MILJØMÆSSIG VURDERING AF ljddybning AF GRÅDYB

Transkript

1 MILJØMÆSSIG VURDERING AF ljddybning AF GRÅDYB DELRAPPORT NR. 14 FOREKOMST AF VANDFUGLE o o I GRADYBS TIDEVANDSOMRADE STATSHAVNSADMINISTRATIONEN ESBJERG under Kyst-Havnesamarbejdet August 1993

2 MILJØMÆSSIG VURDERING AF UDDYBNING AF GRÅ.D.YB DELRAPPORT NR. 1.4 FOREKOMST AF VANDFUGLE o o I GRADYBS TIDEVANDSOMRADE U darbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser Mdeling for Flora- og Faunaøkologi og Ornis Consult AJS I Udarbejdet for STATSHAVNSADMINISTRATIONEN ESBJERG under Kyst-Havnesamarbej det August 1993

3 I. Indledning 1.1 Baggrund I perioden 1990 til 1992 blev der udført en undersøgelse I Grådybs tidevandsområde, hvis formål var at belyse samspillet mellem den kystmorfologiske udvikling af barriereøen Skallingen og aflejring af sediment i Sejlrenden, samt at belyse konsekvenserne af denne udvikling for bølgeforholdene langs kysten ud for Sædden Strand Fyr. I brev af 25. oktober 1991 bad Statshavnsadministrationen i Esbjerg (SHAE) under Kyst Havnesamarbejdet en konsulentgruppe bestående af Dansk Hydraulisk Institut (DHI), Vandkvalitetsinstituttet (VKI) og Geografisk Institut, Københavns Universitet (GI) om at udarbejde et oplæg til undersøgelse af de miljømæssige konsekvenser i forbindelse med uddybning af sejlrenden gennem Grådyb fra Grådyb Barre til Esbjerg Havn. Kysthavnesamarbejdet er en samarbejdsaftale indgået mellem Kystinspektoratet I Lemvig (KI) og Statshavnsadministrationerne i Esbjerg og Frederikshavn (SHAF) på den ene side og Dansk Hydraulisk Institut på den anden side. Samarbejdsaftalen handler om teknisk samarbejde parterne imellem og om rådgivning og bistand fra DHI til KI, SHAE og SHAF vedrørende hydrauliske og kystmorfologiske opgaver langs kysten og i statshavnene. 1.2 VVM-undersøgelsen På dette grundlag blev der iværksat en VVM-unqersøgelse med det formål at vurdere de miljømæssige konsekvenser af en uddybning af sejlrenden fra de nuværende -9.3 m MSL til m MSL. VVM-undersøgelsen gennemføres I henhold til retningslinierne i Trafik- og Kommunikationsministeriets bekendtgørelse nr. 379 af 1. juli 1988 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet. I henhold til denne bekendtgørelse skal undersøgelsen indeholde en beskrivelse af det miljø, som i væsentlig grad kan blive berørt af den foreslåede uddybning. Indsamling af de nødvendige feltdata til opfyldelse af ovenstående generelle målsætninger samt forslag til foranstaltninger, der kan reducere eventuelt skadelige påvirkninger af miljøet indgår også i herværende VVM undersøgelse tillige med en beskrivelse af eksisterende viden vedrørende sedimenttransporten og tidligere udførte undersøgelser. 1.3 Undersøgelsens gennemførelse Den ovenfor nævnte VVM-undersøgelse er udført af de under afsnit 1.1 nævnte institutioner. Arbejdet med VVM-undersøgelsen er blevet fuigt af en følgegruppe med repræsentanter fra Ribe Amt, Skov- og Naturstyreisen, Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og Vadehavsgruppen. 1.4 VVM-undersøgelsens delrapporter 1

4 Resultaterne fra VVM-undersøgelsen sammenfattes i rapporten: MILJØMÆSSIG VURDERING AF UDDYBNING AF GRÅDYB. Konsulentgruppens medlemmer har været hovedansvarlige for nedenstående fagområder, der er rapporteret I 15 delrapporter: DHI: Delrapport 1: Delrapport 2: Delrapport 3: Delrapport 4: Delrapport 5: GI : Delrapport 6: Delrapport 7: Delrapport 8: Delrapport 9: VKI: Delrapport 10: Delrapport 11: Delrapport 12: Delrapport 13: Delrapport 14: Delrapport 15: Bathymetri og hydrodynamik Simulering af sedimenttransport. Beskrivelse af bølgeklima. Sedimentspredning i forbindelse med klapning og uddybning. Sedimenttransportforholdene langs Fanøs vestkyst. Feltresultater. Dynamiske målinger, selvregistrerende udstyr. Feltresultater. Dynamiske målinger, manuelle registreringer. Sedimenttyper Vandsklfte Iltforbrug og næringssalt frigivelse fra sedimenter i Grådyb. Bundfauna i Vesterhavet og Grådybs tldevandsområde. Ålegræs ved Fanø og Langli. Forekomster og fiskeri af fisk og skaldyr i Det Danske Vadehav. Forekomst af vandfugle I Grådybs tidevandsområde. Forekomst af sæler i Grådybs tidevandsområde. I forbindelse med VKI's og GI's ansvarsområder har nedenstående ad hoc konsulenter været tilknyttet. Danmarks Geologiske Undersøgelse: Geoteknisk Institut: DMU Kalø: DF&H: Fiskeri- og Søfartsmuseet: Selsmlk og boringer Prøvebeskrivelse Fugle Fisk og skaldyr Sæler 1.5 Beskrivelse af herværende delrapport Denne rapport beskriver forekomsten af et udvalg af de talrigeste vandfugle i Grådyb tidevandsområde (Fig. 1.1) - dvs. det område der vil blive berørt, hvis uddybningsarbejdet af Grådyb sejlrende gennemføres - samt fugle knyttet til havområdet umiddelbart vest for Fanø og Skallingen samt ved Horns Rev, hvor det overvejes at deponere en del af det opgravede materiale. Rapporten er begrænset til at omfatte følgende fuglearter: knortegås, gravand, gråand, pibeand, ederfugl, sortand, strandskade, lille kobbersneppe, rødben, almindelig ryle, strandhjejle og hættemåge. Det skyldes, at disse arter er de hyppigste træk- og vintergæster i den nordlige del af Vadehavet. På grund af den betydelige spredning i disse arters fourageringsstrategi og generelle udnyttelse af området kan de tages som indikatorer for, hvordan også mindre talrige vandfugle i givet fald vil blive berørt af udgravningsarbejdet. Der vil I det følgende alene blive fokuseret på arternes udnyttelse af området I træk- og vinterperioden. Arsagen er, at det primært er i denne periode vandfugle optræder ude 2

5 på vadefladerne og i de tilstødende lavvandede havområder, og dermed kan blive berørt af anlægsarbejder i sejlrenden ind til ESbjerg Havn. Rapporten, der er udarbejdet af Ornis Consult A/S, bygger hovedsagelig på optællinger af fugle udført fra fly samt andre undersøgelser foretaget af Danmarks Miljøundersøgelser, Kalø. Disse data er en del af et støne materiale, der publiceres i Danish Review of Game Biology i 1993 (Laursen in prep.). Disse data er i det følgende anvendt uden kildeangivelse. HO BUG NYENO: CR0NNltIC[N \<... ESBJERG """<-... \ Jeuens Sond Figur l.1. Grådyb tidevandsområde med angivelse af de navne, der refereres til i den efterfølgende del af rapporten. 3

6 Indhold 1 Fuglene i Vadehavet o 5 2 Mørkbuget knortegås o Gravand... o' o' 9 4 Pibeand o Gråand... o Ederfugl o Sortand o 25 8 Strandskade... o Strandhjejle o Almindelig ryle o Lille kobbersneppe o Rødben... o' Hættemåge... o Litteraturliste... o. 47 4

7 1 Fuglene i Vadehavet Vadehavet er et af Danmarks største og Internationalt set vigtigste naturområder - først og fremmest på grund af områdets mange vandfugle. Der er både tale om ynglefugle, men især om et meget stort antal trækgæster, der forår og efterår raster på vadefladerne og ved de omkringliggende, lavvandede havområder. Især i milde vintre bliver mange af trækgæsterne i Vadehavet. Den talrigeste fuglegruppe i Vadehavet er vadefugle. Forår og efterår raster omkring 25 vadefuglearter regelmæssigt i den danske del af Vadehavet. Talrigest er de om efteråret, hvor der i september kan opholde sig op til omkring 1/2 mio. vadefugle i den danske del af Vadehavet. For flere af vadefuglenes vedkommende er der tale om, at hovedparten af den østatlantiske flyway-population passerer Vadehavet, hvor hovedparten gør ophold for at hvile og søge føde inden trækket videre. Ved den vesteuropæiske flyway-bestand forstås de fugle, som yngler nord og nordøst for Danmark i Skandinavien, Finland og Rusland, og som forår og efterår trækker langs Vesteuropas kyster på vej til og fra vinterkvartererne, som for mange af arternes vedkommende ligger i Vestafrika. Foruden vadefugle forekommer et stort antal måger, terner, gæs, svømmeænder og dykænder regelmæssigt i Vadehavet. Størst antal ses i træktiden forår og efterår, men især for mågernes og ændernes vedkommende bliver mange i Vadehavet hele vinteren. I Den store betydning, Vadehavet har for fuglene, har været en af de væsentligste grunde til, at hele Vadehavet blev udlagt som vildtreservat I 1979 med regulering af jagt og færdsel. I 1982 blev hele søterritoriet desuden fredet i medfør af naturfredningsloven, hvor intentionen med fredningen ( 6, stk. 2) var at sikre, at der ikke foretages ødelæggelser eller varige forandringer i det naturlige miljø i Vadehavet. Vadehavets internationale betydning for fuglene er siden blevet yderligere understreget af, at hele området i 1983 er udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde og i 1987 er optaget på listen over vådområder af international betydning i henhold til Ramsar-konventionen (1987). Endelig er beskyttelsen af fuglene en af grund pillerne i det trilaterale vadehavssamarbejde mellem Holland, Tyskland og Danmark. 2 Mørkbuget knortegås Branta bernicla bernicla Mørkbuget knortegås yngler i arktiske områder ved den nordsibiriske ishavskyst og trækker til Vesteuropa for at overvintre. Arten er trækgæst I Danmark, hvor store flokke raster på vej mellem de nordlige yngleområder og overvintringsområderne i den hollandske del af Vadehavet, Sydengland og Frankrig. I milde vintre overvintrer nogle også i den danske del af Vadehavet (Madsen 1987). Fænologi I milde vintre overvintrer knortegæs i den danske del af Vadehavet, men i isvintre trækker næsten samtlige gæs videre mod sydvest. I Danmark og i Vadehavet kulminerer gennemtrækket om efteråret i oktober og om foråret i maj (Madsen 1986). 5

8 Det maksimale antal knortegæs, der er registreret i Vadehavet varierer betydeligt: om efteråret mellem og , mens det om foråret har været mere konstant omkring fugle (Madsen 1990). Føde Om efteråret æder knortegæssene i Vadehavet primært ålegræs Zostera SPP.i om foråret græsser de hovedsagelig på strandenge (Madsen 1990). På grund af tidevandsamplituden blotlægges ålegræsforekomsterne i Vadehavet normalt ved lavvandei gæssene fouragerer derfor fortrinsvis ved lavvande, men kan også søge føde svømmende ved lav vandstand (Madsen 1990). Ud over ålegræs æder de i varierende grad havalger som f.eks. Enteromorpha spp., Ulva spp. og Cladophora spp. (Madsen 1988, Cramps & Simmons 1977, Madsen 1990). Biomassen af ålegræs er størst i august/ september. Knortegæs udnytter udelukkende denne fødekilde når de ankommer til Vadehavet fra de arktiske ynglepladser fra slutningen af september og igennem de følgende måneder (Madsen 1988 og 1990). Omkring december trækker mange knortegæs væk fra den nordlige del af Vadehavet i takt med, at overjordiske dele af ålegræs nedgræsses eller dør bort (Madsen 1990). I de sene efterårsmåneder samt i vintermånederne (november-marts) fouragerer knortegæssene på vaderne, hvor rødder af ålegræs udgør det vigtigste fødeemne i det danske Vadehav. I forårsmånederne (april-maj) græsser knortegæs overvejende på saitpåvirkede strandengsarealer og i mindre omfang i andre dele af Vadehavet med vedvarende græs (Madsen 1990). I den danske del af Vadehavet er det kun kendt fra Manø, at knortegæs udnytter dyrkede græsmarker (Madsen 1990). Fordeling i Grådyb tidevandsområde Efterår: Den vigtigste ålegræsbevoksning i Grådyb tidevandsoinråde findes ved Søjord ud for Nordby. Umiddelbart syd herfor findes en stor ålegræsbevoksning ud for Halen på Fanø og en mindre ved Langlis østkyst. I efterårsmånederne samles knortegæssene primært ved disse fødekilder (Fig. 1). Mindre flokke på op til 500 fugle samles undertiden om efteråret på vaden ud for Sædding Strand, hvor der findes en mere spredt forekomst af ålegræs (pers. obs.). Forår: Om foråret, hvor gæssene primært græsser på saltpåvirkede strandenge, samles hovedparten af knortegæssene i Grådyb tidevandsområde på et forholdsvis lille areal på Langli (Madsen 1990, Pedersen & Christensen 1992). Deres udnyttelse af dette område hænger sammen med et adgangsforbud der betyder, at de kan fouragere uforstyrret her. I forårsmånederne forekommer knortegæs i mindre omfang på Grønningen på den nordlige del af Fanø, og i de senere år på Nyeng syd for Ho. Højvande/Lavvande: Knortegåsen skifter mellem primært at fouragere marint om efteråret og på land om foråret. Knortegæssenes udbredelse i Grådyb tidevandsområdet påvirkes derfor kun af tidevandet i efterårsmånederne. Om efteråret opholder de sig overvejende tæt ved fourageringsområdernei ved rolige vejrforhold ofte på vandfladen 6

9 ~ ~ Knortegås <li,', '" ~ _ A 8 <li ~ _ c D Figur 1. Fordelingen af knortegås i Grådyb tidevandsområde i første halvår (A) og andet halvår (B) beregnet som gennemsnit af det maksimale optalte antal, Fordelingen ved højvande (C) og lavvande (D) er angivet som årligt gennemsnit af antal fugledage på grundlag af det antal, der er optalt ved højvande. 7

10 ved højvande. Omkring Søjord og Langli findes tilstødende rastepladser på land, som benyttes ved højvande. Kun ved Møllebækkens udløb syd for Hjerting trækker fødesøgende knortegæs til Langli ved højvande, da der ikke findes uforstyrrede rastelokaliteter umiddelbart op til dette område. National betydning af Grådyb tidevandsområde Samlet udgør Vadehavet den vigtigste lokalitet for knortegås i Danmark, idet ca. 75% af alle gåsedage tilbringes her (Madsen 1990). Søjord i Grådyb tidevandsområde er om efteråret blandt de vigtigste lokaliteter i Vadehavet, hvor det gennemsnitlige maksimale antal knortegæs i Grådyb tidevandsområde udgør 30% af den totale forekomst i den danske del af Vadehavet (Tabel 1). Om foråret er området af mindre betydning, idet forekomsten i Grådyb tidevandsområde udgør 17% af antallet i Vadehavet (Tabel 1). International betydning af Grådyb tidevandsområde Den østatlantlske flyway-bestand udgør mellem og fugle afhængig af årets ynglesucces (Madsen 1990). Grådyb tidevandsområde huser mere end 1 % af den samlede flyway-bestand om efteråret og er således af stor international betydning for knortegås. Mulige konsekvenser af uddybningsaktiviteterne Fødegrundlaget: Forekomsten af knortegås i Grådyb tidevandsområde kan blive berørt om efteråret i den udstrækning forekomsten af ålegræs påvirkes. Om foråret vil forekomsten derimod næppe blive berørt, da gæssene på dette tidspunkt primært fouragerer på strandenge. Ålegræsset vil kunne blive berørt af uddybningsaktiviteteme hvis en øget turblditet medfører, at mindre lys når planterne, og at sedimentation svækker eller ligefrem kvæler ålegræsset. Det kan imidlertid også tænkes, at en forøget næringsstofbelastning vil betyde øget vækst af ålegræsset, men dette vil dog formodentlig også medføre øget vækst af epifytter, der skygger for ålegræsset med nedsat vækst til følge. Om efteråret og vinteren er knortegæssene særdeles afhængige af muligheden for at kunne fouragere på ålegræsbevoksninger. Gæssenes udnyttelse af denne fødekilde Tabe/I. Minimale, maksimale og gennemsnitlige antal knortegås i Grådyb tidevandsområde samt procentuel andel af de samlede forekomster i hele Vadehavet fra 2. halvår 1979 til L halvår Område Grådyb tidevandsområde Vadehavet minimum maksimum gennemsnit gennemsnit Grådybs andel af Vadehavet 2. halvår % 1. halvår % L.._

11 standser ved en tærskelværdi på ca. 15% vegetationsdækning i ålegræsbevoksninger; ved lavere tæthed skal de bruge for megen tid på fødeoptagelsen i forhold til den energi, de optager (Charman 1979, Madsen 1988). Det må derfor antages, at en reduktion i ålegræssets udbredelse og tæthed vil få en meget negativ indvirkning på knortegæssenes muligheder for at raste og overvintre i området. Forstyrrelser: Knortegæs er særdeles følsomme overfor forstyrrelser i form af støj fra f.eks. helikoptere og skibe, men også overfor færdsel i form af personer i småbåde og til fods på vadefladen (pers. obs.). Om foråret er flugtafstanden, der er anvendt som udtryk for forstyrrelseseffektens størrelse, særlig stor (mere end 600 m overfor en person på vadefladen). Det er den største flugtafstand, der er registreret blandt de vandfugle, der er medtaget i denne rapport. Det må derfor formodes, at et uddybningsarbejde i Grådyb sejlrende ud for den sydlige del af Esbjerg Havn nær Søjord kan betyde, at knortegæssene ikke vil kunne få ro til at udnytte dette meget vigtige fourageringsområde. I den øvrige del af Grådyb tidevandsområde opholder de store koncentrationer af knortegæs sig forholdsvis langt de fra steder, hvor uddybningsaktiviteterne vil foregå; de vil derfor næppe kunne få væsentlig forstyrrende effekt. 3 Gravand Tadorna tadorna Gravanden er en meget almindelig ynglefugl langs de danske kyster (Olsen 1992). I Nord- og Vesteuropa yngler den desuden fra Sydsverige og Vestnorge til Storbritannien og Frankrig (Cramps & Simmons 1977). En stor del af den nordvesteuropæiske gravandebestand trækker til den tyske del af Vadehavet for at gennemføre svingfjersfældningen sidst på sommeren (Cramps & Simmons 1977). Efter fældningen spredes gravænderne igen, men i vinterhalvåret opholder mange sig. i Vadehavet - herunder i den danske del. Fænologi Gravændernes forekomst i Grådyb tidevandsområde er dels belyst ud fra månedlige fly tællinger af hele området i perioden , dels fra optællinger fra Langli feltstation hver femte dag siden 1983 (Thalund & Jakobsen 1990). Resultaterne viser samstemmende, at de første gravænder trækker til Grådyb tidevandsområde i juni for at foretage svingfjersfældningen i området. De fleste af disse fugle forlader området igen i juli. I august ankommer en ny og langt større trækbølge, og frem til sidst i april opholder træk- og vintergæster sig i området. Af det samlede antal fugledage i Vadehavet forekommer de 64% i efterårsperioden og den første del af vinteren (september-december) (Fig. 2). Et lille antal fugledage i juni antyder, at kun få af disse fugle fælder i det danske Vadehav som helhed. 9

12 % o IY//L/J I V/ft/A, (////;1, WU/J, V////J, Y///4:1, V///O, V///fl, 1///0,!'l/Z/å, V/;//:1, V////J, J A S O N D J F M A ~I J Figur 2. Forekomsten af gravand i det danske Vadehav udtrykt som den procentvise andel af fugledage pr. måned, Føde Gravanden lever primært af smådyr, især dyndsnegle Hydrobia spp., muslinger og krebsdyr på lavt vand (Cramp & Simmons 1977). Den dykker sjældent, men tager føde svømmende eller roder med næbbet i mudderbanker. Fordeling i Grådyb tidevandsområde Gravænderne er udelukkende knyttet til de lavvandede dele af området, herunder vadefladerne og de tilgrænsende strandenge. De fouragerer primært i områder med blød, mudret bund (pers. obs.). Fældende gravænder i juni er primært registreret i den nordligste del af Ho Bugt, bl.a. omkring udløbet af Varde Å. Om efteråret, vinteren og foråret optræder gravænderne mere spredt, men knyttet til en række relativt velafgrænsede fouragerings- og rastepladser. Disse omfatter vadefladerne omkring Langli, Næs Søjord og den nordlige del af Ho Bugt. Der ses ingen forskelle i deres fordeling i området i første og anden halvdel af året (Fig. 3). Der ses ikke signifikant forskel på gravændernes fordeling inden for de optalte delområder betinget af vandstanden (Fig. 3). National og international betydning af Grådyb tidevands område Gravænder er optalt ved månedlige tællinger fra fly fra 1979 til 1990 (Tabel 2). 10

13 Gravand >< "- ~/. el ~ _ ~, / "" '-, A 8 '~" el ~ _ c D, Figur 3. Fordelingen af gravand i Grådyb tidevandsområde i første halvår (A) og andet halvår (B) beregnet som gennemsnit af det maksimale optalte antal, Fordelingen ved højvande (C) og lavvande (D) er angivet som årligt gennemsnit af antal fugledage på grundlag af det antal, der er optalt ved højvande. 11

14 Tabel 2. Antal gravænder optalt fra fly i Grådyb tidevandsomrade og i hele det danske Vadehav, Tallene angiver højeste antal optalt inden for en halvårsperiode, samt gennemsnittet af disse maksimumværdier. Område Grådybs tidevandsområde Vadehavet Grådybs andel heraf laveste maks. højeste maks. gennemsnit gennemsnit 2. halvår (10%) 1. halvår (28%) - De største flokke af gravænder i Grådyb tidevandsområde ses normalt i vinterhalvåret. Området er imidlertid også et betydningsfuldt fældningsområde for arten i juni. I perioden optaltes på dette tidspunkt I gennemsnit 903 gravænder (varierende fra 50 i 1984 t i 1990). Det danske, tyske og hollandske vadehav udgør det vigtigste fældnings- og overvintringsområde for den nordvest europæiske gravandebestand, hvis samlede størrelse i januar-februar er anslået til individer (Ruger et al. 1986). Den danske midvinterbestand af gravænder er optalt i 1988, 1989, 1991 og 1992 og udgjorde i disse milde vintre Ved disse tællinger udgjorde gravænderne i Vadehavet mellem 28% og 57% af vintergæsterne. Det højeste gennemsnitlige maksimum blev registreret i 1. halvår (Tabel 2), og skyldes i de fleste år store antal i januar-marts. Dette understreger Grådyb tidevandsområdes vigtighed som overvintringsområde for de danske gravænder, og at specielt den nordlige del af Ho Bugt udgør en vigtig fældningsplads for arten. Mulige konsekvenser af uddybningsaktiviteterne I Grådyb tidevandsområde optræder gravænder næsten udelukkende på vadeflader, højsande eller på meget lavt vand, og er i deres fødevalg afhængige af organismer, der lever nedgravet i mudret bund. Det må forventes, at en af følgevirkningerne af en uddybning af sejlrenden i Grådyb bliver en forøget sedimentation af opslemmet materiale på de nærliggende vadeflader. Da omfanget af denne sedimentation ikke kendes, er det ikke muligt konkret at vurdere, i hvilket omfang det eventuelt vil forringe gravændernes muligheder for fødesøgning. Da hovedparten af de vigtige fouragerings- og rasteområder imidlertid ligger relativt. langt fra sejlrenden, er det næppe sandsynligt at sedimentation kan forårsage væsentlige negative virkninger for gravænderne. Gravandens flugtafstand overfor en person på vadefladen er målt til meter. Der er ingen væsentlig forskel i gravændernes flugtafstand, når de raster eller fouragerer, eller under en højvands- eller lavvandssituation. Derimod stiger flugtafstanden med fuglenes flokstørrelse, og de er desuden mere følsomme over for forstyrrelse i vinterhalvåret. På baggrund af de foreliggende oplysninger om uddybningsaktiviteten skønnes forstyrrelser fra anlægsarbejdet - med en enkelt undtagelse - næppe at ville kunne få stor betydning for gravænderne, da hovedparten af de vigtige raste- og fourageringsområder befinder sig i god afstand fra sejlrenden i Grådyb (se Fig. 3). 12

15 Undtagelsen er den vigtige rasteplads på nordsiden af Fanø (se Fig. 3). Den befinder sig nær sejlrenden, men fuglene herfra vil have mulighed for at opsøge alternative rastepladser inden for tidevandsområdet. 4 Pibeand Anas penelope Pibeand yngler i boreale og subarktiske områder i Skandinavien, det nordlige Rusland og Sibirien, og trækker til Vest- og Sydeuropa for at overvintre (Cramps & Simmons 1977). I Vadehavet forekommer pibeænder på træk mellem yngleområderne og vinterkvartererne, og nogle af disse overvintrer i Vadehavet, afhængigt af vinterens strenghed (Cramps & Simmons 1977). Fænologi Pibeand ankommer i større tal til Vadehavet i løbet af september måned, og antallet kulminerer i slutningen af oktober, enkelte år først i november (Thalund & Jakobsen 1990). Forårskulminationen sker i marts kort før borttrækket til ynglepladserne (Thalund & Jakobsen 1990). Forekomsterne af pibeand i Grådyb tidevandsområde er betydeligt mindre om foråret end om efteråret (Thalund & Jakobsen 1990). Enkelte pibeænder oversomrer i Vadehavet, og arten er desuden en sjælden og uregelmæssig ynglefugl (Thalund & Jakobsen 1990). I august ankommer et mindre antal pibeænder, overvejende hanner, der gennemfører svingfjersfældningen i området (Thalund & Jakobsen 1990). Føde Arten er overvejende planteæder, der græsser vegetation gående eller svømmende. Alegræs spiller en vigtig rolle som føde for pibeand, men også frø af strandengsplanter og græs på såvel salte som ferske enge spiller en vigtig rolle (Cramps & Simmons 1977 ). I Vadehavet udnytter pibeand ved ankomsten om efteråret først og fremmest vaden som fourageringsbiotop. Dernæst sker et gradvist skift til strandengsområder, og efterhånden som føderessourcerne slipper op, skiftes til ferske græsarealer bag digerne (Madsen 1988). På salte strandenge udnytter pibeand i særlig grad forekomsten af frøplanter af strandgåsefod Suaeda maritima, mælder Atriplex spp. og kveller Salicornia europaea (Madsen 1988). Om foråret græsser pibeænder - ligesom knortegæs - på strandenge, men i modsætning til knortegæs græsser pibeænder også i en vis udstrækning på ferske enge (pers. obs.). Fordeling i Grådyb tidevandsområde Efterår: Inden for Grådyb tidevandsområde udgør ålegræsbevoksningen på Søjord ved Fanø om efteråret et meget vigtigt fourageringsområde (Fig. 4). Det gennemsnitlige maksimale antal pibeænder varierer betydeligt om efteråret. Antallet af fugledage i 2. 13

16 Pibeand ø ~ ~ _ A 8 '" "'. ø ~ ~ _ c D '.... "''-'-' Figur 4. Fordelingen af pibeand i Grådyb tidevandsområde i første halvår (A) og andet halvår (B) beregnet som gennemsnit af det maksimale optalte antal, Fordelingen ved højvande (C) og lavvande (D) er angivet som årligt gennemsnit af antal fugledage på grundlag af det antal, der er optalt ved højvande. 14

17 halvår på denne lokalitet er proportionalt med det maksimale antal pibeænder i hele det danske Vadehav i perioden (Fig. 5). l efteråret 1979 var antallet af fugledage forholdsvis stort ved Søjord, hvilket faldt sammen med en stor forekomst af ålegræs det pågældende efterår (Kim Fiseher pers. comm.). l den nordlige del af Ho Bugt og øst for Langli er forekomsten af ålegræs begrænset, hvilket afspejles i at der er væsentligt færre pibeænder i disse område (Fig. 4). Saltmarsken på Skallingen er den vigtigste strandengsbiotop inden for Grådyb tidevandsområde for pibeænder om efteråret. På den ekstensivt afgræssede og til dels helt uafgræssede saltmarsk findes en naturlig strandengsvegetation bestående b1.a af strandgåsefod, kveller og mælder. Pibeændernes muligheder for at udnytte dette område er imidlertid begrænset af jagt (Jakobsen 1986, Thalund & Jakobsen 199O). l stedet udnyttes de jagtfrie områder i Ho Bo Dyb og på Langli som dagrasteområde, mens strandengene på Skallingen anvendes som fourageringsområde om natten (Jakobsen 1986). Pibeænder ses gennem hele efteråret trække op I Ho Bugt, hvor de om dagen fouragerer på vaderne ved lavvande (Bent Jakobsen pers. comm.). Pibeands fourageringsaktivitet på strandengsområder ved Rømødæmningen angives at være størst i tidsrummet 3 timer før til 3 timer efter højvande (Madsen 1988). l modsætning til knortegæs synes pibeænder om efteråret også at måtte fouragere om natten for at kunne optage næring nok i takt med, at føderessourceme på vaden og i saltmarsken opbruges (Madsen 1988). Ved Rømødæmningen trækker pibeænder op til 10 km ind i landet for at fouragere på ferske enge (Madsen 1988). Tilsvarende forhold kan gøre sig gældende i Grådyb tidevandsområde, hvor pibeænder ses fouragere på ferske engarealer på Skallingen, på Grønningen og på Fanø (pers. obs.). Jagtlig udnyttelse synes ofte at forhindre pibeænder i at udnytte Grønningen som fourageringsområde (Kim Fiseher pers. comm.). Forår: Om foråret er antallet af pibeænder væsentligt lavere end om efteråret. På dette tidspunkt optræder de overvejende på strandengsarealer langt mod vest i Ho Bugt, på Skallingen og Langli (Fig. 4). % O J A S O N D J F M A M J Figur 5. Forekomsten af pibeand i det danske Vadehav udtrykt som den procentvise andel af fugledage pr. m~ned,

18 Højvande/Lavvande: Fordelingen i relation til vandstanden har kun relevans i efterårsmånederne, hvor pibeænder tilbringer en stor del af tiden med at fouragere på vadefladerne. Ved Søjord raster de på vandet ved rolige vindforhold eller på de tilstødende marskarealer. I den nordlige del af Grådyb tidevandsområde foregår som tidligere nævnt et fourageringstræk mellem den nordlige del af Ho Bugt, hvor Pibeand fouragerer på vaden, og Ho Bo Bugt, hvor fuglene uforstyrret kan dagraste eller fouragere (Fig. 4). National betydning af Grådyb tidevandsområde Vadehavet er det vigtigste raste- og overvintringsområde for pibeand i Danmark (Jensen in press.). Ca. 15% af Vadehavets pibeænderne opholder sig om efteråret i Grådyb tidevandsområde, medens områdets betydning om foråret er lidt mindre (Tabel 3). Det maksimale antal pibeænder, der opholder sig i området på en gang om efteråret, giver dog ikke et realistisk billede af, hvor mange fugle der passerer gennem området. Formentlig passerer mere end det dobbelte antal fugle igennem området (Madsen 1988), så betydningen af såvel Grådyb tidevandsområde som hele Vadehavet er større end tallene umiddelbart giver indtryk af. International betydning af Grådyb tidevandsområde Den østatlantiske flyway-bestand af pibeand er anslået til ca (Ruger et al. 1986). Den danske del af Vadehavet er både forår og efterår af international betydning for pibeand en, idet den huser mere end l % af flyway-bestanden. Mulige konsekvenser af uddybningsaktiviteterne Fødegrundlaget: Pibeand er ligesom knortegås overvejende knyttet til vadefladerne i efterårsperioden. Ved Søjord, hvor disse to arter langt overvejende fouragerer på ålegræs, ses en ret god overensstemmelse mellem antallet af de to arter afhængigt af forekomsten af ålegræs (Kim Fiseher pers. comm.). Se end videre diskussionen vedr. ålegræs i afsnit 2. Forekomsten af pibeand vurderes på samme måde som knortegås at blive berørt af uddybningskonsekvenserne i den udstrækning forekomsten af ålegræs påvirkes. Søjord er i kraft af ålegræsforekomsten det vigtigste område for pibeand i Grådyb tidevandsområde. En reduceret ålegræsmængde her vil derfor have en negativ effekt på arten, selvom den i højere grad end knortegås udnytter alternative fødekilder i form af frøplanter på strandenge og græs på ferske enge. Tabel 3. Minimale, maksimale og gennemsnitlige antal pibeand i Grådyb tide-vandsområde samt procentuel andel af de samlede forekomster i hele Vadehavet fra 2. halvår 1979 til 1. halvår Område Grådyb tidevandsområde Vadehavet minimum maksimum gennemsnit gennemsnit Grådybs andel af Vadehavet! 2. halvår %! 1. halvår % I 16

19 Madsen (1988) angiver, at da pibeand og knortegås udnytter de samme føderessourcer, især ålegræs, er der grund til at antage, at en interspecifik konkurrence mellem de to arter kan have en effekt på antallet af fugle i området. Ved et tilfælde af begrænsede føderessourcer ved Koldby Leje i den sydlige del af Vadehavet viste det sig, at pibeand måtte fortrække fra området på et tidligere tidspunkt end knortegås, idet knortegås bedre end pibeand kan udnytte føderessourcerne når disse er knappe, ved at fouragere på planternes rhizomer (Madsen 1988). Forstyrrelser: Pibeand er en forholdsvis sky andefugl med en flugtafstand på mellem 250 og 300 meter overfor en person på vaden. Flugtafstanden er størst i jagtsæsonen om efteråret og i situationer hvor de raster, medens den er uafhængig af flokstørrelsen. Da de store koncentrationer af pibeænder overvejende opholder sig langt fra Grådyb sejlrende, skønnes forstyrrelse fra et gravearbejde her ikke at ville kunne få en væsentlig negativ effekt på fuglene. 5 Gråand Anas platyr1zync1zos Gråanden er en meget almindelig dansk ynglefugl (Olsen 1992). Den forekommer desuden i stort antal forår og efterår, når trækgæster fra nord og nordøst passerer landet. I milde vintre bliver størsteparten af de danske ynglefugle og trækgæsterne i Danmark; i kolde år søger de videre mod sydvest (Jensen in press.) Kun et lille antal gråænder yngler i Vadehavet, og hovedparten af dem, der opholder sig i området i vinterhalvåret, kommer fra yngleområder andre steder i Danmark eller fra landene nord og nordøst herfor (Thalund & Jakobsen 1990, Jensen in press.) Fænologi Gråændernes forekomst i Grådyb tidevandsområde er optalt i fem-dages perioder fra Langli feltstation siden Resultaterne for perioden viser, at gråænderne begynder at ankomme til det nordlige Vadehav i august, og at deres antal vokser gradvist til sidst i november. I de følgende måneder er der store udsving i deres forekomst efter vinterens strenghed. Under isvintre - senest 1986/87 - forsvandt stort set alle gråænder fra området omkring Langli i begyndelsen af januar, da området frøs til (Jakobsen & Maltha Rasmussen 1989). I milde vintre bliver de fleste gråænder i området. Fra omkring midt i februar forlader vintergæsterne området igen, og først i april er kun lokale ynglefugle tilbage (Thalund & Jakobsen 1990). Der er god overensstemmelse mellem gråændernes forekomst omkring Langli og i hele Vadehavet, og hovedparten (78%) af de samlede antal fugledage i Vadehavet findes i vinterperioden fra november til og med marts (Fig. 6). Føde Gråanden har en meget bredt føderegister og æder både plantemateriale og animalsk føde (Cramp & Simmons 1977). Især i jagtsæsonen fouragerer hovedparten af grå- 17

20 % O J A S O N D J F M A M J Figur 6. Forekomsten af gråand i det danske vadehav udtrykt som den procentvise andel af fugledage pr. måned, I, ænderne i Vadehavet om natten, hvor de i ly af mørket opsøger strandenge, ferske enge, søer og andre fugtige områder for at finde føde (pers. obs.). I dagtimerne samles de ved lavvandede partier langt fra land, hvor de hviler dagen igennem (pers. obs.), formodentlig som tilpasning til den intensive jagt, der foregår på arten i Vadehavsområdet. Fordeling i Grådyb tidevandsområde Gråænderne er udelukkende knyttet til de lavvandede dele af området (Fig. 7); især omkring Langli, i den nordligste del af Ho Bugt samt i mindre omfang ved Søjord. Der er ikke er nævneværdig forskel på gråændernes fordeling i første og andet halvår. Gråænder optræder lidt mere spredt i den nordlige del af Ho Bugt og omkring Langli i forbindelse med lavvande end ved højvande (Fig. 7). National og international betydning af Grådyb tidevandsområde Gråænder er optalt fra fly ved månedlige tællinger i perioden (Tabel 4). Sideløbende med fly tællingerne er gråænder optalt hver femte dag fra Feltstationen på Langli siden Disse tællinger omfatter fuglene i Hjerting Løb, Ho Bo Dyb, Langli Flak samt strandengene og de kystnære dele af Skallingen. Den nordligste del af Ho Bugt samt forekomsterne ved Fanø er derimod ikke dækket. De ændringer i gråændernes antal, som observeres igennem vinterhalvåret ved disse tællinger, kan dog givetvis tages som udtryk for situationen i hele tidevandsområdet. Tællingerne fra Langli viser, at omkring 500 gråænder opholdt sig i området i september, hvorefter antallet steg til et maksimum sidst i november med godt gråænder (Thalund & Jakobsen 1990). Den gennemsnitlige forekomst faldt herefter gradvist til midt i januar, 750 midt i 18

21 Gråand '" ~ _ A B '" ~ ~ _ c D Figur 7. Fordelingen af gråand i Grådyb tidevandsområde i første halvår (A) og andet halvår (B) beregnet som gennemsnit af det maksimale optalte antal, Fordelingen ved højvande (C) og lavvande (D) er vist som gennemsnit af antal fugledage på grundlag af det antal, der er optalt ved højvande. 19

22 Tabel 4. Antal gråænder optalt fra fly i Grådyb tidevandsområde og i hele det danske Vadehav, Tallene angiver højeste antal optalt inden for en halvårsperiode, samt gennemsnittet af disse maksimumværdier. Område Grådybs tidevandsområde Vadehavet Grådybs andel heraf laveste maks. højeste maks. gennemsnit gennemsnit 2. halvår (22%) l. halvår (28%) februar og 450 midt i marts (Thalund & Jakobsen 1990). Det bør bemærkes, at især gråændernes antal i december-februar viser store udsving fra år til år alt efter vinterens strenghed. Det højeste antal, der er optalt omkring Langli i perioden , er den 17. december Den samlede nordvesteuropæiske gråandebestand er anslået til omkring 5 mio. (Ruger et al. 1986). Antallet af gråænder i Danmark i vinterhalvåret er meget vanskeligt at fastslå, dels fordi fuglene forekommer meget spredt på både ferskvands- og saltvandslokaliteter, dels fordi der udsættes en stort antal opdrættede gråænder, hvoraf hovedparten skydes i løbet af jagtsæsonen. Fly tællinger af gråænderne langs de danske kyster i årene viste, at mellem (isvinteren 1987) og opholdt sig her. Heraf opholdt en betydelig del sig i Vadehavet; omkring 1/4 af disse fugle rastede i Grådyb tidevandsområde (Tabel 4). Mulige konsekvenser af uddybningsaktiviteterne Grådyb tidevandsområde er primært rasteplads for gråænder i dagtimerne, mens de søger føde andre steder. Det betyder, at mulige konsekvenser af et uddybningsarbejde i Grådyb sejlrende koncentreres om en mulig forstyrrende effekt på fuglene, når de hviler i området. En undersøgelse af gråændernes flugtafstand overfor personer, der nærmede sig fuglene på vaden, viste, at gråændernes flugtafstand var mellem meter, at flugtafstanden ikke var afhængig af flokstørrelsen eller vandstanden, men at flugtafstanden var væsentlig større i januar-april (275 m) end i september-december (160 m). Da hovedparten af gråændernes rastepladser findes relativt langt fra Grådyb sejlrende, må det vurderes, at uddybningsarbejdet næppe i sig selv vil have en forstyrrende effekt. 6 Ederfugl Somateria mollissima Ederfuglen er en almindelig dansk ynglefugl, og især en meget talrig vintergæst, når trækfugle fra ynglepladser langs østersøens kyster, den svenske vestkyst og Sydnorge trækker til danske farvande (Jensen in press.). I vinterhalvåret forekommer ederfugle spredt langs de fleste danske kyster men med hovedkoncentrationerne i Kattegatområdet, Storebælt, det Sydfynske Øhav samt i Vadehavet (Jensen in press.). 20

23 Fænologi Kun få ederfugle yngler i den danske del af Vadehavet, og hovedparten af de ederfugle, der opholder sig her i vinterhalvåret, er trækgæster. I perioden er kun registreret få fældende ederfugle i juni-juli i Grådyb tidevandsområde; hovedparten af trækgæsterne begynder at ankomme sidst i september, hvorefter antallet stiger gradvist frem til midt i december (Thalund & Jakobsen 1990). I februar sker en betydelig omfordeling af ederfuglene i Vadehavet. Omkring midten af måneden trækker et stort antal ederfugle bort over Sønderjylland til den sydlige del af de indre farvande, hvor de raster en tid inden trækket videre mod ynglepladserne (No er 1991). Denne bevægelse ses også i Grådyb tidevandsområde, hvor antallet af eder fugle falder betydeligt midt i februar for at stige igen sidst på måneden (Thalund & Jakobsen 1990), formodentlig når ederfugle, der har tilbragt vinteren i det hollandske, tyske eller den sydlige del af det danske Vadehav, bevæger sig nordpå. Antallet af ederfugle forbliver højt i Grådyb området til omkring sidste uge i marts, hvor det falder hurtigt, når ederfuglene trækker mod ynglepladserne (Thalund & Jakobsen 1990). Omkring midten af april er stort set kun den lille lokale ynglebestand tilbage (Thalund & Jakobsen 1990). Føde Ederfuglens hovedføde i danske farvande er muslinger; hvor der findes blåmuslingebanker, udgør denne muslingrart ofte hovedføden (Laursen in prep.). En endnu ikke publiceret undersøgelse af ederfuglenes føde i det danske Vadehav viser, at blåmuslinger er den dominerende føde (Laursen in prep.). Blandt de sekundære fødeemner er hjertemuslig og strandkrabbe. Fordeling udfor Vadehavet Ederfugle optræder i vinterhalvåret både i store flokke ved bankerne vest for Fanø og Skallingen samt inde i Grådyb tidevandsområde. I farvandet udfor Grådyb tidevandsområde er ederfuglene i tidsrummet optalt 10 gange (Tabel 5). Tabel 5. Antal ederfugle optalt fra fly i farvandet umiddelbart vest for Fanø og Skallingen samt ved Horns Rev, august januar august november februar marts august oktober marts februar 1989 o O O O O O 21

24 Forekomsten af ederfugle vest for Grådyb tidevandsområde svinger betydeligt fra tæ1\ing til tælling; ved de to tæl\inger i oktober-november blev store flokke registreret i området. Ved de fleste midvintertællinger registreredes kun få ederfugle, bortset fra ved tæl\ingen i januar 1987, hvor en meget stor flok lå på havet vest for Fanø på et tidspunkt, hvor en stor del af både de indre danske farvande og selve Vadehavets vandområder var islagte. Antal i Grådyb tidevandsornråde Ederfuglenes antal og fordeling i det danske Vadehav har undergået store forandringer i de seneste 10 år. Der er således sket et fald i antallet af overvintrende ederfugle i Vadehavet som helhed, og der har været en tendens til, at de store flokke i de senere år især samles i den nordlige del. Selvom der kan være flere årsager til forandringerne, kan det omfattende muslingefiskeri af bl.a. ederfuglenes hovedføde - blåmuslinger - være den væsentligste. I det følgende vil blive fokuseret på udviklingen i ederfuglenes antal og fordeling i perioden december februar 1990, hvilket bedst afspejler situationen i dag. Vinterhalvåret 1986/87: Fly tællingerne viste, at der opholdt sig relativt få ederfugle inde i Grådyb tidevandsområde under isvinteren 1986/87. Ved tællingen i december 1986 registreredes fugle, i januar og i februar Ved tællingerne fra Langli registreredes et gennemsnitligt antal i december 1986 på omkring ederfugle med et maksimum sidst i måneden på knap I januar opholdt i gennemsnit omkring ederfugle sig omkring Langli, og i februar ca fugle. Vinterhalvåret 1987/88: I denne vinterperiode var der stort set sammenfald mellem de registrerede antal af ederfugle fra henholdsvis Langli og ved fly tællingerne. I december 1987 optaltes eder fugle fra fly, og det gennemsnitlige antal optalt fra Langli var ca I januar 1988 optaltes fra fly ederfugle og fra Langli ca I februar 1988 var de tilsvarende antal henholdsvis og ca Vinterhalvåret 1988/89: For denne og den følgende vinterperiode foreligger kun tal fra fly tællinger. I december 1988 optaltes ederfugle i området, i januar og i februar Vinterhalvåret 1989/90: Antallet af ederfugle, der blev optalt fra fly, var i december 1989, i januar 1990 og i februar Fordeling i Grådyb tidevandsornråde Inde i Grådyb tidevandsområde forekommer ederfuglene hovedsagelig i den nordlige del i Ho Bugt og omkring Langli. Ederfuglenes fordeling i de optællingsområder, der er anvendt i forbindelse med fly tællinger viser, at fuglene har omtrent samme fordeling i området i første og anden halvdel af året (Fig. 8). De største flokke var i begge tilfælde samlet i Ho Bo Dyb mellem Skallingen og Langli, nordvest for Langli samt i Hjerting Løb. Ederfuglenes fordeling under højvande og lavvande viser, at ederfuglene under lavvande koncentreres i området mellem Skallingen og Langli (Fig. 8). Når det er højvande, forekommer de mest spredt, men hovedparten opholder sig stadig ved Ho Bo Dyb sydøst for Langl!. De største flokke i andre områder forekom nord vest for Langl!, i Hjerting Dyb samt i den nordlige del af Ho Bugt (Fig. 8). 22

25 Ederfugl /, ( \ <1> <1> ~ l) / '" \ ~ ~<1> "''-, " A 8 <1> ~ ) q, '/ c D "" Figur 8. Fordelingen af ederfugl i Grådyb tidevandsområde i første halvår (A) og andet halvår (B) beregnet som gennemsnit af det maksimale optalte antal, Fordelingen ved højvande (C) og lavvande (D) er vist som gennemsnit af antal fugledage på grundlag af det antal, der er optalt ved højvande. 23

26 Ederfuglenes udbredelse i Grådyb tidevandsområde er delvis sammenfaldende med forekomsten af blåmuslingebanker (pers. obs.). En undersøgelse af blåmuslingebestanden i hele Vadehavet i 1988 viste, at bankerne i Hjerting Løb havde den største biomasse i hele Vadehavet; den sydligste var den største (anslået tons), og de to banker længere mod nordvest indeholdt tilsammen anslået tons muslinger (Munksgaard 1989). Bankerne imellem Langli og Skallingen havde tilsammen den næststørste anslåede biomasse (4.503 tons) inden for Vadehavet (Munksgaard 1989). Optællinger fra feitstationen på Langli har vist, at under isvintre som i januar-februar 1987 samles hovedparten af ederfuglene i Grådyb tidevandsområde i Hjerting Dyb, som forbliver isfri selv i meget kolde perioder; i milde vintre (som vinteren 1987/88) fordeler de sig antalsmæssigt mere ligeligt mellem Hjerting Dyb og området mellem Skallingen og Langli Qakobsen & Rasmussen 1989). Jagtmønstret i den enkelte vinter og ikke mindst den erhvervsmæssige udnyttelse af blåmuslingebankerne kan påvirke ederfuglenes udnyttelse af området betydeligt og meget forskelligt fra år til år. National og international betydning af Grådyb tidevandsområde De danske farvande udgør det vigtigste overvintringsområde for ederfugle i Nordvesteuropa Qensen in press.). Ud af en anslået bestand på 2.1 mio. individer (Laursen 1989) (eksklusive de islandske ederfugle, der helt overvejende er standfugle) udgjorde den danske midvinterbestand i mellem og individer, svarende til mellem 26% og 39%. Vadehavet er blandt de meget vigtige overvintringsområder for arten i Danmark Qensen in press.). Ved midvintertællingerne i ,1991 og 1992 lå det samlede antal mellem (januar 1988) og (januar 1992). Der ses en tendens til, at antallet af ederfugle optalt ved midvintertællingen i Vadehavet har været stigende fra 1988 til Inden for Vadehavet er den nordlige del blandt de vigtigste for ederfuglene, formodentlig først og fremmest fordi det er her, de største blåmuslingebanker findes. Efter at blåmuslingefiskeriet er genoptaget i det danske Vadehav, er der desuden set en klar tendens til, at ederfuglene er blevet talrigere i den nordlige del af Vadehavet, måske fordi fiskeriet l de første år især var koncentreret i den sydlige og centrale del. Antalskriteriet for udpegning af områder af international betydning for den nordvesteuropæiske ederfuglebestand (1 % af hele bestanden) er individer. Med et maksimum om efteråret på individer og et maksimalt midvinter antal på i perioden (se TabelS) kan bankerne udfor det nordlige Vadehav klassificeres som fouragerings- og rastepladser af International betydning for arten. Tilsvarende er Grådyb tidevands område med et maksimalt antal på ederfugle af international betydning for arten. Mulige konsekvenser af uddybningsaktiviteterne Ederfuglen er den eneste vandfugl i den nordlige del af Vadehavet, der både forekommer i stort tal i Grådyb tidevandsområde og ved bankerne vest for selve Vade- 24

27 havet. Med hensyn til ederfuglene er spørgsmålet i relation til de påtænkte uddybningsarbejder, i hvilket omfang fuglenes fødegrundlag - i første række muslinger - vil blive berørt. Udfor Vadehavet er den alvorligste potentielle fare for ederfuglene klapning af materiale på eller nær de muslingebanker, hvor fuglene henter deres føde. Inde i Grådyb tidevandsområde kan i første omgang fjernelse af materiale med tilhørende bundfauna langs siderne af sejlrenden influere negativt. Ved den sydlige udmunding af Hjerting Løb hvor dette løb møder Grådyb findes store og meget betydningsfulde muslingebanker, der rummer en væsentlig fødekilde for ederfuglene. I hvilket omfang disse banker vil blive bortgravet er endnu ukendt, men forsvinder de helt, vil den muslingebanke der i 1988 havde den største biomasse i hele det danske Vadehav (Munksgaard 1989), i hvert fald i en årrække, forsvinde. De øvrige blåmuslingebanker i Hjerting Løb samt de vigtige banker i Ho Bo Bugt ligger uden for det påtænkte graveområde, men kan muligvis blive svækkede eller kvalt af sedimentation. Hvis gravearbejdet vil bevirke en frigivelse af næringsstoffer til vandrnassen (eutrofiering), kan dette muligvis kortvarigt betyde en lokal opblomstring af alger som vil medføre et forbedret fødegrundlag for muslingerne, men frigivelse af tungmetaller eller andre giftstoffer fra sedimentet kan have en negativ indvirkning på muslingerne, både i form af direkte forgiftning eller ved at foranledige nedgang i de organismer, der udgør muslingernes føde. En del af blåmuslingerne befinder sig på selve vadefladen og tørlægges kortvarigt i forbindelse med lavvande. Sker der en markant ændring af vanddækningstiden af disse muslinger som følge af ændrede strørnforhold efter en uddybning af Grådyb, kan dette føre til ændringer i blåmuslingernes placering og muligvis også i deres størrelse. Ved uddybningsarbejdet i Grådyb vil forstyrrelse af ederfuglene kunne ske omkring det fartøj, der foretager arbejdet, hvilket vil kunne bevirke, at fuglene i en periode ikke vil have mulighed for at udnytte muslingeforekomster tæt på de områder, hvor fartøjer opererer. 7 Sortand Melanitta nigra Af de sortænder, der ses I danske farvande, yngler hovedparten i det nordlige Rusland, resten i det nordlige Skandinavien og Finland (Cramps & Simmons 1977). Ved Danmark forekommer arten udelukkende på havet, med de største flokke i Kattegat-området og i farvandet udfor Vadehavet (Jensen in press.). Fænologi Sortanden er en talrig og regelmæssig gæst i farvandet udfor den nordlige del af Vadehavet, hvor der de fleste år samles store flokke af fældende fugle i juli-august (Tabel 6). Nogle år ankommer i løbet af september-oktober store sortandeflokke, der har 25

28 Tabel 6. Antal sortand optalt fra fly ud for Fanø, Skallingen og ved Horns Rev, august januar august november februar marts august oktober februar marts september januar O O fældet andre steder, til området, hvor de raster en tid. Når vinteren sætter ind, søger hovedparten til rastepladser udfor den centrale eller sydlige del af det danske Vadehav, resten trækker til overvintringsområder andre steder. I år med milde vintre er antallet af egentlig overvintrende sortænder udfor Fanø, Skallingen og ved Horns Rev begrænset til få hundrede eller få tusinde individer (Tabel 6). I forbindelse med isvinteren 1986/87, hvor bl.a. en stor del af Kattegat-området var islagt i januar 1987, optaltes en flok på sortænder i området. Føde Sortændernes føde består næsten udelukkende af muslinger, som de i danske farvande henter på 5-15 meters vanddybder (Cramps & Simmons 1977, Jensen in press.). Fordeling i Grådyb tidevandsområde Hovedparten af sortænderne i farvandet udfor Vadehavet samles ved Horns Rev vest for Blåvandhuk, samt umiddelbart vest for Fanø og Rømø. Store flokke samles hovedsagelig i august-november i den nordlige del af farvandet udfor Vadehavet (Tabel 6). En undtagelse var januar 1987, hvor udbredt isdække i de indre danske farvande betød, at hovedparten af de sortænder, der normalt overvintrer i Kattegat-området, flyttede til farvandet udfor Vadehavet. Sortænderne opholder sig de fleste år udelukkende uden for selve Vadehavet på flere meter vand, hvorfor deres udnyttelse af området ikke influeres af højvande og lavvande. National og international betydning af Grådyb tidevandsområde De danske farvande er det vigtigste overvintringsområde for den sortandebestand, der tilbringer vinteren udfor Nordvesteuropas kyster Qensen in press.). Her overvintrede i mellem og sortænder. Frem til 1991 blev den samlede nordvesteuropæiske vinterbestand anslået til individer (Laursen 1989), men i januarfebruar 1992 optaltes sortænder i farvandene omkring Danmark. Sættes den 26