regulering skulle finde sted Hvor opstår retten? 4.1. Læresætninger om overgang af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold Da der ikke findes nogen lovregler, der regulerer overgang af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold, må man i stedet kigge andre steder hen, og i litteraturen findes der to meget centrale læresætninger, som er skrevet af henholdsvis Knoph og Lund. Knoph skriver i sit værk Åndsretten, at det er arbejdstageren og ikke arbejdsgiveren, der er ophavsmanden. Og hvis ophavsretten alligevel skal gå over til arbejdsgiveren, skal der være hjemmel til overgangen enten ved en aftale eller gennem selve arbejdet. Hvis der foreligger en aftale om, at arbejdstageren skal lave ophavsretlige værker, er det ifølge Knoph klart, at arbejdsgiveren får ret til dem i kraft af ansættelsesforholdet. Hvor langt denne ret går, har han forklaret nærmere om: Synspunktet må være at prinsipalen vinner den rett over åndsverket som er nødvendig og rimelig, hvis arbeidsavtalen skal nå sitt formål, men heller ikke mere. 18 Efter Knophs læresætning kan rettighedsovergangen således kun finde sted, hvis det er nødvendigt og rimeligt for at kunne opfylde sin kontrakt. Han giver flere eksempler på, hvad der er nødvendigt og rimeligt, bl.a. i forhold til hvad der er nødvendigt for en avis: en avis må derfor ha rett til å trykke op sin journalists eller sin tegners arbeider så ofte den vil, men får ikke rett til å selge dem til andre, eller til å gi dem ut i bokform eller som mappe. Ved bestemmelsen af, hvem der har retten til originaltegninger, manuskripter m.v., som arbejdstageren har lavet, er det ifølge Knoph afgørende, hvorledes kontrakten lyder og hvilke tanker, der ligger bag. Hvis arbejdsgiveren således kun er interesseret i at reproducere værket, forbliver ophavsretten til originalværket hos arbejdstageren. Arbejdstageren beholder de rettigheder, som ikke overgår til arbejdsgiveren i kraft af ansættelsen, men han må dog ikke bruge værkerne i konkurrence med sin arbejdsgiver. 19 Knophs tanker er i dag en del af den måde, hvorpå vi fortolker rettighedsovergang i ansættelsesforhold. Men Knoph er ikke den eneste, der har skrevet en læresætning, som i dag er af 17 Bet. 2006/1480, s Knoph, s. 84, linje Knoph, s

12 afgørende betydning ved fortolkning af rettighedsovergang i ansættelsesforhold. Således har Lund i sin doktorafhandling Billedkunsten i retlig belysning også belyst, hvorledes retstillingen ser ud ved rettighedsovergang i ansættelsesforhold. Lund slår fast, at når en kunstner ansættes i en virksomhed med henblik på at skabe kunstværker, erhverver virksomheden i kraft af ansættelsen en ret til al den normale udnyttelse af dette kunstværk, som falder inden for ansættelsens område. 20 De eksempler, på hvornår det er en normal udnyttelse, som Lund gengiver, ligger i tråd med Knophs, f.eks. fremhæver han; Bladvirksomheden kan reproducere de tegninger, som kunstneren præsterer, i bladet [ ]. Derimod er der ingen grund til at antage, at virksomheden skulde kunne råde over værket på mere unormal måde, at f.eks. bladvirksomheden, der tillige har en reproduktionsanstalt, skulde kunne reproducere tegningen og lancere den som løst kunstblad o.s.v.. 21 Hvis intet er aftalt, indgår arbejdstager og arbejdsgiver i et samejeforhold i forhold til retten til gengivelse, og hvis såfremt arbejdsgiveren vil have fuld eneret, der går ud over deres normale udnyttelsesområde, skal der foreligge en udtrykkelig aftale herom. Selvom de to læresætninger begge tager stilling til overdragelse af ophavsretten i ansættelsesforholdet, er de dog stadig forskellige. Således er det vigtige punkt efter Knophs læresætning formålet med ansættelsen, mens det efter Lunds læresætning er virksomhedens normale virksomhedsområde. Karnell har i NIR 1969/54 lavet en analyse af overdragelse i ansættelsesforhold, hvor han netop fremhæver brugen af de to læresætninger i hver deres kontekst, således at Knophs læresætning skal bruges, hvis virksomhedens formål er at producere værker, hvorefter omfanget af overdragelsen vil være afhængig af virksomhedens formål. Lunds læresætning skal i stedet bruges, når det ikke er virksomhedens formål at frembringe værker, hvorefter overdragelsens omfang vil være afhængigt af, i hvilken udstrækning værket benyttes i den normale virksomhed. Karnell konkluderer, at man som hovedregel bør bruge Knophs læresætning og se på formålet med ansættelsen. Men fremhæver samtidig at der er nogle virksomheder, hvor det er nødvendigt at lægge vægt på arbejdsgiverens normale virksomhed, f.eks. advokatbureauer. 22 I NOU 1985:6, der er en udvalgsudredning fra Norges Offentlige Utredninger, diskuteres det, hvorledes spørgsmålene angående ansattes ophavsret skal behandles. Og også her er der blevet taget 20 Lund Billedkunsten, s. 251, linje Lund Billedkunsten, s. 251, linje 9-10 og linje Karnell NIR 1969/54, s

13 fat i forholdet mellem de to læresætninger, hvorefter det fremføres, at den praktiske forskjell mellom disse kriterier vil være begrenset, da arbeidsavtalens formål vil være begrenset til virksomhetens formål. 23 Udvalget fremfører desuden, at hvis arbejdsaftalen forudsætter, at arbejdstageren skal frembringe værker, taler det for en overgang af ophavsretten til arbejdsgiveren, men at det under alle omstændigheder må bero på en konkret vurdering. Schovsbo har i sin doktorafhandling Immaterialretsaftaler fra kontrakt til status i kontraktsretten, fremhævet, at Lunds (og Karnells) læresætning i dag er udtryk for gældende dansk ret. 24 W. Weincke har også skrevet om overgangen af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold. I sin bog Ophavsret fra 1976, har han udtrykket sig således: arbejdsgiveren [vil] medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, i almindelighed kun have erhvervet de ophavsretlige beføjelser i den udtrækning, hvori han har brug for dem i udøvelsen af sin normale virksomhed. 25 Weincke tager fat på den usikkerhed, der er omkring, i hvilket omfang ophavsretten i ansættelsesforhold er overgået til arbejdsgiveren, og påpeger, at i mangel af udtrykkelig aftale løses det normalt ved at ophavsretten anses for overgået til arbejdsgiveren i det omfang, hvori denne virkelig har brug for den i sin normale virksomhed. 26 Men da dette ifølge Weincke ikke giver nogen grundig vejledning, bør arbejdstageren og arbejdsgiveren, ifølge ham, sørge for at træffe klare aftaler f.eks. i ansættelseskontrakten. Weinckes fortolkning af emnet ligger op af Knoph og Lunds og er derfor ikke meget anderledes end deres læresætninger. 5. Generelt om arbejdstagere 5.1. Hvem falder ind under begrebet? Hvis man skal have et arbejde udført, kan man som arbejdsgiver få en fastansat hos arbejdsgiveren til at løse opgaven, eller man kan hyre en ikke-ansat ind til opgaven, f.eks. en freelancer eller en konsulent. Retstillingen i forhold til overdragelse i ansættelsesforhold er for de to grupper dog forskellig. Fælles for dem er dog, at de på trods af deres ansættelse alle vil have den ideelle ophavsret til de værker, som de frembringer, også selvom det sker som led i arbejdet. Den eneste 23 NOU 1985:6, s. 8, spalte 1, linje Schovsbo Immaterialretsaftaler, s. 268 ff. 25 Weincke, s. 49, linje Weincke, s. 105, linje

14 undtagelse hertil er, hvis det frembragte værk er et edb-program, hvorefter det er arbejdsgiveren, der har ophavsretten, jf. OPHL Fastansatte Når man er fastansat hos en arbejdsgiver, er man ansat som lønnet arbejdskraft. Ved at være lønnet arbejdskraft er man underlagt de arbejdsretlige regler. En arbejdstager/lønmodtager er defineret som en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, det følger Ansættelsesbevislovens 1, stk. 2. I en vurdering af om der er tale om en fastansat arbejdstager, kan man f.eks. kigge på, om der foreligger egentlige instruktionsbeføjelser fra arbejdsgivers side, og om arbejdsgiver løbende må disponere over arbejdsindsatsen. Rådighedsretten foreligger ofte, hvis arbejdet alene er bestemt efter art og/eller udføres inden for en nærmere fastsat arbejdstid. Har arbejdsgiver desuden adgang til at føre kontrol med den løbende arbejdsydelse, og foreligger der en rapporteringspligt for arbejdstageren overfor arbejdsgiveren, taler det for, at det er en fastansat arbejdstager. De økonomiske forhold har også en betydning i vurderingen, f.eks. vil en fast månedsløn og feriegodtgørelse ofte være udtryk for en fastansættelse hos arbejdsgiveren. Det samme er tilfældet, hvis arbejdstageren ikke bærer nogen økonomisk risiko i tilfælde af, at arbejdet mislykkedes. Derudover har det betydning, hvor stor tilknytning arbejdstageren har til arbejdsgiveren. En stor tilknytning er f.eks. i den situation, hvor arbejdet bliver udført i arbejdsgiverens virksomhedslokaler, eller hvor der er tale om, at arbejdet har en meget lang varighed. 27 En fastansat arbejdstager må antages at være i et fast og varigt ansættelsesforhold og således kan der ske overgang af ophavsrettigheder til arbejdsgiveren i kraft af ansættelsesforholdet. Det er dog ikke ensbetydende med, at der altid vil ske overgang af ophavsrettighederne, bare fordi man er fastansat. Hvis det ikke er rettigheder, der er nødvendige for arbejdsgiveren, vil de i stedet blive hos den ansatte. 27 Hasselbalch, s. 28 ff. 12

15 Freelance og konsulenter Freelancere og konsulenter har som udgangspunkt en anden retsstilling end fastansatte, da de er hyret ind for en længere eller kortere periode til at lave et bestemt projekt, hvorefter de ved projektets afslutning ikke længere er tilknyttet virksomheden. I et freelanceforhold har arbejdsgiveren ingen eller næsten ingen instruktionsbeføjelser, hvilket er normalt i et fastansættelsesforhold. Derudover kan arbejdstageren også være i et beskedent økonomisk afhængighedsforhold til arbejdsgiveren, f.eks. hvis arbejdstageren ved siden af arbejdet hos arbejdsgiveren løser andre opgaver for andre arbejdsgivere. En freelancer skal ofte selv betale omkostningerne ved arbejdet, f.eks. værktøj til udførelsen, hvorimod en fastansat kan bruge alt det, som arbejdsgiveren stiller til rådighed. Ved freelanceforhold, modsat ved en fastansættelse, er aftalen mellem parterne ikke underlagt de arbejdsretlige regler. Da de kun er tilknyttet virksomheden for en periode, vil de heller ikke være i en fast ansættelse, som er et krav for at ophavsretten overgår i kraft af ansættelsesforholdet. De vil i stedet som udgangspunkt selv have den fulde ophavsret til de værker, de frembringer under den periode, hvor de er tilknyttet virksomheden. Der kan selvfølgelig laves aftaler om, at ophavsretten overgår til arbejdsgiveren, da det ellers vil betyde, at arbejdsgiveren ikke får noget ud af at have freelanceren eller konsulenten tilknyttet, fordi de vil kunne tage værket med, når perioden udløber. Den slags aftaler kunne have sit udspring i en freelanceoverenskomst, hvor det nøje er beskrevet, hvordan aftalen skal se ud og hvorledes honoraret fastsættes. Freelanceren får honoraret for i et vist omfang at overdrage udnyttelsesrettigheden til den midlertidige arbejdsgiver. Oftest vil arbejdsgiveren dog kun få ret til at bruge materialet én gang, en videre udnyttelse af materialet kræver en aftale herom. Det producerede værk må ligeledes kun benyttes i den publikation eller sammenhæng, hvortil det er rekvireret, hvis det skal bruges andre steder, kræver det en særlig aftale. En helt grundlæggende ting for freelancere er, at de ikke må stilles dårligere end fastansatte, der laver det samme. Hvis et ophavsretligt værk lavet af en freelancer bliver brugt uden at den, der bruger det, har erhvervet ret dertil, eller hvis værket bliver brugt i en krænkende sammenhæng, kan freelanceren kræve erstatning. 13

16 5.2. Værker frembragt i fritiden Et værk skal, for at der kan ske rettighedsoverdragelse i kraft af ansættelsesforholdet være frembragt som led i dette forhold. Det følger modsætningsvist, at hvis det ikke er frembragt som led i ansættelsesforholdet, er det i stedet frembragt i fritiden. Og i så tilfælde har arbejdsgiveren ikke ret til værket. Arbejdsgiveren er dog ikke udelukket fra at få lov til at udnytte værkerne, dette kan f.eks. ske gennem en aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvor arbejdstageren vil kunne få et honorar til gengæld for udnyttelsesretten. I U H havde en afdelingschef i sin fritid lavet 125 tæppedesigns, og det blev af retten statueret, at de ikke var lavet som led i ansættelsen. Afdelingschefen havde dog givet arbejdsgiveren ret til at udnytte dem til bestilling af prøvetæpper, som indgik i arbejdsgiverens salgsmateriale. Dette skete uden at opnå eller tage forbehold for honorar, og på grund af den udviste passivitet mistede afdelingschefen retten til at kræve honorar. Efter afdelingschefens fratræden var arbejdsgiveren således stadig berettiget til at udnytte designene uden at skulle betale honorar. Der kan også opstå tvivl om, hvorvidt værkerne reelt er frembragt i fritiden eller som led i arbejdet. I U /2S havde en møbelarkitekt, ansat hos en arkitekt, været med til at fremstille nogle møbelstoffer, der skulle bruges i en flyvemaskine. Møbelarkitekten anså sig selv som ophavsmanden til designet, da møbelstofferne blev fremstillet i et samarbejdet med en virksomhed, hvor møbelarkitekten var ansat som konsulent. Retten fandt, at ophavsretten lå hos arbejdsgiveren, da det var ham, der havde fået ordren, og at møbelarkitektens kunstneriske indsats i henseende til tid og indhold ikke var gået ud over, hvad der naturligt må omfattes af en ansættelse i en virksomhed af arkitektens art. Hvis der er tale om et værk, der er uden relation til arbejdstagerens arbejdsopgaver i virksomheden, vil værket også blive anset for skabt i fritiden, og arbejdstageren beholder som udgangspunkt ophavsretten. Det betyder ligeledes, at hvis der er tale om værker, som falder indenfor arbejdstagerens arbejdsopgaver i virksomheden, vil det tale kraftigt for, at arbejdsgiveren har en udnyttelsesret i kraft af ansættelsesforholdet, dette især hvis arbejdstageren selv har taget værket med på sin arbejdsplads Arbejdstagers ret til ophavsretlige frembringelser Da rettighederne til det frembragte ligger hos den ansatte ophavsmand, kan arbejdstageren som udgangspunkt råde over værket, som han har lyst til. Det siger dog sig selv, at ansatte ophavsmænd 14

17 ikke frit kan råde over disse værker. I så fald vil en arbejdsgiver ikke få noget ud af det værk, som er skabt i arbejdstiden. På trods af rettighedsovergangen skal de ideelle rettigheder stadig respekteres. Ophavsmanden har således krav på, at hans navn nævnes ved f.eks. udgivelse eller gengivelse. Ved de dele af rettighederne, der er overgået til arbejdstageren, antages det normalt, at både arbejdsgiver og arbejdstager har påtaleret overfor krænkelser af beføjelser, der er overtrådt. Men ved de dele af rettighederne der ikke er overgået til arbejdsgiveren, er det kun arbejdstageren, der har påtaleretten. Ved en overdragelse får arbejdsgiveren ikke en ret til at ændre værket, medmindre ændringen er sædvanlig eller forudsat åbenbart, hvilket følger af OPHL 56, stk. 1. Da det er en udnyttelsesret og ikke en ejendomsret, som arbejdsgiveren får til værket, har han ikke ret til at videreoverdrage udnyttelsesrettighederne til en tredjemand uden arbejdstagerens samtykke. Omvendt har arbejdstageren heller ikke ret til at overdrage til tredjemand. Dette følger af OPHL 56, stk. 2. I U Ø havde et dagblad givet B.T. ret til at genoptrykke et fotografi, som arbejdstageren havde taget som led i sin ansættelse på dagbladet. Tilladelsen blev givet uden den ansattes tilladelse, og retten fandt, at dagbladet havde krænket arbejdstagerens eneret ved at genoptrykke uden tilladelse. Hovedreglen i OPHL 56, stk. 2 bliver modificeret af, at en videreoverdragelse er tilladt, hvis der er tale om, at videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Et eksempel på en sædvanlig eller åbenbart forudsat videreoverdragelse er, hvis en virksomhed videreoverdrager sine rettigheder, som er overdraget fra arbejdstageren, til en anden virksomhed som led i at hele eller dele af virksomheden sælges eller går konkurs. 6. Rettens overgang 6.1. Overdragelse ved aftale En overdragelse til arbejdsgiveren kan ske ved en udtrykkelig aftale, som kan bestå af en direkte aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager eller af en kollektiv overenskomst. F.eks. er journalister ofte dækket af en sådan kollektiv overenskomst. Ved en udtrykkelig aftale skal der ske en fuldstændig regulering af alle rettighedsmæssige forhold mellem arbejdstageren og arbejdsgiveren. Det kunne f.eks. være en præcisering af, om værket må videregives eller overdrages til andre, og i så fald om og hvor stort vederlaget skal være. Det kan også være vigtigt at have aftaler om, hvorvidt den ansatte må anvende værket uden for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Eventuelt vil et sådant spørgsmål være reguleret i en overenskomst eller i ansættelseskontrakten. I nogle tilfælde 15

18 kan det være aftalt, at der skal indhentes samtykke hver gang måske endda skriftligt samtykke. Ved at have sådan en aftale undgår parterne at stå i en situation, hvor de ikke ved hvilken retsstilling, de har. Men uanset hvad der er aftalt omkring brugen af værket, vil den ansatte altid være bundet af konkurrenceretlige loyalitetshensyn. 28 Hvor man ved direkte aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager kan komme ud for, at man ikke har reguleret alle rettighedsmæssige forhold og derfor skal tage stilling til, om arbejdsgiveren erhverver flere rettigheder end dem, der er reguleret i aftalen, må det antages, at faglige overenskomster er udtømmende således, at de regulerer rettighedsoverdragelsen i en sådan forstand, at arbejdsgiveren ikke erhverver flere rettigheder end de udtrykkeligt aftalte i overenskomsten Overdragelse i kraft af ansættelsesforholdet Hvis der ikke foreligger en udtrykkelig aftale, kan erhvervelsen ske ved rettighedsoverdragelse i kraft af ansættelsesforholdet, hvorefter overdragelsen sker ved stiltiende aftale eller sædvane. Baggrunden for erhvervelse ved stiltiende aftale eller sædvane er princippet om ydelse og modydelse: Den fastansatte ophavsmand får løn m.v. som ydelse af arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren erhverver derfor ret til en modydelse i form af retten til i et vist omfang at råde over de værker, der er frembragt af ophavsmanden. At der er tale om et noget for noget forhold, må anses for helt naturligt. Det er f.eks. en naturlig forudsætning for et dagblad, at når de betaler løn til den fastansatte journalist, erhverver de derigennem retten til at trykke journalistens artikler i deres avis. På trods af en stiltiende aftale er det ikke ensbetydende med, at en arbejdsgiver får ret til et værk, som en arbejdstager har lavet inden for rammerne af ansættelsesforholdet bare på baggrund af en arbejdskontrakt. Der er nogle betingelser, der skal være opfyldt, for at der kan ske rettighedsoverdragelse i kraft af ansættelsesforholdet: Der skal være tale om et varigt og fast ansættelsesforhold, og værket skal være frembragt som led i ansættelsen. Et varigt og fast ansættelsesforhold skal forstås således, at freelancere, midlertidige projektansatte og andre løsere tilknyttede ansatte falder udenfor. Selvom der i et varigt og fast ansættelsesforhold normalt foreligger tryghedsgarantier for den ansatte, og instruktionsbeføjelser for arbejdsgiveren, er det dog ikke et krav, at der foreligger egentlige instruktionsbeføjelser. Dette er udledt af U H, hvor retten fandt, at selvom der ikke forelå en skriftlig kontrakt mellem parterne, kunne det ikke 28 Hygum Jacobsen, Schelin, s

19 udelukkes, at der var tale om en fast ansættelse. Retten lagde i den henseende vægt på, at der blev udbetalt både fast månedsløn efter fradrag af kildeskat og feriegodtgørelse, hvilket talte for en permanent og fast ansættelse. At være frembragt som led i ansættelsesforholdet betyder i praksis, at værker, der er frembragt i fritiden, ikke er omfattet af rettighedsovergangen. I tilfælde af rettighedsovergang, i hvilket omfang overgår rettighederne så til arbejdsgiveren? Hovedreglen herfor er udledt af U H. Her blev det udtalt, at ophavsretten til et værk frembragt som led i et ansættelsesforhold, anses for overdraget til arbejdsgiveren i det omfang, som er nødvendigt for dennes sædvanlige virksomhed (mine fremhævelser). Hvad der er nødvendig for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, er flere gange blevet prøvet ved retten. Her kan bl.a. nævnes U Ø; Ritzaus Bureau havde ikke erhvervet ophavsretten til journalistens artikler i videre omfang end nødvendigt for bureauets sædvanlige virksomhed, og U H: genudsendelse af tv-programmer var nødvendig for tv-selskabets sædvanlige virksomhed. Det kan være svært præcist at sige, hvad der er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, men f.eks. er det nødvendigt for en avis, at de må bruge den fastansatte journalists artikel i deres avis. I bet. 1990/1197 gjorde udvalget sig også tanker om, hvad det, at en udnyttelsesform er nødvendig for en arbejdsgivers sædvanlige virksomhed, dækker over. Her må det bl.a. kræves, at udnyttelsesformen gennem nogen tid har indgået i selskabets arbejdsgang, og at der er tale om så lang tid, at de ansatte har haft rimelig mulighed for at rejse de rettighedsmæssige spørgsmål overfor ledelsen. Hvis udnyttelsesformen har været brugt så længe, at de ansatte må anses for at have stiltiende accepteret den, er der også tale om sædvanlig virksomhed. Her er det dog et krav, at udnyttelsen sker åbent og ikke skjult for de ansatte. 29 Sædvanlig virksomhed kan bedst beskrives som det, man plejer at gøre i den pågældende virksomhed. Igen kan aviseksemplet bruges, da det, de plejer at gøre, er at udgive aviser med artikler i. Det er derimod ikke sædvanlig virksomhed for en avis at udgive en cd-rom eller musik-cd er. Ved en vurdering af omfanget af overgangen, vil der endvidere også ske en konkret vurdering af virksomhedens forhold, ophavsmandens forudsætninger, disses samspil med den konkrete arbejdsopgave samt en vurdering af værkets karakter. Hvis der er sket rettighedsoverdragelse, har arbejdsgiveren dog ikke ret til at benytte værket på alle tænkelige måder. Såfremt arbejdsgiveren ønsker at benytte værket på en måde, der ligger uden for det normale for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, skal der forhandles en ny aftale på plads mellem arbejdsgiver og arbejdstager. 29 Bet. 1990/1197, s

20 Det er det statiske princip, hvorefter det er arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på tidspunktet for værkets frembringelser, der bliver lagt til grund, ved en vurdering af, hvornår rettighederne er overgået til arbejdsgiveren i kraft af ansættelsesforholdet. Dette princip blev også lagt til grund i U Ø; retten fandt det ikke godtgjort af Ritzaus Bureau, at dennes sædvanlige virksomhed på tidspunktet for artiklens skabelse omfattede salg til ikke-abonnenter. Da det er tidspunktet for værkets frembringelse, der skal lægges til grund, har ansættelsestidspunktet ingen betydning. Således er det ikke nødvendigt for arbejdsgiveren at skulle gå tilbage og finde ud af, hvornår de forskellige arbejdstagere fik ansættelse. Tidspunktet for vurderingen blev også diskuteret i bet. 1990/1197, hvor det blev fastslået, at det var tidspunktet for værkets fremstilling, der var afgørende. 30 Det er fastsættelsen i denne betænkning, der sidenhen har dannet praksis ved vurderingen af, hvornår rettighederne er overgået Ansættelsens ophør Rettigheder, der er overgået til arbejdsgiveren i kraft af ansættelsesforholdet, vedbliver med at tilhøre arbejdsgiveren selv efter ansættelsens ophør. Således forbliver arbejdsgiverens ret til at udnytte værket hos virksomheden så længe, det er nødvendigt af hensyn til den sædvanlige drift. Dette er også tilfældet selvom den ansatte forlader arbejdspladsen eller afgår ved døden. I U H kan man udlede, at arbejdsgiveren har krav på at have et eksemplar eller om nødvendigt originalen til rådighed, selv efter arbejdstageren er fratrådt. I den konkrete sag havde en pressefotograf ved sin fratrædelse taget negativerne til sine billeder med fra den tidligere arbejdsgivers arkiv. Pressefotografen nægtede at aflevere negativerne tilbage, men retten fandt, at det var af afgørende betydning for dagbladets fremtidige brug af negativerne, at de forblev i dagbladets arkiv, og at der desuden ikke var noget belæg i praksis for, at opbevaringen kun skulle vare indtil ansættelsens ophør. I NIR 90/247 SH var en tidligere ansat ikke berettiget til at tage det af ham fremstillede kursusmateriale med, da han stoppede i virksomheden. Sø- og Handelsretten udtalte, at for så vidt sagsøgte (den tidligere ansatte) har frembragt materialet, er det sket som led i hans ansættelse hos sagsøger, og at hans eventuelle ophavsret dertil findes derfor at være overgået til sagsøgeren (den tidligere arbejdsgiver) i det omfang, det var nødvendigt for selskabet. Hvorefter 30 Bet. 1990/1197, s

21 retten udtalte, at den tidligere arbejdsgiver havde eneret til anvendelse af kursusmaterialet. Selvom en arbejdstager ikke længere er ansat i selskabet, har han stadig en almindelig loyalitetspligt overfor den tidligere arbejdsgiver, hvilket NIR 90/247 SH også er et udtryk for. Men derfor må den tidligere arbejdstager dog stadig frit udnytte den almindelige erhvervserfaring, som han har fået i virksomheden. 31 Den tidligere ansatte har dog som minimum ret til fri adgang til de værker, der ligger hos den tidligere arbejdsgiver, så det kan lade sig gøre at udnytte de rettigheder, han eventuelt stadig vil have. Dette er den absolutte hovedregel, medmindre der foreligger andre forhold, såsom f.eks. en aftale om fuldstændig overdragelse af ophavsrettighederne til arbejdsgiveren, hvilket ligger frit for parterne. I SH2006.V havde en grafiker brugt reklamemateriale, der var udarbejdet under tidligere ansættelse på et reklamebureau på sin hjemmeside. I ansættelsesaftalen var det aftalt, at frembringelser under tjenesten skulle tilfalde virksomheden uden særskilt vederlag, og at virksomheden havde ophavsretten til såvel færdige som igangværende projekter. Ved at lægge reklamematerialet på hjemmesiden skete der en tilgængeliggørelse for almenheden, som det kun er ophavsretsmanden, der har ret til. Da grafikeren havde afgivet ophavsretten til alt fremstillet materiale, var han ikke berettiget til at tilgængeliggøre, og han måtte heller ikke benytte reklamematerialet i markedsføringsøjemed. Dommen viser, at en fuldstændig overdragelse reguleret i en ansættelsesaftale betyder, at det også efter ansættelsens ophør er arbejdsgiveren, der har ophavsretten til værker frembragt under ansættelsen. 7. Eksempler på rettens overgang 7.1. Journalister Journalister kan ligesom alle andre være ophavsmænd til et værk, som de selvstændigt har skabt. Og dette gælder for både fastansatte og freelance journalister. En journalist, ansat f.eks. ved en avis, kan dog have overdraget udnyttelsesrettighederne til sin arbejdsgiver f.eks. som led i ansættelseskontrakten. Hvor mange udnyttelsesrettigheder der overdrages til arbejdsgiveren, afhænger af ansættelsesaftalen, overenskomsten eller den individuelle aftale, der er indgået på freelancebasis. 31 Per Håkon Schmidt, s

22 For de fleste journalisters vedkommende er der i dag indgået overenskomster mellem arbejdsgiveren på den ene side og Dansk Journalistforbund på den anden side. Der er både lavet overenskomster for fastansatte og overenskomster og kollektive aftaler for freelancere. Det grundlæggende er, at når journalisten bliver ansat, indgår han på samme tid en stiltiende eller udtrykkelig aftale om at overdrage nogle af de økonomiske rettigheder til arbejdsgiveren. Hvis der ikke er lavet nogen aftale om ophavsretten til værkerne, hverken i en ansættelseskontrakt eller i en overenskomst, er udgangspunktet dog, når det gælder fastansatte journalister, at udnyttelsesrettighederne kun overgår til arbejdsgiveren i det omfang, der er nødvendig for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Dette sker, medmindre der i overenskomsten eller i den individuelle aftale er lavet aftaler om, at der skal ske overdragelser af rettighederne i videre omfang. En mere vidtgående rettighedsovergang kan også have sin berettigelse gennem en kutyme på området, 32 dette er U Ø et eksempel på. Her havde Aller Press lavet et tillæg til ansættelseskontrakten, hvorefter alt stof og billeder frit kunne benyttes i alle deres publikationer. Tillægget var lavet uden en forudgående aftale med Dansk Journalistforbund. Retten fandt, at fremgangsmåden havde været brugt så længe, at den havde fået karakter af en kutyme. Således skabte en kutyme grundlag for en mere vidtgående rettighedsovergang end den, der normalt foreligger indenfor pressebranchen. Selvom arbejdsgiveren har fået en udnyttelsesret i kraft af ansættelsesforholdet, er det ikke ensbetydende med, at arbejdsgiveren må videreudnytte stoffet. En videreudnyttelse kunne f.eks. være en gengivelse af et billede i en anden avis end der, hvor arbejdstageren er ansat. I U Ø fik en pressefotograf krænket sin eneret efter dagældende Fotografilovs 1, da arbejdsgiveren uden fotografens tilladelse videreoverdragede et fotografi, som fotografen havde taget, og derfor havde fotografen ret til erstatning og godtgørelse. For at undgå en situation hvor der ikke er lavet nogen aftale om videreudnyttelse, har mange medievirksomheder lavet videreudnyttelsesaftaler med Dansk Journalistforbund. I sådanne aftaler bliver det ofte fastlagt, om virksomheden har en ret til at videreudnytte værket, hvor en videreudnyttelse kan finde sted, og hvilket vederlag arbejdstageren kan få ved en videreudnyttelse. For freelancere gælder det i nogle overenskomster, at hvis intet andet er aftalt, tilfalder videreudnyttelsesretten ophavsmanden selv. 32 Dansk Journalistforbunds hjemmeside, 20

23 7.1.1 En journalists ansættelseskontrakt En journalist har ligesom alle andre også krav på en kontrakt ved ansættelse. I en sådan kontrakt er der nogle ting, som skal være med qua lovreguleringen, bl.a. oplysninger om løn, arbejdstid, arbejdssted, ferie, stilling mv. Disse krav er nærmere specificeret i Ansættelsesbevisloven 2. Ansættelseskontrakten kan desuden indeholde en stillingtagen til ophavsretten. Hvis virksomheden, hvor journalisten bliver ansat, har indgået en overenskomst med Dansk Journalistforbund, er det standartkontrakten i overenskomsten, der skal anvendes ved ansættelsen. Ved ansættelse i en virksomhed, der ingen overenskomst har, tegnes i stedet em individuel kontrakt. Dog er langt de fleste medievirksomheder i Danmark dækket af overenskomster. I Journalistforbundets standartansættelseskontrakt er det statueret, at det er medarbejderen selv, der har ophavsretten til de producerede værker, det være sig både artikler, fotografier, billeder mv. Herefter bliver det fremhævet, at virksomheden har de rettigheder, der er nødvendige for at anvende de tjenstligt producerede værker i sin sædvanlige virksomhed, ligesom anvendelse på Internettet i en tidsmæssig sammenhæng er tilladt for virksomheden, hvis det er nødvendig for arbejdstagerens sædvanlige virksomhed. Såfremt det er nødvendigt at anvende værkerne på Internettet uden en tidsmæssig sammenhæng, kan arbejdsgiveren opnå en sådan ret ved at betale et årligt tillæg til lønnen. Tillæggets størrelse afhænger af, om der er tale om offentliggørelse på mediets hjemmeside ude af sammenhæng med sædvanlig publicering, eller om der er tale om tilrådighedsstillelse for elektroniske presseklip i InfoMedia eller lignende databaser med samme formål. Hvis der skal ske anvendelse i videre omfang, skal der laves en særskilt aftale med journalisten. De rettigheder, der forvaltes af Copy-Dan og andre forvaltningsorganisationer, forbliver hos journalisten. 33 I den personlige ansættelseskontrakt er det ikke tilladt at forringe medarbejderens vilkår i forhold til overenskomsten, men det kan sagtens lade sig gøre at forhandle sig frem til individuelle forbedringer, så som f.eks. fri bil, fri avis eller telefon mv. I mange overenskomster er der i standartkontrakten ikke taget stilling til ophavsretten. Dette kan skyldes, at der i stedet er taget stilling til ophavsretten i overenskomsten. 33 Ansættelseskontrakt, standartkontrakt for journalister 21

24 DR-aftale for fastansatte Overenskomsten tegnet mellem DR og Dansk Journalistforbund for fastansatte omfatter journalistisk arbejde mm.. Deri er der taget stilling til alle de almindelige ting, såsom løn, pension, ferieregler, barsel mv. Men der er også taget stilling til ophavsretten til det materiale, som medarbejderne producerer. I overenskomstens 26 er det således fastlagt, at medarbejderne [ ] nyder beskyttelse for det af dem tjenstligt produceret udsendelsesstof [ ]. Således er parterne enige om, at de af medarbejderne producerede værker er ophavsretsligt beskyttet. Efter 26, stk. 2 erhverver DR i kraft af ansættelsesforholdet alle radio- og fjernsynsrettigheder til det tjenstligt producerede udsendelsesstof, og DR kan frit benytte udsendelsesstoffet i egne eller i andre radio- og fjernsynsorganisationers udsendelser, samt alle andre steder, hvortil der er hjemmel i Ophavsretslovens undtagelsesbestemmelser. Endvidere har DR retten til presse- og udstillingsbrug af faste billeder i forbindelse med omtale af DRs virksomhed, ligesom DR må anvende billederne i deres egne publikationer. For medarbejderne betyder det, at de i kraft af ansættelsesforholdet har overdraget deres udnyttelsesrettigheder til udsendelser til TV-brug. Men trods det har medarbejderne stadig krav på, at deres ideelle rettigheder opretholdes, f.eks. ved at deres navn nævnes i forbindelse med den udsendelse, som de har været med til at lave. 26, stk. 2 er en meget stor indskrænkning i medarbejdernes rettigheder, da DR også har retten til at udnytte det producerede udsendelsesstof i andre radio- og fjernsynsorganisationers udsendelser. Medarbejderne har dog efter 26, stk. 3 en ret til at benytte stoffet uden for radio eller fjernsyn, hvis de i hvert tilfælde kan få et forudgående samtykke fra DR. Det betyder, at medarbejderne bevarer eneretten til udnyttelsen af det, de producerer i alle andre sammenhænge end til udnyttelse i radio og fjernsyn, så længe der indhentes samtykke fra DR. Eksempler på en benyttelse uden for radio og fjernsyn, er bl.a. salg af dvd er, bogudgivelser o.l. DR har i flere omgange forsøgt at komme af med denne bestemmelse, for i stedet at få en bestemmelse om, at alle nuværende og kommende udnyttelsesrettigheder til det tjenstlige producerede stof overgår til DR. Dette er dog ikke sket, og det har bl.a. resulteret i en langvarig strejke i 1971 og en voldgiftssag anlagt af DR i 1989, hvor DR forsøgte at få fortolkningen af bestemmelsen ændret til, at DR fik overdraget alle udnyttelsesrettigheder alene i kraft af ansættelsen. DR tabte sagen, da bestemmelsen i overenskomsten gennem tiderne var blevet gjort til genstand for konkret forhandling Hygum Jakobsen, Schelin, s. 102 ff. 22

25 Medarbejderne kan derfor stadig. hvis de har fået et samtykke af DR, udnytte stoffet, så de kan tjene penge på det, de har produceret. Under en eventuel konflikt mellem DR og Dansk Journalistforbund må DR ikke genudsende udsendelser, hvortil medarbejderne har ophavsret, det følger af 26, stk Der foreligger desuden en aftale om videreudnyttelse, der regulerer alle forhold i forbindelse hermed. Bl.a. er det i 2 godtgjort, at i tilfælde af en aftale med en tredjemand om overdragelse af udnyttelsesrettigheder skal det præciseres hvilke konkrete udnyttelsesrettigheder, der overdrages, og at der ikke sker overdragelse i videre omfang Universitetsansattes ophavsret Hvis en universitetsforsker opfinder noget, der er patenterbart, falder det ind under Lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner. Dermed er det nærliggende at tænke, at det samme gælder for ophavsretlige værker frembragt af en universitetsforsker. Men det følger af noterne til LOF 3, at ophavsret til litterære eller kunstneriske værker, der er reguleret af Ophavsretsloven, ikke er omfattet af denne lov. Således kan man ikke i LOF se noget om ophavsretten til værker skabt af universitetsansatte, og derfor må en eventuel retsstilling løses efter Ophavsretsloven praksis. Ophavsretten til en lærebog opstår efter OHL 1, stk. 1 hos forskeren. En universitetsforsker er som ansat ved universitetet underlagt en form for arbejdstager/arbejdsgiverforhold. Der er dog ikke tale om et almindeligt arbejdstagerforhold, da der f.eks. ikke eksisterer egentlige instruktionsbeføjelser. At være underlagt et tjenesteforhold betyder som udgangspunkt, at ophavsretten til de værker, som forskeren frembringer i ansættelsesforholdet, overgår til arbejdsgiveren i den udstrækning, dette er nødvendigt for dennes sædvanlige virksomhed. Men for forskere forholder det sig midlertidigt anderledes. Dette fordi forskere normalt bevarer retten til forskningsmaterialet, da det ikke er en del af universitets sædvanlige virksomhed at udgive lærebøger, afhandlinger eller publicere tidsskriftartikler. Det vil altså sige, at forskere betragtes som en særlig gruppe af ansatte, hvis ophavsrettigheder til frembragte værker ikke overdrages til arbejdsgiveren alene i kraft af ansættelsesforholdet. 37 Det forholder sig sådan på trods af, at mange ansatte kan bruge deres arbejdstid og de faciliteter, som universitetet stiller til rådighed Overenskomst mellem DR og Dansk Journalistforbund 36 Aftale om videreudnyttelse af tjenstligt produceret udsendelsesstof m.m. 37 UVBA NYT, s. 6, spalte 1, linje 31 ff. 23

26 og derudover også får løn fra universitetet. En universitetsansat forsker er ikke direkte forpligtet til at udarbejde lærebøger, og en lærebog er således ikke nødvendig, for at universitetet kan udøve sin normale virksomhed. Universitetets normale virksomhed er ifølge Universitetsloven 2 at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder. Det har dog betydning og ofte meget stor betydning for universitetet, at forskeren får publiceret sit værk, således at forskningen bliver synligt for offentligheden og for politikerne, der giver penge specielt mærket til forskning på universiteterne. Derudover er en publicering vigtig for universitetets anseelse både nationalt som internationalt, især hvis der er tale om banebrydende forskning. Hvis der bliver publiceret meget banebrydende forskning, vil det også være nemmere at tiltrække dygtige forskere og flere midler til forskning. Således vil en eventuel tvist om ophavsretten til en vigtig forskningspublicering kunne resultere i, at artiklen slet ikke blev publiceret, og universitetet ville så gå glip af omtale og måske også på sigt af dygtige forskere og midler. Når det er den universitetsansatte, der har ophavsretten til værket, er det ham, der råder over værket, og han kan så frit vælge at overdrage sit værk til universitetet, hvor han er ansat. Det er dog ikke så almindeligt. En overdragelse af et værk kan ske både skriftligt, mundtligt, stiltiende eller underforstået. Det vil også kunne ske i forbindelse med ansættelsen eller som led i ansættelsesaftalen, så længe der ikke er nogle kollektive aftaler, der taler imod. Det er dog undtagelsen og ikke reglen, da der ikke er sket nogen afståelse fra de universitetsansatte forskeres side af nogen dele af deres ophavsret til arbejdsgiverne, hverken ved direkte aftaler, kollektivt eller individuelt. I NIR 1986/282 påpeger Schaumburg-Müller, at forskningens vilkår varetages bedst ved, at der ikke sker og ikke bør ske overdragelse til universiteter og højere læreanstalter. 38 Når der ikke sker overdragelse af ophavsretlige værker til universitetet, betyder det også, at universitetet ikke kan kræve undervisningsmateriale, som en ansat har lavet i forbindelse med ansættelsen, overdraget til universitetet, ej heller kræve det stillet til rådighed for en ny underviser eller en vikar. Den ansatte kan dog vælge selv at overdrage undervisningsmaterialet til efterfølgeren eller vikaren. Den nuværende situation og manglen på lovgivning gør, at universiteterne ikke får del i nogle ophavsrettigheder, og derfor er der opstået diskussioner om, hvorvidt der skulle laves lovregulering på området. Bl.a. har Jytte Lindgård i NIR 1978/352 fremhævet, at hun finder den 38 Schaumburg-Müller NIR 1986/282, s. 285 og s

27 ulovregulerede retsstilling uholdbar og gerne så et kapitel om emnet i Ophavsretsloven eller en generel lov om arbejdstagers ophavsrettigheder. I den forbindelse fremhæver hun bl.a., at der ikke skal findes særregler for universitetsansatte, sådan som der på daværende tidspunkt var og stadig er. 39 I bet. 2006/1480 har det været drøftet, om der skal være en arbejdsgiverregel for universitetsansatte, men universiteterne har ikke ønsket, at der skulle indføres en sådan, da dette vil møde for stor modstand blandt forskerne. De har dog ønsket, at det skulle være muligt for universitetet at kunne udnytte undervisningsmateriale, som en tidligere ansat har fremstillet, eller som en nuværende ansat modsætter sig udnyttet. Sådan som det forholder sig nu, hvor ophavsmanden har udnyttelsesretten, er ifølge universiteterne ikke holdbart, når der er tale om materiale, som kan være vigtigt for at kunne uddanne på bedste og højeste niveau. 40 For at universiteterne skal kunne opfylde deres formål, som står beskrevet i universitetslovens 2, er det vigtigt, at de har det bedste undervisningsmateriale til rådighed, og lige nu vil det ikke altid være muligt. Det er ikke holdbart, og universiteterne burde kunne få mulighed for en udnyttelsesret til materialet, f.eks. mod at universitetet betalte en form for honorar for brugen, ligesom det sker ved udnyttelse af værker, der er skabt i fritiden. Måske vil det kunne forhindre, at der kan være meget stor forskel på kvaliteten på undervisningen inden for samme fag. Men en udnyttelsesret vil kunne være meget omkostningsfyldt for den universitetsansatte, da der kunne være tale om materiale, som skal indgå i den næste lærebog, den ansatte udgiver. Og ved at universitetet får mulighed for at udnytte materialet, vil indtægterne for en lærebog, hvor materialet indgår, måske ikke være så høje, som de kunne have været, hvis universitetet ikke havde adgang til det. Så den ideelle løsning er sådan set den, der allerede findes nu, hvor universitetet har mulighed for at udnytte materialet, hvis ophavsmanden giver sit tilsagn dertil, og hvis der intet tilsagn foreligger, er der heller ingen udnyttelsesret Forskningspublicering Når en forsker på universitet skriver en afhandling eller får publiceret anden forskning, tilhører ophavsretten ham, og derfor har forskeren også eneretten til at træffe afgørelser om trykning, genoptrykning, oversættelse m.v. af de skrevne artikler eller lærebøger. Denne eneret dækker over både fremstillingen af fysiske eksemplarer, altså i papirform, og digitale eksemplarer, herunder 39 Lindgård NIR 1978/352, s. 356 ff. 40 Bet 2006/1480, s

28 lagring på en database. Forskeren kan således vælge, hvor og på hvilke vilkår publiceringen skal finde sted. Universitetet kan ved en publicering af f.eks. en lærebog eller forskningsresultater, ikke kræve at få penge fra et evt. overskud, lige meget hvor mange penge bogen indtjener. Universiteterne er også tilfredse hermed, da de mener, at det er vigtigt med et økonomisk incitament til at udgive lærebøger på dansk. 41 For en universitetsansat forsker er der meget ære forbundet med forskningspublicering, formentlig fordi det ofte er forbundet med personlige interesser. Det er som regel forskeren selv, der vælger forskningsområdet, og ofte arbejder han med det samme område hele sin aktive forskerkarriere. Da en publicering derfor potentielt kunne have stor betydning for forskerens karriere, vil det være en meget stor indgriben for en forsker, hvis det skulle være universitetet, der skulle bestemme, om forskningsresultater skulle publiceres, og i så fald hvor de skulle publiceres. Det er vigtigt for forskeren at kunne stå inde for det, der står i forskningspublikationen, og have kontrol med indholdet i publikationen, og det kunne blive svært, hvis universitetet skulle stå for publiceringen. Endvidere kan det ske, at universitetet vil udgive forskningen, inden forskeren selv er klar, føler at forskningen er færdig, eller er på det rette stadie til at kunne publicere noget. Ved at det er den universitetsansatte forsker, der har retten til at få forskningspublicering udgivet, kommer man helt uden om alle disse senarier, og da der ikke er nogle gode grunde til at skulle lave om på retsstillingen, er det endnu ikke sket. Det vil også stride mod forskningsfriheden, som vi har i Danmark, hvis det ikke skulle være forskeren selv, der har ophavsretten til værket. Universiteterne ønsker dog i bet. 2006/1480, at universitetet har mulighed for at benytte resultatet, da de har betalt forskerens løn, både mens forskningen stod på, og mens artiklen blev skrevet. 42 Dette skete dog ikke. 8. Edb programmer 8.1. Hvad er et edb-program Edb-programmer er beskyttet efter OPHL 1, stk. 3, hvorefter de henregnes til litterære værker. Men det defineres ikke nærmere i loven, hvilke frembringelser der skal anses for edb-programmer. I lovbemærkningerne til 1989-loven er der en vejledende definition af et edb-program: et edbprogram er en række instruktioner eller oplysninger, fikseret i en hvilken som helst form eller på et 41 Bet. 2006/1480, s Bet 2006/1480, s

29 hvilket som helst medium, som tilsigter direkte eller indirekte at bringe en datamat til at angive, udføre eller opnå en bestemt funktion, opgave eller et bestemt resultat. 43 Der er således tale om instruktioner til maskinen altså programkoden. I bemærkningerne er den manglende definition forklaret med, at den hurtigt skiftende teknologiske udvikling kan gøre en sådan definition forældet, og i så tilfælde er man nødt til at ændre loven for at få nye former for programmer eller teknikker med. En nærmere definition er derfor overladt til praksis. Rent lovteknisk og for at undgå for mange spørgsmål om, hvorvidt det omhandlende program er beskyttet af loven, giver manglen af en definition meget god mening. En endelig definition vil betyde, at loven skal ændres hver gang, der sker en udvikling i teknologien, hvilket sker relativt ofte, da der er tale om et højteknologisk område. Hvad et beskyttet edb-program dækker over, er ikke helt nemt at finde ud af, men der er dog visse holdepunkter. Et edb-program er beskyttet, uanset om det er objektkode, maskinkode eller kildekode. Og det er uanset, om der er tale om, at programmet er digitalt, i en maskinlæsbar form, lagret på diskette, i ROM eller er nedskrevet på papir. En kildekode er et program, der fremstår i skrift enten i et højniveausprog eller i et assemplersprog, der ved hjælp af et specielt program kan laves om til objektkode. En objektkode er et program, der direkte kan styre computerens arbejde. 44 Der ydes også beskyttelse, hvis edb-programmet er inkorporeret i et andet produkt, f.eks. i en elektronisk chip. Beskyttelsen dækker såvel software som firmware. I edbdirektivet art. 1 er det desuden bestemt, at også forberedende designmateriale er omfattet af udtrykket edb-programmer, men kun hvis materialet på et senere stadium bliver til et egentligt edbprogram. Da man kun beskytter programmets udformning og ikke ideer i Ophavsretsloven, beskytter man heller ikke edb-programmets algoritme eller lignende ideer eller principper. Manualer og vejledninger til brug og installering af programmerne nyder heller ikke beskyttelse som et edb-program. Disse er i stedet beskyttet som litterære værker efter OPHL Dog nyder computer- og videospil beskyttelse som edb-programmer, ligesom det samme er tilfældet med virtual reality-systemer. 43 FT , Tillæg A, spalte 3210, linje Bet. 1989/1064, s Schønning 2008, s

30 8.2. Baggrunden for beskyttelsen af edb-programmer I 1988 blev der i Folketinget fremsat et lovforslag om ændring af ophavsretsloven, lov nr. 378 af 7. juni Loven blev vedtaget som LBK nr. 453 af 23/6/1989, hvorefter edb-programmer medregnes som beskyttede litterære værker og hvor ophavsretten til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold overgår til arbejdsgiveren. Før lovforslaget var der ikke nogen egentlig regulering af, hvem der havde ophavsretten til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold, og der havde i Norden været bred enighed om, at spørgsmålet ikke skulle reguleres i loven. De forløbende ophavsretslove og motiverne dertil havde heller ikke nogen bestemmelse om edbprogrammer i ansættelsesforhold. Retsstillingen var således, at rettighederne kun overgik til arbejdsgiveren i det omfang, det var aftalt, enten ved udtrykkelig eller stiltiende aftale. Hvis der ikke forelå en udtrykkelig aftale, måtte der anlægges en snæver fortolkning af rettighedsoverdragelsens omfang, og formodningen var imod en total overdragelse. Men på trods af den manglende lovregulering, var retstilstanden dog sådan, at virksomhederne ofte erhvervede alle de relevante udnyttelsesrettigheder til programmerne i kraft af selve ansættelsesforholdet. Dette var gældende, hvis den der lavede edb-programmet, var ansat med henblik på at frembringe sådanne programmer, eller hvis virksomhedens formål var at frembringe edb-programmer. 46 Ved en vurdering af, om der var sket overgang til arbejdsgiveren, brugte man principperne fra U H, hvorefter rettighederne ikke overgår i videre omfang end nødvendigt af hensyn til arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Således lå retstilstanden meget tæt op af læresætningerne fra Knoph, Lund og Weincke. Rettighedsovergang skete ofte, hvis der var tale om en arbejdsgiver, der arbejdede med edb-programmer, da erhvervelsen af rettighederne var nødvendige for selskabets sædvanlige virksomhed Lovforslaget om ophavsret til edb-programmer og edb-direktivet I lovforslaget til 1989-loven var der betydelige ændringer vedrørende rettighederne til edbprogrammer. En af ændringerne i forhold til den dagældende ophavsretslov var bl.a., at edbprogrammer blev skrevet ind i OPHL 1, som et ophavsretligt beskyttet værk. Dermed fik vedkommende, der frembragte edb-programmer som udgangspunktet ophavsretten dertil. Ud over den nye 1 blev der også indsat en helt ny 11, stk. 2, hvorefter det i stk. 2, nr. 3 ikke er lovligt at fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form. I 1989-lovmotiverne er der en 46 FT , Tillæg A, spalte

31 nærmere definition af edb-program i maskinlæsbar form; [ ] hvor et eksemplar af et edb-program foreligger eller fremstilles i en sådan form, at det umiddelbart er egnet til indlæsning i en datamat, hvad enten programmet foreligger eller fremstilles på bånd, diskette eller ved anden teknisk fremgangsmåde. 47 Udtrykket maskinlæsbar form svarer til den nuværende formulering; digitaliseret form. Ændringen blev foreslået i lovmotiverne til 1995-loven, da man mente, at digitaliseret form var mere i overensstemmelse med nu anvendt terminologi. 48 Endvidere blev der også indsat en helt ny del i kapitel 3, der fik titlen særlige bestemmelser om edb-programmer. I 42 a i dette kapitel blev udnyttelsesaftaler om edbprogrammer beskrevet, og derudover blev der i 42 b indført en regel ang. edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold. Efter 42 a må man foretage ændringer i programmet, som er nødvendige for den aftalte udnyttelse, hvis intet andet vel at mærke er aftalt. Endvidere må man fremstille en sikkerhedskopi, hvis det er nødvendigt for udnyttelsen af programmet. Disse rettigheder bortfalder dog, hvis retten til at udnytte programmet ophører. Disse bestemmelser svarer i store træk til 36 i den nuværende Ophavsretslov. 42 b kom til at lyde således; Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt som led i et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, medmindre andet er aftalt. Den nyværende 59 om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold er næsten enslydende med den gamle 42 b. Den eneste forskel er, at man efter 59 ikke kan aftale, om ophavsrettighederne ikke skal overgå til arbejdsgiveren, dette er dog muligt efter 53, stk. 4. Et af ønskerne til 1989-loven var, at få en præcisering af lovens bestemmelser om beskyttelse af litterære værker, så de også dækker edb-programmer, og at få en særlig bestemmelse om ophavsretten til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold. Formålet med præciseringen blev begrundet med at, der i flere år havde hersket en vis retsusikkerhed omkring edb-programmer, som på længere sigt ville kunne have uheldige konsekvenser for edb-omsætningen. En uheldig konsekvens kunne være, at medarbejderne under henvisning til egne rettigheder kunne forhindre arbejdsgiveren i at disponere over værket. Det havde også en stor betydning, at edb-programmer i lande som USA, Japan, Australien, Frankrig og Vesttyskland fik ophavsretlig beskyttelse. 49 Det blev i bet. 1986/1064, Delbetænkning om ophavsret og edb fra udvalget vedrørende revision af 47 FT , Tillæg A, spalte FT , s. 1339, spalte FT , Tillæg A, spalte

32 ophavsretslovgivningen, slået fast, at programmellet er en afgørende forudsætning for, at datamater overhovedet kan fungere, og det repræsenterer i dag meget store værdier. 50 Netop ønsket om at beskytte de store værdier, der kunne ligge i et edb-program var en begrundelse for lovreguleringen. En nutidig begrundelse er, at hovedparten af alle edb-programmer bliver til som led i et ansættelsesforhold og ofte sker i samarbejde med andre medarbejdere, der alle bidrager til udviklingen af programmet. Således er der en begrænset personlige tilknytning til programmet, da der er flere om tilblivelsen. 51 Alle faste ansættelsesforhold med instruktionsbeføjelser var omfattet af OPHL 42 b, mens freelance og bestillingsforhold ikke ville være omfattet af OPHL 42 b. Endvidere vedbliver ophavsrettighederne hos arbejdsgiveren efter ansættelsesforholdets ophør. 52 Loven trådte i kraft i 1989, men allerede i 1992 blev reglerne om ophavsret til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold ændret. Dette skete på baggrund af edb-direktivet, der blev implementeret i Direktivet betød, at EU fik et ensartet og detaljeret regelsæt om retsbeskyttelsen af edb-programmer. Bl.a. blev værkshøjdekravet til et edb-program ens i hele EU, hvor det før havde været vidt forskelligt alt efter hvilket land, der var tale om. Således blev beskyttelsen af et edb-program meget bedre, da et program, hvis det var originalt og dermed beskyttet i ét land, også var beskyttet i resten af EU. Direktivet betød ikke, at Ophavsretsloven skulle ændres radikalt, da 1989-loven allerede havde taget stilling til ophavsret og edb. Mange af artiklerne i direktivet var blot en gentagelse eller en uddybning af gældende ret i Danmark. I art. 2, stk. 1 angående ophavsmanden til et program, hed det, at ophavsmanden til et edb-program er den fysiske person eller den gruppe af fysiske personer, der har udviklet edb-programmet [..]. Artiklen var egentlig bare en præcisering af allerede gældende danske regler, det samme var tilfældet med art. 2, stk. 2 om edb-programmer frembragt af flere personer i fællesskab. Heller ikke arbejdsgiverreglen i art. 2, stk. 3 var ny og epokegørende i dansk ophavsret. Artiklens ordlyd og den danske paragrafs ordlyd lå meget tæt op af hinanden, dog var der den forskel, at programmet efter den danske lovtekst skulle være frembragt som led i et ansættelsesforhold, mens programmet efter direktivet skulle være udviklet af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde. Ligeledes var det en skærpelse af den gældende danske lovgivning, at 50 Bet. 1986/1064, s Bet. 2006/1480, s FT , Tillæg A, spalte

33 overgangen også kunne ske, hvis der var tale om, at programmet var udviklet efter arbejdsgiverens anvisninger. 53 Da de ideelle rettigheder blev holdt helt uden for art. 2, stk. 3, havde (og har) artiklen kun indvirkning på de økonomiske rettigheder, hvilket havde den betydning, at den dagældende (og nugældende) danske ret, hvor alle rettighederne overdrages til arbejdsgiveren kunne opretholdes uden at komme i klemme i forhold til direktivet. Art. 5, stk. 1 indførte en ret til at kopiere et edbprogram, når dette var nødvendigt for at den, der retmæssigt havde erhvervet programmet, kunne benytte det efter sit formål. Stk. 2 gav retten til at lave en sikkerhedskopi, mens stk. 3 gav ret til besigtigelse, undersøgelse og afprøvning af programmet. Bestemmelserne i art. 5 svarer til den udformning, som OPHL 36, stk. 1 har. Direktivets art. 6 introducerede begrebet reverse engineering. Dette var en helt ny regel, som ikke tidligere var set i dansk ophavsret. Baggrunden herfor var konkurrencemæssige hensyn, da man ville undgå, at en producent kunne opnå monopol på området, hvis deres programmer ikke var interoperatible med andre producenters programmer. Den nuværende 37 svarer til art. 6 i edb-direktivet Beskyttelsen af et edb-program For at et edb-program kan nyde beskyttelse efter OPHL 1, stk. 3, skal det ligesom alle andre ophavsretligt beskyttede værker opfylde værkskravet. I edb-direktivets art. 1, stk. 3, er det beskrevet, at et edb-program skal nyde beskyttelse, hvis det er originalt i den forstand, at det er ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse. Programmet skal således være resultatet af en selvstændig skabende indsats, og ikke bare en afskrift eller kopi af et allerede eksisterende program. Derudover må programmet eller programdele ikke være en del af det almindelige fælleseje. Kravene til originalitet er således de samme som for alle andre værker. Edb-direktivets betragtning nr. 8 lægger op til, at der i forbindelse med en vurdering af, om et program er originalt, ikke bør ske en afprøvning af edb-programmets kvalitetsmæssige eller æstetiske værdi. Ved en vurdering af, om f.eks. en stol er original, skal der heller ikke ske en vurdering af stolens kvalitet eller æstetiske udtryk. På den måde harmonerer edb-direktivets betragtninger og den danske praksis angående originalitetsvurdering med hinanden. De bestemmelser, der gælder for litterære værker, gælder også for edb-programmer, da de er beskyttet 53 Schønning NIR 1992/56 31

34 som et litterært værk. Medmindre der er en særskilt regulering, f.eks. OPHL 11 a om midlertidig eksemplarfremstilling, der ikke gælder for edb-programmer. OPHL 12, stk. 1 giver lov til eksemplarfremstilling til privat brug, dette gælder dog ikke for edb-programmer, da det efter 12, stk. 2, nr. 3 er ulovligt at fremstille eksemplarer af edbprogrammer i digitaliseret form. Et eksempel kunne være kopiering af et tekstbehandlingsprogram med en original licens, for derefter at give kopierne videre til andre, eller installering af et edbprogram på flere af en virksomheds computere uden at sikre sig en flerbrugerlicens. Kopiering af edb-programmer er i dag meget udbredt og meget svært at bremse, måske især fordi mange ikke ser det som en kriminel handling. Således har Rockwool Fondens Forskningsenhed fundet frem til, at kun 3 ud af 10 i 2010 er helt afvisende overfor piratkopiering af edb-programmer. 54 Da der i loven kun er tale om kopiering i digitaliseret form, må man gerne kopiere edb-programmer i kildekode, f.eks. ved at kopiere en kildekode fra en lærebog. Det gælder, at man kun må foretage eksemplarfremstilling til privat brug af allerede offentliggjorte værker, og derfor er der et totalt forbud mod privatkopiering, hvis edb-programmet ikke har været publiceret eller på anden måde gjort tilgængeligt for almenheden. Dog er det lovligt at lave en sikkerhedskopi af edb-programmet, hvis det er nødvendigt for benyttelsen af det, eller foretage ændringer i programmet, der er nødvendige for udnyttelsen af programmet herunder rettelse af fejl, jf. OPHL 36, stk. 1, nr. 1 og 2. Retten til at fremstille en sikkerhedskopi eller foretage ændringer ligger dog kun hos dem, der har ret til at benytte programmet det er enten den, der har købt programmet, altså ejeren, eller den der har en licens til at benytte programmet brugeren. Ved salg af programmet eller ved licensens udløb skal man slette sikkerhedskopien, og man må derfor heller ikke fortsætte med at benytte den. Der foreligger efter OPHL 36, stk. 1, nr. 3 en ret til at undersøge og afprøve programmet for at forstå de ideer og principper, der ligger til grund for de enkelte elementer i programmet, hvis man vel og mærke er ejer eller retmæssig bruger af programmet, og kun hvis det er nødvendig for at finde frem til, hvad der ligger til grund. Det er kun den berettigede bruger eller ejer, der har denne ret, og man må således ikke overgive programmet til andre, der så skal foretage undersøgelsen. Det man lærer ved en sådan undersøgelse, må man gerne lade sig inspirere sig af, men man må ikke direkte kopiere det, da der i så fald vil være tale om en ophavsretlig krænkelse af programmet. 54 Rockwool Fondens Forskningsenheds nyhedsbrev februar

35 I OPHL 37 findes reglerne om reverse engineering, hvorefter ejeren eller den berettigede bruger har ret til at foretage eksemplarfremstilling af programmet uden ophavsmandens tilladelse, men kun med det formål at tilvejebringe interoperabilitet mellem et selvstændigt udviklet edb-program og andre programmer. Det er kun ejer, retmæssig bruger eller personer der har tilladelse hertil, der kan foretage handlingerne, og de må kun ske, hvis det er nødvendigt for at opnå interoperabilitet. De oplysninger, der ønskes tilvejebragt, må ikke tidligere have været tilgængelige, og må ikke benyttes til andre formål, videregives til tredjemand med undtagelse af, når dette er nødvendigt for at kunne gøre det selvstændigt udviklet program interoperatible eller benyttes til udvikling, fremstilling eller markedsføring af et edb-program, der svarer til det oprindelige, jf. OPHL 37, stk Rettens overgang edb-programmer i ansættelsesforhold Efter de almindelige principper om at ophavsmanden også er frembringeren, opstår ophavsretten til et edb-program som udgangspunkt hos arbejdstageren. Men når det drejer sig om edb-programmer frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår ophavsretten til programmet til arbejdsgiveren, jf. OPHL 59. Således er der meget stor forskel på retten til værker frembragt i ansættelsesforhold og retten til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold. Overgangen til arbejdsgiveren kan bl.a. ske, hvis man er ansat som programmør hos arbejdsgiveren, eller hvis man har fået det til opgave at lave programmet for arbejdsgiveren. At ophavsretten til edb-programmer tilhører arbejdsgiveren gør, at arbejdsgiveren frit kan disponere over programmet. Denne ret bliver hos arbejdsgiveren også efter arbejdstagerens ansættelse ophører. Overgangen til arbejdsgiveren er derfor definitiv arbejdstageren får ikke ret til programmet eller til at tage noget af programmet med ved ansættelsens ophør. Dette beskytter arbejdsgiveren mod, at arbejdstageren skulle forsøge at sælge programmet eller tage det med til et senere ansættelsesforhold. Arbejdsgiveren har som ophavsmand ret til at sætte andre til at arbejde videre på programmet, selvom disse ikke har været en del af den gruppe, der oprindeligt startede på programmet. Således sker der ifølge 1995-lovmotiverne en fravigelse af specialitetsgrundsætningen i OPHL 53, stk. 3, hvor overdrageren har overdraget en ret til at udnytte værket på en bestemt måde eller ved bestemte midler, og hvor erhververen ikke har ret til at udnytte værket på andre 33

36 måder. 55 Men her får overdragelsen den betydning, at arbejdsgiveren må udnytte værket, som han finder bedst. Rettighedsovergangen til arbejdsgiveren gælder ikke kun de økonomiske rettigheder, men også de ideelle, selvom der ikke på området for edb-programmer er praksis for at navngive ophavsmanden. I bet. 1986/1064 følger det, at i de tilfælde, hvor flere og ofte skiftende kredse af medarbejdere deltager i programmets tilblivelse, og hvor de ansatte har overdraget deres rettigheder til programmet til arbejdsgiveren, vil der normalt ikke være nogen pligt til at navngive de implicerede i forbindelse med edb-programmets udnyttelse. 56 På trods af at ophavsretten overgår til arbejdsgiveren efter OPHL 59, kan arbejdstageren dog godt bevare ophavsretten til programmet. OPHL 53, stk. 4 giver parterne en mulighed for at lave en aftale om, at rettighederne til programmet frembragt under ansættelsen skal forblive hos den ansatte. Der kan både laves aftaler om, at de økonomiske og/eller de ideelle rettigheder skal forblive hos arbejdstageren. Ligeledes om rettighedsovergangen skal være fuldstændig eller delvis. I tilfælde af aftaler, der fraviger reglen i OPHL 59, må det formodes, at aftalen skal være udtrykkelig Edb-program udviklet af fastansat, freelancer eller i fritiden For at der kan ske rettighedsovergang efter OPHL 59, skal der være tale om et arbejdstager/arbejdsgiverforhold, og derfor falder bestillingsforhold heller ikke ind under bestemmelsen, dette følger af lovmotiverne til 1992-loven. 57 Freelancearbejde falder også uden for bestemmelsen. Således vil det kun være de rettigheder, der er nødvendige for at tilgodese det overordnede formål med aftalen, der overdrages til den midlertidige arbejdsgiver. Det betyder også, at som udgangspunkt erhverver bestilleren her den midlertidige arbejdsgiver alene et eksemplar af værket og ikke selve værket, der forbliver hos ophavsmanden. Det er således kun en brugsret til programmet, som bestilleren erhverver. Derfor er det vigtigt for virksomheder, der har freelancere tilknyttet, at de skriftligt sikre sig retten til de programmer, der bliver udviklet i forbindelse med freelancerens tilknytning. Ligeledes at sikrer sig retten til at videreudvikle eller ændre på programmet. Ofte er det dog sådan, at overdragelsen af ophavsretten til bestilleren er en forudsætning i selve bestillingsoverdraget. En tvist om rettighedsoverdragelsen skal derfor løses på 55 FT , s. 1379, spalte 2 56 Bet. 1986/1064: s FT , spalte

37 baggrund af de indgåede aftaler og efter retsforholdets nærmere karakter. Hvis udvikleren er direktør i sin egen virksomhed, tilhører programmet virksomheden og ikke direktøren, og i tilfælde af konkurs har direktøren ikke ret til at disponere over programmet. I stedet tilhører det konkursboet, som kan forvalte programmet, som boet ønsker. Ligeledes forbliver rettighederne hos arbejdsgiveren efter arbejdstagerens ansættelse ophører. Efter OPHL 59 skal edb-programmet frembringes af en fastansat, der enten er ansat med formål at udvikle programmer eller har fået instruktion herom af arbejdsgiveren. Det har ingen betydning, om programmet bliver til i den normale arbejdstid eller i fritiden. Arbejdsgiveren har i begge tilfælde ophavsretten til programmet. Anderledes forholder det sig, hvis der er tale om en arbejdstager, der frembringer et edb-program, uden at det har relation til hans arbejdsopgaver, hvad enten det sker i fritiden, eller der i processen bliver gjort brug af arbejdsgiverens maskinel. Her er udgangspunktet, at ophavsretten tilfalder arbejdstageren. Også her er det vigtigt for arbejdsgiveren, at der laves en aftale med arbejdstageren, såfremt arbejdsgiveren ønsker at udnytte programmet. En rettighedsovergang bliver derfor afhængig af, om der er indgået en udtrykkelig eller stiltiende aftale, og om der er kutymer på området, der kunne betyde en rettighedsovergang. 58 Hvad enten der er tale om en stiltiende eller en udtrykkelig aftale, skal den undergives en indskrænkende fortolkning. Der er dog ikke meget, der taler for, at der opstår kutymer angående overdragelse af edb-programmer, der er skabt i fritiden, da kutymen skal opstå indenfor et område, hvor det jo ikke er almindeligt at frembringe edb-programmer, og hvor en sådan frembringelse skal ske så hyppigt, at der rent faktisk kan opstå en kutyme Programudvikling ved undervisnings- og forskningsinstitutioner Der har været og er stadig stor uenighed om, hvorvidt edb-programmer udviklet af ansatte ved universiteter eller forskningsinstitutioner er omfattet af reglen i OPHL 59, således at rettighederne til programmerne overgår til læreanstalten. For at OPHL 59 er gældende, skal der være tale om et egentligt arbejdstager/arbejdsgiverforhold, hvor der bl.a. skal være generelle og specielle instruktionsbeføjelser for arbejdsgiveren overfor arbejdstageren. Her gælder de samme kriterier, som for fastansatte. Koktvedgaard har i U 1989B.297 fremhævet, at han ikke anser forskere for 58 Bender, s Bender, s

38 omfattet af OPHL 59, således at de skal overdrage et frembragt edb-program til læreanstalten: Forskere, der er ansat på de højere læreanstalter, kan exempelvis næppe antages at være omfattet af lovreglen, bl.a. fordi læreanstalterne ikke har til formål at producere og sælge programmer. Den manglende instruktionsbeføjelse taler i samme retning. 60 Bryde Andersen har i NIR 2000/603 lagt vægt på, at hvis man fortolker tjenestestilling efter pålydende, så måtte en forskers ansættelse fortolkes på samme måde som andre ansættelsesforhold, og rettighederne til en forskers frembringelser måtte derfor tilhører forskningsinstitutionerne. Han fremhæver, at dette harmonerer med den praksis, der er på visse forskningsinstitutter, f.eks. Metrologisk Institut. 61 Samme holdning anlægger han i sin bog IT-retten. Men han fremhæver ligeledes, at der hidtil har været enighed om, at forskere ikke falder under OPHL 59, da deres arbejde bliver udført som led i fri forskning. Han lægger dog samtidig vægt på, at denne opfattelse må tages op til revision, hvis universiteternes patenteringspraksis ændres. 62 Når der er tale om frembringelser af andre værksarter som f.eks. lærebøger, gælder det, at ophavsretten forbliver hos den ansatte og ikke overgår til universiteterne og forskningsinstitutionerne. Og ud fra Koktvedgaard og Bryde Andersens anskuelser, skal man også anlægge en sådan fortolkning, når det drejer sig om edb-programmer frembragt af forskere. Dette synspunkt støttes bl.a. af, at det ikke er en del af universitetets formål at frembringe edbprogrammer, og at der heller ikke er nogen instruktionsbeføjelser mellem universitetet og forskeren. Begge argumenter har Koktvedgaard også fremhævet. Der kan ikke findes en løsning i edbdirektivet, da problemstillingen ikke er omtalt i deri. Men formuleringen af direktivet er dog ganske vidtgående, og vil derfor også kunne gælde forskere. Koktvedgaard og Bryde Andersen er således fortalere for, at forskere ikke er omfattet af OPHL 59. Schønning antager i stedet i Ophavsretten med kommentarer, at universitetsansatte er omfattet af OPHL 59. Til støtte for sin holdning fremhæver han, at der næppe er tvivl om spørgsmålet efter edb-direktivet art. 2, stk. 3 og 1992b-loven. Og at kulturministeren desuden har udtalt i forbindelse med behandlingen af 1995-loven, at videnskabeligt personale ansat på uddannelsesinstitutioner er omfattet af OPHL Der er dog hverken i edb-direktivet eller i 1992b-loven givet udtrykkeligt udtryk for, at reglen om edb-programmer frembragt i 60 Koktvedgaard U 1989B.297, s. 300, linje Bryde Andersen NIR 2000/603, s Bryde Andersen IT-retten, s Schønning 2008, s

39 ansættelsesforhold også skulle omfatte edb-programmer frembragt af forskere ved universiteter og forskningsinstitutioner. Bruun har i sin artikel i Vennebog til Mogens Koktvedgaard skrevet, at ordlyden i OPHL 42 b efter direktivets implementering nok er mere vidtrækkende end den gamle, og derfor må forskere også kunne omfattes af reglen. 64 Det er de samme antagelser Schønning gør. Der findes så vidt vides ingen domme, hvor en læreanstalt har krævet at få del i en ansat forskers frembragte edb-program, hvilket kan skyldes, at det ikke er normalt, at forskere frembringer edbprogrammer, hvorfor problemstillingen slet ikke er opstået i praksis endnu. I LOF har Schovsbo også taget fat i denne problemstilling. Her fremhæver han, at retsstillingen formentlig må være den, at ophavsretten tilfalder læreanstalten, men fremhæver samtidig, at retstillingen er meget uklar. 65 Der er således bred uenighed om, hvorvidt ophavsretten til ansatte forskeres frembragte edb-programmer tilfalder forskeren selv eller universitetet efter OPHL 59. Det kan synes at være mest nærliggende at fortolke reglen i OPHL 59 således, at rettighederne ikke overgår til universiteterne og forskningsinstitutionerne, bl.a. fordi det hverken er en del af deres formål efter Universitetsloven 2 at frembringe eller sælge edb-programmer. OPHL 59 skal derfor fortolkes indskrænkende, således at ophavsretten forbliver hos den ansatte. Det er dog ikke endegyldigt klart, hvorledes retstillingen er, og det bliver nok først endeligt klart, når og hvis der kommer en dom på området, eller hvis lovteksten bliver nærmere uddybet. Ingen af forholdene ser dog ud til at blive opfyldt foreløbigt. 9. Retspraksis 9.1. U H En journalist havde som led i sit ansættelsesforhold skrevet en artikel til Politiken. Dagen efter var der i Herning Folkeblad (herefter Folkebladet) en artikel, der indeholdte noget selvstændigt produceret stof, men også nogle passager, der var direkte kopieret fra artiklen i Politiken. Artiklen var optrykt uden at der forelå samtykke fra hverken journalisten side eller fra Politiken. Journalisten stævnede herefter Folkebladet, med påstand om, at både hans ophavsret og ideelle ret til værket var blevet krænket. Folkebladet tilkendegav, at der var sket en krænkelse, da journalistens navn ikke var blevet nævnt og påstod frifindelse, fordi journalisten ikke havde lidt noget tab. Derudover at gengivelsen ikke gik ud over den i OPHL 14 hjemlede ret til at citere, og at retten til artiklen 64 Bruun i Levin 1993, s Schovsbo LOF, s

40 tilfaldt Politiken og ikke journalisten. Politiken indtrådte i sagen som hovedintervenient med påstand om, at ophavsretten tilkom dem, dels i medfør af gældende ophavsretlige regler, dels i medfør af journalistens ansættelseskontrakts 1, hvorefter journalisten ikke måtte virke ved et konkurrerende foretagende eller påtage sig nogen journalistisk opgave eller andet lønnet arbejde uden for bladet, medmindre der var givet meddelelse til chefredaktionen. Journalisten påstod frifindelse. Byretten fandt, at det ikke kunne antages, at journalistens ophavsret var overgået til Politiken i videre omfang end, for så vidt angår disses ret til at gengive den i Politiken og eventuelt genoptrykke den der. Derudover var Folkebladet ikke et konkurrerende foretagende, og kontraktens 1 begrænsede derfor ikke journalistens ret til at påtage sig journalistiske opgaver uden for avisen. Derfor kunne et eventuelt erstatningskrav ikke tilfalde Politiken. Desuden gik citeringen i Folkebladet ud over, hvad OPHL 14 hjemlede. Da journalistens ophavsret var krænket, og da han var berettiget til honorar, fandt byretten, at han havde lidt et tab, hvorefter Folkebladet blev dømt til at betale journalistens krav. I Landsretten blev parterne enige om, at citeringen gik ud over den i lovens 14 hjemlede ret, og at Folkebladet skulle betale erstatning. Således omhandlede sagen kun tvisten om, hvem der havde krav på erstatningen. Landsretten fandt, at der ikke i ansættelseskontrakten var taget stilling til, hvem en eventuel erstatning tilfaldt, men at det måtte anses for bedst stemmende med ophavsretlige principper, at erstatningen tilfaldt journalisten. Der blev ikke givet en videre begrundelse på denne løsning. Højesteret derimod udtalte, at det ikke kan antages at [journalistens] ophavsret på grund af hans ansættelsesforhold ved Politiken var overgået til bladet i videre omfang end nødvendigt af hensyn til Politikens sædvanlige virksomhed. Han findes herefter ikke at være afskåret fra at påtale krænkelsen og oppebære erstatning for det uberettigede eftertryk af artiklen. Højesteretten fandt således, at journalisten havde både påtaleretten og kunne oppebære erstatningen. Det må lægges til grund, at et dagblad ved en ansættelse af en journalist får en eneret til at udgive det stof, som journalisten producerer, uden en sådan ret vil der ikke være noget levegrundlag for et dagblad. Mersing udtaler i U1979B.161, at i tilfælde af eftertryk skal der søges tilladelse hos både originaldagbladet og journalisten, da man må antage, at journalisten kun har overdraget udgivelsesretten til det dagblad, hvor han er ansat. Derfor udleder han, at begge parter både originaldagbladet og journalisten er forurettet, da der hverken forelå samtykke fra Politiken eller journalisten, og derfor er begge parter også både påtale- og erstatningsberettet, hvilket han 38

41 også anser for den materielle rigtige retsstilling. 66 Dette strider mod Højesterets afgørelse. At Højesteret endte med et andet resultat, skyldes de specielle processuelle forhold, som blev forelagt retten; enigheden mellem journalisten og Politiken om, at der var sket en krænkelse ved gengivelsen, men at det kun kunne være en af parterne, der var påtale- og erstatningsberettiget. Således skulle retten vælge mellem to parter, der efter Mersings mening begge vil være berettiget til erstatning. Mersing påpeger, at grunden til, at der ikke foreligger nogen domme om udgivernes påtaleret skyldes, at der i retsteorien ikke er grundlag for, at udgiverne ikke skulle have påtaleret. Den overvejende opfattelse i dansk ophavsretsteori er, ifølge Mersing, at både ophavsmanden og erhververen har påtaleret. Men Højesterets resultat og begrundelsen med, at der ikke kan ske overdragelse i videre omfang end nødvendigt af hensyn til arbejdsgivers sædvanlige virksomhed, ligger i forlængelse af Knophs, Lunds og Weinckes læresætninger, der også er de fremherskende teorier indenfor dansk ophavsret. Således er resultatet i overensstemmelse med den ophavsretlige teori. Sagen er principiel for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår der sker overgang af ophavsretten til arbejdsgiveren, hvilket Mersing og Thylstrup også er enige i. Thylstrup, der i øvrigt var advokat for Politiken, har i U 1979B.306 kommenteret Mersings indlæg. Han mener ikke, det er rigtigt, at journalisten har lidt et tab, da han ikke var berettiget til at sælge artiklen qua hans ansættelseskontrakt. Og han har vanskeligt ved at se på hvilket grundlag, journalisten kan påstå at have lidt et økonomisk tab ved eftertrykket. 67 Men det er ikke nødvendigt at diskutere, om journalisten har lidt et tab, da spørgsmålet ikke er, om han har solgt artiklen, men om der er sket en krænkelse, og i så fald hvem, der har retten til både at påtale krænkelsen og den efterfølgende erstatning. Da Folkebladet brugte artiklen uden tilladelse fra hverken Politiken eller journalisten, er der sket en krænkelse. Og da Højesteret ligger sig op af den ophavsretlige teori, om at arbejdstagerens ophavsret ikke er overgået til arbejdstageren i videre omfang end nødvendigt af hensyn til arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, har journalisten ikke mistet sin ophavsret. Derfor er journalisten påtale- og erstatningsberettiget. Dog ville sagen måske have fået et andet udfald, hvis parterne ikke var blevet enige om, at erstatningen kun kunne tilfalde en af dem, da Politiken jo også lider et tab ved, at man også kan læse deres artikel i en anden avis uden et honorar herfor. 66 Mersing U 1979B.161, s Thylstrup U 1978B.306, s

42 9.2. U Ø En journalist ansat hos Ritzaus Bureau (herefter RB) havde skrevet en artikel, som efterfølgende blev bragt i tidsskriftet Dansk Presse (herefter DP). Dette skete uden journalistens navn eller tilladelse. Journalisten anlagde derefter sag mod DP, hvor han krævede erstatning. Fra RB s side godtgjorde man, at bureauets praksis var, at de ud over til deres abonnenter også forsynede ikkeabonnenter med nyhedsstof, hvorefter der blev opkrævet honorar, og at det altid havde været fast praksis at opkræve honorar for utilladt brug. RB havde i årene afkrævet honorar fra ikke-abonnenter for aftryk af artikler, der var trykt uden forudgående tilladelse fra RB. Endvidere havde chefredaktøren for RB givet DP tilladelse til at trykke artiklen uden hverken tilladelse fra journalisten eller opkrævning af honorar. Journalisten anførte, at hans artikler ikke i kraft af ansættelsesforholdet var overgået i videre omfang end nødvendigt af hensyn til bureauets sædvanlige virksomhed. Ifølge ham, måtte bureauets sædvanlige virksomhed være at levere stof til interessenterne og abonnenterne, enhver anden brug måtte være uberettiget. Dertil påpegede han, at der ikke var sædvane for, at artikler kunne overdrages til ikke-abonnenter, og at der var en væsentlig forskel på, om artiklen blev trykt i dagspressen med RB som kildehenvisning, eller blev trykt i et specialblad som DP uden en angivelse af, hvorfra artiklen stammede. DP påstod frifindelse og anførte, at brugen af artiklen var berettiget på grund af tilladelsen fra chefredaktøren. Desuden anførte de, at journalistens ophavsret var overgået til bureauet i det omfang, det var nødvendigt til dennes sædvanlige drift. DP beskrev driften som levering af artikler til interessenterne og abonnenter og tillige salg til enhver, der måtte være interesseret, da dette er et naturligt led i et nyhedsbureaus virksomhed. DP anførte endvidere, at det har været en forudsætning ved ansættelsen af journalisten, at bureauet kunne bringe hans artikler hvor som helst, da det for bureauet var en almindelig handelsvare. Endelig anførte de, at DP ejes af de samme blade, der udgør interessenterne i RB, og derfor skulle der slet ikke betales honorar. Byretten fandt, at journalistens artikel på grund af hans ansættelsesforhold var overgået til RB i et sådant omfang, at bureauet var berettiget til at anvende og videreoverdrage artiklen, når det skete som et sædvanligt led i bureauets virksomhed. Retten frifandt derfor DP. I Landsretten gjorde journalisten gældende, at hans ophavsret ikke var overgået til bureauet i videre omfang end nødvendigt og rimeligt, for at formålet med hans ansættelsesaftale kunne opnås. Han anførte endvidere, at det i 1976 ikke indgik som et almindeligt led i bureauets virksomhed at overdrage stof til ikke-abonnenter. Og selvom der var sket overdragelse til nogle ikke-abonnenter, betød det ikke, at der kunne ske overdragelse til alle. DP anførte, at RB som et nyhedsbureau måtte 40

43 være berettiget til frit at sælge sit stof, den eneste begrænsning måtte være, at dette ikke påførte interessenterne konkurrence. Østre Landsret fandt, at journalistens ansættelsesforhold i RB ikke kunne antages at betyde, at bureauet erhvervede ophavsretten til journalistens artikler i videre omfang end nødvendigt for bureauets sædvanlige virksomhed. Det fandtes ikke godtgjort, at bureauets sædvanlige virksomhed i året omfattede levering af artikler til andre end interessenterne og abonnenterne. Og da DP ikke var en del af denne kreds, var RB ikke berettiget til at videreoverdrage artiklen. Således blev journalisten tilkendt erstatning for uberettiget brug. Sagen blev løst efter princippet fra U H; journalistens ophavsret var ikke overdraget i videre omfang end hvad, der var nødvendigt for dagbladets sædvanlige virksomhed. Omdrejningspunktet i sagen blev en diskussion af, hvad Ritzaus sædvanlige virksomhed var. For et nyhedsbureau må man sige, at den sædvanlige virksomhed som udgangspunkt er mod betaling at levere nyhedsstof til flest mulige. Men da der var lavet en overenskomst, hvori det var beskrevet, hvem bureauet leverede nyhedsstof til, må man lægge denne overenskomst til grund. Dansk Presse mente, at Ritzaus sædvanlige virksomhed var at sælge nyhedsstof til enhver, der ville betale, da det var et naturligt led i et nyhedsbureaus virksomhed. Dette kunne Dansk Presse sådan set også have ret i, men så skulle det jo være skrevet ind i overenskomsten mellem bureauet og deres interessenter, at Ritzaus leverer nyhedsmateriale til alle mod betaling, og ikke som det stod i overenskomsten, at de leverer nyhedsmateriale til interessenter, andre dagblade, radio og særabonnenter. Der var således i overenskomsten ikke noget holdepunkt for, at det var en del af den sædvanlige virksomhed at overdrage til ikke-abonnenter. Journalisten påstand om, at hans ophavsret ikke var overgået til Ritzaus i videre omfang end nødvendigt og rimeligt, for at formålet med hans ansættelsesaftale kunne opnås, lægger sig op af Knophs læresætning, der jo netop siger, at man skal kigge på ansættelsens formål. Ansættelsens formål var, ifølge journalisten at skrive artikler for Ritzaus og deres abonnenter, men ved videreoverdragelse uden for abonnentkredsen skulle journalisten give sin accept. Ritzaus sædvanlige virksomhed var i 1975 ikke at overdrage artikler til ikke-abonnenter. Det kan godt være, at det efter 1975 blev en naturlig del af den sædvanlige virksomhed, men det var ikke tilfældet i Og det var dette tidspunkt, der var aktuelt i denne sag. 41

44 9.4. U H Carstensen og Lorentzen var fra ansat ved produktionsselskabet Kanal 2 Broadcast ApS. Produktionsselskabets formål var at producere, drive og administrere betalings-tv i det storkøbenhavnske område. De havde været ansat med henblik på at lave udsendelser til produktionsselskabet, hvorefter selskabet havde genudsendt nogle af programmerne. Carstensen/Lorentzen påstod Kanal 2 tilpligtet til at betale kr. i erstatning til dem hver. Kanal 2 derimod påstod frifindelse. Der var ikke oprettet nogen ansættelseskontrakter, men både Carstensen og Lorentzen fik udbetalt en månedlig løn under hele ansættelsen. De gjorde gældende, at de var engageret til at frembringe og medvirke i bestemte udsendelser, og at produktionsselskabet derfor ikke erhvervede ret til genudsendelser. Derudover påpegede de, at der ikke forelå et normalt ansættelsesforhold mellem parterne, men i stedet en engagementskontrakt for hvert enkelt program, hvorfor rettighederne ikke stiltiende var overgået til produktionsselskabet. Produktionsselskabet gjorde til gengæld gældende, at rettighederne var overgået til dem i kraft af ansættelsesforholdet. Både Carstensen og Lorentzen havde sideløbende andre opgaver bl.a. i reklamefilm. Det blev fra produktionsselskabets side gjort gældende, at skriftlige ansættelseskontrakter kun blev indgået med chefer, journalister og tekniske medarbejdere. Højesteret fandt, at der var tale om et fast ansættelsesforhold, da både Carstensen og Lorentzen fik udbetalt månedsløn også for de måneder, hvor de ikke producerede programmer, og at de ved ansættelsens ophør også fik udbetalt feriegodtgørelse. Det faste ansættelsesforhold gjorde, at deres rettigheder til de producerede programmer måtte anses for overdraget til produktionsselskabet i det omfang, der var nødvendigt for produktionsselskabets sædvanlige virksomhed. Og genudsendelser måtte anses for at være omfattet af rettighedsoverdragelsen, da muligheden for genudsendelser var (og er) sædvanlig for en tv-virksomhed. 10. Analyse af ophavsretlige værker og edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold. Ophavsretten til edb-programmer frembragt i et ansættelsesforhold er som beskrevet reguleret i OPHL 59, mens alle andre ophavsretlige frembringelser i et ansættelsesforhold ikke bliver reguleret i loven, da der ingen lovregel findes for dette område. I stedet gælder det ud fra praksis udviklede princip om overdragelse af rettigheder i ansættelsesforhold. At der ingen lovregel findes, er dog ikke udtryk for, at der ikke er et ønske om at finde frem til en sådan. Der har været stor diskussion heromkring, især er arbejdsgiverne meget interesseret i at få området lovreguleret, dog 42

45 har det indtil videre ikke været muligt at finde frem til en lovregel, som alle parter kunne blive enige om. Dette skyldes især, at arbejdsgiverne gerne så, at alle rettighederne overgår til dem, mens arbejdstagerne er fuldt ud tilfredse med retsstillingen, som den ser ud i dag, hvor rettighederne kun overgår, såfremt det er nødvendigt, eller hvis der foreligger en aftale herom. Endvidere har der heller ikke været opbakning i Folketinget til en regulering. Et af argumenterne for en lovregulering, har været, at der i andre lande, som vi ynder at sammenligne os med, allerede findes en regulering af netop dette område. Blandt disse lande er USA og England. Men når det drejer sig om ophavsretten og juraen i det hele taget, er det svært at sammenligne os med dem, da den ophavsretlige tradition, som vi bygger vores ophavsretslov på, er anderledes end den, disse lande bygger deres på. Mange lande har retshistorisk set baseret deres ophavsretlige love efter enten copyright-princippet eller droit d auteur-princippet. Vi har i Danmark taget lidt fra både copyright-princippet og droit d auteur-princippet, mens både USA s og Englands ophavsretslove i store træk bygger på copyright-princippet. Hele vores ophavsretlige forståelse har ophavsmanden i centrum, mens copyright-princippet er meget erhvervspræget og arbejdsgivervenligt. Således vil det stride mod vores princip om, at ophavsmanden som udgangspunkt frit kan disponere over sit værk og således også selv kan bestemme, hvem der kan få en ret til at udnytte værket. Dette har også været et af argumenterne mod at lave en lovregulering, da vi i Danmark går ind for, at sådanne situationer skal kunne reguleres af arbejdsmarkedets kræfter, f.eks. gennem overenskomster eller ansættelseskontrakter. Man kan således diskutere, om der ikke er sket et skred i vores ophavsretlige opfattelse ved indføringen af OPHL 59 om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold, da denne regel bryder med vores opfattelse om, at ophavsretten til værket tilhører arbejdstageren. Reglen afviger således fra de almindelige principper om ophavsret i ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren normalt kun har begrænsede muligheder for at erhverve sig rettighederne, og oftest kun erhverver udnyttelsesrettighederne til værker, der er frembragt af den ansatte ophavsmand. I stedet har arbejdsgiveren efter OPHL 59 ret til hele ophavsretten til edb-programmet. Dette var også et af stridspunkterne, da reglen blev indført i 1989, da modstandere af lovreglen mente, at dette var for vidtgående, da de mente, at man i alt for høj grad havde lagt sig fast på et arbejdsgiversynspunkt, og hellere så, at overgangen kun skete, hvis der blev lavet en konkret aftale herom. 68 At vi afviger fra vores normale udgangspunkt, nemlig at alle rettighederne ligger hos ophavsmanden, var dog og er i 68 FT 1989, Tillæg B, spalte

46 høj grad stadig nødvendig for at kunne beskytte de store pengesummer, der kan være til stede, når det gælder edb-programmer. Det vil være umuligt for en virksomhed at drive en forretning, med et formål om at udvikle edb-programmer, hvis deres ansatte selv har ophavsretten til programmet og således kan sælge det til nogle andre, der vil byde flere penge for programmet end arbejdsgiveren. Når OPHL 59 således bryder med vores generelle ophavsretlige opfattelse, har det også været vigtigt at få præciseret, at bestemmelsen udelukkende finder anvendelse på edbprogrammer og derfor ikke gælder andre ophavsretlige frembringelser i ansættelsesforhold. Denne præcisering blev fremhævet i motiverne til 1992 loven: bestemmelsen [omfatter] fortsat udelukkende edb-programmer og har således ingen konsekvenser for spørgsmålet om ophavsret i ansættelsesforhold, når det gælder andre værksarter. 69 Selvom reglen om edb-programmer kom allerede i 1989, er der ikke siden sket en yderligere regulering af ophavsretten i ansættelsesforhold, hvilket bl.a. skyldes at ønsket om at beskytte den stigende samfundsøkonomiske betydning, som edb-programmer har, ikke på samme måde er til stede, når det drejer sig om andre værksarter. Ligeledes er der heller ikke enighed på EU plan til at lave et direktiv, der ændrer dette område, ligesom der var enighed om edb-direktivet. Det kan være svært at forstå dette skred i vores ophavsretlige opfattelse. Endvidere kan det være meget svært at forklare, hvorfor vi har en undtagelsesregel i OPHL 59 til en hovedregel, som ikke er skrevet ind i loven. For som man må forstå OPHL 59, er den en undtagelse til hovedreglen om, at ophavsretten til værker frembragt i ansættelsesforhold tilfalder arbejdstageren. Det er uheldigt, at der findes en undtagelse til en hovedregel, der ikke er i loven, hvilket Schovsbo også fremhæver i NIR 2005/ Schovsbo, der var en del af kapitel 3-udvalget, som udpeget af Samrådet for Ophavsret, påpeger nogle forhold, som han mente var kritisable, bl.a. at man ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger kunne kritisere, at Ophavsretsloven ikke tager udtrykkeligt stilling til et så praktisk og principielt spørgsmål som ansattes rettigheder. Dertil fandt han det retssystematisk set utilfredsstillende, at Ophavsretsloven indeholder en lovhjemlet undtagelse i OPHL 59, men ingen hovedregel. 71 Det er således uheldigt, at man ikke har kunnet finde frem til en løsning, da loven bør indeholde svar på de praktiske problemer, der falder indenfor lovens område. Det burde være sådan, 69 FT , spalte Schovsbo NIR 2005/589, s Schovsbo NIR 2005/589, s

47 at man ved at læse loven vil få en fornemmelse af, hvordan problemerne skal løses. Men betyder det så også, at der skal være en hovedregel om ansattes ophavsret i loven? Dette kan man diskutere, for der er flere ting, der taler både for og imod. Sådan som retstilstanden er lige nu, har parterne en meget stor frihed til selv at finde frem til en løsning, og dette synspunkt passer med vores ophavsretlige opfattelse og med de regler på arbejdsmarkedet, som vi i Danmark holder fast i. En lovregulering vil ikke nødvendigvis betyde, at vi ikke kan holde fast i denne tilstand. For det forslag som flertallet forslog i bet. 1990/1197 var ikke et videre indgreb, men i stedet en kodifikation af gældende ret, således at retstilstanden ikke blev skærpet, men at den praksis, der allerede forelå på området, blev skrevet ind i loven, så der var en hovedregel til undtagelsen i OPHL 59. Da der er generel enighed om, at den materielle retstilstand, der findes nu, er fornuftig, og at den er en god måde at regulere området på, kan man også synes, at det er forkert, at man så ikke kan se denne kodifikation af retspraksis i loven. Således kunne udvalgets flertal i bet. 1986/1064 ikke gå ind for en særbestemmelse om en arbejdsgiverregel på edb-programområdet. I stedet anbefalede de en generel regulering, der gælder for alle værksarter. 72 Under alle omstændigheder ville det have været mest optimalt, hvis der var en generel regulering af alle værksarter, i stedet for at der kun er en regulering af edb-programområdet. Det vil i så fald ikke være et snævert ophavsretligt perspektiv, man skal anlægge, men i stedet et helhedsperspektiv, hvor man også tager stilling til de arbejdsmarkedsretlige forhold, som allerede er med til at styre området. 11. Konklusion Den ophavsretlige hovedregel er, at det er ophavsmanden selv, der har ophavsretten til det frembragte værk, hvilket følger af OPHL 1, stk. 1. Men hvis værket er frembragt som led i et ansættelsesforhold, er dette ikke nødvendigvis tilfældet. Ophavsretsloven regulerer ikke dette område, så det skal i stedet løse på en anden måde. Både Knoph og Lund har skrevet læresætninger, der indeholder principper om overdragelse af værker frembragt i ansættelsesforhold. Efter disse læresætninger tilfalder udnyttelsesretten, til de værker der er frembragt i ansættelsesforholdet, arbejdsgiveren, hvis dette er nødvendigt for virksomheden. Sidenhen har denne problemstilling været prøvet ved domstolene. Her kan nævnes U H, som er den første dom på området, 72 Bet. 1986/1064, s. 65ff 45

48 hvor der er blevet taget stilling til, hvorvidt det er arbejdstager eller arbejdsgiver, der har udnyttelsesretten til værker frembragt i ansættelsesforhold. Højesteret fandt i denne sag, at journalistens ophavsret ikke var overgået til dagbladet i videre omfang end nødvendigt af hensyn til dagbladet sædvanlige virksomhed. Således brugte Højesteret de principper, der allerede forelå på området, og i dag er det denne praksis, der er gældende i dansk ret og som i flere retssager sidenhen er blevet anvendt. Der har været mange diskussioner om, hvorvidt der skal være en lovregel, der regulerer overgangen af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold. Blandt andet i de to udvalg, der er fremkommet med betænkningerne; 1990/1197 og 2006/1480. I ingen af betænkningerne kunne der skabes flertal for en lovregulering. Det manglende flertal kan skyldes, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne ikke er enige om, hvordan en regel om overgang i ansættelsesforhold skal se ud. Arbejdsgiverne vil gerne have overdraget alle rettigheder, mens arbejdstagerne mener, at overgangen kun skal sker, hvis det er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Et af de forslag, der kunne skabes flertal om i bet. 1990/1197 var dog kun en kodifikation af allerede gældende ret, og således ville dette forslag ikke have ændret på den nuværende retsstilling. Men Kulturministeriet valgte ikke at medtage forslaget i det endelige lovforslag. Rettighedsovergangen er dog forskellig alt efter, om der er tale om en fastansat eller en freelancer. Således kan en rettighedsovergang, for en fastansat, ske som følge af en aftale eller i kraft af ansættelsesforholdet. En overdragelse i kraft af ansættelsesforholdet kun kan finde sted, hvis der er tale om et varigt og fast ansættelsesforhold og at værket er frembragt som led i ansættelsen. Retsstillingen er dog lidt anderledes, hvis der er tale om freelancer. Her er det som udgangspunkt freelanceren, der har ophavsretten til værket og arbejdsgiveren skal i så fald indgå en aftale med freelanceren om en rettighedsovergang. Det kan dog også være, at overgangen er bestemt i bestillingsaftalen. Ved edb-programmer frembragt i et ansættelsesforhold gælder det, at ophavsretten til et frembragt edb-program overgår til arbejdsgiveren, efter OPHL 59. Her sker overgangen til arbejdsgiveren, hvis programmet bliver frembragt under udførelsen af arbejdstagerens arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger. Og således ikke kun, hvis det er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, ligesom det er tilfældet ved almindelige værker frembragt i ansættelsesforhold. Før OPHL 59 blev en del af Ophavsretsloven i 1989, løste man eventuelle problemer efter samme principper, som ved almindelige værker frembragt i ansættelsesforhold. 46

49 For universitetsansatte gælder det at ophavsrettighederne til almindelige værker, så som bøger, der er frembragt i et ansættelsesforhold ikke overgår til universitetet. Dette kan begrundes med, at det ikke er en del af universiteternes sædvanlige virksomhed at skrive lærebøger. Hvis det i stedet er edb-programmer, der bliver frembragt af en universitetsansat er retsstillingen dog noget mere uklar. Retsstillingen er lovreguleret i OPHL 59, men der er dog stor uenighed om, hvorvidt denne paragraf også er gældende her. Der kan argumenteres for, at det ikke er en del af universiteternes sædvanlige virksomhed at frembringer edb-programmer. Der er dog ikke nogen endegyldig fortolkning af problemet, så indtil videre er retsstillingen uklar. 47

50 Forkortelser og litteraturliste 1961-loven: Lov om kunstneriske og litterære værker AFTL: Aftaleloven LOF: Lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner OPHL: Ophavsretsloven verenskomst mellem DR og Dansk Journalistforbund: Overenskomster alfabetisk, DJ overenskomster, DR, Dansk Journalistforbunds hjemmeside, fundet den 31. januar 2011 på Ansættelseskontrakt, standart kontrakt for journalister: Standartkontrakt for redaktionel medarbejder på dag- og distriksblade, ugeblade og magasiner, radio, tv, web mv., Dansk Journalistforbunds hjemmeside, fundet den 31. januar 2011 på Bender: Hanne Bender, Edb-rettigheder, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1998 Bet. 1986/1064: Bet nr. 1064, Delbetænkning om ophavsret og edb fra udvalget vedrørende revision af ophavsretslovgivningen Bet. 1990/1197: Bet nr. 1197, Revision af ophavsretslovgivningen, Slutbetænkning fra udvalget vedrørende revision af ophavsretslovgivningen Bet. 2006/1480: Bet nr. 1480, Revision af Ophavsretslovens kapitel 3 Bruun i Levin 1993: Niklas Bruun, Upphovsrätt i anställning nuläge och utvecklingstendenser, i Marianne Levin (red.), Vennebog til Mogens Koktvedgaard, Nerenius & Santérus Förlag AB, 1993 Bryde Andersen IT-retten: Mads Bryde Andersen, IT-retten, 2. udgave, Gads Forlag, København, 2005 Bryde Andersen NIR 2000/603: Mads Bryde Andersen, Nordiskt immateriellt rättskydd, 2000, s Dübeck U 1991B.155: Inger Dübeck, Ophavsret i 250 år, U1991B.155 FT : Folketingstidende, Tillæg A, Fremsatte lovforslag m.v. (undtagen finans- og tillægsbevillingslovforslag), Folketingsåret , 111. årgang, bind 2, A/S J.H. Schultz Universitetsbogtrykkeri, København, 1960, FT , Tillæg A: Folketingstidende, Tillæg A, Fremsatte lovforslag m.v. (undtagen finans- og tillægsbevillingslovforslag), Folketingsåret , 140. årgang, bind 3, J.H. Schultz Grafisk A/S, København, 1990 FT , Tillæg B: Folketingstidende, Tillæg B, Udvalgenes bemærkninger m.v. (undtagen betænkninger over finans- og tillægsbevillingslovforslag), Folketingsåret , 140. årgang, bind 2, J.H. Schultz Grafisk A/S, København, 1990 FT : Folketingstidende, Tillæg A, Fremsatte lovforslag m.v. (undtagen finans- og tillægsbevillingslovforslag), Folketingsåret , 144. årgang, bind 2, J.H. Schultz Grafisk A/S, København, 1994 FT : Folketingstidende, Tillæg A, Fremsatte lovforslag m.v. (undtagen finans- og tillægsbevillingslovforslag), Folketingsåret , 146. årgang, bind 2, J.H. Schultz Grafisk A/S, København, 1996, Folketingsåret , 2. samling, L 58, bilag 3 Hasselbalch: Ole Hasselbalch, Arbejdsret, 10. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2009 Hygum Jacobsen, Schelin: Tove Hygum Jacobsen og Anne Louise Schelin, Ophavsretten i medierne, 1. udgave, Christian Ejlers Forlag,

51 Karnell NIR 1969/54: Gunnar Karnell, Arbetstageres upphovsrätt, Nordiskt immateriellt rättskydd, 1969, s Knoph: Ragnar Knoph, Åndsretten, Oslo Nationaltrykkeri, 1936 Koktvedgaard Immaterialretspositioner: Mogens Koktvedgaard, Konkurrenceprægede Immaterialretspositioner, Juristforbundets Forlag, København, 1965 Koktvedgaard U 1989B.297: Mogens Koktvedgaard, Retsbeskyttelsen af edb-programmer efter lovretformen i juni 1989, U 1989B.297, s Lindgård NIR 1978/352: Jytte Lindgård, Arbejdstagernes ophavsrettigheder, Nordiskt immateriellt rättskydd, 1978, s Lund Billedkunsten: Torben Lund, Billedkunsten i retlig belysning, G.E.C. Gads Forlag, København, 1944 Lund, Ophavsret: Torben Lund, Ophavsret (lovkommentar til Ophavsretsloven og fotografiloven af 31/5 1961), G.E.C. Gads Forlag, 1961, Mersing U 1979B.161: Erik Mohr Mersing, Nogle ophavsretlige bemærkninger i anledning af højesteretsdommen U , U 1979B.161 NOU 1985:6: NOU 1985:6, Arbeidstakeres opphavsrett, herunder om ophavsrett for tjenestemenn i Norsk rikskringkasting, s. 6-9 Per Håkon Schmidt: Per Håkon Schmidt, Teknologi og immaterialret, G.E.C. Gads Forlag, 1989 Rockwool Fondens Forskningsenheds nyhedsbrev februar 2011: Nyt fra Rockwool Fondens Forskningsenhed februar 2011, fundet den 3. marts 2011 på Rosenmeier: Morten Rosenmeier, Værkslæren i ophavsretten, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2001 Rosenmeier NIR 2002/280: Morten Rosenmeier, Fra dansk domspraksis, "Kommentar til UfR H (Tripp Trapp), Nordiskt immateriellt rättskydd, 2002, s Schaumburg-Müller NIR 1986/282: Per Schaumburg-Müller, "Videnskabeligt personales ophavsretlige stilling, Nordiskt immateriellt rättskydd, 1986, s Schovsbo Immaterialretsaftaler: Jens Schovsbo, Immaterialretsaftaler fra kontrakt til status i kontraktsretten, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2001 Schovsbo LOF: Jens Schovsbo, Lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner med kommentarer, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2001 Schovsbo NIR 2005/589: Jens Schovsbo, Reform af den danske Ophavslov vedrørende ansættelsesforhold?, Nordiskt immateriellt rättskydd, 2005, s Schovsbo, Rosenmeier: Jens Schovsbo og Morten Rosenmeier, Immaterialret, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2008 Schønning 2008: Peter Schønning, Ophavsretten med kommentarer, 4. udgave, Forlaget Thomson A/S, 2008 Schønning NIR 1992/56: Peter Schønning, EF-direktivet om retlig beskyttelse af edb-programmer, Nordiskt immateriellt rättskydd, 1992, s Thylstrup U 1979B.306: Asger Thylstrup, Højesteretsdommen U Journalisters ophavsret, U 1979B.306 UVBA NYT: Nyt fra UVBA, Ophavsrettigheder i ansættelsesforhold, nr. 2. november 2003 UBVA Ophavsret og forskningspublicering: UBVA Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, Ophavsret og forskningspublicering, Akademikernes Centralorganisation,

52 Aftale om videreudnyttelse af tjenstligt produceret udsendelsesstof m.m.: Videreudnyttelsesaftaler, DR, Dansk Journalistforbunds hjemmeside, fundet den 3. marts 2011 på lon/ophavsret/videreudnyttelsesaftaler/ Weincke: W. Weincke, Ophavsret Reglerne Baggrunden Fremtiden, G.E.C. GAD, København, 1976 Retspraksis: U /2S U H U Ø U H U H U Ø U H U Ø NIR 90/247 SH SH2006.V