Tolkning hvor og hvordan?

Transkript

1 Inge Baaring Tolkning hvor og hvordan? 3. udgave Samfundslitteratur

2 Inge Baaring Tolkning hvor og hvordan? 1. udgave, udgave, udgave, 2001 Samfundslitteratur, 2001 Tryk: Narayana Press, Gylling Omslag: Torben Lundsted Grafisk tilrettelæggelse: Samfundslitteratur ISBN Samfundslitteratur Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf Fax Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele deraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelser.

3 INDHOLD Forord KAPITEL 1: Indledning KAPITEL 2: Tolkning og oversættelse Ligheder og forskelle Tolkens (særlige) arbejdssituation KAPITEL 3: Tolkeform Konsekutiv tolkning Tolkeretning Dialogtolkning Foredragstolkning »Gorbatjovtolkning« Simultantolkning Tolkeretning (modersmålsprincippet) Simultantolkning i kabine Simultantolkning over relæ Hvisketolkning KAPITEL 4: Tolkens sprogkombination Aktive og passive sprog Betegnelserne A-, B- og C-sprog Tosprogethed og tolkning KAPITEL 5: Tolkens kundskaber og personlige egenskaber Sprogkundskaber Almen viden

4 5.3. Specialviden Personlige egenskaber KAPITEL 6: Tolkningens etik Love og bestemmelser Tolkens pligter Tolkens rolle KAPITEL 7: Tolkens arbejdsmarked Tolkning af forretningsforhandlinger og interviews Tolkeform Arbejdsbetingelser Uddannelse Politi- og retstolkning Polititolkning Retstolkning Tolkeform Arbejdsbetingelser Uddannelse Konferencetolkning Tolkeform Arbejdsbetingelser Uddannelse Social og medicinsk tolkning i indvandrer- og flygtningesprogene Lovgrundlaget Tolkebehovet Tolkeservice Tolkeform Sprog Arbejdsbetingelser Uddannelse Tolkning mellem grønlandsk og dansk i Grønland og Danmark Tolkning i Grønland Uddannelse i Grønland Tolkning i Danmark Uddannelse i Danmark Generelle bemærkninger

5 KAPITEL 8: Brugeradfærd KAPITEL 9: Arrangement af konferencer med tolkning (i henhold til AIICs regler) KAPITEL 10: Perspektiver Litteraturliste Adresser Stikordsregister

6

7 FORORD Tolkning er for mange mennesker et ukendt begreb og hvor det kendes, blandes det ofte sammen med oversættelse. Selv sprogstuderende og sprogfolk gør sig skyldig i denne sammenblanding. Igennem mit arbejde som konferencetolk ved EU i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg og på det frie marked i Danmark og Tyskland siden 1975 er jeg igen og igen blevet opmærksom på dette manglende kendskab til tolkedisciplinen og den begrebsmæssige forvirring, den giver anledning til. Beklageligvis er det også kun de færreste brugere af tolkning, det være sig sagsbehandlere, læger, dommere, delegerede i EU s organer, foredragsholdere på store internationale kongresser etc., der har tilstrækkeligt kendskab til tolkeprocessen til, at de på bedst mulig måde kan udnytte den tolkeassistance, der står til rådighed. Det skaber utilfredsstillende arbejdsforhold for tolken og for brugeren selv og forringer kvaliteten af tolkeproduktet. Det bliver besværligt for brugerne at arbejde med tolk, hvor det skulle være en hjælp, at tolken er til stede, og det bliver vanskeligt at nå frem til den optimale situation, hvor kommunikationen fungerer perfekt, mens tolkens tilstedeværelse dårligt mærkes. Ved handelshøjskolerne uddannes der i dag under de erhvervssproglige kandidatuddannelser tolke til visse tolkefunktioner. De indføres i den praksis, der anvendes inden for disse områder og stifter bekendtskab med tolketeori og nødvendige tolkestrategier. Det er imidlertid min opfattelse, at enhver erhvervssproglig kandidat, der forlader handelshøjskolerne, bør have et allround kendskab til tolkedisciplinen også uden for de felter, han selv er uddannet til at varetage. Det er derfor mit ønske med denne bog at afhjælpe problemet ved at give en indgående beskrivelse af disciplinen tolkning, som den praktiseres i Danmark og andre steder i verden, hvor dansk benyttes som arbejdssprog i tolkesammenhæng. Jeg vil gerne rette en tak til de mange, jeg har haft kontakt med, 7

8 mens jeg arbejdede med bogen, og som har hjulpet mig med oplysninger om de forskellige områder, inden for hvilke tolkning praktiseres. En ganske særlig tak til professor Hans-Peder Kromann, lektor, konferencetolk Lena Fluger og konferencetolk ved EU, cand.mag. Elisabeth Egelund for værdifuld assistance i forbindelse med den endelige gennemlæsning af manuskriptet. Jægersborg, den Da administrationen af tolkeordningerne for flygtninge og indvandrere siden 1. udgave af bogen er overgået fra Socialministeriet til Udlændingestyrelsen under Indenrigsministeriet, har det været nødvendigt at foretage en del rettelser i kapitel 7 Social- og medicinsk tolkning i indvandrer- og flygtningesprogene. Bortset herfra er der kun foretaget enkelte mindre rettelser i 2. udgave af bogen. Jægersborg, den Administrationen af tolkeordningerne for flygtninge og indvandrere har siden bogens 2. udgave undergået væsentlige ændringer. Det samme gælder tolkning mellem grønlandsk og dansk i Grønland og Danmark samt uddannelsen i konferencetolkning og ansættelsesbetingelserne for tolke ved EU. Det har derfor været nødvendigt at foretage en gennemgribende omarbejdning af kapitlerne 7.3., 7.4. og 7.5. Desuden er der foretaget visse rettelser i afsnittet om tolkningens etik, specielt hvad angår tolkens eventuelle rolle som kulturformidler. For hjælp til dette arbejde vil jeg gerne takke konferencetolk, cand.ling.merc. Nina Hamerik, Frederiksberg og cand.ling.merc. Britt Kreutzman fra Sprogcentret i Sisimiut, Grønland. En særlig tak til lektor, cand.interpret. Doris Hansen, der oprindelig hjalp mig ved udarbejdelsen af kapitlet om retstolkning. På grund af ovennævnte ændringer vil 3. udgave af bogen ikke umiddelbart kunne anvendes sammen med 2. udgave. Jægersborg, den

9 KAPITEL 1 Indledning Formålet med denne bog er ved hjælp af en indgående beskrivelse af disciplinen tolkning at redegøre for forskellen mellem oversættelse og tolkning, samt at gøre det muligt for kommende tolke og brugere af tolkning at forstå den til tider indviklede proces, der ligger bag ved den perfekte afvikling af tolkesituationer af enhver art fra den lille forhandling med kun få deltagere til den helt store konference med mange sprog, der skal simultantolkes i alle repræsenterede sprogretninger. Bogen giver derfor først en kort gennemgang af forskellen mellem oversættelse og tolkning. Den konsekutive og den simultane tolkeform forklares, og der gøres rede for, hvorledes tolkningen fungerer i praksis, og hvilken tolkeform der anvendes i forskellige tolkesituationer. Det beskrives, hvad der forstås ved tolkens sprogkombination, og hvilke kundskaber og personlige egenskaber der må anses for nødvendige for at blive tolk. Bogen indeholder en gennemgang af tolkens arbejdsmarked, altså af de forskellige arbejdssituationer, hvor der kan være brug for tolkning, og den giver oplysning om, hvilken undervisningsinstitution, der tilbyder den ønskede uddannelse. Det er altså en bog om tolkning, ikke en lærebog i tolkning. Bogen behandler derfor også kun i ret begrænset omfang de tolkeetiske aspekter i forbindelse med tolkens rolle i tolkesituationen, og den indeholder intet, der har karakter af indføring i tolkemetode og tolkestrategier, mulige sproglige fejlkilder i tolkningen etc. 9

10 Bogen tænkes anvendt på handelshøjskolernes erhverssproglige kandidatstudier samt på konferencetolkeuddannelsen ved Handelshøjskolen i København. Den er desuden anvendelig som håndbog for unge, der vil uddanne sig til tolk, og som derfor gerne vil vide noget om tolkning, om hvad arbejdet indebærer, og om hvor man kan gennemføre den ønskede uddannelse. Bogen kan også læses af brugere af tolkning, f.eks. advokater og dommere, sagsbehandlere i social- og sundhedsvæsnet, læger, delegerede ved EU s organer, dvs. personer, der selv deltager i møder, hvor der benyttes tolkeassistance, eller som selv skal arrangere møder og konferencer med tolkning, og som derfor har lyst til at sætte sig nærmere ind i de organisatoriske forhold i forbindelse med sådanne tolkesituationer. Dette behandles bl.a. i kapitlet om arrangement af konferencer i henhold til den internationale tolkeorganisation, AIICs 1 regler. Foruden sådanne ydre forhold af teknisk art er også den rette»brugeradfærd«afgørende for et vellykket kommunikationsforløb, hvorfor bogen indeholder et kapitel om dette emne. Endelig skal det understreges, at denne bog kun beskæftiger sig med den rent mundtligt baserede tolkning og derfor ikke inddrager disciplinen tegnsprogstolkning. 1 Association Internationale des Interprètes de Conférence. 10

11 KAPITEL 2 Tolkning og oversættelse Hvis to mennesker skal forstå hinanden, er det nødvendigt, at de taler samme sprog og dermed betjener sig af samme kode. To mennesker, der begge taler dansk, bruger samme kode, nemlig sproget dansk. De har derudover en række andre redskaber til deres rådighed, som hjælper dem til at forstå hinanden, såsom kropssprog, mimik, gestus, betoning, intonation (stemmeføring) etc. To mennesker, der taler hver sit sprog, bruger to forskellige koder, f.eks. dansk og tysk, og kan kun forstå hinanden, hvis en af dem eller begge har lært den andens sprog som fremmedsprog (men kan naturligvis gennemføre en vis kommunikation ved hjælp af kropssprog og mimik etc.). Har de ikke lært hinandens sprog, kan de først forstå hinanden i det øjeblik, der træder en hjælper til en person, som kan begge sprog, altså kender begge koder. Denne person kan fortælle parterne, hvad der bliver sagt på det sprog, de ikke forstår. Hjælperen fungerer som formidler han gengiver mundtligt på det ene sprog, hvad der bliver sagt på det andet sprog, dvs. at han fungerer som tolk mellem de to sprog. Vi har altså at gøre med en kommunikationssituation med tre parter en afsender af et budskab en der formidler dette budskab videre og en modtager af et budskab. Vi kan naturligvis også forestille os en skriftlig kommunikationssituation: Hvis vi skal læse en tekst på et sprog, vi ikke forstår, har vi brug for en oversættelse. Den, der udarbejder en skriftlig oversættelse fra det ene sprog til det andet, er en oversætter. 11

12 Oversættelse og tolkning har altså det til fælles, at der i begge situationer formidles et indhold fra et sprog til et andet. Der foreligger en tekst (skreven eller talt) på det ene sprog, udgangssproget, og indholdet af denne tekst skal overføres til det andet sprog, målsproget (i enten skreven eller talt form). Betegnelsen tolkning forbeholdes normalt den mundtlige formidlingsform. Den kan til vort formål defineres som følger: Tolkning er en mundtlig (her og nu) gengivelse på målsproget (f.eks. dansk) af en mundtligt fremført tekst på udgangssproget (f.eks. engelsk). 2 Betegnelsen oversættelse forbeholdes normalt den skriftlige form og kan til vort formål defineres som følger: Oversættelse er en skriftlig (efterfølgende) gengivelse på målsproget (f.eks. dansk) af en skriftlig tekst på udgangssproget (f.eks. engelsk) Ligheder og forskelle Som tidligere nævnt er der både ved oversættelse og ved tolkning tale om overførelse af et budskab fra et sprog til et andet. Men dèr hører ligheden også op, idet oversætteren og tolken har helt forskellige arbejdsbetingelser, fordi de to arbejdssituationer er så forskellige. Lad os forestille os oversætterens arbejdssituation: Han bliver bedt om at oversætte en tekst. Han spørger, hvad teksten handler om for at sikre sig, at han kan påtage sig opgaven, og hvis det overhovedet er muligt, betinger han sig rimelig tid til opgaven. Når han har sagt ja til opgaven, får han teksten udleveret. Han læs- 2 Der kan forekomme varianter i form af nedskrevne tekster, som skal gengives mundtligt som»prima-vista«oversættelse. Dette betragtes da som en tolkesituation, idet arbejdsbetingelserne ved dette arbejde har stor lighed med tolkens arbejdsbetingelser. 3 Der kan forekomme varianter, hvor f eks. en mundtligt fremført tekst optages på bånd, hvorefter teksten oversættes skriftligt. Dette arbejde betragtes som oversættelse, idet arbejdsbetingelserne ligner oversætterens. 12

13 er den igennem nogle gange og giver sig i kast med arbejdet. Oversætteren benytter diverse opslagsbøger, ringer måske til kolleger, der kender mere til området end han selv. Han ringer måske også til tekstforfatteren for at høre, hvad denne mener med en bestemt passus. Han udarbejder oversættelsen, lægger den væk i nogle timer eller dage, hvis det kan lade sig gøre tidsmæssigt, og læser den så igennem igen for at sikre sig, at den er tilfredsstillende. Endelig afleverer han den. 4 Anderledes med tolken: Han bliver bedt om at påtage sig en bestemt tolkeopgave. Han overvejer, om det er et emne, han kan påtage sig at tolke om. Hvis det er tilfældet, og hvis arbejdsbetingelserne på selve konferencen i øvrigt ser ud til at være i orden, 5 påtager han sig opgaven. Han udbeder sig materiale om opgaven og får dette tilsendt, hvis det foreligger (hvilket langtfra altid er tilfældet). Tolken prøver derefter at forestille sig, hvad opgaven kommer til at gå ud på, for at han kan være bedst muligt forberedt. Han går måske på biblioteket for at finde litteratur om emnet, han konsulterer sine egne terminologiske oversigter i håb om, at han ligger inde med materiale der, og han ringer måske op til et par af de personer, der skal holde taler på konferencen, for at høre hvad de vil tale om. Af dem får han i reglen at vide, at de ikke kan sige noget om det på nuværende tidspunkt. Han må vente og se og kan ikke regne med at få materiale eller manuskripter udleveret i forvejen. Tolken møder derefter op til konferencen, hilser (ved små konferencer) på deltagerne, og når konferencen begynder, gir han sig i kast med arbejdet. Han tolker som hovedregel helt ukendte tekster og er stort set bundet af det tempo, deltagerne benytter, og den kommunikationsform de vælger. 4 Den her beskrevne situation er den ideelle arbejdssituation for oversætteren i praksis er der sjældent så meget tid til rådighed. 5 Om tolkens arbejdsbetingelser på selve konferencen se kapitel 9. 13

14 Når konferencen er færdig, er tolken færdig med sit arbejde; hans gengivelse er ikke tilgængelig mere, hverken for gennemlæsning eller for korrektur. 6 Som nævnt ovenfor er der således tale om to helt forskellige situationer. Forskellene kan illustreres skematisk på følgende måde: 7 OVERSÆTTELSE TOLKNING A. Formål Formidling af et budskab Formidling af et budskab (indholdsækvivalens) (indholdsækvivalens) B. Forlæg Tekst som kan tages Tale som kun høres en frem igen gang C. Tid/rum Oversætter og målgruppe Tolk og målgruppe adskilt sammen Målgruppen ofte ukendt D. Arbejdsbetingelser Tid til overvejelse Øjeblikspræstation a) vanskeligheder kan a) begrænset mulighed bearbejdes for at rette b) hele teksten på én gang b) formidling af dele af en helhed E. Udgangssprog Nedskrevet sprog Talt sprog (frit formuleret eller evt. nedskrevet) F. Målsprog Bunden form i forhold til Om nødvendigt friere udgangstekstens form form i forhold til udgangstekstens form suppleret med gestus øjenkontakt stemmeføring 6 Det forekommer ved større konferencer, at der med tolkens godkendelse bliver optaget et bånd af tolkningen f eks. til brug ved senere referatskrivning. 7 Skemaet er udarbejdet på grundlag af et forlæg fra lektor, cand.ling.merc., konferencetolk Doris Hansen. 14

15 I denne første korte skildring af tolkens og oversætterens arbejdsbetingelser har jeg koncentreret mig om at vise, at oversætterens og tolkens forberedelse til arbejdet er helt forskellig, men er ikke i særlig grad gået ind på selve arbejdets forløb. Af skemaet fremgik det imidlertid, at specielt arbejdsbetingelserne under selve arbejdet er meget forskellige, at der altså er væsentlig forskel på tolkesituationen og den situation, oversætteren befinder sig i, når han udarbejder sin oversættelse. Den helt afgørende forskel er den, at tolken i modsætning til oversætteren er part i selve kommunikationssituationen dvs. at tolken er på stedet, når kommunikationen foregår med de fordele og de ulemper dette måtte indebære Tolkens (særlige) arbejdssituation Det forhold, at tolken er direkte part i kommunikationssituationen, har afgørende indflydelse på tolkens arbejdssituation i både positiv og negativ retning. Det gir en række uomtvistelige fordele og en række mærkbare ulemper. Som helhed ser jeg tolkens direkte deltagelse i forhandlingerne som en fordel som det der gir arbejdet kulør, gør det krævende og til tider meget anstrengende, men også som det der gør det spændende og medrivende og langt opvejer ulemperne. Tolken er med, hvor tingene besluttes ved topmøderne i Luxembourg og Bruxelles, ved møder i retten hvor store pengebeløb står på spil, ved møder hvor flygtninges skæbne afgøres, ved samtaler hvor læger træffer beslutning om behandling af patienter, ved vigtige samtaler hos sagsbehandleren på socialforvaltningen, ved møder hvor der træffes beslutninger om forbedrede arbejdsforhold for europæiske arbejdstagere, om mindre forurening af kloden etc. etc. Hvis vi mere konkret skal vurdere fordelene ved den direkte deltagelse i kommunikationssituation i forhold til ulemperne, er det nødvendigt først at give en ganske kort beskrivelse af de to tolkeformer, der anvendes i dag, nemlig konsekutiv tolkning og simultantolkning. 15

16 En mere indgående beskrivelse af de to tolkeformer findes i kapitel 3.1. og 3.2. Ved konsekutiv tolkning foregår tolkningen»efterfølgende«, dvs. at tolken først hører den tekst, der skal tolkes, hvorefter han gengiver indholdet af den på målsproget. Ved simultantolkning foregår tolkningen samtidig med at udgangsteksten høres (altså simultant). Tolken påbegynder sin gengivelse umiddelbart efter, at taleren har påbegyndt sin tale. Talen holdes uden pauser, og tolken følger i sin gengivelse taleren med nogle få sekunders afstand. Simultantolkning foregår i reglen i tolkekabine forsynet med et tolkeanlæg. 8 En vurdering af fordele og ulemper ved tolkning kontra oversættelse vil nødvendigvis være stærkt subjektiv. Tolken vil føle, at hans arbejdsbetingelser er de bedste, oversætteren vil sandsynligvis sige det samme. På den anden side vil begge sikkert skæve lidt misundeligt til den anden gruppe, og tolken vil f.eks. sige:»en gang imellem kunne jeg godt have brug for lidt mere tid«, hvorimod oversætteren vil mene:»de har det nu godt de tolke; når først teksten er afleveret, er der ingen, der mere kan holde dem fast på den«. Hvad er så fordelene, og hvad er ulemperne ved tolkens særlige arbejdssituation? Blandt fordelene kan nævnes: a) at tolken kender sin målgruppe og er sammen med den hele tiden; b) at der ofte tolkes talt sprog og ikke nedskreven tekst; 9 samt c) at tolken ved konsekutiv tolkning har en (ganske vist meget begrænset) mulighed for at henvende sig til taleren, enten for at bede ham om at gentage eller for at bede ham om at uddybe. 8 Vedr. tolkeanlæg se kapitel og Her forekommer imidlertid store variationer, idet der i visse internationale organisationer og ved visse store kongresser og konferencer næsten udelukkende tolkes nedskrevne indlæg, der afleveres med stor hastighed. 16

17 ad a) At tolken kender sin målgruppe og er sammen med den hele tiden Tolken ved (med få undtagelser) ved opgavens begyndelse, hvem han skal tolke for altså hvem hans målgruppe er og han ved i mange tilfælde også, hvilke personer han skal tolke altså hvem der deltager i samtalen, eller hvem der skal tale på konferencen. 10 Tolken kan derfor også på forhånd indsamle viden om de pågældende personer, deres specialer og ekspertise, deres politiske holdning etc., hvilket kan hjælpe ham til at ramme den rigtige tone i sin gengivelse af den pågældendes indlæg. Tolken er desuden hele tiden sammen med sin målgruppe deltagerne i konferencen hvilket giver ham en række fordele i forhold til oversætteren, der i nogle tilfælde ikke kender sin målgruppe og ofte heller ikke kender ophavsmanden til teksten. Tolken kan, mens han arbejder, iagttage taleren og udnytte sine iagttagelser til at nå frem til den efter hans mening mest dækkende gengivelse af talerens indlæg. Hvis taleren viser meget temperament og gestikulerer meget, vil tolken tage disse iagttagelser med i sin vurdering af, hvorledes talen bør gengives. Tolken har desuden i nogle tilfælde mulighed for at vurdere gengivelsens virkning på modtagerne, mens han arbejder. For det første sker det af og til, at modtagerne henvender sig direkte til tolken med bemærkninger om tolkningens kvalitet eller med forslag til formuleringer eller gengivelser. For det andet kan tolken ved at iagttage modtagernes kropssprog og mimik få et vist indtryk af gengivelsens virkning på modtagerne. Det skal dog fremhæves, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvad modtagernes mimik og kropssprog hentyder til. For eksempel kan gebærder, der gir udtryk for utilfredshed, f.eks. en rysten på hovedet, lige så godt være møntet på indholdet af talen som på indholdet af gengivelsen. ad b) At der i reglen tolkes talt sprog og ikke nedskreven tekst I de fleste samtaler, der kræver tolkning, samt i de fleste konferencer, der har form som forhandlinger, som f.eks. i EU-kommissionens regi, tales der uden manuskript, og tolken retter sig udelukkende efter det talte ord. Når der tales frit, har tolken større mulighed for på stående fod at finde frem til en dækkende gengivelse, idet hans medium også 10 I de store overnationale og internationale organisationer er dette af administrative grunde langtfra altid tilfældet. Tolkene bliver ikke sjældent taget ud af et møde og umiddelbart derefter sendt til et andet, hvor de ikke kender deltagerne. Kun mødets emne er de blevet gjort bekendt med. 17

18 er det talte sprog. Fri tale indeholder som regel en del»redundans«dvs. overflødigt stof, gentagelser, fortalelser, indholdstomme formuleringer, som tolken i sine bestræbelser på at gengive det reelle indhold af teksten i et vist omfang kan skære ned på. Det vil typisk være formuleringer, som:»i denne sammenhæng kan jeg da i øvrigt tilføje«, eller:»når jeg nu står her, vil jeg da lige benytte lejligheden til...«. Dette skal dog endelig ikke forstås således, at tolken har ret til at»skære«i tekstens substans, eller at han kan tillade sig kun at opsummere indholdet i et indlæg. Tolkens bestræbelse bør altid være at medtage alt indhold, så vidt det er muligt, dog ikke åbenbare fortalelser el. lign. Hvis taleren benytter et manuskript, som han læser op i hurtigt tempo, 11 må tolken anvende helt andre strategier med henblik på at sikre kommunikationen, f.eks. syntesetolkning. 12 ad c) At tolken ved konsekutiv tolkning har en vis (begrænset) mulighed for at stille spørgsmål til taleren, enten for at få ham til at gentage det sagte, eller for at få ham til at forklare, hvad han mente med en bestemt passus Tolken har denne mulighed, men bør kun i begrænset omfang gøre brug af den. Han kan ikke tillade sig»at spørge tilbage«igen og igen. Hvis han gør det, vil den lyttende part have svært ved at holde sammen på og få overblik over budskabet, og begge deltagende parter vil hurtigt miste tilliden til tolken, hvilket er noget af det alvorligste, der kan ske for en tolk. Desuden lægger det beslag på alt for meget tid, hvis tolken igen og igen skal have gentaget dele af teksten. Som ulemper kan betragtes a) at der i mange situationer arbejdes under et stort tidspres; b) at akustiske forhold i situationen kan gøre det vanskeligt at opfange budskabet; c) at talen (i reglen) kun høres en gang der er ikke adgang til den igen; d) at der ved simultantolkning stort set ikke er mulighed for at korrigere allerede en gang afleveret tekst; samt e) at der både i konsekutiv tolkning og i simultantolkning skal gen- 11 Om oplæste taler se kapitel Om strategier se kapitel

19 gives dele af en tekst, hvor tolken først ved tekstens afslutning selv får en meningsmæssig helhed ud af den. ad a) At der i mange situationer arbejdes under et meget stort tidspres Tempoet bestemmes stort set altid af taleren. Ved konsekutiv tolkning har tolken en (begrænset) mulighed for at gøre taleren opmærksom på problemet, ved simultantolkning er det vanskeligt. Her er den eneste mulighed, at tolken igennem sin mikrofon gør sine egne tilhørere opmærksom på, at tempoet er for højt, hvorefter disse kan give budskabet videre til taleren. Men i reglen har det ingen som helst virkning, og tolkene undgår det derfor helst. 13 ad b) At akustiske forhold i situationen kan gøre det vanskeligt at opfange budskabet Tolken er helt afhængig af de akustiske forhold på stedet både ved simultantolkning og ved konsekutivtolkning. Ved simultantolkning er tolken yderligere afhængig af tolkeanlæggets kvalitet. Ved begge tolkeformer er tolken desuden afhængig af talerens måde at fremføre sin tekst på. Er der støjproblemer enten i salen eller udenfor, vanskeliggøres tolkens arbejde. Er der problemer med tolkeanlægget, hvis f.eks. mikrofonen skratter eller måske afbrydes, umuliggøres arbejdet. Hvis taleren snøvler, stammer eller øh er eller for den sags skyld slet ikke taler ind i mikrofonen, men vender sig bort fra den og fører sin kommunikation med tavlen eller flip-overen i stedet for med sit publikum, kan det være vanskeligt at stykke en sammenhængende gengivelse sammen. 14 ad c) At talen (i reglen) kun høres en gang der er ikke adgang til den igen Når konferencen er i gang, har tolken kun sjældent mulighed for at få teksten gentaget. Ved store konferencer med simultantolkning kan det slet ikke lade sig gøre, ved dialoger og mindre konferencer, hvor der benyttes konsekutiv tolkning, kan tolken stille uddybende spørgsmål til taleren eller bede ham gentage en passus. 13 Se desuden kapitel Se også her kapitel 8. 19

20 Men som ovenfor nævnt kan der ikke gøres brug af denne mulighed igen og igen, da kommunikationen på den måde vanskeliggøres, og samtaleparterne får problemer med at overskue tekstens indhold. ad d) At der ved simultantolkning stort set ikke er mulighed for at korrigere en gang afleveret tekst Når der benyttes simultantolkning, holdes talen uden pauser til tolkningen, og tolken har ingen mulighed for at få taleren til at standse op, så der kan blive tid til at rette fejl. Den eneste mulighed er at indføje rettelsen på et tidspunkt, hvor der er en naturlig pause i talen. Men gentagne rettelser er stærkt generende for tilhøreren, der ustandselig får et korrigeret budskab ind i øret. Egentlige fejl skal naturligvis rettes, hvis det er muligt, men stilistiske småfejl bør blive stående urettet. Det er i reglen alligevel kun tolken selv og kollegaen, der hører dem. I konsekutiv tolkning kan tolken dog uden besvær rette fejl, idet han selv bestemmer, hvordan han vil disponere sin gengivelse. ad e) At der både i konsekutiv tolkning og i simultantolkning skal gengives dele af en tekst, hvor tolken først ved tekstens afslutning selv får en meningsmæssig helhed ud af den Ved konsekutiv tolkning tolkes der sjældent så lange passager ad gangen, at tolken kan få overblik over teksten i sin helhed. Derfor må tolken stort set altid starte sin gengivelse på et tidspunkt, hvor han ikke ved, hvorledes teksten vil udvikle sig, og om der måske senere kommer oplysninger, der ville have påvirket hans gengivelse, hvis han havde kendt til dem på et tidligere tidspunkt. På grund af simultantolkningens særlige krav om samtidighed starter tolken her allerede sin gengivelse, når han akustisk har modtaget en indholdsmæssig enhed dvs. et stykke tekst, som han kan finde en målsproglig gengivelse til. Disse enheders længde overstiger sjældent 5-10 sekunder, og tolken har dermed slet ikke nogen mulighed for at overskue indholdet af teksten, før den måske 10, 20 eller 30 minutter senere er afleveret i sin helhed. 20

21 KAPITEL 3 Tolkeform Tolkningens urform var den konsekutive tolkning, den»efterfølgende«tolkning, som indtil midt i 1940 erne var den eneste anvendte tolkeform. I forbindelse med Nürnberg-processerne efter anden verdenskrig indførtes på grund af processernes mængde og omfang simultantolkningen den»samtidige«tolkning der gjorde det muligt at gennemføre processerne uden pauser til tolkningen. Denne tolkeform anvendes i dag på lige fod med den konsekutive, men valget af tolkeform er betinget af en række faktorer, som vi skal komme ind på senere i dette afsnit. Vi skal i det følgende først se på, hvordan de to former for tolkning fungerer Konsekutiv tolkning Det ligger i betegnelsen»konsekutiv«, at tolkningen foregår»efterfølgende«, dvs. at tolken først hører den tekst, der skal tolkes, hvorefter han gengiver indholdet af den på målsproget. Den konsekutive tolkning kan praktiseres på forskellig måde, 1) som dialogtolkning 2) som foredragstolkning og 3) som»gorbatjovtolkning«. Før vi går over til behandlingen heraf, skal begrebet»tolkeretning«dog nævnes. 21

22 Tolkeretning Ved tolkeretning forstås, hvorvidt der tolkes i retning fra det fremmede sprog til modersmålet altså efter det såkaldte»modersmålsprincip«15 eller fra modersmålet til fremmedsproget. Derudover benyttes også tolkning frem og tilbage mellem modersmål og fremmedsprog 16. Tolkeretningen afgøres af, hvilken af de tre typer konsekutiv tolkning der anvendes Dialogtolkning Ved dialogtolkning fungerer tolken som formidler mellem (i reglen) blot to parter, der skal føre en samtale med hinanden eller skal forhandle med hinanden, men som ikke forstår eller taler hinandens sprog. Lad os forestille os en situation: En grønlænder bliver indlagt på Rigshospitalet til behandling. Lægen indfinder sig for at skrive journal, men han kan ikke forstå patienten, der kun taler sit modersmål grønlandsk. Hospitalet tilkalder da en af sine grønlandske tolke til at formidle mellem den danske læge og patienten fra Grønland. Lægen spørger på dansk patienten, hvordan sygdommen startede, hvorefter tolken på grønlandsk gengiver indholdet af lægens spørgsmål, dvs. stiller det samme spørgsmål til patienten på grønlandsk. Patienten svarer nu på grønlandsk, hvorefter tolken på dansk gengiver patientens svar for lægen. Tolken er selv grønlænder og arbejder således frem og tilbage mellem sit modersmål grønlandsk og fremmedsproget dansk fra modersmålet til fremmedsproget, når grønlænderen taler, og fra fremmedsproget til modersmålet, når lægen taler. Der er således to karakteristiske træk ved konsekutiv tolkning i dialogform: 15 Vedr. modersmålsprincippet se kapitel AIIC benytter i stedet for»modersmål«og»fremmedsprog«betegnelserne A-, B- og C-sprog. Der gøres rede for disse betegnelser i kapitel

23 dels at der tolkes frem og tilbage mellem to sprog, dels at der (som hovedregel) tolkes kortere sekvenser op til tre-fire sætninger ad gangen. Ved den almindeligste form for dialogtolkning placeres tolken mellem eller over for de to samtaleparter. Det er imidlertid vigtigt, at dialogparterne placeres således, at de nemt har øjenkontakt med hinanden. Derfor er situationen som vist nedenfor i fig. 1, også mere egnet og mere behagelig for parterne end den, der er vist i fig. 2. Figur 1: Hensigtsmæssig placering ved dialogtolkning Figur 2: Mindre hensigtsmæssig placering ved dialogtolkning 23

24 Ved opstillingen i fig. 1. kan parterne se direkte på hinanden uden at skulle dreje hovedet, og tolken sidder lidt uden for den direkte blikretning, hvilket er helt i overensstemmelse med den rolle, tolken skal spille. Han er ikke hovedperson eller samtalepart, han er formidler. Ved en opstilling som vist i figur 2. er der en tilbøjelighed til, at parterne kommunikerer med tolken og ikke direkte med hinanden. Idealet er, at samtaleparterne efterhånden slet ikke tænker over, at tolken er til stede. Denne ideelle situation opnås i det øjeblik, hvor kommunikationen foregår glidende og ubesværet med tolken som formidlingsled, men ikke som egentlig part i samtalen. Derfor anbefales det også, at der tolkes i 1. person dvs. at samtaleparterne formulerer deres spørgsmål og svar, som de ville formulere dem overfor en person, de kunne kommunikere direkte med uden et sprogligt formidlingsled. Samtaleparterne bør ikke henvende sig til tolken med ordene:»vil De sige til X, at jeg gerne vil have arbejdet udført så hurtigt som muligt«, men i stedet tale direkte til den anden part med ordene:»jeg vil gerne have arbejdet udført så hurtigt som muligt«. Tolken kender jo sin rolle og ved, at det, der bliver sagt, skal gengives på det andet sprog. Han behøver ikke hver gang at blive bedt om at udføre sit arbejde. Når tolken hører den sekvens, der skal tolkes, vil han overføre sekvensen til målsproget i den samme form:»jeg vil gerne have arbejdet udført så hurtigt som muligt«. Nogle vil måske tro, at det føles mærkværdigt, hvis der sidder en kvindelig tolk, som i 1. person formidler det, en mand siger. Men det er normalt ikke tilfældet. Efter ganske få minutter har parterne vænnet sig til situationen, og de får på den måde en langt mere naturlig og direkte kommunikation, end hvis hver eneste sætning i en timelang samtale indledes med ordene:»vil De sige til X, at jeg...«. Tolken er et nødvendigt, men neutralt bindeled mellem parterne og skal træde så meget i baggrunden som overhovedet muligt. Det sker bedst ved at holde kommunikationen i 1. person. I øvrigt er det tolkens opgave at gøre parterne opmærksom på dette forhold og forklare dem fordelene ved det. Selv om samtalen naturligvis styres af samtaleparterne selv, kan tolken om nødvendigt påvirke forløbet af samtalen, idet det er hans opgave at sikre sig, at replikkerne er af en sådan længde, at de kan tolkes, 24

25 uden at der går indhold tabt. Sagt på en anden måde må replikkernes længde ikke overskride grænserne for tolkens hukommelseskapacitet. Hvis det sker, må tolken bede parterne om at opdele deres indlæg i kortere sekvenser. Opdelingen i kortere sekvenser kan i øvrigt udmærket styres af tolken, ved at han (på et for ham passende sted i indlægget) med et lille bestemt nik betyder taleren, at nu vil han gerne tolke det, der er blevet sagt. Benytter tolken denne fremgangsmåde lige fra samtalens start, vil den snart blive et naturligt led i kommunikationen. Man undgår herved også, at tolken igen og igen må spørge tilbage og bede om at få gentaget hele replikken eller dele af den. Dialogtolkning praktiseret som beskrevet her anvendes dagligt i en række situationer, f.eks. når forretningsfolk har udenlandske gæster på besøg, når indvandrere går på socialforvaltningen eller til lægen; den anvendes af politiet under politiforhør, samt når flygtninge melder sig til politiet ved grænserne; den anvendes desuden i retten, og endelig anvendes den i alle de mange små dagligdags situationer, hvor en person har brug for hjælp til at forstå, hvad en anden siger på et fremmed sprog Foredragstolkning Betegnelsen foredragstolkning dækker den form for konsekutiv tolkning, hvor der tolkes lange sekvenser ad gangen. Ved eksamen i konferencetolkning er kravet en tekstlængde på 4-5 minutter i praksis kan der forekomme meget længere passager. Lad os tage et eksempel: Et dansk firma får besøg af en fransk ekspert i produktansvar, der skal holde et foredrag for firmaets medarbejdere af ca. 30 min. varighed, hvorefter der vil være lejlighed til at stille spørgsmål. Fra firmaet skal der deltage ca. 40 mennesker. Her vil det være naturligt at lade tolken tolke længere sekvenser ad gangen, f.eks. 5 minutter. Tolken anbringes ved et bord i umiddelbar nærhed af foredragsholderen, gerne foran ham med front mod ham. Når foredragsholderen påbegynder sit foredrag, noterer tolken indholdet af 25

26 foredraget ned (i sit eget individuelle notatsystem). Efter omkring 5 minutters tale holdes der pause til tolkningen, hvorefter tolken går på talerstolen og afleverer sin danske gengivelse af det franske foredrag. Foredragsholderen genoptager sit foredrag, holder pause til tolkningen, tolken gengiver foredraget på dansk og så fremdeles. Der er således to karakteristiske træk ved tolkning af foredrag i konsekutiv form: dels at der tolkes lange sekvenser ad gangen, dels at der (hyppigt) kun tolkes i en retning, fra tolkens fremmedsprog til hans modersmål, eller i sjældnere tilfælde fra tolkens modersmål til hans fremmedsprog. 17 Foredragstolkning anvendes en del i forbindelse med mellemstore arrangementer med en enkelt foredragsholder og et vist antal deltagere, hvor der ikke er mulighed for at benytte simultantolkning, eller hvor man ønsker eller er nødt til at spare udgiften til kabine og teknisk anlæg. Pressekonferencer gennemføres ofte med tolkning af en blanding af korte sekvenser spørgsmålene, og lange sekvenser svarene. I denne situation arbejder tolken ofte i begge sprogretninger. Desuden anvendes denne tolkeform ved middagsarrangementer, hvor deltagerne mødes til selskabeligt samvær efter dagens arbejdsmøder. Her holdes ofte morsomme og vittige takketaler krydret med alskens citater fra Biblen over Shakespeare til Alice in Wonderland noget der kræver sin mand at tolke »Gorbatjovtolkning«Tidligere forekom der specielt ved arrangementer med deltagere fra Østlandene en særlig form for konsekutiv tolkning, som så vidt vides 17 Dette er dog helt afhængigt af antallet af tolke. Er der engageret to tolke, der dækker hver sin sprogretning, vil de sandsynligvis fordele arbejdet sådan imellem sig, at de tolker i hver sin retning. Er der kun engageret en tolk, må denne dække begge sprogretninger. 26

27 kun praktiseredes i sådanne sammenhænge. Når den sovjetiske præsident Gorbatjov skulle tale til den amerikanske presse, lod han sin tolk gengive ganske korte sekvenser ad gangen meget kortere end vi anvender i forbindelse med dialogtolkning. For eksempel: Kære venner i Amerika // og i resten af verden. // Jeg vil gerne udtrykke min glæde over // at være til stede her i aften //. I vore møder // som nu har strakt sig over 3 dage // er vi nået et stykke vej // men desværre ikke så langt // som jeg havde håbet. // (Skråstregerne angiver pauserne til tolkningen). Karakteristisk for denne form for tolkning er, at der tolkes ultrakorte sekvenser. I eksemplet tolkes der kun i én retning, fra russisk til amerikansk, men principielt er der intet i vejen for, at der kan tolkes på denne måde frem og tilbage mellem to sprog. Denne form for tolkning har så vidt vides ikke fået noget officielt navn og betegnes her»gorbatjovtolkning«. I Østlandene og i den østlige verden har denne tolkeform imidlertid været ganske almindelig praksis, og man har ved tolkeskolerne i Østlandene som hovedregel kun undervist i denne form for konsekutiv tolkning. Følgelig har man i sin praksis kun i ringe udstrækning benyttet de tolkeformer, vi i Vesten anser for de gængse, nemlig konsekutiv tolkning i dialogform (som beskrevet ovenfor) og i foredragsform, samt simultantolkning. En sådan tolkning i småbidder har nogle klare ulemper af tolketeknisk karakter. Som det beskrives i kapitlet om simultantolkning (3.2.), må tolken have modtaget og forstået en udgangssproglig meningshelhed samt have fundet en målsproglig meningshelhed, før han kan påbegynde sin gengivelse. Når taleren bryder sin tale ned i ultrakorte sekvenser, er der risiko for, at de meningshelheder, han (i sit mulige og sandsynlige ukendskab til målsproget) vælger på udgangssproget, ikke svarer til meningshelheder på målsproget, der kan danne basis for gengivelsen. Derved kan opgaven blive stort set umulig for tolken. Et eksempel fra tysk til dansk kan illustrere dette forhold: 27

28 »Das Flugzeug sollte mindestens vier gegnerische Flugzeuge // gleichzeitig mit seinen Raketen abschieβen können. // Dafür aber schossen, // wie wir alle wissen, // die Kosten in die Höhe.«I begge sætninger er pauserne til tolkningen placeret uheldigt, og tolken må bede taleren om at tilføje mere tekst, før han kan påbegynde sin gengivelse. Det siger sig selv, at dette giver et meget uroligt og utilfredsstillende forløb for alle parter i kommunikationssituationen. Hvis man i den vestlige verden møder denne form for tolkning, er årsagen i reglen den, at der benyttes en dårligt uddannet tolk eller en ikke-professionel, der ikke har lært tilstrækkelig tolketeknik eller ikke har den hukommelse, der skal til, for at klare længere sekvenser ad gangen Simultantolkning Simultan betyder»samtidig«altså en tolkning der foregår samtidig med, at udgangsteksten høres af tolken, dvs. at tolken påbegynder sin gengivelse umiddelbart efter, at taleren har påbegyndt sin tale. Talen holdes uden pauser, og tolken følger i sin gengivelse taleren med nogle få sekunders afstand. Det vil være klart for de fleste, at betegnelsen»simultan samtidig«ikke skal opfattes så bogstaveligt, at tolkningen kan gå i gang i det øjeblik, taleren starter. Som ved al anden tolkning er forudsætningen for en tilfredsstillende simultan gengivelse, at tolken har forstået udgangsteksten, og at han kan sammenfatte den i meningshelheder, som han kan finde en målsproglig gengivelse for. Det vil altså sige, at tolken først kan starte, når han dels har modtaget en mening en meningshelhed på udgangssproget, dels har forstået denne og dernæst har fundet en meningsmæssig helhed på målsproget, som han finder dækkende; det vil sige, at han i allerhøjeste grad er bundet både af udgangssprogets og af målsprogets struktur. (Vedr. betydningen af sprogenes struktur for tolkning se yderligere senere i dette kapitel). 28

29 Ved simultantolkning skal tolken lytte og tale samtidig. Han skal hele tiden modtage ny tekst, mens han gengiver indholdet af den netop hørte tekst. Her er det måske på sin plads at få gjort op med den myte, at der ved simultantolkning tolkes, når taleren holder pause. Undersøgelser 18 viser, at der i 70 % af tiden tolkes samtidig med, at der høres ny tekst. Når taleren holder pause, afslutter tolken sin gengivelse af det netop modtagne, og når taleren starter igen, holder tolken en (ganske kort) pause, indtil han igen har modtaget tilstrækkeligt med stof til, at han kan påbegynde sin gengivelse. Simultantolken arbejder altså tidsforskudt gengivelsen følger nogle sekunder efter den udgangssproglige tekst, fordi udgangsteksten først skal forstås og omsættes, før den kan gengives på målsproget. I forbindelse med visse videnskabelige arbejder om tolkning 19 er der foretaget målinger for at fastslå tidsforskydningens længde. Målingerne viser, at tidsforskydningen udgør mellem 0,5 sek. og ca. 10 sekunder. Kort kan det siges, at en tidsforskydning på så lidt som 0,5 sekunder kun forekommer i forbindelse med»automatismer«som f.eks.:»mine damer og herrer«, hvor tolken øjeblikkelig har en gengivelse parat. Forskydninger på 10 sekunder forekommer også sjældent; gengivelsen følger som oftest en 4-7 sekunder efter udgangsteksten. Tidsforskydningen er naturligvis heller ikke konstant i løbet af et indlæg. De førnævnte automatismer afleveres hurtigt, derefter følger måske meninger, der skal sammenfattes i større helheder, før de kan gengives. Det betyder, at tidsforskydningen fungerer som en elastik, der strammes og slappes igennem et indlæg afhængig af udgangssprogets struktur set i forhold til den målsproglige struktur. Her gør der sig desuden store individuelle forskelle gældende, idet sådanne forhold som tolkens kendskab til udgangssproget, hans beherskelse af målsproget, hans korttidshukommelse, samt forskelle og ligheder mellem udgangssprogets og målsprogets struktur spiller en afgørende rolle. Også tolkens fysiske og psykiske tilstand den pågældende dag spiller en rolle. 18 Barik, H.C. (1969) 19 Oleron, P. et Nanpon, H. (1965) 29

30 Desuden betyder den enkelte tolks egen tolketeknik og egne tolkestrategier en rolle. Nogle tolke er tidsmæssigt meget tæt på udgangsteksten, når de tolker. De gengiver mindre meningshelheder ad gangen og vil derfor også sprogligt set ligge tættere på udgangsteksten end den tolk, der sammenfatter teksten i større helheder og dermed fjerner sig sprogligt mere fra udgangsteksten. Generelt kan man sige, at den tolk, der tidsmæssigt ligger tæt på udgangsteksten, er i større risiko for at skulle omstrukturere og korrigere sin gengivelse, fordi han afleverer sin gengivelse på et tidspunkt, hvor han endnu ikke kan være sikker på, hvordan teksten indholdsmæssigt hænger sammen. Denne form for tolkning, som kaldes»papagøjetolkning«, er også præget af større sproglig afsmitning fra udgangsteksten end den tolkning, der sker på basis af en sammenfatning af større teksthelheder og dermed altså også med større tidsforskydning. Denne type tolkning kaldes»syntesetolkning«. På side 28 blev det nævnt, at tolken i sin gengivelse er bundet af forskellene imellem udgangssprogets og målsprogets struktur. Nedenfor er vist et eksempel, hvor der ikke er de store strukturelle forskelle. (U betyder udgangssprog og M betyder målsprog). Figur 3: U At this time in our conference I should like to thank M På dette tidspunkt i U the delegates who have taken an active part in the M konferencen vil jeg gerne takke de delegerede, U negotiations on the creation of»the European Company«. M som aktivt har deltaget i forhandlingerne om M skabelsen af»det Europæiske Selskab«. 30

31 Hvis de sprog, der skal tolkes, er meget forskellige i deres struktur, dvs. hvis ordstillingen i de to sprog afviger stærkt fra hinanden, som f.eks. tysk og dansk, må tolken i visse tilfælde vove sig ud i at»foregribe«det indhold, han endnu ikke har hørt. Han må altså foretage et kvalificeret gæt på, hvad der senere vil blive sagt i sætningen, for at kunne fortsætte sin tolkning uden at der opstår kommunikationssammenbrud. 20 Det kan kun lade sig gøre, fordi tolken med henblik på at forstå og bearbejde den modtagne tekst både inddrager den viden om verden, han allerede har, og den ny viden, han løbende erhverver under forhandlingerne og sammenholder dette med de indholdsmæssige oplysninger, som den sproglige opbygning af den tekst, han modtager, giver ham. Hvis ovennævnte eksempel blir fremført på tysk og skal tolkes til dansk, skal ordet»takke«i den danske gengivelse siges længe førend ordet»danken«høres på tysk. Derfor har tolken et problem. Han kan da vente og håbe på, at han kan huske resten af sætningen og gengive den, når han har hørt verbet»danken«. Men det vil han sandsynligvis ikke gøre. Det er for risikabelt, han ved jo ikke, hvordan sætningen udvikler sig, og hvor lang den bliver. Tolken vil i stedet udnytte sin viden om situationen og sammenholde denne med den sproglige struktur, han hører: Han vidste allerede inden konferencen, at han skulle tolke de sidste og afsluttende forhandlinger om skabelsen af et»europæisk Selskab«. Han har i løbet af konferencen desuden fået at vide, at mange delegerede har lagt et stort arbejde i disse forhandlinger, og han får i selve sætningen yderligere nogle sproglige oplysninger igennem dativkonstruktionen:» möchte ich den Delegierten, die «der viser ham, at der skal gives en eller anden form for meddelelse til» de delegerede, der har taget aktivt del i «. Det, formanden vil sige til disse delegerede, er sandsynligvis noget positivt, siger tolken til sig selv, og han vover derfor at gætte på, at det er verbet»danken«, der vil komme til sidst i sætningen. Dette gæt eller lad os hellere kalde det denne forudsigelse påvirkes yderligere af, at verbet»danken«styrer dativ og derfor passer ind i konstruktionen. 20 Dette fænomen betegnes i tolkelitteraturen»anticipation«. Se Baaring, I. (1984.) 31

32 Figur 4: U Zu diesem Zeitpunkt in unserer Konferenz möchte ich M På dette tids- U den Delegierten, die aktiv an den Verhandlungen über M punkt i konferencen vil jeg gerne takke de U die Schaffung der»europäischen Gesellschaft«M delegerede, som aktivt U teilgenommen haben, recht herzlich danken. M har taget del i forhandlingerne om skabelsen M af»det Europæiske Selskab«. Hvis tolken føler, det er for dristigt at»foregribe«verbet»danken«, kan han også benytte en lidt mere»sikker«fremgangsmåde ved at vælge verbet» sige til...«, som konstruktionsmæssigt passer ind i sammenhængen. Når han til sidst har modtaget verbet»danken«kan han så give udtryk for»... taknemmelighed for...«. Figur 5: U Zu diesem Zeitpunkt in unserer Konferenz möchte ich M På dette U den Delegierten, die aktiv an den Verhandlungen über die M tidspunkt i konferencen, vil jeg gerne sige til de U Schaffung der»europäischen Gesellschaft«teilgenommen M delegerede, der aktivt U haben, recht herzlich danken. M har taget del i forhandlingerne om skabelsen af»det Europæiske Selskab«, at jeg er meget taknemmelig for deres arbejde. 32

33 Det betyder, at tolken må lære sig nogle særlige strategier, hvis han skal tolke fra tysk til dansk, til engelsk, til fransk eller til andre strukturelt forskellige sprog. Det er imidlertid ikke så stort et problem, som lægmand normalt anser det for; strategierne kan læres, men det er et område, som der i simultantolkeundervisningen overalt lægges stor vægt på. Simultantolkning praktiseres i to former: a) som tolkning i tolkekabine med tolkeanlæg b) som hvisketolkning med eller uden anlæg. For at forstå efter hvilke principper simultantolkningen gennemføres enten med eller uden kabine er det imidlertid nødvendigt, at vi først behandler spørgsmålet om tolkeretning Tolkeretning (modersmålsprincippet) Ved simultantolkning bruges i den vestlige verden som hovedregel»modersmålsprincippet«, dvs. at tolkene arbejder fra deres fremmedsprog til deres modersmål. 21 I fig. 6 er skitseret en konference med simultantolkning i kabine (vedr. denne se dette kapitel side 36), hvor der er deltagere fra tre lande, nemlig England, Tyskland og Frankrig, og dermed også med tre arbejdssprog, nemlig engelsk, tysk og fransk. I»den engelske kabine«sidder der to tolke, hvis modersmål er engelsk, i»den tyske kabine«to tolke, hvis modersmål er tysk og i»den franske kabine«to tolke, hvis modersmål er fransk. De arbejder alle fra de fremmede sprog, der tales på konferencen, og til deres modersmål. 21 I kapitel 4.2. gøres der rede for AIICs opdeling i A-, B- og C-sprog. 33

34 Figur 6: Simultantolkning i kabine Det vil altså sige, at de to engelske tolke skal være i stand til at tolke fra tysk og fra fransk til engelsk, at de to tyske tolke skal kunne tolke fra engelsk og fra fransk til tysk, og at de to franske tolke skal kunne arbejde fra engelsk og fra tysk til fransk. I Østlandene arbejdede man stort set kun i den modsatte retning, dvs. fra tolkenes modersmål til deres fremmedsprog, men udviklingen synes nu at vende. Når man på tolkemarkedet i den vestlige verden hovedsagelig tolker i retningen fra de fremmede sprog til modersmå- 34

35 let, er det bl.a., fordi man i de internationale og overnationale organisationer samt blandt visse tolkeforskere 22 mener, at tolkens målsprog skal være så automatiseret, at han ikke behøver at bruge kræfter på at formulere sig grammatisk korrekt og nuanceret på målsproget, men kan bruge al sin koncentration på at forstå udgangsteksten. En del praktikere anfægter rigtigheden af dette synspunkt. De mener, at kun hvis der er fuldstændig sikkerhed for, at udgangsteksten er korrekt forstået, er tilhørerne sikret en indholdsmæssig korrekt gengivelse på målsproget. Denne dybtgående og totale forståelse kan ifølge kritikerne kun være til stede, hvis tolken tolker fra sit modersmål til sit fremmedsprog; kun den, der har det pågældende sprog som modersmål, forstår sproget i alle dets nuancer, (hvis det overhovedet er muligt), og kun han har baggrund for at gengive alle disse nuancer på et andet sprog. Disse tolke er også af den opfattelse, at den sproglige form på målsproget er af mindre betydning men naturligvis ikke uden betydning. Efter min opfattelse er en forudsætning for, at disse nuancer kan gengives på det fremmede sprog imidlertid, at fremmedsproget beherskes omtrent, som var det et modersmål. Ellers er tilhøreren endnu dårligere stillet, end hvis tolkningen havde været gennemført efter modersmålsprincippet. Kun tolke med ganske specielle forudsætninger i et bestemt sprog kan opfylde disse krav, da de emner, der tolkes om på det internationale marked, kræver et sådant omfang af terminologisk paratviden på målsproget, at det går langt ud over, hvad der normalt kan erhverves gennem en hovedfagseksamen i sprog fra et dansk universitet eller en handelshøjskole. 23 Til gengæld kan den tolk, der tolker til sit modersmål, ofte genkende og forstå specialtermerne på fremmedsproget og uden større besvær hente den tilsvarende term frem på modersmålet. Når man i Østlandene har foretrukket tolkeretningen modersmål fremmedsprog, er årsagen sandsynligvis den, at man har ønsket at sikre en fuldstændig korrekt forståelse af den politiske ideologi i udgangsteksten og har lagt mindre vægt på korrekt formu- 22 Seleskovitch, D. (1975) Lederer, M. (1981) 23 Se desuden kapitel 4 om tosprogethed og tolkning. 35

36 lering på målsproget. I dag går tendensen i retning af det vestlige system, og østlandenes tolke forsøger nu at nærme sig de vestlige krav om gengivelse af længere passager i dialogtolkning og foredragstolkning samt om beherskelse af simultantolketeknikken Simultantolkning i kabine Ved denne form for tolkning er en tolkekabine (en firkantet boks med glasruder i) ved hjælp af et elektronisk tolkeanlæg akustisk forbundet med konferencesalen. Tolken kan høre taleren igennem hovedtelefoner, og tilhørerne kan høre tolken gennem hovedtelefoner. For at læserne rigtig kan forstå systemet bag denne form for tolkning, er det nødvendigt at beskrive situationen lidt mere detaljeret: Vi forestiller os en mødesal med et konferencebord i midten og med et antal tolkekabiner ude langs siderne. Deltagerne i mødet sidder rundt om konferencebordet og har alle en mikrofon samt hovedtelefoner til deres rådighed. De har desuden hver et lille betjeningspanel, som gør dem i stand til at stille ind på en kabine og høre, hvad der bliver sagt derinde. Figur 7: Mødesal 36

37 Når en deltager har fået ordet, tænder han for sin mikrofon og taler ind i den. De mødedeltagere, der kan forstå talerens sprog, hører talen direkte igennem luften. De mødedeltagere, der ikke kan forstå talerens sprog, tager deres hovedtelefoner på og stiller ind på en tolkekabine, hvorfra der kommer et sprog, de kan forstå. Hvis de kan forstå engelsk, stiller de deres kanalvælger ind på»den engelske kabine«. Lyden fra talerens stemme går via mikrofonen ind i tolkekabinerne og ind i tolkenes hovedtelefoner. Når taleren starter, tænder tolken for sin mikrofon, venter nogle få sekunder og påbegynder sin gengivelse på målsproget. Lyden fra tolkens stemme går ud i hovedtelefonerne hos de deltagere, der har indstillet deres kanalvælger på den pågældende kabine. Ved hjælp af dette system kan også de personer, der ikke forstår talerens sprog, følge konferencen med nogle få sekunders tidsforskydning. Figur 8: Tolkekabine Ved simultantolkning arbejdes der som ufravigelig regel med mindst to tolke i hver kabine, i visse tilfælde endog med tre. (Se kapitel 9 om arrangement af konferencer med tolkning). 37