Foucault: L ordre du discours

Transkript

1 Ved ANDERS FOGH JENSEN Foucault: L ordre du discours Talen som ordensmagt en kort perspektivering af Foucaults L ordre du discours v. Anders Fogh Jensen Indhold Tematik Tekstens co-tekster Strukturalisme Foucault før 1970 Tale er handling Austin Wittgenstein Nietzsche Oversigt over L ordre du discours Oversigt over Talens forfatning /6 Foucault: L ordre du discours

2 Tematik Spørgsmål: Hvori ligger faren i at folk taler? (p.10) Svar: Den ligger i det tilfældige, usikre. I diskursens rigdom. I uordenen (52-53). Det, Foucault er interesseret i, hvorledes talefrembringelsen bliver kontrolleret, udvalgt, fordelt og organiseret for at bemestre det tilfældige og det usikre (10-11). Eksempel (AFJ): Tænk på en helt almindelig suppe-steg-is-middag: Hvorfor skal børnene sidde ved et børnebord? Er det, som man siger, fordi de helst vil tale med hinanden? Måske. Men det kunne også være fordi talen skal foregå efter fastalgte regler, og heroverfor rummer børnenes tale en trussel. Talens magt er en ordensmagt, der holder orden på talebegæret. Det, Foucault vil undersøge, er forholdet mellem talebegæret, talens rum og institutionerne. Bemærk: ordre kan på fransk betyde mange ting: ordre, orden, ordning, ordenstildeling, slags, verden, forfatning Discours er et forløb frem og tilbage. Her: Et taleforløb. Tekstens co-tekster Strukturalisme Vi møder Foucault på vej væk fra den strukturalistiske flirt. Han er dog stadig interesseret i strukturer (og hvem er ikke det?): Taleverdenens strukturer. Ikke systematiske strukturer, men dog nok begrænsende strukturer. Og så er Foucault interesseret i at kende strukturerne, at belyse dem, for bedre at kunne bryde dem. For at kunne bryde en stil må man først kende (have) stil. Foucault før 1970 Histoire de la folie (1961/72) var historien om det andet: Hvorledes en rationalitet konstituerer sig gennem udsondringen af sit Andet. Les mots et les choses (1966) /6 Foucault: L ordre du discours

3 var historien om det samme: Hvorledes forskellige ordninger til en given tid har en ensartethed, genreforskelle til trods. L ordre du discours er i samme boldgade som sidstnævnte: Den vil vise alle de usynlige krav der kræves af talen og den talende for overhovedet at komme til orde og blive hørt, og hvorledes disse krav ensretter talen. Det er en ordre om orden. Tale er handling Austins vellykkethedsbetingelser: Det er i virkeligheden det samme som Austin tematiserer i sin How to Do Things With Words (dansk: Ord der virker), blot med positivt fortegn: Austin er interesseret i de konstitutive regler (felicity conditions), der muliggør at talen virker i praksis. For at en tale kan accepteres som tale, må den være vellykket; det kræver at den overholder visse regler. En del af disse regler er, hvad Austin kalder forberedelsesbetinger; f.eks. må man være den der udset til at døbe skibet, for at man kan døbe skibet. For at døbe det, må man sige bestemte ting og knalde flasken mod skibet. Det hedder hos Foucault procedurer, mekanismer og ritual. Wittgensteins sprogspil Wittgenstein har fat i noget af det samme, når han i Philosophische Untersuchungen (1953) beskæftiger sig med talen som et spil; et sprogspil: Der er noget på spil i talen; en spænding. At vide, hvad et ord betyder, er ifølge Wittgenstein at kunne bruge det; at kende reglerne er at kunne (bruge) dem. At kunne hedder på fransk pouvoir, der også kan betyde magt. At kunne er en magt. At kunne tale er en magt. At kunne tale kræver et forhold til talepraksis, et kendskab en kunnen håndtere de givne praksisformer, hvori der tales. Så langt Wittgenstein. Bourdieu pointerer, at dette kendskab ofte tillæres i den sociale position, hvor man opdrages; Habitus er inkorporeringen af de sociale spilleregler for en specifik social position. Det gælder også talereglerne. Men Wittgenstein har mindre blik for at det at kende praksis som betingelse for at kunne tale også rummer muligheden for social eksklusion: Hvis det at kunne tale kræver inklusion, så kan det at skifte sprogspil være en eksklusion af /6 Foucault: L ordre du discours

4 de, der ikke kan spille det sprogspil, man skifter til. Det har Foucault, som Bourdieu, derimod også blik for. Blot er han ikke så interesseret i de forskellige sociale spilleregler, som i de generelle spilleregler, der gælder for hele samfundet. Og dog: Eksempelvis ekskluderes den gales tale gennem fratagelsen af en seriøs taleposition. Det er her, for enden af Wittgenstein, at sociolingvistikken og magtanalysen starter. Man kan formulere det således, at Nietzsche hældes ud over Wittgenstein: Forskellen bliver til en magtforskel. Sandheden er forpligtelsen til at lyve efter fast konvention (Nietzsche) det er konventionerne Foucault er interesseret i. Nietzsche Sproget er ikke gennemsigtigt. L ordre du discours er et svar på den tese (som sproget i parantes bemærket selv forfægter ved at hævde, at den har et indhold og en form), at talen er en tanke, der er iklædt sine tegn og gjort synlig gennem ordene (48). Sprogets fremtoning af form pakket om et indhold gør det muligt for den at forsvinde i indholdet. Nietzsche påpegning af sprogets substansfetichisme, dets subjektsfetischisme og dets indholdsfetichisme ligger bag Foucault, når han peger konventionerne ud. Sproget er ikke et neutralt medium: Det har magtfelter. Der er noget på spil i talen. Oversigt over Michel Foucault: L ordre du discours Tiltrædelsesforelæsning ved Collège de France, 2. december (Paris, Gallimard, 1971) I Eksterne procedurer i forbindelse med talen: Eksklusionen Forbud Modsætningen fornuft-galskab Modsætningen sandt-falsk 15 II Interne procedurer Kommentaren /6 Foucault: L ordre du discours

5 2. Forfatteren Disciplinerne 31 III Iscenesættelsesbetingelser Ritualet Talesamfund Doktrinen Tilegnelsen af diskursen 45 IV Diskursens forsvindingsnummer Subjektet som fundatør Ideen om den oprindelige erfaring Den universelle formidling 50 V Metodekrav Omvæltningsprincip Diskontinuitetsprincip Specifitetsprincip Eksterioritetsprincip 55 VI Kritik og genealogi Kritik Genealogi 67 VII Takketale Oversigt over Michel Foucault: Talens forfatning Dansk førsteudgave. I Eksterne procedurer i forbindelse med talen: Eksklusionen Forbud Modsætningen fornuft-galskab Modsætningen sandt-falsk 46 II Interne procedurer Kommentaren Forfatteren /6 Foucault: L ordre du discours

6 3. Disciplinerne 55 III Iscenesættelsesbetingelser Ritualet Talesamfund Doktrinen Tilegnelsen af diskursen 63 IV Diskursens forsvindingsnummer Subjektet som fundatør Ideen om den oprindelige erfaring Den universelle formidling 65 V Metodekrav Omvæltningsprincip Diskontinuitetsprincip Specifitetsprincip Eksterioritetsprincip 68 VI Kritik og genealogi Kritik Genealogi 75 VII Takketale Gå på opdagelse i dette tema /6 Foucault: L ordre du discours