HØJESTERETSDOM OM DELS PRODUKTANSVAR, DELS RECALL FORSIKRING

Transkript

1 11. OKTOBER 2011 HØJESTERETSDOM OM DELS PRODUKTANSVAR, DELS RECALL FORSIKRING Højesteret har i en ny dom om muligt produktansvar for olieforurenet kødpålæg bl.a. taget stilling til bevisbyrden for defekt og spørgsmålet om, hvorvidt der har påhvilet producenten en pligt til at advare om en risiko efter modtagelse af reklamationer i andre sager. Højesteret har samtidig taget stilling til, om den skadelidte fødevareproducent havde godtgjort, at tabet ved tilbagekaldelse og destruktion af kødprodukterne var dækket af en recall forsikring. Den amerikanske fødevareproducent A købte i 1999 en kødhakkemaskine hos den danske maskinproducent P. Ultimo 2004 begyndte A at få klager fra forbrugere, som oplyste, at kødpålæg fra A lugtede, smagte fælt, etc. Nogenlunde samtidig tegnede A en recall forsikring hos forsikringsselskabet F. Primo 2005 konstaterede A, at en del af kødproduktionen var kontamineret, fordi olie kunne trænge fra kødhakkemaskinens gearkasse ind i det kabinet, hvor kødet blev forarbejdet. Efter henstilling fra de amerikanske fødevaremyndigheder tilbagetrak og destruerede A ca tons kødpålæg. A opgjorde sit tab til ca. 60 mio. DKK, som man dels krævede erstattet af P efter reglerne om produktansvar, dels dækket af F i henhold til recall forsikringen. Produktansvarssagen vedrørte for det første spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en defekt. Skaden måtte antages at skyldes, at en pakning i gearkassen blev slidt (således som pakninger med tiden gør). Når pakningen var tilpas slidt, kunne olie trænge ud - og i så fald forhindrede maskinens konstruktion ikke, at olien kunne trænge ind til kødet. Der var siden 1969 solgt maskiner og P havde i

2 2/5 11. OKTOBER 2011 perioden modtaget ca. 20 reklamationer over defekte gear eller pakninger. Efter salget af maskinen til A, men før skaden i 2005, havde P dels udviklet en ny maskine, dels et opgraderingssæt til den gamle maskine, som forhindrede, at olie i tilfælde af en utæt pakning kunne trænge ind til kødet. Hvis der ikke forelå en defekt, gjorde A i anden række gældende, at der havde påhvilet P en pligt til at advare om risikoen for, at olien kunne trænge ind til kødet. P bestred, at der var tale om en defekt ved maskinen og gjorde gældende, at skaden på kødet skyldtes en høj grad af egen skyld fra A, der ikke havde fulgt manualens forskrifter om eftersyn med og vedligeholdelse af maskinen. P gjorde endvidere gældende, at en lille snes reklamationer over en lang årrække for maskiner solgt til lande i hele verden ikke gav tilstrækkeligt grundlag til at antage, at der for producenten skulle gælde en særlig advarselspligt. Det måtte antages, at de modtagne reklamationer skyldtes uundgåeligt slid på pakningerne ved brug af maskinen. Forsikringssagen vedrørte navnlig spørgsmålet om afgivelse af korrekte risikooplysninger ved forsikringens tegning, jf. FAL 6; hvorvidt skaden måtte anses som sket før forsikringens løbetid; om A havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt og udvist egen skyld, jf. FAL 18; om skaden var anmeldt rettidigt, jf. FAL 21; om A havde opfyldt sin forpligtelse til at give alle nødvendige oplysninger til F og i øvrigt samarbejdet tilstrækkeligt med selskabet, jf. FAL 22; etc. Endvidere bestred F, at A havde godtgjort, at der forelå sådanne omstændigheder i forbindelse med tilbagetrækning og destruktion af produktet, at recall forsikringens forudsætninger for dækning var opfyldt. Østre Landsret udtalte i relation til produktansvarssagen, at det forhold, at P efter 1999 har ændret konstruktionen af maskinen således, at skader som den skete ikke kan forekommer på nye maskiner, ikke i sig selv kunne begrunde, at maskinen var defekt, da den blev solgt i A havde ikke godtgjort, at den konstruktion, der blev anvendt i 1999, i sig selv var udtryk for en defekt. Maskinens akse og pakning var dele, der blev slidt ved brug, og det fremgik af manualen, at disse dele løbende skulle undersøges og vedligeholdes, herunder ved udskiftning af pakning efter behov. Herefter, og i mangel af oplysninger om årsagen til den slidte akse og pakning, havde A ikke godtgjort, at maskinen led af en defekt, da den blev bragt i omsætning. A havde heller ikke godtgjort, at P havde tilsidesat en pligt til at advare mod en særlig risiko eller fare; herunder henset til antallet af reklamationer i forhold til antallet af solgte maskiner over en årrække samt det forhold, at manualen foreskrev regelmæssig undersøgelse og vedligeholdelse af de pågældende dele. P blev derfor frifundet. I forsikringssagen fandt landsretten det godtgjort, at der forelå en sådan hændelig produktkontaminering, som berettigede til forsikringsdækning. De forskellige indsigelser, som F havde gjort gældende, kunne ikke føre til, at F var berettiget til at afslå forsikringsdækning. F blev derfor dømt til at dække skaden. F ankede dommen i forhold til A, hvorefter A ankede dommen i forhold til P. Under højesteretssagen gjorde A bl.a. gældende, at kødhakkemaskinens konstruktion var i strid med

3 3/5 11. OKTOBER 2011 en bestemmelse i den amerikanske lovgivning (Code of Federal Regulations). Sagen er nu endeligt afgjort af Højesteret ved dom af 5. oktober I produktansvarssagen fandt Højesteret det ikke godtgjort, at kødhakkemaskinens konstruktion var i strid med de dagældende amerikanske regler. Herefter og af de grunde, som landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at A ikke havde godtgjort, at kødhakkemaskinen var defekt som følge af en konstruktionsfejl, da den blev solgt i Højesteret bemærkede endvidere, at der siden slutningen af 1960'erne var solgt ca kødhakkemaskiner, og at der i perioden blev reklameret over defekte gear eller pakninger vedrørende ca. 20 af de solgte maskiner. Problemet blev normalt løst ved udskiftning af pakninger eller i visse tilfælde installering af nyt gear. Med denne bemærkning og af de grunde, som landsretten havde anført, kunne det ikke fastslås, at P ved salget af maskinen i 1999 havde handlet ansvarspådragende ved at undlade at advare A mod risikoen for oliekontaminering af kødprodukterne ved manglende kontrol og vedligeholdelse af maskinen iht. manualen. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at P havde handlet ansvarspådragende ved ikke efterfølgende at advare A mod denne fare, eller oplyse, at der var udviklet en opgraderingspakke til kødhakkemaskinen, som imødegik den nævnte risiko. Herefter stadfæstede Højesteret den del af landsrettens dom, der frifandt P. produkt har "resulted or may likely result in physical symptoms of bodily injury, sickness or decease or death of any person" eller at der er tale om produkter "being injurious to health and unfit for human consumption and where recall of product(s) are required by a competent authority to be recalled in order to comply with regulation on food safety". Højesteret fandt, at A ikke havde godtgjort, at en af disse to betingelser for dækning var opfyldt, blot ved at give oplysninger om 6 forbrugerklager vedrørende symptomer efter indtagelse af olieforurenede kødprodukter. Der forelå ikke nærmere bevisførelse vedrørende oliens mulige sundhedsskadelige virkninger og Højesteret fandt det ikke godtgjort, at de amerikanske myndigheder anså indtagelsen af de tilbageholdte kødprodukter for at være sundhedsskadelig, selv om produkterne skulle destrueres. Højesteret bemærkede, at myndighederne pålagde ikke A at tilbagekalde de olieforurenede kødprodukter, der fortsat var på markedet, af hensyn til sundhedsrisikoen, og bevisførelsen gav ikke grundlag for at fastslå, at myndighederne fandt, at indtagelsen af de olieforurenede kødprodukter var sundhedsskadelig. I forholdet mellem A og F ændrede Højesteret derefter dommen således, at F blev frifundet. Efter højesteretsdommen havde A således hverken krav på erstatning fra P eller forsikringsdækning fra F. A var under sagen repræsenteret af advokat Jens Rostock-Jensen. Advokat Georg Lett repræsenterede F, mens advokat Michael S. Wiisbye repræsenterede P. I forsikringssagen var det en forudsætning for dækning, at indtagelse af det kontaminerede

4 4/5 11. OKTOBER 2011 Som filer til dette nyhedsbrev vedhæftes dels højesteretsdommen, dels landsrettens dom trykt som FED Ø. Kommentar: I relation til produktansvar illustrerer dommen, at det er afgørende, om det pågældende produkt var defekt, da det blev bragt i omsætning, fordi det ikke frembød den sikkerhed, som med rette kunne forventes. Det forhold, at en skade kan opstå, når maskinen har været brugt så meget, at dele af maskinen slides og trænger til udskiftning, er ikke i sig selv en defekt (i hvert fald ikke, når eftersyn og vedligeholdelse fremgår af manualen). Det gør heller ingen forskel, at man kunne have konstrueret maskinen således, at man undgik en skade som den omhandlede, selv om akse og pakninger blev så slidte, at olien kunne trænge ud - og at man rent faktisk få år efter salget af maskinen fremstillede en sådan version af maskinen, hvor denne skade ikke længere kunne ske. Det er jo ikke sjældent, at skadelidte i produktansvarssager henviser til, at det pågældende produkt kunne være - og ofte rent faktisk er - lavet på en anden og sikrere måde, hvorved skaden kunne have været undgået. Højesteretsdommen fastslår, at dette ikke er ensbetydende med, at det leverede produkt er defekt. I en produktansvarssag af den foreliggende art er det væsentligt at undersøge, hvorvidt manglende vedligeholdelse og servicering af maskinen kan have været årsag til, at skaden kunne indtræde. I givet fald må man tillige undersøge, om maskinens brugere vidste eller burde vide, at der skulle ske vedligeholdelse m.v. (hvad står i manualen?), og om dette i givet fald ville kunne have forhindret skaden. Endvidere fastslår højesteretsdommen, at producenten ikke nødvendigvis er ansvarlig for at have tilsidesat en pligt til at advare mod en særlig risiko eller fare, selv om der forud for den aktuelle skade har været andre, enkeltstående tilfælde, hvor en lignende skade er indtruffet. I hvert fald i den foreliggende situation, hvor ca kødhakkemaskiner var solgt over en længere årrække, og hvor producenten kun havde registreret ca. en snes tilfælde af relevante reklamationer, der blev anset som en følge af manglende vedligeholdelse, havde skadelidte ikke godtgjort, at dette i sig selv indebar et ansvarsgrundlag for producenten. Det gjorde ingen forskel, at P bl.a. i en fejlrapport to år før salget af maskinen til A internt havde noteret om en reklamation i et lignende tilfælde, at der "efterhånden [er] et generelt problem, som skal løses, idet det giver en del bekymring hos vore kunder, idet en sammenblanding af kød og gearolie vil give reklamationer og erstatningskrav". Når Højesteret trods P's registrering af denne og andre reklamationer ikke fandt, at der havde påhvilet P en advarselspligt, må det antages, at der skal ganske meget til, før der vil blive statueret en sådan særlig advarselspligt. Samlet illustrerer højesteretsdommen, at selv om produktansvaret anses som et strengt ansvar, kan man bestemt ikke sætte lighedstegn mellem skade og ansvar; heller ikke selv om skaden kunne have været undgået ved en anden konstruktion af maskinen og/eller ved advarsel om en ikke ukendt risiko.

5 5/5 11. OKTOBER 2011 Således som forsikringssagen blev afgjort, tog Højesteret ikke stilling til en række spændende spørgsmål vedrørende bl.a. FAL 6, 18, 21 og 22. Men højesteretsdommen viser, at når en producent frivilligt tilbagetrækker og destruerer sine produkter, skærpes kravene til bevisbyrden for, at der foreligger en af recall forsikringen omfattet forsikringsbegivenhed, selv om tilbagekaldelse og destruktion skete efter betydeligt pres fra myndighederne, og selv om man havde modtaget reklamationer, der angav helbredsmæssige gener. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye dom. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) Frederiksberggade København K Tel Fax

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43