Roskilde Kommune. Referat af Temamøde om Inklusion og nye løsninger med civilsamfund og erhvervsliv 18. november 2014

Transkript

1 Roskilde Kommune Referat af Temamøde om Inklusion og nye løsninger med civilsamfund og erhvervsliv 18. november 2014 Indholdsfortegnelse: Pkt. nr. Pkt. Sidetal 1 Velkomst v/ fmd. for Beskæftigelses- og Socialudvalget Bent Jørgensen. 2 2 Oplæg ved Stig Langvad: Hvordan ser handicappolitik, inklusion og samspil med civilsamfund og erhvervsliv ud i et nationalt og internationalt perspektiv. 2 3 Oplæg ved Anni Ehlers, INSP! 4 4 Oplæg John Byrian, varehuschef Kvickly Hyrdehøj 5 5 Drøftelse: Hvor kan der være mulige partnere i civilsamfundet og i erhvervslivet? Hvad skal gøre det attraktivt at være partner? Hvad kan kommunen gøre for at gøre det attraktivt? Hvad skal kommunen absolut ikke gøre? 7 6 Refleksion fra Beskæftigelses- og Socialudvalgets medlemmer. 8 Side 1 af 8

2 Pkt. nr. 1 Velkomst v/ fmd. for Beskæftigelses- og Socialudvalget Bent Jørgensen Formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget Bent Jørgensen byder velkommen. Temamødet er det andet møde i en møderække om socialpolitikken i Roskilde Kommune. Møderne er til for få dialog om den fremtidige politik mellem brugere, borgere, medarbejdere og andre interessenter. Fra politisk side har Beskæftigelses- og Socialudvalget ønsket at afholde disse temamøder før der sættes pen til papir for alvor, hvad angår den fremtidige socialpolitik. Dette temamøde holdes på INSP!, som i sig selv illustrerer et eksempel på inklusion af mange forskellige borger-typer via en alternativ tilgang. Ingen spørgsmål Pkt. nr. 2 Oplæg ved Stig Langvad: Hvordan ser handicappolitik, inklusion og samspil med civilsamfund og erhvervsliv ud i et nationalt og internationalt perspektiv. Stig Langvad er formand for en handlingsorienteret tænketank i Real Dania regi, hvor der arbejdes med Collective Impact, som handler om inklusion og rummelighed: Vi ved at det afgørende for at gøre en forskel er at handle sammen ud fra en målrettet indsats, som man er blevet enig om. Collective Impact er udbredt og har gjort forskel på politiske dagsordner i USA og Canada og kendes også fra Schweiz. Stig Langvad er derudover tilknyttet FN s handicapkomite som uafhængig ekspert. Inklusion er noget vi taler meget om, i forhold til mennesker med anden etnisk baggrund, i forhold til flere børn i den normale grundskole uanset om den er frivillig eller en del af folkeskolen. Men vi gør os ikke så mange tanker om, hvad der skal komme ud af denne inklusion. Der er ikke nogen klar definition af, hvad inklusion er, vi har alle en forståelse, men uden et fælles begreb taler vi forbi hinanden. Vi bliver nødt til at få defineret inklusions-begrebet også i forhold til den kontekst, det indgår i. Inklusion handler ikke om at flytte mennesker, det handler mere om et paradigmeskift, en forandring af vores tankesæt. Det handler om, at vi alle kan være med på lige vilkår i samfundet. Det handler ikke om at lukke det specielle op, men om at indrette os, så det specielle kan være en del i det normale. Vi bliver nødt til at skabe en respekt for hinanden. Vi bliver nødt til at forstå, at vores samfund består af forskellige mennesker. For uden denne forståelse kan vi ikke skabe inklusion. Inklusion er der hvor alt går op i en højere enhed, og hvor konflikt er slut. Vi skal nedbryde de barriere, der forhindrer, at vi mødes med hinanden. Inklusion kræver interaktion, for det er først i mødet med hinanden, at vi kan nedbryde vores fordomme. Side 2 af 8

3 Alle børn burde kunne være til stede på samme legeplads med det samme legetøj, fordi vi ved fra forskningen at den tankegang, som bliver indpodet i barndommen og den respekt der kommer her holder hele livet. Vi skal starte med inklusionstankegangen allerede fra vi bliver født. Nogle mennesker med udviklingshæmning vil være i beskyttet beskæftigelse, andre på virksomheder og andre igen på særlige vilkår. Pædagogerne der følger disse mennesker i virksomhederne har også arbejdstider de skal overholde. Det betyder at selv når en udviklingshæmmet er ønsket af en virksomhed og den udviklingshæmmede selv ønsker at arbejde mere, kan vores nuværende indretning forhindre dette. Hvis de handicappede skal ind på arbejdsmarkedet, bliver vi nødt til at gøre det på en anden måde. Vi bliver nødt til at tænke inklusionen meget bredere og sørge for, at vi møder hinanden. Fordi det er her, i mødet, at barrierer nedbrydes. De borgere vi har det godt med, er dem vi er vant til at omgås - dem vi møder til hverdag. Alle lande har de samme udfordringer som os. Udfordringerne er ikke nødvendigvis i samme udstrækning, men de er de samme. Det er blandt andet lav erhvervsfrekvens for personer med handicap. Men i alle tilfælde er det mangel på mødet mellem de handicappede og de andre. Personer med handicap har ofte en lavere indkomst, hvorfor de ikke kan være med der hvor andre er. Vi må sørge for at personer med handicap kan få lov at bo der hvor andre bor, for ellers mødes handicappede og resten af samfundet ikke og så ser resten af samfundet heller ikke hvilke ressourcer og kompetencer de handicappede har. Vi har stor viden på mange områder, men vi bruger den ikke i den udstrækning det er nødvendigt. Alt for tit siges der det ved vi ikke eller det bruger vi ikke. Der er to tankegange omkring balancen mellem erhvervsliv, civilsamfund og stat, den nordiske og den amerikanske. Vi skal stræbe efter en kombination hvor erhvervslivet spiller en større rolle end det gør i dag. Nogle af de steder hvor man har skabt en høj grad af inklusion er nogle af de steder hvor man lovgivningsmæssigt har sat sig et mål. I USA stiller man for eksempel stærke krav til, hvordan man indretter arbejdspladser og sikrer beskyttelse af handicappede. I England vedtog man i 1995 en antidiskriminationslovgivning. Man vedtog, at man i løbet af 10 år skulle have taxier til handicappede, adgang til forretninger, omklædningsrum i forretninger, kollektiv transport med mere. Man skal passe på, at man ikke også får lavet reservater, som forhindrer mødet mellem mennesker. Vi bliver nødt til at skabe et socialt ansvar hos virksomhederne og i samfundet. Vi skal være mere opmærksomme på, hvad det er for nogle området vi laver CSR-regnskab på. Det handler oftest om klima og bæredygtighed, og meget sjældent om handicapforhold. Hvis vi gjorde os mere bevidste om, hvordan vores sociale engagement skal gøre en forskel for forskellige grupper, vil vi også være mere bevidste om, de problemer der er. Det er den eneste måde at nå frem til en eliminering af, at handicappede og resten af samfundets borgere holder til forskellige steder. Vi kan sagtens lære noget af udlandet. Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken selv. Og med al respekt for det kommunale selvstyre, er dette måske et område hvor en central løsning er bedst. Hvor vi kan lære af hinanden. Anni Ehlers INSP!: Mærker man nogen forandring, bliver vi mere åbne? Stig: Det er ikke noget vi måler på. Men min fornemmelse er, at de steder hvor vi ser hinanden, der skaber vi en forandring. Jeg kan jo godt fornemme en forskel fra by til by. Jeg tror, at man er mindre forstående i Side 3 af 8

4 de byer, hvor vi ikke ser de handicappede. Jeg tror det er nemmere at bevirke ændringer i byer, hvor handicappede er synlige. Repræsentant for pårørendeforening inden for psykiatriområdet: Du nævnte, at den udviklingshæmmede på virksomheden havde behov for en pædagog. Mente du, at den pædagog skulle have behov for udvidet arbejdstid? Stig: Det ville være bedre med en pædagog eller mentor, der arbejdede hele tiden. Jeg tror vi kan finde en løsning med mennesker der ikke nødvendigvis er professionelle. Pkt. nr. 3 Oplæg ved Anni Ehlers, INSP! Anni Ehlers er leder af INSP! Velkommen til INSP! Det er næsten umuligt at holde livet ude her, selvom vi har reserveret lokalet. Jeg vil gerne fortælle om INSP! som casen hvor man har en inkluderende tilgang. INSP! startede med en idé om at lave et kreativt oplevelseshus. INSP! startede i det almindelige, det normale. Der var altså ikke noget socialt i det i starten. Derfor kom det bag på os, hvor stort et behov der var for et sted som INSP! Vi har i dag 50 timer åbent om ugen, hvor der kommer ca mennesker i alt. Jeg har en DJØF baggrund og har i tråd med hvad Stig sagde, ikke set den her slags mennesker før jeg kom til INSP! Vi skal ikke lave reservater, vi skal lave steder hvor alle kommer. Derfor har vi også behov for at have et miks af aktivitet, der må ikke være for meget af nogen eller noget og heller ikke for lidt. Vi er en Socialvirksomhed, derfor vil vi gerne stå på egne ben. Vi har dog for øjeblikket for mange brugere med sociale problemer, hvilket udfordrer os. Vi har udviklet en Socialvært funktion sammen med Roskilde Kommune. Vi har kommunens medarbejdere siddende hernede 2 x 12 timer om ugen, til at hjælpe de unge hernede. Vi udvikler, og er hele tiden opmærksomme på, at vi inkluderer de unge i alt hvad vi foretager os. Vi har mange muligheder på hylden, hvorfor det er nemmere for medarbejderne i Socialpsykiatrien at gribe den enkelte unge i øjeblikket behovet opstår og igangsætte aktiviteter. Det vi ser her er, at vi alle åbner vores blik og bliver mere accepterende over for hinanden. Når man først får åbnet øjnene for verdenens mangfoldighed virker ens gamle verden grå og ens. Vi tror på at vores model kan eksporteres til andre lokalsamfund og er allerede i gang. Susanne Jensen BSU 1 (Ø): Det er super, at der er noget som INSP! Men det er også en historie om, hvor godt det er, når man samskaber. Det her fungere også, som det gør, fordi der er det gode samarbejde med kommunen. Er der ikke lidt en fare i at eksportere, fordi der er nogle ting der vokser lokalt, den lokale kontekst er vigtigt. Man kan ikke bare flytte noget, det er folk der skal lave INSP! 1 Beskæftigelses- og Socialudvalget Side 4 af 8

5 Anni: Ja, du har fuldstændig ret i at der har været nogle unikke omstændigheder i Roskilde, der har gjort INSP! muligt. Der er ikke nogen kommune der kan købe vores pakke, man kan godt eksportere men det kræver også noget af importøren. Det er mindsettet vi kan give videre. Kurt Hjortsø, beskæftigelses- og socialforvaltningen: Nu er du (Anni) og INSP! sat på programmet i dag ikke kun for at tale om hvordan vi skaber flere INSP! er ude i verden, men også for at se, hvordan vi kan udbrede succesen til andre dele af Roskilde. Så hvordan kan vi det? Anni: Vi skal passe på vi ikke ensarter alle tilbuddene i Roskilde, for ellers er der ikke nogen badmintonklub eller andet at henvise til. INSP! fungerer fordi det er anderledes. Pkt. nr. 4 Oplæg John Byrian, varehuschef Kvickly Hyrdehøj John Byrian er varehuchef i Kvickly Hyrdehøj, og modtager af Roskilde Kommunes Handicappris. John har også tidligere engageret sig i og fået anerkendelse for sit engagement i CSR. Kurt Hjortsø, beskæftigelses- og socialforvaltningen: I den første halvdel har vi haft fokus på civilsamfundet, det andet fokus er erhvervslivet. Der er mange gode eksempler, men når vi har valgt John Byrian fra Kvickly Hyrdehøj er det fordi de allerede gør meget, og blandt andet har modtaget Handicapprisen. Der afspilles en video hvori Dorthe og Sofie, to handicappede medarbejdere fra Kvickly Hyrdehøj, optræder. John Byrian: Jeg bliver altid så glad når jeg ser det her (videoen). Vi er galde for, og stolte af, at vi har fået handicapprisen. Den fik vi på grund af vores arbejde med de to her, som er hjerneskadede. Jeg har før arbejdet med socialt ansvar og jeg mener at man som virksomhed har et socialt ansvar. I Hyrdehøj har vi mange forskellige mennesker vi tager et socialt ansvar om sammen med kommunen. Vi har socialt udsatte, handicappede og socialt belastede. Det stiller nogle krav. Vi kan maksimalt varetage syv personer ad gangen, og vi er i alt 170 ansatte. Vi siger maksimalt syv personer, fordi det for os er vigtigt, at vi kender deres forudsætninger for at arbejde, deres lidelser og/eller deres handicap, således vi kan være opmærksomme på det. Når man arbejder i butik arbejder man et sted, hvor der er mange mennesker og højt tempo. Vi skal kende de mennesker der kommer ind, for ikke at komme til at forringe tilværelsen for dem. Vi skal sætte ressourcer af hver eneste gang vi siger ja til at tage mennesker ind. Vi sætter hver gang en mentor på, hvilket vi synes er rigtigt godt, fordi vi kan sætte ressourcer af som følge af samarbejdet med Roskilde Kommune. Det er ikke alt der er en succes. Vi har tilfælde hvor det ikke er lykkedes af den ene eller anden årsag. Det skal vi lære af. Som virksomhed vil jeg sige at det vigtigste jeg kan sige er, at vi meget gerne vil tage et socialt ansvar, men det kræver ressourcer. Derfor er det godt at vi har en ordning med Roskilde Kommune, hvor vi kan få ressourcer til at tage os af de handicappede og socialt udsatte. Med hensyn til succeshistorier har jeg på nuværende tidspunkt 10 ansatte der er kommet igennem kommunen og som ikke har noget med kommunen at gøre længere. Jeg har haft 12 igennem min butik i Side 5 af 8

6 jobrotation. Af de 12 blev otte ansat. Det synes jeg er store succesrater. Vi har en levende organisation, med stor udskiftning. For mig betyder det ikke der store om man har et stort CV, men at man viser lyst, vilje og energi. Til 1. december skal vi lave en kontrakt med en der startede på 20 timer på grund af han havde det psykisk dårligt. Nu bliver han ansat til 37 timer. At tage et socialt ansvar stiller store krav, men det giver også store succeser. Lene Poulsen Handicaprådet: Hvad er det de andre virksomhedsledere skal vide eller have fat i for at de kan se de samme muligheder som dig? John: Jeg tror det handler om at smide de filtre vi ser de handicappede igennem. Det handler om at opleve at det er dejligt at hjælpe. Man skal ikke være angst for det uvante. Man skal bare kaste sig ud i det. Susanne Jensen BSU (Ø): Du har mange medarbejdere, hvordan forbereder du dem på det? John: Fuldstændig åbenhed. Jeg fortæller den person der kommer til os, at det han fortæller mig kommer videre til de andre medarbejdere. Det kræver accept. En accept som borgeren næsten altid skal give før han får lov at starte. Søren Mariegaard, Fonden for Roskilde Festival: Motivationen i dit eget bagland er sindssyg vigtig. Jakob Bojsen BSU (A): Jeg synes, det er fantastisk at høre, hvad i gør. Værdsætter kunderne den indsats i gør? John: Ja, det gør de. Jeg får aldrig en klage men får tit ros for det initiativ vi tager. Da vi fik den pris (handicapprisen) fik jeg rigtigt mange mails, og personlig respons i butikken. Lige meget hvor jeg har været har jeg oplevet god respons. Anne Haarløv, beskæftigelses- og socialforvaltningen: Jobrotation er en god ordning som vi har været glade for. Det forsætter under andre kår, men det forsætter. Anni Ehlers, INSP!: Måske kræver rummelighed også en vis størrelse for netop at skabe rum. Så måske vi skulle prioritere de store arbejdspladser? Casper Hammerich: Jeg har syv tankstationer, og vi har, selvom vi har små arbejdspladser, stadig plads til udsatte. Det handler om kultur og gode mellemledere. Ikke størrelsen. Link til video: Side 6 af 8

7 Pkt. nr. 5 Drøftelse hvor skal vi hen med den faglige tilgang og hvilke forslag er vigtige at tage med i udarbejdelse af politik for sociale indsatser? Deltagerne fordeles ud i grupper. Diskussionsspørgsmål: Hvor kan der være mulige partnere i civilsamfundet og i erhvervslivet? Hvad skal gøre det attraktivt at være partner? Hvad kan kommunen gøre for at gøre det attraktivt? Hvad skal kommunen absolut ikke gøre? Plenumdebat Gruppe 1 Vi var rundt om det med at få skabt et job ude i erhvervslivet. o Det handler om at understøtte der hvor der skal laves noget. o Det handler om at gøre det overstigeligt at påtage sig et ansvar både for arbejdspladser og foreninger. Hvordan kan man gøre det attraktivt og hvad skal man ikke gøre. o Man skal ikke tænke løsningen færdig og bede om udførsel, men have de der skal udføre med i udviklingen af hvad der skal gøres. o Man skal invitere foreninger og virksomheder ind til en udfordring ikke til en løsning. Gruppe 2 Trekroner idrætsforening har samarbejdet med Kommune og distriktspsykiatrien, men det er svært at få folk til at dukke op. Det er en almindelig idrætsforening. Muligvis skal den normale måde at drive den her idrætsforening genovervejes. Der skal måske tænkes i at ryste opsætningen. o fra Kurt Hjortsø, beskæftigelses- og socialforvaltningen: Hvordan kommer man som forening i tanke om, at der er andre måder at gøre det på? o Vi kan kun lave de aktiviteter som vores medlemmer vil. Når vores medlemmer melder sig til at spille badminton to gange om ugen, så kommer de kun der. Det er derfor ikke nødvendigvis muligt at stille badminton til rådighed for udsatte 24/7 på deres kår. Gruppe 3 Der skal være nogen i virksomheden til at bære det sociale ansvar. Det er vigtigt at der er oplysning og forventningsafklaring. Kommunen skal opkvalificere borgerne før de kommer i praktik. Mentorordningen er en rigtig god idé, den skal vi holde fast i. Virksomhederne er tit lettere at samarbejde med end kommunens egne institutioner. Vi skal kigge på, at vores egne institutioner skal blive bedre. Det ville være godt med en beskyttet værkstedsfunktion i en eksisterende virksomhed, som kan fungere som en mellemstation. Side 7 af 8

8 o IKEA har eksempelvis erfaringer med det. Der skal være plads og rum til at disse borgere kan være der. Måske kan en 30-timers stilling splittes op til tre 10-timers stillinger. Gruppe 4 Kommunen kan sørge for helt overordnet at komme ud og fange de virksomheder der gerne vil tage et ansvar. o Kommunen kan befordre dette ved at understøtte og oplyse. o Kommunen kan også i udbudskriterierne værdsætte bestemte værdier. o Man kan have ambassadørvirksomheder. o Reklamere mere på blandt andet kommunens hjemmeside. o Samle virksomheder der har gjort/vil gøre noget og fejre dem. o Virksomhederne skal ikke kun høre at det kan lade sig gøre men også hvordan. Kommunen skal søge om hjælp ude i civilsamfundet og hos virksomhederne til at løse opgaven. Det vil være godt hvis vi uden at gøre det for overdrevet kan reklamere ude i samfundet. Aalborg og Esbjerg kommuner har haft succes med den slags metoder. Spred budskabet på de sociale medier. Tine Soulié, Handicapidrættens Videnscenter: Hvor er det link fra mennesket med funktionsnedsættelse og ud til virksomheden? Udgangspunktet må være det enkelte individ med funktionsnedsættelsen, hvem skal være det led der spørger den enkelte hvordan kan jeg hjælpe dig ud? Så er det godt at der er åbnet i den anden ende (fx INSP!) for at folk tager i mod. Der mangler en der spørger den enkelte hvad har du lyst til? Lene Damborg Ibsen, beskæftigelses- og socialforvaltningen: Vi har et eksempel på at borgeren kommer så langt, at hun får pakket træningstøjet, men aldrig kommer ud at træne. Måske kan hun, nu når hun har overkommet det, være den der er med til at hive den næste ud af døren. Anni Ehlers, INSP!: Hvad kan mennesker med udfordringer og ved de hvad de kan? Kender de mulighederne? Susanne Jensen BSU (Ø): Der er en udfordring, at man går i sine egne baner. Der er mange, der for eksempel aldrig har hørt om INSP! Pkt. nr. 6 Refleksion fra Beskæftigelses- og Socialudvalgets medlemmer Beskæftigelses- og Socialudvalgets medlemmer reflekterede over, hvad de vil tage med videre. Side 8 af 8