De danske glaciale dannelser: undersøgelsesmetoder og resultater. Af Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard

Transkript

1 De danske glaciale dannelser: undersøgelsesmetoder og resultater Af Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard Eget tryk

2 I en artikel i Geologisk Tidsskrift (2003) bebrejder Michael Houmark-Nielsen os, at vi "bryder med en 100-årig videnskabelig tradition for tolkningen af landskabernes dannelse". Og han bebrejder Politikens Forlag, at de medvirker til at "fremføre en så kontroversiel teori om Danmarks kvartærgeologi i en populærvidenskabelig håndbog; en tilsvarende bog om spisesvampe kunne bringe mange læsere i livsfare." Vi er glade for en reaktion fra "traditionalisterne", men lidt skuffede over måden. Stik imod god videnskabelig praksis og almindelig anstændighed har vi ikke fået lejlighed til at svare på Houmarks debatartikel i samme nummer af bladet. Vi afleverede et manuskript til et svar i oktober 2005 og har i maj 2006 fået den afvist med den begrundelse, at den fremstår mere som en debatartikel end en videnskabelig artikel (!). Vi har derfor ikke set anden udvej, end at publicere artiklen på samt at lade trykke et mindre antal. København september 2006 Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard Forsidefoto: Terrasser ved Vejrhøj set fra øst. Foto: TVØ. 2

3 De danske glaciale dannelser: undersøgelsesmetoder og resultater Af Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard Eget tryk

4 Abstract De glaciale dannelser i Danmark er komplekst opbyggede. Sedimenterne består i hovedsagen af sand og grus afsat af smeltevand. Diamikte sedimenter som leret till, moræneler, udgør omkring 30% af dannelserne. Studierne af de glaciale dannelser har fulgt to hovedlinier: den litologiskstratigrafiske og den sedimentologisk-morfologiske. Ved den førstnævnte synsmåde har tre undersøgelsesmetoder været anvendt: ledeblokanalyser, stentællinger og med baggrund i disse tektoniske ændringer af lagenes lagstillinger. Den sedimentologisk-morfologiske synsvinkel tager udgangspunkt i recente sedimentationsmiljøer og søger at tolke sedimenstrukturer og dannelsernes ydre form ud fra sådanne observationer. I artiklen diskuteres om den nødvendige og forudsatte homogenitet i sammensætningen af stenmaterialet i moræneleret er tilstede. Da dette sjældent er tilfældet, mener vi ikke at ledeblokanalyser og stentællinger kan give grundlag for stratigrafiske konklusioner. Den vide udbredelse af en NV-SØ-lig stribning i danske landskaber tolkes som spor efter et isskjold, der fra det sydsvenske højland og Sydnorge bredte sig ud over Danmark i den sidste del af weichsel. Højdeforholdene i overfladen af de prækvartære dannelser sætter flere steder sit præg på det landskab, vi ser i dag. Ussings Linie falder således sammen med en stærk ændring af topografien på overfladen af de tertiære dannelser. Under dale i landskabet findes hyppigt dale i den prækvartære overflade. Det danske landskab er stærkt præget af flader, sammenhængende eller disintegrerede i mindre bakker. Fladerne tolkes som dannet af smeltevandsfloder på de nedre dele af den smeltende gletscheris. Indlejrede legemer af is gav ved deres bortsmeltning anledning til dannelsen af lavninger, og smeltevandet derfra eroderede render i landskabet. Vi vil gerne takke Ole Humlum og Holger Løkke-Andersen for konstruktiv kritik af manuskriptet. Indledning I løbet af kvartærperioden har isskjolde fra Skandinavien adskillige gange bredt sig ud over det danske område, senest i slutningen af mellemweichsel. Det generelle billede har for den nordlige halvkugle være kuldeperioder af års varighed afbrudt af års mellemistider. De aflejringer, der er dannet i løbet af kuldeperioderne, er komplekst opbyggede både litologisk, sedimentologisk, strukturelt og morfologisk. Der er en mere end 100-årig tradition for arbejdet med udforskningen af de glaciale dannelser i Danmark. En udforskning der hele tiden har haft nær tilknytning til tilsvarende undersøgelser i vore nabolande. Overordnet kan man sige, at udforskningen af de glaciale dannelser har fulgt to veje, eller at dannelserne anskues ud fra to forskellige synsvinkler. Ved den ene, som kunne kaldes den litologiskstratigrafiske synsvinkel, har man lagt hovedvægten på de diamikte sedimenters, og det vil i praksis sige den lerede tills (morænelerets), litologiske sammensætning og lejringsforhold med henblik på at opbygge en stratigrafi for de glaciale dannelser. Andre forskere har især koncentreret sig om dannelsernes sedimentologi og aflejringernes ydre form, deres morfologi. Formålet har været at opnå en forståelse af de sedimentationsmiljøer, der har givet anledning til de glaciale sedimenter. Denne metode eller synsvinkel kunne kaldes den sedimentologisk-morfologiske. Vi har i vores arbejde fulgt den sedimentologisk-morfologiske metode. Resultaterne er publiceret i en række artikler i forskellige skriftrækker (se nedenfor), men en samlet tolkning af Danmarks landskabet ud fra en sedimentologisk-morfologisk synsvinkel præsenteres for første gang i bogen Danmarks Geologiske Seværdigheder (Marcussen & Østergaard 2003). 4

5 Den opfattelse af dannelsen af det danske glaciale landskab i sidste istid, som præsenteres i bogen, bryder på mange punkter med tidligere anskuelser. Det har givet anledning til en diskussion i tidsskrifterne Geologisk Nyt, Geografisk Orientering, Naturens Verden og Geologisk Tidsskrift. Nærværende artikel skal da ses som et svar på M. Houmark-Nielsens indlæg i Geologisk Tidsskrift (nr.1, 2003). Kritik af den litologisk-stratigrafiske synsvinkel 1. Ledeblokanalyser V. Milthers (bl.a og 1948) og K. Milthers (1942) har opstillet den hypotese, at spredningen af de såkaldte ledeblokke afspejler gletscherstrømmes baner i sidste istid. Da undersøgelserne af ledebloksammensætningen altid blev udført på materiale, der ligger på sekundært leje, kan de oplysninger, de kan give i stratigrafisk henseende, kun have en usikker værdi. Anderledes kan det umiddelbart forventes, at sten- og grusmaterialet i till-sedimenterne, kan tillægges en stratigrafisk betydning. Resultaterne af sten- og grustællingerne er da også blevet brugt på en måde, der kan sammenlignes med den anvendelse ledefossiler har haft. Situationen blev beskrevet og sammenfattet af Sigurd Hansen (1965) således: forekomsterne og fordelingen af ledeblokke i det danske landskab har gjort det muligt at klarlægge udbredelsen af de enkelte gletscherstrømme (oversat af os). Sigurd Hansen giver dog udtryk for en vis skepsis på grund af den opblanding med ældre materiale, der kan være sket. Dette forhold og andre geologiske faktorer har været diskuteret af flere forfattere (se Marcussen 1973a, 1974b), der konkluderede, at ledeblokkenes spredningsmønster kun kan betragtes som et generelt billede af den spredning, der er sket gennem de mange glaciationer i løbet af kvartærperioden. Statistiske analyser underbygger denne opfattelse (Marcussen 1973a, 1974b), og viser desuden, at der hersker stor heterogenitet i ledebloksammensætningen i områder, der er blevet betragtet som afsat af samme gletscher. Den logiske slutning, der følger af disse argumenter, må være, at den grundlæggende tese, nemlig at ledeblokke afspejler udbredelsen af bestemte gletscherstrømme, er fejlagtig. Konsekvensen må da være, at glacialstratigrafien, der jo hviler på denne tese, er uden underbygning. Ledeblokkene viser, at bjerartmateriale er blevet transporteret hertil i løbet af kvartærperioden, men ikke hvordan og hvornår dette i detaljer er sket. 2. Sten- og grustællinger Den anden metode, der har været benyttet til stratigrafiske studier, er undersøgelser af den bjergartsmæssige sammensætning af sten-grusmaterialet i moræneler. De udslemmede gruskorn er blevet opdelt i 6 overordnede bjergartstyper, og hyppigheden af hver gruppe er blevet beregnet. Da kalkbjergarter kan være blevet udsat for senere opløsning, er de to grupper, hvori de findes, ofte udeladt eller beregnet særskilt. Disse spektrer for bjergarternes hyppighed, er blevet anset for at være så entydige og objektive, at de har kunnet benyttes til identifikation og følgelig korrelation af tills. Så grundfæstet har tiltroen til resultaterne af ledeblokanalyserne og stentællingerne været, at de definitivt er det grundlag, hvorpå stratigrafien for gletschernes bevægelser i sidste istid hviler. Tolkninger af alle andre observationer er blevet indordnet dette koncept. Den nøglestilling, de to undersøgelsesmetoder indtager, stod klart for os i begyndelsen af 1970erne, og det var derfor naturligt at forsøge at vurdere metodernes pålidelighed. Flere forfattere havde tidligere gjort sig tanker om dette (for referencer se Marcussen 1974b), og deres resultater talte ikke til gunst for analysemetodernes anvendelighed, men ingen havde taget konsekvenser af det (Milthers 1942). Hvis sten-grustællinger skal kunne anvendes stratigrafisk må et minimumskrav være, at man statistisk kan vise, at stenmaterialet i prøver fra samme till stammer fra én population, mens stenmaterialet i tills, der er tolket som afsat af forskellige gletschere, stammer fra forskellige populationer. En velegnet test i denne sammenhæng er χ 2 -testen, der netop er specielt egnet til diskrete 5

6 variable som tællinger (Griffiths 1967). I de omfattende undersøgelser af danske tillaflejringer publiceret af Houmark-Nielsen (1987) er der 51 sæt af multible prøver, og på 94 lokaliteter er der fundet to tills, der er tolket som afsat af forskellige gletschere. På disse 145 sæt af stentællingsanalyser er der gennemført en χ 2 -test, og resultaterne ses i tabel 1 og 2. (Kjær et al henviser til et større datasæt, men desværre er resultaterne fra multible prøver kun angivet som ét gennemsnit, og tallene er omregnet til procent og derfor ikke anvendelige til statistisk analyse). Tabel 1 Multible prøver i samme till Alle 6 talte bjergarter indgår Kun 4 bjergarter indgår Sandsynligheden for, at prøverne i hvert sæt stammer fra samme population > 95% < 5% Antal prøvesæt 2 prøvesæt 49 prøvesæt 51 3 prøvesæt 48 prøvesæt 51 Tabel 2 Prøver fra én till og den overlejrende på samme lokalitet Sandsynligheden for, at prøverne i hvert sæt stammer fra samme population Antal prøvesæt > 95% < 5% Alle 6 talte bjergarter indgår 2 prøvesæt 92 prøvesæt 94 Tabel 1 og 2: χ 2 -test af stentællingsanalyserne fra Houmark-Nielsen Et eksempel på beregningerne er vist i note 1. Af skemaet fremgår det, at kun i 4-6% af stentællingerne fra samme till er overensstemmelsen mellem bjergartsselskaberne større end 95% (se note). Det må ses som et udtryk for, at der er en betydelig heterogenitet i till-sedimenterne. I et lag moræneler varierer sten-grusmaterialets sammensætning såvel vertikalt som horisontalt. Det er ikke ny viden, men blev på overbevisende måde vist af V. Madsen i Prøver fra to forskellige tills skal naturligvis være forskellige. Af skemaet kan det ses, at dette også er tilfældet. Det er dog tankevækkende, at forskelligheden er af samme størrelsesorden som for prøver fra samme till. Konklusionen må derfor blive, at sammensætningen af sten-grusmaterialet i danske tills varierer på en mere eller mindre tilfældig måde, og at det derfor ikke er muligt at tillægge en stentællingsanalyse objektiv værdi. Et tilsvarende resultat er opnået tidligere på oplysninger hentet i den ældre litteratur (Marcussen 1974b). Resultaterne af sten-grustællinger i tills kan derfor ikke siges at give en entydig identifikation af de undersøgte tills, og metoden synes derfor ikke egnet til korrelation af tills på det grundlag og med den fremgangsmåde, man hidtil har benyttet. 6

7 3. Den glaciale transportevne Hvis ledeblokanalyser og stentællinger skal kunne bruges til at kortlægge gletcher- eller isstrømme, må stenmaterialet være transporteret fra oprindelsesområdet til findestedet af de pågældende gletchere eller strømme. For ledeblokkenes vedkommende ligger oprindelsesområderne op til over 1000 kilometer fra undersøgelsesområdet i Danmark. Vi har betvivlet, at denne transport kan være foregået i én omgang, fordi bjergarter, der optages af gletscheris, hurtigt knuses ned i isens bevægelsesretning. Det betyder, at hyppigheden i de glaciale sedimenterne asymptotisk nærmer sig nul over en strækning på få kilometer. Houmark-Nielsen (2003) tilskriver os denne iagttagelse, men den ære vil vi frabede os. Analyser i Sverige og USA ( Ekström 1936, Gillberg 1955, 1965, 1967, 1969, Homes 1952, Cogley, Aikman & Stokes, 1997) har alle påvist dette forhold. Når vi i Danmark kan finde så mange fjerntransporterede sten, synes det derfor at stride mod resultaterne af de nævnte undersøgelser (Marcussen 1973a, 1974b). Også Gry s observationer (1974) af, at basaltblokkenes størrelse har stor overensstemmelse med bjergartens opsprækning på primærlokaliteterne, er i konflikt med de omtalte undersøgelser. Transporten over de lange afstande må derfor antages at være sket på en måde, så sliddet har været lille. Her er transport med isbjerge en mulighed. Da vi kun har få oplysninger om tidligere glaciationers aflejringer og fordelingen af land og hav, kan transporten være sket en eller flere gange i løbet af kvartær perioden. Stene kan også være blevet indarbejdet i de yngste aflejringer ligesom også store mængder af de prækvartære sedimenter er blevet det. Temperaturforholdene i gletscherisen har betydning for isens bevægelse over underlaget og dermed evnen til at optage og transportere materiale. I temperede gletschere sker bevægelsen i et lag af vand, hvorved kun lidt stenmateriale optages i isen. Disse gletschere vil fremtræde hvide, og med meget lidt debris fra underlaget, som det kan ses i Skandinavien og i Alperne. Gletschere i højarktiske områder er ligeledes rene, da isen er frosset fast til underlaget. I en overgangtype gletschere, de subpolare, ligger temperaturen ved bunden tæt på isens tryksmeltepunkt, og derfor vil der, når isens bevægelse møder modstand, kunne ske smeltning og efterfølgende frysning. Herved kan materialer fra underlaget optages i isen. Denne proces må antages at gøre sig stærkest gældende i gletscherisens randzone, hvor de ydre temperaturforhold stærkest påvirker isen, og hvor isen er tyndest og trykforholdene ved bunden er mest gunstige. Det er store mængder af materiale, der kan optages, og tykkelsen af den debrisfyldte is kan blive anseelig. Gletscherne på Svalbard er gode eksempler på denne type gletschere, og flere forhold peger i retning af, at isen, der dækkede Danmark i weichsel, var af denne type. 4. Glacigene facies Ved stratigrafiske studier er det naturligvis afgørende, at de lag, der søges korrelerede er sammenhørende med hensyn til tid, aflejringsmiljø eller begivenhed. Ved korrelation løber man ind i det forhold, at aflejringer, der for eksempel er afsat samtidigt, kan være meget forskellige i sedimentologisk henseende. Det modsatte kan naturligvis også være tilfældet. Det er således vigtigt at gøre sig faciesproblemet klart, og ikke lade sig styre af forventninger. Det glaciale sedimentationsmiljø er meget varieret, og et bredt spektrum af sedimenttyper, facies, har derfor mulighed for at blive afsat. Vi mener derfor, at en henførelse til samme glaciation af to sedimenter, der ligner hinanden, som Houmark-Nielsen (2003) antyder for en aflejring, der betegnes det stenede sand (Houmark-Nielsen (2003), p.13), bygger på en forventning og ikke kan siges at være stratigrafisk funderet. Det stenede sand har en vid udbredelse i Vestjylland. I udgravningerne til olie- og naturgasledningerne kunne det følges over mange 10tals kilometer. Hyppigst var sandet strukturløst, men af og til viste det en tydelig lagdeling. Afgrænsningen af disse områder var ikke skarp (Marcussen 1984). Der er iagttaget forstyrrelser af den vandrette lagdeling antagelig som følge af vandafvigelse (load cast). Sandet er ofte velsorteret i fraktionerne mellem- til finkornet. Spredt i sandet findes sten, 7

8 der hyppigst har størrelse som en knyttet hånd. Sedimentet synes således at være bimodalt sorteret. Betegnelsen stenet sand blev indført af A.Jessen (1922). I en del af Axel Jessens karteringsområde i Sønderjylland var der for år tilbage mindre enklaver, han ikke havde fået kortlagt. For at kunne lukke disse huller i de geologiske kort på en forsvarlig måde, blev tilgrænsende allerede karterede områder gennemgået. Derved blev det klart, at beskrivelsen ovenfor er i god overensstemmelse med Jessens klassifikation. Jessen beskrev først sedimenttypen fra Vendsyssel (1899) som ablationsmoræne, fordi træk fra både usorterede moræneafleringer og sorterede smeltevandssedimenter var tilstede. At det stenede sand kan forekomme som et grovkornet, usorteret sediment med stærkt forvitrede sten, som beskrevet af Houmark-Nielsen (2003), er ikke i modsætning til tolkningen af sedimentet som ablationsmoræne. Beskrivelsen passer dog ikke til de lange profiler, der var tilgængelige i Sydjylland. Nordøst for Esbjerg var der så stort et indhold af silt i det stenede sand, at de store entreprenørmaskiner havde vanskeligt ved at komme frem, når det havde regnet. Den store variation i sedimenttypen stenet sand indikerer et varierende aflejringsmiljø, og dermed facies. I modsætning til Houmark-Nielsen (2003) finder vi ligesom A.Jessen det vanskeligt at opfatte det som en stratigrafisk enhed. 5 Istektonik Aflejringer ældre end den seneste glaciation i Danmark indgår flere steder i strukturer, der vidner om, at gletscherisen har ændret deres lejringsforhold. Aflejringerne kan være skubbet op i flager hen over hinanden eller foldede. Også i de glaciale dannelser findes mange eksempler på, at de glaciale dannelsers lejringsforhold er blevet ændrede. Disse ændringer kan være indtruffet medens lagene var under sedimentation, men kan også være sket som sekundære hændelser efter lagenes afsætning. En stratigrafisk tidsfæstelse af, hvornår deformationerne har fundet sted forudsætter, at daterbare dannelser indgår. De førstnævnte tektoniske ændringer af dannelserne kan med rimelig sandsynlighed direkte tilskrives bevægelser i isen. Derimod er mulighederne for ændringer af lejringsforholdene for de aflejringer, der direkte er knyttet til gletscherisen og dens smeltevand, være mange og varierede. Ved isens bevægelse kan lagene blive overskudte og foldede. I det ustabile miljø, der kan have eksisteret under isens bortsmeltning, har der været rige muligheder for påvirkning af allerede aflejrede sedimenters lejringsforhold for eksempel ved udskridninger af sedimentblokke. Vanddrukne sedimenter vil kunne skride ud og danne slumpfolder, der vil have lighed med hvad der kan ses i for eksempel deltaaflejringer (Reading, 1996). Undersøgelser af kornfordelingen i meget dansk moræneler viser, at silt udgør en meget stor andel af sedimentet. Denne kornstørrelsesfraktion har tixotrope egenskaber, hvilket betyder, at den kan have stor mobilitet, når den er vandfyldt, men at den hurtigt kan afgive vandet og blive fast. I et i forvejen ustabilt miljø vil disse egenskaber hos moræneler kunne øge ustabiliteten. Houmark-Nielsen (2003) sammenfatter en årrækkes arbejde med udredning af de strukturelle forhold i en række morænebænke og kobler dem til deres stratigrafi, som den er bestemt ved ledeblokke og sten- og grustællinger. Det forudsættes i dette arbejde, at de observerede strukturer skyldes den fremadskridende is. Det er en sammenhæng, der ikke er søgt bevist i den tilgængelige litteratur. Houmark-Nielsen (op.cit) argumenterer, at der er sammenfald mellem de observerede trykretninger og isens bevægelsesretning, som den formodes at være i den opstillede stratigrafi. Men da den er ufunderet (se ovenfor), ligger der ikke noget bevis i det. Vi har gennemgået en del danske afhandlinger, der behandler deformationer i de kvartære aflejringer (47 stk). Kun ganske få, cirka en tredjedel, refererer til undersøgelser af recente gletschere, og af dem henviser de fleste til Gripp Kun få (6) artikler henviser til den nyere og ganske omfattende litteratur om emnet. 8

9 Gripp tolkede bakkerækker foran gletschere på Svalbard, som opstået ved oppresning af dannelser, der lå hér. Nyere iagttagelser, som Humlum (1983) gør opmærksom på, og fotos i Gripps afhandling viser, at bakkerne indeholder is med et betydeligt indhold af debris. Det bakkede landskab foran den synlige gletscheris må derfor sandsynligvis betragtes som en del af gletscheren, hvilket er i god overenstemmelse med beskrivelser af flere forfattere (bl.a. Russel, Tarr, Goldthwait, Boulton og Lawson) Overskudte sekvenser af sedimenter kan af gletscherisen være blevet optaget eller frosser fast og på den måde flyttet, som det er beskrevet fra arktisk områder i Canada og Svalbard (f.eks. Boulton, Kalin og Huddart og Hambrey). Andre deformationer må antages at kunne bibringes sedimenterne under såvel subglaciale som inglaciale og supraglaciele forhold, og det må da tilkomme de geologer, der tolker lagserierne, at sandsynliggøre hvorledes og under hvilke forhold deformationerne er opstået. Sådanne betragtninger er ikke fundet i den danske litteratur. De trykretninger, der er bestemt i en del morænebænke (bl.a Houmark, 1987), kan ikke tillægges objektiv værdi. Hver retningsbestemmelse er en subjektiv tolkning af en række observationer af retningselementer, og der er ingen muligheder for f.eks. med statistiske metoder at sikre sig mod bias. Den sedimentologisk - morfologiske synsvinkel 1. Historisk baggrund Landskabsformerne i det danske, glaciale landskab har været undersøgt af flere forfattere. V.Milthers (1900) tolkede de høje bakker i Odsherred som dannede ved, at tre gletschertunger havde presset materiale op foran sig som randmoræner. De store landskabsformer og de tilsyneladende markante skift i landskabstyper, der kan ses i det centrale Jylland beskrev Ussing i to afhandlinger (1903, 1907). Ussing tolkede den abrupte vestlige afslutning af de store dale i Østjylland, og ændringen fra det bakkede landskab i Østjylland til de flade vestjyske hedesletter, som opstået ved at isskjoldets rand under Afsmeltningsperioden gjorde Holdt i længere Tid (Ussing 1903). Linien fremtræder ikke i landskabet ved en bakkerække, som det var beskrevet fra Odsherred. Hvad Ussing imidlertid tilsyneladende ikke var opmærksom på, var, at hedeslettefladerne såvel som bakkerne kan følges ubrudte hen over linien. Linien benævnes ofte uheldigvis Hovedopholdslinien, hvilket a priori fastlægger tolkningen. Linien bør i overensstemmelse med geologisk terminologi benævnes Ussings Linie. Harder (1908) fortsatte undersøgelserne af de glaciale landskaber i Østjylland, idet han i særlig grad lagde vægt på dalenes forløb og specielt hældningerne af overfladerne på de flodaflejringer, der som terrasser ligger i bunden. Gletscherisen, der havde ligget over den østlige del af Jylland, blev anset for at havde spærret smeltevandets vej mod det sydlige Kattegat, og tvunget det til ved successive omlægninger at finde vej først til Limfjorden og senere mod det nordlige Kattegat. De sydlige dele af isens randmoræne (Harders linie) er knap synlig i landskabet. Derimod er den nordlige del meget fremtrædende. De høje bakker på det sydlige Djursland omkring Kalø Vig og Ebeltoft Vig blev tolket som randmoræner dannet på samme måde som bakkerne i Odsherred. Der er da også stor lighed mellem de to områders landskabsformer. Der var i begyndelsen af 1900-tallet udført omfattende undersøgelser af sten-grus materialet i de glaciale dannelser. Resultaterne af disse studier blev tillagt så stor vægt, at den sedimentologiske - morfologiske undersøgelsesmetode derefter blev så påvirket, at iagttagelserne blev indordnet disse. Med forbillede i de to refererede klassiske arbejder blev der i de efterfølgende mange år tegnet et stort antal israndslinier rundt om i landet. Diskussionerne om tolkningerne af disse linier var ofte meget heftige. Et forhold der sikkert har medvirket til at sætte de morfologiske undersøgelser i et uheldigt lys. I et stort arbejde samlede V.Milthers (1948) de mange tolkninger til en helhedsfremstilling. Schou (1949) gav denne fremstilling en meget pædagogisk udformning, som sikkert er kendt af de 9

10 fleste. For det fynske område præsenterede Smed (1962) en detaljeret tolkning og Krüger (1969) fremlagde en tilsvarende analyse af landskabsformerne i det sydlige Sjælland. På et kort, der dækker hele landet, har Smed (1981) givet en samlet fremstilling af landskabets overfladeformer. De sedimentologiske undersøgelser af danske glaciale aflejringer er fåtallige. Andersen (1931) og Hansen (1940) undersøgte aflejringer afsat af smeltevandet fra gletscherisen. Krüger (1969) inddrog i væsentlig omfang og for første gang analyser af stenes orientering i moræneleret. Disse fabricanalyser blev sammenhold med landskabsformerne, og de kom dermed til at støtte hinanden, men desværre blev andre sedimentologiske forhold til belysning af sedimenternes genese ikke inddraget. Marcussen (1973b, 1975) undersøgte de diamikte tillsedimenter, og påviste at till i danske aflejringer ikke udelukkende var afsat fra isens underside, men også kunne være afsat som forskellige former af supraglaciale dannelser. 2. Sedimenterne De glaciale dannelser består af to typer sedimenter: de diamikte og de sorterede. De diamikte er her i landet i det væsentligste leret till (moræneler), men mindre forekomster af mere sandede, grusede eller stenede dannelser findes. Moræneleret fremstår i klinter og udgravninger på en meget varieret måde. Det kan være massivt uden synlige forskelle, eller der kan være horisonter af forskellig farve, der kan skyldes indhold af prækvartære sedimenter. For eksempel findes ved Næstved en rødlilla stribning, der skyldes et indhold af jurasisk ler fra det nordvestlige Skåne. Ved en egentlig lagdeling ses ikke kun svage farveforskelle, men også lag af sorterede sedimenter. Moræneleret kan findes som sammenhængende lag, der i tykkelse kan variere fra få centimeter til adskillige meter, eller det kan ses som uregelmæssige legemer i sandaflejringer. Også som betræk på store sten i fluviatile aflejringer kan det iagttages. Overgangen mellem sorterede sedimenter og moræneleret kan være umærkelig. Fra studier ved recente gletschere er det velkendt, at de diamikte sedimenter kan aflejres på flere måder: lodgement till afsat under gletscheren (bundmoræne), meltout till afsat ved udsmeltning fra isen uden omlejring, og flow till udsmeltet af isen og udsat for forskellige typer af omlejring. En hensyntagen til de diamikte sedimenters sedimentationsmiljø er afgørende for etableringen af en rimelig stratigrafi De sorterede sedimenter består i hovedsagen af lagdelt sand, men lokalt kan der forekomme betydelige mængder af ler eller grus, men sjældent af sten. Lejringsforholdene kan iagttages i mange klinter og udgravninger. Aflejringerne af sorterede sedimenter af grus, sand og ler er sædvanligvis lagdelte, og afsætningen er sket i strømmende eller stillestående vand. Lag af moræneler forekommer ofte sammen med de sorterede sedimenter, og det ses hyppigt, at de indgår som en integreret del af disse. Konformiteten mellem undergrænsen af et morænelerslag og lagdelingen i det underliggende vandaflejrede sediment taler for, at de to sedimenttyper, er sedimenteret i samme miljø. Sedimentationsmiljøer, hvor den type sedimentation er hyppig, er beskrevet fra recente gletschere, der har et stort indhold af debris (f.eks. Boulton 1972). Et meget stort indhold af klastisk materiale findes i arktiske områder hos den type gletschere, der betegnes subpolare. Fra Island er det beskrevet fra en piedmont gletscher, hvori der er kompresiv flydning (Krüger 1994, Krüger & Kjær 2000, Kjær & Krüger 2001). Materialet stammer fra underlaget, hvorfra det er blevet optaget, indefrosset og med overskydningsplaner ført op i gletscherisen. Når isen smelter, frigøres det indefrosne materiale og kan blive udsat for smeltevandets transport og afsætning. Noget materiale har en diamikt sammensætning, og vil blive afsat sammen med de fluviatile og lakustrine sedimenter som flydetill. Den komplekse vekslen af smeltevandssedimenter og flydetill, der er så almindelig i danske aflejringer, kan tolkes som resultatet af sådanne processer (Marcussen 1973b, 1975). I de cirka 500 kilometer lange udgravninger tværs gennem landet for rørledningerne for olie og naturgas (Marcussen 1984) antydede det nære lejringsforhold mellem de to sedimenttyper, at de var afsat i de samme 10

11 sedimentationsmiljøer. Kun i et mindre område syd for København blev der fundet en fast, massiv, leret till, der kunne tolkes som en lodgement till. Gletschere i de højarktiske egne indeholder sjældent store mængder af klastisk materiale. Ligeledes vil gletschere af den tempererede type som for eksempel i Island, Norge og Alperne sjældent indeholde større mængder af underlagets materialer. Det klastiske materiale, der findes i disse gletschere, stammer i hovedsagen fra de omgivende bjergsider eller er faldet ned som vulkansk aske. Det synes at være gletschere af disse to typer, der har været brugt som model for tolkningerne af de glaciale dannelser i Danmark og ikke gletschere af subpolar type (se videre nedenfor). Ved en gennemgang af oplysninger fra boringer rapporteret til borearkivet på GEUS viser det sig, at de diamikte sedimenter udgør omkring % af de gennemborede lag. Der er store variationer i landets forskellige egne, men antagelig er mængden af de sorterede sedimenter stærkt undervurderet, fordi der i mange sandede egne for eksempel i Vestjylland kun er udført få og korte boringer. Till, og det vil hovedsagelig sige moræneler, er således kun en lille del af de glaciale sedimenter. Antallet af tilllag i boringerne kan selv inden for korte afstande variere meget. Korrelationer, der udelukkende er baseret på litologien, må betegnes som yderst usikre. Til trods for vanskelighederne ved at tolke tillsedimenternes dannelsesmåde har de været den del af de glaciale dannelser, der har været mest undersøgt. Dog har kun ganske få undersøgelser drejet sig om de sedimentologiske aspekter. Almindeligvis er man gået ud fra, at alle tillsedimenter er bundmoræne. Hensyntagen til, at till kan dannes i flere sedimentationsmiljøer i tilknytning til gletscheris, fremgår ikke meget af den ældre litteratur. I det hele taget er der kun i meget begrænset udstrækning taget hensyn til recente sedimentationsforhold i det glaciale miljø. Det kan man få en antydning af ved at gennemse referencelisterne i publicerede artikler. I den ældre litteratur refereres aldrig og i nyere afhandlinger kun sjældent til sådanne studier. 3. Landskabets morfologi På baggrund af en fladedækkende morfologisk analyse af mere end km 2, der bl.a. har tilladt en statistisk analyse af bakkeretninger, har den ene af os (IM) kunnet udskille et antal karakteristiske landskabselementer. Med mindre, og det synes ikke specielt sandsynligt, at isskjoldet var meget fattigt på indhold af debris, vil der under isens smeltning blive afsat et tæppe af sedimenter fra isens bortsmeltning hen over landskabet. Laget vil være stærkt præget af smeltevandets aktivitet og vil variere i såvel tykkelse som sammensætning. Den morfologiske fremtræden vil være præget af topografien i isens underlag, forekomsterne af subglaciale dannelser, begravede blokke af is, og smeltevandsflodernes tilbøjelighed til at danne sletter. 4. Skurestriber Skurestriber på faststående bjergarter eller på brolægninger af store sten kan give oplysninger om gletscherisens bevægelse. Der er kun få af sådanne observationer i Danmark. Bøggild (1899) gav en oversigt over fund i hele landet, medens senere publikationer af Milthers (1901, 1908, 1930), Johnsson (1952), Krüger (1970) og Jørgensen & Piotrowski (2003) har beskrevet mindre områder. Ved isens bevægelse over underlaget kan der ske et slid med dannelse af skurestriber på overfladen af fast klippe og på løstliggende sten. Imidlertid synes nogle iagttagelse at kunne give anledning til tvivl om, i hvilken grad skuringsretningen altid repræsenterer det regionale bevægelsesmønster i gletscherisen. På Bornholm og i Skåne (Lagerlund 1987) findes på de højtliggende grundfjeldsområder en skuringsretning omkring nordnordøst-sydsydvest. På de lavtliggende sedimentområder er skuringsretningen derimod nogenlunde vinkelret på idet den følger de store topografiske træk i landskabet. Ved Neksø (Milthers 1930) er der endog en jævn overgang fra den ene retning til den anden. Skurestriberne på de nu ikke tilgængelige dele af Fakse Banke synes ligeledes at indikere, at isens bevægelse har ændret sig under hensyntagen til bankens form på samme måde, som det kan iagttages i fjeldegne. 11

12 De glaciale dannelser og overfladen af de prækvartære sedimenter I det meste af Danmark ligger der ukonsoliderede ler- og sandaflejringer og bløde kalkbjergarter under de kvartære aflejringer. Tykkelsen af de kvartære dannelser varierer fra under en meter til omkring 200 meter. De prækvartære sedimenter har leveret meget materiale til de glaciale dannelser, og ofte synes materialet ikke at være blevet transporteret særlig langt (Binzer 1973). Det er et interessant spørgsmål, hvilken rolle topografien af de prækvartære dannelsers overflade har spillet for strømningen i isskjoldene og på det landskab, vi ser i dag. Kjær et al. (2003) mener ikke, at flydningsmønsteret i isskjoldet er blevet påvirket af prækvartæroverfladens højdeforhold. Et udokumenteret synspunkt der fortjener undersøgelser og overvejelser. Synspunktet modsiges i nogen grad af, at forfatterne angiver, at isskjoldets yderste rand lå, hvor Ussing (1903) tegnede den. En sammenligning af forløbet af Ussings Linie og prækvartæroverfladens højdeforhold (Binzer og Stockmarr 1994) viser, at der er en nøje sammenhæng: Øst for Ussings Linie når prækvartærets overflade op til højder på mellem 75 og 100 meter over havet, og kurvebilledet er meget uroligt. Vest for Ussings Linie er prækvartæroverfladen udglattet, og kun få og mindre områder ligger højere end 50 meter over havet. Grænselinien i prækvartæroverfladen har ifølge mange forfattere og altså også førnævnte haft en styrende effekt på isen (fig. 1). At der under de markante dale i det danske landskab ofte gemmer sig dale i den prækvartære overflade er en almindelig erfaring samlet under arbejdet med oplysninger i GEUS Borearkiv. Denne erfaring kommer blandt andre steder frem i kortet over prækvartæroverfladens højdeforhold (Binzer og Stockmarr 1994). I Midtjylland blandt andet mellem Horsens og egnen ved Silkeborg ligger de store dale i landskabet oven i tilsvarende betydelige dale i prækvartæroverfladen (Lykke-Andersen 1973, 1979, 1981, 1986, Binzer & Stockmarr 1985). Figur 1. Kortet viser højdekurver på overfladen af de prækvartære dannelser. Ækvidistancen er 25 meter. Kurver under 0 meter o.h. er udeladt. Den brede linie repræsenterer Ussings Linie. Bemærk hvorledes Ussings Linie følger vestsiden af de høje partier prækvartæroverfladen. 12

13 Også under den markante dal på Østmøn nord for byen Borre er der tegnet en dyb dal i de prækvartære dannelser. Det skyldes således ikke en fejltolkning, som fremført af Houmark-Nielsen (2003). Syd for Borre fremtræder dalen i landskabet som en bred, svag sænkning. Det samme er tilfældet for prækvartæroverfladen i dette område. Nord for Borre er den nutidige dal markant, og står med stejle sider mod det høje landskab på begge sider. I dalen findes boringer, der viser, at overfladen af kridtaflejringerne ligger lavere her, end den gør på både øst- og vestsiden. I mange boringer, navnlig øst for Borrelavningen, er der fundet flager af kridt i de kvartære aflejringer. Også nede i dalen er der fundet kridtflager i aflejringerne (fig. 2) Vi mener derfor, der er god grund til også her på Møn at fremhæve den sammenhæng, som også kan findes andre steder i landet, mellem prækvartæroverfladens topografi og højdeforholdene i det landskab vi ser (Hansen & Håkansson 1980, Lykke-Andersen 1973, 1979, 1981, Madirazza 1966,1968a, 1968b, 1977, 1979, 1980). Fig. 2. På Østmøn findes en omtrent nord-sydgående dal i landskabet. Den sydlige del er kun en svag sænkning med en bølget overflade. Prækvartæroverfladen er ligeledes kun en svag sænkning i forhold til kridtoverfladen øst og vest for. Nord for Borre er dalen i landskabet markant. I prækvartæroverfladen nedenunder findes ligeledes en dyb dal, hvis bund synes at hælde mod nord. Der er således også her en god overensstemmelse mellem den topografi vi ser, og den der er skjult i prækvartæroverfladen. 13

14 Ussings Linie i landskabet Ussing beskrev i 1903 landskabsformerne i det centrale Jylland udfra den på det tidspunkt forholdsvis nye tanke, at gletscheris fra Skandinaviens højland i fortiden havde bredt sig udover de lavere beliggende egne mod syd. Til at fastlægge, hvor isskjoldets rand havde ligget, mente Ussing, at smeltevandsflodernes aflejringer i form af hedesletter kunne give en mere sikker indikation, end de få bakker i Midtjylland, der kunne tolkes som randmoræner. De vestjyske hedesletter kan fra vest følges som sammenhængende flader til en linie i Midtjylland, som Ussing betegnede hovedopholdslinien. Et uheldigt navn idet det ikke neutralt beskriver en iagttagelse, men knæsætter en bestemt tolkning. Vi vil derfor bruge betegnelsen Ussings Linie. Højdekurverne på det topografiske kort viser, at hedesletten nord for Karup har form som en aflejringskegle med sit toppunkt i kote 75 meter ved Ussings Linie sydvest for Dollerup. I området øst for Ussings Linie findes store flader, der ligger i omkring 70 m over havet. I modsætning til hedesletten er fladen afbrudt af lavninger og store dale. Ussing (1907) betegner området som et småbakket plateau. Fladen kan genfindes vest for ved Sørvad på Skovbjerg bakkeø og i egnen nord for Holstebro. Når Ussing angiver, at landskabet øst og nord for linien ligger lavere end hedesletten, gælder det kun i et område nordvest for Hald Sø. Her findes ligeledes en opbrudt flade. Den ligger i omkring 50 m over havet. I dette område ligger hedesletten, Alheden, på en strækning af omkring 4 kilometer højere end den nord for liggende flade. Som Ussing også tolker det, må der derfor have ligget is og spærret for smeltevandet. Den morfologiske forskel på hedesletten og fladerne nord og øst for Ussings Linie er, at medens lavninger opstået ved smeltning af dødis er hyppige mod øst og nord, er de sjældne på hedesletten. Det kan imidlertid bero på, at oplandet for smeltevandsfloderne ovenpå den smeltende gletscheris var meget stort, og de defor medførte meget sediment. Næste alle spor efter smeltet dødis er derfor blevet fyldt op og slettede. I de opbrudte flader var tilførslen af sediment mindre og antagelig af mere lokal karakter, hvorfor dårligt sorterede sedimenter som sandet og leret till forekommer. De sidste spor efter det supraglaciale flodsystem er de veludviklede dale som starter abrupt og har eroderet sig ned i hedesletten (dalene ved Fløjgårde og Fallesgårde, Stendal, Kompedal, Kolpendal og dalen ved Engesvang). Ussing nævner muligheden for, at et supraglacialt flodsystem har været årsag til dannelsen af hedesletterne, men forkaster tanken, fordi han mener, at smeltevandsfloderne har hentet de materialer, de aflejrede, ved erosion i underlaget. Han anser således gletscheren for at have været fri for debris. Hedesletterne er opbygget af lagdelt sand og grus (men meget sjældent af stenet materiale). I såvel bakkeøerne som landskaberne nord og øst for Ussings Linie er de samme sedimenttyper de absolut dominerende. Når der på jordartskortet (Petersen 1989) skelnes mellem smeltevandssand og -grus og hedeslette aflejringer sker det ikke på grund af forskelle i jordarterne, men ved inddragelse af morfologiske forhold. I de opbrudte flader findes også forekomster af moræneler, hyppigst som spredte mindre lag øverst. Ved Kjellerup findes dog et større område (ca. 300 km2) hvor moræneleret gennemgående er omkring 10 meter tykt. Også i boringerne er smeltevandssedimenter de hyppigst forekommende, og det vil derfor være nærliggende at tolke moræneleret som afsat i et miljø, hvor isen er under nedsmeltning. Af landskabets former er det ikke kun fladerne, der krydser Ussings Linie, omend i en lidt forskellig udformning, det gælder også bakkerygge. Særlig tydeligt sker det fra egnen syd for Silkeborgsøerne og mod nordvest mod Herning. De aflange bakker har retningen nordvest-sydøst, en orientering i landskabet der kan findes flere steder øst for Ussings Linie, og som træder meget tydeligt frem ved Aulum vest for Karup hedeslette. Den eneste landskabsform, der ikke krydser Ussings Linie, er de store dale. Dannelsen af dalene er endnu ikke helt afklaret. Under dalene findes dale i prækvartæroverfladen (Binzer & Stockmarr 1994), og nogle af dalene synes at have eksisteret i sidste interglacialtid (Marcussen 1977b). For flere af dalene er der indikationer på, at der er sket indsynkning i undergrunden (referencer i forrige 14

15 afsnit). Selvom der hersker usikkerhed vedrørende dannelsen af de store dale, mener vi ikke, at de udgør en tilstrækkelig indikation for tolkningen af Ussings Linie, som grænsen for et isskjold, når de tidligere omtalte morfologiske og litologiske forhold tages i betragtning. Hvorledes den 90 0 skarpe bøjning på den formodede israndslinie er opstået kommer Ussing ikke ind på. Kjær et al. (2003) finder det vanskeligt at få et flydemønster i isdækket til at passe med dette træk. Vi tilslutter os Ussings tanke om at isskjoldet har været længere mod vest og sydvest, idet vi mener, at hedesletterne er udtryk for lokale hændelser, medens de velmarkerede bakkeretninger med nordvest-sydøstlig orientering samt de opbrudte flader, der kan findes både vest, øst og nord for Ussings Linie markerer overordnede regionale forhold. Glacio-fluviatile landskabsformer 1. Sedimenter Den store hyppighed af sorterede sedimenter, navnlig fluviatile, i de kvartære dannelser vidner om den store rolle smeltevandet har haft. I Vestjylland og i små områder i Østdanmark danner smeltevandsaflejringerne flader i det lokale landskabs laveste dele. Under visse forudsætninger vil aflejring også kunne finde sted på disse steder i dag. De fladtliggende aflejringer betegnes hedesletter. Overfladen af aflejringerne kan være brudt af huller opstået, da indlejret dødis smeltede bort. I den østlige del af landet kan der også findes moræneler i disse aflejringer. Hedesletterne er dannet af smeltevandsfloder som flodsletter. Også i bakkelandet findes flader opbygget på samme måde, men her har floderne ikke kunne strømme, uden at de topografiske forhold har været anderledes, end de er i dag. Nogle af disse flader har betydelig udbredelse for eksempel i Østjylland. De er blevet tolket som moræneflader (Milthers 1948) dannet under isen ved dens fremadgående flydning. Det antages, at isens sål har afglattet og høvlet landskabet fladt. Derfor måtte det forventes, at der kan findes strømlinjede spor på fladerne. Det er dog ikke tilfældet. I fladerne er der uregelmæssige lavninger af varierende størrelse og med velmarkerede afløbsrender (Marcussen 1985). I landskabernes højeste dele ligger bakker, der er opbygget af smeltevandssedimenter. Bakkernes flade toppe ligger i områder i tilnærmelsesvis i samme kote. Det tyder således på, at der har været en styring i dannelsen af bakkerne. Det plan som de flade bakketoppe danner kunne være en flodslette på overfladen af isen. Bakkerne er blevet dannet ved opfyldning af huller i isen. Mellem disse issøer har der ligget is, og da det smeltede blev disse områder lavere, og de tidligere issøer kom til at fremstå som bakker, kamebakker. Denne type bakker findes i de højeste og de lavest liggende dele af de danske landskaber, medens de kun sjældent findes i hvad der kunne kaldes mellemniveauerne. 2. Forudsætninger Tilstedeværelsen af polygonjord i Østdanmark (Berthelsen 1971) viser, at der har været permafrost efter at aflejringerne blev afsat. Dannelsen af polygonjord forudsætter et meget koldt klima med en årets middeltemperatur på mellem -60 og -80 (Péwé 1966, Washburn 1979, Sollid & Sørbel 1988). Det vil da være rimeligt at antage, at årets middeltemperatur under den nærmest forudgående glaciationsperiode i hvert fald ikke har været højere. Det indebærer, at temperaturen i bunden af gletscherisen i den distale del af isskjoldet, hvor Danmark ligger, har været under tryksmeltepunktet (Sollid & Sørbel, 1988). Gletscherisen har da været af den subpolare type. Isen var frosset fast til underlaget og bevægelsen skete ved deformationer i isen langs overskydningsplaner. Længere opstrøms på isskjoldet var isen tykkere og påvirkningen af klimaet var mindre, og bundlaget kunne være varmere. I den kolde zone og på grænsen mellem de to zoner kunne underlagets sedimenter indarbejdes i isen. Langs overskydningsplanerne kunne det føres op i gletscherisen. Det betyder, at isen kom til at indeholde betydelige mængder af klastisk materiale både i form af spredte, store og små klumper og som store blokke af sedimenter. En tilsvarende debrisfyldt gletscheris kan bl.a. ses på Svalbard (fig. 3). 15

16 3. Isens bortsmeltning De nyeste klimadata (Dansgaard et al 1993, Andersen et al. 2004) viser, at temperaturstigningen ved afslutning af mellemweichsel skete meget hurtig. Det, kombineret med den kendsgerning, at Danmark er et lavland, og at isoverfladen derfor må have været tilmærmelsesvis vandret, må betyde, at afsmeltningen satte ind over store arealer samtidigt, og at isen altså primært smeltede oppefra og ikke fra randen, som man hyppigt har antaget. Fig. 3. Debrisfyldt gletscheris. Uversbreen, Svalbard. Foto: Ole HUmlum 16

17 Fig. 4 a og b. Debrisrig gletscheris under bortsmeltning. Bakkerne består af is med et dække af frismeltet, klastisk materiale. Lejringsforholdene er ikke særlig stabile, og materiale skrider ned ad bakkesiderne til de lave områder. Her kan det blive sorteret af smeltevandsstrømme og eventuelt ført bort i dette ofte karstlignende landskab. De nedskredne materialer kan også indgå som lag af diamikte sedimenter i de sorterede dannelser. Uversbreen, Svalbard 17

18 To forhold kan bevirke, at overfladen på den smeltende is bliver ujævn. Indholdet af debris i isen er ikke jævnt fordelt, men fortrinsvis samlet i overskydningsplaner. Materialet vil derfor komme frem på isoverfladen i zoner. Det andet forhold er, at et lag debris vil virke isolerende, og derfor vil områder, der er dækkede, smelte langsommere ned end områder, hvor isen er uden dæklag. Det sedimentære miljø er ustabilt, og dæklaget kan skride eller som slamstrømme søge ned i de lavere områder (Boulton 1971, 1972). Der vil opstå et bakket landskab dækket af klastisk materiale. Se fig. 4. Detaljerede undersøgelser på Island (Krüger 1994, Krüger & Kjær 2000, Kjær & Krüger 2001) viser, at debrisfyldt is smelter bort på to måder. Ved tilbagesmeltning af skrænter i isbakker og ved nedsmeltning i det horisontale plan. I isbakkerne vil vejr, vind og vandløb kunne åbne profiler, hvorved yderligere materiale vil frigøres. Der vil derfor være en tendens hen imod, at bakkerne forsvinder, og at smeltevandsstrømmene jævner landskabet ud. Gennem disse processer vil der kunne dannes en række forskellige sedimenttyper og lejringsforhold. Vi tolker mange af de forekomster i vore glaciale dannelser, hvor diamikte og sorterede sedimenter veksler som opstået i de ovenfor beskrevne miljøer. Ved nedsmeltningen formindskes isens tykkelse, således at isoverfladen kommer til at ligge på et stadig lavere niveau. Under dette forløb må der forventes et skifte i sedimentationen, der efterhånden i højere grad vil være præget af det strømmende eller stillestående smeltevand. Det kan derfor forventes, at sedimenterne i stigende grad vil være sorterede, og fremtræde som flodsletter og issøer. Under smeltningen af isskjoldet har der været en vekslen mellem de to kredse af processer. De ældste og højest beliggende dannelser består udelukkende af sorterede sedimenter. På lavere niveauer findes både diamikte og sorterede sedimenter. 4. Issøbakker (kames) I de højeste dele af det danske landskab findes bakker af en afrundet til cirkulær form med flade toppe. Bakkerne kan ses flere steder blandt andet ved Skjoldnæsholm, Brorfelde, Jyderup, Asnæs, Glamsbjerg, Rønde, Sevel og Sørvad. Bakkerne indeholder sorterede smeltevandssedimenter hyppigt i sandfraktionen. Disse issøbakker eller kames, blev dannet ved, at smeltevandsfloder aflejrede klastisk materiale i lavninger og huller i isens overflade. Bakkerne viser således, at der må have været minerogent materiale oppe i isen, der er blevet smeltet fri, medens landet endnu var isdækket. Hvor højt over isens bund materialet har været er usikkert, idet hullerne kan være opstået på steder, hvor isdækket var tyndt. Årsagen hertil kunne være tilstedeværelsen af en bakke i underlaget. Denne opfattelse styrkes af, at bakkerne i et område har tilnærmelsesvis samme kote på deres flade toppe. Dannelsen kan være begyndt i lavninger eller huller i isens overflade, hvor de var underlejret af is. Ved termisk erosion i bunden har de efterhånden smeltet sig ned til det faste underlag (Ham & Attig 1996), således at deres kote er blevet fastholdt. I landskabernes lave niveauer findes kamebakker igen, medens de er sjældne i, hvad der kan kaldes mellemnivauerne. Disse bakker kan ses for eksempel ved Kyndby, Svinninge, Kalundborg, Korsør og på Hindsholm og Langeland. 5. Isflodsletter Efterhånden bevirkede smeltningen, at isens overflade kom til at ligge lavere og lavere. Nye lavninger blev dannet, og de eksisterende blev større. Aflejringerne skiftede fra kun at være sket i små lavninger til nu også at finde sted over større områder. Derved får de karakter af flodsletter. Hos Marcussen & Østergaard (2003) er de benævnt isflodsletter. Johnson et al (1995) beskriver tilsvarende landskabsformer fra USA og benævner fladerne collapsed outwash planes. Kollaps af flodslette kan give anledning ændringer af lejringsforholdene. Flere steder passerede udgravningen til naturgasledningen lokaliteter, hvor et fladt landskab opbygget af horisontalt liggende lag af sand og grus overgik i en skrænt til at lavere område. Lagene bøjede her med overfladen 18

19 Figur 5. Profilet viser et snit gennem en bakkeø og den tilgrænsende hedeslette ved Hovborg i Vestjylland. Bakkeøen er dannet som en flodslette af et flettet flodsystem. I skrænten mod den lavereliggende hedeslette følger lagdelingen hældningen af jordoverfladen. Dette forhold tolkes som opstået ved kollaps, fordi hedesletten har været understøttet af is. Da hedesletten anses for at være dannet i weichsel, må bakkeøen også være det. nedefter. Det er set ved mange lavninger, men de mest iøjnefaldende og omfattende er gjort ved Elbo dalen, ved Odense å ved Bellinge (Marcussen 1987) og ved Mølleåen i Nordsjælland. I Vestjylland har forholdet også kunnet iagttages. Omkring 2 kilometer vest for Hovborg passerede udgravningen fra hedesletten hen over en bakkeø og ned på hedesletten på den anden side. Bakkeøerne i området består af lagdelt sand og grus med spredte forekomster af moræneler (Jessen 1922). I denne bakkeø er der i udgravningen kun fundet horisontalt aflejrede sand- og grusaflejringer med forskellige typer skrålejring (Marcussen 1987). Afsætningen kan tolkes som sket i et flettet flodsystem. I den østlige del af bakkeøen findes en meter bred kanalfyldning. Målinger af skrålejringerne viser, at flodsystemet har haft en strømningsretning mod nordvest. På østsiden af bakkeøen følger lagdelingen den faldende overflade ned mod hedesletten, hvor den flader ud i en horisontal retning. Der er ingen spor efter erosion og strukturen tolkes som resultat af en sænkning, et kollaps, af hedesletten (fig. 5). I sandaflejringen i hedesletten er strukturen massiv. Da hedesletten må anses for at være dannet i weichsel indebærer det, at bakkeøen også er dannet på dette tidspunkt. I Østdanmark har de fleste isflodsletter en begrænset udbredelse, men enkelte af de lavere beliggende har dog en vis regional karakter. Ofte går isflodsletterne jævnt over i en lavereliggende slette, og det kan da være vanskeligt at afgrænse dem præcist. Denne vanskelighed kan også være forårsaget af, at isflodsletternes hældninger bevirker, at de kan gå jævnt over i hinanden. I Østjylland kan de hældende isflodsletter følges mod vest til de uden afgrænsning går over i de flodsletter i Vestjylland, der sædvanligvis benævnes hedesletter. Forskellen mellem de østjyske isflodsletter og hedesletterne mod vest er hyppigheden af dødishuller. Isflodsletterne fremstår som flader på to måder. Fladerne kan være sammenhængende over store arealer. I dele af Østjylland ses sammenhængende flader i store områder. I Østdanmark er fladerne for det meste afbrudt af dale og lavninger, men de kan tydeligt følges tværs over disse afbrydelser. Denne type landskaber i Danmark er beskrevet af Marcusen (1977a, b) og fra det centrale Canada og USA (Gravenor 1955, Gravenor & Kupsch 1959, Johnson et al 1995, Ham & Attig 1996). I de sammenhængende flader kan en svag hældning iagttages. I de opbrudte flader er hældningen vanskeligere at erkende. 19

20 Slagelse Fig. 6 Lavninger med afløbsrender i det bakkede landskab øst for Slagelse De mindre dale er eroderet af vandløb ved dræneringen. De store dales dannelse er antagelig kompleks. En del af dem har tilknytning til brudtektonik i de prækvartære dannelser neden under (for eksempel Horsens fjord og Hansted dalen), men for andre er deres dannelse ikke fuldt klarlagt. Sedimenterne i isflodsletterne er i hovedsagen fluviatilt. Sand er dominerende. Lokalt kan der forekomme ler og mindre hyppigt grus og sten. Diamikte sedimenter, navnlig moræneler, kan også 20